LIVETS EVENTYR
ANNO 2016
Om at erkende og forstå
i dette tilfælde
Martinus' kosmologi
For omkring 42 år siden, mere præcist i foråret
1974, begyndte jeg for alvor at skrive om H. C. Andersen, hans personlighed, liv
og forfatterskab set og vurderet på baggrund af Martinus' kosmiske analyser og
livsfacitter. Det skete efter mere end 16 års intense studium af Martinus'
kosmologi, der i høj grad inspirerede mig til også at inddrage den berømte
eventyrdigter og hans livsværk i sammenhængen. En stor del af sidstnævntes
mange eventyr kendte jeg rimelig godt til fra min tidlige ungdom, hvor jeg
allerede i 1944 desuden havde planer om at lave et kort tegnefilm over
eventyret ”Kejserens nye Klæder”. Det var medens jeg i årene 1943-45 var
animatorelev på den første danske lange tegnefilm ”Fyrtøjet”, som jo i øvrigt
også var baseret på Andersens eventyr af samme navn.
I de følgende mange år havde jeg i min egenskab
af animator og tegnefilminstruktør desuden planer om at omsætte eventyr som
”Tommelise”, ”Store Claus og Lille Claus”, ”Klods Hans” og – ikke mindst - ”Den
lille Havfrue” til tegnefilm. (1)
Efter 22 måneders aftjening af civil værnepligt
(militærnægter) i årene 1955-57 blev jeg hjemsendt i begyndelsen af juni 1957,
hvorefter jeg genoptog mit professionelle arbejde som tegner og animator. I den
forbindelse kom jeg til endnu engang at samarbejde med min tidligere
læremester, min gennem mange år gode ven Børge Hamberg (1920-1970), som viste
jeg at være en særdeles ivrig og kyndig studerende af Martinus' kosmologi.
Takket være ham begyndte jeg i efteråret 1957 at gå til nogle foredrag af
Martinus, hvor han blandt andet inddrog H. C. Andersens dejlige eventyr ”Den
lille Pige med Svovlstikkerne”. Bortset fra det emne, foredraget handlede om,
nemlig materialisation og dematerialisation, så sporede det mig straks ind på
det emne, som jeg nu i så mange år har skrevet om, nemlig H. C. Andersen, hans
personlighed, liv og forfatterskab set og vurderet på baggrund af Martinus' kosmologi.
Straks fra begyndelsen af 1958 gjorde jeg alvor
af at læse og studere LIVETS BOG 1 og regelmæssigt at gå til foredrag, primært
af Martinus og desuden af Erik Gerner Larsson, Mogens Møller og senere også af
Per Bruus-Jensen, samt deltage i studiekredse, som blev ledet af Svend Åge
Rossen. Det var alt sammen meget inspirerende og givende, og for mit
vedkommende ikke mindst, fordi nogle steder i Livets Bog 1 uvilkårligt
associerede til steder i H. C. Andersens forfatterskab, der som bekendt i høj grad
er præget af eventyr.
Jeg havde ikke læst ret mange sider i Livets
Bog 1, før jeg stødte på et par linjer, som vakte min begejstring. Det skete,
da jeg læste i stk. 10, hvor der blandt andet står følgende:
(Citat med moderne retskrivning) […] Faderen,
Forsynet eller Almagten lader nemlig aldrig en enkelt manifestation, ligegyldig
hvad eller hvem denne manifestation så måtte høre ind under, være mægtig nok
til at overflødiggøre alle andre former for manifestationer, men benytter sig
derimod i lige grad af alle eksisterende manifestationer tilsammen for
at iscenesætte den for hvert enkelt væsens håb og længsler tilpassede salighed
og lader derved ethvert levende væsen fremtræde som en absolut
uundværlig rollehavende i det gigantiske eventyr, der hedder tilværelsen.
[…] (Citat slut). (2)
Martinus var således tidligt i sit
forfatterskab inde på tanken om det virkelige livs store eventyr. Første bind
af Livets Bog udkom i juli 1932, men
det er først omkring tyve år senere, at han tager den fulde konsekvens af sin
opfattelse, idet han nemlig giver sjette bind af sit hovedværk undertitlen Guds Rige Eller Livets Eventyr. Dette
bind udkom første gang i 1952.
Det var især linjerne om ”Livets Eventyr”, der
fik inspirationens ”klokker” til at ringe hos mig. For at livet selv er det
største eventyr, der findes, er jo også, hvad digteren H. C. Andersen mente og
promoverede i og med sit forfatterskab. Og de nævnte ”klokker” ringede endnu
højere og vedvarende, da jeg konstaterede at Martinus igen benyttede udtrykket ”eventyr”
i bogen Vejen til indvielse, 19.
kapitel, hvis overskrift lyder Den
indbildte standshøjde og "kejserens nye klæder". Heri
karakteriserer Martinus dette eventyr med følgende ord: "Et bedre billede af hovmodets og forfængelighedens tomhed eller
hulhed end dette guddommelige eventyr kan vel næppe tænkes." Når
Martinus tilmed betegner eventyret som "guddommeligt",
er der al mulig grund til at tage dette udtryk bogstaveligt og ikke kun som
en superlativ kliché.
Det særligt interessante i sammenhængen er, at
Martinus' opfattelse af udtrykket Livets
Eventyr, som forudsætter eventyrbegrebets forståelsesramme i almindelighed,
i særdeleshed har lighed med netop Andersens opfattelse af samme begreb. Det
kan vi i særlig grad få bekræftet ved at læse 1. kapitel af den tidligere
nævnte bog, Vejen til Indvielse,
1953, hvori det daglige, jordiske liv karakteriseres som et stort eventyr, men
et eventyr, der dog adskiller sig fra de digtede eventyr ved, at være selve den
realistiske virkelighed.
Efter flere års grundigt studium af begge de to
geniale forfatteres værker, begyndte jeg i 1974 at skrive en artikel med titlen
”H.C.Andersen og døden”. Artiklen var
primært skrevet med henblik på den forestående hundredårsdag for digterens død
4. august 1875. Denne og et par af de følgende artikler blev i øvrigt
promoveret af forfatteren og foredragsholderen Svend Åge Rossen, hvem jeg
skylder tak herfor.
Den nævnte artikel blev afleveret til
redaktionen for Martinus-tidsskriftet KOSMOS, og hensigten var, at den skulle
trykkes i bladets augustnummer 1975. Imidlertid viste artiklen sig at ville
komme til at fylde for mange af bladets dengang få sider, og en forkortelse var
ikke til at tænke på. Derfor blev den selvfølgelig ikke trykt.
Men efter min egen opfattelse indeholdt artiklen
så mange gode og relevante elementer, at jeg fortsat havde lyst til at skrive
om emnet i en ny artikel. Den fik titlen ”Poesiens
Messias” og blev trykt i KOSMOS
nr. 4, 1976. Denne artikel blev fulgt op af artiklen ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds rige!”. Den var i to dele, og første del blev trykt i KOSMOS nr. 2,
1977, men anden del blev aldrig trykt, angiveligt fordi folk tæt på Martinus
ikke mente, at sammenligningen mellem H.C.Andersens forfatterskab og Martinus’
kosmologi var relevant.
Derefter gik årene til 1991, hvor redaktøren
for tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION, Gunner
(Gunder) Frederiksen, på
anbefaling af Per Bruus-Jensen, opfordrede
mig til at skrive en serie artikler om H.C.Andersen til bladet. Det blev til i
alt 9 storartikler, som blev trykt fortløbende i 1991-93. Se titlerne i
Litteraturliste.
