Et kosmisk verdensbillede

om en mand og hans visioner

Forord

Apropos udtrykket og titlen 'et kosmisk verdensbillede', så er der egentlig tale om 'dobbeltkonfekt', for på græsk hedder verdensaltet som bekendt 'kosmos'. Når tillægsordet 'kosmisk' alligevel bruges her, er det for at fremhæve, at der er tale om et helt særligt verdensbillede, nemlig det, der mere præcist betegnes som Martinus' verdensbillede.

Med dette verdensbillede forholder det sig sådan, at jeg igennem en længere årrække har studeret og beskæftiget mig med det såkaldt kosmiske, det vil sige: universale, verdensbillede, der som nævnt skyldes den danske intuitive tænker, forfatter og foredragsholder Martinus Thomsen (1890-1981). Denne foretrak dog tidligt i sin karriere offentligt kun at benytte sit fornavn Martinus, som derfor blev navnet på ophavsmanden til det skriftlige og trykte kæmpeværk, der til at begynde med blev betegnet som LIVETS BOG.

Inden vi giver os i kast med de efterfølgende teoretiske tanker og synspunkter omkring Martinus' verdensbillede, er det vigtigt at gøre sig klart, at det i højeste grad også er et etisk og moralsk verdensbillede. Det er det, fordi det væsentligste ved det er kærligheden, næstekærligheden, og den er gyldig uanset hvad man så end kan mene og synes om nævnte verdensbilledes filosofiske og metafysiske eller spirituelle faktorer og indhold. Martinus selv var primært et kærligt anlagt menneske.

Det nævnte studium, der for alvor begyndte i 1958, udmøntede sig med tiden i en efterhånden lang række større eller mindre artikler, samt nogle få bøger. I begyndelsen og i de første mange år af det nævnte studium forholdt jeg mig engageret og i det væsentlige loyalt til den lange række af såkaldt kosmiske analyser og livsfacitter, som tilsammen udgør Martinus' hovedværk i form af nævnte kosmiske verdensbillede.

I det følgende skal vi se på, hvilke tanker og forestillinger om livet og tilværelsen, der mere eller mindre udgjorde og udgør den kulturelle baggrund for Martinus' skabelse af sit livsværk. Men for rigtigt at kunne forstå den kulturelle baggrund for det nævnte livsværk vil det være nødvendigt at trække nogle linjer bagud i historien, hvorfor følgende skal anføres:

Et af de historiske forhold, der også spiller en vigtig rolle som delvis baggrund for Martinus' livsværk, er den stadig store betydning natur- og humanvidenskaben havde og har haft igennem tiderne. Fra omkring 1500-tallet skete der i og med bl.a. astronomen Nikolaus Kopernikus (1473-1543) og fysikeren Galileo Galilei (1563-1642) et skift fra det gamle og bibelsk prægede verdensbillede. Selv om der allerede i det 5. århundrede før Kristus fandtes en filosof, pythagoræeren Ekphantos fra Syrakus, som hævdede, at Jorden bevæger sig omkring solen, var og forblev det den ældre tids opfattelse, at Jorden stod stille som værende verdens urokkelige centrum, som solen kredsede omkring. Skiftet til det nye videnskabelige verdensbillede, hvor solen i en vis forstand er verdens centrum, som Jorden kredser omkring, var imidlertid længe om at trænge igennem, især hos almindelige jævne mennesker.

Det skal lige nævnes, at der dog allerede i middelalderen fandtes et intellektuelt unikum som munken og filosoffen Giordano Bruno (1548-1600), der, under en vis indflydelse af Kopernikus' lære, for det første forkastede tanken om de faste himmelske sfærer og hævdede i stedet, at planeterne og stjernerne bevæger sig frit i rummet uden at være fæstnet til noget. Han hævdede desuden, at universet er uendeligt og vort solsystem blot et enkelt ved siden af utallige andre, som opstår og forgår. Det er derfor en illusion at tro og mene, at der skulle være en grænse eller et absolut centrum. Det er kun tilsyneladende, at Jorden er verdens centrum og fiksstjernesfæren dens afslutning. Vort billede af verden er beroende på vore egne sanser og det sted vi befinder os. Hver gang vi skifter ståsted, får vi et nyt midtpunkt og en ny horisont. Denne opfattelse af sansningens og bevidsthedens relativitet er det også, at Galilei fremførte i og med sin lære om sansekvaliteternes subjektivitet. Sansekvaliteter som f.eks. farve, tone, lugt, smag, varme o.s.v.. Disse sekundære egenskaber er altså beroende på os selv i vort samspil med den omgivende ydre verden, hvis primære egenskaber er rum, udstrækning, form og bevægelse.

At modstanden fra den ortodoks-katolske kirkes side imod det nye verdensbillede var alvorlig nok, viser de enormt mange anklager og hårde straffe for kætteri. Et fremstående eksempel herpå er netop Giordano Bruno, som dømtes til bålet, en straf, der blev eksekveret, da han i året 1600 blev brændt til døde på torvet Campo di Fiori i Rom. Galilei blev også dømt som kætter, men da han afsværgede sin 'tro' på det kopernikanske heliocentriske system, hvor det er at jorden, der bevæger sig omkring solen, slap han med livsvarig husarrest.

Men nogenlunde samtidigt med skiftet i det astronomiske verdensbillede, skete der også et skift i opfattelsen af forholdet mellem ånd og materie, idet ånd, som hidtil var blevet anset for at være det primære, fælles for natur- og humanvidenskaben blev antaget for at være et biprodukt af materien. Denne opfattelse blev så at sige kanoniseret og er det stadigvæk her helt op i nutiden. Denne i og for sig forståelige indstilling og holdning kendes under navn af den naturvidenskabelige reduktionisme, hvorved forenklet sagt ånden er reduceret til det nævnte biprodukt af den fysiske materie og dennes iboende lovmæssigheder og kræfter.

Den naturvidenskabelige reduktionisme, herunder ikke mindst hjerneforskningens og neuropsykologiens reducering af bevidstheden til helt udelukkende at være et produkt af hjernens fysisk-kemiske processer, er altså slet ikke noget nyt, idet den har fundet sted ret så langt tilbage i tiden, som kendskabet til videnskabens historie rækker. Det står klart, at den filosofiske opfattelse og forståelse af materie-begrebet går endnu længere tilbage i tiden, i hvert fald er det dokumenteret, at visse af oldtidens græske og indiske filosoffer har været reduktionister. Således mente eksempelvis den græske filosof Zenon fra Elea (5. årh. f. Kr.), at den fysiske materie er grundlaget for verdens og livets eksistens og udfoldelse. Der var derfor ikke tale om en dualisme mellem det fysiske og det psykiske, sådan som idealisterne og spiritualisterne antog og antager, men kun om en monisme, vel at mærke om en fysisk monisme. (Note 1)

Langt senere, mere præcist omkring 420 f. Kr., fremsatte den ligeledes græske filosof Demokrit (ca. 455-370 f. Kr.), til trods for at han ikke stolede på sansernes ”upålidelige vidnesbyrd”, en teori om, at bevægelse og forandring udgør noget virkeligt, og at virkeligheden er en enhed bestående af de usynlige, udelelige, uforgængelige og evige ”smådele”, hvoraf alt og alle er opbygget. Det gælder desuden fænomenet og begrebet rummet, uden hvilket der ikke kan forekomme plads til at elementerne kan bevæge sig. Dermed var det græske begreb atomas, som betyder ”det, der ikke kan deles”, blevet indført. I nyere sprogbrug betegnes disse grundstoffer eller grundelementer som atomer. Ifølge Demokrit findes der intet andet end atomer og tomrum, alt andet er kun et illusorisk ydre skin.

Et af filosofiens hovedproblemer har været og er, at lige siden tidernes morgen er tænkningen foregået i form af såkaldt dualisme. Sidstnævnte er den filosofiske anskuelse, at begreberne altid og ufravigeligt optræder parvis og er udtryk for indbyrdes modstridende, men ligeberettigede grundprincipper. Som eksempler herpå kan nævnes ånd kontra materie, sjæl kontra legeme, gud kontra djævel, godt kontra ondt, evigt kontra timeligt, lyst kontra pligt, frihed kontra nødvendighed, forstand kontra følelse etc.

Imidlertid er der i filosofihistorien lejlighedsvis forekommet den form for tænkning, som tager afsæt i den filosofiske anskuelse, der betegnes som identitetslæren. Denne går grundlæggende ud fra, at der i virkeligheden består et identitetsforhold mellem f. eks. ånd og materie. Denne anskuelse har historisk set haft sin storhedstid omkring 600 år f. Kr. i og med den kinesiske filosofi Taoismen. I nyere tid har denne indirekte oplevet en slags renæssance i og med den danske fysiker og filosof Niels Bohr (1885-1962), som i 1928 fremsatte sin naturvidenskabeligt funderede såkaldte komplementaritetsteori. Denne var og er en genial forklaring på det i kvantefysikken påviste modsætningsforhold mellem materiens bølgeform kontra partikelform. Komplementaritetsteorien kan i al korthed beskrives sådan: Fænomenerne og begreberne optræder altid parvis og giver udtryk for et indbyrdes uforeneligt modsætningsforhold, der dog først tilsammen udsiger alt, hvad det er muligt for os at vide om fænomenerne. Dermed blev begreberne tese og antitese videnskabelig set forbundet med begrebet syntese. F.eks. kan lys optræde i enten partikelform eller i bølgeform, hvilket logisk set er selvmodsigende. Men ved en overordnet opfattelse af de to fænomener får man en syntese. (Note 2)

Den efterfølgende tekst er citeret fra artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger, som er et forsøg på at danne sig et uafhængigt overblik over de omhandlede og ovenfor nævnte kosmologiske emner og problemer.

Selv om Martinus' kosmologi målt med filosofi- og ideologihistoriens målestok egentlig må karakteriseres som i hovedsagen værende idealistisk, så forholder Martinus sig i sit store livsværk under samlebetegnelsen DET TREDIE TESTAMENTE samtidig sagligt kritisk overfor eksempelvis den overdrevne idealisme. Den sidstnævnte træffer man på både hos oldtidens filosoffer og ideologer, så vel som hos visse filosoffer og ideologer i renæssancen, middelalderen, romantikken og til dels også i nyere tid og nutiden.

For at spore læseren ind på, hvad der nærmere kan og skal forstås ved begrebet idealisme, skal her gives en kortfattet forklaring på begrebet.

Ordet idealisme har sin oprindelse i det græske ord i'dea, der leksikalt defineres som tanke, forestilling, begreb, indfald, plan, væsen, grundtanke, mere specifikt som en forestilling eller grundtanke i overensstemmelse med en idé eller et ideal. I såkaldt idealistisk filosofi udgør ideen eller den abstrakte tanke erkendelsesteoretisk set den opfattelse, at sansernes vidnesbyrd om en virkelighed uden for os selv, ikke har sin rod i en objektivt eksisterende virkelighed, men er et produkt af bevidsthedens egen aktivitet. Virkeligheden er i henhold til idealistisk tankegang derfor ikke en objektiv realitet, men den form den har for vores bevidsthed, er et produkt af bevidstheden selv. Hvordan virkeligheden er i sig selv, har vi mennesker ingen mulighed for at komme til erkendelse af.

Den materialistiske livs- og verdensanskuelse går ud fra og hævder, at virkeligheden grundlæggende udgøres af helt igennem fysisk-kemiske relationer og reaktioner, og at al forandring og udvikling beror på og afhænger af disse. I direkte modsætning hertil, anser den metafysiske idealisme tilværelsens inderste væsen for at være af åndelig eller spirituel natur. Den materielle verdens natur og eksistens anskues derfor som et ufuldkomment skyggebillede af den egentlige virkelighed, som er ideernes verden, som materiens eksistens og form er betinget og afhænger af.

Den idealistiske livs- og verdensanskuelse har ifølge den oldgræske filosof Platon (427-347 f. Kr.) desuden et etisk aspekt i og med, at den giver mennesket en mulighed for at handle etisk rigtigt på grundlag af eksistensen af absolut gyldige værdier, udtrykt igennem ideerne. Disse etisk-moralske ideer og værdier kan og bør mennesket stræbe efter at erkende og føre ud i livet gennem sine handlinger.

Her skal fremhæves, at Martinus' livs- og verdensanskuelse i form af hans verdensbillede eller kosmologi, ikke er hverken decideret åndeligt idealistisk eller ateistisk materialistisk, men derimod vil kunne karakteriseres som en identitetslære, hvis grundlæggende udgangspunkt er erkendelsen af, at ånd og materie er to sider af den samme virkelighed, som muligvis hverken er spirituel eller materiel. Det sidstnævnte har Martinus tilkendegivet og markeret ved at betegne det levende væsens tre hovedinstanser: 1. Jeget, 2. Skabe og oplevelsesevnen, og 3. Det skabte og oplevede, som henholdsvis X1, X2, og X3. Bogstavet X står som bekendt for ubekendt størrelse eller ubekendt faktor. Hvilket filosofisk set vil sige, at det ikke vil være muligt at udforske og afgøre den egentlige natur af de tre X’er, udover at de nødvendigvis må være identiske med den første og i sig selv årsagsløse årsag. Denne kan man så, som Martinus gør, opfatte og betegne som ”den evige Guddom”. (Note 3)

I sit livsværk LIVETS BOG's første bind, som udkom i juli 1932, introducerer han sine læsere til sit store livsværk. Bindet indeholder kapitlerne 1. til og med 8., hvoraf  1. kapitel har titlen ”Verdenssituationen”, 2. kapitel ”Det guddommelige skabeprincip”, 3. kapitel ”Den ny verdensimpuls” og 4. kapitel ”Et internationalt verdensrige under skabelse”.

I de nævnte kapitler introducerer Martinus som nævnt sine læsere til det emne, som han efterfølgende skulle komme til at bruge omkring 40 ar af sit liv på at manifestere rent fysisk og 60 år af samme på at formidle via foredrag, symboler, artikler og bøger, herunder ikke mindst færdiggørelsen af de øvrige 6 bind af LIVETS BOG.

I introduktionen til den primære del af sit livsværk, nemlig LIVETS BOG 1, giver Martinus blandt andet en ret så grundig og detaljeret oversigt over det, han betegner som ”menneskehedens bevidsthedskategorier”. Det sker især i bogens 5. kapitel med overskriften ”Jordmenneskehedens modtagelighed for Den Ny Verdensimpuls” med tilhørende forklaring af symbolet ”Jordmenneskehedens bevidsthedskategorier”. Og forklaringen heraf fortsættes faktisk i bindets følgende kapitler: 6. kapitel ”Fra dyr til menneske”, 7. kapitel: ”Verdensaltets grundenergier” og 8. kapitel: ”Udvikling”. Dertil kommer Martinus' forklaringer af symbolerne ”Jordklodens kosmiske stråleglans”, ”Skabeprincippets impulser”, ”Intolerance”, ”Den evige Guddom og væsenernes sansebegavelse”, ”Verdensenergiernes organisation eller udviklingsstigen”, og ”Livets vej – Kosmiske udviklingsbaner”. (Note 4)

Den ideale målsætning

Men selv om Martinus' livs- og verdensanskuelse principielt kan minde om den hollandske filosof Baruch Spinoza's identitetslære, så er den dog i sit sigte en lære om en ideal målsætning for menneskeheden, nemlig i form af en udvikling for denne i retning af det jordiske fremtidsprojekt, Martinus betegner som ”Det rigtige menneskerige”. Et rige, der i hovedtrækkene angiveligt vil have lighed med det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges rige på Jorden”. (Note 5)

Men baggrunden og forudsætningen for udviklingen og etableringen af det nævnte rige, er Martinus' opfattelse dels af begrebet ”det levende væsen” og herunder især af det, han dels betegner som ”det jordiske menneske” eller ”jordmennesket”. Denne betegnelse skal især ses som en skelnen mellem det jordiske menneske og dettes psyke og moralske habitus og fremtidsmennesket: ”det rigtige menneske” og dettes psyke og moralske habitus.

Noget af det, der gør det berettiget at tale om, at Martinus' kosmologiske lære – i hvert fald delvis - er idealistisk, i den forstand, at en væsentlig del af dens indhold er udtryk for idealistiske ideer og abstrakt tænkning. Dette forekommer netop især i forbindelse med hans opfattelse af begrebet og fænomenet ”det levende væsen”.

Det kunne da måske lige være, hvis det på et eller andet tidspunkt skulle gå hen og vise sig, at reinkarnation, især som forudsætning og betingelse for absolut skæbnemæssig retfærdighed, ikke vil kunne verificeres af det virkelige liv. Det vil i så fald betyde, at der derfor kan være tale om, at vi levende væsener kun har et liv at leve, nemlig det aktuelle liv. Men som sagt og gentaget mener jeg ikke, at skæbne og reinkarnation nødvendigvis behøver at hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har noget problem med, at fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har et liv til vores rådighed, kan jeg ikke se at det ændrer ved, at livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og eventyr. Også selvom vi dropper altets alvise og almægtige Gud som også værende en alkærlig Guddom, og ligeledes dropper fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og reinkarnation. Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil fortsat være udtryk for idealistiske ideer og abstrakt tænkning. Dette forekommer netop især i forbindelse med hans opfattelse af begrebet og fænomenet ”det levende væsen”.

Det her sagte viser sig ved, at i en kort karakteristik kan det levende væsen opfattes i form af en treenig struktur, som er undergivet og styret af en nærmere præciseret og defineret serie af såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for samme væsens eksistens og livsudfoldelse. Herom har jeg tidligere skrevet i flere andre artikler, hvorfor jeg vil tillade mig at citere en af disse, hvad jeg har skrevet om ”det treenige princip”:

(Citat):

Det levende væsen eller individet

Den eller de læsere, der har læst og studeret Martinus’ Kosmologi eller som har fulgt med på denne hjemmeside, vil vide, at en grundlæggende faktor i tilværelsen først og fremmest er selve Guddommen og dernæst det levende væsen, som Martinus også betegner som ”gudesønnen”, altså som Guds afkom. Som gentagne gange skrevet og fremhævet, skal dette begreb imidlertid ikke forstås i en almindelig kønslig eller kønspolitisk sammenhæng, idet begrebet og ordet ’søn’ derimod skal ses som en betegnelse på det levende væsens, individets, basale identitet som et seksuelt dobbeltpolet væsen. Det kommer sig af, at Gud indenfor kosmologiens rammer anskues som ’Faderen”, medens den faktor, Martinus betegner som Moderenergien, er identisk med ’Moderen’, hvor afkommet eller barnet altså bliver anskuet som ’sønnen’ eller med andre ord. som det dobbeltpolede væsen, hvilket altså vil sige samtlige levende væsener uden nogen som helst undtagelse. (Note 6)

I fundamental lighed med Guddommen, er ’gudesønnen’, det levende væsen eller individet, udtryk for et treenigt princip, idet det er udstyret med et jeg, en bevidsthed og en organisme. Mere præcist er individet, foruden med den centrale instans Jeget og dettes basale begær, kaldet urbegæret, hvilket vil sige, et begær efter selvrealisation og oplevelse, udstyret med en såkaldt højpsykisk over-bevidsthed og en psykofysisk organisme, hvoraf nævnte organisme er repræsenteret ved under-bevidstheden. Sidstnævnte begreb bør dog ikke forveksles med det psykologiske begreb underbevidsthed, men skal blot forstås som bevidstheden, der som funktionel instans sorterer under over-bevidstheden. Overbevidstheden er i sammenhængen en overordnet instans, idet den er eksponent for en række såkaldte kosmiske skabeprincipper, som ligger til grund for al evne til at skabe (manifestation) og opleve (sansning).

For at rekapitulere og give læseren en kortfattet oversigt over, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi mere præcist skal forstås ved et levende væsen, vil det her vedføjede diagram kunne give en god skematisk oversigt over forholdet mellem de tre hovedinstanser ved det levende væsen, forstået i begrebets videste forstand som overhovedet alle levende væsener i såvel mikrokosmos, som i mellemkosmos og makrokosmos. De tre instanser er: Jeget, overbevidstheden og underbevidstheden, samt disse instansers relation til det fysiske legeme:

Oversigt over det levende væsens totale, kosmiske struktur. A svarer til Jeget, B til evighedslegemet, C til den sjælelige struktur og C’ til den fysiske organisme.

1) kombinationen A+B+C+C’ = det totale levende væsen i fysisk fremtræden

2) kombinationen A+B+C = det totale levende væsen i blot parafysisk/åndelig fremtræden

3) kombinationen B+C+C’ = det totale bevidsthedsapparat eller det totale udtryk for princippet ”organismen”

4) kombinationen A+B = overbevidstheden eller overbevidsthedszonen (OBZ)

5) kombinationen B+C = ”psyken” eller det totale parafysiske apparat

6) kombinationen C+C’ = den komplette underbevidsthedszone (UBZ), alias den psyko-fysiske organisme

Mellem C og C’ må man i øvrigt tænke sig koblingslegemet indskudt, altså den struktur, der i begge retninger varetager forbindelsen mellem den fysiske organisme og den parafysiske struktur. - © Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi, 1, stk. 1.280. – Gengivet med forfatterens tilladelse).

Ovenstående diagram er med andre ord identisk med den ’komplette’ kosmologiske personlighedsmodel, sådan som denne er forelagt i og med Martinus’ kosmologi. Men dermed er ikke alt sagt om, hvad der indenfor rammerne af Martinus’ Kosmologi kan og skal forstås ved personlighedsmodellen eller ”det levende væsen”. Der hører andet og mere til en fuldstændig forståelse af denne, som f.eks. at det objektive grundlag for det levende væsens tanker, følelser og handlemønster, kort sagt dets livsoplevelse i det hele taget, er det psykiske kraftfelt, forkortet betegnet som P-kraftfeltet. Det er indenfor rammerne eller grænserne af dette, at al sansning og manifestation foregår, dels når individet befinder sig i den fysiske verden og dels også, når det opholder sig i den åndelige verden. (Note 7)

Imidlertid påpeger Martinus, at den nævnte skabe- og oplevelsesevne kosmisk set bliver periodisk svækket så meget, at den må fornyes, for at kunne imødekomme og opfylde jegets behov for livsoplevelse. Det hænger grundlæggende sammen med, at tilværelsen blandt andet er underlagt et såkaldt kontrastprincip, som i forening med et lige så basalt og uundværligt kredsløbsprincip, lige præcist udgør et par af de mange forudsætninger, der betinger det levende væsens eksistens som et individ, der er i stand til at skabe eller manifestere sig og sanse og opleve.

Den nævnte fornyelse af det levende væsens manifestationsevne og sanseevne, sker især i kraft og medfør af to fundamentale faktorer, nemlig for det første de seks kosmiske grundenergier og disses indbyrdes kombinationer, og for det andet forekomsten af de seks kosmiske eller universale storriger. Med hensyn til disse grundenergier og de universale storriger skal her henvises til især følgende artikler:

H1-30.Jegets evige energikilder. - om de kosmiske grundenergier. - H1-31. Grundenergiernes kombinationer - om de kosmiske grundenergiers indbyrdes kombinationer. - De kosmiske storriger omtales især i sidstnævnte artikel.

Indisk filosofi, reinkarnation og Martinus’ kosmologi

Eftersom det også har en nok så stor og vigtig relation til denne artikels hovedemne, skal her omtales, at klassisk indisk filosofi også handler om både monisme, dualisme og identitetslære. Det førstnævnte begreb, monisme, forekommer i de to grundformer: materiel og spirituel monisme. I førstnævnte tilfælde er materien hovedkomponenten og i sidstnævnte tilfælde er det ånden eller sjælen, der er det. For den filosofiske dualismes vedkommende drejer det sig i hovedsagen om en skelnen mellem ånd og materie, et problem, der op gennem tiderne har voldt mange filosoffer og religionsfilosoffer visse kvaler. Mest fordi, der jo i stor grad og udstrækning har været tale om abstrakte begreber, sådan som nævnt tidligere ovenfor. I indisk filosofi forekommer som ligeledes nævnt desuden også den såkaldte identitetslære, hvor ånd og materie anses for at være komplementære udtryk for den samme til grund liggende virkelighed. Dén basale og i grunden ukendte virkelighed, som mere eller mindre har været og er involveret i de filosofiske spekulationer, står jo absolut uanfægtet tilbage, uanset hvad alle tiders filosoffer så end har tænkt og ment om denne.

Her skal gives et kort rids af det omfattende emne klassisk indisk filosofi. Denne drejer sig i hovedsagen om seks filosofiske systemer, hvoraf her dog kun skal nævnes Sankhya, Yoga og Vedanta, som er tre af de ortodokse filosofiske retninger, der mere eller mindre også har spillet en rolle i den vestlige verden og herunder ikke mindst i Danmark.

Sankhya-filosofien er udtryk for renlivet dualisme, idet den anskuer verden som bestående af to vidt forskellige faktorer eller kræfter, nemlig sjælene (purusha'er), som er evige utallige og uforanderlige, og materien (prakriti), som er i stadig bevægelse. Til materien regnes naturen og dens fineste produkter i form af jeget, sanserne og tænkeorganet, sindet, kort sagt alt, hvad vi normalt forbinder med psykologien. Materien eller naturen består af tre hovedkræfter, kaldet gunaer, som under forskellige kombinationer udgør alt, hvad der er stofligt, nemlig sattva, det lyse, lette, gode og intelligente, rajas, energi, handling og lidenskab, og sluttelig tamas, det mørke, tunge og hæmmende.

For nemheds skyld vil jeg tillade mig at citere følgende fra Frits Pullich' udmærkede og dækkende beskrivelse af, hvordan Sankhya-filosofien anskuer tilværelsen:

(Citat) Sjælen er uberørt af hvad der sker med materien, da enhver direkte forbindelse imellem dem er udelukket, men de kan påvirke hinanden og tiltrække hinanden, og der kan finde vekselvirkning sted imellem dem. Når materien kaster sin skygge på sjælen, så tror sjælen at det er den der føler, handler og lider, medens det i virkeligheden er en illusion – af samme art som når man forveksler solen med dens spejlbillede i vandet.

Det er denne illusion der er årsag til lidelsen, og som må brydes for at sjælen kan blive fri. Når materien rører på sig, er det en rent lovmæssig udvikling der foregår. Ligesom mælken ubevidst flyder fra koen for at hjælpe kalven til at vokse, således udvikler urmaterien sig for at hjælpe sjælen til frelse; og som en danserinde, når hun har vist sig for tilskuerne, forlader scenen, således synker materien atter tilbage i sin blindhed, når den har vist sjælen sit væsen, medens sjælen forbliver i sit eget lys for tid og evighed, helt isoleret. (Citat slut) (Note 8)

Yoga-filosofien deler stort set Sankhya's livs- og verdensanskuelse, men kan mere præcist betragtes som en metode – eller rettere sagt flere metoder – til at arbejde bevidst på sin egen sjæls frelse. Eftersom der findes mange forskellige typer af mennesker, er Yoga'ens vej til udfrielsen af trældommen under den materielle verdens åg eller trældom, også mange. Her skal kort nævnes et par eksempler på Yoga-systemer: Hatha Yoga, som i hovedsagen er en praktisk anvisning på fysiske træningsøvelser, der har til opgave og formål at øge det fysiske legemes styrke og sundhed. Raja Yoga, som er tankens, sindets eller bevidsthedens Yoga, idet den er en systematisk træning og opøvelse i tankens og sindets kontrol med det hovedformål, under intens og dyb meditation at vække Kundalini-kraften eller kønskraften, og 'drive' denne via seks psykiske nervecentrer (chakra), der er lokaliseret med mellemrum fra bækkenpartiet og op langs med rygsøjlen, vel at mærke i finstoflegemet, op til et bestemt center i hjernen, (Muladhara chakra). Lykkes dette, oplever den mediterende angiveligt sin sjæls eller ånds befrielse fra den fysiske verden eller fra sit lavere selv, egoet. Denne oplevelse kan være momentan eller permanent, afhængigt af den mediterendes åndelige udviklingsstadium. (Note 9)

Vedanta-filosofien forekommer i to hovedversioner: Almindelig Vedanta og Advaita Vedanta. Ordet Vedanta betyder egentlig Vedaernes ende eller afslutning. Vedaerne er hinduismens allerhelligste skrifter og lærdomme. Der findes fire store Veda-samlinger: Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda, som vi dog ikke skal komme nærmere ind på her. Men det skal vi til gengæld på Advaita-Vedanta, som hedder Advaita, som betyder ”Ikke-todelt” eller med andre ord ”ikke-dualistisk”.

Den betydeligste filosof indenfor Advaita-Vedanta er munken Shankar Acharya, almindeligvis blot kaldet Sankara, som levede i det 7. eller 8. århundrede efter Kristus. Sankara skelner mellem en højere og en lavere viden, den førstnævnte betegnes på sanskrit med ordet vidya = viden, og den sidstnævnte med sanskritordet avidya = ikke-viden. Egentlig er denne ikke-viden i lige så høj grad baggrunden for individets oplevelse af og tro på illusioner, et blændværk kaldet ”maya”, hvilket vil sige en mere eller mindre falsk opfattelse af virkeligheden eller sandheden.

Den sjæl, på sanskrit kaldet Atman, som i kraft af rigtig livsførelse har opnået vidya, i form af den højeste form for sand intuitiv viden, lever og er blevet ét med det universale væsen Brahman, det højeste væsen, som i sig rummer alt og alle. Et symbolbillede på Brahman og de individuelle sjæle, kunne være havet, hvorfra vandet fordamper og fortættes til skyer, som opløses i form af regndråber, der falder og genforener sig med havet. Den, som har opnået dette permanente stadium af vidya, har overstået følgerne af sine tidligere handlinger, sin karma, og har ikke længere behov for genfødsel eller reinkarnation. Vedkommende lever i en vis forstand udenfor tid og rum, i erkendelsen af, at verden kun eksisterer så længe illusionen varer. Den er som drømmeverdenen, hvor drømmene kun varer så længe man sover, men forsvinder ved opvågningen. (Note 10)

Eftersom begrebet og fænomenet "reinkarnation" er blevet omtalt eller nævnt i de forudgående artikler her på hjemmesiden, kunne det måske være passende at gøre nogle specielle bemærkninger til emnet. Reinkarnation betyder jo kort og godt 'genfødsel', dvs. dette, at genfødes (= re-) i den fysiske verden eller tilstandsform (in carno = i 'kødet'). Der synes imidlertid at herske en del mere eller mindre forkerte eller misforståede opfattelser af, hvad reinkarnation rent faktisk drejer sig om. Derfor disse bemærkninger.

