Eventyret ”FYRTØJET”

– set og vurderet i fire grundlæggende tydnings-planer

 

 

 

Maleren og tegneren Vilhelm Pedersen (1820-59) var den første danske illustrator af H.C.Andersens eventyr. Det begyndte han på i 1849 og fortsatte indtil sin død i 1859. Han brugte kun blyant og blystift til at tegne sine illustrationer med, som så siden måtte overføres til træsnit, for at kunne gengives på tryk. Træsnit var dengang en meget brugt metode til fremstilling af stregklicheer. En senere tids avancerede  trykketeknik har dog kunnet gengive Pedersens originaltegninger, så disses følsomme streg kom til sin fulde ret, sådan som det ses på illustrationen herover til eventyret ”Fyrtøjet”.   Vedr. Vilhelm Pedersen: Se Niels Th. Mortensen: H.C.Andersen-illustratoren Vilhelm Pedersen. Ejnar Munksgaard, København 1949. – Se evt. også: Erik Dal: Danske H.C.Andersen-illustrationer 1835-1975. Forlaget Forum København 1975.

 

 

Eventyret Fyrtøjet fra 1835 indleder som bekendt H.C.Andersens ’officielle’ eventyrcyklus, sådan som han selv valgte at redigere denne. Men han havde dog skrevet i al fald ét eventyr allerede omkr. 1829, nemlig Dødningen, som første gang blev trykt i Digte 1830. Dette eventyr havde været i hans tanker så tidligt som i 1822, da han planlagde udgivelsen af sin første bog, Ungdoms-Forsøg. Men af ukendt grund blev det imidlertid ikke trykt ved den lejlighed, og det er muligt, at Andersen heller ikke havde nedfældet det på papiret dengang, men kun haft til hensigt at gøre det, såfremt der blev brug for det. Salget af bogen gik imidlertid så dårligt, at den gav underskud, hvorfor det ikke blev til noget med udgivelsen af det planlagte 2. bind af ”Ungdoms-Forsøg”. (Note 1)

     Eventyrgenren var velkendt i H.C.Andersens barndom og ungdom, dels i form af folkeeventyrene, og dels i form af kunsteventyrene, som bl.a. digteren B.S.Ingemann havde skrevet flere af. Tanken om selv at skrive eventyr, har utvivlsomt ligget og simret i Andersens bevidsthed, sandsynligvis lige siden, han som lille dreng havde hørt sin far, Hans Andersen, læse højt af eventyrbogen Tusinde og een Nat. Desuden er fascinationen af eventyrgenren angiveligt blevet styrket hos ham, ved at høre de herlige gamle folkeeventyr genfortalt af konerne omme i Odense Gråbrødre Hospitals spindestue, og under humleplukningen ude på landet, som hans mor, Anne Marie Andersdatter, i hans barndom tog ham med til. (Note 2)

 

     Andersen har selv oplyst, at en del af hans eventyr er genfortællinger af eventyr og folkesagn, han havde hørt som barn, men som han har genfortalt på sin egen manér, først og fremmest sådan, at fortællemåden nærmer sig det almindelige talesprog. Og selv om hans eventyr er søgt fortalt i et dagligsprog, som børn – især dengang – umiddelbart kunne opfatte og forstå, havde digteren dog samtidig de voksne tilhørere eller læsere i tankerne, når han skrev sine eventyr. Han appellerede derfor indirekte også til det barnesind, som på trods af årenes erfaringer, stadig findes bevaret inderst inde hos de fleste voksne, og som disse i heldige øjeblikke endnu er i stand til at erindre sig fra deres egen barndom. Andersen vidste også, at erindringens forgyldningsevne med tiden forvandler både behagelige og måske især mindre behagelige erfaringer til gyldne kopier af de oprindeligt til grund liggende oplevelser, og at disse ”guldkopier” i princippet svarer til barnesindets anskuelse af livet og verden, om end på et højere plan eller niveau. Derfor heller ikke så mærkværdigt, at Jesu-ordene: ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!”, næsten blev et slags motto for Andersen. Han vidste nemlig bedre end nogen, at det er på grundlag af barnesindet at den voksne med sin livserfaring, stor eller mindre stor, kan blive i stand til at opleve livet selv som det største eventyr, der findes, og at det er i og med denne oplevelse at Guds Rige bliver nærværende for den enkelte. (Note 3)

 

     Eventyret ”Fyrtøjet” hører til den gruppe af folkeeventyr, Andersen havde hørt i sin barndom, og som han som voksen altså genfortalte i sin egen stil. Andersen-forskningen har derfor naturligt nok søgt at identificere de litterære forlæg, der har inspireret digteren til hans eget arbejde, og man har kunnet konstatere at det især er eventyret om Aladdin fra ”Tusinde og een Nat”, der udgør den dybere inspirationskilde til Andersens ”Fyrtøjet”. ”Tusinde og een Nat” er en samling indiske, persiske og arabiske folkeeventyr, som menes at være opstået i tiden omkring 500-1500 e.Kr., og som i mange generationer er blevet videregivet gennem mundtlig overlevering. Den første kendte skriftlige udgave af eventyrsamlingen er fra det 9. århundrede, og den indeholder omkring 300 enkeltfortællinger. I det 14. og 15. århundrede blev den gengivet i adskillige variationer, og dens indhold fik stor indflydelse på renæssancens novelle- og eventyrlitteratur.

     Den første europæiske oversættelse af ”Tusinde og een Nat” blev udgivet i årene 1702-12 af franskmanden Jean-Antoine Galland. Denne udgave blev oversat til dansk, men af hvem og hvornår førsteoplaget blev udgivet, findes ikke oplyst i de trykte kilder, jeg har benyttet mig af. Derimod vides det, at 2. oplag med sine tre bind udkom i København 1757-58, og at en ny dansk oversættelse (fra tysk) i fire bind blev udgivet 1813-17. Men det må formodes at være førstnævnte oversættelses 2. oplag, H.C.Andersens far har ejet, og som han ofte læste højt af for sin lille søn. (Note 4)

     Men den herlige historie om lykkebarnet Aladdin er i tidligere tider også blevet gendigtet og genfortalt i forskellige folkelige varianter, eksempelvis som Ånden i lyset og som Det blå lys. Dog sådan, at de pågældende eventyrs hovedtræk i alle tilfælde er identiske. Men det kan konstateres, at det ikke mindst er eventyret ”Det blå lys”, som findes i Brd. Grimms eventyrsamling, der i flere henseender synes at have været inspirationskilde til Andersens ”Fyrtøjet”. (Note 5)

     Imidlertid var det dog nok i særlig grad den dramatisering af fortællingen om Aladdin, som dansk guldalderlitteraturs primus motor, digteren Adam Oehlenschläger, havde foretaget, der fik indvirkning på Andersen, både som menneske og forfatter. Senere, da de to lærte hinanden at kende, fik den langt ældre Oehlenschläger status for Andersen som både ven og forbillede, hvilket især medførte en betydelig litterær indflydelse på den unge digter. Oehlenschlägers ”Aladdin eller Den forunderlige Lampe. Et Lystspil”, blev første gang trykt i Poetiske Skrifter, bd. 2, der udkom i juli 1805, altså medens det kun omkring tre-fire måneder gamle drengebarn, Hans Christian Andersen, endnu lå ved sin mors bryst. (Note 6)

     Det vides mig bekendt ikke, hvornår Andersen har stiftet bekendtskab med Oehlenschlägers skuespil ”Aladdin”, men det er formentlig først sket efter at han var kommet til København i september 1819. Der foreligger imidlertid først en skriftlig dokumentation for Andersens kendskab til eventyrspillet i 1825, og det er også i den sammenhæng, vi for første gang bliver bekendtgjort med, at Andersen identificerede sig selv med Aladdin-skikkelsen, sådan som denne fremtræder i netop Oehlenschlägers eventyrspil. (Note7)

     Som bekendt blev den da 17-årige Andersen optaget som elev i Slagelse lærde Skole, og her begyndte han sin skolegang i slutningen af oktober 1822. I april 1826 flyttede han, tilsammen med sin rektor, Simon Meisling, og dennes familie, til Helsingør, og fortsatte sin skolegang i denne bys lærde skole. Sine juleferier 1822-25 tilbragte han hos venligtsindede og hjælpsomme familier i København, som åbenbart holdt meget af den besynderlige digteraspirant, og som derfor inviterede ham til at bo hos sig under hans flere dages ophold i hovedstaden. Julen 1825 var Andersen inviteret til at tilbringe hos familien Wulff, der boede på Søkadetakademiet, som 1788-1827 havde til huse i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg. Hertil ankom Andersen mandag den 19. december kl. 9 aften, og herom noterer han i sin dagbog for denne dato bl.a. følgende, der dog er gengivet med moderne retskrivning:

 

Jeg har fået 2 værelser ud til pladsen, et at sove i, et andet med varme hvor jeg vil læse i om morgenen, loftet hvælver sig højt over mig så jeg ret kan tænke mig, at være på en ridderlig borg; - Jeg fik nu foræret af Wulff de 3 bind skuespil han har oversat af Shakespeare. De er på skrivepapir og så brillant indbundne som et Shakespearsk stykke fortjener, nu er jeg da ene på mit kammer, - tusinder følelser gennemstrømmer mig - o hvad har Gud ikke gjort for mig, det går mig som Aladdin der siger i slutningen af stykket, idet han ser ud af vinduet fra slottet: For en 5 a 6 år siden gik jeg dernede, kendte ikke et menneske her i byen og nu kan jeg hos en kær og agtet familie deroppe godte mig med min Shakespeare – o Gud er god, en dråbe af glædens honning bringer mig til at glemme al bitterhed, o Gud vil ikke forlade mig – han har gjort mig så lykkelig. (Note 8)

 

     Det sted i Oehlenschlägers skuespil, Andersen refererer til i dagbogsnotatet, forekommer i stykkets allersidste scene, som foregår i den store sal i Aladdins pragtfulde palads. Al hidtidig modstand mod Aladdins udnævnelse til landets overhoved (sultan) er endt, og Aladdin er blevet genforenet med sin hustru, Gulnare. Under stor jubel fra den forsamlede folkemængde på slotspladsen, er Aladdin netop blevet kronet af storvesiren og udnævnt til sultan, og han står nu ved et vindue og betragter længe i tavshed den glade og jublende folkemængde dernede på slotspladsen. Endelig udbryder han:

 

                                                                                      Dernede gik jeg, som en lille dreng,

                                                                                      hver søndag, når jeg havde fået lov,

                                                                                      og så forundret op til sultans palads,

                                                                                      og kunne ej begribe hvordan dog

                                                                                      man kunne bygge sligt et tårn fra jorden;

                                                                                      dernede kasted’ jeg i raseri

                                                                                      en sten blandt mængden, som forfulgte mig,

                                                                                      og spotted’ følesløs min hårde skæbne;

                                                                                      dernede nu udråbe de mig alle

                                                                                      til deres sultan, deres store sultan.

                                                                                      Hvor sælsomt er dog menneskenes liv!

                                                                                      […] (Note 9)

 

     Det, Andersen i øvrigt har haft i tankerne, da han nedskrev det ovenfor stående og delvis citerede dagbogsnotat, er uden tvivl den situation, han havde befundet sig i efter at han den 6. september 1819 var ankommet til København fra sin fødeby Odense. Den lille sum sparepenge, han havde medbragt hjemmefra, blev på trods af hans forsigtighed hurtigt brugt, og hans nødtvungne forsøg på at få sig et arbejde som håndværker, faldt ikke heldigt ud. I de følgende tre år var han derfor henvist til at klare sig så godt det lod sig gøre, dels for det lille honorar, han fik som elev og statist på Det kgl. Teater, og dels for penge, som han reelt måtte tigge sig til hos ”ædelmodige menneskevenner”. Det blev til tre trange år med store afsavn, særlig hvad mad og klæder angik, han måtte gennemleve og udstå, indtil skæbnen ville, at han via desperate, men mislykkede forsøg på at få antaget et skuespil til opførelse på teatret, vakte teaterdirektionens interesse for hans person. Det førte til, at man dels indstillede ham til en elevplads ved en af landets lærde skoler, og dels anbefalede, at en offentlig kasse støttede ham økonomisk under skoleforløbet. Begge dele blev bevilget af kong Frederik VI, men i praksis var det teatrets økonomidirektør, Jonas Collin, der fungerede som administrator og værge for den unge Andersen. (Note 10)

 

1. tydnings-plan: Handlingen i ”Fyrtøjet”

H.C.Andersens forhold til Aladdin-myten, og hans selvidentifikation med Aladdin-skikkelsen, skal vi se på lidt senere og i en anden forbindelse. Men her vil vi nu gå over til at betragte eventyret ”Fyrtøjet” i relation til de fire tydnings-planer, hvoraf det første er det såkaldte handlings-plan. Det vil sige, den tydning eller tolkning, der drejer sig om den bogstavelige ordlyd og det indhold, der umiddelbart fremgår af den givne tekst.

     I eventyret ”Fyrtøjet” er den umiddelbare handling følgende: En soldat er blevet permitteret fra krigstjenesten, og vi møder ham i det sommerlige landskab, idet han marcherer raskt af sted hen ad landevejen. Han er på vej til den store by, som han gerne vil nå frem til inden mørket falder på, for da lukkes byens porte, så at ingen kan komme hverken ind eller ud, før næste morgen. Men undervejs kommer han forbi et stort, kroget egetræ ved vejsiden, og foran dette står der en grim gammel heks. Hun råber ham an, da han nærmer sig, og spørger straks, om han ikke vil gøre hende den tjeneste at kravle ned i det store hule træ og hente et gammelt fyrtøj, som hendes bedstemor i sin tid havde glemt, da hun sidste gang var dernede. Til gengæld lover heksen, at soldaten må tage så mange kobber-, sølv- og guldmønter, han kan bære. Det forholder sig nemlig sådan, at der neden under det gamle, hule træ er en stor sal, oplyst af hundreder af lamper, og i denne sal er der tre døre, den ene større end den anden, som fører ind til hver sit kammer. I hvert af kamrene er der en skatkiste, som bevogtes af en hund. I det første kammer er kisten fuld af kobberpenge, og hunden, der sidder ovenpå låget, har øjne så store som tekopper. I det andet kammer er kisten fuld af sølvpenge, og hunden, som vogter disse, er større end den første hund og har øjne så store som møllehjul. I det tredje og sidste kammer, er der en kiste fuld af guldmønter, og hunden, der vogter disse, er kæmpestor og har øjne så store som Rundetårn i København. Men for at hundene skal adlyde soldaten og ikke gøre ham fortræd, når han kommer ind til dem, giver heksen ham sit blåternede forklæde med, som hundene åbenbart kan genkende og lader sig berolige af. (Note 11)

     Med et tov om livet er soldaten blevet hejst ned i træet, og da han er kommet ind i det første kammer og har fået hunden til at sætte sig på heksens forklæde, som soldaten har lagt på gulvet ved siden af skatkisten, ser han til sin store glæde de mange blanke kobbermønter. Han skynder sig derpå at fylde sit tornyster med så mange mønter, der kan være i det. Men da han straks efter er kommet ind i det andet kammer og har fået hunden dér til at sætte sig på heksens forklæde på gulvet, og åbner låget til skatkisten og ser de mange skinnende sølvmønter, tømmer han tornysteret og fylder det i stedet med sølvmønter. Da han er kommet ind i det tredje og sidste kammer og med noget besvær har fået den kæmpestore hund ned fra låget til skatkisten, er han lige ved at falde bagover af overraskelse ved at se de mange glimtende guldmønter. Endnu engang tømmer han tornysteret, denne gang for sølvmønter, og fylder både det og sine lommer med guldpenge. Men så optaget har soldaten været af  at tage for sig af al den rigdom, han ser for sine øjne, at han rent glemmer at efterkomme heksens ønske om at finde det gamle fyrtøj og tage det med sig op til hende. Da han råber til hende om at blive hejst op igen, spørger hun straks om han har husket fyrtøjet. Han må derfor gå tilbage og ind i den store sal, for enden af hvilken der er en niche, og på en forhøjning her ligger fyrtøjet i en dertil indrettet læderpose. Soldaten putter posen med fyrtøjet i lommen og forlanger nu at komme op. (Note 12)

 

     Vel oppe i det fri igen, spørger han den forventningsfulde heks, hvad hun dog vil med det gamle fyrtøj, men hun svarer vrissent, at det ikke vedkommer ham. Da han på sit gentagne spørgsmål stadig ikke får noget svar, trækker han sin sabel og hugger uden tøven hovedet af hende. Og som om ingenting er hændt, begiver han sig derefter velfornøjet videre til sit mål: den store stad. Snart efter passerer han gennem porten ind til byen, og søger straks hen på det bedste herberge, der findes dér, og lejer sig et stort og flot møbleret værelse. Efter et godt måltid og et muntert drikkelag med kroens andre gæster, går han til ro, træt efter dagens lange march og øvrige begivenheder. Forinden han lægger sig, stiller han sædvanen tro sine støvede og slidte støvler udenfor døren, idet han forventer at de vil være renset og pudset til næste morgen. Tjeneren undrer sig godt nok over, at den rige soldat er iført en medtaget uniform og et par gamle, slidte støvler, men affærdiger det med, at soldaten nok er lidt af en original. Soldaten er dog også selv temmelig utilfreds med sin gamle uniform og sine slidte støvler, og straks den næste dag går han ud i byen og køber sig pæne civile klæder og flotte nye støvler, idet klædehandleren tager hans gamle uniform og støvler som delvis betaling.

