og Martinus' kosmologi
En redegørelse
2. del
Her fortsættes teksten fra artiklens 1. del:
Men indrømmet, det er lidt svært forståelige sager, vi her har med at gøre. Derfor
vil denne artikel, både i sin 1. og 2. del, ikke være nem læsning. Den kræver
faktisk en stor portion medvirkende hjerneaktivitet hos læseren, under
forudsætning af, at man virkelig seriøst ønsker at sætte sig ind i de emner,
artiklen handler om. Derfor forventer jeg heller ikke, at ret mange, om
overhovedet nogen, vil bruge tid på at gennemlæse begge de to dele af – det
skal gerne indrømmes – denne måske alt for lange artikel. Men vi skal jo under
alle omstændigheder videre her med artiklens 2. del, der begynder med en omtale
af det meget vigtige emne: ”Det psykiske kraftfelt”:
Hvis kendsgerningerne skulle gå hen og vise sig
primært at være, at vi kun har et eneste liv, altså det vi lever nu og her, til
vores rådighed, hvordan forholder det sig så med den psykiske struktur eller
det såkaldte psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet? - For i henhold til gyldig
videnskabelig analyse af især sanseprocessens anatomiske og fysiologiske
funktioner, står det klart, at det psykiske kraftfelt som det substantielle
grundlag for bevidstheden i videre forstand, derfor også eksisterer som
grundlaget for vores evner til at manifestere os, sanse og opleve.
Man må forestille sig P-kraftfeltet som en
slags psyko-elektromagnetisk felt, men som vel at bemærke både indeholder og opretholder
det fysiske legeme og den dertil knyttede bevidsthed. Så vidt jeg kan
se, når vi regner med ét-livs-hypotesen, må det forholde sig sådan, at det
psykiske kraftfelt – altså manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet - opstår
samtidigt med undfangelsen og fødslen af det fysiske legeme og vokser og
udvikler sig synkront med dette. Følgelig må samme psykiske struktur normalt
også degenerere med det fysiske legemes alder og ophøre i og med dettes død og
opløsning. Hvilket jo forresten også er, hvad der i henhold til Per
Bruus-Jensens fortolkning af Martinus' kosmiske analyser, sker med det såkaldte
”koblingslegeme”, som så vidt jeg kan se godt kan forenes med den her omtalte
sammenhæng. Nemlig som et interaktivt forbindelsesled mellem den overordnede
psykiske struktur, P-kraftfeltet eller oplevelsesfeltet, og det deri
eksisterende fysiske legeme. Overbevidstheden – som her ikke forstås
som en 'udenfor' eller 'over' bevidstheden forekommende evig instans, men
derimod forstået som en indenfor rum-tid midlertidigt
eksisterende ubevidst eller underbevidst psykisk faktor - vil jo med sine
'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og sin beholdning af organ- og
erindringstalentkerner stadigvæk være overordnet P-kraftfeltet,
som netop skylder samme overbevidsthed og dennes indhold sin eksistens.
Se evt. artiklen: 4.91. Øje,
hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger over den
naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener. Bemærk, at artiklen er
indforstået med Martinus' kosmiske analyser omkring blandt andet
sanseprocessen, der dog i det væsentlige stemmer med den videnskabelige
opfattelse af samme. Det er derfor især den sidstnævnte opfattelse, læseren bør
notere sig i denne sammenhæng. - Vedr. det såkaldte ”koblingslegeme”, se evt.
artiklen H1-16. Gennem døden eller de
parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’. - Vedr. specielt
P-kraftfeltet, se f.eks. artiklen H1-27. Tillæg. 3. kapitel: Erkendelseslæren i
Martinus’ kosmologi (II)
-
Det skal her pointeres, at Martinus ikke selv bruger ordet og begrebet
”koblingslegemet”, men i stedet benytter udtrykket ”transformationsfeltet”. Det
vil måske derfor også være lidt nemmere at forstå koblingslegemet og dets
funktion, hvis man forestiller sig koblingslegemet som noget i retning af et
elektromagnetisk kraftfelt knyttet til den fysiske organisme. Dette kraftfelt
påvirkes fra to sider, nemlig dels af automatiske og viljesmæssige impulser fra
den sjælelige struktur og dels af automatiske impulser fra den fysiske
organisme, som f.eks. elektro-kemiske reaktioner i sanseorganerne,
nervesystemet og hjernecentrene. Det er i denne forstand, at man kan tale om
den specielle rolle, koblingslegemet eller transformationsfeltet - jeg har for
nemheds skyld her foretrukket at bruge betegnelsen koblingslegemet - spiller
for jegets (individets) kontakt med den fysiske materies verden, nemlig som
omtalt som en interaktiv organisme, der dels formidler Jegets indadrettede
aktivitet i form af sansning og dels dettes udadrettede aktivitet i form af
manifestation, hvilket vil sige handlinger af enhver art og form.
I en forsøgsvis forståelse af, hvad fænomenet
P-kraftfeltet eller transformationsfeltet rent faktisk er for noget, bør man
studere den videnskabelige redegørelse for sanseprocessen, kombineret med
eksempelvis de kommentarer til denne, som jeg har redegjort for i artiklen
4.91. Øje, hjerne og
bevidsthed Læg særligt mærke til
konklusionen, at de rent fysiske og fysiologiske hjerneprocesser, som finder
sted under synsprocessen, ikke synes at have ret meget at gøre med, hvad vi
rent faktisk ser og oplever i og med vores bevidsthed. Det er derfor den
instans, der tolker og omsætter de fysiske hjerneprocesser til synsindtryk af
det, vi iagttager, der er værd at notere sig. Disse bevidste synsindtryk må
derfor befinde sig ”udenfor” eller ”over” den fysiske hjerne. Det er denne i
sig selv usynlige instans, som vi normalt ikke er bevidste om, der er identisk
med manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet alias P-kraftfeltet.
Som det indirekte vil være fremgået af det her
ovenfor sagte om P-kraftfeltet eller manifestations-, sanse- og
oplevelsesfeltet, så rokker som allerede sagt antagelsen af ét-livs teorien
heller ikke ved faktorer, som den ”udenfor” eller ”over” P-kraftfeltet
eksisterende overbevidsthed med dennes 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og
dens beholdning af organ- og erindringstalentkerner. Og i øvrigt rokker det
heller ikke ved ”underbevidstheden” og de deri 'indbyggede' og fungerende seks
kosmiske grundenergier, hvoraf bevidstheden vel må siges at være det
fornemmeste produkt. De nævnte faktorer, lovmæssigheder og kræfter eller
energier vil i princippet stadigvæk være de samme, som tilfældet er, når
disse er set i dén kosmiske sammenhæng, hvori Martinus fremstiller de nævnte
emner. Se i øvrigt mere om dette emne efter skildringen af de fem universelle
bevægelsesarter.
Her skal imidlertid gentages det forsøgsvise
skema over faktorernes og de psykofysiske kræfters orden, sådan som disse dels
er skildret i denne artikels 1. del og også fortsat er og vil blive skildret i
denne 2. del:
Forsøgsvis skematisk
oversigt over individets instanser,
sådan som disse tager
sig ud set fra ét-livs-hypotesen:
__________________________
GUDDOMMEN
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
JEGET
URBEGÆRET
OVERBEVIDSTHEDEN
(= Det højpsykiske kraftfelt med Moderenergien )
Skabeprincipperne
Organtalentkerner og erindringstalentkerner
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
UNDERBEVIDSTHEDEN
Grundenergierne
DET PSYKISKE KRAFTFELT
De universelle bevægelsesarter
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Koblingslegemet
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Det genetiske kompleks
Det fysiske legeme
Hjernen
Bevidstheden
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
OMVERDENEN
- - - - - - - - - - - -
- - - - - - - - - -
For ikke at blive misforstået derhen, at jeg
bilder mig ind at kunne 'korrigere' eller 'revidere' Martinus' fremragende
analyser af de i skemaet herover anførte faktorer, kræfter og energier, vil jeg
kraftigt slå fast, at der fra min side kun er tale om en forsøgsvis
anskuelse af verden, livet og tilværelsen ud fra en alternativ
ét-livs-hypotese, det vil sige, en foreløbig sandsynlig antagelse eller teori,
indtil dennes overensstemmelse med virkeligheden enten bekræftes eller
afkræftes.
DE FEM UNIVERSELLE
BEVÆGELSESARTER
Som formentlig bekendt og nævnt er det en
kendsgerning, at det kræver energi at frembringe bevægelse. Dette emne er der
gjort grundigt rede for af både Martinus og Per Bruus-Jensen. Der forekommer i
henhold til Martinus' kosmologi i alt fem grundlæggende universelle, hvilket
vil sige almengældende, bevægelsesarter, som skematisk opstillet ser således ud:
1. Stambevægelsen
2. Rummet
3. Tiden
4. Forvandlingen
5. Materien
Som det for længst er fremgået af
introduktionen til Martinus’ kosmologi, defineres begrebet og fænomenet energi indenfor naturvidenskaben som evnen til at præstere arbejde, idet der her
er tale om fysisk energi. Indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi defineres energi som evnen til at præstere skabelse, hvilket indebærer at det i dette
tilfælde drejer sig om udpræget åndelig eller
parafysisk energi. Disse to
definitioner på energiens natur synes umiddelbart og gensidigt at udelukke
hinanden, hvorfor det indbyrdes forhold imellem dem kan betegnes som komplementært, idet de nemlig først
tilsammen udtrykker de erfaringer og den viden, vi overhovedet er i stand til
at få om den større helhed, som begge er en del af og repræsenterer på hver sin
måde. Men i denne sammenhæng er det naturligvis især det kosmologiske
energibegreb, der interesserer og som vi skal se nærmere på.
Det skal her indskydes, at den efterfølgende
beskrivelse af de fem universelle bevægelsesarter, især står i gæld til Per
Bruus-Jensens efter min mening fremragende fremstilling af disse i ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi 1-4, men i denne sammenhæng især bind 1. Uden denne ville jeg
ikke have været i stand til at redegøre så kort og klart for faktorernes orden,
som tilfældet forhåbentlig nu er.
I henhold til Martinus’ kosmologi er energi
altid knyttet til begrebet og fænomenet bevægelse,
som rent faktisk er energiens grundlæggende
eksistensform. Det er derfor relevant at tale om både et energiaspekt og et bevægelsesaspekt for det skabtes vedkommende, til trods for den
omstændighed, at energibegrebet i sig selv entydigt henhører under skabe- og
oplevelsesevnens princip: X 2, hvorimod virkningerne
heraf, dvs. ’bevægelserne’, altså det skabte/oplevede, utvetydigt henhører
under det skabtes princip: X 3. Det vil med andre ord sige, at energi og
bevægelse fundamentalt altid vil være knyttet til et levende væsen og derfor
altid i sine grundformer vil have karakter af afsendelse og modtagelse af
energi.
Energi er ifølge kosmologien en evig,
uforgængelig ’størrelse’, som hverken kan skabes eller bringes til at ophøre
eller forsvinde. Det, der er af skabt natur ved energifænomenet, er udelukkende
kun de bevægelser, der er energiens
givne eksistensform. Heraf turde det fremgå, at begrebet skabelse i virkeligheden drejer sig om og skal forstås som den
proces eller virksomhed, der består i at omdanne bevægelse, og dermed i en vis
forstand også energien, fra én form til en anden. Ved energi-former forstås de forskellige former, i
hvilke energien tilsyneladende kan fremtræde, så som f.eks. for åndelig energis
vedkommende som mental eller psykisk energi, hvilken sidste i henhold til
Martinus er nært beslægtet med elektrisk energi. For fysisk energi kan der
f.eks. være tale om kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi og
atomenergi mm., men i princippet findes der kun én generalform for energi,
nemlig bevægelse. (Note 1)
Vigtigt! Også her i denne artikel er der tale om et
vist 'genbrug' af en del af de artikler, jeg i årenes løb har skrevet i
relation til Martinus' kosmologi, og som for de flestes vedkommende er vedføjet
notetal, der henviser til de kilder, som er relevante for den enkelte citerede
artikel. Disse notetal – i ovenstående tilfælde (Note 1) i artiklen H1-32. De
fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt – henviser til noter
i den originale artikel. Notetallene har jeg ladet stå, selvom der ikke er
vedføjet et noteapparat til denne artikel om ét-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi. Men den eller de læsere, som måtte have behov for eller ønske om at
læse, hvad noterne indeholder, må desværre ulejlige sig med selv at opsøge
dette indhold i de respektive originale tekster her på hjemmesiden. Men i
øvrigt kan man efter behag springe noterne over.
Det bør måske i forbindelse med, at der i
princippet kun findes én generalform for energi, nemlig bevægelse, fremhæves,
at udtrykket ”energi” er en anden betegnelse for Jegets evne til at skabe og
opretholde et illusionistisk alternativ
til sig selv og sin egen elementære virkelighed, der er identisk med immateriel tomhed-stilhed. I øvrigt
består der ifølge Martinus en nøje sammenhæng mellem fænomenerne oplevelse,
skabelse og bevægelse, idet skabelse altid former sig som manifestation af bevægelse og oplevelse altid som registrering af bevægelse, hvoraf det
turde fremgå, at fænomenet bevægelse udgør det basiselement, af hvilket det
skabtes princip, så vel objektivt som subjektivt, er opbygget. Men da der
dybest set ikke findes andet at ’bevæge’, end subjektets (Jegets) immaterielle
element, som jo i henhold til de kosmiske analyser udgør intet mindre end
verdensaltets fundament, følger heraf overraskende nok, at bevægelse ikke kan
etableres eller forekomme i absolut forstand, men kun som et rent illusionistisk fænomen, et blændværk,
der tilslører subjektets eller Jegets sande natur og identitet. (Note 2)
De fem universelle
bevægelsesarter
Set under ’blændværket’s synsvinkel, hvorunder
det skabte fremtræder som et illusorisk kompleks af bevægelser, er der mere
specifikt tale om, at fem grundlæggende faktorer kan komme i betragtning,
nemlig tilværelsens fem universelle
bevægelsesarter. Men da disse med hensyn til deres eksistens og funktioner
er helt afhængige af og beroende på eksistensen af de tidligere omtalte seks
kosmiske grundenergier, som igen er afhængige af og beroende på den syvende
kosmiske grundenergi, moderenergien, der i sin egenskab af skabe- og
oplevelsesevne blandt andet er repræsenteret ved en serie kosmiske
skabeprincipper, skal vi begynde med at fremhæve dén kosmiske enkeltfaktor, som
i første instans er ansvarlig for tilsløringen af sandheden om Jegets
absolutte, immaterielle natur, nemlig skabeprincip nr. 5: bevægelsesprincippet.
Det er netop lige præcis dette skabeprincip,
som – i sit indbyrdes samspil med de øvrige skabeprincipper – ligger til grund
for de ovenfor nævnte fem universelle bevægelsesarter, hvilke sidste i forening
bibringer det skabte dets kvantitative, størrelsesmæssige egenskaber, så som
mængde, størrelse, afstand, rum, tid, varighed, hastighed, vægt, konsistens,
stof, masse eller materie. (Note 3)
Bevægelsesart nr. 1:
Stambevægelsen
De fem bevægelsesarter kaldes universelle, fordi de omfatter alt og
alle, og desuden gør sig gældende under alle forhold og i alle situationer i
verdensaltet, forstået på den måde, at intet skabt ville kunne eksistere uden
deres virke. Ja, faktisk er alt skabt identisk med deres virke. Samtidig kan
det konstateres, at de fem bevægelsesarter står i et særligt indbyrdes
afhængighedsforhold til hinanden, idet de fire af dem faktisk automatisk
udledes eller er ’aflæggere’ af den ene, som de derfor skylder deres eksistens,
af hvilken grund denne ene da også betegnes som den første bevægelsesart. I konsekvens heraf kaldes den derfor også
for stambevægelsen, idet de fire
øvrige bevægelsesarter så at sige ’stammer’ fra denne ene og første, som derfor
udgør deres ’ophav’ eller ’årsag’. Som en direkte følge af dette forhold
betegnes de fire bevægelsesarter som ”aflæggerbevægelser”.
Det er dog ikke hensigten, at gå nærmere ind på
de fem universelle bevægelsesarters karakteristika og egenskaber i alle
detaljer her, så derfor må vi nøjes med en kortfattet beskrivelse af dem hver
især og af deres indbyrdes afhængighedsforhold. Specielt interesserede kan
henvises til Martinus’ egne værker og til supplerende værker, som f.eks. Per
Bruus-Jensens ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi 1-4. (Note 4)
Stambevægelsen udgør som nævnt den første
bevægelsesart og er objektivt set ganske enkelt karakteriseret ved den
funktion, der består i, at et legeme eller en genstand ændrer position i forhold til sin udgangsposition. altså bevæger
sig fra ét sted til et andet. Det pågældende ’legeme’ eller ’genstand’ kan være
hvad som helst, lige fra en elementarpartikel, et energikvante, et atom, et
encellet dyr, en fisk, et insekt, et pattedyr, en planet, et solsystem, en
bold, en bil, et tog etc., etc. – Men enhver stambevægelse har både objektiv og
subjektiv status, idet den som en objektiv funktion ved et legeme eller en
genstand, er et produkt af Jegets
udadrettede aktivitet: manifestationen, det vil sige Jegts afsendelse af energi, mens den som subjektiv oplevelse
betragtet er et produkt af Jegets
indadrettede aktivitet: sansningen, hvilket vil sige Jegets modtagelse af energi.
Sin status som en objektiv funktion ved et
legeme eller en genstand skylder stambevægelsen altså en manifestationsmæssig indsats fra Jegets side, mens dens status som
en subjektiv virkning af, at et legeme eller en genstand skifter position,
altså skyldes en sansemæssig indsats
fra Jegets side. At ordet og begrebet ’indsats’ er relevant også i forbindelse
med Jegets sansning, beror på, at sansning ikke er en passivt receptiv proces,
men tværtimod stiller krav om Jegets aktivt kreative medvirken. Det vil læseren
kunne forvisse sig om, ved f.eks. at læse afsnittene ”Erkendelseslæren i
Martinus’ kosmologi (I)-(IV)” her på hjemmesiden. Det skal dog pointeres, at
den aktivt kreative indsats fra Jegets side i forbindelse med sansningen, i vid
udstrækning har ubevidst og automatisk karakter.
I kraft af Jegets oplevelse af den første bevægelsesart,
stambevægelsen, opstår der en forestilling om afstande og derigennem en forestilling om Noget, der giver plads
for disse afstande. Dette Noget, som kendes under begrebet rummet, er vi almindeligvis ikke vante til at opfatte som en art
bevægelse, men snarere som noget, der er statisk og ubevægeligt og som i en vis
forstand omslutter og dermed rummer eller indeholder alt, hvad der eksisterer,
altså med andre ord verdensrummet. Det
skal da også straks siges, at rummet kun er bevægelse i indirekte betydning af
begrebet, men i forbindelse med Jegets indadrettede
aktivitet, sansningen, er rummet en
konsekvens af bevægelsesprincippet, en konsekvens som imidlertid kun har subjektiv status, og som dermed kun udgør
et rent bevidsthedsfænomen. Men idet
begrebet ”rummet” med hensyn til sin eksistens står i afhængighed til
bevægelsesprincippet, kaldes det derfor den
anden bevægelsesart, og da denne samtidigt er en subjektiv konsekvens af
stambevægelsen, betegnes den følgelig som aflæggerbevægelse
nr. 1.
Den tredie bevægelsesart og dermed
aflæggerbevægelse nr. 2, kender vi som det fænomen, der kaldes ”tiden”. De fleste mennesker vil
formentlig umiddelbart acceptere, at tiden kaldes en slags bevægelse. Man taler
jo ofte om, at tiden går, løber eller iler. Men ifølge Martinus forholder det
sig nu ikke helt så enkelt med fænomenet tid. Godt nok er den på den ene side
en konsekvens af bevægelsesprincippet, lige som der på den anden side kun er tale om bevægelse i indirekte
forstand, på samme måde, som tilfældet er med rummet. Men det er misvisende at
opfatte eller forestille sig tiden som noget, der går, løber eller iler, idet
tiden i så fald måtte tilhøre genstandenes objektive verden og dermed selv have
objektiv eksistens. Ifølge kosmologien er tiden identisk med et art bevægelse, men kun i indirekte forstand, idet den i lighed med rummet udelukkende
har subjektiv eksistens som en i
tilknytning til Jeget eksisterende forestilling.
Denne forestilling er i forbindelse med Jegets indadrettede aktivitet en
direkte konsekvens eller virkning af bevægelsesprincippet, idet Jegets
erkendelse af begrebet ’tid’ hænger sammen med dets oplevelse af
stambevægelsen, og gennem denne oplevelse skabes eller opstår forestillingen og
dermed bevidstheden om begreberne begyndelse,
varighed og afslutning, tre begreber som netop danner grundlag for
forestillingen om begrebet tid.
I henhold til Martinus finder Jegets
livsoplevelse sted i det, der kaldes Nuet,
som dybest set er identisk med Jegets ’syn’ af sig selv som en evig,
uforanderlig modsætning til al bevægelse. ’Nuet’ repræsenterer dermed
subjektivt set Jeget, som dette er i sig
selv, og kan som sådant karakteriseres som et udtryk for den kosmiske
virkelighed bag livsoplevelsens illusionistiske ’tryllespind’. Relationen
mellem Nuet og livsoplevelsens fluktuationer ligner i høj grad relationen
mellem Jeget i dets egenskab af et uforanderligt centrum i bevidstheden og bevidsthedens subjektive indhold af
skiftende bevægelser i rummet. Nuet udgør derfor på sin vis et fast punkt for jegets forestilling om tid, og da Jeget er evigt i sin natur,
kan Nuet følgelig også betegnes som evigt, altså som det evige Nu. Nuet og tiden er med andre ord indbyrdes forbundet på
den måde, at sidstnævnte gennem sit afhængighedsforhold til bevægelse synes at
flyde gennem Nuet, en situation, der danner baggrund for opfattelsen eller
oplevelsen af ”tidens gang”. Men der er her tydeligvis tale om en ren og skær
illusion, idet den faktiske hændelse drejer sig om en stadig udskiftning af
livsoplevelsens scenerier, der ustandselig kommer og går i Nuet. Det er altså
ikke tiden som sådan, der skifter, for den eksisterer som sagt kun i form af en illusorisk forestilling.
Ved hjælp af de tre første bevægelsesarter –
stambevægelsen, rummet og tiden – frembringer Jeget for sig selv et dynamisk
præget ’livsrum’ med det formål, at
skabe en tids- og rumdimensionel
modsætning til sin egen evigheds- og uendelighedsnatur, for derigennem at
sikre sig forestillingen om adskilllelse og
isolation fra det universelle
Jeg-element, Guds Jeg. Dernæst for at skabe en
illusionistisk begrænsning af sit eget ubegrænsede Jeg, og derigennem sikre
sig forestillingen om en verden uden for
det selv, altså forestillingen om en ydre verden. Og endelig for at skabe
en stabil ’ramme’ om livsoplevelsens øvrige momenter, herunder ikke mindst dem,
som de to andre og endnu ikke omtalte bevægelsesarter er eksponenter for. Der
er med andre ord her tale om Jegets etablering af sin egen individualitet, idet
det subjektive rum-tids-kontinuum, der udgør Jegets mentale ’livs-rum’, er en
nødvendig forudsætning for at dets personlige vilje og øvrige skabende kræfter
kan udfolde sig, og for at dets livsoplevelse med dennes stadige strøm af
vekslende scenerier, kan have et ’rum’, hvori det kan foregå. Men objektivt set
er forestillingen om det personlige Jeg en illusion, idet virkeligheden i
henhold til Martinus kosmisk set er den, at samtlige Jeger er repræsentanter
for et fælles, universelt Jeg-element, Guds Jeg, der ikke på nogen måde udviser
begrænsning eller bevægelse. Imidlertid er det personlige Jeg (egoet)
naturligvis en funktionel instans indenfor rammerne af den relative
virkeligheds verden, hvad der stort set nok vil være umiddelbart indlysende for
enhver.
