Som læsere af hjemmesiden
LIVETS EVENTYR vil vide, står dennes forsøgsvise skildring af Martinus’
kosmologi i stor taknemmelighedsgæld til især de bøger, som forfatteren,
foredragsholderen og forlæggeren Per Bruus-Jensen (PB-J) i tidens løb har
skrevet og udgivet. Den efterhånden 78-årige forfatter, som i og med udgivelsen
af bogen ”Kosmisk kemi” (2008) mente, at denne formentlig ville blive hans
sidste bogudgivelse, er heldigvis stadig aktiv skribent. Og fortsat som en
absolut kompetent, dedikeret, varm og tro væbner for og selvstændig tolker af
sin personlige læremester Martinus’ enestående og fascinerende verdensbillede.
Dertil kommer, at PB-J med Martinus’ godkendelse har medtaget og behandlet
emner, som ikke direkte er omtalt i Livets Bog. (1)
På trods af sygdom og vanskelige
produktionsvilkår barslede PB-J imidlertid her i 2010 med den højst
interessante bog ”En rejse gennem Mayas Slør. Introduktion til et Kosmisk
Paradigmeskifte”. Et emne, der i særlig grad har optaget PB-J gennem en længere
årrække, hvorunder han af et oprigtigt og ærligt søgende hjerte og med
skarpslebet intelligens har bestræbt sig på at bygge bro mellem åndsvidenskaben
i form af Martinus’ kosmologi på den ene side og naturvidenskaben, specielt
fysikken, på den anden. Nemlig overordnet set med henblik på, at bidrage til at
fremkalde et videnskabeligt paradigmeskifte, hvilket kort og godt vil sige:
indførelsen af et helt nyt og spirituelt verdensbillede, som i modsætning til
naturvidenskaben ikke udelukker tilværelsens spirituelle aspekter og derfor
ikke er reduktionistisk. (2)
Disse bestræbelser har PB-J også
fortsat i de artikler, han har skrevet indenfor de senere år, senest i artiklen
”Om Jesus og menneskets frelse”, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr.
3-2010.
I den nævnte artikel tager PB-J
på baggrund af mennesket som et produkt af en millionårig evolutionsproces
afsæt i nogle højst relevante spørgsmål om, hvordan en historisk og religiøs
skikkelse som Jesus af Nazaret kunne mene og tro, at mennesket ville være i
stand til at opnå ’frelse’ fra den brutale og lidelsesfulde tilværelse i den
fysiske verden gennem praktisering af dyder, som evolutionen angiveligt ikke i
særlig grad havde prioriteret i kampen for tilværelsen. Denne var jo i højeste
grad præget af selvopholdelsesdriftens barske livsvilkår, hvis hovedmotiv var
og til en vis grad stadig er, at enhver er sig selv nærmest, hvorfor det at
dræbe reelle eller potentielle modstandere eller fjender er legitimt. Dilemmaet
er, at hvis man ikke gør det, risikerer man selv at blive dræbt eller på anden
måde sat ud af spillet.
PB-J stiller i den forbindelse
det retoriske spørgsmål, hvordan det kan være, at Jesus på trods af sin
vitterlige indsigt og visdom, kunne stille sine tro tilhængere den nævnte
’frelse’ i udsigt som belønning, når den forudgående millionårige evolution
rent faktisk på forhånd afskar mennesket fra nogensinde at ville kunne
praktisere den moral, som var forudsætningen og betingelsen for frelsen? –
Betyder det mon, at Jesus enten talte mod bedre vidende eller – måske nok så
sandsynligt – at han ikke selv havde kendskab til begrebet og fænomenet
evolution, men udelukkende forholdt sig til skabelsesberetningen i Gamle
Testamente? Ifølge denne er alting blevet skabt af Gud én gang for alle og i
løbet af seks dage, hvorefter skaberen hvilede på den syvende dag og altså ikke
foretog sig videre, bortset fra i tiden efter at overvåge sit skaberværk og
herunder det første menneskepars, Adams og Evas, færden i Paradisets have. (3)
Som bekendt overtrådte Adam og
Eva Guds påbud om ikke at spise af Kundskabens træ om godt og ondt, hvilken
handling medførte, at Gud drev de to ”syndere” bort fra haven og ud i en for
dem fremmed og ukendt verden, hvor de måtte forsøge at klare sig, som de bedst
kunne under barske livsvilkår. Denne situation betegnes i Bibelens sprog som
”syndefaldet”.
Imidlertid besvarer PB-J selv det
retoriske spørgsmål, ved umiddelbart efter at pege på og introducere det
verdensbillede og menneskesyn, som fremføres i og med Martinus’ kosmologi. Heri
promoveres den opfattelse, at mennesket – og i øvrigt også alle andre levende
væsener i kosmos – er et fundamentalt udødeligt væsen, som på forhånd er sikret
et evigt liv. Men hvordan stemmer dette med den kendsgerning, at mennesket
indtil nu kun har udviklet sig til et højtstående dyr, som lever under en
fysisk-materiel verdens betingelser og livsvilkår? – Et dyr, som i kraft af
netop sin udviklede intelligens forstår at udnytte denne i det dræbende
princips tjeneste, idet det ligeledes er en kendsgerning, at mennesket blandt
andet langt overgår dyrene i drab og drabsmetoder?
PB-J henviser derefter til, at
Martinus’ svar på de ovenfor nævnte spørgsmål, først og fremmest lyder, at den
fysiske død ikke betyder et totalt ophør for hverken mennesket eller andre
levende væsener. Desuden er mennesket og alle andre levende væsener i kraft af
evige lovmæssigheder uundgåeligt involveret i en form for evig vandring i et
uendeligt spiralkredsløb, som for hvert enkelt omløb, som Martinus betegner som
et spiralafsnit, ekspanderer i stadig større kredsløb. Disse kredsløb er
endvidere opdelt i to principielt forskellige, men lige store halvdele eller
sektorer: en fysisk-materiel sektor og en åndelig-spirituel sektor. Disse to
sektorer under ét er igen inddelt i seks lokalzoner, som Martinus betegner med
følgende navne: planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget,
den guddommelige verden og salighedsriget. Det sidstnævnte rige udgør samtidig
den åndelige side af mineralriget.
