D O M M E D A G !

 

2. del

 

                                                                           

    

De mangeartede samfundsmæssige og kulturelle foran­drin­ger, og de ligeledes mange ulykkelige forhold mellem menne­sker samt andre følger af polforvandlingen og jord­klodens selvopgør, har især medført et stærkt stigende behov for en ny åndelig og moralsk-etisk vejledning for den del af menneske­heden, der ikke længere er under indflydelse af den guddommeli­ge suggestion (den religiøse autoritetstro), og som derfor ikke mere er i stand til at tro på de religiøse dogmer og auto­riteter. Og dette behov har Gud ifølge Kosmologien imøde­kommet, ved at sende "talsmanden, den hellige Ånd" eller "sandhedens Ånd" i form af det tyvende århundredes verdensgen­løsning, som er blevet formidlet og igangsat af Martinus i og med hans livs­værk, Det Tredie Testa­mente.

 

En ny verdensepoke 

Det er ifølge Martinus hovedopgaven for den ny verdensimpuls, at føre menne­skene frem til selv at kunne gøre dé iagttagelser og erfarin­ger, der giver individet indsigt og visdom, så at det bliver i stand til at få religiøs inspira­tion af daglig­livets fore­teelser og be­givenheder, herunder af naturens liv. Derved bliver livet selv den store læremester, skole og kirke for dén, der ikke længere kun kan få åndelig inspiration fra religiøse autoriteter og hellige bøger, og som heller ikke kan affinde sig med naturvidenskabens materialistiske og ateistiske livs- og verdensopfattelse. Dermed indvarsler den ny verdensimpuls en helt ny verdensepoke, som primært vil være præget af, at retten er blevet til magten, i modsætning til, hvad der var tilfældet i den gamle verdensepoke, hvor magten var lig med retten. (1)

     Men inden udviklingen når så langt, befinder menneskeheden sig altså i et spændingsfelt mellem de nævnte to verdensepoker, eller som Martinus siger om det jordiske menneske: "Det er en såret flygt­ning mellem to riger". Nemlig dels fordi mennesket ikke længere helt tilhører dyreriget, hvor moralen lyder at ”enhver er sig selv nærmest”, og dels fordi det endnu ikke helt tilhører det rigtige menneskerige, hvor moralen er, at ”enhver er sin næste nærmest”. Det er dette spændings­felt, der er udtrykt ved begreber som "de sidste tider" og "domme­dag", udtryk, som altså står for en ny verdens­epokes forud­gående fødsels­veer, som er forløbere og bebudere af "den store fødsel" til "kosmisk bevidsthed" eller "Kristus-bevidst­hed". (2)

    

Verdensgenløserne

Som identisk med verdensaltets højeste repræsentant for foræl­dre- og beskyttelsesprincippet, er Gud både det levende væsens evige Fader og evige Moder, og det er i denne dobbeltegenskab, at Guddommen også tilkendegiver sig via verdensgenløsningsprin­cippet. Dette viser sig i form af de såkaldte verdensgenløsere eller verdensfrelsere, både dem, der formidler den mørke udstrå­ling fra skabeprincippet og dem, der formidler den lyse ud­stråling fra samme princip. Til de mørke verdensgenløsere hører sådanne skikkelser, hvis eksistens fortoner sig i for­tidens dunkelhed, men som eftertiden har betegnet som Lucifer, Ahriman, Djævelen eller Satan. Til de lyse verdensgenløsere hører historiske skikkelser som Rama, Krishna, Hermes, Moses, Orfeus, Pythagoras, Buddha, Jesus og Muhammed. Og i vor tid altså Martinus. (3) 

 

 "De sidste tider"

Ved udtrykket "de sidste tider" forstår Martinus principielt det samme som kristne teologer, nemlig "veernes begyndelse", hvilket vil sige "Messiastidens fødselsveer", som i nytesta­mentlig tid var en almindelig brugt betegnelse for de store ulykker og trængsler, der skulle ramme forskellige egne af jorden forud for den gamle verdens undergang og Gudsrigets komme. På principielt samme måde, som veerne hos den gravide kvinde er et symptom på, at fødselstidspunktet er nært fore­stående, således varsler de store plager, der vil ramme verden, om Messias' snarlige fremtræden. Men bortset fra den symbolske sammenligning mellem de sidste tiders uheldsvangre begivenheder og fødselsveer og den gravide kvindes svangerskab og fødsels­veer, så tolker Martinus Kristi genkomst, dommedag, jordens undergang og Gudsrigets komme på en noget anden måde, end tilfældet er inden for traditionel kristendom. 

