Kommentar til Per Bruus-Jensens artikel

”Om Jesus og menneskets frelse”

 

 

Som læsere af hjemmesiden LIVETS EVENTYR vil vide, står dennes forsøgsvise skildring af Martinus’ kosmologi i stor taknemmelighedsgæld til især de bøger, som forfatteren, foredragsholderen og forlæggeren Per Bruus-Jensen (PB-J) i tidens løb har skrevet og udgivet. Den efterhånden 78-årige forfatter, som i og med udgivelsen af bogen ”Kosmisk kemi” (2008) mente, at denne formentlig ville blive hans sidste bogudgivelse, er heldigvis stadig aktiv skribent. Og fortsat som en absolut kompetent, dedikeret, varm og tro væbner for og selvstændig tolker af sin personlige læremester Martinus’ enestående og fascinerende verdensbillede. Dertil kommer, at PB-J med Martinus’ godkendelse har medtaget og behandlet emner, som ikke direkte er omtalt i Livets Bog. (1)

 

Forbemærkninger

På trods af sygdom og vanskelige produktionsvilkår barslede PB-J imidlertid her i 2010 med den højst interessante bog ”En rejse gennem Mayas Slør. Introduktion til et Kosmisk Paradigmeskifte”. Et emne, der i særlig grad har optaget PB-J gennem en længere årrække, hvorunder han af et oprigtigt og ærligt søgende hjerte og med skarpslebet intelligens har bestræbt sig på at bygge bro mellem åndsvidenskaben i form af Martinus’ kosmologi på den ene side og naturvidenskaben, specielt fysikken, på den anden. Nemlig overordnet set med henblik på, at bidrage til at fremkalde et videnskabeligt paradigmeskifte, hvilket kort og godt vil sige: indførelsen af et helt nyt og spirituelt verdensbillede, som i modsætning til naturvidenskaben ikke udelukker tilværelsens spirituelle aspekter og derfor ikke er reduktionistisk. (2)  

 

Disse bestræbelser har PB-J også fortsat i de artikler, han har skrevet indenfor de senere år, senest i artiklen ”Om Jesus og menneskets frelse”, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3-2010.

 

I den nævnte artikel tager PB-J på baggrund af mennesket som et produkt af en millionårig evolutionsproces afsæt i nogle højst relevante spørgsmål om, hvordan en historisk og religiøs skikkelse som Jesus af Nazaret kunne mene og tro, at mennesket ville være i stand til at opnå ’frelse’ fra den brutale og lidelsesfulde tilværelse i den fysiske verden gennem praktisering af dyder, som evolutionen angiveligt ikke i særlig grad havde prioriteret i kampen for tilværelsen. Denne var jo i højeste grad præget af selvopholdelsesdriftens barske livsvilkår, hvis hovedmotiv var og til en vis grad stadig er, at enhver er sig selv nærmest, hvorfor det at dræbe reelle eller potentielle modstandere eller fjender er legitimt. Dilemmaet er, at hvis man ikke gør det, risikerer man selv at blive dræbt eller på anden måde sat ud af spillet. 

 

 

PB-J stiller i den forbindelse det retoriske spørgsmål, hvordan det kan være, at Jesus på trods af sin vitterlige indsigt og visdom, kunne stille sine tro tilhængere den nævnte ’frelse’ i udsigt som belønning, når den forudgående millionårige evolution rent faktisk på forhånd afskar mennesket fra nogensinde at ville kunne praktisere den moral, som var forudsætningen og betingelsen for frelsen? – Betyder det mon, at Jesus enten talte mod bedre vidende eller – måske nok så sandsynligt – at han ikke selv havde kendskab til begrebet og fænomenet evolution, men udelukkende forholdt sig til skabelsesberetningen i Gamle Testamente? Ifølge denne er alting blevet skabt af Gud én gang for alle og i løbet af seks dage, hvorefter skaberen hvilede på den syvende dag og altså ikke foretog sig videre, bortset fra i tiden efter at overvåge sit skaberværk og herunder det første menneskepars, Adams og Evas, færden i Paradisets have. (3)

 

Som bekendt overtrådte Adam og Eva Guds påbud om ikke at spise af Kundskabens træ om godt og ondt, hvilken handling medførte, at Gud drev de to ”syndere” bort fra haven og ud i en for dem fremmed og ukendt verden, hvor de måtte forsøge at klare sig, som de bedst kunne under barske livsvilkår. Denne situation betegnes i Bibelens sprog som ”syndefaldet”. 

 

Det ny verdensbillede

Imidlertid besvarer PB-J selv det retoriske spørgsmål, ved umiddelbart efter at pege på og introducere det verdensbillede og menneskesyn, som fremføres i og med Martinus’ kosmologi. Heri promoveres den opfattelse, at mennesket – og i øvrigt også alle andre levende væsener i kosmos – er et fundamentalt udødeligt væsen, som på forhånd er sikret et evigt liv. Men hvordan stemmer dette med den kendsgerning, at mennesket indtil nu kun har udviklet sig til et højtstående dyr, som lever under en fysisk-materiel verdens betingelser og livsvilkår? – Et dyr, som i kraft af netop sin udviklede intelligens forstår at udnytte denne i det dræbende princips tjeneste, idet det ligeledes er en kendsgerning, at mennesket blandt andet langt overgår dyrene i drab og drabsmetoder?

 

PB-J henviser derefter til, at Martinus’ svar på de ovenfor nævnte spørgsmål, først og fremmest lyder, at den fysiske død ikke betyder et totalt ophør for hverken mennesket eller andre levende væsener. Desuden er mennesket og alle andre levende væsener i kraft af evige lovmæssigheder uundgåeligt involveret i en form for evig vandring i et uendeligt spiralkredsløb, som for hvert enkelt omløb, som Martinus betegner som et spiralafsnit, ekspanderer i stadig større kredsløb. Disse kredsløb er endvidere opdelt i to principielt forskellige, men lige store halvdele eller sektorer: en fysisk-materiel sektor og en åndelig-spirituel sektor. Disse to sektorer under ét er igen inddelt i seks lokalzoner, som Martinus betegner med følgende navne: planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget. Det sidstnævnte rige udgør samtidig den åndelige side af mineralriget.

