LIVETS UNDER

Lineær kontra cirkulær tænkning

Tanker til overvejelse

 

 

Indledning

Man kan sige om begreberne lineær tænkning og cirkulær tænkning, at de umiddelbart betragtet er modsætninger, men ved nærmere om- og eftertanke er de i virkeligheden komplementære i den Niels Bohr’ske opfattelse af begrebet. Den lineære tænkning er en form for tænkning, der tager sit udgangspunkt i et eller andet emne, spørgsmål eller i en teori eller hypotese og derfra i bedste fald foregår i en logisk set lige retning fremad mod et på forhånd ukendt eller uvist endemål. I den forstand er den lineære tænkning udtryk for begrebet begrænsning, nemlig i og med at den omfatter begyndelse og ende eller afslutning.

 

I direkte modsætning til den lineære tænkning, er den cirkulære tænkning en form for tænkning, der bevæger sig i cirkler eller kredsløb, i den forstand, at slutpunktet principielt er identisk med udgangspunktet, men vel at bemærke på et trin højere niveau, både i teori og praksis. Hvilket betyder, at man vil kunne anskue de enkelte og gentagne kredsløb som ’stadier’ i et overordnet spiralkredsløb.   

 

Figurligt kan den lineære tænkning illustreres i form af en linje eller streg, som tager udgangspunkt eller afsæt i punkt A og derfra forløber en kortere eller længere strækning ad den lige linje til det vilkårlige og dermed foreløbige punkt B. Der vil være tilfælde, hvor punkt B stopper tættere på punkt A eller hvor det føres endnu længere væk fra punkt A end vist på den skematiske tegning heunder:

 

A ______________________________ B

 

 

Man kan forestille sig punkt A som et eller flere præmisser og linjen eller stregen som udtryk for argumenter og punkt B som konklusion eller konklusioner. Vigtigt at notere sig er det, at i den lineære tænkning er rum og tid udtryk for begrænsethed. Nemlig tidsmæssigt i form af begyndelse, varighed og afslutning, og rumligt i form af de tre dimensioner: højde, bredde og længde eller dybde.

 

Modsat kan den cirkulære tænkning illustreres ved en cirkelfigur, idet stregens bevægelsesforløb har form af en cirkel, hvor  punkterne A og B er sammenfaldende: Nemlig fordi der i dette tilfælde ikke er tale om begyndelse og ende, men derimod om principielt uophørlig bevægelse forfra og om igen i uendelighed. I den cirkulære tænkning er rum og tid derfor udtryk for ubegrænsethed eller uendelighed.

 

A-B                                                      A-B

 

 

Man kan forenklet sagt sige, at den lineære tænkning er den, der fortrinsvis anvendes af videnskaben i almindelighed og enkeltvidenskaberne i særdeleshed. og desuden af  filosoffer og religionsfilosoffer i filosofi- og religionsfilosofihistorien. Det er faktisk den lineære opfattelse og tænkning, der ligger til grund for videnskabens og filosofiens materialistisk orienterede og dermed reduktionistiske opfattelse af livet og verden. Den cirkulære tænkning forekommer sjældnere, men anvendes fortrinsvis af idealistiske filosoffer og religionsfilosoffer, både i fortiden og senere helt op til nutiden, hvor en seer og tænker som f.eks. Martinus nærmest må siges at være en relativt nyere hovedeksponent for den cirkulære tænkning og opfattelse af tilværelsen. (Note 1)

 

