- nogle
personlige tanker
Indledning
Vel, kære læser, at læse og få det fulde
udbytte af den geniale digter H. C. Andersens litterære værker, hvad enten det
drejer sig om hans digte, eventyr og historier eller romaner, kræver faktisk
lidt af et seriøst studium. Men selvfølgelig vil man kunne læse hans værker
rent spontant og umiddelbart og alligevel få et rimelig godt udbytte af det, og
det er jo også, hvad de fleste almindelige læsere gør med glæde og fornøjelse.
Imidlertid er og har min egen tilgang til og beskæftigelse med Andersens liv og
værker for det meste haft karakter at et egentligt studium i alle de år, i
skrivende stund har det varet fra mit 15. år i 1944 og til mit nu foreløbig
snart 88. år, et spand på mere end 70 år. Det samme gælder principielt også mit
studium og forståelse, eller mangel på samme, af Martinus’ geniale
verdensbillede eller kosmologi, som i hvert fald foreløbig har varet i omkring
60 år. Men det er med største ydmyghed, at jeg i nu efterhånden mange år har
tilladt mig at offentliggøre mine skriverier, dog i bevidstheden om, at der
foreligger en mulighed for, at jeg kun har fattet og forstået en brøkdel af
Andersens naturel og hans forfatterskab, så vel som af Martinus’ naturel og
omfattende forfatterskab. For mine læsere er dette naturligvis – og heldigvis –
underordnet eller ligegyldigt, for enhver har lov til at mene, at mine
skriverier er inderligt unødvendige og overflødige her midt i det forunderlige
eventyr, der hedder LIVET eller TILVÆRELSEN.
For resten vil jeg her gerne udtrykke min
store taknemmelighed overfor min ven og professionelle kollega gennem
mangfoldige år, Jakob Koch, som er den, der lige siden hjemmesiden LIVETS
EVENTYRs start i juni 2005, har fungeret som kyndig og engageret webmaster. Han
har desuden også været og er fortsat dedikeret webmaster på vores fælles
hjemmeside DANSK TEGNEFILMS HISTORIE 1919-2000: http://www.tegnefilmhistorie.dk/. Men nu til mit egentlige ærinde i dette
tilfælde:
Med forstandens kølige, diskursive og
dialektisk ræsonnerende logik fanges og fængsles man, lige som tilfældet er med
drengen Kay i H.C. Andersens eventyr Snedronningen, der pludselig
får et vrangsyn på alt og alle. Med sit forandrede syn bliver han tilbeder af
den diabolske Snedronning, som fører – eller måske rettere sagt forfører - ham
med sig langt bort fra barndomshjemmet og til sit strålende slot eller palads
på Nordpolen, hvor alt er gjort af kulde og iskrystaller. I sit begær efter at
kunne begribe livet og verden i forstandskategorier, er han blevet en slags
frivillig og til at begynde med glad ’fange’ i ”Forstandens Isslot”. Det
sidstnævnte forstået som naturalismens og materialismens reduktionistiske
intellektuelle verdensbillede, hvor alt gøres op i matematiske tal og kemiske
formler, og hvor man ikke er i stand til at se ud over de fysisk-kemiske
kræfter og lovmæssigheder, som i henhold til naturvidenskaben er enerådende og
altdominerende i verdensaltet. I nævnte eventyr er pointen imidlertid, at det
kun er via en dybere forening af forstand og følelse, at man vil
være i stand til at opleve tilværelsens forunderlighed, i det nævnte eventyr
påvist ved, at den lille Gerda gennem en del strabadser går ud i verden, for at
søge efter sin barndomskammerat, Kay, som er ”Snedronningen”s fange i ”Forstandens
Isslot”. Dér bruger han tiden til i forsøget på at lægge den brik i forstandens
puslespil, der hedder ”Evigheden”, thi kun ved at finde og
indpasse den ’brik’ i spillet, vil det være muligt at ’løse’ livsmysteriets
gåde. (Note 1)
Det er altså i henhold til H.C. Andersen
også kun ved at inddrage evighedsperspektivet i sin tænkning og livs- og
verdensanskuelse, at det kan lykkes at fatte og begribe den guddommelige
helhed, der skjuler sig bag ved alle de materielle ting og foreteelser. Det er
i en vis forstand barnesindet, der atter må mobiliseres, ikke som
det umodne, uerfarne og godtroende sind, men som den umiddelbare, tillidsfulde
og optimistiske følelse eller oplevelse af, at livet eller tilværelsen i
grunden er, sådan som denne umiddelbart giver sig ud for at være, men vel at
mærke uden fordomme og gustne betragtninger. Præcis sådan, som pigen Gerda i
samme eventyr oplever det, uden først at bekymre sig om eller gruble
forstandsmæssigt over tilværelsens for forstanden gådefulde natur.
Vi ser altså, at sansningen og
oplevelsen af livet normalt er præget af, at der basalt set er to slags sind
eller psyke, repræsenteret ved de to køn, det maskuline og
det feminine, men ikke kun i form af de to køn, for manden
har også følelse og kvinden også forstand eller intellekt. Hvert af kønnene
rummer altså begge køns karakteristika i sig, men vel at mærke i en graduerende
skala både i individerne selv og mellem individerne indbyrdes. Nogle mænd har
mere intellekt og meget lidt følelse, mens nogle kvinder har meget følelse og
kun lidt intelligens. Endnu færre individer har et harmonisk forhold mellem
følelse og intelligens i deres sind, og det er i denne indbyrdes balance, at
individet har mulighed for at opleve, at verden og livet er et under og det
største eventyr, der findes. I den oplevelse er livet eller eksistensen på
trods af sine modsætninger og omvekslinger, behagelige og glædelige så vel som
ubehagelige og sorgfyldte, en evigt uophørlig foreteelse. Og i forståelsen
heraf, indser individet, at tilværelsens modsætninger gensidigt forudsætter og
betinger hinanden: Intet lys uden mørke eller omvendt, ingen glæde uden smerte
eller omvendt, intet godt uden ondt eller omvendt, intet liv uden død eller
omvendt.
På den baggrund forstår individet med det
harmoniske sind, at der i virkeligheden er tale om, at det såkaldt gode
kan karakteriseres som det behagelige gode og det såkaldt onde
som det ubehagelige gode. Og dette er jo netop, hvad en
vismand, som eksempelvis Martinus, belærer os om via sin
kosmologi eller åndsvidenskab. Om denne vil man kunne læse nærmere i f.eks. 1. Hovedafsnit: Kortfattet
indføring i Martinus’ kosmologi. Heri gør han også dybdegående rede for det,
han betegner som ”det seksuelle polprincip”, som netop
handler om de to køn i form af to seksuelle ’poler’ og sind. For resten det,
som dybdepsykologen C. G. Jung betegner som det feminine anima
og det maskuline animus. (Note 2)
Men man er jo som formentlig bekendt sig
selv nærmest, så derfor er det ærindet her, at skildre mit eget forhold til
primært tilværelsesmysteriet og sekundært til Andersens livs- og
verdensanskuelse og Martinus’ verdensbillede eller kosmologi. Så vidt jeg kan
se og forstå, drejer tilværelsesmysteriet sig grundlæggende om, at ’noget’ i
form af verden og livet i det hele taget er til eller eksisterer, og om den
måde, hvorpå dette ’noget’ er organiseret eller indrettet og udfolder sig på.
Det har Martinus sin helt egen klare og velbegrundede opfattelse af og
forklaring på, men da jeg ikke af personlig erfaring og viden ejer Martinus’
indsigt eller de evner, som primært i form af både en udviklet
intelligens og en ligeledes højt udviklet intuitionsevne,
satte ham i stand til at kunne skue de bag den ydre, fysiske verden
universalt gældende kræfter og lovmæssigheder, har jeg måttet forlade mig på,
hvad min egen begrænsede forstand og opfattelse og erfaringer har kunnet
fortælle mig om verden og livet. Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke
anerkender Martinus’ verdens- og livsopfattelse i form af hans verdensbillede
som værende en tilmed højst inspirerende hypotese, som det i høj grad er værd
at tage med i sine betragtninger og afprøve gyldigheden af. Det studium og det
arbejde har jeg da også selv benyttet mig af lige siden jeg for alvor lærte det
at kende i efteråret 1957 og indtil nu i 2017, hvilket vil sige i omkring 60
år, og særlig intensiveret efter at jeg i 1996 blev folkepensionist og dermed
fik ekstra tid til det.
Det tabte Paradis
Som barn og ung var jeg i lighed med
eventyret ”Snedronningen”s Kay åben og tillidsfuld overfor verden og livet, som
stort set formede sig hyggeligt, rart og venligt imødekommende. Først og
fremmest takket være mine kærlige og omsorgsfulde forældre og familie og i
nogen grad også takket være de fredelige danske samfundsforhold i 1930’erne og
indtil den 9. april 1940, da mørke kræfter fra Nazi-Tyskland besatte og kastede
en skygge af frygt og uhygge over livet i lille Danmark. I april 1940 var jeg
knapt 11 år og ved befrielsen i maj 1945 var jeg knapt 16 år. Jeg gik ud af
skolen som 14-årig, fordi jeg ønskede at komme i lære som animator af
tegnefilm, og som sådan arbejdede jeg fra juni 1943 til juni 1945. Arbejdet
foregik på tegnestuerne primært i Frederiksberggade 28, få minutters gang fra
Københavns Rådhusplads med det ærværdige gamle rådhus, hvis klokkespil med sine
daglige tolv malmfulde slag klokken 12 middag, havde lydt lige siden
nytårsaften 1903-1904, hvor den impossante bygning endnu knapt nok var blevet
taget i brug.
De oplevelser og erfaringer, som jeg – og
mange med mig – gjorde under besættelsestiden, indbefattede ikke mindst
bekendtskab med livets smerte- og sorgfulde modstykke: Døden. Vel at bemærke andres
smerte, sorg og død, som blandt andet blev de modstandsfolk og deres pårørende
til del, der satte livet til i forsøget på at byde den barske og kompromisløse
besættelsesmagt modstand. Herunder omkom også civile og i den sammenhæng
uskyldige mennesker. England gjorde sit til i forsøget på indirekte at hjælpe
den danske modstandsbevægelse og samtidig direkte bekæmpe tyskerne og deres
håndlangere. Personligt oplevede og så jeg angrebet på tyskernes højborg i
København, i form af bombardementet af Shellhuset den 21. marts 1945, hvor det
berygtede og frygtede tyske hemmelige Geheime Staats Polizei, forkortet til
GeStaPo, havde deres hovedkvarter.
