H. C. Andersens seksuelle observans

- betragtninger over det, at skrive om seksualitet

og homo- og biseksualitet

 

 Denne korte artikel skal ses i forlængelse af hjemmesidens diverse artikler vedr. seksualitet og homoseksualitet, og hvad disse emner angår, har jeg i tidens løb måttet erfare, at man i Martinus-kredse altid har været meget forsigtige i holdningen til seksualitet i almindelighed og homoseksualitet i særdeleshed. Eksempelvis blev jeg i sin tid fra redaktionen af tidsskriftet KOSMOS anmodet om at stryge henvisningen til Martinus’ kosmiske analyser omkring homoseksualitet i mit manus til artiklen "Parforholdets 'krig' og 'fred'. Man henviste til, at homoseksualitet var og er et "sprængfarligt" emne i kosmologi-kredse, og som man derfor helst ikke ville komme ind på i KOSMOS, undtagen når det er Martinus selv, der har skrevet artikler om emnet. Redaktionens hensigt med at udøve ’frivillig censur’ skete - og sker? - naturligvis alene af omsorg for Martinus’ kosmologis renommé, og formentlig ud fra den betragtning, at emnerne seksualitet og især homoseksualitet, løsrevet fra sammenhængen med sin kontekst i form af Martinus’ samlede kosmiske analyser, meget nemt kan risikere at blive misfortolket og misopfattet. 

 

     Et andet forhold er, at Rådet for Martinus Institut og KOSMOS-redaktionen - i hvert fald en overgang – så vidt jeg har forstået heller ikke har været glade for, at jeg i min omtale af bl.a. polprincippet og polforvandlingen lejlighedsvis benytter mig af den terminologi, der er indført af Per Bruus-Jensen. Det drejer sig blandt andet om betegnelserne på de to polorganer, som Martinus jo ikke selv specifikt har omtalt og som han på grund af sin død heller ikke har haft lejlighed til at godkende, men som Per Bruus-Jensen betegner som henholdsvis "det emotionelle polorgan" og "det intellektuelle polorgan". Udtryk, som efter min personlige opfattelse ikke strider imod Martinus’ analyser af de faktorer og kræfter, der vedrører polprincippet og polforvandlingen. Men det kan man altså åbenbart have forskellige opfattelser af, ikke mindst fordi man kan have forskellig tolkning af de retningslinjer for Martinus-sagens drift og vækst, herunder redaktionen af tidsskriftet KOSMOS, som på initiativ af Martinus selv findes nedfældet i ”Samarbejds-Strukturen”, der udkom i bogform i 1992. 

 

     Det er dog klart og forståeligt, at Rådet så vel som KOSMOS-redaktionen i henhold til bladets formålsparagraf, har en forpligtelse til at sørge for, at Martinus' kosmologi som sådan friholdes af uvedkommende begreber og terminologi, som i bedste fald kun kan bidrage til at forvirre begreberne, og i værste fald medvirke til at forplumre disse. Men min personlige opfattelse er den, at sålænge begreberne og termerne ikke strider direkte imod Martinus’ lære, kan jeg ikke se, der er noget galt i at 'blande' tingene sammen, når man vel at mærke samtidigt gør rede for, hvad der er sagt af hvem, hvor, hvornår og hvorfor. Til syvende og sidst er det formentlig et spørgsmål om, hvor mange kosmologiske og filosofiske emner, faktorer og begreber, man hver især er i stand til at rumme i sin hjerne og bevidsthed.

 

Uvedkommende emnekreds?

