2. del
De mangeartede samfundsmæssige og kulturelle
forandringer, og de ligeledes mange ulykkelige forhold mellem mennesker samt
andre følger af polforvandlingen og jordklodens selvopgør, har især medført et
stærkt stigende behov for en ny åndelig og moralsk-etisk vejledning for den del
af menneskeheden, der ikke længere er under indflydelse af den guddommelige
suggestion (den religiøse autoritetstro), og som derfor ikke mere er i stand
til at tro på de religiøse dogmer og autoriteter. Og dette behov har Gud
ifølge Kosmologien imødekommet, ved at sende "talsmanden, den hellige
Ånd" eller "sandhedens Ånd" i form af det tyvende århundredes
verdensgenløsning, som er blevet formidlet og igangsat af Martinus i og med
hans livsværk, Det Tredie Testamente.
Det er ifølge Martinus hovedopgaven for den
ny verdensimpuls, at føre menneskene frem til selv at kunne gøre dé
iagttagelser og erfaringer, der giver individet indsigt og visdom, så at det
bliver i stand til at få religiøs inspiration af dagliglivets foreteelser og
begivenheder, herunder af naturens liv. Derved bliver livet selv den store
læremester, skole og kirke for dén, der ikke længere kun kan få åndelig
inspiration fra religiøse autoriteter og hellige bøger, og som heller ikke kan
affinde sig med naturvidenskabens materialistiske og ateistiske livs- og
verdensopfattelse. Dermed indvarsler den ny verdensimpuls en helt ny
verdensepoke, som primært vil være præget af, at retten er blevet til magten, i
modsætning til, hvad der var tilfældet i den gamle verdensepoke, hvor magten
var lig med retten. (1)
Men inden udviklingen når så langt, befinder menneskeheden sig altså i
et spændingsfelt mellem de nævnte to verdensepoker, eller som Martinus siger om
det jordiske menneske: "Det er en såret flygtning mellem to
riger". Nemlig dels fordi mennesket ikke længere helt tilhører
dyreriget, hvor moralen lyder at ”enhver er sig selv nærmest”, og dels fordi
det endnu ikke helt tilhører det rigtige menneskerige, hvor moralen er, at
”enhver er sin næste nærmest”. Det er dette spændingsfelt, der er udtrykt ved
begreber som "de sidste tider" og "dommedag", udtryk, som
altså står for en ny verdensepokes forudgående fødselsveer, som er forløbere
og bebudere af "den store fødsel" til "kosmisk bevidsthed"
eller "Kristus-bevidsthed". (2)
Som identisk med verdensaltets højeste
repræsentant for forældre- og beskyttelsesprincippet, er Gud både det levende
væsens evige Fader og evige Moder, og det er i denne dobbeltegenskab, at
Guddommen også tilkendegiver sig via verdensgenløsningsprincippet. Dette viser
sig i form af de såkaldte verdensgenløsere eller verdensfrelsere, både dem, der
formidler den mørke udstråling fra skabeprincippet og dem, der formidler den
lyse udstråling fra samme princip. Til de mørke verdensgenløsere hører sådanne
skikkelser, hvis eksistens fortoner sig i fortidens dunkelhed, men som
eftertiden har betegnet som Lucifer, Ahriman, Djævelen eller Satan. Til de lyse
verdensgenløsere hører historiske skikkelser som Rama, Krishna, Hermes, Moses,
Orfeus, Pythagoras, Buddha, Jesus og Muhammed. Og i vor tid altså Martinus. (3)
Ved udtrykket "de sidste tider"
forstår Martinus principielt det samme som kristne teologer, nemlig
"veernes begyndelse", hvilket vil sige "Messiastidens
fødselsveer", som i nytestamentlig tid var en almindelig brugt betegnelse
for de store ulykker og trængsler, der skulle ramme forskellige egne af jorden
forud for den gamle verdens undergang og Gudsrigets komme. På principielt samme
måde, som veerne hos den gravide kvinde er et symptom på, at fødselstidspunktet
er nært forestående, således varsler de store plager, der vil ramme verden, om
Messias' snarlige fremtræden. Men bortset fra den symbolske sammenligning
mellem de sidste tiders uheldsvangre begivenheder og fødselsveer og den gravide
kvindes svangerskab og fødselsveer, så tolker Martinus Kristi genkomst,
dommedag, jordens undergang og Gudsrigets komme på en noget anden måde, end
tilfældet er inden for traditionel kristendom.
