Denne artikel
er foranlediget og inspireret af den meget smitsomme pandemi, hvorunder den
såkaldte coronavirus har angrebet store dele af verden fra og med begyndelsen
af året 2020, og som har medført store restriktioner fra myndighedernes side,
med det formål at begrænse udbredelsen
af smitten. Situationen er forværret af, at man endnu i april 2020 ikke har
fået udviklet en vaccine, hvorfor sygdommen derfor også har medført adskillige
dødsfald i udsatte befolkningsgrupper, som især syge og svækkede ældre
patienter.
Som en mere
eller mindre direkte følge af myndighedernes nedlukning af samfundet og dermed
begrænsning af sociale og kulturelle aktiviteter, har coronavirus-epidemien
desuden medført store økonomiske problemer og tab. En situation, som det vil
tage tid og koste mange anstrengelser og tiltag, for at genoprette de ramte
lande og samfund.
Imidlertid skal denne artikel fokusere på en anden pandemi, som især før i
tiden var udbredt overalt i verden og som også ramte Danmark blandt andet i
digteren H. C. Andersens levetid i 1800-tallet.
Herom fortæller sagkundskaben, at kolera er en smitsom mavetarmsygdom, der
skyldes bakterien vibrio cholerae. Sygdommen smitter via forurenet vand eller
mad og bryder ofte ud i overbefolkede områder, hvor der er dårlig adgang til
rent drikkevand og toiletter, og hvor kolerabakterien derfor lettere spredes.
Kolera medfører kraftig diarré og opkastning, som giver store væsketab –
sygdommen er livstruende, hvis man ikke bliver behandlet i tide. Det går forholdsvis hurtigt, fra man bliver smittet med
kolera, til sygdommen bryder ud: Fra mindre end én dag til cirka fem dage.
Kolera udvikler sig i tyndtarmen, hvor vibrio cholera-bakterien formerer sig og
danner giftstoffer, der påvirker tarmvæggene og medfører en meget kraftig
diarré. Andre symptomer på kolera er mavesmerter og let feber
Væsketabet i forbindelse med diarré og opkast kan være på op til en liter i
timen, og det vil hurtigt føre til livstruende dehydrering – underskud af væske
i kroppen – chok og efterfølgende død, hvis en patient med kolera ikke får
øjeblikkelig behandling.
1. del
På det tidspunkt i digteren H. C. Andersens liv, der her skal omtales,
havde han en ikke ubetydelig dramatisk og især litterær produktion bag sig. I
1829 udgav han sin første bog, nemlig ”Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten
af Amager i Aarene 1828 og 1829” og den 23 . april 1829 udkom hans først
opførte dramatiske arbejde, ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”. Endelig udkom hans
første digtsamling, ”Digte”, den 2. januar 1830.
Fra sin hjemmebase i København – han logerede da på kvisten
hos enkefru Kirstine Schwartz i Vingårdsstræde nr. 6 - afrejste den næsten
altid rejselystne H. C. Andersen i foråret 1831 på godt en måned lang
udenlandsrejse, der påbegyndtes den 16. maj og sluttede den 24. juni. Under
rejsen førte han som sædvanlig en detaljeret dagbog og i denne sammenhæng skal
det omtales her, at den 12. juni 1831 er det første gang i sine Dagbøger, at
Andersen nævner eller omtaler den uhyggelige sygdom kolera. Andersen befandt
sig på det tidspunkt i Berlin. Han var da som nævnt på sin første lidt større
udenlandsrejse, som via Tyskland gik til Harzen og Sachsisk Schweiz. I Berlin
indlogerede han sig i hotel Der Kaiser von Rusland. Det er dog ikke meget
Andersen her har noteret om kolera, nemlig følgende:
[…] Kun
¼ Miil herfra er der Cordon for Cholera. Det regnede slemt da jeg gik
ud, saa jeg flere Gange maatte krybe i Skjul. – […] (1)
Torsdag den 16. juni 1831 rejste Andersen
videre til Hamborg. Herom noterer han blandt andet:
[…] vi kom gjennem Brandenborg Thor til
Charlottenborg, den saa ret venlig ud; jeg havde 3 Terner til Selskab og en
Mand, samt een til, der sagde, at han havde bestemt Cholera, eller fik den, han
fortalte bare gyselig Sygdomshistorier han Familie have udstaaet, een var
temmelig naiv. – […] (2)
Andersen fortsatte sin rejse videre over
Spandau til Kiritz, hvor han noterer følgende i dagbogen:
”[…] Bageren saae ud, som en Æbleskive der
har faaet Been, han var i en utaalelig Hede, drak hvert Øjeblik Brændeviin med
Cholera-draaber som han kaldte Kolibri og Kollirabi; […] (3)
Onsdag den 22. juni 1831 var Andersen nået
til Lübeck, hvorom han noterer følgende:
Var ombord paa Vilhelmine. Captainen sagde,
at han ikke turde tage mig med, eftersom alle preusiske Lande vare
erklærede i Qvarantaine; jeg løb til vor danske Gesandt, der skrev paa mit Pas,
og meente jeg nok kunde komme med. Naa, det er et smukt Eventyr!- […] (4)
Herefter skal vi helt frem til året 1833
før Andersen i Dagbogen atter nævner kolera. Det sker Fredag den 31. maj 1833,
hvor Andersen opholdt sig i Paris, hvor han blandt andet noterer følgende i
dagbogen:
Strax da jeg igaar kom i Seng fik jeg de
voldsomste Brækninger, der bleve ved hele Natten, jeg troede det var Cholera.