     Soldaten får snart venner blandt de andre gæster på kroen, men mest fordi han er uhyre gavmild med at beværte disse. Da han en dag sidder i muntert lag blandt vennerne, fortæller de ham om den smukke prinsesse, der bor oppe på kobberslottet med de mange tårne og de tykke mure omkring, som skal beskytte hende. Det er nemlig blevet spået, at hun vil blive gift med en ganske almindelig eller simpel soldat, og for at undgå det har kongeparret befalet at prinsessen skal bevogtes døgnet rundt. Meget mod sin vilje må soldaten derfor i første omgang opgive den tanke, at få hende at se.

     Den ene dag går hurtigere end den anden, og snart er soldatens penge brugt op, og vennerne falder fra en efter en. Den før så fine og gavmilde herre ser sig nødsaget til at ombytte de fine klæder og de flotte støvler med sin gamle uniform og sine udslidte støvler, som han havde solgt til marskandiseren for næsten ingen penge. Da han kommer tilbage til kroen, iført sine gamle klæder og støvler, og værten ser, hvordan det er fat med hans gæst og ydermere erfarer, at denne næsten ikke har flere penge tilbage af sin formue, vil værten ikke give ham kredit, men anviser soldaten et spartansk udstyret lille kammer øverst oppe under taget.

     Nu må soldaten selv børste og reparere sine støvler og sy på dem med en stoppenål. En aften, da han netop er i færd med at stoppe et hul i den ene støvle, tabte han nålen på gulvet, men kunne ikke finde den i halvmørket. Imidlertid kommer han i tanke om, at der ligger en lysestump i posen med fyrtøjet, som han stadig har hos sig, men endnu ikke fundet anledning til at bruge. Idet han slår stålet mod flintestenen, så denne slår gnister og ild, springer døren op, og hunden med øjne som tekopper står pludselig foran ham og tilbyder sin tjeneste. Soldaten bliver naturligvis glad overrasket og befaler hunden at skaffe ham nogle penge. Knapt har han udtalt sit ønske, førend hunden forsvinder og på sekunder er tilbage med en stor pose fuld af kobberpenge. Så kunne soldaten regne ud, at når han anslog fyrtøjet én gang, kom hunden, der vogter kobberpengene, slog han to gange, kom hunden, der vogter sølvpengene, og slog han tre gange, kom hunden, der vogter guldpengene.

     Men kobberpengene var rigeligt til, at han atter kunne ombytte sin simple uniform og gamle støvler med de fine klæder og lakstøvlerne. Desuden kunne han flytte tilbage til det store værelse på førstesalen, og nu kunne han igen spendere på sine gamle venner, som straks vendte tilbage, nu da han atter var blevet rig. På den måde genoptog han snart sit tidligere ødsle liv, som der dog denne gang var udsigt til at kan kunne fortsætte med, takket være det magiske fyrtøj. Tit gik han i teatret, for han holdt meget af komedie, men glemte dog heller ikke byens fattige, tiggerne og de subsistensløse, og dem var der mange af.

     På trods af sin rigdom og store venneskare, syntes soldaten dog alligevel at der manglede noget i hans liv. Hans længsel gjaldt den smukke prinsesse, som levede skjult og blev bevogtet oppe på det store slot med de mange tårne, og som han så forfærdelig gerne ville se, men ikke måtte. Men mon dog ikke fyrtøjet også ville kunne hjælpe ham med at få dette højeste ønske opfyldt? – Det var et forsøg værd, tænkte soldaten, og en sen aften, da alle mennesker i byen lå i deres dybeste søvn, anslog han fyrtøjet  én  gang, og straks stod hunden fra tidligere i værelset hos ham. Så snart den havde hørt soldatens befaling, forsvandt den og kom straks efter tilbage med den sovende prinsesse på sin ryg. Soldaten, som syntes hun var noget af det dejligste, han nogensinde havde set, kunne ikke nære sig for at kysse hende lige på munden. Prinsessen rørte lidt på sig derved, men vågnede ikke, og straks efter forsvandt hunden igen og bragte den stadig sovende prinsesse tilbage til hendes seng oppe på slottet.

 

     Da prinsessen den næste morgen spiste morgenmad sammen med sine forældre, kongen og dronningen, fortalte hun dem, at hun havde haft en underlig drøm om natten. I drømmen red hun på en stor hund, der førte hende hen til en soldat, som kyssede hende lige på munden. Ihukommende spådommen, bestemte dronningen nu, at en af de gamle hofdamer hver nat skulle våge ved prinsessens seng, for at man kunne finde ud af, om der nu også bare var tale om en drøm eller om noget helt andet. 

     Imidlertid længtes soldaten snart efter at gense den dejlige prinsesse, og en nat anslog han atter fyrtøjet, for at tilkalde hunden, som han straks befalede at hente prinsessen. Men så snart hunden ankom til slottets tårnværelse, hvor prinsessen sov i sin seng, vågnede hofdamen, som havde siddet og døset, og hun skyndte sig at tage syvmilestøvler på, så hun kunne følge efter  hunden, som for af sted med den stadig sovende prinsesse i lynende fart og forsvandt ind i huset, hvor soldaten boede. Da hofdamen så dette, var hun kvik nok til med et stykke hvidt kridt at tegne et stort kryds på døren, så hun ville kunne genkende stedet. Men dér blev hun narret, for efter at have bragt prinsessen tilbage til slottet, vendte den tilbage og tegnede kryds på alle porte og døre i nærheden, for at hofdamen ikke skulle kunne udpege stedet, hvor soldaten boede. Så da hofdamen, fulgt af kongen og dronningen og en deling soldater, straks næste morgen gik ud for at finde stedet, blev der selvsagt stor forvirring over de mange kryds, som gjorde, at hofdamen ikke kunne genkende, hvor soldaten boede, hvorfor man måtte opgive at få fat i ham denne gang.

     Men dronningen fandt dog snart på en listig løsning, idet hun fyldte en lille silkepose med små fine boghvedegryn, og bandt den om halsen på den sovende prinsesse. Derefter  klippede hun et lille hul i posen, så at grynene kunne drysse ud og efterlade et spor, når hunden løb af sted med prinsessen hen til soldaten. På den måde lykkedes det endelig at afsløre ham, og morgenen efter blev han arresteret og indsat i Domhusets fængsel.

     Samme dag blev soldaten fremstillet for dommerne, der fandt ham skyldig i anklagen og højtideligt dømte ham til døden ved hængning. Dommen skulle eksekveres allerede den følgende dag, men uheldigvis for soldaten, så havde han glemt fyrtøjet hjemme på herberget. Fængselscellen, han var indsat i, havde et eneste lille tremmevindue, som vendte ud til gaden, og her kunne han stå og følge med i, hvad der foregik udenfor. Tidligt om morgenen den næste dag myldrede gaden med travle folk, der alle var på vej ud til retterstedet udenfor byen. Soldaten stod ved vinduet og betragtede de mange mennesker, der hastede forbi, og i det samme landede der en tøffel lige for næsen af ham. Den tilhørte en skomagerdreng, som også havde travlt med at komme ud til retterstedet. Soldaten anråbte drengen og sagde, at denne ikke behøvede at have så travlt, for der ville jo ikke ske noget, før han, soldaten, var blevet bragt derud. Soldaten spurgte nu skomagerdrengen om ikke denne ville gøre ham den tjeneste, mod en betaling af fire skilling, at hente hans fyrtøj henne på herberget. Det er den kvikke og raske dreng straks parat til, og det varer ikke mange minutter, før han er tilbage med læderposen med det magiske fyrtøj. Drengen får sin betaling og skynder sig videre.

     Kort efter bliver soldaten afhentet, bagbundet og i åben kærre kørt ud til retterstedet udenfor byen, hvor der til formålet er rejst en galge. Rundt omkring denne er der forsamlet en stor og tætpakket menneskemængde, som i nervedirrende spænding venter på at henrettelsen skal finde sted. Tæt ved er opstillet en smukt dekoreret tribune med tronstole til kongen og dronningen, og polstrede stole til dommerne og ministrene.

     Der gik et langtrukkent og højt gys gennem folkemængden, da soldaten, anført af bødlen, blev ført op ad stigen til den forhøjning, hvor selve galgen var rejst. Men lige inden bødlen skulle til at lægge strikken om halsen på soldaten, henvendte denne sig til kongen og bad om, at han i henhold til skik og brug måtte få et allersidste ønske opfyldt: Han ville så gerne ryge sig en pibe tobak! Da kongen jo ikke anede uråd, gav han uden videre tilladelse dertil. Og under foregivende af, at ville tænde sin pibe, slog soldaten fyrtøjet an, først en gang, så en gang til og endelig en tredje gang, og straks stod de tre hunde foran ham og afventede hans befaling. Og soldaten befalede naturligvis hundene at hjælpe ham, så han kunne undgå at blive hængt, hvorpå disse straks for løs på dommerne og ministrene og kastede dem højt op i luften, så de faldt ned og slog sig godt og grundigt. Den største af hundene greb både kongen og dronningen på en gang og kastede dem samme vej. Ved dette syn blev folkemængden grebet af en blanding af forskrækkelse og beundring for soldaten, og de råbte derfor i kor, at han skulle have prinsessen og være deres konge.

     Få dage efter blev der holdt et stort og festligt bryllup for soldaten og prinsessen, som jo nu blev dronning, og det kunne hun godt lide, som Andersen så fornøjeligt tilføjer. Brylluppet varede i otte dage, og det nye kongepar blev hyldet af hele befolkningen.

    Dette er prosaisk og måske lidt omstændeligt fortalt handlingen og indholdet i eventyret ”Fyrtøjet”, som jeg dog vil anbefale læseren selv at genopfriske bekendtskabet med. Andersens fortællemåde er jo helt hans egen og skal høres eller læses med hans egne ord. I den forbindelse bør man huske på, at han især fortæller for barnet eller børnene, som sidder eller står og lytter til. (Note 13)

 

 

Herover ses endnu en tegning af Vilhelm Pedersen til eventyret ”Fyrtøjet”. Den viser en situation fra bryllupsfesten på slottet, hvor hundene sidder med til bords. En af disse ses til højre, idet den åbenbart betragter lakajernes travlhed med at bringe maden på bordet. Omtrent midt i billedets baggrund anes omridsene af brudeparret: Soldaten og prinsessen, begge med kroner på hovedet, som tegn på deres ophøjede stand.

 

2. tydnings-plan: Moralen i eventyret ”Fyrtøjet”

Som allerede nævnt, er eventyret ”Fyrtøjet” en fortælling, der står i gæld til flere litterære forbilleder. Men det er ikke opgaven eller hensigten her, at gå nærmere ind på den side af sagen, som desuden for længst er blevet grundigt behandlet af litteraturforskere, specielt af H.C.Andersen-forskere, hvis bøger og afhandlinger, der henvises til i den vedføjede note. (Note 14)

     Dog skal der her indledningsvis peges på den store overensstemmelse, der på trods af tredive års aldersforskel er mellem Oehlenschlägers skuespil ”Aladdin eller Den forunderlige lampe” fra 1805 og Andersens eventyr ”Fyrtøjet” fra 1835. Persongalleriet i skuespillet og eventyret er stort set identiske, om end der er visse forskelle på de enkelte medvirkendes betegnelser og profession. I eventyret er skuespillets Aladdin og troldmanden Noureddin henholdsvis blevet til soldaten og heksen, Aladdins hule med de rige og pragtfulde, frugtformede ædelsten, diamanter osv., er henholdsvis blevet til det hule træ og kobber-, sølv- og guldpengene. Skuespillets magiske lampe er i eventyret blevet til fyrtøjet, og de tjenende ånder til de tre hunde. Sultanen er blevet til kongen, og prinsesse Gulnare til den unavngivne prinsesse, der dog er lige så eftertragtet af soldaten, som Gulnare er det af Aladdin. Og handlingen i eventyret følger i princippet stort set handlingen i skuespillet, men hvor det sidstnævnte foregår i det eksotiske Arabien, så finder eventyrets handling angiveligt og umiskendeligt sted i Danmark og mere specielt i København.

 

     Vi skal nu gå videre og søge at belyse eventyret ”Fyrtøjet” på baggrund af tydnings-plan nr. 2: det såkaldte idé- eller morale-plan. Spørgsmålet er derfor, hvilken idé eller morale, dvs., hvilken lære eller belæring, man eventuelt vil kunne uddrage af dette eventyr?

     Det kan straks fastslås, at eventyret ”Fyrtøjet” ikke vil kunne kaldes moralsk i begrebets traditionelle forstand, måske snarere tværtimod. Eksempelvis slår soldaten jo ubarmhjertigt den på sin vis sagesløse heks ihjel. Hun har jo intet gjort ham, men oven i købet betalt ham kosteligt, for at hente det gamle fyrtøj til hende. Og tilmed har han ikke engang selv gjort sig fortjent til det luksusliv, som de mange let tjente penge sætter ham i stand til at leve. Desuden er det ikke særlig hæderligt eller ærefuldt, at han snyder sig til at få prinsessen at se, endda mens hun sover og derfor ikke er klar over, hvad det er der sker med hende. Det er heller ikke hverken menneskekærligt eller hensynsfuldt af ham, at han lader hundene maltraktere alle de mennesker, der er imod hans ret beset ufortjente ønske om at ville gifte sig med prinsessen, lige som hans adkomst til at bære landets kongekrone er nok så tvivlsom. Kongen og dronningen har som gode, ansvarlige forældre kun deres eneste barns velfærd og fremtidsudsigter i tankerne, når de vil forhindre, at hun skal falde i armene på en menig og arbejdsløs soldat, som de har al mulig grund til at mene om, at han ikke hverken er værdig eller vil være i stand til at forsørge deres kære datter standsmæssigt.

     Med det ovenfor skitserede og traditionelt set amoralske indhold taget i betragtning, er det forståeligt, at samtidens pædagogisk-moralsk orienterede litterære kritik fandt eventyr som f.eks. ”Fyrtøjet” uegnet som opbyggelig fortælling eller læsning for børn. Der fandtes da også kritikere, som ligefrem anbefalede Andersen at lade være med at skrive den slags underlødig  og moralsk angribelig litteratur for de yngste tilhørere eller læsere, som jo af gode grunde endnu ikke har erfaring og viden til at kunne sætte det hørte eller læste i det rette perspektiv. (Note 15)

 

Idéindholdet i eventyret ”Fyrtøjet”

Ser vi nu på det rent idémæssige indhold i et eventyr som ”Fyrtøjet”, kan vi konstatere at det i sin grundidé handler om et menneske, i dette tilfælde af hankøn, hos hvilket der helt uforberedt og uventet bryder nogle rige evner frem (de rige skatte i det hule træ = de åndelige evner, ved hjælp af hvilke man bl.a. kan opnå stigende grader af indsigt i livsmysteriet), som sætter vedkommende i stand til at glæde og gavne både sig selv og andre. Det kræves dog, at individet gør op med overtroen (her symboliseret ved heksen, som soldaten til sidst afliver). Men uden selv at vide af det, er den pågældende samtidig også kommet i besiddelse af en særlig evne (fyrtøjet) til at kunne kommunikere med overnaturlige eller åndelige kræfter (de tre hunde). Denne evne ligger dog foreløbig ubrugt hen (fyrtøjet ligger i posen på soldatens værelse). 

     Imidlertid er de rige evner, vedkommende er blevet begavet med , ikke i sig selv nok for ham. Han føler sig nemlig kun som et halvt menneske, og længes derfor efter at blive forenet med sin anden halvdel eller sit kvindelige aspekt (prinsessen), som dog indtil videre er uopnåelig (prinsessen er lukket inde bag slottets tykke mure). Men sin utilfredsstillede længsel omsætter han i et ødselt luksusliv, hvori han tærer på sine ressourcer og lever sit liv, som om disse er ubegrænsede. Og da han ikke har tanke om at forny eller supplere disse, ender det med at evnerne overforbruges og afmattes, og at viljen bliver magtesløs (soldaten står tomhændet og venneløs tilbage). I denne nødsituation, hvori mennesket ved sin mangel på erfaring og omtanke er blevet bragt i en ydmyg og angerfuld position, vækkes ved en indskydelse evnen til at kunne fremkalde og kommunikere med de åndelige kræfter, som sætter vedkommende i stand til at opfylde sine naturlige ønsker og behov, så det igen bliver muligt at leve et rigt og oplevelsesfyldt liv (soldaten kommer i tanke om fyrtøjet og bruger det, i første omgang uden at kende til dets særlige natur). Og da den pågældende har genvundet sin sunde mentale førlighed, er det tid til atter at tænke på og længes efter den savnede halvpart, som det takket være den nyvundne evne nu er muligt for ham at få lejlighedsvise glimt af (soldaten får takket være fyrtøjet og hunden en gang imellem den sovende prinsesse at se). Selv ikke myndighederne eller autoriteterne har held i forsøget på at forhindre sådanne intime møder, her i skikkelse af hofdamen, som slår kryds på porten ind til gæstgiveriet, men som soldatens ’tjener’, hunden, narrer ved selv at slå kryds på alle porte i kvarteret, så autoriteterne i første omgang ikke er i stand til at identificere stedet, hvor soldaten opholder sig, så at man kan pågribe ham.

