og Martinus' kosmologi
En redegørelse
3. del
Lige så længe menneskene har været at betragte
som netop "mennesker", både i dette ords biologiske og kosmologiske betydning,
har disse været ført og vejledt af ældre brødre i udviklingen, først af mørke
og siden af lyse verdensgenløsere. Men grundet på menneskenes endnu relativt
primitive åndelige udviklingsstandard, har deres opfattelse af disse
verdensgenløsere undertiden antaget meget fantastiske former. I reglen er
verdensgenløserne blevet mødt med mistro og især misforståelse af samtiden, men
efterhånden som deres guddommelige mission slog rod og blev etableret og
institueret, slog opfattelsen af dem over i en så urokkelig tro på og
uforbeholden anerkendelse af dem, at de endte med ligefrem at blive dyrket og
tilbedt som rene guddomme.
Efterhånden som tiden gik opstod der
forskellige myter, sagn og legender omkring de pågældende personligheder,
således at troen på dem snart blev forvandlet til ren overtro. Denne tilbedelse og dyrkelse af åndspersonligheder, der i
virkeligheden blot var ældre brødre i udviklingen, i stedet for af den
virkelige Guddom, blev efterhånden en af de pågældende samfunds største
hindringer for videre ånds- og kulturudvikling, et forhold, der til en vis grad
også gør sig gældende inden for verdensreligionerne i vore dage.
I henhold til Martinus er der imidlertid i vor
tid påbegyndt en ny lys udstråling fra det guddommelige skabeprincip, som primært
har til formål og opgave, på grundlag af kosmisk
viden, hvilket vil sige en indsigt i
dé åndelige faktorer og lovmæssigheder, der styrer de levende væsener og dermed
livet, at vejlede den del af menneskeheden, som er vokset ud over troens
domæne og dermed ikke længere kan modtage inspiration og vejledning gennem den guddommelige suggestion, der i vid
udstrækning hidtil har ført menneskeheden i dens åndelige liv og udvikling. Den
ny udstråling tilsigter at åbne uhildede og fordomsfrie menneskers øjne for, at
dagliglivet her og nu i virkeligheden er Guddommens egen "tale" til
de levende væsener om, at tilværelsen i sig selv er det største eventyr, der
eksisterer. Den tilsigter med andre ord at fremme menneskers evne til at kunne
få religiøs inspiration og 'næring' gennem hverdagens små og store hændelser
eller fra virkeligheden selv, og ikke gennem andre menneskers formidling og
omtale af den. (Note 10)
Den ny lyse udstråling fra skabeprincippet
betegner Martinus som "den ny verdensimpuls,
og den er ifølge hans oplysninger begyndt at stråle ind over jordens
åndelige klima omkring vort århundredes begyndelse. Den ligger bl.a. til grund
for de store økonomiske, sociale, kulturelle, samfundsmæssige, politiske
forandringer og ikke mindst de ændrede indbyrdes menneskelige relationer, der
har fundet sted og fortsat finder sted her i det tyvende århundrede, og som
ifølge til Martinus i øvrigt vil fortsætte endnu et stykke ud i fremtiden. Der
er dog ikke kun tale om behagelige virkninger af den ny verdensimpuls'
indflydelse, men i en overgangsperiode i nok så høj grad om virkninger af endog
særdeles ubehagelig eller ligefrem smertelig karakter. Blandt disse sidste
nævner Martinus f.eks. vor tids store politiske omvæltninger eller revolutioner,
seksuelle abnormiteter, ulykkelige ægteskaber, forskellige former for misbrug,
f.eks. alkohol og narkotika, sindssygdomme mm. Foreteelser, som Martinus
betegner som naturlige og uundgåelige reaktioner, der nødvendigvis må
forekomme, hvor den ny verdensimpuls kolliderer med gamle holdninger og
opfattelser af tilværelsen.
Men specielt vigtigt er det nok, at den ny
verdensimpuls ifølge Martinus i særlig grad ligger til grund for hans eget
virke og livsværk, som han hævder udgør en direkte forlængelse af Jesu
genløservirksomhed og lære, af hvilken grund det derfor har fået
samlebetegnelsen "Det Tredie
Testamente".
Det er i øvrigt Martinus' opfattelse, at hans
værk vil komme til at danne inspirationsgrundlag og åndelig vejledning for
stadig større dele af menneskeheden i løbet af de næste tre tusinde år. Til den
tid vil det rigtige menneskerige være så etableret her på jorden, at al videre
åndelig og religiøs vejledning af menneskene vil være totalt overflødiggjort,
idet disse hver især da har gennemgået den
store fødsel og er blevet kosmisk
bevidste, hvilket vil sige, at de herefter selv ejer erkendelsen af deres
egen udødelighed og organiske samhørighed og identitet med den guddommelige
Fader-Moder. Som en følge heraf, vil væsenerne derfor selv være i stand til at
hente den fornødne religiøse inspiration og næring gennem dagliglivets
fænomener og små og store hændelser.
De dybere årsager til alt dette, skal i henhold
til Martinus i virkeligheden søges i den altdominerende polforvandlingsproces,
som vi allerede har fået et første indblik i via de foregående afsnit her i
afhandlingen. Det er polkonstellationen hos menneskene, der er hovedansvarlig
for disses forskellige former for bevidsthedskategorier, og følgelig for
forholdet til den guddommelige suggestion og dermed til den gamle
verdensimpuls, lige som de to seksuelle polers indbyrdes forhold ligger til
grund for menneskehedens modtagelighed - eller eventuelt ikke-modtagelighed -
for den ny verdensimpuls. Det er også forvandlingen eller ændringen af polforholdet,
der er bestemmende for det levende væsens udvikling fra dyr til menneske, og
endelig er denne forvandlingsproces i sine senere overgangsstadier ansvarlig
for forekomsten af normale så vel som unormale og afsporede seksuelle
orienteringer og adfærd. (Note 11)
Menneskeheden og den ny
verdensimpuls
Som vi ovenfor er blevet gjort bekendt med, så
manifesterer det guddommelige skabeprincip sig blandt andet i form af
religioner, kulturer og verdensopfattelser af enhver art, som ofte gennem
årtusinder inspirerer og besjæler de menneskesamfund, hvori de er opstået og
udviklet, og til de samfund, de er blevet viderebragt til. Først efter så langt
et tidsrum er behovet for en ny udstråling af skabeprincippet blevet aktuel og
påkrævet, for at Gud kan bringe menneskene og deres samfund videre i kulturel
henseende, hvorfor en sådan ny udløsning af skabeprincippet også finder sted.
Det betyder, at denne udløsning kun forekommer periodisk eller rytmisk, og af
samme grund betegnes hver sådan rytmisk udstråling som en impuls. Disse impulser kalder Martinus for "kosmiske verdensimpulser", og en sådan er som nævnt i
vor tid på ny ved at sende sine åndelige kræfter eller energier ind gennem
jordklodens bevidsthed, hvilket i praksis vil sige ind gennem menneskeheden.
Imidlertid gør den guddommelige suggestion og
den gamle verdensimpuls i form af hinduisme-buddhisme, jødedom-kristendom og
Islam sig fortsat så stærkt gældende hos store dele af menneskeheden, at det
langt fra er alle mennesker, der har behov for eller er i stand til at modtage
den ny verdensimpuls, hverken med hensyn til dens nye materielle ideer om
ændrede kapital-, ejendoms- og samfundsforhold, eller dens nye religiøse ideer
og forestillinger, sådan som disse især er manifesteret i form af Martinus'
livsværk, herunder især Livets Bog 1-7 og
symbolværket Det evige Verdensbillede
1-6.
I den sammenhæng pointerer Martinus, at et
individs modtagelighed eller ikke-modtagelighed for højere kræfter, ideer og
forestillinger om tilværelsen eller for en ny åndskultur, som der i
virkeligheden her er tale om, ikke er
noget individet kan afgøre eller bestemme med sin vilje. Det er de bag viljen
eksisterende bevidsthedskræfter og den åndelige kvalitet, dvs. dets samlede
oplevelser, erfaringer, anlæg, vaner og tilbøjeligheder, som netop er
forskellige fra individ til individ, der er de egentlige bestemmende kræfter
bag viljen, og som derfor afgør individets holdning og modtagelighed for eller
imod en ny åndskultur.
Et individs holdning til åndelige og
moralsk-etiske emner og problemer, er ifølge Martinus altså et spørgsmål om
sjælelige anlæg, hvilket i virkeligheden vil sige om udvikling. Men da man
almindeligvis ofte tror og mener, at menneskers holdning til tilværelsen kun er
et spørgsmål om vilje, kommer man derfor ikke sjældent til at dømme om og føle
sympati for eller imod hinandens holdninger, meninger og livsanskuelser på et
fejlagtigt grundlag. Udviklingsbestemte lovmæssigheder betinger, at nogle
væsener er så meget forud for og andre så fjernt bagefter hinanden i åndelig-moralsk
henseende, at man ikke vil kunne have samme tro og moralsk-etiske forskrifter
for, hvordan tilværelsen er indrettet og bør leves. (Note 12)
Kommentar: Så vidt jeg kan bedømme, forekommer det
mig, at fænomener som verdensgenløsningsprincippet såvel i sit princip som i
praksis i form af både ”den gamle verdensimpuls” og ”den ny verdensimpuls” –
omend ikke i alle detaljer - også har gyldighed i forbindelse med
ét-livs-hypotesen.
Menneskehedens bevidsthedskategorier
For at hjælpe det søgende menneske til at
forstå og dermed bedre at kunne tolerere sine medmenneskers ofte vidt
forskellige åndelige udvikling og forudsætninger, har Martinus bl.a. fremlagt
nogle analyser, som han kalder "Jordmenneskehedens
modtagelighed for den ny verdensimpuls". Herunder opdeler han
menneskeheden i to store hovedgrupper, hvoraf den ene er den, der mere eller
mindre er vokset ud over og ikke længere er i stand til at modtage religiøs
inspiration og åndelig næring på grundlag af den gamle verdensimpuls, dvs. fra
de store verdensreligioner hinduisme-buddhisme, jødedom-kristendom og Islam.
Denne hovedgruppe betegner Martinus som "Gruppe
A".
Den anden bevidsthedsmæssige hovedgruppe
betegner Martinus som "Gruppe
B", og den omfatter mennesker, for hvem de gamle religioners dogmer og
ritualer endnu har sin fulde inspirationskraft, og for hvem disse derfor endnu
er et nødvendigt og uundværligt religiøst og åndeligt livsgrundlag.
De nævnte to hovedgrupper inddeler Martinus
yderligere i hver tre kategorier, nemlig i forhold til tre grundlæggende
hovedkombinationer mellem følelse og intelligens, dvs. én kategori, hvor
følelse og intelligens fungerer nogenlunde jævnbyrdigt og harmonisk i
bevidstheden, en kombination af sjælekræfterne, som baserer sig på en relativt
høj moralsk-etisk standard, der i øvrigt kvalificerer individet til
modtagelighed for den ny verdensimpuls, og til at udgøre en "celle" i
det "fosterlegeme", der med tiden skal vokse frem til "Guds
rige" på jorden. Derefter nævner han en anden kategori, hvor
følelseskræfterne dominerer over intellektet, et forhold som viser sig i
forskellige nuancer og afskygninger, hvorfor Martinus da også har opdelt denne
kategori i seks afdelinger.
Det er i anden afdeling af anden kategori i
gruppe A, at man finder mennesker, som på grund af deres ortodokse og
dogmatiske tilhørsforhold til religiøse samfund eller sekter, er modstandere af
enhver form for åndelig fornyelse, herunder af ideer og foreteelser, der er en
direkte eller indirekte følge af indflydelsen fra den ny verdensimpuls.
Tredie kategori udgøres af mennesker med for
stærkt udviklet intelligens i forhold til følelseslivet. Martinus oplyser for
resten at det særlig er fra mennesker, som tilhører tredie afdeling af tredie
kategori i gruppe A, der vil blive gjort modstand mod det rent religiøse og
moralske i den ny verdensimpuls. Denne kategoris og afdelings mennesker er i
reglen direkte antireligiøse, men lader sig derimod ofte inspirere af de
materielle ideer, som skyldes indflydelsen fra den ny verdensimpuls.
Martinus påpeger, at der med analyserne af
anden kategoris anden til femte afdeling i gruppe A er tale om mennesker, for
hvem følelseslivet i relativt høj grad omsættes til parringsdrift, som igen
giver sig udtryk i form af forelskelse, ægteskab, forældrekærlighed, familieliv
osv., med tilhørende lykkelige og ulykkelige virkninger. Det indebærer desuden,
at individet oftest er materielt orienteret og bundet, således at der kun i
ringere grad er plads til religiøse og åndelige interesser. Imidlertid er det
netop hos disse "afdelinger"s mennesker, at polforvandlingen i særlig
grad er accelererende, hvilket indebærer at den såkaldte naturlige seksualisme
er under stærk degeneration, og at
parforholdet ofte er overfladisk og ulykkeligt, og ægteskabet som institution
reelt set på retur. (Note 13)
"Dyrisk" og
"menneskelig" seksualisme
Denne zone i udviklingen benævner Martinus "De ulykkelige ægteskabers zone", og
oplyser at den er forløber for en anden zone i tilværelsen, som han kalder "ufrugtbarhedens zone", idet
ægteskabstalentets degeneration her har nået et stadium, hvor individerne i
stadig højere grad er uegnede som ægteskabelige partnere. Denne zone udgør i
henhold til de kosmiske analyser grænseområdet mellem den dyriske og den
menneskelige seksualisme, hvilket hænger sammen med, at mennesket både
legemligt og åndeligt set i vid udstrækning er et pattedyr og derfor endnu
henhører under dyreriget og dets livsvilkår og lovmæssigheder, særlig hvad
angår køn, befrugtning og forplantning.
Den dyriske form for seksualisme, som det
jordiske menneske jo endnu er henvist til at praktisere, har vi tidligere lært
at kende under begrebet"den
emotionelle seksualisme", som vi samtidigt erfarede hænger sammen med
det emotionelle polorgans tilhørsforhold til den emotionelle sansestruktur.
Begrebet "den menneskelige seksualisme" er blot et andet udtryk for
det fænomen, vi nu kender under betegnelsen "den
intellektuelle seksualisme", og som særlig er knyttet til det
intellektuelle polorgan med tilhørende intellektuel sansestruktur. Denne form
for seksualisme er det kun muligt at praktisere for det fuldkomne eller
'færdige' eller ’rigtige’ menneske, hvis bevidsthed er fri for alle dyriske
anlæg og tendenser, så som køn, ejendomsret og skinsyge, men som i stedet føler
og formidler Guds nærhed, alkærlighed og alvisdom til alt og alle, det kommer i
berøring med. Det er kun dette højtudviklede individ eller "rigtige
menneske", der er i stand til at overholde og efterleve "loven for tilværelse", der
tilsiger det at elske Gud over alt andet og sin næste som sig selv.
Imidlertid mangler vi endnu at nævne sjette og
sidste afdeling af anden kategori i gruppe A. De individer, der tilhører denne
afdeling, er mennesker, hvis følelsesliv helt er opslugt af deres interesse og
afhængighed af seksualisme. Deres sextrang er så dominerende og umættelig, at
den er blevet en last, der har ført flere andre laster med sig, så som
alkoholisme og narkotikamisbrug, lige som der for begge køns vedkommende kan
være tale om prostitution og seksuelle udskejelser og perversiteter, herunder
sadomasochisme, der i nogle tilfælde fører til lemlæstelse og endog drab, i
forsøget på at opnå seksuel tilfredsstillelse.
Sådanne mennesker går ofte fra forelskelse til
forelskelse og fra ægteskab til ægteskab, ligesom de er stamgæster i
natklubber, værtshuse og dansesteder. Hvor der ikke er tale om velhavende og
depraverede lediggængere, men om såkaldt almindelige mennesker, er disse
samtidigt ofte arbejdssky og kriminelle, og undertiden subsistensløse,
vagabonderende og overfaldes undertiden af livslede og psykiske lidelser, som i
nogle tilfælde fører til selvmord. Disse stakkels mennesker er ifølge Martinus
prædestinerede til, alt efter sværhedsgraden i deres forskellige former for
misbrug, at blive genfødt i et eller flere kommende liv i et vanskabt og
kronisk sygt, nervesvækket legeme med svækket hjerne, og deraf følgende
sindssyge og åndssvaghed. Det er dog vigtigt at notere sig, at Martinus
samtidigt påpeger, at intet som helst individ er 'fortabt' for tid og evighed,
men at der altid er en vej tilbage til normaliteten og dermed til den rette
kurs mod den guddommelige tilværelse i selskab med den evige Fader-Moder. (Note
15)
Intelligenslivets
bevidsthedskategori
Tredie kategori i gruppe A udgøres principielt
af individer, hvis udvikling har formet sig sådan, at deres bevidsthed også har
en ubalance, idet følelseslivet er for lidt udviklet i forhold til intellektet.
Dette misforhold giver sig normalt udtryk i, at disse individer grundlæggende
er mere materielt end åndeligt indstillede, hvilket i reglen bevirker, at det
er materielle foreteelser, så som penge, stand og stilling, ære og
anerkendelse, der sidder i højsædet. Det vil kort sagt sige, at disse væseners
bevidsthedsindstilling i sin yderste konsekvens er ensbetydende med
antireligiøsitet, materialisme, kriminalitet m.m.
Martinus påpeger, at det især er indenfor denne
kategori, man finder repræsentanter for storkapitalen, rigdommen og den
såkaldte overklasse. Men selvom kategoriens individer er relativt mere
materialistisk orienterede i deres grundholdninger, og selvom man også her
finder den tidligere omtalte degeneration, så er denne dog normalt mindre end
hos følelseskategoriens individer. Derfor kan man også indenfor
intelligenskategorien møde mennesker, der er betydningsfulde redskaber i
kulturens og samfundets tjeneste, og som desuden kan være så udviklede kosmisk
set, at de har udprægede religiøse interesser. Ja, det viser sig endog i
kategoriens første af fem afdelinger, at nogle individer nærmer sig tærskelen
til det, Martinus kalder "den store
fødsels forgård".
Det, der adskiller de her omtalte individer fra
følelseskategoriens mennesker, er den markante omstændighed, at deres
religiøsitet ikke er af ortodoks og dogmatisk karakter. De af dem, der har et
særlig stærkt behov for at beskæftige sig med åndelige og filosofiske
problemer, søger derfor at forbinde deres tro med viden. Sådanne mennesker
kender vi f.eks. i form af filosoffer, religionsforskere og åndsforskere, som
søger at forbinde deres tænkning og religiøse anskuelser med videnskabelige
erfaringer. Martinus betegner derfor denne afdelings individer som
repræsentanter for visdommen. (Note
16)
Bevidsthedstyper og
videnskabens repræsentanter
Individerne i tredie kategoris anden afdeling repræsenterer et
udviklingsområde, hvor disharmonien mellem intelligens og følelse er større end
i første afdeling. Her findes også forskere, der beskæftiger sig med filosofi,
religion og videnskab, men da deres intelligens er langt større end deres
følelse, anerkender og interesserer de sig hovedsageligt kun for emner, der kan
iagttages, efterprøves og verificeres eller falsificeres gennem de fysiske
sanser og tekniske hjælpemidler. Den herigennem opnåede og overordentlig store
og betydningsfulde materielle og tekniske erfaring, viden og kunnen, betegner
Martinus som videnskaben og følgelig
dens udøvere som videnskabsmænd og -kvinder. Men han fremhæver samtidig, at
videnskabens udøvere, på trods af deres fremragende intelligens, ikke
nødvendigvis også er fremragende i etisk-moralsk forstand. Der findes derfor
mange forskellige karaktertilstande blandt videnskabens udøvere, lige fra
idealistiske til forbryderiske karakterer.
Tredie afdelings individer udgøres af mennesker, hvis
hovedinteresse kredser om samfunds- og regeringsforhold, dvs. om politik.
Indenfor denne afdeling finder man også en stor skala af karakterer, lige fra
stærkt idealistiske, men antireligiøse og materielt orienterede til dybt materialistiske,
magtsyge og kriminelle karakterer. Den mere fremskredne del af de førstnævnte
er ifølge Martinus inspireret af de materielle ideer fra den ny verdensimpuls,
men vil, efterhånden som deres livserfaringer nærmest påbyder det, også blive
inspireret af de åndelige og religiøse ideer fra samme impuls. De sidstnævnte
karakterer går derimod mere eller mindre ind for revolution, diktatur, enten
elitens eller proletariatets, lige som de går ind for voldspolitik, restriktiv
retspleje, langvarige straffe og dødsstraf, især når det gælder deres
modstandere.
Fjerde afdeling består af mennesker, som hovedsagelig i kraft af
deres intelligens er blevet forretningsmænd eller handelsfolk, hvis
etisk-moralske standard ikke udgør nogen hindring for eventuelt at berige sig
på andre menneskers bekostning. Sådanne mennesker repræsenterer et
karakterniveau, hvor egoisme, griskhed, magtsyge, kynisme, hensynsløshed,
gerrighed, ærgerrighed og hykleri er fremherskende. Hykleriet viser sig især
som dén falske form for venlighed eller elskværdighed, der med visse
undtagelser kendes som reklamekunsten. Denne betegner Martinus principielt
ligeud som det "maskerede
røveri", idet han dog samtidigt fremhæver, at så vel
forretningsverdenen som reklamebranchen i medfør af kapitalismens særlige væsen
og hidtidige dominans indtil videre må betragtes som et nødvendigt onde. (Note
17)
Endelig findes der en femte afdeling i tredie
kategori i gruppe A, og den udgøres af individer, hvis følelsesliv er endnu
mere primitivt end hos fjerde afdeling. Det er derfor mennesker med primitive
bevidsthedstendenser i retning af egoisme, griskhed, hensynsløshed, kynisme,
voldsmentalitet, som kan vise sig i form af tyveri, røveri, overfald, drab og
mord. Sådanne individer befinder sig derfor mere eller mindre konstant i
konflikt med samfundets lov- og ordensregler, som de på grund af deres meget
primitive egoistiske moral ikke er i stand til at overholde. Der er altså med
andre ord her tale om mennesker, som vi almindeligvis plejer at betegne som
kriminelle eller forbrydere. Denne afdelings individer tilhører altså den
såkaldte forbryderverden.
Martinus advarer i den forbindelse imod, at man
henregner seksualforbrydere under den almindelige forbryderverden, idet han
fremhæver at mennesker, der forbryder sig seksuelt, i de fleste tilfælde
tilhører et langt højere bevidsthedsniveau end almindeligt kriminelle. Der er
derimod tale om syge og abnorme mennesker, som er blevet afsporet fra den
normale seksuelle polforvandling. (Se herom senere). Almindelige kriminelle er
derimod individer, der set ud fra deres eget udviklingstrin er fuldt normale,
men blot udgør yngre sjæle inden for civilisationen. Men i lighed med alle
andre individer, så vil også disse mennesker via deres livserfaringer og
skæbnedannelse før eller siden blive bragt frem til tærskelen til den store
fødsels forgård, for siden at gennemgå den store fødsel til kosmisk bevidsthed
og derigennem få adgang og part i den del af Guds evige rige, vi i denne
fremstilling har lært at kende under betegnelsen "det rigtige
menneskerige". (Note 18)
Følelsens og troens
bevidsthedskategorier
Hermed er vi nået frem til en kortfattet omtale
af de tre bevidsthedskategorier i gruppe B. Disse tre kategorier fremtræder i
princippet med præcis samme grundlæggende forhold mellem følelse og
intelligens, som tilfældet er med de tre kategorier i gruppe A. Men den
afgørende og karakteristiske forskel mellem A- og B-gruppens kategorier er den,
at der med B-gruppens kategorier er tale om mennesker, som i større eller
mindre udstrækning er under indflydelse af den betydelige faktor i
menneskehedens åndelige udvikling, som Martinus kalder "den guddommelige suggestion". Denne suggestion, som
skyldes det guddommelige skabeprincip og som formidles via de såkaldte
verdensgenløsere og disses disciple og præster, består i følelsesmæssigt
påførte religiøse forestillinger, der har autoritet og virkelighedspræg og
dermed magt over sådanne individer, hvis sind ikke byder på modstand i form af
ønske eller krav om logisk, intelligensmæssig begrundelse og bevisførelse.
Martinus karakteriserer principielt troende
mennesker som individer, der endnu ikke magter ved egen hjælp at få religiøs
inspiration eller forståelse gennem det daglige, materielle livs fænomener,
hændelser og begivenheder, eller kort sagt gennem naturen, men som i det
væsentligste får deres religiøse behov dækket og tilfredsstillet gennem troen
og de udefra (af verdensgenløserne m.v.) påførte trosforestillinger. I
modsætning til, hvad tilfældet er for religiøst orienterede mennesker i gruppe
A, er naturen og det daglige livs materielle foreteelser for gruppe B ikke
sjældent identisk med noget, der henhører under begrebet "det onde".
