og Martinus' kosmologi
En redegørelse
1. del
Min interesse for og studium af Martinus'
kosmologi begyndte i efteråret 1957, hvilket fra 1974 fik mig til efterhånden at
skrive en del artikler om emnet, dels til tidsskriftet KOSMOS og dels til
tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION, som senere skiftede navn til DEN NY
VERDENSIMPULS. I 1996 udgav Forlaget Kosmologisk Information min lille
'afhandling' med titlen ”H. C. Andersen – hans forfatterskab og
livsanskuelse i kosmologisk belysning”, som indeholdt 5 af de i alt 9
storartikler, jeg i 1992-93 havde skrevet til tidsskriftet KOSMOLOGISK
INFORMATION. Året efter udgav samme forlag min bog ”H. C. Andersen, H. C.
Ørsted og Martinus – et sammenlignende studie”. Undertitlen skulle markere,
at der fra min side var tale om netop et sammenlignende studie mellem
især de to åndsgiganter H. C. Andersen og Martinus. I 2005 oprettede min
webmaster Jakob Koch og jeg hjemmesiden LIVETS EVENTYR med det hovedformål at
skildre H. C. Andersen, hans personlighed, liv og forfatterskab set og vurderet
på baggrund af Martinus' kosmologi.
Som læseren sikkert allerede har forstået, så
har jeg fra begyndelsen tilstræbt at forholde mig objektivt til begge de nævnte
personligheder og ikke mindst til deres respektive forfatterskaber. Derfor
forholder det, jeg her på nævnte hjemmeside har skrevet om Martinus' kosmiske
analyser og facitter, sig loyalt til disse, ligesom tilfældet tilsvarende er
med forholdet til Andersens livs- og verdensanskuelse og hans forfatterskab.
Det betyder, at min skildring af dem og de nævnte værker stadigvæk vil være
gyldigt, også selvom jeg i mine senere og seneste artikler har forholdt mig
skeptisk og kritisk til nogle af præmisserne, argumenterne og konklusionerne
hos begge, men især i Martinus' kosmologi.
Hensigten med denne artikel her er derfor at
fortælle læseren om, at mine efterhånden årelange studier af Martinus' kosmiske
analyser og facitter, foreløbig har ført til, at jeg ikke er og i øvrigt aldrig
har været en troende tilhænger af Martinus og hans livsværk, men derimod end så
længe en tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende tilhænger. Men dog en
tilhænger, som nærer håbet om, at min personlige erkendelse med tiden vil kunne
fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og storslåede verdensbillede er et
fuldgyldigt udtryk for virkeligheden eller sandheden om livet, verden og
tilværelsen. Den dag, det sker, vil der blive stor og jublende glæde i det
tvivlende og skeptiske sind.
Men den nævnte tvivl og skepsis har bevirket,
at jeg i de senere år og i en efterhånden forholdsvis lang række artikler, har
skrevet om de emner i Martinus' kosmologi, som jeg – berettiget eller
uberettiget - forholder mig tvivlende og skeptisk til. Men eftersom ingen af de
nævnte artikler har indeholdt en overordnet og systematisk gennemgang af de
pågældende vigtige emner, synes jeg derfor at skylde mine læsere en mere
konsekvent argumentation, analyse og beskrivelse af disse emner. Det er denne gennemgang,
jeg vil forsøge mig med i det følgende, primært i et måske forfængeligt håb om,
at i det mindste nogle af læserne bedre vil kunne forstå min holdning og
situation. Hvis dette i øvrigt kan have nogen som helst interesse for andre end
mig selv. Skulle det sidstnævnte være tilfældet, altså at det kun har interesse
for mig selv, ja, så er der sådan set ikke noget at gøre ved det.
Men lad mig begynde med lidt nyere forhistorie:
I 2001 udgav forfatteren og forlæggeren Per Bruus-Jensen bogen ”Sol
& Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en moderne mystiker og
intuitionsbegavelse”. Udtrykket ”Solen” er en hentydning til vismanden og
seeren Martinus og ”Månen” en hentydning til Bruus-Jensen selv. Titlen skulle
naturligvis markere, at Martinus var og er mesteren, medens Bruus-Jensen var og
forblev dennes elev. Udgivelsen af bogen var og er primært en tilkendegivelse
af den store taknemmelighed, eleven følte overfor en læremester, som personligt
havde indviet ham i sin inspirerede og storslåede lære om intet mindre end
verdensaltet, således som dette tager sig ud, set fra den angiveligt højeste
form for bevidsthed, den, Martinus betegner som ”kosmisk bevidsthed”. Denne
form for bevidsthed er foreløbig en sjældenhed blandt menneskene, men Martinus
hævder, at det kun er et spørgsmål om
tid, før stort set alle mennesker vil have fået udviklet denne højeste
sanseevne. Det med den korte tid skal dog ses i et kosmisk perspektiv af cirka
3000 år!
Det er endvidere Martinus' påstand, at
opnåelsen af kosmisk bevidsthed er et spørgsmål om udviklingen af en fuldkommen
balance mellem individets følelse og intelligens, idet denne balance er en
absolut forudsætning for intuitionsevnens forekomst i bevidstheden. Dér, hvor
der hersker ubalance mellem følelse og intellekt, dér er individet subjektivt
partisk i sin opfattelse af og i sit udtryk eller sine handlinger overfor. Og
omvendt, dér, hvor der hersker højeste balance mellem følelse og intellekt, dér
vil individet være objektivt upartisk i sin måde at opfatte problemerne,
forholdene og situationerne, og dermed også omverdenen på, og ligeledes i sin
måde at udtrykke sig og handle på overfor denne.
Den mentale udvikling fra såkaldt ”kosmisk
ubevidsthed” til modsætningen ”kosmisk bevidsthed” er i henhold til Martinus et
spørgsmål om et etisk-moralsk sindelag, som det kan tage lang tid at opnå, helt
op til flere reinkarnationer. Begrebet
og fænomenet reinkarnation indgår som et vigtigt og uundværligt led i det
verdensbillede eller den kosmologi, som Martinus brugte over 40 år af sit
90-årige liv til at skabe og mere end 60 år til at fortælle sin omverden om.
Imidlertid var Per Bruus-Jensens oprindelige
personlige opfattelse af Martinus ikke særlig positiv, noget, der dog fandt
sted, før førstnævnte kendte sidstnævnte personligt og desuden kun kendte til
dennes lære på baggrund af andres kendskab og holdning til denne og dens
ophavsmand. Herom skriver Per Bruus-Jensen i ovennævnte bog under overskriften ”Hvordan
det hele begyndte ...” s. 9ff, blandt andet følgende:
(Citat) Når jeg i dag ser tilbage på mit liv og
herunder fokuserer på det præg, Martinus og hans arbejde har sat på det, er det
svært at lukke øjnene for en følelse af højere bestemmelse. For faktisk er mit
udgangspunkt ekstremt negativt i den forstand, at jeg oprindeligt på det
nærmeste var Martinus-hader.
Dette havde to årsager, nemlig min fars
patriotisme og min egen musikinteresse.
Min far var et yderst patriotisk sindet
menneske, der havde vovet pelsen under den tyske besættelse, og for hvem den sydslesvigske
sag var et helligt anliggende. Og med baggrund i en hård barndom samt en meget
betydelig historisk viden hævdede han
gennem hele livet den grundsætning, at så længe, der havde været et menneske
med en plov, der frembragte værdier af jorden, havde der også været et menneske
med et sværd, der va parat til med magt at tage disse værdier fra ham.
Ved en lejlighed havde han ladet sig overtale
til at høre et foredrag af Martinus, der bragte ham i det største sjælelige
oprør, idet emnet var ”fred gennem pacifisme og militærnægtertjeneste”. Han
drog på grundlag heraf den enkle
slutning, at Martinus slet og ret var et skadedyr i samfundet, og han lagde
ikke skjul på denne opfattelse i sine omgivelser, der bl.a. omfattede min bror
og mig.
Det gjorde dog ikke noget større indtryk på os,
da vi begge havde meget andet i hovedet end at tage stilling til den slags
ting. Men den dag skete der noget, som faktisk overbeviste mig om, at min far
havde ret.
Jeg havde altid været meget glad for musik og
dyrkede også selv violinspil med stort engagement. En dag hørte jeg et indslag
i radioen, der handlede om et ægtepar Ankerbye på Bornholm, der længe havde
været toneangivende i øens musikkredse og musikliv og selv aktivt tog del deri
(fru Ankerbye havde i sine unge dage turnéret som koncert-violinistinde rundt
om i verden). Men nu havde man helt lagt musikken og disse hverv på hylden for
at få tid til at studere Martinus' arbejde.
Jeg var dybt rystet og drog hastigt den højst umodne
slutning, at når nogen kunne få folk afledt fra at beskæftige sig med noget så
ophøjet som musikken til fordel for en mere eller mindre tvivlsom filosofi, så
måtte det nødvendigvis bekræfte min fars opfattelse: at Martinus som denne
filosofis ophav var et skadedyr i samfundet. Og fra den dag var jeg til det
yderste negativ overfor alt, hvad der havde bare det mindste med Martinus at
gøre.
Når jeg i dag må vedgå mig den direkte modsatte
holdning til dette spørgsmål, skyldes det i første omgang – ironisk nok – min
store musikinteresse. (Citat slut).
Per Bruus-Jensen fortæller herefter om sit møde
med nogle musikinteresserede mennesker, som
også viste sig at være stærkt engagerede og ivrige studerende af
Martinus' kosmologi, men de havde ikke travlt med at ville 'omvende' deres unge
ven. Som tiden gik blev han dog mere og mere interesseret i de farvestrålende
symboltegninger, tegnet af Martinus, ægteparret havde hængende overalt på
væggene i deres hyggelige hjem. Efter forskellige mellemliggende beskæftigelser
som bl.a. soldat og senere skovfogedelev, hvorunder han kom ud for en
arbejdsulykke, som afbrød hans uddannelse, var
det var faktisk den omstændighed, der indirekte vakte unge Bruus-Jensens
interesse for at give sig seriøst i kast med studiet af Martinus' kosmiske
analyser og livsfacitter.
Så vidt Per Bruus-Jensen, der altså begyndte
sit forhold til Martinus og dennes lære med en midlertidig nærmest uforsonlig
negativ interesse og holdning til samme. Men efter fra og med efteråret 1957 at
have lært både Martinus og dennes kosmologiske lære at kende, skiftede Per
Bruus-Jensen totalt opfattelse og blev ikke alene en flittig og trofast
studerende af denne lære, men under Martinus' personlige vejledning også selv
snart en meget kyndig og fremtrædende foredragsholder, studiekredsleder og i
nok så høj grad forfatter af en række artikler og en hel del bøger med emner
fra samme lære. For nærmere information herom kan læseren henvises til
hjemmesiderne Nordisk Impuls og http://www.martinusforum.dk/
I sin ovennævnte bog ”Sol & måne” kommer
Per Bruus-Jensen i Tredie afsnit, s. 79, også ind på, at der i nogle
Martinus-kredse har verseret en skelnen mellem vismanden Martinus og
hverdagsmennesket Thomsen. Martinus' borgerlige navn var som bekendt Martinus
Thomsen. Men den nævnte skelnen mener Bruus-Jensen ikke er relevant, skønt det
faktisk er Martinus selv, der indirekte er årsag til denne. Den opfattelse, at
der ikke kan eller bør skelnes mellem Martinus og Hr. Thomsen, må jeg desværre
sige, at jeg ikke er enig i, hvilket blandt andet fremgår af min artikel 2.26. Sfinksen
og Keops-pyramiden – symbol og mausoleer eller indvielsestempler? Derfra skal
jeg citere følgende:
(Citat) Martinus’ beskrivelse af
Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i
århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med
ægyptologen Mark Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor
fremførte [i den citerede artikel], er det min opfattelse at Martinus’ påstande
om specielt Keopspyramiden, næppe kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt
logisk velunderbyggede kosmiske viden, som
hans værk ellers er så fornemt et udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte
sin kosmiske bevidsthed eller veludviklede og viljestyrede intuitionsevne, når
han f.eks. udtalte sig om et eller andet emne eller spørgsmål, har nu afdøde
lektor Benjamin Saxe givet et eksempel på i bogen ”Martinus – som vi husker
ham” (s. 77). Det var en af Ben Saxes venner, der engang havde fortalt ham
dette, og herom skriver han følgende:
(Citat) ”Den samme ven, i hvis hjem Martinus
gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og
talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven
Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da
min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare
på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus
forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin
skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske
bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om
mange ting!” (Citat slut)
En del tyder da også på, at Martinus, til trods
for påstanden om sin kosmiske bevidsthed, ikke altid kom lige hurtigt eller
nemt til sine ”kosmiske facitter”, herunder sine tegnede symboler og logiske
analyser. Han måtte i hvert fald i en del tilfælde prøve sig frem, indtil han
fandt frem til adækvate udtryk for sine intuitioner og visioner. Det kan man
for symbolernes vedkommende se 10 eksempler på i den skitsebog, han tegnede i
årene 1924-29, men som han bortset fra symbol nr. 1: den ligesidede trekant,
senere erklærede for ugyldige. For hans skriftlige arbejdes vedkommende kan man
læse herom i hans selvbiografi ”Martinus
Erindringer”. Sidstnævnte sted skriver han bl.a. følgende om sin situation
omkring 1921, det år, hvor han til sin egen store overraskelse kom ud for at
opleve det, han selv betegner som sin fødsel til kosmisk bevidsthed:
(Citat) Og så begyndte jeg at skrive.
Men
alt det, jeg skrev de første år, måtte jeg dog senere redigere om. Jeg var jo
uden rutine, og jeg skrev sætninger så lange, at de fyldte halve sider. Jeg
troede i begyndelsen, at det var nemmere for læserne at forstå analyserne, når
man ikke afbrød tankerækken ved at anvende for mange punktumer.
Der
gik faktisk syv år, før jeg for alvor var moden til at påbegynde mit hovedværk
”Livets Bog”. (Citat slut)
(Se Martinus Erindringer (1987), s. 71. –
Martinus’ skitsebog findes gengivet i Per Bruus-Jensens bog ”Sol & måne”, Forlaget Nordisk Impuls
2001).
Dette bekræftes yderligere af forfatteren Lars
Nibelvang i dennes artikel (uden titel) i bogen ”Martinus – som vi husker ham”:
(Citat) Nu begyndte han så småt at skrive på sit hovedværk ”Livets Bog”.
I begyndelsen var han jo uden rutine som forfatter, og det meste af det, han
skrev i de første år, måtte han senere redigere om. (Citat slut)
(Se erindringsbogen: Martinus – som vi husker
ham (1989), s. 27.)
I nogle Martinus-kredse har der i tidens løb
været entusiastiske tilhængere, som har ment, at efter at han i påsken 1921
havde gennemgået ”den hvide indvielse” og ”den gyldne ilddåb”, satte dette ham
i stand til umiddelbart at kunne gennemskue ethvert problem og til straks at
kunne svare på ethvert stillet spørgsmål, uanset dettes karakter eller emne.
Men sådan forholdt det sig ifølge Martinus selv altså åbenbart ikke, i hvert
fald ikke altid. Han måtte til at begynde med tværtimod anstrenge sine
åndsevner til det yderste og benytte bøn til Gud som vejledende og rådgivende.
Men rent personligt kan jeg ikke se, at det på nogen måde kan forklejne
Martinus’ under alle omstændigheder og i god forstand enestående og fantastiske
kosmiske analyser og facitter, hvis han til at begynde med har måttet bruge tid
på at afklare og tydeliggøre sine kosmiske visioner, indtil de formede sig
krystalklart for ham, så han derefter kunne give disse synlige udtryk i tegnede
symboler og skrevne tekster. (Note 3)
(Vedr. den hvide og den gyldne ilddåb, se
Martinus: Omkring min missions fødsel, 16.-18.
kapitel.)
Den kosmiske bevidsthed synes også
lejlighedsvis at have svigtet Martinus senerehen i livet, hvilket turde fremgå
af hans udtalelse om, at forholdet var det, at han ”kun brugte sin kosmiske
bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når
jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske
mindre end du og alle andre om mange ting!” Det vil næppe være for dristigt at
gætte på, at Martinus ikke benyttede
sig af sin kosmiske bevidsthed, når han gjorde sig tanker om og udtalte sig om
f.eks. pyramidernes alder og byggeteknik. Men når det kommer til stykket, hører
det jo trods alt heller ikke til et af de vigtigste problemer og spørgsmål at
få afklaret her i livet. Personligt tror jeg, at Martinus, som altid var
genstand for megen opmærksomhed fra sine tilhængeres side, ofte svarede de ikke
altid lige seriøse spørgere, mest for at være venlig og imødekommende. (Citat
slut)
Vigtigt! Der er både her og senere i denne artikel tale
om et vist 'genbrug' af en del af de artikler, jeg i årenes løb har skrevet i
relation til Martinus' kosmologi, og som for de flestes vedkommende er vedføjet
notetal, der henviser til de kilder, som er relevante for den enkelte citerede
artikel. Disse notetal – i ovenstående tilfælde (Note 3) i artiklen 2.26. Sfinksen
og Keops-pyramiden – henviser til
noter i den originale artikel. Notetallene har jeg ladet stå, selvom der ikke
er vedføjet et noteapparat til denne artikel om ét-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi. Men den eller de læsere, som måtte have behov for eller ønske om at
læse, hvad noterne indeholder, må desværre ulejlige sig med selv at opsøge
dette indhold i de respektive originale tekster her på hjemmesiden. Men i
øvrigt kan man efter behag springe noterne over.
Min egen genfortælling
af Martinus' kosmologi
For i al ubeskedenhed at drage min egen person
og mit forfatterskab ind i sammenhængen, må det siges, at jeg har været og er en
stor beundrer af Per Bruus-Jensen, hvis foredrag og kurser jeg har fulgt lige
fra begyndelsen i de år, hvor han var tilknyttet Martinus Institut og Martinus Center, og hvis
relativt mange bøger jeg alle har læst og studeret grundigt. I min egen genfortælling
af Martinus' kosmologi her på hjemmesiden, har jeg i vid udstrækning benyttet
hans fremstilling som sekundær kilde til viden om Martinus' kosmologi, lige som
jeg i mangfoldige år har haft hans uforbeholdne tilladelse til at benytte
citater og diagrammer fra hans diverse bøger. Hvilket jeg har benyttet mig
flittigt af.
Men nok så vigtigt var og er det, at mit
udgangspunkt i forbindelse med Martinus og hans kosmologiske lære, var lige det
omvendte af Per Bruus-Jensens. I mit tilfælde var situationen den, at jeg lige
fra begyndelsen i 1957 havde en yderst positiv interesse og holdning til så vel
Martinus som dennes kosmologiske lære. Men dog med et lille forbehold i form af
tvivl og skepsis overfor en del af det, som den nævnte lære indeholder.
Om denne tvivl og skepsis skrev jeg så sent som
i oktober 2012 et opslag, som det vil være relevant at citere her:
(Citat) Tvivlen er sandhedssøgerens følgesvend
i forsøget på at fatte, begribe og forstå livet, verden og tilværelsen.
Videbegærlighed er ophav til alle spørgsmål, mens tvivlen sammen med skepsis er
garantien for, at man ikke antager noget for givet eller sandt, før det er
bevist. Bevist er noget, når det er blevet bekræftet af erfaringen eller
virkeligheden. Her kommer tvivlen atter ind, for hvad er virkelighed?
Den helt grundlæggende tvivl må være, om det er
mennesket givet, at besidde evne til at kunne fatte, begribe og forstå
virkeligheden, hvad den så end måtte vise sig at være? – Man bør indledningsvis
nok gøre sig klart, at intellektet, tanken, fungerer diskursivt, dvs. gennem
logisk slutning fra led til led, og dualistisk, dvs. tænkning i tilsyneladende
uforenelige modsætninger. Endelig kan tanken også fungere dialektisk, dvs. en
tankegang som teoretisk og filosofisk set bevæger sig gennem tre led: Tese,
antitese og syntese.
Efter mange års studium og bekendtskab med
Martinus’ verdensbillede og med den bevægelse, der er opstået omkring dette, er
det min erfaring, at ret så mange mennesker forholder sig troende og
fundamentalistisk – og nogle ligefrem ”frelste” – til de kosmiske analyser og
facitter, der danner grundlaget for samme verdensbillede. Tænk, hvis man
overførte den samme holdning i forholdet til naturvidenskaben, hvor ville vi så
ende henne? -
Det er i hvert fald efter min opfattelse
vigtigt, at dyrke og bevare den frie tanke og meningsdannelse, og dermed også
retten til både det frie studium og ytringsfriheden, uanset hvilket emne, det
end drejer sig om, det være sig filosofisk, religiøst eller politisk. Dette indebærer
i sin konsekvens, at man bliver nødt til principielt at modvirke de kræfter,
der vil undertrykke åndsfriheden og dermed den frie tanke og ytring.
Selv er jeg lidt af en tvivler, ikke for
tvivlens egen skyld, men fordi jeg lejlighedsvis føler mig usikker på, om det
jeg mener at vide, nu også er i utvetydig og uimodsigelig overensstemmelse med
det, der kan og skal forstås som sandhed eller virkelighed. Det kan vel i
øvrigt uden videre begrundelse fastslås, at begreberne virkelighed og sandhed
er identiske eller kongruente. Man kan i alt fald antage, at de er det –
formentlig uden at komme i konflikt med sandheden eller virkeligheden.
Lejlighedsvis kan jeg eksempelvis godt komme i
tvivl om, hvorvidt Martinus’ verdensbillede, hvor forunderligt og logisk opbygget
det end forekommer at være, nu også er i utvetydig og uimodsigelig
overensstemmelse med virkeligheden, altså om det er et sandt udtryk for denne.
Selv postulerer Martinus jo, at hans universale eller såkaldte kosmiske
analyser og disses samlede konklusion i form af et storslået verdensbillede, er
i overensstemmelse med i hvert fald en væsentlig del af det, der kan og skal
forstås som virkeligheden. Den virkelighed postulerer Martinus at have fået
adgang til oplevelsen af via sin veludviklede intuition, en usædvanlig evne til
umiddelbar oplevelse, anskuelse og erkendelse af en større helhed og dybere
sammenhæng i tilværelsens brogede mangfoldighed.
Men det må jo være og forblive et postulat,
dels at intuitionen giver adgang til den basale virkelighed, og dels, at
Martinus’ kosmiske analyser er fuldgyldige udtryk for denne virkelighed, så
længe man ikke selv besidder en duelig evne til – intuitivt og intellektuelt -
utvetydigt at opleve og erkende den virkelighed, der angiveligt ligger til
grund for det nævnte verdensbillede.
Min konklusion på de ovenfor fremførte
betragtninger, må foreløbig blive, at jeg ikke er en troende tilhænger af
Martinus og hans livsværk, men derimod end så længe en tvivlende, skeptisk og sandhedssøgende
tilhænger. Men dog en tilhænger, som nærer håbet om, at min personlige
erkendelse med tiden vil fortælle mig, at Martinus’ forunderlige og storslåede
verdensbillede er et fuldgyldigt udtryk for virkeligheden eller sandheden om
livet, verden og tilværelsen. Den dag, det sker, vil der blive stor og jublende
glæde i det tvivlende og skeptiske sind.
© oktober 2012. Revideret september 2016. Harry Rasmussen. (Citat slut)
Den ovenfor omtalte tvivl og skepsis har
bevirket, at jeg i en årrække og i en efterhånden forholdsvis lang række
artikler, har skrevet om de emner i Martinus' kosmologi, som jeg – berettiget
eller uberettiget - forholder mig tvivlende og skeptisk til. Men eftersom ingen
af de nævnte artikler har indeholdt en overordnet og systematisk gennemgang af
de pågældende vigtige emner, synes jeg derfor at skylde mine læsere en mere
konsekvent argumentation, analyse og beskrivelse af disse. Det er denne
gennemgang, jeg vil forsøge mig med i det følgende.
Idet jeg går ud fra, at læserne selv er
nogenlunde fortrolige med Martinus' analyser og facitter vedrørende hans
verdensbillede, vil jeg i det følgende forsøge mig med en forenklet systematisk
gennemgang af de emner i hans kosmologi, jeg stiller mig skeptisk og tvivlende
overfor. Som en konsekvens af og konklusion på min tvivl og skepsis, nåede jeg
med tiden frem til det, jeg betegner som ét-livs-hypotesen, hvorfor det er
denne, der med udgangspunkt i de samme faktorers orden i Martinus' kosmologi,
danner grundlaget for den herunder viste skematiske og 'hierarkiske' oversigt
over de omhandlede emner og faktorer:
Forsøgsvis skematisk
oversigt over individets instanser,
sådan som disse tager
sig ud set fra ét-livs-hypotesen:
__________________________
GUDDOMMEN
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
JEGET
URBEGÆRET
OVERBEVIDSTHEDEN
(= Det højpsykiske kraftfelt med Moderenergien )
Skabeprincipperne
Organtalentkerner og erindringstalentkerner
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
UNDERBEVIDSTHEDEN
Grundenergierne
DET PSYKISKE KRAFTFELT
De universelle bevægelsesarter
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Koblingslegemet
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Det genetiske kompleks
Det fysiske legeme
Hjernen
Bevidstheden
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
OMVERDENEN
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
De ovennævnte emner og faktorer vil herefter
blive omtalt og behandlet i den ovenfor opstillede 'hierarkiske' orden og
rækkefølge, hvilket betyder, at vi skal begynde med at se nærmere på, hvordan
begrebet GUDDOMMEN tager sig ud, dels på baggrund af Martinus' kosmiske
analyser, og dels hvordan denne kan opfattes, når den ses på baggrund af
ét-livs-hypotesens præmisser.
