Eventyret

”Snemanden”

set i de fire tydningsplaner

 

 

Indledning

På det tidspunkt ved juletid 1860, hvor Andersen skrev eventyret ”Snemanden”, var han godt 55 år og havde en stor litterær og til dels også dramatisk produktion bag sig. Litterært drejede det sig om en større samling digte og ligeledes en større samling af eventyr og historier, otte Romaner, flere rejsebeskrivelser og tre selvbiografier. Af dramatik var det en del skuespil og operatekster. Det meste af, hvad han havde skrevet og skrev, var blevet til som et nødvendigt led i hans vellykkede livsprojekt om, at kunne leve af at være forfatter.

Eventyret ”Snemanden” er kort fortalt et H. C. Andersen-eventyr om altings forgængelighed. Som det allerede vil være kendt og måske endog velkendt for læsere af hjemmesiden LIVETS EVENTYR, havde Andersen, hvad der kan karakteriseres som et ”pendul-sind”, et sind, der faktisk livet igennem svingede mellem livsoptimisme og livspessimisme. Det fremgår mere eller mindre direkte af stort set alt, hvad han har skrevet: Dagbøger, almanakker, breve, selvbiografier og – ikke mindst – hans omfattende litterære værker, så som eventyr og historier, noveller og romaner.

Det skal her indskydes og bemærkes, at alle de heri anførte citater fra Andersens så vel som andre datidige forfatteres værker, vil af hensyn til moderne og især yngre læsere blive gengivet med nutidig retskrivning. Der vil i alle tilfælde blive henvist til originalteksterne, som særligt interesserede selv vil kunne opsøge.

Om tilblivelsen af eventyret ”Snemanden”, som udkom i 1861, kan der i henhold til de litteraturhistoriske kilder fortælles, at Andersen påbegyndte skrivningen af det i slutningen af året 1860. I sin dagbog for fredag den 28. december 1860 har han blandt andet noteret følgende:

(Citat) […] Dejlig rimfrost; træerne som hvide koraller; birkegrenene bevægede sig i vinden; […] Aftenen klar og smuk, træerne stod med rimfrost mod den blå luft. […] (Citat slut) (Note 1)

Mandag den 31. december 1860 har Andersen kort og godt blandt andet noteret følgende:

(Citat) […] Koldt og klart vejr; […] Krille frost under fodsålen [...] I dag skrev jeg et eventyr Snemanden. (Citat slut) (Note 2)

Eventyret ”Snemanden” er som nævnt fra december 1860 og tryktes første gang i Nye Eventyr og Historier, der udkom 5. marts 1861. Men mærkværdigvis omtaler Andersen det ikke i sine ”Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”, 1862, men først i sine ”Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”, 1874. Herom lyder det som følger:

Citat) […] Snemanden. Dette sidste er skrevet ved juletid under et ophold på det smukke Basnæs og er frem for mange andre af eventyrene, ved flere lejligheder, oftest ved kongelig skuespiller Mantzius's fortræffelige foredrag, draget frem til stor anerkendelse. (Citat slut) (Note 3)

Omstændighederne omkring eventyret ”Snemanden”s tilblivelse har Andersen, som da opholdt sig på juleferie på herregården Basnæs, beskrevet i et brev af den 2. januar 1861 til Henriette Collin, vennen Edvard Collins hustru, i København. Fra dette brev skal her citeres følgende:

(Citat) […] De fjorten dage her på landet har ikke været muntre, jeg har derfor ganske betragtet dem som arbejds dage og virkelig udrettet en del, oversat hele anden akt af Le Pardon de Pleörmel, omskrevet historien om Bispen i Børglum og dernæst bragt på papiret endnu tre nye eventyr, ”Tolv med posten””, - ”Skarnbassen”, og ”Snemanden”; det sidste skrev jeg på årets sidste dag og renskrev det i går på første januar. […]  (Citat slut) (Note 4)

 

Eventyret ”Snemanden” set i 1. tydningsplan

 

Som omtalt i oversigten over de fire tydningsplaner, hvori denne afhandling forsøgsvis anskuer H. C. Andersens forfatterskab, omhandler det 1. tydningsplan den bogstavelige handling i dette tilfælde i  eventyret ”Snemanden”.

 

Hovedpersonerne i nævnte eventyr er en ”Snemand”, som for nylig er blevet opført på herregårdens gårdsplads af nogle børn, og en noget ældre og mere erfaren ”Lænkehund”, som står lænket i nærheden af ”Snemanden”. Det giver anledning til en dialog mellem de to.

 

Eventyret tager udgangspunkt i Snemandens betragtninger over sin egen situation som snemand. Han glæder sig over, at vejret er så koldt, som tilfældet er, for det føler han sig bedst tilpas med. Han har tilsyneladende ikke selv nogen erindring eller viden om, at han ikke altid har været til, lige som det heller ikke falder ham ind, at hans egen eksistens er helt og aldeles afhængig af vejrligets kolde temperaturer. Det eneste, der kan ærgre ham lidt, er, at han ikke er i stand til at flytte og bevæge sig væk fra det faste stade, han er placeret på. Især kunne han godt tænke sig, at have kunnet løbe ud på havisen og more sig, sådan som han så at drengene gjorde.

Snemandens ord blev hørt af Lænkehunden, som stod lænket tæt ved på gårdspladsen, så han kunne høre, hvad Snemanden sagde.

 

     (Citat) ”Væk! væk!” bjæffede den gamle Lænkehund;  han var meget hæs, det havde han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. ”Solen vil nok lære dig at løbe! det så jeg med din formand ifjor og med hans formand; væk! væk! Og væk er de alle!” (Citat slut) (Note 5)

 

Den tale og lære forstod den uerfarne Snemand naturligvis ikke noget af, og slet ikke, så længe kulden og frosten herskede og dækkede alting rundtomkring med den hvideste rimfrost, der lignede de fineste kniplingsmønstre. Alt forekom ham som mageløs  dejligt, og det var også tilfældet for et ungt, nyforelsket menneskepar:

 

    (Citat) Den unge pige lo, nikkede til Snemanden og dansede så med sin ven hen over sneen, der knirkede under dem, som om de gik på stivelse. (Citat slut) (Note 6)

 

Snemanden ville gerne vide, hvem de to unge mennesker er, så derfor spørger han den erfarne Lænkehund herom. Denne fortæller, at de to unge hører til gårdens herskab og at de er ”Kærrrrr-restefolk”, som snart skal flytte sammen i hundehus og gnave ben sammen. Snemanden vil desuden gerne vide, om de to unge har lige så stor betydning, som tilfældet er med Lænkehunden og ham selv. Førstnævnte benytter endnu engang lejligheden til en konstatering af, at Snemanden både er uvidende og naiv.

 

Lænkehunden er dog overbærende med sin modpart, siden denne gerne vil vide noget om, hvad der foregår og er forgået på herregården. Lænkehunden fortæller da, at der var en tid, da han som hvalp lå i skødet hos det øverste herskab, men da han voksede til og blev større, blev han givet til husholdersken, som bor i kælderetagen. Det blev til glæde for både husholdersken og Lænkehunden, for sidstnævnte ikke mindst, fordi han fik mulighed for og lov til i vinterperioden, at krybe ind under den dejligt varmende kakkelovn.

