i forbindelse med mine
skriverier
om især Martinus'
kosmologi
Min situation
er den, at jeg i de seneste godt og vel årti i stigende omfang og grad har
taget min egen tilgang og forståelse – eller mangel på samme - af Martinus'
helt utvivlsomt geniale kosmiske analyser og livsfacitter op til fornyet
prøvelse og vurdering. Det har ført til en kritisk selverkendelse, som – min
vane og skrivekløe tro – har resulteret i en del artikler her på hjemmesiden
LIVETS EVENTYR, hvori jeg efter bedste evne har forsøgt at være oprigtig og
sandfærdig, både overfor og om mig selv og mit forhold til Martinus' kosmologi.
Men det nok så vigtige i hele denne sammenhæng,
er, at den generelle personlige usikkerhed, som jeg har følt i mange år, blev
gradvist forøget og forstærket efter mødet med Martinus' kosmologi, som fandt
sted i slutningen af året 1957. Fra begyndelsen følte jeg mig dog opløftet af
bekendtskabet med de kosmiske analyser og livsfacitter, som jeg lærte at kende
via foredrag og studiekredse på Martinus' Institut i vintersæsonen og i Klint i
sommermånederne. Suppleret med et intenst og engageret personligt studium af
Martinus' bøger, herunder de bind af ”Livets Bog”, der var udkommet på det
tidspunkt. Men samtidigt hermed forstod jeg også, at der var meget af det,
Martinus – og nogle af hans nære medarbejdere – fortalte og skrev om, som jeg
godt nok mente at forstå teoretisk, men når det gjaldt den efter min opfattelse
næsten overmenneskelige etik og moral, som Martinus' kosmologi også promoverer
og angiver som nærmest en livsnødvendighed, hvis man ønsker at forbedre sit
liv, så sank min selvtillid og min personlige selvsikkerhed omtrent til
nulpunktet.
Brev til en kyndig skribent-ven
Den ovenfor skitserede situation har jeg levet
i og med i nu efterhånden en del år, og da jeg så en dag som herefter omtalt
modtog Martinus-tidsskriftet KOSMOS (Nr. 5 – 2016), og deri genlæste Martinus'
artikel om de såkaldte A- og B-kritikere af hans kosmologi, så kunne jeg ikke
dy mig for at skrive og sende en email til min skribent-ven gennem mange år,
Søren Hahn, som i en årrække har været og i skrivende stund fortsat er
medredaktør af ovennævnte tidsskrift:
Den 14. maj 2016 kl. 19.11 skrev jeg følgende
email til Søren Hahn:
Kære Søren!
Har i dag modtaget
seneste nummer af KOSMOS (Nr. 5 - 2016). Faldt straks over at skimme indholdet
og herunder også over hvad Martinus skrev om: B-kritikerne. Hele artiklen har
jeg læst for mange år siden og syntes den var virkelig interessant i sin kategorisering
af studerende og tilhængere af Martinus' sag og litteratur.
Må indrømme og
tilstå, at jeg selv unægtelig og i hvert fald foreløbig uhjælpeligt hører til
B-kritikerne. Jeg repræsenterer alle de negative karakteristika, som Martinus
så vidende og skarpt peger på og analyserer i sin fremragende artikel.
Vil dog tillade mig
at sige med ærlighed, at jeg aldrig har haft ambitioner om at komme til at
spille en rolle i sammenhæng med Martinus-sagen som sådan. Derimod kan jeg ikke
sige mig fri for at have villet spille en teoretisk rolle qua mine skriverier
om kosmologien. Men det skyldtes i hovedsagen, at jeg helt fra starten af
studiet af Livets Bog 1 fandt en for mig selv overraskende indirekte
overensstemmelse med H.C. Andersens livs- og verdensanskuelse. Mit udgangspunkt
var - og er - altså sidstnævnte.
