Livet som en ''puppe”-tilværelse

Et spørgsmål om livsopfattelse

 

 

En ”puppe-tilværelse”

En ”puppe” er som formentlig bekendt det omgivende hylster for et insekt på sit andet udviklingsstadium, det stadium, hvor f.eks. et insekt udvikler sig fra larve til frit omkringflyvende sommerfugl. Denne totale forvandling fra æg over larve til voksent individ, er i litteraturen blevet symbolet på menneskets udvikling fra dødeligt jordisk væsen til udødeligt åndeligt væsen. Men eftersom der jo i denne sammenhæng ikke er tale om flere-livs-teorien, men om ét-livs-hypotesen, hvor individet kun har ét liv at udvikle sig i, må man erfaringsmæssigt konstatere, at det desværre langt fra er alle mennesker, der er i stand til at opleve, føle og tænke over tilværelsen som et under, og tilmed et guddommeligt under. En tanke eller forestilling, der tilsyneladende forekommer mange nutidsmennesker som værende alt for romantisk, utopisk og derfor urealistisk. Det er dog forståeligt, at mange eller snarere de fleste, synes og tænker sådan, især i betragtning af de mange krav og pligter, der stilles til de fleste mennesker i hverdagslivet, bare for at kunne opretholde eksistensen, og for at kunne evne og magte at opnå alle de materielle ønsker, mange mennesker har i håbet om, at kunne forsøde en ikke altid lige nem tilværelse.

 

Det forekommer stort set at forholde sig  sådan, at de allerfleste mennesker lever deres relativt korte liv eller tilværelse i en ”forpuppet” tilstand, lukket inde i en mere eller mindre begrænset og snæver verden af behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner. En situation, man lidt negativt også kunne betegne som ”hverdagens trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis, at der opstår en større eller mindre ”sprække” i ”puppen”, så at den, der befinder sig indeni ”puppen”, pludselig får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af” den tydeligvis større verden udenfor ”puppen”. Et kig eller et glimt, som i nogle tilfælde kan medføre, at der opstår en længsel efter at få mere at se af den nævnte verden, men som i andre tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at individet inde i ”puppen”, vender ryggen til og afviser at ville have noget at gøre med den alt for store, uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor ”puppen”.

 

Det sker da også ikke så sjældent, ja, vel nok i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig tæt til igen, så at livet eller tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller ”grænser” i reglen fortsætter med stort set de samme behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner, som hidtil: det vil sige i relativ tryghed, behagelighed og magelighed. Det befinder de fleste sig tilsyneladende bedst med.

 

Imidlertid har der i de seneste par hundrede år også eksisteret spirituelt idealistiske bevægelser, der er opstået og som har forsøgt at modvirke og være et alternativ til den ateistiske, materialistiske livs- og verdensanskuelse. Disse alternative åndelige bevægelser er blevet omtalt i artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie og skal derfor ikke gentages her. Dog skal en enkelt af disse bevægelser nævnes og atter omtales, nemlig det billede af livet og verden, som er blevet fremstillet af vismanden Martinus i og med hans geniale kosmiske analyser og livsfacitter.

 

Det forholder sig jo sådan, at troen på jorden som verdens centrum naturligvis hænger sammen med menneskets fysiske kropslige position, hvilket vil sige, at det beror på menneskets sanser og det perspektiv, som især synet repræsenterer. Vi ser og oplever jo jorden som en stillestående og mere eller mindre flad skive, hvor over himlen hvælver sig som en halvrund kuppel, der hviler på jordens horisont, som går hele 360 grader rundt. Vi ser og oplever også, at solen står op i øst og i dagtimerne bevæger sig kontinuerligt hen over himmelbuen, for efter et vist antal timer at dale ned i vest og indlede natten. De ældre tiders mennesker havde ikke den viden om de faktiske kosmiske forhold, som videnskaben og især astronomien siden renæssancen har givet os, og som bevirker, at vi nu godt ved, at synet bedrager og at det rent faktisk er en form for illusion, vi dagligt vågner op til og ser med vore egne øjne.

