D O M M E D A G !

 

1. del

 

I denne to-delte artikel gøres et forsøg på at tegne nogle hovedtræk af forestillingen om de af Jesus Kristus forudsagte ”sidste tider” og den ”Dommedag”, som skulle betyde et totalt og definitivt  opgør med ”den gamle verden”. Efter at have gennemgået ”forudsigelsens” forhistorie, koncentrerer artiklen sig om den opfattelse eller fortolkning af Dommedag, som Martinus har gjort sig til talsmand for i sin omfattende kosmologi. Denne tegner et noget anderledes billede af verden, de sidste tider og dommedag, end tilfældet er i de traditionelle kristne forestillinger om samme. Artiklen, som her bringes i en lettere revideret udgave, blev oprindelig trykt i tidsskriftet DEN NY VERDENSIMPULS nr. 4, 1998 og nr. 1, 1999.          

 

 

I de konstant sensationshungrende trykte så vel som elektroni­ske medier støder man med jævne mellem­rum på mere eller mindre alarmerende meddelelser om, at nu er dommedag nært forestående. I de seneste årtier er en del mennesker blevet foruroliget over de klima­foran­dringer, man mener at kunne påvise er ved at finde sted, og som nogle mener hænger sammen med menneskeskabt foru­rening af det natur­lige miljø. Andre mener, at de store sam­fundsændringer i det tidligere Sovjet og i Østeuropa, sammen med krige, oprørsbevægelser og terroraktioner andre steder i verden, samt de mange jord­skælv, vulkanud­brud, orkaner og regn­mæng­der, der har ramt store dele af jorden i 1990'erne, ofte med kata­strofa­le og tragiske følger for menne­skeliv og ejendom som resultat, kan være tegn på, at de i Bibelen forudsagte sidste tider er indledt.

     Senest gælder bekymringerne årtusindskiftet, som mange åbenbart mener indvarsler allehånde ulykker og katastrofer, der vil ramme jorden og menneskeheden i de kommende årtier. Frygten for kaos gælder også det meget omtalte computersammen­brud ved overgangen til år 2000, som i givet fald vil sætte kraftværker ud af spil, med de katastrofale følger for elektri­citets- og vandforsyningen, dette blandt meget andet vil få. De mest frygtsomme mener, at lukning af fabrikker, børskrak, kamp om mad, trafiksammenbrud, død som følge af kulde og sult, atom­krig, samt megen anden ulykke, vil være uundgåelige konsekven­ser af, at computere nok kan foretage automatisk dato­skift fra 31.12.99 til 01.01.00, men der er risiko for, at computernes millioner af mikrochips muligvis vil opfatte "00" som 1900, og ikke som 2000. Der er imidlertid stor uenighed blandt eks­perterne om, hvad der rent faktisk vil ske, når klokken slår tolv den 31. december 1999.

 

     Set i bakspejlet viste det sig dog, at det ikke gik helt så slemt, som de pessimistiske ’profeter’ og spåmænd og – koner frygtede. Men hvad åbenbart næsten ingen kunne forudse, så skete der faktisk noget nok så drastisk den 11. september 2001, hvor arabiske terrorister kaprede fire amerikanske passagerfly, hvoraf de to blev fløjet direkte ind i de to tårnhøje kontor- og forretningsbygninger, World Trade Center, i New York, og som foruden selvmordspiloterne og disses hjælpere også dræbte samtlige flypassagerer i de to fly og desuden flere tusinde mennesker, som opholdt sig i de to bygninger på attentattidspunktet, samt en hel del rednings- og politifolk. Det tredje fly blev fløjet direkte ind i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i Washington, medens det fjerde og sidste fly, som mentes at have Det hvide Hus i Washington som bombemål, formentlig blev forhindret heri og bragt til styrt på en mark i Pennsylvania af handlekraftige passagerer. I begge fly omkom alle ombordværende.

