1. del
I denne to-delte artikel gøres et forsøg på at tegne nogle hovedtræk af
forestillingen om de af Jesus Kristus forudsagte ”sidste tider” og den
”Dommedag”, som skulle betyde et totalt og definitivt opgør med ”den gamle verden”. Efter at have gennemgået
”forudsigelsens” forhistorie, koncentrerer artiklen sig om den opfattelse eller
fortolkning af Dommedag, som Martinus har gjort sig til talsmand for i sin
omfattende kosmologi. Denne tegner et noget anderledes billede af verden, de
sidste tider og dommedag, end tilfældet er i de traditionelle kristne
forestillinger om samme. Artiklen, som her bringes i en lettere revideret udgave,
blev oprindelig trykt i tidsskriftet DEN NY VERDENSIMPULS nr. 4, 1998 og nr. 1,
1999.
I de konstant sensationshungrende trykte så
vel som elektroniske medier støder man med jævne mellemrum på mere eller mindre
alarmerende meddelelser om, at nu er dommedag nært forestående. I de seneste
årtier er en del mennesker blevet foruroliget over de klimaforandringer, man
mener at kunne påvise er ved at finde sted, og som nogle mener hænger sammen
med menneskeskabt forurening af det naturlige miljø. Andre mener, at de store
samfundsændringer i det tidligere Sovjet og i Østeuropa, sammen med krige,
oprørsbevægelser og terroraktioner andre steder i verden, samt de mange jordskælv,
vulkanudbrud, orkaner og regnmængder, der har ramt store dele af jorden i
1990'erne, ofte med katastrofale og tragiske følger for menneskeliv og
ejendom som resultat, kan være tegn på, at de i Bibelen forudsagte sidste tider
er indledt.
Senest gælder bekymringerne årtusindskiftet, som mange åbenbart mener
indvarsler allehånde ulykker og katastrofer, der vil ramme jorden og
menneskeheden i de kommende årtier. Frygten for kaos gælder også det meget
omtalte computersammenbrud ved overgangen til år 2000, som i givet fald vil
sætte kraftværker ud af spil, med de katastrofale følger for elektricitets- og
vandforsyningen, dette blandt meget andet vil få. De mest frygtsomme mener, at
lukning af fabrikker, børskrak, kamp om mad, trafiksammenbrud, død som følge af
kulde og sult, atomkrig, samt megen anden ulykke, vil være uundgåelige
konsekvenser af, at computere nok kan foretage automatisk datoskift fra
31.12.99 til 01.01.00, men der er risiko for, at computernes millioner af
mikrochips muligvis vil opfatte "00" som 1900, og ikke som 2000. Der
er imidlertid stor uenighed blandt eksperterne om, hvad der rent faktisk vil
ske, når klokken slår tolv den 31. december 1999.
Set i bakspejlet viste det sig dog, at det ikke gik helt så slemt, som
de pessimistiske ’profeter’ og spåmænd og – koner frygtede. Men hvad åbenbart
næsten ingen kunne forudse, så skete der faktisk noget nok så drastisk den 11.
september 2001, hvor arabiske terrorister kaprede fire amerikanske passagerfly,
hvoraf de to blev fløjet direkte ind i de to tårnhøje kontor- og
forretningsbygninger, World Trade Center, i New York, og som foruden
selvmordspiloterne og disses hjælpere også dræbte samtlige flypassagerer i de
to fly og desuden flere tusinde mennesker, som opholdt sig i de to bygninger på
attentattidspunktet, samt en hel del rednings- og politifolk. Det tredje fly
blev fløjet direkte ind i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i
Washington, medens det fjerde og sidste fly, som mentes at have Det hvide Hus i
Washington som bombemål, formentlig blev forhindret heri og bragt til styrt på
en mark i Pennsylvania af handlekraftige passagerer. I begge fly omkom alle
ombordværende.
