"I vor fremskriden mod Gud fordunster det bitre og smertelige,
det
skønne bliver tilbage, man ser det som regnbuen på den mørke Sky.”
(H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr II, s.159-60)
Gennem en længere årrække har jeg studeret Martinus' kosmologi,
dels ved at følge kurser og foredrag herom - og herunder ikke mindst Martinus'
egne livfulde og inspirerende foredrag - og dels ved et grundigt selvstudium af
hans store og fascinerende livsværk, som under samlebetegnelsen Det Tredie
Testamente omfatter Livets Bog I-VII, symbolværket Det Evige
Verdensbillede I- (foreløbig) IV, samt en række mindre bøger, tidsskriftsartikler,
båndforedrag m.m.
Sideløbende hermed er -
som en anden hovedinteresse - fulgt et indgående studium af H.C.Andersens liv
og forfatterskab, der, som formentlig bekendt, er så intimt forbundet
indbyrdes, at liv og digtning i en vis forstand går op i en højere enhed.
Straks fra begyndelsen
af disse studier, faldt det uvilkårligt i øjnene, at der emne- og
indholdsmæssigt set er store lighedspunkter mellem de to forfatteres respektive
opfattelse af tilværelsen. Efterhånden som det sammenlignende studium skred
frem, kom det til at stå stadig klarere, at der rent faktisk er en overraskende
stor overensstemmelse mellem den livs- og verdensanskuelse, som afspejler sig
i Andersens samlede forfatterskab, og det virkelighedsbillede af livet og
verden, der er udtrykt i form af den række geniale grafiske symboler og den
omfattende række strengt logiske og såkaldte kosmiske analyser, som er skabt af
Martinus.
Som en direkte følge
heraf, er det derfor også kommet til at stå lysende klart, at navnlig en række
af Andersens eventyr kan opleves og fortolkes som en digterisk
"illustration" eller et poetisk "akkompagnement" til
Martinus' kosmiske analyser. Lige som kendskabet til disse analyser i væsentlig
grad kan bidrage til at kaste nyt lys - eller i hvert fald delvis nyt lys -
over og uddybe forståelsen og dermed oplevelsen af H.C.Andersens personlighed,
liv og forfatterskab, men i særdeleshed over det sidstnævnte. (Note 1)
Til dels på denne baggrund, måtte det sammenlignende studium af de
to hver på sin måde geniale og nyskabende personligheders opfattelse af
grundlæggende religionsfilosofiske spørgsmål og emner, derfor anses for at
kunne have interesse for andre end mig selv. Især i betragtning af den udbredte
og uformindskede opmærksomhed, der stadig vises H.C.Andersen og hans forfatterskab,
og ikke mindst med henblik på den tiltagende interesse for og udbredelse af
kendskabet til Martinus' åndsvidenskabelige arbejde, som må forventes at blive
tilfældet i tiden fremover. Publiceringen af Martinus' egne bøger - og
herunder især hovedværkerne Livets
Bog og Det Evige Verdensbillede - og af bøger af andre forfattere om
Martinus' kosmologi, synes at markere begyndelsen til en indfrielse af denne
forventning.
Derfor var ønsket om,
at det ovenfor nævnte årelange studium skulle manifestere sig kreativt udadtil,
med tiden blevet stadig mere påtrængende. Det udkrystalliserede sig da også
allerede for en hel del år siden, i form af en lidt længere artikel om
H.C.Andersens syn på og holdning til 'døden'. Artiklen, som kort og godt hed H.C.Andersen
og døden, blev skrevet i efteråret 1974, og meningen var, at den skulle
have været trykt i tidsskriftet Kosmos i løbet af 1975, som var
hundredeåret for Andersens egen død. Det blev dog af forskellige grunde ikke
til noget, og artiklen er til dato endnu utrykt.
Men den nævnte artikel
rummede efter min egen mening et så godt oplæg, og så mange gode ideer og
beskrivelser, at jeg fandt anledning til at benytte dens stof i et vist omfang,
da jeg kort efter skrev artiklerne ”Poesiens Messias”, som blev trykt i Kosmos
1976, og ”Uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!", der
oprindelig var i to dele, men hvoraf kun første del blev trykt i Kosmos
1977. Artiklens anden del findes gengivet her på hjemmesiden i en omarbejdet og
udvidet udgave, og desuden i en lidt anden form i artiklen Livsmysteriet og
barnesindet, som blev trykt i Kosmos nr. 3, 2001.
Det samlede stof fra de
ovennævnte artikler, er delvis blevet benyttet i forbindelse med den serie på
ialt 9 storartikler, som jeg på opfordring skrev specielt til tidsskriftet Kosmologisk
Information, hvor de findes trykt henholdsvis i bladets nr. 3-4, 1991, nr.
1-4, 1992 og nr.1-3, 1993.
Forlaget Kosmologisk
Information ved redaktør Gunder Frederiksen, fandt artiklerne tilpas værdifulde
til, at man i 1996 udgav fem af artiklerne i et såkaldt temahæfte, som fik
titlen H.C.Andersen - hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk
belysning. Interessen var imidlertid ikke udtømt hermed, idet samme forlag
opfordrede mig til at skrive en bog, hvori emnet blev yderligere uddybet. Bogen
fik titlen H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus, og den udkom i juli
1997.
År 2001 begyndte Kosmos
at publicere en række af mine artikler, som alle handlede om det sammenlignende
studium mellem H.C.Andersens livsanskuelse og forfatterskab og Martinus’
kosmologi. Det begyndte med den allerede nævnte artikel Livsmysteriet og
barnesindet og fortsatte i de følgende år med i alt 11 artikler.
