Livets eget eventyr

- set i ét-livs-hypotesens perspektiv

 

Optakt

Der skal nok være en del, som vil synes og mene, at når man taler om livet, altså om det virkelige liv eller den daglige tilværelse, kan man da ikke med rette bruge ordet og begrebet eventyr. Sidstnævnte betyder jo mere snævert en kortere fortælling med et mærkeligt og overnaturligt indhold, sådan som vel de fleste af os kender det fra de berømte eventyrsamlinger, der findes, som f.eks. af de tyske brødre Jakob og Wilhelm Grimm, franske Charles Perrault m.fl., og ikke mindst af danske H. C. Andersen, hvis samling af 136 'autoriserede' eventyr og historier stadigvæk nyder stor anerkendelse i litterære kredse, medens især hans såkaldte børneeventyr er verdensberømte. For Andersens vedkommende er det dog vigtigt at notere sig, at de allerfleste af de eventyr og historier, han skrev, var hans egen kreative opfindelse. Men om muligt endnu mere vigtigt er det at vide, at en meget stor del af samme eventyr og historier er mere eller mindre bevidste udtryk for hans egen livs-og verdensopfattelse.

 

Kort sagt udtrykker de væsentligste af H. C. Andersens eventyr og historier altså hans anskuelse af livet og verden, hvilket i øvrigt lige præcis er det, som afhandlingen og hjemmesiden LIVETS EVENTYR har søgt og søger at påvise, begrunde og dokumentere. Til forståelsen heraf skal jeg endnu engang tillade mig at citere det følgende yndlingscitat af digteren:

 

(Citat med nudansk retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 1)

 

”De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning,” skriver Andersen, og mener dermed tydeligvis årsags-virkningskæden, som jo netop er et udtryk for ”den vise orden” eller lovmæssighed, vi alle ustandselig oplever og erfarer i hverdagen, hvor 'virkning' stort set altid svarer til eller er proportional med 'årsagen'. Også selvom man har udtrykket ”lille årsag, stor virkning” eller ”liden tue kan vælte stort læs”.

 

Det, man - eller i hvert fald nogle - eventuelt kunne være uenig med Andersen i, er hans konstatering af ”den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” Man vil jo nemlig dels kunne betvivle ”den vise orden” eller hensigtsmæssigheden i tilværelsen, og dels at sidstnævnte er det ”større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.”

 

Imidlertid kan det konstateres, sådan som jeg jo også har gjort i og med artikelsamlingen ”H. C. Andersen, hans personlighed, liv og forfatterskab” her på hjemmesiden, at Andersen til trods for sin periodiske livsoptimisme alligevel omtrent lige så periodisk også selv kunne tvivle på sin egen kardinaltese om sjælens udødelighed og evige liv. I sine optimistiske perioder hældede han derimod til fler-livs-teorien, den man med et fremmedord betegner som reinkarnation, på dansk i reglen kaldet genfødsel. Der var ikke kun tale om teoretiske overvejelser fra hans side om disse spørgsmål og problemer, men om et dybt personligt og følelsesmæssigt engagement med disse. I sine ofte natsorte livspessimistiske perioder eller øjeblikke, tvivlede han på udødelighed og evigt liv og følte sig overbevist om, at individet – og dermed naturligvis også ham selv – kun var tilsikret sit aktuelle liv som det eneste og med hvad deraf følger. Nemlig det, der er en konsekvens af ét-livs-hypotesen. 

 

Men ét-livs-opfattelsen huede bestemt ikke Andersen, primært fordi den for ham betød, at tilværelsen dermed blev usikker og utryg, og det mente han ikke kunne være Guds mening med sine skabninger, særligt ikke med menneskene, som jo i modsætning til dyrene har en bevidsthed, der sætter disse i stand til at tænke logisk og overveje livsvilkårene og hvad der ellers er værd at overveje eller ikke overveje.  Men logisk tænkning alene kunne ikke fjerne usikkerheden og utrygheden, hvilket den vise digter indirekte netop giver udtryk for i et af sine allersidste digte, ”Tunge timer”, skrevet i hans dødsår 1875, og som jeg her vil citere fra artiklen: 3.19. Vor tids visdomsbog - om H.C. Andersens syn på naturvidenskabens reduktionisme: 

 

Vor tid skriver nu på sin visdomsbog;

er det til godt eller til det værre?

Det er forfærdeligt at blive så klog,

at man ikke tror på Vor Herre!

 

O, det var bedre for hver og en,

der foragter hver fattigt begavet,

at om hans hals hang en møllesten,

og han lå dybest i havet.

 

Nu alle overmåls kloge ved:

Gud skabtes ved menneskets snilde,

og mennesker er ”ufejlbarlighed”,

et grundstof er livets kilde.

 

Alt, hvad vi stræbte og leved’ og led,

udslukkes med livets flamme.

I et bundløst intet synke vi ned,

ondt og godt er et og det samme.