     Men denne situation er imidlertid uholdbar i længden, idet vedkommende jo ikke har legal og normal adgang til at få sin anden halvpart at se, og slet ikke til at forene sig med hende. Og da soldaten på sin vis snyder sig til glimtvise samvær med sin kvindelige halvdel, berøves han helt muligheden for at komme i kontakt med hende (soldaten arresteres og sættes i fængsel). Hans liv synes dermed mislykket og fortabt (soldaten dømmes til døden). Men ensomheden og isolationen fremkalder på et tidspunkt erkendelsen af, at han har ’glemt’ sin særlige evne til at kommunikere med de åndelige kræfter (fyrtøjet ligger hjemme på soldatens værelse på kroen). Ved imidlertid at tænke tilbage på sin barndom, genkalder han sig barnesindet (skomagerdrengen), og det sætter ham i stand til atter at aktivere og bruge sin magiske evne (skomagerdrengen henter fyrtøjet). Herefter er han parat til at gøre op med alle de forhindringer og barrierer (autoriteterne i form af kongen, dronningen m.fl., detroniseres), der er mellem ham og hans længslers mål: sin kvindelige halvdel eller sit feminine aspekt (prinsessen). Dermed er det muligt for ham, at forene sig med hende i hendes fuldt vågne tilstand, så at de to tilsammen kan udgøre den enhed eller helhed, der har fuldkommen evne og magt til at styre bevidstheds- og handlingslivet (soldaten bliver konge og prinsessen dronning, og sammen regerer de landet, dvs. hele personligheden).

 

     Som læseren måske nok allerede her har gjort sig tanker om, så er grundidéindholdet i eventyret ”Fyrtøjet” faktisk identisk med hovedtrækkene i mange folkeeventyr og også i mange af de såkaldte kunsteventyr, herunder adskillige af H.C.Andersens eventyr. Men i en del folkeeventyr er hovedpersonen dog kvindelig, som f.eks. i ”Askepot”, ”Snehvide”, ”Tornerose” og ”Skønheden og uhyret”. Det er også tilfældet i en del af Andersens eventyr, som f.eks. ”Prinsessen på ærten”, ”Tommelise”, ”Den lille Havfrue”, ”De vilde svaner”, ”Dryaden”, og ”Dyndkongens datter”, hvilket dog ikke gør nogen væsentlig forskel, idet man blot ’ombytter’ det kvindelige aspekt ”prinsessen” med det mandlige aspekt ”prinsen”. Handlingen i ”fyrtøjet” ligger imidlertid som nævnt tæt op ad eventyr som ”Aladdin og den forunderlige lampe” og ”Det blå lys”, og med særlige allusioner til Oehlenschlägers skuespil ”Aladdin eller Den forunderlige lampe”, sådan som det allerede tidligere er blevet fremhævet. Grundidéen bag disse eventyr er i princippet myten om den evige genkomst, som igen har væsentlig lighed med Jesu lignelse om den fortabte søn. (Note 16)

     Læseren vil formentlig også allerede her have bemærket sig, at ”Fyrtøjet”, i lighed med mange andre kunsteventyr og folkeeventyr, dybest set handler om det såkaldte seksuelle polprincip og polforvandlingen, og herunder særlig om intuitionsevnen, som er identisk med den magiske lampe i eventyret om Aladdin, der igen er identisk med det magiske fyrtøj. Denne fortolkning af eventyret henhører under tydnings-plan nr. 4, det kosmiske idé-plan, som vi skal se nærmere på lidt senere nedenfor.

 

3. tydnings-plan: Det selvbiografiske indhold i ”Fyrtøjet”

Her skal vi foreløbig beskæftige os med en tolkning af eventyret ”Fyrtøjet” i henhold til det tredje tydnings-plan eller den selvbiografiske dimension i eventyret om den kække og heldige soldat. Og netop betegnelsen ’soldat’, bringer os lige ind på det selvbiografiske element i Andersens forfatterskab, for der kan næppe være tvivl om, at han i forbindelse med begrebet soldat især har tænkt på sin egen far, Hans Andersen, som jo blev soldat og en overgang var udkommanderet sammen med sit kompagni til Holsten, der dengang hørte under Danmark, og som derfor skulle forsvares. Det var i Napoleonskrigenes tid, og som Frankrigs allierede opholdt en del danske tropper sig i grænseegnene, hvor de kom i kamp med tyske styrker og disses svenske hjælpetropper. Det kompagni, Hans Andersen stod ved, kom dog ikke i direkte strid med fjenden, men marchen ad de vekselvis tørre og støvede og våde og sølede veje, og opholdet under åben himmel i al slags vejr i flere måneder, var for meget for hans – og sikkert også mange andres – fysik og helbred, og efter hjemkomsten var han både fysisk og psykisk nedbrudt. Få år efter brød sygdommen – formentlig tuberkulose – for alvor ud, og efter tre dages sygeleje døde han, kun 34 år gammel. Sønnen var da 11 år, og faderens død blev forståeligt nok en dybt traumatisk oplevelse for ham.

     Men i den yngre Andersens erindring stod faderen som den brave og stolte soldat, der havde let til latter og kvikke bemærkninger, og det er denne skikkelse, han har transponeret over i sit eventyr. Det er også i den skikkelse, man møder faderen i eventyret ”Rejsekammeraten”, 1835, hvor drengen Johannes oplever sin afdøde far i en drøm: ”… han så sin far frisk og sund igen og hørte ham le, som han altid lo, når han var rigtig fornøjet.” Andersen identificerede sig for resten selv med sin afdøde far, hvilket store dele af hans forfatterskab tydeligt vidner om. Som student havde han i øvrigt også selv været soldat, hvilket han mærkværdigvis har forbigået at omtale direkte i sine selvbiografier og i sit forfatterskab. I levnedsbogen nævner han under omtalen af den kloge kone, der i hans barndom spåede om hans fremtid, ganske kort at konen så ham ”med gevær på nakken (Og konen havde set ret, det var som student!)”. Efter vel overstået studentereksamen stod han fra 23. oktober 1828 til 28. februar 1834, i alt ca. seks år, indrulleret ved Kongens Livregiment, og deltog, ofte i fuld mundering, i 2. kompagnis eksercits, som foregik på Rosenborg Kasernes eksercerplads i Gothersgade i København. Andersen opnåede tilmed ved afstemning blandt kammeraterne, at blive udnævnt til underofficer, som officielt fandt sted søndag den 4. april 1830, to dage efter hans 25 års fødselsdag. Men allerede året efter, den 20. april 1831, trak han sig fra posten som aktiv underofficer, og stod nu som såkaldt ”overkomplet nr. 22”, til han den 28. februar 1834 fik sin normale afsked. Soldaterhåndværket har næppe været særlig attraktivt eller ligget for ham, der jo havde en helt anden hensigt og målsætning med sit liv, nemlig at leve af og for at skrive og digte. Men til trods herfor, kan der ikke være tvivl om, at han i nok så høj grad også identificerede sig med soldaten i ”Fyrtøjet”, der som nævnt jo oven i købet er et billede på Aladdin eller, som digteren i anden sammenhæng kaldte skikkelsen: ”Johannes” (i eventyrene ”Dødningen” og ”Rejsekammeraten”), ”Klods-Hans” (i eventyret af samme navn) eller ”Lykke-Peer” (i romanen med denne titel).

 

     Sit eventyrs heks havde Andersen faktisk mødt i det virkelige liv, dels i skikkelse af den ovenfor nævnte kloge kone, der i hans barndom spåede, at han skulle blive en berømthed som voksen, og som engang ville blive hyldet og hædret af sin fødeby, Odense. Og dels havde han mødt hende i en anden skikkelse, dengang hans far lå på sit dødsleje og moderen sendte sønnen af sted til den kloge kone, der boede i Ejby, for at spørge, om faderen ville overleve sin sygdom. Så han vidste ret god besked med, hvad en heks var for noget, og at denne stod i forbindelse med magiske og overnaturlige eller åndelige magter og kræfter. Hans egen mor havde faktisk større tiltro til kloge koner, end til de lærde doktorer, men hans rationalistisk indstillede far så derimod med stor skepsis og ligefrem hån og foragt på enhver form for overtro, som han fandt var udtryk for en utilgivelig naivitet eller dumhed, og som han, i lighed med soldaten i ”Fyrtøjet”, derfor gjorde kort proces med, når han mødte den.

     H.C.Andersen var selv fascineret af overtroens og magiens verden, men troede dog ikke blindt på ægtheden af alt, hvad der udgav sig for at være overnaturlige kræfter og fænomener. I overensstemmelse med sin far, mente han derimod, at der er en naturlig og rationel forklaring, også på disse fænomener og kræfter, selv om vi for øjeblikket måske ikke kender den logiske eller naturlige årsagsforklaring på dem. (Note 17)

 

     Som soldaten i eventyret drog til den store by og spenderede af sin forholdsvis let opnåede rigdom, sådan var den unge håbefulde Andersen draget den lange vej fra Odense til hovedstaden, København, hvor han dels hurtigt fik brugt sine medbragte sparepenge, og dels forsøgte at realisere de rige kreative evner, han var begavet med. Men som soldaten brugte og ødslede sin formue væk, sådan ødslede unge Andersen også sine evner og kræfter og spildte dem formålsløst i forskellige retninger. Hans ’livskompas’ var dengang udelukkende indstillet på, at han ville være berømt, sådan som han havde hørt og læst om, at mange store mænd i historien var blevet. Det var i den forbindelse at han tilegnede sig mottoet om, at man først går så gruelig meget ondt igennem, for siden at blive berømt.

     Det varede nogen tid, før det stod den unge Andersen klart, hvad det var, han skulle beskæftige sig med og koncentrere sig om, for at opnå sine drømmes mål. Da det endelig gik op for ham, drømte han ligesom soldaten i ”Fyrtøjet” om at møde ’prinsessen’, dog egentlig ikke kun i en rigtig levende kvindes skikkelse, men nok så høj grad i form af poesiens skønne muse, som skulle inspirere ham til at gøre sig værdig til digterkronen. Men det lykkedes altså ikke i første omgang. De rige evner var endnu ikke modnet dertil, og blev derfor til at begynde med forsøgsvis brugt som sanger, danser og skuespiller, men ingen af delene lå helt rigtigt og naturligt for ham, selvom han efter flere samtidiges udsagn faktisk var en god sanger. Han fik dog mange bekendte og nogle få rigtige venner i denne periode. Men enkelte ’venner’, som f.eks. digteren Frederik Høegh Guldberg, forlod eller afviste ham, da de så, at han spildte sin og deres tid. Poesiens muse besøgte ham kun i lejlighedsvise glimt, og han magtede endnu ikke at fastholde ’hende’ (den inspirative intuition) i længere tid af gangen. Alligevel var han optændt af en nærmest hellig iver efter at blive digter og dramatiker, og gav sig derfor til at skrive digte og skuespil, og forsøgte på den måde at fastholde sin muse, samtidig med at han  tilbragte meget af sin tid med at gå i teatret, hvortil han som elev på Det kgl. Teater havde fri adgang. Det skal dog tilføjes, at han også skrev, i håb om at få sine digte trykt og sine skuespil opført på teatret, idet dette samtidig ville betyde en højst nødvendig og tiltrængt indtægtskilde for ham. Det sidstnævnte lykkedes dog ikke i første omgang.

     Den da omkring 14-årige digterspire havde ved sin første ankomst til hovedstaden den 6. september 1819, fået et temmelig beskedent logi hos husejer Madam Thorgesen i den berygtede Ulkegade nr. 8, 1. sal. Den dengang ret snævre gade, som især var berygtet for sine mange beværtninger og sine prostituerede kvinder, blev år senere omdøbt til det lige så berygtede Holmensgade og endnu senere til det nuværende Bremerholm, der dog efterhånden fik et godt og respektabelt ry. Det var lejlighedens tidligere spisekammer, som på et tidspunkt åbenbart var blevet indrettet til pigekammer, og som nu foreløbig skulle danne rammen om den fattige Odensedrengs daglige tilværelse i den pulserende storstad. Det lille rum, han havde fået overladt, var uden vinduer, men i døren ud til køkkenet var der en lille rude, og den tjente til at slippe en smule lys udefra ind i det dunkle kammer. Det var formentlig hans rejseledsagerske fra Odense, Madam Hermansen, som havde formidlet kontakten til Madam Thorgesen, og som sammen med sin mand, friskomager H.D.Hermansen, i øvrigt selv flyttede ind i ejendommen i 1821. Efter to års ophold hos Enkemadam Thorgesen flyttede Andersen den 1. september s.å. op på 2. sal hos familien Henckel. Det skyldtes, at Madam Thorgesen, der var sygeplejerske og jordemoder af uddannelse, havde søgt og fået en stilling som jordemoder i Frederikssted på øen St. Croix  i Vestindien. Hendes mand, overskærer ved Guldhuset i København, Knud Thorgesen, var død allerede i maj 1818, og altså før den unge Andersen var draget til hovedstaden. (Note 18)

 

     Under sine tre første års ophold i København havde den unge Andersen konstant store problemer med at skaffe penge til dagen og vejen, men selv om han fandt det ydmygende, måtte han ofte tigge sig frem ved hjælp af bønskrifter til ”ædelmodige menneskevenner”. Men da det så allermørkest ud for ham, fik han en dag den indskydelse (af sin muse!), at der lå en kostelig skat i dybet af hans egen bevidsthed, nemlig erindringerne om de folkeeventyr, han havde hørt som barn. Men der blev i denne omgang ikke mulighed for at realisere tanken om at genoplive foreløbig et enkelt af de gamle eventyr og sagn, ved at genfortælle dette på sin egen originale måde. Det drejede sig om ”Dødningen”, som dog først blev til noget en del år senere. Men med sin muses hjælp og inspiration, hvilket vil sige: med sin intuitive digterevne, forenet med hans barndomsoplevelser og –erindringer, skrev han foreløbig nogle digte, flere skuespil og en novelle, som varslede om, hvad der senere skulle komme fra hans ånd og hånd. Det blev også til hans første bog, som han beskedent kaldte ”Ungdoms-Forsøg” (1822).

     Men snart ville hans skæbne, i form af omgivelserne (i eventyret: kongen og dronningen), det anderledes, og de stærkere og indflydelsesrige kræfter ville hindre hans adgang til poesiens muse (i eventyret: adgangen til at se prinsessen) og til teaterdrømmene, som man mente var en uhensigtsmæssig og nytteløs beskæftigelse i hans tilfælde. Det gjorde man ved at sende ham langt bort fra hovedstaden og sætte ham på skolebænken i en fjern provinsby, Slagelse, af Andersen snart omdøbt til Plagelse, hvorfra man dengang ikke så nemt og bekvemt kunne komme til hovedstaden og dennes selskabelige fornøjelser og teaterliv (i eventyret: soldaten bliver arresteret og sat i fængsel).

       Muligheden for og inspirationen til at skrive digte havde han så at sige måttet efterlade sig i København (i eventyret: soldaten havde efterladt fyrtøjet på sit værelse i gæstgiveriet), for det var direkte blevet ham påbudt at koncentrere alle sine kræfter og åndsevner om de fornuftige og nødvendige skolestudier, og ikke spilde sin tid på formålsløst og umodent digteri. Men sine juleferier tilbragte han i København hos familier, der havde inviteret ham til at bo hos sig. Ved synet af og tanken om det, der foregik bag Det kgl. Teaters mure, og ved mødet med flere åndspersonligheder, hændte det, at inspirationen vendte glimtvis tilbage til ham. Det kunne derfor trods alt ikke helt undgås, at musaen lejlighedsvis tittede frem fra sit skjul (i eventyret: soldaten får ved fyrtøjets og hundens hjælp kortvarigt den sovende prinsesse at se), men den helt store og poetiske inspiration udeblev stort set under de påtvungne begrænsninger, der var blevet afstukket for den unge digterspires udfoldelser. Et faktum er det i al fald, at han i denne periode ikke digtede noget af særlig værdi, måske med en enkelt og særdeles markant undtagelse, nemlig digtet Det døende barn, 1826. Erindringen om barndommen og moderens kærlighed trøstede Andersen i hans ’fængselstilværelse’ (i eventyret: skomagerdrengen hjælper soldaten, der sidder fængslet i Domhusets kælder).