Verdenens oprindelse og tilblivelse
Hvad angår spørgsmålet om universets eller verdenens oprindelse og tilblivelse, findes der i hovedsagen to videnskabeligt funderede grundopfattelser, som begge tager udgangspunkt i den såkaldte fysiske materie eller det atomare stof, som eksistensen af verden og livet antages at være totalt beroende på og af. I den sammenhæng vil jeg tage afsæt i billigbogen ”Martin Gardner: Relativitetsteorierne”, udgivet på dansk af Hasselbalchs Forlag 1964. Bogen handler især om den teoretiske fysiker Albert Einsteins to relativitetsteorier: Den specielle relativitetsteori og Den almindelige relativitetsteori. Den førstnævnte er imidlertid lidt for svært forståelig for en ikke-matematiker som mig, hvorimod den almindelige eller generelle relativitetsteori er lidt lettere forståelig. Her vil jeg imidlertid også afholde mig fra  at vove mig ind på en nærmere beskrivelse af den sidstnævnte teori, hvor interessant denne end er.  Dog vil jeg kort sige, at Einsteins relativitetsteorier betød et brud med den klassiske naturerkendelses objektivitets- og kausalitetsprincip, idet disse påviser at forestillingen om rum, tid og bevægelse ikke er gyldig ved meget komplicerede iagttagelsessituationer, men dog nok i en vis udstrækning ved dagligdagens sanseerfaringer. Her kommer Niels Bohrs komplementaritetsteori imidlertid ind i billedet og påviser, at den komplementaritet, man møder i atomfysikken, er et grundvilkår for al erkendelse. (Note 2)

 

Med udgangspunkt i atomfysikkens konstatering af, at lys kan opfattes som både partikel og bølgeformation, hvilket er indbyrdes selvmodsigende, rejser der sig nogle vanskelige problemer. Man kan jo  normalt ikke på samme tid tale om, at fast er flydende og omvendt, at flydende er fast.  Den situation førte Bohr til at opstille sin komplementaritetsteori, idet de to begreber ’fast’ og ’flydende’ godt nok gensidigt udelukker hinanden, men dog først tilsammen udsiger al den erfaring, det er muligt at få om lys. Der er filosofisk set her på en måde tale om filosoffen Hegels tre-leddede begrebskompleks: Tese – antitese – syntese, i dette tilfælde altså tese = fast partikel – antitese = flydende energi – og syntese = overordnet opfattelse af komplementariteten af de nævnte fænomener.
 
Det store spørgsmål blev herefter for komplementaritetsteorien, hvad der nærmere kan og skal forstås ved begrebet fysisk virkelighed. Dette især i betragtning af, at da hele den materielle verden ifølge atomfysikken er opbygget af atomer, som igen er opbygget af elementarpartikler, synes verdens fysiske realitet at stå og falde med den fysiske realitet af elementarpartiklerne og dermed de atomare systemer. Derfor blev og er det relevant at stille det metafysiske spørgmål om, hvad der i realiteten er fysikkens undersøgelsesobjekt?

 

På denne baggrund vil jeg kortfattet forsøge at skildre to markante forestillinger eller teorier om verdens oprindelse og tilblivelse, som er fremført i tidligere ovenfor nævnte bog, nemlig teorien om en stor eksplosion og den deraf følgende ekspansion  (The Big Bang) og dennes modsætning: teorien om det stabile univers.

 

Ethvert oplyst nutidsmenneske ved, at jorden er den tredje planet fra solen i et system på 9 planeter, og at solen udgør én af de omkring hundrede milliarder stjerner, der danner ’vores’ galakse, kaldet mælkevejen. Det vides, at der findes et ukendt antal lignende galakser eller mælkeveje i universet, der også er sammensatte af milliarder af stjerner. Det store spørgsmål er derfor, om der findes en uendelighed af mælkeveje og om universet fortsætter i det uendelige eller om det er afgrænset i størrelse uanset dennes størrelse? For er universet det, må der med al sandsynlighed eksistere andre afgrænsede universer. I denne forbindelse kan det være interessant at tænke på, at Einstein engang har udtalt – frit citeret - at vort univers kan tænkes ’kun’ at være et atom i et stoleben, der står i et andet og endnu større univers. Altså, at universer kan tænkes at indeholdes i hinanden, lidt i retning af et kinesisk æskesystem. En bedre forestilling og betegnelse ville formentlig være organismetanken, ikke mindst som denne fremstilles indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi eller verdensbillede. Organismetanken som system betragtet er som formentlig bekendt syvleddet:

1. elementarpartikler og atomer, 2. celler, 3. organer, 4. organismer, 5. kloder, 6. sole og solsystemer, og 7. galakser.

