Synes
godt om Elsker Haha Wow Ked Vred
Ét-livs-hypotesen
og Martinus' kosmologi
En redegørelse
Tillæg
Egentlig havde jeg
ikke tænkt mig at skrive flere nye artikler vedrørende Martinus' kosmologi, for
sådanne har jeg efterhånden skrevet adskillige af i årenes løb og siden jeg
begyndte at skrive om emnet i 1974. Men under arbejdet med at oversætte
artiklen Ӄt-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi 3. Del til engelsk, fik jeg
en følelse af, at det måske ville være godt med en supplerende artikel, som
relativt kortfattet pointerede hovedtrækkene i min tvivl og skepsis og den
deraf følgende kritik af visse emner i Martinus' kosmologi. Disse overvejelser er så blevet til denne
artikel.
Dette Tillæg skrives
og publiceres i håbet om, at det vil kunne interessere den engagerede trofaste
læser, som i lighed med mig formodentlig har gjort sig nogle kritiske og
kontroversielle tanker omkring det helt igennem storslåede og eventyrlige
verdensbillede, som skyldes den geniale danske tænker og intuitionsbegavelse
Martinus. Han og hans verdensbillede er
originalt, men knytter dog i hovedsagen – omend indirekte - an til den
kulturretning, der kaldes den spirituelle idealisme, hvilket blandt andet fremgår af min ganske vist
kritiske artikel 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.
Mit intellektuelle
problem eller hovedbrud drejer sig her primært om, at i henhold til Martinus'
kosmologi udgøres den evige – og i sig selv usynlige - Guddoms psyko-fysiske
organisme af samtlige eksisterende levende væsener, som lever og udgør samme
Guddoms manifestationsredskaber og sanseorganer. Martinus betegner disse
levende væsener, som basale udtryk for det evige treenige princip: Jeget,
bevidstheden og organismen. Dog sådan, at de levende væsener er
undergivet de kosmiske lovmæssigheder i form af evige skabeprincipper, herunder
ikke mindst kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.
I henhold til den af
mig indførte ét-livs-hypotese behøver det ovenfor nævnte imidlertid ikke
nødvendigvis at indebærer, at de levende væsener i lighed med deres ophav,
Guddommen, også er evige væsener. Hvis det sidstnævnte var og er
tilfældet, kunne man spørge, hvorfor de samme levende væsener så er undergivet
de tilværelsesvilkår i form af de lovmæssigheder for vækst og degeneration, der
i praksis forekommer i form af fødsel, barndom, ungdom, alderdom og død.
Min pointe er, at da
det skabte – herunder især de levende væseners psykofysiske organismer
(legemer) - er undergivet forandringernes og forgængelighedens lovmæssigheder,
kunne dette meget vel indebære, at de levende væsener, der i henhold til
Martinus' kosmologi befolker – eller reelt set danner og konstituerer - de
åndelige riger: Det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige
verden (og salighedsriget / mineralriget), ikke nødvendigvis behøver at være
basalt evige væsener, men derimod væsener, som i lighed med alle fysiske
væsener i plante- og dyreriget er dødelige 'engangs-væsener'. Altså, at de
pågældende væsener hver især kun har ét liv at eksistere , udfolde sig og
leve i.
Men det må samtidigt
stå klart, at de basalt set dødelige levende væseners natur
og struktur som treenige principper, kun varer, så længe de hver især lever,
kortere eller længerevarende, og har del i Guddommens evige Jeg-substans
eller Jeg-element, ligesom de naturligvis samtidigt udgør individuelle
enheder i den universale helhed, der udgøres af Guddommen og dennes
psykofysiske organisme: Verdensaltet.
