Jegets evige energikilder
- om de kosmiske
grundenergier
I dette supplerende afsnit skal omtales de for det levende væsen så
vigtige og afgørende kosmiske
grundenergier, som i henhold til Martinus er absolut uundværlige energi-
eller kraftkilder for individet. Emnet er ganske vist tidligere blevet berørt i
afsnittet Intuition
og personlighed , men beskrivelsen af grundenergiernes karakteristika
og funktioner er deri med vilje gjort summarisk. Derfor skal der i det hermed
foreliggende nye afsnit forsøgsvis gives en uddybende
redegørelse for emnet. Det sker ud fra den betragtning og i det håb, at den
efterfølgende beskrivelse vil være et godt supplement til forståelsen af emnet,
måske især for læsere, som ikke på forhånd er bekendt eller fortrolige med
Martinus’ kosmologi.
Det enkleste og
nemmeste for mig ville naturligvis have været, at henvise eventuelle
interesserede til Martinus’ egne værker, ud fra hans kloge princip om, at det er ’bien’, der selv skal opsøge
’honningen’, og ikke ’honningen’, der skal opsøge ’bien’. Men jeg har altså valgt
at være ’bi-assistent’ og fungere som forhåbentlig kvalificeret, om end
selvbestaltet ’vejviser’ for de andre ’bier’ til det ’blomsterflor’ i form af
Martinus’ kosmologi, hvor den rige ’nektar’ kan findes.
Endnu engang skal det
dog fremhæves, at jeg til beskrivelsen af emnet har hentet velvillig og kyndig
’bistand’ hos en indsigtsfuld ’over-bi’ i form af Per Bruus-Jensen og hans
’honning’ i form af hans efterhånden mange bøger om Martinus’ kosmologi. Min
skyldighed overfor Per Bruus-Jensen indbefatter ikke mindst hans uforbeholdne
tilladelse til at bruge citater og diagrammer fra hans værker, hvilket jeg har
benyttet mig af i et vist omfang, også i nærværende afsnit.
Men lad os begynde
denne redegørelse med atter at fastslå, at enhver form for skabelse kosmisk set
evigt former sig som manifestation af bevægelse,
der dermed er energiens grundlæggende eksistensform. Samtidig skal det
gentages, at energien, som i en vis forstand er synonym med skabeevnen, idet Martinus jo netop
definerer energien som evnen til at
præstere skabelse, mere præcist er Jegets evne til uophørligt at omskabe og variere netop denne eksistensform. Men altså ikke en evne til at
præstere skabelse i den absolutte betydning af begrebet, idet en sådan form for
skabelse slet ikke kan forekomme, begrundet i, at det ’materiale’, der står til
rådighed for Jegets kreative evne, i sig selv er evigt eksisterende og i den forstand som ’grundsubstans’ er
uskabt. I realiteten i lighed med Jegets egen ’substans’, som ’grundsubstansen’
i øvrigt er fuldkommen identisk med.
Jegets
’omskabelse’ af sig selv
Som det forhåbentlig er fremgået af den hidtidige omtale af
hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi, så er begrebet ’energi’ kosmisk set
identisk med Jegets evne til at skabe et
kontrastmæssigt modstykke til sig selv og sin egen elementære virkelighed,
som er immateriel tomhed-stilhed. De
sidstnævnte begreber nævnt med det forbehold, at Jegets reelle evighednatur
faktisk ikke lader sig beskrive eller udtrykke sprogligt, men kun lader sig
opleve intuitivt. Da Jegets element eller ’substans’ som identisk med selve
Guddommens Jeg og ’substans’ så at sige udgør det ’råmateriale’, hvoraf, hvori
og hvorved alle og alt eksisterer, manifesterer sig og oplever, indebærer det,
at der reelt ikke er andet ’materiale’ til rådighed for Jegets skabeevne, end
dets egen immaterielle ’tomhed’ og ’stilhed’ eller ’bevægelsesløshed’. Der
findes altså grundlæggende ikke andet at bevæge eller at bringe i bevægelse,
end Jegets eget element, som i en vis forstand og i sig selv udgør en absolut
modsætning til fænomenet bevægelse. Men eftersom både Jegets immaterielle
element og modsætningen, energiens og bevægelsens ’materielle’ substans, tør
siges at være objektive kendsgerninger, i al fald kosmisk set, forekommer det
som om der her tegner sig konturerne af et komplementært forhold og princip,
således som vi jo allerede har været inde på i anden og tidligere sammenhæng.
Det, der dybest set
egentlig er tale om er, at Jeget på en vis måde omskaber sig selv, men samtidig uforandret
forbliver sig selv. For intellektet eller tanken er dette udsagn en
selvmodsigelse, altså et paradoks, som forekommer usandsynligt og umuligt. Men
for intuitionen er der derimod tale
om en faktisk forekommende virkelighed, der på foranledning af urbegæret og i
kraft af Jegets ’udadrettede’ aktivitet eller manifestation (skabelse), viser
sig som syv fundamentalt forskellige, men indbyrdes forbundne og afstemte
måder, på hvilke Jegets skabende virksomhed elementært set fungerer.
Diagrammet
udtrykker, at al bevægelsesenergi i sin grundanalyse er opbygget af seks
kosmiske grundenergier/grundbevægelser, der evigt fastholdes i en bestemt
organisation af en syvende grundenergi. Samtidig vises det ved hjælp af pilene,
at de seks grundenergier som grundbevægelser betragtet er bevægelse i seks
forskellige kvalitetsdimensioner, der
hver især får navn efter den grundenergi, den henfører til. Trekanten i midten
symboliserer subjektets princip.
– Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en
komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 115. – Gengivet med
forfatterens tilladelse.
Min
supplerende tilføjelse: Tallene 1–6 henviser til de seks kosmiske
grundenergier: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien (dynamisk energi), 3.
følelsesenergien, 4. intelligensenergien, 5. intuitionsenergien og 6.
hukommelsesenergien. Tallet 7 refererer til den syvende kosmiske grundenergi:
moderenergien.
De omtalte syv elementære funktionsmåder hos grundenergierne er vel
at mærke af kvalitativ natur, og
udgør dermed som nævnt syv forskellige, men altså samtidig indbyrdes forbundne
og uadskillelige kvalitetsdimensioner for
skabelse eller virksomhed fra Jegets side. En virksomhed, som automatisk
konsekverer i fremkomsten af den første af fem universelle bevægelsesarter,
nemlig stambevægelsen. Som tidligere
omtalt er stambevægelsen som sådan karakteriseret ved den funktion, der består
i, at et legeme, en genstand eller lignende tredimensional eller rumlig ting,
ændrer position i rummet, altså bevæger sig fra et sted til et andet. Den nævnte
tredimentionale genstand kunne f.eks. være et atom, der som almindelig bekendt
består af elementarpartikler, som med ufattelig hastighed kredser omkring
atomkernen. Hastigheden er så stor, at elementarpartiklerne i en vis forstand
befinder sig samtidigt i alle positioner omkring atomkernen, hvorfor man
ligefrem taler om, at de danner en kugleformet ’skal’ udenom atomet. Det er på
dette grundlag, at begrebet ’materien’ eller ’stoffet’, tilværelsens
grundelement, har fået sin naturvidenskabelige forklaring. Men i virkeligheden
er materie eller stof jo i henhold til Einstein lig med energi, det vil sige
lig med bevægelser, vibrationer eller svingninger af partikler, eller felter
eller bølger af energi. Set i det perspektiv forsvinder de forældede forestillinger
om de bastante fysiske ’byggesten’, hvoraf alt stof, det ’døde’ så vel som det
’levende’, er opbygget og dannet.
Alt eksisterende og
herunder alle fysiske så vel som psykiske fænomener består altså grundlæggende
af mikrokosmiske bevægelser, vibrationer, svingninger eller bølger af energi,
men – og det er pointet i denne sammenhæng - sådan oplever vi det jo ikke
direkte, idet vore normale fysiske sanser ikke er indrettet på at registrere,
hvad der foregår i mikrokosmos. Men hvad vi end vil pege på, så fortæller
naturvidenskaben os, at det altsammen er opbygget af atomer, som igen består af
elementarpartikler. Lad os som eksempel tage en blank stålkugle på størrelse
med en tennisbold. Set med vore fysiske øjne er kuglen glat og blank at se på,
og dens skinnende overflade føles glat og kuglen har desuden en vis vægt. Alle
disse egenskaber forbinder vi almindeligvis med en blank stålkugle. Men
betragter vi f.eks. stålkuglen i et kraftigt mikroskop, så forsvinder dens
blanke og glatte overflade og bliver ru og uensartet, og kigger vi på den i et
elektronmikroskop, så tager den sig så helt anderledes ud, end set med det
blotte øje, at vi ville have vanskeligt ved at tro, at det var en og samme
ting, der var tale om. Og betragter vi stålkuglen fra det atomare synspunkt, så
ved vi, at stålkuglen i virkeligheden består af molekyler, som igen består af
atomer, der igen består af elementarpartikler og – nok så vigtigt – af et
anseligt kvantum tomrum, som i øvrigt udgør størstedelen af stålkuglens – så vel
som al ’masses’ - volumen. Set fra et vist synspunkt, nemlig det mikroskopiske,
er den bastante, blanke, glatte og småtunge stålkugle altså i virkeligheden en
- illusion!
Men det afgørende er i
denne sammenhæng, at vi i og med betragtningen af stålkuglen, har fået et
eksempel på stambevægelsens egenskaber og funktion. Specielt
elementarpartiklerne er nemlig sammenlignelige med stambevægelsen, ja, disse er
faktisk identiske med stambevægelser på det mikrokosmiske plan eller niveau, og
ligesom elementarpartiklerne danner atomerne og disse molekylerne, molekylerne
cellerne, cellerne organerne, organerne organismerne, således danner
stambevægelserne de fire aflæggerbevægelser i form af rummet, tiden, forvandlingen og materien.
Til trods for sin
kosmisk set grundlæggende illustionistiske karakter, så har stambevægelsen
alligevel status som et objektivt fænomen,
hvilket hænger sammen med, at den ’spalter’ sig i form af de ovenfor nævnte fire
andre og indbyrdes afhængige bevægelsesarter, kaldet aflæggerbevægelser, som
imidlertid ’kun’ har subjektiv status,
idet de er rent oplevelsesmæssige
konsekvenser af stambevægelsen, og som sådanne sammen med stambevægelsen må
betegnes som livsoplevelsens kvantitative
momenter. Disse momenter udgøres for aflæggerbevægelsernes vedkommende som
nævnt af rum, tid, forvandling og
materie.
Det forholder sig noget
anderledes for grundenergiernes vedkommende, idet de i et eller andet indbyrdes
kombinations- eller konstellationsforhold er til stede i den enkelte
stambevægelse som en ganske bestemt bevægelseskvalitet,
og vel at mærke altid er til
stede på en og samme tid. Hvilket også kan udtrykkes på den måde, at Jegets
skabe- eller virkeevne altid samtidig er virksom i syv forskellige
kvalitetsretninger eller kvalitetsdimensioner. Idet vi stadig skal huske på, at
begrebet energi inden for rammerne af Martinus’ kosmologi defineres som evnen til at præstere skabelse, er de
syv kvalitetsdimensioner altså identiske med de syv kosmiske grundenergier: 1.
instinktenergien, 2. tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. følelsesenergien, 4.
intelligensenergien, 5. intuitionsenergien,
6. hukommelsesenergien og 7. moderenergien.
Det står forhåbentlig
nu også klart for læseren, at stambevægelsen som en manifestation af
bevægelsesprincippet betragtet, er repræsentant for deu syvende kosmiske
grundenergi, moderenergien, der jo
samtidig repræsenterer en række andre nødvendige og absolut uundværlige
skabeprincipper. Den basale kosmiske grundenergi kaldes moderenergien, fordi den symbolsk sagt er ’moder’ til de seks
øvrige grundenergier, idet det faktisk er moderenergien i dennes egenskab af
skabe-virkeevne, som omsætter sig selv i seks forskellige hensigtsmæssige
kvalitative varianter, de seks universale eller kosmiske grundenergier, der
indbyrdes supplerer hinanden på en sådan måde, at bevægelsesprincippet
manifesteres og stambevægelsen dermed virkeliggøres som fænomen.