Men i øvrigt har
samtlige ovenfor nævnte artikler, så vel de trykte som utrykte, samt bogen om
de tre åndsgiganter, dannet idé- og inspirationsgrundlag for nærværende hjemmeside,
som faktisk fra først af var planlagt som en bog lige siden 1973, da jeg for
alvor begyndte at arbejde systematisk med det sammenlignende studium af de to
spændende og fascinerende forfatteres værker. Et studium, hvortil jeg
oprindelig blev tilskyndet af min desværre al for tidligt afdøde ven og
læremester, tegneren og tegnefilminstruktøren Børge Hamberg
(1920-1970), som selv var stærkt interesseret og engageret i Martinus'
kosmologi, og som desuden var fuldt ud klar over den store overensstemmelse i
livsopfattelse, der består mellem H.C.Andersen og Martinus. (Note 2)
Det må siges, at det blev et lærerigt, livsbekræftende og -
misforstå mig ikke - ikke mindst humørfyldt studium! Humoren er jo som bekendt
visdommens tro følgesvend, og humor finder vi i vid udstrækning hos både
Andersen og Martinus, som begge i veludviklet grad personlig besad denne
guddommelige nådegave. Men ifølge sagens natur, måtte det naturligvis være
visdommen, i form af de kosmiske analyser, som især kom til at præge Martinus'
forfatterskab, medens det for Andersens vedkommende i tilsvarende grad blev
humoren, der måtte komme i første række i sin funktion som 'indpakning' af den
dybere mening og hensigt, sådan som det især er tilfældet med en række af
eventyrene.
Læsere, som måske ikke
er særlig fortrolige med enten Martinus' eller Andersens forfatterskab, eller
måske ikke med nogen af delene, kan jeg på forhånd forhåbentlig berolige med,
at hjemmesiden er søgt disponeret og skrevet således, at enhver skulle kunne
følge med. Men udbyttet af den, vil naturligvis i nogen grad bero på, hvor megen
interesse, tid og arbejde, læseren selv ønsker at investere i tilegnelsen af
stoffet. Man får jo som bekendt ikke noget direkte forærende her i verden, i al
fald ikke noget af ægte og blivende værdi.
Derfor vil jeg kraftigt
opfordre den virkeligt interesserede læser til ufortøvet at gå i gang, og til
ikke at lade sig afskrække af stoffets omfang og sværhedsgrad. Thi for enden af
hjemmesidens lange vej til enden, venter der den tålmodige og udholdende læser
en 'belønning'. Nemlig den belønning det er, at blive delagtiggjort i en
velbegrundet livs- og verdensanskuelse, der lader én ane eller forstå, at verden
og livet - og ikke mindst hverdagslivet - i virkeligheden er et guddommeligt
under, og i sig selv det største eventyr, som findes!
Men man kan naturligvis med en vis ret mene, - og kritiske røster
har givet udtryk for det - at Martinus' kosmiske analyser ikke behøver en
digterisk "illustration" eller et poetisk "akkompagnement",
hvad enten dette skyldes H.C.Andersen eller en hvilken som helst anden digter
eller forfatter.
Med lige så god ret kan
man hævde, at Andersens forfatterskab er så selvstændigt og suverænt, at det
ikke behøver at skulle underbygges eller begrundes, og da slet ikke af et
metafysisk tankesystem som f.eks. Martinus' Kosmologi.
Der skal derfor heller
ikke lægges skjul på, at jeg stort set lige siden begyndelsen har følt det, som
om jeg befandt mig i en slags 'dobbeltild', hvad angår min opfattelse af de to
hver på sin måde lige geniale forfatteres respektive livsanskuelse og værker.
På den ene side seriøse Martinus-tilhængere, som mener eller mente, at man bør
holde Kosmologien fri og ublandet af mere eller mindre uvedkommende
opfattelser, teorier og synspunkter, og på den anden side lige så seriøse
Andersen-forskere, som formodentlig finder en 'sammenblanding' med eksempelvis
Kosmologien irrelevant og i hvert fald uvidenskabelig.
Men jeg har altså
valgt at indtage et standpunkt, som dels henholder sig til det faktum, at "Martinus
har selv kaldt sit hovedværk "Livets Bog" et
"kildemanuskript", og han har samtidig givet udtryk for, at i
fremtiden vil specialister inden for forskellige videnskabelige, litterære og
filosofiske områder skrive bøger og afhandlinger, hvis udgangspunkter vil blive
hans kosmiske analyser." (Note 3)
Dels henholder jeg mig
også til den indsigt og viden om emnet, jeg efterhånden har tilegnet mig, og
som gør det velbegrundet at tale om, at mit arbejde reelt betyder en gensidig
berigelse og uddybelse af de to forfatterskaber. Det kan blandt andet
begrundes med, at hvor Martinus' i sine skildringer af livet og verden
nødvendigvis må benytte sig af principielle og abstrakte begreber, dér
benytter Andersen sig i sin skildring af de samme forhold af individuelle og
konkrete personer og situationer. Som et eksempel herpå kan nævnes, at et
kosmologisk begreb som "det seksuelle polprincip" med de to
seksuelle poler, "den maskuline pol" og "den feminine
pol", hos Andersen blandt andet får skikkelse af henholdsvis "mølleværket"
i eventyret Vejrmøllen og "Fatter" og "Mutter"
på "møllen". (Note 4)
Det sammenlignende
studium mellem Andersens og Martinus' som sagt i forbavsende grad
sammenfaldende synspunkter og opfattelser, anser jeg derfor for at være både
relevant og værdifuldt, og for at kunne have interesse også for andre end mig
selv, i al fald som en forventelig mulighed. Reaktionerne på publiceringen af
mine H.C.Andersen-artikler i tidsskriftet Kosmologisk Information, samt på
temahæftet og bogen, og desuden i tidsskriftet Kosmos, bekræfter til dels denne
antagelse. Men selvom jeg eventuelt havde stået alene med min opfattelse,
ville jeg dog fortsat mene, at det i givet fald kun måtte være et
tidsspørgsmål, hvornår flere andre ville få øjnene op for værdien og
betydningen af et sammenlignende studium, som det her foreliggende. Hvor vidt
min behandling af emnet så vil kunne kaldes videnskabelig eller ikke, er sådan
set underordnet, især da hensigten primært drejer sig om et forsøg på, at
formidle min personlige interesse og engagement i de to forfatteres i alt
væsentligt identiske ideer og tanker.
