- set i de fire
tydningsplaner
Eventyret
”Hørren” hører af flere grunde til et af de eventyr af H.C. Andersen, jeg
betegner som hørende til kategorien ”kosmiske eventyr”. Primært fordi det opfylder
flere af de krav, der skal være opfyldt, for at kunne henregnes til den nævnte
kategori, som henhører under betegnelsen det 4. tydningsplan, nemlig hele syv
af de i alt ni opstillede punkter. Disse punkter er for nemheds skyld vedføjet
sidst i artiklen. Der vil derfor være god grund til her at kigge nærmere på
dette i øvrigt meget dejlige og absolut optimistiske eventyr af vor store
eventyrdigter. Han var jo som bekendt ikke altid lige oplagt til at skrive
eventyr med et lige så positivt indhold og optimistisk finale, idet hans
’pendulagtige’ sind svingede mellem de to yderpositioner: optimisme og
pessimisme, især når det gjaldt hans livsvigtige kardinalproblem: sjælens
udødelighed eller personlighedens beståen efter det fysiske legemes død. I sine
lyse perioder var Andersen overbevist om sjælens udødelighed og dermed evige
liv, men i sine mørke perioder tvivlede han på udødelighed og mente, at ”alt
går i bøtten”, dvs., at i og med døden ophører personligheden og dermed også
sjælen med at eksistere. I begge tilfælde influerede de to nævnte ’yderpoler’ i
hans sind på hans forfatterskab. Man kan udtrykke det sådan, at motivet eller
temaet om sjælens eller individets udødelighed og det modsatte: sjælens eller
individets forgængelighed i og med den fysiske død, er gennemgående i Andersens
forfatterskab lige fra dettes begyndelse omkring 1822 og til dets afslutning i
1875, Andersens eget dødsår. Om dette emne har jeg skrevet flere artikler her
på hjemmesiden, men vil nøjes med generelt at henvise til 5. Hovedafsnit:* H.C.Andersens
forfatterskab set i kosmologisk lys. (1)
Det må have været i et af sine lyse og
optimistiske øjeblikke, at Andersen skrev sit livs- og udødelighedsbekræftende
eventyr om ”Hørren” (1848), som véd, at trods alle forandringer og
omskiftelser, - og det må der til – så er ”visen aldrig ude” eller livet aldrig
forbi, og som derfor er den allerlykkeligste af alle. I eventyret bliver hørren
på et tidspunkt til papirark, skrivepapir, som digteren nedskriver sine ideer,
tanker og forestillinger på. Og en dag sker det uundgåelige, at de beskrevne
manuskriptark, som den planlagte bog skal sættes efter, bliver lagt væk på en
hylde:
[…] ”Det er meget godt at hvile på
sin gerning!” sagde papiret. ”Det er meget rigtigt at man samler sig og kommer
til eftertanke om hvad der boer i én. Nu først ved jeg rigtigt, hvad der står i
mig! Og kende sig selv, det er det egentlige fremskridt. Hvad mon der nu vil
komme? Noget fremad sker der, det går altid fremad!” (2)
Her skal det nævnes, at Andersen i sit
forfatterskabs beskrivelse af sin personlige
’udviklingshistorie’ ofte benytter sig af sammenligningen med en trykt bogs
tilblivelse og ’skæbne’. Det står i den her omhandlede forbindelse
derfor helt klart, at Andersen særlig må have haft sin første bog,
”Ungdoms-Forsøg”, 1822, og dens skæbne i tankerne, da han skrev eventyret
”Hørren”. Her kan jeg derfor især henvise til
artiklen 3.33. Tanker omkring en makulatur – om H.C. Andersens første
bog ”Ungdoms-Forsøg”. (3)
Eventyret Hørren blev første gang
trykt i avisen Fædrelandet den 3. april 1849, dagen efter Andersens 44 års
fødselsdag. Eventyret menes skrevet i begyndelsen af februar 1848, og det skal
eller kan formentlig ses som et modstykke til Andersens livspessimistiske
eventyr Grantræet, 1844. Hans ’pendulsind’ havde dog for længst bevæget
sig over i mere livsoptimistisk retning, hvilket allerede viste sig i og med
eventyret Snedronningen, 1844, og eventyret Hyldemoer fra samme
år. Når det kom til stykket, kunne Andersen trods alt ikke affinde sig med den
pessimistiske livsopfattelse.
Det er i øvrigt interessant og
bemærkelsesværdigt, at Andersen ikke nævner eventyret ”Hørren” i nogen af sine
omfattende korrespondancer med sine mange venner. End ikke i sine Dagbøger
findes eventyret omtalt, men kun nævnt få gange i forbindelse med hans egne
oplæsninger af det i selskabslivet. Lige så mærkværdigt er det, at han kun i en
ganske kort sætning nævner eventyret i sine ”Bemærkninger til Eventyr og
Historier”. 1862. Nemlig følgende: ”Eventyret ”Hørren” er skrevet 1849 og
da trykt i ”Fædrelandet”.” (4)
Hør
eller hørren er som formentlig bekendt en plante, som forekommer i flere
hundrede arter. Den hør, som der er tale om i Andersens her omtalte eventyr, er
formentlig den gamle kulturplante, der som tekstilplante kun overgås af bomuld.
Den består af en lang stængel med basttaver, som efter behørig forarbejdning
anvendes som spindemateriale til f.eks. lærreder eller lagener. I tilfældet med
hørren i eventyret, så oplever denne på et tidspunkt, at blive forarbejdet til
papir, dels til skrivepapir og dels til bogtrykspapir.
Eventyrets
handling tager sit udgangspunkt en sommerdag, da hørren står i blomst ude på
marken:
”Hørren stod i blomster, Den har sådanne
dejlige blå blomster så bløde som vingerne på et møl og endnu meget finere. –
Solen skinnede på hørren og regnskyerne vandede den, og det var ligeså godt for
den, som det er for småbørn at blive vaskede, og så få et kys af mor; de bliver
jo deraf meget dejligere. Og det blev også hørren.” (5)
Men
eftersom Andersen opfatter hørren som et levende væsen, så lader han den tale,
ja, tale højt, for ellers kunne andre jo ikke vide, hvad den tænkte og sagde:
”Folk siger, jeg står så udmærket godt,” sagde hørren, ”og at jeg bliver
så dejlig lang, der vil komme et prægtigt stykke lærred af mig! Nej, hvor er
jeg lykkelig! Jeg er bestemt den allerlykkeligste af alle! Jeg har det så godt,
og jeg skal blive til noget! Hvor det solskin muntrer op og hvor den regn
smager og forfrisker! Jeg er mageløs lykkelig, jeg er den
allerlykkeligste!”