 

     Skolelivets pligter og opholdet som logerende hos den strenge, lunefulde og uberegnelige rektor Meisling, som ofte skældte på sin elev og kaldte denne for stupid og uduelig, og med sviende ironi for ”Shakespeare med vampyrøjnene”, gjorde den følsomme og sårbare unge Andersen mere og mere fortvivlet og deprimeret. Og særlig de forestående årlige eksamener kunne fylde ham med mismod og selvopgivelse, selvom han i reglen klarede sig forbavsende godt og fik gode karakterer.          

 

     Til sidst følte han, at det var for meget, der blev forlangt og forventet af ham, og at han ikke kunne udholde mere. I denne periode af sit liv følte han dag for dag mere og mere, at døden ventede ham inden længe (soldaten må erkende, at han nok vil blive dømt til døden). Denne fortvivlede situation af åndelig isolation og selvopgivelse, som han befandt sig i, fremkaldte automatisk hans erindringer fra barndomstiden i Odense, hvor den kærlige far havde læst historier og eventyr for ham, og ofte taget ham med ud i den fri natur udenfor byen. Og til den lige så omsorgsfulde og kærlige mor, der havde fortalt ham om Guds himmelrige og om englene og Jesus, og sunget salmer for ham, når han skulle sove. Da var han skomagersønnen, som løb omkring i Odenses gader med træsko på, og følte sig tryg og lykkelig ved livet (soldaten kontakter skomagerdrengen, som tilfældigt kommer forbi hans fængselsvindue, og som han sender hen efter fyrtøjet). Og atter vendte digterinspirationen tilbage til ham, og det blev til flere digte, som især handlede om hans barndomstid i fødebyen, som set i lyset af hans aktuelle omstændigheder syntes både lykkelige og sorgløse. Men poesiens muse aflagde ham først for alvor besøg, efter at han var kommet til Helsingør, også selvom skolesituationen og forholdet til rektoren var blevet katastrofalt forværret (i eventyret: de strenge autoriteter i form af bl.a. dommerne, behandler anklagen imod soldaten), eller måske snarere derfor.

     Men midt i det dybeste mentale mørke, om end kun for nogle få øjeblikke i hans ellers så fortvivlede og deprimerede situation, dukkede musaen op og satte ham i stand til at føle sig som barnet under sin kærlige mors ømme omsorg. Det var i denne på en gang opløftede og tunge sindsstemning, at den knapt 22-årige Andersen skrev sit måske mest inspirerede, smukkeste og betydeligste digt fra skoletiden: ”Det døende barn”. Den intuitive inspirations- og skaberevne havde han nu fået igen, om end han endnu ikke havde mulighed for eller lejlighed til at bruge den mere permanent (soldaten har fået fyrtøjet igen, men måtte foreløbig lade det ligge ubenyttet i sin lomme). Skæbnen ville da, at Andersens fortvivlede situation  – så at sige i sidste øjeblik - blev opfattet og taget alvorligt af en af hans lærere, den omtrent jævnaldrende Chr. Werliin (1804-1866), som forelagde situationens alvor for hans værge, Jonas Collin, og kort efter blev en overlykkelig ung mand udfriet af sit ’fangenskab’ og sin udsigt til døden (soldaten benytter sig i sidste øjeblik af fyrtøjet, som han anslår tre gange, hvorefter de tre hunde kommer ham til hjælp og undsætning).

 

     Nu følte Andersen sig til gengæld jublende fri som fuglen i luften, også selvom skolestudierne endnu ikke var helt overstået, og eftersom digterlystens og –inspirationens muse nu oftere besøgte ham, lykkedes det ham at kombinere studiepligterne med den poetiske skabertrang. Denne udmøntede sig især i den ungdomskåde, fantastiske, selvironiske og delvis selvbiografiske roman Fodrejse fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828-1829. Som soldaten i eventyret længtes efter at blive forenet med sin prinsesse, således længtes Andersen efter at blive varigt forenet med sin poetiske muse og fastholde sin intuitive digterevne (fyrtøjet), som i det virkelige liv henter sin kraft fra intuitionens inspirationskilde (musaen), og gøre den mere stabil og permanent. Denne muse havde han engang som dreng oplevet i en drøm, hvori hun fremstod  som ”en dejlig pige med guldkrone på sit lange, smukke hår”, som rakte ham sin hånd, ”og hans da afdøde far sagde til ham i en drøm: ”ser du, hvilken brud du har fået? Hun er den dejligste i verden.” (Kilde: ”Dødningen”, 1830, og ”Rejsekammeraten”, 1835). Musaen var fra nu af atter kommet ham nær, idet hun så at sige opholdt sig i hans underbevidsthed, og derfra besøgte hun ham da også oftere og oftere i de følgende mange år, men han fik indtil videre kun lov til at se hende i kortere øjeblikke ad gangen, før hun atter trak sig tilbage til ’privatgemakket’. Men de ideer og inspirationer, hun ved disse lejligheder indgav ham, kunne han leve længe på og suge digternæring af. I den forstand havde han, som soldaten i ”Fyrtøjet”, fået sin prinsesse.

     Men eftersom Andersen jo var en mand af kød og blod, mente han på et tidspunkt naturligvis også, at det skulle være muligt for ham at finde en kødelig genpart af sin poetiske muse. Sit eget indre billede af hende, af sin anima, dvs. af sit feminine sjælelige aspekt, projicerede han først ud på Riborg Voigt og senere på Louise Collin. Men disse to kvinder kunne – så lidt som senere hen i livet f.eks. Jenny Lind – se deres drømmehelt eller eventyrprins i skikkelse af den fysisk og åndeligt særprægede og feminine Andersen, og de afslog derfor hans i øvrigt indirekte og noget kejtede frieri. Inderst inde har de nok haft en fornemmelse eller følelse af, at han ikke var, hvad man forstod og forstår ved en ”rigtig” mand. Men ingen tvivl om, at de pågældende kvinder samtidig følte sig smigrede over hans interesse for dem hver især. I virkeligheden forholdt det sig da også sådan, at Andersen med sin særlige psyke og seksuelle polkonstellation, som bevirkede at han i lige høj grad følte sig erotisk tiltrukket af mænd som af kvinder, næppe ville have været nogen god elsker eller ægtemand. Efterhånden indså han da også klarere og tydeligere, at hans liv var uafviseligt viet til poesiens muse, og at han måtte leve sit liv uden en kødelig pendant til hende. (Note 19)

 

     I de følgende år nærmest strøede Andersen gavmildt om sig med en række både humoristiske og lyriske digte, samlet og udgivet under titlen Digte 1830, og i samme periode skrev han flere skuespil samt den fine og fantasifulde rejsebeskrivelse Skyggebilleder af en Rejse til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc. i Sommeren 1831. I 1833 forsøgte han sig med en ny slags gendigtning af Aladdin-eventyret, og hertil havde han fundet emne og stof i folkevisen om ”Agnete og Havmanden”, en titel, Andersen også gav sit delvis selvbiografiske dramatiske digt, der dog på trods af et godt oplæg og gode intentioner ikke helt forløste, hvad han og hans muse havde på hjerte. Det lykkedes derimod i højere grad nogle få år senere i og med eventyret om ”Den lille Havfrue”, 1837, som også rummer tydelige selvbiografiske elementer. Såvel Agnete som den lille Havfrue er netop udtryk for Andersens sjælelige feminine aspekt, som han i disse tilfælde fuldt og helt identificerede sig med.

     Men Andersens personlige åndelige gennembrud kom, da han på sin første store Italiens-rejse 1833-34 var nået til øen Capri, og her steg ned i Den blå Grotte (= Aladdin-hulen), som med sine intense og strålende blålige farver forekom ham som åndens eget sælsomme rige. Da oplevede han en slags indvielse og sjælelig sammensmeltning med poesiens muse, hans egen sjæls anima, eventyrets prinsesse, som han gav navnet Lara, og i denne forening oplevede han, at den fysiske verden og åndeverdenen er ét sammenhørende hele, at ånd og natur er ét, og at alt, lige fra blomsterfrøet til vor udødelige sjæl, er et guddommeligt under og eventyr. Det ydre resultat af rejsen og af hans åndelige ’nyfødsel’, blev romanen Improvisatoren, som meget betegnende er en glødende hyldest til livet og verden som et guddommeligt og eventyrligt underværk. Desuden skrev han i al fald fire eventyr, hvoraf ”Fyrtøjet” var det ene, og som blev det, hvormed Andersen indledte sin officielle eventyrrække. ”Improvisatoren” udkom den 9. april 1835, altså kort efter hans 30 års fødselsdag den 2. april s.å., og det første hæfte med de fire eventyr udkom en måned senere, nemlig den 8. maj 1835. Dermed havde Andersen faktisk indledt sine første skridt til at erobre digterkronen og blive en slags ’konge’ i eventyrdigtningens rige, mens den trofaste muse indtog pladsen og dronningeværdigheden ved hans side. Sit eget livs eventyr indtil da, genfortalte han i digterisk form i og med romanen ”Improvisatoren”, og i kort og koncentreret symbolsk form i eventyret ”Fyrtøjet”.   

 

    I eventyret ”Fyrtøjet” genkender man f.eks. nogle af de mere konkrete oplevelser, den kun 14-årige Andersen kom ud for, da han den 6. september 1819 for første gang kom til København. Også han kom ’marcherende” ind i byen, nemlig fra Valby Bakke, hvor han var stået af diligencen, og gik den relativt lange strækning gennem Frederiksberg Have og videre ad det landlige Frederiksberg Allé og Vesterbros Passage (det senere Vesterbrogade) og til voldenes vestre port, som han passerede igennem på sin videre vej om til Vestergade, hvor han søgte ind på gæstgiveriet ”Gardergaarden”. Soldatens slidte uniform har Andersen også hentet inspiration til fra sit eget liv, idet en af hans soldaterkammerater, den senere oberst Søren Chr. Barth i sine livserindringer har beskrevet, hvordan den tog sig ud: ”en gammel én, som han havde købt hos en marskandiser, der ikke alene var for kort i ærmerne og for snæver i livet, men skøderne skrævede bagtil; Chakoten var for lille og sad bag i nakken”. (Note 20)

     Det er også en realistisk ungdomserindring, Andersen har benyttet sig af i sin beskrivelse af det kammer, som soldaten bliver henvist til, efter at have brugt næsten alle sine penge. Det er nemlig intet mindre end den studenterhybel, Andersen havde lejet hos fru Schwartz i Vingårdsstræde 6 på kvisten, som nu i mange år har været inkorporeret i Magasin du Nords bygningskompleks, hvor det først blev benyttet som systue og senere som direktionskontor. Men i anledning af 200 året for digterens fødsel, blev værelset eller kammeret bragt tilbage til det udseende, det havde på den tid, hvor Andersen logerede der, og sammen med et nyindrettet udstillingslokale i fru Schwartz’ tidligere lejlighed, blev såvel kammer som udstillingslokale åbnet for publikum i slutningen af 2004. Interesserede kunne her forvisse sig om, at det meget lille kammer på vel omkring 6 m2, var meget beskedent, ja, næsten tarveligt indrettet, med en alkoveseng, der næppe havde længde nok til, at ”lange Andersen” kunne ligge udstrakt i den. Kammeret indeholdt også en mindre kakkelovn, der dog sikkert har været stor nok til, at den kunne opvarme stedet, også til trods for, at skråvæggen ud mod det fri ikke var isoleret, men kun bestod af tagspær, trælægter og nøgne tagsten. Og det simple bord foran kvistkammerets eneste vindue, hvorfra der dengang var fri udsigt til Nikolaj Kirkes spirløse tårn, har tjent mange formål i den tid, unge Andersen logerede der. Det var her ved dette bord, han spiste sin beskedne frokost, lavede sine hjemmelektier, formentlig lejlighedsvis afbrudt af at skrive digte, og her, han – i lighed med soldaten i ”Fyrtøjet” - selv måtte reparere sit tøj og sine støvler, men da han var dygtig med nål og tråd, har det sidstnævnte sikkert ikke voldt ham de store problemer. Men dette yderst beskedne tagkammer, hvor unge Andersen logerede fra 19. april 1827 til oktober flyttedag 1828, går igen mange steder i hans forfatterskab. (Note 21)

     Slottet med de mange tårne og det irgrønne kobberbelagte tag, er en blanding af  Rosenborg Slot i Kongens Have og det gamle Københavns Slot på Slotsholmen. På Andersens tid residerede kongefamilien endnu på Christiansborg Slot, også kaldet Frederik VI.s slot, indviet 1828, som var en efterfølger af ”det andet Christiansborg”, der var brændt i 1794. Og Comediehuset, som soldaten også besøgte, var det ældre Kongelige Teater fra 1748, som i 1874 blev erstattet af det nuværende teater. Det kgl. Teater var den da 14-årige H.C.Andersens første mål efter hans ankomst til København i begyndelsen af september 1819, fordi han drømte om at blive elev ved teatret, hvad der faktisk også lykkedes for ham. Men det er en anden historie. Men kongefamilien med den populære og jordnære kong Frederik VI i spidsen, og det meget livagtige billede af livet i de kongelige gemakker, Andersen tegner i eventyret ”Fyrtøjet” og andre steder, havde han fået et levende indtryk af under flere besøg på slottet, som han til at begynde med fik adgang til via sit bekendtskab med Odense-veninden Laura Tønder Lund og dennes familierelation til gamle fru Colbiørnsen, hvis datter var hofdame hos Kronprinsesse Caroline. For resten en væsentlig om end indirekte årsag til, at H.C.Andersen og den kongelige familie blev bekendtgjort med hinanden.

 

     De tre hunde i eventyret ”Fyrtøjet” skal jo først og fremmest ses som magiske skikkelser eller åndelige kræfter, men i det virkelige liv lignede Andersen bestemt ikke den kvikke og modige soldat, som kunne sige til den mellemste hund: ”Du skulle ikke se så meget på mig! Du kunne få ondt i øjnene!”. Andersen var nemlig ikke meget for hunde, som han normalt faktisk var bange for, og derfor i reglen forsøgte at undgå at møde, men det lod sig ikke altid gøre, for mange af de mennesker, han besøgte i løbet af sit liv, havde hund eller endda flere hunde.

     Den ”kachot”, som soldaten blev hensat i efter sin arrestation, må have været arresten i tilslutning til Københavns Domhus på Nytorv, opført efter at det gamle rådhus, som lå midt på pladsen mellem Gl. Torv og Nytorv, var brændt i 1795. Her er det, at skomagerdrengen, igen et billede på skomagersønnen Hans Christian Andersen, kommer løbende forbi og taber sin ene tøffel, og som soldaten vil give fire skilling, hvis drengen vil hente hans fyrtøj omme på gæstgivergården (i Vestergade). Og den galge, hvor det var meningen at soldaten skulle hænges, har formentlig været rejst i det nuværende Fælledparken på Østerbro. Denne henrettelsesform blev først afskaffet i Danmark i 1866, men var dog gået af brug længe før. Andersen havde i hvert fald ved en enkelt lejlighed oplevet en henrettelse. Det var da rektor Meisling arrangerede en ’lærerig’ udflugt for Andersens klasse til Skelskør, hvor man den 8. april 1825 overværede henrettelsen ved halshugning  af en yngre kvinde og hendes kæreste, samt en anden mand (jf. soldaten, der hugger hovedet af heksen). Kvinden var blevet gravid med en mand, hendes far ikke kunne lide, og han nægtede parret at gifte sig. Hun søgte derfor at aflive sin far ved at komme rottegift i hans kaffe, men forgæves. Derefter fik parret hjælp af en bekendt, som sammen med kvindens kæreste lokkede hendes far i et baghold, hvor de dræbte ham med adskillige knivstik. Efter henrettelsen blev de to mænds hoveder sat på stage, og kroppene på stejle og hjul, mens pigens lig blev lagt i en kiste. Den dybt rystede Andersen har år senere beskrevet denne grumme henrettelse ret detaljeret i Levnedsbogen og i Mit Livs Eventyr. (Note 22)

 

     Men alt i alt må man som sagt konstatere, at H.C.Andersen på det personlige plan fik en skæbne, der i princippet og i det væsentlige lignede det livsforløb, der blev soldaten i eventyret ”Fyrtøjet til del. Vel fik han ikke sig en ’prinsesse’ i det virkelige liv, men i og med formælingen med sin digteriske muse, sin feminine pol, blev Andersen ’digterkonge’ i livseventyrets rige.        

 

 

Det kosmiske idéindhold i eventyret ”Fyrtøjet”

Som allerede antydet under omtalen af eventyret ”Fyrtøjet” set i relation til tydningsplan nr. 2, idé- og moraleplanet, handler dette eventyr – og adskilligt flere af Andersens eventyr – dybest set om det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling. Og ”dybest set” vil jo sige: kosmisk set, hvilket igen vil sige: set fra det evige verdensbilledes – og dermed den evige verdensordens – synspunkt, sådan som især Martinus har fremstillet dette i sin kosmologi.