Hvor ene følte jeg mig ikke, jeg var meget syg længtes efter Schram, som slet
ikke lod sig høre; endelig imorges kom Schram, hentede mig Rabarbera Piller,
jeg maatte holde mig inde hele Dagen, var saare udmattet. – […] (5)
I perioden den 22. april I833 til 3. august
1834 var Andersen på sin første noget
længere udenlandsrejse, som gik gennem Tyskland til Frankrig og Italien. Da han
ikke selv havde råd til at betale omkostningerne ved rejsen, havde han til
formålet ved kongelig resolution fået bevilget et rejsestipendium på 600
Rigsdaler årlig i to år. Men for at tjene lidt ekstra penge, fik han den 20.
august 1833 udgivet sine ”Samlede Digte”, lige som han under opholdet i
Paris fuldførte sit skuespil ”Agnete og Havmanden” og sendte det hjem
til vennen Edvard Collin, for at denne kunne og skulle viderebefordre det,
naturligvis i håbet om at stykket ville blive optaget til opførelse på Det
kongelige Teater
Men her skal vi igen se på, hvad Andersen
videre har noteret om kolera i sine Dagbøger. Den 2. juli 1834 befandt Andersen
sig på sin hjemrejse i Østrig, mere præcist i Wien, og denne dato noterer han
blandt andet følgende i Dagbogen:
”[…] Jeg var særdeles afkræftet, mine
Hænder skjælvede og Sveden trillede fra min Pande. Jeg lever vist ikke længe,
var jeg dog død i Italien! – Fru Sonnenleitners Bog har
jeg faaet Hjem, alle Landsmænd skrive deri, der er en rædsom Mængde Sludder og
det af fornuftige Folk. Hertz er
som en Perle paa en Mødding. […] Ballin siger han føler meget mere end
alle de der før har skrevet deri og vedbliver nu: ”Udsendt som Speider mod den
onde Cholera, for muligt at udfinde Midler, hvorved Uhyret lod sig formilde,
eller endog at afholde fra Fødelandet, kom jeg til Kaiserstaden, men den de
danske Reisende stedse ledsagende Hjemvee (det forbandede Fæ, hvor kan han
dømme om andre) forøgedes saameget hos mig ved den grufulde Frygt for de Kjære
og ved dagligen at færdes blandt Sygdommens ulykkelige Offre. Hvor var Lindring
at søge i denne piinlige Tilstand? Dog saa ofte havde jeg hørt de [hjemvendte]
Landsmænd skildre det Huus i Wien hvor de liflige Toner trylle til Sundet os
hjem!” og hvor ”det trofaste Hjerte i fjerneste Syd (det er i Wien) slaaer end
for sin Moder i Nord.” Der hen gik jeg, uden nogen anden Anbefaling end at jeg
var dansk” osv – osv. – […] (6)
I Andet Bind af H. C. Andersens Dagbøger,
som omfatter årene 1836 – 1844 nævner eller omtaler han ret ofte den situation
under sine mange sørejser til det sydlige udland, at han og de øvrige
passagerer på grund af en eventuel smittefare lejlighedsvis kom til at befinde
sig kortere eller længere tid i karantæne. Det er først i Tredje bind af
Dagbøger, at Andersen igen direkte nævner eller omtaler kolera. Det sker
således onsdag den 17. juni 1846, hvor Andersen igen er på rejse i sit elskede
Italien, hvor han nævnte dato opholder sig i byen Napoli også kaldet Neapel:
[…] – Middag hos Voigt; den gamle