 

O evige Gud, bliv hos os! Bliv!

I dig og ved dig alt er givet!

Forund os i nåde ”det evige liv”

og erindring om jordelivet! (Note 2)

 

Andersens tro og tvivl

På den tid, hvor Andersen skrev digtet ”Tunge Timer”, var naturvidenskabens succesfulde men samtidig reduktionistiske metode på kraftig fremmarch og dens resultater så overbevisende, at disse vandt stadig større indpas i samfunds- og kulturlivet. Den ateistiske og materialistiske filosofiske livs- og verdensanskuelse syntes indirekte at blive understøttet og verificeret af den videnskabelige grundforskning, og det er formentlig det, Andersen sigter til med digtets første vers, hvis første linje lyder sådan: ”Vor tid skriver nu på sin visdomsbog”.

 

Men selv om den ældre Andersen i sine livspessimistiske øjeblikke tvivlede på sjælens udødelighed, så var han dog aldrig i tvivl om den gode Guds eksistens, hvilket han da også indirekte tilkendegiver i de to sidste linjer af digtets første vers: ”Det er forfærdeligt at blive så klog, at man ikke tror på Vor Herre!”. Naturvidenskaben havde jo for længst påvist, at den var i stand til at beskrive livs- og naturprocesserne alene med henvisning til den fysisk-kemiske materie og dennes iboende lovmæssigheder, også kaldet naturlovene. Man, dvs. kloge folk, anså det følgelig for at være naivt at forestille sig, at der stod en almægtig, alvis og alkærlig Guddom bag verdens tilblivelse og funktion, og det er denne holdning til såkaldt naiv opfattelse, Andersen harcelerer over i digtets andet vers, hvor han åbenbart har følgende Jesu-ord i erindringen:

 

”I den samme stund kom disciplene hen til Jesus og sagde: ”Hvem er mon den største i Himmeriget?” Da kaldte han på et lille barn, stillede det midt iblandt dem og sagde: ”Sandelig siger jeg jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der altså vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himmeriget. Og den, der tager imod et sådant barn for mit navns skyld, tager imod mig.

Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb. Ve verden for forargelserne! [...]” (Note 3)

 

Dette med livspessimisme var som omtalt ikke noget nyt for den ældre Andersen, for den havde han stort set kæmpet med og mod siden sin ungdom. Det turde ikke mindst fremgå af min artikel 3.33. Tanker omkring en makulaturom H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”. I den artikel forekommer blandt andet en delvis gengivelse af det lettere ironiske digt ”Tanker ved en ituslagen Jydepotte” (1827), men sådan at dette og andre citater er gengivet på nudansk. De to første af digtets fem vers lyder som følger:

 

”Du er ej mer!

Din digter græder ved dit brudte ler.

Det blev din lod at tåle røg og flamme,

Dog stod du fast, du altid blev den samme.

Få kendte dig på denne store Jord,

Dog i din død du nævnes skal i Nord;

Jeg i avisen vil et grav-vers sætte,

Så tårer skal de skønnes kinder tvætte.

- Først var du ler, nu bliver du det atter!

Så går det selv naturens bedste datter.

 

Ak, var du falden i en kunstners hånd,

Du havde vundet ved hans skaber-ånd;

Som vase skulle du da øjet gotte;

Men skæbnen bød – du blev en jydepotte.

Dit liv svandt hen så stille, indgetogen;

Som Askepot du stod i skammekrogen.

Tit så jeg dig imellem røg og ild.

Når månens stråle flød på ruden mild.

Jeg så din damp, i den steg ånder frem,

Og søgte gennem skorstens-piben hjem;

Dig glemte de, naar de så stjerner tindre,

Da hørte jeg det koge i dit indre.

Ja, du har følt og lidt som en heltinde,

Fred med dit minde!”

 

Digtets femte og sidste vers lyder sådan:

 

”Og nu farvel! Jeg skal din grav besøge,

Men lov mig, at du aldrig her vil spøge.

Græd ej, Malene!

Hun har det godt,

Den salig pot!

Snart hvile også vore trætte Bene.”

 

Når der i femte vers blandt andet står: ”Men lov mig, at du aldrig her vil spøge”, så forudsætter det jo antagelsen af, at jydepotten har en ”sjæl” eller ”ånd”, som overlever den fysiske ”Jydepotte”. Men set i ét-livs-hypotesens perspektiv, er spøgelser og spøgeri kun produkter af individets lidt for livlige fantasi og frygtsomme forestillinger.

 

Her skal gives endnu et par eksempler på H. C. Andersens livspessimisme. Det første er fra 1838, hvor det findes trykt i eventyret ”Lykkens Kalosker”, og det andet er fra 1869, hvor det blev trykt i ugebladet Figaro:  

 

Du stærke død -

Du stærke død, din tavshed vækker gru;

dit spor er jo kun kirkegårdens grave.

Skal tankens Jakobs-stige gå itu?

