Tanker til
overvejelse
Man kan forestille sig punkt A
som et eller flere præmisser og linjen eller stregen som udtryk for argumenter
og punkt B som konklusion eller konklusioner. Vigtigt at notere sig er det, at
i den lineære tænkning er rum og tid udtryk for begrænsethed. Nemlig
tidsmæssigt i form af begyndelse, varighed og afslutning, og rumligt i form af
de tre dimensioner: højde, bredde og længde eller dybde.
Modsat kan den cirkulære tænkning
illustreres ved en cirkelfigur, idet stregens bevægelsesforløb har form af en
cirkel, hvor punkterne A og B er
sammenfaldende: Nemlig fordi der i dette tilfælde ikke er tale om begyndelse og
ende, men derimod om principielt uophørlig bevægelse forfra og om igen i
uendelighed. I den cirkulære tænkning er rum og tid derfor udtryk for
ubegrænsethed eller uendelighed.
Man kan forenklet sagt sige, at
den lineære tænkning er den, der fortrinsvis anvendes af videnskaben i
almindelighed og enkeltvidenskaberne i særdeleshed. og desuden af filosoffer og religionsfilosoffer i
filosofi- og religionsfilosofihistorien. Det er faktisk den lineære opfattelse
og tænkning, der ligger til grund for videnskabens og filosofiens materialistisk
orienterede og dermed reduktionistiske opfattelse af livet og verden. Den
cirkulære tænkning forekommer sjældnere, men anvendes fortrinsvis af
idealistiske filosoffer og religionsfilosoffer, både i fortiden og senere helt
op til nutiden, hvor en seer og tænker som f.eks. Martinus nærmest må siges at
være en relativt nyere hovedeksponent for den cirkulære tænkning og opfattelse
af tilværelsen. (Note 1)
På denne baggrund vil jeg
kortfattet forsøge at skildre to markante forestillinger eller teorier om
verdens oprindelse og tilblivelse, som er fremført i tidligere ovenfor nævnte
bog, nemlig teorien om en stor eksplosion og den deraf følgende ekspansion (The Big Bang) og dennes modsætning: teorien
om det stabile univers.
Ethvert oplyst nutidsmenneske
ved, at jorden er den tredje planet fra solen i et system på 9 planeter, og at
solen udgør én af de omkring hundrede milliarder stjerner, der danner ’vores’
galakse, kaldet mælkevejen. Det vides, at der findes et ukendt antal lignende
galakser eller mælkeveje i universet, der også er sammensatte af milliarder af
stjerner. Det store spørgsmål er derfor, om der findes en uendelighed af
mælkeveje og om universet fortsætter i det uendelige eller om det er afgrænset
i størrelse uanset dennes størrelse? For er universet det, må der med al
sandsynlighed eksistere andre afgrænsede universer. I denne forbindelse kan det
være interessant at tænke på, at Einstein engang har udtalt – frit citeret - at
vort univers kan tænkes ’kun’ at være et atom i et stoleben, der står i et
andet og endnu større univers. Altså, at universer kan tænkes at indeholdes i
hinanden, lidt i retning af et kinesisk æskesystem. En bedre forestilling og
betegnelse ville formentlig være organismetanken, ikke mindst som denne
fremstilles indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi eller verdensbillede.
Organismetanken som system betragtet er som formentlig bekendt syvleddet:
1. elementarpartikler og atomer,
2. celler, 3. organer, 4. organismer, 5. kloder, 6. sole og solsystemer, og 7.
galakser.