De nævnte to
spiralkredsløbshalvdele er samtidigt organisk forbundne med de tre nærmest
underliggende spiralkredsløb og med de tre nærmest overliggende spiralkredsløb,
en omstændighed der er udtryk for det, Martinus betegner som det syv-leddede
organismeprincip. Det skal forstås på den måde, at medens det ’aktuelle’
spiralkredsløb repræsenterer organismens princip, så repræsenterer de tre
underliggende spiralkredsløb set fra netop organismeprincippet henholdsvis
organets princip, cellens princip og elementarpartiklens princip. De tre
overliggende spiralkredsløb repræsenterer henholdsvis klodens princip, solsystemets
princip og galaksens princip. Som det indirekte vil være fremgået, har de
underliggende tre spiralafsnit samtidig status som mikrokosmos, mens de tre
overliggende spiralafsnit samtidig er udtryk for makrokosmos. (4)
Der forekommer i henhold til
Martinus to tidsmæssigt forskellige måder, hvorpå de levende væsener successivt
opholder sig i – eller rettere sagt passerer – de nævnte to kosmiske sektorer.
Den ene er den, hvorunder individet evolutionært og i den angivne rækkefølge,
successivt passerer igennem de ovenfor nævnte storriger, et forløb som målt med
jordisk tidsregning tager millioner eller snarere milliarder af år. Den anden
måde, er den, hvorunder individet passerer successivt igennem de pågældende
riger imellem sine aktuelle fysiske liv.
I de perioder, hvor individet
befinder sig i den fysisk-materielle sektor og er undergivet dennes vilkår og
lovmæssigheder, forekommer der i henhold til Martinus det fænomen, der sikrer
individernes overlevelse, nemlig reinkarnation eller genfødsel. Det
betyder i sin konsekvens, at mellem hver inkarnation, som altid begynder på
elementarpartikel- og celleniveau, må individet passere igennem de nævnte
åndelige verdener, før det igen er modent til at blive genfødt i den fysiske
materies verden. Som begrundelse for individets midlertidige ophold i den
fysiske verden, angiver Martinus, dels at denne udgør den livsnødvendige
kontrast til den åndelige verden, og dels, at det kun er i den fysiske verden,
at udvikling i begrebets videste forstand kan finde sted. Omvendt er de
midlertidige ophold i den åndelige verden i sammenligning en slags ’hvile-
eller ferieperiode’, hvorunder individerne så at sige kan nyde livet i fulde
drag. Det er dog ikke ensbetydende med inaktivitet, snarere tværtimod, men
aktiviteterne i den åndelige verden er undergivet helt andre og friere vilkår,
end tilfældet er i den fysiske materies verden. I den åndelige verden hersker
således udelukkende det livgivende princip, og alene af den grund er
tilværelsen i den verden af en helt anden karakter end i en verden, hvor det
dræbende princip og kampen eller konkurrencen for tilværelsen dominerer.
(5)
PB-J illustrerer i øvrigt sin
artikel med et enkelt diagram, som viser et udsnit af det kosmiske
spiralkredsløb med dettes opdeling i et fysisk-materielt område og et
åndeligt-spirituelt område. På diagrammet markeres samtidig de seks kosmiske
universalriger, nummereret fra 1 – 6, hvor rige nr. 2 udgør dyreriget, som
mennesket tilhører i det aktuelle spiralkredsløb. Diagrammet er gengivet herunder,
ikke med den tekst, der ledsager det i PB-Js her omhandlede artikel, men
derimod med teksten fra hans bog ”X”, bind 2:
Det levende væsens evige liv former sig som en stadigt
gentaget vandring gennem et kredsløb med seks stadier (A_F). Da de enkelte
kredsløb til stadighed vokser, bliver der tale om et ekspanderende
spiralkredsløb, hvor vandringen fra stadium A til stadium F (via B, C, D og E)
udgør ét spiralafsnit. Tegningen korresponderer med diagrammet bind 1, side
327. - © Per Bruus-Jensen: ”X”,
bind 2, stk. 2. 64. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1987. – Supplerende tekst
af Harry Rasmussen: Bogstaverne A – F hentyder henholdsvis til storrigerne
Planteriget (A) , Dyreriget (B), Det rigtige menneskerige (C), Visdomsriget
(D), Den guddommelige verden (E) og Salighedsriget (F). Den i artiklen nævnte
fysisk-materielle sektor omfatter groft taget områderne A, B og C, mens den
åndelig-materielle sektor groft taget omfatter områderne D, E og F. Den
markerede bue i B-afsnittet skal udtrykke det sted i spiralkredsløbet, hvor det
jordiske menneske er hjemmehørende.
Pointet i denne fortælling er i
henhold til Martinus og PB-J, at dengang de nuværende mennesker havde
tilknytning til det foregående spiralomløb og befandt sig i dettes åndeligt-spirituelle
sektor, da var det symbolsk talt som Adam og Eva i det rige, Bibelen betegner
som Paradisets Have. Her levede de til at begynde med i harmonisk
overensstemmelse med Gud og de love, ’han’ havde påbudt dem. Men i længden blev
den paradisiske tilværelse kedsommelig for dem, og ønsket og længslen efter
noget andet og nyt greb dem, således at de fristedes til at overtræde de
betingelser, som Gud havde stillet dem, som forudsætninger for opholdet i den
paradisiske tilstand.. Denne overtrædelse, som begge troede skete i det
skjulte, kostede Adam og Eva den privilegerede tilværelse i Paradisets
forunderlige have, idet Gud udviste dem til en helt anden verden udenfor, hvor
der gjaldt helt andre eksistensvilkår. (6)
Den nævnte anden og mere barske
verden, som det levende væsen i form af Adam og Eva alias mennesket blev udvist
til, var i henhold til Martinus og PB-J rent faktisk spiralomløbets
fysisk-materielle sektor. Men i den sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at
den nævnte ”udvisning” eller ”uddrivelse” af Paradiset i virkeligheden er et
led i den kosmiske evolutionære proces. Som sådan er ”uddrivelsen” identisk med
indviklingen i den fysiske materies verden. Denne markerer, efterhånden som
individet ’indvikler’ sig under de fysiske kræfter og lovmæssigheder via
plante- og dyreriget, i stadig højere grad en totalt modsat verden af den, det
har forladt.
