H. C. Andersen og kolera

1. del

 

Optakt

Denne artikel er foranlediget og inspireret af den meget smitsomme pandemi, hvorunder den såkaldte coronavirus har angrebet store dele af verden fra og med begyndelsen af året 2020, og som har medført store restriktioner fra myndighedernes side, med det formål at  begrænse udbredelsen af smitten. Situationen er forværret af, at man endnu i april 2020 ikke har fået udviklet en vaccine, hvorfor sygdommen derfor også har medført adskillige dødsfald i udsatte befolkningsgrupper, som især syge og svækkede ældre patienter.

 

Som en mere eller mindre direkte følge af myndighedernes nedlukning af samfundet og dermed begrænsning af sociale og kulturelle aktiviteter, har coronavirus-epidemien desuden medført store økonomiske problemer og tab. En situation, som det vil tage tid og koste mange anstrengelser og tiltag, for at genoprette de ramte lande og samfund.

 

Imidlertid skal denne artikel fokusere på en anden pandemi, som især før i tiden var udbredt overalt i verden og som også ramte Danmark blandt andet i digteren H. C. Andersens levetid i 1800-tallet.

 

Hvad er kolera?

Herom fortæller sagkundskaben, at kolera er en smitsom mavetarmsygdom, der skyldes bakterien vibrio cholerae. Sygdommen smitter via forurenet vand eller mad og bryder ofte ud i overbefolkede områder, hvor der er dårlig adgang til rent drikkevand og toiletter, og hvor kolerabakterien derfor lettere spredes.

 

Kolera medfører kraftig diarré og opkastning, som giver store væsketab – sygdommen er livstruende, hvis man ikke bliver behandlet i tide. Det går forholdsvis hurtigt, fra man bliver smittet med kolera, til sygdommen bryder ud: Fra mindre end én dag til cirka fem dage. Kolera udvikler sig i tyndtarmen, hvor vibrio cholera-bakterien formerer sig og danner giftstoffer, der påvirker tarmvæggene og medfører en meget kraftig diarré. Andre symptomer på kolera er mavesmerter og let feber

 

Væsketabet i forbindelse med diarré og opkast kan være på op til en liter i timen, og det vil hurtigt føre til livstruende dehydrering – underskud af væske i kroppen – chok og efterfølgende død, hvis en patient med kolera ikke får øjeblikkelig behandling.

 

 

H. C. Andersen og kolera

1. del

 

Indledning

På det tidspunkt i digteren H. C. Andersens liv, der her skal omtales, havde han en ikke ubetydelig dramatisk og især litterær produktion bag sig. I 1829 udgav han sin første bog, nemlig ”Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829” og den 23 . april 1829 udkom hans først opførte dramatiske arbejde, ”Kjærlighed paa Nicolai Taarn”. Endelig udkom hans første digtsamling, ”Digte”, den 2. januar 1830.  

 

Fra sin hjemmebase i København – han logerede da på kvisten hos enkefru Kirstine Schwartz i Vingårdsstræde nr. 6 - afrejste den næsten altid rejselystne H. C. Andersen i foråret 1831 på godt en måned lang udenlandsrejse, der påbegyndtes den 16. maj og sluttede den 24. juni. Under rejsen førte han som sædvanlig en detaljeret dagbog og i denne sammenhæng skal det omtales her, at den 12. juni 1831 er det første gang i sine Dagbøger, at Andersen nævner eller omtaler den uhyggelige sygdom kolera. Andersen befandt sig på det tidspunkt i Berlin. Han var da som nævnt på sin første lidt større udenlandsrejse, som via Tyskland gik til Harzen og Sachsisk Schweiz. I Berlin indlogerede han sig i hotel Der Kaiser von Rusland. Det er dog ikke meget Andersen her har noteret om kolera, nemlig følgende:

[…] Kun  ¼ Miil herfra er der Cordon for Cholera. Det regnede slemt da jeg gik ud, saa jeg flere Gange maatte krybe i Skjul. – […]  (1)

Torsdag den 16. juni 1831 rejste Andersen videre til Hamborg. Herom noterer han blandt andet:

[…] vi kom gjennem Brandenborg Thor til Charlottenborg, den saa ret venlig ud; jeg havde 3 Terner til Selskab og en Mand, samt een til, der sagde, at han havde bestemt Cholera, eller fik den, han fortalte bare gyselig Sygdomshistorier han Familie have udstaaet, een var temmelig naiv. – […] (2)

