i religion, filosofi og
politik
nogle betragtninger
Selv om Martinus' kosmologi målt med filosofi-
og ideologihistoriens målestok egentlig må karakteriseres som i hovedsagen
værende idealistisk, så forholder Martinus sig i sit store livsværk under
samlebetegnelsen DET TREDIE TESTAMENTE samtidig sagligt kritisk overfor
eksempelvis den overdrevne idealisme. Den sidstnævnte træffer man på både hos
oldtidens filosoffer og ideologer, så vel som hos visse filosoffer og ideologer
i renæssancen, middelalderen, romantikken
og til dels også i nyere tid og nutiden.
For at spore læseren ind på, hvad der nærmere
kan og skal forstås ved begrebet idealisme, skal her gives en
kortfattet forklaring på begrebet.
Ordet idealisme har sin oprindelse i det græske
ord i'dea, der leksikalt defineres som tanke, forestilling, begreb, indfald, plan, væsen,
grundtanke, mere specifikt som en forestilling eller grundtanke i
overensstemmelse med en idé eller et ideal. I såkaldt idealistisk filosofi
udgør ideen eller den abstrakte tanke erkendelsesteoretisk set den opfattelse,
at sansernes vidnesbyrd om en virkelighed uden for os selv, ikke
har sin rod i en objektivt eksisterende virkelighed, men er et produkt
af bevidsthedens egen aktivitet. Virkeligheden er i henhold til idealistisk
tankegang derfor ikke en objektiv realitet, men den form den har for vores
bevidsthed, er et produkt af bevidstheden selv. Hvordan
virkeligheden er i sig selv, har vi mennesker ingen mulighed for at komme til
erkendelse af.
Den materialistiske livs- og verdensanskuelse
går ud fra og hævder, at virkeligheden grundlæggende udgøres af helt igennem fysisk-kemiske
relationer og reaktioner, og at al forandring og udvikling beror på og
afhænger af disse. I direkte modsætning hertil, anser den metafysiske idealisme
tilværelsens inderste væsen for at være af åndelig eller spirituel natur.
Den materielle verdens natur og eksistens anskues derfor som et ufuldkomment
skyggebillede af den egentlige virkelighed, som er ideernes verden, som
materiens eksistens og form er betinget og afhænger af.
Den idealistiske livs- og verdensanskuelse har
ifølge den oldgræske filosof Platon (427-347 f. Kr.) desuden et
etisk aspekt i og med, at den giver mennesket en mulighed for at handle etisk
rigtigt på grundlag af eksistensen af absolut gyldige værdier, udtrykt igennem
ideerne. Disse etisk-moralske ideer og værdier kan og bør mennesket stræbe
efter at erkende og føre ud i livet gennem sine handlinger.
Her skal fremhæves, at Martinus' livs- og
verdensanskuelse i form af hans verdensbillede eller kosmologi, ikke er hverken
decideret åndeligt idealistisk eller ateistisk materialistisk, men derimod vil
kunne karakteriseres som en identitetslære, hvis grundlæggende
udgangspunkt er erkendelsen af, at ånd og materie er to sider af den samme
virkelighed, som muligvis hverken er spirituel eller materiel. Det sidstnævnte har Martinus tilkendegivet og markeret
ved at betegne det levende væsens tre hovedinstanser: 1. Jeget, 2. Skabe og
oplevelsesevnen, og 3. Det skabte og oplevede, som henholdsvis X1, X2, og X3.
Bogstavet X står som bekendt for ubekendt størrelse eller ubekendt faktor.
Hvilket filosofisk set vil sige, at det ikke vil være muligt at udforske og
afgøre den egentlige natur af de tre X’er, udover at de nødvendigvis må være
identiske med den første og i sig selv årsagsløse årsag. Denne kan man så, som
Martinus gør, opfatte og betegne som ”den evige Guddom”. (1)
I sit livsværk LIVETS BOG's første bind, som udkom
i juli 1932, introducerer han sine læsere til sit store livsværk. Bindet
indeholder kapitlerne 1. til og med 8., hvoraf
1. kapitel har titlen ”Verdenssituationen”, 2. kapitel ”Det
guddommelige skabeprincip”, 3. kapitel ”Den ny verdensimpuls”
og 4. kapitel ”Et internationalt verdensrige under skabelse”.
I de nævnte kapitler introducerer Martinus som
nævnt sine læsere til det emne, som han efterfølgende skulle komme til at bruge
omkring 40 ar af sit liv på at manifestere rent fysisk og 60 år af samme på at
formidle via foredrag, symboler, artikler og bøger, herunder ikke mindst
færdiggørelsen af de øvrige 6 bind af LIVETS BOG.
I introduktionen til den primære del af sit
livsværk, nemlig LIVETS BOG 1, giver Martinus blandt andet en ret så grundig og
detaljeret oversigt over det, han betegner som ”menneskehedens
bevidsthedskategorier”. Det sker især i bogens 5. kapitel med
overskriften ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den Ny Verdensimpuls”
med tilhørende forklaring af symbolet ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”.
Og forklaringen heraf fortsættes faktisk i bindets følgende kapitler: 6.
kapitel ”Fra dyr til menneske”, 7. kapitel: ”Verdensaltets
grundenergier” og 8. kapitel: ”Udvikling”. Dertil kommer
Martinus' forklaringer af symbolerne ”Jordklodens kosmiske stråleglans”,
”Skabeprincippets impulser”, ”Intolerance”, ”Den evige Guddom og væsenernes
sansebegavelse”, ”Verdensenergiernes organisation eller udviklingsstigen”,
og ”Livets vej – Kosmiske udviklingsbaner”. (2)
Men selv om Martinus' livs- og verdensanskuelse
principielt kan minde om den hollandske filosof Baruch Spinoza's
identitetslære, så er den dog i sit sigte en lære om en ideal målsætning for
menneskeheden, nemlig i form af en udvikling for denne i retning af det
jordiske fremtidsprojekt, Martinus betegner som ”Det rigtige
menneskerige”. Et rige, der i hovedtrækkene angiveligt vil have lighed
med det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges rige på Jorden”. (3)
Men baggrunden og forudsætningen for
udviklingen og etableringen af det nævnte rige, er Martinus' opfattelse dels af
begrebet ”det levende væsen” og herunder især af det, han dels
betegner som ”det jordiske menneske” eller ”jordmennesket”.
Denne betegnelse skal især ses som en skelnen mellem det jordiske menneske og
dettes psyke og moralske habitus og fremtidsmennesket: ”det rigtige
menneske” og dettes psyke og moralske habitus.
Noget af det, der gør det berettiget at tale
om, at Martinus' kosmologiske lære – i hvert fald delvis - er idealistisk, i
den forstand, at en væsentlig del af dens indhold er udtryk for idealistiske
ideer og abstrakt tænkning. Dette forekommer netop især i forbindelse med hans
opfattelse af begrebet og fænomenet ”det levende væsen”.
