- set i ét-livs-hypotesens perspektiv
I forbindelse med
det grundlæggende spørgsmål om det levende væsens, subsidiært individets,
oprindelse og definition, rejser der sig generelt set en række tillægsspørgsmål
og problemer, som det vil være nødvendigt at finde svar eller løsninger på, for
at kunne afklare, hvad der mere præcist skal forstås ved begrebet
’personlighed’ eller 'personligheden'.
Emnet har tidligere
været behandlet her på hjemmesiden, nemlig i artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set
(2008). I den artikel indgår også en nærmere omtale af den personlighedsmodel,
som i særlig grad promoveres inden for rammerne af Martinus' kosmologi. Derfor
blev der fra min side deri blandt andet fremført følgende synspunkt:
(Citat) Det er en
almindeligt udbredt og anerkendt antagelse i den vestlige kultur, at et
individs personlige evner og karakteregenskaber udelukkende skyldes årsager og
sammenhænge, der kan forklares i og med de biologiske arveanlæg og det sociale
miljø. Hvilket vil sige, at mennesket, i øvrigt i lighed med alle andre levende
væsener, ’kun’ udgør en fysisk størrelse, ganske som tilfældet er med alle
andre ’størrelser’ i verden. Psykiske fænomener som ånd, sjæl og bevidsthed
mener man ’kun’ udgør produkter, resultater eller ledsagefænomener – såkaldte
epifænomener - til de elektro-kemiske processer, som finder sted i det fysiske
centralnervesystem, primært i hjernen. (Citat slut)
Martinus' opfattelse
og definition på, hvad det er for faktorer, der udgør individet som person,
hænger meget nøje og uadskilleligt sammen med hans totale verdensbillede, hvori
blandt meget andet også indgår indbyrdes forbundne begreber som reinkarnation
og repetition.
Imidlertid har jeg
siden hen, mere præcist indenfor de seneste år, ændret min opfattelse af visse
grundlæggende emner og begreber i Martinus' kosmologi, et forhold og en
situation, som jeg især har beskrevet i artikler som f.eks. Ét-livs-hypotesen og
Martinus' kosmologi. En redegørelse. 1. Del, Ét-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi. En redegørelse. 2. Del og Ét-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi. En redegørelse. Resumé. Den opfattelse af
livet og verden og dermed også af individet eller personligheden, jeg er nået
frem til i nutiden, er beroende på det noget kortere perspektiv, som
ét-livs-hypotesen i sin konsekvens indebærer. Som en følge deraf er flere af
mine nyere synspunkter mere i overensstemmelse med den personlighedsstruktur, som
især er fremført af psykologen C. G. Jungs opfattelse af samme.
Men for her at
genopfriske, hvad jeg tidligere har skrevet om personlighedsbegrebet, skal jeg
foreløbig citere fra artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk
set:
Personlighedsbegrebet psykologisk set
(Citat) Ordet personlighed kommer af det latinske persona, som oprindelig betød den maske, skuespilleren eller danseren bar under
udførelsen af sin rolle, sådan som tilfældet eksempelvis var i det antikke
græske drama og i den italienske commedia dell’arte, samt i Øst-Asiens
pantomimer. Men inden for moderne psykologi defineres personlighedsbegrebet
omtrent således: forenklet sagt som den mere eller mindre fast organiserede
helhed af de karakteristiske måder et individ tankemæssigt, følelsesmæssigt og
adfærdsmæssigt reagerer og ytrer sig på. Det vil sige, at reaktionerne i højere
grad er udtryk for individets egenart, end for den i de givne tilfælde givne
ydre situation.
Begrebet individ kommer
ligeledes af latin, nemlig af intetkønsordet individuum, som betyder udelelig
enhed, modsat dividere = opdele i
mindre enheder. I videre forstand betyder udtrykket ’individ’ altså enkeltvæsen,
selvstændig organisme, menneske eller person. Mere specielt forstås det som det
individuelle særpræg af egenskaber, hvorved noget eksisterende fremstår som et
bestemt og enestående individ. Begrebet individ er derfor identisk med begrebet
personlighed, forstået som det enkelte væsens eller menneskes egenart.
I specifik forstand hentyder begreberne individ og personlighed
også til den ’bagvedliggende’ indre og ydre struktur, det vil sige til den
særlige måde, hvorpå individualiteten og personligheden er konstitueret og
organiseret. Det må man konstatere, at der findes forskellige psykologiske og
filosofiske bud på.
Men generelt betragtet kan individet og personligheden siges at
være ’opdelt’ i en principielt tre-leddet struktur: 1. Jeget, selvet eller
subjektet, 2. bevidstheden og selvbevidstheden, og 3. organismen, kroppen eller
legemet.
Figur 1.
Figur 1. Den
ligesidede trekant er et dækkende symbol på individets tre-delte væsen og
natur, nemlig fordi de tre instanser 1. Jeget, 2. bevidstheden og 3. organismen
i princippet er uadskilleligt integreret i hinanden. Uden Jeg ingen bevidsthed,
og uden Jeg og bevidsthed ingen organisme og vice versa. Det forholder sig dog
sådan i praksis, at organismen for en tid kan opretholdes uden bevidsthed og
Jeg, enten i kraft af det vegetative nervesystem og/eller ved hjælp af tekniske
apparater, som f.eks. respirator. Men det rokker ikke ved selve princippet.
