- revision af en
personlig opgørelse
Eftersom livets kendsgerninger uigendriveligt
fortæller, at jeg fysisk set nu er godt på vej videre fra de 87 år, kunne det
endnu engang nok være på sin plads at foretage en slags statusopgørelse over
især mit åndelige ’bo’. Her tænker jeg særlig på, hvad tilværelsen har lært mig
i løbet af de mange år, der er gået, siden jeg som ganske ung begyndte at
beskæftige mig med åndelige materier. Som beskrevet i artiklen ”Den indre virkelighed”, skete det allerede i
1945, da jeg var 16 år, og for første gang stiftede bekendtskab med indisk
filosofi, som jeg blev stærkt grebet af, men som også voldte mig visse tvivl og
forståelsesmæssige problemer. Disse løstes imidlertid flere år senere, nemlig i
og med bekendtskabet og studiet af Martinus’ kosmologi, som jeg først for alvor
kom i forbindelse med i sommeren 1957, da jeg var 28 år. Studiet af Martinus’
kosmiske analyser over det fascinerende og på sin vis eventyrlige verdensbillede, disse mundede ud i, blev
simpelthen en integreret del af min tilværelse, og studiet har nu foreløbig
varet i omkring et halvt hundrede år, og i det relativt lange tidsrum er det –
så vidt jeg selv kan bedømme - kun lykkedes mig at få mental adgang til
verdensbilledets ”forgård”. Det interessante og fascinerende studium har dog
ikke altid været uden vanskeligheder og problemer, især fordi Martinus’ mange
postulater, hans såkaldte ”kosmiske facitter”, ikke – eller i hvert fald ikke
altid - umiddelbart lader sig verificere af hverdagslivets begivenheder og
fakta, og især ikke af den naturvidenskabelige forskning, som man jo ikke bare
sådan uden videre kan tillade sig at ignorere eller tilsidesætte.
I betragtning af, at jeg her i
2016 langt om længe er nået frem til en mere afklaret og selvstændig
stillingtagen til de store grundlæggende spørgsmål vedrørende verden, livet og
tilværelsen, vil der være særlig grund til at foretage en slags revision af
mine tidligere anskuelser og holdning til især det storslåede verdensbillede,
der fremgår af netop Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter. Til den
nævnte revision har jeg valgt at benytte artiklen ”Et livs status – en
personlig opgørelse”, som er skrevet i 2009 og dermed altså før min nye
erkendelse var slået rigtig igennem den tænkning og de forestillinger om
tilværelsen, som de godt og vel 50 års studium af Martinus’ kosmologi
efterhånden havde efterladt sig.
Men selv om man ikke med rette kan tilsidesætte
naturvidenskabelig forskning, så har man dog lov til at mene, at denne i
hovedsagen er reduktionistisk, i den forstand, at den henfører og forklarer
alle virkninger som værende forårsaget af kemiske stoffer og aktiviteter i den
fysiske natur. Så vidt jeg kan se er der især tre områder eller emner indenfor
naturvidenskaben, der er markant fremtrædende og som har mediernes bevågenhed i
disse år, og det er for det første klimaproblemerne, for det andet
hjerneforskningen og for det tredie udviklingslæren. Men nok så markant er
manglen på forståelse af de dybere erkendelsesmæssige problemer og spørgsmål,
der rejser sig i forbindelse med de nævnte tre emner. Imidlertid ser det ud til,
at i hvert fald en del af de toneangivende forskere ikke er det mindste i tvivl
om, at de enten har fundet den videnskabelige sandhed eller er på sporet af
den.
Det er helt klart og
forståeligt, at de seriøse videnskabelige forskere af alle grader og
afskygninger er på det rette spor i deres objektive grundforskning i forsøget
på at forstå - og især forklare ikke-videnskabelige folk – de resultater, som
de foreløbig er nået frem til. Men det er stadigvæk også klart, at manglen på
en forståelse for de dybere erkendelsesmæssige problemer og spørgsmål, der
rejser sig i forbindelse med de nævnte emner, generelt set er markant hos i
hvert fald nogle af grundforskerne.
Dette gælder dog ikke lidt ældre grundforskere som f.eks. Max Planck,
Albert Einstein og Niels Bohr.
Hvad angår klimaproblemerne, så kan man fra tid
til anden stadigvæk høre og læse om i medierne, at nu står det altså virkelig
for alvor helt galt til med den globale opvarmning, for menneskeheden slipper
stadig større mængder CO2 ud i atmosfæren. Advarslerne kommer dog især fra FN’s
klimapanel og fra diverse miljøorganisationer, som baserer deres dystre
’spådomme’ om verdens fremtid på prognoser, der igen er baseret på bestemte
computerskabte klimamodeller, hvis pålidelighed tilsyneladende ingen betvivler.
Offentligheden er derfor af gode grunde fuldstændig overladt til at stole på
eksperternes udsagn. Men heller ikke her er det velset, at man rejser tvivl om
årsagen eller årsagerne til global opvarmning og klimaforandringer. Sådanne
tvivl afvises i reglen med henvisning til, at tvivleren er sagligt ukyndig og
derfor inkompetent. Jf. her i øvrigt med Aktuelle artikler med emner vedr. klimadebat.
Umiddelbart ovenfor stående tekststykke
vedrørende den globale opvarmning og drivhuseffekten står stadigvæk ved magt,
idet der næsten ikke går en dag uden at emnet er nævnt i medierne, ikke mindst
i de elektroniske. Journalistisk set er emnet især godt på grund af de mere
eller mindre dramatiske synsvinkler, der kan anlægges på det. Den mest
dramatiske synsvinkel er ”Jordens undergang”. I øvrigt synes den plausible
årsagssammenhæng, der er bag den globale opvarmning, sådan som den danske
klimaforsker Henrik Svensmark og hans team har fremlagt, nærmest at være blevet
tiet ihjel af det autoriserede establishment af klimaforskere.
