INDLEDNING

 

"I vor fremskriden mod Gud fordunster det bitre og smertelige,

det skønne bliver tilbage, man ser det som regnbuen på den mørke Sky.”

(H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr II, s.159-60)

                        

 

 

Gennem en længere årrække har jeg studeret Martinus' kosmo­lo­gi, dels ved at følge kurser og foredrag herom - og herunder ikke mindst Martinus' egne livfulde og inspirerende foredrag - og dels ved et grundigt selvstudium af hans store og fascinerende livsværk, som under samlebetegnelsen Det Tredie Testamente omfatter Livets Bog I-VII, symbolværket Det Evige Verdens­billede I- (foreløbig) IV, samt en række mindre bøger, tids­skriftsartikler, båndforedrag m.m.

     Sideløbende hermed er - som en anden hovedinteresse - fulgt et indgående studium af H.C.An­dersens liv og forfatterskab, der, som formentlig be­kendt, er så intimt forbundet indbyrdes, at liv og digtning i en vis forstand går op i en højere enhed.

    Straks fra begyndelsen af disse studier, faldt det uvilkår­ligt i øjnene, at der emne- og indholdsmæssigt set er store lighedspunkter mellem de to forfatteres respektive opfattelse af tilværelsen. Efterhånden som det sammenlignende studium skred frem, kom det til at stå stadig klare­re, at der rent faktisk er en over­rasken­de stor overens­stemmelse mellem den livs- og verdens­anskuelse, som afspejler sig i Andersens samlede for­fatterskab, og det virke­ligheds­billede af livet og verden, der er udtrykt i form af den række geniale grafiske symboler og den omfattende række strengt logiske og såkaldte kosmiske analyser, som er skabt af Marti­nus.

     Som en direkte følge heraf, er det derfor også kommet til at stå lysende klart, at navnlig en række af Andersens eventyr kan opleves og fortolkes som en digterisk "illustration" eller et poetisk "akkompagnement" til Martinus' kosmiske analyser. Lige som kendskabet til disse analyser i væsentlig grad kan bidrage til at kaste nyt lys - eller i hvert fald delvis nyt lys - over og uddybe forståelsen og dermed oplevelsen af H.C.Andersens personlighed, liv og forfatterskab, men i særdeleshed over det sidstnævnte. (Note 1)

 

Et sammenlignende studium

Til dels på denne baggrund, måtte det sammenlignende studium af de to hver på sin måde geniale og nyskabende personligheders opfattelse af grundlæggende religionsfilosofiske spørgsmål og emner, derfor anses for at kunne have interesse for andre end mig selv. Især i betragtning af den udbredte og uformindskede opmærksomhed, der stadig vises H.C.Andersen og hans forfatter­skab, og ikke mindst med henblik på den tiltagende interesse for og udbredelse af kendskabet til Martinus' åndsvidenskabeli­ge arbejde, som må forventes at blive tilfældet i tiden frem­over. Publiceringen af Martinus' egne bøger - og herunder især hovedværkerne  Livets Bog og Det Evige Verdensbillede - og af bøger af andre forfattere om Martinus' kosmologi, synes at markere begyndelsen til en indfrielse af denne forventning.

 

     Derfor var ønsket om, at det ovenfor nævnte årelange studium skulle manifestere sig kreativt udadtil, med tiden blevet stadig mere påtrængende. Det udkrystalliserede sig da også allerede for en hel del år siden, i form af en lidt længere artikel om H.C.Andersens syn på og holdning til 'døden'. Artiklen, som kort og godt hed H.C.Andersen og døden, blev skrevet i efteråret 1974, og meningen var, at den skulle have været trykt i tidsskriftet Kosmos i løbet af 1975, som var hundredeåret for Andersens egen død. Det blev dog af forskelli­ge grunde ikke til noget, og artiklen er til dato endnu utrykt.

     Men den nævnte artikel rummede efter min egen mening et så godt oplæg, og så mange gode ideer og beskrivelser, at jeg fandt anledning til at benytte dens stof i et vist omfang, da jeg kort efter skrev artiklerne ”Poesiens Messias”, som blev trykt i Kosmos 1976, og ”Uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!", der oprindelig var i to dele, men hvoraf kun første del blev trykt i Kosmos 1977. Artiklens anden del findes gengivet her på hjemmesiden i en omarbejdet og udvidet udgave, og desuden i en lidt anden form i artiklen Livsmysteriet og barnesindet, som blev trykt i Kosmos nr. 3, 2001.

     Det samlede stof fra de ovennævnte artikler, er delvis blevet benyttet i forbindelse med den serie på ialt 9 storar­tikler, som jeg på opfordring skrev specielt til tids­skriftet Kosmologisk Information, hvor de findes trykt hen­holdsvis i bladets nr. 3-4, 1991, nr. 1-4, 1992 og nr.1-3, 1993.

     Forlaget Kosmologisk Information ved redaktør Gunder Fre­deriksen, fandt artiklerne tilpas værdifulde til, at man i 1996 udgav fem af artiklerne i et såkaldt temahæfte, som fik titlen H.C.Andersen - hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmolo­gisk belysning. Interessen var imidlertid ikke udtømt hermed, idet samme forlag opfordrede mig til at skrive en bog, hvori emnet blev yderligere uddybet. Bogen fik titlen H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, og den udkom i juli 1997.

     År 2001 begyndte Kosmos at publicere en række af mine artikler, som alle handlede om det sammenlignende studium mellem H.C.Andersens livsanskuelse og forfatterskab og Martinus’ kosmologi. Det begyndte med den allerede nævnte artikel Livsmysteriet og barnesindet og fortsatte i de følgende år med i alt 11 artikler.