 

Angående livsenhedsprincippet og organismeprincippet kan jeg henvise til min artikel  H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition, hvorfra følgende skal citeres her:

 

Livsenhedsprincippet og organismeprincippet

(Citat) Det forhold, at livs-enheden, det levende væsen, 'afspejler' livs-helheden, det universale al-væsen eller Guddommen, er ifølge Martinus udtryk for to af tilværelsens store general­principper, Livsenhedsprincippet og organismeprincippet, som begge ligger til grund for den guddommelige organismes eller verdensaltets opbygning og struktur. Men eftersom denne orga­nis­me er identisk med evigheden og derfor i sig selv er uende­lig og grænseløs i enhver henseende, er den grundlæggende præget af et princip, der 'afgrænser' samme evighed. (Note 5) 

 

Dette 'afgrænsende' princip kalder Martinus for perspektiv­princippet, der som ordet 'per­spektiv', af latin per: igennem, og specere: se, angiver det forhold at størrelser synes at aftage med afstanden og at blive stadig mindre og mindre set fra iagttagerens udsigts­punkt. Dette princip kan derfor også kaldes relativi­tetsprincippet, og det er bl.a. ansvarligt for fore­komsten af tre principielle kosmiske sanseområder eller de tre fremtrædelsesformer for kosmos, som i Martinus' terminologi kaldes for mikrokos­mos, mellemkosmos og makrokosmos. Begrebet "mellemkos­mos" henviser ganske enkelt til sanseområdet mellem mikrokosmos og makrokos­mos.

 

Det forhold, at perspektivprincippet eller relativi­tetsprin­cippet dybest set også er et illusionsprincip, skal vi vende tilbage til i forbindelse med den senere omtale af kosmologi­ens erkendel­sesteori. (Note 6)

 

De nævnte tre gensidigt integrerede 'kosmos' - der jo i virkeligheden kun udgør ét kosmos eller verdensalt - er faktisk et princip, der samtidigt repræ­senteres af ethvert levende væsen. Det vil sige, at ethvert væsen samtidig udgør mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Eksempelvis udgør jordkloden for et menneske en del af makro­kos­mos, andre mennesker, dyr, planter etc. udgør mellemkosmos, medens menne­skekroppens organer, celler etc. udgør mikro­kosmos. For menneskeorganismens celler udgør alle andre celler et mellemkosmos, medens kroppens organer mm. udgør et makro­kosmos, organerne udgør indbyrdes et mellemkosmos, lige som moleky­ler og atomer må udgøre mikrokos­mos for celler­ne. Disse er med andre ord makrokosmos for molekylerne og atomerne, som på deres side hver især repræsen­terer et mellemkosmos.

 

På tilsvarende måde udgør solsystemet et makrokos­mos for jord­kloden, og jordkloden og de andre planeter mv. et mikrokos­mos for solsystemet, der igen udgør et mikrokosmos for mælke­vejssystemet, som på sin side udgør makrokosmos for solsy­stemet. Planetsystemerne udgør tilsammen et mellemkosmos, det samme gør solsystemerne, ganske som tilfældet er med mælke­vejssystemerne eller galakserne indbyrdes. 

 

Som organisme betragtet, er verdensaltet altså grund­læggende præget af at være op­bygget af stadig mindre og mindre organis­mer, der gensidigt er inte­greret i og afhængige af hinanden. Fra de kolossale galaksehobe, som består af en mangfoldighed af enkeltgalakser (mælkeveje), der igen består af solsystemer, som atter består af sole og kloder, der for de sidstes ved­kommende igen består af levende organismer, der igen består af organsystemer og organer, som igen består af cellesystemer og celler, som atter består af molekyler, som består af atomer, der består af elementarpartikler. (Note 7)

 

Det rokker i øvrigt ikke ved princippet, at ikke alle planeter eller kloder rummer organisk, biologisk liv eller en såkaldt biosfære, men i de flest kendte tilfælde kun består af mi­neralsk materie. At sidstnævnte i henhold til Martinus' kosmi­ske analyser i virkeligheden indirekte også er udtryk for liv, er en anden sag, som senere vil fremgå af denne fremstilling. (Citat slut)

 

Det ekspanderende univers

Ifølge forestillingen og teorien om det ekspanderende univers, begyndte dette med at en enorm stofmængde for mange milliarder år siden var koncentreret i et meget lille rum. Ophavsmanden til teorien, belgieren George Lemaître, tænkte sig, at en stor ur-eksplosion var første årsag til ekspansions-processen og dermed til universets tilblivelse og udvikling. Denne teori er i nyere tid og i en lidt anden version blevet kaldt ”The Big Bang”.

