Eventyret om ”Grantræet”

- poetisk livspessimisme

 

 

Et af H.C. Andersens smukkeste, men samtidigt livspessimistiske eventyr, "Grantræet" (1845), udgør en slags 'biografi' over et træs livshistorie. Under sin opvækst i skoven var træet ofte blevet overset, ja, selv haren ofrede det ingen opmærksomhed, men sprang ligeglad over det så let som ingenting. Men som bekendt oplevede træet sin største glæde juleaften, da det var blevet fældet og stod smukt pyntet og alle de tændte lys på dets grene gav genskin i både børns og voksnes øjne. Træet havde derfor bagefter svært ved at forstå, at når det nu havde været til så megen glæde, at det så skulle ende i en mørk krog oppe på loftet, hvor det foreløbig kunne få lov til at ligge og visne. Træet havde her kun selskab af de små mus, som dog helst ville høre om ting, der kunne spises, men som alligevel var til trøst og opmuntring, fordi de ikke bebrejdede træet dets utilfredshed med sin skæbne. Men efter træets mening forstod musene ingenting af det hele. Imidlertid skulle der en dag ryddes op på loftet, og juletræet blev derfor hentet ned og brugt som optændingsbrænde under vaskerummets gruekedel. Det eneste, der overlevede af det før så glansfuldt pyntede træ, var den glimtende julestjerne fra træets top, som dog på en måde og i det mindste var kommet til ny ære og værdighed, nemlig som pynt på en lille glad drengs stolte bryst, når han legede soldat og paraderede omkring på gårdspladsen sammen med sine legekammerater. (1)  

 

Som formentlig lige så bekendt, så ender Andersen eventyret med den livspessimisme, der lyser ud af Prædikerens Bog, hvis visdom og morale er, at alt godt nok er lovbundet, men samtidig flygtigt og forgængeligt, eller kort og godt, at alt bliver forbi, ja, selv historien om "Grantræet" bliver en dag forbi og males som alt andet bort i glemselens malemølle. Men allerede i sit næste eventyr: ”Snedronningen” fra samme år, et af Andersens betydeligste eventyr, er grundstemningen og konklusionen en helt anden, ja, faktisk den stik modsatte, for heri udgør ordet ”evigheden” et løsen på livsgåden, et ord, som mere præcist betyder ”sjælens udødelighed”, hvorfor alt ender i fryd og gammen og med troen på Bibelens ord om, at ”uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!” (2) 

 

Andersens ”pendul-sind”

I begge tilfælde, både i ”Grantræet” og i ”Snedronningen”, handler det bagom den bogstavelige handling om Andersen selv, mere specielt om hans egen psyke. Som tidligere påpeget og omtalt her på hjemmesiden, havde han så at sige et "pendul-sind", som næsten manio-depressivt svingede mellem livsoptimisme og livspessimisme. En optimisme helt op i de svimlende højder, og en pessimisme helt ned i det dybeste natsorte mørke. Han var dog ikke i den forstand manio-depressiv, men led bare i perioder af kraftige humørsvingninger, i reglen forårsaget af ydre omstændigheder, som ikke altid formede sig, som han kunne ønske sig. Dog sejrede hans livsoptimisme trods alt, så at han så sent som året før sin død i august 1875, kunne ende et af sine allersenest skrevne digte, "Oldingen", (1874) med følgende løfterige ord:

 

Den kraft, som ordned’ alle kloders gang

ved ordet: ”Bliv!”

Det Forsyn, hvorfra kærlighed udsprang,

har evigt liv.

- Den sjæl, Gud i sit billede har skabt,

er uforkænkelig, kan ej gå tabt;

vort jordliv her er evighedens frø,

vort legem’ døer, men sjælen kan ej dø! (3) 

 

Men Andersens optimistiske opfattelse af den menneskelige personligheds eller sjæls beståen efter det fysiske legemes død, blev dog fortsat udfordret af hans lejlighedsvise usikkerhed, skepsis og tvivl, så at hans sind atter svingede over i en livspessimisme, som blandt andet gav sig udtryk i digtet ”Tunge Timer”. Dette digt skrev han få måneder og under den sygdom, der førte til hans død. Han døde antagelig af leverkræft og blev 70 år og 5 måneder. Digtet lyder i al sin sørgmodighed og anråbelse af Gud om nåde som følger:

 

Vor tid skriver nu på sin visdomsbog;

er det til godt eller til det værre?

Det er forfærdeligt at blive så klog,

at man ikke tror på Vor Herre!

 

O, det var bedre for hver og en,

der foragter hver fattigt begavet,

at om hans hals hang en møllesten,

og han lå dybest i havet.

 

Nu alle overmåls kloge ved:

Gud skabtes ved menneskets snilde,

og mennesker er ”ufejlbarlighed”,

et grundstof er livets kilde.

 

Alt, hvad vi stræbte og leved’ og led,

udslukkes med livets flamme.

I et bundløst intet synke vi ned,

ondt og godt er et og det samme.

 

O evige Gud, bliv hos os! Bliv!

I dig og ved dig alt er givet!

Forund os i nåde ”det evige liv”

og erindring om jordelivet! (4) 

 

Når Andersen i digtet skriver: ”Forund os i nåde ”det evige liv””, så er det sidstnævnte formentlig sat i anførselstegn, fordi ”det evige liv”, jo om man så må sige kun kan være evigt, ved hele tiden og altid at være og have været evigt. Det, Andersen mener, må være: Forund os i nåde en tro på, at vort liv er evigt. Men Andersens ”pendul-sind” nøjede sig dog trods alt ikke kun med livspessimisme, for kort forud for skrivningen af digtet ”Tunge Timer”, havde han skrevet det livsoptimistiske digt ”Miraklet”, som hører til hans allersenest skrevne digte, og som bekræfter hans tankegang i sidste vers af digtet ”Oldingen”. Digtet ”Miraklet” lyder i al sin korthed og optimisme sådan:

 

Fra pyramiden i ørkenens sand

en mumie bragtes til Nordens land,

den var balsameret for tretusind år,

i hieroglyffer det skrevet står;

engang en dronning i storhed og pragt.

Et hvedekorn-aks i hånden var lagt.

Det planted’ man nu efter tretusind år,

og det spired’ frem, så snart det blev vår,

satte aks og bar korn og – styrked’ vor tro.

Efter tretusind år det endnu kunne gro!

- Et sådant liv i et korn er lagt!

Hvor stor er da menneskesjælens magt?

Dens hylster lægges i jorden ned,

men selv har den liv for Guds evighed.

Miraklet i hvedekornet du ser:

Du kan ej forstå det, men ser – det sker! (5 )  

 

Forud for de også tidligere ovenfor citerede livsoptimistiske ord om den udødelige sjæl, var der for Andersen faktisk gået en livslang åndelig kamp, for at overbevise især sig selv om Guds alkærlighed og sjælens udødelighed. Den bekræftende opfattelse heraf kom han i hvert fald ikke sovende til, idet han gang efter gang måtte kæmpe både mod sin egen og samtidens skepsis og tvivl. Han blev født og voksede op i en tid, som kulturhistorien har betegnet som romantikken, der til dels opstod som en reaktion imod oplysningstiden med dens forstands- og fornuftsdyrkelse. Romantikken legaliserede derimod brugen af evner som følelse, fantasi og intuition, som man blandt andet fandt inspiration til i den før-kristne græske kultur. Men mere forstandige og jordnære personer, kunne ikke affinde sig med den idealisering af de åndelige værdier og den historiske og kulturelle tilbageskuen, som romantikken stod for, de så mere realistisk på, hvad den dagligdags erfaring vidnede om, nemlig at der blandt andet var naturlige årsager og forklaringer på alting, og at man i hvert fald ikke behøvede en Gud som årsagsforklaring på livet og verden. Og den opfattelse, at mennesket skulle have en udødelig sjæl og et evigt liv, anså man i bedste fald for usandsynligt og i værste fald for illusoriske tanker, skabt på basis af uvidenhed og naivitet. Naturvidenskaben syntes at støtte og verificere den naturalistiske og realistiske opfattelse af tilværelsen, og dermed var den materialistiske og ateistiske åndelige ørkenvandring begyndt, en vandring, som endnu i vore dage foregår i og med især den vestlige sekulære kultur og den moderne naturvidenskabs reduktionisme, som reducerer ånd og sjæl til produkter af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder, mere præcist til produkter af den fysiske hjernes anatomi og fysiologi. Psykologien, eller mere specielt neuropsykologien, er dermed reduceret til et spørgsmål om hjernefysiologi. (6) 

 

Materialisme og ateisme

Det var netop de ovenfor nævnte problemer, der mere eller mindre intenst optog Andersen fra ungdomstiden og helt frem til hans dødsår 1875. Litterært set kommer det til udtryk allerede i 1825, da han skrev digtet ”Sjælen”, som handler om sjælens skæbne og situation efter det fysiske legemes død. Digtet begynder optimistisk med at konstatere, at sjælen er den ånd, der giver liv og kraft, også selvom den muligvis er en lysets ånd, der er faldet fra sin himmel og nu under støvets bånd venter på den nye vinge, der skal bringe den tilbage til dens oprindelige himmelske hjem højt blandt stjernevrimlen. Men i digtets femte vers spørges der, om sjælen måske ved et midlertidigt ophold på en venlig stjerne først skal udrenses for sine jordiske begær og uvaner, før den vil kunne få adgang til Guds himmel. Allerede af dette vers ses det, at digtet – om end indirekte - også handler om det, der både i nyplatonismen og i Martinus’ kosmologi kaldes for det levende væsens ’indvikling’ i materiens – og dermed i forgængelighedens – verden, og dens senere ’udvikling’ og frigørelse fra denne. Men så, i digtets sjette og næstsidste vers, melder den uhyggelige tanke sig, om sjælen måske kun er et produkt af legemets fysik og kemi, og at den derfor ophører med at eksistere, når døden indtræder. Verset lyder som følger:

 

Eller – nej! ha fæle tanke! –

Ånd forgik du ved vor død.

Fæle frygtelige tanke

sendt fra dybets mørke skød.

O hvi måtte du da brænde

efter himlens høje fred.

Hvorfor mon da Herren tændte

anelse om evighed –

lev og nyd blev da o Gud

livets store sande bud. (7) 

 

Tanken om, at sjælen måske kun er et illusorisk og dermed indbildt produkt af det fysiske legemes fysik og kemi, mere præcist af hjernens anatomi og fysiologi, pinte Andersen i hans livspessimistiske øjeblikke og forekom ham næsten ubærlig. Det vidner adskillige af hans digte, eventyr og historier om, nogle dog mere direkte end andre. Men for eventyrenes vedkommende, støder man i eventyret om Grantræet, som nævnt, for første gang mere konsekvent på tanken om sjælens og alt andets forgængelighed. Lad os derfor i det følgende prøve at analysere dette i øvrigt meget smukke og rørende eventyr under de fire tydningsplaners synsvinkel.