 

    (Citat) ”[…] en kakkelovn, den er på denne tid det dejligste i verden! jeg krøb helt ind under den, så at jeg blev borte. O, den kakkelovn drømmer jeg endnu om; væk! væk!”

     ”Ser en kakkelovn så dejlig ud!” spurgte Snemanden. ”Ligner den mig!”

     ”Den er lige det modsatte af dig! kulsort er den! har en lang hals med messing-tromle. Den æder brænde, så at ilden står den ud af munden. Man må holde sig på siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig behagelighed! Du må ind af vinduet kunne se den der, hvor du står!”

    Og Snemanden så, og virkelig så han en sort blankpoleret genstand med messing-tromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kende, når de ikke er snemænd.

     ”Og hvorfor forlod du hende?” sagde Snemanden. Han følte det måtte være et hunkøns væsen. ”Hvor kunne du forlade et sådant sted?

     ”Det var jeg nok nødt til!” sagde Lænkehunden, ”De smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! Det blev enden på det!”

     Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælder-etage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som Snemanden selv.

     […] (Citat slut) (Note 7)

 

Og mon ikke Snemanden så den gloende varme kakkelovn, så den som et fruentimmer, som han straks kastede sin hede længsel på. Hans problem var kun, hvordan han skulle bære sig ad med at komme ned i kælderetagen og erklære hende sin store og dybe kærlighed, om så han også blev nødt til at knuse vinduet, der skilte ham fra den elskede. Han syntes det ville være en stor og uretfærdighed, hvis ikke det ville kunne lade sig gøre  for ham at forene sig med den udvalgte.

 

     (Citat) ”Der kommer du aldrig ind!” sagde Lænkehunden, ”og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!”

     ”Jeg er så godt som væk!” sagde Snemanden, ”jeg brækker over, tror jeg!” (Citat slut) (Note 8)

 

Den forliebte Snemand stod hele dagen og aftenen med i sine egne romantiske tanker og tænkte på genstanden for sin store kærlighed, som var så nær og dog så fjern og uopnåelig.

     Næste morgen var kældervinduerne frosset til, så disse var dækket med de dejligste isblomster, som dog havde den ulempe, at det umuligt for ham at kigge ind gennem ruderne og se den elskede.

 

(Citat) […] Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en Snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovns længsel.

     ”Det er en slem syge for en Snemand!” sagde Lænkehunden; ”jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! - Nu får vi vejrskifte!”

     Og det blev vejrskifte, det slog om i tø.

     Tøvejret tog til, Snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.

     […] (Citat slut) (Note 9)

 

Som alle erfarne folk ved, så er tøvejr ikke det bedste klima for en Snemand, for det fik ham uvægerligt til at smelte, men smelte langsomt og falde sammen og ”tabe ansigt” og slet ikke ligne den stolte og før så mandige snemand. Efterhånden som Snemanden tøede op, afsløredes det, at drengene havde rejst ham omkring et 'skelet' bestående af en kakkelovnsskraber.

 

(Citat) ”Nu kan jeg forstå det med hans længsel!” sagde Lænkehunden, ”Snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! væk!”

     Og snart var også vinteren overstået.

     ”Væk, væk!” bjæffede Lænkehunden; men småpigerne på gården sang:

 

     ”Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,

     hæng, pil, din uldne vante ud,

     kom, kukker, lærke! syng, vi har

     alt forår sidst i februar!

     Jeg synger med, kukkuk! kvivit!

     Kom, kære sol, kom sådan tit!”

 

Så tænker ingen på Snemanden! (Citat slut) (Note 10)

 

Eventyret ”Snemanden” set i 2. tydningsplan  

Idéen, moralen eller læren i eventyret ”Snemanden” er kort fortalt den, at det vil være nytteløst og forgæves, hvis man ønsker sig livsvilkår, der strider imod naturlige lovmæssigheder. ”Snemanden”, som er dybt forelsket i den brandvarme kakkelovn,  som han forestiller sig som et hunvæsen, har som sit højeste ønske at blive forenet med denne. Men hans natur og vilkår er jo, at han er gjort af et stof, nemlig sne, som opløses ved varmepåvirkning og dermed er forholdsvis let og hurtigt forgængeligt. Jo højere varmegrader, des hurtigere foregår nedsmeltningen og omdannelsen til vand, som tilmed fordamper under høje temperaturer. 

 

”Snemanden” er med andre ord offer for selvbedrag, ikke mindst, fordi han føler, at det ville være udtryk for tilværelsens uretfærdighed, hvis ikke hans længsel og højeste ønske om en forening med den højt attråede kakkelovn bliver opfyldt. I modsætning til ”Snemanden”, er ”Lænkehunden” en mere erfaren, fornuftig og realistisk skabning, som efter evne prøver at få sin modpart til at indse, at de herskende livsvilkår, ikke kun især for en ”Snemand”, men generelt set også for alle andre skabninger, er forgængeligheden og dermed døden. Det betyder med andre ord ophøret af eksistens.  

 

Men som tilfældet er for så mange mennesker, især når disse er forelskede, er ”Snemanden” slet ikke modtagelig for ”Lænkehunden”s bjæffende advarsel:

 

(Citat) ”Der kommer du aldrig ind!” sagde Lænkehunden, ”og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!” (Citat slut) (Note 11)

 

Imidlertid vil omstændighederne, at frosten tager til, så at vinduesruderne fryser til, hvorved det er umuligt at kigge gennem disse, til stor skuffelse for ”Snemanden”, som ikke længere kunne se genstanden for sin forelskelse.

 

(Citat) ”Det er en slem syge for en Snemand!” sagde Lænkehunden; ”jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! - Nu få vi vejrskifte. (Citat slut) (Note 12.)

 

Og vejrskiftet medførte tøvejr, hvilket vil sige højere temperatur eller varmegrader, som fik den før så stolte og håbefulde ”Snemand” til at smelte og sammen med sneen omkring ham efterhånden blive forvandlet til tøsjap. At frostlaget på ruderne også smeltede, hjalp ikke ”Snemanden”, for han havde ikke længere øjne til at se med. De lå som de to store, trekantede murbrokker, de i virkeligheden var, i sølet på det sted, hvor han havde stået. Såvel ”Snemanden” som de stoffer og materialer, der havde udgjort hans legeme, var dermed vendt tilbage til deres naturlige oprindelse.

 

Men ”Snemanden” havde også efterladt sig det 'skelet' som hans krop var bygget op omkring, nemlig  et sort skrabejern, som man bruger til at skrabe slagger ud af kakkelovnen med. Det får den tænksomme naturalist og realist, ”Lænkehunden”, som altid forsøger at forstå de naturlige og rette årsagssammenhænge, til at drage følgende konklusion:

 

   (Citat)  ”Nu kan jeg forstå det med hans længsel!” sagde Lænkehunden, ”Snemanden” har haft en kakkelovnsskraber i livet! Det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! Væk!” (Citat slut) (Note 13)

 

Altså ikke noget med illusoriske forestillinger om udødelig sjæl og ånd, som alle gode ”Lænkehunde” i form af f.eks. neuropsykologer og hjerneforskere ved at kunne afvise med henvisning til, at bevidsthed og sjæleliv kan forklares ved hjælp af fysiske naturlove og fysiologi.