     Martinus har ikke selv tidsangivet, fra hvornår de sidste tiders begyndelse skal regnes, men det har til gengæld hans tidligere personlige elev og nære medarbejder, Per Bruus-Jensen, som argumenterer for den opfattelse, at disse skal regnes fra omkring det tidspunkt, da man offentliggjorde den polske astronom Nicolaus Kopernicus' (1473-1543) revolutio­nerende opdagelse af, at solen er planetsystemets centrum, og ikke jorden, sådan som man indtil da havde ment. Det blev, i for­bindelse med renæssancetidens tiltro til mennesket og dets egne evner (humanisme), indledningen til en hidtil uset frem­gang for en ny kulturfaktor: naturvidenskaben, som indtil da var blevet holdt nede og undertrykt af pavekir­ken, der havde autoriseret det ptolemæiske planetsystem, hvori jorden var universets ubetingede centrum.

     Per Bruus-Jensen regner "de sidste tider" for at omfatte perioden 1543-1914, hvor 1. verdenskrig brød ud, og som blev indledningen til "himlens og jordens undergang". Ved "himlen" forstår Martinus her det dyre-menneskelige tankeklima i det jordiske menneskes bevidsthed, hvilket også vil sige den mørke verdensmorals magtdyrkelse. Og ved "himlens undergang" forstår han et symbolsk udtryk for den del af menneskehedens bevidst­heds­indhold, der giver sig udtryk i den enpolede, egocentriske og ateistisk-materialisti­ske livs­hold­ning. Undergangen gælder også de endnu herskende religiøse trosforestillinger om liv og død, straf og belønning, frelse og fortabelse, og ikke mindst opfattelsen af Gud som et uden for universet og mennesket eksisterende ophøjet væsen, men i menneskets billede, ja, tilmed kun i mandens billede. Det er denne "himmel" eller mentale verden, der i kraft af sin egen selvmorderiske natur er dømt til undergang. (4)

 

 Den "ny himmel" og den "ny jord"

Og her er det, at begrebet "jordens undergang" kommer ind i billedet, men ikke som jordklodens bogstavelige tilintetgørelse f.eks. gennem en naturkatastrofe eller sammenstød med et kæmpemeteor, eller en menneskeskabt kata­strofe i form af ukon­trolleret benyttelse af atomsprængkraft. Nej, ved dette begreb forstår Martinus en tilintetgørelse af hele det system af samfundsinstitutioner, der under ét kan betegnes som "magtens apparat". Nemlig militærvæsenet, rustningsindustrien, de økonomiske og politiske magtmekanismer, herunder de stats­kirkelige magtinstitutioner. Men jordkloden selv og dennes hjerneorgan: menneskeheden, samt alt andet ikke-dræbende liv på jorden, vil ifølge Martinus bestå et langt stykke ud i en ikke nærmere defineret fremtid, idet jordkloden i sit eget tids­perspektiv kun er omkring 30 år gammel. I menneskets tids­perspektiv regnes den for omkring 4 500 mill. år.

     Den "mørke himmel" vil altså blive afløst af en "ny og lys himmel" eller mentalitet, som vil være præget af et Kristus-menneskeligt tankeklima, der giver sig udtryk gennem en dob­beltpolet, humanistisk og altruistisk livsholdning. Denne "ny himmel" findes allerede så småt i form af menneskers mere eller mindre fremtrædende længsler efter at opleve en human og fredelig tilværelse i kærlighed og frihed, og i de bestræbelser og aktiviteter af forskellig art, der medvirker til at etablere og institutionere retten og næstekærligheden i den menneskelige samfundsorganis­me. Efterhånden som dette sker vil den "gamle jord" blive afløst af den "ny jord", som især vil have dannel­sen af et internationalt verdensrige til følge, et rige, som betegner det rigtige menneskeriges begyndelse her på jorden. Ifølge Martinus vil et sådant rige være nogenlunde etableret om cirka tre tusinde år. (5)

