Den glade hjerne
- snakken om hjernen fortsætter
Som
trofaste læsere af min hjemmeside LIVETS EVENTYR vil vide, så har jeg igennem en
del år kommenteret og debatteret hjerneforskningens og neuropsykologiens
reduktionisme. Sidstnævnte består mere præcist i, at hjerneforskerne og disses
populærvidenskabelige formidlere, herunder en del af de trykte så vel som de
elektroniske mediers journalister, promoverer den efterhånden dokumenterede og
grundfæstede opfattelse, at fænomenet bevidsthed og dermed psykologien
kan og skal forklares med henvisning til hjernens anatomi og
fysiologiske processer.
Den
filosofisk set i grunden materialistiske opfattelse af fænomenet bevidsthed,
har jeg – og det bedes noteret - som uvidenskabelig lægmand opponeret imod i
årevis i efterhånden ret så mange artikler. Det er oftest sket på foranledning
af en lettere irritation og frustration over mediernes mere eller mindre
overfladiske omtale af hjerneforskningens seneste resultater.
Men
det turde være klart, at for de videnskabelige hjerneforskere er deres stadige
udforskning af hjernens finurlige opbygning og dens utroligt mange kemiske og
elektrokemiske processer, sker forskningen i overensstemmelse med
videnskabelige principper. At det så alligevel kan gå galt for de ambitiøse og
seriøse mandlige og kvindelige hjerneforskere, vil man kunne se gyldige
eksempler og beviser på i artiklen 4.117. Hjerneforskning
igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede
reduktionisme i den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener.
Men hvordan
kan en amatør-filosof og -skribent som mig, tillade sig at betvivle gyldigheden
af en i det væsentlige seriøs og grundig hjerneforsknings opfattelse af
relationen mellem hjernen og bevidstheden, der er i dette tilfælde naturligvis
tale om menneskehjernen og menneskebevidstheden? –
Ja,
det er jo sådan set et godt spørgsmål. Men ikke desto mindre er jeg via min
egen årelange tankemæssige beskæftigelse med emnet og især med den nævnte
relation, nået frem til den opfattelse, at hjerneforskningen og neuropsykologien
filosofisk set er delvis galt afmarcheret i og med deres reduktion af
bevidstheden til udelukkende at være et produkt af hjernens anatomi og
forunderlige fysiologiske processer.
Det
bør dog her indskydes og tilføjes, at jeg ikke står helt alene med den nævnte
opfattelse, idet denne især finder begrundelse og støtte i den
naturvidenskabeligt funderede sansefysiologisk kriticisme og
desuden i nok så høj grad i vismanden Martinus’ dybdegående analyser
omkring sanseprocessen. Begge dele fremgår af flere af mine artikler
her på hjemmesiden, men nok så grundigt af artiklen 4.91. Øje, hjerne og
bevidsthed - nogle kritiske betragtninger.
Af
nævnte artikel fremgår det især, at bevidstheden som sådan basalt set er
noget ganske andet, end de anatomiske og fysiologiske processer, der finder
sted i hjernen. Dette forhold og den erkendelse fremgår ikke mindst,
når man analyserer sanseprocessen og specielt den proces, der ligger til grund
for synssansen.
En
passant skal det lige nævnes, at den naturvidenskabeligt funderede
sansefysiologiske kriticisme i hvert fald går helt tilbage til
fysikeren Galileo Galilei (1564-1642), som på basis af sin fysiske forskning
blandt andet fastslog, at for den naturvidenskabelige betragtning den natur og
omverden, der viser sig for vore sanser, grundlæggende er en illusion, en
sansefysiologisk illusion. Det er først når verden opleves af levende væsener,
menneske måske især, at lyset, farverne, tonerne og duften forekommer. Verden
er i virkeligheden mørk, duftløs, farveløs og klangløs. Vore sansefornemmelsers
art er i henhold til fysiologerne altså ikke bestemt af de ydre ting, men af
det nerveapparat og det dermed forbundne bevidsthedsapparat,
som sættes i virksomhed, når vi sanser og dermed oplever verden og os
selv.