Det er og forbliver i
hovedsagen det emne eller tema, der er drivkraften bag det meste af det, jeg
foreløbig har skrevet om "de to åndsgiganter", som redaktør Gunner
Frederiksen engang har kaldt dem. (På bagsiden af min bog ”H. C. Andersen, H.
C. Ørsted og Martinus. Et sammenlignende studie.” Udgivet af forlaget
Kosmologisk Information 1997.)
Med kærlig hilsen - og i øvrigt stor tak for mangen god ordveksling
os imellem.
Harry.
Samme dag , den 14 Maj 2016, kl. 19:43 modtog jeg følgende svar fra
Søren Hahn: Subject: Re: A- og B-kritikere
Kære Harry!
Hvis du absolut vil
være B-kritiker, så kan kun denne lange artikel om B-kritikerne vel overbevise
dig om, at du slet ikke kan "pryde" dig med titlen B-kritiker. En
B-kritiker vil altid være i opposition til rådet for Martinus Institut, idet de
synes, at de er meget bedre egnet til selv at sidde i rådet. De er meget
utilfredse, og elsker at bagtale alle, der har noget med Instituttet at gøre.
Og det kan man jo ikke sige om dig. Du har tvært imod været en god mand for
Instituttet med din interesse for HCA og din evne til at kombinere din store
viden om ham med din lige så store viden om Martinus. Det har været dit livs
lykkelige symbiose på det intellektuelle område. Dertil kommer jo, at din
skrivelyst har været ukuelig gennem alle årene, så du har kunnet glæde mange
mennesker med din kunst. Ja også kunst med tegnefilm, som jo er dit oprindelige
professionelle speciale. Så tak til dig for mange års venskab og berigende
tankeudveksling. Og ligeledes en hilsen til din trofaste viv på Sjølunds fagre
sletter.
Kærlig hilsen
Derpå svarede jeg straks med følgende email:
Kære Søren!
Ganske kort: En stor
TAK for dit overraskende positive svar på min 'jeremiade' om mig selv som
B-kritiker i forholdet til Martinus' sag. Dine smukke og anerkendende ord om
mig, gør mig næsten flov. Flov over, at have tænkt så negative tanker om mig
selv, men glad som et lille barn, der får ros - ikke af sin mor eller sin far,
- men af en kosmologisk kapacitet og storskribent som dig. Takker også på vegne
af min kunstnerisk og litterært højt begavede viv for hilsenen til hende.
Kærlig hilsen
Harry.
Apropos min udtalelse om, ”at jeg aldrig har
haft ambitioner om at komme til at spille en rolle i sammenhæng med
Martinus-sagen som sådan”, så er dette både ærligt ment og sandt skrevet, alene
af den grund, at der dels altid har være meget dygtige foredragsholdere,
undervisere og studiekredsledere indenfor Martinus-sagen, og dels fordi jeg
foretrak – men samtidig også delvis var tvunget til - at bruge kræfterne på mit
professionelle arbejde som tegner, animator, instruktør og producent, som
desuden var med til at give mig og min nærmeste familie husleje, tøj på kroppen
og brød på bordet. Det, kreativt at lave tegnefilm, er jo heller ikke kun et
spørgsmål om at tegne sjove mænd og koner, men også om at lave tegnede seriøse
undervisnings- og dokumentarfilm, hvilket sidstnævnte især gav anledning til at
sætte sig ind i mange forskellige emner indenfor videnskab, kulturhistorie,
landbrugs- og industriel teknik etc. etc. Desuden ville jeg sandfærdigt sagt
ikke have følt mig kvalificeret eller kompetent til at holde foredrag eller
undervise i Martinus' kosmologi, hvorfor det derfor også er ”såre godt”, at det
aldrig har været eller er kommet på tale. Ganske vist har jeg i årene 1955-57,
i min tid som militærnægter i Gribskovlejren i Nordsjælland, holdt flere
foredrag om film- og tegnefilm-historie, emner, som jeg var godt inde i og
fortrolige med, lige som jeg i årene 1958-62 i min fritid havde fungeret som
autodidakt yogalærer hos YOGA-SKOLEN i Brøndbyøster, en skole, som jeg selv
oprettede og drev i den nævnte periode. Der blev undervist i Hatha-Yoga
(fysiske øvelser), Raja-Yoga (mentale øvelser) og Vedanta-Yoga
(kundskabs-yoga), og jeg havde ret så mange elever af begge køn. Mine
forudsætninger som yogalærer var et årelangt personligt grundigt studium af det
meste af den litteratur, en del på dansk, men især på engelsk, som forelå
publiceret dengang. Desuden havde jeg i min tidlige ungdom selv praktiseret de
nævnte Yoga-discipliner, hvorfor jeg havde en vis erfaring for virkningen og
betydningen af disse.