Det her sagte viser sig ved, at i en kort karakteristik
kan det levende væsen opfattes i form af en treenig struktur, som
er undergivet og styret af en nærmere præciseret og defineret serie af såkaldte
kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for samme væsens
eksistens og livsudfoldelse. Herom har jeg tidligere skrevet i flere andre
artikler, hvorfor jeg vil tillade mig at citere en af disse, hvad jeg har
skrevet om ”det treenige princip”:
(Citat):
Det levende væsen eller individet
Den eller de læsere, der har læst og studeret Martinus’
Kosmologi eller som har fulgt med på denne hjemmeside, vil vide, at en
grundlæggende faktor i tilværelsen først og fremmest er selve Guddommen og
dernæst det levende væsen, som Martinus også betegner som ”gudesønnen”, altså
som Guds afkom. Som gentagne gange skrevet og fremhævet, skal dette begreb
imidlertid ikke forstås i en almindelig kønslig eller kønspolitisk sammenhæng,
idet begrebet og ordet ’søn’ derimod skal ses som en betegnelse på det levende
væsens, individets, basale identitet som et seksuelt dobbeltpolet væsen. Det
kommer sig af, at Gud indenfor kosmologiens rammer anskues som ’Faderen”,
medens den faktor, Martinus betegner som Moderenergien, er identisk med
’Moderen’, hvor afkommet eller barnet altså bliver anskuet som ’sønnen’ eller med
andre ord. som det dobbeltpolede væsen. (4)
I fundamental lighed med Guddommen, er
’gudesønnen’, det levende væsen eller individet, udtryk for et treenigt
princip, idet det er udstyret med et jeg, en bevidsthed og en organisme. Mere
præcist er individet, foruden med den centrale instans Jeget og dettes basale
begær, kaldet urbegæret, hvilket vil sige, et begær efter selvrealisation og
oplevelse, udstyret med en såkaldt højpsykisk over-bevidsthed og en psykofysisk
organisme, hvoraf nævnte organisme er repræsenteret ved under-bevidstheden.
Sidstnævnte begreb bør dog ikke forveksles med det psykologiske begreb
underbevidsthed, men skal blot forstås som bevidstheden, der som funktionel
instans sorterer under over-bevidstheden.
Overbevidstheden er i sammenhængen en overordnet instans, idet den er eksponent
for en række såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for al
evne til at skabe (manifestation) og opleve (sansning).
For at rekapitulere og give læseren en
kortfattet oversigt over, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi
mere præcist skal forstås ved et levende væsen, vil det her vedføjede diagram
kunne give en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre
hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som
overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og
makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og
underbevidstheden, samt disse instansers relation til det fysiske
legeme:
Oversigt over det levende væsens totale,
kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den
sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.
1) kombinationen A+B+C+C’ = det totale levende
væsen i fysisk fremtræden
2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot
parafysisk/åndelig fremtræden
3) kombinationen B+C+C’ = det totale bevidsthedsapparat eller det
totale udtryk for princippet ”organismen”
4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)
5) kombinationen B+C = ”psyken” eller
det totale parafysiske apparat
6) kombinationen C+C’ = den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den
psyko-fysiske organisme
Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet
indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen
mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur. - © Per Bruus-Jensen:
”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Ovenstående diagram er med andre ord identisk
med den ’komplette’ kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne er
forelagt i og med Martinus’ kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad der
indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi kan og skal forstås ved
personlighedsmodellen eller ”det levende væsen”. Der hører andet og mere til en
fuldstændig forståelse af denne, som f.eks. at det objektive grundlag for det
levende væsens tanker, følelser og handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse
i det hele taget, er det psykiske kraftfelt, forkortet betegnet som
P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller grænserne af dette, at al
sansning og manifestation foregår, dels når individet befinder sig i den
fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den åndelige verden. (5)
Imidlertid påpeger Martinus, at den nævnte
skabe- og oplevelsesevne kosmisk set bliver periodisk svækket så meget, at den
må fornyes, for at kunne imødekomme og opfylde jegets behov for livsoplevelse.
Det hænger grundlæggende sammen med, at tilværelsen blandt andet er underlagt
et såkaldt kontrastprincip, som i forening med et lige så basalt og uundværligt
kredsløbsprincip, lige præcist udgør et par af de mange forudsætninger, der
betinger det levende væsens eksistens som et individ, der er i stand til at
skabe eller manifestere sig og sanse og opleve.
Den nævnte fornyelse af det levende væsens
manifestationsevne og sanseevne, sker især i kraft og medfør af to fundamentale
faktorer, nemlig for det første de seks kosmiske grundenergier og disses
indbyrdes kombinationer, og for det andet forekomsten af de seks kosmiske eller
universale storriger. Vi skal i det følgende se nærmere på, hvordan det
forholder sig med de nævnte grundenergier og de universale storriger.
De seks kosmiske
grundenergier
Som læseren med forkundskaber allerede ved, så
opererer Martinus’ Kosmologi med i alt følgende syv kosmiske grundenergier,
hvoraf den grundenergi, der repræsenterer overbevidstheden (på ovenstående
diagram betegnet med bogstavet B), kaldes for Moderenergien, simpelthen fordi
den i forbindelse med Jeget (på diagrammet betegnet som A) er ophav til de seks
øvrige grundenergier, som altid optræder i følgende orden og med følgende
numre: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien, 3. følelsesenergien, 4.
intelligensenergien, 5, intuitionsenergien og 6. hukommelsesenergien. Disse
seks grundenergier repræsenterer tilsammen underbevidstheden (på diagrammet
betegnet som C). Det fysiske legeme skal ses som en forlængelse af den psykiske
organstruktur, og i lighed med denne består dette legeme principielt af
samtlige nævnte grundenergier (på diagrammet er det fysiske legeme markeret med
bogstavet C,).
Af hensyn til at lette forståelsen af sine
analyser omkring de seks kosmiske grundenergier og disse indbyrdes
kombinationer, har Martinus tegnet et genialt farvesymbol, som på forbilledlig
enkel måde illustrerer, hvad sagen drejer sig om. Symbolet har nr. 12: Grundenergiernes kombinationer, og vil
dels kunne ses med forklaring i symbolværket Det Evige Verdensbillede I, stk. 1.-3., og vil dels også kunne ses
under Symbolerne på:
http://www.martinus-dk/. http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12/ . (Citat afbrudt) (6)
Imidlertid vil det føre for vidt her at citere,
hvad der i den citerede artikel er skrevet om grundenergierne og disses
indbyrdes kombination, som nøje følger ganske bestemte lovmæssigheder og
retningslinjer. Derimod vil vi gå videre og genoptage citatet fra før:
(Citat fortsat):
For læserens skyld skal her kort og
skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at
Martinus' kosmologi opererer med:
Skematisk opstillet ser
hovedskabeprincipperne således ud:
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk
opstillet ser variantprincipperne sådan ud:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2.
Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3.
Sult- og mættelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5.
Skæbne- eller karmaprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6.
Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7.
Forældre- og beskyttelsesprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
(Citat slut)
Det er særligt variant-skabeprincipper som
5. Skæbne- eller karmaprincippet og 6. Reinkarnationsprincippet,
der er problematiske idealistiske og abstrakte fænomener, i hvert fald når man
betragter disse nøgternt og objektivt.
Det står nemlig efter nærmere overvejelse af faktorerne
og problemerne i forbindelse med en idealistisk livs- og verdensopfattelse som
Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi må karakteriseres som,
helt klart, i hvert fald for mig, at der er problemer med at verificere flere
væsentlige og vigtige kosmologiske hovedemner. Eksempelvis må det konstateres,
at der ikke findes et egentligt objektivt bevis for antagelsen af
det levende væsens udødelighed, lige som at der overhovedet ikke
findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener
som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed.