Står jeg kun op, som græs i Dødens Have?

 

Vor største liden tit ej verden ser!

Du, som var ene, lige til det sidste,

i verden meget trykker hjertet mer',

end jorden, som de kaste på din kiste! (Note 4)

 

”Kommer aldrig igen!”
Alt farer hen som vinden,

her er ej blivende sted.

Snart svinder rosen på kinden,

smilet og tårerne med.

 

Hvorfor være bedrøvet?

Hen farer sorg og fortræd;

alt farer hen som løvet,

tiden og mennesket med!

 

Alt er forsvinden – forsvinden,

ungdom, dit håb og din ven.

Alt farer hen som vinden

og kommer aldrig igen! (Note 5)


Det er vel nok især med digtet ”Kommer aldrig igen!”, at Andersen – omend lidt nødtvungent – bekender sig til den livs- og verdensanskuelse, der i denne og flere andre af mine senere artikler betegnes som ét-livs-hypotesen. I og med denne er alt og alles forgængelighed sat på dagsordenen. I klar modsætning til den livsoptimistiske side af f.eks. H.C. Andersens livs- og verdensanskuelse, og i nok så høj grad i modsætning til Martinus' i allerhøjeste grad optimistiske livs- og verdensopfattelse.

 

H. C. Andersens kristentro

Andersen var som barn under stærk påvirkning af sin moders blanding af kristen almuetro og gammel overtro, men efter i 1822 at være blevet elev i det, der dengang kaldtes Slagelse lærde Skole, tilegnede han sig i årene efter en rationalistisk kristentro. Det fremgår blandt andet af hans dagbog for 1825, hvor han i notatet for fredag den 16. september skriver følgende:

 

(Citat med nutids retskrivning) Brev fra Guldberg: Gud! Gud! hvor er du god, jeg kan aldrig fortjene det – jeg har en ven, en fader o Gud, hvor elsker jeg ham! - Fader! Guddom i det høje, se mit hjertes fryd sku herned med Faderøje føl min salighed. - Derfor bort du fristerinde som nedkuer mig, som min sjæl til støvet bøjer skønt den aner, føler Gud! -

 

Din vilje ske Alfader

jeg stoler på dig tryg

i dine stråler bader

sig engel og selv myg.

Du styrer sol og stjerne,

du styrer støvets lod,

dit bud jeg følger gerne

thi du er vis og god.

Kun styrk min sjæl du rene,

lad mig en del fortjene

af al din salighed. -  (Note 6)

 

Herefter bevæger vi os 42  år frem i tiden til 1867, hvor Andersen skrev sit digt ”På livs-sejladsen er Gud det fyr”, som blev trykt i ugebladet Figaro den 3. november nævnte år, og som lyder sådan med nutids retskrivning:

 

På livs-sejladsen er Gud det fyr,

der os i havnen fører;

vort liv er det dejligste eventyr,

men hist først man slutningen hører.

Thi frejdig fremad i sorg og savn

i onde og gode dage,

fra moderens hjerte til Faderens favn!

den vej tør man ej forsage. (Note 7)

 

Martinus' livs- og verdensanskuelse

I modsætning til digteren H.C. Andersen må det nok konstateres, at den afbalancerede og vise tænker Martinus' livs- og verdensanskuelse i form af hans kosmologi, ikke på nogen måde er udtryk for livspessimisme, men derimod i højeste grad for en livsoptimisme, som munder ud i konstateringen af, at ”alt er såre godt!” (Note 8)

 

Fremstillet i kort karakteristisk vil man kunne beskrive Martinus’ verdensbillede eller kosmologi, som et i højeste grad udtryk for en kulturoptimisme på menneskehedens og det enkelte menneskes vegne. Den opfattelse vil det på baggrund af menneskehedens nuværende indbyrdes konflikter og kriser nok være vanskeligt for de fleste eller i hvert fald for mange, umiddelbart at forstå endsige acceptere. Men det er Martinus’ påstand eller pointe, at det netop er konflikterne og kriserne, eller kort og godt lidelsesoplevelserne, der er med til at udvikle og modne menneskeheden og det enkelte menneske til den gloriøse fremtid, der ifølge ham venter ude i horisonten. Denne gloriøse fremtid er imidlertid ikke i sig selv et endemål, men er tværtimod ’kun’ en milepæl i menneskehedens og det enkelte menneskes fysiske og mentale rejse gennem det vældige verdensalt. Formålet med denne ”kosmiske rejse” er dybest set at tilvejebringe en fornyelse af de levende væseners oplevelses- og manifestationsevne, og dermed også en samtidig fornyelse af Guddommens oplevelses- og manifestationsevne.

