Grundenergiernes

kombinationer

- om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer

 

I dette supplerende afsnit skal vi se nærmere på et andet og nok så vigtigt emne i forbindelse med de kosmiske grundenergier, nemlig disses indbyrdes kombinationer, som spiller en så afgørende rolle ikke alene indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, men ifølge denne i tilværelsen som helhed. Faktisk så stor en rolle, at uden eksistensen af grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer ville der ikke være noget, der hedder livet og verden, ejheller noget der hedder bevidsthed, ånd, sjæl eller psyke. Men lige præcis det modsatte er tilfældet, og det i en sådan grad, at Martinus har indført begrebet ”kosmisk kemi” som supplerende ’modstykke’ til ”fysisk kemi”. Førstnævnte, altså ”kosmisk kemi”, handler om det, der skal forstås som læren om psykiske stoffer eller energier og deres indbyrdes forbindelser, disses dannelse, opbygning, omdannelse, egenskaber og reaktioner, medens sidstnævnte handler om det, der forstås som fysiske stoffer eller energier og deres forbindelser, disses dannelse, opbygning, omdannelse, egenskaber og reaktioner.

 

”Kosmisk kemi”

Begreberne stof eller materie hentyder i både naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand til tilværelsens grundelement, mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt stof i sin dybere analyse er udtryk for energi, mere præcist såkaldt atomenergi. Naturvidenskabeligt defineres begrebet energi mere specifikt som ”evnen til at udføre arbejde” eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens åndsvidenskaben i form af Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som ”evnen til at skabe” eller kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet ”skabeevne” skal kosmologisk set også forstås evnen til at etablere livsoplevelse, herunder sansning. Skabeevnen skal derfor opfattes som en kombineret skabe- og oplevelsesevne. Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også forstås som ”kosmisk psykologi” og denne igen i videre forstand som ”skæbnevidenskab”.

 

     Som det umiddelbart turde fremgå af ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især inddrager og omfatter læren om psykiske stoffer eller energier og disses egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele to digre bind af sit syvbinds hovedværk til sine analyser af kosmisk kemi, nemlig Livets Bog II og III. Det skal dog nævnes, at emnet også er behandlet i de øvrige bind af Livets Bog, men ikke så koncentreret og omfattende, som tilfældet er i de to nævnte bind. Men alene denne omstændighed antyder, hvilken stor og afgørende betydning han tillægger emnet i sin kosmologi. Desuden har han behandlet emnet i adskillige foredrag og artikler i årenes løb, fordi det åbenbart har været ham magtpåliggende at få sine medmennesker til at forstå værdien af at have kendskab til loven for de psykiske stoffers eller energiers karakter og reaktioner. Eller kort og godt til, hvad der med rette kan betegnes som kosmisk psykologi eller kosmisk skæbnevidenskab.

     I Livets Bog II behandler Martinus fire hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, 3. ”Grundenergiernes kombination”, og 4. ”Tankeklimaer”. I Livets Bog III drejer det sig om følgende tre hovedemner: 1. ”Kredsløbsprincippet”, 2. ”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”. (Note 1)

     Her på hjemmesiden har alle fire temaer været berørt summarisk eller sporadisk i forskellige afsnit og sammenhænge, men tema nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog blevet nogenlunde grundigt behandlet i afsnittet Jegets evige energikilder.     

 

”Moderenergien”, grundenergier og sjælelig struktur

På baggrund af vort foreløbige kendskab til Martinus’ kosmologi, forstår vi nu, at af de syv kosmiske grundenergier er nr. 1-6 knyttet til underbevidsthedsregionen – også kaldet den sjælelige struktur. Grundenergi nr. 7, kaldet ”moderenergien”, er som sådan den overordnede, fordi den er ’ophav’ til de seks øvrige grundenergier, og som sådan knyttet til, eller rettere sagt identisk med overbevidsthedsregionen, der også betegnes som det højpsykiske kraftfelt. I praksis er dette repræsenteret ved en serie fundamentale skabeprincipper, som er absolut nødvendige og uundværlige forudsætninger for det levende væsens tilværelse som oplevende og skabende individ. Samarbejdet mellem det højpsykiske kraftfelt og den sjælelige struktur viser sig i praksis i form af det såkaldte psykiske kraftfelt, for nemheds skyld også kaldet P-kraftfeltet, og dette samvirker igen med individets fysiske hjerne- og nervesystem i de tidsrum, hvor det er inkarneret i den fysiske verden. Men P-kraftfeltet består som sådan permanent, idet det er indenfor rammerne af dette, at al Jegets livsoplevelse, dvs. dets sansning og manifestation, det funktioner og kommunikation foregår, og det, hvad enten Jeget midlertidigt fremtræder som plante, dyr, menneske eller højere former for levende væsen.

 

 

Diagram af mekanismen bag P-kraftfeltets funktion. Trekanten refererer til det levende væsens treenige struktur. X 1 = jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig. 1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien. P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2 og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. Diagram: © 1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.

 

     Som tidligere omtalt er det ingen tilfældighed, at de syv kosmiske grundenergier nævnes i en bestemt rækkefølge, tværtimod skyldes det den omstændighed, at de under indflydelse af de kosmiske skabeprincipper eksisterer i en lovbundet organisation eller en bestemt indbyrdes, men kosmisk set variabel kombination eller konstellation. Denne kombination eller konstellation er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, ifølge hvilke den indbyrdes kombination udgør en integreret og ubrydelig helhed, således at det f.eks. i praksis er totalt udelukket at udskille eller isolere den enkelte grundenergi fra organisationens øvrige grundenergier.

 

     Det vil altså ikke være muligt hverken ad fysisk eller psykisk vej at foretage objektive indgreb i grundenergiorganisationen, for på den måde eventuelt at undersøge de enkelte grundenergier hver for sig, hvilket må anses for en særdeles heldig omstændighed, især i betragtning af, at grundenergierne tilsammen blandt andet fungerer som materiale for Jegets samlede organiske struktur. Derimod er det muligt via viljemæssig beherskelse af intuitionsenergien som sanseevne betragtet, at gennemskue grundenergiorganisationens indre struktur. Det er baggrunden for, at Martinus med sin veludviklede intuitionsevne har følt sig kvalificeret og kompetent til at foretage en sådan undersøgelse, og til desuden at fremlægge dens overraskende og enestående resultat i form af sine dybdeborende analyser omkring grundenergiernes karakter og indbyrdes kombinationer. (Note 2)

 

 

 

Jegets bevidsthedsapparat (X2) fremstillet som en kombination af to zoner: en overbevidsthedszone (OBZ), der tjener som omsætningsredskab for moderenergien (7), samt en underbevidsthedszone (UBZ), der varetager omsætningen af de seks øvrige grundenergier (1-6). - (Ó 1986 Per Bruus-Jensen: "X" bd.1, stk. 1. 211. – Gengivet her med forfatterens tilladelse). – Her skal for en ordens skyld tilføjes, at den punkterede trekant foroven på diagrammet, skal udtrykke Jeget og dermed også egoet, hvor sidstnævnte er en underinstans af førstnævnte.

 

     Dette diagram kan passende suppleres med det følgende, som giver en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som overhovedet alle levende væsener i såvel mikokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De tre instander er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, samt disse instansers relation til det fysiske legeme:

 

 

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’ =  det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C      =  det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’      =  det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for  princippet  ”organismen”

4) kombinationen A+B           =  overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C           =  ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’         =  den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur. - Ó Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).            

 

     I henhold til Martinus er al form for energi i virkeligheden afarter, ’nuancer’ eller udtryk for den samme til grund liggende generalenergi, som han derfor kalder ”moderenergien”, nemlig dels i medfør af, at Jeget fungerer i rollen som ”fader-instansen”, og dels i medfør af, at moderenergien er ophav til alle andre former for energi, hvad enten det drejer sig om fysisk eller psykisk (åndelig) energi. Den såkaldte ’fysiske energi’ er nemlig i bund og grund af samme natur og oprindelse, som tilfældet er med den ”psykiske energi”, idet begge grundlæggende er afledt af Jegets element og vel at mærke – i Jegets eget element eller substans. Begrundet med, at der reelt og kosmisk set ikke findes nogetsomhelst andet grundlag. Jegets eget element, evigheden og uendeligheden, er som tidligere omtalt absolut tomhed og stilhed, hvilket dog ikke bør forlede én til at opfatte tomheden som et ”tomt rum”, og ejheller som det, vi normalt forbinder med begrebet ”stilhed”. Ved ”tomhed” skal forstås ’noget’, som ikke besidder rumlige størrelser eller dimensioner, og ved ”stilhed” skal forstås ’noget’, der ikke bevæger sig og som dermed ikke er undergivet fænomenet ’tid’. Men forunderligt nok, så er den nævnte ”tomhed” og ”stilhed” lige præcis grundlaget for forekomsten af fænomenet ”energi”, hvis fornemste kendetegn er bevægelse, mere præcist ”stambevægelse”, som igen er grundlaget for de fire subjektive og såkaldte ”aflæggerbevægelser”: rummet, tiden, forvandlingen og materien. (Note 3)      

 

Grundenergiernes indbyrdes kombinationer

Det er overordentlig vigtigt at gøre sig klart, at de seks grundenergier altid optræder tilsammen og indgår i et lov­bundet indbyrdes kombinations- eller konstellationsfor­hold. Dette er præget af, at den ene af energierne er dominant i kombi­nations­forholdet, medens dens modsætning samtidig er latent (midlertidigt ikke-virkende). Eftersom grundenergiernes indbyrdes kombinationsfor­hold og disses vækst og degeneration er lov­bundet på basis af kredsløbs- og kontrastprincippet, betyder det desuden, at to af energi­erne principielt altid vil være i vækst på vej fra latent til dominant tilstand og indflydelse, medens disses to modsatte energier vil være i 'dege­neration' fra dominant til latent tilstand og indflydelse. Se diagrammet nedenfor over grundenergiernes kombinationer . 

     I praksis giver de netop beskrevne forhold sig udslag i seks indbyrdes for­skelli­ge grund­kom­bina­tionsforhold, dvs. et, hvori instinktenergien dominerer, et, hvori tyngdeenergien er domi­nant, et, hvori følelsesenergien dominerer, et, hvori intelli­gensenergien dominerer, et, hvori intuitionsenergien er den førende, og endelig et, hvori det er hukommelsesenergien, der har dominansen. 

     Her skal indskydes og gentages, at i Martinus' kosmologi defineres be­grebet energi som evnen til at præstere skabelse, idet vi samtidigt husker på, at begrebet 'skabelse' i samme kosmologi betyder 'omskabelse' eller tilstands- eller situationsforan­dring. Det betyder endvidere, at de seks nævnte grundenergier repræsen­terer seks grundforskellige måder, som individet evner at sanse og give sig til kende eller manifestere sig på. Det betyder følgelig, at man som tidligere omtalt vil kunne tale om de seks underbevidstheds-grundenergier som henholdsvis 1: instinkt­evnen, 2: tyngdeevnen, 3: følelsesevnen, 4:  intelligensevnen, 5:  intui­tionsevnen og  6: hukommelsesevnen.

     Med disse betegnelser på grundenergierne som udtryk for mere eller mindre kendte bevidsthedsevner, er vi ligesom kommet på 'hjemmebane'. Det er jo evner, vi alle kender til og mere eller mindre benytter os af i et vist individuelt omfang i vort daglige liv.