     Læseren er jo allerede blevet introduceret til de grundlæggende faktorer og kræfter i det i god forstand fantastiske verdensbillede, som Martinus på basis af sin højtudviklede intuitionsevne eller sin såkaldte kosmiske bevidsthed, og sin veludviklede analytiske intelligens, har fremlagt i form af en omfattende række såkaldte kosmiske analyser. Det vil sige, logiske, deduktive og induktive analyser, som blandt andet ved hjælp af analogier søger at anskueliggøre de højpsykiske faktorer i form af Jeget og overbevidstheden, og de universelle lovmæssigheder, de såkaldte guddommelige skabeprincipper, som ligger til grund for fænomenernes verden, lige som der søges fremlagt begrundelse for de abstrakte intuitive ’facitter’, som den kosmiske bevidsthed giver adgang til. Men af hensyn til læseren, skal her rekapituleres de faktorer og lovmæssigheder, der særlig gør sig gældende i relation til det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling:

     I henhold til det kosmiske verdensbilledes analyser af de til grund liggende intuitive ’facitter’, er nogle af de væsentligste faktorer og lovmæssigheder i det levende væsens psyke og fremtræden, det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling. Martinus går endog så vidt, at han ligeud karakteriserer det seksuelle polprincip, som han også betegner som ”den højeste ild”, som det ”skabelsens rat”, det vil sige, det ’instrument’, i kraft af hvilket alt styres i universet. (LB V, stk. 1858). Begrebet „den højeste ild“ svarer i princippet til begrebet ”Eros” i klassisk græsk filosofi og digtekunst. Betegnelsen polprincippet indikerer, at der er tale om to modsatte, men indbyrdes komplementære ’poler’, nemlig den seksuelt feminine pol og den seksuelt maskuline pol. Disse to ’poler’ er at betragte som to højpsykiske kraftcentre med modsatrettede ’elektriske’ ladninger, henholdsvis med ’negativ’ og ’positiv’ ladning, hvorfor de to poler da også respektive karakteriseres som polen for modtagelse af energi (den feminine pol), og polen for afsendelse af energi (den maskuline pol).

     Imidlertid er disse to poler hver for sig undergivet en koordineret vækst- og degenerationsproces, også betegnet polforvandlingen, som i samspil med kontrastprincippet styres af kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet, og som finder sted på basis af sult- og mættelsesprincippet. Polforvandlingsprocessen er især karakteriseret ved, at de to kontrære poler gennemgår en forandrings- eller forvandlingsproces, hvorunder den ene af polerne fra et funktionelt set fuldt virksomt stadium, gradvist ’degenererer’ eller reduceres til et uvirksomt eller latent stadium, mens den modsatte pol stort set fortsat bevarer sin noget nær optimale funktionsdygtighed. De individer, hos hvem det er den feminine pol, der reduceres, mens den maskuline pol hos samme individ fortsat bevarer sin fulde funktionsdygtighed, udvikler sig som hankønsvæsener, og de individer, hos hvem det er den maskuline pol, der reduceres, mens den feminine pol hos samme individ fortsat bevarer sin funktionsdygtighed, udvikler sig til hunkønsvæsener. Denne forvandlingsproces tager sin begyndelse et stykke inde i planteriget og kulminerer i det egentlige dyrerige, hvori individerne fremtræder som udprægede han- og hunkønsvæsener, og disse er principielt karakteriseret ved et gensidigt tiltræknings- og afhængighedsforhold med alt, hvad deraf følger.

     I den sidste del af dyreriget, sker der derefter lige præcis den modsatte proces, nemlig at den latente eller uvirksomme pol atter begynder at gøre sig gældende, idet den gradvist vokser eller udvikler sig frem til fornyet fuld funktionsdygtighed, på lige niveau med den hidtil bærende aktive pol. Og i takt med denne forvandlingsproces, forandres og udviskes individernes deciderede kønspræg som henholdsvis hankøns- og hunkønsvæsener, og det gensidige biologiske psykisk-fysiske tiltræknings- og afhængighedsforhold aftager, efterhånden som de enkelte individer bliver ’færdige’ og selvstændiggjorte som såkaldt ’rigtige’ mennesker, for hvilke næstekærlighedsbudet er etisk-moralsk ledestjerne, i modsætning til de decideret ’jordiske’ mennesker, hos hvem selvkærligheden eller egoismen sidder i højsædet. Denne proces begynder så småt hos det civiliserede ’jordiske’ menneske, og accelererer hos det lidt mere udviklede kulturmenneske, sådan som tilfældet er i vor egen tid. Men man bør dog gøre sig klart, at polforvandlingsprocessen ikke forløber samtidigt eller på samme måde for alle mennesker, idet den tværtimod former sig med store individuelle forskelle og variationer.   

     Polforvandlingsprocessen er principielt set altså karakteriseret derved, at individerne fra en dobbeltpolet tilstand, hvori de to poler er jævnbyrdige i deres funktion og fremtræden, gradvist ’degenerer’ eller reduceres til en tilstand, hvori det kun er den ene af de to poler, der fungerer og øver indflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv. Men fra denne såkaldt enkeltpolede tilstand, udvikler individerne sig atter til at repræsentere en dobbeltpolet tilstand, hvori de to poler funktionsmæssigt befinder sig på niveau med hinanden. Men, som sagt, forløber processen dog ikke fuldstændig ensartet og samtidigt for alle individers vedkommende, selv om der naturligvis er tale om principielle ligheder på de forskellige udviklingstrin. Når forvandlingsprocessen frem til dobbeltpolethed stort set er fuldbyrdet, befinder mennesket sig principielt i det rige eller tilværelsesområde, Martinus betegner som det rigtige menneskerige. Man bør i den forbindelse notere sig, at de i alt seks kosmiske riger eller tilværelseszoner, Martinus’ kosmologi opererer med, ikke har grænser på samme måde som tilfældet er i den fysiske verdens naturriger. Det forholder sig snarere sådan, at de kosmiske riger i deres respektive grænseområder ’overlapper’ hinanden, principielt på samme måde, som f.eks. mineralriget, planteriget og dyreriget gør det. Denne sammenligning er formentlig gyldig, idet de nævnte tre naturriger netop udgør det kosmiske verdensbilledes tre fysiske riger, mens det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden, udgør samme verdensbilledes tre åndelige riger. Det kan også udtrykkes sådan, at hvor de fysiske naturriger er karakteristiske ved at være underlagt den klassiske fysiks lovmæssigheder, herunder bl.a. afstande i tid og rum, og kausalitet, så er de åndelige naturriger karakteriseret ved at være en ren tilstandsverden med sine egne og helt specielle lovmæssigheder, som intet har med den klassiske fysik at gøre. (Note 23)

 

    Individets dobbeltpolethed består eller vedvarer under individernes successive passage gennem de åndelige riger, der er nævnt ovenfor, og den holder sig altså til et stykke ind i det ny spiralafsnits planterige. Her begynder så en ny polspaltning, men denne gang med den afgørende forskel, at det vil være den pol, som var bærende hos individet i det forrige plante- og dyrerige, der degenererer, mens den da degenererede pol nu bliver den bærende og dominerende. Det betyder, at individet, som fremtrådte som hankønsvæsen i forrige udviklingsspirals plante- og dyrerige, nu vil fremtræde som hunkønsvæsen, og modsvarende vil det individ, der da fremtrådte som hunkønsvæsen, nu fremtræde som hankønsvæsen. Disse forhold beror på kosmiske lovmæssigheder, som vi dog ikke skal komme ind på her, men som er blevet omtalt i de tidligere afsnit her på hjemmesiden. (Note 24)

 

De to seksuelle polorganer  

For ikke at ulejlige læseren med at skulle genopfriske emnet ved fornyet læsning af tidligere afsnit, skal her kort gentages, hvad de to polorganer er for nogle størrelser. Med disse forholder det sig i henhold til Martinus (og Per Bruus-Jensen) sådan, at de også begge forekommer hos det samme individ, sådan som tilfældet er med de to seksuelle poler. Men mens de sidstnævnte organisk set befinder sig i individets overbevidsthedsregion, er de to førstnævnte organisk set lokaliseret i et psykisk grænseområde mellem overbevidsthedsregionen og underbevidsthedsregionen, den sidstnævnte forstået som en region, der funktionelt set er underordnet overbevidstheden. De to polorganer kan opfattes som sansemæssige og manifestative omsætningsredskaber for de to overbevidsthedspoler. Vigtigst er det dog nok, at man ikke opfatter hverken poler eller polorganer som fysiske strukturer i lighed med f.eks. lever, nyrer etc., men snarere forestiller sig disse som strukturer, der er beslægtet med elektriske felter.

     De to polorganer fremtræder henholdsvis som det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, og som betegnelserne antyder, varetager de hver især helt forskellige områder og funktioner i individets bevidstheds- og handlingsliv. Det førstnævnte polorgan er således ansvarligt for de emotionelle (følelsesmæssige) momenter i bevidstheds- og handlingslivet, mens det sidstnævnte polorgan er ansvarligt for de intellektuelle (forstandsmæssige) momenter i samme bevidstheds- og handlingsliv.

    Imidlertid er det indbyrdes tilknytningsforhold mellem de to polorganer på den ene side og de to overbevidsthedspoler på den anden side, egentlig ikke umiddelbart indlysende. Umiddelbart skulle man måske have forventet, at det emotionelle polorgan altid ville være tilknyttet den feminine pol, mens det intellektuelle polorgan omvendt altid ville være knyttet til den maskuline pol, men sådan forholder det sig ikke. Derimod er det sådan, at det emotionelle polorgan altid vil være tilknyttet individets bærende eller dominerende pol, altså den feminine pol hos hunkønsvæsenet og den maskuline pol hos hankønsvæsenet. Det intellektuelle polorgan vil til gengæld altid være tilknyttet den pol, der på et tidspunkt befinder sig i sit funktionelt latente stadium. Hvilket indebærer, at det intellektuelle polorgan på samme tidspunkt kun fungerer minimalt, hvilket i praksis vil sige: slet ikke. Det indebærer også, at dette polorgan derfor vil være tilknyttet henholdsvis hunkønsvæsenets maskuline pol og hankønsvæsenets feminine pol. Som direkte følge af sit tilknytningsforhold til individets latente pol, er det intellektuelle polorgan hovedansvarligt for den side af samme individs bevidstheds- og handlingsliv, der udvikler sig samtidigt med fremvæksten af den ’sovende’ overbevidsthedspol og den derigennem gradvist etablerede dobbeltpolethed. (Note 25)

 

Polprincippet og eventyret ”Fyrtøjet”

Med det foranstående relativt kortfattede resumé af, hvad polprincippet og polforvandlingen i henhold til Martinus drejer sig om, er vi formentlig nu nogenlunde rustet til at give os i kast med at analysere eventyret ”Fyrtøjet” på baggrund af det fjerde tydningsplan. Dette plan rummer jo blandt andet netop de kosmiske faktorer og hovedtræk, der omfatter det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandlingsproces og de dermed forbundne kræfter, lovmæssigheder og facitter.

     Det kan dog allerede her afsløres, at set i relation til eventyrets univers, vil den latente pol kunne betegnes som enten ”den sovende prinsesse” (den latente feminine pol hos manden) eller ”den sovende prins” (den latente maskuline pol hos kvinden), som må vækkes eller kaldes til live og forene sig henholdsvis med ”prinsen” (den fungerende , maskuline pol hos manden) eller ”prinsessen” (den fungerende, feminine pol hos kvinden) for at ’parret’, dvs. de forenede to poler og dermed det ’hele menneske’, kan arve hele ’kongeriget’ (Gudsriget). Det betyder, at individet kun kan vinde sine potentielle og fulde åndsevner i takt med, at den ’sovende’ pol vækkes til live og får afgørende medindflydelse på individets bevidstheds- og handlingsliv i videste forstand. Blandt de evner, der især følger med forvandlingen til dobbeltpolethed, er fremvæksten af intuitionsevnen, som igen ligger til grund for højere indsigt og erkendelse, og for alle former for især kunstnerisk skabelse, herunder litteratur, poesi, opfindelser m.m.

     I folkeeventyrene og i andre dermed beslægtede fortællinger, myter og sagn, forekommer der i reglen en hovedperson, enten en mand eller en kvinde, en pige eller en dreng, som længes efter at blive forenet (gift) med henholdsvis sin kvindelige eller mandlige modpart. Men dette kan dog normalt ikke sådan uden videre lade sig gøre, idet der gerne er nogle forhindringer, som sædvanligvis er tilvejebragt af en ond heks eller en ligeså ondsindet troldmand, og som hovedpersonen må overvinde, før han eller hun kan få sin elskede. I nogle eventyr, som f.eks. ”Snehvide” og ”Tornerose”, forgifter heksen prinsessen, så hun falder i en dyb, dødlignende søvn, i andre tilfælde er prinsessen blot spærret inde af den onde magt, som tilfældet f.eks. er i eventyret om ”Askepot”. Men i en del eventyr er der ligefrem tale om, at en trold eller heks forvandler hovedpersonen til et ækelt dyr, et udyr, en tudse eller lignende, i andre tilfælde til f.eks. en sort svane, der flakker hvileløst omkring. Denne ’fortryllelse’ er et symbolsk udtryk for det dobbeltpolede væsens forvandling til enkeltpolet væsen, subsidiært til  et liv som dyr under den ene eller anden form. Pointen er nu, at denne fortryllelse eller trolddom, af hvad art den end måtte være, først kan hæves efter at hovedpersonens mandlige eller kvindelige modpart har gjort en indsats, for at udfri sin elskede af ’trolddomsmagten’. Altså at den modsatte pol, og med denne det intellektuelle polorgan, efterhånden forvandler dyret, først til jordisk menneske og siden til ’rigtigt’ menneske. (Note 26)

 

    I henhold til Martinus er det primære i alle de klassiske eventyr, at ”prinser” og prinsesser” kommer under hekses eller troldes indflydelse, hvilket vil sige, at de bliver ’forhekset’ af mørkets magt eller omskabt til skindøde, sovende eller forstenede væsener. Han jævnfører desuden disse eventyrs hovedpersoner med den bibelske myte om Adam og Eva. Herom skriver han bl.a.:

 

”[…] De ”forheksede prinser og prinsesser” symboliserer ”Adam” og ”Eva” i deres dyriske, fysiske organismer og i deres totalt tabte bevidsthed om deres egen højere herkomst eller identitet som evige, over tid og rum hævede, gudesønner, Deres ”Fader”, ”Kongen” er Guddommen. ”Troldmanden”, ”heksen” eller mørkets ophav er ”Djævelen”, der igen kun er væsenernes ”forheksede” eller formørkede syn af deres evige Fader.” (Note 27)

 

     For den, der er blot nogenlunde fortrolig med det kosmiske verdensbilledes faktorer, lovmæssigheder og facitter, er det uden videre indlysende at der bag eventyrenes, myternes og sagnenes skikkelser og handling ligger en indsigt i og viden om bl.a. polprincippet og polforvandlingsprocessen. Ifølge Martinus bekræfter hans kosmiske analyser i alt væsentligt de klassiske eventyrs identitet som symbolske beretninger om det virkelige livs eventyr.  Den viden og indsigt, der ligger til grund herfor, er i henhold til ham mere eller mindre bevidst blevet nedlagt i de pågældende sagn, myter og eventyr, i reglen ved en tilskyndelse eller intuitiv inspiration hos forfatteren eller forfatterne, ofte visdomslærere, profeter og lignende, uden at disse nødvendigvis altid selv helt har været klar over dybden heri. Men det er i alle tilfælde sket i henhold til den kosmiske faktor, Martinus betegner som verdensgenløsningsprincippet. Dette princip har til opgave overordnet at lede, vejlede og inspirere menneskehedens kosmiske indvikling og udvikling gennem spiralkredsløbets overgangsfaser fra dyremennesker via jordisk menneske til ’rigtigt’ menneske. Men det afgørende og væsentlige for os er, at det kosmiske indhold er til stede i det, jeg betegner som det fjerde tydningsplan, og at det vil kunne hentes frem af den, der har forudsætninger og evne til at drage det frem i lyset.

 

Det fjerde tydningsplan i Andersens forfatterskab

Med de af Andersens eventyr, der vil kunne betegnes som kosmiske, og det er faktisk en betragtelig del, forholder det sig efter alt at dømme sådan, at de omtrent i lige høj grad er resultater af hans personlige erfaringer, viden og indsigt, og af inspirative tilskyndelser, som er kommet til ham via hans intuitive kontakt, dels med sit eget fond af guldkopi-erindringer, og dels med det universelle visdomsocean, der jo rummer samtlige levende væseners guldkopi-erindringer i form af kosmiske facitter, og som derfor er identisk med Guds egen samlede sum af guldkopi-facitter, som tilsammen er udtryk for den højeste visdom om tilværelsen som helhed.