 

De nævnte to spiralkredsløbshalvdele er samtidigt organisk forbundne med de tre nærmest underliggende spiralkredsløb og med de tre nærmest overliggende spiralkredsløb, en omstændighed der er udtryk for det, Martinus betegner som det syv-leddede organismeprincip. Det skal forstås på den måde, at medens det ’aktuelle’ spiralkredsløb repræsenterer organismens princip, så repræsenterer de tre underliggende spiralkredsløb set fra netop organismeprincippet henholdsvis organets princip, cellens princip og elementarpartiklens princip. De tre overliggende spiralkredsløb repræsenterer henholdsvis klodens princip, solsystemets princip og galaksens princip. Som det indirekte vil være fremgået, har de underliggende tre spiralafsnit samtidig status som mikrokosmos, mens de tre overliggende spiralafsnit samtidig er udtryk for makrokosmos. (4) 

 

Der forekommer i henhold til Martinus to tidsmæssigt forskellige måder, hvorpå de levende væsener successivt opholder sig i – eller rettere sagt passerer – de nævnte to kosmiske sektorer. Den ene er den, hvorunder individet evolutionært og i den angivne rækkefølge, successivt passerer igennem de ovenfor nævnte storriger, et forløb som målt med jordisk tidsregning tager millioner eller snarere milliarder af år. Den anden måde, er den, hvorunder individet passerer successivt igennem de pågældende riger imellem sine aktuelle fysiske liv. 

 

I de perioder, hvor individet befinder sig i den fysisk-materielle sektor og er undergivet dennes vilkår og lovmæssigheder, forekommer der i henhold til Martinus det fænomen, der sikrer individernes overlevelse, nemlig reinkarnation eller genfødsel. Det betyder i sin konsekvens, at mellem hver inkarnation, som altid begynder på elementarpartikel- og celleniveau, må individet passere igennem de nævnte åndelige verdener, før det igen er modent til at blive genfødt i den fysiske materies verden. Som begrundelse for individets midlertidige ophold i den fysiske verden, angiver Martinus, dels at denne udgør den livsnødvendige kontrast til den åndelige verden, og dels, at det kun er i den fysiske verden, at udvikling i begrebets videste forstand kan finde sted. Omvendt er de midlertidige ophold i den åndelige verden i sammenligning en slags ’hvile- eller ferieperiode’, hvorunder individerne så at sige kan nyde livet i fulde drag. Det er dog ikke ensbetydende med inaktivitet, snarere tværtimod, men aktiviteterne i den åndelige verden er undergivet helt andre og friere vilkår, end tilfældet er i den fysiske materies verden. I den åndelige verden hersker således udelukkende det livgivende princip, og alene af den grund er tilværelsen i den verden af en helt anden karakter end i en verden, hvor det dræbende princip og kampen eller konkurrencen for tilværelsen dominerer. (5) 

 

PB-J illustrerer i øvrigt sin artikel med et enkelt diagram, som viser et udsnit af det kosmiske spiralkredsløb med dettes opdeling i et fysisk-materielt område og et åndeligt-spirituelt område. På diagrammet markeres samtidig de seks kosmiske universalriger, nummereret fra 1 – 6, hvor rige nr. 2 udgør dyreriget, som mennesket tilhører i det aktuelle spiralkredsløb. Diagrammet er gengivet herunder, ikke med den tekst, der ledsager det i PB-Js her omhandlede artikel, men derimod med teksten fra hans bog ”X”, bind 2:

 

 

 

Det levende væsens evige liv former sig som en stadigt gentaget vandring gennem et kredsløb med seks stadier (A_F). Da de enkelte kredsløb til stadighed vokser, bliver der tale om et ekspanderende spiralkredsløb, hvor vandringen fra stadium A til stadium F (via B, C, D og E) udgør ét spiralafsnit. Tegningen korresponderer med diagrammet bind 1, side 327. -  © Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 2, stk. 2. 64. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1987. – Supplerende tekst af Harry Rasmussen: Bogstaverne A – F hentyder henholdsvis til storrigerne Planteriget (A) , Dyreriget (B), Det rigtige menneskerige (C), Visdomsriget (D), Den guddommelige verden (E) og Salighedsriget (F). Den i artiklen nævnte fysisk-materielle sektor omfatter groft taget områderne A, B og C, mens den åndelig-materielle sektor groft taget omfatter områderne D, E og F. Den markerede bue i B-afsnittet skal udtrykke det sted i spiralkredsløbet, hvor det jordiske menneske er hjemmehørende.  

 

”Syndefaldet”

Pointet i denne fortælling er i henhold til Martinus og PB-J, at dengang de nuværende mennesker havde tilknytning til det foregående spiralomløb og befandt sig i dettes åndeligt-spirituelle sektor, da var det symbolsk talt som Adam og Eva i det rige, Bibelen betegner som Paradisets Have. Her levede de til at begynde med i harmonisk overensstemmelse med Gud og de love, ’han’ havde påbudt dem. Men i længden blev den paradisiske tilværelse kedsommelig for dem, og ønsket og længslen efter noget andet og nyt greb dem, således at de fristedes til at overtræde de betingelser, som Gud havde stillet dem, som forudsætninger for opholdet i den paradisiske tilstand.. Denne overtrædelse, som begge troede skete i det skjulte, kostede Adam og Eva den privilegerede tilværelse i Paradisets forunderlige have, idet Gud udviste dem til en helt anden verden udenfor, hvor der gjaldt helt andre eksistensvilkår. (6) 

 

Den nævnte anden og mere barske verden, som det levende væsen i form af Adam og Eva alias mennesket blev udvist til, var i henhold til Martinus og PB-J rent faktisk spiralomløbets fysisk-materielle sektor. Men i den sammenhæng er det vigtigt at notere sig, at den nævnte ”udvisning” eller ”uddrivelse” af Paradiset i virkeligheden er et led i den kosmiske evolutionære proces. Som sådan er ”uddrivelsen” identisk med indviklingen i den fysiske materies verden. Denne markerer, efterhånden som individet ’indvikler’ sig under de fysiske kræfter og lovmæssigheder via plante- og dyreriget, i stadig højere grad en totalt modsat verden af den, det har forladt.