 

     For imidlertid at give læseren en mulighed for nemmere og bedre at kunne forstå den lovmæssighed, der på basis af først og fremmest kredsløbsprincippet gør sig gældende i forbindelse med grundenergiernes seks standardkombinationer, skal her gengives et par andre af  Per Bruus-Jensens diagrammer samt hans forklaringer dertil, som desuden forklarer diagrammernes symbolske brug af geometriske former og figurer:

 

     Først en diagrammatisk forklaring af det kredsløb eller den vækst- og degenerationsproces, som grundenergierne hver især nødvendigvis må gennemgå, udtrykt som en lovmæssighed:

 

 

 

Som det vil kunne ses, har den sidste fremstillingsform den fordel frem for den første, at den direkte udtrykker, at den ene evolutionscyklus afløses af den næste gennem legemets indtræden i et nyt kredsløbs første stadium: fosterkernestadiet. (Ó 1986 Per  Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 224. – Gengivet her med forfatterens tilladelse).

 

Med hensyn til sjælens seks kosmisk-kemiske grund-fremtrædelsesformer, har Per Bruus-Jensen bl.a. fremstillet det følgende diagram, hvorigennem man også vil kunne aflæse sjælens præstationskraft eller –evne på de forskellige udviklingsstadier:

 

 

 

Som det vil kunne ses, gør den foran beskrevne sjælelige forvandlingsmekanisme det aktuelt at tale om eksistensen af seks karakteristiske standard-legemskombinationer, der under moderenergiens indflydelse gradvis afløser hinanden og herunder giver anledning til en successiv forvandling af den sjælelige struktur som helhed. Tager vi i denne forbindelse sammenhængen mellem legemer og grundenergier i betragtning  (stk. 1. 193.) er det endvidere nærliggende at karakterisere disse standardkombinationer som seks specifikke, kosmisk-kemiske grundfremtrædelsesformer, der cyklisk afløser hinanden i en bestemt orden. Og med  henvisning til diagrammet ovenfor vil vi fremover  omtale dem som henholdsvis A, B, C, D, E, og F-konstellationen.

     Først og fremmest kan vi følge de seks åndelige legemer og deres respektive vækst- og degenerationsforløb, dersom vi aflæser diagrammet fra neden og opefter (romertallene nederst henfører til den grundenergi, det enkelte legeme er redskab for og bærer navn efter.). Og dernæst kan vi få indtryk af de førnævnte seks standard-legemskonstellationer ved, at vi aflæser diagrammet på tværs.

     En nærmere ransagning af diagrammet vil bl.a. afsløre, at den første standard-konstellation (mærket A) udmærker sig ved, at instinktlegemet (første legeme fra venstre, mærket I) befinder sig i kulminationsstadiet, medens samtidigt tyngde- og følelseslegemet (andet og tredie legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første vækststadium. Intelligenslegemet (fjerde legeme) er derimod latent og befinder sig således på fosterkernestadiet samtidigt med, at intuitions- og hukommelseslegemet (femte og sjette legeme) befinder sig på  henholdsvis andet og første degenerationsstadium.

     Betænker  man nu, at disse seks åndelige legemer tilsammen konstituerer den sjælelige struktur, der  foruden at befordre sansning også udgør Jegets redskab for skabelsen af parafysiske manifestationer, bliver det indlysende, at karakteren, arten og kvaliteten af disse manifestationer må blive præget af  det udviklingsforhold, i hvilket de pågældende seks åndelige legemer indbyrdes befinder sig, idet dette udviklingsforhold jo udtrykker deres funktionelle kapacitet eller  præstationskraft relativt til hinanden. (Uddrag fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk.  1. 227. Ó  Per Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes kombinationer. DEV I, stk. 1.-3.).      

 

    Men det er altså den lovmæssige og dynamiske indbyrdes kombination eller konstellation mellem grundenergierne, som – sammen med især en anden uhyre vigtig hovedfaktor: det seksuelle polprincip – er af afgørende betydning for individets karakteregenskaber og personlighed, og for hele dets bevidstheds- og handlingsliv og dermed for dets forhold til sine medvæsener og sin omverden. Kort sagt er den til enhver tid rådende særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur bestemmende for dets totale livsoplevelse, samtidig med at den er udtryk for dets aktuelle kosmiske udviklingstrin.

 

Den kosmiske ’udviklingstrappe’

Det er altså med andre ord netop den i hvert enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med ialt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’ opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på, hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen. Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal ’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene hovedkombination til den næste. (Note 4)

     Kosmologien omfatter altså ialt seks fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium, mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium. To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært  i henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium, hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående diagram.

     Som nævnt vil hver af de seks hovedformer for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de enkelte grundenergiers funtionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte rækkefølge.  

    

     De syv kosmiske grundenergiers navne, karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder”  Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå, hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold mellem de seks underbe­vidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i den guddommelige bevidsthed og organisme.

     Det er derfor i denne forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der gælder for grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også gør sig principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er omsætningsredskab for.

     Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’ altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller –planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’ faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger, vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.

     Set i relation til grundenergierne og disse respektive symbolfarver, tager forholdet til de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger sig skematisk set sådan ud:

 

1.     instinktenergien: planteriget (rød farve)

2.     tyngdeenergien: dyreriget (orange farve)

3.     følelsesenergien: det rigtige menneskerige (gul farve)

4.     intelligensenergien: visdomsriget (grøn farve)

5.     intuitionsenergien: den guddommelige verden (blå farve)

6.     hukommelsesenergien: salighedsriget (indigo farve).

 

     Læseren vil formentlig her erindre sig, at der i forbindelse med grundenergi nr. 6, hukommelsesenergien, er tale om at denne er hovedansvarlig for eksistensen af både det såkaldte salighedsrige, som udelukkende er et åndeligt rige, og for forekomsten af det fysiske mineralrige. Se evt. nærmere herom i afsnittet ”Jegets evige energikilder”.

     Men her følger så et diagram, der illustrerer den såkaldte ’udviklingstrappes’ hovedtrin:   

 

 

Konsekvensen af det netop anførte er naturligvis, at den samlede sjælelige struktur permanent er skueplads for forløbet af seks individuelle præstationsforløb, nemlig ét for hvert legeme.

     Imidlertid er de nævnte legemer, som tidligere oplyst, aldrig nogen sinde jævnbyrdigt udviklet, men fremtræder altid som indbyrdes overlegne eller underlegne. Og som det vil kunne forstås, manifesterer dette sig i praksis ved, at legemerne med hensyn til deres cyklus alle befinder sig på indbyrdes forskellige stadier. Og netop dette bekræfter, at det pågældende kompleks af legemer og præstationskredsløb udgør et overordentligt kompliceret, men samtidig fint afbalanceret, kosmisk system, ifølge hvilket situationen i den sjælelige struktur som helhed altid vil være den, at ét af legemerne befinder sig på fosterkernestadiet, ét i første vækststadium, ét i andet vækststadium, ét i kulminationsstadiet, ét i første degenerationsstadium og ét i  andet degenerationsstadium, kort sagt, at der permanent forekommer én repræsentant blandt legemerne for hvert af de seks mulige hovedstadier.

     At en sådan balance permanent lader sig opretholde i den sjælelige struktur, skyldes naturligvis, at der på den ene side eksisterer seks åndelige legemer, og at der på den anden side også  forekommer seks udviklingsmæssige hovedstadier, som disse kan befinde sig i, idet dette simpelt hen  er en betingelse for, at de seks legemer i forhold til hinanden kan befinde sig på hvert sit individuelle hovedstadium. Dette kan man også udtrykke på den måde, at de pågældende legemers respektive præstationscykler indbyrdes er forskudt med et interval på nøjagtigt ét hovedstadium, hvilket vedstående diagram netop søger at illustrere. Det fremgår her tydeligt, hvorledes de seks legemskredsløb er indbyrdes forskudt med et interval på nøjagtigt ét hovedstadium, hvad der igen ganske åbenlyst betinger, at de implicerede seks legemer under forløbet af disse kredsløb til stadighed befinder sig i et sådant indbyrdes udviklingsmæssigt kombinationsforhold, at alle seks hovedstadier permanent er repræsenteret; dette lader sig særlig tydeligt iagttage, dersom man aflæser diagrammet på tværs (se f.eks. det skraverede bælte ved pilene, der udtrykker kombinationsforholdet i et givet Nu).

     For at forebygge enhver misforståelse skal det allerede her oplyses, at den tid, det tager for et åndeligt legeme at gennemløbe sin cyklus (i f.eks. det jordiske menneskes tilfælde) drejer sig om millioner af år!  (Ó 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 225. – Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse).   

 

De seks kosmiske tilværelseszoner eller riger

Disse seks 'til­værelseszoner' eller "riger", som Martinus også kalder dem, er altså følgende: 1. instinktzonen eller plan­teriget, 2. tyng­dezonen eller dyreriget, 3. følelseszonen eller det rigtige menneskerige, 4. intelligenszonen eller visdoms­riget, 5. intuitionszonen eller den guddommelige verden, og 6. hukommel­seszonen eller salighedsriget. Mineralriget er i henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra "salig­heds­riget", hvilket især hænger sammen med at saligheds­væsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte "guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de 'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige energikilder”. 

     Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt efter hinan­den i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden, ligesom de gen­sidigt forud­sætter og har deres op­rindelse i hinan­den. Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de fysiske naturri­ger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste menne­sket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men kendes af det enkelte menne­ske kun i form af be­vidstheds­energi­erne følelse, intelligens, intuition og hukom­melse.

     Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at tilværelses­zonernes eller -rigernes eksistens og karakter alene formes, oprethol­des og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil, som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en evig strøm 'befolker' de forskellige riger. (Note 5)  

 

 

Diagrammet viser den guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs. det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted. Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - (Diagram og tekst er gengivet efter: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, 41. kapitel, stk. 4. 295. . – Gengivet med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer indirekte til Martnus’ symbol nr. 13: Den evige verdensplan. Symbolbogen I, stk 1-9.)

 

Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser. Ovenstående diagram refererer desuden til Martinus’ symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner. Symbolbogen DEV I, stk 1-34.).

 

Grundenergierne og individet

Imidlertid vil det være relevant her at se på, hvilken betydning en bestemt grundenergikombination mere præcist har i relation til en gruppe af individer. Her skal vi som udgangspunkt tage hovedkombination nr. 2, hvilket vil sig den grundenergikombination, der er karakteristisk specielt for situationen i dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu umiskendeligt tilhører.

     Den kosmisk set udviklingsbestemte grundenergikombination, der karakteriserer det ’mellemtrin’, som nutidens menneskehed generelt set befinder sig på, er væsentligst præget af den udviklingsbetingede ’overgang’ fra dyreriget til det rigtige menneskerige. For at lette forståelsen af emnet, vedføjes her det tidligere ovenfor gengivne diagram over grundenergiernes hovedkombinationer, men i denne omgang vil vi koncentrere os om det udviklingsstadium, som befinder sig i området ved overgangen fra de to vandrette felter B og C.

 

 

(Diagram – her uden tekst – er gengivet fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk.  1. 227. Ó 1986  Per Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse.

Som tidligere nævnt refererer diagrammet indirekte til Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes kombinationer. DEV I, stk. 1.-3.).      