På denne skitserede
baggrund vil jeg - primært for at
erindre mig selv og læseren om emnerne - her tillade mig at citere og dermed
gentage de følgende passager i artiklen ”Ét-livs-hypotesen og Martinus'
kosmologi 1. Del”:
(Citat) For Martinus
er der ingen som helst tvivl om, at sandheden om virkeligheden er, at der
eksisterer en evig Guddom, i hvis billede og i hvis psyko-fysiske organisme
samtlige eksisterende levende væsener lever og udgør samme Guddoms
manifestationsredskaber og sanseorganer. De levende væsener er i lighed med
Guddommen selv udtryk for et basalt evigt treenigt princip i form af Jeget,
bevidstheden og organismen, også udtrykt som jeget, skabe- og oplevelsesevnen
og det skabte. Eller som Skaberen, skabe-oplevelsesevnen og det skabte-oplevede.
Derimod er jeg for
det første ikke enig i opfattelsen af, at Guddommen nødvendigvis besidder de
tre hovedattributter: Alkærlig, alvis og almægtig. Kun i, at samme Guddom er
alvis og almægtig. De ovenfor fremførte påstande og argumenter forudsætter
naturligvis, at man gør sig klart, hvad konsekvensen af disse er eller kan
være. Den største konsekvens vil nok være, såfremt mine påstande er gyldige, at
Guddommen ikke, som hævdet af blandt andre Martinus, besidder den attribut, der
betegnes som alkærlighed. Hvilket vil sige: den højeste form for altruistisk
kærlighed til – og dermed tilsikret en fuldkommen retfærdighed for - alle
levende væsener uden nogen som helst undtagelse, små som store, i de tre
relative kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
Det skal her
indføjes, at det naturligvis kræver noget særligt at kunne se, at Guddommen og
dermed tilværelsen i virkeligheden er fuldkommen retfærdig, og at konklusionen
på alt, hvad der er sket, alt, hvad der sker og alt, hvad vil ske, er, at ”alt
er såre godt!” Men det 'syn' eller den opfattelse, vil individet i henhold til
Martinus først kunne tilegne sig og få, når samme individ har opnået såkaldt
kosmisk bevidsthed og kan se alt i evighedens perspektiv. Sådan forholder det
sig indenfor rammerne af Martinus' kosmologi og dér er konklusionen fuldkommen
logisk.
(Se evt. artiklen:
4: 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale
udsagn i Martinus' livsværk)
Men i og med
ét-livs-hypotesen befinder vi os nu udenfor rammene af den nævnte kosmologi,
hvor situationen tager sig noget anderledes, ja, vel faktisk direkte modsat ud.
Det vil mere eller mindre direkte og tydeligt fremgå af den følgende skildring.
For strengt nøgternt
set, behøver Altets evige Guddom nødvendigvis kun at være i besiddelse af
attributterne alvisdom og almægtighed. At Guddommen selvsagt
er evig, i den forstand at Guddommen så at sige er forud for overhovedet alt
andet, er indlysende i kraft af det simple logiske ræsonnement, at 'noget' ikke
kan opstå af 'sig selv' eller af 'intet'. Altså må Guddommen simpelthen
eksistere som et 'noget', der ER, det vil sige, som en første og i sig selv årsagsløs
årsag, og som altså blandt andet udgør grundlaget for fænomenerne tid
og rum, og dermed for overhovedet alt andet eksisterende. Hvad angår
alvisdommen, så træder denne jo tydeligt frem i forbindelse med den fuldkomne
logik og plan- og hensigtsmæssighed, der kan iagttages i alle tilgængelige og
kendte livsprocesser.
Almægtigheden eller
almagten er synlig i kraft af, at Guddommen har evnet og formået at frembringe
alt, hvad der eksisterer og forekommer i verdensaltet, og det må vel fra
ethvert synspunkt siges at være ikke mindre end imponerende! Nemlig det
verdensalt, der set i det større perspektiv i virkeligheden udgør Guddommens
psyko-fysiske organisme. Det betyder i sin konsekvens, at den evige Guddom
udgør det 'noget', hvoraf, hvori og hvorved alt og alle uden nogen som helst
undtagelse eksisterer og udfolder sig. Nemlig som ovenfor nævnt, i og med at
alle levende væsener udgør samme Guddoms manifestationsredskaber og
sanseorganer. Men vel at bemærke under de forhold og vilkår, som findes
institueret i form af de grundlæggende kosmiske skabeprincipper, herunder det
evigt uophørlige kosmiske spiralkredsløb, som man nødvendigvis må opfatte som
udtryk for Guddommens helt igennem bevidste vilje. Guddommen er med andre ord
tilværelsens alfa og omega: det første og det sidste. De kosmiske
skabeprincipper skal vi vende tilbage til.
