REPETITION, SKÆBNE OG BESKYTTELSE

- om repetitionsprincippet i praksis (fortsat)

 

 

 

Gud og forældre- og beskyttelsesprincippet

Foruden at være et nødvendigt og uundgåeligt led i opvækstpro­cessen, tjener barndomstilstanden desuden også til at bringe det over­ordentligt vigtige forældre- og beskyttelses­princip i funk­tion. Dette princip er jo ifølge kosmologien i virkelig­heden et variant­princip af selveste det guddommelige skabe­princip, og dets højeste eller ultimative repræsentant er Guddommen selv. Men i dette tilfælde varetages denne funktion normalt af det forældrepar eller de personer, som eventuelt træder i deres sted. Disse voksne individer har primært til opgave på enhver tænkelig måde at beskytte det spæde og ufærdi­ge individs opvækst, og at medvirke til at vejlede, forberede og dygtiggøre det til at blive så egnet som muligt, så at det efterhånden kan blive i stand til selv at klare sin egen voksentilværelse. Forældre­ne, eller de personer der i givet fald træder i disses sted, fungerer derfor principielt og primært som en slags fysiske 'skytsengle' for det umodne individ. I den forbindelse er det imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at de biologiske forældre så lidt som deres eventu­elle stedfortrædere, ikke er i stand til at beskytte barnet imod skæbnemæssige tilbageslag eller virkninger af årsager, som det selv har udløst i tidligere liv. (Note 1)

 

Barnets parafysiske skytsengle

Som vi blev bekendtgjort med under omtalen af døden og in­dividets passage gennem de parafysiske tilværelsesplaner, findes der ifølge Martinus - og flere andre åndsforskere - også en kategori af parafysiske individer, som på grund af en særlig trang til at ville hjælpe andre, er medlemmer af et 'rednings-' eller 'hjælpe­korps' af såkaldte skytsånder eller skytsengle. En del af disse skytsånder eller -engle har fået eller påtaget sig den speciel­le opgave det er, at overvåge og i en vis udstrækning beskytte individerne i den fysiske verden, herunder ikke mindst de individer, der nylig er reinkarneret og som derfor nu i form af såkaldte "børn" befinder sig under repetitionsperiodens op­vækstvilkår. Fore­komsten af denne overvågning og delvise beskyt­telse af de fysiske in­divider, hænger blandt andet sammen med det forhold, at karak­teren og kvaliteten eller styrken af individets totale psykofysiske 'immunforsvar' sjældent er af en sådan karat, at dette alene kan beskytte det imod kosmisk set unødvendige og uhen­sigtsmæssige følger, virkninger og eftervirkninger af de uheldige og fatale skæbneårsager, som individet som tidligere nævnt selv er det egentlige og dybeste ophav til. (Note 2)

     På visse relativt fremskredne udviklingstrin kan det hænde, at selv intellektuelt højt kvalificerede og etisk-moralsk modne in­divider ind imellem lader sig friste til at handle imod bedre vidende og erfaring. Men den eller de deraf forårsagede skæb­nevirkninger, følger i alle tilfælde helt automatisk, og vender på et eller andet tidspunkt tilbage i principielt tilsvarende form til det samme individ. Martinus er af den opfattelse, at dette forhold er en del af baggrunden for de linier i bønnen Fadervor, der lyder sådan: "Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde". Men hertil kommer, at individets reaktioner på den fysiske verdens lov­bundne 'modstand', der i stor udstræk­ning netop består af de tilbagevendende 'skæbnebølger', som formidles gennem omgivel­serne, hvilket blandt andet vil sige andre mennesker, kan være af en sådan art, at de er mere skadelige end gavnlige i in­dividets aktuelle udviklingssitua­tion. Det vil sige at de udgør nye uheldige årsager, hvis uundgåelige følger før eller siden vil vende tilbage til det pågældende individ selv, nemlig som mere eller mindre ube­hagelige eller eventuelt smerte- og lidelsesfulde oplevel­ser, der kan have form af f.eks. sygdom, menneskelig og social deroute m.m. Men ulemper, som individet altså kunne have undgået, hvis det havde ladet sig styre af sin allerede ind­høstede erfaring og viden. (Note 3)

 

Barnetilstanden og skæbneloven

Heller ikke barndommen er fritaget for uheldige eller i visse tilfælde ligefrem tragiske skæbnemæssige tilbageslag. Det er jo ikke alle børn, der oplever en tryg og beskyttet tilværelse under opvæksten, hvilket altså i henhold til Kosmologien under alle om­stændig­heder udelukkende er bestemt af de skæbne­mæssige forud­sætninger, eller den 'skæbnegæld', som det enkelte individ dybest set selv har skabt eller pådraget sig. Forhold og omstændig­heder, som vi foreløbig er blevet bekendtgjort med under omtalen af speci­elt organtalent­kernernes tilblivelse og funk­tioner. Men i denne sammenhæng bør man ikke glemme, at 'barnet' jo kosmisk set er en midlertidig tilstands- og frem­trædelsesform for det 'bagved­liggende' aldersløse og evige Jeg og dets evigheds­legeme, som aldrig nogensinde i sig selv vil kunne blive genstand for den overlast, lædering eller sygdom, der af skæbnemæssige årsager rammer dets psykofysiske organis­me. Det er måske en fattig trøst, når ulykken og sorgen over et barns tragiske skæbne i form af handicap, sygdom eller død melder sig, men en viden - nogle vil måske foretrække at kalde det overbevisning - om de kosmiske realiteter og årsagssammen­hænge, er jo i en vis forstand den evige, alkærlige Guds håndsrækning til det jordi­ske menneske.