 

Men heldigvis kan vores viden korrigere og kompensere for illusionen ved at fortælle os, hvad det i virkeligheden er, der sker og foregår. Derfor er det egentlig en sær oplevelse, at medens eksempelvis jeg sidder her og skriver på computerens tastatur, kredser jorden – i lighed med de øvrige planeter i vores solsystem – omkring solen, for jordens vedkommende med en utrolig hastighed af 30 km/sek. Det svarer nogenlunde til at bevæge sig fra København til f.eks. Køge på 1 sekund. Nok så fantastisk er det, hvis vi f.eks. tænker os, at jorden i løbet af 60 sekunder, altså 1 minut, har bevæget sig 1.800 km.! Og i løbet af 60 minutter, altså 1 time, har jorden bevæget sig hele 108.000 km!! - Det betyder f.eks. at det tager ca. 10 sekunder at ’rejse' de ca. 300 km fra Danmarks sydgrænse ved Kruså og til Skagen! Men samtidigt kredser solsystemet, som befinder sig i yderkredsen af spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes centrum med en hastighed af 220 km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230 mill. år. Solen befinder sig 25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et lysår er den afstand lyset med en hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på et år, en ufattelig hastighed og en ufattelig afstand. Det giver et indtryk af Mælkevejens størrelse. Og det vides, at Mælkevejssystemet kredser om et andet og endnu større punkt i verdensaltet, og sådan kunne vi formentlig blive ved, hvis vi ellers kendte til de forhold, der gør sig gældende ude i det vældige verdensrum.

 

Det er jo alt sammen svimlende størrelser og tal for en lille menneskeforstand! Og så er vores verden, altså jorden og himlen, ret så stor set i menneskeperspektiv, men kun et lille bitte fnug set i Mælkevejens perspektiv!

 

Fantastiske afstande i rummet

Men tænk, alt dette eksisterer og foregår lige præcis her og nu i dette øjeblik i hele det umådeligt og ufatteligt store – eller nærmere grænseløse – verdensalts fjerneste steder, samtidigt med, at jeg lille menneske sidder og tænker og skriver disse linjer! – Det kan ikke fattes eller begribes med tanken og egentlig heller ikke med følelsen, men derimod nok med intuitionen.

 

Hvad er det da, vi først og fremmest bør uddrage af dette? - Jo, blandt andet, at kredsløbsprincippet gør sig gældende i astronomisk sammenhæng, lige som det gør det, hvad stort set angår alt her på jorden: Menneskenes, dyrenes og planternes liv og tilværelse er underlagt og baseret på kredsløbsprincippet, som jo samtidigt er et kontrastprincip. Det kombinerede kredsløbs- og kontrastprincip, som i medfør af jordens egenrotation og kredsløb omkring solen giver sig udtryk i blandt andet form af lys og mørke, dag og nat, sommer og vinter, vækst og degeneration, fødsel og død. Psykologisk set giver princippet sig udtryk i form af behag og ubehag, glæde og sorg, lyst og smerte etc.

 

Som i det store, sådan også i det små

Imidlertid kan man også anlægge et helt andet og på sin vis anderledes perspektiv på verden og livet, end det makrokosmiske, nemlig det mikrokosmiske, med dets molekyler, atomer og elementarpartikler. Dette perspektiv og den form for virkelighed, er jo mindst lige så forunderlig og lige så meget et under, som den makrokosmiske virkelighed. For retter vi blikket indad og nedad i de svimlende mikrokosmiske dybder, åbenbarer der sig en verden og et liv, som ikke på nogen måde står tilbage for, snarere tværtimod, hvad der eksisterer og foregår i det store verdensrum, som ikke kun omgiver os, men som vi også er en del af, om end relativt set en diminutiv del. Men til gengæld er mikroverdenen en del af os, for det er dennes ’bestanddele’, vi alle hver især er opbygget af, i hvert fald fysisk set. Og vel at mærke en ’opbygning’, som på sin vis og om muligt er endnu mere mirakuløs end tilfældet er med kloder, sole, galakser etc.

 

For hvad er det, der er så mærkværdigt ved mikrokosmos? – Jo, det er grundlæggende dette, at det - i øvrigt i lighed med makrokosmos – er opbygget efter princippet større dele er opbygget af stadig mindre og mindre dele: Organismer er opbygget af organer, organer er opbygget af celler, celler er opbygget af molekyler, molekyler er opbygget af atomer, atomer er opbygget af elementarpartikler, som f.eks. elektroner og protoner etc. Man kan ligefrem tale om, at der gør sig et ”livs- og stofenhedsprincip” gældende, sådan som f.eks. Martinus gør sig til fremragende talsmand for.