Brockenhuus havde vrøvlet der, her skal være Colera i Neapel! Jo det er en rar
Historie! Nu ligge vi i Qvarantaine! Vi spiiste overordentlig godt; bag efter
læste jeg uden Anstrængelse den grimme Ælling, men havde Skræk for at læse en
til, da jeg følte Kræfterne være lige til Spidsen, man bad og jeg læste den
mindste, men blev meget angrebet, maatte have Ædikke at lugte til, fik Draaber
og da vi gik var jeg ved at segne før vi naaede til Vognen. Thomsen holdt mig
under Armen; saa snart jeg sad og kjørte var det bedre, hjemme bragte den
skikkelige Mand mig Iis, sad og sladdrede med mig. – Luften tung og varm. […]
(7)
Vi
skal herefter helt frem til tirsdag den 20. august 1850 før Andersen igen
nævner kolera. Efter en indenlandsk rundrejse befandt han sig da nogle dage i
Nykøbing Falster:
[…]
Nu er Cholera udbrudt ved Banholm sige de! – […] (8)
Så gør vi endnu et spring
frem til søndag den 27. juli 1851, hvor Andersen opholdt sig i Tyskland i byen
Dresden, og hvor han blandt andet skriver følgende korte bemærkning i Dagbogen:
[…] Schober var her da
imorges og fortalte om Cholera i Prag og raadede meget fra at tage derhen. –
[…] (9)
Mærkværdigt og forunderligt
nok nævner Andersen ikke med et ord kolera i Dagbogen for 1852, og da der ikke
er bevaret en Dagbog for året 1853, kan der derfor ikke citeres fra denne.
Sidstnævnte år er ellers særligt interessant, fordi der netop i det år forekom
en alvorlig koleraepidemi i København, hvorunder 4737 af byens 130.000 indbyggere døde. For året 1853 må der derfor
benyttes en anden eller andre kilder, for at få noget at vide om, hvordan Andersen
da forholdt sig til koleraepidemien. I den sammenhæng er hans brevveksling med
diverse brevvenner nærmest uundværlig.
Blandt andre kilder for året
1853 findes eksempelvis H. C. Andersens Almanakker 1833 – 1873, hvor der for
onsdag den 3. juli 1853 står:
Boye Ɨ af Cholera. (10)
Fru Liebmann Ɨ af Cholera. (11)
Torsdag den 21. juli 1863:
[…] Mad: Thyberg Ɨ Natten mellem 21 og 22 af Cholera. (12)
Tirsdag den 26. juli 1853:
[…] ƚ
Emilie Hornemann af Cholera (13)
Tirsdag den 2. august 1853:
Følt mig syg, gik til Læge,
reist med Deligence Kl 3½ til Middelfarth, Cholera-Angest. […] (14)
Onsdag den 7. september 1853:
Fra Weyle til Snoghøi og Middelfart; hørt i
Kroen om Cholera i Odense. (15)
Torsdag den 8. september 1853:
Overnattet i Odense og vaagnet om Morgenen
ved at Vinduet var gaet op, stor Angest. Kom over Nyborg hvor der sagdes
Cholera; ikke godt Veir den første Halvdeel af Beltet. Kom Klok: 10 ½ til Sorø,
fik skrækkeligt slet Logi i Vertshuset der. (16)
Torsdag den 15. september 1853:
Med Rector Boyesen reist fra Sorø til
Kjøbenhavn hvor vi kom efter Kl 10. […] vi kjørte nu ind i Cholerabyen. (17)
I de følgende dage fra og med
torsdag den 22. og til og med onsdag den 28. september 1853 noterer Andersen i
sin almanak, at der var ingen syge og ingen døde. Dermed syntes koleraepidemien
i København at være overstået, i hvert fald i denne omgang.