 

Eventyret ”Grantræet” set i 1. tydningsplan  

Først skal vi dog lige se på, hvad det dejlige eventyr ”Grantræet” handler om. Som allerede nævnt i indledningen, handler det om et grantræs liv og skæbne. Historien begynder med, at vi første gang møder træet ude i skoven, hvor det står sammen med de øvrige grantræer og fyrretræer, og hvor det er så ganske lille, at det føler sig undervurderet og overset. Selv harerne viser det ringeagt, ved at springe hen over det, hvilket var til stor ærgrelse for træet. Det tænkte kun på at gro og ønske sig at blive stor og voksen, for det måtte da være det eneste dejlige i verden. Træet var derfor utålmodigt og havde ingen ro i sig, men bemærkede dog, at brændehuggerne kom om efteråret og fældede nogen af de ældre, største og ranke træer, som fik grenene hugget bort, så man kunne se, hvor ranke og slanke de var, da de blev kørt væk på hestetrukne vogne. Men træet var ivrig efter at vide, hvad der videres skete med de fældede træer, og derfor spurgte det svalen og storken, om de kendte noget til det.

 

Svalerne vidste det ikke, men storken, som jo er en trækfugl, der hvert år drager den lange vej til det varme Ægypten, for at overvintre, mente at vide det. Den havde nemlig på sin flyvetur til det eksotiske land mødt og set en del skibe med høje master, og da disse lugtede af gran, måtte det givetvis være træerne fra grantræets skov, der var tale om. Og straks ønskede grantræet sig at blive stor og fældet til mast på et af de store skibe og sejle ud i den vide verden, for at se sig om. Men solstrålerne advarede grantræet om ikke at have så stort hastværk, men i stedet glæde sig over sin ungdom og nyde den, mens den var der. Det hverken kunne eller ville det stædige grantræ, hvorfor vinden kyssede det og duggen græd tårer over det af medfølelse.

 

Ved juletid så grantræet til sin blandede fornøjelse, at en del af de yngre og kønneste træer blev fældet og kørt bort, men da grantræet heller ikke i deres tilfælde vidste, hvad der derefter blev af træerne, spurgte den gråspurvene til råds. Og gråspurvene vidste det, for de fløj lejlighedsvis også ind til den store by, hvor de kiggede ind af folks vinduer, og her havde de set træerne stå midt i hver sin varme stue, hvor de blev pyntede med æbler, honningkager, legetøj og mange små stearinlys. Men mere havde gråspurvene ikke set. Det utålmodige grantræ tænkte sig nu, at det at blive et pyntet træ i en varm stue, måtte være noget endnu bedre, end at blive skibsmast, så derfor begyndte det straks at længes og ønske sig, at blive fældet og kørt ind til den store by. Skønt luften og sollyset advarede træet og sagde: ”Glæd dig ved din friske ungdom ude i det frie!” så forhindrede træets længsel og utålmodighed det i at forstå og rette sig efter de mere erfarne.

 

Men da den dag kom, som grantræet have set hen til med stor utålmodighed og længsel, og hvor det blev fældet, blev det alligevel bedrøvet over at skulle skilles fra det sted, som træet betragtede som sit barndomshjem, og fra blomsterne og buskene rundtom, og fra småfuglene, så derfor var afskeden og afrejsen ikke så let, som træet havde forestillet sig. Træet endte foreløbig med at blive plantet i en stor spand med sand og sat ind i en meget stor og rummelig stue, hvor det blev pyntet med alt, hvad det havde drømt om: sukkergodt, forgyldte æbler, valnødder og figner og - ikke mindst – de mange små lys. Og som pynten over al pynt, fik det en hæderværdig guldstjerne sat på toppen. Det glædede og frydede naturligvis alt sammen grantræets forfængelighed, fordi det følte, at det nu var blevet midtpunkt for alles opmærksomhed. Men sig selv lig, kunne det næsten ikke vente på, at det skulle blive aften, så alle dets lys blev tændte, så man rigtig kunne se al dens pynt.

 

Og det blev aften, selveste juleaften, og jublende børn og glade voksne samledes om træet i fælles livsglæde med det. Men, hvad var nu det!? Børnene dansede rundt om træet og begyndte derefter at plyndre det for al legetøjet, og de voksne tog for sig af de smågaver til dem, som også var hængt på træet. Det syntes træet ikke rigtig om, og slet heller ikke, at alle de strålende lys blev slukket, efterhånden som disse brændte ned til grenene, de var sat fast på. Og mens børnene gav sig til at lege med det legetøj, de havde fået, og de voksne kiggede på deres gaver, var alles opmærksomhed vendt bort fra træet, med undtagelse af en ældre barnepige, som dog kun interesserede sig for det, i håbet om at kunne finde en figen eller et æble, som endnu ikke var blevet plukket af træet og spist. Det syntes træet bestemt ikke om.

 

Men pludselig blev det plyndrede og lidt miserabelt udseende træ atter genstand for opmærksomhed, nemlig da børnene forlangte, at en lille, tyk mand skulle fortælle dem en historie. Manden satte sig nemlig hen under træet og samlede børnene omkring sig og sagde, at han kun ville fortælle én historie, nemlig enten den om ”Klumpe-Dumpe, der faldt ned af trapperne og dog fik prinsessen!”, eller den om ”Ivede-Avede”? Men manden sagde, at både børnene og træet ville have godt af at høre en historie, og så valgte han at fortælle den om ”Klumpe-Dumpe”. Mens manden fortalte, tænkte træet på, at det selv gerne ville være som Klumpe-Dumpe og falde ned af trapperne og få en prinsesse, og det glædede sig allerede til næste aften, fordi det troede, at al virakken ville blive gentaget.

 

Men til det uerfarne træs overraskelse, blev det næste morgen hentet og slæbt op på loftet, hvor det blev stillet i en mørk krog. Det kunne træet slet ikke forstå, hvad det havde at gøre dér? Det fik det imidlertid rigelig tid til at tænke over, for der blev det stående resten af vinteren, og derfor tænkte det, at det var omsorgsfuldt betænkt af menneskene, at fordi de jo ikke kunne plante det i den frosne jord, så lod de det overvintre og stå i læ, indtil forårets komme. Dog, der var jo mørkt og ensomt oppe på loftet, og det syntes træet trods alt ikke var rart. Men til dets overraskelse fik det en dag besøg af to små mus, som smuttede ind mellem dets grene og snusede til det, men det var jo ikke i sig selv spiseligt. De gav sig derfor i stedet til at tale med træet, og spurgte, hvor det kom fra? Om det måske kom fra spisekammeret, hvor der ligger så mange sager, som er spiselige for mus. Men det kendte træet naturligvis ikke noget til, så i stedet fortalte den sin egen livshistorie indtil dato, hvilket de små mus syntes var spændende og mente, at grantræet måtte være meget lykkeligt. 

 

Næste nat kom de små mus på besøg hos grantræet igen, denne gang i selskab med flere andre små mus, som også gerne ville høre grantræet fortælle. Og mens det fortalte, kom det til at tænke på Klumpe-Dumpe, hvis historie det mente, at det måske selv kunne komme til at opleve og derfor ende med at få en prinsesse. Sådan én tænkte træet på i skikkelse af et lille, nydeligt birketræ, der stod ude i den skov, hvor det selv var vokset op. Og da træet nævnede Klumpe-Dumpe, ville de små mus også gerne høre den historie. Natten efter kom der endnu flere mus, og om søndagen tilmed to rotter, som alle gerne ville høre den historie, men efter at have hørt den, syntes rotterne, at det var en dårlig historie, fordi den ikke handlede om flæsk og tællelys og hvad der ellers var i spisekammeret, altså en rigtig spisekammer-historie. Så var de små mus pludselig af rotternes mening og forlod ligesom disse den lune krog, hvor træet igen stod helt alene tilbage. Nu var også den glæde borte, men træet huskede sig selv på, at det rigtig ville forstå at glæde sig i tide, når det nu snart blev hentet frem fra mørket og ud i lyset igen.

 

Den dag kom, da træet en morgen blev slæbt ned ad trappen fra loftet og blev smidt ud i gården, som stødte op til en have, hvor alle planterne og lindetræerne stod med blomst og svalerne fløj forårskåde omkring. Det glædede alt sammen grantræet, som nu troede, at dets liv skulle begynde på ny, og derfor strakte og rakte det sine grene vidt ud, men så nu til sin sorg, at alle grenene var visne og gule. Træet faldt sammen igen og blev klar over, at det lå i en krog mellem ukrudt og nælder, og det gik op for det, at det var blevet kasseret. Men solen skinnede trods alt på den glitrende guldstjerne, som stadig sad i træets visne top. Blandt børnene, som legede i gården, var også en mindre dreng, som havde fået øje på guldstjernen, og han for at hente den, trampede han på træets visne grene, som knasede under hans støvler. Imens tænkte træet på sin ungdom i skoven og på den festlige juleaften og de små mus på loftet, som havde glædet sig over historien om Klumpe-Dumpe. Det var nu alt sammen forbi, træet var ingen Klumpe-Dumpe, der fik sin prinsesse, og bedre blev det ikke, da tjenestekarlen kom og huggede træet i småstykker og brændte det på ilden under gruekedlen. Træets liv, ambitioner, forhåbninger og drømme var forbi, det brændte til aske, og imens legede drengene muntert ude i gården, og den lille dreng, som havde taget guldstjernen, havde fæstnet denne på hjertets plads på sin trøje. Den stjerne, som havde været grantræets stolthed, det træ, hvis livshistorie nu var forbi, træet var forbi og historien med: ”forbi, forbi, og det bliver alle historier!” (8)     

 

Eventyret ”Grantræet” set i 2. tydningsplan  

Andersens overordnede idé eller morale i og med eventyret ”Grantræet”, er kort og godt, at man bør leve i nuet og glæde sig mens tid er, og ikke hele tiden se utålmodigt fremad og ønske sig andre oplevelser, end dem, man aktuelt oplever, eller ønske sig at være et andet sted, end dér, hvor man rent faktisk er. For med en sådan holdning til livet, risikerer man at overse og gå glip af de oplevelser, der ligger i nuet. Nuet, som jo udgør forudsætningen for fremtiden, kan være øjeblikket, eller det kan også være dagen eller den aktuelle situation, man befinder sig i, men som man måske mere eller mindre ignorerer og derfor ikke oplever fuldt ud, fordi man hele tiden er optaget af sine ønsker og forhåbninger til fremtiden. Den modsatte holdning eller sindsindstilling af, hvad Andersen med tiden lærte var uklog, havde han selv haft helt tilbage fra sin barndom, hvor han hørte og læste om berømte mænds liv og gerninger, og som han gerne ville blive ligesom, når han blev voksen. Derfor gik hans ungdomstid også med hele tiden at se fremad og ønske sig at være noget andet og mere, end det, han aktuelt var. Han var faktisk permanent utilfreds med sin til enhver tid aktuelle situation. Allerede i det sidste af sine tre første år i København, drømte han om blive en stor digter, hvilket han viste, ved at udgive sin allerførste bog, ”Ungdoms-Forsøg” (1822), som han udgav under pseudonymet ”William Christian Walter”, hvor første navn stod for William Shakespeare, andet navn for Hans Christian Andersen, og tredje og sidste navn for Walter Scott. Bogen blev ingen succes, hverken kunstnerisk eller salgsmæssigt, så også i den sammenhæng oplevede han skuffelse og utilfredshed. Men bogen er interessant alene af den grund, at det er Andersens først udkomne bog.

