- set i ét-livs-hypotesens perspektiv
Der skal nok være en
del, som vil synes og mene, at når man taler om livet, altså om det virkelige liv
eller den daglige tilværelse, kan man da ikke med rette bruge ordet og begrebet
eventyr. Sidstnævnte betyder jo mere snævert en kortere
fortælling med et mærkeligt og overnaturligt indhold, sådan som vel de fleste
af os kender det fra de berømte eventyrsamlinger, der findes, som f.eks. af de
tyske brødre Jakob og Wilhelm Grimm, franske Charles Perrault m.fl., og ikke
mindst af danske H. C. Andersen, hvis samling af 136 'autoriserede' eventyr og
historier stadigvæk nyder stor anerkendelse i litterære kredse, medens især
hans såkaldte børneeventyr er verdensberømte. For Andersens vedkommende er det
dog vigtigt at notere sig, at de allerfleste af de eventyr og historier, han
skrev, var hans egen kreative opfindelse. Men om muligt endnu mere vigtigt er
det at vide, at en meget stor del af samme eventyr og historier er mere eller
mindre bevidste udtryk for hans egen livs-og verdensopfattelse.
Kort sagt udtrykker
de væsentligste af H. C. Andersens eventyr og historier altså hans anskuelse af
livet og verden, hvilket i øvrigt lige præcis er det, som afhandlingen og
hjemmesiden LIVETS EVENTYR har søgt og søger at påvise, begrunde og
dokumentere. Til forståelsen heraf skal jeg endnu engang tillade mig at citere
det følgende yndlingscitat af digteren:
(Citat med nudansk
retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt
er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.
De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved
mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige
eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 1)
”De digtede eventyr
får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning,” skriver Andersen, og mener
dermed tydeligvis årsags-virkningskæden, som jo netop er et udtryk for ”den
vise orden” eller lovmæssighed, vi alle ustandselig oplever og erfarer i
hverdagen, hvor 'virkning' stort set altid svarer til eller er proportional med
'årsagen'. Også selvom man har udtrykket ”lille årsag, stor virkning” eller
”liden tue kan vælte stort læs”.
Det, man - eller i
hvert fald nogle - eventuelt kunne være uenig med Andersen i, er hans
konstatering af ”den vise orden, vi daglig har før øje i det større
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” Man vil jo nemlig dels kunne
betvivle ”den vise orden” eller hensigtsmæssigheden i tilværelsen, og dels at
sidstnævnte er det ”større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.”
Imidlertid kan det
konstateres, sådan som jeg jo også har gjort i og med artikelsamlingen ”H. C.
Andersen, hans personlighed, liv og forfatterskab” her på hjemmesiden, at
Andersen til trods for sin periodiske livsoptimisme alligevel omtrent lige så
periodisk også selv kunne tvivle på sin egen kardinaltese om sjælens
udødelighed og evige liv. I sine optimistiske perioder hældede han derimod til
fler-livs-teorien, den man med et fremmedord betegner som reinkarnation, på
dansk i reglen kaldet genfødsel. Der var ikke kun tale om teoretiske
overvejelser fra hans side om disse spørgsmål og problemer, men om et dybt
personligt og følelsesmæssigt engagement med disse. I sine ofte natsorte
livspessimistiske perioder eller øjeblikke, tvivlede han på udødelighed og
evigt liv og følte sig overbevist om, at individet – og dermed naturligvis også
ham selv – kun var tilsikret sit aktuelle liv som det eneste og med hvad deraf
følger. Nemlig det, der er en konsekvens af ét-livs-hypotesen.
Men
ét-livs-opfattelsen huede bestemt ikke Andersen, primært fordi den for ham
betød, at tilværelsen dermed blev usikker og utryg, og det mente han ikke kunne
være Guds mening med sine skabninger, særligt ikke med menneskene, som jo i
modsætning til dyrene har en bevidsthed, der sætter disse i stand til at tænke
logisk og overveje livsvilkårene og hvad der ellers er værd at overveje eller
ikke overveje. Men logisk tænkning
alene kunne ikke fjerne usikkerheden og utrygheden, hvilket den vise digter
indirekte netop giver udtryk for i et af sine allersidste digte, ”Tunge
timer”, skrevet i hans dødsår 1875, og som jeg her vil citere fra
artiklen: 3.19. Vor tids visdomsbog - om H.C. Andersens syn på naturvidenskabens reduktionisme:
Vor tid skriver nu på sin visdomsbog;
er det til godt eller til det værre?
Det er forfærdeligt at blive så klog,
at man ikke tror på Vor Herre!
O, det var bedre for hver og en,
der foragter hver fattigt begavet,
at om hans hals hang en møllesten,
og han lå dybest i havet.
Nu alle overmåls kloge ved:
Gud skabtes ved menneskets snilde,
og mennesker er ”ufejlbarlighed”,
et grundstof er livets kilde.
Alt, hvad vi stræbte og leved’ og led,
udslukkes med livets flamme.
I et bundløst intet synke vi ned,
ondt og godt er et og det samme.
O evige Gud, bliv hos os! Bliv!
I dig og ved dig alt er givet!
Forund os i nåde ”det evige liv”
og erindring om jordelivet! (Note 2)
Andersens tro og tvivl
På den tid, hvor
Andersen skrev digtet ”Tunge Timer”, var naturvidenskabens succesfulde men
samtidig reduktionistiske metode på kraftig fremmarch og dens resultater så
overbevisende, at disse vandt stadig større indpas i samfunds- og kulturlivet.