I forbindelse med
koleraepidemien i København i juni og juli 1853 var H. C. Andersen så at sige
flygtet fra hovedstaden og havde især taget ophold i den jyske by Silkeborg,
hvor han var en velkommen gæst hos den for ham velkendte familie Drewsen. Herom
har Andersen blandt andet skrevet følgende i sin selvbiografi Mit Livs Eventyr:
(Citat) En stor Deel af Sommeren tilbragtes nu hos Michael
Drewsen paa Silkeborg; en Skildring af denne naturskjønne Egn, der
minder om Schwarzwalds Skov-Fylde og Skotlands storartede Hede-Eensomhed, har
jeg givet med alle dens minder og Sagn.
[…]
Midt i den deilige Natur, og i et gjestfrit Hjem, gik jeg dybt
sørgmodig om, mit Hjerte var inderligt bedrøvet; jeg kom i en nerveus, lidende
Tilstand, i Uvishedens Qval. Naar Posthornet klang, løb jeg afsted for strax at
faae Breve og Aviser, jeg var ved at synke i de Minuter, jeg maatte vente; jeg
var forpiint, trykket, sjælesyg, og saasnart derfor Sygdommen i Kjøbenhavn tog
saaledes af, at man meente, jeg kunde komme tilbage, skyndte jeg mig til de
kjære Mennesker, hvem jeg havde tænkt aldrig mere at gjensee. (Citat slut) (18)
Men nok så vigtig og betydningsfuld er
Andersens brevveksling med venner, herunder især med vennen Edvard Collin, en
brevveksling, som ikke mindst er interessant for året 1853, hvorfor denne skal
citeres her. Vi begynder med Andersens brev af 28. juni 1853, han opholdt sig
som nævnt da hos familien Drewsen i Silkeborg. Det skal bemærkes, at til trods
for et nært og langt venskab mellem Andersen og Edvard Collin, så blev de to
aldrig Dus, hvad der især skyldtes en stærk modvilje hos sidstnævnte:
Kjære Ven!
Igaar Middags kom jeg her til Silkeborg
hvor jeg fandt et Brev til mig fra Deres Kone; efter det reiser hun i Dag fra
Dem og besøger Buttenschöns i Gothenborg, jeg troer
nu ikke hun tage af sted, dersom det er sandt med Cholera i Kjøbenhavn, thi da
kommer hun jo til at ligge meget længe i Quarantaine før hun slipper i Land,
ikke at tale om at hun vist ikke vil forlade Hjemmet, hun er altså vist endnu i
Byen og jeg beder Dem at hilse hende ret hjerteligt. Jeg er meget længselsfuld
efter at høre hvorledes det i øvrigt vil gestalte sig, og uagtet jeg ikke selv
vil tage i Betænkning under Choleras Vedbliven at komme til Kjøbenhavn, er jeg
her ængstelig for mine Venner og, hvad jeg aabent siger til Dem, jeg er især
angest for Deres Fader, ikke for at han vil være mere udsat for Cholera, end de
fleste Andre, men fordi, hans sædvanlige Sygdom er jo i Maven, og da er han
selv altid ængstelig, faaer han nu et almindeligt gammelt Tilfælde, da bliver
han mere urolig derved og de Alle hjemme ogsaa og Ængstelighed er vist noget af
det farligste. Med Guds Hjælp haaber jeg imidlertid at det hele Onde ikke er af
den Betydning, som det trækker op med, i de første Breve der nu er gaaede ud
fra Byen. – Jeg beder Dem, dersom De skriver mig til, da sige det Sikkreste af
hvad der siges om Sagen. – […]
Andersens humor fornægtede sig dog trods
alt ikke under den i øvrigt i værste fald livstruende situation, hvilket
fremgår af følgende citat fra samme brev:
[…] nu vel – saa i denne Choleratid, lad os
ikke være choleriske, i g r u n d e n e
r d e t H e l e d o g i n g e n t i n g, lad os den korte Tid vi
krybe sammen paa denne Jord, være hinanden venlige og gode, som jeg haaber og
troer at vi i den anden Verden, med et endnu klarere Blik maa blive det. – […]
(19)
På dette brev svarede den altid travlt
optagne Edvard Collin først den 15. juli s. å.:
Uagtet De vel fra de Forskjellige i Familien vel faaer saamange Breve,
vil jeg dog benytte nogle Øieblikke til at skrive Dem lidt til. Min Tid er for
resten ikke meer end almindeligt optaget af Forretninger, men det vilde være
urimeligt at sige, at den ikke var optaget af Stadens Uhyggelighed i denne Tid;
det er ikke med den bedste Vilje muligt at unddrage sig Tænken og Talen om den
ulykkelige Epidemie, som hærger Byen; thi det kan ikke skjules, at den er meget
stærk og at Dødeligheden er stor. De veed, hvor forunderligt den strax slog ned
i vor Familie og bortrev Boye. Vi haabe, at den i Slutningen af næste Uge skal
culminere og derefter tage af.