Det
er imidlertid ikke alle, der deler hørrens livsanskuelse, hvilket de
nærtstående gærdestave straks gør opmærksom på:
”Ja, ja, ja!” sagde gærdestavene, ”Du kender ikke verden, men det gør
vi, der er knuder i os!” Og så knagede de så ynkelig: ”Snip snap snurre /
Basselure, / visen er ude!”
Den
’vise’ var hørren dog alt for optimistisk og lykkelig til at kunne give
gærdestavene medhold i, så derfor sagde den:
”Nej, den er ikke!” sagde hørren, ”solen skinner i morgen, regnen gør så
godt, jeg kan høre hvor jeg vokser, jeg kan føle jeg har blomst! Jeg er den
allerlykkeligste!”
Men gærdestavene fik på en måde ret i deres pessimistiske
livssyn, for en dag kom der nogle folk og ruskede hørren op med roden, hvad der
gjorde ondt på den, og bedre blev det ikke af, at den blev lagt i vand, så den
troede at den skulle druknes. Derefter kom den over ilden for at tørres og
troede derfor, at den skulle steges, og det syntes den ikke så godt om. Men
alligevel bevarede den sin stoiske optimisme og sagde til sig selv:
”Man kan ikke altid have det godt!” sagde hørren, ”man må prøve noget,
så ved man noget!”
Men den behandling, som Hørren blev udsat for, var nu
alligevel lige hård nok, syntes den selv, men holdt alligevel pinen ud, i håb
og forventning om, at der trods alt kom noget godt ud af det. Og det gjorde
der, for Hørren blev spundet til de fineste tråde, som kom på væven og blev
omdannet til ”et dejligt stort stykke lærred”. Derfor følte og vidste Hørren
med sig selv, at dens egen positive og optimistiske livsopfattelse var
rigtigere end de vrisne gærdestaves evindelige klagesang om, at ”visen er ude!”
Nej, visen var bestemt ikke ude, for af det store stykke
lærred blev der skåret og syet tolv stykker linned, godt nok af den slags, som
det gode og dydige borgerskab ikke talte om, hverken indbyrdes eller i det gode
selskab. Men Hørren følte sig ikke desto mindre lykkelig over sin nye
tilværelse som undertøj.
Sådan gik der år, og undertøjet blev så slidt, at man
kasserede det:
”Eengang må det være forbi!” sagde hvert
stykke, ”jeg gad jo gerne holdt længer, men man må ikke forlange umulige ting!”
Og så blev de revne i stumper og laser, de troede at det var rent forbi, for de
blev hakkede og masede og kogte, ja de vidste ikke selv hvad – og så blev de
dejligt fint hvidt papir!
”Nej, det er en overraskelse! og en
dejlig overraskelse!” sagde papiret; ”nu er jeg finere end før, og nu skal der
skrives på mig! Hvad kan der ikke blive skrevet! Det er dog en mageløs lykke!”
Og der blev skrevet på det de allerdejligste historier, og folk hørte hvad der
stod, og det var så rigtigt og godt, det gjorde menneskene meget klogere og
bedre; det var en stor velsignelse, der i ord var givet de papirer.
Ja, for Hørren var det en ære og hæder at være blevet til
fint hvidt skrivepapir, som forfattere kunne nedskrive alt, hvad deres
erfaring, viden og fantasi gjorde muligt for dem. Så derfor drømte Papiret om,
hvad der nu videre skulle ske med det. Noget fremskridt måtte det være, for
”det går altid fremad”. Det troede og mente, at det nu skulle sendes videre ud
i verden, så at så mange som muligt kunne læse det. Men deri tog Papiret fejl,
for det blev i stedet sendt til bogtrykkeren, så at det der stod på dets sider
kunne blive sat, trykt og mangfoldiggjort, til glæde og måske endda gavn for
langt flere.
Efter
at papiret i form af manuskript var blevet brugt som forlæg for bogtrykkeriets
sætter, blev det lagt til side på en hylde, hvor det lå i nogen tid, indtil man
mente, at det nu havde tjent sit formål og derfor var blevet overflødigt,
hvorfor det blev lagt på skorstenen, for at blive afbrændt. Men selv dette
opfattede Hørren alias Papiret som noget positivt og optimistisk, for det var
kun dets legeme og ikke dets sjæl, der blev brændt til aske. Dets sjæl kunne i
korte øjeblikke ses som ildgnister i asken:
”Nu går jeg lige op i
solen!” sagde det inde i flammen, og det var som tusinde stemmer sagde det i
én, og flammen slog gennem skorstenen helt oven ud; - - og finere end flammen,
ganske usynlig for menneskenes øjne, svævede små bitte væsener, ligeså mange
som der havde været blomster på Hørren. De var endnu lettere end flammen, der
fødte dem, og da
den slukkedes og der kun var tilbage af papiret den sorte aske, dansede de
endnu en gang hen over den og hvor de rørte så man deres fodspor, det var de
røde gnister: ”Børnene gik af skole og skolemesteren var den sidste!” det var
en fornøjelse at se på, og husets børn stod og sang ved den døde aske: ”Snip
snap snurre / Basselure! / Visen er ude!”
Men de små usynlige væsener sagde hver: ”Visen er aldrig ude!
Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den
allerlykkeligste!”
Men det kunne børnene hverken høre eller forstå, og det skulle
de ikke heller, for børn må ikke vide alting. (6)
Eventyret ”Hørren”
set i 2. tydningsplan
Digter Andersen
var helt med på den Ørsted’ske tanke om udviklingsrejsen fra planet til planet,
hvilket han allerede gav udtryk for i sin første ’roman’: Fodreise fra
Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Det sker i
Syvende Capitel, hvor unge Andersen under sin fodrejse er nået over ved Volden
på Amagersiden af Langebro. Her møder han til sin store overraskelse Ludvig den
Fjortende i kæmpeskikkelse, som netop lige var ankommet fra planeten Sirius.
