Livet som en ''puppe”-tilværelse
Et spørgsmål om livsopfattelse
En ”puppe” er som formentlig bekendt det
omgivende hylster for et insekt på sit andet udviklingsstadium, det stadium,
hvor f.eks. et insekt udvikler sig fra larve til frit omkringflyvende
sommerfugl. Denne totale forvandling fra æg over larve til voksent individ, er
i litteraturen blevet symbolet på menneskets udvikling fra dødeligt jordisk
væsen til udødeligt åndeligt væsen. Men eftersom der jo i denne sammenhæng ikke
er tale om flere-livs-teorien, men om ét-livs-hypotesen, hvor individet kun har
ét liv at udvikle sig i, må man erfaringsmæssigt konstatere, at det desværre
langt fra er alle mennesker, der er i stand til at opleve, føle og tænke over
tilværelsen som et under, og tilmed et guddommeligt under. En tanke eller
forestilling, der tilsyneladende forekommer mange nutidsmennesker som værende
alt for romantisk, utopisk og derfor urealistisk. Det er dog forståeligt, at
mange eller snarere de fleste, synes og tænker sådan, især i betragtning af de
mange krav og pligter, der stilles til de fleste mennesker i hverdagslivet,
bare for at kunne opretholde eksistensen, og for at kunne evne og magte at opnå
alle de materielle ønsker, mange mennesker har i håbet om, at kunne forsøde en
ikke altid lige nem tilværelse.
Det forekommer stort set at forholde sig sådan, at de allerfleste mennesker lever
deres relativt korte liv eller tilværelse i en ”forpuppet” tilstand, lukket
inde i en mere eller mindre begrænset og snæver verden af behov, ønsker, vaner,
sociale og kulturelle traditioner. En situation, man lidt negativt også kunne
betegne som ”hverdagens trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis, at der opstår
en større eller mindre ”sprække” i ”puppen”, så at den, der befinder sig indeni
”puppen”, pludselig får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af” den tydeligvis større
verden udenfor ”puppen”. Et kig eller et glimt, som i nogle tilfælde kan
medføre, at der opstår en længsel efter at få mere at se af den nævnte verden,
men som i andre tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at individet inde i
”puppen”, vender ryggen til og afviser at ville have noget at gøre med den alt
for store, uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor ”puppen”.
Det sker da også ikke så sjældent, ja, vel nok
i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig tæt til igen, så at livet eller
tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller ”grænser” i reglen fortsætter med
stort set de samme behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner, som
hidtil: det vil sige i relativ tryghed, behagelighed og magelighed. Det
befinder de fleste sig tilsyneladende bedst med.
Imidlertid har der i de seneste par hundrede år
også eksisteret spirituelt idealistiske bevægelser, der er opstået og som har
forsøgt at modvirke og være et alternativ til den ateistiske, materialistiske
livs- og verdensanskuelse. Disse alternative åndelige bevægelser er blevet
omtalt i artiklen 4.119. Spiritualismens nyere historie og skal derfor ikke gentages her. Dog skal en enkelt af
disse bevægelser nævnes og atter omtales, nemlig det billede af livet og
verden, som er blevet fremstillet af vismanden Martinus i og med hans geniale
kosmiske analyser og livsfacitter.
Det forholder sig jo sådan, at troen på jorden
som verdens centrum naturligvis hænger sammen med menneskets fysiske kropslige
position, hvilket vil sige, at det beror på menneskets sanser og det
perspektiv, som især synet repræsenterer. Vi ser og oplever jo jorden som en stillestående og mere eller mindre
flad skive, hvor over himlen hvælver sig som en halvrund kuppel, der hviler på
jordens horisont, som går hele 360 grader rundt. Vi ser og oplever også, at solen står op i øst og i dagtimerne bevæger
sig kontinuerligt hen over himmelbuen, for efter et vist antal timer at dale
ned i vest og indlede natten. De ældre tiders mennesker havde ikke den viden om
de faktiske kosmiske forhold, som videnskaben og især astronomien siden
renæssancen har givet os, og som bevirker, at vi nu godt ved, at synet bedrager
og at det rent faktisk er en form for illusion,
vi dagligt vågner op til og ser med vore egne øjne.