Nok om det; naar man bare skriver om Cholera, saa rumler det strax i
Maven. […] (20)
Andersens følgende brev til
Edvard Collin er dateret Glorup den 17. juli 1853. Det hang sammen med, at
Andersen var inviteret til Greve Moltke-Hvidtfelds sølvbryllup onsdag den 20.
juli, en invitation han angiveligt ønskede at tage imod. Andersen forlod derfor
midlertidigt sit ophold i Silkeborg, men vendte tilbage dertil efter et kortere
ophold på Glorup. Fra nævnte brev skal følgende citeres:
Kjære Ven!
Med stor Længsel har jeg seet
imøde fra Dem et Brev, men intet faaet! De begriber hvilken Uro jeg gaar i for
dem Alle hjemme, jeg veed ikke selv hvad der er sværest, at gaae hvor Epidemien
hersker, eller være langt fra sine Kjære der. – Der er Timer hvori jeg formelig
lider, det er som om pludseligt mine bedste Venner i Hjemmet i det Øjeblik vare
døde, og jeg kan næsten ikke rive mig løs fra Tanken. Paa Silkeborg faae vi fra
Søndag til Torsdag ikke Breve og Aviser, det er en lang piinlig Ventetid; Deres
Fader og Ingeborg glæde mig imellem med et Par Ord og iaftes da jeg kom her til
Glorup fandt jeg ogsaa Brev fra Theodor, der skriver:
”Hvad Dig angaaer, saa maa Du aldeles ikke komme herover,
medens Epidemien varer, da Din voldsomme Phantasie vilde gjøre Dig for
modtagelig!” – Det er nu vistnok sandt, men at blive borte er mig denne Gang en
Qval, som aldrig før; - skriv mig endelig til hvorledes De har indrettet det,
om Deres Kone og Børnene ere i Byen, om Deres Svigermoder og Christian. Sæt mig
lidt ind i Deres Arrangement, - […] (21)
Den 23. juli 1853 skrev og
afsendte Andersen på ny et brev fra Glorup til vennen i København, hvorfra
følgende skal citeres:
[…] jeg føler mig slet ikke
hyggelig eller vel denne Gang paa det
gamle Glorup, hvilket jeg dog maa sige ligger meest hos mig og i Tids
Omstændighederne. Alene det, at mit værelse er ovenpaa, fjernet langt fra alle
Andre, at jeg ingen Mennesker kan kalde paa, om jeg pludselig bliver syg, er i disse Tider mig ganske
afskyeligt og jeg lægger mig ingen Aften uden den Tanke, faaer jeg Cholera, da
er jeg her aldeles opgivet, Ingen veed det, Ingen bringe Hjælp. […]
[…] – Aldrig før har jeg
imidlertid lidt saa meget, som denne Gang, ved at være fra Kjøbenhavn, og det
vil sige fra Deres Familie; jeg føler ret hvor fast jeg er voxet til den, at
jeg Ingen, Ingen af Dem kan miste, der er Øieblikke i hvilke jeg er ved at
bryde ud i Graad af Uro og Angest. Gud lade os Alle glade gjensees og snart! –
[…] (22)
Lejlighedsvis brevvekslede
Andersen også med sin kære veninde, Edvard Collins hustru, Henriette Collin,
hvilket der her skal bringes et eksempel på. Brevet, som er dateret Glorup den
24. juli 1853, er skrevet under Andersens i dette tilfælde kortvarige ophold på
herregården Glorup:
Kjære, kjære Fru Collin!