 

Baggrunden for det nævnte optimistiske livssyn, er Martinus’ opfattelse af mennesket, som i hans kontekst er en repræsentation af fænomenet det levende væsen, som i bund og grund eller i sin kosmiske natur og struktur – det vil sige: som i sin lighed med den evige Guddom – som er et evigt, uforgængeligt Alvæsen, en kosmisk organisme, som er et altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende højeste væsen. I konsekvens heraf eksisterer, manifesterer og udfolder alle eksisterende levende væsener sig kosmisk set indenfor rammerne af dette væsen, hvilket dermed også vil sige, at alle eksisterende levende væsener lever lige midt i og er deltagere i det evige liv. Det hænger i henhold til Martinus sammen med, at ethvert levende væsens kosmiske natur og grundstruktur i lighed med Guddommen udgøres af tre primærprincipper: 1. Jeget, 2. bevidstheden, og 3. organismen. Disse tre principper kan også udtrykkes som 1. Jeget, 2. overbevidstheden, og 3. underbevidstheden, sidstnævnte forstået som bevidstheden under overbevidstheden (og altså ikke som det psykologiske begreb underbevidstheden). Desuden kan det treenige princip defineres som henholdsvis 1. Skaberen, 2. skabe- og oplevelsesevnen, og 3. Det skabte og oplevede.

 

Det optimistiske fremtidsperspektiv, som Martinus i form af sit verdensbillede eller sin kosmologi har fremmanet for vores undrende øjne, er det naturligvis vanskeligt at forstå fuldt ud for os hverdagsmennesker, som hver især lever vort daglige liv indenfor en relativt snæver fysisk så vel som snæver mental horisont. Vores fysiske horisont er begrænset af det på sin vis illusoriske fysiske rum-tid-kontinuum, og den mentale horisont er begrænset af vores evner, erfaringer og viden, eller i nok så høj grad af manglen på samme. Den relativt snævre fysiske så vel som mentale horisont betegner Martinus under ét som ”den lavpsykiske sansehorisont”. Den udvidede kosmiske sansehorisont, hvorunder evighedsperspektivet er medregnet, betegner Martinus som ”den højpsykiske sansehorisont”. Den sidstnævnte form for sansehorisont er det indtil videre kun et fåtal af mennesker, der i lighed med Martinus er i besiddelse af.  Men med tiden og udviklingen vil alle mennesker, ja, alle levende væsener for den sags skyld, få en såkaldt ”kosmisk bevidsthed”, som i modsætning til den almindelige bevidsthed, der maksimalt kun omfatter sansespektrets 180 grader, omfatter hele sansespektrets i alt 360 grader. (Note 9)

 

Virkelighedens verden

Men her vil vi stige ned i den hverdagsmenneskelige verden, med dens glæder og sorger og smerter og lidelser. Den verden, hvori livet ender med den definitive død og dermed også med den definitive afslutning på individets tilværelse. Men samtidigt en verden, hvor mennesket tænker og og danner sig forestillinger om, at det jordiske liv  efterfølges af en ideal verden, der på alle måder og områder vil kompensere for alle savn og lidelser. De dualistiske romantiske forestillinger om den udødelige sjæls videre liv i en åndelig verden, er imidlertid her afløst af den definitive døds virkelighed: Individets totale ophør.

 

Men til trods for den barske virkelighed med dennes indhold af sorger og savn, dens smerter og lidelser, dens sygdom, død og ulykker, så rummer samme virkelighed rent faktisk også et indhold, der giver anledning til nærmest overjordisk forundring og glæde. For ret beset udgør livet og verden et under, alene af den grund, at noget overhovedet er til og udfolder sig og virker, som det gør. Det er i sig selv et forunderligt eventyr: Livets eget eventyr!  Et under og eventyr, som til fulde berettiger H.C. Andersens udsagn i følgende citat:

 

(Citat med nudansk retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 10)

 

Andersens udsagn indeholder ikke nødvendigvis forestillingen om individets eller sjælens udødelighed, men passer nok så vigtigt udmærket ind i ét-livs-hypotesens forestillingskompleks. Lige som en væsentlig del af dette kompleks passer godt med store dele af Martinus' kosmologi, sådan som jeg har beskrevet detaljeret i artiklerne: 4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del, 4.126.Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 2. Del og 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé.


Hvori består livets under?

Men hvori består da verdens og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (Note 11)

 

Men i øvrigt kunne man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (Note 12)

 

Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (Nore 13)

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)

 

Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (Note 15)

 

Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den, eksisterer!

 

Herefter skal jeg afslutningsvis tillade mig at citere det følgende afsnit fra artiklen 4.68. Livet er et undernogle tanker over livsunderet, som jeg synes giver et godt indtryk af, hvad der menes, når man bruger udtryk som f.eks. ”livets under”:

 

Undfangelsen og fosterudviklingen

Som gode illustrerende eksempler på livets forunderlighed og dets fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, kan undfangelsen og fosterudviklingen tjene, især da ethvert nogenlunde begavet menneske omtrent umiddelbart kan indse, at der virkelig er tale om noget højst fantastisk i og med de nævnte to fænomener. Dertil har en efterhånden righoldig litteratur, og ikke mindst fotografier og film- og videooptagelser, formentlig også bidraget.