Om dette bombardement og de forfærdelige
følger det fik, har jeg skrevet i min selvbiografi, som jeg derfor vil tillade
mig at citere fra her:
(Citat)
Shellhuset bombet
Onsdag den 21. marts 1945 fandt
der et delvis vellykket britisk luftangreb sted på Gestapo-hovedkvarteret
Shellhuset i København. Shellhuset lå på hjørnet af Kampmannsgade og Vester
Farimagsgade, ikke mange hundrede meter fra stedet, hvor vi arbejdede. Men
selve angrebet kom vi, der arbejdede på tegnestuen i Frederiksberggade, til at
opleve på noget nær nærmeste hold. Angrebet fandt sted om formiddagen omkring
kl. 11 og på det tidspunkt blev vi opmærksomme på, at der foregik noget usædvanligt,
idet vi pludselig hørte en højlydt motorlarm over hovederne på os og fulgt af
en hurtigt gentaget dunkende lyd. Vi blev efterfølgende klar over, at det måtte
være en af de jagermaskiner, der ledsagede bombeflyene, som fløj lavt hen over
byens hustage og det gav meget kraftig genlyd i den snævre skakt af en
gårdsplads, der var inde bag ejendommen i Frederiksberggade 28.
Formentlig kom angrebet fuldstændig bag på det danske
beredskab, for sirenerne kom ikke i brug, og ligeledes på tyskerne, men
antiluftskytsstillingen på taget af Dagmarhus lige ovre på den anden side af
Rådhuspladsen, nåede alligevel at komme i brug, for det var formentlig derfra
den dunkende lyd hørtes. Kort efter hørtes de hule drøn fra de eksploderende
bomber, der blev kastet ned over Shellhuset, og hvis trykbølger knuste mange
kontorvinduer i bygningerne på Rådhuspladsen og sugede glasskår og løse
papirer, som fakturaer og maskinskrevne breve, ud og spredte disse hen over det
meste af Rådhuspladsen. Trafikken var gået i stå overalt, formentlig fordi den
kørende del af denne afventede, hvad der videre ville ske. Den usædvanlige
stilhed i det ellers så larmende trafik føltes knugende.
Dette sidstnævnte var vi nogle stykker fra tegnestuen, der
blev vidner til, idet vi skyndte os ned på gaden og hen over Rådhuspladsen.
Vores arkivar Bjørn, kaldet ”Largo” og jeg fulgtes ad, da vi gik over på Vestre
Boulevard (den nuværende H.C. Andersens Boulevard) og gennem den vestlige del
af Studiestræde ved Studentersamfundets bygning og over til broen over
Jernbanegraven ved Hammerichsgade over til Kampmannsgade lige overfor det
brændende Shellhuset, der lå på hjørnet af sidstnævnte gade og Vester
Farimagsgade, og som nærmest var skjult bag en stor og tæt sort røgsky, som
samtidigt formørkede himlen. Selvom bombardementet åbenbart var forbi på det
tidspunkt, turde vi naturligvis ikke vove os nærmere på den stadig brændende og
vældige 6-etagers bygning, hvorfor vi en kort tid blev stående i ly af broens
svære stenrækværk. Synet, vi så, var uhyggeligt, ikke mindst fordi der var
fuldkommen stilhed overalt omkring os.
Herover ses
et luftfoto over jernbaneterrænet ved Vesterport den fatale formiddag onsdag
den 21. marts 1945, da en formation engelske bombefly, fulgt af beskyttende
jagerfly, bombeangreb Shellhuset i København. Fotoet er formentlig taget fra en
af de jagere, der ledsagede bombeflyene.
Shellhuset ses helt til højre i nederste hjørne af fotoet, men så vidt
det kan bedømmes før den kastede bombe detonerede. Bomberne var
tidsindstillede til først at sprænges efter at bombeflyene var nået væk fra
stedet. Et af de lavtflyvende bombefly ses helt til venstre midt i billedet, på
vej væk fra stedet. Til højre for flyet ses en større bygning, som ligger lige
overfor Palads Teatrets dengang hvide bygning, hvis udgangsside ligger ud mod
Hammerichsgade, der løber langs med Banegraven. Lige over for de nævnte to
bygninger ligger broen over til Kampmannsgade og Shellhuset. Det var her – jf.
hovedteksten – at Largo og jeg krøb i skjul bag broens stenrækværk og så det
uhyggelige syn af det brændende og røgindhyllede Gestapo-hovedkvarter. Se næste
foto nedenfor. – Foto: Kilde ukendt.
Efter det uhyggelige syn af den brændende og rygende bygning,
skyndte vi os noget chokerede tilbage til tegnestuen, hvor vi fortalte om, hvad
vi havde set. Mærkværdigvis så vi slet ingen tyske soldater eller Hipo-folk
undervejs, men jeg har ingen forklaring på, hvorfor det ikke var tilfældet. Men
alt virkede, som om det var gået i stå, så at stilheden blev meget mærkbar.
Det var svært at koncentrere sig om tegnearbejdet efter den
oplevelse, og resten af dagen gik da også mest med indbyrdes snak om, hvad det
var, der var sket og hvorfor. Men alt hvad man vidste, var kun, at Shellhuset
var hovedkvarter for Gestapo og at der sad danske modstandsfolk som fanger i
husets loftsetage.
Det var en frostkold dag, og et tyndt lag sne – eller var det
aske? - lå overalt, erindringen husker det ikke klart. Efter fyraften kl. 17
cyklede jeg hjem og fik aftensmad, og fortalte naturligvis mine forældre og
søskende, hvad jeg have hørt, set og oplevet. Deres reaktion var for de voksnes
vedkommende dyb alvor og tavshed. Da vi kl. 18,30 hørte i Radioavisen, at
Jeanne d’Arc-Instituttet, kaldet Den franske Skole, på Frederiksberg Allé og
nogle omkringliggende beboelsesejendomme også var blevet bombet, og at mange
var blevet dræbt og såret, vaktes der i mig en uimodståelig trang og
videbegærlighed til at ville se de ramte steder, og da jeg efter aftensmaden
gik over til min kammerat, Jørgen, spurgte jeg, om han ville med ud og se, hvad
der var sket. Det ville han gerne, hvorfor vi skyndsomst ilede hen til linje
18’s stoppested på Jagtvej lige for enden af Jægersborggade og kørte med
sporvognen ud til Frederiksberg Runddel, hvor vi stod af og spadserede ned ad
Frederiksberg Allë mod stedet, hvor Den franske Skole var beliggende.
Herover ses
det på sin vis vellykkede og effektive resultat af det engelske
luftbombardement af Shellhuset onsdag den 21. marts 1945. Bygningen ses her fra den side, der vender
ud mod Kampmannsgade, og med Autoværksted, garager og andet overfor, som dog
intet havde med Shellhuset at gøre. Det er Vestre Farimagsgade, der ses til
højre i billedet. - Foto lånt fra ”Årets største begivenheder i billeder
1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens Bøge 1952.
Det var mørkt og kun det afskærmede lys fra lygtepælene
oplyste alléen, som var dækket af et tyndt lag sne og indhyllet i et tåget, gulgråligt
og spøgelsesagtigt skær. Samtidigt hvilede der en sødlig-sveden lugt over det
hele, som blev stærkere, jo nærmere vi kom ulykkesstedet. Tættere på Den
franske Skole konstaterede vi, at alleen var afspærret med rød-hvide bånd på
tværs af gaden, for at markere adgang forbudt for uvedkommende. For at komme
endnu tættere på selve ulykkesstedet, måtte vi gå en omvej ad Kochsvej og ned
ad Henrik Steffensvej, som mundede ud i Frederiksberg Allé, omtrent lige
overfor den bombede skole.
Det syn, der mødte os, har jeg aldrig glemt, for det jeg så,
var resterne af en sammenfalden, sodsværtet og endnu rygende ruin af en
bygning, som bortset fra de tilbageværende ydermure med gabende tomme
vindueshuller, nærmest lignede en stor dynge affald, oven på hvilken nogle
brandfolk endnu gik og slukkede ild de steder, hvor denne havde tendens til at
ville blusse op.
Det mest bemærkelsesværdige og ejendommelige var, at bortset
fra Jørgen og mig selv og nogle få andre, mænd og kvinder, som også stod ved
den afspærrede ende af Henrik Steffensvej, var der næsten ingen mennesker på
stedet, og dertil kom, at stilheden og tavsheden hvilede tungt over hele det
dystre sceneri.
På det her omtalte tidspunkt vidste jeg ikke andet om bombardementet
af Shellhuset og Den franske Skole og de omkringliggende boligejendomme, end
det, jeg selv havde set på stederne og hørt i Radioavisen, og især det
sidstnævnte var ikke meget. Tyskerne benyttede jo straks bombardementet som en
kærkommen anledning til at angribe de allierede for brutalitet og hensynsløshed
imod civilbefolkningen. Men disse ensidige, propagandistiske angreb havde vi
efterhånden vænnet os til, så at de ikke blev taget alvorligt. Og hvad angik
pressen, vidste vi jo, at denne var censureret, så at man ikke fik alt at vide
ad den vej. Derimod kunne man i bedste fald håbe på, at den illegale presse
vidste og kunne berette mere om, hvad der rent faktisk var sket og hvordan og
hvorfor det var sket. Men indtil videre måtte vi af tidsmæssige grunde afvente
den illegale presses reaktioner.
Mange år senere, end begivenhederne fandt sted, og før min
beskrivelse af disse her i selvbiografien, har jeg på hjemmesiden Dansk
Tegnefilms Historie 1919 – 2000 beskrevet bombardementet af Shellhuset og hvad
dermed fulgte, og da den beretning vil være egnet som et godt supplement til
min ovenfor anførte beskrivelse, vil jeg tillade mig at henvise til den her.
Den vil kunne læses på http://www.tegnefilmhistorie.dk/ under afsnittet ”
Palladium A/S træder til”.
Her skal jeg dog gengive nogle enkelte citater fra den nævnte
hjemmeside, som uddyber og supplere min ovenstående og efterfølgende
beskrivelse af begivenhederne omkring bombardementet af Shellhuset:
Shellhuset, som var – og efter senere genopbygning fortsat er
- beliggende på hjørnet af Vester Farimagsgade og Kampmannsgade, var blevet
beslaglagt af tyskerne i slutningen af februar 1944 og indrettet som hovedkvarter
for Gestapo. Her fandt der tredje grads forhør og flere former for grov tortur
af arresterede danske modstandsfolk sted, og som en slags
’beskyttelsesforanstaltning’ mod mulige flyangreb, havde tyskerne meget snedigt
indrettet den fem etager høje bygnings tagetage med en række fængselsceller,
hvor særligt betydningsfulde fanger blev anbragt.
Herover
stimler folk sammen foran den brændende franske Skole, hvis bygninger på dette
tidspunkt endnu ikke er totalt udbrændte og delvis styrtet sammen. Muren med
indgangsportalen foran skolen står der også endnu, men blev senere formentlig
revet ned, for at give plads til redningsarbejdet. – Fotoet er lånt fra
Krigsaviserne 1940-1945, Del 49. 1999.