     Begrebet skæbne forbindes alminde­ligvis med noget negativt, ubehageligt eller ligefrem ondt, hvilket imid­lertid kun er én side af skæbnebegrebet, der jo også indbe­fatter en positiv, behagelig og god side. Men af forståelige grunde hæfter vi os normalt mest ved skæbnens ugunstige og uheldige sider, hvilket netop sker i kraft af dens i visse tilfælde meget ubehagelige og måske tilmed smerte- og lidelses­fulde virkninger. I den forstand kan begrebet skæbne derfor defineres som det forhold, at den ulykke, sygdom, invaliditet mv., der kan præge et livs­forløb, men som ikke skyldes årsager, vedkommende selv kan anses for at have udløst i sit aktuel­le liv, i alle tilfælde skyldes årsager, samme individ har udløst i tidligere liv. I henhold til Martinus, er in­dividet i alle sammenhænge og under alle omstændigheder, altid og uden undtagelse den egentlige og oprindeli­ge årsag til sin egen skæbne, hvad enten denne former sig såkaldt godt eller såkaldt dårligt. (Note 4)

 

Skæbnevirkninger og tidligere liv

Skæbnevirkningerne af de årsager, som individet har udløst i sine tidligere liv, afspejler sig altså i karakteren eller stan­darden af individets aktuelle barndoms- og ungdoms­liv, om det fysisk som psykisk er sundt eller sygt, optimistisk eller pes­simistisk, intellektuelt eller kreativt begavet eller ikke, kærligt eller ukærligt, om det er født under rige eller fat­tige kår, om det har kærlige eller ukærlige forældre eller måske er forældreløst osv. osv.

     Den eneste måde, hvorpå man i almindelighed kan konstatere, at individet har udløst forskellige både gode og dårlige årsager i sine forud­gående liv, er ved at analysere repeti­tionsperioden i dets aktuelle liv. Er denne f.eks. præget af medfødte fysiske defekter, akutte eller kroniske fysiske og/eller psykiske sygdomme osv., kan man alt efter på hvilket stadium i repeti­tionsprocessen, de pågældende svagheder dukker op, slutte sig til, i hvilket eller eventuelt hvilke af de forudgående ti liv, individet har foretaget sig de handlinger eller forsømmelser, der nu på uheldig og måske smertefuld måde viser sig i løbet af den aktuelle inkarnations 0. til 30. år.

 

Skæbnegengældelsens lovbundne begrænsning

Men begrebet skæbne kan også forstås som de i reglen helt uventede nedslag af fatal, drastisk eller dramatisk karakter og dimension, der som et lyn fra en klar himmel pludseligt kan ramme individet i dets hverdag. Det er i særlig grad denne form for skæbne, vi skal se nærmere på i næste afsnit.

     For den, der måske endnu ikke har været så heldig at erhverve sig en smule indsigt i og forståelse af de kosmiske faktorer og lovmæssig­heder, må det formentlig være en trøst at få at vide, at der gør sig en helt speciel lovmæssig­hed gælden­de i for­bindelse med den netop nævnte form for skæbne. Denne specielle lov­mæssighed går ud på, at det kun er virkningerne af årsager, som ligger maksimalt fire liv tilbage i tiden, der kan ramme individet i dets aktuelle liv. Til gengæld kan disse virkninger vende tilbage til individet på et hvilket som helst tidspunkt i dette liv, fra dets barndom til dets voksenalder, hvis det da ellers lever så længe i den aktuelle inkarnation. I modsat fald vil ’afbetalingen’ af skæbnegælden blive udsat til det næste eller et senere liv, dog højst fire inkarnationer ude i fremtiden.

     Men den videre omtale af skæb­ne­spørgs­målet i for­bindel­se med blandt andet barndommen, skal vi imid­lertid lade ligge her, og først tage det op i sammenhæng med omtalen af skæb­neloven.

 

Barndommens og pubertetens repetitionsfantasier

De mindreårige pigers repetition af konge-, dronninge-, prinse- og prinsesse-myten bunder i henhold til Martinus' kosmiske analyser dybest set i det seksuelle polprin­cip, specielt i den feminine pol og dennes grundegenskaber, og dermed i en ideel, endnu ikke vågnet seksuel interesse for det modsatte køn. På principielt tilsvarende måde bunder drengenes repetition af erobrings- og riddertidens idealer og konkurrence om mod, styrke og beskyttermentalitet, også i det seksuelle polprincip, her specielt i den maskuline pol og dennes karak­teristiske grundegenskaber. Disse forhold præger på hver sin måde både pigers og drenges liv i årene fra omkring 5-6 års alderen, men bliver stadig mere markante og mærkbare efter­hånden som børnene nærmer sig den kønsmodne alder, den såkaldte overgangsalder eller pubertet, hvorunder individet oplever en stærk opblussen af følel­seslivet og af seksualiteten, som nu skal underordnes for­plantnings­funktionen, der som bekendt er en vigtig del af seksualli­vet. Herunder sker der så store psykiske og kropslige ydre og indre forandringer, at det nærmest må betegnes som en biologisk og fysiolo­gisk revolution, som i sine konsekvenser kræver en nyorien­tering udadtil mod det andet køn og overfor forældrene, famili­en og samfundet. De nye og uvante sociale "roller" som "unge" og som "voksne", afviger jo meget fra rollerne som "barnet i hjemmet", "skolepi­ge" eller "skoledreng" osv.

