Foran den store Indgang…

H.C. Andersens tanker omkring døden

Udsigten til, at døden en dag før eller siden indhenter alt levende, os alle hver især, planter og dyr så vel som os mennesker, var en tanke, der som en slags ”rejsekammerat” fulgte mennesket og digteren H.C. Andersen fra hans tidligste ungdom, ja, faktisk fra hans barndom. Hvornår præcist tanken om døden kom ind i hans tankeverden, har jeg ikke fundet ud af, men den må i hvert fald have gjort det efter Sankt Hansdag i 1814, da præsteenken Marie Bunkeflods 11-årige søn, Thyge Josias, denne dag druknede under en svømmetur i Odense Å. Den da 9-årige Andersen var godt bekendt med nævnte præsteenke, fordi denne sammen med sin svigerinde, Anna Margrethe Bunkeflod, boede i ”Eilschous Boliger” lige overfor Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde. (Note 1)

Fotografi af H. C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde i Odense. Den miniature-lejlighed, familien Andersen beboede, lå bag de to vinduer til højre i det aflange hus. Det var bag disse vinduer, at Andersens fader havde sit skomagerværksted fra omkr. juli 1807 og til sin død i 1816. Ifølge Andersen hængte der et skilt over indgangsdøren, på hvilket der stod: Hans Andersen Friskomager. – (Privatfoto 1995 © Harry Rasmussen).

På tidspunktet for præstesønnen Thyge Josias’ ulykkelige død, var Andersen endnu ikke begyndt at aflægge jævnlige besøg hos familien Bunkeflod ovre på den anden side af gaden – eller strædet, som denne kaldtes dengang og endnu gør det den dag i dag. Det skete først kort efter hans egen faders død den 26. april 1816. Andersen var den 2. april samme år fyldt 11 år, og oplevelsen af den elskede faders død på nærmeste hold, blev en livsvarig traumatisk begivenhed i Andersens liv, både som menneske og som digter. Det sidste ikke mindst, for døden i almindelighed og faderens, Hans Andersens, død i særdeleshed, kom mere eller mindre direkte til at præge hans digtning lige fra dennes begyndelse omkring 1822 og helt frem til og med hans eget dødsår 1875. (Note 2)

Imidlertid havde Andersen skrevet en del udaterede digte allerede som 11- eller 12-årig, samt som 13-årig ligeledes nogle udaterede udkast til skuespil. Disse digte og skuespil regnes dog ikke med til hans egentlige forfatterskab, men der er det specielle ved disse digte og skuespil, at de for de flestes vedkommende er skrevet i den såkaldte militære Afregnings Bog, som drengen Andersen havde arvet efter sin for nyligt afdøde fader.

Hvad angår faderens, Hans Andersens, død, findes der af skrevne samtidige vidnesbyrd herom fra Andersens egen hånd så vidt vides kun følgende optegnelse, her gengivet med nutidig retskrivning:

(Citat) Liv og død af H. ANDERSENs Levned.

H. ANDERSEN Friskomager er født d. 14. dec. 1782 og er død om fredagen kl. 8 om aftenen d. 26. april 1816 og blev begravet d. 30. april i en alder af 33 år, 3 måneder 3 uger og 5 dage. (Citat slut) (Note 3)

Men til gengæld for den sparsomme omtale af faderen og dennes død i Afregningsbogen, fik både han og hans død stor betydning og indflydelse på Andersens digtning og forfatterskab, herunder ikke mindst på Andersens selvbiografier, hvilket vil sige Levnedsbogen (1832), Mit Eget Eventyr Uden Digtning (1847) og ikke mindst Mit Livs Eventyr 1- 2 (hhv. 1855 og 1869). I disse værker er Faderen og dennes død naturligvis set i erindringens tilbageblik, men skildringen heraf er så nærværende og virkelighedstro, at man ikke kan undgå at blive grebet af de begivenheder, der udspillede sig omkring faderens sygdom og dødsleje. Dødsårsagen var en alvorlig lungebetændelse, som faderens svækkede immunsystem ikke var i stand til at afværge og helbrede.

Faderen bliver soldat

Forud for Hans Andersens alt for tidlige død som knapt 34-årig, var der sket nogle begivenheder, som sønnen nærmest skildrer som et idyllisk eventyr, begyndende med forældrenes forlovelse og ægteskab og hans egen fødsel. Men den naturligvis ikke altid lige idylliske hverdag blev radikalt ændret, da faderen, som generelt var meget utilfreds med sit daglige og meget lidt lønsomme slid som lappeskomager, den 1. juni 1812 indtrådte i militært nummer for en ung bonde, der ønskede sig fritaget for militærtjenesten. Foruden de 1000 rigsdaler, faderen antagelig fik for at blive såkaldt "stiller" for en værnepligtig, har det nok også været medvirkende til beslutningen, at Hans Andersens forhold til konen efterhånden var blevet mindre godt, antagelig mest på grund af hans depressioner, pessimisme og nagende tvivl om hendes troskab. Dertil kom hans store begejstring for general Napoleon, som også var den store helteskikkelse for mange i Danmark og udgjorde et idealt forbillede eller idol for tidens oplyste unge mænd. Således også for den da 30-årige friskomager, som brugte stadig mere af sin fritid i sommerhalvåret til at tage ud i skoven, hvor han i reglen tog sønnen med. I det næste års tid var faderen væk fra hjemmet på grund af den militære træning, han måtte deltage i, men var selvfølgelig hjemme engang imellem, når han havde orlov. (Note 4)

I juni eller juli 1813 blev Hans Andersens kompagni sendt i kantonnement, det vil sige i privat indkvartering, hvor soldaterne skulle afvente ordre til afmarch. Hans Andersen tilbragte tiden i kantonnement i sit eget hjem, hvor han midlertidigt genoptog sit skomagerarbejde. Men snart kom dagen, da signalet til afmarch lød en tidlig morgen gennem Odenses gader:

(Citat) [...] Jeg lå da syg af mæslinger, min mund var i sår, jeg fantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige morgen, jeg så ham i uniform med geværet, bøjende sig over sengen kyssede han mig min læbe til blod og styrtede ud af døren. - Der var en jammer hjemme. Nabokonen, sagde at min fader var gal, at han ville løbe ud og skydes for ingenting! – (Citat slut) (Note 5)

Overfor Nicolai Bøgh uddybede Andersen i 1873, hvad der var gået umiddelbart forud for og også om dagen for faderens afmarch:

(Citat) [...] Han var meget nøjsom og afholdende; engang, da der var tale om kometer, sagde han: "De ti værste kometer, jeg kender, er tallotteri og brændevin." Yderst pligtopfyldende var han og arbejdede fra den tidlige morgen af ved en stor glaskugle med vand i; den skulle forstærke lyset. To timer om middagen afbrød han sin syning for at læse sin bys avis, og deri slugte han navnlig begærligt alt, hvad der handlede om hans store yndlingshelt Napoleon, der jo også blev sønnens "Hjertes helt". Konen sagde da: "Der sidder han og læser den lange tid om denne Napoleon; jeg kan da aldrig begribe hvad morsomt der kan være ved at læse om en, der dræber og ødelægger alle folk." Til sidst blev - som Andersen fortæller i "Mit Livs Eventyr" - begejstringen for den berømte kejser så stor, at skomagersvenden, da Danmark forbandt sig med Frankrig, drog ud som soldat. Han sagde til Hans Christian: "Jeg kan ikke sidde længer i denne stue, jeg må afsted, jeg må se ham og kæmpe med ham." Andersen fortæller på det ovenomtalte sted, at han, da faderen drog bort, lå syg af mæslinger, men derimod ikke, at, da faderen til afsked heftigt kyssede ham, sprang hans udslåede læber op at bløde, så drengen hylede af smerte. Moderen sagde ved sin mands afrejse: "Han er ikke rigtig i hovedet, han bliver ligesom sin fader." At hele krigsplanen mislykkedes, så han snart kom tilbage, ved man fra "Mit Livs Eventyr". (Citat slut) (Note 6)

Omtrent samstemmende med Levnedsbogen, fortæller Andersen i Mit Livs Eventyr følgende om sin faders afmarch, som antagelig har fundet sted i begyndelsen af juli 1813:

(Citat) Den morgen, kompagniet, hvori min fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans hjerte var i stærk bevægelse, det forstod jeg, på den vilde heftighed, hvormed han kyssede mig ved afskeden. Jeg lå da syg af mæslinger, lå ene i stuen, da trommerne lød, og min moder grædende fulgte ham ud af byens port. Da de var bortmarcherede, kom min gamle farmo'er og så med sine milde øjne på mig og sagde, at det var godt, om jeg måtte dø nu, men at Guds vilje var altid den bedste. Det var en af de første morgener fuld af smerte, jeg erindrer mig.

Det regiment, min fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsten; der blev sluttet fred og den frivillige kriger sad igen på sit værksted, og alt syntes at komme tilbage til det gamle. (Citat slut) (Note 7)

Faderens død

Den omstændighed, at Hans Andersen ikke følte sit arbejde som skomager tilfredsstillende, har utvivlsomt bidraget sit til at modne tanken hos ham om, at han måske kunne ændre sin stilling og familiens situation, ved at gå ind i militæret. Men da han ikke var værnepligtig, måtte det blive som stiller for en sådan, som ønskede sig fritaget for indkaldelse, hvilket som sagt lykkedes, med hvad deraf fulgte af gode og mindre gode konsekvenser, som vi allerede har hørt om. Herom fortæller Andersen blandt andet følgende:

(Citat) Med hans sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante marcher og krigslivet. En morgen vågnede han i vilde fantasier, talte om felttog og om Napoleon; han troede at tage ordre fra ham og at kommandere selv. Min moder sendte mig straks ud om hjælp, men ikke hos lægen, nej, hos en såkaldt "klog kone", der boede en halv mil fra Odense. Jeg kom derud, konen gjorde mig flere spørgsmål, tog derpå en ulden tråd, målte mine arme, gjorde underlige tegn over mig og lagde tilsidst, på mit bryst, en grøn gren, den var et stykke af det slags træ, hvorpå vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføjede: "Gå nu hjem langs med åen! skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!" Man kan tænke sig min angst, jeg, som var så opfyldt af overtro og levede under fantasiens magt. "Og du har ikke mødt noget?" spurgte min moder mig, da jeg kom hjem; med bankende hjerte forsikrede jeg, "Nej!" Den tredje aften døde min fader. Hans lig blev liggende i sengen, jeg lå med min moder udenfor, og hele natten peb en fårekylling. "Han er død!" sagde min moder til den: "Du behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!" og jeg forstod hvad hun mente; jeg huskede fra vinteren forud, at da vore vinduer stod tilfrosne, havde min fader vist os, at der var frosset på ruden, ligesom en jomfru, der strakte begge sine arme ud. "Hun vil nok have mig!" sagde han i spøg; nu, da han lå død i sengen, kom det min moder i sindet, og hvad han udtalte, beskæftigede min tanke. (Citat slut) (Note 8)

Den tilsvarende situation havde Andersen allerede beskrevet i Levnedsbogen 1832, omend i en noget kortere form, hvor han blandt andet fortæller, at den kloge kone boede i Ejby lidt øst for Odense, og at han blev sendt af sted for at hente hende i stedet for en læge. Men medens han var hjemme hos den kloge kone, udspurgte denne ham naturligvis om hans syge faders tilstand, og derefter foretog hun sig det ovenfor nævnte magiske ritual med den skræmte og samtidig nysgerrige dreng:

(Citat) [...] "Men skal min stakkels fader dø?" spurgte jeg og græd. "Dør han," svarede hun, "da vil du møde hans ånd på vejen når du går hjem!" - Hun havde nær skrækket livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. - "Skal vi dog ikke hente en doktor!" bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste dag, og sygdommen tog mere til; han døde på den tredje dag. – […] (Citat slut) (Note 9)

Dette kan suppleres med, hvad Andersen i 1873 fortalte vennen Nikolai Bøgh om bl.a. faderens dødsleje:

(Citat) [...] På sit yderste fantaserede den syge stærkt om Napoleon og råbte da til sin søn: "Hvad, dreng, ser du ikke min kejser! Vil du afvejen for ham! Huen af, din hvalp, når kejseren rider dig forbi!" "Nu er han bleven ligesom sin fader", sagde så hans kone. (Citat slut) (Note 10)

I forbindelse med faderens død, ser vi endnu engang, hvordan fantasien og overtroen spiller ind i den da 11-årige drengs liv, og er nær ved at skræmme ham fra sans og samling. Under indflydelse fra sin fromme og samtidigt stærkt overtroiske moder, troede han nemlig på ånder og genfærd, gode som onde, og han følte, at de var overalt omkring ham, hvor han end gik og stod, ja, i nogle tilfælde fulgte de ham endda bogstavelig talt lige i hælene, særligt når skumringen og mørket faldt på.

Men at tanken om døden dog ikke kun var et skræmmebillede for Andersen, det havde han helt fra barnsben altid i sine lyse øjeblikke følt inderst inde – og ikke mindst, da han allerede som knapt 12-årig skrev sit formodentlig første mindedigt: Grav minde over lille Maria død 1816 den 26. November. I dette tilfælde i anledning af en lille pige, Maria, der var død nogle måneder, før han skrev digtet. Her skal digtet citeres med nutidig retskrivning:

Henslumret er en munter skabning

som segned’ bort i ungdoms år.

Hun knap får øje på jordiske ting,

før hun sit sende budskab får

og hun fra jordisk rige ile

til himlens yndige Paradis -

Af døden hun ikun smile

og anser det ej som et forlis

at forlade jordisk rigen

og med engle kor at stige

op til himlens skaber gud

at være hanses sendebud –

Se jeg ser en engel stige

et uskyldigt barnlille

og det er den døde pige

som sin glæde sige vil.

(Note 11)

Naivt og barnligt fynsk sprogbrug, med stavefejl, men dog et tidligt udtryk for Andersens overbevisning eller tro på sjælens udødelighed. Den tro, som i løbet af hans forholdsvis lange liv skulle blive udfordret af hans ”pendul-sind”s negative livspessimistiske og samtidigt mere realistiske side.

Moderen gifter sig igen

Imidlertid blev det efterhånden for meget for Andersens moder, Anne Marie, at være ene om at sørge for de daglige livsfornødenheder, og i øvrigt stå alene med ansvaret for den nu 13-årige søn, som snart skulle konfirmeres. Desuden var hun endnu en livsduelig kvinde på omkring 43 år, der ind imellem godt kunne føle sig ensom og savne en mand. Valget faldt på den noget yngre, kun 31-årige Niels Jørgensen Gundersøe (1787-1822), også kaldet Gundersen, som var en ven og kollega til hendes afdøde mand, og lige som denne friskomager. Han har derfor antagelig overtaget vennens skomagerværksted i hjemmet i Munkemøllestræde, idet han flyttede ind her, formentlig efter vielsen i St. Knuds Kirke den 8.juli 1818.