     Andersen har i en lidt anden sammenhæng, nemlig under arbejdet på sin fjerde roman, ”Kun en Spillemand”, 1837, givet udtryk for sin opfattelse af, hvordan og hvorfra han ofte fik sin inspiration. Det fortæller han om i et brev af 11. februar 1837 til vennen og digteren B.S.Ingemann, og heri skriver han bl.a.:

 

[…] I ”O.T.” [hans tredje roman] havde jeg en bestemt plan, før jeg nedskrev et ord; denne gang derimod lader jeg Vorherre sørge for det hele. Jeg har to bestemte karakterer; disses liv vil jeg give; men hvorledes de ender – ja, det betror jeg Dem – det ved jeg ikke selv endnu, uagtet anden del er mod slutningen. Folk siger, det er min bedste roman; i grunden er det ingen stor kompliment mod mig; thi med den sidste tænkte jeg og spekulerede; denne gang skriver jeg ikke et ord, uden at det bliver mig givet, ligesom pånødt mig. Det er, som erindringen af et gammelt eventyr kom mig i tanke, og jeg måtte fortælle det. Dersom det ikke var alt for profant at sige, så sagde jeg, at jeg nu begreb Bibelstedet: ”den ganske Skrift er indblæst af Gud!” – […] (Note 28)

 

    I sin gennembrudsroman, ”Improvisatoren”, som Andersen skrev i 1834, men som først udkom i april 1835, har han i skikkelse af hovedpersonen Antonio alias ham selv, på et tidspunkt en dybtgående samtale med den lille abbedisse, Flaminia, og herunder drøfter de, hvad der er digterens opgave og hvorfra denne henter sin indsigt og inspiration. Hun mener, at digteren bør skildre den evige Gud og det guddommelige i hans verden og i menneskets hjerte, og glæden og saligheden i de åndelige verdener, og ikke i stedet med forkærlighed skrive om det verdslige livs kampe og fortrædeligheder. Han mener derimod, at digteren som en Guds profet bør skildre og hylde Gud gennem hans skabninger og skaberværk. Hun forstår godt nok, at tanken og ideen til et digterværk eller dele af det, kan komme som en inspiration fra Gud og fødes i sjælen, men måden, hvorpå digteren er i stand til at give inspirationen udtryk, forstår hun ikke. Til dette svarer Antonio alias Andersen selv bl.a. følgende:

 

    ”Har De ikke,” spurgte jeg, ”ofte i klosteret lært en eller anden smuk salme eller hellig legende, der var sat i vers; ofte, som De mindst tænkte derpå er ved et eller andet tilfælde en idé opstået hos Dem, hvorved erindringen er vakt om dette eller hint digt, De har da kunnet nedskrive det på papiret; verset, rimet selv, har ledet Dem til at erindre det følgende, idet tanken, indholdet stod Dem klart; således går det også improvisatoren og digteren, mig i det mindste! Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i min sjæl og som jeg må gentage.” (Note 29)

 

     I dette tekststykke har Andersen givet en præcis beskrivelse af, hvordan intuitionsevnen i princippet fungerer og ytrer sig, og fra hvilken kilde, den henter sit ’materiale’, nemlig i form af ”erindringer, vuggesange fra en anden verden”. Eller med andre ord: Guldkopi-erindringer, enten fra individets eget overbevidsthedsarkiv, eller fra den lokalitet i Guddommens ’hjerte’ (den guddommelige verden), der fremtræder i form af visdomsoceanet, som igen er det samlede fond af alle levende væseners guldkopi-erindringer. (Note 30)

 

Den kosmiske dimension i eventyret ”Fyrtøjet”

Selvom det nok kan siges, at eventyret ”Fyrtøjet” er kommet til Andersen som en erindring eller ’vuggesang’ fra en anden verden, nemlig som en erindring fra hans barndom, så kan det selvfølgelig diskuteres, i hvor høj grad Andersen i dette tilfælde eventuelt har benyttet sig af sit eget personlige lager af guldkopi-erindringer, og af det universelle guldkopi-lager, visdomsoceanet. Sagen er jo den, at grundtrækkene og hovedingredienserne i eventyret ”Fyrtøjet” på forhånd var fastlagt og givet i de eventyr, der danner forbilleder og ydre inspirationskilde for det. Derimod er det mere sandsynligt, at Andersen har syntes, at her var et på forhånd foreliggende litterært materiale, hvis grundlæggende ideer og handling, han intuitivt og erfaringsmæssigt kendte fra sig selv og sit eget liv, og som han derfor uden videre kunne identificere sig med og betragte som sit eget. Dette ’materiale’ har han så formentlig ment at kunne tilføre sine personlige erfaringer og viden, og genfortælle på sin egen originale måde. Det, han også kunne tilføre de klassiske forbilleder, var oplevelser og erfaringer fra sit eget liv, hvilket vi jo allerede er blevet gjort bekendt med under omtalen af de selvbiografiske indslag og elementer i eventyret ”Fyrtøjet”. 

     I Andersens ”Fyrtøjet” er helten som bekendt en yngre mand, en kæk soldat, som i eventyrets kosmiske aspekt er identisk med den fuldt aktive maskuline pol, mens prinsessen, som jo er lukket inde og bevogtes bag slottets høje, tykke mure, så at soldaten ikke kan eller må få hende at se, er identisk med den feminine pol, der i dette tilfælde er latent (skjult eller ’sovende’). Eventyret tager derfor afsæt i en decideret enkeltpolet situation, og følger derfra sin hovedperson gennem diverse afgørende begivenheder eller livsfaser, og frem til den fuldt anerkendte forening (brylluppet) med den udkårne, hvilket altså her vil sige den modsatte, feminine pol. Men denne forening forudsætter og kræver, at ’helten’ må gennemgå et modnings- og indvielsesritual, der kan kvalificere ’ham’ til at opnå denne ’sammensmeltning’ med sin modpol. Denne ’sammensmeltning’, der har karakter af en åndelig fødselsproces, af Martinus kaldet ”den store fødsel”, former sig som en udvidelse af bevidsthedsfeltet, som herefter omfatter det maksimale spektrum af såvel emotionelle som intellektuelle og intuitive momenter i tilværelsen. Denne tilstand betegner Martinus som en permanent kosmisk bevidsthed, der i princippet er identisk med Guds primære bevidsthed.

     Men forinden individet er nået så langt, må det som sagt igennem en åndelig modnings- og udviklingsproces, hvorunder bevidsthedens indhold af uædle, inhumane kræfter og tilbøjeligheder, eller kort sagt egoismen eller selviskheden, gradvist udrenses og fjernes, primært med det formål at gøre individet kvalificeret til (atter) at blive et dobbeltpolet, det vil sige et helt væsen. Det er i de senere faser af denne åndelige modnings- og rensningsproces, at individet bliver sat i stand til at opleve lejlighedsvise eller glimtvise ’besøg’ af sin latente pol. Disse kortvarige ’besøg’ betegner Martinus som ”kosmiske glimt”, det vil sige ”glimt eller ”brudstykker” af det ’mønster’, der udgøres af den kosmiske virkelighed eller helhed. Nemlig den helhed, som individet først vil være i stand til at opleve og fatte, når det nærmer sig den dobbeltpolede tilstand. Til at begynde med altså kun i relativt sjældne ”glimt”, hvis varighed og intensitet dog efterhånden bliver større og større, mens intervallerne tilsvarende bliver kortere og kortere, og dermed færre og færre, idet ”glimtene” til sidst ’flyder sammen’ og afløses af en permanent kosmisk bevidsthed. Sidstnævnte er baseret på intuitionsevnen i dennes fuldt udviklede stadium, som i en vis forstand består i et eneste vældigt permanent ’syn’ af den virkelige verden.    

 

     Læseren har jo nok allerede selv kunnet gætte, at de ”kosmiske glimt” genfindes i eventyret ”Fyrtøjet”, nemlig i form af den sovende prinsesses lejlighedsvise og kortvarige besøg hos soldaten. Disse ’besøg’ sker vel at mærke på soldatens eget initiativ og foranledning, mens prinsessen indtil videre forholder sig passiv og inaktiv, udtrykt i hendes sovende tilstand. Det, der gør det muligt for soldaten at få – ganske vist kun kortvarige – besøg af prinsessen, er den omstændighed, at han er i besiddelse af det magiske fyrtøj (intuitionsevnen), som kan bringe ham i kontakt med den eller de åndelige kræfter (repræsenteret af den tjenende ånd, symboliseret ved den tjenstvillige hund), der evner at bære prinsessen hen til ham. Denne eller disse evner og kræfter er kosmisk set identiske med henholdsvis følelsesenergien, intelligensenergien og intuitionsenergien. Men før alt dette kan ske, må soldaten (det enkeltpolede individ) først gennemgå en indvielsesproces: Han må alliere sig med den åndelige kraft, der lige så vel tjener det livgivende som det dræbende princip. Denne kraft repræsenteres i dette tilfælde af heksen, som mere præcist kan identificeres med tyngdeenergien, som jo også er den hovedansvarlige kraft bag det dræbende princip i alle dettes grader og afskygninger, og som han altså må indgå pagt med, for at kunne stige ned i det hule træ. Kosmisk set må individet alliere sig med kredsløbs- og kontrastprincippet og stige ned i ’mørket’ eller ’dødsriget’, det vil sige, involvere sig i den fysiske, materielle verden, hvor døden og det dræbende princip hersker. Det vil igen sige i det naturrige eller den tilstand, hvor tyngdeenergien og de dermed forbundne evner og kræfter er dominerende.

     Men for at bevare ’kontakten’ med virkelighedens verden, det vil sige med den kosmiske bevidstheds verden, må individet på sin færd gennem tilværelsens mørkezone eller ’dødsriget’ have en slags ’livline’ til den latente seksuelle pol og det dertil hørende intellektuelle polorgan. Denne ’livline’ udgøres af polforvandlingen i forening med kredsløbs- og kontrastprincippet og sult- og mættelsesprincippet  I eventyret ”Fyrtøjet” binder heksen en strikke om livet på soldaten, næsten analogt med, hvad der sker i myten om Ariadne fra Naxos, hvori kongedatteren Ariadne giver Theseus et garnnøgle med ind i labyrinten. Hensigten er, at han skal dræbe uhyret Minotaurus (tyngdeenergien), og derefter følge ledetråden tilbage til det fri. Theseus (den maskuline pol) er altså under hele sin farefulde færd gennem labyrinten (den fysiske verden) forbundet med verden udenfor (den kosmiske verden), idet Ariadne (den feminine pol) holder fast i den løse ende af garnnøglet. For resten igen et klassisk eksempel på det seksuelle polprincip og de to poler.

 

     Men i eventyret ”Fyrtøjet” giver heksen desuden også soldaten sit blåternede forklæde med ned i det hule træ, for at hundene skal lystre ham og hans befalinger og ikke tilføje ham skade. Forklædet fungerer derfor på en måde som talisman, i lighed med den magiske ring i skuespillet ”Aladdin”, dvs. som en ’indviet genstand’, der sikrer sin bærer beskyttelse, held og lykke. Kosmisk set kan det blåternede forklæde formentlig ses som et symbol på den ’pagt’, individet og menneskeheden på visse tidlige og relativt primitive udviklingsstadier har indgået med overtroen og hedenskabet – i nærværende tilfælde, den overenskomst soldaten har indgået med heksen. Denne ’pagt’ eller ’overenskomst’ er magien.        

 

     Udstyret med de nævnte magiske ’talismaner’: tovet og det blåternede forklæde, lader den kække og eventyrlystne soldat sig med stort og uforfærdet vovemod hejse ned i det dybe hule træ, men til soldatens overraskelse, er der lys for enden af det hule træs mørke skakt, nemlig i form af den oplyste hal med de mange hundrede skinnende lamper og de tre døre, bag hvilke de kostelige skatte befinder sig. Set i det kosmiske perspektiv, er der ’lys’ i den mørke, tyngdeenergidominerede fysiske verden, i form af det åndelige lys, der er repræsenteret ved individets modsatte pol og det intellektuelle polorgan. Adgangen til dette ’lys’ sker gennem tre ’døre’ eller indvielsesgrader, som vi skal vende tilbage til om lidt. Men nede i ’mørket’ er der altså oplysning at hente, i form af erfaringer, viden og dybere indsigt (den oplyste hvælving og de tre skatkamre). I mørkets kulmination, hvilket vil sige i enkeltpolethedens kulmination, som finder sted i den fysiske verden, specielt i dyreriget, sker der det, at den hidtil uvirksomme, latente pol og det dertil hørende intellektuelle polorgan, gradvist (atter) begynder at gøre sig gældende i bevidsthedslivet. Derfor befinder det magiske fyrtøj, som her er symbolet på intuitionsevnen, sig netop allerdybest inde i den magiske hule.  

     Men inden mennesket har erhvervet sig tilstrækkeligt med erfaring og viden (dvs. naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig indsigt samt almenmenneskelige erfaringer) til at kunne klare sig selv, må det have hjælp af ’ydre’ kræfter i form af magien og religionen. Begge kræfter repræsenterer verdensgenløsningsprincippet (”den guddommelige suggestion”), subsidiært forældre- og beskyttelsesprincippet, og dermed altså i sidste – eller både i første og sidste – instans: Gud. Magiens udtrykte billede er jo netop heksen. Men når mennesket har gjort den opdagelse og erfaring, at fænomenerne, livet og verden har naturlige årsager og årsagsforklaringer, behøver det ikke længere magiens hjælp. Mennesket gør derfor op med den overtro, som magien eller til en vis grad mystikken i sig selv er, og afviser den som brugbar metode til at opnå dagklar, sand viden og indsigt i tilværelsen. Ganske som eventyrets soldat, som efter at have forsynet sig med en stor mængde penge, først kobber-, så sølv- og til sidst guldmønter (erfaringer af gradvis stigende værdi), og hentet fyrtøjet (fået kontakt med sin intuitionsevne), resolut hugger hovedet af heksen (berøver magien dens autoritet og magt), og selv beholder det magiske fyrtøj, hvis særlige karakter og kraft, han dog indtil videre endnu ikke er helt bevidst eller vidende om.

 

De tre grundlæggende indvielsesgrader

Fra de store fortidige mysteriereligioner, som f.eks. Isismysterierne, de eleusinske mysterier og Mithramysterierne, kender man de tre egentlige mysteriegrader, som poetisk kaldes for de højere mysteriers krone. Disse tre indvielsesgrader, som mysterieaspiranten, mysten, på forhånd havde kvalificeret sig til at gennemgå, repræsenterer i virkeligheden tre grader af indsigt eller bevidsthedsudvidelse. I 1. grad blev mysten indviet i det personlige ubevidste, som rummer viden om menneskets kosmiske natur og struktur, i 2. indvielsesgrad fik mysten kendskab til det kollektivt ubevidste med de dertil hørende åndelige kræfter, der styrer mennesket, og i 3. og sidste indvielsesgrad blev mysten realistisk indviet i den kosmiske bevidstheds erkendelse og oplevelse af, at den individuelle sjæl er identisk med verdenssjælen, eller med den ene og altomfattende Guddom. Denne erkendelse er eksempelvis også grundlæggende inden for indisk monistisk identitetslære, Vedanta, og er udtrykt i ordene: Atman (den individuelle sjæl) og Brahman (verdenssjælen) er ét.

    Den proces at blive indviet, vil primært sige, at bevæge sig ind i sit eget selv, gennem en kombineret oplevelsesmæssig og analytisk proces, som altså principielt omfatter tre trin eller tre successive grader af indvielse. Set ud fra denne tolkningsmodel, er eventyrsoldatens nedstigning i det hule træ, en nedstigning i sjælens ubevidste dyb, og dybt nede i dette findes i form af det personligt ubevidste et ’skatkammer’, som rummer individets personlige oplevelser og erfaringer (kobbermønterne), og dernæst et ’skatkammer’ i form af det kollektivt ubevidste, som rummer de personlige erindringer omsat til forædlede kopier af de oprindeligt til grund liggende oplevelser og erfaringer (sølvmønterne), og endelig et tredje ’skatkammer’, som rummer et umådeligt fond af viden om både naturens, livets, tidens, rummets og evighedens skjulte sider (guldmønterne). Dette ’skatkammer’ betegnes indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi som ”visdomsoceanet”. Denne sidstnævnte viden – eller snarere visdom – er det imidlertid ikke muligt for mysten (soldaten) på dette stadium, at benytte sig af, idet denne endnu ikke er blevet bevidst om den kraft eller de kræfter (fyrtøjet og de tre hunde), han potentielt er i besiddelse af (soldaten bruger endnu ikke fyrtøjet). Men hvad den dagsbevidste hjerne og bevidsthed ikke kan rumme eller forstandsmæssigt fatte, det har mysten nu fået en intuitiv fornemmelse af (soldaten har fyrtøjet på sig).