Men heldigvis kan vores viden korrigere og kompensere for illusionen ved at fortælle os, hvad
det i virkeligheden er, der sker og foregår. Derfor er det egentlig en sær
oplevelse, at medens eksempelvis jeg sidder her og skriver på computerens
tastatur, kredser jorden – i lighed med de øvrige planeter i vores solsystem –
omkring solen, for jordens vedkommende med en utrolig hastighed af 30 km/sek.
Det svarer nogenlunde til at bevæge sig fra København til f.eks. Køge på 1
sekund. Nok så fantastisk er det, hvis vi f.eks. tænker os, at jorden i løbet
af 60 sekunder, altså 1 minut, har bevæget sig 1.800 km.! Og i løbet af 60
minutter, altså 1 time, har jorden bevæget sig hele 108.000 km!! - Det betyder
f.eks. at det tager ca. 10 sekunder at ’rejse' de ca. 300 km fra Danmarks
sydgrænse ved Kruså og til Skagen! Men samtidigt kredser solsystemet, som befinder
sig i yderkredsen af spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes centrum med
en hastighed af 220 km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230 mill. år.
Solen befinder sig 25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et lysår er den
afstand lyset med en hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på et år, en
ufattelig hastighed og en ufattelig afstand. Det giver et indtryk af
Mælkevejens størrelse. Og det vides, at Mælkevejssystemet kredser om et andet
og endnu større punkt i verdensaltet, og sådan kunne vi formentlig blive ved,
hvis vi ellers kendte til de forhold, der gør sig gældende ude i det vældige
verdensrum.
Det er jo alt sammen svimlende størrelser og
tal for en lille menneskeforstand! Og så er vores verden, altså jorden og
himlen, ret så stor set i menneskeperspektiv, men kun et lille bitte fnug set i
Mælkevejens perspektiv!
Men tænk, alt dette eksisterer og foregår lige
præcis her og nu i dette øjeblik i hele det umådeligt og ufatteligt store – eller
nærmere grænseløse – verdensalts fjerneste steder, samtidigt med, at jeg lille
menneske sidder og tænker og skriver disse linjer! – Det kan ikke fattes eller
begribes med tanken og egentlig heller ikke med følelsen, men derimod nok med
intuitionen.
Hvad er det da, vi først og fremmest bør
uddrage af dette? - Jo, blandt andet, at kredsløbsprincippet gør sig gældende i
astronomisk sammenhæng, lige som det gør det, hvad stort set angår alt her på
jorden: Menneskenes, dyrenes og planternes liv og tilværelse er underlagt og
baseret på kredsløbsprincippet, som jo samtidigt er et kontrastprincip. Det
kombinerede kredsløbs- og kontrastprincip, som i medfør af jordens egenrotation
og kredsløb omkring solen giver sig udtryk i blandt andet form af lys og mørke,
dag og nat, sommer og vinter, vækst og degeneration, fødsel og død. Psykologisk
set giver princippet sig udtryk i form af behag og ubehag, glæde og sorg, lyst
og smerte etc.
Som i det store, sådan
også i det små
Imidlertid kan man også anlægge et helt andet
og på sin vis anderledes perspektiv på verden og livet, end det makrokosmiske,
nemlig det mikrokosmiske, med dets molekyler, atomer og elementarpartikler.
Dette perspektiv og den form for virkelighed, er jo mindst lige så forunderlig
og lige så meget et under, som den makrokosmiske virkelighed. For retter vi
blikket indad og nedad i de svimlende mikrokosmiske dybder, åbenbarer der sig
en verden og et liv, som ikke på nogen måde står tilbage for, snarere
tværtimod, hvad der eksisterer og foregår i det store verdensrum, som ikke kun
omgiver os, men som vi også er en del af, om end relativt set en diminutiv del.