Det må på flere måder have været en vanskelig situation, ikke mindst for 'enebarnet', Hans Christian, der var vant til at have sin moder for sig selv, at skulle dele hende og husets trange plads med et i hans øjne fremmed og uvedkommende menneske. Det har naturligvis heller ikke været let for den relativt unge Gundersen, hvis familie var meget imod at han giftede sig med en fattig, ældre kvinde, som tilmed havde en i deres øjne lang døgenigt af en søn at forsørge. For Anne Marie selv, var det heller ikke nemt, for hun var nu stillet mellem sin søn, som hun elskede højt og altid havde forkælet, og sin nye mand, der også havde krav på opmærksomhed og hensyntagen. Men skal man tro Andersens selvbiografier, var den nye situation i hjemmet ikke noget større problem for ham personlig. I Levnedsbogen skriver han om Gundersen, at:

(Citat) [...] han var ganske forskellig fra min fader og svarede fuldkommen i karakter og åndelig udvikling til min moder. - Mig behandlede han vel, men ville aldeles ikke blande sig i min opdragelse, for at folk ikke skulle sige han var en "slem stedfader", således blev i grunden alt for mig, under samme former som før, kun den stakkels gamle farmoder, stod mere fremmed der i huset, jeg var båndet der holdt hende der, jeg græd tit over hendes stille smerte, thi hun blev med et gammel af sorg. (Citat slut) [...] (Note 12)

Men mon ikke tårerne i nogen grad også har gjaldt ham selv, idet han måske vidste eller i hvert fald anede, at hans liv og dage i det elskede barndomshjem snart var talte? Der kan ikke være tvivl om, at han slet ikke følte sig i overensstemmelse med sin stedfader, hvis åndelige niveau ifølge Andersens indirekte udsagn, lå langt under hans eget. Hans Christian, der var vant til at lege for sig selv, når han efter skoletid var kommet hjem, fortsatte med sine sædvanlige interesser og sysler, som om ingenting var forandret:

(Citat) [...] Min stedfader var en ung, stille mand med livlige, brune øjne og af et jævnt godt humør; min opdragelse ville han slet ikke blande sig i, sagde han, og lod mig også være og blive, som jeg selv ville. - Jeg levede derfor ganske for min perspektiv-kasse og mit lille dukketeater, og det var min største lykke at have samlet ret mange brogede klude, som jeg da tilskar og syede i dragter; min moder betragtede det som en god øvelse for mig til at blive skrædder, thi det var jeg født til, mente hun; jeg derimod sagde, at jeg vilde til komedien, noget, min moder på det bestemteste satte sig imod, idet hun kun kendte som komedie, linedansere og omrejsende skuespillere, som hun regnede for eet. "Ja, så vil du få ordentlig bank!" sagde hun da, "så kommer du til at sulte, at du kan være let, og du får olie at spise for at blive lind i lemmerne!" nej, skrædder skulle jeg være. "Se bare, hvor fint skrædder Stegmann har det!" Det var byens fornemste skrædder. "Han bor i Korsgaden, har store ruder i vinduerne og svende på bordet; ja, kan du bare blive en af dem!"

Hvad der i denne min bestemmelse for skrædderiet var min eneste trøst og glæde, var det, at da ville jeg ret kunne få klude og lapper til mit lille teaters garderobe. (Citat slut) (Note 13)

Denne interesse for teater var så stor, at han snart gjorde sig gode venner med den i øvrigt venlige mand, der delte plakater om i byen, som meddelte publikum om Odense Teaters programmer og spilletider mm. På den måde lykkedes det drengen at anskaffe sig en hel lille samling af teaterplakater, som han tit sad hjemme og kiggede på, og forestillede sig selv i en eller flere af det pågældende stykkes roller, skønt han i reglen ikke anede, hvad det gik ud på. Lejlighedsvis lykkedes det ham endog at komme ind på teatret og se stykkerne opført af de professionelle skuespillere, og i de følgende dage var han så opslugt af, hvad han havde set og hørt, at han selv gennemspillede nogle af det pågældende stykkes roller for sin moder, stedfader og vel ind imellem også for farmoderen. Som tidligere nævnt, læste han allerede dengang Holbergs komedier og Shakespeares tragedier, og herom skriver han i Levnedsbogen bl.a.:

(Citat) [...] således læste jeg her Shakespeare i Rosenfelds oversættelse, der var så meget for min fantasi, at han behagede mig endnu mere end Holberg; ja Bunkeflod faldt, naturligvis rent igennem, nu lærte jeg mange scener uden ad, og da jeg kort efter så på teatret "Das Donauwaibchen" spillede jeg denne med, skønt jeg ikke vidste flere end de to tyske ord "schwester" og "bruder". - Dette stykke behagede mig især, jeg skabte, i kragemål, selv noget tysk, tog min moders forklæde om skuldrene, og var nu ridder Albrect, snart svømmede jeg på en skammel som Donaupigen. Alle disse scener gjorde ellers min moder forskrækket, hun forbød mig det, thi hun troede tit at jeg måtte være gal. [...] (Citat slut) (Note 14)

Når den da 13-årige Hans Christian med stor lyst og iver, eksempelvis gennemspillede rollerne som vekselvis gæv ridder og skønjomfru, kan det tænkes at være udtryk for en udlevelse i fantasien af et historisk-kulturelt repetitionsstadium, der i dette tilfælde lå omkring 10 århundreder tilbage i tiden, nemlig perioden cirka år 965-1035. Dette tidsrum er bl.a. karakteriseret gennem røverriddernes stadige erobringstogter rundt om i Europa. Ved at spille rollen som drabelig kriger, benyttede drengen Hans Christian sig af sin maskuline pol, og ved at spille skønjomfruens rolle, er det sin allerede på det tidspunkt fremtrædende feminine pol, han identificerer sig med. Måske er det ikke mindst det sidstnævnte, der kan have gjort hans moder forskrækket og vakt hendes bekymring og mishag i en sådan grad, at hun forbød ham at spille teater. Men hendes måske halvhjertede forbud virkede dog ikke ret længe ad gangen, for snart efter var drengen igen opslugt af sine rollefantasier og teaterdrømme, og sine kære sysler med dukketeatret.

I den følgende tid passede Hans Christian som sædvanlig sin skolegang i Fattigskolen, hvor han, som han siger, kun lærte religion, skrivning og regning, men at han var dårlig både til at stave og regne, især fordi han sjældent læste eller øvede sig på sine lektier, som for det meste blev læst på vejen mellem hjemmet og skolen. Religion, hvilket vil sige religionshistorie og kristendomskundskab, interesserede ham imidlertid meget, og han lyttede intenst, når den gamle lærer fortalte:

(Citat) [...] ud af sit hjerte talte han til os om religionen, og når han gennemgik bibelhistorien, vidste han at give den så levende, at imedens jeg hørte, blev mig alle de malede billeder på skolevæggens betræk, der viste scener af det gamle Testamente, lyslevende, fik for mig en skønhed, sandhed og friskhed, som jeg senere så den i de herlige stykker af Raphael og Tizian. Tit sad jeg drømmende og stirrede på den brogede væg og fik da en lille irettesættelse af ham, fordi jeg var "borte igen"; så fortalte jeg de andre drenge kuriøse historier, men hvori jeg naturligvis ikke glemte at gøre mig selv til hovedpersonen, stundom blev jeg leet af. Gadedrengene havde af deres forældre også hørt om mit sære væsen, og hvorledes jeg kom omkring i "fornemme familier", og derfor blev jeg en dag forfulgt gennem gaden af en hel vild skare, der spottende råbte: "der løber komedieskriveren!" Jeg skjulte mig hjemme i en krog, græd og bad til Gud. (Citat slut) (Note 15)

Det er antagelig også sin sindsforstyrrede farfader, Andersen har haft i tankerne, da han i lighed med, hvad denne oftere var udsat for, blev forfulgt af de spottende gadedrenge. Vi hører også her om hans udprægede trang til at gøre sig selv til centrum, noget, der blev udlagt som forfængelighed og indbildskhed. Men i virkeligheden er det noget, der normalt præger det naive og uskyldige naturbarn, som endnu ikke har lært, at det gælder om til en vis grad at forstille sig, for ikke at støde an mod borgerlige kultur- og adfærdsnormer. Andersen fortsatte i øvrigt med at være "naturbarn" langt op i sin ungdom, men var dog ikke mere naiv, end at han tidligt forstod, at han med sit særlige og uspolerede sind havde tilgang til de dybere lag i bevidstheden, hvor magien, trylleriet og eventyret lå gemt og kun ventede på at blive hentet frem. Han forsøgte derfor at værne om og bevare sit "barnesind", som han følte, ja, vidste gav umiddelbar, intuitiv tilgang til oplevelsen af livet selv som det største af alle eventyr.

Men teatret var og forblev alle dage en af de største interesser for "komedieskriveren", H.C.Andersen, som naturligvis straks benyttede lejligheden, da et hold skuespillere fra Det kgl. Teater i dagene 7.-23. juni 1818 var på gæstespil i Odense. Herom skriver han følgende i "Mit Livs Eventyr":

(Citat) Sommeren før min konfirmation havde en del af det kongelige Teaters sang- og skuespil-personale været i Odense og der givet en række operaer og tragedier; hele byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med plakatbæreren, havde ikke blot fra kulisserne set alle de givne forestillinger, men var selv trådt op både som page og som hyrde, ja jeg havde endogså sagt et par replikker i "Cendrillon"; min iver var så stor, at når de spillende kom i garderoben før forestillingen, stod jeg allerede påklædt; herved blev de opmærksomme på mig; min barnlighed og begejstring morede dem; de talte venligt til mig, især Haack og Enholm, og jeg så op til dem som til jordiske guder. Alt hvad jeg havde hørt om min sangstemme og om min fremsigelse af vers og monologer bragte nu til klarhed hos mig den tanke, at det var teatret, jeg var født for, og at det var her jeg ville blive en berømt mand, og derfor var teatret i København målet for min stræben. Skuespillernes ophold i Odense var hos mange, og hos mig især, en livsbegivenhed; der taltes derom med sandt sværmeri, og talen endte altid med: "hvem der dog var i København og på komedie der". Dette var der nu enkelte, der havde været, og disse omtalte da noget, de kaldte ballet, der skulle endog overgå opera og komedie; danserinden madame Schall, sagde de, var der den første og mægtigste; hun forekom mig altså som dronningen for det hele, og i min fantasi svævede hun som den, der, når jeg vandt hendes godhed og beskyttelse, kunne hjælpe mig frem til hæder og lykke. (Citat slut) (Note 16)

H.C.Andersens store interesse for teater, og især hans skuespillerleg og ønske om at blive professionel skuespiller, en tanke, der for alvor modnedes hos ham i 14 års alderen, kunne tyde på psykologisk og kulturel repetition af perioden cirka år 825-1150. I den forbindelse skal man dog huske på, at ved begreberne teater og skuespiller forstod man dengang noget helt andet, end vi gør i vore dage. Begrebet "teater" havde sin oprindelse i den religiøse kult, som i den vestlige verden senere blev til mysteriespil og de katolske kirkespil. Men når der formentlig har været tale om repetition af teater- og skuespillerinteressen i Andersens tilfælde, hænger dette sammen med, at ønsket om og bestræbelserne på at blive udøvende scenisk kunstner, svækkedes nogle få år senere, hvilket antagelig kan ses som en indikation på, at der i hans tilfælde har været tale om en gentagelse af led i et kulturelt repetitionslag. Omkring 1820-21 havde han i en alder af 15-16 år helt opgivet skuespillerdrømmene, til fordel for et endnu større ønske om at blive digter eller forfatter.

Andersen i København

Uden navns nævnelse omtales faderen, Hans Andersen, dog allerede i nogle breve før det egentlige forfatterskab indledtes. Den kun 14-årige og meget ambitiøse Andersen var ankommet til København den 6. september 1819, hvor han tog fast ophold, primært med det formål at søge ind som elev ved Det kongelige Teater. Det lykkedes, dog på den måde, at han kun fik en beskeden gage, men ved forskellige menneskers hjælp og økonomiske bistand blev sat i stand til at klare at betale kost og logi, først i Holmensgade 8 hos fru Thorgesen og en kort overgang hos familien Henckel, som boede en etage højere oppe i samme ejendom, senere i Dybensgade 20, hvortil sidstnævnte familie flyttede april 1822. (Note 17)

Medens Andersen endnu boede hos fru Thorgesen skrev og rundsendte han flere bønskrifter til forskellige mennesker, som han med rette eller urette mente ville være i stand til at hjælpe ham til at klare dagen og vejen. Andersen var på det tidspunkt blevet ansat som ”danseelev”, dvs. som elev ved Det kgl. Teaters balletskole. Men nok så vigtigt, så skrev og afsendte han via sin faderligt gode ven, provst ved Holmens Kirke, Gutfeld, et brev dateret den 6. august 1820 til selveste kongen, Frederik den Sjette, og heri forekommer følgende passus, gengivet med nutidig retskrivning:

(Citat) […] Kun udrustet med min heftige lyst og håb til ædle mennesker trådte jeg ud i den store verden, thi min fader, en fattig skomager i Odense, kunne intet give mig, […] (Citat slut) (Note 18)

Stedfader Gundersens død

Når Andersen i ovenstående brevcitat nævner sin fader, så mener han i dette tilfælde i virkeligheden sin stedfar, Niels Jørgensen Gundersen, som dog også var ”en fattig Skomager”. Situationen var for Andersens moder, Anne Marie Andersdatter, den, at hun den 8. juli 1818 havde giftet sig påny, nemlig med ovennævnte, som ligeledes var friskomager og som derfor kunne overtage sin forgængers lille værksted og forsøge at føre dette videre, dog uden større held, viste det sig. Formentlig på Flyttedagen 20. april 1819, to dage efter Andersens konfirmation i Skt. Knuds Kirke, flyttede den lille familie til en lejlighed på den modsatte side af Munkemøllestræde og nærmere Odense Å. Det var herfra, at Andersen den 4. september s.å. afrejste til København. Det skal nævnes, at stedfaderen var sønnen behjælpelig med at anskaffe det rejsepas til København, som krævedes for at den, der ville passere et indenlandsk farvand, i dette tilfælde Storebælt, kunne rejse. Godt halvandet år senere flyttede moderen og stedfaderen i begyndelsen af 1821 hen i hendes tidligere svigerforældres hus i Pogestræde 14, hvor Gundersen døde den 4. maj 1822 og uden at efterlade sig noget som helst til sin enke. Selvom Andersen og stedfaderen kom nogenlunde godt ud af det med hinanden, har sidstnævntes tilstedeværelse nok haft en vis indflydelse på den 14-årige Andersens beslutning om at forlade hjemmet og ’emigrere’ til København, hvor han i øvrigt blev boende resten af sit liv, kun afbrudt af inden- og udenlandske rejser.

Som tilfældet generelt set er i og med H. C. Andersens litterære værker, så brugte han stort set altid sig selv og sine egne oplevelser, og hentede ofte personer, motiver og inspiration i sin egen familie- og vennekreds til digte, eventyr og historier, romaner og skuespil. Som eksempler på, at hans forældres liv og skæbne jævnligt forekommer under forskellige navne i hans litterære værker, ikke mindst i romanerne, kan netop nævnes ”Improvisatoren” (1835), ”O.T.” (1836), ”Kun en Spillemand” (1837), ”De to Baronesser” (1848), ”At være eller ikke være” (1857) og ”Lykke-Peer” (1870). Det vil dog føre for vidt, at gå nærmere ind på dette emne her i denne artikel. (Note 19)

Farmoderens død

I skikkelse af Andersens højt elskede farmor, kom Anne Cathrine Nommensdatter (1745-1822) , gift med Andersens farfar Anders Hansen, kaldet ”Traes” (1751-1827), til at spille en stor og vigtig rolle i hans liv, især i hans barndomsliv. Det fremgår ikke mindst af hans selvbiografier, men i nok så høj grad også af en del af hans litterære værker. Som et særlig godt eksempel på det, kan nævnes historien ”Bedstemoder” (1845). Men lad os først orientere os om, hvad der er blevet fortalt om hendes liv og levned.

