og Martinus' kosmologi
En redegørelse.
Kommentar
Det vil naturligvis kunne forventes, at sagkyndige,
loyale og trofaste tilhængere af Martinus' kosmologi vil være utilfredse og
lodret uenige med mig i de kritikpunkter, argumenter og konklusioner, jeg har
fremført både i den to-delte artikel ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”
og i en del andre artikler her på hjemmesiden LIVETS EVENTYR. Hvis det skulle
være tilfældet, at de pågældende overhovedet læser denne og disse og i øvrigt
ville gøre sig den ulejlighed at argumentere og modsige mine synspunkter, vil
det være helt forståeligt. Det er naturligt, at man vil forsvare det, man synes
er godt og rigtigt og desuden har meget kært.
Imidlertid er det ikke ligefrem fornøjeligt for
mig, at fremføre synspunkter, der strider imod Martinus' kosmiske analyser og
livsfacitter. Men jeg synes det vil være rigtigst af mig, at være åben,
oprigtig og ærlig omkring det nye standpunkt, jeg har måttet indtage efter at
have gjort mig mange tanker og overvejelser. Desuden lever vi jo i et land,
hvor man har lov til at tænke selv og sige sin mening, og hvor ytringsfriheden
tilmed er lovfæstet i Grundloven, men dog under ansvar for, at de indvendinger
eller den kritik, berettiget eller ej, man måtte have, fremføres på en saglig
og sober måde.
Min holdning er i øvrigt den, at Martinus'
kosmologi i sig selv er så suveræn, at den sagtens kan tåle den tvivl og
skepsis, som eksempelvis lille mig i min ubeskedenhed tillader sig at rette
imod den. Men nok så vigtigt er det, at min forsøgsvis saglige kritik
udelukkende henvender sig til læsere, som ikke på forhånd har låst sig fast i
én bestemt, institueret og på sin vis ortodoks livs- og verdensanskuelse, men
hvis sind er åbne for anderledes og selvstændige tanker. Især når de
sidstnævnte fremføres hensynsfuldt og ordentligt.
Så vidt jeg kan se og bedømme, er problemet med
Martinus' kosmologi, at denne på én gang både erklærer sig som en såkaldt
åndsvidenskab og som en lære med et overvejende religiøst sigte. I og med sit
livsværk: ”Det Tredje Testamente”, har Martinus den dristighed, at erklære sig
selv som værende den ”verdenslærer”, i religiøst sprogbrug kaldet ”Talsmanden,
den hellige ånd”, som skulle komme og indirekte så at sige ”frelse” intet
mindre end hele menneskeheden ud af den materialistiske livs- og
verdensanskuelses og den gammelreligiøse ortodoksis ”onde” indflydelse. Mange
har dog tilsyneladende overset eller ignoreret, at en religion som Islam var og
er så selvstændig og stærk, at den ikke lader sig påvirke af vestlige folks
opfattelse og meninger. Ifølge islamisk selvopfattelse findes der kun én gud, Allah,
og Muhammed er dennes eneste og sande profet. Andre religioner, som f.eks.
jødedommen, kristendommen, hinduismen, buddhismen m. fl. har det på principielt
tilsvarende måde, omend måske knapt så rigoristiske. Men alle og enhver har
mere eller mindre nok i sig selv og sit eget, hvilket der dog ikke er noget nyt
i.
Selv om Martinus i og med sine kosmiske
analyser er nået frem til den opfattelse, at de gamle religioner og religion i
det hele taget, på sigt er på retur i en verden, der mere og mere er præget af
intelligens og videnskab, ændrer det ikke ved, at især Islam i nyere tid har
fået en fornyet opblomstring, ikke alene i de lande, hvor Islam traditionelt
hører hjemme, men også gennem foreløbig så småt at brede sig til stadig større
dele af den i hovedsagen sekulære vestlige verden, Danmark inklusive. Problemet
er, at de humanistisk funderede demokratier synes at være svage i forhold til
den fundamentalistisk-ortodokse islamiske religion og kultur.
Imidlertid mente flere af tidligere tiders
okkultister og spiritualister, at kunne se den nævnte verdenslærer i skikkelse
af den unge indiske Jiddu Krishnamurti (1895-1986), som under den
teosofiske bevægelses daværende leder, Annie Besant (1847-1933), i 1924
blev udråbt til åndelig leder under betegnelsen ”Verdens Frelser”, intet
mindre! Annie Besant, som havde adopteret Krishnamurti, blev i 1909 dennes
lærer og åndelige vejleder, og opdrog ham netop med henblik på hans kommende
verdensfrelsende mission. Fra det daværende Teosofisk Samfunds side mente man
nemlig, at Østens universale og specielt indisk hinduisk filosofis visdom,
sådan som denne opfattedes og tolkedes af stifteren af teosofien: Helena P. Blavatsky (1831-91), også
kaldet Madame Blavatsky, skulle udbredes til hele den øvrige verden. Det skulle
foregå via en organisation med navnet ”Stjernen i Øst”, som den da kun 15-årige
dreng i 1911 var blevet udnævnt til overhoved for. En situation, som
Krishnamurti angiveligt selv accepterede og til at begynde med forholdt sig positivt
og loyalt overfor, men som han år senere, i 1929, opløste med henvisning til,
at ethvert menneske må søge og finde sandheden hos og for sig selv. Et emne,
der eksempelvis findes delvis omtalt i min artikel fra 2006: H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af
spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.