Det betyder mere
præcist, at der virkeliggøres noget,
som subjektivt gør indtryk i form af
stambevægelse, hvilket reelt vil sige som relativ
positionsflytning. Relativt, idet det immaterielle Jeg – som tidligere
pointeret – dybest set kun har sig selv at benytte som ’bevægelsesobjekt’. Men
som ’opstået’ af og eksisterende i Jegets element, har hverken urbegæret,
moderenergien eller de seks grundenergier i sig selv materiel eller substantiel status,
idet de alle er lige præcis så immaterielle, som det Jeg, der udgør deres
eksistensgrundlag. De nævnte faktorer afstedkommer imidlertid en forestilling om materie og substans hos
Jeget, hvilket har til konsekvens, at disse for den pågældende forestilling
ansvarlige faktorer selv tillægges materielle og substantielle egenskaber og
attributter. Det er derfor i den forbindelse vigtigt at slå fast med
syvtommersøm, at de komiske grundenergier ikke
bør opfattes som energiformer, som f.eks. dem, der kan udvindes af olie,
benzin, kul, koks, vand- og vindkraft. De kosmiske grundenergier er derimod de måder, på hvilke Jeget eller det levende
væsen normalt og i henhold til sit udviklingsniveau kan sanse, opleve,
manifestere sig og handle. Når f.eks. et rovdyr går til angreb på sit offer og
dræber det, så manifesterer dyret i samme moment helt automatisk brugen af
instinktenergi og tyngdeenergi, som fremkalder dets dræbende handling, der
normalt vil være dikteret af sult og selvopholdelsesdrift. Og omtrent
diametralt modsat, når f.eks. et humant indstillet menneske viser et
medmenneske eller andet medvæsen sympati og forståelse, så genererer
vedkommende i den givne situation brugen af følelses-, intelligens- og
eventuelt en vis intuitionsenergi og desuden hukommelsesenergi, dog ikke
nødvendigvis af selvopholdelsesdrift, men snarere af kærlighed til næsten.
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser er hele det materielle
univers og dermed hele den materielle virkelighed udelukkende et illusionistisk resultat eller produkt af
kosmiske skabeprincipper, som i form af kosmiske grundenergier er præcis lige
så immaterielle og substansløse, som
det Jeg, der i sin identitet med den første årsagsløse
årsag er ophav til og samtidig eneste ’tilskuer’ til de resulterende
virkninger, nemlig diverse subjektive forestillinger
om substans og materie. Det bør dog i den sammenhæng ikke overses, at netop
disse subjektive forestillinger faktisk er identiske med bevidsthed og livsoplevelse, og
som sådan har de reel eksistens for
det Jeg, der på samme tid fungerer som ubevidst
iværksætter og – mere eller mindre - bevidst
’tilskuer’ til forestillingerne.
Ved siden af det
universelle Jeg, er moderenergien med sine kosmiske eller universalt gældende
skabeprincipper det skabtes dybeste grundlag, som de seks øvrige grundenergier
har til formål og opgave at omsætte i praktiske virkninger. Eksempelvis i form
af dynamiske og statiske kontrastvirkninger, perspektivvirkninger,
bevægelsesfunktioner, herunder kredsløbsfunktioner af enhver art og størrelse,
og meget andet og mere, alt sammen med det formål, at etablere livet og den
materielle verden, den fysiske så vel som den åndelige, og dermed skabe eller
frembringe det nødvendige, men i bund og grund illusionistiske modstykke til
Jegets egen elementære natur og virkelighed. Men grundenergierne er som nævnt
udtryk for kvalitativ bevægelse, hvorved
forstås de kvalitative momenter, der uløseligt knytter sig til det skabte i
dets egenskab af et mere eller mindre sammensat kompleks af bevægelses- eller
vibrationsmønstre.
Set fra én synsvinkel,
kan komplekset af bevægelses- eller vibrationsmønstre anskues og beskrives i
tid-rum termer og som udtryk udelukkende for egenskaber, der kan opgøres i mål- og vægtfacitter. Men set fra en
anden og modsat synsvinkel, nemlig den kosmiske bevidstheds synsvinkel, kan det
samme bevægelses- eller vibrationskompleks anskues og beskrives i
bevidsthedstermer og som udtryk udelukkende for egenskaber, der kun kan opgøres i det, Martinus kalder
for livsytringsfacitter. Herved
forstår han kort og godt det indhold eller den sum af kvalitative momenter i
form af tanker, følelser, begær, vilje, ønsker, hensigt og lignende mentale
tilstande, som alene sanses eller opleves ’internt’ ved hjælp af bevidsthed
eller psyke.
Set i det perspektiv, der tegner sig inden for rammerne af
Martinus’ kosmologi, er det levende væsens eksistens og evige liv behersket og
styret af dets urbegær, der fungerer på basis af individets overbevidsthed, som grundlæggende er
repræsenteret ved en række såkaldt kosmiske – eller ret beset guddommelige –
principper for skabelse (manifestation) og livsoplevelse (sansning), nemlig 8
hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige variantprincipper.
Eftersom betegnelserne
for disse ialt 15 skabeprincipper samlet eller hver for sig ofte er blevet og
fortsat vil blive nævnt i forskellige sammenhænge her på hjemmesiden, skal vi
derfor af hensyn til læserens orientering foreløbig nævne skabeprincipperne i
den rækkefølge, som de er opstillet indenfor Martinus’ kosmologi. For
hovedskabeprincippernes vedkommende drejer det sig om følgende i alt 8
betegnelser:
1.
Polprincippet
eller det guddommelige skabeprincip
2.
Livsenhedsprincippet
3.
Kontrastprincippet
4.
Perspektivprincippet
5.
Bevægelsesprincippet
6.
Talentkerneprincippet
7.
Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet
8.
Verdensgenløsningsprincippet.
De følgende
skabeprincipper udgør i realiteten ’kun’ varianter af hovedskabeprincipperne,
og vil som sådan omtrent umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7
variantprincipper er følgende:
1.
Tiltræknings-
og frastødningsprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3.
Sult- og
mættelsesprincippet. Variant af hovedskabeprncip nr. 3: Kontrastprincippet
4.
Opbygnings-
og nedbrydningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet
5.
Skæbne- eller
karmaprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7.
Forældre- og
beskyttelsesprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 8:
Verdensgenløsningsprincippet.
Skabeprincipperne og moderenergien
De ovenfor nævnte femten skabeprincipper eller universelle
guddommelige lovmæssigheder for al sansning (livsoplevelse) og manifestation
(skabelse), og for overhovedet al indvikling så vel som udvikling, kort sagt
for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen repræsenteret ved tilværelsens
grundlæggende og overordnede, højpsykiske generalenergi: moderenergien. Det er i kraft af denne generalenergi, at Jeget er i
stand til at udspalte, styre og regulere de seks kosmiske grundenergier eller
grundformer for kvalitativ bevægelse.
Men det er ikke
hensigten her, at komme mere specifikt ind på skabeprincippernes respektive
karakter, funktion og betydning for individets sansning og manifestation. Vi må
som hidindtil lade os nøje med at omtale dem hver især eller sammen,
efterhånden som vi støder på dem i relevant forbindelse med de forskellige
emner, der har interesse i sammenhængen.
(Vedr. en nærmere redegørelse for skabeprincippernes karakter og virksomhed
henvises læseren til Martinus’ egne værker og til Per Bruus-Jensen: ”X” – en
komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4.)
Som tidligere nævnt omtales de seks af grundenergierne henholdsvis
som instinktenergien, tyngdeenergien (dynamisk evne), følelsesenergien,
intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Disse seks
grundenergier er altså seks forskellige omsætnings- eller fremtrædelsesformer
for den syvende og ’sidste’ grundenergi, der i medfør af sin overordnede og
særlige status har fået navnet ”moderenergien”. De andre seks grundenergier udgør elementer for skabe- eller
virkeevnen og er som sådanne direkte kendte af Jeget som specifikke, skabende
evner. Det betyder, at den bevidsthed, der er resultat af skabe- eller
virkeevnen, også omfatter bevidsthed om skabe- eller virkeevnen selv og om de
grundlæggende elementer, der i form af netop grundenergierne repræsenterer
skabe- eller virkeevnen. Det er præcis denne omstændighed, der har bestemt
grundenergiernes respektive navne, idet disse subjektivt kendes af Jeget som henholdsvis instinkt, tyngde
(dynamisk evne), følelse, intelligens, intuition og hukommelse.
Et vigtigt forhold at forstå i forbindelse med, hvad der i henhold
til Martinus skal forstås ved begrebet grundenergierne er, at disse naturligis
ikke er ’frit i luften svævende’ fænomener, men at de altid hver især vil være
knyttet til et organ eller legeme, som så at sige genererer og omsætter
energien i praksis. I princippet på samme måde, som det forholder sig med vore
sanser, der jo som bekendt ikke er i stand til at fungere uden et organ, som
svarer til hver sans: Man kan ikke se uden øjne, ikke høre uden ører, ikke
smage uden tunge, ikke lugte uden næse, ikke føle uden berøringsnerver i huden
osv. Vi kan normalt heller ikke bevæge os uden muskler, ikke gå uden ben, ikke
gribe uden hænder, lige som vores fysiske krops fysiologiske processer, som
f.eks. blodkredsløb, åndedræt, fordøjelse, forplantning osv., ikke kan fungere
uden henholdsvis hjerte og karsystem, lunger, mave-tarmsystem, seksualorganer
osv. Det er derfor vigtigt, at gøre sig klart, at hver gang man inden for
Martinus’ kosmologi taler om ’energi’, så taler man samtidig om ’evne’, og hver
gang man taler om evne, så taler man samtidig om ’organ’ eller legeme’.
Når Martinus imidlertid
taler om ’grundenergilegemer’, hænger
det sammen med, at det i hvert enkelt tilfælde ikke kun drejer sig om et
’organ’, men om flere organer, der indgår i indbyrdes og internt samarbejde,
hvorfor begrebet ’organisme’ og dermed ’legeme’ er den relevante betegnelse for
grundenergiernes omsætningsredskaber.
Grundenergilegemernes
navne er følgende: 1. Instinktlegemet, 2. tyngdelegemet, 3. følelseslegemet, 4.
intelligenslegemet, 5. intuitionslegemet, 6. hukommelseslegemet og 7.
evighedslegemet.
Grundenergiernes A- og
B-gruppe
De seks grundenergier eller basale virkemåder, som Jeget på basis
af moderenergien har til sin disposition, er i øvrigt opdelt i to hovedgrupper,
A og B, med tre grundenergier i hver gruppe. Den første hovedgruppe, A,
omfatter instinktenergien, tyngdeenergien og følelsesenergien, som tilsammen
danner grundlag for Jegets følelsesliv,
og som karakteriseres som de tre uintellektuelle
og materiedannende grundenergier.
Diagram over grundenergiernes A- og B-gruppe, som findes
omtalt og forklaret i hovedteksten. – Diagram: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” –
en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 129.-1. 130. –
Gengivet med forfatterens tilladelse.
Den anden hovedgruppe,
B, omfatter intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien, som
tilsammen specielt udgør grundlaget for Jegets
tankeliv, og som derfor karakteriseres som de tre intellektuelle og bevidsthedsdannende
grundenergier. Det skal dog understreges, at det kun er
teoretisk-analytisk, at man kan tale om en opdeling af grundenergierne i to
hovedgrupper, og følgelig livsoplevelsen i følelsesliv og tankeliv, som i
praksis er en gensidigt integreret funktionel enhed.
Den første grundenergi i den seksleddede række af grundenergier, er
i henhold til Martinus instinktenergien, som
i sin neutrale, objektive og dermed principielle natur defineres som evnen til automatfunktion eller
selvfunktion, idet dens centrale, funktionelle tendens er dannelsen af
netop automatfunktioner. Herved
forstås funktioner, der foregår uafhængigt af bevidst koordinering eller
viljesindsats. I sin egenskab af specielt sanseevne
for Jeget, viser instinktenergien sig primært som evnen til at ane, altså som anelsesevne, hvorved forstås
formidlingen af anelsesoplevelser uden præcis forståelse og detaljeret,
nuanceret erkendelse. I sin helt elementære form indskrænker anelsesoplevelsen
sig til kun at omfatte en uklar, drømmeagtig, fjern og uspecificeret fornemmelse
af livsoplevelsens to mest grundlæggende generalkontraster, som kendes under
begreberne behag og ubehag. Disse to grundformer for
anelsesbevidsthed gør sig i øvrigt især gældende for plantevæsenernes
vedkommende, der jo – som vi tidligere har berørt – er repræsentanter for
levende væsener på principielt fuldstændig lige fod med alle de øvrige
tilværelsesplaners eller naturrigers
levende væsener. Alle er i henhold til Martinus i en vis forstand ’mennesker’
på forskellige udviklings- og oplevelsestrin og fremtræder derfor i de ofte
vidt forskellige og rigt varierede og nuancerede former for bevidstheds- og
organismestrukturer, som Martinus betegner som ”kosmiske håndværk” (Martinus:
Logik, 27. kap.).