Andersens egen viden om sine bedsteforældre på fædrene - såvel som på mødrene – side, forekommer at være meget mangelfuld, rent bortset fra, at der muligvis var nogle forhold omkring begge parter, som han ikke ønskede at offentligheden behøvede at vide noget om. Men den viden er heldigvis tilvejebragt af en række meget dygtige og grundige H.C.Andersen-forskere. Både i Levnedsbogen (1832) og i Mit Livs Eventyr I (1855) fremfører Andersen den så vidt vides fejlagtige opfattelse, at hans bedsteforældre var formuende folk ved Aalsbo på det sydlige Fyn, hvor de drev et mindre landbrug, der imidlertid gik konkurs på grund af sygdom blandt kvæget. Den mere sandsynlige historie er, at farfaderen, Anders Hansen, oprindelig var uddannet som skomagersvend, og den 19. december 1781 havde han giftet sig med omtalte Cathrine Nommensdatter. 1782 fik parret, som boede i Aalsbo på det sydlige Fyn, sønnen Hans Andersen, digterens fader. 1788 flyttede familien til Odense, hvor Anders Hansen havde købt et mindre hus i Pogestræde 14. Anders Hansen arbejdede derefter i de første år som skomagersvend, men en tiltagende sindsforstyrrelse bevirkede, at det blev umuligt for ham at arbejde. Han tilbragte en del af sine dage med snitte og skære træfigurer, mennesker med dyrehoveder, dyr med vinger og mærkværdige fugle, som han pakkede i en kurv og gik omkring i byens opland og forærede sine små mesterværker til venligt sindede bønderkoner og disses børn. Til gengæld fik han forskellige naturalier i form af f.eks. gryn og skinke. Men det gav ingen penge, så for at sikre familiens indkomst, måtte hans kone, Andersens farmor, derfor bl.a. gå til hånde i haven på Gråbrødre Hospital.

Med farmoderens arbejde i Gråbrødre Hospitals have hang det sådan sammen, at det formentlig var blevet arrangeret af H.C.Andersens gudfar, portneren Nicolas Gomard. Andersen forlod Odense den 4. september 1819 og rejste til København. Dermed forlod han sin odenseanske familie og dermed samtidig også sin elskede farmoder. Herom skriver han i Levnedsbogen:

(Citat) […] - Da jeg gik ud af porten kom gamle farmoder; så stift på mig med tårer i de fromme blå øjne, men hun sagde ikke et ord! - Siden har jeg aldrig set hende. Hun er død! - (Citat slut)

Andersens farmoder døde den 29. august 1822 og dermed på et tidspunkt, hvor han selv opholdt sig i København. Og han havde ikke haft mulighed for at tage til Odense og besøge sin moder og dermed heller ikke sin farmoder og farfader. Han deltog derfor hverken i stedfader Gundersens begravelse eller i farmoderens begravelse. (Note 20)

Og her er det så, at historien ”Bedstemoder” (1845) kommer ind i sammenhængen, for selv om det ikke nævnes i Andersen-forskningen, så er det efter min opfattelse sandsynligt, at det er sin elskede gamle farmoder han har haft i tankerne, da han skrev denne smukke og rørende historie. Her skal historiens slutning gengives:

(Citat) Nu er bedstemoder død. - Hun sad i lænestolen og fortalte en lang, lang dejlig historie: ”Og nu er den ude,” sagde hun, ”og jeg er ganske træt, lad mig nu sove lidt.” Og så lagde hun sig tilbage og hun trak vejret, hun sov; men det blev mere og mere stille, og hendes ansigt var saa fuldt af fred og lykke, det var ligesom der gik solskin over det, og så sagde de, hun var død.

Hun blev lagt i den sorte kiste, hun lå svøbt i det hvide linned, hun var så smuk, og dog var øjnene lukkede, men alle rynkerne var borte, hun lå med smil om munden; hendes hår var så sølvhvidt, så ærværdigt, man blev slet ikke bange ved at se på den døde, det var jo den søde, ejegode Bedstemoder. Og salmebogen blev lagt under hendes hoved, det havde hun selv forlangt, og rosen lå i den gamle bog; og så begravede de bedstemoder.

På graven, tæt under kirkemuren, plantede de et rosentræ, og det stod fuldt med blomster, og nattergalen sang over det, og inde fra kirken spillede orglet de smukkeste salmer, der stod i bogen under den dødes hoved. Og månen skinnede lige ned på graven; men den døde var der ikke; ethvert Barn kunne ved nattetid roligt gå hen og plukke en rose der ved kirkegårds-muren. En død ved mere, end alle vi levende vide, den døde kender den angst vi ville føle for noget så sælsomt, som det, at de kom til os; de døde er bedre end vi alle, og så kommer de ikke. Der er jord over kisten, der er jord indeni den. Salmebogen med dens blade er støv, rosen med alle sine erindringer er falden i støv; men ovenfor blomstre nye roser, ovenfor synger nattergalen, og orglet spiller; man tænker på den gamle bedstemoder med de milde, evig unge øjne. Øjne kunne aldrig dø! Vore skulde engang se hende, ung og smuk, som da hun første gang kyssede den friske, røde rose, der nu er støv i graven. (Citat slut) (Note 21)

Med Andersens farfader, Anders Hansen kaldet ”Traes”, der efter sin kones død var blevet enkemand og som sådan overlevede hende med omkring 5 år, gik det som tidligere omtalt med tiden knapt så godt, idet han i tiltagende grad blev psykisk syg eller sindsforvirret og derfor på et tidspunkt måtte indlægges på Odense Gråbrødre Hospital. Her fik han besøg af sin sønnesøn, H.C.Andersen, når denne i sine skoleferier var på besøg i Odense, hvor moderen fortsat levede og boede. Andersen var jo i årene 1822-26 elev i Den lærde Skole i Slagelse, men det foreligger ikke oplyst, om han eventuelt har deltaget i farfaderens begravelse, som fandt sted i begyndelsen af februar 1827. Farfaderen var afgået ved døden den 5. februar s. å.

Mere om Faderen og dennes død

Herefter vil jeg tillade mig at uddybe Andersens forhold til sin alt for tidligt afdøde fader. Det sker med det følgende lettere reviderede citat fra min artikel om ”Reisekammeraten” (Se evt. artiklen 3.26. Reisekammeraten - H.C.Andersen og døden (1. del):

Sit første og personligt oplevede møde med døden havde drengen Hans Christian altså været ude for, da hans elskede fader lå på sit dødsleje, kun 34 år gammel. Moderen, som havde større tiltro til magi og hekseri end til lægekunsten, sendte på tredjedagen for faderens alvorlige sygdom, sønnen afsted til en såkaldt klog kone, der boede et stykke uden for Odense, for at forhøre sig om faderen måske lå for døden. Hvis ikke, ville der nemlig ikke være grund til at sende bud efter lægen. Fuld af undren og nysgerrighed, iblandet frygt, oplevede han hos hende sit formentlig første indblik i trolddommens og heksekunstens mysteriøse verden. Men det var ikke uden en vis ængstelse, at han lod sig underkaste hendes rituelle handlinger og besværgelser, som afsluttedes med, at hun lagde en grøn gren på hans bryst:

Citat) ”[...] den var et stykke af det slags træ, hvorpå vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføjede: Gå nu hjem langs med åen! Skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!” (Citat slut)

Man kan tænke sig med hvilke bange anelser, den 11-årige dreng skyndte sig hjemad, men han mødte ikke sin faders genfærd, så både han og hans overtroiske moder følte sig lettede og var vel også overbeviste om, at faderen ville overleve sin alvorlige sygdom. Men det skete ikke, faderens tilstand blev tværtimod hurtigt værre, og et par dage efter døde han:

Citat) ”Hans lig blev liggende i sengen, jeg lå med min moder udenfor, og hele natten peb en fårekylling. ”Han er død!” sagde min moder til den: ”Du behøver ikke at synge efter ham, Isjomfruen har taget ham!” og jeg forstod hvad hun mente; jeg huskede fra vinteren forud, at da vore vinduer stod tilfrosne, havde min fader vist os, at der var frosset på ruden, ligesom en jomfru, der strakte begge sine arme ud. ”Hun vil nok have mig!” sagde han i spøg; nu, da han lå død i sengen, kom det min moder i sindet, og hvad han udtalte, beskæftigede min tanke.” (Citat slut)

Sådan fortæller Andersen selv om hændelsen i ”Mit Livs Eventyr”, og faderens ord og hele stemningen og oplevelserne omkring hans død, lagde sig som erindringsfrø i drengens bevidsthedsdyb, hvor det blev rodfæstet, og hvor det mange år senere voksede frem og manifesterede sig i hans romaner, eventyr og historier. Og blomst satte erindringen om faderens tragiske og alt for tidlige død måske i særlig grad i og med eventyret om netop – ”Iisjomfruen”! (Note 22)

Det bedste sker

Eventyret ”Iisjomfruen” er så sent som fra 1862, og da var erindringen om faderens spøgefulde ord og hans død stadig lige frisk hos sønnen, som i mellemtiden var blevet en verdensberømt forfatter. Grundtemaet i dette dejlige eventyr er, at Isjomfruen, symbolet på den uundgåelige fysiske død, betragter hovedpersonen, den unge mand Rudy, som sin naturgivne og retmæssige ejendom, men hans heldige skæbne bevirker, at han gang på gang undgår at falde i hendes stærke, klamme hænder. Dødens iskolde jomfru véd imidlertid, at Rudy så sikkert som noget, vil ende med at komme ind under hendes magt. Det uafvendelige sker da også en dag, da han sammen med sin forlovede, Babette, i øvrigt dagen før deres bryllup, er roet ud til en lille ubeboet ø midt i søen og er gået i land, men glemmer at fortøje båden, som derfor driver til søs, uden at de to i første omgang lægger mærke til det.

På øen føler de to forelskede unge sig frie, glade og lykkelige, og de nyder naturen og hinandens nærhed, da de pludselig opdager at båden er drevet væk fra land og det går op for dem, at de ikke vil kunne komme derfra igen. Rudy smider resolut sin frakke og sine støvler og springer straks i det dybe, blågrønne og iskolde vand og svømmer ud, for at hente båden. Men da er hans skæbnetime inde:

(Citat) ”Isjomfruen sad på den klare, gennemsigtige bund, hun løftede sig op mod Rudy; kyssede hans fødder, og der gik en dødsisnen gennem hans lemmer, et elektrisk stød – is og ild! Man skelner ikke derimellem ved den korte berørelse.

”Min! min!” klang det om ham og ind i ham. ”Jeg kyssede dig, da du var lille! kyssede dig på din mund! Nu kysser jeg dig på din tå og på din hæl, min er du hel!”

Og han var borte i det klare blå vand.

Alt var stille; kirkeklokkerne hørte op at ringe, de sidste toner forsvandt med glansen på de røde skyer.

”Min er du!” klang det i det dybe; ”min er du!” klang det i det høje, fra det uendelige.

Dejligt at flyve fra kærlighed til kærlighed, fra jorden ind i himlen.

Der brast en streng, der klang en sørgetone, dødens iskys besejrede det forkrænkelige; forspillet endte for at livs-dramaet kunne begynde, misklangen opløses i harmoni.” (Citat slut) (Note 23)

Virkelighed og digtning

Nikolai Bøgh fortæller samme sted, at erindringen om faderens ord om Isjomfruen, der ville have ham, mange år senere gav Andersen ideen til fortællingen om netop ”Isjomfruen”, 1862. Men ligesom billedet af "Isjomfruen" for ham altid forblev et symbol på dødens uundgåelighed, således blev fårekyllingens pibende lyd også altid et forvarsel om dødens komme. Faderens død og omstændighederne omkring denne, blev en traumatisk oplevelse for den da 11-årige søn, og han erindrede sig den resten af livet, og den kloge kones ord om faderens ånd eller genfærd, havde Andersen i tankerne, da han skrev sit første egentlige eventyr, Dødningen, som tryktes i Digte af H.C.Andersen, 1830. En dødning er et andet udtryk for genganger eller spøgelse, men da Andersen omkring 1835 bearbejdede eventyret, omdøbte han det til det betydeligt mere symbolsk ladede Rejsekammeraten, og rejsekammeraten er i begge tilfælde et billede på digterens egen afdøde fader, der som døden selv for altid fulgte sønnen som en skygge, både i det virkelige liv, i erindringen og i forfatterskabet.

Det er tidligere i denne artikelserie blevet fremhævet, at Andersens forfatterskab, og herunder måske specielt eventyrene og historierne, kan opleves og fortolkes i fire ”tydnings-planer”. I denne sammenhæng er det naturligvis især det fjerde tydnings-plan, det kosmiske aspekt i hans livsanskuelse og digtning, der er relevant i forbindelse med Martinus’ kosmiske analyser.

Men nok så vigtigt er det her, at det tredje tydnings-plan, det biografiske eller selvbiografiske plan, kommer man ikke udenom, når det drejer sig om Andersens forfatterskab. For noget af det store og originale ved netop hans digterværk skyldes ikke mindst, at det i alt væsentligt er udsprunget af hans personlige oplevelser og erfaringer, og det i så høj grad, at der ofte er tale om en næsten direkte, omend digterisk bearbejdet og forædlet gengivelse af hans eget livs hændelser og begivenheder. Hans digtning er derfor ikke blot oplevet, men også levet – og kun i relativt mindre grad tænkt. Der er i den en sammenhæng og konsekvens, som er så nøje forbundet med og knyttet til hans liv og person, at der er fuld dækning for at sige, at hans eget blod banker i så godt som alt, hvad han har skrevet. (Note 24)

Andersens blod banker også i og med teksten, når vi i fortsættelse af vort emne retter blikket mod det formentlig tidligste af hans eventyr, nemlig ”Dødningen”, som han oprindelig havde planer om at indlemme i sin allerførste bog, ”Ungdoms-Forsøg” fra 1922. Bogen udkom i løbet af efteråret, kort før den initiativrige, selvpromoverende og håbefulde digterspire i slutningen af oktober samme år drog afsted til Slagelse, for dér at begynde sin skolegang i Latinskolen. Eventyret kom imidlertid ikke med i bogen og blev først trykt otte år senere i ”Digte 1830”. Men i ”Dødningen”, der egentlig er en fri genfortælling af et fynsk folkeeventyr, Andersen havde hørt som barn, møder vi for første gang i hans forfatterskab en digterisk bearbejdelse af begivenhederne og oplevelserne omkring faderens død i 1816. I eventyret er handlingen henlagt til Middelalderen og tager sin begyndelse i nærheden af et kloster ved byen Bogense på Fyn:

(Citat) ”Der var allerede mørkt i klosteret, men fra den lille hytte i hvis have hvidtjørnene var plantede, flammede endnu lampelyset gennem de små ruder. Indenfor de nøgne lervægge lå en gammel bonde på dødslejet; hans søn Johannes sad ved sengen hos ham og trykkede den døendes kolde, klamme hånd fast til sine læber. Fårekyllingen peb så ildevarslende i krogen, lampen var næsten brændt ud; den gamle så endnu engang med store, stive blikke på sønnen, knugede krampagtigt hans hånd og sov hen i Herren”. (Citat slut) (Note 25)

Bortset fra at faderen, der som før nævnt ved sin død kun var knapt 34 år, i dette eventyr er blevet til ”en gammel bonde” – så vil man uden videre kunne genkende situationen omkring faderens dødsleje, sådan som den af sønnen er skildret i selvbiografierne, og som denne mange år senere, i 1873, to år før sin egen død, fortalte den til sin langt yngre ven, litteraturhistorikeren Nicolai Bøgh. Umiddelbart genkendes jo blandt andet det symbolske billede med fårekyllingen, der varsler faderens død. Men ejendommeligt nok er moderen og hendes ord om Isjomfruen helt udeladt af fortællingen. Derimod er der bevaret en reminiscens af den kloge kones dystre replik: ”Gå nu hjem langs åen! skal din fader dø denne gang, så møder du hans genfærd!”, idet ”genfærdet” er genopstået som den skikkelse, der har givet eventyret navn, nemlig ”Dødningen”, som er en ældre sproglig betegnelse for netop genfærd, genganger eller spøgelse. Denne ’genganger’, som drengen Johannes senere møder i fortællingens løb, da han drager ene ud i verden for at prøve lykken, beskrives som ”en rask mand på omtrent 30 år, han var velklædt, havde en lille randsel på ryggen og støttede sig på en stor knortekæp”. En beskrivelse, der uden videre associerer til digterens egen fader, Hans Andersen, sådan som sønnen havde kendt ham inden sygdommen for alvor tog fat og til sidst lagde ham i graven. Faderen, der var led og ked af sin beskæftigelse som lappeskomager, havde stor udlængsel og tog derfor så ofte det var muligt sin lille søn og lejlighedsvis også sin kone med til de mere landlige steder i Odenses omegn, herunder bl.a. til Hunderup Skov. (Note 26)

Engle og skytsånder

Af eventyr som ”Dødningen”, der ved omarbejdelsen i begyndelsen af 1835 skiftede navn til den noget mindre makabre titel ”Reisekammeraten”, ser vi, at Andersen mente, at diskarnerede sjæle under visse omstændigheder vil være i stand til at ”materialisere” sig og midlertidigt fungere som ”skytsånd” eller ”skytsengel” for en udvalgt person, der har gjort sig fortjent til det, sådan som tilfældet er med eventyrets Johannes. Det skal dog tilføjes, at skytsånden i reglen er usynlig for alle andre, end den udvalgte person, og sådan forholder det sig også med Johannes’ ”rejsekammerat”. Men efter at ”rejsekammeraten” har hjulpet den unge mand igennem diverse genvordigheder og farer, og ikke mindst til at vinde prinsessen og det halve kongerige, er det på tide for ”følgesvenden” at forlade skuepladsen. Det bliver Johannes forståeligt nok ked af, for han er kommet til at holde af sin hjælper og vil derfor gerne have, at denne skal blive hos ham:

(Citat) ”Men Rejsekammeraten rystede med hovedet, og sagde så mildt og venligt: ”Nej, nu er min tid omme. Jeg har kun betalt min gæld. Kan du huske den døde mand, de onde mennesker ville gøre fortræd. Du gav alt, hvad du ejede, for at han kunne have ro i sin grav. Den døde er jeg.