Men lad mig her indskyde, at det ikke på nogen
måde er mine intentioner at ville genskrive og slet ikke omskrive Martinus'
verdensbillede, dels, fordi dette er så unikt og storslået, at det ville være
halsløs gerning at gøre forsøget, dels at det naturligvis er beskyttet af loven
om ophavsret, og endelig dels, fordi jeg slet ikke ville være hverken kompetent
eller kvalificeret til at vove forsøget. Min eneste intention er, at forsøge på
at se, hvordan nævnte verdensbillede tager sig ud, når det ses på baggrund af
ét-livs-hypotesen.
For Martinus er der ingen som helst tvivl om, at
sandheden om virkeligheden er, at der eksisterer en evig Guddom, i hvis billede
og i hvis psyko-fysiske organisme samtlige eksisterende levende væsener lever
og udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende
væsener er i lighed med Guddommen selv udtryk for et basalt evigt treenigt
princip i form af Jeget, bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget,
skabe- og oplevelsesevnen og det skabte. Eller som Skaberen,
skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.
Derimod er jeg for det første ikke enig i
opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de tre hovedattributter: Alkærlig,
alvis og almægtig. Kun i, at samme Guddom er alvis og almægtig. De
ovenfor fremførte påstande og argumenter forudsætter naturligvis, at man gør sig
klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan være. Den største konsekvens vil
nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at Guddommen ikke, som hævdet af
blandt andre Martinus, besidder den attribut, der betegnes som alkærlighed.
Hvilket vil sige: den højeste form for altruistisk kærlighed til – og
dermed fuldkommen retfærdighed for - alle levende væsener uden nogen som helst
undtagelse, små som store, i de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og
makrokosmos.
Det skal her indføjes, at det naturligvis
kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og dermed tilværelsen i
virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen på alt, hvad der er
sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt er såre godt!” Men
det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til Martinus først
kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt kosmisk
bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det sig
indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen
logisk.
(Se artiklen: 4: 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn
i Martinus' livsværk)
Men i og med ét-livs-hypotesen befinder vi os
nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi, hvori situationen tager sig noget
anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat ud. Det vil mere eller mindre
direkte og tydeligt fremgå af den følgende skildring.
For strengt nøgternt set, behøver Altets evige
Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af attributterne alvisdom
og almægtighed. At Guddommen selvsagt er evig, i den forstand at
Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt andet, er indlysende i kraft
af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke kan opstå af 'sig selv'
eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen eksistere som et 'noget', der
ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs årsag, og
som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid og rum, og dermed
for alt andet eksisterende. Hvad angår alvisdommen, så træder denne jo tydeligt
frem i forbindelse med den fuldkomne logik og plan- og hensigtsmæssighed, der
kan iagttages i alle tilgængelige og kendte livsprocesser.
Almægtigheden eller almagten er synlig i kraft
af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe alt, hvad der eksisterer og
forekommer i verdensaltet, og det må vel fra ethvert synspunkt siges at være
ikke mindre end imponerende! Nemlig det verdensalt, der set i det større
perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens psyko-fysiske organisme. Det
betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom udgør det 'noget', hvoraf, hvori
og hvorved alt og alle uden nogen som helst undtagelse eksisterer og udfolder
sig. Nemlig som ovenfor nævnt, at alle levende væsener udgør samme Guddoms
manifestationsredskaber og sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og
vilkår, som findes institueret i form af de grundlæggende kosmiske
skabeprincipper, herunder det evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man
nødvendigvis må opfatte som udtryk for Guddommens vilje. Guddommen er med andre
ord tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske
skabeprincipper skal vi vende tilbage til.
Men foreløbig så langt er jeg til dels enig med
Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det evige kun gælder Guddommen, og
også enig i, at samme Guddoms redskaber og organer udgøres af de levende
væsener, men ikke som de evigt levende væsener, men i den forstand, at disse er
dødelige
væsener i en uafbrudt og uophørlig fødsels-, formerings-
og dødsproces, og som uophørligt udskiftes og erstattes
af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde ser det fra
ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens psyko-fysiske
organisme opretholdes.
Og forresten, så kender vi jo – i hvert fald
foreløbig - kun levende væsener i form af den brogede mangfoldighed af liv, der
findes og lever her på jordkloden, på land, til havs og i luften. I betragtning
af det vældige univers, jordkloden befinder sig i, og hvor astronomer og
astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn på liv andre steder, bortset
fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok sige, at forekomsten af liv
synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein på ordet, så udgør 'vores
univers måske kun et atom i et stoleben, der står i et andet og større univers!
Imidlertid er det Martinus' påstand, at liv er
udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den opfattelse, at planeter,
solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for former for liv. Sådan
opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans opfattelse, at
menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at det enkelte
menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme system, medens
dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem. Verdensaltet som
helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold til Martinus
Guddommens psyko-fysiske organisme.
(Vedr. livsenhedsprincippet og
organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og
personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.)
Af hensyn til læserens orientering i forbindelse
med det og de emner og faktorer i Martinus' kosmologi, der her er tale om, skal
nedenstående diagram gengives. Diagrammet, som er fremstillet på foranledning
af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans egne værker, relaterer sig til
Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige verdensbillede, Det levende
væsen 2, Den evige Guddom og de evige Gudesønner:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11
De ovenfor nævnte og senere omtalte
lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt også for de
individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og dyrevæsener.
Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende væsener genstand
for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling, og dermed også for
diskarnation og reinkarnation.
Diagrammet viser den guddommelige
bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og
kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs.
det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted.
Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det
nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B
markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære
bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det
punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen
indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i
kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord
reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets
manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet
efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind
4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo
indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 –
6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Åndelig eller
parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk
virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det
diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige
riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3.
det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og
halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds
sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget
= mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det
jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry
Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens beskrivelser).
I
Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme, verdensaltet, som
vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller riger, hvoraf de fire
udgøres af såkaldt åndelige riger: det rigtige menneskerige, visdomsriget, den
guddommelige verden og salighedsriget, der i henhold til Martinus' kosmologi
alle i lighed med de to fysiske riger, plante- og dyreriget, for evigt
opretholdes af levende væseners udviklingsmæssige passage gennem disse. Når
mineralriget ikke nævnes her, skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk
for en form for 'overskudsenergi' fra de levende væsener i det rige, han
betegner som Salighedsriget, i hvilket hukommelsesenergien er den dominerende.
Men eftersom de levende væsener i henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt
fysisk jordisk liv, kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de
nævnte åndelige eller overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at
disse riger – vel at mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i
virkeligheden ikke er nødvendige, vel at
mærke som riger, de levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, er
med til at opretholde og forny, dels via et periodisk permanent ophold og en
videre passage gennem hvert af disse bevidsthedszoner i den guddommelige
bevidsthed. Derimod er de fire
åndelige energier: følelse, intelligens, intuition og hukommelse repræsenteret
i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners bevidsthedsevner.
Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte fire riger også
kan tolkes på en anden og mere positiv måde.
Men det er især når vi iagttager og oplever,
hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig for de enkelte
individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at Guddommen er
partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker er født og
opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder, som de forstår
at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres gavn, medens andre
kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige eller mindre gunstige
forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på uretfærdighed i livsvilkårene.
Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes Guddommen, hvad kan så være
forklaringen på de store forskelle, der kan bestå mellem mennesker? -
Forklaringen kunne måske nok tænkes at være
den, at Guddommen hverken er retfærdig eller uretfærdig, men har givet de højest
og mest udviklede af sine manifestationsredskaber og sanseorganer: menneskene,
en relativt – eller tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest
fordelagtige ud af egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da
også, at folk, der er født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt,
socialt og økonomisk, ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget
bedste, men oplever i nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens
omvendt, andre folk, som er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår,
forstår og formår at bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også
til andres fordel.
(Se f.eks. artiklerne: H1-21. Individets fri kontra
ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets
fri kontra ufri vilje (II)– om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer
(fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske
menneskeheds bevidsthedskategorier
- sidstnævnte artikels hovedindhold findes dog gengivet her i denne
artikel om ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )
Hvis virkeligheden i øvrigt skulle gå hen og
vise som en verificerbar kendsgerning, at forestillingen om reinkarnation er
ren og skær ønsketænkning og dermed en illusion, ville den videre konsekvens
heraf være, at fuldkommen retfærdighed ligeledes måtte anses for at være en
illusorisk ønsketænkning, idet der i så fald ikke ville kunne kompenseres for
den ulykke, de lidelser, smerter mm., som individerne kommer ud for at måtte
opleve og gennemleve i løbet af det ene liv, der i henhold til
ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med for tidlig dødelig
udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i alle tilfælde: med
dødelig udgang.
Selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien
eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk
være Jeget,
og 2. hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig
forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede
grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis i de
levende væseners tilfælde derimod ikke er evighedslegemet, for et
sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem
fysiske legeme, der dog er associeret med et psykisk kraftfelt,
som opretholdes og fungerer på basis af Guddommens evighedslegeme. Det psykiske
kraftfelt opretholdes og fungerer på grænsen mellem individets psyke og den fysiske verden, hvilket i begge tilfælde
betyder, det psykiske kraftfelt
fungerer og udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet
disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør,
fødsel og død.
Som nævnt definerer Martinus det levende væsens
Jeg som værende evigt. Men hvad vil det i grunden sige, at Jeget eller Noget i
det hele taget kan tillægges prædikatet evig eller evigt? – Filosofisk set
defineres begrebet ”evig” eller ”evighed” som udtryk for ’Noget’, der er uden
begyndelse og derfor også uden ende, mere specifikt, som ’Noget’, der er
uskabt, men som alligevel må tilskrives eksistens og dermed også uophørlig –
eller for at tale religiøst: udødelig - eksistens. Ikke i form af varighed, men
i form af væren, som dermed er et karakteristika ved begrebet evighed.
Men hvordan kan man tankemæssigt komme på
sporet af evigheden eller hvad der er evigt? – Det kan man faktisk via et
ganske enkelt logisk ræsonnement, som tager sit udgangspunkt i den
kendsgerning, at noget ikke kan opstå eller fremkomme af ingenting. Noget kan
kun opstå eller fremkomme af noget. Men når noget kun kan opstå af noget betyder
det, at der må være et oprindeligt noget, som ikke kan være opstået af noget
andet. Det indebærer, at hvis man taler om årsager til noget, og det gør man
jo, fordi årsagsvirkningslovens eksistens og funktion er evident, så må den
oprindelige årsag karakteriseres som en årsagsløs årsag, det vil sige en årsag,
hvortil der ikke findes nogen årsag. Det betyder endvidere, at alle årsager og
virkninger kan føres tilbage til den første årsagsløse årsag, som
dermed er evig, nemlig i den forstand, at den aldrig er begyndt og aldrig vil
kunne ophøre med at være.
Den første årsagsløse årsag udgør desuden et
¨Noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, og dermed udgør den i
sig selv den evige og uendelige ’ursubstans’, som ligger til grund for
forekomsten af fænomenerne rum og tid. Det betyder, at ’ursubstansen’ i en vis
forstand eksisterer som umanifesteret grundform ’forud for’ sin manifestation i
form af verden og livet. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at der med verden
og livet ikke er tale om noget, der opstår og fungerer udenfor ursubstansen, men tværtimod sådan, at verden og livet
eksisterer indenfor eller i selve den
evige og uendelige ursubstans. Sidstnævnte bør dog ikke opfattes som en slags
’beholder’, der indeholder eller rummer alt, hvad der er til. Det, der er og
bliver til, er derimod helt og holdent gjort af samme ’stof’, som ursubstansen,
og er derfor i bund og grund identisk med denne.
På principielt samme måde kan man ræsonnere sig
frem til, at Jeget må være evigt og uendeligt i sit væsen og sin egennatur. Det
er nemlig en uimodsigelig kendsgerning, at Jeget til enhver tid vil være
’forud’ for enhver form for sansning, oplevelse og manifestation. Denne
kendsgerning kan faktisk efterprøves eksperimentelt gennem analytisk
meditation, hvorunder man søger at finde frem til, hvad Jeget er for en instans
i individet. Herunder opdager man, at såvel kroppen som sindet med følelser og
tankefunktion ’reduceres’ til Jegets ’undergivne’ redskaber. Men ligegyldigt,
hvor dybt man borer i forsøget på at ’lokalisere’ og identificere den instans,
vi almindeligvis betegner som Jeget, så vil dette hele tiden forblive ’skjult’
i ’baggrunden’. Hvorfor? – Jo, ganske enkelt, fordi det er denne instans, der
foretager undersøgelsen! Under sin meditation bør man derfor erindre sig de
vise ord fra Brihadaranyaka-Upanishad, som siger, at det som ser, kan ikke ses,
det, som hører, kan ikke høres, det som tænker kan ikke tænkes, det som føler
kan ikke føles, eller kort og godt: det, som oplever kan ikke selv opleves
direkte, men kun indirekte og intuitivt, nemlig som lige præcis den instans i
det levende væsen eller individet, der oplever, tænker, føler og handler. Vedr.
analyse af, hvad Jeget er, se f.eks. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen.
At noget er evigt kan også defineres som noget,
der har eksisteret altid og som altid vil eksistere. Med ordet ’altid’ har vi
fået bragt tidsbegrebet ind i sammenhængen. Men tid er jo normalt karakteriseret
ved begreberne ’begyndelse’, ’varighed’ og ’ophør’, altså lige præcis det
modsatte af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet ’evighed’ eller ’evig
varighed’. Men i modsætning til evighed er tid noget, der er ’opstået’,
’frembragt’ eller – i religiøst sprogbrug - ’skabt’ og som hele tiden eller
altid opstår, frembringes eller skabes. Nemlig i og med de gentagne begreber
’begyndelse’, ’varighed’ og ’afslutning’, og grundlæggende med, at noget i det
hele taget eksisterer.
Af det netop anførte ser vi, at der i hvert
fald findes to former, arter eller aspekter af begrebet evighed, nemlig et ikke-tidsdimentionelt
og et tidsdimensionelt aspekt. Det nærmeste man måske kan komme på en
karakteristik af det ikke-tidsdimensionelle aspekt af evighedsbegrebet vil
formentlig være at sige, at noget er karakteriseret ved egenskaberne
(attributterne) ikke-materielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut
statisk tomheds-kontinuum. I modsætning hertil vil det forhold, at noget er
tids-dimensionelt forenklet sagt sige, at noget har udstrækning i tid, altså at
noget har en dimension og udfylder eller markerer et ’tidsrum’, det være sig
stort eller lille, som f.eks. millioner af år, tusinder af år, hundreder af år,
et år, en måned, en uge, et døgn, en time, et sekund eller et millisekund.
Det her ovenfor beskrevne er stort set, hvad
Martinus mener om Jeget og dettes basale natur og funktioner. Og et langt
stykke ad vejen passer dette i princippet med ét-livs-teoriens opfattelse af
samme, idet individets jeg basalt er identisk med Guddommens jeg. Men dog
med den helt store og afgørende forskel, at medens sidstnævntes jeg er
evigt, er individets jeg forgængeligt, idet det ophører med at eksistere i og
med det fysiske legemes død.
Martinus har givet femte bind af sit hovedværk,
"Livets Bog", undertitlen "Den højeste ild", et begreb, han
forenklet sagt definerer som en urdrift mod behagsoplevelser af enhver art.
Denne definition kan minde om Sokrates' omtrent tilsvarende definition af
begrebet "Eros", nemlig som den evigt stræbende, aldrig stillestående
længsel, higen og trang efter at nå det fuldkomne skønne, sande og gode, som er
identiske udtryk for det højeste behag. Eros er den drivende kraft i al
skabende og fødende virksomhed og dermed i al kunst, videnskab, religion,
politik, industri, håndværk, humanitær indsats etc. etc., og simpelthen i al
stræben og udvikling trin for trin mod nye højder i fuldkommenhed.
(Vedr. Sokrates' tale om Eros: Se herom i
H1-08. Introduktion til ”Det
seksuelle polprincip” note 7 nævnte værk, s. 51-70.)
Som vi vil erindre os, kommer Jeget og dets
urbegær ind som første hovedfaktor i det treenige princip. Urbegæret definerer
Martinus som et neutralt og unuanceret begær efter oplevelse, slet og ret. Men
'oplevelse' er et fænomen, der må skabes, i den forstand, at Jeget udfordres i
sin egenskab af 'skaber' til, gennem en kombineret udadrettet og indadrettet
aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi (manifestation) og
modtagelse af energi (sansning), at tilvejebringe den begærede oplevelse.
Livsoplevelse bliver i en vis forstand derfor Jegets hovedformål og ledemotiv.
Gennem afsendelse af energi, altså gennem manifestative
tiltag, bl.a. i form af handlinger, påvirker Jeget sine omgivelser i en eller
anden retning, og gennem modtagelse af energi via sanseapparaturet modtager
Jeget visse indtryk, herunder indtryk af de virkninger, det selv er årsag til,
jævnfør med loven for aktion og reaktion, i dette tilfælde underforstået
skæbne- eller karmaloven. Denne definerer Martinus kort og godt som oplevelsen
af følgerne, virkningerne og eftervirkningerne til de årsager, det levende
væsen selv i første instans har udløst gennem sin væremåde og sine handlinger.
Dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af
energi er i denne sammenhæng udtryk for et samvirke mellem Jeget og dets
urbegær på den ene side, og et af de i moderenergien (overbevidstheden)
virkende skabeprincipper, nemlig lige præcis "polprincippet", på den
anden side. Jegets praktiske afsendelse og modtagelse af energi er derfor
udtryk for, at polprincippet virker.
I betragtning af den centrale og faktisk
altafgørende rolle, som dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi
betyder for det levende væsens tilværelse, er det forståeligt, at Martinus
fremhæver netop det tilgrundliggende polprincip som det "overordnede"
af samtlige kosmiske skabeprincipper, der jo altid i en eller anden grad er involveret
i en hvilken som helst form for 'skabelse' og livsoplevelse. Han betegner det
tilmed som dét "skabelsens rat", hvormed "det guddommelige
skabeprincip (Gud som skaber) dirigerer og 'styrer' verdensaltet og sit vældige
kosmiske evolutionsprojekt.
(Vedr. begreberne
afsendelse af energi og modtagelse af energi: LB III, stk. 928, 931-5, 940.
PB-J 4, 29. kap., s. 15. – Vedr. begrebet energi, se artiklen Jegets evige energikilder her på hjemmesiden. Artiklen er dog i store træk gengivet her i
artiklen Ӄt-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. )
Her skal i
øvrigt indskydes en vigtig pointe i forbindelse med begreberne ’skabelse’ og
’evolution’. Megen unødig diskussion kunne undgås, såfremt man gjorde sig
klart, at det er en misforståelse, når begrebet og fænomenet ’skabelse’
betragtes som noget, der én gang for alle har fundet sted og at følgelig al
såkaldt videre udvikling dermed er udelukket eller overflødiggjort. Denne
opfattelse er udtryk for en tolkning af f.eks. den bibelske skabelsesmyte, som
ikke har rod i virkeligheden. Forholdet er nemlig det, at Guddommen i henhold
til Martinus’ opfattelse af samme, er permanent
og uafbrudt aktivt skabende i form af evolutionære processer, det vil
sige processer, der udvikler sig fra det enkle og mindre sammensatte til det
mere komplekse og sammensatte, nemlig i medfør af sine iboende skabende evner, som
er udmøntet i en serie såkaldte evige kosmiske skabeprincipper. Den indvending,
at der består et uoverstigeligt modsætningsforhold mellem skabelse og
evolution, er derfor komplet grundløs.
Kontrastprincippet:
behag og ubehag
For at etablere den på basis af urbegæret
eftertragtede eller begærede livsoplevelse, aktiverer Jeget i første række
polprincippet, der i praksis viser sig som afsendelse og modtagelse af energi.
Men for at livsoplevelsen kan få en bestemt retning eller karakter, må Jeget
desuden involvere endnu et vigtigt skabeprincip i sine aktiviteter, nemlig
kontrastprincippet. Kontrastprincippets funktion, i form af statiske så vel som
dynamiske modsætningsforhold, er ganske simpelt en primær forudsætning for, at
afsendelse og modtagelse af energi og dermed af manifestation og sansning - og
deraf følgende livsoplevelse - overhovedet vil kunne finde sted.
Det af Jeget etablerede samspil mellem
urbegæret og kontrastprincippet, giver sig i praksis udtryk i sult- og
mættelsestilstandes opståen og indbyrdes vekselvirkning, idet de til stadighed
afløser hinanden. Da sulttilstande normalt opleves som en form for ubehag og
mættelsestilstande normalt som en form for behag, kan vi hermed konstatere at
der i og med begreberne behag og ubehag optræder endnu et stort og
grundlæggende generalprincip i Jegets tilværelse. Dette forhold beror
grundlæggende på, at Jeget er i stand til at skelne mellem forskellige
sansedata, frem for alt mellem sult og mættelse, og på, at det foretrækker
behag frem for ubehag. Denne omstændighed bevirker principielt, at Jeget til
enhver tid er motiveret for og ønsker sine sulttilstande afløst af
mættelsestilstande.
Den kendsgerning, at også mættelsestilstande på
et tidspunkt - jævnfør f.eks. med overmættelse - virker utilfredsstillende og
derfor som en form for ubehag, rokker ikke ved det principielle i situationen:
Jeget iværksætter på foranledning af urbegæret bevidst den aktivitet, der skal
afløse sulttilstanden, hvorimod det på et tidspunkt utilfredsstillende ved
mættelsestilstanden er en automatisk følge af især kontrastprincippets
indvirken.
(Vedr. kontrastprincippet: Se under
”Skabeprincipperne” senere nedenfor.)
Overbevidstheden forekommer i form af den
såkaldte Moderenergien, som Martinus betegner som grundenergi nr. 7, fordi
denne så at sige 'indeholder' de seks øvrige grundenergier fra nr. 1.-6. Men i
realiteten er Moderenergien underordnet i forhold til jeget, men overordnet i
forhold til både urbegæret og de seks grundenergier: instinktenergien, tyngdeenergien,
følelsesenergien, intelligensenergien, intuitionsenergien og
hukommelsesenergien. Helt overordnet set er Moderenergien først og fremmest det
guddommelige Alvæsens skabe- og oplevelsesevne, hvilket vil sige, at det er de
instanser, der primært karakteriserer Guddommen og dennes 'aflæggere': ”de
levende væsener, også betegnet som ”gudesønnerne”. De sidstnævnte er derfor i
deres grundstruktur lige så evige, som deres ophav. Men vel at bemærke kun, når
disse anskues ud fra Martinus' kosmologi.
Set ud fra ét-livs-hypotesens anskuelse, vil et
levende væsen, som f.eks. mennesket, kun være eller eksistere så længe dette
fysisk er i live, og præcis så længe vil dettes jeg have del i det guddommelige
Jeg, og ligeledes have del i den guddommelige overbevidsthed og dermed også del
i dennes skabe- og oplevelsesevne. Til at formidle denne skabe- og
oplevelsesevne findes både den psykiske struktur i form af seks åndelige
legemer og den fysiske struktur i form af det fysiske legeme og det dertil
knyttede såkaldte ”koblingslegeme”.
Til læserens orientering om det levende væsens
tre-enige grundstruktur og instanserne Jeget, Overbevidstheden og
Underbevidstheden, skal herunder indsættes et par af Per Bruus-Jensens
illustrative diagrammer. Det bør dog understreges, at disse diagrammer
hovedsagelig tilgodeser Martinus' kosmologi, men med lidt god vilje kan de også
anvendes i forbindelse med ét-livs-hypotesen:
Diagram over det levende væsens kosmiske
grundstruktur, sådan som denne defineres og opfattes inden for Martinus'
kosmologi. Som det ses er trekanten inddelt i tre vandrette felter og i seks
lodrette felter. Det øverste felt symboliserer ego'et, som er en
fremtrædelsesform for universaljeget, som alle levende væsener er fælles om.
Det mellemste felt med tallet 7, symboliserer overbevidstheden eller
overbevidsthedszonen (OBZ). Tallet 7 refererer til den syvende kosmiske
grundenergi: moderenergien. Det nederste felt, som er opdelt i seks lodrette
felter, symboliserer underbevidstheden eller underbevidsthedszonen (UBZ).
Tallene 1-6 refererer til de seks kosmiske grundenergier eller
grundenergilegemer. Læseren bedes her erindre sig, at begrebet
'underbevidstheden' skal forstås som bevidstheden 'under' overbevidstheden,
dvs. som en instans, der i funktionel henseende er underlagt de kræfter, som
virker i overbevidstheden.(Diagrammet findes i bogen "X" - en komplet
indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 307, og gengives her med
velvillig tilladelse fra forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen. (Se
endvidere diagrammet nedenfor).
