Idealismens bedrag

i religion, filosofi og politik

nogle betragtninger

 

Introduktion

Selv om Martinus' kosmologi målt med filosofi- og ideologihistoriens målestok egentlig må karakteriseres som i hovedsagen værende idealistisk, så forholder Martinus sig i sit store livsværk under samlebetegnelsen DET TREDIE TESTAMENTE samtidig sagligt kritisk overfor eksempelvis den overdrevne idealisme. Den sidstnævnte træffer man på både hos oldtidens filosoffer og ideologer, så vel som hos visse filosoffer og ideologer i renæssancen, middelalderen, romantikken  og til dels også i nyere tid og nutiden. 

 

For at spore læseren ind på, hvad der nærmere kan og skal forstås ved begrebet idealisme, skal her gives en kortfattet forklaring på begrebet.

 

Ordet idealisme har sin oprindelse i det græske ord i'dea, der leksikalt defineres  som tanke, forestilling, begreb, indfald, plan, væsen, grundtanke, mere specifikt som en forestilling eller grundtanke i overensstemmelse med en idé eller et ideal. I såkaldt idealistisk filosofi udgør ideen eller den abstrakte tanke erkendelsesteoretisk set den opfattelse, at sansernes vidnesbyrd om en virkelighed uden for os selv, ikke har sin rod i en objektivt eksisterende virkelighed, men er et produkt af bevidsthedens egen aktivitet. Virkeligheden er i henhold til idealistisk tankegang derfor ikke en objektiv realitet, men den form den har for vores bevidsthed, er et produkt af bevidstheden selv. Hvordan virkeligheden er i sig selv, har vi mennesker ingen mulighed for at komme til erkendelse af.

 

Den materialistiske livs- og verdensanskuelse går ud fra og hævder, at virkeligheden grundlæggende udgøres af helt igennem fysisk-kemiske relationer og reaktioner, og at al forandring og udvikling beror på og afhænger af disse. I direkte modsætning  hertil, anser den metafysiske idealisme tilværelsens inderste væsen for at være af åndelig eller spirituel natur. Den materielle verdens natur og eksistens anskues derfor som et ufuldkomment skyggebillede af den egentlige virkelighed, som er ideernes verden, som materiens eksistens og form er betinget og afhænger af.

 

Den idealistiske livs- og verdensanskuelse har ifølge den oldgræske filosof Platon (427-347 f. Kr.) desuden et etisk aspekt i og med, at den giver mennesket en mulighed for at handle etisk rigtigt på grundlag af eksistensen af absolut gyldige værdier, udtrykt igennem ideerne. Disse etisk-moralske ideer og værdier kan og bør mennesket stræbe efter at erkende og føre ud i livet gennem sine handlinger.

 

Her skal fremhæves, at Martinus' livs- og verdensanskuelse i form af hans verdensbillede eller kosmologi, ikke er hverken decideret åndeligt idealistisk eller ateistisk materialistisk, men derimod vil kunne karakteriseres som en identitetslære, hvis grundlæggende udgangspunkt er erkendelsen af, at ånd og materie er to sider af den samme virkelighed, som muligvis hverken er spirituel eller  materiel. Det sidstnævnte har Martinus tilkendegivet og markeret ved at betegne det levende væsens tre hovedinstanser: 1. Jeget, 2. Skabe og oplevelsesevnen, og 3. Det skabte og oplevede, som henholdsvis X1, X2, og X3. Bogstavet X står som bekendt for ubekendt størrelse eller ubekendt faktor. Hvilket filosofisk set vil sige, at det ikke vil være muligt at udforske og afgøre den egentlige natur af de tre X’er, udover at de nødvendigvis må være identiske med den første og i sig selv årsagsløse årsag. Denne kan man så, som Martinus gør, opfatte og betegne som ”den evige Guddom”. (1)

 

I sit livsværk LIVETS BOG's første bind, som udkom i juli 1932, introducerer han sine læsere til sit store livsværk. Bindet indeholder kapitlerne 1. til og med 8., hvoraf  1. kapitel har titlen ”Verdenssituationen”, 2. kapitel ”Det guddommelige skabeprincip”, 3. kapitel ”Den ny verdensimpuls” og 4. kapitel ”Et internationalt verdensrige under skabelse”.

