H. C. Andersen og Gud

H. C. Andersens opfattelse af Gud

I denne artikel skal vi se lidt nærmere på H. C. Andersens forhold til Gud. Herunder vil vi komme til at konstatere, at der er stor overensstemmelse mellem H. C. Andersens opfattelse af Guddommen og Martinus’ opfattelse af samme. Begges opfattelse af Gud ligger imidlertid fjernt fra den noget naive forestilling om den gamle, hvidskæggede gubbe, som sidder højt på sin trone i det uendelige himmelblå, omgivet af englenes hærskarer. Både Andersen og Martinus mente dog, at denne forestilling trods alt er mere i overensstemmelse med virkeligheden, end tilfældet eksempelvis er med det materialistiske verdensbillede, som totalt udelukker Gud, engle, sjæl og ånd.

Fra sin allertidligste barndom var H. C. Andersen blevet gjort fortrolig med den tanke, at der er en kærlig, alvis og almægtig Gud, som tager vare på sine skabninger i både medgang og modgang. Gud er både himmelsk Fader og Forsyn for det enkelte individ, herunder for det enkelte menneske. Den opfattelse fik H. C. Andersen så at sige ind med modermælken, idet hans moder, Anne Marie Andersdatter, som from og gudfrygtig kvinde var en relativt flittig kirkegænger, i al fald i sine yngre år. Så vidt vides havde moderen ikke fået nogen egentlig skoleundervisning, for hun kunne hverken læse eller skrive, men måtte have andre til at læse, skrive og besvare breve for sig.

Det var i kirken, H. C. Andersens moder lærte om kristendommen og her, hun lærte de salmer, som hun kom til at holde meget af og kunne udenad. Herom fortæller sønnen i et af sine tidlige digte, Fantasi og følelse (Til min moder):

I barndoms kraftløshed, på moderarme,

du bar mig, lærte læben stamme Gud,

jeg fra dit bryst udsuged’ liv og varme,

du lærte mig at kende Herrens bud.

O aldrig skal jeg glemme hine goder,

og hvad jeg lærte af min fromme moder,

men evig, trofast, barnlig elske dig,

således som du stedse elsked’ mig. (Note 1)

”Søde barndom! Støvets himmelalder!”

I digtet Ynglingens klage ser den 20-årige Andersen endnu engang tilbage på sin lykkelige barndom, som kom til at stå i skærende kontrast til hans tre første og kummerlige år i København, efter at han den 4. september 1819 havde forladt barndomsbyen Odense:

[…]– Søde barndom! Støvets himmelalder!

O i dig jeg var så lykkelig,

men ak! Du er svunden, evig svunden

kun erindring smiler huldt mig til,

bevæger øjet med en salig tåre!

Uskyldsglad, ukendt med livets storme

syntes verden mig et paradis,

da jeg aned’ ej at mennesket,

var den slange, som det har forgiftet!

Første sky på barnets lyse himmel

steg den gang min fader slumred’ ind,

jeg med moder knæled’ ved hans kiste,

og hun bød mig rørt og højtidsfuld

her at love, stedse tro at holde,

daglig at gå frem i dyd og Gud.

Vinden blæste ind af brudte ruder

rysted’ lokkerne om ligets kind,

men mig syntes at det var Guds engle

som så venligt med dem leged’! […]

Tavs jeg stod og stirred’ mod det blå

hver en stjerne syntes mig en engel

og et helligt vidne til hver dåd;

mangt et yndigt, broget billede

svævede for barnets lyse øje,

og jeg hørte underfulde toner

som dybt rørte, styrkede min sjæl! (Note 2)

Omtrent tilsvarende toner lyder i digtet Mismod, hvori den ganske unge digter atter ser tilbage på sit hidtidige liv og tænker på sin kære barndom:

Når aftensolen tavs i vesten sank

og månens skive skinned’ rund og blank,

da kærlig moder tog sin lille dreng

og førte ham til hans lune seng.

Og medens udenfor lød nattergales kor

hun lærte ham at bede ”Fader vor .