Forlaget Kosmologisk Information v/Gunder
Frederiksen besluttede at udgive fem af storartiklerne i form af et temahæfte,
som udkom i 1996 med titlen ”H.C.Andersen
– hans forfatterskab og livsanskuelse i kosmologisk belysning”. Dernæst
opfordrede Gunder Frederiksen mig til at skrive en bog om samme emne, dog
udvidet med at inddrage fysikeren og naturfilosoffen H.C.Ørsted i sammenhængen. Bogen udkom i 1997 med titlen ”H.C.ANDERSEN, H.C.ØRSTED & MARTINUS”.
Der skulle derefter komme til at gå nogle år,
før jeg skrev nye artikler om samme emne. Det skete i og med artiklen ”Livsmysteriet og barnesindet” (KOSMOS, nr. 11-12, 2001), som delvis var baseret på anden del af
den ovenfor nævnte artikel ”Uden at I bliver som børn, kommer I ikke i Guds
rige!” (1977), der især handlede om en tolkning af eventyret ”Snedronningen” fra 1844.
Fra da af fulgte der lejlighedsvis flere
artikler om H.C.Andersen og hans forfatterskab fra min hånd, hvoraf nogle blev
trykt i KOSMOS og andre i KOSMOLOGISK INFORMATION, som i øvrigt i mellemtiden
havde skiftet navn til DEN NY VERDENSIMPULS.
I 1998 havde jeg fået lyst til at skrive en
artikel, som blev tilbudt årsskriftet ANDERSENIANA, som da også godkendte den.
Artiklen havde titlen ”Tanker omkring en
makulatur” og handlede om den ’skæbne’, der var overgået H.C.Andersens
allerførste bog fra 1822: ”Ungdoms-Forsøg”.
Artiklen involverede dog ikke Martinus eller hans kosmologi.
Det var derimod tilfældet med artiklen ”H.C.Andersens seksualitet”, som blev trykt i ANDERSENIANA 2004. Heri gav jeg en
forsøgsvis vurdering af digterens specielle psyko-seksuelle konstitution på
basis af Martinus’ analyser over ”det seksuelle polprincip”, der spiller en
stor og afgørende rolle i hans kosmologi. I artiklen fremhæves, at den berømte digter var "platonisk
biseksuel", og herunder omtales hans såkaldte "dobbeltforelskelser"
i både kvinder og mænd samtidig. Til gengæld afvises hans påståede
homoseksualitet.
I 2006 fulgte så storartiklen ”…et forbyttet, meget fornemt barn…”. Et bidrag til diskussionen om H.C.Andersens biologiske
herkomst. Artiklen er trykt i ANDERSENIANA 2006. Den involverer heller ikke
Martinus’ kosmologi, men kan alligevel også læses her på hjemmesiden, idet den
i høj grad involverer H.C.Andersen og hans liv. Artiklen skal ses som et bidrag
til den med mellemrum rejste diskussion om digteren H.C.Andersens biologiske
herkomst. I artiklen afvises teorien om Andersen som ”prinsebarn”.
Endvidere har jeg skrevet artiklen ”H.C.Andersen
og familierne Wulff og Koch – med afsæt i en samling familiefotografier.”
(Koch-genealogi og familiefotos ved Jakob Koch). Anderseniana 2008. I artiklen
fortælles om digteren H.C.Andersens nære forhold til de to nævnte familier fra
hans første tid i København i begyndelsen af 1820’erne og til hans død i 1875.
Har siden 1974 også arbejdet på en større
afhandling med titlen ”LIVETS EVENTYR - H.C.ANDERSEN - hans personlighed,
liv og forfatterskab set i lyset af Martinus' Kosmologi”. Resultatet foreligger indtil videre
delvis i form af hjemmesiden LIVETS EVENTYR http://www.livetseventyr.dk/, som blev åbnet den
12. juni 2006.
I maj 2012 udgav forlaget Scientia Intuitiva
min store afhandling ”JESUS - Søn
af mennesket. Jesu personlighed, liv og lære skildret på grundlag af Martinus’
kosmologi.” Bogen blev året efter også udgivet som e-bog. I begge tilfælde
baserer bogens indhold på sig på mit manuskript med titlen Jesus Menneskesønnen I-II, 2002, som siden 2006 har kunnet læses på
hjemmesiden http://www.livetseventyr.dk/
Men som nævnt, vil læseren kunne se en
oversigt over samtlige mine H.C.Andersen-artikler i Litteraturliste.
Desuden blev hjemmesiden efterhånden opdateret
med mine nyere artikler om samme emne, dels sådanne, som var blevet trykt og
publiceret og dels nye og utrykte artikler. Det gælder endvidere også andre
artikler, som er skrevet specielt her til hjemmesiden.
På trods af mit efterhånden opnåede og relativt
grundige kendskab til Martinus' omfattende kosmiske analyser og facitter,
begyndte jeg omkring 2004 for alvor at nære tvivl og skepsis overfor en
væsentlig del af disse. Det skyldtes i hovedsagen alvorlige ulykker og
begivenheder, som medførte død eller lemlæstelse for, hvad der fra en
almindelig synsvinkel betragtet måtte anses for at være uskyldige mennesker,
mænd, kvinder og børn, hvilket altså fremgår af en hel del af mine artikler fra
og med året 2004 og foreløbig til og med 2016. (3)
Mit problem med Martinus' kosmiske analyser og
facitter har derfor i de senere år været og er fortsat, at jeg til at begynde
med troede og mente, at jeg noget nær 100 %
forstod og var enig i det forunderlige og eventyrlige verdensbillede, som
Martinus har fremmanet for vores mere eller mindre undrende øjne. Men efter nu
omkring knapt 60 års mere eller mindre intense studium af nævnte
verdensbillede, er jeg desværre kommet stadig mere i tvivl om nogle af dettes
grundlæggende teser. Det gælder især
spørgsmålet om: 1. hvorvidt logisk tænkning i realiteten er gyldig i
forståelsen af livet og verden, 2. og også om intuitionen er det. Det gælder
også, 3. om skæbnens retfærdighed og det dertil knyttede problem, 4. om
sjælens/personlighedens udødelighed og reinkarnation er en realitet. For er det
ikke tilfældet, at alle de nævnte fire problemer kan verificeres, da falder
Martinus' storslåede billede af verdensaltet – i hvert fald så vidt jeg kan se
- sammen som et korthus.
Eller – hvad jeg helst vil tro og faktisk tror
- er det måske bare mit eget lille og ubetydelige 'korthus', der er faldet
sammen og endt med et ”memento mori”?
Men som det indirekte vil være fremgået af de
ovenfor rejste problemer og spørgsmål, drejer det sig helt primært og grundlæggende
om erkendelsens og erkendelsesredskabernes gyldighed som sandhedsbeviser eller
sandhedsvidner om den virkelige verden. Det rejser yderligere et spørgsmål 5.
Hvad er den virkelige verden i grunden? Alle de nævnte fem problemer og
spørgsmål, har været rejst i filosofihistorien siden de ældste tider, og der er
givet forskellige svar på dem. Her vil jeg imidlertid indskrænke mig til at
undersøge, hvad nutidens vismand, Martinus, har at sige om de nævnte emner.