Men de nævnte emner er absolut afgørende for, at der overhovedet kan
forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. (7)
I tæt relation til det ovenfor omtalte, skal
for fuldstændighedens skyld det følgende
gentages her:
Det
levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt Jeget, og 2.
hovedinstans er bevidstheden, men her forstået som overbevidstheden, der er identisk
med den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og
funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det legeme, som
ligger til grund for individets struktur og hele tilværelse, men som i sig selv
er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med rette kun kan
sige, at det ER. Det skal også her nævnes, at samtlige
grundenergier er repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i
form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:
1. Instinktlegemet = Instinktenergiens
funktionelle basis
2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle
basis
3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens
funktionelle basis
4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens
funktionelle basis
5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens
funktionelle basis
6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens
funktionelle basis
7. Evighedslegemet = Moderenergiens
funktionelle basis
Ved faktoren og fænomenet underbevidsthed skal
ifølge Martinus forstås den del af bevidstheden, der er underordnet
overbevidstheden og dermed funktionelt ligger under denne.
Underbevidstheden er det område eller snarere det felt, hvori de samlede 6
kosmiske grundenergier danner grundstrukturen og udfolder sig. Dog forstået på
den måde, at grundenergierne tyngde og følelse er de to kontraaktive
hovedkomponenter, som tilsammen udgør et psykisk kraftfelt, der for nemheds skyld betegnes som P-kraftfeltet.
Dettes 'skelet' udgøres af instinktenergien, som så at sige holder
sammen på de funktionelle energier. Det er derfor indenfor dette kraftfelts
grænser, at grundenergierne intelligens, intuition og hukommelse forefindes og
fungerer.
Men som det indirekte vil være fremgået af
ovenstående omtale af de kosmiske skabeprincipper, er fænomenet skæbne i
henhold til Martinus en uundgåelig konsekvens af en kombination af
hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet. Men de øvrige
skabeprincipper og variantprincipper har naturligvis hver for sig en større
eller mindre medindflydelse på funktionen af bevægelsesprincippet og
talentkerneprincippet. I lighed med, hvad tilfældet selvfølgelig er for de seks
livsvigtige kosmiske grundenergier, så fungerer de 8 hovedskabeprincipper og de
7 variantprincipper også som en kombineret 'enhed', nemlig i form af den 7.
kosmiske grundenergi: Moderenergien, også betegnet som overbevidstheden.
Det store problematiske
spørgsmål
Men det store spørgsmål er her, om begrebet og
fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at
være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller følgevirkning af i
hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet? -
Det er dette spørgsmål, der, som en følge af
min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min
forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige
verdensbillede. Personligt har jeg ikke noget problem med at droppe påstanden
om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min bedste
opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det øvrige basale i det nævnte
verdensbillede.
Det kunne da måske lige være, hvis det på et
eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise sig, at reinkarnation, især som
forudsætning og betingelse for absolut skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil
kunne verificeres af det virkelige liv. Det vil i så fald betyde, at der derfor
kan være tale om, at vi levende væsener kun har et liv at leve, nemlig det
aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg ikke, at skæbne og
reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt
heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald
tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og
ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har et liv til vores rådighed, kan jeg ikke
se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt
under og eventyr. Også selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som
også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som
udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’ forunderlige
fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel fortsat være gyldigt i
alt det andet væsentlige, dette handler om.
For, som det forhåbentlig også vil være
fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter, har jeg bestemt ingen
vanskeligheder eller problemer med at anerkende de øvrige grundlæggende
elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen
udgør det nævnte verdensbillede. Tværtimod.
Der skal derfor ikke herske tvivl om, at meget
store og vigtige dele af indholdet i Martinus' kosmologi fortsat er gyldige og
værdifulde, også uanset om man ser sig nødsaget til at udelade væsentlige
faktorer og emner, som det levende væsens udødelighed, skæbnens
lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed.
Antagelsen apriori af sjælens udødelighed,
skæbnens fuldkomne retfærdighed i kraft af reinkarnationer, må uundgåeligt og
nødvendigvis karakteriseres som i bedste fald
idealistisk utopisk ønsketænkning og i værste fald som idealismens
illusionistiske bedrag. Eller måske rettere sagt: som idealisters
selvbedrag. (8)
Som denne artikels
overskrift lyder, så forekommer det idealistiske bedrag eller selvbedrag
indenfor samfundsmæssige og kulturelle genrer som religion, filosofi og
politik. Opstillet i kort skematisk form kan det se sådan ud:
Religion:
Forestillinger og løftet om et himmelsk paradis efter døden.
Filosofi: Forestillinger
og løftet om en ideal tilværelse ude i fremtiden.
Politik:
Forestillinger og løftet om en ideel og retfærdig samfundsorden.
Det sociale
selvbedrag
Emnet er omfattende i
så godt som enhver henseende. Men som et enkelt praktisk eksempel på
idealistisk bedrag og selvbedrag skal her nævnes den store internationale
finans- og bankkrise i 2007-2008, som var nær ved at ligne en regulær
dommedags-situation. Lidt i lighed med den dog endnu større, mere omfattende og
alvorligere finans- og bankkrise, der fandt sted i Amerika i 1929 og som i
1930'erne fik voldsomme følger også for Europa. I begge lande blandt andet i
form af udbredt arbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner, der som sædvanligt
vendte den tunge ende nedad, så det gik værst ud over arbejderbefolkningen og
fattige familier. Men krisen i 2007-2008 var alvorlig nok i sig selv. Den
skyldtes i henhold til eksperter primært den situation, der var et resultat af
det politiske ideal om social lighed, ikke mindst på boligområdet, hvor det politiske
slogan f.eks. på valgplakater her i Danmark lød ldt i retning af "Hver
familie sin ejerbolig".
Der var ifølge
eksperter især sket det, at der var opstået en trend, som 'dikterede' at flere
og flere familier i kraft af den stigende velstand med højere lønninger, enten
købte egen bolig eller ejerlejlighed. En opgørelse har vist, at hvor førhen
cirka 90 % var lejere og cirka 10 % husejere, så var og er situationen blevet
den stik modsatte, nemlig at 90 % er boligejere og 10 % lejere. Imidlertid er købet
af ejerbolig finansieret ved hjælp af i reglen langvarige banklån, hvilket rent
faktisk betød og betyder, at en række banker i realiteten er de egentlige ejere
af boligerne. Lejeboligerne i de
europæiske storbyer, især i form af store udlejnings-ejendomme, er i stort
omfang ejet af mere eller mindre rige udenlandske personer eller konsortier,
især fra de arabiske oliestater og fra Kina og Japan.
Eksperter taler om,
at der i nutiden er tale om en gældskrise, som endnu råder i verdensøkonomien,
men den truer især den europæiske økonomi. En bankkrise kan opstå som følge af,
at f.eks. for mange af bankens kunder vil hæve deres indestående penge
samtidigt. Imidlertid er der normalt tale om, at banken udlåner de fleste af de
penge, som deres kunder har indestående i banken. Det vil sige, at banken
derved ikke har likvid kapital til at udbetale mange penge på én gang. Her i
Danmark kender vi den situation fra Roskilde Bank i 2008. Det lykkedes for
Roskilde Bank at overleve, men det betød at en del af dens kunder mistede deres
indestående penge. Værre gik det i 2011 for storbanken Amagerbanken, der som en
følge af krisen både fik ny ledelse og statsgaranti og alligevel endte med at
måtte erklære sig konkurs. (Kilderne til
disse oplysninger kan findes på Internettet ved at søge på emnet Finanskrisen).