 

Eventyret ”Snemanden” set i 3. tydningsplan

Dette tydningsplan drejer sig om i hvilken grad og omfang handlingen, i dette tilfælde i eventyret ”Snemanden”, har relation til H. C. Andersens eget personlige og private liv. Det kan først og fremmest konstateres, at eventyret har inspirationskilde i Andersens ophold på herregården Basnæs i juleferien 1860-61, hvortil han var inviteret af grevinden Henriette Scavenius, født komtesse Moltke (1819-98), hvilket især fremgår af hans dagbogsoptegnelser for dagene 20. december 1860 til og med 4. januar 1861.

 

Til orientering for interesserede: Grevinde Henriette Scavenius var blevet enke allerede i 1850, idet hendes ægtefælle , greve og hofjægermester Jacob Brønnum Scavenius, født 1811, var død 1850.

 

I dagbogen for december 1860 kan man læse om den personlige situation, Andersen befandt sig i på det tidspunkt. Søndag den 16. december noterer han følgende (med moderne retskrivning):

 

Søndag 16 Misfornøjet. Tøsne. […] I Mynsters breve læste jeg hans ros over Barselsstuen hvor jeg ikke er navngivet, hans ængstelighed for at tale godt om ”Improvisatoren”, hvor mit navn stod. Lynende gal. Om aftenen nervøs; gik således forstemt straks fra Kongens Teater og sidder nu dvask hjemme.

 

Med navnet Mynster refereres til Sjællands Biskop J. P. Mynster (1775-1854). - Barselsstuen refererer til Den nye Barselsstue. Originalt Lystspil i én Akt. Opført første gang på Det kgl. Teater 26. marts 1845. - ”Improvisatoren” er Andersens egentlige debutroman fra 1835.

 

Mandag 17. ”Det gode som jeg vil gør jeg ikke!og det onde som jeg ikke vil gør jeg”; Ingen fremtid glæder jeg mig til. […]

 

Tirsdag 18  Med middags toget kørte jeg sammen med grevinde Lerche til Sorø hvor jeg kom 3½ hos Ingemanns. De to gamle, kære mennesker, som altid såre elskværdige; jeg fik mit værelse ovenpå i det panelede kvistkammer ud til kirken, hvor nu det gamle sygehus er revet ned.

 

Grevinde Lerche = lensgrevinde Cornelia Lerche, født Tillisch  (1837-1904), gift 1855 med lensgreve C. A. Lerche (1830-85), besidder af grevskabet Lerchenborg. Han virkede også som komponist.

 

Onsdag 19  Blev hele dagen hjemme. Det er gnistrende frost, ganske vinterligt; […]

 

Torsdag 20. Klokken 9 var vognen endnu ikke kommet; jeg var meget urolig, kom dog betids nok til toget og var i vogne med grev Lerche. I Korsør var Lars endnu ikke med vognen, endelig kom han; skarp østenvind, aldeles vinter, sne rundt om. I Skælskør steg jeg af hos doktoren som fulgte med til Basnæs. Fru S. har sin melankolske tid, det er ret trist og nu den tredje jul. Læste for dem om aftenen. […]

 

Lars var kusk på Basnæs. - Dér var der dog også en anden kusk, som hed Jørgen Larsen.

 

Fredag 21. Gråt og koldt. […] Isen ligger langt ud i bugten, kun en blå stribe af søen ses i horisonten. Oversat på Pardon de Pleurmel. Klistret dukker, ”de kunne være til bønderbørnene, vil ville heller have udklipninger!” - der sattes ikke pris på det hele. Fruen lidt bedre i sit humør, jeg falder derimod hen i tristhed. Klokken 10 op; hele natten er omspændt af drømme.

 

Lørdag 22. Snevejr.

 

Søndag 23. Der er falden en del sne. […] Gået lidt i den høje sne, forresten oversat; endnu holdes jeg oppe ved den travlhed jeg har. Men mit sind er ikke der unge friske, tudser og flagermus har beåndet mine blomster; jeg begynder at blive et vissent stykke! Om aftenen læst eventyr, fruen klappede, Otto klappede, det skar mig i nervetrådene, jeg blev ganske pirrelig, Miss var forstemt, jeg tænker hendes tanker! -

 

Mandag 24. […] Oversat og gået i sneen. Det er i dag den første klare dag. […] Juletræet tændtes jeg fik af Miss en pennevisker, af fru Scavenius en trøster og af Luzie udskåret i karton Basnæs med glas over, det er tegnet og gjort af gartnerens søn Gesner. Om aftenen legede vi og aftenen gik livligere end jeg havde troet.

 

Miss = Agnes Dunlop (1830-1908), selskabsdame på Basnæs. - Luzie = Lucie Scavenius (1844-1920), datter af Henriette Scavenius og Jacob Brønnum Scavenius. - Gesner = En søn af gartneren på Basnæs Johan Gesner (1803-81)

 

Tirsdag 25. Skrev eventyret ”Tolv med Posten”, det jeg iaftes fik ideen til. […] gik lidt i sneen. Juleglæden som i gammel tid er borte. Om aftenen spilledes Gnav; man fandt behag i at gøre fixfax deri og blev så vred da det ikke tillodes; jeg læste Vinden fortæller og læste den godt, den foer hen uden indtryk. Løjtnant Jørgensen læste en engelsk oversættelse hvorledes man fanger en solstråle; gik forstemt og sløv tilsengs.

 

Eventyret ”Tolv med Posten” = Eventyr af H.C.Andersen, første gang trykt i Nye Eventyr og Historier af H.C.Andersen. Anden Række. København 1861. Genoptrykt i  H.C.Andersens Eventyr, Bind IV. 1966. - Gnav = er et italiensk spil med kort eller brikker, deriblandt et billede med en kat. Gnao er et italiensk kælenavn for katten. - Løjtnant Jørgensen: Jürgen Bruun Jürgensen (1836-1902), sekondløjtnant i Kavaleriet, senere ritmester og kontorchef i Finansministeriet.

 

Onsdag 26. Drømt hæsligt om en kat der rev mig. […] Slæber dagen hen, uden julesind, uden friskhed i sindet. Det er gråt søvnigt vejr: jeg har ondt i halsen. […]

 

Torsdag 27. Oversat; skrevet sang til faderens fødselsdag den sjette januar. Læst Maryats Joseph Ruusbrugh. Om aftenen blev skrevet sedler forfærdelige kedelige; jeg var som ødelagt, dum og flad, gik ærgerlig i seng.

 

Faderens fødselsdag den sjette januar: Jonas Collin d. Ældre (1776-1861). Andersens traditionelle fødselsdagssang til sin faderlige ven og beskytter, blev altså den sidste. - Maryat = Frederick Marryat (1792-1848), engelsk forfatter. Gjorde 1806-30 tjeneste i den engelske flåde, hvor han begyndte som kadet og endte som kaptajn. Bedst kendt for sine mange spændende drengebøger.