 

 "Dommedag"

Begrebet og fænomenet "dommedag" er for Martinus ikke et udtryk for noget så kortvarigt som en enkelt dag, men derimod for en tidsepoke, sådan som det forresten også er tilfældet med Skabelsesberetningens berømte seks dage. For at forstå dette behøver man blot at tænke på den bibelske sætning om, "at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag" (2.Pet.3,8). Det med, "at én dag er for Herren som tusinde år", bør dog ikke tages bogstaveligt, for der kunne lige så godt have stået hundredetusinde år eller en million år, idet det natur­ligvis er det relative i tidsbegrebet, der sigtes til.

     Dommedagen vil for Martinus sige en tidsperiode, hvori der bliver "afsagt dom" over menneskenes handlinger og væremåde. Dette sker i form af de utallige lidel­ser, som både i første og sidste instans er forårsaget af en livs- og verdens­anskuelse, der er i uover­ensstemmelse med livslovene og virke­ligheden, og som derfor har affødt til­svarende fejl­agtige handlinger og hold­ninger. I kraft af skæbneloven vender konse­kvenserne af disse fejlagtige anskuelser og holdninger ufravigeligt tilbage til sit ophav, hvilket vil sige til det individ, der oprindelig har udløst de uheldige og uhensigtsmæssige årsager, som med­førte lidelse og smerte for andre. (6)

     Men eftersom menneskene som art er beslægtet med hinanden og derfor i princippet stort set handler og gebærder sig ens, kan man derfor udover den individuelle skæbne også tale om kollek­tiv skæbne, og denne hænger i særlig grad sammen med jord­klodens skæbnesituation. Det er den dybere baggrund for kollek­tive skæbneudløsninger som f.eks. krige, hungersnød, epidemiske sygdomme, naturkatastrofer med store tab af menne­skeliv til følge. Og især er de to store verdenskrige i det 20. århundrede udtryk for en kollektiv skæbneudløsning, der hænger sammen med den udrensning af sin bevidsthed, som jordkloden så småt er begyndt på at foretage. I den forbindelse er det vigtigt at gøre sig klart, at da denne mentale udrensningsproces primært drejer sig om klodens selvopgør med vanebevidsthed og vane­funktio­ner, vil det set i menneskeperspektiv antagelig kræve lang tid, før den er tilendebragt. (7)

 

 Jordklodens selvopgør

I henhold til Martinus blev dommedagsepoken indledt med 1. verdenskrig, som kom helt uventet og overraskende for de fleste, hvoraf mange mente, at noget så primitivt og ødelæggen­de som en storkrig ikke kunne eller burde finde sted i det oplyste 20.århundrede, hvor i al fald de vestlige lande troede på fremskridt og humanisme, frihed, lighed og broderskab mellem samfundsklasserne og mellem nationerne. Siden afslutningen af den fransk-tyske krig i 1871 havde der i det store og hele hersket fred i Europa. Krigen kom derfor i en vis forstand som "en tyv om nat­ten", og vel at mærke en tyv, der stjal millioner af menneskers frihed, familieliv, førlighed og liv, med store nationale, sociale, politiske og økonomiske problemer og spændinger til følge.

     Men ifølge Martinus var der ikke tale om nogen tilfældig "tyv om natten", men derimod om en lov- og skæbnebestemt situation, nemlig den, at jordkloden var trådt ind i en fase af sin etisk-moralske udvikling, som betød dens ende­gyldige opgør med mørket, hvilket vil sige et opgør med magt- og drabsmentalite­ten, herunder selviskheden og forfængelig­heden, i dens bevidste så vel som ubevidste regioner. Dette opgør betød og betyder samtidig optakten til jordklodens indvielse eller fødsel til "kosmisk bevidsthed". Og det er indlysende, at denne opgørssi­tuation også måtte få indflydelse på menneskeheden og det enkelte menneske, nemlig i medfør af dennes og dettes funktion som henholdsvis hjerneorgan og hjernecelle i jord­klodens be­vidsthed, og af det deraf følgende skæbnefællesskab. (8)