 

Som det indirekte fremgår af ovennævnte teori, så mener man at fænomener som ’rum’ og ’tid’ og ’bevægelse’ opstod i og med ur-stoffets ekspansion og spredning. Lemaître mente, at den store eksplosion må have fundet sted for omkring 5 milliarder år siden. En nyere tids astrofysikere mener dog, at eksplosionen snarere begyndte for omkring 20-25 milliarder år siden. De tal opnår man ved at ’regne baglæns’ fra universets nuværende tilstand til den tænkte ur-tilstand.

 

Men ekspansions-teorien rejser jo unægtelig en del relevante spørgsmål, som f.eks. hvordan man kan og skal forestille sig, dels ’hvor’ det kompakte og energiladede ur-stof befandt sig, og dels ’hvorfor’ det om man så at sige lige pludselig begyndte at røre på sig og udlade de enorme latente energier eller kræfter?  Og vel at bemærke, organisatoriske og naturlovsbestemte energier og kræfter? Det sidstnævnte spørgsmål har også beskæftiget nutidens vakse atomfysikere og især en enkelt bogforlægger, som mente, da han skulle udgive en bog om emnet, – dog mest af hensyn til salget af bogen – at den ur-partikel, der mentes at ligge  til grund for og har styret og styrer hele udviklingsprocessen, kunne man med rette betegne som ’Gud-partiklet’, som dog i mere videnskabeligt sprogbrug betegnes som ’Higgs Boson’.  (Note 3)

 

Et nok så stort – og vel egentlig uafklaret - spørgsmål i forbindelse med ”Big Bang-teorien” kunne f.eks. også være, hvad der kom først i løbet af eksplosions- og ekspansionsprocessen? - Ur-stoffet må have været en enormt kompakt koncentration af ultra-mikroskopiske elementarpartikler, som på grundlag af en iboende ’plan’ og tendens dannede atomer og atomsystemer, som successivt efter tur igen dannede de tidligere ovenfor nævnte organismestrukturer, indtil ’værket’ så at sige fuldbyrdedes i form af galakser og dermed udgjorde totaliteten: Universet. Først derefter opstod livet i form af levende væsener, men så vidt foreløbig vides på den i den kosmiske sammenhæng lille og ubetydelige jordklode, som bare set i mælkevejens perspektiv er ikke-eksisterende. Ganske som tilfældet er med det jordiske ’kryb’, der kalder sig selv for mennesker. En af disse er den, der lige netop nu sidder her bag skærmen og taster sin begrænsede faglige og saglige viden og forståelse ind i computerens hukommelse.    

 

Det stabile univers

Den nævnte bog af amerikaneren Martin Gardner afsluttes med en omtale af den forestilling og teori om universet, der betegnes som ”det stabile univers”. Denne teori blev i 1948 fremsat af tre videnskabsmænd ved Cambridge University i England. Deres navne var og er Hermann Bondi, Thomas Gold og Fred Hoyle, hvoraf måske især sidstnævnte vil være kendt af danske ikke-faglige læsere. Hoyle har blandt andet udgivet bogen ”The Nature of the Universe”, som blev oversat til dansk og udgivet i 1963 under titlen ”Universets opbygning”.

 

To år senere udgav Hoyle bogen ”Of Men and Galaxies”, som blev oversat til dansk og udgiver 1965 under titlen ”Om mennesker og mælkeveje”. Deri boltrer han sig fantasifuldt om interstellar kommunikation mellem den jordiske menneskehed og menneskerheder på andre kloder og steder i universet. (Note 4)

 
Ifølge stabilitets-teorien har universet altid været til og fungeret sådan som tilfældet er i nutiden. Universet er helt igennem ensartet med et uendeligt rum og en uendelig tid. Dets vitterlige ekspansion i form af at galaksernes angiveligt fjerner sig fra hinanden, er i henhold til Hoyles teori ikke en følge af en fortidig eksplosion, men skyldes en grundlæggende frastødnigskraft, en kosmologisk konstant, hvis art og beskaffenhed dog ikke er nærmere præciseret af ham.