Men foreløbig så
langt er jeg til dels enig med Martinus' kosmologi, dog kun til dels, fordi det
evige kun gælder Guddommen, og også enig i, at samme Guddoms redskaber og
organer udgøres af de levende væsener, men ikke som de evigt levende væsener,
men i den forstand, at disse er dødelige væsener i en uafbrudt
og uophørlig fødsels-, formerings- og dødsproces, og som uophørligt
udskiftes og erstattes af nye dødelige væsener og således fortsat. På den måde
ser det fra ét-livs-hypotesens side ud til, at kontinuiteten i Guddommens
psyko-fysiske organisme opretholdes.
Og forresten, så
kender vi jo – i hvert fald foreløbig - kun levende væsener i form af den
brogede mangfoldighed af liv, der findes og lever her på jordkloden, på land,
til havs og i luften. I betragtning af det vældige univers, jordkloden befinder
sig i, og hvor astronomer og astrofysikere endnu ikke har fundet liv eller tegn
på liv andre steder, bortset fra nogle primitive mosser på Mars, må man nok
sige, at forekomsten af liv synes stærkt begrænset. Og hvis vi tager Einstein
på ordet, så udgør 'vores' univers måske kun et atom i et stoleben, der står i
et andet og større univers!
Imidlertid er det
Martinus' påstand, at liv er udbredt i hele verdensaltet, ligesom han er af den
opfattelse, at planeter, solsystemer og galakser kosmisk set også er udtryk for
former for liv. Sådan opfatter han eksempelvis jordkloden, lige som det er hans
opfattelse, at menneskeheden udgør klodens hjerne- og centralnervesystem, og at
det enkelte menneske som følge heraf udgør en hjerne- og nervecelle i samme
system, medens dyrene og planterne udgør andre dele af samme nervesystem.
Verdensaltet som helhed med dettes ukendte antal af universer, udgør i henhold
til Martinus Guddommens psyko-fysiske organisme.
(Vedr.
livsenhedsprincippet og organismeprincippet, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.)
Af hensyn til
læserens orientering i forbindelse med det og de emner og faktorer i Martinus'
kosmologi, der her er tale om, skal nedenstående diagram gengives. Diagrammet,
som er fremstillet på foranledning af Per Bruus-Jensen i forbindelse med hans
egne værker, relaterer sig til Martinus' hovedsymbol: Symbol nr. 11. Det evige
verdensbillede, Det levende væsen 2, Den evige Guddom og de evige
Gudesønner: http://www.martinus.dk/da/symbolerne/symboloversigt/symbol-11
De ovenfor nævnte og
senere omtalte lovmæssigheder, forhold og omstændigheder gælder principielt
også for de individer, der fremtræder som henholdsvis mineral-, plante- og
dyrevæsener. Ifølge Martinus' kosmologi er disse tre kategorier af levende
væsener genstand for henholdsvis evolutionær kosmisk indvikling og udvikling,
og dermed også for diskarnation og reinkarnation.
Diagrammet viser den
guddommelige bevidsthedsstrukturs arbejdsdeling set i relation til kontrast og
kredsløbsprincippet. Linien A angiver kredsløbets ’undfangelsestærskel’, dvs.
det punkt, hvor ’inkarnationen’ i et nyt kosmisk organismeprincip finder sted.