Martinus har ikke selv tidsangivet, fra hvornår de sidste tiders
begyndelse skal regnes, men det har til gengæld hans tidligere personlige elev
og nære medarbejder, Per Bruus-Jensen, som argumenterer for den opfattelse, at
disse skal regnes fra omkring det tidspunkt, da man offentliggjorde den polske
astronom Nicolaus Kopernicus' (1473-1543) revolutionerende opdagelse af, at
solen er planetsystemets centrum, og ikke jorden, sådan som man indtil da havde
ment. Det blev, i forbindelse med renæssancetidens tiltro til mennesket og
dets egne evner (humanisme), indledningen til en hidtil uset fremgang for en ny
kulturfaktor: naturvidenskaben, som indtil da var blevet holdt nede og
undertrykt af pavekirken, der havde autoriseret det ptolemæiske planetsystem,
hvori jorden var universets ubetingede centrum.
Per Bruus-Jensen regner "de sidste tider" for at omfatte
perioden 1543-1914, hvor 1. verdenskrig brød ud, og som blev indledningen til
"himlens og jordens undergang". Ved "himlen" forstår
Martinus her det dyre-menneskelige tankeklima i det jordiske menneskes
bevidsthed, hvilket også vil sige den mørke verdensmorals magtdyrkelse. Og ved
"himlens undergang" forstår han et symbolsk udtryk for den del af
menneskehedens bevidsthedsindhold, der giver sig udtryk i den enpolede,
egocentriske og ateistisk-materialistiske livsholdning. Undergangen gælder
også de endnu herskende religiøse trosforestillinger om liv og død, straf og
belønning, frelse og fortabelse, og ikke mindst opfattelsen af Gud som et uden
for universet og mennesket eksisterende ophøjet væsen, men i menneskets
billede, ja, tilmed kun i mandens billede. Det er denne "himmel"
eller mentale verden, der i kraft af sin egen selvmorderiske natur er dømt til
undergang. (4)
Den
"ny himmel" og den "ny jord"
Og her er det, at begrebet "jordens
undergang" kommer ind i billedet, men ikke som jordklodens bogstavelige
tilintetgørelse f.eks. gennem en naturkatastrofe eller sammenstød med et
kæmpemeteor, eller en menneskeskabt katastrofe i form af ukontrolleret
benyttelse af atomsprængkraft. Nej, ved dette begreb forstår Martinus en
tilintetgørelse af hele det system af samfundsinstitutioner, der under ét kan
betegnes som "magtens apparat". Nemlig militærvæsenet,
rustningsindustrien, de økonomiske og politiske magtmekanismer, herunder de
statskirkelige magtinstitutioner. Men jordkloden selv og dennes hjerneorgan:
menneskeheden, samt alt andet ikke-dræbende liv på jorden, vil ifølge Martinus
bestå et langt stykke ud i en ikke nærmere defineret fremtid, idet jordkloden i
sit eget tidsperspektiv kun er omkring 30 år gammel. I menneskets tidsperspektiv
regnes den for omkring 4 500 mill. år.
Den "mørke himmel" vil altså blive afløst af en "ny og
lys himmel" eller mentalitet, som vil være præget af et
Kristus-menneskeligt tankeklima, der giver sig udtryk gennem en dobbeltpolet,
humanistisk og altruistisk livsholdning. Denne "ny himmel" findes
allerede så småt i form af menneskers mere eller mindre fremtrædende længsler
efter at opleve en human og fredelig tilværelse i kærlighed og frihed, og i de
bestræbelser og aktiviteter af forskellig art, der medvirker til at etablere og
institutionere retten og næstekærligheden i den menneskelige samfundsorganisme.