Med al min Tanke er jeg hos
Dem! det er en tung, alvorlig Tid vi leve i! det er Skilsmissens Dage. Ogsaa
Deres Moder er gaaet bort. Adolph Drevsen skrev mig det til i et Brev jeg fik
seent i aftes! Jeg veed at De med fromt christeligt Sind seer op mod Gud, og
hælder Dem til de Kjære, som endnu staae Dem nær. – Vor Herre være os Alle
naadig og god. – Det er bitterligt at være borte fra Dem Alle sammen, jeg er
voxet Dem Alle saa fast, og hvo veed hvem af os der mødes endnu her paa Jorden.
Gjerne vilde jeg leve endnu en Tid, leve med de jeg har saa kjær, men, mon det
skeer - ! – […]
[…] – O, hvor det er en Angest
at gaae, tidt to Dage, og ikke vide om de der leve ind i Eens Liv, ere slettede
ud af denne Verden og staae hos Gud. – Hils Jonas, Louise og Mimi, de ere jo
alle ude paa Rungsted, bare at dog ogsaa Eduard kunde blive der. – Det er mig
en Angest med Ingeborg derinde i Byen. En Angest med dem Alle. – Kan De, saa
skriver De mig et Par Ord til, kan De ikke – nu vel, jeg veed De tænker venligt
paa mig. – Her paa Glorup bliver jeg til næste Mandag, da gaaer jeg, om
Morgenen til Odense, for Tirsdag at kunne kjøre med Deligensen til Horsens og
derfra naae Silkeborg. Gud bevare og velsigne Dem Alle. Deres trofaste H. C.
Andersen. (23)
Den 27. juli 1853 svarede
Edvard Collin på ovenstående brev:
Min kjære Ven. De veed, at jeg ellers ikke handler ubetænksomt
i Forretninger; for at De derfor kan forstaae, hvorledes jeg kunde opsætte at
besørge Dem Pengene tilsendte, maa jeg oplyse Følgende. Deres Brev kom til mig
medens jeg sad og udbetalte til de visiterende Læger. Derpaa kom Emil med den
rystende Efterretning, at hans Søster Mille, som samme Morgen havde været
hjemme hos Md. Thyberg, havde faaet Cholera. Faa Øieblikke efter gik jeg til
Rungsted. Om Torsdagen ved min Hjemkomst fandt jeg min kjære Svigermoder paa
Sygeleiet; Dagen gik med at kjøre til Rungsted, hente Jette og tilbage; hun kom
2 Timer, inden Moderen døde. Samme Nat kjørte jeg Jette tilbage til Rungsted og
om Morgenen blev jeg syg. - Siden den Tid har jeg været her.
I morgen vilde jeg have taget ind, men blev igen i dag noget
afficeret af at Jonas fik Diarrhoe (det er for resten nu godt igjen) og venter
derfor til iovermorgen. Jeg havde i dag et Besøg af Louise
og Lind; Fader har det godt.
I Eftermiddag fik vi Deres Brev; Deres Maade at skrive til en
sørgende Datter fandt god Anklang hos min Jette; hun er religiøs og bærer dette
som andre Kors som en Christen. – Med samme Dampskib fik vi Efterretning om, at
Mille er død inat. Det har rystet os dybt, hvor meget vi end havde ventet det. Mille hørte til min saagodtsom hele
Levetids nærmeste Omgang; Jette havde hendes muntre Lune mangen Opmuntring at
takke og hun vil i det Hele savne hende smerteligt, Det var en af de kjære
Planer for Vinteren, at Md. Thyberg skulde have jævnlig Omgang med hende. Det
har vor Herre nu indrettet paa en anden Maade.
[…]
Den kjære Theodor har det ikke godt, Gud holde sin Haand over
ham; han er udslidt af physiske Anstrængelser og svækket af Sjelslidelser ved
den Jammer han stadig er Vidne til.
See dette er et Billede af vort nuværende Liv. Jeg føler godt,
hvor haardt det maa være for Dem som Fraværende at have Baand der knytte Dem
til dette hjemsøgte Sted, som Kjøbenhavn nu er, og at det vil bedrøve Dem at
læse dette; men jeg vil ikke hykle nogen Stemning for Dem. jeg er personlig
meget betaget af denne Ulykke for Fædrelandet; den har en saa mystisk
snigmorderisk Characteer, at jeg aldrig har anet noget Lignende.
Vil Gud det, faae vi vel igjen lyse Dage.
Ar Enhver, som kan være borte, bliver fra Byen, saalænge der
er Tanke om denne Sygdom, er en simpel Pligt.
Gud være med Dem, kjære Ven.