 

     Men i øvrigt har samtlige ovenfor nævnte artikler, så vel de trykte som utrykte, samt bogen om de tre åndsgiganter, dannet idé- og inspirationsgrundlag for nærværende hjemmeside, som faktisk fra først af var planlagt som en bog lige siden 1973, da jeg for alvor begyndte at arbejde systematisk med det sammenlignende studium af de to spændende og fascinerende forfatteres værker. Et studium, hvortil jeg oprindelig blev tilskyndet af min desværre al for tidligt afdøde ven og læremester, tegneren og tegnefilminstruk­tøren Børge Hamberg (1920-1970), som selv var stærkt inter­esseret og engageret i Martinus' kosmologi, og som desuden var fuldt ud klar over den store overensstemmelse i livsopfattelse, der består mellem H.C.Andersen og Martinus. (Note 2)

 

Virkelighedens store eventyr

Det må siges, at det blev et lærerigt, livsbekræftende og - misforstå mig ikke - ikke mindst humørfyldt studium! Humoren er jo som bekendt visdommens tro følgesvend, og humor finder vi i vid udstrækning hos både Andersen og Martinus, som begge i veludviklet grad personlig besad denne guddommelige nådegave. Men ifølge sagens natur, måtte det naturligvis være visdommen, i form af de kosmiske analyser, som især kom til at præge Martinus' forfatterskab, medens det for Andersens vedkommende i til­svarende grad blev humoren, der måtte komme i første række i sin funktion som 'indpakning' af den dybere mening og hensigt, sådan som det især er tilfældet med en række af eventyrene.

     Læsere, som måske ikke er særlig fortrolige med enten Marti­nus' eller Andersens forfatterskab, eller måske ikke med nogen af delene, kan jeg på forhånd forhåbentlig berolige med, at hjemmesiden er søgt disponeret og skrevet således, at enhver skulle kunne følge med. Men udbyttet af den, vil naturligvis i nogen grad bero på, hvor megen interesse, tid og arbejde, læseren selv ønsker at investere i tilegnelsen af stoffet. Man får jo som bekendt ikke noget direkte forærende her i verden, i al fald ikke noget af ægte og blivende værdi.

     Derfor vil jeg kraftigt opfordre den virkeligt interesserede læser til ufortøvet at gå i gang, og til ikke at lade sig afskrække af stoffets omfang og sværhedsgrad. Thi for enden af hjemmesidens lange vej til enden, venter der den tålmodige og ud­holdende læser en 'belønning'. Nemlig den belønning det er, at blive del­agtiggjort i en velbegrundet livs- og verdensansku­else, der lader én ane eller forstå, at verden og livet - og ikke mindst hverdagslivet - i virkeligheden er et guddommeligt under, og i sig selv det største eventyr, som findes!

 

Et relevant studium

Men man kan naturligvis med en vis ret mene, - og kritiske røster har givet udtryk for det - at Martinus' kosmiske analy­ser ikke behøver en digterisk "illustration" eller et poetisk "akkompagnement", hvad enten dette skyldes H.C.Andersen eller en hvilken som helst anden digter eller forfatter.

     Med lige så god ret kan man hævde, at Andersens forfatterskab er så selvstændigt og suverænt, at det ikke behøver at skulle under­bygges eller begrundes, og da slet ikke af et metafysisk tankesystem som f.eks. Martinus' Kosmologi.

     Der skal derfor heller ikke lægges skjul på, at jeg stort set lige siden begyndelsen har følt det, som om jeg befandt mig i en slags 'dobbeltild', hvad angår min opfattelse af de to hver på sin måde lige geniale forfatteres respektive livsanskuelse og værker. På den ene side seriøse Martinus-tilhængere, som mener eller mente, at man bør holde Kosmologien fri og ublandet af mere eller mindre uvedkommende opfattelser, teorier og synspunkter, og på den anden side lige så seriøse Andersen-forskere, som formodentlig finder en 'sammenblanding' med eksempelvis Kosmologien irrelevant og i hvert fald uviden­skabelig.

 

      Men jeg har altså valgt at indtage et standpunkt, som dels henholder sig til det faktum, at "Martinus har selv kaldt sit hovedværk "Livets Bog" et "kildemanuskript", og han har samti­dig givet udtryk for, at i fremtiden vil specialister inden for forskellige videnskabelige, litterære og filosofiske områder skrive bøger og afhandlinger, hvis udgangspunkter vil blive hans kosmiske analyser." (Note 3) 

     Dels henholder jeg mig også til den indsigt og viden om emnet, jeg efterhånden har tilegnet mig, og som gør det velbegrundet at tale om, at mit arbejde reelt betyder en gensidig berigelse og uddybelse af de to forfatter­skaber. Det kan blandt andet begrundes med, at hvor Martinus' i sine skil­dringer af livet og verden nødvendigvis må benytte sig af prin­cipielle og abstrakte begreber, dér benytter Andersen sig i sin skildring af de samme forhold af individuelle og konkrete personer og situationer. Som et eksempel herpå kan nævnes, at et kosmologisk begreb som "det seksuelle polprincip" med de to seksuelle poler, "den maskuline pol" og "den feminine pol", hos Andersen blandt andet får skikkelse af henholdsvis "møllevær­ket" i eventyret ­Vejrmøllen og "Fatter" og "Mutter" på "møllen". (Note 4)

 

     Det sammenlignende studium mellem Andersens og Martinus' som sagt i forbavsende grad sammenfaldende synspunkter og opfattel­ser, anser jeg derfor for at være både relevant og værdifuldt, og for at kunne have interesse også for andre end mig selv, i al fald som en forventelig mulighed. Reaktionerne på publi­ceringen af mine H.C.Andersen-artikler i tidsskriftet Kosmolo­gisk Information, samt på temahæftet og bogen, og desuden i tidsskriftet Kosmos, bekræfter til dels denne antagel­se. Men selvom jeg eventuelt havde stået alene med min opfattel­se, ville jeg dog fortsat mene, at det i givet fald kun måtte være et tidsspørgsmål, hvornår flere andre ville få øjnene op for værdien og betydningen af et sammenlignende studium, som det her foreliggende. Hvor vidt min behandling af emnet så vil kunne kaldes viden­skabelig eller ikke, er sådan set under­ordnet, især da hensigten primært drejer sig om et forsøg på, at formidle min personlige interesse og engagement i de to for­fatteres i alt væsentligt identiske ideer og tanker.

