om
seksualisme
På baggrund af mit omtrent livslange studium af
Martinus' kosmiske analyser og facitter i form af hans eventyrlige
verdensbillede eller kosmologi, vil jeg i denne artikel gøre et forsøg på at
give mig selv og mine eventuelle læsere et overblik over det uhyre vigtige emne
i livet, i menneskelivet ikke mindst, nemlig fænomenerne forelskelse og
ægteskab. Disse emner spiller på en speciel måde en temmelig stor og afgørende
rolle i den opfattelse af tilværelsen, som Martinus har fremlagt for vore
undrende øjne.
For de fleste mennesker er begrebet seksualisme,
i reglen forkortet til ordet ”sex”, primært ensbetydende med forholdet mellem
de to køn, hankøn og hunkøn, et forhold, der som bekendt er arvet fra
dyreverdenen, hvor fænomenet seksualisme forekommer hos de fleste arter,
primært som et på instinktet og hormonsystemet baseret forplantningsprincip.
Men begrebet og fænomenet seksualisme har en langt videre betydning i Martinus'
kosmologi, end at være et blot og bart forplantningsprincip. I hans kosmologi
forekommer seksualisme i form af ”det seksuelle polprincip”, i øvrigt i tæt
forbindelse med den proces, Martinus betegner som ”den seksuelle
polforvandling”. Disse to principper spiller en absolut overordnet rolle i
Martinus' kosmologi, ja, faktisk så stor og vigtig en rolle, at Martinus
betegner dette par som selveste ”skabelsens rat”. Altså det, hvormed skabelsen
og opretholdelsen af verdensaltet og de levende væseners tilværelse primært
bestemmes og styres af de nævnte to principper. Det skal dog straks tilføjes,
at disse såkaldte principper er universale lovmæssigheder, som sammen med flere
andre vigtige og nødvendige lovmæssigheder i form af det, Martinus betegner med
ordet og begrebet ”skabeprincipper”, som f.eks. kredsløbsprincippet og
kontrastprincippet, er medbestemmende og medvirkende til udfoldelsen og
opretholdelsen af verden og livet. (1)
Imidlertid eksisterer lovmæssigheder og
skabeprincipper jo ikke i eller af sig selv, men derimod i form af årsager,
tilmed hensigtsbestemte, logiske årsager. At logiske årsager er
hensigtsbestemte indebærer, at 'noget' eller 'nogen' har en bestemt hensigt med
disse. Begreber som logik og hensigtsbestemt, kan kun forekomme i forbindelse
med et bevidst og intelligent ophav. Når det gælder mennesker, er det
selvfølgelig et menneske, der mere eller mindre bevidst og logisk har en
hensigt med det, vedkommende frembringer eller ønsker frembragt og i øvrigt
foretager sig. Men når det gælder det universale liv under enhver form og
størrelse, må ophavet dertil nødvendigvis også være et bevidst, men i dette
tilfælde universalt ophav eller væsen. Dette universale væsen eller ophav har
man gennem tiderne normalt haft en betegnelse for, nemlig Gud, Brahman, Jahve
eller Allah. Anvendelsen af de nævnte navne beror på, hvilken religion, det
drejer sig om. I de nævnte tilfælde henholdsvis kristendommen, hinduismen,
jødedommen og islam.
Eftersom Martinus knytter an til kristendommen,
ikke den traditionelle og kirkelige version af denne, men til den form for
kristendommen, der må anses for at være ophavsmanden Jesus Kristus' lære,
betegner Martinus derfor Gud, ikke som f.eks. den nationalt religiøst betonede
Jahve eller Allah, men den universale guddom som Gud, Guddommen eller Gud
Fader. Denne skal forstås som den Gud, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle
levende væsener eksisterer, manifesterer sig og oplever. Når Martinus i sine
værker ofte betegner Gud ved hankønsord som Gud Fader, han eller ham, og alle
levende væsener som ”gudesønner”, beror det ikke på en patriarkalsk eller
kønsdiskriminerende indstilling eller holdning, men tværtimod på, at begrebet
”gudesønner” er en betegnelse, der indikerer, at alle levende væsener uden
nogen som helst undtagelse grundlæggende besidder to overordnede seksuelle
poler, nemlig den maskuline pol og den feminine pol. Alle levende
væsener er altså i bund og grund såkaldt dobbeltpolede. Forholdet eller
konstellationen imellem disse to nævnte poler er imidlertid ikke konstant eller
permanent, idet de er undergivet lovmæssighederne for kredsløbs- og
kontrastprincippet. Det betyder kort og forenklet sagt, at den ene af de to
seksuelle poler er dominerende i en del af de levende væseners kosmiske liv og
tilværelse, medens den anden pol i samme periode til at begynde med er så godt
som latent til stede. Dette forhold er baggrunden for forekomsten af de to køn,
idet i de tilfælde, hvor det er den maskuline pol, der er dominant, forekommer
det maskuline køn, medens modsat i de tilfælde, hvor den feminine pol er
dominant, forekommer hunkønnet. Dette forhold danner baggrunden for den
velkendte gensidige tiltrækning mellem og forening af de to køn, og dette
forhold danner igen baggrunden for forelskelse og ægteskab. Med de undtagelser
og afvigelser fra reglen, der følger med.
Men det seksuelle kosmiske pol-kredsløb
bevirker fra naturens side, dvs. på basis af de guddommelige skabeprincipper,
at der med tiden sker en gradvis forvandling af pol-konstellationen, idet den
hidtil latente seksuelle pol, hos manden den feminine pol og hos kvinden den
maskuline pol, efterhånden 'vågner' og udvikler sig til en ligeværdig styrke og
indflydelse med den hidtil dominante pol. Dette forhold eller denne situation
kalder Martinus for ”dobbeltpolethed” og de levende væsener, f.eks. i form af
mennesker, kalder han for dobbeltpolede væsener, idet disse besidder en
harmonisk psyke på basis af en fuldkommen balance mellem individernes to
overordnede seksuelle poler, nemlig den maskuline pol og den feminine
pol, som herefter begge udøver lige stor indflydelse på individets psyke.
Ordet og begrebet 'pol' angår yderpunktet i et forhold, medens polaritet
betegner to poler med modsatte egenskaber, som f.eks. et elektrisk batteris
plus og minus.
Der hører dog andet og mere til en forståelse
af det seksuelle polprincip og den seksuelle polforvandling, end der ovenfor er
blevet fremført, hvorfor den specielt interesserede læser her skal henvises til
følgende artikler:
H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”
H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som
”skabelsens rat”
H1-10. Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller
’skæbnefrø’
H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer
for seksualisme
H1-12. Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle
polers evige vekselvirkning med hinanden
H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den
’sovende’ seksuelle ’pol’
H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til
K-menneske
Men i øvrigt introducerer Martinus naturligvis begrebet seksualisme
allerede i første Bind af ”Livets Bog” (1932). De deri og i bogen ”Logik”(1938)
forekommende afsnit om seksualisme, vil
i det følgende blive beskrevet relativt grundigt indgående, hvilket formentlig
allerede vil fremgå af det følgende og første citat fra ”Livets Bog” 1:
(Citat med nutids retskrivning): 130.