Herover ses
det tragiske og ulykkelige resultat af den uheldige side ved det engelske
bombeangreb på Shell-Huset: Den totalt udbrændte franske Skole, hvis ruiner
taler deres tydelige sprog om sammenstyrtning af bygningernes indre. Noget af
det, der var medvirkende til, at så mange børn og voksne mistede livet eller
blev sårede og forbrændte. Det var dette triste og dystre syn, men i halvmørke,
som mødte min kammerat Jørgen og mig, da vi hen på aftenen den 21. marts, tog
ud til Frederiksberg Allé for at se, hvad der var sket. - Foto lånt fra ”Årets
største begivenheder i billeder 1943-45”, bind 2. A/S Bogforlaget DANA – Fruens
Bøge 1952.
Shellhuset, som var – og efter senere genopbygning fortsat er -
beliggende på hjørnet af Vester Farimagsgade og Kampmannsgade, var blevet
beslaglagt af tyskerne i slutningen af februar 1944 og indrettet som
hovedkvarter for Gestapo. Her fandt der tredje grads forhør og grov tortur af
arresterede danske modstandsfolk sted, og som en slags
’beskyttelsesforanstaltning’ mod mulige flyangreb, havde tyskerne meget snedigt
indrettet den fem etager høje bygnings tagetage med en række fængselsceller,
hvor særligt betydningsfulde fanger blev anbragt. Derfor var det heldigt, at
englænderne havde trænet piloterne i at flyve ind fra lav højde og kaste
bomberne mod siden af huset i omkring anden til tredje sals højde. Denne del af
aktionen forløb nogenlunde planmæssigt, idet det lykkedes for flere af
fangerne, som var fremtrædende medlemmer af den danske modstandsbevægelse, at
undslippe. Formentlig blev de undslupne fanger også hjulpet af medlemmer af modstandsbevægelsen,
for hvilke angrebet ikke kom helt uventet og som derfor stod parate til at
handle hurtigt og føre deres befriede kammerater i sikkerhed..
Shellhuset udbrændte stort set totalt og efterlod en rygende
ruin, hvis røg blandedes med røgen fra naboejendommene, som den voldsomme ild
havde bredt sig til. En del fanger samt omkring 100 Gestapo-folk omkom som en
direkte følge af flyangrebet, men prominente fanger som f.eks. professor Mogens
Fog og redaktør Aage Schoch, overlevede takket være en modig politiassistent,
som fandt vej ud og ned gennem den brændende bygning, mens det for andre
lykkedes at redde sig ud på den uskadte del af facaden og derfra vove det
risikable spring ned på fortovet, som dog kostede en enkelt fange livet. Men
lykkeligvis blev de reddede hurtigt bragt væk fra stedet og i sikkerhed,
formentlig af tilkomne folk fra modstandsbevægelsen. Senere kunne de
overlevende fortælle om, at det kort efter angrebet var lykkedes dem at formå
en lamslået tysk fangevogter til at låse celledørene op, så fangerne kunne
slippe ud og prøve på at finde muligheder for at redde sig og medfangerne i
relativ sikkerhed.
Mens selve angrebet på Shellhuset måtte betegnes som et succesfuldt
præcisionsarbejde, så fik aktionen nogle højst uheldige og ulykkelige følger,
dels fordi et af de engelske fly styrtede ned i Fælledparken, og dels – og
naturligvis især - fordi et andet af flyene under indflyvningen over
Statsbanernes terræn ramte en af lysmasterne ved Enghavevej og derved blev så
beskadiget, at det ikke var muligt for piloten at rette flyet op igen. Det
styrtede ned lige ved siden af Den franske Skole, også kaldet Jeanne
d’Arc-Instituttet, på Frederiksberg Allé, hvor flyets bombelast eksploderede og
sendte flammer og røg højt til vejrs. De ledsagende flys piloter opfattede i et
splitsekund, at der her var tale om bombemålet, hvorfor de pligtskyldigst tømte
deres bombelaster over stedet, - med katastrofale følger for både mennesker og
bygninger. Dels for børnene og nonnerne i Den franske Skole, hvor 86 børn og 13
voksne omkom, men også for flere mennesker i det omliggende boligkvarter:
Sønder Boulevard, Henrik Ibsens Vej, Amicisvej og Maglekildevej, som også blev
ramt af bomber. Nogle blev dræbt, medens andre blev midlertidigt boligløse.
Selve flyangrebet kom i øvrigt så overraskende for tyskerne og det
danske civilforsvar, at man end ikke nåede at udløse sirenerne, som skulle have
advaret befolkningen. Og også for københavnerne kom aktionen som en
kæmpeoverraskelse, fordi man næsten ikke kunne tro, at et sådant angreb ville
være muligt. Men glæden over udslettelsen af det forhadte Gestapo-hovedkvarter,
blandedes jo unægtelig smerteligt med de utilsigtede følger, angrebet fik.
Det var et uhyggeligt og trist syn, også selvom vi vidste at Shellhuset
var hovedkvarter for den mest forhadte og berygtede del af den tyske besættelse
af Danmark, nemlig Gestapo. Disse sadistiske bæster var der ingen af os, der
havde noget tilovers for, tværtimod ønskede vi dem derhen, hvor en del af dem
nu sikkert var havnet, nemlig i et brændende flammehelvede. Men vi vidste
naturligvis også, at der var civile danskere ansat i huset, bl.a. kontordamer,
som ufrivilligt formentlig har fulgt deres arbejdsgivere i døden.
Det ulykkelige bombardement af Den franske Skole, som jo udelukkende var
for piger, blev en af Besættelsestidens mest tragiske begivenheder, og de
omkomne elever og lærere, alle af kvindekøn og lærerne nonner, er blevet mindet
ved en højtidelighed hvert år på årsdagen lige siden. Skolen blev ikke
genopført, men der er rejst et monument til minde om de omkomne. De Royal Air
Force-piloter, der deltog i flyangrebet hin skæbnesvangre dag, og som
overlevede, har flere gange været gæster under mindehøjtideligheden, idet de
som personer var mindst lige så berørte af de ulykkelige begivenheder, som
pårørende til de omkomne.
Men midt i al sorgen og bedrøveligheden bør man ikke glemme,
at der også var mange af eleverne og flere af de voksne, der overlevede den
uhyggelige dag i befrielsesåret 1945. Flere af pigerne har som voksne kunnet
fortælle om, hvad de oplevede og hvordan de på trods af indespærring i de
brændende bygninger blev reddet. Blandt disse var en af mine svigerinder, på
det nævnte tidspunkt 5 år, som lejlighedsvis, når talen faldt på dengang, kunne
berette om sine egne tragiske oplevelser af lemlæstede og døde kammerater.
Men det er vel forståeligt, at der i dagene efter de sørgelige
begivenheder var en noget trykket stemning blandt københavnerne, og ikke mindst
hos os på tegnestuen. En stemning, som for resten blev forstærket af, at vi i
de følgende dage fra tegnestuens vinduer kunne se det mærkværdige syn af
hestetrukne vogne med åbent lad, overdækket af presenninger, som dog ikke
formåede helt at skjule vognenes uhyggelige last af en bunke forkullede
menneskelig. En kulsort arm stak ud her, et lige så sort ben dér, så der ingen
tvivl kunne være om, at det drejede sig om de ulykkeligt omkomne efter
bombeangrebet på Shellhuset, særligt ikke, da vognene kom derfra og via
Axeltorv, Jernbanegade, Rådhuspladsen og Frederiksberggade fortsatte videre ad
Strøget over Kgs. Nytorv og Bredgade til Kastellet.
Det så ejendommeligt ud med disse nødtørftigt overdækkede
hestevogne, trukket af en enkelt hest og med en enlig tysk soldat som kusk, som
sad ubevægelig sammensunket på sit sæde med tømmen i den ene hånd og en lang
pisk i den anden. Det var som et billede på dødens agepost, som havde hentet
sin ’høst’ af nyligt afdøde, og nu var på vej gennem et stærkt trafikeret og
menneskemyldrende Strøget, for at skaffe de uigenkendelige døde kroppe af
vejen.
I øvrigt opfattede modstandsbevægelsen flyangrebet på Shellhuset med
rette eller urette som et signal om, dels at det danske Frihedsrådet i London
og dettes lokale medlemmer i Danmark havde indflydelse, og dels at englænderne
nu betragtede Danmark som allieret. Begivenhederne i den nærmest følgende cirka
halvanden måned, skulle da også vise sig at få afgørende betydning for Danmark
og danskerne. Ingen eller kun få var længere i tvivl om, at besættelsesmagtens
dage for alvor var talte, men som bekendt forekommer der ofte stærk kulde før
vejret slår over i forår. Marts er den måned, hvor kulde og varme for alvor
tager livtag med hinanden, og bedst som det synes allerkoldest i vejret, titter
vintergæk og erantis frem af jordsmonnet og bebuder forårets komme. (Citat
slut)
Det er for resten interessant at konstatere, at aviserne – eller i hvert
fald ”B.T.” i udgaven dagen efter, torsdag den 22. marts 1945, kun indirekte
omtaler det engelske luftbombeangreb og ikke med så meget som en antydning af
et ord nævner, at bombardementet gjaldt Shellhuset. Avisen nævner og omtaler
udelukkende kun tragedien omkring Den franske Skole og de boligejendomme i
nabolaget, der også var blevet ramt af bomber. Til ”B.T.”s og avisernes forsvar
må man i øvrigt sige, at de af gode grunde ikke kunne have et fuldt overblik
over begivenhederne og disses forløb allerede dagen efter det skete. Men når
Shellhuset slet ikke nævnes, skyldes det sandsynligvis at den tyske
pressecensur endnu ikke fra højere sted havde modtaget anvisning på, hvordan
bombardementet skulle beskrives overfor offentligheden. Disse forhold skal man
være opmærksom på, når man læser de herefter følgende nok så dramatiske og
makabre citater fra ”B.T.”, som gengives, fordi bombningen af Shellhuset og
uheldet med Den franske Skole og boligejendommene er vigtige i sammenhæng med
forståelsen af tiden dengang.
110 Døde paa Hospitalerne
Sidste Opgørelse over Ofrenes Antal
2 Brandmænd blandt de Omkomne
Ritzaus Bureau meddeler:
Indtil Kl. 7 i Morges opgjorde man paa
Kommunehospitalets Centralkommando, at der til de københavnske Hospitaler i alt
var indbragt 420 Personer. Heraf er 110 Døde, og af de Saarede er 140 indlagt.
170 er lettere saaret.
Redningsarbejdet
fortsættes
Natten igennem
Der har Natten
igennem været fuld Gang i Oprydningsarbejdet paa de forskellige
Katastrofesteder i Byen
I
Ejendommen Sdr. Boulevard 106, hvor der faldt et Par Bomber, maatte Arbejdet
indstilles ved 2-Tiden som følge af en tidsindstillet Bombe.
Beboerne blev evakueret, og der blev
sendt Bud efter Sprængningskommandoen. Redningsarbejdet i Vesterbro-Ejendommen
ventes imidlertid genoptaget til Morgen. Man regner med i alt otte Dræbte i denne
Ejendom, og i Morgentimerne fik man eet af Ligene draget frem.