 

I de nævnte kapitler introducerer Martinus som nævnt sine læsere til det emne, som han efterfølgende skulle komme til at bruge omkring 40 ar af sit liv på at manifestere rent fysisk og 60 år af samme på at formidle via foredrag, symboler, artikler og bøger, herunder ikke mindst færdiggørelsen af de øvrige 6 bind af LIVETS BOG.

 

I introduktionen til den primære del af sit livsværk, nemlig LIVETS BOG 1, giver Martinus blandt andet en ret så grundig og detaljeret oversigt over det, han betegner som ”menneskehedens bevidsthedskategorier”. Det sker især i bogens 5. kapitel med overskriften ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den Ny Verdensimpuls” med tilhørende forklaring af symbolet ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”. Og forklaringen heraf fortsættes faktisk i bindets følgende kapitler: 6. kapitel ”Fra dyr til menneske”, 7. kapitel: ”Verdensaltets grundenergier” og 8. kapitel: ”Udvikling”. Dertil kommer Martinus' forklaringer af symbolerne ”Jordklodens kosmiske stråleglans”, ”Skabeprincippets impulser”, ”Intolerance”, ”Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse”, ”Verdensenergiernes organisation eller udviklingsstigen”, og ”Livets vej – Kosmiske udviklingsbaner”. (2)

 

Den ideale målsætning

Men selv om Martinus' livs- og verdensanskuelse principielt kan minde om den hollandske filosof Baruch Spinoza's identitetslære, så er den dog i sit sigte en lære om en ideal målsætning for menneskeheden, nemlig i form af en udvikling for denne i retning af det jordiske fremtidsprojekt, Martinus betegner som ”Det rigtige menneskerige”. Et rige, der i hovedtrækkene angiveligt vil have lighed med det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges rige på Jorden”.  (3)

 

Men baggrunden og forudsætningen for udviklingen og etableringen af det nævnte rige, er Martinus' opfattelse dels af begrebet ”det levende væsen” og herunder især af det, han dels betegner som ”det jordiske menneske” eller ”jordmennesket”. Denne betegnelse skal især ses som en skelnen mellem det jordiske menneske og dettes psyke og moralske habitus og fremtidsmennesket: ”det rigtige menneske” og dettes psyke og moralske habitus.

 

Noget af det, der gør det berettiget at tale om, at Martinus' kosmologiske lære – i hvert fald delvis - er idealistisk, i den forstand, at en væsentlig del af dens indhold er udtryk for idealistiske ideer og abstrakt tænkning. Dette forekommer netop især i forbindelse med hans opfattelse af begrebet og fænomenet ”det levende væsen”.

 

Det her sagte viser sig ved, at i en kort karakteristik kan det levende væsen opfattes i form af en treenig struktur, som er undergivet og styret af en nærmere præciseret og defineret serie af såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for samme væsens eksistens og livsudfoldelse. Herom har jeg tidligere skrevet i flere andre artikler, hvorfor jeg vil tillade mig at citere en af disse, hvad jeg har skrevet om ”det treenige princip”:

(Citat):

Det levende væsen eller individet

Den eller de læsere, der har læst og studeret Martinus’ Kosmologi eller som har fulgt med på denne hjemmeside, vil vide, at en grundlæggende faktor i tilværelsen først og fremmest er selve Guddommen og dernæst det levende væsen, som Martinus også betegner som ”gudesønnen”, altså som Guds afkom. Som gentagne gange skrevet og fremhævet, skal dette begreb imidlertid ikke forstås i en almindelig kønslig eller kønspolitisk sammenhæng, idet begrebet og ordet ’søn’ derimod skal ses som en betegnelse på det levende væsens, individets, basale identitet som et seksuelt dobbeltpolet væsen. Det kommer sig af, at Gud indenfor kosmologiens rammer anskues som ’Faderen”, medens den faktor, Martinus betegner som Moderenergien, er identisk med ’Moderen’, hvor afkommet eller barnet altså bliver anskuet som ’sønnen’ eller med andre ord. som det dobbeltpolede væsen. (4)

 

I fundamental lighed med Guddommen, er ’gudesønnen’, det levende væsen eller individet, udtryk for et treenigt princip, idet det er udstyret med et jeg, en bevidsthed og en organisme. Mere præcist er individet, foruden med den centrale instans Jeget og dettes basale begær, kaldet urbegæret, hvilket vil sige, et begær efter selvrealisation og oplevelse, udstyret med en såkaldt højpsykisk over-bevidsthed og en psykofysisk organisme, hvoraf nævnte organisme er repræsenteret ved under-bevidstheden. Sidstnævnte begreb bør dog ikke forveksles med det psykologiske begreb underbevidsthed, men skal blot forstås som bevidstheden, der som funktionel instans sorterer under over-bevidstheden. Overbevidstheden er i sammenhængen en overordnet instans, idet den er eksponent for en række såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for al evne til at skabe (manifestation) og opleve (sansning).