Den ateistiske og materialistiske filosofiske livs- og verdensanskuelse syntes
indirekte at blive understøttet og verificeret af den videnskabelige
grundforskning, og det er formentlig det, Andersen sigter til med digtets første
vers, hvis første linje lyder sådan: ”Vor tid skriver nu på sin visdomsbog”.
Men selv om den
ældre Andersen i sine livspessimistiske øjeblikke tvivlede på sjælens
udødelighed, så var han dog aldrig i tvivl om den gode Guds eksistens, hvilket
han da også indirekte tilkendegiver i de to sidste linjer af digtets første
vers: ”Det er forfærdeligt at blive så klog, at man ikke tror på Vor Herre!”.
Naturvidenskaben havde jo for længst påvist, at den var i stand til at beskrive
livs- og naturprocesserne alene med henvisning til den fysisk-kemiske materie
og dennes iboende lovmæssigheder, også kaldet naturlovene. Man, dvs. kloge
folk, anså det følgelig for at være naivt at forestille sig, at der stod en
almægtig, alvis og alkærlig Guddom bag verdens tilblivelse og funktion, og det
er denne holdning til såkaldt naiv opfattelse, Andersen harcelerer over i
digtets andet vers, hvor han åbenbart har følgende Jesu-ord i erindringen:
”I den samme stund
kom disciplene hen til Jesus og sagde: ”Hvem er mon den største i Himmeriget?”
Da kaldte han på et lille barn, stillede det midt iblandt dem og sagde:
”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I
slet ikke ind i Himmeriget. Den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette
barn, han er den største i Himmeriget. Og den, der tager imod et sådant barn
for mit navns skyld, tager imod mig.
Men den, der
forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt
en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb. Ve verden for
forargelserne! [...]” (Note 3)
Dette med
livspessimisme var som omtalt ikke noget nyt for den ældre Andersen, for den
havde han stort set kæmpet med og mod siden sin ungdom. Det turde ikke mindst
fremgå af min artikel 3.33. Tanker omkring en makulatur – om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”. I den artikel
forekommer blandt andet en delvis gengivelse af det lettere ironiske digt ”Tanker ved en ituslagen Jydepotte” (1827),
men sådan at dette og andre citater er gengivet på nudansk. De to første af
digtets fem vers lyder som følger:
”Du er ej mer!
Din digter græder ved dit brudte ler.
Det blev din lod at tåle røg og flamme,
Dog stod du fast, du altid blev den
samme.
Få kendte dig på denne store Jord,
Dog i din død du nævnes skal i Nord;
Jeg i avisen vil et grav-vers sætte,
Så tårer skal de skønnes kinder tvætte.
- Først var du ler, nu bliver du det
atter!
Så går det selv naturens bedste datter.
Ak, var du falden i en kunstners hånd,
Du havde vundet ved hans skaber-ånd;
Som vase skulle du da øjet gotte;
Men skæbnen bød – du blev en jydepotte.
Dit liv svandt hen så stille,
indgetogen;
Som Askepot du stod i skammekrogen.
Tit så jeg dig imellem røg og ild.
Når månens stråle flød på ruden mild.
Jeg så din damp, i den steg ånder frem,
Og søgte gennem skorstens-piben hjem;
Dig glemte de, naar de så stjerner
tindre,
Da hørte jeg det koge i dit indre.
Ja, du har følt og lidt som en heltinde,
Fred med dit minde!”
Digtets femte og sidste vers lyder
sådan:
”Og nu farvel! Jeg skal din grav besøge,
Men lov mig, at du aldrig her vil spøge.
Græd ej, Malene!
Hun har det godt,
Den salig pot!
Snart hvile også vore trætte Bene.”
Når der i femte vers
blandt andet står: ”Men lov mig, at du aldrig her vil spøge”, så forudsætter
det jo antagelsen af, at jydepotten har en ”sjæl” eller ”ånd”, som overlever
den fysiske ”Jydepotte”. Men set i ét-livs-hypotesens perspektiv, er spøgelser
og spøgeri kun produkter af individets lidt for livlige fantasi og frygtsomme
forestillinger.
Her skal gives endnu
et par eksempler på H. C. Andersens livspessimisme. Det første er fra 1838,
hvor det findes trykt i eventyret ”Lykkens Kalosker”, og det andet er fra 1869,
hvor det blev trykt i ugebladet Figaro:
Du stærke død -
Du stærke død, din
tavshed vækker gru;
dit spor er jo kun
kirkegårdens grave.
Skal tankens
Jakobs-stige gå itu?
Står jeg kun op, som
græs i Dødens Have?
Vor største liden
tit ej verden ser!
Du, som var ene,
lige til det sidste,
i verden meget
trykker hjertet mer',
end jorden, som de
kaste på din kiste! (Note 4)
”Kommer aldrig igen!”
Alt farer hen som vinden,
her er ej blivende sted.
Snart svinder rosen på kinden,
smilet og tårerne med.
Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer sorg og fortræd;
alt farer hen som løvet,
tiden og mennesket med!
Alt er forsvinden – forsvinden,
ungdom, dit håb og din ven.