Andersen fortsatte sin rejse videre over Spandau til Kiritz, hvor han noterer følgende i dagbogen:

”[…] Bageren saae ud, som en Æbleskive der har faaet Been, han var i en utaalelig Hede, drak hvert Øjeblik Brændeviin med Cholera-draaber som han kaldte Kolibri og Kollirabi; […] (3)

Onsdag den 22. juni 1831 var Andersen nået til Lübeck, hvorom han noterer følgende:

Var ombord paa Vilhelmine. Captainen sagde, at han ikke turde tage mig med, eftersom alle preusiske Lande vare erklærede i Qvarantaine; jeg løb til vor danske Gesandt, der skrev paa mit Pas, og meente jeg nok kunde komme med. Naa, det er et smukt Eventyr!- […] (4)

Herefter skal vi helt frem til året 1833 før Andersen i Dagbogen atter nævner kolera. Det sker Fredag den 31. maj 1833, hvor Andersen opholdt sig i Paris, hvor han blandt andet noterer følgende i dagbogen:

Strax da jeg igaar kom i Seng fik jeg de voldsomste Brækninger, der bleve ved hele Natten, jeg troede det var Cholera. Hvor ene følte jeg mig ikke, jeg var meget syg længtes efter Schram, som slet ikke lod sig høre; endelig imorges kom Schram, hentede mig Rabarbera Piller, jeg maatte holde mig inde hele Dagen, var saare udmattet. – […] (5)

I perioden den 22. april I833 til 3. august 1834 var Andersen på  sin første noget længere udenlandsrejse, som gik gennem Tyskland til Frankrig og Italien. Da han ikke selv havde råd til at betale omkostningerne ved rejsen, havde han til formålet ved kongelig resolution fået bevilget et rejsestipendium på 600 Rigsdaler årlig i to år. Men for at tjene lidt ekstra penge, fik han den 20. august 1833 udgivet sine ”Samlede Digte”, lige som han under opholdet i Paris fuldførte sit skuespil ”Agnete og Havmanden” og sendte det hjem til vennen Edvard Collin, for at denne kunne og skulle viderebefordre det, naturligvis i håbet om at stykket ville blive optaget til opførelse på Det kongelige Teater

Men her skal vi igen se på, hvad Andersen videre har noteret om kolera i sine Dagbøger. Den 2. juli 1834 befandt Andersen sig på sin hjemrejse i Østrig, mere præcist i Wien, og denne dato noterer han blandt andet følgende i Dagbogen:

”[…] Jeg var særdeles afkræftet, mine Hænder skjælvede og Sveden trillede fra min Pande. Jeg lever vist ikke længe, var jeg dog død i Italien! – Fru Sonnenleitners Bog har jeg faaet Hjem, alle Landsmænd skrive deri, der er en rædsom Mængde Sludder og det af fornuftige Folk.  Hertz er som en Perle paa en Mødding. […] Ballin siger han føler meget mere end alle de der før har skrevet deri og vedbliver nu: ”Udsendt som Speider mod den onde Cholera, for muligt at udfinde Midler, hvorved Uhyret lod sig formilde, eller endog at afholde fra Fødelandet, kom jeg til Kaiserstaden, men den de danske Reisende stedse ledsagende Hjemvee (det forbandede Fæ, hvor kan han dømme om andre) forøgedes saameget hos mig ved den grufulde Frygt for de Kjære og ved dagligen at færdes blandt Sygdommens ulykkelige Offre. Hvor var Lindring at søge i denne piinlige Tilstand? Dog saa ofte havde jeg hørt de [hjemvendte] Landsmænd skildre det Huus i Wien hvor de liflige Toner trylle til Sundet os hjem!” og hvor ”det trofaste Hjerte i fjerneste Syd (det er i Wien) slaaer end for sin Moder i Nord.” Der hen gik jeg, uden nogen anden Anbefaling end at jeg var dansk” osv – osv. – […] (6)