Endelig må det være op
til læseren, om vedkommende finder det ulejligheden og umagen værd, at
gennemlæse et så omfangsrigt værk som det her foreliggende. Og enhver har
naturligvis lov til at mene, at tiden er for kostbar og lige så godt eller
måske bedre kunne være anvendt til at studere Martinus' egne og ligeledes
omfangsrige værker, eller for den sags skyld H.C.Andersens samlede værker. Men
det er i tillid til, at der formentlig vil findes en lille håndfuld mennesker,
som har mod på og lyst til at give sig i kast med mit forfattermæssige hovedværk,
at jeg har fået kraft og styrke til at skrive det til ende.
Martinus og H.C.Andersens eventyr
Umiddelbart set, kunne sammenstillingen mellem Martinus og
H.C.Andersen måske nok forekomme helt vilkårlig. Men det mener jeg naturligvis
ikke er tilfældet, især ikke i betragtning af, at Martinus ved flere
lejligheder har tilkendegivet, at han var ganske godt bekendt med vor nationale
eventyrskat af internationalt format. Desuden benyttede han lejlighedsvis selv
et og andet af eventyrene, til så at sige at "illustrere" visse af
sine kosmiske analyser.
Personlig har jeg
engang i sæsonen 1957/58 hørt Martinus detaljeret omtale eventyret Den lille
pige med svovlstikkerne i et af sine foredrag, der omhandlede begreberne og
fænomenerne "materialisation" og "dematerialisation". I den
sammenhæng gjaldt det specielt den lille døende piges clairvoyante oplevelse
af sin afdøde mormoders åndelige skikkelse. Se f.eks. artiklen Det dejligste
juletræ her på hjemmesiden. (Note 5)
Men som sagt har
Martinus også ved et par lejligheder skriftligt omtalt og henvist til
H.C.Andersen og hans eventyr. Det sker således i bogen Vejen til indvielse,
19. kapitel, hvis overskrift lyder Den indbildte standshøjde og
"kejserens nye klæder". Heri karakteriserer Martinus dette
eventyr med følgende ord: "Et bedre billede af hovmodets og forfængelighedens
tomhed eller hulhed end dette guddommelige eventyr kan vel næppe tænkes."
Når Martinus tilmed betegner eventyret som "guddommeligt", er
der al mulig grund til at tage dette udtryk bogstaveligt og ikke kun som en
superlativ kliché.
Det var denne tegning fra 1843 af J. Th. Lundbye, der var
inspirationskilde for H.C.Andersen, da han i 1845 skrev
eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”.
Der kan desuden være god grund til at hæfte sig ved, at Martinus
ved flere lejligheder har benyttet sig af begrebet og udtrykket Livets
Eventyr. Så vidt jeg har kunnet konstatere, sker det første gang i Livets
Bog, bd. 1, stk. 10, hvori han bl.a. nævner, at Guddommen lader "ethvert
levende væsen fremtræde som en absolut uundværlig rollehavende i
det gigantiske eventyr, der hedder tilværelsen."
Martinus var således
tidligt i sit forfatterskab inde på tanken om det virkelige livs store eventyr.
Første bind af Livets Bog udkom i juli 1932, men det er først omkring
tyve år senere, at han tager den fulde konsekvens af sin opfattelse, idet han
nemlig giver sjette bind af sit hovedværk undertitlen Guds Rige Eller Livets
Eventyr. Dette bind udkom første gang i 1952.
Det særligt
interessante i sammenhængen er, at Martinus' opfattelse af udtrykket Livets
Eventyr, som forudsætter eventyrbegrebets forståelsesramme i almindelighed,
i særdeleshed har lighed med netop Andersens opfattelse af samme begreb. Det kan vi i særlig grad få bekræftet ved
at læse 1. kapitel af den tidligere nævnte bog, Vejen til Indvielse,
1953, hvori det daglige, jordiske liv karakteriseres som et stort eventyr, men
et eventyr, der dog adskiller sig fra de digtede eventyr ved, at være selve den
realistiske virkelighed.
En yderligere
bekræftelse af denne opfattelse, kan vi få, ved f.eks. at læse Martinus'
artikel Den Tabte Horisont i tidsskriftet Kosmos nr. 8, 1981. Heri
nævnes Andersen og hans eventyr, som tilmed karakteriseres som "vidunderlige".
Artiklens hovedpointe er i øvrigt en understregning af, at selv om eventyrene
er frembragt af digterens fantasi, og derfor ofte kan have et vist indhold af
overnaturlighed, så er der i bedste fald tale om skildringer af den psykiske
eller åndelige virkelighed. (Note 6)
"Det eventyrlige er
ikke overnaturligt, men foregår efter universelle love", fastslår
Martinus i artiklen. Dermed slutter han sig indirekte til Andersens tilsvarende
konstatering af, at "de digtede eventyr får deres overnaturlighed kun
ved kædens overbrydning, ved
mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige
eventyr, hvori vi selv lever."
Tegneren Vilhelm Pedersens to meget rørende tegninger fra 1849
af den lille pige i eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne”
”Ud af det Virkelige
vokser Eventyret”
Citat fra eventyret ”Thepotten” fra 1864. Tegning af Birgit Bennedbæk, © 1991
Det er en grundtanke hos Martinus, at de klassiske eventyr er skabt
i en form, der er forståelig og som appellerer til det kosmisk set endnu
ubevidste menneske. Dette gælder "barnet" i bogstavelig forstand, og
"barnet i udviklingen", dvs. naturmennesket og det uintellektuelle
følelsesmenneske.