Alt farer hen som vinden
og kommer aldrig igen! (Note 5)
Det er vel nok især med digtet ”Kommer aldrig igen!”, at Andersen – omend lidt
nødtvungent – bekender sig til den livs- og verdensanskuelse, der i denne og
flere andre af mine senere artikler betegnes som ét-livs-hypotesen. I og med
denne er alt og alles forgængelighed sat på dagsordenen. I klar
modsætning til den livsoptimistiske side af f.eks. H.C. Andersens livs- og
verdensanskuelse, og i nok så høj grad i modsætning til Martinus' i
allerhøjeste grad optimistiske livs- og verdensopfattelse.
Andersen var som
barn under stærk påvirkning af sin moders blanding af kristen almuetro og
gammel overtro, men efter i 1822 at være blevet elev i det, der dengang kaldtes
Slagelse lærde Skole, tilegnede han sig i årene efter en rationalistisk
kristentro. Det fremgår blandt andet af hans dagbog for 1825, hvor han i
notatet for fredag den 16. september skriver følgende:
(Citat med nutids
retskrivning) Brev fra Guldberg: Gud! Gud! hvor er du god, jeg kan aldrig
fortjene det – jeg har en ven, en fader o Gud, hvor elsker jeg ham! - Fader!
Guddom i det høje, se mit hjertes fryd sku herned med Faderøje føl min
salighed. - Derfor bort du fristerinde som nedkuer mig, som min sjæl til støvet
bøjer skønt den aner, føler Gud! -
Din vilje ske
Alfader
jeg stoler på dig
tryg
i dine stråler bader
sig engel og selv
myg.
Du styrer sol og
stjerne,
du styrer støvets
lod,
dit bud jeg følger
gerne
thi du er vis og
god.
Kun styrk min sjæl
du rene,
lad mig en del
fortjene
af al din salighed.
- (Note 6)
Herefter bevæger vi
os 42 år frem i tiden til 1867, hvor
Andersen skrev sit digt ”På livs-sejladsen er Gud det fyr”, som
blev trykt i ugebladet Figaro den 3. november nævnte år, og som lyder sådan med
nutids retskrivning:
På livs-sejladsen er
Gud det fyr,
der os i havnen
fører;
vort liv er det
dejligste eventyr,
men hist først man
slutningen hører.
Thi frejdig fremad i
sorg og savn
i onde og gode dage,
fra moderens hjerte
til Faderens favn!
På den vej
tør man ej forsage. (Note 7)
Martinus' livs- og verdensanskuelse
I modsætning til digteren H.C. Andersen
må det nok konstateres, at den afbalancerede og vise tænker Martinus' livs- og
verdensanskuelse i form af hans kosmologi, ikke på nogen måde er udtryk for
livspessimisme, men derimod i højeste grad for en livsoptimisme, som munder ud
i konstateringen af, at ”alt er såre godt!” (Note 8)
Fremstillet i kort
karakteristisk vil man kunne beskrive Martinus’ verdensbillede eller kosmologi,
som et i højeste grad udtryk for en kulturoptimisme på menneskehedens og det
enkelte menneskes vegne. Den opfattelse vil det på baggrund af menneskehedens
nuværende indbyrdes konflikter og kriser nok være vanskeligt for de fleste
eller i hvert fald for mange, umiddelbart at forstå endsige acceptere. Men det
er Martinus’ påstand eller pointe, at det netop er konflikterne og kriserne,
eller kort og godt lidelsesoplevelserne, der er med til at udvikle og modne
menneskeheden og det enkelte menneske til den gloriøse fremtid, der ifølge ham
venter ude i horisonten. Denne gloriøse fremtid er imidlertid ikke i sig selv
et endemål, men er tværtimod ’kun’ en milepæl i menneskehedens og det enkelte
menneskes fysiske og mentale rejse gennem det vældige verdensalt. Formålet med
denne ”kosmiske rejse” er dybest set at tilvejebringe en fornyelse af de
levende væseners oplevelses- og manifestationsevne, og dermed også en samtidig
fornyelse af Guddommens oplevelses- og manifestationsevne.
Baggrunden for det
nævnte optimistiske livssyn, er Martinus’ opfattelse af mennesket, som i hans
kontekst er en repræsentation af fænomenet det levende væsen, som i bund og
grund eller i sin kosmiske natur og struktur – det vil sige: som i sin lighed
med den evige Guddom – som er et evigt, uforgængeligt Alvæsen, en kosmisk
organisme, som er et altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende
og altbelivende højeste væsen. I konsekvens heraf eksisterer, manifesterer og
udfolder alle eksisterende levende væsener sig kosmisk set indenfor rammerne af
dette væsen, hvilket dermed også vil sige, at alle eksisterende levende væsener
lever lige midt i og er deltagere i det evige liv. Det hænger i henhold til
Martinus sammen med, at ethvert levende væsens kosmiske natur og grundstruktur
i lighed med Guddommen udgøres af tre primærprincipper: 1. Jeget, 2.
bevidstheden, og 3. organismen. Disse tre principper kan også udtrykkes som 1.