Nok så alvorligt er
de spekulationer, der dels er foregået op gennem årene og dels stadigvæk
foregår indenfor handel med aktier og i at unddrage sig ar betale indkomst- og
formueskat, og desuden forsøg på at svindle med momsen. Der foregår betydelige
aktiviteter i de nævnte sammenhænge, godt hjulpet af både visse advokater og
revisorer. Så vidt det er fremgået af medierne, grænser disse aktiviteter i
ikke så få tilfælde til bevidst overtrædelse af de kriminelle straffelove,
blandt andet i form af kreativ bogføring og fiktive, men på sin vis dygtigt
gennemførte firmakonstruktioner.
Her skal og vil jeg
dog i øvrigt ikke vove mig yderligere ud i nærmere beskrivelser af de
idealistiske bedrag og selvbedrag, men overlade det til læserne selv at føre
tankegangen videre. Det skal dog lige nævnes og fremhæves, at Martinus også har
beskæftiget sig med disse emner i sit livsværk og at han til en vis grad er
kritisk i sin opfattelse af samme. Det turde bl.a. fremgå af bogen "Logik"
(1938), hvori kapitlerne 1.-7.
henholdsvis har følgende overskrifter: 1. Livets oplevelse og individets
forstand. 2. Svære hindringer for sandhedens erkendelse.
3. Religionernes veje spærrede af tvivl, misforståelse og intolerance.
4. Menneskeheden til en vis grad ført af fanatikere. 5. Menneskene
dømmer uden logisk begrundelse. 6. Intellektualitet, videnskab og
den materialistiske verdensanskuelse. 7. Den materialistiske
verdensanskuelse er overtro.
Endnu engang må jeg konstatere, at alt eller i
hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat
overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler
med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at der reelt set
ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med rette kan
karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som det må
konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og uundgåeligt
fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.
Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen
"Skæbnebestemt eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat
nævnte pointe er, at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk
livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller
kosmologi i form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er
ét-livs-hypotesen blevet mit nye livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu
engang gentage følgende:
Min pointe med denne
artikel er derfor endnu engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i form
af ét-livs-teorien, så meget mere, som at der overhovedet ikke findes et
objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens
lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed. Begge
dele er absolut afgørende for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres
en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Men derimod tyder alt eller i hvert
fald meget på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den
virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg
for mit eget vedkommende hævde, at udødelighed og evigt liv er idealistiske
illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i hovedsagen beror på
tilfældigheder. (10)
For god ordens skyld
skal det her præciseres, at ordet og begrbet utopi er af græsk
oprindelse: u ikke + topos sted. Altså et sted, der
ikke eksisterer, i overført betydning en uigennemførlig og uopnåelig tanke
eller plan. Mere specielt stammer udtrykket fra den engelske forfatter Thomas
More’s bog Utopia fra 1516, hvori der skildres en idealstat, en
forestilling eller idealistisk drøm om et i enhver henseende fuldkommen humant
og retfærdigt samfund for alle dets medlemmer uden nogen som helst undtagelse.
Der er i tidens løb blevet gjort flere fejlslagne forsøg på at oprette sådanne
samfund, som tilfældet har været i nyere tid f.eks. med autoritære
samfundsformer som kommunismen og nazismen, der dog i begge tilfælde heldigvis
kollapsede. Men også demokratiske lande har haft og har fortsat principielt
samme idealistiske plan og forhåbning, der f.eks. efter 1. Verdenskrig lå bag
oprettelsen af Folkeforbundet i 1919 og ligeledes ligger bag oprettelsen af De
Forenede Nationer (FN) i 1945. Men som allerede omtalt, spillede Folkeforbundet
fallit i forbindelse med udbruddet af 2. Verdenskrig. For FN’s vedkommende må
det siges, at man er meget langt fra at kunne realisere, etablere og opretholde
dén fredelige og i enhver henseende humane og retfærdige verdensorden, som fra
organisationens start har været og fortsat er det absolutte hovedformål. Men
til trods for alle de økonomiske, sociale og kulturelle uligheder, oprør,
kriser og krige, der har været lige siden 2. Verdenskrigs aflutning 1945-46, er
der fortsat utroligt mange velmenende og idealistisk indstillede mennesker,
ikke mindst en del politikere og kulturpersonligheder, som stadigvæk tænker sig
og drømmer om og støtter en etablering af et verdensomspændende Utopia. Det er
imidlertid min overbeviste hovedpåstand, at et sådant Utopia med al
sandsynlighed er og vil forblive en
tanke og drøm, som desværre – eller måske heldigvis? - ikke lader sig realisere
i virkelighedens verden. Ideale bestræbelser har det med at blive til rene
mareridt, hvilket især Sovjetunionen, Mao-Kina og Nordkorea kan tjene som
eksempler på.
Men for at læseren
ikke skal tro, at der hermed er tale om en negativ og pessimistisk livs- og
verdensanskuelse fra min side, vil jeg afslutte med følgende citat fra artiklen
4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:
(Citat)
Men hvori består da verdens og livets eller
tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består
det først og fremmest i, at noget som
helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og
fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af
en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt
også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder.
Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret
af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det
Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de
sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’
verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper,
forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for
overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet
sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal
siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske plan- og
hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom
alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses
livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi
kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)
Men i øvrigt kunne man jo også stille det
spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som
tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end
galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis
spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig
tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og
fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil
videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog
med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus
at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i
verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12)
For at give den forhåbentlig interesserede og
tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om
verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig
om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen
aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens
tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første
tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den,
at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed,
dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har
travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller
stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en
illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør
sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden,
der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle
andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det
vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig
bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser
omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og
oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og
derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og
uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at
sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt
synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv
er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og
tid er relative og ret beset illusoriske. (13)
For os jordboere er jordkloden vældig stor, så
stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i
hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig
kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere
tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager
jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og
hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man
derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken
se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i
tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert
fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart
logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i
fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den
vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere
sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en
grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den
anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i
forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller
komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til
ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget,
altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende
heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis
være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig
overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af
ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det
noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her.
(Citat slut) (14)
Det kan konstateres, at menneskene groft set er
opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er
karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser
positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort
set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er
fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og
opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager
sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest
ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger
om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi
eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning,
vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig til
troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt som ”den
guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold eller den
situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige for
den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle verdensreligioners
begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle verdensreligioner regner
Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam. (15)
Hvad angår politisk tro eller overbevisning,
forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de
politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier.
Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier.
Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og
Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale
Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så
vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik
og politikere som delvis værende under indflydelse af ”den guddommelige suggestion”. (16)
En af de ting, der altid har undret mig ved
såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det
'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke
sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i
visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde
selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at
være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i
fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for
overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene.
Efter min personlige opfattelse forekommer det
helt store idealistiske bedrag, når man vil foregøgle os, at livet eller
tilværelsen såmænd bare er et slags skuespil, som man derfor bør forholde sig
afslappet og velfornøjet til. Herom skrev jeg for en del år siden følgende
kritiske opslag på Facebook, som passende kan gengives her:
(Citat) I henhold til Martinus er alle levende
væsener, os selv inklusive, overordnet eller kosmisk set af samme art og
parthavere i den guddommelige enhed og derfor som f.eks. køn betragtet egentlig
brødre og søstre. Men i det praktiske liv er der som bekendt forskelle, endda
mange og store kontrasterende forskelle, og det er jo disse der både overordnet
og praktisk set gør tilværelsen interessant og spændende.