Samtidigt vil jeg successivt kommentere de enkelte emner. Til det formål
opstilles problemerne og spørgsmålene her i skematisk form:
1. Er logisk tænkning i realiteten gyldig i
forståelsen af livet og verden?
2. Er intuitionen i realiteten gyldig i
forståelsen af livet og verden?
3. Er skæbnen udtryk
for absolut eller fuldkommen retfærdighed? og det dertil
knyttede problem:
4. Er sjælens/personlighedens udødelighed og
reinkarnation realiteter?
5. Hvad er den virkelige verden i grunden?
Ad 1. Man tvinges vel til at erkende, at logisk
tænkning og såkaldt fornuft ikke per automatik er absolut gyldig til
forståelsen af livets og verdens opståen og indretning. Eksempelvis mente man
jo for længe siden, at jorden var verdens centrum, og at følgelig enhver tanke
om andet måtte være udtryk for mangel på logik og fornuft. Man mente også, at
solen stod op i øst og gik ned i vest, fordi man endnu ikke havde erkendt og
forstået, at solens bevægelse skyldtes det forhold, at jorden roterer omkring
sin egen akse.
Senere, da man fik større viden om jorden,
solsystemet og universet, forstod man også, at årstiderne hænger sammen med
jordens rotation omkring solen. Man må derfor konkludere, at logik ikke i sig
selv giver korrekt eller sand viden om tilværelsen og verdensaltet, men er
beroende på den viden, som den efterkontrollerede erfaring i bedste fald giver.
Problemet med logik er, at denne er såkaldt diskursiv, hvilket vil sige, en
tænkning der foregår gennem logisk slutning fra led til led. Det betyder, at
logikken i kraft af sit væsen så at sige splitter forståelsen af verden op i
brudstykker, ja, tilmed i modsætningsfyldte led eller brudstykker, idet en
hvilken som helst opstillet sætning uundgåeligt samtidigt opstiller sin
modsætning. Som eksempelvis, at begrebet og fænomenet liv straks opstiller eller
underforstår begrebet og fænomenet død, lige som begrebet og fænomenet lys
straks opstiller eller underforstår begrebet og fænomenet mørke, og således
fortsættende.
Set på baggrund af Martinus' opfattelse og
forståelse af logisk tænkning, så er denne først sand og gyldig, når den ender
op med facittet eller konklusionen: ”Alt er såre godt!” (4)
Ad 2. Intuition defineres indenfor psykologien
og filosofien som en evne til umiddelbar anskuen eller opfattelse af tingene
eller sagsforhold uden forudgående logisk tænkning eller videnskabelig
erfaring. Eller til en pludselig og umiddelbar forståelse af en større
sammenhæng eller helhed. Hos filosoffer, som f.eks. Spinoza og Bergson, giver
intuition en dybere og rigtigere forståelse af tingenes væsen og sammenhæng.
Men for at intuition kan anses for at være et redskab til sand information
eller viden, må den i sit analytiske aspekt også være strengt logisk.
Intuitionen er i henhold til Martinus
individets højeste ”synsevne”, idet den i bedste fald viser gyldige
erkendelsesmæssige sammenhænge og helheder i tilværelsens brogede
mangfoldighed. Desuden påviser Martinus, at intuitionsfunktionen i høj grad er
idé-skabende, idet den eksempelvis også blandt andet kan give digtere,
forfattere og dramatikere idéer og hele planer til digte, eventyr, historier,
romaner, skuespil, dramaer osv. (5)
Ad 3. Er skæbnen udtryk
for absolut eller fuldkommen retfærdighed? og det dertil knyttede problem: 4.
Er sjælens/personlighedens udødelighed og reinkarnation realiteter? Og 5. Hvad er den virkelige verden i grunden?
Med disse tre
skematiske og i grunden indbyrdes sammenhængende spørgsmål, er vi – eller i
hvert fald jeg - for alvor kommet fra ”asken og i ilden”, for det er netop i og
med disse, at mine egne erkendelses- og forståelsesmæssige problemer for længe
siden har meldt og fortsat melder sig.
Sagen er nemlig den, at
jeg efterhånden har skrevet en del artikler her på hjemmesiden om min tvivl og
skepsis, især vedrørende de ovenfor nævnte tre punkter og spørgsmål. Man kunne
egentlig også anskue situationen som sagnhelten Herkules, der var kommet til en
skillevej og derfor stod overfor valget, hvilken af de to veje han skulle
fortsætte ad. Man kan som bekendt ikke gå to veje samtidigt. Valget mellem at
fortsætte med interessen for og engagementet med Martinus' kosmologi og at
opgive denne, var og er for dramatisk, hvorfor jeg i min tænkning har valgt at
nøjes med at fravælge de dele af nævnte kosmologi, som jeg ikke er i stand til
at gå fuldt og helt ind for.
Det lader sig efter min
opfattelse nemlig gøre, at skille især de evige elementer ud fra samme
kosmologi og nøjes med de elementer, der bliver tilbage, især når man mener, at
vi mennesker i lighed med alle andre levende væsener kun har et enkelt liv til rådighed,
at leve, nemlig det liv vi lever her og nu. Men det er selvfølgelig klart og
forståeligt, at Martinus selv, hvis han ellers levede, og hans loyale og
trofaste støtter og tilhængere vil synes og mene, at det nærmer sig helligbrøde
at gå i rette med mesterværket. Det er naturligvis rigtigt, men her er der jo
selvfølgelig også kun tale om en teoretisk proces og imaginær handling fra min
side, som alternativ til helt at fravælge Martinus' kosmologi. Uanset mit personlige valg, bliver denne jo
under alle omstændigheder stående som det, den er, nemlig som Martinus' bud på,
hvordan verdensbilledet efter hans intuitive og højt intelligente opfattelse
ser ud.
Hvad angår begrebet og
fænomenet skæbne, er Martinus' helt grundlæggende synspunkt – som
formentlig bekendt – dette, at individets skæbne kosmisk set er baseret på
skæbneloven, som siger, at ”det man sår, det skal man også selv komme til at
høste”. Som en følge heraf promoverer Martinus den opfattelse, at skæbnen
fundamentalt set altid er fuldkommen retfærdig, idet intet som helst levende
væsen i princippet vil kunne blive udsat for at komme til at opleve og
gennemleve andet og mere, godt eller mindre godt, behageligt eller ubehageligt,
end det selv har udsat andre levende væsener for at måtte opleve og gennemleve.
For Martinus er der i
øvrigt heller ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at
der eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme
samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms
manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med
Guddommen selv udtryk for et basalt, men ikke nødvendigvis evigt treenigt
princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget,
skabe- og oplevelsesevnen og det skabte.
Eller som Skaberen, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.
Derimod er jeg for det
første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre
hovedattributter: Alkærlig, alvis og almægtig. Kun
i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og
argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af
disse er eller kan være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine
påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus,
besidder den attribut, der betegnes som
alkærlighed. Hvilket vil sige den højeste form for
altruistisk kærlighed til – og dermed fuldkommen retfærdighed for - alle
levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
Det skal her indføjes,
at det kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i
virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er
sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men
det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først
kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk
bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig
indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen
logisk. Men her befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi, hvor
situationen tager sig noget anderledes ud.
For strengt nøgternt set, behøver Altets evige
Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom og
almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at
Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft
af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv'
eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der
ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og
som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed
for alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt
frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der
kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.
Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft
af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og
forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være
ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større
perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det
betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori
og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder
sig. Nemlig som ovenfor nævnt, at alle levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og
sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes
institueret i form af de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, som man nødvendigvis
må opfatte som udtryk for Guddommens vilje. Guddommen er med andre ord
tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske
skabeprincipper skal vi vende tilbage til.
Men foreløbig så langt
er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige
kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer
udgøres af de levende væsener, men i den forstand, at disse dødelige
væsener i en uafbrudt og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces
udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde
opretholdes kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske organisme.
Og forresten, så kender
vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede
mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land, til havs
og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder sig i,
og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv
andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at
forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet,
så udgør 'vores univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og
større univers!
Imidlertid er det
Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den
opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for
former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans
opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og
det enkelte menneske udgør som følge heraf en hjerne- og nervecelle i samme
system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem.
Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold
til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme. (6)
I Martinus' kosmologi
er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, i øvrigt inddelt i seks
områder eller riger, hvoraf de fire udgøres af såkaldt åndelige riger, der i
lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt opretholdes af
levende væseners udviklingsmæssige passage gennem disse. Når mineralriget ikke
nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk for en form
for 'overskudsenergi' fra de levende
væsener i det rige, han betegner som Salighedsriget, i hvilket
hukommelsesenergien er den dominerende.
Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et
enkelt fysisk jordisk liv, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke'
de nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde,
at disse riger – set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i virkeligheden ikke
er nødvendige og derfor heller ikke eksisterende. Derimod er de fire
åndelige energier: følelse, intelligens, intuition og hukommelse repræsenteret
i og med de levende væseners bevidsthedsevner.
Her skal kort refereres, hvordan Martinus'
kosmologi anskuer det levende væsens organiske grundstruktur, nemlig på
følgende måde: Det levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt af
sagkyndige Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden,
men her forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7.
kosmiske grundenergi, Moderenergien. Dennes substantielle og
funktionelle basis er evighedslegemet.
Altså det legeme, som ligger til grund for individets struktur og hele
tilværelse, men som i sig selv er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum,
og hvorom man med rette kun kan sige, at det ER.
Det er i denne forbindelse vigtigt at vide
eller orientere sig om, at det fysiske legeme, altså vores fysiske krop, i det
væsentlige består og udgøres af de tre 'fysiske' energier: 1. Instinktenergien,
2. Tyngdeenergien, og 3. Følelsesenergien. De tre åndelige eller psykiske
energier, som i praksis kendes i form af vore åndsevner, er 4. Intelligensenergien,
5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien. Alle 6 kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer og styrke, har Martinus påvist i sit
symbol nr. 12., som på en forenklet og visuel måde netop viser grundenergiernes
indbyrdes kombinationer, som læseren via
det følgende link selv vil kunne orientere sig om:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12 – På symbolet er det
især det tværgående felt, der i begge ender er markeret med orange farve, som
har særlig interesse i denne sammenhæng, idet dette repræsenterer dyreriget,
hvortil det jordiske menneske stadigvæk hører, omend det så småt er på vej mod
det, Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”.
Min foreløbige pointe er her, at såfremt
min hypotese eller påstand om, at vi levende væsener, der kalder os selv for
mennesker, i øvrigt i lighed med alle andre levende væsener, kun har ét liv at
leve, vil det kun være de tre nederste feltrækker, der kan have
interesse, nemlig feltrækken med rød farve i hver ende, feltrækken med orange
farve i hver ende, og delvis feltrækken med gul farve i hver ende. Hvorfor
feltrækken med gul farve for hver ende kun kan have delvis interesse for os
her, skyldes det forhold, at denne
feltrække repræsenterer grundenergiernes kombination i det såkaldte ”rigtige
menneskerige”, et rige, som med sit høje etiske og moralske niveau ”ikke er af
denne verden”. Derfor er det kun den allernederste del af samme feltrække, der
repræsenterer de højst udviklede jordiske mennesker. (7)
Skematisk opstillet er de syv operationelle
grundenergier i henhold til Martinus følgende:
1. Instinktenergien (rød symbolfarve)
2. Tyngdeenergien (orange symbolfarve)
3. Følelsesenergien (gul symbolfarve)
4. Intelligensenergien (grøn symbolfarve)
5. Intuitionsenergien (blå symbolfarve)
6. Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)
7. Moderenergien (violet symbolfarve)
Det skal også her nævnes, at i henhold til
Martinus er samtlige grundenergier repræsenteret ved hver sin funktionelle
instans og basis i form af en organisme eller et legeme, som skematisk
opstillet ser sådan ud:
1. Instinktlegemet = Instinktenergiens
funktionelle basis (rød symbolfarve)
2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle
basis (orange symbolfarve)
3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens
funktionelle basis (gul symbolfarve)
4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens
funktionelle basis (grøn symbolfarve)
5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens
funktionelle basis (blå symbolfarve)
6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens
funktionelle basis (indigo symbolfarve)
7. Evighedslegemet = Moderenergiens
funktionelle basis (violet symbolfarve)
En specificeret oversigt over, hvilke
grundenergier, der opererer i hver vores psyko-fysiske krop, ser sådan ud:
1. Instinktenergien (rød symbolfarve) står for
automation og subjektivt for anelse, tro, religiøs tilbøjelighed, virtuositet,
rutine, vane og konservatisme. Objektivt står instinktenergien for
automatfunktioner, tropismer, ritualer, traditioner, elektromagnetiske
vekselfelter. I naturen er instinktenergien repræsenteret af planteriget. I
vores fysiske organisme kendes den i form af hud og muskulatur.
2. Tyngdeenergien (orange symbolfarve) står for
ekspansion, subjektivt for aggressive følelser, sangvinsk, kolerisk, destruktiv
og dræbende tilbøjelighed. Objektivt som varme, udvidelse, eksplosion,
acceleration, dynamik og viljeføring. I naturen er tyngdeenergien repræsenteret
af dyreriget. I vores fysiske organisme kendes den i form af mave og
fordøjelsessystem.
3. Følelsesenergien (gul symbolfarve) står for
kontraktion, subjektivt for sansedata, melankoli, flegmatisk og livgivende
tilbøjelighed, regressive og positive følelser. Objektivt står
denne energi for kulde, implusion, træghed, statiskhed, modstand og
antidynamik. Naturmæssigt repræsenterer denne energi Det rigtige menneskerige.
I den fysiske organisme kendes den i form af blodkredsløbet og
åndedrætssystemet.
4. Intelligensenergien (grøn symbolfarve) står
for rationalitet, subjektivt for fornuft, forstand, analyse, syntese pr. logik,
genkendelse erkendelse, forestillingsevne og fremsyn. Objektivt står denne evne
for rationaliteten og hensigtsmæssigheden i naturens problemløsninger. Naturmæssigt repræsenterer den visdomriget, og
i vores fysiske legeme repræsenterer den hjerne og nervesystemet.
5. Intuitionsenergien (blå symbolfarve) står
for kvintessens, hvilket vil sige det, der er væsentligt. Objektivt repræsenterer
den de epigenetiske pointer i naturens skabelser og disses skønhed. Som
naturrige repræsenterer den ”den
guddommelige verden”, og i vores fysiske krop repræsenterer den
seksualstrukturen.
6. Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)
står for fiksering og akkumulation. Subjektivt er den repræsenteret ved
erfaring, erindring, viden og tilbageblik, ekstase og orgasme. Objektivt er den
repræsenteret ved mineralske og krystallinske formationer, og desuden af eruptive hændelsesforløb. Som naturrige repræsenterer
den Salighedsriget og mineralriget. I vores fysiske krop er den repræsenteret
af skelet, hår og negle.