Jeget, 2. overbevidstheden, og 3. underbevidstheden, sidstnævnte forstået som
bevidstheden under overbevidstheden (og altså ikke som det psykologiske begreb
underbevidstheden). Desuden kan det treenige princip defineres som henholdsvis
1. Skaberen, 2. skabe- og oplevelsesevnen, og 3. Det skabte og oplevede.
Det optimistiske
fremtidsperspektiv, som Martinus i form af sit verdensbillede eller sin
kosmologi har fremmanet for vores undrende øjne, er det naturligvis vanskeligt
at forstå fuldt ud for os hverdagsmennesker, som hver især lever vort daglige
liv indenfor en relativt snæver fysisk så vel som snæver mental horisont. Vores
fysiske horisont er begrænset af det på sin vis illusoriske fysiske
rum-tid-kontinuum, og den mentale horisont er begrænset af vores evner,
erfaringer og viden, eller i nok så høj grad af manglen på samme. Den relativt
snævre fysiske så vel som mentale horisont betegner Martinus under ét som ”den
lavpsykiske sansehorisont”. Den udvidede kosmiske sansehorisont, hvorunder
evighedsperspektivet er medregnet, betegner Martinus som ”den højpsykiske
sansehorisont”. Den sidstnævnte form for sansehorisont er det indtil videre kun
et fåtal af mennesker, der i lighed med Martinus er i besiddelse af. Men med tiden og udviklingen vil alle
mennesker, ja, alle levende væsener for den sags skyld, få en såkaldt ”kosmisk
bevidsthed”, som i modsætning til den almindelige bevidsthed, der maksimalt kun
omfatter sansespektrets 180 grader, omfatter hele sansespektrets i alt 360
grader. (Note 9)
Men her vil vi stige
ned i den hverdagsmenneskelige verden, med dens glæder og sorger og smerter og
lidelser. Den verden, hvori livet ender med den definitive død og dermed også
med den definitive afslutning på individets tilværelse. Men samtidigt en
verden, hvor mennesket tænker og og danner sig forestillinger om, at det
jordiske liv efterfølges af en ideal
verden, der på alle måder og områder vil kompensere for alle savn og lidelser.
De dualistiske romantiske forestillinger om den udødelige sjæls videre liv i en
åndelig verden, er imidlertid her afløst af den definitive døds virkelighed:
Individets totale ophør.
Men til trods for
den barske virkelighed med dennes indhold af sorger og savn, dens smerter og
lidelser, dens sygdom, død og ulykker, så rummer samme virkelighed rent faktisk
også et indhold, der giver anledning til nærmest overjordisk forundring og
glæde. For ret beset udgør livet og verden et under, alene af den grund, at
noget overhovedet er til og udfolder sig og virker, som det gør. Det er i sig
selv et forunderligt eventyr: Livets eget eventyr! Et under og eventyr, som til fulde
berettiger H.C. Andersens udsagn i følgende citat:
(Citat med nudansk
retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt
er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.
De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved
mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige
eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 10)
Andersens udsagn
indeholder ikke nødvendigvis forestillingen om individets eller sjælens
udødelighed, men passer nok så vigtigt udmærket ind i ét-livs-hypotesens
forestillingskompleks. Lige som en væsentlig del af dette kompleks passer godt
med store dele af Martinus' kosmologi, sådan som jeg har beskrevet detaljeret i
artiklerne: 4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del, 4.126.Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. 2. Del og 4.127. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. Resumé.
Men hvori består da verdens
og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget
forenklet sagt, så består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet
i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og
fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af
en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt
også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder.
Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret
af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det
Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de
sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’
verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper,
forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for
overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet
sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges her, nemlig at
skabeprincipperne ligger til grund for den
fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle
livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende
væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed
i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (Note
11)
Men i øvrigt kunne
man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og
indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder
og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er
naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må
stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet
og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil
videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog
med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus
at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i
verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (Note
12)
For at give den
forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke
tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil
jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne
tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse
øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den
nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på
ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt
omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor,
hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og
gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare
tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de
perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse
med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som
altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og
ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller
uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det
vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen
med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på
grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra
bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt
mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og
opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af
en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt
diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative
og ret beset illusoriske. (Nore 13)
For os jordboere er
jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand
til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens
overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra
rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en
vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade
virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler
himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis
afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter.
Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig
uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den
tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må
være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man
uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde
– eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis
vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)
Men tilbage til min
’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’
galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele
taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om
et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine
analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk
sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses
fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder
ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede
– og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver
disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner
andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det
samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet.
(Note 15)
Og hvad, hvis vi
tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at
tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne
må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er
mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på
den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset
er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet,
planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med
den, eksisterer!
Herefter skal jeg
afslutningsvis tillade mig at citere det følgende afsnit fra artiklen 4.68. Livet er et under – nogle tanker over livsunderet, som jeg synes giver et godt indtryk af, hvad der menes, når man
bruger udtryk som f.eks. ”livets under”:
Undfangelsen og
fosterudviklingen
Som gode
illustrerende eksempler på livets forunderlighed og dets fuldkommen logiske
plan- og hensigtsmæssighed, kan undfangelsen og fosterudviklingen tjene, især
da ethvert nogenlunde begavet menneske omtrent umiddelbart kan indse, at der
virkelig er tale om noget højst fantastisk i og med de nævnte to fænomener.
Dertil har en efterhånden righoldig litteratur, og ikke mindst fotografier og
film- og videooptagelser, formentlig også bidraget.