Hermed befinder vi os aktuelt
altså i det dyrerige, hvis dræbende livsvilkår i henhold til Martinus og PB-J i
virkeligheden har til hensigt og formål, at udvikle de forudsætninger og evner,
som på ny ikke alene skal, men også vil kvalificere individet til atter at
kunne indtræde i det nuværende spiralomløbs åndeligt-spirituelle sektor eller
såkaldte Paradis. Hvorfor og hvordan nu det? –
Svarene på disse spørgsmål lyder
principielt sådan: For det første, fordi individets kosmiske evighedsliv
nødvendigvis omfatter begge spiralkredsløbets to kontrære generalsektorer, som
i henhold til Martinus ret beset er lige så nødvendige og principielt uadskillelige
som for- og bagside af en ting, og som først tilsammen udgør alt, hvad
tilværelsen som en afrundet helhed overhovedet har at tilbyde de levende
væsener.
For det andet, fordi det er det
levende væsens og dermed altså også menneskets forudbestemte skæbne, at det er
nødt til at befri sig for selvopholdelsesdriftens automatiske alliance med det
dræbende princip. Dette sidstnævnte princip er nemlig i mere end én forstand
ødelæggende og livsfarligt for menneskeheden på dennes nuværende udviklingsniveau.
Det behøver man kun at betragte den aktuelle verdenssituation med dens
konflikter, kriser og problemer, for at kunne forstå. (7)
Men hvordan kan det enkelte
menneske så vel som menneskeheden befri sig for selvopholdelsesdriftens
negative sider og i stedet bevidst rette kursen ind i retning af at skabe en
ægte menneskelig og medmenneskelig verdensorden? Men vel at mærke en
verdensorden, hvor det livgivende princip, hvilket vil sige næstekærlighedens
princip, er i højsædet? – Hertil lyder svaret fra både Martinus og PB-J, at det
kun kan ske gennem det fysiske organ, som gennem hele evolutionsforløbet har
været det centrale i de levende væseners bestræbelser på at overleve. Dette
organ er kort og godt den fysiske hjerne.
I sin artikel gør PB-J derfor
meget ud af at beskrive den fysiske hjernes rolle i evolutionsforløbet,
herunder omtalen af det, han betegner som henholdsvis ”den gamle hjerne” og
”den nye hjerne”. Med begrebet ”Den gamle hjerne” hentydes til rygmarven, som menneskene
har tilfælles med fiskene, men som dog ikke er en egentlig hjernestruktur. En
sådan opstod først i og med paddernes og krybdyrenes tilsynekomst på Jorden,
hvilket betød en tilvækst af nye organiske anlæg i den forlængede rygmarv.
Dette første egentlige hjerneområde betegnes som ”reptilkomplekset”, der i og
med de lavere pattedyrs opståen følges af endnu en organisk nydannelse i form
af den såkaldte limbiske vinding eller slynge, der kaldes sådan,
fordi den hvælver sig omkring reptilkomplekset og så at sige indkapsler dette.
Den limbiske slynge defineres som det organiske grundlag for følelseslivet som
helhed.
Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til
venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2
til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens eller hjernestammens
udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til
hypofysen. Betydningen af de øvrige tal
skal dog ikke alle gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i
nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). Desuden, at tallet 12 refererer
til hjernebjælken, som det limbiske system er knyttet til. Storhjernen med
højere lag af hjernebarken (neo-kortex), organ for de intellektuelle evner og
funktioner, er den senere evolutionære tilvækst til reptilhjernen og det
limbiske system. – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og
Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag,
København 1952.
Som en relativt nyere og
foreløbige tilvækst på hjernen findes den såkaldte neo-kortex, der er et højere
lag af hjernebarken, som udvikledes i og med de højere pattedyrs tilsynekomst
på Jorden, herunder primaterne og humanoiderne, samt det jordiske menneske.
Denne del af hjernen er sædet for de intellektuelle evner og funktioner,
der som bekendt i hovedsagen er det, der skiller menneskene fra dyrene. Men
tilvæksten af de intellektuelle evner og færdigheder skulle vise sig at få så
stor og afgørende indflydelse på menneskets tilværelse, at denne faktisk
nærmest er blevet revolutioneret, især indenfor det seneste århundrede. (8)
Moderne hjerneforskere og neuropsykologer
vil sikkert et stykke ad vejen være enige i den beskrivelse af hjernen, som
PB-J fremfører i sin artikel og som kort er refereret ovenfor. Men et sted
hører enigheden formentlig op, idet en toneangivende del af de pågældende
forskere angiveligt betragter emnet og dets problemer fra en helt anden og
nærmest modsat synsvinkel, nemlig den ikke-spiritualistiske og derfor
materialistiske og reduktionistiske, som opfatter alting som i grund og bund
produkter af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder. Derfor ser disse
forskere for sig, at udforskningen og kendskabet til hjernens anatomi og
funktioner, dels har bekræftet dem i, at psykologien kan forklares med
fysiologien, og dels, at denne viden vil sætte dem i stand til ad kemisk
(medicinsk) vej at kunne styre og dirigere hjernens processer i de ønskede
– eller påstået ønskelige - retninger. Ikke kun ved at kunne ’reparere’
sygelige defekter i hjernens aktiviteter, men også ved at styre dens processer
i retning af mere ideale formål.