I det samme var han borte. –” (Citat slut) (Note 27)

Rejsekammeraten dematerialiserede sig åbenbart lige for øjnene af den overraskede og undrende Johannes og var pist væk! Navnet Hans er en kortform for Johannes, som Andersen har benyttet som synonym for sig selv i eventyrene ”Dødningen” og ”Reisekammeraten”. Som 11-årig dreng havde han personligt oplevet døden på så nært hold, som tilfældet var i forbindelse med faderens sygdom og dødsfald, og denne begivenhed blev en så traumatisk oplevelse for ham, at den bevirkede at hans afdøde fader i erindringen blev en livslang ”rejsekammerat” for ham. Andersen slap faktisk aldrig sin afdøde fader i sin erindring, men ind imellem er faderen dog fraværende eller ’dematerialiseret’ i forfatterskabet. I sidstnævnte optræder han lige fra i hvert fald 1830 til 1872, førstnævnte år i ”Dødningen” og sidstnævnte år i og med fortællingen ”Hvad gamle Johanne fortalte”.

Hvad angår genfærd og spøgelser i det virkelige liv, så var Andersen mere skeptisk og mente – i øvrigt i lighed med sin fader – at den slags i reglen var udtryk for naive menneskers indbildning og overtro. Det med det naive og overtroen var i hvert fald tilfældet for moderen Anne Marie Andersdatters vedkommende, men hun var samtidig et religiøst anlagt menneske, som troede på Gud, Helligånden, Jesus Kristus og Gudshimlens engleskarer, som hun havde hørt om henne i kirken. Hans Christian elskede sin moder højt og hyggede sig ved sin sengetid, når hun sang salmer for ham og bad ”Fader vor”. (Note 28)

Moderen og hendes død

Efter to års enkestand giftede Andersens moder sig igen, i 1818, denne gang igen med en mand, der var noget yngre end hende og lappeskomager, som overtog den afdøde ægtefælles værktøj, men den nye mand døde uheldigvis allerede i 1822, efter kun fire års ægteskab. De følgende år blev noget af en prøvelse for Andersens moder, som derefter måtte klare sig så godt hun kunne, og det var faktisk ikke særlig godt. Sønnen, Hans Christian, opholdt sig på det tidspunkt i Slagelse, hvor han gik i Latinskolen. I 1825 lykkedes det dog til dels ved hans mellemkomst at få moderen anbragt i plejestiftelsen ”Doctors Boder” under Odense Gråbrødre Hospital, hvor hun boede indtil sin død i 1833. Formentlig var hun da omkring 68 år gammel. Men det blev ikke så meget hendes død, som det blev mindet om hendes liv og personlighed, der satte sig tydelige og kærlige spor i sønnens forfatterskab.

Moderen havde i en halv snes år før sin død fristet en halvkummerlig tilværelse, som hun til sin søns store fortvivlelse søgte at give lidt kolorit, ved at ty til flasken. Da hun døde, befandt han sig på sin første store Italiens-rejse, og meddelelsen om dødsfaldet kom da nærmest som en befrielse for ham, der i øvrigt efter evne og beskedne pekuniære forhold havde gjort, hvad han formåede, for at råde bod på sin moders triste situation og vilkår. Men han satte også sin moder et smukt og kærligt minde, da han som resultat af sin lange og oplevelsesrige rejse 1833-34 skrev og udgav sin egentlige debutroman, ”Improvisatoren” (1835), hvortil han netop havde fundet glødende inspiration under opholdet i et Italien, der sidenhen altid blev målet for hans hedeste rejselængsler. Italien blev faktisk som et slags andet hjem for ham, og i romanen genfortalte han da også sit liv fra fødslen og frem til 1834 i italienske kulisser, specielt koncentreret om Rom og Napoli. Som ”gamle Domenica”, moder til hovedpersonen ”Antonio” alias Andersen selv, træder digterens moder lyslevende frem i romanens romerske omgivelser.

Men moderen optræder under forskellige navne i flere af Andersens digte, romaner, eventyr og historier, således i novellen ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822), i romanfragmentet ”Christian den Andens Dverg” (1831-32), romanen ”Kun en Spillemand” (1837), hvor hun tilmed endda kaldes ved et af sine egne fornavne: Maria, og i hans sidste roman ”Lykke-Peer” (1870). Desuden i eventyr og historier som ”Under Piletræet” (1852), ”Anne Lisbeth” (1859), ”Portnerens Søn” (1866) og ”Hvad gamle Johanne fortalte” (1872). Men ikke mindst fremførte sønnen et kærligt og retfærdigt forsvar for sin elskede moder i og med historien ”Hun duede ikke” (1852), som munder ud i den både humane og kosmologiske konklusion: ”Jo, hun duede!” For intet menneske er fortabt, men alle er lige nødvendige og uundværlige i det store guddommelige livseventyr, og alle er lige for den evige Gud, som sørger for den retfærdige fordeling af alt i tid og evighed. (Note 29)

Dødens høst

Men H.C.Andersen skulle i løbet af sit liv komme til at opleve døden, dvs. andres død, i flere dramatiske og tragiske sammenhænge. Allerede som latinskoleelev i Slagelse overværede han, sammen med sin rektor og klassekammeraterne, i maj 1824 en offentlig henrettelse ved halshugning af tre yngre mennesker, en pige og to mænd, som alle var dømt for mordet på pigens fader. I sine selvbiografier, og specielt i ”Levnedsbogen” (1832) giver Andersen en malende beskrivelse af denne uhyggelige og grufulde begivenhed, som han aldrig glemte og ofte genoplevede i sine drømme. Hændelsen satte sig også spor i hans forfatterskab, blandt andet i ”Ufuldført historisk Roman (1824-25) og i den ligeledes ufuldførte roman ”Christian den Andens Dverg” (1831-32), og en mindelse om den finder man i den kække Aladdin-parafrase, eventyret ”Fyrtøjet” (1835), dér, hvor soldaten skånselsløst hugger hovedet af heksen, fordi hun ikke vil fortælle ham, hvad hun vil med det mystiske fyrtøj, han har hentet op til hende fra dybet af det hule træ. (Note 30)

Personligt frygtede Andersen faktisk for døden, i den forstand, at han f.eks. var bange for at blive levende begravet. I et forsøg på at forhindre at dette eventuelt skulle ske, anbragte han i en periode, hvor han særligt nærede ængstelse for at lide denne skæbne, en seddel på sit natbord, på hvilken der stod: ”Jeg er kun skindød!” – Det blev der naturligvis leet meget af i kredse, der fandt, at dette var toppunktet af personlig forfængelighed, lige som der blev ironiseret over, at Andersen på i hvert fald nogle af sine udenlandsrejser blandt andet medbragte et solidt reb, som han havde tænkt sig at bruge i tilfælde af, at der opstod ildebrand i hans hotelværelse og vejen til redning kun kunne foregå via et vindue og ad ”luftvejen”. Med tanke på beretninger om hotelbrande både dengang og senere, hvorunder mennesker er omkommet, var det måske ikke en så tåbelig disposition, som det umiddelbart kunne se ud til.

Døden blev også i høj grad noget aktuelt og nærværende for H.C.Andersen i forbindelse med krigen mellem Tyskland og Danmark i 1848-50 og igen i 1864. Under den førstnævnte krig mistede Andersen sin nære ven, oberst Frederik Læssøe, der faldt i slaget ved Isted, formentlig som offer for en snigmorders kugle. Men i øvrigt nøjedes Andersen ikke med at sidde lunt og trygt i København, men rejste over til Jylland, for at besøge venner og bekendte blandt soldaterne på slagmarken.

Døden kom i det hele taget Andersen tæt ind på livet, når det drejede sig om nære venners dødsfald, som til eksempel i 1858, da han fik meddelelse om, at hans nære veninde og trofaste penneven, den omtrent jævnaldrende Henriette Wulff, var omkommet sammen med 470 andre af 538 passagerer under en brand på dampskibet ”Austria”, der da befandt sig få dages sejlads fra New York. Men ikke mindst berørte det ham dybt, når døden ramte børn, og det gjorde den ikke så sjældent på den tid, hvor lægevidenskaben endnu ikke havde nået den udvikling, den har i vore dage. Andersen kunne med sin store indfølingsevne levende sætte sig ind i, hvor stor en sorg det måtte være at miste et barn. Men han forstod også, at døden ikke nødvendigvis i alle tilfælde behøver at være noget negativt og sørgeligt. Derfor kunne han til trøst for det ulykkelige forældrepar, og især til trøst for den sørgende moder, skrive et eventyr, som det smukke ”Barnet i Graven” (1859), hvori han kærligt minder hende om, at sorgen ”binder” den dødes sjæl til ”graven”. (Note 31)

Om den uselviske moderkærlighed, der selv i sin dybe sorg over sit barns død, giver slip på sit dyrebareste eje, i ydmyg erkendelse af, at døden er Guds vilje, der sker fyldest, og at den altid er den bedste, også dér, hvor vi ikke forstår den, det havde Andersen skrevet om tidligere i et af sine dejligste og mest afholdte eventyr: ”Historien om en Moder” (1848). (Note 32)

H.C.Andersens teodicé

Den begivenhed, der måske fik allermest indflydelse på Andersen, når talen er om døden, var utvivlsomt den frygtelige koleraepidemi i København i 1853. I tidsrummet 11. juni til 1. oktober krævede den i alt 4737 dødsofre, og blandt disse var flere af digterens venner og bekendte. Andersen var imidlertid allerede inden epidemien brød ud rejst på sin årlige sommerferie, og han tilbragte det meste af denne sommer i Silkeborg som gæst hos byens grundlægger, papirfabrikanten Michael Drewsen, og herfra holdt han sig via brevveksling med især vennen Edvard Collin løbende underrettet om situationen i hovedstaden. Det blev en ængstelig og tragisk tid for den følsomme poet, der ikke kunne sige sig fri af en nagende frygt for selv at blive smittet af sygdommen. Men alt i alt afgav det trods alt stof til hans digtning, og blandt andet under indtrykket af begivenhederne i koleraåret, skrev han nogle år senere den roman, der frem for nogen skulle være hans ”teodicé par excellence” og hævde hans kongstanke om sjælens udødelighed. Til romanens titel valgte han de berømte ord fra Hamlets monolog; ”At være eller ikke være” – og det er jo netop hovedsagen, også set fra en kosmologisk synsvinkel. Med denne bog ville han desuden forsøge at imødegå, hvad han kaldte ”Materialismens alt guddommeligt opslugende Uhyre”, hvilket vil sige en omsiggribende naturvidenskabelige og filosofiske naturalisme, som reducerede fænomener og begreber som Gud, ånd, sjæl, udødelighed mm. til at være fiktive og illusoriske og alene afledt af den fysiske materie og dennes indbyggede lovmæssigheder. (Note 33)

Men efter bogens udgivelse og modtagelse måtte Andersen erkende, at tidsånden med dens tiltagende naturalisme og realisme, uundgåeligt var imod de ideer og tanker, der prægede og var dyrebare for ham selv og andre ’romantikere’. Set fra Martinus’ synspunkt måtte materialismen, der er identisk med ”den kosmiske død”, fuldbyrdes, sådan som der er berettet om i Bibelen, og sådan som Martinus selv så logisk klart og detaljeret har påvist nødvendigheden af måtte ske. Kosmisk set er den materialistiske livs- og verdensanskuelse i henhold til ham et nødvendigt og uundgåeligt led i menneskehedens mentale og moralske udvikling. (Note 34)

Andersens tvivl på udødelighed

Som omtalt og tilkendegivet i flere af mine senere artikler her på hjemmesiden, er jeg med tiden blevet stadig mere skeptisk og kritisk overfor den idealistiske livs- og verdensopfattelse af, at vi er evige levende væsener, hvis sjæl eller ånd og personlighed overlever det fysiske legemes død. Den skepsis og tvivl havde Andersen med sit såkaldte ”pendul-sind” også, tilmed allerede fra sine unge år.

Du stærke død -

Du stærke død, din tavshed vækker gru;

Dit spor er jo kun kirkegårdens grave.

Skal tankens Jakobs-stige gå itu?

Står jeg kun op, som græs i dødens have?

Vor største liden tit ej verden ser!

Du, som ene var, lige til det sidste,

I verden meget trykker hjertet mer’,

End jorden, som de kaste på din kiste! (Note 35)

En del år senere, i 1854, skrev Andersen blandt andet det følgende digt, hvis indhold taler for sig selv. Indirekte handler det om børnedødeligheden, som var ret så stor i 1800-tallet:

Ved et barns død

(Skrevet for forældrene)

Dit øje lo, din kind var rød,

sødt klang din barne-stemme,

nu er du bleg og kold og død,

vi kan dig aldrig glemme.

Hvert år når julen kommer nær,

og alt er barne-glæde,

vi pynte dig ej grønne træer,

vi mindes dig – og græde! (Note 36)

Mandag den 18. juli 1864 noterede Andersen blandt andet følgende i sin dagbog:

(Citat) […] kom klokken 6 til byen; der gjorde et trykkende indtryk på mig; jeg gik hen til Jette Collin, hun var ude, men kom straks, sagde pigen. Jeg ventede i tre kvarter, blev mere og mere nervøs og forstemt; gik hjem betaget og livsked; en lang broget levedag var min levetid, nu er det mod natten, jeg ser intet fremad; (føler mig saa uhyggelig ene.) (Citat slut) (Note 37)

Med til at forstemme Andersens humør var på dette tidspunkt nok indtrykket af krigen 1864, som var brudt ud den 1. februar, da tyske tropper gik over floden Ejderen og trængte op i Sønderjylland, hvor danske tropper blev tvunget til at måtte opgive Dannevirke. Andersen fulgte nøje med i krigens gang gennem avislæsning, hvilket var med til at forstemme ham. I den sindsstemning havde han skrevet digtet ”Jeg har en angst som aldrig før”:

”Jeg har en angst som aldrig før”

Jeg har en angst som aldrig før,

som stod jeg foran dødens dør,

og måtte ind og styrte ned

i mørke og i ensomhed!

Jeg drives frem med stormens hast.

O, Herre, Herre, hold mig fast!

Alt ondt i mig, det kom fra mig,

hvad godt jeg gjorde, det kom fra Dig;

de andres skyld jeg nok opskrev,

men ej mit eget skyldnerbrev;

hvor har jeg for mig selv hver dag

besmykket godt min egen sag!

Jeg trædes skal af Dødens hæl,

først da sig løfte kan min sjæl.