Uden ét eneste ord om bevidstheden, som antages
implicit og uden egentlig forklaring, fremføres i henhold til websitet videnskab.dk
som noget af det nyeste inden for hjerneforskningen, at kærlighed og
seksualitet udelukkende bare er et spørgsmål om hjernekemi, med
veldefinerede stoffer som Dopamin, Serotonin, Oxytocin og Vasopressin, som
produceres af og i hjernen og som er afgørende faktorer i sammenhængen. Det
finder nogle forskere meget inspirerende og beroligende, for derigennem vil det
måske med tiden kunne lykkes ”at styre” den seksuelle tiltrækning, forelskelsen
og kærligheden. Vi andre og mere kritiske og skeptiske vil kalde det for
videnskabelig reduktionisme af værste skuffe, samtidig med at det vækker
mindelser om noget, der i 1930’-40’erne kaldtes for racehygiejne. Vedr.
hjernekemi, se f.eks. artiklen Er sjælen en hallucination? her på hjemmesiden. Jf. desuden med Aktuelle artikler vedr. hjernedebat.
Ja, det ser unægtelig ud til, at det
videnskabeligt set primært gælder for en del af forskerne om at få så meget styr
på tingene og årsagssammenhængene, at man tror og føler sig i stand til at
kunne manipulere med de indvundne forskningsresultater, så at man kan sove
roligt om natten.
I 2009 var det 200-året for Charles Darwins
fødsel, og i den anledning foregik der en intensiveret international
oplysningskampagne – man fristes næsten til at sige: en moralsk oprustning -
fra naturvidenskabelig side, med det formål at få stadig større dele af verdens
befolkning til at forstå, dels at der i og med religiøse forestillinger om
livets og menneskets udvikling i bedste fald er tale om myter, i værste fald om
ren overtro, og dels, at der i og med den biologiske udviklingslære, også
betegnet som evolutionen, ikke er tale om teori, men tværtimod om
kendsgerninger om livets udvikling gennem såkaldt selektiv udvælgelse af de
bedst egnede eller tilpassede individer til at videreføre arten. Det kaldte Darwin for ”survival of the fittest”. Den nævnte modkampagne
foregår dels på universiteterne, læreanstalterne og i skolerne, og på websitet
videnskab.dk og evolution.dk, hvorfra mediernes journalister lejlighedsvis
henter stof til ofte ’sensationelle’ artikler, både om klimaspørgsmål og
hjerneforskning og ind imellem også om udviklingslæren. Folk, der som
eksempelvis mig tillader sig at tvivle på udviklingslæren i den nydarwinistiske
forståelse af denne, afvises af videnskabelige fundamentalister – i øvrigt helt
uvidenskabeligt - med, at de folk, der tvivler, enten nærer ond vilje eller
ligefrem er dumme og uoplyste.
Så vidt jeg er i stand til at se og vurdere, så
må det altoverskyggende eksistentielle og derfor filosofiske hovedproblem være
spørgsmålet om, hvorvidt verden og tilværelsen grundlæggende er af materiel
eller af åndelig natur, eller om der grundlæggende er tale om et identitetsforhold
mellem ånd og materie. I kraft af sine historiske forudsætninger er
naturvidenskaben orienteret imod en forklaringsmodel, som i hovedsagen
tilskriver fænomenerne som værende resultater af fysisk-kemiske årsager,
hvorimod decideret åndelige fænomener, som f.eks. bevidsthedslivet, tilskrives
status som ledsagefænomener (epifænomener) til den fysiske materies natur og
lovbundne, men i en vis forstand tilfældige funktioner. Tilfældige, fordi de i
henhold til den naturvidenskabelige anskuelsesmåde ikke kan skyldes en eller
flere ’overordnede’ årsager, og da i hvert fald slet ikke en Gud eller en
overordnet kraft og bevidsthed, der har haft eller har en hensigt eller
bestemmelse med netop de funktioner. Det skal dog tilføjes, at ikke alle
videnskabelige forskere er enige i, at naturens frembringelser skyldes den
tilfældighed, som neodarwinismens tilhængere mener, men at der tværtimod er
tale om ikke-tilfældighed. Men hvad denne mere præcist skyldes, mangler vi
endnu at få en tilfredsstillende forklaring på fra kompetent side.
Hjerneforskningens
reduktionisme
Som et markant eksempel på videnskabelig
reduktionisme kan nævnes hjerneforskere og neuropsykologer – der tilsyneladende
med stort held – forsøger at objektivere, reducere og forklare bevidsthedslivet
med henvisninger til hjernens anatomi og dennes fysiologiske funktioner. Nogle
sammenligner endog den menneskelige hjerne med en computer, idet de pågældende
meget bekvemt overser eller ignorerer, at en computer ikke besidder nogen form
for bevidsthed, og da slet ikke selvbevidsthed eller jeg-bevidsthed, sådan som
tilfældet i hvert fald er for menneskets vedkommende og også for de højere
primater. I det perspektiv bliver de levende væsener og ikke mindst mennesket
gjort til en slags robot, en kybernetisk størrelse, hvor de forskellige
hjerneområder eller hjernecentrer fremstilles som de instanser, der er
ansvarlige for at generere eller fremkalde følelser, tanker og forestillinger,
og som man derfor videnskabeligt set kan håndtere på principielt samme måde,
som man behandler enhver anden ting i den fysiske verden. Det betyder i sin
yderste konsekvens, at man uden skrupler vil kunne manipulere med et såkaldt
levende væsen, som om det er et bevidstløst forsøgsobjekt. Denne form for
samvittighedsløst misbrug og manipulation har vi set skræmmende eksempler på i
naturvidenskabens historie, blandt andet i 1920’-30’ernes vivisektion og
kirurgiske psykiatri, og – ikke mindst – i kz-lægernes kyniske behandling af og
uhyrlige eksperimenter på fanger i tyske koncentrationslejre under Anden
Verdenskrig. (Note 1)
I direkte modsætning til naturvidenskabens
reduktionisme, som er en følge af objektivering, hævder Martinus i og med sin
kosmologi, at tilværelsen langt fra udelukkende er baseret på materielle
fysisk-kemiske årsager, men angiveligt overordnet set ’blinde’ eller tilfældige
lovmæssigheder. Set i Martinus’ perspektiv er livet eller tilværelsen tværtimod
grundlæggende et guddommeligt og eventyrligt under og projekt. Denne opfattelse
finder sin begrundelse i en omfattende række af såkaldte kosmiske analyser, som
sandsynliggør hans konklusioner i form af en ligeledes omfattende række af
”livsytringsfacitter”. Og så langt, så godt.