I
øvrigt er det en kendsgerning, at en lang række filosoffer lige fra oldtiden og
frem til nyere tid, også har beskæftiget sig med den erkendelsesteoretiske side
af den sansefysiologiske kriticisme. Lidt tilfældigt kan nævnes filosoffer som
Sokrates (ca. 470-399 f. Kr.), Platon (427-343 f. Kr.), Giordano Bruno
(1548-1600), Baruch Spinoza (1632-1677), G. W. Leibniz (1646-1716), George
Berkeley (1685-1753), og videre over
den store tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), Johann Gottlieb Fichte
(1762-1814), Fr. W. J. Schelling (1775-1854), Gustav Theodor Fechner
(1801-1887) og naturforskeren Hermann Helmholtz (1821-1895) og Friedrich Albert
Lange (1828-1875), Wilhelm Ostwald (1853-1932), Henry Bergson (1859-1941),
Rudolf Steiner (1861-1925) og – ikke mindst – Martinus (1890-1981).
En
tysk filosof som nævnte Friedrich Albert Lange, gjorde sig på grundlag af den
videnskabelige sansefysiologi det klart, at det er vore sanser og vor hjerne,
der fremtryller vor fornemmelsesverden. Men det drejer sig ikke
kun om at det er fornemmelserne, der er betinget af den måde, vi er indrettet
på sansemæssigt og bevidsthedsmæssigt, det gælder også alle de tankeformer,
hvormed vi bearbejder fornemmelserne. Ifølge Lange er den videnskabelige
forestilling om en materie i form af atomer og molekyler, der anses for at
ligge til grund for vore fornemmelser, lige så vel et produkt af vor egen
sanse- og bevidsthedsmæssige organisation som farverne og tonerne. Hele verden
er derfor for Lange en forestillingsverden, hvilket vil sige, et
produkt af vort sanseapparat og vor bevidsthed. Følgelig drog han den slutning,
at hvis der overhovedet gives en transcendent verdensorden af ting i og for
sig, så ligger den i hvert fald udenfor vor erkendelses grænser. Det betyder
sluttelig, at hverken vore metafysiske eller religiøse ideer kan give noget
dækkende udtryk for virkeligheden. Hvilket dog ikke betyder, at vi skal give
afkald på metafysik og religion og kun holde os til sansernes og forstandens
verden, tværtimod. Hvad religion angår, siger Lange, så bør denne befries for
overtro og fanatisme, og det kan ske, når og hvis vi gør os klart, at vi må
opgive kravet om, at kun vore ideer er sande.
Men
tilbage til vort egentlige emne:
For
ikke at skulle gentage, hvad jeg har skrevet om hjerne og bevidsthed, vil jeg
tillade mig at citere følgende afsnit fra ovennævnte artikel, som dog her er
lettere revideret og ajourført:
Synsprocessen
Her skal gives en
forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige
anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk
set er synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet
mellem de to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og
dels på de kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to
synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover
lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af
hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er
placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og
ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den
tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.
Selve synsprocessen
begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det
tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt
lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på
nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet
på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse
sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til
synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt
billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst
opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist,
hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket
opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til
synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder
blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet, som
i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set
denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og
associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige
forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der her
al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme
oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller
den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses
farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og
hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser
genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete
først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i
hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet
tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal
størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men
flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på
nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det
ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig
af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.
Men – og det er en
vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi
med vores bevidsthed rent faktisk oplever! Situationen er jo den, at selvom
nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk kun tale
om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange
hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i
synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om
nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende mønstre
kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’
af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet synsopfattelsen
jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af former og farver, af
sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et lille nethindebillede på
cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er vendt på hovedet! – Denne
store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops bevægelses- og
følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste, bortset fra, at øjnene
ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i ansigtet. Det kan kun
ske ved, at personen kigger i et spejl.
Hvilken konklusion
vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og
betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og
oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af
en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske
sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, det er
individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte
bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller
man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og
karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås
som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet
frem til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende.
En mere omfattende hypotese
Den hypotese, som der
her skal gøres rede for, forholder sig noget anderledes til individet end
tilfældet er for natur- og humanvidenskaben. Som allerede antydet i
indledningen til denne artikel, så anskuer de sidstnævnte individet udelukkende
ud fra den forhåndsantagelse, at dette helt igennem kun udgør en fysisk
størrelse, idet det menes kun at befinde og udfolde sig indenfor det såkaldte
fysiske rum-tid-kontinuum, hvilket især vil sige, at individet er undergivet
den fysiske materies kræfter, lovmæssigheder og vilkår, og at denne
omstændighed er det eneste reelle grundlag og den eneste faktiske årsag til
individets eksistens, herunder også til dettes bevidsthed og bevidsthedsliv.