De ortodokst og dogmatisk troende mennesker af enhver religiøs afskygning og
religion kan derfor ikke blive ført og vejledt af det, Martinus betegner som "livets egen religion", der jo
består i, at det daglige livs materielle oplevelser og erfaringer afgiver en
religiøs inspiration, som på basis af viden om livets guddommelige faktorer,
love og kræfter udgør en stimulerende faktor i individets tilværelse.
Kategorierne i gruppe B udgøres altså af
individer med principielt samme tre grundlæggende kombinationsforhold mellem
følelse og intelligens som i gruppe A, men på
et mindre fremskredent bevidsthedsniveau end tilfældet er med kategorierne
i gruppe A: 1. omtrentlig ligevægt mellem følelse og intelligens, 2. for meget
følelse i forhold til intelligens, og 3. for meget intelligens i forhold til
følelse. Bestemmende for gruppe B er også, at dens individer ikke er nået ret
langt ind i det polforvandlingsområde, hvor den seksuelle og ægteskabelige
degeneration finder sted. I B-gruppens bevidsthedskategorier er der i øvrigt
ingen afdelinger.
I første kategori finder man de virkelig troende
mennesker, som i nogle tilfælde, hvor ortodoksien og dogmatikken ikke står i
vejen for det, er i stand til at udvise stor næstekærlighed, og desuden en
begyndende forståelse og tolerance overfor andre religioner og religiøse
retninger, lige som de ofte er nyttige og gode samfundsborgere. Det er derfor
også her man møder de gode, stabile og livslange parforhold og ægteskaber.
Skyggesiden ved deres tilværelse udgøres ifølge Martinus af deres ukritiske og
uafklarede forhold til det dræbende princips kræfter og foreteelser. De er
endnu i stand til eksempelvis at drive jagt og fiskeri, lige som de fortsat i
en vis udstrækning accepterer slagteri, dyreforsøg og krig og kapitalisme.
(Note 19)
Religiøs
nidkærhed og fanatisme
Anden kategori i gruppe B består af mennesker,
som på grund af deres begrænsede intelligens og fornuft generelt set har for
let ved at tro, og som derfor ofte viser sig som meget fanatiske tilhængere af
en af de under den gamle verdensimpuls henhørende religioner eller sekter. Som
en følge af deres fremtrædende fanatisme er sådanne mennesker ofte meget
intolerant indstillede overfor anderledes troende og tænkende, som de mener
tilhører syndens, mørkets, djævelens eller den ondes børn, og som de følgelig
opfatter som "vantroende" eller "evigt fortabte". I egen
opfattelse tilhører de naturligvis selv "de frelste" eller
"hellige", som skal "arve riget". Særlig i den europæiske
middelalder gik denne type mennesker så vidt i deres religiøse fanatisme og
selvretfærdighed, at de stemplede og dømte anderledes tænkende som kættere,
hekse og troldkarle, som skulle forfølges med band, tortur og henrettelse ved
drukning eller på bålet. Men sådanne mennesker findes endnu den dag i dag over
hele verden, selvom deres intolerance og magt i forholdet til andre, er blevet
betydelig stækket og nu i stedet ofte er omsat til større eller mindre
offentlig moralsk fordømmelse af personer og grupper, psykiske pressionsforsøg
og i nogle tilfælde direkte eller indirekte fysisk udstødelse af
lokalsamfundet.
Den religiøse nidkærhed, der udvises af denne
kategoris mennesker var efter Martinus' opfattelse på sin plads dengang den
gamle verdensimpuls skulle udbredes til barbarer, men overfor vor tids
fremskredne og oplyste demokratiske samfunds mennesker, er den dels forældet og
dels i stigende grad en gene, der i høj grad er med til at vende det moderne
kulturmenneskes interesse væk fra den gamle verdensimpuls og dens religiøse
ideer, forestillinger, sakramenter og ritualer. Den religiøse nidkærhed med sin
rettroenhed og dogmatisme, vil derfor med tiden undergrave sig selv, og dens
tilhængere og udøvere vil før eller siden blive modtagelige for de håb og
længsler og den åndelige inspirationskraft, der repræsenteres af den ny
verdensimpuls, hævder Martinus.
Forresten er det særlig fra denne kategori af
mennesker, uanset hvilken af verdensreligionerne, de bekender sig til, at
"den ny verdensimpuls", specielt i form af Martinus' "Det Tredie
Testamente", vil møde en betydelig modstand.
I det hele taget fremhæver Martinus, at
intolerance udgør den allerstørste hindring for individets overskridelse af
"Tærskelen til den store fødsels forgård", og intolerancens
bekæmpelse - ikke hos andre, men hos sig selv - er derfor den fornemste opgave
for nutidsmennesket. (Note 20)
Naturmennesker som
nutidige lovovertrædere
Tredie kategori i gruppe B udgøres af individer
med en lidt større intelligens i forhold til følelse, af hvilken grund disse
derfor kun har meget primitive moralbegreber og desuden ikke er særligt
religiøst anlagte. Der er derfor også her tale om en kategori af mennesker, som
i lighed med sjette afdelings individer i tredie kategori i gruppe A, er
forholdsvis nytilkomne sjæle inden for civilisationen, idet de i deres
tidligere tilværelser endnu fødtes (reinkarnerede) som naturmennesker. En
tilstand, hvis livsvilkår og eksistensbetingelser endnu i større eller mindre
grad præger deres nuværende liv indenfor civilisationen, afhængigt af hvor få
eller mange liv, der i det aktuelle tilfælde er tale om. Martinus pointerer
dog, at denne kategoris mennesker udviklingsmæssigt set er noget yngre end den
tilsvarende kategori i gruppe A.
Imidlertid vil tredie kategoris individer per
definition ofte komme i konflikt med kultursamfundets love og forordninger, som
de nødvendigvis må opleve og føle som snærende bånd og restriktioner, som man
kun behøver at følge, hvor der er mulighed eller sandsynlighed for at
'overtrædelser' bliver opdaget og straffet. Men Martinus fremhæver, at
efterhånden som de pågældende individer vokser frem gennem civilisationen og
gennem svære lidelser af forskellig art får deres følelse og intellekt
udviklet, vil deres modtagelighed for "omvendelse" enten til den
gamle eller den ny verdensimpuls vokse, og de vil dermed blive ført videre på
samme vej mod "lyset", som alle individer før dem er blevet, og som
alle individer efter dem, også vil blive. (Note 21)
Den kosmiske udvikling
og repetitionsprocessen
Det er her vigtigt at gøre sig klart, at
Martinus er af den opfattelse, at det enkelte individs tilhørsforhold under den
ene eller den anden af de ovenfor omtalte grupper, kategorier og afdelinger,
først kan afgøres efter at samme individ har passeret sit tredivte år. Dette
markerer nemlig normalt det tidspunkt, hvor individet fremtræder som "sig
selv", dvs. med den åndsudvikling og karakterstandard, som vedkommende
individ repræsenterede ved sin død i forrige inkarnation, men vel at mærke,
hvis døden først var indtrådt efter det
fyldte tredivte år. Hvis døden er indtrådt tidligere end anført, vil det være
den personlighedsstandard, som individet havde i et endnu tidligere liv, der
'generobres'. Det er ifølge Martinus nemlig en almengældende kosmisk
lovmæssighed, at individet i hver ny tilværelse automatisk må repetere artens så vel som sin egen
hidtidige biologiske, psykologiske og kulturelle udvikling. Denne udvikling
repeteres fra fostertilstand over barndom til ungdom. Det betyder bl.a., at
individet i en vis udstrækning må genopleve relativt lavere udviklingstrin, som
det allerede havde overvundet i tidligere liv, for at nå frem til den
kernepersonlighed eller udviklingsbestemte personlighed, som individet kosmiske
set aktuelt repræsenterer.
Disse repetitionsforhold indebærer bl.a., at
før et individ har nået den alder, hvor kernepersonligheden er fuldt udviklet,
kan det derfor undervejs godt repræsentere en eller successivt eventuelt flere
andre bevidsthedskategorier eller afdelinger, som det senere fuldstændig
forlader til fordel for den bevidsthedsgruppe, -kategori og -afdeling, der
repræsenterer dets virkelige udviklingsstandard. Ifølge Martinus vil den videre
udvikling af bevidsthedslivet og personligheden herefter foregå i et betydeligt
langsommere tempo end repetitionen, idet den virkelige udvikling kræver et
betydeligt større tidspanorama for at kunne realiseres. Repetitionsprocessen
skal vi i øvrigt komme nærmere ind på i senere afsnit. (Note 22) (Citat slut)
Kommentar: Så vidt jeg kan bedømme med min forståelse af emnet, er Martinus’
analyser og karakteristik af bevidsthedskategorierne og deres underafdelinger,
en af de mest geniale præstationer i hans kosmologi, fordi disse er udtryk for
en avanceret psykologisk indsigt og viden om det dybere menneskelige
bevidsthedsliv. Dette gælder også, selv om det overordnede kosmiske perspektiv,
hvori Martinus ser på emnet, af gode grunde ikke kan være gyldigt, når emnet ses
og vurderes ud fra det mere
'jordbundne' perspektiv i form af ét livs hypotesen.
Det skal her gentages
og understreges, at det sidstnævnte netop er tilfældet med denne artikel, at
der naturligvis ikke er tale om emner som skæbnens lovbundethed, reinkarnation
og repetition af tidligere liv eller inkarnationer. Ét-livs-hypotesen
eliminerer simpelthen disse muligheder, som vi i øvrigt skal vende tilbage til
senere i denne artikel.
For fuldstændighedens skyld skal her også
citeres fra den efterfølgende artikel: H1-14. Polforvandlingens
seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske:
(Citat)
Nogle
konsekvenser af den seksuelle polforvandling
I dette kapitel skal vi fortsætte den relativt grundige,
men trods alt kortfattede og skitsemæssige gennemgang af nogle af Kosmologiens
vigtigste begreber og forestillinger om individet, livet og verden. Det drejer
sig her om at give en ligeledes kortfattet eller nærmest skematisk redegørelse
for den del af den seksuelle polforvandlingsproces, der giver sig udtryk i en
række forskellige seksualtyper og former for seksualpraksis. Som læseren
sikkert for længst har fået opfattelsen af, udgør polforvandlingen en proces,
der har så stor og afgørende indflydelse på vort liv som mennesker, at det ikke
er for meget sagt, at den ligger til grund for vores totale psykofysiske
habitus, ligesom den i vid udstrækning bestemmer eller dikterer vores
holdninger så vel som vores handlinger.
Det, vi i det følgende skal se på, er en række
forskellige kategorier af seksualtyper, som ifølge Martinus opstår eller
udvikles under polforvandlingsprocessen og præger bestemte faser af denne,
nemlig de faser, som nutidsmennesket i særlig grad er udtryk for og
repræsenterer. Imidlertid ville det føre for vidt her, hvis der skulle gives en
fuldstændig og detaljeret omtale af de forskellige kategorier i den seksuelle
polforvandling, det drejer sig om, såvel af normale, ikke-afsporede tilstande,
som af unormale, afsporede tilstande, som nutidens menneskehed har mulighed
eller risiko for at komme til at opleve og gennemleve - eller som den faktisk i
praksis oplever og gennemlever. Vedrørende en fuldstændig og mere udførlig og
detaljeret redegørelse for hele dette emne, skal der derfor henvises til
Martinus' egne værker, specielt 5. bind af Livets Bog, og til Per Bruus-Jensens
""X" - en komplet
indføring i Martinus' Kosmologi", bind 4, samt Mogens Møllers artikel "Skæbnen og den seksuelle
polforvandling" i tidsskriftet Kosmos 1962, eller temahæfte nr.1,
udgivet af Kosmologisk Information.
Martinus har opdelt de omtalte seksuelle
tilstande i i alt 11 kategorier, som for nemheds skyld betegnes alfabetisk fra
A til K. Heraf omfatter kategorierne A, C, E, H, I, den normale udvikling frem
mod det fuldt udviklede og psykisk færdige
menneske, som er i besiddelse af permanent kosmisk bevidsthed, kaldet
J-mennesket, og videre til det både psykisk
og fysisk færdigt udviklede
menneske, K-mennesket, også betegnet som"Kristus-mennesket".
(Note 1)
De afsporede seksuelle
kategorier
Den unormale og afsporede seksuelle udvikling -
for udvikling er der ifølge Martinus principielt også i dette tilfælde tale om
- indbefatter kategorierne B, D, F, G, hvoraf især G-kategorien eller
G-mennesket, er præget af en såkaldt "djævlepsyke" eller
"djævlebevidsthed", som i værste tilfælde betegner den
jordmenneskelige tilværelses yderste og dybeste mentale mørketilstande.
Lad os begynde med i al korthed at se på de seksuelt
afsporede polforvandlingstilstande, som Martinus altså har valgt at beskrive
under de ialt fire kategorier, der henholdsvis kaldes B-, D-, F-, og
G-kategorien, -området eller -mennesket. Det skal imidlertid endnu engang
understreges, at den følgende skitseagtige eller skematiske fremstilling af de
omhandlede kategorier, på ingen måde prætenderer at ville være hverken
udtømmende eller fyldestgørende. (Note 2)
B-kategorien eller B-menneskene
Som nævnt betegner B-, D-, F- og G-områderne de
decideret seksuelt afsporede tilværelseszoner. Af disse fire områder er
B-området især karakteristisk ved, at dets mennesker udgør, hvad Martinus
kalder "kosmiske lig" eller
"kosmisk døde", dvs.
individer, som repræsenterer den absolutte modsætning til begrebet "kosmisk
bevidsthed", der som tidligere nævnt udgør tilværelsens allerhøjeste eller
absolutte form for oplevelse og livsudfoldelse.
Hovedårsagen til, at B-området overhovedet kan
forekomme, skyldes primært de moralske brist hos de pågældende individer, hvis
seksuelle tilbøjeligheder er præget af alle slags unaturlige pirringsmidler,
lige som det er alment gældende indenfor området, at mændene skrupelløst
udnytter kvinderne, de har med at gøre. Det samme gælder de under kategorien
'hjemmehørende' kvinder, som ligeledes udnytter mændene groft hensynsløst.
Begge parters forhold til hinanden indbyrdes og til det andet køn, er præget af
råhed, brutalitet, skinsyge og jalousi. (Note 3)
D-kategorien eller D-menneskene
Medens B-områdets seksuelle afsporinger i
princippet er af heteroseksuel karakter, er de seksuelle afsporinger i D-, F-
og G-områderne hovedsagelig af homoseksuel karakter, og det skyldes specielt,
at den modsatte pol hos disse kategoriers individer er under stærk udvikling.
Hos D-områdets individer er den modsatte pol
altså i så stærk vækst, at den dominerer individets bevidsthed og seksuelle
liv. Da forelskelsesevnen, som kosmisk set primært tjener til at føre individet
ind i tilværelsens "mørkezone", udviklingsmæssigt stadig er
fremtrædende, betyder det derfor, at de pågældende individer forelsker sig i
personer af deres eget køn. Der er altså tale om de mennesker af begge køn, som
almindeligvis går under betegnelsen homoseksuelle, de såkaldte bøsser og
lesbiske, eller de 'feminine' mænd og de 'maskuline' kvinder.
Men det helt afgørende i sammenhængen er, at
Martinus betegner denne seksuelle situation som en midlertidig mental 'invaliditet', som individet før eller senere og
mest sandsynligt i løbet af en eller flere inkarnationer slipper ud af igen, blandt
andet beroende på de pågældendes udvikling af moralske kvaliteter. (Note 4)
F-kategorien eller F-menneskene
F-området er karakteristisk ved, at det er hos
mennesker af denne kategori, der både omfatter heteroseksuelt og homoseksuelt
orienterede personer, at den seksuelle drift fuldstændig dominerer over deres
moral og religiøsitet. Det er i denne kategori, man finder de såkaldte
psykopater, notoriske løgnere, der ofte med held udgiver sig for at være noget
helt andet, end det de egentlig er. Det er også i denne kategori, at de
homoseksuelt prostituerede, som f.eks. de såkaldte "trækkerdrenge", i
reglen hører hjemme, ligesom det er her, at pædofilien, dvs. den seksuelle
forførelse og udnyttelse af mindreårige af modsat så vel som af eget køn,
finder sted. (Note 5)
G-kategorien eller G-menneskene
Denne kategoris individer, der rekrutteres fra
F-området, betegner det absolut yderste mentale og moralske 'mørke', et individ
ifølge Martinus overhovedet kan komme til at opleve. G-mennesket er
karakteriseret ved, at dets psyke er præget af, at det fornemmer og opfatter
tortur, smerte og drab som tilværelsens højeste nydelse. Enten i form af, hvad
man selv bliver udsat for eller lader andre udsætte for. Dette er offerets
rolle, som i de tilfælde, hvor man underkaster sig denne rolle frivilligt,
kaldes for masochisme. Eller i form af den brutale behandling, man udsætter
andre for. Dette er bøddelens rolle, der betegnes som sadisme.
G-områdets mennesker hører til den slags
individer, for hvem såvel fysisk som psykisk tortur, lemlæstelse, skånselsløs
forfølgelse og nedværdigelse af svagere og forsvarsløse mennesker, hører til
'normal' adfærd, og som de i bedste fald ikke har nogen hæmninger overfor, og
som i værste fald er noget, der direkte opleves som fornøjelse, underholdning
og ligefrem nydelse. Drabet eller mordet på andre mennesker, er for disse
individer derfor noget, de ofte udfører lige så let og skrupelløst, som at slå
en flue eller myg ihjel.
Men selv sådanne stærkt afsporede individer,
vil ifølge Martinus før eller siden i kommende inkarnationer og på grundlag af
skæbneloven, som medfører at individet i kraft af egne lidelsesoplevelser og
smerteerfaringer, vil blive ledet tilbage til den normale udviklingslinies vej.
Det skyldes, at Guds alkærlighed blandt andet også sikrer individet den største
barmhjertighed, og dermed "syndernes forladelse". Men dette sker
reelt ikke ved anger og tro, selvom sådanne faktorer også kan spille en rolle,
men derimod dels ved at afbetale sin skæbnegæld og ved, at en med tiden tilpas
udviklet "human evne" i form af etisk-moralsk bevidsthed fungerer som
en art åndeligt immunforsvar imod tilbagevendende 'mørke' eller lidelses- og
smertefulde skæbnevirkninger. Det vigtigste er dog, at individet gennem de
erfaringer om godt og ondt, gavnligt eller skadeligt, som denne 'afbetaling'
uvægerligt medfører, lærer at styre sin livskurs og skæbne i retning af en
stadig forbedret overholdelse af loven
for tilværelse. Det vil sige: ved i stadig stigende grad at tænke og handle
i overensstemmelse med det livgivende
princip, samtidig med at der i tilsvarende omfang afstås fra, at lade sig
dirigere af "det dræbende princip"s uhyggelige moralkodeks. (Note 6)
De normale seksuelle
kategorier
Men i sammenhæng med denne bogs opgave og
formål, er det dog især de fire normale seksuelle kategorier, der har
interesse, og som derfor af hensyn til vort emne ganske kort skal skitseres i
det følgende. (Note 7)
A-kategorien eller A-menneskene
A-menneskene er i almindelighed
følelsesmennesker, og ikke udpræget intelligente. De er karakteriseret ved at
være traditions- og vanebestemte i deres holdninger, og de ønsker sædvanligvis
ingen form for forandringer eller ændringer i deres tilværelse og omgivelser. I
religiøs henseende er de ofte ortodokse og dogmatiske i deres anskuelser, og
som samfundsmedlemmer er de småborgerlige og har nok i deres eget og i deres
egne. De er samtidig nationalt sindede og gribes let af patriotisme, men i
fredstider har de ofte svært ved at fordrage de enkelte individer, som de ikke lige
er på mental bølgelængde med. De ser ofte "fjendebilleder" i deres
nære, men måske især i deres fjernere omgivelser. Endelig må de karakteriseres
som selvretfærdige og fordømmende, og har altså kort sagt nok i sig selv og
deres eget.
I seksuel henseende er A-menneskene strengt
monogamt indstillede, og de lever for ægtefælle, afkom og nærmeste familie. De
udgør "ét kød" i den forstand, at de legemligt og sjæleligt har et
privat og personligt fællesskab, som danner hele deres verden. Kun det, der
tjener dette fællesskab, har betydning og værdi for dem.
Det skal for resten indskydes, at A-kategoriens
individtyper, af den gode grund, at de er - og ikke mindst i de borgerlige
århundreder antagelig har været - den mest almindeligt forekommende
mennesketype, forholdsvis ofte genfindes i H.C.Andersens forfatterskab, bl.a. i
en del af eventyrene, af hvilke tilfældigt kan nævnes Den lykkelige Familie, 1848. Eventyret handler om en højst
'borgerlig' og 'snobbet' sneglefamilie, der bor under skræpperne i
herregårdshaven, og som har nok i sig selv og sit eget, og hvis højeste mål i
livet er, at blive kogt og lagt på sølvfad, for på den måde at få adgang til
herregården, der står for dem som indbegrebet af selve paradis eller livets
lyksalighed. (Note 8)
C-kategorien eller C-menneskene
C-kategoriens mennesker er dem, der har udlevet
A-områdets ægteskabelige 'himmerige', hvor ægtefællerne har nok i hinanden, i
deres afkom og i den nære familie. Men at de har udlevet ægteskabets
'paradis-tilstand' indebærer ikke, at de undgår at forelske og eventuelt gifte
sig. Tværtimod er de netop tilbøjelige til at gifte sig flere eller endda mange
gange, eftersom deres forelskelsesevne og seksualtrang ikke er blevet mindre,
men snarere er vokset.
Det er derfor i denne kategori, at jalousi og
ulykkelige parforhold og mislykkede ægteskaber i særlig grad gør sig gældende,
og specielt når C-mennesket eksempelvis danner par eller gifter sig med et
A-menneske. En sådan situation er vistnok ikke så usædvanlig, ligesom det naturligvis
også kan forekomme, at C-mennesket danner par eller gifter sig med et menneske
fra en af de andre kategorier, både de normale og de afsporede.
C-mennesket betegner imidlertid en kategori,
der så småt er begyndt at udvikle en moralsk og intellektuel stillingtagen til
samfundsspørgsmål, til kunst, videnskab, filosofi og religion, eller kort sagt
til kultur. Det skyldes primært den begyndende vækst af mandens feminine pol og
af kvindens maskuline pol, og i begge tilfælde af de to parters respektive
intellektuelle polorgan. I takt med at de to respektive seksuelle poler og
polorganer vokser, øges C-menneskets intellektuelle bevidsthed og dets humane
moral og skabende evner, og i løbet af nogle inkarnationer glider C-menneskene
stille og umærkeligt ind i E-kategoriens område. (Note 9)
E-kategorien eller E-menneskene
E-kategoriens mennesker er individer, hvis
modsatte pol efterhånden er i relativt stærk vækst, men sådan at deres
intellektualitet, moral og gudsforhold er situationen overlegen. De har som
regel et stærkt engagement i kunst, videnskab, filosofi og religion, eller i
pædagogiske, sociale eller idealistiske politiske interesser.
På grund af den modsatte pols stærke fremvækst,
er E-mennesker ofte præget af en seksuel indstilling, som kan svinge mellem
interesse for og begær efter det modsatte køn og deres eget køn. De kan således
i en periode have den ene seksuelle indstilling og i en anden periode den anden
seksuelle indstilling. E-mennesker kan med andre ord karakteriseres som biseksuelt orienterede. Men på grund af
deres relativt høje etisk-moralske standard eller habitus, medfører dette
normalt ikke de helt store lidelser eller ulemper for E-menneskene.
I reglen undlader E-mennesker at gifte sig, men
gør de det, vil ægteskabets heldige eller uheldige udfald være beroende på, om
det er et resultat af en midlertidig forelskelse, eller om der er tale om et
forhold, som mere er bestemt af menneskeligt betonede ønsker og behov. Den
nævnte forelskelse kan især finde sted i individets repetitionsperiode. Men i
begge tilfælde vil parforholdets eller ægteskabets lykke og succes, stå og
falde med polkonstellationen henholdsvis hos manden og kvinden. Det er således
ikke kun beroende på, hvordan de to parters henholdsvis maskuline pol og
feminine pol passer sammen, men også og måske især på, hvordan mandens feminine
pol og kvindens maskuline pol passer til hinanden. På den baggrund kan man
faktisk sige, at der reelt er ikke to, men fire 'personer' involveret i et
sådant parforhold eller ægteskab.