Men problemet for i hvert fald nogle af os
andre er imidlertid, at det på baggrund af styrken i naturvidenskabens
vitterligt fantastiske forskningsresultater, godt fremhævet og understøttet af
populærvidenskabelige informanter via både de trykte og elektroniske medier,
kræver et vist mod og en vis styrke, at fastholde sin tro på eller overbevisning
om, at tilværelsen grundlæggende er et guddommeligt og eventyrligt under, også
selvom man har Martinus’ kosmologi at henholde sig til. Men problemet bliver
ikke mindre af, at man ikke selv har den umiddelbare og naturlige dybe indsigt
i tilværelsesmysteriet, som tilfældet vitterligt var for Martinus’ vedkommende.
Han øste jo angiveligt selv direkte af visdommens kilde, det, han kalder for
”visdomsoceanet”, som i henhold til ham er identisk med Guds visdom. Derfor er
hans argumentation for sandheden af sine kosmiske analyser så stærk og
overbevisende, at det næsten er uundgåeligt ikke at lade sig rive med og stole
på sin egen forståelse af de sandheder, han så gavmildt har afsløret for os.
(Note 2)
Her skal det dog pointeres, at jeg
i årene siden 2009 er nået frem til den opfattelse, at det ikke nødvendigvis er
alle Martinus’ kosmiske analyser og facitter, der i henhold til mine egne
iagttagelser og erfaringer har ladet sig verificere som værende i
overensstemmelse med virkelighedens verden. Desuden er situationen den, at man
som almindeligt menneske kommer til kort i hverdagen, når det drejer sig om en
overordnet forståelse af, hvad der sker med både én selv og medskabningerne og
omverdenen. Som såkaldt ”kosmisk ubevidst”, det vil sige én, som ikke er i
stand til at overskue tilværelsens helhed, er man henvist til at henholde sig
til sin egen større eller mindre indsigt og forståelse af det, der med rette
kan kaldes tilværelsens mysterium, hvilket kort sagt vil sige, hvad er livet og
verden, hvem eller hvad er vi og hvad er meningen og formålet med livet. Uden
kosmisk bevidsthed eller indsigt er man bogstavelig talt på ”Herrens mark”,
altså mere eller mindre overladt til sig selv og sin egen mentale eller
åndelige uformuenhed. Det er en stor udfordring for ethvert menneske.
Udover naturvidenskabens reduktionisme er der
også mange andre faktorer, der bidrager til at udfordre den humanistiske og
spiritualistiske opfattelse af livet og verden, nemlig lige præcis verdens
aktuelle tilstand og situation. For hvis man er bare en smule realistisk, er
det meget svært at få øje på, at menneskene overhovedet har forandret sig
væsentligt og til det etisk bedre i løbet af deres eksistenstid her på jorden.
Til trods for påviselige humanitære og sociale forbedringer og fremskridt, de
sidstnævnte især af teknisk art, kunne det tværtimod se ud til, at menneskene
som helhed betragtet er blevet mere og mere forråede, kyniske, egoistiske og
hensynsløse, måske særligt indenfor det seneste århundrede, hvor effektiviteten
af dræbende og ødelæggende avancerede våben er blevet forøget helt enormt. Vel
at mærke ikke kun som skræmmemidler, men som noget, der tages i praktisk
anvendelse, når det anses for nødvendigt, uanset om det er legitimt eller ej,
og uanset hvor mange liv og hvor megen materiel ødelæggelse det afstedkommer.
Det kan ses af de blodige krige, særlig de to verdenskrige, og af de politiske
og religiøse uroligheder og oprør, og ikke mindst af den stigende terrorisme,
der har bredt sig og fundet sted indenfor de senere årtier. Dertil kommer den
økonomiske kriminalitet og desuden berigelseskriminaliteten i form af tyverier
og røverier, samt overfald, vold, voldtægter og drab med skydevåben og knive,
som også er et stigende problem overalt i verden.
Alle disse alvorlige begivenheder og
situationer kan man så forholde sig til, alt efter sit personlige temperament,
sin indsigt og forståelse – eller mangel på samme. Men har man f.eks. et godt
kendskab til Martinus’ kosmologi, kan man forsøge at trøste sig med, at set i
det store perspektiv, hvilket vil sige evighedsperspektivet, så er der både
mening og hensigt med alt det, der aktuelt sker og finder sted. I henhold til
Martinus er det nemlig alt sammen led i Guddommens overordnede og uundgåelige
plan med verden og menneskeheden. Denne plan vil man ifølge Martinus indirekte
kunne aflæse af de lovmæssigheder og tilstande, der gør sig gældende i
forbindelse med årets kredsløb. Årskredsløbet indeholder angiveligt alle de
faktorer og forhold, som netop demonstrerer virkningerne af de overordnede
lovmæssigheder, Martinus betegner som kredsløbs- og kontrastprincippet. (Note
3)
Det er netop lige præcis de
ovenfor nævnte forhold og omstændigheder, der har været medvirkende til at
vække og befordre min skepsis og tvivl overfor den romantisk idealistiske livs-
og verdensanskuelse, herunder ikke mindst sådan som denne er fremstillet dels i
den indiske filosof Shankar Acharyas Advaita Vedanta og dels især i Martinus’
verdensbillede, hvor sidstnævntes hovedfacit lyder, at ”alt er såre
godt!”. Denne tvivl og skepsis har jeg
i særlig grad givet udtryk for i artiklerne 4.124. Hvor er Gud henne?