Undfangelse eller på
latin konception, består kortest fortalt i den hændelse eller situation,
hvorunder kvinden bliver gravid eller påbegynder et svangerskab, hvilket
biologisk set betyder, at en ægcelle i kvindens indre kønsorganer befrugtes af
en sædcelle eller på latin spermatozo. Under normale omstændigheder vil en
udvikling af det foster, der som fuldt udviklet barn skal fødes, blive
påbegyndt.
Imidlertid kræves
der en række forudsætninger og betingelser opfyldt, for at først og fremmest
undfangelse kan finde sted. Og det er allerede i denne forbindelse, at det
forunderlige ved livet viser sig, nemlig i form af en kønsmoden kvindekrop og
en ligeledes kønsmoden mandekrop. Idet vi her ser bort fra den
bevidsthedsmæssige eller psykologiske side af sagen, betyder det i begge
tilfælde primært anatomisk og fysiologisk egnede organismer, men vel at mærke
af hver sit køn, nemlig henholdsvis hunkøn og hankøn. De to organismer viser
sig nemlig fra naturens side at være udviklet og indrettet med det formål, via
en indbyrdes vekselvirkning i form af samleje, at forplante sig og dermed
videreføre arten eller slægten. For at det skal kunne ske, er mandens organisme
udstyret med de såkaldte ydre og indre forplantningsorganer, hvilket vil sige
penis og kønskirtler, kaldet testikler, samt prostata. Disse organer er delvis
styret af nervesystemet og delvis af hormoner, især af det overordnede hormon,
som dannes i hjernen, mere præcist i hypofysen, og via blodbanen sendes til
kønskirtlerne i scrotum (pungen), hvor sædcellerne dannes og modnes.
På komplementær og
kompletterende måde, er kvindens organisme også udstyret med ydre og indre
forplantningsorganer, hvilket i dette tilfælde vil sige kønslæber, klitoris,
skede, æggestokke og livmoder, og i principiel lighed med mandens
forplantningsapparat, er kvindens forplantningsapparat delvis styret af
nervesystemet og delvis af hormoner, i det sidstnævnte tilfælde af
æggestokkenes såkaldt gule legemer. Det overordnet styrende hormon dannes også
i dette tilfælde i hypofysen og sendes via blodbanen til kønskirtlerne i form
af æggestokkene. Det overordnede hormon er ens for både hundyr og handyr og
dermed også for kvinder og mænd.
Der er jo virkelig
grund til at undre sig, både over den anatomiske og den biologiske så vel som den
fysiologiske side af forplantningen. Tænk, hvor forunderligt og på sin vis
overraskende det er, at den mandlige og den kvindelige organisme og ikke mindst
disses kønsorganer er indrettet, så at de normalt passer til hinanden, både
fysisk og fysiologisk. Tænk, at mandens penis, som normalt er slap og hænger
nedad, kan erigeres og blive stiv, så at den lettere kan føres ind i kvindens
skede, som normalt ved samme lejlighed er blevet blødgjort og fugtig. Alene
disse forhold viser jo, at der er tale om en overordnet faktor, som har
udvirket, at det forholder sig sådan. Det har naturvidenskaben og specielt
biologien sit bud på, nemlig at der er tale om evolutionær tilpasning på basis
af naturlovene, og det samme har f.eks. Martinus et mere omfattende bud på, idet
han påviser, at der i og med den evolutionære udvikling og tilpasning er tale
om en skabelsesakt, hvilket vil sige, om en udvikling med et bevidst og
hensigtsmæssigt formål for øje. Den nævnte overordnede faktor er derfor set i
Martinus-perspektiv den guddommelige skaber, som vi mennesker kender under
forskellige navne: Gud, Brahman, Jahve, Allah, eller hvilket navn denne
tilværelsens urkraft og højeste væsen end kendes og tilbedes under.
Men alene dannelsen
af ægcellerne i æggestokkene og af spermacellerne i testiklerne, er i sig selv
en så fantastisk biologisk og fysiologisk proces, at denne i sig selv giver
anledning til forundring og beundring. Selve denne proces skal vi dog ikke
komme nærmere ind på her, men i stedet gå over til en kortfattet beskrivelse af
den nok så mirakuløse proces, som sættes i gang efter at ægcellen har passeret
gennem æggelederen og ind i livmoderen, i hvis slimhinde ægget lejrer sig. Men
før ægcellen er nået så langt i sin i forhold til dens størrelse lange rejse
fra æggestok gennem æggelederen og til livmoderen, kan ægcellen være blevet
befrugtet allerede i æggelederen. Befrugtningen af ægcellen vil normalt være
foregået som en følge af samlejet mellem mand og kvinde, og det er denne
naturlige proces, vi vil gå ud fra her.