Men instinktenergien
har også en anden og nok så vigtig funktion at forvalte, idet den er bærer af
og befordrer det levende væsens religiøse
sans, som blandt andet giver sig udtryk i en (instinktiv) fornemmelse af og
eventuelt overbevisning om en guddoms eller guders og andre åndelige væseners
eksistens. Dette gælder især for det primitive, kosmisk bevidstløse og
intellektuelt uformuende menneske, på hvis følelsesliv instinktenergien udøver
en stor og afgørende indflydelse, specielt ved at formidle den religiøse
anelsesbevidsthed. Dette gælder til en vis grad også for dyrets, og naturligvis
især for de højerestående dyrs vedkommende, hvis religiøse instinkt i henhold
til de kosmiske analyser giver sig udtryk specielt i dyrets dødsangtskrig, hvilket vi skal vende
tilbage til i anden sammenhæng.
I sin egenskab af manifestationsevne for Jeget betragtet,
ytrer instinktenergien sig som en evne til at etablere, opretholde og befordre
enhver form for automatfunktioner, psykiske som fysiske, af hvilken grund den
også indgår som hovedbestanddel af de stabile kraftcentrer, Martinus betegner
som ”talentkerner”, der, som det især vil være fremgået af afsnittet
Talentkerneprincippet her på
hjemmesiden, udgør overordentlig vigtige faktorer for det levende væsens
psyko-fysiske organisme og hele livsudfoldelse. Instinktenergiens betydning
turde i øvrigt fremgå af, at den blandt andet er ansvarlig for alt, hvad der
kommer ind under automatiske organ- og organismefunktioner, lige som den stort
set svarer for alt, hvad der kommer ind under begreberne reflekser,
vækstbevægelser, vaner, rutiner, virtuositet, traditioner, ceremonier,
flokmentalitet, nationalisme, autoritetstro – herunder ikke mindst troen på og
tilliden til de religiøse autoriteter – og meget andet og mere.
Instinktenergiens
kosmiske karakteristik er kortest sagt den, at den altid ytrer sig som det
automatiske og dermed ureflekterede moment ved alle former for manifestationer,
bevægelsesmanifestationer eller adfærdsmønstre, som enkeltvis eller tilsammen
repræsenterer et eller flere individers handlingsliv.
Instinktenergiens eller
–evnens indflydelse på og betydning for det af eller i naturen befordrede
’adfærdsmønster’, burde næsten være selvindlysende for ethvert nogenlunde
velorienteret menneske. Men for fuldstændighedens skyld skal her kort nævnes
nogle eksempler på automatisk regulerede naturprocesser, som f.eks.
elementarpartiklernes mikrokosmiske og himmellegemernes makrokosmiske
automatbevægelser. Desuden planters, dyrs, herunder menneskers, fugles og
insekters biologiske og fysiologiske processer, samt de pågældende arters og
individers evne til at fungere og være i overensstemmelse med de særlige love,
som gælder for deres respektive og kosmisk set midlertidige udviklingstrin.
Den anden kosmiske grundenergi, tyngdeenergien,
kan hvad selve navnet angår, umiddelbart bidrage til at skabe lidt
forvirring eller misforståelse, idet navnet forståeligt nok måske straks leder
tanken hen på begrebet tyngdekraften. Til den sidstnævnte har begrebet
tyngdeenergien som sådan dog kun indirekte relation, idet det nemlig specielt
er denne grundenergi, der er ansvarlig for materieegenskaben ’masse’, som i
praksis registreres som vægt eller tyngde, i al fald her på jorden. Men
begrebet tyngdeenergien defineres i sin neutrale, objektive og principielle
natur som evnen til ekspansion
(udvidelse) og destruktion (nedbrydning), hvilke egenskaber især er
baggrunden for, at Martinus – med et vist forbehold – karakteriserer den som
udtryk for tilværelsens dræbende princip.
Situationen er kort den, at overalt, hvor tyngdeenergien er dominerende i
manifesterede grundenergikombinationer (stambevægelser), virker disse
destruerende og dermed i princippet dræbende på alt, hvad de måtte komme i
berøring med. I bevidsthedslivet tegner tyngdeenergien sig for alt, hvad der
kommer ind under begreber som vrede, had, hævnfølelse, jalousi, hidsighed,
intolerance mm. Forbeholdet gælder, at tyngdeenergien som nævnt også har
’positive’ egenskaber, idet den samtidig udgør den dynamiske kraft i enhver
form for manifestation og præstation, og den er i begge tilfælde en absolut
nødvendig og uundværlig faktor i livet.
I direkte modsætning til tyngdeenergien må den tredie grundenergi, følelsesenergien, i sin neutrale,
objektive og principielle natur defineres som evnen til kontraktion (sammentrækning) og konstruktion (opbygning), hvorfor
Martinus – med et vist forbehold - også karakteriserer den som udtryk for det livgivende princip. Forholdet er
nemlig det, at overalt, hvor følelsesenergien er dominerende i de manifesterede
grundenergikombinationer, virker den tilbageholdende (hæmmende) og bindende på
tyngdeenergiens destruerende og dræbende tendens, hvilket i bedste fald
bevirker, at de pågældende grundenergikombinationer (stambevægelser) ikke
indvirker direkte destruktivt eller dræbende på omgivelserne. Det kan de til
gengæld mere eller mindre direkte gøre, hvor følelsesenergien ikke i
tilstrækkelig grad er i stand til at ’hæmme’ eller ’binde’ tyngdenergien. Men
desuden kan følelsesenergien være så dominerende i bevidstheden, at den så at
sige lukker individet passivt inde i sig selv, f.eks. i selvmedlidenhed og
selvopgivelse. Det er en del af baggrunden for, at Martinus kun med forbehold
karakteriserer følelsesenergien som livgivende. Det samme er tilsvarende
tilfældet med tyngdeenergien, der som nævnt også kun med forbehold kan
karakteriseres som dræbende, specielt fordi den netop i kraft af sin særlige natur
er tildelt rollen som den ene af de to kontraaktive hovedkomponenter i det
levende væsens såkaldte psykiske
kraftfelt, altså tyngdeenergien og følelsesenergien
Det
psykiske kraftfelt: P-kraftfeltet
Netop i medfør af tyngdeenergiens principielle tendens, som er
ekspansion (udvidelse) og destruktion (nedbrydning), og af følelsesenergiens
diametralt modsatte tendens, kontraktion (sammentrækning) og konstruktion
(opbygning), og i forbindelse med det af moderenergien bestemte organisatoriske
’naboskab’ i grundenergirækken, samvirker de to grundenergier automatisk i
etableringen og opretholdelsen af en permanent spændingstilstand mellem de to
energier, som resulterer i et psykisk
kraftfelt, for nemheds skyld forkortet og kaldet P-kraftfeltet. Dette kraftfelt er en afgørende forudsætning for
forekomsten af fænomenet bevægelse og dermed også for eksistensen af netop stambevægelsen.
Det skal tilføjes, at
instinktenergien blandt andet har til opgave at forestå en varieret
manipulation af P-kraftens iboende muligheder, hvilket resulterer i et
righoldigt udvalg af automatfunktioner. P-kraftfeltets betydning består især i,
at det så at sige udgør ’skelettet’ i Jegets bevidsthedsapparat, som er det der
i praksis sætter Jeget i stand til at være sanse- og manifestationsdygtigt
overfor omgivelserne. Eller udtrykt med andre ord: P-kraftfeltet udgør basis
for Jegets samlede psyko-fysiske organisme, og dermed det substantielle
grundlag for både følelser og tanker, og dermed yderligere for livsoplevelse i
det hele taget. Vedr. nærmere omtale af P-kraftfeltet, kan læseren henvises til
afsnittet TILLÆG: 3. kapitel: Erkendelseslæren
i Martinus’ kosmologi (II) her på hjemmesiden.
Diagram af mekanismen bag
P-kraftfeltets funktion. Trekanten refererer til det levende væsens treenige
struktur. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og
følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis
intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. P-kraftfeltet udgøres mere
præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for
jegets mentale livsrum. Diagram: © Per Bruus-Jensen: Eksistens og
udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.
Tyngde-
og følelsesenergiens samspil
Som sanseevne betragtet
giver tyngdeenergien sig specielt til kende som evnen til – i interaktivt
samspil med følelsesenergien – blandt andet at føle modvilje og antipati mod
nogen eller noget, og dermed føle sig frastødt
af dette eller hint. Omvendt ytrer følelsesenergien – i interaktivt samspil
med tyngdeenergien – sig blandt andet som evnen til at føle velvilje og sympati
mod nogen eller noget, og dermed føle sig tiltrukket
af dette eller hint. Det indbyrdes spændingsforhold mellem tyngde- og
følelesesenergien giver sig udslag i en skala af særlige blandinger og
kombinationsmuligheder mellem de to energier, der i praksis viser sig i form af
en række sindstilstande eller sindsstemninger, som Martinus betegner som ”tyngdeklimaer”,
når tyngdeenergien er i ’overvægt’ i blandingsforholdet, og som
”følelsesklimaer”, når det er følelsesenergien, der er dominerende i det
indbyrdes blandingsforhold.
Baggrunden for
Martinus’ brug af udtrykket ”klimaer” er i øvrigt, at de omtalte tyngde- og
følelsesklimaer eller sindstilstande eller sindsstemninger, er principielt
sammenlignelige med de i den ydre natur forekommende klimatiske tilstande og
forhold. Det hænger grundlæggende sammen
med, at jordkloden i henhold til Martinus udgør et levende væsen, der – i
lighed med alle andre levende væsener i den fysiske verden – er udstyret med en
psykofysisk organisme. Og netop klimaforholdene og –klimaforandringerne er
derfor til enhver tid udtryk for den tilstand og situation, der råder i
jordklode-jegets P-kraftfelt. Hvilket mere præcist vil sige: er til enhver tid
udtryk for samspillet mellem tyngdeenergien (ekspansion = varme) og
følelsesenergien (kontraktion = kulde). (Note 1)
Dette forhold gør sig
naturligvis også gældende i jordklodens hjerne og centralnervesystem, som i
henhold til Martinus udgøres af samtlige levende væsener på jorden. Men af
disse er det især menneskeheden, der som den relativt højstudviklede art,
fungerer som jordens hjerneorgan. Det enkelte menneske bliver derfor i den
sammenhæng at betragte som en hjernecelle, og tilsammen fungerer samtlige disse
hjerneceller (mennesker) både som den fysiske og psykiske side af klodens
mentale liv. Som udprægede repræsentanter for henholdsvis instinktenergien og
tyngdeenergien, udgør planterne og dyrene ligeledes vigtige funktioner i
jordens psykofysiske organisme, nemlig bl.a. som det såkaldt vegetative
nervesystem. (Note 2)
Tegning,
som skal illustrere det kontra-aktive samspil mellem tyngdeenergien (2) og
følelsesenergien (3), som foregår indenfor grænsen af det psykiske kraffelt, og
som i form af henholdsvis spændinger og svingninger udgør det substantielle
grundlag for følelser og tanker og dermed også for selve livsoplevelsen.
Tegning: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi. Bind 1, stk. 1. 138. – Gengivet med forfatterens tilladelse.
Tyngde-
og følelsesenergien i naturen
Som antydet ovenfor giver tyngde- og følelsesenergien sig på hver
sin måde naturligvis også til kende i naturprocesserne, hvad der for
tyngdeenergiens vedkommende betyder, at den i pagt med sit ekspansive og
dynamiske væsen viser sig som en bevægelsesfremmende
faktor. Det vil i en vis forstand sige, at den viser sig i alt, hvad der har
at gøre med varme, udvidelse, ekspansion, eksplosion, ild, fordøjelse,
destruktion, dematerialisation og lignende, for blot at nævne nogle tilfældige
eksempler på naturprocesser, hvori tyngdeenergien indgår som en dominerende
faktor i de involverede grundenergikombinationer.