 

Undfangelse eller på latin konception, består kortest fortalt i den hændelse eller situation, hvorunder kvinden bliver gravid eller påbegynder et svangerskab, hvilket biologisk set betyder, at en ægcelle i kvindens indre kønsorganer befrugtes af en sædcelle eller på latin spermatozo. Under normale omstændigheder vil en udvikling af det foster, der som fuldt udviklet barn skal fødes, blive påbegyndt.

 

Imidlertid kræves der en række forudsætninger og betingelser opfyldt, for at først og fremmest undfangelse kan finde sted. Og det er allerede i denne forbindelse, at det forunderlige ved livet viser sig, nemlig i form af en kønsmoden kvindekrop og en ligeledes kønsmoden mandekrop. Idet vi her ser bort fra den bevidsthedsmæssige eller psykologiske side af sagen, betyder det i begge tilfælde primært anatomisk og fysiologisk egnede organismer, men vel at mærke af hver sit køn, nemlig henholdsvis hunkøn og hankøn. De to organismer viser sig nemlig fra naturens side at være udviklet og indrettet med det formål, via en indbyrdes vekselvirkning i form af samleje, at forplante sig og dermed videreføre arten eller slægten. For at det skal kunne ske, er mandens organisme udstyret med de såkaldte ydre og indre forplantningsorganer, hvilket vil sige penis og kønskirtler, kaldet testikler, samt prostata. Disse organer er delvis styret af nervesystemet og delvis af hormoner, især af det overordnede hormon, som dannes i hjernen, mere præcist i hypofysen, og via blodbanen sendes til kønskirtlerne i scrotum (pungen), hvor sædcellerne dannes og modnes.

 

På komplementær og kompletterende måde, er kvindens organisme også udstyret med ydre og indre forplantningsorganer, hvilket i dette tilfælde vil sige kønslæber, klitoris, skede, æggestokke og livmoder, og i principiel lighed med mandens forplantningsapparat, er kvindens forplantningsapparat delvis styret af nervesystemet og delvis af hormoner, i det sidstnævnte tilfælde af æggestokkenes såkaldt gule legemer. Det overordnet styrende hormon dannes også i dette tilfælde i hypofysen og sendes via blodbanen til kønskirtlerne i form af æggestokkene. Det overordnede hormon er ens for både hundyr og handyr og dermed også for kvinder og mænd.

 

Der er jo virkelig grund til at undre sig, både over den anatomiske og den biologiske så vel som den fysiologiske side af forplantningen. Tænk, hvor forunderligt og på sin vis overraskende det er, at den mandlige og den kvindelige organisme og ikke mindst disses kønsorganer er indrettet, så at de normalt passer til hinanden, både fysisk og fysiologisk. Tænk, at mandens penis, som normalt er slap og hænger nedad, kan erigeres og blive stiv, så at den lettere kan føres ind i kvindens skede, som normalt ved samme lejlighed er blevet blødgjort og fugtig. Alene disse forhold viser jo, at der er tale om en overordnet faktor, som har udvirket, at det forholder sig sådan. Det har naturvidenskaben og specielt biologien sit bud på, nemlig at der er tale om evolutionær tilpasning på basis af naturlovene, og det samme har f.eks. Martinus et mere omfattende bud på, idet han påviser, at der i og med den evolutionære udvikling og tilpasning er tale om en skabelsesakt, hvilket vil sige, om en udvikling med et bevidst og hensigtsmæssigt formål for øje. Den nævnte overordnede faktor er derfor set i Martinus-perspektiv den guddommelige skaber, som vi mennesker kender under forskellige navne: Gud, Brahman, Jahve, Allah, eller hvilket navn denne tilværelsens urkraft og højeste væsen end kendes og tilbedes under.

 

Men alene dannelsen af ægcellerne i æggestokkene og af spermacellerne i testiklerne, er i sig selv en så fantastisk biologisk og fysiologisk proces, at denne i sig selv giver anledning til forundring og beundring. Selve denne proces skal vi dog ikke komme nærmere ind på her, men i stedet gå over til en kortfattet beskrivelse af den nok så mirakuløse proces, som sættes i gang efter at ægcellen har passeret gennem æggelederen og ind i livmoderen, i hvis slimhinde ægget lejrer sig. Men før ægcellen er nået så langt i sin i forhold til dens størrelse lange rejse fra æggestok gennem æggelederen og til livmoderen, kan ægcellen være blevet befrugtet allerede i æggelederen. Befrugtningen af ægcellen vil normalt være foregået som en følge af samlejet mellem mand og kvinde, og det er denne naturlige proces, vi vil gå ud fra her.