Et relevant og
aktuelt spørgsmål, 4.125. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. 1. Del, og 4.126. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. 2. Del, og 4.127. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. Resumé.
Men selvom jeg forholder mig
kritisk til emner som især sjælens eller individets grundlæggende udødelighed,
reinkarnation og skæbnens lovbundne retfærdighed, er der dog også mange andre
emner i Martinus’ kosmologi, der forekommer mig både relevante og
betydningsfulde, hvilket jeg også har gjort rede for i de ovenfor nævnte
artikler.
Evighedsperspektiv og
partiskhed
I henhold til Martinus’ kosmologi befinder
menneskeheden sig for tiden i en udviklingsmæssig mental overgangsfase, der i
princippet svarer til overgangen mellem vinter og forår, hvor kulde og varme
mødes og tager livtag med hinanden. Denne fase kaldes almindeligvis for
tøbruddet, og det karakteristiske for dette er, at det får frosten til at vige
og isen og sneen til at smelte, så åer, søer og floder går over deres bredder
og oversvømmer og tilmudrer de omkringliggende områder, mens vinde med
stormstyrke fejer hen over land og hav. Til tider er disse oversvømmelser og
storme dramatiske eller ligefrem katastrofale og kræver menneskers og dyrs liv,
samtidig med ødelæggelsen af skove, huse, biler og andet materiel. Hertil
kommer lejlighedsvise naturkatastrofer, så som vulkanudbrud, jordskælv og flodbølger,
som i reglen efterlader sig både tab af liv og store materielle ødelæggelser,
der dog ikke direkte har med tøbruddet at gøre, men som hører til blandt
menneskenes og verdens plager.
For Martinus er det fysiske tøbrud altså et
billede på det mentale tøbrud, som ifølge ham finder sted i disse århundreder i
menneskehedens udviklingshistorie. Frostens ophør og isens smelten som følge af
den stigende jord- og lufttemperatur og de milde forårsvinde, kan mentalt ses
som den langsomme nedbrydning af de indgroede og fra dyreriget stammende
adfærdstraditioner, samt de vedtagne normer og værdier i den gamle
verdensorden. Og lige så sikkert som at vinteren afløses af foråret og dette
igen af sommeren, lige så sikkert er det for Martinus, at den gamle verdensepoke,
som var og endnu delvis er præget af det dræbende princip, efterhånden vil
blive afløst af en ny verdensepoke, som vil blive præget på grundlag af det
livgivende princip. (Note 4)
I rolige og afbalancerede øjeblikke kan man
måske nok se det velbegrundede og rigtige i at anlægge evighedsperspektivets
lovmæssigheder – herunder kredsløbs- og kontrastprincippets lovmæssigheder – på
både sig selv, sine medmennesker og omverdenen. Dog ihukommende, at det er
lettere at se splinten i andres øjne, end bjælken i sit eget. Men så snart
konen står bebrejdende foran én og minder om, at man har glemt at tømme
skraldespanden, og når forlegenheden over forsømmeligheden eller irritationen
over at blive forstyrret i sin ’højere’ tankegang melder sig, brister ’evigheds-euforien’
og forsvinder som dug for solen. Så hvælver den umådelige og forunderlige blå
himmel sig bare over et lille sølle hverdagsmenneske. Et menneske, som i sine
egne bedste stunder har det som den lille nisse i sangen ”En lille nisse
rejste”, der drog ud, for at finde og hilse på verdens største mand, og som
endte med at se sit eget spejlbillede i en sø og konkludere, at nu havde han
mødt den allerstørste mand! - Eller for at drage H.C. Andersen og hans eventyr
ind i sammenhængen, hvor voluntøren i eventyret ”Lykkens Kalosker” (1838) ved
hjælp af galocherne har fået evne til at kigge folk ind i hjerterne, og som
derfor efter tur aflægger besøg i forskellige menneskers hjerter:
”Derpå kom han ind i et spejlkabinet, som
det vi har på slottet Rosenborg, men spejlene forstørrede i en utrolig grad.
Midt på gulvet sad, som en Dalai Lama, personens ubetydelige jeg, forbavset ved
at se sin egen storhed.” (Note 5)
Sådan er det, når man har nok i sig selv og sit
eget, og ikke er grebet af den hellige ild og føler og mener sig kaldet til at
skulle frelse sine medmennesker og verden. Den slags frelses-mennesker er der
desuden nok af i forvejen, for de findes blandt andet hos religiøse fanatikere,
selvbestaltede guruer, clairvoyante, healere, åndemanere, spøgelsesjægere,
astrologer og lignende, foruden blandt miljø- og klimaforkæmpere,
dommedagsprofeter, progressive politikere og andet velmenende godtfolk. Det har
vi set og mærket adskillige skræmmende eksempler på op gennem historien, og vi
ser det ikke mindst i nutidens kalejdoskopiske og uoverskuelige verden.