Flykapringerne og attentaterne mod World Trade Center og Pentagon blev
betragtet som et angreb på Amerika, og man fandt hurtigt ud af, at et
internationalt terrornetværk, Al-Queda, stod bag. Det førte til amerikansk
ledet militært angreb på Afghanistan, hvor man fjernede det fundamentalistiske
Taleban-styre fra magten, og året efter fulgte den militære invasion i Irak,
hvor Sadam Hussein og hans diktatoriske styre blev sat fra magten. Begge
invasioner førte til længerevarende militære operationer, som endnu i 2007
langt fra er afsluttet.
Samtidigt med alt dette, fortsatte den voldelige
Israel-Palæstina-konflikt, lige som der opstod voldelig uro i store dele af den
arabiske verden og i bl.a. Pakistan og Indonesien, angiveligt som følge af den
danske avis Jyllands Postens offentliggørelse af en række satiriske tegninger
af profeten Muhammed. Tegningerne var dog kun den ’gnist’, som udløste nogle af
de religiøse og politiske spændinger, der var og fortsat er i de pågældende
lande. Men alt i alt en situation, som har forøget spændingerne og
modsætningerne i verden.
På tærskelen til årtusindskiftet oplever vi
en vældig opblomstring af dommedagskulter eller sekter, der tror på frelsen,
enten via nyreligiøse bevægelser, eller ved at man selv fremkalder sin egen
dommedag gennem kollektivt selvmord blandt sektens medlemmer, eller ved at man
ser det som en god gerning at ombringe så mange som muligt, f.eks. ved hjælp af
giftgas, således som sekten Aum Shinri Kyo forsøgte sig med i Tokyos
undergrundsbane. Andre og mere teknologisk mindede sekter graver underjordiske
beskyttelsesrum, hvori de håber at kunne overleve Ragnarok og bagefter blive
reddet af UFO'er fra andre og højere udviklede planeter. En enkelt og temmelig
udbredt sekt, Jehovas Vidner, er fuldt og fast overbevist om, at kun 144.000
mennesker vil blive frelst på dommens dag, og derfor har vidnerne uhyre travlt
i forsøget på at omvende folk til den rette tro, i håbet om, at de ved deres
personlige indsats kan gøre sig fortjent til selv at høre blandt de udvalgte.
Rettroende kristne af såvel katolsk som protestantisk observans er
knapt så barske i opfattelsen af dommedagen, idet de er af den faste
overbevisning, at frelse eller fortabelse er et spørgsmål om tro eller
ikke-tro. Men skønt det tydeligt fremgår af evangelierne og måske især af
Johannes' Åbenbaring, at både døde og levende skal dømmes efter deres
gerninger, så forkyndes det fra alverdens prædikestole, at det kun er gennem
troen på Jesus Kristus, Guds søn, at syndere kan håbe på "syndernes
forladelse" og derved blive frelste.
Forudsigelser om Dommedag eller verdens
undergang er dog langt fra nye, tværtimod ser det ud til at være en frygt eller
forestilling, der har fulgt menneskeheden så langt tilbage i tiden, som det er
muligt at følge åndshistorien. Allerede i oldtidens Ægypten havde man i
Osiris-Isis kulten forestillinger om en form for rettergang, hvor den dødes
gode og onde gerninger blev afvejet mod hinanden, og i den persiske
Zend-Avesta lærer man, at der skal ske en fuldstændig forvandling af verden
gennem dom og undergang ved en verdensbrand, af hvis "aske"
menneskene - som fugl Føniks - vil genopstå fornyede og indgå til et evigt,
saligt liv.
Principielt samme forestillinger finder man i de græske og romerske
mysterier, lige som der hos Gamle Testamentes profeter i og efter Eksilet
forekommer udsagn om, at dommedag følges af en ny messiansk tid, hvor Jahve vil
indfri sine løfter til Israels folk. Med udspring i senjødisk apokalyptik
bliver forestillingerne om de sidste tider i Ny Testamente til tanken om Jesu
genkomst, de dødes opstandelse, dommedag over levende og døde, verdens
nyskabelse og de frelstes indgang til evigt liv, mens de fordømte henvises til
et evigt ophold i Dødsrigets kulde og mørke eller i Helvedes brændende luer.