 

Medens Andersen i årene 1822-26 var skoleelev i Slagelse og 1826-27 i Helsingør, fortsatte han med at drømme om at blive en stor digter, hvilket han i øvrigt ikke lagde skjul på overfor sine omgivelser. På den tid korresponderede han flittigt med blandt andre sin velmenende moderlige veninde, fru Henriette Wulff, som da boede med sin mand og sine tre halvvoksne børn på Søkadetakademiet i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg. Den da 39-årige Fru Wulff syntes, at skoleeleven Andersen var lidt for vidtløftig og flyvsk i sine ambitioner, hvilket hun ikke lagde skjul på, heller ikke overfor ham selv. Det fremgår eksempelvis af et af hendes breve til ham, - han var da godt 18 år - dateret ”Søkadet-Akademiet den 15. november 1823, og som skal gengives her i sin helhed, men med moderne retskrivning:   

 

     Gode Andersen! De være ret takket for Deres to sidste breve og den hjertelige bekymring, De ytrer, for at vi enten er syge, eller jeg skulle være vred på Dem. Nej, gode Andersen! Deres flid og opmærksomhed på Dem selv ved alt, hvad De foretager Dem, må være Dem borgen for, at Deres venner, som kender unge mennesker, ikke kan vredes på Dem. Fejler De, da er det af uvidenhed, og sådanne fejl har vi vel alle gjort os skyldige i, om og af forskellig natur, og da bør de ældre ikke vredes på os, men rette os. Således, gode Andersen, ville jeg gerne skrive Dem en hel afhandling om en lille fejl, De har meget tilbøjelighed til, og som De må kvæle, fordi den virker, og virker skadelig på Deres fysiske. – Det står stedse for Dem, gode Andersen, som om De var født til  n o g e t  s t o r t. Det største, et menneske kan fødes til, er: at blive staten og sig selv en nyttig og retskaffen borger – han være i hvad stilling i livet han end vil. De tror, gode Andersen, at være født til en stor digter; - nej, det er De ikke, og mindst må De tænke Dem det selv. Dem er givet af naturen god forstand, men De er så forsømt i Deres barndom, at da alderen kom, hvori Deres forstand og talent fik lejlighed til at ses af mennesker udenfor Deres kreds, og disse fandt, at det var tungt, at et gode, som var Dem givet, skulle bortsvinde uden virkning, og derfor roste Dem og gjorde noget for Dem, - da fik De, gode Andersen, jeg vil ikke sige en for stor, men en  f o r  s p æ n d t  idé om Deres egne evner – ikke med hensyn på, hvad De kan l æ r e; thi dertil er virkelig Deres evne stor, og hertil kommer Deres rosværdige flid – men med hensyn på Deres fantasi og talent for den højere digtekunst. Deres poesi er ensformig, Deres fantasi repeterer sig selv; går De op i det højere, bliver det – tilgiv en moder; thi som sådan taler jeg i dette øjeblik til Dem – svulstigt og går let over i en usammenhængende tøjlesløshed. Hvad De ene har talent for, synes mig og flere, som jeg har talt med om Dem, er komiske fortællinger i prosa. – Min mand har læst Deres lille heksametervers; men han siger, det er ikke rigtige heksametre. For alting, kære Andersen, smiger Dem ikke med at blive en Oehlenschläger, en Walter Scott, en Shakespeare, en Goethe, en Schiller, og spørg aldrig mere, hvem af disse De skal danne Dem efter; - thi De bliver ingen af dem! – og denne altfor dristige tanke og forgæves stræben ville let kunne tilintetgøre enhver anden god, sund, kraftig spire, som var nedlagt hos Dem, til at blive gavnlig og hæderlig for Dem selv og Deres medmennesker. – De må ikke finde, gode Andersen, at jeg har været for streng i mine domme og uskånsom i måden at meddele dem på; men vi har så ofte talt om Dem med flere af Deres venner, at det uheldige begreb, De havde om digtekunsten, skadede Dem meget; men ingen ville sige Dem det. Efter at have modtaget Deres sidste brev, besluttede jeg at gøre det, anså det for min pligt. – At det går Dem så vel i den nye klasse, glæder mig og os alle hjerteligt. Find Dem med tålmodighed og taknemlighed i de små vanskeligheder, som kan indløbe; - af sådanne fører livet mange med sig. Sørg også for Deres helbred, gode Andersen; jeg holder ikke af, at De sidder for længe oppe om aftenen, og jeg ville ret ønske, når vi har den fornøjelse at se Dem til Julen, at De da var bleven lidt fed, så lidt rask ud og ret var veltilfreds. – tredje del af Oehlenschläger er ikke kommen ud endnu; men når den kommer, skal De være den vis, såvelsom romanen. – Stol trygt på, at den gode Gud ikke forlader Dem, hans veje førte mennesker til Dem, som vil lede Dem til kundskaber, der vil udvikle og danne Deres evner og gøre Dem til et virksomt og lykkeligt medlem af det ædlere samfund; og da vil Deres talent hist og her strø små blomster på Deres og Deres omgivendes veje. – Lad os snart igen høre fra Dem, gode Andersen! Vi hilser Dem alle ret hjerteligt, og vore bedste ønsker følger Dem stedse. / Henriette Wulff. (9) 

 

Det essentielle i Fru Wulffs brev er egentlig ikke, at hun mente at Andersens ambitioner om at blive en stor, ja, en af de største digtere, var urealistisk, forfejlet og indbildsk, for deri tog den gode frue vitterligt totalt fejl, men det er derimod, at det af hendes brev mere eller mindre direkte fremgår, at Andersen var utålmodig og ikke hurtigt nok kunne komme til at indtage sin – efter hans egen og i øvrigt også en senere tids opfattelse – gudgivne og velfortjente plads i det internationale digterparnas. Det blev jo senere en kendsgerning, at navnet H.C. Andersen indenfor sit felt godt kunne måle sig med de digternavne, fru Wulff nævner i sit brev, nemlig Oehlenschlæger, Walter Scott, Shakespeare, Goethe og Schiller.

 

Men Andersens efter den velmenende og velbegavede, men borgerlige fru Wulffs opfattelse indbildske stædighed, kunne hun ikke affinde sig med, og derfor gentog hun formaningerne i flere af sine følgende breve. Hun forsøgte at opdrage på ham, også hvad angår hans udseende og måde at gebærde sig på, alt sammen i bedste mening og – naturligvis forgæves. Det fremgår, dels af hendes breve til ham og dels af hans breve til hende, men i nok så høj grad af et eventyr som ”Den grimme Ælling” (1844), hvori han har portrætteret fruen i skikkelse af hønen, som sammen med katten – et billede på Edvard Collin – føler sig som betydelige personer hos den gamle kone, de bor i huset hos.

 

Det skal her indskydes, at Andersens gode og omtrent livslange ven, Edvard Collin, ikke havde nogen specielt god forståelse af Andersens psykiske naturel og heller ikke af hans betydning som digter. Men det var ikke alle i Edvard Collins egen familie, der delte hans opfattelse af Andersen. Det drejede sig især om lensgrevinde Jonna Stampe, født Drewsen, der som ældste barn af Ingeborg Drewsen, f. Collin, havde kendt Andersen lige fra sin fødsel i 1827. På baggrund af sin gennemlæsning af onklens manuskript til bogen ”H.C. Andersen og det Collinske Huus” (1882), følte Jonna Stampe sig foranlediget til i sin dristige kommentar i et brev af marts 1878, ikke længe før sin egen død som følge af sygdom, at fremsætte følgende indtrængende ord om Andersen:

 

    Du har rigtignok ret i, at jeg med interesse følger dit arbejde om ANDERSEN; det ligger mig netop på sinde, at folk skulle lære ham at kende fra hans menneskeligste side, hans hjerteforhold, hans venskabsforhold til den Collinske familie. Jeg synes derfor så udmærket godt om begyndelsen, de Meislingske breve, om bedstefaders optræden og ANDERSENS personlighed, som den viste sig der på en næsten Dickensk rørende måde. ligeledes brevene til dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kærlige side hos ham træder så stærkt frem; endelig brevene til LOUISE. Et sådant indblik i ANDERSENS barndoms- og ungdomsliv kan kun du give.

     Men når jeg ikke var så fuldt tilfreds med randgloserne til hans Livs Eventyr, så ligger det i, at jeg ikke synes du ser med nok afstand på den tids strømninger, eller idetmindste ikke føler noget af det, som jeg føler med hensyn til ANDERSEN. Jeg føler nemlig, at han virkelig var en svane og en stund betragtedes som en grim ælling. Han følte vingerne gro uden at kunne gøre sig selv rede for denne følelses berettigelse elle at kunne bibringe andre denne følelse. For ham var al tugt og al tilrettevisning kun hæmmelser; han følte ubilligheden men ikke berettigelsen. Derfor våndede han sig under al sprogrettelse og under at vejes på samme vægt som andre. Jeg tror, at selv om man har tilhørt hin tids standpunkt her i Danmark, selv om man endnu har bibeholdt sin forkærlighed for den, så vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at formen spillede en større rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunne følge denne retning, let kom til at stå udenfor og derved blive gjort uret. Samfundet kunne dengang ikke være anderledes, da det ikke kunne være forud for sin tid, så det skal ikke bebrejdes det; men det må tages med i betragtning, synes jeg, i bedømmelsen af ANDERSEN. Han hørte efter min mening til de 4 store profeter, men fik næppe rang blandt de 12 små, og måtte derfor vånde sig under en målestok, han ikke kunne svare til. Dette, synes jeg, var hans første samtids ubevidste skyld imod ham. hans skyld imod den var, at kræve anerkendelse som svane før han var blevet det, og det blev han først da han skrev sine eventyr. Dernæst havde han en anden skyld, ligesom denne ubevidst, hans fantasis upålidelighed med hensyn til folks forhold til ham. Du kalder det pirrelighed, men jeg, som har kendt mennesker med denne slags natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en utilregnelighed i fantasien, der får denne til for alvor at tro hvad der vitterlig ikke er sket. De lider ligeså meget under disse foregøglede som under virkelige krænkelser, og går i deres grav, sikre på at deres opfattelse har været den sande. Ved denne fejl har ANDERSEN beredt sig selv og andre store kvaler, og dog anser jeg ham for utilregnelig deri. (10) 

 

Lidt senere i samme brev skriver Jonna Stampe følgende:

    

[…] Men så stor er min interesse for det du udgiver, at jeg har dristet mig til at diktere dette. Jeg syntes nemlig, at det kunne gøre godt mod Andersens minde, om der blev ydet ham en forståelse, som han måtte savne i sin samtid, men som ingen bedre kunne give ham end en, der har stået ham så nær som du – den indrømmelse nemlig, at Andersens første samtid var for snæver til helt at kunne forstå ham, og at hans pirrelighed ikke alene lå i en sygelig sjælstilstand, men også var begrundet i forholdene. Det var denne klang af sympati, som jeg savnede i det ene lille afsnit, og som har bragt mig til at udtale min opfattelse. […] (11 ) 

 

Sandelig en kærlig og forstående kvindes ord om en ven, som i en hel del år havde stået hende og hendes familie meget nær, en kvinde, som tilmed havde sværmet for ham i sin ungdom, og som han en overgang også havde været småforelsket i. 