     Derfor ikke så mærkværdigt, at overgangsalderen er præget af tilstande, der kan karakteriseres som indre spændinger, livlig til overspændt aktivitet, evne til begejstring, patos, følel­sesfuldhed, der ofte veksler med følelser af afmagt og modgang.  Der er naturligvis individuelle forskelle i dette mønster, idet kun nogle bliver trodsige og oppositionslystne, mutte og inde­sluttede, medens andre virker følsomme, sårbare, overspændte og eksalterede. (Note 5)

 

Repetition af riddertiden, renæssance- og reformationstiden

Men også i disse tilfælde er der tale om psykofysisk repetition af tidligere udviklingsstadier i slægtens fortid. Fysisk og fysiologisk gennem en gentagelse af den biologiske vækst af kroppen, og psykisk gennem en gentagelse af formentlig ridder­tiden, som jo generelt set var præget af en adfærdsmoral, som gik ud på at beskytte og søge at etablere og opretholde, hvad den tid forstod ved retfærdighed for de svage, herunder kvin­derne, som særlig skulle beskyttes mod seksuelle overgreb. Denne kyskhedsmoral gav sig på den ene side udtryk i digt­ningen i form af de såkaldte ridderviser, hvortil de fantastiske trylleviser hører. I Frankrig kaldtes ridderviserne for troubadourdigtning, i England for ballader og i Tyskland for minnesan­gen. På den anden side gav riddertidens moral sig udtryk i ridderturnerin­ger, korstog mod trosfjenderne, de såkaldte hedninge, og i regulære magtkampe om land og rige. (Note 6)

     Den helt store oppositionstid findes i vor kulturkreds i form af renæssancen i 1400-tallet og reformationstiden, som regnes fra ca. 1520 til 1570. Begge perioder betegnede et stort og afgørende brud med traditionelle opfattelser og institutioner. Renæssancetiden ville bryde med Bibelens og pave- og præstevæl­dets dominans til fordel for den frie tanke og sekulære sam­fundsfor­fatning. Tidens progressive kræfter ønskede indført fri for­fatning, fri tænkning og forskning på alle livets og til­værel­sens områder. Det er netop i renæssancetiden, at der sker det store kulturel­le opgør mellem tro og viden, mellem auto­ritets­bundethed og en fri og uafhængig nyvurdering og omfor­mulering af de gamle begreber og institutioner. Det er også på den tid det helt store vendepunkt sker i livs- og verdensansku­elsen, nemlig i og med indførelsen af det ny naturvidenskabeli­ge verdensbillede, hvori solen - og ikke jorden - er relativt centrum. Dermed blev den gamle livs- og verdensanskuelse - og herunder faktisk også Bibelens og kirkens autoritet - detroni­seret. (Note 7)

     I principiel analogi hermed ses det, at repetitions-indivi­dets overgangsalder jo ofte netop kan være præget af opgør med autoriteter, først og fremmest forældrene, og af overgang fra barneårenes normale selvtillid og tro og tillid til de samme autoriteter, til en usikker nyvurdering af alt, hvad disse står for. Den unge er i denne situation stillet overfor at skulle tilegne sig en ny livs- og verdensanskuelse, som for en stor del er baseret på den naturvidenskabelige forskning og viden, der er formidlet gennem skoler, læreanstalter og universiteter.

     Reforma­tio­nen står specielt for et opgør med pave- og præ­stevældet, som efter­hånden var dege­nereret med sin aflads­handel og slappe og ukyske dobbelt­moral. Reformations­tiden blev derfor en kamptid, som mest var en kamp om tro og ord, men som dog lejlighedsvis også antog form af regulære, væbnede kampe, der efterlod sårede, lemlæstede og døde. Den lutherske reforma­tionstid står derfor for en kompromisløs og til dels renfærdig holdning til de religiøse idealer og til moralske normer og adfærd. En principielt lignende holdning træffer man jo også hos en del af vor tids unge fra overgangsalderen og op i ungdoms­årene. (Note 8)

 

Repetition af "den lærde tid"

Efter reformationstidens til dels nyskabende indledningsfase og kamptid, fulgte ortodoksiens periode, hvor man koncentrerede sig om at formulere og forsvare den rene lære. Det var særlig i denne periode, at den pro­testantiske kirke som nævnt var optaget af at definere den rette lære, men samtidig også af at forsvare den, dels mod den katolske "papis­me", og dels mod kætterske særanskuelser og fritænkeri. Her­under udviste man ofte stor og skånselsløs intolerance mod anderledes troende.

 

     Men det var også i den samme periode, at den ene videnskab efter den anden frigjorde sig fra kirkens og teologiens for­mynderskab. Således søgte eksempelvis historieskrivningen at fremstille en indre årsagsbestemt sammenhæng mellem de histori­ske hændelser og begiven­heder, så at disse kunne opfattes som årsager og virkninger, og ikke som indgreb af Gud. Den tidlige­re altbe­tydende og altafgørende Gud var dermed så godt som forvist fra den naturvidenskabelige tænkning. Denne kultur­periode, som strækker sig fra ca. 1570 til 1700, betegnes derfor som "den lærde tid".