Dette diagram kan passende suppleres med det
følgende, som giver en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre
hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som
overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og
makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden,
samt disse instansers relation til det fysiske legeme:
Oversigt over det levende væsens totale,
kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den
sjælelige struktur
og C ' til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C ' = det totale levende
væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det totale levende
væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C ' = det totale
bevidsthedsapparatur eller det totale udtryk for princippet
"organismen"
4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller
overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C = "psyken" eller
det totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C ' = den komplette
underbevidsthedszone (UBZ) alias den psyko-fysiske organisme
Mellem C og C ' må man i øvrigt tænke sig
koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager
forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.
Diagrammet med tekst findes i bogen
"X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi" , bd. 1, side
424, og gengives her med velvillig tilladelse af forlæggeren og forfatteren Per
Bruus-Jensen.
Nok så vigtigt og væsentligt i relation til
Overbevidstheden er det, at denne er identisk med skabe-oplevelsesevnen og
dermed også rummer de universale lovmæssigheder, Martinus betegner som de
kosmiske skabeprincipper. Disse skal vi derfor se nærmere på i det følgende:
Nok så vigtigt i Martinus' kosmologi er
eksistensen af de kosmiske lovmæssigheder, han generelt betegner som de
kosmiske eller guddommelige skabeprincipper, og som i henhold til ham
ligger til grund for al skabelse, manifestation og oplevelse. Vel at bemærke:
både når det gælder Guddommens og de levende væseners skabelse, manifestation
og oplevelse. Skabeprincipperne, hvoraf der ifølge Martinus er 8
hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, altså i alt 15 skabeprincipper,
fungerer tilsammen som en kombineret enhed, idet samtlige skabeprincipper i
større eller mindre grad altid vil være til stede i en hvilken som helst
sammenhæng. Som for eksempel som i dette øjeblik, hvor jeg sidder bag skærmen
og skriver disse linjer. Eller din aktivitet, kære læser, med at læse og tænke
over det skrevne.
For læserens skyld skal her kort og skematisk
vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at Martinus'
kosmologi opererer med:
Skematisk opstillet ser hovedskabeprincipperne
således ud:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk
opstillet ser variantprincipperne sådan ud:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3.
Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5.
Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet
7.
Forældre- og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
I henhold til ét-livs-opfattelsen, forholder
det sig i denne sammenhæng stort set sådan, at de nævnte 8 skabeprincipper samt
de 7 variantprincipper bevarer deres 'status' som gyldige, dog naturligvis
sådan, at variantprincipperne nr. 5: Skæbne- eller karmaprincippet, og
variantprincip nr. 6: Reinkarnationsprincippet, overhovedet ikke er i spil, al
den stund, at de i denne forbindelse er uden mening og derfor udelukket. Men
med lidt god vilje kunne man betegne variantprincipperne nr. 5. og 6. som
henholdsvis tilfældighedsprincippet og fødselsprincippet. At gøre det,
ville imidlertid være et utilbørligt indgreb i Martinus' kosmologi, rent
bortset fra, at denne er beskyttet af ophavsretsloven. Jeg skal derfor her
pointere, at det ikke er mit ærinde at ville lave om på Martinus' kosmiske
analyser og facitter, det være langt fra, men kun i henhold til lovsikret
ytringsfrihed, at forholde mig skeptisk-kritisk til emner som skæbne,
retfærdighed, reinkarnation m.fl.
Men for at godtgøre, at de nævnte
skabeprincipper fortsat vil være gyldige i relation til ét-livs-teorien, skal
jeg her forsøge mig med en kortfattet forklaring af, hvorfor og hvordan hvert
enkelt skabeprincip bevarer sin 'status' også i den sammenhæng:
Skabeprincipperne set i
relation til ét-livs-teorien:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
Det seksuelle polprincip ligger som bekendt
primært til grund for de to køn, lige som for de afvigelser, der forekommer,
f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende variationer. Men set på
baggrund af ét-livs-teorien, forekommer den kosmiske udviklingsproces, Martinus
betegner som ”den seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke. Det forhindrer
imidlertid ikke, at den nævnte forvandling kan forekomme genetisk fra individ
til individ og fra slægt til slægt. Derfor er polprincippet alligevel gyldigt, men
naturligvis på en lidt anden måde end hos Martinus.
2. Livsenhedsprincippet
Set i ét-livs-teoriens perspektiv forekommer
dette princip i lige så stor og høj grad, som tilfældet er i Martinus'
kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at de levende organismer er opbygget
efter princippet levende væsener indeni levende væsener, som tilfældet
eksempelvis er med levende celler indeni organer og organismer. Derfor gyldigt.
3. Kontrastprincippet
Dette princip er vigtigt for alt liv og al
livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som kontrasterne liv og død, lys og mørke,
varme og kulde, sommer og vinter, behag og ubehag, glæde og smerte, etc. etc.
Derfor gyldigt.
4. Perspektivprincippet
Dette princip er under alle omstændigheder
vigtigt og uundværligt for syns- og forståelsesevnen. Derfor gyldigt.
5. Bevægelsesprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette princip har
meget stor betydning, al den stund det ligger til grund for alt liv og alle
former for bevægelse, lige fra elementarpartiklerne over organismerne, planeterne,
solsystemerne og til de vældige galakser ude i himmelrummet. Derfor gyldigt.
6. Talentkerneprincippet
Også dette princip beholder sin status under
ét-livs-teorien, idet det ligger til grund for enhver form for evne og talent,
og i forbindelse med organismernes tilblivelse via generne. Derfor gyldigt.
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
Her er jo tale om en udvidelse af
bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår i kredsløb. I og
med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig kvalitativt, f.eks. i
form af større erfaringsdannelse, er der tale om et spiralkredsløb. Derfor
gyldigt
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip drejer sig i hovedsagen om den
funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis
Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for
menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en
formodet ny ”paradisisk tilværelse”. Grundlæggende drejer det sig om
menneskenes etisk-moralske opdragelse og udvikling. Derfor gyldigt.
Variantprincipperne:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1:
Polprincippet
Det siger næsten sig selv, at dette
variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige tiltræning mod
hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af f.eks. sympati og
antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er behageligt og
frastødning af det, der er ubehageligt. Derfor gyldigt.
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2:
Livsenhedsprincippet
Stofenhedsprincippet ligger til grund for, at
alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er opbygget af mindre enheder.
F.eks. er organismer opbygget af organer, og disse af celler, disse igen af
molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er opbygget af
elementarpartikler. Derfor gyldigt.
3. Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 3:
Kontrastprincippet.
Dette princip gælder både i bogstavelig
forstand som det, at være sulten og lade sig mætte. Men det gælder også i
videre og overført forstand i form af længsel og længslens tilfredsstillelse.
Derfor gyldigt.
4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet.
Ja, her kan man eksempelvis tænke på
opbygningen af den fysiske organisme fra undfangelsen over fødslen, opvæksten
til den modne alder og alderdommen, hvorefter en nedbrydende aldringsproces med
følgende død og ligets opløsning. Derfor gyldigt.
5. Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet.
Som nævnt i hovedteksten, vil dette princip
ikke være gyldigt i forbindelse med ét-livs-teorien. Men med lidt god vilje
kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet
begrebet og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk
for tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne
og retfærdighed - endnu engang! Derfor delvis gyldigt.
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6:
Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet.
Heller ikke dette princip har nogen mening i forbindelse
med ét-livs-teorien. Men eftersom det i princippet handler om fødsel, kunne man
med lidt god vilje kalde det for ”fødselsprincippet”. Derfor delvis
gyldigt.
7.
Forældre- og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip er absolut også gyldigt i
relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.
Herefter skal vi se lidt nærmere på en anden af
de geniale faktorer, som indeholdes i Martinus' beskrivelse af livet og tilværelsen,
nemlig de såkaldte talentkerner, som findes i to hovedkategorier:
Organtalentkerner og erindrings-talentkerner:
Organtalentkerner og
erindringstalentkerner
Af hensyn til læseren vil jeg tillade mig at gå
lidt mere i dybden og detaljen, primært fordi emnet er vigtigt for forståelsen
af det levende væsens, subsidiært menneskets, personlighed, liv og skæbne. Som
følge deraf, vil forståelsen af, hvad begrebet ”talentkerneprincippet” mere
præcist står for, også være af stor betydning, når det gælder karakteriseringen
og forståelsen af et menneske, som f.eks. H.C.Andersen. Nedenstående tekst er
hovedsagelig udarbejdet på grundlag af Per Bruus-Jensens beskrivelse af emnet i
hans kursus ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi 1, 7. kapitel. Men naturligvis med skyldig hensyntagen
til Martinus’ egen originale og enestående fremstilling af emnet.
Talentkerner
eller "skæbnefrø"
Begrebet talent
gælder i denne sammenhæng enhver form for evnen eller kunnen, hvad
enten det drejer sig om automatfunktioner eller mere bevidste og viljemæssige
funktioner. Samtlige disse funktioner rangerer derfor under talentkerneprincippet.
Dette princip er ansvarligt for, at Jeget
grundlæggende har evne til at akkumulere
(opsamle) viden og erfaring samt praktiske skabende evner og færdigheder. Det
hænger bl.a. sammen med, at der til hver af de tidligere omtalte grundenergier
findes et center, et såkaldt "spiralcenter"
i overbevidsthedsregionen, som er i stand til at 'opmagasinere' individets
samlede sum af erfaring og viden, der her er omdannet til såkaldte "talentkerner" - også poetisk
kaldet "skæbnefrø".
Ved begrebet en 'talentkerne' skal forstås et ultramikroskopisk kraftcenter, der
rummer samtlige de oplevelser, det pågældende Jeg har erhvervet på et bestemt
område i løbet af sin evige tilværelse. Disse oplevelser i form af erfaring og
viden, er imidlertid omdannet til et
kodificeret vibrationsmønster, der
indeholder de 'data' eller det
'program', 'skema' eller den 'plan', som
den enkelte talentkerne varetager 'administrationen' af. I princippet i
lighed med, at et plantefrø i ultramikroskopisk form indeholder dataprogrammet
eller det genetiske kodemønster til den plante eller det træ, som frøet stammer
fra.
Der findes i henhold til Martinus to kategorier
af talentkerner: erindringstalent-kerner og
organ-talentkerner, der begge indgår
i det samlede bevidsthedskartotek-
også kaldet "skæbneelementet" -
i overbevidsthedsregionen. Talentkernernes store betydning turde umiddelbart
fremgå af, at det først og fremmest er de to kategorier af talentkerner, der
udgør grundlaget for Jegets evne til at skabe og udfolde et mere eller mindre
kvalitativt nuanceret bevidsthedsliv. Vi vil først se på, hvad begrebet 'en
organtalentkerne' står for.
Med et vist forbehold, idet der jo er tale om
spirituelt organiske forhold, kan moderne fjernsyns- og videoteknik måske
bruges som sammenligningsgrundlag for organtalentkernernes opbygning,
organisation og funktion. TV-skærmen kan i forbindelse med billedrøret opfattes
som det psykiske kraftfelt, mens det deraf resulterede tv- eller videobillede
kan sammenlignes med selve livsoplevelsen. Den elektriske strøm og højspænding,
der er nødvendig for at tv-apparatet overhovedet kan fungere, kan opfattes som
en analogi til det højpsykiske kraftfelt. Billedrøret og tv-apparatets øvrige
komponenter udgør i den forbindelse de sjælelige lokalorganer, herunder
hukommelseslegemet. Elektronmønstret på videobåndet indeholder de data og det
vibrationsmønster, der hidrører fra elektronkameraet = sanserne og den fysiske
og/eller psykiske hjerne, som har optaget eller optager den 'virkelighed', der
ligger til grund for det pågældende 'mønster'. Dette vibrationsmønster kan i
princippet sammenlignes med organ- og erindringstalentkernernes
vibrationsmønstre. Videobåndets elektroniske vibrationsmønstre registreres og
oplagres på videobåndet samt aktiveres af videomaskinen (= hukommelseslegemet),
som igen formidler båndets vibrationsmønstre overført til billedrørets
elektroniske svingninger, der projiceres på Tv-skærmen. Via denne tolker og
oplever iagttageren (Jeget) de elektroniske svingningsmønstre som billede og
lyd.
Organtalentkernerne er primært ansvarlige for
organisationen og opretholdelsen af underbevidsthedsregionen med dennes seks
spirituelle eller åndelige organsystemer. Organtalentkernen
er kort defineret en af alle syv
grundenergier bestående ultramikroskopisk ladning af organiseret energi. Som
sådan fungerer talentkernen som lokalt forbindelsesled mellem det højpsykiske
kraftfelt: overbevidsthedsregionen, og det psykiske feltområde:
underbevidsthedsregionen. Gennem organtalentkernen virker moderenergien i form
af de før nævnte skabeprincipper 'ind' på det lokalområde i
underbevidsthedsregionen, som den pågældende organtalentkerne bærer og
opretholder.
Dette foregår i praksis på den måde, at den
højpsykiske kraft (moderenergien i form af den nævnte serie skabeprincipper)
gennemstråler organtalentkernen og herunder differentieres og tilføres en
ganske bestemt organisatorisk tendens, der er dikteret af det i talentkernens
indre struktur 'indkodede' dataprogram eller vibrationsmønster. Derved
'projiceres' det pågældende vibrationsmønster eller dataprogram 'ind' i det
dertil bestemte lokalområde i underbevidsthedsregionen i form af et sjæleligt lokalorgan, hvis
opretholdelse og funktioner organtalentkernen varetager.
Organtalentkernen virker altså som et
programmeret transformationscenter, der i forbindelse med den højpsykiske kraft
bærer og opretholder et bestemt lokalorgan i den sjælelige struktur
(underbevidsthedsregionen). Dette sjælelige lokalorgan udgør et parafysisk
(åndeligt) sanse- og/eller manifestationsredskab, som gør Jeget sanse- og
funktionsdygtigt i en til lokalorganets konstruktion og energisammensætning
(jf. grundenergikombinationerne) svarende bestemt retning.
Organtalentkernernes
organisation
De sjælelige lokalorganer fordeler sig som
tidligere omtalt i i alt seks organkategorier, der svarer til de seks
grundformer for grundenergiernes indbyrdes kombination. Disse organkategorier,
organismer eller legemer udgøres af instinktlegemet, tyngdelegemet,
følelseslegemet, intelligenslegemet, intuitionslegemet og hukommelseslegemet.
Det betyder, at der er en kategori af
talentkerner, som er ansvarlige for at bære og opretholde de lokalorganer, der
tilsammen udgør instinktlegemet, en anden kategori af talentkerner, som bærer
og opretholder de lokalorganer, der tilsammen udgør tyngdelegemet, og en tredie
kategori af talentkerner, der er ansvarlige for de lokalorganer, som tilsammen
udgør følelseslegemet, og principielt tilsvarende for de tre følgende sjælelige
legemers vedkommende.
Under læsningen af det ovenstående - det skal
gerne indrømmes - ret vanskelige afsnit, vil det måske være faldet læseren ind,
at der synes at være visse principielle lighedspunkter mellem
organtalentkernernes og de fysiske geners funktioner. Det er i så fald ikke
helt forkert gættet, idet det i henhold til kosmologien faktisk forholder sig
sådan, at det fysiske kompleks af gener virker som et kombineret antenne og
forstærkeranlæg for komplekset af psykiske organtalentkerner.
Organtalentkernekomplekset
og gen-komplekset
Dette forhold gælder dog specielt for tyngdelegemets vedkommende, idet det
især er dette, der er ansvarligt for organisationen, funktionen og
opretholdelsen af det fysiske legeme. Dette
og dets lokalorganer: hjerne, hjerte, lunger, lever, nyrer osv., bæres og
opretholdes som følge deraf også af den særlige kategori af højpsykiske
organtalentkerner, der grupperer sig omkring tyngdeenergiens spiralcenter. Men
udstrålingen fra disse organtalentkerner virker imidlertid ikke direkte ind på de fysiske lokalorganer,
idet de sidstnævnte er af en så tæt materie- eller energistruktur, og udstrålingen
fra organtalentkernerne af så 'fin' en form for energi, at den kun kan indvirke
på den førstnævnte ved hjælp af en vis forstærkning.
Et sådant forstærkeranlæg udgøres netop af den serie
af artsbestemte mikroskopiske, kemisk aktive, elektrodynamiske centre i de
fysiske organers cellers cellekerner, der har fået navnet gener, af græsk genes født,
af en vis art, blive til, frembringes. Generne, der er 'sæde' for artens
arveanlæg, dirigerer og kontrollerer den biokemiske virksomhed i den celle, til
hvis cellekerne de er knyttet. Denne virksomhed er bestemmende for den
pågældende celles særlige karakteristika, dvs. dens art, dens sundhed og dens
rolle i det større cellesamfund, cellen i reglen tilhører.
Generne udgør med andre ord
tilsammen de fysiske lokalorganers basale, dirigerende instanser på det fysiske plan, medens de dertil
svarende organtalentkerner tilsammen
udgør de basale, dirigerende instanser på det
åndelige (parafysiske) plan. Dannelsen, organisationen, opretholdelsen og
funktionen af de fysiske lokalorganer, subsidiært en komplet fysisk organisme,
sker i kraft af en automatisk vekselvirkning mellem organtalentkernekomplekset
og gen-komplekset.
Det indebærer både i første og sidste instans,
at karakteren og især kvaliteten af en organtalentkerne er af fundamental
betydning for karakteren og ligeledes især kvaliteten af det tilsvarende
sjælelige så vel som fysiske lokalorgan. Dette forhold er i virkeligheden også
baggrunden for, at den totale sum eller det totale forråd af talentkerner i
overbevidsthedsarkivet betegnes som "skæbneelementet".
Bevidsthedsarkivet
og "skæbneelementet"
Udtrykket "skæbneelementet" lyder jo
umiddelbart en smule uheldsvangert. Men i den forbindelse bør man ikke overse
eller glemme, at begrebet "skæbne" i lige høj grad refererer til
'god' så vel som til 'dårlig' skæbne. Om det er det ene eller det andet eller
en blanding af begge dele, vil altså grundlæggende bero på karakteren og
kvaliteten af talentkernerne.
Den i øvrigt variable sum eller det forråd af
talentkerner, som et individ til enhver tid har til sin rådighed, vil altså i
allerhøjeste grad være bestemmende for samme individs skæbne. Det hænger
naturligvis sammen med, at talentkernerne tilsammen i alle tilfælde rummer
koncentrationen af individets totale erfaring, viden og begavelse.
Det er på denne baggrund, at Martinus'
definition af begrebet "skæbnedannelse" skal ses. "Skæbnedannelse",
altså dette at danne sin skæbne, definerer han som tilblivelsen af det levende væsens oplevelse af virkningerne af de
årsager, det selv har udløst. Emnet ”skæbne” er i øvrigt et af de
kosmologiske emner, som jeg især nærer tvivl og skepsis overfor, men mere herom
senere.
Der er i henhold til Martinus tale om, at
overbevidsthedsregionens dannelse, organisation og opretholdelse af
underbevidsthedsregionens omfattende og uhyre sammensatte funktioner, herunder
sjælelige eller bevidsthedsmæssige lokalorganer, er en automatisk proces, der foregår uden Jegets dagsbevidste
medvirken og viljesindsats.
En hvilken som helst organtalentkerne må altså
derfor opfattes som et redskab for Jegets ubevidste
udløsning af en til den pågældende talentkerne svarende særlig organisk
automatfunktion. Det er imidlertid Martinus' pointe, at enhver form for
automatfunktion i tilværelsen må opbygges fra grunden, hvilket vil sige, at der
forud for dannelsen af automatfunktionen går en mere eller mindre bevidst
bestræbelse og energisk indsats for at opbygge den, eller mere specifikt: det
organiske center i form af en organtalentkerne, som er ansvarlig for den
pågældende automatfunktion.
I henhold til Martinus forløber dette
opbygningsarbejde altid i tre hovedstadier, nemlig A. et undfangelsesstadium, som han også kalder begær-stadiet, B. et
træningsstadium, og C. det færdige
stadium, også kaldet "geni-stadiet".
Disse tre stadier afløser successivt hinanden, indtil tredie og sidste
hovedstadium, hvormed det færdigskabte organcenter og dermed den færdige
organtalentkerne foreligger og udfører sin bestemte form for automatfunktion.
Organtalentkernens
undfangelsesstadium
Første hovedstadium af en organtalentkernes
tilblivelse, det såkaldte A- eller begær-stadium, markerer at interessen er vakt for en bestemt funktion
eller måske et system af funktioner, som individet begærer eller ønsker at
tilegne sig. Afhængigt af den pågældende interesses styrke eller ønskets
intensitet, vil individet anstrenge sig for at sætte sin vilje ind på at kunne udføre den begærede funktion, enten fordi
denne er blevet en livsbetingelse eller fordi det vil betyde behag og glæde -
og måske prestige - at kunne udføre eller beherske den.
Hermed er organtalentkernen principielt
undfanget, nemlig som et dagsbevidst og viljeført begær. Den erfaring, som individet i den anledning gør om de større
eller mindre problemer og den modstand, der i reglen kan være i forbindelse med
individets ønske og begær om at tilegne sig den nødvendige eller attråværdige
funktion, betegner Martinus som "A-viden".
(Vedr. begrebet A-viden: LB II, stk. 327,
454, 458, 480. LB III, stk. 737, 936. PB-J
1, s.
401. Vedr. de her anvendte forkortelser: LB = Livets Bog. PB-J = Per
Bruus-Jensen)
Organtalentkernens
træningsstadium
Under forudsætning af, at interessen for at
opnå den ønskede færdighed, er tilstrækkelig stor og vedvarende nok, vil
tilblivelsesprocessens A-stadium efterhånden blive afløst af B-stadiet eller træningsstadiet. Som ordet 'træning'
angiver, er dette stadium karakteriseret ved en stadigt gentagen træning eller øvelse i den færdighed eller funktion, som det er individets mål at
opnå beherskelse af.
Den gentagne træning eller øvelse vil normalt
resultere i, at individet efterhånden og i stigende grad bliver bedre og
dygtigere til at udføre funktionen. I takt hermed vil funktionens udførelse
efterhånden kræve mindre og mindre opmærksomhed, vilje og koncentration fra
individets side, og dermed nærmer organtalentkernens tilblivelse sig mere og
mere tredie og sidste stadium i sin tilblivelse. Individets træningsstadium,
der vil være karakteriseret ved individets stigende herredømme over den
begærede funktion, kalder Martinus også for "B-viden".
Organtalentkernernes tilblivelse på basis af individets vilje, ønske og begær
(fri og bunden vilje, dvs. viljeledet begær eller begærledet vilje), og begge
deles betydning og indvirkning på individets skæbne, skal vi senere høre mere
om.
(Vedr. begrebet B-viden:
LB II, stk. 459. LB
III, stk. 737. PB-J 1, s. 402.)
Organtalentkernens
færdige stadium
I henhold til Martinus er det gennem
træningsstadiet, at opbygningen af organtalentkernernes grundenergistruktur sker, dvs. af dens grundenergikombination og sammensætning.
Denne er jo altbestemmende for talentkernens samtlige fremtidige
organisatoriske egenskaber, og dermed for samme talentkernes transformatoriske
virksomhed.
Opbygningen af en talentkerne sker i praksis
ved, at der på foranledning af den indflydelse moderenergien uafbrudt udøver,
herunder især dennes iboende tilbøjelighed til dannelsen af talentkerner, i den
region af det højpsykiske kraftfelt, hvor talentkernerne har 'sæde', begynder
at opbygge sig en stabil energiladning, i hvilken de for funktionens udøvelse
nødvendige transformationsanlæg automatisk og gradvis 'oplagrer' deres
vibrationsmønster eller 'informationsdata'.
Imidlertid gør det nævnte transformationsanlæg
sig allerede gældende straks fra begyndelsen af en organtalentkernes tilblivelse.
Den transformationsvirksomhed, af hvad styrke og omfang den end er i
begyndelsen, som det nydannede talentkerneanlæg formidler, medfører som
uundgåelig konsekvens at der begynder at ske en vis organisation af det
underbevidste psykiske kraftfelts kræfter, som automatisk tilsigter at danne et
nyt sjæleligt lokalorgan. Nemlig et lokalorgan der er specielt indrettet til at
kunne varetage administrationen af den funktion, som individet er i færd med at
optræne sig til at beherske.
Her skal vi ikke gå yderligere ind på de mange
aspekter, der er i forbindelse med tredie og sidste stadium af en
organtalentkernes tilblivelse, men blot minde læseren om et blandt et utal af
praktiske eksempler på forekomsten af de tre stadier i indøvelsen af en bestemt
færdighed, nemlig i dette tilfælde den færdighed det er, at kunne gå, dvs.
bevæge sig ved hjælp af benene.
For at kunne beherske den færdighed at kunne
gå, må man først have et ønske om at lære færdigheden. Ønsket kan eventuelt i
lige høj grad skyldes nødvendighed, altså et behov, så vel som udsigten til det
behagelige ved at kunne bevæge sig hurtigere af sted i forhold til kun at kunne
kravle. For barnet er det naturligvis primært et behov.