 

Hermed befinder vi os aktuelt altså i det dyrerige, hvis dræbende livsvilkår i henhold til Martinus og PB-J i virkeligheden har til hensigt og formål, at udvikle de forudsætninger og evner, som på ny ikke alene skal, men også vil kvalificere individet til atter at kunne indtræde i det nuværende spiralomløbs åndeligt-spirituelle sektor eller såkaldte Paradis. Hvorfor og hvordan nu det? –

 

Svarene på disse spørgsmål lyder principielt sådan: For det første, fordi individets kosmiske evighedsliv nødvendigvis omfatter begge spiralkredsløbets to kontrære generalsektorer, som i henhold til Martinus ret beset er lige så nødvendige og principielt uadskillelige som for- og bagside af en ting, og som først tilsammen udgør alt, hvad tilværelsen som en afrundet helhed overhovedet har at tilbyde de levende væsener.

 

For det andet, fordi det er det levende væsens og dermed altså også menneskets forudbestemte skæbne, at det er nødt til at befri sig for selvopholdelsesdriftens automatiske alliance med det dræbende princip. Dette sidstnævnte princip er nemlig i mere end én forstand ødelæggende og livsfarligt for menneskeheden på dennes nuværende udviklingsniveau. Det behøver man kun at betragte den aktuelle verdenssituation med dens konflikter, kriser og problemer, for at kunne forstå. (7) 

 

Men hvordan kan det enkelte menneske så vel som menneskeheden befri sig for selvopholdelsesdriftens negative sider og i stedet bevidst rette kursen ind i retning af at skabe en ægte menneskelig og medmenneskelig verdensorden? Men vel at mærke en verdensorden, hvor det livgivende princip, hvilket vil sige næstekærlighedens princip, er i højsædet? – Hertil lyder svaret fra både Martinus og PB-J, at det kun kan ske gennem det fysiske organ, som gennem hele evolutionsforløbet har været det centrale i de levende væseners bestræbelser på at overleve. Dette organ er kort og godt den fysiske hjerne.  

 

Den fysiske hjernes rolle

I sin artikel gør PB-J derfor meget ud af at beskrive den fysiske hjernes rolle i evolutionsforløbet, herunder omtalen af det, han betegner som henholdsvis ”den gamle hjerne” og ”den nye hjerne”. Med begrebet ”Den gamle hjerne” hentydes til rygmarven, som menneskene har tilfælles med fiskene, men som dog ikke er en egentlig hjernestruktur. En sådan opstod først i og med paddernes og krybdyrenes tilsynekomst på Jorden, hvilket betød en tilvækst af nye organiske anlæg i den forlængede rygmarv. Dette første egentlige hjerneområde betegnes som ”reptilkomplekset”, der i og med de lavere pattedyrs opståen følges af endnu en organisk nydannelse i form af den såkaldte limbiske vinding eller slynge, der kaldes sådan, fordi den hvælver sig omkring reptilkomplekset og så at sige indkapsler dette. Den limbiske slynge defineres som det organiske grundlag for følelseslivet som helhed.

 

 

Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens eller hjernestammens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen.  Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke alle gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). Desuden, at tallet 12 refererer til hjernebjælken, som det limbiske system er knyttet til. Storhjernen med højere lag af hjernebarken (neo-kortex), organ for de intellektuelle evner og funktioner, er den senere evolutionære tilvækst til reptilhjernen og det limbiske system. – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.

 

Som en relativt nyere og foreløbige tilvækst på hjernen findes den såkaldte neo-kortex, der er et højere lag af hjernebarken, som udvikledes i og med de højere pattedyrs tilsynekomst på Jorden, herunder primaterne og humanoiderne, samt det jordiske menneske. Denne del af hjernen er sædet for de intellektuelle evner og funktioner, der som bekendt i hovedsagen er det, der skiller menneskene fra dyrene. Men tilvæksten af de intellektuelle evner og færdigheder skulle vise sig at få så stor og afgørende indflydelse på menneskets tilværelse, at denne faktisk nærmest er blevet revolutioneret, især indenfor det seneste århundrede.  (8) 

 

Hjerneforskning på omveje

Moderne hjerneforskere og neuropsykologer vil sikkert et stykke ad vejen være enige i den beskrivelse af hjernen, som PB-J fremfører i sin artikel og som kort er refereret ovenfor. Men et sted hører enigheden formentlig op, idet en toneangivende del af de pågældende forskere angiveligt betragter emnet og dets problemer fra en helt anden og nærmest modsat synsvinkel, nemlig den ikke-spiritualistiske og derfor materialistiske og reduktionistiske, som opfatter alting som i grund og bund produkter af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder. Derfor ser disse forskere for sig, at udforskningen og kendskabet til hjernens anatomi og funktioner, dels har bekræftet dem i, at psykologien kan forklares med fysiologien, og dels, at denne viden vil sætte dem i stand til ad kemisk (medicinsk) vej at kunne styre og dirigere hjernens processer i de ønskede – eller påstået ønskelige - retninger. Ikke kun ved at kunne ’reparere’ sygelige defekter i hjernens aktiviteter, men også ved at styre dens processer i retning af mere ideale formål.