Individet er endvidere karakteriseret ved, at det har et erkendende og handlende forhold til sin omverden, herunder andre individer eller
personer, samt at det har en individuel
historie, igennem hvilken det pågældende individ har udviklet sig, eller er
ved at udvikle sig, til en særegen personlighed
med bestemte evner og anlæg, karaktertræk, holdninger og meninger om sig
selv og verden.
I det foranstående er der givet et groft rids af den
naturvidenskabelige opfattelse af mennesket som en totalt set materiel eller fysisk størrelse, hvortil ånd og sjæl, bevidsthed og lignende er
knyttet som et biprodukt eller såkaldt epifænomen, hvilket vil sige et
ledsagefænomen uden selvstændig eksistens. Denne anskuelse af mennesket er den
monistiske filosofiske materialisme i princippet helt enig i. Når vi derfor
indtegner den ovenfor omtalte generelle personlighedsmodel i symbolet for den
materialistiske livs- og verdensopfattelse, ser vi det netop sagte tydeligt
illustreret i Figur 2.:
Figur 2.
På Figur 2. ses den tredelte
trekant igen, men denne gang med de to øverste felter angivet ved punkteret
linieføring. Denne skal forstås som en henvisning til, at fænomenerne Jeg og
bevidsthed (hhv. de to øverste felter) her er opfattet som subjektive epifænomener, mens den fysiske organisme (det nederste
felt i fuldt optrukken streg) skal opfattes som den objektive og dermed
egentlige basis.
Den freudianske personlighedsmodel
Det er naturligvis
klart, at den generelle personlighedsmodel ville kunne struktureres yderligere,
i dette tilfælde i relation til den materialistiske monisme, hvis
grundsynspunkt er, at også individets personlighedsstruktur fremgår af den
fysiske materies kræfter og lovmæssigheder. Et godt eksempel herpå finder man i
den mest indflydelsesrige personlighedsmodel i den vestlige verden, som til
dato er opstillet, nemlig den personlighedsmodel, der
er udarbejdet og fremsat af psykoanalysens grundlægger, den østrigske læge og
psykolog Sigmund Freud (1856-1939).
(Note 1)
Freuds
personlighedsteori bygger på tre filosofiske forudsætninger: 1. at alt er
årsagsbestemt, også fortalelser og drømme, 2. at menneskets handlinger skabes
af bevidste og ubevidste processer, og 3. at menneskets adfærd væsentligst er
betinget af ikke-rationelle psykiske kræfter eller drifter. Den freudianske
personlighedsteori opererer ligeledes med tre led i personlighedsstrukturen: 1.
Id (det’et), 2. ego (jeget) og 3. superego
(overjeget). Begrebet ’Id’ repræsenterer drifterne, de medfødte impulser,
først og fremmest de to medfødte grunddrifter libido (den seksuelle drift) og aggression
(= udfoldelsen af de destruktive og fjendtlige impulser). Drifterne, det spontane i mennesket, har
deres forudsætninger i fysiologiske processer,
og domineres ifølge Freud af lystprincippet. Id’et, dvs. drifterne, er i øvrigt
det eneste, der ifølge Freud er til stede fra fødslen.
Figur 3.
Figur 3. Denne
udgave af den tredelte personlighedsstruktur, skal ses som en psyko-fysisk
model af den menneskelige psyke, idet denne så at sige er ’afledt’ af det fysiske
legeme og dettes fysiologiske processer. Symbolet skal ses som den ene af
Freuds to personlighedsmodeller, som er forklaret i hovedteksten. Super-egoet
eller over-jeget er individets hæmmende eller retningsgivende overinstans, der
regulerer tanke- og handlingslivet. Ego’et er individets bevidste, rationelle
jeg, mens Id’et er drifterne og de medfødte impulser, og Libido er den
seksuelle drift og de aggressive tilbøjeligheder. Fortrængning er en psykisk
forsvarsmekanisme, som mennesket ubevidst bruger til at undertrykke sine
driftsimpulser, indre psykiske konflikter og sin angst.
Ego’et er individets
bevidste, rationelle jeg, der afbalancerer impulserne fra Id’ets primitive
kræfter eller fra super-egoets fordømmende og straffende funktion. Ego’et er
ikke til stede fra fødslen, men udvikles gradvis fra barnets ustrukturerede
personlighed, således at lystprincippet efterhånden afløses af
realitetsprincippet.
Begrebet super-egoet eller over-jeget er en hæmmende eller retningsgivende instans, der
regulerer tanke- og handlingslivet og som medfører evnen til at føle skyld og
skam. Begrebet super-ego er ofte anvendt som synonymt med samvittighed og
ideal-jeg. Samvittigheden er den del af over-jeget, der træder i funktion, når
en person svigter sit værdisystem og ikke gør dét, som ideal-jeget tilsiger
personen at burde gøre.
