- om
H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”
Denne artikel var
den første af mig i årsskriftet Anderseniana, hvor den blev trykt i
1998. Det var og er vistnok sjældent, at en ikke-akademiker fik og får en
artikel optaget i det ærværdige og fornemme skrift, hvis første årgang så
dagens lys i 1933. Siden den første artikel er det blevet til yderligere tre
artikler fra min hånd i samme årsskrift, som alle er noget længere end den, og
som handler om så vidt forskellige emner, som H.C.Andersens seksualitet (2004),
hans biologiske oprindelse (2006) og hans venskabelige relation til familierne
Wulff og Koch (2008). De tre sidstnævnte artikler står desuden også at læse her
på hjemmesiden, og derfor syntes jeg, at mine læserne – som formodentlig ikke
alle læser årsskriftet Anderseniana – skulle have en mulighed for at
kunne læse ”Tanker omkring en makulatur”, også selv om den især er
skrevet for interesserede i specielt H.C.Andersens forfatterskab. Artiklen har
ingen direkte relation til Martinus’ kosmologi, sådan som tilfældet er med
artiklen ”H.C.Andersens seksualitet”, men den omhandler dog emner, som i høj
grad også er relevante i Martinus’ kosmologi, nemlig spørgsmålet om sjælens
udødelighed og det evige liv, og om forgængelighed og naturvidenskabelig
reduktionisme.
Artiklen her er
blandt andet udvidet med en delvis gengivelse af digtet ”Tanker ved en
ituslagen Jydepotte” (1827), men sådan at dette og andre citater er
gengivet på nudansk i hovedteksten og gengivet i originalsproget i de relevante
noter, som derfor ligeledes er blevet udvidet. De to første af digtets fem vers
lyder som følger:
”Du er ej mer!
Din digter græder ved dit brudte ler.
Det blev din lod at tåle røg og flamme,
Dog stod du fast, du altid blev den samme.
Få kendte dig på denne store Jord,
Dog i din død du nævnes skal i Nord;
Jeg i avisen vil et grav-vers sætte,
Så tårer skal de skønnes kinder tvætte.
- Først var du ler, nu bliver du det atter!
Så går det selv naturens bedste datter.
Ak, var du falden i en kunstners hånd,
Du havde vundet ved hans skaber-ånd;
Som vase skulle du da øjet gotte;
Men skæbnen bød – du blev en jydepotte.
Dit liv svandt hen så stille, indgetogen;
Som Askepot du stod i skammekrogen.
Tit så jeg dig imellem røg og ild.
Når månens stråle flød på ruden mild.
Jeg så din damp, i den steg ånder frem,
Og søgte gennem skorstens-piben hjem;
Dig glemte de, naar de så stjerner tindre,
Da hørte jeg det koge i dit indre.
Ja, du har følt og lidt som en heltinde,
Fred med dit minde!”
Digtets femte og
sidste vers lyder sådan:
”Og nu farvel! Jeg skal din grav besøge,
Men lov mig, at du aldrig her vil spøge.
Græd ej, Malene!
Hun har det godt,
Den salig pot!
Snart hvile også vore trætte Bene.”
Under læsningen
af det lidt bittert-ironiske digt ”Tanker ved en ituslagen Jydepotte”, som
ifølge fodnoten ikke blev optaget i ”Gravblomster”, faldt det mig ind,
at Andersen måske har haft sin første bog, ”Ungdoms-Forsøg”, 1822, og
dens skæbne i erindring, da han skrev om den stakkels jydepottes sørgelige
endeligt. (Note 1)
Digtet blev første gang trykt i ”Kjøbenhavns
flyvende Post” 12.10.1827 under titlen ”+++ Tanker ved en ituslagen
Jydepotte - - - af h - - (Du er ei meer! -)” [Motto:] minuentur atræ carmine
curæ. Horats. [Fodnote:] Maa gjerne optages i Gravblomsterne. (Note 2)
Tidligere på året (Jf. fru Wulffs breve
af 8.3. og 1.4.1827: se senere nedenfor), var Andersens smertensbarn fra 1822
netop blevet genudgivet, men med nyt titelblad og kaldtes nu ”Gjenfærdet ved
Palnatokes Grav, en original Fortælling; og Alfsol, en original Tragedie. –
Ungdoms-Forsøg af Villiam Christian Walter.”
Bogens nyudgiver var boghandler P.T.Schovelin
(for data: se Woel), og som tryksted blev angivet E.M.Cohens Enke, idet
det var trykarkene fra 1822, der blev brugt ved genudgivelsen. Hvordan dette
nærmere hang sammen, har især forfatteren Cai M.Woel (1895-1963)
redegjort for i sit efterskrift, ”H.C.Andersens første Bog. Lidt om Bogens
Udgivelse og Skæbne”, skrevet til Christtreus Bogtrykkeri’s genudgivelse
1956 af ”Ungdoms-Forsøg”. (Note 3)
Det er imidlertid kun denne artikels
ærinde, at pege på steder i Andersens forfatterskab, hvor bogen – eller snarere
dens skæbne – har sat sig spor. Derfor skal dens noget dunkle ’historie’ ikke
gentages her. Specielt interesserede læsere henvises til Cai M.Woels
interessante afhandling herom.
Andersen, som i foråret 1827 opholdt sig
i Helsingør, hvor han gik i byens lærde skole, havde skrevet til bl.a. sin
moderlige veninde, fru kommandørinde Henriette Wulff, for at få hende
til at besørge købet af et eksemplar af bogen til ham. Det fremgår indirekte af
hendes svarbrev af 1.4.1827, som har særlig interesse i denne sammenhæng:
”Gode Andersen!
- - - Jeg må dog
gøre Dem et slags regnskab for Deres kommission. Først sendte jeg mit bud hen i
Grønnegade for at begære en ”Alfsol”; man svarede mig, de havde ingen. Jeg
tænkte: ”Er de allerede udsolgte?” og bad min mand tale til Schowelin, som er
boghandleren, om den, og han sagde, at den var trykt på begæring, jeg tror
1821; men da De ikke var kommen og afhentet den – eller den, De havde overladt
det – havde han nu 3 gange averteret den til salg; men der var ikke solgt ét
eksemplar af den; han havde derfor sendt den til en kræmmer, som han leverede
makulatur, og som havde fået hele oplaget. For to år siden havde den også været
averteret, da blev der heller ikke solgt et eneste eksemplar, hvorfor han
allerede dengang havde solgt 150 eksemplarer til makulatur og resten nu.