 

Fredag 28 Drømt om fængsel og lokum uhyggeligt. Sendt sang og brev til Jette Collin.   Fik brev fra Wiedemann og Ingemann. Dejlig rimfrost; træerne som hvide koraller: birkegrenene bevægede sig i vinden;  […]  Om aftenen var vi alle ovre hos Fabricius' hvor jeg læste tre eventyr og første akt af Dinorah;  der var ret livlig fru Fabricius udbragte min skål. Aftenen klar og smuk, træerne stod med rimfrost mod den blå luft. Hjemme klokken 11.  

 

Wiedemann = L. Wiedemann (1824-93), forlagsboghandler i Leipzig 1855-69. Andersens forlægger. -Ingemann: Bernhard Severin Ingemann (1789-1862), digter, lektor ved Sorø Akademi. Ingemann og hans hustru, Lucie Ingemann, født Mandix 1792-1868), hørte til nogle af Andersens allernærmeste venner. - Fabricius = Michael Fabritius Tengnagel (1811-49), cand. jur. 1832, 1837 ejer af Petersgård, Kalvehave S.  - Dinorah = Le Pardon de Ploërmel, opera af  Michel Carré og J. Barbier, med musik af Meyerbeer. Andersen arbejdede på en dansk oversættelse af librettoen med henblik på en senere opførelse på Det kgl. Teater.

 

Lørdag 29. […] Ved frokostbordet igen tydeligt den antipati der er mellem K og mig. Gik i  sneen, noget ud på vandet, plukket levkøjer i sneen og bundet buket; […] Set solnedgangen ¾ til 4; Solen spejler sig i havet. -

 

Søndag den 30. Fik et rart brev fra Mathilde Ørsted, som gjorde mig eftertænksom i mit slette humør og min mangel på tillid til Gud. Jeg skrev et eventyr Skarnbassen, læste det og forunderligt syntes det at passe på meget, jeg ikke havde tænkt på under nedskrivningen. Til middag kom de unge fra Espe; Nelly er en underlig kold pige, der står som hun havde våde hænder og sagde rør mig ikke. Jeg måtte læse, det morede bestemt ikke, herrer listede sig bort at ryge tobak. St. Aubin kom med Borrebyerne, og dansede med og legede. -

 

Mathilde Ørsted = Mathilde Ørsted (1824-1906), datter af H.C. Ørsted, lærerinde og oversætter. - Nelly = ikke identificeret. - St. Aubin = A. N. de Saint-Aubain (1798-1865), forfatter under pseudonymet Carl Bernhard.

 

Mandag 31. […] Koldt og klart vejr; savnede i min løse tegnebog 5 Rdlr, det forstemte mig, men jeg vil ikke tale om den sag. Krille frost under fodsålen. Luzie ret livlig, hun havde lavet et lotteri, jeg vandt et lille blåt glas. Vi fik allerede kl. 10 punch til årets skål og altså klok 12 fik vi ingenting – det var lidt flov overgang i det nye år, jeg var forstemt. Idag har jeg skrevet et eventyr Snemanden.

 

Tirsdag den 1ste Idag er det 10 graders frost. Isen ligger langt ud. Sneen e som oversået med diamanter. […] Renskrevet eventyret Snemanden. […] (Note 14)

 

Fredag den 4. januar forlod Andersen Basnæs og vendte hjem til sit nye logi i København, hvortil han ankom klokken 7 om aftenen. Skønt stærkt lidende af tandpine, gik han alligevel i Casino Teatret. 

 

Som det vil være fremgået af de ovenfor citerede dagbogsnotater, så var Andersens humør ikke det bedste under det omtalte juleophold på Basnæs, hvilket i høj grad kom til at præge eventyret ”Snemanden”. Spørgsmålet er endvidere, om det på anden måde også vil være muligt fra samme eventyr at uddrage biografiske og /eller selvbiografiske træk fra Andersens personlige og private liv.

 

Det er faktisk muligt, idet det må anses for korrekt at identificere Andersen selv med eventyrets hovedperson: ”Snemanden”. Men hvem vil ”Lænkehunden” kunne identificeres med? Det er straks lidt vanskeligere, at svare på, men mit bud kunne være, at det faktisk primært er Andersens alter ego i form af hans eget skeptiske og kritiske sind. Det følsomme og nærtagende sind, som huskede på al den reelle og indbildte kritik og nedvurdering, han både som sværmerisk menneske og romantisk forfatter følte at have været udsat for siden sin ungdom i København, til en vis grad eksemplificeret og personificeret i form af flere personer, som f.eks. den tidligere  censor ved Det kgl. Teater Christian Molbech (1783-1857) og Simon Meisling (1787-1856), rektor ved den lærde skole i Slagelse og senere i Helsingør, hvor Andersen begge steder havde været en af rektorens elever.

 

Men eftersom der synes at bestå et vist venskabeligt forhold – eller forbehold, skulle man måske sige? - mellem ”Snemanden” og ”Lænkehunden”, og i betragtning af at sidstnævnte er rationelt tænkende, kunne der sandsynligvis i højere grad være tale om digteren Johan Ludvig Heiberg (1791-1860). Eller om digteren Carsten Hauch (1790-1872), lektor i naturvidenskab ved Sorø Akademi. For slet ikke at glemme digteren Henrik Hertz (1798-1870), som nådesløst havde heglet den yngre kollega godt igennem i og med sine ”Gjengangerbreve” (1831), hvori han ironisk og hånende har kaldt ham for ”denne Hellig Andersen, der rider / Berust af fantasiens øl / på musens nattegamle føl, / Det slagelske krik med lamme sider, / Mens pøblen holder ham for en profet / af en poet”. (Note 15.)

 

At især Hertz kunne tænkes at være 'forbillede' for ”Lænkehunden”, turde måske også indirekte fremgå af følgende citat fra hans Gjenganger-Breve, i afsnittet ”Knud Sjællandsfars Testamente eller Gjengangerens sidste Villie. (Riimbrev fra Knud Sjællandsfar til Prof. J. L. Heiberg.)” Den hukommelsesstærke digter Andersen kan meget vel have husket på Hertz' spot, selvom denne var blevet skrevet cirka tredive år tidligere:

 

(Citat med moderne retskrivning):

     Men, når som jeg man er en kræsen hund,

ens appetit i noget mere sættes:

”Med suppen, hedder det, vil jeg ej mættes;

[…]

 

- ”Hvad vil du af min digter?” siger én;

”han er så skikkelig; hans sjæl er ren;

hans poesi moralsk; i hans romaner

er meget underholdende kumpaner.”

- ”Væk!” råber én med knyttet næve, ”væk,

hr. kritikus! Med dine dumme skranker!

Hos min poet man svømmer fast i tanker;

hans karakterer er' faste planker

af Menneske-naturen træk for træk!” (Citat slut) (Note 16)

 

I eventyret ”Snemanden” fortælles videre:

 

(Citat) ”Du ved ingenting!” sagde Lænkehunden, men du er da også nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes månen, den der gik, var solen, hun kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det. Vi får vejrskifte!”