 

At en ægcelle er blevet befrugtet, vil sige, at en sædcelle er trængt ind i ægcellen og så at sige smelter sammen med denne. Noget af det forunderlige, der sker ved denne sammensmeltning mellem ægcelle og sædcelle er nok især, at sædcellen tilføjer ægcellens hunlige kromosomer et antal hanlige kromosomer. Kromosomerne er bærere af arveanlæggene, de såkaldte gener, som igen består af det højst forunderlige og såkaldte DNA-molekyle, der igen består af atomer, som atter består af elementarpartikler. Men af et fosters arveanlæg vil normalt halvdelen af dets arveanlæg være fra kvinden og den anden halvdel af arveanlæggene fra manden. Arveanlæggene bestemmer normalt både den fysiske statur, køn og karakteregenskaber. (Note 16)

 

 

Menneskefoster, 4 mm langt og 24-25 dage gammelt, visende svælgbuer, svælgspalter (gællespalter), en lang hale og pladeformede anlæg til lemmerne, x ca. 15. bk bækkenregion; be benanlæg (anlæg til armen er en lav trekantet plade midt på legemet); h hjertefremspring; mh midthjerne (issebøjning); ns navlestreng; ok overkæbeanlæg (bag ved dette underkæbe-, tungebens- og gællebuer); øb øje. (Efter Rabl). Kilde: Menneskets Anatomi og Fysiologi. Med Grundtræk af Fosterlæren. Af P. Brandt Rehberg, professor, d. phil., C.M. Steenberg, professor, dr. phil.. Under redaktion af Helge Volsøe, lektor, dr. phil. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.

 

Den efter undfangelsen følgende fosterudvikling er virkelig et af livets store mirakler, hvorunder en ganske lillebitte ægcelle vokser og deler sig i stadig flere celler, for under normale forhold til sidst at ende som et fuldt udviklet foster. Denne proces tager i menneskets tilfælde normalt 9 måneder, før fostret er fødselsmodent. I løbet af fosterudviklingen gentager eller repeterer fosteret i princippet artens eller slægtens biologiske udvikling fra de ældste tider og helt op til nutiden, en repetition, der faktisk også fortsætter under den videre udvikling efter fødslen, nemlig i form af barndom, ungdom, manddom og alderdom, i princippet svarende til døgnkredsløbets morgen, formiddag, middag og aften/nat, og ligeledes til årstiderne på vore breddegrader: vinter, forår, sommer og efterår. Til denne udvikling hører endvidere en repetition af artens eller slægtens kulturelle historie, samt en repetition af individets egen personlige fortidige historie. (Note 17)

 

 

Fosterudviklingen hos dyr og mennesker er et godt eksempel på, hvad repetitionsprincippet drejer sig om. På illustrationen, som skal læses lodret, ses tre stadier i fosterudviklingen hos henholdsvis fisk, skildpadde, ko og menneske. Som det umiddelbart fremgår, er ligheden slående mellem de fire forskellige arters tidligste stadium, og for de tre sidstnævnte arters vedkommende også i mellemste stadium. For disse tre arters – og mange andre arters – vedkommende, sker differentieringen først på et senere stadium, hvor man tydeligt kan se karakteristiske forskelle mellem arterne. Tegning af Jakob Koch © 2006.

 

Som det i øvrigt fremgår af ovenstående tegning af fosterudviklingen hos mennesket (den lodrette række yderst til højre), ses det, at fosteret både i det tidlige og i mellemstadiet har en hale, hvilket indikerer, at mennesket også anatomisk set nedstammer fra dyrene og dermed tilhører dyreriget. Hos det fuldbårne og fødselsmodne foster vil halen dog normalt kun udgøre et rudimentært vedhæng til rygsøjlen, men som ikke er synligt udenpå kroppen.

 

Bevidsthed eller psyke

Imidlertid er mennesket jo andet og mere end den fysiske krop, også selvom hjerneforskningen og neuropsykologien – i hvert fald indtil videre - betragter bevidstheden eller psyken som et uselvstændigt biprodukt af hjernens funktioner. Man mener med andre ord, at psykologien i hovedsagen kan forklares med hjernens anatomi og fysiologiske processer. Men for at vide, hvad der menes med begreberne bevidsthed og psyke, vil vi her kredse os nærmere ind på disse for os levende væsener så betydningsfulde og afgørende fænomener. Det er jo bevidstheden eller psyken, der gør os til mennesker, frem for dyrene, som – med primaterne som en delvis undtagelse - jo ’kun’ har instinktstyret bevidsthed, som dog også er en form for bevidsthed. Det er også bevidstheden, der gør, at vi i det hele taget oplever livet og verden, ligesom det er den, der bevirker, at jeg kan tænke og skrive disse linjer.