Men lige præcis navnet Krishnamurti er indirekte
forbundet med navnet Martinus og dennes såkaldte mission. Det fremgår dels af
den ovenfor netop nævnte artikel om ”Spiritualismens historie” fra 2006, men
det gør det også så sent som i seneste nummer af tidsskriftet KOSMOS Nr. 8 –
2016, som jeg har modtaget mandag den 19. september 2016. Deri har medarbejder
ved Martinus Institut, Ole Therkelsen, offentliggjort en ret interessant
artikel med titlen ”Det hemmelige tegn”.
Ole Therkelsen indleder sin artikel med at pege
på, at forventningen om en kommende ”verdenslærer” går igen i flere religioner
og hos religiøse sekter eller åndelige bevægelser. Jesus Kristus forudsagde sin
genkomst som en ny Messias, det samme gjorde Buddha, som forudsagde sin egen
genkomst i skikkelse af Maitreya Buddha. I nyere tid fra omkring 1900-tallets
begyndelse, har okkulte og teosofiske kredse spået om principielt det samme, at
der i vor tid ville opstå en ”verdens-frelser” eller ”verdens-lærer”. Det med
”verdens-læreren” frem for ”Verdens-frelseren”, blev der lagt en vis vægt på,
for ikke at blive anset for at være ortodoks religiøs, men at man skam brugte
sin sunde fornuft og logiske sans.
I forbindelse med artiklen ”Det hemmelige tegn”
henviser Ole Therkelsen specielt til en dagbog, ført af Martinus' gode ven,
forfatteren og musikeren Lars Nibelvang (1879-1948), som havde fulgt
Martinus tæt lige siden dennes ret specielle åndelige oplevelser omkring
påsketid 1921 og hvad derefter fulgte. I henhold til Ole Therkelsen findes der
i Nibelvangs dagbog for 1925 ”et helt kapitel om Krishnamurti med overskriften
”Vor Stilling til Ordenen ”Stjernen i Øst”.”” Det oplyses desuden, at Martinus
i 1924 havde overværet et foredrag af ingen ringere end Annie Besant, som blev
holdt i Odd Fellow Palæet i København. Det findes ikke mig bekendt oplyst, om
foredraget på stedet blev løbende oversat fra engelsk til dansk, men det
foreligger derimod oplyst, at Martinus ikke selv talte engelsk og formentlig
derfor heller ikke forstod det engelske foredrag direkte.
I sin artikel kommer Ole Therkelsen i sin
artikels afsnit 2. ind på, at efter at have overværet Annie Besants foredrag,
hvori hun åbenbart har nævnt og omtalt den nye ”verdens-lærer”, Krishnamurti,
havde Martinus, som selv opfattede sig som den udvalgte ”verdens-lærer”, følt
sig tilskyndet til at gå hjem og skrive et brev til den ”verdens-lærer”, som
blev promoveret af Annie Besant og teosofferne. Brevet var skrevet på dansk og
dateret den 4. december 1824 og stilet til ”Præsidenten for Stjernen i Øst, Hr.
J. Krishnamurti.” I brevet forsøgte Martinus på en venlig og værdig måde, at få
den fem år yngre Krishnamurti til at sætte sig ind i det danske sprog, således
at han kunne blive i stand til at læse og studere Martinus' kommende og
omfattende beskrivelse af det sande verdensbillede på originalsproget. Martinus
antydede samtidig, at der bestod et ”førjordisk kødeligt slægtskab” mellem
Krishnamurti og ham selv. Martinus forventede derfor, at hans åndsbeslægtede,
men trods alt af en relativt lavere grad i 'hierarkiet', ville hilse hans henvendelse
velkommen og vide, at han, Krishnamurti, her havde med den kommende virkelige
og ægte åndelige mester og ”verdens-lærer” at gøre! Underforstået, at Martinus
godt kunne se Krishnamurti som nærmeste medarbejder i verdensgenløsningens
tjeneste.
Mærkværdigvis underskrev Martinus ikke brevet
med sit eget navn og signatur, men brugte i stedet sit symbolske tegn: en
trekant med flammer indeni et hjerte, der var omgivet af et lysende strålehav.
Ole Therkelsen oplyser, at det dengang endnu ufærdige symbol senere tog form af
symbol nr. 23: Det færdige menneske
i Guds billede efter hans lignelse: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-23. Ifølge Ole
Therkelsens artikel om ”Det hemmelige tegn”, mente Martinus åbenbart, at en
ægte højtudviklet åndsbeslægtet umiddelbart ville opfatte og forstå, hvad
tegnet betød.
På det tidspunkt, hvor Martinus skrev sit brev
til Krishnamurti, angiveligt den 4. december 1924, boede han i en lejlighed på
Pile Allé 7 H, på Frederiksberg, hvortil han var flyttet efter kortvarigt at
have boet i en fremlejet lejlighed på Henrik Ibsensvej, også på Frederiksberg.
Men inden da var han den 1. april 1924 fraflyttet det værelse, han havde lejet
hos enkefrue Henriksen på Jagtvej 52, 1. tv., tæt på Nørrebros Runddel. Her
havde han boet siden 22. april 1919, og det var her, at han omkring påsketid
1921 kom ud for at opleve de åndelige visioner, som han selv betegner som sin
indvielse til dén kosmiske bevidsthed, der efterfølgende satte ham i stand til
at opfatte og forstå de grundlæggende lovmæssigheder, principper og kræfter,
der gør sig universalt gældende i tilværelsen.