 

Så medens jeg sidder her bag tastaturet og tænker og skriver, foregår der et forunderligt liv og travle funktioner eller aktiviteter i min krops indre, hvoraf en del er ubevidste og automatiske, hvilket vil sige instinktstyrede: Hjertefunktionen, blodkredsløbet, lungekredsløbet, mave-, tarm- og blærefunktionerne, samt funktioner af lever, nyrer, milt etc. Og nok så betydningsfuldt: de seksuelle organers automatfunktioner. Alle de nævnte organer er opbygget af dertil egnede og beregnede celler, som igen består af molekyler, der igen består af atomer, som atter består af elementarpartikler. Og nok så interessant er det, at elementarpartiklerne er formet af ladninger af energi, idet energien er det såkaldte materielle stofs, materiens, grundlæggende fremtrædelsesform. I atomfysikken taler man både om materiens (energi)bølgeform og partikelform, et forhold og en situation, som også er blevet betegnet som et komplementært fænomen, idet materiens to former gensidigt udelukker hinanden, men først tilsammen giver en synteseopfattelse af materiens natur.

 

Men nok så forunderlige er sanserne og ikke mindst det absolut overordnede organ: hjernen, hvis funktioner i alle tilfælde også i stor udstrækning er automatiske. Hjernens opbygning i form af mængdevis af celler og dens fysiologiske funktioner, er vel i grunden et af de største underværker, der findes. Men nok så væsentligt og interessant er det, at hjernens celler - i lighed med alle andre fysiske organer – naturligvis også er opbygget af molekyler, atomer og elementarpartikler.

 

Grundstofferne og universal kemi

Ordet og begrebet 'energi' kommer af græsk εν = "i" og  εργον = "arbejde". I hverdagssproget betegner energi legemlig og åndelig kraft, mens den i fysikken betegner evnen til at udføre arbejde eller opvarme noget. Væsentligt er det, at energi kan omdannes fra en form til en anden, men også, at den hverken kan opstå ud af ingenting eller tilintetgøres. Den samlede energi i universet vil således i princippet være konstant.

 

Imidlertid er energi et abstrakt begreb som vanskeligt lader sig definere præcist. Det har derfor vist sig at være nyttigt at operere med størrelsen 'energi', når man skal beskrive de processer der forløber i et fysisk system. Der omsættes bl.a. energi ved temperaturændringer og overgange mellem tilstandsformer, når en genstand deformeres eller ændrer position eller bevægelsestilstand, i forbindelse med emission og absorption af elektromagnetisk stråling, og når atom- eller kernefysiske reaktioner forløber.


Energiformer

I naturvidenskabelige sammenhænge opererer man med forskellige energiformer, som f.eks.: Termisk energi, herunder varme, kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi som følge af elektromagnetisk stråling, kerneenergi, magnetisk energi, lydenergi, mekanisk energi og lysenergi. De nævnte energiformer kan opdeles i to hovedgrupper: kinetisk energi og potentiel energi. Andre velkendte typer af energi er varierende blandinger af både potentiel og kinetisk energi.

 

Den ovenfor nævnte liste over kendte mulige energiformer er ikke nødvendigvis fuldstændig. Der sker nemlig lejlighedsvis det, at når en naturvidenskabsmand opdager, at et bestemt fænomen bryder energibevarelsen, bliver nye energiformer tilføjet, som det er tilfældet med f.eks. såkaldt mørk energi, en hypotetisk form af energi som findes overalt i rumtiden og som lader til at øge universets udbredelse.

I klassisk mekanik skelner man mellem potentiel energi, som er en funktion af et objekts position – og kinetisk energi, som er en funktion af objektets bevægelse. Både position og bevægelse er relativ til et henførelsessystem, som ofte (og oprindeligt) er et selvvalgt fast punkt på jordens overflade, og som derfor kaldes det jordiske henførelsessystem.

 

Kemisk energi er den energi der frigives hvis et stof, f.eks. benzin, olie eller mad, forbrændes fuldstændigt. Ved fuldstændig forbrænding (fuldstændig oxidation) ændres de kemiske bindinger mellem atomerne og summen af ændringerne i bindingernes potentielle energi er den kemiske energi. Videnskaben om bestemmelse af kemisk energi kaldes kalorimetri (varmemåling) og den kemiske energi kan eksempelvis måles med kalorimeter, hvorfor kemisk energi også kaldes kalorimetrisk energi.