Læg Fadervor som duens blad

mig på min tunge, gør mig glad!

Har jeg ej Gud, hvad har jeg da,

når hele verden falder fra! (Note 38)

Troen på og tilliden til Gud forblev livet igennem i det store og hele fast hos Andersen. Det hændte dog lejlighedsvis, når tilværelsen blev ham for besværlig og problemfyldt, at troen blegnede eller helt svigtede, men dog i reglen kun for en kortere tid ad gangen. I 1866 skrev han det følgende håbefulde, meget dybsindige og tankevækkende digt:

Du evighedens gåde

Du evighedens gåde,

Du lys for min forstand,

Du kærlighed og nåde

så stor den rummes kan.

Fra Dig alt livet vælder,

til Dig alt liv går hen,

til Dig jeg hoved hælder,

Du barnets store ven.

Jeg øjnene vil fæste

fortrøstningsfuld på Dig,

hvad der er mig det bedste,

det vil Du give mig!

O lad den tro ej briste

hos mig i angstens stund,

og i den allersidste

kys mig med Fadermund. (Note 39)

Mange år senere, mere præcist i 1873, to år før sin egen død, skrev Andersen det følgende digt:

En stemning

Tanker flyve fra sjælen

ud mod hver himmelkugle,

flyve som sæbebobler,

syngende sommerfugle.

Jeg kan høre dem synge,

ved, fra hvad dyb de kom;

Hvad kan den travle verden

vel bryde sig herom?

Jeg kun fornam dem herinde -

så dem og så dem forsvinde:

Solguld på skyens søm! -

Sådan skal jeg forsvinde,

alt skal slukkes herinde,

livslyst, hver dejlig drøm -

svinde som skyen og skyggen,

det er menneskelykken!

Sært tankerne synke og stige

som bølger i verdens hav.

Du, Danmark, mit hjertes rige!

Forund mig min glemsels grav! (Note 40)

Det må konstateres, at hverken Andersen selv eller hans livsværk er blevet glemt efter hans død, snarere tværtimod. Han og hans værk er siden da tværtimod blevet endnu mere berømt, ja, tilmed i det meste af verden, måske med undtagelse af den mellemøstlige og fjernøstlige muslimske del af verden.

Andersens ”pendul-sind”

Men som gentagne gange nævnt og ligeledes flere gange omtalt, både i denne og i flere andre af mine artikler her på hjemmesiden, fornægtede Andersens såkaldte ”pendul-sind” sig ikke. Det fulgte ham trofast livet igennem, hvilket afspejler sig mange steder i hans dagbogsoptegnelser, breve og i forfatterskabet, herunder ikke mindst i hans digte. Blandt disse kan nævnes digtene ”Oldingen”, 1874, og ”Tunge Timer”, 1875, hvori hans tvivl på sjælens udødelighed kommer stærkt til udtryk. Men sidste vers i digtet ”Oldingen” slutter – nærmest som en slags protest imod hans egen og andres tvivl - med en positiv bekræftelse på hans egen tro på sjælens udødelighed:

Den kraft, som ordned' alle kloders Gang

med ordet ”Bliv!”

Det Forsyn, hvorfra kærlighed udsprang,

har evigt liv.

- Den sjæl, Gud i sit billede har skabt,

er uforkrænkelig, kan ej gå tabt;

vort jordliv her er evighedens frø,

vort legem' dør, men sjælen kan ej dø!” (Note 41)

Men Andersens ”pendul-sind” fornægtede sig ikke, for i et af sine allersidste digte, ”Tunge Timer”, skrevet i hans dødsår 1875, er troen på udødelighed minimeret til håbet om samme. Han ville for alt i verden ikke dø og dermed miste det jeg og den personlighed, som han havde været fortrolig med det meste af sit liv. Det fremgår af digtets sidste vers:

O evige Gud, bliv hos os! Bliv!

I Dig og ved Dig alt er givet!

Forund os i nåde ”det evige liv”

og erindring om Jordelivet! (Note 42)

Det må konstateres, at ”pendul-sindet” aldrig forlod Andersen. Det fremgår af de allerseneste digte fra hans dødsår 1875. Det fremgår desuden, at han det nævnte år lejlighedsvis også havde bevaret sit mere muntre sind, hvilket eksempelvis fremgår af et digt som dette, der angiveligt er det allersidste Andersen skrev:

Foråret i Køge

(Til lille Charlotte)

En lille lærke kvidrende kom,

henover Køge den sang;

i hønsegården en høne løb om,

den sagde: ”Nej, hør dog engang:

Den bilder sig ind efter eget skøn,

at ingen sligt hørte og så;

just jeg kan klukke og triller slå,

og så er jeg en af de Køge-høns,

man kan lave suppe på.” (Note 43)

Andersens egen død

H.C. Andersens egen død er egentlig et kapitel for sig, men her vil vi nøjes med i store træk at berette om den i den kontekst, som der her er tale om. Han var i sine seneste år i tiltagende grad periodisk plaget af sygdom, der fra nyere lægefaglig side er blevet diagnosticeret som leverkræft. Det var angiveligt denne, der førte til hans død i 1875, kun 70 år gammel. Andersen opgav dog ikke sine årlige og ofte længerevarende rejser i ind- og udland. Det var oftest efter sine udenlandske sommerrejser, at han lige siden 1868 afsluttede disse med et i reglen månedlangt ophold hos den gæstfrie familie Melchior på dennes sommerlandsted ”Rolighed” på Østerbro i København. (Note 44)

Det sidste og noget længere ophold på ”Rolighed” fandt sted i sommeren 1875, mere præcist fra lørdag den 12. juni og til og med onsdag den 4. august, hvor Andersen efter et kortere varende sygeleje afgik ved døden. Andersen havde det meste af sit liv være en flittig dagbogsskriver, men fra og med den 20. juni var han for svag til selv at indføre sine tanker og oplevelser i dagbogen. Fra og med denne dato har Andersen dikteret til fru Melchior, hvad han ønskede indført i dagbogen. Den 28. juli var han for træt og afkræftet til at kunne diktere sin dagbog. Denne blev derfor ført af den trofaste og hjertevarme fru Melchior, som torsdag den 29. juli har noteret følgende vedrørende den tydeligvis dødsmærkede digter:

Torsdag d. 29: følte han sig meget træt ønskede at blive liggende. Jeg bragte ham, som sædvanlig om morgenen en dejlig hvid rose, som han kyssede på, greb min hånd og kyssede den gentagne gange, trykkede mig hjertelig i hånden idet han så på mig med et lyksaligt smil. ”Tak og Gud velsigne Dem!” sagde han, idet han atter lukkede øjnene og døsede hen igen. Hans kræfter tage synligt af og hans ansigt er svunden ind og ser aldeles ud som en mumie. Stakkels Andersen! (Note 45)

Idag Fredag 30te ligger han hen; jeg har forsøgt at læske ham ved at give ham lidt havresuppe afvekslende med vinsuppe, der muligen kan styrke ham lidt. Hans hoved begynder at blive lidt angreben, han gentager den samme ting i det uendelige, nu klokken 11 er han atter døset hen. Når man har siddet et øjeblik inde hos ham, beder han ”Må jeg være alene?” (Note 46)

Lørdag den 31te A. er atter idag bleven liggende han er lidt mindre sløv end i går, har spist lidt og drukket en utrolig mængde havresuppe men det er også det eneste, som holder livet oppe. Han siger ”Spørg mig ikke om hvorledes jeg har det, jeg forstår intet mere; jeg begriber intet.” Martin Henriques og konferensråd Drewsen har hilset på ham inde fra den anden stue. - (Note 47)

Idag d. 1ste August ser han forskrækkelig dårlig ud. Han blev i høj grad forbavset over at vi allerede skriver d. 1ste August. ”Hvor De dog må være træt af mig” - sagde han med svag stemme. Jeg forsikrede ham om det modsatte, sagde at jeg tværtimod var glad over at kunne pleje ham. Gud ske lov at han ikke er blandt fremmede! ------ (Note 48)

2. August. Han har sovet hele natten, lå i samme ubevægelige stilling indtil klokken 10 morgen; jeg tog lidt hårdt i døren for at se om han ville vågne, da jeg fandt det nødvendigt at han fik noget at styrke sig på. Endelig slog han øjnene op, idet han sagde ”Oh! hvor velsignet, hvor dejligt, god morgen allesammen” og rakte hånd til tjeneren og mig på engang. ”Hvad er det dog alt sammen jeg forstår intet, jeg kan ikke samle noget i mit hoved. Kommer jeg da aldrig mere op.” For et par dage siden bad han mig om jeg ville love ham når han døde at lade puls-åren skære over på ham. ”Men om jeg var på rejsen”, - ja så kan jeg jo skrive det”. Jeg sagde spøgende til ham at han da jo kunne, ligesom han tidligere havde gjort, skrevet ”Jeg er skindød”, kunne lægge det foran sig på bordet. - Der kom et lille smil over hans indfaldne træk. Han har hele dagen gentaget ”Jeg forstår ingenting. Er jeg vel bedre i dag? hvor er alt dog besynderligt.” Han kunne mærkelig nok komme ud af sengen og sidde på en stol medens sengen blev redt. Idag har doktor Meyer ikke været her, han var bleven kaldt til Slagelse, men heldigvis kom professor Hornemann ind fra Hornbæk og så til ham. Han fandt ham meget forandret siden han for 8 dage så ham. Da han havde døset meget i dag, rådede H til at give ham en mindre portion Kloral. (Note 49)

Tirsdag 3die August. Andersen har næsten ikke sovet det mindste i nat. På mit spørgsmål hvorledes han har det, svarer han fremdeles ”Jeg ved slet ingenting”. Hans øjne ser ud, som om der lå et slør over dem. Han kan ikke godt finde sig i at tjeneren er gået op for at lægge sig; han er blevet ringet på uafladelig hele natten og han kan trænge til lidt hvile. (Note 50)

Onsdag 4de August. Fra 10 i aftes har A sovet, nu klokken 10, ligger han endnu i fast søvn, med tilsyneladende stærk feber. Tjeneren hørte ham hoste engang inat og da han senere kom ind lå han med en kop havresuppe i hånden, hvoraf det meste af indholdet var spildt på sengetæppet; han har ikke haft kræfter til at sætte den fra sig. - Han sagde til mig i går efter at doktor Meyer havde været her ”Doktoren kommer igen i aften, det er ingen gode tegn”. Jeg mindede ham om at han i de sidste 14 dage havde besøgt ham 2 gange om dagen, hvormed han beroligede sig.

Nu er lyset slukket! Hvilken lykkelig død. Klokken 11, 5 minutter udåndede den kære ven sit sidste suk. (Note 51)

Så enkelt og ligetil kan dødsøjeblikket, hvor livslyset slukkes, forme sig, og lykkeligt, at det gik så forholdsvis nemt for den store digter H. C. Andersen, at forlade den verden, der gennem hans 75 år havde budt på glæder og sorger, optimisme og pessimisme, lykke og det modsatte, og som havde udfordret hans ønske og trang til at ville begribe livet og verden som et produkt af guddommelig skabelse. Han ville allerhelst tro på, at den algode, alkærlige og almægtige Gud Fader var garant for en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Nu, da han lå på sit dødsleje, svigtede opfattelsen og forståelsen ham, men til gengæld havde han efterladt sig et forfatterskab, som i kraft af hans ”pendul-sind” både rummede den optimistiske tro på sjælens og individets eller personens udødelighed og erindring om jordelivet, og det modsatte, i form af en total udslukkelse af bevidsthed og personlighed, som når f.eks. flammen på et stearinlys slukkes ved et vindpust.

For afslutningsvis at imødekomme begge sider af ”pendul-sind”s-Andersens livs- og verdensopfattelse, lad os da citere hans meget sigende og smukke digt fra julen 1874:

Oldingen

Foran den store indgang nu jeg står

ved død og grav.

Syv gange ti er støvets leveår,

det rum, Gud gav;

mit legem' kastes hen, en udslidt klud,

og sjælen – sjælen, skal den slettes ud,

alt, hvad jeg elsked', stræbte, leved', led,

gå op i glemsel? - Er det evighed?

Er da det hele kun et spil af kræfter,

alt uden med?

Hvorfor fik vi da den denne længsel efter

en evighed?

Har Jesus, som for os sit liv hengav,

kun fundet, vundet med os død og grav,

da er vor tro, vort håb, vort liv bedrag

og ikke kærlighedens store sag!

Den kraft, som ordned' alle kloders Gang

med ordet ”Bliv!”

Det Forsyn, hvorfra kærlighed udsprang,

har evigt liv.

- Den sjæl, Gud i sit billede har skabt,

er uforkrænkelig, kan ej gå tabt;

vort jordliv her er evighedens frø,

vort legem' dør, men sjælen kan ej dø!” (Note 52)

De sidste fire linjer i sidste vers findes som indskrift på Andersens gravsten på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Så kan besøgende folk selv afgøre, om de tror på påstanden om sjælens udødelighed og evige liv eller ikke. Andersens jordiske rester fik dog i øvrigt ikke lov til at hvile alene på stedet, idet vennen Edvard Collin ved sin død i 1886 blev begravet og fik en mindre gravsten sat på Andersens gravsted. Det samme gjaldt Edvard Collins hustru, Henriette Collin, der ved sin død i 1894 også blev gravlagt samme sted og fik sit navn sat på sin afdøde ægtefælles gravsten. På den måde blev de tre gode og trofaste venner siden ungdommens dage 'genforenede', hvilket dog senere gav anledning til kontroversielle og indbyrdes polemiske stridigheder i den efterlevende yngre generation af den Collinske familie.

Gravminde over H.C.Andersen på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Der er det specielle ved dette gravsted, at det også rummer de jordiske rester af digterens mangeårige ven, Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Collin, født Tybjerg (1813-1894). Men mindetavlen over det nævnte ægtepar, som faktisk ligger begravet sammen med H.C. Andersen, blev efter nogle vedvarende påstande om, at Collinerne havde udnyttet den lidt naive digter, i 1914 over overflyttet og opsat i det Collinske familiegravsted på Frederiksberg gamle Kirkegård. – Privatfoto: © 2005 Harry Rasmussen.

Edvard Collins eneste søn, senere zoolog Jonas Collin (1840-1905), blev 2. juni 1904 gift i København med Benedicte Knudtzon (1856-1940). Parret fik sønnen, den senere professor, overlæge dr. med. Ionas Collin (9. juli 1877-29. juli 1938), som dermed blev en sønnesøn af Edvard Collin. I 1928 involverede Ionas Collin sig i en uforsonlig offentlig debat med sin to år yngre søster, Inga Henriette Lucinde Nalbandiàn, født Collin (26. juli 1879-22. marts 1929), forfatter. Født i Vedbæk, død i København., begravet sst. på Assistens Kirkegård. Som forældre angives zoolog Jonas Collin (1840-1905) og Benedicte Knudtzon (1856-1940). Inga Collin blev gift 2. juni 1904 i Holmens Kirke i København med dr. phil., lektor Paul Mardiros Nalbandian, født 14.5.1872 i Sivas, Armenien, død 15. august 1916 i Istanbul. - Inga Nalbandian mente i sin pjece ”H. C. Andersen og de, der ”mishandlede” ham” (1928), at Collinerne havde ”mishandlet” og misbrugt den gode digter, hvilket hendes broder, Ionas Collin, opponerede kraftigt imod i sit svar ”H. C. Andersen og Collinerne. Et Nødværge” (1928). Det lod Inga Nalbandian ikke sidde på sig, hvorfor hun forsvarede sig og sin opfattelse i pjecen ”H. C. Andersen og Collinerne. En Bekræftelse.” (1928).