Kl. halvtre naaede man frem til
Kældrene
under den franske
Skole
Ved 2,30-Tiden naaede Redningsmændene ind til den
sammenstyrtede Kælder i den franske Skole. Det viste sig, at langt de fleste af
Børnene var døde. Og desuden fandt man to Brandmænd fra Frederiksberg
Brandstation, som var dræbt under de sammenstyrtede Murbrokker.
To dræbte Brandmænd
Det var den 52-aarige
Reservebrandmester Oscar Dalby, Dalgas Boulevard 124, og den 25-aarige
Brandmand Svend Hansen, Tryggevældevej 133. Under Redningsarbejdet var i alt
syv af Brandmændene blevet lukket inde, men det lykkedes de tre af dem at naa
ud. De var dog alle lettere kvæstet.
Endnu Lig under Ruinerne
Om Redningsarbejdet oplyser Vicebrandchef
Mygind fra Frederiksberg, at man mener, at der i flere af de ramte Ejendomme
ligger Lig under Ruinerne. Saaledes mener man, at flere er indebrændt i
Ejendomme paa Maglekildevej, og man kan heller ikke se bort fra, at der er
gaaet Menneskeliv tabt i Villaerne paa Amicisvej.
14 Lig fundet paa eet Sted
Under
Branden paa den franske Skole har man i en Dør i det nordøstlige Hjørne set
flere Børn og Voksne kigge ud kort efter Luftangrebet og paa Stedet fandt man
sent i Nat 14 Lig.
Ved 3-Tiden i Morges meddelte Brandchef
Bang de ventende Forældre, der var forsamlet i Allé-Scenens Teatersal, at der
ikke mere var noget Haab om at redde Levende ud af Ruinerne.
Mange Redningsfolk kvæstet
Til
Retsmedicinsk Institut er indbragt Ligene af tre Piger og en Dreng fra den
franske Skole. De er alle ukendte. Fra Teknologisk Institut er indbragt Liget
af en Mand, Værkfører Carl Mørch Petersen, og fra Westend Liget af
Glarmester Aage Aksel Nielsen, der dog formenes død af et Chok. Endvidere
er der indbragt Ligene af to engelske Flyvere, som styrtede ned med Maskinen
ved den franske Skole.
Flere af Redningsfolkene fik mindre
Kvæstelser under Hjælpearbejdet, og to Brandmænd maatte køres paa Hospitalet.
Det var Brandmester Jensen fra Københavns Brandvæsen, der fik brækket
fire Ribben, og Brandmand Hansen, der blev kørt til Bispebjerg Hospital
efter at være blevet stærkt forbrændt. (R.B.)
63 dræbte Børn
Det opgives til Formiddag, at
der er 63 Børn blandt de 110 Dræbte ved Bombekatastrofen. (R.B.)
Flere Kvarterer paa Frederiksberg uden
Gas
Som
Følge af Katastrofen er Gassen afbrudt i flere Kvarterer paa Frederiksberg,
idet der er løbet Vand i Rørene, men Belysningsvæsenets Folk har arbejdet med
at udbedre Skaden hele Natten, og man haaber, at Gastilførslen skal være i
Orden i Løbet af i Dag.
Kvartererne uden Gas er: Vodroffsvej,
Værnedamsvej, Jacobys Allé, Falkoner Allé og Gammel Kongevej.
[Det skal her tilføjes og bemærkes, at
gas dengang var den eneste energikilde, der blev brugt i københavnske
køkkenkomfurer. Elektriske komfurer blev først almindelige en del år senere, og
fortrinsvis i nybyggeri. Min tilføjelse.]
C.B.U. Mandskab,
Lærere, Spejdere og D.K.B.
Hjælper med
Oprydningen
I
Rydningsarbejdet paa Frederiksberg deltager foruden de tidligere nævnte Korps
samtlige Lærere og Elever samt det faste Mandskab fra CBU Skolen paa Bernstorff
Slot og den sjællandske CBU Kolonne fra Roskilde og en Del Spejdere.
Redningsarbejdet i Nat lededes af Brandchef Bang, Frederiksberg.
Danske Kvinders Beredskab sørger for
Forplejning til Redningsmandskabet, og Frederiksberg Socialtjeneste oprettede i
Gaar en Opsamlingsstation i Platan Bio paa Vesterbrogade for de mange Folk, der
har mistet deres Bolig, og sørgede for Indkvartering. Det menes at over 1000
Personer er blevet husvilde.
40 Personer, som det ikke var muligt at
skaffe andet Logis, boede i Nat paa Rahbek Skolen.
(Avis-citater slut)
Nogle relevante tillægsbetragtninger
Når det lige præcis var Shellhuset i
København, der blev målet for det omfattende engelske luftangreb, skyldtes det,
at huset var hovedkvarter for det tyske Geheime Staatspolizei, forkortet
Gestapo. Dette hemmelige politi havde blandt andet til formål at optrevle den
danske modstandsbevægelse og var kendt for sine umenneskelige, grusomme og
pinefulde forhørsmetoder, når det gjaldt om at få oplysninger ud af
tilfangetagne modstandsfolk eller sabotører. Dette lykkedes dem faktisk ganske
godt, til dels ved hjælp af stikkere, så godt, at Gestapo i begyndelsen af
marts 1945 havde opnået at arrestere alle medlemmer af den københavnske
regionsledelse af modstandsbevægelsen. Den viden om modstandsbevægelsen og dens
medlemmer blev som alt, hvad tyskerne beskæftigede sig med, nedskrevet, bogført
og arkiveret til kommende brug. Det var derfor kun et spørgsmål om tid, hvornår
Gestapo måtte forventes at ville indlede en større aktion imod hele den
københavnske modstandsbevægelse.
Under indtrykket af den alvorlige trussel, som den danske modstandsbevægelse
stod overfor, anmodede ledende modstandsfolk om, at man fra engelsk side ville
iværksætte og udføre et bombeangreb mod Gestapo-hovedkvarterene i Aarhus og
København, og senere i Odense. Angrebet på Gestapo-hovedkvarteret i Aarhus
fandt sted den 31. oktober 1944, og kostede 18 danske fanger og et stort antal
Gestapo-folk livet, angrebet på Shellhuset foregik altså 21. marts 1945, mens
angrebet i Odense først skete i april 1945.
Imidlertid er den myte senere blevet aflivet, at de engelske bombefly
sigtede efter de nederste etager i Shellhuset, fordi de vidste, at der sad en
mængde modstandsfolk fængslet øverst oppe i bygningen. Når flyene kastede deres
bomber mod de nederste etager, skyldtes det udelukkende, at disse udgjorde
midten af målfeltet. At de dermed gav fangerne en chance for at overleve og
slippe væk, må betragtes som en heldig sidegevinst ved aktionen.
Senere er det kommet frem for offentligheden, at medlem af Frihedsrådets
øverste ledelse lægen, den senere professor Mogens Fog, var blandt fangerne
oppe på øverste etage under Shellhusets tag, og sammen med flere af sine
medfanger (bl.a. Aage Schoch) undslap han, - dog ikke som jeg tidligere har
skrevet - ved at kravle udenpå bygningen i fjerde sals højde og springe ned på
fortovet. Nej, det er senere blevet bekræftet, at det faktisk var
politiassistent Lyst Hansen, som det kort efter bombardementet var lykkedes at
slippe uskadt og uhindret ud af sin celle, hvorefter han befriede og anførte en
flok andre overlevende fanger, deriblandt Mogens Fog, ned ad de endnu
eksisterende trapper og ud i det fri og væk fra stedet. Men andre politiske
fanger var knapt så heldige, idet den eneste redningsvej, de i hast kunne
finde, var, at kravle ud på gesimsen foran et af vinduerne i - så vidt jeg
husker og ved - i 3. eller 4. sals højde, og herfra springe ned på fortovet.
Her havde nogle hurtigt reagerende mennesker, formentlig folk fra
autoværkstedet overfor, i al hast smidt nogle papkasser og andet, som skulle
tage af for faldet, når fangerne sprang ud i det, de håbede skulle blive
friheden. Efter de foreliggende oplysninger slap kun en enkelt af disse fanger
heldigt fra springet og blev hurtigt bragt væk fra stedet og i sikkerhed.
Formentlig hjulpet af enten nogle medlemmer af modstandsbevægelsen, som på
forhånd kendte til angrebet og derfor stod parate til at handle hurtigt, eller
nok så sandsynligt af tililende folk, som tilfældigvis befandt sig i nærheden.
Det viste sig ifølge senere oplysninger om bombardementet af
Shellhuset, at 48 jagere og bombefly havde deltaget i angrebet, så bortset fra
de fly, der gik tabt som følge af nedstyrtningen i den franske Skole og i
Fælledparken, vendte de fleste af flyene tilbage til deres base i Norfolk i
England, en flyvetur på flere timer hver vej plus den tid, der blev brugt til
selve aktionen, så flyenes brændstoftanke må have været godt fyldte, noget, der
formentlig også har bidraget til, at branden blev så voldsom, som tilfældet
var, da et af flyene styrtede ned i den franske Skole. Flyene var i øvrigt
fordelt i tre grupper med en flyveafstand imellem dem på halvanden minut. Det
var under indflyvningen over København, at et fly i første gruppe ved et uheld
på grund af sin lave højde, ramte en 30 meter høj signalmast ved godsbaneterrænet,
så at piloten mistede herredømmet over flyet og kom ud af kurs, med det
resultat, at det dels tabte et par bomber over en beboelsesejendom på Søndre
Boulevard og dels efterfølgende styrtede ned i et garageanlæg tæt ved den
franske Skole på Frederiksberg Allé, med de katastrofale følger det fik, ikke
mindst, fordi efterfølgende bombefly fejlbedømte målet og troede, at dette sted
var målet. Man bør her huske på, at piloterne og navigatørerne kun havde
sekunder til at reagere i.
Endnu senere er det kommet frem til offentlighedens kundskab,
at det egentlige og primære formål med og baggrunden for englændernes bombning
af Shellhuset, var et forsøg på at fastholde de tyske tropper i Danmark.
Situationen i det relativt fredelige Danmark var nemlig sådan, at den tyske
hærledelse måtte formodes at have planer om at frigøre en del af de tyske
styrker i Danmark og sende disse til Rhinlandet, hvor tyskerne måtte kæmpe
hårdt mod de sydfra invaderende engelske og amerikanske tropper.