Det var medens Martinus var logerende hos fru
Henriksen, at han som nævnt oplevede den åndelige indvielse, som siden satte
ham i stand til at skabe sit storværk, først og fremmest i form af tegnede og
farvelagte symboler og dernæst i form af det skriftlige værk Livets Bog 1 – 7,
som dog først for alvor blev påbegyndt omkring 1930. Men det var i værelset på
Jagtvej, at han begyndte at eksperimentere med at tegne symboler og at øve sig
i at skrive forklarende tekster (analyser) til disse. Til det formål havde han
anskaffet sig en skrivemaskine, noget der dengang var usædvanligt for private.
I de omkring 5 år Martinus logerede hos fru
Henriksen, skiftede han job flere gange. Han var natvægter, da han flyttede ind
hos hende, senere, i januar 1920, blev han postbud og endelig i marts samme år
fik han en stilling hos A/S Mælkeriet Enigheden, først som mejerist og senere
som kontorassistent. I kraft af flere gode venners økonomiske hjælp og støtte
blev Martinus fra efteråret 1922 sat i stand til at opsige sit arbejde på
”Enigheden” og hellige sig skabelsen af sine kosmiske analyser og symboler.
Men tilbage til Martinus' brev til
Krishnamurti. Man kan måske nok undre sig over, at den da 34-årige Martinus
kunne tro og mene, at den indiske vismand umiddelbart skulle kunne fatte, at
brevet kom fra en ham totalt ukendt person i Danmark, som tilmed mere end
antydede, at han selv var den profeterede ”verdens-lærer”. Hvis jeg skal komme
med et ærligt bud på, hvorfor Martinus kunne være så, ja, undskyld udtrykket,
naiv, at han kunne handle på den måde, han gjorde i det nævnte tilfælde, skulle
mit bud her være, at Martinus i henhold til både beskrivelserne i sine egne
Erindringer og til Lars Nibelvangs referater fra deres ret specielle indbyrdes
sammenkomster, nærmest svævede euforisk i visionære åndelige højder, så at man kunne
tro, at han var på stoffer, hvis ikke man vidste, at han var et absolut
ædrueligt menneske. Det er i øvrigt så
meget mere bemærkelsesværdigt i betragtning af, at Martinus' kosmiske analyser
og beskrivelser af verdensbilledet, til det yderste er sagligt logiske og fri
for nogen form for euforiske sværmerier. At enkelte af hans bøger, som f.eks.
”Pinseglans over livet” og ”Blade af Guds Billedbog” er lyriske, ændrer ikke
ved dette faktum.
Men hvordan Krishnamurtis åndsudvikling og
personlighed nu end var, og om han overhovedet fik brevet i hænde, foreligger
der ingen eksakt viden om, kun, at hverken han eller organisationen ”Stjernen i
Øst” besvarede det på sin vis anonyme brev fra Martinus. Men det manglende svar
tog Martinus til efterretning på sin helt egen
måde. Se herom senere nedenfor.
Det er så heldigt, at Martinus' holdning til
Krishnamurti fremgår af i hvert fald to kilder, nemlig dels af den tidligere
nævnte dagbog af Lars Nibelvang, hvori findes et kapitel med overskriften: ”Vor
Stilling til Ordenen ”Stjernen i Øst”, og dels af bogen Martinus'
Erindringer, udgivet på grundlag af en afskrift af flere båndede interviews
med Martinus, foretaget i foråret 1963, og udgivet i bogform af vennen Sam
Zinglersen i 1987.
Det er desuden lige så heldigt, at Kurt
Christiansen, født 1932 og pensioneret lektor med speciale i plantefysiologi og
biokemi, og dertil forfatter af den store to-binds Martinus-biografi: Martinus
og hans livsværk Det Tredje Testamente, udgivet på forlaget Kosmologisk
Information 2005, dels omtaler Krishnamurti og ”Stjernen i Øst” i bogens 1.
bind, afsnit 3, side 7-10, og gengiver den ovennævnte artikel i 2. bind,
Appendiks A, side 38-43. I den nævnte artikel viser Lars Nibelvang sin store
viden om den teosofiske bevægelse, som han helt tydeligt har sat sig grundigt
ind i. Men det korte af den relativt lange artikel, er, at han samtidigt mener
og med pæne ord kritiserer, at bevægelsen med Annie Besant i ledelsen
overvurderer sig selv, især fordi den mente sig kaldet til at blive en
verdensomspændende organisation, som var udset til at være og forblive den
vigtigste frelsende bevægelse i hele verden for den 'vildførte' og 'faldne'
menneskehed. Dette stred jo for Lars Nibelvang mod hans kendskab til og
uforbeholdne accept af hans ven Martinus som den ægte og rigtige
”verdens-lærer”. Det sidstnævnte, samt holdningen til teosofien og
Krishnamurti, fremgår, om end ganske kortfattet, også af ”Martinus'
Erindringer”, side 92, hvorfra jeg skal tillade mig at citere følgende:
(Citat) – Er det rigtigt, at Krishnamurti
blev informeret om din eksistens og om din mission?
-
Ja, Lasse, der jo havde studeret alverdens religionsfilosofiske retninger, var
også godt bekendt med teosofien. Forfatterinden Annie Besant var præsident for
Det teosofiske Samfund, der havde hovedsæde i den indiske by Adyar. Hun havde
udpeget Jiddu Krishnamurti som den nye verdenslærer, allerede mens han endnu
var dreng. Men som voksen protesterede han mod hendes forgudelse af ham.