Ønskelige og formålstjenlige for hvem
eller hvad? – Jo, f.eks. i retning af individets større overensstemmelse med
tanke- og adfærdsnormer, der anses for mere gavnlige eller formålstjenlige for
individet selv så vel som for samfundet.
Sådanne tiltag har hidtil været gjort ad
oplysningens eller propagandaens vej. Det førstnævnte er den foretrukne metode
i demokratiske stater, medens det sidstnævnte især forekommer i totalitære
ideologier og politiske systemer, som hylder kollektive principper. Dette
findes der som bekendt flere grelle eksempler på i fortiden, og det forekommer
endnu under visse diktatoriske regimer i nutiden.
At det i praksis er muligt at styre
hjerneprocesser formålstjenligt, er psykiatriens udbredte anvendelse af kemiske
stoffer (psykofarmaka) et (ikke altid lige) godt eksempel på. Men især i nyere
tid kan hjernekirurgien også fremvise eksempler på, at operative
fysisk-elektriske indgreb direkte i hjernen i nogle tilfælde kan være gavnlige
for eksempelvis patienter, der lider af Parkinsons sygdom. I andre tilfælde kan
man også dæmpe tvangshandlinger og neuroser ved at indoperere elektroder i
hjernen, som styres af et lille batteridrevet apparat, der kan minde om noget i
retning af en pacemaker.
Imidlertid ser progressive hjerneforskere
og neuropsykologer også et mere fremadrettet perspektiv for sig, nemlig at det
ved udbredt brug af avanceret MR-scanning – og hvad der ellers måtte dukke op
af tekniske raffinementer - blandt andet vil være eller blive muligt at aflæse,
hvad et menneske tænker og føler. Heri ligger der desværre potentielle
muligheder for ensrettet sindskontrol og –styring, som med al sandsynlighed vil
være ønskværdig for ethvert totalitært styre, og sådanne findes der som bekendt
også flere af i nutiden, lige som det ikke kan udelukkes, at nye vil opstå i
fremtiden. (9 )
Det nævnte perspektiv, dels med direkte
styring af hjerneprocesser og dels med kontrol af tanker og følelser, må være
tiltag, der henhører under PB-Js i første omgang alarmerende omtale af ”den nye
hjerne” (neo-kortex). Herunder fremfører han det synspunkt, at denne sætter
mennesket i stand til at kunne udrydde både sig selv som art og alt andet liv
på Jorden. Men menneskeheden – eller rettere sagt dennes ledere i form af etisk-moralsk
udviklede og ansvarlige mennesker - har trods alt et alternativt valg. Nemlig
det valg, at fravælge selvopholdelsesdriftens negative sider og dermed også det
dræbende princip, og tilvælge uselviskheden og realisere det livgivende
princips idealer i praksis. I henhold til Martinus’ kosmiske analyser vil
menneskeheden, belært af erfaringen og især lidelseserfaringen, på sigt vælge
det sidstnævnte, hvorfor det ikke vil kunne komme til at gå så galt, som man
kunne frygte. Det skyldes primært de kosmiske lovmæssigheder, de såkaldte
skabeprincipper, der er indbygget eller indlejret i ethvert levende væsens
overbevidsthed, og som ganske enkelt forbyder et så katastrofalt forløb af det
moderne menneskes evolutionære fremtid, som en selvødelæggelse eller selvudslettelse
ville være.
Men det forhindrer dog ikke, at
menneskeheden i henhold til både Martinus og PB-J kan komme endog meget langt
ud i udfordringer og prøvelser af stort set enhver art og afskygning. Hvorfor?
– Jo, angiveligt fordi menneskeheden stadig i stor udtrækning er drevet og
motiveret af det dræbende princips, og herunder selvopholdelsesdriftens,
millionårige traditioner. Disse traditioner er indbygget og lagret i rygmarven
og den gamle hjerne, således at individet automatisk eller instinktivt reagerer
på de signaler, der udsendes derfra. Dette til trods for, at den neokortikale
hjerne, altså den intelligente hjerne, som noget relativt nyt i det
evolutionære forløb repræsenterer en i sig selv neutral skabeevne, som
imidlertid både kan bruges og misbruges. Bruges til at fremme alle gode og
hensigtsmæssige formål, som f.eks. at skabe fred og fordragelighed mellem
mennesker, men også misbruges til at fremme ligefrem onde, dårlige eller
uhensigtsmæssige formål, som eksempelvis konspirationer og iværksættelse af
indbyrdes konflikter, stridigheder og blodige oprør og krige mellem mennesker.
Den sidstnævnte brug af hjernen ser foreløbig ud til at have en succes, der
ganske overstråler de endnu kun spæde tiltag i retning af det humane
teokratiske samfund, som Jesus kaldte ”Himmeriges eller Guds rige på Jorden” og
som Martinus betegner som ”Det rigtige menneskerige på Jorden”. (10)
Det aktuelle hovedproblem for nutidens
menneskehed vil iht. Martinus og PB-J derfor være, efter evne og med sin vilje
at gøre forsøg på at mobilisere en humanistisk tænke- og væremåde, som i
praksis er i pagt med det årtusindgamle næstekærlighedsbuds moral: ”Du skal
elske din næste som dig selv!” Det vil sige, at du skal/bør være mod andre
mennesker, som du vil, at disse skal/bør være mod dig. Ethvert normalt menneske
elsker jo sig selv, så opgaven er derfor, at sætte sig selv i næstens sted og
handle derefter.