Men at gå så vidt, som til at opfatte livet og
tilværelsen som en slags skuespil og f.eks. opfatte en Hitler som nærmest en
stjerneaktør, det er efter min opfattelse at gå for vidt. Personligt har jeg kendt
mennesker, endda min egen svigerfar, som har været i tysk kz-lejr og set og
prøvet rædslerne på nærmeste hold, og en nabo, en jødisk kvinde, som ligeledes
havde været i tysk kz-lejr, hvor hun mistede både sin mand og datter, som blev
gassede og kremerede. Sådanne erindringer måtte hun leve med resten af sit liv.
Så for mig at se var Holocaust både en dybt
smertelig og blodig dødsens alvorlig affære, som man ikke bare kan henregne til
en slags skuespil. Tilmed et skuespil, som overordnet set er iscenesat og
opført af selveste Guddommen for sin egen underholdnings og fornøjelses skyld.
Der er ikke noget at sige til, hvis skeptikere vil betragte en sådan opfattelse
som absurd eller ligefrem pervers. Men ikke desto mindre er der mennesker, som
interesserer sig for og er kyndige i Martinus’ kosmologi, som nærer den slags
forestillinger.
Men ét er, at Martinus med sin kosmiske
bevidsthed personligt var i stand til at overskue tilværelsens mangfoldighed og
sammenfatte og beskrive denne i en overordnet eller kosmisk helhed og enhed, og
derfor med berettigelse kunne anskue og betegne livets oplevelse som et både
højst dramatisk og muntert komisk skuespil, hvori individet både er aktør og
tilskuer, noget andet, at velmenende og mere eller mindre kyndige og erfarne
studerende af eller lærere i hans kosmologi, promoverer og benytter denne som
forklaringsmodel på virkeligheden. En promovering som af gode grunde ikke kan
undgå at være præget eller farvet af den enkelte studerendes eller lærers egen
opfattelse, dels af kosmologien og dels af tilværelsen i øvrigt. Ganske som
tilfældet er for mit eget vedkommende.
I det hele taget synes jeg, at der i
kosmologi-kredse er en sympatisk, men trods alt lidt for stor tilbøjelighed til
at ville se livet og tilværelsen som bare et slags skuespil, en blanding af
tragedie og lystspil, men hvor man i sin nærmest ukuelige og forstående – eller
måske naive eller ligefrem desperate? – idealisme og optimisme på egne og alles
vegne underspiller den tragiske side af tilværelsen. En tilværelse, som qua
kontrastprincippet består af både behag og ubehag, glæde og smerte, lys og
mørke etc. etc., men hvor modsætningerne forudsætter og betinger hinanden og
derfor overordnet set er lige nødvendige og uundværlige, og følgelig i en vis
forstand er lige store goder. Det er ikke kun et skuespil, men selveste den
basale virkelighed, vi som individer eller jeg’er både er aktører i og
tilskuere til.
Hvis nogen på den her skitserede baggrund vil mene,
at der er noget, jeg ikke har forstået eller misforstået ved Martinus’
kosmologi, så vær så god, men det ændrer ikke ved min oplevelse, erfaring og
opfattelse. Dette være sagt i al venlighed. (Citat slut)
Så meget desto vigtigere er det, at nogle af os
vedblivende fastholder brugen af sund forstand og intuitiv fornuft, idet vi som
f.eks. H.C. Andersen har forstået, eller i hvert fald mener at have forstået,
at alt i livet og tilværelsen, lige fra elementarpartiklerne til de vældige
himmelske galakser og ikke mindst vores egen ganske vist relativt kortvarige
ét-livs-eksistens, i sig selv er et underværk, men som vi desværre vænner os
til i hverdagslivets trummerum og derfor ikke synes er noget særligt, eller som
vi, hvad angår fænomener som eksempelvis alt og alles universale Guddom,
filosofisk set den første og i sig selv årsagsløse årsag, ikke tror på og
derfor benægter eksistensen af.
Ifølge både digteren H.C. Andersen og den
intuitive tænker Martinus er livet selv det største eventyr, der findes, ja,
det er tilmed det store guddommelige eventyr, hvori vi - på godt og ikke mindst
på mindre godt - selv lever og er deltagere og medspillere. Det er dette emne,
som hjemmesiden LIVETS EVENTYR har haft og fortsat har til formål og forsøgsvis
opgave at formidle. (17)
© Maj 2017. Revideret i juni 2017. Harry
Rasmussen.
Som blandt
andet omtalt i min selvbiografi Mit liv og
min tid, afsnit 21, var jeg i årene 1948-50 fotografelev i
København hos den berømte fotograf Rie Nissen, som havde atelier på Strøget,
mere præcist på Østergade 16, 4. sal. I den sammenhæng skal følgende tekststykke citeres her:
(Citat) Rie Nissens far: Jakob Knudsen
Efterhånden som jeg
lærte Rie Nissen og især hendes baggrund at kende, forstod jeg bedre, hvorfor hun
så nemt havde accepteret, at jeg havde skiftet mit sen-navn ud med det mere
markante pseudonym. Det viste sig, at Rie Nissens pigenavn var Marie Knudsen og
at hun var datter af Jakob Knudsen (1858-1917), cand. teol., højskolelærer,
valgmenighedspræst og forfatter. Han var og er kendt for sin heftige debat om
moralske, sociale og pædagogiske problemer ud fra et antiradikalt, kristent
livssyn. Af hans romaner kan nævnes Den gamle Præst (1899), Gæring
– Afklaring (1902), Sind (1903), Lærer Urup
(1907), Angst (1912), Mod (1914),
novellesamlingerne Jyder 1-2 (1915-17) og artikel- og
foredragssamlingen Livsfilosofi (1908).
Efter hans værker at dømme, skulle man
egentlig tro, at Jakob Knudsen var en alvorstynget mand, som ikke fandt megen
glæde i tilværelsen, men sådan forholder det sig i henhold til Rie Nissens
selvbiografi, Om mennesker og mig, Rosenkilde og Bagger,
København 1974, slet ikke. Faderen havde ganske vist som den første præst i
Danmark ladet sig skille fra sin første kone, Sophie f. Plockross, og det
rejste en storm af forargelse i mange kredse, og gav ham naturligvis noget at
tænke over. Men han var desuden musikalsk anlagt og spillede selv klaver og
sang, elskede opera og endog operette og desuden Hostrups komedier. Af operaer
holdt han især af Mozarts ”Don Juan”. Han holdt også af de københavnske revyer,
hvis sange og melodier han tilmed købte noderne og teksterne til og øvede sig
på selv at synge hjemme.
Jakob Knudsens roman ”Den gamle Præst”
blev dramatiseret og opført både på Det kgl. Teater, Odense Teater og på
Nationalteatret i Oslo. Og i 1938 blev romanen filmatiseret af Palladium, med
drejebog af Jon Iversen og Chresten Møller, og med førstnævnte som instruktør.
I filmen medvirkede nogle af dansk teater og films mest kendte skuespillere,
med Nicolai Neiiendam som den gamle præst, og ingen ringere end Poul Reumert i
spidsen som grev Trolle. Rie Nissen fotograferede dengang de stillbilleder af
de medvirkende skuespillere, som blev hængt op i Palladium-biografens store
foyer, hvor ingen kunne undgå at se hendes karakteristiske portrætter. (Citat
slut)
Modstander
af idealismen
Når jeg her bringer
forfatteren Jakob Knudsen ind i sammenhæng med ovenstående artikel ”Idealismens
bedrag” beror det især på, at han var det, man i litterær sammenhæng betegner
som realist. Ved dette begreb forstod og forstår man en anskuelse
eller et standpunkt, der er baseret på erfarede kendsgerninger eller
fakta, i modsætning til idealisme, som er en verdensanskuelse
baseret på mere eller mindre frit svævende ideer, tanker og forestillinger.
