– om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen.

Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi spiller begrebet kredsløb eller cyklus en stor og afgørende rolle som et af en serie vigtige skabeprincipper, idet dette sammen med de øvrige skabeprincipper ligger til grund for overhovedet al form for skabelse, livsudfoldelse og livsoplevelse. Det gælder helt ned til de mindste mikrokosmiske detaljer så vel som op til de største makrokosmiske fænomener, hvilket dels fremgår af spiralkredsløbsprincippet og dels af det dermed forbundne organismeprincippet. Sidstnævnte er udmøntet i syv grundlæggende organismeprincipper: elementarpartikel- (herunder atom- og molekule-), celle-, organ- (herunder organel--), organisme-, klode-, solsystem- og galakseprincippet. I henhold til Martinus gennemlever og oplever hvert eneste eksisterende levende væsen (individ) i verdensaltet successivt samtlige organismeprincipper, samtidigt med, at de successivt også gennemlever og oplever det seksuelle dobbeltkredsløb. (Om sidstnævnte: se afsnittet ”Det seksuelle dobbeltkredsløb” her på hjemmesiden).

I den ovenfor nævnte sammenhæng er det vigtigt at holde sig for øje, at begrebet og fænomenet ”det levende væsen” ifølge Martinus grundlæggende udgør et treenigt princip, nemlig: Jeget, bevidstheden og organismen, eller mere specifikt skaberen-opleveren, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede. Det levende væsen udgør derfor som sådan i sig selv et uskabt, hvilket vil sige: et evigt eksisterende væsen, som først får ’kolorit’ via sin forbindelse med de ovenfor nævnte skabeprincipper og organismeprincipper samt de med disse ligeledes forbundne seks universalriger: Salighedsriget (som fysisk set udgør grundlaget for mineralriget), planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden.

Det levende væsen i sig selv eksisterer i sin identitet med et treenigt princip ’forud for’, ’udenfor’ eller ’over’ tid og rum, og kan i virkeligheden kun udtrykkes som ”et Noget, som ER”. Dette Nogets attributter eller egenskaber manifesteres først i og med relationen til energiens og bevægelsens aspekt.

Diagram af det levende væsen konstitueret som et treenigt princip, repræsenteret ved jeget (X. 1), skabe/oplevelsesevnen (X. 2) og livsoplevelsen/det skabte (X. 3). Man bemærker på tegningen, at hver af de tre sektioner er forbundet med de to andre. Dette antyder det treenige princips pointe, nemlig at hver af det levende væsens tre hovedaspekter som repræsentanter for et fælles princip gensidigt er komplementært integreret i hinanden.

(Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed 1, side 207. Copyright Ó Per Bruus-Jensen og Borgens Forlag 1982. – Gengivet her med forfatterens tilladelse)

Men det er netop urfaktor nr. 1., Jeget, som via sit evige tilknytningsforhold til urbegæret, hvilket vil sige: begæret efter at opleve, og sin lige så evige evne til at skabe, dvs. urfaktor nr. 2, at det skabtes to grundelementer, hvilket vil sige urfaktor nr. 3: energien og bevægelsen, manifesterer sig. Skabeevnen eller skabe-energien giver sig grundlæggende udtryk i syv kosmiske grundformer, som igen danner grundlag for fem universelle bevægelsesarter, og tilsammen danner disse grundlaget for energi- og bevægelseskombinationernes mangfoldige former og afarter. De syv kosmiske grundenergier, som Martinus’ kosmologi opererer med, er: 1. instinkt-, 2. tyngde-, 3. følelses-, 4. intelligens-, 5. intuitions-, 6. hukommelses- og 7. moderenergien. De fem universelle bevægelsesarter er: 1. stambevægelsen, 2. rummet, 3. tiden, 4. forvandlingen og 5. materien. Overordnet set giver de nævnte faktorer sig tilsammen grundlæggende udtryk i form af det vældige kosmiske spiralkredsløb, som ligger til grund for al eksistens og al livsudfoldelse.