orienterende bemærkninger: Med analyserne af anden, tredje, fjerde og femte
afdelings væsener er vi rykket et godt stykke ind i ægteskabszonen, og vi bliver da vidne til, at store dele af samtlige væseners følelsesliv ikke er frigjort til det
religiøse, men derimod omsættes til ”parringsdriften”, der igen giver sig
udslag i det, vi kalder forelskelse,
ægteskab, forældrekærlighed, familievæsen, familieforsørgelse o.s.v., med
tilhørende lykkelige og ulykkelige virkninger. Jo mere af individets
følelsesliv, der endnu giver sig udslag i disse realiteter, desto mindre
følelsesliv har individet til rådighed overfor det religiøse eller åndelige
område, desto mindre er individet åndelig set og desto større materielt. Men da
disse her nævnte afdelinger ligger på en zone i udviklingen, hvor det seksuelle
liv ifølge senere analyser i Livets Bog gennemgår en meget stor kosmisk forvandling, blive vi vidne til, at den
såkaldte ”naturlige” seksualisme i nævnte zone i fremragende grad er degenererende. Ægteskaberne bliver
derved overfladiske og ulykkelige. Jeg har derfor kaldt denne zone ”De ulykkelige ægteskabers zone”. Denne
vil så igen være at betragte som udgørende begyndelsesstadiet til en anden zone
i tilværelsen, jeg har givet udtrykket ”Ufrugtbarhedens
zone”, idet degenerationen her er nået frem til et stadium, hvor væsenerne er ganske uegnede til ”ægtemænd”
og ”ægtekvinder”. Denne zone udgør ifølge kosmiske analyser den
fundamentale grænsezone mellem den
dyriske og menneskelige seksualisme. For at forstå dette må man erindre, at
jordmennesket som menneske betragtet endnu ikke er identisk med det kosmiske eller fuldkomne menneske, men
adskiller sig fra dette ved at høre dyreriget til og legemlig set endnu kun
udgør et pattedyr og lever under dettes love hvad køn, befrugtning og
forplantning angår. Det fuldkomne menneske derimod er et væsen, der lever
under helt andre seksuelle love og betingelser, idet alle seksuelle kræfter i
dette er omdannet til anlæg, der gør hele dets samlede manifestation til en praktisk overholdelse af loven for
tilværelse og derved lader dets bevidsthed, udrenset for fra alle dyriske
og ufærdige naturer, såsom køn, skinsyge
og ejendomsret, som en følelse af Guds nærhed stråle varmende og livgivende på
alt og alle i dets omgivelser. Jordmenneskets adskillelse fra det kosmiske
menneske vil således hovedsageligt ligge deri, at førstnævnte ved sin
seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det til dyreriget, medens
sidstnævnte derimod ved sin seksualisme får opretholdt anlæg, der knytter det
til menneskeriget. Dyreriget og menneskeriget har således hver især sin særlige
form for seksualisme, der henholdsvis skaber dyriske og menneskelige anlæg og
tendenser. Bag enhver form for skabelse, bag enhver form for
bevidsthedsudfoldelse ligger således seksualisme til grund. Seksualisme udgør kernen i ”Det guddommelige
Skabeprincip”, og de her antydede problemer vil derfor under udtrykket ”Den højeste ild” blive analyseret senere
i Livets Bog. ” (Citat slut). (2)
Hermed har vi med Martinus' egne ord fået bekræftet, at seksualisme eller ”Det
seksuelle princip” udgør kernen eller selve livskraften i både det guddommelige
alvæsens og i de levende væseners og dermed også i os menneskers tilværelse,
men vel at bemærke i en lidt anden forstand, end de fleste vistnok forestiller
sig. Martinus har nemlig i kraft af sin indsigt i de kosmiske principper,
lovmæssigheder og kræfter, en usædvanligt klar og dyb forståelse af
seksualismes betydning for alle levende væseners eksistens og livsudfoldelse.
Men ikke nok hermed, han har også en stor indsigt i og viden om, på hvilken
måde seksualisme i praksis griber ind i f.eks. menneskers tilværelse, sådan som
han allerede har givet udtryk for i ovenstående citat. Deri kommer han jo også
ind på, at seksualisme både kan forme sig lykkeligt og ulykkeligt, en
omstændighed, de fleste af os mennesker vel har oplevet og erfaret.
Når man læser Livets Bog 1, skal man huske på,
at den er skrevet omkring 1928-30, hvor den almindelige del af befolkningen og
en del af overklassens opfattelse af seksualitet var præget af bornert tavshed.
Seksualitet var noget, man ikke talte højt om. Det er naturligvis derfor den
tid, Martinus havde i tankerne, da han i Livets Bog 1, stk. 131. kommer ind på,
at seksualisme normalt ikke har nogen særlig god klang i almindelige menneskers
ører, hvilket i hovedsagen skyldes, al den disharmoni, lidelse, og de sorger,
bekymringer, besværligheder, lavere tendenser, og lidenskaber, som f.eks.
ustyrligt begær og jalousi, som seksualisme bevirker i menneskenes
bevidsthedsliv. Men ifølge Martinus, er al disharmonien og konflikterne en
følge af den overgang til en renere og mere ophøjet form for tilværelse, som en
del mennesker mere eller mindre aspirerer til, og som alle mennesker uden nogen
som helst undtagelse også vil komme til at opnå at opleve og leve. I den forbindelse
må og bør man jo huske på, at mennesket, i principiel lighed med overhovedet
alle andre levende væsener, besidder en organisk-strukturel natur i form af tre
uskabte og dermed udødelige faktorer og instanser, nemlig ”Jeget”,
”Bevidstheden” og ”Organismen”. (3)
Men som nævnt ser Martinus fænomenet
seksualitet i et større og dybere perspektiv, hvorfor han må drage den
slutning, at det jordiske menneske er et i en vis forstand degenereret
overgangsvæsen mellem dyr og menneske, hvilket i den kontekst vil sige: Dyrerigets undergang i det jordiske
menneskes bevidsthed. Den situation indebærer også – og måske især –
en degeneration af det jordiske menneskes seksualisme, eller mere præcist af
dettes seksuelle disposition og adfærd. Man bør i øvrigt i denne forbindelse
huske på, at når Martinus så ofte bruger betegnelserne ”væsen” og ”væsener” i
stedet for ”menneske” og ”mennesker”, skyldes det, at universalbegrebet ”det
levende væsen” spiller en absolut overordnet rolle i hans kosmologi eller
verdensbillede. I Livets Bog 1, stk. 131. fortsætter han med blandt andet at
skrive følgende:
(Citat med nutids retskrivning): […] Vi bliver
således vidne til, at hos nogle væsener gør en altfor stærk forelskelsestendens sig gældende, hvad der igen afføder
utroskab i ægteskabet, børn udenfor ægteskabet og skilsmisser. Dernæst
ser vi hos andre væsener barnløse
ægteskaber, uvilje mod at føde og opdrage børn, børnebegrænsninger og
fosterfordrivelser. I andre tilfælde bliver vi vidne til væsener af tvivlsomt køn og væsener med
tilbøjelighed til forelskelse i deres eget køn. […] (Citat
midlertidigt afbrudt, for at fortælle læseren, at Martinus opererer med
begreber som bevidsthedskategorier og seksualkategorier. Det drejer sig om to
hovedgrupper, A og B, med hver tre bevidsthedskategorier, og 11
seksualkategorier, som Martinus betegner som fra A- til K-kategorierne. (4)
De afsporede seksuelle
kategorier
Vedrørende bevidsthedskategorierne fortsætter
Martinus således: (Citat fortsat) Indenfor anden og tredje kategoris område [i gruppe
A] finder vi således kulminationen af den
seksuelle degeneration. Og da al
seksuel oplysning udover den såkaldte ”naturlige” tilstand hidtil ikke har kunnet frigøres på grund af
massernes umodenhed, har væsenerne været hjælpeløse og befundet sig under
meget ugunstige forhold med forfølgelse,
had og misundelse, ligeså snart de begyndte at vokse ud af den førnævnte
”naturlige” tilstand. Dette har så igen resulteret i forfærdelige og ulykkelige
vildspor, udskejelser og laster eller former for seksuel sygelighed, som vi finder under begrebet”perversitet”. Men her må bemærkes, at jordmenneskets udvikling ikke behøver at gå
gennem perversitet til en højere verden, men at perversitet derimod er en sygelighed, der meget let indfinder
sig i det uvidende og ubeskyttede individs
seksualisme i den zone, hvor dets overgang fra dyr til menneske finder sted.
Denne zone strækker sig ganske vist over hele jordmenneskehedens
udviklingsområde, idet jordmennesket jo er det sidste væsen indenfor dyreriget.
