”Snemanden”
set i de fire tydningsplaner
På det tidspunkt ved juletid 1860, hvor Andersen skrev eventyret
”Snemanden”, var han godt 55 år og havde en stor litterær og til dels også
dramatisk produktion bag sig. Litterært drejede det sig om en større samling
digte og ligeledes en større samling af eventyr og historier, otte Romaner,
flere rejsebeskrivelser og tre selvbiografier. Af dramatik var det en del
skuespil og operatekster. Det meste af, hvad han havde skrevet og skrev, var
blevet til som et nødvendigt led i hans vellykkede livsprojekt om, at kunne
leve af at være forfatter.
Eventyret ”Snemanden” er kort fortalt et H. C. Andersen-eventyr om
altings forgængelighed. Som det allerede vil være kendt og måske endog velkendt
for læsere af hjemmesiden LIVETS EVENTYR, havde Andersen, hvad der kan
karakteriseres som et ”pendul-sind”, et sind, der faktisk livet igennem
svingede mellem livsoptimisme og livspessimisme. Det fremgår mere eller mindre direkte
af stort set alt, hvad han har skrevet: Dagbøger, almanakker, breve,
selvbiografier og – ikke mindst – hans omfattende litterære værker, så som
eventyr og historier, noveller og romaner.
Det skal her indskydes og bemærkes, at alle de heri anførte citater
fra Andersens så vel som andre datidige forfatteres værker, vil af hensyn til
moderne og især yngre læsere blive gengivet med nutidig retskrivning. Der vil i
alle tilfælde blive henvist til originalteksterne, som særligt interesserede
selv vil kunne opsøge.
Om tilblivelsen af eventyret ”Snemanden”, som udkom i 1861, kan der
i henhold til de litteraturhistoriske kilder fortælles, at Andersen påbegyndte
skrivningen af det i slutningen af året 1860. I sin dagbog for fredag den 28.
december 1860 har han blandt andet noteret følgende:
(Citat) […] Dejlig rimfrost; træerne som hvide koraller;
birkegrenene bevægede sig i vinden; […] Aftenen klar og smuk, træerne stod med
rimfrost mod den blå luft. […] (Citat slut) (Note 1)
Mandag den 31. december 1860 har Andersen kort og godt blandt andet
noteret følgende:
(Citat) […] Koldt og klart vejr; […] Krille frost under fodsålen
[...] I dag skrev jeg et eventyr Snemanden. (Citat slut) (Note 2)
Eventyret ”Snemanden” er som nævnt fra december 1860 og tryktes
første gang i Nye Eventyr og Historier, der udkom 5. marts 1861. Men
mærkværdigvis omtaler Andersen det ikke i sine ”Bemærkninger til ”Eventyr og
Historier”, 1862, men først i sine ”Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”,
1874. Herom lyder det som følger:
Citat) […] Snemanden. Dette sidste er skrevet ved juletid under et
ophold på det smukke Basnæs og er frem for mange andre af eventyrene,
ved flere lejligheder, oftest ved kongelig skuespiller Mantzius's fortræffelige
foredrag, draget frem til stor anerkendelse. (Citat slut) (Note 3)
Omstændighederne omkring eventyret ”Snemanden”s tilblivelse har
Andersen, som da opholdt sig på juleferie på herregården Basnæs, beskrevet i et
brev af den 2. januar 1861 til Henriette Collin, vennen Edvard Collins hustru,
i København. Fra dette brev skal her citeres følgende:
(Citat) […] De fjorten dage her på landet har ikke været muntre,
jeg har derfor ganske betragtet dem som arbejds dage og virkelig udrettet en
del, oversat hele anden akt af Le Pardon de Pleörmel, omskrevet historien om
Bispen i Børglum og dernæst bragt på papiret endnu tre nye eventyr, ”Tolv med
posten””, - ”Skarnbassen”, og ”Snemanden”; det sidste skrev jeg på årets sidste
dag og renskrev det i går på første januar. […] (Citat slut) (Note 4)
Eventyret ”Snemanden” set i 1.
tydningsplan
Som omtalt i
oversigten over de fire tydningsplaner, hvori denne afhandling forsøgsvis
anskuer H. C. Andersens forfatterskab, omhandler det 1. tydningsplan den
bogstavelige handling i dette tilfælde i
eventyret ”Snemanden”.
Hovedpersonerne i
nævnte eventyr er en ”Snemand”, som for nylig er blevet opført på herregårdens
gårdsplads af nogle børn, og en noget ældre og mere erfaren ”Lænkehund”, som
står lænket i nærheden af ”Snemanden”. Det giver anledning til en dialog mellem
de to.
Eventyret tager
udgangspunkt i Snemandens betragtninger over sin egen situation som snemand.
Han glæder sig over, at vejret er så koldt, som tilfældet er, for det føler han
sig bedst tilpas med. Han har tilsyneladende ikke selv nogen erindring eller viden
om, at han ikke altid har været til, lige som det heller ikke falder ham ind,
at hans egen eksistens er helt og aldeles afhængig af vejrligets kolde
temperaturer. Det eneste, der kan ærgre ham lidt, er, at han ikke er i stand
til at flytte og bevæge sig væk fra det faste stade, han er placeret på. Især
kunne han godt tænke sig, at have kunnet løbe ud på havisen og more sig, sådan
som han så at drengene gjorde.
Snemandens ord blev
hørt af Lænkehunden, som stod lænket tæt ved på gårdspladsen, så han kunne
høre, hvad Snemanden sagde.
(Citat) ”Væk! væk!” bjæffede den gamle
Lænkehund; han var meget hæs, det havde
han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. ”Solen vil nok lære
dig at løbe! det så jeg med din formand ifjor og med hans formand; væk! væk! Og
væk er de alle!” (Citat slut) (Note 5)
Den tale og lære
forstod den uerfarne Snemand naturligvis ikke noget af, og slet ikke, så længe
kulden og frosten herskede og dækkede alting rundtomkring med den hvideste
rimfrost, der lignede de fineste kniplingsmønstre. Alt forekom ham som
mageløs dejligt, og det var også
tilfældet for et ungt, nyforelsket menneskepar:
(Citat) Den unge pige lo, nikkede til
Snemanden og dansede så med sin ven hen over sneen, der knirkede under dem, som
om de gik på stivelse. (Citat slut) (Note 6)
Snemanden ville
gerne vide, hvem de to unge mennesker er, så derfor spørger han den erfarne
Lænkehund herom. Denne fortæller, at de to unge hører til gårdens herskab og at
de er ”Kærrrrr-restefolk”, som snart skal flytte sammen i hundehus og gnave ben
sammen. Snemanden vil desuden gerne vide, om de to unge har lige så stor
betydning, som tilfældet er med Lænkehunden og ham selv. Førstnævnte benytter
endnu engang lejligheden til en konstatering af, at Snemanden både er uvidende
og naiv.
Lænkehunden er dog
overbærende med sin modpart, siden denne gerne vil vide noget om, hvad der
foregår og er forgået på herregården. Lænkehunden fortæller da, at der var en
tid, da han som hvalp lå i skødet hos det øverste herskab, men da han voksede
til og blev større, blev han givet til husholdersken, som bor i kælderetagen.