     Man kalder også den lærde tids periode for humanismens tidsalder, som på flere måder var en brydningstid mellem gammelt og nyt, from kristendom og grov verdslighed, teologisk konser­vatisme og videnskabelige fremskridt, forbenet overtro og gryende erkendelse. En af bagsiderne ved humanismen, var dens ærefrygt for alt, hvad der var fra den klassiske eller bibelske oldtid. Det blev i vid udstrækning dyrket under tilsidesættelse af den objektive og kritiske undersøgelsesmetode, som man ellers sværgede til. Man satte således en ære i helt seriøst at føre sit lands historie længst muligt tilbage i tiden, ja, i nogle tilfælde helt tilbage til Skabelsen, eller kongerækken tilbage til Adam! (Note 9)

     Men fra omkring 1700-tallets begyndelse, giver reaktionen imod ortodoksien sig blandt andet udslag i forsøg på ved hjælp af fornuften, og på grundlag af naturvidenskabens storslåede resulta­ter, i stigende grad at give en ratio­nel begrun­delse for ret og moral, ligesom man mente at for­nuften kunne finde frem til en naturlig religion, hvis 'lære­sætninger' måtte fremgå af naturen selv. Men til trods for oplysningstidens og fornufts­religionens positive sider, følte mange fortsat et stort behov for at tro på den religiøse åbenbaring, især da det viste sig, at man stødte på uoverstige­lige vanskelig­heder og selv­modsigel­ser, når man søgte at fortolke Bibelen og erkende Gud med fornuften. Mange følte også et stort behov for religiøs tro, som ikke nødvendigvis var af­hængig af tilegnelsen af en bestemt lærdom eller en skarpsin­dig fornufts­filosofi, men derimod af inder­ligheden i den religiøse følelse og den person­lige from­hed. Den sidstnævnte situation lå til grund for den religiøse retning, der kaldes pietismen. (Note 10)

 

Ungdommens oppositionslyst mod autoriteterne

Også disse forhold og situationer kan vi principielt se gen­taget i repetitionsprocessen, hvorunder især drengene eller de unge mænd i løbet af skoletiden gennemlever situationer og træk, som er beslægtede med brydningerne i den lærde tids kulturperiode. Kvinderne dengang var generelt set ikke synlige i det offentlige liv, hverken kulturelt eller politisk-socialt. Men de unge mænd er overvejende diskussions- og op­positions­lyst­ne og kritiske, og i relativt høj grad teoretiske og upraktiske på elementære omsorgs- og husførelsesområder. Pigerne eller de unge kvinder gennemlever naturligvis i prin­cippet også denne kulturperiode, som for kvindekønnets ved­kommende havde et andet historisk indhold, idet de i kraft af den feminine pol er udpræget følel­sesbetonede og praktisk anlagte med hovedvægten lagt på omsorg og huslige evner og færdigheder. Her ses bort fra, at kønnenes status og indbyrdes forhold på visse måder og områder er ændret en del siden da og at de til en vis grad er blevet ligestille­de i vor egen tid, hvilket ifølge Martinus hænger sammen med den igangværende polforvand­ling, som ikke var så alment frem­træden­de før i tiden.

     De unge mænds ’fornuftdyrkelse’ og kritiske holdning til stort set alt og alle, - til en vis grad fulgt op af en del moderne unge piger - stiger i løbet af gymnasietiden og studen­terårene, hvor det bliver opportunt at betvivle enhver auto­ritet og dogmatis­me, religiøs eller verdslig. Men samtidig har nogle af de unge mænd behov for og tilbøjelighed til at tro på idealer, som får dem til enten at beskæftige sig med nyreli­giøse ideer og bevægel­ser, eller til at slutte op om en poli­tisk ideologi, som i al fald teoretisk imødekommer deres forventninger og håb. Men da ikke alle mennesker befinder sig på samme udviklings­trin, idet nogle er foran og andre bagefter den generelle udviklings­standard, betyder det at der også findes en elite eller tete, der på forskellig måde går foran almenheden og gør sig gældende på så at sige alle kultur- og samfundslivets områder. Andre befinder sig derimod et godt stykke bagefter almenheden og fremtræder som mere eller mindre kriminelle medlemmer af forskellige bander og grupper, som ikke viger tilbage fra voldsanvendelse og drab, for at tilfredsstil­le deres i reglen primitive moral og målsætninger.

 

Repetition af oplysningstiden og romantikken

Med repetitionen af Oplysningstiden, som regnes fra cirka  1700-1800, - den strakte sig dog et godt stykke videre ind i den såkaldte romantiske periode, som regnes fra omkring midten af 1700-tallet til omkring 1830, - er vi nået frem til den alder, hvor ungdommen i alminde­lighed er blevet bevidst om sig selv og den verden, som nu skal 'erobres' i form af uddannelse og erhverv. Fornuft- og nytte­moralen kommer i højsædet hos en stor del af ungdommen, som samtidig henholder sig til det naturvidenskabe­lige ate­istisk-materialistiske, ikke-moralske verdensbillede, og til den biologiske evolutions­læres til­synela­dende velbe­grundede teori om, at de bedst egnede og konkurren­cedygti­ge overlever. Målsætningen er angiveligt en social, økonomisk og sundheds­mæssig forbed­ring af nutidens og frem­tidens samfunds- og livsvilkår.

     Men hos andre unge viser repetitionen sig gennem en reaktion imod den ensidige fornufts­dyrkelse, som sker på bekostning af de åndeli­ge sider af tilværelsen. Denne repeti­tionsperiode har relation til den romantiske kulturperiode, i hvilken følelser, intuition, fantasi, længsler og anelser atter kom i højsædet. Man vender sig derfor indad mod sjælelivet, bort fra den nærværende, prosaiske virkelighed, og søger en slags tilflugt i fantasien, enten i tiden, til barndommen, eller til oldtid og middelalder, eller i rummet, til fremmede, eksotiske steder eller til ujordiske fantasilande, eller som i nyeste tid til drømme om rumrejser til fjerne planeter. 