 

For at rekapitulere og give læseren en kortfattet oversigt over, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi mere præcist skal forstås ved et levende væsen, vil det her vedføjede diagram kunne give en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, samt disse instansers relation til det fysiske legeme:

 

 

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’ = det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C  = det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’    = det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for princippet ”organismen”

4) kombinationen A+B            = overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C            = ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’         = den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur. - © Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

 

Ovenstående diagram er med andre ord identisk med den ’komplette’ kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne er forelagt i og med Martinus’ kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi kan og skal forstås ved personlighedsmodellen eller ”det levende væsen”. Der hører andet og mere til en fuldstændig forståelse af denne, som f.eks. at det objektive grundlag for det levende væsens tanker, følelser og handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse i det hele taget, er det psykiske kraftfelt, forkortet betegnet som P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller grænserne af dette, at al sansning og manifestation foregår, dels når individet befinder sig i den fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den åndelige verden. (5)

 

Imidlertid påpeger Martinus, at den nævnte skabe- og oplevelsesevne kosmisk set bliver periodisk svækket så meget, at den må fornyes, for at kunne imødekomme og opfylde jegets behov for livsoplevelse. Det hænger grundlæggende sammen med, at tilværelsen blandt andet er underlagt et såkaldt kontrastprincip, som i forening med et lige så basalt og uundværligt kredsløbsprincip, lige præcist udgør et par af de mange forudsætninger, der betinger det levende væsens eksistens som et individ, der er i stand til at skabe eller manifestere sig og sanse og opleve.

 

Den nævnte fornyelse af det levende væsens manifestationsevne og sanseevne, sker især i kraft og medfør af to fundamentale faktorer, nemlig for det første de seks kosmiske grundenergier og disses indbyrdes kombinationer, og for det andet forekomsten af de seks kosmiske eller universale storriger. Vi skal i det følgende se nærmere på, hvordan det forholder sig med de nævnte grundenergier og de universale storriger.

 

De seks kosmiske grundenergier

Som læseren med forkundskaber allerede ved, så opererer Martinus’ Kosmologi med i alt følgende syv kosmiske grundenergier, hvoraf den grundenergi, der repræsenterer overbevidstheden (på ovenstående diagram betegnet med bogstavet B), kaldes for Moderenergien, simpelthen fordi den i forbindelse med Jeget (på diagrammet betegnet som A) er ophav til de seks øvrige grundenergier, som altid optræder i følgende orden og med følgende numre: 1. instinktenergien, 2. tyngdeenergien, 3. følelsesenergien, 4. intelligensenergien, 5, intuitionsenergien og 6. hukommelsesenergien. Disse seks grundenergier repræsenterer tilsammen underbevidstheden (på diagrammet betegnet som C). Det fysiske legeme skal ses som en forlængelse af den psykiske organstruktur, og i lighed med denne består dette legeme principielt af samtlige nævnte grundenergier (på diagrammet er det fysiske legeme markeret med bogstavet C,).

 

Af hensyn til at lette forståelsen af sine analyser omkring de seks kosmiske grundenergier og disse indbyrdes kombinationer, har Martinus tegnet et genialt farvesymbol, som på forbilledlig enkel måde illustrerer, hvad sagen drejer sig om. Symbolet har nr. 12: Grundenergiernes kombinationer, og vil dels kunne ses med forklaring i symbolværket Det Evige Verdensbillede I, stk. 1.-3., og vil dels også kunne ses under Symbolerne på:

http://www.martinus-dk/http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-12/ .  (Citat afbrudt) (6)

 

Imidlertid vil det føre for vidt her at citere, hvad der i den citerede artikel er skrevet om grundenergierne og disses indbyrdes kombination, som nøje følger ganske bestemte lovmæssigheder og retningslinjer. Derimod vil vi gå videre og genoptage citatet fra før:

 

(Citat fortsat):

 

De kosmiske skabeprincipper

For læserens skyld skal her kort og skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er, at Martinus' kosmologi opererer med:

 

Skematisk opstillet ser hovedskabeprincipperne således ud:

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.