E-kategoriens mennesker
udgøres altså af individer, i hvis bevidsthed og organisme den modsatte pol og
det intellektuelle polorgan, der har sit udløsningscenter i hjernen, er blevet
så tilpas udviklet, at indflydelsen er ved at trænge ind i individets vågne dagsbevidsthed.
Men som nævnt, er E-menneskenes intellektuelle og moralske standard af en
karakter og styrke, og deres personlige gudsforhold normalt så stærkt, at de
vil være beskyttet imod seksuel afsporing. Men selvom de i deres seksuelle
indstilling periodisk eller lejlighedsvis svinger i retning af homoseksuelle
tilbøjeligheder, kan de alligevel ikke karakteriseres som afsporede fra den
normale polforvandling, idet de menneskelige egenskaber hos dem er af en sådan
karat, at de altid først tænker på andre og tager hensyn til de pågældendes
velbefindende og lykke.
Fra E-kategoriens område vil nogle mennesker
glide direkte ind i I-området, som er karakteristisk for homoseksuelle mennesker af meget høj intellektuel og etisk
standard, mens andre fortsætter i H-området, der er præget af heteroseksuelle mennesker af samme høje
intellektuelle og etiske kvaliteter som I-menneskene. Der kunne nævnes ikke så
helt få og fremtrædende eksempler på begge disse kategorier, både fra fortiden
og nutiden, men det er ikke opgaven her, hvorfor jeg vil afstå fra det. (Note
10)
H-kategorien eller H-menneskene
Om H-kategorien siger Martinus bl.a.: ”[…] Da dets poludvikling ikke foregår i
noget unaturligt hurtigt tempo, vokser denne side af dets psyke kun ganske
umærkeligt og gradvis frem og når derfor først kontakten med væsenets vågne
dagsbevidsthed i dets allersidste inkarnationer før dets indvielse eller
oplevelse af den store fødsel […]". (Note 11)
Dette udsagn indikerer, at den normale udviklingslinie
ikke nødvendigvis medfører, at alle skal blive homoseksuelle i den sædvanlige
betydning af begrebet, sådan som der hos nogle 'nybegyndere' blandt
Martinus-interesserede har været en tendens til at opfatte det. Personligt har
jeg mødt mennesker, som afviste Martinus' Kosmologi med netop den begrundelse,
at det var uhyggeligt at tænke på, at alle mennesker på et eller andet
tidspunkt under polforvandlingen skulle blive homoseksuelle. Men en sådan
opfattelse eller frygt røber umiskendeligt, at man desværre ikke har forstået
så meget af, hvad den seksuelle polforvandling egentlig går ud på. (Note 12)
Lad mig derfor i den forbindelse indskudt
gentage, i håb om at gøre det helt klart, at ifølge almindelig erfaring og
logik, kan ingen evne eksistere eller fungere uden et organisk grundlag. En
evne vil derfor altid været baseret på organiske funktioner. Dette grundlag
udgøres ifølge Martinus primært af talentkernerne og de deraf skabte og
opretholdte åndelige eller parafysiske legemer, og sekundært af generne og de
fysiske organer. Således er synsevnen baseret på synsorganerne, høreevnen på
høreorganerne, smagen på smagsorganerne osv. I henhold til Martinus udgør
kærlighedsevnen ingen undtagelse fra denne regel. Kærlighed, sympati og
velvilje og modsætningerne: had, antipati og uvilje, er og vil uundgåeligt
altid og under alle omstændigheder primært være beroende på konstellationen
mellem de to hovedtalentkerner, den maskuline pol og den feminine pol, og de
dertil knyttede polorganers indbyrdes konstellation, og sekundært på den heraf
betingede psyko-fysiske organstruktur, herunder de fysiske kønsorganer.
De to overbevidsthedspoler og de dertil
knyttede to polorganer, har som overordnet funktion og målsætning, at være dé primære
styringsorganer, der fører og dirigerer individet gennem spiralkredsløbenes
skiftende lys- og mørkeperioder, de kosmiske dage og nætter, eller gennem de
ialt seks successive riger eller tilværelseszoner. Det er på basis af pol- og
polorgankonstellationen, at de seks kosmiske grundenergier indbyrdes kombinerer
sig på en sådan måde, at den enkelte energi og det derpå baserede åndelige
legeme kosmisk set successivt dominerer kombinationen, og derigennem gør
individet manifestations- og sansedygtigt i de respektive nævnte riger,
herunder den fysiske verden (subsidiært Jorden), som er den tilværelseszone, vi
i denne sammenhæng specielt har med at gøre og taler om. (Note 13)
Imidlertid er H-mennesker sædvanligvis
intellektuelt, åndeligt og etisk-moralsk højt udviklede individer, som ofte kan
være fremtrædende inden for samfunds- og kulturlivets forskellige områder. Men
også H-mennesker gifter sig, og sker dette med et andet H-menneske af modsat
køn, eller et E-menneske med overvejende heteroseksuel orientering, kan der
godt være tale om et lykkeligt ægteskab udenfor de egentlige lykkelige
ægteskabers zone (A-området), hævder Martinus. Men det vil fortrinsvis være det
menneskelige element og de humane og kulturelle interesser, der præger et
sådant forhold eller ægteskab. Ifølge Martinus er H-mennesker dog endnu ret
sjældent forekommende på jorden. Men de vil blive mere almindelige i fremtiden,
hævder han, ikke mindst af den grund, at også fremtidens mere udviklede
mennesker nødvendigvis må have biologiske ophav eller forældre, som de
diskarnerede E-, H-, I- og J-mennesker kan tiltrækkes af og være i personlig og
skæbnemæssig 'resonans' med af hensyn til deres fysiske inkarnering. At de
biologiske forældre så måske i nogle tilfælde ikke har mulighed for eller er i
stand til selv at opfostre deres afkom, som derfor må bortadopteres, er en
anden sag, som ikke rokker ved princippet. Men de vil i alle tilfælde disponere
godt og kærligt for deres afkom. (Note 14)
I- og J-kategoriernes
mennesker
Efterhånden som de to seksuelle poler bliver
stadig mere jævnbyrdige i deres funktion, og det intellektuelle polorgan når op
omkring sin optimale udvikling, glider H-menneskene automatisk ind i I-området.
Dette område er karakteristisk ved, at det markerer den kosmiske fødselsports normale åbning. Nemlig i modsætning til
den kunstige og alt for tidlige åbning af denne, som kan ske ved at et
etisk-moralsk endnu uudviklet menneske, f.eks. gennem Yoga-praksis tiltvinger
sig adgang til et højere udviklingstrin, end det i henhold til sin aktuelle
udvikling egentlig befinder sig på.
Efter det fornødne og udviklingsbetingede
ophold i I-området, fortsætter individets udvikling ind i J-området, som
udelukkende består af psykisk færdigudviklede
mennesker, som Martinus har valgt at betegne som Kristus-væsener, fordi disse har opnået en intellektuel og
etisk-moralsk standard og habitus, der er sammenlignelig med den
højintellektuelle standard, som Jesus Kristus var et levende eksempel og
forbillede på. (Note 15)
Polforvandlingens mål:
K-mennesket
Efterhånden som den fysiske organisme omdannes
til at kunne fungere i overensstemmelse med de høje etiske krav, der på dette
trin stilles til individet, glider J-mennesket næsten umærkeligt ind i
K-området. Dette område er polforvandlingens allerhøjeste trin og mål, som
består af individer, som både psykisk og fysisk er færdigudviklede
Kristus-mennesker, hvis åndelige, etisk-moralske bevidsthedsniveau er identisk
med den fuldkomne næstekærlighed. Den kærlighed, der hellere giver end tager,
og som uden vanskelighed praktiserer buddet om at gøre mod andre, hvad man vil
at de skal gøre mod én selv.
Der er naturligvis især for K-menneskenes
vedkommende tale om, at de i deres seksuelle orientering udelukkende er
indstillet på det guddommelige i deres medvæsener. En situation og tilstand,
som bekræfter Jesu-ordene: "de, som
er agtet værdige til at få del i den anden verden og i opstandelsen fra de
døde, tager hverken til ægte eller bortgiftes: Thi de kan ikke mere dø; de er
jo engles lige, og de er Guds børn, da de er opstandelsens børn." (Luk.20,27-28;
jvf. f.eks. med Thomas-evangeliet, logion 22). Det vil sige, at K-menneskene er
individer, der ikke længere er underkastet reinkarnationsprocessen, men som
behersker såvel de åndelige som de fysiske energier i et omfang og en grad, at
de i stedet er i stand til at benytte sig af materialisationens og
de-materialisationens teknik. Denne teknik, som er tilgængelig for individet i
det rigtige menneskerige, er aktuel og påkrævet, når det f.eks. drejer sig om
at danne sig en ny fysisk organisme, eller om at opløse den igen, når individet
ønsker eller har behov for en hvilepause fra den fysiske tilværelse.
Selvom en sådan teknik og eksistensform
umiddelbart måske kan lyde lidt vel fantastisk og urealistisk, bør man dog nok
vare sig for at kalde den usandsynlig. Tænk blot på den nyere elektroniske
teknik, der har bidraget med opfindelser og tekniske nyskabelser, som ikke ret
mange af os for bare 30-40 år siden ville have troet mulige. Det samme gælder
også den såkaldte génteknologi, hvis rette brug rummer muligheder, som
formentlig på et senere tidspunkt vil vise sig at være et overgangsstadium til
den ovenfor nævnte materialisations- og dematerialisationsteknik. Men Martinus
understeger, at den sidstnævnte teknik ligger et godt langt stykke ud i
fremtiden, men han er ikke i tvivl om, at den en skønne dag vil være en lige så
almindelig 'fødsels- og døds-metode', som den biologiske fødsel og død er det i
vore dage. (Note 16)
Med den ovenstående højst skematiske og - det
må siges - utilstrækkelige fremstilling af de 11 seksuelle kategorier eller
mennesketyper, skal vi hermed afslutte den egentlige omtale af det seksuelle
polprincip og den seksuelle polforvandling. Men undervejs har vi blandt andet kunnet
konstatere, at selve polkonstellationen og polforvandlingsprocessen sker på
foranledning af de kosmiske skabeprincipper, specielt det guddommelige
skabeprincip og kredsløbs- og kontrastprincippet, subsidiært tiltræknings- og
frastødningsprincippet og sult- og mættelsesprincippet, som individets begær,
ønsker og vilje automatisk er undergivet og former sig efter.
Vi har desuden kunnet konstatere, at det
organiske grundlag for individets kønspræg og dets seksuelle og sympatiske - og
antipatiske - orientering, er de to seksuelle overbevidsthedspoler, den
maskuline pol og den feminine pol, og de to underbevidsthedspolorganer, nemlig
det emotionelle polorgan og det intellektuelle polorgan, også kaldet det
psyko-sympatiske anlæg. Endelig har vi kunnet konstatere, at den organiske
basis for individets emotionelle, intellektuelle og åndelige begavelse samt
dets kreative evner, er de såkaldte talentkerner, specielt organtalentkernerne,
og de af disse organiserede og opretholdte seks åndelige legemer.
Men først og sidst har vi kunnet konstatere,
hvilken stor og afgørende rolle det seksuelle polprincip og den seksuelle
polforvandling spiller for individets til enhver tid aktuelle udviklingstrin og
-standard. Ligesom vi er blevet gjort bekendt med, at dette forhold igen er
bestemt af den ligeledes til enhver tid rådende, men kosmisk set variable
konstellation mellem de to seksuelle overbevidsthedspoler og det på tilsvarende
måde udviklingsbetingede forhold mellem de to seksuelle polorganer i
underbevidsthedsregionen. (Note 17)
Emnet er imidlertid langt fra udtømt med denne
afhandlings fremstilling af det, tværtimod. Den særligt interesserede læser
henvises derfor til selve kilden til de oplysninger, ideer, tanker og
forestillinger, som ligger til grund for min fremstilling, nemlig Martinus'
livsværk i form af symboler, bøger, artikler og foredrag., men specielt til
Livets Bog IV-VI. Desuden henvises sekundært til diverse bøger af Per
Bruus-Jensen, herunder især hans 4 binds værk ""X" - en komplet
indføring i Martinus' Kosmologi", men her specielt bind 4.
Kommentar: Også vedr. seksualkategorierne står det
soleklart, at Martinus' analyser og karakteristik af disse også hører til noget
af det mest geniale i hans kosmologi, for også i denne sammenhæng er der tale
om en avanceret psykologisk indsigt og viden om menneskers seksualliv. Dette
gælder også, selvom det overordnede kosmiske perspektiv, hvori Martinus anskuer
emnet, af gode grunde heller ikke kan være gældende, når emnet ses og vurderes
ud fra ét-livs-hypotesens aktuelle 'jordbundne' perspektiv. Men uanset dette,
så gælder Martinus' karakteristisk af seksualkategorierne stort set alligevel
som en aktuel 'jordbunden' vejledning for os, der interesserer sig for emnet.
Herefter skal gengives en efter min egen opfattelse
relevant artikel, hvori tallene, der henviser til noter og kilder, og i nogle
tilfælde også til bemærkninger og / eller kommentarer til hovedteksten, følger
med her, således at særligt interesserede læsere vil kunne benytte sig deraf.
Parforholdets ’krig’ –
og ’fred’
(Citat) Denne overskrift er titlen på en
artikel, der handler om en problematik, som er væsentlig indenfor Martinus’
kosmologi, men som samtidigt også betragtes som kontroversiel af en del
mennesker, der studerer hans kosmiske analyser. Emnet kræver fordomsfrihed,
åbenhed og tolerance, hvis man vil gøre sig håb om at fatte, hvad sagen
virkelig drejer sig om. – Men om artiklens tanker eventuelt vil kunne være til
trøst og opmuntring for mennesker, som aktuelt befinder sig i en så ulykkelig
situation som et parforholds opbrud ofte betyder, er nok tvivlsomt. Det er
ulige nemmere og lettere at overveje sådanne tanker, som denne artikel giver
udtryk for, når man selv befinder sig i fred og harmoni med sig selv og sine
medmennesker.
Næsten daglig kan man høre om eller læse i
medierne, at så er det ene og så det andet mere eller mindre kendte par blevet
skilt eller er gået fra hinanden, og hver for sig søger de to involverede og
ofte ’sårede’ parter i det mislykkede forhold at finde sine egne ben at stå på
igen. Ikke sjældent giver man hinanden skylden for det, der i reglen føles som
et nederlag, i det mindste for en af parterne. Måden, man søger at komme videre
på, er naturligvis individuel og kan være meget forskellig fra menneske til
menneske, men fælles for de fleste er det, at de før eller siden hver især
finder sammen med en ny partner, i håbet og forventningen om at finde ’lykken’
på ny. I nogle tilfælde lykkes det, i andre ikke, og der er ikke så helt få
eksempler på folk, der har været gift både tre eller fire gange, uden at det i
længden er lykkedes at få forholdet til at fungere tilfredsstillende for begge
parter.
Imidlertid findes der dog også eksempler på
både første-, anden- og tredjegangs-ægteskaber eller parforhold, som er
vellykkede og hvor begge parter i hovedsagen er tilfredse med samlivet.
Alligevel rokker dette ikke ved, at parforholdet og ægteskabet som institution
betragtet, nu i snart mange år har været og fortsat er i krise, hvilket enhver
vil kunne overbevise sig om, ved at læse tallene fra Danmarks Statistik. Ifølge
sidstnævnte blev hvert fjerde ægteskab opløst i 2004, men tallene kan svinge i
op- eller nedadgående retning fra år til år, men hovedtendensen synes klar. Det
er dog ikke kun i Danmark, at parforholdet og ægteskabsinstitutionen befinder
sig i permanent krise, tværtimod, så gælder det stort set i hele den vestlige
verdens kulturkreds.
Velmenende psykologer og socialpædagoger har i
tidens løb søgt efter årsagsforklaringer på de mislykkede parforhold og
ulykkelige ægteskaber, der jo ikke mindst er til skade for de involverede børn.
Fra samfundets side har man søgt at bøde på skaderne gennem forskellige tiltag,
men sjældent med særligt held. De terapier, der er udviklet på basis af de
årsagsforklaringer, man mener at have fundet frem til, viser sig ikke i alle
tilfælde at være tilstrækkelige til at hele parforholdet eller bringe de
’krigende’ parter sammen igen.
Der kan naturligvis være mange forskellige
direkte årsager til parforholds og ægteskabers ulykkelige situation og
eventuelle forlis. Der kan f.eks. være tale om gemytternes uoverensstemmelse,
dvs. uforligelige personligheds- og temperamentsforskelle, lige som der ofte
også kan være utroskab blandet ind, måske endda fra begge parters side, men erfaringsmæssigt
dog fortrinsvis fra den parts side, der er mest tilbøjelig til at ville bryde
med sin partner. Det er jo erfaringsmæssigt langt fra tilfældet, at begge
parter er enige om at gå fra hinanden.
Martinus’ opfattelse af
situationen
Set fra Martinus’ side er der imidlertid ikke
noget mærkværdigt eller uforståeligt ved parforholdets og ægteskabets aktuelle
situation, lige så lidt som ved, at almindelige psykologer, terapeuter og
socialpædagoger ikke har kunnet, og - så vidt det kan bedømmes - fortsat heller
ikke vil kunne løse parforholdets og ægteskabets samlivsproblemer, i al fald
ikke på sigt. De årsager til krisen, som de nævnte fagfolk indtil videre har
været i stand til at pege på, udgør nemlig, hvad man kunne betegne som
”sekundære årsager”, og sådanne er i henhold til Martinus ikke tilstrækkelige
til at forklare krisen, endsige løse de problemer, denne giver anledning til.
Ifølge Martinus skal de
primære årsager til den krisesituation eller krisetilstand, som parforholdet og
ægteskabet har været inde i gennem hele det tyvende og fortsat er det her i det
ny århundrede, søges dybt i menneskets psyke. Denne psyke har psykologiske
forskere og fagfolk endnu ikke kunnet beskrive i sin totalitet eller helhed,
selvom nogle pionerer er og har været på sporet af, hvad det mere præcist
drejer sig om. Her tænkes især på dybdepsykologen C. G. Jung, som blandt andet
fandt frem til, at psyken har to basale psykoseksuelle aspekter, nemlig et
aspekt bestående af feminine karaktertræk og et aspekt bestående af maskuline
karaktertræk. Disse to aspekter ved psyken kan være mere eller mindre i
modstrid med hinanden, men kan også bringes til at samvirke i løbet af det,
Jung betegner som individuationsprocessen, hvorunder selvet eller
personligheden modnes og differentieres med de karakteristika, der er gældende
for det enkelte individ. Men det gælder generelt, at en kvinde i overvejende
grad normalt vil være præget af sin psykes feminine aspekt , som ganske enkelt
er udtryk for kønnet, lige som en mand i overvejende grad normalt vil være
præget af sin psykes maskuline aspekt, som også i dette tilfælde er udtryk for
kønnet. Men den kvindelige psyke rummer som nævnt samtidigt et maskulint
aspekt, arketypen animus, mens den mandlige psyke samtidigt rummer et feminint
aspekt, arketypen anima. (1)
Den seksuelle
polforvandlingsproces
Som nævnt skal de
primære årsager til det generelle udviklingsstadium, Martinus betegner som ”de
ulykkelige ægteskabers zone”, grundlæggende søges i det forhold, at psyken hos
et meget stort antal mennesker, især i den vestlige verden, for tiden er inde i
en accelererende forvandlingsproces. Denne proces betegner Martinus også som
polforvandlingen, hvorved nærmere forstås en gradvis ændring af
konstellationsforholdet mellem menneskepsykens feminine aspekt og dens
maskuline aspekt. Dette konstellationsforhold er ifølge Martinus baseret på to
overordnede grundenergitalentkerner, som henholdsvis betegnes som ”den feminine
pol” og ”den maskuline pol”. Under ét betegnes de to poler som et ’psykosympatisk
anlæg’, hvilket især hænger sammen med, at det er disse to poler, der dybest
set udgør det organiske grundlag for det levende væsens (individets) sympatier
og antipatier. (2)
Til disse to poler er
endvidere knyttet to polorganer: ”det emotionelle polorgan” og ”det
intellektuelle polorgan”. Forholdet mellem poler og polorganer er i henhold til
Martinus grundlæggende det, at det emotionelle polorgan altid vil være knyttet
til den såkaldt ordinære, dvs. den aktuelt fungerende psykoseksuelle pol,
medens det intellektuelle polorgan altid vil være tilknyttet den aktuelt
latente eller ’sovende’ psykoseksuelle pol og ’vågne op’ eller vokse frem
synkront med denne. Med begreberne ’den aktuelt fungerende pol’ og ’den aktuelt
latente pol’ er der her antydet en meget vigtig og afgørende proces i
sammenhængen, nemlig den såkaldte ’polforvandling’. Denne består kort fortalt i
en periodisk og gradvist forandret konstellation mellem de to poler indbyrdes
og disses tilknytning til de to polorganer. Fra en konstellation eller
tilstand, hvorunder de to poler og de to polorganer fungerer fuldkommen
jævnbyrdigt og optimalt, ændres situationen efterhånden radikalt til en
tilstand eller konstellation, hvori den ene pol og det intellektuelle polorgan
er latent eller ’sovende’, mens den anden pol, sammen med det emotionelle
polorgan, bevarer og opretholder en aktivt fungerende position. (3)
Hunkøn, hankøn og
dobbeltpolethed
Det er i henhold til
Martinus den sidstnævnte situation, som han også betegner som den
”enkeltpolede” tilstand, der danner grundlaget for fremkomsten og eksistensen
af de to køn: hunkøn og hankøn. Det førstnævnte køn, hunkønnet, opstår, når det
er den maskuline pol, der sammen med det intellektuelle polorgan ’degenerer’
eller reduceres til latent tilstand, mens det sidstnævnte køn, hankønnet,
opstår, når det er den feminine pol, der sammen med det intellektuelle polorgan
’degenererer’ eller reduceres til latent tilstand.
Men
polforvandlingsprocessen er ikke fuldbyrdet hermed, for efter en tid i
enkeltpolet tilstand som enten hunkøn eller hankøn, fortsætter udviklingen,
denne gang så at sige i omvendt rækkefølge. Det vil sige en udvikling,
hvorunder den latente eller ’sovende’ pol og det intellektuelle polorgan
gradvist atter ’vågner’ op og efterhånden igen bliver jævnbyrdige med den
fungerende pol og det dertil knyttede emotionelle polorgan. Denne udvikling
forløber nogenlunde parallelt og synkront for de to køn, hvis individer
efterhånden bliver, hvad Martinus betegner som ”dobbeltpolede”, en tilstand og
situation, der udgør det psykoseksuelt-organiske grundlag for den såkaldte
næstekærlighed, som i bund og grund er uberoende af det tidligere køn eller af
køn i det hele taget. (4)
Enkeltpolethed
og dobbeltpolethed
Som det indirekte vil være
fremgået af det ovenstående, er der i virkeligheden tale om det, vi
almindeligvis betegner som seksualisme, men dog i en noget dybere og videre
forstand, end det, de fleste mennesker forstår ved begrebet. Martinus betegner
fænomenet seksualisme som det redskab eller den kraft, hvormed Guddommen
skaber, styrer og opretholder alt og alle i sin universalorganisme,
verdensaltet. Seksualisme er samtidig det levende væsens egen inderste og
dybeste oplevelsesevne og skaberkraft, som takket være lovmæssighederne for de
to polers og de to polorganers indbyrdes samspil, og herunder ikke mindst
polforvandlingen og dennes karakter og konsekvenser, sikrer individets evige og
periodisk livsfornyende eksistens som Guds sanse- og manifestationsorgan. (5)
Men det er altså den
ovenfor skitserede polforvandlingsproces eller forvandlingen af
polkonstellationsforholdet mellem de to poler og polorganer fra enkeltpolethed
til dobbeltpolethed, som dybest set er årsagen til og forklaringen på
parforholdets og ægteskabsinstitutionens aktuelle krise. Denne i en større
sammenhæng og i et større perspektiv naturlige udviklingssituation, vil intet
menneske eller nogen anden magt, hverken på jorden eller i himlene, kunne ændre
afgørende ved, endsige forhindre. Så meget mindre, som at polforvandlingen i
virkeligheden sker til alles gavn og bedste.