     Det var karakteristisk for romantikerne, at de følte det som om, at der bag fænomenernes ydre verden var en højere virkelig­hed, man kunne komme i forbindelse med gennem anelse, intui­tion, drøm og sang, ved en forening af religion, tænkning og poesi. Den gudinspirerede digter eller poet, som ikke har tilegnet sig sin kunst ved talent og flid, men som en gave eller åben­baring, blev opfattet som den vigtigste formidler af forbindelsen med denne højere virkelig­hed. Idealet blev derfor geniet, poetisk gestaltet i Aladdin-skikkelsen, improvisatoren (jf. senere med H.C.Andersen), hvis udfoldelse og skabende virksomhed lader hånt om alle regler, der er opstillet af snusfornuftige intellektuelle eller af borgerlige nyttehensyn. Romantikken er endvidere karakteriseret ved sansen for naturen, ved en mystisk leven sig ind i og bliven ét med den, thi Gud og naturen er ét. Men Gud giver sig også udtryk i nationen, og derfor blev fædrelands­kærlighed og fædrelands­historie idealer, som sam­fundet og den enkelte har pligt til at beskæftige sig med og søge at fremme. (Note 11)

 

     Hermed er vi fremme ved slutningen af H.C.Andersens egen repetitionsperiode, som i henhold til vor hypotese sluttede i 1835. Det år fyldte han 30 år, og den romantiske kultur­periode var derfor egentlig ikke indbefattet i hans repetitionsproces, idet den var en del af hans egen nutid. Hans liv strakte sig fra 1805 til 1875, hvilket vil sige, at han levede i 70 år. Antager vi, stadig i henhold til vor hypote­se, at han har haft et forud­gående ophold i den parafysi­ske verden på ca. 35 år, må hans forrige liv være endt omkring 1770. Hvis vi ligeledes antager, at han i det liv blev 66 år, vil han i så til­fælde være født cirka 1704. Det er dette liv, altså 1704-1770, han har repeteret som det sidste i den inkarna­tion, der menes, når vi taler om hans liv fra 1805 til 1875. Men når Andersen i så høj grad gav udtryk for en til dels rationalistisk og til dels romantisk opfattelse af tilværelsen, som tilfældet var, hænger det formentlig sammen med, at han i sit forrige liv (anslået til 1704-70), måske særlig har følt sig beslægtet med og inter­esseret sig for den livs- og verdens­ansku­else, som hans dengang samtidige, filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), gjorde sig til fremtrædende talsmand for. Som vi senere skal høre be­tyde­ligt mere om, så var Andersen i høj grad identisk med eller eksponent for de bryd­ninger mellem oplysningstid og roman­tik, der foregik gennem hele 1700-tallet og i øvrigt fortsatte et godt stykke ind i 1800-tallet. Men han skulle i mindst lige så høj grad komme til at blive en aktiv og vægtig litterær del af den tid, der fulgte efter hans 30.år. (Note 12)

     Men inden vi skal gå over til at se nærmere på Ander­sens repeti­tionsperiode, vil vi først se på hvordan repetitio­nen af individets personlige 'lag' generelt set repeteres, og desuden hvilken rolle begreberne fri vilje og skæbne i henhold til Marti­nus spiller under repetitions­perioden og i det hele taget. 

 

Repetition af det personlige 'lag'

Som allerede omtalt i de forrige afsnit, drejer repetitionen af det personlige 'lag' sig om karakteren af individets egen personlighed i de ti forud­gående liv, og herunder i særlig grad om en repetition af samme individs etisk-moralske habitus i de nævnte inkarnatio­ner. Personlighedskarakteren og den etisk-moralske udvikling og habitus gennem individets ti foregående liv afspejler sig gennem repetitionen i dets aktuelle barndoms- og ungdomsliv: Dets selvtillid eller det modsatte, dets tem­perament: flegmatisk, kolerisk, melankolsk eller sangvinsk, dets intel­lektuelle og/eller følelsesmæssige evner og begavel­se, dets kærlige og omsorgsfulde eller ukærlige og egoistiske sindelag.

     På samme måde viser indivi­dets etisk-moralske habitus i løbet af de ti forudgående liv sig også igennem dets aktuelle mentale karakter, dets personlighed og adfærd. Ifølge Martinus er må­lestokken for den etisk-moralske habitus og adfærd in­divi­dets bevidste eller ubevidste holdning eller stil­lingta­gen til det dræbende princip og det livgivende princip. Det vil sige, hvad det kan nænne eller ikke nænne at gøre imod sin næste eller sine medvæsener i det hele taget. Martinus betegner denne side af individets men­talitet eller psyke som dets humane evne, hvorved han netop forstår dets evne til ikke at kunne eller ville gøre andre fortræd under nogen som helst form eller på noget vilkår.  (Note 13)

                                                               

Repetition og fremtidens åndsforskning                         

I den foreløbige fremstilling af repetitionsprocessen har jeg stort set afholdt mig fra at give helt konkrete, detal­jerede bud på de enkelte repeti­tions­afsnits relation til bestemte, konkrete kulturperioder, men har nøjedes med ge­nerelle an­tydninger af disse. Det er sket med vilje, for dels er emnet så kompliceret og omfattende, at dets behandling, så vidt jeg kan se, vil kræve en hel af­handling for sig, og dels føler jeg mig ikke kvalifi­ceret og kompetent nok, til selv at foretage en nærmere under­søgelse af spørgsmålet. Men jeg tror og håber, at den frem­tidige åndsforskning blandt andet også vil tage dette ikke uvigtige emne op til nærmere seriøs behandling. Personligt føler jeg mig overbevist om, at en eksakt viden om repetitions­processen vil kunne få stor betydning i mange både teoretiske og praktiske sammenhænge. Teoretisk vil det f.eks. kunne få indflydelse på filosofien og sociologien og i praksis på f.eks. bi­ologien, psykologien, pædagogikken og krimi­nologi­en. (Note 14)