Det blev til glæde for både husholdersken og Lænkehunden, for sidstnævnte ikke
mindst, fordi han fik mulighed for og lov til i vinterperioden, at krybe ind
under den dejligt varmende kakkelovn.
(Citat) ”[…] en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i verden!
jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. O, den kakkelovn drømmer jeg
endnu om; væk! væk!”
”Ser en kakkelovn så dejlig ud!” spurgte Snemanden.
”Ligner den mig!”
”Den er lige det modsatte af dig! kulsort
er den! har en lang hals med messing-tromle. Den æder brænde, så at ilden står
den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det
er en uendelig behagelighed! Du må ind af vinduet kunne se den der, hvor du
står!”
Og Snemanden så, og virkelig så han
en sort blankpoleret genstand med messing-tromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden
blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv
kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle
mennesker kende, når de ikke er snemænd.
”Og hvorfor forlod du hende?” sagde Snemanden.
Han følte det måtte være et hunkøns væsen. ”Hvor kunne du forlade et
sådant sted?
”Det var jeg nok nødt til!” sagde Lænkehunden,
”De smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den
yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben
for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i
lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! Det blev
enden på det!”
Snemanden hørte ikke mere
efter; han så stadig ind i husholderskens kælder-etage, ned i hendes stue, hvor
kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som Snemanden
selv.
[…] (Citat slut) (Note 7)
Og mon ikke
Snemanden så den gloende varme kakkelovn, så den som et fruentimmer, som han
straks kastede sin hede længsel på. Hans problem var kun, hvordan han skulle
bære sig ad med at komme ned i kælderetagen og erklære hende sin store og dybe
kærlighed, om så han også blev nødt til at knuse vinduet, der skilte ham fra
den elskede. Han syntes det ville være en stor og uretfærdighed, hvis ikke det
ville kunne lade sig gøre for ham at
forene sig med den udvalgte.
(Citat) ”Der kommer du aldrig ind!” sagde
Lænkehunden, ”og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!”
”Jeg er så godt som væk!” sagde Snemanden,
”jeg brækker over, tror jeg!” (Citat slut) (Note 8)
Den forliebte
Snemand stod hele dagen og aftenen med i sine egne romantiske tanker og tænkte
på genstanden for sin store kærlighed, som var så nær og dog så fjern og
uopnåelig.
Næste morgen var kældervinduerne frosset
til, så disse var dækket med de dejligste isblomster, som dog havde den ulempe,
at det umuligt for ham at kigge ind gennem ruderne og se den elskede.
(Citat) […] Ruderne
ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var
just et frostvejr, der måtte fornøje en Snemand, men han var ikke fornøjet; han
kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde
kakkelovns længsel.
”Det er en slem syge for en Snemand!”
sagde Lænkehunden; ”jeg har også lidt af den syge, men jeg har
overstået den! væk! væk! - Nu får vi vejrskifte!”
Og det blev vejrskifte, det slog om i tø.
Tøvejret tog til, Snemanden tog af. Han
sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.
[…] (Citat slut) (Note 9)
Som alle erfarne
folk ved, så er tøvejr ikke det bedste klima for en Snemand, for det fik ham
uvægerligt til at smelte, men smelte langsomt og falde sammen og ”tabe ansigt”
og slet ikke ligne den stolte og før så mandige snemand. Efterhånden som
Snemanden tøede op, afsløredes det, at drengene havde rejst ham omkring et
'skelet' bestående af en kakkelovnsskraber.
(Citat) ”Nu kan jeg
forstå det med hans længsel!” sagde Lænkehunden, ”Snemanden har
haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er
det overstået; væk! væk!”
Og snart var også
vinteren overstået.
”Væk, væk!” bjæffede Lænkehunden; men
småpigerne på gården sang:
”Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, pil, din uldne vante ud,
kom, kukker, lærke! syng, vi har
alt forår sidst i februar!
Jeg synger med, kukkuk! kvivit!
Kom, kære sol, kom sådan tit!”
Så tænker ingen på Snemanden! (Citat slut) (Note 10)
Eventyret ”Snemanden” set i 2. tydningsplan
Idéen, moralen eller
læren i eventyret ”Snemanden” er kort fortalt den, at det vil være nytteløst og
forgæves, hvis man ønsker sig livsvilkår, der strider imod naturlige
lovmæssigheder. ”Snemanden”, som er dybt forelsket i den brandvarme
kakkelovn, som han forestiller sig som
et hunvæsen, har som sit højeste ønske at blive forenet med denne. Men hans
natur og vilkår er jo, at han er gjort af et stof, nemlig sne, som opløses ved
varmepåvirkning og dermed er forholdsvis let og hurtigt forgængeligt. Jo højere
varmegrader, des hurtigere foregår nedsmeltningen og omdannelsen til vand, som
tilmed fordamper under høje temperaturer.
”Snemanden” er med
andre ord offer for selvbedrag, ikke mindst, fordi han føler, at det ville være
udtryk for tilværelsens uretfærdighed, hvis ikke hans længsel og højeste ønske
om en forening med den højt attråede kakkelovn bliver opfyldt. I modsætning til
”Snemanden”, er ”Lænkehunden” en mere erfaren, fornuftig og realistisk skabning,
som efter evne prøver at få sin modpart til at indse, at de herskende
livsvilkår, ikke kun især for en ”Snemand”, men generelt set også for alle
andre skabninger, er forgængeligheden og dermed døden. Det betyder med andre
ord ophøret af eksistens.
Men som tilfældet er
for så mange mennesker, især når disse er forelskede, er ”Snemanden” slet ikke
modtagelig for ”Lænkehunden”s bjæffende advarsel:
(Citat) ”Der kommer
du aldrig ind!” sagde Lænkehunden, ”og kom du til kakkelovnen, så
var du væk! væk!” (Citat slut) (Note 11)
Imidlertid vil
omstændighederne, at frosten tager til, så at vinduesruderne fryser til,
hvorved det er umuligt at kigge gennem disse, til stor skuffelse for
”Snemanden”, som ikke længere kunne se genstanden for sin forelskelse.
(Citat) ”Det er en
slem syge for en Snemand!” sagde Lænkehunden; ”jeg har også lidt
af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! - Nu få vi vejrskifte. (Citat
slut) (Note 12.)
Og vejrskiftet
medførte tøvejr, hvilket vil sige højere temperatur eller varmegrader, som fik
den før så stolte og håbefulde ”Snemand” til at smelte og sammen med sneen
omkring ham efterhånden blive forvandlet til tøsjap. At frostlaget på ruderne
også smeltede, hjalp ikke ”Snemanden”, for han havde ikke længere øjne til at
se med. De lå som de to store, trekantede murbrokker, de i virkeligheden var, i
sølet på det sted, hvor han havde stået. Såvel ”Snemanden” som de stoffer og
materialer, der havde udgjort hans legeme, var dermed vendt tilbage til deres
naturlige oprindelse.