    Nedstigningen i det kollektivt ubevidste (det hule træ) er i en vis forstand samtidig en slags ’død’, nemlig det personlige egos selvvalgte detronisering og selvopofrelse, mens opstigningen fra bevidsthedens kollektivt ubevidste dybder modsat er en slags genopstandelse eller genfødsel, nemlig en ny åndelig fødsel, hvorunder mysten er blevet bevidst om sin egen kosmiske samhørighed med det guddommelige alvæsen, og dermed om sin egen udødelighed.

    De tre indvielsesgrader eller ’adgangsveje’ til den oplevelse, erfaring og indsigt, der er identisk med visdom, vil også kunne identificeres med de tre bevidsthedsevner eller –kræfter, nemlig henholdsvis med instinktet/følelsen (= kobberskatten), med intelligensen/fornuften (= sølvskatten) og med intuitionen/inspirationen (= guldskatten). Det vil med andre ord igen sige: Instinktenergien/følelsesenergien og intuitionsenergien, som dermed repræsenterer de ”tjenende ånder” eller åndelige kræfter, i eventyret ”Fyrtøjet” symboliseret ved de tre hunde.

 

”Livets tempel”

Ifølge Martinus er begrebet ”Livets tempel” identisk med begrebet ”Faderens hus”, som igen er et symbolsk udtryk for det kosmiske verdensalt, universet, der er ”Livets bolig”. Dette verdensalt, eller denne bolig, er identisk med Guds evige organisme, som igen rummer de sanseorganer og manifestationsredskaber, hvorigennem Gud tilkendegiver sin vilje og hensigt, og ikke mindst sin vældige skaberkraft. Disse organer og redskaber udgøres i virkeligheden af de levende væsener eller individer, herunder bl.a. menneskene, hvoraf en del er bevidste om dette identitetsforhold mellem dem selv og Guddommen, mens en anden del – efter meget at dømme størsteparten – endnu er ubevidste om dette faktum. (Note 31)

     Livets tempel er i den mosaiske religion symboliseret ved Salomons tempel i Jerusalem. Dette tempel var inddelt i fire dele: den ydre forgård, hvortil alle – også de såkaldte hedninge – havde adgang. I denne forgård var der en indre forgård, hvor kun jøderne måtte komme. Dernæst var der helligdommen, hvortil kun præsterne havde adgang, og endelig: det allerhelligste med ”Pagtens Ark”, et fornemt skrin af akacietræ, indvendig og udvendig overtrukket med guld, og symbolsk vogtet af to gyldne keruber på låget. I dette skrin, der var og er Israels helligste kultgenstand, lå de to stentavler med de ti bud. Men i dette allerhelligste tempelrum, måtte kun ypperstepræsten komme.  

     I indvielsens ”ydre forgård”, som Martinus også betegner som ”Guds arbejdsværelse og undervisningshal”, befinder sig alle de mennesker, der endnu overvejende lever på dyrerigets præmisser og vilkår, og som derfor mere eller mindre bevidst fungerer som redskaber for de manifestationer, der kort sagt kan henføres under det dræbende princips område. Det er jo det livsområde, der er karakteriseret ved at magten udgør retten, hvorunder kun de stærkeste overlever. Men det er også den religiøse ortodoksis eller fundamentalismes og nidkære fanatismes hjemsted, samtidig med at det er misundelsens, jalousiens, konkurrencens, hadets, hævnens, ufredens, drabets og krigens domæne, og dermed også gudløshedens og materialismens domæne.

    Men indvielsens første grad begynder først i den ”indre forgård”, og denne betegner Martinus som ”Guds modtagelsesværelse”. Hertil har kun de mennesker adgang, der har passeret tilværelsens mørkezone og som derfor har befriet sig for hævn- og drabsmentaliteten og det materialistiske livssyn, og som har gjort sig til bevidste redskaber for det livgivende princip. Som en følge deraf, kan disse mennesker derfor ikke misunde, hade eller dræbe andre væsener, hverken mennesker eller dyr, men kan derimod tilgive og ønske fred, fordragelighed og samarbejde mellem mennesker, og for hvem den alkærlige, alvise og almægtige Gud atter er blevet en nærværende realitet.

 

     Indvielsens 2. grad er i denne analogi identisk med ”helligdommen”, hvortil kun sådanne mennesker har adgang, som søger sandheden og som har tilegnet sig en teoretisk viden, der er i pagt med de kosmiske analyser, og som desuden ser det som en livsopgave og formålet med livet, at tjene Gud og næsten i videste forstand i deres daglige liv og væremåde.  

     Indvielsens 3. og sidste grad, sker i og med menneskets indtræden i det ”allerhelligste”, og dertil har kun det i etisk-moralsk forstand fuldkomne menneske adgang. Det fuldkomne menneske er det, der efterlever Jesu ord om, at være fuldkommen som Gud, der lader sin sol opgå over gode og onde, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige. Det er det menneske, der gør imod andre, som man ønsker at disse skal gøre imod en selv. Det er også det menneske, der er blevet Guds ”ypperstepræst”, hvilket derfor vil sige et individ, hos hvilket næstekærlighedsloven er indskrevet i rygmarven, og som i sin daglige tilværelse demonstrerer som en selvfølgelig og naturlig væremåde, at det elsker sin næste som sig selv. Da tilhører mennesket ikke længere dyreriget og dettes traditioner, men derimod det rigtige menneskerige.

     I henhold til Martinus’ kosmiske analyser, er ”en ypperstepræst” i virkeligheden identisk med begrebet ”en konge”. Kongeværdigheden, som nu igennem århundreder kun har været et spørgsmål om arv eller tilhørsforhold til en kongelig eller adelig familie, var oprindelig en værdighed, som kun tilfaldt særligt udvalgte og indviede mennesker af høj etisk-moralsk standard, og som havde opnået ”kosmisk bevidsthed” alias ”kongebevidsthed”, og som derfor fungerede som Guds stedfortrædere i den guddommelige ledelse og vejledning af menneskehedens udvikling. En sådan ”kongebevidsthed” besad især Jesus Kristus, som derfor også blev kaldt en konge, mere præcist ”jødernes konge”, om end dette til dels formentlig var ironisk ment fra den romerske statholder Pilatus’ side. (Note 32)

     Jødefolket er ifølge Martinus’ kosmiske analyser, udviklingens og Jordens åndeligt set mest fremskredne folk, og at være konge over dette folk, er det samme som at være konge over ”alverdens folk”. Denne kongemagt er identisk med Guds magt, som med visse store tidsintervaller uddelegeres til de såkaldte ”verdensgenløsere”, der netop fungerer som menneskehedens åndelige vejledere, inspiratorer og hjælpere. Disse vejledere og inspiratorer forekommer i to kategorier, nemlig som ’mørke’ verdensgenløsere, der har til opgave at lede menneskene under indviklingens epoke, dvs. fra dyremenneske til jordisk menneske, en proces, der sker i første halvdel af spiralkredsløbet, og ’lyse’ verdensgenløsere, hvis opgave det er at lede menneskeheden i spiralkredsløbets udviklings- epoke, dvs. fra jordisk menneske til rigtigt menneske. Som et eksempel på en ’mørk’ verdensgenløser, kan nævnes Moses, og som eksempel på en ’lys’ genløser, kan som den mest strålende og uovertrufne nævnes Jesus Kristus. (Note 33)

     Men den gudgivne og ægte ”kongemagt”, der er i overensstemmelse med verdensgenløsningsprincippet, kan ikke erhverves eller tilegnes ved arvefølge eller slægtskab, men kun ved personlig fortjeneste. Og i al fald for de ’lyse’ verdensgenløseres vedkommende, fødes den ikke i slotte, men i ’stalde’, og den bærer ikke guldkrone, men tornekrone, for den er ikke magtens, men barmhjertighedens kongeværdighed.

     For den, som ikke ved egen fortjeneste besad den kosmiske kongeværdighed, og derfor heller ikke var bærer af ”kongekåben” eller ”ypperstepræsteklædningen”, var det direkte livsfarligt at betræde templets allerhelligste, som blev overvåget og beskyttet af ”Guds ånd” eller ”Guds kraft”. Denne ”ånd” eller ”kraft” er ifølge Martinus identisk med den kraft, vi i det daglige liv kender i form af elektricitet. Men åndsvidenskabeligt set, er elektricitet en levende organisk kraft i vort makrovæsen, Jordkloden, og Martinus anser det for højst sandsynligt, at der i forbindelse med templets allerhelligste var installeret et ’apparatur’ med en så kraftig elektrisk spænding, at den, der ubeskyttet kom i berøring med denne, øjeblikkeligt ville blive dræbt. Når imidlertid ypperstepræsterne kunne gå uskadte ind i det allerhelligste, skyldtes det, at disse bar en særligt isoleret dragt, kåbe eller klædning, som beskyttede dem imod at komme i direkte berøring med den kraftige elektriske spænding.

     I lighed med templets allerhelligste, er de højere åndelige verdener beskyttet imod ’ufærdige’ menneskers forsøg på ad kunstige veje, f.eks. via intens meditation, kontemplation og lignende, eller værre: via euforiserende stoffer, at trænge ind i disse høje verdener, hvis energier vibrerer i en særlig, ’højspændt’ bølgelængde, som den almindelige menneskelige hjerne og bevidsthed ikke er i stand til at modtage eller tåle. Dette bevidsthedslag er ifølge de kosmiske analyser identisk med selve Guds bevidsthed, som jo er ”livstemplets allerhelligste”. Når og hvis et ufærdigt menneske gør forsøg på at komme i bevidst kontakt med dette høje bevidsthedslag, kan det resultere i så kraftige nedslag af de højpsykiske kræfter eller energier i bevidsthed og hjerne, at konsekvensen kan blive nervesammenbrud og sindssyge for individet, og i særlige tilfælde måske endog medføre døden.

     Den eneste naturlige, normale og dermed uskadelige vej til livstemplets allerhelligste, er ifølge Martinus den udvikling, der udrenser individets bevidsthed for alle dyriske, ’onde’ tilbøjeligheder, det vil sige, for al selviskhed eller egoisme, således at en ubetinget næstekærlighed bliver samme individs naturlige og selvfølgelige måde at være på.

 

     På baggrund af den ovenfor skitserede gennemgang af de tre indvielsesgrader, dels som disse beskrives indenfor mysterietraditionen, og dels som de udlægges i Martinus’ kosmiske analyser, skulle det nu være muligt atter at drage paralleller til eventyret ”Fyrtøjet”. De tre indvielsesgrader, der giver adgang henholdsvis til ’templets indre forgård”, ”helligdommen” og det ”allerhelligste”, vil umiddelbart kunne genkendes heri, nemlig som de tre kamre med henholdsvis kobberskatten, der vogtes af hunden med øjne så store som tekopper, sølvskatten, der vogtes af hunden med øjne så store som møllehjul, og guldskatten, der vogtes af hunden med øjne på størrelse med Rundetårn. Rækkefølgen af de tre metaller: kobber, sølv og guld, hænger naturligvis sammen med disses respektive ’ædelhed’ og værdi. Symbolsk set svarer kammeret med kobberpengene til 1. indvielsesgrad eller ”den indre forgård”, kammeret med sølvpengene svarer til 2. indvielsesgrad eller ”helligdommen”, og kammeret med guldpengene svarer til 3. og sidste indvielsesgrad eller ”det allerhelligste”. Når soldaten kan og tør gå ind i disse kamre, og ikke mindst i det tredje kammer, hvor skatten vogtes af en vældig kraft, nemlig af hunden med øjne så store som Rundetårn, så  er det fordi han har ”klædningen”, ikke på ganske vist, men med sig, nemlig i form af heksens blåternede forklæde. For resten kan man også se rækkefølgen og størrelsen af de tre hundes øjne, som udtryk for tre grader af ”se-evne”, erkendelse  eller indsigt.

     Det, der driver individet til at gennemgå de tre indvielsesgrader eller tempelgrader, er det seksuelle polprincip og polforvandlingsprocessen, og begge dele er i eventyret repræsenteret ved soldaten (den maskuline pol) og prinsessen (den feminine pol) og deres ’historie’. Denne handler primært om at etablere et så tilpas harmonisk forhold mellem følelse og intellekt, at tyngdeenergien (heksen eller de inhumane kræfter) bringes til at samarbejde i de humane kræfters tjeneste. Denne situation ’forærer’ individet ’det magiske fyrtøj’, der jo helt præcist symboliserer intuitionsevnen, hvis funktion netop er betinget af den nævnte harmonisering, som igen er betinget af kontakten med individets modsatte pol. Men da denne pol på dette stadium i udviklingen endnu i overvejende grad er uvirksom (latent), betyder det, at kontakten med denne kun kan etableres sporadisk og glimtvis. Dette symboliseres i ”Fyrtøjet” ved, at prinsessen (den latente pol) er sovende, når soldaten får hende at se, og ved, at han kun kan få hende at se lejlighedsvis og i korte glimt, de såkaldte kosmiske glimt. I de intervaller, der er mellem prinsessens ufrivillige besøg, må soldaten leve med sit savn og sin længsel efter igen at få hende at se. Savnet og længslen føles som pinagtigt ’mørke’, men hvor der er mørke, der er der også håb og ’lys’ forude, for mørket er lysets komplementære modpart, og de to forudsætter og betinger indbyrdes hinanden. Og det er netop ’nede’ for enden af den kosmiske mørkezones ’skakt’ (dyreriget og dets dræbende traditioner), at den kommende nye lyszone (det rigtige menneskerige og dets overholdelse af det livgivende princip), forberedes, ligesom det er her individets latente pol og det dermed forbundne intellektuelle polorgan atter begynder at blive vakt til live, og derfor er det også her, at intuitionsevnen ligger parat til kosmisk set snarlig brug.

 

     Som tidligere nævnt, er dyrerigets mørke ’skakt’ symbolsk set identisk med ’det hule træ’ i eventyret, og menneskehedens ’udgang’ af dyreriget skyldes dens medlemmers bevidstgørelse som kulturmennesker. Kulturbevidstheden kan også opfattes som åndelig oplysthed, og denne symboliseres i eventyret som den oplyste hvælving dybt nede under træet (= dyreriget). Samme oplysthed er tegn på og udtryk for, at den hidtil latente pol, i dette tilfælde eventyrets sovende prinsesse, begynder at vågne op og gøre sin indflydelse gældende i bevidsthedslivet, bl.a. i kraft af intuitionsevnen, eventyrets magiske fyrtøj. I og med denne evne opleves livet som det guddommelige under og eventyr, det altid har været og evigt vil vedblive med at være. Men det, der får individet til at stige ’ned’ i den fysiske verden, og dermed blandt andet ind i dyreriget, er sult- og mættelsesprincippet, som er en variant af det dominerende hovedprincip: kredsløbs- og kontrastprincippet. Dette dobbelte princips ’mørkeside’, det såkaldte ’onde’, som i Biblens skabelsesmyte er symboliseret ved ’Slangen’, der frister Eva og Adam, fremtræder i eventyret i skikkelse af heksen, som jo frister eller lokker soldaten til at stige ned i det hule træ og hente sig al den rigdom, han kan bære på sig.

     Som også tidligere nævnt, afliver soldaten efterfølgende heksen, mørkets og det ondes repræsentant, da han ikke længere har brug for hende. Det kan i denne kontekst symbolisere, at individet nu har passeret kulminationen af spiralkredsløbets mørkezone, dyreriget, og derefter både i princippet og i praksis så småt er på vej ind i lyszonen, mod det rigtige menneskerige, som dog endnu kun anes som et svagt lysskær af humanitet og længsel efter kærlighed og fred i den fjerne horisont. I eventyret er soldaten på vej ind til den store by, hvor hans nyerhvervede rigdom (evner) skal bruges til glæde for ham selv og hans venner. Men her, blandt mennesker af alle mulige slags, gode som onde, retfærdige som uretfærdige, begavede som mindre begavede, skal han bestå sin prøve som et delvist indviet menneske, der endnu mangler at blive forenet med prinsessen, hans modsatte pol, og dermed også mangler at opnå permanent kosmisk bevidsthed og blive udråbt til konge.   