     Endelig må det være op til læseren, om vedkommende finder det ulejligheden og umagen værd, at gennemlæse et så omfangsrigt værk som det her foreliggende. Og enhver har naturligvis lov til at mene, at tiden er for kostbar og lige så godt eller måske bedre kunne være anvendt til at studere Martinus' egne og ligeledes omfangsrige værker, eller for den sags skyld H.C.An­dersens samlede værker. Men det er i tillid til, at der for­mentlig vil findes en lille håndfuld mennesker, som har mod på og lyst til at give sig i kast med mit forfattermæssige hoved­værk, at jeg har fået kraft og styrke til at skrive det til ende.

 

Martinus og H.C.Andersens eventyr

Umiddelbart set, kunne sammenstillingen mellem Martinus og H.C.Andersen måske nok forekomme helt vilkårlig. Men det mener jeg naturligvis ikke er tilfældet, især ikke i betragtning af, at Martinus ved flere lejligheder har tilkendegivet, at han var ganske godt bekendt med vor nationale eventyrskat af inter­nationalt format. Desuden benyttede han lejlighedsvis selv et og andet af eventyrene, til så at sige at "illustrere" visse af sine kosmiske analyser.

     Personlig har jeg engang i sæsonen 1957/58 hørt Martinus detaljeret omtale eventyret Den lille pige med svovlstikkerne i et af sine foredrag, der omhandlede begreberne og fænomenerne "materialisation" og "dematerialisation". I den sammenhæng gjaldt det specielt den lille døende piges clairvoyante op­levelse af sin afdøde mormoders åndelige skikkelse. Se f.eks. artiklen Det dejligste juletræ her på hjemmesiden. (Note 5)

     Men som sagt har Martinus også ved et par lejligheder skrift­ligt omtalt og henvist til H.C.Andersen og hans eventyr. Det sker således i bogen Vejen til indvielse, 19. kapitel, hvis overskrift lyder Den indbildte standshøjde og "kejserens nye klæder". Heri karakteriserer Martinus dette eventyr med følgende ord: "Et bedre billede af hovmodets og forfængelig­hedens tomhed eller hulhed end dette guddommelige eventyr kan vel næppe tænkes." Når Martinus tilmed betegner eventyret som "guddommeligt", er der al mulig grund til at tage dette udtryk bogstaveligt og ikke kun som en superlativ kliché.

 

 

Det var denne tegning fra 1843 af J. Th. Lundbye, der  var

inspirationskilde for H.C.Andersen, da han i 1845 skrev

eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”.

 

 

                                                                                                

 

Livets eventyr

Der kan desuden være god grund til at hæfte sig ved, at Marti­nus ved flere lejligheder har benyttet sig af begrebet og udtrykket Livets Eventyr. Så vidt jeg har kunnet konstatere, sker det første gang i Livets Bog, bd. 1, stk. 10, hvori han bl.a. nævner, at Guddommen lader "ethvert levende væsen frem­træde som en absolut uundværlig rollehavende i det gigantiske eventyr, der hedder tilværelsen."

     Martinus var således tidligt i sit forfatterskab inde på tanken om det virkelige livs store eventyr. Første bind af Livets Bog udkom i juli 1932, men det er først omkring tyve år senere, at han tager den fulde konse­kvens af sin opfattelse, idet han nemlig giver sjette bind af sit hovedværk undertitlen Guds Rige Eller Livets Eventyr. Dette bind udkom første gang i 1952.

     Det særligt interessante i sammenhængen er, at Martinus' opfattelse af udtrykket Livets Eventyr, som forudsætter eventyrbegrebets forståelsesramme i almindelighed, i særdeles­hed har lighed med netop Andersens opfattelse af samme begreb.   Det kan vi i særlig grad få bekræftet ved at læse 1. kapitel af den tidligere nævnte bog, Vejen til Indvielse, 1953, hvori det daglige, jordiske liv karakteriseres som et stort eventyr, men et eventyr, der dog adskiller sig fra de digtede eventyr ved, at være selve den realistiske virkelighed.

     En yderligere bekræftelse af denne opfattelse, kan vi få, ved f.eks. at læse Martinus' artikel Den Tabte Horisont i tids­skriftet Kosmos nr. 8, 1981. Heri nævnes Andersen og hans eventyr, som tilmed karakteriseres som "vidunderlige". Artik­lens hovedpointe er i øvrigt en under­stregning af, at selv om eventyrene er frembragt af digterens fantasi, og derfor ofte kan have et vist indhold af overnaturlighed, så er der i bedste fald tale om skildringer af den psykiske eller åndelige virke­lighed. (Note 6)                        

   

 "Det eventyrlige er ikke overnaturligt, men foregår efter universelle love", fastslår Martinus i artiklen. Dermed slutter han sig indirekte til Andersens tilsvarende konstatering af, at "de digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved kædens  overbryd­ning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever."

 

 

 

 

Tegneren Vilhelm Pedersens to meget rørende tegninger  fra 1849

af den lille pige i eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”

 

 

 

 

”Ud  af  det  Virkelige  vokser  Eventyret”

Citat fra eventyret ”Thepotten” fra 1864.    Tegning af Birgit Bennedbæk, © 1991

 

 

De digtede eventyr

Det er en grundtanke hos Martinus, at de klassiske eventyr er skabt i en form, der er forståelig og som appellerer til det kosmisk set endnu ubevidste menneske. Dette gælder "barnet" i bogstavelig forstand, og "barnet i udviklingen", dvs. naturmen­nesket og det uintellektuelle følelsesmenneske.