Da jeg i sin tid begyndte at skrive om H.C.Andersen og hans forfatterskab på baggrund af Martinus’ kosmologi, var jeg ude for principielt samme indvendinger, nemlig, at H.C.Andersen og alt hans væsen ikke vedkom Martinus’kosmologi eller omvendt. Så bortset fra et par artikler af mig om dette emne i Kosmos 1976 og 1977, ville man ikke publicere flere artikler dengang. De næste H.C.Andersen-artikler af mig, en serie på ialt 9 storartikler, blev på anbefaling af Per Bruus-Jensen og på initiativ af redaktør Gunder Frederiksen publiceret i tidsskriftet Kosmologisk Information i årene 1991-1994. Først i 2000 var KOSMOS-redaktionen, som da bestod af nye folk med Søren Hahn i spidsen, igen parat til dels at trykke H.C.Andersen-artikler og desuden artikler om andre emner fra min hånd, og det har man så foreløbig gjort med jævne mellemrum lige siden, hvilket jeg naturligvis har været glad for. 

 

     Men der skulle faktisk komme til at gå mere end tyve år, før man indenfor kosmologikredse for alvor begyndte at få interesse for og forståelse af, hvad mine skriverier omkring H.C.Andersen egentlig drejede sig om, det til trods for, at Martinus jo allerede i 1974 havde godkendt artiklen ”H.C.Andersen og døden”, der dog på grund af sin længde ikke blev trykt i KOSMOS, og igen i 1976, da han også personligt godkendte min artikel "Poesiens Messias" (et udtryk lånt fra HCA), hvori jeg identificerede Martinus med netop Poesiens Messias. Altså må Martinus have været indforstået med artiklens pointe, for ellers ville han næppe have ladet artiklen trykke i sit blad. Det skal tilføjes, at det var Svend Åge Rossen, der dengang var ivrig fortaler for mine artikler og som derfor gjorde sit til at promovere disse.   

 

Ny og positiv holdning

Imidlertid er situationen forlængst blevet en anden, idet et voksende antal kosmologi-interesserede og kosmologi-studerende efterhånden er begyndt at få øjnene op for værdien af det sammenlignende studium af de to åndsgiganters respektive værker og i høj grad sammenfaldende livs- og verdensanskuelse, som jeg nu har befattet mig med at skrive om i mere end tredive år, nemlig fra 1974 og til nu foreløbig marts 2008. Men som flere gange tidligere nævnt, begyndte jeg at studere Martinus’ kosmologi i sommeren 1957, og gik dengang i flere år til foredrag af Martinus, Gerner Larsson, Mogens Møller, Svend Åge Rossen og Per Bruus-Jensen på Instituttet og i Klint, lige som jeg deltog i studiekredse på Instituttet under ledelse af Sv. Å. Rossen og Per Bruus-Jensen. Men først og fremmest har jeg naturligvis foretaget et dybdegående personligt studium af Martinus’ egne værker i nu omkring halvtres år, så selv om hovmod står for fald, vil jeg dog vove den påstand, at der i løbet af den tid trods alt er sivet en vis forståelse af faktorerne i det kosmiske verdensbillede ind bag min pandeskal. 

 

     En af de medarbejdere ved Martinus’ Institut, som i særlig grad har interesseret sig for, hvad Martinus har sagt og skrevet om seksualitet og homoseksualitet, er cand.polyt. et scient. Ole Therkelsen, og for så vidt man kan bedømme på grundlag af den store citatsamling, han har udarbejdet, må det formodes, at han har en positiv holdning og et åbent syn på seksuelle emner og subsidiært på homoseksualitet. Det samme er tilfældet for mit vedkommende, men når jeg i artiklen "H.C.Andersens seksualitet" (årsskriftet Anderseniana 2004), gengivet her H.C.Andersens seksualitet,  bl.a. har gjort indvendinger imod Wilhelm von Rosens synspunkter på digterens seksualitet, jvf. artiklen, så beror det udelukkende på, at von Rosen, som selv er erklæret "bøsse", efter min opfattelse ser for snævert på begrebet og fænomenet homoseksualitet, et ord eller en betegnelse han af tidshistoriske grunde i øvrigt ikke anerkender som gyldigt i bl.a. H.C.Andersens tilfælde. I sin artikel ”Venskabets mysterier” (Anderseniana 1980) plæderer han derimod for, at H.C.Andersen var, hvad man dengang positivt betegnede som "følsom ven" eller lidt mere negativt og nedladende som "pertentlig ungkarl". Von Rosens udgangspunkt er socialpsykologisk og kulturhistorisk, hvor mit som bekendt er Martinus’ kosmiske analyser omkring polprincippet og polforvandlingen. Ole Therkelsen har i øvrigt været så overmåde venlig at tilsende mig udskrift af citatsamlingen, som jeg dog indtil videre endnu ikke har haft direkte brug for at citere fra, men regner med at gøre i forbindelse med en større afhandling om H.C.Andersens seksualitet, som er under udarbejdelse.