Lasse sendte omkring 1928 et brev til
Krishnamurti. I dette brev blev Krishnamurti gjort bekendt med min eksistens og
mission.
På
min 39-års fødselsdag den 11. august 1929 opløste Krishnamurti den
sammenslutning, der var dannet omkring hans person, og han erklærede, at han ikke
ønskede tilhængere. (Citat slut)
Det må jo siges at være en meget mager og til
dels ukomplet kommentar til den situation, som er beskrevet mere indgående og
omfattende af Lars Nibelvang i dennes artikel ”Vor Stilling til Ordenen
”Stjernen i Øst”. Ifølge Lars
Nibelvangs oplysninger skrev han på egne og Martinus vegne i 1925 selv et brev
til Annie Besant, også på dansk, idet han mente at den magtfulde leder af
teosofien nok kunne finde udveje for at få brevet oversat til engelsk. Også
dette brev forblev ubesvaret. Men til gengæld var Nibelvangs beundring for
Martinus, og hans overbevisning om, at denne var en ny verdens-lærer, nærmest
euforisk. Det turde blandt andet fremgå af Nibelvangs skriftlige bidrag til
bogen Martinus – som vi husker ham, side 23-24, hvor Martinus er
på et af sine mange besøg hos vennen. Derfra skal følgende citeres:
(Citat) […] Jeg [Nibelvang] greb en bog, som
indeholdt okkultisten Percivals' vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre
og mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i den åndelige
verden hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op for ham
[Martinus]. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.
”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, sådan er det.
Jeg
ser gennem formernes forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor
som helst jeg retter min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom
passerer revy for mine øjne efter ønske.
Men
mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg stiller mig
fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det ud af mig,
som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne ønske!”
”Du
er en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i ivrighed.
”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger. Jeg
er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan
føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min
tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser;
der er kun én rangklasse for mig – og det er sønner af guden.
Jeg
er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at
sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.
For
øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Citat slut)
Martinus' ord om sig selv og sin mission
associerer umiddelbart til Jesus' ord til sine nærmeste disciple, hvor han
strengt forbød dem at røbe, hvem han var. Matthæus 12, 16-17, jf. med Markus 3,
7-12. Der kan næppe være tvivl om, at
Martinus opfattede sig selv som en verdensgenløser i lighed med hans eget store
forbillede Jesus Kristus. Det fremgår jo i øvrigt også indirekte af, at
Martinus senere i sin karriere valgte at betegne sit livsværk som ”Det
Tredje Testamente. Den intellektualiserede kristendom.” Desuden fremgår det
også allerede af Fortale og 3. kapitel i ”Livets Bog I”, 1932, at han opfattede
sig som den ny ”verdensgenløser”. Dernæst fremgår det blandt andet også af
Martinus' bog ”Omkring min Missions Fødsel”, udgivet på Livets Bog's
Bureau 1942, at han i al ydmyghed opfattede sig selv – og især sit påbegyndte
hovedværk ”Livets Bog” - som en opfyldelse af Jesus' forudsigelse af
”Talsmanden, den hellige ånd”, der ville blive sendt til kommende slægter.
Den opfattelse af og holdning til Martinus og
dennes lære og mission, som Lars
Nibelvang gav udtryk for i det overfor anførte citat, evnede han dog ikke at
fastholde i længden, og især ikke efter, at Martinus i 1929 havde fået sig en
helt speciel elev i skikkelse af den da 22-årige gartner Erik Gerner Larsson
(1907-1973), som hurtigt viste sig at blive en højst nødvendig og skattet
medarbejder, der både mestrede de kosmiske analyser og praktisk arbejde. Om
denne fortæller Martinus blandt andet følgende i sine Erindringer, side 89-90:
(Citat) […] Mine gamle venner i Hillerød,
tandlæge Palle Ivert og hans frue, besøgte jeg ofte, og de talte en del om en
ung mand, som de var kommet til at kende. Han hed Gerner Larsson. Han var 22 år
og boede også i Hillerød. Hans fulde navn var Erik Gerner Larsson, og hans far
havde et stort handelsgartneri, og her havde han været i lære. I en periode
havde han været i Grenå, hvor han havde overtaget en blomsterforretning.
Men
efter kort tid havde han måttet opgive forretningen på grund af sygdom. Han
havde været på hospitalet med et alvorligt mavesår. Nu boede han igen hos
forældrene i Hillerød.
Lægerne troede ikke, at han ville overleve sygdommen.
Da
jeg en søndag besøgte hr. og fru Ivert, traf jeg den unge mand.
Han
va gået en tur rundt om slotssøen for at tage afsked med det hele. Da jeg
hilste på ham, var jeg med det samme klar over, at det var ham, der skulle
blive min første medhjælper. Det viste sig, at han var meget, meget
interesseret i at høre om mit arbejde.
Jeg
gjorde ham opmærksom på, at den første betingelse for, at han kunne blive rask,
var at han blev vegetar, og det var han også meget villig til. Allerede efter
vor første samtale erklærede han sig parat til at flytte sammen med mig og
blive min sekretær.
Jeg
kunne ikke love ham, at hans fremtid sammen med mig ville blive en dans på
roser, men jeg følte mig overbevist om, at Forsynet havde udset ham til at
indtage en fremtrædende rolle i min missions tjeneste.