     Det skal dog tilføjes, at selvom en psykologisk udforskning af specielt repetitionsperioden kan stå alene, dvs. være uafhængig af f.eks. Martinus’ kosmologi, ganske som tilfældet i øvrigt er med det seksuelle polprincip og polforvandlingen, så kommer man dog ikke udenom, at det først er i og med den nævnte kosmologi, at der tegner sig det helhedsbillede af verden, som tænkende mennesker til alle tider har søgt efter, og som der godt nok har været en del mere eller mindre holdbare bud på. I den sammenhæng behøver man heller ikke absolut at betragte Martinus’ kosmologi som andet og mere end en arbejdshypotese, der som enhver anden hypotese enten helt eller delvist bør bekræftes (verificeres) eller eventuelt afkræftes (falsificeres).

 

 

 

 

Noter og kilder til: REPETITION, SKÆBNE OG BESKYTTELSE

 

Note 1: Vedr. Guds alkærlighed: LB III, stk. 980. LB IV, stk. 1130. LB V, stk. 1679, 1778. LB VI, stk. 2045-6, 2092, 2100, 2107, 2127, 2129, 2243-7, 2249-50, 2252, 2265, 2270, 2359, 2378-9, 2381-2, 2384, 2386, 2388, 2394-5. LB VII, stk. 2598, 2604-5, 2633, 2637, 2658:5, 2658:13. Forældre- og beskyttelsesprincippet: LB II, stk. 291-2, 373. LB III, stk. 706, 721, 761. LB IV, stk. 1123-8, 1172, 1281, 1481-3. LB V, stk. 1594, 1605-6, 1767, 1796, 1805, 1836. LB VI, stk. 2020, 2023-6, 2348, 2393-4. LB VII, stk. 2447, 2450, 2452, 2489, 2502, 2508-9, 2511-3, 2529, 2531, 2545, 2579, 2582-3, 1592, 2624, 2654:24, 2658:22. DeV I, stk. 2:1-3, 5. DeV II, stk. 21:6. LB III, stk  33:62, 33:71, 33:74. Logik, kap. 28-9, 31, 51, 62-6.  Småbog nr. 11: Bønnens mysterium, kap. 2-3, 7-9, 13. Småbog nr. 19c: Kosmiske glimt, kap. 1-2.. 

Note 2: Vedr. skytsengle eller skytsånder og skytsengleprincippet: LB II, stk. 291. LB III, stk. 756-7. LB IV, stk. 1456, 1482. LB V, stk. 1093, 1574, 1606. LB VI, stk. 2383, 2394. LB VII, stk. 2512. – Vedr. Barnetilstanden og skæbneloven: LB I, stk. 116. LB V, stk. 1856-9. LB VII, stk. 2396, 2444, 2509, 2512-3, 2544, 2549, 2559, 2564,2670, 2596, 2601. DeV II, stk. 19:14.

Note 3: Vedr. ”Led os ikke i fristelse …” (Matt. 6, 9-15. Luk. 22, 40. Joh. 17, 15): Småbog nr. 11: Bønnens mysterium: kap. 15-6, hvori Martinus analyserer og udlægger bønnen ”Fader vor”.

Note 4: Vedr. skæbne: LB I, stk. 31, 132, 157, 210, 232, 283. LB II, stk. 348, 572, 587, 629. LB III, stk. 667, 897, 948-9,950-1, 954-5. LB IV, stk. 1253, 1260-4, 1317-8, 1574. LB V, stk. 1758, 1811, 1814-5, 1843, 1956-9. LB VI; stk. 2237-9. Vedr. skæbneloven: LB II, stk. 608. LB III, stk. 750-1. LB IV, stk. 1325. LB VI, stk. 2237, 2262, 2283. LB VII, stk. 2396, 2444, 2545, 2658:17, Vedr. Skæbne og reinkarnation: LB III, stk. 732, 740, 742, 747-50, 849, 870, 873, 944. LB IV, stk. 1370.

Note 5: Vedr. hankønnet: LB III, stk. 828-9, 831-2, 837, 839, 852, 859, 927, 941-2. Vedr. hunkønnet: LB III, stk. 828, 830-2, 839, 852, 859, 927, 941-2.

Note 6: Vedr. højmiddelalderen og riddertiden: Se f.eks. Svend Erik Stybe: Idéhistorie. Vor kulturs idéer og tanker i historisk perspektiv. Munksgaard 1961. Note 7: Vedr. renæssancen: Se det i note 6 nævnte værk.

Note 8: Vedr. reformationstiden: Se det i note 6 nævnte værk.