Besynderligt nok – et par dage efter kom vor ungdom ind til en kræmmer Cohen
paa Østergade for at købe noget, og det, de købte, blev svøbt ind i et stykke
papir, hvorpå der stod ”Alfsol”; men de tænkte dog ikke på, det var Deres,
førend min mand kom hjem og fortalte os, hvad jeg nu har sagt Dem, og hvorfor
jeg ikke har kunnet opfylde Deres begæring. - - - ” (Note 4)
Det er helt
forståeligt, at den besked om sin ’førstefødte’s kranke skæbne, som dette
uskånsomme brev meddeler, maa have være en sårende oplevelse for Andersens
sarte digtersind. Udadtil ville han i sine yngre år gene give det udseende af,
at bogen ikke betød så forfærdelig meget for ham. Men han glemte aldrig, hvad
der var sket med den. Først som noget ældre viste han – eller turde han vise –
hvor nær denne ’førstefødte’ egentlig altid havde stået hans hjerte. Det viser
omtalen af ”Ungdoms-Forsøg” i Mit Livs Eventyr 1855.
På foranledning af Det kgl. Teaters
direktion stod den da godt 17-årige Andersen i slutningen af oktober 1822
overfor at skulle rejse til Slagelse, hvor han var indskrevet som privatelev –
betalt af Fonden ad usus publicus – i byens lærde skole. Om bogen fortæller han
følgende i ”Mit Livs Eventyr”:
Afrejsen var så
hurtig bestemt, og endnu havde jeg selv eet anliggende at ordne; på samme tid,
nemlig, som jeg indleverede ”Alfsol” havde jeg talt med en bekendt fra
Odense, en ung mand, der bestyrede bogtrykkeriet for en enke, og af ham fået
tilsagn om, at ”Alfsol” og en lille fortælling ”Genfærdet ved Palnatokes Grav”,
skulde blive trykte; Manuskriptet fik han, det skulle imidlertid ligge urørt i
trykkeriet, indtil jeg skaffede et vist antal subskribenter, men disse var
endnu ikke bragte tilveje. Før afrejsen løb jeg til trykkeriet, her var lukket
og så lod jeg sagen blive derved, rimeligvis da ikke utilfreds med muligheden,
at det dog kunne blive trykt og læst – desværre skete dette, og det åringer
efter, idet at manden, som havde modtaget manuskriptet, var død, og jeg troede
det hele henkastet og glemt. Bogen udkom uden mit vidende og min vilje, udkom i
sin uforandrede skikkelse, med et pseudonymt forfatternavn, jeg havde givet mig
eet, der ved første øjekast tyder på den mest kolossale forfængelighed, og dog
ikke var det, men meget mere kærlighed, som barnet kan have den og derfor giver
sin dukke navn efter hvem det holder mest af. Jeg elskede William
Shakespeare og Walter Scott, og så elskede jeg naturligvis også mig
selv, jeg tog derfor mit navn Christian, og så havde jeg
pseudonym-navnet: William Christian Walter. Bogen findes endnu, i den
står tragedien ”Alfsol” og fortællingen ”Genfærdet ved Palnatokes
Grav”, i hvilken hverken genfærd eller Palnatoke spiller nogen rolle; det
er en meget rå efterligning af det markerede hos Walter Scott. Dana er i
prologen den ordførende, hun siger, at jeg er ”kun sytten år”, og at jeg her
bringer
”- en krands af bøgerødder og
af danske blomster” –
det hele er, som det jo
måtte være, et højst umodent arbejde. (Note 5)
Men det lettere tragi-komiske i, at hans
dyrebare bog var endt som indpakningspapir om kræmmervarer, ansporede samtidigt
Andersens ironisk-satiriske sindelag og digterevne, og fik ham til at behandle
emnet flere gange i løbet af sit fremtidige forfatterskab.
Bogens skæbne eller endeligt, mindede ham
om et af de store grundproblemer eller ’modpoler’, som hans livsanskuelse
svingede imellem: troen på sjælens udødelighed og tvivlen på samme. Troen
havde han i sine optimistiske og lyse øjeblikke, og tvivlen og pessimismen kom
over ham i de mørke stunder, som jævnligt overfaldt ham.
Han kunne i 1827 og senere også mindes
dengang for år siden, da det for allerførste gang var lykkedes at få noget
trykt, som han havde skrevet. Det var en scene af hans stykke Røverne i
Vissenberg, der den 9. august 1822 stod at læse i tidsskriftet ”Harpen”.
Andersen skriver i Levnedsbogen, at det var det første trykte af ham med hans
eget navn under. Han fortæller også, at han læste det igen og igen, og at han
løb rundt i byen til venner og bekendte, for at lade dem læse det og glæde sig
med ham:
”Wulffs fik det også at se,
kommandøren lånte det. Et par dage efter ville jeg hente det. Det var ikke at
finde! han sagde ganske rolig, da han ikke tænkte hvad værd det havde for mig:
”Det er gået kødets gang!” – Jeg sagde ikke noget der til, men kunne knap
skjule mine tårer, det var min hele rigdom jeg havde tabt.” (Note 6)
Det var gået al kødets gang. Ja. Det var gået i ”bøtten”.
Han erindrede sig også engang omkring 1824,
da han gik i Slagelse lærde Skole, at hans ofte uligevægtige og vredladne
lærer, Simon Meisling, i en undervisningstime havde bemærket, at der var
skrevet et dårligt vers udenpå bindet af en af Andersens skolebøger. Hvortil
den ulykkelige Andersen fortvivlet sagde: ”men det er ikke af mig, skriften
ser De, ligner ikke min hånd!” ”Men Deres ånd!” svarede han. ”De er en stupid
knægt der aldrig bliver noget af; - De vil nok jaske en hob sammen når De
kommer ud på Deres egne ben, men ingen vil læse, hvad De skriver, det vil købes
som makulatur hos Soldin. – Nå, skal De nu ikke græde! det lange spektakel! – ”.
Især Meislings nedvurderende
bemærkning om makulaturen – formentlig en hentydning til hans elevs ”Ungdoms-Forsøg”,
om hvis skæbne i 1822 rektoren nok havde erfaret – sved og smertede den
unge digtersjæl, som Meisling med tanke på Andersens bittesmå øjne, for øvrigt
havde givet tilnavnet: ”Shakespeare med Vampyrøjnene”. (Note 7)
Det er formentlig også sin kære
”førstefødte’s uheldige endeligt, Andersen har haft i tankerne, da han skrev 2.
kapitel af sin ”Fodreise”. Heri tager hans fodrejse fra Holmens Kanal
til østpynten af Amager sin begyndelse, og idet han er nået over Holmens Bro,
møder han et par digtermuser i form af to tilsyneladende almindelige kvinder.
