og Martinus' kosmologi
En redegørelse.
Resumé
I erkendelsen af, at det nok ikke kan have
været lige nemt og let tilgængeligt for de af læserne, det er lykkedes at 'tygge'
sig igennem de to dele af artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”,
at overskue emnet og indholdet, vil jeg her gøre forsøget på at give et så
kortfattet resumé af den samlede artikel, som det er mig muligt.
Hovedtrækkene i
Martinus' kosmologi
Lad os begynde med at give et rids over
hovedtrækkene i Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, hvoraf det
markante og primære hovedtræk er, hvad man i kort karakteristik kunne kalde for
flere-livs-hypotesen. Jeg vil tillade mig at betegne den sådan, fordi et
af de væsentlige, uundgåelige og afgørende hovedtræk i Martinus' kosmologi, er
fænomenet reinkarnation, på dansk også kaldet genfødsel.
I sit storslåede kosmiske verdensbillede
opererer Martinus med, at den guddommelige organisme: verdensaltet
teoretisk set er opdelt i eller udgøres af i alt seks kosmiske storriger eller
tilværelseszoner for de levende væsener, nemlig to decideret fysiske riger: Planteriget
og dyreriget, og fire udpræget åndelige eller parafysiske riger: Det
rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.
Fænomenet reinkarnation forekommer i henhold til Martinus dog kun i
planteriget og dyreriget og delvis i det rigtige menneskerige, nemlig som en
metode til udskiftning af den fysiske organisme. I de øvrige fire riger: Cirka
sidste halvdel af det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige
verden og delvis salighedsriget, foregår organismeudskiftning ved hjælp af
metoden materialisation og dematerialisation. Denne metode
baserer sig i henhold til Martinus på, at individet i de nævnte åndelige
verdener har en evne til vilkårligt at danne – materialisere - sig et
til formålet tjenligt åndeligt legeme og til, at opløse – dematerialisere - dette
vilkårligt igen. Det levende væsen som grundstruktur betragtet, hvad enten
dette lever i den fysiske eller den åndelige verden, vil derfor reelt set altid
være forbundet med et legeme. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk eller
åndeligt, er ifølge Martinus en absolut nødvendighed, for at individet
overhovedet skal kunne manifestere sig, opleve og kommunikere med sin
'omverden', sidstnævnte primært i form af andre individer og disses
tilkendegivelser. Men et legeme, hvad enten dette er fysisk eller åndeligt, er
en skabt foreteelse, og som sådan er det underkastet aldring og dermed en form
for slitage, som efterhånden bevirker, at legemet ikke længere er tjenligt som
effektivt interaktivt kommunikationsorgan. Derfor er en udskiftning af
organismer eller legemer af de anførte årsager og grunde nærmest livsnødvendig.
Men helt grundlæggende i Martinus'
kosmologi er det, at alle levende væsener i lighed med Guddommen eksisterer som
evige og dermed udødelige tre-enige væsener, hvis evige tilværelse er baseret
på et indbyrdes organisk tilhørsforhold mellem Guddommen og dem selv, primært
på den måde, at samtlige individer udgør Guds manifestationsredskaber og
sanseorganer. Alle levende væsener er samtidig undergivet de universale
lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, sådan som også indgående beskrevet i
artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi” 1. og 2. Del.
Et af disse kosmiske skabeprincipper er
det seksuelle polprincip, som i praksis ytrer sig på den måde, at de levende
væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på en sådan måde,
at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener i praksis undergivet
en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede
og at være enkeltpolede. Det er den enkeltpolede tilstand, der dog kun
forekommer i planteriget og dyreriget, som udgør grundlaget for de to køn,
hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer i praksis for individernes liv
og tilværelse, herunder ikke mindst arternes forplantning. I de fire øvrige og
såkaldte åndelige riger, er individerne dobbeltpolede, hvilket ikke mindst
udgør grundlaget for den næstekærlighed, der i henhold til Martinus' kosmologi
praktiseres som en selvfølge i de øvrige fire riger: i sidste halvdel af det
rigtige menneskerige, i hele visdomsriget og den guddommelige verden, og i
første halvdel af salighedsriget.
Som en følge af de netop nævnte kosmiske
skabeprincipper eller lovmæssigheder, i forbindelse med de levende væseners
basale udødelighed, kan der ikke forekomme nogen form for uretfærdig skæbne,
idet tilsyneladende uretfærdigheder i form af dårlig og måske endda
lidelsesfuld skæbne, vil blive kompenseret for og udlignet, om ikke i det
aktuelle liv, så i løbet af et følgende eller flere følgende liv. Det helt primære i lovmæssigheden for skæbne
er ifølge Martinus den, at skæbne – god eller dårlig – i ethvert tilfælde er
udtryk for oplevelsen af virkningerne til de årsager, individet selv i første
instans har udløst. Men da Gud per definition er både alkærlig, alvis og
almægtig, er tilværelsen institueret sådan, at alle former for skæbne i den
sidste ende vil vise sig at være et gode for individet. Martinus definerer jo i
øvrigt det såkaldte ”onde” som ”det ubehagelige gode”, der nødvendigvis må
forekomme, fordi tilværelsen grundlæggende er baseret på kontrastforhold.
Derfor kan Martinus i og med sin kosmologi bekræfte det bibelske udsagn: ”Alt
er såre godt!”
Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv
er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende,
altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved
alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom
og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte
man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes
og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det
dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at
forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere
tværtimod.
Det væsentligste, primære og afgørende
hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket
inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid
og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen,
over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og
alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt
i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men
døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af
vidt forskellige årsager.