7. Moderenergien (violet symbolfarve) er
ansvarlig for koordination, generelle universelle lovmæssigheder og principper.
Subjektivt set repræsenteres denne overordnede energi af evnen til at opleve,
skabe, sanse og manifestere. Objektivt er den repræsenteret ved de kosmiske
skabeprincipper. Som naturrige repræsenterer den evighedsplanet og den zone,
hvori talentkerner opbevares. I vores
fysiske organisme er denne energi repræsenteret ved den genetiske struktur samt
det endokrine system (kirtelsystemet). (8)
Det er naturligvis en dristig påstand af mig,
at mene, at vi mennesker – i lighed med alle andre levende væsener – kun har ét
eneste liv at leve. Ikke mindst i betragtning af, at jeg i en årrække og i en
lang række tidligere artikler har forholdt mig loyalt og indforstået med
Martinus' geniale kosmiske analyser og livsfacitter. Men det har jeg altså haft
mine forhåbentlig gode grunde til. Det, jeg så dristigt søger og i grunden
altid har søgt, er logiske, fornuftige og bevislige eller sandsynlige
forklaringer på, hvad der med rette vil kunne anses for at være sandheden om
verden og tilværelsen. Det sker også især nu, hvor jeg som nævnt er kommet i
alvorlig tvivl om gyldigheden af Martinus' kosmologi i dennes helhed. Med min
indførelse af ét-livs-teorien, bortfalder automatisk den såkaldt åndelige del
af Martinus' meget smukke, forunderlige og eventyrlige verdensbillede, og det
er naturligvis både synd og skam. Men sandheden eller virkeligheden må og bør
under alle omstændigheder være det pejlemærke, vi sandhedssøgere sætter kursen
efter.
Det er i den guddommelige overbevidsthed, der
desuden også betegnes som Moderenergiens område, hvor de seks grundenergier har
deres centre og udspring, og hvor både organtalentkerner og
erindringstalentkerner har deres base, at de fundamentale lovmæssigheder for
verden og tilværelsen permanent forefindes. Det samme er stort set tilfældet
for de enkelte individers vedkommende, idet den individuelle overbevidsthed er
opbygget i principiel lighed med den guddommelige overbevidsthed.
De basale kosmiske lovmæssigheder, betegner
Martinus generelt som de kosmiske eller guddommelige skabeprincipper,
som i henhold til ham ligger til grund for al skabelse, manifestation og
oplevelse. Skabeprincipperne, hvoraf der ifølge Martinus er 8
hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, altså i alt 15 skabeprincipper,
fungerer tilsammen som en kombineret enhed, idet samtlige skabeprincipper i
større eller mindre grad altid vil være til stede i en hvilken som helst
sammenhæng. Af skabeprincipperne er det i henhold til Martinus særligt
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, der er i spil,
når det drejer sig om individets skæbne.
Af hensyn til læseren, skal her kort og
skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er
Martinus' kosmologi opererer med:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk opstillet ser variantprincipperne sådan ud:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3.
Sult- og mættelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5.
Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7.
Forældre- og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
I henhold til ét-livs-opfattelsen, forholder
det sig i denne sammenhæng stort set sådan, at de nævnte 8 skabeprincipper samt
de 7 variantprincipper bevarer deres 'status' som gyldige, dog naturligvis
sådan, at variantprincipperne nr. 5: Skæbne- eller karmaprincippet, og
variantprincip nr. 6: Reinkarnationsprincippet, overhovedet ikke er i spil, al
den stund, at de i denne forbindelse er uden mening og derfor udelukket. Men med
lidt god vilje kunne man betegne variantprincipperne nr. 5. og 6. som
henholdsvis tilfældighedsprincippet og fødselsprincippet.
At gøre det, ville imidlertid være et utilbørligt indgreb i Martinus'
kosmologi, rent bortset fra, at denne er beskyttet af ophavsretsloven. Jeg skal
derfor her pointere, at det ikke er mit ærinde at ville lave om på Martinus'
kosmiske analyser og facitter, det være langt fra, men kun i henhold til
lovsikret ytringsfrihed, at forholde mig skeptisk-kritisk til emner som skæbne,
retfærdighed, reinkarnation m.fl.
Men for at godtgøre, at de nævnte
skabeprincipper fortsat vil være gyldige i relation til ét-livs-teorien, skal
jeg her forsøge mig med en kortfattet forklaring af, hvorfor og hvordan hvert
enkelt skabeprincip bevarer sin 'status' også i den sammenhæng:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
Det seksuelle polprincip ligger som bekendt
primært til grund for de to køn, lige som for de afvigelser, der forekommer,
f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende variationer. Men set på
baggrund af ét-livs-teorien og dennes konsekvenser, forekommer den
kosmiske udviklingsproces, Martinus
betegner som ”den seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke.
2. Livsenhedsprincippet
Set i ét-livs-teoriens perspektiv forekommer
dette princip i lige så stor og høj grad, som tilfældet er i Martinus'
kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at de levende organismer er opbygget
efter princippet levende væsener indeni levende væsener, som tilfældet eksempelvis
er med levende celler indeni organer og organismer. Principielt tilsvarende forholder det sig med Stofenhedsprincippet,
der kort sagt betyder, at større stofenheder er opbygget og består af mindre
stofenheder.
3. Kontrastprincippet
Dette princip er vigtigt for alt liv og al
livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som kontrasterne liv og død, lys og mørke, varme og kulde, sommer og
vinter, behag og ubehag, glæde og smerte, etc. etc.
4. Perspektivprincippet
Dette princip er under alle omstændigheder
vigtigt og uundværligt for syns- og forståelsesevnen. Princippet består kort sagt i, at størrelser aftager proportionalt
med afstanden fra iagttagelsespositionen.
5. Bevægelsesprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette princip har
meget stor betydning, al den stund det ligger til grund for alt liv og alle
former for bevægelse, lige fra elementarpartiklerne og atomerne, cellerne og organerne over organismerne, planeterne,
solsystemerne og til de vældige galakser ude i himmelrummet.
6. Talentkerneprincippet
Også dette princip beholder sin status under
ét-livs-teorien, idet det ligger til grund for enhver form for evne og talent,
og i forbindelse med organismernes tilblivelse og opbygning via generne.
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
Her er jo tale om en udvidelse af
bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår i kredsløb. I og
med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig kvalitativt, f.eks. i
form af større erfaringsdannelse, er der tale om et spiralkredsløb.
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip drejer sig i hovedsagen om den
funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed,
har haft og har for menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en
”genløsning” til en formodet ny ”paradisisk tilværelse”.
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette
variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige tiltræning mod
hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af f.eks. sympati og
antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er behageligt og
frastødning af det, der er ubehageligt.
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
Stofenhedsprincippet ligger til grund for, at
alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er opbygget af mindre enheder.
F.eks. er organismer, opbygget af organer, og disse af celler, disse igen af
molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er opbygget af elementarpartikler.
3.
Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet.
Dette princip gælder både i bogstavelig
forstand som det, at være sulten og lade sig mætte. Men det gælder også i
videre og overført forstand i form af længsel og længslens tilfredsstillelse.
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet.
Ja, her kan man eksempelvis tænke på opbygningen
af den fysiske organisme fra undfangelsen over fødslen, opvæksten over barndom og ungdom til den modne alder og alderdommen, hvorefter
en nedbrydende aldringsproces med følgende død og ligets opløsning.