Den ene ligner en rødmosset og trivelig Amagerkone, og den anden en bleg
og døende Heloise.
De to muser repræsenterer den unge
digters øjeblikkelige dilemma. Derfor fritter de ham straks ud om, hvad vej han
vil vælge at gå: over Knippelsbro ved Børsen eller over Langebro ved
Druknehuset. Underforstået hvilken retning han vil følge som forfatter: Enten fornuftens
dagklare klassiske dannelse eller føleriets og fantasteriets dunkle
rædselsromantik. Amagerkonen, som taler snusfornuftens sprog, synes mest
overbevisende i sin argumenter, for at få den unge forfatter til at følge sig.
Og hun har en trumf i baghånden:
”[…] tilsidst, efter at have forsøgt
ethvert middel, trak hun i raseri en lille bog op af lommen, (det var min
Fodreise); med et satanisk smil malede hendes spidse pegefinger luende sifre på
bogens ryg. ”Vås” stod der.
”Det skal der staa sålænge bindet varer,” udbrød hun: ”således vil man
benævne din bog; kaste den bort, når man har læst halvandet blad; snart vil
høkeren, som Prometheus’ Grib, sønderrive dens indre, og om sukker og
sæbe sende den ud i den store by. – […]” (Note 8)
Hvilken skændsel! At se sit ’hjertebarn’ brugt som indpakningspapir om
sukker og sæbe, eller sin sjæl reduceret til fysisk, forgængelig materie!
Det må have været i et af sine lyse
og optimistiske øjeblikke, at Andersen skrev sit livs- og
udødelighedsbekræftende eventyr om ”Hørren” (1848), som véd, at trods
alle forandringer og omskiftelser, - og det må der til – så er ”visen aldrig
ude” eller livet aldrig forbi, og som derfor er den allerlykkeligste af alle.
En dag sker det uundgåelige, at de beskrevne manuskriptark, som bogen er blevet
sat efter, bliver lagt væk på en hylde:
[…] ”Det er meget godt at hvile paa
sin gerning!” sagde papiret. ”Det er meget rigtigt at man samler sig og kommer
til eftertanke om hvad der boer i én. Nu først ved jeg rigtigt, hvad der står i
mig! Og kende sig selv, det er det egentlige fremskridt. Hvad mon der nu vil
komme? Noget fremad sker der, det går altid fremad!” (Note 9)
”Nissen hos Spekhøkeren”. Illustration af Vilhelm Pedersen.
Nogle få år senere, i 1852, tager
Andersen temaet op igen. Det sker i eventyret ”Nissen hos Spekhøkeren”, hvori
digteren rigtig tager personlig revanche for alle forsmædelser i forbindelse
med sin ’førstefødte’ og sit forfatterskab, og samtidig ’hævner’ sig på alle
filistre og smålige kritikere:
[…]
Der var en rigtig student, han boede paa kvisten og ejede ingenting; der var en
rigtig Spækhøker, han boede i stuen og ejede hele huset, og ham holdt Nissen
sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i!
det kunne Spækhøkeren give; og Nissen blev i butikken og det var meget
lærerigt.
En aften kom Studenten ind fra bagdøren for selv at købe sig lys og ost;
han havde ingen at sende, og så gik han selv; han fik hvad han forlangte, han
betalte det og der blev nikket ”god aften” af Spækhøkeren og Madamen, og det
var en kone, som kunne mere, end nikke, hun havde talegaver! – og Studenten
nikkede igen og blev stående midt i læsningen af det blad papir, der var lagt
om osten. Det var et blad, revet ud af en gammel bog, der ikke burde rives i stykker,
en gammel bog, fuld af poesi.
”Der ligger mer af den!” sagde Spækhøkeren, ”jeg gav en gammel kone
nogle kaffebønner for den; vil De give mig otte skilling, skal De have resten!”
”Tak,” sagde Studenten, ”lad mig få den istedetfor osten! Jeg kan spise
smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele bog skulde rives i stumper og
stykker. De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De Dem ikke
mere på, end den bøtte!”
Og
det var uartigt sagt, især mod bøtten, men Spækhøkeren lo og studenten lo, det
var jo sagt sådan i en slags spøg. Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt
til en Spækhøker, der var husvært og solgte det bedste smør.
Derefter fortsætter denne perle af et
eventyr med at fortælle om, hvordan Nissen låner Madammens mundlæder, for det
bruger hun jo alligevel ikke, når hun sover, og lader alle tingene og
genstandene i butikken udtale hver deres mening om livet. Nissen spørger
bøtten, om den ikke ved, hvad poesi er?:
”Jo, det ved jeg,” sagde Bøtten, ”det er sådant noget,
som står på nederdelen af aviserne og klippes ud! jeg skulle tro, at jeg har
mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod
Spekhøkeren!”
Og Nissen satte
mundlæderet på kaffemøllen, nej, hvor den gik! og han satte det på
smørfjerdingen og pengeskuffen; - alle var de af mening som Bøtten, og hvad de
fleste er enige om, det må man respektere.
”Nu skal Studenten faae!” og så gik Nissen ganske sagte ad
køkkentrappen op til kvisten, hvor Studenten boede. Der var lys derinde, og Nissen
kiggede gennem nøglehullet, og så at Studenten læste i den pjaltede bog
nedefra. Men, hvor var der lyst derinde! der stod ud af bogen en klar stråle, der
blev til en stamme, til et mægtigt træ, som løftede sig saa højt og bredte sine
grene vidt ud over Studenten. Hvert blad var saa friskt og hver blomst var et
dejligt pigehoved, nogle med øjne så mørke og strålende, andre så blå og
forunderlig klare. Hver frugt var en skinnende stjerne, og så sang og klang det
vidunderligt dejligt! […] (Note 10)
Det er lige før, at Nissen bliver
fortryllet af alt det dejlige, han ser, og derfor er ligeglad med, at studenten
jo ikke har nogen grød med smørklat i. Men helt opgive det ’solide’, vil Nissen
dog ikke. Han føler sig derfor splittet mellem grød og poesi, mellem den
jordnære borgermand, spækhøkeren, og den himmelnære poet, studenten.
Andersen berører også lidt af den
samme problematik i eventyret ”Det nye Aarhundredes Musa”, 1861, hvor
det indledningsvis blandt andet lyder om ”vor travle tid, hvor poesien
næsten står én i vejen”:
”Poesien må tage et tag i med, idetmindste give forladning
til partikampene, hvor blod eller blæk flyder.