Bevægelsesart nr. 4:
forvandlingen
Den fjerde bevægelsesart eller
aflæggerbevægelse nr. 3, er også betinget af Jegets ’forudgående’ oplevelse af
stambevægelsen, og den giver sig til kende som det fænomen, der kaldes forvandlingen, hvilket vil sige, den
forvandling af situationen i Jegets mentale ’livs-rum’, der ledsager
stambevægelsernes mangeartede fuldbyrdelse. Fænomenet ’forvandling’ er
indirekte identisk med den oplevede stambevægelse og dermed samtidig en
konsekvens af bevægelsesprincippet. Som oplevelse betragtet er forvandling et
produkt af Jegets indadrettede aktivitet, sansningen, og har som sådan
udelukkende subjektiv eksistens som
en i Jegets mentale livsrum optrædende særlig proces. Det ved forvandlingen,
der har objektiv status, er alene dén eller dé stambevægelser, den umiddelbart
henfører til og som netop udgør en direkte manifestation af
bevægelsesprincippet.
Som eksempler på fænomenet forvandling kan
nævnes vækst- og degeneration, opbygning og nedbrydning, i praksis f.eks. i
form af fosterudvikling, over barndom, ungdom, manddom, og alderdom til død,
ja, i virkeligheden omfatter forvandling en hvilken som helst manifestations-
eller skabelsesakt, herunder altså blandt andet nedbrydnings- og
degenerationsprocesser, af hvad art disse end måtte være. Som en følge heraf er
det næppe vanskeligt at se, at den fjerde bevægelsesart udgør en overordentlig
vigtig bestanddel af den samlede livsoplevelse, som den jo i høj grad bidrager
til, ved at sikre dennes indhold og nuancering.
Model af radiumatomets elektronbaner. Som en
integreret kombination af tomrum, energi og
bevægelse legemliggør hvert eneste
atom i tilværelsen det tre-enige princip og dets pointe. - © 1986 Per Bruus-Jensen:
”X”, Bind 1, stk. 1.36. Forlaget
Nordisk Impuls, Spjald 1986. – Gengivet med forfatterens tilladelse. –
Supplerende bemærkninger:tomrummet er
identisk med jeget (X. 1.), energien er identisk med skabe- og oplevelsesevnen (X. 2.) og bevægelsen er identisk med det skabte og oplevede (X. 3.).
Denne illustration bringes udelukkende for at
pointere, hvilken betydning atomerne og dermed mikrokosmos spiller i sammenhæng
med stort set alt i tilværelsen. Hvad atomerne og elementarpartiklerne i
grunden er substantielt set, er et stort spørgsmål. Ifølge kvantefysikkens
erkendelsesteori er der tale om, hvad der egentlig kan og skal forstås ved
begrebet fysisk virkelighed. Se evt. nærmere herom i T. Bergstein: kvantefysik
og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for
erkendelsesteorien. Forlaget Munksgaard, København 1966.
Den sidste af tilværelsens fem universelle
bevægelsesarter er materien, som
dermed samtidig udgør aflæggerbevægelse nr. 4, idet den helt og holdent skylder
stambevægelsen sin eksistens. Objektivt set er ’materien’ i henhold til
Martinus ikke noget som helst andet end en koncentration af stambevægelser, som
opleves af Jeget under særlige perspektiviske betingelser, hvorved de kommer
til at fremtræde med mikrokosmisk format. Oplevelsen af de mikrokosmiske
stambevægelser medfører uundgåeligt oplevelse af tilsvarende mikrokosmiske
aflæggerbevægelser i form af mikrokosmiske rum-, tids- og forvandlingsmomenter,
som forekommer inden for rammerne af Jegets mentale livsrum, og som i praksis
viser sig som oplevelsen af en overordentlig livlig, detaljeret
vibrationsmasse, der svarer til bevægelses-kombinationens struktur.
Det er denne vibrationsmasse eller dette felt
af mikrokosmiske stambevægelser, som via sansning resulterer i forestillingen
om et tilsvarende felt af mikrokosmiske aflæggerbevægelser, og det er også
dette felt, der i praksis opleves som dén kollektive vibrationsmasse eller
strukturformation, vi kalder stof eller materie. Materiens eller stoffets
fremtræden i faste, flydende og luftformige tilstande er i sidste instans et
spørgsmål om proportionsforholdet mellem individuelle mønstre af stambevægelser
og disses aflæggerbevægelser, specielt rummet og tiden. Dette indebærer blandt
andet, at dér, hvor proportionsforholdet mellem bevægelsesarterne rummet og
tiden ændrer sig, dér vil også bevægelsesarten ’forvandlingen’ – og dermed materieindtrykket – ændre karakter,
nemlig i form af oplevelsen af henholdsvis fast, flydende og luftformig
materie.
Rent objektivt udgør materien altså et
koncentrat af mikrokosmiske stambevægelser, men som stof eller materie betragtet,
er den derimod et resultat eller produkt af vekselvirkningen mellem dette
bevægelseskoncentrat på den ene side og Jegets indadrettede aktivitet,
sansningen, på den anden side. Objektivt set kan materien naturligvis også
betragtes som en koncentration af energi eller som en særlig energiform
(masseenergi), som f.eks. atomenergi. Dette beror kosmisk set på sammenhængen
eller identiteten mellem bevægelse og energi, hvilket vi skal vende tilbage til
om lidt. Det der er særlig vigtigt at gøre sig klart i forbindelse med omtalen
af de fem universelle bevægelsesarter er, at
materien som sådan er en typisk aflæggerbevægelse og derfor følgelig en typisk
repræsentation for den åndelige verden. I betragtning af den store og
næsten altafgørende betydning materien synes at have for vor daglige oplevelse
af livet og tilværelsen på godt og ondt, turde denne konklusion nærmest
forekomme paradoksal eller ligefrem absurd. Men ikke desto mindre tyder meget
på, at det drejer sig om andet og mere end et til formålet egnet og bekvemt
postulat, hvilket vi skal se lidt nærmere på under omtalen af livsoplevelsens status som illusionistisk
fænomen betragtet.
Livsoplevelsens
’eksterne’ urelementer
Under omtalen af de fem universelle
bevægelsesarter, har vi især kunnet konstatere, at livsoplevelsen/bevidstheden
altså blandt andet er opbygget af disse fem ’eksterne’ urelementer, det vil
sige stambevægelsen, rummet, tiden, forvandlingen og materien, som i
virkeligheden kun udgør fem væsensforskellige måder, på hvilke Jeget er i stand
til at opleve bevægelsesprincippet, og
disse måder må derfor betragtes som fem forskellige virkninger af dette. Det er derfor med andre ord disse virkninger,
der forsyner ethvert levende væsens livsoplevelse med primært dens kvantitative momenter, men indirekte
også med dens kvalitative momenter, hvilket tilsammen betyder alle
livsoplevelsens såkaldte ydre data og egenskaber, hvorfor de fem universelle
bevægelsesarter da også betegnes som livsoplevelsens eksterne urelementer.
Energi = skabeevne =
virkeevne
Men som omtalt i afsnittene om grundenergierne
og grundenergiernes kombinationer, optræder hovedprincippet ”det skabte”,
foruden med et bevægelsesaspekt, også med et energiaspekt, idet hovedprincippet
som objektivt fænomen betragtet
indirekte er identisk med dén skabeevne eller
virkeevne, som den også kaldes, som
det både først og sidst skylder sin eksistens. Man bør her endnu engang have
klart for sig, at begreberne ’energi’ og ’skabeevne’ eller ’virkeevne’ er
synonyme begreber, og at udtrykket energi
blot er et andet ord for det treenige princips anden funktionelle
hovedinstans, skabe- og oplevelsesevnen eller ”X 2”. Hvilket netop er i
overensstemmelse med, at ordet ’energi’ direkte oversat betyder evne til at virke, eller med andre ord: evne til at frembringe/skabe virkninger. Man
bedes her erindre sig, at den kosmologiske definition på begrebet energi er
den, at denne er identisk med evnen til
at præstere skabelse,hvilket sidste imidlertid ikke kun involverer Jegets udadrettede aktivitet, manifestationen,
men også dettes indadrettede aktivitet,
sansningen, hvorfor Jegets skabeevne ikke kun benævnes som sådan, men også
under ét som ”skabe- og oplevelsesevnen”.
Forbindelsesleddet mellem det skabtes to
hovedaspekter, energien og bevægelsen, er altså ikke overraskende stambevægelsen, som i sin egenskab af
objektivt fænomen repræsenterer energi. Vi
har jo allerede konstateret det intime identitetsforhold mellem bevægelse og
energi, som indebærer, at bevægelse altid og ufravigeligt er energiens
grundlæggende eksistensform. Energi vil følgelig altid være knyttet til
bevægelse, og de tidligere omtalte syv kosmiske grundenergier, som tilsammen
repræsenterer det skabtes energiaspekt, danner ikke nogen undtagelse herfra,
hvilket derfor blandt andet indebærer, at netop energiaspektet involverer en
række fænomener med tilknytning til bevægelsesaspektet, repræsenteret ved de
omtalte fem universelle bevægelsesarter. De nævnte fænomener henfører dels
direkte til grundenergierne som årsager betragtet,
og dels refererer de også til disses virkninger,
det vil sige som skabte ting betragtet.
Som det forhåbentlig turde være fremgået mere
eller mindre direkte under omtalen af de fem universelle bevægelsesarter, er
begrebet ’energi’ kosmisk set desuden identisk med Jegets evne til at skabe et
kontrastmæssigt alternativ eller ’modbillede’ til sig selv og sin egen
elementære virkelighed, som er intellektuelt ufattelig og ubeskrivelig
immateriel tomhed-stilhed. Jegets element eller ’substans’, hvilket i
virkeligheden vil sige: Guds element eller ’substans’, udgør paradoksalt nok
det fundamentale ’råmateriale’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle
eksisterer, udfolder sig og oplever.
Omtalen af de fem universelle bevægelsesarter
skal for fuldstændighedens skyld her afsluttes med en kort, skematisk oversigt
over disse og herunder de fire aflæggerbevægelser:
Udvidet skematisk oversigt over de fem
universelle bevægelsesarter:
Bevægelsesart nr. 1. stambevægelsen
Bevægelsesart nr. 2. = aflæggerbevægelse nr. 1.
rummet
Bevægelsesart nr. 3. = aflæggerbevægelse nr. 2.
tiden
Bevægelsesart nr. 4. = aflæggerbevægelse nr. 3.
forvandlingen
Bevægelsesart nr. 5. = aflæggerbevægelse nr. 4.
materien.
Som det formentlig allerede vil stå læseren
klart, så er der intet i definitionerne på de fem universelle bevægelsesarter,
der strider imod ét-livs-hypotesen, hvorfor vi må konstatere, at disse fuldtud
også gør sig gældende i dette tilfælde.
Det psykofysiske
koblingslegeme
Med den parafysiske talentkernebeholdning i skæbneelementet
i overbevidstheden på den ene side og det fysiske génkompleks i den
sammenkoblede æg-sædcelle i æglederen og senere i livmoderen på den anden side,
ses det umiddelbart at vi er stillet overfor to adskilte organiske strukturer:
Den parafysiske (åndelige) og den fysiske (materielle). Der er ganske vist kun
tale om to indbyrdes forskellige fremtrædelsesformer for samme til grund
liggende 'virkelighed', nemlig moderenergien repræsenteret ved de øvrige seks
kosmiske grundenergier. Men i praksis er disse to fremtrædelsesformer indbyrdes
adskilte i kraft af den særlige grundenergi-kombination, de hver især er udtryk
for, således at en direkte forbindelse eller kontakt mellem de to
organstrukturer, den åndelige og den fysiske, er helt udelukket.
Der stilles derfor krav til eksistensen af et
'mellemled', som er i stand til at formidle en interaktiv kontakt mellem de to
organismestrukturer. Et sådant forbindelsesled findes ifølge Martinus i form af
det såkaldte ”transformationsfelt”, af
Per Bruus-Jensen betegnet "koblingslegemet",
som i parapsykologisk terminologi i øvrigt betegnes som "finstoflegemet" eller "finstof-dubletten". "Koblingslegemet"
er et organisk system, der fungerer som interaktivt transformatorisk
forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og det fysiske legeme, hvorfor
det i sin objektive natur som proces- eller kraftfelt betragtet, udgør en
kombination af parafysiske og fysiske energier og kræfter. Som læseren vil
huske, er vi i øvrigt allerede blevet introduceret til koblingslegemet i
tidligere afsnit.
Det, der i henhold til Martinus gør
koblingslegemet nødvendigt, er dels den omstændighed, at den fysiske organisme
er for tung og massiv til, at Jeget kan kontrollere og dirigere den ved hjælp
af den sjælelige struktur alene. Men en sådan kontrol er jo netop en
forudsætning og betingelse for, at den fysiske organisme med samtlige sine
funktioner kan bringes i overensstemmelse med det bevidsthedsliv, som det
primært er dens opgave at formidle og så vidt muligt være optimalt udtryk for.
Denne opgave 'løser' koblingslegemet dels ved at overføre fysiske sanseimpulser
til det egentlige bevidsthedsapparat, som udgøres af den sjælelige struktur og
overbevidstheden, og dels ved at formidle at parafysiske (åndelige) impulser
fra bevidsthedslivet, herunder begær, ønsker og vilje, bliver overført til
primært den fysiske organismes hjerne- og nervesystem. (Note 22)
Koblingslegemets vækst-
og degeneration
Som en skabt foreteelse er koblingslegemet
naturligvis også underlagt de lovmæssigheder, der gælder for vækst- og
degeneration, og eftersom dette legeme objektivt defineres som et procesfelt,
der subjektivt fremtræder som en tro kopi eller dublet af det fysiske legeme,
eller rettere omvendt, betyder det, at koblingslegemet begynder at blive dannet
allerede omkring eller snarere før undfangelsestidspunktet. Det hænger sammen
med, at koblingslegemet er en videreførelse af det såkaldte
transformationsfelt, hvis anlæg allerede begynder at dannes på det tidspunkt i
processen, hvor skæbneelementets slumrende ’fysiske’ talentkernebeholdning
atter gennemstråles af salighedsvæsenets længsels- og ekstaseenergier og herved
genoplives til aktiv tilstand.
Her må dog allerede indskydes, at ifølge
ét-livs-hypotesen kan der ikke være tale om, at transformationsfeltet begynder
at blive dannet før undfangelsestidspunktet. Dets opbygning og vækst må derimod
formodes at blive påbegyndt samtidig med undfangelsen. Hvilket i praksis vil
sige omkring eller kort efter, at den befrugtede æg-sædcelle begynder at
differentiere sig.
Transformationsfeltet består derfor til at
begynde med udelukkende af parafysiske, dvs. rent åndelige energier. Efter
nogen tids langsomme modningsproces antager transformationsfeltet en struktur,
der svarer til og repræsenterer skæbneelementets aktive ’fysiske’ talentkerner
med de deri indeholdte organiske mønstre. Det gælder såvel de talentkerner, som
allerede har opnået fysisk/genetisk repræsentation som de talentkerner, der i
form af ’erhvervede egenskaber’ foreløbig kun har opnået parafysisk status,
enten på et mere eller mindre fremskredent B-stadium eller eventuelt et
C-stadium (se herom i afsnittet ”Talentkerneprincippet”).
Herefter følger det modnede parafysiske
transformationsfelts automatisk tiltagende kombination med rent fysiske
energier, herunder især fysiske energier af seksuel og orgastisk karakter, med
en begyndende materialisering af transformationsfeltet til følge. Man kan måske
sige, at transformationsfeltet udgør fostret til koblingslegemet, hvis vækst
sker parallelt med væksten af den fysiske organisme, og hvis funktioner
kontrolleres og dirigeres derigennem, hvilket specielt formidles via den
sjælelige strukturs tyngdelegeme. Det betyder i praksis, at f.eks. et spædbarns
koblingslegeme er udviklet og ligner et spædbarns fysiske organisme, mens
koblingslegemet for den voksnes og det ældre menneskes vedkommende ligner
henholdsvis det voksne og det aldersprægede fysiske legeme.
Transformationsfeltet eller koblingslegemet er i lighed med det fysiske legeme
med andre ord underkastet vækst- og degenerationsprincippet.
Martinus oplyser i øvrigt, at
transformationsfeltet/koblingslegemet næres af bevidsthedslivet og åndedrættet
i forening, og at dets vekselvirkning med den fysiske organisme væsentligst
foregår via blodet og centralnervesystemet under ét. Derfor egentlig ikke så
mærkværdigt, at begreberne "psyche" (græsk) og "spiritus"
(latin) oprindelig er afledt af 'åndedræt', altså af den ånde vi ind- og
udånder, når vi trækker vejret. I øvrigt er netop finstofkroppen eller
koblingslegemet ofte blevet forvekslet med "sjælen". Men begrebet
"sjælen" eller "psyken" er i henhold til de kosmiske
analyser derimod identisk med overbevidstheden, også kaldet evighedslegemet, og
den sjælelige struktur, tilsammen kaldet Jegets totale parafysiske sanse- og
manifestationsredskab eller -apparat. Dette parafysiske redskab eller apparat
betjener sig i menneskets tilfælde sansemæssigt specielt af den sjælelige
strukturs følelseslegeme, medens det manifestationsmæssigt specielt er knyttet
til samme strukturs tyngdelegeme. De nævnte to legemer bør dog ikke opfattes
som separate organismer, men derimod som to strukturer i den fælles sjælelige
eller psykiske struktur. Men det vil i videre forstand sige, at psyken eller
sjælen, forstået som overbevidstheden eller Jegets evighedslegeme, aldrig nogen
sinde er uden tilknytning til et sanse- og manifestationsredskab i form af en
til formålet mere eller mindre tjenlig organisme eller et såkaldt legeme. (Note
23)
Som flere gange nævnt og omtalt, kan der i
henhold til ét-livs-teorien ikke være tale om, at det levende væsen selv har et
såkaldt evighedslegeme, kun om, at det så længe det lever, har en andel i Guds
evige overbevidsthed.
Lad os begynde med at konstatere, at begrebet 'døden' har to grundlæggende betydninger
i Martinus' Kosmologi. Dels hentyder det til "den kosmiske død", som individet bliver genstand for
under indviklingsprocessen fra parafysisk til fysisk tilværelse, hvor det
mister erindringen og dermed bevidstheden om sin egen udødelighed og om sit
guddommelige tilhørsforhold, og dels refererer begrebet til den 'død', hvorunder individets sjælelige
struktur sammen med det såkaldte "koblingslegeme"
frigøres helt fra den fysiske organisme, om end i begge tilfælde kosmisk
set kun midlertidigt.
Om det såkaldte "koblingslegeme" kan
her særlig fortælles, at det som objektivt procesfelt betragtet, består af en
blanding af parafysiske og fysiske energier (instinkt-, følelses- og
tyngdeenergi), og at det subjektivt betragtet fremtræder som en kopi eller dublet af den fysiske krop. Det sidstnævnte er baggrunden for, at
man inden for parapsykologien betegner koblingslegemet som "finstofkroppen" eller "dobbeltkroppen". (Note 1)
Den omstændighed, at koblingslegemet består af
en blanding af parafysiske og fysiske energier, hænger sammen med dets funktion
som et interaktivt forbindelsesled mellem den sjælelige struktur og den fysiske
krop. Grundet de store kvalitative forskelle mellem de to organismestrukturer,
er det ikke muligt at etablere en direkte forbindelse mellem disse, og det er
derfor her at det særlige 'blandingslegeme' kommer ind. Det fungerer nemlig i
praksis på én gang som 'transformator' af sanseimpulser fra det fysiske
hjerne-nervesystem til den sjælelige struktur og dermed til jeget, og af
bevidstheds- og viljesimpulser fra jeget og den sjælelige struktur til den
fysiske organisme. Sidstnævnte organisme har ifølge Martinus til primær opgave,
at betjene Jeget og dets bevidsthedsliv, for derigennem at bidrage til samme
Jegs erfaringsforøgelse og ikke mindst dets moralsk-etiske eller humane
udvikling. (Note 2)
Koblingslegemet og
"sølvsnoren"
Normalt er koblingslegemet tæt forbundet med
den fysiske krop, objektivt set nærmest som et elektromagnetisk felt i og omkring
denne, men under visse omstændigheder er det i stand til at 'løsgøre' sig fra
den fysiske krop gennem såkaldt 'projektion'. Herunder bevarer det forbindelsen
til denne krop via et slags parafysisk 'nervekabel', i parapsykologien kaldet "sølvsnoren", hvis variable
længde kan være fra nogle få centimeter til adskillige meter. Det sidstnævnte
er tilfældet under de såkaldte ud-af-kroppen-oplevelser, hvor koblingslegemet
f.eks. 'svæver' rundt i lokalet, medens det fysiske legeme sidder eller ligger
og sover, eller måske befinder sig i mere eller mindre bedøvet tilstand som
følge af hypnose, feber, narkose, alkohol- eller narkotika-påvirkning. Det
interessante er i den forbindelse, at koblingslegemet bevarer sin sanseevne og
forbindelse til den sjælelige struktur og dermed til Jeget, som normalt er i
stand til at registrere, hvad der foregår.
De nævnte 'projektioner' sker i reglen helt
spontant og uden at det pågældende individ har villet det, hvilket dog ikke er
ensbetydende med, at en 'projektion' ikke kan ske vilkårligt. Det kan den rent
faktisk, og tilmed på en måde, så at individet viljemæssigt i større eller
mindre grad kan dirigere koblingslegemet, som vedkommende ønsker og har lyst
til, om end med visse begrænsninger, der bl.a. er dikteret af "sølvsnoren"s
udstrækningsmuligheder.
Men uanset om en 'projektion' sker uvilkårligt
eller vilkårligt, vil koblingslegemet automatisk og normalt igen vende tilbage
til et tæt tilknytningsforhold til det fysiske legeme, når 'seancen', feberen,
bedøvelsen eller rusen er forbi. Hvorefter det atter kan genoptage sine normale
funktioner som interaktiv 'transformator'. (Note 3)
Koblingslegemet og
'døden's indtræden
Som det indirekte vil være fremgået af den
hidtidige beskrivelse af koblingslegemet, er dette opbygget af to 'energi-lag',
nemlig et parafysisk og et 'finstofligt' fysisk 'lag'. Denne omstændighed har
dels betydning for koblingslegemets funktion som interaktiv 'transformator'
mellem den parafysiske, sjælelige struktur og det 'grovstoflige' fysiske
legeme, men dels også i forbindelse med dødsprocessen, når denne på et eller
andet tidspunkt uundgåeligt indtræder i individets fysiske tilværelse. Denne
proces skal vi beskæftige os med i det følgende.