 

Hoyle indrømmer selv, at der er svagheder ved stabiltets-teorien, men siger også, at han  - helt uvidenskabeligt  - foretrækker sin egen teori fremfor eksplosions-teorien. Nemlig dels fordi den forekommer ham mere enkel og harmonisk og dels fordi vi mennesker faktisk ikke er i stand til at vide alt og derfor heller ikke evner at kunne omfatte og begribe verdenen og tilværelsen med intellektet eller forstanden. 

 

Hen mod slutningen af sin bog skriver Gardner blandt andet følgende kloge ord:

 

(Citat) ”[…] Det er interessant at se, hvad den engelske filosof Francis Bacon skrev i 1620 i sin Novum Organum: ”Om himlene kan der fremsættes mange hypoteser, som trods deres indbyrdes forskellighed hver for sig stemmer overens med kendsgerningerne.” Moderne kosmologier er uændret i den henseende, skønt mængden af iagttagne kendsgerninger er langt større; derfor er der god grund til at antage, at moderne verdensbilleder er nærmere sandheden end ældre. Selvfølgelig vil det kosmiske verdensbillede, der er moderne om 100 år, og som er baseret på astronomiske data, vi ikke kender, være meget forskelligt fra nogen af de modeller, vi i dag tager alvorligt.” (Note 5)

 

Den lineære tænkning om livets under

For at give et i øvrigt tilsigtet eksempel på lineær tænkning over livet og verden, vil jeg her tillade mig at citere følgende fra min artikel 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

 

 (Citat) For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (Note 13)

 

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)

 

Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (Note 15)

 

Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den, eksisterer! (Citat slut)

 

Det harmoniske verdensbillede

Med en vis allusion til Fred Hoyles stabile univers, kan som et særlig godt eksempel på et ligeledes helstøbt og harmonisk verdensbillede her nævnes det nærmest eventyrlige verdensbillede, som skyldes den danske seer og forfatter Martinus. Det verdensbillede er ifølge hans egne oplysninger baseret på den evne, han betegner som ’højintellektualitet’, hvilket vil sige en erkendelsesevne, der er baseret på et ekstraordinært harmonisk samspil mellem intuition og intellekt. Hans verdensbillede er samtidig et godt eksempel på og resultat af cirkulær opfattelse og tænkning.

 

For ikke at gentage, hvad jeg tidligere har skrevet om Martinus’ verdensbillede, vil jeg her tillade mig at citere følgende fra artiklen  H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition:

 

Naturvidenskaben, Martinus og det levende væsen

Inden vi går over til at gøre os fortrolige med, hvordan Martinus mere præcist definerer begrebet og fænomenet det levende væsen, skal vi ganske kort se på for­skellen mellem den naturvi­den­skabelige og den kosmologiske opfattelse af samme begreb og fænomen. Særlig i nyere vestlig kultur opfattes begrebet "det levende væsen" som identisk med en i bund og grund fysisk organisme, hvortil der for visse organismers vedkommende er knyttet nogle ledsage­fæ­nomener, der generelt betegnes som be­vidsthedslivet. Denne såkaldt psykiske eller mentale side ved organismen, har ifølge naturvi­denskaben efter­hånden udviklet sig i kraft af den modstand og til­pasning, som de ydre livsvil­kår dels var årsag til og dels stillede krav om, for at samme organisme kunne overleve og klare sig i konkurrencen med andre organis­mer.  

 

Efterhånden som livsvilkårene blev nogenlunde velordnede og stabiliserede, kunne den højere udviklede organisme, hvilket vil sige den organisme, for hvilken det var lykkedes at udvikle sin hjerne­kapacitet, omsætte den del af sin kraft og energi, der ikke længere blev brugt i den basale kamp for at overleve, til stadig mere forfinede bevidsthedsaktiviteter. Til sådanne må stort set regnes alt, hvad der kommer ind under begrebet kultur, herunder religion, filosofi, kunst og videnskab.

 

Som læseren nok allerede har forstået, er Martinus i prin­cippet stort set enig i den naturviden­skabelige opfattelse af, at den psykiske eller mentale side ved den fysiske organis­me, herunder hjernen, i tidens løb har udviklet sig under omgivel­sernes tryk og den indbyrdes konkur­rence og det øvrige samspil mellem de levende væsener eller in­dividerne. Han er i prin­cippet også enig i, at de mere for­finede bevidsthedsaktivite­ter, herunder religion, filosofi, kunst og videnskab, er resultater af en slags overskudsenergi fra den basale kamp for eksistensen.