Men hvad enten min selvkritik som såkaldt ”B-kritiker” var eller er
gyldig eller ej, så blev min glæde, selvtillid og selvsikkerhed – bestyrket af
Søren Hahns opmuntrende email til mig, - kortvarig, hvilket har givet sig mere
eller mindre direkte udtryk i nogle af de artikler, jeg skrev efterfølgende.
Usikkerheden og manglen på selvtillid vendte uhjælpelig tilbage, både når jeg
var alene og sammen med min kære, begavede og dygtige viv og andre nærtstående.
Jeg havde og har en dyb følelse af, at alt, - eller det lidt – jeg havde
udrettet i løbet af mit nu i skrivende stund 88-årige liv, i bedste fald var og
er middelmådigt. Det gælder både mit professionelle liv som tegner, animator og
tegnefilminstruktør, og mit liv som selvbestaltet forfatter af især artikler og
– nogle få – bøger om H.C. Andersen og dennes forfatterskab, set og vurderet på
grundlag af Martinus' kosmologi, og bogen om ”Jesus, søn af mennesket”. Bøgerne
fik nogle få anmeldelser, dog positive, men ingen af dem blev der solgt særligt
mange eksemplarer af. Det var nedslående, ikke på grund af den økonomiske side
af sagen, for jeg havde selv valgt at lade eventuelle indtægter gå til de
vovelystne forlæggere. Men det var og er, at interessen for de emner, jeg skrev
om, ikke var og er større, end tilfældet viste sig at være, der betød noget for
mig. Desuden er æren som bekendt det fagreste træ i skoven, som H.C. Andersen
siger det et sted!
Som måske bekendt, eller som jeg i hvert fald har fortalt om i de
indledende artikler til LIVETS EVENTYR (H1-02. LIVETS EVENTYR
- En introduktion til emnet og H1-03. LIVETS EVENTYR
- Optakt til hjemmesiden), så begyndte mine skriverier omkring H.C. Andersens
liv og forfatterskab set på baggrund af Martinus' kosmologi så småt i 1974,
hvor jeg skrev artiklen ”H.C. Andersen og døden”, der blev tilbudt tidsskriftet
KOSMOS, men som ikke blev trykt på grund af sin længde. Derefter fulgte flere
lignende artikler, hvoraf nogle blev trykt i KOSMOS og andre i tidsskriftet
KOSMOLOGISK INFORMATION, senere omdøbt til DEN NY VERDENSIMPULS. Desuden skrev
jeg flere bøger om samme emne, som udkom i årene 1996-97 og den ovenfor nævnte
bog om Jesus' liv og lære, blev udgivet i 2012. Flere artikler af mig blev
desuden publiceret i årsskriftet ANDERSENIANA, hvoraf en af artiklerne
involverede Martinus' kosmologi, nemlig artiklen "H.C.Andersens
seksualitet", som blev trykt i Anderseniana 2004. Men mit
hoved-forum har været og er fortsat hjemmesiden LIVETS EVENTYR, som takket være
et initiativ fra min gode ven og professionelle kollega gennem mange år, Jakob
Koch, blev oprettet på min 77 års fødselsdag den 12. juni 2006. Den er med
tiden blevet en rimeligt pæn succes, hvad angår antallet af besøgende.
