Denne artikel blev skrevet på baggrund af
nogle overvejelser omkring den nedvurderende holdning til den såkaldte fysiske
materie, der især synes at herske indenfor spiritualistiske eller åndeligt
interesserede kredse. I den idealistiske filosofi betragtes samme materie som
en ren og skær illusion uden noget reelt virkelighedsgrundlag. Omvendt
betragter den materialistiske filosofi den fysiske materie som altings eneste
og dybeste grundlag. Artiklen søger at påvise, at indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi er de såkaldte åndelige eller spirituelle fænomener også
udtryk for en form for materie. Derfor
kan man tale om, at ånd er materie og materie er ånd. Martinus påviser i sine
kosmiske analyser, at skellet mellem ånd og fysisk materie er kunstigt og
dybest set meningsløst. Artiklen stod at læse i KOSMOS nr. 3-2004.
Et af de problemer, der har optaget mig – og
antagelig også en del andre Martinus-studerende - i efterhånden mange år, er,
hvordan Martinus’ kosmiske analyser kan og skal forenes med naturvidenskabelige
data og fakta. Man kan jo efter min mening ikke bare affærdige forholdet med,
at naturvidenskaben nok en dag når frem til at anerkende sine iagttagelser og
data som udtryk for andet og mere end fysiske fænomener og lovmæssigheder, og
at man dermed på et ikke nærmere bestemt tidspunkt ude i fremtiden direkte
eller indirekte vil kunne bekræfte Martinus’ udsagn om, at de nævnte fænomener
i virkeligheden er livsytringer, der har et eller flere levende væsener til
ophav, og som derfor dybest set er udtryk for en eller anden form for eller
grad af bevidsthed. (1)
Sådan som jeg ser det,
forekommer det mig at der ikke kan være noget direkte og modsigelsesfrit
sammenfald mellem naturvidenskabelige iagttagelser og data på den ene side og
Martinus’ åndsvidenskabelige analyser på den anden side. Tværtimod synes det at
forholde sig sådan, at den indbyrdes modsigelse og uforenelighed mellem de to
videnskaber er af en sådan karakter, at der må være tale om det, der erkendelsesteoretisk
forstås som et komplementært forhold.
Det må betyde, at der
består et indbyrdes komplementært forhold mellem de to erkendelsesmetoder,
Martinus benævner som henholdsvis ”sansningen fra neden” og ”sansningen fra
oven”. Imidlertid hævder og begrunder han, at det kun er fra et såkaldt
”lavpsykisk udsigtspunkt” at det forholder sig sådan, idet han samtidig
henviser til, at i og med erhvervelsen af evnen til at sanse fra oven, ophæves
det erkendelsesmæssige skel mellem de to sansemetoder. Det rokker dog
ikke ved, at der i praksis fortsat vil bestå det indbyrdes uforenelige
modsætningsforhold mellem de to sansemetoder, at sansningen fra neden fortsat
kun vil kunne bringe fysiske data og facts, ligesom sansningen fra oven fortsat
kun vil kunne tolke og opleve disse data og facts som udtryk for levende
væseners tilkendegivelser. Med metoden sansning fra neden kan man ikke tolke og
opleve fænomenerne som udtryk for liv og bevidsthed, og med metoden sansning
fra oven kan man ikke tolke og opleve fænomenerne som udelukkende fysiske
størrelser uden liv og bevidsthed. (2)
Det har også til stadighed undret mig, at en del naturforskere så
vel som såkaldte åndsforskere – herunder også studerende af Martinus’ Kosmologi
- ikke i større grad og udstrækning end tilfældet synes at være, har haft og
har øjnene åbne for den såkaldte fysiske materies forunderlige natur. Selv om
der ikke eksisterede andet og mere i verdensaltet end den fysiske materie og
dennes lovmæssigheder, så er dennes infrastruktur og sammensætning i sig selv
så fantastisk, at alene det burde give anledning til en høj grad af forundring.
Tænk, hvilken forunderlig og i og for sig
fremmedartet verden, atomforskningen i form af materiens mikrokosmos med dens
elementarpartikler, atomer og molekyler har afsløret for os, ja, så helt
anderledes, at vi har vanskeligt ved at forbinde den med os selv og vores egen
verden og hverdag. Og tænk, at denne materie er opbygget af partikler eller
energikvanter, som bevæger sig med ufatteligt høje hastigheder og med afstande
mellem sig indbyrdes, der gør det nødvendigt at tale om, at materien
hovedsagelig består af tomrum. Det betyder i sin konsekvens, at enhver fysisk
størrelse, herunder f.eks. den menneskelige organisme, hovedsagelig består
af tomrum, hvilket i en vis forstand
vil sige af – ingenting!
