SJÆL OG LEGEME

 

 

En artikel om det ældgamle og stadig aktuelle spørgsmål om forholdet mellem sjæl og legeme, mellem bevidstheden og kroppen, eller mellem bevidstheden og hjernen. Det var mediernes behandling af emnet i hjerneåret 1997, der inspirerede mig til at skrive artiklen, som oprindelig blev trykt i KOSMOS nr. 5-1998. Artiklen er ment som et oplæg til et overordentlig vigtigt emne, som måske er mere aktuelt i vor overvejende  materialistisk orienterede tid end nogen sinde tidligere i menneskets historie.

 

 

Den oldgamle og tilsyneladende evigt aktuelle problematik omkring forholdet mellem sjæl og legeme blussede atter op i hjerneåret 1997. Meningerne og tilkendegivelserne var mange og som forventeligt stærkt divergerende, og rakte fra den yderste materialistiske og reduktionistiske anskuelse til den yderste religiøst ortodokse opfattelse.

     Materialisterne og reduktionisterne, og hertil hører mange  - måske de fleste? - moderne hjerneforskere og neuropsykolo­ger, reducerer fænomener som bevidsthed, tanker, følelser, intuitioner, hukommelse mv., til elektrokemiske processer i hjernens regi, og fænomenet sjæl menes at være et spørgsmål om at tro eller ikke tro, for ikke at sige overtro. Mennesket ses altså grundlæggende som en rent fysisk størrelse i form af kroppen med dennes overordnede styringsorgan hjernen og cen­tralnervesystemet.  

     Omvendt møder man hos den kristent ortodokse den opfattelse, at mennesket godt nok har en sjæl, men i den forstand, at sjæl og krop er uadskilleligt forbundne med hinanden: sjæl er krop og krop er sjæl. I denne opfattelse af forholdet mellem sjæl og krop, er der altså ikke tale om en dualisme (to-delthed) i form af en him­melsk sjæl og en jordisk krop, men om et organisk inte­greret forhold, eller om et helt menneske. Og som sådan skal dette atter opstå på den yderste dag, for at blive stillet overfor gudsdommen.

     Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at en fremtrædende dansk teolog og biskop med fortrøstning har noteret sig, at moderne hjerneforskning tilsyneladende ser ud til at bekræfte den kristne anskuelse af mennesket: kroppen er lig med sjælen eller omvendt. Samme biskop har da også benyttet lejlig­heden til at udtrykke sin og den protestantiske kirkes syn på begreber som reinkarnation og karmalov, som han mener er totalt uforenelige med den kristne lære og livsanskuelse.

 

Reinkarnation og karma­lov

Forestillingen om, at sjælen genfødes igen og igen, idet den på grundlag af karmalo­ven efterhånden udvikler sig til stadig større højder, er efter biskoppens opfattelse udtryk for en "skole- eller kvalifika­tions­model", som til dels hænger sammen med den naturvidenskabelige evolutionslære om, at naturen ved hjælp af selektionen styrer mod stadig mere udviklede former. Men en sådan lære er ifølge biskoppen ikke forenelig med det kristne evange­lium, som hævder, at det alene er Guds nåde og barm­hjertighed, der afgør, om man skal slippe igennem dommens dag og regn­skabets time. Enhver tale om at skulle gøre sig fortjent til det er selvbedrag.  

     Biskoppen mener desuden, at en skarp skelnen (dualisme) mellem sjæl og legeme er en forudsætning for troen på reinkar­nation. Legemet dør, medens sjælen lever videre, for siden at reinkarnere i et nyt legeme, hvorefter samme proces gentager sig igen og igen. Efter biskoppens opfattelse er dette et udtryk for en selvcentreret, uhyggelig og kvalmende tankegang, som den protestantiske kristne kirke må afvise. (1)

     Det er ikke tanken her, at gå ind i en analyse af den ovenfor fremførte opfattelse af begreberne reinkarnation og karmalov, der til dels hviler på ortodokse kristne forestillinger og personlig modvilje hos biskoppen, der jo nødven­digvis må opfatte og give udtryk for problemerne og de fore­liggende kendsger­ninger ud fra sit personlige ståsted og sine forud­sætninger. Det vil natur­ligvis altid være en betænkelig sag, at give sig i kast med en vurdering og karakteristik af et andet menneskes aktuelle og konkrete åndelige ståsted, og jeg skal derfor indskrænke mig til at henvise til Martinus' analy­ser i Livets Bog I ved­rørende "Jordmenneskehedens modtagelighed for den ny verdensim­puls", stk. 144-49, og symbolforklaringen "Jordmenne­skehedens be­vidsthedskategorier", stk. 150, 154-57. Det bør dog nok til­lægges, at det ikke mindst er fra mennesker, der til­hører anden kategori i gruppe B (stærke tilhængere af den gamle verdensim­puls), at den ny verdensimpuls, herunder blandt andet Martinus' kosmiske analyser, vil møde en vis mod­stand. Dette bekræftes af ovennævnte eksempel.