 

 

     Feltet B betegner ”dyreriget” og feltet C udtrykker situationen i ”det rigtige menneskerige”. Tallene I-VI refererer til de respektive grundenergier og desuden til den sjælelige strukturs seks åndelige legemer: I. Instinktenergien og -legemet, II. tyngdenergien og -legemet, III. Følelsesenergien -legemet, IV. Intelligensenergien og -legemet, V. Intuitionsenergien og –legemet, og VI. hukommelsesenergien og -legemet.

     Hver rombefigur er opdelt i seks vandrette felter, som er nummerede fra 1 til 6. Disse felter og numre gentager sig ligeledes opefter på diagrammet. Tallene angiver de seks faser hver grundenergi og hvert legeme gennemgår: Et latent stadium (1), to vækststadier (2 og 3), et kulminationsstadium (4) og to degenerationsstadier (5 og 6). Samtidig genkender vi rombefiguren som identisk med det tidligere ovenfor gengivne diagram over det enkelte sjælelige legemes vækst- og degenerationsforløb.

 

     Som det fremgår af diagrammet er den dominerende og derfor førende grundenergi i ”dyreriget” nr. II: tyngdeenergien, som ved overgangen til feltet C allerede er kulmineret i sin udfoldelse og nu langsomt og gradvist er ved at aftage i dominans, idet den påbegynder 1. degenerationsstadium. Dens komplementære modsætning, grundenergi nr. V: intuitionsenergien, er lige akkurat begyndt at få ’glimtvis’ indpas i bevidsthedslivet hos relativt mere fremskredne kulturmennesker.

     Grundenergi nr. III: følelsesenergien, er stærkt på vej i 2. vækststadium, mens dens komplementære modsætning, grundenergi nr. VI: hukommelsesenergien, til gengæld er lige så stærkt i færd med at overgå til sit latente stadium. Men den aftagende hukommelsesevne kompenseres i praksis af samarbejdet mellem instinkt- og følelsesenergien, samt af den voksende intuitionsevne.

     Endelig befinder grundenergi nr. I: instinktenergien, sig ved overgangen til 2. degenerationsstadium, samtidig med at dens komplementære modsætning, grundenergi nr. IV: intelligensenergien, er godt i gang med at påbegynde sit 2. vækststadium.

 

     Men hvilken lære kan vi så uddrage af denne særlige grundenergikombination, som specielt er gældende for det moderne kulturmenneske? – Jo, vi kan først og fremmest bringes til at indse, at et menneskes totale psykofysiske habitus for det første er udviklingsbetinget og for det andet er organisk funderet i og med, at grundenergierne i virkeligheden er baseret på disses respektive omsætningsredskaber, nemlig de såkaldte sjælelige eller åndelige legemer.

 

Egoisme kontra næstekærlighed

Særlig vigtigt i sammenhængen er den omstændighed, at den relativt markante vækst af grundenergi nr. III, følelsesenergien, og af grundenergi nr. IV, intelligensenergien, blandt andet bevirker, at disse to energier i deres indbyrdes forhold og samarbejde i stadig stigende grad sættes i stand til at ’binde’ eller ’hæmme’ grundenergi nr. II, tyngdeenergien.

     Konsekvensen heraf er i praksis, at det enkelte menneskes tilbøjeligheder for aggresssivitet, egoisme og intolerance efterhånden og gradvist vil afløses af medfølelse, forståelse og hensyntagen til medmennesket, så vel som til de øvrige medskabninger, man er eller kommer i berøring med. Denne nyorientering i sympatimæssig henseende kulminerer før eller siden i en bevidstheds- og handlingspraksis, der bedst betegnes med ordet næstekærlighed. Det vil sige en etisk-moralsk bevidsthedsstandard, som står i stærk kontrast til situationen på mere inhumane udviklingsstadier, som på diagrammet findes i området omtrent midt i felt B. Det vil samtidig sige, at det eller de pågældende mennesker, som er nået frem til et grundfæstet højt etisk sindelag, udviklingsmæssigt set er godt på vej til at overskride ’tærskelen’ til ”det rigtige menneskerige”, på diagrammet vist som felt C, hvor det som sagt er en helt anden grundenergikombination, og dermed også en helt anden og ny mennesketype, der gør sig gældende. 

 

     Som tidligere nævnt, er der imidlertid en nok så betydningsfuld konsekvens af den tiltagende harmonisering mellem følelse og intellekt på bekostning af tyngdeenergiens ’dræbende’ tendenser, og det er, at den specielle permanente bevidsthedskonstitution eller sindstilstand, som harmoniseringen medfører, åbner mulighed for, at intuitionsenergien og –evnen kan gøre sig stadig mere gældende i bevidsthedslivet, til fordel for erkendelse og kreativ kunstnerisk eller teknisk-videnskabelig aktivitet og lignende.

 

De åndelige legemer

Det er også tidligere blevet nævnt, at der i henhold til Martinus består et intimt tilhørsforhold mellem de seks kosmiske grundenergier og de seks åndelige legemer. Sidstnævnte udgør nemlig i realiteten det organiske grundlag for omsætningen af grundenergierne, hvilket vil sige: for Jegets sanse- og manifestationsevne. Det er med andre ord i virkeligheden disse legemer eller organiske strukturer, der i deres respektive funktioner så at sige viser grundenergiernes karakteristika. 

     Som omtalt og gentaget adskillige gange i denne kortfattede introduktion til hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi, så defineres begrebet ’energi’ som ’evnen til at præstere skabelse’. Begrebet ’skabelse’, som i denne sammenhæng er synonymt med begrebet ’manifestation’, viser sig ifølge de kosmiske analyser også at gøre sig gældende i forbindelse med begrebet ’sansning’. Ifølge kosmologien er sansning nemlig langt fra blot en passivt modtagende (receptiv) proces. Tværtimod viser sansningen sig ved nærmere analyse i stor udstrækning at være en kreativ proces, omend denne væsentligst foregår ubevidst og automatisk. Sanseprocessen findes i øvrigt specielt beskrevet flere steder her på hjemmesiden. (Note 6)

 

     Her vil vi imidlertid koncentrere os om forholdet mellem den sjælelige strukturs seks åndelige legemer og disses indbyrdes konstellationsforhold, samt sidstnævntes respektive relation til spiralkredsløbets tilsvarende seks kosmiske tilværelseszoner eller kosmiske naturriger.

     Principielt set kan man sige, at hvert af de seks åndelige legemer er opbygget og struktureret stort set i lighed med det velkendte fysiske legeme. Det sidstnævnte udgør jo en organisk enhed eller helhed, der er sammensat af et bevægelsesapparat og af forskellige eksterne og interne lokalorganer, som f.eks. hjerne- og centralnervesystem, hjerte og blodkredsløbssystem, lunger, mave-tarmsystem, lever, nyrer, o.s.v., samt sanseorganerne: øjne, ører, næse, tunge og følenerver. I principiel lighed med, hvad tilfældet er for det fysiske legemes vedkommende, er de seks åndelige legemer også hver især også undergivet en slags fødselsproces, en opvækst til ’voksent’ stadium, efterfulgt af en forældelses- eller degenerationsproces, som ender med en slags ’død’ i form af et udfoldelsesmæssigt set midlertidigt latent stadium.

     Betragter vi det fysiske legeme som helhed ud fra et atomart synspunkt, fremtræder det som et elektrisk ladet energi- eller vibrationsfelt, hvori der indgår en række lokale og specialiserede, mindre procesfelter, nemlig blandt andet i form af de ovenfor nævnte lokalorganer. Principielt det samme synspunkt kan man netop også anlægge på den sjælelige struktur og dens seks åndelige legemer. Disse sidste udgør jo samtidig en slags ’lokalorganer’ i den sjælelige eller psykiske strukturs procesfelt, hvor de blandt andet danner grundlag for det såkaldte P-kraftfelt, indenfor rammerne af hvilket al livsoplevelse foregår. Men samtidigt hermed, er hvert enkelt af de sjælelige legemer også selv opbygget af forskellige lokalorganer, som varetager det pågældende legemes interne funktioner så vel som dets sanse- og manifestationsfunktioner.

 

Objektivt – subjektivt

I henhold til Martinus gælder der i øvrigt den kosmiske grundregel, at genstandes – herunder legemers – form og udseende objektivt  udgør et elektrisk-åndeligt procesfelt, mens det samme felt subjektivt opleves at have en bestemt afgrænset form og et bestemt udseende. Hvilket sidste ifølge Martinus beror på en interaktion mellem iagttagerens sanseapparat og det pågældende, objektive procesfelt. Det indebærer, at genstandes eller legemers subjektive form og udseende i praksis vil tage sig forskellige ud, alt efter arten og kvaliteten og kapaciteten af iagttagerens sanse- og bevidsthedsapparat.

     Det giver derfor i realiteten ingen mening at spørge om de åndelige legemers respektive form og udseende, sådan som tilfældet er med det fysiske legeme, som i øvrigt primært også er opbygget af en særlig kombination mellem de seks kosmiske grundenergier. Det fysiske legeme er objektivt set faktisk også et elektrisk procesfelt, og dets form og udseende er et subjektivt produkt af interaktionen mellem det nævnte procesfelt og individets bevidsthedsapparatur. Det fysiske legemes udseende, opbygning, funktioner og præstationsformåen er vi i almindelighed temmelig godt bekendt med, hvorimod vi kun indirekte og i større eller mindre grad kender de åndelige legemers – for de fysiske sanser usynlige og uregistrerbare – tilstedeværelse via deres respektive funktioner i form af de til det fysiske legeme knyttede bevidsthedsfunktioner. Disse funktioner – eller evner - udgøres henholdsvis af instinktfunktionen, ’tyngde’-funktionen, følelsesfunktionen, intelligensfunktionen, intuitionsfunktionen og hukommelsesfunktionen.

     I henhold til kosmologien udgør disse seks distinkte bevidsthedsfunktioner altså produkter af de respektive åndelige legemers virksomhed. Lige som bevidstheden som helhed udgør et produkt af et indbyrdes samarbejde og samspil mellem disse seks åndelige legemer, men vel at mærke: altid på foranledning af Jegets rektioner, ønsker, begær og interesser.

 

     Imidlertid forholder det sig dog sådan, at der faktisk er et par undtagelser, når det drejer sig om spørgsmålet om de åndelige legemers respektive form og udseende. Dette gælder først og fremmest for følelseslegemets vedkommende, idet dette legeme af en clairvoyant iagttager subjektivt kan opleves at have samme form og udseende som det fysiske legeme. Noget tilsvarende gælder faktisk også det såkaldte koblingslegeme, der jo er karakteriseret som en såkaldt parafysisk dublet af det fysiske legeme, hvorfor man da også lejlighedsvis ser det betegnet som ”dobbeltlegemet”. Som især omtalt i afsnittet Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’, fungerer koblingslegemet som et funktionelt mellemled mellem det fysiske legeme og den sjælelige struktur, men vel at mærke kun under den fysiske inkarnation.

 

Sjælens vækst- og degenerationsproces

Som det nu vil være læseren bekendt, så er det indbyrdes forhold mellem den sjælelige strukturs seks åndelige legemer organiseret på præcis samme måde og efter samme retningsliner, som tilfældet er med det indbyrdes forhold mellem de respektive seks kosmiske grundenergier, som de pågældende åndelige legemer hver for sig er specialiserede omsætningsredskaber for. Senere nedenfor skal vi gentage beskrivelsen af den vækst- og degenerationsproces, som så vel det enkelte åndelige legeme som den sjælelige struktur som helhed kosmisk set uafbrudt er underkastet.