Næste stadium er den stadigt gentagne træning
eller øvelse i at komme op at stå, holde balancen, styre skridtene og bevæge
sig fremad. Efterhånden som disse basisfærdigheder bliver lært, kan man øve sig
i beherskelsen at stadigt mere avancerede og raffinerede benbevægelser og
færdigheder. Nogle mennesker driver det ligefrem til rent artisteri at kunne
bevæge sig omkring ved hjælp af bentøjet, f.eks. i form af dansetrin, linedans,
ballet og lignende.
Men i langt de fleste tilfælde vil det kunne
konstateres, at efterhånden som træningen i at gå bliver mere og mere effektiv,
kommer de enkelte funktioner, så som at holde balancen, styre lige ud, dreje
eller vende sig etc., i stigende grad til at foregå automatisk, dvs. uden at den gåendes bevidste opmærksomhed omkring funktionerne vil være påkrævet.
Det er dette tredie og sidste stadium af
indøvelsen af en færdighed, Martinus kalder for geni-stadiet" eller "C-viden".
Dette stadium er altså karakteriseret ved, at den begærede funktion eller
færdighed er indøvet til en sådan grad, at den er endt med at kunne foregå automatisk. Og automatisk funktion er
netop en af organtalentkernernes hovedegenskaber.
Herefter turde det forhåbentlig stå klart for
læseren, at organtalentkernernes nødvendige og uundgåelige indflydelse på og
betydning for individets liv og skæbne, faktisk er endnu mere fundamental end
tilfældet er med cellernes gener. Dette er da også en væsentlig grund til, at
man kan karakterisere organtalentkernerne som primære årsager til individets fremtræden, evner, færdigheder og
egenskaber, medens generne må 'nøjes' med karakteristikken sekundære årsager til samme individs egenskaber, færdigheder, evner
og fremtræden. Organtalentkernernes betydning for individets totale liv og
skæbne, vil derfor ikke kunne overvurderes. Det er da også baggrunden for, at
vi her har ofret så forholdsmæssigt megen plads på omtalen af dem. De
oplysninger om bl.a. organtalentkernerne, som vi har fået gennem det
ovenstående, vil nemlig være en nødvendig forudsætning for den senere vurdering
af H.C.Andersens personlighed, der jo er en af hovedopgaverne for afhandlingen
om digterens personlighed, liv og forfatterskab.
(Vedr.
begrebet C-viden: LB II, stk. 311, 320, 394, 413, 445-6,
448-51, 454-5, 458-9, 480, 510, 512, 528. LB III, stk. 689, 709, 737-8, 938-40, 959. LB IV, stk. 1143, 1145, 1156-7, 1183, 1378, 1423, 1433, 1545. Logik, kap.
94-5. PB-J 1, s. 409.)
I det følgende skal vi gå over til en omtale af
den anden store hovedkategori af talentkerner, erindringstalentkernerne. Som betegnelsen 'erindringstalentkerne'
næsten selv siger, er denne hovedsageligt opbygget af hukommelses- eller
erindringsenergi, men i medfør af grundenergiernes lovbundne indbyrdes
kombinationsforhold består den dog samtidig af de fem øvrige grundenergier.
Disse er i reduceret og potentiel form til stede som data i samme indbyrdes
kombinationsforhold, som gjorde sig gældende i forbindelse med den oprindelige
oplevelse, der ligger til grund for erindringstalentkernen.
Det betyder, at erindringstalentkernen indeholder
et potentielt vibrationsmønster, der rummer alle de kvantitative så vel som
kvalitative data, dvs. de fænomenologiske, emotionelle og intellektuelle
momenter, der også var indeholdt i den oprindelige oplevelse, men altså omsat
til ultramikroskopisk 'størrelse'.
Erindringstalentkernerne er i lighed med
organtalentkernerne indlejret eller oplagret i evighedslegemet, der er et andet ord for overbevidstheden eller det
højpsykiske kraftfelt. Her er erindringstalentkernerne særlig koncentreret
omkring det 'spiralcenter', der specielt repræsenterer hukommelsesenergien. Denne er i det psykiske kraftfelt organisk
repræsenteret ved det såkaldte hukommelseslegeme,
hvis hovedfunktion det er, at optage og fastholde samtlige de vibrations- og
spændingsmønstre, kort sagt data, som via den sansemæssige kontakt med bl.a.
den fysiske omverden frembringes og opleves i dette kraftfelt, og hvori
overhovedet al livsoplevelse og livsudfoldelse i realiteten foregår.
(Vedr. begrebet Erindrings-talentkerner: LB III, stk. 642, 799, 943. PB-J 1, s. 233.)
Hukommelsesenergien
som sanseevne
I lighed med de øvrige grundenergier, er
hukommelsesevnen også samtidigt både sanseevne
og manifestationsevne for Jeget.
Som 'sanseevne' betragtet ytrer hukommelsesenergien sig grundlæggende som evnen til at etablere sansemæssig kontakt
med det personlige erfaringsmateriale, der er 'oplagret' i evighedslegemet
(overbevidstheden).
Den nævnte sansemæssige kontakt med det
'oplagrede' erfaringsmateriale, medfører normalt en form for 'indadrettet'
oplevelse, der har karakter af et 'kig' tilbage i fortiden, som jo objektivt
set netop også er repræsenteret ved det pågældende erfaringsmateriale. Begrebet
"fortiden" er faktisk
derfor et regulært bevidsthedsområde, der fundamentalt afhænger af
hukommelsesenergiens eksistens og funktion.
Det er imidlertid ikke kun "fortiden"
i såvel objektiv som subjektiv forstand, der er afhængig af
hukommelsesenergien, men tidsbegrebet i det hele taget. For uden evnen til at
kunne huske eller erindre ville begreber som før, nu og efter, og
dermed begrebet "tid", aldrig have kunnet opstå i Jegets begrebs- og
forestillingsverden. Jegets livsoplevelse ville da i bedste fald være reduceret
til elementær anelse om "væren i Nu'et".
Såfremt Jeget ikke var i besiddelse af
hukommelsesevnen, ville det altså være så godt som totalt uden livsoplevelse,
for livsoplevelse uden tilknytning til
tids- og rumdimensionel vibration eller bevægelse, altså kvantitativ bevægelse,
er kosmisk set helt udelukket. Heraf ses det især, at hukommelsesenergien
udgør en central og afgørende faktor i forbindelse med skabelsen af Jegets
tankeliv, og ikke mindst for skabelsen af livsoplevelse i det hele taget.
(Vedr. hukommelsesenergien
som sanseevne: PB-J 1, s.229.)
Hukommelsesenergien
som manifestationsevne
Det ovenfor nævnte 'oplagringsarbejde' foregår
i praksis ved, at hukommelseslegemet under indflydelse af moderenergien og det
med denne forbundne talentkerneprincip straks overfører de vibrations- og
spændingsdata, der i et givet øjeblik findes i det psykiske kraftfelt, til
evighedslegemet (overbevidsthedsregionen), hvor de oplagres eller opmagasineres
i erindringskartoteket, dvs. den
region i overbevidsthedsregionen, der særlig er forbeholdt
erindringstalentkernerne.
De pågældende vibrations- og spændingsmønstre
organiseres og opmagasineres på foranledning af hukommelseslegemet efter
bestemte love og retningslinier, der skyldes perspektivprincippets indflydelse,
og indgår derefter som stabile og uforgængelige 'dataprogrammer' i den i
forvejen samlede mængde af sådanne programmer i erindringskartoteket.
Begrebet erindringskartoteket
henviser til Jegets samlede erfaringsmateriale og forråd af viden, som
hukommelsesenergien i sin egenskab af manifestationsevne
har opmagasineret eller arkiveret i den del af bevidsthedsarkivet, hvor
netop erindringskartoteket hører hjemme. Hukommelsesenergien udgør - gennem et
vist samarbejde med de øvrige grundenergier - altså ikke kun Jegets evne til at
genfremkalde og genopleve sit oplagrede erfaringsmateriale, men også dets evne til
at akkumulere og oplagre dette materiale i form af et erindringskartotek, som under
normale forhold altid står til Jegets bevidste og - især - ubevidste
disposition.
(Vedr. hukommelsesenergien
som manifestationsevne: PB-J 1, s.
231.)
Som vi har set af det foranstående, består en
erindringstalentkerne hovedsageligt af hukommelsesenergi, der i kraft af sine
principielle akkumulerende egenskaber danner basis for
erindringstalentkernernes strukturelle stabilitet og uforgængelighed.
I henhold til Martinus gør der sig imidlertid
et særligt forhold gældende i forbindelse med hukommelsesenergiens
stabiliserende og bevarende indflydelse på erindringstalentkernernes vibrationsdata,
der jo lige så vel omfatter ubehagelige, triste, smertefulde og ulykkelige
sider, som de omfatter behagelige, lyse, glædelige og lykkelige sider. De
førstnævnte vibrationsdata udgør i en vis forstand ’uædle’ islæt i
talentkernestrukturen og de vil, i lighed med hvad der er tilfældet for uædle
metaller, langsomt men sikkert nedbrydes og udskilles for til sidst at være
helt udrensede, således at kun de ædle vibrationsdata bliver tilbage, hvilket
vil sige de behagelige, lyse, glædelige og lykkelige sider af den oprindelige
tilgrundliggende oplevelse.
Denne såkaldte kosmisk-kemiske
udrensningsproces, som individets samtlige erindringstalentkerner ifølge evige,
universelle lovmæssigheder er underkastet, bevirker altså at det kun er de
vibrationsanlæg, der indeholder lyse og positive erfaringsprogrammer, som
bliver tilbage, og som til sidst fremtræder som forædlede kopier af de oprindelige, tilgrundliggende oplevelser. Dette
forhold gælder ifølge Martinus for selv de allermørkeste og mest uhyggelige og
smertefulde oplevelser og erindringer.
Det betyder, at hukommelsesenergien løbende
omdanner al livsoplevelse til erindringstalentkerner, der oplagres i
bevidsthedsarkivet, hvor de under moderenergiens indflydelse gennemgår en
kosmisk-kemisk udrensnings- og forædlingsproces, som især blotlægger
talentkernernes indhold af intuitionsenergi, der til slut efterlader disse i
form af det, Martinus betegner som ”guldkopier”, altså forædlede ’kopier’ af de
oprindeligt tilgrundliggende oplevelser og erfaringer. Den samlede sum af
verdensaltets guldkopier, dvs. guldkopierne fra samtlige eksisterende levende
væsener, kendte som ukendte, danner det 'hav' af guldkopier eller
visdomsfacitter, Martinus kalder for "visdomsoceanet".
Når Jeget sanser guldkopierne gennem
hukommelsesenergien, giver det anledning til oplevelsen af mental salighed, i
visse tilfælde grænsende til ekstatisk salighed. Når Jeget oplever de samme
guldkopier gennem intuitionsenergien, giver det anledning til oplevelsen –
Martinus taler direkte om ”synet” - af de kosmiske idé-facitter, der er en del
af den fælles eller kollektive ’pulje’, han betegner som
"visdomsoceanet".
Som vi allerede er blevet gjort bekendt med,
repræsenterer "visdomsoceanet" den 'statiske' side af Guds
kulminerende primære bevidsthed, den guddommelige verden, og det er derfor fra
dette visdomsreservoir, at også Guddommen henter sin visdom, der dog i forhold
til det enkelte levende væsens 'lokal-visdom', er en altomfattende, fuldkommen
visdom, altså en alvisdom. Fuldkommen,
fordi den guddommelige alkærlighed, der ikke favoriserer eller negligerer nogen
eller noget, er totalt upartisk men samtidig indfølende, og er derfor i stand
til at udøve absolut retfærdighed og kærlighed. Den guddommelige alkærlighed er
dermed udtryk for den højeste visdom.
(Vedr.
begrebet og fænomenet guldkopi-erindringer:
LB I, stk. 211-20, 247. LB
II, stk. 356, 359, 388, 391,
397, 403, 408, 422. LB III, stk. 642.
LB IV, stk. 1109, 1111, 1180, 1191,
1276. LB V, stk. 1683-7, 1702, 1705,
1922. Det evige Verdensbillede = DeV I, stk.
13:9. DeV II, stk. 17:11. DeV III, stk. 33:6-8, 33:77. Logik, kap. 53. PB-J 1, s. 235. Det er vigtigt at holde sig klart, at
hukommelsesenergien eller –evnen kun giver tilgang til det personlige ’lager’ af
guldkopier i overbevidsthedsregionen, medens intuitionsenergien eller –evnen
derimod giver tilgang til det universale
arsenal af guldkopier i ”visdomsoceanet”, som er et dybereliggende ’lag’ i
overbevidstheden, der er fælles for alle levende væsener. Jf. med artiklen Intuition og personlighed her
på hjemmesiden.)
Kommentar: Her bliver jeg desværre nødt til at indskyde,
at Guddommen efter min ét-livs-opfattelse netop ikke er absolut retfærdig og
derfor heller ikke alkærlig. Hvis det modsatte havde været tilfældet, altså at
Guddommen er alkærlig og dermed absolut retfærdig, ville verden formentlig have
set ganske anderledes ud, end den har gjort siden tidernes morgen og gør endnu.
Men når Martinus hævder, at Guddommen både er alkærlig, alvis og almægtig, sker
det jo angiveligt på baggrund af hans overordnede kosmiske oversigt set i
tilværelsens evigheds-perspektiv
Det skal her gentages, at ”visdomsoceanet” som
nævnt er identisk med Guds visdom, der består af samtlige levende væseners
såkaldte ”guldkopi-erindringer”. Martinus betegner ”visdomsoceanet” som et holistisk, allestedsnærværende,
universelt og uforgængeligt ’ocean’ eller ’fond’ af koncentrerede kosmiske
idé-facitter, der tilsammen og i rent principiel form indeholder og er udtryk
for samtlige kosmiske grundsandheder om tilværelsen, og som dermed er identisk
med den evige, guddommelige visdom, det vil sige Guds egen viden og visdom.
Dette ocean eller denne overvældende mængde af
visdom er det, at især intuitionsevnen giver individet adgang til, vel at
bemærke: Når individet er modent til det.
Kommentar: Det kan konstateres, at den ovenfor
fremførte beskrivelse af organ- og erindringstalentkernerne stort set også vil
være gyldig i relation til ét-livs-hypotesen. Den eneste, men til gengæld
afgørende forskel vil være, at individet ikke er evigt og derfor heller ikke
udødeligt, sådan som Martinus' kosmologi postulerer og tager afsæt i. Det gør
naturligvis en væsentlig forskel, men med al tvivl og skepsis taget i
betragtning, må jeg fortsat henholde mig til ét-livs-hypotesen.
For at forstå, hvilken baggrund der ifølge
Martinus' Kosmologi er for, at et menneske som f.eks. H.C.Andersen i det hele
taget kunne skabe den perlerække af geniale eventyr og historier, der har gjort
ham berømt på linie med verdenslitteraturens store navne som William
Shakespeare, Walter Scott og Wolfgang
Goethe, må vi først se på, hvordan samme kosmologi opfatter begreber som individ, menneske og personlighed.
Som vi har set af indledningen til
artiklen H1-05. Intuition
og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition, er Martinus og
H.C.Andersen principielt enige i, at individet engang i urtiden har forladt en
lys- og kærlighedsverden, der har efterladt sig spor i dybet af væsenets
bevidsthed i form af såkaldte "guldkopi-erindringer",
som det senere i udviklingen har adgang til, dels via sin hukommelsesevne og dels via sin intuitionsevne. Det er utvivlsomt
sådanne erindringer H.C.Andersen hentyder til, når han om sine inspirationer
siger: "Tit synes jeg det er erindringer,
vuggesange, fra en anden verden, der vågner i min sjæl, og som jeg må
gentage."
"Guldkopi-erindringerne" er i
kodificeret og latent form oplagrede, dels som personlige guldkopierindringer i
individets erindringsarkiv i overbevidstheden, og dels som universale
guldkopierindringer i det såkaldte "visdomsocean".
Det sidstnævnte er et permanent, ikke-dynamisk aspekt af Guddommens højeste
form for bevidsthed, som Martinus betegner som "den guddommelige verden". Det er herfra at individet –
normalt uden selv at vide af det - i sine inspirerede øjeblikke kan hente
idémateriale til bl.a. en højere erkendelse og til sin kunstneriske,
videnskabelige, tekniske eller anden manifestative eller skabende udfoldelse.
Men hvis det virkelig skulle være tilfældet, at
der har eksisteret eller eksisterer en sådan "lys- og
kærlighedsverden", som både Martinus og Andersen åbenbart mener, og som
individet engang i urtiden har forladt eller eventuelt måttet forlade, må det
jo dels betyde at der på en eller anden måde findes en verden 'ved siden af' eller eventuelt 'ovenover' den fysiske verden. Dels må
det betyde at individet på en eller anden måde må være udødeligt, hvis det nemlig er sådan at det er selv samme individ,
der lever nu og hvorom man kan sige, at det engang har forladt den nævnte
lysverden.
Begge dele er tilfældet hævder Martinus, og
indirekte giver Andersen ham medhold heri. Der eksisterer rent faktisk en sådan
lys- eller kærlighedsverden side om side med den fysiske verden, hvoraf vort
'hjemsted', Jorden, som bekendt kun repræsenterer en mikroskopisk del. Lige som
det forholder sig sådan, at det levende væsen eller individet grundlæggende er
identisk med en sjælelig struktur, der forlener det med udødelighed.
Det skal dog allerede her indskydes og
fremhæves, at den nævnte "lys- og kærlighedsverden" ikke kun findes
"ved siden af" eller "ovenover" den fysiske,
fire-dimensionelle årsagsvirkningsverden, men at den i virkeligheden eksisterer
som en delvis integreret del af sidstnævnte eller rettere sagt omvendt. Hvilket
vi naturligvis skal høre betydeligt mere om og få en forklaring på senere.
Efter denne foreløbige og relativt kortfattede
gennemgang af nogle af kosmologiens væsentligste begreber, er vi hermed tilbage
ved vort udgangspunkt, hvor det blev fremhævet at individet engang i urtiden
har forladt en lys- og kærlighedsverden, der har efterladt sig spor i dybet af
væsenets bevidsthed i form af såkaldte "guldkopi-erindringer", som
individet senere i udviklingen får adgang til, dels via sin hukommelsesevne, og
dels via sin intuitionsevne. En dybdepsykolog som C. G. Jung ville
karakterisere denne form for erindringer som arketyper, hvilket vil sige
grundtyper dels i det personligt ubevidste og dels i det kollektivt ubevidste.
Det personligt ubevidste består af
forestillinger, der engang har været bevidste, mens indholdet af det
kollektivt ubevidste, hvilket vil sige menneskehedens samlede ubevidste
erindringer, aldrig har været bevidst under individets livsforløb. Det
kollektivt ubevidste er i henhold til Jung ikke desto mindre personlighedens
grundlag, idet det indeholder nedarvede grundtyper eller mønstre, kaldet
arketyper, der fra tidernes begyndelse
ved stadig gentagelse er overført til individet som en art disposition. Det
kollektivt ubevidste indeholder mange arketyper, som f.eks. persona, animus,
anima, skyggen , selvet etc.
(Se f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby:
Jungs psykologi- en grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia
Skogemann. Hans Reitzels Forlag-København 1985. - For en historisk redegørelse
for begrebet personligheden, se f.eks. artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet-
historisk, psykologisk og kosmologisk set.)
Det er formentlig sådanne
”Guldkopi-erindringer”, H.C.Andersen hentyder til, når han om sine
inspirationer som tidligere citeret siger: "
Tit synes jeg, det er erindringer, vuggesange fra en anden verden, der vågner i
min sjæl, og som jeg må gentage."
Forhåbentlig vil læseren derfor nu være i stand
til at se, at den ovennævnte lys- og kærlighedsverden er identisk med det
tilværelsesplan, som Martinus betegner som "Guds
primære bevidsthed", hvilket mere præcist vil sige "visdomsriget", "den
guddommelige verden" og"salighedsriget".
Ligesom de "spor i dybet af
væsenets bevidsthed", som dette fortidige ophold i lysverdenen har
efterladt sig, er "guldkopimaterialet
i væsenets overbevidsthedsarkiv". Et materiale individet får mulighed for
at komme i kontakt med, når dets hukommelses- og især dets intuitionsevne i
løbet af den fortsatte evolutionsproces (igen) bliver så funktionsdygtig, at
den giver individet til at begynde med glimtvis og senere permanent adgang til
kontakt med netop guldkopimaterialet.
(Vedr. begrebet Guds primære bevidsthed = det rigtige
menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget: L B VI, stk. 2335-7, 2384, 2386-90,
2392, 2394. LB VII, stk.
2396, 2604-8, 2611-2, 2627, 2630, 2658:16, 2664. DeV I, stk. 11:31. DeV II, stk.
17:11, 20:2, 21:6, 22:2, 23:4-5, 26:27. DeV
III, stk. 32:2, 33:73-4, 33:79. Logik,
kap. 78, 89, 95. PB-J 4, s. 417.)
Kommentar: I Martinus' kosmologi er det det
enkelte individs fortidige ophold i lysverdenen, der har efterladt sig et
”guldkopi-materiale”, som samme individ i senere inkarnationer kan drage fordel
af. Men eftersom individet i henhold til ét-livs-teorien jo kun har ét liv
at leve, kan det ikke så godt være nutids-individet, der har haft et tidligere
liv langt tilbage i tiden. Derfor må vi her korrigere og i stedet henholde os
til, at det er menneskeheden, der historisk og kulturelt set, har haft de
nævnte oplevelser og gjort de nævnte erfaringer, som har efterladt sig spor i
det kollektive ubevidste i form af arketyper. F.eks. i form af den bibelske
myte om skabelsen og det første menneskepars liv i ”Paradisets have”. Denne og lignende myter om en gylden og
gloriøs fortid, en ’guldalder’, er af en elite fejlagtigt blevet opfattet som
historisk virkelighed, som man har anset det for ønskværdigt at stræbe efter at
etablere på ny. Af denne drøm er ønsket om et nyt paradis eller en ny og bedre
verden - et utopia - opstået og næret.
Den særligt opmærksomme læser vil måske her indskyde,
at vi indtil videre kun har omtalt 'faldet' fra den "lys- og kærlighedsverden", som individet engang i
urtiden befandt sig i. Vi mangler endnu at se på, hvad det mere præcist er, der har forårsaget at individet i sin tid har
måttet forlade sit "elysium", og hvad det er der er årsagen til, at
samme individ oprindeligt befandt sig i en paradistilstand. Foreløbig har vi
dog fået at vide, at det er individets urbegær i forbindelse med bl.a.
kredsløbs- og kontrastprincippet, der ligger til grund for såvel indviklingen i
som udviklingen fra den fysiske materies verden. Ligesom det er de samme
faktorer, der i et evigt kredsløb eller spiralkredsløb successivt fører
individet igennem de seks kosmiske tilværelseszoner og de syv
organismeprincipper.
Når de ovennævnte spørgsmål ikke hidtil har
været nærmere berørt her, skyldes det imidlertid hverken forglemmelse eller
forsømmelse, men derimod den omstændighed, at der til grund for den nævnte
"lys- og kærlighedsverden", alias de tre riger: "visdomsriget",
"den guddommelige verden" og "salighedsriget" alias Guds
primære bevidsthed, især ligger et af de måske allervigtigste skabeprincipper,
som Martinus' kosmologi opererer med. Dette skabeprincip kalder Martinus for "det guddommelige skabeprincip” eller
”det seksuelle polprincip".
Det seksuelle polprincips overordnede rolle i
den guddommelige verdensorden, ses af den omstændighed, at Martinus med
velberåd hu nævner det i sammenhæng med selve det guddommelige skabeprincip
(Gud som skaber). Han betegner tilmed det seksuelle polprincip som "skabelsens rat", altså som
det styringsredskab, hvormed Guddommen dirigerer, leder og kontrollerer
universets tilblivelse, opretholdelse, udvikling og interne funktioner. Et så
vigtigt og betydningsfuldt skabeprincip fortjener og kræver en helt særlig
interesse og opmærksomhed for sig.
(Vedr. begrebet "skabelsens rat" = det seksuelle polprincip og
polforvandlingen: LB V, stk.
1858. Foruden
udtrykket "skabelsens rat" bruger Martinus også udtrykket
"skæbnens rat" - f.eks. i Logik,
kap. 87 – men de to udtryk og begreber
er dog ikke helt identiske. Jf. i øvrigt med artiklerne Introduktion til
det seksuelle polprincip, Det seksuelle polprincip og Introduktion til den seksuelle polforvandling her
på hjemmesiden. Men de nævnte artikler er dog også mere eller mindre citeret
her i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )
Når vi dertil samtidigt lægger, at forståelsen
af H.C.Andersens personlighed, liv og forfatterskab ifølge den opfattelse, der
gøres gældende i denne afhandling, ikke mindst er beroende på et vist kendskab
til netop det seksuelle polprincip, håber jeg at læseren vil indse
ønskeligheden og nødvendigheden af at give en blot nogenlunde dækkende
fremstilling af dette vigtige skabeprincip og dets omfattende konsekvenser for
individets liv og skæbne. Derfor skal vi i et følgende afsnit gå videre med en
omtale af den del af det seksuelle polprincip, der kan betegnes som ” Emotionel og intellektuel seksualisme”.