      ”Jeg forstår ham ikke!” sagde Snemanden, ”men jeg har en fornemmelse af, at det er noget ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg på følelsen!” (Citat slut) (Note 17)

 

Hvad angår Snemandens dybfølte forelskelse i kakkelovnen, der i eventyret er skildret i lyriske og romantiske ordbilleder, kunne der med en vis sandsynlighed godt være tale om, at Andersen i 1860 stadigvæk har erindret sig sin mislykkede forelskelse i Riborg Voigt, også selvom den fandt sted omkring tredive år tidligere, nemlig i sommeren 1830 Den kortvarige forelskelse fra Andersens side i købmandsdatteren fra Faaborg, kom efterfølgende til at præge dele af hans forfatterskab i en grad, som man skulle have syntes umulig. Men ungkarlen Andersen hægede så meget om denne erindring, at man ved hans død i 1875 fandt hendes afskedsbrev til ham i en læderpose, han havde på sit bryst.  (Note 18)

 

Eventyret ”Snemanden” set i 4. tydningsplan

Det fjerde tydningsplan er kortfattet betegnet som ”Det universale eller kosmiske plan”, hvorved vil være at forstå det indhold af kosmiske eller universale ideer, tanker og forestillinger, som man så ofte kan genfinde i H. C. Andersens forfatterskab og måske især i samlingen af hans mange eventyr.

 

Der kan her desuden tillægges den kendsgerning, at H. C. Andersen fra sin tidligste ungdom og livet igennem interesserede sig for og var optaget af grundlæggende religionsfilosofiske livs- og verdensanskuelsesproblemer. Disse væsentlige problemer kan sammenfattes i fire hovedemner, som skematisk opstillet ser sådan ud:

 

1. De erkendelsesmæssige problemer omkring tro og viden.

 

2. Guds eksistens som et evigt, alkærligt, alvist og almægtigt væsen, skaber og forsyn, og herunder problemet om det 'onde's tilstedeværelse i livet.

 

3. Sjælens eksistens som et udødeligt og evigt væsen, eller den individuelle personlighedsstrukturs beståen og eksistens efter det fysiske legemes død; og i intim relation hertil:

 

4. Forholdet mellem moralsk værd og faktisk skæbne, eller med andre ord: Retfærdighedsproblemet.

 

Som allerede omtalt i indledningen og senere i denne artikel, havde Andersen, hvad der kan karakteriseres som et ”pendul-sind”, et sind, der faktisk livet igennem svingede mellem livsoptimisme og livspessimisme. I sine livsoptimistiske perioder og øjeblikke opfattede og oplevede Andersen livet og tilværelsen på den måde, som han kortest fortalt har givet udtryk for i følgende citat:

 

(Citat) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 19)


Men Andersen forholdt sig på den ene side set faktisk i hovedsagen rationalistisk til alle fire grundlæggende religionsfilosofiske livs- og verdensanskuelsesproblemer. For ham var det alle hans dage vigtigt at afklare problemerne omkring tro og viden eller om religion og videnskab. På den anden side set var han jo digter og som sådan forholdt han sig desuden følelsesmæssigt og dermed irrationalistisk til de samme problemer og spørgsmål. Denne dobbelthed eller splittethed i hans sind og livs- og verdensopfattelse, fremgår helt klart og utvetydigt af hans dagbøger, almanakker, breve, selvbiografier og – ikke mindst – af hans omfattende litterære værker, så som eventyr og historier, noveller og romaner.  (Note 20)

 

Den nævnte dobbelthed eller splittethed i Andersens sind og værker, er der også blevet givet flere eksempler på her på hjemmesiden. Men her skal jeg nøjes med at henvise til to særligt gode og illustrative  eksempler, nemlig for livspessimismens vedkommende til artiklen 3.37. Eventyret om ”Grantræet” – poetisk livspessimisme, og for livsoptimismens vedkommende til artiklen 3.39. Eventyret "Hørren" - set i fire tydningsplaner.  De to eventyr er henholdsvis fra 1845 og 1848, og handler begge grundlæggende om alts forgængelighed og for de levende væseners vedkommende om et totalt ophør i og med døden. 

 

Andersen var alle sine dage en flittig læser af Bibelen, og ikke mindst holdt han af og lod sig inspirere af ”Prædikerens Bog”, hvis motto kunne siges at være: ”Alt er tomhed og jag efter vind!”

Tanken om altings forgængelighed fører mig frem til, at jeg gerne vil nævne, at det ikke kun er alle tiders jordbundne tænkere, der hylder en forgængelighedens ateistisk-materialistisk livs- og verdensopfattelse. Det samme gjorde med et vist forbehold forfatteren af Prædikerens Bog i Bibelen. Så selv om jeg personlig ikke er enig i alle Prædikerens synspunkter, og især ikke i hans livspessimisme, vil jeg alligevel tillade mig at citere hans bogs 1. kapitel:

(Citat med moderne retskrivning) 2. Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed. 3. Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen? 4. Slægt går, og slægt kommer, men Jorden står til evig tid. 5. Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted. 6. Vinden går mod syd og drejer mod nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme kredsløb. 7. Alle bække løber i havet, men havet bliver ikke fuldt; det sted, til hvilket bækkene løber, did bliver de ved at løbe. 8. Alting slider sig træt; mand hører ikke op me at tale, øjet ikke mæt af at se, øret ej fuldt af at høre. 9. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen. 10. Kommer der noget, om hvilket man siger: ”Se, her er da noget nyt!” det har dog for længst været til i tiderne forud for os. 11. Ej mindes de svundne slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen. 12. Jeg, Prædikeren, var konge over Israel i Jerusalem. 13. Jeg vendte min hu til at ransage og med visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt slid, som Gud har givet menneskenes børn at slide med. 14. Jeg så alt, hvad der sker under solen, og se, det er alt sammen tomhed og jag efter vind. 15. Kroget han ej blive lige, og halvt kan ej blive helt. 16. Jeg tænkte ved mig selv: ”Se, jeg har vundet større og rigere visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit hjerte har skuet visdom og kundskab i fylde.” 17. Jeg vendte min hu til at fatte, hvad der er visdom og kundskab, og hvad der er dårskab og tåbelighed; jeg skønnede, at også det er jag efter vind. 18. Thi megen visdom megen græmmelse, øget kundskab øget smerte. (Citat slut).

Som eksempler på digter Andersens livspessimisme nævnes i den pågældende artikel især to, nemlig digtet ”Kommer aldrig igen” (1869) og historien ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre” (1859). Her skal jeg tillade mig endnu engang at at citere ovennævnte digt og indledningen til historien (i begge tilfælde med moderne retskrivning):

(Citat) ”Kommer aldrig igen!”

Alt farer hen som vinden,

Her er ej blivende sted.

Snart svinder rosen på kinden,

Smilet og tårerne med.

 

Hvorfor være bedrøvet?

Hen farer sorg og fortræd;

Alt farer hen som løvet,

Tiden og mennesket med!