[…]

Og lidt senere i samme digt, da Andersen tænker på sine første år i København 1819-22, hvor flere indflydelsesrige folk formidlede at han blev korelev på Det kgl. Teater, skriver han:

[…]

Jeg græd af glæde

mit hjerte bæved’!

”Er Gud til stede?!”

Hans engle svæved

jo mildt om mig.

Sig vejen højner

men målet øjner

dog sjælens blik. (Note 3)

Billedet af englene, der svævede mildt om ham, går igen i en del af Andersens digte og i adskillige af hans eventyr. Det samme er tilfældet med stjernerne i det himmelblå, som meget tidligt blev et symbol for digteren på sjælens udødelighed og dens udviklingsrejse gennem verdensaltet.

Gud og sjælens udødelighed

Jo, Gud var i høj grad ”tilstede” for både H.C.Andersen og hans fromme, men noget naive og samtidig meget overtroiske moder, som bl. a. havde større tiltro til heksekunst end til lægekunsten. I det stykke lignede hun mange af almuen dengang. H.C.Andersens forestillinger om Gud var i hans barndom i overensstemmelse med menigmands naive og barnlige opfattelse af verdensaltets og livets ophav, men i sin latinskoletid 1822-27 og under sin manuduktion 1827-28, dannede han sig på grundlag af datidens rationalistiske lærebog i kristendomskundskab betydeligt mere avancerede forestillinger om Gud, ånd og udødelig sjæl. Herom hedder det bl.a. i stilen Af begrebet om Gud at føre beviset for sjælens udødelighed, som er skrevet omkring 1827-28:

[…] min ånd, Guddoms-gnisten i mit indre, det fornuftige og frie væsen, som virker og lever i mig, gennem alle nerver og ledemod, som jeg, lig den mægtige Gud, føler overalt, men ej finder i de sanselige dele, den er ej sammensat af dele og kan altså ej opløses, den er evig, som Gud, dens år har ingen ende”. (Note 4)

Nej, Gud er ikke i den forstand at finde i de sanselige, dvs. firedimensionale dele, selv om også den fysiske natur vidner om Skaberen:

Den store orden, vi sporer i den hele natur, overtyder os om, at ikke et tilfælde kunne frembringe alt. Årsag og virkning er leddene i en uendelig kæde. Rosenbladet forudsætter kvisten; denne grene; disse roden. / Den hele verden er et indbegreb af virkninger; den første årsag kan vi ikke finde i verden selv; tanken svimler og må søge sin genstand udenfor det hele. Fra kunstværket slutter vi til kunstneren. Har nu Gud nogle egenskaber i den højeste grad, må han besidde alle. […] Vi fordrer en moralsk verdens regering [dvs. en moralsk, retfærdig orden i tilværelsen], føler os bestemt til visse øjemed; forbundne til at adlyde visse love. I de døde masser, i de levende væsener jeg ser, men som står langt under mig [som menneskevæsen], kan jeg ikke søge det væsen, som indåndede mig disse følelser; ikke [finde] frembringeren af det hele; lovgiveren, den moralske verdens regent og det godes og ondes retfærdige fordeler, der for at fyldestgøre mit hjertes trang må besidde uendelige egenskaber. Jeg må lade tanken svinge sig ud i det uendelige for at søge ham, som dannede det hele. / Træd hen til dødslejet af manden, som virkede i hvilken som helst stilling i livet; da vil du læse i det brustne øje – om ikke de bundne læber kan fremstamme det – ”Der er en Gud, der må være en evighed.” (Note 5)

Guds enhed

I stilen Guds enhed uddybes yderligere, hvad Lærebogen – og dermed H. C. Andersen – forstod ved begrebet Gud:

Antropomorfistisk danner vi os forestillinger om Gud, vi fjerner fra mennesket al indskrænkning og ufuldkommenhed, ophøjer derimod såvel vore intellektuelle som vore moralske fuldkommenheder i en uendelig grad og får da et begreb om en alfuldkommen Gud. – Som en sådan er han evig, almægtig, vis, god, allestedsnærværende, trofast, hellig, retfærdig og salig; - intet bliver umuligt for ham, han gør alt, hvad han behager, i himmelen og på jorden, i havene og alle afgrunde; lad himmelen omskiftes, som et klædemon, han bliver evig den samme. – Ved siden af den fuldkomneste ånd, kunne vi intet lige fuldkomment væsen tænke os, thi da ophørte begrebet om den fuldkomneste, og at Guddommen er det, ser vi det tydeligste tegn på i den hele natur, selv i hele universet. – Kamp og gæring møder vel øjet, men elementernes kræfter, det levende og livløse smelter dog sammen i eet harmonisk helt; […] Vi ser i den hele fysiske natur en orden, en styrelse, men tillige en enhed, der grundfæster troen og taler med åbenbaringen om en eneste Gud, i at sige Gud er én. – Hvor ophøjet er ikke dette begreb om Gud; […] Han, som dannede kloderne af intet og styrer deres gang, han, som åndede en fornuftig sjæl i det døde støv, han ene kan udrette alt, han ene kan være allesteds nærværende, og bor i himmelen og jorden, i havet og selv i alle afgrunde; fra hans åsyn kunne vi ikke fly, om vi end tog morgenrødens vinger og lejrede os ved det yderste hav. (Note 6)

Det, Andersen lærte i latinskolen om religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed, mindede ham desuden om hans for længst afdøde faders indstilling til de traditionelle kristne dogmer. Faderen mente i lighed med Peter Krog Meyers Lærebog i den kristelige religions- og sædelære (1818), at Jesus var et menneske, men et usædvanligt menneske, som etisk og moralsk burde stå som forbillede eller ideal for alle udogmatiske og uortodokse kristne. (Note 7)

I direkte og måske oppositionel modsætning til sin fromme og naive kone, Andersens moder, mente faderen også, at ”der er ingen anden djævel til, end den, vi har i vort eget hjerte!”, og han afviste derfor begreber og forestillinger, som f.eks. at ugudelige og syndefulde mennesker efter døden skulle være dømt til et evigt ophold i helvedes luer. For faderen stred dette simpelthen imod al fornuft og logik, og den opfattelse tilegnede sønnen sig om muligt i endnu højere grad end sin fader. Men den unge Andersen begrundede især sin opfattelse med henvisning til Guds væsen, alkærlighed, alvisdom og almagt. Guds væsen og almagt udelukker efter hans opfattelse eksistensen og muligheden af Den Onde, Djævelen eller Satan, Guds modstander. I stedet mente han, at det onde er en absolut nødvendig og uundgåelig del af Guds væsen, ud fra den betragtning, at modsætninger altid optræder parvis og på samme tid gensidigt både forudsætter og udelukker hinanden, i lighed med f.eks. lys og mørke, sommer og vinter, dag og nat. Desuden er såvel godt som ondt relativt, idet hændelserne, begivenhederne, situationerne og vilkårene i reglen ses ud fra et begrænset menneskeligt synspunkt, nemlig det, Martinus betegner som ”den lavpsykiske sansehorisont”. (Note 8)

Kontraster er nødvendige

Den opfattelse, at modsætninger eller kontraster er nødvendige, har den unge, dengang 20-årige Andersen allerede givet udtryk for i en skolestil fra 1825. Stilen har overskriften Hvorfor bør mennesket ikke ønske, at være stadig lykkelig i livet? Heri lyder det bl. a.:

[…] En evig sommer ville udtørre selv de herligste egne og gøre dem til en ørken, træet ville da frembyde knopper og løv på eengang og aldrig glædedes da øjet ved det milde grønne; var der ingen nat, men en evig dag, da glædedes vi aldrig ved at betragte den stjernefulde himmel, da så aldrig øjet den lysende morgen- og aftenrøde. Således er det også med menneskelivet og dets lykke, livets glæder haves ene ved dets sorger, den frodige lykke er lig et evigt solskin, som let afsvider enhver grøn spire, som hæver sig, som sløver sjæl og legeme! […] (Note 9)

H. C. Andersen var imidlertid ikke filosof, men digter, og derfor udtrykte han sig om sin opfattelse og sine synspunkter i digterisk form, i prosa såvel som i poesi. I sin tredje roman, Kun en spillemand (1837), skriver han et sted:

[…] Døden har luner som lykken, den kommer ikke, hvor man håber dens komme. Og dog er verden smuk! Livet er en velsignende Gudsgave! Det er ikke smertens dal, elendighedens hjem uden for den, der kun dvæler ved de mørke pletter, den søndertrådte orm, den knækkede blomst. O hvad! En enkelt orm må søndertrædes, en enkelt blomst knækkes! Vi må betragte den hele natur, og da skinner solen på millioner lykkelige; fuglene jubler, blomsterne dufter. –

Senere i samme roman tilføjer han med ord, der er lagt i munden på hans feminine aspekt, Naomi:

”Den gud, vi alle tilbeder,” sagde Naomi, ”synes også at frembyde i sin verdensregering skyggesider, men mon disse virkelig findes? Napoleon var keruben med ild og sværd, han afskar den nye tidsalder fra den ældre. Når plovjernet går gennem marken, da overskæres blomsternes rødder, græsset oprykkes og den uskyldige orm sønderlemmes, men det er en nødvendighed, og siden bølger just velsignelsens korn over dødsfuren! Millioner har vundet!” (Note 10)

Det kan konstateres, at den tankegang, Andersen her giver udtryk for, forekommer i mange sammenhænge i hans samlede forfatterskab, men særlig interessant er det, at den også genfindes i en anden af hans skolestile fra 1825. Det drejer sig om stilen Udødelighed, og ved læsningen af den, kommer man uvilkårligt til at sammenligne dens grundidé om, at det kun er fra et helhedssynspunkt at man vil kunne bedømme og vurdere alt, hvad der forekommer og sker i livet, rigtigt og retfærdigt, med indledningen til 9. kapitel i Martinus’ bog Logik. Heri pointerer Martinus, at indtrykket af livets disharmoni og tilfældigheder alene skyldes et manglende overblik over helheden, og sammenligner det ufuldstændige og på sin vis falske billede af virkeligheden med det indtryk, man kan få ved at betragte et bygningskompleks, der er under opførelse. Alt synes der et kaos med byggematerialer og værktøjer, som undertiden ligger spredt hulter til bulter rundt omkring på byggepladsen:

[…] Men det afkræfter dog ikke, at man her er stillet overfor en logisk plan, der er under fuldbyrdelse, og hvis mål er den færdige bygning. Sålænge en plan er under udførelse, viser den sig ofte som et kaos for den uindviede. […] (Note 11)

Tro, videnskab og natur

I sin mere modne alder, da H.C.Andersen bl.a. havde fået bedre hold på sine anskuelser, ikke mindst takket være indflydelsen fra vennen og mentoren, filosoffen og naturforskeren H. C. Ørsted, kunne digteren udtrykke sig mere præcist og koncist, sådan som tilfældet f.eks. er i essayet Tro og videnskab (Prædiken i naturen) (1851):

Livets disharmoni ligger i, at vi kun ser en lille del af vor tilværelse, nemlig den her på jorden; der må være et fortsat liv, en udødelighed.

Det prædiker du for os, du mindste blomst, som alt hvad skabt er i skønhed og harmoni. Hørte vor tilværelse op i døden her, da var det fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke retfærdighed og kærlighed, som alt i naturen og åbenbaringen besegler det; og peger man os hen på den hele menneskehed, som den, hvori harmonien vil åbenbare sig, da synker al vor stræben og virken hen til koraldyrets virksomhed; menneskeheden bliver da kun et storhedsmonument for skaberen, han viser da kun sin herlighed, men ikke sin højeste kærlighed. Alkærlighed er ej selvkærlighed! – Udødelighed ejer vi! (Note 12)

Hermed er vi tilbage til den Gud Fader, som Andersen fra barnsben og livet igennem dagligt bad og henvendte sig til, og som han ofte førte en ”dialog” med, sådan som det f.eks. kan ses af hans dagbog fra skoletiden i Slagelse, og hvorfra et eksempel her skal fremdrages. Søndag den 18. sept. 1825 noterer han bl.a.:

Tilgiv Alfader de dristige tanker som stiger i min sjæl, men ene de hæver mit mod, ellers ville jeg fortvivlet synke, værket må jeg fuldføre! Billedet som står broget og stærkt for min sjæl, må jeg male for menneskene, min sjæl aner at den kan og skal det og altså kan du ej forlade mig, din præst vil jeg blive, o Gud du må ej forlade mig om jeg synker i støvet, min ånd er jo hos dig, den fordømmer det slette, dog den er din – hvad er min fortjeneste. – (Note 13)

Efter at Andersen på foranledning af sine københavnske velgørere i 1822 var blevet sat i Slagelse latinskole, for at lære det, han havde forsømt og manglede i almen viden og dannelse, skrev han f.eks. et brev til en moderlig veninde, som også var fra Odense, og heri redegjorde han for sin situation:

[…] For 4 år siden drog jeg jo også ud af byen, et fattigt barn på 14 år, uden hjælp eller leder; barnligt satte jeg min lid til Gud og han var mig en kærlig Fader. Jeg havde virkelig mange sorger i København, som De nok selv kan indse; tak ske Herren, at mange umilde dage glemmes ved en glad time. […] Min fader er død og moder meget fattig; jeg har ingen fader uden Gud, men han kan også bedst hjælpe. […] (Note 14)

H.C. Andersen blev meget tidligt i sit liv klar over, at Guds omsorg og forsyn især bliver formidlet gennem de mennesker, som eksempelvis han selv var og kom i nærmere eller mere perifer forbindelse med i sit liv. I et brev af 15. september 1825 til sin faderlige ven og værge, Jonas Collin, skriver Andersen bl.a.:

[…] mit hele liv har overtydet mig mere og mere om, at en Faderhånd styrer alt, til den hengiver jeg mig og Herren virker jo gennem Dem for mig. […]” ”[…] jeg vil af hjertet gøre ligesom De vil, thi jeg anser det for Guds vilje. […]. (Note 15)

I 1835, da hans egentlige debutroman, Improvisatoren, var udkommet og blevet godt modtaget af både pressen og det læsende publikum, skriver han til veninden Jette Wulff bl.a.:

[…] Jeg er på bølge, men mit hjerte er fuldt af taknemmelighed mod den gode Gud, fra hvem jeg føler det hele er en gave, en nåde han har ladet strømme i min sjæl. […] (Note 16)

”Gud er som magneten …”

I dagbogen for 1841 noterer den fremskridtsbegejstrede Andersen bl.a.:

[…] En herre fra Prag fandt at ved jernbanen var al rejsepoesi borte; det finder jeg ikke; just på disse gennemtrænges jeg af en storhed hos den menneskelige ånd, der lader mig ane Gud og det er dog i ham al poesi går op; […]

I dagbogen for 1849 skriver han bl.a.:

[…] Gud er som magneten, den tildeler jernet af sine kræfter, og mister derved ingen af sig selv. […]

1866 hedder det:

[…] Hvor underligt, i angst og smerte kan jeg ikke bede til Gud, jeg tror på en bestemmelse, en nødvendighed, men i glæde og velgåen er Gud mig så nær, da har jeg bøn og tak, da er der en ydmyg velsignelsens tak i min sjæl og tanke.

Treårskrigen 1849-50 mellem Danmark og Tyskland gjorde et stort indtryk på den da midaldrende digter, som blev stærkt berørt af at en del af hans venner og bekendte omkom på slagmarkerne. Det var således tilfældet med vennen, oberst Frederik Læssøe, som faldt for en snigmorders kugle i slaget ved Isted 1850. Ved fredsslutningen i 1850 mente mange danskere fejlagtig at have vundet over den betydeligt stærkere og bedre udrustede tyske hær. I 1854, da krigsophidselsen nogenlunde havde lagt sig og var på afstand, skrev Andersen bl.a. følgende i et brev til veninden Jette Wulff:

[…] Gud ved hvad sommeren bringer os! Men det er godt at den gode gamle Gud lever, ham har man dog altid at holde sig til og vil han, så lægger nok stormene sig og vi får ro og fred – fred over landene. – At dog menneskene ikke kan blive menneskelige, fred, fred vil jeg! […]