Enhver ved jo nok, hvad det vil sige, når nogen
eller noget dør, og særlig når det er et menneske, der dør. Hvad enten der er
tale om hjernedød eller hjertedød, og uanset årsagen eller årsagerne til dødens
indtræden, om denne sker pludseligt ved et ulykkestilfælde, eller langsomt og
gradvist som følge af ukontrollabel eller uhelbredelig sygdom, så ophører det
pågældende individ med at sanse og tilkendegive sig overfor sine fysiske
omgivelser. Kroppen ligger ubevægelig og efterhånden kold og stiv, med lukkede
eller halvtåbne, 'tomme' og stirrende øjne, medens den efterladte nærmeste
familie står rundt omkring dødslejet, mere eller mindre forstenede i sorg,
uforstående og måske angste overfor dødens uafvendelighed.
Men hvordan tager samme situation sig mon ud
fra den 'afdøde's synsvinkel, altså set 'indefra'? Ja, som forventeligt ifølge
Martinus' oplysninger herom, så reagerer døende mennesker meget individuelt og
forskelligt på 'døden's komme, lige fra at blive grebet af stor angst og frygt
for, hvad der herefter skal ske, over apatisk accept af det uafvendelige, til ligefrem
glæde og lykkefølelse over måske at blive befriet for uudholdelig smertelig
sygdom, ubodelig ensomhedsfølelse eller tabt livslyst som følge af vanskelige
og subjektivt set uoverkommelige livsvilkår. (Note 4)
Fælles for de
allerfleste, men især for mennesker med en mere eller mindre konsekvent og
rodfæstet materialistisk og ateistisk livs- og verdensanskuelse, betyder
dødsøjeblikket i henhold til Martinus og flere andre okkultister i første
omgang en stor og i reglen behagelig eller ligefrem glædelig overraskelse. Den
'afdøde' opdager nemlig til sin egen store overraskelse, at han eller hun slet
ikke er 'død', men fortsat er i stand til at tænke, føle og sanse sine
omgivelser. Og så længe vedkommende individs sjælelige struktur endnu er
forbundet med koblingslegemet, og dette på sin side endnu har en vis
tilknytning til det afdøde fysiske legeme via "sølvsnoren", kan det
'døde' individ fortsat opleve de reelle fysiske omgivelser. Det kan således
eksempelvis opleve situationen omkring sit eget dødsleje, og vil måske føle
medlidenhed med sin sørgende familie og venner, der med tårefyldte øjne
betragter den døde krop. Men den 'døde' har normalt ingen mulighed for at komme
i kontakt med eller give sig til kende overfor individer på det fysiske plan,
ligesom disse normalt heller ikke er i stand til at komme i kontakt med den
'afdøde', der jo nu befinder sig i det tilværelsesområde eller den grænsezone
til den virkelige parafysiske verden, Martinus betegner som "dødens første sfære".(Note 5)
Det er dog ikke alle nyligt 'døde', der oplever
en situation som den ovenfor beskrevne, og denne afbrydes da også efter kortere
eller længere varighed, idet "sølvsnoren" brister på et tidspunkt,
hvorved individets bevidste og
vilkårlige forbindelse med den fysiske verden normalt og i reglen afbrydes
totalt. Der kan dog fortsat være tale om en vis ubevidst og automatisk forbindelse mellem koblingslegemet og det
afdøde fysiske legeme, men om varigheden af denne forbindelse hersker der nogen
usikkerhed. Forskellige oplysninger fra okkult side kunne tyde på, at
forbindelsen kan vare dage, uger eller måneder, ja, måske endnu længere. Men i
henhold til Martinus, kan forbindelsen i al fald vare dage og uger efter dødens
indtræden, hvilket eksempelvis er årsagen til, at den 'døde' endnu er i stand
til at føle angst og smerte under kremeringen af vedkommendes afdøde fysiske
krop.
Når dette er tilfældet, hænger det bl.a. sammen
med, at den fysiske krop jo ifølge Martinus er et univers af levende mikroindivider, som skæbnemæssigt er organisk
knyttet til det makro-jeg, den 'døde's Jeg repræsenterer for disse.
Mikroindividerne, hvis organismer i form af den fysiske krops organer, celler,
molekyler etc., også er i stand til at føle smerte, 'dør' først efterhånden som
kroppens animalske dele naturligt nedbrydes og opløses. Disse mikroindivider -
og dermed også makro-jeget - er altså fortsat i stand til at føle smerte under
ligbrændingen, som for dem betyder pludselig og unaturlig død. Martinus sammenligner
disse ulykkelige mikroindividers situation med den situation et stort antal
mennesker må opleve, når de redningsløst fortabte omkommer under en storbrand.
Den 'døde' har derfor efter Martinus' opfattelse fortsat et ansvar for sit
afdøde fysiske legemes videre skæbne, som vedkommende i levende live burde have
truffet testamentarisk bestemmelse om karakteren af. Underforstået: ikke
ligbrænding. (Note 6)
I henhold til ét-livs-hypotesen kunne man i
stedet betegne denne 'sfære' som den første fase af dødsprocessen, den døende
kan opleve, hvilket vil sige, inden den døende er helt død. Det kan ikke med
rette afvises at være tilfældet, så derfor må man læse de herefter følgende
tekster med et vist forbehold, nemlig det, at disse tekster er skrevet på
baggrund af opfattelsen af, at den døende 'vågner' op i en åndelig
tilstandsform umiddelbart efter at forbindelsen ved døden er afbrudt med det
fysiske legeme. Dette kan jo ikke finde sted ifølge ét-livs-hypotesen, idet den
den nævnte ”åndelige tilstandsform” kun kan vare, så længe det fysiske legeme
fortsat er i live og en form for bevidsthed endnu forekommer.
Vi fortsætter derfor her en beskrivelse af
dødsprocessen, sådan som denne skildres i Martinus' kosmologi. Allerede inden
forbindelsen med det afdøde fysiske legeme er afbrudt helt, må den 'døde'
omstille og indstille sig på en tilværelse af en vis varighed i den
semi-parafysiske tilstandsform, som forekommer i "dødens første
sfære". Denne er karakteriseret ved at være både åndelig (parafysisk) og
fysisk i kraft af den sjælelige strukturs fortsatte tilknytning til
koblingslegemet, som derfor er medbestemmende vedrørende indholdet og
karakteren af individets aktuelle livsoplevelse.
Individets livsoplevelse i den første sfære
efter dødens indtræden, varetages nu i forening af den sjælelige strukturs
følelseslegeme og tyngdelegeme i et vist samarbejde med koblingslegemet, idet
dagsbevidstheden sansemæssigt set er overført på følelseslegemet, medens
tyngdelegemet står for den udadrettede aktivitet, manifestationsfunktionen.
Imidlertid 'træder' individet ved sit fysiske legemes død ikke ind i en verden
eller tilværelsesform, der er lige så solidt 'objektiv', som tilfældet er med
den fysiske rum-tids-dimensionelle afstands-verden, det lige har forladt. Den
åndelige eller parafysiske tilstand, som individet nu befinder sig i, opleves
ganske vist også som rum-tidsdimensionel, men på en helt anderledes og i øvrigt
subjektivt betinget måde.
Det nævnte forhold
hænger primært sammen med den omstændighed, at de parafysiske energier eller
stråleformede materier er usynlige, lette og flygtige, og de følger desuden
deres helt særegne lovmæssigheder, af hvilken årsag de derfor er nemmere at
manipulere, end tilfældet er med de fysiske energier og materier. De
parafysiske energier eller materier er nemlig underlagt den form for
lovmæssighed, der bevirker at de automatisk og prompte adlyder og former sig
efter individets bevidste så vel som ubevidste mindste tanke, idé,
forestilling, begær, ønske og vilje. Det indebærer samtidig, at den parafysiske
materie straks ved individets indtræden i dødens første sfære former sig efter
de forestillinger om sig selv og sin omverden, som Jeget i løbet af måske et
langt fysisk liv har vænnet sig til at betragte som "sin verden".
Disse forestillinger ligger jo opbevaret i form af et 'mønster' eller
'kompleks' af erindringstalentkerner i individets skæbneelement i
overbevidstheden. I dødens første sfære 'projiceres' dette
vaneforestillingskompleks af en "verden" automatisk straks 'ud' i den
parafysiske materie, som antager form af rum-tidsdimensionelle fænomener, der
af individet opleves som dets 'omgivelser'. (Note 7)
De nævnte 'omgivelser'
kan tilmed i så høj grad ligne dé fysiske omgivelser, som individet kort forinden
har fået afbrudt forbindelsen med, at vedkommende måske ikke umiddelbart
opdager forskellen eller den i virkeligheden totale forandring, der er sket i
dets liv. Både ifølge Martinus og parapsykologien gives der eksempler på, at et
individs kontakt med sit fysiske legeme er blevet afbrudt så pludseligt og
uventet, at den pågældende ikke i første omgang selv er klar over situationen.
En sådan situation kan f.eks. forekomme ved blodpropper, hjerneblødninger,
ulykkestilfælde eller under krigshandlinger, hvor et menneske bliver skudt med
øjeblikkelig død til følge. Der findes okkulte beretninger om soldater, som
gennem medier har kunnet fortælle i nutid om, at de er blevet skudt med
øjeblikkelig død til følge, men at de blot oplevede dette som at blive slået
omkuld. Men snart efter var de i stand til at rejse sig igen og fortsætte
kampen eller fremrykningen side om side med deres kammerater, indtil det gik op
for dem, at der var et eller andet galt fat med situationen.
Men mennesker, der dør
under mindre dramatiske omstændigheder, vil heller ikke i alle tilfælde være
klar over, at de ikke længere befinder sig i den fysiske krop og dennes
omverden. De oplever det måske kun, som om de har sovet eller på anden måde
været midlertidigt fraværende, for når de 'vågner', synes 'verden' jo at se
præcis sådan ud, som den hele tiden har gjort. Det er først efterhånden og når
de pågældende kommer i en bestemt situation, der mere eller mindre tvinger dem
til at indse, at de ikke længere er bundet til den fysiske krop og dens
omverden. (Note 8)
Den omtalte situation hentyder til det forhold,
at individet efterhånden føler det trættende og kedsommeligt med den evindelige
gentagelse af dets tilvante hverdagsrutiner. Det opdager også snart, at de
mennesker, som det til "daglig" omgiver sig med, reagerer
'robotagtigt' og uselvstændigt, nemlig i medfør af, at disse jo faktisk kun er
'projektioner' af dets egne bevidste tanker, følelser og erindringer, men i nok
så høj grad af dets ubevidste, automatisk fungerende vaneforestillinger. Men
individet er i den situation ligesom fanget i sit eget tankespind, sådan som
tilfældet også er i drømmetilstanden, særlig under mareridt, og kan normalt
ikke selv opløse eller frigøre sig fra dette, hvor meget det end ønsker eller
vil det. Til sidst føler individet sig totalt klemt inde, isoleret og ensom i
sit selvskabte mentale fængsel, der nærmest føles som et rent helvede, og her
fyldes det mere og mere af sort fortvivlelse og desperation. Da er det, at
individet som sidste udvej anråber eller beder den ukendte magt eller instans,
som det måske ikke hidtil har troet på eksistensen af, om trøst og hjælp til at
blive befriet for sin uudholdelige situation.
Dødens første sfære som
"helvedes-" eller "skærsildszone"
Den netop beskrevne
situation er baggrunden for, at Martinus i øvrigt opdeler dødens første sfære i
to afdelinger eller zoner, nemlig henholdsvis en"helvedes-" eller "skærsildszone"
og en "paradiszone", hvilken
sidstnævnte vi skal se på om lidt. Men såvel helvedeszonens som paradiszonens
forekomst, hænger ifølge Martinus sammen med individets etisk-moralske habitus
og øvrige mentale kvalifikationer, kort sagt med dets karakter og begavelse.
Individets religiøse tro, ikke-tro eller ligefrem vantro (ateisme), dets livs-
og verdensanskuelse, hvad enten denne er idealistisk eller materialistisk,
spiller også en rolle i sammenhængen. Det siger derfor næsten sig selv, at det
fortrinsvis er ikke-troende og vantroende, ateistiske og materialistiske
mennesker, der har størst risiko for at havne i en
"helvedes-situation". Det kan dog også ske for religiøse mennesker,
hvis skyldbevidsthed og angerfuldhed kredser om deres eget selv og midlertidigt
holder dem fangne i denne lidelsesfulde situation. Men især gælder det for
religiøst fanatiske og fundamentalistiske mennesker, der i den fysiske verden
har optrådt intolerant og fordømmende overfor anderledes troende og tænkende,
og som måske fortsætter denne adfærd i deres egen selvskabte lilleverden efter
døden. Først når individet har fået nok af sin uhyggelige situation, som det
ikke selv magter eller evner at befri sig fra, og derfor er indstillet på hjælp
'udefra', sker der en afgørende forandring for det pågældende individ, hvilket
vil fremgå lidt senere nedenfor. (Note 9)
Dødens første sfære som
"paradiszone"
Som nævnt ovenfor, findes der ifølge Martinus
også en anden og helt anderledes afdeling af dødens første sfære, som han
kalder for"paradiszonen". Den
er i lighed med helvedeszonen i bund og grund et produkt eller resultat af
individets egen etisk-moralske habitus, karakter og øvrige begavelse, samt af
dets religiøse tro eller human-idealistiske eller spiritualistiske opfattelse.
På grundlag heraf oplever dertil særligt egnede individer umiddelbart dødens
første sfære som en slags paradistilstand, hvori de får opfyldt de fleste af
deres ideelle religiøse ønsker og forhåbninger, som i reglen viser sig at være
forbundet med bestemte materielle begær og forestillinger. Andre individer, som
ikke er religiøst troende, men måske til gengæld humane og tolerante, og som
stiller ideale krav til social, økonomisk og kulturel retfærdighed og
ligestilling mellem kønnene og menneskene i det hele taget, oplever måske at se
deres idealer og drømme virkeliggjort under deres midlertidige ophold i den
første dødssfæres paradiszone.
Men uafbrudt at få opfyldt alle sine ideale
ønsker og forhåbninger, og alle sine materielle ønsker og begær, uden
forhindringer af nogen som helst art, er i længden så trættende, kedsommeligt
og uinspirerende, at det i praksis lige så meget er et mentalt fængsel, som
tilfældet er for individerne i helvedeszonen. Dette "paradis-fængsel"
kan individet normalt heller ikke slippe ud af ved egen hjælp, men for de
troendes vedkommende bliver bønnen til Gud om hjælp derfor deres 'redning'. For
de human-idealistiske mennesker, som almindeligvis ikke tror på den
autoriserede Gud, stiller situationen sig lidt anderledes. En del af disse
føler sig dog overbeviste om eksistensen af en højere kraft eller magt, og
under det psykiske pres og den magtesløshed de til sidst føler, retter de deres
tanke og håb om befrielse til denne magt.
Som tidligere nævnt, beror individets
oplevelser i begge afdelinger af dødens første sfære på det forhold, at den
stråle- eller vibrationsformede såkaldte parafysiske energi- eller
materiestruktur, automatisk og umiddelbart former sig efter individets bevidste
tanker, idéer, forestillinger, ønsker og vilje, så vel som efter dets ubevidste
begær og vaner. Men da individets sjælelige struktur organisk set samtidig
endnu er forbundet med koblingslegemet eller finstofkroppen, der jo som oplyst
består af to 'energi-lag', et parafysisk og et fysisk 'lag', præger denne
situation naturligvis også livsoplevelsen. Nemlig på den måde, at det til en
vis grad er indflydelsen fra koblingslegemet, der medvirker til at fastholde
individet i dets fysiske vaneforestillinger, og dermed i dødens første sfære.
(Note 10)
Individets situation i den første sfære efter
døden, er i princippet sammenlignelig med dets situation under søvnen og
drømmetilstanden. Søvntilstanden kaldes da også for ”den lille død”. I drømme
oplever individet i reglen sig selv i mere eller mindre vante og tilsyneladende
fysiske omgivelser, lige som f.eks. ægtefælle, familiemedlemmer, venner,
bekendte og eventuelt kæledyr, eller måske helt fremmede personer, optræder med
den største selvfølgelighed og som om de er de ’rigtige’ personer. At de ikke
er det, ved vi først, når vi vågner og konstaterer, at de livagtige personer i
drømmen, bare var ’drømme-personer’. Den indbyrdes kommunikation med dem i
drømmen, var kun en envejs-kommunikation, for de pågældende reagerede og
handlede som en slags ’marionetter’, ubevidst frembragt og dirigeret af det
drømmende individs egen bevidsthed. Den afgørende forskel mellem individets
drømmetilstand og dets bevidsthed i den første sfære efter døden, er i henhold
til Martinus den, at der i sidstnævnte tilfælde består en mulighed for, at
individet reelt kan kommunikere, dels med fysisk levende individer og dels med
andre, ’afdøde’, individer i den første sfære.
Den parafysiske verdens
'hjælpekorps'
Imidlertid er der ifølge Martinus hjælp at
hente for de nødstedte individer i dødens første sfære, idet den parafysiske
verden i kraft af Guds alkærlighed, alvisdom og almagt er så viseligt
indrettet, at der også her findes en slags 'rednings- eller hjælpekorps'. Dette
'korps', som reelt set er Guds særlige organer, består af et hierarki af højt
kvalificerede og specialuddannede individer, som af menneskekærlige grunde
frivilligt stiller sig til rådighed som psykologiske 'redningsfolk' eller
psykiatriske 'hjælpere', der til enhver tid holder sig parate til at træde til,
når individerne i dødens første sfære har behov for hjælp til at klare sig ud
af den penible situation, hvori de i en vis forstand – om end ubevidst for dem
selv - har bragt sig selv.
Medlemmerne af den parafysiske eller åndelige
verdens 'redningskorps' betegnes i religiøs og okkult terminologi almindeligvis
som "skytsengle" eller "skytsånder", betegnelser, der
både er dækkende og karakteriserende for deres natur og funktion. De opfattes i
reglen som 'engle' eller 'ånder', der på forskellige måder har til opgave at
beskytte, hjælpe, advare og vejlede mennesker, dels i den parafysiske verden og
dels i den fysiske verden. Det har været og er fortsat blandt troende kristne
almindeligt at forestille sig engle og ånder som udødelige, bevingede væsener.
Det sidstnævnte hænger formentlig oprindelig sammen med, at begrebet 'vinger'
blev opfattet som symbol på en bevægelsesfrihed, der ikke kun ligner men
overgår fuglenes, og som man - ifølge Martinus med rette - tillagde og
tillægger engle og ånder. Men i virkeligheden har åndelige væsener, skytsengle
eller blot engle, ikke brug for fysisk set nødvendige flyveredskaber eller
–organer som f.eks. vinger, men er helt anderledes frit stillet med hensyn til
bevægelsesfrihed.
Som flere gange omtalt, er den parafysiske
verden nemlig især karakteriseret ved at være en tilstandsverden, hvilket bl.a. betyder, at der her ikke er tale om
at tilbagelægge rumlige eller tidsmæssige afstande, for at komme i kontakt med
andre individer, lokaliteter og ting, sådan som tilfældet er i den fysiske
verden. I modsætning hertil benytter man sig i den parafysiske verden af en
slags "psykokinese", hvorved
forstås en psykologisk evne til at øve indflydelse på en person, en hændelse
eller genstand udelukkende ved tankens kraft. Desuden opnås personlig kontakt
gennem brug af"resonans-princippet",
hvilket i praksis vil sige den 'teknik', der består i, at et legeme i
svingninger frembringer lignende svingninger i et andet legeme.
Det betyder med andre ord, at så snart et
parafysisk individ, hvad enten det drejer sig om et medlem af 'redningskorpset'
eller en almindelig 'indvåner', vil hjælpe eller blot opsøge et medvæsen og
derfor ønsker kontakt med vedkommende, opnås denne kontakt via psykokinese
og/eller resonansteknik i samme øjeblik, som
koncentrationen og ønsket eller tanken herom er etableret i åndens eller
hjælpeåndens bevidsthed. Dette forhold gælder uanset om det individ, der blot
søges kontakt med, eller som har behov for hjælp, befinder sig på det
parafysiske eller det fysiske plan. (Note 11)
Men hvor godt og smukt det end lyder med den
åndelige verdens hjælpekorps i form af såkaldte 'engle' eller 'skytsånder', så
hører disse åndelige væsener desværre ikke hjemme indenfor ét-livs-hypotesens
rammer. Det gør derimod det hjælpekorps vi herefter kort skal omtale:
Den fysiske verdens
hjælpekorps
Imidlertid viser livet eller tilværelsen
uimodsigeligt, at der som nævnt forekommer tilfælde, hvor mennesker kommer ud
for at opleve ubehagelige, smertelige og ligefrem tragiske personlige
situationer eller forhold, som det er vanskeligt eller umuligt at finde
forklaringer på årsager til i individets eget nuværende liv. Og hvor det
forekommer usandsynligt, at årsagerne skulle ligge i et eller flere tidligere
liv i fortiden. I den specielle sammenhæng henviser Martinus til forekomsten af
Skytsengle- eller skytsåndsprincippet eller -institutionen, som i henhold til
hans analyser fungerer som en repræsentation af selve Guddommens omsorg for
sine skabninger, mere præcist i de tilfælde, hvor individet, som nævnt, kommer
ud for situationer og forhold, som dettes skæbne så at sige ikke gør det
berettiget, at individet skal opleve og gennemleve. (3)
Denne forklaring kan man naturligvis forholde
sig til, som man vil eller synes, men personligt har jeg vanskeligt ved at
forstå og dermed også at acceptere den som gyldig. For tænk bare på det enorme
antal – og vel at mærke egnede - skytsånder eller -engle, der skal til, for at
imødekomme behovet for hjælp, f.eks. i form af behandling, trøst og/eller
vejledning, til anslået omkring 7 milliarder mennesker på jordkloden! Dertil
kommer dyrene, i forbindelse med hvilke Martinus nævner, at dyrenes
dødsangstskrig, idet de angribes og dræbes af et andet eller flere andre dyr,
udviklingsmæssigt set er begyndelsen på begrebet og fænomenet bøn. (4)
I den sammenhæng afhjælper det heller ikke
situationen væsentligt, at der også findes professionelle og såkaldt 'fysiske
skytsengle', nemlig i form af f.eks præster, psykologer og psykiatere, som
vitterligt konstant udøver megen hjælp og vejledning til syge og plagede
mennesker. Eller den store skare af læger og sygeplejersker og andet plejepersonale,
der verden over dagligt året rundt gør, hvad de evner og formår, for at hjælpe
og i bedste fald helbrede deres patienter.
Med noget der ligner god vilje, kunne man måske
forstille sig, at ”det åndelige hjælpekorps” i form af skytsånder eller skytsengle,
er organiserede og fungerer på principielt samme måde, som de ovenfor netop
nævnte præster, psykologer, psykiatere, læger, sygeplejersker og andet
plejepersonale.
Men i mange – de allerfleste? - tilfælde viser
kendsgerningerne, at langt fra alle menneskene eller dyrene bliver hjulpet, men
tværtimod ubønhørligt og uhjælpeligt går deres angst- og smertefulde skæbne
imøde. Dette gælder både de forfulgte og angrebne vilddyr i naturen og de
tamdyr, som mennesker pr. tradition dræber og slagter i millionvis hvert eneste
år. Og ikke at forglemme de mange mennesker, soldater så vel som civile, der
såres fysisk og/eller psykisk og lemlæstes, og som omkommer under krige og
krigslignende tilstande. Men menneskene overgår langt dyrene, når det gælder
dræbende tendenser og adfærd. Tænk bare på Nazi-Tysklands umenneskelige
behandling og drab af jøder i kz-lejrene, både før og især under Anden
Verdenskrig, hvor angiveligt omkring 6 millioner jødiske mænd, kvinder og børn
omkom af underernæring og overanstrengelse under tvangsarbejde, og derefter
blev gasset ihjel og brændt til aske i krematorierne, eller, som det skete for
mange døde fanger, smidt i massegrave og dækket med kalk og jord. For slet ikke
at tale om de i princippet og i praksis omtrent lignende forbrydelser mod
mennesker, der foregik i Sovjetunionen efter den kommunistiske revolution i
1917.