     Denne opfattelse hænger sammen med hans påvisning af, at menneskene befinder sig på forskellige mentale udviklingstrin, på skalaen fra "kosmisk ubevidst" instinkt-følelsesmenneske til "kosmisk bevidst" højintellektuelt kulturmenneske, dvs. et menneske, hos hvilket human følelse, intellekt og intuition er veludviklet.

 

     Mennesker, som i mental udvikling endnu ikke er nået op på de højere trin, og som derfor mangler modenhed, erfaring og indsigt til at kunne få religiøs 'næring' og inspiration gennem dagliglivets foreteelser og begivenheder, og som heller ikke er i stand til at kunne forstå livets store teoretiske analyser, må nødvendigvis have løsningen på tilværelsens mysterium fortalt i sagn, lignelser og eventyr. Der er derfor en gud­dommelig omsorg, som har sørget for, at der til alle tider har eksi­steret mennesker med indsigt og evne til at kunne gendigte virkelig­hedens dybeste sandheder i form af netop eventyr, sagn og lignelser. En af disse 'digtere' var f.eks. H.C.Andersen.

     Og at Andersen var helt på linie med Martinus i opfattelsen af livet som et eneste stort og guddommeligt eventyr, har han givet udtryk for i følgende citat:

 

     ”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (Note 7)

 

     Det er desuden Martinus' begrundede opfattelse, at hans Kosmologi bekræfter de klassiske eventyrs sandhedsværdi som symbolske skildringer af det virkelige livseventyrs grund­læggende faktorer og 'handlingsforløb'. Det samme gælder også den relativt store del af Andersens eventyr, der kan betegnes som kosmiske eventyr. Blandt disse kan tilfældigt nævnes Den lille Havfrue", 1836, Paradisets Have, 1838, Den grimme ælling, 1842, Snedron­ningen, 1843, Hørren, 1848, Dynd-kongens datter, 1846, trykt 1858, De vises sten, 1858, En historie fra klitter­ne, 1859, Psychen, 1861, ­Vejrmøl­len, 1862. 

 

De tre "verdensimpulser"

Den nævnte guddommelige omsorg, hænger ifølge Martinus sammen med den omstændighed, at Guddommen i sig selv repræsenterer den højeste form for forældre- og beskyttelsesprincippet. Udover at give sig til kende i enhver eksisterende og tænkelig form for afkomsbeskyttelse, giver dette princip sig også udslag i nogle åndelige verdensimpulser, som "det guddommelige skabeprin­cip" (Gud) med visse mellemrum sender ind gennem sin psykofysiske organisme, verdensaltet, som jo også rummer vort mælke­vejs- og solsystem med det lille 'støvfnug', vi kalder Jorden.

     De åndelige verdensimpulser er i praksis formidlere af et  princip, hvoraf forældre- og beskyttelsesprincippet er en variant, nemlig "verdensgenløsningsprincippet". Dette har grundlæggende og primært til opgave og formål, at vejlede de levende væseners åndelige og religiøse liv og udvikling helt fra dyreriget, som det jordiske menneske til en vis grad stadig tilhører, og frem til det, Martinus betegner som "det rigtige menne­skerige". Dette rige definerer han som et humant kulturelt og socialt retfærdigt verdensrige, hvis konturer så småt er ved at tegne sig i menneskehedens åndelige horisont.    

 

Den guddommelige vejledning

Den nævnte "vejledning", har på de tidligste stadier i den bevidsthedsmæssige, kulturelle udvikling karakter af en slags "suggestion". Denne "suggestion" kalder Martinus derfor for "den guddommelige suggestion", og den giver sig her på Jorden særligt til kende i form af tre store åndelige verdensimpulser. Den første og den ældste af disse er den, der ligger til grund for primi­tive naturmenneskers religioner og gudsdyrkelse (animisme).

     Den anden verdensimpuls, som måske i særlig grad har bidraget til at forme og regulere menneskehedens bevidstheds-, sjæle- og åndsliv på de religiøst set troende stadier, er den, der har affødt religioner og kulturer som buddhismen, kristendommen og Islam. Denne impuls betegnes som "den gamle verdensimpuls".

     Der er imidlertid en tredie og ifølge Martinus sidste ver­densimpuls, som først i nyere tid er begyndt at strømme ind over og manifestere sig her på Jorden. Denne impuls benævner Martinus som "den ny verdensimpuls", og hævder at den ligger til grund for de store forandringer i menneskehedens indbyrdes forhold, som særlig præger vor tid. Forandringer af national, social, økonomisk, politisk, kulturel og herunder ikke mindst af religiøs karakter, som ifølge Martinus dybest set hænger sammen med en igangværende væsentlig forandring af menneskets psyke. (Note 8)

 

Den ny verdensimpuls

Denne grundlæggende forandring af menneskets psyke, hænger i  øvrigt mere præcist sammen med den kosmologiske faktor, Marti­nus betegner som den seksuelle polforvandling, hvorunder den maskuline pol i kvinden, og den feminine pol i manden, er ved at komme til kraftig udvikling. Et emne, vi skal se betyde­ligt nærmere på senere. Men de deraf følgende samfundsmæssige og kulturelle forandringer, vil efter Martinus' 'forudsigelse' som allerede nævnt resultere i, at der i løbet af de næste tre tusinde år etab­leres et internationalt humant verdensrige her på Jorden.