Deres tro hengivne
Edvard Collin. (24)
________________________________
1. Dagbøger I, p. 106. Cordon:
En kæde af politi eller militær.
2. Dagbøger I, p. 113.
Brandenborg Thor: Brandenburger Tor er den største og den sidste bevarede
byport i Berlin. Der var oprindeligt 18 byporte på den gamle toldmur. - Terner: Tjenestepiger.
3.
Dagbøger I, p. 116. – Vilhelmine: Wikipedia oplyser herom,
at Prindsesse Wilhelmine var det danske navn på den britiske hjuldamper
Kingston, der blev bygget i Storbritannien i 1821. Skibet blev i 1824 købt af
en dansk ejer og indsat som det første dampskib på ruten mellem København og
Lübeck. I Danmark blev hjuldamperen omdøbt til Prindsesse Wilhelmine, til ære
for Frederik 6.s yngste datter. Skibet blev ombygget til tremastet skonnert i
1844 og ophugget omkring 1877.
4.
Dagbøger I, p. 154. – Schram: Gustav Schram (1802-65),
fuldmægtig i Enkekassens Bogholderikontor, lærer i fransk ved Søkadetakademiet,
senere jernbanedirektør. – Rabarbera Piller: Frugt- og fibertabletter er et
naturprodukt, som vedligeholder en regelmæssig tarmfunktion ved træg mave.
5.
Dagbøger I, p. 475. - – Fru Sonnenleitner: Hedvig
Sonnenleitner (1814-91). – Hertz: Henrik Hertz (1798-1870), digter. – Ballin:
Samuel Ballin (1802-66), læge, senere distriktslæge i København, 1860 titulær
professor.
6.
Dagbøger III, p. 130. – Voigt: Ikke Voigt, men formentlig
Frederik Sigfred Vogt (1777-1855), dansk Chargé d’affaires i Napoli, etatsraad.
– Brockenhuus: Frederik Brockenhuus (1758-1846), fhv. attaché ved det danske
Gesandtskab i Napoli, Kammerherre. – den grimme Ælling: Eventyret ”Den grimme
Ælling”, forfattet af Andersen i 1844. – Thomsen: Formentlig C. J. Thomsen
(1788-1865), Museumsdirektør, arkæolog, justitsraad 1839, etatsraad 1845,
konferensraad 1854.
7.
Dagbøger III, p. 428. – Banholm: Bandholm. En havneby på
nordsiden af Lolland. Udskibningssted stik nord for købstaden Maribo.
8.
-Schober: Franz von Schober
(1796-1882), tysk digter, Weimar.
9.
Almanakker, p. 218. – Boye: Caspar Johannes Boye (1791-1853),
lærer, sognepræst, skuespilforfatter og salmedigter.
10.
Almanakker, p. 219. – Fru Liebmann: Henriette Sophie
Marie Liebmann, født Hornemann (1823-1853)
11.
Almanakker, p. 210. – Mad: Thyberg: Oline Thyberg, født Falenkam
(1781-1853), moder til Henriette (Jette) Collin, født Thyberg (1813-94), gift
1836 med Edvard Collin (1808-86).
12.
Almanakker, p. 219.
– Emilie Hornemann (1806-53), datter af
J. W. Hornemann (1770-1841), professor i botanik ved Københavns
Universitet.
13.
Almanakker, p. 220.
14.
Almanakker, p.221.
Weyle: Vejle.
15.
Almanakker, p. 221.
Beltet: Storebælt.
16.
Almanakker, p. 222.
Rector Boyesen: Formentlig E. F. C. Bojesen (1803-64), rektor ved Sorø Akademis
Skole 1843, ved Roskilde Katedralskole 1863, klassisk filolog.
17.
Gyldendals udgave
1975 af H. C. Andersen. Mit Livs Eventyr, Andet Bind, pp. 146-147. – Michael
Drewsen: (1804-74), papirfabrikant, Silkeborgs grundlægger.
18.
H. C. Andersen. Brevveksling med Edvard og Henriette
Collin. Bind II 1844-60, pp. 234-236. – Buttenschöns i Gothenborg: N. P.
Butenschøn (1808-79), skibsreder i Göteborg, og hustru Emma Butenschøn, født
Bang (1811-82). – Deres Fader: Jonas Collin (1776-1861), Finansdeputeret
1821-29 og 1842-49bmedlem af Det kgl. Teaters Direktion, etatsraad, 1829
konferensraad, 1847 Geheimekonferensraad.