Det helt store og problematiske spørgsmål er
her, i hvert fald set fra mit måske ukvalificerede synspunkt, om begrebet og
fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at
være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller lovbundet følgevirkning af
i hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet? -
Det er dette spørgsmål, der, som en følge af
min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min
forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige
verdensbillede. Personligt har jeg alligevel ikke noget problem med at droppe
påstanden om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min
bedste opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det i øvrigt basale i det
nævnte verdensbillede.
I vor oplyste tid må de fleste formodes at
vide, hvad gener er for nogle højst forunderlige og uhyre vigtige fænomener.
Men for alle tilfældes skyld skal her kortfattet refereres, hvad der nærmere
kan og skal forstås ved begreberne genetik og genealogi. Genetik er betegnelsen
på studiet af biologisk arv og arveligheds-mekanismer. Selvom ordet
'mekanismer' er lidt malplaceret i forhold til levende materier. Genealogi er
studiet og læren om slægtsforskning.
De fleste oplyste mennesker vil vide, at
generne er enheder for den biologiske arv, og at disse befinder sig på kromosomerne
og består af informationer, der er kodet i form af DNA, en forkortelse af – pyh
ha! - den DesoxyriboNuklein-Acid
(syre), der opbygger generne. Mennesket har normalt 46 kromosomer, hvoraf 2 er
kønskromosomer og 22 par er homologe autosomer, hvilket vil sige
overensstemmende selvstyrende kromosomer. Mænds kønskromosomer benævnes XY og
kvinders XX. Summen af en organismes genetiske information kaldes genotypen,
altså det biologiske anlægspræg, som er bæreren af arvemassen eller genomet.
Summen af organismens karakteristika kaldes fænotypen, det vil sige, resultatet
af individets arvelige anlæg, og denne og dette bestemmes delvis af genotypen
og delvis af ydre årsager.
Et gen er en udelelig enhed, der – som nævnte
ovenfor - oftest findes i dobbelt besætning, som kan lokaliseres til en bestemt
plads på et kromosom. Denne konstatering skyldes, at forskerne på et tidspunkt
havde fået indblik i cellernes finstruktur og især i kromosomernes forhold, en
indsigt og viden, som satte en hurtig udvikling af arvelighedsforskningen eller
genetikken i gang, for alvor begyndende omkring år 1900.
Som det indirekte fremgår af det ovenfor
omtalte, er vi med generne kommet meget tæt på tilværelsens grundelementer:
atomer og elementarpartikler, og dermed også på, hvor den tilsyneladende
hårfine 'grænse' går mellem den fysiske og den psykiske natur. En del tyder på,
at denne 'grænse' er 'flydende', forstået på den måde, at der egentlig ikke er
tale om et modsætningsforhold, en dualisme, mellem ånd og materie, men snarere om
et identitetsforhold, sådan som renæssance-filosoffen Giordano Bruno
(1548-1600) og barok-filosoffen Baruch Spinoza (1632-1672) hævdede og som en
nutids-tænker som Martinus (1890-1981) ligeledes er talsmand for. Ifølge
d'herrer er ånd en 'forlængelse' af materien og denne en 'forlængelse' af ånd,
eller rettere sagt: ånd og materie er to udtryk for den samme til grund
liggende virkelighed, som er det guddommelige Alvæsen, hvis egennatur af gode
grunde så at sige er hævet over, hvad vi som menensker er i stand til at kunne
afgøre.
Men tilbage til omtalen af generne:
Menneskets komplette genom, altså samtlige de i
cellekernen tilstedeværende arveanlæg, også kaldet kromosomsæt, kendes ret
detaljeret og består af sekvenser på i alt 3,2 milliarder DNA-basepar. Mange
geners funktion kendes i detaljer og forklares biokemisk via proteinsyntese.
Sidstnævnte er den proces, hvorunder proteiner bliver dannet ud fra aminosyrer.
Når denne proces foregår i en celle kaldes den en proteinbiosyntese. Proteiner
kan i øvrigt også fremstilles via en kemisk syntese, hvilket kaldes
peptidsyntese.
XY-kromosomer gør mænd modtagelige for visse
arvelige sygdomme, der sidder på X-kromosomet, hvilket f.eks. gælder farveblindhed.
Men selv om dette anlæg er recessivt, altså vigende, vil det ikke komme til
udtryk i fænotypen, hvis der er et tilsvarende raskt gen til stede. Kvinder
skal have to gener, der koder for farveblindhed, før det kommer til udtryk i
fænotypen, mens mænd kun skal have et.
En genetiker er en forsker, der arbejder med
arvelighedsforskning, hvor man bl.a. søger at bestemme, hvilke dele af
arvemassen, der styrer dannelsen af bestemte proteiner, som f.eks. hæmoglobin.
Desuden søger man at regulere vækst og udvikling hos fosteret og spædbarnet,
f.eks. dannelsen af øjne, ligesom arvemassen indeholder anlæg for bestemte
adfærdsmønstre, som eksempelvis barnets gangrefleks. Genetikere er også ofte
rådgivere for mennesker og/eller familier med arvelige sygdomme, hvor man er i
stand til at påvise sandsynligheden for at få raske eller syge børn.
Både human og almen genetik rummer konsekvenser
for emner af udpræget følelsesladet karakter, så som politiske og etiske
implikationer, der er opstået som en følge af den efterhånden større erfaring
og viden omkring mulighederne for at manipulere og forme naturen og menneskets
krop og psyke.
En særlig gren indenfor biologien er
molekylærbiologien, på principielt tilsvarende måde har man i genetikken
molekylærgenetikken, hvis opgave er at udforske og beskrive de molekylære
mekanismer – der var ordet 'mekanisme' igen! - som er involveret i at
videreføre den genetiske information fra modercelle til dattercelle og dermed
indirekte fra forældre til afkom. Molekylærgenetikken beskriver også
vedligeholdelsen af den genetiske information, deriblandt også reparation af
spontane skader i cellens DNA.
Der findes desuden også transmissionsgenetikken
og populationsgenetikken. Den førstnævnte forsker i nedarvningen af egenskaber
fra forældre til afkom, og herunder også sammenhængen mellem nedarvningen af
forskellige gener og mellem forskellige egenskaber. Et eksempel på nedarvning
af en kvantitativ egenskab er menneskers højde. De fleste kvantitative
egenskaber påvirkes af genotypen i mange gener foruden af miljøet. En
kvalitativ egenskab kan f.eks. være begavelse eller anden mental evne eller
disposition.
Populationsgenetikken forsker i og beskriver
udviklingen af populationers, altså befolkningers, genetiske sammensætning som
følge af naturlig selektion, migration, mutation, tilfældige forandringer og
andre mekanismer, som forårsager ændringer i populationers genetiske
sammensætning over tid. Populationsgenetik spiller en stor og vigtig rolle for
både evolutionslæren og for forædling af både dyr og planter.
Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er
spørgsmålet om arvelighed naturligvis af en ganske særlig interesse, nemlig
fordi, hvor meget af et individ er arv og miljø og hvor meget er samme individs
egen fortjeneste? - Svaret vil nok være, at det et menneske er og fremtræder
som, er en blanding af de nævnte elementer. Men at et menneske selv tilegner
sig færdigheder og evner af forskellig art, må være udenfor al tvivl. Se
nærmere herom under omtalen af organtalentkerner og erindringstalentkerner.
Med især det menneskelige legeme er der tale om
et nok så forunderligt psykofysisk fænomen i form af det produkt eller
resultat, der er en følge af cellernes, kromosomernes og genernes funktioner og
virksomhed. Man behøver ikke at gå så langt, for at finde et nærliggende
eksempel på livets forunderlighed, tilmed lige her og nu, midt i hverdagen!
Men hvori består hverdagslivets mirakel eller
under i grunden mere præcist, set i nutidsperspektiv? - Jo, svaret er for så
vidt ret enkelt, for det består kort og godt i, at 'noget' i det hele taget er
til og dernæst i den måde, hvorpå dette 'noget' er indrettet og er til på. Ikke
mindst i form af naturlovene og i nok så høj grad de lovmæssigheder, som
vismanden Martinus betegner som ”de kosmiske skabe- og oplevelsesprincipper”.
Disse især viser, at der er en fuldkommen logisk plan- og hensigtsmæssighed i
alle iagttagelige og kendte livsprocesser, fra de fantastiske
elementarpartikler, atomer, molekyler og celler i mikrokosmos over organer og
mangfoldigheden af organismer i, hvad der kan kaldes mellemkosmos, og til
planeter, måner, sole, solsystemer og de vældige galakser i makrokosmos. Tilmed
et makrokosmos, som 'kun' er makrokosmos oplevet i menneskeperspektiv. Samme
kosmos kan sagtens tænkes at være mikrokosmos i et endnu større makrokosmos og
sådan videre i det grænseløse verdensalt, alt og alle eksisterer i og er med
til at udgøre og opretholde.
Ja, men hvor finder man da underet i hverdagen?
- Svaret er, at det er lige for næsen af dig! Eller rettere sagt: Din egen næse
er en del af dette under. Tænk bare, hvilket forunderligt organ den er, sådan
som den er indrettet og fungerer fra naturens side. Og tænk så videre over hele
ansigtets og hovedets og hele kroppens anatomi og diverse fantastiske
fysiologiske processer.
I ansigtet er der jo ud over næsen også så
væsentlige organer som munden med tænder, tunge, gane og - ikke mindst – noget
så fantastisk som øjnene og disses funktioner. Dernæst ørerne og de indre høreorganer,
som i lighed med øjnene via nerver og nervebaner har forbindelse til hver deres
centrer i et af naturens mest forunderlige og i mange tilfælde nødvendige og
uundværlige organer: Hjernen. Det er jo dette i grunden mærkværdige organ, jeg
bruger i dette øjeblik, hvor jeg sidder bag computerskærmen og tænker,
formulerer og taster bogstaver, ord, sætninger osv., alt sammen efter en forud
lagt plan, så alt tilsammen giver mening. Men hvordan det skrevne opfattes af
læseren, ja, det er faktisk noget andet og beror på vedkommendes alder, mentale
forudsætninger såsom intelligens, opfattelses- og forståelsesevne. Der er jo
blandt andet noget, der hedder at kunne misforstå eller slet ikke forstå.
Og tænk så, at alt dette er fremkommet ved, at
en ægcelle og en sædcelle har forenet sig, sådan som disse er forud beregnet
til, i bedste tilfælde efter et vellykket samleje mellem en kvinde og en mand!
Kun få synes virkelig at tænke dybere over dette. Først og fremmest over de to
køn og dannelsen af ægcelle og sædcelle i henholdsvis kvindens æggestokke og i
mandens testikler. Dannelsen af cellerne med kromosomer og gener, er en
eventyrlig proces for sig. Derefter ægløsningen og ægcellens vandring gennem
æglederen til livmoderen, i hvis slimhinde ægcellen under normale forhold
lejrer sig. Og sædcellens modning i testiklen, klar til normalt under mandens
og kvindens intime samleje at blive affyret ind i kvindens skede og finde vej
til livmodermunden og ind i livmoderen og frem til forening med ægcellen. Den
proces, der derefter under normale omstændigheder finder sted, nemlig den
forenede æg- og sædcelles sammensmeltning og den påfølgende vækst i form af
celledeling og differentiering til dannelsen af den kommende organismes mange
forskellige specialorganer med specialfunktioner. En vækst og specialisering,
som uden forbehold – og vel at bemærke under normale forhold – vil kunne
karakteriseres som et virkeligt og nærmest mirakuløst under.
For hvad er det for kræfter og lovmæssigheder,
der i de ovenfor nævnte tilfælde er i spil? - Det har den videnskabelige
biologi og kemi sine udmærkede svar på, men disse svar drejer sig kun om, hvad
der rent fysisk-kemisk foregår og hvordan, men ikke om det dybereliggende
filosofiske eller åndsvidenskabelige spørgsmål om hvorfor? - Det sidstnævnte
spørgsmål: ”hvorfor?” forudsætter nemlig, at der ligger en bevidst plan eller hensigt til grund for processerne, og bevidst
plan og hensigt forudsætter et bevidst 'noget', der har denne plan og hensigt.
Ganske vist foregår en væsentlig del af de
nævnte processer som autonomt instinktstyrede, men det ændrer ikke ved, at der
er tale om en overordnet plan- og hensigtsmæssighed. Her vil naturvidenskaben
naturligvis svare, at det er de kræfter og lovmæssigheder, som skyldes
evolutionen, der ligger til grund for, at processer er autonomt
instinktstyrede. Hvilket selvfølgelig er rigtigt nok. Men man kunne så stille
spørgsmålet: Hvad er det, der har bestemt evolutionen, altså dette, at noget
udvikler sig, tilmed i en eller flere bestemte retninger? - At noget udvikler
sig i bestemte retninger og dermed ikke er et udtryk for blind tilfældighed,
kan da kun betyde, at der må eksistere 'noget', som har bestemt eller bestemmer
den eller de retninger, evolutionen i kraft af sine iboende kræfter og
lovmæssigheder, skulle og måtte bevæge sig i.
Hverken naturvidenskabelige forskere eller vi
amatør-filosoffer kommer udenom at måtte acceptere, at der eksisterer et
overordnet 'noget' med bevidsthed, hensigt og vilje. Hvad man så i øvrigt vil kalde
dette 'noget', er egentlig mindre vigtigt. Men man kunne jo f.eks. vælge bare
at kalde dette 'noget' for ”Et Noget”, idet man samtidigt husker på de
attributter eller kvalifikationer, dette ”Noget” besidder eller er udtryk for.
Det ældgamle og gode udtryk og ord ”GUD” har
den ulempe ved sig, at det er belastet af alle mulige og umulige fordomme og
ikke mindst af en hel del overtro. Desuden findes der tilsyneladende mange
nutidsmennesker, som vender ryggen til eller ligefrem tager afstand fra begreberne
om en Gud, som de blandt andet synes er en anakronisme i vor moderne tid.
Derfor har den ateistiske, materialistiske livs- og verdensopfattelse længe
haft særdeles gode eksistensbetingelser, faktisk lige siden oplysningstiden i
1700-tallet, midlertidigt afbrudt af romantikkens idealistiske idéer og
forestillinger de første tredive år af 1800-tallet. Men igen og i næsten højere
grad fik den ateistiske, materialistiske livs- og verdensopfattelse en slags
renæssance i og med naturalismen og realismen i sidste halvdel af 1800-tallet
og faktisk foreløbig fortsat i nutidens dybt ateistiske, materialistiske livs-
og verdensopfattelse, som det er lige før, at denne er blevet til et dogme.
Men med omtalen tidligere ovenfor, er vi blandt
andet stødt på det i og for sig mærkværdige, at der stort set hos alle
dyrearter og ikke mindst hos menneskene forekommer to køn, som er
forudsætningen og betingelsen for slægtens videreførelse. Hankøn og hunkøn er
biologisk, anatomisk og fysiologisk indrettet til at bidrage til at formere
slægten. Også selvom forplantningsprocessen i nyere tid ikke nødvendigvis
behøver at foregå ved, at mand og kvinde har samleje med hinanden, men kan
foregå ad kunstig vej. Om dette forhold med de to køn kan her fortælles følgende,
som er lånt fra min artikel H1-08. Introduktion til ”Det
seksuelle polprincip”:
(Citat) I foregående afsnit blev det bl.a.
omtalt, at Guddommen og det levende væsen (også kaldet "gudesønnen",
et udtryk der refererer til begge køn, jævnfør f.eks. med lignelsen om den
fortabte søn), eksisterer i hinandens billede ("skabt i Guds billede efter
hans lignelse"). Det blev også nævnt, at Guddommen samtidigt udgør højeste
eller øverste instans i et kosmisk-organisk forhold, der har karakter af et
forældre-barn forhold, idet Gud udgør den primære og højeste repræsentant for
forældre- og beskyttelsesprincippet. (Note 1)
Vi blev også gjort bekendt med, at dette princip
udgør en variant af verdensgenløsningsprincippet, der i praksis blandt andet
tilkendegiver sig i form af den guddommelige suggestion, som er den 'hånd', Gud
har rakt ud i form af såkaldte verdensgenløsere (f.eks. Moses, Buddha, Jesus,
Muhammed, og disses præster og missionærer), for at føre og vejlede individerne
gennem visse stadier i den kosmiske involutions- og evolutionsproces, hvor
væsenerne ikke selv har evne til at opleve det virkelige livs store eventyr.
Det 'eventyr', hvori Gud 'taler' og 'kommunikerer' med hvert enkelt levende
væsen i form af det daglige livs fænomener, vilkår, hændelser og forhold. (Note
2)
Religionerne, der er følelsens og troens
udtryk, er derfor i det evige forældre-barn forhold udtryk for den guddommelige
"Moder", mens videnskaben i det samme forhold er udtryk for den
guddommelige "Fader". Som det indirekte ses heraf, er "Fader- og
Moderprincippet" i virkeligheden ét, idet Gud i sig selv udgør en forening
af disse to principper. Gud er derfor på samme tid både de levende væseners
evige Fader og evige Moder. Man burde derfor i bønnen rettelig tiltale Gud med
ordene "evige Fader-Moder, Gud!"
Det guddommelige Fader-princip er udtryk for
Guddommens højeste instans, Jeget, lige som det guddommelige Moder-princip et
udtryk for "Moderenergien" dvs. "overbevidstheden", medens
"det skabte" eller "underbevidsthedsregionen" med det
psykiske kraftfelt og dermed al livsoplevelse, er udtryk for
"afkommet" eller "barnet".
Som det i hvert fald indirekte vil være
fremgået af det netop sagte, er Guds 'dobbelt-position' som evig Fader-Moder,
udtryk for et kønsligt forhold, dvs. et forhold mellem det maskuline (fader)
princip og det feminine (moder) princip. Gud repræsenterer altså samtidigt
begge køn. Begrebet "køn" hedder på latin sexus, som betyder køn
eller kønslig. Deraf udtrykkene seksual, seksuel.
Eftersom principperne "maskulin", af
latin maskulinum, af mas: væsen af hankøn, og "feminin", af latin
femininum, af femina: væsen af hunkøn, i en vis forstand er principielle om end
komplementære modsætninger og dermed 'modpoler' i det indbyrdes forhold, kan
dette derfor betegnes som "det seksuelle polprincip". Hvilket netop
er, hvad Martinus gør. Men hermed er sagen langt fra afgjort, for den viser sig
nemlig ved nærmere eftersyn at være meget omfattende og kompliceret, samtidigt
med at det seksuelle emne fra en vis - begrænset - synsvinkel anses for at være
delikat og provokerende. (Note 3)
Det sidstnævnte hænger især sammen med, at
seksuallivet primært vedrører det levende væsens, og måske særligt menneskets,
mest intime sfære, og med, at menneskets seksuelle udfoldelse helt op til vor
egen tid ofte har været omgivet af tabuer og forbud. Men hvorfor nu det, kunne
man her spørge? Jo, formodentlig fordi interessen og aktiviteten omkring netop
den seksuelle side af livet gennem hele menneskehedens historie har haft en
slags førsteprioritet, og denne interesse er blevet mødt med modvilje og
moralske restriktioner i puritansk religiøse og borgerlige kredse og samfund,
måske særlig i totalitære samfund. Et forhold, der også har gjort og stadig gør
sig gældende i såkaldte socialistiske eller kommunistiske samfund, som
tilfældet f.eks. var i det tidligere Sovjetunionen og efter en del at dømme
stadigvæk blandt andet er i det kommunistiske Kina, i al fald officielt.
Denne interessemæssige førsteprioritet for det
seksuelle, hænger for menneskets vedkommende givetvis sammen med dets
grundlæggende situation som bevidst eller måske snarere selvbevidst væsen.
Derudover beror det naturligvis først og fremmest på, at det drejer sig om en
primær drift, kønsdriften, hvis funktion er afhængig af kønskirtlernes
hormonproduktion, men som tillige er stærkt psykisk betinget. Kønsdriften er i
reglen rettet mod det modsatte køn, med det formål gennem samleje eller parring
at avle nye individer og dermed sikre artens eller slægtens beståen.
Kønsdriften kan dog også have såkaldt anormal
retning, så der opstår seksuelle afvigelser, især hos mennesket, som f.eks.
homoseksualitet, sadisme, masochisme, sodomi, pædofili og nekrofili. Hos dyr er
kønsdriften normalt kun virksom i bestemte brunstperioder, som da totalt
dominerer dyrets adfærd. Menneskets kønsdrift er derimod normalt aktiv hele
året rundt, og den seksuelle interesse og udfoldelse drejer sig i mange
tilfælde ikke længere kun om artens eller slægtens videreførelse, men i nok så
høj grad om selve samlejet og den stærkt attråede seksuelle udløsning eller
orgasme. Denne betyder normalt både fysisk og psykisk afspænding, men er
samtidig enestående ved, at den giver individet den formentlig højeste form for
fysisk og psykisk behags- og lystfølelse, der kan grænse til det ekstatiske.
Interessen for at få adgang til samleje og til
at opnå seksuel udløsning eller orgasme, uden at dette nødvendigvis skulle
resultere i befrugtning og graviditet, må have været stor og markant allerede
tidligt i menneskets historie, hvilket eksempelvis Moselovene med deres strenge
påbud og forbud, kan tages som udtryk for. De kristne kirkefædre, så vel som
katolicismen og protestantismen, overtog i øvrigt jødedommens restriktive
holdning til seksualiteten, og særlig gennem inkvisitionens opgør med
hedenskabets heksetro og trolddomskunst, finder man et stærkt islæt af frygten
for seksualismen. Det samme er tilfældet inden for islam, og man kan kort sige,
at dette faktisk gælder indenfor alle patriarkalske kulturer op gennem tiden.
(Note 4)
Særlig i den tidlige og middelalderlige kristendom,
blev seksualiteten anset for at være djævelens værk, der havde som formål at
forføre menneskene til at sætte sig op imod Gud. Det kan bl.a. ses af, at
"slangen" i den ældgamle myte om Adam og Eva er identificeret med
"djævelen", og "syndefaldet" og
"syndsbevidstheden" tolkes, som om det drejer sig om skammen over den
nøgenhed, der afslører mandens og kvindens seksualorganer, underforstået deres
seksualitet. (Note 5)
Der fandtes dog i oldtiden samfund, som f.eks.
det klassiske græske, hvor seksualiteten ligefrem blev betragtet og dyrket som
et sakramente, dvs. som et helligt mysterium, der under sin udførelse: samlejet
og især orgasmens ekstase, formodedes at bringe deltagerne i direkte kontakt
med det guddommelige. Denne opfattelse af seksualiteten som en hellig handling,
afspejler sig også i klassisk græsk mytologi og filosofi, hvori begrebet
"Eros", af græsk eros: kærlighed, betyder den magt eller kraft, der
bragte orden og samhørighed i "Khaos", af græsk chaos: gab, svælg, i
græsk mytologi det gabende 'rum' eller 'dyb', hvoraf verden skabtes. Ordet
betyder endvidere uorden, forvirring, planløshed. (Note 6)
Temaet om "Eros" er særligt behandlet
i Platons skrift Symposion, hvori
forskellige lærde mennesker er forsamlet til et drikkegilde, og herunder får
hver af deltagerne lejlighed til at fremsætte sit syn på den magt og kraft, der
bragte - eller bringer - orden og samhørighed i verden. Det er især den tale,
komedieskriveren Aristophanes (445-385
f.Kr.) holder for forsamlingen, der har interesse i denne sammenhæng, idet den
på flere måder foregriber den opfattelse af "det seksuelle
polprincip", som Martinus har fremlagt i form af nogle - i ordets bedste
mening - fantastiske og vel nærmest geniale analyser. Aristophanes' tale skal
vi vende tilbage til senere. (Note 7)
Det skal allerede her indskydes og nævnes, at
det er en af Martinus’ store fortjenester, at han har peget på og
gennemanalyseret seksualiteten som en kraft eller energi, der – foruden at være
den basale og universale kraft, der styrer verdensaltet - også tjener et andet
formål ud over at stå i forplantningens tjeneste. Nemlig det formål, at være
individets ’kanal eller ’adgangsvej’ til oplevelsen af det guddommelige
alvæsen, Gud. En direkte eller indirekte oplevelse, som forekommer, uanset om
individet er bevidst om den virkelige sammenhæng eller ej.