Gravminde over H.C.Andersens mangeårige ven, Edvard Collin (1808-1886) og dennes hustru, Henriette Collin, født Tybjerg (1813-1894). Der er det specielle ved dette gravsted på Frederiksberg gamle kirkegård, at det ikke rummer de jordiske rester af det nævnte ægtepar, som faktisk ligger begravet sammen med H.C. Andersen på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København. Men vedvarende påstande om, at Collinerne havde udnyttet den lidt naive digter, førte til, at deres gravsten i 1914 blev overflyttet til Frederiksberg Kirkegård og opsat i familiegravstedet der. – Privatfoto: © 2005 Harry Rasmussen.

_______________________________

Noter og kilder:

Note1.: Marie Bunkeflod, f. Petersen (1766-1833) var enke efter sognepræst ved Odense St. Hans Kirke, Hans Christian Bunkeflod (1761-1805). Præstens søster, den formentlig ugifte Anna Margrethe Bunkeflod (1759-1849), boede angiveligt sammen med sin svigerinde i Eilschous Boliger. Her boede formentlig også Bunkeflods datter, den ligeledes ugifte Susanne Bunkeflod (1796-1882). Den senere berømte digter, H.C. Andersen, besøgte sidstnævnte, da han i 1867 opholdt sig i Odense i anledning af sin udnævnelse til byens æresborger. Apropos fornavnene Hans Christian, som H.C. Andersen fik ved sin dåb den 2. april 1805, så taler sandsynligheden for, at det kan skyldes den omstændighed, at Hans Christian Bunkeflod havde viet Andersens farforældre i 1781. Men i øvrigt var fornavnene Hans Christian ikke så ualmindelige, hverken på den tid eller senere. Min egen farfar hed Hans Christian Rasmussen og var født 1880 og døde 1953.

Note 2.: Andersens fader, Hans Andersen, var født i december 1782 i Aalsbo på Fyn og flyttede i 1788 med sine forældre til Odense. Efter sin skolegang kom han i lære som skomager og blev såkaldt frimester i 1805. Den 2. februar samme år giftede han sig med Anne Marie Andersdatter, som menes at være født 1775 og som derfor var syv år ældre end sin mand. Den 2. april 1805, altså to måneder efter brylluppet, fik parret deres første og eneste søn, den senere verdensberømte digter Hans Christian Andersen. Moderen havde dog i forvejen en datter, Karen Marie, der var født udenfor ægteskab 22. sept. 1899. En gift pottemagersvend og grenader påtog sig paterniteten til denne pige, som altså var H.C. Andersens halvsøster. Digterens fader, Hans Andersen, var frivillig soldat i årene 1812-14 og herunder var han med sit kompagni udkommanderet til Holsten. Marchturen fra Odense til Holsten tur-retur, samt opholdet under åben himmel i al slags vejr, tog hårdt på den da 30-32 årige mand, og fra da af gik det jævnt ned ad bakke med hans helbred. Han vendte tilbage til arbejdet som friskomager i 1814, men følte sig led og ked af det. Han døde 26. april 1816 og blev den 30. s.m. begravet på Odense St. Knuds Kirkegård. Vedr. Andersens halvsøster, Karen Marie, se artiklen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...” Et bidrag til diskussionen om H.C.Andersens biologiske herkomst. ANDERSENIANA 2006. Se også ”…et forbyttet, meget fornemt barn…” – Tilføjelser og rettelser 2008. Det skal her bemærkes, at skildringen af Andersen og hans forældre er baseret på det foreliggende trykte biografiske og selvbiografiske kildemateriale, som der da også henvises til i artiklen.

Note 3.: Citatet er herunder gengivet i sin originale form:

(Citat) ” Lyv og Død af H. ANDERSEN Levnet.

H. ANDERSEN Friskomager er fød d. 14de Decbr. 1782 og er død om Fredagen Kl. 8 om Aftenen d. 26. April 1816 og blev begravet d. 30te April i en Alder af 33 Or 3 Moneder 3 Ugger og 5 Dage.” (Citat slut)

Note 4.: Som tidligere nævnt, var Danmark indgået i militær alliance med bl.a. Frankrig, som på grund af sine territoriale erobringer afskar England fra vigtige kontinentale handelsområder, hvilket englænderne naturligvis ikke ville finde sig i, og derfor erklærede de modstanderen krig. Når det i øvrigt neutrale Danmark på et tidspunkt blev tvunget til at vælge side mellem de to stormagter, og valgte Frankrig, hang det sammen med forholdet til England, som jo særlig ved to lejligheder havde skabt grobund for mildt sagt uvenlige følelser hos danskerne. Det var slaget på Københavns Rhed den 2. april 1801 og det hårde militære angreb på hovedstaden i august-september 1807, hvorunder englænderne bl.a. afprøvede en ny type effektive brandbomber, som sammen med den øvrige beskydning kostede mange militære og ikke mindst civile ofre, samt ødelæggelse af store dele af byen. Englænderne havde af såkaldt "præventive" grunde, krævet den danske flåde udleveret, hvilket naturligvis blev afslået, hvorfor de landsatte deres tropper, som i ly af nattemørket omringede og belejrede København. På trods af stor og ofte heltemodig indsats fra dansk side, endte det militært langt overlegne engelske angreb med, at København kapitulerede og måtte udlevere det meste af den danske flåde, som da lå opankret i Københavns havn. Det var en bitter dag, da danskerne måtte se på, at den danske flåde under engelsk kommando afsejlede fra København og stod op gennem Øresund, for at blive ført til engelske havne. Det var en del af baggrunden for, at Danmark indgik i militær alliance med Frankrig, hvilket betød at franske tropper og spanske hjælpetropper blev stationeret på dansk jord, ligesom det havde til konsekvens, at danske tropper måtte bistå franskmændene i kampen mod den fælles fjende. Danmarks venskabelige forhold til England blev faktisk først genoprettet under 1. og især 2. verdenskrig.

Note 5.: Levnedsbogen, p.30. H.C.Andersens Levnedsbog. Paany udgivet af H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Des Asmussen. Det Schønbergske Forlag. København. 1962, 1988. 3. udgave. Ned noter af Svend Larsen og udgiveren. - Andersens originale tekst ser sådan ud:

(Citat) [...] Jeg laae da syg af Meslinger, min Mund var i Saar, jeg phantaserede stærkt; dog husker jeg tydeligt den tidlige Morgen, jeg saae ham i Uniform med Geværet, bøiende sig over Sengen kyssede han mig min Læbe til Blod og styrtede ud af Døren. - Der var en Jammer hjemme. Naboekonen, sagde at min Fader var gal, at han vilde løbe ud og skydes for Ingenting! – (Citat slut)

Note 6.: Nicolai Bøgh: Fra H.C.Andersens Barndoms- og Ungdomsliv. Personalhistorisk Tidsskrift, 2. bind, pp. 60-61.

Note 7.: Mit Livs Eventyr I, pp. 39-40. - Originalteksten ser sådan ud:

(Citat) Den Morgen, Compagniet, hvori min Fader var, brød op, hørte jeg ham synge og tale lystigt, men hans Hjerte var i stærk Bevægelse, det forstod jeg, paa den vilde Heftighed, hvormed han kyssede mig ved Áfskeden. Jeg laae da syg af Mæslinger, laae ene i Stuen, da Trommerne lød, og min Moder grædende fulgte ham ud af Byens Port. Da de vare bortmarcherede, kom min gamle Fa'ermo'er og saae med sine milde Øine paa mig og sagde, at det var godt, om jeg maatte døe nu, men at Guds Villie var altid den bedste. Det var en af de første Morgener fuld af Smerte, jeg erindrer mig.

Det Regiment, min Fader stod ved, kom imidlertid ikke længere end til Holsteen; der blev sluttet Fred og den frivillige Kriger sad igjen paa sit Værksted, og Alt syntes at komme tilbage til det Gamle. (Citat slut)

Note 8.: Samme sted, pp.40-41. - Originalteksten ses herunder:

(Citat) Med hans Sundhed var det forbi, den havde lidt ved de ham uvante Marcher og Krigslivet. En Morgen vaagnede han i vilde Phantasier, talte om Felttog og om Napoleon; han troede at tage Ordre fra ham og at commandere selv. Min Moder sendte mig strax ud om Hjelp, men ikke hos Lægen, nei, hos en saakaldet "klog Kone", der boede en halv Miil fra Odense. Jeg kom derud, Konen gjorde mig flere Spørgsmål, tog derpaa en ulden Traad, maalte mine Arme, gjorde underlige Tegn over mig og lagde tilsidst, paa mit Bryst, en grøn Green, den var et Stykke af det slags Træ, hvorpaa vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføiede: "Gaa nu hjem langs med Aaen! skal din Fader døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd!" Man kan tænke sig min Angest, jeg, som var saa opfyldt af Overtro og levede under Phantasiens Magt. "Og Du har ikke mødt Noget?" spurgte min Moder mig, da jeg kom hjem; med bankende Hjerte forsikkrede jeg, "Nei!" Den tredie Aften døde min Fader. Hans LIig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele Natten peb en Faarekylling. "Han er død!" sagde min Moder til den: "Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!" og jeg forstod hvad hun meente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader vist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. "Hun vil nok have mig!" sagde han i Spøg; nu, da han laae død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke. (Citat slut)

Note 9.: Levnedsbogen, p. 31. Den originale tekst ser sådan ud:

(Citat) [...] "Men skal min stakkels Fader døe?" spurgte jeg og græd. "Døer han," svarede hun, "da vil du møde hans Aand paa Veien naar du gaaer hjem!" - Hun havde nær skrækket Livet af mig og jeg var frygtelig tilmode. - "Skal vi dog ikke hente en Doctor!" bad jeg da jeg kom hjem; men det skete først næste Dag, og Sygdommen tog mere til; han døde på den tredie Dag. – […] (Citat slut)

Den kloge kone i Ejby hed Mette Mogensdatter (1770-18??). Hun var gift og boede i landsbyen Ejby, 2,5 km øst for Odense. Nogle år tidligere, i 1812, var hun blevet tiltalt for kvaksalveri, men blev frikendt med den begrundelse, at de lægemidler hun anvendte, i bedste fald var virksomme og i værste fald uskadelige. Hun benægtede i øvrigt at bruge "heksekunster" og "besværgelser" i forbindelse med sine kure, hvilket ifølge Andersens beretning vel ikke kan siges at være helt i overensstemmelse med sandheden! Se Svend Larsen: Barndomsbyen, i Mennesket og Digteren. Flensteds Forlag. Odense 1955. p. 42ff.

Note 10.: Se note 6, men her p.62. – ”Nu er han bleven ligesom sin fader”: H.C. Andersens farfar, Anders Hansen (ca. 1751-1827), var skomagersvend. Den 19. december 1781 i Odense St. Knuds Kirke med Cathrine Nommensdatter (1745-1822). 1782 fik parret, som boede i Aalsbo på det sydlige Fyn, sønnen Hans Andersen, digterens fader. 1788 flyttede familien til Odense, hvor Anders Hansen havde købt et hus i Pogestræde 14. Anders Hansen arbejdede derefter i de første år som skomagersvend, men en tiltagende sindsforstyrrelse bevirkede, at det blev umuligt for ham at arbejde. Konen måtte derfor sikre familiens indkomst ved bl.a. at gå til hånde i haven på Gråbrødre Hospital.

Note 11.: Svend Larsen og H.Topsøe-Jensen: H.C.Andersens eget Eventyr i Billeder. Berlingske Forlag. København 1952: H.C. Andersen: Grav minde over lille Maria død 1816 den 26. November. Originalteksten ser sådan ud:

Henslumret er en Munter Skabning

som segnet bort i Ungdoms Aar.

Hun knap for Øie paa jordisk Ting,

før hun sin Sende budskab faar

og hun fra Jordiskrige ile

til Himlens yndige Paradis -

Af Døden hun ikun Smile

og anseer det ei som et Forlis

at forlade Jordisk rigen

og med Engle Kaar at Stige

op til Himlens Skaber gud

at være hanses Sendebud –

see jeg seer en Engle Stige

et Uskyldig Barn lille

og det er den Døde Pige

Som sin Glæde sige vil.

Note 12.: Levnedsbogen, p. 44. Andersens egen tekst ser sådan ud:

(Citat) [...] han var ganske forskjellig fra min Fader og svarede fuldkommen i Characteer og aandelig Udvikling til min Moder. - Mig behandlede han vel, men vilde aldeles ikke blande sig i min Opdragelse, for at Folk ikke skulde sige han var en "slem Stedfader", saaledes blev i Grunden Alt for mig, under samme Former som før, kun den stakkels gamle Farmoder, stod mere fremmet der i Huset, jeg var Baandet der holdt hende der, jeg græd tit over hendes stille Smerte, thi hun blev med et gammel af Sorg. [...] (Citat slut)

Note 13.: Mit Livs Eventyr I, pp. 45-46. - Originalteksten ser sådan ud:

Citat) [...] Min Stedfader var en ung, stille Mand med livlige, brune Øine og af et jevnt godt Humeur; min Opdragelse vilde han slet ikke blande sig i, sagde han, og lod mig ogsaa være og blive, som jeg selv vilde. - Jeg levede derfor ganske for min Perspectiv-Kasse og mit lille Dukketheater, og det var min største Lykke at have samlet ret mange brogede Klude, som jeg da tilskar og syede i Dragter; min Moder betragtede det som en god Øvelse for mig til at blive Skrædder, thi det var jeg født til, meente hun; jeg derimod sagde, at jeg vilde til Comedien, Noget, min Moder paa det bestemteste satte sig imod, idet hun kun kjendte som Comedie, Liniedansere og omreisende Skuespillere, som hun regnede for eet. "Ja, så vil Du faae ordentlig Bank!" sagde hun da, "saa kommer Du til at sulte, at Du kan være let, og du faaer Olie at spise for at blive lind i Lemmerne!" nei, Skrædder skulde jeg være. "See bare, hvor fiint Skrædder Stegmann har det!" Det var Byens fornemste Skrædder. "Han boer i Korsgaden, har store Ruder i Vinduerne og Svende paa Bordet; ja, kan Du bare blive en af dem!"

Hvad der i denne min Bestemmelse for Skrædderiet var min eneste Trøst og Glæde, var det, at da vilde jeg ret kunne faae Klude og Lapper til mit lille Theaters Garderobe. (Citat slut)

Note 14.: Levnedsbogen, pp. 40-41. Den originale tekst er skrevet som følger.

(Citat) [...] saaledes læste jeg her Shakespeare i Rosenfelds Oversættelse, der var saa meget for min Phantasie, at han behagede mig endnu mere end Holberg; ja Bunkeflod faldt, naturligvis rent igennem, nu lærte jeg mange Scener uden ad, og da jeg kort efter saae paa Theatret "Das Donauwaibchen" spillede jeg denne med, skjøndt jeg ikke vidste flere end de to tydske Ord "Schwester" og "Bruder". - Dette Stykke behagede mig især, jeg skabte, i Kragemaal, selv noget Tydsk, tog min Moders Forklæde om Skuldrene, og var nu Ridder Albrect, snart svømmede jeg paa en Skammel som Donaupigen. Alle disse Scener gjorte ellers min Moder forskrækket, hun forbød mig det, thi hun troede tit at jeg maatte være gal. [...] (Citat slut)

- Shakespeare i Rosenfelds Oversættelse: Niels Rosenfeldts oversættelse udkom 1790-92. - Holberg: Ludvig Holberg (1684-1754), digter, historiker og filosof. Kendt for sine mange komedier, hvoraf nogle stadig opføres i nutiden på Det kgl. Teater. Mest folkeligt berømt er nok komedien ”Jeppe på Bjerget”. - Bunkeflod: Hans Christian Bunkeflod (1761-1805), sognepræst ved St. Hans Kirke i Odense. Også kendt for sine ”Forsøg til Viser for Spindeskolerne i Sielland” (1783). - "Das Donauwaibchen": Romantisk-komisk trylleopera af Ferdinand Knauer, opført første gang på Odense Teater 30. december 1812.