Erkendelsesteoretisk set
stiller kvantefysikken da også spørgsmålstegn ved materiens fysiske
virkelighed, idet denne står og falder med virkeligheden af
elementarpartiklerne. Nogle kvantefysiske forskere mener, at disse sidstnævnte
blot er konstruktioner af den menneskelige tanke, ved hjælp af hvilke man kan
sammenfatte og klassificere numeriske fysiske størrelser, som f.eks.
elektroner, på en praktisk måde. Hvad eksempelvis et elektron er i og for sig
er derimod vanskeligt at afgøre, idet man i den eksperimentelle situation ikke
er i stand til at fastholde den klassiske fysiks skelnen mellem genstanden
(undersøgelsesobjektet eller det iagttagne) og måleinstrumentet (subjektet). Men
at de atomare begrebsdannelser, såsom elektroner, neutroner og positroner etc.,
på en eller anden måde og i en eller anden forstand korresponderer med
grundlæggende træk i den objektive fysiske virkelighed, turde formentlig være
indlysende. Spørgsmålet er kun hvordan. (3)
Denne forundring over materiens væsen og karakter, som jeg har
givet udtryk for i det ovenstående, deles så vidt jeg kan se i høj grad af Martinus,
og det så meget mere, som han angiveligt så sig i stand til at anskue og
gennemskue de kræfter og lovmæssigheder, der kosmisk set ligger til grund for
den fysiske materie. At den fysiske materie dybest set, dvs. set fra et kosmisk
udsigtspunkt, er illusorisk, idet den er identisk med det ubekendte X 1,
forandrer ikke, at den indenfor sine egne rammer og grænser er, hvad vi
almindeligvis forstår ved begrebet virkelighed. (4)
Noget
andet er så, at det naturligvis også burde give anledning til en høj grad af
forundring, ikke mindst hos naturforskere,
at der forekommer en ’størrelse’ eller et ’noget’, der kan undre sig
over materiens væsen og natur. Denne ’størrelse’ er jo bevidstheden, som de
fleste naturforskere, herunder især hjerneforskere, psykologer m.fl.,
imidlertid identificerer med hjernen og centralnervesystemet. Eller mere
præcist: Man mener at bevidstheden er et ledsageprodukt af de påviste og
forklarlige fysiologiske, dvs. de elektro-kemiske processer, der vitterligt
foregår i hjernen og centralnervesystemet. Bevidstheden er følgelig ikke noget
i sig selv, og når et menneske derfor refererer til sig selv som ”jeg” eller
”mig”, er der ifølge de nævnte forskere tale om hjernens sproglige eller
tankemæssige henvisning til sin egen og sin organismes eksistens. Personlig har
jeg engang hørt en mediekendt dansk hjerneforsker sige: ”Det er noget vrøvl,
når mennesker siger ”jeg” om sig selv, for man burde i virkeligheden mere
rigtigt sige ”Min hjerne, og at min hjerne tænker, ønsker og vil sådan og
sådan! For et menneske, altså du og jeg, er hver især primært sin hjerne,
hverken mere eller mindre, for andre muligheder gives så vidt hjerneforskningen
kan se ikke.”
Det er interessant og
tankevækkende, at høre og opleve at en sådan forsker intet besvær har med at
abstrahere fra ”sig selv” og samtidig objektivisere sig med henvisning til
”hjernen”. Vedkommende undrede sig tilsyneladende ikke over det sproglige
udtryk ”min hjerne”, som jo umiddelbart og ureflekteret henviser til et
’ejendomsforhold’. Altså: ”Jeg ejer en hjerne, der er en vigtig og overordnet
del af min krop”.
Nutidens hjerneforskere,
psykologer og psykiatere synes stort set at være af den opfattelse, at et menneskes
psykologi alene kan og skal forklares gennem fysiologien. Det er en af grundene
til, at Sigmund Freuds psykologi fik så stor indflydelse på forskningen og
tænkningen i den periode i 1960’-70’erne, hvor den gennemført materialistisk
orienterede marxismens anskuelser var i højsædet både herhjemme og mange steder
i udlandet. Derfor fortrængte man opfattelser, der ikke stemte med denne
konsensus. Blandt de detroniserede var f.eks. dybdepsykologen C.G.Jung, som i
modsætning til Freud mente, at psyken udgør et selvstændigt og overordnet
energisystem, og at denne derfor ikke kun kan forklares i og med fysiologien.
(5)
Det skal dog tilføjes,
at der også findes nutidige hjerneforskere og videnskabelige psykologer som
ikke mener, at bevidsthedens problem lader sig forklare udelukkende ved hjælp
af fysiologien. Et af problemerne er jo nemlig, at hverken fysiologerne eller
psykologerne ser sig i stand til at beskrive og forklare, hvordan f.eks. de
elektrokemiske processer i hjernen, der automatisk sker i forbindelse med
synssansen, bliver omsat til bevidste billeder af omverdenen, og vel at mærke
billeder, der ikke kan aflæses direkte af de mikroskopiske elektrokemiske
signaler, som sendes fra øjets nethinde og via synsnerverne til synscentret i
baghjernen. Det springende punkt forekommer, når de pågældende forskere rent
spekulativt og teoretisk antager at hjernens forskellige centrer på en
eller anden og indtil videre ukendt fysiologisk måde bearbejder signalerne fra
synscentret, således at disse derigennem sluttelig – om end med stor hastighed
- bliver omsat til billeder af omverdenen. (6)
Som enhver, der kender
blot et minimum til Martinus’ Kosmologi, vil vide, så forholder problemerne
omkring bevidsthed og sansning sig på en helt anderledes måde, end de
resultater og konklusioner fysiologerne og hjerneforskerne foreløbig er nået
frem til. Martinus har behandlet og analyseret det komplicerede spørgsmål om
sansning og oplevelse på en måde, som i det mindste udfylder det ’gab’, der tilsyneladende
er mellem fysiologien og den videnskabelige psykologi på den ene side og de
erkendelsesteoretiske og åndsvidenskabelige kendsgerninger på den anden side.