Menneskehedens generelle og altoverskyggende
hovedproblem er ifølge Martinus partiskheden. Partiskhed er en sindstilstand
eller sindsindstilling, hvorunder individet kun er i stand til at se sine
medmennesker og sine omgivelser ud fra sine egne sympatier og antipatier. Alle
- eller i hvert fald de fleste - har travlt med at ville forme alle andre i
deres eget billede og efter deres egen målestok, sådan som tilfældet f.eks. var
med den græske røver Prokrustes, som boede ved en befærdet skillevej, som mange
mennesker måtte passere. Før at disse mennesker fik lov til at fortsætte deres
videre færd, tog han dem til fange og målte dem ved at lægge dem i to senge, en
stor og en lille. De folk, der var for lange til at ligge i den lille seng,
skar han en del af benene af, og dem, der var for små til at ligge i den store
seng, strakte han, så de fyldte sengens længde ud. Men selv om det ikke ændrer
ved det principielle i historien, så hører det dog med, at sagnhelten Theseus
gjorde en ende på grusomhederne ved at lade Prokustes lide samme skæbne. Altså
en form for retfærdig gengældelse.
Reinkarnation og
videnskabelig reduktionisme
Apropos gengældelse, så er begrebet et vigtigt led
i Martinus’ verdensbillede, idet gengældelse, både i en positiv og negativ
forståelse af begrebet, er forudsætningen for absolut retfærdighed i
tilværelsen. Denne retfærdighed er i henhold til ham sikret og garanteret i
kraft af loven for gengældelse, også kaldet skæbneloven. Martinus bruger
lejlighedsvis også udtrykket karmaloven, hvilket hænger sammen med hans
oprindelige relation med den filosofikyndige forfatter Lars Nibelvang. I indisk
religion og filosofi kaldes skæbneloven for karmaloven, idet begrebet karma
betyder skæbne som resultat af handling i tidligere liv. Karma er således den
dybere forklaring på menneskers forskellige evnemæssige udrustning og
livsvilkår, som primært er bestemt (determineret) af individets handlinger i
flere forudgående liv. Men karmaloven virker naturligvis også i ethvert aktuelt
liv, hvilket ikke mindst betyder, at der netop i kraft af skæbneloven åbnes op
for stadigt ny muligheder for enhver, idet det til enhver tid principielt vil
være muligt for et menneske, at ændre sin adfærd eller handlemåde i moralsk og
etisk retning og derigennem på sigt påvirke sin fremtidige skæbne, ikke kun i
dette liv, men i flere fremtidige liv. Skæbne kan altså lige så vel betyde god
og lys skæbne, som ond eller mørk skæbne. Men under alle omstændigheder
forudsætter karma en binding til et uendeligt kredsløb af genfødsler, også
betegnet som reinkarnationer. Det uendelige kredsløb af genfødsler betegnes med
sanskritordet samsara, som netop betyder et uendeligt kredsløb gennem fødsel og
død til fortsat genfødsel.
Imidlertid uddyber og begrunder Martinus i
allerhøjeste grad skæbnelovens logiske funktionsmåde, lige som han
sandsynliggør reinkarnationens lige så logiske nødvendighed og uundgåelighed.
Han ser desuden ikke noget ’mystisk’ eller uforklarligt ved reinkarnation,
simpelthen fordi der efter hans opfattelse i virkeligheden er tale om
reinkarnation i og med enhver fødsel.
Men det er netop især postulatet
om, at loven for skæbne, som i forening med reinkarnation, på det store og
lange sigt sikrer de kosmisk set udødelige eller evige individer en absolut
fuldkommen retfærdighed i tilværelsen, der i efterhånden mange år har været
genstand for min tvivl og skepsis. Nemlig fordi jeg ikke selv har kunnet
tilegne mig en erfaring, viden og indsigt, som overbeviser mig om, at
postulatet er i overensstemmelse med virkelighedens verden.
For også i tilfældet med skæbnelov og
reinkarnation må man have mod og styrke, for at kunne fastholde sin egen – i
grunden ubegrundede - overbevisning om, at der er tale om realiteter. For i den
forbindelse møder man endog hårdnakket og uforsonlig modstand fra især religiøs
kristen side, men også fra naturvidenskabelig side, omend med forskellige
begrundelser. Skæbnelov og reinkarnation kan per definition ikke forenes med
den ortodokse kristne lære om menneskets arvesynd og dets syndsforladelse og
frelse gennem troen på Jesus Kristus. Og for naturvidenskaben er begreberne
skæbnelov og reinkarnation irrelevante, om ikke af anden grund, så i hvert fald
fordi mennesket ikke tilskrives nogen personlig overfysisk struktur, som vil
være i stand til at overleve den fysiske død. For naturvidenskaben er mennesket
– og for den sags skyld også alle andre levende væsener – i enhver henseende
reduceret til at være identisk med den fysiske organisme, som dets bevidsthed
fødes og dør sammen med. (Note 6)
Her er det så, at min egen
erfaring – eller manglen på samme – har ført mig frem til en erkendelse og
forståelse af, at naturvidenskaben stort set har ret i påstanden om, at mennesket
– og for den sags skyld også alle andre levende væsener – i enhver henseende er
reduceret til at være identisk med den fysiske organisme, som dets bevidsthed
fødes og dør sammen med.
Darwin og menneskets
oprindelse
Som nævnt tidligere
ovenfor var det i begyndelsen af 2009, at der fra naturvidenskabelig side, mere
præcist fra arkæologisk, geologisk og arvebiologisk side, foregik et større
fremstød til fordel for Darwins evolutionsteori, som jo bortset fra justeringer
fortsat er i det videnskabelige højsæde. Hensigten med fremstødet var, at man
ville gøre op med den tilsyneladende omsiggribende fundamentalistiske religiøse
opfattelse af begrebet ’skabelse’, der primært er baseret på Bibelens
skabelsesberetning. Videnskabsfolkene – og med dem en gruppe af erklærede
ateister - betragter generelt den bibelske skabelsesberetning, ikke kun som en
tro, men nærmest som en overtro. Den viden ville man gerne formidle til især
landets skolebørn og skoleungdom. Derfor afholdtes der dengang en særudstilling
på Zoologisk Museum i København, formentlig i håbet om, at man efterhånden
ville kunne få udryddet den ’overtro’, at der skulle være tale om en gud, der
har skabt verden og dermed alle levende væsener med menneskene som et
højdepunkt. Da en kvindelig cand.scient. i anledning af den nyåbnede udstilling
blev interviewet i TV, sagde hun med et næsten triumferende glimt i øjet blandt
andet: ”De religiøse tror, men vi andre ved!”