Angående livsenhedsprincippet og
organismeprincippet kan jeg henvise til min artikel H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet
mellem personlighed og intuition, hvorfra følgende skal citeres her:
(Citat) Det forhold,
at livs-enheden, det levende væsen, 'afspejler' livs-helheden, det universale
al-væsen eller Guddommen, er ifølge Martinus udtryk for to af tilværelsens
store generalprincipper, Livsenhedsprincippet og organismeprincippet, som
begge ligger til grund for den guddommelige organismes eller verdensaltets
opbygning og struktur. Men eftersom denne organisme er identisk med evigheden
og derfor i sig selv er uendelig og grænseløs i enhver henseende, er den
grundlæggende præget af et princip, der 'afgrænser' samme evighed. (Note 5)
Dette 'afgrænsende'
princip kalder Martinus for perspektivprincippet, der som ordet 'perspektiv',
af latin per: igennem, og specere: se, angiver det forhold
at størrelser synes at aftage med afstanden og at blive stadig mindre og
mindre set fra iagttagerens udsigtspunkt. Dette princip kan derfor
også kaldes relativitetsprincippet, og det er bl.a. ansvarligt for
forekomsten af tre principielle kosmiske sanseområder eller de tre
fremtrædelsesformer for kosmos, som i Martinus' terminologi kaldes
for mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Begrebet
"mellemkosmos" henviser ganske enkelt til
sanseområdet mellem mikrokosmos og makrokosmos.
Det forhold, at
perspektivprincippet eller relativitetsprincippet dybest set også er
et illusionsprincip, skal vi vende tilbage til i forbindelse med den
senere omtale af kosmologiens erkendelsesteori. (Note 6)
De nævnte tre
gensidigt integrerede 'kosmos' - der jo i virkeligheden kun udgør ét kosmos
eller verdensalt - er faktisk et princip, der samtidigt repræsenteres
af ethvert levende væsen. Det vil sige, at ethvert væsen samtidig udgør
mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Eksempelvis udgør jordkloden for et
menneske en del af makrokosmos, andre mennesker, dyr, planter etc. udgør
mellemkosmos, medens menneskekroppens organer, celler etc. udgør mikrokosmos.
For menneskeorganismens celler udgør alle andre celler et mellemkosmos, medens
kroppens organer mm. udgør et makrokosmos, organerne udgør indbyrdes et
mellemkosmos, lige som molekyler og atomer må udgøre mikrokosmos for cellerne.
Disse er med andre ord makrokosmos for molekylerne og atomerne, som på deres
side hver især repræsenterer et mellemkosmos.
På tilsvarende måde
udgør solsystemet et makrokosmos for jordkloden, og jordkloden og de andre
planeter mv. et mikrokosmos for solsystemet, der igen udgør et mikrokosmos for
mælkevejssystemet, som på sin side udgør makrokosmos for solsystemet.
Planetsystemerne udgør tilsammen et mellemkosmos, det samme gør solsystemerne,
ganske som tilfældet er med mælkevejssystemerne eller galakserne
indbyrdes.
Som organisme
betragtet, er verdensaltet altså grundlæggende præget af at være opbygget af
stadig mindre og mindre organismer, der gensidigt er integreret i og
afhængige af hinanden. Fra de kolossale galaksehobe, som består af en
mangfoldighed af enkeltgalakser (mælkeveje), der igen består af solsystemer,
som atter består af sole og kloder, der for de sidstes vedkommende igen består
af levende organismer, der igen består af organsystemer og organer, som igen
består af cellesystemer og celler, som atter består af molekyler, som består af
atomer, der består af elementarpartikler. (Note 7)
Det rokker i øvrigt
ikke ved princippet, at ikke alle planeter eller kloder rummer organisk,
biologisk liv eller en såkaldt biosfære, men i de flest kendte tilfælde kun
består af mineralsk materie. At sidstnævnte i henhold til Martinus' kosmiske
analyser i virkeligheden indirekte også er udtryk for liv, er en anden sag, som
senere vil fremgå af denne fremstilling. (Citat slut)
Ifølge forestillingen
og teorien om det ekspanderende univers, begyndte dette med at en enorm
stofmængde for mange milliarder år siden var koncentreret i et meget lille rum.
Ophavsmanden til teorien, belgieren George Lemaître, tænkte sig, at en stor
ur-eksplosion var første årsag til ekspansions-processen og dermed til
universets tilblivelse og udvikling. Denne teori er i nyere tid og i en lidt
anden version blevet kaldt ”The Big Bang”.
Som det indirekte fremgår af
ovennævnte teori, så mener man at fænomener som ’rum’ og ’tid’ og ’bevægelse’
opstod i og med ur-stoffets ekspansion og spredning. Lemaître mente, at den
store eksplosion må have fundet sted for omkring 5 milliarder år siden. En
nyere tids astrofysikere mener dog, at eksplosionen snarere begyndte for
omkring 20-25 milliarder år siden. De tal opnår man ved at ’regne baglæns’ fra
universets nuværende tilstand til den tænkte ur-tilstand.