Super-egoet udvikles
særligt i 5-6 års alderen efterhånden som barnet lærer omgivelsernes normer og
værdiforestillinger at kende. Super-egoet udgør derfor en regulerende
social-etisk instans. Et barn – og også en voksen – med et for stærkt over-jeg
reagerer nervøst og ængsteligt, hvilket kan medføre en varig neurotisk
tilstand, mens et svagt over-jeg hos både barnet og den voksne bevirker
minimale skyldfølelser. Hos et veltilpasset menneske er der derimod balance
mellem drifter, jeg og over-jeg.
Ved begrebet
’fortrængning’ skal forstås en psykisk forsvarsmekanisme, som mennesket kan
benytte mod driftsimpulser, det ikke kan lide, eller mod ubehagelige
indrepsykiske konflikter og angst forårsaget af indre eller ydre påvirkning.
Fortrængningen til underbevidstheden eller det ubevidste foregår ubevidst for
individet selv. Freud mente, at psykiske lidelser og neuroser oftest kan
tilbageføres til seksuelle forstyrrelser og frustrationer i den tidlige
barndoms oplevelser. Seksualiteten spiller i det hele taget en stor rolle i
Freuds personlighedsmodel, og han var også opmærksom på det forhold, at både
kvinder og mænd bærer det modsatte køns karaktertræk i sig, og at disse træk i
nogle tilfælde kan tage mere eller mindre overhånd og blandt andet bevirke
forstyrrelser i den seksuelle orientering.
Freud inddeler i
øvrigt den menneskelige personligheds udvikling i flere stadier: Det orale
stadium, det anale stadium, det falliske stadium med Ødipuskomplekset (dvs.
drengens kærlighed til moderen og pigens kærlighed til faderen),
overgangsalderens stadium og endelig kernepersonlighedens gennembrud, hvor der
ved sidstnævnte forstås det stadie, hvor personlighedens væsentligste egenskaber
og karaktertræk i det store og hele er fastlagt, hvilket almindeligvis er
tilfældet ved afslutningen af ungdomstiden.
Ved siden af sin
påviseligt store pædagogiske og terapeutiske værdi, har Freuds fysiologisk
funderede psykoanalyse også i sin konsekvens en forståelse eller opfattelse af subjektet, som udfordrer og
problematiserer den filosofi, der tager bevidstheden som udgangspunkt eller
grundlag. I den forbindelse dukker det filosofiske problem om spiritualistisk kontra
materialistisk livs- og verdensanskuelse atter op.
Men der hører
naturligvis meget andet og mere til at give en fyldestgørende beskrivelse af
Freuds epokegørende opdagelser og analyser omkring den menneskelige psyke og
personlighed, end det er muligt at komme ind på i en kortfattet redegørelse for
indholdet af hans psykoanalytiske personlighedsmodel.
Den jungianske personlighedsmodel
Den schweiziske
psykoanalytiker Carl Gustav
Jung (1875-1961), der var elev af og nær ven med Freud, brød på et
tidspunkt med denne, idet han blandt andet ikke kunne anerkende Freuds
panseksualisme. Ved sidstnævnte forstås den opfattelse, at psykiske lidelser og
neuroser efter Freuds mening oftest kan tilbageføres til seksuelle
forstyrrelser og frustrationer i den tidlige barndoms oplevelser. Til dels på
baggrund af uenigheden med sin læremeter begyndte Jung derefter at udarbejde
sin egen psykoanalytiske teori, som han kaldte analytisk psykologi. Heri er f.eks. libido-begrebet udvidet til at omfatte
al psykisk energi. Jung mente heller
ikke, at det enkelte menneskes adfærd alene kan bestemmes i relation til det personlige ubevidste, men tillige er
bestemt af det kollektive ubevidste. Det
ubevidste er altså både noget personligt-individuelt og noget, alle mennesker
har fælles uanset tid og sted.
Jung opstillede også
en teori eller model af menneskets personlighedsstruktur, og denne er ligeledes
opdelt i tre hovedkomponenter: 1. Selvet, 2. Selvets fremtræden som Persona
(egoet), og 3. Den personlige og den kollektive psyke.
Figur 4.
Figur 4. Til forskel
fra Figur 1., 2. og 3. skal Figur 4. opfattes som en udelukkende psykologisk
model af den menneskelige personlighed. Den fysiske organisme er her
underforstået. På symbolet, som forsøgsvis illustrerer Jungs personlighedsmodel,
skal det øverste felt symbolisere 1. Selvet (Jeget), mens feltet under står for
Selvets fremtræden som 2. Persona, herunder den personlige bevidsthed. Det
smalle felt derunder udtrykker 3. den personligt ubevidste psyke, og det hermed
forbundne noget større felt nederst skal antyde den kollektivt ubevidste psyke.
Skillelinien mellem det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste er
gjort punkteret, for at antyde, at grænsen mellem disse er flydende. Bund-
eller baselinien er ligeledes punkteret, men her for at antyde, at det
kollektivt ubevidste i en vis forstand er grænseløst.