5.
Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet.
Som nævnt i hovedteksten, vil dette princip
ikke være gyldigt i forbindelse med ét-livs-teorien. Men med lidt god vilje
kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet
begrebet og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk
for tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang!
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.
Heller ikke dette princip har nogen mening i
forbindelse med ét-livs-teorien. Men eftersom det i princippet handler om
fødsel, kunne man med lidt god vilje kalde det for ”fødselsprincippet”.
7.
Forældre- og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip er absolut også gyldigt i relation
til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.
Hvis kendsgerningerne skulle gå hen og vise sig
primært at være, at vi kun har et eneste liv, altså det vi lever nu og her, til
vores rådighed, hvordan forholder det sig så med den psykiske struktur eller
det såkaldte psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet? - For i henhold til gyldig
videnskabelig analyse af især sanseprocessens anatomiske og fysiologiske
funktioner, står det klart, at det psykiske kraftfelt som det substantielle
grundlag for bevidstheden i videre forstand, derfor også eksisterer som
grundlaget for vores evner til at manifestere os og sanse. Altså til kort og godt som ’substantiel’ basis for at kunne fungere
og opleve os selv og omverdenen.
Man må forestille sig P-kraftfeltet som en
slags elektromagnetisk felt, men som vel at bemærke både indeholder og
opretholder det fysiske legeme og den dertil knyttede bevidsthed. Så
vidt jeg kan se, når vi regner med ét-livs-hypotesen, må det forholde sig
sådan, at det psykiske kraftfelt – altså manifestations-, sanse- og
oplevelsesfeltet - opstår samtidigt med undfangelsen og fødslen af det fysiske
legeme og vokser og udvikler sig synkront med dette. Følgelig må samme psykiske
struktur normalt også degenerere med det fysiske legemes alder og ophøre i og
med dettes død og opløsning. Hvilket jo forresten også er, hvad der i henhold
til Per Bruus-Jensens fortolkning af Martinus' kosmiske analyser, sker med det
såkaldte ”koblingslegeme”, som så vidt jeg kan se godt kan forenes med den her
omtalte sammenhæng. Nemlig som et interaktivt forbindelsesled mellem den overordnede
psykiske struktur, P-kraftfeltet eller oplevelsesfeltet, og det deri
eksisterende fysiske legeme. Overbevidstheden – som her ikke forstås
som en 'udenfor' eller 'over' bevidstheden forekommende evig instans, men
derimod forstået som en indenfor rum-tid midlertidigt
eksisterende ubevidst eller underbevidst psykologisk faktor - vil jo med sine
'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og sin beholdning af organ- og
erindringstalentkerner stadigvæk være overordnet P-kraftfeltet, som netop
skylder samme overbevidsthed og dennes indhold sin eksistens. (9)
I en forsøgsvis forståelse af, hvad fænomenet
P-kraftfeltet eller transformationsfeltet rent faktisk er for noget, bør man
studere den videnskabelige redegørelse for sanseprocessen, kombineret med
eksempelvis de kommentarer til denne, som jeg har redegjort for i artiklen
4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - . Læg særligt mærke
til konklusionen, at de rent fysiske og fysiologiske hjerneprocesser, som
finder sted under synsprocessen, ikke synes at have ret meget at gøre med, hvad
vi rent faktisk ser og oplever i og med vores bevidsthed. Det er derfor den
instans, der tolker og omsætter de fysiske hjerneprocesser til synsindtryk af
det, vi iagttager, der er værd at notere sig. Disse bevidste synsindtryk må
derfor befinde sig ”udenfor” eller ”over” den fysiske hjerne. Det er denne i
sig selv usynlige instans, som vi normalt ikke er bevidste om, der er identisk
med manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet alias P-kraftfeltet.
Som det indirekte vil være fremgået af det her
ovenfor sagte om P-kraftfeltet eller manifestations-, sanse- og
oplevelsesfeltet, så rokker antagelsen af ét-livs teorien heller ikke ved
faktorer, som den ”udenfor” eller ”over” P-kraftfeltet eksisterende
overbevidsthed med dennes 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og dens
beholdning af organ- og erindringstalentkerner. Og i øvrigt rokker det heller ikke ved ”underbevidstheden” og de deri
'indbyggede' og fungerende seks kosmiske grundenergier, hvoraf bevidstheden er
det fornemmeste produkt. De nævnte faktorer, lovmæssigheder og kræfter eller
energier vil i princippet stadigvæk være de samme, som tilfældet
er, når disse er set i dén kosmiske sammenhæng, hvori Martinus fremstiller de
nævnte emner.
Og nok så vigtigt og betydningsfuldt er det, at
selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil
det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk være Jeget, og 2.
hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig forstået som overbevidstheden,
der er identisk med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien,
hvis substantielle og funktionelle instans og basis derimod ikke er
evighedslegemet, for et
sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem
fysiske legeme, som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og udfolder sig i tid og rum, og
som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte er især
begyndelse og ophør, fødsel og død. Det kosmologiske begreb underbevidstheden
– ikke at forveksle med det psykologiske begreb af samme navn - vil da være
identisk med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden,
som fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1.
Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4.
Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som vel
at bemærke har samme værdier og funktionelle kvaliteter, som disse er beskrevet
af Martinus. I forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at
de nævnte energier ikke er fysiske energier, men derimod måder, på
hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever. (10)
Hvad angår den fysiske hjerne og dennes rolle i
det levende væsens eller individs liv og tilværelse, så vil antagelsen af
ét-livs-hypotesen ikke ændre væsentlig ved det. Hjernen vil stadigvæk være en
overordnet instans i det fysiske legeme og dettes fysiologiske og hormonale
processer og funktioner. Det ændrer heller ikke ved, at det såkaldte
koblingslegemes hjerne fortsat vil være et nødvendigt interaktivt mellemled
mellem P-kraftfeltets psykiske struktur og den fysiske hjerne.
Begrebet og fænomenet
bevidsthed
Som bekendt er bevidsthed et fænomen, der
faktisk er velkendt hos de allerfleste levende væsener, omend i forskellige
grader, men i relativt højere grader hos menneskene, grader, der spænder lige
fra en primitiv instinkt- og følelsesmæssig bevidsthed til en højt udviklet
intellektuel bevidsthed. For ikke at gentage, hvad jeg i en tidligere artikel
har skrevet om dette interessante emne, vil jeg her tillade mig at bringe
følgende citat fra en af disse artikler:
(Citat)
I almindelig psykologisk forstand defineres
bevidsthed som en samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse,
opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og opfattelse af
omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets egen indre verden af
forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og godt vil sige
bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed omfatter også de
meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et bevidst væsen, og
endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås individets bevidsthed om
sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent overdrevne betydning.
Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi kan og
skal fænomenet bevidsthed ses i relation til hans analyser af, hvad det er, der
ikke kun konstituerer mennesket, men i videre forstand det levende væsen, hvilket
i videste forstand vil sige alle levende væsener. Dette væsen udgør i henhold
til Martinus et treenigt princip i form af et jeg, en bevidsthed og en
organisme, men forstået sådan, at jeget udgør den overordnede instans i
forholdet, medens bevidstheden forekommer i form af en overbevidsthed og en
underbevidsthed, og organismen er det interaktive redskab, individet via sin
bevidsthed betjener sig af. Den væsentlige karakteristik for et levnede væsen,
mennesket inklusive, er, at det sanser, oplever og manifester sig i form af
handlinger. Imidlertid fremhæver Martinus, at sansning ikke – som det er
almindeligt at tro og mene - er en passivt receptiv proces, men tværtimod en
proces, der forudsætter og kræver et betydeligt moment af skabende virksomhed,
om end i hovedsagen en automatisk skabende virksomhed. Dette er en del af
baggrunden for, at Martinus også betegner bevidstheden som det levende væsens
skabeevne, men altså som en evne, der forudsætter og er betinget af et intimt
samarbejde mellem de ovenfor nævnte tre instanser. Denne skabeevne ligger også
til grund for sansning, som igen udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og
herom skriver Martinus bl.a. følgende:
(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet ”oplevelse”, kun kan
eksistere som identisk med vibration eller bevægelse, vil hele verdensaltet i
sin detaljering være identisk med et uendeligt ocean af energi- eller
bevægelseskombinationer, stråler og bølger, der hver især, efterhånden som de
opleves af det levende væsen, kommer til at danne et nyt billede i det
billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som identisk med dets
”bevidsthed”. […] Citat slut) (11)
Stærkt forenklet sagt, opfatter Martinus altså
bevidsthed som et ”mentalt billedgalleri”, mere præcist i form af mentale
forestillinger, som naturligvis i større eller mindre grad er forbundet med
tanker og følelser. Men der hører selvfølgelig meget andet og mere til, for at
kunne begribe og forstå, hvad bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i
virkeligheden også så kompliceret og omfattende, at det ligger udenfor rammerne
af en artikel som denne, at gøre forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende
beskrivelse af det. Dog skal her tilføjes, at følgende psykologiske energier
eller –evner er mere eller mindre virksomme i individets bevidsthed, nemlig
instinkt, tyngdeenergi (dynamisk energi), følelse, intelligens, intuition og
hukommelse, og som drivkraften eller motivationsfaktoren bag disse evner eller
energier ligger et fænomen eller en kraft, som Martinus betegner som urbegæret,
der defineres som et uspecificeret grund-begær efter oplevelse eller mere
præcist efter livsoplevelse. Dette urbegær udgør grundlaget for alle specifikke
former for begær, vilje og ønsker, men vel at mærke styret af en serie såkaldte
kosmiske (også kaldet guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk
virkende lovmæssigheder, som alle og alt er undergivet. (6) (Citat slut) (12)
En af de største bedrifter Martinus har udført
i og med sit omfattende livsværk, er formentlig analyserne og beskrivelserne af
de såkaldte bevidsthedskategorier. Det sker primært i Livets Bog 1, 5. kapitel,
som har overskriften ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den Ny
Verdensimpuls”. Når Martinus betegner menneskeheden som ”jordmenneskeheden”
hænger det især sammen med, at han skelner mellem det jordiske menneske, som
endnu i nogen grad lever og udfolder sig på basis af kræfter og traditioner fra
det egentlige dyrerige, som menneskene jo har udviklet sig fra, og det kommende
”rigtige menneskerige”, hvis indvånere består af etisk-moralsk udviklede og
modnede mennesker, der som den naturligste ting af verden efterlever og
overholder det store kristne bud om, at ”du skal elske din næste som dig selv!”
Udviklingen fra dyreriget til det jordiske
menneskerige og videre til det rigtige menneskerige, foregår ifølge Martinus'
kosmologi via individernes diskarnation (død) og inkarnation (genfødsel). Men i
og med ét-livs-hypotesen foregår den nævnte udvikling via fysisk genetiske
forandringer fra slægt til slægt.
Men for ikke at gentage, hvad jeg tidligere har
skrevet, vil jeg her nøjes med at henvise den specielt interesserede læser til
specialartiklen H1-35. Den jordiske menneskeheds
bevidsthedskategorier.
Martinus' beskrivelser af
bevidsthedskategorierne er fuldt ud gyldige, også selvom vi læser de nævnte
kategorier på baggrund af antagelsen af ét-livs-teorien.
Begrebet og fænomenet ”de seksuelle
kategorier”, som i Martinus' kosmologi alfabetisk betegnes som fra A- til
K-kategorierne, vil også stadig være gældende, når disse ses på baggrund af
ét-livs-hypotesen. Den eneste – men på sin vis afgørende – forskel er den, at
medens Martinus ser de nævnte seksualkategorier som led i den
kosmisk-evolutionære proces, han betegner som ”den seksuelle polforvandling”,
så ses disse under ét-livs-hypotesen som samtidige seksuelle dispositioner og
adfærdsformer. Med dette forbehold kan det alligevel anbefales den
interesserede læser at gøre sig bekendt med seksualkategorierne gennem at læse
artiklerne H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle
polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’, og H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til
K-menneske.
Den læser, som er enig i ét-livs-hypotesen, vil
selv kunne trække fra og lægge til, så oplysningerne i de ovenfor nævnte to
artikler kommer til at stemme med den nævnte hypotese. Forholdet eller
situationen er jo den, at seksualkategorierne ikke nødvendigvis behøver at ses
i det kosmiske udviklingsperspektiv, som Martinus gør, men udmærket kan tolkes
som samtidige og dermed aktuelle seksuelle dispositioner og adfærdsformer.
Med afsæt i Martinus'
kosmologi skal afslutningsvis herunder vises en forsøgsvis oversigt
over de instanser, der set i ét-livs-hypotesens perspektiv udgør det levende
væsens eller individets grundstruktur. Rækkefølgen af de enkelte instanser bør
naturligvis tages med et vist forbehold, fordi det drejer sig om emner, der er
så subtile, at det kan være vanskeligt at skelne den ene instans fra den anden.
De punkterede linjer skal ses som udtryk for 'flydende' overgange mellem
instanserne.
Forsøgsvis skematisk
oversigt over individets instanser,
sådan som disse tager
sig ud set fra ét-livs-hypotesen:
__________________________
GUDDOMMEN
- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - - - - -
JEGET
URBEGÆRET
OVERBEVIDSTHEDEN
(Moderenergien)
Skabeprincipperne
Organtalentkerner og
erindringstalentkerner
- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - -
UNDERBEVIDSTHEDEN
Grundenergierne
DET PSYKISKE KRAFTFELT
- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - -
Koblingslegemet
- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
Det genetiske kompleks
Det fysiske legeme
Hjernen
Bevidstheden
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
-
OMVERDENEN
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
-
Hermed er jeg på eget ansvar og risiko nået til
vejs ende i forsøget på at forklare og forsvare ét-livs-hypotesen, som med alt
taget i betragtning jo faktisk godt kunne vise sig at være gyldig, hvilket vil
sige, vise sig som værende i overensstemmelse med virkeligheden. Hvis dette
bevisligt skulle vise sig at være tilfældet, vil det desværre betyde, sådan som
jeg efter bedste evne har søgt at påvise i og med denne artikel, at de
overfysiske eller spirituelle dele af Martinus' kosmologi vil være ugyldige.
(13)
Men det er naturligvis med sorgfuldt hjerte, at
jeg er nået frem til denne konklusion, især efter mine mange års studium og
mine egne mange skrevne og indforståede artikler om et verdensbillede, der med
rette fortjener betegnelserne forunderligt, vidunderligt og eventyrligt. Som
også nævnt og gentaget, indeholder det nævnte verdensbillede i øvrigt så megen
sand visdom og klogskab på livet og verden, at det alene af den grund stadigvæk
vil være gyldigt og aktuelt som studieobjekt. Nemlig især med henblik på at
blive et klogere, mere tolerant og kærligt menneske. Det skal mennesket og
vismanden Martinus have stor tak for. (14)
©
August 2016 Harry Rasmussen.