Men ”Snemanden”
havde også efterladt sig det 'skelet' som hans krop var bygget op omkring,
nemlig et sort skrabejern, som man
bruger til at skrabe slagger ud af kakkelovnen med. Det får den tænksomme
naturalist og realist, ”Lænkehunden”, som altid forsøger at forstå de naturlige
og rette årsagssammenhænge, til at drage følgende konklusion:
(Citat)
”Nu kan jeg forstå det med hans længsel!” sagde Lænkehunden, ”Snemanden”
har haft en kakkelovnsskraber i livet! Det er den, som har rørt sig i ham, nu
er det overstået; væk! Væk!” (Citat slut) (Note 13)
Altså ikke noget med
illusoriske forestillinger om udødelig sjæl og ånd, som alle gode ”Lænkehunde”
i form af f.eks. neuropsykologer og hjerneforskere ved at kunne afvise med
henvisning til, at bevidsthed og sjæleliv kan forklares ved hjælp af fysiske
naturlove og fysiologi.
Eventyret ”Snemanden” set i 3. tydningsplan
Dette tydningsplan
drejer sig om i hvilken grad og omfang handlingen, i dette tilfælde i eventyret
”Snemanden”, har relation til H. C. Andersens eget personlige og private liv.
Det kan først og fremmest konstateres, at eventyret har inspirationskilde i
Andersens ophold på herregården Basnæs i juleferien 1860-61, hvortil han var
inviteret af grevinden Henriette Scavenius, født komtesse Moltke (1819-98),
hvilket især fremgår af hans dagbogsoptegnelser for dagene 20. december 1860
til og med 4. januar 1861.
Til orientering for
interesserede: Grevinde Henriette Scavenius var blevet enke allerede i 1850,
idet hendes ægtefælle , greve og hofjægermester Jacob Brønnum Scavenius, født
1811, var død 1850.
I dagbogen for december
1860 kan man læse om den personlige situation, Andersen befandt sig i på det
tidspunkt. Søndag den 16. december noterer han følgende (med moderne
retskrivning):
Søndag 16 Misfornøjet. Tøsne. […] I Mynsters breve læste jeg hans ros over
Barselsstuen hvor jeg ikke er navngivet, hans ængstelighed for at tale godt om
”Improvisatoren”, hvor mit navn stod. Lynende gal. Om aftenen nervøs; gik
således forstemt straks fra Kongens Teater og sidder nu dvask hjemme.
Med navnet Mynster
refereres til Sjællands Biskop J. P. Mynster (1775-1854). - Barselsstuen
refererer til Den nye Barselsstue. Originalt Lystspil i én Akt. Opført første
gang på Det kgl. Teater 26. marts 1845. - ”Improvisatoren” er Andersens
egentlige debutroman fra 1835.
Mandag 17. ”Det gode som jeg vil gør jeg ikke!og det onde som jeg ikke vil gør
jeg”; Ingen fremtid glæder jeg mig til. […]
Tirsdag 18 Med middags toget kørte
jeg sammen med grevinde Lerche til Sorø hvor jeg kom 3½ hos Ingemanns. De to
gamle, kære mennesker, som altid såre elskværdige; jeg fik mit værelse ovenpå i
det panelede kvistkammer ud til kirken, hvor nu det gamle sygehus er revet ned.
Grevinde Lerche =
lensgrevinde Cornelia Lerche, født Tillisch
(1837-1904), gift 1855 med lensgreve C. A. Lerche (1830-85), besidder af
grevskabet Lerchenborg. Han virkede også som komponist.
Onsdag
19 Blev hele dagen hjemme. Det er gnistrende frost, ganske vinterligt;
[…]
Torsdag 20. Klokken 9 var vognen endnu ikke kommet; jeg var meget urolig, kom
dog betids nok til toget og var i vogne med grev Lerche. I Korsør var Lars
endnu ikke med vognen, endelig kom han; skarp østenvind, aldeles vinter, sne
rundt om. I Skælskør steg jeg af hos doktoren som fulgte med til Basnæs. Fru S.
har sin melankolske tid, det er ret trist og nu den tredje jul. Læste for dem
om aftenen. […]
Lars var kusk på
Basnæs. - Dér var der dog også en anden kusk, som hed Jørgen Larsen.
Fredag 21. Gråt og koldt. […] Isen ligger langt ud i bugten, kun en blå stribe
af søen ses i horisonten. Oversat på Pardon de Pleurmel. Klistret dukker, ”de
kunne være til bønderbørnene, vil ville heller have udklipninger!” - der sattes
ikke pris på det hele. Fruen lidt bedre i sit humør, jeg falder derimod hen i
tristhed. Klokken 10 op; hele natten er omspændt af drømme.
Lørdag 22. Snevejr.
Søndag 23. Der er falden en del sne. […] Gået lidt i den høje sne, forresten
oversat; endnu holdes jeg oppe ved den travlhed jeg har. Men mit sind er ikke
der unge friske, tudser og flagermus har beåndet mine blomster; jeg begynder at
blive et vissent stykke! Om aftenen læst eventyr, fruen klappede, Otto
klappede, det skar mig i nervetrådene, jeg blev ganske pirrelig, Miss var forstemt,
jeg tænker hendes tanker! -
Mandag 24. […] Oversat og gået i sneen. Det er i dag den første klare dag. […]
Juletræet tændtes jeg fik af Miss en pennevisker, af fru Scavenius en trøster
og af Luzie udskåret i karton Basnæs med glas over, det er tegnet og gjort af
gartnerens søn Gesner. Om aftenen legede vi og aftenen gik livligere end jeg
havde troet.
Miss = Agnes Dunlop
(1830-1908), selskabsdame på Basnæs. - Luzie = Lucie Scavenius (1844-1920),
datter af Henriette Scavenius og Jacob Brønnum Scavenius. - Gesner = En søn af
gartneren på Basnæs Johan Gesner (1803-81)
Tirsdag 25. Skrev eventyret ”Tolv med Posten”, det jeg iaftes fik ideen til.
[…] gik lidt i sneen. Juleglæden som i gammel tid er borte. Om aftenen
spilledes Gnav; man fandt behag i at gøre fixfax deri og blev så vred da det
ikke tillodes; jeg læste Vinden fortæller og læste den godt, den foer hen uden
indtryk. Løjtnant Jørgensen læste en engelsk oversættelse hvorledes man fanger
en solstråle; gik forstemt og sløv tilsengs.
Eventyret ”Tolv med
Posten” = Eventyr af H.C.Andersen, første gang trykt i Nye Eventyr og Historier
af H.C.Andersen. Anden Række. København 1861. Genoptrykt i H.C.Andersens Eventyr, Bind IV. 1966. - Gnav
= er et italiensk spil med kort eller brikker, deriblandt et billede med en
kat. Gnao er et italiensk kælenavn for katten. - Løjtnant Jørgensen: Jürgen
Bruun Jürgensen (1836-1902), sekondløjtnant i Kavaleriet, senere ritmester og
kontorchef i Finansministeriet.
Onsdag 26. Drømt hæsligt om en kat der rev mig. […] Slæber dagen hen, uden
julesind, uden friskhed i sindet. Det er gråt søvnigt vejr: jeg har ondt i
halsen. […]
Torsdag 27. Oversat; skrevet sang til faderens fødselsdag den sjette januar.