     Flykapringerne og attentaterne mod World Trade Center og Pentagon blev betragtet som et angreb på Amerika, og man fandt hurtigt ud af, at et internationalt terrornetværk, Al-Queda, stod bag. Det førte til amerikansk ledet militært angreb på Afghanistan, hvor man fjernede det fundamentalistiske Taleban-styre fra magten, og året efter fulgte den militære invasion i Irak, hvor Sadam Hussein og hans diktatoriske styre blev sat fra magten. Begge invasioner førte til længerevarende militære operationer, som endnu i 2007 langt fra er afsluttet.

     Samtidigt med alt dette, fortsatte den voldelige Israel-Palæstina-konflikt, lige som der opstod voldelig uro i store dele af den arabiske verden og i bl.a. Pakistan og Indonesien, angiveligt som følge af den danske avis Jyllands Postens offentliggørelse af en række satiriske tegninger af profeten Muhammed. Tegningerne var dog kun den ’gnist’, som udløste nogle af de religiøse og politiske spændinger, der var og fortsat er i de pågældende lande. Men alt i alt en situation, som har forøget spændingerne og modsætningerne i verden.     

 

Frelse eller fortabelse

På tærskelen til årtusindskiftet oplever vi en vældig op­blom­string af dommedagskulter eller sekter, der tror på frelsen, enten via nyreligiøse bevægelser, eller ved at man selv frem­kalder sin egen dommedag gennem kollektivt selvmord blandt sektens med­lemmer, eller ved at man ser det som en god gerning at ombringe så mange som muligt, f.eks. ved hjælp af giftgas, således som sekten Aum Shinri Kyo forsøgte sig med i Tokyos undergrunds­bane. Andre og mere teknologisk mindede sekter graver under­jordiske beskyttelsesrum, hvori de håber at kunne overleve Ragnarok og bagefter blive reddet af UFO'er fra andre og højere udviklede planeter. En enkelt og temmelig udbredt sekt, Jehovas Vidner, er fuldt og fast overbevist om, at kun 144.000 menne­sker vil blive frelst på dommens dag, og derfor har vidnerne uhyre travlt i forsøget på at omvende folk til den rette tro, i håbet om, at de ved deres personlige indsats kan gøre sig fortjent til selv at høre blandt de udvalgte.

  Rettroende kristne af såvel katolsk som protestantisk obser­vans er knapt så barske i opfattelsen af dommedagen, idet de er af den faste overbevisning, at frelse eller fortabelse er et spørgsmål om tro eller ikke-tro. Men skønt det tydeligt fremgår af evangelierne og måske især af Johannes' Åbenbaring, at både døde og levende skal dømmes efter deres gerninger, så forkyndes det fra alver­dens prædikestole, at det kun er gennem troen på Jesus Kristus, Guds søn, at syndere kan håbe på "synder­nes forladelse" og derved blive frelste.

 

Forestillinger om dommedag

Forudsigelser om Dommedag eller verdens undergang er dog langt fra nye, tværtimod ser det ud til at være en frygt eller forestilling, der har fulgt menneskeheden så langt tilbage i tiden, som det er muligt at følge åndshistorien. Allerede i oldtidens Ægypten havde man i Osiris-Isis kulten forestillinger om en form for rettergang, hvor den dødes gode og onde ger­ninger blev afvejet mod hinanden, og i den persiske Zend-Avesta lærer man, at der skal ske en fuldstændig forvandling af verden gennem dom og undergang ved en verdensbrand, af hvis "aske" menneskene - som fugl Føniks - vil genopstå fornyede og indgå til et evigt, saligt liv.

     Principielt samme forestillinger finder man i de græske og romerske mysterier, lige som der hos Gamle Testamen­tes profeter i og efter Eksilet forekommer udsagn om, at dommedag følges af en ny messiansk tid, hvor Jahve vil indfri sine løfter til Israels folk. Med udspring i senjødisk apokalyptik bliver forestillingerne om de sidste tider i Ny Testamente til tanken om Jesu genkomst, de dødes opstandelse, dommedag over levende og døde, verdens nyskabelse og de frelstes indgang til evigt liv, mens de fordømte henvises til et evigt ophold i Dødsrigets kulde og mørke eller i Helvedes brændende luer. (1)