 

Ønskelige og formålstjenlige for hvem eller hvad? – Jo, f.eks. i retning af individets større overensstemmelse med tanke- og adfærdsnormer, der anses for mere gavnlige eller formålstjenlige for individet selv så vel som for samfundet.

 

Sådanne tiltag har hidtil været gjort ad oplysningens eller propagandaens vej. Det førstnævnte er den foretrukne metode i demokratiske stater, medens det sidstnævnte især forekommer i totalitære ideologier og politiske systemer, som hylder kollektive principper. Dette findes der som bekendt flere grelle eksempler på i fortiden, og det forekommer endnu under visse diktatoriske regimer i nutiden.

 

At det i praksis er muligt at styre hjerneprocesser formålstjenligt, er psykiatriens udbredte anvendelse af kemiske stoffer (psykofarmaka) et (ikke altid lige) godt eksempel på. Men især i nyere tid kan hjernekirurgien også fremvise eksempler på, at operative fysisk-elektriske indgreb direkte i hjernen i nogle tilfælde kan være gavnlige for eksempelvis patienter, der lider af Parkinsons sygdom. I andre tilfælde kan man også dæmpe tvangshandlinger og neuroser ved at indoperere elektroder i hjernen, som styres af et lille batteridrevet apparat, der kan minde om noget i retning af en pacemaker.

 

Imidlertid ser progressive hjerneforskere og neuropsykologer også et mere fremadrettet perspektiv for sig, nemlig at det ved udbredt brug af avanceret MR-scanning – og hvad der ellers måtte dukke op af tekniske raffinementer - blandt andet vil være eller blive muligt at aflæse, hvad et menneske tænker og føler. Heri ligger der desværre potentielle muligheder for ensrettet sindskontrol og –styring, som med al sandsynlighed vil være ønskværdig for ethvert totalitært styre, og sådanne findes der som bekendt også flere af i nutiden, lige som det ikke kan udelukkes, at nye vil opstå i fremtiden. (9 )

 

Dommedagsvisioner     

Det nævnte perspektiv, dels med direkte styring af hjerneprocesser og dels med kontrol af tanker og følelser, må være tiltag, der henhører under PB-Js i første omgang alarmerende omtale af ”den nye hjerne” (neo-kortex). Herunder fremfører han det synspunkt, at denne sætter mennesket i stand til at kunne udrydde både sig selv som art og alt andet liv på Jorden. Men menneskeheden – eller rettere sagt dennes ledere i form af etisk-moralsk udviklede og ansvarlige mennesker - har trods alt et alternativt valg. Nemlig det valg, at fravælge selvopholdelsesdriftens negative sider og dermed også det dræbende princip, og tilvælge uselviskheden og realisere det livgivende princips idealer i praksis. I henhold til Martinus’ kosmiske analyser vil menneskeheden, belært af erfaringen og især lidelseserfaringen, på sigt vælge det sidstnævnte, hvorfor det ikke vil kunne komme til at gå så galt, som man kunne frygte. Det skyldes primært de kosmiske lovmæssigheder, de såkaldte skabeprincipper, der er indbygget eller indlejret i ethvert levende væsens overbevidsthed, og som ganske enkelt forbyder et så katastrofalt forløb af det moderne menneskes evolutionære fremtid, som en selvødelæggelse eller selvudslettelse ville være.

 

Men det forhindrer dog ikke, at menneskeheden i henhold til både Martinus og PB-J kan komme endog meget langt ud i udfordringer og prøvelser af stort set enhver art og afskygning. Hvorfor? – Jo, angiveligt fordi menneskeheden stadig i stor udtrækning er drevet og motiveret af det dræbende princips, og herunder selvopholdelsesdriftens, millionårige traditioner. Disse traditioner er indbygget og lagret i rygmarven og den gamle hjerne, således at individet automatisk eller instinktivt reagerer på de signaler, der udsendes derfra. Dette til trods for, at den neokortikale hjerne, altså den intelligente hjerne, som noget relativt nyt i det evolutionære forløb repræsenterer en i sig selv neutral skabeevne, som imidlertid både kan bruges og misbruges. Bruges til at fremme alle gode og hensigtsmæssige formål, som f.eks. at skabe fred og fordragelighed mellem mennesker, men også misbruges til at fremme ligefrem onde, dårlige eller uhensigtsmæssige formål, som eksempelvis konspirationer og iværksættelse af indbyrdes konflikter, stridigheder og blodige oprør og krige mellem mennesker. Den sidstnævnte brug af hjernen ser foreløbig ud til at have en succes, der ganske overstråler de endnu kun spæde tiltag i retning af det humane teokratiske samfund, som Jesus kaldte ”Himmeriges eller Guds rige på Jorden” og som Martinus betegner som ”Det rigtige menneskerige på Jorden”. (10)

 

Det moralske nybrud

Det aktuelle hovedproblem for nutidens menneskehed vil iht. Martinus og PB-J derfor være, efter evne og med sin vilje at gøre forsøg på at mobilisere en humanistisk tænke- og væremåde, som i praksis er i pagt med det årtusindgamle næstekærlighedsbuds moral: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Det vil sige, at du skal/bør være mod andre mennesker, som du vil, at disse skal/bør være mod dig. Ethvert normalt menneske elsker jo sig selv, så opgaven er derfor, at sætte sig selv i næstens sted og handle derefter.

