- vejen til kulturelt selvmord!?
Godt nok kan
der være grund til at kritisere den overvejende materialistiske danske
livsstil, lige som det er en fortvivlende ynk dagligt at se og høre de danske
TV-stationer, i håbet om at få lidt relevant og sandt at vide, hvad der for
tiden sker både her i landet og i udlandet. Men sandheden eller virkeligheden
har dårlige kår, når den har været igennem mediernes vridemaskine, som tolker
nyhederne og begivenhederne på deres helt egen ofte overfladiske og i reglen
tendentiøse måde.
Men for ikke
at gå helt i sort over de problemer og vanskeligheder, som dagligdagens
”puppe”-tilværelse i reglen fører med sig, har jeg nærmest gjort det til en
vane at tænke på den faktiske kendsgerning, at livet er et eneste stort og forunderligt eventyr. Derfor vil
jeg her begynde med at citere det følgende afsnit fra artiklen 4.131. Livets eget
eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:
For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et
lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets
under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse
heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som
er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at
samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig,
når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg
stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet
livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres
pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed
er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som
skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende
i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og
nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende
væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige
univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge
ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser
omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og
oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og
derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og
uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at
sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt
synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv
er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og
tid er relative og ret beset illusoriske. (Nore 13)
For os jordboere er jordkloden vældig stor, så
stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i
hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig
kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere
tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager
jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og
hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man
derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken
se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i
tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert
fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker
umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være
begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt
på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller
rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi
sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her. (Note 14)
Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og
fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve
i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet
dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er
imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale
organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem
Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden,
størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en
diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog
sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse
linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre
mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som
mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet. (Note 15)
Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud
blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og
evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som
støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det
mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer
tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både
det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og
jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den,
eksisterer! (Citat slut)
Men lad os forlade
’himmelflugten’ og kigge nærmere på de forhold, der aktuelt gør sig gældende
her på jorden. I forlængelse af det tidligere ovenfor skrevne, må det
konstateres, at de politiske og kulturradikale venstreorienterede – og delvis
også de borgerligt liberale - stadigvæk tror på, at det kun er et spørgsmål om
tid, før de islamiske indvandrere, hvorfra i verden de end kommer, efterhånden
vil blive assimilerede eller successivt integrerede i samfundet. Den situation
gælder i øvrigt ikke kun for Danmarks vedkommende, men reelt set faktisk for
Skandinavien og hele Vesteuropa.
Det
sidstnævnte vil man kunne læse uddybende og kvalificeret om i bogen ”The
Strange Death of Europe – Immigration, Identity, Islam”. Bogen udkom den 4. maj
2017 og dens engelske forfatter hedder Douglas Murray, født 1979. Han er
journalist og redaktør af tidsskriftet ”The Spectator”, lige som han er politisk
kommentator for ”Sunday Times” og ”Wall Street Journal”. Den igangværende
befolkningsudskiftning og islamiseringen af
Europa er blandt hans magtpåliggende hovedemner. I den nævnte bog
behandler han indvandringsdebatten, som faktisk har stået på siden 1960’erne.
Douglas
Murray er i nogle kredse kendt som en særdeles skarp samfundsdebattør, hvor
befolkningsudskiftningen i Europa og den igangværende islamisering er blandt
hovedemnerne. Hans hovedpåstand er, at Europa i kraft og medfør af de
nævnte processer for tiden er i færd med at blive forvandlet i en sådan grad,
at der rent faktisk er tale om at begå selvmord. Dette sker, fordi europæiske
politiske ledere generelt set følger en kurs, der, hvis den ikke bremses i
tide, vil ende med undergangen og dermed ophøret af den sekulære så vel som den
kristne vesteuropæiske samfundsstruktur og kultur.