For følelsesenergiens
vedkommende forholder det sig lige modsat, idet den i konsekvens af sit
kontraktive og stabiliserende væsen primært viser sig som en bevægelseshæmmende faktor, hvilket
indebærer at den viser sig i alt, hvad der har at gøre med sammentrækning,
kulde, frost, afkøling, krystallisation og materialisation, for også her blot
at nævne et tilfældigt udvalg af eksempler på naturprocesser, hvori
følelsesenergien forekommer som dominerende faktor i de involverede grundenergikombinationer.
(Note 3)
Vi har hermed i grove træk omtalt grundenergiernes A-gruppe, de
uintellektuelle eller materiedannende grundenergier, og skal herefter gå videre
til en kortfattet omtale af B-gruppen, som omfatter de intellektuelle eller
bevidsthedsdannende grundenergier, nemlig intelligensenergien,
intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Disse tre grundenergier omtales også
som tankelivets grundenergier, idet de primært er ansvarlige for det, der
forstås som Jegets tankeliv. Med tankelivet menes dén mentale proces, som i
praksis former sig som en mere eller mindre viljestyret bearbejdning af af et
givet erfaringsmateriale, og som af Jeget registreres som ’tænkning’. Ved
begrebet ’en tanke’ forstås der ganske enkelt et åndeligt objekt, som af Jeget opleves som en mere eller mindre
abstakt ’billeddannelse’, der dels kan have form af sproglige ’lydbilleder’
eller af sansningsbaserede ’forestillinger’ eller ’billeder’, som mere eller
mindrer refererer til syns-, lyd-, lugt-, og duft- samt smagsindtryk og til en
vis grad også fornemmelsesindtryk, indtryk, der alle uden undtagelse indgår som
bestanddele af Jeget erfaringsmateriale.
Ved begrebet ’tænkning’
forstås også den proces, der blandt andet består i at skrive disse linjer, og
naturligvis også i at læse dem. Som
eksempler på højere former for tænkning, kan nævnes aritmetik, geometri,
matematik, filosofi og erkendelsesteori. En særlig sublim og abstrakt tænkning
findes i form af den kosmiske tænkning,
som opererer med ’objekter’, der hverken kvantitativt eller kvalitativt
besidder form, konturer eller begrænsning, hvilket især medfører, at de
pågældende ’objekter’ kun er tilgængelige for Jeget via intuitionsevnen. Disse
’objekter’ eller højintellektuelle kosmiske facitter, som vedrørende livet og
virkeligheden (kosmos), er det netop, at Martinus’ kosmiske analyser i særlig
grad beskæftiger sig med.
I objektiv, substantiel henseende udgør de såkaldte ’tanker’
specielle, mere eller mindre komplicerede svingsnings- eller
vibrationskombinationer eller –systemer i det af instinkt-, tyngde- og
følelsesenergien dannede og opretholdte P-kraftfelt, hvorfor tænkning
principelt består i at frembringe mere eller mindre viljestyrede og
velorganiserede svingninger og svingningskombinationer i P-kraftfeltet. Det er
i den forbindelse, at intelligensenergien,
grundenergiorganisationens fjerde kosmiske grundenergi, kommer ind.
I sin neutrale,
objektive og principielle natur defineres intelligensenergien som evnen til systematik og hensigtsmæssighed, hvorved
blandt andet forstås en evne til at administrere og hensigtsmæssigt udnytte
Jegets til rådighed værende erfaringsmateriale, et materiale, som Jeget vel at
mærke normalt næsten kun har adgang til via hukommelsesenergien og –evnen. Af
samme grund vil det derfor være hensigtsmæssigt og formålstjenligt, at omtale
den sjette grundenergi, hukommelsesenergien, allerede her, idet vi dog lige
først skal benytte lejligheden til at præcisere, hvad der i denne sammenhæng
skal forstås ved begrebet ’hensigtsmæssighed’.
Indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi forstås ’hensigtsmæssighed’ i sin dynamiske betydning af
begrebet, som en administration af et givet erfaringsmateriale ud fra et givet
sæt valgmuligheder, som fører til en optimalt ideel udnyttelse af de givne
betingelser for opfyldelsen af et ønsket, bestemt behov. I statisk betydning af
begrebet ’hensigtsmæssighed’ forstås en færdig eller afsluttet manifestation,
som implicit udtrykker en optimal opfyldelse af et givet formål, hvilket
naturligvis ikke hverken i dette eller det foran nævnte tilfælde udelukker
muligheden af, at der selvfølgelig forekommer manifestationer, som er udtryk
for større eller mindre grader af hensigtsmæssighed, og dermed for en mere eller
mindre optimalt ideel opfyldelse af det eller de ønskede formål.
Intellektuel
virksomhed fremstillet som et produkt af intelligens- og hukommelsesenergiens
samspil med bevidsthedsarkivet (pilene 4 og 6). Det ydre udtryk herfor er
individets stokastiske handlingsliv samt ligeledes dets fornuftsorienterede
forvaltning af følelseslivet. – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”
– en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 158.-1. 162. –
Gengivet med forfatterens tilladelse.
Supplerende
forklaring til diagrammet og dets tekst: Det er de lodrette, sorte pile, der
bærer tallet 4, som refererer til grundenergi nr. 4. intelligensenergien, mens
de tyndere, aflange pile bærer tallet 6 som udtryk for, at der er tale om
grundenergi nr. 6. hukommelsesenergien. Intelligensens kontrol af følelseslivet
omfatter grundernegi nr. 2. tyngdenergien og nr. 3. følelsesenergien. Analyse
afføder indtryk, mens syntese giver sig udslag i udtryk. Med udtrykket
’stokastisk’ menes evnen til at træffe det formodentlig rigtige valg.
Tænkningen
og hukommelsesevnen
Uden rådighed over et vist erfaringsmateriale ville Jeget være
totalt udelukket fra at kunne skabe sit tankeliv. Tænkning består jo netop i en
mental bearbejdning af visse allerede gjorte erfaringer eller indhøstede
oplevelser, som i øvrigt for en stor dels vedkommende har sin oprindelse i
Jegets sansemæssige kontakt med det fysiske materieplans objekter samt i den på
sprog grundede vekselvirkning med andre mennesker på samme materieplan, hvilket
altså vil sige den fysiske verden. Heraf følger derfor, at jo større sum af
oplevelser og erfaringer et Jeg råder over, des rigere tankeliv har det
mulighed for selv at have, men samtidig også for at give udtryk for overfor
omgivelserne. Denne evne til at danne erfaringsforråd og til i større eller
mindre grad at tage ved lære af sine erfaringer og til at handle på grundlag
heraf, er det som betegnes intelligens. Men
denne som sagt i høj grad beroende på, afhængig og betinget af en evne til at akkumulere den strøm af oplevelser, som kontakten med omverdenen
normalt medfører, og af en evne til at
fastholde de derigennem indhøstede erfaringer. Denne evne besidder Jeget
heldigvis og normalt i form af netop hukommelsesenergien
eller –evnen.
Al
fysisk oplevelse bygger på, at de fysiske sanseimpulser via hukommelsesenergien
konfronteres med Jegets erfaringsmateriale fra den evige fortid
(bevidsthedsarkivet). Samtidig bevirker hukommelsesenergien de nye oplevelsers
optagelse i bevidsthedsarkivet med vækst af genkendelsesevnen til følge. -
Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 148.-1. 153. – Gengivet med forfatterens
tilladelse
Hukommelsesevnen
og bevidsthedsarkivet
Det er en kendsgerning, at vi ikke har hele vort opsamlede
erfaringsmateriale fremme i dagsbevidstheden på én gang, og at en større eller
mindre del af det følgelig opbevares på en sådan måde, at det normalt og i
bedste fald kun på ’opfordring’ gør sig gældende i livsoplevelsen. Hele Jegets
fond af erfaringer, viden, evner og talenter, som dels bidrager til at sikre
dets individualitet, og som dels er afgørende for dets bevidsthedsliv, der i
form af reflektion, planlægning og lignende, beror på individets egne
viljestyrede initiativer, kan med henvisning til dets rolle for det fungerende
bevidsthedsliv sammenfattes under begrebet bevidsthedsarkivet.
Bag hver eneste af
individets handlinger forekommer der normalt visse tanker og følelser, der
motiverer dem, mere eller mindre naturligvis, men heraf ses det, at enhver
handling på sin vis er en videreført bevidsthedsmanifestation, for hvilken den
fysiske materie udgør materialet og den fysiske organisme redskabet. Det
betyder, at det fysiske handlingsliv kan betragtes som en fysisk projektion af
det fungerende bevidsthedsliv, hvilket vil sige, at der i en vis forstand er
tale om en fysisk ’forlængelse’ af dette, ganske som det på sin vis er
tilfældet med den tilgrundliggende fysiske organisme, der faktisk repræsenterer
en fysisk forlængelse af den ’overordnede’ og på sin vis langt vigtigere
åndelige eller parafysiske struktur, uden hvilken den fysiske organisme ganske
enkelt ikke ville være i stand til at fungere som bevidstgjort redskab for
Jeget.
Det netop nævnte bevidsthedsarkiv har sit ’sæde’ i det såkaldte
evighedslegeme, også betegnet som det højpsykiske kraftfelt, som sammen med
Jeget udgør det levende væsens overbevidsthedsregion. Begrebet og udtrykket
”evighedslegeme” har hos Martinus sin forklaring i den omstændighed, at Jegets
overbevidsthedsstruktur er fuldkommen urørligt hævet over enhver form for
destruktive kræfter og energier, som måtte forekomme indenfor
underbevidsthedsregionen, der jo er al skabelses og livsoplevelses skueplads.
Det er netop i evighedslegemet, at jeget automatisk opbevarer sit gradvis
erhvervede erfaringsmateriale, som altså udgør en væsentlig del af det totale
bevidsthedsarkiv, der yderligere indeholder alle de organtalentkerner, på hvilke
skabelsen eller opbygningen af Jegets fysiske så vel som psykiske organisme er
beroende. (Note 4)
Men for at kunne
udnytte og ’genbruge’ sit arkiverede erfaringsmateriale, må Jeget have rådighed
over en evne til at genaktivere og dermed
genopleve arkiveret erfaringsmateriale, på hvilket alt bevidst tankeliv og
al skabelse og manifestation er absolut afhængigt.
Denne evne til så at sige at ’hente’ sit skjulte erfaringsmateriale
’ned’ i dagsbevidstheden og derigennem genbruge og genopleve det, er netop hukommelsen eller erindringsevnen, som i sin neutrale, objektive og principielle
natur defineres som evnen til
akkumulation (opsamling).
Som sanseevne for Jeget betragtet, viser
hukommelsesenergien sig principielt som evnen
til at fremdrage og genaktivere det personlige erfaringsmateriale, der
findes arkiveret i evighedslegemet, også kaldet overbevidstheden. Betydningen
for Jegets samlede livsoplevelse af denne evne til at genaktivere eller
’genoplive’ erfaringsmaterialet, vil formentlig være umiddelbart indlysende,
ikke mindst i betragtning af, at forekomsten af det bevidsthedsområde, der
kaldes ”fortiden”, helt og holdent er
beroende på hukommelsesevnen. Men det er ikke kun begrebet ’fortiden’ i
objektiv og subjektiv forstand, der er afhængig af hukommelesevnens eksistens,
det gælder også begrebet ’tiden’ i det hele taget. Uden evnen til at huske
eller erindre og dermed ’genkende’, ville Jeget ikke have nogen som helst
mulighed for at kunne opfatte og skelne mellem begreberne før, nu og efter, og ville dermed heller ikke have nogen mulighed
for at kunne ’fastholde’ dén på basis af oplevelsen af stambevægelsen
etablerede strøm af oplevelser, der ’flyder’ gennem ’Nuet.