     Nuvel, der kan ingen tvivl være om, at Andersen var homoseksuel i betydningen dobbeltpolet eller - som jeg har foretrukket at betegne det - noget nær dobbeltpolet. For når man via kilderne kender til hans forhold til f.eks. vennen Edvard Collin, så kan der overhovedet ingen tvivl være om, at Andersen, der var et særdeles følsomt og kærligt anlagt menneske, higede intenst efter et kropsligt seksuelt forhold til vennen. Men vennens afvisning umuliggjorde et sådant både fysisk og psykisk forhold. På den anden side fremgår det jo også tydeligt af Andersens selvbiografier, dagbøger, almanakker og breve, at han lejlighedsvis var forelsket i og higede efter et kropsligt seksuelt forhold til en kvinde. Det er der flere eksempler på, sådan som også nævnt i artiklen "H.C.Andersens seksualitet", men da det ikke kan påvises på grundlag af kilderne, at han nogensinde praktiserede sin seksualitet, har jeg i mit forfatterskab valgt at betegne Andersen som "platonisk biseksuel", så meget mere, som at han i reglen samtidig var forelsket i både en kvinde og en mand. Disse forelskelser betegner jeg derfor som "dobbeltforelskelser", og ikke som ”trekantsforelskelser”, af den grund, at de involverede parter, kvinder som mænd, med få undtagelser ikke gengældte Andersens følelser eller forelskelse.

 

Myten om Andersens romantiske forelskelser 

Men som skrevet i nogle af mine artikler om H.C.Andersen og hans seksualitet, var det ikke med hans gode vilje, at han livet igennem måtte nøjes med at klare sig med surrogatet onani, i stedet for kropslig nærkontakt med et andet menneske, det være sig en kvinde eller en mand. Men det måtte han stort set af to årsager, nemlig dels på grund af hans egen psykiske 'jomfruelighed' og dels på grund af datidens dobbeltmoralske krav om seksuel dydighed, moralsk ansvarlighed og borgerlig anstændighed. Men skal man vurdere, til hvilken side Andersen hældede mest, er der for mig ingen tvivl om, at han mest hældede til homoseksuel side. Han vovede bare ikke at vedkende sig det overfor venner og bekendte, dog igen med undtagelse af nogle få "følsomme venner", som i hvert fald for kortere eller længere tid gengældte Andersens sværmeriske følelser. Men så vidt jeg har kunnet bedømme, ser den traditionelle H.C.Andersen-forskning helst, at myten om digterens 'romantiske forelskelser' i kvinder som f.eks. Riborg Voigt og Jenny Lind, bliver opretholdt. Det skyldes naturligvis primært fordomme imod fænomener som biseksualitet og homoseksualitet, hvad enten de pågældende forskere vil vedkende sig dette eller ej.

     Sluttelig skal det dog nævnes og fremhæves, at nyere H.C.Andersen-forskere, som eksempelvis redaktøren af årsskriftet Anderseniana, Ejnar Stig Askgaard, ser mere åbent og fordomsfrit på digterens seksualitet, hvilket han har tilkendegivet ved at godkende min artikel ”H.C.Andersens seksualitet”, der jo som et væsentligt element fremfører de synspunkter på seksualitet, der skyldes Martinus’ kosmologi.

 

 

© 2008 Harry Rasmussen.