     I evangelierne er Jesu profeti om de sidste tider, Kristi genkomst og dommedag kædet sammen med en forudsigelse af Jerusalems ødelæggelse, og det ser ud til, at Jesus så vel som disciplene, apostlene og evangelisterne har været overbeviste om, at det altsammen ville ske i deres egen levetid. Men Jesus vidste dog, at han ikke selv skulle komme til at opleve den ødelæggel­se af templet og byen Jerusalem, som han havde pro­feteret om, idet han også forudså sin egen nært forestående død. Denne fandt formentlig sted omkring år 31, hvorimod templets og Jesusalems ødelæggelse først skete hen ved fyrre år senere, nemlig i år 70, da romerne efter en længere belejring angreb og erobrede byen, plyndrede og afbrændte husene, voldtog kvinderne og slog og dræbte både mænd, kvinder og børn og drev de overlevende på flugt, hvorefter de selv slog sig ned som sejrher­rer, der senere genopbyggede Jerusalem som en rent romersk by. De overlevende jøder var tvunget i eksil. (2)

 

Nyt syn på dommedagsprofetien

Men én for én måtte Jesu disciple og apostle gå døden imøde, enten ved naturlig død eller som martyrer, uden at Jesu profeti om sin genkomst var gået i opfyldelse. Men Simon Peter så vel som Markus, Lukas, Mattæus og Johannes Zebedæus nåede dog at virke længe nok til, at deres respektive evangelier kunne blive nedskrevet. Paulus, som ikke havde kendt Jesus personligt, nåede også inden sin martyrdød, antagelig omkring år 64 e.Kr., at skrive adskil­lige breve til jødekristne og hedninge­kristne menigheder rundt om i Lilleasien, Grækenland og Itali­en. Johannes Zebedæus, som i en årrække fungerede som synagoge­for­stander for menigheden i Efesus, skrev kort før romernes erobring og ødelæg­gelse af Jerusalem, nemlig omkring år 69 e.Kr., sin såkaldte Johannes' Åbenbaring, og i dennes ind­ledning giver han klart og utvety­digt udtryk for, "hvad der skal ske i en hast" og at "tiden er nær".

     Men da Messias' genkomst og den bebudede verdensundergang med den påfølgende ny himmel og ny jord eller Gudsrigets komme, ikke var indtruffet omkring det første århundredeskifte, begyndte fremtrædende folk inden for de kristne menigheder at forstå, at Jesu profeti om de sidste tider og dommedag nok ikke skulle tages så bogstavelig, som man først havde ment og gjort. Det samme gjaldt følgelig de gammel­testamentlige profetier og desuden Johannes' Åbenbaring. Man begyndte derfor at søge efter pro­fetiens åndelige betydning og fandt snart ud af, at Jesu profeti i nok så høj grad tog sigte på kommende og langt senere tider, også når det gjaldt "talsmanden, den hellige Ånd"s eller "sandhedens Ånd"s komme. For apostlenes vedkommende opfattede de det sådan, at Helligånden var kommet over dem, da de kort efter Jesu såkaldte himmelfart var forsamlede i Johannes Markus' moders hus i Jerusalem. Da apostlene, som alle var galilæere, der kun talte aramæisk, derefter gav sig til at tale på forskellige fremmede sprog til den for­samling af gudfrygtige jøder fra alle folkeslag, der befandt sig udenfor, undrede mange sig og nogle mente, at apostlene kort og godt var be­rusede.

     Dette ville Simon Peter dog ikke have siddende på sine medapostle og sig selv, og derfor henvendte han sig til folke­mængden og mindede om den profeti, der var udtalt omkring syv år­hundreder tidligere af profeten Joel:

 

Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud,

at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød;

og jeres sønner og jeres døtre skal profetere,

og jeres unge skal se syner,

og jeres gamle skal drømme drømme.

Ja, endog over mine trælle og mine trælkvinder

vil jeg i de dage udgyde af min Ånd,

og de skal profetere.

Og jeg vil lade ske undere oppe på himmelen

og tegn nede på jorden,

blod og ild og rygende damp.

Solen skal vendes til mørke og månen til blod,

før Herrens dag kommer, den store og herlige.