At en ægcelle er
blevet befrugtet, vil sige, at en sædcelle er trængt ind i ægcellen og så at
sige smelter sammen med denne. Noget af det forunderlige, der sker ved denne
sammensmeltning mellem ægcelle og sædcelle er nok især, at sædcellen tilføjer
ægcellens hunlige kromosomer et antal hanlige kromosomer. Kromosomerne er
bærere af arveanlæggene, de såkaldte gener, som igen består af det højst
forunderlige og såkaldte DNA-molekyle, der igen består af atomer, som atter
består af elementarpartikler. Men af et fosters arveanlæg vil normalt halvdelen
af dets arveanlæg være fra kvinden og den anden halvdel af arveanlæggene fra
manden. Arveanlæggene bestemmer normalt både den fysiske statur, køn og
karakteregenskaber. (Note 16)
Menneskefoster, 4 mm
langt og 24-25 dage gammelt, visende svælgbuer, svælgspalter (gællespalter), en
lang hale og pladeformede anlæg til lemmerne, x ca. 15. bk bækkenregion; be benanlæg
(anlæg til armen er en lav trekantet plade midt på legemet); h hjertefremspring; mh midthjerne (issebøjning); ns
navlestreng; ok overkæbeanlæg
(bag ved dette underkæbe-, tungebens- og gællebuer); øb øje. (Efter Rabl).
Kilde: Menneskets Anatomi og Fysiologi. Med Grundtræk af Fosterlæren. Af P. Brandt Rehberg, professor, d. phil.,
C.M. Steenberg, professor, dr. phil.. Under
redaktion af Helge Volsøe, lektor, dr. phil. C.A. Reitzels Forlag, København
1952.
Den efter
undfangelsen følgende fosterudvikling er virkelig et af livets store mirakler,
hvorunder en ganske lillebitte ægcelle vokser og deler sig i stadig flere
celler, for under normale forhold til sidst at ende som et fuldt udviklet
foster. Denne proces tager i menneskets tilfælde normalt 9 måneder, før fostret
er fødselsmodent. I løbet af fosterudviklingen gentager eller repeterer
fosteret i princippet artens eller slægtens biologiske udvikling fra de ældste
tider og helt op til nutiden, en repetition, der faktisk også fortsætter under
den videre udvikling efter fødslen, nemlig i form af barndom, ungdom, manddom
og alderdom, i princippet svarende til døgnkredsløbets morgen, formiddag,
middag og aften/nat, og ligeledes til årstiderne på vore breddegrader: vinter,
forår, sommer og efterår. Til denne udvikling hører endvidere en repetition af
artens eller slægtens kulturelle historie, samt en repetition af individets
egen personlige fortidige historie. (Note 17)
Fosterudviklingen
hos dyr og mennesker er et godt eksempel på, hvad repetitionsprincippet drejer
sig om. På illustrationen, som skal læses lodret, ses tre stadier i
fosterudviklingen hos henholdsvis fisk, skildpadde, ko og menneske. Som det
umiddelbart fremgår, er ligheden slående mellem de fire forskellige arters
tidligste stadium, og for de tre sidstnævnte arters vedkommende også i
mellemste stadium. For disse tre arters – og mange andre arters – vedkommende,
sker differentieringen først på et senere stadium, hvor man tydeligt kan se
karakteristiske forskelle mellem arterne. Tegning af Jakob Koch © 2006.
Som det i øvrigt
fremgår af ovenstående tegning af fosterudviklingen hos mennesket (den lodrette
række yderst til højre), ses det, at fosteret både i det tidlige og i
mellemstadiet har en hale, hvilket indikerer, at mennesket også anatomisk set
nedstammer fra dyrene og dermed tilhører dyreriget. Hos det fuldbårne og
fødselsmodne foster vil halen dog normalt kun udgøre et rudimentært vedhæng til
rygsøjlen, men som ikke er synligt udenpå kroppen.
Imidlertid er
mennesket jo andet og mere end den fysiske krop, også selvom hjerneforskningen
og neuropsykologien – i hvert fald indtil videre - betragter bevidstheden eller
psyken som et uselvstændigt biprodukt af hjernens funktioner. Man mener med
andre ord, at psykologien i hovedsagen kan forklares med hjernens anatomi og
fysiologiske processer. Men for at vide, hvad der menes med begreberne
bevidsthed og psyke, vil vi her kredse os nærmere ind på disse for os levende
væsener så betydningsfulde og afgørende fænomener. Det er jo bevidstheden eller
psyken, der gør os til mennesker, frem for dyrene, som – med primaterne som en
delvis undtagelse - jo ’kun’ har instinktstyret bevidsthed, som dog også er en
form for bevidsthed. Det er også bevidstheden, der gør, at vi i det hele taget
oplever livet og verden, ligesom det er den, der bevirker, at jeg kan tænke og
skrive disse linjer.
Bevidsthed vil
kortest defineret sige dette, at man, individet eller subjektet, er bevidst om
noget. Bevidstheden kan være mere eller mindre udadrettet mod omverdenen via
sanserne, eller mere eller mindre indadrettet mod tanke- og
følelsesaktiviteterne, eller en blandet bevidsthed om begge dele samtidigt.
Rent organisk er bevidstheden fysisk set primært lokaliseret til hjernen, men
er så at sige også ’til stede’ i den øvrige del af kroppen, hvis dele vi derfor
generelt er mere eller mindre bevidst om, idet vi dog er i stand til at rette
bevidstheden – opmærksomheden – til eller mod stort set et hvilket som helst
lokalområde af kroppen. Det tænker vi i reglen ikke så meget over i hverdagen,
men kun hvis det klør, svier, klemmer, føles særlig koldt eller varmt eller gør
direkte ondt et eller andet sted på eller i kroppen.