Strækningen fra A til B repræsenterer den guddommelige ’livmoderzone’, hvor det
nye organismeprincip passerer igennem sine forskellige fosterstadier. Linien B
markerer ”den store fødsel”, altså fødslen ud af livmoderzonen (den sekundære
bevidsthed) og ind i Guds primære bevidsthedsverden. Linien C udtrykker det
punkt, hvor gudesønnen ’dør’ bort fra den ydre verden til fordel for sin egen
indre erindringsverden, der repræsenterer en hviletilstand, hvor individet i
kosmisk målestok må betragtes som diskarneret. Diagrammet viser med andre ord
reinkarnationsprincippet i kosmisk målestok, dvs. i et format, hvor dets
manifestationer omfatter hele spiralafsnit. - / Diagram og tekst er gengivet
efter: © 1989 Per Bruus-Jensen:”X”, bind
4, 41. kapitel, stk. 4. 295. – Gengivet med forfatterens tilladelse).
Supplerende kan
tillægges, at diagrammet jo indirekte også viser spiralafsnittets seks kosmiske
storriger (= tallene 1 – 6), fordelt på henholdsvis Guds primære
bevidsthedszone (= Åndelig eller parafysisk virkelighed) og Guds sekundære bevidsthedszone
(= Fysisk virkelighed). Men diagrammet kan uden at øve vold på det også
symbolisere det diskarnerede individs, eksempelvis et menneskes, passage gennem
de åndelige riger, = Guds primære bevidsthed: = cirka halvdelen af den åndelige
del af 3. det rigtige menneskerige, 4, visdomsriget, 5. den guddommelige
verden, og halvdelen af 6. salighedsriget, og tilbage til de fysiske riger, =
Guds sekundære bevidsthed: = cirka halvdelen af 6. den fysiske del af
salighedsriget = mineralriget, videre til 1. planteriget, og tilbage til 2.
dyreriget, som det jordiske menneske jo endnu tilhører. (Supplerende
diagramforklaring ved Harry Rasmussen på basis af Per Bruus-Jensens
beskrivelser).
I Martinus' kosmologi er Guddommens psyko-fysiske organisme,
verdensaltet, som vist i ovenstående diagram, inddelt i seks områder eller
riger, hvoraf de fire udgøres af såkaldt åndelige riger: Det rigtige
menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget, der i
henhold til Martinus' kosmologi alle i lighed med de to fysiske riger, plante-
og dyreriget, for evigt opretholdes af levende væseners aktiviteter og
udviklingsmæssige passage gennem disse. Når mineralriget ikke nævnes her,
skyldes det, at dette ifølge Martinus er udtryk for en form for 'overskudsenergi'
fra de levende væsener i det rige, han betegner som Salighedsriget, i hvilket
hukommelsesenergien er den dominerende. Men eftersom de levende væsener i
henhold til ét-livs-teorien kun har et enkelt fysisk jordisk liv, at leve i,
kan disse naturligvis ikke være med til at 'befolke' de nævnte åndelige eller
overfysiske riger. Så derfor må konklusionen her lyde, at disse riger – vel at
mærke set under ét-livs-opfattelsens synsvinkel - i virkeligheden ikke er nødvendige, vel at mærke som riger,
de levende væsener, herunder naturligvis også mennesker, er med til at
opretholde og forny, dels via et periodisk permanent ophold og en videre
passage gennem hvert af disse bevidsthedszoner i den guddommelige bevidsthed. Derimod
er de fire åndelige energier: Følelse, intelligens, intuition og hukommelse
repræsenteret i og med så vel Guddommens bevidsthed som de levende væseners
bevidsthedsevner. Men se i øvrigt nærmere herom senere nedenfor, idet de nævnte
fire riger også kan tolkes på en anden og mere positiv måde.