Bortset fra, at politik egentlig ikke interesserede H.C.Andersen, var hans holdning dog nærmest nationalliberal, idet han i lighed med sine akademiske venner og bekendte mente, at en nation burde styres af mennesker med særlige åndelige og intellektuelle kvalifikationer, en tanke, der jo principielt heller ikke var fremmed for Martinus. Dette var i virkeligheden også tanken med grundloven, men et er som bekendt teori og et andet praksis, og derfor udartede de gode intentioner snart til politisk kævl og strid mellem politiske modstandere, hvis moral og hensigter i høj grad var partiske og egoistiske. Et demokratisk styre, hvor det er folkeflertallet, der bestemmer den førte politik og samfundsudviklingen, mente den fremskridtsorienterede Andersen og en del med ham, ville betyde kulturelt tilbageskridt for nationen. (Note 17)

Som bekendt ville hverken Gud eller menneskene for alvor fred på det tidspunkt, for de politiske spændinger mellem Danmark og Tyskland fortsatte og udløste sig senere i krigen 1864, som kom til at koste danskerne dyrt, både i menneskeliv og tab af landområdet Slesvig-Holsten. H.C.Andersen tog sig også denne krig meget personligt nær, men hans pacifistiske holdning faldt mange for brystet, og man holdt derfor nøje øje med, hvad han, der havde mange tyske venner og stor litterær succes i Tyskland, skrev og foretog sig. For at demonstrere sin danskhed og imødegå sine politiske kritikere, havde Andersen i 1850 skrevet den sang, der skulle blive Danmarks nationalsang frem for nogen, nemlig I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme, med musik af vennen, komponisten I. P. E. Hartmann, hvor det i tredje vers bl.a. hedder: ”Gud giv dig fremtid, som han gav dig minder / Dig elsker jeg! – Danmark mit fædreland!”. Det rokkede dog ikke ved, at han primært var international og kosmopolitisk i sin grundholdning, og han var heller ikke så naiv for alvor at mene, at Gud specielt holdt med Danmark. Gud har naturligvis ingen ’favoritter’, hverken blandt levende væsener eller nationer.

Gud og H.C.Andersens livsopgave

For H. C. Andersen var og forblev Gud alle dage hans himmelske Fader, men særlig efter at hans egen kødelige fader havde forladt det fysiske plan, da sønnen kun var 11 år gammel. I sine seneste år blev Andersen plaget af den leversygdom, der endte med at tage livet af hans fysiske legeme. Den 4. februar 1873 noterede han bl.a. følgende i dagbogen:

[…] Følt mig Gud taknemlig for i den milde grad han har ladet mig prøve sygdom, og i en alder og på en tid hvor jeg, som ikke tidligere, kan have al pleje og ved sygdommen selv fornemme just hvilke deltagende venner jeg har. Følt mig glad her ved.

Andersen var og forblev ungkarl hele sit liv, og hans taknemmelighed gjaldt på det nævnte tidspunkt særlig familien Melchior, og specielt fru Dorothea Melchior, som tog sig kærligt af ham under hans sygdom og tilmed gav ham et sidste husly under den forholdsvis lange sygeperiode, inden han døde den 4. august 1875. (Note 18)

Nytårsaftensdag 1874, året før han døde, havde den da stærkt sygdomssvækkede Andersen bl.a. noteret følgende i dagbogen:

[…] Evige Gud! Tak for det gamle år, så rigt og godt bliver ikke det som kommer, men du slipper mig ikke! Evig tak!

Og på sin 70 års fødselsdag den 2. april 1875, fem måneder før sin død, skriver han bl.a.:

[…] Hvilken dejlig storartet dag og dog hvor ynkelig er mit legeme til at bære al den velsignelse fra Gud. Jeg kunne ikke sove da jeg kom til sengs overvældet af tanker og taknemlighed.