Skematisk opstillet ser variantprincipperne sådan ud:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

2.  Stofenhedsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3.  Sult- og mættelsesprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet

4.  Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5.  Skæbne- eller karmaprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og

     hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

6.  Reinkarnationsprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og

     hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7.  Forældre- og beskyttelsesprincippet.

     Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

 

(Citat slut)

 

Det er særligt variant-skabeprincipper som 5.  Skæbne- eller karmaprincippet og  6.  Reinkarnationsprincippet, der er problematiske idealistiske og abstrakte fænomener, i hvert fald når man betragter disse nøgternt og objektivt.

 

Det står nemlig efter nærmere overvejelse af faktorerne og problemerne i forbindelse med en idealistisk livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi må karakteriseres som, helt klart, i hvert fald for mig, at der er problemer med at verificere flere væsentlige og vigtige kosmologiske hovedemner. Eksempelvis må det konstateres, at der ikke findes et egentligt objektivt bevis for antagelsen af det levende væsens udødelighed, lige som at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed. Men de nævnte emner er absolut afgørende for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. (7)

 

I tæt relation til det ovenfor omtalte, skal for fuldstændighedens skyld det følgende  gentages her:


Det levende væsens 1. hovedinstans er som formentlig bekendt Jeget, og 2. hovedinstans er bevidstheden, men her forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. kosmiske grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle basis er evighedslegemet. Altså det legeme, som ligger til grund for individets struktur og hele tilværelse, men som i sig selv er uskabt og dermed eksisterer før tid og rum, og hvorom man med rette kun kan sige, at det ER. Det skal også her nævnes, at samtlige grundenergier er repræsenteret ved hver sin funktionelle instans og basis i form af en organisme eller et legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:

 

1. Instinktlegemet = Instinktenergiens funktionelle basis

2. Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle basis

3. Følelseslegemet = Følelsesenergiens funktionelle basis

4. Intelligenslegemet = Intelligensenergiens funktionelle basis

5. Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens funktionelle basis

6. Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens funktionelle basis

7. Evighedslegemet = Moderenergiens funktionelle basis

 

Ved faktoren og fænomenet underbevidsthed skal ifølge Martinus forstås den del af bevidstheden, der er underordnet overbevidstheden og dermed funktionelt ligger under denne. Underbevidstheden er det område eller snarere det felt, hvori de samlede 6 kosmiske grundenergier danner grundstrukturen og udfolder sig. Dog forstået på den måde, at grundenergierne tyngde og følelse er de to kontraaktive hovedkomponenter, som tilsammen udgør et psykisk kraftfelt, der for nemheds skyld betegnes som P-kraftfeltet. Dettes 'skelet' udgøres af instinktenergien, som så at sige holder sammen på de funktionelle energier. Det er derfor indenfor dette kraftfelts grænser, at grundenergierne intelligens, intuition og hukommelse forefindes og fungerer.

 

Men som det indirekte vil være fremgået af ovenstående omtale af de kosmiske skabeprincipper, er fænomenet skæbne i henhold til Martinus en uundgåelig konsekvens af en kombination af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet. Men de øvrige skabeprincipper og variantprincipper har naturligvis hver for sig en større eller mindre medindflydelse på funktionen af bevægelsesprincippet og talentkerneprincippet. I lighed med, hvad tilfældet selvfølgelig er for de seks livsvigtige kosmiske grundenergier, så fungerer de 8 hovedskabeprincipper og de 7 variantprincipper også som en kombineret 'enhed', nemlig i form af den 7. kosmiske grundenergi: Moderenergien, også betegnet som overbevidstheden.

 

Det store problematiske spørgsmål

Men det store spørgsmål er her, om begrebet og fænomenet årsagsbestemt, og dermed lovbundet skæbne, nødvendigvis behøver at være en selvfølgelig og uundgåelig konsekvens eller følgevirkning af i hovedsagen hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet? -

 

Det er dette spørgsmål, der, som en følge af min tvivl og skepsis, er det store og afgørende problem i sammenhæng med min forsøgsvise forståelse af Martinus' i øvrigt meget smukke og eventyrlige verdensbillede. Personligt har jeg ikke noget problem med at droppe påstanden om skæbnens lovbundethed, så meget mindre, som at det efter min bedste opfattelse ikke på afgørende måde rokker ved det øvrige basale i det nævnte verdensbillede.