Diagrammet
fremstiller ”tidens gang” som et spørgsmål om subjektets evne til at fastholde
indtrykket af den aktuelle livsoplevelse i Nuet (b) på en sådan måde, at den
tager form af en dynamisk begivenhedskæde (med subjektiv status), der
involverer forestillingen om såvel fortid (a) som fremtid (c). Grundelementet i
denne begivenhedskæde er de stambevægelser, der konstituerer subjektets
livsoplevelse i Nuet (B), og som alle er begyndelse og afslutning underkastet,
men som også via deres betydning for hinanden alle er bundet sammen i det evige
Nu, i hvilket de potentielt er til stede. A = fortidens og C = fremtidens
stambevægelser. Trekanten med flammeglorie = subjektet og dets urbegær. -
Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 96. – Gengivet med forfatterens tilladelse
Min
supplerende tilføjelse: I henhold til Martinus er al bevægelse underkastet
kredsløbsprincippets lovmæssigheder, hvilket indebærer, at enhver udløst
bevægelse, f.eks. i form af en handling, hvis konsekvenser, behagelige såvel
som ubehagelige, i princippet og før eller siden vil vende tilbage til sit
ophav (individet). Individet oplever imidlertid ikke kun de i fortiden, hvilket
vil sige, alt fra for et øjeblik siden til flere liv tilbage, udløste
bevægelsers (handlingers) tilbageslag eller virkninger, men udløser samtidig
konstant nye bevægelser (handlinger), hvis konsekvenser først vil blive udløst
før eller siden i fremtiden, hvilket vil sige, alt fra om et øjeblik til flere
liv ude i fremtiden. Det er det, diagrammet søger at vise ved hjælp af de
stiplede halvbuer i felterne A og C, mens de fuldt optrukne buer og halvbuer i
felt B viser den aktuelle oplevelse af tilbageslag fra fortiden og udløsning af
handlinger (årsager), hvis følger eller virkninger for nogles vedkommende
opleves øjeblikkeligt, medens andre først vil blive oplevet før eller siden i
fremtiden. I anden sammenhæng betegner Martinus de ovenfor viste halvbuer som
”skæbnebuer”, som omfatter så vel behagelige som ubehagelige virkninger,
afhængigt af de udløste handlingers (årsagers) kvaliteter som subjektivt set
enten behagelige eller ubehagelige.
Det vil samtidig sige, at også selve oplevelsen af stambevægelsen
er betinget af Jegets evne til at kunne fastholde og erindre, idet der jo for
stambevægelsens vedkommende er tale om, at den objektivt set er identisk med en
funktion ved et legeme eller en genstand, der består i, at dette eller denne
skifter position i forhold til først og fremmest udgangspositionen. Men for at
kunne opleve og registrere denne positionsændring, kræves der en evne til at
’fastholde’ og dermed (bevidst eller ubevidst) sammenligne udgangspositionen med den nye eller eventuelt flere nye
positioner.
Når man yderligere
tager i betragtning, at oplevelsen af stambevægelsen eller stambevægelserne
betinger oplevelsen af de fire aflæggerbevægelser, rummet, tiden, forvandlingen
og materien, og at de fem universelle bevægelsesarter tilsammen udgør
grundlaget for hele den fænomenologiske side af livsoplevelsen, turde det stå
klart for enhver, at Jeget i tilfælde af en delvis eller totalt manglende evne
til at kunne erindre og genkende, ville være henvist til at opleve en
tilsvarende mangelfuld eller slet ikke forekommende egentlig livsoplevelse.
Situationen ville i bedste fald betyde, at livsoplevelsen i tilfælde af helt
eller delvist hukommelsessvigt, reduceres til henholdsvis elementær anelse om
’væren i nuet’ eller en defekt langtids- eller korttidshukommelse, sådan som
det f.eks. ses ved visse hjernesygdomme og blodpropper i hjernen eller
hjerneblødninger. (Note 5)
Hukommelsesenergien
som manifestationsevne
Betragtet som manifestationsevne
viser hukommelsesenergien sig primært som evnen til at etablere og opretholde den del af Jegets samlede bevidsthedarkiv,
der specielt rummer dets lager af erfaringsmateriale og viden, og som kaldes erindringskartoteket. Dette lager eller
fond forekommer og opretholdes ved hjælp af et organisk element, der optræder i
P-kraftfeltet og som primært skylder hukommelsesenergien sin eksistens, hvorfor
dette element følgelig betegnes som hukommelseslegemet.
Dette legeme udgør den instans, som i praksis besidder evne til at opfange
og fastholde de vibrations- og spændingsmønstre, der via Jegets sansemæssige
berøring med blandt andet den fysiske omverden frembringes og opleves i
P-kraftfeltet. Det hænger sammen med, at hukommelseslegemet under indflydelse
af moderenergien øjeblikkeligt overfører de i samme kraftfelt etablerede
vibrations- og spændingsdata til evighedslegemets erindringskartotek, hvor de i
form af stabile og uforgængelige ’vibrationsprogrammer’ opmagasineres efter
bestemte love og retningslinier. Det er sådan et ’vibrationsprogram’, Martinus
betegner som en talentkerne, i dette
tilfælde mere præcist som en erindrings-talentkerne,
idet der her er tale om, at specielt hukommelsesenergien udgør dens
hovedbestanddel.
Men det bør heller ikke
i denne forbindelse overses eller glemmes, at de seks grundenergier altid kun
kan optræde samtidigt, hvilket indebærer at en talentkerne, foruden af den
’bærende’ grundenergi, samtidig også består af de fem øvrige grundenergier, der
i mere eller mindre potentiel og reduceret form er til stede som data i samme
indbyrdes kombinationsforhold, som gjorde sig gældende i den tilgrundliggende
oplevelse. Men primært organiseres, opretholdes og bæres den enkelte
talentkerne af den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, hvilket
indirekte blev tilkendegivet ovenfor i og med ordene ”efter bestemte love og
retningslinier.”
Som vi allerede har været inde på under
omtalen af organtalentkernerne, er baggrunden for Martinus’ brug af udtrykket
”talentkerne”, som han i anden sammenhæng også kalder for ”skæbnefrø”, den, at
netop frugtkernen eller plantefrøet i mikroskopisk format indeholder det
informationsprogram eller –mønster, på grundlag af hvilket eksempelvis et træ
eller en plante under gunstige vilkår bliver til lige præcis dét træ eller dén
plante, der i det pågældende tilfælde er tale om. (Note 6)
Begrebet
”erindringstalentkerne”
På baggrund af det ovenfor beskrevne, omfatter begrebet en erindringstalentkerne altså et
mikroskopisk lille datacenter, som i koncentreret og ’kodificeret’ form rummer
overhovedet alle de kvantitative og kvalitative vibrationsdata, der tilsammen
udgjorde den oprindelige oplevelse. Begreber og forhold, som det forresten ikke
burde være vanskeligt at forstå i vore dage, hvor kendslabet til og anvendelsen af elektronisk
databehandling ved hjælp af de såkaldte computere jo efterhånden er så udbredt,
at de fleste mennesker i industrilandene har forstand på det. For de
elektroniske datas vedkommende er disse indlejret i computerens hukommelse (et
elektronisk kredsløb), subsidiært på bånd, diskette, CD-rom eller DVD, hvorfra
de ved hjælp af computerens tastatur og harddisk senere kan kaldes frem igen og
bringes til at fremtræde på monitorens lysskærm. Til sammenligning er
erindringstalentkernerne indlejret i overbevidsthedens eller evighedslegemets
erindringskartotek, hvorfra de efter ønske og ved hjælp af hukommelseslegemet kan kaldes frem igen og
bringes til at fremtræde i underbevidsthedens P-kraftfelt.
En kosmisk-kemisk
rensningsproces
Der er imidlertid ét bestemt og meget vigtigt forhold, der gør sig
gældende i forbindelse med erindringstalentkernerne, og det er den
omstændighed, at hukommelsesenergiens stabiliserende og konserverende
indflydelse på de til erindringstalentkernerne knyttede vibrations- og
informationsdata, kun i en vis udstrækning omfatter sådanne data, der
repræsenterer ubehagelige, smertefulde og triste sider af den oprindelige
oplevelse. For en kosmisk betragtning, som den Martinus repræsenterer, udgør de
nævnte ’data’ uædle islæt i
talentkernestrukturen, islæt, som med tiden gradvis vil ’forvitre’, nedbrydes
og efterhånden udskilles eller fjernes fra talentkernens øvrige indhold, som
til sidst helt vil være renset og befriet for alle ’mørke’ og ’uædle’
bestanddele. Herefter vil talentkernestrukturen kun indeholde vibrations- og
informationsdata, der repræsenterer de lyse, behagelige, lykkelige og glædelige
sider af den oprindelige oplevelse, hvor ubehagelig og smertefuld denne så end
har været.
Forholdet finder i
øvrigt sin analogi i metallernes verden, hvor de uædle metaller, som f.eks.
jern, kobber m.fl. med tiden ruster eller forvitrer og efterhånden går i
opløsning, medens et ædelt metal, som især guld, har en mere bestandig
holdbarhed. Det er den primære grund til, at guld vurderes så højt.
Via
hukommelsesenergien omdannes al livsoplevelse løbende til erindringstalentkerner,
der opmagasineres i bevidsthedsarkivet. Under indflydelse af moderenergien undergår de her en kosmisk-kemisk
raffinerings- og forædlingsproces, der ikke mindst blotlægger det bestående
indhold af intuitionsenergi og ved sin afslutning lader den enkelte
erindringstalentkerne fremstå som guldkopi. Tilsammen konstituerer
verdensaltets samlede sum af guldkopier det såkaldte visdomsocean. Sanset
gennem hukommelsesenergien, subsidiært intuitionsenergien, giver guldkopierne
anledning til oplevelsen af henholdsvis ekstatisk salighed og kosmiske
idé-facitter. - Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 155. – Gengivet med
forfatterens tilladelse
Den nævnte kosmisk-kemiske udrensnings- eller forvandlingsproces,
som det levende væsens erindringstalentkerner ifølge evige, universelle love
ufravigeligt altid vil være underkastet, bevirker således at de oprindelige og
normalt ’grumsede’ eller uædle erfarings- og vibrationsdata eller –programmer i
talentkernestrukturen i sidste instans vil komme til at fremtræde som forædlede kopier af de oprindelige,
tilgrundliggende oplevelser. Sådanne forædlede kopier har Martinus meget
betegnende givet navnet ”guldkopier”. Disse
knytter der sig i øvrigt den særlige omstændighed til, at de ved at blive
fremdraget i dagsbevidstheden giver anledning til, at Jeget oplever en kortere
eller længere varende tilstand af mental salighed, der i nogle tilfælde endog
kan antage karakter af ren ekstaseoplevelse.
Det er forresten den
samme psykologiske udrensningsproces, der betinger og ligger bag konstateringen
af, at det der engang blev oplevet som ubehageligt eller endog smerteligt,
senere hen i livet forekommer ubetydeligt eller ligegyldigt, eller måske endda
nu fremtræder i et lysende og rosenrødt skær. Man behøver her blot at minde om
ældre menneskers erindringer fra barnsdomstiden, der måske var knapt så
behagelig og lykkelig, som den tager sig ud i retrospektiv genoplevelse via
erindringen. På principielt samme måde med f.eks. soldatertiden, hvis
strabadser næsten forekom uudholdelige, mens de stod på, men som allerede
forholdsvis få år efter fremtræder i et så formildende eller forsonende lys i
erindringen, at de implicerede parter ikke sjældent endog er i stand til at se
de groteske og ofte ”ustyrligt morsomme” momenter ved rekruttiden. Martinus gør
i øvrigt opmærksom på, at det er den samme kosmisk-kemiske rensningsproces, der
ligger til grund for udsagnet om, at ”tiden læger alle sår”. Men i den
forbindelse bør man huske på, at der med begrebet ”tiden” kan menes alt fra år
til en menneskealder eller et århundrede, ja, flere århundreder.
Kritik
af erindringens ’forgyldningsevne’
Her kan måske passende indskydes, at den omtalte kosmisk-kemiske
rensningsproces, hvorunder tidligere mørke og uædle oplevelser og erfaringer så
at sige ’forgyldes’ og derefter kommer til at fremtræde i ’guldmateriale’ i en
persons erindring, ofte har givet kritikere anledning til at fremsætte
nedladende eller ironisk kritik af det omtalte forhold. Som regel ud fra den
holdning til sagen, at hukommelsen i sådanne tilfælde enten ’narrer’ den
omhandlede person eller ’taler imod’ vedkommendes eget bedre vidende og i al
fald imod vidners kendskab til sagen, og at den derfor er upålidelig og
vildledende. Fra en almindelig synsvinkel betragtet kan dette naturligvis være
helt ellers delvis rigtigt, men set fra Martinus’ kosmiske synsvinkel forholder
det sig altså noget anderledes og ikke helt så enkelt og ligetil, som det
umiddelbart kunne se ud til, hvilket turde være fremgået af den ovenfor givne
forklaring på den proces, der ligger til grund for erindringens
’forgyldningsevne’.
