Det evige liv

Meningen med denne artikel er at give et forenklet og koncentreret overblik over, hvad der i henhold til Martinus’ kosmologi skal forstås ved begrebet ”det evige liv”. Det moderne menneske opfatter generelt set i bedste fald det evige liv som enten en mulighed, en utopi eller i værste fald som en illusorisk tanke, beslægtet med overtro. Sådan forholder det sig ikke med Martinus’ kosmologi, ifølge hvilken livet anses som en evig og dermed uforgængelig realitet. Men livet er som sådan ikke noget i sig selv, idet det kun findes i form af et mylder af levende væsener, som i deres grundstruktur som tre-enige principper er evige, hvilket vil sige, at de altid har eksisteret og altid vil fortsætte med at eksistere. Som vi nu ved, udgøres det tre-enige princip af Jeget, bevidstheden og organismen. Heraf er jeget og overbevidstheden det uforgængelige, uskabte, medens underbevidstheden og organismen henhører under instansen ’det skabte’, og er som sådan derfor det forgængelige eller foranderlige ved de levende væsener. Men som princip er ’det skabte’ også evigt. Begreberne ’forgængelig’ eller ’foranderlig’ skal derfor ikke forstås som et ophør, men derimod som en situations- og tilstandsforandring eller omskabelse fra en form til en anden.

Som vi er blevet gjort bekendt med under gennemgangen af Martinus’ kosmologi her på hjemmesiden, udgør de levende væsener holistiske, organisk-strukturelle enheder i den universale helhed, som er identisk med det altomfattende, altibefattende og altgennemstrømmende under og væsen, for hvilket der ikke findes anden og bedre betegnelse end ordet GUD. Dette guddommelige væsen kendes under forskellige navne i de forskellige religioner: Eksempelvis i hinduismen som Brahman, i jødedommen som Jahve, i kristendommen som Gud Fader, og i islam som Allah.

Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi betragtes de levende væsener som Guds sanseorganer og manifestationsredskaber, som i medfør af det sæt af såkaldte skabeprincipper, der eksisterer som basale forudsætninger for både Guddommens og dennes livsorganers eksistens og livsudfoldelse, periodisk må gennemgå og opleve fornyelses- eller regenereringsprocesser.

Tilværelsens modsætninger

Helt grundlæggende er de levende væsener fuldkommen ens, ligeværdige og ligestillede i deres kosmiske natur og struktur, hvad enten det drejer sig om mikrober, planter, dyr, mennesker eller højere åndelige væsener, nemlig som udtryk for det tre-enige princip. Men for at etablere og opretholde livsoplevelsen, må Guddommen ved hjælp af de levende væsener manifestere eller skabe modsætningernes komplementære verden af liv og død, lys og mørke, godt og ondt, lyst og smerte, stort og småt, osv. osv., men vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden. Og derfor også vel vidende, at de nævnte begreber eller fænomener ikke udgør absolutter, men derimod lige præcis de faktorer, der i deres indbyrdes sam- og modspil opretholder balancen i den guddommelige organisme (jf. med ’yin’ og ’yang’ og ’tao’).

Det er netop i kraft af den evige opretholdelse af balancen i den guddommelige organisme, at det vil være relevant, som Martinus gør, at karakterisere det såkaldte ’onde’ som ”det ubehagelige gode”, og det såkaldte ’gode’ som ”det behagelige gode”. Desuden findes begrebet ’uretfærdighed’ heller ikke i verden, hvilket vil sige i den guddommelige organisme, når denne ses fra ”den højpsykiske sansehorisont”, men kun når samme verden ses fra ”den lavpsykiske sansehorisont”. For individer, som behersker den højpsykiske sansehorisont, hvilket vil sige individer med såkaldt kosmisk bevidsthed, findes uretfærdighed derfor ikke, men de fænomener, begivenheder og oplevelser, der normalt opleves som sådan, fremtræder som ”guldkopier”, der viser meningen eller hensigten med de oprindeligt tilgrundliggende oplevelser, som derved får en helt anden og nærmest modsat karakter.

På ovenstående enkle og illustrative diagram vises forholdet mellem spiralkredsløbets indviklingsbue (A) og udviklingsbue (B). Diagrammet skal læses mod uret. Tallene 1-6 henviser til de seks kosmiske tilværelsesplaner eller riger. Det fremgår, at indviklingsbuen spænder over halvdelen af den guddommelige verden (5), hele salighedsriget (6) og hele planteriget (1) samt halvdelen af dyreriget (2). Sagt på anden måde, så strækker indviklingsbuen sig fra kulminationen af den guddommelige verden til kulminationen af dyreriget. Modsat ses det også, at udviklingsbuen spænder over halvdelen af dyreriget (2), hele det rigtige menneskerige (3) og hele visdomsriget (4) samt halvdelen af den guddommelige verden (5). Det betyder, at udviklingsbuen strækker sig fra kulminationen af dyreriget til kulminationen af den guddommelige verden. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 118.).