19.
Samme sted, på.
236-237. – Boye: Caspar Johannes Boye (1791-1853), sognepræst i Søllerød, 1835
ved St. Olai Kirke i Helsingør, 1847 ved Garnisons Kirke i København. Digter.
20.
Samme sted, p. 238.
– Ingeborg: Ingeborg Drewsen, født Collin (1804-1877), Datter af Jonas Collin,
gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-1885), auditør ved Søkadetkorpset, 1832
assessor i Københavns Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten, 1847 Justitiarius
samme sted, 1846 Justitsraad, 1852 Etatsraad, 1869 Konferensraad. – Theodor:
Theodor Collin (1815-1902), Søn af Jonas Collin, broder til Ingeborg og Edvard
Collin; 1841 cand. med., 1847-48 overskibslæge, 1849-94 teaterlæge, 1859
titulær professor. – Deres Kone: Henriette (Jette) Oline Collin, født Thyberg
(1813-94). Datter af Oline Thyberg (1781-1853) gift 1836 med Edvard Collin. -
Børnene: Ingeborg Mimi (Vulle) Collin (1837-43) . – Louise Collin (1839-1920),
gift 1872 med Viggo Drewsen (1830-88), søn af Ingeborg og Adolph Drewsen. Cand.
phil., 1859 assistent i Finansministeriet, 1866 kancellist, 1870 fuldmægtig,
1873 kontorchef i Livsforsikrings- og Forsørgelses-Anstalten af 1871,
sekondløjtnant 1864, filosofisk forfatter. – Jonas Collin den Yngre (1840-1905),
cand. mag. i zoologi 1866, konsulent for Østersfiskeriet 1870, etatsraad 1900.
- Deres Svigermoder: Oline Thyberg, født Falenkam (1781-1853), enke. –
Christian: Christian Thyberg (1815-79), søn af Oline Thyberg, arkitekt.
21.
Samme sted, pp.
240-241. – det gamle Glorup: Glorup var oprindelig et renæssanceslot fra
slutningen af 1500-tallet, men på Andersens tid ejedes herregården af greve
Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt (1796-1876) og dennes hustru grevinde Elise
Moltke- Huitfeldt, født Komtesse Razumovska (1811-1892), malerinde.
22.
Samme sted, pp.
242-243. – Ogsaa Deres Moder er gaaet bort: Oline Thyberg, født Falenkam
(1781-1853). - Jonas: Jonas Collin d.
Y. (1840-1905). Louise: Louise Collin (1839-1920). – Mimi: Mimi Collin
(1842-1855). – ude paa Rungsted: Familien Edvard Collin havde en sommerbolig i
Rungsted. – Ingeborg: Ingeborg Drewsen, født Collin (1804-1877) - kjøre med
Deligensen: Den hestetrukne Diligence var endnu på den tid et meget benyttet
rejsemiddel til persontransport.
23.
Samme sted, pp.
244-245. – Emil: Emil Hornemann (1810-90), cand. med. 1834, dr. med. 1939, fra
1841 praktiserende læge i København, 1853 titulær professor, hygiejniker. Han
fik bl.a. indført, at Københavns kloakrør blev udskiftet. - hans søster Mille:
Emilie Hornemann (1806-53). – Rungsted: Edvard og Henriette Collin ejede en
sommerbolig i Rungsted. – min kjære Svigermoder: Oline Thyberg, født Falenkam
(1781-1853), enke. – Jette: Edvard
Collins hustru Henriette (Jette) Collin, født Thyberg (1813-94). – Theodor:
Theodor Collin (1815-1902), læge, broder til Edvard Collin. – Jonas: Jonas
Collin: Jonas Collin den yngre (1840-1905), søn af Edvard Collin, zoolog. –
Louise Lind, født Collin (1813-98), en søster til Edvard Collin, gift 1840 med
W. Lind (1807-91), cand. jur., 1833 volontør i Kancelliet, 1839 auditør, 1841
sekretær og bogholder ved Kommissionen for Militæretatens forsyning af uldne
varer, 1848 kontorchef i Krigsministeriet, justitsraad
(Fortsættes)
© 2020 Harry
Rasmussen.
________________________________