Men hvorfor i
det hele taget den manglende selvtillid og selvsikkerhed hos mig? - Jo, så vidt
jeg selv kan forstå og bedømme, skyldes det grundlæggende, at jeg fra barnsben
og til omkring mit 21-år, var blevet betragtet som lidt af et unikum, først og
fremmest af mine forældre og familie og også af mine arbejdskolleger allerede
fra min elevtid som animator 1943-45 på den første lange danske tegnefilm
”Fyrtøjet”(1946). Det affødte en personlig ambition hos mig om, fortsat at
komme til at spille en rolle, hvori jeg kunne spejle og sole mig. Og det er
lige præcis dette med forfængeligt at ville sole sig i en vis beundring, der træder
og er trådt frem på baggrund af min mangeårige interesse for og mit studium af
og skriverier omkring blandt andet Martinus' kosmologi. Men specielt i den
forbindelse lurede der en fare, som jeg ikke var bevidst om på forhånd. Hvis
jeg havde været forberedt, ville jeg have fundet et sted, som jeg desværre ikke
husker præcist, hvor Martinus skriver og advarer den studerende af hans
kosmiske analyser om den risiko, vedkommende må forvente, nemlig at se
skyggesiderne ved sin egen personlighed og karakter, især moralske karakter,
træde tydeligt frem på baggrund af analysernes skarpe lys. Hvis den studerende
er et ærligt og oprigtigt menneske, og det vil vel de fleste mene om sig selv,
kan den oplevelse i nogle tilfælde være ret så barsk og nedslående for selvtilliden
og selvsikkerheden, og ikke mindst for forfængeligheden og den mulige
selvovervurdering.
Dette, at mit kosmologi-studium har givet en slags bagslag, lagt
sammen med min saglig set vitterligt ubetydelige rolle i professionel
sammenhæng, er det, der er den egentlige årsag til og baggrund for min
manglende selvtillid og selvsikkerhed. Dertil kommer min usikkerhed i forhold
til, om jeg i det hele taget har forstået Martinus' kosmiske analyser og
facitter rigtigt, og om, at min med tiden tiltagende kritiske holdning til
disse, er berettiget eller ej. Det er jeg desværre ikke selv i stand til at
vurdere rigtigt. Heller ikke selvom Martinus jo selv opfordrer den studerende
af hans kosmologi til at tænke og vurdere selv og ikke lade sig diktere af noget,
man måske ikke umiddelbart kan forstå eller være enig i, men som følelserne og
dermed troen måske umiddelbart siger ja til. Men Martinus' kosmologi drejer sig
jo ikke om tro, men om viden.
Den nævnte opfordring til studerende af sine
åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for på
blandt andet følgende måde:
(Citat) ”Naturligvis vil der være mennesker, der tror på denne
åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men det viser, at de ikke har haft
evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine kosmiske analyser at være en
autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte åndsforsker, som fatter interesse
for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit livsværk. Han må
konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først da kan det blive
af værdi for ham. Det bliver til selvstændig tænkning og analysering, det
bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til indvielse i selve livets
mysterium.” (Citat slut. Martinus i artiklen: Besættelse, sidst bragt i
Kosmos Nr. 9 - 2009)
Mit store problem har været og er, at jeg til
at begynde med troede og mente, at jeg 100 % - hvilket hovmod! - forstod og var
enig i det forunderlige og eventyrlige verdensbillede, som Martinus har
fremmanet for vores mere eller mindre undrende øjne. Men efter omkring knapt 60
års mere eller mindre intense studium af nævnte verdensbillede, er jeg –
berettiget eller ej - desværre kommet i tvivl om nogle af dettes grundlæggende
teser. Det gælder især spørgsmålet om, hvorvidt logisk tænkning i realiteten er
gyldig til forståelsen af livet og verden, og også om intuitionen er det. Det
gælder også, om skæbnens retfærdighed og det dertil knyttede problem, om
sjælens/personlighedens udødelighed og reinkarnation, er en realitet. For er
det ikke tilfældet, da falder Martinus' nok så storslåede billede af livet og
verdensaltet sammen som et usikkert korthus, i hvert fald så vidt jeg kan se!