     Det er i øvrigt Martinus' velbegrundede påstand, at den ny verdensimpuls som en udstrakt hjælpende og vejledende 'hånd' fra det guddommelige skabeprincip (Gud) til det kosmisk set endnu ufærdige, "barnlige" jordiske menneske, særligt tilkendegiver sig i form af hans eget livsværk. Da han samtidig betragter sin livslange indsats som åndelig og etisk-moralsk vejleder som en direkte fortsættelse af Jesu verdens­genløsende mission, har han derfor valgt at betegne sit samlede værk som Det Tredje Testamente.

     Martinus' samlede værker, herunder især Livets Bog I-VII og symbolværket Det evige Verdensbillede I-(foreløbig)IV, er beregnet på at skulle give religiøs inspiration og næring på grundlag af kosmisk viden. Denne viden består i en intelli­gens- eller fornuftsmæssig fortolkning af "livets egen direkte tale", og i en analytisk udredning i form af kosmiske analyser af livets guddommelige natur, love og højeste problemer. (Note 9)

     Men særlig vigtigt i sammenhængen er det, at den kosmiske viden er baseret på en indsigt, der er opnået ved hjælp af intuitionsevnen. Denne evne, som Martinus i øvrigt karakteri­serer som individets højeste "synsevne", er ifølge ham en af de ialt syv bevidsthedsevner, som svarer til syv kosmiske grund­energier, der står til individets disposition.

 

De kosmiske grundenergier

Disse bevidst­heds­evner og grundenergier er: 1. instinktevnen eller -energien, 2. tyngdeevnen eller -energi­en (dynamisk evne eller energi), 3. følelsesevnen eller -energien, 4. intelligensevnen eller -energi­en, 5. intuitions­evnen eller -energien, 6. hukommelses­evnen eller -energien, og 7. "moderenergien", som i virkelig­heden er den første og grund­læggende energi, hvoraf de øvrige energi­er er varianter.

     Moderenergien er i øvrigt repræsenteret ved en række såkaldte kosmiske eller guddommelige skabeprincipper, som ligger til grund for overhovedet al form for sansning eller op­levelse og manifestation eller skabelse. Det er i denne sammenhæng nemlig vigtigt at holde sig for øje, at sansning så vel som oplevelse også er fænomener, der uafbrudt må frembringes via en særlig form for skabelse. Hvilket emne, vi naturligvis skal vende tilbage til senere her på hjemmesiden.

 

     Til den læser, som måske endnu ikke er særlig fortrolig med den derfor noget fremmedartede kosmologiske terminologi og begrebsverden, og som måske heller ikke er bevandret i filoso­fisk tænkning, vil jeg sige: "Opgiv ikke læsningen af den grund, for i løbet af hjemmesiden vil samtlige ovenfor nævnte ord og begreber blive forklaret nærmere i de relevante sammenhænge. De handler nemlig til syvende og sidst alle om fænomener og forhold, som de fleste af os enten kender til eller har en fornemmelse af, når blot man finder den rette indfaldsvinkel til dem. Det håber jeg, at denne hjemmeside i al fald for nogle læseres vedkommende vil kunne medvirke til at tilvejebringe!"

 

     Imidlertid skal vi i det følgen­de særligt koncentrere os om intuitionsevnen, som er den grundevne hos individet, der ifølge Martinus hovedsagelig er ansvarlig for en højere erkendelses­mæssig indsigt og for skabende kunstnerisk virksomhed. (Note 10)

 

Den højpsykiske sansehorisont

Forhåbentlig vil læseren på baggrund af, hvad der i det hele taget er sagt ovenfor kunne forstå, at vi altså uden at øve vold mod nogen af parterne kan fastslå, at Andersen og Martinus har fuldstændig samme grundsyn på livet, nemlig som et gud­dommeligt under og eventyr. Andersen og Martinus er ydermere enige i opfattelsen af, at det for menne­skets ved­kommende primært drejer sig om tilegnelsen af en ny erkendel­sesform. Nemlig den intuitiv-kosmiske, der ind­drager evigheds-dimensionen eller evighedsperspektivet i sin erkendelse, og som i modsæt­ning til naturvi­denskabelig dis­kursiv, logisk-analytisk metode og tænkning, der - i øvrigt af gode grunde og bestemte årsa­ger - holder sig til det fire-dimensionale rum-tid konti­nuum, magter at opløse illusionen om det, Andersen kalder "livets disharmoni" og Martinus betegner som ”det såkaldte onde". Ligesom Andersen mener Martinus at disharmonien og det onde beror på et for snævert udsyn på tilværelsen, nemlig i den forstand at de allerfleste af os - i al fald indtil videre - i over­vejende grad kun er i stand til at sanse og opleve inden for, hvad Martinus betegner som den lav­psykiske sansehori­sont. (Note 11)

     Men sådan skal det i henhold til Martinus ikke vedblive med at være ud i al fremtid. I løbet af den kommende psykiske eller åndelige udvikling, som særlig avantgarden af menneskeheden (jf. ovenfor) faktisk allerede er godt i gang med, vil den tabte hori­sont, som Martinus også kalder den højpsykiske sansehori­sont, blive genfundet og genvundet: "Even­tyrets sfære vil atter få indpas i menneskets bevidsthed, men det vil ikke blive som overtro, trolddom og magi, det vil blive som åndelig videnskab, gennem hvilken mennesket får indblik i det største eventyr, der eksisterer, selve livets eventyr." (Note 12)

     Et af de spørgsmål, der uvilkårligt rejser sig i forbindelse med det store sammenfald, som der helt umiskendeligt består mellem  Andersens og Martinus' livsop­fattelse er, hvad der kan være grunden eller årsagen til, at dette netop er tilfældet. Kan det mon skyldes, at de begge hver for sig har haft 'adgang' til samme kilde? Og i så fald hvilken form for 'adgang' og hvilken kilde?