Manden fatter sympati for Andersen og fortæller denne sit livs historie, og ud
af denne får Andersen blandt andet følgende opfattelse:
Hvad er vel
vort verdenshav med alle sine øer, mod himlens store ocean med alle sine
svømmende kloder? Ikke engang såmeget, som et lille blækstænk imod hele det
sorte hav.
Det hele planet-system, hvortil vi hører, fortalte manden mig,
var ellers ikke andet end en stor skole, inddelt ligesom skolerne på jorden, i
flere klasser, og i denne skulle fornuftvæsenerne dannes for den store evighed.
Vi må nu slet ikke tro, at vi ved døden straks dimitteres til det store
universitet deroppe. Ak nej! vi er her på jorden endnu ikke længere end i
peblinge-klassen; døden er kun en lille eksamen, der flytter os i en højere klasse.
(8)
Tanken om
udviklingsrejsen gennem verdensaltet fascinerede Andersen så meget, at han
genoptog og uddybede den i sin tredje roman Kun en Spillemand, 1837,
hvilket jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her, men i stedet henvise til
den nævnte roman, som blandt andet vil kunne læses i Romaner og
Rejseskildringer, Bind III, Anden Del, Kapitel VI, pp. 144-145. (9)
Eventyret ”Hørren”
set i 3. tydningsplan
Hvad angår det
selvbiografiske og biografiske indhold i eventyret ”Hørren”, så handler dette i
nok så høj grad om Andersen selv som menneske og forfatter. Han er jo selv
”Hørren”, der gennemgår en udviklings- og forvandlingsproces fra naturbarn til
kulturpersonlighed. Men nævnte proces er som alle brydningsprocesser også
forbundet med ubehag og til tider ligefrem smerte, og det var i høj grad noget,
der også prægede Andersens eget personlige liv i ungdoms- så vel som i
manddomsårene. Fra de første tre kummerlige år 1819-22 i hovedstaden, hvor han
drømte om at blive skuespiller, og især i skoletiden 1822-27 i Slagelse og
Helsingør, hvor det var kommet til at stå ham klart, at det var forfatter eller
digter, han var født til at skulle blive og etablere sig som. Men heller ikke
den proces var uden problemer og vanskeligheder, hvortil kom hans dybt
personlige kvaler med sin egen seksualitet, der adskilte sig fra flertallets
eller normens ved at han viste sig at være, hvad man i nutidssprog ofte
betegner som biseksuel. Dette emne har jeg omtalt og uddybet her på hjemmesiden
i 3. Hovedafsnit:* H.C.
Andersens personlighed og seksualitet.
Men Andersens
barndom i Odense forløb i realiteten lykkeligt og fra alle sider blev han rost og
der stilledes store forventninger til den langlemmede og begavede dreng. Det
kommer digterisk til udtryk i ”Hørren” i følgende tekststykke i eventyrets
indledning:
”Folk siger, jeg står så udmærket godt,” sagde Hørren, ”og at
jeg bliver så dejlig lang, der vil komme et prægtigt stykke lærred af mig! Nej,
hvor er jeg lykkelig! Jeg er bestemt den allerlykkeligste af alle! Jeg har det
så godt, og jeg skal blive til noget! Hvor det solskin muntrer op og hvor den
regn smager og forfrisker! Jeg er mageløs lykkelig, jeg er den
allerlykkeligste!” (10)
Men det kunne jo
ikke undgås, at der var folk – dels en kritisk nabokone til Andersens forældre
og senere forskellige kloge skeptikere, da unge Andersen havde forladt
barndomsbyen og boede i København – som ikke var enige i al den ros og virak,
der stod om den håbefulde dreng:
”Ja, ja, ja!” sagde gærdestavene, ”Du
kender ikke verden, men det gør vi, der er knuder i os!” og så knagede de så
ynkelig: ”Snip snap snurre / Basselure, / visen er ude!”
Men den ’vise’ var Hørren som tidligere nævnt alt for
optimistisk og lykkelig til at kunne give gærdestavene medhold i, så derfor
sagde den:
”Nej, den er ikke!” sagde Hørren, ”solen skinner
i morgen, regnen gør så godt, jeg kan høre hvor jeg vokser, jeg kan føle jeg
har blomst! Jeg er den allerlykkeligste!”
Dog, skeptikerne
fik på en måde ret i deres pessimisme, hvilket følgende tekst i eventyret
indikerer:
”Men en dag kom
der folk og tog Hørren i toppen og ruskede den op med rod, det gjorde ondt: og
den blev lagt i vand ligesom den skulle druknes, og så kom den over ild,
ligesom den skulle steges, det var grueligt.”
Det, der skete
for Andersen i det virkelige liv var, at han til sin egen store skuffelse og
nærmest fortvivlelse blev kasseret både som danseelev og skuespillerelev ved
Det kgl. Teater. Desuden havde han forsøgt sig som forfatter, digter og
dramatiker og fået udgivet sin første bog: ”Ungdoms-Forsøg”, 1822, der dog ikke
kunne sælges. Men det var hans tragedie ”Alfsol”, som blev indleveret anonymt
til Det kgl. Teater, der vakte en indflydelsesrig teatercensors anerkendelse.
Til trods for at censoren bedømte stykket som uegnet til opførelse, bevirkede
det, at unge Andersen ved teaterdirektionens mellemkomst i 1822 blev sat i
Slagelse lærde Skole, hvor han kom under tøflen hos den vrantne og vrisne
rektor Meisling. En lærd skolemand, som virkelig forstod at ”ruske” sin
selvglade nye elev ud af dagdrømmerierne.
Men selvom
situationen gik den unge digterspire hårdt på, så opgav han dog ikke sine
drømme og planer om at blive til noget som digter. Det udtrykker Andersen i sit
eventyr med følgende linjer:
”Man kan ikke altid have det godt!” sagde
Hørren, ”man må prøve noget, så ved man noget!”
Imidlertid varede
det længe, faktisk flere år, førend skoleelev Andersens situation blev, hvad
han selv opfattede som positiv og behagelig. Den unge Andersen havde det svært
med sig selv i de cirka fire år i Slagelse lærde Skole og det efterfølgende ene
år i Helsingør lærde Skole. Den bundne lektielærdom var ikke ligefrem hans
yndlingsbeskæftigelse, men alligevel klarede han sig igennem med gode
karakterer i de fleste fag. Det var dog forholdet til rektor Meisling, der var
den største udfordring for ham, en kilde til stadig og i perioder omtrent
daglig nervøsitet og sjælelig uro, hvilket han giver udtryk for på følgende
måde i eventyret:
Men det blev
rigtignok slemt. Hørren blev knækket og brækket, skættet og heglet, ja hvad
vidste den hvad det hed; den kom på rokken, snurre rur! Det var ikke muligt at
holde tankerne samlede.