 

     Imidlertid er den latente pol så småt begyndt at ’vågne’ af sin passive tilstand, og herunder søger den automatisk at genoprette en ’forbindelseslinje” til den aktive pol. Denne forbindelseslinje formidles via det intellektuelle polorgan, som står den vågnende pol nær.  Denne situation symboliseres i eventyret først ved at en hofdame, der jo står prinsessen nær,  ganske vist forgæves slår kryds på porten, og dernæst ved, at dronningen, som står prinsessen endnu nærmere, ved hjælp af et ledespor (boghvedegrynene) opretter en ’forbindelseslinje” til soldaten, med det formål at ’indfange’ ham i sin  ’hofsfære’. (Note 34)

     Men i og med soldatens samvær og omgang med sine betroede evner eller talenter, og med andre mennesker, viser det sig at han stadig har en del ufærdige sider ved sin mentalitet, som endnu ikke behersker tyngdeenergien så tilpas meget, at denne kun tjener den humane evne. Det forhindrer imidlertid ikke, at han er i stand til lejlighedsvis at kontakte de sjælelige kræfter i form af harmoniseret følelse og intelligens, der er en væsentlig forudsætning for, at han kan komme i nærkontakt med sin anden pol, prinsessen. Men de ufærdige sider hos ham, må først fjernes (udleves og ophøre), førend han kan gøre sig håb om at blive endelig forenet og viet til sin feminine pol, altså prinsessen. En af disse ufærdige mentale sider, er hans utålmodighed efter at få kosmisk bevidsthed, dvs. få prinsessen at se så ofte som muligt, hvorved han faktisk misbruger sin intuitionsevne, fyrtøjet, og dette bringer ham lige lukt ned i ’mørket’, idet han arresteres og sættes i fængsel. Det kommer så overraskende for ham, at han glemmer at tage ’fyrtøjet’ med sig, hvilket indebærer, at han for en tid helt mister muligheden for at kunne bruge denne kostelige evne, nemlig som en konsekvens af eller ’straf’ for, at han for en tid ikke er i stand til at mobilisere den harmoniske sindstilstand, som er betingelsen for at intuitionsevnen overhovedet kan benyttes. Dette symboliseres i eventyret ved, at soldaten som nævnt er kommet i fængsel, og at han har glemt fyrtøjet hjemme på sit værelse.

     Som flere gange nævnt dømmes soldaten efterfølgende til døden ved hængning, og i denne ulykkelige situation er det heldigvis, at skomagerdrengen kommer forbi hans fængselsvindue, så han kan bede denne om at hente fyrtøjet til sig. Dette kan ses som et symbolsk udtryk for, at individet i det dybe ’mørke’ genvinder barnesindet, uden hvilket man ikke kan komme ind i Guds rige, og i og med dette sind eller i kraft af det, får individet sin intuitionsevne tilbage. På et senere tidspunkt får individet gjort endeligt op med alle de ufærdige sider og skadelige kræfter, vaner og tilbøjeligheder i sit væsen, og en skønne dag oplever samme individ den permanente forening med sin modsatte pol, den store fødsel er dermed fuldbyrdet og individet har nu fået permanent kosmisk bevidsthed, og dermed ægte kongeværdighed. I ”Fyrtøjet” symboliseres alt dette ved, at soldaten via sin alliance med de åndelige, magiske kræfter (de tre hunde) gør endeligt op med og afsætter alle autoriteter og magtsymboler: kongen, dronningen, dommerne, bøddelen m.fl., og dermed kan brylluppet med prinsessen fuldbyrdes og soldaten indtræde i sin velfortjente kongeværdighed. Derfor ikke noget at sige til, at brylluppet og kroningen blev fejret med pomp og pragt i mange dage.  

 

     Sluttelig skal her gøres opmærksom på, at eventyret ”Fyrtøjet”, og dermed den deri indirekte beskrevne seksuelle polforvandling, lige så godt kunne have haft prinsessen, altså en person af hunkøn, som hovedperson, sådan som tilfældet er i eventyr som f.eks. Den lille Havfrue, Tommelise, De vilde svaner, m.fl. Men i så fald ville historien have fået et forløb, der i sin ydre handling ville være præget af den feminine pol og dermed af de feminine karaktertræk. De nævnte eventyr og flere andre af Andersens eventyr, der kan betegnes som ’kosmiske’, skal vi i øvrigt også se nærmere på senere.      

 

© 2006. Harry Rasmussen.

___________________________

 

 

 

Noter og kilder til: Eventyret "Fyrtøjet" - set og vurderet i fire grundlæggende tydnings-planer: 

 

Note 1: H.C.Andersen: Ungdoms-Forsøg (1822). Udgivet af Christtreus Bogtrykkeri. København 1956. Med Efterskrift: H.C.Andersens første bog. Lidt om bogens udgivelse og skæbne af Cai M. Woel. I forordet til et lille skrift, Woel udgav i 1960, oplyser han at efterskriftet til 1956-udgaven af ”Ungdoms-Forsøg” oprindelig var skrevet til 1940-udgaven af ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav”, udgivet af Forlaget Poul Carit Andersen, København. Efterskriftet 1956 var dog blevet uddybet med flere historiske detaljer om bogens dunkle tilblivelse, end det var muligt at fremlægge i 1940. Med den selvstændigt trykte afhandling 1960, søger Woel at ”samle de mulige Oplysninger om dette berømte Bogværk, der med sine Mangler og Ufuldkommenheder saa levende har samlet Interessen om sig i mere end hundrede Aar.” Afhandlingen bærer titlen: ”H.C.Andersens første Bog. ”Ungdoms-Forsøg” 1822.” Midtsjællands Forlag. Ladager – Lille Skensved 1960. – I Harry Rasmussen: Tanker omkring en makulatur. Anderseniana 1998, belyses de steder i Andersens forfatterskab, hvori der findes direkte eller indirekte hentydninger til den kranke skæbne, der overgik ”Ungdoms-Forsøg”, eller i hvert fald de dele af bogen eller dennes trykark, der blev solgt som makulatur til f.eks. hørkræmmeren og anvendt som indpakningspapir om spegesild, smør, ost og lign.

Note 2:  Levnedsbogen, s. 28; MeE, s. 16; MLE I, s. 34, 44.

Note 3:  Jf. med eventyret Snedronningen (1844) og romanen ”At være eller ikke være”(1857), i sidstnævnte særlig kapitlet Den ny Aladdin. Sammenlign evt. med artiklerne ”At være eller ikke være”  3.06 og Den ny Aladdin. 

Note 4: Levnedsbogen, s. 27; MLE I, s. 28. -  I nyere tid er ”Tusinde og een Nat” udgivet i dansk oversættelse ved Mogens Boisen på Lademanns Forlag 1967-69, bind 1-16, hvor ”Historien om Aladdin og den vidunderlige lampe” findes i bind 12. Samme forlag udgav i 1970 ”tusind og en nats eventyr for børn”, bd. 1-2, i gendigtning ved Poul Sørensen, og heri har eventyret fået titlen ”Aladdin og vidunderlampen”.

Note 5: Eventyret Det blå lys findes s. 397-399 i Grimms Samlede Eventyr. På dansk ved Carl Ewald. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København 1975. 4. oplag 1982.

Note 6: Adam Oehlenschläger: Aladdin eller Den forunderlige lampe. Et lystspil. Gyldendals Bibliotek 1964.

Note 7: Første gang Andersen nævner Oehlenschlägers Aladdin i sine dagbøger, er den 5. okt. 1825, hvor han i Slagelse er på besøg hos ”Fuglesangs” og her læser højt af eventyrspillet. Dagbøger I, s. 9. 

Note 8: Dagbøger I, s. 31-32; Levnedsbogen, s. 134-135; MeE, s. 56; MLE I, s. 94.

     Citatet er fra Dagbøger I, s. 31-32, den 19. dec. 1825; Andersen nævner dog Oehlenschlägers Aladdin allerede den 5. okt. s.å. Dagbøger I, s. 9; Levnedsbogen, s. 134-135; MeE, s. 56; MLE I, s. 94. Rent personligt finder jeg det interessant, at min ven og kollega gennem mange år, tegneren og trickfilmfotografen Jakob Koch, f. 1945, er i familie med kgl. bygmester og arkitekt Jørgen Hansen Koch og dennes hustru, Ida Koch, født Wulff, idet parret er hans tipoldeforældre på fædrene side. Ida Koch var en datter af kontreadmiral P.F.Wulff og dennes hustru Henriette Wulff, født Weinholdt, og dermed søster til Andersens flittige brevveninde Henriette (Jette) Wulff og vennen, søofficer Christian Wulff. – Se evt. Harry Rasmussen & Jakob Koch: H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier. Årsskriftet ANDERSENIANA 2008. Artiklen har dog ingen relation til Martinus’ kosmologi.

Note 9: Adam Oehlenschläger:  Det i note 6 anførte værk, s. 277-78.

Note 10: Levnedsbogen, s. 83-93; MLE I, s. 73-78.

Note 11: Nielsen og Dal I, s. 23-29.

Note 12: Der er formodentlig ikke mange nutidsmennesker, der ved, hvad et fyrtøj egentlig er for en genstand, selvom de fleste faktisk kender den moderne pendant til dette, nemlig den såkaldte lighter. Men fra gammel tid og helt frem til omkr. 1840, da tændstikkerne blev indført, brugte man her i Danmark et ildtændingsredskab, som kaldtes et fyrtøj. Ordets forstavelse fyr kommer af tysk feuer, på dansk ild, og endelsen tøj betyder netop redskab, som f.eks. i ordet legetøj, altså legeredskab. Et fyrtøj bestod i princippet af et stykke stål, en flintesten og et stykke trøske (frønnet træ) eller tørret svamp. Ved med den ene hånd at slå stålstykket hårdt skråt nedefter mod flintestenen, som i den anden hånd blev holdt tæt på trøsken eller svampen, kunne man frembringe gnister, der med lidt tålmodighed antændte det brændbare materiale. Og ved at puste til gløden, hvorved der jo blev tilført ilt, flammede ilden snart op, så man f.eks. kunne antænde et bål, et ildsted, et voks- eller tællelys, eller sin tobakspibe eller andet. Fyrtøjet fik dog efterhånden flere udformninger, men i princippet blev det ikke forandret i de flere århundreder, hvori det eksisterede og blev brugt. Det var derfor den ovenfor beskrevne form for fyrtøj, soldaten i eventyret betjente sig af, og som blev opbevaret i en skind- eller læderpose, man kunne have i lommen eller bære indenfor skjorten.

Note 13: Eventyret ”Fyrtøjet” vil kunne læses i de fleste udgaver af H.C.Andersens Eventyr og Historier, ikke mindst i Nielsen og Dal I, s. 23-29, og ikke mindst i udgaver for børn.

Note 14:  Som nævnt i hovedteksten er eventyret ”Fyrtøjet” i tidens løb blevet omtalt og behandlet af en del forskere og forfattere. F. eks. af  H.Topsøe-Jensen: Buket til Andersen. Bemærkninger til femogtyve Eventyr. G.E.C.Gad, København 1971, s. 11-23. Desuden i H.C.Andersens Eventyr VII: Flemming Hovmann: Kommentar. C.A. Reitzels Forlag København 1990., s.19-23. I bogen Forvandlingens Pris. H.C.Andersen og hans eventyr giver H.C.Andersen-forskeren Johan De Mylius en fremragende analyse af digterens samlede eventyr og historier, herunder af eventyret Fyrtøjet. Forlaget Høst & Søn. København 2005.

Note 15: MLE I, s. 288-294. Det var især filosoffen og naturvidenskabsmanden H.C.Ørsted, der som en af de første forstod eventyrenes værdi, men Andersen var til en begyndelse ikke enig med Ørsted i, ”at når [romanen] Improvisatoren gør mig berømt, gør eventyrene mig udødelig, de er det mest fuldendte jeg har skrevet, men det synes jeg ikke, han kender ikke Italien, kan altså ikke juble ved de kendte luftninge bogen ånder ham i møde; […] (Andersen i brev til Jette Wulff 16. marts 1835. BHW I, s. 211. Eftersom Improvisatoren først udkom 9. april 1835 og det første hefte eventyr 8. maj s.å., har Ørsted altså haft lejlighed til at læse begge dele inden udgivelsen. Andre litterære kritikere anbefalede Andersen at opgive denne inferiøre ”barnekammerpoesi” og håbede at han ”ikke fremdeles ville spilde sin tid på at skrive Eventyr for børn.” (MLE I, s. 289). Heller ikke digterkollegaen B.S.Ingemann var umiddelbart begejstret for Andersens allerførste eventyr, men skiftede dog senere opfattelse. (Kirsten Dreyer I, s. 114-115: Brev fra B.S.Ingemann, dateret Sorøe juleaften 1835. – Samme sted, s. 125-127: Brev til B.S.Ingemann af 11. febr. 1837) - Vedr. forholdet mellem digteren H.C.Andersen og videnskabsmanden og filosoffen H.C.Ørsted, se artiklen Poesi og videnskab

Note 16:  Om genkomstmyten: Mircea Eliade: Rites and Symbols of Initiation. The Mysteries of Birth and Rebirth. New York 1965. Dansk titel: Myten om den evige genkomst.     

Note 17: Den kloge kone i Ejby hed Mette Mogensdatter, og også hun optræder ved flere lejligheder i Andersens forfatterskab, eksempelvis som Metha i romanfragmentet  Christian den Andens dværg (1831-32). Årsskriftet ANDERSENIANA 1935.

Note 18:  H.G.Olrik: Hans Christian Andersen. Undersøgelser og Kronikker 1925 – 1944. s. 106. H. Hagerup, København 1940.

Note 19: Se evt. artiklen H.C.Andersens seksualitet. Årsskriftet ANDERSENIANA 2004. Artiklen H.C.Andersens seksualitet kan også læses  her på hjemmesiden.

Note 20: Olrik, s. 158.

Note 21:  Foruden i eventyret ”Fyrtøjet”, har Andersen også indirekte omtalt tagkammeret i eventyr som f.eks. Nissen hos spækhøkeren (1853) og Tante Tandpine (1872). Desuden har han skildret det i digtet Studenten (1829), i romanerne Fodrejse (1829), O.T. (1836) og Kun en spillemand (1837), og det er i dette tagkammer, at månen ser ind til den unge poet i Billedbog uden billeder (1839) og beretter sine historier. Se desuden Olrik, s. 98-105.

Note 22: Levb., s. 121-122, 262-263, og i MLE I, s. 88, 403-404. 

Note 23: I forbindelse med de seks kosmiske riger forholder det sig i henhold til Martinus sådan, at det fysiske mineralrige er en ’forlængelse’ af det rent åndelige salighedsrige. På principielt samme måde er det rent åndelige ’rigtige’ menneskerige en ’forlængelse’ af det fysiske dyrerige, mere specielt af den ’sektion’ af dette, vi betegner som menneskeracen.

Note 24: Begreberne ’degenerere’ og ’degenereret’ skal helt ’neutralt’ forstås som det modsatte af at ’generere’ og ’genereret’, nemlig hhv. som ’forringelse’ og ’forringet’ eller reduceret funktion, og som at ’frembringe’ eller ’frembragt’. Der ligger altså ikke fra Martinus’ side nogen nedvurdering  i begreberne ’degenerere’ og ’degenereret’.

Note 25: Det skal her understreges, at når de to polorganer, det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, kunne tænkes at være tilknyttet henholdsvis den feminine pol og den maskuline pol, så ligger der deri kun en konstatering af det feminine køns relative følelsesbetonethed og det maskuline køns relative forstandsbetonethed. - For fuldstændighedens skyld skal det her nævnes, at skiftet mellem de to seksuelle poler i individets overbevidsthed, og de to polorganers omkobling fra den ene pol til den anden, sker i den guddommelige verdens kulminationszone. Det er med andre ord i denne tilværelseszone, at kønsskiftet fra hunkønsvæsen til hankønsvæsen og omvendt, sker, selvom denne omstændighed først bliver markant i løbet af planteriget og dyreriget, og kulminerer i og med det jordiske menneske og dets seksuelle konstitution og situation. – Vedr. de to seksuelle polers omkobling, se artiklen Det seksuelle dobbeltkredsløb

Note 26:  På det jordiske menneskes stadium kan polforvandlingen medføre, at nogle individer afspores og får, hvad Martinus betegner som ”djævlebevidsthed”, hvilket vil sige en mentalitet, der er præget af hensynsløshed, grusomhed og snedighed og lignende, sådan som man måske især kunne se grumme eksempler på i tyske såvel som japanske koncentrationslejre under 2. verdenskrig. – Vedr. ”djævlebevidsthed”, se f.eks. artiklen Polforvandlingens seksuelle kategorier   

Note 27: LB V, stk. 1600, 1602, 1604, 1609-10,

Note 28:  BfA I, s. 367.

Note 29:  H.C.Andersen: Improvisatoren, R&R I, s. 243-244

Note 30: Jf. LB I, stk. 183

Note 31: LB VI, stk. 1282ff.

Note 32: Martinus: LB IV, stk. 1506-7; LB VI, stk. 1988-96,  2034,  Hvad er sandhed, kap. 2-9, 20.

Note 33:  LB I, stk. 91; LB III, stk. 863: LB IV, stk. 1301-9, 1312-3, 1326, 1354, 1429; LB VI, stk. 1983, 1993-6. 

Note 34: Vedr. Ariadne fra Naxos: Se f.eks. Munksgaards Mytologi Leksikon. 1964. Guder og helte i den græske, romerske og nordiske mytologi. Se evt. også Gyldendals Røde Opslagsbøger: Finn Stefánsson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen: Religion/Livsanskuelse. Gyldendal 1979..

 

© 2006. Harry Rasmussen.

 

******************