Denne opfattelse hænger
sammen med hans påvisning af, at menneskene befinder sig på forskellige mentale
udviklingstrin, på skalaen fra "kosmisk ubevidst"
instinkt-følelsesmenneske til "kosmisk bevidst" højintellektuelt
kulturmenneske, dvs. et menneske, hos hvilket human følelse, intellekt og
intuition er veludviklet.
Mennesker, som i mental
udvikling endnu ikke er nået op på de højere trin, og som derfor mangler
modenhed, erfaring og indsigt til at kunne få religiøs 'næring' og inspiration
gennem dagliglivets foreteelser og begivenheder, og som heller ikke er i stand
til at kunne forstå livets store teoretiske analyser, må nødvendigvis have
løsningen på tilværelsens mysterium fortalt i sagn, lignelser og eventyr. Der
er derfor en guddommelig omsorg, som har sørget for, at der til alle
tider har eksisteret mennesker med indsigt og evne til at kunne gendigte
virkelighedens dybeste sandheder i form af netop eventyr, sagn og lignelser.
En af disse 'digtere' var f.eks. H.C.Andersen.
Og at Andersen var helt
på linie med Martinus i opfattelsen af livet som et eneste stort og
guddommeligt eventyr, har han givet udtryk for i følgende citat:
”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her
rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt
det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning.
Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder
almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved kædens
overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større,
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (Note 7)
Det er desuden Martinus'
begrundede opfattelse, at hans Kosmologi bekræfter de klassiske eventyrs
sandhedsværdi som symbolske skildringer af det virkelige livseventyrs grundlæggende
faktorer og 'handlingsforløb'. Det samme gælder også den relativt store del af
Andersens eventyr, der kan betegnes som kosmiske eventyr. Blandt disse
kan tilfældigt nævnes Den lille Havfrue", 1836, Paradisets Have,
1838, Den grimme ælling, 1842, Snedronningen, 1843, Hørren,
1848, Dynd-kongens datter, 1846, trykt 1858, De vises sten, 1858,
En historie fra klitterne, 1859, Psychen, 1861, Vejrmøllen,
1862.
Den nævnte guddommelige omsorg, hænger ifølge Martinus
sammen med den omstændighed, at Guddommen i sig selv repræsenterer den højeste
form for forældre- og beskyttelsesprincippet. Udover at give sig til
kende i enhver eksisterende og tænkelig form for afkomsbeskyttelse, giver dette
princip sig også udslag i nogle åndelige verdensimpulser, som "det
guddommelige skabeprincip" (Gud) med visse mellemrum sender ind gennem
sin psykofysiske organisme, verdensaltet, som jo også rummer vort mælkevejs-
og solsystem med det lille 'støvfnug', vi kalder Jorden.
De åndelige
verdensimpulser er i praksis formidlere af et
princip, hvoraf forældre- og beskyttelsesprincippet er en variant,
nemlig "verdensgenløsningsprincippet". Dette har grundlæggende
og primært til opgave og formål, at vejlede de levende væseners åndelige
og religiøse liv og udvikling helt fra dyreriget, som det jordiske menneske til
en vis grad stadig tilhører, og frem til det, Martinus betegner som "det
rigtige menneskerige". Dette rige definerer han som et humant
kulturelt og socialt retfærdigt verdensrige, hvis konturer så småt er ved at
tegne sig i menneskehedens åndelige horisont.
Den nævnte "vejledning", har på de tidligste stadier i
den bevidsthedsmæssige, kulturelle udvikling karakter af en slags "suggestion".
Denne "suggestion" kalder Martinus derfor for "den
guddommelige suggestion", og den giver sig her på Jorden særligt til
kende i form af tre store åndelige verdensimpulser. Den første og den ældste af
disse er den, der ligger til grund for primitive naturmenneskers religioner og
gudsdyrkelse (animisme).
Den anden
verdensimpuls, som måske i særlig grad har bidraget til at forme og regulere
menneskehedens bevidstheds-, sjæle- og åndsliv på de religiøst set troende
stadier, er den, der har affødt religioner og kulturer som buddhismen,
kristendommen og Islam. Denne impuls betegnes som "den gamle verdensimpuls".
Der er imidlertid en
tredie og ifølge Martinus sidste verdensimpuls, som først i nyere tid er
begyndt at strømme ind over og manifestere sig her på Jorden. Denne impuls
benævner Martinus som "den ny verdensimpuls", og hævder at den
ligger til grund for de store forandringer i menneskehedens indbyrdes forhold,
som særlig præger vor tid. Forandringer af national, social, økonomisk,
politisk, kulturel og herunder ikke mindst af religiøs karakter, som ifølge
Martinus dybest set hænger sammen med en igangværende væsentlig forandring af
menneskets psyke. (Note 8)
Denne grundlæggende forandring af menneskets psyke, hænger i øvrigt mere præcist sammen med den
kosmologiske faktor, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling,
hvorunder den maskuline pol i kvinden, og den feminine pol i
manden, er ved at komme til kraftig udvikling. Et emne, vi skal se betydeligt
nærmere på senere. Men de deraf følgende samfundsmæssige og kulturelle
forandringer, vil efter Martinus' 'forudsigelse' som allerede nævnt resultere
i, at der i løbet af de næste tre tusinde år etableres et internationalt
humant verdensrige her på Jorden.