Men til gengæld er mikroverdenen en del af os, for det er dennes ’bestanddele’,
vi alle hver især er opbygget af, i hvert fald fysisk set. Og vel at mærke en ’opbygning’,
som på sin vis og om muligt er endnu mere mirakuløs end tilfældet er med
kloder, sole, galakser etc.
For hvad er det, der er så mærkværdigt ved
mikrokosmos? – Jo, det er grundlæggende dette, at det - i øvrigt i lighed med
makrokosmos – er opbygget efter princippet større dele er opbygget af stadig
mindre og mindre dele: Organismer er opbygget af organer, organer er opbygget
af celler, celler er opbygget af molekyler, molekyler er opbygget af atomer,
atomer er opbygget af elementarpartikler, som f.eks. elektroner og protoner
etc. Man kan ligefrem tale om, at der gør sig et ”livs- og stofenhedsprincip”
gældende, sådan som f.eks. Martinus gør sig til fremragende talsmand for.
Så medens jeg sidder her bag tastaturet og tænker
og skriver, foregår der et forunderligt liv og travle funktioner eller
aktiviteter i min krops indre, hvoraf en del er ubevidste og automatiske,
hvilket vil sige instinktstyrede: Hjertefunktionen, blodkredsløbet,
lungekredsløbet, mave-, tarm- og blærefunktionerne, samt funktioner af lever,
nyrer, milt etc. Og nok så betydningsfuldt: de seksuelle organers
automatfunktioner. Alle de nævnte organer er opbygget af dertil egnede og
beregnede celler, som igen består af molekyler, der igen består af atomer, som
atter består af elementarpartikler. Og nok så interessant er det, at
elementarpartiklerne er formet af ladninger af energi, idet energien er det
såkaldte materielle stofs, materiens, grundlæggende fremtrædelsesform. I
atomfysikken taler man både om materiens (energi)bølgeform og partikelform, et
forhold og en situation, som også er blevet betegnet som et komplementært
fænomen, idet materiens to former gensidigt udelukker hinanden, men først
tilsammen giver en synteseopfattelse af materiens natur.
Men nok så forunderlige er sanserne og ikke
mindst det absolut overordnede organ: hjernen, hvis funktioner i alle tilfælde
også i stor udstrækning er automatiske. Hjernens opbygning i form af mængdevis
af celler og dens fysiologiske funktioner, er vel i grunden et af de største
underværker, der findes. Men nok så væsentligt og interessant er det, at
hjernens celler - i lighed med alle andre fysiske organer – naturligvis også er
opbygget af molekyler, atomer og elementarpartikler.
Grundstofferne og
universal kemi
Ordet og begrebet 'energi' kommer af græsk εν = "i" og εργον
= "arbejde". I hverdagssproget betegner energi legemlig og
åndelig kraft, mens den i fysikken betegner evnen til at udføre arbejde eller opvarme noget. Væsentligt er det, at energi kan omdannes
fra en form til en anden, men også, at den hverken kan opstå ud af ingenting
eller tilintetgøres. Den samlede energi i universet vil således i princippet
være konstant.
Imidlertid er energi et abstrakt begreb som
vanskeligt lader sig definere præcist. Det har derfor vist sig at være nyttigt
at operere med størrelsen 'energi', når man skal beskrive de processer der
forløber i et fysisk system. Der omsættes bl.a. energi ved temperaturændringer og overgange mellem tilstandsformer, når en genstand deformeres eller ændrer position eller
bevægelsestilstand, i forbindelse med emission og absorption af elektromagnetisk stråling, og når atom- eller kernefysiske reaktioner forløber.
I naturvidenskabelige sammenhænge opererer
man med forskellige energiformer, som f.eks.: Termisk energi, herunder varme,
kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi som følge af elektromagnetisk
stråling, kerneenergi, magnetisk energi, lydenergi, mekanisk energi og
lysenergi. De nævnte energiformer kan opdeles i to hovedgrupper: kinetisk energi og potentiel energi. Andre velkendte typer
af energi er varierende blandinger af både potentiel og kinetisk energi.