Spiralkredsløbet giver sig grundlæggende udtryk i form af seks hovedkombinationer af de seks grundenergier, og disse kombinationer er igen ansvarlige for forekomsten af seks universalriger: 1. planteriget, 2. dyreriget, 3. det rigtige menneskerige, 4. visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og 6. salighedsriget, som igen danner grundlaget for mineralriget. De nævnte riger, hvoraf rige nr. 3-6 er såkaldt åndelige eller parafysiske naturriger, og rige nr. 1-2 er såkaldte fysiske naturriger, opretholdes permanent af et utal af levende væsener, der som en evigt gentagende strøm successivt passerer fra rige til rige, idet den ene erfaringssum efter den anden føjes til, men således at der ikke er tale om absolut gentagelse, tværtimod om evig fornyelse. Det foregår dog i praksis sådan, at det enkelte individ først ’forlader’ et rige og ’vokser’ ind i det efterfølgende efter at have opholdt sig og udtømt det enkelte riges udviklings-, udfoldelses- og oplevelsesmuligheder. Der er med andre ord tale om en kosmisk udviklingsrejse, eller i henhold til Martinus både om en kosmisk indviklingsrejse og en kosmisk udviklingsrejse, nemlig i betydningen indvikling i den fysiske materies verden og udvikling fra den fysiske materies verden. Førstnævnte betegnes derfor som kredsløbets indviklingsbue, der strækker sig fra kulminationen af den guddommelige verden til kulminationen af dyreriget, medens sidstnævnte, kredsløbets udviklingsbue, spænder over halvdelen af dyreriget (2), hele det rigtige menneskerige (3) og hele visdomsriget (4) samt halvdelen af den guddommelige verden (5). Det betyder, at udviklingsbuen strækker sig fra kulminationen af dyreriget til kulminationen af den guddommelige verden. Jævnfør i øvrigt med nedenstående diagram.

På ovenstående enkle og illustrative diagram vises forholdet mellem spiralkredsløbets indviklingsbue (A) og udviklingsbue (B). Diagrammet skal læses mod uret. Tallene 1-6 henviser til de seks kosmiske tilværelsesplaner eller riger. Det fremgår, at indviklingsbuen spænder over halvdelen af den guddommelige verden (5), hele salighedsriget (6) og hele planteriget (1) samt halvdelen af dyreriget (2). Sagt på anden måde, så strækker indviklingsbuen sig fra kulminationen af den guddommelige verden til kulminationen af dyreriget. Modsat ses det også, at udviklingsbuen spænder over halvdelen af dyreriget (2), hele det rigtige menneskerige (3) og hele visdomsriget (4) samt halvdelen af den guddommelige verden (5). Det betyder, at udviklingsbuen strækker sig fra kulminationen af dyreriget til kulminationen af den guddommelige verden. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 118.).

I henhold til Martinus ville det levende væsen aldrig nogensinde kunne sanse og opleve eller manifestere sig (skabe) uden både sit jeg, sin skabeevne og sin organisme. Efter hans opfattelse giver det ingen mening at tale om ånd eller sjæl uden organisme eller krop, idet ånd, sjæl og krop (eller legeme) netop er uadskilleligt organisk intergreret i hinanden. Men det er dog ikke ensbetydende med, at sjæl og krop ikke er undergivet forandring (udvikling og/eller degeneration, eller fødsel, vækst og død), tværtimod er alt, hvad der eksisterer ’udenfor’ – eller mere korrekt ’i’ – Jeget, underkastet kredsløbs- og kontrastprincippets lov for vækst og degeneration eller opbygning og nedbrydning. Det forholder sig i henhold til Martinus da også sådan, at der fra Guddommens side er stillet hele syv legemer til rådighed for det levende væsens (Jegets) livsudfoldelse, nemlig ét legeme for hver af de seks kosmiske grundenergier plus et såkaldt ”evighedslegeme”, som er identisk med det levende væsens overbevidsthed, og som opretholdes af moderenergien. For nærmere beskrivelse og forståelse heraf, må jeg primært henvise til Martinus’ egne værker og sekundært til Per Bruus-Jensens ””X” –en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4”, samt evt. til flere af afsnittene her på hjemmesiden.

Men som den eftertænksomme læser sikkert allerede har bemærket sig, så drejer den såkaldte ”indviklingsbue” sig i princippet om det fænomen, som indenfor naturvidenskaben betegnes som evolutionen, dvs. den tilblivelses- eller udviklingsproces, hvorunder der sker en rolig og jævn omformning mod højere trin, i biologien organismernes udvikling fra lavere til højere former, også kaldet afstamningslæren. Denne lære begynder med encellede stadier og fortsætter over fler- til mangecellede og komplicerede organismer, faktisk i lighed med, hvad der sker hver eneste gang f.eks. et menneske undfanges og via fosterstadiet fødes og vokser op til voksent individ. Men også det fysiske univers’ tilblivelse og udvikling, herunder galaksernes, solsystemernes og klodernes tilblivelseshistorie, hører ind under evolutionen og dermed under de fænomener, der omfattes af ”indviklingsbuen”. Faktisk er universet, galakserne, solsystemerne og kloderne jo i hvert fald fysiske forudsætninger for livets opståen. Ganske vist mener naturvidenskaben indtil videre, at der kun findes liv på jordkloden, men det skyldes formentlig at naturvidenskaben endnu ikke har haft muligheder for at kunne udforske universet i tilstrækkeligt omfang.