     Svaret på det første spørgsmål, mener jeg er bekræftende, idet det på grundlag af det foreliggende materiale kan konsta­teres, at begge har haft 'adgang' til samme kilde, nemlig til det særlige 'lager' af kosmisk viden og visdom i den guddomme­lige bevidsthed, som Martinus kalder for visdomsoceanet. Til dette er der normalt kun viljebestemt  og stadig 'adgang' for menne­sker, som har gennemgået dén åndelige fornyelsesproces, Marti­nus betegner som den store fødsel. Når denne er fuld­byrdet, har individet opnået permanent kosmisk bevidsthed. Ved dette begreb forstår Martinus en bevidstheds­tilstand, hvori intuitionsevnen giver umiddelbar, uhindret og konstant 'adgang' til netop visdoms­oceanet. (Note 13)  

     Det er i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at intuitionsevnen i henhold til Martinus kun kan vækkes og træde i funktion og udvikles, når individet er besjælet af en usel­visk kærlig­hedsevne, der lader det elske sin næste som sig selv, og som i denne bevidsthedstilstand føler sig eet med Gud.  

 

Intuitionen som oplevelses- og erkendelsesevne

Som læseren vil kunne forstå, spiller begreberne intuition og intuitionsevne en stor og af­gørende rolle i Martinus' Kosmolo­gi. Om intuitionsfunktionen siger han bl.a., at den i sine begyndelsesstadier særlig kan forekomme hos individet, når dette er så langt fremskreden i åndsudviklingen, at det har flere og flere øje­blikke, hvori dets lavere bevidsthedstenden­ser, så som vrede, aversion, misundelse, jalousi o. lign., er udelukket til fordel for mildhed, forståelse, tolerance og uselvisk kærlighed. I sådanne øjeblik­ke kan det ske, at in­dividet gennemstrømmes af en åndelig ekstase eller inspira­tionstil­stand, som netop er den sindstilstand, hvori intui­tionsfunktio­nen kan få indpas i bevidstheden.

     I sådanne øjeblikke kan individet opleve, at det uden nogen som helst bevidst forudgående tænkning eller forberedelse, plud­seligt erkender et guddommeligt nærvær, eller 'ser' en større sammenhæng og mening i livet. Eller opdager løsningen på et teoretisk, filosofisk, videnskabeligt, teknologisk eller praktisk problem. De øjeblikke, hvori individet særligt oplever en gud­dommelig tilstedeværelse og føler en større sammenhæng og mening med livet, betegner Martinus som kosmiske glimt. Sådanne "glimt" er forløbersymptomer på den kosmisk set rela­tivt nært forestående store fødsel til kosmisk bevidsthed, som i princippet svarer til barnets fødsel til den store verden udenfor livmoderen. (Note 14)

 

Intuitionen som skabe- og manifestationsevne

Som skabende evne betragtet, kan intuitionen særligt vise sig hos forfattere og kunstnere i sådanne øjeblikke, hvor disses bevidsthed kommer i en ekstase- eller inspirationstilstand. En sådan inspirationstilstand kan opstå i forskellige situationer, som f.eks. i naturen, i de første sværmeriske stadier af forelskel­se, ved at betragte et kunstværk, høre et stykke musik eller ved læsningen af en særligt inspirerende bog.

     I sådanne øjeblikke, siger Martinus, strejfer individets bevidsthed ubevidste erindringer om en lys- og kærligheds­verden, det engang i urtiden har forladt, men som nu findes i form af guld­kopier af de erindringer, der hidrører fra de oprindeligt tilgrundliggende erfaringer fra dets egen og andre individers kosmiske fortid. Guldkopi-erindringerne er netop det ”basismateriale”, der er oplagret i og som udgør ”visdomsoceanet”. Disse guldkopi-erindringer kan i praksis vise sig som lynsnare glimt af en velorganiseret eller færdigskabt idé eller idéer til litterære, - herunder f.eks. idéer til eventyr - dramatiske, musikal­ske eller andre former for kunstneriske manifestationer.

 

     Her er det, at netop en forfatter som H.C.An­dersen kommer stærkt ind i billedet. Han synes selv at have været klar over, at inspirationskilden til hans ofte store intuitive idéer skyldtes fortidserin­dringerne fra be­vidst­hedsdybets "Aladdin-hule". Herom kunne han f.eks. sige: "Tit synes jeg det er erindringer, vuggesange, fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må gentage." (Note 15)

 

     Efter denne forhåbentlig nogenlunde orienterende introduktion til hjemmesidens hovedemne, kan vi passende gå over til at se på, hvad der i henhold til Martinus' Kosmologi egentlig er bag­grunden for, at en digter som i dette tilfælde H.C.An­dersen var i stand til at kunne skabe den perlerække af eventyr og hi­stori­er, som har gjort ham afholdt og berømt overalt i verden. Men før vi kan gå over til at se nærmere på digteren, hans personlighed, liv og forfatterskab, må læseren gøres fortrolig med den livs- og verdensanskuelse, der er udtrykt i form af den række kosmiske analyser og facitter, der tilsammen udgør Martinus’ Kosmologi. Denne opgave er efter bedste evne søgt løst gennem de følgende mange kapitlers relativt kortfattede fremstilling af grundbegreberne og –faktorerne i samme kosmologi.

 

 

Diagram af det levende væsen konstitueret som et treenigt princip, repræsenteret ved jeget (X. 1), skabe/oplevelsesevnen (X. 2) og livsoplevelsen/det skabte (X. 3). Man bemærker på tegningen, at hver af de tre sektioner er forbundet med de to andre. Dette antyder  det treenige princips pointe, nemlig at hver af  det levende væsens tre hovedaspekter som repræsentanter for et fælles princip gensidigt er komplementært integreret i  hinanden. (Diagram  og  tekstforklaring er fra Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 1, side 207.

Copyright © 1982 Per Bruus-Jensen. -  Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse).