 

Eventyret ”Grantræet” set i 3. tydningsplan  

Det tredje tydningsplan består som bekendt i en tydning eller tolkning af de biografiske eller selvbiografiske elementer, der indgår i den litterære tekst, i dette tilfælde altså i eventyret ”Grantræet”. Her kan det, som allerede nævnt, straks fastslås, at Andersen har gendigtet sig selv som grantræet og dettes livshistorie som sin egen livshistorie, fra hans tidlige barndom og til omkring 1844, hvor eventyret blev skrevet og trykt. Han havde på det tidspunkt og allerede året før genfortalt sin foreløbige livshistorie i det herlige eventyr ”Den grimme Ælling”, men dette eventyr endte optimistisk med, at den uglesete og kanøflede grimme ælling kom til ære og værdighed som en smuk svane. Den på det tidspunkt vidt berejste Andersen befandt sig på en af højderne i sin forfatterkarriere, men havde til gengæld personlige problemer i og med sit privatliv, særligt på kærlighedslivets område. Desuden blev han under sine udenlandsrejser bekendt med de nye kulturelle og revolutionære politiske strømninger, især i Tyskland og Frankrig, strømninger, som i hvert fald siden Julirevolutionen i Frankrig 1830 pegede i modsat retning af det, som den romantiske bevægelse stod og havde stået for. Det var virkningerne af nogle af oplysningstidens mere realistiske tanker og ideer om tanke- og handlefrihed, som fik stadig større indflydelse, i hvert fald i visse kredse af samfundet. Samtidigt gjorde naturvidenskabens erfaringsbegrundede nye opdagelser sig stadig stærkere gældende indenfor livs- og verdensanskuelsen, på bekostning af den religiøse og idealistiske holdning til tilværelsen. Hvilket alt i alt betød, at materialismen og ateismen fik vind i sejlene.

 

Personligt var Andersen splittet i sit forhold til de nye kulturelle strømninger, idet han på den ene side ikke blot accepterede og anerkendte, men faktisk grundlæggende var begejstret for naturvidenskabens og teknologiens fremskridt, samtidigt med, at den tiltagende materialisme og ateisme, som disse fremskridt uundgåeligt medførte, bestemt ikke huede ham. En stor del af hans liv og en væsentlig del af hans forfatterskab, kom efterfølgende til at dreje sig om et personligt opgør med de holdninger, tanker og forestillinger, som lå til grund for en materialistisk og ateistisk livs- og verdensanskuelse. Men vel at mærke, når hans sind var i det livsoptimistiske leje, for i sine livspessimistiske øjeblikke følte han sig nødtvungent til at acceptere og indrømme den materialistiske livs- og verdensanskuelse en dominerende plads på ”parnasset”. Det hændte i sådanne øjeblikke, at den bibelkyndige digter genlæste Prædikerens Bog, hvis visdom han værdsatte og holdt meget af, for meget tydede jo trods alt på, at prædikeren havde ret i sit syn på verdens flygtighed og forgængelighed. Denne læsning, sammenholdt med de nye kulturelle strømninger i Europa, resulterede for Andersens vedkommende i skrivningen af eksempelvis et eventyr som ”Grantræet”.

 

Men foruden om livets flygtighed og forgængelighed, handler eventyret ”Grantræet” også om Andersens personlige ambitioner om at blive til noget stort, og om hans utålmodighed og utilfredshed med, at det ikke kunne gå hurtigt nok. Denne ambition om at udrette noget betydningsfuldt, fulgte Andersen helt fra barnsben og faktisk det meste af resten af hans liv. Men som nævnt begyndte ambitionen allerede i hans barndom, hvilket han blandt andet udtrykker med de følgende linjer i eventyret:

 

     ”O, var jeg dog sådant et stort træ, som de andre!” sukkede det lille træ. ”så kunne jeg brede mine grene så langt omkring og med toppen se ud i den vide verden! Fuglene ville da bygge rede imellem mine grene, og når det blæste kunne jeg nikke så fornemt, ligesom de andre der!” (12)     

 

Med udtrykket ”de andre” tænker Andersen sandsynligvis på samtidens store digtere, sådan som han også havde gjort i eventyret ”Den grimme ælling” (1843), hvor svaneungen ønsker sig og længes efter, at den kunne flyve sammen med de smukke voksne hvide svaner med det store vingefang, som fløj bort fra de kolde egne til varmere lande og større søer. Andersen karakteriserede jo i øvrigt sig selv som en trækfugl, mere specielt i skikkelse af en stork, dels fordi den fløj til de varme lande i den nordiske vinter, og dels fordi den med sine lange ben og øvrige udseende kunne minde om hans egen statur. 

 

Andersen havde i sine yngre dage, da han endnu ikke var så anerkendt og berømt, som han senere blev, travlt med at blive betragtet og accepteret som de andre store danske digtere på det danske litterære parnas. Det var især digtere som Adam Oehlenschlæger, Henrik Hertz og Johan Ludvig Heiberg, han målte sig med, og især syntes han, at han selv fortjente at blive behandlet på mindst lige fod med en digter som Hertz.  

 

Om sine utålmodige længsler havde Andersen blandt andet også skrevet i et brev af 9. marts 1838 til vennen Frederik Læssøe, hvori han gør en slags status over sit hidtidige liv og forfatterskab, som han ikke var helt tilfreds med. Fra brevet skal følgende citeres her:

 

     […] Dog har jeg bragt det til at få et navn, ja selv uden for mit fædreland skyggen af dette; men jeg står endnu lige så fattig, lige så hjælpeløs, som da jeg med min bylt i hånden trådte ind ad Vesterport, og mindre lykkelig; thi da havde jeg sjælen fuld af smukke drømme, nu derimod af en virkelighed, af en erkendelse, der viser mig, hvad jeg mangler, og det næsten umulige i at vinde det! O, kunne jeg dog i denne verden hæve den åndelige skat, jeg føler nedsunken i mit Bryst! Aldrig har der været en sådan gæring i min sjæl som i det sidste år, og jeg tror, den må ses i min sidste roman: ”Kun en Spillemand”; under arbejdet med de to foregående var jeg ganske anderledes rolig! Mange siger om ”Improvisatoren”, at den viser mest modenhed; de to andre romaner må da være en overmodenhed: Jeg vil dog hellere tro, at ”Improvisatoren er en åndelig modenheds blomst, de andre derimod frugten, men som kun har formet sig; […] (13) 

 

Sin utilfredshed og utålmodighed med sig selv, har Andersen også givet udtryk for i et brev af 1. april 1838 til veninden Jette Hanck i Odense, hvorfra følgende linjer skal citeres her:

 

     […] De ved ikke, hvilken kamp der er i min sjæl; tit mistvivler jeg om alle mine kræfter, synes intet at have gjort eller kunne gøre; til andre tider ser jeg mit navn mellem de levende navne; o, dette sidste er vist selvskuffelse, som altid mit hjertes bedste følelse har været det. […]  (14)  

 

Men for resten var den voksne Andersens utålmodighed med sig selv og sine kunstneriske ambitioner ikke noget nyt i hans liv og forfatterkarriere, for det var allerede forekommet i hans tidligste litterære værker, som det dog vil føre for vidt at komme nærmere ind på her. Men som et eksempel kan nævnes rejseskildringen ”Skyggebilleder” (1831), hvori Andersen endnu engang benyttede sig af utålmodigheds- og utilfredshedsmotivet, og ikke mindst af motivet om altings forgængelighed. Det sidstnævnte sker blandt andet i følgende tekststykke:

 

     Egnen rundt om, blev mig dobbelt smuk ved sine sagn; der var også liv og bevægelse her på vejen; vi mødte kulbrændere med mørke, karakteristiske ansigter, og bønderpiger, der så ud som mælk og blod. Floden Selke brusede sladrende forbi; den fortalt vist, hvad vi selv så: at det hele er såre godt.

     Snart hørte vil larmen af de talrige værksteder; vi steg op til den mærkelige jernobelisk, som hertugen 1812 her har oprejst over sin afdøde fader; den er helt af jern, og skal være den højeste i Tyskland. Vi skrev vore navne på den, med blyant, ligesom så mange andre havde gjort.

     ”At blive udødelig,” det er dog en tanke, der, selv på det mest barnagtige, lyser frem fra det arme menneskebryst!

     Snart vil regn og sne udslette denne blyants udødelighed, og en ny slægt vil skrive deres navne i stedet, til selve obelisken også bliver udslettet af tiden. Således søger vi også, på livets rejse, at skrive vor navn på verdens store obelisk, hvor det ene navn må vige for det andet, til denne store skrivetavle selv går i grus. Gud ved, hvilket navn der vil stå som det sidste? Rimeligvis bygmesterens, der rejste den til sin egen ære og det heles forskønnelse. (15)

 

Motivet med den rastløse utålmodighed og altings forgængelighed er endnu stærkere fremført i Andersens versificerede drama ”Agnete og Havmanden” (1833), hvori han selv optræder i skikkelse af musikanten Hemming, som elsker Agnete, men hans kærlighed er ikke gengældt. Agnete foretrak Havmanden, med hvem hun giftede sig og fik flere børn. Hendes og Hemmings veje skilles og først efter halvtreds års forløb mødes de igen, begge naturligvis ældede, så at de ikke umiddelbart genkender hinanden. Agnete – som kan tolkes både som Riborg Voigt, Louise Collin og som Andersens eget feminine aspekt - havde da fortrudt sine tidligere valg og forladt sin ægtefælle, mens Hemming - som Andersen selv - var forblevet ugift. Mødet mellem Agnete og Hemming finder sted på en øde strandbred og ender med, at Hemming afviser Agnete, hvilket sker i følgende versificerede dialog:

 

Hvor har du været dog den lange tid?

Dit ungdoms-blik mig skræmmer. Ve dig! ve!

Død er din moder, død din hele slægt,

jeg er en gammel mand, nær ved min grav.

A g n e t e, sig, hvad gav den rige Havmand

dig for din salighed? - - Jeg frygter dig!

A g n e t e, jeg tør ikke se dit åsyn!

O læs dit ”Fader vor,” ifald du kan!

Ak, nej! du ej tilhører os og Jesus! (16)  

 

Den dybere tanke bag handlingen i versdramaet ”Agnete og Havmanden”, er den, at havet og Havmanden er symbolet på henholdsvis naturen og naturreligionen, som den traditionelle kristendom især dengang betragtede som hedensk. Det er derfor, at Hemming, som i mellemtiden selv er blevet omvendt, afviser Agnete. I sine yngre dage var Andersen udpræget rationalist i religiøse spørgsmål, men med tiden ændrede han i nogen grad opfattelse og bekendte sig til en mere pietistisk form for kristendom. I det virkelige liv var det faktisk de kvinder, - og mænd med for den sags skyld - som Andersen var forelsket i, der afviste ham, men i sin litteratur kunne han vende tingene på hovedet, hvis det passede ham.

 

Imidlertid opsøger Agnete sin ægtemage, Havmanden, igen, og denne anmoder hende bønligt om at vende tilbage til ham og børnene. Men idet Agnete vil kaste sig ud i bølgerne, falder hun død om på strandbredden. Nogen tid senere sidder Hemming under et træ i skovens udkant, medens han nynner for sig selv og tænker på Agnete. I mellemtiden er herremanden, Peter Palle, og hans jægere, som ikke har haft held med dagens jagt, nået frem til stedet. Herremanden har væddet sit kobbel hunde med sin tilkommende brud, jomfru Bodil, som både er en god rytter og en god skytte, om, hvem af de to, der mon kan skyde den største fugl i skoven. Men idet han og hans jægere får øje på Hemming, beordrer Herremanden for sjov denne op i træet, sigter og skyder – og rammer den stakkels musikant lige i hjertet, så at han falder død ned. Herremanden udbryder da:

 

Så stærkt var det ikke ment! Men sket er sket.