En
familie, som havde lært mig at kende, og som var meget interesseret i mit
arbejde, hjalp mig, sådan at jeg kunne få en rigtig lejlighed. Jeg havde jo
hidtil logeret på et lille værelse, men nu kom jeg til at bo i en pæn og hyggelig
lejlighed i Lykkesholms Allé på Frederiksberg.
Nu
flyttede Gerner Larsson også ind her. Det var i august 1929. […] (Citat slut)
Det skriftlige bidrag, Gerner Larsson har
leveret til bogen ”Martinus – som vi husker
ham”, 1989, der jo udkom mange år efter Gerner Larssons død i 1973, er
angiveligt et udpluk fra forskellige af de skriftlige udtalelser om Martinus og
dennes ”sag”, som Gerner gennem årene havde skrevet om sin omtrent livslange
ven og læremester. Som altid havde Gerner også i disse tilfælde ordet i sin
magt og altid noget velvalgt og interessant at fortælle om sit emne.
Karakteristisk for ham afsluttes hans bidrag med følgende loyale karakteristik
af Martinus og hans arbejde:
(Citat) […] Hans arbejde er givet til hele
verden, og det udgør en klart opbygget åndelig videnskab, hvorfor det er
absolut neutralt i sin natur. Dets grundtone er en ubegrænset kærlighed, en
ubegrænset tolerance og en ubegrænset forståelse af det enkelte menneskes ret
til at være netop som det er. Han har aldrig ønsket uopfordret at gribe ind i
et andet menneskes liv, og enhver tanke om propaganda for sin egen
livsindstilling ligger ham fjernt.
For
ham er der kun ét, der har virkelig værdi og virkelig afspejler et menneskes
åndelige kvalitet, nemlig dets væremåde. Det er her, at ikke alene hans eget
liv, men også hans åndelige indsats skal vurderes, thi her har han utrætteligt
gennem hele sit liv appelleret til enhver, der er kommet i berøring med ham om
at forstå, at kunden, der anvender hans kosmiske analyser som et våben i kampen
mod egne lavere naturer og derved spreder langt mere lys og glæde omkring sig
end før, helt har forstået ånden i hans værk.
I
hans eget liv udgør en altoverbærende humor en hovedbestanddel, og alle vi, der
virkelig har lært ham at kende, ved, at med hans verdensbillede vil smilet, det
blide, alttilgivende og altforstående smil, blive en hjørnesten i fremtidens
religiøse liv. […] (Citat slut)
Det må siges og i høj grad anerkendes, at
Gerner Larsson brugte det meste af sit liv og sine kræfter – fra august 1929 og
omtrent til sin død i 1973 - på at assistere Martinus med at få dennes ”sag”
eller ”mission” etableret og institueret, først og fremmest fra 1932 med
oprettelsen af ”Livets Bogs Bureau”, der havde adresse på Martinus' daværende
privatadresse, og som udgav de første trykte bøger af Martinus. Fra juli 1933
blev ”sagen” udvidet med ”Kosmos Feriekoloni”, som i årenes løb flere gange
skiftede navn, for endelig at komme til at hedde ”Martinus Center Klint”. Fra
1942 skete endvidere den helt store udvidelse af ”sagen”s lokaliteter i form af
erhvervelsen af ejendommen på Mariendalsvej 94-96 på Frederiksberg, som fik og
i mange år bar navnet ”Martinus Åndsvidenskabelige Institut”, indtil det senere
kom til kun at hedde ”Martinus Institut”, et navn, virksomheden stadigvæk har
her i år 2016, da disse linjer skrives.
Fortsat skuffelse og
misstemning
Imidlertid ville skæbnen eller tilfældet, at
også Gerner Larsson oplevede den for ham store personlige skuffelse, at se sig
'degraderet' af Martinus og 'forvist' til en stilling som leder og
administrator af det, der senere fik navnet ”Martinus Center Klint”, men som
dengang kaldtes ”Kosmos Ferieby” i Klint ved Nykøbing Sjælland. Et sted, som
Gerner Larsson havde en temmelig stor del af æren for, at det overhovedet blev
oprettet og udviklet, som tilfældet var og blev. Gerner forblev dog stort set
loyal overfor Martinus og dennes ”sag” indtil sin død, men jeg ved gennem
bekendtskab med folk, der stod ham personligt nær, at han i sine sidste leveår
var blevet stadig mere kritisk indstillet overfor Martinus og ”sagen”. Denne
'viden' kan jeg dog ikke dokumentere og ønsker derfor ikke at komme nærmere ind
på, hvori kritikken bestod. I øvrigt bør man nok undskylde Gerner med, at han i
sine seneste år var tiltagende syg af problemer med hjertet, en sygdom, der
endte med hans død som kun 66-årig.
Men tilbage til den skuffede Lars Nibelvang,
som tydeligvis følte sig vraget af sin ven og læremester Martinus. Det fremgår
ganske klart og utvetydigt af Kurt Christiansens Martinus-biografi., Bind I, 8.
Afsnit, side 1-40. Men det er især side 6-8, at det tydeligt bliver
tilkendegivet, at årsagen eller grunden til Nibelvangs skuffelse primært
skyldtes, at Martinus nu havde valgt Gerner Larsson som sin nærmeste
medarbejder. Nibelvang havde svært ved at skjule sin skuffelse overfor den
kreds af mennesker, der efterhånden flokkedes omkring Martinus. Sidstnævnte
anerkendte på sin side alt det, vennen Nibelvang havde betydet for ham lige
siden deres første møde i 1921, men var af den formentlig velbegrundede
opfattelse, at den da 50-årige Nibelvang ville være mindre egnet til at
varetage de opgaver, der i og med ”sagen”s etablering ventede forude og som den
omtrent kun halvt så gamle, men stærkt parate Gerner Larsson måtte anses for
den rette til at påtage sig. På sigt viste Martinus' valg at være det rigtige.