Det er normalt vanskeligt, at spore hukommelsesenergien i naturens
bevægelsesmanifestationer og adfærdsmønstre, hvilket i henhold til Martinus
primært skyldes, at den repræsenterer en form for kvalitativ vibration, som kun
gør sig indirekte bemærket, og tilmed på en relativt beskeden måde. Af samme
grund er den betydningsmæssigt set vanskelig at analysere og tyde. Den optræder
dog i det samlede natursceneri i form af den saligheds- og ekstaseenergi, som
er udløst på foranledning af de såkaldte ’guldkopier’. I sin specielle fremtræden som
salighedsenergi, formår hukommelsesenergien under visse betingelser at påvirke
de ’ydre’ energi- og bevægelsesmanifestationer, som den derved giver et
karakteristisk præg.
I henhold
til Martinus er snekrystaller eksempler på, hvordan længselsenergierne fra salighedsvæsenerne
aktiverer et samspil mellem instinkt-, tyngde- og følelsesenergien og
derigennem virker ind på den fysiske materiestrukturs opbygning. De her viste
snekrystaller er fra W.A.Bentley and W.J.Humphreys: Snow Crystals. Dover Publications, Inc., New
York 1962.
Dette specielle præg er særlig tydeligt i form de i den såkaldte
mineralske materie forekommende krystallisationsfænomener, der ofte udviser en
overraskende og betagende skønhed både i form og struktur. Det kan vi ikke
mindst se et fremragende eksempel på i de fantastiske snekrystaller, hvoraf man
endnu aldrig har kunnet registrere to, der er fuldkommen ens, til trods for det
faktum, at de ofte forekommer i milliardvis. De er dog alle uden undtagelse
symmetrisk sekskantede (heksagonale), men kan have form af plader, prismer
eller stjerner, hvilke former i henhold til meteorologien udelukkende hænger
sammen med temperaturforholdene i atmosfæren i dannelsesøjeblikket. Men det er
jo kun en konstatering og beskrivelse af, hvad
der sker og hvordan det fysisk
set foregår, men det forklarer ikke snekrystallernes individuelle former eller hvorfor det rent faktisk forholder sig
sådan. Det bidrager heller ikke til problemets løsning, at man eventuelt
henviser til krystallernes atomer og
den specielle måde, på hvilken disse i de enkelte tilfælde er ordnet og
placeret i snekrystallernes atomare grundmønster. Det er kun at skubbe
’problemet’ en instans længere væk.
Hukommelsesenergien
og mineralriget
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser kan løsningen på
spørgsmålet om årsagen til snekrystallernes fuldkomne og skønne konstruktion
kun findes i det forhold, at hele den del af verden, der kaldes mineralriget, i sin kosmiske analyse
fremtræder som en vældig og omfattende, kollektiv projektion af salighedsenergi
og dermed som en samlet ytring af verdensaltets sjette grundenergi,
hukommelsesenergien.
Det er i den
forbindelse vigtigt, at at man gør sig klart, hvad der i virkeligheden her er
tale om, nemlig at der befinder sig et utal af Jeger eller levende væsener på
dét åndelige tilværelsesplan eller –niveau, som Martinus kalder salighedsriget. Situationen i dette rige
er den specielle, at de pågældende Jeger udelukkende er meditativt
koncentrerede om deres eget ’indre univers’, som helt og holdent udgøres af det
guldkopimateriale, der er resultatet af de oplevelser og erfaringer, de samme
Jeger har erhvervet sig tidligere i udviklingsspiralens forudgående
tilværelsesplaner eller –riger.
Salighedsvæsenernes permanent koncentrerede meditative
beskæftigelse med guldkopierindringerne, afføder automatisk en tilsvarende
permanent oplevelse af saligheds- og ekstasevibrationer, som blandt andet
indvirker på de materiedannende grundenergier: instinkt-, tyngde- og følelsesenergien,
som i samspil med specielt erindringskartoteket i overbevidstheden, bringes til
at etablere bestemte vibrationsmønstre og svingningssystemer, som i form af
ultramikroskopiske stambevægelser i P-kraftfeltet er identiske med de kræfter
og faktorer, der udgør grundlaget for dé projektioner i ’fysisk’ materie, vi
kender som de såkaldte elementarpartikler, der igen danner atomer, som blandt
andet indgår i dannelsen af mineralkrystaller og herunder de ovenfor omtalte
snekrystaller. (Note 7)
Som den opmærksomme læser måske har noteret sig undervejs, så
sprang vi fra omtalen af den 4. grundenergi direkte over til omtalen af den 6.
grundenergi, idet vi uden videre udelod omtalen af den 5. grundenergi. Det
skyldtes, at det var naturligt at omtale hukommelsesenergien i sammenhæng med
intelligensenergien. Men vi skal nu vende os til den femte kosmiske
grundenergi, intuitionsenergien, som
om muligt spiller en helt særlig og overordentlig betydningsfuld rolle indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi. Ja, faktisk så stor en rolle, som overhovedet
kan tænkes, idet den udgør intet mindre end selve grundlaget for skabelsen og
eksistensen af Martinus’ kosmologi.
Det sidstnævnte hænger
sammen med, at Martinus på et tidspunkt i sit liv, mere præcist i en alder af
30 år, kom ud for at opleve et ikke mindst for ham selv totalt overraskende
åndeligt gennembrud, som efterlod ham med evnen til en viljestyret anvendelse
af netop intuitionsenergien eller –evnen, hvilket kort sagt satte ham i stand til
at gennemskue, forstå og dermed ’løse’ livsmysteriets utallige gåder og
problemer. Disse ’løsninger’ manifesterede han efterfølgende og først og
fremmest i form af en serie i og for sig enkle, men samtidig geniale
symboltegninger, ved blandt andet hvis hjælp han foretog og nedskrev en lang
række kosmiske analyser, således
kaldet, fordi de angiveligt om- eller indbefatter alt, hvad der kan tænkes at
være relevant og af betydning for en fuldstændig sammenfattende forståelse og beskrivelse
af verdensaltets og tilværelsens indretning og funktionsmåde. Heraf betegnelsen
”kosmologi”, altså en lære om verdensaltet. (Note 8)
Som formentlig bekendt nyder intuition og dermed intuitionsevnen
ikke nogen videre anseelse indenfor nutidens filosofi og erkendelsesteori og
slet ikke indenfor naturvidenskaben, der i vid udtrækning og forståeligt nok er
domineret af og baserer sig på analytisk, logisk og kritisk tænkning, som i
hovedsagen anvendes på en erfaringsmæssig og eksperimentel udforskning af den
såkaldte fysiske verdens fænomener. Det kunne dog se ud til, at visse nyere
erkendelsesteoretiske og filosofiske skoler og retninger – i øvrigt i lighed
med nogle ældre filosofier og tankesystemer – regner intuitionen som den
centrale erkendelseskilde. Det er eksempelvis tilfældet med den filosofi, som
franskmanden Henri Bergson (1859-1941) har lagt navn til. Men det er i nok så
høj og konsekvent grad tilfældet med Martinus’ erkendelseslære, hvori
intuitionsevnen har fået en motiveret, velbegrundet og stærkt påkrævet
renæssance, både som sanse- og manifestationsevne betragtet, der placerer den
som den af det levende væsens seks fundamentale kosmiske bevidsthedsevner, som
har den størst mulige ’gennemtrængningskraft’ og dermed præstationseffekt. De
øvrige fundamentale bevidsthedsevner er som bekendt instinkt-, tyngde-,
følelses-, intelligens- og hukommelsesevnen. Men intuitionsenergien eller
–evnen omfatter samtidig det bredest tænkelige spektrum af livsoplevelsen. Martinus
har utvivlsomt behandlet dette i en vis forstand komplicerede og omfattende
spørgsmål om den intuitive erkendelses gyldighed og rækkevidde, så vel som den
intuitive livsoplevelses omfang og betydning, i et perspektiv og med en indsigt
og ekspertise, som kun synes at have haft få fortilfælde i den menneskelige
tankes og erkendelses historie.
Diagrammet,
der skal ses som supplement til det nærmeste foranstående, viser
grundenergiernes relative gennemtrængningsevne, anskueliggjort ved den lodrette
og den vandrette skala. Tallene inden for hovedfiguren henfører til den enkelte
grundenergi i henhold til dens plads i organisationen. – Diagram og tekst: ©
1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind
1, stk. 1. 126. – Gengivet med forfatterens tilladelse
Min
supplerende forklaring til diagrammet: Som det tydeligt ses, har grundenergi
nr. 5, intuitionsenergien, den største gennemtrængningsevne i forhold til de
fem andre underbevidsthedsgrundenergier, hvilket vil sige, at den præstationsmæssigt
er alle de øvrige underbevidsthedsgrundenergier overlegen, både hvad angår
sansning og manifestation. Det indebærer, at graden af et individs sanse- og
manifestationsmæssige begavelse er afhængig af, hvilke af grundenergierne der
er dominerende i opbygningen af dets samlede bevidsthedsapparat.
Intuitionen
og ”visdomsoceanet”
Når netop intuitionsevnen indtager en så fremtrædende plads
indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, beror det ikke mindst på, at
intuitionsenergien, der i sin neutrale, objektive og principielle natur
defineres som evnen til idé-dannelse og
idé-funktion, i sin egenskab af sanseevne
for Jeget, primært viser sig som evnen
til uden forudgående reflektion eller overvejelse at erkende dét kompleks af
evige fakta, der under ét repræsenterer, hvad Martinus dristigt nok betegner
som intet mindre end livsmysteriets løsning. Ved sidstnævnte begreb skal
forstås den ultimative, absolutte, utvetydige ’sandhed’ om livets, naturens og
verdensaltets inderste idé, væsen og identitet.
Når det i henhold til
Martinus rent faktisk kan lade sig gøre, at nå frem til den nævnte løsning på
tilværelsesmysteriet, skyldes det ikke mindst den omstændighed, at
intuitionsenergien præstationsmæssigt er de øvrige fem
underbevidsthedsgrundenergier suverænt overlegne, hvor det gælder om at
etablere sansemæssig kontakt med det særlige vibrationsplan, der i sin statiske
eller potentielle form fremtræder som det, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. Sidstnævnte udgør et
holistisk, allestedsnærværende, universelt og uforgængeligt ’ocean’ eller
’fond’ af koncentrerede kosmiske idé-facitter, der tilsammen og i rent
principiel form indeholder og er udtryk for samtlige kosmiske grundsandheder om
tilværelsen, og som dermed er identisk med den evige, guddommelige visdom, det
vil sige Guds egen viden og visdom.
Hver
især nærer og vedligeholder verdensaltets utallige levende væsener via
hukommelsesenergien et personligt bevidsthedsarkiv, der er sæde for en omdannelse
af erindringstalentkerner til guldkopier. Og især med hensyn til sidstnævnte
danner summen af bevidsthedsarkiver det såkaldte visdomsocean, der i praksis er
der samme som de højeste zoner af Guds bevidsthedsarkiv. Medens det personlige
guldkopiforråd kan kontaktes via hukommelsesenergien, er visdomsoceanet
tilgængeligt for intuition. I tråd hermed danner intuitionen grundlag for
tilstanden ”kosmisk bevidsthed”. - Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen:
”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 166. –
Gengivet med forfatterens tilladelse
”Visdomsoceanet”
og ”den guddommelige verden”
Ifølge Martinus eksisterer der imidlertid samtidig en dynamisk
version af det netop nævnte specielle vibrationsplan, visdomsoceanet, nemlig i
form af det særlige tilværelsesplan, der kaldes ”intuitionsplanet” eller ”den
guddommelige verden”, og som faktisk repræsenterer spiralkredsløbets og dermed
tilværelsens allerhøjeste ’rige’ for de levende væseners livsudfoldelse. Dette
rige eller tilværelsesplan er derfor – sammen med visdomsriget og
salighedsriget - identisk med selveste Guddommens centrale bevidsthedsregion.
Men eftersom denne region udgør en diametral, men samtidig komplementær
modsætning til det tilværelsesplan, hvor det jordiske menneske befinder sig,
nemlig i dyreriget, som kosmisk set er præget af dén specielle
grundenergikombination, der domineres af tilværelsens sansemæssigt set
’næstsvageste’ energi, tyngdeenergien, som blandt andet danner basis for
forekomsten af ”det dræbende princip”, er det derfor ikke så mærkeligt, hvis de
allerfleste mennesker betragter ”den guddommelige verden” som utopi eller ren
og skær fantasi.