Som allerede nævnt, er det kosmologiske
begreb underbevidstheden identisk
med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden,
som i henhold til Martinus' kosmologi igen kan inddeles i
dagsbevidstheden og natbevidstheden (psykologisk set det
underbevidste og det ubevidste), og som i form af et psykisk kraftfelt
fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2.
Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien,
5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien.
I henhold til ét-livs-hypotesen, har disse
energier vel at bemærke samme karakter, værdier og funktionelle kvaliteter, som
beskrevet i Martinus' kosmologi. I forbindelse med grundenergierne bør man i
øvrigt erindre sig, at de nævnte energier er måder, på hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler
og oplever. Det vender vi tilbage til under omtalen af grundenergierne.
Når Martinus i øvrigt bruger udtrykket
”underbevidstheden” om det, der i almindelig psykologi betegnes som
bevidstheden, hænger det sammen med det enkle forhold, at bevidstheden
'hierarkisk' og funktionelt set er underlagt eller undergivet overbevidstheden
og fungerer på grundlag af denne. Sidstnævnte betegnes som sådan, fordi den
'hierarkisk' og funktionelt set ligger over eller er overordnet
underbevidstheden.
Martinus' kosmologi opererer med, at det
skabte, primært altså verden og livet, har to basale aspekter: et bevægelsesaspekt og et
energiaspekt. Ud fra den kendsgerning, at det kræver energi at
frembringe bevægelse, vil vi derfor her først se på energiaspektet.
For god ordens skyld og for at orientere eller
erindre læserne om basale emner i Martinus' kosmologi, skal følgende vigtige
faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi desuden opererer med, også
gentages her:
Det levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig
bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden, men her
forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. kosmiske
grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis er evighedslegemet.
Altså det legeme, som ligger til grund for individets struktur og hele
tilværelse, men som i sig selv er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum,
og hvorom man med rette kun kan sige, at det ER.
Det korte af det lange er, at grundenergierne i
henhold til Martinus' kosmologi så at sige er 'rodfæstede' i overbevidstheden,
i og med at disse er undergivet de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner
som skabeprincipperne.
Skematisk opstillet er de syv operationelle
grundenergier i henhold til Martinus følgende:
1. Instinktenergien (rød symbolfarve)
2. Tyngdeenergien (orange symbolfarve)
3. Følelsesenergien (gul symbolfarve)
4. Intelligensenergien (grøn symbolfarve)
5. Intuitionsenergien (blå symbolfarve)
6. Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)
7. Moderenergien (violet symbolfarve)
Det skal også her nævnes, at i henhold til
Martinus, er samtlige grundenergier repræsenteret ved hver sin funktionelle
instans og basis i form af en organisme eller et legeme, som skematisk
opstillet ser sådan ud:
1. Instinktlegemet = Instinktenergiens funktionelle
basis (rød symbolfarve)
2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle
basis (orange symbolfarve)
3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens
funktionelle basis (gul symbolfarve)
4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens
funktionelle basis (grøn symbolfarve)
5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens
funktionelle basis (blå symbolfarve)
6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens
funktionelle basis (indigo
symbolfarve)
7. Evighedslegemet = Moderenergiens
funktionelle basis (violet symbolfarve)
Grundenergiernes
karakteristika
Et vigtigt forhold at forstå i forbindelse med,
hvad der i henhold til Martinus skal forstås ved begrebet grundenergierne er,
at disse naturligvis ikke er ’frit i luften svævende’ fænomener, men at de
altid hver især vil være knyttet til et organ eller legeme, som så at sige
genererer og omsætter energien i praksis. I princippet på samme måde, som det
forholder sig med vore sanser, der jo som bekendt ikke er i stand til at
fungere uden et organ, som svarer til hver sans: Man kan ikke se uden øjne,
ikke høre uden ører, ikke smage uden tunge, ikke lugte uden næse, ikke føle
uden berøringsnerver i huden osv. Vi kan normalt heller ikke bevæge os uden
muskler, ikke gå uden ben, ikke gribe uden hænder, lige som vores fysiske krops
fysiologiske processer, som f.eks. blodkredsløb, åndedræt, fordøjelse,
forplantning osv., ikke kan fungere uden henholdsvis hjerte og karsystem,
lunger, mave-tarmsystem, seksualorganer osv. Det er derfor vigtigt, at gøre sig
klart, at hver gang man inden for Martinus’ kosmologi taler om ’energi’, så
taler man samtidig om ’evne’, og hver gang man taler om evne, så taler man
samtidig om ’organ’ eller legeme’.
Når Martinus imidlertid taler om ’grundenergi-legemer’,hænger det sammen med, at det i
hvert enkelt tilfælde ikke kun drejer sig om et ’organ’, men om flere organer,
der indgår i indbyrdes og internt samarbejde, hvorfor begrebet ’organisme’ og
dermed ’legeme’ er den relevante betegnelse for grundenergiernes
omsætningsredskaber.
Grundenergilegemernes navne er vi allerede
blevet gjort bekendt med, så derfor vil vi gå over til at orientere os om
grundenergiernes karakteristika:
Grundenergiernes A- og
B-gruppe
De seks grundenergier eller basale virkemåder,
som Jeget på basis af moderenergien har til sin disposition, er i øvrigt opdelt
i to hovedgrupper, A og B, med tre grundenergier i hver gruppe. Den første
hovedgruppe, A, omfatter instinktenergien, tyngdeenergien og følelsesenergien,
som tilsammen danner grundlag for Jegets
følelsesliv, hvorfor de karakteriseres som de tre uintellektuelle og materiedannende
grundenergier.
Den anden hovedgruppe, B, omfatter
intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien, som tilsammen
specielt udgør grundlaget for Jegets
tankeliv, og derfor karakteriseres som de tre intellektuelle og bevidsthedsdannende
grundenergier. Det skal dog understreges, at det kun er
teoretisk-analytisk, at man kan tale om en opdeling af grundenergierne i to
hovedgrupper, og følgelig livsoplevelsen i følelsesliv og tankeliv, som i
praksis er en gensidigt integreret funktionel enhed.
Den første grundenergi i den seksleddede række
af grundenergier, er i henhold til Martinus instinktenergien,
som i sin neutrale, objektive og dermed principielle natur defineres som evnen til automatfunktion eller
selvfunktion, idet dens centrale, funktionelle tendens er dannelsen af
netop automatfunktioner. Herved
forstås funktioner, der foregår uafhængigt af bevidst koordinering eller
viljesindsats. I sin egenskab af specielt sanseevne
for Jeget, viser instinktenergien sig primært som evnen til at ane, altså som anelsesevne, hvorved forstås
formidlingen af anelsesoplevelser uden præcis forståelse og detaljeret,
nuanceret erkendelse.
I sin helt elementære form indskrænker
anelsesoplevelsen sig til kun at omfatte en uklar, drømmeagtig, fjern og
uspecificeret fornemmelse af livsoplevelsens to mest grundlæggende
generalkontraster, som kendes under begreberne behag og ubehag. Disse to
grundformer for anelsesbevidsthed gør sig i øvrigt især gældende for
plantevæsenernes vedkommende, der jo – som vi tidligere har berørt – er
repræsentanter for levende væsener på principielt fuldstændig lige fod med alle
de øvrige tilværelsesplaners eller naturrigers levende væsener. Alle er i
henhold til Martinus i en vis forstand ’mennesker’ på forskellige udviklings-
og oplevelsestrin og fremtræder derfor i de ofte vidt forskellige og rigt
varierede og nuancerede former for bevidstheds- og organismestrukturer, som
Martinus betegner som ”kosmiske håndværk”.
(Vedr. ”kosmiske håndværk”, se Martinus: Logik, 27. kap.).
Men instinktenergien har også en anden og nok
så vigtig funktion at forvalte, idet den er bærer af og befordrer det levende
væsens religiøse sans, som blandt
andet giver sig udtryk i en (instinktiv) fornemmelse af og eventuelt
overbevisning om en guddoms eller guders og andre åndelige væseners eksistens.
Dette gælder især for det primitive, kosmisk bevidstløse og intellektuelt
uformuende menneske, på hvis følelsesliv instinktenergien udøver en stor og
afgørende indflydelse, specielt ved at formidle den religiøse
anelsesbevidsthed. Dette gælder til en vis grad også for dyrets, og naturligvis
især for de højerestående dyrs vedkommende, hvis religiøse instinkt i henhold
til de kosmiske analyser giver sig udtryk specielt i dyrets dødsangstskrig, hvilket vi skal vende tilbage til i
anden sammenhæng.
I sin egenskab af manifestationsevne for Jeget betragtet, ytrer instinktenergien sig
som evne til at etablere, opretholde og befordre enhver form for automatfunktioner,
psykiske som fysiske, af hvilken grund den også indgår som hovedbestanddel af
de stabile kraftcentrer, Martinus betegner som ”talentkerner”, der, som det især vil være fremgået af afsnittet Talentkerneprincippet her på hjemmesiden,
udgør overordentlig vigtige faktorer for det levende væsens psyko-fysiske
organisme og hele livsudfoldelse. Instinktenergiens betydning turde i øvrigt fremgå
af, at den blandt andet er ansvarlig for alt, hvad der kommer ind under
automatiske organ- og organismefunktioner, lige som den stort set svarer for
alt, hvad der kommer ind under begreberne reflekser, vækstbevægelser, vaner,
rutiner, virtuositet, traditioner, ceremonier, flokmentalitet, nationalisme,
autoritetstro – herunder ikke mindst troen på og tilliden til de religiøse
autoriteter – og meget andet og mere.
Instinktenergiens kosmiske karakteristik
er kortest sagt den, at den altid ytrer sig som det automatiske og dermed
ureflekterede moment ved alle former for manifestationer,
bevægelsesmanifestationer eller adfærdsmønstre, som enkeltvis eller tilsammen
repræsenterer et eller flere individers handlingsliv.
Instinktenergiens eller –evnens indflydelse
på og betydning for det af eller i naturen befordrede ’adfærdsmønster’, burde
næsten være selvindlysende for ethvert nogenlunde velorienteret menneske. Men
for fuldstændighedens skyld skal her kort nævnes nogle eksempler på automatisk
regulerede naturprocesser, som f.eks. elementarpartiklernes og himmellegemernes
henholdsvis mikrokosmiske og makrokosmiske automatbevægelser. Desuden planters,
dyrs, herunder menneskers, fugles og insekters biologiske og fysiologiske
processer, samt de pågældende arters og individers evne til at fungere og være
i overensstemmelse med de særlige love, som gælder for deres respektive og
kosmisk set midlertidige udviklingstrin.
Den anden kosmiske grundenergi, tyngdeenergien, kan hvad selve navnet
angår, umiddelbart bidrage til at skabe lidt forvirring eller misforståelse,
idet navnet forståeligt nok måske straks leder tanken hen på begrebet
tyngdekraften. Til den sidstnævnte har begrebet tyngdeenergien som sådan dog
kun indirekte relation, idet det nemlig specielt er denne grundenergi, der er
ansvarlig for materieegenskaben ’masse’, som i praksis registreres som vægt
eller tyngde, i al fald her på jorden. Men begrebet tyngdeenergien defineres i
sin neutrale, objektive og principielle natur som evnen til ekspansion (udvidelse) og destruktion (nedbrydning), hvilke
egenskaber især er baggrunden for, at Martinus – med et vist forbehold –
karakteriserer den som udtryk for tilværelsens dræbende princip. Situationen er kort den, at overalt, hvor
tyngdeenergien er dominerende i manifesterede grundenergikombinationer
(stambevægelser), virker disse destruerende og dermed i princippet dræbende på
alt, hvad de måtte komme i berøring med. I bevidsthedslivet tegner
tyngdeenergien sig for alt, hvad der kommer ind under begreber som vrede, had,
hævnfølelse, jalousi, hidsighed, intolerance mm. Forbeholdet gælder, at
tyngdeenergien som nævnt også har ’positive’ egenskaber, idet den samtidig
udgør den dynamiske kraft i enhver form for manifestation og præstation, og den
er i begge tilfælde en absolut nødvendig og uundværlig faktor i livet.
I direkte modsætning til tyngdeenergien
må den tredie grundenergi, følelsesenergien,
i sin neutrale, objektive og principielle natur defineres som evnen til kontraktion (sammentrækning) og
konstruktion (opbygning), hvorfor Martinus – med et vist forbehold - også
karakteriserer den som udtryk for det
livgivende princip. Forholdet er nemlig det, at overalt, hvor
følelsesenergien er dominerende i de manifesterede grundenergikombinationer,
virker den tilbageholdende (hæmmende) og bindende på tyngdeenergiens
destruerende og dræbende tendens, hvilket i bedste fald bevirker, at de
pågældende grundenergikombinationer (stambevægelser) ikke indvirker direkte
destruktivt eller dræbende på omgivelserne. Det kan de til gengæld mere eller
mindre direkte gøre, hvor følelsesenergien ikke i tilstrækkelig grad er i stand
til at ’hæmme’ eller ’binde’ tyngdeenergien. Men desuden kan følelsesenergien
være så dominerende i bevidstheden, at den så at sige lukker individet passivt
inde i sig selv, f.eks. i selvmedlidenhed og selvopgivelse. Det er delvis
baggrunden for, at Martinus med forbehold karakteriserer følelsesenergien som
livgivende. Det samme er tilsvarende tilfældet med tyngdeenergien, der som
nævnt også kun med forbehold kan karakteriseres som dræbende, specielt fordi
den netop i kraft af sin særlige natur er tildelt rollen som den ene af de to
kontraaktive hovedkomponenter, altså tyngdeenergien og følelsesenergien, i det
levende væsens såkaldte psykiske
kraftfelt.
Tyngde- og
følelsesenergien i naturen
Som antydet ovenfor giver tyngde- og
følelsesenergien sig på hver sin måde naturligvis også til kende i
naturprocesserne, hvad der for tyngdeenergiens vedkommende betyder, at den i
pagt med sit ekspansive og dynamiske væsen viser sig som en bevægelsesfremmende faktor. Det vil i en
vis forstand sige, at den viser sig i alt, hvad der har at gøre med varme,
udvidelse, ekspansion, eksplosion, ild, fordøjelse, destruktion,
dematerialisation og lignende, for blot at nævne nogle tilfældige eksempler på
naturprocesser, hvori tyngdeenergien indgår som en dominerende faktor i de
involverede grundenergikombinationer.
For følelsesenergiens vedkommende forholder det
sig lige modsat, idet den i konsekvens af sit kontraktive og stabiliserende
væsen primært viser sig som en bevægelseshæmmende
faktor, hvilket indebærer at den viser sig i alt, hvad der har at gøre med
sammentrækning, kulde, frost, afkøling, krystallisation og materialisation, for
også her blot at nævne et tilfældigt udvalg af eksempler på naturprocesser,
hvori følelsesenergien forekommer som dominerende faktor i de involverede
grundenergikombinationer.
(Vedr. tyngde- og
følelseslivets ’klimaer’: Se Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 139.-1. 144.)
Vi har hermed i grove træk omtalt
grundenergiernes A-gruppe, de uintellektuelle eller materiedannende
grundenergier, og skal herefter gå videre til en kortfattet omtale af B-gruppen.
Denne omfatter de intellektuelle eller bevidsthedsdannende grundenergier:
intelligensenergien, intuitionsenergien og hukommelsesenergien. Disse tre
grundenergier omtales også som tankelivets grundenergier, idet de primært er
ansvarlige for det, der forstås som Jegets tankeliv. Med tankelivet menes dén
mentale proces, som i praksis former sig som en mere eller mindre viljestyret
bearbejdning af af et givet erfaringsmateriale, og som af Jeget registreres som
’tænkning’. Ved begrebet ’en tanke’ forstås der ganske enkelt et åndeligt objekt, som af Jeget opleves
som en mere eller mindre abstrakt ’billeddannelse’, der dels kan have form af
sproglige ’lydbilleder’ eller af sansningsbaserede ’forestillinger’ eller
’billeder’, som mere eller mindre refererer til syns-, lyd-, lugt-, og duft-
samt smagsindtryk og til en vis grad også fornemmelsesindtryk, indtryk, der
alle uden undtagelse indgår som bestanddele af Jeget erfaringsmateriale.
Ved begrebet ’tænkning’ forstås også den
proces, der blandt andet består i at skrive disse linjer, og naturligvis også i
at læse dem. Som eksempler på højere former for tænkning, kan nævnes aritmetik,
geometri, matematik, filosofi og erkendelsesteori. En særlig sublim og abstrakt
tænkning findes i form af den kosmiske tænkning,
som opererer med ’objekter’, der hverken kvantitativt eller kvalitativt
besidder form, konturer eller begrænsning, hvilket især medfører, at de
pågældende ’objekter’ kun er tilgængelige for Jeget via intuitionsevnen. Disse
’objekter’ eller højintellektuelle kosmiske facitter, som vedrørende livet og
virkeligheden (kosmos), er det netop, at Martinus’ kosmiske analyser i særlig
grad beskæftiger sig med.
I objektiv, substantiel henseende udgør de
såkaldte ’tanker’ specielle, mere eller mindre komplicerede svingnings- eller
vibrationskombinationer eller –systemer i det af instinkt-, tyngde- og
følelsesenergien dannede og opretholdte P-kraftfelt, hvorfor tænkning
principielt består i at frembringe mere eller mindre viljestyrede og velorganiserede
svingninger og svingningskombinationer i P-kraftfeltet. Det er i den
forbindelse, at intelligensenergien, grundenergiorganisationens
fjerde kosmiske grundenergi, kommer ind i sammenhængen.
I sin neutrale, objektive og principielle natur
defineres intelligensenergien som evnen
til systematik og hensigtsmæssighed, hvorved blandt andet forstås en evne
til at administrere og hensigtsmæssigt udnytte Jegets til rådighed værende
erfaringsmateriale, et materiale, som Jeget vel at mærke normalt næsten kun har
adgang til via hukommelsesenergien og –evnen. Af samme grund vil det derfor
være hensigtsmæssigt og formålstjenligt, at omtale den sjette grundenergi,
hukommelsesenergien, allerede her, idet vi dog lige først skal benytte
lejligheden til at præcisere, hvad der i denne sammenhæng skal forstås ved
begrebet ’hensigtsmæssighed’.
Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi
forstås ’hensigtsmæssighed’ i sin dynamiske betydning af begrebet, som en
administration af et givet erfaringsmateriale ud fra et givet sæt
valgmuligheder, som fører til en optimalt ideel udnyttelse af de givne
betingelser for opfyldelsen af et ønsket, bestemt behov. I statisk betydning af
begrebet ’hensigtsmæssighed’ forstås en færdig eller afsluttet manifestation,
som implicit udtrykker en optimal opfyldelse af et givet formål, hvilket
naturligvis ikke hverken i dette eller det foran nævnte tilfælde udelukker
muligheden af, at der selvfølgelig forekommer manifestationer, som er udtryk
for større eller mindre grader af hensigtsmæssighed, og dermed for en mere
eller mindre optimalt ideel opfyldelse af det eller de ønskede formål.
Tænkningen og
hukommelsesevnen
Uden rådighed over et vist erfaringsmateriale
ville Jeget være totalt udelukket fra at kunne skabe sit tankeliv. Tænkning
består jo netop i en mental bearbejdning af visse allerede gjorte erfaringer
eller indhøstede oplevelser, som i øvrigt for en stor dels vedkommende har sin
oprindelse i Jegets sansemæssige kontakt med det fysiske materieplans objekter
samt i den på sprog grundede vekselvirkning med andre mennesker på samme
materieplan, hvilket altså vil sige den fysiske verden. Heraf følger derfor, at
jo større sum af oplevelser og erfaringer et Jeg råder over, des rigere
tankeliv har det mulighed for selv at have, men samtidig også for at give
udtryk for overfor omgivelserne. Denne evne til at danne erfaringsforråd og til
i større eller mindre grad at tage ved lære af sine erfaringer og til at handle
på grundlag heraf, er det som betegnes intelligens.
Men denne som sagt i høj grad beroende på, afhængig og betinget af en evne til at akkumulere den strøm af
oplevelser, som kontakten med omverdenen normalt medfører, og af en evne til at fastholde de derigennem
indhøstede erfaringer. Denne evne besidder Jeget heldigvis og normalt i form af
netop hukommelsesenergien eller –evnen.
Hukommelsesevnen og
bevidsthedsarkivet
Det er en kendsgerning, at vi ikke har hele
vort opsamlede erfaringsmateriale fremme i dagsbevidstheden på én gang, og at
en større eller mindre del af det følgelig opbevares på en sådan måde, at det
normalt og i bedste fald kun på ’opfordring’ gør sig gældende i livsoplevelsen.
Hele Jegets fond af erfaringer, viden, evner og talenter, som dels bidrager til
at sikre dets individualitet, og som dels er afgørende for dets bevidsthedsliv,
der i form af reflektion, planlægning og lignende, beror på individets egne
viljestyrede initiativer, kan med henvisning til dets rolle for det fungerende
bevidsthedsliv sammenfattes under begrebet bevidsthedsarkivet.
Bag hver eneste af individets handlinger
forekommer der normalt visse tanker og følelser, der motiverer dem, mere eller
mindre naturligvis, men heraf ses det, at enhver handling på sin vis er en
videreført bevidsthedsmanifestation, for hvilken den fysiske materie udgør
materialet og den fysiske organisme redskabet. Det betyder, at det fysiske
handlingsliv kan betragtes som en fysisk projektion af det fungerende
bevidsthedsliv, hvilket vil sige, at der i en vis forstand er tale om en fysisk
’forlængelse’ af dette, ganske som det på sin vis er tilfældet med den
tilgrundliggende fysiske organisme, der faktisk repræsenterer en fysisk
forlængelse af den ’overordnede’ og på sin vis langt vigtigere åndelige eller
parafysiske struktur, uden hvilken den fysiske organisme ganske enkelt ikke
ville være i stand til at fungere som bevidstgjort redskab for Jeget.
Det netop nævnte bevidsthedsarkiv har sit
’sæde’ i det såkaldte evighedslegeme, også betegnet som det højpsykiske
kraftfelt, som sammen med Jeget udgør det levende væsens overbevidsthedsregion.
Begrebet og udtrykket ”evighedslegeme” har hos Martinus sin forklaring i, at
Jegets overbevidsthedsstruktur er fuldkommen urørligt hævet over enhver form
for destruktive kræfter og energier, som måtte forekomme indenfor underbevidsthedsregionen,
der er al skabelses og livsoplevelses skueplads. Det er netop i
evighedslegemet, at jeget automatisk opbevarer sit gradvis erhvervede
erfaringsmateriale, som altså udgør en væsentlig del af det totale
bevidsthedsarkiv, der yderligere indeholder alle de organtalentkerner, på
hvilke skabelsen eller opbygningen af Jegets fysiske så vel som psykiske
organisme er beroende.
(Her kan henvises til afsnittet Talentkerneprincippet – om de livsvigtige
’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’.)
Men for at kunne udnytte og ’genbruge’ sit
arkiverede erfaringsmateriale, må Jeget have rådighed over en evne til at genaktivere og dermed genopleve
arkiveret erfaringsmateriale, på hvilket alt bevidst tankeliv og al
skabelse og manifestation er beroende og absolut afhængigt.
Denne evne til så at sige at ’hente’ sit
skjulte erfaringsmateriale ’ned’ i dagsbevidstheden og derigennem genbruge og
genopleve det, er netop hukommelsen eller
erindringsevnen, som i sin neutrale,
objektive og principielle natur defineres som evnen til akkumulation (opsamling).
Som sanseevne
for Jeget betragtet, viser hukommelsesenergien sig principielt som evnen til at fremdrage og genaktivere det personlige
erfaringsmateriale, der findes arkiveret i evighedslegemet, også kaldet
overbevidstheden. Betydningen for Jegets samlede livsoplevelse af denne evne
til at genaktivere eller ’genoplive’ erfaringsmaterialet, vil formentlig være
umiddelbart indlysende, ikke mindst i betragtning af, at forekomsten af det
bevidsthedsområde, der kaldes ”fortiden”,
helt og holdent er beroende på hukommelsesevnen. Men det er ikke kun
begrebet ’fortiden’ i objektiv og subjektiv forstand, der er afhængig af
hukommelsesevnens eksistens, det gælder også begrebet ’tiden’ i det hele taget.
Uden evnen til at huske eller erindre og dermed ’genkende’, ville Jeget ikke
have nogen som helst mulighed for at kunne opfatte og skelne mellem begreberne før, nu og efter, og ville dermed heller
ikke have nogen mulighed for at kunne ’fastholde’ dén på basis af oplevelsen af
stambevægelsen etablerede strøm af oplevelser, der ’flyder’ gennem ’Nuet.