Lad os for en ordens skyld nøjes med at betegne reinkarnation som en teori, idet der mig bekendt i al fald indtil videre ikke foreligger åndsvidenskabeligt og slet ikke naturvidenskabeligt gyldige data, som kan fastslå reinkarnation som en objektiv kendsgerning. Teorien menes oprindeligt at stamme fra indisk hinduisk filosofi og religion, og betegnes heri med sanskritordet og begrebet 'samsara', som betyder kredsløb, livscyklus, genfødsel. Altså en forestilling om, at alt liv ufravigeligt deltager i et uendeligt universelt kredsløb gennem fødsel og død til fortsat genfødsel. Dette forløb betegnes også som ”Livshjulet”. Der findes derfor ikke nogen egentlig eller absolut undergang, idet denne skal forstås som overgang til stadig ny livsform. Men nok så vigtigt er 'samsara' forbundet med en universelt gældende lovmæssighed, som kaldes 'karma', dvs. skæbne som resultat af individets handlinger i en tidligere tilværelse eller muligvis flere tidligere tilværelser. Karma-loven gælder naturligvis også for det aktuelle liv. Ingen er altså undtaget fra denne lovmæssighed, som gælder både for guder og mennesker, dyr og planter, der således indplaceres på forskellige trin i et slags hierarkisk system. Forestillingen om karma-samsara vandt udbredelse hovedsagelig på grund af sin forklaringsværdi over for ulighed i udrustning, evner, vilkår og skæbne, men i nok så høj grad i kraft af det løfterige perspektiv, den åbner for stadigt ny muligheder for alle levende væsener, menneskene inklusive.

Imidlertid skete der på et tidspunkt et skred i indisk religiøs forståelse af karma-samsara, hvorunder man især betonede det negative og trøstesløse ved den evigt gentagne rytme af fødsel, død, fødsel, død, fødsel osv. Tanken om udfrielse (moksha, i buddhismen nirvana) fra det evigt spinnende "livshjul" blev derfor påtrængende, og løsningen på problemet så man i, at undgå ny karma, for bruges karma-loven gennem afståelse fra enhver form for begær, standses samsara, mente man. Det blev derfor vigtigt at finde metoder til at knægte enhver form for begær og derved opnå udfrielse eller forløsning, og sådanne metoder blev udviklet i form af de forskellige yoga-systemer, som f.eks. hatha-, karma-, bhakti-, raja-, jnana-yoga m.fl., der hænger sammen med det faktum, at der findes vidt forskellige mennesketyper. (Note 11)

Læren om karma-samsara

Læren om karma-samsara kom til den vestlige verden i løbet af 1800-tallet, hvor engelske og tyske lærde studerede og oversatte de indiske filosofiske kildeskrifter, ligesom den indiske reformbevægelse Brahma Samaj (brahma samfundet), stiftet 1828, udsendte flere indiske lærde på foredragsturneer til enkelte vestlige lande. Bevægelsen omfattede især navne som stifteren Ram Mohan Ray (1772-1833), Debendranath Tagore (Thakur) (1817-1905) og Kechab Chandra Sen (1938-1884). Det samme gjorde Ramakrishna-missionen, hvis mest kendte repræsentant var Ramakrishnas betydeligste discipel Narendra Nath Datta, bedre kendt under navnet Swami Vivekananda (1862-1902). Gadadhar Chatterji eller Ramakrishna (1834-1886) var en fremtrædende skikkelse i hinduismen i 1800-tallets Indien, og hans betydeligste lære var nok, at han sidestillede alle religioner og mente, at enhver religion, hvad dens lære end går ud på, bliver til sand religion, når mennesket kærligt hengiver sig til Gud og kærligt tjener sin næste. Derfor er der ingen grund til at vrage den ene religion for den anden, men derimod gøre det klart for enhver, at de kristne bør stræbe efter at blive ét med Gud i kristendommen, muslimerne i islam og hinduerne i hinduismen.

Det fornyende ved Brahma Samaj var, at man tilstræbte en rationalistisk nytolkning af hinduismens lærdomme, især for at imødegå de kristne missionærers kritik. Men det var i nok så høj grad bevægelsen Arya Samaj (ariernes samfund), stiftet 1875 i Bombay af Dayananda Sarasvati (1824-1883), der repræsenterede oppositionen imod kristen mission og anden vestlig indflydelse i Indien. (Note 12)

Blandt de vestlige akademiske formidlere af klassisk indisk filosofi kan nævnes den tyske litteraturhistoriker, oversætter, forfatter, indolog og filosof August Wilhelm von Schlegel (1767-1855); den tyske professor, fra 1868 i komparativ filologi Max Müller (1823-1900); den danske ekspert i germansk filologi og orientalist, professor Poul Tuxen (1880-1955); den østrigske forfatter, filosof og antroposofist Rudolf Steiner (1861-1925); den populære engelske forfatter, journalist og mystiker Paul Brunton (1898-1981), herhjemme forfatteren Johannes Hohlenberg (1881-1960), som var discipel af den indiske filosof, yogi og guru Sri Aurobindo Ghose (1872-1950); og forfatteren, terapeuten, filosoffen og billedhuggeren Sofus Nervil (1874-1941).

NB! De værker af de ovennævnte respektive forfattere, der vil være relevante for denne afhandling, vil blive nævnt i litteraturlisten til slut i denne artikel.

Som det vil være fremgået af det ovenfor omtalte, er kendskabet til, eller måske rettere bekendtskabet med, klassiske indisk filosofiske systemer her i vesten – og ikke mindst i Danmark – altså oprindeligt især blevet formidlet af to grupper af mennesker, dels af både lidt ældre og nyere indiske filosoffer og såkaldte guruer (indiske religiøse og filosofiske lærere), og dels af nogle danske og udenlandske akademikere. Men størst succes, hvad angår udbredelse af kendskab til en 'europæiseret' udgave af indisk filosofi i form af systemerne Sankhya, Yoga og Vedanta, fik den især i okkulte og pseudofilosofiske kredse herostratisk berømte russisk fødte Helena Petrovna Blavatsky, født von Hahn-Rottenstein (1831-91), bedre kendt under navnet Madame Blavatsky.

Den teosofiske lære

Det var som nævnt særlig den teosofiske lære, som i slutningen af 1800-tallet blev fremført af den ovenfor nævnte Madame Blavatsky, der kom til at spille en rolle for indisk filosofis og religions indpas i Europa og Amerika. I 1875 stiftede Madame Blavatsky ”The Theosofical Society” ("Det Teosofiske Selskab") i New York, og gennem dette selskab udbredtes hendes okkulte lære, som er en blanding af europæiske såvel som indiske elementer. Teosofien er en gnostisk-synkretistisk lære, hvori Gud er tilværelsens centrum, verden, som er udstrømmet (emaneret) af Guddommen, er syv-delt og grundlæggende åndelig. Særlig ved hjælp af mahatmaer (store vismænd) og guruer vil visdom om Gud kunne opnås efter mange og erfaringsberigende reinkarnationer. Dette var og er i hvert fald teorien.

Madame Blavatsky flyttede i 1879 til Indien, hvor hun oprettede hovedkvarter i Adyar ved Madras i det sydlige Indien, og herfra udbredtes den teosofiske lære ved hjælp af en lang række bøger og skrifter. Fra 1891 blev Annie Besant (1847-1933), omkring Madame Blavatskys død, en energisk leder af Teosofisk Selskab, og under hendes lederskab eller regime blev den ganske unge inder Jiddu Krishnamurti (1897-1986) i 1924 udråbt til åndelig leder ("Verdens Frelser") af en international teosofisk retning, "Stjernen i Øst", som han dog siden vendte sig imod og opløste med henvisning til, at ethvert menneske må søge sandheden og finde den hos sig selv. Dette budskab har han udbredt gennem omfattende foredragsrejser og gennem bøger, hvoraf mange er oversat til dansk. Heri forkynder Krishnamurti en lære, der er uddraget af europæiske og indiske kilder, om en skjult harmoni mellem altet og enkeltsjælene, som kan erfares gennem intuition og i forening med erkendelse af jeget føre til sjælefred.

Et navn af betydning for udbredelsen af læren om reinkarnation i den vestlige verden, er også den østrigske filosofiske forfatter Rudolf Steiner (1861-1925). Han tilsluttede sig oprindelig teosofien, men brød i 1913 med denne og grundlagde sin egen okkult-filosofiske retning: Antroposofien, og stiftede desuden Antroposofisk Samfund med hovedkvarter i Institut Goetheanum i Dornach ved Basel i Schweiz. Hans lære, antroposofien (= kundskab om mennesket), er en gnostisk-synkretistisk lære som har hentet inspiration i indisk karma-og reinkarnations-opfattelse, i Goethes organisme-tanke og i en panteistisk forståelse af Jesus, dvs. en opfattelse af at Gud og verdensaltet, naturen, er ét. Det er Steiners opfattelse, at mennesket gennem moralsk-åndelig livsførelse kan udvikle sig og gå op i stadig højere æter-lag til slutstadiet: åndemenneskets. Steiner skrev en hel del bøger, udformede en biodynamisk landbrugslære og fik en betydelig indflydelse på vestlig pædagogik, især gennem oprettelsen af specialskoler i flere lande, bl.a. i Danmark. (Note 13)

Reinkarnationens rolle i Martinus’ kosmologi

Vi skal herefter knytte an til denne artikels hovedemne og fokusere på den intuitionsbegavede danske tænker og mystiker Martinus og hans livsværk i form af et såkaldt kosmisk verdensbillede, primært formidlet af ham selv via bøger, artikler, foredrag og ikke mindst en lang række symboltegninger. Til at begynde med betegnede Martinus selv sin virksomhed som en mission, der var blevet ham pålagt, men senere gik han over til at betegne sit arbejde og værk som en åndsvidenskab. Som tiden gik opstod der problemer med at anvende den sidstnævnte og i en vis forstand misvisende betegnelse, hvorfor ordet og begrebet kosmologi blev indført og anvendt i stedet for. (Note 14)

Her i Danmark fik reinkarnationstanken eller snarere karma-samsara-forestillingen et gennembrud i og med den da 30-årige Martinus Thomsens åndelige oplevelser eller indvielse i påsken 1921. Han og hans lære forblev imidlertid ukendt for den store offentlighed, men så meget mere energisk blev der arbejdet i det stille og helt udenfor mediernes søgelys. 1921-28 tilbragte Martinus med at tegne stort set de fleste af sine mange symboler, der ved hjælp af enkle geometriske former, som f.eks. cirkler, trekanter, romber o. lign., skulle gøre det lettere for i hvert fald visuelt begavede at opfatte og forstå hovedtrækkene i det i god forstand fantastiske verdensbillede og dettes åndelige lovmæssigheder og principper, han via sin nyligt opnåede kosmiske bevidsthed og veludviklede intuitionsevne havde fået adgang til at opleve i form af en åbenbaring.

Den sidstnævnte begivenhed, som fandt sted i påsken 1921, har Martinus indgående beskrevet forløbet af i bogen "Omkring min missions fødsel". For en mission følte Martinus, at der ved den lejlighed var blevet pålagt ham, og han var derfor forpligtet til at gøre sit til at udbrede det gode budskab om det ny helhedsbillede af verden og tilværelsen, primært i form af foredrag, som Martinus selv forestod. Og herunder viste han netop de nævnte lysbilleder af sine egenhændigt meget dygtigt håndtegnede og farvelagte symboler. Der blev også tidligt afholdt studiekredse, som blev ledet af Martinus' første elev og sekretær, Erik Gerner Larsson (1907-1973), som i det hele taget var og blev en afgørende faktor og primus motor, dels for udbredelsen af Martinus' tanker i de følgende mange år, og dels for oprettelsen af de institutioner, som i praksis skulle administrere og formidle 'missionen' - Martinus foretrak siden at kalde denne for "sagen". Her skal jeg dog ikke gå dybere eller nærmere ind i "sagen"s efterhånden lange historie, men må i det spørgsmål henvise til websitet http://www.martinus.dk/

Nået hertil skal vi se lidt nærmere på, hvordan Martinus opfatter spørgsmålet om karma-reinkarnation, og det kan med det samme siges, at han indenfor rammerne af sin kosmologi beskriver disse begreber og fænomener grundigt og udelukkende positivt. Nemlig som absolut nødvendige, værdifulde og uundværlige faktorer eller elementer i det helhedsbillede af verden og tilværelsen, han har forelagt i form af sine symboler og de dertil knyttede logiske kosmiske analyser, hvis slutfacit munder ud i en bekræftelse af den bibelske konstatering af, at "alt er såre godt". (Note 15)

Hvad er kosmisk bevidsthed?

Det siger næsten sig selv, at det kan have afgørende interesse, at gøre rede for, hvad Martinus forstår ved fænomenerne og begreberne ”bevidsthed” og især ”kosmisk bevidsthed”. Førstnævnte form for bevidsthed, den vi stort set alle kender fra os selv, betegner Martinus også som ”sansningen på tværs af materien” og ”den lavpsykiske sansehorisont”. Den sidstnævnte form for bevidsthed betegner Martinus som ”sansningen på langs ad materien” og ”den højpsykiske sansehorisont”. Disse fænomener og begreber har Martinus behandlet detaljeret og indgående i sit store livsværk, først og fremmest i sine trykte værker Livets Bog 1-7 og i symbolværket Det Evige Verdensbillede, samt i mange af sine småbøger.

Det er Martinus' påstand, at kosmisk bevidsthed giver individet adgang ad to veje eller kanaler til den lokalitet i den guddommelige bevidsthed, han betegner som ”visdomsoceanet”, som rummer eller indeholder samtlige levende væseners livsoplevelser i form af de koncentrerede og forædlede erindringer, han benævner som guldkopi-erindringer. Den ene adgangsvej er via hukommelsesevnen og den anden er via intuitionsevnen. Om den sidstnævnte adgangsvej har Martinus blandt andet skrevet følgende, hvilket jeg her skal tillade mig at citere, men gengive med moderne retskrivning:

(Citat) 199. Hos ethvert jordmenneske, der er så langt fremme i udviklingen, at det har enkelte øjeblikke, hvor det er udrenset for lavere energier, hvilket i dette tilfælde vil sige øjeblikke, hvor det gennemstrømmes af ren kærlighedsenergi, og det derved befinder sig i ren og høj åndelig ekstase, der igen er det samme som inspirationstilstand, kan intuitionsfunktionen finde sted. Individet oplever da uden nogen som helst forudgående analysering eller definition i sådanne øjeblikke en pludselig opståen eller fremkomst af nye åndsoplevelser eller tankebilleder i dets bevidsthed. Sådanne pludseligt gennem glæde eller ekstase opståede nye og færdige tankebilleder kalder vi ”intuitioner”. Intuitioner er således identiske med symptomer på eller resultater af den i form af samarbejdet mellem følelses-, intelligens- og intutionslegemsfosteret udløste åndsfunktion i individets underbevidsthed.

200. Hos forfattere eller kunstnere,hvilket igen vil sige væsener, der arbejder eget med højere følelses- og intelligenserindringer, kan intuitionsevnen komme til udløsning i sådanne øjeblikke, hvor deres bevidsthed strejfer erindringer af ren kærlighedsmaterie, og de samme væsener derved kommer i ekstase eller inspirationstilstand. Når intuitionsevnen således et øjeblik kommer til udbrud hos en forfatter eller kunstner, kommer der i form af lynsnare glimt nyt idémateriale til et digt, skuespil eller eventyr eller andre former for kunstmanifestationer frem til hans bevidste tankeverden i organiseret eller færdigbygget form. Et sådant væsen bliver derved i sin manifestation principielt forskelligt fra væsenet uden intuition, idet dette jo må opbygge sit materiale i kraft af intelligenslegemet alene.

201. Da intuitionsfunktionen sætter individet i stand til at udnytte erindringsmateriale, der for længst er udgået af dets dagsbevidsthed, hvilket vilsige for længst glemt af samme individ, medens intelligensfunktionen kun sætter individet i stand til at udnytte det af sit eget erindringsmateriale, der endnu er fremme i dets dagsbevidsthed, bliver førstnævnte funktions resultater således udtryk for et langt større horisontområde end intelligensfunktionen og som før nævnt udgørende den absolutte basis for genialiteten i enhver form for højere åndsmanifestation eller skabelse.

202. Ligesom intuitionen begynder at gøre sig gældende i den fremskredne kunstners eller forfatters bevidsthed, således begynder den også at gøre sig gældende i den fremskredne videnskabsmands eller forskers bevidsthed. Når han når så langt frem i sin forskning, at han begynder at arbejde med så rene åndsproblemer, at de består af kærlighedsenergi, da kommer han også i inspirations- eller ekstasetilstand og får derved gennem intuitionen adgang til ånds- eller erindringsmateriale, der ligger udenfor hans vågne bevidsthed. Intuitionen viser sig da her som små glimt eller brudstykker af absolut viden, og disse glimt bliver således begyndelsen til ”kosmisk klarsyn”.

203. Som tidligere nævnt kan man ikke med intelligenslegemet alene sanse eller udnytte sine allerhøjeste åndserindringer eller erindringer bestående af den allerhøjeste følelses- og intelligensenergi i harmoniseret form. Disse erindringer kan kun sanses og udnyttes i kraft af intuitionslegemet. Medens individet mere eller mindre er bevidst i sine i kraft af intelligenslegemet i form af ræsonnering eller tænkning foretagne omflytninger af de almindelige syns- og hørefornemmelseserindringer og samtidig ha disse under viljens kontrol, så er de i kraft af intuitionslegemet foretagne sansninger og udnyttelser af de højere åndserindringer endnu ikke hos jordmennesket under dets bevidste kontrol og forekommer ikke permanent, men kun i sådanne øjeblikke, hvor inte indgreb af tyngdeenergien, hvilket vil sige det samme som intet indgreb af lavere tendenser, finder sted i det pågældende individs bevidsthed. I sådanne øjeblikke kan individet i kraft af sit intuitionslegeme komme i kontakt med sit højeste erindringsmateriale. Dette vil altså igen sige, at individet i sådanne øjeblikke bliver i stand til, om end endnu i ubevidst form og således alene i kraft af tiltræknings- og frastødningsloven, at kunne udnytte sine virkelige højeste åndserindringer til fordel for genkendelsesevnens udstrækning til genkendelse af nye højeste åndsoplevelser, hvilken genkendelse igen er det samme som”kosmisk bevidsthed” eller ”klarsyn”, samtidigt med, at det naturligvis også får evne til at udnytte samme høje erindringsmateriale til fordel for skabelsen af nye åndsbilledformationer og således får forsøget sin skabeevne. Da selv de fremskredne jordmennesker endnu hovedsageligt befinder sig i de fysiske fornemmelseserindringsfunktioner, hvilket vil sige de mindre fremskredne intelligens og følelsesfunktioner, og kun momentvis befinder sig i den rene kærlighedsfunktion, og intuitionsfunktionen kun kan finde sted under denne, bliver intuitionsoplevelserne således tilsvarende momentvis. Når individets følelseslegemsfoster når at blive så udviklet, at det kan bære dets dagsbevidsthed og ikke længere udgør et fosterlegeme, da bliver individet permanent isin kærlighedsfunktion og således også permanent i sin intuitionsfunktion, der derved kommer under viljens kontrol, på samme måde som intelligensfunktionen allerede nu er det hos jordmennesket.

204. Med tilegnelsen af den permanente intuitionsfunktion er individet altså nået så langt i sin udvikling, at det skal til at begynde bevidst at færdes med samme lethed i de åndelige sfærer som den, med hvilken de ellers kun plejer at kunne bevæge sig i de fysiske regioner. Og gennem denne nye kosmiske bevidsthedstilstand begynder verdensaltet at åbenbare sit store mysterium for dens indehaver. Da denne tilstand altid udløser sin begyndelse med en voldsom ekstase for det pågældende individ, hvorefter det forbliver permanent bevidst i den kosmiske verden, har vi her i Livets Bog udtrykt nævnte tilstand under begrebet #den stor fødsel”, som vi altså i senere kapitler nærmere skal lære at kende.

205. Selv om intuitionsfunktionen hod det fremskredne jordmenneske endnu kun er momentvis og udenfor dets viljekontrol, spiller nævnte funktion allerede en synlig rolle i det pågældende væsens daglige bevidsthedsliv og sætter sit præg på dets manifestationer.

Som før nævnt oplever jordmennesket ikke selve intuitionsfunktionen, men kun dens resultater. Disse kan fremtræde dels som ufejlbarlig ”øjeblikkelig viden” og udgør da en ubevidst udnyttelse af individets allerhøjeste ånds- eller erindringsmateriale til fordel for genkendelsesevnen, og dels som færdige idématerialer til helt nye tankebilledformationer og disses videre transformation til tyngdeenergien eller den fysiske materie, og bliver da udgørende en intuitionsudnyttelse af individets allerhøjeste ånds- eller erindringsmateriale til fordel for dets skabevne. (Citat slut) (Note 16)

Kommentar: Martinus-kyndige vil vide, at når Martinus operer med begreber som f.eks. intuitionslegemet, skyldes det hans opfattelse og definition af de tre hovedinstanser, der ifølge hans kosmologi udgør et levende væsen, herunder naturligvis også mennesket. Det drejer sig om et treenigt princip i form af 1. Jeget, 2. bevidstheden og 3. organismen, som også kan udtrykkes som henholdsvis 1. Jeget, 2. overbevidstheden og 3. underbevidstheden, eller som 1. Skaberen, 2. skabe- og oplevelsesevnen, og 3. det skabte og oplevede. - Martinus opfatter og opererer med, at ethvert levende væsen er i besiddelse af følgende legemer. 1. instinktlegemet eller -energien, 2. tyngdelegemet eller -enegien, 3. følelseslegemet eller -energien, 4. intelligenslegemet eller -energien, 6. hukommelseslegemet eller -energien, og 7. Evighedslegemet eller -energien i form af den såkaldte Moderenergien. Det sidstnævnte, fordi denne energi angiveligt er ophav eller ”moder” til samtlige nævnte øvrige energier. Faderprincippet forekommer i form af Jeget, der som nævnt er den absolutte hovedinstans i sammenhængen. Moderenergien repræsenteres desuden af overbevidstheden, medens de 6 øvrige grundenergier repræsenterer underbevidstheden, som i øvrigt ikke bør forveksles med det psykologiske begreb af samme navn. I Martinus' kosmologi markerer begrebet underbevidstheden i stedet bevidstheden, der funktionelt rangerer under overbevidstheden.-(Note 17)

Så meget kan vi ikke-kosmisk bevidste formentlig tænke os til rent psykologisk og teoretisk angående kosmisk bevidsthed, nemlig at dén afbalancerede optimistiske sindstilstand, hvorunder man føler sig i harmoni med sig selv og sine medmennesker og omgivelser, og hvor man ikke dømmer og slet ikke fordømmer nogen eller noget, den er en forudsætning og betingelse for, at kunne opfatte livet og verden helt uden sympatier, antipatier, idiosynkrasier og fordomme. Det er den 'platform', hvorfra man kan se den virkelige verden og ikke kun ens egen eller andres mere eller mindre forvanskede eller illusoriske version af denne.

Nået så langt som hertil, har vi kunnet konstatere, at det at studere og prøve på at forstå og fastholde de såkaldt kosmiske analyser og livsfacitter, der tilsammen udgør Martinus' kosmologi eller verdensbillede, faktisk stiller store krav til den studerendes intelligens og intuition og – ikke mindst – tålmodighed eller udholdenhed. Man kommer i hvert fald ikke sovende til den fulde forståelse af, hvad det er nævnte kosmologi kan og vil fortælle os om verden og tilværelsen.

Men selv om man i hvert fald kan og må konstatere, at det helt utvivlsomt har kostet både tid, energi og en god portion tålmodighed og dertil en udviklet intelligens og ditto intuition hos Martinus under det årelange arbejde med at analysere og nedskrive sine kosmiske analyser og disses facitter, så må det som forsøgsvis sandhedssøger være tilladt at forholde sig skeptisk og sagligt kritisk til hans forunderlige og nærmest eventyrlige kæmpeværk. Derfor vil jeg her rejse det lidt kildne spørgsmål, om Martinus altid og ufravigeligt benyttede sin såkaldte ”kosmiske bevidsthed”?

Skepsis og tvivl

Et helt basalt tvivlsspørgsmål kunne desuden eksempelvis være, om der virkelig findes en så omfattende form for bevidsthed, som den Martinus betegner og beskriver som ”kosmisk bevidsthed”? - Spørgsmålet er dog nok lettere stillet end besvaret. Rent faktisk føler jeg mig ikke selv kvalificeret til at besvare spørgsmålet med enten et bekræftende ja eller et benægtende nej. Så end så længe må svaret blive hængende i 'luften'.

Men det behøver dog ikke at være nogen hemmelighed, at jeg under min årelange beskæftigelse med og studium af Martinus' verdensbilledes faktorer, lovmæssigheder og kræfter, tid efter anden er stødt på påstande af Martinus, som jeg har haft og fortsat har vanskeligt ved at acceptere som udtryk for uimodsigelige objektive sandheder. Der kunne jo nemlig teoretisk set være tale om et genialt 'fantasibillede' af livet og verden, som naturligvis på mange punkter korresponderer med virkelighedens verden. Ganske som tilfældet kan siges at være med andre former for filosofiske systemer, som eksempelvis de klassiske indiske filosofisystemer og Rudolf Steiners filosofiske system Antroposofien. Det skal jeg vende tilbage til.

I mellemtiden kan det konstateres, at også andre end mig har reageret skeptisk og kritisk på både Martinus som person og især på hans selvopfattelse som en såkaldt ”verdensgenløser”, og desuden også ved at rette kritik imod selve værket og dets indhold og konklusioner. Det findes der et markant eksempel på i form af det følgende, som jeg tillader mig at citere fra min egen artikel, skrevet i 2008: 2.22. Om at finde sig i kritik – om en kritisk anmeldelse:

Bemærk, at især af hensyn til yngre læsere er al tekst og alle citater, bortset fra navne- og stedord, her fortsat gengivet med moderne retskrivning:

(Citat) I tidens løb har Martinus, både som person og som kosmologisk forfatter, været udsat for mere eller mindre kraftig kritik. Det var i øvrigt hvad han selv forventede, men han havde som grundholdning valgt stort set at overholde sit eget gode råd til sine tilhængere, om at man blandt andet på baggrund af skæbneloven, men også af etiske grunde, bør finde sig i alt og forholde sig neutral, og aldrig tage til genmæle mod bagtalelse og usaglig kritik (Jvf. Med Martinus Instituts Samarbejds Strukturen, § 2 f). Heri var han formentlig blevet belært af personlig erfaring, idet han i begyndelsen af sin karriere ikke fra alle sider var blevet mødt med lige stor forståelse og sympati. Dertil kom en ikke altid lige nem etableringsfase, hvorunder han ved forskellige venners og bekendtes sympatiske støtte og især økonomiske hjælp gjorde sig store anstrengelser for også at skabe en ydre, fysisk ramme omkring den ideelle mission, han følte og var overbevist om, at der var blevet pålagt ham som en følge af hans indvielse i påsken 1921.

Om den nævnte indvielse vil man nemmest og bedst kunne læse i Martinus' småbog ”Omkring min missions fødsel”, hvori han selv fortæller detaljeret om de for ham selv og andre fuldkommen uventede psykiske eller spirituelle oplevelser, han kom ud for i påsken 1921.

Indledning til kritikken

I 2005 udgav forlaget Kosmologisk Information 2-bindsværket ”Martinus og hans livsværk Det Tredje Testamente. En biografi.”, forfattet af pensioneret lektor i plantefysiologi og biokemi, Kurt Christiansen (f. 1932). Baggrunden for udgivelsen var, at forfatteren efter længere tids studium af forskellige religioner og trosretninger var blevet opmærksom på Martinus og hans kosmologi, og efterfølgende gav sig til at undersøge, hvem og hvad Martinus var som menneske og om han selv efterlevede sin egen læres høje etik og moral. Det konkluderede Kurt Christiansen (KC) at Martinus gjorde, og det førte til, at han ønskede at delagtiggøre andre interesserede i sine undersøgelsesresultater, som han derfor har fremlagt åbent, fordomsfrit og detaljeret i ovennævnte biografi.