Læst Maryats Joseph Ruusbrugh. Om aftenen blev skrevet sedler
forfærdelige kedelige; jeg var som ødelagt, dum og flad, gik ærgerlig i seng.
Faderens fødselsdag
den sjette januar: Jonas Collin d. Ældre (1776-1861). Andersens traditionelle
fødselsdagssang til sin faderlige ven og beskytter, blev altså den sidste. -
Maryat = Frederick Marryat (1792-1848), engelsk forfatter. Gjorde 1806-30
tjeneste i den engelske flåde, hvor han begyndte som kadet og endte som
kaptajn. Bedst kendt for sine mange spændende drengebøger.
Fredag 28 Drømt om fængsel og lokum uhyggeligt. Sendt sang og brev til Jette
Collin. Fik brev fra Wiedemann og
Ingemann. Dejlig rimfrost; træerne som hvide koraller: birkegrenene bevægede
sig i vinden; […] Om aftenen var vi alle ovre hos Fabricius'
hvor jeg læste tre eventyr og første akt af Dinorah; der var ret livlig fru Fabricius udbragte min skål. Aftenen klar
og smuk, træerne stod med rimfrost mod den blå luft. Hjemme klokken 11.
Wiedemann = L.
Wiedemann (1824-93), forlagsboghandler i Leipzig 1855-69. Andersens forlægger.
-Ingemann: Bernhard Severin Ingemann (1789-1862), digter, lektor ved Sorø
Akademi. Ingemann og hans hustru, Lucie Ingemann, født Mandix 1792-1868), hørte
til nogle af Andersens allernærmeste venner. - Fabricius = Michael Fabritius
Tengnagel (1811-49), cand. jur. 1832, 1837 ejer af Petersgård, Kalvehave
S. - Dinorah = Le Pardon de Ploërmel,
opera af Michel Carré og J. Barbier,
med musik af Meyerbeer. Andersen arbejdede på en dansk oversættelse af
librettoen med henblik på en senere opførelse på Det kgl. Teater.
Lørdag 29. […] Ved frokostbordet igen tydeligt den antipati der er mellem K og
mig. Gik i sneen, noget ud på vandet,
plukket levkøjer i sneen og bundet buket; […] Set solnedgangen ¾ til 4; Solen
spejler sig i havet. -
Søndag den
30. Fik et rart brev fra Mathilde Ørsted,
som gjorde mig eftertænksom i mit slette humør og min mangel på tillid til Gud.
Jeg skrev et eventyr Skarnbassen, læste det og forunderligt syntes det at passe
på meget, jeg ikke havde tænkt på under nedskrivningen. Til middag kom de unge
fra Espe; Nelly er en underlig kold pige, der står som hun havde våde hænder og
sagde rør mig ikke. Jeg måtte læse, det morede bestemt ikke, herrer listede sig
bort at ryge tobak. St. Aubin kom med Borrebyerne, og dansede med og legede. -
Mathilde Ørsted =
Mathilde Ørsted (1824-1906), datter af H.C. Ørsted, lærerinde og oversætter. -
Nelly = ikke identificeret. - St. Aubin = A. N. de Saint-Aubain (1798-1865),
forfatter under pseudonymet Carl Bernhard.
Mandag 31. […] Koldt og klart vejr; savnede i min løse tegnebog 5 Rdlr, det
forstemte mig, men jeg vil ikke tale om den sag. Krille frost under fodsålen.
Luzie ret livlig, hun havde lavet et lotteri, jeg vandt et lille blåt glas. Vi
fik allerede kl. 10 punch til årets skål og altså klok 12 fik vi ingenting –
det var lidt flov overgang i det nye år, jeg var forstemt. Idag har jeg skrevet
et eventyr Snemanden.
Tirsdag den
1ste Idag er det 10 graders frost. Isen
ligger langt ud. Sneen e som oversået med diamanter. […] Renskrevet eventyret
Snemanden. […] (Note 14)
Fredag den 4. januar
forlod Andersen Basnæs og vendte hjem til sit nye logi i København, hvortil han
ankom klokken 7 om aftenen. Skønt stærkt lidende af tandpine, gik han alligevel
i Casino Teatret.
Som det vil være
fremgået af de ovenfor citerede dagbogsnotater, så var Andersens humør ikke det
bedste under det omtalte juleophold på Basnæs, hvilket i høj grad kom til at
præge eventyret ”Snemanden”. Spørgsmålet er endvidere, om det på anden måde
også vil være muligt fra samme eventyr at uddrage biografiske og /eller
selvbiografiske træk fra Andersens personlige og private liv.
Det er faktisk
muligt, idet det må anses for korrekt at identificere Andersen selv med
eventyrets hovedperson: ”Snemanden”. Men hvem vil ”Lænkehunden” kunne
identificeres med? Det er straks lidt vanskeligere, at svare på, men mit bud
kunne være, at det faktisk primært er Andersens alter ego i form af hans eget
skeptiske og kritiske sind. Det følsomme og nærtagende sind, som huskede på al
den reelle og indbildte kritik og nedvurdering, han både som sværmerisk
menneske og romantisk forfatter følte at have været udsat for siden sin ungdom
i København, til en vis grad eksemplificeret og personificeret i form af flere
personer, som f.eks. den tidligere censor
ved Det kgl. Teater Christian Molbech (1783-1857) og Simon Meisling
(1787-1856), rektor ved den lærde skole i Slagelse og senere i Helsingør, hvor
Andersen begge steder havde været en af rektorens elever.
Men eftersom der
synes at bestå et vist venskabeligt forhold – eller forbehold, skulle man måske
sige? - mellem ”Snemanden” og ”Lænkehunden”, og i betragtning af at sidstnævnte
er rationelt tænkende, kunne der sandsynligvis i højere grad være tale om
digteren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Eller om digteren Carsten Hauch
(1790-1872), lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi. For slet ikke at glemme
digteren Henrik Hertz (1798-1870), som nådesløst havde heglet den yngre kollega
godt igennem i og med sine ”Gjengangerbreve” (1831), hvori han ironisk og
hånende har kaldt ham for ”denne Hellig Andersen, der rider / Berust af
fantasiens øl / på musens nattegamle føl, / Det slagelske krik med lamme sider,
/ Mens pøblen holder ham for en profet / af en poet”. (Note 15.)
At især Hertz kunne
tænkes at være 'forbillede' for ”Lænkehunden”, turde måske også indirekte
fremgå af følgende citat fra hans Gjenganger-Breve, i afsnittet ”Knud
Sjællandsfars Testamente eller Gjengangerens sidste Villie. (Riimbrev fra Knud
Sjællandsfar til Prof. J. L. Heiberg.)” Den hukommelsesstærke digter Andersen
kan meget vel have husket på Hertz' spot, selvom denne var blevet skrevet cirka
tredive år tidligere:
(Citat med moderne
retskrivning):
Men, når som jeg man er en kræsen hund,
ens appetit i noget
mere sættes:
”Med suppen, hedder
det, vil jeg ej mættes;
[…]
- ”Hvad vil du af
min digter?” siger én;
”han er så
skikkelig; hans sjæl er ren;
hans poesi moralsk;
i hans romaner
er meget
underholdende kumpaner.”