For Jakob Knudsen
forholdt det sig sådan, at hans ejendommelighed var beroende på, at han
forsøgte at forene sin kristne tro med dennes filosofisk set modsatte anskuelse
betegnet naturalismen. Han var af den opfattelse, at mennesker først og
fremmest lever i en fysisk virkelighed baseret på naturlovene og herunder også
driftslivet, altså især den stærke drift i form af seksualiteten. Derfor anså
han det for urealistisk, når mennesker ser bort fra de bevislige kendsgerninger.
Det gav ham anledning til en kritisk holdning overfor de idealister og kristne,
der fornægter den fysisk-legemlige virkelighed og i stedet holder sig til og
forkynder en idealisme, som ikke kan bekræftes af virkeligheden eller naturen.
Men tag ikke fejl,
Jakob Knudsen mente samtidigt, at den åndelige eller sjælelige virkelighed i
form af et livssyn eller en tænkemåde hos et individ eller et folk, som er
udviklet og tilegnet gennem opdragelse og tradition, også var nødvendig og
livsvigtig. Den åndelige virkelighed
kunne f.eks. være den kristne tro eller en anden form for åndelig kultur,
herunder et folks i god forstand nationalfølelse, men ikke nationalisme.
Derimod anså han tilfældige åndelige påvirkninger, løse ideer og modebegreber som værende uvirkelige og uden
åndelig balance og rodfæstethed. Den åndelige virkelighed beror ifølge ham på
et fællesskab og en fællesoplevelse mellem mennesker. I sin højeste form er der
i den forbindelse tale om en oplevelse af livets og verdens højeste instans,
den evige Guddom.
Det er disse emner og
problemer, som Jakob Knudsen med stor alvor, spænding, intriger og dramatiske
optrin som mord og drab, men også med humor, satire og komik, skildrer i sine
tidligere ovenfor nævnte og højst interessante romaner.
Kilden til den
overfor anførte beskrivelse af forfatteren Jakob Knudsen er bl.a. Mogens
Brøndsted og Sven Møller Kristensen: Danmarks litteratur, side
243-246. Gyldendal 1963.
Om Jakob Knudsens ret
specielle datter – han havde flere børn fra to ægteskaber – Marie
Knudsen, kaldet Rie, født 1904 – død 1988, som jeg lærte
at kende i 1948, da jeg selv var 19 år og hun 44-år, har jeg blandt andet
skrevet følgende i min selvbiografi Mit liv og min tid, afsnit 21:
(Citat)
Rie
Nissens privatliv
I 1933 blev Rie Knudsen
gift med arkitekten William Nissen, som bl. a. kom til at stå for indretningen
af den nye biograf Dagmar Teatret i Jernbanegade, der åbnede i 1939. Efter
giftermålet antog hun sin mands efternavn, hvilket kan undre i betragtning af
hendes emanciperede livsindstilling. Parret fik to børn, døtrene Eva og Lotte.
Den lejlighed på Østergade 16, hvor Rie
Nissen havde atelier i de år, jeg var elev hos hende, havde hun lejet siden
1933, så da jeg kom hos hende, havde hun altså haft sit atelier der i samfulde
14 år. På det aktuelle tidspunkt, altså i 1947, boede hun privat med sine to
endnu mindreårige piger i en stor, moderne lejlighed i Torvegade på
Christianshavn.
Rie Nissen var ikke en
kvinde, der skiltede med sin alder, men efter hendes udseende at dømme, vil jeg
skyde på at hun var på alder med min egen moder, der var født i 1908. Men
senere har jeg erfaret, at hun var født 1904 og dermed jævnaldrende med min
far. Det vil sige, at hun som nævnt formentlig har været omkring 43-44 år, da
jeg lærte hende at kende, men hun virkede ret så ungdommelig efter sin alder.
Hendes bevægelser var hurtige og vævre, og hun tænkte og talte lige sådan, men
lod ofte følelserne og de øjeblikkelige indskydelser bestemme. I reglen var hun
i jævnt godt humør, men havde som alle andre ind imellem dage, hvor
sindsstemningen lå på lavpunktet. De dage var hun tavs og indesluttet, og kort
for hovedet, når hun gav en besked eller et svar. Andre dage var hendes humør
højt, især hvis hun var nyforelsket i en af de mange mere eller mindre kendte
mænd, hun mødte og fotograferede. Eller hvis hun havde fået antaget en af de
mange kronikker, hun dengang skrev til især Politiken, og da kvidrede hun og
flagrede omkring i atelieret som en lille sangfugl. Rie Nissen havde nemlig
ambitioner om at blive forfatter lige som sin berømte far, om end på baggrund
af et noget mere positivt og lyst livssyn end denne havde, i hvert fald
udadtil.
Rie Nissen var i slutningen af 1930’erne
og begyndelsen af 1940’erne en højt anerkendt og meget benyttet
portrætfotograf, især kendt for sine kontrastrige, sort-hvide fotografier, der
altid blev klæbet op på højrød karton. Hun var på det tidspunkt faktisk den
eneste fotograf i København, der lavede den slags billeder, og derfor var det –
sammen med hendes karakteristiske signatur – nemt at se, hvornår et portræt var
fra hendes atelier. Hun stod i mange år selv bag kameraet, men i de år, jeg var
elev hos hende, overlod hun ofte til sin førstemand at fotografere de mindre
kendte mennesker, der bestilte tid hos hende. Men hun fortsatte med selv at
fotografere, når og hvis det drejede sig om kendte personligheder, og det
gjorde det ikke så sjældent.
I min tid hos Rie Nissen havde hun til at
begynde med ingen førstemand, men kort efter ansatte hun en fotograf, som af en
eller anden grund kørte sig selv hårdt, idet han indtog de såkaldte
speed-piller, hvilket han ikke lagde skjul på. Disse piller bevirkede åbenbart,
at man holdt humøret højt og kunne præstere mere og desuden holde sig vågen i
længere tid, end normalt. Jeg husker ikke længere mandens navn, men han var en
flink fyr, som knoklede løs og for det meste passede sig selv. Han blandede sig
aldrig i elevernes arbejde eller oplæring, som alene var forbeholdt Rie Nissen.
Det endte dog med, at den nævnte
førstemand efter omkring trekvart års forløb blev opsagt, men den nærmere grund
dertil husker jeg ikke. Måske skyldtes det, at han helst ville belyse
portrætterne på en anden måde end Rie Nissen krævede, og det blev hun sur og
vred over. Han blev derfor efterhånden mere og mere tavs og indelukket og
opholdt sig helst i mørkekammeret, hvor han forstørrede, kopierede og
fremkaldte de fotos, der var bestillinger på. Men formentlig tog han sig også
en lille stille lur, når lejlighed bød sig.
Rie
Nissens karriere – kort fortalt
Rie Nissen alias
Marie Knudsen blev født i Birkerød i 1904, og her voksede hun op som den yngste
af fire døtre i faderens andet ægteskab. Moderen, Helga Bek (1877-1952), var
nitten år yngre end sin mand, som på det tidspunkt levede som forfatter og
foredragsholder. Rie Knudsen gik i skole i Birkerød, hvor hun senere også kom i
gymnasiet. Hun viste tidligt især talent for at tegne og blev derfor også elev
på et par tegneskoler i København, men fandt snart ud af, at tegnetalentet ikke
var stort nok til at skabe sig en professionel karriere. Efter denne
selverkendelse gik hun en dag op til fotografen Meta Maisel på Østergade, hvor
hun mod betaling blev antaget som elev.