Eller – hvad jeg helst vil tro og faktisk tror - er det måske bare
mit eget lille og ubetydelige 'korthus', der er faldet sammen og endt med et
”memento mori”?
Med udtrykket ”memento mori” (”husk på døden”), hentydes til, at
jeg personligt slet ikke ville have noget imod, hvis det skulle vise sig at
være virkeligheden eller sandheden, at vi mennesker og alle andre levende
væsener, kun har dette ene liv at leve og opleve i. Verden og livet ville
alligevel være udtryk for et eneste stort under og eventyr, som det blev os
forundt at opleve – på godt og mindre godt ganske vist! Og i bedste fald i
løbet af en menneskealder.
(Min aktuelle situation er dog langt fra noget nyt, for allerede i
februar 2013 skrev jeg denne artikel: 4.76. Selvbekendelse
– og selverkendelse – En slags moralsk statusopgørelse )
Men for dog på trods al min – sikkert
ubetydelige eller betydningsløse - skepsis at være lidt positiv, lad mig da
citere et af mine yndlingscitater af H.C. Andersen, som stadig er gyldigt –
også for mig:
(Citat) ”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt,
der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte, som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt
er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.
De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved [årsags-virknings] kædens
overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større,
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.” (Citat slut. Citeret fra H.C.
Andersens roman ”Kun en Spillemand”, 1837) .
Inden jeg slipper H.C. Andersen her i denne forbindelse, erindrer
jeg lige, at han i sine ”Bemærkninger til ”Eventyr og Historier”, 1874”,
fortæller om en speciel samtale, han i forbindelse med omtalen af ”En Historie
fra Klitterne” fra 1859, engang havde haft med digterkollegaen og vennen Adam
Oehlenschläger:
(Citat med nutids retskrivning) ”Vi talte om det evige liv, og Oehlenschläger
henkastede de ord: ”Er De så vis på, at der er et liv efter dette!” Jeg
holdt fast på forvisningen herom, grundet i Guds retfærdighed, men brugte i min
stærke udtalelse de uovervejede ord: ”Mennesket kan forlange det!” – Da vedblev
han: ”Er det ikke igen en stor forfængelighed af Dem, at turde forlange et evigt
liv. Har ikke Gud givet Dem så uendeligt meget i denne verden. Jeg ved,”
vedblev han, ”hvilken uendelig fylde af godhed, han forundte mig; når jeg i
døden lukker mine øjne vil jeg taknemlig prise og velsigne ham; forundes mig da
endnu et evigt liv, da tager jeg det som en ny uendelig nåde.”
”Således kan De tale,”
sagde jeg, ”Gud gav Dem så uendelig meget på jorden, også jeg bør sige det, men
hvor mange stilledes ikke ganske anderledes i verden, de kastedes herind med et
sygt legeme, en kuet ånd, førtes ind til de bitreste forhold til sorg og savn,
hvorfor skulle de således lide, hvorfor blev det så ulige fordelt, det var en
uret, og den kan Gud ikke øve, han vil give erstatning, løfte og løse det, vi
ikke kunne!” (Citat slut)
Som det fremgår af det anførte citat, rører Andersen deri ved et
par af sine religiøse yndlingstemaer, nemlig forholdet mellem værd og
skæbne, også kaldet retfærdighedsproblemet. Andersens
pointe er, at idet Gud i medfør af sine iboende attributter som alkærlig,
alvis og almægtig, er individet alene derfor garanteret en fuldkommen
retfærdighed, herunder også udødelighed og dermed også genfødsel
eller reinkarnation. Og at, hvis Guddommen ikke besad
disse tre fundamentale attributter, så ville Guddommen ikke være Gud.