I den forbindelse gør
det sådan set ingen forskel, at intelligensevnen generelt og relativt set er
stærkt fremtrædende i nutidsmenneskets bevidsthedsliv, eller at den som
erkendelsesevne betragtet i bedste fald besidder en forholdsvis stor kapacitet,
for i sin objektive og principielle natur er den neutral, og vil som sådan
kunne anvendes lige så godt i ”det dræbende princips” tjeneste som i ”det
livgivende princips” tjeneste. Situationen er da også den, at
intelligensenergien i den sidste del af dyreriget, hvortil netop det jordiske
menneske hører, udviklingsmæssigt stadig er underlagt tyngdeenergien, hvad der
blandt andet giver anledning til, at intelligensevnen i meget høj grad tjener
et bredt spektrum af egoistiske og selviske formål og hensigter. Det
sidstnævnte afstedkommer ikke mindst utallige større og mindre konflikter og
kriser mellem mennesker indbyrdes, ofte med vold, drab, krig, lemlæstelse,
sult, nød og elendighed til følge.
Men når intuitionsevnen endnu er så forholdsvis ukendt for det
jordiske menneske, skyldes det i henhold til Martinus først og fremmest den
omstændighed, at dette endnu ikke har nået det niveau eller stadium i sin
kosmiske udvikling (evolution), hvor intuitionsenergien er så fremtrædende, at
den indgår som et naturligt led i individets totale daglige energiomsætning. På
det jordiske menneskes udviklingsniveau er intuitionsevnen for langt de flestes
vedkommende enten latent eller gør sig kun meget lidt gældende i
bevidsthedslivet.
Imidlertid forekommer
der dog trods alt hos en del mennesker, ja, måske hos langt de fleste, de
såkaldte ”lyse øjeblikke” af inspirerede tilskyndelser til en eller anden form
for kreativ eller human aktivitet, eller en pludselig opstået indsigt i eller
forståelse af sammenhænge, f.eks. i form af de såkaldte ”aha-oplevelser”,
sammenhænge, som intellektet ikke har kunnet magte at redegøre for, men som nu
spontant præsenteres for det i reglen overraskede individ, der samtidig også
føler en dyb glæde, som i nogle tilfælde ligefrem er ledsaget af en
lykkefølelse og salighedsrus og trang til at omfavne alt og alle. (Note 9)
Sådanne særlige øjeblikke, som de ovenfor nævnte, hvori individet
er så ’heldig’ ufrivilligt at kontakte og opleve intuitionsenergiens og –evnens
vibrationer, betegner Martinus som ”kosmiske
glimt”, idet disse i større eller mindre udstrækning repræsenterer det
tidligere ovenfor omtalte ’fond’ af koncentrerede, kosmiske idé-facitter, der
er identiske med den evige, guddommelige visdom. Når kontakten med og
oplevelsen af dette visdomsfond i reglen er forbundet med en dyb glæde og salighedsfølelse,
hænger det blandt andet sammen med, at en stor del af dette visdomsfond
fremtræder i form af de tidligere omtalte forædlede erindringstalentkerner,
hvis vibrationsmønstre og –data udgør de såkaldte guldkopier, altså kopier af
de oprindelige tilgrundliggende oplevelser.
Der er imidlertid en
vigtig og afgørende forskel mellem oplevelsen af guldkopier, der sanses
henholdsvis via hukommelsesevnen og intuitionsevnen, idet der i førstnævnte
tilfælde er tale om en forædlet
genoplevelse af oprindelig personlige
nyoplevelser, ledsaget af glæde eller salighedsfølelse, medens det i
sidstnævnte tilfælde drejer sig om en ’ydre’
nyoplevelse af superabstrakte idékoncentrationer af pointemæssig karakter,
hvorved blandt andet skal forstås, at denne nyoplevelse af guldkopierne
principielt indebærer, at den kosmiske hensigt og mening i og med de tidligere
ubehagelige eller ligefrem smertefulde oplevelser og erfaringer, der oprindelig
ligger til grund for de pågældende guldkopier, nu står lysende klar i form af den
enkelte guldkopis centrale idé eller pointe.
En
kunstners skabelse set som et produkt af intuition, intelligens og hukommelse i
et afstemt samarbejde, der sikrer sansemæssig adgang til visdomsoceanet. -
Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 168. – Gengivet med forfatterens
tilladelse
Supplerende
tilføjelse: Som det fremgår af diagrammet henter kunstneren, i dette tilfælde
en kunstmaler, sin idé eller ideer til kunstværkets indhold fra visdomsoceanet.
Det sker via grundenergi nr. 5. intuitionsenergien, men for at kunne forme
ideen må vedkommede også trække på sin erfaring, som findes ’oplagret’ i det
personlige bevidsthedsarkiv, hvortil der er adgang via grundenergi nr. 6. hukommelsesenergien.
Tallet X 2 refererer til overbevisdsthedsområdet, herunder både til det område
af den guddommelige verden, hvor visdomsoceanet er lokaliseret, og til det
højpsykiske område i form af bevidsthedsarkivet. Tallet X 3 refererer til
underbevidsthedsområdet, herunder både til dettes psykiske og fysiske del.
I de tilfælde, hvor
guldkopierne opleves eller sanses via hukommelsesevnen, oplever individet i
reglen en salighedsfølelse, som giver en stærk fornemmelse af Guds
tilstedeværelse og nærhed, medens de samme guldkopier sanset via
intuitionsenergien forsyner individet med idé-facitter, der alt efter
kvaliteten af disse giver et indblik i eller overblik over f.eks.
årsagssammenhænge. Ingen af delene er i og for sig så mærkværdige i betragtning
af, at samtlige levende væsener i verdensaltet i henhold til livsenheds- og
organismeprincippet i virkeligheden er individuelle sanseorganer og
manifestationsredskaber for det eneste altomfattende og levende alvæsen, den
evige Gud. Hvilket blandt andet indebærer, at samtlige levende væseners
respektive livsoplevelser og erfaringssum tilsammen repræsenterer Guds
livsoplevelse og erfaringsmateriale, hvoraf en del er omdannet til en permanent
status som guldkopier, og som derfor udgør Guds forråd af guldkopier, der altså
tilsammen danner en sublim vibrationssfære i form af det såkaldte
”visdomsocean”, som i kodificeret form indeholder koncentratet af verdensaltets
og dermed Guds visdom.
Det er til dette visdomsforråd i form af samtlige levende væseners
opmagasinerede guldkopier, at det enkelte individ under særlige forudsætninger
og betingelser har adgang, nemlig når vedkommede personligt behersker
intuitionsenergien og derigennem har fået evne til direkte og viljestyret at
kontakte den del af Guds bevidsthed, som er repræsenteret ved det højpsykiske
vibrationsplan, Martinus som omtalt betegner som ”visdomsoceanet”. Sidstnævnte
er som ligeledes omtalt en lokalitet i den del af Guds primære bevidsthed, som
kaldes ”den guddommelige verden”. Men en sådan beherskelse af
intuitionsenergien er som sagt endnu sjælden hos vor tids menneskehed, hvilket
først og fremmest hænger sammen med, at det endnu er de færreste mennesker, der
er i besiddelse af en bevidsthed, hvori følelsesenergien og intelligensenergien
permanent arbejder fuldkommen harmonisk sammen indbyrdes.
Pointet er her, at et
sådant harmonisk samarbejde så at sige ’binder’ tyngdeenergien og dermed de
sindskræfter, der står i vejen for en empatisk holdning og retfærdig bedømmelse
af alt, hvad der sker i verden. Men en sådan højintellektuel og etisk
bevidsthedsstandard er netop udtryk for dét specielle mentale ’klima’, som i
henhold til Martinus er en forudsætning og betingelse for tilvejebringelse af
intuitionsenergiens og dermed intuitionsevnens ultra-sublime vibrationer.
En af de forholdsvis
få, som i nyere tid har været begavet med en så harmonisk og højintellektuel bevidsthedsstandard, er
som nævnt netop Martinus, hvem vi andre derfor står i stor gæld til, ikke
mindst med hensyn til den lange række kosmiske
analyser og facitter, som han heldigvis følte sig forpligtet til og evnede
at videregive både mundtligt og skriftligt, og uden hvilke mange af os fortsat
ville have følt sig åndeligt og religiøst hjemløse. Men som også tidligere
omtalt, understreger Martinus kraftigt, at han med hensyn til sin særlige
sansebegavelse på intuitionens område, absolut ikke udgør nogen speciel
undtagelse, men at tværtimod alle mennesker uundgåeligt vil opnå præcis samme
sansebegavelse, som han, efterhånden som den enkeltes personlige mentale
udvikling er nået frem til den tilstand, Martinus karakteriserer og betegner
som ”intellektualiseret følelse, der
i realiteten er det samme som næstekærlighed,
som igen er den fornødne forudsætning og betingelse for, at intuitionsevnen
vil kunne bringes til at fungere på viljens bud, i principiel lighed med, hvad
der er tilfældet med intelligensevnen. (Note 10)
Den specielle højintellektuelle bevidsthedstilstand, hvori individet
har permanent viljestyret kontrol over intuitionsenergien og –evnen, og hvori
individet samtidig føler sit bevidsthedsfællesskab med Gud, betegner Martinus
med begrebet ”kosmisk bevidsthed”. Denne
særlige og permanente bevidsthedstilstand giver altså via intuitionsenergien
individet adgang til sansemæssig kontakt med den del af verdensaltets totale
erfaringsmateriale, der er blevet omdannet til guldkopier, og det er netop
denne omstændighed, der giver individet indtrykket af at have bevidsthed fælles
med Gud, så vel den del af Gud, der viser sig som det ’nære’ mellemkosmos, som
den del, der viser sig i form af ’fjerne’ mikrokosmiske dybder og i form af
gigantiske makrokosmiske højder.
Imidlertid er det også
en kendsgerning, at adskillige mennesker både i fortid og nutid har haft
lejlighed til glimtvis at opleve intuitionsenergiens sublime vibrationer,
nemlig i visse ”lyse øjeblikke” af inspirerende tilskyndelser til en eller
anden form for kreativ, kunstnerisk aktivitet, eller pludseligt opståede
øjeblikke, hvori ’løsningen’ på et eller andet problem, det være sig praktisk,
teknisk, videnskabeligt, filosofisk og/eller erkendelsesteoretisk, har vist sig
med lysende klarhed. Det er netop af disse grunde, at Martinus betegner de
momentane ’glimt’ af tilskyndelser, inspirationer eller problemløsninger som
”kosmiske glimt”. Om disse oplyser han samtidigt, at de pågældende ’glimt’ må
anses for at være ’forløbere’ for etableringen af det mere ’permanente lys’,
han som nævnt kalder ”kosmisk bevidsthed”.
Men forud for den permanente kosmiske bevidstheds indtræden, må
individet gennemgå en bevidsthedsproces, som har sin analoge parallel i den
almindelige fødselsproces, af hvilken grund Martinus da også betegner den som ”den store fødsel”. Og hvor den ’lille’,
almindelige fødsel befordrer barnets adgang til den store fysiske verden, dér
befordrer ”den store fødsel” individets adgang til den kosmiske bevidstheds
universelle, guddommelige verdensalt. På den baggrund karakteriserer Martinus
derfor også den fysiske del af salighedsriget, det vil sige mineralriget, samt
planteriget og dyreriget under ét, som den guddommelige ’livmoderzone’, hvori
’fostret’, i form af dé åndelige væsener, der kosmisk set atter har ladet sig
’undfange’ til en ny fysisk inkarnation eller tilværelse, kan ’vokse’ og
udvikle sig frem til netop ”den store fødsel”. I den sammenhæng kan de
”kosmiske glimt” ses som forløbersymptomer på den relativt nært forestående
”store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”.
Diagrammet
viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til
kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets
’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk
organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den
guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem
sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså
fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære
bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra
den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der
repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes
som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i
kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele
spiralafsnit. - (Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”,
bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. . – Gengivet med forfatterens
tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til Martnus’ symbol nr. 13: Den evige verdensplan. Symbolbogen I,
stk 1-9.)
Supplerende
kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks
kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære
bevidsthedszone (= Parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (=
Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også
symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem
de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige
del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige
verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, =
Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af
salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2.
dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende
diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens
beskrivelser. Ovenstående diagram refererer desuden til Martinus’ symbol nr.
11: Det evige verdensbillede, det levende
væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner. Symbolbogen I, stk
1-34.).