Men undervejs med arbejdet på biografien havde KC angiveligt ikke mødt forståelse fra alle relevante instanser, herunder først og fremmest Rådet hos Martinus Institut, som tidligere havde afvist en rapport om Martinus’ familie- og slægtskabsforhold, som daværende bestyrer af museet ”Martinus’ barndomshjem” i Sindal, Axel Kristensen, havde udarbejdet i 1991-92, og som indeholdt hidtil upåagtede og ukendte oplysninger om Martinus’ biologiske herkomst samt en samling af fotografier af de omhandlede personer. De nye oplysninger stemte ikke i ét og alt med, hvad Martinus i sine erindringer selv har oplyst om sine slægtskabsforhold, hvilket formentlig skyldtes, at han ikke selv lagde vægt på sådanne biomstændigheder. Men eftersom Rådet i medfør af Samarbejds-strukturen for Martinus Institut har til primæropgave at værne om Martinus’ minde og hans store forfatterskab, og i videst muligt omfang sørge for at dette ikke bliver forvansket eller misbrugt, foretrækker man derfor i hovedsagen at fremme i offentligheden, hvad Martinus egenhændigt har skrevet om sig selv og sit værk, og sekundært, hvad der er skrevet og udgivet med Rådets godkendelse. Det sidstnævnte gælder f.eks. bogen ”Martinus – som vi husker ham” (1990). (Note 18)

Den første biografi om Martinus, ”Martinus. En kort fremstilling af hans barndom og ungdom samt et lille indblik i hans lære”, blev skrevet af Martinus’ første medarbejder, Erik Gerner Larsson (1907-73), og udkom på Axel Andersens Forlag 1933. Bogens indhold var en fuldkommen loyal og indforstået skildring af Martinus’ liv og virke op til udgivelsesåret. Der skulle derefter komme til at gå fyrre år, før Martinus-interesserede officielt fik andet og mere at vide om personen Martinus’ liv og virke, men denne gang kom skildringen fra ham selv, nemlig i og med bogen ”Martinus’ Erindringer”, som med assistance af en god ven, forlægger Sam Zinglersen, blev udgivet af Martinus Institut i 1987. Biogens tilblivelse skyldtes oprindelig Martinus selv, idet han omkring 70-års alderen mente, at han af hensyn til sine efterhånden mange tilhængere burde skrive sine erindringer. Men eftersom han på det tidspunkt var stærkt optaget af at udarbejde sit andet store hovedværk, symbolbøgerne ”Det Evige Verdensbillede ”, indså han, at det kun ville levne ham tid til at indtale sine erindringer på bånd. Disse kunne vennen så senere nedskrive og omarbejde til et brugbart manuskript. I den anledning henvendte Martinus sig derfor til sin ven gennem mange år, Sam Zinglersen, og bad denne hjælpe sig med at forestå båndoptagelserne. Det var i foråret 1963 og det blev derefter arrangeret sådan, at Martinus besøgte vennen tre aftener om ugen, hvor en lille gruppe, som foruden af Zinglersen selv også bestod af Martinus’ personlige venner, ægteparret Oluf og Käthe Palm, samt af hans unge elev og nære medarbejder Per Bruus-Jensen, udgjorde spørgeholdet. (Note 19)

Martinus’ selvbiografi uddybede på mange interessante punkter den første og mere summariske biografi forfattet af Gerner Larsson i 1933, hvilket naturligvis først og fremmest skyldtes, at det var ’kilden’ selv, der nu fortalte om sit liv fra fødslen og om sit senere virke op til foråret 1963, hvor han var godt og vel 72 år. Men der var naturligvis primært tale om en personlig og subjektiv skildring, hvori Martinus formentlig med vilje havde undladt at fortælle om detaljer i sit liv, som han må have skønnet ikke ville have væsentlig betydning for forståelsen af hans personlighed og liv. Det drejer sig f.eks. om hans nærmeste familie- eller slægtskabsforhold, blandt andet, at skønt hans selvbiografi efterlader indtrykket af, at han var sin ugifte mors eneste barn, så havde han faktisk fire hel- eller halvsøskende. (Note 20)

Martinus var selv af den opfattelse, at hans biologiske far kunne være gårdejer Lars Larsen, som han tilmed mente var halvjøde. Martinus Erindringer, pp. 9-12. Men ifølge KC 1, pp. 17-28, har det ikke sandsynligheden for sig, hvorimod dette er tilfældet for den mand, som Martinus’ mor, Else Christine Mikkelsen (1848-1901), udlagde som barnefader og som hun i forvejen havde et af sine fire andre børn med. Hans navn var Michael Christian Christensen Thomsen (1866-1946). I øvrigt havde Martinus tydelige og umiskendelige ansigtstræk tilfælles med sin mor og til en vis grad også med sin far, Michael Thomsen. (Note 21)

Tre år senere, i 1990, udgav Zinglersen’s Forlag også bogen ”Martinus – som vi husker ham. 30 af Martinus’ venner gennem en menneskealder fortæller om deres indtryk af og oplevelser med Martinus.” Bogen blev til på Sam Zinglersens initiativ og udgør et udmærket og på sin vis uddybende supplement til Martinus’ egne erindringer, og dens i alt tredive bidrag bærer alle mere eller mindre præg af stor loyalitet, indforståethed og kærlighed til den for længst afdøde ven og læremester. Kun en enkelt bidragyder, vennen Benjamin Saxe, fortæller noget, der kan tolkes som en form for korrektion af ’myten’ om Martinus, idet den citerer en udtalelse, hvorunder Martinus engang skulle have sagt følgende til en ven: ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed, ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting.”

Mange tilhængere af Martinus og hans livsværk havde og har et behov og en tilbøjelighed til at ville se ham som et slags ’overmenneske’, skønt han i sit dagligliv på mange måder ikke adskilte sig fra andre og mere almindelige mennesker. Men det skabte en myte om Martinus, ifølge hvilken han bl.a. var i besiddelse af ”permanent kosmisk bevidsthed”. Det var det, der fik den nævnte pågældende ven til at mene, at Martinus så også konstant og øjeblikkeligt måtte kunne svare på et hvilket som helst spørgsmål, der blev stillet ham. Men dertil skal Martinus som nævnt angiveligt have udtalt, ”at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på ”Livets Bog”. (Note 22)

Blandt de mange emner, der behandles i KC’s store kronologiske Martinus-biografi, er blandt andet omtalen af den modtagelse et særtryk af første bind af ”Livets Bog” fik ved sin udgivelse i august 1932. Særtrykket af ”Livets Bog” var dennes 4. kapitel: ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse eller Menneskehedens sociale Fremtidsskæbne”, som til den nette salgspris af kr. 1,50 blev udgivet på Axel Andersens Forlag. Bogen blev senere anmeldt i ugebladet ”Det Frie Blad”, som udkom i årene 1920-40 og var en afløser for de tidligere udkomne tidsskrifter ”Ret”, ”Retsstaten” og ”Retsforbundet”. Bladet var primært talerør for ”retsstatsideen” og var dermed også talerør for Retsstatspartiet, en hyppigt anvendt betegnelse for Danmarks Retsforbund, et politisk parti, der blev grundlagt i 1919 og som baserede sig på et udpræget liberalistisk grundlag, med den hovedopgave at gennemføre fuld grundskyld, hvorved samfundsskabt forøgelse af jordværdien skulle inddrages. (Note 23)

Men tilbage til ”Det Frie Blad”, som i sit nr. 10, 1933, anmeldte ovennævnte særtryk af 4. kapitel i ”Livets Bog”. Anmelderen var ingen ringere end forfatteren og kunstmaleren Johannes Hohlenberg (1881-1960), som især blev kendt for sin bog ”YOGA i dens betydning for Europa” (1916; flere senere genoptryk), hvori han også havde gengivet uddrag af det indiske hellige skrift Bhagavadgita (”Herrens sang”), som han havde oversat fra Sanskrit sammen med Sri Ananda Acharya, der på den tid var bosat i Skandinavien. Desuden har han skrevet bøger om Søren Kierkegaard: ”Søren Kierkegaard. En biografi” (1940) og ”Den ensommes Vej” (1948), samt været redaktør for udgivelsen af det Kierkegaard-inspirerede tidsskrift ”Øjeblikket” (1947-54), der fortrinsvis handlede om liberalistisk inspireret økonomi, politik og filosofi. (Note 24)

I 1933 havde Hohlenberg dog som nævnt endnu kun udgivet og genudgivet bogen om Yoga, hvilken var et resultat af hans ophold i Indien i 1915, hvorunder han angiveligt havde studeret indisk filosofi, herunder Raja Yoga og Karma Yoga, hos den indiske filosof og guru Sri Aurobindo Ghose (1872-1950) i dennes ashram i Pondicherry i Fransk Indien. Det kan derfor undre, at Hohlenberg forholder sig så negativt til Martinus og hans værk, som tilfældet er i anmeldelsen, for beslægtetheden mellem indisk filosofi og Martinus’ kosmologi er så stor og indlysende, at den på trods af ganske vist væsentlige uoverensstemmelser må være åbenlys for enhver kender.

I forordet til sin bogs anden udgave, som udkom 1920, skriver Hohlenberg bl.a., at ”Bogen som helhed maa tages som det enhver bog er: et udtryk for sin forfatters tanker på det tidspunkt da han skrev den.” Det skal angiveligt forstås sådan, at forfatteren under indtryk af oplevelser og erfaringer, han i mellemtiden havde gjort, har modtaget ”nye impulser” og fået ”åbnet for nye synslinier.” Bogen blev som nævnt skrevet omkring 1915-16, altså under den grusomme Første Verdenskrig, som af gode grunde ikke har kunnet undgå at efterlade sig indtryk og givet anledning til en vis nytænkning, ikke kun hos Hohlenberg men også hos mange andre kulturmennesker. Altså havde Hohlenberg kort og godt med tiden ændret opfattelse på nogen punkter, hvilket i øvrigt fremgår af både bogens 3. udgave, som udkom i 1952, og af dens 4. udgave, der udkom på Borgens Forlag i 1980. Hohlenberg hentyder formentlig især til sin bogs ”Efterord”, hvori han konkluderer at der er et element i den europæiske kulturudvikling, som fører ud over den lære, der findes i Bhagavadgita om, at det er en gennem erkendelse og hengivelse opnået forening af det enkelte selv (atman) med det guddommelige selv (Brahman) og dettes vilje, at mennesket lærer at acceptere og undergive sig livets vilkår og forhold, uanset hvordan disse så end er og former sig. I Europa har personlighedsbegrebet haft en udvikling, der gør det umuligt for de fleste mennesker at acceptere noget forhold, blot fordi der henvises til at det ikke kan være anderledes end det netop er. Det europæiske og vestlige menneske kan ikke bare nøjes med at lægge alt i den guddommeliges hænder og lade naturen råde, men vil med fuld bevidsthed og af egen vilje uafladelig tage udfordringerne op, og af al kraft og evne forsøge at ændre forholdene til det bedre.

Set på denne baggrund er det højst overraskende, at Hohlenberg kan have haft noget at indvende imod Martinus’ opfattelse af et kommende verdensrige i form af et etableret og institutioneret inter- eller overnationalt samarbejde, og ligeledes imod hans betragtninger over menneskehedens retfærdige sociale fremtidsudsigter.

En barsk og skånselsløs anmeldelse

Men lad os herefter se nærmere på, hvad Hohlenbergs anmeldelse af særtrykket af ”Livets Bog”s 4. kapitel indeholder. Her vil vi tillade os at gå ud fra, at Martinus valgte at udgive et særtryk af sit hovedværks 4. kapitel: ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse eller Menneskehedens sociale Fremtidsskæbne”, fordi han formentlig må have ment at netop dette emne ville være af aktuel interesse i en tid, som stadig var præget af erindringerne og erfaringerne fra den blodige verdenskrig 1914-18, og som desuden havde ført til at man i 1919 havde oprettet ”Folkenes Forbund”, primært med det formål at undgå krig og bevare freden for al fremtid. Hensigten var at internationale konflikter skulle løses ad forhandlingens vej og at der kun skulle bruges ikke-militære tvangsmidler, såkaldte sanktioner, mod en angriber. Delegeretforsamlingen, som skulle samles tre gange om året, havde 15 medlemmer, og der var kun én stemme til hvert medlemsland uanset landets størrelse og indbyggertal. Første samling fandt sted i Genève i 1920, og forhåbningerne var store, men det viste sig snart, at det var svært at nå til enighed mellem landene, som stadig prioriterede særinteresser. Folkeforbundet kunne således ikke forebygge eller forhindre udbruddet af 2. Verdenskrig. På grund af interne uoverensstemmelser mellem medlemmerne måtte Folkeforbundet ophøre i 1946, men reelt var sammenbruddet begyndt i 1933, da Japan udmeldte sig efter angrebet på Kina 1931, hvilket Folkeforbundet ikke havde kraft til at standse ved sanktioner. Derefter meldte Nazi-Tyskland sig ud i 1935, samme år som Italien angreb Etiopien. Sanktioner hjalp intet, og da Folkeforbundet heller ikke kunne afværge 2. verdenskrigs udbrud, var dets eksistens derfor blevet umuliggjort. Forbundet fortsatte dog til 1946, idet dets ikke-politiske humanitære arbejde, så som bekæmpelse af slavehandel, narkotikamisbrug og epidemier samt styrkelse af kulturelt samarbejde fortsattes. I mellemtiden havde tanken om overnationalt samarbejde fået fornyet kraft som følge af 2. verdenskrigs rædsler, og den udmøntede sig i oprettelsen af organisationen Forenede Nationer (FN) i 1945, kort efter krigens afslutning i Europa. Men det er en anden og længere historie, som ikke hører direkte hjemme i denne sammenhæng.

Ifølge de foreliggende oplysninger afsluttede Martinus manuskriptet til 1. bind af Livets Bog i 1930, men før det skulle gå i trykken havde han ladet nogle af sine nærmeste venner gennemlæse det. Det var imidlertid en ordning, Martinus hurtigt fortrød, for da han fik sit manuskript tilbage var det overstreget og fyldt med rettelser, og en enkelt ven syntes tilmed ikke at Martinus mestrede at udtrykke sig på godt dansk og foreslog derfor, at Martinus skulle forelægge sine ideer for ham, hvorefter han ville formulere og nedskrive disse på et formfuldendt og korrekt dansk. Dette var Martinus ikke enig i, idet han ikke ønskede at nogen skulle rette i hans manuskript, men at det skulle forblive som han havde skrevet det, med sine mangler og fejl. (Note 25)

Det er på den baggrund interessant, at Martinus’ sprog lige præcis var et af de punkter, som Hohlenberg rettede sin skarpe og hvasse kritik imod:

”[...] Der findes i hele bogen ikke en klart formet tanke, ikke en prægnant formulering. Stilen er usikker, og forfatteren mangler fuldstændig sans for ordenes værdi og udtrykkets præcision. [...]” (Note 26)

Den liberalt tænkende Hohlenberg nøjedes dog ikke kun med at angribe Martinus’ sprog, men klandrede ham også for en usikker, uklar og banal tankegang, og for at have blandet ”populære kommunistiske programmer og folkeforbundsideer, måske en grad mere ubestemt end de sædvanlig formuleres”, ind i sammenhængen:

[...] Det er tanker, som ligger paa gaden, og som her er plukket op og præsenteres som åbenbaring af den højeste visdom, uden at der iøvrigt er gjort det mindste forsøg paa at tænke dem igennem og prøve, hvad de indeholder. Som et exempel blandt mange på, hvor usikkert han behersker både tanken og sproget, kan man nævne en sætning, hvori han udtaler sig om valutakurser. Den lyder saaledes: ”Når livsfornødenhederne ikke desto mindre er beslaglagt af sådanne ”børskonger”, som udelukkende kun kan være interesserede i på disse at holde en valutakurs eller prisnotering, der stadig kun står og falder med, hvad der er det allerhøjeste, det øvrige samfund kan tvinges til at betale, bliver vi atter vidne til, at magten ikke er forenet med retten.” – Det er åbenbart udtrykket ”står og falder” i forbindelse med forestillingen om, at valutakurser og prisnoteringer ”stiger og falder”, som har taget magten fra forfatteren og trukket sætningen ud i det rene vrøvl. Og således gennem hele bogen. Hvis man af de umådelig ordrige og vidtsvævende udviklinger uddestillerer det, forfatteren egentlig har villet sige, finder man helt igennem de mest indlysende selvfølgeligheder, som for exempel at magten og retten i denne verden ikke altid falder sammen, at menneskene ikke er så gode som de burde være, og at det skyldes, at de endnu ikke er nået det standpunkt, hvor man er det. Endogsaa, at 2 og 2 er 4, udvikles vidtløftigt på mange sider, og man får at vide, at hvis der er mennesker, der mener noget andet, så er det fordi deres erkendelse ikke er så udviklet, at de er i stand til at se det. [...]” (Note 27)

Den åbenbart selvsikre og bedrevidende Hohlenberg kunne dog ikke nøjes med at påpege de punkter i Martinus’ fremstilling, som han fandt angribelige, men måtte tage skridtet fuldt ud og advare sine læsere imod den mand og den lære, som efter hans mening kunne vise sig at blive farlig for mennesker uden åndeligt eller intellektuelt ståsted, eller som var så naive, at de manglede forudsætninger for at kunne bedømme, hvad den selvpromoverende ”verdenslærer” forsøgte at pådutte dem. I umiddelbar forlængelse af ovenstående citat fortsætter han derfor med følgende:

”[...] For at fortælle os det, som forfatteren her har brugt så mange sider for at udvikle, behøver, for at bruge Horatios’ udtryk, ingen ånd at komme til os fra graven, eller for at blive ved det, der her foreligger: der behøves ingen ”stor fødsel”. En ganske almindelig lille fødsel som den, vi alle har gennemgået, er fuldt tilstrækkelig. Men den der vil oplyse sine medmennesker om disse ting, skulle helst have oplevet lidt mere.

En bog som denne er ikke så uskyldig som den lader. Som jeg nylig i anden anledning skrev i ”Det Frie Blad”: enfoldighed er i vor tid ikke længere nogen undskyldning. Det er som Ibsens knappestøber siger:

I anelsens mangel

har fyren med hoven sin bedste angel.

[Min forklaring på ovenstående citat: I den enfoldige mangel på anelse eller fornemmelse har djævelen sit bedste fangstredskab. H.R.]

Det er ikke nok, at forfatteren naturligvis er i god tro. Når man vil optræde på denne måde, må man også vide, hvad man gør. Meget hellere en åbent udtalt foragt for alle menneskelige frihedskrav og en ærlig bekendelse til det ubegrænsede statstyranni end denne ansvarsløse legen med ting, hvis virkelige væsen og konsekvenser forfatteren åbenbart ikke har anelse om. I alt fald burde der være et nogenlunde rimeligt forhold mellem den erkendelsesmæssige kvalitet af det, der gives, og de prætentioner, hvormed det sendes ud. Det kunne jo tænkes, at der fandtes naive sjæle, der lod sig blænde af verdenslærerglorien og ikke så nøjere på, hvad den dækker over. Det er den eneste grund til at omtale denne bog. Sejlede den ikke under dette flag, ville den være ganske uden interesse.” (Note 28)

Martinus’ svar: ”En Imødegåelse”

Denne grausamer salbe kunne Martinus åbenbart og trods alt ikke lade stå uimodsagt, for i ”Det Frie Blad”s nr. 14, 1933, reagerede han med et svar på Hohlenbergs angreb, som han indleder med at gøre opmærksom på, at han normalt aldrig indlader sig på diskussion angående sit arbejde eller ”Livets Bog”, og altså heller ikke vil gøre det i dette tilfælde. Det begrunder han med, at påstand imod påstand ikke kan have nogen værdi for læserne, som han imidlertid gennem sit svar vil lade træffe deres egen afgørelse med hensyn til den ånd og hensigt, hvori og hvormed ”Livets Bog” er blevet skrevet. (Note 29)

Herefter fortsætter Martinus med i sit svar at pointere, at læseren af hans værk er fuldkommen frit stillet i sit forhold til de tanker og synspunkter, der fremføres i ”Livets Bog”, som i øvrigt ikke er beregnet på at skulle udgøre en ny form for dogmatik, men tværtimod gerne skulle virke inspirerende for selvstændig tænkning og erkendelse, alene med det formål at søge sandheden, hvad denne så end måtte vise sig at være. Det er derfor ikke hensigten med ”Livets Bog”, at denne skal lede sine læsere bort fra den religion, sekt, trosbekendelse eller livsanskuelse, disse eventuelt måtte være knyttet til, men udelukkende at henlede læsernes opmærksomhed på og stimulere til en upartisk og fordomsfri forståelse af, at hverdagslivets tildragelser, med disses behagelige så vel som ubehagelige oplevelser og erfaringer, overordnet set er udtryk for en guddommelig styrelse.

Med hensyn til sin egen person, pointerer Martinus, at han absolut ikke udgør nogen undtagelse fra reglen, men at han i væsenernes evige udvikling ikke udgør andet eller mere, end hvad alle andre væsener eller mennesker før ham har været, og hvad alle andre efter ham vil blive. Men situationen er den, at han havde gennemlevet en åndelig proces, som på trods af en ringe skoleuddannelse satte ham i stand til at være sin egen kilde til indholdet af ”Livets Bog”, et indhold, han efter sin egen opfattelse aldrig ville have været i stand til at nedfælde på papiret, hvis ikke det havde været for den usædvanlige selvoplevelse, han havde haft af de åndelige realiteter, der skjuler sig bag den ydre, fysiske verden.

Martinus fortsætter derefter med at give udtryk for, at han følte det som sin moralske pligt og i sandhedens interesse at oplyse sine læsere om, hvad det var, der havde sat ham, den ikke-boglærde, i stand til at påbegynde skrivningen af ”Livets Bog”. Og han kunne ikke se nogen grund til, at han skulle have ladet være med det, heller ikke selvom han havde indset, at det at han var blevet sin egen videns-kilde, ikke behagede alle: ”At denne min tilstand i en ikke ringe udstrækning er en kilde til intolerance hos enkelte af de væsener, der endnu kun er i stand til at leve på andres viden, betinger jo dog ikke, at jeg skal fortie denne min selvoplevelsesevne eller tilstand.” (Note 30)

Desuden mente Martinus ikke, at hverken ”Hr. Hohlenberg” eller andre ville kunne afgøre, om den nævnte åndelige proces havde været en nødvendig forudsætning for, at han var blevet sat i stand til at skrive ”Livets Bog”, så meget mindre, som at sidstnævnte kun udgjorde første bind af et kommende værk, der på dette tidspunkt endnu ikke var skrevet. Dertil kom, at ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse” jo kun udgjorde et enkelt kapitel af Indledningen i første bind:

”[...] At Hr. Hohlenberg mener, dette brudstykke af Indledningen er ”de mest indlysende selvfølgeligheder” kan jo kun være godt og er bedre end hvis de var usandsynligheder. [...]” (Note 31)

Herefter fortsætter Martinus i sit svar med at påpege, at der nok er tale om overfortolkning eller ligefrem misforståelse af, hvad Martinus har ment med de emner i ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse”, Hohlenberg har kritiseret. Det drejer sig blandt andet om aktieforhold, hvor folk jo både dengang og senere har kunnet investere sig til afkast, som de ikke selv har gjort andet for at erhverve, end at købe og sælge aktier. I fremtidssamfundet vil dette i henhold til Martinus blive umuliggjort, idet intet normalt menneske til den tid vil kunne få lov til at forbruge mere, end det selv er i stand til at frembringe eller producere af værdier. De eksempler, Martinus nævner i den forbindelse, skal netop kun ses som eksempler og ikke som noget, der konkret vil blive sådan, idet ingen – heller ikke Martinus – ville kunne forudsige, hvordan fremtidssamfundet i de konkrete tilfælde vil komme til at forme sig.

Martinus kan heller ikke forstå, at Hohlenberg mener, at der i og med det fremtidssamfund, Martinus ser for sig, dels skulle være tale om ”foragt for alle menneskelige frihedskrav”, eller at det dels skulle betyde ”det ubegrænsede statstyrrani”. Tværtimod, skriver Martinus, at når verdenssamfundet til den tid vil blive befriet for aktiemarked, børsnotering og spekulationer i valutakurser, vil ”det kun blive udtryk for tilværelsens mest udviklede og fremskredne Frihed både i ånd og kultur og bliver derved uundgåeligt den balance, i hvilken alle nuværende politiske og religiøse bevægelser vil søge hvile.” (Note 32).

Desuden må Martinus afvise, at han skulle have proklameret sig selv som ”verdenslærer”, og det gør han med følgende ord:

”[...] – en sådan selvbestaltning kan kun den falde for, som ikke ved, at titlen ”Verdenslærer” kun kan stadfæstes af historien eller efterverdenen – og da jeg ligeledes heller aldrig har udgivet mig for at være ”Bærer af en Verdensimpuls” – dette ville nemlig være lige så latterligt og naivt, som hvis jeg udgav mig for at være bærer af Jordkloden, en verdensimpuls er en stor kosmisk kraftudløsning af sådanne dimensioner, at den lige saa lidt som storm, regn og solskin kan bæres af et menneske, den kan kun mere eller mindre beskrives af et menneske, alt eftersom det har evnen til at se og iagttage den, og da det centrale i min mission ikke er at skabe religion, sektdannelse, forening eller medlemskaber af nogen som helst art, men påviseligt i min tekst, tale og illustration udelukkende kun tjener udbredelsen af kendskabet til alt, hvad der retfærdiggør dette ”At elske sin næste som sig selv”, tror jeg, at ”Det Frie Blad”s læsere vil se, at enhver frygt for ”de naive sjæle”s forføring af ”Verdenslærerglorien” er ganske ubegrundet.

Ud over dette kan jeg ikke indlade mig på nogen som helst polemik, men må henvise læserne til selv at læse ”Livets Bog” og mit eget blad ”Kosmos”. / Martinus.” (Note 33)

Et gensvar: ”Nogle citater”

Et sådant svar, som Martinus gav, kunne en mand som Hohlenberg naturligvis ikke lade gå upåagtet hen, men det gav ham tværtimod anledning og lejlighed til at gå yderligere i rette med Martinus. Det sker i form af indlægget ”Nogle citater” i samme nummer af ”Det Frie Blad”, hvori Martinus’ ovenfor omtalte svar ”En Imødegåelse”, var trykt.

I sit nye svar henviser Hohlenberg til, at Martinus har anbefalet sine læsere selv at læse ”Livets Bog”, og han tager ham derfor på ordet og gennemgår derefter - på en skolemesteragtig og lettere ironisk-sarkastisk måde - nogle punkter i ”Livets Bog”, der efter hans mening har relevans i sammenhængen. Det fremgår fra starten tydeligt, at Hohlenberg fortsat ikke har megen respekt for, hvad Martinus har at sige, og han har derfor sat sig for at påvise naiviteten, uholdbarheden og til dels også selvmodsigelserne i Martinus’ efter hans opfattelse uhyrlige påstande. Han lægger ud med et angreb på Martinus’ påstande i forbindelse med kunsten og videnskaben i den kommende verdensstat, idet Martinus mener, at enhver vil få beskæftigelse eller arbejde inden for netop det fag, de pågældende har interesse, evner og anlæg for, eksempelvis at folk kan være født til at være kunstnere eller videnskabsmænd og derfor også vil få beskæftigelse indenfor disse genrer eller brancher. Her bør man måske erindre sig, at Hohlenberg selv var tegner og kunstmaler, og det faldt ham åbenbart derfor især for brystet, at Martinus kunne mene og påstå, at der ville blive tale om ”et lovbefalet studium af kunst og videnskab”, påbudt af verdensstatens ”høje moralske og videnskabelige Administration”. Det tolker Hohlenberg som, at det er staten, der skal afgøre, hvem der er født til f.eks. kunstner og hvem der ikke er det:

”[...] Hr. Martinus kalder dette et ”udtryk for tilværelsens mest udviklede eller fremskredne frihed både i ånd og kultur”. Jeg kalder det den absolutte fornægtelse af al frihed, - hvis ikke det hele bare er udtryk for en bundløs naivitet.” (Note 34)

Det næste punkt er ét, hvor Hohlenberg mener at Martinus modsiger sig selv, nemlig i relation til udtalelsen om, at ”Livets Bog” ikke har til opgave at lede læseren væk fra f.eks. buddhismen, kristendommen og islam, eller fra religion i det hele taget, heller ikke selvom disse må betegnes som forældede og henhørende under ”Den gamle verdensimpuls”. Martinus’ begrundelse er, at de gamle religioner jo fortsat har appel til mange mennesker og i nogle tilfælde ligefrem er livsnødvendige, og så længe det er tilfældet, vil de pågældende religioner fortsætte med at eksistere. Men på grundlag af Martinus’ beskrivelse af symbolet ”Skabeprincippets Impulser” (Symbol nr. 2 i ”Livets Bog I”, men nr. 1 i ”Det Evige Verdensbillede I”), mener Hohlenberg, at Martinus påstår at ”Den nye verdensimpuls” er ”bestemt til at sætte Buddhismen, Islam og Kristendommen i skygge.” I dette tilfælde må man dog nok have lov til at mene, at Hohlenberg totalt har misforstået Martinus’ beskrivelse af symbolet.

I det hele taget må man her tilføje, at det er en absolut misforståelse af indholdet og hensigten med ”Livets Bog”, at denne skulle sætte noget som helst ”i skygge”, idet dens opgave i henhold til stykke 15 angiveligt udelukkende er denne:

”[...] på basis af sin universelle upartiskhed i fuldeste mål kun [kan] have til opgave at lede sandhedssøgeren til forståelsen af den daglige oplevelse af livet med dets tildragelser, dets behagelige og ubehagelige erfaringer, dets lyse og mørke scenerier som identisk med en, for ham selv særligt tilpasset, og af Forsynet udløst direkte korrespondance, en korrespondance, som det pågældende individ, efterhånden som det bliver bevidst i sin evige tilværelse, vil blive i stand til at reflektere på ligesaa let, som det nu er i stand til at reflektere på et med sig jævnbyrdigt medvæsens korrespondance. Livets Bog skal således give den studerende et indblik i, hvorledes denne førstnævnte korrespondance eller denne livets direkte tale eksisterer som udgørende tilværelsens absolut eneste fundamentale religion, idet den nemlig kun kan eksistere med absolut alle som lærere, alle som elever og med alt som læresætninger. Da alle levende væsener derved eksisterer som fødte medlemmer af denne religion, har den ingen forudgående indmeldelses- eller optagelsesceremonier. Og da dens område fra evighed til evighed omspænder intet mindre end selve Altet, har vi her den eneste eksisterende religion, i hvilken der, i bogstavelig forstand, kun findes een Hjord og een Hyrde.” (Note 35)

Da Hohlenberg i sin anmeldelse påstår, at han har læst ”Livets Bog I”, kan han dårligt have overset ovenfor anførte tekststykke og den kontekst, hvori det indgår. Så meget mere uforståeligt er det derfor, at han har kunnet fejlfortolke, hvad det er Martinus mener med ”Den ny Verdensimpuls”, og særlig set i relation til ”Den gamle Verdensimpuls”. Men i lighed med alle andre, har Hohlenberg naturligvis sin fulde frihed og ret til at være uenig i Martinus’ opfattelse, det er jo vilkåret i et samfund med udtryksfrihed, hvor man med god grund hylder princippet ”Frihed for Loke så vel som for Thor”. (Note 36)

Tredie punkt i Hohlenbergs forsøgsvise tilbagevisning af Martinus’ påstande, er den, at denne benægter i sin selvopfattelse at være identisk med ”verdenslæreren”, der er udset til at vejlede og belære menneskeheden om den rette vej og adfærd. Dette punkt gør Hohlenberg specielt meget ud af, idet han bruger omkring to spalter til at forklare sig. Herunder henviser han til Fortalen i ”Livets Bog”, hvori Martinus bl.a. skriver, at han efter sin kosmiske indvielse var blevet sin egen lyskilde, fordi ”den gyldne ilddåb” havde udløst helt nye sanseevner hos ham, specielt intuitionsevnen, som han betegner som individets ”højeste synsevne”, og som satte ham i stand til vågen dagsbevidst at anskue ”alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper. Tilværelsesmysteriet var således ikke noget mysterium for mig. Jeg var blevet bevidst i verdensaltets liv og indviet i ”Det guddommelige Skabeprincip”. (Note 37).