I Andet Bind af H. C. Andersens Dagbøger, som omfatter årene 1836 – 1844 nævner eller omtaler han ret ofte den situation under sine mange sørejser til det sydlige udland, at han og de øvrige passagerer på grund af en eventuel smittefare lejlighedsvis kom til at befinde sig kortere eller længere tid i karantæne. Det er først i Tredje bind af Dagbøger, at Andersen igen direkte nævner eller omtaler kolera. Det sker således onsdag den 17. juni 1846, hvor Andersen igen er på rejse i sit elskede Italien, hvor han nævnte dato opholder sig i byen Napoli også kaldet Neapel:

[…] – Middag hos Voigt; den gamle Brockenhuus havde vrøvlet der, her skal være Colera i Neapel! Jo det er en rar Historie! Nu ligge vi i Qvarantaine! Vi spiiste overordentlig godt; bag efter læste jeg uden Anstrængelse den grimme Ælling, men havde Skræk for at læse en til, da jeg følte Kræfterne være lige til Spidsen, man bad og jeg læste den mindste, men blev meget angrebet, maatte have Ædikke at lugte til, fik Draaber og da vi gik var jeg ved at segne før vi naaede til Vognen. Thomsen holdt mig under Armen; saa snart jeg sad og kjørte var det bedre, hjemme bragte den skikkelige Mand mig Iis, sad og sladdrede med mig. – Luften tung og varm. […] (7)

   Vi skal herefter helt frem til tirsdag den 20. august 1850 før Andersen igen nævner kolera. Efter en indenlandsk rundrejse befandt han sig da nogle dage i Nykøbing Falster:

   […] Nu er Cholera udbrudt ved Banholm sige de! – […] (8)

Så gør vi endnu et spring frem til søndag den 27. juli 1851, hvor Andersen opholdt sig i Tyskland i byen Dresden, og hvor han blandt andet skriver følgende korte bemærkning i Dagbogen:

[…] Schober var her da imorges og fortalte om Cholera i Prag og raadede meget fra at tage derhen. – […] (9)

Mærkværdigt og forunderligt nok nævner Andersen ikke med et ord kolera i Dagbogen for 1852, og da der ikke er bevaret en Dagbog for året 1853, kan der derfor ikke citeres fra denne. Sidstnævnte år er ellers særligt interessant, fordi der netop i det år forekom en alvorlig koleraepidemi i København, hvorunder 4737 af byens 130.000  indbyggere døde. For året 1853 må der derfor benyttes en anden eller andre kilder, for at få noget at vide om, hvordan Andersen da forholdt sig til koleraepidemien. I den sammenhæng er hans brevveksling med diverse brevvenner nærmest uundværlig.

Blandt andre kilder for året 1853 findes eksempelvis H. C. Andersens Almanakker 1833 – 1873, hvor der for onsdag den 3. juli 1853 står:

Boye Ɨ af Cholera. (10)

Fru Liebmann Ɨ af Cholera. (11)

Torsdag den 21. juli 1863:

[…] Mad: Thyberg Ɨ Natten mellem 21 og 22 af Cholera. (12)

Tirsdag den 26. juli 1853:

 […] ƚ Emilie Hornemann af Cholera (13)

Tirsdag den 2. august 1853:

Følt mig syg, gik til Læge, reist med Deligence Kl 3½ til Middelfarth, Cholera-Angest. […] (14)

Onsdag den 7. september 1853:

Fra Weyle til Snoghøi og Middelfart; hørt i Kroen om Cholera i Odense. (15)

Torsdag den 8. september 1853:

Overnattet i Odense og vaagnet om Morgenen ved at Vinduet var gaet op, stor Angest. Kom over Nyborg hvor der sagdes Cholera; ikke godt Veir den første Halvdeel af Beltet. Kom Klok: 10 ½ til Sorø, fik skrækkeligt slet Logi i Vertshuset der. (16)

Torsdag den 15. september 1853:

Med Rector Boyesen reist fra Sorø til Kjøbenhavn hvor vi kom efter Kl 10. […] vi kjørte nu ind i Cholerabyen. (17)

I de følgende dage fra og med torsdag den 22. og til og med onsdag den 28. september 1853 noterer Andersen i sin almanak, at der var ingen syge og ingen døde. Dermed syntes koleraepidemien i København at være overstået, i hvert fald i denne omgang.