     Jordkloden lever og oplever givetvis i et andet tidsperspek­tiv end mennesket, således at dét, der fra et menneskesynspunkt eksempelvis tager ét år, antagelig kun udgør et kvart sekund for jorden. Det betyder, at den tid, der er forløbet mellem offentliggørelsen af Kopernikus' opdagelse i 1543 og frem til år 1900, hvor indstrålingen af den ny verdensimpuls ifølge Marti­nus begynder, har taget 357 menneskeår eller 90 klodesek­under, dvs. halvandet minut. Det betyder endvidere, at hele det tyvende århundrede, hvori himlens og jordens undergang i al fald er indledt, i menneskets tidsperspektiv er ethundrede år, men i jordklodens tidsperspektiv kun udgør 25 klodesekunder.

  Men i henhold til Martinus har jordklodens indre, åndelige udvikling, modenhed og opgør med egoisme og dræbende tilbøje­ligheder nået et stadium, hvor jordkloden er kandidat til kosmisk bevidsthed. Jordkloden har i åndelig forstand taget afstand fra alle sine lavere tilbøjeligheder, selvom det i praksis endnu ikke er lykkedes for den at befri sig for disse. Dette stadium indtrådte for jordkloden i 1921, mere præcist i påsken 1921, da Martinus oplevede den store fødsel eller indvielse til kosmisk bevidsthed, og dermed indledte den nye verdensløsning. (9) 

     Men 1.verdenskrig betød kun optakten til jordklodevæsenets endegyldige udrensning af mørket i sin bevidste og ubevidste psyke. I Rusland havde bolsjevikkerne under ledelse af Vladimir Lenin i 1917 foranstaltet en kommunistisk revolution, som med tiden skulle udarte til et grusomt og despotisk diktatur, som bredte sig til resten af Østeuropa. Men også i Vesteuropa gærede der forfærdelige djævelske kræf­ter, som under in­spira­tion og fører­skab af en tilsyneladende ube­tydelig lille mand, Adolf Hitler, skulle få stor indflydelse på den fremtidige politiske, økonomiske, socia­le, kulturelle og samfundsmæssige udvikling i de næste årtier. Den 3.september 1939 invaderede de nazistiske styrker Polen, og dermed var 2.verdens­krig indledt. Men begge de to verdenskrige skal i henhold til de kosmiske analyser ses som led i den proces, hvorom Jesus profeterede og sagde: "Og alle folkeslag skal samles foran ham [Menneske­sønnen], og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene" (Matt.25,32-33). (10)

 

 "Fårene" kontra "bukkene"

Den langvarige proces, hvorunder fårene skilles fra bukkene, er ifølge Martinus et væsent­ligt led i jordklodens accelererende og for­stærkede mentale udrensnings­proces, idet han ved begrebet "fårene" forstår de mennesker, hvis humane eller etisk-moralske evne - primært i kraft af gentagende livs lidelses­erfaringer - er blevet så etisk-moralsk udviklede, at de ikke længere nænner at gøre andre mennesker eller andre levende væsener fortræd, mens han ved begrebet "bukkene" forstår alle de mennesker, som endnu be­finder sig inden for det dræbende princips domæne, og som derfor mener, at vold og magtudøvelse både er nødvendig og ønskelig, hvorfor de gerne gengælder ondt med ondt og ikke har noget imod at straffe og slå andre mennesker eller andre levende væsener ihjel.

     Det er nu Martinus' pointe, at eftersom intet som helst levende væsen kan eller skal "fortabes", kommer dé menne­sker, der repræsenterer "bukkene", i kraft af skæbneloven uundgåeligt til at opleve de ofte lidelses- og smertefulde tilba­geslag og følge­virkninger af de handlinger eller den væremåde, de har udløst eller udvist overfor andre mennesker og andre væsener. Gennem flere inkarnationer indvirker lidelseserfaringerne på deres humane evne eller medlidenhedsevne, som bliver vakt og med tiden styrket i en sådan grad, at de til sidst ikke længere nænner at gøre andre ondt eller fortræd. Og i og med denne situations ind­træden, er de på­gældende "bukke" jo blevet forvandlet til "får". Det er i denne for­stand, at jordklodens mentale ud­rensningsproces "skiller fårene fra bukkene". Og det er ikke mindst her, at verdensgen­løsningen i form af Martinus' livs­værk, Det Tredje Testamente, træder til og er i stand til at fungere som en åndelig hjælp og vejledning for dé mennesker, der frem for alt gerne vil udøve ret­færdighed, barmhjer­tighed, næstekærlighed og tilgivelse. Thi via "Livets Bog" lærer man, at den dom, hvormed der dømmes, er alkærlighedens Visdom. (11) 