Elevtiden hos den noget specielle
kvindelige fotograf blev imidlertid ikke af lang varighed, og efter eget ønske
fandt Rie Knudsen sig derfor en ny læreplads hos fotografen Th. Andreasen, som
dels var sin elev venligere stemt og dels også var en betydeligt dygtigere og
mere erfaren fotograf. Det var denne mand, der mange år senere skulle komme til
at henvise mig til sin tidligere elev! Efter halvandet år hos denne, tog Rie
Knudsen fotografisk afgangseksamen på Teknologisk Institut. Th. Andreasen
skaffede hende derefter en stilling som volontør hos tre kvindelige fotografer,
der havde fælles atelier i Berlin. Men her gik det heller ikke godt, for den
unge Rie kunne ikke underordne sig den kadaverdisciplin, som de tre velvoksne
damer konstant udsatte hende for.
Rie Knudsen var derefter så heldig at få
ansættelse hos fotografen Hans Robertson, der havde et stort fotografisk
atelier på Kurfürstendamm nr. 100, hvor mange berømtheder kom for at lade sig
portrættere. Robertson, som normalt kun tog elever mod betaling, havde mange
unge piger fra velhavende hjem som elever. Den nyuddannede Rie blev hans
assistent i 1929-30 og var bl. a. med til at fotografere den kendte atomfysiker
Albert Einstein til en bog, ”Hände”, om berømte mænds og kvinders hænder.
Senere var hun også fotografassistent ved optagelser af berømte artister og
kunstnere, som f. eks. klovnen Grock, hvilket blev en af hendes største
oplevelser som fotograf i Berlin.
Som volontør havde Rie Knudsen ikke fået
løn, så det var et stort fremskridt for hende, da det viste sig, at Robertson
var så tilfreds med sin unge assistent, at han en dag kom og tilbød hende 165
mark i løn om måneden.
Efter næsten to års ophold i Berlin,
vendte Rie Knudsen i 1930 tilbage til Birkerød, hvor hun boede hos sin moder.
Kort efter hjemkomsten tog hun ind til København for at søge sig et job som
fotograf, og her henvendte hun sig til Hr. Buchtrup, der var chef for dagbladet
Politikens Reproduktionsanstalt. Unge Rie blev antaget, ikke som
portrætfotograf, men som reklamefotograf på bladets nye reklameatelier, som det
faktisk viste sig, at hun skulle starte op. Hun sagde gladelig ja, skønt hun
aldrig før har prøvet at fotografere til reklamebrug.
Modige og dristige Rie Nissen arbejdede i
tre år på Politiken og lærte så meget om reklamefotografi i den tid, at hun i
stigende grad omgikkes med planer om snart at slå sig ned som selvstændig
fotograf. Dog ikke med speciale i reklamefotografi, men portrætfotografi. Det
var nemlig mennesker, hun først og fremmest ønskede at fotografere. Hun boede
dengang til leje hos en fru Westergaard i Panoptikonbygningen på Vesterbrogade,
hvor hun havde et stort værelse. I mellemtiden havde unge Rie lært arkitekten
William Nissen, til daglig kaldet ”Will”, at kende og snart efter giftet sig
med denne. Endnu mens Rie Nissen arbejdede på Politiken, lejede hun og Will den
kæmpelejlighed på Østergade 16, hvor de boede i nogle år, og hvor hun ikke
længe efter åbnede sit fotografiske atelier, der i de næste par tiår skulle
gøre hende kendt som en af Københavns mest originale og bedste portrætfotografer.
Rie Nissen åbnede sit atelier i
lejligheden på Østergade i november 1933, og til anskaffelsen af apparatur og
lamper havde hun lånt 3000 kr. af sin moder. Der var seks 10.000 Watt
Osram-lamper, hvis lysstyrke satte hende i stand til at fotografere en
danserinde i spring, altså i bevægelse, hvilket var noget helt nyt herhjemme.
Det var danserinden Helen Blenner, der udførte det elegante spring foran
kameraet, som blev bragt i pressen.
I 1935 fik Rie Nissen sammen med en
journalist til opgave at pressedække den danske undervandsbådsflotilles øvelser
i Kattegat, og herunder fik hun lejlighed til at fotografere daværende
Kronprins Frederik, den senere Kong Frederik den 9., der netop det år blev gift
med prinsesse Ingrid af Sverige, den senere kronprinsesse og endnu senere
dronning Ingrid af Danmark.
Senere blev Rie Nissen af en moderne
kunstnergruppe inviteret til som eneste fotograf at udstille nogle af sine
fotografier på ”Den Frie”, og det følte hun naturligvis som en stor ære. Blandt
de udstillende malere var for resten surrealisten Wilhelm Freddie, som senere
gav anledning til stor opstandelse med sine provokerende billeder, der især
udfordrede tidens seksualmoral.
Omkring det tidspunkt havde Rie Nissen
fået råd til at ansætte en fotografassistent, Howard Olsen, og desuden blev der
ansat et par elever, der dog skulle betale for uddannelsen.
I sin tid som portrætfotograf på Strøget,
fik Rie Nissen lejlighed til at fotografere mange af byens og landets berømtheder:
Forfatteren Karen Blixen, direktøren for ”Louisiana” Knud W. Jensen, kgl.
operasanger Thyge Thygesen, kgl. skuespiller Poul Reumert, kgl. skuespiller
Bodil Kjer, kgl. skuespiller Mogens Wieth, kgl. skuespiller Ebbe Rode,
skuespillerinden Inge Hviid Møller, polarforskeren Elmar Drastrup, oversætteren
Clara Hammerich, forfatteren og dramatikeren Kjeld Abell, sangeren Aksel
Schiøtz, kapelmester Harald Knudsen (Rie Nissens halvbroder), forfatteren
Johannes Buchholtz, forfatteren Aage Dons, forfatterinden Agnes Henningsen,
balletkritikeren Allan Friedericia, forfatteren Poul Henningsen, forfatteren
Mogens Lorentzen, komponisten Knudåge Riisager, opfinderen Valdemar Poulsen,
kgl. skuespiller Karin Nellemose og datteren, skuespiller Annemette Svendsen,
skuespiller Helle Virkner, sangerinden Lulu Ziegler, sangerinden Nina Møller,
senere gift van Pallandt og den ene part af den syngende calypso-duo ”Nina og
Frederik”, og filminstruktøren Carl Th. Dreyer. Rie Nissen regner selv med, at
hun i løbet af sin karriere som fotograf har portrætteret omkring 30.000
mennesker.
Apropos Danmarks måske betydeligste eller
i al fald berømteste filminstruktør, Carl Th. Dreyer, så samarbejdede Rie
Nissen med denne ved flere lejligheder. Det skete bl.a. i forbindelse med
Dreyers film ”Vredens Dag” fra 1943, hvor Rie Nissen fotograferede det billede,
der skulle bruges som filmens plakat. Billedet forestillede skuespillerinden
Lisbeth Movin i rollen som den unge præstekone, stående i kirkens søjlegang.