En kosmisk-organisk sammenhæng

Set fra Martinus’ synsvinkel eksisterer der en ubrydelig kosmisk-organisk sammenhæng i verdensaltet, som grundlæggende udgør Guddommens psykiske og fysiske organisme, den førstnævnte i form af de åndelige naturriger og den sidstnævnte i form af de fysiske naturriger. Og både de fysiske og de åndelige naturriger er i princippet opbygget eller organiseret på samme grundlæggende måde, nemlig som mindre enheder indeni større enheder. I henhold til Martinus findes der derfor også galakser, solsystemer, kloder osv. i den åndelige verden, såvel som i den fysiske verden. Martinus ser desuden ikke livet som udelukkende et biologisk fænomen på jorden, men derimod som et i høj grad udbredt fænomen i hele verdensaltet. Ja, verdensaltet konstitueres udelukkende af levende væsener på alle planer og niveauer i indviklingen og udviklingen. Det, som naturvidenskaben forstår ved og identificerer som en levende organisme, det ser Martinus udelukkende som udtryk for et levende væsens manifestative, skabende virksomhed, hvorfor han da også betegner organismerne som ”kosmiske håndværk”. Ved dette begreb forstår han kort og godt, at de forskellige livs- eller tilværelsesformer, f.eks. arter, er udtryk for, at de levende væsener efterhånden har udviklet eller skabt sig legemer, der fungerer som sanseorganer og manifestationsredskaber. Men Martinus pointerer samtidigt, at man ikke bør forveksle disse organer og redskaber eller organismer med de levende væsener selv, derimod som organismer, som hver især er konstrueret specielt for at gøre det muligt for hver enkelt individs (eller arts) udfoldelse af sin særlige variation af livsprincippet, hvad enten det drejer sig om en amøbe, plante, et dyr eller et menneske etc. etc. Det betyder, at de pågældende væseners ydre udseende ikke er udtryk for den virkelige væsenskerne, som er det guddommelige ”Noget”, der udfolder sin livsevne. Men det betyder kosmisk set ydermere, at der ikke findes nogen væsens- eller artsforskel mellem de levende væsener i disses væsenskerne, derimod kun en variationsforskel i livsprincippets udfoldelse, hvilket Martinus bl.a. har udtrykt på denne måde:

”Nej, vi er alle underkastet de samme guddommelige love, den samme kosmiske livsbetingelse. Der er kun een slags væsener i al tilværelse. Alle tilsyneladende forskellige arter af levende væsener udgør den samme slægt. Og mellem alle såkaldte væsensarter er der, kosmisk set, i realiteten absolut ingen artsforskel, kun gradsforskel. Dette vil altså igen sige, at væsenerne kun er hævet over hverandre på samme måde, som voksne er hævet over barnet. Mennesket er dyret på et ældre livsstadium, eller dyret er mennesket i en yngre livsperiode. Alle levende væsener i tilværelsen er således ”mennesker” på forskellige stadier. De er kosmiske søskende. Et hvilket som helst individ eller levende væsen, vi møder, er en kosmisk bror eller søster. Vi er alle født i den samme kosmiske livsbetingelse, skal overvinde kraft, skal overvinde detaljer, for at opleve livet, skal gøre os til sejrherrer over tilværelsen, beherske energierne, ”gøre os jorden underdanig”, for at blive fuldkomne, for at blive lykkelige, for at blive salige.” (Martinus: Logik, 24. kap. jfv. med 26. kap. samme sted).

Det levende væsens evige liv former sig som en stadigt gentaget vandring gennem et kredsløb med seks stadier (A_F). Da de enkelte kredsløb til stadighed vokser, bliver der tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvor vandringen fra stadium A til stadium F (via B, C, D og E) udgør ét spiralafsnit. Tegningen korresponderer med diagrammet bind 1, side 327. - © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 64. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1987.

Her skal jeg for min egen part supplere og tilføje følgende: Bogstaverne A til F betegner mere specifikt henholdsvis planteriget (A), dyreriget (B), det rigtige menneskerige (C), visdomsriget (D), den guddommelige verden (E) og salighedsriget (F). De syv kredsløb, der tilsammen danner det overordnede spiralkredsløb, udgør indefra og udad elementarpartiklens princip, cellens princip, organets princip, organismens princip (med det markerede buestykker, som skal angive, hvor bl.a. dyr og mennesker befinder sig), klodens princip, solsystemets princip, og galaksens princip. Tilsammen udgør de nævnte principper det syv-leddede organismeprincip.