(1)
I
evangelierne er Jesu profeti om de sidste tider, Kristi genkomst og dommedag
kædet sammen med en forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse, og det ser ud til,
at Jesus så vel som disciplene, apostlene og evangelisterne har været
overbeviste om, at det altsammen ville ske i deres egen levetid. Men Jesus vidste
dog, at han ikke selv skulle komme til at opleve den ødelæggelse af templet og
byen Jerusalem, som han havde profeteret om, idet han også forudså sin egen
nært forestående død. Denne fandt formentlig sted omkring år 31, hvorimod
templets og Jesusalems ødelæggelse først skete hen ved fyrre år senere, nemlig
i år 70, da romerne efter en længere belejring angreb og erobrede byen,
plyndrede og afbrændte husene, voldtog kvinderne og slog og dræbte både mænd,
kvinder og børn og drev de overlevende på flugt, hvorefter de selv slog sig ned
som sejrherrer, der senere genopbyggede Jerusalem som en rent romersk by. De
overlevende jøder var tvunget i eksil. (2)
Men én for én måtte Jesu disciple og apostle
gå døden imøde, enten ved naturlig død eller som martyrer, uden at Jesu profeti
om sin genkomst var gået i opfyldelse. Men Simon Peter så vel som Markus,
Lukas, Mattæus og Johannes Zebedæus nåede dog at virke længe nok til, at deres
respektive evangelier kunne blive nedskrevet. Paulus, som ikke havde kendt
Jesus personligt, nåede også inden sin martyrdød, antagelig omkring år 64
e.Kr., at skrive adskillige breve til jødekristne og hedningekristne
menigheder rundt om i Lilleasien, Grækenland og Italien. Johannes Zebedæus,
som i en årrække fungerede som synagogeforstander for menigheden i Efesus,
skrev kort før romernes erobring og ødelæggelse af Jerusalem, nemlig omkring
år 69 e.Kr., sin såkaldte Johannes' Åbenbaring, og i dennes indledning giver
han klart og utvetydigt udtryk for, "hvad der skal ske i en hast" og
at "tiden er nær".
Men da Messias' genkomst og den bebudede verdensundergang med den
påfølgende ny himmel og ny jord eller Gudsrigets komme, ikke var indtruffet
omkring det første århundredeskifte, begyndte fremtrædende folk inden for de
kristne menigheder at forstå, at Jesu profeti om de sidste tider og dommedag
nok ikke skulle tages så bogstavelig, som man først havde ment og gjort. Det
samme gjaldt følgelig de gammeltestamentlige profetier og desuden Johannes'
Åbenbaring. Man begyndte derfor at søge efter profetiens åndelige betydning og
fandt snart ud af, at Jesu profeti i nok så høj grad tog sigte på kommende og
langt senere tider, også når det gjaldt "talsmanden, den hellige
Ånd"s eller "sandhedens Ånd"s komme. For apostlenes vedkommende
opfattede de det sådan, at Helligånden var kommet over dem, da de kort efter
Jesu såkaldte himmelfart var forsamlede i Johannes Markus' moders hus i
Jerusalem. Da apostlene, som alle var galilæere, der kun talte aramæisk, derefter
gav sig til at tale på forskellige fremmede sprog til den forsamling af
gudfrygtige jøder fra alle folkeslag, der befandt sig udenfor, undrede mange
sig og nogle mente, at apostlene kort og godt var berusede.
Dette ville Simon Peter dog ikke have siddende på sine medapostle og sig
selv, og derfor henvendte han sig til folkemængden og mindede om den profeti,
der var udtalt omkring syv århundreder tidligere af profeten Joel:
Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud,
at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød;
og jeres sønner og jeres døtre skal profetere,
og jeres unge skal se syner,
og jeres gamle skal drømme drømme.
Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder
vil jeg i de dage udgyde af min Ånd,
og de skal profetere.
Og jeg vil lade ske undere oppe på himmelen
og tegn nede på jorden,
blod og ild og rygende damp.
Solen skal vendes til mørke og månen til blod,
før Herrens dag kommer, den store og herlige.
Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens navn
skal frelses. (3)
Joels profeti handler tydeligvis om de sidste
tider, Helligåndens udgydelse, dommedag og Gudsrigets etablering på jorden. En
profeti, der i alt væsentligt stemmer godt overens med flere andre profeters
forudsigelser, og ikke mindst med Jesu langt senere profeti af samme forløb og
begivenheder. Jesus henviser da også ofte til disse profeter og citerer deres
udtalelser i flere forskellige sammenhænge, men profeten Esajas (8.årh. f.Kr.)
er dog nok Jesu foretrukne åndelige læremester. (4)
Indledningsvis skal nævnes, at Martinus ikke
opfatter profetien om dommedag bogstaveligt, men snarere som en symbolsk fortælling
med umiskendelig reference til det, han forstår ved begrebet 'virkeligheden'. Denne
virkelighed udgøres primært af det treenige princip: Jeget, skabeevnen og det
skabte, hvilket vil sige det evige Noget (Jeget) og de evige lovmæssigheder for
skabelse eller manifestation og livsoplevelse eller sansning (de kosmiske
skabeprincipper og skabeevnen). Samt det i princippet lige så evige, om end
foranderlige produkt heraf, nemlig "det skabte" i form af det levende
væsens fremtræden som individ, hvis evige tilværelse former sig som en
periodisk vekslen mellem et uendeligt spiralkredsløbs to store generalzoner,
nemlig en mørkezone og en lyszone. (5)
Efter et ophold af ukendt varighed i spiralkredsløbets lyszone, som er
kendetegnet ved fire åndelige riger: det rigtige menneskerige, visdomsriget,
den guddommelige verden og salighedsriget, "indvikler" væsenet sig
successivt i mørkezonen, der særlig er kendetegnet ved to riger eller
tilværelsesplaner, nemlig planteriget og dyreriget, til hvilket sidste det
jordiske menneske endnu hører. Fra det egentlige dyrerige "udvikler"
det jordiske menneske sig derefter til at blive et såkaldt "rigtigt
menneske", hvilket ifølge Martinus vil sige "mennesket i Guds billede
efter hans lignelse" eller "Kristus-mennesket", som er forlenet
med "kosmisk bevidsthed", eller som er blevet som Gud til at kende
forskel på godt og ondt.
Det er den nævnte "indvikling" fra lyszonens riger til mørkezonens
riger, der i henhold til Martinus skildres i Bibelens mytologiske
skabelsesberetning, herunder myten om skabelsen af Adam (det dobbeltpolede
væsen) og Eva (det enkeltpolede væsen), syndefaldet og uddrivelsen af Edens
have, med de vanskeligheder og lidelser, der blev følgen heraf. Og det er her,
at dommedagsfortællingen om de sidste tider, Kristi genkomst, dommedag og den
ny himmel og ny jord ifølge Martinus tager over og skildrer udviklingen fra
jordisk menneske til rigtigt menneske. Denne udvikling er i væsentlig grad
præget af lidelsen, som ifølge Martinus er den hovedfaktor, der på sigt fører
frem til den lyse verdensmoral. Men menneskeheden er dog ikke overladt helt til
sig selv og sit eget forgodtbefindende, idet det i virkeligheden er det guddommelige
skabeprincip (Gud som skaber), der leder og styrer indviklingen i mørkezonen
så vel som udviklingen i lyszonen. (6)
Den guddommelige ledelse og styring af
indviklingen så vel som af udviklingen, sker blandt andet gennem den såkaldte
polforvandlingsproces og gennem loven for skæbne (som du sår, således skal
du også høste), og ved, at skabeprincippet (Gud) imødekommer de levende
væseners, herunder også menneskers, behov for vejledning og fornyelse af
livsoplevelsen. Det sidstnævnte sker ved, at skabeprincippet med visse
mellemrum sender åndelige energiimpulser ud i verdensaltet, der jo i henhold
til Martinus er Guddommens psykofysiske organisme. Han betegner sådanne
åndelige impulser som "kosmiske verdensimpulser", fordi de blandt
andet omfatter menneskeheder i andre galakser, solsystemer og planetsystemer.