Det
sidstnævnte lyder umiddelbart drastisk, men er dog set før i verdenshistorien,
hvor den islamiske kultur via erobringer bredte sig over store dele af Mellemøsten,
Europa og Asien. Islams opståen skriver sig helt tilbage til året 610, hvor
Muhammed, født ca. 570-8 i byen Mekka i Arabien, fik sit religiøse gennembrud
og blev den absolut eneste gud Allahs apostel. Egentlig havde det oprindelig
været Muhammeds hensigt, at bringe jødedommen tilbage til, hvad han anså for at
være dennes uforfalskede renhed, men efter diverse indbyrdes kontroverser brød
han i året 622 definitivt med jødedommen, idet han blev sig bevidst, at han
rent faktisk selv havde fået åbenbaret og dermed indstiftet en helt ny religion
på tværs af alle stamme- og slægtsforhold.
Uden at
ville hænges op på, at alle detaljer her er historisk korrekte, kan det dog
fastslås at jøder, som var blevet drevet i eksil efter romernes skånselsløse
forfølgelse af jøderne og ødelæggelsen af disses største helligdom, templet i
Jerusalem i år 70, bosatte mange jøder sig i Spanien allerede i årene efter
dette tidspunkt. Ifølge foreliggende oplysninger ernærede de første jøder i
Spanien sig hovedsagelig ved handel og landbrug. Men såvel jøderne som de
arabiske muslimer fik i årtierne fremover en noget broget skæbne, både sammen
og hver for sig.
Eksempelvis
kan nævnes muslimernes erobringer i år 903, hvor spanske arabere, kaldet
maurerne, besatte de baleariske øer i Middelhavet. I 910 besatte Fatimiderne,
opkaldt efter profetens yngste datter Fatima, Nordafrika og senere Ægypten og
Syrien.
Ordet og
begrebet ’maurere’ er betegnelsen for de muslimske indbyggere på den iberiske
halvø og i Marokko i det nordlige Afrika. Det område i Spanien, som muslimerne påbegyndte at erobre i år 711,
tog fem år og hed al-Andalus, men mødte fra og med 718 modstand fra de kristne
reconquistas, som stod for den langvarige generobring, der kom til at vare til
1250 i Portugal og til 1492 i Spanien. Maurernes forsøg på at erobre området
nord for Pyrenæerne havde dog slået fejl og var endt allerede i 732.
Den
oprindelige mauriske stat omfattede det meste af det vi i nutiden kender som
Spanien og Portugal. Men omkring 750 opstod der indre konflikter mellem
maurerne, som splittede staten i en række mindre fyrstedømmer, der var
underlagt Cordoba-kalifatet. De kristne områder i nord og vest blev
efterhånden, men langsomt generobret i løbet af de næste århundreder, hvilket
betød, at stater som Galicien, León, Navarra, Aragonien, Catalonien, Portugal
og Kastilien kom under kristen kontrol. Det blev til en periode med gensidig
tolerance og fred mellem maurere, kristne og jøder, en situation, der dog endte
i 1031, fordi kalifatet Cordoba kollapsede, hvorefter det islamiske område i
Spanien blev regeret af nordafrikanske maurere.
Men ikke nok
hermed, for i året 1212 drev en kristen koalition hovedparten af maurerne ud af
Spanien, hvorved det eneste tilbageværende mauriske rige var kongedømmet
Granada, som i første omgang overlevede, men siden måtte kapitulere, hvilket
som nævnt skete i begyndelsen af 1492. De tilbageværende muslimer blev tvunget
til enten at vælge mellem at konvertere til kristendommen eller at forlade
Spanien. En del maurere valgte dog at konvertere og forblive i det land, de med
rette eller urette opfattede som deres land. Disse maureres efterkommere blev
en vigtig del af bondebefolkningen i flere spanske områder, men i 1609 og igen
i 1614 blev de forvist og valgte at tage ophold i muslimske lande som Marokko,
Algeriet og Tunesien.