Med hensyn til den ovenfor nævnte fornyelses- eller regenereringsproces, som de levende væsener dels i medfør af deres egen livsoplevelsesevne og dels i deres funktion som sanseorganer og manifestationsredskaber for Guddommen, nødvendigvis må gennemgå og gennemleve, så foregår denne i form af det vældige spiralkredsløb, indenfor hvilket hvert spiralafsnit ’statisk’ set er karakteriseret ved sine to modsatte ’halvdele’, der forenklet sagt udgøres af en ’mørk’ side og en ’lys’ side. ’Dynamisk’ set, idet der jo er tale om et kredsløb, er spiralafsnittene karakteriseret ved en såkaldt ’indviklingsbue’ og en såkaldt ’udviklingsbue’. Det betyder bl.a., at det levende væsen under sin passage gennem hvert spiralkredsløbsafsnit successivt kommer til at opleve både ’mørkesiden’ og ’lyssiden’, som netop udgør hinandens komplementære forudsætninger og betingelser. Via passagen gennem ’mørkesiden’ etableres på sigt de sanser og evner, hvormed individet skal opleve ’mørket’s barske livsvilkår, og disse igen udgør forudsætningen for udviklingen af de sanser og evner, hvormed individet bliver i stand til at opleve ’lyset”s helt modsatte livsvilkår. Mørkets livsvilkår er præget af ”det dræbende princip”, medens lysets livsvilkår omvendt er præget af ”det livgivende princip”.

Den kosmiske ’rejse’

Kosmisk set er der derfor ingen reel grund til at fremhæve eller foretrække spiralafsnittets ”lysside” fremfor dets ”mørkeside”, for begge er lige nødvendige, uundgåelige og uundværlige i livets store drama eller eventyr. Det eventyr, der for de levende væsener former sig som en kosmisk rejse gennem de seks universalriger: Planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, sidstnævntes fysiske genpart er mineralriget. De tre førstnævnte riger udgør Guds sekundære bevidsthed, medens de tre sidstnævnte riger udgør Guds primære bevidsthed. Planteriget og dyreriget betegner indviklingen i den fysiske materies eller energis verden, medens det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden betegner udviklingen fra denne og til de åndelige verdener. Salighedsriget er et ’hvile-plan’, hvor individerne opholder sig, indtil en ny ’rejse’ for alvor påbegyndes. Denne ’rejse’ foregår om og om igen i en permanent uendelighed i form og kraft af det overordnede spiralkredsløbsprincip. Rejsen begynder altså egentlig ikke i noget bestemt ’rige’, men teoretisk set vil det for nemhedens skyld være formålstjenligt at tage udgangspunkt i salighedsriget.

Drivkraften bag den kosmiske ’rejse’ er det levende væsens eller individets eget begær efter livsoplevelse og livsudfoldelse, men på basis af skabeprincipperne ”det seksuelle polprincip”, kredsløbs- og kontrastprincippet, sult- og mættelsesprincippet, tiltræknings- og frastødningsprincippet, overordnet set af spiralkredsløbsprincippet og det syv-leddede organismeprincip. Det sidstnævnte princip i form af elementarpartiklens princip, cellens princip, organets princip, organismens princip, klodens princip, solsystemets princip og galaksens princip. Pointen er, at det sidstnævnte princip udgør elementarpartiklens princip i et overliggende syv-leddet organismeprincip. Organismeprincippet udgør samtidig grundlaget for oplevelsen af de tre kosmos: Mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, og dermed også grundlaget for perspektivdannelsens princip.

Det er af betydning at forstå, at det levende væsen, dvs. hvert eneste levende væsen eller alle væsener, i princippet dels skal gennemleve det seksuelle dobbeltkredsløb, og dels alle syv organismeprincipper og derfor successivt skal fremtræde som enten en elementarpartikel, en celle, et organ, en organisme, en klode, en sol eller et solsystem og en galakse eller et galaksesystem. (Se i øvrigt nærmere om det seksuelle dobbeltkredsløb og det syv-leddede organismeprincip her på hjemmesiden).

Med udgangspunkt i den guddommelige verden, hvor det seksuelle polskifte og den sansestrukturelle omkobling finder sted, og indviklingsbuen derfor begynder, former det levende væsens (individets) evige liv eller tilværelse sig som et forløb, der skematisk set ser sådan ud: Salighedsriget, subsidiært mineralriget, planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, hvor udviklingsbuen begynder og fortsætter i form af visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Under dette forløb fremtræder det levende væsen (individet) som henholdsvis salighedsvæsen, mineralvæsen, plantevæsen, dyrevæsen med kulmination som jordisk menneske, og derefter som rigtigt menneske, visdomsvæsen, guddommeligt væsen og atter som salighedsvæsen. Dette forløb udgør et afsnit af det overordnede spiralkredsløb og kaldes et spiralafsnit, og det afløses igen af et nyt spiralafsnit med principielt samme forløb, og således ud i al evighed. Dette forløb er i øvrigt genialt og enkelt illustreret i Martinus’ hovedsymbol, symbol nr. 11: Det evige verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner. (www.martinus.dk Symboler). Det ovenfor gengivne diagram er en udmærket, men stærk forenkling af symbolet.