De udtalelser, som Martinus i sit svar til ham har fremsat om, at han ikke er en ”verdenslærer”, men i virkeligheden blot en forløber for, hvad alle andre mennesker før eller siden skal blive, tolker Hohlenberg som en bekræftelse af sin påstand om, at Martinus – efter min mening delvis med rette - er i uoverensstemmelse med sig selv. Hohlenberg henviser i den forbindelse dels til Martinus’ påstand om, at han selv har gennemgået ”den store fødsel” til ”kosmisk bevidsthed”, hvilket kommenteres på følgende måde:

(Citat) ”Når man ud fra sådanne forudsætninger skriver en bog på 338 store sider – som endda kun skal være indledning – og oven i købet kalder den ”Livets Bog”, så forekommer betegnelsen verdenslærer mig at være et ringe og beskedent udtryk for de prætentioner der her gøres gældende.

Hr. M. erklærer det for at være latterligt og naivt at udgive sig for at være bærer af en verdensimpuls og benægter at have gjort det. Han har åbenbart glemt hvad han har skrevet på side 184 i Livets Bog: ”Da disse to bevidsthedsfaktorer samtidig er meget fremragende udviklet, udgør samme kategoris væsener Jordens mest fremragende repræsentanter i åndelig udvikling og danner tilsammen den zone, vi her i Livets Bog udtrykker som ”Den store Fødsels Forgård”. Disse væsener bliver de fundamentale bærere af den nye åndskultur eller verdensimpuls.”

Da Hr. Martinus, som han fortæller os paa side 21 i sin bog, selv har gennemgået den ”store fødsel”, og følgelig må antages at være kommet videre end de der kun er nået til dens forgård, må han altså være noget endnu mere end en ”fundamental bærer” af denne verdensimpuls. Men hvorfor så skjule det for Det Frie Blads læsere under så ydmyg maske? – [...]” (Citat slut) (Note 38)

Herefter fortæller Hohlenberg, at han er i besiddelse af ”en række vedtægter for et forbund, hvis punkt 8 indeholder følgende ord: ”Martinus er den individualitet, der er bæreren af den åndelige verdens nye indslag.” Han indrømmer dog, at han ikke ved, om Martinus selv har forfattet eller er bekendt med disse vedtægter, men mener med al sandsynlighed, at han må have godkendt disse, eller at han i al fald burde have protesteret, hvis de var i modstrid med hans selvopfattelse:

(Citat) ”[...] At lade en ting fastlægge i statutter (eller i en ”pagt”, som det i dette tilfælde kaldes) betyder jo netop at gøre den til et dogme. Hvorfor så ikke tilstå offentligt hvad man tillader privat?

Forøvrigt maa jeg påtale den brug han gør af ordet tolerance, som han som forskellige fremmedord bruger forkert. Tolerance består ikke i at anse alle meninger for lige gode og lige berettigede og at lade selv de værste tåbeligheder stå uimodsagt, men i at man ikke hænger eller brænder eller på anden måde forulemper dem der fremsætter dem.

Hr. Martinus havde sikkert gjort bedre i at følge sit princip og ikke indlade sig på nogen polemik. Og Det Frie Blads spalteplads kan sikkert også anvendes bedre end til at diskutere et fænomen som dette. / Johannes Hohlenberg.” (Citat slut) (Note 39)

Det omtalte ”forbund” og dettes ”statutter” eller ”pagt” har jeg ikke kendskab til, og kan derfor ikke udtale mig derom. Men hvis der f.eks. skulle være tale om en dansk afdeling af forbundet ”Stjernen i Øst”, så kan bl.a. følgende fortælles herom: Ordenen af Stjernen i Øst, var oprettet i 1912 af Teosofisk Selskabs daværende leder, Annie Besant, med det formål, at promovere den kommende ”verdenslærer” eller ”Messias”, Jiddu Krishnamurti. Året efter, i 1913, fulgte de fleste af de tyske teosoffer deres hidtidige leder, Steiner, og brød samtidig med deres tidligere teosofiske ideer. Steiner stiftede derefter Antroposofisk Selskab.

I 1911 havde den foretagsomme Annie Besant stiftet en ”Orden for Stjernen i Øst”, med den da ca. 17- eller 20-årige Krishnamurti som åndeligt overhoved. ’Ordenens’ formål var angiveligt at berede dens medlemmer på ’verdenslærerens’ komme, og for at disse skulle kunne forstå hans ’budskab’, igangsattes en intensiv og grundig åndelig selvtræning, således at medlemmerne senere ville være i stand til at bistå Krishnamurti i hans forventede verdensomspændende missionsarbejde.

Krishnamurti, åndelig leder ("Verdens Frelser") af den internationale teosofiske retning, "Stjernen i Øst", fik dog hurtigt nok af de mere eller mindre umulige og fantasifulde forventninger, mennesker i omgivelserne stillede til ham. Og tilsidst blev det ham for meget, og i al hemmelighed tog han ophold i Frankrig, hvor han håbede på at kunne leve ukendt og i fred og ro, i hvert fald for en tid, indtil han havde fundet ud af, hvad hans fremtidige beskæftigelse skulle være. Under Første Verdenskrig meldte han sig til arbejdet ved et Røde Kors-hospital.

I de følgende år mediterede Krishnamurti en hel del, og han stod desuden i spidsen for Stjerneordenens årlige sammenkomster i den hollandske by Ommen, hvor flere tusinde mennesker var samlet, for at høre hans budskab. En særlig ivrig tilhænger, Baron van Pallandt van Eerde, forærede ham et slot med en del jord til, hvor han kunne bo og afholde sine ’Stjerne-lejre’ og mødes med sine tilhængere. Krishnamurti udgav samtidig månedsskriftet ”Stjerne-Herolden”, som blev oversat til tyve sprog og læst i mange lande, herunder også i Danmark.

Men Krishnamurti var i mellemtiden kommet til den erkendelse, at de fleste af hans tilhængere var mere interesserede i hans ’mystiske’ person, end i hans åndelige og etiske budskaber. På et møde i 1925 holdt han en tale, som rystede og forvirrede hans mange tilhørere, idet han ligeud sagde dem sandheden, nemlig, at de ikke var åndeligt søgende og tørstende, og at de kun var nysgerrige, der ville vide, hvem han var, underforstået om han var et guddommeligt sendebud.

Det tog dog yderligere fire år, før Krishnamurti i 1929 opløste ’Stjerne-ordenen’ med henvisning til, at sandhed er noget grænseløst, som ikke er afhængig af betingelser og ikke er noget, der kan ’organiseres’ eller tages ’patent’ på. Ethvert menneske må søge sandheden og finde den hos sig selv og ad sin egen vej. Dette budskab har han efterfølgende udbredt gennem omfattende foredragsrejser og gennem bøger, hvoraf mange er oversat til dansk. Heri forkynder Krishnamurti en lære, der er uddraget af europæiske og indiske kilder, om en skjult harmoni mellem altet og enkeltsjælene, som kan erfares gennem intuition og i forening med erkendelse af jeget føre til sjælefred.

I og med sin klare udmelding om sit syn på bl.a. teosofien, tog Krishnamurti indirekte afsked med den ’organiserede’ form for religion eller troslære, og viste sig dermed ikke at være den ’verdenslærer’, som hans protektor Annie Besant havde forestillet sig og planlagt. Derimod overvejede han en overgang at blive sannyasin (omvandrende munk) i Indien, men opgav det og valgte i stedet at rejse omkring i verden og holde foredrag.

Her skal tilføjes, at der i slutningen af 1920’erne var en vis indirekte forbindelse mellem Martinus og Krishnamurti, idet Martinus' nære ven Lars Nibelvang i 1928 skriftligt havde henvendt sig til Krishnamurti og fortalt denne om Martinus og hans mission. Ifølge Martinus opløste Krishnamurti ”Stjerne-ordenen” på Martinus’ 39 års fødselsdag den 11. august 1929, og erklærede at han ikke længere ønskede tilhængere, formentlig underforstået at han dermed også frabad sig at blive betragtet som ”verdenslærer”. Se ”Martinus’ Erindringer”, p.92. (Citat): ”Lasse sendte omkring 1928 et brev til Krishnamurti. I dette brev blev Krishnamurti gjort bekendt med min eksistens og mission. / På min 39-års fødselsdag den 11. august 1929 opløste Krishnamurti den sammenslutning, der var dannet omkring hans person, og han erklærede, at han ikke ønskede tilhængere.” (Citat slut).

Man bør naturligvis vogte sig for at tolke, hvad andre har skrevet og refereret, og ikke mindst, hvad Martinus selv har skrevet eller i dette tilfælde udtalt, men sådan som jeg læser Martinus’ ord her, så giver han indirekte udtryk for den opfattelse, at Krishnamurti frasagde sig verdenslærer-rollen til fordel for Martinus. Derfor hermed en yderligere bekræftelse på Hohlenbergs påstand om, at Martinus opfattede sig selv som en verdenslærer, et udtryk, der i religiøst sprogbrug kaldes for en ”verdensfrelser”. Men Martinus foretrækker som bekendt betegnelsen ”verdensgenløser”, et begreb, der reelt set dækker over de to førstnævnte begreber.

Min kommentar

Det må siges, at Johannes Hohlenbergs vurdering af Martinus og hans på det tidspunkt foreløbige værk, naturligvis kun kan tages til efterretning, særlig da tiden siden dengang har vist karaten eller kvaliteten af de øvrige seks bind af ”Livets Bog” og Martinus’ øvrige arbejde. Martinus’ arbejde på syvende og sidste bind af ”Livets Bog” sluttede i 1960. Hohlenberg døde samme år, 1960, 79 år gammel, men om han i mellemtiden måske havde gjort sig bekendt med Martinus’ andre bøger og virke, vides ikke, men er måske ikke sandsynligt, hans uforsonlige holdning taget i betragtning. I femte kapitel af ”Livets Bog”: ”Menneskehedens modtagelighed for Den ny Verdensimpuls”, har Martinus gjort indgående rede for, hvordan han og hans værk ville blive modtaget af de højst forskellige kategorier af mennesker, der findes. Men hvilken kategori Johannes Hohlenberg tilhører, skal jeg undlade at spekulere i. Hans udtalelser om Martinus taler for sig selv og vidner om, at han kun må have haft et overfladisk kendskab til Martinus’ verdensbillede (kosmologi) og om, at han på dette utilstrækkelige grundlag har ladet sin selvbevidste bedrevidenhed, sine fordomme og sin antipati styre sit umiskendelige intellekt. Måske fordi Martinus’ tanker og ideer vitterligt var beslægtede med de tanker, Hohlenberg allerede i 1916 selv havde fremsat i bogen ”Yoga i dens betydning for Europa” og i foredrag om samme emne, men som han - jvf. 1920-udgaven af bogen - blandt andet under indtrykket af 1. verdenskrig havde skiftet opfattelse af. Det kunne til dels også tænkes at skyldes, at hans bog muligvis ikke havde vakt helt samme opmærksomhed i åndeligt interesserede kredse, som tilfældet på trods af en del uvilje og modstand nogle år senere var for Martinus og hans foredrag. Dette sidste er dog kun gætteri fra min side.

Så vidt jeg kan bedømme, havde Hohlenberg omkring 1920 indtaget et enten-eller standpunkt, idet han angiveligt mente, at Bhagavadgitas lære om selvets (atmans) forening med overselvet (Brahman) og om at handle ud fra den grundopfattelse, at alt er guddommeligt forudbestemt og derfor ikke står til at ændre, ikke lader sig forene med en moderne vesterlandsk anskuelse om ikke at acceptere f.eks. de ulige kulturelle, sociale og økonomiske forhold, men aktivt tage kampen op og medvirke til, at den guddommelige vilje kommer til at ske på jorden som den sker i himmelen, og ændre og forbedre, hvad ændres kan og bør. Men Hohlenberg kunne åbenbart ikke på grundlag af ”Livets Bog 1” få øje på, at Martinus lige præcis gjorde sig til fortaler for et både-og, altså både en hengiven sig til det guddommelige forsyn og til den guddommelige vilje om aktiv handlen på jorden efter næstekærlighedens principper, hvilket kan undre, eftersom det fremgår fuldstændig tydeligt af bogen in extenso, at det er Martinus’ grundopfattelse. Også selvom han – måske lidt selvmodsigende - samtidig anbefalede sine tilhængere at ”finde sig i alting”.

Der er dog særlig ét punkt, hvor kunstneren Hohlenberg på egne og kollegers vegne er fuldkommen uenig med Martinus, og det er i dennes påstande i forbindelse med kunsten og videnskaben i den kommende verdensstat. Det er forståeligt, at man som Hohlenberg, der forresten selv var en god tegner og kunstmaler, uden den baggrundsviden, der ligger i et grundigt kendskab til samtlige analyser og livsfacitter i Martinus’ kosmologi, måtte protestere over, at Martinus kunne mene og påstå, at der ville blive tale om ”et lovbefalet studium af kunst og videnskab”, påbudt af verdensstatens ”høje moralske og videnskabelige Administration”. Dette måtte et liberalt tænkende menneske som Hohlenberg ganske enkelt tolke som, at det er staten, der skal afgøre, hvem der er født til f.eks. at være eller blive kunstner og hvem der ikke er det.

Man skulle ellers have forventet, at Hohlenberg som velbevandret i indisk filosofi med dennes reinkarnationslære og lære om livskredsløbet (”samsara”), umiddelbart ville have vist forståelse for Martinus’ generelle opfattelse vedrørende blandt andet kunsten og kunstnerne. Men det, Hohlenberg ser ud til at have misforstået og misfortolket her, er, hvad Martinus i virkeligheden mener med ”lovbefalet studium”. Det er angiveligt og kort og godt, at enhver, i modsætning til, hvad tilfældet er nu, vil være garanteret at få beskæftigelse eller arbejde inden for netop det fag, de pågældende har interesse, evner og anlæg for, eksempelvis at folk qua deres fortidige liv kan være født til at være kunstnere eller videnskabsmænd og derfor også vil få beskæftigelse indenfor disse genrer eller brancher. Nemlig fordi der til den tid blandt andet vil være oprettet et panel eller lignende af psykologiske, sociologiske og faglige eksperter, som samtidig også har indgående kendskab til de kosmiske lovmæssigheder, der gør sig gældende i forbindelse med bl.a. reinkarnation og repetition, og som derfor allerede i børnenes tidlige alder vil kunne afgøre, hvilke fag, de pågældende vil være bedst egnede til, ikke kun af hensyn til samfundet, men i nok så høj grad af hensyn til individerne selv, og følgelig også for disses livslykke. Og selv om ekspertpanelet har udpeget eller anbefalet et menneske til et uddanne sig og arbejde indenfor et bestemt fag, vil det jo desuden aldrig kunne gå værre, end at vedkommende enten fra starten kan sige fra eller måske undervejs finde ud af, at lige præcis dét fag måske alligevel ikke var, hvad der passede sig for vedkommende.

At der også var flere andre lærde og såkaldt intellektuelle mennesker, der bedømte Martinus og hans lære skånselsløst, omtales der flere eksempler på i Kurt Christiansens store Martinus-biografi. Et af disse eksempler skal fremdrages her: Dr. phil. Konrad Simonsen, Københavns Universitet, som her bl.a. holdt videnskabelige foredrag om ”Bevidsthedens nye grænser”, havde i nogen tid haft interesse for Martinus’ kosmologi, og havde tilsyneladende stor forståelse for dens indhold. Nogle af den lærde mands foredrag blev da også trykt i Kosmos i årene 1939-41. Men der må være opstået nogle interne uoverensstemmelser, for sidstnævnte år blev Konrad Simonsen interviewet i tidsskriftet ”Okkultisten” under overskriften: ”Ligefremt interview med Dr. Phil. Konrad Simonsen”, og heri udtalte han bl.a. følgende om Martinus:

(Citat) ” – Martinus klarsyn er jo utvivlsomt; men det er ikke åndsvidenskab. Det er et mediums glimt af atavistisk klarsyn fra hine fjerne tider, hvor alle var det, og som opnået uden åndelig træning, nu uddybes videre på egen hånd og derfor hverken er ufejlbarligt eller særlig stort. Det er logik, men logik i luften...” (Citat slut) (Note 40).

Kurt Christiansen undrer sig over at en seriøs forsker som Konrad Simonsen, som før havde stor sympati og interesse for Martinus og hans kosmologi, pludselig kunne vende 180 grader og blive direkte modstander. Som et eksempel herpå nævnes også, at Konrad Simonsen betegnede Martinus’ tre X’er, X. 1, X. 2 og X. 3, som kejserens nye klæder. Det oplyses i øvrigt, at Konrad Simonsen sluttede sig til antroposofiens ophav, Rudolf Steiner. (Note 41)

Imidlertid mener jeg, at der bør vises retfærdighed i bedømmelsen af Johannes Hohlenbergs vurdering af Martinus og ”Livets Bog”. Derfor må man for det første medgive ham, at Martinus’ evne til at udtrykke sig skriftligt til at begynde med ikke var den bedste, hvilket han da også selv har medgivet. Til at begynde med omskrev han angiveligt meget, netop i forsøget på at udtrykke sig stadig klarere om sit vigtige emne.

Se f.eks. ”Martinus’ Erindringer”, p. 71. – ”Martinus – som vi husker ham”, p. 27. Og allerede fra og med bogen ”Logik” (1938) og især fra og med 2. bind af ”Livets Bog” (1942), har Martinus forenklet og strammet sin sætningsbygning betydeligt op, og det fortsatte han med i alle sine senere værker.

Men hvad Hohlenberg – og flere med ham – i hvert fald ikke havde forståelse for, og åbenbart heller ikke kunne bære over med, var, at der for Martinus’ vedkommende var tale om en skriveproces, hvorunder han fra grunden af lærte sig selv at blive stadig mere stringent i sin måde at udtrykke sig og sine analyser på. At dette lykkedes særdeles godt, fremgår efter min opfattelse ikke mindst af ”Livets Bog 7”, og i nok så høj grad af hans forklaringer til symbolerne i symbolværket ”Det Evige Verdensbillede I-III + 4”. Hvad hverken Hohlenberg eller de fleste andre kunne vide, var, at Martinus lige fra begyndelsen af tilblivelsen af sit hovedværk, ”Livets Bog”, faktisk arbejdede på grundlag af en forud fastlagt plan, som han tilmed havde tegnet et symbol over. Martinus udarbejdede dette kort efter udgivelsen af ”Livets Bog I”, angiveligt for bl.a. via sit blead ”KOSMOS” at gøre læserne af bogen opmærksomme på, at denne kun var begyndelsen til et større værk. Men symbolet er første blevet kendt af en lidt større offentlighed i og med den posthume udgivelse af ”Det Evige Verdensbillede 4”, der udkom i 1994, og hvori symbolet har nr. 43.

Et af de punkter, som Hohlenberg ud fra sine forudsætninger og holdninger er særlig kritisk overfor i forhold til Martinus’ beskrivelse af det kommende socialt retfærdige verdenssamfund, er opfattelsen af at det vil blive en elite af menneskeligt og kulturelt højt udviklede individer, der skal sidde og bestemme i verdenssamfundets administration. I henhold til Martinus vil dette være et ”Udtryk for tilværelsens mest udviklede eller fremskredne frihed både i ånd og kultur”. Herimod indvender Hohlenberg, at det tværtimod vil være, hvad han kalder ”den absolutte fornægtelse af al frihed”, og mener i øvrigt at Martinus’ synspunkter på det felt er hentet fra ”populære kommunistiske programmer og folkeforbundsideer, måske en grad mere ubestemt end de sædvanlig formuleres”. Det må da også medgives Hohlenberg, at under læsningen af Martinus’ analyse af samfundet og samfundsudviklingen melder den tanke sig, at indholdet på det punkt uden vanskelighed godt kan minde om salig Karl Marx’ teorier om samme emne. Marx var jo fortaler for, at arbejderne (proletarerne) skulle overtage statsmagten via en om nødvendigt voldelig revolution, lige som han mente, at alle værdier skulle overtages og administreres af staten, den kommunistiske vel at bemærke. Altså kort og godt en form for statskapitalisme, som efter den russiske revolution i 1917 blev forsøgt virkeliggjort i kommunistiske samfund, især anført af Sovjetunionen – med det negative resultat til følge, vi i dag kun kender alt for godt.

Men man kunne formentlig med rette også anskue tankerne og idéerne i Livets Bog's 4. kapitel: ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse eller Menneskehedens sociale Fremtidsskæbne”, og i øvrigt Martinus' mission og LIVETS BOG generelt, som en følge af og udtryk for den samfundsmæssige tendens, der opstod i kølvandet på 1. verdenskrig. Ja, man kunne vel egentlig også med rette betegne tendensen som en verdensomspændende kulturel impuls, eller som Martinus har gjort: som netop en ny verdensimpuls. Man må derfor medgive Martinus, at hans postulat om ”den ny verdensimpuls” er realistisk, også selvom vi anskuer tilværelsen i 'et-livs-hypotesens perspektiv. Man må derfor også medgive ham, at der er tale om ”den gamle verdensimpuls”, som ifølge Martinus' opfattelse lå og fortsat ligger til grund for den gamle verdensorden med dennes religioner Buddhismen, Kristendommen og Islam. Martinus har derfor også ret i, at det til dels er brydningerne mellem resultaterne af de nævnte to verdensimpulser, der i høj grad ligger bag de internationale samfundsmæssige og kulturelle brydninger og opgør, der foregår i nutiden.

Der var og er imidlertid den store og afgørende forskel mellem Marx’ teorier og Martinus’ analyser, at de sidstnævnte hverken favoriserer revolution eller vold, men tværtimod påviser at den reelle, holdbare og varige forbedring og fornyelse af samfundet foregår via en jævnt fremadskridende udvikling. Denne udvikling er i henhold til Martinus ikke primært bestemt af de faktorer, Marx pegede på: Produktivkræfterne og produktionsrelationerne, som Marx tilmed mener også skaber bevidstheden og dennes produkter: ideologi, moral, ret, religion, kunst, litteratur, filosofi mm., hvorimod Martinus er af den opfattelse, at det netop omvendt er bevidstheden, der på grundlag af en række såkaldte universelle (kosmiske) skabeprincipper skaber produktivkræfterne og produktionsforholdene, og i øvrigt i interaktivt samspil med disse skaber samfundsforholdene og kulturen.

For Martinus er resultatet af udvikling primært et spørgsmål om det indbyrdes forhold mellem de to bevidsthedsevner eller –kræfter: Følelse og intelligens, - der er ifølge Martinus naturligvis mange andre faktorer og kræfter, der spiller ind - og det er derfor også relationen disse imellem, der bestemmer, hvilket udviklingsniveau eller –trin, individerne befinder sig på. (Her ses bort fra den rolle, polprincippet og polforvandlingen spiller i sammenhængen, idet den slet ikke er berørt i Hohlenbergs kritik). Vedrørende de relativt højst udviklede individer eller væsener, som Martinus ofte foretrækker at betegne disse, kan han derfor tillade sig at konstatere følgende i det tekststykke, som Hohlenberg bl.a. henviser til og citerer:

(Citat) ”Da disse to bevidsthedsfaktorer [følelse og intelligens] samtidig er meget fremragende udviklet, udgør samme kategoris væsener Jordens mest fremragende repræsentanter i åndelig udvikling og danner tilsammen den zone, vi her i Livets Bog udtrykker som ”Den store Fødsels Forgård”. Disse væsener bliver de fundamentale bærere af den nye åndskultur eller verdensimpuls.” (Citat slut) (Note 42)

Men personligt vil jeg dog gerne medgive Hohlenberg, at man som frihedselskende og anti-autoritært menneske umiddelbart godt kan stejle over den ”statskapitalisme” og den ”autoritære overstatslige administration”, som Martinus overfladisk set og tilsyneladende gør sig til talsmand for i forbindelse med sin beskrivelse af ”Et internationalt Verdensrige under Skabelse” i 4. kapitel af ”Livets Bog I”. Men hvis man ”stejler” beror det som nævnt på, at man ikke kender til eller helt har forstået indholdet og omfanget af Martinus’ verdensbillede.

Hvad angår opfattelsen af Martinus som ”verdenslærer” eller ”bærer af en ny verdenskultur”, nødes man nok til at give Hohlenberg delvis ret i, at dette faktisk også var Martinus’ selvopfattelse helt fra begyndelsen af hans karriere. Herom vidner en skriftlig udtalelse af hans nære ven, Lars Nibelvang, som personligt var overbevist om, at Martinus var en ny åndelig mester eller mahatma, dvs. stor vismand. Nibelvang har fortalt om en dag, da han som så ofte før havde fået besøg af Martinus, og skildringen lyder nærmest som skrevet af en, der er betaget eller ligefrem forelsket i den anden person:

(Citat) ”Jeg greb en bog, som indeholdt okkultisten Percivals’ vidunderlige beskrivelser af adepter, mestre og mahatmaer og slog op på det sted, der viser os en mahatma i den åndelige verden hinsides tiden, rummet og formernes verden. Jeg læste op for ham. Han bøjede sit hoved og smilte til mig.

”Ja,” sagde han, ”det er rigtigt beskrevet, sådan er det. Jeg ser gennem formernes forskellige verdener og opfatter alt som en helhed. Hvor som helst jeg retter min opmærksomhed hen, er jeg bevidst. Tingene ligesom passerer revy for mine øjne efter ønske.

Men mit centrum er overgivet til de guddommelige love, og jeg stiller mig fuldstændig til tjeneste. Verden skal have lov til at drage alt det ud af mig, som den måtte have brug for, og ikke hvad jeg selv personligt kunne ønske!”

”Du er jo en mahatma, en verdensfrelser!” næsten råbte jeg i ivrighed.

”Tys! Vi skal ikke tale om, hvem jeg er, eller gøre sammenligninger.. Jeg er for hver især kun det lidet, meget eller intet, som vedkommende selv kan føle og se. Du må absolut ikke omtale noget til dine venner og bekendte. Min tid er endnu ikke kommet. Desuden er jeg ingen ynder af de mange rangklasser; der er kun én klasse for mig – og det er sønner af guden.

Jeg er den lærer, Gud har givet dig, og du skal blot lytte til, hvad jeg har at sige dig, og efter evne søge at følge mit eksempel.

For øvrigt er jeg alles ven og tjener for den mindste!” (Citat slut) (Note 43)

Under læsningen af ovenstående citat, klinger der uvilkårligt nogle udtalelser af en anden og nok så berømt person for ens indre øre, nemlig Jesu ord til sine disciple under sin første forudsigelse af den skæbne, han var udset til at skulle gennemgå. Den principielle overensstemmelse var nok ingen tilfældighed, for Martinus havde faktisk et grundigt kendskab til Bibelen, og ikke mindst til Det Nye Testamente:

(Citat) ”Da Jesus var kommen til egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: ’Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” De svarede: ’Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; andre Jeremias eller en anden af profeterne.” Han spørger dem: ’Men I, hvem siger I, at jeg er?’ Og Simon Peter svarede og sagde: ’Du er Kristus, den levende Guds Søn.’ Da svarede Jesus og sagde til ham: ’Salig er du, Simon Jonas’ søn! Thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i Himlene. Så siger jeg også til dig, at du er Petrus, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Og jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himmelen, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene.’ Da forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Kristus.” (Citat slut) (Note 44)

Men man kan naturligvis påstå, at der med ovenfor anførte citat af Lars Nibelvang er tale om dennes personlige opfattelse af Martinus, og at citatet af, hvad han har sagt ved den pågældende lejlighed, måske ikke er korrekt opfattet eller gengivet. Men hvis det derimod står til troende, så må man nok indrømme, at Hohlenbergs påstand om ”verdenslæreren” trods alt indeholder en vis grad af sandhed. Desuden var det ikke kun Nibelvang, der opfattede Martinus som en ”verdenslærer”, eller for at bruge Martinus’ eget udtryk: en ”verdensgenløser”, for det var der også mange andre af hans tilhængere, der gjorde og gør. Og det rokker ikke ved denne kendsgerning, at Nibelvang flere år senere en overgang delvis skiftede opfattelse af, hvem og hvad Martinus var. Det hang sammen med skuffede forventninger fra Nibelvangs side, og med nogle interne kontroverser mellem ham og Martinus’ første sekretær, Erik Gerner Larsson, som Nibelvang i modsætning til Martinus fandt uegnet til denne opgave. Men Nibelvang bevarede trods alt livet igennem en stor taknemmelighed og beundring for personen Martinus og hans kosmologi, lige som Martinus aldrig glemte, hvad Nibelvang havde betydet for ham i de første mange år af hans karriere. (Note 45)

Ved sin død efterlod Lars Nibelvang sig flere manuskripter, heriblandt planen om en bog med titlen ”Fra Sokkelund Herred. Kulturbilleder af Lars Nibelvang”, som skulle indeholde syv af de noveller, han i tidens løb havde skrevet til Politikens Magasin, men det lykkedes ham ikke at få bogen udgivet. Han havde også efterladt sig manuskriptet til en bog med titlen ”Martinus som lærer og menneske”, og desuden manuskripter til yderligere tre bøger om Martinus, hvoraf den ene angiveligt ser positivt på Martinus og den anden negativt på samme. I sin store Martinus-biografi kalder Kurt Christiansen den negative bog for ”den sorte bog”. (Kurt C., bind I, 8. afsnit p. 32, spalte 1, og pp. 33-36). Bogen, hvori Nibelvang klart skelner mellem mennesket Martinus og seeren og skribenten Martinus, blev senere brændt, angiveligt på foranledning af den ’afdøde’ selv, som via et spiritistisk medie havde anmodet om at få det gjort. Det kan man mene om, hvad man vil, men nok så sandsynligt skyldtes det, at ’man’ ikke mente, at den ville være et værdigt eftermæle for den ellers så positive skribent Lars Nibelvang, og at den måske også kunne risikere at skade Martinus’ omdømme. Afbrændingen af bogen var Nibelvangs enke, Karen Nilsson, angiveligt meget imod, idet hun åbenbart helst havde set manuskriptet bevaret. (Note 46)

Det kunne man jo også tolke sådan, at hun ikke havde tillid til den spiritistiske seance, hvorunder mediet havde set hendes angiveligt dybt nedbøjede og angrende afdøde mand, Lars Nibelvang, med den sorte bog under armen. Nibelvang havde i øvrigt allerede i OKKULTISTEN for marts 1944 i artiklen ”Ord, der bør siges”, givet udtryk for en klar skelnen mellem seeren og vismanden Martinus og privatmennesket Martinus, lige som visse andre senere lidt småvittigt fandt på at skelne mellem Martinus og Hr. Thomsen. Dette synspunkt deltes af Helmer Fogedgaard og flere andre, og senere også af Erik Gerner Larsson, som i sine seneste år bl.a. skrev nogle notater om Martinus, der mentes ikke at være værdige for Gerner selv. Derimod skal det oplyses, at selvom Per Bruus-Jensen i en 10-års periode var personligt meget tæt på Martinus, så har han kun haft godt at sige om denne, hvilket især fremgår af hans nænsomme og kærlige skildring af sin læremester i bogen ”Sol & Måne”, Forlaget Nordisk Impuls 2001. Se bogens Tredie afsnit, Første del ”- om Martinus kontra Thomsen”.