Denne plakat havde jeg i øvrigt erhvervet et eksemplar af, som prydede væggen i
mit værelse derhjemme. Mange år senere optog Rie Nissen et foto af Ebbe Rode i
rollen som Gabriel Lidman i filmen ”Gertrud” (1966). Billedet skulle bruges i
selve filmen, idet det blev trykt som en del af forsiden på Stockholms
Tidningen, som indgik som et led i filmens handling. ”Gertrud” var Dreyers
sidste film som instruktør.
1937 blev Rie og William Nissens ældste
datter, Eva, født, og 6. maj 1940 fulgte den yngste datter, Lotte. Ægteparret
Nissen var før Evas fødsel flyttet til Charlottenlund, og her havde de antaget
en 19-årig pige fra Læsø som barnepige. Denne pige var hos dem i fem år. Men
forholdet mellem ægtefællerne blev i de følgende år slidt op af begges store
optagethed af deres respektive arbejde, hun som kendt fotograf og han som knap
så kendt arkitekt, og det endte med skilsmisse i 1941. Rie Nissen flyttede
forinden med sine to piger til en stor, moderne lejlighed i Torvegade på
Christianshavn.
Det er ikke muligt gratis at gengive fotos fra Rie Nissens
fotoarkiv, som nu befinder sig på Det Kgl. Bibliotek. Men ovenstående
portrætfoto, som er karakteristisk for Rie Nissens fotografiske stil, har jeg
fået tilladelse til at gengive her af kvinden på billedet, som er identisk med
Inger Krogness, født Zerlang. f. 1928, og som er en søsterdatter til Rie
Nissen. – Foto: 1944-45. Tilhører Inger Krogness.
I 1943 var tiden kommet, hvor Rie Nissen
syntes, at hendes samling af portrætter var stor og god nok til, at hun turde
vove at afholde en separatudstilling, som blev kaldt ”Ti år som kendte
Københavneres fotograf”. Udstillingen blev positivt anmeldt i dags- og
fagpressen og blev også en pæn publikumssucces.
I sin tid som fotograf havde Rie Nissen
en hel del elever og flere førstemænd efter hinanden. En af de sidstnævnte hed
Aage Knudsen, og efter at have færdiggjort sin uddannelse og en overgang
arbejdet som førstemand hos Rie Nissen, etablerede han sig med sit eget
fotografiske atelier længere oppe i Østergade og nærmere Amagertorv.
Der var også en anden mandlig
Strøgfotograf med atelier på Vimmelskaftet 39-41, som var ret velanskrevet som
portrætfotografer, men med en helt anden stil end Rie Nissen, nemlig S.
Juncker-Jensen. Han var imidlertid død i 1940 og forretningen blev derefter
overtaget af hans sønner, senest af sønnen Jens Juncker-Jensen. Hos denne
fotograf fik Rie Nissens elev Agnes Helweg vistnok ansættelse efter sin elevtid
hos Rie Nissen.
Der er i øvrigt det særligt interessante
ved Juncker-Jensen senior, at han i 1923-24 lod opføre en biograf i pompejansk
stil i Espergærde. Biografen eksisterede indtil 1970, hvor den blev lukket og
bygningen derefter ombygget til frikirke, som i 2004 blev indrettet til butik.
(Citat slut)
© December 2017 Harry
Rasmussen.
___________________
1. Se f.eks. artiklerne H1-07. Spiritualismens
historie – en gennemgang af spiritualismens
historie op til Martinus’ kosmologi, og 4.119. Spiritualismens nyere historie samt 2.17. Ateisme og
materialisme – om de filosofiske
hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme.
2. Se
f.eks. artiklen 4.53. Et
epos om alt – det kosmiske verdensbillede - LIVETS Bog 1 vil i øvrigt kunne læses
online via følgende link:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 – De ovenfor nævnte
symboler vil kunne ses med forklaringer via disse link:
http://www.martinus.dk/da/symbolerne/
3. Vedr. bl.a. den hollandske filosof Baruch
Spinoza's identitetslære: Se f.eks. artiklen 2.17. Ateisme
og materialisme – om de filosofiske
hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme. - Vedr.
begrebet og forestillingen om det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges
rige på Jorden”, se evt. herom
i bogen ”JESUS – søn af mennesket”, udgivet 2012 af forlaget Scientia
Intuitiva v/ Jan Tarbensen. Læs især 4. og 28. kapitel. Om samme emner vil
kunne læses online via følgende link: JESUS menneskesønnen
I og JESUS menneskesønnen II , henholdsvis 4. og
13. kapitel.
4.
Vedr. det seksuelle polprincip, som også er gyldigt i forbindelse med
ét-livs-hypotesen, se evt. artiklerne H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” og H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”
5. Se evt. artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet -
historisk, psykologisk og kosmologisk set.
6. Specielt
interesserede læsere kan henvises til artiklerne H1-30. Jegets evige
energikilder. - om de kosmiske
grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske
grundenergiers indbyrdes kombinationer.
7.
4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru , 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller
tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! - Skæbne
eller tilfældighed? - Se endvidere eventuelt artiklerne:
4.98. Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner
4.99. Skæbne og skyld. Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?
4.100. Skæbne og skyld (2). Er der
hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen? (Nogle tillægsbetragtninger)
8. Se
f.eks. artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis
og tvivl
9. Link til online
læsning af bogen "Logik": http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=73 Se
evt. også artiklen 4.112. Det er da logisk! - Nogle tanker omkring
Martinus' bog "Logik". - I sin egen kontekst behandler Martinus de
politiske, økonomiske og sociale emner og problemer særdeles grundigt i 4.
Kapitel af LIVETS BOG 1, som vil kunne læses via dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=69,
samt 5. kapitel: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=120.
- I sin egen kontekst vil sige, at Martinus ser den sociale udvikling i et
kosmisk evolutionært perspektiv, hvori mennesket på sigt udvikler sig til det
etisk-moralske stadium, han betegner som "det rigtige menneske". Men
som det vil være fremgået af nærværende artikel, er den opfattelse ikke
forenelig med "ét-livs-hypotesen" og altså heller ikke med den nyere
erfaringsbaserede opfattelse af begreber som social lighed. Paradoksalt nok, så
viser erfaringen, at sådanne bestræbelser i realiteten fører til det stik
modsatte, nemlig økonomisk og social ulighed.
10. Se evt. følgende artikler: 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé. Og 4.128. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse.
Kommentar.
11. Note 11.: Vedr. en kortfattet oversigt over
hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi eller åndsvidenskab, se f.eks. artiklen
H1-38. Individet, de seks kosmiske grundenergier
og de seks kosmiske storriger – En kortfattet elementær oversigt. - Vedr. de
kosmiske skabeprincipper, se 2.24. Personlighedsbegrebet -
historisk, psykologisk og kosmologisk set.
12. Note
12.: Vedr.
naturvidenskaben og Martinus’ kosmologi, se f.eks. artiklen 4.27. Hvad er verdensaltet? - signalement af det
ukendte.
13. Note 13.: Se evt. artiklen 3.36. Det store forhæng – Stjernehimlens gåder.
14. Note 14.: Se her evt. artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om at
forstå verden.
15. Vedr. Martinus' analyser omkring begrebet
”den guddommelige suggestion”, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 140-1, 153, 187,
222, 247. Benyt evt. linket http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 - Tast 140 i søgefeltet Stk.
16. Vedr. Martinus' opfattelse af politik og
politikere, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 95, 137, 153. - Benyt linket i note
15, men tast de anførte numre i søgefeltet Stk.
17. Læs
eller genlæs f.eks. artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i
ét-livs-hypotesens perspektiv.
© Maj 2017. Harry
Rasmussen.
*********************