Den kosmiske livscyklus

Ved begrebet den kosmiske livscyklus skal primært altså forstås et kredsløb, hvorunder alle et levende væsens potentielle manifestations- og oplevelsesmuligheder principielt kommer til udfoldelse. Men eftersom det tager hele to kosmiske spiralafsnit at afvikle eller udtømme alle det seksuelle polprincips og polforvandlingens muligheder, strækker det seksuelle polkredsløb sig derfor over sådanne to spiralafsnit, af hvilken grund Martinus betegner det som ”det seksuelle dobbeltkredsløb”. Som læseren af hjemmesiden formentlig vil huske, så er begrebet ’et spiralafsnit’ udtryk for et enkelt kredsløb i det gigantiske kosmiske og uendelige spiralkredsløb, men som tidligere nævnt ovenfor involverer spiralkredsløbet også det syv-leddede organismeprincip, der ligeledes gentager sig i uendelighed nedad i mikrokosmos og opad i makrokosmos. Det betyder, at hvert eneste levende væsen i princippet skal gennemleve elementarpartiklens situation (herunder atomets og molekulets situation), cellens situation, organets situation, organismens situation, klodens situation, solsystemets situation og galaksens situation. Sidstnævnte udgør - måske overraskende for nogen – elementarpartiklens situation i et overliggende spiralafsnit, hvor det syv-leddede organismeprincip atter gentager sig.

Der er derfor tale om, at der gør sig et specielt forhold gældende vedrørende polforvandlingen i sammenhæng med organismeprincipperne. For det første om, at polforvandlingen ikke kun omfatter ændringen fra dobbeltpolethed til enkeltpolethed og tilbage til dobbeltpolethed igen, men også om en periodisk total ændring af individets kønspræg. Det betyder, at individer, der i forrige spiralafsnits plante- og dyrerige fremtrådte som henholdsvis hankøn og hunkøn, i de tilsvarende riger i indeværende spiralafsnit fremtræder som henholdsvis hunkøn og hankøn. De sidstnævnte vil i det kommende spiralafsnits plante- og dyrerige i princippet atter fremtræde som henholdsvis hankøn og hunkøn, og således fortsætte i al evighed med at skifte køn for hvert andet spiralkredsløb, der gennemleves. Dette indebærer med andre ord, at det levende væsen bevarer sin primære seksuelle pol igennem et helt spiralafsnit.

Men dernæst er der også tale om, at selvom det nævnte dobbeltkredsløb i virkeligheden spænder over ikke mindre end (2 x 6 riger =) 12 kosmiske tilværelsesplaner eller riger, er det ifølge Martinus ikke tilstrækkeligt til at sikre den totale livsfornyelsesproces, og dermed give individet lejlighed til at opleve og gennemleve samtlige af det seksuelle temas principielle og praktiske muligheder. For at dette kan ske, fordres der ialt 14 spiralafsnit eller 7 dobbeltkredsløb, dvs. (14 x 7 =) 84 tilværelsesplaner! Først da – altså efter forløbet af 14 spiralafsnit eller 84 tilværelsesplaner - vil individerne atter komme til at opleve principielt samme kønslige situation, som den, der herskede dengang individerne for 14 spiralafsnit siden levede på jordkloden som planter, dyr, jordmennesker, rigtige mennesker og derefter som parafysiske visdomsvæsener, guddommelige væsener og salighedsvæsener. Men til den tid vil Individernes fysiske skikkelser og praktiske livsomstændigheder qva de kosmiske udviklingslove have ændret sig på en måde og i en retning, som det vil være umuligt, at forestille sig noget om på forhånd.

Den kosmiske ’rejse’

For at skildre forløbet af den kosmiske livscyklus vil det være hensigtsmæssigt at begynde ’rejsen’, hvor individerne i den guddommelige verden kulminerer i livsudfoldelse og livsoplevelse, og efterfølgende glider over til et ophold i salighedsriget, det vil mere præcist sige, hvor individerne ligesom trækker sig bort fra den ydre verden og ind i sig selv og fokuserer på erindringerne fra det tilbagelagte spiralafsnit. Under denne mere eller mindre koncentrerede tilstand vibrerer de høje åndelige energier ind på de fysisk materiedannende energier: instinkt-, tyngde- og følelsesenergien – de to sidstnævnte er henholdsvis ansvarlige for universets varme og kulde – og herunder dannes de elementarpartikler og atomer, som igen danner de atommønstre, vi kender i form af mineralmaterien. Til denne hører også dannelsen af og processerne i f.eks. solene og andre lys- og kraftproducerende himmellegemer. Og for så vidt som universet, forstået som rum-tid og mængden af galakser, i henhold til astrofysikere og astronomer skulle være blevet til ved en enorm eksplosion af et ”før-tid-rum” ultramikroskopisk ”kosmisk superæg” med en enorm energiladning, som efterfulgtes og fortsat efterfølges af ekspansion (udvidelse), kan denne the Big Bang-teori godt inkorporeres i Martinus’ kosmologi, for så vidt som universet – som ikke må forveksles med det uendelige verdensalt – naturligvis er blevet skabt eller frembragt og derfor også må have en begyndelse, ligesom det på et tidspunkt vil få sin afslutning, eventuelt via the Big Crunch, den store sammentrækning tilbage til sin oprindelige potentielle tilstand, og måske igen efterfølges af et nyt Big Bang osv. Martinus sammenligner universets udvidelse og sammentrækning med et åndedræts indånding, som udvider lungerne, og en udånding, som sammentrækker lungerne igen, et forløb, som af livsnødvendige grunde gentager sig igen og igen.