Ifølge Jungs
personlighedsteori er Selvet det kollektivt ubevidstes centrale grundtype for
orden, organisation og enhed, der foruden at samle de øvrige grundtyper, også organiserer
hele personligheden. Egoet udtrykker bevidsthedens følelser, tanker og
erindringer, mens det personligt ubevidste gemmer det fortrængte og ignorerede.
Det kollektivt ubevidste indeholder det universelle, blandt andet i form af
historiens fælles sum af erfaringer, forestillingsmuligheder, billeddannelser,
og dermed de nedarvede grundtyper, de såkaldte arketyper, der som ’mønstre’ fra tidernes morgen i kraft af stadig
gentagelse er overført til enkeltindividet som en art disposition.
Det kollektivt
ubevidste indeholder mange arketyper som f.eks. fødsel, død, Gud, Djævel,
foruden Selvet, der som nævnt er den psykiske totalitets centrum, og endvidere
persona, anima, animus, skyggen – Sidstnævnte er et begreb, der dækker over de
dyriske og selviske sider af menneskets natur, og som projiceret ud i
omverdenen fremtræder som ’Djævelen’ eller ’den Onde’. (Note 2)
Ifølge Jungs
analytiske psykologi er det menneskets mål, at opnå udvikling og helhed gennem
realisering af selvet, den psykiske totalitets centrum, som omfatter både
bevidstheden og det ubevidste. Ifølge Jung opstår psykiske problemer, når der
f.eks. ikke er balance mellem anima og animus, mellem persona og det kollektivt
ubevidste, og mellem menneskets indadvendte (introverte) og udadvendte (ekstroverte)
sider.
Begreberne anima og animus spiller en stor rolle indenfor Jungs personlighedsmodel,
idet han betegner arketypen anima som den feminine side af den mandlige psyke
og arketypen animus som den maskuline side af kvinders psyke. Det begrundes
med, at ethvert menneske har egenskaber, der hidrører fra det andet og modsatte
køn, ikke kun biologisk set, ved at begge køn udskiller både mandlige og
kvindelige hormoner, men også og ikke mindst psykologisk set, hvor det drejer
sig om følelser og holdninger.
I henhold til Jung
har den mandlige psyke udviklet sin anima gennem mødet med kvinder gennem mange
generationer, ganske som den kvindelige psyke har udviklet sin animus gennem
mødet med mænd. Gennem de mange generationers kontakt og samliv har hvert af
kønnene ubevidst og i bedste fald tilegnet sig de træk af det modsatte køn, som
i større eller mindre grad fremmer de bedst egnede reaktioner på og den
nødvendige gensidige forståelse af hinanden, alt sammen af hensyn til
overlevelsesværdien.
Grundlæggende viser
forholdet mellem de to køn sig som en både biologisk og psykologisk betinget
tiltrækning og frastødning. En mand tiltrækkes normalt imod en kvinde, i jo
højere grad hun afspejler hans indre anima, og tilsvarende tiltrækkes en kvinde
imod en mand, i jo højere grad han afspejler hendes indre animus. Stadig ifølge
Jung, så har anima en nærmest automatisk sympati for alt, hvad der er
forfængeligt, hjælpeløst, ubestemt og planløst hos en kvinde, mens animus har
en forudfattet sympati for modige, viljefaste, beslutsomme, handlekraftige og
beskyttende mænd.
Denne
’identifikation’ med det modsatte køns karaktertræk kan imidlertid også have
nogle uheldige virkninger eller konsekvenser, særlig i form af de såkaldte
”drengepiger” og ”tøsedrenge”. En pige eller kvinde kan – mere eller mindre
bevidst, men i grunden ubevidst - betone sin animus i en sådan grad, at hun
bliver mere maskulin end feminin i sine følelser, tanker, holdninger og
handlinger, og en dreng eller mand kan – mere eller mindre bevidst, men i det
væsentlige ubevidst - tilsvarende betone sin anima så meget, at han bliver mere
feminin end maskulin i sine følelser, tanker, holdninger og handlinger. Bortset
fra de sociale konsekvenser det særlig før i tiden kunne have, så kan det i
nogle tilfælde også ligefrem føre til seksuelle afsporinger i form af
henholdsvis lesbiske og homoseksuelle, transvestitter og transseksuelle, som i
specielle tilfælde fører til beslutning om hormonbehandling eller kirurgiske
indgreb med henblik på kønsskifte, hvilket i henhold til erfaringen ikke i alle
tilfælde er nogen lykke. (Note 3)
Men nok så vigtigt,
så hævder Jung som nævnt psyken eller personligheden som en helhed, der fra
begyndelsen udgør et hele, som i tilværelsen skal udvikle sig mod stadig større
sammenhæng og harmoni. Den energi, som muliggør personlighedens funktion kalder
han psykisk energi, og han bruger
også ordet libido om denne form for
energi, men det må ikke forveksles med Freuds definition af begrebet. For Jung
er libido ikke kun begrænset til den seksuelle energi, men er udvidet til også
at omfatte forskellige behov, så som sult, tørst, og lignende, samt de dermed
ledsagende følelser. På det bevidste plan viser libido sig som stræben, begær
og vilje. Den divergerende opfattelse af begrebet libido udgør i øvrigt en af
de mest afgørende forskelle mellem Freuds og Jungs personlighedsteorier.