”Jeg har været
overordenlig lykkelig!” tænkte den i al sin pine! ”Man må være glad ved det
gode, man har haft! Glad, glad, o!” – og det sagde den endnu da den kom på
væven – og så blev den til et dejligt stort stykke lærred. Al hørren, hver
eneste urt, blev til det ene stykke!
Men prøvelsernes
tid var endnu ikke slut for latinskoleelev Andersen, som tilmed var blevet
logerende hos rektorfamilien. Her fik han et indblik i hverdagslivet så at sige
”bag kulisserne”, for det leben, der foregik hos denne familie var fremmed for
den sarte og følsomme vordende poet, hvis foreløbigt trykte opus 1:
”Ungdoms-Forsøg”, rektoren kun havde kritik og hån tilovers for. Nej, klassisk
litterær dannelse og ikke sådan et diletantisk godtkøbs-smøreri, som unge
Andersen til nød kunne præstere, var sagen ifølge rektor Meisling, som selv var
en lærd og anerkendt oversætter af græsk oldtidslitteratur.
Det trøstede dog Andersen,
at præstekonen, Madam Fuglsang, roste de af hans digte, han forelæste for
hende. Det samme gjorde for resten også redaktøren af Den Vestsjællandske Avis,
Hans Bastholm, hvilket var endnu mere betydningsfuldt for den unge
digteraspirant, som til skade for hans koncentration omkring lektierne og på
trods af forbud og advarsler fortsatte med at skrive digte og som tilmed drømte
om at skrive en stor fortidsroman, hvori handlingen foregik i Grevens Fejdes
tid i 1500-tallet. Andersens romanudkast blev tilmed rost og opmuntret af hans
gode ven og mentor, digteren B.S. Ingemann:
”Nej, det er en overraskelse! og en
dejlig overraskelse!” sagde papiret; ”nu er jeg finere end før, og nu skal der
skrives på mig! Hvad kan der ikke blive skrevet! Det er dog en mageløs lykke!”
Og der blev skrevet på det de allerdejligste historier, og folk hørte hvad der
stod, og det var så rigtigt og godt, det gjorde menneskene meget klogere og
bedre; det var en stor velsignelse, der i ord var givet de papirer.
”Det er mere end jeg drømte om, da jeg
var en lille blå blomst på marken! Hvor kunne jeg tænke, at jeg skulle komme
til at bære glæde og kundskaber ud til menneskene. Jeg kan endnu ikke selv
forstå det! Men det er nu engang virkeligt så! Vor Herre ved, at jeg
selv slet ingen ting har gjort, uden hvad jeg efter fattig lejlighed måtte
gøre, for at være til! Og så bærer han mig således frem til den ene glæde og
hæder efter den anden; hver gang jeg tænker: ”Visen er ude!” så går den just
over i noget højere og bedre; nu skal jeg vist på rejse, sendes hele verden
rundt, for at alle mennesker kunne læse mig! Det er det rimeligste! Før havde
jeg blå blomster, nu har jeg for hver blomst de dejligste tanker! Jeg er den
allerlykkeligste!”
Ja, det var mere end den unge digterspire havde turdet
drømme om i sin barndom i Odense, hvor han også havde forsøgt sig i
digtekunsten, med små blå blomster af poesi, som var blevet opmuntret af
genbokonen, Madam Bunkeflod. Men i sin latinskoletid i Slagelse og Helsingør
fik Andersen tanker og kundskaber, idet han især var blevet fortrolig med en
rationalistisk opfattelse af den kristne lære og dennes dogmer, som bekræftede
den kritiske holdning til religion, som hans for længst afdøde fader havde haft
og givet udtryk for. Den var til dels en opposition imod hans kones, Andersens
moders, følelsesbetonede forestillinger om kristendommen. Men de rationalistisk
religiøse tanker om kristendom, som unge Andersen havde tilegnet sig i sin
latinskoletid, blev det efterfølgende muligt for ham selv at give udtryk for i
og med sit fortsatte forfatterskab. Det sidstnævnte opfattede han selv som
guddommeligt inspireret, hvorfor han da også i sine ”Bemærkninger til ”Eventyr
og Historier”. 1874” afslutter disse med følgende bemærkning:
”[…] I det jeg da ved denne juletid
bringer samlet resten af min rigdom: hundrede og seks og halvtredsindstyve
Eventyr og Historier, være Violinspillerens ord i eventyret ”Pen og
Blækhus” mit slutningsord, har jeg virket noget godt, ”Gud alene æren!”
Men inden det var
kommet så langt, forestod der endnu to væsentlige forvandlings- og
udviklingsprocesser for digter Andersen, nemlig for det første denne, at han
besluttede at opgive sin planlagte historiske roman og i stedet valgte at skrive
en roman fra sin egen samtid. Det blev dog i dette tilfælde ’kun’ til en idé
med arbejdstitlen ”Spaniernes ophold i Odense” (1830), men indtil videre
udarbejdede Andersen i stedet ideen til vaudevillen ”Spanierne i Odense”
(1833). Sin første samtidsroman skrev Andersen i 1834-35 og fik den udgivet den
9. april 1835. Romanens titel var og er Improvisatoren.
For det andet
skete der den helt store forandring for Andersen, at han for alvor begyndte at
skrive eventyr, hvilket viste sig at blive den litterære genre, han blev
verdenskendt som mester i. Det første eventyr havde han allerede planer om i
1822, men skrev det først omkring 1829, nemlig ”Dødningen”, som senere
omarbejdedes til eventyret ”Rejsekammeraten”, 1836. Men i begyndelsen af
året 1835 skrev han og fik 8. maj s.å. udgivet sit første hefte med eventyr,
som indeholdt fire eventyr: Fyrtøjet, Lille Claus og Store Claus, Prinsessen
på Ærten og Den lille Idas Blomster.