Det er ensidig tale, siger
mange; poesien er ikke glemt i vor tid.
Nej, der gives endnu mennesker, som på deres ”fri mandag” føler trang
til poesien og da ganske vist, når de fornemmer denne åndelige knurren i deres
respektive ædlere dele, sender bud i bogladen og køber for hele fire skilling
poesi, den bedst anbefalede; Nogle lader sig vel nøje med den, de kunne få i
tilgift, eller er tilfredsstillede med at læse en stump på kræmmerhuset fra
urteboden; den er billigere, og billigheden i vor travle tid må der tages
hensyn til. Trangen findes til hvad vi har, og det er nok! Fremtids poesi, som
fremtids musik, hører til Donquixotiaderne; tale om den, er som at tale om
rejseopdagelser i Uranus.
Tiden er for kort og kostbar til fantasilege, og hvad er, skulle vi
engang tale ret fornuftigt, hvad er poesi? Disse klingende udslyngninger
af følelser og tanker, den er kun nervernes svingninger og bevægelser. Al
begejstring, glæde, smerte, selv den materielle stræben er, siger de lærde os, nervesvingninger.
Vi er Enhver – et strengespil.” (Note 11)
Det, Andersen her er inde på, er den
dengang tiltagende naturalisme og materialisme, som han så ofte havde vendt sig
imod i sit forfatterskab, men som han selvfølgelig lige så lidt som andre forfattere,
kunne komme til livs. Det er først i vor tid, at der viser sig tendenser i
kultur og videnskab, som går i retning af det, Andersen – og andre med ham –
håbede på ville ske: Retningen bort fra materialismens reduktionisme.
Men i Andersens tilfælde, blev hans
ungdoms forsøg på forstandsviden, i manddommen til udødelighedshåb, sådan som
han har udtrykt det adskillige steder i sit dejlige forfatterskab, eksempelvis
i eventyret ”Psychen” fra 1861. Det er atter frygten for ”bøtten”,
”affaldstønden” eller graven, som går igen i denne fine fortælling om en ung
kunstner, der har trukket sig tilbage til klosterlivet, for om muligt at blive
fri for en nagende tvivl på psykens, sjælens, udødelighed:
Og Gudskraften i ham led og stred.
”Herre! Herre!” udbrød han i
fortvivlelse, ”vær barmhjertig, giv mig tro! – Din nådegave kastede jeg fra
mig, min sendelse i denne verden! jeg manglede kraften, Du gav mig den ikke.
Udødeligheden, Psychen i mit bryst, - bort, ned! – aldrig opstår den af
graven!”
Stjernen i den rosenrøde luft lyste, stjernen, der til visse skal
udslukkes og henvejres, medens sjælene lever og lyser; dens sitrende stråler
faldt paa den hvide væg, men ingen skrift satte den der om herligheden i Gud,
om nåden, om alkærligheden, den der klinger i den troendes bryst.
”Psychen herinde aldrig dø! – Leve i bevidsthed? – kan det
ufattelige ske? – Ja! ja! ufattelig er mit Jeg. Ufattelig Du, o Herre!
hele din verden ufattelig; - et underværk af magt, herlighed – kærlighed!” –
(Note 12).
Til slut skal omtales et af Andersens allerseneste eventyr, ”Tante
Tandpine” fra 1872, hvori den famøse makulatur-historie tages op for sidste
gang i hans forfatterskab:
Hvorfra vi har historien? –
- Vil du vide det?
Vi har den fra fjerdingen, den med de gamle papirer i.
Mangen god og sjælden bog er gået i spækhøkeren og
urtekræmmeren, ikke som læsning, men som nødvendigheds artikel. De må have
papir til kræmmerhus for stivelse og kaffebønner, papir om spegesild, smør og
ost. Skrevne sager er også brugelige.
Tit går i bøtte,
hvad der ikke skulle gå i bøtte.
Jeg kender en
urtekræmmerdreng, søn af en spækhøker, han er gået tilvejrs fra kælderen til
stue-butikken; et menneske med stor læsning, kræmmerhus-læsning, både den
trykte og den skrevne. Han har en interessant samling, og i den flere vigtige
aktstykker fra een og anden altfor beskæftiget tankespredt embedsmands
papirkurv; eet og andet fortroligt brev fra veninden til veninde:
Skandale-meddelelser, som ikke måtte gå videre, ikke omtales af noget menneske.
Han er en levende redningsanstalt for en ikke ringe del af litteraturen og har
den i stort område, han har forældrenes og principalens bod og har der reddet
mangen bog eller blade af en bog, der nok kunne fortjene at læses to gange.
Han har vist mig
sin samling trykte og skrevne sager fra bøtten, rigest fra Spekhøkerens. Der lå
et par blade af en større skriverbog; den særdeles smukke og tydelige
håndskrift tildrog sig straks min opmærksomhed.
”Den har Studenten skrevet!” sagde
han, ”Studenten, som boede her ligeoverfor og døde for en måned siden. Han har
lidt svært af tandpine, ser man. Det er ganske morsomt at læse! Her er kun lidt
endnu af det skrevne, det var en hel bog og lidt til: mine forældre gav et
halvt pund grøn sæbe for det til Studentens værtinde: Her er, hvad jeg fik
holdt tilbage.
Jeg lånte det, jeg læste det og nu meddeler jeg det.
Overskriften var:
Herefter den herlige historie, hvis
morale egentlig er, at fysisk smerte – her altså tandpine – ”er mægtigere
end poesien, filosofien, matematikken og hele musikken!” Materien altså
stærkere end ånden! Da tandpinen efter en hel nats pine, lader den plagede
digter i fred, så han kan falde i søvn, oplever han i en behagelig drøm,
hvordan han flyder om i det bløde vand, og herunder har nogle syner, som han,
Andersen, tidligere i livet ville have vist fra sig:
- ”Dø, smelte hen som sne!” sang og klang det i vandet,
”dunste hen i skyen, fare hen som skyen! - - ”
Ned til mig gennem vandet skinnede store, lysende navne, indskrifter på
vajende sejrs-faner, udødeligheds-patentet – skrevet på døgnfluens vinge. (Note
13)
I pagt hermed slutter Andersen derfor i
første omgang eventyret ”Tante Tandpine”, med at udtrykke tvivl på sin
ellers så kære tanke om sjælens udødelighed:
Jeg nedskrev, hvad her står skrevet. Det er ikke på vers
og det skal aldrig blive trykt -.