Denne opfattelse af
individet og af de levende væsener i det hele taget er i henhold til især den
engelske forfatter og filosof Paul Brunton og den danske tænker og intuitionsbegavelse
Martinus, så langt fra den reelle virkelighed som vel muligt. Det vil sige, når
det levende væsen - og herunder individet - anskues på baggrund af et såkaldt
kosmisk eller større helheds-perspektiv, ifølge hvilket verden ikke kun udgør
en fysisk realitet, men samtidig også en over-fysisk eller såkaldt åndelig
realitet. Ja, for at sige det ligeud, så er så vel Brunton som Martinus af den
veldefinerede og velbegrundede opfattelse, at den fysiske materies verden i
virkeligheden er afledt af tilværelsens åndelige eller psykiske faktorer,
kræfter og lovmæssigheder. Denne omstændighed udmønter sig i en opfattelse og
anskuelse af det levende væsen eller individet som et åndeligt væsen med både
en åndelig eller parafysisk og en fysisk organisme. Dette forhold viser sig
også, når det drejer sig om sanseoplevelser og sanseillusioner, som de ovenfor
omtalte og beskrevne.
Bemærk: Det skal her indskydes og pointeres, at selvom jeg i de senere år
er blevet stadig mere kritisk og skeptisk indstillet overfor det overordnet set
idealistiske verdensbillede, der på en så betagende måde tegner sig indenfor
rammerne af Martinus’ storslåede kosmologi, er jeg et langt stykke enig i
væsentlige sider af samme kosmologi. Men fler-livs-opfattelsen med
reinkarnation og skæbnelov har jeg forladt til fordel for ét-livs-hypotesen. Se
evt. nærmere herom i artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. Resumé.
For ikke at skulle gentage
en beskrivelse af forholdet mellem øje, hjerne og bevidsthed, som jeg har
beskrevet i tidligere artikler her på hjemmesiden, skal jeg tillade mig at
citere følgende – men til formålet her lettere reviderede - afsnit fra min
artikel H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to
instanser.
Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor
nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til
lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til
rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21
hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås
her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og
mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg,
C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A.
Reitzels Forlag, København 1952.
Helt
basalt og generelt er det nok ikke for meget at sige, at de allerfleste
mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er identiske
begreber, for det har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi og
biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at
”hjernen er sæde for bevidstheden” eller ”bevidstheden har sæde i hjernen”,
lidt upræcise udtryk, som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af
samme sag. I nyere og især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af
hjerneforskningen, som ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic
Response-scanning af hjernen, forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have
fastslået den nære forbindelse, der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og
bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte forstås især de sanseindtryk, forestillinger,
tanker, følelser, viljesudtryk og beslutninger mm., eller kort og godt de
mangeartede oplevelser, som optræder eller fremtræder indenfor rammerne af det,
man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at
anatomiens, fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens
tilsyneladende videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet
mellem hjerne og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og
af hjernen, ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som
allround amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på
hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den opfattelse
af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’ kosmologi,
nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager et større
spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige discipliner.
Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige forhold, hvilke
er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til bunds gående
undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og forholdet mellem
sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne problemet, i
særdeleshed.
Et stort paradoks: Hjerneforskningens
dilemma
Hjerneforskningens
reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere
opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme og
sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de elektroniske
medier. Her i Danmark har man bl.a. i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet
se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Deri fremførte en
hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som
f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske
påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
Såkaldt
para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved
indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig
slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper
hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste
fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger generelt set
hjernens formidling af det, der forstås som virkeligheden.
Paradokset
består hovedsagelig i, at man i henhold de nævnte hjerneforskeres foreløbige
forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer
med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at
eksempelvis nærdøds-oplevelser og såkaldte
ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om
nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer,
som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på
synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive
og virkelige forhold.
Situationen
er i øvrigt den, at der med jævne mellemrum dukker ’nyheder’ op i medierne fra
snart den ene og snart den anden hjerneforsker, danske så vel som udenlandske.