Man kan med lidt
god vilje måske sige, at Andersen ’brændte’ sin ungdoms digterier, men op af
’asken’ steg hans senere samtidsromaner og hans fantastiske samling af
universale eventyr. I og med den sidstnævnte hævede han sig op fra den
fysisk-materielle verden, idet han hævdede og promoverede den idé og tanke, at
”visen aldrig er ude! Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor
er jeg den allerlykkeligste!” Forstået
på den måde, at livet, også og især individets eller sjælens liv og tilværelse,
fortsætter i det uendelige, i første omgang via den organismeudskiftningsmetode,
som i Martinus’ komologi betegnes som diskarnation og reinkarnation.
Imidlertid
fornægtede H.C. Andersens ”pendul-sind” sig stadig ikke, heller ikke efter
1848, hvor han skrev eventyret ”Hørren”. Tværtimod havde han helt frem til
omkring 1872, tre år før sit eget dødsår 1875, lejlighedsvise anfægtelser om,
hvorvidt det nu også kunne passe, at sjælens eller individets udødelighed var
virkelighed, eller om virkeligheden rent faktisk var den modsatte, nemlig
sjælens eller individets forgængelighed i og med den fysiske død.
Eventyret ”Hørren” set i 4. tydningsplan
Hvad angår det
universale eller kosmiske indhold i eventyret ”Hørren”, så handler dette i nok
så høj grad om det levende væsens kosmiske udvikling, herunder naturligvis også
om os mennesker, der gennemgår en udviklings- og forvandlingsproces via
diskarnationer (fysisk død) og reinkarnationer (fysisk genfødsel) fra
naturstadiet til kulturstadiet. Ja, endda videre end til det sidstnævnte, idet
denne fase i tilværelsen kulminerer i erkendelsen og oplevelsen af egen
udødelighed og evige eksistens. Den erkendelse og oplevelse svarer i princippet
til dét kosmiske forløb og udviklingsstadium, Martinus betegner som ”den store
fødsel” til kosmisk bevidsthed og den dermed forbundne og følgende udvikling
til såkaldt ”rigtigt menneske”, hvilket mere præcist vil sige det etisk og
moralsk fuldkomne menneske. Dette udviklingsstadium er i henhold til Martinus’
kosmiske analyser det foreløbige mål for menneskenes og dermed menneskehedens
kosmiske udvikling.
Men nok så vigtigt
og interessant er det, at Andersen i eventyret ”Hørren” også giver udtryk for
sin overbevisning om det ’afdøde’ individs sjæls genfødsel i et nyt fysisk
legeme, ja, i flere på hinanden følgende nye legemer. Det er det, der med et
fremmedord betegnes som reinkarnation, uanset at Andersen ikke selv bruger
dette ord. Men tanken om reinkarnation havde han allerede været inde på i digte
som Sjælen, 1825, og i Livet en Drøm, 1830. Desuden i romanerne O.T.,
1836, og – som nævnt – især i Kun en Spillemand, 1837.
Reinkarnationstanken gav sig også udtryk i flere af hans senere eventyr og
historier, herunder ikke mindst markant i eventyrene Veirmøllen, 1862, og
Tante Tandpine, 1872, som nok er de steder i sit forfatterskab, hvor
Andersen helt utvetydigt og stærkest giver udtryk for sin overbevisning og tro
på reinkarnation. (11)
Det
afgørende ved reinkarnation er imidlertid, at denne jo dels forudsætter fysisk
død – også betegnet som diskarnation – og dels indikerer, at den både er et
vigtigt og uundværligt led i den udviklings- og forvandlingsproces, der bringer
individet videre fra det ene bevidsthedsmæssige og kulturelle stadium til det
næste og højere. Et højere stadium i hvert fald kosmisk set, også selvom der
forekommer det, der betegnes som tilbageskridt, hvilket Andersen jo ligeledes
tilkendegiver i eventyret ”Hørren”, også selvom konklusionen fortsat er denne:
”Noget fremad sker der, det går altid fremad!” –
Eventyret ”Hørren”
tager meget passende afsæt i en oprindelig og nærmest paradisisk tilstand, som
meget apropos tager udgangspunkt i planteriget:
Hørren stod i blomster. Den har
sådanne dejlige blå blomster så bløde som vingerne på et møl og endnu meget
finere. – solen skinnede på Hørren og regnskyerne vandede den, og det var
ligeså godt for den, som det er for småbørn at blive vaskede, og så få et kys
af moder; de bliver jo deraf meget dejligere. Og det blev også Hørren.
Som vi med vort
kendskab til Martinus’ verdensbillede ved, så repræsenterer planteriget det,
der i hans begrebsverden betegnes som instinktenergien, som er en slags
automatisk hukommelse fra det forrige og tilbagelagte storkredsløb:
Spiralkredsløbsafsnittet. Storkredsløbet er jo udtryk for i alt seks kosmiske
storriger eller tilværelsesplaner for levende væsener, nemlig følgende: 1.
Planteriget, 2. Dyreriget (hvortil det jordiske menneske hører), 3. Det rigtige
menneskerige, 4. Visdomsriget, 5. Den guddommelige verden og 6. Salighedsriget.
Disse riger er henholdsvis produktet eller resultatet af følgende
grundenergikombinationer: 1. Den kombination, hvori instinktenergien dominerer,
2. Den kombination, hvori tyngdeenergien (dynamisk energi) dominerer, 3. Den
kombination, hvori følelsesenergien dominerer, 4. Den kombination, hvori
intelligensenergien dominerer, 5. Den kombination, hvori intuitionsenergien
dominerer, og endelig 6. Den kombination, hvori hukommelsesenergien dominerer.
(12)
I henhold til
Martinus’ verdensbillede er grundenergikombination nr. 6. ansvarlig for
eksistensen af Salighedsriget, som er et rent åndeligt rige, men som fysisk
giver sig udtryk som mineralriget. I ovenstående og det her følgende citat
antydes det indirekte, hvilken betydning mineralriget i form af solskinnet og
regnen har for plantens eksistens, vækst og trivsel:
”Folk siger, jeg står så udmærket godt,” sagde Hørren, ”og at
jeg bliver så dejlig lang, der vil komme et prægtigt stykke lærred af mig! Nej,
hvor jeg er lykkelig! Jeg er bestemt den allerlykkeligste af alle! Jeg har det
så godt, og jeg skal blive til noget! Hvor det solskin muntrer op og hvor den
regn smager og forfrisker! Jeg er mageløs lykkelig, jer er den
allerlykkeligste!”