Men et sådant moralsk bud lyder
umiddelbart urealistisk og uigennemførligt, primært fordi det bryder radikalt
med selvopholdelsesdriftens årtusindgamle vaner og traditioner, og derfor ikke
lader sig praktisere fra den ene dag til den anden. Der skal derfor andet og
mere til end opfordringer, argumenter og god vilje, og det andet og mere findes
iht. Martinus og PB-J i fremkomsten af en helt ny form for seksualitet, som
allerede er ved at udvikle sig i og hos mange mennesker. Det hænger sammen med
det helt basale seksuelle polprincip og den dermed forbundne kosmiske
polforvandlingsproces, som er altafgørende blandt de faktorer, som Martinus’
kosmologi opererer med. Den sidstnævnte proces vil ifølge Martinus blive
genstand for et nært forestående evolutionært pres, som indenfor en periode af
de næste 3000 år vil øge det organiske grundlag for forvandlingen af flertallet
af menneskeheden til det, Martinus betegner som seksuelt dobbeltpolede
individer. Sådanne individer opfylder nærmest per automatik næstekærlighedens
bud og krav. I den sammenhæng er det dog vigtigt også at holde sig for øje, at 'gevinsten' af de
gennemlevede lidelseserfaringer faktisk er lige så afgørende for dannelsen af
'det nye menneske' som den fuldbyrdede polforvandling.
Hvad angår det nævnte organiske
grundlag, består dette i udviklingen eller væksten af den hidtil
ikke-fungerende (latente) seksuelle pol og det dertil hørende intellektuelle
polorgan. Formålet er, at denne seksuelle pol og det dermed forbundne
intellektuelle polorgan skal vokse frem til at øve principielt samme
indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv, som tilfældet er med
den hidtil gældende seksuelle pol, nemlig for kvinders vedkommende den feminine
pol og for mænds vedkommende den maskuline pol, samt i begge tilfælde det
emotionelle polorgan. Det vil for kvinders vedkommende sige fremvæksten af den
maskuline pol og for mænds vedkommende fremvæksten af den feminine pol, og i
begge tilfælde altså af det intellektuelle polorgan. Dette emne er tidligere
blevet forholdsvis grundigt behandlet her på hjemmesiden, hvorfor den specielt
interesserede læser henvises til de pågældende afsnit. (11)
Men som nævnt tøver hverken Martinus
eller PB-J med at forudsige eller spå om, at nutidsmenneskets mange problemer
af personlig, social, økonomisk og kulturel art med tiden vil munde ud i
etableringen af et helt nyt spirituelt internationalt verdensrige her på
Jorden. Et rige, som vil betyde opfyldelsen af intet mindre end Jesu profeti om
en ny himmel og en ny jord. Dette rige vil samtidig være en fysisk genpart
eller afspejling af det tilsvarende åndelige rige, der af Martinus betegnes som
”det rigtige menneskerige”.
Mange mennesker vil sikkert stille sig
skeptiske overfor påstanden om et sådant internationalt verdensrige her på
Jorden, især på baggrund af de blodige og dramatiske begivenheder, som stadig
foregår rundt omkring på kloden, og de mange diktaturer og militærregimer, der
fortsat findes. Desuden den i nyere tid tiltagende fundamentalistiske religiøse
ekstremisme, som ikke respekterer humane idealer og menneskeliv. Men at
bestræbelserne er og har været i gang igennem en årrække, det er dannelsen af
Folkeforbundet og senere Forenede Nationer (FN) i forrige århundrede
(1900-tallet) eksempler på. Dertil kommer alle de øvrige fredelige tiltag af
social, økonomisk og kulturel art, som ligeledes har fundet sted i samme
tidsperiode, og som fortsat finder sted og efter alt at dømme også fortsat vil
finde sted i fremtiden. Man vil dog næppe kunne undgå midlertidige
tilbageskridt. Rom blev jo som bekendt heller ikke bygget på én dag, og så
meget mindre lader et internationalt verdensrige sig etablere på kort tid. På
grundlag af sin indsigt i den menneskelige psyke, mener Martinus som nævnt da
også, at der vil gå adskilligt mange århundreder, ja, omkring tredive
århundreder eller cirka tre tusinde år, før et fuldt etableret rigtigt
menneskerige vil være en realitet på de jordiske kontinenter. Hvilket vil sige,
at det formentlig vil tage omkring tredive menneske-inkarnationer, regnet med
en inkarnation per århundrede, at nå så langt. Men, som et kinesisk ordsprog
siger, så begynder en ti tusind mil lang rejse med det første skridt. (12)
Men dette er ikke ensbetydende med, at
alle og enhver behøver eller bør eller skal vente på et sådant riges
oprettelse, for det forholder sig i henhold til Martinus også sådan, at det er
op til hver især efter kosmisk udviklingsniveau og evne, at forsøge at etablere
det nævnte rige inden i sig selv. Sagde Jesus ikke, at ”Guds rige er inden i
jer!” og at ”Med Himmeriget er det ligesom med et sennepsfrø, som en mand tog og
såede på sin mark. Det er mindre end alt andet frø, men når det vokser til,
bliver det større end de andre urter, ja, det bliver til et træ, så himmelens
fugle kommer og bygger rede i dets grene.” - Dette er også, hvad Martinus
påpeger, om end med andre ord. Ifølge ham er evigheden eller Guds rige ikke kun
et fremtidsperspektiv, men et her og nu, et evigt NU, som vi alle hver især
lever lige midt i. Det gælder kun om at nå frem til erkendelsen og oplevelsen
af dette faktum, hvilket også kan gøres uden at man nødvendigvis har opnået
dét, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed, der er målet for menneskenes
foreløbige evolution, og som naturligvis giver en endnu større og dybere oplevelse og erkendelse af virkeligheden. (13)
Til slut i sin artikel rejser PB-J det
spørgsmål, om Jesus mon havde kendskab til det omfattende kompleks af faktorer,
der vedrører menneskets situation og især menneskehedens fremtid? – PB-J
besvarer selv spørgsmålet ved at henvise til Jesus’ egne udtalelser og hans
profetiske forudsigelse af ”talsmanden, den hellige ånd”, som senere skulle
komme og åbenbare hele den sandhed om livet, som Jesus åbenbart selv sad
inde med, men som han ikke mente, at hans samtidige havde forudsætninger for at
kunne forstå.