Det er i øvrigt
Martinus' velbegrundede påstand, at den ny verdensimpuls som en udstrakt
hjælpende og vejledende 'hånd' fra det guddommelige skabeprincip (Gud)
til det kosmisk set endnu ufærdige, "barnlige" jordiske menneske,
særligt tilkendegiver sig i form af hans eget livsværk. Da han samtidig
betragter sin livslange indsats som åndelig og etisk-moralsk vejleder som en
direkte fortsættelse af Jesu verdensgenløsende mission, har han derfor valgt
at betegne sit samlede værk som Det Tredje Testamente.
Martinus' samlede
værker, herunder især Livets Bog I-VII og symbolværket Det evige
Verdensbillede I-(foreløbig)IV, er beregnet på at skulle give religiøs
inspiration og næring på grundlag af kosmisk viden. Denne viden består i
en intelligens- eller fornuftsmæssig fortolkning af "livets egen
direkte tale", og i en analytisk udredning i form af kosmiske analyser
af livets guddommelige natur, love og højeste problemer. (Note 9)
Men særlig vigtigt i
sammenhængen er det, at den kosmiske viden er baseret på en indsigt, der er
opnået ved hjælp af intuitionsevnen. Denne evne, som Martinus i øvrigt
karakteriserer som individets højeste "synsevne", er ifølge
ham en af de ialt syv bevidsthedsevner, som svarer til syv kosmiske grundenergier,
der står til individets disposition.
Disse bevidsthedsevner og grundenergier er: 1. instinktevnen
eller -energien, 2. tyngdeevnen eller -energien (dynamisk evne eller energi),
3. følelsesevnen eller -energien, 4. intelligensevnen eller -energien, 5.
intuitionsevnen eller -energien, 6. hukommelsesevnen eller -energien, og 7. "moderenergien",
som i virkeligheden er den første og grundlæggende energi, hvoraf de øvrige
energier er varianter.
Moderenergien er i
øvrigt repræsenteret ved en række såkaldte kosmiske eller guddommelige skabeprincipper,
som ligger til grund for overhovedet al form for sansning eller oplevelse og
manifestation eller skabelse. Det er i denne sammenhæng nemlig vigtigt at holde
sig for øje, at sansning så vel som oplevelse også er fænomener, der uafbrudt
må frembringes via en særlig form for skabelse. Hvilket emne, vi
naturligvis skal vende tilbage til senere her på hjemmesiden.
Til den læser, som
måske endnu ikke er særlig fortrolig med den derfor noget fremmedartede
kosmologiske terminologi og begrebsverden, og som måske heller ikke er bevandret
i filosofisk tænkning, vil jeg sige: "Opgiv ikke læsningen af den
grund, for i løbet af hjemmesiden vil samtlige ovenfor nævnte ord og begreber
blive forklaret nærmere i de relevante sammenhænge. De handler nemlig til
syvende og sidst alle om fænomener og forhold, som de fleste af os enten kender
til eller har en fornemmelse af, når blot man finder den rette indfaldsvinkel
til dem. Det håber jeg, at denne hjemmeside i al fald for nogle læseres
vedkommende vil kunne medvirke til at tilvejebringe!"
Imidlertid skal vi i
det følgende særligt koncentrere os om intuitionsevnen, som er den
grundevne hos individet, der ifølge Martinus hovedsagelig er ansvarlig for en
højere erkendelsesmæssig indsigt og for skabende kunstnerisk virksomhed. (Note
10)
Forhåbentlig vil læseren på baggrund af, hvad der i det hele taget
er sagt ovenfor kunne forstå, at vi altså uden at øve vold mod nogen af
parterne kan fastslå, at Andersen og Martinus har fuldstændig samme grundsyn på
livet, nemlig som et guddommeligt under og eventyr. Andersen og
Martinus er ydermere enige i opfattelsen af, at det for menneskets vedkommende
primært drejer sig om tilegnelsen af en ny erkendelsesform. Nemlig den intuitiv-kosmiske,
der inddrager evigheds-dimensionen eller evighedsperspektivet i sin
erkendelse, og som i modsætning til naturvidenskabelig diskursiv,
logisk-analytisk metode og tænkning, der - i øvrigt af gode grunde og
bestemte årsager - holder sig til det fire-dimensionale rum-tid
kontinuum, magter at opløse illusionen om det, Andersen kalder "livets
disharmoni" og Martinus betegner som ”det såkaldte onde".
Ligesom Andersen mener Martinus at disharmonien og det onde beror på et for
snævert udsyn på tilværelsen, nemlig i den forstand at de allerfleste af os - i
al fald indtil videre - i overvejende grad kun er i stand til at sanse og
opleve inden for, hvad Martinus betegner som den lavpsykiske sansehorisont.
(Note 11)
Men sådan skal det i
henhold til Martinus ikke vedblive med at være ud i al fremtid. I løbet af den
kommende psykiske eller åndelige udvikling, som særlig avantgarden af
menneskeheden (jf. ovenfor) faktisk allerede er godt i gang med, vil den
tabte horisont, som Martinus også kalder den højpsykiske sansehorisont,
blive genfundet og genvundet: "Eventyrets sfære vil atter få indpas i
menneskets bevidsthed, men det vil ikke blive som overtro, trolddom og magi,
det vil blive som åndelig videnskab, gennem hvilken mennesket får indblik i det
største eventyr, der eksisterer, selve livets eventyr." (Note 12)
Et af de spørgsmål, der
uvilkårligt rejser sig i forbindelse med det store sammenfald, som der helt
umiskendeligt består mellem Andersens og
Martinus' livsopfattelse er, hvad der kan være grunden eller årsagen til, at
dette netop er tilfældet. Kan det mon skyldes, at de begge hver for sig har
haft 'adgang' til samme kilde? Og i så fald hvilken form for 'adgang' og
hvilken kilde?