Note 9: Vedr. humanismen: Se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens historie, kap. 1., og Erik Lund, Mogens Pihl, Johannes Sløk: De europæiske ideers historie. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S København 1962. Se heri særlig V.-VI. kap. Se endvidere Svend Erik Stybe: Idéhistorie. Vor kulturs idéer og tanker i historisk perspektiv. Munksgaard 1961. Og af samme forfatter: Dansk idehistorie 1-2. Hans Reitzels Forlag. København 1978. Se bind 1, side 10-29. Ortodoksiens periode, som regnes fra ca. 1570 til 1700, betegnes også som ”den lærde tid”. Det er paradoksalt nok samtidigt ”humanismens tidsalder”. - Vedr. reaktionen imod ortodoksien: Fornuften, naturvi­den­skaben, en ratio­nel begrun­delse for ret og moral, en natur­lig religion samt religiøs åbenbaring og religiøs tro, religiø­s følelse og person­lig from­hed: Se f.eks. De europæiske ideers historie, s. 170-242. Svend Erik Stybe: Idéhistorie, s. 161-248. Historisk set begyndte reaktionen imod den bibelske ortodoksi og dermed mod pavedømmets autoritet for alvor at gøre sig gældende allerede i 1400-tallets Europa. I slutningen af 1400-tallet begyndte den italienske renæssance, som betød en åndelig og kunst­nerisk genfødelse med bl.a. kunstnere som Leonardo da Vinci (1452-1519) og Miche­langelo (1475-1564) i spidsen. Opgøret fortsattes og bredte sig til store dele af det øvrige Europa op gennem 1500-tallet, bl.a. med refor­ma­tio­nen, som for alvor blev igangsat af Martin Luther (1483-1546) om­kring 1510-20. Men det var dog særlig de nyere viden­skabe­lige opdagel­ser, herunder ikke mindst astronomen Nico­laus Koperni­cus' velbe­grundede tanker om et verdensbillede med solen i centrum, som betød intet mindre end en revolution og et grund­skud for det gamle og bl.a. på bibelske fore­stil­linger her­skende ver­dens­billede. I det sidst­nævnte var Jorden et ubevæge­ligt centrum, omkring hvilket solen og planeterne bevæ­gede sig. Men side om side med de nye videnskabelige opfindelser og opdagelser i 1600-tallet, fortsætter den ideologiske konflikt med pave­kir­ken, samtidig med, at protestantismen forskanser sig bag den op­fattelse, at det er bekendelsen og den rene lære der konstituerer kirken. Denne form for teologisk protestantisme, som særlig var fremher­skende i 1600-tallet, betegnes som ortodoksi, af græsk: den rette lære. Men loven for aktion-reaktion synes også at gøre sig gældende på be­vidst­heds- og kulturlivets område, og der begyndte da også snart at opstå en reaktion eller opposition imod den efterhånden temmelig domi­neren­de pro­testantiske ortodoksi. Denne opposition eller reaktion kendes teolo­gisk under be­tegnelsen rationalismen og kulturelt under betegnelsen op­lysnings­tiden, der begyndte så småt hen mod 1600-tallets slutning, men som for alvor kom til at gøre sig gældende i årene 1720-1760. Omkring det sidstnævnte tidspunkt blev disse retninger dog mødt af en ny reak­tion eller opposi­tion, der kultur­historisk betegnes som romantik­ken og religiøst som pietismen. For nærmere detaljer vedr. de ovenfor nævnte emner, se f.eks. Lademanns Verdenshistorie, Historie og kultur, bind 2-3, samt oversigter i bind 6,  særlig Historien på tværs. - Vedr. ungdommens oppositionslyst mod autoriteterne: Se f.eks. Harald Schjelderup: Psykologi, 4. del, samt Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jung's psykologi, kap. 4-5.

Note 10: Vedr. naturvidenskaben og oplysningstiden (1700-1800): Om op­lysningstiden, se f.eks. Harald Schjelderup: Filosofiens historie, kap. III.-IV. De europæ­iske ideers historie, s.220.-288. Svend Erik Stybe: Idé­historie, s.253-287. Af samme forfatter: Dansk idéhistorie 1-2, se bind 1, s. 59-103. - Vedr. det naturvidenskabe­lige ate­istisk-materialistiske, ikke-moralske verdensbillede: Om dettes historiske og filosofiske forudsætninger og udviklingsforløb, se f.eks. Harald Schjelderup: Filosofiens historie, VI. kap., og Svend Erik Stybe: Idéhistorie, s. 300-365.

Vedr. Martinus' analyser af den materialistisk orienterede vid­enskab: se LB I, stk. 63, 136, 140, 153, 180-1, 202, 217, 226-33, 247. LB II, stk. 305, 412, 415, 420, 435, 439, 444, 488, 631. LB III, stk. 671-2, 674, 686, 689, 705, 770, 814-6, 823, 912, 957, 959, 962, 967, 971, 989, 1044-5. LB IV, stk. ­ 1374, 1382, 1404-5. LB V, stk. 1616-9, 1769-70, 1805, 1807, 1839, 1844, 1888. LB VI, stk. 1998, 2029-30, 2084-5, 2115, 2148, 2187-8, 2204-5, 2207, 2361.­ LB VII, stk. 2506-7, 2521, 2535, 2553, 2565-6, 2580-1, 2590-1, 2593, 2654:4, 2654:13-22, 2655-6, 2658:11, 2658:26-8, 2658:34, 2660. DeV I, stk. 4:6-7, 5:5, 13:4, 14:7, 14:18, 14:21. LB II, stk. 19:14, 21:6, 22:3/I, 22A, 23:4, 25:10. LB III, stk. 27:2, 30, 33:74. Logik, kap. 6-10, 12, 19, 28, 30, 44, 66, 76, 89, 91-3. Bi­sættelse, kap. 18-21, 23, 26-32, 38-40, 122-3. Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 3, 5, 8, 32-3, 34, 41-2, 46. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed?, kap. 10-4, 26, 29. Småbog nr. 7: Den længst levende afgud, kap. 9-11. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 5, 8, 13, 17-9, 23-5, 28-9, 31-3, 35-7, 41-2, 46-7, 50-1, 56,66. Småbog nr. 13: Juleevangeliet, kap. 25-8. Småbog nr. 14a: Bevidsthedens skabelse, kap. 4-5. Småbog nr. 15a: Et glimt fra verdensgenløsningen, kap. 11. Småbog nr. 15c: Ud af mørket, kap. 2, 14. Småbog nr. 16b: Universets mælkeveje, kap. 1-3. Småbog nr. 18b: Den store fødsel, kap. 2-4, 8-9. Småbog nr. 18c: Primitiv og intellektuel gudsdyrkel­se, kap. 10. Småbog nr. 19a: Højintellektualitet og lavintellektualitet, kap. 20-1, 23. Småbog nr. 20a: På kærlighedens alter, kap. 1, 6. Småbog nr. 20b: Meditation, kap. 1, 3-5. - Vedr. den biologiske evolu­tions­lære: Se f.eks. Harald Schjelderup: Filoso­fi­ens historie, s. 308-10. De europæiske ideers historie, s. 313-9. Svend Erik Stybe: Idéhistorie, s. 308-10 og 381-6. Samme forfatter: Dansk idéhistorie 1-2, se bind 2, s. 61-97. For biologiske data ang. evolu­tionslæren, se f.eks. Videnskabens Verden. Livet på Jorden. Bind 7 i serien Illustreret Videnskabs Bibliotek, Bonniers Bøger, København 1987.