I henhold til Martinus er al form for bevægelse
underkastet kredsløbsprincippets lovmæssigheder, hvilket indebærer, at enhver
udløst bevægelse, f.eks. i form af en handling, hvis konsekvenser, behagelige
såvel som ubehagelige, i princippet og før eller siden vil vende tilbage til
sit ophav (individet). Individet oplever imidlertid ikke kun de i fortiden,
hvilket vil sige, alt fra for et øjeblik siden til flere liv tilbage, udløste
bevægelsers (handlingers) tilbageslag eller virkninger, men udløser samtidig
konstant nye bevægelser (handlinger), hvis konsekvenser først vil blive udløst
før eller siden i fremtiden, hvilket vil sige, alt fra om et øjeblik til flere
liv ude i fremtiden.
Her skal vi huske på, at Martinus' kosmologi
opererer med flere-livs-hypotesen, men i og med ét-livs-hypotesen, tager
situationen sig lidt anderledes ud, idet der af gode grunde er tale om, at
individet kun har et enkelt liv til rådighed. Og eftersom der set i det
perspektiv ikke findes et evighedslegeme, må bevidsthedsarkivet og dermed
hukommelsesevnen være baseret på eller i, hvad man måske kunne tillade sig at
kalde for det psyko-elektromagnetiske felt-fænomen: 'et-livs-overbevidstheden'.
Sidstnævnte har i øvrigt 'rod' i Guds overbevidsthed, dog naturligvis kun i den
tid eller de år, det levende væsen, bl.a. i form af mennesket, er i live.
Det vil samtidig sige, at også selve oplevelsen
af stambevægelsen er betinget af Jegets evne til at kunne fastholde og erindre,
idet der jo for stambevægelsens vedkommende er tale om, at den objektivt set er
identisk med en funktion ved et legeme eller en genstand, der består i, at
dette eller denne skifter position i forhold til først og fremmest
udgangspositionen. Men for at kunne opleve og registrere denne
positionsændring, kræves der en evne til at ’fastholde’ og dermed (bevidst
eller ubevidst) sammenligne udgangspositionen
med den nye eller eventuelt flere nye positioner.
Når man yderligere tager i betragtning, at
oplevelsen af stambevægelsen eller stambevægelserne betinger oplevelsen af de fire
aflæggerbevægelser, rummet, tiden, forvandlingen og materien, og at de fem
universelle bevægelsesarter tilsammen udgør grundlaget for hele den
fænomenologiske side af livsoplevelsen, turde det stå klart for enhver, at
Jeget i tilfælde af en delvis eller totalt manglende evne til at kunne erindre
og genkende, ville være henvist til at opleve en tilsvarende mangelfuld eller
slet ikke forekommende egentlig livsoplevelse. Situationen ville i bedste fald
betyde, at livsoplevelsen i tilfælde af helt eller delvist hukommelsessvigt,
reduceres til henholdsvis elementær anelse om ’væren i nuet’ eller en defekt
langtids- eller korttidshukommelse, sådan som det f.eks. ses i forbindelse med
visse hjernesygdomme, som f.eks. Alzheimers sygdom og ved amnesi som følge af
blodpropper i hjernen eller hjerneblødninger.
En personlig kommentar: For mit eget vedkommende har jeg som følge af en blodprop i hjernen
oplevet et heldigvis kun kortvarigt bortfald af korttidshukommelsen, som varede
godt og vel et døgn. Langtidshukommelsen fungerede derimod udmærket, idet jeg
sagtens kunne huske, hvad der var sket tilbage i tiden. Det mest
bemærkelsesværdige ved hukommelsestabet var imidlertid, at jeg var ude af stand
til at huske forløb, der var sket indenfor det nævnte tidsrum. Alt, hvad jeg
havde set, oplevet, tænkt og sagt, eksisterede simpelthen ikke for mig. Det
kunne altså sådan set have været ligegyldigt, om det overhovedet var sket eller
ej. Men deraf lærte jeg især, hvor vigtig og absolut nødvendig hukommelsen er
for os mennesker. Uden den ville vi ikke være i stand til at orientere os i
hverdagen eller livet i det hele taget. I et lidt videre, erkendelsesmæssigt
perspektiv betyder hukommelsessvigt eller –tab, at vi faktisk kun oplever og
erkender verden i det omfang og den grad, som vores hukommelsesevne er i stand
til at præstere. Hvad der ligger derudover har vi hverken viden eller anelse
om.
Hukommelsesenergien som manifestationsevne
Betragtet som manifestationsevne viser hukommelsesenergien sig primært som evnen til at etablere og opretholde den
del af Jegets samlede bevidsthedsarkiv, der specielt rummer dets lager af
erfaringsmateriale og viden, og som kaldes erindringskartoteket.
Dette lager eller fond forekommer og opretholdes ved hjælp af et organisk
element, der optræder i P-kraftfeltet og som primært skylder
hukommelsesenergien sin eksistens, hvorfor dette element følgelig betegnes som hukommelseslegemet. Dette legeme udgør
den instans, som i praksis besidder evne til at opfange og fastholde de
vibrations- og spændingsmønstre, der via Jegets sansemæssige berøring med
blandt andet den fysiske omverden frembringes og opleves i P-kraftfeltet. Det
hænger sammen med, at hukommelseslegemet under indflydelse af moderenergien
øjeblikkeligt overfører de i samme kraftfelt etablerede vibrations- og
spændingsdata til evighedslegemets erindringskartotek, hvor de i form af
stabile og uforgængelige ’vibrationsprogrammer’ opmagasineres efter bestemte
love og retningslinier. Det er sådan et ’vibrationsprogram’, Martinus betegner
som en talentkerne, i dette tilfælde
mere præcist som en erindrings-talentkerne,
idet der her er tale om, at specielt hukommelsesenergien udgør dens
hovedbestanddel.
Men det bør heller ikke i denne forbindelse
overses eller glemmes, at de seks grundenergier altid kun kan optræde
samtidigt, hvilket indebærer at en talentkerne, foruden af den ’bærende’
grundenergi, samtidig også består af de fem øvrige grundenergier, der i mere
eller mindre potentiel og reduceret form er til stede som data i samme
indbyrdes kombinationsforhold, som gjorde sig gældende i den tilgrundliggende
oplevelse. Men primært organiseres, opretholdes og bæres den enkelte
talentkerne af den syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, hvilket
indirekte blev tilkendegivet ovenfor i og med ordene ”efter bestemte love og
retningslinier.”
Som vi allerede har været inde på under omtalen
af organtalentkernerne, er baggrunden for Martinus’ brug af udtrykket
”talentkerne”, som han i anden sammenhæng også kalder for ”skæbnefrø”, den, at
netop frugtkernen eller plantefrøet i mikroskopisk format indeholder det
informationsprogram eller –mønster, på grundlag af hvilket eksempelvis et træ
eller en plante under gunstige vilkår bliver til lige præcis dét træ eller dén
plante, der i det pågældende tilfælde er tale om.
(Vedr. begrebet ’talentkerner’, se afsnittet Talentkerneprincippet – om de livsvigtige
’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’. Disse er dog også omtalt her i artiklen
Ӄt-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi.)
Begrebet
”erindringstalentkerne”
På baggrund af det ovenfor beskrevne, omfatter
begrebet en erindringstalentkerne altså
et mikroskopisk lille datacenter, som i koncentreret og ’kodificeret’ form
rummer overhovedet alle de kvantitative og kvalitative vibrationsdata, der
tilsammen udgjorde den oprindelige oplevelse. Begreber og forhold, som det
forresten ikke burde være vanskeligt at forstå i vore dage, hvor kendskabet til
og anvendelsen af elektronisk databehandling ved hjælp af de såkaldte computere
jo efterhånden er så udbredt, at de fleste mennesker i industrilandene har
forstand på det. For de elektroniske datas vedkommende er disse indlejret i
computerens hukommelse (et elektronisk kredsløb), subsidiært på bånd, diskette,
CD-rom eller DVD, hvorfra de ved hjælp af computerens tastatur og harddisk
senere kan kaldes frem igen og bringes til at fremtræde på monitorens lysskærm.
Til sammenligning er erindringstalentkernerne indlejret i overbevidsthedens eller
evighedslegemets erindringskartotek, hvorfra de efter ønske og ved hjælp af
hukommelseslegemet kan kaldes frem igen og bringes til at fremtræde i
underbevidsthedens P-kraftfelt.
En kosmisk-kemisk
rensningsproces
Der er imidlertid ét bestemt og meget vigtigt
forhold, der gør sig gældende i forbindelse med erindringstalentkernerne, og
det er den omstændighed, at hukommelsesenergiens stabiliserende og
konserverende indflydelse på de til erindringstalentkernerne knyttede
vibrations- og informationsdata, kun i en vis udstrækning omfatter sådanne
data, der repræsenterer ubehagelige, smertefulde og triste sider af den
oprindelige oplevelse. For en kosmisk betragtning, som den Martinus
repræsenterer, udgør de nævnte ’data’ uædle
islæt i talentkernestrukturen, islæt, som med tiden gradvis vil ’forvitre’,
nedbrydes og efterhånden udskilles eller fjernes fra talentkernens øvrige
indhold, som til sidst helt vil være renset og befriet for alle ’mørke’ og
’uædle’ bestanddele. Herefter vil talentkernestrukturen kun indeholde
vibrations- og informationsdata, der repræsenterer de lyse, behagelige,
lykkelige og glædelige sider af den oprindelige oplevelse, hvor ubehagelig og
smertefuld denne så end har været.
Forholdet finder i øvrigt sin analogi i
metallernes verden, hvor de uædle metaller, som f.eks. jern, kobber m.fl. med
tiden ruster eller forvitrer og efterhånden går i opløsning, medens et ædelt
metal, som især guld, har en mere bestandig holdbarhed. Det er den primære
grund til, at guld vurderes så højt.
Den nævnte kosmisk-kemiske udrensnings- eller
forvandlingsproces, som det levende væsens erindringstalentkerner ifølge evige,
universelle love ufravigeligt altid vil være underkastet, bevirker således at
de oprindelige og normalt ’grumsede’ eller uædle erfarings- og vibrationsdata
eller –programmer i talentkernestrukturen i sidste instans vil komme til at
fremtræde som forædlede kopier af de oprindelige, tilgrundliggende oplevelser. Sådanne
forædlede kopier har Martinus meget betegnende givet navnet ”guldkopier”. Disse knytter der sig i
øvrigt den særlige omstændighed til, at de ved at blive fremdraget i
dagsbevidstheden giver anledning til, at Jeget oplever en kortere eller længere
varende tilstand af mental salighed, der i nogle tilfælde endog kan antage
karakter af ren ekstaseoplevelse.
Det er forresten den samme psykologiske
udrensningsproces, der betinger og ligger bag konstateringen af, at det der
engang blev oplevet som ubehageligt eller endog smerteligt, senere hen i livet
forekommer ubetydeligt eller ligegyldigt, eller måske endda nu fremtræder i et
lysende og rosenrødt skær. Man behøver her blot at minde om ældre menneskers
erindringer fra barndomstiden, der måske var knapt så behagelig og lykkelig,
som den tager sig ud i retrospektiv genoplevelse via erindringen. På
principielt samme måde med f.eks. soldatertiden, hvis strabadser næsten forekom
uudholdelige, mens de stod på, men som allerede forholdsvis få år efter
fremtræder i et så formildende eller forsonende lys i erindringen, at de
implicerede parter ikke sjældent endog er i stand til at se de groteske og ofte
”ustyrligt morsomme” momenter ved rekruttiden. Martinus gør i øvrigt opmærksom
på, at det er den samme kosmisk-kemiske rensningsproces, der ligger til grund
for udsagnet om, at ”tiden læger alle sår”. Men i den forbindelse bør man huske
på, at der med begrebet ”tiden” kan menes alt fra år til en menneskealder eller
et århundrede, ja, flere århundreder.
Kritik af erindringens
’forgyldningsevne’
Her kan måske passende indskydes, at den
omtalte kosmisk-kemiske rensningsproces, hvorunder tidligere mørke og uædle
oplevelser og erfaringer så at sige ’forgyldes’ og derefter kommer til at
fremtræde i ’guldmateriale’ i en persons erindring, ofte har givet kritikere
anledning til at fremsætte nedladende eller ironisk kritik af det omtalte
forhold. Som regel ud fra den holdning til sagen, at hukommelsen i sådanne
tilfælde enten ’narrer’ den omhandlede person eller ’taler imod’ vedkommendes
eget bedre vidende og i al fald imod vidners kendskab til sagen, og at den
derfor er upålidelig og vildledende. Fra en almindelig synsvinkel betragtet kan
dette naturligvis være helt ellers delvis rigtigt, men set fra Martinus’
kosmiske synsvinkel forholder det sig altså noget anderledes og ikke helt så
enkelt og ligetil, som det umiddelbart kunne se ud til, hvilket turde være
fremgået af den ovenfor givne forklaring på den proces, der ligger til grund
for erindringens ’forgyldningsevne’.
Det er normalt vanskeligt, at spore
hukommelsesenergien i naturens bevægelsesmanifestationer og adfærdsmønstre,
hvilket i henhold til Martinus primært skyldes, at den repræsenterer en form
for kvalitativ vibration, som kun gør sig indirekte bemærket, og tilmed på en
relativt beskeden måde. Af samme grund er den betydningsmæssigt set vanskelig
at analysere og tyde. Den optræder dog i det samlede natursceneri i form af den
saligheds- og ekstaseenergi, som er udløst på foranledning af de såkaldte
’guldkopier’. I sin specielle fremtræden som salighedsenergi, formår
hukommelsesenergien under visse betingelser at påvirke de ’ydre’ energi- og
bevægelsesmanifestationer, som den derved giver et karakteristisk præg.
Dette specielle præg er særlig tydeligt i form
de i den såkaldte mineralske materie forekommende krystallisationsfænomener,
der ofte udviser en overraskende og betagende skønhed både i form og struktur.
Det kan vi ikke mindst se et fremragende eksempel på i de fantastiske
snekrystaller, hvoraf man endnu aldrig har kunnet registrere to, der er
fuldkommen ens, til trods for det faktum, at de ofte forekommer i milliardvis.
De er dog alle uden undtagelse symmetrisk sekskantede (heksagonale), men kan
have form af plader, prismer eller stjerner, hvilke former der i henhold til
meteorologien hænger sammen med temperaturforholdene i atmosfæren i
dannelsesøjeblikket. Men det er jo kun en konstatering og beskrivelse af, hvad der sker og hvordan det fysisk set foregår, men det forklarer ikke
snekrystallernes individuelle former eller
hvorfor det rent faktisk
forholder sig sådan. Det bidrager heller ikke til problemets løsning, at man
eventuelt henviser til krystallernes atomer og den specielle måde, på hvilken
disse i de enkelte tilfælde er ordnet og placeret i snekrystallernes atomare
grundmønster. Det er kun at skubbe ’problemet’ en instans længere væk. For hvad
er det i grunden, der ligger bagved og har bestemt de atomare grundmønstre, ja,
og elementarpartiklernes og atomernes lovmæssigheder?
Hukommelsesenergien og
mineralriget
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser kan
løsningen på spørgsmålet om årsagen til snekrystallernes fuldkomne og skønne
konstruktion kun findes i det forhold, at hele den del af verden, der kaldes mineralriget, i sin kosmiske analyse
fremtræder som en vældig og omfattende, kollektiv projektion af salighedsenergi
og dermed som en samlet ytring af verdensaltets sjette grundenergi,
hukommelsesenergien.
Det er i den forbindelse vigtigt, at at man gør
sig klart, hvad Martinus mener der i virkeligheden her er tale om, nemlig at der
befinder sig et utal af Jeger eller levende væsener på dét åndelige
tilværelsesplan eller –niveau, som Martinus kalder salighedsriget. Situationen i dette rige er den specielle, at de
pågældende Jeger udelukkende er meditativt koncentrerede om deres eget ’indre
univers’, som helt og holdent udgøres af det guldkopimateriale, der er
resultatet af de oplevelser og erfaringer, de samme Jeger har erhvervet sig
tidligere i udviklingsspiralens forudgående tilværelsesplaner eller –riger.
Salighedsvæsenernes permanent koncentrerede
meditative beskæftigelse med guldkopierindringerne, afføder i henhold til
Martinus automatisk en tilsvarende permanent oplevelse af saligheds- og
ekstasevibrationer, som blandt andet indvirker på de materiedannende
grundenergier: instinkt-, tyngde- og følelsesenergien, som i samspil med
specielt erindringskartoteket i overbevidstheden, bringes til at etablere
bestemte vibrationsmønstre og svingningssystemer, som i form af
ultramikroskopiske stambevægelser i P-kraftfeltet er identiske med de kræfter
og faktorer, der udgør grundlaget for dé projektioner i ’fysisk’ materie, vi
kender som de såkaldte elementarpartikler, der igen danner atomer, som blandt
andet indgår i dannelsen af mineralkrystaller og herunder de ovenfor omtalte
snekrystaller. (Note 7)
Kommentar: Her skal indskydes, at selvom Martinus'
opfattelse af salighedsriget og mineralriget lyder tiltrækkende og besnærende,
så vil den ikke rigtig kunne stemme overens med ét-livs-hypotesens opfattelse.
Ifølge denne kan der ikke findes de åndelige riger: visdomsriget, den
guddommelige verden og salighedsriget, som Martinus opererer med i sin
kosmologi, vel at bemærke på den måde, at disse riger opretholdes af de
hærskarer af levende væsener, dels sådanne, som opholder sig der relativt
permanent og dels sådanne, som passerer successivt igennem rigerne, på vej mod
en ny reinkarnation. Hvad angår snekrystaller, så dannes disse i henhold til
ét-livs-teorien derimod af de lovmæssigheder, der gælder for fysisk materie i
form af elementarpartikler og atomer.
Hvilket i sig selv er forunderligt nok.
Men bemærk, dermed være ikke sagt og udelukket,
at de former for bevidsthed, der karakteriserer visdomsriget, den guddommelige
verden og salighedsriget, udmærket kan være 'afdelinger' eller 'sektorer' i
Guds bevidsthed. Eller rettere sagt: De nævnte former for bevidsthed ER med al
sandsynlighed 'afdelinger' eller 'sektorer' i Guds bevidsthed, sådan som så
sandt og smukt beskrevet af Martinus.
Som den opmærksomme læser måske har noteret sig
undervejs, så sprang vi fra omtalen af den 4. grundenergi direkte over til
omtalen af den 6. grundenergi, idet vi uden videre udelod omtalen af den 5.
grundenergi. Det skyldtes, at det var naturligt at omtale hukommelsesenergien i
sammenhæng med intelligensenergien. Men vi skal nu vende os til den femte
kosmiske grundenergi, intuitionsenergien,
som om muligt spiller en helt særlig og overordentlig betydningsfuld rolle
indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi. Ja, faktisk så stor en rolle, som
overhovedet kan tænkes, idet den udgør intet mindre end selve grundlaget for
skabelsen og eksistensen af Martinus’ kosmologi.
Det sidstnævnte hænger sammen med, at Martinus
på et tidspunkt i sit liv, mere præcist i en alder af 30 år, ifølge hans eget
både mundtlige og skriftlige udsagn kom ud for at opleve et ikke mindst for ham
selv totalt overraskende åndeligt gennembrud, som efterlod ham med evnen til en
viljestyret anvendelse af netop intuitionsenergien eller –evnen, hvilket kort
sagt satte ham i stand til at gennemskue, forstå og dermed ’løse’
livsmysteriets utallige gåder og problemer. Disse ’løsninger’ manifesterede han
efterfølgende og først og fremmest i form af en serie i og for sig enkle, men
samtidig geniale symboltegninger, ved blandt andet hvis hjælp han foretog og
nedskrev en lang række kosmiske analyser,
således kaldet, fordi de angiveligt om- eller indbefatter alt, hvad der kan
tænkes at være relevant og af betydning for en fuldstændig sammenfattende
forståelse og beskrivelse af verdensaltets og tilværelsens indretning og
funktionsmåde. Heraf betegnelsen ”kosmologi”, altså en lære om kosmos eller
verdensaltet. (Note 8)
Som formentlig bekendt nyder intuition og
dermed intuitionsevnen ikke nogen videre anseelse indenfor nutidens filosofi og
erkendelsesteori og slet ikke indenfor naturvidenskaben, der i vid udtrækning
og forståeligt nok er domineret af og baserer sig på analytisk, logisk og
kritisk tænkning, som i hovedsagen anvendes på en erfaringsmæssig og
eksperimentel udforskning af den såkaldte fysiske verdens fænomener. Det kunne
dog se ud til, at visse nyere erkendelsesteoretiske og filosofiske skoler og
retninger – i øvrigt i lighed med nogle ældre filosofier og tankesystemer –
regner intuitionen som den centrale erkendelseskilde. Det er eksempelvis
tilfældet med den filosofi, som franskmanden Henri Bergson (1859-1941) har lagt
navn til. Men det er i nok så høj og konsekvent grad tilfældet med Martinus’
erkendelseslære, hvori intuitionsevnen har fået en motiveret, velbegrundet og
stærkt påkrævet renæssance, både som sanse- og manifestationsevne betragtet,
der placerer den som den af det levende væsens seks fundamentale kosmiske
bevidsthedsevner, som har den størst mulige ’gennemtrængningskraft’ og dermed
præstationseffekt.
De øvrige fundamentale bevidsthedsevner er som
bekendt instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens- og hukommelsesevnen. Men
intuitionsenergien eller –evnen omfatter samtidig det bredest tænkelige
spektrum af livsoplevelsen. Martinus har utvivlsomt behandlet dette i en vis
forstand komplicerede og omfattende spørgsmål om den intuitive erkendelses
gyldighed og rækkevidde, så vel som den intuitive livsoplevelses omfang og
betydning, i et perspektiv og med en indsigt og ekspertise, som kun synes at
have haft få fortilfælde i den menneskelige tankes og erkendelses historie.
Intuitionen og
”visdomsoceanet”
Når netop intuitionsevnen indtager en så
fremtrædende plads indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, beror det ikke mindst
på, at intuitionsenergien, der i sin neutrale, objektive og principielle natur
defineres som evnen til idé-dannelse og
idé-funktion, i sin egenskab af sanseevne
for Jeget, primært viser sig som evnen
til uden forudgående reflektion eller overvejelse at erkende dét kompleks af
evige fakta, der under ét repræsenterer, hvad Martinus dristigt nok betegner
som intet mindre end livsmysteriets løsning. Ved sidstnævnte begreb skal
forstås den ultimative, absolutte, utvetydige ’sandhed’ om livets, naturens og
verdensaltets inderste idé, væsen og identitet.
Når det i henhold til Martinus rent faktisk kan
lade sig gøre, at nå frem til den nævnte løsning på tilværelsesmysteriet,
skyldes det ikke mindst den særlige omstændighed, at intuitionsenergien som
sådan præstationsmæssigt er de øvrige underbevidsthedsgrundenergier suverænt
overlegne. Især hvor det gælder om at etablere sansemæssig kontakt med det
særlige vibrationsplan, der i sin statiske eller potentielle form fremtræder
som det, Martinus betegner som ”visdomsoceanet”.
Sidstnævnte udgør et holistisk, allestedsnærværende, universelt og
uforgængeligt ’ocean’ eller ’fond’ af koncentrerede kosmiske idé-facitter, der
tilsammen og i rent principiel form indeholder og er udtryk for samtlige
kosmiske grundsandheder om tilværelsen, og som dermed er identisk med den
evige, guddommelige visdom, det vil sige Guds egen viden og visdom.
Hver især nærer og vedligeholder verdensaltets
utallige levende væsener via hukommelsesenergien et personligt
bevidsthedsarkiv, der er sæde for en omdannelse af erindringstalentkerner til
guldkopier. Og især med hensyn til sidstnævnte danner summen af
bevidsthedsarkiver det såkaldte visdomsocean, der i praksis er der samme som de
højeste zoner af Guds bevidsthedsarkiv. Medens det personlige guldkopi-forråd
kan kontaktes via hukommelsesenergien, er visdomsoceanet tilgængeligt for
intuition. I tråd hermed danner intuitionen grundlag for tilstanden ”kosmisk
bevidsthed”.
”Visdomsoceanet” og
”den guddommelige verden”
Ifølge Martinus eksisterer der imidlertid
samtidig en dynamisk version af det netop nævnte specielle vibrationsplan,
visdomsoceanet, nemlig i form af det særlige tilværelsesplan, der kaldes
”intuitionsplanet” eller ”den guddommelige verden”, og som faktisk
repræsenterer spiralkredsløbets og dermed tilværelsens allerhøjeste ’rige’ for
de levende væseners livsudfoldelse. Dette rige eller tilværelsesplan er derfor
– sammen med visdomsriget og salighedsriget - identisk med selveste Guddommens
centrale bevidsthedsregion. Men eftersom denne region udgør en diametral, men
samtidig komplementær modsætning til det tilværelsesplan, hvor det jordiske
menneske befinder sig, nemlig i dyreriget, som kosmisk set er præget af dén
specielle grundenergi-kombination, der domineres af tilværelsens sansemæssigt
set ’næstsvageste’ energi, tyngdeenergien, som blandt andet danner basis for
forekomsten af ”det dræbende princip”, er det derfor ikke så mærkeligt, hvis de
allerfleste mennesker betragter ”den guddommelige verden” som utopi eller ren
og skær fantasi.