Det er især når vi
iagttager og oplever, hvor forskelligt f.eks. menneskenes tilværelse former sig
for de enkelte individers vedkommende, at man måske kunne få en mistanke om, at
Guddommen er partisk og dermed uretfærdig. Nemlig i og med, at nogle mennesker
er født og opvokset under fordelagtige vilkår, med store evner og muligheder,
som de forstår at bruge til egen fordel og i nogle tilfælde også til andres
gavn, medens andre kun er født med ringe evner og er opvokset under fattige
eller mindre gunstige forhold og vilkår. Det tyder jo umiddelbart på
uretfærdighed i livsvilkårene. Men hvis ikke disse forhold og vilkår skyldes
Guddommen, hvad kan så være forklaringen på de store forskelle, der kan bestå
mellem mennesker? -
Forklaringen kunne
måske nok tænkes at være den, at Guddommen hverken er retfærdig eller
uretfærdig, men har givet de højest og mest udviklede af sine
manifestationsredskaber og sanseorganer: Menneskene, en relativt – eller
tilsyneladende? - fri vilje, til at få det bedste og mest fordelagtige ud af
egne evner, omstændigheder og vilkår. Erfaringen viser da også, at folk, der er
født og opvokset under de gunstigste vilkår, evnemæssigt, socialt og økonomisk,
ikke altid forstår at udnytte denne situation til eget bedste, men oplever i
nogle tilfælde menneskelig og social deroute, medens omvendt, andre folk, som
er født og opvokset under ugunstige forhold og vilkår, forstår og formår at
bruge deres evner til eget bedste og i nogle tilfælde også til andres fordel.
(Se f.eks.
artiklerne: H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer, og H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter
og faktorer (fortsat). Se evt. også H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier - sidstnævnte artikels hovedindhold findes dog gengivet her i
denne artikel om ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. )
Hvis virkeligheden i
øvrigt skulle gå hen og vise som en verificerbar kendsgerning, at
forestillingen om reinkarnation er ren og skær ønsketænkning og dermed en
illusion, ville den videre konsekvens heraf være, at fuldkommen retfærdighed
ligeledes måtte anses for at være en illusorisk ønsketænkning, idet der i så
fald ikke ville kunne kompenseres for den ulykke, de lidelser, smerter mm., som
individerne kommer ud for at måtte opleve og gennemleve i løbet af det ene liv,
der i henhold til ét-livs-hypotesen er individerne beskåret, måske tilmed med
for tidlig dødelig udgang. Eller rettere sagt: Under alle omstændigheder og i
alle tilfælde: med dødelig udgang. (Citat slut)
________________________________
Herefter skal
anføres et citat fra nævnte artikels følgende afsnit:
Den kosmiske ’udviklingstrappe’
Det er altså med
andre ord netop den i hvert enkelt tilfælde særlige grundenergikombination i
individets samlede organiske struktur, der karakteriserer og afgør individets
tilhørsforhold til et nærmere bestemt udviklingstrin. Martinus’ kosmologi
opererer med i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske ’udviklingstrappe’, nemlig
seks successive ’trin’ opad, der gentager sig i uendelighed, og hvor hvert
’trin’ er baseret på, hvilken grundenergi, der er førende og dominerende i
hovedkombinationen. Betegnelsen ’hovedkombination’ skal forstås sådan, at der
findes et antal ’mellemkombinationer’ i den udviklingsmæssige overgang fra den
ene hovedkombination til den næste.
Kosmologien omfatter
altså i alt seks fundamentale og principielle hovedformer for kombination eller
konstellation mellem de seks underbevidsthedsgrundenergier indbyrdes. Disse
seks hovedformer er primært bestemt af kredsløbs- og kontrastprincippets
lovmæssigheder, således at der på hvert af de nævnte hovedtrin forekommer en
situation, hvori en af grundenergierne i hovedkombinationen befinder sig i sit
kulminationsstadium, mens dens komplementære modsætning samtidig befinder sig i
sit latente stadium. To af kombinationens øvrige fire grundenergier befinder
sig komplementært i henholdsvis første vækststadium og første degenerationsstadium.
Endvidere befinder de to resterende grundenergier i kombinationen sig ligeledes
komplementært i henholdsvis andet vækststadium og andet degenerationsstadium,
hvilket læseren i øvrigt vil kunne orientere sig om ved hjælp af ovenstående
diagram.