 

Men et sådant moralsk bud lyder umiddelbart urealistisk og uigennemførligt, primært fordi det bryder radikalt med selvopholdelsesdriftens årtusindgamle vaner og traditioner, og derfor ikke lader sig praktisere fra den ene dag til den anden. Der skal derfor andet og mere til end opfordringer, argumenter og god vilje, og det andet og mere findes iht. Martinus og PB-J i fremkomsten af en helt ny form for seksualitet, som allerede er ved at udvikle sig i og hos mange mennesker. Det hænger sammen med det helt basale seksuelle polprincip og den dermed forbundne kosmiske polforvandlingsproces, som er altafgørende blandt de faktorer, som Martinus’ kosmologi opererer med. Den sidstnævnte proces vil ifølge Martinus blive genstand for et nært forestående evolutionært pres, som indenfor en periode af de næste 3000 år vil øge det organiske grundlag for forvandlingen af flertallet af menneskeheden til det, Martinus betegner som seksuelt dobbeltpolede individer. Sådanne individer opfylder nærmest per automatik næstekærlighedens bud og krav. I den sammenhæng er det dog vigtigt også at holde sig for øje, at 'gevinsten' af de gennemlevede lidelseserfaringer faktisk er lige så afgørende for dannelsen af 'det nye menneske' som den fuldbyrdede polforvandling.  

 

Hvad angår det nævnte organiske grundlag, består dette i udviklingen eller væksten af den hidtil ikke-fungerende (latente) seksuelle pol og det dertil hørende intellektuelle polorgan. Formålet er, at denne seksuelle pol og det dermed forbundne intellektuelle polorgan skal vokse frem til at øve principielt samme indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv, som tilfældet er med den hidtil gældende seksuelle pol, nemlig for kvinders vedkommende den feminine pol og for mænds vedkommende den maskuline pol, samt i begge tilfælde det emotionelle polorgan. Det vil for kvinders vedkommende sige fremvæksten af den maskuline pol og for mænds vedkommende fremvæksten af den feminine pol, og i begge tilfælde altså af det intellektuelle polorgan. Dette emne er tidligere blevet forholdsvis grundigt behandlet her på hjemmesiden, hvorfor den specielt interesserede læser henvises til de pågældende afsnit. (11)

 

En profetis opfyldelse?

Men som nævnt tøver hverken Martinus eller PB-J med at forudsige eller spå om, at nutidsmenneskets mange problemer af personlig, social, økonomisk og kulturel art med tiden vil munde ud i etableringen af et helt nyt spirituelt internationalt verdensrige her på Jorden. Et rige, som vil betyde opfyldelsen af intet mindre end Jesu profeti om en ny himmel og en ny jord. Dette rige vil samtidig være en fysisk genpart eller afspejling af det tilsvarende åndelige rige, der af Martinus betegnes som ”det rigtige menneskerige”.

 

Mange mennesker vil sikkert stille sig skeptiske overfor påstanden om et sådant internationalt verdensrige her på Jorden, især på baggrund af de blodige og dramatiske begivenheder, som stadig foregår rundt omkring på kloden, og de mange diktaturer og militærregimer, der fortsat findes. Desuden den i nyere tid tiltagende fundamentalistiske religiøse ekstremisme, som ikke respekterer humane idealer og menneskeliv. Men at bestræbelserne er og har været i gang igennem en årrække, det er dannelsen af Folkeforbundet og senere Forenede Nationer (FN) i forrige århundrede (1900-tallet) eksempler på. Dertil kommer alle de øvrige fredelige tiltag af social, økonomisk og kulturel art, som ligeledes har fundet sted i samme tidsperiode, og som fortsat finder sted og efter alt at dømme også fortsat vil finde sted i fremtiden. Man vil dog næppe kunne undgå midlertidige tilbageskridt. Rom blev jo som bekendt heller ikke bygget på én dag, og så meget mindre lader et internationalt verdensrige sig etablere på kort tid. På grundlag af sin indsigt i den menneskelige psyke, mener Martinus som nævnt da også, at der vil gå adskilligt mange århundreder, ja, omkring tredive århundreder eller cirka tre tusinde år, før et fuldt etableret rigtigt menneskerige vil være en realitet på de jordiske kontinenter. Hvilket vil sige, at det formentlig vil tage omkring tredive menneske-inkarnationer, regnet med en inkarnation per århundrede, at nå så langt. Men, som et kinesisk ordsprog siger, så begynder en ti tusind mil lang rejse med det første skridt. (12)

 

Men dette er ikke ensbetydende med, at alle og enhver behøver eller bør eller skal vente på et sådant riges oprettelse, for det forholder sig i henhold til Martinus også sådan, at det er op til hver især efter kosmisk udviklingsniveau og evne, at forsøge at etablere det nævnte rige inden i sig selv. Sagde Jesus ikke, at ”Guds rige er inden i jer!” og at ”Med Himmeriget er det ligesom med et sennepsfrø, som en mand tog og såede på sin mark. Det er mindre end alt andet frø, men når det vokser til, bliver det større end de andre urter, ja, det bliver til et træ, så himmelens fugle kommer og bygger rede i dets grene.” - Dette er også, hvad Martinus påpeger, om end med andre ord. Ifølge ham er evigheden eller Guds rige ikke kun et fremtidsperspektiv, men et her og nu, et evigt NU, som vi alle hver især lever lige midt i. Det gælder kun om at nå frem til erkendelsen og oplevelsen af dette faktum, hvilket også kan gøres uden at man nødvendigvis har opnået dét, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed, der er målet for menneskenes foreløbige evolution, og som naturligvis giver en endnu større og dybere oplevelse og erkendelse af virkeligheden. (13) 

 

Epilog

Til slut i sin artikel rejser PB-J det spørgsmål, om Jesus mon havde kendskab til det omfattende kompleks af faktorer, der vedrører menneskets situation og især menneskehedens fremtid? – PB-J besvarer selv spørgsmålet ved at henvise til Jesus’ egne udtalelser og hans profetiske forudsigelse af ”talsmanden, den hellige ånd”, som senere skulle komme og åbenbare hele den sandhed om livet, som Jesus åbenbart selv sad inde med, men som han ikke mente, at hans samtidige havde forudsætninger for at kunne forstå.