 

Det kunne da måske lige være, hvis det på et eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise sig, at reinkarnation, især som forudsætning og betingelse for absolut skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil kunne verificeres af det virkelige liv. Det vil i så fald betyde, at der derfor kan være tale om, at vi levende væsener kun har et liv at leve, nemlig det aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg ikke, at skæbne og reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har et liv til vores rådighed, kan jeg ikke se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og eventyr. Også selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om.

 

For, som det forhåbentlig også vil være fremgået af mine ovenstående betragtninger og argumenter, har jeg bestemt ingen vanskeligheder eller problemer med at anerkende de øvrige grundlæggende elementer og faktorer i dé kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen udgør det nævnte verdensbillede. Tværtimod. 

 

Der skal derfor ikke herske tvivl om, at meget store og vigtige dele af indholdet i Martinus' kosmologi fortsat er gyldige og værdifulde, også uanset om man ser sig nødsaget til at udelade væsentlige faktorer og emner, som det levende væsens udødelighed, skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed.

 

Antagelsen apriori af sjælens udødelighed, skæbnens fuldkomne retfærdighed i kraft af reinkarnationer, må uundgåeligt og nødvendigvis karakteriseres som i bedste fald  idealistisk utopisk ønsketænkning og i værste fald som idealismens illusionistiske bedrag. Eller måske rettere sagt: som idealisters selvbedrag. (8)

 

Som denne artikels overskrift lyder, så forekommer det idealistiske bedrag eller selvbedrag indenfor samfundsmæssige og kulturelle genrer som religion, filosofi og politik. Opstillet i kort skematisk form kan det se sådan ud:

 

Religion: Forestillinger og løftet om et himmelsk paradis efter døden.

 

Filosofi: Forestillinger og løftet om en ideal tilværelse ude i fremtiden.

 

Politik: Forestillinger og løftet om en ideel og retfærdig samfundsorden.

 

Det sociale selvbedrag

Emnet er omfattende i så godt som enhver henseende. Men som et enkelt praktisk eksempel på idealistisk bedrag og selvbedrag skal her nævnes den store internationale finans- og bankkrise i 2007-2008, som var nær ved at ligne en regulær dommedags-situation. Lidt i lighed med den dog endnu større, mere omfattende og alvorligere finans- og bankkrise, der fandt sted i Amerika i 1929 og som i 1930'erne fik voldsomme følger også for Europa. I begge lande blandt andet i form af udbredt arbejdsløshed, konkurser og tvangsauktioner, der som sædvanligt vendte den tunge ende nedad, så det gik værst ud over arbejderbefolkningen og fattige familier. Men krisen i 2007-2008 var alvorlig nok i sig selv. Den skyldtes i henhold til eksperter primært den situation, der var et resultat af det politiske ideal om social lighed, ikke mindst på boligområdet, hvor det politiske slogan f.eks. på valgplakater her i Danmark lød ldt i retning af "Hver familie sin ejerbolig". 

 

Der var ifølge eksperter især sket det, at der var opstået en trend, som 'dikterede' at flere og flere familier i kraft af den stigende velstand med højere lønninger, enten købte egen bolig eller ejerlejlighed. En opgørelse har vist, at hvor førhen cirka 90 % var lejere og cirka 10 % husejere, så var og er situationen blevet den stik modsatte, nemlig at 90 % er boligejere og 10 % lejere. Imidlertid er købet af ejerbolig finansieret ved hjælp af i reglen langvarige banklån, hvilket rent faktisk betød og betyder, at en række banker i realiteten er de egentlige ejere af boligerne.  Lejeboligerne i de europæiske storbyer, især i form af store udlejnings-ejendomme, er i stort omfang ejet af mere eller mindre rige udenlandske personer eller konsortier, især fra de arabiske oliestater og fra Kina og Japan.