Det var en bonde kun! nu tag ham med!

En fugl, som ham, har Bodil næppe truffet. (17)   

 

I eventyrets begyndelse fortæller Andersen indirekte om sin opvækst i Odense, hvor han holdt mere af indendørs lege og beskæftigelser, så som at lege med sit lille dukketeater og høre faderen fortælle historier eller selv læse bøger. Det var ikke noget for de andre og mere kække drenge, som gav sig af med mere voldsomme lege og drillerier af kammerater, og ikke mindst af den aparte eller særegne Hans Christian. De anså ham for at være en ”tøsedreng”, der helst ville være hjemme under sin moders skørter, ja, så at selv hun syntes, at hendes kære søn udviste nogle adfærdstræk, som kunne tyde på, at han måske var, hvad en senere tid betegnede som homoseksuel. Det understøttedes af, at han som dreng foretrak at lege med småpiger, fordi han følte sig mere på lige fod med sådanne, end med drenge. Men de knap så vilde drenge og pigerne var dog i bærsæsonen optagne af de mere stille sysler, så som at samle jordbær eller hindbær og snakke fornøjeligt sammen imens:

 

     […] men det lille grantræ var så ilter med at vokse; det tænkte ikke på den varme sol og den friske luft, det brød sig ikke om bønderbørnene der gik og småsnakkede, når de var ude at samle jordbær eller hindbær; tit kom de med en hel krukke fuld eller havde jordbær trukket på strå, så satte de sig ved det lille træ og sagde: ”nej! hvor det er nydeligt lille!” Det ville træet slet ikke høre. (18) 

 

Som de fleste andre børn i samme alder, gik drengen Hans Christian jo også i skole, men han beundrede og misundte de kammerater, der gik i de højere klasser eller ligefrem i latinskolen, hvor fra de tog eksamen og skulle nu fortsætte deres videre liv. Den nyvundne frihed blev naturligvis fejret med fest og glæde, hvilket Andersen udtrykker på følgende måde i eventyret ”Grantræet”: 

 

     I efteråret kom brændehuggerne og fældede nogle af de største træer; det skete hvert år, og det unge grantræ, som nu vat ganske godt voksent, skælvede derved, thi de store, prægtige træer faldt med en knagen og bragen til jorden; grenene blev hugne fra, de så ganske nøgne, lange og smalle ud; de var næsten ikke til at kende, men så blev de lagt på vogne og heste trak dem afsted.

     Hvor skulle de hen? Hvad forestod dem?

     I foråret, da svalen og storken kom, spurgte træet dem: ”Ved I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem?

     Svalerne vidste ikke noget, men storken så betænkelig ud, nikkede med hovedet og sagde: ”Jo, jeg tror det! jeg mødte mange nye skibe da jeg fløj fra Ægypten; på skibene var prægtige mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af gran; jeg kan hilse mange gange, de knejser, de knejser!”

     ”O, var jeg dog også stor nok til at flyve hen over havet! Hvorledes er det egentlig dette hav, og hvad ligner det?”

     ”Ja, det er så vidtløftigt at forklare!” sagde storken, og så gik den.

     ”Glæd dig ved din ungdom!” sagde solstrålerne; ”glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv, som er i dig!”

     Og vinden kyssede træet, og duggen græd tårer over det, men det forstod grantræet ikke. (19) 

 

Nej, unge Andersen kunne ikke nyde alle disse ting fuldt ud, for han var permanent optaget af at stræbe efter anerkendelse og berømmelse som skuespiller eller digter. Og som sådan foreløbig nævnes og sidestilles med andre unge eller yngre poeter i samme situation. Det er sandsynligvis dette, der ligger bag det følgende tekststykke i eventyret:

 

     Når det var ved juletid, da blev ganske unge træer fældede, træer som tit ikke engang var så store eller i alder med dette grantræ, der hverken havde rast eller ro, men altid ville afsted; disse unge træer, og de var just de allersmukkeste, beholdt altid deres grene, de blev lagt på vogne, og heste trak dem afsted ud af skoven.

     ”Hvorhen skulle de?” spurgte grantræet. ”de er ikke større end jeg, der var endogså eet, der var meget mindre; hvorfor beholdt de alle deres grene? Hvor kørte de hen?”

     ”Det vide vi! det vide vi!” kvidrede gråspurvene. ”Vi har nede i byen kigget ind ad ruderne! Vi vide, hvor de kører hen! O, de kommer til den største glans og herlighed der kan tænkes! Vi har kigget ind af vinduerne og set at de bliver plantede midt i den varme stue og pyntede med de dejligste ting, både forgyldte æbler, honningkager, legetøj og mange hundrede lys!”

     ”Og så -?” spurgte grantræet og bævede i alle grene. ”Og så? Hvad sker så?”

     ”Ja, mere har vi ikke set! Det var mageløst!” (20)  

 

På H.C. Andersens tid var det skik og brug, at pynte juletræet med spiselige ting som f.eks. æbler, honningkager og store valnødder, og desuden hængte man legetøjet til børnene og gaverne til de voksne på selve træet, og ikke, som det senere blev en tradition, at gaverne og legetøjet blev anbragt ved foden af træet. Det stod for Andersen som det ypperste i livet, at blive som et juletræ, pyntet med alt godt og festligt og ”spiseligt”, det vil sige, blive en digter eller forfatter, som kunne give sine læsere nogle gode og festlige og næringsrige litterære oplevelser, der kunne få øjnene til at stråle af glæde over det fortalte. Dette lykkedes det da også for den unge Andersen at opnå senere, med hans første digte, fortællinger, skuespil, romaner og eventyr, som stort set blev rost af kritikken og godt modtaget af publikum. Men inden det var kommet så langt, måtte han fortsætte med at tilegne sig kundskaber og dannelse og finde sine egne personlige ben at stå på. Men længslen og utålmodigheden efter at opnå alt dette, og efter at komme ind i digterfagets ”varme stue”, ja, og videre end det, forfulgte ham til stadighed. Men han syntes selv personligt at stå i stampe, fordi det trak ud med at nå så langt, som han stræbte efter, hvilket indirekte fremgår af følgende sted i eventyret:

 

     ”Mon jeg er blevet til for at gå denne strålende vej!” jublede træet. ”Det er endnu bedre, end at gå over havet! Hvor jeg lider af længsel! Var det dog jul! nu er jeg høj og udstrakt, som de andre, der førtes afsted sidste år! – O, var jeg alt på vognen! var jeg dog i den varme stue med al den pragt og herlighed! og da -? Ja, da kommer noget endnu bedre, endnu skønnere, hvorfor skulle de ellers således pynte mig! der må komme noget endnu større, endnu herligere -! men hvad? O, jeg lider! jeg længes! jeg ved ikke selv, hvorledes det er med mig.”    

     ”Glæd dig ved mig!” sagde luften og sollyset! ”glæd dig ved din friske ungdom i det frie!”

     Men det glædede sig slet ikke! det voksede og voksede, vinter og sommer stod det grønt; mørkegrønt stod det; folk, som så det, sagde: ”det er et dejligt træ!” og ved juletid blev det fældet først af alle. Øksen huggede dybt igennem marven, træet faldt med et suk hen ad jorden, det følte en smerte, en afmagt, det kunne slet ikke tænke på nogen lykke, det var bedrøvet ved at skilles fra hjemmet, fra den plet, hvor det var skudt frem; det viste jo, at det aldrig mere så de kære kammerater, de små buske og blomster rundtom, ja måske ikke engang fuglene. Afrejsen var slet ikke noget behageligt.

     Træet kom først til sig selv, da det i gården, afpakket med de andre træer, hørte en mand sige: ”Det er prægtigt! Vi bruger ikke uden det!” (21)  

 

Det var smerten ved at skulle tage afsked med barndomsbyen og barndomshjemmet, da han som 14-årig i september 1819 forlod begge dele for første gang, og på egen hånd begav sig på den relativt lange rejse til storstaden København. Allerede da gik rejselivet ham i blodet, hvilket han år senere gav udtryk for i og med mottoet, udtrykt i digtet: ”Det er liv at rejse” (1842), lige som han pointerede, at det at rejse, var den bedste skole for ham. Men han skulle senere foretage mange og længere rejser til det store udland. Foreløbig forestod der år med skolegang i Slagelse og Helsingør lærde Skoler 1822-27, med manuduktion i København og studentereksamen 1828 og 2. eksamen i 1829, begge dele ved Københavns Universitet. Andersen blev student med første karakter og kunne efter 2. eksamen kalde sig cand. phil., en titel, han var så glad for, at han fik den sat på sit dørskilt. Udsigten til en lysende fremtid tegnede sig i horisonten. Men før det var kommet dertil, var Andersen i 1825 blevet inviteret til at tilbringe julen hos familien Wulff på Søkadetakademiet på Amalienborg, hvor der blev afholdt julebal den 23. december. Men juleaften tilbragte han som sædvanligt og efter stående invitation hos den kære familie Ørsted. Det var derfor alt sammen lutter glæde og idyl for ham, og det er formentlig alt dette Andersen indirekte giver udtryk for i og med følgende passager i eventyret ”Grantræet”:

 

     Nu kom to tjenere i fuld stads og bar grantræet ind i en stor, dejlig sal. Rundtom på væggene hang portrætter, og ved den store flisekakkelovn stod store kinesiske vaser med løver på låget; der var gyngestole, silkesofaer, store borde fulde af billedbøger, og med legetøj for hundred gange hundred rigsdaler – idetmindste sagde børnene det. Og grantræet blev hejst op i en stor fjerding, fyldt med sand, men ingen kunne se, at det var en fjerding, thi der blev hængt grønt tøj rundt om, og den stod på et stort, broget tæppe. O, hvor træet bævede! Hvad ville der dog ske? Både tjenere og frøkener gik og pyntede det. På en gren hang de små net, udklippede af kulørt papir; hvert net var fyldt med sukkergodt; forgyldte æbler og valnødder hang, som om de var voksede fast, og over hundrede røde, blå og hvide smålys blev stukne fast i grenene. Dukker, der så livagtig ud som mennesker, - træet havde aldrig set sådanne før – svævede i det grønne, og allerøverst oppe i toppen blev sat en stor stjerne af flitter-guld; det var prægtigt, ganske mageløst prægtigt.

     ”Iaften,” sagde de alle sammen, ”iaften skal det stråle!”

     ”O!” tænkte træet, ”var det dog aften! Var bare lysene snart tændte; og hvad mon da sker? Mon der kommer træer fra skoven og ser på mig? Mon gråspurvene flyver ved ruden? Mon jeg her vokser fast og skal stå pyntet vinter og sommer?”

     Jo, det vidste god besked; men det havde ordenlig barkepine af bare længsel, og barkepine er ligeså slem for et træ, som hovedpine for os andre.

     Nu blev lysene tændte. Hvilken glans, hvilken pragt, træet bævede i alle sine grene derved, så at et af lysene stak ild i det grønne, det sved ordenligt.