 

Tanken og hjernen

Den neuropsykologiske forskning arbejder med en scannings­teknik, der er udviklet af fysikere og læger, og hvor hoved­parten af eksperimenterne er baseret på psykologiske problem­stillinger, hvorfor der også indgår interviewundersøgelser forestået af psykologer i projektet. Når neuropsykologien i dag sidder inde med en endog ret detal­jeret viden om psykologiske hjerneprocesser, hænger det altså blandt andet sammen med brugen af computerscanninger af hjer­nen. Tidligere var man hovedsagelig henvist til at benytte sig af elektroencefalografi. Men i begge tilfælde har man konstateret, at bestemte tankeprocesser udløser aktivi­tet i bestemte dele af hjernen, og nogle forskere mener derfor, at dette er bevis på en uadskille­lig sammenhæng mellem krop og psyke. Når det gælder raske, ikke depressive menneskers hjerne, er det særlig rela­tionen mellem tanken (viljen) og de motoriske hjernecentre, der er blevet undersøgt.

    Herunder har man konstateret, at beslut­ningen om at bevæge f.eks. højre pegefinger, træffes i pandelap­pen, hvorfra den 'springer' fire centimeter op til isselappen, og derfra et par centimeter ud til venstre til bevægelses­centrenes forområde, for endelig at nå det område, der har med højre hånds fingre at gøre. Tanken bevæger sig altså i dette tilfælde igennem fire forskellige hjernecentre, og bevægelsen sker med omkring seks centimeter i sekundet, har man beregnet. (2)

    Alt dette er jo interessant og spændende nok i sig selv, og det er godt, at neurologien arbejder ihærdigt både med grundforskning og på at hjælpe psykisk syge mennesker, men fra et kosmologisk synspunkt set, er der her fortsat tale om en forskningsretning, som går "på tværs af materien", og som derfor endnu mangler den referen­ceramme, uden hvilken de dybere kosmiske årsager og sammenhænge forbliver skjulte. Derfor drager man blandt andet den ovenfor nævnte slutning, at der eksisterer en uadskillelig sammenhæng mellem krop og psyke, forstået på den måde, at psyken ude­lukkende er et fysisk hjernefæ­nomen.

 

Forholdet mellem sjæl og legeme 

Som det vil være bekendt for læsere med et vist kendskab til Martinus' Kosmologi, er Martinus' opfattelse af forholdet mellem sjæl og legeme hverken dualistisk, materialistisk eller spiritualistisk, men falder snarere i tråd med den filosofiske identitetslæres opfattelse af forholdet. Ifølge denne er sjæl og legeme to udtryk for samme til grund liggende virkelighed, som i sig selv er ukendt eller uerkendelig, og som muligvis kan have andre og for os ukendte aspekter. Det er denne grund­læggende virkelighed, Martinus i sin kosmologi betegner som Jeget, hvor Jeget står for noget, der i sig selv er ukendt eller utilgængeligt for direkte oplevelse. Nemlig fordi Jeget i sig selv udgør dét Noget, der oplever, og som sådant ikke kan gøres til genstand for direkte sansning. (3)

 

Konklusion

Set fra kosmologiens side, består der ikke noget egentligt modsætningsforhold mellem dennes og neuropsykologiens opfattel­se af hjernen, idet det er indlysende at tanken må afsætte sig 'spor' i hjernen i form af elektrokemiske processer, for at Jeget skal kunne interagere med det fysiske legeme og dettes omverden. Men de elektrokemiske processer er ikke tanken i sig selv, men dennes fysiske ledsagefænomener. Omtrent på samme måde, som elektronerne i den elektriske ledning transporterer den elektriske kraft fra ét sted til et andet. Men lige så lidt som elektronerne er identiske med selve den elektriske kraft, lige så lidt er de elektrokemiske processer identiske med selve tanken. Tanken er derimod grundlæggende et psykisk fænomen.

   

 

 

Noter og kilder:

 

 1  Biskop Jan Lindhardt: Er sjælen guddommelig? Kronik i Berling­ske Tidende 27.9.97.

 2  Anders Gade: Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. Forlaget Frydenlund 1997.

 3 Martinus: Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, og Livets Bog I, stk. 223-4. Se f.eks. også artiklen ”Er sjælen en hallucination?”, ”Hjernen og personligheden” og ”Lidt mere hjerne-snak” her på hjemmesiden.