 

Eksperter taler om, at der i nutiden er tale om en gældskrise, som endnu råder i verdensøkonomien, men den truer især den europæiske økonomi. En bankkrise kan opstå som følge af, at f.eks. for mange af bankens kunder vil hæve deres indestående penge samtidigt. Imidlertid er der normalt tale om, at banken udlåner de fleste af de penge, som deres kunder har indestående i banken. Det vil sige, at banken derved ikke har likvid kapital til at udbetale mange penge på én gang. Her i Danmark kender vi den situation fra Roskilde Bank i 2008. Det lykkedes for Roskilde Bank at overleve, men det betød at en del af dens kunder mistede deres indestående penge. Værre gik det i 2011 for storbanken Amagerbanken, der som en følge af krisen både fik ny ledelse og statsgaranti og alligevel endte med at måtte erklære sig konkurs.  (Kilderne til disse oplysninger kan findes på Internettet ved at søge på emnet Finanskrisen).

 

Nok så alvorligt er de spekulationer, der dels er foregået op gennem årene og dels stadigvæk foregår indenfor handel med aktier og i at unddrage sig ar betale indkomst- og formueskat, og desuden forsøg på at svindle med momsen. Der foregår betydelige aktiviteter i de nævnte sammenhænge, godt hjulpet af både visse advokater og revisorer. Så vidt det er fremgået af medierne, grænser disse aktiviteter i ikke så få tilfælde til bevidst overtrædelse af de kriminelle straffelove, blandt andet i form af kreativ bogføring og fiktive, men på sin vis dygtigt gennemførte firmakonstruktioner.

 

Her skal og vil jeg dog i øvrigt ikke vove mig yderligere ud i nærmere beskrivelser af de idealistiske bedrag og selvbedrag, men overlade det til læserne selv at føre tankegangen videre. Det skal dog lige nævnes og fremhæves, at Martinus også har beskæftiget sig med disse emner i sit livsværk og at han til en vis grad er kritisk i sin opfattelse af samme. Det turde bl.a. fremgå af bogen "Logik" (1938), hvori  kapitlerne 1.-7. henholdsvis har følgende overskrifter: 1. Livets oplevelse og individets forstand. 2. Svære hindringer for sandhedens erkendelse. 3. Religionernes veje spærrede af tvivl, misforståelse og intolerance. 4. Menneskeheden til en vis grad ført af fanatikere. 5. Menneskene dømmer uden logisk begrundelse. 6. Intellektualitet, videnskab og den materialistiske verdensanskuelse. 7. Den materialistiske verdensanskuelse er overtro. 

 

Foreløbig konklusion

Endnu engang må jeg konstatere, at alt eller i hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at der reelt set ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med rette kan karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som det må konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og uundgåeligt fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.


Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen "Skæbnebestemt eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat nævnte pointe er, at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi i form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er ét-livs-hypotesen blevet mit nye livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu engang gentage følgende:

 

Min pointe med denne artikel er derfor endnu engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i form af ét-livs-teorien, så meget mere, som at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed. Begge dele er absolut afgørende for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Men derimod tyder alt eller i hvert fald meget på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at udødelighed og evigt liv er idealistiske illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i hovedsagen beror på tilfældigheder. (10)

 

Men for at læseren ikke skal tro, at der hermed er tale om en negativ og pessimistisk livs- og verdensanskuelse fra min side, vil jeg afslutte med følgende citat fra artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

 

(Citat)

Hvori består livets under?

Men hvori består da verdens og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)

 

Men i øvrigt kunne man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12)

 

Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (13)

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her.  (Citat slut) (14)

 

Afsluttende bemærkninger

Det kan konstateres, at menneskene groft set er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning, vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam. (15)

 

Hvad angår politisk tro eller overbevisning, forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier. Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier. Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik og politikere som delvis værende under indflydelse af  ”den guddommelige suggestion”. (16)     

 

En af de ting, der altid har undret mig ved såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det 'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene.

 

Er livet bare et ”skuespil”!?

Efter min personlige opfattelse forekommer det helt store idealistiske bedrag, når man vil foregøgle os, at livet eller tilværelsen såmænd bare er et slags skuespil, som man derfor bør forholde sig afslappet og velfornøjet til. Herom skrev jeg for en del år siden følgende kritiske opslag på Facebook, som passende kan gengives her:

 

(Citat) I henhold til Martinus er alle levende væsener, os selv inklusive, overordnet eller kosmisk set af samme art og parthavere i den guddommelige enhed og derfor som f.eks. køn betragtet egentlig brødre og søstre. Men i det praktiske liv er der som bekendt forskelle, endda mange og store kontrasterende forskelle, og det er jo disse der både overordnet og praktisk set gør tilværelsen interessant og spændende.