Med til solsystemernes dannelse hører også afkølingen af himmellegemer, som f.eks. jorden, hvilket sker via universets kulde, for hvilket den tredie kosmiske grundenergi, følelsesenergien, er ansvarlig. Afkølingen forhales dog af den anden kosmiske grundenergi, tyngdeenergien, som samtidig er en eksplosiv energi, der bl.a. kan ses i form af vulkanudbrud, ofte med jordskælv til følge. Instinktenergien er ansvarlig for automatikken i de nævnte processer, som altså sker uden at salighedsvæsenerne er bevidste om, hvad der foregår. For at forstå baggrunden for denne automation må jeg henvise til Martinus beskrivelse af talentkerneprincippet og dets måde at virke på i praksis. Se f.eks. afsnittet ”Talentkerneprincippet” her på hjemmesiden.

For salighedsvæsenerne, som mediterer og kontemplerer over deres egne og andres fortidserindringer i form af de såkaldte ”guldkopier”, som er forædlede erindringskopier af de oprindeligt tilgrundliggende oplevelser, men som via en kosmisk-kemisk udrensningsproces er udrenset for alle ubehagelige eller eventuelt smertelige erindringer. Dette medfører blandt andet, at individerne kan se eller opleve essensen af og ’budskabet’ i de oprindelige oplevelser, som nu står i et gyldent og lokkende skær, der får salighedsvæsenet til at ønske atter at opleve lignende vilkår og situationer. De begær- eller ønskevibrationer som derved opstår i salighedsvæsenets bevidsthed, forplanter sig til dets aura, og det er vibrationerne i denne, der har muligheder for at forbinde sig med passende ’modtagere’ i den fysiske verden. De sidstnævnte er en forudsætning og betingelse for, at inkarnation i den fysiske materieverden kan finde sted.

Kampen for tilværelsen

En skønne dag er de første betingelser for fysisk, biologisk liv, f.eks. på jordkloden, da også frembragt, nemlig i form af celledannelser i havet eller andre vandholdige steder, og her byder der sig den første inklination til, at salighedsvæsenernes aura kan begynde at forbinde sig med den biologiske fysiske verden. De encellede væsener i urhavet deler sig og bliver til flercellede væsener og efterhånden også til de første mikroskopiske planter, og idet salighedsvæsenerne fortsat forbinder sig med og vokser med disse, bliver væsenerne ganske langsomt og umærkeligt til plantevæsener. Senere danner nogle planter overgangsformer mellem planter og dyr, og nogle salighedsvæsener følger via deres stadig ubevidste begær og længsler med denne omformning og bliver i tidens løb til de første primitive former for dyr, som i modsætning til de fastgroende planter har mulighed for en relativt større bevægelsesfrihed. På de primitive plante- og dyrestadier udvikler arterne og individerne legemsstrukturer, der er beregnet til instinktstyrede angreb eller selvforsvar, eventuelt også til flugt. De instinktstyrede automatiske impulser og handlings- eller adfærdsmønstre er jo i henhold til Martinus resultater i form af talentkerner, som er dannet på grundlag af oplevelser og erfaringer, de levende væsener hver især og som grupper eller arter har gjort i tidligere spiralafsnit. Men som dyr gør de levende væsener efterhånden nye iagttagelser og erfaringer, som ikke længere svarer til deres instinkter, hvorfor de må udvikle en evne til selv at kunne begynde at forstå og eventuelt forsvare sig imod omgivelserne, og dermed til en vis grad også dirigere deres eget liv derefter. Her befinder vi os imidlertid på de stadier, der er betegnende for de første primitive mennesker, og hermed indtræder intelligensevnen så småt på arenaen, men i første omgang forbinder denne dog i lighed, hvad der hidtil har været tilfældet under involutionen, sig med det dræbende princip. Dette princips dystre grundlov lyder: dræb eller bliv selv dræbt, og lige siden urtiden har de levende væseners tilværelse, hvad enten det drejede sig om planter, dyr eller mennesker, været selvopholdelsesdriftens skånselsløse kamp for eksistensen.