I forbindelse med koleraepidemien i København i juni og juli 1853 var H. C. Andersen så at sige flygtet fra hovedstaden og havde især taget ophold i den jyske by Silkeborg, hvor han var en velkommen gæst hos den for ham velkendte familie Drewsen. Herom har Andersen blandt andet skrevet følgende i sin selvbiografi Mit Livs Eventyr:

    (Citat) En stor Deel af Sommeren tilbragtes nu hos Michael Drewsen paa Silkeborg; en Skildring af denne naturskjønne Egn, der minder om Schwarzwalds Skov-Fylde og Skotlands storartede Hede-Eensomhed, har jeg givet med alle dens minder og Sagn.

[…]

    Midt i den deilige Natur, og i et gjestfrit Hjem, gik jeg dybt sørgmodig om, mit Hjerte var inderligt bedrøvet; jeg kom i en nerveus, lidende Tilstand, i Uvishedens Qval. Naar Posthornet klang, løb jeg afsted for strax at faae Breve og Aviser, jeg var ved at synke i de Minuter, jeg maatte vente; jeg var forpiint, trykket, sjælesyg, og saasnart derfor Sygdommen i Kjøbenhavn tog saaledes af, at man meente, jeg kunde komme tilbage, skyndte jeg mig til de kjære Mennesker, hvem jeg havde tænkt aldrig mere at gjensee. (Citat slut) (18)

Men nok så vigtig og betydningsfuld er Andersens brevveksling med venner, herunder især med vennen Edvard Collin, en brevveksling, som ikke mindst er interessant for året 1853, hvorfor denne skal citeres her. Vi begynder med Andersens brev af 28. juni 1853, han opholdt sig som nævnt da hos familien Drewsen i Silkeborg. Det skal bemærkes, at til trods for et nært og langt venskab mellem Andersen og Edvard Collin, så blev de to aldrig Dus, hvad der især skyldtes en stærk modvilje hos sidstnævnte:

     Kjære Ven!

Igaar Middags kom jeg her til Silkeborg hvor jeg fandt et Brev til mig fra Deres Kone; efter det reiser hun i Dag fra Dem og besøger Buttenschöns i Gothenborg, jeg troer nu ikke hun tage af sted, dersom det er sandt med Cholera i Kjøbenhavn, thi da kommer hun jo til at ligge meget længe i Quarantaine før hun slipper i Land, ikke at tale om at hun vist ikke vil forlade Hjemmet, hun er altså vist endnu i Byen og jeg beder Dem at hilse hende ret hjerteligt. Jeg er meget længselsfuld efter at høre hvorledes det i øvrigt vil gestalte sig, og uagtet jeg ikke selv vil tage i Betænkning under Choleras Vedbliven at komme til Kjøbenhavn, er jeg her ængstelig for mine Venner og, hvad jeg aabent siger til Dem, jeg er især angest for Deres Fader, ikke for at han vil være mere udsat for Cholera, end de fleste Andre, men fordi, hans sædvanlige Sygdom er jo i Maven, og da er han selv altid ængstelig, faaer han nu et almindeligt gammelt Tilfælde, da bliver han mere urolig derved og de Alle hjemme ogsaa og Ængstelighed er vist noget af det farligste. Med Guds Hjælp haaber jeg imidlertid at det hele Onde ikke er af den Betydning, som det trækker op med, i de første Breve der nu er gaaede ud fra Byen. – Jeg beder Dem, dersom De skriver mig til, da sige det Sikkreste af hvad der siges om Sagen. – […]

Andersens humor fornægtede sig dog trods alt ikke under den i øvrigt i værste fald livstruende situation, hvilket fremgår af følgende citat fra samme brev:

[…] nu vel – saa i denne Choleratid, lad os ikke være choleriske, i g r u n d e n  e r  d e t  H e l e  d o g   i n g e n t i n g, lad os den korte Tid vi krybe sammen paa denne Jord, være hinanden venlige og gode, som jeg haaber og troer at vi i den anden Verden, med et endnu klarere Blik maa blive det. – […] (19)

På dette brev svarede den altid travlt optagne Edvard Collin først den 15. juli s. å.:

     Uagtet De vel fra de Forskjellige i Familien vel faaer saamange Breve, vil jeg dog benytte nogle Øieblikke til at skrive Dem lidt til. Min Tid er for resten ikke meer end almindeligt optaget af Forretninger, men det vilde være urimeligt at sige, at den ikke var optaget af Stadens Uhyggelighed i denne Tid; det er ikke med den bedste Vilje muligt at unddrage sig Tænken og Talen om den ulykkelige Epidemie, som hærger Byen; thi det kan ikke skjules, at den er meget stærk og at Dødeligheden er stor. De veed, hvor forunderligt den strax slog ned i vor Familie og bortrev Boye. Vi haabe, at den i Slutningen af næste Uge skal culminere og derefter tage af.