 

Men at gå så vidt, som til at opfatte livet og tilværelsen som en slags skuespil og f.eks. opfatte en Hitler som nærmest en stjerneaktør, det er efter min opfattelse at gå for vidt. Personligt har jeg kendt mennesker, endda min egen svigerfar, som har været i tysk kz-lejr og set og prøvet rædslerne på nærmeste hold, og en nabo, en jødisk kvinde, som ligeledes havde været i tysk kz-lejr, hvor hun mistede både sin mand og datter, som blev gassede og kremerede. Sådanne erindringer måtte hun leve med resten af sit liv.

 

Så for mig at se var Holocaust både en dybt smertelig og blodig dødsens alvorlig affære, som man ikke bare kan henregne til en slags skuespil. Tilmed et skuespil, som overordnet set er iscenesat og opført af selveste Guddommen for sin egen underholdnings og fornøjelses skyld. Der er ikke noget at sige til, hvis skeptikere vil betragte en sådan opfattelse som absurd eller ligefrem pervers. Men ikke desto mindre er der mennesker, som interesserer sig for og er kyndige i Martinus’ kosmologi, som nærer den slags forestillinger.

 

Men ét er, at Martinus med sin kosmiske bevidsthed personligt var i stand til at overskue tilværelsens mangfoldighed og sammenfatte og beskrive denne i en overordnet eller kosmisk helhed og enhed, og derfor med berettigelse kunne anskue og betegne livets oplevelse som et både højst dramatisk og muntert komisk skuespil, hvori individet både er aktør og tilskuer, noget andet, at velmenende og mere eller mindre kyndige og erfarne studerende af eller lærere i hans kosmologi, promoverer og benytter denne som forklaringsmodel på virkeligheden. En promovering som af gode grunde ikke kan undgå at være præget eller farvet af den enkelte studerendes eller lærers egen opfattelse, dels af kosmologien og dels af tilværelsen i øvrigt. Ganske som tilfældet er for mit eget vedkommende.

 

I det hele taget synes jeg, at der i kosmologi-kredse er en sympatisk, men trods alt lidt for stor tilbøjelighed til at ville se livet og tilværelsen som bare et slags skuespil, en blanding af tragedie og lystspil, men hvor man i sin nærmest ukuelige og forstående – eller måske naive eller ligefrem desperate? – idealisme og optimisme på egne og alles vegne underspiller den tragiske side af tilværelsen. En tilværelse, som qua kontrastprincippet består af både behag og ubehag, glæde og smerte, lys og mørke etc. etc., men hvor modsætningerne forudsætter og betinger hinanden og derfor overordnet set er lige nødvendige og uundværlige, og følgelig i en vis forstand er lige store goder. Det er ikke kun et skuespil, men selveste den basale virkelighed, vi som individer eller jeg’er både er aktører i og tilskuere til.  

 

Hvis nogen på den her skitserede baggrund vil mene, at der er noget, jeg ikke har forstået eller misforstået ved Martinus’ kosmologi, så vær så god, men det ændrer ikke ved min oplevelse, erfaring og opfattelse. Dette være sagt i al venlighed. (Citat slut)

 

Så meget desto vigtigere er det, at nogle af os vedblivende fastholder brugen af sund forstand og intuitiv fornuft, idet vi som f.eks. H.C. Andersen har forstået, eller i hvert fald mener at have forstået, at alt i livet og tilværelsen, lige fra elementarpartiklerne til de vældige himmelske galakser og ikke mindst vores egen ganske vist relativt kortvarige ét-livs-eksistens, i sig selv er et underværk, men som vi desværre vænner os til i hverdagslivets trummerum og derfor ikke synes er noget særligt, eller som vi, hvad angår fænomener som eksempelvis alt og alles universale Guddom, filosofisk set den første og i sig selv årsagsløse årsag, ikke tror på og derfor benægter eksistensen af.

 

Ifølge både digteren H.C. Andersen og den intuitive tænker Martinus er livet selv det største eventyr, der findes, ja, det er tilmed det store guddommelige eventyr, hvori vi - på godt og ikke mindst på mindre godt - selv lever og er deltagere og medspillere. Det er dette emne, som hjemmesiden LIVETS EVENTYR har haft og fortsat har til formål og forsøgsvis opgave at formidle. (17)

 

© Maj 2017. Revideret i juni 2017. Harry Rasmussen.