Som nævnt vil hver
af de seks hovedformer for grundenergiernes indbyrdes kombinationer i det
væsentligste være karakteriseret og bestemt af den grundenergi, som i sit kredsløb befinder sig på det
udfoldelsesmæssige kulminationsstadium. Og eftersom de enkelte grundenergiers
funktionelle dominans optræder i en lovmæssigt bestemt rækkefølge fra 1-6,
nemlig som henholdsvis instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions-
og hukommelsesenergi, så vil de seks hovedformer for kombination successivt
afløse hinanden i den lovmæssigt forudbestemte rækkefølge.
De syv kosmiske
grundenergiers navne, karakteristika og funktioner er som bekendt blevet omtalt
i afsnittet ”Jegets evige energikilder” Men selv om de fleste måske nok
umiddelbart kan forstå, hvad begrebet de kosmiske grundenergier refererer til,
vil det derimod nok være nyt for nogle læsere, at det ovenfor nævnte indbyrdes
kombinationsforhold mellem de seks underbevidstheds-grundenergier, der som
påvist forekommer i seks indbyrdes grundforskellige hovedkombinationer, ifølge
Martinus også danner basis for og giver sig til kende som seks grundforskellige
tilværelseszoner i den guddommelige
bevidsthed og organisme.
(Se her evt.
artiklerne H1-30. Jegets evige energikilder - om de kosmiske
grundenergier, og H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer).
Det er derfor i
denne forbindelse vigtigt at have klart for sig, at de forhold og
lovmæssigheder, der gælder for grundenergierne og disses indbyrdes
kombinationer, naturligvis også gør sig principielt gældende for hver af den
sjælelige strukturs respektive seks åndelige legemer. Disse varetager jo hver
især specielt dén grundenergikombination, hvori den til det pågældende legeme
svarende grundenergi befinder sig i sit kulminationsstadium, og som legemet
samtidig er omsætningsredskab for.
Eftersom de seks
hovedformer for indbyrdes kombination mellem grundenergierne samtidigt
repræsenterer de ovenfor nævnte i alt seks ’hoved-trin’ på den kosmiske
’udviklingstrappe’, vil disse ’trin’ altså hver især kunne karakteriseres og
betegnes i henhold til den kulminerende og bærende grundenergi i kombinationen.
Det vil sige som henholdsvis instinkt-trinet eller -planet, tyngde-trinet eller
–planet, følelses-trinet eller – planet, intelligens-trinet eller –planet,
intuitions-trinet eller –planet, og hukommelses-trinet eller –planet. Da disse
’trin’ eller ’planer’ faktisk er identiske med de seks kosmiske
tilværelsesplaner eller naturriger, vil vi herefter omtale disse i
overensstemmelse med Martinus’ egne betegnelser på de pågældende riger. Hvilket
henholdsvis vil sige planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige,
visdomsriget, den guddommelige verden og salighedsriget.
De seks kosmiske tilværelseszoner eller riger
Disse seks
'tilværelseszoner' eller "riger",
som Martinus også kalder dem, er altså følgende: instinktzonen eller planteriget,
2. tyngdezonen eller dyreriget, 3. følelseszonen eller det
rigtige menneskerige, 4. intelligenszonen
eller visdomsriget, 5. intuitionszonen eller den guddommelige verden, og 6. hukommelseszonen eller salighedsriget. Mineralriget er i
henhold til Martinus dannet af en slags 'overskudsenergi' fra
"salighedsriget", hvilket især hænger sammen med at
salighedsvæsenernes bevidsthed hovedsagelig er koncentreret omkring de såkaldte
"guldkopi-erindringer", en situation som netop fylder de pågældende
individers bevidsthed med salighedsoplevelser, der er så stærke, at de
'vibrerer' ind på det fysiske plan og giver anledning til dannelsen af fysisk
materie. Dette forhold er blevet omtalt i afsnittet ”Jegets evige
energikilder”.
Men heraf ser vi
blandt andet, at de i alt seks tilværelseszoner eller riger følger
evolutionsmæssigt og kronologisk successivt efter hinanden i en bestemt
rækkefølge, idet de dog også eksisterer
samtidigt side om side i den nævnte orden, og griber ind i hinanden,
ligesom de gensidigt forudsætter og har deres oprindelse i hinanden.