Note 15.: Mit Livs Eventyr I, p. 48. - Fattigskolen: Odense Fattigskole, oprettet 1804 og lå i Overgade. Fra 1811 kunne ubemidlede forældres børn få undervisning. - Den gamle lærer: Christopher Frederik Welhaven (1788-1830), lærer ved Odense Fattigskole. - Citatet ser sådan ud i sin originale version:

(Citat) [...] ud af sit Hjerte talte han til os om Religionen, og naar han gjennemgik Bibelhistorien, vidste han at give den saa levende, at imedens jeg hørte, blev mig alle de malede Billeder paa Skolevæggens Betræk, der viste Scener af det gamle Testament, lyslevende, fik for mig en Skjønhed, Sandhed og Friskhed, som jeg senere saae den i de herlige Stykker af Raphael og Titian. Tidt sad jeg drømmende og stirrede på den brogede Væg og fik da en lille Irettesættelse af ham, fordi jeg var "borte igjen"; saa fortalte jeg de andre Drenge kurieuse Historier, men hvori jeg naturligviis ikke glemte at gjøre mig selv til Hovedpersonen, stundom blev jeg leet af. Gadedrengene havde af deres Forældre ogsaa hørt om mit sære Væsen, og hvorledes jeg kom omkring i "fornemme Familier", og derfor blev jeg en Dag forfulgt gennem Gaden af en heel vild Skare, der spottende raabte: "der løber Comedieskriveren!" Jeg skjulte mig hjemme i en Krog, græd og bad til Gud. (Citat slut)

Note 16.: Mit Livs Eventyr I, pp. 51-52. - 'Sommeren før min konfirmation': Andersen blev konfirmeret søndag den 18. april 1819. - 'det kongelige Teaters sang- og skuespil-personale': Gæstespillet i Odense fandt sted i dagene 7.-23. juni 1818. - 'plakatbæreren': Peter Junker (ca. 1780-1821). - ”Cendrillon”: Lyrisk tryllespil af C. G. Etienne med musik af Nicolo Isouard. - 'Haack': August Chr. Wilhelm Haack, kgl. skuespiller fra 1810 til sin død 1821. - 'Enholm': Lorentz Peter Enholm, skuespiller ved Odense Teater 1798-99 og 1800-01, og ved Det kgl. Teater 1805-1840. Død 1841. - 'madame Schall': Anna Margrethe Schall, f. Schleuter (1775-1852), solodanserinde ved Det kgl. Teater 1798-1827. Gift 1795-96 med violinist i Det kgl. Kapel Andreas Schall. - Den originale tekst ser ud som følger:

(Citat) Sommeren før min Confirmation havde en Deel af det kongelige Theaters Sang- og Skuespil-Personale været i Odense og der givet en Række Operaer og Tragedier; hele Byen var endnu opfyldt deraf. Jeg, idet jeg stod mig godt med Placatbæreren, havde ikke blot fra Coulisserne seet alle de givne Forestillinger, men var selv traadt op baade som Page og som Hyrde, ja jeg havde endogsaa sagt et Par Repliker i "Cendrillon"; min Iver var saa stor, at naar de Spillende kom i Garderoben før Forestillingen, stod jeg allerede paaklædt; herved bleve de opmærksomme på mig; min Barnlighed og Begeistring morede dem; de talte venligt til mig, især Haack og Enholm, og jeg saae op til dem som til jordiske Guder. Alt hvad jeg havde hørt om min Sangstemme og om min Fremsigelse af Vers og Monologer bragte nu til Klarhed hos mig den Tanke, at det var Theatret, jeg var født for, og at det var her jeg vilde blive en berømt Mand, og derfor var Theatret i Kjøbenhavn Maalet for min Stræben. Skuespillernes Ophold i Odense var hos mange, og hos mig især, en Livsbegivenhed; der taltes derom med sandt Sværmeri, og Talen endte altid med: "hvem der dog var i Kjøbenhavn og paa Comedie der". Dette var der nu Enkelte, der havde været, og disse omtalte da noget, de kaldte Ballet, der skulde endog overgaae Opera og Comedie; Dandserinden Madame Schall, sagde de, var der den Første og Mægtigste; hun forekom mig altsaa som Dronningen for det Hele, og i min Phantasie svævede hun som Den, der, naar jeg vandt hendes Godhed og Beskyttelse, kunde hjelpe mig frem til Hæder og Lykke. (Citat slut)

Note 17.: Levnedsbogen, pp. 62,64, 67-68, 71-74. - Holmensgade 8 hos fru Thorgesen: Marie Sophie Thorgesen, født Olsen (ca. 1782-1838), enke efter Knud Thorgesen (ca. 1776-1818), overskærer ved klædefabrikken ”Guldhuset” i Sølvgade. Parret boede i det daværende Ulkegade 108, senere omdøbt til Holmensgade 8, nuværende Bremerholm. Huset, de boede i, er dog nedrevet i 1930'erne. - Dybensgade 20 hos fru Henckel: Caroline Henckel, født Bentzen (1786-1853), gift med styrmand, senere krydstoldbetjent i Skælskør Chr. F. Henckel. Fru Henckel boede i samme ejendom som fru Thorgesen, men en etage højere oppe. Cirka 1. september 1821 indlogerede Andersen sig hos familien Henckel og fulgte i øvrigt med denne, da den april 1822 flyttede til Dybensgade 67, nu nummer 20 på hjørnet af Nikolajgade. I modsætning til fru Thorgesen havde familien Henckel flere mindreårige børn. Andersen logerede dog kun en kort tid hos sidstnævnte familie, nemlig fra april 1822 til oktober s.å., hvor han forlod hovedstaden og tog ophold i Slagelse med henblik på sin skolegang i Slagelse lærde Skole.

Det var medens Andersen logerede hos familien Henckel i Dybensgade, at han skrev sin første bog, som han gav titlen ”Ungdoms-Forsøg”. Om denne på sin vis ret så interessante bog skal her henvises til artiklen 3.33. Tanker omkring en makulatur – om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”.

Note 18.: Edvard Collin: H.C. Andersen og Det Collinske Huus. Et Bidrag til Andersens og hans Omgivelsers Charakteristik. C.A. Reitzels Forlag. Kjøbenhavn 1882, p. VIII. - elev ved Det kgl. Teaters balletskole': Det kgl. Teaters Danseskole fandtes dengang på Hofteatret i en af sidefløjene til Christiansborg. Andersen var elev der i sæsonen 1820/21. - ' provst ved Holmens Kirke, Gutfeld'; Frederik Carl Gutfeld (1761-1823), Holmens provst. - ' kongen, Frederik den Sjette': Frederik VI, konge af Danmark (1768-1839), konge 1808. - Citatet er herunder gengivet i sin originale form:

(Citat) […] Kun udrustet med min heftige Lyst og Haab til ædle mennesker traadte jeg ud i den store Verden, thi min Fader, en fattig Skomager i Odense, kunde Intet give mig, […] (Citat slut)

Note 19.: Andersens stedfar Niels Jørgensen Gundersøe, kaldet Gundersen (1787-1822), friskomager. Blev den 8. juli 1818 gift med skomagerenken Anne Marie Andersen, digterens moder. Se nærmere herom i f.eks. Levnedsbogen, anførte udgave pp. 42, 47, 240, 243. Endvidere i Mit Livs Eventyr I, anførte udgave pp. 45, 388-389.

Note 20.: - Nicolas Gomard (1746-1821). Om denne vil man bl.a. kunne læse i artiklen 3.18. ”…et forbyttet, meget fornemt barn…”. Et bidrag til diskussionen om H.C.Andersens biologiske herkomst. Kan også læses i årsskriftet ANDERSENIANA 2006. - Andersens originale tekst ser sådan ud:

(Citat) […] - Da jeg gik ud af Porten kom gamle Farmoder; saae stift paa mig med Taare i de fromme blaae Øine, men hun sagde ikke et Ord! - Siden har jeg aldrig seet hende. Hun er død! - (Citat slut)

Note 21.: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr IV, pp. 46-49. Deri er historien om Bedstemoder dateret til 1863, idet der er tale om genoptryk af historien fra 1845. Citatet ser sådan ud i Andersens eget sprog:

(Citat) Nu er Bedstemoder død. - Hun sad i Lænestolen og fortalte en lang, lang deilig Historie: ”Og nu er den ude,” sagde hun, ”og jeg er ganske træt, lad mig nu sove lidt.” Og saa lagde hun sig tilbage og hun trak Veiret, hun sov; men det blev mere og mere stille, og hendes Ansigt var saa fuldt af Fred og Lykke, det var ligesom der gik Solskin over det, og saa sagde de, hun var død.

Hun blev lagt i den sorte Kiste, hun laae svøbt i det hvide Linned, hun var saa smuk, og dog vare Øinene lukkede, men alle Rynkerne vare borte, hun laae med Smiil om Munden; hendes Haar var saa sølvhvidt, saa ærværdigt, man blev slet ikke bange ved at see paa den Døde, det var jo den søde, eiegode Bedstemoder. Og Psalmebogen blev lagt under hendes Hoved, det havde hun selv forlangt, og Rosen laae i den gamle Bog; og saa begravede de Bedstemoder.

Paa Graven, tæt under Kirkemuren, plantede de et Rosentræ, og det stod fuldt med Blomster, og Nattergalen sang over det, og inde fra Kirken spillede Orgelet de smukkeste Psalmer, der stode i Bogen under den Dødes Hoved. Og Maanen skinnede lige ned paa Graven; men den Døde var der ikke; ethvert Barn kunde ved Nattetid roligt gaae hen og plukke en Rose der ved Kirkegaards-Muren. En Død veed Mere, end alle vi Levende vide, den Døde kjender den Angest vi ville føle for Noget saa selsomt, som Det, at de kom til os; de Døde ere bedre end vi Alle, og saa komme de ikke. Der er Jord over Kisten, der er Jord indeni den. Psalmebogen med dens Blade ere Støv, Rosen med alle sine Erindringer er falden i Støv; men ovenfor blomstre nye Roser, ovenfor synger Nattergalen, og Orgelet spiller; man tænker paa den gamle Bedstemoder med de milde, evig unge Øine. Øine kunne aldrig døe! Vore skulde engang see hende, ung og smuk, som da hun første Gang kyssede den friske, røde Rose, der nu er Støv i Graven. (Citat slut)

Note 22.: - H.C.Andersen: Mit Livs Eventyr I-II. Revideret Tekstudgave ved H.Topsøe-Jensen. Med Noter af H.G.Olrik og Udgiveren. Gyldendal 1975. De to citater, der her er anført, er fra MLE I, side 40 og 41. Her gengivet i H.C.A.s eget sprog:

(Citat) ”[...] den var et Stykke af det Slags Træ, hvorpaa vor Herre var bleven korsfæstet, sagde hun og tilføiede: Gaa nu hjem langs med Aaen! Skal din Fader døe denne Gang, saa møder Du hans Gjenfærd!”

”Hans Lig blev liggende i Sengen, jeg laae med min Moder udenfor, og hele natten peb en Faarekylling. ”Han er død!” sagde min Moder til den: ”Du behøver ikke at synge efter ham, Iisjomfruen har taget ham!” og jeg forstod hvad hun mente; jeg huskede fra Vinteren forud, at da vore Vinduer stode tilfrosne, havde min Fader viist os, at der var frosset paa Ruden, ligesom en Jomfru, der strakte begge sine Arme ud. ”Hun vil nok have mig!” sagde han i Spøg; nu, da han lå død i Sengen, kom det min Moder i Sindet, og hvad han udtalte, beskjeftigede min Tanke.” (Citat slut)

Note 23.: Eventyret ”Iisjomfruen”: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr IV. - Citatets tekst ser sådan ud i originalteksten:

(Citat) ”Iisjomfruen sad paa den klare, gjennemsigtige Bund, hun løftede sig op mod Rudy; kyssede hans Fødder, og der gik en Dødsisnen gjennem hans Lemmer, et elektrisk Stød – Iis og Ild! Man skjelner ikke derimellem ved den korte Berørelse.

”Min! min!” klang det om ham og ind i ham. ”Jeg kyssede dig, da Du var lille! kyssede dig paa din Mund! Nu kysser jeg Dig på din Taa og paa din Hæl, min er Du heel!”

Og han var borte i det klare blaae Vand.

Alt var stille; Kirkeklokkerne hørte op at ringe, de sidste Toner forsvandt med Glandsen paa de røde Skyer.

”Min er du!” klang det i det Dybe; ”min er du!” klang det i det Høie, fra det Uendelige.

Deiligt at flyve fra Kjærlighed til Kjærlighed, fra Jorden ind i Himlen.

Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone, Dødens Iiskys beseirede det Forkrænkelige; Forspillet endte for at Livs-Dramaet kunde begynde, Misklangen opløses i Harmonie.” - (Citat slut)

Ordet ’forkrænkelig’ betyder ’forgængelig’.

Note 24.: Vedr. de fire tydnings-planer i Andersens digtning, se f.eks. min bog ”H.C.Andersen, H.C.Ørsted & Martinus – et sammenlignende studie”. Forlaget Kosmologisk Information 1997. De fire tydnings-planer er defineret i artiklen Eventyr og kosmologi.

Note 25.: Eventyret ”Dødningen”. Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr I. Citatet ser sådan ud i Andersens sprog:

(Citat) ”Der var allerede mørkt i Klosteret, men fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtjørnene vare plantede, flammede endnu Lampelyset gjennem de smaae Ruder. Indenfor de nøgne Lervægge laae en gammel Bonde paa Dødsleiet; hans Søn Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Haand fast til sine Læber. Faarekyllingen peb saa ildevarslende i Krogen, Lampen var næsten brændt ud; den Gamle saa endnu engang med store, stive Blikke paa Sønnen, knuede krampagtigt hans Haand og sov hen i Herren”. (Citat slut)

Note 26.: Andersens fader, Hans Andersen, var født i december 1782 i Aalsbo på Fyn og flyttede i 1788 med sine forældre til Odense. Efter sin skolegang kom han i lære som skomager og blev såkaldt frimester i 1805. Den 2. februar samme år giftede han sig med Anne Marie Andersdatter, som menes at være født 1775 og som derfor var syv år ældre end sin mand. Den 2. april 1805, altså to måneder efter brylluppet, fik parret deres første og eneste søn, den senere verdensberømte digter Hans Christian Andersen. Moderen havde dog en datter, Karen Marie, der var født udenfor ægteskab 22. sept. 1899. En gift pottemagersvend og grenader påtog sig paterniteten til denne pige, som altså var H.C.Andersens halvsøster. Digterens fader, Hans Andersen, var frivillig soldat i årene 1812-14 og herunder var han med sit kompagni udkommanderet til Holsten. Marchturen fra Odense til Holsten tur-retur, samt opholdet under åben himmel i al slags vejr, tog hårdt på den da 30-32 årige mand, og fra da af gik det jævnt ned ad bakke med hans helbred. Han vendte tilbage til arbejdet som friskomager i 1814, men følte sig led og ked af det. Han døde 26. april 1816 og blev den 30. s.m. begravet på Odense St. Knuds Kirkegård. Vedr. Andersens halvsøster, Karen Marie, se artiklen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...” her på hjemmesiden.

Note 27. Eventyret ”Reisekammeraten”. Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr I. Citatet ser sådan ud i Andersens sprog:

(Citat) ”Men Reisekammeraten rystede med Hovedet, og sagde saa mildt og venligt: ”Nei, nu er min Tid omme. Jeg har kun betalt min Gæld. Kan Du huske den døde Mand, de onde Mennesker vilde gjøre Fortræd. Du gav alt, hvad Du eiede, for at han kunde have Ro i sin grav. Den Døde er jeg.

I det samme var han borte. –” (Citat slut)

Note 28.: Vedr. moderens betydning for Hans Christian: Se f.eks. artiklen ”H.C.Andersen og Gud” her på hjemmesiden.

Note 29.: Historien ”Hun duede ikke” er klart beslægtet med en af Andersens tidligste historier: ”Gjenfærdet ved Palnatokes Grav” (1822). Reminiscenser herfra findes også i ”Ufuldført historisk Roman” (1824-25), i ”Christian den Andens Dverg” (1831-32) og i eventyret ”Alt paa sin rette Plads!” (1861).