 

Et stofs brændværdi angiver energien forbundet ved afbrænding af en bestemt mængde af stoffet. Det er normalt den kalorimetriske brændværdi eller øvre brændværdi, altså den (totale) kemiske energi i en bestemt mængde stof, der tales om. Den nedre brændværdi og fysiologiske brændværdi (for mad og drikke) er hhv. kompenseret for energi tabt i vanddamp og uoptaget energi i afføring.

 

Kemisk energi er bl.a. også kendt som den energiform, der opstår i fotosyntesen, hvor sollysets elektromagnetiske energi bliver omdannet til bindinger i glukosemolekylet. Det er også den energiform, som omsættes ved menneskers og dyrs stofskifte. Når vores krop nedbryder og fordøjer den mad, vi har spist, forbrændes energigivende stoffer fra maden (bl.a. forskellige proteiner, kulhydrater og fedtstoffer). Den herved frigivne energi bruger kroppen til at holde forskellige kemiske processer i gang, så vi kan tænke, føle og bevæge os, og sådan at kropstemperaturen fastholdes på ca. 37 grader.

 

Grundstofferne

Et grundstof er et kemisk stof, der udelukkende består af atomer med samme atomnummer, hvilket vil sige, som har samme antal protoner i kernen – for eksempel jern, der udelukkende består af jernatomer Fe, eller brom, der i ren form udelukkende består af molekyler med formlen Br2. Vand er derimod en kemisk forbindelse bestående af molekyler, der er sammensat af flere forskellige atomer – et iltatom O og to brintatomer H med formlen H2O, hvorfor vand altså ikke er et grundstof.

 

Atomer er bygget op af protoner, neutroner og elektroner, og det samlede antal af neutroner og protoner kaldes for nukleoner. Alle grundstoffer har et forskelligt antal protoner, som også er det man kalder atomnummeret. Antallet af neutroner kan variere og antallet af neutroner kaldes neutrontallet og betegnes med N. Antallet af nukleoner (protoner + neutroner) kaldes massetal. Der vil altid være lige mange elektroner og protoner i et grundstof, og da elektroner har en lige så stor negativ ladning, som protoner har en positiv ladning,  er grundstoffet neutralt ladet udadtil.

 

Man kender 118 forskellige grundstoffer. Der er lavet en oversigt over grundstofferne, som kaldes det periodiske system. Der findes 92 naturligt forekommende grundstoffer på Jorden, de resterende er fremstillet kunstigt. Plutonium, nummer 94 i det periodiske system, er det tungeste grundstof, som dannes i naturen. Men mange tunge, og supertunge, grundstoffer er desuden fremstillet i laboratorier.

 

Atomer består af en lille kerne indeholdende positivt ladede protoner og neutrale neutroner. Protoner og neutroner kaldes også kernepartikler eller nukleoner. Rundt om kernen kredser en sky af elektroner med forskellige energiniveauer, afhængigt af, hvor i skyen elektronerne befinder sig. Det er antallet af protoner, der afgør, hvilket grundstof der er tale om. Atomer af samme grundstof, der dog indeholder et andet antal af neutroner, kaldes for grundstoffets isotoper. Som udgangspunkt har grundstoffet lige mange protoner og elektroner, det vil sige, at der er tale om et neutralt ladet atom. Men fordi mange grundstoffer gerne vil følge oktet-reglen, som o (også kaldes  ædelgas-reglen, vil grundstoffet enten afgive eller optage elektroner. På den måde opstår ioner, som enten er positivt eller negativt ladede, afhængigt af om atomet er oxideret eller reduceret.

 

Alle grundstoffer har deres eget unikke kemiske symbol, der er gældende over hele verden uanset, hvad grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har symbolet Fe, også på dansk, og natrium har symbolet Na, også i de engelsksprogede lande, hvor natrium hedder "sodium". Selv kemibøger skrevet med kyrilliske bogstaver eller med kinesiske skrifttegn, bruger de vedtagne latinske bogstaver på grund af det internationale samarbejde.

 

Naturlovene

Lad os i denne forbindelse begynde med at konstatere, at begrebet 'natur' er latinsk og betyder medfødt  eller oprindelig egenskab, konstitution, væsen, sindelag. Kan også betyde et lands eller en egns fysiske grundforhold, ligesom det kan betyde hvad der eksisterer eller er opstået uden menneskelig indgriben, kultur og kunst. Grundlæggende kan det betyde tilværelsens lovbundethed eller orden.