Mange år senere har nogle af de
nu (i 2012) voksne kvinder, som i 1945 gik i børnehaveklasse på Den franske
Skole i et dokumentarprogram i tv kunnet fortælle om deres uhyggelige og
grusomme oplevelser, som de havde fortrængt oplevelsen af, men på opfordring og
af hensyn til historiske data var villige til at fortælle om, også selvom det
vakte syner og følelser til live, som var dybt smertelige og gjorde ondt. En af
kvinderne kunne eksempelvis berette om, at hun sammen med en af nonnerne var
blevet spærret inde under nedfaldne murbrokker. De lå begge på gulvet, men til
trods for de snævre forhold var det lykkedes for nonnen at lægge sig
beskyttende hen over hende, indtil der på et tidspunkt skete det, at vandet fra
et sprængt vandrør langsomt steg omkring dem. Samtidigt med, at nonnen talte
beroligende og trøstende til det grædende barn, fik denne derefter manøvreret
den lille pige ovenpå sig, for at barnet ikke skulle drukne. Det blev nonnens
egen død, idet hun druknede, da det udsivende vand steg hende over hovedet og
der ingen mulighed var for at komme fri.
Den lille pige undgik druknedøden og blev senere reddet ud af
redningsfolkene, som efterhånden var kommet til i stort tal.
En anden af de overlevende kvinder, en på det omtalte tidspunkt 5-årig lille
pige, oplevede at blive reddet ud af den brændende og sammenfaldne bygning og
sammen med en del andre småpiger blive lagt op på ladet af en lastvogn, som
kørte dem til nærmeste hospital, som var Frederiksberg Hospital. Undervejs
holdt den lille pige en af sine jævnaldrende kammerater i hånden, men da de
nåede frem til hospitalet viste det sig, at denne kammerat var død. Dette gav
den lille pige et sådant chok, at hun ikke var i stand til at tale og fortælle,
hvad hun selv hed. Derfor varede det nogen tid, før hendes forældre, som sammen
med mange andre forældre til de døde og sårede børn opholdt sig i Betty Nansen
Teatrets foyer lige over for Den franske Skole, fik at vide, at deres lille
datter havde overlevet og var i live.
Samstemmende fortalte de voksne kvinder, der som børn havde overlevet
rædslerne fra bombardementet af Den franske Skole, at deres automatiske
reaktion på de grufulde oplevelser, de som børn havde været ude for ved den
ulyksalige lejlighed, var en fortrængning af, hvad der var overgået dem selv og
deres kammerater samt de meget afholdte nonne-lærerinder. Og deres forældres og
andres reaktioner på de barske begivenheder, var tavshed omkring det skete,
idet man antog, at det ville være bedst for alle, børnene ikke mindst, at glemme
alt om, hvad der skete om formiddagen den skæbnesvangre onsdag den 21. marts
1945. Først mange år senere og som voksne, har en del af de overlevende og nu
voksne kvinder vovet, at tænke tilbage på dengang og fortælle andre om deres
chokerende oplevelser. (Citat fra min selvbiografi ”Mit liv og min tid”, afsnit
17, er hermed afsluttet). (Note 3)
Mit eget første møde med døden
Døden havde jeg dog under mere
stilfærdige og fredelige former indirekte mødt, allerede da jeg kun var omkring
4-5 år. Mine forældre og jeg boede da i en lille stilfærdig landsby på det
sydvestlige Lolland, og her så jeg en dag et begravelsesoptog passere lige
udenfor vores vinduer på vej til stedets kirke. Mit indtryk var, at rustvognen
var sort, kusken var sortklædt, og de to heste, der trak den var også sorte,
kisten var sort og de mange personer, der fulgte bag efter rustvognen var også
sortklædte. Det gjorde alt sammen et dystert og uforglemmeligt indtryk på mig.
Mere personligt oplevede jeg som 9-årig,
efter at mine forældre og jeg og mine da to yngre brødre var flyttet til
København, at en halvfætter, som var jævnaldrende med mig, døde som følge af et
færdselsuheld. Han blev bisat fra en lille kirke i nærheden af hans bopæl og
begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro. Det var den første begravelse jeg
selv oplevede i mit liv. Indtrykket af de sørgende forældre og pårørende,
gjorde ligeledes et dybt indtryk på mit barnesind, så at jeg aldrig har glemt
det første forholdsvis tætte møde med døden.
Men tiden skulle vise, at døden, især i
form af andres død, familiemedlemmers, venners og bekendtes død, var en
relativt ofte forekommende situation, som meget få mennesker i min omgangskreds
evnede at forholde sig filosofisk til. Praktisk talt ingen i den nævnte kreds
af mennesker, var, hvad der forstås ved religiøs. De fleste var traditionelt
uerklærede ateister, dog med undtagelse af min gamle morfar, født 1869. Han var
tilhænger af syndikalisterne, en arbejderbevægelse, som mente, at
fagforeningerne skulle overtage landets styre. Religion anså han i lighed med
Karl Marx for at være de besiddendes, kapitalisternes, redskab til at holde de
ikke-besiddende, arbejderklassen, nede. Marx anså religion for at være opium
for folket.
Men som beskrevet under omtalen af
besættelsestiden og de mennesker, jeg havde set og oplevet blive skudt og dræbt
på gaden af tyskerne eller disses håndlangere, og især på baggrund af
begivenhederne omkring bombardementet af Shellhuset og de mange omkomne ved det
fejlagtige bombardement af Den Franske Skole, så var fænomenet døden – ja,
undskyld udtrykket – meget levende for mig i min tanke- og følelsesverden. Jeg
indså og forstod, at døden er den uundgåelige ’bagside’ af den ’medalje’, der
hedder livet. Jeg forstod også, at kontrasterne var noget grundlæggende i
tilværelsen, uden i første omgang at gøre mig klart, at kontrastprincippet er
en universal lovmæssighed, som gælder alt og alle.
Måneden efter besættelsens ophør 4. maj
1945 ophørte mit elskede arbejde som animator på den første danske lange
tegnefilm ”Fyrtøjet” også, og det gav anledning til en depression, som efterlod
mig i en slags ingenmandsland. I en kort periode vandrede jeg dagligt hvileløst
rundt ovre på den nærliggende kirkegård, Assistens Kirkegård på Nørrebro, og
dér havde jeg rig lejlighed til at gøre mig bekendt med de utallige døde, der
lå under jorden rundt om ved de mange gange og stier. Endnu var der dog ikke
nogen af min egen familie eller venne- og bekendskabskreds, der lå begravet i
denne ”Dødens have”. Derimod var der en del kendte og i enkelte tilfælde
berømte personer, der lå og stadigvæk ligger begravet på nævnte kirkegård.
Blandt de mest berømte er eventyrdigteren H. C. Andersen, som døde i 1875, og
den filosofiske forfatter Søren Kierkegaard, der døde i 1855. Ved deres
respektive død, boede de begge i København, og geografisk faktisk ikke så langt
fra hinanden, Andersen i Nyhavn på Charlottenborgsiden og Kierkegaard i sit
barndomshjem på Nytorv i den ejendom, der havde tilhørt hans forældre. De to
forfattere var bekendt med hinandens eksistens og forfattervirksomhed, men
medens den skarpsindige Kierkegaard forholdt sig kritisk til Andersen og dennes
forfatterskab, så respekterede Andersen Kierkegaards filosofiske forfatterskab.
(Note 4)
I løbet af sommeren og det tidlige
efterår 1945 oplevede jeg som nævnt en depression, som en dag førte mig videre
fra spadsereturene på kirkegården til det nærliggende kommunebibliotek, hvor
jeg søgte efter noget faglitteratur om tegning og maling, som jo var en del af
min foreløbige professionelle uddannelse. Men ingen af de bøger herom, som
biblioteket havde i sin samling, virkede tilstrækkeligt interessante for mig,
hvorfor jeg i stedet gik hen til reolen med bøger om filosofi og livsanskuelse.
Helt tilfældigt valgte jeg en bog, som havde titlen ”Bag Indiens lukkede Døre”
(originaltitel: ”A Search in Secret India”). Bogens forfatter var den engelske
journalist Paul Brunton, som viste sig at være forfatter til flere lignende
bøger. Og lige så tilfældigt slog jeg op på en side i bogen, hvor sætningen
”Hvem er jeg?” straks faldt mig i øjnene og vækkede noget hidtil ukendt i mit
sind. Det blev indledningen til mit første møde med en eksotisk filosofi og
livsanskuelse, som jeg straks efter gik i gang med at orientere mig dybere om.
Herom har jeg skrevet nærmere i min selvbiografi ”Mit liv og min tid”, afsnit 17., hvorfra jeg
derfor vil citere det følgende:
En dag, da det var rigtig
slemt fat med mig, drev den indre rastløshed mig atter ind på lokalbiblioteket,
men i stedet for som sædvanligt at gå hen til reolerne med kunstbøger, gik jeg
hen til en reol, hvor der stod bøger om religion og filosofi. Her standsede
jeg, idet jeg lod blikket løbe hen over bogtitlerne, og uden at jeg egentlig
ville det, stoppede det ved en bog med titlen "Bag Indiens lukkede
Døre", skrevet af en vis Paul Brunton (1898-1981).
Jeg tog bogen ud af reolen og slog helt tilfældigt op på siderne 138-139, hvor
min opmærksomhed straks fangedes af ordene: "De siger Jeg. Jeg vil
gerne vide! Sig mig, hvem er Jeg?" Og: "Lær først det Jeg
at kende, så vil De kende sandheden." Og senere: "Der er kun en
ting at gøre. Sku ind i Deres egen sjæl. Gør det på den rette måde, og De vil
finde svar på alle Deres problemer." Og endelig: "Gennem dyb eftertanke
over naturen af ens eget Selv og gennem stadig meditation kan lyset blive
fundet." Ved læsningen af disse ord, som tilsammen kun fyldte cirka
fem-seks linjer, var jeg øjeblikkeligt klar over, at disse få sætninger
rummede løsningen på min åndelige krise. Det kunne derfor ikke gå hurtigt nok
med at få lånt bogen og haste hjemad gennem "Dødens have", hvor solen
skinnede varmt og fuglene fløjtede nok så fornøjede, som om de ville sige:
"Se dog på solen og os, se på naturen og lær om livet!" Men på det tidspunkt
var mit sind ikke åbent for naturens lærdom og visdom, for jeg skulle åbenbart
først igennem en mangeårig åndelig modningsproces, der på en vis måde begyndte
med de ovenfor nævnte spørgsmål.
Vel hjemme igen låste jeg
mig inde på mit værelse, for at være uforstyrret, og begyndte at læse bogen fra
begyndelsen, men mine tanker vendte uafbrudt tilbage til de sætninger, som
findes citeret oven for. Til sidst måtte jeg give op og i stedet begynde
læsningen af bogens 9. kapitel, som bærer overskriften "Den hellige Bavns
Bjerg", hvori de citerede sætninger forekommer. Herunder blev jeg klar
over, at den mand, der havde udtalt sætningerne, i daglig tale blev omtalt som
Maharishi'en. Ordet er sammensat af sanskritordene maha, som betyder stor, og
rishi, der betyder vismand, altså tilsammen "stor vismand". Denne
vismand, hvis borgerlige navn var Venkataraman, født 1879, men efter sin
åndelige indvielse, der tog sin begyndelse i hans 16. år, kaldtes han Ramana
Maharshi, og han holdt til i en såkaldt ashram på det hellige bjerg Arunachala
i Sydindien, hvor han var en meget søgt åndelig lærer og vejleder for både
indfødte og udlændinge, de sidstnævnte især fra Europa og Amerika.