På internettet nærmest vrimler det med opslag om de seneste nyheder fra
hjerneforskningens overdrev. Her i marts 2017, hvor denne artikel skrives, kan
man eksempelvis læse detaljeret om, hvad man kunne kalde ”den glade
hjerne”, mere præcist om de stoffer
eller ”neurotransmittere”, bl.a. dopamin, der i henhold til hjerneforskere
ligger til grund for behags-, glædes- og lykkefølelser.
Ifølge
gratisavisen mx metroexpres fra 22. december 2016 er det hjerneforskeren David
Meder fra Hvidovre Hospitals forskningssektion, der har fundet ud af, at de
nævnte følelser skyldes, at en central del af hjernen bliver aktiveret, nemlig
den del, han betegner som hjernens ”belønningssystem”. Mere grundigt kan man i
artiklen ”Hjernens netværk” på Internettet få mere og nærmere at vide af
professor i psykiatri, overlæge dr. med. Poul Videbech om hjernens kemi og
specielt om de transmittersubstanser, der især ligger til grund for vores
vekslende sindsstemninger.
Men
nok så vigtigt i sammenhængen er det overordnet set, at det fortsat ikke et
øjeblik synes at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer
i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som
vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de
kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og
hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte
bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man
føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed
og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via
sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.
Men
her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og
hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt
mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller
dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan
heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige
udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være
tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg,
der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet instans
i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.
Neuropsykologerne
og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af
reelle historiske og traditionelle grunde – ensporet deres
egen bevidsthed eller psyke på de fysisk-kemisk-elektriske
processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og identificerer
disse processer som årsager i stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør
det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke
eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere specifikt de fysiske
sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens,
intuition og hukommelse betragtes ikke som egentlige sanser, men ses blot som
produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske processer. Men dette
er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke at kunne stå for en
fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er i virkeligheden den,
at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad den introspektive
erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig forsker eller læg iagttager.
Det,
neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå,
er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske menneske-hjerne ’kun’ er et
nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og
bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og
defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop
og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller
substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere
eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier.
Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller
instrument, der på forunderlig vis gør en sådan kommunikation og interaktion
mulig.
Den
nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop,
subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den
danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per
Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem
naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide.
Men her skal i øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden af
Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som
det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler
her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men
foreløbig må de af os, der er åbne for både den fysiske og den spiritualistiske
side ved livet, altså affinde os med, at neuropsykologien og hjerneforskningen
ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af psyken som et
selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige undersøgelser og
eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt dybdepsykolog som C.G.
Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt energisystem. Vi må trøste os
med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om
den fysiske materies og den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og
betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive
erstattet af et paradigmeskift med et større helhedssyn.
NB!
De følgende afsnit er fortrinsvis beregnet på læsere, som gerne vil have
uddybet kendskabet til og forståelsen af hjernen og dens funktioner. Læsere,
som ikke er interesseret i emnet, vil derfor uden videre kunne springe disse
afsnit over.
Når
forholdet mellem hjerne og bevidsthed overhovedet er blevet problematiseret,
skyldes det i hovedsagen på den ene side at der ikke er overensstemmelse mellem
naturvidenskabens, primært biologiens, hjerneforskningens og neuropsykologiens,
opfattelse af forholdet, og på den anden side spiritualismens og okkultismens
opfattelse af samme. For imidlertid at vide, hvad det er, der tales om, når man
taler om hjernen, vil det her være formålstjenligt at give en kortfattet
oversigt over, hvad der naturvidenskabelig set skal forstås ved begrebet og
fænomenet hjernen.
Ved
begrebet og fænomenet hjernen forstås den del af centralnervesystemet, som
ligger i hovedets øverste del, kraniet. Via hoved og hals går hjernen over i
centralnervesystemets anden del, rygmarven, som i det væsentlige indeholder
nervecentrer for automatiske funktioner. Hjernen er inddelt i storhjernen, mellemhjernen,
midthjernen, lillehjernen, hjernebroen og den forlængede marv. Storhjernen
består af de to halvdele, venstre og højre hjernehalvdel, som benævnes
hemisfærer, som er indbyrdes forbundne ved hjernebjælken. Hemisfærerne er på
overfladen ujævne med hjernefurer, imellem hvilke hjernevindingerne poser ud.
Hver hemisfære inddeles i pandelap, isselap, nakkelap og tindingelap.