 

 

Noter og kilder:

 

 1     Se f.eks. Livets Bog I: Fortale samt 1.-3.kap. Desuden småbog nr.4: Omkring min Missions Fødsel, og småbog nr.9: Mellem to verdensepoker.

 2    Ang. begrebet "en såret flygtning", se. LB I, stk.82.                             

 3    Livets Bog, 2.kap.

 4    Per Bruus-Jensen: "X", bd.4, 35.-40.kap.

 5   Livets Bog I, 4.kap. – Vedr. de formentlige klimaforandringer med bl.a. global opvarmning og såkaldt drivhuseffekt er der delte meninger hos forskerne om årsagerne hertil, også selvom FN’s forskerpanel mener at have tiltrækkeligt belæg for at fastslå, at der ligger menneskeskabte årsager i form af bl.a. forurening til grund. Man kan ikke just sige, at klimaforskerne har nedtonet de dystre globale fremtidsudsigter, hvilket selvfølgelig har været velegnet til at påvirke politikere og de bevilgende myndigheder, og delvis skræmt disse til at indlede kampagner for energibesparelser mm. Den danske fysiker og grundforsker Henrik Svensmark er imidlertid af en fundamentalt anden mening, hvad angår årsagen/årsagerne til klimaforandringerne på jorden, idet hans hypotese går ud på, at det er kemisk-elektriske forandringer og tilstande i solen, og solsystemets mobile relation til mælkevejsgalaksen, der udgør de dybere årsager. Det vil dog føre for vidt at gå nærmere ind på Henrik Svensmarks interessante og velunderbyggede hypotese her. Men at der muligvis er helt andre årsager til klimaforandringerne og den globale opvarmning end antaget af FN’s klimaforskere, forandrer dog ikke, at den menneskeskabte forurening af miljøet så vidt muligt bør ophøre, lige som forbruget af fossile ressourcer og brændstoffer bør ophøre og under alle omstændigheder og så vidt muligt erstattes af miljøvenlige enerikilder. Ang. klimaforandringer, se Artikler med emner vedr. klimadebat.

 6    Livets Bog II, stk.415-18.

 7    Logik, 56.-57.kap.; 64.-68.kap. Det Evige Verdensbillede II, stk.26:4-6. Bisættelse, 100. og 103.kap.

 8    Livets Bog I, symbol nr.1 og nr.4 med forklaring.

 9   Vedr. sammenligning mellem menneskets og jordklodens tidsperspektiv, se Per Bruus-Jensen: Mennesket og livsmysteriet, Forlaget Nordisk Impuls 1984. Se især Tillæg.

      Eksempelvis mangler jordkloden endnu at få gjort op med dén mentale struktur, som udgøres af liberalismen og kapitalismen, privatkapita­lismen så vel som den nuværende form for statskapitalis­me. Martinus er af den opfattelse, at naturresourcerne og produk­tionsapparatet skal ejes af verdenssamfundet eller verdensstaten, men ikke før den etisk-moralske udvikling har ført menneskene frem til uselviskhed og altruisme.

10  Begreberne "Menneskesønnen" og "Kristi genkomst" skal altså forstås som genfødslen til dobbeltpolet, kristus-menneskelig bevidsthed. Det er kun denne form for bevidsthed, der er i stand til at se tingene i den store helheds perspektiv, og som derfor alene er i stand til at bedømme og handle fuldkommen retfærdigt og barmhjertigt. Vedr. Martinus opfattelse af Jesus Kristus, se f.eks. JESUS MENNESKESØNNEN II  her på hjemmesiden.

11  Se f.eks. Livets Bog III, stk.667-8;861-2.

 

 

© 2007 Harry Rasmussen.