Svaret på det første
spørgsmål, mener jeg er bekræftende, idet det på grundlag af det foreliggende
materiale kan konstateres, at begge har haft 'adgang' til samme kilde, nemlig
til det særlige 'lager' af kosmisk viden og visdom i den guddommelige
bevidsthed, som Martinus kalder for visdomsoceanet. Til dette er der
normalt kun viljebestemt og stadig
'adgang' for mennesker, som har gennemgået dén åndelige fornyelsesproces,
Martinus betegner som den store fødsel. Når denne er fuldbyrdet, har
individet opnået permanent kosmisk bevidsthed. Ved dette begreb forstår
Martinus en bevidsthedstilstand, hvori intuitionsevnen giver
umiddelbar, uhindret og konstant 'adgang' til netop visdomsoceanet.
(Note 13)
Det er i den
forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at intuitionsevnen i henhold til
Martinus kun kan vækkes og træde i funktion og udvikles, når individet
er besjælet af en uselvisk kærlighedsevne, der lader det elske sin næste som
sig selv, og som i denne bevidsthedstilstand føler sig eet med Gud.
Intuitionen som oplevelses- og
erkendelsesevne
Som læseren vil kunne forstå, spiller begreberne intuition
og intuitionsevne en stor og afgørende rolle i Martinus' Kosmologi. Om
intuitionsfunktionen siger han bl.a., at den i sine begyndelsesstadier særlig kan
forekomme hos individet, når dette er så langt fremskreden i åndsudviklingen,
at det har flere og flere øjeblikke, hvori dets lavere bevidsthedstendenser,
så som vrede, aversion, misundelse, jalousi o. lign., er udelukket til fordel
for mildhed, forståelse, tolerance og uselvisk kærlighed. I sådanne øjeblikke
kan det ske, at individet gennemstrømmes af en åndelig ekstase eller inspirationstilstand,
som netop er den sindstilstand, hvori intuitionsfunktionen kan få indpas i
bevidstheden.
I sådanne øjeblikke kan
individet opleve, at det uden nogen som helst bevidst forudgående tænkning
eller forberedelse, pludseligt erkender et guddommeligt nærvær, eller 'ser' en
større sammenhæng og mening i livet. Eller opdager løsningen på et teoretisk,
filosofisk, videnskabeligt, teknologisk eller praktisk problem. De øjeblikke,
hvori individet særligt oplever en guddommelig tilstedeværelse og føler en
større sammenhæng og mening med livet, betegner Martinus som kosmiske glimt.
Sådanne "glimt" er forløbersymptomer på den kosmisk set relativt
nært forestående store fødsel til kosmisk bevidsthed, som i
princippet svarer til barnets fødsel til den store verden udenfor livmoderen.
(Note 14)
Intuitionen som skabe- og
manifestationsevne
Som skabende evne betragtet, kan intuitionen særligt vise sig hos
forfattere og kunstnere i sådanne øjeblikke, hvor disses bevidsthed kommer i en
ekstase- eller inspirationstilstand. En sådan inspirationstilstand kan opstå i
forskellige situationer, som f.eks. i naturen, i de første sværmeriske stadier
af forelskelse, ved at betragte et kunstværk, høre et stykke musik eller ved
læsningen af en særligt inspirerende bog.
I sådanne øjeblikke,
siger Martinus, strejfer individets bevidsthed ubevidste erindringer om
en lys- og kærlighedsverden, det engang i urtiden har forladt, men som nu
findes i form af guldkopier af de erindringer, der hidrører fra de
oprindeligt tilgrundliggende erfaringer fra dets egen og andre individers
kosmiske fortid. Guldkopi-erindringerne er netop det ”basismateriale”, der er
oplagret i og som udgør ”visdomsoceanet”. Disse guldkopi-erindringer kan
i praksis vise sig som lynsnare glimt af en velorganiseret eller færdigskabt
idé eller idéer til litterære, - herunder f.eks. idéer til eventyr -
dramatiske, musikalske eller andre former for kunstneriske manifestationer.
Her er det, at netop en
forfatter som H.C.Andersen kommer stærkt ind i billedet. Han synes selv at
have været klar over, at inspirationskilden til hans ofte store intuitive idéer
skyldtes fortidserindringerne fra bevidsthedsdybets
"Aladdin-hule". Herom kunne han f.eks. sige: "Tit synes
jeg det er erindringer, vuggesange, fra en anden verden, der vågner i min sjæl,
og som jeg må gentage." (Note 15)
Efter denne forhåbentlig
nogenlunde orienterende introduktion til hjemmesidens hovedemne, kan vi
passende gå over til at se på, hvad der i henhold til Martinus' Kosmologi
egentlig er baggrunden for, at en digter som i dette tilfælde H.C.Andersen
var i stand til at kunne skabe den perlerække af eventyr og historier, som
har gjort ham afholdt og berømt overalt i verden. Men før vi kan gå over til at
se nærmere på digteren, hans personlighed, liv og forfatterskab, må læseren
gøres fortrolig med den livs- og verdensanskuelse, der er udtrykt i form af den
række kosmiske analyser og facitter, der tilsammen udgør Martinus’ Kosmologi.
Denne opgave er efter bedste evne søgt løst gennem de følgende mange kapitlers
relativt kortfattede fremstilling af grundbegreberne og –faktorerne i samme
kosmologi.
Diagram af det levende væsen konstitueret som et treenigt princip,
repræsenteret ved jeget (X. 1), skabe/oplevelsesevnen (X. 2) og
livsoplevelsen/det skabte (X. 3). Man bemærker på tegningen, at hver af
de tre sektioner er forbundet med de to andre. Dette antyder det treenige princips pointe, nemlig at hver
af det levende væsens tre hovedaspekter
som repræsentanter for et fælles princip gensidigt er komplementært integreret
i hinanden. (Diagram og
tekstforklaring er fra Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 1, side
207.
Copyright © 1982 Per Bruus-Jensen. - Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse).