Ja, her holdt manuskriptet op.
Min unge ven, den vordende urtekræmmersvend, kunne ikke opdrive det
manglende, der var gået ud i verden, som papir om spegesild, smør og grøn sæbe;
det havde opfyldt sin bestemmelse.
Bryggeren er død, Tante er død, Studenten er død, han fra hvem
tankegnisterne gik i bøtten.
Alt går i bøtten.
Det er enden på historien – historien om Tante Tandpine. (Note 14)
Men i en senere redaktion, strøg Andersen
den livspessimistiske sætning: ”Alt går i bøtten”, der udtrykker den
forgængelighed og udslettelse af sjælen og den personlige bevidsthed og
hukommelse, som han trods alt ikke troede på, når det kom til stykket. Da
troede han på det, som han bl.a. har givet udtryk for i digtet ”Tunge
Timer”, skrevet cirka to måneder, før han selv gik i ”bøtten”. Heri
gentager han samme tema, som i digtet ”Oldingen” fra 1874, men
slutversets overbevisning om sjælens udødelighed, er modereret til håbet
om samme:
O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig alt er givet!
Forund os i nåde ”det evige liv”
Og erindring om jordelivet! (Note 15)
______________________________________
Det
kan anbefales at man i hvert fald læser kommentarerne i noterne, idet der heri
ofte er nyttige betragtninger, som uddyber hovedteksten.
Note
1: H.C.Andersen: Samlede Skrifter, 2. udgave, bind XII, s. 17-18; og
eventyret ”Lykkens Kalosker”, H.C.Andersen: „Eventyr og Historier“, bind I, s. 34-36 i DSL/Reitzels udgave
1963-86 ved Erik Dal og Erling Nielsen. Her er de citerede digtlinjer gengivet i den originale
retskrivning:
”Du er ei meer!
Din
Digter græder ved dit brudte Leer.
Det blev din Lod at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast, Du altid blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
- Først var Du Leer, nu bliver Du det atter!
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak, var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skæbnen bød – Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du stod i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild.
Naar Maanens Straale flød paa Ruden mild.
Jeg saae din Damp, i den steg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem;
Dig glemte de, naar De saae Stjerner tindre,
Da hørte jeg det koge i dit Indre.
Ja, Du har følt og lidt som en Heltinde,
Fred med dit Minde!”
[…]
”Og nu Farvel! Jeg skal din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge.
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.”
Et
par ordforklaringer: En jydepotte osv. Er en uglasseret lerpotte. – Ordet
’indgetogen’ er det ikke lykkedes mig at identificere. – ’Malene’ er en
hentydning til husets tjenestepige, som var den, der i digtets tredje vers
tabte suppeskålen, hvorved denne gik itu og hun derfor måtte feje potteskårene
sammen og smide disse hen i en afkrog. I øvrigt er det tydeligt, at digteren
har haft sig selv - og ikke mindst fru Wulffs irettesættende breve – i
tankerne, da han skrev om jydepotten. I digtets andet vers forekommer linien: ”Som
Askepot Du stod i Skammekrogen”, som måske kunne tænkes at have sin
oprindelse i fru Wulffs bemærkning i brev af 31.10.1826: ” – see til lille
Askepot, hvorledes hun blev hadet og forfulgt af Moder og Søstre, som burde
have elsket hende; men hun bar sin Lod taalmodigt, og hvilken Løn fik hun
ikke!?” (Breve til H.C.Andersen: Brev nr. 281.)
Note
2: Birger Frank Nielsen: H.C.Andersen Bibliografi. Digterens Danske
Værker 1822-1875. Med Forord af H. Topsøe-Jensen. H. Hagerup – København
1942, s. 12.
Note
3: Det pseudonyme forfatternavn ”Villiam Christian Walter” er en
hentydning til hhv. William Shakespeare, Hans Christian Andersen og Walter Scott. Nyudgivelsen ved forfatteren Cai M. Woel er tilegnet
H.C.Andersen-forskeren, overbibliotekar ved Det kgl. Bibliotek H.Topsøe-Jensen,
og i det eksemplar, jeg har erhvervet antikvarisk, findes der på bogens første
side følgende håndskrevne tilføjelse:
”Kære Hr. Overbibliotekar! Tak fordi De saa venligt gav os Mulighed
for at faa denne Bog i Verden – og Tak for Deres venlige og omsorgsfulde Hjælp
til mig. Deres hengivne Cai M. Woel. 30/10-56.”
I forordet til et lille skrift, Woel udgav i 1960, oplyser han at
efterskriftet til 1956-udgaven af ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav”, oprindelig
var skrevet til 1940-udgaven af bogen, udgivet af Forlaget Poul Carit Andersen,
København. Efterskriftet 1956 var dog blevet uddybet med flere historiske
detaljer om bogens dunkle tilblivelse i 1822, end det var muligt at fremlægge i
1940.
Med den selvstændigt trykte afhandling 1960, søger Woel at ”samle de
mulige Oplysninger om dette berømte Bogværk, der med sine Mangler og
Ufuldkommenheder saa levende har samlet Interessen om sig i mere end hundrede
Aar.” Afhandlingen bærer titlen: ”H.C-Andersens første Bog
”Ungdoms-Forsøg” 1822.” Midtsjællands Forlag. Ladager – Lille Skensved
1960.
Note 4: Bille &
Bøgh: Breve til H.C.Andersen. C.A.Reitzels Forlag. København 1877, s.
581-82. Se også Kjeld Galster: H.C.Andersen og hans Rektor. Konrad
Jørgensens Bogtrykkeri, 1933, s. 43, samt Svend Larsen: H.C.Andersens Moder.
En Brevsamling. Rasmus Hansens Boghandel. Odense 1947, se breve af 3.5. og
13.10.1827. Herunder er den citerede brevtekst gengivet med original
retskrivning:
”Gode Andersen!
- - - Jeg maa dog
gjøre Dem et Slags Regnskab for Deres Commission. Først sendte jeg mit Bud hen
i Grønnegade for at begjære en ”Alfsol”; man svarede mig, de havde ingen. Jeg
tænkte: ”Ere de alt udsolgte?” og bad min Mand tale til Schowelin, som er
Boghandleren, om den, og han sagde, at den var trykket paa Begjæring, jeg troer
1821; men da De ikke var kommen og afhentet den – eller Den, De havde overladt
det – havde han nu 3 Gange averteret den til Salg; men der var ikke solgt eet
Exemplar af den; han havde derfor sendt den til en Kræmmer, som han leverede
Maculatur, og som havde faaet hele Oplaget. For to Aar siden havde den ogsaa
været averteret, da blev der heller ikke solgt et eneste Exemplar, hvorfor han
allerede dengang havde solgt 150 Exemplarer til Maculatur og Resten nu.