Til venstre forfatteren, mystikeren og
filosoffen Paul Brunton alias Raphael Hurst (1898-1981), og til højre Ramana
Manharshi alias Venkataraman Ayyur (1979-1949). Sidstnævnte sidder i såkaldt
lotusstilling, den mest almindeligt brugte stilling under dyb meditation.
Stedet er formentlig på bjerget Arunachala i nærheden af byen Madras i
Sydindien.
Bjerget Arunachala i nærheden af byen
Madras i Sydindien. Her var Ramana Marharshis faste tilholdssted i mange år, og
det var her han havde sin ashram, hvor han modtog og underviste elever, både fra
Indien og andre lande i verden. Dette foto samt fotoet ovenfor af Maharishien
er lånt fra Arthur Osborne: Ramana Maharshi og vejen til Selvet. Sankt
Ansgars Forlag. København 1982. Fotoet af Paul Brunton er hentet fra en
brochure for Strubes Forlag. København ca. 1970.
Efter læsningen af bogens
9. kapitel stod det mig klart, at forfatteren, Paul Brunton, som godt 30-årig
havde oplevet principielt samme åndelige krise, som tilfældet nu var for mig.
Måske var det derfor, at bogen appellerede så kraftigt til mig, for jeg følte
straks, at der her var tale om noget, som jeg syntes at forstå dybt inde i mig
selv. Men der var naturligvis mange af spørgsmålene og svarene i bogen, jeg
som 16-årig ikke havde erfaringsmæssige eller intellektuelle forudsætninger
til at fatte dybden af. Alligevel syntes jeg, der var mange ting, jeg
umiddelbart forstod, måske især fordi Paul Brunton havde en evne til at
formulere sig, så både spørgsmål og svar forekom indlysende, i al fald for mig.
Det var tilfældet, når jeg f.eks. læste følgende spørgsmål fra Brunton og
svarene derpå af Maharishi'en. Det kan imidlertid nok være gavnligt at vide, at
bogen "Bag Indiens lukkede Døre" (A Search in Secret India), hvis
første oplag udkom omkring 1935, var resultatet af den omfattende Indiens-rejse,
som Brunton foretog i begyndelsen af 1930'erne. Bogen var altså blevet til og
udkommet flere år før ragnarok i form af 2. Verdenskrig brød løs. Efterfølgende
citat fra bogen er omskrevet på nudansk:
"Yogierne siger, at man må give afkald på denne verden og trække
sig tilbage til afsidesliggende jungler eller bjerge, hvis man ønsker at finde
sandheden. Den slags kan næppe gøres i vesterlandene, vor tilværelse er så
forskellig. Er De enig med yogierne?"
Maharishi'en vender sig til
en brahmin discipel, der oversætter hans svar til mig.
"Man behøver ikke at give afkald på et virksomt liv. Hvis
De mediterer en time eller to hver dag, kan De fortsætte med Deres pligter.
Hvis De mediterer på rette måde, så vil den tankestrøm, der udføres blive ved
at flyde, selv midt under Deres arbejde. Det er, som om der var to måder at
udtrykke den samme idé på; den samme linie, som De følger i Deres meditationer,
vil blive udtrykt i Deres virksomhed."
"Hvad vil resultatet af
at gøre det blive?"
"Efterhånden vil De
finde, at Deres holdning overfor folk, hændelser og ting langsomt vil
forandres. Deres handlinger vil have en tilbøjelighed til af sig selv at følge
Deres meditationer."
"Så er De ikke enig med
yogierne?" Jeg forsøger på ny at holde ham fast.
Men Maharishi'en undgår et
direkte svar. "En mand bør opgive den personlige selviskhed, der binder
ham til denne verden. At give det falske Selv op er den sande forsagelse."
"Hvorledes er det
muligt at blive uselvisk, samtidig med at føre et liv i verdslig
virksomhed?"
"Der er ingen konflikt
mellem arbejde og visdom."
"Mener De for eksempel,
at man kan fortsætte med alle de gamle virksomheder i sin profession og
samtidig skaffe sig oplysning?"
"Hvorfor ikke? Men i
det tilfælde vil man ikke tro, at det er den tidligere gamle personlighed, der
udfører arbejdet, fordi ens bevidsthed lidt efter lidt vil forandres, indtil
den hviler i Det, der ligger hinsides det lille Selv."
"Hvis et menneske er
optaget af arbejde, er der ikke megen tid til meditation."
Maharishi'en er
tilsyneladende ganske upåvirket af mine vanskelige spørgsmål. "Det at
skulle sætte tid af til meditation behøver kun de rene nybegyndere at
gøre," svarer han. "En mand, der er nået et stykke vej frem, vil
begynde at nyde den dybere lyksalighed, hvad enten han arbejder eller ej. Mens
hans hænder er i samfundet, holder han hovedet klart i ensomhed."
"Altså prædiker De
ikke Yoga-metoden?"
"Yogien prøver på at
drive sin tanke til målet, som en hyrde driver en tyr med en stok; ad denne sti
får den søgende tyren til at makke ret ved at række en håndfuld græs
frem!"
"Hvorledes gøres
det?"
"De må stille Dem selv
spørgsmålet: Hvem er jeg? Denne undersøgelse vil til sidst føre til opdagelsen af
noget inden i Dem, som ligger bag tanken. Løs dette problem, og De vil løse
alle andre problemer derigennem."
Der opstår en pause, mens
jeg prøver på at forstå hans svar. Fra det firkantede, indrammede og
tremmeforsynede hul i muren, der tjener til vindue, således som i så mange
indiske bygninger, har jeg en smuk udsigt til det hellige bjergs skråninger.
Dets mærkelige omrids ligger badet i den tidlige morgens sollys.
Maharishi'en henvender sig
på ny til mig: "Er det klarere, hvis jeg siger det således? Alle
menneskelige væsener ønsker bestandig lykke, ubesmittet af sorg. De ønsker at
gribe en lykke, som ikke afsluttes. Det er et sandt instinkt. Men har det nogen
sinde slået Dem, at de elsker deres eget Selv højest?"
"Og så -?"
"Sæt nu dette i relation til den kendsgerning, at de
altid ønsker at opnå lykke på den ene eller på den anden måde, ved drikkeri
eller religion, og at De ejer nøglen til menneskets sande natur."
"Jeg kan ikke se
-."
Hans stemme bliver højere.
"Menneskets sande natur er lykke. Lykken er det sande Selv medfødt.
Menneskets søgen efter lykke er dets ubestridte søgen efter det sande Selv. Det
sande Selv er uforgængeligt; når derfor et menneske finder det, finder det en
lykke der er uden ende."
"Men verden er så
ulykkelig?"
"Ja, men det er fordi
verden er uvidende om sit sande Selv. Alle mennesker uden undtagelse søger
bevidst eller ubevidst efter det."
"Selv de onde, de rå
og forbryderne?" spørger jeg.
"Selv de synder, fordi
de prøver på at finde Selvets lykke i hver synd, de begår. Denne stræben er
instinktiv hos menneskene, men de ved ikke, at de i virkeligheden søger deres
sande Selv, og derfor forsøger de først disse slette veje for at finde frem til
lykken. Naturligvis er det forkerte måder, for et menneskes handlinger
genspejler sig i ham."
"Vi vil altså føle en
varig lykke, når vi kender dette sande Selv?"
Han nikker. En skrå
solstråle falder gennem det rudeløse vindue ind på Mahariski'ens ansigt. Der
hviler klarhed over hans glatte pande, der er tilfredshed over hans faste mund,
der er en helligdomsagtig fred i hans strålende øjne.
Hvad mener Maharishi'en med
disse tilsyneladende simple sætninger? Tolken har givet mig deres ydre betydning
på engelsk, ja, men de har en dybere betydning, som han ikke kan oversætte. Jeg
ved, at jeg selv må finde ud deraf. Vismanden synes at tale, ikke som filosof,
ikke som en pandit, der forsøger at forklare sin egen lære, men af sit hjertets
dyb. Er disse ord vartegn om hans egne lykkelige erfaringer?
"Nøjagtigt, hvad er
det Selv, som De taler om? Hvis det, De siger er sandt, så må der være et andet
Selv i mennesket.!
Hans læber kruses et øjeblik af et smil. "Kan et menneske
have to identiteter, to Selv?" spørger han til svar. "For at forstå
dette spørgsmål er det nødvendigt for mennesket først at analysere sig selv;
fordi det længe har været hans vane at tænke, som andre tænker, har han aldrig
stået overfor sit "Jeg" på den rigtige måde. Han har ikke noget
rigtigt billede af sig selv; han har for længe identificeret sig selv med
legemet og hjernen. Derfor siger jeg til Dem, at De skal forfølge spørgsmålet:
Hvem er jeg?"
Han standser for at lade
ordene fæstne sig hos mig. Jeg lytter ivrigt efter hans næste sætninger.
"De beder mig beskrive
dette sande Selv for Dem. Hvad er der at sige? Det er Det, hvoraf følelsen af
det personlige "Jeg" fremstår, og hvori det skal forsvinde."
"Forsvinde?"
spørger jeg. "Hvorledes kan man miste bevidstheden om sin
personlighed?"
"Den første og
forreste af alle tanker, sindets urtanke hos ethvert menneske, er tanken
"Jeg". Det er først efter at denne tanke er født, at andre tanker kan
opstå. Først efter at det første personlige stedord "Jeg" er skabt i
tanken, kan det andet personlige stedord "Du" vise sig. Hvis De
sjæleligt kunne følge "Jeg"-tråden, til den når tilbage til sin
kilde, ville De opdage, at ganske, som det er den første, der dukker op, er det
den sidste, der forsvinder. Det er noget man kan nå til ad erfaringens
vej."
"Mener De, at det er fuldt ud gørligt at foretage en sådan sjælelig
undersøgelse på sig selv?"
"Absolut! Det er
muligt at gå indad, indtil den sidste tanke "Jeg" lidt efter lidt
forsvinder."
"Hvad er der så
tilbage?" spørger jeg. "Bliver et menneske bevidstløs, eller bliver
han idiot?"
"Slet ikke! Tværtimod,
han vil opnå den bevidsthed, der er udødelig, og han vil blive rig i rigtig
forstand, når han er vågnet til sit sande Selv, hvilket er menneskets virkelige
natur."
"Men
"Jeg"-følelsen må dog også høre dertil?" indvender jeg.
"Jeg"-følelsen
hører til personen, legemet og hjernen," svarer Maharishi'en roligt.