Men
ekspansions-teorien rejser jo unægtelig en del relevante spørgsmål, som f.eks.
hvordan man kan og skal forestille sig, dels ’hvor’ det kompakte og
energiladede ur-stof befandt sig, og dels ’hvorfor’ det om man så at sige lige
pludselig begyndte at røre på sig og udlade de enorme latente energier eller
kræfter? Og vel at bemærke,
organisatoriske og naturlovsbestemte energier og kræfter? Det sidstnævnte
spørgsmål har også beskæftiget nutidens vakse atomfysikere og især en enkelt
bogforlægger, som mente, da han skulle udgive en bog om emnet, – dog mest af
hensyn til salget af bogen – at den ur-partikel, der mentes at ligge til grund for og har styret og styrer hele
udviklingsprocessen, kunne man med rette betegne som ’Gud-partiklet’, som dog i
mere videnskabeligt sprogbrug betegnes som ’Higgs Boson’. (Note 3)
Et nok så stort – og
vel egentlig uafklaret - spørgsmål i forbindelse med ”Big Bang-teorien” kunne
f.eks. også være, hvad der kom først i løbet af eksplosions- og
ekspansionsprocessen? - Ur-stoffet må have været en enormt kompakt
koncentration af ultra-mikroskopiske elementarpartikler, som på grundlag af en
iboende ’plan’ og tendens dannede atomer og atomsystemer, som successivt efter
tur igen dannede de tidligere ovenfor nævnte organismestrukturer, indtil
’værket’ så at sige fuldbyrdedes i form af galakser og dermed udgjorde
totaliteten: Universet. Først derefter opstod livet i form af levende væsener,
men så vidt foreløbig vides på den i den kosmiske sammenhæng lille og
ubetydelige jordklode, som bare set i mælkevejens perspektiv er
ikke-eksisterende. Ganske som tilfældet er med det jordiske ’kryb’, der kalder
sig selv for mennesker. En af disse er den, der lige netop nu sidder her bag
skærmen og taster sin begrænsede faglige og saglige viden og forståelse ind i
computerens hukommelse.
To år senere udgav Hoyle bogen
”Of Men and Galaxies”, som blev oversat til dansk og udgiver 1965 under titlen
”Om mennesker og mælkeveje”. Deri boltrer han sig fantasifuldt om interstellar
kommunikation mellem den jordiske menneskehed og menneskerheder på andre kloder
og steder i universet. (Note 4)
Hoyle indrømmer selv, at der er
svagheder ved stabiltets-teorien, men siger også, at han - helt uvidenskabeligt - foretrækker sin egen teori fremfor
eksplosions-teorien. Nemlig dels fordi den forekommer ham mere enkel og
harmonisk og dels fordi vi mennesker faktisk ikke er i stand til at vide alt og
derfor heller ikke evner at kunne omfatte og begribe verdenen og tilværelsen
med intellektet eller forstanden.
Hen mod slutningen af
sin bog skriver Gardner blandt andet følgende kloge ord:
(Citat) ”[…] Det er
interessant at se, hvad den engelske filosof Francis Bacon skrev i 1620 i sin Novum
Organum: ”Om himlene kan der fremsættes mange hypoteser, som trods
deres indbyrdes forskellighed hver for sig stemmer overens med
kendsgerningerne.” Moderne kosmologier er uændret i den henseende, skønt
mængden af iagttagne kendsgerninger er langt større; derfor er der god grund
til at antage, at moderne verdensbilleder er nærmere sandheden end ældre.
Selvfølgelig vil det kosmiske verdensbillede, der er moderne om 100 år, og som
er baseret på astronomiske data, vi ikke kender, være meget forskelligt fra
nogen af de modeller, vi i dag tager alvorligt.” (Note 5)
For at give et i øvrigt tilsigtet
eksempel på lineær tænkning over livet og verden, vil jeg her tillade mig at
citere følgende fra min artikel 4.131. Livets eget
eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:
(Citat) For at give den forhåbentlig
interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har
gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det
følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg
udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke
sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte
beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen
om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring
mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor
både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål.
Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i
virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og
lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er
det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det,
at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med
denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En
svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til
solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30
km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende
perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det
uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi
mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en
stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige
galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men
som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset
illusoriske. (Note 13)
For os jordboere er
jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand
til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade.
Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som
man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand
i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og
glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve,
kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan
man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi
os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i
hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker
umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være
begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt
på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller
rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi
sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)
Men tilbage til min
’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’
galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele
taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om
et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine
analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk
sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses
fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder
ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede
– og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver
disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner
andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det
samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (Note
15)
Og hvad, hvis vi tænker os endnu
længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det
uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må
forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre
end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den,
eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo,
at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet,
planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med
den, eksisterer! (Citat slut)
Med en vis allusion
til Fred Hoyles stabile univers, kan som et særlig godt eksempel på et
ligeledes helstøbt og harmonisk verdensbillede her nævnes det nærmest
eventyrlige verdensbillede, som skyldes den danske seer og forfatter Martinus.
Det verdensbillede er ifølge hans egne oplysninger baseret på den evne, han
betegner som ’højintellektualitet’, hvilket vil sige en erkendelsesevne, der er
baseret på et ekstraordinært harmonisk samspil mellem intuition og intellekt.
Hans verdensbillede er samtidig et godt eksempel på og resultat af cirkulær
opfattelse og tænkning.
For ikke at gentage,
hvad jeg tidligere har skrevet om Martinus’ verdensbillede, vil jeg her tillade
mig at citere følgende fra artiklen
H1-05. Intuition og personlighed – om forholdet
mellem personlighed og intuition:
Naturvidenskaben, Martinus og det levende væsen
Inden vi går over til
at gøre os fortrolige med, hvordan Martinus mere præcist definerer begrebet og
fænomenet det levende væsen, skal vi ganske kort se på forskellen
mellem den naturvidenskabelige og den kosmologiske opfattelse af samme begreb
og fænomen. Særlig i nyere vestlig kultur opfattes begrebet "det levende
væsen" som identisk med en i bund og grund fysisk
organisme, hvortil der for visse organismers vedkommende er knyttet nogle
ledsagefænomener, der generelt betegnes som bevidsthedslivet. Denne
såkaldt psykiske eller mentale side ved organismen, har
ifølge naturvidenskaben efterhånden udviklet sig i kraft af den modstand og
tilpasning, som de ydre livsvilkår dels var årsag til og dels stillede krav
om, for at samme organisme kunne overleve og klare sig i konkurrencen med andre
organismer.
Efterhånden som
livsvilkårene blev nogenlunde velordnede og stabiliserede, kunne den højere
udviklede organisme, hvilket vil sige den organisme, for hvilken det var
lykkedes at udvikle sin hjernekapacitet, omsætte den del af sin kraft og
energi, der ikke længere blev brugt i den basale kamp for at overleve, til
stadig mere forfinede bevidsthedsaktiviteter. Til sådanne må stort set regnes
alt, hvad der kommer ind under begrebet kultur, herunder religion, filosofi,
kunst og videnskab.
Som læseren nok
allerede har forstået, er Martinus i princippet stort set enig i den
naturvidenskabelige opfattelse af, at den psykiske eller mentale side ved den
fysiske organisme, herunder hjernen, i tidens løb har udviklet sig under
omgivelsernes tryk og den indbyrdes konkurrence og det øvrige samspil mellem
de levende væsener eller individerne. Han er i princippet også enig i, at de
mere forfinede bevidsthedsaktiviteter, herunder religion, filosofi, kunst og
videnskab, er resultater af en slags overskudsenergi fra den basale kamp for
eksistensen.
Men her hører
enigheden mellem Martinus og naturvidenskaben stort set også op, idet
førstnævnte - som allerede bekendt - ikke opfatter det levende
væsen som en udelukkende fysisk størrelse med nogle psykiske eller mentale træk
ved sig, træk, som i bund og grund skulle være afledt af den fysiske materies
egenskaber. Desuden påpeger han og argumenterer for, at den såkaldte fysiske verden
og dennes materie, i virkeligheden er af psykisk eller parafysisk
oprindelse og natur, nemlig som et subjektivt produkt af psyken og derfor i en
vis forstand et illusionistisk fænomen.