 

Men her hører enigheden mellem Martinus og naturvidenskaben stort set også op, idet førstnævnte - som allerede be­kendt - ikke op­fatter det levende væsen som en udelukkende fysisk størrelse med nogle psykiske eller mentale træk ved sig, træk, som i bund og grund skulle være afledt af den fysiske materies egen­skaber. Desuden påpeger han og argumenterer for, at den såkald­te fysiske verden og dennes materie, i virkeligheden er af psykisk eller parafysisk oprindelse og natur, nemlig som et subjektivt produkt af psyken og derfor i en vis forstand et illusionistisk fænomen.

 

For Martinus er det levende væsen først og frem­mest et evigt væsen, som for nogle individers vedkommende i kraft af evige, kosmiske lovmæssigheder blot for tiden har engageret sig med den fysiske verdens eller til­standsforms materie, for der­igennem primært at skulle forny deres livsoplevelsesevne og dermed samtidig udvikle de mentale, etisk-moralske evner og færdigheder, som kvalificerer de samme individer til at manife­stere og opleve en helt ny form for tilværelse, nemlig den der er karakteristisk for det rigtige menneskerige. Dette rige er i henhold til Martinus en udviklingsmæssig konsekvens af det egentlige dyrerige, samtidigt med at det paradoksalt nok er sidstnævnte riges modsæt­ning i alle henseen­der.

 

Men efter at have tilegnet sig, opfyldt og med tiden udlevet de kvalifikationer, der er selvskrevne for individerne i det rigtige menneskerige, går den evige kosmiske 'udviklingsrejse' principielt på samme måde successivt videre til de følgende riger i det store kosmiske eventyrland: Guds rige. Og engang ud i fremtidens fremtid, vil de samme levende væsener eller individer igen befinde sig i den fysiske tilstandsform eller verden, sådan som denne til den tid har udviklet sig. Men hvad det mere præcist er, der driver og ligger bag denne evige kosmiske udvikling, vil blive oplyst i det følgende.

 

Det levende væsen

For Martinus' vedkommende kan det indledningsvis og kortfattet siges, at han opfatter mennesket som en særlig fremtrædel­sesform af det grundlæggende og altbetydende begreb i hans kosmologi: "det levende væsen", en betegnelse der i princippet dækker over samtlige levende væsener, kendte som ukendte, i verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos (vil blive forklaret senere) og makrokosmos.

 

Martinus hævder desuden, at alle levende væsener er udtryk for samme væsensprincip, og at der grundlæggende set derfor ikke er nogen artsfor­skel mellem disse, men derimod en varia­tionsforskel i livsprincippets udbredelse. Han siger ligefrem, at "alle levende væsener er "mennesker" på forskellige stadi­er" i den kosmiske evolu­tionsproces, som spiller en central rolle i hans kosmologi, og som bl.a. er medvirkende til, at det levende væsen på et tidspunkt måtte og senere hen igen og igen periodisk må forlade sin lysverden. (Note 3)

 

De levende væsener udgør hver især et såkaldt individ, af latin individuum: udelt eller udelelig enhed, dvs. den mindste del eller enhed af en større helhed. I Martinus' Kosmologi udgøres denne 'helhed' i både første og sidste instans af det guddommelige alvæsen, som er altings urgrund og universale organisme. Dette levende universalvæsen sanser, oplever og manifesterer sig gennem alle øvrige levende væsener, som derfor fungerer som dets sanse- og manifestationsorganer. 

 

Det særligt karakteristiske ved forholdet mellem det gud­dommelige alvæsen og det enkelte levende væsen er, at sidst­nævnte 'genspejler' førstnævntes hovedstruktur. Livs-enheden er derfor livs-helhedens (alvæsenets) udtrykte billede, hvilket ifølge Martinus da også er baggrunden for det bibelske udsagn: "Skabt i Guds billede efter hans lignelse."  (Note 4)

 

Begrebet 'individ' betyder også enkelt­person, og begrebet 'person', af latin persona: (teater- eller danse-)maske, altså i en vis forstand 'fremtræ­delsesform' for noget bagvedværende. Dette 'bagvedværende' udgøres i Martinus’ kosmologi af det levende væsens evige grundstruktur.    