Lige præcis døden - eller mere
generelt forandringen og forgængeligheden i form af
fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer
sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som
det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med,
nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget,
bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og
oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det
interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske
legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer
psyke eller bevidsthed.
Desuden vil det være sådan, at så længe individet
er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden
indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe
er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed
og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en
lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller
organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.
Denne grundstruktur som jeget,
bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og
oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set
under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet
eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt
eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive
lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen,
over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og
alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en
basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed
og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af
os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene
liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man
kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man
ikke overlever disse.
Som nævnt under den korte omtale af
Martinus' kosmologi ovenfor, er et af de vigtige kosmiske skabeprincipper
dette, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt
dobbeltpolede, men på den måde, at mens Guddommen er det permanent, er de
levende væsener undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter
mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Dette skabeprincip
gælder delvis også i ét-livs-hypotesen, men naturligvis ikke på samme måde,
idet der jo som sagt kun er ét enkelt jordisk liv til rådighed for individet.
Men det er den enkeltpolede tilstand, der udgør grundlaget for de to
køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer af både godt og mindre
godt, blandt andet i form af mere eller mindre vellykkede parforhold og
ægteskaber. I den enkeltpolede tilstand har en uselvisk kærlighed til næsten,
herunder medmenneskene, normalt meget svære vilkår, hvilket er en del af
baggrunden for indbyrdes misundelse, jalousi, fjendskab og strid, som i værste
fald udarter til oprør og krige.
Men den såkaldt dobbeltpolede tilstand,
hvorunder de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, er
ligeværdige i indflydelse på individets psyke og adfærd, kan f.eks. tænkes at
være en tilstand, som evolutionen på sigt efterhånden vil føre med sig i hele
menneskeheden. Undervejs er det så, som virkeligheden viser, at der kan
forekomme afvigelser fra normen, blandt andet i form af homoseksualitet og
lesbianisme mm.
Hvad angår de kosmiske lovmæssigheder,
Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, så er loven for
skæbne en absolut vigtig lovmæssighed i tilværelsen, som jo ifølge ham
grundlæggende handler om, at overhovedet alle levende væsener i verdensaltet i
det store kosmiske perspektiv er fuldkommen ens og ligestillede, hvorfor
retfærdighed på sigt er tilsikret hvert eneste individ. Men dette er ikke
tilfældet set i ét-livs-hypotesens perspektiv, idet det dels er åbenlyst, at ikke
alle levende væsener er ligestillede, og dels har det kunnet konstateres, at
hvad der må karakteriseres som i hvert fald tilsyneladende uretfærdig skæbne, ikke
altid og i ethvert tilfælde lader sig udligne i løbet af et enkelt jordisk liv,
og dels har det ifølge ét-livs-hypotesen heller ikke kunnet verificeres
eller bevises, at et fænomen som reinkarnation er en realitet. De
forsøg, jeg kender til og som er blevet gjort for at 'bevise', at reinkarnation
er en realitet, er efter min opfattelse ikke overbevisende.
Derfor må konklusionen på
ét-livs-hypotesen her lyde: At da der – i hvert fald tilsyneladende - ikke
findes udødelighed og som en følge deraf heller ikke reinkarnation, og
da det erfaringsmæssigt kan konstateres, at uretfærdigheder ikke altid vil
kunne kompenseres indenfor et enkelt jordisk liv, findes der dermed heller ikke fuldkommen
retfærdighed. Det må derfor i sin konsekvens betyde, at der kun findes ét
eneste liv, nemlig det jordiske liv her og nu, til alle os, som har fået den
store gave og det privilegium, det trods alt er, i det mindste én gang i
verdensaltets eksistens, at have fået lov til at opleve livet eller
tilværelsen som virkelighedens eget store, brogede og forunderlige guddommelige
eventyr, dette ret beset i grunden er.
Men hvad betyder så det i forholdet til
Martinus' kosmologi, som han brugte over 40 år på at manifestere eller skabe,
og omkring 60 år til at fortælle sin omverden om? - Det er klart, at man ikke
bare sådan uden videre kan tillade sig at affeje det med, at der i tidens løb
har været så mange andre filosoffer og vismænd, hvis store visioner og
dybsindige tanker – nu mere eller mindre oversete og glemte - indgår i
filosofi- og religionshistorien. Dermed være ikke sagt, at dette også vil blive
tilfældet med Martinus' kosmologiske lære, men muligheden for det, er unægtelig
til stede, og det uanset, hvad hans loyale og trofaste tilhængere måtte mene om
det.
For min egen part vil jeg fortsat være en
studerende af alle de dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, som
jeg har kunnet få bekræftet ved hjælp af mine egne erfaringer, intelligens og
logiske sans, og som jeg fortsat vil være i stand til at få bekræftet. Det, jeg
ikke har kunnet og kan få bekræftet, må jeg lade ligge, i hvert fald indtil
videre. Hvilket i øvrigt er i god overensstemmelse med Martinus' egen tolerante
opfattelse af studerende af hans kosmologi. Denne tolerante holdning eller
indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har
Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:
(Citat, med nutids retskrivning) ”Naturligvis
vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny
religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker
ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den
enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje
efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne
erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver
til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som
fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut. Martinus i artiklen:
Besættelse, sidst bragt i
tidsskriftet Kosmos Nr. 9 – 2009)
I forbindelse med det ovenfor anførte citat,
vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter
interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk.
Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det
blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse).
© Oktober 2016. Harry Rasmussen.
******************