Men selvom Hørren
er lykkelig i og med sit liv som plante, har den alligevel aspirationer om at ville
være og blive til noget andet og mere. Uden dens eget vidende virker
naturkræfterne, kosmisk set i form af skabeprincipperne, herunder ikke mindst
sult- og mættelsesprincippet, nærmest automatisk til fremme af individets
videre udvikling. Sult kan også opfattes som en form for længsel eller begær,
eksempelvis efter en forandring af den situation eller af de livsforhold,
hvorunder man aktuelt lever, men som man nu er mæt af. Og dette er jo netop,
hvad Hørren er og derfor længes efter og begærer, også til trods for, at der er
noget eller nogen som taler imod den begærede forandring – i dette tilfælde i
form af de ældre og mere livserfarne gærdestave:
”Ja, ja, ja!” sagde gærdestavene, ”Du kender ikke verden, men
det gør vi, der er knuder i os!” og så knagede de så ynkelig: ”Snip snap snurre
/ Basselure, visen er ude!”
Men
den bedrøvelige advarsel ønsker eller vil Hørren ikke rette sig efter, for i
sin længsel og følelse af at indeholde evner og kræfter til det bedre, opfatter
den stort set enhver form for en forandring af sin situation som et gode:
”Nej, den er ikke!” sagde Hørren, ”Solen skinner i morgen,
regnen gør så godt, jeg kan høre hvor jeg vokser, jeg kan føle jeg har blomst!
Jeg er den allerlykkeligste!”
Men som bekendt
vil livslovene og livsvilkårene det i første omgang anderledes end Hørren
ønsker og forestiller sig, for nok er der solskin og regn, men der er også
mørke og kulde, hede og tørke, blæst og storm, lyn og torden, som kan gøre
livet besværligt for planterne, ja, regnen kan piske, så disse nærmest drukner,
lynet kan svide dem af, og blæsten og stormen kan brække og knække dem eller
ruske dem op med rod. Det sidstnævnte betyder at planten visner og dør, i hvert
fald dens tilsyneladende død, for plantelegemet overgår jo ved døden i det
naturlige kredsløb.
Men en dag kom der folk og tog Hørren i toppen og ruskede den
op med rod, det gjorde ondt: og den blev lagt i vand ligesom den skulle
druknes, og så kom den over ild, ligesom den skulle steges, det var grueligt.
”Man kan ikke altid have det
godt!” sagde Hørren, ”man må prøve noget, så ved man noget!”
Men det blev rigtignok slemt. Hørren blev knækket og brækket,
skættet og heglet, ja hvad vidste den hvad det hed; den kom på rokken, snurre
rur! det var ikke muligt at holde tankerne samlede.
”Jeg har været overordenlig lykkelig!” tænkte den i al sin
pine! ”Man må være glad ved det gode, man har haft! Glad, glad, o!” – og det
sagde den endnu da den kom på væven – og så blev den til et dejligt stort stykke
lærred. Al Hørren, hver eneste urt, blev til det ene stykke!
”Ja, men det er jo mageløst! det havde jeg aldrig troet! Nej,
hvor jeg har lykken med mig! jo gærdestavene de vidste rigtig nok god besked
med deres ”Snip snap snurre / Basselure!”
Visen er slet ikke ude! Nu begynder den just! Det er mageløst!
Ja, har jeg lidt noget, så er jeg også nu bleven noget for det; jeg er den
lykkeligste af alle! – Jeg er så stærk, og så blød, så hvid og så lang! Det er
noget andet end kun at være urter, selv om man har blomst! Man bliver ikke
passet, og vand får man kun når det regner. Nu har jeg opvartning! Pigen vender
mig hver morgen, og med vandkanden får jeg regnbad hver aften; ja præstekonen selv har holdt tale over mig og sagt,
at jeg var det bedste stykke i sognet. Jeg kan ikke blive lykkeligere.
Nu kom lærredet i hus, nu kom det under saks. Hvor man
klippede, hvor man skar, hvor man stak med synåle, for det gjorde man! Det var
ingen fornøjelse. Men lærredet blev til tolv stykker lintøj, af det man ikke
nævner, men som alle mennesker må have; det var tolv stykker af det.
”Nej, se nu blev jeg først til noget! Så det var min
bestemmelse! Ja, men det er jo velsignet! Nu gør jeg gavn i verden, og det er
det man skal gøre, det er den rette fornøjelse. Vi er blevne tolv stykker, men
vi er alle dog et og det samme, vi er et dusin! Hvor er det en mageløs lykke!”
I ovennævnte citat
antyder Andersen – bevidst eller ubevidst – at (plante)individet ikke er alene,
men at det via en hensigtsmæssig bearbejdningsproces, som også omfatter andre
af dets artsfæller, indgår i en helhed eller et ’samfund’, som i dette tilfælde
udgøres af ”et dejligt stort stykke lærred”. ”Men vi er alle dog et og det
samme”. Med disse ord antyder Andersen de levende væseners kosmisk set
ensartede natur, samt livsenhedsprincippet, som man også kunne kalde for et
fællesskabsprincip. Udviklingen af fællesskabet udgør derfor et fremskridt til
alles bedste. Kosmisk set betyder det, at individerne har indset nødvendigheden
af fællesskab og samarbejde i form af en samfundsstruktur, som dog ikke er
fuldkommen og derfor udgør en ny udfordring, som individerne må tage stilling
til og forbedre i forhold til deres respektive erfaring og viden.
Men ifølge de
kosmiske lovmæssigheder skal planten jo forvandles og udvikle sig til et dyr,
og dette senere til et jordisk menneske, som endnu senere skal forvandles til
et rigtigt menneske med kosmisk bevidsthed, der som den naturligste ting i
verden erkender og forstår sin egen inderste sjæls udødelighed og evige liv.