 

Hvad angår det sidstnævnte, er der tale om naturlove, hvilket vil sige,  om hvorledes et naturfænomen  eller en udvikling erfaringsmæssigt forløber, som f.eks. Newtons love, Darwins grundprincip naturlig udvælgelse for arternes  opståen og udvikling, Maxwells elektromagnetiske love og kvantelovene for atomer, Einsteins relativitetsteori,  Dertil kommer Niels Bohrs indsats indenfor atomfysikken. Disse i og for sig vigtige emner skal vi dog ikke komme nærmere ind på i denne artikel, men blot nævne navnene på nogle af de mest fremtrædende og betydningsfulde naturvidenskabelige forskere og disses vigtigste indsats:

 

Isaac Newton (1642-1727), britisk fysiker, formulerede den teoretiske mekaniks grundprincipper, ikke alene for legemers bevægelse på eller nær Jordens overflade, men for al bevægelse i universet, herunder månens bevægelse om Jorden og Jordens og de øvrige planeters bevægelse om Solen.

 

Charles Darwin (1809-1882), britisk zoolog,  er som nævnt ophavsmand til den mest udbredte naturvidenskabelige evolutionsteori, hvis særlige fortjeneste er, at den brød med den opfattelse, at arterne i tidernes morgen var skabt af Gud som fuldkomne væsener, fra begyndelsen udrustet til at varetage de opgaver og pligter, Gud havde tiltænkt dem i naturens store sammenhæng.  

 

James C. Maxwell (1831-1879), britisk fysiker, hvis teorier om elektriske og magnetiske felter udgør den moderne fysiks grundlag.

 

Albert Einstein (1879-1955), tysk fysiker, bedst kendt for sin fremsættelse i 1905 af den specielle relativitetsteori og i 1916 den almene relativitetsteori. Ifølge disse relativitetsteorier vil alle fysiske love være de samme i ethvert jævnt bevæget system og i ethvert system. Einstein spillede desuden en afgørende rolle i udviklingen af kvanteteorien, hvis egentlige ophavsmand var Max Planck (1858-1947), som år 1900 opdagede at strålingsenergi optræder i udelelige små elementarmængder, derfor kaldte kvanter, hvorved en ny naturkonstant dermed var konstateret. 

 

Niels Bohr (1885-1962), dansk fysiker, bedst kendt for sine atomteoretiske overvejelser. 1913 opstillede han to revolutionerende postulater: at atomerne kan eksistere i en række tilstande med veldefineret energi, og at atomerne kan gå over fra én tilstand til en anden under udsendelse af stråling, f.eks. lys. Men nok så vigtig er Bohrs videreudvikling af kvanteteorien, som førte ham til erkendelsesteoretiske overvejelser af modsætningsforholdet mellem elementarpartiklers modsætningsfyldte fremtræden som partikler og som  bølgeformationer. Begge størrelser eller tilstande er, samtidig med at der forekommer det nævnte gensidige udelukkelsesforhold mellem dem, nødvendige i en fuldstændig beskrivelse af naturfænomenerne. Dette forhold betegner Bohr som komplementaritet.  

 

Her skal endvidere nævnes, at den danske seer Martinus (1890-1981) på flere måder forholder sig generelt  til naturvidenskabelig forskning, som han i sin kosmologi  grundlæggende opfatter som en 'forløber' for og pendant til åndsvidenskabelig forskning. Dette forhold er især uddybet af Martinus' elev Per Bruus-Jensen i dennes bogværk ”Eksistens og udødelighed – om erkendelseslæren i Martinus' kosmologi 1-2” . Det  sker særligt i bind 2, stk. 4. 9.1. ff.

 

Kosmisk energi og kemi
En nok så interessant opfattelse og analyse af kosmisk energi og kemi finder man i Martinus' kosmologi, som her kort skal introduceres:

 

Begreberne stof eller materie hentyder i både naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand til tilværelsens grundelement, mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt stof i sin dybere analyse er udtryk for energi, mere præcist såkaldt atomenergi. Naturvidenskabeligt defineres begrebet energi mere specifikt som ”evnen til at udføre arbejde” eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens åndsvidenskaben i form af Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som ”evnen til at skabe” eller kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet ”skabeevne” skal kosmologisk set også forstås evnen til at etablere livsoplevelse, herunder sansning. Skabeevnen skal derfor opfattes som en kombineret skabe- og oplevelsesevne. Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også forstås som ”kosmisk psykologi” og denne igen i videre forstand som ”skæbnevidenskab”.