Efterhånden som dette sker vil den "gamle jord" blive afløst af den
"ny jord", som især vil have dannelsen af et internationalt
verdensrige til følge, et rige, som betegner det rigtige menneskeriges
begyndelse her på jorden. Ifølge Martinus vil et sådant rige være nogenlunde
etableret om cirka tre tusinde år. (5)
Begrebet og fænomenet "dommedag" er
for Martinus ikke et udtryk for noget så kortvarigt som en enkelt dag, men
derimod for en tidsepoke, sådan som det forresten også er tilfældet med
Skabelsesberetningens berømte seks dage. For at forstå dette behøver man blot
at tænke på den bibelske sætning om, "at én dag er for Herren som tusinde
år, og tusinde år som én dag" (2.Pet.3,8). Det med, "at én dag er for
Herren som tusinde år", bør dog ikke tages bogstaveligt, for der kunne
lige så godt have stået hundredetusinde år eller en million år, idet det naturligvis
er det relative i tidsbegrebet, der sigtes til.
Dommedagen vil for Martinus sige en tidsperiode, hvori der bliver
"afsagt dom" over menneskenes handlinger og væremåde. Dette sker i
form af de utallige lidelser, som både i første og sidste instans er
forårsaget af en livs- og verdensanskuelse, der er i uoverensstemmelse med
livslovene og virkeligheden, og som derfor har affødt tilsvarende fejlagtige
handlinger og holdninger. I kraft af skæbneloven vender konsekvenserne af
disse fejlagtige anskuelser og holdninger ufravigeligt tilbage til sit ophav,
hvilket vil sige til det individ, der oprindelig har udløst de uheldige og
uhensigtsmæssige årsager, som medførte lidelse og smerte for andre. (6)
Men eftersom menneskene som art er beslægtet med hinanden og derfor i princippet
stort set handler og gebærder sig ens, kan man derfor udover den individuelle
skæbne også tale om kollektiv skæbne, og denne hænger i særlig grad sammen med
jordklodens skæbnesituation. Det er den dybere baggrund for kollektive
skæbneudløsninger som f.eks. krige, hungersnød, epidemiske sygdomme,
naturkatastrofer med store tab af menneskeliv til følge. Og især er de to
store verdenskrige i det 20. århundrede udtryk for en kollektiv
skæbneudløsning, der hænger sammen med den udrensning af sin bevidsthed, som
jordkloden så småt er begyndt på at foretage. I den forbindelse er det vigtigt
at gøre sig klart, at da denne mentale udrensningsproces primært drejer sig om
klodens selvopgør med vanebevidsthed og vanefunktioner, vil det set i
menneskeperspektiv antagelig kræve lang tid, før den er tilendebragt. (7)
I henhold til Martinus blev dommedagsepoken
indledt med 1. verdenskrig, som kom helt uventet og overraskende for de fleste,
hvoraf mange mente, at noget så primitivt og ødelæggende som en storkrig ikke
kunne eller burde finde sted i det oplyste 20.århundrede, hvor i al fald de
vestlige lande troede på fremskridt og humanisme, frihed, lighed og broderskab
mellem samfundsklasserne og mellem nationerne. Siden afslutningen af den
fransk-tyske krig i 1871 havde der i det store og hele hersket fred i Europa.
Krigen kom derfor i en vis forstand som "en tyv om natten", og vel
at mærke en tyv, der stjal millioner af menneskers frihed, familieliv,
førlighed og liv, med store nationale, sociale, politiske og økonomiske
problemer og spændinger til følge.
Men ifølge Martinus var der ikke tale om nogen tilfældig "tyv om
natten", men derimod om en lov- og skæbnebestemt situation, nemlig den, at
jordkloden var trådt ind i en fase af sin etisk-moralske udvikling, som betød
dens endegyldige opgør med mørket, hvilket vil sige et opgør med magt- og
drabsmentaliteten, herunder selviskheden og forfængeligheden, i dens bevidste
så vel som ubevidste regioner. Dette opgør betød og betyder samtidig optakten
til jordklodens indvielse eller fødsel til "kosmisk bevidsthed". Og
det er indlysende, at denne opgørssituation også måtte få indflydelse på
menneskeheden og det enkelte menneske, nemlig i medfør af dennes og dettes
funktion som henholdsvis hjerneorgan og hjernecelle i jordklodens bevidsthed,
og af det deraf følgende skæbnefællesskab. (8)
Jordkloden lever og oplever givetvis i et andet tidsperspektiv end
mennesket, således at dét, der fra et menneskesynspunkt eksempelvis tager ét
år, antagelig kun udgør et kvart sekund for jorden. Det betyder, at den tid,
der er forløbet mellem offentliggørelsen af Kopernikus' opdagelse i 1543 og
frem til år 1900, hvor indstrålingen af den ny verdensimpuls ifølge Martinus
begynder, har taget 357 menneskeår eller 90 klodesekunder, dvs. halvandet
minut. Det betyder endvidere, at hele det tyvende århundrede, hvori himlens og
jordens undergang i al fald er indledt, i menneskets tidsperspektiv er
ethundrede år, men i jordklodens tidsperspektiv kun udgør 25 klodesekunder.