I det nævnte afsnit beretter Per Bruus-Jensen (PBJ) om en længere samtale med Martinus, hvorunder denne selv detaljeret havde forklaret, hvorfor nogle mennesker opfattede ham som både Hr. Thomsen og som Martinus. Under samtalen pointerede Martinus, at der er en reel baggrund for, at en verdensgenløser som ham selv uundgåeligt må fremtræde som en tilsyneladende ’spaltet’ personlighed. Det skyldes, forklarede han, at verdensgenløserens åndelige struktur er vanskelig at forene med den fysiske organisme og dennes særlige krav. Derfor en verdensgenløser, i dette tilfælde altså Martinus, som midlertidigt er uløseligt bundet til en ”Thomsen-krop”. På den baggrund accepterer PBJ i bogen den opfattelse, at Martinus havde en ”Thomsen-side”, altså en hverdagsmenneske-side, men at denne ”med hensyn til betydning aldrig blot tilnærmelsesvis tålte sammenligning med Martinus-siden, men hele vejen igennem var totalt sekundær og underordnet og kunne reduceres til dén nødvendige pris, Martinus med egne ord hver eneste dag i sit liv måtte betale for overhovedet at kunne komme menneskeheden til hjælp og undsætning. […]” I bogen giver PBJ i det hele taget udtryk for en opfattelse og vurdering af mennesket og vismanden Martinus, der må karakteriseres som i høj grad både personlig, positiv og loyal.

Som Hohlenberg faktisk også skriver i sit gensvar til Martinus, så er der i og for sig intet galt i at erklære sig som en ”verdenslærer”, men derimod i, at man ikke vil stå ved det offentligt. Det er dog et spørgsmål, som kan betragtes fra flere vinkler, bl.a. denne: Martinus’ mission og værk er af en så exceptionel karakter, og var det måske især ved sin fremkomst, at dette ligeud at erklære sig som ”verdenslærer”, eller som Martinus foretrækker at kalde det: ”verdensgenløser”, på forhånd ville have lukket nogle døre i en verden, som den vestlige, hvor den materialistiske livs- og verdensanskuelse foreløbig er i højsædet.

Personlig skal jeg gerne tilstå, at efter omkring et halvt hundrede års studium af Martinus’ kosmologi, herunder overværelsen af adskillige af Martinus’ egne foredrag i 1950’-70’erne, har jeg ingen problemer med at acceptere og anerkende Martinus som ”verdensgenløser” i den forstand, hvori han selv definerer begrebet. Men i øvrigt lagde han ikke selv så megen vægt på denne side af sit virke, og førte sig i hvert fald i sine manddomsår og alderdom ikke frem som sådan, men lagde mere hovedvægten på, at hans mission og værk var et udtryk for den ”Talsmanden, den hellige Ånd”, som Jesus profeterede skulle fremstå i ”de sidste tider”. (Note 47)

Her vil jeg foreløbig nøjes med at sige, at det har været lidt af en svær opgave, at skulle forholde sig til to forfattere, som i hvert fald for Martinus’ vedkommende ufrivilligt er kommet på kollisionskurs, men hvis forfatterskaber jeg begge holder meget af, herunder ikke mindst af Hohlenbergs bog om Yoga og hans interessante og indlevende bøger om filosoffen Søren Kierkegaard. Derfor må jeg overlade det til læseren selv at forholde sig til Hohlenbergs kritik og til mit velmente, men utilstrækkelige forsøg på at dele sol og vind lige mellem ham og Martinus. Sidstnævnte behøver intet forsvar fra hverken mig eller andre, idet hans eget livsværk er hans bedste forsvar, hvis et sådant i det hele taget behøves.

Det netop skrevne skal dog heller ikke forstås sådan, at jeg er en ukritisk tilhænger af Martinus og hans kosmologi, tværtimod. I løbet af de efterhånden mange år, hvor jeg har interesseret mig for og skrevet adskillige artikler om Martinus og især hans livsværk, som jeg til dels har oplevet, at Martinus færdiggjorde, har jeg lejlighedsvis også skrevet artikler med en skeptisk, tvivlende og kritisk tilgang til visse centrale emner i hans kosmologi så vel som til den organisation, der er opstået og opbygget omkring Martinus' livsværk. Det så meget mere, som at Martinus selv har opfordret studerende af hans kosmiske analyser og facitter til selv at tænke og vurdere, om disse svarer til, hvad der kan forstås ved fænomenet og begrebet virkelighed.

Er Martinus' kosmiske analyser ufejlbarlige?

Det store og grundlæggende spørgsmål er herefter, hvor vidt Martinus personligt var i besiddelse af det, han selv har defineret og benævnt ”permanent kosmisk bevidsthed”, altså at han altid, i alle situationer og under aller forhold og omstændigheder benyttede sit angiveligt ”kosmiske indblik og overblik” i såvel sit daglige liv, som når han arbejdede på udformningen af sine ofte dybdeborende og detaljerede kosmiske analyser?

Det spørgsmål har han faktisk selv besvaret, omend indirekte, idet der er tale om en udtalelse, som han ifølge referat engang skulle have udtalt til en af sine venner. Svaret findes gengivet i bogen ”Martinus – som vi husker ham”, udgivet 1989 af vennen, forlægger og redaktør Sam Zinglersen. Det er en anden god ven af Martinus, nemlig cand. mag, Benjamin Saxe, der i sit afsnit af nævnte bog blandt andet har skrevet følgende på side 77:

(Citat) Den samme ven, i hvis hjem Martinus gennem en længere årrække ofte kom på besøg, fortæller, at de en dag sad og talte sammen om forskellige spørgsmål. I samtalens løb stillede min ven Martinus flere spørgsmål, som han ikke umiddelbart ønskede at svare på. Og da min ven gik ham på klingen og havde fastholdt, at Martinus da måtte kunne svare på hvad som helst, eftersom han havde kosmisk bevidsthed, havde Martinus forklaret ham, at han kun brugte sin kosmiske bevidsthed, når han sad ved sin skrivemaskine og arbejdede på Livets Bog. ”Når jeg ikke bruger min kosmiske bevidsthed”, havde han tilføjet, ”ved jeg måske mindre end du og alle andre om mange ting!” (Citat slut)

Denne udtalelse af Martinus er det ikke alle hans tilhængere, der er glade for, sådan som vi jo også tidligere ovenfor har set, under omtalen af 'dobbeltgængeren' Hr. Thomsen og Martinus, at blandt andre Per Bruus-Jensen har gjort forsøg på at bagatellisere og kende for ugyldigt. Den opfattelse deler jeg som ligeledes nævnt desværre ikke, idet jeg ikke kan indse, at det gør den store forskel, medmindre man altså gerne vil følge sin tilbøjelighed – eller sit behov – for at opfatte Martinus som en slags 'overmenneske'.

I det følgende vil jeg gengive en af mine artikler, som i hvert fald efter min egen opfattelse og mening synes fremfører et grelt eksempel på, at Martinus faktisk kunne tage fejl, især når han ikke brugte sin ”kosmiske bevidsthed”, men overlod det til Hr. Thomsen at være ordfører. Det drejer sig om artiklen

SFINKSENS GÅDE: Fra dyr til menneske

I henhold til Martinus er Sfinksen symbolet på det jordiske menneskes kosmiske analyse, ifølge hvilken alle levende væsener uden undtagelse i deres kosmiske natur og grundstruktur er evige væsener. Alle udtrykker de det treenige princip og besidder samme grundegenskaber og råder principielt over de samme kræfter og energier, lige som de principielt er underlagt de samme lovmæssigheder og grundvilkår. Martinus ser derfor ikke noget odiøst i, at mennesket biologisk set nedstammer fra dyrene, mere præcist fra primaterne. Og det er netop denne nedstamning eller afstamning, Sfinksen som symbol hentyder til, nemlig ved at have løvekrop (dyrenes konge) og menneskehoved, tilmed et kongeligt hoved (farao)

På ovenstående meget enkle symbolske tegning af sfinksen skal figurens hale ses som udtryk for planteriget, kroppen som udtryk for dyreriget, og hovedet som udtryk for mennesket, der er begyndt at studere ”Livets Bog”, dvs. naturen og tilværelsen som helhed, primært for at løse sin egen gåde. De større og mindre ’partikler’ omkring figuren skal udtrykke mineralriget, både i form af elementarpartikler og kloder og stjerner. – © Tegningen er udført af Børge Hamberg og gengivet med tilladelse af Per Bruus-Jensen.

Sfinksen og Keops-pyramiden

I årtusinder har den mærkelige figur, Sfinksen, ligget og ligesom bevogtet den store Keops-pyramide ved Giza i Ægypten. Begge værker har gennem tiderne givet anledning til stor forundring og vakt mange tanker, teorier og gætterier om, hvad ophavsmændene kan have ment med disse umiskendelige underværker. Den 73,5 m lange og 20 m høje Sfinks ved Giza, der er hugget ud af den naturlige klippe på plateauet foran Kefren-pyramiden, er efter ægyptisk tradition udformet som en løvekrop med mandshoved, idet den ifølge traditionel opfattelse skulle symbolisere kongens eller faraoens magt, styrke og visdom.

Den 146 m høje Keops-pyramide menes at være bygget af faraoen Keops, ca. 2600 f.Kr. Dens overflade var oprindelig beklædt med omhyggeligt sammenføjede, polerede og blændende hvide kalkstensblokke, der dog for det meste nu er gået tabt. Man har beregnet, at der er medgået over 2 mill. blokke til formålet, og det er en almindelig antagelse, at det har taget omkring 6-8 000 mand 20 år at opføre pyramiden, hvis kvadratiske grundplans 233 m brede sider i øvrigt er orienteret efter verdenshjørnerne, lige som pyramidens spids peger direkte mod himlens Zenith. Pyramiden rummer tre kamre, som sædvanligvis betegnes som gravkamre, idet man mener at den er opført som gravmonument for kong Keops og hans dronning. Det tredie af kamrene, det nederste under jordoverfladen, flyttede man opefter, efterhånden som bygningen blev rejst. Øverst ligger kongekammeret med en sort granitsarkofag. Omtrent midt mellem dette og det nederste kammer, ligger det noget mindre dronningekammer. Til alle tre kamre fører 1 m høje og 1 m brede gange, idet adgangen til kongekammeret dog til slut sker gennem det såkaldte store galleri.

Keops-pyramiden og Sfinksen er til stadighed genstand for arkæologiske undersøgelser, og i nyere tid hælder flere ægyptologer til den teori, at Keops-pyramiden faktisk ikke er bygget til gravmonument, men som indvielsestempel for faraoen og muligvis også ypperstepræsterne og de højere embedsmænd. En af begrundelserne herfor skulle bl.a. være, at man forbandt begrebet grav med den underjordiske verden, men pyramiderne ligger hovedsagelig over jorden, og desuden antages det, at den store kong Keops næppe ville have nøjedes med en sarkofag, der efter faraonisk målestok er så lille, som tilfældet er med den i kongekammeret.

Men mysteriet om pyramidernes opførelse, formål og anvendelse, specielt Keopspyramidens, er fortsat en uløst gåde, der optager en del ægyptologer og andre forskere. Således er der i nyeste tid fundet arkæologiske spor af en række store bagerier, beboelseshuse og arbejdergrave i pyramidens nærhed, som tyder på at der engang må have været mange munde at mætte. Man mener nemlig at disse bagerier leverede brød til en kæmpemæssig arbejdsstyrke, som daglig sled med at transportere de store kalkstensblokke op ad de jordramper, der var blevet anlagt omkring pyramiden, efterhånden som den voksede opad. (Note 48)

Okkultismens pyramidologi

I løbet af det 19. århundrede, mere præcist i 1859, indledte den engelske forfatter John Taylor den såkaldte pyramidologi med sin fantastiske bog, The Great Pyramid: Why was it Built? And Who Built it? Den blev i 1864 efterfulgt af et 664-siders værk, Our Inheritance in the Great Pyramid, forfattet af Charles Piazzi Smyth, professor i astronomi ved Edinburghs Universitet. Bogen fik enorm betydning for okkultister og mystikere af alle afskygninger, specielt Rosenkreuzere og andre hemmelige selskaber, der mente at kunne spore deres oprindelse helt tilbage til den ægyptiske dødekult omkring pyramiden. Ifølge Mystikkens Verden, håndbog om parapsykologi og magi, 1978, skrevet af forfatteren Poul Fersling, er især Smyth's bog et godt eksempel på, hvordan en intelligent mand med et lidenskabeligt engagement i en bestemt teori, kan forledes til at manipulere sine videnskabelige observationer på en sådan måde, at de bekræfter hans teoretiske antagelser og ideer, i stedet for omvendt, at ideer og antagelser skal bekræftes eller evt. afkræftes af videnskabelige observationer. (Note 49)

Senere er andre okkultister og 'mystikere' fulgt i Smyth's fodspor og har fremsat mere eller mindre fantastiske og usandsynlige teorier og påstande, særlig omkring Keopspyramiden. Disse teorier skal jeg dog ikke gå ind på her. Derimod skal vi orientere os om Martinus' opfattelse af Keopspyramiden, som principielt er i overensstemmelse med okkultismens opfattelse af samme, lige som jeg bagefter skal redegøre for hans syn på Sfinksen. Sin opfattelse af Keopspyramiden har Martinus især givet et kortfattet udtryk for i sine Erindringer, hvori bl.a. hans Ægypten-rejse omtales på side 139-40. Martinus er helt uenig med ægyptologerne om pyramidens alder, byggeteknik, formål og anvendelse. Han mener således at den er 80-90 tusinde år gammel, - det må jo siges at være i temmelig kraftig modstrid med den almindelige arkæologiske antagelse, at Keopspyramiden er knapt 5000 år gammel! - og at den derfor er bygget i forhistorisk tid af et åndeligt broderskab af indviede personer, som via en særlig materialisationsteknik var kommet hertil fra andre og mere højtudviklede kloder, for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur. Disse indviede væsener benyttede sig af åndelige eller psykiske kræfter, hvormed de ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer, var i stand til at forme pyramiden med den matematiske præcision, den under alle omstændigheder er udtryk for.

I henhold til Martinus' opfattelse, blev i hvert fald Keopspyramiden bygget alene med det formål at skulle fungere som indvielsestempel for samfundets øverste repræsentanter, som derigennem måtte kvalificere sig til at træde i det guddommelige skabeprincips tjeneste og fungere som anførere og vejledere for den tids almindeligvis ret primitive mennesker. Jeg skal dog heller ikke komme nærmere ind på det i øvrigt interessante psykologiske indvielsesritual eller ceremoniel, der i henhold til Martinus og flere andre okkultister, bl.a. Edouard Schuré og Paul Brunton, blev benyttet ved den lejlighed. For resten fortæller Martinus samme sted, at han i et syn så, hvordan pyramiden oprindeligt har set ud, lige efter sin færdiggørelse. Den var skinnende hvid, idet dens sider var dækket af et porcelænsagtigt materiale, siger han, og dens omgivelser var en frugtbar oase med frodige palmer. (Note 50)

Det er karakteristisk for teorierne om Atlantis, Lemuria og Mu, at ingen af disse har tænkt sig muligheden af, at forklaringen på de tilsyneladende forsvundne landmasser eller kontinenter kunne være den, at kontinenterne er i drift bort fra hinanden. På principielt samme måde med udbredelsesteorien, der går ud fra, at menneskeheden er opstået ét sted på Jorden og derfra har udspredt sig til andre egne. Moderne arkæologer og antropologer mener derimod at det sandsynligste er, at menneskegrupper er opstået og har udviklet sig uafhængigt af hinanden forskellige steder på kloden, hvilket bl.a. kan være en del af forklaringen på de forskellige racer og kulturer. (Note 51)

Vedr. Martinus opfattelse af, at de levende væseners udvikling foregår i ”baner”, der strækker sig gennem verdensaltet. Martinus kalder sådanne baner for ”kosmiske udviklingsbaner”, og disse er, hævder han, den egentlige kilde til arternes oprindelse. Men i øvrigt deler han Darwins opfattelse af, at den biologiske udvikling normalt foregår ved en jævn og rolig omformning af lavere trin mod højere trin. Det, der især skiller Martinus fra Darwins teori er, at han opfatter livet og dets lovmæssigheder som udbredt i hele verdensaltet. (Note 52)

Farao Keops levede ca. 2600 f.Kr., og han er angiveligt bygherre for den store pyramide, der bærer hans navn. Opførelsen af Sfinksen og en af de andre store pyramider ved Gizeh tilskrives imidlertid hans søn, kong Kefren. Det antages, at det tog over 20 år at opføre Keopspyramiden, hvoraf en del år gik med anlæg af den vej, ad hvilken de over 2 mill. Stenblokke skulle transporteres fra stenbrudene til byggepladsen.

I de hen ved 3 måneder, hvor Nilen gik over sine bredder, og landbefolkningen derfor var uden indbringende beskæftigelse, blev omkring 6-8.000 arbejdere årligt udskrevet til at transportere stenblokkene og opføre pyramiden. Hovedkilde til de i teksten omtalte faktiske oplysninger: Lademanns Leksikon. Lademanns Forlag, København 1970-81. Se under de forskellige emner. Se evt. også Annelise og Ove Winding: Verdens store mysterier. Fra den menneskelige videns grænseland. Lademanns Forlag 1971, s. 124-7.

For resten tager Lehner ikke direkte stilling til spørgsmålet om især Keopspyramidens anvendelse som indvielsestempel i den forstand, som okkultisterne mener, men han er mest tilbøjelig til at mene, at de tre store pyramider først og fremmest er mausoleer for de tre store faraoner Keops, Kefren og Mykerinos. Men den gammel-ægyptiske dødekult var jo i sig selv så indspundet i religiøs mystik, at intet kan udelukkes, førend det er bevist eller eventuelt modbevist. I Tv-programmet kommer Lehner dog ikke nærmere ind på dette spørgsmål, men nævner det kun.

På baggrund af bl.a. Lehners udgravninger og fund, må man vel alt i alt foreløbig kunne konkludere, at sandsynligheden af de okkulte teorier omkring pyramidernes opførelse, især vedrørende Keopspyramiden, er mindre end lille. Dette må vel specielt siges om Martinus’ påstand om den okkulte teknik, der ifølge ham skulle være brugt til transport af de mange store klippeblokke, bygningsværket består af. Efter det foreliggende at dømme, bygger denne og lignende teorier på ukendskab til de kendsgerninger, som først i de seneste årtier er kommet for dagens lys. Fantasien og ønsketænkningen har derfor tidligere fået lov til at udfylde de formodede ”mystiske” og ”overnaturlige” huller i den menneskelige viden om pyramiderne. (Note 53)

Arkæologernes og ægyptologernes antagelse af, at Keopspyramiden, Kefrens og Mykerinos’ pyramider og dronningernes, familiemedlemmernes og embedsmændenes grave samt Sfinksen, blev opført for ca. 4.600 år siden, stemmer under alle omstændigheder dårligt eller slet ikke med Martinus’ påstand om at i al fald Keopspyramidens opførelse skal have fundet sted for omkring 80-90.000 år siden. Som vi har hørt ovenfor, så befolkedes plateauerne omkring Nilen på den tid af neanderthalere, så i fald Keopspyramiden og Sfinksen virkelig skulle være blevet opført omkring dette tidspunkt, må disse avancerede bygningsværker altså være blevet bygget af mennesker med en betydeligt højere åndsudvikling og intelligens end den, man med rimelighed kan tillægge neanderthalerne. Men sådanne mennesker fandtes jo ifølge antropologien endnu ikke på Jorden på det tidspunkt, og det vidste madame Blavatsky så vel som Martinus naturligvis udmærket, og derfor var det nødvendigt at antage, at den store pyramide blev opført af ”et broderskab eller samfund af indviede personer, som kom hertil fra andre og mere højtudviklede kloder for at bistå ved dannelsen af en menneskelig kultur her på jorden. De byggede pyramiden ved psykisk kraft, ved en slags materialisering eller projektion af stoffets atomer.” (Note 54)

Man skal altså i henhold til Martinus forestille sig, at disse højtudviklede, indviede personer skulle ”bistå” den relativt laverestående befolkning af neanderthalere med at opføre den store pyramide og formentlig også Sfinksen. Selvom det næppe vil kunne anses for særlig sandsynligt, kan man vel ikke helt udelukke, at der blandt et folk, som indsamlede føde ved fiskeri, jagt på fuglevildt og ørkendyr, og som havde deres primitive religiøse ritualer og magi, fandtes en eller flere individer, der var egnede til at gennemgå dén indvielse til højere bevidsthed, som den store pyramide menes at have til formål at være den ydre ramme om, og således at vedkommende kunne fungere som leder eller høvding for sit folk.

Det kan naturligvis ikke udelukkes at have været tilfældet, at det guddommelige skabeprincip i egenskab af verdensgenløsningsprincip allerede dengang har benyttet sig af en sådan fremgangsmåde som det er, at sende højere udviklede indviede fra en eller eventuelt flere kloder i verdensaltet til jorden, for gennem en eller flere egnede høvdinge at inspirere relativt laverestående samfund til at videreudvikle sig. Men der fandtes dog ikke såkaldte faraoner på den tid, sådan som Martinus synes at forudsætte (”Martinus – som vi husker ham”, s. 279). Som nævnt er neanderthalerne de første mennesker, der har efterladt sig en betydelig om end relativt primitiv kultur. Dette kunne godt være tegn på, at de kan have haft en idérig foregangsmand, en høvding eller en slags præst (shaman), eller måske flere sådanne, som gennem indvielse har fået impulser fra det guddommelige skabeprincip til at virke for at fremme stammefællernes samfundsmæssige og kulturelle udvikling.

Imidlertid har Martinus ikke udtalt sig nærmere om, hvordan han mener de nævnte indviede fra en højere verden kom til jorden, men det må vel antages at være sket gennem en slags materialisations- eller projektionsproces via jordens åndelige atmosfære, hvor de pågældende væsener midlertidigt har taget ophold, for derfra at synliggøre sig i jordens fysiske sfære. For det kan vel næppe tænkes at være foregået gennem inkarnation i den tids fysiske menneskeorganismer, selvom disse havde et hjernevolumen, der svarer til eller endog var større end nutidsmenneskets. I henhold til de geologiske kulturlag, neanderthalerne har efterladt sig, tyder det ikke på at de kan anses for at have været lige så intelligensmæssigt, teknisk og kulturelt udviklede som nutidsmennesket, heller ikke selvom nyere forskning tyder på, at neanderthalerne måske har været mere lig vor tids mennesker, end hidtil antaget.

Men bortset fra alle spekulationer og teorier, vil det så i grunden ikke være mere nærliggende at mene, at f.eks. Keopspyramiden har været tilknyttet Gamle Riges Osiris-Isis kult og begravelsesmysterium, og at dens opførelse derfor mere naturligt har fundet sted ca. år 2600 f. Kr. under farao Keops? – På principielt samme måde med Sfinksen, fabeldyret med løvekrop og menneskehoved, der bevogtede kongernes grave, eller måske snarere symboliserede mysterieindvielsen i Keopspyramiden, hvorunder mysteriekandidaten fra at være et jordisk og endnu ”dyrisk” menneske (i heldigt fald) blev forvandlet til en indviet. Ægyptologerne mener jo at have belæg for den opfattelse, at Sfinksen er skabt på foranledning af Keops’ søn og efterfølger på tronen, farao Kefren, hvilket må betyde at figuren er lidt yngre end den store pyramide. En senere og alternativ teori mener imidlertid at have belæg for antagelsen af, at det var Kefrens ældre broder, farao Djedefre, som var ophavsmand til Sfinksens opførelse. For yderligere oplysninger omkring faraoerne, Sfinksen og pyramiderne, se artiklen Sfinksen og Keopspyramiden.

Men meget apropos ”materialisering eller projektion af stoffets atomer”, så kunne man i Berlingske Tidendes tillæg Univers den 10.11.1998 læse om såkaldt ”teleportation”. Denne helt nyopdagede teknik består kort og forenklet beskrevet i, at man ved hjælp af kvanteoptik kan ødelægge og genskabe en laserlysstråle. Den videnskabelige forskning omkring denne teknik foregår bl.a. på Laboratoriet for Kvanteoptik i Institut for Fysik og Astronomi i Aarhus. Leder af projektet er den russisk fødte lektor Eugene Polzik, og han udtaler bl.a.: ”Forsøget er et skridt over den klassiske grænse for at sende komplicerede informationer. Når vi er i stand til at transmittere en kompliceret konstruktion som laserlys fra et sted til et andet og opnå en præcis kopi ved modtagelsen, er næste skridt at transmittere atomer fra et sted til et andet.”

Polzik understreger, at teleportation ligger langt ude i fremtiden, men man er dog allerede nu klar til næste forsøg: at teleportere atomer. Det er desuden hans opfattelse, at man ved hjælp af kvanteoptikken på længere sigt kan udvikle kvantecomputere, som er langt mere avancerede end nogen computer, vi kender i dag. Ikke kun hvad angår hurtighed, men også ved at kunne løse problemer, som den eksisterende teknologi aldrig vil blive i stand til at klare.

Det lyder jo umiddelbart spændende, men mon man med kvanteoptikken også er på sporet af en objektiv materialisations- og dematerialisationsteknik? – Martinus taler derimod om en ”subjektiv” form for materialisation og dematerialisation eller projektion, som foregår via vågen dagsbevidst koncentration eller viljesakt. Ved hjælp af denne kan særligt egnede personer fortætte en art finere fysisk stof, som findes i deres egen og andres aura (latin: glorie, udstråling), så dette bliver synligt. Det er denne synliggørelse, der kaldes en materialisation, og denne kan f.eks. antage form af en bestemt menneskeskikkelse. Omvendt kaldes opløsningen af denne skikkelse for dematerialisation, hvorved finstoffet opløses og atter indgår i den eller de aura, hvorfra det blev hentet og fortættet. Martinus hævder, at der rundt om på jorden findes hemmelige eller lukkede kredse, hvor man eksperimenterer med materialisationer og dematerialisationer, nemlig med særligt henblik på at senere tiders mennesker vil være henvist til at benytte denne inkarnations- og diskarnationsteknik. (Note 55)

Det er et spørgsmål, om Martinus’ opfattelse af Sfinksen og Keopspyramiden er helt upåvirket af de tidligere ovenfor anførte okkulte tanker om disse, som bl.a. skyldes madame Blavatsky, og som han formentlig kan have erfaret om gennem sit nære bekendtskab med den belæste åndsvidenskabelige forsker Lars Nibelvang (1879-1948). Vedr. den sidstnævnte henvises læseren til Martinus’ Erindringer, s. 63-79, samt Martinus – som vi husker ham, s. 11-40. Men selv om jeg personlig nærer en vis skepsis over for Martinus’ påstand om Keopspyramidens okkulte opførelse og alder, så er jeg til gengæld positivt indstillet over for hans opfattelse af dens primære formål som indvielsestempel, lige som jeg fuldt ud kan tilslutte mig hans fortolkning af fabeldyret Sfinksen. Se herom senere nedenfor.

Martinus’ beskrivelse af Keopspyramidens oprindelige udseende og af dens omgivelser, der nu i århundreder har været et ørkenområde, passer derimod ganske godt med ægyptologen David Lehners beskrivelse af samme. På grundlag af det ovenfor fremførte, er det min opfattelse at Martinus’ påstande om specielt Keopspyramiden, ikke kan være udtryk for den intuitive og i øvrigt logisk velunderbyggede kosmiske viden, som hans værk ellers er så fornemt et udtryk for. Men at Martinus ikke altid brugte sin veludviklede og viljestyrede intuitionsevne, når han f.eks. udtalte sig om et eller andet emne eller spørgsmål, har vi jo allerede fået et eksempel på i citater af lektor Benjamin Saxe tidligere ovenfor.

På et senere tidspunkt i sit liv ønskede og bestemte Martinus, at hans fysiske legeme skulle balsameres efter døden og at hans specielle kiste skulle anbringes inden i en gennemsigtig glaspyramide. Denne bestemmelse vidner efter min mening mere om mystikeren end om filosoffen i ham. Hans ønske var for øvrigt motiveret dels af kærlighed eller hensyntagen til endnu levende mikroindivider i hans fysiske organisme, og dels af den tanke, at denne form for bisættelse skulle danne forbillede for fremtidens bisættelser. (Note 56)

Martinus' opfattelse af Sfinksens gåde

Man har naturligvis lov til at stille sig skeptisk overfor Martinus' opfattelse af Keopspyramidens alder, tilblivelseshistorie og anvendelse, men til trods for, at jeg personligt hører til blandt de skeptiske, tør jeg dog ikke afvise at Martinus i den sidste ende måske kan vise sig at få helt eller delvis ret, også selvom det ikke umiddelbart virker sandsynligt, specielt ikke hvad angår pyramidens alder og 'byggeteknik'. Derimod nærer jeg ingen skepsis mod hans opfattelse af pyramidens anvendelse som indvielsestempel, og slet ikke mod hans fortolkning af Sfinksens gåde, idet han stort set i overensstemmelse med klassisk mytologi og især esoterisk mytologi mener, at dens dyrekrop repræsenterer "dyret" i mennesket, og dens menneskehoved "mennesket" i dyret. Det hænger sammen med hans påvisning af, at den enkeltpolede kønstilstand eller parringsprincippet lige siden dyretilstanden, ja, endog i en del af planteriget, har været og fortsat er en livsbetingelse for individets fremtræden, seksualitet, forplantning og reinkarnation. Derfor er den enkeltpolede kønstilstand endnu så stærkt fremtrædende i jordmenneskets psykofysiske bevidsthed, at denne i en vis udstrækning stadigvæk repræsenterer pattedyret. Men samtidig er den 'dyriske' bevidsthedsdel, som giver sig udslag i bl. a. ejendomsbegær, jalousi, misundelse, intolerance, had og hævngerrighed og de deraf følgende konsekvenser, langsomt ved at blive undermineret af den tiltagende polforvandling, hvorunder den hidtil latente pol samt det intellektuelle polorgan med tilhørende sansestruktur, i stigende grad er ved at gøre sig gældende i menneskets bevidsthedsliv.