Det, der ifølge
Martinus ligger til grund for mange af de problemer og kriser, der kan være i
parforhold og ægteskaber, er den omstændighed, at der i virkeligheden ikke kun
er tale om to parter i forholdet, men derimod om hele fire, og ikke sjældent
fire forskellige parter. Nemlig foruden ’manden’ i kvinden, også ’kvinden’ i
manden, eller mere præcist: Den kvindelige parts vågnende maskuline pol, og den
mandlige parts vågnende feminine pol, som i begge tilfælde er ledsaget af et
vågnende intellektuelt polorgan, som netop giver sig udtryk i alle de
interesser hos individet, som ligger ud over de basale ægteskabelige og
familiemæssige interesser. Det gælder stort set alle de interesser eller interesseområder,
som ikke direkte tjener til hjemmets og parforholdets eller ægteskabets
etablering og opretholdelse, lige fra interessen for sport, politik, kunst,
litteratur etc. til interessen for åndelige, spirituelle og filosofiske emner.
(6)
Parforholdets ’krig’ og
’fred’
Men det skal dog siges,
at en del mennesker er i stand til at klare balancegangen mellem interesserne
for hjemmet, ægtefællen, afkommet og familien på den ene side og de mere
personligt orienterede og indadvendte eller udadvendte interesser på den anden
side. Det gælder især for par og ægtefæller, hvor der findes en grundlæggende
forligelighed mellem de involverede fire ’parters’ respektive interesser, både
indenfor og udenfor parforholdet eller ægteskabet. Dette gælder i henhold til Martinus
ikke mindst for de relativt højtudviklede mennesker, der henhører under den
endnu meget sjældne seksualkategori, han betegner som H-mennesket. Men mindst
lige så mange, eller måske snarere flere, kuldsejler i forsøget på at tilgodese
begge interesseområder. Erfaringsmæssigt forstår de to parter, kvinden og
manden, ikke altid hinandens personlige interesser ’udenfor’ parforholdet eller
ægteskabet, og hvis den gensidige seksuelle tiltrækning måske også er aftaget,
så kan der være optræk til alvorlig konflikt eller krise. Dette kan i en del
tilfælde føre til, at enten den ene af de to parter eller eventuelt begge,
foruden interesserne udenfor hjemmet, også søger og finder en ny partner, og så
har vi utroskaben inde i billedet, med den jalousi, desperation og aggression
eller den sorg, fortvivlelse og depression hos den part, som føler sig svigtet,
der oftest følger i kølvandet på utroskab, separation og skilsmisse.
Det er rent ud sagt
utroligt, hvor fjernt fra hinanden og gensidigt fjendtlige to tidligere
elskende, som tilmed måske har fået et eller flere børn sammen, kan stå eller
blive overfor hinanden både lige før og vistnok især lige efter et brud, ja,
for nogles vedkommende i årevis eller for altid. Det kunne parterapeuter,
socialrådgivere, statsamterne, skilsmissedomstolene og børnebidrags-kontorerne
tale med om, hvis ikke de havde tavshedspligt. (7)
Mediernes
romantisering af ægteskabet
Sådan som situationen
tegner sig set på baggrund af Martinus’ kosmiske analyser, er medierne – måske
oftest ubevidst - i nogen grad medvirkende til at viderebringe og opretholde de
ret beset falske forestillinger og ’drømme’, der hersker omkring parforholdet
og ægteskabet. Det gælder de mange bøger, film og tv-serier, som mere eller
mindre ensidigt romantiserer og forgylder forelskelsen og ægteskabet, og som
foregøgler unge ubefæstede og uerfarne sjæle, at livet sammen med den udkårne
’eneste ene’ og afkommet er udtryk for den højeste lykke i tilværelsen.
Sandsynligvis er det en væsentlig grund til, at forestillingerne om det
fuldendte romantiske bryllup mellem den hvide, ’uskyldsrene’ brud og den
charmerende, galante og beskyttende brudgom, som vil gå gennem ild og vand, for
til slut at vinde sin udvalgte elskedes gunst, stadig er meget udbredte.
TV-udsendelser fra kirkelige bryllupper mellem især kendte og allerhelst royale
personer hører til de fjernsynsprogrammer, der kan påregne det største antal
seere verden over. Men kvindelige seere synes at være i overtal ved disse
lejligheder, hvor der er anledning til at opleve et følelseslift ved synet af
det unge, smukke par, især over brudens kjole med langt slæb, det kirkelige
ceremoniel og ritual, og – ikke mindst – de medrivende orgeltoner og
salmesangen, der bruser ud i kirkerummet og i tv-seernes stereohøjtalere. Ikke
et øje er tørt, mens hjertet banker et par takter hurtigere end normalt. (8)
Men situationen tegner
sig lidt anderledes for de af os, der ikke synes, at kirkelige bryllupper eller
ditto tv-transmitterede bryllupper lige er sagen, måske fordi vi selv har
oplevet og erfaret ’bagsiden af medaljen’, men måske også, fordi vi mere eller
mindre er vokset fra de romantiske forestillinger og gyldne drømme om et
ægteskabeligt paradis på jorden. Måske er vi endda alligevel så heldige at have
fundet en partner, hvis både ordinære og modsatte pol og polorganer matcher med
ens egen ordinære og modsatte pol og polorganer, så at samlivet i bedste fald
er med til at bekræfte det faktum, at tilværelsen i sig selv i grunden er det
største eventyr, der eksisterer. I dette eventyr er vi, takket være Martinus,
endda så heldige at have fået en god og grundig vejledning i læsningen af den
bog, ”Livets Bog”, der i bogstavelig forstand bekræfter, at eventyret tilmed er
fuldgyldigt udtryk for guddommelig korrespondance og tale. (Citat slut)
For læsere, som ønsker
kildehenvisninger, kan det anbefales at læse ovenfor gengivne artikel via dette
link: 4.12. Parforholdets ”krig” og
”fred” – om moderne menneskers samlivsproblemer.
Imidlertid er der jo
også den side ved seksuallivet, der betegnes som afvigelser fra normen
mand-kvinde, nemlig den især tidligere provokerende og såkaldte
homoseksualitet. Derom har jeg skrevet et par artikler, hvoraf især artiklen
4.66. Kirke på afveje? – Tanker omkring det
nye vielsesritual, skal gengives her i sin fulde længde, primært for at stige
ned fra de kosmologiske højder og aktualisere emnet i jordhøjde.
Herefter skal gengives endnu en relevant
artikel, hvori tallene, der henviser til noter og kilder, og i nogle tilfælde
også til bemærkninger og / eller kommentarer til hovedteksten, følger med her,
således at særligt interesserede læsere vil kunne benytte sig deraf og opsøge
de anførte steder i de citerede artikler:
(Citat) Efter en lidt
længere og ophedet offentlig debat om et kirkeligt ritual for vielser af
homoseksuelle, opfyldtes ligestillings- og kirkeminister Manu Sareens løfte til
de homoseksuelle den 15. juni 2012, idet den første lovformelige kirkelige
vielse af homoseksuelle fandt sted denne dato. Det skete i gamle hæderkronede
Frederiksberg Kirke, og parret var STAR TOUR-ejer Stig Elling og hans
samlivspartner og bofælle gennem 24 år. Selvom jeg hører til blandt dem, der
mener, at vielse af homoseksuelle ikke burde finde sted i kirken, men på
rådhuset, valgte jeg dog alligevel at ønske brudeparret tillykke på Facebook og
udtrykke håbet om, at de måtte leve lykkeligt sammen til deres dages ende. Det
gjorde jeg, fordi jeg mener ganske godt at kunne forstå de homoseksuelle og
deres situation.
Men forud for denne på
sin vis lykkelige slutning – eller måske snarere begyndelse – var som nævnt
gået en længere og især ophedet debat i offentligheden om selve
vielsesritualets udformning. Til at begynde med drejede det sig om gætterier og
rygter, og især rygtet om et såkaldt kønsneutralt ritual vakte både bekymring
og harme. Et sådant ritual måtte jo betyde, at man fjernede begreberne mand og
kvinde og begrebet ægteskab i sammenhængen og erstattede disse ord og begreber
med den mere generelle betegnelse ægtefællesskab. Dette ville dog ikke ændre
væsentligt ved det heteroseksuelle vielsesritual, hvor det bl.a. stadig ville
lyde eksempelvis: ”Vil du, Søren, tage Jette til ægte?” og ”Vil du, Jette, tage
Søren til ægte?”. - For homoseksuelle par lyder det: ”Vil du, Erik, tage Peter
til ægte?” eller ”Vil du, Grethe, tage Lis til ægte?” – Især disse spørgsmål
lyder jo absurde i kristen teologisk sammenhæng og vel også i almindelig og
traditionel menneskelig sammenhæng. Det er da formentlig også derfor især for
den teologiske side af sagen, at de otte biskopper, som har udarbejdet det nye
ritual, har valgt at udelade begrebet og ordet ægteskab i det nye vielsesritual
for homoseksuelle. Det er det kompromis, som ligestillingsforkæmperne må finde
sig i og leve med, som vi andre, der både historisk og religiøst lægger vægt på
Biblens ord, må finde os i, at der overhovedet nu forekommer kirkelig vielse af
homoseksuelle. Hvilket med det nye vielsesritual jo trods alt er en form for
anerkendelse og til at leve med for os andre. Det er jo ikke de homoseksuelle,
vi har noget imod, men kun vielse af homoseksuelle i kirken, og det uanset om
vi er medlemmer af folkekirken eller ej. Selv er jeg ikke medlem.
Her skal indskydes, at
der ikke mindst indenfor Martinus-bevægelsen findes folk, som gerne vil fremstå
som forstående, tolerante og kærlige, og som for nogles vedkommende formentlig
også reelt set er det, men som i hvert fald for en dels vedkommende lider af,
hvad der kunne kaldes berøringsangst, i hvert fald overfor emner af
kontroversiel karakter. Som nu i dette tilfælde med vielse af homoseksuelle i
kirken. Der kan dog også være tale om, at man ikke mener emnet er så
betydningsfuldt, at det er værd at beskæftige sig med. Endelig er der også den
mulighed, at man mener, at kirkekristendommen i henhold til Martinus’ kosmiske
analyser er en døende institution, hvorfor dens interne forhold ikke er aktuelt
vedkommende. Martinus mener jo generelt, at de store gamle verdensreligioner
hører ind under det, han betegner som den gamle verdensimpuls fra det
guddommelige skabeprincip, altså fra Gud, er forældet i en moderne verden, hvor
intellektet er under stærk udvikling, og som derfor er degenererende, for til
sidst helt at forsvinde. Der er dog tale om en århundredelang proces, idet i
hvert fald millioner af mennesker verden over stadig er tilhængere af og har
brug for hver deres religion, som i dette tilfælde primært vil sige
traditionelle religioner som buddhismen, islam og kristendommen, og de under
disse hørende religiøse retninger og sekter. Imidlertid påbegyndtes i forrige
århundrede, mere præcist i 1921, en ny udstråling fra det guddommelige
skabeprincip, som viste sig at være en fornyelse af kristendommen, mere præcist
i form af en ny fortolkning af Jesu liv og lære. Denne nye verdensimpuls er i
særlig grad blevet påstået formidlet via den danske tænker og
intuitionsbegavelse, Martinus, som hævder, at hans lære er en opfyldelse af
Jesu profeti om ”Talsmanden, den hellige Ånd”, og altså dermed en fortsættelse
af Jesu lære og gerning som såkaldt verdensgenløser, et ord og begreb, der skal
erstatte ordet og begrebet frelser, fordi dette ikke har relevans i det
verdensbillede, Martinus tegner i sin kosmologi eller åndsvidenskab, hvis man
vil foretrække at kaldet det det. (1)
Men blandt de
berøringsangste – eller hvad man nu skal kalde det – var der på Facebook netop
en skribent og foredragsholder, som er tilknyttet undervisningsarbejdet
indenfor Martinus Institut. I en kommentar til et af mine opslag dér, skrev han
bl.a., at kærlighed er kærlighed, hvad enten det drejer sig om hetero- eller
homoseksuelle, som elsker hinanden. Dertil tillod jeg mig at svare, at
vedkommende tilsyneladende havde overset, at der i henhold til Martinus findes to slags kærlighed. Forstået sådan, at
homoseksuel kærlighed ikke i det væsentlige adskiller sig fra heteroseksuel
kærlighed, men begge adskiller sig fra det, som Martinus forstår ved næstekærlighed. Der er derfor ikke tale
om kønsbetinget kærlighed i begge de ovenfor nævnte tilfælde, hvorfor det
derfor er meget vigtigt, at man skelner mellem kønsbestemt kærlighed og
altruistisk kærlighed eller næstekærlighed. Det kan vi få meget at vide om hos
Martinus, lige som om hans opfattelse af homoseksualitet, hvilket vi skal vende
tilbage til senere nedenfor.
Blandt de meget aktive
folk, som i årevis har arbejdet på at fremme indførelsen af kirkelig vielse af
homoseksuelle, er den homoseksuelle præst i Stefanskirken på Nørrebro i
København, Ivan Larsen, der bl.a. sammen med f.eks. ovennævnte Stig Elling, har
været en af de mest ivrige forkæmpere for sagen. Til det formål må man nok have
lov til at sige, at han har læst og udlagt Biblen relativistisk, i lighed med
en vis anden herre. Hermed tænker jeg ikke kun på kirkeministeren [Manu
Sareen], som har været og er en ivrig fortaler for en moderne og
nutidsorienteret tolkning af Biblen og dermed også af kristendommen. Dette er
så nu til dels takket være samme radikale ligestillings- og kirkeminister altså
lykkedes, nemlig at få gennemtrumfet det nye vielsesritual, som dog må
betragtes som et kompromis eller modus vivendi. Biskopperne har nemlig trods
alt ikke villet imødekomme ligestillingskravet, hvorfor de har nøjedes med at
betegne parterne i den nye ægteskabsform som "ægtefæller" i stedet
for som ”ægtemand” og ægtehustru”. Dette udelukker jo desuden nærmest
automatisk sig selv i betragtning af, at der er tale om to mennesker af samme
køn. Den kendsgerning har biskopperne altså ikke villet tilsidesætte.
Vielsesritualer
og seksualitet
I det traditionelle
vielsesritual henholder man sig til, at mennesket kommer til at ligne Gud
gennem de to køns forening og samliv. Ikke kun på et sjæleligt plan, men også
på et kropsligt plan. Det hænger sammen med Skabelsesberetningens ord: ”Og Gud skabte mennesket i sit billede; i sit
billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem;” Samme
vielsesritual henholder sig også til Jesus-ordene, som siges til nogle
farisæere, som forsøgte at lægge en fælde for ham: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og
kvinde og sagde: ”Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig
til sin hustru, og de to skal blive ét kød?” Så er de da ikke længer to, men ét
kød. Derfor: hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” Da siger
de til ham: ”Hvorfor har Moses da befalet, at når man giver sin hustru et
skilsmissebrev, kan man skille sig fra hende?” Han siger til dem: ”Det var på
grund af jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres
hustruer; men fra begyndelsen har det ikke været således. Og jeg siger jer, at
den der skiller sig fra sin hustru af anden årsag end utugt og gifter sig med
en anden, han bedriver hor.” Her er altså utvetydigt tale om, at et
ægteskab i kristen forstand alene drejer sig om et forhold mellem en mand og en
kvinde. (2)
Jo, vil nogle selvfølgelig her nok sige, men er
der virkelig grund til at tage disse ældgamle opfattelser bogstavelige og
højtidelige? Desuden er vi jo i vor tid klar over, at Gud ikke eksisterer og
derfor heller ikke kan have skabt hverken verden eller os. Ligesom vi fra
videnskaben ved, at der ikke er tale om momentan og bevidst, hensigtsmæssig skabelse,
men om milliardårig evolution, som i det væsentlige er foregået via naturlovene
og herunder selektiv udvikling og mutationer. Derfor må vi følge med tiden og
indrette os på et andet grundlag, sådan som vi jo da for resten også har gjort
lige siden renæssancen og oplysningstiden. Begge disse kulturperioder har dog
udelukkende fundet sted i den vestlige kulturkreds, medens den øvrige del af
verden ikke i samme grad har været berørt af tilsvarende fornyende processer.
Det er derfor hovedsagelig i den vestlige verden, at det ateistiske og
materialistiske livssyn har haft grobund og fået lov til at udvikle sig. (3)
Det kunne der naturligvis siges meget andet og
mere om, end det er muligt i en artikel som denne. Men lad mig her nøjes med i
noten at henvise til, hvad Martinus har at sige om skabelse kontra evolution,
og om verden og mennesket og alle andre levende væsener. Martinus er i
princippet enig med den bibelske skabelsesberetning, også selvom han tolker
denne på en ny måde, idet han anskuer den mere som en mytisk fortælling end som
en historisk beretning. Det vil man i øvrigt også kunne læse om i min bog
”Jesus - søn af mennesket”. (4)
Apropos ægteskab mellem mand og kvinde, så er
det som bekendt noget, der lige siden tidernes morgen er forekommet og stadig
forekommer i alle kulturer og religioner. Men forholdet mellem mand og kvinde
er jo først og fremmest biologisk, anatomisk og fysiologisk betinget og tjener
som forudsætning for forplantning eller slægtens beståen og videreførelse. Men
i spirituelle kultursamfund er seksualitet også blevet opfattet som et helligt
sakramente, der har værdi i sig selv og i sekulariserede kultursamfund som
noget, der i bedste fald betyder ekstraordinær glæde og fornøjelse.
Homoseksualitet har i samme tidsrum og i de fleste kulturer - bortset fra en
periode i det gamle Grækenland - været betragtet som en anormalitet, for ikke
at sige abnormitet, som der nogle steder tilmed har været dødsstraf for, endda
helt op i nyere tid. Sådan er det generelt set heldigvis ikke længere, i hvert
fald ikke i den vestlige kultur, hvor man efterhånden betragter homoseksualitet
for blot at være en anden form for seksualitet end heteroseksualitet. Men at gå
så vidt, som rabiate fortalere for homoseksualitet gør og har gjort, og erklære
arten af seksualitet for at være et spørgsmål om frit valg, er efter min mening
at gå for vidt. Det begrunder jeg dels med erfaring og dels med de analyser
vedr. seksualitet, som er fremsat af Martinus. Herom vil man i kortfattet form
kunne læse på min hjemmeside under 1. Hovedafsnit. (5)
Religiøs åbenbaring og
demokrati
Det er efterhånden kommet til at stå klart for
mig, at de Martinus-folk og Martinus-interesserede, som debatterer og
kommenterer på Facebook, og jeg, ikke er enige i synet på homoseksuelle vielser
i kirken. For de nævnte drejer det sig primært om at promovere ligestilling
mellem kønnene, for det er den eneste rigtige indstilling at have, mener de
angiveligt, når man vel at mærke er et tolerant, forstående og kærligt
menneske. Derfor skal ligestilling også gælde i kirkelig sammenhæng, synes de.
Det, at promovere ligestilling og ens behandling af alle mennesker uanset køn,
race, nationalitet og religion, er i øvrigt også det FN's
menneskerettighedserklæringer i princippet og i videre forstand går ud på.
Men for mig at se, drejer det sig imidlertid om andet og mere end et generelt
ligestillingsspørgsmål, for religiøs åbenbaring kan man ikke gøre til genstand
for en demokratisk afgørelse. Det er altså ikke noget, der kan afgøres ved
flertalsafstemning. Åbenbaret religion, som f.eks. kristendommen, må man enten
vælge til eller fra, og det samme gælder faktisk også for Martinus' kosmologi,
som baserer sig på de åbenbaringer, Martinus oplevede i påsken 1921. Uden de
sidstnævnte åbenbaringer ville der ikke have eksisteret noget, der hedder
Martinus' kosmologi eller hvad man nu vil foretrække at kalde hans kosmiske
analyser og facitter. En del af disse analyser og facitter handler om det
seksuelle polprincip og herunder også om bl.a. homoseksualitet, sådan som
påpeget tidligere ovenfor.
En væsensforskel mellem kristendommen og
Martinus' kosmologi er, at den førstnævnte i hovedsagen appellerer til troen,
mens den sidstnævnte appellerer til intuitionen og intelligensen. Denne forskel
er større, end man umiddelbart skulle tro. Dertil kommer, at Martinus' kosmiske
analyser over det seksuelle polprincip, stort set er enestående i verdens
kulturhistorie, og de har med al sandsynlighed fremtiden for sig. Her vil jeg
derfor gerne anmode seriøst interesserede, om især at læse eller genlæse Livets
Bog V, stk. 1854-1864, så vil man få at se, hvorfor jeg ikke er tilhænger af
kirkelig vielse og dermed følgende velsignelse af homoseksuelle 'ægteskaber'.
Og dette har vel at mærke intet som helst med diskrimination af homoseksuelle
at gøre, snarere tværtimod. (6)
Men i øvrigt skal jeg gerne føre an og lede ind
på det tankespor, som jeg mener, er vigtig i sammenhæng med forståelsen af,
hvorfor jeg synes, som jeg gør, og specielt i dette tilfælde. I de afsnit af
Livets Bog V, som der ovenfor henvises til, behandler Martinus især seksuelle
afvigelser fra normen og herunder homoseksualitet. Den dybere liggende årsag
til homoseksualitet er ifølge Martinus, at den modsatte pol er blevet
overdimensioneret og mere eller mindre førende i dagsbevidstheden, hvilket for
mandens vedkommende betyder, at det er den feminine pol, der er blevet mere
fremtrædende, end individets kosmiske udviklingstrin berettiger til, lige som
det samme er tilfældet for kvindens vedkommende, hvor det dog er den maskuline
pol, der er blevet forceret frem. Martinus taler derfor ligefrem om henholdsvis
”den kvindelige mand” og ”den mandlige kvinde”, hvilke poltyper han ligeud
karakteriserer som abnorme.
(Citat) 1856. For begge disse overdimensionerede poltyper, ”den mandlige kvinde” og
”Den kvindelige mand”, gælder det, at det nye væsen i deres bevidsthed ikke er
nær så udviklet som deres mange inkarnationer gamle normale pols væsen, der nu
er trængt alt for meget tilbage af den modsatte pols alt for stærkt
fremtrædende overdimensionering og dens heraf følgende føring af væsenets
dagsbevidsthed. Denne overdimensionering er altså ikke baseret på udvikling, så
ville den netop ikke have været abnorm. Den er derimod baseret på den
omstændighed, at dens ophav på et eller andet tidspunkt i tidligere liv har
været genstand for en seksuel forføring eller et andet abnormt forhold, der har
været i stand til at sætte det pågældende væsens seksuelle tankebane i en
forceret aktivitet og flugt fra den normale udviklingslinje. Denne heraf
opståede særlige seksuelle indstilling er derved efterhånden blevet til
vanebevidsthed, ligesom f.eks. drik eller tobaksrygning eller andre
bevidsthedsmæssige abnormiteter kan blive til en vane, blive til et overdrevent
begær, der i vanskeligste tilfælde kun kan bekæmpes efter at de har udløst sig
i en katastrofe. Denne seksuelle forførelse eller anden årsag til afsporingen
kan f.eks. være foregået på den måde, at et voksent menneske, hvis tilbøjelighed
til at søge kønslig tilfredsstillelse hos sit eget køn, har udartet sig til en
sådan dimension, at det ikke har nok i samkvemmet med voksne, men er så
afsporet, at det begærer seksuelt samkvem med det umodne, med mindreårige eller
børn. Da jordmenneskeheden er langt fremme i dens seksuelle forvandlingsproces,
og den modsatte pol er mere eller mindre i udvikling og fremme hos alle
kulturmennesker, bor der allerede en tilsvarende om end ubevidst tendens til at
fornemme sympati for sit eget køn dybt i hvert eneste menneske, men den kommer
ikke og skal helst ikke komme frem til sit ophavs kundskab eller vågne
dagsbevidsthed på anden måde end som en af naturen selv diskret og lempeligt
eller umærkeligt befordret normal poludvikling. Da vil den, som vi senere skal
se, ikke forvolde alle disse kvaler og abnormiteter, som den nu afstedkommer
ved den af mennesker selv iværksatte alt for forcerede udvikling. Citat
slut) (7)
I det netop anførte citat fortæller Martinus
blandt andet, at homoseksualitet i mange eller rettere sagt i de fleste
tilfælde kan være forårsaget af en voksens forførelse af en mindreårig eller et
barn. Men i den sammenhæng inddrager han nødvendigvis reinkarnationen, hvorfor
den omtalte forførelse eller anden form for årsag, med stor sandsynlighed kan
være foretaget eller udløst for en eller eventuelt flere inkarnationer siden i
det forførte individs tilværelse. Forførelsen har som omtalt sat sine spor i
form af vane, det vil rent ’teknisk’ sige i form af erindringstalentkerner, som
bærer præg af behagsoplevelse, hvilket afføder en automatisk eller instinktiv
trang til eller et behov for genoplevelse i den nye inkarnation, ja, i flere
nye inkarnationer, hvis individet ellers fortsætter sin homoseksuelle praksis.