"Når et menneske for første gang kender sit sande Selv, rejser der sig
noget andet fra hans tilværelses dyb og tager ham i besiddelse. Det Noget
ligger bag tanken; det er uendeligt, guddommeligt, evigt. Nogle Mennesker
kalder det Himmerigets Rige, andre kalder det sjælen, atter andre benævner det
Nirvana, og vi hinduer kalder det Befrielse; De kan kalde det, hvad De vil. Når
dette sker har mennesket ikke mistet sig selv; han har snarere fundet sig
selv."
Da de sidste ord lyder fra
tolkens læber erindrer jeg de mindeværdige ord, som blev sagt af en vandrende
lærer i Galilæa, ord som har været gådefulde for så mange: Den, der
søger at frelse sit liv, skal miste det; og den, der mister sit liv, skal
bevare det.
Hvor de to sætninger er
mærkeligt ens! Og dog er den indiske vismand nået til tanken på sin egen
ikke-kristne måde, ad en psykologisk sti, der synes at være usædvanlig svær og
lidet kendt.
Maharishi'en taler igen, og hans ord afbryder mine tanker:
"Med mindre, og indtil et menneske begiver sig ud på denne søgen efter sit
sande Selv, vil tvivl og usikkerhed følge i hans fodspor hele livet igennem. De
største konger og statsmænd forsøger på at regere andre, skønt de inderst inde
ved, at de end ikke kan regere over sig selv. Og dog står den største magt til
rådighed for den mand, der er nået ind til sit eget inderste. Der er mennesker
med kæmpeintelligens, der tilbringer deres liv med at samle viden om mange
ting. Spørg disse mennesker, om de har besejret sig selv, og de vil bøje deres
hoveder i skam. Hvad nytte er det til at vide alt om alt andet, når man ikke
ved, hvad man selv er? Mennesker undgår denne udforskning af det sande Selv,
men hvad andet er der, som det er værdigt at foretage sig?"
"Det er vist et
vanskeligt, et overmenneskeligt hverv," bemærker jeg.
Vismanden trækker næsten
umærkeligt på skuldrene. "Om det er muligt eller ej afhænger af ens egne
erfaringer, vanskeligheden er ikke så stor, som De formoder."
"Den slags indadskuen er for os virksomme, praktisk anlagte
vesterlændinge -?" Jeg begynder tvivlende, og lader sætningens afslutning
være svævende.
Maharishi'en bøjer sig
frem for at tænde en ny røgelsespind i stedet for en, hvis røde glød er ved at
dø hen.
"Erkendelsen af sandheden er den samme for indere og
europæer. Naturligvis er vejen dertil vanskeligere for dem, der er opslugt af
den verdslige tilværelse, men selv i så fald kan og må man sejre. Den strøm,
der føres ind under meditation, kan holdes ved lige gennem vane, ved at opøve
sig til det. Og så kan man udføre sit arbejde i selve den strøm; der kommer
ikke nogen afbrydelse. På den måde vil der ikke være nogen forskel mellem
meditation og ydre beskæftigelse. Hvis De mediterer over spørgsmålet: Hvem er
jeg? - hvis De begynder at lægge mærke til, at hverken legemet eller hjernen
eller Deres begær virkelig er Dem, så vil til sidst selve den spørgende
holdning, De indtager, drage svaret frem af Deres egen tilværelse; det vil
komme af sig selv som en dybtfølt virkeliggørelse."
Jeg grunder på ny over
hans ord.
"Lær det virkelige
Selv at kende," fortsætter han, " og så vil sandheden stråle frem i
Deres hjerte som solskin. sindet vil blive ubesværet og virkelig lykke vil
overstrømme det, for lykke og det sande Selv er identiske. De vil ikke mere
være naget af tvivl, når først De opnår dennes selverkendelse." (Note 5)
Mine egne spirituelle oplevelser og
interesser
For mig personlig blev Maharishi'ens ord, som forekom mig både
fornuftige og logiske, af stor og afgørende betydning, for jeg følte på en mærkelig
og uforklarlig måde, at jeg i alt væsentligt forstod, hvad det var, han talte
om. Det uendelige, guddommelige, evige, han talte om, vidste jeg inderst inde
var identisk med det, jeg særlig markant havde oplevet to gange som dreng, mens
vi boede i Nakskov, og det var også det, jeg senere oplevede som skoledreng i
København, den dag, da en af mine klassekammerater i kådhed strammede mit
halstørklæde så meget, at jeg mistede bevidstheden om omverdenen. Jeg vidste
derfor også instinktivt og intuitivt, at mit inderste Selv var identisk med det
guddommelige, uendelige, evige Noget. Men jeg manglede endnu at forstå det med
min forstand eller intelligens.
Da jeg skulle aflevere
"Bag Indiens lukke Døre" på biblioteket ved lånefristens udløb, fik
jeg lånet fornyet, og samtidig søgte jeg efter bøger, som måske kunne supplere
den. Jeg faldt da over et værk, der hed "Mystikere i Europa og
Indien" (1925), og heri stiftede jeg for første gang bekendtskab
med de indiske Upanishad'er, hvorom jeg bl.a. læste, at sanskritordet
upa-ni-shad betyder at sidde ned nær en guru (= åndelig lærer). Mere præcist
betyder det indvielse i en dybsindig, hemmelig indsigt som formidles af en guru
til en elev eller såkaldt discipel.
Upanishad'erne er en hellig skriftsamling inden for Hinduismen,
hvoraf den ældste del, som menes at stamme fra perioden 800-400 f.Kr.,
medregnes til Veda'erne som autoritative. Veda er et sanskritord, der betyder
hellig viden. Veda'erne er Brahmanismens eller den ældre Hinduismes grundlæggende
skrift-samling, der i lighed med f.eks. Bibelen regnes for autoritativ
åbenbaring. Veda'erne bestod oprindelig af fire samlinger af hymner til guder,
melodiangivelser, offerformler og besværgelsesformularer fordelt på
henholdsvis Rig-, Sama-, Yajur- og Atharva-veda. Den ældste er Rigveda, hvis
oprindelse går mere end 3000 år tilbage, og som dermed er tusind år ældre end
kristendommens skrifter, men samtidig tusind år yngre end Moses-bøgerne. De
vediske Upanishad'er betegnes også som Vedanta, dvs. som Veda-samlingens
afslutning. Ordet Vedanta betegner dog også en af de seks klassiske systemer
eller ortodokse skoler i indisk filosofi. Som filosofisk system og
sammenfattende lære går Vedanta tilbage til de sidste århundreder før Kristus.
(Citat slut) (Note 6)
Det var dels takket være mit møde som 16-årig i 1945 med
idealistisk klassisk indisk filosofi, at jeg for en tid levede i lighed med Kay
og Gerda i en slags Paradisets Have. Den situation varede stort set ved indtil
mit toogtyvende år, hvor jeg fik en splint af ”troldspejlet” i mit øje og sind
i form af negativ tvivl og skepsis, forstærket af min personlige tilbøjelighed
til at se pessimistisk på tilværelsen. Sidstnævnte blev forstærket af nogle
personligt og private meget ubehagelige og smertefulde oplevelser, som
midlertidigt formørkede mit sind og drev mig ud af den paradisiske tilværelse,
jeg hidtil havde levet i, - for ikke at sige: svævet i.
Men foruden min ulyksalige tilbøjlighed
til at anskue tilværelsen i mørke farver, vakte Maharishiens ord i dybet af mit
sind nogle erindringer om sommerlige barndomsoplevelser af livets eller
tilværelsens forunderlighed og eventyrlighed. Et par af disse oplevelser
drejede sig om, at jeg som 9-årig i 1938 pludselig og uventet følte at møde et
usigeligt ophøjet ’noget’, som fyldte mit sind med dyb lyksalig glæde. Dette
’noget’ blev jeg langt senere som voksen klar over måtte have været dét
ophøjede væsen, som i religionerne bærer navn af Gud. Ikke de enkelte
religioners ’private’ Gud, hverken hinduismens Brahma eller jødedommens Jahve
eller kristendommens Gud Fader og heller ikke Islams Allah, men derimod det
altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under
og væsen, som er alles og altings ophav, nemlig den evige, majestætiske første
og årsagsløse årsag og vældige skaberkraft. Dét ophøjede væsen, som har skabt
verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos med dettes galakser,
solsystemer, planetsystemer, organismesystemer, organer, molekyler, atomer og
elementarpartikler, og som vi jordiske væsener eksisterer, manifesterer os og
oplever i kraft af.
Det
genfundne Paradis
Dog,
det blev især mit møde med Martinus’ forunderlige kosmologi i efteråret 1957,
som i det væsentlige bekræftede den viden jeg havde om idealistisk klassiske
indiske filosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta, der bidrog til, at
det lykkedes mig at bekæmpe min egen tilbøjelighed til pessimisme. Som nævnt
studerede jeg igennem mange år Martinus’ dybsindige kosmiske analyser og disses
forunderlige livsfacitter i form af et storslået, homogent og universalt
verdensbillede. Studiet betød, at jeg i en årrække jævnligt gik til foredrag og
deltog i studiekredse på Martinus Institut og i Klint ved Nykøbing Sj. Dertil
kom et grundigt selvstudium af Martinus’ skriftlige værker, herunder først og
fremmest ”Livets Bog”, suppleret med sekundær litteratur om kosmologien,
fortrinsvis den, der var skrevet af Martinus’ personlige elev, forfatteren Per
Bruus-Jensen. (Note 7)
Når man kender til
grundbegreberne i Martinus’ verdensbillede, ved man, at det er den
feminine seksuelle pol hos manden, der udgør den kraft, som får
mandkønnet til at interessere sig for og beskæftige sig med ting og emner, der
ligger udenfor mandens ordinære maskuline pols interesser, så som eksempelvis
job, prestige, ægteskab og formering. Men generelt set er de fleste af os mænd
såkaldt enkeltpolede, hvilket vil sige, at den maskuline pol for det meste er
dominerende. Mandens feminine pol er i det store og hele latent og fraværende,
ganske som Gerda i eventyret ”Snedronningen” er fraværende i sit forhold til
samme eventyrs Kay. Men det ligger i sagens natur, at den feminine pols
indflydelse på mandens bevidsthedsliv er og har været stigende indenfor det
seneste århunrede, og det er derfor denne pol, der i dette tilfælde så at sige
er den voksende og – som Gerda i eventyret - søgende. Nemlig søgende efter
ligeværdighed med mandkønnets maskuline pol.
For at den læser, der er ukyndig
eller kun lidt kyndig i Martinus’ lære om det seksuelle polprincip og
polforvandlingen, skal det her nævnes, at lige præcis det samme principielt
også sker for kvindekønnet, men naturligvis med den maskuline pol.