Det hænger blandt andet sammen med, at Martinus
opdeler seksualitet i to hovedkategorier eller former: 1. den emotionelle
seksualisme, som i hovedsagen opleves af enkeltpolede individer, og 2. den
intellektuelle seksualisme, som i sin avancerede form kun kan opleves af
dobbeltpolede individer. Til primær grund for Martinus’ betragtninger over
seksualiteten, ligger den opfattelse at kærlighed og seksualisme er to sider af
samme sag, nemlig i begge tilfælde som kilder til den af restriktiv puritanisme
så forkætrede nydelse eller i nogle tilfælde nærmest ekstatiske henrykkelse.
Dette vil især komme til at fremgå af det senere afsnit om emotionel og
intellektuel seksualisme. (Citat slut)
For at uddybe forståelsen af fænomenet
seksualisme skal her citeres fra den artikel, som følger umiddelbart efter den
netop ovenfor citerede artikel, nemlig H1-09. ”Det seksuelle
polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”:
(Citat)
Det uhyre vigtige princip, "det seksuelle
polprincip" og herunder "den seksuelle polforvandling", henhører
som nævnt under det begreb, Martinus inden for rammerne af sin kosmologi
betegner som "skabeprincipper". Her skal jeg gøre et forsøg på at
give et så kortfattet rids som muligt af "det seksuelle polprincip"
og dets grundlæggende og enorme betydning i sammenhæng med Martinus' kosmologi.
Som læseren jo for længst har forstået, indgår de faktorer og forhold, der
ligger bag disse principper, også mere eller mindre direkte i H.C.Andersens
forfatterskab, og det vil derfor være af en vis værdi for læseren, i det
mindste at kende til, hvad Martinus' kosmologi kan belære os om i forbindelse
med så vigtige faktorer og forhold, som de der forekommer i relation til
begrebet seksualisme.
Ganske vist er emnet delikat og stadig noget af
et tabu for mange mennesker, men som forhåbentlig fordomsfrie og uafhængige
forskere bør intet være os fremmed, heller ikke livets og menneskelivets mere
intime sider, så meget mindre som at interessen for emnet overhovedet ikke har
med det frivole eller nyfigne at gøre. Her vil vi derfor se bort fra, at der
blandt læserne måske vil være nogle, som ikke synes om at beskæftige sig med
emnet, eller som det ligefrem byder imod at gøre det. Til disse læsere vil der
kun være at sige, at man naturligvis efter eget valg vil kunne springe de sider
over, der omhandler "det seksuelle polprincip" og de dermed
beslægtede afsnit. Det sker nemmest ved at fravælge afsnittene i menuen.
Som vi allerede er blevet gjort bekendt med i
introduktionen til det seksuelle polprincip, kan det konstateres, at de
begreber og faktorer, der ligger til grund for Martinus' betegnelser og
analyser af "det seksuelle polprincip" og af
"polforvandlingen", også forekommer inden for mytologien og flere
klassiske religionsfilosofier, men blot under andre navne og betegnelser. Men
samtidigt må vi konstatere, at Martinus har gjort emnet til genstand for en
interesse og dybdeborende behandling, der nok er noget nær enestående i
religionernes og filosofiens eller tænkningens historie.
Men lad os først tage udgangspunkt i den helt
basale biologiske kendsgerning, at der eksisterer hankøn og hunkøn, i
planteverdenen såvel som i dyreriget, hvortil mennesker i form af drenge og
piger, mænd og kvinder (endnu) hører. Det er endvidere tydeligt for enhver, at
de to køn gensidigt både kompletterer og komplementerer hinanden, fysisk såvel
som psykisk. Kompletterer hinanden, fordi de først tilsammen udgør den enhed
eller helhed, der skal til for primært at videreføre slægten, og komplementerer
hinanden i den forstand, at de samtidigt udgør en slags indbyrdes modsætninger,
der især hvad egenskaber angår gensidigt 'udelukker' hinanden og dog først
tilsammen udgør netop den enhed eller helhed, der så åbenbart er naturens eller
Skaberens mening eller hensigt.
Det, der fører og 'binder' de to køn sammen, er
basalt den gensidige fysiologiske og psykologiske tiltrækning, som blandt andet
kan antage karakter af forelskelse, og hvis hovedformål er parring. Det er
primært denne, der ligger til grund for begreber som seksualisme og det heraf
afledte ord og begreb sex. Selve ordet er jo afledt af det latinske ord sexus,
som netop betyder 'køn', altså det kønnede. Men udover forplantningen synes det
gensidige tiltrækningsforhold mellem de to køn også at have et andet formål med
parringen. Det er jo nemlig også en kendsgerning, at det er selve den seksuelle
oplevelse og især den seksuelle klimaks, orgasmen, der motiverer mænd og
kvinder til at have samleje eller andre former for seksuel omgang med hinanden.
I den forbindelse ser vi her foreløbig bort fra, hvad der også er en
kendsgerning, nemlig at der forekommer andre former for seksuel orientering, især
homoseksuel tiltrækning og adfærd mellem mænd indbyrdes og mellem kvinder
indbyrdes, lige som der forekommer afvigende eller ligefrem afsporede former
for seksuel tiltrækning og adfærd, som f.eks. sadomasochisme, sodomi, pædofili
mm. Men nok så vigtigt er det, at der også forekommer ændringer i det såkaldte
traditionelle kønsrollemønster, især i retning af en kulturel, social og
økonomisk ligestilling mellem de to køn, således at disse efterhånden gensidigt
mere eller mindre overtager hinandens 'roller' i hverdagslivet. Disse 'roller'
bestod især før i tiden primært i, at kvinden hovedsagelig tog sig af hjemmet
og børnene, medens manden var "skaffedyret", der gik - ikke på jagt -
men på arbejde udenfor hjemmet, for at tjene de nødvendige penge til hjemmets
opretholdelse og familiens behov og forbrug.
Situationen er imidlertid den, at
ligestillingsfolkene har været og til en vis grad fortsat er tilbøjelige til at
udelukke de biologiske, fysiologiske og psykologiske forskelligheder, der helt
basalt og trods alt stadig præger de to køn, hvorfor
ligestillingsbestræbelserne enøjet ser de hidtidige traditionelle
kønsrollemønstre primært som udtryk for kulturel og social 'undertrykkelse' i
patriarkalsk dominerede, dvs. i udpræget mandsstyrede samfund. Man er endog
gået så vidt som til at mene, at seksuel orientering, altså om man vil leve som
heteroseksuel eller homoseksuel, udelukkende er et spørgsmål om frit valg for
det enkelte menneske.
Her skal jeg dog ikke bevæge mig dybere ind i
denne problematik på dette sted, men blot henvise generelt til den
efterfølgende skildring af "det seksuelle polprincip". Der kan her i
øvrigt også henvises til artiklen 4.116. Martinus' kosmologi om
seksualisme
Som nævnt er den opfattelse af seksualiteten,
som Martinus har givet så fremragende udtryk for i form af sine analyser
omkring "det seksuelle polprincip" og "polforvandlingen",
ikke noget helt nyt og enestående i filosofi-, ideologi-, mytologi og religionshistorien.
Tanker, ideer og forestillinger i den retning forekommer allerede i oldegyptisk
kultur og religion, lige som det er tilfældet i klassiske indiske
filosofisystemer og i mesopotamisk og græsk religion og mytologi. Og ikke
mindst i urjødedommen forekommer det, der i princippet svarer til "det
seksuelle polprincip", nemlig i 1. Mosebogs skabelsesberetning, mere
præcist i form af fortællingen eller myten om Adam og Eva. Som rundet af den
kristne kultur og religion, forholder Martinus sig da også især til den nævnte
skabelsesberetning og myten om Adam og Eva, hvilket jeg senere skal vende
tilbage til.
Imidlertid må man konstatere, at Martinus'
opfattelse og skildring af "det seksuelle polprincip" i nok så høj
grad har lighedspunkter sammenfaldende med de klassiske indiske filosofiske
systemer Tantra, Sankhya og den derpå baserede yogafilosofi. Vi har jo allerede
set en tydelig principiel overensstemmelse mellem Martinus' opfattelse af
skæbne-spiralkredsløb og indisk filosofis og religions karma-samsara
forestillinger. Men også i tilfældet med "det seksuelle polprincip"
må vi henholde os til, at det indbyrdes sammenfald eller ligheden ifølge
Martinus skyldes, at parterne har øst af samme kilde, dvs. har haft intuitiv
tilgang til en fælles kosmisk virkelighed, som normalt er og har været og
fortsat er 'skjult' for mennesker i almindelighed. Den pågældende kosmiske
virkelighed har indtil videre kun været åbenbaret for særligt udvalgte og
indviede, vismænd og guruer, og vi må utvivlsomt betragte Martinus som hørende
til denne kategori. Det skal dog tilføjes, at i henhold til Martinus er det kun
et tidsspørgsmål før den åndelige udvikling, der har været i gang især i de
sidste 200 år, vil medføre at flere og flere efterhånden vil opnå såkaldt
"kosmisk bevidsthed", som giver umiddelbar adgang til selvoplevelse
af livets dybere sandheder.
Taoismens berømte hovedsymbol yin og yang -
endnu engang. Som allerede påpeget kan symbolet ikke kun tolkes som et udtryk
for komplementaritetsprincippet, men også mere specifikt som et udtryk for ”det
seksuelle polprincip”. Martinus tillægger i øvrigt sidstnævnte princip så
grundlæggende og afgørende betydning i sin kosmologi, at han ligefrem har
karakteriseret sit hovedsymbol Det evige
verdensbillede, det levende væsen II, den evige guddom og de evige gudesønner
(Symbol nr. 11) som et ’røntgenbillede’ af yin og yang-symbolet.
Det er lige præcis disse såkaldte "dybere
sandheder" der refereres til, når jeg som et af udgangspunkterne for mine analyser
af H.C.Andersens forfatterskab taler om det fjerde af de i alt fire
tydningsplaner, og som bl.a. er omtalt i artiklen "Eventyr og
kosmologi". Det fjerde tydningsplan, der netop indeholder et fond af
universale (kosmiske) ideer, tanker og forestillinger, er jo karakteristisk for
forfattere af H.C.Andersens format. Det er især den viljestyrede adgang til
dette 'fond', der berettiger til betegnelsen genialitet. Som nævnt forekommer
de psykologiske og metafysiske forestillinger, der svarer til Martinus'
definition af "det seksuelle polprincip", også i blandt andet
taoismen med dens modsætnings- og samspilspar yin og yang, og i det indiske
filosofiske system Tantra samt i Sankhya og i den dertil knyttede
yoga-filosofi. I yoga-filosofien og -psykologien ses mennesket som et
oprindelig åndeligt væsen, bestående af et jeg og en bevidsthed, der via sit
begær og af uvidenhed (avidya) i form af karma-samsara midlertidigt er 'fanget'
i fysisk materie i form af en psykofysisk organisme eller fysisk krop.
Formålet med de forskellige yoga-systemer er
gennem målrettet træning gradvis at opnå en fuldstændig fysisk-mental
selvbeherskelse med henblik på at frigøre ånden permanent fra den psykofysiske
organisme og dermed fra karma-samsara eller det evigt spinnende "livshjul"
af fødsel, død, genfødsel osv. Denne evindelige gentagelse tolkes nemlig som
den dybere årsag til lidelse, og denne gælder det om at blive udfriet fra
gennem den nævnte målrettede psykiske og fysiske træning.
Her skal indskydes, at der også findes en ret
speciel gren inden for klassisk indisk filosofi, hvis navn er Vedanta (Vedaernes endemål). I sin
ortodokse form går den tilbage til de sidste århundreder før Kristi fødsel, men
dens tre nyere retninger stammer fra perioden omkring 850-1250. Den bedst
kendte retning er vismanden Shankaras monistiske Advaita-vedanta, der ser verden som en enhed og ikke, som tilfældet
er i Sankya- og Yogafilosofien, som en to-delt (dualistisk) verden.
Advaita-vedanta ser det som sit mål at bringe mennesket til erkendelse af den
ene og absolutte virkelighed, Brahman eller alsjælen, som i mennesket er til
stede som Atman eller enkeltsjælen, og som bag den synlige verdens gøglespil,
"maya" (= illusion), er bestemmende for alt. Også denne filosofis
hoved- og grundtanker genfinder vi i Martinus' kosmologi, om end han opfatter
verden på en noget mere positiv måde, idet han - i modsætning til Shankara -
tilkender den ydre verden en relativ gyldighed, som bl.a. begrunder et
engagement i sociale og politiske problemer.
Her skal jeg dog ikke gå yderligere ind på de
mange forskellige og nok så interessante grene af yoga, der findes, men kun
fremhæve, at der inden for yoga-systemerne findes en gren under betegnelsen "kundalini-yoga", der i lighed
med bahkti-yoga særligt beskæftiger sig med kræfter og faktorer, der
principielt svarer til de kræfter og faktorer, der knytter sig til det af
Martinus anvendte begreb: "det seksuelle polprincip".
Tantras kosmologi er baseret på forestillingen
om, at universet med alle dets enkeltfænomener er en differentieret
fremtrædelsesform for en tilgrundliggende enhed, makrokosmos, som er styret af
en guddommelig kraft, shakti, der gennemtrænger alt. Tantra-filosofien opfatter
f.eks. det menneskelige legeme og dets naturlige funktioner, herunder ikke mindst
seksualiteten, som en fremtrædelsesform for den guddommelige kraft, shakti. Man
søger derfor at påvirke og udvikle de guddommelige kraftcentre, de såkaldte
chakras, i legemet, for ad den vej at realisere enheden med de
altgennemtrængende kræfter i universet. Tantras opfattelse af seksualiteten som
en hellig handling, et sakramente, står i skærende kontrast til de øvrige
klassiske indiske filosofisystemer, som stort set alle betragter det fysiske
legeme ud fra en asketisk og restriktiv synsvinkel, som har ført til, at
seksuel afholdenhed (cølibat) ses som et ideal, der primært er egnet til at
fremme udfrielsen fra "livshjulet".
Påfaldende beslægtet med Tantras opfattelse er
Shakti-filosofien, hvor kulten drejer sig om at opnå enheden mellem
Shiva-Shakti, som ikonografisk er udtrykt i en figur hvis ene side er mandlig
og den anden side kvindelig. Samme opfattelse genfindes også i Kundalini-yoga,
hvor Kundalini-kraften er lokaliseret i centret 'muladhara' i menneskets
åndelige legeme i regionen omkring kønsorganerne. Kraften opfattes som en
sammenrullet slange af hunkøn, "kundalini", som er koncentreret i
regionen omkring kønsorganerne. Gennem meditation drejer det sig derfor om at
vække og få 'slangekraften' til at bevæge sig op gennem rygsøjlens seks andre
nervecentre, chakras, for at lade den forene sig med det mandlige center,
Sahasrara: "den tusindbladede lotus", som er lokaliseret i det område
af hjernen, der i anatomien og fysiologien betegnes 'glandula pinealis':
koglekirtlen. Mødet mellem de to chakras, det kvindelige og det mandlige,
opleves som bevidsthedsudvidelse og frigørelse.
Der er dog et videre sigte med forestillingen
om Kundalini-kraften, end ovenfor skitseret, idet den repræsenterer den
guddommelige urkraft, som skaber, opretholder og nedbryder universet.
Kundalini-kraften rummer således både skabelsens mysterium og vejen til
frigørelse, og har som sådan en dobbeltfunktion. Når kraften stiger nedad,
bliver den årsag til skabelse og et samtidigt engagement med de fysiske kræfter
og materier, og når den stiger opad bliver den årsag til frigørelse fra de
nævnte fysiske kræfter og materier. Kundalini-kraften rummer derfor begge disse
muligheder: Trældom og frigørelse, hvilket er i principiel overensstemmelse med
Martinus' analyser vedrørende "det seksuelle polprincip" og
"polforvandlingen".
Forhåbentlig kan læseren på grundlag af, hvad
der sporadisk er blevet fremført i flere af mine artikler om H.C.Andersen og
hans livs- og verdensanskuelse, allerede her ane konturerne af de relativt
store lighedspunkter, der er mellem de netop skitserede forestillinger om
seksualitet på den ene side og Martinus' analyser over "det seksuelle
polprincip" og "polforvandlingen" på den anden side. Men dette
vil forhåbentlig i endnu højere grad komme til at stå lysende klart i den
følgende skildring af Martinus' omfattende og såkaldte kosmiske analyser
omkring begrebet og fænomenet seksualisme.
I sine kosmiske analyser af "det seksuelle
polprincip", tager Martinus endnu engang udgangspunkt i det grundlæggende
kosmiske faktum, at alle levende væsener i lighed med Guddommen hver især er
konstitueret som et treenigt princip. Men ikke nok med det, de levende væsener
er også 'skabt i Guds billede og ligner 'ham'' i henseende til den kosmiske
kendsgerning, at alle levende væsener er dobbetkønnede, eller mere præcist og
korrekt: dobbeltpolede, idet de hver især udgør en kombination af hankøn og
hunkøn. Det forholder sig ifølge Martinus nemlig sådan, at Guddommen selv er
den højeste repræsentant for det kosmiske forældreprincip, forstået på den
måde, at Gud repræsenterer både det fuldkomne "faderprincip" eller
den fuldkomne "maskulinisme", og samtidigt det fuldkomne
"moderprincip" eller den fuldkomne "feminisme". Hvert
eneste levende væsen repræsenterer med andre ord begge de to køns
karakteristika eller begge de seksuelle 'poler', men på en så speciel måde, at
det ikke er umiddelbart gennemskueligt for enhver.
Eros, urbegæret og
"den højeste ild"
Martinus har givet femte bind af sit hovedværk,
"Livets Bog", undertitlen "Den højeste ild", et begreb, han
forenklet sagt definerer som en urdrift mod behagsoplevelser af enhver art.
Denne definition kan minde om Sokrates' omtrent tilsvarende definition af
begrebet "Eros", nemlig som den evigt stræbende, aldrig stillestående
længsel, higen og trang efter at nå det fuldkomne skønne, sande og gode, som er
identiske udtryk for det højeste behag. Eros er den drivende kraft i al
skabende og fødende virksomhed og dermed i al kunst, videnskab, religion,
politik, industri, håndværk, humanitær indsats etc. etc., og simpelthen i al
stræben og udvikling trin for trin mod nye højder i fuldkommenhed. (Note 1)
Som vi vil erindre os, kommer Jeget og dets
urbegær ind som første hovedfaktor i det treenige princip. Urbegæret definerer
Martinus som et neutralt og unuanceret begær efter oplevelse, slet og ret. Men
'oplevelse' er et fænomen, der må skabes, i den forstand, at Jeget udfordres i
sin egenskab af 'skaber' til, gennem en kombineret udadrettet og indadrettet
aktivitet, hvilket vil sige gennem afsendelse af energi (manifestation) og
modtagelse af energi (sansning), at tilvejebringe den begærede oplevelse.
Livsoplevelse bliver i en vis forstand derfor Jegets hovedformål og ledemotiv.
Gennem afsendelse af energi, altså gennem
manifestative tiltag, bl.a. i form af handlinger, påvirker Jeget sine
omgivelser i en eller anden retning, og gennem modtagelse af energi via
sanseapparaturet modtager Jeget visse indtryk, herunder indtryk af de
virkninger, det selv er årsag til, jævnfør med loven for aktion og reaktion, i
dette tilfælde underforstået skæbne- eller karmaloven. Denne definerer Martinus
kort og godt som oplevelsen af følgerne, virkningerne og eftervirkningerne til
de årsager, det levende væsen selv i første instans har udløst gennem sin væremåde
og sine handlinger.
Dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af
energi er i denne sammenhæng udtryk for et samvirke mellem Jeget og dets
urbegær på den ene side, og et af de i moderenergien (overbevidstheden)
virkende skabeprincipper, nemlig lige præcis "polprincippet", på den
anden side. Jegets praktiske afsendelse og modtagelse af energi er derfor
udtryk for, at polprincippet virker.
I betragtning af den centrale og faktisk
altafgørende rolle, som dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af energi
betyder for det levende væsens tilværelse, er det forståeligt, at Martinus
fremhæver netop det tilgrundliggende polprincip som det "overordnede"
af samtlige kosmiske skabeprincipper, der jo altid i en eller anden grad er
involveret i en hvilken som helst form for 'skabelse' og livsoplevelse. Han
betegner det tilmed som dét "skabelsens rat", hvormed "det
guddommelige skabeprincip (Gud som skaber) dirigerer og 'styrer' verdensaltet
og sit vældige kosmiske evolutionsprojekt. (Note 2)
Her skal i øvrigt indskydes en vigtig pointe i
forbindelse med begreberne ’skabelse’ og ’evolution’. Megen unødig diskussion
kunne undgås, såfremt man gjorde sig klart, at det er en misforståelse, når
begrebet og fænomenet ’skabelse’ betragtes som noget, der én gang for alle har
fundet sted og at følgelig al såkaldt videre udvikling dermed er udelukket
eller overflødiggjort. Denne opfattelse er udtryk for en tolkning af f.eks. den
bibelske skabelsesmyte, som ikke har rod i virkeligheden. Forholdet er nemlig
det, at Guddommen i henhold til Martinus’ opfattelse af samme, er permanent og uafbrudt aktivt skabende i form
af evolutionære processer, det vil sige processer, der udvikler sig
fra det enkle og mindre sammensatte til det mere komplekse og sammensatte,
nemlig i medfør af sine iboende skabende evner, som er udmøntet i en serie
såkaldte evige kosmiske skabeprincipper. Den indvending, at der består et
uoverstigeligt modsætningsforhold mellem skabelse og evolution, er derfor
komplet grundløs.
Kontrastprincippet:
behag og ubehag
For at etablere den på basis af urbegæret
eftertragtede eller begærede livsoplevelse, aktiverer Jeget i første række
polprincippet, der i praksis viser sig som afsendelse og modtagelse af energi.
Men for at livsoplevelsen kan få en bestemt retning eller karakter, må Jeget
desuden involvere endnu et vigtigt skabeprincip i sine aktiviteter, nemlig
kontrastprincippet. Kontrastprincippets funktion, i form af statiske så vel som
dynamiske modsætningsforhold, er ganske simpelt en primær forudsætning for, at
afsendelse og modtagelse af energi og dermed af manifestation og sansning - og
deraf følgende livsoplevelse - overhovedet vil kunne finde sted.