Her viser den sig i form af de evner og egenskaber, som vi normalt betegner som "menneskelige": Humanitet, tolerance, intuition, intelligens, viden, skabeevne, højere kulturelle interesser og aktiviteter m.v. Karakteristikken "halvt dyr" og "halvt menneske" er derfor den fundamentale analyse af det ufærdige, uindviede eller kosmisk ufødte jordmenneske, hævder Martinus. (Note 57)

Her skal vi forlade dette emne og ovenfor citerede artikel om blandt andet Martinus' opfattelse af Keops-pyramiden og Sfinksen, idet jeg tillader mig at formode at læseren har fattet pointen, som er, at Martinus' refererede udtalelser om Keops-pyramidens alder og byggeteknik efter en del kilder at dømme, ikke har ret meget med de faktiske kendsgerninger at gøre.

I stedet for skal vi gå over til at se på de nok så væsentlige emner, der mere vedrører Martinus' kosmologi, nemlig problemerne og spørgsmålene omkring det levende væsens udødelighed og evige liv, skæbnens fuldkomne retfærdighed i kraft af skæbnelov og reinkarnation. Også i den forbindelse vil jeg benytte mig af en af de af mine artikler, der mere præcist handler om min opfattelse og forståelse af netop de nævnte emner. Til det formål har jeg valgt at gengive nedenstående artikel:

Skæbne og skyld.

Er der hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen?

Vil straks minde læseren om, at eftersom Martinus’ værker i lighed med megen anden litteratur er offentligt tilgængelige, forbeholder jeg mig retten til at beskæftige mig frit, åbent, uafhængigt og sagligt kritisk vurderende med Martinus’ så vel som med enhver anden form for offentlig tilgængelig filosofisk, åndsvidenskabelig og religiøs litteratur. Denne grundholdning mener jeg faktisk er i nøjeste overensstemmelse med, hvad Martinus selv opfordrede studerende af hans kosmiske analyser og facitter til at gøre, hvilket fremgår eksplicit af blandt andet Fortalen til ”Livets Bog I”. Det fremgår desuden også af bl.a. følgende citat:

(Citat) Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i tidsskriftet Kosmos Nr. 9 - 2009)

Netop fordi jeg forholder mig frit, åbent, uafhængigt og sagligt kritisk til Martinus’ såkaldte kosmiske analyser, har jeg med al respekt tilladt mig i nogle af mine artikler her på hjemmesiden at påpege de steder, hvor de nævnte analyser efter min bedste forståelse og overbevisning forekommer mig helt eller delvist ikke at være i overensstemmelse med, hvad der ud fra almindelig erfaring og især natur- og humanvidenskabelig viden må og kan forstås som virkelighed. Det drejer sig blandt andet om Martinus’ analyser af begreber og fænomener som netop skæbne, skyld, hensigtsmæssighed og retfærdighed. Men før jeg går nærmere ind på selve emnet, vil jeg for god ordens skyld gerne gøre opmærksom på, at jeg udmærket er klar over, at Martinus til trods for sin ovenfor nævnte direkte opfordring til studerende af hans kosmiske analyser, om under studiet af disse at benytte sig af selvstændig tænkning og analyse, også samtidig advarer samme studerende om risikoen for at komme til at fremstå som en utilsigtet modstander af hans analyser. Denne advarsel har han blandt andet fremsat i artiklen ”Tærskelens vogtere” fra 1937, hvorfra der senest i tidsskriftet KOSMOS nr. 2-2015 under stykoverskriften ”Om kritik af verdensgenløseren” er bragt følgende citat:

(Citat) Alle, der har sand interesse af åndsvidenskab og har interesse af mit arbejde, er i nærheden af lyset, er mere eller mindre begyndt at føle det vidunderlige velvære, det kan skabe i sjælen, og er i tilsvarende grad mere eller mindre blevet dets disciple. Men da De jo ikke har nået ”den store fødsel”, vil der være naturer i Dem, der ikke er færdige. Og disse naturer vil altså bevirke, at De alle sammen, hver især, mere eller mindre, før eller senere kan komme til at fremtræde som en ”Judas” og ubevidst være en forræder mod det lys, der er blevet deres livs største lykke. Vær derfor alle på vagt. De kan uden at vide af det komme til at stå overfor selve verdensgenløseren. Og da han er absolut ufejlbarlig med hensyn til de højeste fakta, og de herudfra af ham foretagne dispositioner er de eneste absolut rigtige, vil De uvægerlig komme til kort i enhver situation, hvor De udløser kritik og mener, at han burde handle anderledes, burde gøre dette eller hint på den måde, som De mener er rigtig, og som måske lige akkurat er kontrasten til verdensgenløserens opfattelse. Og husk yderligere på, at Deres kritik i hans nærhed er dobbelt farlig for Dem selv, idet denne nærhed bevirker en forstærket mobilisering af alt i Deres bevidsthed, der kan tjene til at camouflere Deres kritiks begrundelse med den mest ædle eller englelige skikkelse, således at denne i de mest gyldne og strålende farver lader Dem være overbevist om, at De har ret, viser Dem på samme måde, at De er uretfærdigt behandlet, at De er martyr, er forfulgt, hvis ikke verdensgenløseren retter sig efter Dem.

Men en verdensgenløser går ikke på akkord med menneskenes dårlige og egoistiske begær, ligegyldigt hvor meget man så end har støttet ham, ligegyldigt hvor meget man så end selv synes at have ofret sig for ham, hans sag eller lyset. For ham er alle menneskelige bevidsthedstrin åbenbaret, og enhver menneskelig vildfarelse rutinemæssigt let gennemskuelig. Han kan derfor kun følge sin egen bane uafhængig af ros og dadel, uafhængig af udsigten til medvind eller modvind, uafhængig af udsigten til derved at miste venner eller skaffe sig fjender. Kun på denne måde alene kan han permanent være ”ét med vejen, sandheden og livet”. – I modsat fald ville han jo være ét med de vildfarne, de forblindede og ufærdige væsener, hvis magt og indflydelse han bøjede sig for.

Jeg har ikke hermed sigtet til nogen eller noget inden for Sagen her, men kun ønsket at fremføre for Dem de principielle tildragelser, der er karakteristiske for den udviklingszone, De befinder Dem i, og som De derfor alle mere eller mindre kan komme ud for her i lysets nærhed, eller når De begynder at overskygges af ”den hellige ånd”.

Og hvis De nu vil spørge mig, hvornår De kan være sikker på ikke at være en ”Judas”, da må jeg svare: ”Når De er blevet så indlevet i det guddommelige lys, at De føler, at ingen kan gøre uret og ingen kan lide uret, og at De selv er enhver mod Dem rettet ubehageligheds dybeste årsag og derfor aldrig kan føle Dem som martyr, aldrig kan føle Dem uretfærdigt behandlet af den eller den, ligegyldigt hvad dette vedkommende så end måtte gøre imod Dem, og derfor heller aldrig kan vredes imod nogen eller noget, men hele tiden lever i en permanent glæde i oplevelsen af verdensplanens højeste og sidste facit: Alt er såre godt. Da behøver De ikke at frygte for, at De er en Judas, thi da kritiserer og angriber De ikke den eller det. Da kan De allerhøjest i al venlighed trække Dem tilbage fra denne eller hin, som ikke kan være i harmoni med Dem. Thi da er De selv blevet ”vejen, sandheden og livet.” (Citat slut)

Ovenstående citat er i øvrigt fra et foredrag af Martinus holdt i det, der dengang hed Kosmos Feriekoloni i Klint, torsdag den 15. juli 1937. Første gang bragt i tidsskriftet Kosmos i 1937. Det følgende citat fra samme artikel, som også er gengivet i Artikelsamling 1, vil kunne tjene til at belyse lidt af baggrunden for det ovenfor gengivne citat:

(Citat) Tærskelens vogtere 1937

Jeg plejer ved foredragene her i kolonien at holde mig til emner, der er umiddelbart aktuelle i det daglige liv, og undgår derfor, så vidt muligt, at komme ind på svære og mere højtliggende analyser. Derfor vil jeg også gerne i aften tale om et emne, der i særlig grad har bud til os alle. Dette emne hedder "tærskelens vogtere".

Jeg har ikke før talt ret meget om dette emne, men har derimod bebudet dets uddybning i "Livets Bog", hvilket også vil blive gjort.

Hvad er da det for en "tærskel", og hvad er det for "vogtere"? –

Jeg har i mit arbejde lært Dem, at det jordiske menneske er på et stadium i udviklingen, hvor det befinder sig som en "såret flygtning mellem to riger". De er jo alle sammen hver især et væsen, der har udviklet Dem fra primitive dyriske stadier frem til Deres nuværende jordmenneskelige stadium. Dette stadium er i særlig grad skuepladsen for kulminationen af al lidelse og smerte, der jo igen skyldes dette, at De har fået udviklet Dem til at kunne være medbestemmende i skabelsen af Deres daglige liv. De har fået evnen til at kunne gå. De kan sidde ned og stå op. De kan tale osv., alt sammen efter Deres eget forgodtbefindende, ønske og vilje. Det bærende i denne viljeudløsning er begæret efter det behagelige. Men det er ikke alt, der virker eller fornemmes som behageligt, der er det rigtige og dermed det sundeste og mest i kontakt med verdensplanen. Enkelte giftstoffer kan til eksempel ligefrem være søde og velsmagende, men er ikke desto mindre absolut dødbringende. Mange manifestationer kan se ud som rigtige, som højt moralske og retfærdige, have skæret af kærlighed, men er ikke desto mindre også absolut lidelsesfrembringende, skabende sorg og ulykke, mentalt såvel som fysisk ødelæggelse og lemlæstelse. (Citat slut) (Note 58)

Som Martinus også skriver i citatet her ovenfor, så har han i øvrigt i løbet af de efterfølgende mange år til fulde uddybet emnet ”tærskelens vogtere” i ”Livets Bog” I, III, IV, VI, VII, Symbolbogen Det Evige Verdensbillede III, Småbog nr. 12a: Vejen til indvielse, Småbog nr. 19c: Kosmiske glimt.

Kommentar til de to Martinus-citater

Set i det berømte bakspejl står det lysende klart, at når Martinus i 1937 fandt det aktuelt og nødvendigt at introducere begrebet ”tærskelens vogtere” til sine tilhørere og læsere, hang det umiskendeligt sammen med den situation som hans ”Sag” og arbejde befandt sig i på det tidspunkt. Dengang var det kun 1. bind af ”Livets Bog”, der var udgivet, nemlig i juli 1932, medens hans næste bogværk, bogen ”Logik”, først udkom i 1938. Derimod var flere af Martinus’ artikler blevet publiceret allerede i begyndelsen af 1930erne, først i tidsskriftet ”Okkultisten” og fra 1933 i hans eget tidsskrift ”Kosmos”, hvis første nummer udkom i april 1933. Fra 16. maj 1937 holdt Martinus foredrag i den nyopførte og første foredragssal i Kosmos Feriekoloni, det nuværende Martinus Center i Klint. Et af disse foredrag var altså ”Tærskelens vogtere”, der som nævnt allerede var blevet trykt i tidsskriftet Kosmos første nummer.

Den ydre anledning til foredraget og artiklen ”Tærskelens vogtere” ser ud til at have været nogle personrelaterede uoverensstemmelser mellem nogle markante Martinus-tilhængere og især Martinus’ førstesekretær, den initiativrige og meget dygtige, men også kontroversielle Erik Gerner Larsson. De implicerede ’opponenter’ var især forfatteren Lars Nibelvang og forfatteren Helmer Fogedgaard, redaktør og udgiver af tidsskriftet ”Okkultisten”, som begge hver for sig var ivrige tilhængere af Martinus’ livs- og verdensopfattelse, men samtidigt var stærke kritikere af Gerner Larsson og dennes dispositioner, og som selv nærede store ambitioner om at komme til at spille en førende rolle indenfor Martinus-sagen. Martinus måtte imidlertid skuffe dem med, at det ikke kunne blive tilfældet, for hans dispositioner på Sagens vegne inkluderede ikke de to nævnte personer. Dette fremgår umiskendeligt dokumenteret i Kurt Christiansens 2-binds værk ”Martinus og hans livsværk Det Tredie Testamente – en biografi”, udgivet af Forlaget Kosmologisk Information i 2005, som i hvert fald efter min mening er et uundværligt videnskabeligt værk, når det drejer sig om Martinus’ liv og karriere. Kurt Christiansen går heri også bagom den mytedannelse, der i tidens løb har dannet sig omkring personen Martinus.

Men alt dette var jo ukendt for mig, da jeg i efteråret 1957 for første gang stiftede bekendtskab med personen Martinus og hans dengang endnu ikke afsluttede livsværk. Om dette møde har jeg senere skrevet flere artikler, først og fremmest 3.02. ”Poesiens Messias” – om H.C.Andersens forventning om livspoesiens ’forløser’, som findes trykt i tidsskriftet Kosmos nr. 4, 1976, dernæst artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, trykt i Kosmos nr. 12 – 2001, samt artiklen 4.71. Mit møde med Martinus og hans værk – Et møde med livsvarig konsekvens, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3 – 2 012.

Det ufuldkomne og det fuldkomne menneske

Som det formentlig allerede står læseren klart, så skelner Martinus i sin kosmologi mellem det ufuldkomne og det fuldkomne menneske, hvilket i øvrigt er tydeligt fremgået af de tidligere ovenfor gengivne citater fra Martinus-artiklen ”Tærskelens vogtere”, specielt af det under stykoverskriften ”Om kritik af verdensgenløseren”. Deri omtaler Martinus ikke mindst den risiko for utilsigtet at komme til at blive en ”Judas”, der består for den endnu ufuldkomne studerende af hans kosmiske analyser. Altså at blive en forræder overfor ”det guddommelige lys”, som disse analyser repræsenterer og kanaliserer i henhold til Martinus selv. Problemet for os ufuldkomne mennesker består i – stadig i henhold til Martinus – at vi ikke selv er klar over situationen, hvorfor vi i vores selvgode tiltro til eget ego fremturer i og med ”forræderiet”. Sidstnævnte består ifølge Martinus i særlig grad i en kritik af verdensgenløseren og dennes dispositioner på sin sags eller missions vegne. I og med udtrykket og betegnelsen verdensgenløseren refererer Martinus – jævnfør med det tidligere ovenfor skrevne - primært til Jesus Kristus og implicit også til sig selv.

Det har naturligvis ikke kunnet undgås, at tanken om at jeg måske selv udgør en ”Judas” i forhold til Martinus’ sag og livsværk, i og med at jeg i flere af mine artikler har forholdt mig kritisk til dele af hans dispositioner og i øvrigt også til dele af hans analyser. Det har jeg gjort og gør som et selvstændigt tænkende og analyserende menneske og studerende af Martinus’ i øvrigt aldeles fremragende og detaljerede kosmiske analyser og livsfacitter. Men måske netop deri består mit mulige selvbedrag, hvilket jeg i så fald må leve med og faktisk har levet med omtrent siden jeg i begyndelsen af 1970erne mener at have tilegnet mig et overblik over det fabelagtige verdensbillede, som Martinus i løbet af et langt liv har manifesteret og lagt navn til.

Det er særligt i artiklen 2.07. Guds vilje – tanker til overvejelse. Om dogmatik og ortodoksi kontra fri tanke og forskning, trykt i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 4 – 2009, at jeg har følt mig foranlediget og dristet mig til at kritisere nogle af Martinus’ dispositioner, om end kritikken kun indirekte er rettet mod Martinus. For at give læseren et indtryk af, hvad kritikken i artiklen i det væsentlige går ud på, vil jeg her bringe følgende to citater fra denne:

(Citat)

Autoritær og absolutistisk?

Et fundamentalt problem med religioner og livsanskuelser, der påberåber sig at være etableret gennem såkaldt guddommelig åbenbaring er hovedsagelig, at disse erfaringsmæssigt gør krav på absolut autoritet både for sig selv og for den vismand eller profet, der har fungeret som ’medium’ for åbenbaringen.

Eftersom en utvivlsom vismand som Martinus også henholder sig til, at der ligger guddommelige åbenbaringer til grund for hans kosmologi, vil der efter min opfattelse derfor være mindst tre principielle spørgsmål, som det vil være fornuftigt og formålstjenligt at stille og tage under grundig og saglig overvejelse i den sammenhæng. Disse spørgsmål gælder den institution, som i praksis har til opgave og formål at administrere såvel den materielle som åndelige arv efter Martinus. De tre spørgsmål, der her tænkes på, drejer sig dog især om den åndelige arv i form af ”Det Tredie Testamente”, mere specifikt den kosmologiske lære, som Martinus har skabt og lagt navn til. De tre spørgsmål kunne f.eks. lyde som følger:

1. Er det trods alt ikke udtryk for autoritær og absolutistisk indstilling og holdning, når man henholder sig til, at alt, hvad f.eks. Martinus Institut står for, overordnet set er bestemt og bestemmes af Guds vilje?

2. I konsekvens heraf, bliver individet da andet, end en uselvstændig og i grunden viljeløs marionet i skaberens hænder?

3. Er det ikke betænkeligt, når en institution, den være sig åndelig eller religiøs, påberåber sig guddommelig styrelse og dermed en vis (absolut) autoritet?

Baggrunden for at stille disse tre spørgsmål, er den også indenfor Martinus-sagen dominerende forestilling om Guds forsyn eller omsorg for mennesket (specielt forsyn) og for den skabte verden (almindeligt forsyn), Guds opretholdelse og forudbestemmelse af denne, Guds virken i naturen og historien, som leder dem mod de af ’ham’ fastlagte mål. (Citat slut)

Næste citat fra samme artikel lyder som følger:

(Citat)

Generelle betænkeligheder

Generelt set er det betænkeligt, når Guds vilje tolkes sådan, at der også er risiko for at de fordomme og idiosynkrasier, som det til enhver tid siddende Råd og den til enhver tid siddende Kosmos-redaktion eller øvrige medarbejdere på trods af al god vilje måtte have, skulle være udtryk for den guddommelige vilje. Dermed har man jo nemlig dels afskåret sig fra virkelig dialog og dels garderet sig imod enhver form for kritik, også selvom denne fremføres med saglige argumenter. Denne vil nemlig i bedste fald og til enhver tid blive afvist som ’opposition’ imod Guds vilje, og som sådan anses kritikken ikke alene for at være forfejlet men også nyttesløs. Imidlertid er det, hvad Martinus selv mente om Guds vilje og desuden også på forhånd godkendte og statuerede som retningslinjer for Rådet såvel som for Kosmos-redaktionen og øvrige medarbejdere. (Dette fremgår eksplicit af ”Samarbejds-strukturen for Martinus Institut”.) Konsekvensen af denne indstilling er bl.a., at autoritære fænomener som f.eks. nazismen og kommunismen med hovedskikkelser som Hitler og Stalin, faktisk også tolkes som udtryk for Guds vilje. Kz-lejre og Gulag-arbejdslejre er dermed også et udtryk for Guds vilje, som vi blot tolker negativt, fordi vi almindelige mennesker i henhold til Martinus ikke er i stand til at overskue det helhedsperspektiv, hvori fænomenerne indgår og rettelig bør ses, for at man kan gennemskue disses rette karakter og status, nemlig som nødvendige og uundværlige led i Guds plan med menneskeheden. (Note 59)

Derfor egentlig ikke så mærkværdigt, at en af Martinus’ moralske hovedregler og anbefalinger er, at ”man skal finde sig i alting”, netop fordi ’alting’ i både første og sidste instans er udtryk for Guds vilje, og denne er det når alt kommer til alt reelt set ikke muligt for mennesket eller andre levende væsener at sætte sig op imod, endsige ændre det mindste ved. (Se evt. artiklen Om at finde sig i kritik her på hjemmesiden). (Citat slut)

Forudbestemt skæbne eller blind tilfældighed?

I og med sine analyser omkring spiralkredsløbsprincippet og organismeprincippet præsenterer Martinus et svimlende udviklingsperspektiv. I henhold til dette postulerer Martinus, at ethvert levende væsen, uden en eneste undtagelse, gennemlever ikke alene det vældige spiralkredsløbsprincip, men samtidigt også det vældige organismeprincip! Det må siges at være en udviklingslære, der virkelig vil noget andet og mere end den lineære naturvidenskabelige biologiske livsanskuelse ifølge hvilken det er artens og slægtens erfaringer, karakteristika, egenskaber og evner, der udvikles og videreføres i de enkelte og i det perspektiv og den sammenhæng i og for sig ubetydelige individer. Den udvikling sker i henhold til naturvidenskaben som følge af de biologiske arvelighedslove, hvis resultater overordnet set er udtryk for en vis form for tilfældighed. Når den naturvidenskabelige livsanskuelse her betegnes som lineær, beror det på, at den antager at der forekommer begyndelse i tid og rum og fra hvilken verden og livet bevæger og udvikler sig fremad i så at sige en lige linje og mod et ukendt mål.

Anderledes og modsat forholder det sig med den udviklingslære, der præsenteres i Martinus’ cirkulære livsanskuelse, ifølge hvilken det netop er de enkelte individers erfaringer, karakteristika, egenskaber og evner, der udvikles og videreføres i de enkelte og i det perspektiv og den sammenhæng betydelige individer, som tilsammen danner eller udgør arten og slægten. Den udvikling sker i henhold til Martinus’ udviklingslære som følge af de kosmiske lovmæssigheder, hvis resultater overordnet set er udtryk for en overordentlig form for hensigtsmæssighed og formålstjenlighed. Når Martinus’ livsanskuelse her betegnes som cirkulær, beror det på, at den antager at der ikke forekommer begyndelse i tid og rum og at verden og livet desuden bevæger og udvikler sig fremad i så at sige cirkelbevægelser, altså i kredsløb, der tilmed er målrettede.

Et af de helt store tilværelsesspørgsmål er derfor, hvad begreber og fænomener som skæbne og skyld betyder i den store overordnede sammenhæng? Altså, når skæbne og skyld dels ses i sammenhæng med det enkelte individ og dels i en kollektiv sammenhæng i form af arten og slægten?

For at den læser, som ikke på forhånd er kyndig i Martinus’ kosmologi, skal kunne forstå den opfattelse og de tanker, der fra Martinus’ side ligger til grund for hans kosmiske analyser og livsfacitter, kan det absolut anbefales at læse hans livsværk. Men da dette fordrer et større og tidskrævende studium, kan det i det mindste som en form for introduktion til dette livsværk, anbefales at læse følgende artikler her på hjemmesiden:

Kosmologiske lektioner

Linket gælder de nævnte Kosmiske lektioner, der er en bearbejdelse af nedenstående artikler, men uden disses noter og kildeangivelser. De sidstnævnte findes derimod i selve artiklerne, som det derfor kan anbefales læsere, som ønsker at gå mere i dybden, at læse. Det drejer sig om nedenstående artikler:

H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip”

H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”

H1-10. Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’

H1-11. Emotionel og intellektuel seksualisme – om de to grundformer for seksualisme

H1-12. Det seksuelle dobbeltkredsløb – om de to seksuelle polers evige vekselvirkning med hinanden

H1-13. Introduktion til ”Den seksuelle polforvandling” – den ’vågne’ og den ’sovende’ seksuelle ’pol’

H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A- til K-menneske

H1-15. Sfinksens gåde: Fra dyr til menneske – Martinus’ kosmologis bud på den psyko-biologiske udvikling

H1-16. Gennem døden eller de parafysiske verdener – om diskarnationens ’teknik’

H1-17. Reinkarnationsprocessen – om dennes ’teknik’ i form af inkarnation eller materialisation

H1-18. Repetitionsprincippet – om gentagelsesprincippets uundværlighed og uundgåelighed

H1-19. Repetition, barndom og ungdom – om repetitionsprincippet i praksis

H1-20. Repetition, skæbne og beskyttelse – om repetitionsprincippet i praksis (fortsat)

H1-21. Individets fri kontra ufri vilje (I) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer

H1-22. Individets fri kontra ufri vilje (II) – om viljen og de viljeførende kræfter og faktorer (fortsat)

H1-23. Individets skæbnedannelse – om skæbnedannelsens almindelige lovmæssigheder

H1-24. Livets risici og skytsenglenes opgave – om skæbnedannelsens specielle lovmæssigheder

Det er naturligvis en stor mundfuld, især for den helt uforberedte læser, men man får som bekendt ikke noget forærende her i livet, i hvert fald i reglen ikke noget værdifuldt. Og værdifuldt må man absolut sige, at kendskabet til Martinus’ verdensbillede eller kosmologi under alle omstændigheder er. Men når og hvis læseren vil gøre sig selv den tjeneste, seriøst at sætte sig ind i de grundbegreber, faktorer, kræfter og lovmæssigheder, som det nævnte verdensbillede omhandler og er udtryk for, vil samme læser først da have de fornødne forudsætninger for at kunne forstå og acceptere eller eventuelt afvise den delvise kritik af samme, jeg som en anden velmenende ”Judas” har gjort mig til talsmand for.

Den forsøgsvis saglige kritik af nogle af Martinus’ analyser og konklusioner, i nogle tilfælde af hans påstande, har jeg udover i de tidligere ovenfor nævnte og citerede artikler, især fremført i følgende artikler: 2.08. Polprincip, polforvandling, kønsskifte – og skæbnelov – Martinus’ kosmologi og naturvidenskaben, 2.26. Sfinksen og Keops-pyramiden – symbol og mausoleer eller indvielsestempler? 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru, 4.40. I sandhedens interesse - om ungdomsoprør, månerejser og hokus pokus, 4.59. Om at spå eller forudsige - kan mennesket forudsige kommende begivenheder? 4.70. Om kritik, gyldne leveregler, sygdomme og hjernespind - spredte bemærkninger, 4.72. Skæbnens gru – igen! – Skæbne eller tilfældighed? 4.75. Skæbnens gru – i tilbageblik! - Skæbne eller tilfældighed? Og sluttelig foreløbig artiklen 4.98. Skæbne, retfærdighed og beskyttelse. Nogle tanker omkring disse emner.

Til disse artikler kan også føjes de mere personlige, nemlig følgende: 4.35. Et livs status - en personlig opgørelse. - En artikel, hvori den knapt 80-årige forfatter gør sit personlige åndelige 'bo' op. 4.64. Liv efter døden? – Det store terminale spørgsmål 4.95. Dødens nærhed - En 85-årigs gammelmands-tanker, og 4.97. Kommentar til artiklen "Dødens nærhed": Optimistisk kontra pessimistisk livsopfattelse - eller en personlig bekendelse. De her nævnte artikler giver alle mere eller mindre udtryk for min tvivl og skepsis overfor påståede fænomener som skæbnelov, reinkarnation og retfærdighed. Men jeg afviser naturligvis ikke den mulighed, at de nævnte fænomener eksisterer, blot at jeg personligt ikke har evner til at opfatte og erkende fænomenerne som virkelighed.

Desværre vil det her føre for vidt at gennemgå de ovenfor nævnte artikler og fremdrage de kritikpunkter, de hver især indeholder. Den opgave havde jeg tænkt mig at forbeholde til en selvstændig storartikel, lidt i lighed med den hermed foreliggende, men forudsat at mine kræfter og min tid ville tillade mig at skrive en sådan. Foreløbig må jeg konstatere, at konklusionen på det i virkeligheden komplicerede spørgsmål, om der er en hensigtsmæssighed og retfærdighed i tilværelsen, kan altså ikke uden videre besvares endegyldigt med et forenklet ”Ja!” eller ”Nej!”.

Vigtig konstatering

Her skal forsøgsvis gives en kortfattet og i virkeligheden utilstrækkelig beskrivelse af den erkendelsesmæssige konklusion, jeg i de seneste år er nået frem til med hensyn til livs- og verdensanskuelse. Det har kostet mange tanker og overvejelser at nå frem til denne, ikke mindst fordi den bevirkede, at jeg har måttet revidere min tidligere overvejende loyale indforståelse med Martinus' geniale fremstilling af det kosmiske verdensbillede, som hans indvielse eller fødsel til såkaldt ”kosmisk bevidsthed” i påsken 1921 satte ham i stand til at manifestere og promovere for en undrende og med tiden voksende skare af tilhængere og studerende.

For mit eget vedkommende har jeg måttet nøjes med at bruge et ikke særlig udviklet intellekt i forbindelse med en smule intuition til at finde frem til, hvad der var og er blevet mit eget åndelige ståsted. Dette er så dæmret for mig især indenfor den sidste snes år, og hvad det kortest muligt fortalt går ud på, vil fremgå af det følgende:

Grundlæggende drejer tilværelsesproblemet sig spirituelt set om bevidsthed, idet det jo som bekendt er denne, der overhovedet sætter os i stand til at opleve, tænke og handle. Eftersom det forunderlige fænomen bevidsthed er knyttet til den fysiske organisme og mere specielt til dennes hjerne og nervesystem, skal her tages udgangspunkt i en omtale af hjernen og dens funktioner.

Hjerneforskningens og neuropsykologiens videnskabeligt begrundede opfattelse af hjernens anatomi og fysiologiske funktioner viser i overensstemmelse med sansefysiologisk kriticisme, at vores bevidstheds opfattelse af og forestillinger om den objektive fysiske verden, grundlæggende er noget helt andet end de elektrokemiske processer, der sker i nervecellerne og hjernecentrerne. (Note 60)

De fysisk-kemisk-elektriske processer bliver altså 'fortolket' i form af mere eller mindre bevidste sanseindtryk og forestillinger, som dermed udgør det, som vi forstår ved fænomenet og begrebet ”bevidsthed”. Sanseprocessen og bevidstheden udgør følgelig to forskellige, men naturligvis alligevel indbyrdes uadskillelige og indbyrdes samarbejdende faktorer. Bevidstheden eller bevidsthedslivet adskiller sig ydermere fra selve sanseprocessen ved sin tanke, fantasi- og forestillingsvirksomhed. At disse former for bevidsthedsaktiviteter i grunden er ledsaget af fysisk-kemiske processer i hjerneceller og hjernecentrer, forandrer ikke det grundlæggende forhold, at der er tale om to forskellige energisystemer, der dog tilsammen frembringer eller er årsag til den tanke, fantasi- og forestillingsvirksomhed, som i videre forstand blandt andet ligger til grund for enhver form for samfundsdannelse og kulturel opfindsomhed og virksomhed.