Og det skal ske, at enhver, som påkalder Herrens navn

skal frelses. (3)

 

Joels profeti handler tydeligvis om de sidste tider, Hellig­åndens udgydelse, dommedag og Gudsrigets etablering på jorden. En profeti, der i alt væsentligt stemmer godt overens med flere andre profeters forudsigelser, og ikke mindst med Jesu langt senere profeti af samme forløb og begivenheder. Jesus henviser da også ofte til disse profeter og citerer deres udtalelser i flere for­skellige sammenhænge, men profeten Esajas (8.årh. f.Kr.) er dog nok Jesu foretrukne åndelige læremester. (4)

 

Martinus og "dommedag"

Indledningsvis skal nævnes, at Martinus ikke opfatter profetien om dommedag bogstaveligt, men snarere som en symbolsk for­tælling med umiskendelig reference til det, han forstår ved begrebet 'virkeligheden'. Denne virkelighed udgøres primært af det treenige princip: Jeget, skabeevnen og det skabte, hvilket vil sige det evige Noget (Jeget) og de evige lovmæssigheder for skabelse eller manifesta­tion og livsoplevelse eller sans­ning (de kosmiske skabeprin­cipper og skabeevnen). Samt det i prin­cippet lige så evige, om end foranderlige produkt heraf, nemlig "det skabte" i form af det levende væsens fremtræden som individ, hvis evige tilværelse former sig som en periodisk vekslen mellem et uendeligt spiral­kreds­løbs to store general­zoner, nem­lig en mørkezone og en lyszone. (5)

     Efter et ophold af ukendt varighed i spiralkredsløbets lyszone, som er kendetegnet ved fire åndelige riger: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, "indvikler" væsenet sig successivt i mørkezo­nen, der særlig er kendetegnet ved to riger eller tilværelses­planer, nemlig planteriget og dyreriget, til hvilket sidste det jordi­ske menneske endnu hører. Fra det egentlige dyrerige "udvikler" det jordiske menneske sig derefter til at blive et såkaldt "rigtigt menneske", hvilket ifølge Martinus vil sige "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" eller "Kristus-mennesket", som er forlenet med "kosmisk bevidsthed", eller som er blevet som Gud til at kende forskel på godt og ondt.

     Det er den nævnte "indvikling" fra lyszonens riger til mørke­zonens riger, der i henhold til Martinus skildres i Bibelens mytologiske skabelsesberetning, herunder myten om skabelsen af Adam (det dobbeltpolede væsen) og Eva (det enkeltpolede væsen), syndefaldet og uddrivel­sen af Edens have, med de vanskeligheder og lidelser, der blev følgen heraf. Og det er her, at domme­dagsfortællingen om de sidste tider, Kristi genkomst, dommedag og den ny himmel og ny jord ifølge Martinus tager over og skildrer udviklingen fra jordisk menneske til rigtigt menneske. Denne udvikling er i væsentlig grad præget af lidelsen, som ifølge Martinus er den hovedfaktor, der på sigt fører frem til den lyse verdensmoral. Men menneskeheden er dog ikke overladt helt til sig selv og sit eget forgodtbefindende, idet det i virkeligheden er det gud­dommelige skabeprincip (Gud som ska­ber), der leder og styrer indviklingen i mørkezonen så vel som udviklingen i lyszonen. (6)

 