I den forbindelse gør det sådan set ingen
forskel, at intelligensevnen generelt og relativt set er stærkt fremtrædende i
nutidsmenneskets bevidsthedsliv, eller at den som erkendelsesevne betragtet i
bedste fald besidder en forholdsvis stor kapacitet, for i sin objektive og
principielle natur er den neutral, og vil som sådan kunne anvendes lige så godt
i ”det dræbende princips” tjeneste som i ”det livgivende princips” tjeneste.
Situationen er da også den, at intelligensenergien i den sidste del af dyreriget,
hvortil netop det jordiske menneske hører, udviklingsmæssigt stadig er
underlagt tyngdeenergien, hvad der blandt andet giver anledning til, at
intelligensevnen i meget høj grad tjener et bredt spektrum af egoistiske og
selviske formål og hensigter. Det sidstnævnte afstedkommer ikke mindst utallige
større og mindre konflikter og kriser mellem mennesker indbyrdes, ofte med
vold, drab, krig, lemlæstelse, sult, nød og elendighed til følge.
Men når intuitionsevnen endnu er så forholdsvis
ukendt for det jordiske menneske, skyldes det i henhold til Martinus først og
fremmest den omstændighed, at dette endnu ikke har nået det niveau eller
stadium i sin kosmiske udvikling (evolution), hvor intuitionsenergien er så
fremtrædende, at den indgår som et naturligt led i individets totale daglige
energiomsætning. På det jordiske menneskes udviklingsniveau er intuitionsevnen
for langt de flestes vedkommende enten latent eller gør sig kun meget lidt
gældende i bevidsthedslivet.
Imidlertid forekommer der dog trods alt hos en
del mennesker, ja, måske hos langt de fleste, de såkaldte ”lyse øjeblikke” af
inspirerede tilskyndelser til en eller anden form for kreativ eller human
aktivitet, eller en pludselig opstået indsigt i eller forståelse af sammenhænge,
f.eks. i form af de såkaldte ”aha-oplevelser”, sammenhænge, som intellektet
ikke har kunnet magte at redegøre for, men som nu spontant præsenteres for det
i reglen overraskede individ, der samtidig også føler en dyb glæde, som i nogle
tilfælde ligefrem er ledsaget af en lykkefølelse og salighedsrus og trang til
at omfavne alt og alle. (Note 9)
Sådanne særlige øjeblikke, som de ovenfor
nævnte, hvori individet er så ’heldig’ ufrivilligt at kontakte og opleve
intuitionsenergiens og –evnens vibrationer, betegner Martinus som ”kosmiske glimt”, idet disse i større
eller mindre udstrækning repræsenterer det tidligere ovenfor omtalte ’fond’ af
koncentrerede, kosmiske idé-facitter, der er identiske med den evige,
guddommelige visdom. Når kontakten med og oplevelsen af dette visdomsfond i
reglen er forbundet med en dyb glæde og salighedsfølelse, hænger det blandt
andet sammen med, at en stor del af dette visdomsfond fremtræder i form af de
tidligere omtalte forædlede erindringstalentkerner, hvis vibrationsmønstre og
–data udgør de såkaldte guldkopier, altså kopier af de oprindelige
tilgrundliggende oplevelser.
Der er imidlertid en vigtig og afgørende
forskel mellem oplevelsen af guldkopier, der sanses henholdsvis via
hukommelsesevnen og intuitionsevnen, idet der i førstnævnte tilfælde er tale om
en forædlet genoplevelse af
oprindelig personlige nyoplevelser,
ledsaget af glæde eller salighedsfølelse, medens det i sidstnævnte tilfælde
drejer sig om en ’ydre’ nyoplevelse af
superabstrakte idékoncentrationer af pointemæssig karakter, hvorved blandt
andet skal forstås, at denne nyoplevelse af guldkopierne principielt indebærer,
at den kosmiske hensigt og mening i og med de tidligere ubehagelige eller
ligefrem smertefulde oplevelser og erfaringer, der oprindelig ligger til grund
for de pågældende guldkopier, nu står lysende klar i form af den enkelte
guldkopis centrale idé eller pointe.
I de tilfælde, hvor guldkopierne opleves eller
sanses via hukommelsesevnen, oplever individet i reglen en salighedsfølelse,
som giver en stærk fornemmelse af Guds tilstedeværelse og nærhed, medens de
samme guldkopier sanset via intuitionsenergien forsyner individet med
idé-facitter, der alt efter kvaliteten af disse giver et indblik i eller
overblik over f.eks. årsagssammenhænge. Ingen af delene er i og for sig så
mærkværdige i betragtning af, at samtlige levende væsener i verdensaltet i
henhold til livsenheds- og organismeprincippet i virkeligheden er individuelle
sanseorganer og manifestationsredskaber for det eneste altomfattende og levende
alvæsen, den evige Gud. Hvilket blandt andet indebærer, at samtlige levende
væseners respektive livsoplevelser og erfaringssum tilsammen repræsenterer Guds
livsoplevelse og erfaringsmateriale, hvoraf en del er omdannet til en permanent
status som guldkopier, og som derfor udgør Guds forråd af guldkopier, der altså
tilsammen danner en sublim vibrationssfære i form af det såkaldte
”visdomsocean”, som i kodificeret form indeholder koncentratet af verdensaltets
og dermed Guds visdom.
Det er til dette visdomsforråd i form af
samtlige levende væseners opmagasinerede guldkopier, at det enkelte individ
under særlige forudsætninger og betingelser har adgang, nemlig når vedkommende
personligt behersker intuitionsenergien og derigennem har fået evne til direkte
og viljestyret at kontakte den del af Guds bevidsthed, som er repræsenteret ved
det højpsykiske vibrationsplan, Martinus som omtalt betegner som
”visdomsoceanet”. Sidstnævnte er som ligeledes omtalt en lokalitet i den del af
Guds primære bevidsthed, som kaldes ”den guddommelige verden”. Men en sådan
beherskelse af intuitionsenergien er som sagt endnu sjælden hos vor tids
menneskehed, hvilket først og fremmest hænger sammen med, at det endnu er de
færreste mennesker, der er i besiddelse af en bevidsthed, hvori
følelsesenergien og intelligensenergien permanent arbejder fuldkommen harmonisk
sammen indbyrdes.
Pointet er her, at et sådant harmonisk
samarbejde så at sige ’binder’ tyngdeenergien og dermed de sindskræfter, der
står i vejen for en empatisk holdning og retfærdig bedømmelse af alt, hvad der
sker i verden. Men en sådan højintellektuel og etisk bevidsthedsstandard er
netop udtryk for dét specielle mentale ’klima’, som i henhold til Martinus er
en forudsætning og betingelse for tilvejebringelse af intuitionsenergiens og
dermed intuitionsevnens ultra-sublime vibrationer.
En af de forholdsvis få, som i nyere tid har
været begavet med en så harmonisk og højintellektuel bevidsthedsstandard, er
som nævnt netop Martinus, hvem vi andre derfor står i stor gæld til, ikke
mindst med hensyn til den lange række kosmiske
analyser og facitter, som han heldigvis følte sig forpligtet til og evnede
at videregive både mundtligt og skriftligt, og uden hvilke mange af os fortsat
ville have følt sig åndeligt og religiøst hjemløse. Men som også tidligere
omtalt, understreger Martinus kraftigt, at han med hensyn til sin særlige
sansebegavelse på intuitionens område, absolut ikke udgør nogen speciel
undtagelse, men at tværtimod alle mennesker uundgåeligt vil opnå præcis samme
sansebegavelse, som han, efterhånden som den enkeltes personlige mentale
udvikling er nået frem til den tilstand, Martinus karakteriserer og betegner
som ”intellektualiseret følelse, der
i realiteten er det samme som næstekærlighed,
som igen er den fornødne forudsætning og betingelse for, at intuitionsevnen
vil kunne bringes til at fungere på viljens bud, i principiel lighed med, hvad
der er tilfældet med intelligensevnen. (Note 10)
Den specielle højintellektuelle
bevidsthedstilstand, hvori individet har permanent viljestyret kontrol over
intuitionsenergien og –evnen, og hvori individet samtidig føler sit
bevidsthedsfællesskab med Gud, betegner Martinus med begrebet ”kosmisk bevidsthed”. Denne særlige og
permanente bevidsthedstilstand giver altså via intuitionsenergien individet
adgang til sansemæssig kontakt med den del af verdensaltets totale
erfaringsmateriale, der er blevet omdannet til guldkopier, og det er netop
denne omstændighed, der giver individet indtrykket af at have bevidsthed fælles
med Gud, så vel den del af Gud, der viser sig som det ’nære’ mellemkosmos, som
den del, der viser sig i form af ’fjerne’ mikrokosmiske dybder og i form af
gigantiske makrokosmiske højder.
Imidlertid er det også en kendsgerning, at
adskillige mennesker både i fortid og nutid har haft lejlighed til glimtvis at
opleve intuitionsenergiens sublime vibrationer, nemlig i visse ”lyse øjeblikke”
af inspirerende tilskyndelser til en eller anden form for kreativ, kunstnerisk
aktivitet, eller pludseligt opståede øjeblikke, hvori ’løsningen’ på et eller
andet problem, det være sig praktisk, teknisk, videnskabeligt, filosofisk
og/eller erkendelsesteoretisk, har vist sig med lysende klarhed. Det er netop
af disse grunde, at Martinus betegner de momentane ’glimt’ af tilskyndelser,
inspirationer eller problemløsninger som ”kosmiske glimt”. Om disse oplyser han
samtidigt, at de pågældende ’glimt’ må anses for at være ’forløbere’ for etableringen
af det mere ’permanente lys’, han som nævnt kalder ”kosmisk bevidsthed”.
Men forud for den permanente kosmiske
bevidstheds indtræden, må individet gennemgå en bevidsthedsproces, som har sin
analoge parallel i den almindelige fødselsproces, af hvilken grund Martinus da
også betegner den som ”den store fødsel”.
Og hvor den ’lille’, almindelige fødsel befordrer barnets adgang til den
store fysiske verden, dér befordrer ”den store fødsel” individets adgang til
den kosmiske bevidstheds universelle, guddommelige verdensalt. På den baggrund
karakteriserer Martinus derfor også den fysiske del af salighedsriget, det vil
sige mineralriget, samt planteriget og dyreriget under ét, som den guddommelige
’livmoderzone’, hvori ’fostret’, i form af dé åndelige væsener, der kosmisk set
atter har ladet sig ’undfange’ til en ny fysisk inkarnation eller tilværelse,
kan ’vokse’ og udvikle sig frem til netop ”den store fødsel”. I den sammenhæng
kan de ”kosmiske glimt” ses som forløbersymptomer på den relativt nært
forestående ”store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”.
I henhold til Martinus’ kosmiske analyser
forholder det sig sådan, at hos geniale forfattere, kunstnere og forskere kan
intuitionsevnen træde i funktion i sådanne øjeblikke, hvor de pågældendes
bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie eller -energi, hvilket
vil sige de såkaldte guldkopier. Og da individet som følge heraf i de nævnte
øjeblikke betages af ekstatisk salighedsfølelse, kan der i form af lynsnare
glimt tilføres de pågældende nyt idémateriale til digte, romaner, skuespil,
eventyr eller andre former for kunstneriske manifestationer. Men det kan også
dreje sig om glimt, som afslører eller løser erkendelsesmæssige sammenhænge og
videnskabelige eller tekniske problemer. (Note 11)
I øvrigt er det ikke sjældent, at det
pågældende intuitive idémateriale fremtræder i bevidstheden i organiseret eller
ligefrem færdig form, f.eks. hvad angår digte, eventyr eller synopsen til en
roman eller et skuespil, eller librettoen til en opera. Men det normale i disse
tilfælde er dog, at vedkommende forfatter eller digter ved hjælp af
intelligens- og hukommelsesbefordret erfaringsbearbejdning må give de
superabstrakte idéformationer en såvel kvalitativ som kvantitativ iklædning,
således at disse får begrebsmæssig anskuelighed i form af de nævnte
kunstneriske kategorier. Et godt eksempel på en kunstner, der ofte benyttede
sig af den intuitive ’metode’, er netop digteren og forfatteren H.C.Andersen,
for hvem ”kosmiske glimt” i høj grad havde betydning under skabelsen af hans
omfattende forfatterskab. Men oftest måtte han dog bearbejde og forme sine
tekster, så at disse på bedst mulig måde repræsenterede de idéer og intuitive
indskydelser, han fik eller havde fået.
Intuition som sanse- og
manifestationsevne
Med ovenstående omtale af intuitionsenergien,
har vi foreløbig kunnet konstatere, at denne som grundevne for Jeget betragtet,
dels viser sig som en særlig evne til at sanse livsmysteriets totale løsning, og dels som en evne til at ’undfange’ ideer og idémateriale til
kreativ kunstnerisk aktivitet eller videnskabelig og/eller teknologisk
opfindsomhed, af hvilke grunde intuitionsenergien kvalitativt og
præstationsmæssigt er helt suveræn i forhold til de fem øvrige
underbevidsthedsgrundenergier eller –evner. Dette forhold bliver ikke mindre
synligt af, at intuitionsenergiens funktion tydeligt kan spores hos
menneskehedens helt store førerskikkelser og velgørere gennem tiderne, de
såkaldte ”verdensgenløsere” eller ”verdensfrelsere”, hvis værdi og betydning
for den kosmisk set ’bevidstløse’ menneskehed frem for alt skyldes en
fremragende beherskelse og benyttelse af verdensaltets altoverstrålende femte
kosmiske grundenergi, intuitionsenergien eller intuitionsevnen. Det skyldes
primært, at den sidstnævnte giver umiddelbar og permanent adgang til den
lokalitet i Guds bevidsthed, der rummer al dennes visdom, nemlig i form af det
såkaldte ”visdomsocean”.
(Vedr. Martinus’ omtale af ”visdomsoceanet”, se
LB VII, stk. 2554. – Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 165.)
Kommentar: Det siger sig selv, at i henhold til
ét-livs-hypotesen, kan ”den store fødsel” til permanent kosmisk bevidsthed ikke
skyldes den mentale og moralske udvikling i individets kosmiske fortid, hvilket
vil sige individets modningsproces i tidligere inkarnationer. Individet har jo
kun haft dette ene aktuelle liv til sin rådighed, så derfor må ”den store
fødsel” nødvendigvis også anskues i det aktuelle jordiske livs perspektiv.
Imidlertid er det erfaringsmæssigt ikke alle mennesker, der samtidigt er
aktuelle kandidater til at gennemgå den nævnte åndelige fødsel, hvilket må
betyde, at der må være tale om helt specielle individuelle og personlige
forudsætninger for, at en sådan ”fødsel” kan forekomme. Mig bekendt er
Martinus' ”store fødsel” et exceptionelt tilfælde i nyere tid. Men hans
personlige forudsætninger og intellektuelt set almindelige begavelse tydede
ikke på, at han i 30-års alderen skulle komme ud for at opleve dén åndelige
modningsproces, han selv betegner som ”indvielsen til kosmisk bevidsthed”. Se
evt. nærmere herom, hvad han selv fortæller og skriver i bøgerne ”Omkring min
missions fødsel” og ”Martinus Erindringer”.
Interessant er det i sammenhæng med ”den store
fødsel” omkring 30-års alderen, at vide, at psykoanalytikeren Sigmund Freud
(1856-1939) via sine psykologiske studier fandt frem til kernepersonlighedens
gennembrud, hvor der ved sidstnævnte forstås det stadie, hvor personlighedens
væsentligste egenskaber og karaktertræk i det store og hele er fastlagt,
hvilket almindeligvis er tilfældet ved afslutningen af ungdomstiden. Og
afslutningen af sidstnævnte ligger vel generelt set fortsat omkring 29-30 år, i
hvert fald for en del menneskers vedkommende.
Intuitionsenergien i
naturprocesserne
I henhold til Martinus viser
Intuitionsenergiens tilstedeværelse og fremtræden i naturens processer og
adfærdsmønstre sig og kan stort set spores overalt og i alt, hvad der forstås
ved naturens frembringelser, hvad enten disse forekommer i mikro-, mellem-
eller makrokosmos. Det er i første række denne grundenergis tilstedeværelse i
naturens skabelsesprocesser og –produkter, der medvirker til at disse kan
inspirere ikke kun forfattere og kunstnere, men også videnskabsfolk, teknikere
og opfindere etc., og netop fordi naturprocesserne og naturprodukterne er så
umådeligt varierede, geniale, idérige og også ofte besidder en inspirerende
skønhed og formålstjenlighed eller hensigtsmæssighed – det sidstnævnte i al
fald ud fra en kosmisk synsvinkel betragtet. (Note 13)
Eksempler på skønhed i naturen finder man
blandt andet og måske ikke mindst i mineralrigets krystaller og
krystalformationer, og i blomsterverdenens liv, former, farver og dufte, så vel
som i dyrerigets og insekternes mangfoldige arter og former. Eksempler på
idérig hensigtsmæssighed og formålstjenlighed ser vi både i organismernes
interne og eksterne anatomi, og i disses biologiske funktioner og fysiologiske
processer, samt i organismernes indbyrdes samspil og modspil, dels i form af
”kampen for tilværelsen”, men dels også i form af den såkaldte symbiose, som
består i et samliv mellem artsforskellige organismer til fælles gavn og bedste.
Symbiose kan undertiden ligefrem være en livsbetingelse for den ene eller begge
de implicerede parter.
Kendte eksempler på symbiose er f.eks.
eremitkrebs’ samliv med søanemoner, hvor søanemonen med sine nældecellebesatte
arme beskytter krebsen, der til gengæld indirekte fodrer sin ’partner’ med
resterne fra sit måltid. Et andet eksempel er myrernes samliv med bladlus, hvor
bladlusene forsyner myrerne med et sødt sekret og selv opnår en vis beskyttelse
mod fjender, blandt hvilke f.eks. er mariehøns. Men der findes andre eksempler
på symbiose mellem forskellige arter, både inden for plante- og dyreriget, herunder
ikke mindst i insektverdenen. Udover symbiose mellem dyr indbyrdes og planter
indbyrdes, eksisterer der i visse tilfælde også symbiose mellem dyr og plante.
Et eksempel på det sidstnævnte forekommer i visse insekters tarmkanal, hvor der
findes mikroorganismer, f.eks. bakterier, som synes at være uundværlige for
insekternes udvikling og stofskifte.
Med denne kortfattede og bestemt ikke
udtømmende beskrivelse og karakteristik af de syv kosmiske grundenergier,
overbevidstheds-grundenergien, som Martinus kalder ”moderenergien”, og de seks
underbevidsthedsgrundenergier, som ifølge ham er følgende: instinkt-, tyngde-,
følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergien, er der gjort et
forsøg på at give den ikke-forhåndskyndige læser en mulighed for at sætte sig
ind i en del af den kosmisk-psykologiske baggrund for min bedømmelse af en
personlighed, som i dette tilfælde digteren H.C.Andersen. (Note 14)
Den læser, som eventuelt skulle være interesseret
i at stifte nærmere bekendtskab med Martinus’ højst interessante, dybt seriøse
og fascinerende kosmiske analyser og facitter, kan det anbefales selv at læse
Martinus’ egne værker. Desuden kan det anbefales, at læse Per Bruus-Jensens
hovedværk: ”X” – en komplet indføring i
Martinus’ kosmologi 1-4, som efter min opfattelse er et rosværdigt og – set
fra mit synspunkt – uundværligt supplement til Martinus’ egne værker.
Endvidere kan det anbefales den læser, som
gerne vil have et ikke alt for omfattende, men alligevel kvalificeret og
overskueligt overblik over det centrale indhold i Martinus’ kosmologi, at læse
Svend Åge Rossens ”Martinus
Verdensbillede – et idéhistorisk studie”, Forlaget Kosmologisk Information,
Klint 2008.
Grundenergiernes indbyrdes
kombinationer
Her skal citeres følgende fra artiklen H1-31. Grundenergiernes
kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer:
(Citat) I dette supplerende afsnit skal vi se
nærmere på et andet og nok så vigtigt emne i forbindelse med de kosmiske
grundenergier, nemlig disses indbyrdes kombinationer, som spiller en så
afgørende rolle ikke alene indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi, men ifølge
denne i tilværelsen som helhed. Faktisk så stor en rolle, at uden eksistensen
af grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer ville der ikke være noget,
der hedder livet og verden, ejheller noget der hedder bevidsthed, ånd, sjæl
eller psyke. Men lige præcis det modsatte er tilfældet, og det i en sådan grad,
at Martinus har indført begrebet ”kosmisk kemi” som supplerende ’modstykke’ til
”fysisk kemi”. Førstnævnte, altså ”kosmisk kemi”, handler om det, der skal
forstås som læren om psykiske stoffer
eller energier og deres indbyrdes forbindelser, disses dannelse, opbygning,
omdannelse, egenskaber og reaktioner, medens sidstnævnte handler om det, der
forstås som fysiske stoffer eller energier og deres forbindelser, disses
dannelse, opbygning, omdannelse, egenskaber og reaktioner.
Begreberne stof eller materie hentyder i både
naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand til tilværelsens grundelement,
mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt stof i sin dybere analyse er
udtryk for energi, mere præcist såkaldt atomenergi. Naturvidenskabeligt
defineres begrebet energi mere specifikt som ”evnen til at udføre arbejde”
eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens åndsvidenskaben i form af
Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som ”evnen til at skabe” eller
kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet ”skabeevne” skal kosmologisk
set også forstås evnen til at etablere
livsoplevelse, herunder sansning. Skabeevnen skal derfor opfattes som en
kombineret skabe- og oplevelsesevne. Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også
forstås som ”kosmisk psykologi” og denne igen i videre forstand som
”skæbnevidenskab”.
Som det umiddelbart turde fremgå af
ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor rammerne af Martinus’
kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især inddrager og omfatter
læren om psykiske stoffer eller
energier og disses egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele
to digre bind af sit syvbinds hovedværk til sine analyser af kosmisk kemi,
nemlig Livets Bog II og III. Det skal dog nævnes, at emnet også er behandlet i
de øvrige bind af Livets Bog, men ikke så koncentreret og omfattende, som
tilfældet er i de to nævnte bind. Men alene denne omstændighed antyder, hvilken
stor og afgørende betydning han tillægger emnet i sin kosmologi. Desuden har
han behandlet emnet i adskillige foredrag og artikler i årenes løb, fordi det
åbenbart har været ham magtpåliggende at få sine medmennesker til at forstå
værdien af at have kendskab til loven for de psykiske stoffers eller energiers
karakter og reaktioner. Eller kort og godt til, hvad der med rette kan betegnes
som kosmisk psykologi eller kosmisk skæbnevidenskab.
I Livets Bog II behandler Martinus fire
hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”,
3. ”Grundenergiernes kombination”, og 4. ”Tankeklimaer”. I Livets Bog III
drejer det sig om følgende tre hovedemner: 1. ”Kredsløbsprincippet”, 2.
”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”. (Note 1)
Her på hjemmesiden har alle fire temaer været
berørt summarisk eller sporadisk i forskellige afsnit og sammenhænge, men tema
nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog blevet nogenlunde grundigt behandlet
i artiklen Jegets
evige energikilder.
”Moderenergien”,
grundenergier og sjælelig struktur
På baggrund af vort foreløbige kendskab til
Martinus’ kosmologi, forstår vi nu, at af de syv kosmiske grundenergier er nr.
1-6 knyttet til underbevidsthedsregionen – også kaldet den sjælelige struktur. Grundenergi nr. 7, kaldet ”moderenergien”,
er som sådan den overordnede, fordi den er ’ophav’ til de seks øvrige
grundenergier, og som sådan knyttet til, eller rettere sagt identisk med
overbevidsthedsregionen, der også betegnes som det højpsykiske kraftfelt. I praksis er dette repræsenteret ved en
serie fundamentale skabeprincipper, som er absolut nødvendige og uundværlige
forudsætninger for det levende væsens tilværelse som oplevende og skabende
individ. Samarbejdet mellem det højpsykiske kraftfelt og den sjælelige struktur
viser sig i praksis i form af det såkaldte psykiske
kraftfelt, for nemheds skyld også kaldet P-kraftfeltet, og dette samvirker igen med individets fysiske
hjerne- og nervesystem i de tidsrum, hvor det er inkarneret i den fysiske
verden. Men P-kraftfeltet består som sådan permanent, idet det er indenfor
rammerne af dette, at al Jegets livsoplevelse, dvs. dets sansning og
manifestation, det funktioner og kommunikation foregår, og det, hvad enten
Jeget midlertidigt fremtræder som plante, dyr, menneske eller højere former for
levende væsen.
Diagram af mekanismen bag P-kraftfeltets
funktion. Trekanten refererer til det levende væsens treenige struktur. X 1 =
jeget; fig. 7 = moderenergien; fig. 2 og 3 = tyngde- og følelsesenergien; fig.
1 = instinktenergien og 4, 5 og 6 henholdsvis intelligens-, intuitions- og
hukommelsesenergien. P-kraftfeltet udgøres mere præcist af grundenergierne 1, 2
og 3, som igen danner objektivt grundlag for jegets mentale livsrum. Diagram: ©
1982 Per Bruus-Jensen: Eksistens og
udødelighed, bind 1, s. 257. Borgens Forlag, København, 1982.