Note 11: Vedr. romantikken (ca. 1750-1830): Se f.eks. Hans Carl Finsen: Den romanti­ske bevægelse i Tysk­land. Hans Reit­zels Forlag, København 1973. De europæiske ideers historie, s. 288-96. Svend Erik Stybe: Idéhistorie, s. 291-6. Af samme for­fatter: Dansk ide­historie 1-2. Se bind 1, s. 107-16. Vedr. filosofisk romantik: Se f.eks. Harald Schjelderup: Filosofiens historie, V. kap. Politikens filosofi leksikon 1. Vedr. de forskellige kulturperioder i Europas historie, se f.eks. 6. Hovedafsnit.- et historisk overblik her på hjemmesiden.

Vedr. litterær romantik: Se f.eks. Just Bing: Europas Litteraturhistorie i Det 19de Aarhundrede. "Frem", Gylden­dalske  Boghandel Nordisk Forlag 1906. –

Note 12: Vedr. filosof­fen Jean-Jacques Rous­seau (1712-1778): Se f.eks. Harald Schjelderup: Filosofiens historie, s. 78-81, og Politikens filosofi leksikon 1. Vedr. Rousseaus pædagogiske og religionsfilosofiske anskuelser kan man især læse i hans Emile eller opdragelsen 1-3. Oversat af Kristen D.­ Spanggård. Indledning af K.Grue-Sørensen, professor, dr.phil. Borgens Forlag 1962.

Note 13: Vedr. repetition af det personlige 'lag': Personlighedskarakteren og den etisk-moralske udvikling og habi­tus og ’den humane evne’: LB I, stk. 69-70, 88, 99, 174, 176, ­228-9, 232, 276-7, 279, 284. LB II, stk. 444, 453-5, 605, 621, ­633. ­LB III, stk. 846. LB IV, stk. 1218, 1242, 1244, 1246, 1249, 1259-60, 1301, ­1310-1, 1316, 1334, 1349, 1351-2, ­1363, 1428-9, 1432, 1531-3, 1575. LB VI, stk. ­1943, ­2188, ­2199-2200. LB VII, stk. 2418-22, 2426, 2429-32, 2447, ­2456, ­2470, ­2485-6, 2507, 2509, ­2512-3, 2516-8, 2531, 2563, 2568-9, 2658:31, 2658:33. Logik, kap. 39-40, ­42, 56, 59, 62, 83.  Se desuden f.eks. Harald Schjel­derup: Psykologi, 2.-4.del. – Jf. med artiklen Personlighedsbegrebet her på hjemmesiden

Note 14: Vedr. repeti­tion og fremtidens åndsforskning: LB I, stk. 202, 230, 247. LB II, stk. 572, 620. LB III, stk. 876, 879. LB IV, stk. 1255, 1292, 1490, 1529, 1539. LB V,  stk. 1769, 1807, 1849, 1880, 1888, 1892, 1897, 1900. LB VI, stk.­ 1986, 1986-8, 1998, 2029-30, 2036, 2063-4, 2084-5, 2115, 2132, 2138, 2184, 2243, 2252, 2285, 2290-2. LB VII,  stk. 2535, 2552, 2566, 2591, 2645, 2651-4, 2654:21-2, ­2654:25, ­2657, ­2658:11, ­2658:31, 2658:40, 2659-64. DeV I, stk. 2:3-4. DeV II, stk. 21:6, 22A, 23:4, 24:3, 24:10, 25:10. DeV III, stk. 33:26, 33:70, 33:72. Logik, kap. 30, 66, 82, 84, 92. Bisættelse, kap. 13, 18-21, 23, 26-32, 36, 38-40, 122-3, 153-4, 164, 189, 191-2, 196-7. Småbog nr. 8: Menneskeheden og verdensbilledet, kap. 18, 22-4, 29, 54, 69. Småbog nr. 11: Bønnens mysterium, kap.14-5. Småbog nr. 12b: Omkring mine kosmiske analyser, kap. 1, 20-1. Småbog nr. 14a: Bevidsthedens skabelse, kap. 4-5. Småbog nr. 15a: Et glimt  fra verdensgenløsningen, kap. 11-2. Småbog nr. 15c: Ud af mørket, kap. 14-7. Småbog nr. 17c: Verdensreligion og verdenspolitik, kap. 5.