     ”Gud bevare os!” skreg frøknerne og slukkede i en hast.

     Nu turde træet ikke engang bæve. O, det var en gru! Det var så bange for at tabe noget af al sin stads; det var ganske fortumlet i al den glans, - - og nu gik begge fløjdøre op, og en mængde børn styrtede ind, som om de ville vælte hele træet; de ældre folk kom besindige bag efter; de små stod ganske tavse, - men kun et øjeblik, så jublede de igen så at det rungede efter; de dansede rundt om træet, og den ene present efter den anden blev plukket af. (22)

 

Men som det i reglen sker med et juletræ, så var dets højdepunkt selve juleaften, og så snart der var danset omkring det og gaverne var blevet delt ud, tabtes interessen for træet. Det er også, hvad Andersen beskriver i følgende passus i eventyret ”Grantræet”:

 

     ”Hvad er det, de gør?” tænkte træet. ”Hvad skal der ske?” Og lysene brændte lige ned til grenene, og eftersom de brændte ned, slukkede man dem, og så fik børnene lov til at plyndre træet. O, de styrtede ind på det, så at det knagede i alle grene; havde det ikke ved snippen og guldstjernen været bundet fast til loftet, så var det styrtet om.

     Børnene dansede rundt med deres prægtige legetøj, ingen så på træet uden den gamle barnepige, der gik og tittede ind mellem grenene, men det var bare for at se, om der ikke var glemt endnu en figen eller et æble. (23)  

 

Denne situation var også, hvad Andersen selv kom ud for at opleve, for al den interesse og virak, der fandt sted efter hans egentlige debut som forfatter med ”Fodreise” og vaudevillen ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”, begge 1829, og som begge blev pæne succeser, varede ikke ved. Der fulgte en – ganske vist midlertidig - afmatning i interessen for hans litterære produkter, fulgt af forskellige personlige problemer, hvad han forståeligt nok følte så nedslående, at det fremkaldte den ubehagelige følelse af livspessimisme hos ham. Det hang formentlig også sammen med, at nogle af hans kritikere og publikum meget hellere ville høre og læse enkle og let forståelige historier af andre forfattere, selvom disse dog trods alt også kunne have noget på hjerte, der var værd at lytte til. Og der var folk i Andersens omgangskreds, der mente, at han kunne have godt af at tage ved lære af den slags litteratur. Den situation forekommer det mig, at Andersen indirekte har beskrevet i det følgende tekststykke i eventyret:

 

     ”En historie! en historie!” råbte børnene og trak en lille, tyk mand hen imod træet, og han satte sig lige under det, ”for så er vi i det grønne,” sagde han, ”og træet kan have besynderligt godt af at høre med! men jeg fortæller kun én historie. Vil I høre den om Klumpe-Dumpe, som faldt ned af trapperne og kom dog i højsædet og fik prinsessen!”

     ”Ivede-Avede!” skreg nogle, ”Klumpe-Dumpe!” skreg andre; der var en råben og en skrigen, kun grantræet tav ganske stille og tænkte: ”Skal jeg slet ikke med, slet ikke gøre noget!” Det havde jo været med, havde gjort hvad det skulle gøre.

     Og manden fortalte om ”Klumpe-Dumpe der faldt ned af trapperne og kom dog i højsædet og fik prinsessen.” Og børnene klappede i hænderne og råbte: ”fortæl! fortæl!” de ville også have ”Ivede-Avede”, men fik kun den om ”Klumpe-Dumpe”. Grantræet stod ganske stille og tankefuld, aldrig havde fuglene ude i skoven fortalt sligt. ”Klumpe-Dumpe” faldt ned af trapperne og fik dog prinsessen! Ja, ja, således går det til i verden!” tænkte Grantræet og troede at det var virkeligt, fordi det var sådan et net mand, som fortalte. ”Ja, ja, hvem kan vide! Måske falder jeg også ned af trapperne og får en prinsesse!” Og det glædede sig til næste dag at blive klædt på med lys og legetøj, guld og frugter.

     ”Imorgen vil jeg ikke ryste!” tænkte det. ”Jeg vil ret fornøje mig i al min herlighed. Imorgen skal jeg igen høre historien om ”Klumpe-Dumpe” og måske den om ”Ivede-Avede”. Og træet stod stille og tankefuld den hele nat. (24)  

 

Men det skulle komme til at gå ganske anderledes for både grantræet og H.C. Andersen, for efter at han selv var begyndt at fortælle eventyr, de første 4 udkom i maj 1835, mente den litterære kritik, at han i stedet for at spilde talentet på ubetydelig barnekammerpoesi, burde bruge det til at skrive mere seriøs litteratur, som han f.eks. havde gjort i og med sin første roman, ”Improvisatoren”, der var udkommet i april 1835. Den kritik tog Andersen sig selvfølgelig nær og besluttede at holde en pause med eventyrskriveriet.  

 

     Om morgenen kom karl og pige ind.

     ”Nu begynder stadsen igen!” tænkte træet, men de slæbte det ud af stuen, op ad trapperne, ind på loftet, og der i en mørk krog, hvor ingen dag skinnede, stillede de det hen. ”Hvad skal det betyde!” tænkte træet. ”Hvad mon jeg her skal bestille? Hvad mon jeg her skal få at høre?” Og det hældede sig op til muren og stod og tænkte og tænkte. - - Og god tid havde det, thi der gik dage og nætter; ingen kom herop, og da der endelig kom nogen, så var det for at stille nogle store kasser hen i krogen; træet stod ganske skjult, man skulle tro, at det var rent glemt. (25) 

 

Men Andersen kunne dog ikke i længden lade være med at skrive eventyr, i begyndelsen eventyr for børn, for disse faldt det ham forholdsvis let at skrive, og der var desuden et nogenlunde stort publikum til denne genre. Ikke mindst fordi eventyrhefterne i reglen udkom ved juletid og derfor kunne bruges til julegave, enten til højtlæsning for lidt mindre børn, eller som selvstændig lekture til lidt større børn, der selv kunne læse, og desuden til voksne, som selv holdt af at læse eventyr. Det bliver i eventyret ”Grantræet” til, at de små mus kommer på besøg hos grantræet på loftet, og til, at træet fortæller musene sin egen historie om, hvor det kommer fra og hvad det har oplevet, især den festlige juleaften:

 

     ”Hvor du fortæller dejligt!” sagde de små mus, og næste nat kom de med fire andre små mus, der skulle høre træet fortælle, og jo mere det fortalte, desto tydeligere huskede det selv alt og syntes: ”det var dog ganske morsomme tider! men de kan komme, de kan komme! Klumpe-Dumpe faldt ned af trapperne og fik dog prinsessen, måske jeg også kan få en prinsesse,” og så tænkte grantræet på sådant et lille, nydeligt birketræ, der voksede ude i skoven, det var for grantræet en virkelig dejlig prinsesse.

     ”Hvem er Klumpe-Dumpe?” spurgte de små mus. Og så fortalte grantræet hele eventyret, det kunne huske hvert evige or; og de små mus var færdige ved at springe op i toppen på træet af bare fornøjelse. Næste nat kom der mange flere mus, og om søndagen endogså to rotter; men de sagde at historien var ikke morsom, og det bedrøvede de små mus, thi nu syntes de også mindre om den.

     ”Kan De kun den ene historie!” spurgte rotterne.

     ”Kun den ene!” svarede træet, ”den hørte jeg min lykkeligste aften, men den gang tænkte jeg ikke på, hvor lykkelig jeg var!”

     ”Det er en overmåde dårlig historie! kan De ingen med flæsk og tællelys? Ingen spisekammer-historier?”

     ”Nej!” sagde træet.

     ”Ja, så skal De have tak! svarede rotterne og gik ind til deres.

     De små mus blev til sidst også borte, og da sukkede træet: ”Det var dog ganske rart, da de sad omkring mig de vævre småmus og hørte, hvad jeg fortalte! Nu er også det forbi! – men jeg skal huske at fornøje mig, når jeg nu tages frem igen!” (26)  

 

Med udtrykket ”spisekammer-historier”, sigter Andersen formentlig til såkaldte ”hverdags-historier”, som han fandt for jordbundne og flove, og som han i hvert fald ikke selv kunne tænke sig at skrive, heller ikke selvom de havde et forholdsvis stort publikum. Andersen fortsatte derfor trøstigt ad sin egen og selvskabte forfatterbane, med at skrive digte, skuespil, romaner og eventyr, men især nogle af sine skuespil havde han ikke særlig stort held med, dels fordi de blev kritiseret voldsomt af teatercensorerne, og dels fordi der var store problemer med at få dem opført. Og at få disse opført, var ret vigtigt for ham, idet han var afhængig af de indtægter, stykkerne kunne indbringe. Til disse problemer kom samtidig problemer af mere personlig karakter, som for eksempel en midlertidig kontrovers med kommandør Wulff, som skyldtes en misforståelse fra dennes side, men som bevirkede at kommandøren ikke længere ønskede at se Andersens besøg hos sig og familien. Andersen var i årenes løb ellers kommet jævnligt, ja, lejlighedsvis dagligt, hos familien, hvor han især var nær ven med datteren Jette Wulff og dennes yngste broder, Christian Wulff. Det var særlig de to, der satte stor pris på Andersen og som også vurderede dennes forfatterskab højt. Senere fulgte også en noget længerevarende uoverensstemmelse mellem Andersen og Edvard Collin, som ellers var specielt gode venner, lige som Andersen følte sig som et medlem af den familie, hvis overhoved, Jonas Collin, havde været Andersens værge og støtte i hans skoleår i Slagelse og Helsingør, og som også på flere måder senere hjalp Andersen frem som forfatter. Andersen kom også jævnligt og i perioder dagligt i det Collinske hjem i Bredgade, men der opstod på et tidspunkt problemer, idet Andersen her oplevede en af sine ulykkelige, hvilket vil sige ugengældte dobbeltforelskelser, nemlig i Edvard og dennes lillesøster, Louise. Den situation gik nok værst ud over den nærtagende Andersen selv, som til tider var dybt deprimeret over situationen, som imidlertid først afklaredes, da faderlige Collin greb ind og fik genoprettet det gode forhold mellem Andersen og familien. Hvorom alting er, så efterlod det alt sammen Andersen med følelsen af, at han var blevet ’kasseret’. (27)   

 

Noget af det netop nævnte ligger formentlig bag det livspessimistiske eventyr ”Grantræet”, hvis på en gang rørende og sørgelige slutning lyder sådan, efter at det langt om længe en dag var blevet hentet ned fra sin mørke krog på loftet:

 

     ”Nu begynder livet igen!” tænkte træet, det følte den friske luft, den første solstråle, - og nu var det ude i gården. Alt gik så gesvindt, træet glemte rent at se på sig selv, der var såmeget at se rundtom. Gården stødte op til en have, og alt blomstrede derinde; roserne hang så friske og duftende ud over det lille rækværk, lindetræerne blomstrede, og svalerne fløj om og sagde: ”kvirre-virre-vit, min mand er kommen!” men det var ikke grantræet, de mente.

     ”Nu skal jeg leve!” jublede det og bredte sine grene vidt ud; ak, de var alle visne og gule; det var i krogen mellem ukrudt og nælder, at det lå. Guldpapirs-stjernen sad endnu oppe i toppen og glimrede i det klareste solskin.