Individet, som af gode grunde ikke har kosmisk bevidsthed, tror derfor, som
tilfældet er for homoseksuelle i nutiden, at dets homoseksualitet er medfødt,
hvilket jo på sin vis også er rigtigt.
Men nu er talen her især om homoseksuelt ægteskab,
og det vil derfor være interessant at konstatere, hvad Martinus eventuelt har
at sige om dette. Herom siger han blandt andet, at det afgørende i den
forbindelse er forelskelse, for evnen til at forelske sig deler den
homoseksuelle i princippet med den heteroseksuelle. Forskellen er kun, at
medens det sidstnævnte individ normalt kun forelsker sig i et individ af modsat
køn, så forelsker den homoseksuelle sig i et individ af samme køn, Det ligger i
sagens natur, at den homoseksuelle mand forelsker sig i og tiltrækkes af en
anden mand, fordi det er vedkommendes feminine pol, der bestemmer
tiltrækningen. Omvendt hos den lesbiske kvinde, hvor det er den maskuline pol,
der bestemmer forelskelsen og tiltrækningen, hvorfor hun forelsker sig i og
føler sig seksuelt tiltrukket af en anden kvinde. Herom skriver Martinus blandt
andet følgende i stk. 1862:
(Citat) […]
Dog kan man ikke helt udelukke, at der også kan være tilfælde, hvor et sådant
samliv en tid kan udvise en vis form for behag. Det er i sådanne tilfælde, hvor
objektet for forelskelsen ikke er alt for seksuel kontrær eller er en udpræget
repræsentant for sit eget køn, men indtil en vis grad også kan føle tiltrækning
til og behag i den andens tilbedelse, med andre ord, er et væsen, der også, om
end ubevidst, nu allerede er et godt stykke inde i den modsatte pols udvikling.
Vi ser da også her samliv, en slags kunstigt ægteskab mellem sådanne væsener,
men samlivet kan aldrig blive udtryk for den fuldkomne naturlige lykke.
Væsenerne er for meget ens i struktur. Da det er deres modsatte pol, der er
fundamentet for samlivet, vil den fordre, at objektet for forelskelsestendensen
eller den overdimensionerede sympati er et væsen af sit ophavs eget køn. Men da
dette køn i sin fuldt normale tilstand mere eller mindre nærer antipati eller i
værste tilfælde er hader af sit eget køn og navnlig da, som tidligere nævnt,
når det fremtræder abnormt, har sit modsatte køns tendenser, er der ingen
chancer for f.eks. den kvindelige mand at opnå samliv med et sådant maskulint
væsen, som ellers er det fuldkomne objekt for hans forelskelse. Han må da
resignere og kaste sin sympati på de mænd, der nok er maskuline og ubevidste i
deres modsatte pol, men dog ikke anderledes end at de alligevel føler et vist
behag i at være genstand for en anden mands opmærksomhed og sympati og derfor
ikke har noget imod at knytte sig til denne mand i et intimt samliv, altså en
slags kunstigt ægteskab. […] (Citat slut) (8)
Herefter fortsætter Martinus med at udrede de
nærmere omstændigheder vedrørende den homoseksuelle mands situation i forhold
til sit eget køn, og herunder nævner den antipati eller negative følelser, som
den udpræget homoseksuelle mand ofte kan have overfor kvinder, som tilmed lige
så ofte opleves som konkurrenter. For min egen part vil jeg tillægge, at der
dog også er undtagelser, hvor homoseksuelle mænd betragter især lidt modne
kvinder som deres fortrolige veninder. Herefter fortsætter Martinus i stk.
1863:
(Citat) Naturen
har således her sat en bom for ægteskabets videreførelse. Da den kvindelige
mand kun kan blive virkeligt forelsket i den maskuline eller mandlige mand, og
denne på sin vis umuligt kan blive forelsket i noget andet væsen end den
normale kvinde, er der som nævnt ingen mulighed for skabelse af lykke i det her
omtalte kunstige ægteskab eller seksuelle samliv. Det vil aldrig nogen sinde
kunne baseres på andet end ulykkebringende, forkvaklede forhold, der til sidst
i værste tilfælde kan føre til livslede og selvmord for den forelskede part,
efter at denne har kulmineret i skinsygens kvaler, andre menneskers bagtalelse,
sladder, hån og spot rent bortset fra den i mange tilfælde uhyggelige,
ruinerende økonomiske pris et sådant samliv har ført med sig eller har kostet
den feminine part. Disse samlivstilbøjeligheder stammer således fra de endnu
uudlevede, men hæmmede normale poltilstande og hører således normalt kun hjemme
i samliv mellem de fuldkomne hankøns- og hunkønsvæsener og ikke imellem to
partnere, der umuligt kan manifestere den totale gensidige opfyldelse eller lykkegivende
tilfredsstillelse af de kønslige krav, der er selve livets hovedhjørnesten
eller grundpille. Vi må naturligvis her tilføje, at den maskuline eller
mandlige kvinde har de samme samlivsubehageligheder. At samlivet mellem disse
væsener kun kan opretholdes i kraft af resignation eller given afkald plus en
særlig velvilje fra den ene eller fra begge parters side, gør jo ikke dette
forhold naturligt. Det bliver kun unaturligt og dermed i tilsvarende grad
utilstrækkeligt lykkeligt akkurat ligesom i de ulykkelige ægteskaber mellem de
degenererede, men endnu i overvejende grad som hankøns- og hunkønsvæsener
fremtrædende mennesker. Det er i virkeligheden kun en videreførelse af den i de
ulykkelige ægteskabers zone fremtrædende ægteskabelige samlivs degenererende
eller døende tilstand. […] (9)
I den umiddelbart følgende tekst, fastslår
Martinus, at de ovenfor beskrevne forhold og tilstande kosmisk set er at
betragte som led i den polforvandlingsproces, som har til formål og skal sikre,
at ethvert jordisk menneske med tiden bliver omdannet til det rigtige menneske
i Guds billede, og dermed bliver selvskreven borger i Guds eller Himmeriges
Rige. Men Martinus har selvfølgelig meget mere og andet at sige om de herskende
seksuelle forhold hos og blandt mennesker, - som det ikke er opgaven at komme
ind på her. Det skal dog her udtrykkeligt pointeres, at de ovenfor gengivne
citater af Martinus er løsrevet fra en større sammenhæng, og de rummer derfor
en vis risiko for at blive misforstået, især af mennesker, som ikke på forhånd
kender til Martinus’ analyser vedrørende de 11 seksuelle hovedkategorier af
mennesker, han så indgående og grundigt beskriver, især i 5. bind af sit
hovedværk, Livets Bog.
Så langt, så godt. Men nu vil en og anden her
nok indvende og sige, at Martinus jo ikke i de anførte citater udtaler sig om
homoseksuel vielse i kirken, hvilket er korrekt. Men dertil må jeg svare, nej,
det gør han naturligvis ikke, for emnet var ikke aktuelt i hans levetid. Hvad
hans opfattelse ville have været, hvis han havde kunnet tage stilling til det,
kan ingen af gode grunde vide. Men efter min opfattelse indeholder hans
analyser omkring det, han betegner som ”kunstigt ægteskab” mellem
homoseksuelle, underforstået at det kosmisk set er et unaturligt fænomen, som
ganske vist forekommer, men i grunden helst ikke burde være forekommet, ikke
mindst af hensyn til de homoseksuelle selv. Der ligger altså ikke fra Martinus’
side nogen som helst form for diskrimination af homoseksuelle i hans analyser,
som er lige kærlige over for alle uden nogen som helst undtagelse, og i øvrigt
udgør ét eneste stort forsvar for overhovedet alle levende væsener, forstået på
den måde, at disse til enhver tid og på ethvert sted ikke kan være og handle
anderledes, end de netop gør. Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at der ikke
er forskel på måden at være på og handle på, for det er der naturligvis, nemlig
i den forstand, at nogen måder at være og handle på, er mere rigtige og
hensigtsmæssige end andre. Eksempelvis fastslår Martinus i de ovenfor anførte
citater, at forførelse til homoseksualitet og homoseksuelt ægteskab kosmisk set
ikke er af det gode, tværtimod. Når sådanne fænomener alligevel forekommer,
skyldes det primært to forhold, nemlig dels den mangel på erfaring, eller den
uvidenhed, som er en uundgåelig del af menneskets tilværelse, og dels den
relativt frie vilje, som mennesket er udstyret med. Der er derfor et relativt,
men udviklingsbestemt frit valg mellem at handle rigtigt eller forkert i
forhold til livslovene. (10)
I det følgende skal jeg forsøgsvis give et
resumé af, hvad der i henholdt til Martinus kan og skal forstås ved
menneskehedens aktuelle seksuelle situation og forhold. Som vi ovenfor har fået
påvist og konstateret, vil såvel den homoseksuelle mands som den homoseksuelle
kvindes tilværelse i reglen være præget af dén grundlæggende ulykkelige
situation, at den eller de partnere, som de hver især forståeligt nok
allerhelst foretrækker i seksuel sammenhæng, normalt selv foretrækker personer
af modsat køn, samtidigt med at de oftest vil føle sig frastødt af seksuelle
tilnærmelser fra personer af deres eget køn. I de situationer, hvor det lykkes
for den homoseksuelle eller lesbiske at etablere et kortere eller længere
varende seksuelt forhold til en heteroseksuel person, vil der i reglen være
tale om en vis pekuniær udnyttelse eller anden form for vinding eller fordel
fra sidstnævntes side. Men det ulige forhold vil på forhånd være dømt til at
mislykkes, ikke sjældent med store psykiske problemer til følge for den uheldigt
stillede person, som i kraft af en for tidligt vakt eller forceret vækst af sin
modsatte seksuelle pol, er blevet bragt i en situation, som bestemt ikke er
misundelsesværdig. Ifølge Martinus vil et sådant menneske kun kunne klare sig
nogenlunde helskindet igennem tilværelsen, psykisk set, hvis vedkommende
samtidigt er i besiddelse af en høj etisk-moralsk standard. I modsat og værste
fald vil der som regel blive tale om en psykisk – og måske også fysisk – nedtur
og selvdestruktion via f.eks. misbrug af alkohol og narkotika, og hvorfra der i
henhold til de kosmiske analyser i værste fald kun findes én udvej, nemlig at
begå selvmord eller blive myrdet, sådan som det erfaringsmæssigt sker for
nogle. Til gengæld vil denne i begge tilfælde yderste, fortvivlede og desperate
tilstand og handling i en vis udstrækning bidrage til at genoprette den balance
mellem de to seksuelle poler, som vil være normal for det udviklingsstadium i
den seksuelle polforvandlingsproces, som den pågældende person befandt sig på,
før den for tidlige og forcerede fatale vækst af den modsatte pol fandt sted.
I henhold til Martinus’ kosmologi vil den
væsentligste årsag til en forceret vækst af den hidtil latente modsatte
seksuelle pol i en grad, der bevirker, at den pågældende bliver sig den bevidst og begynder at reagere seksuelt på dens indflydelse, være
den seksuelle forførelse som en
i reglen relativt ældre og mere erfaren person udsætter en relativt yngre og
uerfaren person for. Den typiske situation vil i øvrigt nok være den, at det er
en voksen mand eller voksen kvinde, der henholdsvis forfører en dreng eller en
pige, som måske tilmed har oplevet situationen som behagelig, spændende og
lystfyldt, og som derfor føler sig tilskyndet eller ligefrem har trang til
eller behov for at gentage og genopleve situationen og forholdet til en person
af samme køn. Men det er jo ikke den normale, maskuline pol i drengen eller den
normale, feminine pol i pigen, der reagerer på den seksuelle tilnærmelse i
disse situationer, men derimod den endnu svagt udviklede modsatte, henholdsvise
feminine og maskuline pol, som derved bringes frem i bevidsthedens periferi.
Den forførte dreng eller pige vil naturligvis ikke i alle tilfælde udvikle sig
til at blive egentlig homoseksuel, idet de pågældendes normale seksuelle pol
kan vise sig at være den overlegne og stærkeste, og derfor den, der bestemmer
vedkommendes videre seksuelle reaktioner og adfærd. Men i en del tilfælde vil
forførelsen have som konsekvens, at den forførte person i stigende grad kommer
til at reagere på og føle trang til homoseksuel stimulans og adfærd. Og dermed
er den pågældende kommet i samme situation, som beskrevet tidligere ovenfor.
Her må der imidlertid nok indskydes den
bemærkning, at nutidens bøsser og lesbiske forkaster og nærmest ser med foragt
på ”forførelsesteorien”, som man angiveligt ikke mener lader sig bekræfte af
det virkelige liv, hvilket på sin vis er forståeligt ud fra de præmisser og
betragtninger, der almindeligvis lægges til grund for argumenterne og
afvisningen af forførelsespostulatet. Fra homoseksuel side hævder man, at ”ægte
homoseksualitet” er en medfødt disposition,
som de pågældende reagerer på af egen fri tilskyndelse og lyst, måske allerede
som børn, og som forstærkes efterhånden som de vokser til. – Heri giver
Martinus’ kosmiske analyser faktisk de homoseksuelle medhold, idet det dog
samtidigt pointeres, at den fatale forførelse udmærket kan tænkes at have
fundet sted i den foregående inkarnation eller i en endnu tidligere
inkarnation. Jo flere inkarnationer tilbage forførelsen er sket, jo mere
fastgroet vil homoseksualiteten naturligvis være. Denne konstatering
forudsætter og fordrer som sagt selvfølgelig, at man inddrager reinkarnation i
sammenhængen. Men en direkte forførelse vil i henhold til kosmologien i de
fleste tilfælde altid være den egentlige og første årsag til en for tidligt
vakt og forceret udvikling eller fremvækst af den hidtil latente sekundære
modsatte pol. Og at der er tale om en for tidlig og dermed uheldig udvikling af
den modsatte pol, turde – med visse forbehold – tydeligt nok fremgå af den
ulykkelige og uheldsvangre tilstand og situation, som homoseksuelle ikke så
sjældent befinder sig i. Dette indebærer naturligvis alt sammen også, at en
homoseksuel forførelse kan finde sted i det nuværende og aktuelle liv. Lad så
de homoseksuelle og andre være enige heri eller ej.
Da Martinus i sin tid udarbejdede sine kosmiske
analyser over det seksuelle polprincip og polforvandlingen, var den almindelige
holdning til homoseksualitet angiveligt en noget anden, end tilfældet er i
nutiden. På Martinus’ tid herskede der en betydeligt mere negativ og ligefrem
fjendtlig holdning til og stemning imod de homoseksuelle, som i grelle tilfælde
endog var udsat for chikane og vold. Den situation ser ud til at være ændret i
nyere tid, idet det er en kendsgerning, at et flertal af folketingspolitikere
og et flertal af befolkningen ifølge meningsmålingerne var positivt stemte for
indførelse af vielse af homoseksuelle i kirken. Dette er jo i sig selv overraskende
og skyldes formentlig, at de adspurgte i hovedsagen har haft ligestilling af
homoseksuelle med heteroseksuelle i tankerne, altså har opfattet og betragtet
de homoseksuelles situation mere ud fra et ligestillingssynspunkt, end ud fra
et religiøst, for ikke at tale om kosmologisk synspunkt. Problemet har så kun
været og er, at regering og folketing har så stor magt over folkekirken, at man
indirekte kunne diktere denne at indføre et vielsesritual for homoseksuelle.
Men som vi har set af alt, hvad der her er blevet sagt ovenfor, så betragter
vismanden Martinus homoseksuelle ægteskaber for at være unaturlige og kunstige,
og han har også begrundet hvorfor. Men præmisser og argumenter, som dem han
fremfører, finder nok ikke nogen særlig genklang, hverken hos politikere eller
i befolkningen som helhed, som i begge tilfælde enten er traditionelt kristne
eller ateister med en materialistisk livs- og verdensanskuelse.
Her skal vi afslutte denne artikel med kort at
se på, hvordan Martinus ud fra sit kosmiske perspektiv opfatter den aktuelle
situation. Hans kosmiske analysers postulater og konklusioner i form af
såkaldte livsfacitter, har under ingen omstændigheder til hensigt at være
hverken uforstående, intolerante eller diskriminerende overfor nogen eller noget,
og allermindst overfor mennesker, for hvem tilværelsen i realiteten kan være
nok så barsk og problemfyldt, sådan som tilfældet ikke sjældent er for
mennesker af homoseksuel observans. Martinus’ kosmologi er tværtimod et eneste
stort og stærkt forsvar for alt og alle uden nogen som helst undtagelse. Men
selvom alt på sin vis er tilladt, så er dette ikke nødvendigvis ensbetydende
med, at alt også er gavnligt. Ganske vist fører uhensigtsmæssige og endog
skadelige ønsker, tanker og handlinger på sigt og ofte ad omveje til det
begærede ”mål”, men derfor ville det måske alligevel have været bedre, om man
havde lyttet til og rådført sig med erfaringen og fornuften, således at vejen
mod målet” kunne være blevet tilbagelagt mere direkte og med færre omkostninger
i form af ubehagelige og eventuelt smertelige oplevelser og lidelsesfulde
erfaringer. Denne erfaring og fornuft – eller rettere sagt visdom – findes
efter alt at dømme repræsenteret i og med Martinus’ kosmologi eller
åndsvidenskab, som primært er en klarlæggelse af livets og tilværelsens
åndelige love og principper, der som en frit tilgængelig vejledning for alle,
ikke mindst har til formål at inspirere til udviklingen af den humanisme og
næstekærlighed, som er den nødvendige forudsætning og betingelse for løsningen
af menneskehedens nuværende moralske krisetilstand og konfliktsituation.
I forbindelse med omtalen af homoseksualitet,
skal der her til slut kun nævnes det forhold, at mange homoseksuelle ofte synes
at indrette sig med et modus vivendi – altså
efter , hvad der under de givne omstændigheder er muligt og opnåeligt – således
forstået, at man står i forhold til eller danner par med andre homoseksuelle,
skønt begge parter i grunden helst havde ønsket sig henholdsvis en feminin
kvinde for den lesbiske kvindes vedkommende, og en maskulin mand for den
homoseksuelle mands vedkommende. Og er de involverede parter begge forstående
og tolerante og af en vis etisk-moralsk habitus, kan et sådant forhold udmærket
tænkes at ville forme sig varigt og relativt lykkeligt. Men en del tyder på, at
sådanne forhold ikke er prototypiske for nutidens homoseksuelle kredse, hvor
det at holde sig til en fast partner eller leve i et fast parforhold, snarere
er undtagelsen end reglen. Det typiske synes at være, at man har mange og ofte
udskiftede seksualpartnere. Og dette kan i sig selv kun bidrage til at øge de
ubehagelige og lidelsesfyldte konsekvenser, herunder også risikoen for smitte
med kønssygdomme, som ikke kan undgå at blive resultatet, både i de
øjeblikkelige forhold og situationer og især på det lidt længere sigt, hvilket
i denne sammenhæng faktisk godt kan komme til at betyde i op til flere
inkarnationer. Men som sagt tjener disse situationer og tilstande i henhold til
de kosmiske analyser til at øge de for den igangværende humane udvikling så
nødvendige og uundværlige lidelseserfaringer, som samtidigt er forudsætningen
og betingelsen for etableringen af dén åndelige balance mellem
intelligensenergien og følelsesenergien i den enkeltes sind, som med tiden
blandt andet vil sikre, at intuitionsenergien eller –evnen kan blive underlagt
viljens kontrol, således at denne vil kunne benyttes lige så vilkårligt, som vi
i dag anvender intelligensevnen. Og i og med intuitionen følger adgangen til
det visdomsreservoir, Martinus betegner som ”Visdomsoceanet”, og hvorfra han
selv har hentet de mange visdomsfacitter, som tilsammen tegner hans i god
forstand fantastiske og fabelagtige verdensbillede. (11)
Appendiks:
Homoseksuelles egen opfattelse
Det er som allerede nævnt et faktum, at
intellektuelle homoseksuelle selv afviser påstanden om forførelse som en årsag
til homoseksuel disposition og orientering. Ligesom man vil påstå, at begrebet
og fænomenet homoseksualitet kun forekommer fra sidste halvdel af 1800-tallet.
Man mener derfor ikke, at der er tale om homoseksuel adfærd, når det i 3.
Mosebog, 20. kap. vers 13., eksempelvis hedder: ”Om nogen ligger hos en mand, på samme måde som man ligger hos en
kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed; de skal lide døden, der
hviler blodskyld på dem.” For mig at se, kan dette citat kun tolkes som
udtryk for en seksuel adfærd, der svarer til det, vi i nyere tid forstår ved
ordet og begrebet homoseksualitet. Om man så vil kalde denne umiskendelige seksuelle
adfærd det ene eller det andet, må blive en smagssag. Desuden mener nogle
intellektuelle homoseksuelle, at seksualitet i praksis udelukkende er et
spørgsmål om selvvalg. Man kan selv vælge, om man vil være heteroseksuel,
homoseksuel eller biseksuel, påstås det. Som påvist tidligere ovenfor, er der i
henhold til Martinus’ kosmiske analyser ikke belæg for at arten af seksuel
disposition frit kan vælges til eller fra. Naturligvis bortset fra, at man
f.eks. kan vælge at leve i cølibat, som nogen af flere forskellige grunde jo
gør. Tværtimod er seksuel disposition som sådan strengt lovbundet. Helt grassat
gik den feministiske rødstrømpebevægelse i 1970’erne med deres ø-lejre og
kvindekollektiver, paradoksalt nok stærkt inspireret af den nymarxistiske politiske
ideologi. Det vil man blandt andet kunne læse indforstået om i den ret så lærde
videnskabelige afhandling: Lyst eller
Nød? Kvinders og mænds homoseksualitet. Redegørelse for nogle synspunkter og
resultater i videnskabelig litteratur- Udarbejdet af Henning Bech og Karin
Lützen - Redegørelse fra kommissionen til belysning af homoseksuelles situation
i samfundet – 1986. Det var på den tid ’in’ i visse intellektuelle kredse,
at fremføre sådanne synspunkter på homoseksualitet, som den nævnte redegørelse
er udtryk for. Dens forfattere er hhv. cand. mag. og mag. art. og begge er
erklærede homoseksuelle, henholdsvis bøsse og lesbisk, hvilket efter min
opfattelse gør de to forfattere inhabile og desuden svækker undersøgelsen, som
ikke kan undgå at være ’farvet’ af deres personlige holdning til
homoseksualitet. Hvilket de formentlig selv vil benægte! (12)
For resten vil de af kirkens folk, der går ind
for det nye vielsesritual sikkert ikke mene, at kirken er på afveje i den sag.
Tiden vil vise, om de har ret i det synspunkt, men foreløbig har spørgsmålet om
homovielser i kirken i hvert fald splittet kirkens folk, hvilket blandt andet
kan ses af den uforsonlige debat, der fortsat raser her i juni 2012.
© juni 2012 Harry Rasmussen.
Som det så ofte eller i reglen går med den
slags ophedede debatter, som eksempelvis den om vielser af homoseksuelle i
kirken, så aftager interessen for emnet proportionalt med afstanden i tid. Her
i efteråret 2013 må man konstatere, at antallet af kirkelig vielse af homoseksuelle
foreløbig har været ret begrænset, hvorimod antallet af udmeldelser af
folkekirken siden vedtagelsen af det nye vielsesritual for homoseksuelle har
været stigende. I første halvdel af 2012 skete der næsten lige så mange
udmeldelser som i hele 2011, nemlig iht. Danmarks Statistik 12.306, og det
anses for sandsynligt, at indførelsen af vielsesritualet har været medvirkende
dertil.
© september 2013. Harry Rasmussen. (Citat slut)
Kommentar: Den ovenfor netop gengivne artikel,
forholder sig loyalt til Martinus' kosmologi, i den forstand, at den skildrer
polprincippet og især den seksuelle polforvandling med dennes normale og
afsporede seksuelle kategorier. Derfor må jeg som tilhænger af
ét-livs-hypotesen nødvendigvis foretage en vis 'revision' af artiklens indhold.
Det gælder især emnet reinkarnationer, som jo selvsagt forudsætter
flere-livs-hypotesen. Men denne gælder af de anførte grunde jo ikke i
ét-livs-hypotesens tilfælde. Hvordan kan og skal man da i den situation
forklare sig afvigelser fra normal seksualitet, som eksempelvis
homoseksualitet? - Det er jo et godt
spørgsmål, som det dog er forholdsvis let at forklare. Nemlig sådan, at en hel
del homoseksuelle tilfælde må anses for at være resultatet af forførelse. Men
hvad med den homoseksualitet, som hævdes at være medfødt? - Her melder sig
umiddelbart en forklaring, der henviser til genetiske årsager, sådan som
tilfældet jo også må anses for at være i forbindelse med den generelle
forvandling hos menneskeheden, eller foreløbig hos dele af denne, af forholdet
eller konstellationen mellem de to seksuelle poler hos de enkelte individer.