Andersens argumentation for retfærdighed, udødelighed og
reinkarnation lyder besnærende enkel og ligetil. Men for en skeptiker er
spørgsmålet, om hans præmisser holder stik, herunder primært, at der
overhovedet eksisterer en Gud? Det er det op til os hver især at veje for og
imod, men jeg er bestemt ikke imod, og ville, hvis jeg ikke lige netop var og
er skeptiker, uforbeholdent tilslutte mig Andersens argumentation. Men jeg er
selv som skeptiker dog rimeligt overbevidst om, at der eksisterer et overordnet
superintelligent Alvæsen, hvoraf, hvori og hvorved vi alle eksisterer, udfolder
os og oplever. Men om dette Alvæsen besidder attributterne alkærlig, alvis og
almægtig, tør jeg med min egen personlige begrænsede indsigt og viden, ikke
udtale mig afgjort om. I de mange af mine artikler, hvori begrebet Gud nævnes
og omtales, er det derfor henholdsvis H.C. Andersens og Martinus' respektive
opfattelser af samme begreb, jeg refererer til og så vidt muligt selv prøver at
begribe og forstå.
Her vil jeg i øvrigt også gerne tilføje, at
nogle af mine allerseneste artikler her på hjemmesiden LIVETS EVENTYR,
fokuserer rimelig meget på, hvordan Martinus selv opfatter og fortæller om sin
kosmologi. Det skyldes faktisk, at jeg så at sige er begyndt forfra med at
sætte mig ind i hans kosmiske analyser og facitter. Dette gælder artikler som "Jeg
elsker dig!"- betragtninger over forelskelse og ægteskab (Deri drejer
det sig især om sidste halvdel af artiklen), Det er da
logisk! - Nogle tanker omkring Martinus' bog ”Logik” , Lånte 'fjer' -
Tanker til fornyet eftertanke , ”Alt er såre
godt!” og Martinus' kosmologi og naturvidenskaben
Men lad mig nu lægge min selvoptagne retorik til side, for at
meddele mine kære læsere, at herefter vil mine skriverier om H.C. Andersen og
hans forfatterskab set på baggrund af Martinus' kosmologi, fortsætte i et
mindre tempo og med større intervaller. Sagen er den, at projektet har vist sig
for stort og omfattende til, at jeg i de seneste år har haft kræfter og tid til
at afslutte det som det oprindeligt var planlagt. Men forsøget er efter bedste
evne blevet gjort, og hjemmesiden LIVETS EVENTYR vil blive stående og tilgængelig
i stort set den form, den har nu, og i hvert fald indtil min død. Derfor
forestår der herefter aktuelt set kun et begrænset opdaterings- og
omredigeringsarbejde på siden, dels for at korrigere småfejl og tastefejl visse
steder og dels for om muligt at gøre teksterne typografisk mere læsevenlige på
nettet. Dette arbejde vil min gode ven og webmaster, Jakob Koch, helhjertet
bistå mig med at udføre i løbet af det den kommende tid, og i øvrigt så længe
det behøves og vi hver især er i live og ved vores fulde fem.
Det skal dog heller ikke overses og glemmes, at min kære viv gennem
mange år, Birgit Bennedbæk, har været til stor støtte og opmuntring for mig,
både i mine lyse og især i mine mørke stunder. Derfor skylder jeg hende en
meget stor tak, primært fordi hun er som hun er, men også sekundært, fordi hun
er et inspirerende, tolerant og intellektuelt og kunstnerisk højt begavet
menneske.
Sluttelig en kærligt ment TAK til mine læsere for følgeskab i
årene, der svandt, og med ønsket om, at de interesserede af jer fortsat vil
følge de nye artikler, som der – takket være webmaster Jakob Koch - fremover
trods alt måtte blive uploaded her på hjemmesiden LIVETS EVENTYR.