Forholdet mellem parterne udviklede sig omkring
1930-31 derhen, at Nibelvang trak sig tilbage fra Martinus og kredsen omkring
denne, hvilket også betød, at Martinus måtte betale sin økonomiske gæld til
vennen. Samtidig opstod der en splittelse i den nærmeste kreds omkring
Martinus, hvor nogle valgte at følge Nibelvangs eksempel og derfor også trak
sig bort fra Martinus og Gerner Larsson. Men selvom Nibelvang trak sig fra
Martinus personligt, betød det dog ikke, at han også trak sig fra Martinus'
kosmologi, som han fortsat vedblev med at interessere sig for og lejlighedsvis
skrive om. Således skrev han allerede i første årgang 1933 af
Martinus-tidsskriftet ”KOSMOS” en artikel i flere afsnit med titlen ”Strejflys
over det seksuelle mysterium”. Det skal dertil bemærkes, at på det
tidspunkt havde Martinus endnu ikke behandlet emnet om ”det seksuelle
polprincip” og ”den seksuelle polforvandling”, uden hvad der står herom i
Livets Bog I, som var udkommet i juli 1932.
Martinus' omtale af seksualisme forekommer især
i Livets Bog I, 5. kapitel, som har titlen: ”Jordmenneskehedens
modtagelighed for Den Ny Verdensimpuls”, men Nibelvang har formentlig
tidligere haft lejlighed til at drøfte emnet med Martinus. Artiklen ”Strejflys
over det seksuelle mysterium” indgik også i Nibelvangs bog ”Er døden en
illusion?”, som også udkom i 1933. Bogens seks afsnit eller kapitler drejer sig
faktisk om emner, som tydeligvis er inspireret af Martinus' kosmologi.
Her kan passende indskydes, at der også var en
anden og nok så barsk kritiker af Martinus og hans verdensbillede, som også
omtales detaljeret i Kurt Christiansens store Martinus-biografi, Bind I, 5.
Afsnit, side 6-11. Det drejer sig om, at i forbindelse med at Livets Bog I
skulle udkomme i juli 1932 valgte Martinus samme forår at udgive bogens 4.
kapitel med titlen ”Et Internationalt Verdensrige under Skabelse” i et særtryk.
Dette særtryk blev anmeldt i ugebladet ”Det Frie Blad”, af ingen ringere end
forfatteren og maleren Johannes Hohlenberg, nok bedst kendt for sin udgivelse
af bøger om Søren Kierkegaard. Hohlenberg var skånselsløs i sin kritik af både
særtrykket og af Livets Bog I, som han syntes var et værre makværk. Martinus,
som ellers havde valgt ikke at ville
svare på kritik, gjorde dog en undtagelse i dette specielle tilfælde og
forsøgte forgæves at forsvare sig overfor sin ubøjelige kritiker. Den sag skal
jeg ikke komme nærmere ind på her, men henvise den eventuelt interesserede
læser til at læse min artikel: 2.22. Om at finde sig i
kritik – om en kritisk anmeldelse.
Imidlertid kan det konstateres, at Nibelvang
holdt en skrivepause i perioden 1933 til 1940, men fra og med tidsskriftet
”Okkultisten”s 1. årgang, 1. hefte, som udkom i januar 1940, begyndte Nibelvang
igen at skrive, nu som skrivende medarbejder ved bladet, for hvilket Helmer Fogedgaard
var initiativtager og redaktør. Sidstnævnte havde lært Martinus' navn at kende
gennem læsning af det okkulte tidsskrift ”O.M”, formentlig en forkortelse for
”Okkult Magasin”. I dette blad, som kun eksisterede i 9 måneder, bragtes blandt
andet artikler og symboler af Martinus.
Helmer Fogedgaard lærte som nævnt Martinus'
eksistens og arbejde at kende i 1933, dels via tidsskriftet ”O.M.” og dels via
Martinus eget tidsskrift ”KOSMOS”, som både Martinus og Lars Nibelvang leverede
artikler til allerede fra bladets start. Fra og med januar 1940 begyndte
Fogedgaard som ligeledes nævnt at udgive tidsskriftet ”Okkultisten”, som både
Martinus og Lars Nibelvang også leverede artikler til. Imidlertid var
Fogedgaard blevet opmærksom på Lars Nibelvangs skuffede og modvillige forhold
til Martinus og Gerner Larsson, hvilket han fandt meningsløst. Han forsøgte
derfor at mægle mellem parterne ved at opfordre Nibelvang til at indse, at der
ikke var tale om en nedvurdering af ham fra Martinus' side, men blot om et
hensigtsmæssigt og praktisk arrangement til fordel for ”sagen”.
Det medførte, at Nibelvang blev en flittig
skribent ved ”Okkultisten”, hvori han i den ene artikel efter den anden promoverede sit overbeviste og
positive syn på Martinus som en stor vismand og seer, og som skaber af et
hidtil uset ”nyt verdensbillede, som er i færd med at vokse frem på det gamles
ruiner, et verdensbillede, hvor kærlighedscirklen er tegnet komplet, og hvor
udødeligheden toner frem for såvel de små som de store.”