- Underforstået, at de fordomsfulde og naive religiøse tror på, at en
gud har skabt verden og livet, men vi fordomsfrie og fornuftige ved, at verden
og livet er blevet til gennem evolution!
Det biologiske og arkæologiske fremstød for
evolutionsteoriens absolutte og enerådende gyldighed var og er endnu et
eksempel på naturvidenskabelig reduktionisme. Imidlertid er der et gammelt ord,
som siger, at den, der ler sidst, ler bedst. Med dette citat sigter jeg til den
forklaring på skabelse og evolution, som man finder inden for rammerne af
Martinus’ kosmologi. For det første opfatter Martinus ikke den bibelske
skabelsesmyte som en videnskabelig forklaring på verdens og de levende væseners
tilblivelse, men derimod som et mytologisk billedsprog, der i alt væsentligt
stemmer endog særdeles godt med den kosmologiske udviklingsmodel. Og for det
andet anser han det som et faktum, at der er en tilmed universal Gud, hvori,
hvoraf og hvorved alt og alle eksisterer, og i og med at denne Gud er ophav til
alt, hvad der eksisterer og nogensinde vil komme til at eksistere, må Gud
derfor med rette kunne anses for at være skaber. Men vel at mærke skaber og
opretholder af en universal og uafsluttet udviklingsproces, som med rette kan
betegnes som evolution i den naturvidenskabelige forståelse af begrebet. Der er
altså ret beset ikke noget modsætningsforhold mellem begreberne skabelse og
evolution, vel at mærke når disse ses i det overordnede og neutrale perspektiv.
(Note 7)
Imidlertid giver Martinus i det hele taget en
plausibel forklaring på verdens tilstand og menneskets situation, som han i
begge tilfælde i en vis forstand ser lyst og optimistisk på, men vel at mærke
på baggrund af sin såkaldte kosmiske bevidsthed, der primært anskuer
tilværelsen i et evighedsperspektiv. Han ser således de aktuelle problemer og
vanskeligheder som udtryk for en igangværende proces, som dels hænger sammen
med menneskehedens kollektive skæbne og dels med en forsiggående, men langsom
ændring af menneskets dybere psyke, som specielt vedrører dets seksuelle
disposition og orientering. Kortest sagt vil det sige, at den sidstnævnte
proces drejer sig om en udvikling af den kvindelige psykes maskuline aspekt og
den mandlige psykes feminine aspekt. Denne ændring giver i sig selv anledning
til mange vanskeligheder og problemer, men er på sigt en absolut uundgåelig og nødvendig
betingelse og forudsætning for udviklingen og etableringen på Jorden af det,
Martinus betegner som det rigtige menneskerige. (Note 8)
Hvad angår menneskehedens kollektive skæbne, så
kan denne i henhold til Martinus også betegnes med det bibelske udtryk
”Dommedag”, hvorved han dog ikke forstår en enkelt dag, men en
tidsperiode, hvorunder der sker et opgør med den gamle dyriske, dræbende
mentalitet til fordel for en ny og menneskelig, livgivende og næstekærlig
mentalitet. Men i modsætning til den kristne lære, som mener at nogle mennesker
vil blive frelste, medens andre vil være fortabte til et fortsat evigt liv i
helvedes flammende luer, så mener Martinus, at intet væsen vil være fortabt for
evigt, rent bortset fra, at han opfatter den bibelske retorik og billedsproget
i Apokalypsen som værende symbolsk. (Note 9)
Personlig status og
trosbekendelse
Men bort med klynkeriet over menneskenes
uforstand i almindelighed og naturvidenskabens reduktionisme i særdeleshed, og
frem med åndsmodet, som tilsiger én at stå fast ved alt, hvad man har kært, for
hvis ’saltet’ mister sin kraft, hvormed skal det da ’saltes’?. Bekæmp om
nødvendigt det gustne overlæg, som forfører og tilsiger dig at stole
udelukkende på naturvidenskabens reduktionisme, for den er dømt til en dag at
ophøre, lige så sikkert som det i sin tid skete, da det heliocentriske
verdensbillede fortrængte det geocentriske verdensbillede. Sidstnævnte var i
lang tid blevet opfattet og promoveret som absolut og urokkelig sandhed. Et
lignende paradigmeskifte må finde sted før eller siden, så sandt som
videnskaben hele tiden er på vej og ustandselig under forandring, for det er
dens natur og væsen. Den søger jo sandheden om virkeligheden på sin måde, og
videnskabsfolkene kan i henhold til Martinus af gode grunde ikke være
anderledes eller opfatte tilværelsen på anden måde, end tilfældet til enhver
tid er. De er jo som alle andre undergivet den mentale evolution, som ingen i
længden kan unddrage sig. (Note 10)
Konklusionen på alt det ovenfor sagte, må
blive, at et relativt langt liv foreløbig har lært mig, at være videbegærlig,
åben og upartisk, men samtidig tvivlende og skeptisk. Det har for mig altid
været vigtigt, at holde sig grundlæggende spørgsmål for øje, som f.eks. hvad,
hvordan og hvorfor. På den måde har man en mulighed for at tilegne sig upartisk
og objektiv eller forsøgsvis sand viden om livet og verden. I forbindelse med
tilegnelse af forhåbentlig sand viden, er en vis mental selvdisciplin derfor
nødvendig, så man ikke fristes til at tolke verden i sit eget billede, sådan
som man uvægerligt har tilbøjelighed til at gøre, når og hvis man er partisk og
nærer sympati for det ene og antipati imod det andet. Dette indebærer desuden,
at man må gøre op med sig selv, holde en slags personlig åndelig status over
sin egen livs- og verdensanskuelse, og spørge: Hvor meget af det, jeg selv
mener at vide, er i grunden baseret på egen oplevelse og erfaring, og hvor
meget er tankegods fra andre, som jeg nærer tillid til og derfor i bedste fald tror på?