Jordkloden, der selv er udtryk for et levende væsens psykofysiske organisme,
og som derfor også er omfattet af de nævnte åndelige energiimpulser, er i vor
tid præget af tre sådanne verdensimpulser. Nemlig en ældre og efterhånden ikke
særlig fremtrædende, såkaldt mørk verdensimpuls, som ligger til grund for
primitive religioner og livsopfattelser (animisme, magi, hedenskab), en senere
lys udstråling fra skabeprincippet, betegnet som "den gamle verdensimpuls",
der ligger til grund for de tre store verdensreligioner, buddhismen, kristendommen
og islam, og delvis for disses udspring i folkereligioner som hinduismen, jødedommen,
parsismen, m.fl.). Og endelig giver
den lyse udstråling fra skabeprincippet sig udtryk i en nyere impuls, kaldet
"den ny verdensimpuls", som blandt andet giver sig positive udtryk i
nyskabelser inden for moderne kultur, og i den stærkt stigende intelligensudvikling
i vort århundrede, særlig koncentreret i natur- og humanvidenskaberne. Men
den ny verdensimpuls giver sig også midlertidige negative eller ubehagelig udtryk,
nemlig i form af en tiltagende materialisme og ateisme, som blandt andet
tilkendegiver sig i form af de senere tiders store politiske omvæltninger og
revolutioner og samfundsmæssige forandringer. Desuden i seksuelle afvigelser
og abnormiteter, ulykkelige ægteskaber, skilsmisser, ulykkeligt stillede børn,
fysiske og psykiske sygdomme og meget andet og mere. (7)
1 Se f.eks. Camille Flamarion: Spådomme om
verdens undergang. Forlaget Nihil Press Inc. 1973. Bogens forfatter mener,
at forudsigelser om jordens undergang skyldes en grundlæggende eksistentiel
frygt hos menneskeheden.
2 Der hersker stor tvivl med hensyn til,
hvornår Jesus blev født, men der er almindelig enighed om, at det næppe kan
have været år 1, sådan som vores tidsregning går ud fra. Men i betragtning af,
at Herodes den Store døde i år 4 f.Kr., og at det var i denne konges tid, Jesus
blev født, jf. Matt.2,1-23, må det altså senest have været dette år. En enkelt
kilde argumenterer dog overbevisende for, at Jesus sandsynligvis blev født i år
7 f.Kr. Se: Ethelbert Stauffer: Jesus, hans liv og samtid i historisk belysning, Jespersens
og Pios Forlag, København 1961, 2.kap. Det anses for givet, at Jesu offentlige
fremtræden fandt sted omkr. år 28 e.Kr., og man mener at han blev arresteret,
dømt og henrettet som kætter tre år senere, nemlig op til påsken år 31 e.Kr.
Det betyder, at han i så fald har været omkring 37 år ved sin død. – Se i
øvrigt afsnittene ”Jesus Menneskesønnen” 1 og ”Jesus
Menneskesønnen” 1I her på hjemmesiden.
3 (Ap.G.2,16-21; Joel 3,1ff).
4 Ifølge
Jesus var Johannes Døber en inkarnation af profeten Elias (900 f.Kr.). Se
Matt.17,10-13;Mark.9,2-13;Luk.9,28-36. Muligheden for, at Jesus selv har været
en inkarnation af Esajas, kan vel ikke udelukkes.
5 Jf. med symbolet over yin og yang, og f.eks.
Martinus' symbol nr.13: Den evige
verdensplan. Det Evige Verdensbillede I.
6 Vedr. det seksuelle polprincip og
polforvandlingen, se Livets Bog IV-V, samt Per Bruus-Jensen: "X",
bd.4. Se også: Logik, 31.-64.kap. Se evt. også afsnittene Det seksuelle polprincip
og Den
seksuelle polforvandling her på hjemmesiden.
7 Se Livets Bog I, 2-3.kap. samt symbol nr.1
og nr.2 med symbolforklaring.
© 2007 Harry Rasmussen.