Alle degenerations- og overgangsformer kulminerer derfor i dette; men indenfor
den nævnte del af dette område, der udgør anden kategoris udviklingsstadier,
finder vi de største ægteskabelige brydninger, seksuelle kriser og
abnormiteter. Væsenerne indenfor de nævnte stadier er derfor i særlig grad
knyttet til ”De ulykkelige ægteskabers
zone” og”ufrugtbarhedens zone”. Men
der kan naturligvis findes undtagelser, således at der i de samme stadier er
væsener, der endnu befinder sig i ægteskabelig harmoni, og væsener, der hører
ufrugtbarhedens zone til uden at være seksuelt sygelige; men disse faktorer er
ikke almengældende i anden kategoris samlede område. Og vi vil derfor kunne
forstå, at den ny verdensimpuls indenfor de nævnte to zoner vil møde megen
interesse, idet den fra nævnte impuls udgående ny verdensmoral vil adskille sig
fra den gamle moral ved at være udvidet tilmed
sin vejledning og oplysning også at omfatte disse zoner. (Citat slut)
I Livets Bog 1, stk. 132. gør Martinus rede
for, hvordan det i forbindelse med seksualisme forholder sig med anden
kategoris sjette afdelings mennesker:
(Citat) 132. Sjette afdeling. Foruden de foran
beskrevne afdelinger findes der endnu en afdeling af væsener indenfor
følelseskategoriens område. Denne udgøres af sådanne individer, hvis seksuelle
tilstand helt har opslugt deres følelsesliv. Dette vil igen sige, at deres
tankeliv og interesse helt beherskes af deres seksualisme. Mange af disse
væsener, der ved arv eller på anden uselverhvervet måde er blevet økonomisk
uafhængige, går således fra forelskelse
til forelskelse, fra ægteskab til ægteskab samtidig med, at de er stamgæster i
natklubber, danseetablissementer og prostitutionshuse. Deres seksualisme er
bleven umættelig, er bleven en last, som
fører andre laster i sit kølvand, såsom: Frådseri
og drukkenskab. Det nedbrudte og anstrengte legeme må have stimulans: Alkohol, vin, morfin, kokain, tobak, opium
o.s.v. For andre væsener indenfor samme afdeling har deres altbeherskende
seksualisme givet sig udslag i perversiteter
og udskejelser af enhver art, der strækker sig helt til mord og lemlæstelse. Atter
hos andre og mindre velhavende væsener har deres umættelige seksualisme endog
hos begge køn givet sig udslag i
prostitution, der så igen har afsky
for reelt arbejde til følge eller en tilstand, som i stor udstrækning fører til
vagabondering, hjemløshed, forbrydelser, livslede og undertiden til selvmord. Vi
har således her degeneration i renkultur.
For sjette afdelings væsener vil den ny verdensimpuls ikke møde nogen
særlig modstand, men den vil for hovedpartens vedkommende heller ikke i deres
nuværende liv have nogen interesse. Først når de i disse væseners kommende liv medfødte reaktioner af deres
nuværende nedbrydende levemåde, således som senere i Livets Bog beskrevet, for hvert
enkelt individ begynder at give sig udslag i et vanskabt og kronisk sygeligt legeme med skrøbelige nerver og dårlig
hjerne, helt eller delvis sindssyge og åndssvaghed, da vil individets
gennemgang af denne livets direkte tale have til sluttelig eller endelig
virkning en i efterfølgende liv medfødt
gryende længsel efter en guddommelig tilværelse. Og da vil den ny
verdensimpuls' analyser og vejledning for samme individ blive aktuel og den ”forlorne søn” atter befinde sig på
vej mod ”Den evige Fader”. (5)
Man kan i øvrigt måske undre sig over den store
og dybe indsigt i og viden om menneskers seksuelle dispositioner og adfærd, som
Martinus giver udtryk for både i ”Livets Bog 1” og i ”Logik”. Men man behøver
ikke nødvendigvis kosmisk bevidsthed, for at vide den slags. Almindelig
intelligent research kan give de fornødne oplysninger. Martinus var en voksen
mand på omkring 42 og 48 år, da han skrev de nævnte to værker i henholdsvis 1932
og 1938. Selv var Martinus ifølge eget udsagn såkaldt ”dobbeltpolet”, men ikke
homoseksuel i dette begrebs sædvanlige forstand og havde som sådan fravalgt
ægteskab og seksuel kontakt med kvinder.
De normale seksuelle
kategorier
Med beskrivelserne i stk. 131. og 132., som
væsentligst omfatter nogle af de anormale seksuelle kategorier, er vi kommet
lidt på afveje i forhold til den mere almindelige og normale form for
seksualisme, nemlig den, der er beskrevet og omtalt i stk. 130. Det er sådan
set den, der vil kunne have den største teoretiske og praktiske interesse for
de fleste af os. Derfor skal jeg her tillade mig at gå nogle år frem i tiden
efter 1932, hvor første udgave af Livets Bog udkom, og til 1938, hvor Marinus'
bog ”Logik” udkom første gang. Under læsningen af denne er det for det første
tydeligt, at Martinus har forbedret og til dels forenklet sin skriftlige
udtryksmåde. Bogen er i sit indhold en relativt kortfattet gennemgang af alle
de kosmologiske temaer og emner, som hans fremtidige bind af Livets Bog ville
behandle dybtgående. Det drejer sig især om Livets Bog, bind 2-7, som udkom i
årene 1939-1960, og symbolværket ”Det Evige Verdensbillede”. bind 1-6, hvis tre
første bind udkom i Martinus' egen levetid, med første bind i 1963. (6)
Blandt de mange relevante emner, Martinus
skriver om i bogen ”Logik”, er ikke mindst seksualisme, som fylder ret så mange
kapitler i bogen, begyndende med kapitel 31., som har overskriften ”Alle
levende væsener er ”gudeafkom”. De er hver især i deres dybeste analyse
dobbeltkønnede, er en kombination af ”han” og ”hun”.” - Dette med, at de levende
væsener er ”gudeafkom” og ”dobbeltkønnede” - Martinus betegner i sine kosmiske
analyser også det sidstnævnte som ”dobbeltpolede”, hvilket er en mere præcis
betegnelse for individet og dets to seksuelle modpoler, henholdsvis ”den
maskuline pol” og ”den feminine pol”. Herom skriver Martinus bl.a. følgende:
(Citat, med nutids retskrivning) ”[…] Alle
individer er i deres dybeste analyse dobbeltpolede eller dobbeltkønnede.
Hvordan skulle ellers en fader komme til at holde af sin søn og en moder af sin
datter? - Hvorledes skulle det ellers blive en så udbredt kendsgerning, som
tilfældet er, at to væsener af samme køn kan blive forelsket i hinanden ligesom
mand og kvinde? - Og hvordan skulle kærlighedsbudet: ”Elsker hverandre” blive
til en virkelig realitet, hvis individerne i deres kosmiske analyse var absolut
énpolede væsener? - Er det ikke netop en uomstødelig kendsgerning, at jo mere
maskulin en mand er, og jo mere feminin en kvinde er, desto mere robust og
primitiv er deres følelse for væsener af deres eget køn, og desto mere er de
afhængige af det modsatte køn? Og desto større større eller stærkere denne
afhængighed eller dette behov af det modsatte køn er, desto større er deres
egoisme, desto mere beherskes de af selviskhed overfor deres eget køn. Er det
ikke netop i en sådan zone, at de største jalousi- eller skinsygedramaer
forekommer? - Er det ikke i et sådant bevidsthedslag, at de største
”kærlighedssorger” og de herpå baserede selvmord såvel som hævnmord finder
sted? -
Ja,
selv i et så højt kultursamfund som det danske, kan man endnu på sådanne
steder, hvor der er offentlig adgang til dans, med lethed iagttage, hvorledes
individerne af begge køn i stor udstrækning udelukkende kun er opfyldt af at
tækkes det modsatte køn, medens kønnene hver for sig indbyrdes flammer i en
atmosfære af jalousi eller skinsyge, der ofte udarter sig til slagsmål og drab.