Note 30.: Vedr. H.C.Andersens Levnedsbog 1805-1831. På ny udgivet af H.Topsøe-Jensen. Det Schønbergske Forlag 1962, fotografisk genoptryk 1988. – Under titlen ”H.C.Andersen / Erindringer” er Levnedsbogen også udgivet af Forlaget Hovedland, 1988, med forord og efterskrift af daværende rektor ved den fhv. Slagelse lærde Skole, nu kaldet Slagelse Gymnasium, Jens Jørgensen, som plæderer for den teori, at Andersen ikke var søn af det forældrepar, der står opført som sådan i kirkebogen, men at han derimod var af royal og adelig afstamning. Teorien støttes også af flere andre, bl.a. af forfatteren Rolf Dorset, men den finder ingen reel støtte i det kendte kildemateriale og derfor heller ikke hos seriøse H.C.Andersen-forskere. Vedr. Andersens biologiske herkomst, se artiklen ”...et forbyttet, meget fornemt barn...” her på hjemmesiden.

Note 31.: Eventyret ”Barnet i Graven”: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr III. - Vedr. Andersens platoniske veninde siden ungdomsdagene, Henriette (Jette) Wulff, kan biografisk og historisk interesserede læsere henvises til evt. at læse artiklen: Artikel fra ANDERSENIANA 2008: H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch

Note 32.: Eventyret ”Historien om en Moder”: Dal og Nielsen: H.C.Andersens Eventyr I.

Note 33.: Begrebet teodicé betegner forsøget på at bringe troen på guddommelig kærlighed og retfærdighed i harmoni med eksistensen af det såkaldte ”onde” i verden. I den forstand kan man med fuld ret udnævne Martinus’ kosmologi til at være en af de bedste teodiceer, der findes. – H.C.Andersen: ”At være eller ikke være”: Romaner og Rejseskildringer V. Udgivet af H. Topsøe-Jensen. Gyldendal 1944. Se artiklen At være eller ikke være her på hjemmesiden.

Note 34.: Se artiklen 3.26. Reisekammeraten - H.C.Andersen og døden (1. del). Den artikels både 1. og 2. del er skrevet ud fra en accept af det verdensbillede, som skyldes Martinus. Men her i nærværende artikel er mit nye udgangspunkt om ét-livs-hypotesen lagt til grund for min nyvurdering af Andersens personlighed, liv og forfatterskab, hvilket det er vigtigt at notere sig.

Note 35: H.C.Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet står at læse p. 181. Digtet ”Du stærke død” er fra 1838, hvor det indgår i Tre Digtninger, mere præcist i eventyret ”Lykkens Kalosker”. - Digtet ser sådan ud i originalteksten:

Du stærke Død -

Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;

Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.

Skal Tankens Jacobs-Stige gå itu?

Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?

Vor største Liden tit ei Verden seer!

Du, som ene var, lige til det Sidste,

I Verden Meget trykker Hjertet meer’,

End Jorden, som de kaste paa din Kiste!

Note 36: H.C.Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet står at læse p. 151. Originalteksten ser sådan ud:

Ved et Barns Død

(Skrevet for forældrene)

Dit Øie loe, din Kind var rød,

sødt klang din Barne-Stemme,

nu er Du bleg og kold og død,

vi kan Dig aldrig glemme.

Hvert Aar naar Julen kommer nær,

og Alt er Barne-Glæde,

vi pynte Dig ei grønne Træer,

vi mindes Dig – og græde!

Note 37.: H.C.Andersens Dagbøger VI, p. 90. Originalteksten lyder sådan:

(Citat) […] kom Klokken 6 til Byen; der gjorde et trykkende Indtryk paa mig; jeg gik hen til Jette Collin, hun var ude, men kom strax, sagde Pigen. Jeg ventede i tre Qvarteer, blev mere og mere nerveus og forstemt; gik hjem betaget og livsked; en lang broget Levedag var min Levetid, nu er det mod Natten, jeg seer Intet fremad; (føler mig saa uhyggelig ene.) (Citat slut)

Note 38.: H.C.Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. osv. se p. 149. . Digtets originaltekst ser sådan ud:

”Jeg har en Angst som aldrig før”

Jeg har en Angst som aldrig før,

som stod jeg foran Dødens Dør,

og maatte ind og styrte ned

i Mørke og i Ensomhed!

Jeg drives frem med Stormens Hast.

O, Herre, Herre, hold mig fast!

Alt ondt i mig, det kom fra mig,

hvad godt jeg gjorde, det kom fra Dig;

de Andres Skyld jeg nok opskrev,

men ei mit eget Skyldnerbrev;

hvor har jeg for mig selv hver Dag

besmykket godt min egen Sag!

Jeg trædes skal af Dødens Hæl,

først da sig løfte kan min Sjæl.

Læg Fadervor som Duens Blad

mig paa min Tunge, gør mig glad!

Har jeg ei Gud, hvad har jeg da,

naar hele Verden falder fra!

Note 39: H.C.Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet står at læse p. 150. - Digtets originale skrift ser sådan ud:

Du Evighedens Gaade

Du Evighedens Gaade,

Du Lys for min Forstand,

Du Kjærlighed og Naade

saa stor den rummes kan.

Fra Dig alt Livet vælder,

til Dig alt Liv gaaer hen,

til Dig jeg Hoved hælder,

Du Barnets store Ven.

Jeg Øinene vil fæste

fortrøstningsfuld paa Dig,

hvad der er mig det Bedste,

det vil Du give mig!

O lad den Tro ei briste

hos mig i Angstens Stund,

og i den allersidste

kys mig med Fadermund.

Note 40.: H.C.Andersen DIGTE. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet står at læse p. 170. Første gang trykt i Illustreret Tidende 27. juli 1873. - Digtet er herunder gengivet med sin originale tekst:

En Stemning

Tanker flyve fra Sjælen

ud mod hver Himmelkugle,

flyve som Sæbebobler,

syngende Sommerfugle.

Jeg kan høre dem synge,

veed, fra hvad Dyb de kom;

Hvad kan den travle Verden

vel bryde sig herom?

Jeg kun fornam dem herinde -

saae dem og saae dem forsvinde:

Solguld paa Skyens Søm! -

Saadan skal jeg forsvinde,

Alt skal slukkes herinde,

Livslyst, hver deilig Drøm -

svinde som Skyen og Skyggen,

Det er Menneskelykken!

Sært Tankerne synke og stige

som Bølger i Verdens Hav.

Du, Danmark, mit Hjertes Rige!

Forund mig min Glemsels Grav!

Note 41.: Samme sted, p. 181. Ordet 'uforkrænkelig' betyder 'uforgængelig'. Versets originaltekst ser sådan ud:

Den Kraft, som ordned' alle kloders Gang

med ordet ”Bliv!”

Det Forsyn, hvorfra kJærlighed udsprang,

har evigt liv.

- Den sjæl, Gud i sit billede har skabt,

er uforkrænkelig, kan eI gaae tabt;

vort Jordliv her er Evighedens Frø, .

vort Legem' døer, men Sjælen kan ei døe!”

Note 42.: Samme sted, p. 179. Digtets originaltekst ser sådan ud:

O evige Gud, bliv hos os! Bliv!

I Dig og ved Dig Alt er givet!

Forund os i Naade ”det evige Liv”

og Erindring om Jordelivet!

Se evt. artiklen 3.07. H.C.Andersen og Gud – H.C.Andersens opfattelse af Gud.

Note 43: Samme sted, p. 180. Med den ”lille Charlotte” kunne der meget vel være tale om den ca. 4-årige Charlotte Melchior (1871-1926), datter af Israel Melchior. - Ordet 'Sligt' betyder 'sådan noget'. Digtet ser i originaltekst sådan ud:

Foraaret i Kjøge

(Til lille Charlotte)

En lille Lærke qviddrende kom,

henover Kjøge den sang;

i Hønsegaarden en Høne løb om,

den sagde: ”Nei, hør dog engang:

Den bilder sig ind efter eget Skjøn,

at Ingen Sligt hørte og saae;

just jeg kan klukke og Triller slå,

og saa er jeg en af de Kjøge-Høns,

man kan lave Suppe paa.”

Note 44.: Vedr. Andersens forhold til familien Melchior og dennes kreds, se f.eks. Elith Reumert: H. C. Andersen og Det Melchiorske Hjem. H. Hagerups Forlag . København 1924. - Niels Oxenvad: H. C. Andersens brevveksling med familien Melchior I-III. Udgivet med indledning og kommentar af Niels Oxenvad. - Til belysning af Andersens seneste leveår kan bogen H. C. Andersens sidste Leveaar. Hans Dagbøger 1868-75 ved Jonas Collin især tjene. Deri er samtlige Andersens dagbogsnotater fra de nævnte år udgivet med fyldige noter af udgiveren Jonas Collin d. Yngre (!840–1905).

Note 45.: Dagbøger X. p. 480. Torsdag d. 29: følte han sig meget træt ønskede at blive liggende. Jeg bragte ham, som sædvanlig om Morgenen en deilig hvid Rose, som han kyssede paa, greb min Haand og kyssede den gjentagne Gange, trykkede mig hjertelig i Haanden idet han saae paa mig med et lyksaligt Smil. ”Tak og Gud velsigne Dem!” sagde han, idet han atter lukkede Øinene og døsede hen igen. Hans Kræfter tage synligt af og hans Ansigt er svunden ind og seer aldeles ud som en Mumie. Stakkels Andersen!

Note 46: Idag Fredag 30te ligger han hen; jeg har forsøgt at lædske ham ved at give ham lidt Havresuppe afvexlende med Viinsuppe, der muligen kan styrke ham lidt. Hans Hoved begynder at blive lidt angreben, han gjentager den samme Ting i det Uendelige, nu Klokken 11 er han atter døset hen. Naar man har siddet et Øieblik inde hos ham, beder han ”Maa jeg være alene?”

Note 47.: Løverdag den 31te A. er atter idag bleven liggende han er lidt mindre sløv end i går, har spist lidt og drukket en utrolig Mængde Havresuppe men det er også det Eneste, som holder Livet oppe. Han siger ”Spørg mig ikke om hvorledes jeg har det, jeg forstår Intet mere; jeg begriber intet.” Martin Henriques og Conferentsraad Drevsen har hilset på ham inde fra den anden S tue. -

- Martin Henriques: (1825-1912), vekselmægler. - Conferentsraad Drevsen: Adolph Drewsen (1803-85), Assessor i Københavns Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten i København, 1847 Justitiarius i denne ret. Justitsråd 1846, Etatsråd 1846, Konferensråd 1869. Adolph Drewsen havde spillet en relativt stor rolle i Andersens liv, idet han var gift med Ingeborg Drewsen, født Collin (1804-77), ældste datter af Jonas Collin d. Ældre (1776-1861), Andersens faderlige ven og beskytter. - Ingeborg Drewsens ældste broder, Edvard Collin (1808-86), var og forblev Andersens nærmeste ven siden ungdommen. Se evt. herom i artiklerne H3-05. Andersens fjerde dobbelt-forelskelse (1) – dobbeltforelskelsen i Edvard Collin og dennes søster Louise.

Note 48.: Idag d. 1ste August ser han forskrækkelig daarlig ud. Han blev i høi Grad forbauset over at vi allerede skriver d. 1ste August. ”Hvor De dog maa være træt af mig” - sagde han med svag Stemme. Jeg forsikrede ham om det Modsatte, sagde at jeg tvertimod var glad over at kunne pleie ham. Gud ske Lov at han ikke er blandt Fremmede!

Note 49.: 2. August. Han har sovet hele Natten, laa i samme ubevægelige Stilling indtil Klokken 10 Morgen; jeg tog lidt haardt i Døren for at se om han vilde vaagne, da jeg fandt det nødvendigt at han fik noget at styrke sig på. Endelig slog han Øinene op, idet han sagde ”Oh! hvor velsignet, hvor deiligt, God Morgen Allesammen” og rakte Haand til Tjeneren og mig paa engang. ”Hvad er det dog Altsammen jeg forstår Intet, jeg kan ikke samle noget i mit Hoved. Kommer jeg da aldrig mere op.” For et Par Dage siden bad han mig om jeg vilde love ham når han døde at lade Puls-Aaren skjære over på ham. ”Men om jeg var på Reisen”, - ja saa kan jeg jo skrive det”. Jeg sagde spøgende til ham at han da jo kunde, ligesom han tidligere havde gjort, skrevet ”Jeg er skindød”, kunne lægge det foran sig paa Bordet. - Der kom et lille Smil over hans indfaldne Træk. Han har hele Dagen gjentaget ”Jeg forstaaer ingenting. Er jeg vel bedre idag? hvor er Alt dog besynderligt.” Han kunde mærkelig nok komme ud af Sengen og sidde paa en Stol medens Sengen blev redt. Idag har Doctor Meyer ikke været her, han var bleven kaldt til Slagelse, men heldigvis kom Professor Hornemann ind fra Hornbæk og saae til ham. Han fandt ham meget forandret siden han for 8 Dage saae ham. Da han havde døset meget idag, raadede H til at give ham en mindre Portion Cloral.

- Doctor Meyer: Wilhelm Meyer (1824-95), ørelæge. - Professor Hornemann: Emil Hornemann (1810-90), cand. med. 1834, dr. med. 1839, fra1841 praktiserende læge i København, 1853 titulær professor. - Cloral: Kloral er et sovemiddel.

Note 50.: Tirsdag 3die August. Andersen har næsten ikke sovet det Mindste i Nat. Paa mit Spørgsmål hvorledes han har det, svarer han fremdeles ”Jeg veed slet ingenting”. Hans Øine see ud, som om der laae et Slør over dem. Han kan ikke godt finde sig i at Tjeneren er gaaet op for at lægge sig; han er bleven ringet paa uafladelig hele Natten og han kan trænge til lidt Hvile.

Note 51.: Onsdag 4de August. Fra 10 i Aftes har A sovet, nu Klokken 10, ligger han endnu i fast Søvn, med tilsyneladende stærk Feber. Tjeneren hørte ham hoste engang inat og da han senere kom ind laae han med en Kop Havresuppe i Haanden, hvoraf det Meste af Indholdet var spildt paa Sengetæppet; han har ikke havt Kræfter til at sætte den fra sig. - Han sagde til mig igaar efter at Doctor Meyer havde været her ”Doctoren kommer igjen i Aften, det er ingen gode Tegn”. Jeg mindede ham om at han i de sidste 14 Dage havde besøgt ham 2 Gange om Dagen, hvormed han beroligede sig.

Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død. Klokken 11, 5 Minutter udaandede den kjære Ven sit sidste Suk.

Note 52.: Samme sted, p. 181. Ordet 'uforkrænkelig' betyder 'uforgængelig'. Versets originaltekst ser sådan ud:

Oldingen

Foran den store Indgang nu jeg staaer

ved Død og Grav.

Syv Gange ti er Støvets Leveaar,

det Rum, Gud gav;

mit Legem' kastes hen, en udslidt Klud,

og Sjælen – Sjælen, skal den slettes ud,

alt, hvad jeg elsked', stræbte, leved', led,

gaae op i Gemsel? - Er det Evighed?

Er da det Hele kun et Spil af Kræfter,

alt uden med?

Hvorfor fik vi da den denne Længsel efter

en Evighed?

Har Jesus, som for os sit Liv hengav,

kun fundet, vundet med os Død og Grav,

da er vor Tro, vort Haab, vort Liv Bedrag

og ikke Kjærlighedens store Sag!

Den Kraft, som ordned' alle kloders Gang

ved Ordet ”Bliv!”

Det Forsyn, hvorfra Kjærlighed udsprang,

har evigt Liv.

- Den sjæl, Gud i sit Billede har skabt,

er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt;

vort Jordliv her er Evighedens Frø, .

vort Legem' døer, men Sjælen kan ei døe!

Hermed er noterne til denne artikel slut.

******************