Hos Jung er der
altså tale om, at psykisk energi ikke kun er afledt af fysiologiske processer,
sådan som tilfældet er i Freuds teori: I den analytiske psykologi udgør psyken
et relativt selvstændigt, lukket system, idet den psykiske energi primært
udspringer af de oplevelser, et menneske har. I en vis forstand på samme måde,
som føden optages af den fysiske krop og omdannes til biologisk energi, sådan
’akkumuleres’ og ’oplagres’ oplevelserne af psyken og omsættes til psykisk
energi.
Selv om det er
umuligt at føre videnskabeligt bevis for den fysiske og psykiske energis
selvstændige og lige værdi (ækvivalens), er det imidlertid Jungs opfattelse, at
der foregår en eller anden form for gensidig udveksling mellem de to systemer,
hvorunder psykisk energi omdannes til fysisk energi, og fysisk energi til
psykisk energi. Det er eksempelvis en kendsgerning, at euforiserende stoffer,
som fremkalder en kemisk effekt i kroppen, også afstedkommer en psykologisk
effekt. Det står også fast, at det fysiologiske system påvirkes af tanker og
følelser, et faktum, der danner grundlag for den psykosomatiske medicin, de
såkaldte psykofarmaka.
I konsekvens af det ovenfor anførte, kan det konstateres at
Jungs opfattelse af personligheden, i modsætning til Freuds teori, ikke er udtryk for en decideret materialistisk grundopfattelse. Jung
brød med sin læremesters og en tidligere tids opfattelse af en strengt omverdensbestemt
prægning af sindet. Han påviste derimod, at faktorer som evolution og arv, det
vil sige, det kollektivt ubevidste, er lige så afgørende for sindet, som
tilfældet er for kroppen.
Den her givne
beskrivelse af Jungs personlighedsteori er langt fra fuldstændig eller
fyldestgørende, men når vi til trods herfor alligevel har ofret så forholdsvis
megen plads på den, er det dels for at den skal kunne sammenholdes med den
relativt detaljerede omtale af Freuds analyse af personligheden, sådan som denne
er fremstillet ovenfor, og dels for at give læseren en baggrund for senere at
kunne sammenligne Jungs personlighedsmodel med den anskuelse af personligheden,
som findes i Martinus’ kosmologi. Der er nemlig ikke så helt få principielle
lighedspunkter mellem disse to opfattelser af personlighedsstrukturen. (Citat
slut) (Note 4)
Synsprocessen (Citat fra artiklen
Øje, hjerne og bevidsthed):
(Citat) Her skal
gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den
videnskabelige anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger
synet. Anatomisk set er synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og
på samspillet mellem de to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels
på lyset og dels på de kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de
to synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover
lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af
hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er
placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og
ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den
tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.
Selve synsprocessen
begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det
tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt
lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på
nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet
på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse
sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til
synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt
billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst
opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist,
hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket
opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til
synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder
blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet,
som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set
denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og
associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at
der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der
her al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme
oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første
fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor
disses farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys,
øjnene og hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke
ser genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det
sete først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret
i hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert
givet tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en
maksimal størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den
halvbuede, men flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis
billedet på nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så
vil det ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt
afhængig af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.
Men – og det er en
vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent
faktisk oplever. Situationen
er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk
kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset
hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret
i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om
nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende mønstre
kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller
’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet
synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af
former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et
lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er
vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske
krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste,
bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i
ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.
Hvilken konklusion
vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og
betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og
oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi
almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne
anden natur eller karakter? – Jo, forenklet sagt er det individets, mere
præcist jegets bevidsthed. Men om man
vil kalde bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den
for værende af en parafysisk natur og
karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås
som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet
frem til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende.
Den hypotese, som
der herefter skal gøres rede for, forholder sig noget anderledes til individet
end tilfældet er for natur- og humanvidenskaben. Som allerede antydet i
indledningen til denne artikel, så anskuer de sidstnævnte individet udelukkende
ud fra den forhåndsantagelse, at dette helt igennem kun udgør en fysisk
størrelse, idet det menes kun at befinde og udfolde sig indenfor det såkaldte
fysiske rum-tid-kontinuum, hvilket især vil sige, at individet er undergivet
den fysiske materies kræfter, lovmæssigheder og vilkår, og at denne
omstændighed er det eneste reelle grundlag og den eneste faktiske årsag til
individets eksistens, herunder også til dettes bevidsthed og bevidsthedsliv.