Ifølge Martinus udgør insekterne en undtagelse i arternes udvikling på jorden, idet de efter hans opfattelse har gennemgået deres egen udvikling på en anden eller andre kloder i universet. Her skal jeg dog ikke gå ind på en drøftelse af Martinus’ begrundelser for dette synspunkt, men nøjes med at henvise til Livets Bog I, hvor han beskriver symbolet ”Livets vej. – Kosmiske udviklingsbaner”, og herunder i stk. 285 bl.a. kommer ind på insekternes kosmiske udviklingsbane.

I øvrigt ville ingen højnelse af organismer kunne finde sted, siger Martinus, hvis ikke det var de selvsamme individer, der deltog i evolutionsforløbet, idet det er disses erfaringer, begær og længsler, og alene disse, der bl.a. i form af summen af akkumulerede organ- og erindrings-talentkerner, skabt via den proces, Martinus betegner som A.-, B.- og C.-viden, udgør primus motor i udviklingsprocessen. (Se f.eks. herom i bogen ”Logik”, 87.-95. kapitel). Vedr. A-, B og C-viden, se Talentkerneprincippet

Det jordiske menneskes situation

Martinus skelner af gode grunde mellem begreberne ”det jordiske menneske” eller ”jordmennesket” og ”det rigtige menneske”, og førstnævntes aktuelle situation er den, at det er ”en såret flygtning mellem to riger”, nemlig i den forstand, at det ikke længere tihører det egentlige dyrerige, men heller ikke endnu er et ”rigtigt”, dvs. næstekærligt, menneske, som tilhører det rigtige menneskerige. ”En såret flygtning” vil altså sige et væsen, som dybere set er blevet ulykkelig og hjemløs i den uundgåelige og nødvendige overgangsfase mellem de to nævnte riger. I denne overgangsfase viser hjemløsheden sig især i form af mangel på en overordnet livsorientering, som individet er fortrolig med og lever efter. Dette skyldes primært udviklingen af intelligensevnen, som blandt andet bevirker, at mange nutidsmennesker ikke længere er i stand til at tro på autoriteter, heller ikke på religiøse autoriteter. Derfor kan de pågældende ikke mere hente inspiration og åndelig næring fra den guddommelige suggestion i form af de store verdensreligioner. Disse bliver derfor ofte erstattet med en eller anden mere eller mindre fremmedartet og ’rationel’ trosretning, eller ligefrem med en ateistisk og materialistisk livs- og verdensanskuelse, som tilsyneladende er i stand til at tilfredsstille intellektet, i hvert fald for en tid.

Imidlertid er hovedfaktoren i nutidens menneskers åndelige situation i høj grad det seksuelle polprincip og – især - den seksuelle polforvandling, som blandt meget andet har medført at mange mennesker befinder sig indenfor det, Martinus betegner som ”de ulykkelige ægteskabers zone”. Det hænger sammen med ægteskabets degeneration som både personlig og samfundsmæssig institution. Det er i henhold til Martinus nemlig ikke polforvandlingens og dermed heller ikke evolutionens hensigt, at bevare det enpolede kønslige forhold mellem kvinde og mand, men derimod at udvikle og institutionere det familiemæssige forhold til principielt alle mennesker, og i praksis til de mennesker, som individet er eller kommer i personlig kontakt eller berøring med. Se eventuelt nærmere herom i afsnittet ”Introduktion til Den seksuelle polforvandling” her på hjemmesiden.

Det skal her tilføjes, hvad der formentlig vil være indlysende for de fleste, at den ovenfor nævnte aktuelle situation med mennesket som en såret flygtning mellem to riger, endnu fortrinsvis kun gælder for store dele af den vestlige verdens mennesker, idet den mellem- og fjernøstlige verden i højere grad fortsat er undergivet indflydelsen fra den guddommelige suggestion. Der er dog også en betragtelig del af den vestlige verdens mennesker, som ligeledes fortsat er under den samme suggestion, som tilfældet f.eks. er i katolske lande. Men i henhold til Martinus vil det kun være et spørgsmål om tid, før de pågældende mennesker også vil komme i den situation, at føle sig åndeligt og religiøst hjemløse. Alle mennesker er jo undergivet de samme kosmiske lovmæssigheder, ikke mindst når det gælder den seksuelle polforvandling, som før eller siden vil influere på og ændre psyken i retning af en tiltagende dobbeltpolet tilstand og situation.