Men
i henhold til Martinus har jordklodens indre, åndelige udvikling, modenhed og
opgør med egoisme og dræbende tilbøjeligheder nået et stadium, hvor jordkloden
er kandidat til kosmisk bevidsthed. Jordkloden har i åndelig forstand taget
afstand fra alle sine lavere tilbøjeligheder, selvom det i praksis endnu ikke
er lykkedes for den at befri sig for disse. Dette stadium indtrådte for
jordkloden i 1921, mere præcist i påsken 1921, da Martinus oplevede den store
fødsel eller indvielse til kosmisk bevidsthed, og dermed indledte den nye
verdensløsning. (9)
Men 1.verdenskrig betød kun optakten til jordklodevæsenets endegyldige
udrensning af mørket i sin bevidste og ubevidste psyke. I Rusland havde
bolsjevikkerne under ledelse af Vladimir Lenin i 1917 foranstaltet en
kommunistisk revolution, som med tiden skulle udarte til et grusomt og
despotisk diktatur, som bredte sig til resten af Østeuropa. Men også i
Vesteuropa gærede der forfærdelige djævelske kræfter, som under inspiration
og førerskab af en tilsyneladende ubetydelig lille mand, Adolf Hitler, skulle
få stor indflydelse på den fremtidige politiske, økonomiske, sociale,
kulturelle og samfundsmæssige udvikling i de næste årtier. Den 3.september 1939
invaderede de nazistiske styrker Polen, og dermed var 2.verdenskrig indledt.
Men begge de to verdenskrige skal i henhold til de kosmiske analyser ses som
led i den proces, hvorom Jesus profeterede og sagde: "Og alle folkeslag
skal samles foran ham [Menneskesønnen], og han skal skille dem fra hverandre,
ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene" (Matt.25,32-33). (10)
Den langvarige proces, hvorunder fårene
skilles fra bukkene, er ifølge Martinus et væsentligt led i jordklodens
accelererende og forstærkede mentale udrensningsproces, idet han ved begrebet
"fårene" forstår de mennesker, hvis humane eller etisk-moralske evne
- primært i kraft af gentagende livs lidelseserfaringer - er blevet så
etisk-moralsk udviklede, at de ikke længere nænner at gøre andre mennesker
eller andre levende væsener fortræd, mens han ved begrebet "bukkene"
forstår alle de mennesker, som endnu befinder sig inden for det dræbende
princips domæne, og som derfor mener, at vold og magtudøvelse både er nødvendig
og ønskelig, hvorfor de gerne gengælder ondt med ondt og ikke har noget imod at
straffe og slå andre mennesker eller andre levende væsener ihjel.
Det er nu Martinus' pointe, at eftersom intet som helst levende væsen
kan eller skal "fortabes", kommer dé mennesker, der repræsenterer
"bukkene", i kraft af skæbneloven uundgåeligt til at opleve de ofte
lidelses- og smertefulde tilbageslag og følgevirkninger af de handlinger
eller den væremåde, de har udløst eller udvist overfor andre mennesker og andre
væsener. Gennem flere inkarnationer indvirker lidelseserfaringerne på deres
humane evne eller medlidenhedsevne, som bliver vakt og med tiden styrket i en
sådan grad, at de til sidst ikke længere nænner at gøre andre ondt eller
fortræd. Og i og med denne situations indtræden, er de pågældende
"bukke" jo blevet forvandlet til "får". Det er i denne forstand,
at jordklodens mentale udrensningsproces "skiller fårene fra
bukkene". Og det er ikke mindst her, at verdensgenløsningen i form af
Martinus' livsværk, Det Tredje Testamente, træder til og er i stand til at
fungere som en åndelig hjælp og vejledning for dé mennesker, der frem for alt
gerne vil udøve retfærdighed, barmhjertighed, næstekærlighed og tilgivelse.