Men den livsopgave, Andersen som både menneske og digter havde sat sig for allerede meget tidligt i sit liv, nemlig gennem skildringen af sit eget livs hændelser og begivenheder at fortælle menneskene, at ”der er en kærlig Gud, der fører alt til det bedste!”, og at livet selv er det største eventyr, der findes, lykkedes det ham at fuldføre i og med sit samlede og efterladte forfatterskab. Dette forfatterskabs indhold af universelle tanker, ideer og forestillinger om livets guddommelige oprindelse og virkelighed, bekræftes efter min personlige opfattelse til fulde i og med Martinus’ Kosmologi. (Note 19)

Noter og kilder til: H.C.Andersen og Gud:

Note 1: Digtet er trykt s. 42 i H. C. Andersen Slagelse-Digte II. Hidtil utrykte digte tydet og kommenteret af Jørgen Skjerk.. Aarhus tekniske Skole 1990 (1993). Her i artiklen er digtcitatet gengivet med moderne retskrivning.

Note 2: Kilden er en mikroficheudgivelse med titlen H.C.Andersen. En snes utrykte digte fra skoletiden samt oversigt over eventyrdigterens Slagelse-produktion. Ved Jørgen Skjerk 1978. – I digtet genkendes elementer, som Andersen senere brugte i indledningen til eventyret Dødningen (1830) og i dettes bearbejde form: Rejsekammeraten (1835).

Note 3: De to citater fra digtet Mismod findes i det i note 1 nævnte værk, hhv. s. 27 og s. 29.

Note 4: Den nævnte stil er trykt s. 71-5 i H.C.Andersen. Eventyrdigterens hidtil utrykte danske stile II. Et udvalg ved Jørgen Skjerk. Eget tryk. København 1999. Udgivelsen omfatter 3 bind.

Note 5: Citatet er fra stilen Beviserne for Guds tilværelse. Trykt i det i note 4 nævnte værk, men i bind I, s. 73-6. Stilen har en vis lighed med stilene At føre det moralske bevis for Guds tilværelse og Guds enhed, som begge findes gengivet i det i note 4 nævnte værk, men her bind III, hhv. s. 60-72 og s. 73-5. - Se evt. også Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted & Martinus (1997), s. 56-60.

Note 6: Vedr. stilen Guds enhed, se note 5. Jf. evt. med eventyret Ved det yderste hav, 1854. Vedr. eventyret Ved det yderste hav, refererer titlen til Ps. 139,9: ”Ville jeg tage morgenrødens vinger, ville jeg bo ved det yderste hav, Du skulle dog føre mig og din højre hånd holde mig fast!”

Note 7: Vedr. Andersens opfattelse af Jesus Kristus, se evt. det i note 5 sidstnævnte værk, s. 66-8, 165-6.

Note 8: Vedr. begrebet ”den lavpsykiske sansehorisont”, se f.eks. Martinus: Mellem to verdensepoker, kap. 8 m.fl.

Note 9: Stilen findes gengivet i det i note 4 førstnævnte værk, bind III, s. 21-4.

Note 10: Romanen Kun en spillemand er trykt i HCA: Romaner og rejseskildringer, bd. III. Gyldendal 1944. I romanen Fodrejse (1829) lader Andersen i 4. kapitel sin jeg-fortæller udtale: ”… Det onde her i verden er selv et så stort gode, at en alvis Gud må lade det eksistere. – ”. Jf. med Martinus, for hvem det såkaldte onde er ”det ubehagelige gode”. Livets Bog I, stk. 28 m.fl.

Note 11: Udkastet til stilen er trykt i det i note 1 nævnte værk, s. 70-1.

Note 12: Essayet står i rejsebogen I Sverrig, 1851. Se evt. det i note 10 nævnte værk, bd. VII. Gyldendal 1944.

Note 13: Se evt. det i note 5 sidstnævnte værk, s. 61.

Note 14: Citat fra brev (1823) til kgl. skuespillerinde Birgitte Andersen. Edvard Collin: H.C.Andersen og det Collinske Huus. (1882), s. 2-4.

Note 15: Se evt. det i note 5 sidstnævnte værk, s. 60.

Note 16: Brev af 29. april 1835 til Henriette Wulff. H.C.Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. Bind I, s. 217-9.

Note 17: Jf. med Livets Bog I, 4. kap.

Note 18: Se evt. artiklen Udødelighed ejer vi!. Kosmos nr. 8-2002.

Note 19: Se evt. det i note 5 sidstnævnte værk, s. 61-66.