Bemærk i øvrigt, at jeg ovenfor brugte udtrykket ’evolutionens hensigt’. Det sker naturligvis fordi vi nu befinder os indenfor dyrerigets kulminationsområde, hvor indviklingsbuen netop afløses af udviklingsbuen. Det er i henhold til Martinus evolutionens formål at omdanne eller omforme dyret til jordmenneske og dette igen til såkaldt ’rigtigt menneske’, hvor der ved sidstnævnte begreb forstås det humane menneske eller mennesket i Guds billede, eller det menneske, som Jesus Kristus især udgør forbilledet for.

Men det er i denne kulminationszone, at man finder begreber som ”de sidste tider” og ”dommedag”, det vil sige den zone, hvori jordkloden er i færd med at udrense sin bevidsthed for det dræbende princips traditioner og institutioner. Det beror på, at jordkloden befinder sig så langt fremme i sit eget spiralafsnit, at dens store fødsel til kosmisk bevidsthed kosmisk set er nært forestående. Den med forberedelserne til denne fødsel forbundne udrensningsproces har karakter af et selvopgør, som organisk set primært berører jordklodens centralnervesystem, hjerne og hjerneceller, som henholdsvis udgøres af menneskeheden og de enkelte mennesker.

Imidlertid motiverer opgøret med det dræbende princip jordkloden – og dermed dele af menneskeheden og med denne også et tilsvarende antal mennesker - til at lade sig inspirere af den ny verdensimpuls, som i henhold til Martinus primært udgår fra selve det guddommelige skabeprincip, dvs. Gud som skaber. Men organisk set formidles den ny verdensimpuls gennem de levende væsener, herunder bl.a. kloder. I jordklodens tilfælde sker det i form af modtageligheden for åndelige vibrationer fra et center i galaksen mælkevejen, og som via jordkloden ’nedtransformeres’ til menneskeniveau. Den ny verdensimpuls begyndte at strømme ind over jordkloden efter Første Verdenskrig og gav og giver sig fortsat udslag eller udtryk under flere former, som f.eks. bestræbelser på fred, fordragelighed og internationalt samarbejde mellem nationerne, så vel som i nye former for politik, samfund, kunst og kultur i det hele taget.

Jordklodens og menneskehedens selvopgør

Men nok så vigtigt er det, at den ny verdensimpuls primært fik et koncentreret indpas i jordklodens bevidsthed via en hjernecelle ved navn Martinus, som i påsken 1921 oplevede den store fødsel til kosmisk bevidsthed, og som i løbet af de følgende 60 år satte ham i stand til at manifestere det kosmiske verdensbillede, der bærer hans navn, og som omfatter Livets Bog 1-7, symbolværket Det Evige Verdensbillede 1- (foreløbig)4, samt en lang række foredrag, artikler og småbøger. Via dette virke opbyggede han og hans hjælpere efterhånden så at sige et hjernecenter, bestående af mennesker, der i større eller mindre grad forstod og forstår hans kosmiske analyser, men som under alle omstændigheder har forstået, hvor vigtigt hans uegennyttige arbejde er.

Martinus betragter selv sit virke og værk som udtryk for den ”talsmanden, den hellige ånd” eller ”sandhedens ånd”, som Jesus profeterede om for ca. totusind år siden, og følgelig opfatter han sit arbejde i kosmologiens tjeneste som en videreførelse af Kristi mission. Men vel at mærke ikke som en videreførelse af kristendommens traditionelle dogmatik og ortodoksi, men som en højintellektuel tolkning og fuldendelse af Kristi lære om den uselviske og uegennyttige kærlighed til Gud og mennesker og alle andre levende væsener.

Med jordklodens selvopgør er der imidlertid set i menneskeperspektiv tale om et opgør, som i henhold til Martinus ikke vil komme til at gå stille af, idet der er tale om et opgør mellem to verdensepoker, nemlig det dræbende princips eller magtens veletablerede epoke og det livgivende princips eller rettens endnu spæde epoke. Dette opgør antager i praksis form af en bestræbelse på at skabe et internationalt verdensrige, hvori næstekærlighed og retfærdighed vil blive dominerende faktorer. Martinus har i 4. kapitel af Livets Bog I: ”Et internationalt verdensrige under skabelse” givet et koncentreret overblik over, hvordan en sådan skabelse vil finde sted og foregå. Herom siger han til slut i nævnte kapitel:

”De store begivenheder, som således i nærværende århundrede går hen over verden, vil altså være at udtrykke som identiske med omskabelsen af jordmenneskehedens tågetilstand til en sollys tilværelse, - de er dyrerigets dødskamp i det jordmenneskelige samfundslegeme, - de er det kosmiske menneskeriges begyndende opstandelse på jorden. At disse mægtige begivenheder ikke har kunnet og ikke vil komme til at gå helt ublodigt af, er ganske naturligt, sålænge disse endnu er identiske med en kamp, der føres inde på et område, hvor had, hævn og selvforsvar kæmper imod trældom, hamstring og gridskhed. En kampplads, der udtrykker en reaktion mellem sådanne energier, kan kun præstere lig. Men over disse lig opstår verden i en ny forklaret skikkelse, og jorden bliver en vibration af fornuft og kærlighed, en harmoni af intuition og salighed.”

For Martinus er det indlysende, at jordiske mennesker ikke i alle tilfælde er modtagelige for den ny verdensimpuls, hvor positiv, optimistisk og lovende for fremtiden denne end er. Tværtimod vil en hel del mennesker afvise eller ligefrem bekæmpe stort set alt, hvad der viser sig som resultater af den ny verdensimpuls. Dette har Martinus gjort indgående rede for i 5. kapitel af Livets Bog I: ”Jordmenneskehedens modtagelighed for den ny verdensimpuls”, og heri gennemgår og analyserer han detaljeret menneskehedens bevidsthedskategorier, og når bl.a. frem til den konklusion, at en meget stor del af jordmenneskeheden stadigvæk i høj grad er præget af intolerance mod f.eks. anderledes troende og tænkende. Dette gør han særligt rede for i forklaringen til symbolet ”Intolerance”, hvorunder han dels også fastslår, at det intolerante menneske repræsenterer dyrerigets traditioner, og dels at intolerance under enhver form er den største hindring for opnåelsen af kosmisk bevidsthed. I overensstemmesle med bibelsk sprogbrug og begrebsverden taler han om, at alle former for intolerance udgør ”tærskelens vogtere”.

Set fra Martinus synsvinkel drejer menneskehedens kosmisk set aktuelle situation sig om dyrets forvandling til jordmenneske og dette igen til ’rigtigt menneske’. Herunder fastslår han bl.a., at jordmennesket er ”et degenererende dyr” og ”et vordende menneske”, men også, at den jordiske tilværelse på trods af alt mørke, lidelse og smerte, savn og nød udgør ”en vej mod lyset”. Ved dette begreb forstår Martinus i første omgang ”det rigtige menneskeriges” gradvise opståen og etablering på jorden. Det betyder, at alle væsener uden undtagelse før eller siden skal opnå kosmisk bevidsthed og dermed møde den evige Fader og blive bevidst i sin evige tilværelse. Derfor kan Martinus da også afslutte sin beskrivelse af symbolet ”Vejen mod lyset” i Livets Bog I på følgende måde:

”Og det er i fuld harmoni hermed, at den ny verdensimpuls’ analyser eller den guddommelige verdensplan manifesteret i sammenhængende tankerækker og dermed synliggjort – ikke alene for følelsen, men også for intelligensen og fornuften, gennem de efterfølgende kapitler bliver overgivet til den alvorlig søgende læser. Og ”den evige sandhed” bliver hermed gjort åbenlys for verden, og livets facit i form af nærværende bog garanterer sin egen identitet som absolut sandhed i kraft af sin natur som afslørende alle begreber, alle forestillinger og alle kendsgerninger som værende i kontakt med det guddommelige ord ”alt er såre godt”, og at livets tale er en guddommelig Faders røst, der overfor alle levende væsener koncentrerer sig i dette ene: ”Se, jeg er med eder alle dage, gennem alle tider, i alle ting i al evighed”.

Hermed er vi nået frem til det punkt, hvor det drejer sig om at give et kortfattet referat af, hvad Martinus har at sige om spiralafsnittets udviklingsbue, der som tidligere nævnt indbefatter sidste halvdel af dyreriget, hele det rigtige menneskerige, hele visdomsriget, og første halvdel af den guddommelige verden. I den sammenhæng har vi som kosmisk ubevidste ikke særlig mange erfaringer eller viden at trække på, men må i overvejende grad forlade os på Martinus’ kosmiske analyser af de pågældende åndelige naturriger eller tilværelsesplaner.

Andet afsnit af ”Den eventyrlige livscyklus” følger umiddelbart efter denne første del. Med de to afsnit vil der for mit personlige vedkommende være tale om en slags status over min indsigt i og – forhåbentlig også – forståelse af væsentlige dele af Martinus’ kosmologi. Det håber jeg, at der vil være læsere, som vil dele med mig.

Den eventyrlige livscyklus (2)