Den dyriske ”brunsttid” har endnu sæde i det væsen, vi kalder ”mennesket”.
Men
et væsen, med så udprægede reminiscenser fra dyreriget, er ikke noget færdigt
”menneske”. Det er endnu, i samme grad, som det beherskes af nævnte
reminiscenser: Skinsyge, ejendomsret og brutalitet, et ”dyr”.
Det
udviklede eller færdige ”menneske” kender ikke til at blive forelsket og føler
derfor heller ikke skinsyge, had eller vrede. Det føler ingen ejendomsret, over
noget andet væsen, der kan krænkes, er derfor fundamentalt lykkeligt. (Citat
slut) (7)
En lille kommentar, især til udsagnene ”Hvordan
skulle ellers en fader komme til at holde af sin søn og en moder af sin datter?
-” Deri siger Martinus med andre ord, at det ikke er den maskuline pol i manden
og den feminine pol i kvinden, der henholdsvis elsker sønnen og datteren. Det
er derimod den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden, der
henholdsvis elsker sønnen og datteren. Dernæst til udsagnet: ”at to væsener af
samme køn kan blive forelsket i hinanden ligesom mand og kvinde? -” Den form
for forelskelse og seksuel tiltrækning kan kun forekomme, fordi det er den
feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden, der henholdsvis
tiltrækkes mod manden og kvinden. Der er med andre ord her tale om den
homoseksuelle form for seksualitet.
Nok så vigtigt i denne specielle sammenhæng, er
det imidlertid, at Martinus har givet bogens 32. kapitel overskriften
””Forelskelse” er noget ganske andet end kærlighed”. Heri indleder han med en
konstatering af, at fader- og moderkærlighed faktisk intet har med seksualisme
at gøre, netop fordi forelskelse er noget helt andet end kærlighed. Herom
skriver han blandt andet:
(Citat) ”Forelskelse” er en i naturen
forekommende anordning, der i den zone, hvor den hører hjemme, stimulerer eller
befordrer arternes forplantning. I dens dybere eller åndelige natur udgør den
en mental kraftbølge, der kan overskygge individet og ved kulmination af denne
besættelse af dets hjerne- og nervesystem fuldstændig behersker dets
mentalitet, former dets tanker til et glødende begær, til en uudslukkelig tørst
eller umættelig hunger efter at eje, berøre eller kærtegne det væsen, der er
det udløsende moment og genstand for forelskelsen, ligesom gensidig kærtegn og
berøring fra samme væsen naturligvis er identisk med dets højeste
salighedsnydelse, undertiden i en grad, der endog grænser til livsbetingelse.
Hvis dette ikke netop var tilfældet, ville der aldrig være noget, der hed
”ulykkelig kærlighed”, ”kærlighedsdramaer”, selvmord på grund af hævet
forlovelse o.s.v. Ja, der ville jo slet ikke være noget der hed ”ægteskab”.
Men
når et væsens ”forelskelse” således gør gensidig udveksling af berøring og
kærtegn med et særligt bestemt andet væsen til livsbetingelse, vil dets
selvopholdelsesdrift derved betinge, at det udløser al sin kraftanstrengelse og
tænkeevne udelukkende med det ene formål at opnå dette særlige andet væsens
fulde sympati eller gensidige forelskelse. Dette vil altså igen sige, at
”forelskelsen” gør det til en livsbetingelse – ikke at elske sin Gud over alle
ting eller sin næste som sig selv, ikke at ”elske hverandre” - men derimod
dette, kun at elske siger og skriver – eet eneste væsen, nemlig det, som er det
udløsende moment for forelskelsen. Dets selvopholdelsesdrift, opretholdelsen af
dets sindsligevægt og naturlige glæde ved tilværelsen fordrer, at det bekæmper
alt, hvad der kan være en hindring for dets opnåelse af dette andet væsens
gensidige forelskelse. Dette vil atter sige, at forelskelsen skaber had til
personer og ting, der kan modarbejde eller forhindre nævnte opnåelse. Den
stimulerer skabelsen af ”ejendomsret” over dette andet væsen, og skaber dermed
den dybeste udløsende årsag til alt, hvad der kommer ind under begrebet ”det
onde”. Den skaber en zone i tilværelsen, hvor skinsyge, had, hævn, mord og drab
er livsbetingende egenskaber dikteret af selvopholdelsesdriften for at bevare
den livsbetingende mage for dens ophav som dettes, absolut for andre urørlige,
ejendom.
At
denne mentale indstilling af bevidstheden ikke indskrænker sig til kun at gælde
ægtemagen, er naturligvis en selvfølge, den må også nødvendigvis komme til at
gælde genstande eller ting, der kan være medvirkende midler til at opretholde
eller hævde den ”forelskede”s overlegenhed overfor rivalerne. Og dette er
grunden til, at verden i dag regeres af penge, og at dette udløser sig i krige,
mord, drab, lemlæstelse, røveri og bedrageri. Verdens mennesker nedtramper
skånselsløst hverandre i jaget efter forelskelsens tilfredsstillelse og efter
den for denne tilfredsstillelse begunstigede magt og godsbesiddelse. Denne zone
udgør i den samlede verdensplan det sande ”dyrerige”. (Citat slut) (8)
I den umiddelbart følgende tekst uddyber og
begrunder Martinus yderligere følgerne af forelskelsens selviske eller
egoistiske natur og dens i værste fald uhyggelige følger, ikke mindst i form af
kapitalisme, privat ejendomsret og politisk og kulturel nationalisme. Det havde
på det tidspunkt, hvor Martinus skrev bøgerne ”Livets Bog 1”, 1930 og ”Logik” ,
1938, foreløbig udmøntet sig i form af den blodige 1. Verdenskrig 1914-18, som
havde kostet mange millioner soldater livet på slagmarkerne og for mange også
havde betydet varig fysisk og/eller psykisk invalidering. Situationen i
eftertiden førte til stor finanskrise i Amerika og Europa, som endte med New
York Børsens krak i 1929, hvilket efterfølgende resulterede i stor
arbejdsløshed i mange lande, deriblandt i Amerika og i Tyskland og Danmark i
1930erne. Nok så fatalt var det, at de trange forhold begunstigede nazismens
opblomstring i Tyskland, hvor store og ikke mindst toneangivende dele af
befolkningen sukkede efter hævn for den forsmædelse, man mente at være blevet
offer for efter verdenskrigens afslutning i 1918. Det var tyskerne, der i stor
optimisme og forventning om sejr havde startet krigen, men som også tabte den
totalt, med de følger der fulgte efter. (9)
Som det i øvrigt indirekte vil være fremgået af
Martinus' beskrivelse af forelskelse, forekommer denne i to grundformer eller
to stadier, han henholdsvis benævner A-begæret og B-begæret. Disse to former
for forelskelsesbegær eller stadier af forelskelse, analyserer og omtaler han
detaljeret i Livets Bog 5, hvor han i stk. 1817. bl.a. skriver: (Citat) ”A-begæret giver sig til kende ved en
overdreven eller stærk mobiliseret følelse i form af en hunger eller et begær
efter at få lov til på enhver måde at tækkes det væsen af modsat køn, der er
objekt for forelskelsen. […] (Citat slut). (10)
I Livets Bog 5, stk. 1819. skriver Martinus
bl.a. følgende om B-begæret:
(Citat) […] Det
er kun på sin yderflade, at forelskelsens sympati får skæret af kærlighed. I
sit inderste væsen er denne sympati slet og ret selviskhed, hvilket jo er det
modsatte af den virkelige kærlighed, den der er lovens fylde.