- ”Væk!” råber én
med knyttet næve, ”væk,
hr. kritikus! Med
dine dumme skranker!
Hos min poet man
svømmer fast i tanker;
hans karakterer er'
faste planker
af Menneske-naturen
træk for træk!” (Citat slut) (Note 16)
I eventyret
”Snemanden” fortælles videre:
(Citat) ”Du ved
ingenting!” sagde Lænkehunden, men du er da også nylig klattet
op! Den du nu ser, kaldes månen, den der gik, var solen, hun
kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart
forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det.
Vi får vejrskifte!”
”Jeg forstår ham ikke!” sagde Snemanden,
”men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, han siger.
Hun, der gloede og gik ned, som han kalder solen, hun er heller ikke min ven,
det har jeg på følelsen!” (Citat slut) (Note 17)
Hvad angår
Snemandens dybfølte forelskelse i kakkelovnen, der i eventyret er skildret i
lyriske og romantiske ordbilleder, kunne der med en vis sandsynlighed godt være
tale om, at Andersen i 1860 stadigvæk har erindret sig sin mislykkede
forelskelse i Riborg Voigt, også selvom den fandt sted omkring tredive år
tidligere, nemlig i sommeren 1830 Den kortvarige forelskelse fra Andersens side
i købmandsdatteren fra Faaborg, kom efterfølgende til at præge dele af hans
forfatterskab i en grad, som man skulle have syntes umulig. Men ungkarlen
Andersen hægede så meget om denne erindring, at man ved hans død i 1875 fandt
hendes afskedsbrev til ham i en læderpose, han havde på sit bryst. (Note 18)
Eventyret ”Snemanden” set i 4. tydningsplan
Det fjerde
tydningsplan er kortfattet betegnet som ”Det universale eller kosmiske plan”,
hvorved vil være at forstå det indhold af kosmiske eller universale ideer,
tanker og forestillinger, som man så ofte kan genfinde i H. C. Andersens
forfatterskab og måske især i samlingen af hans mange eventyr.
Der kan her desuden
tillægges den kendsgerning, at H. C. Andersen fra sin tidligste ungdom og livet
igennem interesserede sig for og var optaget af grundlæggende
religionsfilosofiske livs- og verdensanskuelsesproblemer. Disse væsentlige
problemer kan sammenfattes i fire hovedemner, som skematisk opstillet ser sådan
ud:
1. De
erkendelsesmæssige problemer omkring tro og viden.
2. Guds eksistens
som et evigt, alkærligt, alvist og almægtigt væsen, skaber og forsyn, og
herunder problemet om det 'onde's tilstedeværelse i livet.
3. Sjælens eksistens
som et udødeligt og evigt væsen, eller den individuelle personlighedsstrukturs
beståen og eksistens efter det fysiske legemes død; og i intim relation hertil:
4. Forholdet mellem
moralsk værd og faktisk skæbne, eller med andre ord: Retfærdighedsproblemet.
Som allerede omtalt
i indledningen og senere i denne artikel, havde Andersen, hvad der kan
karakteriseres som et ”pendul-sind”, et sind, der faktisk livet igennem
svingede mellem livsoptimisme og livspessimisme. I sine livsoptimistiske
perioder og øjeblikke opfattede og oplevede Andersen livet og tilværelsen på
den måde, som han kortest fortalt har givet udtryk for i følgende citat:
(Citat) Gennem
blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver
farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset
i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk,
som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede
eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den
vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi
selv lever. (Citat slut) (Note 19)
Men Andersen forholdt sig på den ene side set faktisk i
hovedsagen rationalistisk til alle fire grundlæggende religionsfilosofiske
livs- og verdensanskuelsesproblemer. For ham var det alle hans dage vigtigt at
afklare problemerne omkring tro og viden eller om religion og videnskab. På den
anden side set var han jo digter og som sådan forholdt han sig desuden
følelsesmæssigt og dermed irrationalistisk til de samme problemer og spørgsmål.
Denne dobbelthed eller splittethed i hans sind og livs- og verdensopfattelse,
fremgår helt klart og utvetydigt af hans dagbøger, almanakker, breve,
selvbiografier og – ikke mindst – af hans omfattende litterære værker, så som
eventyr og historier, noveller og romaner.
(Note 20)
Den nævnte
dobbelthed eller splittethed i Andersens sind og værker, er der også blevet
givet flere eksempler på her på hjemmesiden. Men her skal jeg nøjes med at
henvise til to særligt gode og illustrative
eksempler, nemlig for livspessimismens vedkommende til artiklen 3.37. Eventyret om
”Grantræet” – poetisk livspessimisme, og for
livsoptimismens vedkommende til artiklen 3.39. Eventyret "Hørren" - set i fire tydningsplaner.
De to eventyr er henholdsvis fra 1845 og 1848, og handler begge
grundlæggende om alts forgængelighed og for de levende væseners vedkommende om
et totalt ophør i og med døden.
Andersen var alle sine dage en flittig læser af Bibelen, og ikke
mindst holdt han af og lod sig inspirere af ”Prædikerens Bog”, hvis motto kunne
siges at være: ”Alt er tomhed og jag
efter vind!”
Tanken om altings forgængelighed fører mig frem til, at jeg gerne
vil nævne, at det ikke kun er alle tiders jordbundne tænkere, der hylder en
forgængelighedens ateistisk-materialistisk livs- og verdensopfattelse. Det
samme gjorde med et vist forbehold forfatteren af Prædikerens Bog i Bibelen. Så
selv om jeg personlig ikke er enig i alle Prædikerens synspunkter, og især ikke
i hans livspessimisme, vil jeg alligevel tillade mig at citere hans bogs 1.
kapitel:
(Citat med moderne retskrivning) 2. Endeløs tomhed, sagde
Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed. 3. Hvad vinding har mennesket af al
den flid, han gør sig under solen? 4. Slægt går, og slægt kommer, men Jorden
står til evig tid. 5. Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin
opgangs sted. 6. Vinden går mod syd og drejer mod nord, den drejer atter og
atter og vender tilbage til samme kredsløb. 7. Alle bække løber i havet, men
havet bliver ikke fuldt; det sted, til hvilket bækkene løber, did bliver de ved
at løbe. 8. Alting slider sig træt; mand hører ikke op me at tale, øjet ikke
mæt af at se, øret ej fuldt af at høre. 9. Det, der kommer, er det, der var,
det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen. 10. Kommer
der noget, om hvilket man siger: ”Se, her er da noget nyt!” det har dog for
længst været til i tiderne forud for os. 11. Ej mindes de svundne slægter, og
de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12. Jeg, Prædikeren, var konge over Israel i Jerusalem. 13. Jeg vendte min hu
til at ransage og med visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det
er et ondt slid, som Gud har givet menneskenes børn at slide med. 14. Jeg så
alt, hvad der sker under solen, og se, det er alt sammen tomhed og jag efter
vind. 15. Kroget han ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. 16. Jeg tænkte
ved mig selv: ”Se, jeg har vundet større og rigere visdom end alle de, der før
mig var over Jerusalem, og mit hjerte har skuet visdom og kundskab i fylde.”