Intellekt og højintellektualitet

For at undgå eventuelle misforståelser skal det pointeres, at de omtalte universalriger bør opfattes som tilværelsesplaner for levende væsener, i lighed med, hvad tilfældet jo vitterligt er med de for os mennesker kendte riger: Planteriget og dyreriget. Disse riger etableres og opretholdes jo af levende væsener, lige fra mikrovæsener over mellemkosmiske væsener som planter, dyr og mennesker, som ustandselig inkarnerer ind i og diskarnerer ud af de pågældende riger. Vi taler almindeligvis om at de pågældende væsener eller organismer henholdsvis fødes og dør, medens arterne som sådan normalt består. Det skyldes primært, at naturvidenskaben ikke opfatter liv og bevidsthed som i virkeligheden overordnede og selvstændige fænomener eller kræfter, men derimod som biprodukter af den fysiske materie. Men derimod er der koncensus om, at de nævnte riger ikke ville kunne eksistere uden makrovæsenet Jordkloden, som på sin side heller ikke ville kunne eksistere uden solsystemet og mælkevejssystemet og de øvrige galakser i det uendelige verdensalt. Videnskaben er først i nyere tid ved at komme på sporet af en større organisk sammenhæng i verdensaltet, end man tidligere var tilbøjelig til at mene.

Epilog

Alt i alt må man sige, at det er et i god forstand fabelagtigt eller eventyrligt billede, Martinus har tegnet af livet og verden, som ganske vist ikke i et og alt har kunnet bekræftes af naturvidenskaben, og som i henhold til Martinus for øvrigt heller ikke ville kunne blive det, før videnskabsfolkene har tilegnet sig den etik og moral, der er forudsætningen og betingelsen for udviklingen af de evner, han betegner som højintellektualitet. Herved forstår han et harmonisk forhold mellem følelse og intellekt, som udmønter sig i form af intuition, en evne som ikke bør forveksles med instinkt og fornemmelse, men som i sin renkultur er en mindst lige så pålidelig erkendelsesevne som man i dag betragter intelligensevnen eller fornuften for at være.

Inden det kommer så langt, skal menneskeheden og de enkelte mennesker, det vil sige langt de fleste af os, imidlertid som nævnt igennem den proces, hvorunder ”bukkene” skal skilles fra ”fårene”, hvilket mere præcist vil sige, at alle de holdninger, aktiviteter og tendenser i menneskets bevidsthedsliv, der hører ind under det dræbende princip, skal udleves og ophøre til fordel for de holdninger, aktiviteter og tendenser i hvert enkelt menneskes bevidsthed, som henhører under det livgivende princip. Det er denne ’udrensning’ af bevidstheden, der er betegnende for ”dommedags-perioden”, og som det med al sandsynlighed vil tage flere inkarnationer for de allerfleste at fuldføre, afhængigt af det enkelte individs aktuelle etisk-moralske habitus og status.

Men mere eller mindre side om side med forfinelsen af menneskets humane følelses- og tankeliv, vil forandringerne af de ydre forhold i form af stats- og samfundsinstitutionerne og –normerne, også blive ændret og fornyet til fordel for mere humane, fredelige og frie rammer, som vil passe sig for selvstændige personligheder, som ikke længere vil være undergivet verdslige autoriteter og magtstrukturer, og som heller ikke længere vil være afhængige af forældet religiøs fundamentalistisk dogmatik og ortodoksi.

Nok så afgørende er det, at processen for længst er begyndt, især i demokratiske lande, og at den i princippet er irreversibel, omend tilbageskridt vil og kan forekomme. Sådanne tilbageskridt betyder dog samtidigt erfaringsforøgelse og større viden for den enkelte såvel som for samfundet. Derfor vil de kommende tiders mentale udvikling i henhold til Martinus’ kosmiske analyser gå i retning af det fuldkomment frie individ, som i kraft af sin etisk-moralske standard og fri vilje, vælger at være sin næstes tro tjener. I modsætning til, hvad visse folk mener og hævder, er det denne form for individualisme, der udgør den højeste form for sammenhængskraft mellem individerne eller menneskene, og ikke hverken økonomiske, sociale, politiske eller kulturelle faktorer. Disse sidstnævnte udgør i den sammenhæng, der her tales om, ’kun’ sekundære årsager – eller måske rettere sagt: ’kun’ virkninger.

© 2007 Harry Rasmussen.