     Forresten vil det være overordentlig vigtigt for læseren at klargøre sig, at individets udvikling og dermed dets ’passage’ gennem spiralkredsløbets i alt seks naturriger eller tilværelseszoner, ikke bør opfattes som en fremadrettet fysisk bevægelse eller ’rejse’ i rumlig forstand, men derimod som en kvalitativ tilstandsændring af individets organiske struktur og bevidsthedsapparat, hvilket vil sige: af dets seks åndelige legemer og især disses indbyrdes konstellationsforhold. En strukturændring, der primært konsekverer i en forandring af individets eksistensvilkår og dermed af livsoplevelsen.

     Den kvalitative tilstandsændring af individets sjælelige struktur, hænger til en vis grad sammen med de kvantitative vækst- og degenerationsprocesser, som den sjælelige strukturs seks åndelige legemer udviklingsmæssigt set er genstand for. Men der er i henhold til Martinus en kosmisk grundregel, som afgør, at det til enhver tid er den grundenergikonstellation eller –kombination, hvori en af de seks kosmiske grundenergier befinder sig i sin funktionelle kulminationsfase, som er bestemmende for, hvilket af de respektive seks åndelige legemer, der er primær bærer af bevidstheden og dermed af livsoplevelsen.

     Som vi også allerede er blevet gjort bekendt med, findes der altså i alt seks af disse kulminationsfaser, nemlig en for hvert af de seks åndelige legemer. Det kan også udtrykkes på den måde, at der findes seks grundforskellige udviklingskonstellationer mellem de seks åndelige legemer indbyrdes. I kraft af, at de seks åndelige legemer fungerer som Jegets eller individets sanseorganer og manifestationsredskaber, er Jeget altså i stand til at sanse og manifestere sig på seks grundforskellige måder. Dette indebærer som direkte konsekvens, at der også findes seks grundversioner af fungerende bevidsthedsliv, som modsvarer de respektive seks grundforskellige konstellationer mellem den sjælelige strukturs seks åndelige legemer.

 

De seks tilværelseszoner

Med det ovenforstående er vi faktisk kommet i berøring med de ialt seks naturriger eller tilværelseszoner, som tilsammen udgør ét kosmisk spiralkredsløb. Disse riger eller zoner kender vi allerede under navn af henholdsvis 1. planteriget, 2. dyreriget, 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5, den guddommelige verden, og 6. salighedsriget, hvis fysiske ’udløber’ er mineralriget. Lige som vi nu er bekendt med, at der til disse riger svarer en sjælelig struktur, hvori konstellationen mellem de seks åndelige legemer henholdsvis er præget af, at den ene af grundenergierne befinder sig i sin funktionelle kulminationsfase. Det vil sige en fase, hvori instinktlegemet kulminerer, en, hvori tyngelegemet kulminerer, en, hvori følelseslegemet kulminerer, en, hvori intelligenslegemet kulminerer, en, hvori intuitionslegemet kulminerer, og endelig en, hvori hukommelseslegemet kulmininerer i udfoldelse, og dermed i indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv.

 

”Kosmiske rejsende”

Hver af de seks forskellige konstellationsformer mellem den sjælelige strukturs seks åndelige legemer indbyrdes, bevirker altså at individet successivt er særlig sanse- og manifestationsdygtigt – og dermed også funktions- og kommunikationsdygtigt – i hvert af de nævnte respektive seks riger eller tilværelseszoner. Disse riger eller zoner er konstant befolket med myriader af  levende væsener eller individer, som kosmisk set ’passerer’ ind i og ud af hver enkelt zone eller rige i en uafbrudt strøm. Som følge heraf er samtlige seks riger uafbrudt opfyldt med et mylder af individer eller skabninger, der i en vis forstand kan betegnes som ’kosmiske rejsende’.

     Denne ’rejses’ varighed i det enkelte rige er alene bestemt af den tid, som det er muligt for det pågældende åndelige legeme at bevare den til det samme rige svarende funktionelle grundenergikonstellation, og set i det jordiske menneskes tidsperspektiv kan det dreje sig om millioner af år. Men tid er jo et relativt begreb i den fysiske verden og er det i endnu højere grad i de åndelige verdener, hvor én dag kan være som tusind år, og tusind år som én dag.

     Men samtidigt med, at det bærende åndelige legeme i den sjælelige strukturs seks forskellige grundkonstellationer mellem de åndelige legemer, så at sige degenererer eller aftager i styrke og indflydelse, overføres dagsbevidstheden, og dermed Jegets sanse- og manifestationsevne, automatisk og efterhånden på det næste legeme i rækken, som i mellemtiden er vokset frem til at kunne varetage omsætningen af den af grundenergierne, som det specielt er beregnet på at være redskab for. En situation, der efter tur gentager sig for hvert af de seks åndelige legemers vedkommende.

 

     Den ovenfor skitserede situation vil grafisk kunne aflæses af det tidligere ovenfor gengivne diagram i forbindelse med omtalen af ”udviklingstrappen”, som jeg derfor vil tillade mig at gentage her, men uden den tekst af Per Bruus-Jensen, der ovenfor er vedføjet diagrammet: 

 

 

Diagram: Ó 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 225. – Gengivet med forfatterens velvillige tilladelse.

(Jævnfør evt. med Per Bruus-Jensens tekst til diagrammet tidligere ovenfor).

 

 

     Lad os indlede beskrivelsen af diagrammet med at fastslå, at det tager et helt spiralkredsløb for hvert af den sjælelige strukturs seks grundenergilegemer, at gennemløbe sin totale vækst– og degenerationscyklus. Det vil sige et forløb fra det funktionelt latente stadium – også kaldet forsterkernestadiet – til via de to vækststadier til kulminationsstadiet og derfra via de to degenerationsstadier til et nyt latent stadium, det sidste vel at mærke på et ét trin højere niveau. 

     Betragter vi herefter diagrammet, ses det umiddelbart, at det består af seks lodrette rækker rombefigurer, som gentager sig fra neden af og opefter. Hver rombefigur er opdelt i seks vandrette felter, som er nummerede fra 1 til 6. Disse felter og numre gentager sig ligeledes opefter på diagrammet. Tallene angiver de seks faser hvert legeme gennemgår: Et latent stadium (1), to vækststadier (2 og 3), et kulminationsstadium (4) og to degenerationsstadier (5 og 6). Samtidig genkender vi rombefiguren som identisk med det tidligere ovenfor gengivne diagram over det enkelte sjælelige legemes vækst- og degenerationsforløb.

     Imellem de to markerede trappeformede streger, der fra venstre side af diagrammet stiger skråt op mod dettes højre side, ses ialt seks rombefigurer i fuldt optrukken linieføring. Dette område eller felt markerer et spiralkredsløbsafsnit, og hvert ’trin’ angiver sit specielle rige eller sin tilværelseszone. Forneden på diagrammet og under den nederste ’trappe’, er rombefigurerne tegnet med punkterede linier, hvilket skal angive at det her drejer sig om et underliggende spiralafsnit. På principielt tilsvarende måde skal de punkterede rombefigurer foroven på diagrammet angive, at det her drejer sig om et overliggende spiralafsnit. Diagrammet antyder på denne måde også indirekte forekomsten af de tre kosmos: Makrokosmos (ovenover den øverste trappe), mellemkosmos (mellem de to trapper) og mikrokosmos (nedenunder den nederste trappe). Dermed antydes samtidig det syv-leddede organismeprincip, som Martinus’ kosmologi opererer med. (Note 7)

 

     Læst vandret fra venstre ses romertallene I-VI forneden på diagrammet. Tallene henviser til den sjælelige strukturs seks åndelige legemer: I. instinktlegemet, II. tyngdelegemet, III. følelseslegemet, IV. intelligenslegemet, V. intuitionslegemet og VI. hukommelseslegemet. Ligeledes læst vandret fra venstre kan det konstateres, at den lovbundne faseforskydning mellem de seks åndelige legemer – med ét trin op for hvert af de seks legemer – i princippet opretholdes permanent fra trin til trin, hvilket i henhold til Martinus er baggrunden for, at man kan tale om specielle kombinations- eller konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer indbyrdes. (Note 8)

     Midt på diagrammet er hvert af de seks tværgående vandrette felter, der flankeres af en pilefigur til venstre og en til højre, ovenover hvilke der står ordet NUET, skraverede. Det specielle kombinations- eller konstellationsforhold mellem de seks legemer, det her drejer sig om, er det, der er gældende for individerne i ”det rigtige menneskerige”. Det ses af, at rombefigur nr. III, som angiver følelseslegemet, er det funktionelt kulminerende legeme i kombinationen. Det er ’tærskelen’ til dette rige, som de mest fremskredne jordiske mennesker, for hvilke det umiddelbart underliggende trins konstellation indtil videre stadig er gældende, så småt er ved at betræde, men som det i henhold til Martinus vil tage omkring tretusinde år, at ’overskride’, hvilket kun kan ske, når individet bliver i stand til for alvor og varigt at overholde de lovmæssigheder, der gælder i det rigtige menneskerige, herunder primært næstekærlighedsloven.  

 

Individets ’kosmiske rejse’

Som allerede fremhævet, bør individets kosmiske udvikling og dermed dets ’passage’ gennem spiralkredsløbets seks successive tilværelseszoner eller naturriger, ikke opfattes som en fremadrettet bevægelse eller ’rejse’ i rumlig forstand. Og da slet ikke i fysisk rumlig forstand, selv om begrebet ’åndeligt rum’ indgår i sammenhængen. Men det åndelige rum er et helt igennem subjektivt fænomen, for hvilket der gælder andre lovmæssigheder og vilkår, end tilfældet er for det fysiske rum. Derimod er der objektivt belæg for at betragte den ’kosmiske rejse’ som en kvalitativ tilstandsændring af individets bevidsthedsapparat, som organisk er repræsenteret ved den sjælelige strukturs seks åndelige legemer og disses indbyrdes konstellationsforhold og samvirke. Denne situation har jeg i al ydmyghed og beskedenhed søgt at give et grafisk udtryk  i form af det nedenfor vedføjede diagram, som forhåbentlig vil kunne bidrage til at lette læserens forståelse af de ovenfor nævnte forhold og sammenhænge.

     Det er naturligvis med en vis tilbageholdenhed, at jeg har vovet at knytte et selvkomponeret diagram til forsøget på at forklare faktorerne indenfor Martinus’ kosmologi, men eftersom det for det første forståeligt nok ikke er velset, at Martinus’ egne symboler gengives udenfor den originale sammenhæng, og for det andet, at et tilsvarende symbol heller ikke findes blandt Martinus’ efterladte symboltegninger, og der for det tredie heller ikke forefindes et lignende diagram i Per Bruus-Jensens værker, ja, så har jeg altså dristet mig til at gengive det selvkomponerede diagram her: 

 

 

 

Ovenstående diagram søger grafisk at illustrere og forklare de specielle forhold, der gør sig gældende for individets sjælelige struktur og dets kommunikation med sin omverden, sådan som disse forhold er fremlagt indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Diagrammets forklaring findes i hovedteksten. Det skal bemærkes, at diagrammets farver kun tilnærmelsesvist er i overensstemmelse med farverne på Martinus’ symboler. – Tegningen er rentegnet af Jakob Koch på grundlag af en skitse af © 2008 Harry Rasmussen.