For Martinus er det
levende væsen først og fremmest et evigt væsen, som for nogle individers
vedkommende i kraft af evige, kosmiske lovmæssigheder blot for tiden har
engageret sig med den fysiske verdens eller tilstandsforms materie, for derigennem
primært at skulle forny deres livsoplevelsesevne og dermed samtidig udvikle de
mentale, etisk-moralske evner og færdigheder, som kvalificerer de samme
individer til at manifestere og opleve en helt ny form for tilværelse, nemlig
den der er karakteristisk for det rigtige menneskerige. Dette rige er i henhold
til Martinus en udviklingsmæssig konsekvens af det egentlige dyrerige,
samtidigt med at det paradoksalt nok er sidstnævnte riges modsætning i alle
henseender.
Men efter at have
tilegnet sig, opfyldt og med tiden udlevet de kvalifikationer, der er
selvskrevne for individerne i det rigtige menneskerige, går den evige kosmiske
'udviklingsrejse' principielt på samme måde successivt videre til de følgende riger
i det store kosmiske eventyrland: Guds rige. Og engang ud i fremtidens fremtid,
vil de samme levende væsener eller individer igen befinde sig i den fysiske
tilstandsform eller verden, sådan som denne til den tid har udviklet sig. Men
hvad det mere præcist er, der driver og ligger bag denne evige kosmiske
udvikling, vil blive oplyst i det følgende.
For Martinus'
vedkommende kan det indledningsvis og kortfattet siges, at han opfatter
mennesket som en særlig fremtrædelsesform af det grundlæggende og
altbetydende begreb i hans kosmologi: "det levende
væsen", en betegnelse der i princippet dækker over samtlige levende
væsener, kendte som ukendte, i verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos (vil
blive forklaret senere) og makrokosmos.
Martinus hævder desuden, at alle
levende væsener er udtryk for samme væsensprincip, og at der
grundlæggende set derfor ikke er nogen artsforskel mellem disse, men derimod
en variationsforskel i livsprincippets udbredelse. Han siger ligefrem,
at "alle levende væsener er "mennesker" på forskellige
stadier" i den kosmiske evolutionsproces, som spiller en
central rolle i hans kosmologi, og som bl.a. er medvirkende til, at det levende
væsen på et tidspunkt måtte og senere hen igen og igen periodisk må forlade sin
lysverden. (Note 3)
De levende væsener
udgør hver især et såkaldt individ, af
latin individuum: udelt eller udelelig enhed, dvs. den mindste del
eller enhed af en større helhed. I Martinus' Kosmologi udgøres denne 'helhed' i
både første og sidste instans af det guddommelige alvæsen, som er altings
urgrund og universale organisme. Dette levende universalvæsen sanser, oplever
og manifesterer sig gennem alle øvrige levende væsener, som derfor fungerer som
dets sanse- og manifestationsorganer.
Det særligt
karakteristiske ved forholdet mellem det guddommelige alvæsen og det enkelte
levende væsen er, at sidstnævnte 'genspejler' førstnævntes hovedstruktur.
Livs-enheden er derfor livs-helhedens (alvæsenets) udtrykte billede,
hvilket ifølge Martinus da også er baggrunden for det bibelske
udsagn: "Skabt i Guds billede efter hans lignelse." (Note
4)
Begrebet 'individ'
betyder også enkeltperson, og begrebet 'person', af
latin persona: (teater- eller danse-)maske, altså i en vis forstand
'fremtrædelsesform' for noget bagvedværende. Dette 'bagvedværende' udgøres i
Martinus’ kosmologi af det levende væsens evige
grundstruktur.
Denne grundstruktur
er ifølge Martinus en realitet, men vel at mærke en uskabt realitet.