I 1941 udgav Okkultistens Forlag Nibelvangs bog
”Guddomsbegrebets Udvikling i Okkult Belysning. Fra Hulebeboer til
Aandsvidenskabens højeste Repræsentanter.” Igen et eksempel på, at
Nibelvangs interesse og tanker kredsede om emner, som var vigtige i Martinus'
kosmologi.
Der fandtes og findes formodentlig også
mennesker, der tog mere konsekvent afstand fra Martinus og hans kosmologi. Det
gjorde ifølge Kurt Christiansen en dr. phil. Konrad Simonsen, som i øvrigt også
var en nær ven af Lars Nibelvang. Martinus og hans kosmiske analyser sagde med
tiden åbenbart ikke den lærde Konrad Simonsen noget, selvom han til en
begyndelse var ret interesseret i Martinus' beskrivelse af det kosmiske
verdensbillede. For det første mente Simonsen ikke, at Martinus havde såkaldt
kosmisk bevidsthed, lige som han betegnede de 3 X'er som ”Kejserens nye
Klæder”. Bag Simonsens definitive afvisning af Martinus og dennes kosmologi
synes der dog også at have ligget nogen skuffelse hos Simonsen over, ikke at få
større betydning og indflydelse indenfor ”sagen”, end tilfældet blev. Se Martinus-biografi, Bind I, 5, Afsnit,
side 33.
For øvrigt citerer Kurt Christiansen Helmer
Fogedgaard for i et brev af 20. november 1941 at skelne mellem ”skribenten
Martinus” og ”privatmanden Martinus”:
(Citat) Du ser stadig de kosmiske Analysers
Genialitet og har Evnen til at holde dem ude fra Personen, der fik Opgaven at
overbringe dem.” / Det er Martinus Analyser, vi skal beskæftige os med i
OKKULTISTEN og ikke Privatmanden Martinus. (Citat slut) Bind I, 9. Afsnit, side
55-57.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kurt
Christiansen – i lighed med f.eks. Per Bruus-Jensen i bogen ”Sol & måne”,
2001, - ikke selv mener, at der er reelt grundlag for denne skelnen. Dette er
jeg som tidligere omtalt og begrundet ikke enig i. (Se artiklen Ӄt-livs-hypotesen
og Martinus' kosmologi. En redegørelse. 1. Del.”)
Igennem mange år har jeg i mit stille sind tænkt
og undret mig over, hvilken holdning Martinus og hans nærmeste medarbejdere mon
havde haft til den tyske besættelse af Danmark fra 9. april 1940 til 4. maj
1945. Jeg vidste fra læsningen af Martinus Erindringer, at Martinus i den
periode undlod at holde offentlige foredrag, med den begrundelse, at der jo
ikke var nogen grund til i for høj grad at henlede tyskernes – og deres
håndlangeres – opmærksomhed på ”sagen” og dennes aktiviteter. (Martinus
Erindringer, side 113).
Men i og med læsningen af Kurt Christiansens
store Martinus-biografi, Bind I, 6. afsnit, side 1-6, blev jeg klar over, at
Martinus og hans ”sag” nær var kommet i alvorlige vanskeligheder under den
tyske besættelse. Det skyldtes, at det danske nazistiske blad
”National-Socialisten”i sit nr. 35, torsdag 28. august 1941, på side 11-12
bragte en længere helsides artikel med overskriften ”En selvbestaltet
Verdensgenløser. Forfatteren Martinus, født Thomsen, driver samfundsfarlig
Agitation og gaar Kommunismens Ærinde”. I artiklen var samtlige medarbejdere nævnt ved navn, og ikke for
det godes skyld, men fordi de bistod Martinus i hans angiveligt landsskadelige
virksomhed. Ikke noget at sige til, hvis Martinus og hans medarbejdere har
rystet i bukserne over den uhyggelige svada, de hermed var blevet udsat for.
Ifølge Gerner Larsson viste det sig dog, at journalisten, der havde skrevet
artiklen, formentlig var en navngivet århusiansk mand, der året i forvejen var
blevet bortvist fra feriekolonien i Klint på grund af sin upassende opførsel.
Hvori denne nærmere bestod er dog ikke oplyst.
Så vidt jeg i øvrigt kan bedømme – jeg har jo
igennem en årrække i 1960'-70'erne kendt og fulgt både Martinus, Gerner Larsson
og Martinus-sagen – så må jeg konkludere, at Kurt Christiansens karakteristik i
hans Martinus-biografi, Bind I, 8. Afsnit, side 35, af forholdet mellem
Martinus og Gerner Larsson på den ene side og Lars Nibelvang på den anden side,
er rigtig og i høj grad positiv.
Kurt Christiansen mener, at Nibelvangs
skuffelse og kritik af Martinus og Gerner Larsson i virkeligheden ikke havde
nogen væsentlig eller varig betydning for hverken Martinus eller Nibelvang.
Førstnævnte forstod baggrunden for den opståede situation og tilgav Nibelvang,
mens sidstnævnte forsonede sig med Martinus og – til dels også – med Gerner
Larsson. Det fremgår også af, at Nibelvang resten af sit liv fortsatte med at
skrive begejstret og positivt om Martinus' kosmologi.