Det af Jeget etablerede samspil mellem
urbegæret og kontrastprincippet, giver sig i praksis udtryk i sult- og mættelsestilstandes
opståen og indbyrdes vekselvirkning, idet de til stadighed afløser hinanden. Da
sulttilstande normalt opleves som en form for ubehag og mættelsestilstande
normalt som en form for behag, kan vi hermed konstatere at der i og med
begreberne behag og ubehag optræder endnu et stort og grundlæggende
generalprincip i Jegets tilværelse. Dette forhold beror grundlæggende på, at
Jeget er i stand til at skelne mellem forskellige sansedata, frem for alt
mellem sult og mættelse, og på, at det foretrækker behag frem for ubehag. Denne
omstændighed bevirker principielt, at Jeget til enhver tid er motiveret for og
ønsker sine sulttilstande afløst af mættelsestilstande.
Den kendsgerning, at også mættelsestilstande på
et tidspunkt - jævnfør f.eks. med overmættelse - virker utilfredsstillende og
derfor som en form for ubehag, rokker ikke ved det principielle i situationen:
Jeget iværksætter på foranledning af urbegæret bevidst den aktivitet, der skal
afløse sulttilstanden, hvorimod det på et tidspunkt utilfredsstillende ved
mættelsestilstanden er en automatisk følge af især kontrastprincippets
indvirken. (Note 3)
Før vi går videre med denne på sin vis måske
lidt vel 'tekniske' udredning af de faktorer og kræfter, der ligger bag det
levende væsens (Jegets) evne til at skabe den eftertragtede livsoplevelse, og
dermed bl.a. også bag seksualitet, ville det måske være en god idé at give
læseren et koncentreret overblik over, hvad der inden for rammerne af Martinus'
kosmologi i grunden skal forstås ved begrebet et levende væsen. Dette gøres formentlig bedst og nemmest ved
at gengive et diagram, som på grundlag af nogle af Martinus' grafiske symboler
er udarbejdet af Per Bruus-Jensen til brug for dennes enestående kursus: "X" - en komplet indføring i
Martinus' kosmologi", bind 1-4.
Diagram over det levende væsens kosmiske
grundstruktur, sådan som denne defineres og opfattes inden for Martinus'
kosmologi. Som det ses er trekanten inddelt i tre vandrette felter og i seks
lodrette felter. Det øverste felt symboliserer ego'et, som er en
fremtrædelsesform for universaljeget, som alle levende væsener er fælles om.
Det mellemste felt med tallet 7, symboliserer overbevidstheden eller
overbevidsthedszonen (OBZ). Tallet 7 refererer til den syvende kosmiske
grundenergi: moderenergien. Det nederste felt, som er opdelt i seks lodrette
felter, symboliserer underbevidstheden eller underbevidsthedszonen (UBZ).
Tallene 1-6 refererer til de seks kosmiske grundenergier eller
grundenergilegemer. Læseren bedes her erindre sig, at begrebet 'underbevidstheden'
skal forstås som bevidstheden 'under' overbevidstheden, dvs. som en instans,
der i funktionel henseende er underlagt de kræfter, som virker i
overbevidstheden.(Diagrammet findes i bogen "X" - en komplet
indføring i Martinus' kosmologi", bd. 1, side 307, og gengives her med
velvillig tilladelse fra forlæggeren og forfatteren Per Bruus-Jensen. (Se
endvidere diagrammet nedenfor).
Oversigt over det levende væsens totale,
kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den
sjælelige struktur
og C ' til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C ' = det totale levende
væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det totale levende
væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C ' = det totale bevidsthedsapparatur
eller det totale udtryk for princippet "organismen"
4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller
overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C = "psyken" eller
det totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C ' = den komplette underbevidsthedszone
(UBZ) alias den psyko-fysiske organisme
Mellem C og C ' må man i øvrigt tænke sig
koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager
forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur.
Diagrammet med tekst findes i bogen
"X" - en komplet indføring i Martinus' kosmologi" , bd. 1, side
424, og gengives her med velvillig tilladelse af forlæggeren og forfatteren Per
Bruus-Jensen.
Martinus har i sit livsværk gjort meget ud af
at redegøre for, at det levende væsens evne til at skelne mellem behag og
ubehag, har sit kosmiske grundlag i samspillet mellem urbegæret på den ene side
og kontrastprincippet i dets egenskab af sult- og mættelsesprincip på den anden
side. Jegets evne til at kende forskel på behag og ubehag er ifølge Martinus af
fundamental betydning for eksistensen af værdibegreber og værdisystemer i
tilværelsen.
Det er netop på samvirket mellem urbegæret og
kontrastprincippet, subsidiært sult- og mættelsesprincippet, og Jegets evne til
at skelne mellem behag og ubehag, at det vældige organiske system hviler, som
Martinus kalder for det levende væsens psyko-sympatiske anlæg. På dette anlæg
beror i virkeligheden Jegets evne til at skelne mellem behag og ubehag under
enhver forekommende form, lige fra de mindste og til de største og mest
forskelligartede styrkegrader af ekstatisk vellyst til ulidelig smerte og pine.
(Note 4)
Dette organiske anlæg eller system er ifølge
Martinus opbygget af materiale fra samtlige de sult- og mættelsestilstande, som
Jeget gennem sin evige fortid har gennemlevet og erfaret. Dette materiale er
repræsenteret ved summen af guldkopier og disses koblinger i
overbevidsthedsregionen, samt af de sjælelige organer eller legemer, først og
fremmest følelseslegemet, i underbevidsthedsregionen. Det er dette organiske
anlæg eller system, der ligger til grund for fænomenet seksualisme og dermed
for begrebet den højeste ild, hvorved som tidligere nævnt, Martinus forstår
behaget som mulighed samt driften mod oplevelse af behag i praksis.
Det er på denne baggrund, at Martinus uden
forbehold har kunnet fastslå, at overhovedet alt, hvad der sker i verdensaltet
inden for skabelsens og det skabtes område, dybest set er udtryk for
seksualisme. Det repræsenterer nemlig alt sammen det principielle ved
kønsakten, der dybest set er motiveret af længslen efter behag, og som former
sig som afsendelse og modtagelse af energi. Og det vedrører ikke det
principielle i sagen, at bestræbelserne ofte resulterer i alt andet end behag
eller vellyst, men det er en helt anden historie, som vi senere skal se på.
Tilbage bliver, at den højeste ild, altså driften mod behag, er en central og
permanent motivationsfaktor i Jegets evige tilværelse. (Note 5)
Afsendelse og
modtagelse af energi
Idet vi på baggrund af, hvad der er oplyst
ovenfor, kan konstatere at seksualismens kosmiske hovedtema er afsendelse og
modtagelse af energi, skal vi i det følgende se på, hvordan polprincippet
ligger til grund for opbygningen af Jegets organiske struktur, altså den
struktur, som Jeget betjener sig af for at kunne iværksætte både afsendelse af
energi eller manifestation og modtagelse af energi eller sansning. Det sker
primært i kraft af, at hvert af den sjælelige strukturs eller
underbevidsthedens åndelige legemer gennem dertil særligt indrettede organer er
i stand til at præstere både manifestation og sansning i tilknytning til den
grundenergi, som de hver især er omsætningsredskab for. Tyngde- og
følelseslegemerne udgør dog her en undtagelse, idet førstnævnte legeme i
overvejende grad fungerer som manifestationslegeme, og dermed som redskab for
afsendelse af energi, medens sidstnævnte i overvejende grad er et sanselegeme
og dermed fungerer som redskab for modtagelse af energi.
Det forhold, at de åndelige legemer hver for
sig er indrettet som redskaber til at kunne befordre manifestation og sansning
på hver sit særlige grundenergiområde, gælder i princippet også for det fysiske
legeme. Men da den fysiske organisme er en fysisk forlængelse af den samlede
sjælelige struktur (jf. med diagrammet ovenfor), er den derfor indrettet som
redskab til at kunne befordre manifestation og sansning på samtlige
grundenergiområder.
Den sjælelige strukturs
dobbeltsystem
De åndelige legemers evne til at kunne befordre
både manifestation og sansning, beror som nævnt på de særligt indrettede
lokalorganer, som de hver især er opbygget af. På principielt samme måde som
tilfældet er for det fysiske legeme, hvor øjne, ører, næse, tunge og det
sensoriske nervesystem er lokalorganer for sansning, medens knogler, muskler,
sener og det motoriske nervesystem primært er lokalorganer for manifestation.
For hvert af de åndelige legemers vedkommende,
danner de mange lokalorganer et særligt dobbeltsystem, idet hvert legeme i
medfør af sin dobbeltfunktion som redskab for både manifestation og sansning,
har karakter af et dobbeltlegeme. Men da den sjælelige strukturs seks åndelige
legemer i virkeligheden udgør en organisk enhed, betyder det at den sjælelige
struktur som helhed også udgør et dobbeltsystem.
Den sjælelige strukturs dobbeltsystem viser sig
da ved, at den del af systemet, der fungerer som redskab for manifestation, er
organisk knyttet til tyngdelegemet, medens den del, der fungerer som redskab for
sansningen, organisk set er knyttet til følelseslegemet. Tyngde- og
følelseslegemet indtager derfor en central plads som grundelementer i den
sjælelige strukturs dobbeltsystem.
Den sjælelige strukturs organiske
dobbeltsystem, der varetager dobbeltfunktionen afsendelse og modtagelse af
energi, viser sig netop derigennem at være et udtryk for polprincippet og
dermed også som en direkte projektion af dette skabeprincip. I overensstemmelse
hermed, har Per Bruus-Jensen for klarhedens skyld døbt den del af dobbeltsystemet,
der står for afsendelse af energi og dermed manifestation: det donative system, af latin donare: at give, og den del af
dobbeltsystemet, der står for modtagelse af energi eller sansning: det receptive system, af latin recipere:
at modtage. (Note 6)
Den sjælelige struktur foldet ud i et donativt
system (I) og et receptivt System (II), hvilket henholdsvis tyngdelegemet (2)
og følelseslegemet (3) (skraverede legemer) danner kerneelementer for. (© 1989
Per Bruus-Jensen: ”X”, bind 4, stik. 4. 17. Gengivet med forfatterens og
forlæggerens tilladelse).
De åndelige legemer og
spiralcentrene
Som tidligere oplyst, er hvert af den sjælelige
strukturs (underbevidsthedsområdets) seks åndelige legemer rodfæstet i hver sin
grundtalentkerne eller hver sit spiralcenter, som har 'sæde' i overbevidstheden
eller det højpsykiske kraftfelt. Der findes derfor i alt seks sådanne
grundtalentkerner eller spiralcentre, som i forbindelse med
specialorgantalentkerner og erindringstalentkerner og disses indbyrdes
koblinger, tilsammen danner eller udgør skæbneelementet. Det er desuden de seks
spiralcentre, der er ansvarlige for omsætning af moderenergien til de seks
grundenergier. Men i henhold til Martinus forholder det sig sådan, at dobbeltsystemet
for afsendelse og modtagelse af energi, det vi i denne sammenhæng nu har lært
at kende som henholdsvis det donative og det receptive system, også er
rodfæstet i en slags super-overordnede talentkerner i det højpsykiske kraftfelt
eller overbevidstheden. Men vel at mærke talentkerner, der i dette tilfælde
hovedsageligt består af moderenergi.
Det er disse to overordnede talentkerner, der
organisk set formidler polprincippet og derved for evigt opdeler og sikrer den
totale underbevidsthedsstruktur i et donativt og et receptivt organsystem. Det
er i den forstand, at de to overordnede organiske dannelser skal forstås som
talentkerner. Nemlig den talentkerne, der formidler viljen til afsendelse af
energi, og den talentkerne, der formidler viljen til modtagelse af energi. Som
det ses af hele fremstillingen, er disse to over-talentkerner eller
overbevidsthedsorganer polære, hvilket i forbindelse med sammenhængen mellem
begrebet seksualisme på den ene side og funktionerne afsendelse og modtagelse
af energi på den anden side, danner baggrunden for, at Martinus betegner dem
som Jegets to seksuelle poler. Disse to seksuelle poler benævner han
henholdsvis som den maskuline pol, eller polen for afsendelse af energi, og den
feminine pol, eller polen for modtagelse af energi. Betegnelser, som i øvrigt
henviser til specielt menneskets erfaring for seksualisme. (Note 7)
Seksualisme vil kort og godt sige dette at
dyrke den højeste ild, eller længslen efter behagsoplevelse. Denne længsel har
sin rod i Jegets erfaring for behagsoplevelse, specielt den form for erfaring,
der eksisterer i form af den mest udprægede og koncentrerede form for
behagsoplevelse, der normalt findes, nemlig det seksuelle klimaks eller
højdepunktet i den seksuelle tilfredsstillelse, orgasmen.
Det seksuelle klimaks er med andre ord en
behagsoplevelse, der formentlig næppe findes magen til i det levende væsens
tilværelse, hvorfor samme behagsoplevelse derfor også står for individet som
noget af det mest attraktive i livet, og noget, som det derfor er parat til at
sætte meget - om ikke alt - ind på at opnå.
Det hænger ifølge Martinus sammen med det
forhold, at det seksuelle klimaks i virkeligheden er udtryk for individets
direkte organiske føling eller kontakt med de absolut højeste lag af Guds
bevidsthed, hvilket først og fremmest vil sige lag, der er repræsenteret ved
den guddommelige verden og salighedsriget. Disse to tilværelsesplaner eller
riger er i henhold til Martinus udtryk for de højeste og mest sublime energikombinationer
og -vibrationer, der overhovedet forekommer i Guds bevidsthed, og som sådanne
identificerer han dem med begrebet den hellige ånd.
Det indebærer med andre ord, at idet individet
opnår den seksuelle klimaks, gennemstråles det af den hellige ånd, hvilket i
virkeligheden vil sige, at det levende væsen da i ånden møder sit guddommelige
ophav, den evige Fader-Moder. Men sådan opfatter mennesket i almindelighed jo
ikke det seksuelle klimaks, selvom dette stadig står for det som den højeste
form for behag, det er i stand til at opnå og opleve. Ja, i bedste fald som en
alt overstrålende oplevelse, der normalt fylder individet med glæde og
optimisme, og som derved gør livet værd at leve. (Note 8)
Sammenhængen mellem den sjælelige struktur og
de seksuelle poler. Det donative system (I) er rodfæstet i den maskuline pol
eller polen for afsendelse af energi (til venstre, mærket M), medens det
receptive system er rodfæstet i den feminine pol eller polen for modtagelse af
energi (til højre, mærket F). De to poler må betragtes som talentkerner for det
donative og det receptive system. (© 1989 Per Bruus-Jensen: "X", bd.4
, stk.4. 19. Gengivet med forfatterens tilladelse).
De to seksuelle poler
og polorganer
Det seksuelle klimaks baserer sig ifølge Martinus
i virkeligheden på overordentlig komplicerede organiske og funktionelle
forudsætninger og forhold. Jeget har nemlig i al evighed reageret på følingen
med den højeste ild på den måde, at det i intim tilknytning til de to seksuelle
overbevidsthedspoler opretholder et særligt højpsykisk organanlæg, der som en
organisk forlængelse af de to førstnævnte, er placeret i det 'højeste' lag af
underbevidstheden. Deraf udtrykket højpsykisk.
Det nævnte organanlægs tilknytning til de to
seksuelle overbevidsthedspoler er baggrunden for, at det er relevant at betegne
de pågældende anlæg som pol-organer. Det er netop disse, der, i samvirke med de
to poler, under bestemte omstændigheder muliggør det seksuelle klimaks. (Se
diagrammet nedenfor)
Der består altså en nær sammenhæng mellem de to
seksuelle poler og de tilhørende pol-organer, der udgør grundlaget for det
seksuelle klimaks. Pol-organerne danner så at sige bro mellem de to seksuelle
poler i overbevidstheden og den sjælelige strukturs organiske dobbeltsystem i
form af underbevidstheden. Det er i den sammenhæng vigtigt at notere sig, at
pol-organernes funktion som 'bro-forbindelse' mellem de to overbevidsthedspoler
og den sjælelige struktur, også udgør en uundværlig faktor og forudsætning for
opnåelsen af det seksuelle klimaks. Dette kan hverken de to
overbevidsthedspoler eller de to pol-organer i sig selv afstedkomme. (Note 9)
Med de to pol-organer som hovedansvarlige for
især muligheden af det seksuelle klimaks, er det forhåbentlig ikke vanskeligt
at forstå, at disse i virkeligheden udgør det levende væsens egentlige eller
primære seksualorganer. Det er jo nemlig for det første disse to pol-organer,
der betinger oplevelsen af det attråede seksuelle klimaks, og for det andet
bestemmer de helt fundamentalt Jegets sympatiske orientering, nemlig i den
forstand, at dette principielt føler sympati for alt, hvad der i den sidste
ende kan føre til opnåelsen af det seksuelle klimaks, og antipati mod alt, hvad
der kan forhindre eller direkte true dette.
Sammenhængen mellem de to seksuelle poler og de
tilhørende pol-organer, grundlaget for det seksuelle klimaks. Polorganerne er
vist som den skraverede cirkelfigur uden om de to seksuelle poler. Det ses,
hvordan polorganerne danner bro mellem den sjælelige struktur og de to
seksuelle poler. (© 1989 Per Bruus-Jensen: "X", bd. 4, stk. 4. 23. –
Gengivet med forfatterens tilladelse).
Denne sympati og antipati giver sig udslag
eller udtryk i henholdsvis tiltrækning og frastødning, der jo som udtrykkene
umiddelbart siger, henholdsvis betyder at blive eller føle sig tiltrukket af
noget, og at blive eller føle sig frastødt af noget. I denne forbindelse vil
læseren sikkert erindre sig, at det tidligere er blevet nævnt, at princippet
tiltrækning-frastødning har principielle ligheder med elektrostatikkens
grundlag og lovmæssigheder. Her skal vi derfor ganske kort skildre, hvori den
principielle overensstemmelse med de forhold, der gør sig gældende i
forbindelse med køns- eller kærlighedslivet, består.
Men som tidligere antydet, er spørgsmålet om
tiltrækning og frastødning og i øvrigt også om det seksuelle klimaks ikke så
enkelt og ligetil en sag, som det måske umiddelbart kunne lyde til at være. Det
hænger ifølge Martinus sammen med den omstændighed, at der består en særlig
relation mellem de to overbevidsthedspoler og de to seksuelle polorganer eller
psyko-sympatiske anlæg. De sidstnævnte har nemlig ikke karakter af et maskulint
polorgan, der er knyttet til den maskuline pol, og et feminint polorgan, der er
knyttet til den feminine pol. Forholdet er i virkeligheden betydeligt mere
kompliceret og - det tør nok siges - raffineret. (Note 10)
Det seksuelle klimaks
eller orgasmen
Vedrørende selve det seksuelle klimaks, beror
dette psykisk set på et særligt samspil mellem de to polorganer, idet de
behagsfornemmelser, som Jeget modtager gennem det ene polorgan, ved hjælp af
det andet polorgan bliver i stand til at stille bevidstheden ind på en ganske
bestemt mental tilstand eller 'bølgelængde' (vibrationshastighed). Denne
tilstand eller 'bølgelængde' forplanter sig via den sjælelige struktur til det
andet polorgan, således at et slags kredsløb etableres mellem de to polorganer,
hvorved behagsfornemmelserne, Jeget oplever og fokuserer på, i stigende grad
forstærkes, for på et tidspunkt at antage karakteren af klimaksoplevelse.
Martinus' pointe er her, at klimaksoplevelsen
bliver muliggjort af, at det polorgan, der fungerer som modtager af
behagsfornemmelserne, gennem det til lejligheden etablerede kredsløbs-samspil
med det 'assisterende' polorgan, er blevet bragt til at svinge eller vibrere i
takt med de tidligere nævnte højeste energikombinationer i Guds bevidsthed.
Polorganerne i deres fremtræden som antenne og
kondensator for hinanden i forbindelse med etableringen af seksuelt klimaks.
Her tænkes det feminine polorgan i rollen som antenne (mærket A), medens det
maskuline polorgan fungerer som kondensator (mærket K). Deres indbyrdes
virksomhed med karakter af et kredsløb via den sjælelige struktur er vist ved
korresponderende pile. (© 1989 Per Bruus-Jensen: "X", bd. 4, stk. 4.
26.- Gengivet med forfatterens tilladelse).
I praksis opnås den seksuelle klimaks
principielt på den måde, at Jeget på given foranledning modtager almindelige
behagsfornemmelser via de ydre sanseoplevelser, som 'opfanges' af den sjælelige
strukturs følelseslegeme, og derigennem af det polorgan som ved den lejlighed
fungerer som modtager, og som da er tilknyttet den sjælelige strukturs
følelseslegeme (det receptive system). Denne situation aktiverer automatisk det
andet polorgans medvirken i processen, hvilket fører til en stimulering og
forstærkning af behagsfornemmelserne, i praksis den fysiske så vel som psykiske
pirringsvirksomhed.
Under forudsætning af, at Jeget fastholder og øger
denne pirringsvirksomhed og koncentrationen omkring den længe nok, bringes
svingnings-spændingstilstanden i modtager-polorganet efterhånden mere og mere
på bølgelængde med de svingnings- og spændingstilstande, der gør sig gældende i
de højeste lag af den guddommelige bevidsthed. I den givne situation begynder
Jegets føling med disse bevidsthedslag almindeligvis som momentane, kortvarige
kontakter med disse lag, der yderligere ansporer det assisterende polorgan til
forstærket medvirken, hvorved modtager-polorganet bringes i en svingnings- og
spændingstilstand, der af Jeget opleves som en følelsesmæssigt så koncentreret
tilstand eller ekstase, at denne i heldigt fald til sidst fører til et
uovertruffent klimaks. (Note 11)
Det er dette klimaks, som i bedste fald har
karakter af en behags- eller salighedsoplevelse, der overgår alt andet, det
levende væsen, subsidiært mennesket, er i stand til at tilvejebringe og opleve.
At mennesket i almindelighed derimod ikke oplever dette kortere eller længere
varende klimaks i dets kosmiske natur, nemlig som det eller de guddommelige
øjeblikke, hvor det gennemstråles af den hellige ånds energier og kræfter,
hænger ifølge Martinus sammen med menneskets aktuelle udviklingssituation.
Denne situation er bestemt af, at mennesket for
tiden befinder sig på et trin i den kosmiske udviklingsproces, hvor det
foreløbigt kun kender den form for seksuelt klimaks, som kan opnås gennem den
ene af de to principielle 'adgangsveje', der kan føre til dette, nemlig den
form for klimaks, der kan opnås uafhængigt af dagsbevidst intuitionsvirksomhed.
Det er i den sammenhæng vigtigt at understrege,
at de to polorganer gensidigt er i stand til at kunne fungere som modtager og
'assistent' for hinanden. Men da de to polorganer ikke fungerer på samme måde,
bevirker dette at det principielt er muligt at etablere to forskellige former
for seksuelt klimaks, beroende på hvilket af de to polorganer, der i det givne
tilfælde spiller 'hovedrollen' som modtager af behagsfornemmelserne.
De to underbevidstheds-polorganers praktiske
betydning ligger i, at de hver især er udpræget sensitive over for behags- og
ubehagsfornemmelser, som de til dels selv muliggør. Desuden fungerer de på
foranledning af diverse behagsfornemmelser som en slags 'batterier' for
opladning og afstemning af en spændingstilstand, som i givet fald bringer dem
på bølgelængde med dé særlige, guddommelige energier, der udgør en væsentlig
del af grundlaget for oplevelsen af den seksuelle klimaks eller ekstase.