     Nok om det; naar man bare skriver om Cholera, saa rumler det strax i Maven. […] (20)

Andersens følgende brev til Edvard Collin er dateret Glorup den 17. juli 1853. Det hang sammen med, at Andersen var inviteret til Greve Moltke-Hvidtfelds sølvbryllup onsdag den 20. juli, en invitation han angiveligt ønskede at tage imod. Andersen forlod derfor midlertidigt sit ophold i Silkeborg, men vendte tilbage dertil efter et kortere ophold på Glorup. Fra nævnte brev skal følgende citeres:

     Kjære Ven!

Med stor Længsel har jeg seet imøde fra Dem et Brev, men intet faaet! De begriber hvilken Uro jeg gaar i for dem Alle hjemme, jeg veed ikke selv hvad der er sværest, at gaae hvor Epidemien hersker, eller være langt fra sine Kjære der. – Der er Timer hvori jeg formelig lider, det er som om pludseligt mine bedste Venner i Hjemmet i det Øjeblik vare døde, og jeg kan næsten ikke rive mig løs fra Tanken. Paa Silkeborg faae vi fra Søndag til Torsdag ikke Breve og Aviser, det er en lang piinlig Ventetid; Deres Fader og Ingeborg glæde mig imellem med et Par Ord og iaftes da jeg kom her til Glorup fandt jeg ogsaa Brev fra Theodor, der skriver:

     ”Hvad Dig angaaer, saa maa Du aldeles ikke komme herover, medens Epidemien varer, da Din voldsomme Phantasie vilde gjøre Dig for modtagelig!” – Det er nu vistnok sandt, men at blive borte er mig denne Gang en Qval, som aldrig før; - skriv mig endelig til hvorledes De har indrettet det, om Deres Kone og Børnene ere i Byen, om Deres Svigermoder og Christian. Sæt mig lidt ind i Deres Arrangement, - […] (21)

Den 23. juli 1853 skrev og afsendte Andersen på ny et brev fra Glorup til vennen i København, hvorfra følgende skal citeres:

[…] jeg føler mig slet ikke hyggelig eller vel denne Gang  paa det gamle Glorup, hvilket jeg dog maa sige ligger meest hos mig og i Tids Omstændighederne. Alene det, at mit værelse er ovenpaa, fjernet langt fra alle Andre, at jeg ingen Mennesker kan kalde paa, om jeg pludselig  bliver syg, er i disse Tider mig ganske afskyeligt og jeg lægger mig ingen Aften uden den Tanke, faaer jeg Cholera, da er jeg her aldeles opgivet, Ingen veed det, Ingen bringe Hjælp. […]

[…] – Aldrig før har jeg imidlertid lidt saa meget, som denne Gang, ved at være fra Kjøbenhavn, og det vil sige fra Deres Familie; jeg føler ret hvor fast jeg er voxet til den, at jeg Ingen, Ingen af Dem kan miste, der er Øieblikke i hvilke jeg er ved at bryde ud i Graad af Uro og Angest. Gud lade os Alle glade gjensees og snart! – […] (22)

Lejlighedsvis brevvekslede Andersen også med sin kære veninde, Edvard Collins hustru, Henriette Collin, hvilket der her skal bringes et eksempel på. Brevet, som er dateret Glorup den 24. juli 1853, er skrevet under Andersens i dette tilfælde kortvarige ophold på herregården Glorup:

     Kjære, kjære Fru Collin!