Den opfattelse af Jesus og hans visdom,
som PB-J – forsigtigt - giver udtryk for i sin artikel, er i principiel
overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af samme. For Martinus var Jesus og
hans lære det forbillede, han havde for øje gennem hele sit liv, lige som han
opfattede sit eget virke som foredragsholder og forfatter som en opfyldelse af
forudsigelsen af ”talsmanden, den hellige ånd”, den ”sandhedens ånd”, der
skulle komme og fortælle ”hele sandheden”. Det var samtidig baggrunden for, at
Martinus hen mod slutningen af sit liv gav sit livsværk samlebetegnelsen ”Det
Tredje Testamente” med undertitlen ”Den intellektualiserede kristendom”. (14)
© 2010 Harry Rasmussen.
*********************
1 Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Per
Bruus-Jensen (PB-J), født 1932, skulle blive en engageret og varm fortaler for
Martinus og dennes kosmologi, ja, tilmed en højst kompetent og selvstændig
lærer, foredragsholder og forfatter med Martinus’ kosmiske analyser som
speciale. I bogen ”Sol & måne” (2001) fortæller PB-J selv om, hvordan han
til at begynde med – og før han egentlig kendte til Martinus’ verdensbillede -
faktisk var direkte negativt indstillet overfor Martinus så vel som dennes
lære. Dette ændrede sig dog i 1954, hvor PB-J var på besøg hos ægteparret
Ingrid Okkels og Erik Gentsch i deres villa i Gentofte. Parret var stærkt
interesserede i Martinus’ kosmologi og havde hans trykte symboler hængende
overalt på væggene.
Der var særlig et af symbolerne, som fangede PB-Js opmærksomhed og
interesse, og det var det symbol, som Martinus kalder for ”Lyset” (Symbol nr.
23: Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse (tidligere kaldet
”Lyset”). Ved at spørge til og få forklaret, hvad symbolet mere præcist stod
for, faldt der ligesom et slør fra PB-Js øjne, idet han indså, at forklaringen
i høj grad faldt i tråd med, hvad han selv inderst inde følte. Det blev derfor
det positive vendepunkt i PB-Js opfattelse af Martinus og dennes lære.
Ved afskeden havde ægteparret foræret PB-J Martinus’ bog ”Logik” (1938)
samt et par mindre bøger, deriblandt ”Omkring min Missions fødsel” (1942), som
angiveligt var den eneste, der fængede den da 22-årige ungersvend. På det
tidspunkt var PB-J soldat ved Sjællandske Ingeniørregiment, og som sådan blev
han i efteråret 1954 sammen med sit kompagni udstationeret i Itzehoe i
Nordtyskland. Herfra bad han om at få tilsendt den vigtigste bog, Martinus
havde skrevet, og som svar fik han derfor Livets Bog I (1932). Efter at have
læst og studeret denne bog, var der ikke længere nogen tvivl hos PB-J om, at
Martinus’ lære lige præcis var noget for ham. Den overbevisning blev ikke
mindre, efter at han også havde fået tilsendt og studeret Livets Bog II (1939).
Efter vel overstået militærtjeneste i oktober 1955 blev den naturglade
PB-J allerede den 1. november s.å. optaget som skovfogedelev på Københavns 1.
distrikt ved Fiskebæk nær ved Farum, en uddannelse, som han derefter
koncentrerede sig om og gik så meget op i, at studiet af kosmologien indtil videre
måtte komme i anden række. Men skæbnen ville det åbenbart anderledes for den
unge PB-J, som i foråret 1957 kom ud for en arbejdsulykke, som medførte, at han
måtte afbryde uddannelsesforløbet og erkende, at fremtidsudsigterne for ham som
skovfoged ikke kunne lade sig realisere.
Det var en stor personlig skuffelse for PB-J, at han måtte opgive et
fag, som han havde stillet så store fremtidsforhåbninger til. I mellemtiden var
der sket det, at hans gode venner fra Gentofte, Ingrid Okkels og Erik Gentsch,
var flyttet til et lille bondehus i udkanten af Kosmos Ferieby, det nuværende
Martinus Center. Da PB-J i julen 1956 var blevet forlovet med Ingrid Okkels
datter, Inga, søgte han tilflugt og rekreation i det idylliske nordsjællandske
paradis. Dette ophold blev angiveligt indledningen til PB-Js engagement med
Martinus og dennes ”sag”.
Den 11. august 1957 var det Martinus’ fødselsdag, og PB-J blev sammen
med familien Okkels-Gentsch inviteret til komsammen i ”Villa Rosenberg” lidt
nordøst for feriebyen. Villaen var sommerbolig for både Martinus og familien
Gerner Larsson. Det var ved den lejlighed, at PB-J havde sin første direkte
personlige kontakt med Martinus. Dette møde blev for PB-J indledningen til de
følgende 10 års omtrent daglige samvær med Martinus, som på grund af den unge
mands videbegærlighed og spørgelyst knyttede denne til sig og sin sag, i den
hensigt og forventning, at PB-J ville blive en stor gevinst for Instituttets
rolle som ikke kun administrations- og foredragscenter, men også som centrum
for en koncentreret undervisningsvirksomhed i Martinus’ kosmologi.
Martinus’ forventning til PB-J gik i opfyldelse, for så vidt som denne
blev betroet forskelligt arbejde på Instituttet, bl.a. i dettes trykkeri, hvor
alt, hvad der blev udgivet i de år, blev trykt. Sideløbende med dette arbejde
underviste Martinus sin lærevillige elev i sin kosmologiske lære, som PB-J
viste sig at have helt usædvanlige evner for at tilegne sig og forstå, hvorfor
Martinus hen i december 1957 mente, at PB-J som et led i sin uddannelse
allerede selv burde begynde at undervise i kosmologien. I første omgang som
rejsende ”føl” hos den garvede foredragsholder Mogens Møller, hvis område var
Fyn og Jylland. Det resulterede i, at PB-J holdt sit første foredrag i kosmologi
i Aalborg i februar 1958.