For øvrigt stemmer disse forhold og kendsgerninger principielt set meget godt med den faktor, som Martinus betegner som ”transformationsfeltet”, men som Per Bruus-Jensen med Martinus' accept har kaldt ”det psykiske kraftfelt”, forkortet til ”P-kraftfeltet”. (Note 61)

Det er som nævnt på det herover skitserede grundlag og på den baggrund, at man kan tale om to indbyrdes forskellige, men samtidig vekselvirkende energisystemer: Hjernen og bevidstheden, eller henholdsvis den materielle natur og den immaterielle natur. Men emnet kræver en dybere og mere omfattende forklaring, end det er lykkedes mig at give i denne artikel. Så meget står dog klart for nu, nemlig at hjerneforskerne og neuropsykologerne generelt ser for snævert på forholdet mellem hjernen og bevidstheden. Dog, det må formentlig kunne forventes, at også disse – eller foregangsfolk indenfor de nævnte fag – på et tidspunkt vil komme på sporet af, hvad også en anerkendt dybdepsykolog som C. G. Jung for længst har konstateret og fremført i og med sin dybdepsykologi. (Note 62)

Som en positiv afslutning på denne artikel, skal her gengives et citat fra artiklen ”Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé”, som kortfattet fortæller om, hvad der efter mere end 60 års beskæftigelse med spirituelle emner, er blevet min egen livs- og verdensanskuelse:

Ét-livs-hypotesens hovedtræk

Set i ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og lever. En Guddom, som især kendetegnes ve d sin alvisdom og almagt, men ikke ved sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes at blive opfyldt, snarere tværtimod.

Det væsentligste, primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener, mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan i praksis indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle aldre, og af vidt forskellige årsager.

Lige præcis døden - eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer psyke eller bevidsthed.

Desuden vil det være sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg, lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.

Denne grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man ikke overlever disse.

Som nævnt under den korte omtale af Martinus' kosmologi ovenfor, er et af de vigtige kosmiske skabeprincipper dette, at de levende væsener i lighed med Guddommen er seksuelt dobbeltpolede, men på den måde, at mens Guddommen er det permanent, er de levende væsener undergivet en evig rytme, som kosmisk set periodisk skifter mellem at være dobbeltpolede og at være enkeltpolede. Dette skabeprincip gælder delvis også i ét-livs-hypotesen, men naturligvis ikke på samme måde, idet der jo som sagt kun er ét enkelt jordisk liv til rådighed for individet. Men det er den enkeltpolede tilstand, der udgør grundlaget for de to køn, hankøn og hunkøn, med alt, hvad dette indebærer af både godt og mindre godt, blandt andet i form af mere eller mindre vellykkede parforhold og ægteskaber. I den enkeltpolede tilstand har en uselvisk kærlighed til næsten, herunder medmenneskene, normalt meget svære vilkår, hvilket er en del af baggrunden for indbyrdes misundelse, jalousi, fjendskab og strid, som i værste fald udarter til oprør og krige.

Men den såkaldt dobbeltpolede tilstand, hvorunder de to seksuelle poler, den feminine pol og den maskuline pol, er ligeværdige i indflydelse på individets psyke og adfærd, kan f.eks. tænkes at være en tilstand, som evolutionen på sigt efterhånden vil føre med sig i hele menneskeheden. Undervejs er det så, som virkeligheden viser, at der kan forekomme afvigelser fra normen, blandt andet i form af homoseksualitet og lesbianisme mm.

Hvad angår de kosmiske lovmæssigheder, Martinus betegner som de kosmiske skabeprincipper, så er loven for skæbne en absolut vigtig lovmæssighed i tilværelsen, som jo ifølge ham grundlæggende handler om, at overhovedet alle levende væsener i verdensaltet i det store kosmiske perspektiv er fuldkommen ens og ligestillede, hvorfor retfærdighed på sigt er tilsikret hvert eneste individ. Men dette er ikke tilfældet set i ét-livs-hypotesens perspektiv, idet det dels er åbenlyst, i hvert fald for mig, at ikke alle levende væsener er ligestillede, og dels har det kunnet konstateres, at hvad der må karakteriseres som i hvert fald tilsyneladende uretfærdig skæbne, ikke altid og i ethvert tilfælde lader sig udligne i løbet af et enkelt jordisk liv, og dels har det ifølge ét-livs-hypotesen heller ikke kunnet verificeres eller bevises, at et fænomen som reinkarnation er en realitet. De forsøg, jeg kender til og som er blevet gjort for at 'bevise', at reinkarnation er en realitet, er efter min opfattelse ikke overbevisende.

Konklusion

Derfor må konklusionen på ét-livs-hypotesen her lyde: At da der – i hvert fald tilsyneladende – ikke findes udødelighed og som en følge deraf heller ikke reinkarnation, og da det erfaringsmæssigt kan konstateres, at uretfærdigheder ikke altid vil kunne kompenseres indenfor et enkelt jordisk liv, findes der dermed heller ikke fuldkommen retfærdighed. Det må derfor i sin konsekvens betyde, at der kun findes ét eneste liv, nemlig det jordiske liv her og nu, til alle os, som har fået den store gave og det privilegium, det trods alt er, i det mindste én gang i verdensaltets eksistens, at have fået lov til at opleve livet eller tilværelsen som virkelighedens eget store, brogede og forunderlige guddommelige eventyr, dette ret beset i grunden er.

Men hvad betyder så det i forholdet til Martinus' kosmologi, som han brugte over 40 år på at manifestere eller skabe, og omkring 60 år til at fortælle sin omverden om? - Det er klart, at man ikke bare sådan uden videre kan tillade sig at affeje det med, at der i tidens løb har været så mange andre filosoffer og vismænd, hvis store visioner og dybsindige tanker – nu mere eller mindre oversete og glemte - indgår i filosofi- og religionshistorien. Dermed være ikke sagt, at dette også vil blive tilfældet med Martinus' kosmologiske lære, men muligheden for det, er unægtelig til stede, og det uanset, hvad hans loyale og trofaste tilhængere måtte mene om det.

For min egen part vil jeg fortsat være en studerende af alle de dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, som jeg har kunnet få bekræftet ved hjælp af mine egne erfaringer, intelligens og logiske sans, og som jeg fortsat vil være i stand til at få bekræftet. Det, jeg ikke har kunnet og kan få bekræftet, må jeg lade ligge, i hvert fald indtil videre. Hvilket iøvrigt er i god overensstemmelse med Martinus' egen tolerante opfattelse af studerende af hans kosmologi. Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i blandt andet følgende citat:

(Citat, med nutids retskrivning) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets mysterium.” (Citat slut ) (Note 63)

I forbindelse med det ovenfor anførte citat, vil jeg tillade mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse). (Note 64)

Det er det netop citerede gode råd af Martinus, om at forholde sig undersøgende til hans kosmiske analyser, jeg har forsøgt at følge og efterleve, men det skal samtidigt også gerne indrømmes uden forbehold, at jeg bliver noget betænkelig ved min antagelse af ét-livs-hypotesen, når jeg f. eks. læser følgende tekst af Martinus:

(Citat) Hvis reinkarnationen ikke eksisterede, måtte verdensaltet være kaos og tilfældighed.

Den erkendelse eller påstand, det dogme eller postulat, der udtrykker, at det levende væsens nuværende fysiske tilværelse udgør den absolut eneste fysiske tilværelse, det har oplevet, viser sig meget hurtigt ikke at have det ringeste med logikken i den guddommelige verdensplan at gøre.

Hvis det nuværende fysiske liv var det eneste, som det levende væsen kom til at opleve, ville hele verdensaltet kun kunne forklares som et kaos af tilfældigheder, ganske blottet for retfærdighed og kærlighed. Da dette er det modsatte af, hvad livets egen matematik viser som kendsgerning, bliver ”den evige tilværelse” og dermed reinkarnationen således det urokkelige fundament i verdensplanens logik, uden hvilket absolut intet som helst af de store livsfacitter, der går igen som de allerhøjeste læresætninger i verdens helligste bøger og religioner, nogen sinde kan komme til at stråle i kendsgerningernes klare videnskabelige sollys, men evigt må forblive i troens og postulaternes dunkle måneskin. (Citat slut) (Note 65)

Den konstatering af verdensplanens garanti for, at der ikke vil kunne forekomme uretfærdighed i tilværelsen, er så afgjort i fuldkommen overensstemmelse med den interne logik, der er i Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter, og som åbenbart ikke levner plads til den mindste skepsis eller tvivl. Men Martinus' ovenfor anførte argumenter overbeviser mig desværre ikke. For det er klart, at han må fastholde udødeligheden og reinkarnationen, for uden denne ville hans storslåede verdensbillede være og forblive en utopi med mange rigtige og smukke idéer, analyser og facitter. I hvert fald når man anskuer hans kosmologi i ét-livs-hypotesens perspektiv

Men til trods for Martinus' stærke og manende ord i citatet herover og i øvrigt, så må jeg dog fastholde min overbevisning om, at ét-livs-hypotesen og dennes konsekvenser for livs- og verdensanskuelsen ifølge mine egne oplevelser, erfaringer, tænkning og vurdering er den, der forekommer mig mest sandsynlig, i hvert fald indtil der foreligger mere videnskabeligt objektive beviser for det modsatte, altså beviser, som verificerer Martinus' storslåede eventyrlige verdensbillede.

Imidlertid er det klart, at loyale og varme tilhængere af Martinus og hans kosmologi ikke vil eller kan være enige med mig i min vurdering. Desuden er der jo efterhånden også opbygget og konsolideret en rent fysisk organisation omkring Martinus' mission eller ”sag” i form af Martinus Institut og Martinus Center, med en hel del forgreninger rundt omkring i Danmark og i udlandet. For øvrigt i principiel lighed med, hvad der både i udlandet og herhjemme har været tilfældet med Madame Blavatskys Teosofi og Rudolf Steiners Antroposofi. Begge spirituelle bevægelsers respektive tidligere store betydning er ikke særlig stor i nutiden, men om det vil gå lige sådan med Martinus-bevægelsen, kan naturligvis kun fremtiden vise. (Note 66)

© August 2017. Harry Rasmussen.

Tillæg

For både Martinus' kosmologis og ét-livs-hypotesens vedkommende, er det vigtigt i sammenhæng med forståelsen af det levende væsen eller individet, at man er nogenlunde fortrolig med, hvad der mere præcist skal forstås ved fænomenet og begrebet ”det psykiske kraftfelt” eller ”P-kraftfeltet”. Dette kraft- eller energifelt udgør kort og forenklet sagt det substantielle objektive grundlag for bevidsthedslivet, på principielt samme måde, som den fysiske hjerne udgør grundlaget for de fysiologiske aktiviteter og processer, der er nødvendige og uundværlige for individets eksistens. For forståelsens skyld skal her bringes et citat vedr. ”det psykiske kraftfelt” gengivet fra artiklen 4.107. Krop og psyke eller Krop og bevidsthed :

Jegets mentale livsrum og P-kraftfeltet

De tre førstnævnte bevægelsesarter: stambevægelsen, rummet og tiden, som altså har deres fælles årsag i bevægelsesprincippet, er indbyrdes uløseligt forbundet og danner i forening en kombination, der i enhver henseende udgør Jegets modsætning. Jeget er jo som ofte nævnt objektivt set en størrelses- og grænseløs, tidløs og absolut stillestående, ubevægelig realitet, medens modsat den nævnte kombination af stambevægelsen, rummet og tiden, subjektivt set fremtræder med egenskaberne størrelse, begrænsning, tid og bevægelse.

Som en videreførelse af tegningen tidligere ovenfor viser diagrammet, at den ydre verden, som den er kendt af subjektet (E), er opbygget af fem universelle bevægelsesarter (C). Disse er i praksis repræsenteret ved: stambevægelsen (1), rummet (2), tiden (3), forvandlingen (4) og materien (5). Ud over at de alle fem har subjektiv status, har stambevægelsen også en objektiv status, hvorved den indtager en position som basiselement for det skabte, opfattet som objektiv virkelighed (= figur A). Det tilføjes for en ordens skyld, at de små pile, der forbinder figur A med figur D/E, skal udtrykke vekselvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.104. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986. - Gengivet med forfatterens og forlagets velvillige tilladelse.

Betydningen heraf turde fremgå af, at den personlige Jeg-fornemmelse eller individualitetsfølelsen, netop beror på og har sine dybeste forudsætninger i kontrastforholdet mellem subjektets/Jeg-elementets navnløse natur på den ene side og den nævnte kosmiske kombination (stambevægelsen/rummet/tiden) på den anden side. Dette ses særlig bekræftet gennem det faktum, at to af kombinationens faktorer, rummet og tiden, udelukkende udgør specifikke, subjektive forestillinger, der eksisterer i tilknytning til det Jeg, af hvis skabe-oplevelsesevne de er frembragt og opretholdes. (Note 67)

Eftersom rummet og tiden udelukkende har subjektiv eksistens og derfor kun er 'virkelige' for det Jeg, der er deres ophav, følger heraf, at dette Jeg har sit eget rum og sin egen tid. Sammen med stambevægelsen som oplevelse betragtet, er rum og tid konsekvenser af én fælles årsag: bevægelsesprincippet, og de danner derfor i praksis en rum-tids-enhed, nemlig et subjektivt, dynamisk præget rum-tid-kontinuum. I dette er det personlige Jeg den suveræne hersker, ligesom det er inden for dette rum-tid-felt at de to sidste bevægelsesarter, forvandlingen og materien, optræder og bidrager til at give livsudfoldelsen og livsoplevelsen kolorit.

Det er dette subjektive rum-tid-felt, der betegnes som Jegets mentale livsrum, og inden for hvilket dets begær, vilje og øvrige skabende kræfter fungerer, og inden for hvilket dets livsoplevelse former sig. Det er dermed også inden for denne tids- og rumdimensionelle modsætning til Jegets objektive evigheds- og uendelighedsnatur, at Jegets nødvendige individualisering etableres og opretholdes. Det vil sige den illusion, der sikrer forestillingen om adskillelse og afsondrethed fra det universelle Jeg-element, Guds Jeg, og tillige en forestilling om, at enhver livsenhed har sit eget strengt personlige Jeg, som er adskilt fra og intet har at gøre med de øvrige levende væseners Jeger. Dermed sikres det levende væsen den for livsoplevelsen nødvendige forestilling om en verden "uden for" det selv, altså illusionen om en ydre verden. (Citat slut)

Endelig skal der på basis af ét-livs-hypotesen her gives en kortfattet og stærkt forenklet fremstilling af, at livsoplevelsen i videste forstand er et produkt af vekselvirkningen eller samspillet mellem den fysiske, hvilket dybest set vil sige atomart opbyggede og fungerende hjerne, og den ikke-fysiske eller overfysiske åndelige hjerne, som så at sige 'svæver i bevidsthedssfæren', som er bundet til det ligeledes åndelige kraftfelt og har udviklet sig siden urtiden. At forstå denne sammenhæng er kun delvis muligt med intellektet, men er mulig at fatte med intuitionen. Der er altså tale om to indbyrdes afhængige energisystemer bestående af henholdsvis fysiske energier og åndelige energier, hvoraf førstnævnte skal forstås som materielle og sidstnævnte som ikke-materielle. Der eksisterer altså et åndeligt eller psykisk kraftfelt, som opstår, fungerer og ophører parallelt og synkront med individets fysiske legeme, så længe dette er i live og fungerer. Umiddelbart lyder denne forklaring måske kryptisk, men ved at meditere over forholdet vil man have en mulighed for, at sammenhængen bliver klar og forståelig. Det er denne sammenhæng i form af bevidsthedslivet, som det natur- og humanvidenskabelige establishment forståeligt nok qua sine historisk betingede arbejdsmetoder indtil videre har reduceret til udelukkende at være et produkt af anatomi og fysiologiske processer. Derfor er den her forsøgsvis beskrevne åndelige dimension blevet ignoreret, stort set i samme grad og omfang, som grundvidenskaben har udviklet sig igennem sit basale opgør med verdslig og religiøs uvidenhed og overtro. (68)

Finale

For god ordens skyld vil jeg her gerne afslutte med at give en stor og varm tak til forfatteren, foredragsholderen og forlæggeren Per Bruus-Jensen, som gennem 10 år i 1960'erne var personlig elev af Martinus og blev undervist ret så grundigt og detaljeret i dennes nok så omfattende og indviklede kosmiske analyser og facitter. Det førte for Bruus-Jensens vedkommende til bl. a. et enestående, storslået og omfattende forfatterskab, som i hovedsagen gjorde vellykkede forsøg på at skildre Martinus' kosmologi på en nok så engageret, systematisk og rationel måde. Dette gælder først og fremmest, hvad man vist nok må betegne som Bruus-Jensens hovedværk, nemlig 4-binds-værket ”X” - en komplet indføring i Martinus' kosmologi. Og komplet må man nok have lov til at sige, at dette værk er med sine 472 sider. Bruus-Jensen nøjes ikke med at referere til, men underbygger på sin egen strengt logiske måde Martinus' fabelagtige kosmiske analyser og livsfacitter. Personlig har jeg haft enormt stort udbytte og glæde af at studere de mange siders og kapitlers ikke alene meget grundige og saglige, men også meget inspirerende og glædelige indhold. Men til trods herfor, må jeg fastholde min nye tiltro til, hvad jeg betegner som ët-livs-hypotesen. Dette har jeg søgt at begrunde og gøre rede for i adskillige af mine artikler her på hjemmesiden, hvoraf der findes link til disse tidligere ovenfor.

En stor og varm tak skal også rettes til min ven, kollega og webmaster gennem mange år, Jakob Koch, uden hvis assistance og utrolige tålmodighed blandt andet denne hjemmeside aldrig ville have set dagens - eller man skulle måske sige: computerens - lys. Dertil skal lægges Jakobs store initiatv og computertekniske indsats i forbindelse med det fælles projekt Dansk Tegnefilms Historie 1919 - 2000: http://www.tegnefilmhistorie.dk/ og desuden til vores samarbejde i forbindelse med artiklen i årsskriftet ANDERSENIANA 2008, en artikel som også vil kunne læses her på hjemmesiden via linket: H.C.Andersen og familierne Wulff og Koch

Desuden skal der også udtrykkes en kæmpestor og absolut hjertevarm tak til min kære hustru gennem mange år, fhv. børnepædagog og tegner, nu folkepensionist som jeg selv, Birgit Bennedbæk, hvis kærlige støtte på enhver måde har gjort tilværelsen lysere og lettere, både i hverdagen og i de vanskelige stunder, som de fleste af os almindelige mennesker jo i reglen lejlighedsvis kommer ud for.

Endelig vil jeg også sende en stor og varm tak til de forholdsvis mange læsere, der trofast har fulgt mig op gennem årene, for nogles vedkommende helt fra da jeg i 1970'erne leverede artikler til tidsskriftet KOSMOS og senere også til tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION / DEN NY VERDENSIMPULS, samt læst de få bøger, det i taknemmelighed overfor de respektive forlæggere og redaktører, er lykkedes mig at få udgivet. Blandt de sidstnævnte personer kan nævnes navne som Svend Åge Rossen, Gunder Frederiksen, Ruth Olsen, Niels Oxenvad, Stig Ejnar Askgaard og Jan Tarbensen.

© August 2017 Harry Rasmussen.

___________________________

Noter og kilder:

Note 1.: 4.08. Lidt mere hjerne-snak – om hjerneforskningens reduktionisme, og 4.09. Sjæl og legeme – om hjerneforskeres reduktionistiske opfattelse af relationen mellem ånd og materie.

Note 2.: Vedr. Niels Bohr: NIELS BOHR Hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medarbejdere. J. H. Schultz Forlag . København 1964. - Vedr. og komplementaritetsteorien, se f.eks. T. Bergstein: kvantefysik og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Munksgaardserien. Munksgaard, Copenhagen , 1966.

Note 3.: Se f.eks. artiklerne H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi, og 4.119. Spiritualismens nyere historie samt 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme.

Note 4.: Se f.eks. artiklen 4.53. Et epos om alt – det kosmiske verdensbillede - LIVETS Bog 1 vil i øvrigt kunne læses online via følgende link:

http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51 – De ovenfor nævnte symboler vil kunne ses med forklaringer via disse link:

http://www.martinus.dk/da/symbolerne/

Note 5.: Vedr. bl.a. den hollandske filosof Baruch Spinoza's identitetslære: Se f.eks. artiklen 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme. - Vedr. begrebet og forestillingen om det af Jesus Kristus profeterede ”Himmeriges rige på Jorden”, se evt. herom i bogen ”JESUS – søn af mennesket”, udgivet 2012 af forlaget Scientia Intuitiva v/ Jan Tarbensen. Læs især 4. og 28. kapitel. Om samme emner vil kunne læses online via følgende link: JESUS menneskesønnen I og JESUS menneskesønnen II, henholdsvis 4. og 13. kapitel.

Note 6.: Vedr. det seksuelle polprincip, som også er gyldigt i forbindelse med ét-livs-hypotesen, se evt. artiklerne H1-08. Introduktion til ”Det seksuelle polprincip” og H1-09. ”Det seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”

Note 7.: Se evt. artiklen 2.24. Personlighedsbegrebet - historisk, psykologisk og kosmologisk set.

Note 8.: Citeret fra Frits Pullich: Brahmanisme og Hinduisme. Forlaget Gyldendal 1962.- Om bl.a. Sankhya-filosofien vil man mere uddybende også kunne læse i Ananda Acharya's bog Indledning til indisk Filosofi. Foredrag holdt ved Kristiania Universitet 1915. Af Forfatteren autoriseret Oversættelse ved Bolette Bontum Durban. Yoga og Vedanta er også omtalt i bogen

Note 9.: Vedr. Yoga-filosofien og de forskellige grene af Yoga, se f.eks. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen. Artiklen indeholder blandt andet en beskrivelse af de mange forskellige former for Yoga.

Note 10.: Se Shankara: Skelneevnens kronjuvel (Viveka Chudamani). Oversat og indledet af Sven Damsholt. Forlaget Visdomsbøgerne. Sankt Ansgars Forlag, København 1978.

Note 11.: Se f.eks. artiklen 4.28. Den indre virkelighed – om en metode til mental indadskuen) – Vedr. de forskellige mennesketyper, se f.eks. artiklen H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier

Note 12.: En væsentlig kilde til oplysningerne om de hinduiske personer nævnt i teksten er Albert Schweitzer: Indisk Tænkning og Mystik. Bearbejdet og oversat af dr. phil. Børge Friis- - Branner og Korch. København 1956.

Note 13.: En lidt kritisk bog, men dog forsøgsvis objektiv og velskrevet bog om Steiner og hans Antroposofi finder man i Colin Wilson: Rudolf Steiner. En mand & hans visioner. Oversat af Jens Juhl Jensen, Forlaget Komma A/S, København 1986.

Note 14.: Læseren kan henvises til følgende af mine artikler om dette emne: 4.47. Kosmologi eller åndsvidenskab? – et kontroversielt spørgsmål… 4.48. Kommentar til artiklen ”Kosmologi eller åndsvidenskab?”

Note 15.: Se evt. artiklen 4.114. ”Alt er såre godt!” - Det centrale udsagn i Martinus' livsværk. )

Note 16.: Livet Bog 1. stk. 199-205. -Se f.eks. min artikel H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition, evt. suppleret med artiklen H1-10. Talentkerneprincippet – om de livsvigtige ’talentkerner’ eller ’skæbnefrø’.

Note 17.: Vedr. det treenige princip, se f.eks. artiklen H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.

Note 18.: KC 1, 1. afsnit, pp. 1-2. -

Note 19.: KC 1, 1. afsnit, p. 1, nævner også Astrid Schlüntz som deltager. Gerner Larssons Martinus-biografi omtales i 5. afsnit, p. 5.

Note 20.: Martinus Erindringer, pp. 7-12. – KC 1, 1. afsnit, 1. afsnit, pp. 2-4.

Note 21.: Se KC 1, 1. afsnit, pp. 2-3.

Note 22.: ”Martinus som vi husker ham”, p. 77-78.

Note 23.: Retsstatsideen går ud på, at skabe en stat, der følger grundsætningen om borgernes personlige rettigheder i forhold til statsmagten, om domstolenes uafhængighed og om domstolskontrol med forvaltningen. Retsforbundet var repræsenteret i Folketinget 1926-60 og i regeringen 1957-60, og havde stigende tilgang af vælgere 1945-50 og igen 1957, men opnåede ved valgene 1960 og senere ingen mandater i Folketinget. (Note) Henry George se Lademanns Leksikon. Liberalisme drejer sig kort fortalt om den opfattelse, at religiøs, moralsk, politisk og økonomisk frihed fører til størst lykke og gavn for mennesker og samfund. Til frihed i liberalistisk forstand hører også den opfattelse, at fri konkurrence på grundlag af udbud og efterspørgsel vil både økonomisk og handelsmæssigt automaisk føre til produkter af bedre og billigere kvalitet. Begrebet ’grundskyld’ er en form for ejendomsskat, som beregnes på grundlag af jordstykkets vurderingsværdi. Den blev opkrævet af amts- og opholdskommuner, indtil 1966/67 også af staten, og 1967/68 indbragte den et provenu på 952 mill. kr. (Note slut)

Note 24.: Vedr. Sri Ananda Acharya: Opfattelsen af slægtskabet mellem de vediske hinduer og europæere, mere præcis slægtskabet med de nordiske folk, blev i første halvdel af 1900-tallet videreført af den indiske filosof Sri Ananda Acharya, som fremlagde sine synspunkter under en serie foredrag afholdt ved Stockholms Universitet i 1916, og som året efter blev udgivet i bogform under titlen Prolegomena till Arya Metafysik. Året før havde Ananda Acharya holdt forelæsninger ved Kristianias Universitet, og disse blev samme år udgivet i bogform under titlen Indledning til indisk Filosofi. Foredrag holdt ved Kristiania Universitet 1915. Af Forfatteren autoriseret Oversættelse ved Bolette Bontum Durban.

Note 25.: KC 1, 4. afsnit, p. 5. - Se evt. også artiklen H1-44. Et internationalt verdensrige. Hvad vil det i grunden sige?

Note 26.: KC 1, 5. afsnit, p. 7.

Note 27.: KC 1, 5. afsnit, pp. 7-8.

Note 28.: KC 1, 5. afsnit, p. 8. – ’Horatio’: Hamlets ven i Shakespeares tragedie ”Hamlet”. – ’Ibsens knappestøber’: Dramatikeren Henrik Ibsen (1828-1906). Det er desværre ikke lykkedes at finde frem til, hvor i Ibsens forfatterskab knappestøberen forekommer.

Note 29.: KC 1, 5. afsnit, pp. 8-10.

Note 30.: KC 1, 5. afsnit, p. 9, spalte 1.

Note 31.: KC 1, 5. afsnit, p. 9, spalte 2

Note 32.: KC 1, 5. afsnit, p. 9, spalte 2.

Note 33.: KC 1, 5. afsnit, pp. 9-10.

Note 34.: KC 1, 5. afsnit, p. 10.

Note 35.: ”Livets Bog I”, stk. 15.

Note 36.: KC 1, 5. afsnit, p. 10. – Med udtrykket ”Frihed for Loke så vel som for Thor” menes: Udtryksfrihed - i moderne sprogbrug: ytringsfrihed - for dem, man er uenig med, så vel som for dem, man er enig med.

Note 37.: KC 1, 5. afsnit, p. 10, spalte 2. Martinus-citatet er fra LB I, stk. 19.-22.

Note 38.: KC 1, 5. afsnit, p. 11, spalte 1.

Note 39.: KC 1, 5. afsnit, p. 11, spalte 1-2. Se endvidere KC 1, 8. afsnit, p. 6.

Note 40.: KC 1, 5. afsnit, p. 33. – ’atavisme’ var tidligere en betegnelse for arvede egenskaber der har sprunget flere slægtled over, og som derefter igen manifesterer sig i et individ.

Note 41.: KC 1, 5. afsnit, p. 33, spalte 2; 9. afsnit, pp. 46-132: se bl.a. Helmer Fogedgaards brev af 14. juni 1941 til Lars Nibelvang. Af samme afsnit i KC’s Martinus-biografi fremgår det, at Helmer Fogedgaard også hørte til dem, der begyndte som ivrige tilhængere af Martinus og hans lære, men som med tiden kom ud for at opleve personlige skuffelser, der fik ham til at skifte opfattelse og tage afstand fra miljøet omkring Martinus.

Note 42.: Livets Bog I, stk. 151.

Note 43.: ”Martinus – som vi husker ham”, pp. 23-24. – ’Percival’: Der menes formentlig Parcifal eller Parzifal, den hellige grals vogter, en af heltene fra den keltiske sagnkreds om Kong Arthur (Artus) og ridderne om Det runde Bord. Perzifal er et tysk epos af Wolfram von Eschenbach, forfattet i det første tiår af det 13. århundrede. Parcifal er desuden også en opera af Richard Wagner.

Note 44.: Matt. 16, 13-20 med par.

Note 45.: KC 1, 8. afsnit, pp. 1-39.

Note 46.: Kurt C., bind I, 8. afsnit, p. 34, spalte 2.