PS. Den af mine seneste artikler om H.C. Andersen og hans
forfatterskab, som er nævnt ovenfor, er den ret specielle ”En Historie fra
Klitterne”, 1859, som jeg derfor vil anføre linket til her: http://www.livetseventyr.dk/3-45Frame.htm
Det vil i øvrigt fremgå af nævnte artikel, at
den i sit indhold til en vis grad er indforstået med såvel Andersens som
Martinus' opfattelse af begreberne sjælens udødelighed og evige liv, herunder
også af livets retfærdighed i medfør af skæbneloven og reinkarnationen. Men
Andersens sædvanlige tvivl kommer alligevel til orde i samtalen mellem det
spanske ægtepar i ”En Historie fra Klitterne!”:
(Citat) ”Livet er en kærligheds nådegave, næsten ufattelig stor!”
sagde hustruen, ”og denne lyksaligheds fylde skal i det andet liv kunne vokse
og det frem i en evighed! - jeg rummer ikke denne tanke!”
”Og den er visselig et overmod af
menneskene!” sagde manden. ”Det er i grunden en forfærdelig stolthed at tro man
skal leve evig – blive som Gud! det var jo også Slangens ord, og den var
Løgnens Herre.”
”Du tvivler dog ikke om et liv efter
dette?” spurgte den unge hustru, og det var som for første gang en skygge
gennem deres solbelyste tankerige.
”Troen lover det, præsterne sige
det!” sagde den unge mand, ”men just i al min lykke føler og erkender jeg, at
det er en stolthed, en overmods-tanke at forlange et andet liv efter dette, en
fortsat lyksalighed, - er ikke her i denne tilværelse givet os så meget, at vi
kunne og bør være tilfredse!”
”Ja os blev der
givet det!” sagde den unge kone, ”men hvormange tusinder blev ikke
dette liv en prøvelse; hvor mange er ikke ligesom kastede ind i verden til
armod, skændsel, sygdom og ulykke; nej, var der ikke et liv efter dette, da var
alt på denne Jord for ulige fordelt; da var Gud ikke den Retfærdige!”
”Tiggeren dernede har glæder, for ham
ligeså store, som kongen har dem i sit rige slot!” sagde den unge mand, ”og
tror du ikke, at arbejds-dyret, som prygles, sulter og slæber sig ihjel, har
fornemmelse af sine tunge levedage? Det kunne da også forlange et andet liv,
kalde det en uret, at det ikke blev stillet i en højere række af skabningen!”
”I Himmeriges Rige er mange værelser,
har Kristus sagt!” svarede den unge Kone, ”Himmeriges Rige er det Uendelige,
som Guds Kærlighed er det! - også dyret er en skabning, og intet liv tror jeg
vil fortabes, men vinde al den lyksalighed, det kan modtage og som er det nok!”
”Men mig er nu denne verden nok!”
sagde manden, og slyngede sine arme om sin dejlige, elskelige hustru, røg sin
cigaretto på den åbne altan, hvor den svale luft var fyldt med duften af
oranger og nelliker: Musik og castagnetter klang nede fra gaden, stjernerne
blinkede ovenfra, og to øjne fulde af kærlighed, hans hustrus øjne, så på ham
med kærlighedens evige liv.
”Et sådant minut,” sagde han, ”er det
vel værdt at fødes for, fornemme og – forsvinde!” han smilede, hustruen løftede
hånden mildt bebrejdende – og Skyen var igen borte, de var altfor lykkelige.
(Citat slut) (23)
Imidlertid er jeg i de senere år også selv personligt blevet stadig
mere skeptisk overfor de nævnte emner, hvilket blandt andet vil fremgå af
f.eks. artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl . Sidstnævnte artikel
kan anbefales som eksempel på min opfattelse af og tiltro til
ét-livs-hypotesen, der kortest kan karakteriseres som et modstykke til
fler-livs-teorien.
© September 2017 Harry Rasmussen (som fyldte 88 år den 12. juni
dette år.)
****************