Denne opfattelse af
individet og af de levende væsener i det hele taget er i henhold til den danske
tænker og intuitionsbegavelse Martinus, så langt fra den reelle virkelighed som
vel muligt. Det vil sige, når det levende væsen og herunder individet anskues
på baggrund af et såkaldt kosmisk perspektiv, ifølge hvilket verden ikke kun
udgør en fysisk realitet, men samtidig også en over-fysisk eller såkaldt
åndelig realitet. Ja, for at sige det ligeud, så er Martinus af den
veldefinerede og velbegrundede opfattelse, at den fysiske materies verden i
virkeligheden er afledt af tilværelsens åndelige eller psykiske faktorer,
kræfter og lovmæssigheder. Denne omstændighed udmønter sig i en opfattelse og
anskuelse af det levende væsen eller individet som et åndeligt væsen med både
en åndelig eller parafysisk og en fysisk organisme. Dette forhold viser sig
også, når det drejer sig om sanseoplevelser og sanseillusioner, som de ovenfor
omtalte og beskrevne.
For ikke at gentage
en beskrivelse af forholdet mellem øje, hjerne og bevidsthed, som jeg har
beskrevet i tidligere artikler her på hjemmesiden, skal jeg tillade mig at
citere følgende afsnit fra min artikel H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet
mellem de to instanser:
Længdesnit gennem
midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1
refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører
til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og
21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås
her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og
mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg
og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og
Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.
Helt basalt og
generelt er det nok ikke for meget at sige, at de allerfleste mennesker har den
opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er identiske begreber, for det
har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi og biologi. I en del ældre
fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at ”hjernen er sæde for
bevidstheden” eller ”Bevidstheden har sæde i hjernen”, lidt upræcise udtryk,
som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af samme sag. I nyere og
især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af hjerneforskningen, som
ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af hjernen,
forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have fastslået den nære forbindelse,
der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte
forstås især de sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og
beslutninger mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder
eller fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at anatomiens,
fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens tilsyneladende
videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet mellem hjerne
og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og af hjernen,
ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som allround
amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på
hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den
opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’
kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager
et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige
discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige
forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til
bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og
forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne
problemet, i særdeleshed.
Et stort paradoks: Hjerneforskningens dilemma
Hjerneforskningens
reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere
opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme
og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de
elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april
2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte
en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som
f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske
påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
Såkaldt para-normale
oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller
indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks.
kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i
bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste fald
fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger generelt hjernens formidling af virkeligheden.
Paradokset består
hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres foreløbige
forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer
med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at
f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske
ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund
af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og
oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.
Det synes fortsat
ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske
processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte
ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv.
Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig
ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et
selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om
at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i
hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige
undersøgelser og eksperimenter.
Men her kunne man
måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke
har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan
ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen
foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse
vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller
”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et
’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har
eller ejer en hjerne, som er en
overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.
Neuropsykologerne og
hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af
historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på
de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos
forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i
stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg
kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end
den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove.
Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes
ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens
fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som
viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk
prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem
kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er
videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det, som
neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet ser ud til at mangle at erkende
og forstå, er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et
nødvendigt interaktivt mellemled mellem
den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan
opfattes og defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske
krop og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller
substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere
eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier.
Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller
instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion nødvendig og mulig.
Den nævnte
kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop, subsidiært
hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den danske
tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen
i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem naturvidenskab og
åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide. Men her skal i
øvrigt ikke argumenteres nærmere for gyldigheden af Martinus’ såkaldt kosmiske
analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som det for resten også
allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler her på hjemmesiden,
som jeg derfor må henvise til.
Men foreløbig må vi
spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og hjerneforskningen
ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af psyken som et
selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige undersøgelser og
eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt dybdepsykolog som C. G.
Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt energisystem. Vi må trøste os
med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om
den fysiske materies og den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og
betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive
erstattet af et paradigmeskift med et større helhedssyn. (Citat slut) (Note 5)
Et psykologisk emne
af stor og nærmest livsvigtig betydning ikke mindst for os mennesker, er evnen
til at kunne huske, eller kort og godt hukommelsen. Men spørger man
psykologer og andre fagfolk, får man på sin vis et for lægfolk nærmest
uforståeligt svar, som f.eks. noget lignende dette:
Det er ikke klarlagt hvordan hjernen gemmer informationer, men det
sker øjensynligt ved ændringer omkring nervecellernes synapser.
Et enzym kaldet PKM-zeta er af forskere blevet
foreslået som et molekyle der vedligeholder hukommelsen. Polypeptidet ZIP kan blokere PKM-zeta, og et forsøg har
vist at man derved kan slette dele af hukommelsen hos rotter. Et andet protein
der er vigtig for hukommelsen er AKAP ("A-kinase ankeret
protein"). I bananfluer kan en mutation i genet der koder
proteinet ramme langtidshukommelsen.
Som det indirekte fremgår af ovenfor anførte svar, så er dette
grundlæggende baseret på den naturvidenskabelige opfattelse af, at alting kan
forklares – eller i det mindste søges forklaret – ved hjælp af fysiologiske og
kemiske faktorer, lovmæssigheder og processer. Selv om det angiveligt endnu
ikke (i 2016) er lykkedes forskere at klarlægge, hvordan hjernen gemmer
informationer, mener man dog, at ”det sker øjensynligt ved ændringer
omkring nervecellernes synapser.”