Hos kvindekønnet er det den
maskuline seksuelle pol, der udgør den kraft, som får kvinden til
at interessere sig for og beskæftige sig med ting og emner, der ligger udenfor
kvindens ordinære feminine pols interesser, der ligesom i mandens tilfælde
eksempelvis drejer sig om ægteskab og formering. Men generelt set er de fleste
af kvinderne såkaldt enkeltpolede, hvilket vil sige, at den feminine pol for
det meste er dominerende. Kvindens maskuline pol er i det store og hele latent
og fraværende, ganske som Kay i eventyret ”Snedronningen” en overgang er
fraværende i sit forhold til samme eventyrs Gerda. Men det ligger i sagens
natur, at den maskuline pols indflydelse på kvindens bevidsthedsliv er
stigende, og det er derfor denne, der i dette tilfælde så at sige er den
voksende og dermed udadvendte mod interesser, der principielt underminerer den
traditionelle kvinderolle i hjemmet og i samfundet. (Note 8)
Men i lighed med, at slutningen
i eventyret ”Snedronningen” beretter om, at Gerda genfinder Kay, hvorved det
lykkes for ham at lægge isspillets sidste brik, således at ordet ”Evigheden”
toner frem, en genforening, der kosmologisk set betyder genforeningen af
de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, som
hidtil havde være adskilte eller separerede, af årsager, som læseren vil kunne
orientere sig om, ved at læse en eller flere af de artikler, der henvises til i
denne artikel. Denne forening af forstand og følelse åbner op for
intuitionsevnens optræden og funktion i sammenhængen, og denne
giver i henhold til Martinus individet adgang til Guddommens visdomsreservoir,
som han kalder ”Visdomsoceanet”. Altså det vældige ocean
af visdom, som det guddommelige alvæsen er i besiddelse af, og som ligger til
grund for alvæsenets skabelse og funktioner af verden og oceanet af levende
væsener. I øvrigt et visdomsocean, som det enkeltpolede individ kun har adgang
til i mindre omfang eller slet ikke, hvorfor samme individ må nøjes med at
opleve, opfatte og forstå livet og verden i mere eller mindre begrænset omfang.
(Note 9)
Efter at det takket være Gerdas
genforening med Kay lykkedes for ham at lægge den sidste brik og dermed
færdiggøre og fuldende ”forstands-ispillet”, forlader de sammen Snedronningens
isslot og vender hjem til barndomshjemmet. Det har H.C. Andersen skildret på
følgende smukke og rørende måde i eventyret:
(Citat gengivet med moderne
retskrivning) […] Kay og Gerda gik hånd i hånd, og
som de gik, var det et dejligt forår med blomster og grønt; kirkeklokkerne
ringede, og de kendte de høje tårne, den store by, det var i den de boede, og
de gik ind i den og hen til bedstemoders dør, op ad trappen, ind i stuen, hvor
alt stod på samme sted som før, og uret sagde: ”dik! dik!” og viseren drejede;
men idet de igennem døren, mærkede de, at de var blevne voksne mennesker.
Roserne fra tagrenden blomstrede ind af de åbne vinduer, og der stod de små børnestole, og Kay og
Gerda satte sig på hver sin og holdt hinanden i hænderne, de
havde glemt som en tung drøm den kolde tomme herlighed hos Snedronningen.
Bedstemoder sad i Guds klare solskin og læste højt af Bibelen: ”uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!”
Og Kay og Gerda så hinanden ind i
øjet, og de forstod på eengang den gamle salme:
”Roserne vokse i dale,
der
får vi Barn-Jesus i tale.”
Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det
var sommer, den varme, velsignede sommer. (Citat slut) (Note 10)
For H.C. Andersen betød Kay og
Gerdas genforening en tilbagevenden til barndomshjemmets på sin vis uskyldige
paradisiske forhold, men på et højere niveau. Den sitiation refererer faktisk
også til hans egen tilbagevenden til barndomstidens umiddelbare tro på og
tillid til Gud og Jesus Kristus, den tro og tillid, han delvis havde mistet som
følge af den rationalistiske kristendomsundervisning i sin Latinskoletid i
årene 1822-27, og, ikke mindst, på grund af sit ”pendul-sind”, der svingende
mellem livsoptimisme og livspessimisme. Det er i øvrigt et tema, der går igen i
en del af Andersens værker, således også i romanen ”At være eller ikke være”
(1857). (Note 11)
Men selvom eventyret
”Snedronningen”, skrevet i 1844, må regnes med til et af Andersens optimistiske
og livsbekræftende eventyr, så svingede hans ”pendul-sind” lejlighedsvis over i
pessimismens skepsis og blev eventyrets Kay, som så alting i mørke og negative
farver, og det smittede i reglen af på, hvad han skrev i sådanne perioder.
Omkring samme tidspunkt i 1843-44 havde han også skrevet det livspessimistiske
eventyr ”Grantræet”, hvis konklusion er udtrykt med følgende slutning: (Citat)
”Drengene legede i gården og den mindste havde på brystet guldstjernen, som
træet havde båret sin lykkeligste aften; nu var den forbi, og træet var forbi
og historien med: forbi, forbi, og det bliver alle historier!” (Citat slut)
(Note 12)
©
Marts 2017 Harry Rasmussen.
___________________________________
Note 1.: Se her evt. artiklerne 3.15. Livsmysteriet
og barnesindet – om H.C.Andersens eventyr ”Snedronningen”,
3.30. ”Den
kosmiske død” - eller ”kosmisk bevidstløshed” – optakt til ny
artikel om eventyret ”Snedronningen”. En fortælling om det, Martinus
betegner som ”det seksuelle polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, samt
3.32. Et kosmisk eventyr - om eventyret
”Snedronningen” (Del 1)
Note
2.: Martinus om
’det behagelige gode’ og ’det ubehagelige gode’: Livets Bog I, pp. 23-24, 26,
28. – Om Jungs anima og animus; se f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby:
JUNGs psykologi. En grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia
Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København 1985.
Note 3.: Min selvbiografi
”Mit liv og min tid” er ikke offentlig tilgængelig, men eventuelt interesserede
vil kunne få et link til den på Google Drev. Henvendelse kan ske via
email-adressen harrasmus@gmail.com
Note 4.: Kierkegaards
kritik i form af hans polemiske skrift Af en endnu Levendes Papirer, 1838,
var særlig rettet mod Andersen som person og dennes tredje roman ”Kun
en Spillemand”, 1837. Se evt. herom i nævnte roman i H.C.Andersen. Romaner og
Rejseskildringer. Bind III. Udgivet af Ole Jacobsen. Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab. Gyldendal 1944.
Kierkegaards kritik var hård kost for den følsomme digter, der dog fandt
afløb for sin skuffelse og vrede gennem sine trofaste venner. Situationen
omtales i Mit Livs Eventyr I, p. 204 og
p. 440. Det drejer sig om udgaven Mit Livs Eventyr I-II. Revideret Tekstudgave
ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H. G. Olrik og Udgiveren. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag, 1975.
Note
5.: Citeret efter
Paul Brunton: "Bag Indiens lukkede Døre". Oversat af
Iver Gudme. 2. Udgave. Uranus Forlag. København 1950. Her gengivet med moderne
retskrivning. Det var dog 1. udgaven, jeg læste i sommeren 1945. – Vedr. den i
ovenstående citat nævnte Maharishi, se f.eks. artiklen 4.28. Den indre
virkelighed – om en metode til mental indadskuen.
Note 6.: En af de fagligt bedste og alligevel let læste oversigter
over de seks klassiske indiske filosofisystemer findes i Sri Ananda Acharya:
Indledning til Indisk Filosofi. Foredrag holdt ved Kristiania Universitet.
Kristiania 1915. I Kommission hos Scheteligs Bokhandel. For Danmark: Erslev
& Hasselbalch, Kjøbenhavn
Note 7.: Læs evt. artiklen
4.71. Mit møde med Martinus og hans værk – Et møde med livsvarig
konsekvens. – Vedr. de klassiske indiske filosofiske systemer, se Note 6, og
f.eks. artiklen 4.28. Den indre
virkelighed – om en metode til mental indadskuen.
Note 8.: - Vedr. det seksuelle polprincip, se f.eks. artiklerne
H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”,
H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også
betegnet som ”skabelsens rat”, H1-11. Emotionel og
intellektuel seksualisme – om de to grundformer for
seksualisme, H1-12. Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to
seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden, H1-13. Introduktion
til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den
’sovende’ seksuelle ’pol’, og H1-14. Polforvandlingens
seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske.
Note 9.: Vedr. intuitionsevnen: Se f.eks. artiklen ”Uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (I) – om
’barnesindet’ som forudsætning, - Vedr. begrebet og fænomenet ”visdomsoceanet”,
se Livets Bog VII, stk. 2554.
Note 10.: H.C. Andersens Eventyr II. Udgivet af Erik Dal og Erling
Nielsen. Hans Reitzels Forlag. København 1964. Citatet kan i sin originale
version læses side 76. – Læs evt. artiklerne 3.04. ”Uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (I) – om
’barnesindet’ som forudsætning, og 3.05. ”Uden at I
bliver som børn, kommer I ikke i Guds Rige!” (II) – om
’barnesindets’ nødvendighed. – ”Roserne vokse i dale” er et citat fra H. A.
Brorsons salme ”Den yndigste rose er funden”.
Note 11.: Læs evt. artiklerne 3.15. Livsmysteriet
og barnesindet – om H.C.Andersens eventyr ”Snedronningen”, og
3.07. H.C.Andersen og Gud – H.C.Andersens
opfattelse af Gud. – Andersens opfattelse af Gud og Jesus Kristus var præget af
den lærdom, han tilegnede sig i sin latinskoletids kristendomsundervisning. Det
fremgår indirekte af hans skolestile, hvoraf et par er citeret i den nævnte
artikel. Her kan tilføjes Stil nr. 59: Beviserne for Guds tilværelse, som
er skrevet i 1827, da den unge Andersen gik til manuduktion hos den teologiske
student Ludvig Christian Müller, som boede i Torvegade på Christianshavn.
Stilen er trykt i H: C. ANDERSEN. Eventyrdigterens hidtil utrykte danske
stile I. Et udvalg ved Jørgen Skjerk. København 1999. – Vedr.
Jesus Kristus, se Stil nr. 16: På hvilke grunde beror overbevisningen om,
at Jesus Christus var sendt af Gud? H. C. ANDERSEN. Eventyrdigterens
hidtil utrykte danske stile II. Et udvalg ved Jørgen Skjerk.
København 1999. – Stil nr. 33: Hvad tillægges Jesus efter hans tvende
forskellige naturer? Stilen er trykt i H. C. ANDERSEN.
Eventyrdigterens hidtil utrykte danske stile III. Et udvalg ved Jørgen
Skjerk. København 1999. – Vedr. romanen ”At være eller ikke være”, 1857, se
f.eks. artiklen 3.06. ”At være eller
ikke være” – H.C.Andersens syn på materialismen.
Note 12.: Vedr. Andersens
livspessimisme se f.eks. artiklen 3.47. Foran den
store Indgang… H.C. Andersens tanker omkring døden. – Vedr.
eventyret ”Grantræet”, se artiklen 3.37. Eventyret om
”Grantræet” – poetisk livspessimisme.
©
Marts 2017 Harry Rasmussen.
******************