Hjernebarken, som er hemisfærernes yderste lag, består af nerveceller, der
danner centre for bevidsthedslivet og talrige andre funktioner. De mange
nerveceller gør hjernebarken grå, følgelig kaldet den grå hjernesubstans,
hvilket er baggrunden for den jævnligt brugte populære betegnelse ”de små grå”.
I
dybden ligger den hvide hjernesubstans, som hovedsagelig består af nervetråde,
der forbinder de forskellige centre. Fra mellemhjernen udvikles thalamus og
hypothalamus, som indeholder centret for det såkaldt autonome eller
selvstyrende nervesystem og som har forbindelse til hypofysen, hvor
produktionen af de overordnede hormoner foregår. Lillehjernen har blandt andet
betydning for bevægelsesfunktionerne og ligevægtssansen. I væggene omkring
hjernens hulrum, kaldet ventriklerne, udskilles en klar, farveløs væske, kaldet
cerebrospinalvæsken, der dels tjener til beskyttelse af hjernen, ved at denne
så at sige ”flyder” i en stødpude og nærmest er ”vægtløs”, og dels
vedligeholder en afstemt koncentration af stoffer, som er vigtige for dens
funktion. Cerebrospinalvæsken omgiver ligeledes rygmarven i dens kanal i
rygsøjlen. Fra hjernen udgår 12 par nerver, kaldet hjernenerverne.
Skema af hjernen, visende de forskellige
afdelinger og hulrum. I-IV de 4 hjernekamre
(ventrikler); 1 forreste hjernevæg; 2 detstribede
legeme; 3 forhjernehalvkugle; 4 mellemhjernen: 5 midthjernen
med den Sylvi’ske vandledning; 6 baghjernen (den lille
hjerne); 7 efterhjernen (den forlængede marv); 8 rygmarven.
Ringen forestiller nakkehullet i kraniet. (Efter Villiger, lidt
forandret). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og
Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag,
København 1952.
Den del af hjernen,
som kaldes thalamus, er et dobbeltområde i hjernen, der består af nerveceller
eller såkaldt grå substans, og de har til funktion at bearbejde nerveimpulser
fra meget store områder af centralnervesystemet, som f.eks. syns- og
høreimpulser samt impulser fra lillehjernen, ligesom området udveksler impulser
med hjernebarken. Hypothalamus udgør den nederste del af mellemhjernen, hvor
den danner forbindelse til hypofysen, og tilsammen danner de hjernens
overordnede hormoncentrum, hvorfra legemets indre miljø reguleres gennem
hormonproduktion og ved nerveimpulser. Hypofysen er en ærtestor kirtel på
hjernens underside. Den består af en forlap, en mellemlap og en baglap, hvis
hormonproduktion dirigeres af selvstyrende centre i hjernen, Hormonerne regulerer
produktionen i legemets indre (endokrine) kirtler, hvoraf nogle indvirker
direkte på stofskiftet og på den glatte muskulatur. Blandt de hormonstyrede
kirtler er f.eks. skjoldbruskkirtlen, kvindens brystkirtler, bugspytkirtlen og
kønskirtlerne. Det har i øvrigt vist sig, at hypofysen kan fjernes kirurgisk og
erstattes af indgivelse af kunstige hormonpræparater.
Til lettelse af forståelsen af
betydningsfulde områder af hjernen ses herover en stærkt forenklet gengivelse af
hjernens forskellige lapper: Pandelappen, isselappen, tindingelappen og
nakkelappen, som er nogle af de vigtige områder i hjernen, der er omtalt i
hovedteksten. - © 2010 psykolog og forfatter Finn Bjerke.
Det er et faktum, at
hjernens størrelse varierer fra individ til individ, og at størrelsen ikke står
i et ligefremt forhold til intelligensen. Det er f.eks. kendt, at en højt
intelligent mand som den teoretiske fysiker Albert Einstein havde, hvad man
karakteriserer som en forholdsvis lille hjerne. Som overordnet organ, er det
hjernens formål og opgave at styre og regulere legemets funktioner og
bevægelser, herunder blodkredsløb, åndedræt og hormonbalance mm. Dertil kommer,
at den bestemmer hele vor adfærd, idet den i henhold til videnskaben er sæde
for sanser, åndsevner, tanker og følelser. Men selvom man kender selve
opbygningen af centralnervesystemet og ved, at funktionerne beror på et
samarbejde mellem komplicerede strukturer, er man først i nyeste tid via bl.a.
hjernescanninger ved at fastlægge, hvordan hjernen mere præcist fungerer.