Besynderligt nok – et Par Dage efter kom vor Ungdom ind til en Kræmmer Cohen
paa Østergade for at kjøbe Noget, og Det, de kjøbte, blev svøbt ind i et Stykke
Papir, hvorpaa der stod ”Alfsol”; men de tænkte dog ikke paa, det var Deres,
førend min Mand kom hjem og fortalte os, hvad jeg nu har sagt Dem, og hvorfor
jeg ikke har kunnet opfylde Deres Begjæring. - - - ”
Om Andersens forhold til fru Wulff og omvendt, se artiklen H.C.Andersen
og familierne Wulff og Koch - med afsæt i en samling familiefotografier. Ordene ’begjære’ og ’begjæring’
betyder på nudansk hhv. ’anmode’ og ’anmodning’.
Note
5: H.C.Andersen: „Mit Livs Eventyr“, bd. I, s. 77-78 i
H.Topsøe-Jensens udgave fra 1975. Jf. med omtalen af bogen ”Ungdoms-Forsøg” i
H.C.Andersens Levnedsbog 1805 – 1831. Det Schønbergske Forlag. København
1962, 1988, s. 93, og ”Alfsol” (samme sted), s. 89-92, 96, 103,
104. Herunder er tekstcitatet fra ”Mit Livs Eventyr” gengivet med original
retskrivning:
Afreisen
var saa hurtig bestemt, og endnu havde jeg selv eet Anliggende at ordne; paa
samme Tid, nemlig, som jeg indleverede ”Alfsol” havde jeg talt med en
Bekjendt fra Odense, en ung Mand, der bestyrede Bogtrykkeriet for en Enke, og af
ham faaet Tilsagn om, at ”Alfsol” og en lille Fortælling ”Gjenfærdet ved
Palnatokes Grav”, skulde blive trykte; Manuskriptet fik han, det skulde
imidlertid ligge urørt i Trykkeriet, indtil jeg skaffede et vist Antal
Subscribenter, men disse vare endnu ikke bragte tilveie. Før Afreisen løb jeg
til Trykkeriet, her var lukket og saa lod jeg Sagen blive derved, rimeligviis
da ikke utilfreds med Muligheden, at det dog kunde blive trykt og læst –
desværre skete dette, og det Aaringer efter, idet at Manden, som havde modtaget
Manuskriptet, var død, og jeg troede det Hele henkastet og glemt. Bogen udkom
uden mit Vidende og min Villie, udkom i sin uforandrede Skikkelse, med et
pseudonymt Forfatternavn, jeg havde givet mig eet, der ved første Øiekast tyder
paa den meest collosale Forfængelighed, og dog ikke var det, men meget mere
Kjærlighed, som Barnet kan have den og derfor giver sin Dukke Navn efter hvem
det holder meest af. Jeg elskede William Shakespeare og Walter Scott,
og saa elskede jeg naturligviis ogsaa mig selv, jeg tog derfor mit Navn Christian,
og saa havde jeg Pseudonym-Navnet: William Christian Walter. Bogen
findes endnu, i den staaer Tragedien ”Alfsol” og Fortællingen ”Gjenfærdet
ved Palnatokes Grav”, i hvilken hverken Gjenfærd eller Palnatoke spiller
nogen Rolle; det er en meget raa Efterligning af det markerede hos Walter
Scott. Dana er i Prologen den Ordførende, hun siger, at jeg er ”kun sytten
Aar”, og at jeg her bringer
”- en Krands af Bøgerødder og
af danske Blomster” –
det Hele er, som det jo maatte
være, et høist umodent Arbeide.
Kommentar til citatet:
Andersen afrejste med dagvognen til Slagelse lørdag den 26. oktober 1822, hvor
han indlogerede sig på gæstgiveriet ”Lille Postgård”. Søndag den 27. s.m.
flyttede han ind som logerende hos enkefru Henneberg. Mandag den 28. s.m.
begyndte han i Slagelse lærde Skole. Bogen ”Ungdoms-Forsøg” blev trykt hos
bogtrykker Cohens Enke i Pilestræde i København, og den bekendte unge mand, som
formidlede trykningen, var skuespiller ved Det kgl. Teater og hed Christen
Foersom, som dog ikke var særlig ung på det tidspunkt, idet han var født 1894
og altså 32 år i 1822. Andersens skildring af bogens ’skæbne’ er ikke korrekt i
alle detaljer, f.eks. kan der næppe med rette herske tvivl om, at bogen blev
trykt, idet Andersen angiveligt selv i hvert fald medbragte et eksemplar, da
han rejste til Slagelse, hvor han læste højt af det, dels for rektor Meisling
og for flere af sine bekendte, bl.a. redaktør Bastholm. (Levnedsbogen, s. 96 og
103).
Note 6:
H.C.Andersen: Levnedsbogen, s. 91-92 i H.Topsøe-Jensens udgave
1962,1988. Herunder er brevteksten
gengivet med original retskrivning:
”Wulffs fik det ogsaa at see, Commandeuren laante det. Et
Par Dage efter vilde jeg hente det. Det var ikke at finde! han sagde ganske rolig,
da han ikke tænkte hvad Værd det havde for mig: ”Det er gaaet Kjødets Gang!” –
Jeg sagde ikke noget der til, men kunde knap skjule mine Taare, det var min
hele Rigdom jeg havde tabt.”
Note
7: Levnedsbogen, s. 112-13. Teksten ser sådan ud i originalen:”men det
er ikke af mig, Skriften ser De, ligner ikke min Haand!” ”Men Deres Aand!”
svarede han. ”De er en stupid Knægt der aldrig bliver noget af; - De vil nok
jadske en Hob sammen naar De kommer ud paa Deres egne Been, men ingen vil læse,
hvad De skriver, det vil kjøbes som Maculatur hos Soldin. – Naa, skal De nu
ikke græde! det lange Spektakkel! – ”
Note 8: H.C.Andersen: „Fodreise“, s. 11. Tekstudgave mm. ved Johan de Mylius. DSL/Borgen 1986. Der er
tydeligt, at Andersen i denne replik både har haft fru Wulffs og rektor
Meislings sprogbrug i tankerne. Herunder er teksten gengivet med original
retskrivning:
”[…] tilsidst, efter at have forsøgt ethvert Middel, trak hun i Raseri
en lille Bog op af Lommen, (det var min Fodreise); med et satanisk Smiil malede
hendes spidse Pegefinger luende Ziffre paa Bogens Ryg. ”Vaas” stod der.