Thi via "Livets Bog" lærer man, at den dom, hvormed der dømmes, er
alkærlighedens Visdom. (11)
Noter og kilder:
1 Se f.eks. Livets Bog I: Fortale
samt 1.-3.kap. Desuden småbog nr.4: Omkring min Missions Fødsel, og
småbog nr.9: Mellem to verdensepoker.
2 Ang. begrebet "en såret
flygtning", se. LB I, stk.82.
3 Livets Bog, 2.kap.
4 Per Bruus-Jensen: "X", bd.4,
35.-40.kap.
5 Livets Bog I, 4.kap. – Vedr. de formentlige
klimaforandringer med bl.a. global opvarmning og såkaldt drivhuseffekt er der
delte meninger hos forskerne om årsagerne hertil, også selvom FN’s forskerpanel
mener at have tiltrækkeligt belæg for at fastslå, at der ligger menneskeskabte
årsager i form af bl.a. forurening til grund. Man kan ikke just sige, at
klimaforskerne har nedtonet de dystre globale fremtidsudsigter, hvilket
selvfølgelig har været velegnet til at påvirke politikere og de bevilgende
myndigheder, og delvis skræmt disse til at indlede kampagner for
energibesparelser mm. Den danske fysiker og grundforsker Henrik Svensmark er
imidlertid af en fundamentalt anden mening, hvad angår årsagen/årsagerne til
klimaforandringerne på jorden, idet hans hypotese går ud på, at det er
kemisk-elektriske forandringer og tilstande i solen, og solsystemets mobile
relation til mælkevejsgalaksen, der udgør de dybere årsager. Det vil dog føre
for vidt at gå nærmere ind på Henrik Svensmarks interessante og velunderbyggede
hypotese her. Men at der muligvis er helt andre årsager til klimaforandringerne
og den globale opvarmning end antaget af FN’s klimaforskere, forandrer dog
ikke, at den menneskeskabte forurening af miljøet så vidt muligt bør ophøre,
lige som forbruget af fossile ressourcer og brændstoffer bør ophøre og under
alle omstændigheder og så vidt muligt erstattes af miljøvenlige enerikilder.
Ang. klimaforandringer, se Artikler med
emner vedr. klimadebat.
6 Livets Bog II, stk.415-18.
7 Logik, 56.-57.kap.; 64.-68.kap. Det Evige
Verdensbillede II, stk.26:4-6. Bisættelse, 100. og 103.kap.
8 Livets Bog I, symbol nr.1 og nr.4 med
forklaring.
9 Vedr. sammenligning mellem menneskets og jordklodens
tidsperspektiv, se Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet,
Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se især Tillæg.
Eksempelvis mangler jordkloden endnu at få gjort op med dén mentale
struktur, som udgøres af liberalismen og kapitalismen, privatkapitalismen så
vel som den nuværende form for statskapitalisme. Martinus er af den
opfattelse, at naturresourcerne og produktionsapparatet skal ejes af
verdenssamfundet eller verdensstaten, men ikke før den etisk-moralske udvikling
har ført menneskene frem til uselviskhed og altruisme.
10
Begreberne "Menneskesønnen" og "Kristi genkomst"
skal altså forstås som genfødslen til dobbeltpolet, kristus-menneskelig
bevidsthed. Det er kun denne form for bevidsthed, der er i stand til at se
tingene i den store helheds perspektiv, og som derfor alene er i stand til at
bedømme og handle fuldkommen retfærdigt og barmhjertigt. Vedr. Martinus
opfattelse af Jesus Kristus, se f.eks. JESUS MENNESKESØNNEN II her på hjemmesiden.
11 Se
f.eks. Livets Bog III, stk.667-8;861-2.
© 2007 Harry Rasmussen.