 

Den opfattelse af Jesus og hans visdom, som PB-J – forsigtigt - giver udtryk for i sin artikel, er i principiel overensstemmelse med Martinus’ opfattelse af samme. For Martinus var Jesus og hans lære det forbillede, han havde for øje gennem hele sit liv, lige som han opfattede sit eget virke som foredragsholder og forfatter som en opfyldelse af forudsigelsen af ”talsmanden, den hellige ånd”, den ”sandhedens ånd”, der skulle komme og fortælle ”hele sandheden”. Det var samtidig baggrunden for, at Martinus hen mod slutningen af sit liv gav sit livsværk samlebetegnelsen ”Det Tredje Testamente” med undertitlen ”Den intellektualiserede kristendom”. (14)

 

© 2010 Harry Rasmussen.

 

*********************

 

 

 

Noter og kilder:

 

 1   Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Per Bruus-Jensen (PB-J), født 1932, skulle blive en engageret og varm fortaler for Martinus og dennes kosmologi, ja, tilmed en højst kompetent og selvstændig lærer, foredragsholder og forfatter med Martinus’ kosmiske analyser som speciale. I bogen ”Sol & måne” (2001) fortæller PB-J selv om, hvordan han til at begynde med – og før han egentlig kendte til Martinus’ verdensbillede - faktisk var direkte negativt indstillet overfor Martinus så vel som dennes lære. Dette ændrede sig dog i 1954, hvor PB-J var på besøg hos ægteparret Ingrid Okkels og Erik Gentsch i deres villa i Gentofte. Parret var stærkt interesserede i Martinus’ kosmologi og havde hans trykte symboler hængende overalt på væggene.

      Der var særlig et af symbolerne, som fangede PB-Js opmærksomhed og interesse, og det var det symbol, som Martinus kalder for ”Lyset” (Symbol nr. 23: Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse (tidligere kaldet ”Lyset”). Ved at spørge til og få forklaret, hvad symbolet mere præcist stod for, faldt der ligesom et slør fra PB-Js øjne, idet han indså, at forklaringen i høj grad faldt i tråd med, hvad han selv inderst inde følte. Det blev derfor det positive vendepunkt i PB-Js opfattelse af Martinus og dennes lære.

      Ved afskeden havde ægteparret foræret PB-J Martinus’ bog ”Logik” (1938) samt et par mindre bøger, deriblandt ”Omkring min Missions fødsel” (1942), som angiveligt var den eneste, der fængede den da 22-årige ungersvend. På det tidspunkt var PB-J soldat ved Sjællandske Ingeniørregiment, og som sådan blev han i efteråret 1954 sammen med sit kompagni udstationeret i Itzehoe i Nordtyskland. Herfra bad han om at få tilsendt den vigtigste bog, Martinus havde skrevet, og som svar fik han derfor Livets Bog I (1932). Efter at have læst og studeret denne bog, var der ikke længere nogen tvivl hos PB-J om, at Martinus’ lære lige præcis var noget for ham. Den overbevisning blev ikke mindre, efter at han også havde fået tilsendt og studeret Livets Bog II (1939).

      Efter vel overstået militærtjeneste i oktober 1955 blev den naturglade PB-J allerede den 1. november s.å. optaget som skovfogedelev på Københavns 1. distrikt ved Fiskebæk nær ved Farum, en uddannelse, som han derefter koncentrerede sig om og gik så meget op i, at studiet af kosmologien indtil videre måtte komme i anden række. Men skæbnen ville det åbenbart anderledes for den unge PB-J, som i foråret 1957 kom ud for en arbejdsulykke, som medførte, at han måtte afbryde uddannelsesforløbet og erkende, at fremtidsudsigterne for ham som skovfoged ikke kunne lade sig realisere.

      Det var en stor personlig skuffelse for PB-J, at han måtte opgive et fag, som han havde stillet så store fremtidsforhåbninger til. I mellemtiden var der sket det, at hans gode venner fra Gentofte, Ingrid Okkels og Erik Gentsch, var flyttet til et lille bondehus i udkanten af Kosmos Ferieby, det nuværende Martinus Center. Da PB-J i julen 1956 var blevet forlovet med Ingrid Okkels datter, Inga, søgte han tilflugt og rekreation i det idylliske nordsjællandske paradis. Dette ophold blev angiveligt indledningen til PB-Js engagement med Martinus og dennes ”sag”. 

      Den 11. august 1957 var det Martinus’ fødselsdag, og PB-J blev sammen med familien Okkels-Gentsch inviteret til komsammen i ”Villa Rosenberg” lidt nordøst for feriebyen. Villaen var sommerbolig for både Martinus og familien Gerner Larsson. Det var ved den lejlighed, at PB-J havde sin første direkte personlige kontakt med Martinus. Dette møde blev for PB-J indledningen til de følgende 10 års omtrent daglige samvær med Martinus, som på grund af den unge mands videbegærlighed og spørgelyst knyttede denne til sig og sin sag, i den hensigt og forventning, at PB-J ville blive en stor gevinst for Instituttets rolle som ikke kun administrations- og foredragscenter, men også som centrum for en koncentreret undervisningsvirksomhed i Martinus’ kosmologi.

      Martinus’ forventning til PB-J gik i opfyldelse, for så vidt som denne blev betroet forskelligt arbejde på Instituttet, bl.a. i dettes trykkeri, hvor alt, hvad der blev udgivet i de år, blev trykt. Sideløbende med dette arbejde underviste Martinus sin lærevillige elev i sin kosmologiske lære, som PB-J viste sig at have helt usædvanlige evner for at tilegne sig og forstå, hvorfor Martinus hen i december 1957 mente, at PB-J som et led i sin uddannelse allerede selv burde begynde at undervise i kosmologien. I første omgang som rejsende ”føl” hos den garvede foredragsholder Mogens Møller, hvis område var Fyn og Jylland. Det resulterede i, at PB-J holdt sit første foredrag i kosmologi i Aalborg i februar 1958. 