I henhold til Martinus’
kosmiske analyser forholder det sig sådan, at hos geniale forfattere, kunstnere
og forskere kan intuitionsevnen træde i funktion i sådanne øjeblikke, hvor de
pågældendes bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie eller
-energi, hvilket vil sige de såkaldte guldkopier. Og da individet som følge
heraf i de nævnte øjeblikke betages af ekstatisk salighedsfølelse, kan der i
form af lynsnare glimt tilføres de pågældende nyt idémateriale til digte,
romaner, skuespil, eventyr eller andre former for kunstneriske manifestationer.
Men det kan også dreje sig om glimt, som afslører eller løser
erkendelsesmæssige sammenhænge og videnskabelige eller tekniske problemer.
(Note 11)
I øvrigt er det ikke
sjældent, at det pågældende intuitive idémateriale fremtræder i bevidstheden i
organiseret eller ligefrem færdig form, f.eks. hvad angår digte, eventyr eller
synopsen til en roman eller et skuespil. Men det normale i disse tilfælde er
dog, at vedkommende forfatter eller digter ved hjælp af intelligens- og hukommelsesbefordret
erfaringsbearbejdning må give de superabstrakte idéformationer en såvel
kvalitativ som kvantitativ iklædning, således at disse får begrebsmæssig
anskuelighed i form af de nævnte kunstneriske kategorier. Et godt eksempel på
en kunstner, der ofte benyttede sig af den intuitive ’metode’, er netop
digteren og forfatteren H.C.Andersen, for hvem ”kosmiske glimt” i høj grad
havde betydning under skabelsen af hans omfattende forfatterskab.
Intuition
som sanse- og manifestationsevne
Med ovenstående omtale af intuitionsenergien, har vi foreløbig
kunnet konstatere, at denne som grundevne for Jeget betragtet, dels viser sig
som en særlig evne til at sanse livsmysteriets
totale løsning, og dels som en evne til at ’undfange’ ideer og idémateriale til kreativ kunstnerisk aktivitet
eller videnskabelig og/eller teknologisk opfindsomhed, af hvilke grunde
intuitionsenergien kvalitativt og præstationsmæssigt er helt suveræn i forhold
til de fem øvrige underbevidsthedsgrundenergier eller –evner. Dette forhold
bliver ikke mindre synligt af, at intuitionsenergiens funktion tydeligt kan
spores hos menneskehedens helt store førerskikkelser og velgørere gennem
tiderne, de såkaldte ”verdensgenløsere” eller ”verdensfrelsere”, hvis værdi og
betydning for den kosmisk set ’bevidstløse’ menneskehed frem for alt skyldes en
fremragende beherskelse og benyttelse af verdensaltets altoverstrålende femte
kosmiske grundenergi, intuitionsenergien eller intuitionsevnen. Det skyldes
primært, at den sidstnævnte giver umiddelbar og permanent adgang til den
lokalitet i Guds bevidsthed, der rummer al dennes visdom, nemlig i form af det
såkaldte ”visdomsocean”. (Note 12)
Intuitionsenergien
i naturprocesserne
I henhold til Martinus viser Intuitionsenergiens tilstedeværelse og
fremtræden i naturens processer og adfærdsmønstre sig og kan stort set spores
overalt og i alt, hvad der forstås ved naturens frembringelser, hvad enten
disse forekommer i mikro-, mellem- eller makrokosmos. Det er i første række
denne grundenergis tilstedeværelse i naturens skabelsesprocesser og –produkter,
der medvirker til at disse kan inspirere ikke kun forfattere og kunstnere, men
også videnskabsfolk, teknikere og opfindere etc., og netop fordi
naturprocesserne og naturprodukterne er så umådeligt varierede, geniale,
idérige og også ofte besidder en inspirerende skønhed og formålstjenlighed
eller hensigtsmæssighed – det sidstnævnte i al fald ud fra en kosmisk
synsvinkel betragtet. (Note 13)
Eksempler på skønhed i
naturen finder man blandt andet og måske ikke mindst i mineralrigets krystaller
og krystalformationer, og i blomsterverdenens liv, former, farver og dufte, så
vel som i dyrerigets og insekternes mangfoldige arter og former. Eksempler på
idérig hensigtsmæssighed og formålstjenlighed ser vi både i organismernes
interne og eksterne anatomi, og i disses biologiske funktioner og fysiologiske
processer, samt i organismernes indbyrdes samspil og modspil, dels i form af
”kampen for tilværelsen”, men dels også i form af den såkaldte symbiose, som
består i et samliv mellem artsforskellige organismer til fælles gavn og bedste.
Symbiose kan undertiden ligefrem være en livsbetingelse for den ene eller begge
de implicerede parter.
Kendte eksempler på
symbiose er f.eks. eremitkrebs’ samliv med søanemoner, hvor søanemonen med sine
nældecellebesatte arme beskytter krebsen, der til gengæld indirekte fodrer sin
’partner’ med resterne fra sit måltid. Et andet eksempel er myrernes samliv med
bladlus, hvor bladlusene forsyner myrerne med et sødt sekret og selv opnår en
vis beskyttelse mod fjender, blandt hvilke f.eks. er mariehøns. Men der findes
andre eksempler på symbiose mellem forskellige arter, både inden for plante- og
dyreriget, herunder ikke mindst i insektverdenen. Udover symbiose mellem dyr
indbyrdes og planter indbyrdes, eksisterer der i visse tilfælde også symbiose
mellem dyr og plante. Et eksempel på det sidstnævnte forekommer i visse
insekters tarmkanal, hvor der findes mikroorganismer, f.eks. bakterier, som
synes at være uundværlige for insekternes udvikling og stofskifte.
Med denne kortfattede
og bestemt ikke udtømmende beskrivelse og karakteristik af de syv kosmiske
grundenergier, overbevidsthedsgrundenergien, som Martinus kalder
”moderenergien”, og de seks underbevidsthedsgrundenergier, som ifølge ham er
følgende: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og
hukommelsesenergien, er der gjort et forsøg på at give den ikke-forhåndskyndige
læser en mulighed for at sætte sig ind i en del af den kosmisk-psykologiske
baggrund for min bedømmelse af en personlighed, som i dette tilfælde digteren
H.C.Andersen. (Note 14)
Den læser, som
eventuelt skulle være interesseret i at stifte nærmere bekendtskab med
Martinus’ højst interessante, dybt seriøse og fascinerende kosmiske analyser og
facitter, kan det anbefales selv at læse Martinus’ egne værker. Desuden kan det
anbefales, at læse Per Bruus-Jensens hovedværk: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4, som efter min
opfattelse er et rosværdigt og – set fra mit synspunkt – uundværligt supplement
til Martinus’ egne værker.
Endvidere kan det
anbefales den læser, som gerne vil have et ikke alt for omfattende, men
alligevel kvalificeret og overskueligt overblik over det centrale indhold i
Martinus’ kosmologi, at læse Svend Åge Rossens ”Martinus Verdensbillede – et idéhistorisk studie”, Forlaget
Kosmologisk Information, Klint 2008.
© 2008 Harry Rasmussen.
Note 1:
Vedr. begrebet ”tankeklimaer”, se LB I, stk. 138. LB II, stk. 442-638. LB III, 642. LB
VII, stk. 2658:25. Det Evige Verdensbillede
(DEV) III, 33:1-81.
Note 2:
Vedr. jordkloden som et levende væsen, Se LB I, stk. 58, 270, 274. LB II, stk. 378, 434. LB III,
stk. 912. LB IV, stk. 1073, 1279-80. LB V, stk. 1915. LB VI, stk. 2025-6, 2145, 2147. - PBJ: Mennesket og livsmysteriet – introduktion til et kosmisk livssyn. Se
deri især TILLÆG om jordklodens hjerneceller.
Note 3: Vedr. tyngde- og følelseslivets
’klimaer’: Se Per Bruus-Jensen: ”X” – en
komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 139.-1. 144..
Note 4: Her kan henvises til afsnittet Talentkerneprincippet
– om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’
Note 5: For mit eget vedkommende har jeg som
følge af en blodprop i hjernen oplevet et heldigvis kun kortvarigt bortfald af
korttidshukommelsen, som varede godt og vel et døgn. Langtidshukommelsen
fungerede derimod udmærket, idet jeg sagtens kunne huske, hvad der var sket
tilbage i tiden. Det mest bemærkelsesværdige ved hukommelsestabet var
imidlertid, at jeg var ude af stand til at huske forløb, der var sket indenfor
det nævnte tidsrum. Alt, hvad jeg havde set, oplevet, tænkt og sagt,
eksisterede simpelthen ikke for mig. Det kunne altså sådan set have været
ligegyldigt, om det overhovedet var sket eller ej. Men deraf lærte jeg især,
hvor vigtig og absolut nødvendig hukommelsen er for os mennesker. Uden den
ville vi ikke være i stand til at orientere os i hverdagen eller livet i det
hele taget. I et lidt videre, erkendelsesmæssigt perspektiv betyder
hukommelsessvigt eller –tab, at vi faktisk kun oplever og erkender verden i det
omfang og den grad, som vores hukommelsesevne er i stand til at præstere. Hvad
der ligger derudover har vi hverken viden eller anelse om.
Note 6: Vedr. begrebet ’talentkerner’, se LB II,
stk. 328, 357, 372-3, 465. LB III, stk. 923, 939-40, 941-3. LB IV, stk. 1191, 1270, 1434. LB V, stk.
1929, 1936. LB VII, stk. 1971, 1988, 2165-6, 2169, 2171-2, 2185. I princippet udgør pattedyrenes, herunder menneskenes, gener
ligeledes ’frøkerner’, idet disse indeholder koderne til det dyr eller
menneske, det i hvert enkelt tilfælde drejer sig om. Se LB II, stk. 413, 465. -
Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1,
stk. 1. 248.-1.280. Samme Bind 2, stk. 2. 219.-2. 230.
Note 7:
Vedr. et overblik over den udvikling, som individet gennemgår indenfor rammerne
af spiralkredsløbet, kan henvises til Den
eventyrlige livscyklus (1) – om
individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen.
Den eventyrlige livscyklus (2)
– om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen.
Note 8: Se
f.eks. Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse
af ateisme og materialisme.
Note 9: Se f.eks. Intuition og
personlighed – om forholdet mellem
personlighed og intuition
Note 10: Vedr. Martinus’ omtale af
sin kosmiske bevidsthed, se LB I, stk. 10, 19-22. – PBJ: Sol & Måne. Andet afsnit. Forlaget Nordisk Impuls 2001.
Note 11: Vedr. emnet ”kosmisk
bevidsthed” og herunder ”kosmiske glimt”,
se f.eks. LB I, stk. 58,121, 203, 259. LB II, stk. 445, 447, 457, 459, 490,
506. LB III, stk. 642, 639, 647, 758, 815, 820-1, 875, 986. LB IV, stk2391,.
1188, 1191, 1310, 1423, 1434, 1547, 1552, 1557, 1567, 1572, 1590. LB V, stk
1662, 1725. LB VI, stk. 2001, 2075-6, 2092-3,
2100, 2356, 2376, 2391. LB VII, stk. 2397, 2497, 2520, 2604, 2630, 2648, 2652,
2657, 2658:19. - Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi. Bind 1, stk. 1. 166.
Note 12: Vedr. Martinus’ omtale af
”visdomsoceanet”, se LB VII, stk. 2554. – Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 165.
Note 13: Vedr Martinus’ omtale af
intuitionsenergien, se LB I, stk. 175-80, 185-6, 194-209, 213-8, 220. LB II, stk. 355, 361, 366-8,
590, 638. LB III, stk. 642, 943. LB IV, stk. 1105, 1587, 1275. LB V, stk. 1686, 1882, 1923, 1927.LB VI, stk. 2139, 2188-9,
2191-4. LB VII,
stk. 2616, 2618. 2645-7, 2654:24, 2657,
2658:11, 2658:29-31, 2660. DEV I, stk. 13:9. DEV II, stk. 21:6, 22:3/II. DEV
III, stik. 27:2, 30, 33:72. DEV 4, stk. 35.5, 36.7, 36.10, 37.19, 38.24. Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet
indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 163.-1. 169..
Note 14: Vedr. H:C.Andersens
personlighed, se f.eks. min bog ”H.C.Andersen,
H.C.Ørsted & Martinus”. Forlaget Kosmologisk Information 1997. Se
endvidere diverse afsnit vedr. samme emne her på hjemmesiden.
© 2008
Harry Rasmussen.