Forelskelseskærligheden eller parringssympatien er en foreteelse, der i længden
slet ikke kan eksistere uden næring. Frem af A-begæret kommer således
efterhånden et nyt begær. Det fordrer besiddelse og genelskelse af den elskede
part. Dette begær vil vi her i vore analyser udtrykke som forelskelsens
”B-begær”. Hvis dette begær ikke tilfredsstilles og besiddelse af den elskede
ikke opnås, vil forelskelsen eller parringskærligheden stagnere. Og med denne
stagnation blottes den forelskede parts sande udviklingsstandard. Grænsen for
nævnte parts sande sympatievne viser sig nu som regel at ligge adskillige
grader under den sympatifølelse, som forelskelsen gav udtryk for. Ja, denne
standard for sympatifølelse kan endog være så lav, at den i virkeligheden
udtrykker kulde for alle medvæsener. Næstekærligheden mangler således næsten
totalt. Og i en situation, hvor den elskede ikke kan genelske denne sin
tilbeder i samme grad, som han eller hun bliver elsket af denne, bliver dennes
almenfølelse, der som nævnt i virkeligheden er mental kulde, i værste tilfælde
ligefrem til dræbende had imod den elskede. Det er denne tilstand, der hovedsageligt
ligger til grund for alle skinsyge- og ægteskabsdramaer og i mildeste tilfælde
gør den forelskede eller tilbederen til et i resignation begravet offer for den
melankoli og livslede, vi kalder ”ulykkelig kærlighed”. (Citat slut)
I bogen ”Logik”s 33. kapitel indleder Martinus
med følgende og meget væsentlige præcisering af sit eget forhold til de
kosmiske analyser omkring forelskelse og ægteskab:
(Citat) Inden jeg går videre vil jeg dog gerne
gøre opmærksom på, at nærværende analyser er ganske upartiske, og at jeg
personlig selvfølgelig ikke har noget som helst imod forelskelse, ligesom samme
analyser naturligvis ikke på nogen som helst måde skal være en nedsættende
kritik af det store flertal af personer, mænd og kvinder, der endnu har en medfødt
modtagelighed for denne ”besættelse” af deres bevidsthed som et naturligt
anlæg, tværtimod. Jeg ønsker netop kun upartisk at belyse problemerne således,
at hver især kan blive klar over de gængse vildfarelser angående sådanne
realiteter, der i det daglige liv behersker individernes tilværelse, og gøre
dem bekendt med, hvad det er, de ser eller bliver vidne til. (Citat slut) (11)
Martinus' analyser
omkring ægteskabet
Her skal vi foreløbig afslutte omtalen af
begrebet og fænomenet forelskelse, sådan som Martinus forklarer og uddyber
denne i sit livsværk, hvoraf vi dog kun har benyttet ”Livets Bog 1” og bogen
”Logik” som kilder. Vi vil herefter gå over til en omtale af Martinus' analyser
og opfattelse af ægteskabet. I den sammenhæng inddrager han interessant nok
myten om Biblens skabelsesberetning og herunder skabelsen af Adam og Eva.
Omtalen sker i bogen ”Logik” fra og med 39. kapitel. Forinden har han dog i 37.
kapitel fastslået, at ”kærlighed og seksualisme udgør samme grundprincip”. Det
vil vi først lige se på, hvad han har at sige om:
(Citat) […] Den absolut ”rene” kærlighed gør
enhver omfavnelse, berøring og kærtegn af dem, man elsker, til en absolut
behagelig og velgørende fornemmelse, der er af en stærk stimulerende eller
oplivende natur både for mentalitet og fysik. I samme grad som kærligheden
afviger fra at udløse denne virkning, afviger den fra at være ”ren” kærlighed,
og kan allerhøjest kun udgøre en slags udtryk for ”dannelse”, ”takt” og ”tone”,
hvis den da ikke helt og holdent kommer ned på ”Judaskysset”s niveau.
Den
sande kærlighed udgør altså i sin natur en nydelse baseret på berøring. Men
hvad er ”seksuel” nydelse? - Er det ikke netop også en nydelse baseret på to
organismers berøring af hinanden? - Og er disse to nævnte former for berøring
ikke udløsende en så ensartet fornemmelse af behag, at man netop i begge
tilfælde kalder den ”kærlighed”? - Er det ikke netop denne omstændighed, der er
skyld i, at man kalder ”forelskelse” ”kærlighed”, og overalt i digte, romaner
og eventyr finder den beskrevet under dette navn? -
Er
der da slet ingen forskel på seksualisme og kærlighed? - Nej, i grundprincippet
eksisterer ingen forskel. Seksualisme er glæde og nydelse ved berøring og
kærtegn, kærlighed er glæde og nydelse ved berøring og kærtegn. (Citat slut)
Allerede i ”Logik”, 38. kapitel , som har
overskriften ”Længslen efter at
kærtegne alle andre levende væsener gør individet til ”é t m e d F a d e r e
n”, præciserer Martinus hvad der mere præcist skal forstås ved begrebet
”ægte kærlighed”:
(Citat) […] At føle sig ”ét” med alle levende
væsener er det samme som at føle deres lidelser, deres glæder, deres sorger og
bekymringer som lokaliteter i ens egen mentalitet. Disse væsener er blevet
noget af ens eget legeme, er blevet noget af en selv. Deres ve og vel har samme
interesse for en selv som ens eget ve og vel. Men når ens ”næste”
således er blevet noget af en selv, er det jo ganske naturligt at elske denne
”næste”, som man elsker sig selv. Men for at denne ”næste” kan blive noget af
en selv, må denne kobles til ens egen mentalitet på samme måde, som en
jernbanevogn kobles til en togstamme for at være eet med denne. Ligesom denne
tilkobling kun kan finde sted på basis af et bindeled, således kan individernes
tilkobling til hverandre indbyrdes også kun ske på basis af et bindeled. Dette
bindeled er netop et urokkeligt begær efter at være eet med andre væsener,
hvilket igen vil sige en urokkelig længsel efter uselvisk at knuge, omfavne,
kærtegne og skabe behagsfornemmelser for andre levende væsener i tilværelsen.
Dette begær og dets opfyldelse er den virkelige kærlighed eller alkærlighed.
Denne udgør bindeledet mellem alle levende væsener i tilværelsen. Og dens
fornemmelse i form af tanke er”den hellig ånd”. Nævnte ånd udgør altså det
bindeled, der knytter indvidet fast til alle øvrige væsener og ting i
tilværelsen og hvorved, det bliver ”ét
med Faderen”.
Men
den zone, i hvilken den ægteskabelige kærlighed behersker livet, er ikke
alkærlighedens kulminationszone, men dens fosterzone. Men i en zone, hvor
alkærligheden endnu kun eksisterer i fostertilstand, kan man ikke vente sig
megen mildhed, humanitet og kærtegn. Her kan derimod de modsatte tendenser:
Brutalitet og selviskhed florere. Og denne zone bliver da også hjemstedet for
”det dræbende princip”.
Det
eneste, der her repræsenterer Alkærligheden, er mage- eller
ægteskabsprincippet. Og kun indenfor dette kan man komme til at opleve noget i
retning af en svag afglans af det stærke bindeled, der forener de højere verdeners
individer i kulminerende salighed.
Den
i romaner og digterværker så højt lovpriste jordiske lykke, som består i to
gensidigt forelskede væseners førelse til brudesengen og deres oplevelse af at
føle sig ”ét” med hinanden, er således kun en slags måneskin i forhold til den
sande lykke. Den er kun sollysets dæmring, der forjætter dagens komme. Det
jordiske menneske befinder sig kun i livets første morgengry. (Citat slut) (12)
I sine analyser og omtale af ægteskabet og
ægteskabsinstitutionen, knytter Martinus forbindelsen til Bibelens
skabelsesberetning og fortællingen om Adam og Eva. Det sker i ”Logik”, 39.
kapitel, som har overskriften: ”Biblens
påbud fremtræder som udtryk for to store diametralt modsatte moralopfattelser”.