     I gården selv legede et par af de lystige børn, der ved juletid havde danset om træet og været så glade ved det. Én af de mindste foer hen og rev guldstjernen af.

     ”Se, hvad der sidder endnu på det ækle, gamle juletræ!” sagde han og trampede på grenene, så de knagede under hans støvler.

     Og træet så på al den blomster-pragt og friskhed i haven, det så på sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke krog på loftet; det tænkte på sin friske ungdom i skoven, på den lystige juleaften og på de små mus, der så glade havde hørt på historien om Klumpe-Dumpe.

     ”Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. ”Havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!”

     Og tjenestekarlen kom og huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op under den store bryggerkedel; og det sukkede så dybt, hvert suk var som et lille skud; derfor løb børnene, som legede, ind og satte sig foran ilden, så ind i den og råbte: ”pif! Paf!” men ved hvert knald, der var et dybt suk, tænkte træet på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne skinnede; det tænkte på juleaften og Klumpe.Dumpe, det eneste eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle -, og så var træet brændt ud.

     Drengene legede i gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med: forbi, forbi, og det bliver alle historier! (28)  

 

Andersen havde også tit tænkt på sin egen ungdom, ja, havde allerede i 1832 påbegyndte en lidt længere selvbiografi, senere kendt under titlen ”Levnedsbogen”. Denne skrev han især under indtrykket af sin ulykkelige dobbeltforelskelse i Riborg og Christian Voigt og delvis også under en begyndende dobbeltforelskelse i Louise og Edvard Collin. Men Andersen var ingen Klumpe-Dumpe, der endte med at få sin prinsesse i det fysiske liv, hans ambitioner, forhåbninger og drømme om at blive til noget stort, fortsatte. I lighed med den lille dreng, der havde taget guldstjernen og fæstnet denne på hjertets plads på sin trøje, den stjerne, som havde været grantræets stolthed, så var denne stjerne på sin vis et symbol på den sjæl, hvis udødelighed og evige liv, Andersen bag om sin livspessimisme altid havde troet på og følt sig overbevist om. (29) 

 

Det skal derfor også nævnes her, at Andersens eget liv ikke var forbi på det tidspunkt, hvor han skrev eventyret ”Grantræet”, tværtimod fik og havde han endnu mange kreative år at virke i, år, hvorunder han skabte adskillige digte, flere romaner og skuespil og ikke mindst en perlerække af eventyr og historier, som ikke kun var for børn, men i nok så høj grad for voksne. Men forbi blev det trods alt alligevel, for det er jo alt det forgængeliges natur at blive forbi, men også at komme igen, som solen, der hver aften går ned i vest og hver morgen atter står op i øst. Det eventyr eller den historie har Andersen fortalt om i mange af sine andre og livsoptimistiske eventyr, også selvom livspessimismen aldrig helt forlod ham.

 

Eventyret ”Grantræet” set i 4. tydningsplan  

Det store spørgsmål er nu, om eventyret ”Grantræet” opfylder nogen af de betingelser, der er opstillet her i afhandlingen, for at det vil kunne kaldes et kosmisk eventyr? Det forudsætter jo et større eller mindre indhold af såkaldt kosmiske ideer, tanker og forestillinger, hvilket vil sige, tilværelsen, sådan som denne tager sig ud set i et kosmisk evighedsperspektiv. Ideerne, tankerne og forestillingerne behøver ikke nødvendigvis at være forfatterens egne, men kan også hidrøre fra dennes kontakt med de såkaldte guldkopier i den lokalitet af den guddommelige bevidsthed, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”. En af betingelserne for, at man kan få inspirativ kontakt med det nævnte reservoir af visdomsfacitter, er det, at kræfter i sindet, som følelse og intelligens, er i fuldkommen balance med hinanden, hvilket forudsætter en relativt høj moralsk standard hos individet. Denne balance er nemlig en af forudsætningerne for, dels at tyngdeenergiens negative indflydelse på bevidstheden kan stækkes, og dels, at intuitionsevnen kan træde i optimal funktion, idet det er den sidstnævnte evne, der så at sige er kanalen til visdomsoceanet. Den nævnte sindsbalance behøver dog ikke nødvendigvis at være permanent, men kan udmærket optræde momentant, hvorved eksempelvis en forfatter vil kunne opleve inspirationer, der giver glimtvis adgang til visdomsfacitterne. 

     Spørgsmålet er nu, om man kan sige, at Andersens sind var i balance, da han fik ideen til og skrev eventyret ”Grantræet”? – Så vidt jeg kan bedømme efter at have sat mig ind i Andersens personlige situation omkring det tidspunkt, hvor han forfattede eventyret, var han ilde berørt af de kulturelle strømninger i retning af en tiltagende materialisme og ateisme, der som tidligere omtalt for alvor begyndte at vise sig i Europa og Danmark efter 1830. Men samtidig var han også selv nået til et punkt i sit liv og sin karriere som forfatter, hvor han havde erkendt og indset sin egen beklagelige svaghed i form af den evindelige stræben fremad, som sjældent havde ladt ham i ro og som også havde ført mange ubehagelige oplevelser og situationer med sig. Men på den anden side set, var det netop hans stræben efter at blive en stadig bedre forfatter, særlig fordi han følte og mente, at der fra Guds side var blevet pålagt ham en særlig opgave, som bevirkede, at han skulle og måtte anstrenge sine evner til det yderste, for at kunne fuldføre opgaven på bedste måde. Herom havde han blandt andet skrevet i et brev af 15. maj 1838 til veninden Jette Hanck i Odense, hvorfra følgende skal citeres her:

 

     […] – Jeg studerer i denne tid den ældre og yngre Fichte; i filosofien finder jeg de mest velsmagende bær, medens de fleste digterskove kun giver mig blade og blomster. Jeg søger en digtning, passende for min tidsalder og belærende for min ånd; et idealt billede foresvæver mig; men omridsene er så uformelige, at jeg ikke selv kan tydeliggøre det. Enhver stor digter synes mig at have givet mig et led, men heller ikke mere, af dette kæmpelegeme. Vor tidsalder har endnu ikke fundet sin digter! men når fremtræder han? Og hvor? Han må skildre naturen, som Washington Irving gør det, begribe tidsalderen, som Walter Scott kunne det, synge, som Byron, og dog være udsprungen af vor tid, som Heine. O, hvor mon denne Poesiens Messias fødes?  lykkelig den, der turde blive hans Johannes. Gid jeg kunne brænde, evigt ødelægge over det halve, som indre og ydre nødvendighed lod mig udgive, da var jeg glad. Et par af mine digte skulle stå, nogle af eventyrene, ”Improvisatoren” og ”Spillemanden”, samt Kammerjunkeren og Lemvig-livet i ”O.T.”; det er dog det eneste, der holder sig. Mit livs begivenhed er selv poesi, det vil altid have samme interesse som mine bedste arbejder; men det hører jo ikke mig selv til.  […]  […] Jeg er født til digter, føler jeg, og det er mig bevidst, hvorledes alt træder ind i mit liv som poesi, og dog – ønsker jeg mere! Stof mangler mig ikke, tit overvældes jeg af ideer; men jeg mægter ikke at hæve disse til mit ideal; […] (30) 

 

Af ovenstående citat ses det, at Andersen på det omhandlede tidspunkt ikke følte sig moden eller kvalificeret til at skrive et større, modent og moderne litterært værk, som kunne stå mål med hans høje ambitioner, og at han derfor håbede på og ønskede, at der ville fremstå en digter eller forfatter, som magtede opgaven. Det betød dog ikke, at han opgav ambitionen om selv at forfatte et værk – eventuelt flere værker - som ville gøre det berettiget, at betegne ham som en litterær ”Johannes”, der i lighed med Johannes Døberen beredte vejen for den kommende mester. Som læsere af denne hjemmeside vil vide, er jeg af den efter min egen mening velbegrundede opfattelse, at den intuitive tænker og vismand Martinus (1890-1981) og hans livsværk til fulde opfylder de krav og forventninger, som Andersen stillede til ”Poesiens Messias”, i anden sammenhæng kaldt ”Den ny Aladdin”. (31)  

 

Til Henriette Hanck gav Andersen i et brev af ca. 22. december 1838 endnu mere præcist udtryk for, hvad det var, hans forfatterambition gik ud på:

 

”[…] Forstå mig ret: det er ikke det tomme navn, jeg higer efter, nej, jeg vil udtale, hvad jeg i enkelte hellige øjeblikke selv føler, hvad ingen, ingen har udtalt, selv de største! der ligger som en hellig, sunken skat i mit bryst; i åndens midnatstime kan den hæves; men endnu er det ikke lykkedes mig, og jeg kan fortvivle ved tanken om, at det aldrig sker. […] de allernærmeste om mig står kolde, udeltagende, Hertz og Heiberg tror man mig knap værdig til at løse skobåndene på. ”.  O jeg bliver alfor forfængelig ved denne miskendelse. Jeg føler Gud i mig! – (32)  

 

På det tidspunkt, der her er tale om, nemlig december 1838, kunne Andersen jo ikke så godt vide, at det ikke skulle blive et enkelt eller enkelte af hans værker, men derimod hans samlede værker, der faktisk kom til at fungere som en slags ”Johannes-røst” i dén mentale ørken af materialisme og ateisme, der på den tid var godt på vej til at fortrænge romantikkens idealistiske og spiritualistiske ideer, tanker og forestillinger om tilværelsen, og som skulle få endnu mere vind i sejlene i tiden fremover og helt op til vore dage, hvor vi foreløbig skriver 2011.

 

Men for at vende tilbage til det, der er dette afsnits egentlige opgave, nemlig at se på, i hvilken og hvor høj grad eventyret ”Grantræet” opfylder de betingelser og kriterier, der er opstillet her i afhandlingen, for at det vil kunne kaldes et kosmisk eventyr. Det forudsætter jo et større eller mindre indhold af såkaldt kosmiske ideer, tanker og forestillinger, hvilket vil sige, tilværelsen set i et kosmisk evighedsperspektiv, sådan som Martinus definerer dette indenfor rammerne af sin kosmologi. (33)    

 

Det må nok straks konstateres, at eventyret ”Grantræet” faktisk ikke indeholder ideer, tanker og forestillinger, der vil kunne betegnes eller karakteriseres som kosmiske. Det kan jo nemlig ikke betegnes som udtryk for kosmisk indsigt, at fremføre at alt er flygtigt og forgængeligt, for det vil enhver almindelig begavet selv kunne se med sine sanser og forstand. Men der forekommer dog alligevel nogle få glimt af livsoptimisme i dette ellers så livspessimistiske eventyr, som når det eksempelvis deri lyder:

 

     ”Glæd dig ved din ungdom!” sagde solstrålerne; ”glæd dig ved din friske vækst, ved det unge liv, som er i dig!”, eller lidt senere: ”Glæd dig ved mig!” sagde luften og sollyset! ”glæd dig ved din friske ungdom ude i det frie!” (34) 

 

Sic transit gloria

Sådan forgår verdens herlighed! For den overordnede idé i eventyret ”Grantræet” er jo, at alt i tilværelsen grundlæggende er flygtigt og forgængeligt, og den forestilling stemmer ikke med, hvad den kosmiske bevidsthed og erkendelse udsiger om tilværelsen. Ifølge Martinus og hans kosmiske bevidsthed, er det kun set fra en såkaldt lavpsykisk sansehorisont, hvilket vil sige en sansehorisont, der i hovedsagen kun anvender intelligensevnen, kun er i stand til at opleve og registrere alt som udtryk for mål-, vægt- og hastighedsfacitter, at alt i tilværelsen derfor er flygtigt og forgængeligt, nemlig ifølge kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder. Det udtrykker Andersen til slut i eventyret ”Grantræet” på følgende måde:

 

     Og træet så på al den blomster-pragt og friskhed i haven, det så på sig selv, og det ønskede, at det var blevet i sin mørke krog på loftet; det tænkte på sin friske ungdom i skoven, på den lystige juleaften og på de små mus, der så glade havde hørt på historien om Klumpe-Dumpe.