Den ovenfor nævnte liste over kendte mulige
energiformer er ikke nødvendigvis fuldstændig. Der sker nemlig lejlighedsvis
det, at når en naturvidenskabsmand opdager, at et bestemt fænomen bryder energibevarelsen, bliver nye
energiformer tilføjet, som det er tilfældet med f.eks. såkaldt mørk energi, en hypotetisk form af energi som findes overalt i rumtiden og som lader til at øge universets udbredelse.
I klassisk mekanik skelner man mellem potentiel energi, som er en funktion af et objekts position – og kinetisk energi, som er en funktion af objektets bevægelse. Både position og bevægelse er relativ til et henførelsessystem, som ofte (og oprindeligt) er et selvvalgt fast punkt på jordens overflade, og som derfor kaldes det jordiske henførelsessystem.
Kemisk energi er den energi der frigives hvis et stof, f.eks. benzin, olie eller mad, forbrændes fuldstændigt. Ved
fuldstændig forbrænding (fuldstændig oxidation) ændres de kemiske bindinger mellem atomerne og summen af ændringerne i bindingernes
potentielle energi er den kemiske energi. Videnskaben om bestemmelse af kemisk
energi kaldes kalorimetri (varmemåling) og den kemiske energi kan
eksempelvis måles med kalorimeter, hvorfor kemisk energi
også kaldes kalorimetrisk energi.
Et stofs brændværdi angiver energien forbundet
ved afbrænding af en bestemt mængde af stoffet. Det er normalt den kalorimetriske brændværdi eller øvre brændværdi, altså den (totale)
kemiske energi i en bestemt mængde stof, der tales om. Den nedre brændværdi og
fysiologiske brændværdi (for mad og drikke) er hhv. kompenseret for energi tabt
i vanddamp og uoptaget energi i afføring.
Kemisk energi er bl.a. også kendt som den energiform, der opstår i fotosyntesen, hvor sollysets elektromagnetiske energi bliver omdannet til bindinger i glukosemolekylet. Det er også den energiform, som omsættes ved menneskers
og dyrs stofskifte. Når vores krop
nedbryder og fordøjer den mad, vi har spist, forbrændes energigivende stoffer
fra maden (bl.a. forskellige proteiner, kulhydrater og fedtstoffer). Den herved frigivne energi bruger kroppen til at holde
forskellige kemiske processer i gang, så vi kan tænke, føle og bevæge os, og
sådan at kropstemperaturen fastholdes på ca. 37
grader.
Et grundstof er et kemisk stof, der udelukkende består af atomer med samme atomnummer, hvilket vil sige, som har samme antal protoner i kernen – for eksempel jern, der udelukkende
består af jernatomer Fe, eller brom, der i ren form
udelukkende består af molekyler med formlen Br2. Vand er derimod en kemisk forbindelse bestående af molekyler,
der er sammensat af flere forskellige atomer – et iltatom O og to brintatomer H med formlen H2O, hvorfor vand altså
ikke er et grundstof.
Atomer er bygget op af protoner, neutroner og
elektroner, og det samlede antal af neutroner og protoner kaldes for nukleoner.
Alle grundstoffer har et forskelligt antal protoner, som også er det man kalder
atomnummeret. Antallet af neutroner kan variere og antallet af neutroner kaldes
neutrontallet og betegnes med N. Antallet af nukleoner (protoner + neutroner)
kaldes massetal. Der vil altid være lige mange elektroner og protoner i et
grundstof, og da elektroner har en lige så stor negativ ladning, som protoner har
en positiv ladning, er grundstoffet
neutralt ladet udadtil.
Man kender 118 forskellige grundstoffer. Der er
lavet en oversigt over grundstofferne, som kaldes det periodiske system. Der findes 92 naturligt forekommende
grundstoffer på Jorden, de resterende er fremstillet kunstigt. Plutonium, nummer 94 i det periodiske system, er det tungeste grundstof, som
dannes i naturen. Men mange tunge, og supertunge, grundstoffer er desuden fremstillet i laboratorier.