PB-Js foredragsvirksomhed blev fulgt op af selvstændige foredrag på
Instituttet og i Klint, og det forløb så godt, at Martinus og Gerner Larsson i
sommeren 1960 stillede ham den opgave, at udarbejde et systematisk korrespondancekursus
i Martinus’ kosmologi eller verdensbillede, men naturligvis under Martinus’
supervision. Principielt sådan, som tilfældet tidligere havde været med Gerner
Larssons ”Kursus i Martinus’ Åndsvidenskab I-VI” fra årene 1948-52, i 1954
udgivet i to bind. Korrespondancekurset blev påbegyndt i november 1960 og udkom
med én lektion ca. hver måned. Det tog PB-J næsten 15 år at fuldføre de i alt
92 lektioner, hvoraf Martinus dog kun læste kontrol på 72 af disse. Det
skyldtes, at Martinus, som efterhånden var højt oppe i alderen, ønskede at
forbeholde sine sparsomme kræfter til færdiggørelsen af sine meget vigtige
symbolbøger, hvoraf han inden sin død i marts 1981 dog kun nåede at skrive og
redigere tre. Men desuden følte Martinus sig angiveligt tryg ved, at overlade
korrespondancekursets færdiggørelse til sin kompetente elev. Martinus har i
øvrigt givet skriftligt udtryk for, ”at nævnte kursus er en fremragende hjælp
eller vejledning til forståelsen af LIVETS BOG’s kosmiske analyser. Endvidere
vil det samme kursus i høj grad være velegnet som lærebog i den i nævnte værk
fremstillede kosmologi.”
Korrespondancekurset i Martinus’ kosmologi blev senere omarbejdet af
PB-J og i årene 1986-89 udgivet under titlen ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi 1-4. I årene 1969-72 var PB-J desuden redaktør af
tidsskriftet KOSMOS. Foruden alt dette har PB-J i årene 1964-2010 skrevet og
udgivet i alt 15 bøger, som alle omhandler aspekter af Martinus’ kosmologi. Men
foruden at referere til sidstnævnte, rummer PB-Js bøger seriøse selvstændige
forsøg på at tilnærme kosmologien til naturvidenskaben, idet han er gået ud fra
Martinus’ poetiske udsagn, at ”videnskaben er som søluften i nærheden af
havet”, hvor begrebet ”havet” skal forstås som den åndsvidenskabelige alias
Martinus’ kosmologis forståelse af den totale spirituelle virkelighed. For
nærmere orientering om PB-Js forfatterskab kan primært henvises til http://www.nordisk-impuls.dk/
og sekundært til http://www.nyimpuls.dk/
. Vedr. PB-Js tilknytning til Martinus og Martinus Institut, kan dels henvises
til PB-Js bog ”Sol & måne”, og dels til Begivenhedsoversigten (BO)
på http://www.martinus.dk/
, hvor man i denne sammenhæng skal søge på navnet Per Bruus-Jensen.
2 Per Bruus-Jensen: ”En rejse gennem MAYAS
SLØR. Introduktion til et Kosmisk Paradigmeskifte”. Begrebet ”Mayas Slør”
hentyder til klassisk idealistisk indisk filosofis, særlig Advaita
Vedanta-systemets, teori om Maya, det virkeliges, Brahmans, tilslørende
og projicerende kræfter, som skaber illusionen af, at enheden i form af Brahman
er splittet op i mangfoldigheden. Maya er med andre ord udtryk for noget, der
hverken har eksistens eller ikke-eksistens. PB-J har i øvrigt behandlet samme
emne i flere af sine andre bøger, men nok så udpræget og omfattende i bogen ”I
begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en
nutidig mystikers fascinerende visioner…”. Forlaget Nordisk Impuls 1998. I
Martinus’ kosmologi er X 1, skaberen, forenklet sagt identisk med Brahman,
medens dettes tilslørende og projicerende kræfter er identisk med X 2, skabe-
og oplevelsesevnen, og selve Mayas Slør er identisk med X 3: det skabte og
oplevede.
3 Vedr. Martinus’ opfattelse af Jesus Kristus, se JESUS
menneskesønnen I og JESUS menneskesønnen II . Dog især sidstnævnte del.
4 Spiralkredsløbsprincippet og
organismeprincippet findes kortfattet omtalt i følgende artikler Den
eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i
indviklingsbuen, og Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i
udviklingsbuen.
5 Vedr.
diskarnation og reinkarnation, se f.eks. Gennem døden
eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’, og Reinkarnationsprocessen
– om
dennes ’teknik’ i form af inkarnation (genfødsel) eller materialisation.
6 Vedr.
Martinus’ opfattelse af myten om Adam og Eva, se JESUS
menneskesønnen II .
7 Vedr.
selvopholdelsesdriften, se f.eks. Individets fri
kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer.
8 Af
hensyn til læserens orientering skal her gives et kortfattet rids af den
fysiske hjernes betydning for specielt mennesket. Hjernen fungerer som en slags
formidler mellem det ydre miljø, omverdenen, og det indre miljø, organismen og
tanke og følelseslivet. Den anses af hjerneforskere og neurologer for at være
primært organ og generator for vore tanker og følelser. Men den er så kompleks
og kompliceret i sin struktur og funktioner, at den endnu ikke er udforsket og
kortlagt i alle detaljer.
Ved selv de mest almindelige dagligdags handlinger, vil der normalt være
mange dele af hjernen i funktion. De enkelte handlinger planlægges - ofte
lynsnart - i hjernen, som fordeler opgaverne til de forskellige centrer eller
lokalområder, således at handlingerne eller bevægelserne normalt koordineres
mest hensigtsmæssigt. Eksempelvis vil der indgå en række hjernefunktioner i
forbindelse med en så simpel bevægelse, som at række ud efter en fyldt
kaffekop. Der indgår i den anledning både koordinerede motoriske og sensoriske
impulser.