Med al min Tanke er jeg hos Dem! det er en tung, alvorlig Tid vi leve i! det er Skilsmissens Dage. Ogsaa Deres Moder er gaaet bort. Adolph Drevsen skrev mig det til i et Brev jeg fik seent i aftes! Jeg veed at De med fromt christeligt Sind seer op mod Gud, og hælder Dem til de Kjære, som endnu staae Dem nær. – Vor Herre være os Alle naadig og god. – Det er bitterligt at være borte fra Dem Alle sammen, jeg er voxet Dem Alle saa fast, og hvo veed hvem af os der mødes endnu her paa Jorden. Gjerne vilde jeg leve endnu en Tid, leve med de jeg har saa kjær, men, mon det skeer - ! – […]

[…] – O, hvor det er en Angest at gaae, tidt to Dage, og ikke vide om de der leve ind i Eens Liv, ere slettede ud af denne Verden og staae hos Gud. – Hils Jonas, Louise og Mimi, de ere jo alle ude paa Rungsted, bare at dog ogsaa Eduard kunde blive der. – Det er mig en Angest med Ingeborg derinde i Byen. En Angest med dem Alle. – Kan De, saa skriver De mig et Par Ord til, kan De ikke – nu vel, jeg veed De tænker venligt paa mig. – Her paa Glorup bliver jeg til næste Mandag, da gaaer jeg, om Morgenen til Odense, for Tirsdag at kunne kjøre med Deligensen til Horsens og derfra naae Silkeborg. Gud bevare og velsigne Dem Alle. Deres trofaste H. C. Andersen. (23)

Den 27. juli 1853 svarede Edvard Collin på ovenstående brev:

     Min kjære Ven. De veed, at jeg ellers ikke handler ubetænksomt i Forretninger; for at De derfor kan forstaae, hvorledes jeg kunde opsætte at besørge Dem Pengene tilsendte, maa jeg oplyse Følgende. Deres Brev kom til mig medens jeg sad og udbetalte til de visiterende Læger. Derpaa kom Emil med den rystende Efterretning, at hans Søster Mille, som samme Morgen havde været hjemme hos Md. Thyberg, havde faaet Cholera. Faa Øieblikke efter gik jeg til Rungsted. Om Torsdagen ved min Hjemkomst fandt jeg min kjære Svigermoder paa Sygeleiet; Dagen gik med at kjøre til Rungsted, hente Jette og tilbage; hun kom 2 Timer, inden Moderen døde. Samme Nat kjørte jeg Jette tilbage til Rungsted og om Morgenen blev jeg syg.  -  Siden den Tid har jeg været her.

    I morgen vilde jeg have taget ind, men blev igen i dag noget afficeret af at Jonas fik Diarrhoe (det er for resten nu godt igjen) og venter derfor til iovermorgen. Jeg havde i dag et Besøg af Louise og Lind; Fader har det godt.

    I Eftermiddag fik vi Deres Brev; Deres Maade at skrive til en sørgende Datter fandt god Anklang hos min Jette; hun er religiøs og bærer dette som andre Kors som en Christen. – Med samme Dampskib fik vi Efterretning om, at Mille er død inat. Det har rystet os dybt, hvor meget  vi end havde ventet det. Mille hørte til min saagodtsom hele Levetids nærmeste Omgang; Jette havde hendes muntre Lune mangen Opmuntring at takke og hun vil i det Hele savne hende smerteligt, Det var en af de kjære Planer for Vinteren, at Md. Thyberg skulde have jævnlig Omgang med hende. Det har vor Herre nu indrettet paa en anden Maade.

    […]

    Den kjære Theodor har det ikke godt, Gud holde sin Haand over ham; han er udslidt af physiske Anstrængelser og svækket af Sjelslidelser ved den Jammer han stadig er Vidne til.

    See dette er et Billede af vort nuværende Liv. Jeg føler godt, hvor haardt det maa være for Dem som Fraværende at have Baand der knytte Dem til dette hjemsøgte Sted, som Kjøbenhavn nu er, og at det vil bedrøve Dem at læse dette; men jeg vil ikke hykle nogen Stemning for Dem. jeg er personlig meget betaget af denne Ulykke for Fædrelandet; den har en saa mystisk snigmorderisk Characteer, at jeg aldrig har anet noget Lignende.

    Vil Gud det, faae vi vel igjen lyse Dage.

     Ar Enhver, som kan være borte, bliver fra Byen, saalænge der er Tanke om denne Sygdom, er en simpel Pligt.

    Gud være med Dem, kjære Ven.  Deres tro hengivne

    Edvard Collin. (24)

© 2020 Harry Rasmussen.