______________________
1.
Vedr. mine planer om at producere tegnefilm baseret på H. C.
Andersen-eventyr, se Dansk Tegnefilms Historie 1919 – 2000 under Biografier:
http://www.tegnefilmhistorie.dk/97
Biografier/Harry Rasmussen/Harry Frame.htm
2.
Martinus: Livets Bog 1, stk. 10: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51
3.
Vedr. mine skeptiske artikler om skæbnens retfærdighed eller
uretfærdighed, kan f.eks. henvises til 4.29. Hvorfor? – om
skæbnens gru 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller
tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! - Skæbne
eller tilfældighed? 4.99. Skæbne og skyld. Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? Og 4.100. Skæbne og skyld (2). Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Nogle tillægsbetragtninger).
H1-45. Viden og undren. Tanker om livet og
verden. H1-46. Ånd og materie - Sjæl og legeme og 4.64. Liv efter døden? – Det store terminale
spørgsmål
4.
Se evt. nærmere herom i artiklen 4.114. Alt er såre godt!” Det centrale udsagn i
Martinus' livsværk.
5.
H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem
personlighed og intuition.
6.
Vedr. livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks.
artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem
personlighed og intuition.
7.
Vedr. grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, se f.eks.
artiklerne H1-30. Jegets evige
energikilder. - om de kosmiske
grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer.
8.
Per Bruus-Jensen: Eksistens og udødelighed – om erkendelseslæren i
Martinus' kosmologi. Bind 1. p. 200. Borgens Forlag 1982.
9.
4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske
betragtninger over den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener.
Bemærk, at artiklen er indforstået med Martinus' kosmiske analyser omkring
blandt andet sanseprocessen, der dog i det væsentlige stemmer med den
videnskabelige opfattelse af samme. Det er derfor især den sidstnævnte
opfattelse, læseren bør notere sig i denne sammenhæng. - Vedr. det såkaldte
”koblingslegeme”, se evt. artiklen H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens
’teknik’. - Vedr. specielt P-kraftfeltet, se f.eks. artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i
Martinus’ kosmologi (II) -
Det skal her pointeres, at Martinus ikke selv bruger ordet og begrebet
”koblingslegemet”, men i stedet benytter udtrykket ”transformationsfeltet”. Det
vil måske derfor også være lidt nemmere at forstå koblingslegemet og dets
funktion, hvis man forestiller sig koblingslegemet som noget i retning af et
elektromagnetisk kraftfelt knyttet til den fysiske organisme. Dette kraftfelt
påvirkes fra to sider, nemlig dels af automatiske og viljesmæssige impulser fra
den sjælelige struktur og dels af automatiske impulser fra den fysiske
organisme, som f.eks. elektro-kemiske reaktioner i sanseorganerne,
nervesystemet og hjernecentrene. Det er i denne forstand, at man kan tale om den specielle rolle, koblingslegemet
eller transformationsfeltet - jeg har for nemheds skyld her foretrukket at
bruge betegnelsen koblingslegemet - spiller for jegets (individets) kontakt med
den fysiske materies verden, nemlig som omtalt som en interaktiv organisme, der
dels formidler Jegets indadrettede aktivitet i form af sansning og dels dettes
udadrettede aktivitet i form af manifestation, hvilket vil sige handlinger af
enhver art og form.
10.
Martinus' kosmologi opererer med, at det skabte, altså verden og
livet, har to basale aspekter: et bevægelsesaspekt og et
energiaspekt. For at danne sig et lille indtryk af, hvordan disse to
aspekter viser sig i praksis, kan her henvises til henholdsvis H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet
oversigt, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer.
11.
Martinus: Livets Bog I, stk. 254.
12.
H1-30. Jegets evige
energikilder. - om de kosmiske
grundenergier. Vedr. urbegæret, se H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også
betegnet som ”skabelsens rat”. Vedr. de kosmiske skabeprincipper, se igen
H1-30. Jegets evige
energikilder. - 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske
betragtninger over den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener.
13.
Læs evt. artiklerne 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl.
- 4.119. Spiritualismens
nyere historie – en kortfattet
gennemgang af spiritualismens historie fra 1800-tallet op til og med Martinus’
kosmologi. Har Martinus' kosmologi en fremtid? - Hvad i øvrigt angår
begrebet og fænomenet reinkarnation, der som som bekendt eller i hvert fald
anført bl.a. her i artiklen spiller en ret så stor rolle i sammenhæng med
Martinus' kosmologi, kan det jo ikke undgå at undre en skeptiker som mig, at
der faktisk ikke findes gyldige verificerede beviser for, at reinkarnation rent
faktisk også foregår i det virkelige liv. Martinus' – og flere andre
spiritualisters argumenter for reinkarnationens realitet – udgør jo ikke i den
forstand et egentligt objektivt bevis. Hans argument for, hvorfor vi mennesker
ikke kan huske et eller flere tidligere fysiske liv, endsige vores ophold i de
påståede åndelige verdener mellem inkarnationerne, lyder umiddelbart besnærende,
men udgør ikke et objektivt gyldigt bevis. I bogen ”Menneskehedens skæbne”, 18.
kapitel med overskriften ”Hvorfor individet ikke erindrer sin evige fortid”,
giver Martinus det svar og den forklaring, at det primært skyldes
hukommelsesevnens generelt og relativt set meget svage funktion på det
indeværende stadium af det kosmiske kredsløb, menneskeheden aktuelt befinder
sig på. På det nævnte stadium af udviklingen er det i henhold til Martinus
verdensplanens hensigt, at individet eller mennesket skal fokusere alle sine
evner og kræfter omkring den fysiske tilværelse.
Dette lyder jo teoretisk set meget rigtigt, men man – eller i hvert fald jeg –
synes jo nok, at der alligevel måtte kunne findes bare skyggen af et personligt
bevis for reinkarnation. Personligt har jeg kendt og været gode venner med
flere nu afdøde mennesker, som i deres liv var mindst lige så fascinerede og
optagne af studiet af Martinus' kosmologi, som mig selv, men ikke en eneste af
disse afdøde har på noget tidspunkt givet sig til kende overfor mig fra det
såkaldt ”åndelige tilværelsesplan”. En af de mest ivrige studerende og
tilhængere af Martinus' verdensbillede var Børge Hamberg, min gode ven fra 1943
til hans død i 1970, men han har aldrig på mindste måde givet sig til kende
efter sin fysiske død. Det udgør selvfølgelig ikke noget bevis i sig selv, men
giver dog anledning til tvivl og skepsis, dels overfor udødelighed og dermed
dels også overfor tanken om muligheden af reinkarnation. - Men jeg skal dog
gerne tilstå, at hver gang jeg f.eks. læser bogen ”Menneskehedens skæbne”, så
føler jeg mig paradoksalt nok fuldkommen overbevist af Martinus' logiske og
fornuftige argumenter for udødelighed og reinkarnation!
14.
Se evt. artiklen 4.71. Mit møde med Martinus og hans værk – Et møde med livsvarig
konsekvens.
©
August 2016 Harry Rasmussen. Revideret af samme i oktober 2017.
******************