Nok så interessant
er fænomenet søvn, idet denne jo midlertidigt og i bedste fald helt fjerner
bevidstheden om kroppen og dennes funktioner. Det forekommer derfor
sandsynligt, at bevidstheden må have en slags sæde eller et lokalt center i
hjernen, som så at sige både kan lukke op og af for den grundfunktion, der
betegnes med ordet og begrebet bevidstheden. Dette søvncenter menes at være
lokaliseret i den del af hjernen, der kaldes for hypothalamus, som mere præcist
er lokaliseret i storhjernens indre, hvor det område af hjernen overordnet
regulerer og kontrollerer funktionen af kroppens indre organer via sin
indflydelse på hypofysen, som ligger lige under hypothalamus. (Note 18)
Søvn er som bekendt
en periodisk hviletilstand, hvorunder kontakten mellem bevidstheden og
omverdenen er delvis afbrudt. Under søvnen er musklerne afslappede og
stofskiftet lavt, og nervesystemets funktion stærkt nedsat. Ifølge nyere
forskning kan søvnen inddeles i tre faser, der skifter rytmisk under søvnens
forløb: den lette søvn, den dybe søvn, kaldet deltasøvn, og den søvn, hvorunder
der i reglen ofte fremtræder drømme og som kaldes REM-søvn, dvs. Rapid Eye
Movement, fordi den sovendes øjne bevæger sig mere eller mindre hurtigt rundt i
øjenhulerne under tilstanden. Den dybe søvn forekommer kort efter søvnens
indtræden og varer hos børn op til 1 time, men varigheden aftager med alderen
og findes ikke hos ældre. Efter en kort REM-søvn på ca. 5 minutter indtræder en
lang, let søvn på ca. 3 timer, hvorefter en længere REM-søvn atter indtræder.
Derefter veksler let søvn og REM-søvn med hinanden i en cyklus på ca. 90
minutter, hvorunder REM-søvnperioden bliver længere og længere indtil
opvågningen.
Selvom det ovenfor er
blevet sagt, at bevidstheden må have en slags sæde eller et lokalt center i
hjernen, så skal det allerede her indskydes, at det nævnte ’sæde’ eller lokale
center i hjernen kun er en slags kontaktapparat
for bevidstheden, i princippet på samme måde, som en elektrisk kontakt er
et apparat til at tænde og slukke for den elektriske strøm. Men
kontaktapparatet er som sådant ikke identisk med selve den elektriske strøm. På
principielt tilsvarende måde er det nævnte hjernecenter heller ikke identisk
med eller generator af selve bevidstheden, som i henhold til Martinus’
kosmologi er et energisystem for sig, ganske som tilfældet er med den fysiske
krop, som ligeledes er et energisystem for sig. Men de to energisystemer
interagerer med hinanden.
Imidlertid er det
overordentlig vigtigt, at gøre sig klart, at bevidstheden som sådan ikke er
noget i sig selv, idet den ’kun’ udgør et redskab for os hver især, det vil
mere præcist sige for subjektet, eller endnu mere præcist for Jeget. Uden den
sidstnævnte og absolut overordnede instans er bevidstheden intet, så meget
mindre, som at bevidstheden udgør en egenskab eller funktion, som er
ufravigeligt beroende på og betinget af Jeget, som jo er den instans, der
sanser, iagttager, tænker, føler og igangsætter handlinger. Her skal jeg dog
ikke komme nærmere ind på forholdet mellem fysisk hjerne og krop på den ene
side og den overordnede bevidsthed og Jeget på den anden side, men henvise til
den artikel, der er link til i noten, og hvori forholdet nærmere beskrives.
(Note 19)
Indskudt Notabene!
For en nærmere redegørelse til forståelsen af de ovennævnte to energisystemers
indbyrdes forhold til og interagering med hinanden, se f.eks artiklen: 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv. Den artikel er vigtig, fordi der deri redegøres for, at det
nævnte forhold kun i princippet svarer til den beskrivelse af emnet, som
forekommer indenfor rammerne af Martinus' kosmologi.
© November 2016.
Harry Rasmussen.
_____________________________
Note 1.: H.C.Andersen: Kun en
Spillemand, 1837. Trykt i
H.C.Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske Sprog-
og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - Se evt.
også artiklen 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr.
Note 2.: Digtet ”Tunge Timer”, som her er gengivet med moderne
retskrivning, er citeret fra H.C.Andersen
Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget
Spektrum. København 1966. Digtet blev oprindelig trykt i Illustreret Tidende
den 13. juni 1875, altså ca. et par måneder før Andersen selv døde.
Note 3.: Mattæus, 18, 1-9. Ordet ’forarge’ betyder ’at volde anstød, mere
specielt tilskynde til synd eller frafald’. I Andersens brug af ordet ’forarge’
har det fået betydningen ’foragte’, lige som ’barnet’ er omskrevet til ”hver
fattigt begavet’. (Citat slut)
Note 4.: 'Jakobs-stige': Udtrykket refererer til fortællingen om Jakobs
drøm om himmelstigen, ad hvilken han stiger op til englene og Gud Fader. Den
Jakob, der her er tale om, er patriarken Abrahams sønnesøn. Se herom i 1.
Mosebog 28,12.
Note 5.: Citatet findes med original
tekst i H. C. Andersen, Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe
Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. - Se evt. også artiklen 4.123. Det store
hverdags-under. Inspirerende tanker.
Note 6.: Citatet står at læse i H. C. Andersens Dagbøger I, s. 1. Udgivet
af Det Danske Sprog- Og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H.