Note 47.:Joh. 14, 1-31. - Ifølge en mig på det tidspunkt nærtstående, men nu afdød ven, som var ivrig tilhænger af Martinus og dennes kosmologi, og som havde sin jævnlige gang på Martinus Institut, skete der det i forsommeren 1956 – det var før jeg selv stiftede bekendtskab med Martinus og hans kosmologi – at Martinus blev ramt af en alvorlig mavesygdom, som blev angivet til at være kræft. Martinus blev opereret og kom sig lykkeligvis over sygdommen, som han selv mente dels skyldtes en arvelig disposition, idet hans egen fysiske mor var død af kræft, og dels hans eget store daglige forbrug af Nescafé. Men samtidig pointerede han, at sygdommen ikke var et resultat af karma-gæld, for en sådan havde han som et spirituelt højere udviklet menneske (en verdensgenløser, men ordet blev dog ikke nævnt, det lå derimod ligesom i luften) ikke til gode. Imidlertid var der tilhængere af Martinus, der på baggrund af deres egen forståelse – eller mangel på forståelse? - af Martinus' lære, som fandt, at hans forklaring på sin sygdom ikke stemte med hans lære om det højt udviklede menneske, der formodedes at være beskyttet i så godt som enhver henseende. Flere af skeptikerne valgte efterfølgende at vende ryggen til Martinus og hans sag. Måske forståeligt, for i deres trang til og behov for at se en spirituelt ophøjet person i Martinus, var de blevet dybt skuffede over at se ham som dagligmennesket Hr. Thomsen. - Se evt. om Martinus' her nævnte sygdom i KC II, 10. afsnit, side 43-44. KC fortæller dog ikke noget om de skuffede tilhængere, der forlod Martinus og hans lære. - I sit EFTERSKRIFT til Martinus Erindringer, side 164-166, fortæller vennen Tage Buch i 1987, seks år efter Martinus' død, også om Martinus' ovenfor nævnte sygdom, og citerer i den forbindelse et tekststykke fra Livets Bog, som ikke lader nogen tvivl tilbage om, at Martinus faktisk i fuldt alvor havde en forståelse af sig selv som et kosmisk indviet højerestående spirituelt væsen, som er “dykket” ned til et lavere eksistensplan, her på Jorden forstås, hvorfor vedkommende, i dette tilfælde altså ham selv, “kommer under dette lavere plans livsbetingelser eller love”, herunder at den ophøjede persons fysiske legeme lige så vel som almindelige menneskers legeme kan blive angrebet af sygdom.

Note 48: Vedr. Sfinksen og Keopspyramiden: Enkelte nutidige ægyptologer mener i modsætning til flertallet af deres kolleger, at den store pyramide er bygget med det formål at være indvielsessted for faraoen og hans øverste embedsmænd. Denne opfattelse har f.eks. den japanske ægyptolog Sakuji Yoshimura , hvilket fremgår af en artikel af Mimi Mann, Associated Press. Under titlen Revolutionerende ny viden om pyramiderne er artiklen gengivet i Berlingske Tidende, 1. sektion, 30. juli 1987. Opfattelsen af, at pyramiderne ikke kun er bygget som gravmæler, fremgår bl.a. også af Jens Jørgen Kjærgaards artikel Himlen på Jorden, Berlingske Tidende, sektion Fri, 26.12.1994.

Paul Brunton: The Search of the Overself. A Modern Technique for Self Discovery. Bogen udkom på dansk, formentlig I løbet af 1940’erne, under titlen Ad sindets ukendte veje. Den angives at være en fortsættelse af samme forfatters Den hemmelige vej (engelsk originaltitel: The Secret Path). De danske udgaver af samtlige Bruntons bøger er udkommet på Strubes Forlag, København. Bøgerne er uden årstal, men er formentlig udgivet i løbet af 1950’-60’erne. I førstnævnte bogs 1. kapitel, A Writer on his Writings, omtaler forfatteren bl.a. to af sine bøger, som straks ved udgivelsen gjorde ham internationalt berømt, nemlig A Search in Secret India, der udkom omkring 1935, og A Search in Secret Egypt (udkom formentlig omkr. 1937). På dansk fik de to bøger henholdsvis titlerne Bag Indiens lukkede døre og Hemmelighedsfulde Ægypten. I den sidstnævnte bog beskriver Brunton sin rejse til Ægypten, hvor han havde sat sig som mål at søge kontakt med okkulte og spirituelle kredse. Under opholdet tilbragte han en nat i meditation og trance i Keopspyramidens kongekammer, og herunder oplevede han i et syn at se, hvordan pyramiden i sin tid var blevet bygget. Ifølge hans skildring opførtes pyramiden af en mængde slaver. Brunton beskriver også den mysterieindvielse, som der efter hans og adskillige andre okkultisters opfattelse har fundet sted i Keopspyramiden i oldtiden. I ”A Search of the Overself” genkalder Brunton sig minderne fra dengang. Det sker page 13-14, 147-49. Om Sfinksen kan man læse sammesteds page 13, 25 og 158.

I 1952 tilbragte Paul Brunton fire måneder på Martinus’ Institut, hvor han bl.a. interviewede Martinus med henblik på at skrive en bog om dennes lære. Det blev dog kun til et forord til den engelske udgave af bogen Menneskeheden og verdensbilledet. Dette forord er gengivet i bogen Martinus – som vi husker ham, s. 111-15. I artiklen Paul Bruntons besøg hos Martinus 1952, Tidsskriftet Kosmos nr. 10, 1990, fortæller Søren Hahn herom og interviewer også Ingrid Okkels om Bruntons besøg. Dette besøg er endvidere grundigt omtalt af Knud Højgaard i artiklen Paul Bruntons første besøg hos Martinus, Kosmos 2000, s. 271, og samme forfatters artikel Martinus og ”Arven fra Ægypten”, Kosmos 2002, s. 87. – Vedr. Paul Brunton og hans værker, se evt. artiklerne Spiritualismens historie og evt. også artiklen Den indre virkelighed her på hjemmesiden.

Sfinksen og mysterieindvielsen i Keopspyramiden beskrives også i Edouard Schuré: Les Grand Initiés, 1889, dansk udgave: De store indviede. Et indblik i religionernes hemmelige historie. Oversat af Johannes Hohlenberg. Forlaget Kronos 1948. Se kapitlet Tredje Bog, s. 89-108.

Note 49: Poul Fersling: Mystikkens verden. Håndbog om parapsykologi og magi. Politikens Forlag. København 1978. Fabeldyret sfinksen omtales kort side 274, mens Keopspyramiden beskrives indgående side 280-84.

Note 50: Vedr. Martinus’ opfattelse af Keopspyramidens alder og tilblivelseshistorie: Livets Bog I-VII. - Martinus – som vi husker ham, Zinglersens Forlag 1989, side 279. - Madame Helena Petrovna von Hahn-Rottenstein (1831-91): Isis Unveiled (1877). Af samme forfatter: The Secret Doctrine (1891; dansk: Den hemmelige lære).

Note 51.: Se f.eks. Lademanns Leksikon Verdensatlas. Udgivet af Lademanns Forlag 1977. Se hhv. s. 36-7 og s. 58-61. Se evt. også Jørgen Jensen: Manden i kisten. Hvad bronzealderens gravhøje gemte. Gyldendals Forlag 1998. Se især s. 164-5.

Kilde til de øvrige faktiske oplysninger i teksten: Videnskabens Verden. Jordens udvikling. Illustreret Videnskabs Bibliotek, 6. bind. Bonniers Bøger A/S, København 1987.Lademanns Leksikon Verdensatlas, s. 49-57. Berlingske Tidendes tillæg Univers, den 26.01.99.

Note 52.: Se LB I, stk. 278-88 og LB II, stk. 445.

Note 53.: Kilder: Who Build the Pyramids? Tv-program med Mark Lehner, sendt på Discovery Channel i nov.-dec. 1998. Mark Lehner har desuden skrevet bogen The Complete Pyramids: Solving the Ancient Mysteries, 1997, som formentlig er identisk med den danske udgave: Ægyptens Pyramider. Gyldendal 1998?. Se evt. også Berlingske Tidendes tillæg Univers, 9.2.1999: Cheops-pyramiden får guldbelagt top.

Note 54.: Martinus’ Erindringer, s. 139-40.

Note 55.: Kilde: Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 22: Livets Vej, afsnittet Den sekundære og den primære opstandelse.

Note 56.: Se herom i Martinus' bog Bisættelse, kap. 154.-156., s. 198-201. Jf. med Kosmos særnummer 1972 og Kosmos nr. 13/14 1981. - Martinus nævner eller omtaler pyramiden og pyramideindvielse følgende steder i sit forfatterskab: LB VII, side 2905. Logik, kap. 19. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 3: Hvad er sandhed?, kap.20. Se endvidere: PB-J 3, stk. 3.81. (digtet ”Sfinksen” af Paul Vermehren).

Note 57: Vedr. Martinus’ opfattelse eller fortolkning af Sfinksens gåde: Se LB VII, stk. 2499, 2542 og side 2905. DeV I, stk. 12:1. Logik, kap. 19, 48, 59. Småbog nr. 2: Påske, kap. 2. Småbog nr. 17d: Hvorfor skal man tilgive sin næste?, kap. 8.

Note 58.: Citatet kan læses i Artikelsamling 1, stk. 9.1. under overskriften Det jordiske menneske er en "såret flygtning mellem to riger".

Note 59.: Se f.eks. Martinus-artiklen Den øverste feltherre, Kosmos 5-1992.

Note 60.: Vedr. sanseprocessen: se f.eks. artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger.

Note 61.: Vedr. ”det psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet, se herom i artiklen 4.107. Krop og psyke eller Krop og bevidsthed -

Note 62.: Læs f.eks. artiklerne 4.34. Bevidsthed og hjerneforskning - nogle tillægsbetragtninger, 4.117. Hjerneforskning igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede reduktionisme i den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener, og 4.07. Hjernen og personligheden – om hjerneforskeres og neuropsykologers opfattelse af den menneskelige personlighed. - Vedr. C. G. Jungs trykte og til dansk oversatte værker: Se f.eks. Det Ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Uglebøger 1962. - Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jungs psykologi – en grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København 1985. - Jegét og det ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Paperbacks 1987.

Note 63.: Citat fra Martinus' artikel: Besættelse, bl. a. bragt i tidsskriftet Kosmos Nr. 9 – 2009.

Note 64.: Citatet er fra artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. Resumé. Den artikel er skrevet i oktober 2016.

Note 65.: Citeret fra Martinus' bog BISÆTTELSE, udgivet af forlaget KOSMOS, København 1951, 155. kapitel, s. 199. Bogen er i lighed med f.eks. bogen LOGIK (1938) en særdeles fremragende introduktion til og gennemgang af væsentlige emner i Martinus' kosmologi. Den kan stærkt anbefales læsere, som endnu ikke kender noget eller særlig meget til nævnte kosmologi.

Note 66.: Se f.eks. den i Note 13 nævnte bog om Steiner og hans Antroposofi af Colin Wilson: Rudolf Steiner. En mand & hans visioner. Oversat af Jens Juhl Jensen, Forlaget Komma A/S, København 1986. I bogen gennemgår Wilson Steiners liv og karriere som forsker af bl.a. Goethe's liv og litterære værker, og om Steiner som tilhænger af teosofien, som han dog af flere grunde forlod til fordel for sin egen lære Antroposofien. Krigsudbruddet 1914 kom som et chok og satte en brat stopper for en del af hans aktiviteter. Steiner, som døde i 1925, efterlod sig et litterært kæmpeværk på angiveligt omkring en million sider. Det slår Martinus' ligeledes kæmpemæssige litterære værk med flere længder. Hans hovedværk LIVETS BOG er i sin originale udgave på knapt 3000 sider. Martinus' samlede værker har jeg ikke sideantallet på, men lidt løselig hovedregning fortæller, at det samlede værk næppe overstiger 10.000 sider, så der er langt til de 1.000.000. Men det er naturligvis ikke kun kvantiteten, men i nok sø høj grad kvaliteten, der gælder. Begge d'herrers filosofiske og spirituelle indsats er al respekt værd. Martinus er jo blevet omtalt og citeret i et behørigt omfang i denne artikel, så lad mig her citere slutningen på Colin Wilsons bog om Rudolf Steiner, s. 152:

(Citat) Steiner var et menneske der havde opdaget en vigtig sandhed; hans bøger er fascinerende fordi de igen og igen rummer glimt af denne hemmelighed [den indre verdens forunderlighed]. Vi kan godt læse dem kritisk og spekulere over hvor Steiner ”udbyggede” ægte intuitioner, og hvor han udbyggede sine egne drømme og fantasier. Vi kan måske endda drage den slutning at Swedenborg, Blake og Madame Blavatsky alle havde udviklet den samme evne til udbygning, og at Steiners visioner af englehierarkier ikke er mere sande end Swedenborgs visioner af himmel og helvede, Blakes visioner af Albions døtre, eller Madame Blavatskys visioner af Atlantis' giganter. Men alt det er ligegyldigt. Det væsentlige er at denne evne til udbygning er vor vuggegave som mennesker, og at enhver der har fattet det kan gå igennem døren til det indre univers ligeså let som man kan spadsere ind ad døren til British Museum. (Citat slut)

Bortset fra, at det engelske ord for 'udbygge' kan betyde work out, elaborate og forbedre, hvilket også kan opfattes som 'pynte' på historien, så skal jeg ikke gøre mig klog på, hvordan citatet skal tolkes, og i hvilken grad og omfang det også kan have relation til Martinus og hans livsværk, så det vil jeg overlade til læseren selv at finde ud af og afgøre.

Note 67.: Vedr. Jeget, dets natur og forhold til ’det skabte’: LB II, stk. 304-5, 307-8, 313-5, 317-9, 322, 380-2, 386, 622, 449-51, 463, 504, 528-32, 534, 536-7, 539, 550-1, 553, 556, 564, 580, 584. Emnet findes også behandlet i LB III-VII samt i DeV I-IV: Se ”INDEKS til Martinus bøger”. Se endvidere PB-J I, stk. 1. 4. - 1. 8.

Note 68.: Vedr. forholdet mellem hjerne og bevidsthed, se f. eks. artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger. Her skal bringes et enkelt, men ret så vigtigt citat fra nævnte artikel:

(Citat) Det synes fortsat ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter. (Citat slut)

© August 2017. Harry Rasmussen.

____________________________

Litteraturliste:

Swami Abhedananda:

Reinkarnation. På dansk ved Edith Enna. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1961. Swami Abhedananda (1866-1939) var en af Sri Ramakrishnas disciple og apostle, som opholdt sig en del år i den vestlige verden, hvor han var i kontakt med en række kendte kulturpersonligheder. Han skrev selv en række bøger om Yoga og Vedanta. I den her nævnte bog belyser han reinkarnationstanken ud fra historiske, religiøse og videnskabelige synspunkter, og hans grundsynspunkt er, at læren om reinkarnation - i lighed med evolutionslæren - har sine rødder i virkeligheden.

Shankar Acharya (Shankara):

Skelneevnens kronjuvel (Viveka Chudamani). Oversat og indledet af Sven Damsholt. Forlaget Visdomsbøgerne. Sankt Ansgars Forlag, København 1978.

Srî Ãnanda Ãchãrya:

Indledning til indisk Filosofi. Foredrag holdt ved Kristiania Universitet 1915. Af Forfatteren autoriseret Oversættelse ved Bolette Bontum Durban. Udgivet i kommission hos Scheteligs Bokhandel, som i Danmark var repræsenteret af Erslev & Hasselbalch, København.

Prolegomena till Arya Metafysik. En række foredrag holdt på engelsk ved Stockholms Universitet 1917, men oversat til svensk.

T. Bergstein:

kvantefysik og dagligsprog. Om komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Munksgaardserien. Munksgaard, Copenhagen , 1966.

Theos Bernard:

Hatha Yoga. The Report of a personal Experience. Rider & Company. London 1950. Fift Impression 1958. Bogen indeholder fotografisk illustrerede anvisninger på såkaldte yoga-asanas, kropslige øvelser, men også henvisninger og citater fra bl.a. Upanishaderne og anden original indisk litteratur. Ph. Dr. Theos Bernard havde skrevet flere bøger om indisk filosofi, inden han i 1947 under et ophold i Tibet blev offer for et voldeligt opgør mellem hinduer og muslimer, hvorunder Bernard og hans tibetanske tjener befandt sig alene i et bjergområde, og her blev begge skudt og ligene kastet i floden. Den tragiske begivenhed fandt sted kort før Indiens selvstændighed og de muslimske stater Pakistans og Bangla Desh’s oprettelse i 1948.

Niels Bohr:

Atomteori og naturbeskrivelse. J. H. Schultz Forlag. København 1958.

Atomfysik og menneskelig erkendelse I. J. H. Schultz Forlag. København 1959.

Atomfysik og menneskelig erkendelse II. J. H. Schultz Forlag. København 1959.

NIELS BOHR. Hans liv og virke fortalt af en kreds af venner og medarbejdere. J. H. Schultz Forlag . København 1964.

Paul Brunton:

Bag Indiens lukkede Døre. ”A Search in Secret India” (1934)

The Secret Path. A Modern Technique for Self-Discovery. “Den hemmelige vej” (1935)

A Search in Secret Egypt. ”Hemmelighedsfulde Ægypten” (1936)

A Message from Arunachala. ”Budskabet fra Himalaya” (1936)

A Hermit in the Himalayas. (1936)

The Quest of the Overself. ” Ad sindets ukendte veje” (1937)

Indian Philosophy and Modern Culture. ”Indisk visdom og vesterlandsk tænkning” (1939)

The Inner Reality. ”Livets indre virkelighed” (1939)

The Hidden Teaching Beyond Yoga. ”Den skjulte lære hinsides Yoga” (1941)

The Wisdom of the Overself. ”Erkendelsen af Overselvet” (1943)

De to sidstnævnte titler er udgivet under ét som ”Visdommens Bog” på Strubes Forlag. Alle de nævnte andre danske udgaver er ligeledes udgivet på Strubes Forlag.

The Spiritual Crisis of Man (1952). Formentlig Paul Bruntons sidste bogudgivelse.

The Notebooks of Paul Brunton. Udgivet postumt fra 1984 og i årene efter. Kan læses på Internettet under Paul Brunton.

Jens Brun, Christian Lindtner og Peter Boile Nielsen:

Buddhismen. Tanker og livsformer. I serien Tekster til livsanskuelser/religion, redigeret af Asger Sørensen. Gyldendal 1982.

Per Bruus-Jensen:

Det levende væsen og livets oplevelse. Forlaget Logos 1964.

Hvordan kan jeg gøre Guds vilje ...? Forlaget Logos 1965.

Mennesket og livsmysteriet – introduktion til et kosmisk livssyn. Forlaget Nordisk Impuls 1984.

Slangens død. Forlaget Nordisk Impuls 1987.

Eksistens og udødelighed I-II. – om erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi. Borgens Forlag 1982.

Gud på anklagebænken. 1. udgave 1968. 2. reviderede udgave 1989. Forlaget Nordisk Impuls.

”X” – bind 1 til 4 – komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Forlaget Nordisk Impuls 1984-89. Bind 1, anden udg. 1997.

Livet og det lukkede rum. En skildring af evolutionen som et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. Nordisk Impuls 1990.

Martinus kosmologi – en kort præsentation. Forlaget Nordisk Impuls 1994.

I begyndelsen var tomheden – om virkelighedens ansigter, set i lyset af en nutidig mystikers fascinerende visioner… Forlaget Nordisk Impuls 1998.

Sol & Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en stor, moderne mystiker og intuitionsbegavelse… Forlaget Nordisk Impuls 2001.

Mennesket og den skjulte Gud. Om Gud i mennesket og mennesket i Gud baseret på samtaler med den store, danske mystiker Martinus. Forlaget Nordisk Impuls 2002.

Mennesket og den seksuelle revolution – om næstekærlighedens organiske grundlag og udvikling. Nordisk Impuls 2006.

Det kosmiske Gudsbegreb. En samling essays over gudsbegrebet som det optræder i en stor, moderne mystikers stadigt aktuelle visioner og erkendelse. Forlaget Nordisk Impuls 2007.

Kosmisk kemi. Introduktion til grundenergiernes kemi i teori og praksis. Forlaget Nordisk Impuls 2008.

En rejse gennem MAYAS SLØR. Introduktion til et Kosmisk Paradigmeskifte. Forlaget Nordisk Impuls 2010.

Projekt Liv. Om evolutionen som et guddommeligt eksperimewnt i støv og ånd. Forlaget Nordisk Impuls 2012.

Yderligere information om Per Bruus-Jensens virke og forfatterskab, se http://www.nordisk-impuls.dk/

Anne Lise Dresler og Edith Enna:

YOGA. Lærebog for begyndere. (Både for mænd og kvinder). Fotografi: Bent Jakobsen. Borgens Forlag 1960.

Will & Ariel Durant:

Indien. Verdens Kulturhistorie 2: Vor orientalske arv. Dansk redaktion: Jørgen Læssøe. Oversat af Elsa Gress Wright efter The Story of Civilization: Our Oriental Heritage. Forlaget Edito 1963. – Bogen indeholder en relativt grundig gennemgang af indisk kulturhistorie med kyndig omtale af indisk religion og filosofi fra de ældste tider og helt frem til premierminister Jawarharlal Nehru (1989-1964).

M. N. Dvivedi:

The Yoga-Sutras of Patanjali. Sanskrit Text and English Translation together with an Introduction and an Appendix, and Notes on each Sutra based upon several authentic commentaries – all in English. By M.N.Dvivedi, Professor of Sanskrit. Revised and Edited by Pandit S. Subrahmanya Sastri, F.T.S.” Udgivet af The Theosophical Publishing House, Adyar, Madras, India 1947.

Gunner Frederiksen:

Lykken oglidelsen. Om lidelsernes åndelige betydning. Borgens Forlag 1986.

Shyam Sundar Goswami:

Hatha yoga, Vägledning i fysisk fostran och concentration. Översättning av Bengt Söderberg. Originaltitel: ”The Yoga Method of Physical Education”. Forlaget Forum 1956. Bogen, der er illustreret med en række fotos af mænd og kvinder, som udfører de forskellige klassiske yoga-asanas, er en af de mere seriøse af slagsen på bogmarkedet.

Johannes Hohlenberg:

YOGA i dens betydning for Europa. Oprindelig udgave 1916, genudgivet 1920, 1952 og på Borgens Forlag 1980. Bogen, som angiveligt ikke er en vejledning i praktisk yogatræning, er baseret på forfatternes egne oplevelser og erfaringer under et ophold i Indien i 1915, hvor han var gæst hos den da 30-årige og senere verdenskendte åndelige lærer Sri Aurobindo Ghose (1885-1950). Bogen bringer i øvrigt uddrag af den oversættelse af Bhagavadgita, som forfatteren foretog sammen med Sri Ãnanda Ãchãrya, som på den tid boede på Trondfjeldet i Norge. Oversættelsen er i sin helhed trykt i tidsskriftet VIDAR 1940. Under indtryk af begivenhederne og rædslerne under Første verdenskrig skiftede Hohlenberg opfattelse af hinduisk filosofi, idet han ikke længere mente, at dennes kernelære om principielt at forholde sig passivt til livets vilkår og tilskikkelser, herunder økonomiske, sociale og politiske forhold, kunne anses for gældende i en moderne, sekulariseret verden, som ligger lysår borte fra de steder og den kultur, hvoraf sankhya-, yoga- og vedanta-filosofien, og ikke mindst Bhagavadgita, er udsprunget. Se evt. mere om Johannes Hohlenberg i artiklen ”Om at finde sig i kritik” her på hjemmesiden.

C. G. Jung:

Det Ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Uglebøger 1962. -

Jegét og det ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Paperbacks 1987.

Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: Jungs psykologi – en grundbog. Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København 1985.

Tao Teh King:

Bogen om alt og intet. På dansk ved Ole Kiilerich. Thaning & Appel. København 1953 0g 1973.

Martinus:

Her er dels nævnt de bøger, som der henvises til i artiklen. En fuldstændig bogliste over samtlige Martinus’ værker kan ses på http://www.martinus.dk/ eller rekvireres ved henvendelse til Martinus Institut. Siden 1981 er Martinus’ bøger udgivet på Borgens Forlag, men udgivelsen af bøgerne er dog senere vendt tilbage til Martinus Institut.

Livets Bog I-VII

Det Evige Verdensbillede I-3 (udgivet i Martinus' levetid, 4-6 er udgivet posthumt.

Omkring min Missions Fødsel

Logik

Bisættelse

Men Martinus har naturligvis skrevet og udgivet en lang række andre, såkaldte småbøger, i hvert fald omkring 28 af slagsen. Oplysninger om bogtitler kan findes på http://www.martinus.dk/.

S. Muzumdar:

YOGA for kvinder. Autoriseret dansk oversættelse af Anne Lise Dresler. Originaltitel: ”Higher Womanhood by Yoga. Illustrationerne er optagelser af fru Edith Enna’s udførelse af yoga-øvelser. Strubes Forlag. København 1958. Bogen er helt igennem en seriøs fremstilling af hatha yoga med særlig hensyntagen til kvinders fysik. 

F. Max Müller:

The Six Systems of Indian Philosophy. Longmans, Green, And Co. London, New York, Bombay, and Calcutta 1912.

Swami Narayananda:

Urkraften i mennesket eller Kundalini-kraften. På dansk ved Anne Lise Dresler. Originaltitel: ”The Primal Power of Man”. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1959.

Hemmelighederne ved sindets kontrol. Originaltitel: ”The Secrets of Mind-Control”. På dansk ved Edith Enna. Forlaget Advaita. I kommission: Borgens Forlag 1959.

Pranayama og Yoga-Asanas. På dansk ved Anne Lise Dresler. Originaltitel: ”The Secrets of Prana, Pranayama & Yoga-Asanas”. Borgens Forlag. Jarl Borgen – København 1959.

Sofus J. Nervil:

Raja-Yoga. Indernes Psyko-Fysiologi. 1. og 2. Del. Systemets Træninger, Teori og Praksis. H. Hagerups Forlag 1923.

Tankens Magt. Daglig Praksis og Øvelser. H. Hagerups Forlag 1924.

Personlig Magnetisme. Charmens Udvikling. Daglig Praksis og Øvelser. H. Hagerups Forlag 1924.

Tidens Nervøsitet og dens Helbredelse. H. Hagerups Forlag 1926,

Foryngelse og Helbredelse. Mit System. H. Hagerups Forlag 1928.

Frits Pullich:

Brahmanisme og Hinduisme. Bogen er en åndshistorisk gennemgang af indisk religion og filosofi med uddrag fra kildeskrifterne. Gyldendal 1962.

Sarvepalli Radhakrishnan:

The Hindu View of Life. Unwin Books. London 1956. Bogen fortæller om indisk kultur, idet den tager udgangspunkt i forfatterens opfattelse af vestens syn på og holdning til indisk religion som et sammensurium af myter med en endeløs række af guder og gudinder, som tilbedes i mange former og variationer. Forfatterens pointe er imidlertid, at der ligger et system af tro, som i tusinder af år har forenet og inspireret indiske familier i deres livsførelse. Professor Radhakrishnan har i øvrigt skrevet en række bøger om indisk religion og filosofi, herunder også om de vigtigste Upanishader, Bhagavadgita og Brahma Sutra.

Yogi Ramacharaka:

Hatha Yoga. The Yogi Philosophy of Physical Well-Being. With Numerous Exercises, Etc. L.N.Fowler & Co. Ltd. London. Bogen er uden årstal, sådan som tilfældet desværre ofte er med engelsksprogede bøger. Men den er formentlig fra 1950’erne.

Philip Rawson:

Tantra. The Indian cult of ecstasy. Bounty Books. New York 1973.

Philip Rawson and Laszlo Legeza:

TAO. The Chinese philosophy of time and change. Bounty Book. New York 1973.

Chr. Reventlow:

Hvad Buddha lærte om Livets Mening. Gyldendal 1943. Chr. Reventlow (1867-1954) var politiker, MF 1906-10 som løsgænger, men nærmest konservativ. Indtil 1. verdenskrig redaktør af forskellige provinsblade. Som forfatter skrev han om verdenspolitiske og kulturhistoriske emner.

Sv. Åge Rossen:

Døden eksisterer ikke. Borgens Forlag 1985.

Livets mening. Borgen 1993.

Martinus’ kosmiske verdensbillede i hovedtræk. Borgen 1999.

Martinus’ verdensbillede. Et idéhistorisk studie. Forlaget Kosmologisk Information 2008.

Albert Schweitzer:

Indisk Tænkning og Mystik. Bearbejdet og oversat af dr. phil. Børge Friis. Branner og Korch. København 1956. Oversat efter den tyske originaludgave ”Die Weltanschauung der indischen Denker. Mystik und Ethik. München 1935, og den udvidede engelske udgave ”Indian Thought and its Development”, London 1951. Bogen er et glimrende supplement til f.eks. Ananda Acharya’s ”Indledning til Indisk Filosofi”. – Albert Schweitzer er måske bedst kendt for sin lægegerning i Afrika, men han debuterede som forfatter i 1898 og har siden skrevet en lang række bøger om musik, religion og andre kulturelle emner, som f.eks.:

Kulturens Forfald og Genrejsning. Oversat efter ”Verfall und Wiederaufbau der Kultur” (1923) af Johs. Novrup. Europæisk Kulturbibliotek. Redigeret af Johs. Novrup. Det Danske Forlag.

Svend Erik Stybe:

Idéhistorie. Vor kulturs idéer og tanker i historisk perspektiv. Forlaget Munksgaard 1978.

Ole Therkelsen:

Martinus, Darwin og intelligent design. Borgens Forlag 2007.

Martinus og den ny verdensmoral. Borgens Forlag 2009.

Poul Tuxen:

YOGA. En Oversigt over den systematiske Yogafilosofi paa Grundlag af Kilderne. H. Hagerups Boghandel. København 1911. Bogen er Poul Tuxens afhandling, som blev forsvaret for doktorgraden ved Københavns Universitets filosofiske fakultet den 8. okt. 1910.

De ældste Upanishader (Verdensreligionernes Hovedværker). København 1911-12.

Dhammapada. Buddhistiske Tankesprog. Oversat af Dr. Phil. Poul Tuxen. Verdensreligionernes Hovedværker i Oversættelse. Under Medvirkning af danske Videnskabsmænd. Udgivet af Dr. Phil. Poul Tuxen. Aage Marcus, København 1920.

BUDDHA. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden af Poul Tuxen. G.E.C.Gads Forlag. København 1928.

Swami Vivekananda:

Jnana-Yoga. Udgivet 1946 af Advaita Ashrama, Màyavati, Almora, Himalayas. – Ordet ”Jnana” (udtales ’djana’ eller ’gnana’) betyder højeste kundskab om sandheden, hvorved forstås den virkelige verden bagom Maya’s skinvirkelighed.

Raja-Yoga. Udgivet 1947 af Advaita Ashrama, Màyavati, Almora, Himalayas.

Colin Wilson:

Rudolf Steiner. En mand & hans visioner. Oversat af Jens Juhl Jensen, Forlaget Komma A/S, København 1986.

© August 2017 Harry Rasmussen.

******************