(13)
Imidlertid er det
nok så væsentligt at forstå af eventyret ”Hørren”, at udvikling og forvandling
fra en tilstand til en anden eller fra et stadium til et andet, kun kan ske
gennem de erfaringer, som oplevelsen af lidelse og smerte både i princippet og
som normal konsekvens medfører. Eventyret ”Hørren” er også i denne henseende i
fuld overensstemmelse med Martinus’ kosmiske analyser og facitter: Udvikling er
lig med overvindelse af modstand, og dette at overvinde modstand er i reglen forbundet
med ubehag og i værste fald med lidelse og smerte. Men Martinus betegner
ligefrem lidelse og smerte som et ubehageligt gode, en guddommelig velsignelse,
som virker fremmende på individets åndelige og moralske udvikling. Han påviser,
at uden lidelse og smerte ville det selviske eller egoistiske jordiske
menneskes evne til at føle med andre mennesker og dyr med for den sags skyld,
ikke blive vakt og udviklet. Denne evne, som almindeligvis kaldes for
medlidenhedsevnen, betegner Martinus også som den humane evne, og den er i sin
højeste udvikling og forfinelse identisk med næstekærlighed, hvilket vil sige
dét, at elske sin næste som sig selv. Eller at være og gøre mod andre, som man
ønsker og vil at de skal eller burde være og gøre mod én selv. Altså dette,
under alle forhold og omstændigheder og i enhver situation at sætte sig selv i
sin næstes sted og vurdere, disponere og handle ud fra den indsigt og viden,
som man derved opnår.
Men i øvrigt er
det et nok så vigtigt indhold i eventyret Hørren”, at det primært handler om et
individ, som i sit udviklingsforløb efterhånden kommer til stadig større
bevidsthed om sig selv og sin egen skæbne. Og vel at mærke til en højere form
for bevidsthed, der grundlæggende betragter tilværelsen ud fra den bibelske grundopfattelse,
at ”alt er såre godt!” – Linnedtøjet blev slidt og endte i papirmøllen, som
malede det til en grødet masse, der efter en særlig behandling endte som fint
hvidt skrivepapir, som forfatteren kunne skrive de dejligste historier på til
glæde for andre mennesker, især da det skrevne kom på bogtrykkeriet og endte
som en mængde bøger, der blev spredt rundt omkring i verden. Men da
manuskriptarkene havde opfyldt deres mission som forlæg for bogtrykkeriets
sætter, blev disse kasseret og lagt i ovnen og brændt:
[…] Og alle børnene i huset stod rundt om, de ville se det
blusse, de ville se i asken de mange røde ildgnister, der ligesom løb af sted
og slukkedes, den ene efter den anden, så gesvindt – det er børnene der går af skole,
og den allersidste gnist er skolemesteren; tit tror man han er gået, men så
kommer han lidt efter alle de andre.
Og alt papiret lå i et bundt på ilden. Uh! hvor det slog op i
lue. ”Uh!” sagde det, og lige i det samme blev det en hel flamme; den gik højt
i vejret, som aldrig Hørren havde kunnet løfte sin lille blå blomst, og
skinnede som aldrig det hvide linned havde kunnet skinne; alle de skrevne
bogstaver blev i et øjeblik ganske røde, og alle ord og tanker gik op i lue.
”Nu går jeg lige op i solen!” sagde det inde i flammen, og det
var som tusinde stemmer sagde det i én, og flammen slog gennem skorstenen helt
oven ud; - - og finere end flammen, ganske usynlig for menneskenes øjne,
svævede små bitte væsener, ligeså mange som der havde været blomster på hørren.
De var endnu lettere end flammen, der fødte dem, og da den slukkedes og der kun
var tilbage af papiret den sorte aske, dansede de endnu en gang hen over den og
hvor de rørte så man deres fodspor, det var de røde gnister: ”Børnene gik af
skole og skolemesteren var den sidste!” det var en fornøjelse at se på, og
husets børn stod og sang ved den døde aske: ”Snip snap snurre / Basselure! /
Visen er ude!”
Men de små usynlige væsener sagde hver: ”Visen er aldrig ude!
Det er det dejligste ved det hele! Jeg ved det, og derfor er jeg den
allerlykkeligste!”
Men det kunne børnene hverken høre
eller forstå, og det skulle de ikke heller, for børn må ikke vide alting.
Som bekendt for
kendere af Andersen og hans forfatterskab, så selvom han ikke selv havde børn,
kendte han alligevel ganske godt til børnepsyken, idet han ofte læste sine
eventyr højt for sine mange venners børn, og derfor vidste han i det store og
hele også, hvordan børn opfattede og forstod tingene. Han vidste, at børn i
hovedsagen opfatter konkret, men da deres erfaring og viden af gode grunde er
begrænset, tilføjer de ikke så sjældent deres opfattelse af ting og
begivenheder en større eller mindre portion fantasi. Den tilføjelse kan enten
have positiv og glædelig eller negativ og angst- eller frygtpræget karakter.
Det samme kendte Andersen i øvrigt også fra sig selv og sin egen barndom.
Men i sit forfatterskab
lagde Andersen mest vægten på den positive og glædelige side af børns
opfattelse. Det viser han især i en del af sine eventyr, som f.eks. i
”Snedronningen”, 1844, hvori de to legekammerater, Kay og Gerda, som hver for
sig drager ud i den store verden, hvorfra de efter mange strabadser og
genvordigheder til slut vender tilbage til barndomshjemmet:
[…] Roserne fra tagrenden blomstrede ind af de åbne vinduer,
og der stod de små børnestole, og Kay og Gerda satte sig hver på
sin og holdt hinanden i hænderne, de havde glemt som en tung drøm den kolde,
tomme herlighed hos Snedronningen. Bedstemoder sad i Guds klare solskin og
læste højt af Bibelen: ”uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!”
Og Kay og Gerda så hinanden ind i øjet, og de
forstod på éngang den gamle salme: ”Roserne vokse i dale, / Der få vi barn
Jesus i tale.”
Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det
var sommer, den varme, velsignede sommer. (14)
Nok så interessant
er det, at H.C. Andersen i sin ’udviklingshistorie’ benytter sig af
sammenligningen med en trykt bogs tilblivelse. Se f.eks. hans essay ”Bogen
fortæller sin Barndoms Historie, sit Skoleliv osv.” i ”Fodrejse”,
Sjette Capitel. (15)
© 2014 Harry Rasmussen.
Vedr. de 9 kriterier
for, hvad der karakteriserer kosmiske fortællinger, se nedenfor efter Noter og
kilder.
1 Her kan desuden
henvises til artikelserien Artikelsamling
3: Artikler med relation til H.C. Andersen
og hans forfatterskab.
2 H.C.Andersen: „Eventyr
og Historier“, bd. II, s. 209-12 i DSL/Reitzels udgave 1963-86 ved Erik Dal
og Erling Nielsen.)