________________________________

 

Noter og kilder:

     1.  Dagbøger I, p. 106. Cordon: En kæde af politi eller militær.

     2.  Dagbøger I, p. 113. Brandenborg Thor: Brandenburger Tor er den største og den sidste bevarede byport i Berlin. Der var oprindeligt 18 byporte på den gamle toldmur. -  Terner: Tjenestepiger.

3.       Dagbøger I, p. 116. – Vilhelmine: Wikipedia oplyser herom, at Prindsesse Wilhelmine var det danske navn på den britiske hjuldamper Kingston, der blev bygget i Storbritannien i 1821. Skibet blev i 1824 købt af en dansk ejer og indsat som det første dampskib på ruten mellem København og Lübeck. I Danmark blev hjuldamperen omdøbt til Prindsesse Wilhelmine, til ære for Frederik 6.s yngste datter. Skibet blev ombygget til tremastet skonnert i 1844 og ophugget omkring 1877.

4.       Dagbøger I, p. 154. – Schram: Gustav Schram (1802-65), fuldmægtig i Enkekassens Bogholderikontor, lærer i fransk ved Søkadetakademiet, senere jernbanedirektør. – Rabarbera Piller: Frugt- og fibertabletter er et naturprodukt, som vedligeholder en regelmæssig tarmfunktion ved træg mave.

5.       Dagbøger I, p. 475. - – Fru Sonnenleitner: Hedvig Sonnenleitner (1814-91). – Hertz: Henrik Hertz (1798-1870), digter. – Ballin: Samuel Ballin (1802-66), læge, senere distriktslæge i København, 1860 titulær professor. 

6.       Dagbøger III, p. 130. – Voigt: Ikke Voigt, men formentlig Frederik Sigfred Vogt (1777-1855), dansk Chargé d’affaires i Napoli, etatsraad. – Brockenhuus: Frederik Brockenhuus (1758-1846), fhv. attaché ved det danske Gesandtskab i Napoli, Kammerherre. – den grimme Ælling: Eventyret ”Den grimme Ælling”, forfattet af Andersen i 1844. – Thomsen: Formentlig C. J. Thomsen (1788-1865), Museumsdirektør, arkæolog, justitsraad 1839, etatsraad 1845, konferensraad 1854.

7.       Dagbøger III, p. 428. – Banholm: Bandholm. En havneby på nordsiden af Lolland. Udskibningssted stik nord for købstaden Maribo.

8.       -Schober: Franz von Schober (1796-1882), tysk digter, Weimar.

9.        Almanakker, p. 218. – Boye: Caspar Johannes Boye (1791-1853), lærer, sognepræst, skuespilforfatter og salmedigter.

10.     Almanakker, p. 219. – Fru Liebmann: Henriette Sophie Marie Liebmann, født Hornemann (1823-1853)

11.     Almanakker, p. 210. – Mad: Thyberg: Oline Thyberg, født Falenkam (1781-1853), moder til Henriette (Jette) Collin, født Thyberg (1813-94), gift 1836 med Edvard Collin (1808-86).

12.     Almanakker, p. 219. – Emilie Hornemann (1806-53), datter af  J. W. Hornemann (1770-1841), professor i botanik ved Københavns Universitet.

13.     Almanakker, p. 220.

14.     Almanakker, p.221. Weyle: Vejle.

15.     Almanakker, p. 221. Beltet: Storebælt.

16.     Almanakker, p. 222. Rector Boyesen: Formentlig E. F. C. Bojesen (1803-64), rektor ved Sorø Akademis Skole 1843, ved Roskilde Katedralskole 1863, klassisk filolog. 

17.     Gyldendals udgave 1975 af H. C. Andersen. Mit Livs Eventyr, Andet Bind, pp. 146-147. – Michael Drewsen: (1804-74), papirfabrikant, Silkeborgs grundlægger.

18.     H. C. Andersen. Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Bind II 1844-60, pp. 234-236. – Buttenschöns i Gothenborg: N. P. Butenschøn (1808-79), skibsreder i Göteborg, og hustru Emma Butenschøn, født Bang (1811-82). – Deres Fader: Jonas Collin (1776-1861), Finansdeputeret 1821-29 og 1842-49bmedlem af Det kgl. Teaters Direktion, etatsraad, 1829 konferensraad, 1847 Geheimekonferensraad.