 

Alt er forsvinden – forsvinden,

Ungdom, dit håb og din ven.

Alt farer hen som vinden

Og kommer aldrig igen! (Citat slut) (Note 21)

 

Herefter skal citeres indledningen til den dejlige historie ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre”, 1859. Andersen har utvivlsomt hentet inspiration til den historie fra Prædikerens Bog i Biblen. Det fremgår indirekte af indledningen:

(Citat med moderne retskrivning) Når vinden løber hen over græsset, da kruser det sig som et vand, løbe den hen over kornet, da bølger det som en sø, det er vindens dans; men hør den fortælle: den synger det ud, og anderledes klinger det i skovens træer, end gennem murens lydhuller, sprækker og revner. Ser du, hvor vinden deroppe jager skyerne, som var de en fårehjord! hører du, hvor vinden hernede tuder gennem den åbne port, som var den vægter og blæste i horn! Underligt suser den ned i skorstenen og ind i kaminen; ilden flammer og gnistrer derved, skinner langt ud i stuen og her er så lunt og hyggeligt at sidde og høre til. Lad kun vinden fortælle! den ved eventyr og historier, flere end vi alle tilsammen. Hør nu, hvor den fortæller:

Hu – u – ud! fare hen!” - det er omkvædet på visen. (Citat slut). (Note 22)

Samme tankegang havde Andersen dog i princippet allerede givet udtryk for blandt andet i digtsamlingen ”Årets tolv måneder” (1832), hvori følgende digt forekommer (her gengivet med moderne retskrivning):

 

(Citat) Efter løvfald kommer våren,

Bringer atter grønne blade;

Derfor du, når hjertet isner,

Tror, en nyfødt vår dig venter.

Slægter fødes; skoven g rønnes,

Men husk på: Det løv, som falder,

Aldrig dette g rønnes mere.

Det er kun i nye slægter

Livet gror for evigheden. (Citat slut) (Note 23)

 

Fænomenet forgængelighed kan også betegnes som livsforløbet i form af følgende livsstadier: Det undfangne foster ophører i den nyfødte, den nyfødte ophører i barnet, barnet ophører i den unge, den unge ophører i den voksne, den voksne ophører i den ældre eller gamle, og sluttelig ophører den ældre eller gamle i døden. Sidstnævnte betyder – i hvert fald i henhold til ét-livs-hypotesen - en uundgåelig og definitiv afslutning på det levende væsens eksistens og tilværelse.

 

Det skitserede livsforløb kan også betegnes som en form for kredsløb, i den forstand, at individets forvandling fra elementarpartikler over levende celler i form af  forenet æg- og sædcelle og videre over følgende udviklingsstadier: foster, barn, ung, voksen og gammel indtil døden, som betyder, at organismen opløses i sine bestanddele og forsvinder og indgår på ny i det naturlige kredsløb. 

 

Som allerede omtalt i denne artikels indledning, er ”Snemanden” fra 1861 også et eventyr om alle tings forgængelighed og alle levende væseners død og dermed ophør som individer betragtet. Pointen eller konklusionen i dette eventyr er, at menneskets personlighed altså ikke vedvarer efter det fysiske legemes død, hvad enten denne død er forårsaget af alder, sygdom eller ulykke. Det emne havde Andersen imidlertid været inde på i flere andre ældre og tidligere eventyr, ikke mindst i ”Den standhaftige Tinsoldat”, 1838. Slutningen på dette eventyr kan på flere måder minde om slutningen på eventyret ”Snemanden”.

I ”Den standhaftige Tinsoldat” kan man hen mod eventyrets slutning blandt andet læse følgende (her med moderne retskrivning):

(Citat) […] De stillede ham op på bordet og der – nej, hvor det kan gå underligt til i verden ! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, han havde været i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet; det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte Tinsoldaten, han var færdig ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.

   I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund derfor, det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.

     Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til Tinsoldaten, blussede op i lue og var borte; så smeltede Tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort. (Citat slut) (Note 24)   

I eventyret ”Snemanden” fører denne en dialog med ”Lænkehunden”, hvis omkvæd er et bjæffende ”væk, væk!”. Samtalen drejer sig om en kakkelovn, der står i herregårdens kælderetage, som Snemanden har udsigt til fra den snedækkede gårdsplads, han er placeret på. Lænkehunden opfordrer Snemanden til at se nøjere på den nævnte kakkelovn. Citatet er her gengivet med moderne retskrivning:

(Citat) Og Snemanden så, og virkelig så han en sort blankpoleret genstand med messing-tromle; ilden lyste ud forneden. Snemanden blev ganske underlig til mode; han havde en fornemmelse, han ikke selv kunne gøre sig rede for; der kom over ham noget, han ikke kendte, men som alle mennesker kende, når de ikke er snemænd.

     ”Og hvorfor forlod du hende?” sagde Snemanden. Han følte det måtte være et hunkøns væsen. ”Hvor kunne du forlade et sådant sted?”

     ”Det var jeg nok nødt til!” sagde Lænkehunden, ”De smed mig udenfor og satte mig her i lænke. Jeg havde bidt den yngste junker i benet, for han stødte fra mig det ben, jeg gnavede på; og ben for ben, tænker jeg! men det tog de ilde op, og fra den tid har jeg stået i lænke, og har mistet min klare røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! Det blev enden på det!”

     Snemanden hørte ikke mere efter; han så stadig ind i husholderskens kælder-etage, ned i hendes stue, hvor kakkelovnen stod på sine fire jernben og viste sig i størrelse som Snemanden selv.

     ”Det knager så underligt i mig!” sagde han. ”Skal jeg aldrig komme derind ? det er et uskyldigt ønske, og vore uskyldige ønsker må dog vist blive opfyldte. Det er mit højeste ønske og det ville næsten være uretfærdig, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg må derind, jeg må holde mig op til hende, om jeg også skal knuse vinduet !”

     ”Der kommer du aldrig ind !” sagde Lænkehunden, ”og kom du til kakkelovnen, så var du væk! væk!”

     ”Jeg er så godt som væk!” sagde Snemanden, ”jeg brækker over, tror jeg !”

     Hele dagen stod Snemanden og så ind af vinduet; i tusmørket blev stuen endnu mere indbydende; fra kakkelovnen lyste det så mildt, som ikke månen lyser og heller ikke solen, nej, som kun kakkelovnen kan lyse, når der er noget i den. Gik de med døren, så slog luen ud, det var den i vane med; det blussede ordenligt rødt i Snemandens hvide ansigt, det lyste rødt lige op af hans bryst.

     ”Jeg holder det ikke ud!” sagde han. ”Hvor det klæder hende at række tungen ud!”

     Natten var meget lang men ikke for Snemanden, han stod i sine egne dejlige tanker og de frøs, så de knagede.

     I morgenstunden var kældervinduerne frosne til, de bar de dejligste isblomster, nogen Snemand kunne forlange, men de skjulte kakkelovnen. Ruderne ville ikke tø op, han kunne ikke se hende. Det knagede, det knasede, det var just et frostvejr, der måtte fornøje en Snemand, men han var ikke fornøjet; han kunne og burde have følt sig så lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde kakkelovns længsel.