17. Jeg vendte min hu til at fatte, hvad der er visdom og kundskab, og hvad der
er dårskab og tåbelighed; jeg skønnede, at også det er jag efter vind. 18. Thi
megen visdom megen græmmelse, øget kundskab øget smerte. (Citat slut).
Som eksempler på digter Andersens livspessimisme nævnes i den
pågældende artikel især to, nemlig digtet ”Kommer aldrig igen” (1869) og
historien ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre” (1859). Her skal
jeg tillade mig endnu engang at at citere ovennævnte digt og indledningen til
historien (i begge tilfælde med moderne retskrivning):
(Citat) ”Kommer aldrig igen!”
Alt farer hen som vinden,
Her er ej blivende sted.
Snart svinder rosen på kinden,
Smilet og tårerne med.
Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer sorg og fortræd;
Alt farer hen som løvet,
Tiden og mennesket med!
Alt er forsvinden – forsvinden,
Ungdom, dit håb og
din ven.
Alt farer hen som
vinden
Og kommer aldrig
igen! (Citat slut) (Note 21)
Herefter skal citeres indledningen til
den dejlige historie ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre”, 1859.
Andersen har utvivlsomt hentet inspiration til den historie fra Prædikerens Bog
i Biblen. Det fremgår indirekte af indledningen:
(Citat med moderne retskrivning) Når
vinden løber hen over græsset, da kruser det sig som et vand, løbe den hen over
kornet, da bølger det som en sø, det er vindens dans; men hør den fortælle: den
synger det ud, og anderledes klinger det i skovens træer, end gennem murens
lydhuller, sprækker og revner. Ser du, hvor vinden deroppe jager skyerne, som
var de en fårehjord! hører du, hvor vinden hernede tuder gennem den åbne port,
som var den vægter og blæste i horn! Underligt suser den ned i skorstenen og
ind i kaminen; ilden flammer og gnistrer derved, skinner langt ud i stuen og
her er så lunt og hyggeligt at sidde og høre til. Lad kun vinden fortælle! den
ved eventyr og historier, flere end vi alle tilsammen. Hør nu, hvor den
fortæller:
”Hu – u – ud! fare hen!” - det er
omkvædet på visen. (Citat slut). (Note 22)
Samme tankegang
havde Andersen dog i princippet allerede givet udtryk for blandt andet i
digtsamlingen ”Årets tolv måneder” (1832), hvori følgende digt forekommer (her
gengivet med moderne retskrivning):
(Citat) Efter løvfald kommer våren,
Bringer atter grønne blade;
Derfor du, når hjertet isner,
Tror, en nyfødt vår dig venter.
Slægter fødes; skoven g rønnes,
Men husk på: Det løv, som falder,
Aldrig dette g rønnes mere.
Det er kun i nye slægter
Livet gror for evigheden. (Citat slut)
(Note 23)
Fænomenet
forgængelighed kan også betegnes som livsforløbet i form af følgende
livsstadier: Det undfangne foster ophører i den nyfødte, den nyfødte ophører i
barnet, barnet ophører i den unge, den unge ophører i den voksne, den voksne
ophører i den ældre eller gamle, og sluttelig ophører den ældre eller gamle i
døden. Sidstnævnte betyder – i hvert fald i henhold til ét-livs-hypotesen - en
uundgåelig og definitiv afslutning på det levende væsens eksistens og
tilværelse.
Det skitserede
livsforløb kan også betegnes som en form for kredsløb, i den forstand, at
individets forvandling fra elementarpartikler over levende celler i form
af forenet æg- og sædcelle og videre
over følgende udviklingsstadier: foster, barn, ung, voksen og gammel indtil
døden, som betyder, at organismen opløses i sine bestanddele og forsvinder og
indgår på ny i det naturlige kredsløb.
Som allerede omtalt i denne artikels indledning, er ”Snemanden” fra
1861 også et eventyr om alle tings forgængelighed og alle levende væseners død
og dermed ophør som individer betragtet. Pointen eller konklusionen i dette
eventyr er, at menneskets personlighed altså ikke vedvarer efter
det fysiske legemes død, hvad enten denne død er forårsaget af alder, sygdom
eller ulykke. Det emne havde Andersen imidlertid været inde på i flere andre
ældre og tidligere eventyr, ikke mindst i ”Den standhaftige Tinsoldat”, 1838.
Slutningen på dette eventyr kan på flere måder minde om slutningen på eventyret
”Snemanden”.
I ”Den standhaftige Tinsoldat” kan man hen mod eventyrets slutning
blandt andet læse følgende (her med moderne retskrivning):
(Citat) […] De stillede ham op på bordet og der – nej, hvor det kan
gå underligt til i verden ! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, han havde været
i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet; det dejlige slot
med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde
det andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte Tinsoldaten, han
var færdig ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun
så på ham, men de sagde ikke noget.
I det samme tog den ene
af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet
ingen grund derfor, det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.
Tinsoldaten stod ganske
belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige
ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham,
om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på
den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han
standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden
og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede
op i lue og var borte; så smeltede Tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen
efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden
derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort. (Citat slut) (Note
24)
I eventyret ”Snemanden” fører denne en dialog med ”Lænkehunden”,
hvis omkvæd er et bjæffende ”væk, væk!”. Samtalen drejer sig om en kakkelovn,
der står i herregårdens kælderetage, som Snemanden har udsigt til fra den
snedækkede gårdsplads, han er placeret på. Lænkehunden opfordrer Snemanden til
at se nøjere på den nævnte kakkelovn. Citatet er her gengivet med moderne
retskrivning:
(Citat) Og Snemanden så, og virkelig så han en sort
blankpoleret genstand med messing-tromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden
blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv
kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle
mennesker kende, når de ikke er snemænd.
”Og hvorfor forlod du
hende?” sagde Snemanden. Han følte det måtte være et hunkøns
væsen. ”Hvor kunne du forlade et sådant sted?”
”Det var jeg nok nødt
til!” sagde Lænkehunden, ”De smed mig udenfor og satte mig her i
lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det
ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra
den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg
er: væk! væk! Det blev enden på det!”
Snemanden hørte
ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælder-etage, ned i hendes
stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som
Snemanden selv.
”Det knager så
underligt i mig!” sagde han. ”Skal jeg aldrig komme derind ? det er et
uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldte. Det er
mit højeste ønske og det ville næsten være uretfærdig, om det ikke blev stillet
tilfreds. Jeg må derind, jeg må holde mig op til hende, om jeg også skal knuse
vinduet !”
”Der kommer du aldrig
ind !” sagde Lænkehunden, ”og kom du til kakkelovnen, så var du
væk! væk!”
”Jeg er så godt som
væk!” sagde Snemanden, ”jeg brækker over, tror jeg !”
Hele dagen stod Snemanden
og så ind af vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra
kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke månen lyser og heller ikke solen, nej,
som kun kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog
luen ud, det var den i vane med; det blussede ordenligt rødt i Snemandens hvide
ansigt, det lyste rødt lige op af hans bryst.
”Jeg holder det ikke
ud!” sagde han. ”Hvor det klæder hende at række tungen ud!”