”Det skal der staae saalænge Bindet varer,” udbrød hun: ”saaledes vil
man benævne Din Bog; kaste den bort, naar man har læst halvandet Blad; snart
vil Høkeren, som Prometheus’ Grib, sønderrive dens Indre, og om Sukker
og Sæbe sende den ud i den store By. – […]”
Kommentar: ’Druknehuset’, som lå fra 1806 ved Langebro, indtil
det i 1902 blev nedrevet. Det kaldtes Druknehuset, fordi folk, der var
druknede, i nogle dage blev anbragt her til identifikation.
Note 9: H.C.Andersen: „Eventyr og
Historier“, bd. II, s. 209-12 i DSL/Reitzels udgave 1963-86 ved Erik Dal og
Erling Nielsen. Teksten ser sådan ud i originalen:
[…] ”Det er meget godt at hvile paa sin Gjerning!” sagde Papiret. ”Det
er meget rigtigt at man samler sig og kommer til Eftertanke om hvad der boer i
En. Nu først veed jeg rigtigt, hvad der staaer i mig! Og kjende sig selv, det
er det egentlige Fremskridt. Hvad mon der nu vil komme? Noget fremad skeer der,
det gaaer altid fremad!” (Note 9)
Note
10: Samme sted, bd. II, s. 255-58. Herunder er teksten gengivet med
original retskrivning:
[…] Der
var en rigtig Student, han boede paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en
rigtig Spekhøker, han boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen
sig til, for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump Smør i!
det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og det var meget
lærerigt.
En Aften kom Studenten ind fra Bagdøren for selv at kjøbe sig Lys og
Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han fik hvad han forlangte,
han betalte det og der blev nikket ”god Aften” af Spekhøkeren og Madamen, og
det var en Kone, som kunde mere, end nikke, hun havde Talegaver! – og Studenten
nikkede igjen og blev staaende midt i Læsningen af det Blad Papir, der var lagt
om Osten. Det var et Blad, revet ud af en gammel Bog, der ikke burde rives i
stykker, en gammel Bog, fuld af Poesi.
”Der ligger meer af den!” sagde Spekhøkeren, ”jeg gav en gammel Kone
nogle Kaffebønner for den; vil De give mig otte Skilling, skal De have Resten!”
”Tak,” sagde Studenten, ”lad mig faae den istedetfor Osten! Jeg kan
spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele Bog skulde rives i
Stumper og Stykker. De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men Poesi
forstaaer De Dem ikke mere paa, end den Bøtte!”
Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men Spekhøkeren loe og
Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Spøg. Nissen ærgrede sig, at
man turde sige sligt til en Spekhøker, der var Huusvært og solgte det bedste
Smør.
Det følgende citat i original version:
”Jo, det veed jeg,” sagde Bøtten, ”det er saadant Noget,
som staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe, at jeg
har Mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun en ringe Bøtte imod
Spekhøkeren!”
Og Nissen satte Mundlæderet paa Kaffemøllen, nei, hvor den gik!
og han satte det på Smørfjerdingen og Pengeskuffen; - alle vare de af Mening
som Bøtten, og hvad de Fleste ere enige om, det maa man respectere.
”Nu skal Studenten faae!” og saa gik Nissen ganske sagte ad
Kjøkkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var lys derinde, og Nissen
kiggede gjennem Nøglehullet, og saae at Studenten læste i den pjaltede Bog
nedefra. Men, hvor var der lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale,
der blev til en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og bredte
sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa friskt og hver Blomst var
et deiligt Pigehoved, nogle med Øine saa mørke og straalende, andre saa blaa og
forunderlig klare. Hver Frugt var en skinnende Stjerne, og saa sang og klang
det vidunderligt deiligt! […]
Note
11: Samme sted, bd. IV, s. 112-17.
Herunder er teksten gengivet i original retskrivning:
”vor
travle Tid, hvor Poesien næsten staaer En i Veien”:
”Poesien maa tage et Tag i med, idetmindste give Forladning
til Partikampene, hvor Blod eller Blæk flyder.
Det er eensidig Tale, sige Mange; Poesien er ikke glemt
i vor Tid.
Nei, der gives endnu Mennesker, som paa deres ”fri Mandag” føle Trang
til Poesien og da ganske vist, naar de fornemme denne aandelige Knurren i deres
respective ædlere Dele, sende Bud i Bogladen og kjøbe for hele fire Skilling
Poesi, den bedst anbefalede; Nogle lade sig vel nøie med den, de kunne faae i
Tilgift, eller ere tilfredsstillede med at læse en Stump paa Kræmmerhuset fra
Urteboden; den er billigere, og Billigheden i vor travle Tid maa der tages
Hensyn til. Trangen findes til hvad vi har, og det er nok! Fremtids Poesi, som
Fremtids Musik, hører til Donquixotiaderne; tale om den, er som at tale om
Reiseopdagelser i Uranus.
Tiden er for kort og kostbar til Phantasielege, og hvad er, skulle vi
engang tale ret fornuftigt, hvad er Poesi? Disse klingende Udslyngninger
af Følelser og Tanker, den er kun Nervernes Svingninger og Bevægelser. Al
Begeistring, Glæde, Smerte, selv den materielle Stræben er, sige de Lærde os, Nervesvingninger.
Vi ere Enhver – et Strængespil.”
Note 12: Samme sted, bd. IV, s. 166-76. Herunder er
teksten gengivet i original retskrivning:
Og Gudskraften i ham led og stred.
”Herre! Herre!” udbrød han i
Fortvivlelse, ”vær barmhjertig, giv mig Tro! – Din Naadegave kastede jeg fra
mig, min Sendelse i denne Verden! jeg manglede Kraften, Du gav mig den ikke.
Udødeligheden, Psychen i mit Bryst, - bort, ned! – aldrig opstaaer den
af Graven!”
Stjernen i den rosenrøde Luft lyste, Stjernen, der til visse skal
udslukkes og henveires, medens Sjælene leve og lyse; dens sittrende Straaler
faldt paa den hvide Væg, men ingen Skrift satte den der om Herligheden i Gud,
om Naaden, om Alkjærligheden, den der klinger i den Troendes Bryst.