 

Bevidsthed vil kortest defineret sige dette, at man, individet eller subjektet, er bevidst om noget. Bevidstheden kan være mere eller mindre udadrettet mod omverdenen via sanserne, eller mere eller mindre indadrettet mod tanke- og følelsesaktiviteterne, eller en blandet bevidsthed om begge dele samtidigt. Rent organisk er bevidstheden fysisk set primært lokaliseret til hjernen, men er så at sige også ’til stede’ i den øvrige del af kroppen, hvis dele vi derfor generelt er mere eller mindre bevidst om, idet vi dog er i stand til at rette bevidstheden – opmærksomheden – til eller mod stort set et hvilket som helst lokalområde af kroppen. Det tænker vi i reglen ikke så meget over i hverdagen, men kun hvis det klør, svier, klemmer, føles særlig koldt eller varmt eller gør direkte ondt et eller andet sted på eller i kroppen.

 

Nok så interessant er fænomenet søvn, idet denne jo midlertidigt og i bedste fald helt fjerner bevidstheden om kroppen og dennes funktioner. Det forekommer derfor sandsynligt, at bevidstheden må have en slags sæde eller et lokalt center i hjernen, som så at sige både kan lukke op og af for den grundfunktion, der betegnes med ordet og begrebet bevidstheden. Dette søvncenter menes at være lokaliseret i den del af hjernen, der kaldes for hypothalamus, som mere præcist er lokaliseret i storhjernens indre, hvor det område af hjernen overordnet regulerer og kontrollerer funktionen af kroppens indre organer via sin indflydelse på hypofysen, som ligger lige under hypothalamus. (Note 18)

 

Søvn er som bekendt en periodisk hviletilstand, hvorunder kontakten mellem bevidstheden og omverdenen er delvis afbrudt. Under søvnen er musklerne afslappede og stofskiftet lavt, og nervesystemets funktion stærkt nedsat. Ifølge nyere forskning kan søvnen inddeles i tre faser, der skifter rytmisk under søvnens forløb: den lette søvn, den dybe søvn, kaldet deltasøvn, og den søvn, hvorunder der i reglen ofte fremtræder drømme og som kaldes REM-søvn, dvs. Rapid Eye Movement, fordi den sovendes øjne bevæger sig mere eller mindre hurtigt rundt i øjenhulerne under tilstanden. Den dybe søvn forekommer kort efter søvnens indtræden og varer hos børn op til 1 time, men varigheden aftager med alderen og findes ikke hos ældre. Efter en kort REM-søvn på ca. 5 minutter indtræder en lang, let søvn på ca. 3 timer, hvorefter en længere REM-søvn atter indtræder. Derefter veksler let søvn og REM-søvn med hinanden i en cyklus på ca. 90 minutter, hvorunder REM-søvnperioden bliver længere og længere indtil opvågningen.

 

Selvom det ovenfor er blevet sagt, at bevidstheden må have en slags sæde eller et lokalt center i hjernen, så skal det allerede her indskydes, at det nævnte ’sæde’ eller lokale center i hjernen kun er en slags kontaktapparat for bevidstheden, i princippet på samme måde, som en elektrisk kontakt er et apparat til at tænde og slukke for den elektriske strøm. Men kontaktapparatet er som sådant ikke identisk med selve den elektriske strøm. På principielt tilsvarende måde er det nævnte hjernecenter heller ikke identisk med eller generator af selve bevidstheden, som i henhold til Martinus’ kosmologi er et energisystem for sig, ganske som tilfældet er med den fysiske krop, som ligeledes er et energisystem for sig. Men de to energisystemer interagerer med hinanden.

 

Imidlertid er det overordentlig vigtigt, at gøre sig klart, at bevidstheden som sådan ikke er noget i sig selv, idet den ’kun’ udgør et redskab for os hver især, det vil mere præcist sige for subjektet, eller endnu mere præcist for Jeget. Uden den sidstnævnte og absolut overordnede instans er bevidstheden intet, så meget mindre, som at bevidstheden udgør en egenskab eller funktion, som er ufravigeligt beroende på og betinget af Jeget, som jo er den instans, der sanser, iagttager, tænker, føler og igangsætter handlinger. Her skal jeg dog ikke komme nærmere ind på forholdet mellem fysisk hjerne og krop på den ene side og den overordnede bevidsthed og Jeget på den anden side, men henvise til den artikel, der er link til i noten, og hvori forholdet nærmere beskrives. (Note 19)

 

Indskudt Notabene! For en nærmere redegørelse til forståelsen af de ovennævnte to energisystemers indbyrdes forhold til og interagering med hinanden, se f.eks artiklen: 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv.  Den artikel er vigtig, fordi der deri redegøres for, at det nævnte forhold kun i princippet svarer til den beskrivelse af emnet, som forekommer indenfor rammerne af Martinus' kosmologi.

 

© November 2016. Harry Rasmussen.

 

_____________________________

 

 

Noter og kilder:

 

Note 1.: H.C.Andersen: Kun en Spillemand, 1837. Trykt i H.C.Andersen. Romaner og Rejseskildringer, bind 3. Udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 1944. Genoptrykt i Gyldendals Tranebøger 1970. - Se evt. også artiklen 3.12. Alt er et underværkom livet selv som det største eventyr.