 

 

Denne version af diagrammet skal ses som et 'levende' supplement til det faste eller stillestående diagram. Den ny version søger i grafisk animation at illustrere de specielle forhold, der gør sig gældende for individets sjælelige struktur og dets kommunikation med sin omverden, men naturligvis i ekstrem tidsforkortning. Man skal i øvrigt tænke sig, at de omkringliggende cirkelfigurer principielt gennemgår præcis samme proces. – Animationen er tegnet af Jakob Koch på grundlag af en skitse af © 2008 Harry Rasmussen.

 

Diagrammets store centrale cirkelfigur skal symbolisere det levende væsens (individets) totale kosmiske struktur: Jeget = X 1., overbevidstheden = X 2., og underbevidstheden = X 3. Det hvide cirkelfelt med trekanten i centrum markerer Jeget, mens den ligesidede trekant angiver det levende væsen som udtryk for et treenigt princip. Det smalle cirkelfelt udenom trekanten, der ligesom stråler ud mod det violette cirkelfelt udenom, skal symbolisere urbegæret, der jo i henhold til Martinus udgør al sansnings og manifestations motiverende grundfaktor. Det violette cirkelfelt angiver overbevidstheden i dens egenskab af et højpsykisk kraftfelt, der er præget af et sæt universelle skabeprincipper, samt i dets funktion som base eller såkaldte ”spiralcentre” for de seks kosmiske grundenergitalentkerner og dermed også for ”skæbneelementet”. Grundenergitalentkernerne eller ”spiralcentrene” ses i form af den skraverede lille del af de i alt seks radiære ellipsefigurer, der ligesom er ’rodfæstede’ i det violette overbevidsthedsfelt. De seks ellipsefigurer markerer den sjælelige strukturs seks åndelige legemer, hvis maksimale udfoldelsesmulighed (kulmination) er vist med punkteret linieføring. Desuden er de seks åndelige legemer samtidig også markeret med de symbolfarver, der er benyttet af Martinus i hans egen symbolik. Det fremgår af den skematiske opstilling af de seks små firkanter tilhøjre på diagrammet, hvilken farve, der symboliserer hvert enkelt legeme.

     Endelig er der på diagrammet afsat en diagonal linie, som der ses et brudstykke af øverst til venstre i salighedsriget, og forneden til højre i Det rigtige menneskerige. Ovenover og under de to liniebrudstykker står der ÅND. VERD. og FYS. VERD., hvilket henholdsvis skal betyde, at rigerne over linien repræsenterer de åndelige verdener og at rigerne under linien repræsenterer de fysiske verdener.                  

 

     Som tidligere beskrevet, er den sjælelige strukturs seks åndelige legemer undergivet en indbyrdes ’faseforskudt’ cyklisk vækst- og degenerationsproces. Denne faseforskydning er lovbundet og følger derfor et bestemt mønster, nemlig i form af et karakteristisk konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer indbyrdes. (Jævnfør med det tidligere diagram ovenfor). Der findes i alt seks sådanne grundkonstellationer, i hvilke hvert af de seks åndelige legemer efter tur fremtræder som primær bærer af bevidsthedslivet. Disse seks grundkonstellationer gør hver især Jeget (subsidiært individet) særlig sanse- og manifestationsdygtigt, og dermed kommunikationsdygtigt, overfor individer med principielt samme eller omtrent samme sjælelige struktur og åndelige status, som det pågældende individ selv.

     Disse andre individer eller Jeger, som i en vis forstand udgør det omhandlede individs ’omverden’, danner tilsammen et åndeligt-elektrisk vibrationsområde, der er identisk med det, vi har lært at kende som et kosmisk naturrige eller en kosmisk tilværelseszone. Og der findes altså i alt seks sådanne grundformer for kosmiske riger eller zoner, nemlig dem, vi allerede kender under navn af planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, herunder mineralriget. Disse riger eller zoner er på diagrammet antydet ved de aflange og delvise cirkelfigurer, der befinder sig i det perifere felt udenom den store cirkelfigur, og som er markeret med tallene fra 1 til 6, som refererer til de seks kosmiske storriger, der samtidig også er markeret med de symbolfarver, der er benyttet af Martinus i hans egen symbolik. Af den skematiske opstilling af de seks små firkanter tilhøjre på diagrammet fremgår det, hvilken farve, der symboliserer hvert enkelt rige.

    

     Som det netop lige er blevet nævnt, så er det cirkelfelt, der omgiver den store cirkels seks åndelige legemer (ellipsefigurerne), og som tangeres af disse, opdelt i ialt seks forskelligt farvede aflange felter, der hver især strækker sig fra ’toppunkt’ til ’toppunkt’ af ellipsefigurerne. Disses respektive farver: rød, orange, gul, grøn, blå og indigo, refererer henholdsvis til de seks kosmiske grundenergier, og til de seks kosmiske storriger. Som det ses, har hver af grundenergierne en maksimal udfoldelse, nemlig dér, hvor det åndelige legeme, der er omsætningsredskab for den pågældende grundenergi, befinder sig i sit funktionelle kulminationsstadium. Der forekommer derfor i alt seks sådanne kulminationsstadier, ét for hvert af de seks åndelige legemer og dermed for hver af de seks kosmiske grundenergier.

     Det ses også, at hvert enkelt af de kosmiske storriger begynder i det forrige riges kulminationspunkt, lige som det ender i det efterfølgende riges kulminationspunkt. Det svarer til, at hvert rige har sit første ’fosterkernestadium’ dér, hvor det forudgående rige har sit kulminationsområde, og sit sidste ’degenerationsstadium’ i det efterfølgende riges kulminationsområde. De seks riger ’overlapper’ på den måde hinanden. (Vedr. udtryk som ’forsterkernestadium’ og ’degenerationsstadium’: Jvf. med flere af de tidligere ovenfor gengivne diagrammer).     

 

     Det skal her indskydes og kraftigt understreges, at størrelsesforholdene på diagrammet intet har med de faktiske forhold at gøre, idet det treenige princips tre hovedinstanser: Jeget, skabeevnen (overbevidstheden) og det skabte (underbevidstheden) i det virkelige liv har samme værdimæssige valør. De sjælelige legemer er alene gjort så store på diagrammet, som tilfældet er, for bedre at kunne vise disses vækst- og degenerationsprocesser.          

 

Vækst- og degenerationsprocessen

Den vækst- og degenerationsproces, som den sjælelige strukturs seks åndelige legemer kosmisk set hver især er undergivet, markerer sig altså særligt som i alt seks grundformer for kombinationer eller konstellationer mellem de seks åndelige legemer indbyrdes. Det er netop hver af disse specielle kombinationer, der gør individet sanse- og manifestationsdygtigt i forhold til de ’omgivende’ elektrisk-åndelige vibrationsfelter, som for deres vedkommende er præget af de selvsamme kombinationsforhold. Et eksempel herpå er netop vist på diagrammet, hvor det specielt er det kombinations- eller konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer, hvori tyngdeenergien er dominerende, der er søgt illustreret.

 

     Udtrykkene ’stadium’ og ’fase’ i det efterfølgende betyder i denne forbindelse det samme. Stadier eller faser i vækst er markeret med pil væk fra centrum, mens stadier eller faser i degeneration er markeret med pil ind mod centrum.

 

     Som det fremgår af diagrammet, befinder tyngdelegemet (nr. 2, orange farve) sig i sin præstationsmæssige kulminationsfase, mens dets komplementære modsætning, intuitionslegemet (nr. 5, blå farve), tydeligvis er i fosterkernestadiet. Instinktlegemet (nr. 1, rød farve) befinder sig i første degenerationsfase, og dets komplementære modsætning, intelligenslegemet (nr. 4, grøn farve), er i første vækststadium. Følelseslegemet (nr. 3, gul farve) er derimod i andet vækststadium, mens dets komplementære modsætning, salighedslegemet (nr. 6, indigo farve), befinder sig i andet degenerationsstadium.

     Dette særlige kombinations- eller konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer indbyrdes, er i vid udstrækning ansvarligt for, at det pågældende individ i særlig grad er sanse- og manifestationsdygtigt, og dermed funktions- og kommunikationsdygtigt, overfor dét kosmiske vibrationsfelt, der kaldes dyreriget. Dette sidste er markeret ved den antydning af en tilsvarende cirkelfigur forneden på diagrammet, og hvis tyngdelegeme tangerer netop det område, hvori det omhandlede individs tyngdelegeme befinder sig i kulminationsfasen.

 

     Principielt de samme forhold gælder for de fem øvrige energikonstellationer eller –kombinationer mellem den sjælelige strukturs  seks åndelige legemer indbyrdes. Læseren behøver kun at tænke og forestille sig konstellationsforholdet successivt overført på henholdsvis legeme nr. 3, 4, 5, 6 og 1. De ’omgivende’ individer og riger eller tilværelseszoner (udsnit af cirkelfigurer) er derimod hele vejen rundt om centrumscirklen markeret ved, at det bærende legeme i disse befinder sig i sit kulminationsstadium.  Det skal antyde, at det til enhver tid er de væsener, hos hvilke dette er tilfældet, der særligt repræsenterer de pågældende riger eller tilværelseszoner.

 

En afgørende pointe

Som det forhåbentlig tydeligt er fremgået af diagrammet og min forklaring til det, er det en lovbundet kvalitativ tilstandsændring af individets bevidsthedsapparat, altså af dets sjælelige struktur og dennes seks åndelige legemer, der er baggrunden for, at individet kosmisk set successivt bliver sat i stand til at sanse- og manifestere sig i seks på hinanden følgende riger eller tilværelseszoner. Og det er altså specielt den særlige grundenergikombination mellem de seks åndelige legemer indbyrdes, hvori ét af legemerne befinder sig i sit funktionelle kulminationsstadium, der bestemmer, hvilket af de seks riger, individet er i stand til at kommunikere med og udfolde sig i.

     Denne situation fremgår faktisk indirekte af diagrammet, nemlig på den måde, at det tydeligt ses at de øvrige fem legemer i det anførte kombinationsforhold, enten befinder sig i stadier eller faser for tiltagende funktion eller stadier eller faser for aftagende funktion, eller – som det på diagrammet er tilfældet med intuitionslegemet – slet ikke fungerer, hvilket vil sige at det midlertidigt befinder sig i latent stadium. Hvert enkelt legemes sanse- og manifestationsdygtighed afhænger i høj grad af, hvilket af de nævnte stadier det befinder sig i. Det ses desuden tydeligt af diagrammet, at fem af legemerne alle er et større eller mindre stykke fra at tangere de respektive kulminationspunkter, hvilket betyder, at det pågældende individ kun i en udstrækning eller et omfang, der er proportionalt med de respektive legemers kapacitet, er sanse- og manifestationsdygtigt i de til legemerne svarende tilværelseszoner.