Overførslen af impulser gennem nervetrådene fra og til de milliarder af
hjerneceller sker i den såkaldte synapse, hvor to udløbere, neuritten og
dendritten, mødes. Impulserne er svage elektriske strømme, som ved deres påvirkning
bevirker at der i synapsen frigøres en kemisk substans, transmittersubstansen
kaldet dopamin, der viderepåvirker den næste celle og så fremdeles. Eftersom
der angiveligt i en cm3 hjernevæv kan findes 50.000 synapser, er
kontaktmulighederne umådeligt og fantastisk mange.
Menneskets hjerne, set fra venstre side
visende hjernehalvkuglens lapper og centrer, x
½. 1 talecentrum; 3 centrum for sammenhørende øje- og
hovedbevægelser; 4 pandelap; 6 skrivecentrum; 7 armens
og 8 benets bevægelsescentrer; 10 tilsvarende sensible
centrer; 12 isselap; 13 læsecentrum: 14 nakkelap; 15 lille
hjerne; 18 tindingelap; 19 hørecentrum; 20 den
Sylvi’ske fure; 21 ansigtets, tungens og strubehovedets
bevægelsescentrer; 2, 5, 9, 11, 16, 17 hjernefurer
(9 cntralfuren). (Efter I. Broman). – Billede gengivet efter P. Brandt
Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og
Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.
I nyere
hjerneforskning og neuropsykologi benytter man sig ofte af
betegnelsen amygdala, som oversat til dansk
betyder mandelkernen. Den er lokaliseret til et lille område i
hjernens tindingelap, hvor den er opdelt i to dele, en del, der modtager
impulser fra de autonome processer, specielt fra thalamus, hypothalamus,
lugtelap m.fl., og en del, som faktisk modtager al sanseinformation. Amygdala
er blandt andet ansvarlig for følelsen af frygt og for forsvarsreaktioner. Den
har desuden forbindelser til hypofysen, binyrerne, lugtesansen og til
indtagelse af føde og væske. Den kan endvidere udløse forskellige autonome
organiske reaktioner i respiration, kredsløb og mave-tarmkanal, lige som den er
involveret i posttraumatisk belastningsreaktioner. Ifølge beregninger
indeholder menneskets amygdala omkring 12 millioner neuroner, så der er måske
ikke noget at sige til, at amygdala har fået så stor betydning i moderne
hjerneforskning.
Bortset fra, hvad der
end kan siges om hjernen og dens anatomi og funktioner, så må man under alle
omstændigheder forundres over dens sindrige indretning med dens milliarder af
nervetråde og synapser. Set fra det atomare plan bliver hjernen et endnu større
mirakel, ja, ordet mirakel er egentlig ikke for meget eller forkert sagt, for hvordan
forklare disse funktioners opståen og hensigtsmæssige eller formålstjenlige
funktioner og ikke mindst hjernens relation til og samspil med
bevidsthedslivet? –
Dette forklaringsproblem påhviler det endnu
naturvidenskaben i form af biologien og neuropsykologien at give et plausibelt
svar på. Men der kan næppe være tvivl om, at forklaringen må findes i flere
forhold og primært må være beroende på de naturlove, der gælder for molekylær
kemi og biologi. Disse love, som man tager for givne, betinger jo blandt andet
det, der kunne kaldes livets byggeplan, som ligger indkodet i hver eneste celle
i form af det såkaldte DNA-molekyles kemiske indhold og sammensætning. Men
hvorfor lige præcis disse naturlove og denne kemiske
sammensætning angiveligt ligger til grund for livets opståen og funktioner, kan
naturvidenskaben i form af atomfysikken og molekylærbiologien næppe heller give
en fyldestgørende forklaring på. Det skal der en anden forskningsmetode til, og
en sådan finder man snarere benyttet i eksempelvis Martinus’ kosmiske analyser
over livet og bevidstheden.
Sluttelig kan nævnes,
at en af de teoretiske fysikere, som syntes at der er grund til at undre sig
over livets og verdens opståen og indretning, er den teoretiske fysiker Victor
F. Weisskopf (1908-2002), som netop giver udtryk for sin opfattelse i bogen
”Viden og undren – Naturen som Mennesket kender den”, på dansk ved Ellen
Weisskopf. Gyldendals kvantebøger 1964.
© Marts 2017. Harry Rasmussen.
******************