19.     Samme sted, på. 236-237. – Boye: Caspar Johannes Boye (1791-1853), sognepræst i Søllerød, 1835 ved St. Olai Kirke i Helsingør, 1847 ved Garnisons Kirke i København. Digter.

20.     Samme sted, p. 238. – Ingeborg: Ingeborg Drewsen, født Collin (1804-1877), Datter af Jonas Collin, gift 1826 med Adolph Drewsen (1803-1885), auditør ved Søkadetkorpset, 1832 assessor i Københavns Politiret, 1845 i Kriminal- og Politiretten, 1847 Justitiarius samme sted, 1846 Justitsraad, 1852 Etatsraad, 1869 Konferensraad. – Theodor: Theodor Collin (1815-1902), Søn af Jonas Collin, broder til Ingeborg og Edvard Collin; 1841 cand. med., 1847-48 overskibslæge, 1849-94 teaterlæge, 1859 titulær professor. – Deres Kone: Henriette (Jette) Oline Collin, født Thyberg (1813-94). Datter af Oline Thyberg (1781-1853) gift 1836 med Edvard Collin. - Børnene: Ingeborg Mimi (Vulle) Collin (1837-43) . – Louise Collin (1839-1920), gift 1872 med Viggo Drewsen (1830-88), søn af Ingeborg og Adolph Drewsen. Cand. phil., 1859 assistent i Finansministeriet, 1866 kancellist, 1870 fuldmægtig, 1873 kontorchef i Livsforsikrings- og Forsørgelses-Anstalten af 1871, sekondløjtnant 1864, filosofisk forfatter. – Jonas Collin den Yngre (1840-1905), cand. mag. i zoologi 1866, konsulent for Østersfiskeriet 1870, etatsraad 1900. - Deres Svigermoder: Oline Thyberg, født Falenkam (1781-1853), enke. – Christian: Christian Thyberg (1815-79), søn af Oline Thyberg, arkitekt.

21.     Samme sted, pp. 240-241. – det gamle Glorup: Glorup var oprindelig et renæssanceslot fra slutningen af 1500-tallet, men på Andersens tid ejedes herregården af greve Adam Gottlob Moltke-Huitfeldt (1796-1876) og dennes hustru grevinde Elise Moltke- Huitfeldt, født Komtesse Razumovska (1811-1892), malerinde. 

22.     Samme sted, pp. 242-243. – Ogsaa Deres Moder er gaaet bort: Oline Thyberg, født Falenkam (1781-1853). -  Jonas: Jonas Collin d. Y. (1840-1905). Louise: Louise Collin (1839-1920). – Mimi: Mimi Collin (1842-1855). – ude paa Rungsted: Familien Edvard Collin havde en sommerbolig i Rungsted. – Ingeborg: Ingeborg Drewsen, født Collin (1804-1877) - kjøre med Deligensen: Den hestetrukne Diligence var endnu på den tid et meget benyttet rejsemiddel til persontransport.

23.     Samme sted, pp. 244-245. – Emil: Emil Hornemann (1810-90), cand. med. 1834, dr. med. 1939, fra 1841 praktiserende læge i København, 1853 titulær professor, hygiejniker. Han fik bl.a. indført, at Københavns kloakrør blev udskiftet. - hans søster Mille: Emilie Hornemann (1806-53). – Rungsted: Edvard og Henriette Collin ejede en sommerbolig i Rungsted. – min kjære Svigermoder: Oline Thyberg, født Falenkam (1781-1853), enke.   – Jette: Edvard Collins hustru Henriette (Jette) Collin, født Thyberg (1813-94). – Theodor: Theodor Collin (1815-1902), læge, broder til Edvard Collin. – Jonas: Jonas Collin: Jonas Collin den yngre (1840-1905), søn af Edvard Collin, zoolog. – Louise Lind, født Collin (1813-98), en søster til Edvard Collin, gift 1840 med W. Lind (1807-91), cand. jur., 1833 volontør i Kancelliet, 1839 auditør, 1841 sekretær og bogholder ved Kommissionen for Militæretatens forsyning af uldne varer, 1848 kontorchef i Krigsministeriet, justitsraad

(Fortsættes)

 

© 2020 Harry Rasmussen.

 

________________________________