Martinus indleder kapitlet således:
(Citat) Den zone, i hvilken det ægteskabelige
princip behersker livet eller tilværelsen, udgør som før nævnt ”Det dræbende
princip”s eller ”dyreriget”. I henhold til ”Livets Bog” udgør det jordiske
menneske, på udviklingsstigen, den sidste art af væsener indenfor nævnte rige,
og er derfor som ”dyr” betragtet det mest degenererede. Det vil igen sige, at
dets harmoniske tilpasningsevne til dyrerigets love på en masse felter er
svækket.
Hvad er da dyrerigets love? - Vi har lige berørt, at dyreriget var
alkærlighedens ”fosterzone”, hvilket vil sige begynderzone. Denne zone kan
derfor kun være udtryk for et stadium, hvor den endnu kun kan give sig udslag i
begær efter at elske – ikke alle væsener – men allerhøjest kun ét væsen omtrent
som sig selv, altså det samme som den tidligere omtalte ”forelskelse”.
Da
”forelskelse” fordrer gensidighed, vil dette altså sige, at alkærligheden på
dette stadium endnu ikke er blevet til kærlighed, men fremtræder derimod som
”egoisme”. Den er endnu så spæd i sin kraft, at den kun kan komme i aktivitet
der, hvor dens lys rammer blanke ”spejlreflekterende punkter”, der kan kaste
dens lys tilbage til dets udspring eller ophav. Den vekselvirkning, der her
opstår, er det samme som det, vi kalder ”et lykkeligt ægteskab”. Dens flamme
eller lys er endnu så sparsomt, at der kun ved opsummering af det
tilbagekastede lys kan opstå effektiv varme, den varme, der lige akkurat kan
befordre et ægteskab.
Sådanne ”spejlreflekterende punkter” er det samme som væsener af modsat
køn. Desto mere væsenerne er fjernede fra dette køn, desto mindre refleks og
derfor tilsvarende mindre lys, mindre varme. Ja, der kan endog herske ligefrem
kulde mellem væsener af samme køn. Og da dyrerigets væsener netop fremtræder i
to store grupper: specielle hankønsvæsener og specielle hunkønsvæsener, bliver
der således to store områder eller felter indenfor dyrerigets mentalitet, hvor
alkærlighedens lys ikke kan komme til aktivitet nemlig indenfor området af de
to forskellige gruppers eget køn. Væsener af samme køn kan ikke elske hinanden.
De er af naturen kun udstyret med sympatiske anlæg for det modsatte køn.
Alkærlighed i virkelig bogstavelig forstand vil i det nævnte store, specielt i
han- og hunkøn inddelte, område, kun kunne opfattes som unaturlig, som abnorm,
som perversitet. Nævnte område har sine grundlove, der indenfor det jordiske
menneske, der endnu enten må være et han- eller hunkønsvæsen og derfor tilhøre
dyreriget, har fået ordform, er blevet ”moral”, har fået navnet ”det sjette
bud”. [---] (Citat slut)
I Biblen – dvs. i Moseloven, mere præcist i 2.
og 3. Mosebog – forekommer der i alt 10 store moralske bud, hvoraf det 6. bud
lyder: Du må ikke bedrive hor med din næstes hustru! - At bedrive hor, ville
mere præcist sige, at have seksuelt samkvem, eller kort og godt samleje, med en
anden kvinde end sin ægteviede hustru. Der var dødsstraf for at overtræde dette
bud. I øvrigt også for kvinder, der forbrød sig. Der var med andre ord tale om
en meget restriktiv og i høj grad patriarkalsk moralkodeks og straffelov.
Det er herefter Martinus' pointe, at Gamle
Testamentes moralkodeks var og er i direkte modsætning til den moralkodeks, som
langt senere blev indført af Jesus. Han pålagde sine disciple, apostle og
øvrige tilhængere at holde loven, men vel at bemærke i den diametralt modsatte
version af Moseloven, han ved en omfortolkning i mere human retning indførte
som moralsk vejledning. Det skete under den såkaldte ”Bjergprædiken” (Ny
Testamente, Matt. 5.-7. kapitel). I 5. kapitel, vers 27-28, hedder det: ”I har
hørt, at der er sagt: 'Du må ikke bedrive hor'. Men jeg siger jer, at enhver,
som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor
med hende i sit hjerte.”
I ”Logik”s 40. kapitel med overskriften ”Når autoriteternes myndighed er baseret på
en forældet moralopfattelse, og ægteskabet er et spørgsmål om økonomi”, indleder
Martinus med følgende ord:
(Citat) Da et sandt ægteskab kun kan eksistere
som identisk med fornemmelsen af at ”være ét med et væsen af modsat køn”, og
denne fornemmelses tilstedeværelse er uafhængig af vielsesattest, kan to
væsener udmærket være ægtefæller, selv om de ikke har nævnte attest, ligesom to
væsener, der netop har attest, men ikke ”føler sig ét med hinanden”, i
virkeligheden ”lever på polsk”, hvilket vil sige, at de faktisk slet ikke er
gifte. Og hvor mange sådanne ”polske” ægteskaber florerer ikke netop i dag
beskyttet under myndighedernes og kirkens velsignelse? - Er det ikke i
tusindvis? - […] (Citat slut)
Martinus' pointe er her, at det er en illusion
at tro og mene, at et virkeligt ægteskab kan bestemmes af en vielsesattest, og
dermed heller ikke af myndighedernes og kirkens formynderskab. Derfor afslutter
han 40. kapitel på følgende måde:
(Citat) Men en illusorisk opfattelse, moral
eller tro kan ikke i længden holde stand overfor naturen. Det sande og
virkelige vil altid sejre tilsidst. Og således også med de i mennesket boende
naturlige drifter, medens de unaturlige selvfølgelig må gå til grunde, ganske
uafhængigt af hvormeget de så end i dag måtte opfattes som moralske, retmæssige
eller hellige.
Og
er det ikke netop derfor, vi i dag over hele verden bliver vidne til, at den
gængse eller gamle moralske opfattelse mindre og mindre bliver overholdt.
Skilsmisser, utroskab i ægteskaber og børn udenfor ægteskabet, kort sagt, alt,
hvad der almindeligvis opfattes som ”overtrædelse” af det sjette bud, florerer.
Og verden er, set fra den gamle morals standpunkt, ligefrem kulminationen af et
nyt ”Sodoma” og ”Gomorra”, hvor alt går til grunde i ”synd”, ”usædelighed” og
”perversitet”-
Men
er verden virkelig så slem? - Er det i grunden ikke menneskenes egen tro på den
gamle opfattelse eller moral, deres naivitet og uvidenhed overfor
verdensplanen, der gør livet så pessimistisk. Fra Guds eget synspunkt, hvilket
vil sige naturen, ser det jo ikke nær så slemt ud. Her ses ”Alt at være såre
godt”. Og desuden er det kun indenfor den jordiske ægteskabszone, at ovennævnte
eksisterer. Men da det jordiske ægteskab, som vi i det følgende skal se,
langsomt er ved at gå til grunde, hvilket vil sige det samme som, at det
jordiske menneske er ved at vokse ud af denne zone, er det ikke så sært, at
livet i samme zone ser mærkeligt ud for den uindviede. Noget der er i forfald
eller degenererer, kan aldrig fremtræde som kulminationen af skønhed. (Citat
slut)
Her skal indskydes, at når Martinus i det
ovenfor stående citat skriver, at ”vi i dag over hele verden bliver vidne til,
osv.”, så må der nok tages det forbehold, at det ser ud til kun at gælde den
vestlige verdens moralske opfattelse. Lande med islamisk kultur adskiller sig
ved, at de mere eller mindre er underlagt den strikse Sharia-lovs bestemmelser,
som i øvrigt på flere principielle områder kan minde om Moseloven.