Det er jo i øvrigt en biologisk kendsgerning, at alle mennesker i
fostertilstanden besidder organiske anlæg for begge køn. Det er genetiske
lovmæssigheder, der afgør, om individet kommer til at tilhøre det ene eller det
andet køn.
Nu, da vi netop har berørt emnet reinkarnation, lad os da se lidt
nærmere på dette specielle fænomen:
Men udrustet med et relativt grundigt kendskab
til væsentlige og i denne sammenhæng relevante sider af Martinus' Kosmologi,
skal vi gå videre til at se på to vigtige kosmiske processer som mere eller
mindre forudsætter og betinger hinanden. Det drejer sig først om døden eller dødsprocessen, der fysisk set begynder når organismens hjerte- og
lungefunktion er ophørt, og psykisk set når hjernen er død og bevidstheden
dermed ikke længere kan fungere og give sig til kende på det fysiske plan.
Dernæst drejer det sig om reinkarnationen eller reinkarnationsprocessen,
som træder i funktion i samme øjeblik et diskarneret individ, efter et
kortere eller længere ophold i den åndelige eller parafysiske verden, bliver
undfanget til et nyt fysisk liv. Denne undfangelse sker, efter at individet har
opholdt sig i en vis periode i salighedsriget, og efter at det er blevet mættet
af oplevelserne her og derfor føler længsel efter en ny tilværelse under de
fysiske lovmæssigheder og vilkår, som nu står for det som højst attråværdige.
Processen, som foregår automatisk og ubevidst, sættes i gang af seksuelle
energier, specielt orgasmen, hos fysisk levende individer af samme art som
individet selv, og kendes under navn af forplantningsprocessen. De principper,
der væsentligst ligger til grund for denne proces, er dels reinkarnationsprincippet og dels repetitionsprincippet. Men de øvrige kosmiske skabeprincipper er
naturligvis også samtidig involveret i den proces eller det forløb, der skal
bringe det diskarnerede individ i den åndelige verdens salighedsrige tilbage
til livet og tilværelsen under den fysiske verdens i alle tilfælde betydeligt
mere robuste og krævende livsvilkår. Det gælder således ikke mindst skæbneprinippet,der er en variant af talentkerneprincippet og kredsløbsprincippet i forening.
Skæbneprincippet skal vi i øvrigt se nærmere på i et senere afsnit.
Vedr. det i ovennævnte tekststykke nævnte emne repetitionsprincippet, må dette siges at
være et i allerhøjeste grad interessant, også set i ét-livs-hypotesens
perspektiv. Her skal jeg dog nøjes med at henvise interesserede læsere til følgende
artikler: H1-18. Repetitionsprincippet – om
gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed, H1-19. Repetition,
barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis, og H1-20. Repetition,
skæbne og beskyttelse –om repetitionsprincippet i praksis (fortsat)
Kommentar til ovenstående tekst:
Som det forhåbentlig nu står klart for mine
kære læsere, vil det naturligvis kun være Martinus' kyndige og fremragende
'jordnære' analyser af jordmenneskehedens bevidsthedskategorier og seksuelle
kategorier, der kan have gyldighed i relation til ét-livs-hypotesen. Derfor
håber jeg, at den enkelte læser selv – i det mindste som et teoretisk
eksperiment – har overskud til at ville og kunne sortere de mere højtravende,
omend højst interessante og løfterige idealistiske forestillinger om
tilværelsens åndelige riger og tilstande fra.
Men eftersom der til slut i ovenstående citat
er blevet nævnt emner som
reinkarnationsprincippet og ikke mindst skæbneprincippet, skal jeg
herefter citere fra en af mine artikler, som netop handler specielt om disse
emner. Det er jo lige præcis disse emner, der har givet mig anledning til at
forholde mig tvivlende og skeptisk overfor de dele af Martinus' kosmologi, der
drejer sig om emner som reinkarnationsprincippet og ikke mindst
skæbneprincippet. Det artikel, det drejer sig om er: 4.124. Hvor
er Gud henne? Et relevant og aktuelt spørgsmål:
(Citat)
Hermed følger et Post Scriptum til de relativt mange
skeptiske og kritiske artikler, jeg på det seneste har skrevet med relation til
Martinus' i så godt som enhver henseende fabelagtige og eventyrlige
verdensbillede eller kosmologi. Læsere, der har læst nogle af mine allerseneste
artikler, vil vide, at min skepsis og kritik drejer sig om det, der kunne
kaldes de decideret idealistiske spirituelle emner og faktorer i nævnte
verdensbillede. Faktorer, som det levende væsens treenige evighedsstruktur i
form af 1. jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. det skabte eller
frembragte, blandt andet i form af den psykofysiske organisme. Desuden
forestillingen om udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens
lovbundethed og dermed også skæbnens retfærdighed. Den foreløbige konsekvens og
konklusion på min tvivl og skepsis er, at alle vi levende væsener kun har ét
eneste liv at leve, nemlig det, vi lever og oplever her og nu, hvert sekund,
minut, hver time og hvert døgn, dag og nat, hver uge, måned og år, forår,
sommer, efterår og vinter. Alt er kredsløb indeni kredsløb, vort eget liv er
det ikke mindst, et kredsløb fra fødsel til død. Dermed er eventyret slut for
os som levende væsener og individer. Men vi efterfølges og erstattes af andre
og nye individer, på den måde fortsætter livet for arten og slægten.
Men bemærk, ét-livs-opfattelsen behøver ikke
nødvendigvis at forkaste alle Martinus' fremragende kosmiske analyser og
facitter. Eksempelvis vil det levende væsens (individets) treenige
grundstruktur: Jeget, bevidstheden og organismen, eller Jeget, skabe- og oplevelsesevnen
og den psykofysiske organisme, stadig være gyldig. Vort inderste væsen, Jeget,
er identisk med Guds Jeg, men kun så længe vi fysisk er i live. Vi er også hver
især med til at udgøre Guds skabe- og oplevelsesevner, men naturligvis kun så
længe vi fysisk set lever. Fornyelsen af disse evner sker i medfør af
ét-livs-opfattelsen i og med, at der hele tiden kommer nye fysiske individer
til og viderefører opgaven. Gyldigheden gælder også for de allerfleste af de
faktorer, som Martinus' kosmologi opererer med. Men herom vil jeg dog henvise
læseren til artiklen 4.121. Hjemmesiden LIVETS
EVENTYR ANNO 2016. Deri vil man kunne orientere sig om, i hvilken grad og
udstrækning ét-livs-hypotesen – vel at mærke opfattet og tolket på en åben og
fordomsfri måde - stemmer overens med væsentlige dele af Martinus' kosmiske
analyser og livsfacitter. Dette gælder faktisk også et så vigtigt emne som
udvikling (evolution) og i sammenhæng dermed et så specielt emne, som det,
Martinus kalder ”den seksuelle polforvandling”, og som i hans fremstilling
forekommer i et kosmisk evolutionært evighedsperspektiv. Men i henhold til
ét-livs-teorien, vil den nævnte polforvandling meget vel kunne finde sted på principielt
samme måde, som den, hvorpå biologien forklarer den genetiske udvikling,
hvorunder de arvelige anlæg og egenskaber mm. overføres fra individ til individ
og fra slægt til slægt.
Men nu til det, der var og er hensigten med denne
i hvert fald foreløbig afsluttende artikel i serien af artikler med relation
til Martinus' kosmologi, nemlig skæbnens ofte tilfældige og uretfærdige forløb.
Blandt de mange, ja, utallige meningsløsheder, der set fra et såkaldt
lavpsykisk udsigtspunkt, det vil sige, der set fra et almindeligt
menneskesynspunkt, forekommer i tilværelsen, skal her nævnes nogle eksempler:
Det virker totalt meningsløst, når f.eks. en gazelle, som lever sit liv på den
afrikanske savanne, bliver gjort drægtig og fosteret derfor over en vis periode
gennem den fantastiske proces, som strækker sig fra en befrugtet ægcelle og
videre over en række mellemstadier udvikler sig til et fuldbårent og nyfødt
gazellekid, som er bestemt til at skulle vokse og ende som en af savannens mange
andre gazeller. Alt sammen med den risiko, ofte allerede som nyfødt, at ende
sit liv som værgeløst offer for en løve eller en gepard eller et andet rovdyr.
Der skal en god portion forståelse af naturens
orden til, for at kunne synes, at det nævnte eksempel – sammen med utallige
andre unævnte – skulle være et gode. Jo, for rovdyret, men vel ikke for
gazellen og dets kid? Dette er bare et enkelt og tilfældigt valgt eksempel på
den situation eller tilstand, der hersker i vilddyrenes verden. For tamdyrenes
– og især slagtedyrenes – vedkommende, er situationen i princippet ikke meget
anderledes. Måske lige bortset fra, at slagtedyrene ikke har nogen chance for
at undslippe og overleve. Deres ”rovdyr”, det intelligente dyr, mennesket, er
almindeligvis totalt ufølsomt og hjerteløst, når det gælder om at følge
traditionerne og sikre sig det eftertragtede og påstået uundværlige kød på
middagsbordet.
Men ikke nok hermed, menneskedyret var og er
forblevet et rovvæsen, som ikke nøjede sig med at nedlægge og æde byttedyrene,
men som også ville tilegne sig artsfællernes revirer eller ejendom, om
nødvendigt ved hjælp af magt, brutalitet og/eller snedighed. Derfor opstod
krigen, først og fremmest erobringskrigen og følgelig også forsvarskrigen, som
i begge tilfælde har eksisteret lige så længe som menneskeheden selv. Grusomhed
og skånselsløshed har lige siden de ældste tider været et gennemgående træk ved
menneskedyrets eksistens og livsudfoldelse, og det ses ikke mindst i nutiden,
hvor politiske oprør og etniske konflikter søges løst ved brug af våbenmagt,
vold og terror. På et tidspunkt har man i medierne kunnet høre og læse om, at
militante oprørere i Afghanistan havde dræbt og halshugget en del af deres
modstandere, hvilket blev dokumenteret med videooptagelser, som bl.a. viste 12
afhuggede mandehoveder på rad og række. Noget lignende har man for længst også
kunnet se under Vietnamkrigen, hvor Vietcong-oprørere i nogle tilfælde
behandlede deres fanger på tilsvarende uhyrlige måde, men ikke nøjedes med at
hugge hovedet af fangerne, idet de tilmed også skar mændenes penis og testikler
af og puttede disse i munden på de afhuggede hoveder. Åbenbart tilfredse med og
stolte af deres uhyrlige gerning, så disse ”menneskedyr” til med bredt smilende
grin.
Er der noget at sige til, hvis mere
fredsommelige mennesker stiller sig selv og andre det spørgsmål: ”Hvor var Gud
henne i sådanne situationer?” – For Gud, ophavet til alt eksisterende, må da
være god, ikke sandt, for ellers var eller er Gud vel ikke Gud? – Men den
opfattelse er en nyere tids synspunkt, for Gud opfattes ikke som ubetinget god
i alle religioner, men er det kun imod de mennesker, der tror på Gud og adlyder
Guds vilje. Selv i kristendommen stiller Gud som betingelse for at vise sin
godhed, at man elsker både Gud og sin næste. Og det sidstnævnte er betinget af,
at man overholder visse regler og udviser en god og restriktiv moralsk adfærd.
Kan eller gør man ikke det, er man en ”synder”, som – medmindre man ”omvender”
sig – vil være evigt fortabt! - Utroligt, at man med sådanne ortodokse
perspektiver i livsopfattelsen kan hævde, at kristendommen er en
næstekærlighedens religion!
Det ovenstående er alt sammen set fra et
såkaldt lavpsykisk udsigtspunkt, som det de fleste af os befinder sig på. Men
man kan også stille spørgsmålet om, hvordan de overfor nævnte situationer tager
sig ud set fra et højpsykisk udsigtspunkt, som det, der er repræsenteret af en
seer som f.eks. Martinus? - Set fra hans kosmiske bevidstheds udsigtsniveau,
tager ”verdensbilledet” sig anderledes positivt og meningsfyldt ud, for i dette
eksisterer der ingen tilfældigheder eller meningsløsheder, alt har en hensigt
og mening eller tjener bestemte formål. Det vil man nemmest og hurtigst kunne
læse om i Martinus’ egen introduktion til sit verdensbillede, bogen ”Logik”
(1938), som faktisk besvarer de spørgsmål og problemer, der er rejst her i
dette opslag. Men følgende artikler her på hjemmesiden kan det også anbefales
at læse som supplement: 4.29. Hvorfor? – om skæbnens
gru. 4.56. Tror du på Gud? – En
lidt svær dialog, og 4.57. Tror du på Gud? – En
lidt svær dialog (fortsat)
Den aktuelle situation
og revision
Det store, påtrængende og aktuelle spørgsmål er
imidlertid – i hvert fald set fra et almindeligt menneskeligt synspunkt, det,
Martinus betegner som en ”lavpsykisk sansehorisont” - om alle hans præmisser,
argumenter og konklusioner eller facitter, kan anses for at være objektivt
gyldige? - Det er det emne eller problem, jeg efter evne har forsøgt at finde
svar på i en del af mine allerseneste artikler på hjemmesiden LIVETS EVENTYR: 4.118.
Skæbne og retfærdighed - endnu engang! -
4.120. Det store spørgsmål om
liv og død. Skepsis og tvivl – 4.122. Skæbnebestemt eller
tilfældigheder? - 4.110. Et u-kosmisk
tilbageblik. Nogle personlige betragtninger og 4.123. Det
store hverdags-under. Inspirerende tanker.
Som det især fremgår af de artikler, der er
links til ovenfor, så har mit årelange studium og teoretiske engagement med
Martinus' verdensbillede eller kosmologi ført til, at jeg for mit eget
vedkommende har måttet forholde mig tvivlende og skeptisk til begreber som udødelighed, evigt liv, reinkarnation og
skæbnens lovbundethed og dermed også
til skæbnens retfærdighed. I stedet
har jeg set mig nødsaget til logisk set at erkende, revidere og holde fast i,
at levende væsener, som i Martinus' kosmologi opfattes som evige dele af den større helhed: Gud, hver især kun har ét liv at leve og opleve i, nemlig det,
vi alle hver især lige præcis lever lige her og nu. Hovedargumentet for denne
antagelse, er, at eftersom der ikke foreligger objektivt gyldigt bevis for
reinkarnation eller genfødsel, falder begreber som udødelighed og evigt liv
automatisk væk. Og i og med disse begrebers bortfald, falder begreberne
skæbnens lovbestemte funktion og retfærdighed også bort helt af sig selv. Det
underbygges især af, at med bortfaldet af udødelighed og dermed af
reinkarnation, vil der ikke eksistere nogen mulighed for retfærdig kompensation
for alle de principielle uligheder og uretfærdigheder, som de levende væsener
og herunder ikke mindst mennesker, er eller har været udsat eller ofre for i
løbet af deres respektive liv og tilværelse.
Men når dette er sagt, så må det også tilføjes,
gentages og pointeres, at eksempelvis skæbne og reinkarnation ikke nødvendigvis
behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har noget problem
med, at fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud til at være
beroende på rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har ét
liv til vores rådighed, hvad meget tyder på, kan jeg ikke se at det ændrer ved,
at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og eventyr. Også
selvom vi blandt andet på baggrund af de tidligere ovenfor fremførte eksempler
på uretfærdig skæbne, forlader opfattelsen af altets alvise og almægtige Gud
som også værende en alkærlig Guddom, for hvor har denne Gud været henne i de
nævnte og mange andre lignende og endnu værre situationer? Og at det ligeledes
er relevant at anskue fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og
reinkarnation som værende udtryk for mere eller mindre romantisk ønsketænkning.
Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel
fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om.
Imidlertid vil vi her vende tilbage til et emne
af nok så betydningsfuld karakter, nemlig hjernen, mere specielt den
menneskelige Hjerne:
Helt basalt og generelt er det nok ikke for
meget at sige, at de allerfleste mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og
hjerne stort set er identiske begreber, for det har man lært i skolens timer
med anatomi, fysiologi og biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem
læse udtryk, som f.eks. at ”hjernen er sæde for bevidstheden” eller
”Bevidstheden har sæde i hjernen”, lidt upræcise udtryk, som skal indikere, at
bevidsthed og hjerne er to sider af samme sag. I nyere og især nyeste tid har
opfattelsen indirekte fået støtte af hjerneforskningen, som ved hjælp af
neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af hjernen, forkortet
MR-hjernescanning, ser ud til at have fastslået den nære forbindelse, der er
mellem fysiologiske hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte
forstås især de sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og
beslutninger mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder
eller fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.
Men at anatomiens, fysiologiens, biologiens og
specielt neuropsykologiens tilsyneladende videnskabeligt funderede og
verificerede opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, nemlig at
bevidsthedslivet basalt genereres i og af hjernen, ikke kan stå for en nærmere
og uvildig prøvelse, har jeg som allround amatørforsker efter evne søgt at
påvise i adskillige artikler her på hjemmesiden. Til det formål har jeg i
særlig grad henholdt mig til den opfattelse af forholdet mellem hjerne og
bevidsthed, som forefindes i Martinus’ kosmologi, nemlig med den begrundelse, at
sidstnævnte i højere grad inddrager et større spekter af data, end tilfældet er
med de nævnte videnskabelige discipliner. Dette større spektrum involverer
nemlig også erkendelsesmæssige forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige
aspekter af en fuldstændig og til bunds gående undersøgelse af fænomenet
livsoplevelse i almindelighed og forholdet mellem sjæl og legeme problemet,
subsidiært bevidsthed og hjerne problemet, i særdeleshed.
Et stort paradoks:
Hjerneforskningens dilemma
Hjerneforskningens reduktionisme fortsætter
stadig, men dog ikke uanfægtet, med at promovere opfattelsen af forholdet
mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme og sjæl. Denne
promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de elektroniske medier.
Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet se et
genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte en hjerneforsker
sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som f.eks.
nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske
påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
At en del hjerneforskere har haft lidt vel
travlt med at promovere deres forskningsresultater overfor offentligheden, blev
for kort tid siden afsløret i de selvsamme emsige medier, som har haft lige så
travlt med at promovere hjerneforskningens foreløbige resultater.
(Vedr. hjerne og hjerneforskning, se f.eks.
artiklen: 4.117. Hjerneforskning igen! - Om
hjerneforskningens fejltagelser og udprægede reduktionisme.)
Men det måtte vel forventes, at det ville komme
før eller siden, afsløringen af hjerneforskningens svagheder! Disse har jeg som
lægmand i al beskedenhed omtalt i flere af mine artikler om naturvidenskabens
og herunder også hjerneforskningens reduktionisme. Medierne, de trykte så vel
som elektroniske, har i hovedsagen mest fokuseret på uheldige hjerneforskere,
som eksempelvis en kvindelig hjerneforsker, som angiveligt havde fusket med
sine undersøgelser og fremlagde nogle resultater, som viste sig ukvalificerede.
Eller som den yngre og højt begavede og en overgang stærkt selvpromoverende
danske hjerneforsker, der eksempelvis fik urimelig stor adgang i medierne til
at fremføre egne og i hvert fald i nogle tilfælde højst tvivlsomme opfattelser
og meninger om hjernen og dennes rolle. Vedkommende forsker brystede sig blandt
andet af, at i og med den moderne hjerneforskning havde man endelig afmonteret
den gamle 'overtro' om sjæl og legeme, for ifølge ham var og er sjælen legemet
og legemet sjælen. Eller rettere sagt: Der eksisterer kun det fysiske legeme
med hjernen som overordnet og styrende central, alt andet er fantasi og
fiktion.
Men det drejer sig jo i virkeligheden om noget
langt mere alvorligt og skelsættende, end uheldige og selvpromoverende
personer. Det korte af det lange er, at vi alle generelt set har alt for stor
tiltro til videnskabelige forskere. Disse er jo, når det kommer til stykket,
kun mennesker, og kan som sådanne være mere eller mindre behæftet med og
belastet af de fejl og svagheder, som alle vi andre også har.
Såkaldt para-normale oplevelser kan også
fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller indgivelse af
spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks. kokain,
heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i bedste fald
nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste fald fremkalder de angst,
frygt eller aggressioner og forvrænger generelt hjernens formidling af virkeligheden.
Paradokset består hovedsagelig i, at man i
henhold til de nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og udsagn
må konstatere, at hjernen, som de identificerer med bevidstheden,
personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at fænomener som f.eks.
nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske
ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund
af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og
oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.
Det synes fortsat ikke et øjeblik at undre de
samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele
taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger,
som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de
kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og
hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte
bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man
føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed
og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via
sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.
Men her kunne man måske have lov til at
indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se
skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken eller
subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager
undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og
nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har
en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et ’ejendomsforhold’, altså
om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet
instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.
Neuropsykologerne og hjerneforskerne fokuserer
og udadretter med andre ord – men vel at mærke af historiske og traditionelle
grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller
psyke på de fysisk-kemisk-elektriske
processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og
identificerer disse processer som årsager i stedet for som ledsagende
virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går
ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere
specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt,
følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som sanser, men
ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske
processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke
at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er
i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad
den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig
forsker eller læg iagttager.
Det, neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet
mangler at erkende og forstå, er, at den i øvrigt helt igennem fantastiske
fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt
mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden
at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun delvis er
afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt energisvagt på
grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller psykiske energier, at
det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den fysiske omverden
eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet
det redskab eller instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion
mulig.
Den nævnte kommunikation og interaktion mellem
psyken og den fysiske krop, subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og
grundigt gennemanalyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus,
fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at
bygge bro mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min
hjemmeside vil vide. Men her skal i øvrigt efterfølgende argumenteres nærmere
for gyldigheden af Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende
krop og psyke, som det for resten også allerede er blevet gjort i form af en
lang række artikler her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men foreløbig må vi spiritualister altså
affinde os med, at neuropsykologien og hjerneforskningen ikke har fundet nogen
grund til at inddrage opfattelsen af psyken som et selvstændigt energisystem i
sine grundige videnskabelige undersøgelser og eksperimenter, og det til trods
for, at en anerkendt dybdepsykolog som C.G. Jung har påvist psyken som et
sådant selvstændigt energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og
kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og
den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig,
og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive erstattet af et
paradigmeskift med et større helhedssyn.
Når forholdet mellem hjerne og bevidsthed
overhovedet er blevet problematiseret, skyldes det i hovedsagen på den ene side
at der ikke er overensstemmelse mellem naturvidenskabens, primært biologiens, hjerneforskningens
og neuropsykologiens, opfattelse af forholdet, og på den anden side
spiritualismens og okkultismens opfattelse af samme. For imidlertid at vide,
hvad det er, der tales om, når man taler om hjernen, vil det her være
formålstjenligt at give en kortfattet oversigt over, hvad der
naturvidenskabelig set skal forstås ved begrebet og fænomenet hjernen.
Ved begrebet og fænomenet hjernen forstås den
del af centralnervesystemet, som ligger i hovedets øverste del, kraniet. Via
hoved og hals går hjernen over i centralnervesystemets anden del, rygmarven,
som i det væsentlige indeholder nervecentrer for automatiske funktioner.
Hjernen er inddelt i storhjernen, mellemhjernen, midthjernen, lillehjernen,
hjernebroen og den forlængede marv. Storhjernen består af de to halvdele,
venstre og højre hjernehalvdel, som benævnes hemisfærer, som er indbyrdes
forbundne ved hjernebjælken. Hemisfærerne er på overfladen ujævne med
hjernefurer, imellem hvilke hjernevindingerne poser ud. Hver hemisfære inddeles
i pandelap, isselap, nakkelap og tindingelap. Hjernebarken, som er
hemisfærernes yderste lag, består af nerveceller, der danner centre for
bevidsthedslivet og talrige andre funktioner. De mange nerveceller gør
hjernebarken grå, følgelig kaldet den grå hjernesubstans, hvilket er baggrunden
for den jævnligt brugte populære betegnelse ”de små grå”.
I dybden ligger den hvide hjernesubstans, som
hovedsagelig består af nervetråde, der forbinder de forskellige centre. Fra
mellemhjernen udvikles thalamus og hypothalamus, som indeholder centret for det
såkaldt autonome eller selvstyrende nervesystem og som har forbindelse til
hypofysen, hvor produktionen af de overordnede hormoner foregår. Lillehjernen
har blandt andet betydning for bevægelsesfunktionerne og ligevægtssansen. I
væggene omkring hjernens hulrum, kaldet ventriklerne, udskilles en klar,
farveløs væske, kaldet cerebrospinalvæsken, der dels tjener til beskyttelse af
hjernen, ved at denne så at sige ”flyder” i en stødpude og nærmest er
”vægtløs”, og dels vedligeholder en afstemt koncentration af stoffer, som er
vigtige for dens funktion. Cerebrospinalvæsken omgiver ligeledes rygmarven i
dens kanal i rygsøjlen. Fra hjernen udgår 12 par nerver, kaldet hjernenerverne.