 

     Den afgørende pointe i hele denne fremstilling er den, at individet overhovedet ikke ’flytter’ sig i rumlig forstand, og da slet ikke i tredimensional fysisk rumlig forstand. Der er altså ikke tale om en ’rumrejse’, eller blot en rejse fra et sted til et andet, idet en sådan forestilling er illusorisk og slet ikke relevant i sammenhængen. Det, der reelt er tale om her, er, at individets sjælelige struktur, altså dets samlede underbevidsthedsapparat, ændrer kvalitativ tilstand, i den forstand, at de seks åndelige legemer indbyrdes ændrer funktionel kapacitet på en sådan måde, at det kosmisk set successivt gør individet sanse- og manifestationsdygtigt på seks grundforskellige måder. Det er disse seks grundforskellige måder eller kvalitative tilstande, der giver individet successiv ’adgang’ til de seks kosmiske storriger eller tilværelseszoner.

     De nævnte riger eller zoner opretholdes som sådanne permanent, nemlig i kraft af de individer, der repræsenterer det enkelte riges særlige grundenergikombination, og som kosmisk set i en uafbrudt, omend langsom ’udviklingsstrøm’ passerer igennem dette. Det er altså aldrig tilfældet indenfor det enkelte spiralkredsløb, at det er de samme individer, der uafbrudt udgør rigernes ’befolkning’. Men set i det helt store kosmiske perspektiv, forholder det sig i henhold til Martinus dog sådan, at det er de samme individer, der i det evige livs forløb i princippet gentager og genoplever det såkaldte spiralkredsløb igen og igen. (Note 9)

 

”En såret flygtning mellem to riger”

Imidlertid har vi hidtil ikke berørt det faktum, at der også forekommer overgangsstadier mellem de seks hovedformer for kombinationsforhold mellem de seks åndelige legemer. Sådanne overgangsfaser gør sig gældende i de situationer, hvori ingen af de seks åndelige legemstyper befinder sig i kulminationsfasen, hvilket sker i forbindelse med, at individets dagsbevidsthed gradvis er i færd med at blive overført på det næste legeme i konstellationsrækken. Ifølge Martinus opleves en sådan situation netop af de jordiske mennesker, og især af de kosmisk set mest udviklede, idet disse ikke længere hører til det egentlige dyrerige, men samtidig langt fra endnu er hjemmehørende i det rigtige menneskerige. Det sidstnævnte rige er kun så småt på vej til at blive manifesteret og etableret her på kloden.

     Den beskrevne situation opleves i ikke ringe grad som en ubehagelig og til dels ulykkelig, i nogle tilfælde ligefrem lidelsesfuld situation. Dette er da også baggrunden for, at Martinus betegner det jordiske menneske som ”en såret flygtning mellem to riger”, nemlig mellem dyreriget og det såkaldte rigtige menneskerige.

     Men når den nævnte overgangsfase mellem dyreriget og det rigtige menneskerige opleves som ovenfor beskrevet, hænger det sammen med tyngdeenergiens dominans i det indbyrdes konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer. Tyngdeenergien og dermed tyngdelegemet er jo nemlig den bærende energi og det bærende legeme (det fysiske legeme), når det gælder udfoldelsen af ”det dræbende princip”. Følelsesenergien og følelseslegemet er derimod bærende energi og legeme under udfoldelsen af ”det livgivende princip”.

     Eftersom tyngdeenergiens dominans vil aftage proportionalt med, at den sjælelige struktur efterhånden skifter over til de øvrige energi- og legemskonstellationer i spiralkredsløbet, betyder det, at det bliver det livgivende princip, der vil blive dominerende stort set i resten af spiralkredsløbet. Som en følge deraf, vil overgangsfaserne mellem rigerne 3, 4, 5, 6 og 1, ikke blive oplevet som en ubehagelig og slet ikke smertefuld proces. (Note 10)

 

”Den store fødsel”

I overgangen mellem det jordiske menneske og det rigtige menneske, som Martinus sammenligner med et fosterudviklingsforløb, og hvori ”veernes begyndelse” forekommer, indtræffer på et tidspunkt den proces, Martinus kalder for ”den store fødsel”, der markerer en situation, hvori menneskets intuitionsevne bryder frem i bevidstheden og lader individet opleve sin egen udødelighed og identitet med sit guddommelige ophav, ikke kun som teori, men som realistisk virkelighed. Denne ”fødsel” hænger sammen med en forudgående udvikling af individets humane evne: næstekærlighedsevnen, som er organisk baseret dels på et særligt konstellationsforhold mellem de to seksuelle poler og de to seksuelle polorganer, og dels på et konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer, hvori især følelseslegemet og intelligenslegemet nærmer sig hinanden i funktionel henseende., og hvori intuititionslegemet netop er blevet ’vakt’ tilstrækkeligt til, at det lejlighedsvis giver sig til kende i bevidsthedslivet, nemlig i form af de glimt af en kosmisk helhed og sammenhæng, Martinus kalder for ”kosmiske glimt”. (Note 11)

 

Gennem ’døden’

Sluttelig skal det nævnes, at diagrammet til dels også er egnet til at illustrere individets ’passage’ gennem de åndelige verdener efter det fysiske legemes død, og på dets ’vej’ mod en ny fysisk inkarnation. For øvrigt en situation, der kun forekommer for planteindividernes, dyreindividernes – herunder det jordiske menneskes – og delvis for de første rigtige menneskers vedkommende. Reinkarnationsprocessen finder derimod ikke sted for individerne i de øvrige og åndelige tilværelseszoner, idet disse benytter sig af en ’teknik’, der betegnes som materialisation og dematerialisation.

     Der består imidlertid en afgørende forskel mellem den store kosmiske spiralkredsløbsudvikling af de seks åndelige legemer og disses indbyrdes konstellationer, som successivt overtager dominansen i individets livsudfoldelse og livsoplevelse, og så individets ’passage’ gennem de åndelige verdener mellem to inkarnationer. Denne forskel består især i, at det er dén sjælelige struktur, som individet i dette tilfælde har i dyreriget (jvf. med diagrammet), det er henvist til at benytte sig af under den nævnte ’passage’ gennem ’døden’. Lige som det principielt er de helt samme tilværelseszoner, som i det store evolutionære kosmiske kredsløb, individet aflægger kortere eller længerevarende ’besøg’ i undervejs mod en ny fysisk inkarnation.

     Disse forhold indebærer, at individets dagsbevidsthed under ’passagen’ eller forløbet, successivt overføres på de med de nævnte riger korresponderende åndelige legemer, og at individets evne til at sanse og manifestere sig i disse riger, og kommunikere med disses ’faste’ indvånere, er proportional med det i hvert enkelt tilfælde givne åndelige legemes ’aktuelle’ udviklingsstatus og funktionelle kapacitet. Det betyder for det på diagrammet viste individs vedkommende, at det ikke vil være særligt sanse- og manifestationsdygtigt i visdomsriget og salighedsriget, og kun i mindre grad og omfang vil være det i det rigtige menneskerige og i det åndelige planterige. Og det vil slet ikke kunne gøre sig gældende på nogen måde i den guddommelige verden, idet dets intuitionslegeme befinder sig i et funktionelt latent stadium. Individet udgør derfor her nærmest et ubevidst eller sovende væsen under sin ’passage’ gennem det pågældende rige. Men individet ’vågner’ altså igen så småt op til ganske vist ’indadvendt’ dåd i salighedsriget, skønt dets hukommelseslegeme befinder sig i sidste degenerationsfase.

     For planteindividernes vedkommende vil ’passagen’ gennem de åndelige riger efter ’døden’ forme sig lidt anderledes, end for dyrene og menneskene, idet planteindividernes sjælelige struktur har et lidt anderledes konstellationsforhold mellem de seks åndelige legemer indbyrdes. Dette gælder i højere også for de rigtige mennesker, som endnu måtte være undergivet reinkarnationsprocessen. Hos disse befinder intuitionslegemet sig jo mere eller mindre i første vækstfase, og dette giver helt anderledes og gode muligheder for at kunne sanse og manifestere sig, og opleve og kommunikere, i et vist omfang i både visdomsriget og den guddommelige verden, når dagsbevidstheden under ’passagen’ gennem ’døden’ bæres af intuitionslegemet.    

 

”Den lille død”

De samme forhold og det samme forløb, som ovenfor beskrevet, gør sig principielt gældende under søvntilstanden, eller ”den lille død”, som den jo også er blevet kaldt, blandt andet af H.C.Andersen, og i en vis forstand med rette. Men en nærmere beskrivelse af så vel den store ’død’ som ”den lille død” findes allerede i flere af afsnittene her på hjemmesiden og skal derfor ikke gentages her. (Note 12)

     Individerne i den åndelige del af det rigtige menneskerige, er i kraft af deres kosmiske udviklingsstatus ikke længere underkastet reinkarnationsprocessen, men benytter sig ifølge Martinus af den førnævnte materialisations- og dematerialiseringsteknik, når de ønsker at kommunikere med ’omverdenen’, hvilket fortrinsvis vil sige med ’beboere’ i den åndelige del af det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden. Det betyder principielt set, at de vil kunne fremtræde med en hvilken som helst legemsform, de måtte ønske og finde passende i situationen. En slags ’udklædning’ kunne man kalde det, hvor individet kan skifte legemsform, som vi andre skifter påklædning.  

 

Resumé

For overskuelighedens skyld skal vi herefter sammenfatte og fremhæve de vigtigste punkter i ovenstående fremstilling, hvoraf det mere eller mindre direkte er fremgået, at samtlige spiralkredsløbets seks forskellige, men indbyrdes forbundne tilværelseszoner eller riger er konstant befolket med et utal af levende væsener af alle arter og afskygninger, som i deres egenskab af sanseorganer og manifestationsredskaber for Gud, er ansvarlige for befordringen af og kommunikationen mellem henholdsvis individerne indbyrdes og mellem Guddommen og de levende væsener, en kommunikation, der dels er identisk med Guds og de levende væseners respektive livsoplevelse, og dels også er identisk med Guds og det enkelte individs indbyrdes ’korrespondance’ i form af fællesproduktet ”livets oplevelse”, og i form af individets lønlige bønshenvendelse til sin evige Fader.   

     Forholdet er nemlig det, at for individets vedkommende repræsenterer og fungerer samtlige alle andre eksisterende levende væsener – fysiske som åndelige – i virkeligheden tilsammen som dén levende og suveræne enhed, vi kalder Gud Fader. Der findes derfor i realiteten kun ialt to levende væsener i verdensaltet, nemlig Guddommen og det levende væsen, det sidste i form af det enkelte individ, som Martinus derfor betegner som ”gudesønnen”, et udtryk og begreb, der indbefatter begge køn, i den forstand, at hvert eneste levende væsen uden nogen som helst undtagelse kosmisk set er dobbeltkønnet eller mere præcist: dobbeltpolet, sådan som vi allerede har været inde på i det foranstående, men også og især har omtalt i hjemmesidens afsnit om det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling.