Det skal jeg dog ikke gå nærmere ind på ved denne lejlighed, men nøjes med at
konstatere, at set fra Martinus’ synspunkt
er hjernen ikke det endelige sæde for sansningen. Det er derimod det
system eller kraftfelt bestående af i alt seks åndelige legemer, som jeget via
sin overbevidsthed betjener sig af i sin sansning og manifestation, eller kort
sagt til at etablere sin livsoplevelse. (7)
Den primære rolle, som
Martinus i sin kosmologi tildeler selve livsoplevelsesprocessen i tilværelsen,
deles selvsagt ikke af hjerneforskerne og de videnskabelige psykologer, som
stort set mener, at livsoplevelse blot er et biprodukt af en materiel
tilværelse, der synes udelukkende dikteret og bestemt af fysiske, biologiske og
fysiologiske lovmæssigheder, som mennesket kun i et begrænset omfang har
afgørende indflydelse på. Men divergensen mellem den naturvidenskabelige
analysemetode og dennes resultater på den ene side og Martinus’ kosmiske
analyser på den anden side, er i henhold til Martinus kun en midlertidig følge
af den lavpsykiske sanse- eller bevidsthedsform, videnskabens almene
repræsentanter nødvendigvis repræsenterer og må benytte sig af i deres
forskning og tænkning. Denne sanseform er grundlæggende præget af de
begrænsninger i tid og rum, der gør det muligt med de fysiske sanser,
assisteret af forstanden, at registrere, måle og veje de fysiske fænomener.
Modsvarende er Martinus’ kosmiske analyser et resultat af den højpsykiske
sanse- eller bevidsthedsform, den såkaldte kosmiske bevidsthed, som er
domineret af tilværelsens højeste grundenergi og synsevne: intuitionen, der ser
uendeligheden i rum og tid i enhver begrænsning, og uden hvilken livet for
evigt måtte forblive et uløst mysterium. (8)
På den baggrund må det
sluttelig konstateres, at der ligger en god begrundelse bag Martinus’ udsagn
om, at videnskaben er duften af den friske søluft i nærheden af havet, hvor det
sidstnævnte skal forstås som den kosmiske bevidstheds viden eller visdom, der
uden nogen som helst undtagelse angiveligt før eller siden skal blive alle
mennesker til del. (9)
1 Vedr. Martinus’
opfattelse af videnskaben, se f.eks. LB I, stk. 63, 136, 180- 1, 202, 230-1, 247.
2 Om begreberne ”sansning
fra neden” og ”sansning fra oven”, subsidiært ”sansningen på tværs af materien”
og ”sansningen på langs af materien”, se f.eks. Bisættelse, kap. 28-30,
89. Se evt. også småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, 8.-14. kap.
3 Se f.eks. T. Bergstein:
kvantefysik og dagligsprog, kap. III-V. Munksgaards Forlag 1966.
4 Om Martinus’ opfattelse
af materiebegrebet, se f.eks. LB II, stk. 324, 332-3, 352, 354, 365,
370, 377, 384, 413, 430, 587-8, 590-6, 598, 601-2, 607. Om Martinus’ opfattelse
af begrebet bevidsthed, se f.eks. LB II, stk. 294-5, 297, 314, 381,
445-6, 469-71, 536, 618-20, 626-31, 556, 595.
Om begrebet X 1, se f.eks. LB II, stk. 549, 556, 566, 582.
5 Se f.eks. Erich Fromm: Freuds
teorier. Deres storhed og begrænsning. Hans Reitzels Forlag 1979. Se evt.
også Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jung’s psykologi. Hans Reitzels
Forlag 1985. Se evt. artiklen Personlighedsbegrebet her på
hjemmesiden.
6 Se f.eks. Rasmus Fog: Hjerneforskning.
Er hjernen en computer? Eller har vi en sjæl? I bogen Videnskaben eller Gud? Redaktion Bent
Raymond Jørgensen og Uffe Gråe Jørgensen. DR Multimedie 1996. - Se evt. også
det i note 3 nævnte værk, samt artiklen Er Martinus’ Kosmologi en videnskab?
Kosmos nr. 2-1999. Er også gengivet her på hjemmesiden: Er Martinus’ Kosmologi en videnskab?
7
Se f.eks. småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, 19.-23. kap. Se
evt. også LB I, stk. 222-226.
8
Vedr. intuitionsevnen, se f.eks. LB I, stk. 179, 185-6, 194-206,
209, 213-8, 220, 259. Se artiklen Intuition og personlighed her på hjemmesiden.
9 LB
I, stk. 180.