Noget andet er, at Helmer Fogedgaard på et
tidspunkt selv kom til at stå i en situation, hvorunder han kom på
kollisionskurs med Gerner Larsson, som ikke var sart og heller ikke nem at bide
skeer med. Men værre var det nok, at Martinus uforbeholdent tog Gerners parti,
hvilket førte til et totalt brud mellem parterne. Det bragte til gengæld Fogedgaard og Nibelvang tættere på
hinanden. Det vil man kunne læse om i Kurt Christiansens Martinus-biografi,
Bind I, 9. Afsnit, side1-132. Interessant og spændende læsning, især når og
hvis man interesserer sig for Martinus' ”sag”s historie.
Men alt i alt har det slået mig, at de mange
mennesker af begge køn, der gennem årene lige fra midten af 1920'erne og helt
frem til nutiden, har samlet sig om den fælles interesse for personen Martinus
og især hans kosmologi, har nogle karakteristiske fællestræk. Dette mener jeg
at have kunnet konstatere gennem de mange år, hvor jeg selv fulgte med i, hvem
der kom til foredrag og studiekredse, dels på Martinus Institut og dels i
Kosmos Ferieby i Klint, det senere Martinus Center Klint. Mine indtryk svarer meget
godt til det generelle indtryk, man får ved læsningen af de 30 mennesker, der
har leveret bidrag til bogen ”Martinus – som vi husker ham”, 1989. De fleste af
disse voksne tilhængere af Martinus' kosmologi, har – udover at de tilhører
middelklassen og uanset uddannelse og social status - forekommet mig at være 'børn' eller barnlige sjæle, som nok
syntes at analyserne var og er det interessante og væsentlige, men som samtidig
mere eller mindre har haft behov for en 'faderskikkelse', de kunne se op til og
nærmest tilbede. Det er jo i sig selv en ærlig sag og forståelig, især i
betragtning af den brogede og for vel de fleste af os umiddelbart uforståelige
verden, vi lever i og med. Selv har jeg
aldrig haft behov for at opfatte Martinus som en faderskikkelse, men derimod
som et usædvanligt menneske, der i
principiel lighed med flere andre store tænkere, fortjener den dybeste
agtelse og respekt for sit livslange arbejde.
Nu kunne en og anden måske tænkes at ville
spørge, hvor jeg saglig set selv står i mit forhold til Martinus og hans
fabelagtige verdensbillede? - Men det er jo det, jeg efter evne har forsøgt at
fortælle i og med nogle af mine seneste artikler her på hjemmesiden. Jeg står
faktisk i overført betydning med et ben i to lejre, på den ene side i Martinus'
kosmologi med dens ”flere-livs-hypotese” og på den anden side i den
virkelighed, som jeg betegner som ”ét-livs-hypotesen”. Men selvom jeg vurderer
alle de sider ved Martinus' kosmologi højt, som ikke lige omhandler min tvivl
og skepsis, sidstnævnte vedrører emner som: Guds alkærlighed, individets
udødelighed, reinkarnation og skæbnens
retfærdighed, så lægger jeg samtidig mest vægten over på det 'ben', der står
plantet i den 'lejr', der betegnes af ”ét-livs-hypotesen”.
I den sidstnævnte 'lejr' vægter man i nok så
høj grad natur- og humanvidenskabens forskningsresultater, hvilket Martinus jo
forresten også gør i sit livsværk. Det
forekommer mig, at mange spirituelt interesserede undervurderer eller
negligerer videnskabens forskningsresultater. Men disse behøver ikke
nødvendigvis at blive tolket i en ensidig materialistisk og
anti-spiritualistisk retning. Når f.eks. seriøse naturvidenskabelige forskere,
det være sig fysikere, fysiologer eller biologer, forholder sig neutralt
overfor spørgsmålet om eksistensen af en Gud, er det ikke nødvendigvis fordi
man ikke mener, at en sådan universal Gud findes, men kun, at videnskaben med
sin nutidige objektiviserende metode indtil videre ikke har fundet det
nødvendigt at medtage og regne med en sådan ur- og naturkraft. Set i et større
perspektiv, er naturvidenskab og åndsvidenskab i virkeligheden komplementære
forskningsretninger.
Men under alle omstændigheder kan jeg sluttelig
kun henvise den seriøst interesserede læser, hvad enten man er læg eller lærd, dels
til at læse Kurt Christiansens store og også i bogstavelig forstand vægtige
to-binds Martinus-biografi: Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente,
udgivet på forlaget Kosmologisk Information 2005, og dels til også at læse
følgende af mine artikler her på hjemmesiden. Det er en ordentlig mundfuld, men
der er jo også tale om et seriøst studium:
4.40.
I sandhedens interesse - om ungdomsoprør,
månerejser og hokus pokus
4.98. Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring
disse emner
4.99. Skæbne og skyld. Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?
4.100. Skæbne og skyld (2). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?
(Nogle tillægsbetragtninger)
4.102. Skæbne og skyld (3). Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Flere tillægsbetragtninger)
4.103. Skæbne og skyld (4). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Flere
tillægsbetragtninger)
4.110. Et u-kosmisk tilbageblik. Nogle personlige betragtninger
4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang!
4.119. Spiritualismens nyere historie
4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl
4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO 2016
4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?
4.124. Hvor er Gud henne? Et relevant og aktuelt spørgsmål.
Efter ovenstående 'svada' med et mere eller
mindre tvivlende og skeptisk syn på en del af Martinus' kosmiske analyser og
livsfacitter, vil det forhåbentlig være velgørende også at læse denne artikel
på et belejligt tidspunkt:
4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker.
© Oktober 2016. Harry Rasmussen.
******************