Den afgørende forskel mellem de to polorganers
respektive funktionsmåde ligger i, at det ikke er de samme behagsmomenter, de
er følsomme over for. Det ene polorgan er nemlig kun påvirkeligt af
behagsfornemmelser, der formidles via sansning fra neden, dvs. behags-fornemmelser,
der hidrører fra stofside-momenter, herunder emotionelle momenter. Omvendt er
det andet polorgan udelukkende påvirkeligt af behagsfornemmelser, der formidles
via sansning fra oven, dvs. behagsmomenter, der hidrører fra åndelige momenter
eller livssidedata. (Se nedenfor).
De to polorganers særpræg medfører primært, at
de er forbundet med hver sit specielle område af den sjælelige strukturs to
organiske storområder, som vi tidligere har lært at kende henholdsvis under
betegnelserne det receptive system, som særlig formidler sansning, og det
donative system, der særlig formidler manifestation. Men begrebet sansning
omfatter som allerede antydet to principielle sansemetoder eller måder, hvorpå
sansning kan finde sted. Disse to sansemåder kalder Martinus henholdsvis for
"sansningen fra neden" og "sansningen fra oven".
Ved begrebet sansningen fra neden, som især
befordres af den sjælelige strukturs følelseslegeme, forstår Martinus den form
for sansning, der hidrører fra livsoplevelsens 'ydre', fysiske side, den
såkaldte stof-side, - han kalder den også for sansningen på tværs af materien,
dvs. en rum-tid-dimensionel sansning (herom senere) - og som sansnings- eller
oplevelsesmæssigt resulterer i komplekset af emotioner og sansekvaliteter
(følelser, fornemmelser, farver, lyde, dufte, m.v.). Det er altså med andre ord
den sansemetode, som er beroende på det eksterne sanseapparatur, et begreb, der
bl.a. omfatter de ydre, fysiske sanseorganer: øjne, ører, næse osv. Vi skal
imidlertid senere vende tilbage til og se nærmere på, at begrebet det eksterne
sanseapparatur dækker over betydeligt andet og mere, end de fysiske sanser.
(Note 12)
Ved begrebet sansningen fra oven, som især
befordres af den sjælelige strukturs intuitionslegeme, intelligenslegeme og
hukommelseslegeme, forstår Martinus den form for sansning, der hidrører fra
livsoplevelsens 'indre', åndelige eller parafysiske side, den såkaldte
livsside, - han kalder den også for sansningen på langs af materien, dvs. en
ikke-rum-tid dimensionel sansning (herom senere) - og som sansnings- eller
oplevelsesmæssigt resulterer i Jegets forståelse af det, stofsiden med sine
diverse sansedata åndeligt set 'betyder', dvs. dens mening, værdi eller
betydning.
Det er ikke mindst i denne forbindelse, at
Jegets erindringskartotek optræder med dets indhold af individets samlede sum
af erfaringer fra indeværende spiralafsnit, i form af erindringstalentkerner i
overbevidsthedsområdet (skæbneelementet). Vi skal dog ikke gå dybere ind på
sansningens problematik her, men blot nævne, at der findes to hovedformer for
sansning fra oven, nemlig én form, hvor denne sansning foregår uden
intuitionsenergiens medvirken, og én form, hvor den foregår med denne
grundenergis specielle medvirken. Det er særlig i forbindelse med den
sidstnævnte form for sansning fra oven, at begreber som evighed, guldkopier og
visdomsocean er relevante og kommer ind i sammenhængen. (Note 13)
Imidlertid er hovedpointen i sammenhængen, at
de to sæt polorgan-kombinationer danner grundlag for hver sin form for
seksualisme, hvoraf som nævnt kun den emotionelt betonede seksualisme er kendt
af mennesket. Derimod er samme menneske i almindelighed fortsat ubekendt med
den intellektuelt betonede seksualisme. Den førstnævnte befinder sig i et
afhængighedsforhold til dén sansestruktur, der især er ansvarlig for den
fænomenologiske livsoplevelse samt følelseslivet. Det skal fremhæves, at ifølge
Martinus er overhovedet al livsoplevelse fænomenologisk og dermed i en vis
forstand illusionistisk (herom senere). Den sidstnævnte form for seksualisme
befinder sig derimod i et afhængighedsforhold til den sansestruktur, på hvilket
det intellektuelle liv er beroende.
Det emotionelle og det
intellektuelle polorgan
Disse to forskellige afhængighedsforhold mellem
polorganerne og sansestrukturerne indbyrdes, udgør baggrunden for at Martinus
har givet de to polorganer henholdsvis tilnavnet den emotionelle pol, som altså
er ansvarlig for den emotionelle seksualisme, og den intellektuelle pol, der
svarer for den intellektuelle form for seksualisme. Det er lige præcis dette
sæt polorganer, der henvises til, når talen er om begrebet det psyko-sympatiske
anlæg.
Desuden er det netop med indførelsen af de to
nævnte kosmiske begreber i fremstillingen, dvs. det emotionelle polorgan og det
intellektuelle polorgan, at vi er kommet i berøring med nogle af de måske
allervigtigste faktorer og samtidig et af de mest betydningsfulde emner i
Martinus' Kosmologi. Det vil formentlig uden videre fremgå af den følgende
beskrivelse af de to ovennævnte polorganers specielle relationer til de to
overbevidsthedspoler. (Note 14)
Det indbyrdes forhold mellem de to
overbevidsthedspoler, den maskuline pol og den feminine pol, og de to underbevidstheds-polorganer,
det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, er nemlig helt
specielt og lader sig ikke umiddelbart udlede af selve begreberne. For at kunne
forstå det i øvrigt periodisk skiftende tilknytningsforhold mellem de to poler
og polorganer, er det nødvendigt at inddrage en ny og afgørende faktor og et
nyt og omfattende begreb i fremstillingen.
Dette begreb og denne faktor kalder Martinus
for "det seksuelle dobbeltkredsløb", og herved forstår han et
kredsløb, inden for hvilket alle det seksuelle temas principielle muligheder
kommer til udfoldelse og bliver ligeligt oplevet af individet. Der er endvidere
det helt specielle ved dette dobbeltkredsløb, at det er udtryk for et af de
store og afgørende træk ved livets kosmiske grundplan, som han også kalder for
"den evige verdensplan". (Note 15)
Kommentar: Et kosmisk fænomen som ”det seksuelle
dobbeltkredsløb” har naturligvis ingen gyldighed set i ét-livs-hypotesens
perspektiv. Men indenfor rammerne af Martinus' kosmologi, er det logisk, at et
sådan dobbeltkredsløb må forekomme, for at den fuldstændige ligestilling og
retfærdighed i de levende væseners tilværelse kan finde sted. Men en væsentlig
pointe i ét-livs-hypotesen er jo netop, at den fuldstændige ligestilling og
retfærdighed i de levende væseners tilværelse efter en heldel at dømme faktisk ikke
finder sted.
Relationen mellem de to
poler og de to polorganer
Som nævnt eksisterer der ikke noget fast eller
permanent tilhørsforhold mellem de to poler og de to polorganer, idet de ifølge
Martinus forholder sig til hinanden på en måde, der fører til dannelsen af
netop det seksuelle dobbeltkredsløb. Hvordan det går til i praksis, skal jeg i
det følgende kapitel søge at redegøre for så enkelt og klart, som det er mig
muligt. Men jeg vil dog her benytte lejligheden til endnu engang at henvise den
specielt interesserede læser til selve kilden til denne fabelagtige og
storslåede beskrivelse af det seksuelle kosmiske 'drama', nemlig Martinus' egne
værker, eventuelt suppleret med Per Bruus-Jensens bidrag i form af en
supplerende systematisk fremstilling af samme emne. (Note 16)
Som tidligere nævnt afhænger det seksuelle
klimaks af begge polorganers og deres respektive sansestrukturers medvirken,
men der består samtidigt den mulighed, at et seksuelt klimaks kan etableres og
opleves så vel gennem det ene som det andet polorgan, hvilket giver anledning
og adgang til to former for seksuel ekstase. Den ene mulighed giver det
emotionelle polorgan adgang til, og den anden mulighed er det intellektuelle
polorgan ansvarlig for.
Indtil videre er det dog kun muligt for
mennesket i almindelighed at etablere og opleve det seksuelle klimaks via det
emotionelle polorgan, hvorimod det i henhold til Martinus forholder sig sådan,
at menneskets mulighed for at kunne benytte sig af det intellektuelle polorgan
til at opnå seksuelt klimaks, vil komme inden for rækkevidde i løbet af en
overskuelig fremtid. Det hænger især sammen med den igangværende, specielle
humane udvikling, Martinus betegner som polforvandlingen, som indgår i det
seksuelle dobbeltkredsløb, og som vi snart skal gøre os bekendt med.
Imidlertid har et fænomen som ”talentkerner”
været nævnt så ofte, især i dette afsnit, at nogle læsere måske kunne føle
behov for at få forklaret, hvad der mere præcist skal og kan forstås ved
begrebet. Derfor skal vi i det følgende afsnit beskæftige os med
”talentkerneprincippet”, før vi går videre med udredningen af de uhyre
interessante og – det må tilstås – komplicerede og derfor vanskeligt
forståelige analyser omkring seksualisme. Via hjemmesidemenuen har læseren hele
tiden mulighed for at veksle mellem og vende tilbage til de forskellige afsnit,
som måske i særlig grad gør krav på interesse og opmærksomhed. (Citat slut)
Kommentar: Her skal skyndsomts indføjes, at
talentkernerne er blevet grundigt omtalt tidligere ovenfor, hvorfor der ikke
vil være grund til at gentage emnet her. Derimod vil der være god grund til
endnu engang at konstatere og påpege, at efter min opfattelse strider
ét-livs-hypotesen ikke imod det væsentlige og principielle i Martinus' (og Per
Bruus-Jensens) geniale skildring af ”det seksuelle polprincip”. Derfor vil vi
roligt kunne fortsætte denne lange odyssé med at omtale det nok så vigtige emne
i Martinus' kosmologi, som han selv betegner som ”den seksuelle
polforvandling”.
Det skal i øvrigt allerede her på forhånd
indskydes og fremhæves, at selv om Martinus' skildring af ”den seksuelle
polforvandling” forudsætter og er betinget af den proces, han betegner som ”den
kosmiske indvikling og udvikling”, en proces, der ifølge hans kosmologi
principielt gentager sig igen og igen i al evighed, vil vil jeg mene, at det
principielle og væsentlige i ”den seksuelle polforvandling” også er gyldigt set
i ét-livs-hypotesens betydeligt mindre perspektiv. Den nævnte forvandling kan
udmærket tænkes at forekomme genetisk fra individ til individ og fra slægt til
slægt.
Men det må indrømmes, at dette mindre
perspektiv jo ikke har plads til at
rumme de store kosmiske visioner, som Martinus har set for sig og brugt et
langt liv til at skrive og fortælle om. Alligevel vover jeg at fastholde
ét-livs-hypotesen”, som i stedet tolker Martinus' visioner, analyser og
facitter i et sekulært historisk perspektiv. Det sker i form af menneskehedens
fysiske, samfundsmæssige og kulturelle og dermed også psykologiske historie fra
slægt til slægt og fra kulturperiode til kulturperiode.
Inden vi fortsætter med en nærmere redegørelse
for, hvad den seksuelle polforvandling betyder for både det enkelte menneske og
for menneskeheden, skal her fortælles om et nok så vigtigt emne i relation til
den netop nævnte polforvandling:
De to polers og
polorganers indbyrdes relationer
Det kan indledningsvis fastslås, at det ifølge
Martinus er en ufravigelig kosmisk grundregel, at det emotionelle polorgan med
tilhørende sansestruktur hos hankønsvæsener altid er knyttet til den maskuline
pol. Da den sidstnævnte er sæde for det levende væsens udadrettede aktivitet og
dermed for dets afsendelse af energi (manifestation), er vi hermed stillet over
for en donativ seksualtype.
For hunkønsvæseners vedkommende forholder det
sig lige modsat, idet det emotionelle polorgan i disses tilfælde altid vil være
forbundet med den feminine pol. Da denne jo er sæde for det levende væsens
indadrettede aktivitet og dermed for dets modtagelse af energi (sansning), er
der derfor tale om en receptiv seksualtype.
Hankønsvæsenets totale polkombination: 1) det
emotionelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod 'Em' i feltet
på figuren til venstre) plus apparatet for sansning fra neden er forbundet med
den maskuline pol (mærket 'M'), der er maksimalt udviklet; 2) det
intellektuelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod
'Int' i feltet på figuren til venstre) plus apparatet for sansning fra oven er
forbundet med den feminine pol, der er mere eller mindre latent.
Hunkønsvæsenets totale polkombination: 1) det
emotionelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod 'Em' i
feltet på figuren til højre) plus apparatet for sansning fra neden er forbundet
med den feminine pol (mærket 'F'), der er maksimalt udviklet; 2) det
intellektuelle polorgan (den aflange trekant med spidsen pegende nedad mod
'Int' i feltet på figuren til højre) plus apparatet for sansning fra oven er
forbundet med den maskuline pol, der er mere eller mindre latent.
(Diagrammer og tekst er med mindre tilføjelser
til sidstnævnte gengivet fra © 1989 PB-J: "X", bd. 4., stk. 4. 43.)
Personlig vil jeg indskyde, at det selvfølgelig
kræver en god portion fantasi at 'omsætte' diagrammer, som de ovenfor viste,
til faktisk virkelighed. Men selv om forholdet mellem poler og polorganer er et
subtilt emne, er det dog vigtigt, at man efter bedste evne gør sig klart, hvad
sagen drejer sig om.
Idet den maskuline pols kosmiske tendens er
udadrettet i form af afsendelse af energi = manifestation = donativ, og den
feminine pols er indadrettet = modtagelse af energi = sansning = receptiv, kan
det følgelig konstateres, at det er indflydelsen fra de to
overbevidsthedspoler, der fører til dannelsen af to forskellige seksualtyper
eller køn.
Dette lovbundne forhold vedrørende den
emotionelle seksualisme, er de to polorganer til enhver tid undergivet. Men i
og med kendskabet til den emotionelle seksualismes organiske grundlag, er det
forhåbentlig muligt at forstå, hvorfor hankønnets forhold til hunkønnet i
reglen er kendetegnet ved relativt større fysisk styrke og muskelkraft og ved
aggressiv tilbøjelighed til at ville underlægge sig den 'ydre' verden, for
dermed at kunne herske og regere. Dette forhold hænger for hankønnets
vedkommende sammen med dén organiske omstændighed, at den maskuline pol især
samvirker med den sjælelige strukturs tyngde- legeme, som jo bl.a. netop er
kendetegnet ved tyngdeenergiens dynamiske og udadfarende kraft. Omvendt er
hunkønnet præget af relativt mindre fysisk styrke og muskelkraft, og dets
forhold til hankønnet er i reglen kendetegnet ved tilbøjelighed til og stort
talent - i mange tilfælde 'snilde' - for at 'underordne' sig hankønnet (manden)
og appellere om hans beskyttelse og tryghed i videre forstand.
Disse særpræg hænger for hunkønnets vedkommende
sammen med det forhold, at den feminine pol organisk især samvirker med den
sjælelige strukturs følelseslegeme, der jo ved sit tilknytningsforhold til
følelsesenergiens 'passive', 'sammentrækkende' og indadrettede kraft netop
bibringes sine særlige karakteristika. (Note 1)
De to kønspræg, hankøn og hunkøn, og disses
forhold til eget køn og modkønnet, er altså i henhold til Martinus ikke en
rollefordeling eller et 'rollespil', som mere eller mindre er påtvunget eller
påført de levende væsener i form af henholdsvis hankøn og hunkøn eller mand og
kvinde, sådan som det i nyere tid er blevet hævdet af kulturradikale og rabiate
politiske filosofier. Kønsprægene er ifølge Martinus grundlæggende naturgivne,
men i en noget anden forstand end nutidige, rabiate kønsrolle-debattører
almindeligvis forestiller sig.
Det skal dog medgives kritikerne af den
'naturgivne årsagssammenhæng' mellem kønnene, at det kun er med forbehold, at
de ovennævnte kønspræg og karakteristika for henholdsvis hankøn og hunkøn er
gældende. Dels gives der undtagelser i naturen, hvor det f.eks. i insekternes
verden i nogle tilfælde er hunnen, der er det stærke køn og hankønnet det
modsatte.
Således gives der bl.a. hos bierne særlige
forhold, som er bestemmende for kønnet, men som ikke har lighed med de
almindeligt kendte relationer mellem kønnene. Inden for pattedyrenes verden ser
man også forskellige undtagelser, som f.eks. hos løverne og lignende rovdyr,
hvor det især er hunnerne, der jager og sørger for afkommets opdragelse og
beskyttelse. Men i brunsttiden og i parringssammenhæng, er det hannerne, der er
de aggressive og aktive, medens hunnerne normalt er 'passive' og i
bogstaveligste forstand underlægger sig det stærke køn.
I menneskets verden finder man også afvigelser
fra det normale eller almindelige kønsrollemønster, idet der hos visse natur-
og stammefolk har hersket såkaldt matriarkat (kvindestyre). Dette er dog efter
alt at dømme snarere en sjælden undtagelse, end det er nogen regel, og hænger
formodentlig sammen med helt specielle forhold, som f.eks. underskud af mænd.
På samme måde med flerkoneri, som delvis er socialt og kulturelt betinget, men
som oprindeligt måske kan være forårsaget af overskud af kvinder.
Endelig er der den form for afvigelse fra det
normale forhold mellem de to køn, som kaldes homoseksualitet eller bøsser og
lesbiske. Der forekommer desuden en række andre seksuelle afvigelser fra
normen, som f.eks. pædofili, sadomasochisme, sodomi, fetichisme, nekrofili
m.m., som psykologien og psykiatrien almindeligvis mener skyldes uheldige
årsager i barndommen, men som biologien snarere mener skyldes genetiske
forstyrrelser, og nogle hjerneforskere tilskriver specielle forhold i hjernen.
Martinus giver imidlertid en noget anden og på
sin vis dybere årsagsforklaring på homoseksualitet så vel som på de øvrige
seksuelle afvigelser fra normen, end både psykologien, psykiatrien, biologien
og hjerneforskningen, hvilket vi skal se på senere.
Til trods for de nævnte afvigelser fra det
normale kønspræg og normal seksuel orientering og praksis, er der dog ikke
noget som tyder på, at Martinus' analyser af det seksuelle polprincip med de to
poler og polorganer, og af den emotionelle seksualisme med hvad deraf videre
følger, ikke skulle være gyldige. Eller i det mindste er jeg ikke blevet
orienteret om det, hvis det skulle være tilfældet. Det er med andre ord indtil
videre min overbevisning, at de kosmiske analyser i alt væsentligt er gyldige,
også på dette vigtige emneområde. Derfor vil vi nu gå videre i denne
fremstilling af Martinus' analyser over den emotionelle seksualisme og dens i
det hele taget vidtrækkende konsekvenser. (Note
2)
Den
emotionelle seksualismes klimaks
Selvom de to polorganer, som tidligere nævnt,
kan betegnes som det levende væsens primære kønsorganer, er de i henhold til
Martinus dog ikke i sig selv i stand til at fremkalde seksuelt klimaks. Derfor
er de uløseligt tilknyttet det egentlige sanseapparat i form af den sjælelige
struktur, som dels kan præstere sansning fra neden og dels sansning fra oven.
Som nævnt vil det emotionelle polorgan altid
være forbundet med den del af sansestrukturen, som er præget af det emotionelle
legeme, altså følelseslegemet, og dets virksomhed, der er ansvarlig for
sansningen fra neden (sansningen af livets 'stofside', dvs.
rum-tid-hastigheds-dimensionelle fænomener og data).
Men til etableringen af det seksuelle klimaks
kræves desuden forekomst og medvirken af specielle sanseorganer i
underbevidsthedsregionen, der er særligt indrettede til at samarbejde med
polorganerne i fælles bestræbelse på at frembringe det af Jeget så stærkt
attråede seksuelle klimaks. Sådanne specialorganer, der henhører under
apparatet for sansning fra neden og som står i den emotionelle seksualismes
tjeneste, forefindes på det åndelige plan i form af følelseslegemet, og på det
korresponderende fysiske plan i form af de primære kønsorganer. Det er dog her
vigtigt at gøre sig klart, at selv om netop kønsorganerne spiller en central
rolle for opnåelsen af det seksuelle klimaks, så er det ifølge Martinus ikke
det fysiske kønsorgan i sig selv, der frembringer dette klimaks. Det gør
derimod et højpsykisk polorgan, som kønsorganet via følelseslegemet står i
forbindelse med, i dette tilfælde det emotionelle polorgan, der derfor kan
opfattes som højpsykisk pendant til det fysiske kønsorgan. (Note 3)
Imidlertid oplyser Martinus, at opnåelsen af
det seksuelle klimaks yderligere kræver medvirken af endnu en nødvendig faktor,
og denne udgøres af det intellektuelle polorgan. Det hænger dels sammen med, at
klimaks i væsentlig grad opnås gennem en bevidsthedsproces, og dels med, at det
er en nødvendig forudsætning for opnåelsen af klimaks, at netop dette polorgan
bringes i en svingnings- og spændingstilstand, som er i resonans med og giver
indslag af dé guddommelige energier, hvoraf oplevelsen af den seksuelle orgasme
rent faktisk afhænger.
Det seksuelle klimaks forudsætter altså
medvirken af både emotionel og intellektuel aktivitet fra det levende væsens
side, og ikke mindst for menneskets vedkommende, for at kunne etableres, og der
stilles tilmed krav om, at denne aktivitet skal indeholde i hvert fald et minimum
af de kvaliteter, der svarer til kvaliteten af de guddommelige energier.
Men netop i den forbindelse er mennesket og
især dyret vanskeligt stillet, fordi de intellektuelle anlæg selv i bedste fald
er så uudviklede og svage, at intuitionsenergien endnu ikke er under viljens
kontrol og derfor kun optræder tilfældigt og i sporadiske glimt. Dertil kommer,
at følelseslivet relativt set er lavt og primitivt, idet det i overvejende grad
er egoistisk og ikke levner megen plads for de altruistiske og humane følelser,
som betinger den viljestyrede intuition.
Dette betyder strengt taget at man ikke skulle
forvente, at der hos dyret og det jordiske menneske forekommer de nødvendige
forudsætninger for opnåelsen af det seksuelle klimaks. Men dette klimaks ved
man og kan iagttage er en kendsgerning hos begge væsenstyper. Følgelig må der
altså findes en anden mulighed, for at individets sansestruktur kan komme i
kontakt med de betingende høje guddommelige energier. Spørgsmålet lyder derfor:
Hvad er det lige præcis for en faktor, der kompenserer for eller ligefrem
erstatter manglen på høje emotionelle og intellektuelle egenskaber, som
eksempelvis den betydningsfulde intuitionsfunktion?
Hertil svarer Martinus klart og enkelt, at den
kompenserende faktor udgøres i dette tilfælde af instinktlegemet, men vel at
mærke mere præcist dettes medvirken og funktion i det sanseapparat for sansning
fra oven, som er tilknyttet det intellektuelle polorgan. Vi skal dog ikke her
komme nærmere ind på, hvordan instinktlegemet fungerer i sammenhængen, men blot
pege på, at dets medvirken som kompenserende faktor især hænger sammen med, at
det så at sige har forbindelse 'bagud' til kilden til de ekstaseenergier,
hvoraf det seksuelle klimaks afhænger, nemlig summen af de personligt vundne
erfaringer og erindringer fra det tilbagelagte spiralafsnit, men omdannet til
guldkopier.