 

Denne grundstruktur er ifølge Martinus en realitet, men vel at mærke en uskabt realitet. Det vil sige, den 'befinder' sig 'udenfor' - og dermed 'forud for' - det firedimensionale rum-tid konti­nuum, som er den skabte verdens fremtrædelsesform. Eller rettere sagt, det levende væsens grundstruktur er iden­tisk med ’evigheds-dimensionen'. Begrebet 'dimension' er egentlig forkert anvendt i sidstnævnte forbindelse, idet det faktisk betyder det målelige, dvs. det som har udstrækning i tid og rum, eller som med andre ord har størrelse eller omfang.

 

Det karakteristiske ved dét, der skal forstås som 'evig­heden', er jo bl.a. at det ikke er måleligt, idet det ifølge sagens natur må defineres som et immaterielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomhedskontinuum (= sammenhængende eller vedvarende hele). I virkeligheden kommer tanken og sproget til kort, når det drejer sig om at fatte og definere begrebet 'evighed', som faktisk kun kan 'begribes' intuitivt. (Citat slut)

 

Martinus’ verdensopfattelse i korthed

At Gud, forstået som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende evige væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener. Lige som vi mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og manifestationsredskaber, de levende væsener på alle niveauer og planer i tilværelsen, fra det mindste bittelille kræ til de vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til Martinus’ kosmologi også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er udstyret med en skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger livets højeste princip: det seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et relativt begreb, primært i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, som ligger til grund for, at de levende væsener i det hele taget kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres kosmiske natur og struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at oplevelse overhovedet kan finde sted, må Gud via de levende væsener etablere modsætningernes verden af stort og småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv og død, retfærdigt og uretfærdigt, nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at disse tilsammen udgør livets eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at begreber og fænomener som f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i virkelighedens verden, det vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden den, at døden kun er en tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv, i hvilket der samtidigt hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.

 

Når livet og tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180 grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet. Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’. (Citat slut)

 

For at orientere sig om, hvad Martinus selv kortfattet har at sige om sin opfattelse af verdensaltet og herunder blandt andet også af atomer og elementarpartikler, kan det anbefales læseren at klikke ind på LIVETS BOG 1, st. 170.-171.: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51

 

© Artiklen er fra november 2012. Citeret her med supplerende tekst september 2017. Harry Rasmussen.

 

___________________________

 

Noter og kilder:

 

Note 1.: Vedr. den materialistiske livs- og verdensopfattelse, se f. eks. artiklerne  2.21. Alts oprindelse – et essay om at forstå verden, 4.30. Alts oprindelse – påny! – om videnskab og kosmologi, 2.29. I begyndelsen var – ’noget’! – et essay om virkeligheden, 2.31. Hvad er virkelighed? – Et eviggyldigt filosofisk problem, 4.27. Hvad er verdensaltet? -  signalement af det ukendte.  Kan evt. suppleres med artiklen 2.17. Ateisme og materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’ opfattelse af ateisme og materialisme.

 

Se især 2.29. I begyndelsen var – ’noget’! – et essay om virkeligheden, heri fortælles bl.a. om kvantefysikeren Max Planck, hvis opfattelse af bl.a. elementarpartiklerne er højst interessant i den her omhandlede sammenhæng. Det fremgår af følgende citat:

 

”Som en mand, der har viet hele sit liv til den ’hårdeste’ videnskab, der findes, nemlig udforskningen af stoffet, kan jeg på grundlag af studiet af atomet udtale følgende: Der findes intet stof som sådant! 

     Alt stof skabes og eksisterer kun takket være en kraft, som bringer atomets partikler til at vibrere og holder sammen på disse miniature-solsystemer…. Bag denne kraft igen må vi antage eksistensen af en bevidsthed og et intelligent sind. Dette sind er alt stofs sande støbeform”. / Max Planck (Firenze talen) (Citeret fra Per Bruus-Jensen: I begyndelsen var tomheden, s. 16). (Citat slut)

 

Note 2.: Martin Gardner: Relativitetsteorierne. Oversat fra amerikansk af Gunvor Bjerre-Christensen. Orinalens titel er ”Relativity for the Million” (1962). 1. udgave på dansk 1964. Steen Hasselbalchs Forlag 1964.