     ”Det er en slem syge for en Snemand!” sagde Lænkehunden; ”jeg har også lidt af den syge, men jeg har overstået den! væk! væk! - nu få vi vejrskifte!”

     Og der blev vejrskifte, det slog om i tø.

     Tøvejret tog til, Snemanden tog af. Han sagde ikke noget, han klagede ikke, og det er det rigtige tegn.

     En morgen styrtede han. Der stak noget ligesom et kosteskaft i vejret, hvor han havde stået, det havde drengene rejst ham om.

     ”Nu kan jeg forstå det med hans længsel!” sagde Lænkehunden, ”Snemanden har haft en kakkelovnsskraber i livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstået; væk! Væk!”

     Og snart var også vinteren overstået.

     ”Væk, væk!” bjæffede Lænkehunden; men småpigerne på gården sang:

 

     ”Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,

     hæng, pil, din uldne vante ud,

     kom, kukker, lærke! syng, vi har

     alt forår sidst i februar!

     Jeg synger med, kukkuk! kvivit!

     Kom, kære sol, kom sådan tit!”

 

Så tænker ingen på Snemanden! (Citat slut) (Note 25)

Som allerede nævnt og omtalt under tydningsplan 3, rummer eventyrene ”Den standhaftige Tinsoldat” og ”Snemanden”, lige som tilfældet er med mange andre af Andersens værker,  et vist mål af biografiske og selvbiografiske elementer og træk. Men her, under omtalen af tydningsplan 4, gælder det om at konstatere, hvor vidt eventyret ”Snemanden”, bag om den ydre og bogstavelige handling, også kan siges principielt at handle om alle tings forgængelighed og alle levende væseners død og dermed ophør som individer betragtet. Pointen eller konklusionen i dette eventyr er klart og utvetydigt, at menneskets personlighed altså ikke vedvarer efter det fysiske legemes død, hvad enten denne død er forårsaget af alder, sygdom eller ulykke.

Lænkehundens ”væk, væk!” har Andersen i anden sammenhæng eksempelvis også udtrykt med ordene ”Hu-u-ud! fare hen!”, som tilfældet er i historien ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre” (1859), eller som det lyder allerede i eventyret ”Grantræet (1845):

(Citat) Drengene legede i gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi og historien med: forbi, forbi, og det bliver alle historier! (Citat slut) (Note 26)

 

Et af de sidste eventyr Andersen skrev i løbet af sin lange forfatterkarriere, var det herlige eventyr ”Tante Tandpine” (1872),  hvis morale egentlig er, at fysisk smerte – her altså tandpine – ”er mægtigere end poesien, filosofien, matematikken og hele musikken!” Den fysiske materie altså stærkere end ånden! Da tandpinen efter en hel nats pine, lader den plagede digter i fred, så han kan falde i søvn, oplever han i en behagelig drøm, hvordan han flyder om i det bløde vand, og herunder har nogle syner, som han,  Andersen, tidligere i livet ville have vist fra sig:

 

    (Citat): - ”Dø, smelte hen som sne!” sang og klang det i vandet, ”dunste hen i skyen, fare hen som skyen! - - ”

    Ned til mig gennem vandet skinnede store, lysende navne, indskrifter på vajende sejrs-faner, udødeligheds-patentet – skrevet på døgnfluens vinge. (Citat slut) (Note 27 )

 

I og med udtrykket  ”Dø, smelte hen som sne!” er der her en indirekte hentydning til eventyret ”Snemanden”, og med udtrykket ”dunste hen i skyen, fare hen som skyen! - - ” falder tanken uvilkårligt på eventyret ”Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre”. Den helt store og negative livspessimisme lyser desuden ud af ordene om, at de store, lysende navneindskrifter på vajende sejrs-faner, hvorom man mente, at disse var sikret udødeligheds-patentet, i virkeligheden og rettelig set kun er skrevet på døgnfluens vinge. Altså en berømmelse, der er forgængelig, idet den kun varer en vis tid og derefter er glemt og borte, væk! væk! 

 

I pagt med denne på sin vis grumme livsanskuelse, slutter Andersen derfor i første omgang eventyret ”Tante Tandpine”, med at udtrykke tvivl på sin ellers så kære tanke om sjælens udødelighed:

 

    (Citat fortsat) Jeg nedskrev, hvad her står skrevet. Det er ikke på vers og det skal aldrig blive trykt -.  Ja, her holdt manuskriptet op.

  Min unge ven, den vordende urtekræmmersvend, kunne ikke opdrive det manglende, der var gået ud i verden, som papir om spegesild, smør og grøn sæbe; det havde opfyldt sin bestemmelse.

    Bryggeren er død, Tante er død, Studenten er død, han fra hvem tankegnisterne gik i bøtten.

     Alt går i bøtten.

     Det er enden på historien – historien om Tante Tandpine. (Citat slut) (Note 28)

 

Men i en senere redaktion, strøg Andersen den livspessimistiske sætning: ”Alt går i bøtten”, der udtrykker den forgængelighed og udslettelse af sjælen og den personlige bevidsthed og hukommelse, som han trods alt ikke troede på, når det kom til stykket. Da troede han på det, som han bl.a. har givet udtryk for i digtet ”Tunge Timer”, skrevet cirka to måneder, før han selv gik i ”bøtten”. Heri gentager han samme tema, som i digtet ”Oldingen” fra 1874, men slutversets overbevisning om sjælens udødelighed, er modereret til håbet om samme:

 

(Citat) O evige Gud, bliv hos os! Bliv!

I Dig og ved Dig alt er givet!

Forund os i nåde ”det evige liv”

Og erindring om jordelivet! (Citat slut) (Note 29)

 

Men selvom Andersens livspessimisme jævnligt forekom i hans plagede ”pendul-sind”, med dets nagende skepsis og tvivl, og satte sig uforglemmelige spor i hans forfatterskab, så opvejedes denne dog i det store og hele af hans livsoptimisme, hvor han følte sig overbevist om sjælens udødelighed og tilværelsens grundlæggende retfærdighed. Det er småpigernes forårssang til slut i eventyret ”Snemanden” et godt eksempel på, for efter vinter kommer vår:

 

  ”Skyd frem, skovmærke! frisk og prud,

     hæng, pil, din uldne vante ud,

     kom, kukker, lærke! syng, vi har

     alt forår sidst i februar!

     Jeg synger med, kukkuk! kvivit!

     Kom, kære sol, kom sådan tit!” (Citat slut) (Note 30)

 

Slutbemærkninger

Som det for øvrigt og formentlig bekendt vil være fremgået af nogle af mine seneste artikler på hjemmesiden http://www.livetseventyr.dk/, så har jeg med tiden fået et stadig stærkere forbehold overfor nogle af hovedpåstandene i den idealistiske livs- og verdensanskuelse og især i Martinus' i øvrigt forunderlige verdensbillede eller kosmiske analyser.