                                                                                                                

 

 

 

Noter til: INDLEDNING:

 

 1.  Temaet eventyr og kosmologi er behandlet af Peter Zacho i artikelserien "Dansk guldalderdigtning i kosmologisk belysning". Tidsskriftet Kosmos nr.1-3, 1949.  Ligeledes af Mogens Møller (1907-1973) i artiklen "Et Menneskeligt Skygge­spil". Martinus Institut's Kontaktbrev nr.13, 1963. Samt af  Søren Hahn i artiklen Forstands Isspillet". Kosmos 1981. Jf. evt. med artiklen Eventyr og kosmologi her på hjemmesiden.

 2. Børge Hamberg, som jeg lærte at kende i 1943, da vi begge var med til at lave den første danske langtegnefilm, "Fyrtøjet", han som cheftegner og -animator og jeg som hans elev og senere as­sistant animator, kom allere­de i 1945 i kontakt med Martinus' Kosmologi, som han hurtigt viste sig at have speciel evne til at fatte og forstå. Han var stærkt engageret i arbejdet på Martinus' Institut lige til sin død 27.10.1970. Mest kendt blev han for sine små tegnede symbolske vignetter i bl.a. Kosmos, som i en enkel stregform gav udtryk for dybe kosmi­ske sandheder. Personlig skylder jeg Børge Hamberg stor tak for, at han i sin tid med stort engagement og begejstring introducerede mig til Martinus' Kosmolo­gi. Som nogenlunde velbevandret i klassisk indisk filosofi, særlig i  Sankhya, Yoga og Vedanta, var jeg en modtagelig og lydhør 'elev'. Det var i sommeren 1957. Jf. med artiklen Min vej til Martinus og vedr. indisk filosofi, se f.eks. artiklen Den indre virkelighed her på hjemmesiden.

 3. Mogens Møller: En svensk kunstner og Martinus' verdens­bille­de. Tidsskriftet Kosmos nr.11, 1969. Se evt. også Erik Gerner Larsson: Martinus' Verdensbillede. Særtryk af Festskrift til Martinus 11.8.­1960, s. 20. Martinus'  'forudsigelse' af bl.a. de videnskabeli­ge afhand­linger, der senere ville blive skrevet på grundlag af hans kosmologi, er forlængst blevet til virkelighed, idet der til 1997 er skrevet omkring 22 sådanne afhandlinger. Som eksempel kan nævnes Jan Nyborg Tarben­sen: Cand. p­hil. speciale. Den mystiske virkelighed. En filoso­fisk analyse af  aspekter af  mystikeren Marti­nus' virke­ligheds­op­fattelse med udgangspunkt i Whiteheads organi­ske filosofi i "Process and Rea­lity". Filosofisk Institut, Odense Universitet, juni 1993. Desuden kan nævnes Mary McGovern's eksamensopgaver i oversættelses­videnskab ved Køben­havns Univer­sitet, f.eks. An Annotated Trans­lation into English of ex­cerpts from Det Tredie Testamente - Livets Bog by Martinus.

 4. Eventyret "Vejrmøllen", 1862, karakteriserer Andersen selv som "et stykke trosbekendelse". Nemlig en trosbekendelse, der drejer sig om, at han var overbevist om individets kønslige (psyko-seksuelle) "dobbelt-polethed", om sjælens udødelighed og om, at reinkarnatio­nen må anses for at være en realitet, også selv om ingen af delene indtil videre har kunnet bevises videnskabe­ligt.

 5.Det pågældende foredrag, som fandt sted i Instituttets fore­dragssal, så vidt jeg husker omkring juletid 1957, findes formentlig i båndoptagel­se. Ifølge min desværre vage erindring, forekommer det mig, at der ved den lejlighed også blev vist en amerikansk tegne­filmudgave af det  nævnte eventyr. Men det er derimod ikke hidtil lykkedes mig at finde en henvisning til netop dette eventyr i Martinus' trykte værker. – NB! I mellemtiden er det lykkedes for medarbejder ved Martinus Institut, Ole Therkelsen, at dokumentere at Martinus i hvert fald har omtalt eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” i et foredrag i Instituttets foredragssal den 19. jan. 1956. Foredraget, som da blev ledsaget af et tegnet lysbillede af den lille pige, er åbenbart blevet gentaget året efter, hvor jeg hørte det. Kilde: Ole Therkelsen: Martinus om H.C.Andersen. KOSMOS nr. 1-2006. Se evt. artiklen Det dejligste juletræ her på hjemmesiden.

 6. Artiklen Den Tabte Horisont er oprindelig trykt i Kosmos 1971, s. 215-19. Se evt. også artiklerne Den mentale kursændring, Kosmos 1986, og Den nye sansehorisont, Kosmos 1988.

 7. Citatet er fra romanen Kun en Spillemand, 1837. Gyldendal. København 1970, s.125, og R&R, bd. III, s.128. Det, Andersen sigter til med udtrykket ”kædens overbrydning”, er utvivlsomt dels årsags-virkningskæden eller kausaliteten, hvor ’led’ griber ind i ’led’ i den forstand, at årsag går forud for virkning, der igen udgør årsag til ny virkning osv. Dels sigter han til det faktum, at alt i naturen er sammensat og gensidigt integreret i hinanden. F. eks. består en organisme af organer, som igen består af celler, der igen består af molekyler, som igen består af atomer, der består af elementarpartikler.  På principielt tilsvarende måde med f.eks. jordkloden, som er en del af solsystemet, der igen er en del af mælkevejssystemet, som er en del af universet. Mere specielt tænker Andersen muligvis på den ”kæde”, han har udtrykt med følgende linier fra romanen O.T.: ”Alle kære foresvævede ham så elskelige. Det var eet af de øjeblikke, som alle gode kender; man føler sig at være et led i den store kærligheds-kæde, som sammenholder skabningen”.  Gyldendals Trane Klassikere, 1968, s. 126. R&R II, s. 126.