 

Note 3.: (Citat fra Wikipedia) ”Higgs-partikel eller higgs-boson er en elementarpartikel, der blev forudsagt af Peter Higgs, fra hvem partiklen har navn. Partiklen er en boson og skal være ansvarlig for Higgs-feltet, som er et felt, der strækker sig igennem hele Universet og giver andre partikler masse. Higgs-partiklen kendes også som "Gude-partiklen",[1] men dette navn opstod ved en fejltagelse, da den amerikanske fysiker, Leon Lederman, i 1993 skrev en bog kaldet "The Goddamn Particle", og forlaget tænkte, at den ville sælge bedre, hvis den blev omdøbt til "The God Particle". På den måde kom verden til at kende Higgs-partiklen som Gude-partikel.

 

Hvorfor er Higgs-partiklen så interessant? [redigér | redigér wikikode]

 

Alle atomer er opbygget af mindre partikler kaldet elementarpartikler, der er universets mindste bestandele. Standardmodellen er en teori der beskriver elementarpartiklernes opførsel utrolig præcist. Der var dog indtil for nylig et væsentlig problem med standardmodellen. Modellen forklarede nemlig ikke hvordan elementarpartiklerne fik deres masse. Den manglende brik i puslespillet var Higgs-partiklen, der giver masse til elementarpartiklerne. Hvordan den gør det, vil blive beskrevet senere. Elementarpartiklerne har meget forskellige masser, der kan ses i GeV/c^2 (Gigaelektronvolt) i oversigten over standardmodellens elementarpartikler.[6]

 

Offentliggørelsen d. 4. juli 2012 [redigér | redigér wikikode]

 

Centeret for partikelfysik CERN ved Geneve kunne d. 4. juli 2012 offentliggøre to målinger foretaget med partikelacceleratoren LHC, der begge med en sandsynlighed på 5 sigma[2] kunne vise, at der ved protonsammenstød var fundet en partikel. Partiklen menes at være higgs-partikel, da de to deler egenskaber.[3]

 

Vakuum [redigér | redigér wikikode]

 

I mange år har fænomenet "vakuum" været defineret som et rum tømt for enhver form for partikler. Ved undersøgelser fandt man dog ud af, at dette fysisk ikke kunne finde sted. Det viser sig nemlig, at når der sendes partikler gennem dette vakuum, bliver de påvirket. Ligsom hvis lys sendes gennem et rum af vand og forvrænges, blev disse partikler påvirket af noget omkringliggende. Den faktor der her indvirker, er en form for felt der giver andre partikler masse. Dette felt kaldes higgs-feltet. I dag definerer man derfor vakuum, som værende et rum med ingen energi og samtidig et tilstedeværende felt kaldet Higgs-feltet.

 

Higgs-feltet [redigér | redigér wikikode]

 

Denne nye definition af vakuum som et partikeltomt rum med et baggrundsfelt, leder til definitionen af Higgs-feltet. Higgs-feltet består af Higgs-bosoner på samme måde som vand består af vandmolekyler. Det antages, at Higgs-feltet blev udbredt i universet en milliardnedel af et sekund efter Big Bang[4]. Higgs-feltet har størrelse men derimod ingen retning[5]. Uden Higgs-feltet ville elementarpartiklerne være masseløse. Higgs-feltet medfører således at elementarpartiklerne får masse ved vekselvirkninger med feltet.” (Citat slut)

 

I den herefter anførte artikel fortælles nærmere om den nyere sitiation omkring Higgs Boson: What is the Higgs Boson, and why is it so important? https://www.extremetech.com/extreme/208652-what-is-the-higgs-boson

 

Note 4.: Fred Hoyle: Om mennesker og mælkeveje. Oversat fra engelsk af Lis Thorbjørnsen. Originaltitlen er ”Of Men and Galaxies”. Udgivet af forlaget RHODOS, København 1965.

 

Note 5.: Se det i Note 2. nævnte værk, s. 145.

 

© September 2017. Harry Rasmussen.

 

******************