Natten var meget lang
men ikke for Snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de
knagede.
I morgenstunden var
kældervinduerne frosne til, de bar de dejligste isblomster, nogen Snemand kunne
forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke
se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte
fornøje en Snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig
så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovns længsel.
”Det er en slem syge
for en Snemand!” sagde Lænkehunden; ”jeg har også lidt af den
syge, men jeg har overstået den! væk! væk! - nu få vi vejrskifte!”
Og der blev vejrskifte,
det slog om i tø.
Tøvejret tog til,
Snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige
tegn.
En morgen styrtede han.
Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde
drengene rejst ham om.
”Nu kan jeg forstå det
med hans længsel!” sagde Lænkehunden, ”Snemanden har haft en
kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det
overstået; væk! Væk!”
Og snart var også
vinteren overstået.
”Væk, væk!” bjæffede Lænkehunden; men
småpigerne på gården sang:
”Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, pil, din uldne vante ud,
kom, kukker, lærke! syng, vi har
alt forår sidst i februar!
Jeg synger med, kukkuk! kvivit!
Kom, kære sol, kom sådan tit!”
Så tænker ingen på Snemanden! (Citat slut) (Note 25)
Som allerede nævnt og omtalt under tydningsplan 3, rummer
eventyrene ”Den standhaftige Tinsoldat” og ”Snemanden”, lige som tilfældet er
med mange andre af Andersens værker, et
vist mål af biografiske og selvbiografiske elementer og træk. Men her, under
omtalen af tydningsplan 4, gælder det om at konstatere, hvor vidt eventyret
”Snemanden”, bag om den ydre og bogstavelige handling, også kan siges
principielt at handle om alle tings forgængelighed og alle levende væseners død
og dermed ophør som individer betragtet. Pointen eller konklusionen i dette
eventyr er klart og utvetydigt, at menneskets personlighed altså ikke
vedvarer efter det fysiske legemes død, hvad enten denne død er forårsaget af
alder, sygdom eller ulykke.
Lænkehundens ”væk, væk!” har Andersen i anden sammenhæng
eksempelvis også udtrykt med ordene ”Hu-u-ud! fare hen!”, som tilfældet er i historien
”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre” (1859), eller som det lyder
allerede i eventyret ”Grantræet (1845):
(Citat) Drengene
legede i gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde
båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien
med: forbi, forbi, og det bliver alle historier! (Citat slut) (Note 26)
Et af de sidste
eventyr Andersen skrev i løbet af sin lange forfatterkarriere, var det herlige
eventyr ”Tante Tandpine” (1872), hvis morale egentlig er, at fysisk
smerte – her altså tandpine – ”er
mægtigere end poesien, filosofien, matematikken og hele musikken!” Den
fysiske materie altså stærkere end ånden! Da tandpinen efter en hel nats pine,
lader den plagede digter i fred, så han kan falde i søvn, oplever han i en
behagelig drøm, hvordan han flyder om i det bløde vand, og herunder har nogle
syner, som han, Andersen, tidligere i
livet ville have vist fra sig:
(Citat): - ”Dø, smelte
hen som sne!” sang og klang det i vandet, ”dunste hen i skyen, fare hen som
skyen! - - ”
Ned til mig gennem
vandet skinnede store, lysende navne, indskrifter på vajende sejrs-faner,
udødeligheds-patentet – skrevet på døgnfluens vinge. (Citat slut) (Note 27 )
I og med udtrykket ”Dø,
smelte hen som sne!” er der her en indirekte hentydning til eventyret
”Snemanden”, og med udtrykket ”dunste hen i skyen, fare hen som skyen! - - ”
falder tanken uvilkårligt på eventyret ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og
hans Døtre”. Den helt store og negative livspessimisme lyser desuden ud af
ordene om, at de store, lysende navneindskrifter på vajende sejrs-faner, hvorom
man mente, at disse var sikret udødeligheds-patentet, i virkeligheden og
rettelig set kun er skrevet på døgnfluens vinge. Altså en berømmelse, der er
forgængelig, idet den kun varer en vis tid og derefter er glemt og borte, væk!
væk!
I pagt med denne på sin vis grumme livsanskuelse, slutter Andersen
derfor i første omgang eventyret ”Tante Tandpine”, med at udtrykke tvivl på sin
ellers så kære tanke om sjælens udødelighed:
(Citat fortsat) Jeg
nedskrev, hvad her står skrevet. Det er ikke på vers og det skal aldrig blive
trykt -. Ja, her holdt manuskriptet op.
Min unge ven, den vordende
urtekræmmersvend, kunne ikke opdrive det manglende, der var gået ud i verden,
som papir om spegesild, smør og grøn sæbe; det havde opfyldt sin bestemmelse.
Bryggeren er død, Tante
er død, Studenten er død, han fra hvem tankegnisterne gik i bøtten.
Alt går i bøtten.
Det er enden på
historien – historien om Tante Tandpine. (Citat slut) (Note 28)
Men i en senere redaktion, strøg Andersen den livspessimistiske
sætning: ”Alt går i bøtten”, der
udtrykker den forgængelighed og udslettelse af sjælen og den personlige
bevidsthed og hukommelse, som han trods alt ikke troede på, når det kom til
stykket. Da troede han på det, som han bl.a. har givet udtryk for i digtet ”Tunge Timer”, skrevet cirka to måneder,
før han selv gik i ”bøtten”. Heri gentager han samme tema, som i digtet ”Oldingen” fra 1874, men slutversets overbevisning om sjælens udødelighed, er
modereret til håbet om samme:
(Citat) O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I Dig og ved Dig alt er givet!
Forund os i nåde ”det evige liv”
Og erindring om jordelivet! (Citat slut) (Note 29)
Men selvom Andersens
livspessimisme jævnligt forekom i hans plagede ”pendul-sind”, med dets nagende
skepsis og tvivl, og satte sig uforglemmelige spor i hans forfatterskab, så
opvejedes denne dog i det store og hele af hans livsoptimisme, hvor han følte
sig overbevist om sjælens udødelighed og tilværelsens grundlæggende
retfærdighed. Det er småpigernes forårssang til slut i eventyret ”Snemanden” et
godt eksempel på, for efter vinter kommer vår:
”Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,
hæng, pil, din uldne vante ud,
kom, kukker, lærke! syng, vi har
alt forår sidst i februar!
Jeg synger med, kukkuk! kvivit!
Kom, kære sol, kom sådan tit!” (Citat slut) (Note 30)
Som det for øvrigt
og formentlig bekendt vil være fremgået af nogle af mine seneste artikler på
hjemmesiden http://www.livetseventyr.dk/, så har jeg med tiden fået et stadig
stærkere forbehold overfor nogle af hovedpåstandene i den idealistiske livs- og
verdensanskuelse og især i Martinus' i øvrigt forunderlige verdensbillede eller
kosmiske analyser.
Sagen eller
situationen er for mit personlige vedkommende den, at jeg – med al respekt -
ikke længere uden videre er enig i alle de idéer og postulater eller facitter,
der fremgår af Martinus’ kosmologi. Blandt disse er eksempelvis den meget
væsentlige hovedpåstand om, at ”vi er evige væsener”.