Det vil sige, den 'befinder' sig 'udenfor' - og dermed 'forud
for' - det firedimensionale rum-tid kontinuum, som er den skabte verdens
fremtrædelsesform. Eller rettere sagt, det levende væsens grundstruktur er identisk
med ’evigheds-dimensionen'. Begrebet 'dimension' er egentlig forkert
anvendt i sidstnævnte forbindelse, idet det faktisk betyder det
målelige, dvs. det som har udstrækning i tid og rum, eller som
med andre ord har størrelse eller omfang.
Det karakteristiske
ved dét, der skal forstås som 'evigheden', er jo bl.a. at det ikke er måleligt, idet
det ifølge sagens natur må defineres som et immaterielt, grænseløst,
størrelsesblottet og absolut statisk tomhedskontinuum (= sammenhængende eller
vedvarende hele). I virkeligheden kommer tanken og sproget til kort, når
det drejer sig om at fatte og definere begrebet 'evighed', som faktisk kun kan
'begribes' intuitivt. (Citat slut)
Martinus’ verdensopfattelse i korthed
At Gud, forstået som det
altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende evige
væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener. Lige som vi mener,
at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og manifestationsredskaber, de
levende væsener på alle niveauer og planer i tilværelsen, fra det mindste
bittelille kræ til de vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til
Martinus’ kosmologi også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er
udstyret med en skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger
livets højeste princip: det seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et
relativt begreb, primært i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og
makrokosmos, som ligger til grund for, at de levende væsener i det hele taget
kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres kosmiske natur og
struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at
oplevelse overhovedet kan finde sted, må Gud via de levende væsener etablere
modsætningernes verden af stort og småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv
og død, retfærdigt og uretfærdigt, nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men
vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at
disse tilsammen udgør livets eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at
begreber og fænomener som f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i
virkelighedens verden, det vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden
den, at døden kun er en tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv,
i hvilket der samtidigt hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen
logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.
Når livet og
tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det
primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En
sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til
en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk
bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180
grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele
horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så
høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet.
Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at
forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’. (Citat slut)
For at orientere sig
om, hvad Martinus selv kortfattet har at sige om sin opfattelse af verdensaltet
og herunder blandt andet også af atomer og elementarpartikler, kan det
anbefales læseren at klikke ind på LIVETS BOG 1, st. 170.-171.: http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51
© Artiklen er fra
november 2012. Citeret her med supplerende tekst september 2017. Harry
Rasmussen.
___________________________
Note 1.: Vedr. den materialistiske livs- og verdensopfattelse, se f. eks.
artiklerne 2.21. Alts oprindelse – et
essay om at forstå verden, 4.30. Alts oprindelse – påny! –
om videnskab og kosmologi, 2.29. I begyndelsen var –
’noget’! – et essay om virkeligheden, 2.31. Hvad er virkelighed? –
Et eviggyldigt filosofisk problem, 4.27. Hvad er verdensaltet? - signalement
af det ukendte. Kan evt. suppleres med
artiklen 2.17. Ateisme og
materialisme – om de filosofiske hovedproblemer og Martinus’
opfattelse af ateisme og materialisme.
Se især 2.29. I begyndelsen var –
’noget’! – et essay om virkeligheden, heri fortælles bl.a. om
kvantefysikeren Max Planck, hvis opfattelse af bl.a. elementarpartiklerne er
højst interessant i den her omhandlede sammenhæng. Det fremgår af følgende
citat:
”Som en mand, der har
viet hele sit liv til den ’hårdeste’ videnskab, der findes, nemlig
udforskningen af stoffet, kan jeg på grundlag af studiet af atomet udtale
følgende: Der findes intet stof som sådant!
Alt
stof skabes og eksisterer kun takket være en kraft, som bringer atomets
partikler til at vibrere og holder sammen på disse miniature-solsystemer…. Bag
denne kraft igen må vi antage eksistensen af en bevidsthed og et intelligent
sind. Dette sind er alt stofs sande støbeform”. / Max Planck (Firenze
talen) (Citeret fra Per Bruus-Jensen: I begyndelsen var tomheden, s. 16).
(Citat slut)
Note 2.: Martin Gardner: Relativitetsteorierne. Oversat fra
amerikansk af Gunvor Bjerre-Christensen. Orinalens titel er ”Relativity for the
Million” (1962). 1. udgave på dansk 1964. Steen Hasselbalchs Forlag 1964.