– I den sammenhæng må jeg erkende, at et langt livs beskæftigelse med først
klassisk idealistisk indisk filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har
påvirket mig i et omfang og i en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg
ville have betragtet og opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været
henvist til mine egne oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg
ikke føler mig mere bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og
livsfacitter, end at jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i
værste tilfælde måske kunne vise sig at være i større eller mindre
uoverensstemmelse med virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er
eller måtte vise sig at være. På den baggrund vil jeg her sluttelig fremsætte
min ”selvbekendelse”, som trods alt og i det væsentlige er i principiel
overensstemmelse med hovedtrækkene i netop Martinus’ kosmologi:
Min personlige,
åndelige status kan herefter opgøres i følgende trosbekendelse: Jeg tror på
Gud, den almægtige Fader-Moder, altings ophav og skaber, én sand Gud fra
evighed til evighed, den universale Gud, i hvem vi alle eksisterer, oplever og
manifesterer os i egenskab af Guds sanseorganer og manifestationsredskaber.
Jeg tror på Jesus Kristus,
ikke som Guds enbårne søn, for vi er alle sønner af Guden, fra den mindste
amøbe, over planterne, dyrene og menneskene til de højere og indtil videre
ukendte verdeners formentlig etisk højtudviklede væsener, men som
verdensgenløser og menneskehedens store lærer og forbillede, som ofrede sit liv
på forsmædelsens kors, for at vise sin guddommelige sendelse og sin åndelige
styrke, og jeg tror på, at hans genopstandelse i åndelig skikkelse skal ses som
en fortrøstningsfuld myte for de troende om, at døden i realiteten er en
illusion, men en illusion, der er en nødvendig modsætning til livet, for at man
ikke skal slappe af i sin forpligtelse til at forbedre sin personlige moral.
Jeg tror på
talsmanden, den hellige ånd, sandhedens og visdommens ånd, som især i skikkelse
af Martinus’ Det Tredie Testamente er kommet for retfærdigt at dømme levende og
døde, ikke for at fordømme nogen og slet ikke de midlertidigt vildfarne, men
tværtimod for at vejlede disse og alle andre, og for at berette om Guds
uudslukkelige og overordnede styrelse af alle sine skabninger. Den styrelse,
som også manifesterer sig i og med selve ’sendelsen’ af ”talsmanden, den
hellige ånd”.
Jeg tror på, at intet
levende væsen er fordømt eller fortabt for evigt. Nemlig fordi Jeg ikke tror på
det evige liv, hverken som et fremtidsperspektiv, eller som en her og nu
realitet, men derimod på, at vi hver især lever lige midt i en
et-livs-tilværelse, som i medfør af Guds vilje i form af evige love, er præget
af, at tilværelsen veksler mellem kortere eller længere epoker med lysets
livgivende princip og epoker med mørkets dræbende princip i forsædet. Det er
det evige livs dage og nætter eller somre og vintre omsat i jordnær daglig
praksis i form af lyst og smerte, glæde og sorg, optimisme og pessimisme etc.
etc.
Jeg tror på, at vi
mennesker udgør en skala af vidt forskellige udviklingstrin, som vi alle
sammen, generation og slægt efter generation og slægt, i tidernes forløb
bevæger os op ad, takket være de overordnede lovmæssigheder for indvikling og udvikling
via de vekslende forhold og udfordringer, menneskeheden uafbrudt stilles
overfor. Men jeg tror ikke på skæbnelovens uundgåelige og uundværlige
’pædagogiske’ virke som en del af det livsvilkår, der er en følge af Guds væsen
og virke, men derimod på skæbnens luner og tilfældigheder, der dog til en vis
grad er bestemt af naturlovene og herunder ikke mindst af loven for årsag og
virkning efter devisen, at brændt barn skyer ilden.
Endelig tror jeg på
den største gave, Gud har givet menneskeheden, nemlig muligheden for at udvikle
og praktisere det måske sværeste af alt: næstekærligheden, hvilket vil sige den
upartiske kærlighed til alt og alle, man er eller kommer i berøring med i sit
liv, og hvis grundlov lyder: Vær imod andre, som du vil, at andre skal være
imod dig. Sæt dig altid selv i næstens sted, og vurdér og disponér dine
beslutninger og handlinger ud fra denne indsigt, indlevelse og medleven, for
det er den absolutte forudsætning og betingelse for løsningen af menneskehedens
årtusindgamle og stadigvæk nuværende krisetilstand og konfliktsituation.
Hvis det kan
lykkedes, har menneskeheden medvirket til at udvikle den potentielle mulighed,
som Gud i kraft af sine to hovedattributter: Alvisdom og almagt, har stillet
til rådighed, nemlig alkærlighed, i hvert fald i forhold til menneskeheden. Men
det store spørgsmål er og forbliver, om den i øvrigt langt fra homogene
menneskehed overhovedet vil være i stand til at praktisere og højne en moral,
som stort set ikke har ændret sig siden mennesket første gang optrådte på
jorden. Det, der i tidernes løb er
blevet ændret, er fortrinsvis livsvilkårene i form af dannelsen af mere eller
mindre lovbundne samfund og sociale forhold, og især teknikken, som foreløbigt
er kulmineret i og med med elektronikken. Sidstnævnte kan, som tilfældet i
reglen altid har været og er med tekniske fremskridt, både anvendes positivt og
negativt. Er man optimist, ser man lyst og positivt på fremtiden og forestiller
sig, ja, profeterer ligefrem om et jordisk paradis forude. Men ser man derimod
pessimistisk på samme fremtid, tegner denne sig desværre mørkt og negativt, for
til trods for adskillige forsøg og tiltag i retning af at skabe en mere
fredelig verden, så befinder menneskeheden sig i nutiden generelt set midt i et
kaos af indbyrdes kontroverser og blodige oprør og krigslignende tilstande.