3 Artiklen Tanker omkring en makulatur: http://www.livetseventyr.dk/3-33Frame.htm
4 H.C. Andersen: Samlede
Skrifter. Femtende Bind. Anden Udgave. Kjøbenhavn. C.A. Reitzels Forlag.
1880. p. 302. Det er i øvrigt en i og for sig
ubetydelig fejlhuskning fra Andersens side, når han mener at eventyret er
skrevet i 1849. Det er derimod bevisligt skrevet omkring begyndelsen af februar
1848.
5 Dal og Nielsen II, 209-212. Henvisningen
gælder også for de følgende citater fra eventyret ”Hørren”.
6 […] Og alle børnene i huset stod rundt om,
de ville se det blusse, de ville se i asken de mange røde ildgnister, der
ligesom løb af sted og slukkedes, den ene efter den anden, så gesvindt – det er
børnene der går af skole, og den allersidste gnist er skolemesteren; tit tror
man han er gået, men så kommer han lidt efter alle de andre.
7
Hans Christian Ørsted: Aanden i Naturen. Med Indledning af Knud
Bjarne Gjesing. Bogen udkom oprindeligt i 2 bind hhv.1849-50. Fjerde udgave: Stjernebøgernes
Kulturbibliotek. Forlaget Vinten 1978. Se p.
140.
8 H.C. Andersen: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af
Amager i Aarene 1828 og 1829. Bogen udkom oprindelig 2. nytårsdag 1829.
Tekstudgivelse, Efterskrift og Noter af Johan de Mylius. Danske Klassikere. Det
Danske Sprog- og Litterturselskab. Forlaget Borgen 1986. Citatet er fra p. 41.
9 Den nævnte udgave af romanen er optrykt efter H.C. Andersen: Samlede
Skrifter. Fjerde Bind. Anden Udgave. C.A. Reitzels Forlag. Kjøbenhavn. 1877.
Se Anden Del, p. 155. Romanen er
også udgivet i Gyldendals Trane-Klassikere 1970, og heri findes det anførte
sted pp. 140-141.
10 Dal og Nielsen II, 209-212. Denne henvisning
gælder samtlige alle de her følgende citater fra eventyret.
11 Ang. emnet reinkarnation:
Se artiklen 3.38. Eventyret
”Vejrmøllen” – set i fire tydningsplaner. Eventyret Tante Tandpine er
endnu ikke blevet specialanalyseret her på hjemmesiden, men en kortere analyse
af det vil kunne findes i min bog H.C. Andersen, H.C. Ørsted og Martinus –
et sammenlignende studie, 1997, s. 135-146.
12
Se her evt. artiklerne 2.15. Den eventyrlige livscyklus
(1) – om individets kosmiske ’rejse’ i indviklingsbuen, og 2.16. Den eventyrlige livscyklus (2) –
om individets kosmiske ’rejse’ i udviklingsbuen.
13
Vedr. de kosmiske lovmæssigheder, som også betegnes skabe- og
oplevelsesprincipper, se f.eks. artiklen: Lektion 13: De kosmiske skabeprincipper
14
Dal og Nielsen II, pp. 49-76. – Se her evt. artiklen 3.15.
Livsmysteriet
og barnesindet – om
H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”.
15 H.C. Andersen: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af
Amager i Aarene 1828 og 1829. Bogen udkom oprindelig 2. nytårsdag 1829.
Tekstudgivelse, Efterskrift og Noter af Johan de Mylius. Danske Klassikere. Det
Danske Sprog- og Litterturselskab. Forlaget Borgen 1986. pp. 36-38. – Jf. med,
at Martinus også benytter en bog som et billede på Livet – bl.a. derfor bruger
han betegnelsen ”Livets Bog”.
© 2014 Harry
Rasmussen.
9 kriterier for, hvad der karakteriserer kosmiske
fortællinger:
For at et eventyr
eller en historie vil kunne karakteriseres som kosmisk, er det en forudsætning,
at mindst et eller helst flere af de herunder skematisk opstillede emner fra 1
– 9 indgår mere eller mindre udtalt i teksten:
1. Guds tilværelse
som ham, i hvem vi lever, røres og er (livsenhedsprincippet og
organismeprincippet).
2. Sjælens udødelighed
og evige liv.
3.
Det evige liv i form af et evigt gentaget kredsløb (spiralkredsløbet), med
dets dage og nætter, somre og vintre.
4. De åndelige riger
og de fysiske riger, eller den åndelige verden og den fysiske verden.
5. Individets
udviklingsmæssige vekslen mellem fysisk og åndelig tilværelse (indvikling og
udvikling), eller mellem et kosmisk set periodisk og vekselvist ophold i Guds
primære og sekundære bevidsthed.
6. Individets vekslen
mellem åndelig og fysisk tilværelse mellem jordelivene (reinkarnation og diskarnation,
fødsel og død).
7. Polprincippet og polforvandlingen.
8. Karmaprincippet
(skæbne- eller gengældelsesloven).
9.
Fra kosmisk ubevidsthed (kosmisk "død") til kosmisk bevidsthed
(kosmisk liv). Fødselsveerne og den store fødsel. Under dette punkt kan man
passende henføre indvielsens tre grader, som dels findes ritualiseret inden for
de klassiske mysterier og som dels også forekommer i folkeeventyrenes univers.
Her skal kun nævnes, at de tre klassiske indvielsesgrader også kan ses som de
psykologiske faktorer: 1. det personlige ubevidste, 2. det kollektive
ubevidste, og 3. den kosmiske bevidsthed og dennes erkendelse og oplevelse af,
at den individuelle sjæl er identisk med verdenssjælen, eller med den ene og
altomfattende Guddom. Denne erkendelse er eksempelvis også grundlæggende inden
for indisk monistisk identitetslære, Vedanta, og er udtrykt i ordene: Atman
(den individuelle sjæl) og Brahman (verdenssjælen) er ét. De tre klassiske
indvielsesgrader kan også omsættes i ’metalværdi’: 1. kobber, 2. sølv, og 3. guld. De tre
klassiske indvielsesgrader kan også sammenholdes med Martinus' beskrivelse af
tempelindvielsens tre faser: 1: forgården, 2: templet, det hellige, og 3: det
allerhelligste
Vedr. mysterieindvielsens tre
grader, se Eventyret
”Fyrtøjet” – set og vurderet i fire grundlæggende tydnings-planer: Se
herunder De tre grundlæggende indvielsesgrader
© 2014 Harry
Rasmussen.
****************