Almindeligvis kender det jordiske menneske kun tre af disse riger, nemlig de
fysiske naturriger: mineral-, plante- og dyreriget, til hvilket sidste
mennesket (endnu) hører. De åndelige naturriger er dog ikke helt ukendte, men
kendes af det enkelte menneske kun i form af bevidsthedsenergierne følelse,
intelligens, intuition og hukommelse.
Det er imidlertid
vigtigt at gøre sig klart, at tilværelseszonernes eller -rigernes eksistens og
karakter i henhold til Martinus' kosmologi alene
formes, opretholdes og fornys i kraft af de til hver zone eller hvert rige
hørende levende væseners bevidsthed og aktiviteter. Tilværelseszonerne
eller -rigerne er altså ikke i objektiv forstand noget i sig selv, men er helt
og aldeles produkt eller resultat af et indbyrdes samvirke og med- og modspil,
som skyldes de myriader af levende væsener, der kosmisk set på skift og i en
evig strøm 'befolker' de forskellige riger. Citat slut.
Jævnfør i øvrigt med diagrammet
tidligere ovenfor. Jævnfør i øvrigt også med, hvad der tidligere ovenfor er
sagt og skrevet om de kosmiske storriger set og vurderet på basis af
Ét-livs-hypotesen. Om sidstnævnte vil jeg afslutningsvis citere følgende fra
artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé:
(Citat) Set i
ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det
altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og
altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og
lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald
måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget
anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form
af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer,
at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere
tværtimod.
Det væsentligste,
primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen
er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og
sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle
nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen,
over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og
alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis
indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk
normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere
eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.
Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen
og forgængeligheden i form af
fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer
sig om. For døden er jo modsætningen til
den basale udødelighed, som det
levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig
i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det
skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan:
det psykofysiske legeme. Kaldet
”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes
hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke
eller bevidsthed.
Desuden vil det være
sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen
eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en
hvilken som helst alder, så længe er dets jeg
forbundet med Guddommens Jeg, lige
som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og
udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme
eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.(Citat slut)
Her er derefter kun
at anbefale den engagerede læser at genlæse – eller måske rettere sagt: igen
studere – den tredelte artikel ”Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi”. Om
man vil være enig med mig i det hele taget eller måske kun delvis, er sådan set
ikke så vigtigt. Derimod er det vigtigt for mig personligt, at fastslå med
syvtommersøm, at bevidstheden om, at min kritiske og skeptiske opfattelse og
holdning til de emner i Martinus' kosmologi og i det hele taget, min artikel
handler om, ikke rokker afgørende ved min efterhånden livslange interesse for og
studium af det overordnede i Martinus' geniale eventyrlige verdensbillede. Jeg
ser dette som et af de største kunstværker, der nogensinde er blevet foræret
verden. Derfor vil jeg opfordre læseren til selv at opsøge kilderne til mine
egne forsøgsvise genfortællinger og fremstillinger af de såkaldt kosmiske
faktorer, kræfter og lovmæssigheder, hvilket f.eks. kan ske via følgende links:
Vedr. Martinus og
hans kosmologi: http://www.martinus.dk/da/forside/ - Vedr. Per Bruus-Jensens
forfatterskab: nordiskimpuls.dk
Sidst, men ikke
mindst: Man kommer ikke sovende til en opfattelse og forståelse af de emner og
problemer, der er nævnt eller omtalt i denne artikel, og endnu mindre til en
overordnet indsigt i Martinus' detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter i
form af hans forunderlige og eventyrlige verdensbillede. Så er det sagt.
PS. For den fulde forståelse af mit personlige
forhold til ét-livs-hypotesen, kan det særligt anbefales den specielt interesserede
læser, at læse eller genlæse artiklen 4.129. Et livs status - revision
af en personlig opgørelse.
© Juli 2017. Harry Rasmussen.
******************