Men ser man
realistisk og neutralt på tilværelsen og dermed også på fremtiden, så kan man i
bedste fald være tilfreds med, at der kun er stillet ét enkelt jordeliv til
hver vores rådighed. Herom har jeg især skrevet artiklen 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker. Den være hermed anbefalet.
© 2009 Harry Rasmussen. Revideret juni 2010 og sluttelig
igen i oktober 2016.
___________________
NB! Hver gang man
eventuelt har klikket sig ind på links’ne til de i noterne nævnte artikler,
kommer man nemmest og hurtigst tilbage til artiklen her, ved at klikke på X i
øverste højre hjørne af skærmen.
Note 1.: Vedr.
hjerneforskningen og dens opfattelse af hjernen, se evt. under Aktuelle artikler vedr. hjernedebat -
Se evt. også 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I) - Rent bortset fra de konklusioner, der
videnskabeligt i øvrigt kan drages af det, så er det nu blevet muligt for
hjerneforskere via MR-scanning at finde en metode, hvormed det er muligt at
’aflæse’ menneskers tanker. Det fremgår af artiklen
"Computer læser tanker" på videnskab.dk (februar 2009), delvis
gengivet i Jyllands-Posten den 21.02.09, hvor det fortælles, at man
eksperimentelt allerede er blevet i stand til at registrere og læse, hvad
et menneske tænker og forestiller sig, og de pågældende japanske hjerneforskere
forudser, at næste fremskridt bliver en decideret tankelæsning, hvor man også
vil kunne aflæse hvilke holdninger og følelser et menneske har. Hvad de
pågældende forskere og formidlerne af deres forskning derimod tilsyneladende
overser er, at et menneske derfor ikke mere vil kunne holde eksempelvis sine
kriminelle planer og/eller politiske holdninger skjult. Det må da være en
ønskedrøm for politi og især efterretningstjenester, ikke mindst i
totalitære lande, for herefter vil intet menneske, der måtte være i
opposition til magthaverne, mere kunne leve i sikkerhed. Man må
derfor håbe, at demokratiske landes etiske råd vil sætte nogle regler og
grænser for brugen – eller snarere for det forventelige misbrug – af denne form
for hjernescanning. – Se evt. artiklen: 4.117. Hjerneforskning igen! - Om hjerneforskningens
fejltagelser og udprægede reduktionisme samt om den naturvidenskabelige
opfattelse af de nævnte fænomener.
Note 2.: Vedr.
”visdomsoceanet”, se under ”Guldkopi-erindringer” i artiklen Talentkerneprincippet.
Note 3.: Vedr.
kredsløbs- og kontrastprincippet, se: f.eks. artiklen Det evige liv
Note 4.: Martinus, Småbog
nr. 9: Mellem to verdensepoker.
Note 5.: Dal
& Nielsen: H.C.Andersens
Eventyr I, pp. 211-238. Reitzels
Forlag, København 1963.
Note 6.: Vedr.
skæbneloven, se f.eks. artiklen Individets skæbnedannelse - Vedr. reinkarnation,
se f.eks. artiklen : Reinkarnationsprocessen
Note 7.: Vedr. den kosmologiske evolutionsmodel, se f.eks.
artiklen Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske - Se endvidere Note 7 til artiklen Intuition og personlighed - samt artiklerne Den eventyrlige livscyklus (1) og Den eventyrlige livscyklus (2) – Vedr. Martinus’ opfattelse af Bibelens skabelsesberetning, se
f.eks. Jesus Menneskesønnen II - – Vedr. evolutionslæren
bragte Jyllands-Posten (JP) den 10.02.09 en leder under overskriften
"Udviklingslæren", hvori lederskribenten gav udtryk for sin frustration
over, at folk med enten ond vilje eller almindelig dumhed tillod sig at mene
noget andet end lederskribenten, som selvfølgelig i egen opfattelse hører til
de 'gode' og 'kloge'. Som en, der åbenbart tilhører gruppen af enten onde eller
dumme, vil jeg ikke argumentere imod lederskribentens skråsikre opfattelse af
videnskabeligheden i evolutionsteorien, bortset fra, at vedkommende åbenbart
ikke mener at der er tale om en teori eller hypotese, men om 100% sikker viden.
Derimod vil jeg tillade mig at konstatere, at JP ser ud til at ville være en
'forpost' i bekæmpelsen af dumheden i form af tro og religion. Først en i
øvrigt velbegrundet kritik af islamismen i og med offentliggørelsen af
Muhammed-tegningerne, men nu åbenbart også vendt generelt mod troen som begreb
og praksis, som efter lederskribentens angivelige mening godt nok "har sit
eget univers", men som ikke burde findes blandt oplyste og fornuftige
mennesker. Det har lederskribenten selvfølgelig lov til at mene, især da JP er
blevet kendt på at forsvare ytringsfriheden.
Note 8.: Jf. med artiklerne Introduktion til det seksuelle polprincip og Introduktion til den seksuelle polforvandling
Note 9.: Jf.
med Ny Testamente: Johannes’
åbenbaring, og med artiklen DOMMEDAG! Del 1 og DOMMEDAG! Del 2 . - Se endvidere Martinus: Småbog nr. 9: Mellem to verdensepoker, og Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, samt Småbog nr. 8: Mennesket og verdensbilledet.
Note 10.: Jf. med artiklen Videnskab på omveje
© 2009. Senest revideret i oktober 2016. Harry Rasmussen.
******************