Atomer består af en lille kerne indeholdende positivt
ladede protoner og neutrale neutroner. Protoner og neutroner kaldes også
kernepartikler eller nukleoner. Rundt om kernen kredser en sky af elektroner med forskellige energiniveauer, afhængigt af, hvor i skyen
elektronerne befinder sig. Det er antallet af protoner, der afgør, hvilket
grundstof der er tale om. Atomer af samme grundstof, der dog indeholder et
andet antal af neutroner, kaldes for grundstoffets isotoper. Som udgangspunkt har grundstoffet lige mange protoner og
elektroner, det vil sige, at der er tale om et neutralt ladet atom. Men fordi
mange grundstoffer gerne vil følge oktet-reglen, som o (også kaldes ædelgas-reglen, vil grundstoffet enten
afgive eller optage elektroner. På den måde opstår ioner, som enten er positivt eller negativt ladede, afhængigt af om
atomet er oxideret eller reduceret.
Alle grundstoffer har deres eget unikke kemiske symbol, der er gældende over hele verden uanset, hvad
grundstoffet hedder på det enkelte sprog. Jern har symbolet Fe, også på dansk, og natrium har symbolet Na, også i de engelsksprogede lande, hvor natrium
hedder "sodium". Selv kemibøger skrevet med kyrilliske bogstaver
eller med kinesiske skrifttegn, bruger de vedtagne latinske bogstaver på grund af
det internationale samarbejde.
Lad os i denne forbindelse begynde med at
konstatere, at begrebet 'natur' er latinsk og betyder medfødt eller oprindelig egenskab, konstitution,
væsen, sindelag. Kan også betyde et lands eller en egns fysiske grundforhold,
ligesom det kan betyde hvad der eksisterer eller er opstået uden menneskelig
indgriben, kultur og kunst. Grundlæggende kan det betyde tilværelsens
lovbundethed eller orden.
Hvad angår det sidstnævnte, er der tale om
naturlove, hvilket vil sige, om
hvorledes et naturfænomen eller en
udvikling erfaringsmæssigt forløber, som f.eks. Newtons love, Darwins
grundprincip naturlig udvælgelse for arternes
opståen og udvikling, Maxwells elektromagnetiske love og kvantelovene
for atomer, Einsteins relativitetsteori,
Dertil kommer Niels Bohrs indsats indenfor atomfysikken. Disse i og for
sig vigtige emner skal vi dog ikke komme nærmere ind på i denne artikel, men
blot nævne navnene på nogle af de mest fremtrædende og betydningsfulde
naturvidenskabelige forskere og disses vigtigste indsats:
Isaac Newton (1642-1727), britisk
fysiker, formulerede den teoretiske mekaniks grundprincipper, ikke alene for
legemers bevægelse på eller nær Jordens overflade, men for al bevægelse i
universet, herunder månens bevægelse om Jorden og Jordens og de øvrige
planeters bevægelse om Solen.
Charles Darwin (1809-1882), britisk
zoolog, er som nævnt ophavsmand til den
mest udbredte naturvidenskabelige evolutionsteori, hvis særlige fortjeneste er,
at den brød med den opfattelse, at arterne i tidernes morgen var skabt af Gud
som fuldkomne væsener, fra begyndelsen udrustet til at varetage de opgaver og
pligter, Gud havde tiltænkt dem i naturens store sammenhæng.
James C. Maxwell (1831-1879), britisk
fysiker, hvis teorier om elektriske og magnetiske felter udgør den moderne
fysiks grundlag.
Albert Einstein (1879-1955), tysk
fysiker, bedst kendt for sin fremsættelse i 1905 af den specielle
relativitetsteori og i 1916 den almene relativitetsteori. Ifølge disse
relativitetsteorier vil alle fysiske love være de samme i ethvert jævnt bevæget
system og i ethvert system. Einstein spillede desuden en afgørende rolle i
udviklingen af kvanteteorien, hvis egentlige ophavsmand var Max Planck
(1858-1947), som år 1900 opdagede at strålingsenergi optræder i udelelige små
elementarmængder, derfor kaldte kvanter, hvorved en ny naturkonstant dermed var
konstateret.