 

Som det umiddelbart turde fremgå af ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især inddrager og omfatter læren om psykiske stoffer eller energier og disses egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele to digre bind af sit syvbinds hovedværk til sine analyser og beskrivelser af kosmisk kemi, nemlig Livets Bog II og III. Det skal dog nævnes, at emnet også er behandlet i de øvrige bind af Livets Bog, men ikke så koncentreret og omfattende, som tilfældet er i de to nævnte bind. Men alene denne omstændighed antyder, hvilken stor og afgørende betydning, han tillægger emnet i sin kosmologi. Desuden har han behandlet emnet i adskillige foredrag og artikler i årenes løb, fordi det åbenbart har været ham magtpåliggende at få sine medmennesker til at forstå værdien af at have kendskab til loven for de psykiske stoffers eller energiers karakter og reaktioner. Eller kort og godt til, hvad der med rette kan betegnes som kosmisk psykologi eller kosmisk skæbnevidenskab.

 

Og selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk være Jeget,og 2. hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem fysiske legeme, som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død. Det kosmologiske begreb underbevidstheden vil da være identisk med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden,som fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som vel at bemærke har samme værdier og funktionelle kvaliteter, som beskrevet af Martinus. I forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de nævnte energier er måder, på hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever.

 

I Livets Bog II behandler Martinus fire hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, 3. ”Grundenergiernes kombination”, og 4. ”Tankeklimaer”. I Livets Bog III drejer det sig om følgende tre hovedemner: 1. ”Kredsløbsprincippet”, 2. ”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”.

 

Her på hjemmesiden har alle fire temaer været berørt summarisk eller sporadisk i forskellige afsnit og sammenhænge, men tema nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog blevet nogenlunde grundigt behandlet i artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder.- om de kosmiske grundenergier, H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer, og H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet oversigt.


Grundlaget for illusionisme

Bag om alle de ovenfor nævnte forhold er der især ét bestemt princip, der gør sig gældende, nemlig perspektivprincippet, som samtidig er et relativitetsprincip og endvidere et illusionsprincip. Hvad angår de to førstnævnte principper, perspektivprincippet og relativitetsprincippet, vil det i al korthed og generelt set sige, at ethvert levende væsen oplever verden og tilværelsen ud fra sit eget perspektiviske udsigtspunkt, hvorfor hver væsensgruppe og indenfor denne hvert individ oplever livet og verden på sin relative måde, som afviger i større eller mindre grad fra andre gruppers og individers måde at opfatte på. Det beror i henhold til Martinus på, at ethvert individ har sit udviklingsbetingede udsigtspunkt, hvorfra alt sanses, opleves og vurderes. Det hænger igen ifølge Martinus sammen med det forhold, at de levende væsener er undergivet en samtidig kollektiv og individuel udviklingsproces, mere præcist en universal eller kosmisk indviklingsproces og en derpå følgende udviklingsproces. For menneskenes vedkommende kan udviklingsprocessen dels aflæses i form af en række kategorier eller former for bevidsthed og dels i en række seksuelle kategorier, det sidstnævnte, fordi menneskene i særlig grad er undergivet den proces, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling.

 

Illusionsprincippet kommer ind i billedet i den forstand, at resultatet af den oplevelse og det indtryk af verden og tilværelsen, som individerne har, i større eller mindre grad er illusorisk, nemlig i den grad og det omfang oplevelsen og indtrykket afviger fra den objektive og dermed reale verden og tilværelse. Størrelsen eller omfanget af denne afvigelse kan naturligvis kun måles, for så vidt den objektive og reale verden er kendt. I det ovenstående er blevet givet nogle eksempler på, hvad der i forhold til den subjektive opfattelse må og kan opfattes som den objektive og reale verden, specielt hvad angår det astronomiske og det atomare billede af verden. Imidlertid er verden og tilværelsen eller livet også i en dybere, erkendelsesmæssig forstand en illusion, nemlig i og med, at den brogede mangfoldighed af levende væsener og disses manifestationer og oplevelser i virkeligheden dækker over eller skjuler den bagved liggende evige universale enhed, der kendes og tilbedes under mange navne, som f.eks. Gud, Brahman, Jahve og Allah. Dette ’dække’ over den absolutte virkelighed betegnes i klassisk indisk filosofi, specielt i Vedanta-filosofien, med begrebet ”Maya’s slør”, nemlig det slør, der skjuler det absolutte Brahman. Nok så interessant er det, at begrebet mere præcist henviser til gudinden Maya, som er den magt eller kraft, der fremtryller den illusoriske verden. Indenfor Martinus’ kosmologi opereres med begrebet ”moderenergien”, og denne er netop karakteriseret som den skabende energi eller kraft, både hos Guddommen og hos de levende væsener.