Den del af hjernen, som kaldes thalamus, er et
dobbeltområde i hjernen, der består af nerveceller eller såkaldt grå substans,
og de har til funktion at bearbejde nerveimpulser fra meget store områder af
centralnervesystemet, som f.eks. syns- og høreimpulser samt impulser fra
lillehjernen, ligesom området udveksler impulser med hjernebarken. Hypothalamus
udgør den nederste del af mellemhjernen, hvor den danner forbindelse til
hypofysen, og tilsammen danner de hjernens overordnede hormoncentrum, hvorfra
legemets indre miljø reguleres gennem hormonproduktion og ved nerveimpulser.
Hypofysen er en ærtestor kirtel på hjernens underside. Den består af en forlap,
en mellemlap og en baglap, hvis hormonproduktion dirigeres af selvstyrende
centre i hjernen, Hormonerne regulerer produktionen i legemets indre (endokrine)
kirtler, hvoraf nogle indvirker direkte på stofskiftet og på den glatte
muskulatur. Blandt de hormonstyrede kirtler er f.eks. skjoldbruskkirtlen,
kvindens brystkirtler, bugspytkirtlen og kønskirtlerne. Hypofysen kan i øvrigt
fjernes kirurgisk og erstattes af indgivelse af kunstige hormonpræparater.
Det er et faktum, at hjernens størrelse varierer fra individ til individ, og at
størrelsen ikke står i et ligefremt forhold til intelligensen. Det er f.eks.
kendt, at en højt intelligent mand som den teoretiske fysiker Albert Einstein
havde, hvad man karakteriserer som en forholdsvis lille hjerne. Som overordnet
organ, er det hjernens formål og opgave at styre og regulere legemets
funktioner og bevægelser, herunder blodkredsløb, åndedræt og hormonbalance mm.
Dertil kommer, at den bestemmer hele vor adfærd, idet den i henhold til
videnskaben er sæde for sanser, åndsevner, tanker og følelser. Men selvom man
kender selve opbygningen af centralnervesystemet og ved, at funktionerne beror
på et samarbejde mellem komplicerede strukturer, er man først i nyeste tid via
bl.a. hjernescanninger ved at fastlægge, hvordan hjernen mere præcist fungerer.
Overførslen af impulser gennem nervetrådene fra og til de milliarder af
hjerneceller sker i den såkaldte synapse, hvor to udløbere, neuritten og
dendritten, mødes. Impulserne er svage elektriske strømme, som ved deres
påvirkning bevirker at der i synapsen frigøres en kemisk substans,
transmittersubstansen kaldet dopamin, der viderepåvirker den næste celle og så
fremdeles. Eftersom der angiveligt i en cm3 hjernevæv kan findes 50.000
synapser, er kontaktmulighederne umådeligt og fantastisk mange. (1)
I nyere hjerneforskning og neuropsykologi
benytter man sig ofte af betegnelsen amygdala,
som oversat til dansk betyder mandelkernen.
Den er lokaliseret til et lille område i hjernens tindingelap, hvor den er
opdelt i to dele, en del, der modtager impulser fra de autonome processer,
specielt fra thalamus, hypothalamus, lugtelap m.fl., og en del, som faktisk
modtager al sanseinformation. Amygdala er blandt andet ansvarlig for følelsen
af frygt og for forsvarsreaktioner. Den har desuden forbindelser til hypofysen,
binyrerne, lugtesansen og til indtagelse af føde og væske. Den kan endvidere
udløse forskellige autonome organiske reaktioner i respiration, kredsløb og
mave-tarmkanal, lige som den er involveret i posttraumatisk
belastningsreaktioner. Ifølge beregninger indeholder menneskets amygdala
omkring 12 millioner neuroner, så der er måske ikke noget at sige til, at
amygdala har fået så stor betydning i moderne hjerneforskning.
Bortset fra, hvad der end kan siges om hjernen
og dens anatomi og funktioner, så må man under alle omstændigheder forundres
over dens sindrige indretning med dens milliarder af nervetråde og synapser.
Set fra det atomare plan bliver hjernen et endnu større mirakel, ja, ordet
mirakel er egentlig ikke for meget eller forkert sagt, for hvordan forklare
disse funktioners opståen og hensigtsmæssige eller formålstjenlige funktioner
og ikke mindst hjernens relation til og samspil med bevidsthedslivet? – Dette
forklaringsproblem påhviler det endnu naturvidenskaben i form af biologien og
neuropsykologien at give et plausibelt svar på. Men der kan næppe være tvivl
om, at forklaringen må findes i flere forhold og primært må være beroende på de
naturlove, der gælder for molekylær kemi og biologi. Disse love, som man tager
for givne, betinger jo blandt andet det, der kunne kaldes livets byggeplan, som
ligger indkodet i hver eneste celle i form af det såkaldte DNA-molekyles
kemiske indhold og sammensætning. Men hvorfor lige præcis disse naturlove og
denne kemiske sammensætning ligger til grund for livets opståen og funktioner,
kan naturvidenskaben i form af atomfysikken og molekylærbiologien næppe heller
give en fyldestgørende forklaring på. Det skal der en anden forskningsmetode
til, og en sådan finder man snarere benyttet i eksempelvis Martinus’ kosmiske
analyser over livet og bevidstheden. (2)
Martinus’ opfattelse af
hjerneproblemet
Helt fra begyndelsen af sit forfatterskab, som indledtes
med Livets Bog I, der udkom i juli 1932, men som allerede var blevet skrevet
færdig i 1930, var han fuldstændig klar over, hvordan forholdet var mellem
hjernen og bevidstheden. I Livets Bog I omtales hjerne- og nervesystemet
følgende steder: stk. 51, 223-4, 227, men det er især i stk. 223-4, at Marinus
analyserer den rolle, hjernen spiller i forhold til bevidstheden, som igen ses
i den større sammenhæng, der udgøres af ikke kun den biologiske evolution, men
også af den kosmiske evolution. Sidstnævnte betegner Martinus i henhold til sin
kosmologi i øvrigt som involution, et
begreb, der også forekommer i biologien, men i en noget andet betydning, end
tilfældet er i Martinus’ kosmologi. Martinus’ opfattelse af mennesket er
generelt mere i overensstemmelse med ideologier, som f.eks. nyplatonisme og
nypythagoræisme. Ideologi, vel at bemærke forstået som idealistisk ideologi,
hvilket vil sige som et kompleks af ideer, der tilsammen udgør en
helhedsanskuelse af centrale livsfaktorer og livsforhold, hvorfor ideologi
ligger nær på begrebet livsanskuelse.
Nyplatonismen er en hellenistisk skole, hvis
mest markante tænker er grækeren Plotinos eller Plotin (ca. 205-ca.270). Hans
lære baserer sig på den filosofi, som skyldes kollegaen Platon (427-347 f.
Kr.), elev af den vise Sokrates (ca.470-399 f. Kr.), Læren går ud på, at kosmos
er opbygget som et hierarki af indbyrdes forbundne højere (åndelige) og lavere
(fysiske) væsensformer, hvor de sidstnævnte fungerer som genstand for de fysisk
og ’lavere’ levende individers længsel efter udfrielse af fortabthedstilstanden
i materiens verden. De guddommelige og i virkeligheden udødelige sjæle er trin
for trin sunket ned til den fysiske verden, hvor de for en tid lever i glemsel
om deres højere tilhørsforhold, indtil erindringen om dette vækkes og længslen
efter genforening opstår.
Nyplatonimen er dog ikke dualistisk, idet ånd
og materie anskues som to sider af den samme virkelighed, nemlig Gud selv. Og
Gud opfattes som den absolutte, altomfattende, forskelsløse, udelelige og
uforanderlige virkelighed, hvis væsen og fylde manifesterer sig i form sjælene
og disses verdener. For resten en tankegang eller livsanskuelse, der også kan
genfindes i idealistisk hinduisk filosofi, som f.eks. i de klassiske
filosofiske systemer som Sankhya, Yoga og Vedanta, der dog menes at være ældre
end de nævnte græske filosofier, og som adskiller sig fra disse ved læren om
samsara, der betyder kredsløb, livscyklus og genfødsel. Til grund herfor ligger
forestillingen om alt liv som deltager i et uendeligt kredsløb gennem fødsel og
død til fortsat genfødsel, en proces, der er forbundet med det meget vigtige
gengældelsesprincip, kaldet karma, som betyder handling og skæbne, sidstnævnte
som en konsekvens af handlinger i tidligere tilværelse. Læren om karma-samsara
vandt indpas og anerkendelse dels i kraft af sin værdi som forklaring på
ulighed i evner, vilkår og skæbne, og dels på grund af det perspektiv den åbner
for stadigt nye muligheder for alle og enhver. Læren om karma-samsara imødekom
altså behovet for og ønsket om fuldkommen lighed og retfærdighed for alle
levende væsener. (3)
På denne skitserede historiske baggrund, er det
interessant at stifte bekendtskab med ideerne i Martinus’ kosmologi, især fordi
det må konstateres at disse på flere måder er beslægtede med de overfor nævnte
nyplatoniske og klassisk hinduiske forestillinger om livet, verden og
menneskets tilværelse. Begrebet udvikling (evolution) – og for Martinus også
begrebet indvikling (involution) – vel at mærke både som et biologisk, psykologisk
og ikke mindst kosmisk begreb og fænomen, er et nøglebegreb til at forstå
tilværelsen. Men samtidigt hermed opererer Martinus i sin kosmologi med
begreber og forestillinger, der har stor principiel lighed med den hinduiske
lære om karma-samsara. I Martinus’ vokabularium bruges ordet og begrebet karma
også, men dog mest betegnet med ordet ”skæbne”, mens ordet og begrebet samsara
svarer til ordet og begrebet ”spiralkredsløb”. Disse begreber og faktorer er så
grundigt beskrevet i forskellige afsnit her på hjemmesiden, at jeg må nøjes med
at henvise dertil:
Læs f.eks. Artiklen 4.28. Den
indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen. Det drejer sig deri
især om de værker, der henvises til I følgende noter:
Note 3.: Collected Works of F. Max Müller.
The Six Systems of Indian Philosophy. Longmans, Green, And Co. London, New
York, Bombay, and Calcutta 1912. Bogen omhandler primært en kildehistorisk
gennemgang af de seks klassiske indiske filosofisystemer: Vedanta eller
Uttara-Mïmämsä, Pürva-Mïmämsä, Sämkhya-Philosophy, Yoga-Philosophy,
Nyäya-Philosophy , and Vaiseshika Philosophy
Note 4.:
Vedr. Kundalini-kraften: Se f.eks. Swami Narayananda: Urkraften i mennesket
eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler. Forlaget Advaita. I
kommission: Borgens Forlag 1959.
Note 5.:
Vedr. Kundalini-slangen er det for øvrigt højst interessant, at denne – i
lighed med Martinus’ seksuelle polprincip og polforvandlingen - forekommer i
symbolsk billedlig form i fortællingen om Adam og Eva og Slangen i paradisets
have. I sidstnævnte tilfælde er slangen ’fristeren’ og ’forføreren’, mens den
hos Martinus er symbolsk udtryk for spiralkredsløbsprincippet og
verdensgenløsningsprincippet, hvilket faktisk kommer ud på et, idet disse to
principper – i lighed og samvirke med samtlige øvrige skabeprincipper – så at
sige er spundet ind i hinanden..
Vedr.
begrebet skæbne, se f.eks. H1-23. Individets
skæbnedannelse – om skæbnedannelsens
almindelige lovmæssigheder, og. H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller
materialisation. Vedr. begrebet spiralkredsløb, se f.eks. H1-12. Det
seksuelle dobbeltkredsløb – om de
to seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden.
Sluttelig skal vi forbinde omtalen af hjernen
med det under alle forhold og omstændigheder nok så væsentlige emne og fænomen:
Bevidstheden:
I almindelig psykologisk forstand defineres
bevidsthed som en samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse,
opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og opfattelse af
omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets egen indre verden af
forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og godt vil sige
bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed omfatter også de
meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et bevidst væsen, og
endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås individets bevidsthed om
sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent overdrevne betydning.
Indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi kan og
skal fænomenet bevidsthed ses i relation til hans analyser af, hvad det er, der
ikke kun konstituerer mennesket, men i videre forstand det levende væsen,
hvilket i videste forstand vil sige alle levende væsener. Dette væsen udgør i
henhold til Martinus et treenigt princip i form af et jeg, en bevidsthed og en
organisme, men forstået sådan, at jeget udgør den overordnede instans i
forholdet, medens bevidstheden forekommer i form af en overbevidsthed og en
underbevidsthed, og organismen er det interaktive redskab, individet via sin
bevidsthed betjener sig af. Den væsentlige karakteristik for et levnede væsen,
mennesket inklusive, er, at det sanser, oplever og manifester sig i form af
handlinger. Imidlertid fremhæver Martinus, at sansning ikke – som det er
almindeligt at tro og mene - er en passivt receptiv proces, men tværtimod en
proces, der forudsætter og kræver et betydeligt moment af skabende virksomhed,
om end i hovedsagen en automatisk skabende virksomhed. Dette er en del af
baggrunden for, at Martinus også betegner bevidstheden som det levende væsens
skabeevne, men altså som en evne, der forudsætter og er betinget af et intimt
samarbejde mellem de ovenfor nævnte tre instanser. Denne skabeevne ligger også
til grund for sansning, som igen udgør grundlaget for fænomenet oplevelse, og
herom skriver Martinus bl.a. følgende:
(Citat) 254. Da alt, hvad der kommer ind under begrebet ”oplevelse”, kun kan
eksistere som identisk med vibration eller bevægelse, vil hele verdensaltet i
sin detaljering være identisk med et uendeligt ocean af energi- eller
bevægelseskombinationer, stråler og bølger, der hver især, efterhånden som de
opleves af det levende væsen, kommer til at danne et nyt billede i det
billedgalleri, der i den daglige tilværelse kendes som identisk med dets
”bevidsthed”. […] Citat slut) (5)
Stærkt forenklet sagt, opfatter Martinus altså
bevidsthed som et ”mentalt billedgalleri”, mere præcist i form af mentale forestillinger,
som naturligvis i større eller mindre grad er forbundet med tanker og følelser.
Men der hører selvfølgelig meget andet og mere til, for at kunne begribe og
forstå, hvad bevidsthed er og omfatter. Dette emne er da i virkeligheden også
så kompliceret og omfattende, at det ligger udenfor rammerne af en artikel som
denne, at gøre forsøg på at give en bare nogenlunde dækkende beskrivelse af
det. Dog skal her tilføjes, at følgende psykologiske energier eller –evner er
mere eller mindre virksomme i individets bevidsthed, nemlig instinkt,
tyngdeenergi (dynamisk energi), følelse, intelligens, intuition og hukommelse,
og som drivkraften eller motivationsfaktoren bag disse evner eller energier
ligger et fænomen eller en kraft, som Martinus betegner som urbegæret, der
defineres som et uspecificeret grund-begær efter oplevelse eller mere præcist
efter livsoplevelse. Dette urbegær udgør grundlaget for alle specifikke former
for begær, vilje og ønsker, men vel at mærke styret af en serie såkaldte
kosmiske (også kaldet guddommelige) skabeprincipper. Disse er automatisk
virkende lovmæssigheder, som alle og alt er undergivet. (6)
Martinus’ opfattelse af
hjernen og dens rolle
Som nævnt omtales hjerne- og nervesystemet
følgende steder i Livets Bog I: stk. 51, 223-4, 227, men det er især i stk.
223-4, at Marinus analyserer den rolle, hjernen spiller i forhold til
bevidstheden, men vel at mærke anskuet i det noget større kosmiske perspektiv,
der jo er kendetegnet på hans kosmologi. I stk. 51 konstaterer Martinus, at de
levende væseners hjerner kun er modtagelige for tankebilleder, ideer eller
forestillinger af en bestemt styrke eller bølgelængde. Det betyder, at
tankebilleder, der ligger over denne styrke, generelt set forekommer
fantastiske eller helt utilgængelige for individet, medens tankebilleder, ideer
og forestillinger, der ligger under den nævnte styrke eller bølgelængde,
generelt set forekommer individet som værende primitive og naive.
Men det er særlig i Livets Bog I, stk. 223-4,
at Martinus analyserer og karakteriserer hjernens rolle i forhold til det
jordiske menneskes aktuelle kosmiske udviklingssituation. Herom skriver han
blandt andet, at den åndelige bevidsthedsfunktion hos mennesket må regnes for
at være på et begyndelsesstadium, idet de åndelige legemer endnu ikke er bragt
frem til deres respektive kulminationsudfoldelse på de åndelige
tilværelsesplaner. Det er årsagen til, at de åndelige legemer ikke har styrke
eller kapacitet til at bære bevidstheden, hvilket igen er årsagen til, at den
fysiske bevidsthedsfunktion i hovedsagen bæres af det relativt veludviklede
fysiske legeme. Dette forhold bevirker, at den fysiske tilværelse så at sige
overdøver den spæde åndelige tilværelse, og dette kontrastforhold er atter
årsagen til, at åndelige oplevelser kun bliver opfattet og oplevet som tanker
eller tankebilleder, stik imod, at disse i henhold til Martinus i virkeligheden
er lige så realistiske genstande som de fysisk oplevede genstande.
Det jordiske menneskes primære legeme udgøres
altså af det fysiske legeme, men samtidig er individet gennem dettes hjerne- og
nervesystem forbundet med de endnu spædt udviklede åndelige legemer, gennem
hvilke dets åndelige funktioner befordres og udløses. Disse åndelige funktioner
eller evner og legemer udgøres i hovedsagen af følelsesevnen og
følelseslegemet, intelligensevnen og intelligenslegemet, intuitionsevnen og
intuitionslegemet, og hukommelsesevnen og hukommelseslegemet. Men da disse
åndelige funktioner, som Martinus betegner som værende af elektrisk beslægtet
natur, kun kan blive fysisk udløste via et lednings- eller antennesystem,
findes et sådant netop i form af individets hjerne- og nervesystem. Dette
system består altså dels af fysiske energier og dels af åndelige energier eller
energibølger, hvorved individet sættes i stand til at komme i kontakt med
reaktionen af den vekselvirkning, der foregår mellem dets fysiske legeme og
grundenergierne, som jo er den virkelige basis for individets livsoplevelse og
manifestation. Den nævnte reaktion har altså reelt set karakter af elektrisk
beslægtede energibølger i hjernen og nervesystemet. I fysiologien betegnes
disse energibølger som fysisk-kemisk-elektriske reaktioner i hjerne- og
nervesystemet, en betegnelse, som stemmer godt overens med Martinus’
forklaringer på sanse- og oplevelsesprocessen.
Men hermed hører overensstemmelsen også op, for
hvor naturvidenskaben i almindelighed og hjernefysiologien i særdeleshed
udelukkende opfatter fænomenerne og processerne som fysisk-kemiske, dér hævder
Martinus, at der samtidigt også er tale om over-fysiske kemiske fænomener og
processer. Dette pointerer han også i Livets Bog I, stk. 224, idet han
fremfører det synspunkt, at når menneskene i almindelighed og videnskaben i
særdeleshed ikke er i stand til at observere individets fornemmelser længere
end ind i hjerne- og nervesystemet, skyldes det, at individets åndelige sanser
og evner endnu kun befinder sig på det stadium, som det fysiske legeme befandt
sig på, dengang det under evolutionen endnu ikke var i besiddelse af fysiske
sanser, som f.eks. syn, hørelse etc.
Men situationen eller forholdet er det, hævder
Martinus, at hjerne-nervesystemets fysisk-kemisk-elektriske bølger eller
vibrationer fortsætter som ikke-fysiske ind i individets åndelige struktur,
hvor de opleves i forhold til, hvor meget eller lidt den åndelige struktur
eller de åndelige legemer og disses organer er udviklede til at kunne reagere
overfor de nævnte bølger og vibrationer. Pointet er, at det er via disse
åndelige legemer, at de elektriske bølger og vibrationer bliver oplevet som
åndelige fornemmelser i form af tanker og følelser eller tankeklimaer, som
tilsammen udgør det ”mentale billedgalleri”, der kaldes bevidsthed. Hjerne- og
nervesystem udgør ifølge Martinus med andre ord individets ”port” ind til den
åndelige verden. Herom skriver han blandt andet følgende, som jeg vil tillade
mig at citere her:
(Citat) […]
Alt eftersom jordmenneskets åndelige legemer endnu er uudviklede, vil det altså
være offer for den overtro, at ”porten” eller hjerne- og nervesystemet er årsag
til dets åndsfunktioner og er således endnu ubevidst i åndslegemerne eller de
faktiske forhold. Nævnte overtro bliver yderligere stimuleret af den
omstændighed, at der i ”porten” til
den åndelige verden findes små særlige åbninger for de særlige arter af
elektriske bølger, hvilket altså igen vil sige, at der i hjerne- og
nervesystemet findes særlige centre eller
komplekser for de forskellige åndsfunktioner. Det førstnævnte væsen vil altså
være offer for den illusion at tro, at disse særlige centrer eller komplekser
er selve årsagen til funktionerne, medens de i virkeligheden kun udgør særlige
indstillingsorganer for fysisk afsendelse og modtagelse af de tilsvarende
særlige åndelige energibølger eller vibrationer. Ligesom antennen ikke er årsag
til den musik eller det foredrag, der gennem et til denne knyttet radioapparat
modtages, men kun udgør et center, gennem hvilket musikkens eller foredragets
elektriske form kan modtages og bringes videre til apparatets andre centrer og
der blive omsat til sin oprindelige form, således er hjerne- og nervesystemet
absolut heller ikke årsag til denne eller hin gennem samme system forekommende
synlige manifestation, men kun udgørende et afsender- og modtagersystem for
reaktionerne mellem individets legemskultur og grundenergierne i form af
elektriske bølger. Ligesom modtagelsen eller afsendelsen gennem et
radioapparat bliver disharmonisk, hvis der er noget i vejen med de enkelte dele
af dets tilbehør, således bliver
reaktionsforplantningerne gennem hjerne- og nervesystemet naturligvis også
disharmoniske, hvis der er noget i vejen med de særlige centrer eller
komplekser i det nævnte system. Sådanne disharmonier i individets
bevidsthed kendes i den daglige tilværelse under begreberne: Sindssyge, åndssvaghed og lammelse.(Citat slut) (7)
Det er altså i henhold til Martinus en overtro
og illusion at mene, at det fysiske hjerne- og nervesystem skulle være
generatoren af bevidstheden. Derfor kan man heller ikke tale om, som nogle gør,
at ”hjernen er det endelige sæde for sansningen og bevidstheden”, for denne
påstand er så langt fra virkeligheden, som man kan komme. Dette fremhæver
Martinus yderligere i sin småbog nr. 1. ”Menneskehedens skæbne”, som
oprindelig blev trykt i tidsskriftet ”Okkultisten” i 1933, men senere udkom i
bogform. Det sker i bogens 19.-20. kapitel og efter min opfattelse i en noget
mere afklaret form, end i det ovenfor gengivne citat. I nævnte bog er det dog
især selve sanseprocessen fra start til slut, Martinus analyserer og omtaler,
en analyse, som er i stor principiel overensstemmelse med den, man kan finde
indenfor den filosofiske disciplin, der hedder sansefysiologisk kriticisme og
desuden i den indiske filosof Shankar Acharyas tilsvarende analyser af
sanseprocessen. Disse er især formidlet til den vestlige verden af den engelske
forfatter og filosof Paul Brunton, i bøger, som f.eks. ”The Search of the
Overself” og ”The Hidden Teaching Beyond Yoga”. (8)
Det ovenfor stående vedrørende både hjernen og bevidstheden
er faktisk hentet fra artiklen ӯje, hjerne og bevidsthed, som er skrevet i
løbet af 2014, hvilket vil sige før jeg for alvor indså og erkendte, at
i medfør af min store skepsis og tvivl omkring væsentlige emner i Martinus'
kosmologi, måtte ét-livs-hypotesen være den rigtige, gyldige og overordnede
løsning på tilværelsesproblemet.