1. Temaet eventyr og kosmologi er behandlet af Peter
Zacho i artikelserien "Dansk guldalderdigtning i kosmologisk
belysning". Tidsskriftet Kosmos nr.1-3, 1949. Ligeledes af Mogens Møller
(1907-1973) i artiklen "Et Menneskeligt Skyggespil". Martinus
Institut's Kontaktbrev nr.13, 1963. Samt af
Søren Hahn i artiklen Forstands Isspillet". Kosmos
1981. Jf. evt. med artiklen Eventyr og kosmologi her på
hjemmesiden.
2. Børge Hamberg, som
jeg lærte at kende i 1943, da vi begge var med til at lave den første danske
langtegnefilm, "Fyrtøjet", han som cheftegner og -animator og
jeg som hans elev og senere assistant animator, kom allerede i 1945 i kontakt
med Martinus' Kosmologi, som han hurtigt viste sig at have speciel evne til at
fatte og forstå. Han var stærkt engageret i arbejdet på Martinus' Institut lige
til sin død 27.10.1970. Mest kendt blev han for sine små tegnede symbolske
vignetter i bl.a. Kosmos, som i en enkel stregform gav udtryk for dybe kosmiske
sandheder. Personlig skylder jeg Børge Hamberg stor tak for, at han i sin tid
med stort engagement og begejstring introducerede mig til Martinus' Kosmologi.
Som nogenlunde velbevandret i klassisk indisk filosofi, særlig i Sankhya, Yoga og Vedanta, var jeg en
modtagelig og lydhør 'elev'. Det var i sommeren 1957. Jf. med artiklen Min
vej til Martinus og vedr. indisk filosofi, se f.eks. artiklen Den indre
virkelighed her på hjemmesiden.
3. Mogens Møller: En
svensk kunstner og Martinus' verdensbillede. Tidsskriftet Kosmos nr.11,
1969. Se evt. også Erik Gerner Larsson: Martinus' Verdensbillede.
Særtryk af Festskrift til Martinus 11.8.1960, s. 20. Martinus' 'forudsigelse' af bl.a. de videnskabelige
afhandlinger, der senere ville blive skrevet på grundlag af hans kosmologi, er
forlængst blevet til virkelighed, idet der til 1997 er skrevet omkring 22
sådanne afhandlinger. Som eksempel kan nævnes Jan Nyborg Tarbensen: Cand. phil.
speciale. Den mystiske virkelighed. En filosofisk analyse af aspekter af
mystikeren Martinus' virkelighedsopfattelse med udgangspunkt i
Whiteheads organiske filosofi i "Process and Reality".
Filosofisk Institut, Odense Universitet, juni 1993. Desuden kan nævnes Mary
McGovern's eksamensopgaver i oversættelsesvidenskab ved Københavns Universitet,
f.eks. An Annotated Translation into English of excerpts from Det
Tredie Testamente - Livets Bog by Martinus.
4. Eventyret "Vejrmøllen",
1862, karakteriserer Andersen selv som "et stykke trosbekendelse".
Nemlig en trosbekendelse, der drejer sig om, at han var overbevist om
individets kønslige (psyko-seksuelle) "dobbelt-polethed", om sjælens
udødelighed og om, at reinkarnationen må anses for at være en
realitet, også selv om ingen af delene indtil videre har kunnet bevises
videnskabeligt.
5.Det pågældende foredrag, som fandt sted i
Instituttets foredragssal, så vidt jeg husker omkring juletid 1957, findes
formentlig i båndoptagelse. Ifølge min desværre vage erindring, forekommer det
mig, at der ved den lejlighed også blev vist en amerikansk tegnefilmudgave af
det nævnte eventyr. Men det er derimod
ikke hidtil lykkedes mig at finde en henvisning til netop dette eventyr i
Martinus' trykte værker. – NB! I mellemtiden er det lykkedes for medarbejder
ved Martinus Institut, Ole Therkelsen, at dokumentere at Martinus i hvert fald
har omtalt eventyret ”Den lille pige med svovlstikkerne” i et foredrag i
Instituttets foredragssal den 19. jan. 1956. Foredraget, som da blev ledsaget
af et tegnet lysbillede af den lille pige, er åbenbart blevet gentaget året
efter, hvor jeg hørte det. Kilde: Ole Therkelsen: Martinus om H.C.Andersen. KOSMOS nr. 1-2006. Se evt. artiklen Det
dejligste juletræ her på hjemmesiden.
6. Artiklen Den Tabte
Horisont er oprindelig trykt i Kosmos 1971, s. 215-19. Se evt. også
artiklerne Den mentale kursændring, Kosmos 1986, og Den nye
sansehorisont, Kosmos 1988.
7. Citatet er fra romanen Kun
en Spillemand, 1837. Gyldendal. København 1970, s.125, og R&R, bd. III,
s.128. Det, Andersen sigter til med udtrykket ”kædens overbrydning”, er
utvivlsomt dels årsags-virkningskæden eller kausaliteten, hvor ’led’ griber ind
i ’led’ i den forstand, at årsag går forud for virkning, der igen udgør årsag
til ny virkning osv. Dels sigter han til det faktum, at alt i naturen er
sammensat og gensidigt integreret i hinanden. F. eks. består en organisme af
organer, som igen består af celler, der igen består af molekyler, som igen
består af atomer, der består af elementarpartikler. På principielt tilsvarende måde med f.eks. jordkloden, som er en
del af solsystemet, der igen er en del af mælkevejssystemet, som er en del af
universet. Mere specielt tænker Andersen muligvis på den ”kæde”, han har
udtrykt med følgende linier fra romanen O.T.: ”Alle kære foresvævede
ham så elskelige. Det var eet af de øjeblikke, som alle gode kender; man føler
sig at være et led i den store kærligheds-kæde, som sammenholder skabningen”. Gyldendals Trane Klassikere, 1968, s. 126. R&R
II, s. 126.