Som vi tidligere har hørt om, er disse
guldkopier 'oplagrede' i visdomsoceanet, der er en 'statisk' eller 'potentiel'
afdeling eller 'lag' af det tilværelsesplan, Martinus kalder den guddommelige
verden. Denne 'grænser' op til salighedsriget, som det nuværende menneske og
dyr også opholdt sig i og passerede igennem i sin tid, på vej mod en ny fysisk
tilværelse, der begyndte i mineralriget og som via planteriget fortsatte i
dyreriget, hvortil det jordiske menneske endnu hører.
Men under deres respektive fortidige ophold i
salighedsriget, kunne mennesket og dyret hver især beskæftige sig dagsbevidst
og viljemæssigt med det nævnte guldkopimateriale, som forelå i form af
forædlede erindringskopier af de oprindeligt tilgrundliggende oplevelser og
erfaringer. Men i løbet af involutionen via mineral-, plante- og dyreriget og
efterhånden som det sidstnævnte med dets barske livsvilkår lagde stadig større beslag
på væsenernes opmærksomhed og kræfter, kom dette guldkopimateriale til at
repræsentere den tabte lys- og kærlighedsverden eller "den tabte
horisont" fra urtiden.
Dette er altså ifølge Martinus baggrunden for
instinktlegemets automatiske tilgang til den personlige sum af guldkopier, og
det er takket være denne, at mennesket og dyret aner og fornemmer de beslægtede
høje guddommelige vibrationer og energier, når dets primære fysiske kønsorganer
påvirkes under forspillet og samlejet eller parringen, og hvis intensitet
kulminerer under orgasmen.
Der er naturligvis meget andet og mere, der
kunne siges om og bidrage til at belyse og karakterisere den emotionelle
seksualisme, men det ville føre for vidt at komme nærmere ind på dens mange
store og interessante aspekter i denne forbindelse. Her må jeg endnu engang
henvise den specielt interesserede læser til kilden til denne fremstilling.
(Note 4) H1-11. Emotionel og
intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme.
For at undgå at gentage, hvad jeg allerede for
længst har skrevet om emnet, vil jeg her citere fra artiklen H1-13. Introduktion
til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’
seksuelle ’pol’:
Mennesket og den
seksuelle polforvandling
(Citat) I dette kapitel skal vi se på nogle af
de faktorer, der er bestemmende og afgørende for individets forvandling fra
egentligt dyr til rigtigt menneske, og på, hvordan den til grund liggende
seksuelle polforvandlingsproces indvirker på menneskets sympatiske og seksuelle
orientering og adfærd, samt på dets udvikling, bevidsthedsliv og adfærd i det
hele taget.
Som tidligere omtalt indvikler det levende
væsen sig i materien eller den fysiske verden fra salighedsriget via
mineralriget, planteriget og dyreriget, hvortil det jordiske menneske endnu
hører, og hvorfra det ifølge Martinus er i færd med at udvikle sig frem til en
væsenstilstand, der kvalificerer det til at henhøre under "det rigtige
menneskerige"s domæne. Dette rige er først så småt ved at begynde at
manifestere sig her på jorden i vor tid, men vil i henhold til de kosmiske
analyser blive udviklet og etableret på de jordiske kontinenter i løbet af de
kommende tre tusinde år.
Ifølge Martinus' kosmiske analyser udgør
jordmennesket - Martinus betegner konsekvent mennesket som "jordmennesket" eller "det
jordiske menneske", dels for at skelne fra det egentlige dyr, og dels
som modsætning til "det rigtige
menneske" i "det rigtige menneskerige" - et overgangsvæsen
mellem dyr og menneske, et væsen, der endnu i stor udstrækning bærer dyrerigets
livsvilkår og traditioner i sig, men hvis længsler og håb i realiteten er
rettet mod det foreløbige Utopia, som især menneskehedens åndelige elite altid
har set for sig. Dette Utopia er ifølge Martinus identisk med det rigtige
menneskerige, hvorfra store kulturelle fornyere og åndelige vejledere, som
eksempelvis Moses, Krishna, Buddha, Jesus og Muhammed, blev udsendt af det
guddommelige skabeprincip (Gud) i egenskab af verdensgenløsningsprincip og
forsyns- eller forældre- og beskyttelsesprincip, for at inspirere menneskeheden
til langsigtet at ændre kurs og målsætning. (Note 1)
Skabeprincippets mørke
og lyse udstråling
I henhold til Martinus udgør det guddommelig
skabeprincip den fundamentale basis for al udvikling og oplevelse af livet,
sådan som dette udfolder sig indenfor hvert af de kosmiske udviklingsafsnit, vi
allerede har lært at kende under betegnelsen "spiralafsnit". Et
sådant "afsnit" eller storkredsløb udgør netop en helhed, indenfor
hvilken alle verdensaltets fundamentale og førende faktorer og principper
kommer til ligelig udfoldelse.
Indenfor denne helhed viser det guddommelige
skabeprincip sig med to indbyrdes modsatte tendenser, som gensidigt betinger og
forudsætter hinanden, idet den ene tendens dominerer og er førende i første
halvdel af spiralafsnittet, medens den anden tendens er førende og dominerende
i anden halvdel af samme spiralafsnit. Disse lovmæssigheder er de levende
væsener undergivet, og som følge deraf kommer disses oplevelse af livet
indenfor hvert af de to spiralhalvdele til at forme sig som direkte
modsætninger. (Note 2)
På ovenstående enkle og illustrative diagram
vises forholdet mellem spiralkredsløbets indviklingsbue (A) og udviklingsbue
(B). Diagrammet skal læses mod uret. Tallene 1-6 henviser til de seks kosmiske
tilværelsesplaner eller riger. Det fremgår, at indviklingsbuen spænder over halvdelen af den guddommelige verden
(5), hele salighedsriget (6) og hele planteriget (1) samt halvdelen af
dyreriget (2). Sagt på anden måde, så strækker indviklingsbuen sig fra
kulminationen af den guddommelige verden til kulminationen af dyreriget. Modsat
ses det også, at udviklingsbuen spænder
over halvdelen af dyreriget (2), hele det rigtige menneskerige (3) og hele
visdomsriget (4) samt halvdelen af den guddommelige verden (5). Det betyder, at
udviklingsbuen strækker sig fra kulminationen af dyreriget til kulminationen af
den guddommelige verden. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”, bd. 4, stk. 4. 118.).
Min kommentar: Selv om det ikke er
det, som ovenstående diagram handler om, så kunne man faktisk alligevel godt
tolke det derhen, - hvilket jo også er i delvis overensstemmelse med
beskrivelsen af diagrammet - at A-buen dækker over de fysiske jordiske riger,
fra og med halvdelen af rige nr. 5 (intuitionsenergiens domæne), som kunne
tænkes at markere de helt igennem geniale atomare forudsætninger for rige nr. 6:
mineralriget, (hukommelsesenergiens domæne). Rige nr. 1: skal ses som
planteriget, (instinktenergiens domæne), halvdelen af rige nr. 2, som det
egentlige dyrerige (tyngdeenergiens domæne), og halvdelen af rige nr. 3, det
rigtige, humane menneskes første stadier (følelsesenergiens domæne).
Men hvad der tydeligvis ikke er i
overensstemmelse med diagrammets originalforklaring, er, at i
'et-livs-hypotesens kontekst kan kredsløbets B-bue ikke tolkes som udtryk for
de åndelige riger, sådan som den originale forklaring lyder, men derimod kun
tolkes som de åndelige eller psykiske energier, der markerer den samlede
menneskeheds fortsatte successive bevidsthedsmæssige, samfundsmæssige og
kulturelle udvikling. Hvilket med andre ord vil sige en udviklingsperiode, der
er kendetegnet ved henholdsvis følelsesenergiens, intelligensenergiens,
intuitionsenergiens og hukommelsesenergiens overordnede dominans. Hvilket altså
vil sige, en udvikling, der strækker sig fra og med sidste halvdel af rige nr.
2 (tyngde-energiens domæne), hele rige nr. 3 (følelsesenergiens domæne), hele
rige nr. 4 (intelligensenergiens domæne) og for første halvdel af rige nr. 5
(intuitionsenergiens domæne). De pågældende energier udgør samtidig de fysisk
levende væseners bevidsthedsevner, sådan som tilfældet jo også er i Martinus'
kosmologi.
Problemet med denne fortolkning er imidlertid,
at da der grundlæggende er tale om et kosmisk kredsløb, som i princippet
repeteres og fortsætter forfra og om igen i det uendelige i form af et
spiralkredsløb, som til stadighed akkumulerer nye oplevelser og erfaringer
hidrørende fra de levende væsener, der er involveret i forløbet. Man må altså
med andre ord tænke sig en vedvarende og kontinuerlig proces af indvikling og
udvikling. Denne millionårige eller måske snarere milliardårige proces, vil
formentlig kunne tænkes at have foregået og at ville foregå her på jorden lige
så længe denne har eksisteret og vil komme til at eksistere.
Skabeprincippets mørke
udstråling
I henhold til Martinus betinger det guddommelige
skabeprincip betinger, at dets virkninger i første halvdel af en spiral har til
opgave at udvikle og fremme individets selviske længsel, begær og beskæftigelse
med materien eller de materielle fænomener, hvorved individet bliver stadig
mere og stærkere knyttet til materielle ting og dermed indviklet i materien.
Denne situation medfører især, at individets interesse for og kærlighed til
andre levende væsener for disses egen skyld, efterhånden svinder mere og mere
til fordel for, at disse kun udgør redskaber for opnåelsen og
tilfredsstillelsen af dets egne egoistiske ønsker og behov. Den yderste
konsekvens heraf er, at det med tiden kommer til at fornemme og opleve sit eget
Jegs adskillelse fra de andre levende væsener i tilværelsen. Denne oplevelse
eller fornemmelse af adskillelse er i virkeligheden identisk med individualitetsfølelsen eller jeg-følelsen, som dermed er blevet
fornyet. Hvilket i henhold til Martinus altså også er skabeprincippets
bevidste, målrettede hensigt.
På denne baggrund kommer individet i første
halvdel af spiralafsnittet efterhånden til at fremtræde med fortættede eller
materiefyldte organismer og med en udpræget egenkærlighed eller
selvopholdelsesdrift, der i praksis viser sig som et egoistisk og på visse
stadier umætteligt begær efter at tilegne sig ejerforholdet og ejendomsretten
til så vel den livløse som den levende materie, men vel at mærke ofte på andre
og svagere væseners bekostning. For bestemte individers vedkommende gælder
tilegnelsen endog den materie, hvoraf andre individer har opbygget deres
organismer, hvilket i særlig markant grad gælder for rovdyrene, som har
udviklet sig til at være absolut afhængige af tilegnelsen af animalsk føde.
I henhold til Martinus har det guddommelige skabeprincip
(Gud) imidlertid et helt bestemt formål med at lade individerne udvikle sig til
den højeste grad af selviskhed og egoisme, hvor disse er helt ude af stand til
at have samfølelse med eller tage hensyn til deres medvæsener. Denne selviskhed
eller egoisme befordrer nemlig alle sådanne tendenser og fænomener som
magtbegær, had, hensynsløshed, selvglæde og selvtilstrækkelighed, hovmod,
misundelse, skinsyge o. lign. Sådanne følelser giver sig i deres yderste
konsekvenser udslag i form af drab, mord, krig, lemlæstelse, kriminalitet,
sygdom, livslede, sorg m.v.. Eller kort sagt dén kulminerende form for ubehag,
vi kalder det "onde". Da dette "onde" udgør
"mørket" i tilværelsen, betegner Martinus derfor denne side af det guddommelige
skabeprincips virksomhed som "den
mørke udstråling".(Note 3)
Udsnit af diagrammet ovenfor. Viser mødestedet
mellem indviklingsbuen og udviklingsbuen i kulminationen af dyreriget,
kendetegnet ved Jeg-bevidsthedens opståen. a = det rene dyr; b = det jordiske
menneske. (© 1989 Per Bruus-Jensen: ”X”,
bd. 4, stk. 4. 130. ).
Denne mørke udstråling fra det guddommelige
skabeprincip har ifølge Martinus til opgave at stimulere de levende væseners
udfoldelse og oplevelse af "mørket", primært for derigennem at
udvikle de evner hos samme væsener, uden hvilke udfoldelsen og oplevelsen af
"lyset" ville være en total umulighed. Martinus pointerer, at en hvilken som helst form for oplevelse er
uundgåeligt betinget af en forudgående oplevelse af dennes kontrast eller
modsætning. Intet væsen i tilværelsen ville være i stand til at opleve
noget, hvortil det ikke i forvejen har oplevet modsætningen, hvilket kort sagt
vil sige, at modsætningerne så vel begrebs- som oplevelsesmæssigt gensidigt
forudsætter og betinger hinanden. Den mørke udstråling i form af det såkaldte
"onde" er derfor i sin højeste kosmiske analyse identisk med en guddommelig velsignelse, og det
"onde" er følgelig ikke et absolut onde, men tværtimod en lige så
nødvendig faktor i den kosmiske verdensorden som det såkaldte "gode".
I konsekvens heraf betegner Martinus derfor det "onde" som "det ubehagelige gode" og det
"gode" som "det behagelige
gode".
Al udfoldelse og oplevelse af livet beror altså
på kontrastforholdene i tilværelsen, hvorfor kontrastprincippet er et af de betydelige skabeprincipper, som det
guddommelige skabeprincip (Gud) betjener sig af i sin universelle virksomhed.
Skabeprincippets mørke udstråling er derfor en nødvendig og uundværlig basis
for de levende væseners udvikling mod lyset. (Note 4)
Skabeprincippets
lyse udstråling
I komplementær modsætning hertil, har det samme princip ifølge
Martinus til opgave i sidste halvdel af spiralafsnittet at udvikle og inspirere
individet til uselvisk og betingelsesløs kærlighed, næstekærlighed, til de
levende væsener i tilværelsen. Denne udvikling har til formål, at underminere
og efterhånden nedbryde individets interesse for de materielle ting og dets
begær efter at eje eller besidde materien, eller kort sagt dets magt- og
ejendomsbegær. Andre levende væseners ve og vel kommer mere og mere i fokus og
bliver et lige så vigtigt ansvarsområde for individet, som dets eget ve og vel.
Det betyder, at individet efterhånden kommer til at føle sit samhør med alle
andre levende væsener i tilværelsen, hvilket kulminerer i at individet på et
tidspunkt oplever sig selv som ét med sit guddommelige faderlige ophav.
I sidste halvdel af spiralafsnittet befordrer det guddommelige
skabeprincip altså udviklingen af uselviskheden og alkærligheden, og derigennem
bringes individet til at tage afstand fra og undgå og undslå sig for at deltage
i enhver form for handlinger og foreteelser, der henhører under det såkaldte
"onde" og ubehagelige og smertefulde for andre væsener. Dermed er
individet blevet bragt i kontakt med universets guddommelige harmoni, fred og
lykke, som er udtryk for den højeste form for kosmisk lys, der eksisterer,
nemlig Guddommens egen væremåde og stråleglans. Derfor betegner Martinus denne
side af det guddommelige skabeprincips virksomhed som "den lyse udstråling". (Note 5)
Det
kosmiske livs "dage" og "nætter"
Det guddommelige skabeprincip ytrer sig altså i
sin helhed i form af en lys og en mørk udstråling, hvis virkninger befordrer de
levende væseners evige udviklingsrejse gennem en tilværelseszone, hvor den lyse
udstråling er dominerende, og en tilværelseszone, hvor den mørke udstråling er
altafgørende. Sådanne to zoner danner tilsammen et udviklingsafsnit, dvs. et
spiralafsnit, indenfor hvilket de levende væseners livsudfoldelse og livsoplevelse
i lige høj grad kulminerer i kosmisk lys og mørke. Da dette i princippet
gentager sig i al evighed, betyder det, at de levende væseners evige liv kommer
til at forme sig som oplevelse af skiftende perioder af lys og mørke.
Sammenligner man spiralkredsløbets lys og mørke med døgnkredsløbet, bliver
disse til det evige livs "dage" og "nætter", og
sammenligner man med årskredsløbet bliver de til det evige livs
"somre" og "vintre".
Skabeprincippets to store kontrasterende
udstrålinger supplerer og komplementerer altså hinanden til en enhed, som
dermed udgør den grundlæggende faktor, der betinger enhver form for
livsudfoldelse og oplevelse af livet. Dermed bliver skabeprincippets lyse så
vel som mørke udstråling ensbetydende med en altbeherskende guddommelig
velsignelse, som fører de levende væseners evige udvikling og tilværelse frem
gennem stadigt voksende og større og større højder i kosmiske bevidsthedssfærer
eller tilværelsesplaner i Guddommens evige rige. (Note 6)
"Mørke" og "lyse"
verdensgenløsere
Imidlertid passerer individerne ikke uden
videre fra spiralafsnittets lyszone til dets mørkezone, og det er heller ikke
tilfældet med passagen fra mørkezonen til lyszonen. Denne 'passage' styres jo
dybest set af Guddommen, som i dette øjemed betjener sig af en særligt
kvalificeret form for sanse- og manifestationsredskaber, nemlig af de såkaldte "verdensgenløsere". Som
tidligere omtalt, udgør samtlige levende væsener i mikrokosmos så vel som i
mellemkosmos og makrokosmos Guddommens sanseorganer og manifestationsredskaber,
jævnfør med stof- og livsenhedsprincippet. Guddommen er jo i sig selv
ubegrænset eller fuldkommen i enhver henseende og kan som sådan ikke
"vise" sig i sin egennatur for endelige væsener.
Ved begrebet "verdensgenløser"
forstår Martinus et individ eller menneske, der er så langt fremskredent i
udviklingen, at vedkommende i kraft af egne evner har tilegnet sig et sådant
overblik over livet og en indsigt i dets love, at det er i stand til at
grundlægge den moral og idealisme, som kulturen opbygges omkring. En sådan
åndelig reformator eller kulturskaber kendes almindeligvis under betegnelsen "messias" eller "frelser", men som Martinus
har valgt at kalde "verdensgenløser",
hvor begrebet "genløsning" skal forstås som "at løskøbe" eller "løse
tilbage fra fangenskab".For Martinus vil det sige, at et sådant
indviet væsens mission altid resulterer i et samfunds tilegnelse af en ny og
mere fuldkommen åndskultur, som derved udfrier det af en forældet kulturs
efterhånden snærende traditioner og overtro og de mangehånde ubehagelige følger
heraf. (Note 7)
Eftersom udvikling kun kan ske gennem
væsenernes oplevelse af mørke så vel som af lys, vil verdensgenløserne i første
halvdel af udviklingsspiralen være inspireret af det guddommelige skabeprincips
mørke udstråling, hvilket medfører at de vil have til opgave at opfordre og
stimulere menneskeheden i tilegnelsen af en moral og et livssyn, som befordrer
de foreteelser, der netop bidrager til at skabe, opretholde og stadig forøge
"mørket" og dets ubehagelige virkninger.
Sådanne verdensgenløsere betegner Martinus som "mørke verdensgenløsere", og
dem har menneskeheden i en fjern fortid kendt under navn af"Lucifer", "Ahriman", "Satan",
"Djævlen", etc. Den moral og livsopfattelse, som disse mørke
verdensgenløsere etablerede og indpodede i menneskene i svundne tider,
behersker i virkeligheden endnu i vore dage udviklingen og menneskeheden i
langt højere grad, end tilfældet er med den moral og det kulturgrundlag, der
for ikke så mange årtusinder siden blev indpodet i menneskeheden af lyse
verdensgenløsere. Det kan man ifølge Martinus se af, at alle begreber,
synspunkter og holdninger, der forsvarer eller stimulerer til krig, mord, drab,
slagtning, hævn, straf, "retfærdig harme", "hellig vrede",
osv., jo reelt henhører under den mørke udstrålings moral. (Note 8)
Menneskeheden og
skabeprincippets lyse udstråling
Men eftersom jordkloden - og med den
jordmenneskeheden - er nået ind i den halvdel af spiralafsnittet, hvor den lyse
udstråling fra skabeprincippet begynder at udfolde sig, vil samtlige individer
også i større eller mindre grad være inspireret eller påvirket af denne
udstråling, som har til opgave at befordre en udvikling og kultur, der faktisk
i enhver henseende er stik modsat det gamle og forældede kulturgrundlag. Den
lyse udstråling opfattes og promoveres derfor i reglen som guddommelig, medens
den mørke udstråling til gengæld er indhyllet i mystik og derfor ofte fordømmes
som direkte gudsfjendtlig og "ond".
Men til trods for, at menneskeheden i henhold
til Martinus stort set er trådt over tærskelen til den lyse udstrålings domæne,
idet jorden allerede har passeret kulminationen i den mørke udstråling, så gør
resultatet eller følgerne af den sidstnævnte sig som nævnt fortsat stærkt
gældende i samme menneskehed, nemlig som naturlige bevidsthedsanlæg og evner
for at praktisere den mørke moral. Derfor er de mørke verdensgenløseres mission
på jorden i virkeligheden blevet totalt umulig og dermed overflødiggjort,
hævder Martinus, hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at en eller
flere af deres "disciple" ikke lejlighedsvis - men altså ikke
tilfældigt - kan inkarnere på jorden i forsøget på at genoplive eller styrke
den "gode gamle moral og verdensorden". Sådanne "disciple"
af "mørket" kender vi fra nyere tids historie i skikkelse af en Adolf
Hitler, en Josef Stalin, en Pol Pot m.fl. Karakteristisk for disse er det, at
de i reglen optræder i "fåreklæder", det vil sige under foregivende
af idealistisk og retfærdighedsstræbende målsætning, men hvor det korrupte
snart viser sig ved, at de i praksis hylder magten efter den kyniske og
hensynsløse devise: "målet helliger
midlet".
I henhold til Martinus er menneskehedens
nuværende udvikling blevet ført af lyse verdensgenløsere, hvilke han
identificerer som de store åndspersonligheder, der er ophav til de førende
verdensreligioner: Buddhismen, kristendommen og Islam. Det vil altså sige Siddhartha Gautama eller Buddha (ca.560-480 f.Kr.), Joshua Ben Josef eller Jesus Kristus (ca. år 7 f.Kr.-33 e.Kr.)
og Muhammad ibn Abd-Allah eller blot Muhammed (ca.570-632). Graden af disse
verdensgenløseres identitet som repræsentanter for det guddommelige
skabeprincips lyse udstråling og moral skal ses på baggrund af, i hvilket
omfang de i deres visdom og lære har forkyndt betingelsesløs næstekærlighed og
derved taget afstand i teori så vel som i praksis fra enhver form for
udfoldelse af princippet "at
dræbe" og fra de øvrige foreteelser i skabeprincippets mørke
udstråling. (Note 9)
Imidlertid er der for Martinus ingen tvivl om,
at den form hvori de tre store
verdensreligioner har formidlet de kosmiske budskaber og sandheder, efterhånden
er blevet forældet i forhold til de erfaringer og den viden, og dermed den
intelligensudvikling, som menneskeheden generelt set især har tilegnet sig i
løbet af de sidste par hundrede år. Dette kan i henhold til Martinus blandt
andet ses af det betydelige frafald, som dog nok mest gælder for den vestlige
verdens og for kristendommens vedkommende. Han betegner derfor de tre store
verdensreligioner, buddhismen, kristendommen og islam, som udtryk for, hvad han
kalder "den gamle verdensimpuls".
(Artiklen fortsætter i 3. del)
Ét-livs-hypotesen
og Martinus'
kosmologi. En
redegørelse. 3. del
© Oktober 2016. Revideret i Maj 2017. Harry
Rasmussen.
___________________________