     ”Forbi! forbi!” sagde det stakkels træ. ”havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne! forbi! forbi!”

     Og tjenestekarlen kom og huggede træet i små stykker, et helt bundt lå der; dejligt blussede det op under den store bryggerkedel; og det sukkede så dybt, hvert suk var som et lille skud; derfor løb børnene, som legede, ind og satte sig foran ilden, så ind i den og råbte: ”pif! Paf!” men ved hvert knald, der var et dybt suk, tænkte træet på en sommerdag i skoven, en vinternat derude, når stjernerne skinnede; det tænkte på juleaften og Klumpe-Dumpe, det eneste eventyr, det havde hørt og vidste at fortælle -, og så var træet brændt ud.

     Drengene legede i gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med: forbi, forbi, og det bliver alle historier! (35)   

 

Den livspessimisme, som Andersen giver udtryk for i eventyret ”Grantræet”, forlod ham egentlig aldrig helt, hvilket blandt andet fremgår af hans langt senere og mere seriøse eventyr: Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre (1859), hvis motto eller omkvæd lyder sådan: ”Hu-u-ud! fare hen!”. Her benytter Andersen sig atter af inspiration fra Prædikerens Bog. Det er også tilfældet 10 år senere i det smukke, men livspessimistiske digt ”Kommer aldrig igen!” (1869):

 

Alt farer hen som vinden,

her er ej blivende sted.

Snart svinder rosen på kinden,

smilet og – tårerne med.

 

Hvorfor være bedrøvet?

Hen farer sorg og fortræd;

alt farer hen som løvet,

tiden og mennesket med!

 

Alt er forsvinden – forsvinden,

ungdom, dit håb og din ven.

Alt farer hen som vinden

og kommer aldrig igen! (36) 

 

Men set fra en såkaldt højpsykisk sansehorisont, hvor alt opleves og erkendes som udtryk for levende væseners eksistens og virksomhed, fortoner forestillingen om alts flygtighed og forgængelighed sig, til fordel for en oplevelse og erkendelse af, at alt og alle tværtimod er grundlæggende evigt eksisterende. Nemlig i medfør af de levende væseners evige grundstruktur og grundnatur, som igen er udtryk for evige treenige principper, sådan som disse så genialt er fremført i Martinus’ kosmiske analyser.

 

Imidlertid rokker denne konstatering naturligvis ikke ved, at der er tale om ”Grantræet” som et meget smukt og poetisk eventyr om et levende væsens liv og tilværelse fra barndom til alderdom og død. I en del andre af sine eventyr, som f.eks. eventyret ”Hørren”, viser Andersen tværtimod, at han i sine livsoptimistiske øjeblikke mente og var overbevist om, at de levende væsener, menneskene naturligvis inklusive, er evige deltagere i det evige livs store og grandiose eventyr.  

 

© august 2011 Harry Rasmussen.

 

 

***************************

Noter og kilder:

Vedr. forkortelser, se Forkortelser – om de i artiklerne anvendte forkortelser af titler, navne mm.

 

1        Dal & Nielsen II, s.  41-48. – Vedr. Andersens opfattelse af forgængelighed, se i øvrigt artiklen Tanker omkring en makulatur – om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”

2        Dal & Nielsen II, s. 49-79. – Se evt. også artiklerne ”Den kosmiske død” - eller ”kosmisk bevidstløshed” – optakt til ny artikel om eventyret ”Snedronningen”. En fortælling om det, Martinus betegner som ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, Det falske perspektiv - den fysiske organisme som falsk centrum, og Et kosmisk eventyr - om eventyret ”Snedronningen” (Del 1). – Vedr. Prædikerens Bog Hovedbudskabet i bogen er, at alt er et kredsløb af opståen og forgængelighed, hvorfor alle menneskelige bestræbelser er spildte, fordi mennesket ingen indflydelse har på livets af Gud forud fastlagte gang. Alt er endeløs tomhed og jag efter vind, for uanset hvad man foretager sig i sit liv, så vil endemålet være graven.

3        Ordet ’uforkrænkelig’ betyder uforgængelig. Læs evt. digtet i 8. kapitel af Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997.

4        Digtet ”Tunge Timer”, som her er gengivet med moderne retskrivning, er citeret fra H.C.Andersen Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet blev oprindelig trykt i Illustreret Tidende den 13. juni 1875, altså ca. et par måneder før Andersen selv døde. Digtet er også gengivet i artiklen Vor tids visdomsbog - om HCA.s syn på naturvidenskabens reduktionisme.

5        Digtet ”Miraklet”, som her er gengivet med moderne retskrivning, er citeret fra H.C.Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966.

6        Til nærmere orientering, se evt. Artikler med emner vedr. hjernedebat

7        Ordet ’hvi’ betyder ’hvorfor’. - Læs evt. digtet i 8. kapitel af Harry Rasmussen: H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997.– Vedr. begreberne ateisme og materialisme, se evt. artiklen Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme.

8        Dal & Nielsen I, s. 41-48.

9        Bille & Bøgh: Breve til H.C. Andersen, Brev nr. 277, s. 564-66. – ’komiske fortællinger i prosa’: Fru Wulff sigter formentlig her til den unge Andersens novelle ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822). - ’tredje del af Oehlenschläger’ og ’romanen’: Det har ikke været mig muligt at finde frem til, hvad det er, fru Wulff mener dermed. Men Oehlenschläger var jo i 1823 for længst en etableret digter, dramatiker og forfatter.

10    A&C, s. 477-79. – Ordet ’hæmmelser’ må betyde ’hæmninger’. - Med udtrykket ”de 4 store profeter”, må der formentlig være tale om Oehlenschlæger, Ingemann, Hertz og Heiberg, mens de 12 små må være nogle af samtidens mange og knapt så talentfulde og fremtrædende digtere.

11    A&C, s. 480.

12    Dal & Nielsen I, s. 41.

13    Bille & Bøgh: Breve fra H.C. Andersen 1, Brev nr. 119, s. 410-12.

14    Bille & Bøgh: Breve fra H.C. Andersen 1, brev nr. 121, s. 416-18. – ”selvskuffelse, som altid mit hjertes bedst følelser har været det.” Med disse ord hentyder Andersen nok især til sine uigengældte og derfor ulykkelige dobbeltforelskelser, bl.a. i Riborg Voigt og dennes broder, Christian, og i Louise Collin og – især – dennes broder, Edvard Collin. Se evt. nærmere herom i artiklerne H.C.ANDERSEN – og hans seksuelle orientering. Et forsøg på en objektiv vurdering, og H.C.ANDERSEN – og hans dobbelt-forelskelser. Indledning.

15    H.C. Andersen: ”Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831. Illustreret af Henrik Bloch. Med efterskrift af H. Topsøe-Jensen. Nordlundes Bogtrykkeri, København 1968. Citatet er fra side 94.

16    Samlede Skrifter XI, s. 541.

17    Samlede Skrifter XI, s. 546. - Se evt. artiklen ”…et forbyttet, meget fornemt barn…”. Et bidrag til diskussionen om H.C. Andersens biologiske herkomst. ANDERSENIANA 2006. (Artiklen involverer ikke Martinus’ kosmologi, men kan alligevel også læses her på hjemmesiden). Læs desuden ”…et forbyttet, meget fornemt barn…” – Tilføjelser og rettelser 2008. – Læs evt. også artiklen Kilderne til H.C.Andersens forfatterskab (4. del), hvori versdramaet ”Agnete og Havmanden” omtales.

18    Dal & Nielsen I, s. 41.

19    Dal & Nielsen I, s. 42.

20    Dal & Nielsen I, s. 42-43.

21    Dal & Nielsen I, s. 43.

22    Dal & Nielsen I, s. 43-44. – fjerding: spand til affald.

23    Dal & Nielsen I, s. 44. – ’snippen’: toppen.

24    Dal & Nielsen I, s. 45.

25    Dal & Nielsen I, s. 45.

26    Dal & Nielsen I, s. 46-47.

27    ’hverdags-historier’: Psykologiske borgerlige romaner og noveller. Sådanne blev Thomasine Gyllembourg-Ehrensvärd, f. Buntzen (1773-1856) fra 1828 velkendt for. Hun var først gift med forfatteren Peter Andreas Heiberg (1758-18:41), med hvem hun fik sønnen Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), digter og direktør for Det kgl. Teater 1849-56. - Vedr. Andersens forhold til familien Wulff, se evt. artiklen H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch. Vedr. Andersens forhold til familien Collin, se f.eks. artiklen Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1) – dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise, m.fl. følgende artikler.

28    Dal & Nielsen I, s. 47-48.

29    Dal & Nielsen I, s. 48. – Vedr. Andersens barndoms- og ungdomsliv, se evt. 2. Hovedafsnit:* H.C.Andersens liv og repetition 1805 – 1835.

30    Brevcitatet er fra Andersens brev af 15. maj 1838 til veninden Henriette Hanck (1807-46). Anderseniana Vol. XI, 1943, s. 249. På vennen Frederik Læssøes anbefaling (jf. dennes breve til A. af 18. marts og 1. april 1838, Bille & Bøgh: Breve til HCA, hhv. s. 419-23 og s. 423-5) læste Andersen på den tid den filosofiske retning, som skyldtes den tyske filosof Johann Gottlieb Fichte (1762-1814). I dennes filosofi indgår reinkarnationen som et væsentligt led, og det bestyrkede formentlig Andersens egen opfattelse af samme. – Vedr. begrebet og udtrykket ”Poesiens Messias”, se artiklen ”Poesiens Messias” – om H.C. Andersens forventning om livspoesiens ’forløser’.

31    Se artiklen Det poetiske univers. – H.C. Andersen og kosmologien 1, og Den ny Aladdin. – H.C. Andersen og kosmologien 2.

32    Anderseniana Volume XI, 1943, s. 305-08.

33    Vedr. de i denne afhandling opstillede 9 kriterier for, at et eventyr vil kunne karakteriseres som kosmisk: se artiklen De fire tydningsplaner i H.C. Andersens forfatterskab, og Kosmologien og eventyrene mm.

34    Dal & Nielsen I, s. 42 og.43.

35    Dal & Nielsen I, s. 48.

36    Vedr. eventyret ”Vinden fortæller …”:Dal & Nielsen III, s. 103-112. – Digtet ”Kommer aldrig igen!”: ”H.C. Andersen Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum, København 1966.

 

© august 2011 Harry Rasmussen.

 

 

*****************************