Niels Bohr (1885-1962), dansk
fysiker, bedst kendt for sine atomteoretiske overvejelser. 1913 opstillede han
to revolutionerende postulater: at atomerne kan eksistere i en række tilstande
med veldefineret energi, og at atomerne kan gå over fra én tilstand til en
anden under udsendelse af stråling, f.eks. lys. Men nok så vigtig er Bohrs
videreudvikling af kvanteteorien, som førte ham til erkendelsesteoretiske
overvejelser af modsætningsforholdet mellem elementarpartiklers
modsætningsfyldte fremtræden som partikler og som bølgeformationer. Begge størrelser eller tilstande er, samtidig
med at der forekommer det nævnte gensidige udelukkelsesforhold mellem dem,
nødvendige i en fuldstændig beskrivelse af naturfænomenerne. Dette forhold
betegner Bohr som komplementaritet.
Her skal endvidere nævnes, at den danske seer
Martinus (1890-1981) på flere måder forholder sig generelt til naturvidenskabelig forskning, som han i
sin kosmologi grundlæggende opfatter
som en 'forløber' for og pendant til åndsvidenskabelig forskning. Dette forhold
er især uddybet af Martinus' elev Per Bruus-Jensen i dennes bogværk ”Eksistens
og udødelighed – om erkendelseslæren i Martinus' kosmologi 1-2” . Det sker særligt i bind 2, stk. 4. 9.1. ff.
Kosmisk energi og kemi
En nok så interessant opfattelse og analyse af kosmisk energi og kemi finder
man i Martinus' kosmologi, som her kort skal introduceres:
Begreberne stof eller materie hentyder i både
naturvidenskabelig og åndsvidenskabelig forstand til tilværelsens grundelement,
mere specifikt forstået som ”energi”, idet alt stof i sin dybere analyse er
udtryk for energi, mere præcist såkaldt atomenergi. Naturvidenskabeligt
defineres begrebet energi mere specifikt som ”evnen til at udføre arbejde”
eller kort og godt som ”arbejdsevne”, medens åndsvidenskaben i form af
Martinus’ kosmologi definerer begrebet energi som ”evnen til at skabe” eller
kort og godt som ”skabeevnen”. Men ved begrebet ”skabeevne” skal kosmologisk
set også forstås evnen til at etablere
livsoplevelse, herunder sansning.
Skabeevnen skal derfor opfattes som en kombineret skabe- og oplevelsesevne.
Begrebet ”kosmisk kemi” kan følgelig også forstås som ”kosmisk psykologi” og
denne igen i videre forstand som ”skæbnevidenskab”.
Som det umiddelbart turde fremgå af
ovenstående, skal begrebet ”kosmisk kemi” indenfor rammerne af Martinus’
kosmologi forstås som en udvidet form for kemi, som især inddrager og omfatter
læren om psykiske stoffer eller
energier og disses egenskaber, reaktioner og blandinger. Martinus bruger hele
to digre bind af sit syvbinds hovedværk til sine analyser og beskrivelser af
kosmisk kemi, nemlig Livets Bog II og III. Det skal dog nævnes, at emnet også
er behandlet i de øvrige bind af Livets Bog, men ikke så koncentreret og
omfattende, som tilfældet er i de to nævnte bind. Men alene denne omstændighed
antyder, hvilken stor og afgørende betydning, han tillægger emnet i sin
kosmologi. Desuden har han behandlet emnet i adskillige foredrag og artikler i
årenes løb, fordi det åbenbart har været ham magtpåliggende at få sine
medmennesker til at forstå værdien af at have kendskab til loven for de
psykiske stoffers eller energiers karakter og reaktioner. Eller kort og godt
til, hvad der med rette kan betegnes som kosmisk psykologi eller kosmisk
skæbnevidenskab.
Og selvom vi som her opererer med
ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1.
hovedinstans stadigvæk være Jeget,og 2. hovedinstans vil fortsat
være bevidstheden,
stadig forstået som overbevidstheden, der er identisk
med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og
funktionelle basis derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant
eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem
fysiske legeme, som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og
udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder.
Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død. Det
kosmologiske begreb underbevidstheden vil da være identisk med det, vi
almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden,som fungerer
og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2.
Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien,
5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som vel at bemærke har samme
værdier og funktionelle kvaliteter, som beskrevet af Martinus. I forbindelse
med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de nævnte energier er måder, på hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler og
oplever.
I Livets Bog II behandler Martinus fire
hovedemner: 1. ”Loven om stoffernes reaktion”, 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, 3.
”Grundenergiernes kombination”, og 4. ”Tankeklimaer”. I Livets Bog III drejer
det sig om følgende tre hovedemner: 1. ”Kredsløbsprincippet”, 2.
”Livsmysteriets løsning”, og 3. ”Livssubstanser”.
Her på hjemmesiden har alle fire temaer været
berørt summarisk eller sporadisk i forskellige afsnit og sammenhænge, men tema
nr. 2. ”Jeg’ets evige kraftkilder”, er dog blevet nogenlunde grundigt behandlet
i artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder.- om
de kosmiske grundenergier, H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer, og H1-32. De fem universelle bevægelsesarter - en kortfattet
oversigt.
Bag om alle de ovenfor nævnte forhold er der
især ét bestemt princip, der gør sig gældende, nemlig perspektivprincippet, som
samtidig er et relativitetsprincip –
og endvidere et illusionsprincip. Hvad
angår de to førstnævnte principper, perspektivprincippet og
relativitetsprincippet, vil det i al korthed og generelt set sige, at ethvert
levende væsen oplever verden og tilværelsen ud fra sit eget perspektiviske
udsigtspunkt, hvorfor hver væsensgruppe og indenfor denne hvert individ oplever
livet og verden på sin relative måde, som afviger i større eller mindre grad
fra andre gruppers og individers måde at opfatte på. Det beror i henhold til
Martinus på, at ethvert individ har sit udviklingsbetingede udsigtspunkt, hvorfra alt sanses, opleves og
vurderes. Det hænger igen ifølge Martinus sammen med det forhold, at de levende
væsener er undergivet en samtidig kollektiv og individuel udviklingsproces,
mere præcist en universal eller kosmisk indviklingsproces og en derpå følgende
udviklingsproces. For menneskenes vedkommende kan udviklingsprocessen dels
aflæses i form af en række kategorier eller former for bevidsthed og dels i en
række seksuelle kategorier, det sidstnævnte, fordi menneskene i særlig grad er
undergivet den proces, Martinus betegner som den seksuelle polforvandling.
Illusionsprincippet kommer ind i billedet i den
forstand, at resultatet af den oplevelse og det indtryk af verden og
tilværelsen, som individerne har, i større eller mindre grad er illusorisk,
nemlig i den grad og det omfang oplevelsen og indtrykket afviger fra den
objektive og dermed reale verden og tilværelse. Størrelsen eller omfanget af
denne afvigelse kan naturligvis kun måles, for så vidt den objektive og reale
verden er kendt. I det ovenstående er blevet givet nogle eksempler på, hvad der
i forhold til den subjektive opfattelse må og kan opfattes som den objektive og
reale verden, specielt hvad angår det astronomiske og det atomare billede af
verden. Imidlertid er verden og tilværelsen eller livet også i en dybere,
erkendelsesmæssig forstand en illusion, nemlig i og med, at den brogede
mangfoldighed af levende væsener og disses manifestationer og oplevelser i
virkeligheden dækker over eller skjuler den bagved liggende evige universale
enhed, der kendes og tilbedes under mange navne, som f.eks. Gud, Brahman, Jahve
og Allah. Dette ’dække’ over den absolutte virkelighed betegnes i klassisk
indisk filosofi, specielt i Vedanta-filosofien, med begrebet ”Maya’s slør”,
nemlig det slør, der skjuler det absolutte Brahman. Nok så interessant er det,
at begrebet mere præcist henviser til gudinden Maya, som er den magt eller
kraft, der fremtryller den illusoriske verden. Indenfor Martinus’ kosmologi
opereres med begrebet ”moderenergien”, og denne er netop karakteriseret som den
skabende energi eller kraft, både hos Guddommen og hos de levende væsener.