Men det forhindrer ikke, at Martinus' absolut
væsentlige argumentation for hjernens centrale og uhyre vigtige rolle i
bevidsthedslivet stadigvæk er gyldig. Nemlig fordi psyken eller bevidstheden
fortsat kan og må betragtes som et energisystem for sig, der på en speciel måde
er associeret til det decideret fysiske legeme. Dette understreger endvidere,
at den dualistiske skelnen mellem fysisk og psykisk, mellem krop og psyke er
overflødig, primært fordi der overordnet og grundlæggende er tale om et
identitetsforhold mellem ånd og materie. Begge er udtryk for den samme
virkelighed, der ligger til grund for alt og alles tilværelse, nemlig
verdensaltets altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende,
altgennemstrømmende og altbelivende
guddommelige ophav. Guddommen udgør derfor både det fysiske og det
psykiske, som i virkelighedens praksis blandt andet viser sig i form af elementarpartikler,
atomer, molekyler etc. etc.
Og netop i og med
henvisningen til elementarpartikler, atomer, molekyler etc. etc., befinder vi os
lige midt i omverdenen, for vi opfatter jo af subjektivt perspektiviske grunde
os selv som omgivet af en verden, der i princippet adskiller sig fra vores
personlige indre psykiske verden. Som et personligt jeg befinder vi os i det
felt, hvor den ydre og den indre verden møder og så at sige 'krydser' hinanden.
Her vil jeg endnu engang citere fra en af mine
egne artikler, nemlig 4.83. Illusionernes narrespil
– om falsk kontra ægte virkelighed :
(Citat) I middelalderen blev jorden indtil
midten af 1500-tallet anset for at være verdens centrum, hvorom solen havde sit
kredsløb. Men astronomen Nikolaus Kopernikus (1473-1543) ændrede denne
opfattelse totalt, idet han beviste, at det forholdt sig lige omvendt, nemlig
at det er jorden, der kredser omkring solen. Men jorden var altså indtil da et falsk centrum i livs- og verdensanskuelsen,
hvilket på mange måder havde indflydelse ikke alene på de lærdes og almindelige
menneskers opfattelse, men også på kultur- og samfundslivet i det hele taget.
Principielt på samme måde opfattede så vel
lærde som ulærde materien - og herunder den fysiske krop - som et centrum for
bevidstheden, en opfattelse som stort set har holdt sig siden renæssancen, og
som i vor tid har fået en slags bekræftelse i form af hjerneforskeres og
neuropsykologers opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed. Hjernen
er simpelthen bevidstheden eller omvendt. Mennesket skal derfor ikke tro for
meget om sig selv og sit eget værd, for bevidstheden og personligheden ophører
ganske enkelt med at eksistere i og med hjernedød. (1)
Ifølge flere filosoffer, både i fortiden og i
nyere tid, er forholdet mellem hjerne og bevidsthed den, at hjernen og dermed
den fysiske krop faktisk udgør et falsk centrum
i forhold til bevidstheden, mere præcist i forhold til Jeget. Virkeligheden er
altså den, at lige som solen kan siges at være overordnet i forhold til jorden,
så er bevidstheden og Jeget overordnet i forhold til hjernen og den fysiske
krop. Det postulat kan udvides til, at den materialistiske livs- og
verdensanskuelse er falsk i forhold
til den åndsvidenskabelige livs- og verdensanskuelse, mere præcist i forhold
til Martinus’ spiritualistiske kosmologi. (2)
Det forholder sig jo sådan, at troen på jorden
som verdens centrum naturligvis hænger sammen med menneskets fysiske kropslige
position, hvilket vil sige, at det beror på menneskets sanser og det
perspektiv, som især synet repræsenterer. Vi ser jo jorden som en stillestående og mere eller mindre flad skive,
hvor over himlen hvælver sig som en halvrund kuppel, der hviler på jordens
horisont, som går hele 360 grader rundt. Vi ser
også, at solen står op i øst og i dagtimerne bevæger sig kontinuerligt hen
over himmelbuen, for efter et vist antal timer at dale ned i vest og indlede
natten. De ældre tiders mennesker havde ikke den viden om de faktiske kosmiske
forhold, som videnskaben og især astronomien siden renæssancen har givet os, og
som bevirker, at vi nu godt ved, at synet bedrager og at det rent faktisk er en
form for illusion,vi dagligt vågner
op til og ser med vore egne øjne. (3)
Men heldigvis kan vores viden korrigere og kompensere for illusionen ved at fortælle os,
hvad det i virkeligheden er, der sker og foregår. Derfor er det egentlig en sær
oplevelse, at medens jeg sidder her og skriver på computerens tastatur, kredser
jorden – i lighed med de øvrige planeter i vores solsystem – omkring solen, for
jordens vedkommende med en utrolig hastighed af 30 km/sek. Det svarer
nogenlunde til at bevæge sig fra København til f.eks. Køge på 1 sekund. Nok så
fantastisk er det, hvis vi f.eks. tænker os, at jorden i løbet af 60 sekunder,
altså 1 minut, har bevæget sig 1.800 km.! Og i løbet af 60 minutter, altså 1
time, har jorden bevæget sig hele 108.000 km!! Det betyder f.eks. at det tager
ca. 10 sekunder at ’rejse de ca. 300 km fra Danmarks sydgrænse ved Kruså og til
Skagen! Men samtidigt kredser solsystemet, som befinder sig i yderkredsen af
spiralgalaksen Mælkevejen, sig omkring dettes centrum med en hastighed af 220
km/sek, og fuldender et kredsløb i løbet af 230 mill. år. Solen befinder sig
25.000 lysår fra Mælkevejssystemets midte. Et lysår er den afstand lyset med en
hastighed af 300.000 km/sek tilbagelægger på et år, en ufattelig hastighed og
en ufattelig afstand. Det giver et indtryk af Mælkevejens størrelse. Og det
vides, at Mælkevejssystemet kredser om et andet og endnu større punkt i
verdensaltet, og sådan kunne vi formentlig blive ved, hvis vi ellers kendte til
de forhold, der gør sig gældende ude i det vældige verdensrum. (4)
Det er jo alt sammen svimlende størrelser og
tal for en lille menneskeforstand! Og så er vores verden, altså jorden og
himlen, ret så stor set i menneskeperspektiv, men kun et lille bitte fnug set i
Mælkevejens perspektiv!
Bag om disse forhold er det et bestemt princip,
der gør sig gældende, nemlig perspektivprincippet,
som samtidig er et relativitetsprincip
– og endvidere et illusionsprincip. Hvad
angår de to førstnævnte principper, perspektivprincippet og
relativitetsprincippet, vil det i al korthed og generelt set sige, at ethvert
levende væsen oplever verden og tilværelsen ud fra sit eget perspektiviske
udsigtspunkt, hvorfor hver væsensgruppe og indenfor denne hvert individ oplever
livet og verden på sin relative måde, som afviger i større eller mindre grad
fra andre gruppers og individers måde at opfatte på. Det beror i henhold til
Martinus på, at ethvert individ har sit kosmiske
udsigtspunkt, hvorfra alt sanses, opleves og vurderes. Det hænger igen
ifølge Martinus sammen med det forhold, at de levende væsener er undergivet en
kollektiv og individuel udviklingsproces, mere præcist en universal eller
kosmisk indviklingsproces og en derpå følgende udviklingsproces. For
menneskenes vedkommende kan udviklingsprocessen dels aflæses i form af en række
kategorier eller former for bevidsthed og dels i en række seksuelle kategorier,
det sidstnævnte, fordi menneskene i særlig grad er undergivet den proces,
Martinus betegner som den seksuelle
polforvandling. (5)
Illusionsprincippet kommer ind i billedet i den
forstand, at resultatet af den oplevelse og det indtryk af verden og
tilværelsen, som individerne har, i større eller mindre grad er illusorisk,
nemlig i den grad og det omfang oplevelsen og indtrykket afviger fra den
objektive og dermed reale verden og tilværelse. Størrelsen eller omfanget af
denne afvigelse kan naturligvis kun måles, for så vidt den objektive og reale
verden er kendt. I det ovenstående er blevet givet nogle eksempler på, hvad der
i forhold til den subjektive opfattelse må og kan opfattes som den objektive og
reale verden, specielt hvad angår det astronomiske billede af verden.
Imidlertid er verden og tilværelsen eller livet også i en dybere,
erkendelsesmæssig forstand en illusion, nemlig i og med, at den brogede
mangfoldighed af levende væsener og disses manifestationer og oplevelser i
virkeligheden dækker over eller skjuler den bagved liggende evige universale
enhed, der kendes og tilbedes under mange navne, som f.eks. Gud, Brahman, Jahve
og Allah. Dette ’dække’ over den absolutte virkelighed betegnes i klassisk
indisk filosofi, specielt i Vedanta-filosofien, med begrebet ”Maya’s slør”,
nemlig det slør, der skjuler det absolutte Brahman. Nok så interessant er det,
at begrebet mere præcist henviser til gudinden Maya, som er den magt eller
kraft, der fremtryller den illusoriske verden. Indenfor Martinus’ kosmologi
opereres med begrebet ”moderenergien”, og denne er netop karakteriseret som den
skabende energi eller kraft, både hos Guddommen og hos de levende væsener. (6)
Men selv om vi her taler om, at vores
subjektive opfattelse af verden og tilværelsen er illusorisk, så er dette jo
også relativt, for set fra det kosmiske udsigtspunkt, som Martinus’ kosmologi
gør, så er den illusoriske verden i dens fremtræden i form af det
rum-tids-dimensionale kontinuum, på sin vis virkelig nok, dels inden for sine
egne grænser og dels fordi den reelt set repræsenterer intet mindre end – den åndelige verden. Der er jo tale om,
at de indtryk vi får gennem sanserne og danner os forestillinger om, eksisterer eller forefindes i vores
bevidsthed. Den kollektivt objektive verden eksisterer derimod uden for
vores bevidsthed, i den forstand, at den faktisk er et udtryk for Guds bevidsthed. Men eftersom Guds
bevidsthed samtidigt udgør samtlige levende væseners, herunder ikke mindst
menneskenes bevidsthed, er der jo i alle tilfælde i bund og grund tale om
bevidsthed som virkelighedens basale
element eller substans. (7)
På baggrund af de
ovenfor fremførte tanker og betragtninger, kan vi konkludere, at verden og tilværelsen
set fra et vist synspunkt, det Martinus betegner som ”en lavpsykisk
sansehorisont”, ”sansningen på tværs af materien” eller ”sansningen fra neden”,
har karakteren af virkelighed, medens denne set fra det, Martinus betegner som
”en højpsykisk sansehorisont”, ”sansningen på langs af materien” eller
”sansningen fra oven”, afslører sig som et ”illusionernes
narrespil”. Eller måske bør vi her ændre det sidstnævnte negativt ladede
udtryk til det mere positive udtryk ”illusionernes
tryllespil”, for set fra Martinus’ universale synspunkt, er der tale om, at
det rum-tids-dimensionale kontinuum i virkeligheden er et resultat af og udtryk
for Guddommens og de evigt levende væseners indbyrdes samliv og samspil. Nemlig
i form af det, der med rette kan betegnes som Livets eget store Eventyr, et
eventyr, som adskiller sig fra alle de digtede eventyr ved at være identisk med
den absolutte virkelighed, sådan som denne på basis af Guds jegs urbegær og
moderenergiens skabeprincipper er konstitueret, manifesterer sig og fungerer.
(8)
Men allervigtigst er
det ifølge Martinus at forstå, at begrebet ’Guddommen’ i realiteten dækker over
en levende og absolut overordnet faktor
eller første instans i tilværelsen, hvilket vil sige: den evige,
altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende
realitet, som Martinus i lighed med Kristus kalder for ”den evige Fader”. Men
eftersom samme guddom via sin skabende eller ’fødende’ energi eller kraft,
moderenergien, foruden det maskuline aspekt også repræsenterer det feminine
aspekt, kan vi med rette tillade os at betegne vores evige Fader som vores
evige Fader-Moder. (9) (Citat slut)
Det helt vidunderlige og overordnede her er jo
desuden at kunne konstatere, at ”illusionernes
tryllespil” også passer perfekt ind i sammenhæng med ét-livs-hypotesen. Det, at
vi hver især, du og jeg og alle os levende væsener, trods alt dog har fået
forærende ét liv til at opleve det store eventyr i, er jo ret beset en
nådegave. Men det er jo desværre ikke alle mennesker beskåret, at opfatte og
opleve dette ene liv som et forunderligt eventyr. Lad mig derfor afslutte denne
lange afhandling med at citere fra en af mine seneste artikler: 4.123. Det store hverdags-under.
Inspirerende tanker:
(Citat) Man må erfaringsmæssigt konstatere, at
det desværre langt fra er alle mennesker, der er i stand til at opleve, føle og
tænke over tilværelsen som et under, og tilmed et guddommeligt under. En tanke
eller forestilling, der tilsyneladende forekommer mange nutidsmennesker som
værende alt for romantisk, utopisk og derfor urealistisk. Det er dog
forståeligt, at mange eller snarere de fleste, synes og tænker sådan, især i
betragtning af de mange krav og pligter, der stilles til de fleste mennesker i
hverdagslivet, bare for at kunne opretholde eksistensen, og for at kunne evne
og magte at opnå alle de materielle ønsker, mange mennesker har i håbet om, at
kunne forsøde en ikke altid lige nem tilværelse.
Det forekommer som om de allerfleste mennesker
lever deres relativt korte liv eller tilværelse i en ”forpuppet” tilstand,
lukket inde i en mere eller mindre begrænset og snæver verden af behov, ønsker,
vaner, sociale og kulturelle traditioner. En situation, man lidt negativt også
kunne betegne som ”hverdagens trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis, at der
opstår en større eller mindre ”sprække” i ”puppen”, så at den, der befinder sig
indeni ”puppen”, pludselig får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af” den
tydeligvis større verden udenfor ”puppen”. Et kig eller et glimt, som i nogle
tilfælde kan medføre, at der opstår en længsel efter at få mere at se af den
nævnte verden, men som i andre tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at
individet inde i ”puppen”, vender ryggen til og afviser at ville have noget at
gøre med den alt for store, uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor
”puppen”.
Det sker da også ikke så sjældent, ja, vel nok
i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig tæt til igen, så at livet eller
tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller ”grænser” i reglen fortsætter med
stort set de samme behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner, som
hidtil: det vil sige i relativ tryghed, behagelighed og magelighed. Det befinder
de fleste sig tilsyneladende bedst med.
Imidlertid har der i de seneste par hundrede år
også eksisteret spirituelt idealistiske bevægelser, der er opstået og som har
forsøgt at modvirke og være et alternativ til den ateistiske, materialistiske
livs- og verdensanskuelse. Nogle af disse alternative åndelige bevægelser er
blevet omtalt i artiklen 4.119. Spiritualismens nyere
historie og skal derfor ikke gentages her. Dog skal en enkelt af disse
bevægelser nævnes og atter omtales, nemlig det billede af livet og verden, som
er blevet fremstillet af vismanden Martinus i og med hans geniale kosmiske
analyser og livsfacitter.
Når jeg her atter vil berøre Martinus' verdensbillede
eller kosmologi, skyldes det først og fremmest, at min fascination af denne
eller dette er temmelig stor. Det til trods for min samtidige skepsis og tvivl
omkring væsentlige emner i samme verdensbillede. Emner, der som omtalt i
artiklen 4.120. Det store spørgsmål om
liv og død. Skepsis og tvivl , primært drejer sig om tvivl om udødelighed,
evigt liv, reinkarnation og skæbnens lovbestemthed og den deraf følgende
retfærdighed. Emnet følges i øvrigt op i artiklen 4.122. Skæbnebestemt
eller tilfældigheder?
Det er faldet i min lod, efter knapt 60 års i
hovedsagen intense studium af nævnte kosmologi, at være kommet i så stærk tvivl
om de emner i samme, som der er nævnt i det foranstående, at jeg har måttet
drage den konsekvens, at melde fra overfor netop emnerne udødelighed, evigt
liv, reinkarnation og – ikke mindst - skæbnens lovbestemthed og den deraf
følgende retfærdighed. Dette 'frafald' har jeg forsøgt at begrunde i de ovenfor
nævnte artikler.
En del – om ikke alle af Martinus' trofaste og
loyale tilhængere - vil nok karakterisere min nye opfattelse og holdning som et
”syndefald”, men forhåbentlig ikke som et ”forræderi”, hvilket dog i så fald
får være. Jeg er nødt til at være ærlig, både overfor mig selv og overfor mine
læsere. Det har ikke bare været så nemt som at skifte sko, men tværtimod en
langvarig proces, der for alvor begyndte omkring årtusindeskiftet og som
langsomt er modnet gennem de mange senere års studium af de nævnte fascinerende
og dybsindige analyser og livsfacitter.
Mit eventuelle ”syndefald” består primært i, at
jeg, efter grundig gennemtænkning af spørgsmålene og problemerne, især
vedrørende udødelighed, evigt liv, reinkarnation og – ikke mindst - skæbnens
lovbestemthed og den deraf følgende retfærdighed, har måttet erkende og drage
den i første omgang lidt barske konklusion, at det for så vidt umiddelbart mest
sandsynlige vedrørende alle levende væsener, og herunder ikke mindst os
mennesker, er, at vi alle hver især rent faktisk kun har ét liv at leve, nemlig
det, vi lever her og nu. Dette ene liv varer i bedste og heldigste fald fra
undfangelsen over fødslen, opvæksten i barndommen og ungdommen, livet i
voksenalderen og alderdommen, for at slutte med dødsstunden, hvorefter det
fysiske legeme opløses ad naturlig vej eller brændes til aske, eller hvad man
nu vælger.
Egoet, psyken og bevidstheden, der, som
beskrevet i artiklen 4.120. Det store spørgsmål om
liv og død. Skepsis og tvivl , i en bestemt forstand er et slags
energisystem eller energifelt associeret til den fysiske krop, men som på
naturlig måde automatisk forsvinder i og med, at de fysiske kropslige
funktioner ophører. Det må derfor anses for at være – en forståelig -
idealistisk og romantisk ønsketænkning at mene og tro, at der er en sjæl eller
en psyke, som fortsætter sin eksistens efter det fysiske legemes død. Denne
psyke og sjæl er i særlig grad indgående beskrevet af både Martinus og af hans
elev Per Bruus-Jensen, men deres respektive analyser og konklusioner eller
facitter, som ganske vist forudsætter en udødelig basal evighedsstruktur,
rokkes der faktisk ikke ved, selvom man antager ét-livs-hypotesen. Der rokkes
kun ved, at psyken og sjælen er evige, hvorfor der i stedet sættes, at disse
kun består, så længe individet fysisk set er i live. Dette er jo også rent
faktisk, hvad vi hver især fysisk set umiddelbart oplever hos både os
selv og andre.
Det er især det sidstnævnte, nemlig at der ikke
rokkes ved alt, hvad der er væsentligt, i den vældige tankebygning i form af
Martinus' verdensbillede, jeg har villet fremhæve i og med en del af mine
allerseneste artikler. Derfor har jeg samtidigt også gerne villet pointere, at
Martinus' psykologiske, etisk-moralske, seksuelle, sociale og kulturelle
analyser, tilmed i høj grad stadigvæk vil være gyldige og værdifulde. Hvilket i
øvrigt også fremgår af de artikler om emnet, der findes links til ovenfor.
Tesen om ét-livs-opfattelsen betyder derfor ikke nødvendigvis et totalt brud
med Martinus' kosmologi.
Men mit ”Syndefald” betyder selvfølgelig, at
jeg ikke længere kan betragte Martinus' kosmologi i det perspektiv, hvori han selv
og hans trofaste og loyale tilhængere ser denne. Det føles på samme tid både
som et tab og en gevinst. Et tab, fordi jeg desværre ikke længere vil kunne
følge den spirituelle eller åndelige del af Martinus' i en god forstand
eventyrlige verdensbillede, og som en gevinst, fordi jeg efter omkring 60 års
mere eller mindre intense studium af dette, endelig har fundet mit
eget mentale ståsted. Et ståsted, som jeg gerne vil og tør stå ved, og
som jeg allerede anede, da jeg i 1998 skrev artiklen 4.44 ”Den, som synes at
stå…” – et forsøg på en åndelig ’statusopgørelse’.
Om at spise af
”Kundskabens træ”
Så på en måde kan man sige, at mit”Syndefald” har
bestået eller består i, at jeg nu spiser af ”Kundskabens træ om godt og ondt”.
Det betyder jo bibelsk set, at man forvises fra ”Paradisets have” og derefter
skal ”dø døden”. Men den kloge ”slange” sagde, at dette ikke var sandt, og at
det kun var blevet sagt, for at mennesket ikke skulle spise af det nævnte træs
”frugter”, hvilket vil sige: at tilegne sig en viden om både godt og ondt i
virkelighedens verden. Der ligger utvivlsomt en stor sandhed i den bibelske
fortælling, som jeg dog ikke skal komme nærmere ind på her. Eventuelle
interesserede kan henvises til min bog ”Jesus, søn af mennesket” 1. og 2.
del, udgivet på Forlaget Scientia Intuitiva, 2012. Myten om Adam og Eva
beskrives og fortolkes i bogens 2. del, 17.-18. kapitel. (Samme steder vil også
kunne læses i JESUS
MENNESKESØNNEN II , 2.-3. kapitel).
Hermed vil jeg i hvert fald foreløbig mene, at
mit artikel-skriveri omkring emnet Martinus' kosmologi stort set må være udtømt
for mit eget vedkommende. Det er efterhånden blevet til ret så mange mere eller
mindre relevante og kvalificerede artikler om specielt Martinus' kosmologi, så
mange, at jeg vil tro, at disse stort set har behandlet kosmologiske emner hele
periferien rundt.
Dertil kommer de ligeledes talrige artikler om
det emne, det oprindelig var min hensigt og målsætning at skrive om, nemlig H. C.
Andersen, hans personlighed, liv og forfatterskab set på baggrund af Martinus'
kosmologi. Det emne har jeg beklageligvis ikke haft tid og kræfter til
at færdiggøre og afslutte, sådan som det var planen og hensigten. (Citat slut)
Her skal lige nævnes, at det var og er min
situation som efterlønner i årene 1991-96 og som folkepensionist i årene 1996
til foreløbig 2016, altså i et spænd af alder fra 62 til foreløbig 87 år, der
har gjort det muligt at bruge så meget af min tid, som der er medgået til at
skrive den artikelsamling, der nu foreligger her på hjemmesiden, og en del
artikler i tidsskrifterne ”KOSMOS” og ”DEN NY VERDENSIMPULS” og i årsskriftet
”ANDERSENIANA”, samt nogle få bøger om samme emne.
Sluttelig skal der herfra lyde en meget stor og
varm tak, først og fremmest til min absolut sagkyndige ven, Per-Bruus-Jensen,
for hans store beredvillighed til at lade mig benytte hans fremragende
genfortælling på hans helt egen måde af Martinus' ikke altid lige nemt
tilgængelige og forståelige kosmiske analyser og facitter, og dertil også
tilladelse til at benytte diagrammer fra hans efterhånden mange instruktive og
inspirerende bøger. Dernæst en mindst lige så stor tak til min teknisk kyndige,
initiativrige, kreative og trofaste ven og webmaster, Jakob Koch, som
oprindelig var den, der foreslog at oprette LIVETS EVENTYR som et website, og
en mindst lige så stor tak til min kære viv, Birgit Bennedbæk, for
hendes trofaste, inspirerende og forstående tilskyndelser, når det behøvedes.
Endelig en stor tak til de trofaste læsere, som på trods af det 'smalle'
emne har fulgt mig, især i de godt 11 år, hvori hjemmesiden LIVETS EVENTYR
foreløbig har bestået. Det er en særlig stor glæde at konstatere og se, at der
i den seneste tid har været et stigende antal besøg og læsning af sider, og at
det totale besøgstal fra den 11. august 2011, da hjemmesiden fik besøgstæller,
og til dags dato, den 1. oktober 2016, er på 10.734 besøg, og at antal sete og
formentlig også læste sider er på 13.997. Men eftersom hjemmesiden blev
oprettet den 12. juni 2005, altså 6 år tidligere, men uden besøgstæller, må det
formodes, at det totale besøgstal og antal sete sider må være en del højere.
Altså under alle omstændigheder tilfredsstillende. Det takker jeg af mit ganske
hjerte for.
PS. Uanset om der vil blive tilføjet nye
artikler til hjemmesiden eller ej, så vil denne bestå og være tilgængelig indtil
videre. - Se i øvrigt artiklen 4.127. ”Ét-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi. Resumé”, hvori der kortfattet gøres rede for de
væsentlige forskelle mellem Martinus' kosmologi og Ét livs-hypotesens livs- og
verdensopfattelse. Se endvidere artiklen 4.128. Ӄt-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi. Kommentar”, som er og vil blive en af de sidste
artikler, der vil blive uploaded her på hjemmesiden.
© Oktober 2016. Revideret i Maj 2017. Harry
Rasmussen.
******************