I ”Logik” har 41. kapitel fået overskriften ”Det fuldkomne ægteskabs zone” og i dette
beretter Martinus om, hvad der kan og bør forstås ved netop et ”fuldkomment
ægteskab”:
(Citat) Et ægteskab beror altså ikke på en vielsesattest,
men på et væsens ”følen sig ét” med et andet væsen. Der vil derfor i verden
være mange væsener, der er ”gifte”, men ingen vielsesattest har, og mange, der
har vielsesattest, men ikke er ”gifte”. For dyrenes vedkommende kan denne
”følen sig ét” med et andet væsen kun komme i stand gennem naturens egen
inddeling af væsenerne i de to køn: Hankøn og hunkøn.
Ved
disse to køns seksualorganers særlige bygning og gensidig afhængighed i
udløsning opstår ved deres samarbejde kulminationen af nævnte guddommelige
følelse. Dyrets mentalitet skabes udelukkende ved denne dets organismes særlige
seksualbygning. Gennem hele dets legeme sitrer en kraft, der udløser sig i dets
mentalitet som et uimodståeligt begær efter at opleve og nyde denne ”følen sig ét”
med at andet væsen. Men da denne følelse kun kan kan skabes eller udløses
gennem en kontakt mellem dets egne seksualorganer og seksualorganerne fra et
væsen af modsat køn, må det nødvendigvis afføde begæret efter at eje et sådant
væsen. Hele individets mentalitet formes af dette begær. Samme begærs
tilfredsstillelse er en livsbetingelse. Uden denne tilfredsstillelse er livet
ikke meget værd, og individet føler sig næsten som et overflødigt væsen.
Desuden er livet i organismerne af en sådan beskaffenhed, at det
forplanter sig videre ved dette kontaktskab mellem seksualorganerne, således at
nye organismer kan opstå, hvorved det bliver muligt for de evige ”Jeg'er” bag
organismerne stadigt at danne sig nye legemer for deres inkarnation.
Dyrerigets samlede organismer er kun udgørende et fremskredent
”plantelegeme”. Det skal have sol, varme og fugtighed. I dette ”plantelegeme”
er hver enkel organisme udgørende et nyt skud. Og igennem seksualvirksomheden
skabes altså muligheden for disse skuds opståen og dermed det nævnte
”plantelegeme”s stadige vedligeholdelse. Vi er altså alle skud på det samme
træ, har den samme stamtavle. Vi er alle i familie, er kosmiske søskende. Jeg
nævner det blot her, fordi erkendelsen af dette broderskab, som vi senere skal
komme tilbage til, er en stor væsentlig faktor i retfærdiggørelsen af
kærlighedens natur og for opnåelsen af at ”føle sig ét med Faderen”.
Men
denne nævnte følelse eller mentale tilstand er det dyriske væsen ganske
afskåret fra at kunne opleve, idet dets mentalitet, som vi allerede har nævnt,
kun er skabt til at ”føle sig ét” med et væsen af modsat køn. Dette væsen af
modsat køn bliver derfor foreløbig dets højeste livsmoment. Det er genstanden
for dets tilbedelse. Det er dets sande religion og gudsdyrkelse. At eje dette
væsen er dets højeste oplevelse af salighed. Og der, hvor denne salighed
gensidigt er til stede, der eksisterer det fuldkomne ægteskab. Der kulminerer
overholdelsen af det sjette bud. Der er der ingen, der ”bedriver hor”. Der ”forlader en mand fader og moder og holder
sig til sin hustru”.Der ser en ægtefælle ikke ”på nogen anden kvinde for at
begære hende”, og kommer derved ikke til at ”bedrive hor med hende i sit
hjerte”. - Her finder ingen fosterfordrivelser sted. Her opfyldes det guddommelige
bud: ”Vorder frugtbare og mangfoldige”. Her
er der ingen der ”bedriver hor” ved at ”tage en fraskilt til ægte”. - Her
ligger en mand ikke ved en ”mandsperson, som man ligger hos en kvinde”. - Kort
sagt, alt, hvad der i Biblen er påbudt vedrørende ægteskab, opfyldes her som en
selvfølgelighed, fordi væsenerne ifølge deres organismers bygning og deres hele
mentale tilstand udgør den største åbenbaring af kulminerende ”hankøn”s og
”hunkøn”s-væsener, og således er skabt til absolut ikke at kunne gøre noget som
helst andet, end netop at opfylde ægteskabsloven.
Men
en zone, i hvilken væsenernes hele natur, både fysisk og mentalt, kun kan
udløse sig i overholdelsen af det sjette bud, er jo det fuldkomne ægteskabs
zone. Det er ”Paradisets Have”. Her bor ”Adam” og ”Eva”. Dette for disse
væsener hver dag at eje hinanden, er Guds tilstedeværelse i haven. (Citat slut)
Det skal her indskydes, at i henhold til
Martinus' senere analyser i ”Livets Bog” 5, stk. 1660. af den seksuelle
klimaksoplevelse, den såkaldte orgasme, er der i virkeligheden og i bedste fald
tale om en oplevelse af Guds egen sfære. Herom skriver Martinus bl.a. følgende:
(Citat med nutids retskrivning) […] Igennem dette at blive ”ét kød” med samme
[halvkønsvæsen], hvilket vil sige: seksuelt forenet i en kærlighedsakt, oplever
de to væsener et genskin eller et lynglimt af det velvære, der oprindeligt er
”helkønsvæsenet”s permanente kosmiske livsfornemmelse. Denne akt er således en
kosmisk bro, ad hvilken væsenet passerer ”dødssfæren”. Men i det kulminerende
”halvkønsvæsens”s bevidsthed bliver denne akt og den hermed forbundne
momentoplevelse af ”den højeste ild” eller velværefornemmelse kun sanset som en
fysisk behagsfornemmelse. At akten, der, hvor den forekommer i sin
fuldkommenhed for begge parters vedkommende, er en kosmisk oplevelse, er en
midlertidig hævelse op over det materielle plan, ja, er en overfysisk
oplevelse, er de meget fjernt fra at kunne forestille sig. At samme akt, hvor
to væsener i kraft af hinandens tiltræknings kulmination i sekunder eller
minutter er forenet til ”ét kød”, er en oplevelse af universets grundtone, den
altoverstrålende kærlighed, harmoni og glæde, der igen er en direkte oplevelse
af Guds nærhed i form af deres nervesystems gennemstrømning af den hellige Ånd
i form af salighed, ved de endnu ikke noget om. (Citat slut)
I de følgende kapitler i ”Logik” beretter
Martinus om ”Adam”s og ”Eva”s overtrædelse af Guds bud om ikke at måtte spise
af ”Paradishaven”s frugter fra ”Kundskabens træ”. Vedr. Bibelens skabelsesberetning
og skabelsen af Adam og Eva, og med hvad deraf fulgte, kan f.eks. henvises til
bogen ”JESUS søn af mennesket”, 2. del, 17.-18. kapitel. Forlaget Scientia
Intuitiva, 2012. - Den samme beretning vil også kunne læses her på hjemmesiden
under ”Jesus Menneskesønnen”, 2. del, via følgende link:http://www.livetseventyr.dk/INDEX%20Bog%202.htm, men der har de samme
kapitler hhv. nr. 2. og 3. (13)
Med alt det ovenforstående skrevet og fortalt
om forelskelse og ægteskab, som måske for nogle vil kunne forekomme højtravende
og uden jordforbindelse, så må og skal det her til slut nævnes og fremhæves, at
var der noget, Martinus ikke var, så
var det naiv. Til trods for, at han i sine kosmiske tanker og analyser kunne
bevæge sig oppe i de højere åndelige 'luftlag', så var han også i begyndelsen
af 1930erne, da han forfattede og skrev ”Livets Bog 1”, og især hen mod
slutningen af disse, da han skrev bogen ”Logik”, samtidig meget opmærksom på
den realistiske sociale og storpolitiske verdenssituation, hvori han og alle vi
andre jordboere befandt os. Optimismen efter Første Verdenskrig 1914-18, med
dennes håb og idealistiske tro på ”Aldrig mere krig”, var for længst forduftet
hos mange og blevet afløst af en stigende frygt for en ny storkrig. Dette viser
Martinus, at han også forventede og forstod, da han i bogen ”Logik” med stærke
og manende ord beskrev, dels at en ny storkrig var forestående og dels, hvordan
denne både i princippet og i detaljen ville komme til at forme sig. Det sker
blandt andet i bogen ”Logik”s 58. kapitel med overskriften: ”Lidelsen forvandler ”dyr” til ”menneske”, hvorfra
slutningen skal citeres her:
(Citat med nutids retskrivning): Og således
opstår igennem ”det onde” i ”Paradishaven”s mørkeside kulminationen af den
oplevelse, der direkte er virkningerne af de dyriske anlægs blomstring, og som
i form af ”Helvede” lader dyret opleve sin egen verdens yderste konsekvenser,
den kulminerende skæbne, en åbenbaring, hvor alle detaljer er: Lemlæstelser,
dødskvaler, sorg, savn og pine. Og igennem mættelsen af dette syn, denne
selverfaring, vågner dyret op til skriget efter kærlighed, den ”forlorne søn”
til længsel efter ”Faderen”, og den jordmenneskelige mentalitet til
modtagelighed for verdensgenløsning.