8. Vedr. det
guddommelige skabeprincip, de kosmiske verdensimpulser, herunder den
gamle verdensimpuls og verdensgenløsningsprincippet, se LB I,
2.kap., samt symbol og symbolforklaring til "Jordklodens kosmiske
Straaleglans".
9. Vedr. den ny verdensimpuls,
se LB I, 3. kap., samt symbol og symbolforklaring til
"Skabeprincippets Impulser". Apropos Martinus' erklæring om, at hans
arbejde og livsværk skal ses som et led i verdensgenløsningens tjeneste, og
derfor som en videreførelse og afslutning af Jesu mission og lærergerning, er
det klart at han måtte forvente kritik og afvisning af påstanden, særlig fra
ortodoks kristen side. En sådan kritik er da også fremkommet ved flere
lejligheder i årenes løb, eksempelvis i forbindelse med hans død og bisættelse
i marts 1981. Den 14. s. m. bragte
Berlingske Tidende en artikel under overskriften: "Mejeristen der fik
en åbenbaring", og bortset fra at det var over tredive år siden, at
Martinus havde været beskæftiget med sin oprindelige profession, var
'nekrologen', skrevet af Jørgen Davidsen, i det store og hele fair overfor
Martinus og hans værk. Men den slutter alligevel med følgende 'salut':
[...] Martinus
bekender sig til reinkarnationslæren, forresten også til vegetarismen, og
professor, dr.theol. E. Thestrup Pedersen (Danmarks Lærerhøjskole) har i en
vurdering af Martinus' "bevisførelse" spurgt, om man
ikke lige så godt kunne bevise, at Månen er lavet af en grøn ost.
Thestrup Pedersen mener, at "Martinus’ åndsvidenskabelige kosmologi er en
sammenblanding af elementer fra gnosticisme, plotinsk mystik, indisk
reinkarnations- og karmalære oversmurt med et lag af kristelig fernis, der ganske vist er meget
tyndt".
Martinus var af god grund forhindret i at svare på kritikken,
men selvom han havde levet, ville han
næppe have gjort det. Tværtimod praktiserede han selv – og anbefalede andre at
gøre ligeså - den holdning, aldrig at
tage til genmæle overfor ubillig kritik eller kritik i det hele taget. Det var
hans opfattelse, at den usaglige og måske endda nedgørende og tilsvinende
kritik i reglen i højere grad karakteriserer kritikerens åndelige ståsted,
end den karakteriserer 'sagen', i dette tilfælde indholdet og karakteren af
Martinus' Kosmologi. Martinus anbefalede den, der bliver offer for tilsvining,
at lade 'skidtet' blive siddende til det tørrer, hvorefter det er lettere at
børste af. Hvis man derimod vil forsøge at fjerne det, medens det endnu er friskt,
risikerer man blot at tvære det mere ud og dermed gøre 'plamagen' værre. Eller
sagt med andre ord: Hvis man tager til genmæle mod usaglig og intolerant
kritik, risikerer man at tabe 'slaget', fordi 'modstanderen' i reglen slet ikke
ønsker eller har vilje til at komme til indsigt og forståelse, men blot til at
få ret. Men Martinus har allerede
tidligt i sin forfatterkarriere
analyseret og karakteriseret ubillig og usaglig kritik af hans værk og
dets indhold. Det sker i LB I, (udkom 1932) stk. 14, 140-7, 154-6, 170,
176, samt i Logik, (udkom 1938) kap. 2-3, 5, 11-13. – Jf. evt. med
artiklen Om at finde sig i kritik her på hjemmesiden.
Læsere, som
eventuelt er interesserede i at gøre sig bekendt med Martinus' ideelle og
personlige etisk-moralske holdning, kan det anbefales at læse "Samarbejds
Strukturen", udgivet af Martinus Institut 1992, samt "Martinus
- som vi husker ham. 30 af Martinus'
venner gennem en menneskealder
fortæller om deres indtryk af og oplevelser med Martinus."
10. Vedr. begrebet de kosmiske grundenergier, se LB I,
7. kap., samt symbol og symbolforklaring til "Den evige Guddom og
Væsenernes Sansebegavelse". - Se evt. afsnittene Jegets evige energikilder
og Grundenergiernes
kombinationer her på hjemmesiden.
11. Vedr. begreberne "den højpsykiske sansehorisont"
og "den lavpsykiske sansehorisont", se småbog nr.9, Martinus: Mellem to Verdensepoker,
kap. 8-13.
Vedr. livet som et
guddommeligt under og eventyr: Se Andersens roman KeSp, 2. del, IV, s.125 i Gyldendals
Traneklassikere, og s.128 i R&R, bd. III. Og Martinus, småbog nr.12: "Vejen
til indvielse", 1.kap. Vedr. "Livets Disharmoni": Se Andersens essay "Tro og
Videnskab (Prædiken i Naturen)" i rejseskildringen "I Sverrig", R&R, bd. VII, s.89-92. Og Martinus: LB I, stk. 19,
23-4, 28, 35. Se evt. også artiklen Alt er et underværk her på hjemmesiden.
12. Citatet er fra artiklen "Den Tabte Horisont".
Se note 6.
13. Vedr. kosmisk bevidsthed, se f.eks. LB VII, stk. 2554
og småbog nr.12, Martinus: "Kosmisk Bevidsthed".
14. Vedr. intuitionsevnen og -energien, se LB I, 6. kap.,
hvori Martinus giver en grundig og fascinerende redegørelse for sin opfattelse
af intuitionsspørgsmålet. Jf. f.eks.
med artiklen Intuition og personlighed her på hjemmesiden.
15. H.C.Andersen: "Improvisatoren.
Original Roman i to
Dele", 1835.
Gyldendals Trane-klassikere, 1968, s.244. R&R, bd. I, s.253.