 

___________________

 

Noter og kilder:

 

1. Se f.eks. artiklerne H1-07. Spiritualismens historieen gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi, og 4.119. Spiritualismens nyere historie samt 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme.

 

2.  Se f.eks. artiklen 4.53. Et epos om alt – det kosmiske verdensbillede  - LIVETS Bog 1 vil i øvrigt kunne læses online via følgende link:

 http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 – De ovenfor nævnte symboler vil kunne ses med forklaringer via disse link:

 http://www.martinus.dk/da/symbolerne/

 

3. Vedr. bl.a. den hollandske filosof Baruch Spinoza's identitetslære: Se f.eks. artiklen 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme. - Vedr. begrebet og forestillingen om det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges rige på Jorden”,  se evt. herom i bogen ”JESUS – søn af mennesket”, udgivet 2012 af forlaget Scientia Intuitiva v/ Jan Tarbensen. Læs især 4. og 28. kapitel. Om samme emner vil kunne læses online via følgende link: JESUS menneskesønnen I og  JESUS menneskesønnen II , henholdsvis 4. og 13. kapitel.

 

4.  Vedr. det seksuelle polprincip, som også er gyldigt i forbindelse med ét-livs-hypotesen, se evt. artiklerne H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” og H1-09. Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”

 

5. Se evt. artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.

 

6.  Specielt interesserede læsere kan henvises til artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer.

 

7.  4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru , 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? - Se endvidere eventuelt artiklerne:

4.98. Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner

4.99. Skæbne og skyld. Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?

4.100. Skæbne og skyld (2). Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?  (Nogle tillægsbetragtninger)

 

8.  Se f.eks. artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl

 

9. Link til online læsning af bogen "Logik": http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=73 Se evt. også artiklen 4.112. Det er da logisk! - Nogle tanker omkring Martinus' bog "Logik". - I sin egen kontekst behandler Martinus de politiske, økonomiske og sociale emner og problemer særdeles grundigt i 4. Kapitel af LIVETS BOG 1, som vil kunne læses via dette link: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=69, samt 5. kapitel: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51&stk=120. - I sin egen kontekst vil sige, at Martinus ser den sociale udvikling i et kosmisk evolutionært perspektiv, hvori mennesket på sigt udvikler sig til det etisk-moralske stadium, han betegner som "det rigtige menneske". Men som det vil være fremgået af nærværende artikel, er den opfattelse ikke forenelig med "ét-livs-hypotesen" og altså heller ikke med den nyere erfaringsbaserede opfattelse af begreber som social lighed. Paradoksalt nok, så viser erfaringen, at sådanne bestræbelser i realiteten fører til det stik modsatte, nemlig økonomisk og social ulighed.

 

10.  Se evt. følgende artikler: 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé. Og 4.128. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Kommentar.

 

11.  Note 11.: Vedr. en kortfattet oversigt over hovedfaktorerne i Martinus’ kosmologi eller åndsvidenskab, se f.eks. artiklen H1-38. Individet, de seks kosmiske grundenergier og de seks kosmiske storriger – En kortfattet elementær oversigt. - Vedr. de kosmiske skabeprincipper, se 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.

 

12. Note 12.: Vedr. naturvidenskaben og Martinus’ kosmologi, se f.eks. artiklen 4.27. Hvad er verdensaltet? - signalement af det ukendte.

 

13.  Note 13.: Se evt. artiklen 3.36. Det store forhæng – Stjernehimlens gåder.

 

14.  Note 14.: Se her evt. artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om at forstå verden.

 

15. Vedr. Martinus' analyser omkring begrebet ”den guddommelige suggestion”, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 140-1, 153, 187, 222, 247.  Benyt evt. linket   http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51  - Tast 140 i søgefeltet Stk.

 

16. Vedr. Martinus' opfattelse af politik og politikere, se f.eks. LIVETS BOG 1, stk. 95, 137, 153. - Benyt linket i note 15, men tast de anførte numre i søgefeltet Stk.

 

17. Læs  eller genlæs f.eks. artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv.

 

© Maj 2017. Harry Rasmussen.

 

*********************