Note 2.: Digtet ”Tunge Timer”, som her er gengivet med moderne retskrivning, er citeret fra H.C.Andersen Digte. I udvalg ved H.Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. Digtet blev oprindelig trykt i Illustreret Tidende den 13. juni 1875, altså ca. et par måneder før Andersen selv døde.

 

Note 3.: Mattæus, 18, 1-9. Ordet ’forarge’ betyder ’at volde anstød, mere specielt tilskynde til synd eller frafald’. I Andersens brug af ordet ’forarge’ har det fået betydningen ’foragte’, lige som ’barnet’ er omskrevet til ”hver fattigt begavet’. (Citat slut)

 

Note 4.: 'Jakobs-stige': Udtrykket refererer til fortællingen om Jakobs drøm om himmelstigen, ad hvilken han stiger op til englene og Gud Fader. Den Jakob, der her er tale om, er patriarken Abrahams sønnesøn. Se herom i 1. Mosebog 28,12.

 

Note 5.:  Citatet findes med original tekst i H. C. Andersen, Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. - Se evt. også artiklen 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker.

 

Note 6.: Citatet står at læse i H. C. Andersens Dagbøger I, s. 1. Udgivet af Det Danske Sprog- Og Litteraturselskab under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen. Udgivet af Helga Vang Lauridsen. København 1971. - Vedr. Andersens elevtid i Slagelse lærde Skole og efterfølgende i Helsingør lærde Skole, se evt. artiklerne H2-11. Skoleelev Andersen og H2-12. En tredje epoke i Andersens liv

 

Note 7.: Digtet findes med original tekst i H. C. Andersen, Digte. I udvalg ved H. Topsøe-Jensen. Tegninger af Ebbe Sadolin. Forlaget Spektrum. København 1966. - Se evt. også artiklen  3.07. H.C.Andersen og Gud – H.C.Andersens opfattelse af Gud. - Sætningen 'men hist først man slutningen hører' refererer til Andersens overbevisning om efterlivet i Guds evige rige. En opfattelse, som han ved andre lejligheder kombinerede med reinkarnationstanken. Se evt. herom i artiklen 3.25. Alt på sin rette plads! – H.C. Andersen og skæbnebegrebet.

 

Note 8.:  Se evt. artiklen 4.114. Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk.

 

Note 9.: Se evt. artiklen  H1-05. Intuition og personlighed om forholdet mellem personlighed og intuition. Artiklen giver et generelt overblik over hovedfaktorerne, lovmæssighederne og grundenergierne, som Martinus' kosmologi opererer med.  Kan evt. suppleres med artiklen 4.58. Guds Rige og Livets Eventyr – en aktuel kommentar.  I den sidstnævnte artikel peges der på nogle af de væsentlige spørgsmål og problemer, der opstår, når man er skeptisk og kigger lidt kritisk på Martinus' kosmiske analyser og facitter.

 

Note 10.: Se henvisningen i Note 1.      

 

Note 11.: Vedr. en kortfattet oversigt over hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi eller åndsvidenskab, se f.eks. artiklen H1-38. Individet, de seks kosmiske grundenergier og de seks kosmiske storriger – En kortfattet elementær oversigt. - Vedr. de kosmiske skabeprincipper, se 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.

 

Note 12.: Vedr. naturvidenskaben og Martinus’ kosmologi, se f.eks. artiklen 4.27. Hvad er verdensaltet? - signalement af det ukendte.

 

Note 13.: Se evt. artiklen 3.36. Det store forhæng – Stjernehimlens gåder. 

 

Note 14.: Se her evt. artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om at forstå verden. 

 

Note 15.: Vedr. organismeprincipperne, se H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.

 

Note 16.: Ang. forholdet mellem gener og den faktor, Martinus betegner som talentkerner, se f.eks. artiklen H1-10. Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’. Det skal dog nævnes, at det kun er i princippet, at Martinus' beskrivelse af de såkaldte talentkerner gælder i relation til ét-livs-hypotesen.

 

Note 17.: H1-18. Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed, og H1-19. Repetition, barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis. Det skal her pointeres i henhold til Martinus, at varigheden af individets personlige moralske og evnemæssige repetitionsproces, strækker sig i princippet fra undfangelsen og til omkr. det fyldte 30. år, dog med individuelle afvigelser. NB! Martinus' analyser og beskrivelser af repetitionsprincippet er stort set også gyldige i relation til ét-livs-hypotesen, når bortses fra reinkarnationsprocessen, som af god grund ikke forekommer i den sammenhæng.

 

Note 18.: H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser.  Bør læses med det forbehold, at artiklen er skrevet før min antagelse af ét-livs-hypotesen.

 

Note 19.: H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.  Bør også læses med det forbehold, at artiklen er skrevet før min antagelse af ét-livs-hypotesen.

 

© November 2016. Harry Rasmussen.

 

******************