”Psychen herinde aldrig døe! – Leve i Bevidsthed? – kan det
Ufattelige skee? – Ja! ja! ufattelig er mit Jeg. Ufattelig Du, o Herre!
hele din Verden ufattelig; - et Underværk af Magt, Herlighed – Kjærlighed!” –
Læseren kan her henvises til artiklen ”Psychen”
– H.C.Andersens eventyr om forholdet mellem kunst og virkelighed
Note
13: Samme sted, bd. V, s. 213-22. Herunder er teksten gengivet med original
retskrivning:
Hvorfra vi har Historien? –
- Vil Du vide det?
Vi har den fra Fjerdingen, den med de gamle Papirer i.
Mangen god og sjelden Bog er gaaet i Spekhøkeren og Urtekræmmeren,
ikke som Læsning, men som Nødvendigheds Artikel. De maae have Papir til
Kræmmerhuus for Stivelse og Kaffebønner, Papir om Spegesild, Smør og Ost.
Skrevne Sager er ogsaa brugelige.
Tidt gaaer i
Bøtte, hvad der ikke skulde gaae i Bøtte.
Jeg kjender en
Urtekræmmerdreng, Søn af en Spekhøker, han er gaaet tilveirs fra Kjelderen til
Stue-Boutiken; et Menneske med stor Læsning, Kræmmerhuus-Læsning, baade den
trykte og den skrevne. Han har en interessant Samling, og i den flere vigtige
Actstykker fra een og Anden altfor beskæftiget tankespredt Embedsmands
Papirkurv; eet og andet fortroligt Brev fra Veninden til Veninde:
Scandale-Meddelelser, som ikke maatte gaae videre, ikke omtales af noget
Menneske. Han er en levende Redningsanstalt for en ikke ringe Deel af
Literaturen og har den i stort Omraade, han har Forældrenes og Principalens Bod
og har der reddet mangen Bog eller Blade af en Bog, der nok kunde fortjene at
læses to Gange.
Han har viist
mig sin Samling trykte og skrevne Sager fra Bøtten, rigest fra Spekhøkerens.
Der laae et Par Blade af en større Skriverbog; den særdeles smukke og tydelige
Haandskrift tildrog sig strax min Opmærksomhed.
”Den har Studenten skrevet!” sagde han,
”Studenten, som boede her ligeoverfor og døde for en Maaned siden. Han har lidt
svært af Tandpine, seer man. Det er ganske moersomt at læse! Her er kun lidt
endnu af det Skrevne, det var en heel
Bog og lidt til: mine Forældre gav et halvt Pund grøn Sæbe for det til
Studentens Værtinde: Her er, hvad jeg fik holdt tilbage.
Jeg laante det, jeg læste det og nu meddeler jeg det.
Overskriften var:
Herefter den herlige historie, hvis morale egentlig er, at fysisk smerte
– her altså tandpine – ”er mægtigere end Poesien, Philosophien, Mathematiken
og hele Musiken!” Materien altså stærkere end ånden! Da tandpinen efter en
hel nats pine, lader den plagede digter i fred, så han kan falde i søvn,
oplever han i en behagelig drøm, hvordan han flyder om i det bløde vand, og
herunder har nogle syner, som han, Andersen, tidligere i livet ville have vist
fra sig:
- ”Døe, smelte hen som Snee!” sang og klang det i
Vandet, ”dunste hen i Skyen, fare hen som Skyen! - - ”
Ned til mig gjennem Vandet skinnede store, lysende Navne, Indskrifter
paa vaiende Seiers-Faner, Udødeligheds-Patentet – skrevet paa Døgnfluens Vinge.
Note
14: H.Topsøe-Jensen: H.C.Andersen og andre Studier, s. 299-301.
Udgivet af Odense Bys Museer 1966. I eventyr, som f.eks. ”Grantræet”, 1845,
”Flipperne”, 1847-48, og ”Flyttedagen”, 1860, berører Andersen
også motivet om, at alt går i bøtten. Jf. hhv. med ”Eventyr og Historier”
(se Note 9), bd. II, s. 41-48, s. 165-67 og bd. IV, s. 246-49, samt bd. VII:
kommentarer til sidstnævnte, s. 298-300. Herunder er teksten gengivet med
Andersens egen retskrivning:
Jeg nedskrev, hvad her staaer skrevet. Det er ikke paa
Vers og det skal aldrig blive trykt -.
Ja, her holdt Manuskriptet op.
Min unge Ven, den vordende Urtekræmmersvend, kunde ikke opdrive det
Manglende, der var gaaet ud i Verden, som Papir om Spegesild, Smør og grøn
Sæbe; det havde opfyldt sin Bestemmelse.
Bryggeren er død, Tante er død, Studenten er død, han fra hvem
Tankegnisterne gik i Bøtten.
Alt gaaer i Bøtten.
Det er Enden paa Historien – Historien om Tante Tandpine.
Note 15: H.C.Andersen: „Digte“. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Forlaget Spektrum 1966, s. 179. Som formentlig bekendt, har Andersen
behandlet temaet om udødelighed i forskellige sammenhænge adskillige steder i
sit forfatterskab. Den specielt interesserede læser må jeg henvise til de
foreliggende trykte emneregistre vedr. Andersens værker, dagbøger og breve. Men
der foreligger nu endvidere en påbegyndt og pr. 15. januar 2010 offentliggjort H.C.Andersen-brevbase
online på Internettet. Det er også muligt at søge andre oplysninger om
H.C.Andersen og hans liv og forfatterskab på Internettet. Men mig bekendt
mangler der stadig et emneregister for ”Eventyr og Historier”, ”Romaner
og Rejseskildringer” og ”Digte”. I disse tilfælde må man indtil
videre klare sig med noterne og kommentarerne til de pågældende værker. Men i
øvrigt vil læseren kunne have stor nytte af at bruge det i Note 2 nævnte
oversigtsværk, suppleret med Aage Jørgensens H.C.Andersen-litteraturen
1875-1968. Akademisk Forlag. Aarhus 1970, samt samme forfatters H.C-Andersen-litteraturen
1969-1994. H.C.Andersens Hus. Odense 1995.
Herunder gengives de citerede digtlinjer med original retskrivning:
O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig Alt er givet!
Forund os i Naade ”det evige Liv”
Og Erindring om Jordelivet!
Her vil læseren måske kunne have fordel af at læse artiklerne ”At være eller
ikke være” – H.C.Andersens
syn på materialismen, og Vor tids visdomsbog - om HCA.s
syn på naturvidenskabens reduktionisme.
©
1998, 2010 Harry Rasmussen.