Ved begrebet ”synapse” forstås ganske enkelt sammenknytningen eller
berøringsstedet for to nervecellers udløbere. Nervecellerne og disses udløbere er
dybere set bærere af data og information. Sådanne synapser findes der iht.
fagfolk et ukendt antal af, lige som der dannes nye synapser, lige som der også
degenererer allerede dannede synapser. Dannelsen af nye synapser betyder i
praksis ny hukommelse, medens degenerationen og ophøret af synapser omvendt
betyder tabet og dermed ophøret af hukommelse i de felter eller områder i
hjernens hukommelsescenter, hvor degenerationen foregår.
Imidlertid vil der også i forbindelse med omtalen af
hukommelsesevnen være al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de
ganske vist sparsomme oplysninger om denne højst vigtige evne, som her foreløbig er fremført. Men – og det
er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke,
hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever. Situationen
er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til hukommelsescentret,
vil der stadigvæk kun være tale om fysisk-kemiske nerveimpulser, hverken mere
eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end
er eller bliver mere eller mindre involveret i hukommelsesprocessen og
hukommelsesoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i
form af mikroskopiske atomare, databærende mønstre. Men hvordan forholder det
sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller
tolket bliver disse, idet hukommelsesopfattelsen jo vitterligt indeholder data
og informationer om en synlig verden af former og farver, af sten og planter,
dyr og mennesker osv. Og ikke kun om et større eller mindre kompleks af
nervesynapser! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske
krops syns-, hørelses-, lugte-, bevægelses- og følesans.
Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de
netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt og endnu
engang den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af
os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden
natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden.
Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, forenklet sagt er
det individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte
bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man
vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og
karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her igen blot
forstås som en natur eller mere præcist: et psykisk energisystem ved
siden af eller over den fysiske natur. For en form for energi er der både i
fysisk og psykisk forstand tale om. Denne opfattelse er i princippet i
overensstemmelse med den opfattelse af hukommelsesevnen, der promoveres i og
med Martinus’ kosmiske analyser af samme.
Foreløbig konklusion på grundlag
af ét-livs-hypotesen
Her skal jeg imidlertid
ikke gå yderligere eller nærmere ind på, hvad Martinus i sin i øvrigt højst
interessante og værdifulde kosmologi har af opfattelse af forholdet mellem den
fysiske hjerne og det bagved eksisterende åndelige eller parafysiske system,
mere præcist bevidstheden, dels fordi dette forhold allerede er grundigt
beskrevet i flere af de artikler om Martinus' kosmologi eller verdensbillede, der foreligger her på
hjemmesiden, og dels fordi mit eget
skifte til ét-livs-hypotesen på afgørende måde udelukker store dele af de
emner, faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi hviler på og opererer
med.
Det ligger dog
fortsat fast, at det individuelle jeg er en del af det universale eller
guddommelige jeg, så længe individet er fysisk i live, men også, at jeget og
dermed psyken eller bevidstheden genereres synkront i og med det fysiske
legemes undfangelse, vækst og eksistens , lige som samme jeg og psyke synkront
ophører med at eksistere i og med det fysiske legemes død og ophør. Alt sammen
under forudsætning af, at der foreligger normale omstændigheder. Et menneske kan jo f.eks. dø på et hvilket
som helst stadium af sit liv, som foster, barn, ung, voksen eller gammel.
Set i
ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så
vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig,
der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes
funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er
direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt
genereres samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og
vækst, lige som psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront
med det fysiske legemes degeneration og
ophør.
I denne sammenhæng kan der desuden peges på
drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på, at psyken udgør en slags
selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop. Det samme gælder de
såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker oplever og forestiller
sig , og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse er udtryk for
realistiske fænomener.
Dette med, at psyken
ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske funktioner,
fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som er
kortfattet beskrevet tidligere ovenfor. Den opfattelse, at vores sansemæssigt
baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme, idet
det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent
faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores
bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken
repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme
betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og
psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer
med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83.
Illusionernes narrespil – om
falsk kontra ægte virkelighed . Det skal dog pointeres, at den nævnte
artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er
den fortsat gyldig også set i det perspektiv.
Apropos den såkaldte
fysiske energi og den såkaldte åndelige eller psykiske energi, er det vigtigt
at gøre sig klart, at grænsen mellem, hvad der er fysisk og hvad der er
psykisk, er hårfin eller flydende. Det vil man kunne forstå, hvis man
orienterer sig om situationen indenfor kvantefysikken. Herom skriver
forfatteren T. Bergstein bl.a. følgende:
(Citat) Betegnelsen
’elementarpartikler’ for de atomare individer, hvoraf atomerne er opbygget, karakteriserer,
at man her er nået til et punkt, hvor det er uden mening at spørge om objektets
rumlige struktur. En statistisk analyse af strålingen fra objektet er i denne
forbindelse nytteløs, for når en elementarpartikel giver anledning til
stråling, sker det altid ved, at partiklen ophører med at eksistere, idet den
omdannes til andre elementarpartikler. Der er således ikke tale om, at den
oprindelige partikel kan opfattes som sammensat af de dannede partikler. Disse
skabes først i det øjeblik, den oprindelige partikel går til grunde. Det er
derfor umuligt at meddele nogen anskuelig forestilling om en elementarpartikel.