 

Men selv om vi her taler om, at vores subjektive opfattelse af verden og tilværelsen er illusorisk, så er dette jo også relativt, for set fra det kosmiske udsigtspunkt, som Martinus’ kosmologi gør, så er den illusoriske verden i dens fremtræden i form af det rum-tids-dimensionale kontinuum, på sin vis virkelig nok, dels inden for sine egne grænser og dels fordi den reelt set repræsenterer intet mindre end en åndelig verden. Der er jo tale om, at de indtryk vi får gennem sanserne og danner os forestillinger om, eksisterer eller forefindes i vores bevidsthed. Den kollektivt objektive verden eksisterer derimod uden for vores bevidsthed, i den forstand, at den faktisk er et udtryk for den kollektive bevidsthed, der er identisk med Guds bevidsthed. Men eftersom Guds bevidsthed samtidigt udgør samtlige levende væseners, herunder ikke mindst menneskenes, bevidsthed, er der jo i alle tilfælde i bund og grund tale om bevidsthed som virkelighedens basale element eller substans.

 

Fra ”puppe-bevidsthed” til ”universal-bevidsthed”

Alle levende væsener eller individer er kort sagt undergivet den universale lovmæssighed, at udvikle sig fra et mindre sammensat til et mere sammensat eksistentielt stadium. Den udvikling er forudsætningen for, at mennesker vil kunne forlade ”puppe-tilværelsen”s illusoriske livs- og verdensopfattelse og ombytte denne med en ægte virkeligheds-opfattelse. I den forbindelse er det absolut vigtigt, at man gør sig klart og holder fast i, at  livets virkelighed omfatter og indbefatter Altets overordnede, alvise og almægtige Guddom, alt og alles ophav, kraft og altfavnende vældige bevidsthed og organisme, som har givet sit afkom, os levende væsener, en gave i form af, at få lov til at opleve og medvirke i livets gigantiske eventyr, primært som Guddommens manifestationsredskaber og sanseorganer, omend for ethvert individs vedkommende kun for et enkelt kortere eller længere jordeliv. Et liv, som kun kommer igen eller videreføres i form af artens eller slægtens biologiske, samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse, det sidstnævnte i form af de demokratiske frihedsrettigheders humane bestræbelser på at etablere og fastholde de bedst mulige livsvilkår.

 

Derfor vil det stadig være etisk-moralsk vigtigt og aktuelt for os hver især, at være uegennyttige og huske på det store menneskelige budskab om, at vi mennesker bør elske hverandre, på principielt samme måde, som vi elsker os selv. Det betyder, at vi bør være og gøre mod andre, som vi ønsker, at disse skal være og gøre mod os – også selv om de højst sandsynligt ikke kan eller vil gøre det! I og med at denne holdning og livspraksis får stadig mere magt og indflydelse hos de enkelte mennesker i de kommende slægter,  vil artens eller slægtens biologiske, samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse på sigt og i bedste fald ende op med en realisering af det humane og menneskekærlige og nærmest paradisiske internationale verdensrige, som adskillige idealistiske filosoffer, tænkere og seere – deriblandt ikke mindst Martinus – i tidernes  løb har set for sig og profeteret om. Det er på denne måde – og i henhold til ét-livs-hypotesen kun på den måde – at vi hver især på sigt vil kunne fjerne ”puppe-bevidstheden”s snævre livsperspektiv og opnå den udvidelse af livsoplevelsen, som med rette kan betegnes som ”universal bevidsthed”. Se f.eks. artiklen H1-44. Et internationalt verdensrige. Hvad vil det i grunden sige? (Det skal dog her pointeres, at nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, hvilket dog ikke forandrer det væsentlige og principielle i sammenhængen.)

 

© November 2016 Harry Rasmussen.

 

******************