Her skal jeg dog
ikke gå dybere ind i den problematik, men nøjes med at henvise til en artikel,
som f.eks. 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?, hvoraf fremgår min nyere holdning og
begrundelserne for ikke længere at kunne acceptere blandt andet det nævnte
hovedpostulat om de levende væsener, at ”vi er evige væsener”. Derimod har jeg
ingen problemer med at acceptere og anerkende påstanden om de tre X’er som
værende Guddommens evige attributter. Disse tre X'er, som står for 1. Jeget, 2.
Bevidstheden eller skabe- og oplevelsesevnen, og 3. organismen eller det skabte
og oplevede, deles principielt af alle levende væsener, mennesker inklusive, i
deres kortere eller længere levetid. Det er baggrunden for det bibelske udtryk:
”Skabt i Guds billede og i hans lighed.”
Derfor kan og skal
det her gentages og pointeres, at jeg fortsat er stor og trofast tilhænger af vismanden Martinus på
de mange andre værdifulde områder af hans kosmologi eller verdensbillede, som
er påpeget i de nævnte artikler.
Trofaste tilhængere,
seriøse studerende og dedikerede formidlere af det påståede urokkelige
verdensbillede, der findes i form af Martinus' kosmologi, vil nok mene og sige,
at man ikke sådan uden videre bør ’stykke’ eller ’hakke’ Martinus’ kosmiske
analyser og livsfacitter ud efter behag og behov, og deri vil man naturligvis
også have ret. Det har jeg heller ikke gjort ”efter behag og behov”, men
derimod efter lang tids, faktisk flere års, moden overvejelse. Hvilket jeg
håber vil fremgå af de af mine artikler, hvori jeg hævder og begrunder ét-livs-hypotesen.
Men det er i øvrigt
som en konsekvens af min ændrede og kritiske opfattelse af spørgsmålet om
sjælens udødelighed og evige eksistens eller den menneskelige personligheds
beståen udover det fysiske legemes død, at jeg i den nævnte artikel også har inddraget H. C. Andersen og hans
opfattelse af påstanden om – eller troen på om man vil – at ”vi er evige
væsener”. Det begrunder jeg med, at
mange af mine tidligere artikler om digteren og hans forfatterskab og livs- og
verdensanskuelse, i øvrigt i pagt med Martinus' verdensbillede, forholder sig
positivt til emnerne: Individets personlige udødelighed og evige liv og den
fuldkomne retfærdighed i tilværelsen i medfør af loven for skæbne.
© Februar 2017 Harry Rasmussen.
___________________________
Note 1.: H. C. Andersens Dagbøger IV. p. 475.
Udgivet af Tue Gad. Det Danske Sprog- Og Litteraturselskab under ledelse af
Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. G. E. C. Gads Forlag . København 1974.
Note 2.: Samme sted, p. 476.
Note 3.: Det smukke Basnæs: Herregård syd
for Skælskør, som på Andersens tid var ejet af Jakob B. Scavenius (1811-1850),
hofjægermester, gift 1843 med Henriette Scavenius, født komtesse Moltke
(1819-1898). - skuespiller Mantzius: Kristian Mantzius (1819-79), skuespiller
ved Det kgl. Teater. Blandt andet også kendt for sine oplæsninger af Andersens
eventyr og historier.
Note 4.: H.C.Andersen. Brevveksling med Edvard og
Henriette Collin. Bind III, p. 1. Udgivet af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen.
Levin & Munksgaards Forlag, København 1933. - Le Pardon de Ploërmel:
Opera i 3 akter af den tysk-franske komponist Giacomo Meyerbeer
(1791-1864). - Bispen i Børglum: Historien om Bispen på Børglum og hans
Frænde, som Andersen havde skrevet tidligere på året 1860, omskrev han delvis i
den her nævnte juleferie på Basnæs. - Eventyret ”Tolv med Posten”, skrevet
på Basnæs i juleferien 1860, trykt første gang i Nye Eventyr og Historier, Anden Række,
1. Samling, 1861. - Eventyret ”Skarnbassen”: Skrevet omkring 30.
december 1860. Udkom 2. marts 1861 i Nye Eventyr og Historier, Anden Række, 1.
Samling, 1861. - Vedr. eventyret ”Snemanden”: Se tidligere ovenfor.
Note 5.: H.C.Andersens Eventyr,
Bind IV, p. 101. Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag.
København 1966.
Note 6.: Samme sted, p. 103.
Note 7.: Samme sted, p. 103-104.
Note 8.: Samme sted, p. 104.
Note 9.: Samme sted, p. 105.
Note 10.: Samme sted, p. 105.
Note 11. Samme sted, p. 104.
Note 12. Samme sted, p. 105.
Note 13. Samme sted, p. 105.
Note 14. De citerede dagbogsnotater er
citeret fra H.C.Andersens Dagbøger, Bind IV -V. Se note 1.
Note 15.: Henrik Hertz: Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra
Paradis. Andet Oplag. Kjøbenhavn. Udgivet, trykt og forlagt af Peter Nicolay
Jørgensen. 1831.
Note 16.: Samme sted, pp. 47-48.
Note 17.: H. C. Andersens Eventyr, Bind IV, p. 102.
Note 18.: Se evt. nærmere om
Andersens forelskelse i Riborg Voigt i artiklen H3-04. Andersens tredje dobbelt-forelskelse – dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.
Note 19.: H.C.Andersen: Kun en
Spillemand, 1837. Trykt i H. C.
Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske Sprog-
og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - ved
kædens overbrydning: Andersen sigter formentlig hermed til
årsags-virknings-loven. Læs evt. artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som
det største eventyr.
Note 20: Man vil evt. kunne læse nærmere om Andersens forhold til tro og
viden religion og videnskab i bogen ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus –
et sammenlignende studie”. Forlaget Kosmologisk Information 1997. Søg herom på
internettet.
Note 21.: Citatet findes med original tekst i H. C. Andersen, Digte. I
udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum.
København 1966.
Note 22.: Citeret fra H. C. Andersens Eventyr, Bind III: 1856-60. Udgivet af
Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag. København 1965. pp. 103-112.
Note 23.: Digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder”, 1832, findes delvis trykt i
H. C. Andersens Samlede Skrifter XII, Anden Udgave, p. 149.
Note 24.: H. C. Andersens Eventyr. Bind II. Udgivet af Erik Dal og Erling
Nielsen. Hans Reitzels Forlag – København 1963. Eventyret kan læses på pp.
121.124.
Note 25.: Citeret efter H. C. Andersens Eventyr. Bind IV. pp. 104-105.
Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag – København 1966.
Note 26.: Læs evt. artiklen 3.37. Eventyret om ”Grantræet” – poetisk
livspessimisme
Note 27.: Citeret fra H. C. Andersens
Eventyr, Bind V, p. 213.
Note 28.: Se evt. artiklen 3.33. Tanker omkring en makulatur – om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg” fra 1822.
Note 29.: Læs evt. artiklen nævnt i Note 28.
Note 30.: Se Note 25.
© Februar 2017 Harry
Rasmussen.
******************