 

Den evige udviklings rytme 

Imidlertid er det som omtalt ikke de samme individer eller levende væsener, der til enhver tid befolker de forskellige tilværelseszoner, idet situationen er den, at samtlige individer evigt og kontinuerligt ’cirkulerer’ igennem spiralkredsløbets seks forskellige, successive riger. Denne ’cirkulation’ eller ’rejse’ sker primært på foranledning af urbegæret i forening med sult- og mættelsesprincippet på basis af kredsløbs- og kontrastprincippet, repræsenteret ved især det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling, som uophørligt ansporer individet til at forny sin livsoplevelsesevne og derigennem forandre og udvide sin livsoplevelse. For det er en af de store pointer ved Martinus’ kosmologi, at evnen til at opleve livet, altså livsoplevelsesevnen, hele tiden må fornyes gennem de kontrasterende forhold og oplevelser, som netop spiralkredsløbet byder på. Dette sker ved, at individet – og det vil altså i virkeligheden sige samtlige individer uden undtagelse – ’fastholdes’ i en evigt vekslende, pulserende rytme, hvorunder individet i én periode ’indvikler’ sig i den fysiske materieverden, som kosmisk set repræsenterer ’mørket’, og efter et vist ophold her, i en anden periode atter ’udvikler’ sig af den fysiske materieverden og bliver midlertidigt hjemmehørende i den åndelige eller parafysiske materieverden, der repræsenterer ’lyset’, for derefter at begynde forfra og om igen, og således fortsættende og principielt gentagnede i en evig livsfornyelsesproces. (Note 13)

 

      Men i denne forbindelse erindrer vi os dog samtidig, at det som påpeget kun er i relativ og illusorisk forstand, at individet henholdsvis ’indvikler’ og ’udvikler’ sig og ’cirkulerer’ eller successivt ’rejser’ igennem spiralkredsløbets seks tilværelseszoner. Men i virkeligheden forbliver det levende væsens eller individets Jeg i sin identitet med ’det evige Nu’, hvilket vil sige evigheden, totalt ubevægeligt under sit enestående, grundlæggende og forunderlige projekt: uafbrudt at skabe en kontrast til sig selv, hvori Jeget kan ’spejle’ sig og blive selvbevidst.

     Samtidig må man også huske på, at der er tale om et levende univers, og at de seks tilværelseszoner, under indflydelsen fra især kredsløbs- og kontrastprincippet, ustandselig gennemgår eller er underkastet en ’intern’ udvikling og som følge heraf altid vil være under forandring eller forvandling. Det er denne uafbrudte eller evige kosmiske forandringsproces, Martinus betegner som ”vejen mod lyset”. Tilværelseszonerne eller naturrigerne er altså ikke ’statiske’ i praksis, det er kun i princippet, at de evigt forbliver de samme og dermed bevarer deres respektive karakter og identitet.

    

     Som det allerede turde være fremgået, foregår indviklingsprocessen via mineral-, plante- og dyreriget, hvor individet (Jeget) henholdsvis fremtræder i form af mineralvæsen (underforstået salighedsvæsen), plantevæsen og dyrevæsen, til hvilket sidste det jordiske menneske som bekendt også (endnu) hører. Herefter afløses og overtages indviklingsprocessen af udviklingsprocessen, som successivt fører individet igennem det rigtige menneskerige, visdomsriget og ’tilbage’ til den guddommelige verden (intuitionszonen), der som bekendt repræsenterer den allerhøjeste form for livsudfoldelse i så vel sanse- og manifestationsmæssig som i funktions- og kommunikationsmæssig henseende. Og når individet derefter på et tidspunkt er blevet tilstrækkelig ’mættet’ af sit ophold og sine oplevelses- og udfoldelsesmuligheder i livets absolut højeste rige eller tilværelseszone, længes det efter at ’trække’ sig ind i sig selv og dér samle sig omkring sit totale erfarings- og erindringsmateriale, der er erhvervet henholdsvis under det tilbagelagte spiralkredsløbs indviklings- og udviklingsepoker. Som vi allerede er blevet gjort bekendt med, vil en stor del af dette erfarings- og erindringsmateriale allerede være blevet omdannet til såkaldte ”guldkopier”, og da individets koncentration på og beskæftigelse med disse, automatisk udløser nærmest ekstatiske salighedsfornemmelser, har Martinus derfor betegnet denne vibrations- eller tilværelseszone som ”salighedsriget”. 

 

Salighedsriget og mineralriget

I henhold til Martinus’ kosmologi er det en slags ”overskudsenergi” fra individerne i salighedsriget, som vibrerer og virker ind på de fysiske og materiedannende energier, instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, og dér viser sig som det såkaldte mineralrige, hvilket blandt andet vil sige i form af de idérige og ofte meget harmoniske og smukke krystalstrukturer og formationer. Under sin intense, kontemplative beskæftigelse med og optagethed af guldkopierne af sit eget erfaringsmateriale, oplever salighedsvæsenet blandt andet et retrospektivt tilbageblik på sine egne fortidige liv i de passerede tilværelseszoner, og herunder ikke mindst livet i dyreriget. Men situationen er nu den, at de ’mørke’, dystre og smertefulde oplevelser og erfaringer i form af erindringerne herfra, i mellemtiden er omdannede og nu fremtræder i guldkopiernes forklarede lys, som afslører den overordnede kosmiske idé og hensigt med disse, hvad der især medvirker til atter at gøre forholdene og livsbetingelserne i dyreriget attraktive og attråværdige. Og efterhånden som individet uundgåeligt bliver mættet af opholdet og de indadvendte oplevelser i salighedsriget, begynder det igen at længes efter at ’involvere’ sig med de eksistensbetingelser og livsvilkår, der særlig gør sig gældende i den tilværelses- og oplevelsesform, som både i princippet og i praksis udgøres af dyreriget. Under indtrykket af den noget ensomme, ensidige og ensformige beskæftigelse med sit eget forgyldte erindringsmateriale, fremtræder dette rige i et gyldent og forjættende skær for det ’overmætte’ individ i salighedsriget.

 

Organtalentkernerne

Det er herefter salighedsvæsenets længselsenergier, der automatisk aktiverer den relevante organtalentkernebeholdning, som findes oplagret i Jegets evighedslegeme, hvilket vil sige i dets højpsykiske kraftfelt, og som i øvrigt grupperer sig omkring de grundtalentkerner, Martinus betegner som ”spiralcentre”, hvoraf der er seks, der igen er base for de respektive seks grundenergier og de seks åndelige legemer. Netop via disse specielle talentkerner opbygger, opretholder og regulerer Jeget automatisk sin sjælelige organstruktur, og derigennem også sin fysiske organstruktur i de epoker, hvorunder individet fremtræder i fysisk materie. Organtalentkernerne er i princippet opbygget, organiseret og struktureret på principielt samme måde, som tilfældet er med erindringstalentkernerne, men har altså en anden og nok så væsentlig funktion at varetage, nemlig som nævnt primært at opretholde og regulere den sjælelige strukturs seks åndelige legemer og disses respektive lokalorganer.

     I øvrigt betegner Martinus Jegets totale forråd af talentkerner, altså af både erindringstalentkerner og organtalentkerner, som ”skæbneelementet”, der er fuldkommen identisk med og kun er et andet udtryk for begrebet ”bevidsthedsarkivet”, sådan som tildligere omtalt. Det indebærer især, at Jegets skæbnedannelse og skæbneoplevelse nødvendigvis må have sine dybeste kosmiske rødder i talentkerneforrådet, der jo udgør koncentrationen af dets totale erfaring og viden samt essensen af dets skabende begavelse. Den samlede talentkernemasse er dermed af afgørende og bestemmende betydning for Jegets (individets) livsoplevelse, specielt i skæbnemæssig henseende, af hvilken grund Martinus da også definerer begrebet ”skæbnedannelse” som oplevelsen af virkningerne til de årsager, det levende væsen selv har udløst. (Note 14)      

 

Det åndeligt ’mætte’ individ

I sin egenskab af salighedsvæsen, der er blevet ’overmæt’ af sin fuldkommen frie og ubundne, men trods alt noget ’ensomme’ tilstand, aktiverer Jegets efterhånden opståede og forstærkede længsel efter på ny at opleve kontrasten hertil, hvilket vil sige, den relativt bundne og ufrie tilværelse under den fysiske verdens eksistensbetingelser og livsvilkår, de grupper eller sektioner af organtalentkerner, som er ansvarlige for opbygningen af dén særlige sjælelige organstruktur, der ligger til grund for plantevæsenets eksistens og livsoplevelse. Det vil mere præcist sige en organstruktur, hvori P-kraftfeltet i overvejende grad er præget og styret af instinktenergien og instinktlegemet, hvilket indebærer, at alle livsfunktioner er automatfunktioner og at den fysiske livsoplevelse indskrænker sig til de to grundformer for anelsesbevidsthed: behag og ubehag.

     Det er her vigtigt at klargøre sig, at der i denne sammenhæng er tale om funktioner, som finder sted i plantevæsenets ’natbevidsthed’, mens samme væsens primære dagsbevidste livsoplevelse fortsat finder sted på det åndelige tilværelsesplan i form af salighedsriget. Kontakten med og manifestationen i den fysiske verden sker specielt i kraft af udstrålingen fra dé organtalentkerner, som ’bærer’ og opretholder de fysiske lokalorganer, i plantens tilfælde frø eller rodknold (løg), spire, stængel, blad og blomst, som etableres via de mikroskopiske ’forstærkeranlæg’, der i form af en til individets art svarende større eller mindre serie kemisk aktive, elektrodynamiske centre, de såkaldte gener, forekommer i de forskellige lokalorganers enkelte cellers cellekerner. Hermed kan en ny evolutionær inviklingsproces, et nyt spiral-livskredsløb i det levende væsens evige ’vandring’ eller ’rejse’ mod ’lyset’,  som så småt begyndte i sidste halvdel af den guddommelige verden og fortsattes via salighedsriget, nu midlertidigt fortsættes via planteriget.

 

Det diskarnerede individs situation

Det skal i denne forbindelse kort omtales, at individet i sin diskarnerede tilstand og periode, principielt også gennemlever og oplever spiralkredsløbets seks tilværelseszoner, men at det under dette relativt kortvarige forløb, som begynder med det fysiske legemes død og ender med en ny fysisk undfangelse og fosterudvikling, bevarer sin hidtil opnåede og aktuelle psyko-fysiske udviklingsstandard, f.eks. i form af et menneske med dets hidtidige evner, egenskaber og karaktertræk, hvilket bl.a. indebærer at det pågældende individ kun vil være i stand til at opleve og manifestere sig i mere eller mindre begrænsede vibrationsområder af de seks kosmiske riger, som det passerer igennem i ’døden’. Nemlig lige præcis dé områder, som dets psykiske kvalifikationer, sansemæssige kapacitet og moralske standard bogstavelig talt er på ’bølgelængde’ med. Kontakten og kommunikationen med de åndelige verdener og disses ’beboere’ og ’gæster’, for de sidstnævntes vedkommende i form af diskarnerede væsener fra den fysiske verden, foregår udelukkende ved hjælp af resonansprincippet. Det vil med andre ord sige, ved at vibrationerne eller svingningerne i det ene individs P-kraftfelt og den dertil knyttede relevante organstruktur i form af et sjæleligt legeme, svarer til eller om muligt bringes i overensstemmelse med svingningerne eller vibrationerne i et andet individs P-kraftfelt eller eventuelt flere andre indviders P-kraftfelter samtidigt.

     For at beskrivelsen af resonansprincippet som grundlag for individernes indbyrdes kommunikation i de åndelige verdener, ikke kun skal lyde ’teknisk’, skal det her tilføjes, at kommuikationen i praksis ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der i princippet sker, når vi drømmer. De personer, situationer og scenerier, der opleves under drømmetilstanden, udgør objektivt set den sansemæssige oplevelse af de vibrationer og svingninger, der under drømmetilstanden forekommer i P-kraftfeltet. Men som enhver ved, er forskellen dog den, at drømmetilstanden normalt kun er en ’solooplevelse’, hvorunder der ikke finder nogen kommunikation sted med et andet eller andre individer. Imidlertid kan man med lidt god vilje og fantasi godt forestille sig, hvordan en realistisk kommunikation med et eller flere andre individers ’beslægtede’ P-kraftfelt, kan etableres og finde sted.   