 

Sagen eller situationen er for mit personlige vedkommende den, at jeg – med al respekt - ikke længere uden videre er enig i alle de idéer og postulater eller facitter, der fremgår af Martinus’ kosmologi. Blandt disse er eksempelvis den meget væsentlige hovedpåstand om, at ”vi er evige væsener”.

 

Her skal jeg dog ikke gå dybere ind i den problematik, men nøjes med at henvise til en artikel, som f.eks. 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?, hvoraf fremgår min nyere holdning og begrundelserne for ikke længere at kunne acceptere blandt andet det nævnte hovedpostulat om de levende væsener, at ”vi er evige væsener”. Derimod har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende påstanden om de tre X’er som værende Guddommens evige attributter. Disse tre X'er, som står for 1. Jeget, 2. Bevidstheden eller skabe- og oplevelsesevnen, og 3. organismen eller det skabte og oplevede, deles principielt af alle levende væsener, mennesker inklusive, i deres kortere eller længere levetid. Det er baggrunden for det bibelske udtryk: ”Skabt i Guds billede og i hans lighed.” 

 

Derfor kan og skal det her gentages og pointeres, at jeg fortsat er stor og trofast tilhænger af vismanden Martinus på de mange andre værdifulde områder af hans kosmologi eller verdensbillede, som er påpeget i de nævnte artikler.

 

Trofaste tilhængere, seriøse studerende og dedikerede formidlere af det påståede urokkelige verdensbillede, der findes i form af Martinus' kosmologi, vil nok mene og sige, at man ikke sådan uden videre bør ’stykke’ eller ’hakke’ Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter ud efter behag og behov, og deri vil man naturligvis også have ret. Det har jeg heller ikke gjort ”efter behag og behov”, men derimod efter lang tids, faktisk flere års, moden overvejelse. Hvilket jeg håber vil fremgå af de af mine artikler, hvori jeg hævder og begrunder ét-livs-hypotesen.

 

Men det er i øvrigt som en konsekvens af min ændrede og kritiske opfattelse af spørgsmålet om sjælens udødelighed og evige eksistens eller den menneskelige personligheds beståen udover det fysiske legemes død, at jeg i den nævnte artikel også har inddraget H. C. Andersen og hans opfattelse af påstanden om – eller troen på om man vil – at ”vi er evige væsener”.  Det begrunder jeg med, at mange af mine tidligere artikler om digteren og hans forfatterskab og livs- og verdensanskuelse, i øvrigt i pagt med Martinus' verdensbillede, forholder sig positivt til emnerne: Individets personlige udødelighed og evige liv og den fuldkomne retfærdighed i tilværelsen i medfør af loven for skæbne.

 

© Februar 2017 Harry Rasmussen.

 

___________________________

 

 

Noter og kilder:

 

Note 1.: H. C. Andersens Dagbøger IV. p. 475. Udgivet af Tue Gad. Det Danske Sprog- Og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. G. E. C. Gads Forlag . København 1974.

Note 2.: Samme sted, p. 476.

Note 3.: Det smukke Basnæs: Herregård syd for Skælskør, som på Andersens tid var ejet af Jakob B. Scavenius (1811-1850), hofjægermester, gift 1843 med Henriette Scavenius, født komtesse Moltke (1819-1898). - skuespiller Mantzius: Kristian Mantzius (1819-79), skuespiller ved Det kgl. Teater. Blandt andet også kendt for sine oplæsninger af Andersens eventyr og historier.

Note 4.: H.C.Andersen. Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Bind III, p. 1. Udgivet af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. Levin & Munksgaards Forlag, København 1933. - Le Pardon de Ploërmel: Opera i 3 akter af den tysk-franske komponist Giacomo Meyerbeer (1791-1864). - Bispen i Børglum: Historien om Bispen på Børglum og hans Frænde, som Andersen havde skrevet tidligere på året 1860, omskrev han delvis i den her nævnte juleferie på Basnæs. - Eventyret ”Tolv med Posten”, skrevet på Basnæs i juleferien 1860, trykt første gang  i Nye Eventyr og Historier, Anden Række, 1. Samling, 1861. - Eventyret ”Skarnbassen”: Skrevet omkring 30. december 1860. Udkom 2. marts 1861 i Nye Eventyr og Historier, Anden Række, 1. Samling, 1861. - Vedr. eventyret ”Snemanden”: Se tidligere ovenfor.

Note 5.:  H.C.Andersens Eventyr, Bind IV, p. 101. Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag. København 1966.

Note 6.: Samme sted, p. 103.

Note 7.: Samme sted, p. 103-104.

Note 8.: Samme sted, p. 104. 

Note 9.: Samme sted, p. 105.

Note 10.:  Samme sted, p. 105.

Note 11. Samme sted, p. 104.

Note 12. Samme sted, p. 105.

Note 13. Samme sted, p. 105.

Note 14. De citerede dagbogsnotater er citeret fra H.C.Andersens Dagbøger, Bind IV -V. Se note 1.

 

Note 15.: Henrik Hertz: Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis. Andet Oplag. Kjøbenhavn. Udgivet, trykt og forlagt af Peter Nicolay Jørgensen. 1831.

 

Note 16.: Samme sted, pp. 47-48.

 

Note 17.: H. C. Andersens Eventyr, Bind IV, p. 102.

 

Note 18.:  Se evt. nærmere om Andersens forelskelse i Riborg Voigt i artiklen  H3-04. Andersens tredje dobbelt-forelskelse – dobbeltforelskelsen i Christian Voigt og dennes søster Riborg.

 

Note 19.: H.C.Andersen: Kun en Spillemand, 1837. Trykt i H. C. Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - ved kædens overbrydning: Andersen sigter formentlig hermed til årsags-virknings-loven. Læs evt. artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr.

 

Note 20: Man vil evt. kunne læse nærmere om Andersens forhold til tro og viden religion og videnskab i bogen ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie”. Forlaget Kosmologisk Information 1997. Søg herom på internettet.

 

Note 21.: Citatet findes med original tekst i H. C. Andersen, Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966.

 

Note 22.: Citeret fra H. C. Andersens Eventyr, Bind III: 1856-60. Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag. København 1965. pp. 103-112.

Note 23.: Digtsamlingen ”Aarets tolv Maaneder”, 1832, findes delvis trykt i H. C. Andersens Samlede Skrifter XII, Anden Udgave, p. 149.  

 

Note 24.: H. C. Andersens Eventyr. Bind II. Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag – København 1963. Eventyret kan læses på pp. 121.124.

Note 25.: Citeret efter H. C. Andersens Eventyr. Bind IV. pp. 104-105. Udgivet af Erik Dal og Erling Nielsen. Hans Reitzels Forlag – København 1966.

Note 26.: Læs evt. artiklen 3.37. Eventyret om ”Grantræet” – poetisk livspessimisme

 

Note 27.:  Citeret fra H. C. Andersens Eventyr, Bind V, p. 213.

 

Note 28.: Se evt. artiklen 3.33. Tanker omkring en makulatur – om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg” fra 1822.

 

Note 29.: Læs evt. artiklen nævnt i Note 28. 

 

Note 30.: Se Note 25.

 

© Februar 2017 Harry Rasmussen.

 

 

******************