Og
se, han, som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes gang, glemmer ikke
sit skaberværk. Guddommelige sendebud har allerede med mellemrum ladet deres
røst høre på store dele af kloden. Deres kærligheds atmosfære har for længst
gennemboret den dyriske tåge, ført menneskeheden store strækninger fremad, opad
mod forløsningens lyse himmel. Og selv om krigsindustrien i dag har mere travlt
end nogen sinde, og selv om man aldrig har været i den grad optaget af at
forberede, om end ubevidst, sin egen lemlæstelse, det kommende Ragnarok, ja,
selv om man aldrig nogen sinde i så høj grad har været besjælet af den
illusion, at verdensfreden, roen og harmonien, skabes med ødelæggelsesmidlernes
larmende kulmination, som netop nu, så er dette dog kun forberedelsen til
dyrerigets endeligt i den jordmenneskelige bevidsthedssfære. Dets sidste
krampetrækninger i nævnte zone vil blive uhyggelige, men er ikke desto mindre
indledningen til lysets kroning på jorden. Guds ånd lyser direkte i form af en
ny kærlighedsbølge over jorden og fører denne ind i en ny stor morals epoke, i
hvis bane ”døden” ikke kan være, ej heller ”skrig eller pine”, thi der går
fredens engel uhindret hen over verden. Og i dens fodspor føres ”Guds Rige” med
ind over de jordiske kontinenter og have. Døden er død og livet lever. Glæden
er til huse i borg og hytte. Alt er ”Guds billede”. Og dette skaberværk er
kærlighed. (Citat slut) (14)
Denne på samme tid både optimistiske og dystre
'forudsigelse' af Martinus, gik allerede året efter, mere præcist den 3.
september 1939, i opfyldelse, nemlig i og med 2. Verdenskrigs udbrud. Den
skulle til fulde vise sig at komme til at forme sig lige så frygteligt og
blodigt, som forventet af vismanden Martinus, som for sin part så dybere i
verdens fremtidsskæbne, end mange i både hans samtid og eftertid. Æret være og forblive hans minde.
PS. Her vil jeg gerne benytte lejligheden til
at fremhæve, at Martinus' værker naturligvis er beskyttet af loven om ophavsret,
som kun tillader at bringe citater fra de nævnte værker i det omfang, citaterne
dels er relevante og dels ikke udgør hovedindholdet af en artikel, som
eksempelvis den ovenstående. Det sidstnævnte mener jeg ikke er tilfældet her,
selvom artiklen bringer forholdsvis mange – måske for mange? - citater fra
Martinus’ bøger ”Livets Bog” 1 og ”Logik”. Der er i alle tilfælde anført links
til de to kilder, hvorfra citaterne er lånt. Angivelse af kilde eller kilder
til citaterne er naturligvis en selvfølge.
©
August 2016 Harry Rasmussen.
===============================
1.
Vedr. de kosmiske skabeprincipper, se f.eks. H1-46. Ånd og materie - Sjæl og legeme
2.
Livets Bog 1, 5. kapitel, kan også læses på internettet via dette
link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php
3.
Vedr. de nævnte tre faktorer og instanser, se f.eks. artiklen
H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem
personlighed og intuition.
4.
Vedr. citatet, se ”Livets Bog” 1, stk. 131 via dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php – Vedr.
bevidsthedskategorier, se for nemheds skyld artiklen H1-35. Den jordiske menneskeheds
bevidsthedskategorier - Vedr. seksualkategorierne A- til K-menneske,
se artiklen H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til
K-menneske.
5.
Udtryk som den ”forlorne”, dvs. ”fortabte”, søn og ”den evige
Fader”, hentyder selvsagt til Jesu lignelse om ”den fortabte søn”: Ny
Testamente. Lukas 15, 11-32 med paralleller. - Vedr. ”Den ny verdensimpuls”, se
”Livets Bog” 1, 3. kapitel med tilhørende symbol: ”Skabeprincippets impulser”.
I forbindelse med Martinus' omtale af de konsekvenser, som bl.a. et udsvævende
liv kan medføre, må man huske på, at Martinus her hentyder til skæbnelovens
umådelige betydning i de levende væseners, herunder menneskets, liv og
tilværelse. Se evt. herom i artiklen H1-23. Individets
skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder.
6.
Læsere, som evt. er interesserede i at vide mere om udgivelsen af Martinus'
værker, vil kunne hente oplysninger i Begivenhedsoversigten på hjemmesiden http://www.martinus.dk/ – Vedr. indholdet af
”Livets Bog” 1-7 kan interesserede læsere muligvis have gavn og glæde af at
læse artiklen 4.53. Et epos om alt – det kosmiske
verdensbillede
7.
Bogen ”Logik” vil også kunne læses på internettet via dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70
8.
Se link i note 7.
9.
Vedr. 1. og 2. verdenskrig vil interesserede læsere kunne søge på
disse emner via Google.
10.
Link til ”Livets Bog” 5: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=55
11.
Link til ”Logik”: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=70
12.
Link til ”Logik”: Se link i note 11.
13.
Link til ”Logik”: Se link i note 11. - Udtrykket ”Paradishaven”
refererer naturligvis til fortællingen om Adam og Eva og deres situation i
nævnte ”have”. - Udtrykket ”Helvede” er ligeledes bibelsk, idet det iht.
Matthæus 11, 20-24 med par. opfattes som de dødes opholdssted indtil
opstandelsen og dommedagen. - Udtryk som den ”forlorne”, dvs. ”fortabte”, søn
og ”Faderen”, hentyder selvsagt til Jesu lignelse om ”den fortabte søn”: Ny
Testamente. Lukas 15, 11-32. -
14.
'Og se, han, som hører mikrobens mindste suk og leder klodernes
gang': Interessant, at H. C. Andersen har udtrykt det samme i form af et lille
ungdomsdigt fra 1825, her gengivet med moderne retskrivning:
Din vilje ske Alfader
jeg stoler på dig tryg
i dine stråler bader
sig engel og selv myg.
Du styrer sol og stjerne,
du styrer støvets lod,
dit bud jeg følge gerne
thi du er vis og god.
Kun styrk min sjæl du rene,
lad mig en del fortjene
af al din salighed. -
Digtet findes trykt i H.C. Andersens Dagbøger 1825-1834. Bind I, p. 1. Udgivet
af Helga Vang Lauridsen. 1971. Udgivet af Det Danske Sprog- og
Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. - Vedr.
Martinus' omtale af 'en ny kærlighedsbølge over jorden': Med disse ord hentyder
Martinus til den udstråling fra det guddommelige skabeprincip, altså Gud, der
er foregået siden Jesu mission for hen ved to tusinde år siden, og som i
nutiden har fået en ny og forstærket impuls, for hvilken Martinus' egen mission
i form af hans livsværk, er et koncentreret udtryk. Se note 5.
© August 2016 Harry Rasmussen.
******************