 8. Vedr. det guddommelige skabeprincip, de kosmiske verdensimpulser, herunder den gamle verdensimpuls og verdens­genløsnings­prin­cippet, se LB I, 2.kap., samt symbol og symbolforklaring til "Jordklodens kosmiske Straaleglans".

 9. Vedr. den ny verdens­im­puls, se LB I, 3. kap., samt symbol og symbolforklaring til "Skabeprincippets Impulser". Apropos Martinus' erklæring om, at hans arbejde og livsværk skal ses som et led i verdensgenløsningens tjeneste, og derfor som en videreførelse og afslutning af Jesu mission og lærergerning, er det klart at han måtte forvente kritik og afvisning af påstanden, særlig fra ortodoks kristen side. En sådan kritik er da også fremkommet ved flere lejligheder i årenes løb, eksempel­vis i forbindelse med hans død og bisættelse i marts 1981. Den 14.  s. m. bragte Berlingske Tidende en artikel under overskriften: "Mejeri­sten der fik en åbenbaring", og bortset fra at det var over tredive år siden, at Martinus havde været beskæftiget med sin oprindelige profession, var 'nekrologen', skrevet af Jørgen Davidsen, i det store og hele fair overfor Martinus og hans værk. Men den slutter alligevel med følgende 'salut':

         [...] Martinus bekender sig til reinkarnationslæren, forresten også til vegetarismen, og professor, dr.theol. E. Thestrup Pedersen (Danmarks Lærerhøjskole) har i en vurdering af Martinus' "bevisførelse" spurgt,  om man  ikke lige så godt kunne bevise, at Månen er lavet af en grøn ost. Thestrup Pedersen mener, at "Martinus’ åndsvidenskabelige kosmologi er en sammenblanding af elementer fra gnosticisme, plotinsk mystik, indisk reinkarnations- og karmalære oversmurt med et lag af kristelig  fernis, der ganske vist er meget tyndt".

        Martinus var af god grund forhindret i at svare på kritikken, men  selvom han havde levet, ville han næppe have gjort det. Tværtimod prakti­serede han selv – og anbefalede andre at gøre ligeså - den  holdning, aldrig at tage til genmæle overfor ubillig kritik eller kritik i det hele taget. Det var hans opfattelse, at den usaglige og måske endda nedgørende og tilsvinende kritik i reglen i højere grad karak­teri­serer kritikerens åndelige ståsted, end den karakteriserer 'sagen', i dette tilfælde indholdet og karak­teren af Martinus' Kosmologi. Martinus anbefalede den, der bliver offer for tilsvining, at lade 'skidtet' blive siddende til det tørrer, hvorefter det er lettere at børste af. Hvis man derimod vil forsøge at fjerne det, medens det endnu er friskt, risikerer man blot at tvære det mere ud og dermed gøre 'plamagen' værre. Eller sagt med andre ord: Hvis man tager til genmæle mod usaglig og intolerant kritik, risikerer man at tabe 'slaget', fordi 'modstanderen' i reglen slet ikke ønsker eller har vilje til at komme til indsigt og forståelse, men blot til at få ret. Men  Martinus har allerede tidligt i sin forfatterkarriere  analyseret og karakteriseret ubillig og usaglig kritik af hans værk og dets indhold. Det sker i LB I, (udkom 1932) stk. 14, 140-7, 154-6, 170, 176, samt i Logik, (udkom 1938) kap. 2-3, 5, 11-13. – Jf. evt. med artiklen Om at finde sig i kritik her på hjemmesiden.

          Læsere, som eventuelt er interesserede i at gøre sig bekendt med Martinus' ideelle og personlige etisk-moralske holdning, kan det anbefales at læse "Samarbejds Strukturen", udgivet af Martinus Institut 1992, samt "Martinus -  som vi husker ham. 30 af Martinus' venner gennem en  menneskeal­der fortæller om deres indtryk af og oplevelser med  Martinus."

10. Vedr. begrebet de kosmiske grundenergier, se LB I, 7. kap., samt symbol og symbolforklaring til "Den evige Guddom og Væsenernes Sansebega­velse". - Se evt. afsnittene Jegets evige energikilder og Grundenergiernes kombinationer her på hjemmesiden.

11. Vedr. begreberne "den højpsykiske sansehorisont" og "den lavp­sykiske sansehorisont", se småbog nr.9,  Martinus: Mellem to Verdens­epoker, kap. 8-13.

     Vedr. livet som et guddommeligt under og eventyr: Se Andersens roman  KeSp, 2. del, IV, s.125 i Gyldendals Traneklassikere, og s.128 i R&R, bd. III. Og Martinus, småbog nr.12: "Vejen til indvielse", 1.kap. Vedr. "Livets  Dis­harmo­ni": Se Andersens essay "Tro og Videnskab (Prædiken i Na­turen)" i rejse­skildringen "I  Sverrig", R&R, bd. VII,  s.89-92. Og Mar­ti­nus: LB I, stk. ­19, 23-4, 28, 35. Se evt. også artiklen Alt er et underværk her på hjemmesiden.

12. Citatet er fra artiklen "Den Tabte Horisont". Se note 6.

13. Vedr. kosmisk bevidsthed, se f.eks. LB VII, stk. 2554 og småbog nr.12, Martinus: "Kosmisk Bevidsthed".

14. Vedr. intuitionsevnen og -energien, se LB I, 6. kap., hvori Marti­nus giver en grundig og fascinerende redegørelse for sin opfattelse af  intui­tions­spørgs­målet. Jf. f.eks. med artiklen Intuition og personlighed her på hjemmesiden.

15. H.C.Andersen: "Improvisatoren. Original Roman i to Dele", 1835. Gyldendals Trane-klassikere, 1968, s.244. R&R, bd. I,  s.253.