Som tidligere omtalt er det ingen tilfældighed,
at de syv kosmiske grundenergier nævnes i en bestemt rækkefølge, tværtimod
skyldes det den omstændighed, at de under indflydelse af de kosmiske
skabeprincipper eksisterer i en lovbundet organisation eller en bestemt
indbyrdes, men kosmisk set variabel kombination eller konstellation. Denne
kombination eller konstellation er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets
lovmæssigheder, ifølge hvilke den indbyrdes kombination udgør en integreret og
ubrydelig helhed, således at det f.eks. i praksis er totalt udelukket at
udskille eller isolere den enkelte grundenergi fra organisationens øvrige
grundenergier.
Det vil altså ikke være muligt hverken ad
fysisk eller psykisk vej at foretage objektive indgreb i
grundenergi-organisationen, for på den måde eventuelt at undersøge de enkelte
grundenergier hver for sig, hvilket må anses for en særdeles heldig omstændighed,
især i betragtning af, at grundenergierne tilsammen blandt andet fungerer som
materiale for Jegets samlede organiske struktur. Derimod er det muligt via
viljemæssig beherskelse af intuitionsenergien som sanseevne betragtet, at gennemskue grundenergiorganisationens
indre struktur. Det er baggrunden for, at Martinus med sin veludviklede
intuitionsevne har følt sig kvalificeret og kompetent til at foretage en sådan
undersøgelse, og til desuden at fremlægge dens overraskende og enestående
resultat i form af sine dybdeborende analyser omkring grundenergiernes karakter
og indbyrdes kombinationer. (Note 2)
Jegets bevidsthedsapparat (X2) fremstillet som
en kombination af to zoner: en overbevidsthedszone (OBZ), der tjener som
omsætningsredskab for moderenergien (7), samt en underbevidsthedszone (UBZ),
der varetager omsætningen af de seks øvrige grundenergier (1-6). - (© 1986 Per
Bruus-Jensen: "X" bd.1, stk. 1. 211. – Gengivet her med forfatterens
tilladelse). – Her skal for en ordens skyld tilføjes, at den punkterede trekant
foroven på diagrammet, skal udtrykke Jeget og dermed også egoet, hvor
sidstnævnte er en underinstans af førstnævnte.
I henhold til Martinus er al form for energi i
virkeligheden afarter, ’nuancer’ eller udtryk for den samme til grund liggende
generalenergi, som han derfor kalder ”moderenergien”, nemlig dels i medfør af,
at Jeget fungerer i rollen som ”fader-instansen”, og dels i medfør af, at
moderenergien er ophav til alle andre former for energi, hvad enten det drejer
sig om fysisk eller psykisk (åndelig) energi. Den såkaldte ’fysiske energi’ er
nemlig i bund og grund af samme natur og oprindelse, som tilfældet er med den
”psykiske energi”, idet begge grundlæggende er afledt af Jegets element og vel
at mærke – i Jegets eget element
eller substans. Begrundet med, at der reelt og kosmisk set ikke findes noget
som helst andet grundlag. Jegets eget element, evigheden og uendeligheden, er
som tidligere omtalt absolut tomhed og stilhed, hvilket dog ikke bør forlede én
til at opfatte tomheden som et ”tomt rum”, og ejheller som det, vi normalt
forbinder med begrebet ”stilhed”. Ved ”tomhed” skal forstås ’noget’, som ikke
besidder rumlige størrelser eller dimensioner, og ved ”stilhed” skal forstås
’noget’, der ikke bevæger sig og som dermed ikke er undergivet fænomenet ’tid’.
Men forunderligt nok, så er den nævnte ”tomhed” og ”stilhed” lige præcis
grundlaget for forekomsten af fænomenet ”energi”, hvis fornemste kendetegn er
bevægelse, mere præcist ”stambevægelse”, som igen er grundlaget for de fire
subjektive og såkaldte ”aflæggerbevægelser”: rummet, tiden, forvandlingen og
materien. (Note 3)
Grundenergiernes
indbyrdes kombinationer
Det er overordentlig vigtigt at gøre sig klart,
at de seks grundenergier altid optræder
tilsammen og indgår i et lovbundet indbyrdes
kombinations- eller konstellationsforhold. Dette er præget af, at den ene af
energierne er dominant i
kombinationsforholdet, medens dens modsætning samtidig er latent (midlertidigt ikke-virkende). Eftersom grundenergiernes
indbyrdes kombinationsforhold og disses vækst og degeneration er lovbundet på
basis af kredsløbs- og
kontrastprincippet, betyder det desuden, at to af energierne principielt
altid vil være i vækst på vej fra latent til dominant tilstand og indflydelse,
medens disses to modsatte energier vil være i 'degeneration' fra dominant til
latent tilstand og indflydelse. Se diagrammet nedenfor over grundenergiernes
kombinationer .
I praksis giver de netop beskrevne forhold sig
udslag i seks indbyrdes forskellige grundkombinationsforhold, dvs. et, hvori
instinktenergien dominerer, et, hvori tyngdeenergien er dominant, et, hvori
følelsesenergien dominerer, et, hvori intelligensenergien dominerer, et, hvori
intuitionsenergien er den førende, og endelig et, hvori det er
hukommelsesenergien, der har dominansen.
Her skal indskydes og gentages, at i Martinus'
kosmologi defineres begrebet energi som
evnen til at præstere skabelse, idet
vi samtidigt husker på, at begrebet 'skabelse' i samme kosmologi betyder
'omskabelse' eller tilstands- eller situationsforandring. Det betyder
endvidere, at de seks nævnte grundenergier repræsenterer seks grundforskellige måder, som individet evner at sanse og give sig til kende
eller manifestere sig på. Det betyder følgelig, at man som tidligere omtalt vil
kunne tale om de seks underbevidstheds-grundenergier som henholdsvis 1: instinktevnen, 2: tyngdeevnen, 3: følelsesevnen,
4: intelligensevnen, 5: intuitionsevnen og 6: hukommelsesevnen.
Med disse betegnelser på grundenergierne som
udtryk for mere eller mindre kendte bevidsthedsevner,
er vi ligesom kommet på 'hjemmebane'. Det er jo evner, vi alle kender til og
mere eller mindre benytter os af i et vist individuelt omfang i vort daglige
liv.
For imidlertid at give læseren en mulighed for
nemmere og bedre at kunne forstå den lovmæssighed, der på basis af først og
fremmest kredsløbsprincippet gør sig gældende i forbindelse med
grundenergiernes seks standardkombinationer, skal her gengives et par andre af
Per Bruus-Jensens diagrammer samt hans forklaringer dertil, som desuden
forklarer diagrammernes symbolske brug af geometriske former og figurer:
Først en diagrammatisk forklaring af det
kredsløb eller den vækst- og degenerationsproces, som grundenergierne hver især
nødvendigvis må gennemgå, udtrykt som en lovmæssighed:
Som det vil kunne ses, har den sidste
fremstillingsform den fordel frem for den første, at den direkte udtrykker, at
den ene evolutionscyklus afløses af den næste gennem legemets indtræden i et
nyt kredsløbs første stadium: fosterkernestadiet. (© 1986 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1. 224. – Gengivet her
med forfatterens tilladelse).
Med hensyn til sjælens seks kosmisk-kemiske
grund-fremtrædelsesformer, har Per Bruus-Jensen bl.a. fremstillet det følgende
diagram, hvorigennem man også vil kunne aflæse sjælens præstationskraft eller
–evne på de forskellige udviklingsstadier:
Som det vil kunne ses, gør den foran beskrevne
sjælelige forvandlingsmekanisme det aktuelt at tale om eksistensen af seks karakteristiske
standard-legemskombinationer, der under moderenergiens indflydelse gradvis
afløser hinanden og herunder giver anledning til en successiv forvandling af
den sjælelige struktur som helhed. Tager vi i denne forbindelse sammenhængen
mellem legemer og grundenergier i betragtning (stk. 1. 193.) er det endvidere
nærliggende at karakterisere disse standardkombinationer som seks specifikke, kosmisk-kemiske grundfremtrædelsesformer, der
cyklisk afløser hinanden i en bestemt orden. Og med henvisning til diagrammet
ovenfor vil vi fremover omtale dem som henholdsvis A, B, C, D, E, og
F-konstellationen.
Først og fremmest kan vi følge de seks åndelige
legemer og deres respektive vækst- og degenerationsforløb, dersom vi aflæser
diagrammet fra neden og opefter (romertallene nederst henfører til den
grundenergi, det enkelte legeme er redskab for og bærer navn efter.). Og
dernæst kan vi få indtryk af de førnævnte seks standard-legemskonstellationer
ved, at vi aflæser diagrammet på tværs.
En nærmere ransagning af diagrammet vil bl.a.
afsløre, at den første standard-konstellation (mærket A) udmærker sig ved, at
instinktlegemet (første legeme fra venstre, mærket I) befinder sig i
kulminationsstadiet, medens samtidigt tyngde- og følelseslegemet (andet og
tredie legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første vækststadium.
Intelligenslegemet (fjerde legeme) er derimod latent og befinder sig således på
fosterkernestadiet samtidigt med, at intuitions- og hukommelseslegemet (femte
og sjette legeme) befinder sig på henholdsvis andet og første
degenerationsstadium.
Betænker man nu, at disse seks åndelige legemer
tilsammen konstituerer den sjælelige struktur, der foruden at befordre sansning
også udgør Jegets redskab for skabelsen af parafysiske manifestationer, bliver det indlysende, at karakteren, arten og
kvaliteten af disse manifestationer må blive præget af det udviklingsforhold, i
hvilket de pågældende seks åndelige legemer indbyrdes befinder sig, idet dette
udviklingsforhold jo udtrykker deres funktionelle kapacitet eller
præstationskraft relativt til hinanden. (Uddrag fra Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk.1. 227. © 1986 Per
Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse. Diagrammet refererer
indirekte til Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes
kombinationer. DeV I, stk.
1.-3., og via dette link: H1-31. Grundenergiernes kombinationer )
Men det er altså den lovmæssige og dynamiske
indbyrdes kombination eller konstellation mellem grundenergierne, som – sammen
med især en anden uhyre vigtig hovedfaktor: det
seksuelle polprincip – er af afgørende betydning for individets
karakteregenskaber og personlighed, og for hele dets bevidstheds- og
handlingsliv og dermed for dets forhold til sine medvæsener og sin omverden.
Kort sagt er den til enhver tid rådende særlige grundenergikombination i
individets samlede organiske struktur bestemmende for dets totale
livsoplevelse, samtidig med at den er udtryk for dets aktuelle kosmiske
udviklingstrin.
Den kosmiske
’udviklingstrappe’
Det er altså med andre ord netop den i hvert
enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i individets samlede organiske
struktur, der karakteriserer og afgør individets tilhørsforhold til et nærmere
bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi opererer med i alt seks
’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig seks successive ’trin’
opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert ’trin’ er baseret på,
hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i hovedkombinationen.
Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der findes et antal
’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den ene
hovedkombination til den næste. (Note 4)
Kosmologien omfatter altså i alt seks
fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller konstellation
mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse seks hovedformer
er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder, således
at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en situation, hvori en af
grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit kulminationsstadium,
mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i sit latente stadium.
To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder sig komplementært i
henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium. Endvidere
befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes
komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium,
hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående
diagram.
Som nævnt vil hver af de seks hovedformer for
grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det væsentligste være karakteriseret
og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb
befinder sig på det udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de
enkelte grundenergiers funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt
rækkefølge fra 1-6, nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-,
intelligens-, intuitions- og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for
kombination successivt afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte
rækkefølge.
De syv kosmiske grundenergiers navne,
karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt i afsnittet ”Jegets
evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok umiddelbart kan forstå,
hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til, vil det derimod nok være
nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes kombinationsforhold
mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som påvist forekommer i seks
indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge Martinus også danner
basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige tilværelseszoner i den guddommelige bevidsthed og organisme.
Det er derfor i denne forbindelse vigtigt at
have klart for sig, at de forhold og lovmæssigheder, der gælder for
grundenergierne og disses indbyrdes kombinationer, naturligvis også gør sig
principielt gældende for hver af den sjælelige strukturs respektive seks
åndelige legemer. Disse varetager jo hver især specielt dén
grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme svarende
grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet samtidig er
omsætningsredskab for.
Eftersom de seks hovedformer for indbyrdes
kombination mellem grundenergierne samtidigt repræsenterer de ovenfor nævnte i
alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’
altså hver især kunne karakteriseres og betegnes i henhold til den kulminerende
og bærende grundenergi i kombinationen. Det vil sige som henholdsvis
instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller –planet, følelses-trinet
eller – planet, intelligens-trinet eller –planet, intuitions-trinet eller
–planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse ’trin’ eller ’planer’
faktisk er identiske med de seks kosmiske tilværelsesplaner eller naturriger,
vil vi herefter omtale disse i overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser
på de pågældende riger. Hvilket henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget,
det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og
salighedsriget.
De seks kosmiske
tilværelseszoner eller riger
Disse seks 'tilværelseszoner' eller "riger", som Martinus også
kalder dem, er altså følgende: 1. instinktzonen
eller planteriget, 2. tyngdezonen eller dyreriget, 3. følelseszonen eller
det rigtige menneskerige, 4. intelligenszonen eller visdomsriget, 5. intuitionszonen eller den
guddommelige verden, og 6. hukommelseszonen
eller salighedsriget. Mineralriget
er i henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra
"salighedsriget", hvilket især hænger sammen med at
salighedsvæsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte
"guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende
individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de
'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk
materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige
energikilder”.
Men heraf ser vi blandt andet, at de i alt seks
tilværelseszoner eller riger følger evolutionsmæssigt og kronologisk successivt
efter hinanden i en bestemt rækkefølge, idet de dog også eksisterer samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind
i hinanden, ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i
hinanden. Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger,
nemlig de fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket
sidste mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt
ukendte, men kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne
følelse, intelligens, intuition og hukommelse.
Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at
tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og karakter alene formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller
hvert rige hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne
eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt
og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil,
som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en
evig strøm 'befolker' de forskellige riger. (Note 5)
Diagrammet viser den guddommelige
bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og
kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs.
det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted.
Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det
nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B
markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære
bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det
punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen
indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i
kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord
reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets
manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - (Diagram og tekst er gengivet
efter: © 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bind
4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse. Diagrammet
refererer indirekte til Martinus’ symbol nr. 13: Den evige verdensplan. Symbolbogen DeV I, stk 1-9. og via
dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-13
Supplerende kan tillægges, at diagrammet jo
indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske storriger (= tallene 1 –
6), fordelt på henholdsvis Guds primære bevidsthedszone (= Parafysisk
virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone (= Fysisk virkelighed). Men
diagrammet kan uden at øve vold på det også symbolisere det diskarnerede
individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem de åndelige riger, = Guds
primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige del af 3. det rigtige
menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige verden, og halvdelen af 6.
salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, = Guds sekundære bevidsthed: =
cirka halvdelen af 6. den fysiske del af salighedsriget = mineralriget, videre
til 1. planteriget, og tilbage til 2. dyreriget, som det jordiske menneske jo
endnu tilhører. (Supplerende diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af
Per Bruus-Jensens beskrivelser. Ovenstående diagram refererer desuden til
Martinus’ symbol nr. 11: Det evige
verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner. Symbolbogen
DeV I, stk 1-34. og via dette link: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11 )
Imidlertid vil det være relevant her at se på,
hvilken betydning en bestemt grundenergikombination mere præcist har i relation
til en gruppe af individer. Her skal vi som udgangspunkt tage hovedkombination
nr. 2, hvilket vil sig den grundenergikombination, der er karakteristisk
specielt for situationen i dyreriget, som
det jordiske menneske jo endnu umiskendeligt tilhører.
Den kosmisk set udviklingsbestemte
grundenergikombination, der karakteriserer det ’mellemtrin’, som nutidens
menneskehed generelt set befinder sig på, er væsentligst præget af den
udviklingsbetingede ’overgang’ fra dyreriget til det rigtige menneskerige. For
at lette forståelsen af emnet, vedføjes her det tidligere ovenfor gengivne
diagram over grundenergiernes hovedkombinationer, men i denne omgang vil vi
koncentrere os om det udviklingsstadium, som befinder sig i området ved
overgangen fra de to vandrette felter B og C.
(Diagram – her uden tekst – er gengivet fra Per
Bruus-Jensen: ”X”, bd. 1, stk. 1.
227. ©1986 Per Bruus-Jensen. – Gengivet her med forfatterens tilladelse.
Som tidligere nævnt refererer diagrammet
indirekte til Martinus’ symbol nr. 12: Grundenergiernes
kombinationer. DeV I, stk.
1.-3. Se link senere nedenfor).
Feltet B betegner ”dyreriget” og feltet C
udtrykker situationen i ”det rigtige menneskerige”. Tallene I-VI refererer til
de respektive grundenergier og desuden til den sjælelige strukturs seks
åndelige legemer: I. Instinktenergien og -legemet, II. tyngdeenergien og
-legemet, III. Følelsesenergien -legemet, IV. Intelligensenergien og -legemet,
V. Intuitionsenergien og –legemet, og VI. hukommelsesenergien og -legemet.
Hver rombefigur er opdelt i seks vandrette
felter, som er nummererede fra 1 til 6. Disse felter og numre gentager sig
ligeledes opefter på diagrammet. Tallene angiver de seks faser hver grundenergi
og hvert legeme gennemgår: Et latent stadium (1), to vækststadier (2 og 3), et
kulminationsstadium (4) og to degenerationsstadier (5 og 6). Samtidig genkender
vi rombefiguren som identisk med det tidligere ovenfor gengivne diagram over
det enkelte sjælelige legemes vækst- og degenerationsforløb.
Som det fremgår af diagrammet er den
dominerende og derfor førende grundenergi i ”dyreriget” nr. II: tyngdeenergien, som ved overgangen til
feltet C allerede er kulmineret i sin udfoldelse og nu langsomt og gradvist er
ved at aftage i dominans, idet den påbegynder 1. degenerationsstadium. Dens komplementære modsætning, grundenergi
nr. V: intuitionsenergien, er lige
akkurat begyndt at få ’glimtvis’ indpas i bevidsthedslivet hos relativt mere
fremskredne kulturmennesker.
Grundenergi nr. III: følelsesenergien, er stærkt på vej i 2. vækststadium, mens dens komplementære modsætning, grundenergi
nr. VI:hukommelsesenergien, til
gengæld er lige så stærkt i færd med at overgå til sit latente stadium. Men den aftagende hukommelsesevne kompenseres i
praksis af samarbejdet mellem instinkt- og følelsesenergien, samt af den
voksende intuitionsevne.
Endelig befinder grundenergi nr. I: instinktenergien, sig ved overgangen til
2. degenerationsstadium, samtidig med
at dens komplementære modsætning, grundenergi nr. IV: intelligensenergien, er godt i gang med at påbegynde sit 2. vækststadium.
Men hvilken lære kan vi så uddrage af denne
særlige grundenergikombination, som specielt er gældende for det moderne
kulturmenneske? – Jo, vi kan først og fremmest bringes til at indse, at et
menneskes totale psykofysiske habitus for det første er udviklingsbetinget og for det andet er organisk funderet i og med, at grundenergierne i virkeligheden er
baseret på disses respektive omsætningsredskaber, nemlig de såkaldte sjælelige
eller åndelige legemer.
Særlig vigtigt i sammenhængen er den
omstændighed, at den relativt markante vækst af grundenergi nr. III, følelsesenergien,
og af grundenergi nr. IV, intelligensenergien, blandt andet bevirker, at disse
to energier i deres indbyrdes forhold og samarbejde i stadig stigende grad
sættes i stand til at ’binde’ eller ’hæmme’ grundenergi nr. II, tyngdeenergien.
Konsekvensen heraf er i praksis, at det enkelte
menneskes tilbøjeligheder for aggressivitet, egoisme og intolerance efterhånden
og gradvist vil afløses af medfølelse, forståelse og hensyntagen til
medmennesket, så vel som til de øvrige medskabninger, man er eller kommer i
berøring med. Denne nyorientering i sympatimæssig henseende kulminerer før
eller siden i en bevidstheds- og handlingspraksis, der bedst betegnes med ordet
næstekærlighed. Det vil sige en
etisk-moralsk bevidsthedsstandard, som står i stærk kontrast til situationen på
mere inhumane udviklingsstadier, som på diagrammet findes i området omtrent
midt i felt B. Det vil samtidig sige, at det eller de pågældende mennesker, som
er nået frem til et grundfæstet højt etisk sindelag, udviklingsmæssigt set er
godt på vej til at overskride ’tærskelen’ til ”det rigtige menneskerige”, på
diagrammet vist som felt C, hvor det som sagt er en helt anden
grundenergikombination, og dermed også en helt anden og ny mennesketype, der
gør sig gældende.
Som tidligere nævnt, er der imidlertid en nok
så betydningsfuld konsekvens af den tiltagende harmonisering mellem følelse og
intellekt på bekostning af tyngdeenergiens ’dræbende’ tendenser, og det er, at
den specielle permanente bevidsthedskonstitution eller sindstilstand, som harmoniseringen
medfører, åbner mulighed for, at intuitionsenergien og –evnen kan gøre sig
stadig mere gældende i bevidsthedslivet, til fordel for erkendelse og kreativ
kunstnerisk eller teknisk-videnskabelig aktivitet og lignende. (Citat slut)
De kosmiske grundenergier
og det fysiske legeme
Her skal fremhæves, at det i forbindelse med
omtalen af de kosmiske grundenergier og disses indbyrdes kombinationer er
vigtigt at vide eller orientere sig om, at det fysiske legeme, altså vores
fysiske krop, i henhold til Martinus' kosmiske analyser i det væsentlige består
og udgøres af de tre 'fysiske' energier: 1. Instinktenergien, 2.
Tyngdeenergien, og 3. Følelsesenergien. De tre åndelige eller psykiske
energier, som i praksis kendes i form af vore åndsevner, er: 4. Intelligensenergien,
5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien. Alle 6 kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer og styrke, har Martinus påvist i sit
symbol nr. 12., som på en forenklet og visuel måde netop viser grundenergiernes
indbyrdes kombinationer, som læseren via det følgende link selv vil kunne
orientere sig om:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12
På symbolet er det især det næstnederste
tværgående felt, der i begge ender er markeret med orange farve, som har særlig
interesse i denne forbindelse og sammenhæng, idet dette felt netop
repræsenterer dyreriget, hvortil det jordiske menneske stadigvæk hører, omend
så småt er på vej mod det, Martinus betegner som ”det rigtige menneskerige”.
Min foreløbige pointe er her, at såfremt min hypotese eller påstand om,
at vi levende væsener, der kalder os selv for mennesker, i øvrigt i lighed med
alle andre levende væsener, kun har ét liv at leve, vil det kun være de tre
nederste feltrækker, der kan have interesse, nemlig feltrækken med rød farve i
hver ende, feltrækken med orange farve i hver ende, og delvis feltrækken med
gul farve for hver ende. Hvorfor feltrækken med gul farve for hver ende kun kan
have delvis interesse for os her, skyldes det forhold, at denne feltrække
repræsenterer grundenergiernes kombination i det såkaldte ”rigtige
menneskerige”, et rige, som med sit høje etiske og moralske niveau i henhold
til Martinus' kosmiske analyser endnu ”ikke er af denne verden”. Derfor er det
kun den allernederste del af samme feltrække, der i denne forbindelse har
interesse, idet denne repræsenterer de højst udviklede jordiske mennesker.
Men det forhold, at hver af grundenergierne i
henhold til Martinus er repræsenteret ved hver sit interaktive legeme eller
redskab, der danner grundlag for hver enkelt grundenergis funktion, er
naturligvis lidt problematisk set ud fra ét-livs-hypotesen. Men det synes logisk
set at være klart, at der må findes en form for 'anlæg' eller 'center' i
underbevidstheden, hvorfra hver af de 6 grundenergier udfolder sig. Et 'anlæg' eller 'center', hvori energien
for kortere eller længere intervaller så at sige 'hviler' eller er midlertidigt
latent, når denne ikke er aktiv og i funktion.
Men set på baggrund af især Martinus' vældige
og i god forstand forunderlige og eventyrlige verdensbillede, er det
naturligvis en dristig påstand af lille mig, at mene, at vi mennesker – i lighed
med alle andre levende væsener – kun har ét eneste liv at leve. Især i
betragtning af, at jeg i en lang række tidligere artikler har forholdt mig
loyalt og indforstået med Martinus' geniale kosmiske analyser og livsfacitter.
Det står da også enhver frit for, at være uenig i de konklusioner og
konsekvenser, jeg har draget som følge af mit eget mentale ståsted. Dette må
jeg for at være ærlig naturligvis henholde mig til og forsvare så godt jeg kan.
Om mit 'forsvar' så er godt nok og gyldigt, må det nok være op til hver enkelt
læser selv at afgøre.
(Artiklen fortsætter i 2. del)
Ét-livs-hypotesen
og Martinus'
kosmologi. En
redegørelse. 2. del
© Oktober 2016. Revideret i Maj 2017. Harry
Rasmussen.
__________________________