Den må ligesom ethvert andet atomart objekt repræsenteres ved en
sandsynlighedsbølge, og partiklens art og egenskaber er givet med anførelsen af
massetal og ladningstal samt visse talstørrelser, som dels refererer til
bølgeformationens symmetriegenskaber, dels til de omdannelsesprocesser, som
partiklen kan deltage i. Begreberne form og struktur er – selv fortolket
statistisk – irrelevante ved beskrivelsen af disse opbjekter. […] (Citat slut)
(Note 6.)
Så vidt jeg selv kan
forstå i henhold til ovenstående citat, så ligger problemets kerne atomart set
i det forhold, at den virkelighed, der ligger til grund for en
elementarpartikel kan opfattes komplementært som enten en partikel eller
en bølgeformation. Hvilket vil sige, fænomener, som gensidigt udelukker
hinanden. Førstnævnte vil da kunne tolkes som udtryk for en fysisk
virkelighed og sidstnævnte som udtryk for en åndelig eller psykisk virkelighed.
Vi har hermed indirekte fået en slags videnskabelig bekræftelse på, at hvor den
fysiske verden så at sige hører op, nemlig i og med ’den nedre grænse’ for
elementarpartiklerne, derfra viser og fortsætter den åndelige eller psykiske verden
sig. Elementarpartiklerne og
elementarbølgerne markerer dermed ’overgangen’ mellem henholdsvis de fysiske og de psykiske energier.
Dog, til trods for
al teori og alle opfattelser, så bør man erindre sig digteren H. C. Andersens vise ord om, at det er begrænset, hvad
vi mennesker i det hele taget begriber:
(Citat med nudansk
retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt
er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.
De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved
mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige
eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 7)
© November 2016. Harry Rasmussen.
___________________________
Note 1.: Erich Fromm: Freuds teorier
– deres storhed og begrænsning. Oversat af Poul W. Perch. Hans Reitzel. København
1980. – Harald Schjelderup: Psykologi. På
dansk ved Anne-Lise Christensen. Det Schønbergske Forlag. København 1971. – Se
evt. også Politikens filosofi leksikon, bind 1. Politikens Forlag. København
1983.
Note 2.: C.G.Jung: Det ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendal 1962. –
C.G.Jung: Jeg’et og det ubevidste. På
dansk ved Mogens Boisen. Gyldendal 1987. – Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jungs psykologi. En grundbog. Oversat
af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København
1973. – Se evt. også Politikens filosofi leksikon, bind 1. Politikens Forlag.
København 1983.
Note 3.: Opfattelsen af, at der med f.eks. mandlig og kvindelig
homoseksualitet, transseksualitet mm., er tale om seksuelle afsporinger, deles
af Martinus, som dog i højere grad end tilfældet synes at være for Jungs (og
Freuds) vedkommende, i medfør af sit utvivlsomt større overblik giver en mere
omfattende forklaring på de seksuelle afsporinger, som ikke kan undgå at tale
til forsvar for de mennesker, der er ofre for eller involveret i disse afsporinger. Det
forhold, at der i ligestillingens og kønstolerancens eller
anti-diskriminationens højt priste navn, udfoldes store bestræbelser i nutiden
på at ligestille homoseksualitet med heteroseksualitet, finder ikke støtte i
Martinus’ kosmologi. Se evt. mere herom i afsnittene om det seksuelle
polprincip og den seksuelle polforvandling her på hjemmesiden, og desuden under
omtalen af ”den kosmologiske personlighedsmodel”.
Note 4.: Det er interessant at konstatere, at f.eks.
begrebet libido – især i den jung'ske version – har principiel lighed med det
oldgræske begreb ”Eros”, og dette har igen lighed med begrebet ”Den højeste
ild”, som forekommer som et kernebegreb i Martinus’ kosmologi. Det skal dog
understreges, at Martinus ikke har
ladet sig inspirere af hverken Jungs eller Freuds respektive teorier om
personlighedsstrukturen, som han ganske enkelt ikke kendte til, da han i 1921
oplevede det åndelige gennembrud, som han selv betegner som ’fødslen’ til kosmisk
bevidsthed. I og med denne kom ikke alene individets totale struktur til at stå
ham klart, men det gjorde samtidig også verdensaltets absolutte struktur. Se
herom i de artikler, der omhandler Martinus' verdensbillede eller kosmologi.
Note
5.: Se f.eks. artiklen 4.69. Hjernen – den store gåde - naturvidenskabelige
analyser af hjernen og Martinus’ kosmiske analyser af samme.
Note 6.: T. Bergstein: Kvantefysik og
dagligsprog – et betydningsfuldt indlæg i diskussionen om den moderne
naturvidenskabs erkendelsesteoretiske aspekter. Munksgaardserien.
Munksgaard , Copenhagen, 1966.
Note 7.: H.C.Andersen: Kun en Spillemand, 1837. Trykt
i H.C.Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske
Sprog- og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - Se
evt. også artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det
største eventyr.
© November 2016. Harry Rasmussen.
******************