      PB-Js foredragsvirksomhed blev fulgt op af selvstændige foredrag på Instituttet og i Klint, og det forløb så godt, at Martinus og Gerner Larsson i sommeren 1960 stillede ham den opgave, at udarbejde et systematisk korrespondancekursus i Martinus’ kosmologi eller verdensbillede, men naturligvis under Martinus’ supervision. Principielt sådan, som tilfældet tidligere havde været med Gerner Larssons ”Kursus i Martinus’ Åndsvidenskab I-VI” fra årene 1948-52, i 1954 udgivet i to bind. Korrespondancekurset blev påbegyndt i november 1960 og udkom med én lektion ca. hver måned. Det tog PB-J næsten 15 år at fuldføre de i alt 92 lektioner, hvoraf Martinus dog kun læste kontrol på 72 af disse. Det skyldtes, at Martinus, som efterhånden var højt oppe i alderen, ønskede at forbeholde sine sparsomme kræfter til færdiggørelsen af sine meget vigtige symbolbøger, hvoraf han inden sin død i marts 1981 dog kun nåede at skrive og redigere tre. Men desuden følte Martinus sig angiveligt tryg ved, at overlade korrespondancekursets færdiggørelse til sin kompetente elev. Martinus har i øvrigt givet skriftligt udtryk for, ”at nævnte kursus er en fremragende hjælp eller vejledning til forståelsen af LIVETS BOG’s kosmiske analyser. Endvidere vil det samme kursus i høj grad være velegnet som lærebog i den i nævnte værk fremstillede kosmologi.”

      Korrespondancekurset i Martinus’ kosmologi blev senere omarbejdet af PB-J og i årene 1986-89 udgivet under titlen ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4. I årene 1969-72 var PB-J desuden redaktør af tidsskriftet KOSMOS. Foruden alt dette har PB-J i årene 1964-2010 skrevet og udgivet i alt 15 bøger, som alle omhandler aspekter af Martinus’ kosmologi. Men foruden at referere til sidstnævnte, rummer PB-Js bøger seriøse selvstændige forsøg på at tilnærme kosmologien til naturvidenskaben, idet han er gået ud fra Martinus’ poetiske udsagn, at ”videnskaben er som søluften i nærheden af havet”, hvor begrebet ”havet” skal forstås som den åndsvidenskabelige alias Martinus’ kosmologis forståelse af den totale spirituelle virkelighed. For nærmere orientering om PB-Js forfatterskab kan primært henvises til http://www.nordisk-impuls.dk/ og sekundært til http://www.nyimpuls.dk/ . Vedr. PB-Js tilknytning til Martinus og Martinus Institut, kan dels henvises til PB-Js bog ”Sol & måne”, og dels til Begivenhedsoversigten (BO) på http://www.martinus.dk/ , hvor man i denne sammenhæng skal søge på navnet Per Bruus-Jensen.

 2   Per Bruus-Jensen: ”En rejse gennem MAYAS SLØR. Introduktion til et Kosmisk Paradigmeskifte”. Begrebet ”Mayas Slør” hentyder til klassisk idealistisk indisk filosofis, særlig Advaita Vedanta-systemets, teori om Maya, det virkeliges, Brahmans, tilslørende og projicerende kræfter, som skaber illusionen af, at enheden i form af Brahman er splittet op i mangfoldigheden. Maya er med andre ord udtryk for noget, der hverken har eksistens eller ikke-eksistens. PB-J har i øvrigt behandlet samme emne i flere af sine andre bøger, men nok så udpræget og omfattende i bogen ”I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers fascinerende visioner…”. Forlaget Nordisk Impuls 1998. I Martinus’ kosmologi er X 1, skaberen, forenklet sagt identisk med Brahman, medens dettes tilslørende og projicerende kræfter er identisk med X 2, skabe- og oplevelsesevnen, og selve Mayas Slør er identisk med X 3: det skabte og oplevede.      

 3  Vedr. Martinus’ opfattelse af Jesus Kristus, se JESUS menneskesønnen I og JESUS menneskesønnen II . Dog især sidstnævnte del.

 4   Spiralkredsløbsprincippet og organismeprincippet findes kortfattet omtalt i følgende artikler Den eventyrlige livscyklus (1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen, og Den eventyrlige livscyklus (2) – om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen.

 5   Vedr. diskarnation og reinkarnation, se f.eks. Gennem døden eller de parafysiske verdenerom diskarnationens ’teknik’, og  Reinkarnationsprocessenom dennes ’teknik’ i form af inkarnation (genfødsel) eller materialisation.

 6   Vedr. Martinus’ opfattelse af myten om Adam og Eva, se JESUS menneskesønnen II . 

 7   Vedr. selvopholdelsesdriften, se f.eks. Individets fri kontra ufri vilje (I)om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer.

 8   Af hensyn til læserens orientering skal her gives et kortfattet rids af den fysiske hjernes betydning for specielt mennesket. Hjernen fungerer som en slags formidler mellem det ydre miljø, omverdenen, og det indre miljø, organismen og tanke og følelseslivet. Den anses af hjerneforskere og neurologer for at være primært organ og generator for vore tanker og følelser. Men den er så kompleks og kompliceret i sin struktur og funktioner, at den endnu ikke er udforsket og kortlagt i alle detaljer.