Men selv om vi her taler om, at vores subjektive
opfattelse af verden og tilværelsen er illusorisk, så er
dette jo også relativt, for set fra det kosmiske udsigtspunkt, som Martinus’
kosmologi gør, så er den illusoriske verden i dens fremtræden i form af det
rum-tids-dimensionale kontinuum, på sin vis virkelig nok, dels inden for sine
egne grænser og dels fordi den reelt set repræsenterer intet mindre end – en åndelig verden. Der er jo tale om, at de indtryk vi får
gennem sanserne og danner os forestillinger om, eksisterer eller forefindes i vores bevidsthed. Den kollektivt objektive verden
eksisterer derimod uden for vores bevidsthed, i den forstand, at den faktisk er
et udtryk for den kollektive bevidsthed, der er identisk med Guds bevidsthed. Men eftersom Guds bevidsthed samtidigt udgør samtlige levende
væseners, herunder ikke mindst menneskenes, bevidsthed, er der jo i alle
tilfælde i bund og grund tale om bevidsthed som virkelighedens basale element eller substans.
Fra ”puppe-bevidsthed”
til ”universal-bevidsthed”
Alle levende væsener eller individer er kort
sagt undergivet den universale lovmæssighed, at udvikle sig fra et mindre
sammensat til et mere sammensat eksistentielt stadium. Den udvikling er
forudsætningen for, at mennesker vil kunne forlade ”puppe-tilværelsen”s
illusoriske livs- og verdensopfattelse og ombytte denne med en ægte
virkeligheds-opfattelse. I den forbindelse er det absolut vigtigt, at man gør
sig klart og holder fast i, at livets
virkelighed omfatter og indbefatter Altets overordnede, alvise og almægtige
Guddom, alt og alles ophav, kraft og altfavnende vældige bevidsthed og
organisme, som har givet sit afkom, os levende væsener, en gave i form af, at
få lov til at opleve og medvirke i livets gigantiske eventyr, primært som
Guddommens manifestationsredskaber og sanseorganer, omend for ethvert
individs vedkommende kun for et enkelt kortere eller længere jordeliv.
Et liv, som kun kommer igen eller videreføres i form af artens eller slægtens
biologiske, samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse, det
sidstnævnte i form af de demokratiske frihedsrettigheders humane bestræbelser
på at etablere og fastholde de bedst mulige livsvilkår.
Derfor vil det stadig være etisk-moralsk
vigtigt og aktuelt for os hver især, at være uegennyttige og huske på det store
menneskelige budskab om, at vi mennesker bør elske hverandre, på principielt
samme måde, som vi elsker os selv. Det betyder, at vi bør være og gøre mod
andre, som vi ønsker, at disse skal være og gøre mod os – også selv om de højst
sandsynligt ikke kan eller vil gøre det! I og med at denne holdning og
livspraksis får stadig mere magt og indflydelse hos de enkelte mennesker i de
kommende slægter, vil artens eller
slægtens biologiske, samfundsmæssige og kulturelle fortsættelse og fornyelse på
sigt og i bedste fald ende op med en realisering af det humane og
menneskekærlige og nærmest paradisiske internationale verdensrige, som
adskillige idealistiske filosoffer, tænkere og seere – deriblandt ikke mindst
Martinus – i tidernes løb har set for
sig og profeteret om. Det er på denne måde – og i henhold til ét-livs-hypotesen
kun på den måde – at vi hver især på sigt vil kunne fjerne
”puppe-bevidstheden”s snævre livsperspektiv og opnå den udvidelse af
livsoplevelsen, som med rette kan betegnes som ”universal bevidsthed”. Se
f.eks. artiklen H1-44. Et internationalt verdensrige. Hvad vil det i grunden sige? (Det skal dog her
pointeres, at nævnte artikel er skrevet før mit skift til
ét-livs-hypotesen, hvilket dog ikke forandrer det væsentlige og principielle i
sammenhængen.)
© November 2016 Harry Rasmussen.
******************