 

Jegets syv legemer   

Som vi allerede ved, f.eks. fra diagrammet ”Individets sjælelige struktur”, indbefatter den sjælelige organstruktur i virkeligheden flere legemer, som i egenskab af sanseorganer og manifestationsredskaber formidler individets livsoplevelse, nemlig i alt syv legemer eller organsystemer, hvoraf de seks respektive svarer til og er bærere af Jegets sansning og manifestative funktioner i de seks tilværelseszoner, som individet under sin diskarnerede tilstand successivt passerer gennem i spiralkredsløbet på vej mod en ny fysisk inkarnation. Disse legemer er instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet, som alle opretholdes og dirigeres af det syvende legeme, evighedslegemet, hvis bærende grundenegi er den såkaldte ”moderenergi”. De nævnte seks grundenergilegemer, som altid successivt afløser hinanden i deres funktion som bærere af individets dagsbevidsthed i de respektive tilværelseszoner, nemlig henholdsvis plante- og dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget/mineralriget, er dog ikke alle fuldt udviklede og lige funktionsdygtige på samme tid, men har tværtimod højst forskellig kvantitativ og kvalitativ status med hensyn til sanse- og manifestationsmæssig kapacitet, og er dermed heller ikke alle lige funktions- og kommunikationsdygtige på samme tid.

     Det sidstnævnte er blandt andet beroende på den art, det pågældende diskarnerede individ tilhører i den fysiske verden. Men når det f.eks. drejer sig om det jordiske menneske, vil situationen generelt set være den, at det er tyngdeenergien, der dominerer, medens instinkt-, følelses- og intelligensenergien gør sig mere eller mindre gældende hos det enkelte individ. Hukommelsesenergien forekommer i et stadium, der kosmisk set er aftagende med hensyn til sin indflydelse, og intuitionsenergien befinder sig i et latent eller meget elementært udviklingsstadium, hvor den – som tidligere omtalt – kun udøver minimal indflydelse.

     Det forholder sig altså sådan, at det er den aktuelle udviklingsstandard og funktionelle kapacitet af de enkelte grundenergier, der vil være et afgørende og bestemmende vilkår for det levende væsens sanse- og manifestationsmuligheder i spiralkredsløbets forskellige riger eller tilværelseszoner, som det ifølge evige lovmæssigheder i sin diskarnerede tilstand må og skal passere på sin ’rejse’ eller ’færd’ fra ’død’ til ny fødsel (reinkaranation). Det indebærer eksempelvis, at det diskarnerede jordiske menneske kun vil være i stand til at opleve og gøre sig gældende på et relativt elementært niveau i den guddommelige verden, hvor intuitionsenergien jo er den bærende grundenergi, og det samme vil til en vis grad være tilfældet i det efterfølgende salighedsrige, der har hukommelsesenergien som den fundamentale grundenergi. Ingen af disse to grundenergier –eller evner er særligt udviklet eller fremtrædende hos det jordiske menneske, hvorfor de heller ikke vil være i stand til at formidle andet og mere, end deres respektive sanse- og manifestationskapacitet rækker til.

  

Salighedsriget og mennesket

Men også i dette tilfælde ’ender’ det diskarnerede jordiske menneske i salighedsriget, hvor det som alle andre vil være henvist til at beskæftige sig kontemplativt med sine personlige guldkopier, der stammer fra det erfarings- og erindringsmateriale, som det pågældende individ dels bringer med sig fra sit eller sine tidligere fysiske liv, og dels også fra sin netop tilbagelagte passage gennem spiralkredsløbets øvrige åndelige riger. Men også i dette tilfælde vil individet efterhånden blive ’mættet’ af sin salighedsbefordrende, men trods alt i længden alligevel noget ensformige virksomhed og tilstand, hvorfor kontrasten i form af den fysiske, jordiske tilværelse fremtræder i et så gyldent og tillokkende lys, at længslen efter at vende tilbage til denne vækkes og forstærkes.  

     Efterhånden vil længslen efter at genopleve den fysiske verden blive så fremherskende hos individet, at den snart vil aktivere de organtalentkerner, der dels overfører dagsbevidstheden fra hukommelseslegemet til det sjælelige tyngdelegeme, og dels via dette legeme gendanne et nyt transformationsfelt, som er i stand til at kontakte et korresponderende transformationsfelt hos f.eks. en jordisk kvinde, således at organtalentkernernes data vil kunne overføres til generne i en sammenkoblet fysisk æg-sædcelle (zygoten). Om skæbnesituationen vil det, er dermed i heldigt fald en ny inkarnation påbegyndt. Et nyt fysisk liv med alt, hvad dette måtte indebære af behag og ubehag, af glæde og sorg, fryd og smerte, lykke og ulykke, kan hermed begynde og bidrage sit til, at føre individet videre på ”vejen mod lyset”. (Note 15)

 

© 2008 Harry Rasmussen. Revideret november 2014 af samme.

 

 

 

Noter og kilder: Grundenergiernes kombinationer

 

Note 1: Martinus: Kosmisk kemi. LB II og III. – Per Bruus-Jensen: Kosmisk kemi. Introduktion til grundenergiernes kemi i teori og praksis. Forlaget Nordisk Impuls 2008.

Note 2: Vedr. grundenergierne: LB I, stk. 179,253-65, 273-7, 276, 280. LB II, stk. 326, 328-9, 331-2, 333-4, 349, 353, 358-63, 365-6, 368-9, 387-8, 391, 394-5, 409, 413, ­418, ­432, 439, 442, 533, 590. LB III, stk. 642, 816, 921, 943. LB IV, stk. 1053, 1095, 1097-8, 1105, 1107, 1271-2, 1271-6, 1282-3, 1377. LB V, stk.­ 1923-8. LB VI, stk. 2176, 2180-1, 2258-60. LB VII, stk. 2658:16. DeV I, stk.­ 4:7, ­5:6, 6:8-9, ­6:11, 9:4, ­10:4, 11:13, 11:15-8, 11:34, 12:1-3, 13:1, 13:9. DeV II, stk. 17:11, 18:2, 21:6. DeV III, stk. 30. Logik, kap. 9, 52, 72. Se evt. også PB-J 1: 5. kap.

         Som nævnt betegner Martinus Jegets håndtering af de kosmiske grundenergier og disses mangeartede og utallige kombinationer som kosmisk kemi, hvilket vil sige læren om de overfysiske stoffers eller energiers reaktionsevne. Martinus opfatter denne lære som en 'forlængelse' af læren om de fysiske stoffers eller energiers reaktionsevne, dvs. kemien, idet han hævder og begrunder, at denne er begyndel­sen til den åndsvidenskabelige eller kosmiske kemi. Det skyldes ifølge ham, at de fysiske stoffer eller materier i virke­lig­heden kun er fortættede former for bevidsthedsmaterier eller sjælelige materier. Og lige som der findes giftige, ætsende og sprængfarlige fysiske stoffer og stofkombinationer, således findes der også prin­cipielt tilsvarende åndelige eller parafysiske stoffer og stofkombi­natio­ner. Det er i henhold til Martinus derfor nærmest livsvigtigt for kultur­mennesket at forstå, at den personlige skæbne er en lige så rea­listisk kombination af stoffer, som den medicin eller de receptpligtige lægemidler, man kan få udleveret på apoteket. Opbygningen eller skabel­sen af vores personlige skæbne betegner Martinus derfor som et kosmisk kemisk eksperiment, idet en hvilken som helst lille fejltagelse uund­gåeligt vil efterlade sit spor eller sin virkning på denne skæbne. Han betegner derfor med rette det levende væsen eller individet som en "kosmisk kemi­ker". Vedr. kosmisk kemi: Se LB II, stk. 289-1052.

Note 3: Per Bruus-Jensen: I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers visioner... Forlaget Nordisk Impuls 1998.    

Note 4: Udtrykket og begrebet ’udviklingstrappe’ og ’udviklingstrin’ refererer i dette tilfælde til flere af Martinus’ symboler, som f.eks. symbol nr. 28: Det evige liv eller livsstigen. DEV III, stk.1.-4. – Symbol nr. 29: Kosmiske udviklingsbaner. DEV III, stk. 1.-2. - Symbol nr. 30: Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse. DEV III. – Symbol nr. 31: Det levende væsens sanseevne og verdensaltet. De her nævnte symboler vil kunne ses via http://www.martinus.dk/ under overskriften Symbolerne.

Note 5: Vedr. tilværelseszonerne, -planerne eller rigerne: LB I, stk. 44, 181-2, 210, 231, ­237, 253-61, 273. LB II, stk. 332-3, 349, 465, 485-6. LB III, stk.­ 756-7, 766-7, 903. LB IV, stk. 1053. LB VI, stk. 2155, 2158. LB VII, stk.­  2658:16. DeV I, stk. 5:6, 6:11, 10:4, 11:16, 11:31, 11:34, 12:1, 12:3, 13:1, ­13:9. DeV II, stk. 17:11, 21:6. DeV III, stk. 27:2, 28:4, 29:2,30. Logik, kap. 52-3, 53A, 72-3. PB-J 3: 23. kap.

Note 6: Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I)-(IV). Se endvidere 3.-5. kapitel.

Note 7: Martinus: Symbol nr. 14.  De kosmiske spiralkredsløb – I. Indeholder også en beskrivelse af de syv organismeprincipper. DEV I, stk. 1-14. http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-14/

Note 8: Faseforskydningen med ét trin op for hver kombination mellem de seks kosmiske grundenergier og sjælelige legemer, er simpelthen et genialt træk ved Martinus kosmologi, idet det bl.a. er i stand til at forklare naturens orden som konstitueret af seks grundlæggende kosmiske naturriger.  .

Note 9: Per Bruus-Jensen har fremstillet nogle diagrammer, som på fortrinlig måde illustrerer, hvordan individerne grundlæggende sanser og kommunikerer med hinanden. Flere af disse diagrammer med forklaringer er gengivet i afsnittet Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (II)

Note 10: Se LB IV, stk. 1542, hvori Martinus symbol nr. 12: Livet og døden er gengivet. I bogen Logik, 53. kapitel, er det samme symbol gengivet i sort-hvid og med titlen Paradisets Have og Udviklingsspiralen. Det nævnte symbol har senere skiftet titel til Det Evige Livs Struktur og fået nr. 36 og vil kunne ses via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-36/

Note 11: Vedr. de to seksuelle poler og polorganer, se f.eks. afsnittet ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”. Jævnfør evt. med andre afsnit om polprincippet og polforvandlingen.

Note 12: Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’ og Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation.

Note 13: Den eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen.

Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen.

Note 14: Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’

Note 15: Vedr. Martinus’ egen beskrivelse af, hvordan et åndeligt væsen kan reinkarnere i fysisk materie og blive til et fysisk væsen, som f.eks. et menneske, se DEV 4, Symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket. Se særligt stk. 34.15-34.22. Symbolet vil også kunne ses via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-34/  - Se evt. også her artiklen Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation.

 

© 2008 Harry Rasmussen. Revideret november 2014 af samme.

 

*******************