De kosmiske verdensimpulser

Den guddommelige ledelse og styring af indviklingen så vel som af udviklingen, sker blandt andet gennem den såkald­te polfor­vandlings­pro­ces og gennem loven for skæbne (som du sår, således skal du også høste), og ved, at skabeprin­cippet (Gud) imødekom­mer de levende væseners, herunder også menne­skers, behov for vejledning og fornyelse af livsople­vel­sen. Det sidst­nævnte sker ved, at skabeprincippet med visse mellemrum sender åndeli­ge energiim­pulser ud i ver­densaltet, der jo i henhold til Martinus er Guddommens psykofy­siske organisme. Han betegner så­danne åndeli­ge impulser som "kosmiske verdensim­pul­ser", fordi de blandt andet omfatter menneskeheder i andre galakser, solsy­stemer og planet­sy­stemer. Jord­kloden, der selv er udtryk for et levende væsens psykofysi­ske organisme, og som derfor også er omfattet af de nævnte åndelige energiimpulser, er i vor tid præget af tre sådanne verdensim­pulser. Nemlig en ældre og efterhånden ikke særlig fremtrædende, såkaldt mørk verdensim­puls, som ligger til grund for primitive religioner og livsop­fattelser (animisme, magi, hedenskab), en senere lys udstråling fra skabeprincippet, betegnet som "den gamle verdens­impuls", der ligger til grund for de tre store verdens­religio­ner, budd­hismen, kristen­dommen og islam, og delvis for disses udspring i folkereli­gioner som hinduismen, jøde­dommen, parsismen, m.fl.).     Og endelig giver den lyse udstråling fra skabeprincippet sig udtryk i en nyere impuls, kaldet "den ny verdensim­puls", som blandt andet giver sig positive udtryk i nyskabelser inden for moderne kultur, og i den stærkt stigende intelligen­sud­vikling i vort århundrede, særlig koncentreret i natur- og humanviden­skaber­ne. Men den ny verdensimpuls giver sig også midlertidige negative eller ubehagelig udtryk, nemlig i form af en til­tagende materi­alisme og ateisme, som blandt andet tilkendegiver sig i form af de senere tiders store politiske omvæltninger og revolutioner og sam­fundsmæssige forandringer. Desuden i seksu­elle afvigelser og abnormiteter, ulykkelige ægteskaber, skils­misser, ulykkeligt stillede børn, fysiske og psykiske sygdomme og meget andet og mere. (7)

 

Noter og kilder:

 

 1   Se f.eks. Camille Flamarion: Spådomme om verdens undergang. Forlaget Nihil Press Inc. 1973. Bogens forfatter mener, at forudsigelser om jordens undergang skyldes en grundlæggende eksistentiel frygt hos menneske­heden.

 2   Der hersker stor tvivl med hensyn til, hvornår Jesus blev født, men der er alminde­lig enighed om, at det næppe kan have været år 1, sådan som vores tidsregning går ud fra. Men i betragtning af, at Herodes den Store døde i år 4 f.Kr., og at det var i denne konges tid, Jesus blev født, jf. Matt.2,1-23, må det altså senest have været dette år. En enkelt kilde argumenterer dog overbevisende for, at Jesus sandsynligvis blev født i år 7 f.Kr. Se: Ethelbert Stauffer: Jesus, hans liv og samtid i        historisk be­lysning, Jespersens og Pios Forlag, København 1961, 2.kap. Det anses for givet, at Jesu offentlige fremtræden fandt sted omkr. år 28 e.Kr., og man mener at han blev arresteret, dømt og henrettet som kætter tre år senere, nemlig op til påsken år 31 e.Kr. Det betyder, at han i så fald har været omkring 37 år ved sin død. – Se i øvrigt afsnittene ”Jesus Menneskesønnen” 1 og ”Jesus Menneskesønnen” 1I her på hjemmesiden.

 3   (Ap.G.2,16-21; Joel 3,1ff).

 4  Ifølge Jesus var Johannes Døber en inkarnation af profeten Elias (900 f.Kr.). Se Matt.17,10-13;Mark.9,2-13;­Luk.9,28-36. Muligheden for, at Jesus selv har været en inkarnation af Esajas, kan vel ikke ude­lukkes.

 5  Jf. med symbolet over yin og yang, og f.eks. Martinus' symbol nr.13: Den  evige ver­densplan. Det Evige Verdensbillede I.

 6  Vedr. det seksuelle polprincip og polforvandlingen, se Livets Bog IV-V, samt Per Bruus-Jensen: "X", bd.4. Se også: Logik, 31.-64.kap. Se evt. også afsnittene Det seksuelle polprincip og Den seksuelle polforvandling her på hjemmesiden.

 7  Se Livets Bog I, 2-3.kap. samt symbol nr.1 og nr.2 med symbolforklaring.

 

 

© 2007 Harry Rasmussen.