Note 3.: (Citat fra Wikipedia)
”Higgs-partikel eller higgs-boson er en elementarpartikel,
der blev forudsagt af Peter Higgs, fra hvem partiklen har navn. Partiklen er
en boson og
skal være ansvarlig for Higgs-feltet, som er et felt, der
strækker sig igennem hele Universet og giver andre partikler masse.
Higgs-partiklen kendes også som "Gude-partiklen",[1] men dette
navn opstod ved en fejltagelse, da den amerikanske fysiker, Leon Lederman, i
1993 skrev en bog kaldet "The Goddamn Particle", og forlaget tænkte,
at den ville sælge bedre, hvis den blev omdøbt til "The
God Particle". På den måde kom verden til at kende Higgs-partiklen som
Gude-partikel.
Hvorfor er Higgs-partiklen så
interessant? [redigér | redigér wikikode]
Alle atomer er opbygget af
mindre partikler kaldet elementarpartikler, der er universets mindste
bestandele. Standardmodellen er en teori der beskriver elementarpartiklernes
opførsel utrolig præcist. Der var dog indtil for nylig et væsentlig problem med
standardmodellen. Modellen forklarede nemlig ikke hvordan elementarpartiklerne
fik deres masse. Den manglende brik i puslespillet var Higgs-partiklen, der
giver masse til elementarpartiklerne. Hvordan den gør det, vil blive beskrevet
senere. Elementarpartiklerne har meget forskellige masser, der kan ses i
GeV/c^2 (Gigaelektronvolt) i oversigten over standardmodellens elementarpartikler.[6]
Offentliggørelsen d. 4. juli
2012 [redigér | redigér wikikode]
Centeret for partikelfysik CERN ved Geneve kunne
d. 4.
juli 2012 offentliggøre
to målinger foretaget med partikelacceleratoren LHC,
der begge med en sandsynlighed på 5 sigma[2] kunne
vise, at der ved protonsammenstød var fundet en partikel. Partiklen
menes at være higgs-partikel, da de to deler egenskaber.[3]
Vakuum [redigér | redigér wikikode]
I mange år har fænomenet
"vakuum" været defineret som et rum tømt for enhver form for partikler.
Ved undersøgelser fandt man dog ud af, at dette fysisk ikke kunne finde sted.
Det viser sig nemlig, at når der sendes partikler gennem dette vakuum, bliver
de påvirket. Ligsom hvis lys sendes gennem et rum af vand og forvrænges, blev
disse partikler påvirket af noget omkringliggende. Den faktor der her
indvirker, er en form for felt der giver andre partikler masse. Dette felt
kaldes higgs-feltet. I dag definerer man derfor vakuum, som værende et rum med
ingen energi og samtidig et tilstedeværende felt kaldet Higgs-feltet.
Higgs-feltet [redigér | redigér wikikode]
Denne nye definition af vakuum
som et partikeltomt rum med et baggrundsfelt, leder til definitionen af
Higgs-feltet. Higgs-feltet består af Higgs-bosoner på samme måde som vand
består af vandmolekyler. Det antages, at Higgs-feltet blev udbredt i universet
en milliardnedel af et sekund efter Big Bang[4]. Higgs-feltet har størrelse men
derimod ingen retning[5]. Uden Higgs-feltet ville elementarpartiklerne være
masseløse. Higgs-feltet medfører således at elementarpartiklerne får masse ved
vekselvirkninger med feltet.” (Citat slut)
I den herefter anførte artikel
fortælles nærmere om den nyere sitiation omkring Higgs Boson: What is the Higgs
Boson, and why is it so important? https://www.extremetech.com/extreme/208652-what-is-the-higgs-boson
Note
4.: Fred Hoyle: Om mennesker og mælkeveje.
Oversat fra engelsk af Lis Thorbjørnsen. Originaltitlen er ”Of Men and
Galaxies”. Udgivet af forlaget RHODOS,
København 1965.
Note 5.: Se det i Note 2. nævnte værk, s. 145.
© September 2017. Harry
Rasmussen.
******************