Særligt menneskehjernen har i evolutionens løb været genstand for
konstant tilpasning og udvikling, men på en sådan måde, at de urgamle
funktioner stadig er virksomme.
Hjernestammen er den hjernedel, der tager sig af instinktive signaler
fra organismen, så som integration af sanser, funktioner som åndedræt,
stofskifte, blodtryk og hjerteslag. Den del af hjernen har ikke haft behov for
at udvikle sig, idet organismens eller det indre miljøs basale behov stort set
har været de samme til alle tider. Det er fortrinsvis storhjernens bark, der
har udviklet sig i et omfang, der er nødvendigt for at kunne bearbejde signaler
fra det ydre miljø eller omverdenen. Hjernebarken (neo-kortex) er kort sagt
området for de intellektuelle, bevidste funktioner
En tredje vigtig del af hjernen, er det limbiske system, som ligger
mellem hjernestammen og hjernebarken, og som har til opgave at formidle
kommunikationen mellem det gamle system, hjernestammen, og det nye,
højtudviklede system, hjernebarken.
Det limbiske system fungerer via nerveimpulser og hormonale impulser fra
hypofysen gennem blodbanen. Systemet er det organiske grundlag for emotionelle
svingninger, eller kort og godt for følelseslivet under enhver form, som f.eks.
kreative funktioner, glæde, tilfredshed, frygt, vrede og aggressioner. Det
limbiske system styrer samtidig kropstemperatur, blodtryk, søvn og vågen
tilstand.
Det er som nævnt vigtig at forstå, at hjernestammen, hjernebarken og det
limbiske system er samarbejdende dele af storhjernen, mens lillehjernen bl.a.
er ansvarlig for, at motorikken eller kropsbevægelserne er koordinerede og
afbalancerede. Alle dele af hjernen, så vel de motoriske som sensoriske,
samarbejder stort set altid, når hjernen er i funktion.
Som bekendt har menneskehjernen to halvdele, også kaldet hemisfærer, som
er ansvarlige for hver sine opgaver. Højre hjernehalvdel fingererer i
hovedsagen visuelt og er ansvarlig for den rumlige opfattelse, følelser og
kreative evner og aktiviteter. Venstre hjernehalvdel, som fungerer auditivt, er
samtidig intellektuelt analytisk, syntetisk, abstrakt tænkning og
forestillingsevne, og er desuden ansvarlig for sprog og tale.
Menneskeorganismen indeholder 100 milliarder nerveceller fra fødslen, og
dette antal kan ikke forøges, men derimod formindskes med alderen eller ved ødelæggelse
af vævet, f.eks. gennem misbrug af alkohol og lign. Derimod kan antallet af
nerveforbindelser forøges, f.eks. ved indlæring. For barnets vedkommende menes
70% af hjernens kapacitet at være disponibel til indlæring, resten, 30 %, er
fastlagt til andre ting.
Det organiske grundlag for udvikling af hjernen er dendritdannelse og
synapsforbindelse. Det hænger sammen med, at nervecellen består af et
cellelegeme og en cellekerne. Cellelegemet har lange og korte tråde. De lange
tråde kaldes axoner, som cellen fører sin impuls igennem til en anden celle. De
korte tråde kaldes dendritter, og det er igennem disse, at cellen modtager
impulser fra andre nervecellers axoner. Det sted, hvor axoner og dendritter
mødes, kaldes en synapse, og denne får impulser ved en elektrokemisk proces
gennem det, der kaldes en transmittersubstans, eksempelvis dopamin.
Ved indlæring gennem impulser fra en synaps ændrer denne sig, idet
dendritterne modtager impulser fra mange nerveceller, hvorved der dannes flere
synapser eller nerveforbindelser. Der bliver altså dannet flere dendritter
gennem stimulation, hvorfor der består en forbindelse mellem stimulation,
dendritudvikling og funktion af nervesystemet.
9 Vedr. nyere hjerneforskning og dennes
resultater, se Artikler med
emner vedr. hjernedebat
10 Vedr.
emnerne ”de sidste tider” og ”dommedag”, se f.eks. ”Dommedag!” I
– om forskellige
dommedagsvisioner gennem tiden, og ”Dommedag!”
II – om Martinus’
opfattelse af ”Dommedag”
11 Vedr.
”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, se afsnittet Introduktion
til ”Det seksuelle polprincip” med flere følgende afsnit. Den specielt
interesserede læser kan desuden henvises til Martinus: Livets Bog, især bind
3-5, og til PB-J: ”X”, bind 4, samt dennes: ”Mennesket og Den Seksuelle
Revolution”. Forlaget Nordisk Impuls 2006. Desuden kan henvises til Ole
Therkelsen: http://www.oletherkelsen.dk/
og Kurt Christiansen: ”Den seksuelle polforvandling. En analytisk gennemgang af
Martinus tekster.” Forlaget Kosmologisk Information.
12 Vedr.
reinkarnations-problematikken, se f.eks. afsnittene Reinkarnationsprocessen
– om dennes ’teknik’
i form af inkarnation eller materialisation, og Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed.
13 Vedr.
Jeget og det evige NU, se f.eks. De
fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt. – Filosoffen Søren Kierkegaard
udtrykte den situation, at leve i det evige NU, med ordene: (Frit citeret) ”Det
gælder om at stå midt i evigheden og høre stueuret slå!”
14 Vedr. ”Talsmanden, den hellige ånd”: Johannes-Evangeliet, 14. kap.
– Martinus: ”Omkring min missions fødsel”. - Martinus: ”Den intellektualiserede
kristendom”, Prolog, stk 6. og 1. kapitel, stk 7-8. Bogen kan læses på http://www.martinus.dk/
©
2010 Harry Rasmussen.