      Ved selv de mest almindelige dagligdags handlinger, vil der normalt være mange dele af hjernen i funktion. De enkelte handlinger planlægges - ofte lynsnart - i hjernen, som fordeler opgaverne til de forskellige centrer eller lokalområder, således at handlingerne eller bevægelserne normalt koordineres mest hensigtsmæssigt. Eksempelvis vil der indgå en række hjernefunktioner i forbindelse med en så simpel bevægelse, som at række ud efter en fyldt kaffekop. Der indgår i den anledning både koordinerede motoriske og sensoriske impulser.

      Særligt menneskehjernen har i evolutionens løb været genstand for konstant tilpasning og udvikling, men på en sådan måde, at de urgamle funktioner stadig er virksomme.

      Hjernestammen er den hjernedel, der tager sig af instinktive signaler fra organismen, så som integration af sanser, funktioner som åndedræt, stofskifte, blodtryk og hjerteslag. Den del af hjernen har ikke haft behov for at udvikle sig, idet organismens eller det indre miljøs basale behov stort set har været de samme til alle tider. Det er fortrinsvis storhjernens bark, der har udviklet sig i et omfang, der er nødvendigt for at kunne bearbejde signaler fra det ydre miljø eller omverdenen. Hjernebarken (neo-kortex) er kort sagt området for de intellektuelle, bevidste funktioner

      En tredje vigtig del af hjernen, er det limbiske system, som ligger mellem hjernestammen og hjernebarken, og som har til opgave at formidle kommunikationen mellem det gamle system, hjernestammen, og det nye, højtudviklede system, hjernebarken.

      Det limbiske system fungerer via nerveimpulser og hormonale impulser fra hypofysen gennem blodbanen. Systemet er det organiske grundlag for emotionelle svingninger, eller kort og godt for følelseslivet under enhver form, som f.eks. kreative funktioner, glæde, tilfredshed, frygt, vrede og aggressioner. Det limbiske system styrer samtidig kropstemperatur, blodtryk, søvn og vågen tilstand.

     

      Det er som nævnt vigtig at forstå, at hjernestammen, hjernebarken og det limbiske system er samarbejdende dele af storhjernen, mens lillehjernen bl.a. er ansvarlig for, at motorikken eller kropsbevægelserne er koordinerede og afbalancerede. Alle dele af hjernen, så vel de motoriske som sensoriske, samarbejder stort set altid, når hjernen er i funktion.

      Som bekendt har menneskehjernen to halvdele, også kaldet hemisfærer, som er ansvarlige for hver sine opgaver. Højre hjernehalvdel fingererer i hovedsagen visuelt og er ansvarlig for den rumlige opfattelse, følelser og kreative evner og aktiviteter. Venstre hjernehalvdel, som fungerer auditivt, er samtidig intellektuelt analytisk, syntetisk, abstrakt tænkning og forestillingsevne, og er desuden ansvarlig for sprog og tale.

      Menneskeorganismen indeholder 100 milliarder nerveceller fra fødslen, og dette antal kan ikke forøges, men derimod formindskes med alderen eller ved ødelæggelse af vævet, f.eks. gennem misbrug af alkohol og lign. Derimod kan antallet af nerveforbindelser forøges, f.eks. ved indlæring. For barnets vedkommende menes 70% af hjernens kapacitet at være disponibel til indlæring, resten, 30 %, er fastlagt til andre ting.

      Det organiske grundlag for udvikling af hjernen er dendritdannelse og synapsforbindelse. Det hænger sammen med, at nervecellen består af et cellelegeme og en cellekerne. Cellelegemet har lange og korte tråde. De lange tråde kaldes axoner, som cellen fører sin impuls igennem til en anden celle. De korte tråde kaldes dendritter, og det er igennem disse, at cellen modtager impulser fra andre nervecellers axoner. Det sted, hvor axoner og dendritter mødes, kaldes en synapse, og denne får impulser ved en elektrokemisk proces gennem det, der kaldes en transmittersubstans, eksempelvis dopamin.

      Ved indlæring gennem impulser fra en synaps ændrer denne sig, idet dendritterne modtager impulser fra mange nerveceller, hvorved der dannes flere synapser eller nerveforbindelser. Der bliver altså dannet flere dendritter gennem stimulation, hvorfor der består en forbindelse mellem stimulation, dendritudvikling og funktion af nervesystemet. 

 9   Vedr. nyere hjerneforskning og dennes resultater, se Artikler med emner vedr. hjernedebat

10  Vedr. emnerne ”de sidste tider” og ”dommedag”, se f.eks. ”Dommedag!” Iom forskellige dommedagsvisioner gennem tiden, og ”Dommedag!” IIom Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”

11  Vedr. ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, se afsnittet Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” med flere følgende afsnit. Den specielt interesserede læser kan desuden henvises til Martinus: Livets Bog, især bind 3-5, og til PB-J: ”X”, bind 4, samt dennes: ”Mennesket og Den Seksuelle Revolution”. Forlaget Nordisk Impuls 2006. Desuden kan henvises til Ole Therkelsen: http://www.oletherkelsen.dk/ og Kurt Christiansen: ”Den seksuelle polforvandling. En analytisk gennemgang af Martinus tekster.” Forlaget Kosmologisk Information.

12  Vedr. reinkarnations-problematikken, se f.eks. afsnittene Reinkarnationsprocessenom dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation, og Repetitionsprincippetom gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed.

13  Vedr. Jeget og det evige NU, se f.eks. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt. – Filosoffen Søren Kierkegaard udtrykte den situation, at leve i det evige NU, med ordene: (Frit citeret) ”Det gælder om at stå midt i evigheden og høre stueuret slå!” 

14  Vedr. ”Talsmanden, den hellige ånd”: Johannes-Evangeliet, 14. kap. – Martinus: ”Omkring min missions fødsel”. - Martinus: ”Den intellektualiserede kristendom”, Prolog, stk 6. og 1. kapitel, stk 7-8.  Bogen kan læses på http://www.martinus.dk/ 

 

© 2010 Harry Rasmussen.