Topsøe-Jensen. Udgivet af Helga Vang Lauridsen. København 1971. - Vedr.
Andersens elevtid i Slagelse lærde Skole og efterfølgende i Helsingør lærde
Skole, se evt. artiklerne H2-11. Skoleelev Andersen og H2-12. En tredje
epoke i Andersens liv
Note 7.: Digtet findes med original tekst i H. C. Andersen, Digte. I udvalg
ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København
1966. - Se evt. også artiklen 3.07. H.C.Andersen
og Gud – H.C.Andersens opfattelse af Gud. -
Sætningen 'men hist først man slutningen hører' refererer til Andersens overbevisning
om efterlivet i Guds evige rige. En opfattelse, som han ved andre lejligheder
kombinerede med reinkarnationstanken. Se evt. herom i artiklen 3.25. Alt på sin
rette plads! – H.C. Andersen og
skæbnebegrebet.
Note 8.: Se evt. artiklen 4.114. ”Alt er såre
godt!” -
Det centrale udsagn i Martinus' livsværk.
Note 9.: Se evt. artiklen H1-05. Intuition og
personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition. Artiklen giver et
generelt overblik over hovedfaktorerne, lovmæssighederne og grundenergierne,
som Martinus' kosmologi opererer med.
Kan evt. suppleres med artiklen 4.58. Guds Rige og Livets Eventyr – en aktuel kommentar. I den sidstnævnte artikel
peges der på nogle af de væsentlige spørgsmål og problemer, der opstår, når man
er skeptisk og kigger lidt kritisk på Martinus' kosmiske analyser og facitter.
Note 10.: Se henvisningen i Note 1.
Note 11.: Vedr. en kortfattet oversigt over hovedfaktorerne i Martinus’
kosmologi eller åndsvidenskab, se f.eks. artiklen H1-38. Individet, de seks kosmiske grundenergier og de seks kosmiske
storriger – En kortfattet elementær oversigt. - Vedr.
de kosmiske skabeprincipper, se 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.
Note 12.: Vedr. naturvidenskaben og Martinus’ kosmologi, se f.eks. artiklen
4.27. Hvad er verdensaltet? - signalement af
det ukendte.
Note 13.: Se evt. artiklen 3.36. Det store forhæng – Stjernehimlens gåder.
Note 14.: Se her evt. artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om at
forstå verden. – Et nok så interessant
emne er spørgsmålet om universets alder. Dettes alder blev beregnet på grundlag af Hubble’s opdagelse i 1929 af,
at fjerne galaksers hastighed bort fra os, er proportional med deres afstand.
Ved at regne baglæns mener man at have kunnet finde ud af, hvor længe det er
siden, at alle galakser har været samlet på samme sted før det såkaldte Big
Bang. De fjerneste galakser, vi kan iagttage, ser i nutiden ud som de gjorde
for omkring 13 milliarder år siden, da lyset fra dem blev udsendt. Men i
mellemtiden har de flyttet sig
yderligere , så at de nu er længere væk end 13 milliarder lysår. Regnestykket
indebærer i sin konsekvens, at The Big Bang altså fandt sted for omkring 13
milliarder år siden. Men i øvrigt er teorien om Big Bang filosofisk set lidt af
et mysterium, for hvordan kan noget – bl.a. i form af masse, rum og tid - opstå
ud af et tilsyneladende intet? -
Til en mulig
forklaring af problemet om, hvad der gik forud for ”the big bang”, kunne man
her nævne teorien om "the big
crunch", på dansk ”den store sammenpresning”, som antyder hvad der måske
skete før "the big bang", og som giver et bud på at universet måske
pulserer i et evigt kredsløb vekslende mellem en milliardårig periode med
udvidelse efterfulgt af en måske milliardårig periode med påfølgende
sammenpresning. Denne teori kan i bedste fald også passe fint ind i Martinus’
spiralkredsløbs princip.
Note 15.: Vedr. organismeprincipperne, se H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.
Note 16.: Ang. forholdet mellem
gener og den faktor, Martinus betegner som talentkerner, se f.eks. artiklen H1-10.
Talentkerneprincippet – om de livsvigtige
’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’. Det skal dog nævnes, at det kun er i
princippet, at Martinus' beskrivelse af de såkaldte talentkerner gælder i
relation til ét-livs-hypotesen.
Note 17.: H1-18. Repetitionsprincippet – om
gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed, og H1-19. Repetition, barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis. Det skal her pointeres i
henhold til Martinus, at varigheden af individets personlige moralske og
evnemæssige repetitionsproces, strækker sig i princippet fra undfangelsen og
til omkr. det fyldte 30. år, dog med individuelle afvigelser. NB! Martinus'
analyser og beskrivelser af repetitionsprincippet er stort set også gyldige i
relation til ét-livs-hypotesen, når bortses fra reinkarnationsprocessen, som af
god grund ikke forekommer i den sammenhæng.
Note 18.: H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet
mellem de to instanser. Bør læses med
det forbehold, at artiklen er skrevet før min antagelse af ét-livs-hypotesen.
Note 19.: H1-05. Intuition og personlighed – om
forholdet mellem personlighed og intuition.
Bør også læses med det forbehold, at artiklen er skrevet før min
antagelse af ét-livs-hypotesen.
© November 2016.
Harry Rasmussen.
******************