Ordet og begrebet korstog eller korstogene, for der forekom flere
af disse, faktisk op til en halv snes, er betegnelsen på militære aktioner, som
kristne i 1100- og 1200-tallet primært førte mod muslimerne, for at fratage
disse herredømmet over Palæstina. Da det muslimske Tyrkiet havde erobret
Jerusalem år 1076, førte dette til at pave Urban II i 1095 opfordrede kristne
stater til at foretage et korstog, for at befri byen fra muslimerne, som
betragtedes som de vantro. 1097-99 foretog en vesteuropæisk ridderhær et
korstog, som endte med erobring og befrielse af Jerusalem, som blev omdannet
til et kongerige samtidig med oprettelsen af 4 korsfarerstater i Syrien og
Palæstina.
De nævnte kristne stater havde kun en fåtallig europæisk
befolkning, som derfor havde problemer med at hævde sig overfor de aggressive
muslimer, der i 1144 generobrede den nordligste del af riget. Det førte til det
mislykkede 2. korstog 1147-49, hvilket udløste det mislykkede 3. korstog
1189-92, et par år før dette, i 1187, var det lykkedes muslimerne at generobre
Jerusalem. Det 4. korstog 1202-04 blev ligeledes mislykket, fordi dette blev
brugt til snæversynet politisk magt i forsøget på at skaffe handelsmæssige
fordele til den italienske republik Venezia i dennes forhold til det
byzantinske rige, som 1204-61 var under vesteuropæisk styre.
De erobringer, som korsfarertogene havde medført, blev i løbet af
1200-årene erobret af Ægypten, hvorved de sidste europæiske støttepunkter måtte
opgives i 1291.
Korstogene – og heraf især det 1. korstog - blev i hovedsagen brugt
til at forøge pavemagtens og dermed den kristent katolske religions og kirkes
indflydelse og prestige, og til bekæmpelse af politiske og religiøse
modstandere i Europa. Desuden styrkedes de italienske byer, hvis handel med
Orienten var vigtig, ikke mindst for kongemagten, eftersom den europæiske adel
blev svækket økonomisk ved den militære indsats, man i forbindelse med
korstogene havde bidraget til og med.
Men nok så vigtigt er det, at korstogene medvirkede til at skabe en
vesteuropæisk latinsk kristenhed og kultur, som godt nok blev udfordret af
renæssancen, reformationen og oplysningstiden. I nutiden må det konstateres, at
så vel katolicismen som den reformerede kristendom er kraftigt udfordret af den
påtrængende fundamentalistiske, ortodokse islamistiske religion.
I denne forbindelse kan det passende indskydes og nævnes, at islam
på arabisk betyder underkastelse eller hengivelse til den eneste sande gud,
Allah. Den gud, der har skabt verden og som derfor også ved, hvornår verden
eventuelt skal ophøre med at bestå. Historisk set er islams historiske
oprindelse knyttet til byerne Mekka og Medina på den arabiske halvø, men kun
ca. 20 % af muslimerne findes dér. Resten er fordelt på næsten alle dele af
verden. Det anslås i 2015 at der findes ca. 1,57 milliarder muslimer. Samme år
udgør muslimerne med ca. 263.000 medlemmer det næststørste religiøse samfund I
Danmark. Det anslås, at ca. halvdelen er migranter og børn af migranter, mens
resten udgøres af flygtninge og børn af flygtninge. Til sammenligning udgør det
samlede danske befolkningstal ifølge Wikipedia per 1. januar 2017 i alt
5.748.769. Per 1. januar 2016 udgjorde indvandrere og disses efterkommere i alt
703.873 personer, hvilket svarer til 12,4 % af den samlede befolkning, som
dermed udgør 87,6 % svarende til ca. 5.698.124 personer.
Disse tal virker jo ikke umiddelbart alarmerende, men der er også
andre forhold end antallet af den ene og den anden part, der gør sig gældende i
det samlede billlede. Blandt de væsentlige forhold er f.eks. indvandrernes
religiøse og kulturelle indstilling og holdning. Lige som det er nok så
afgørende, at den aggressive ortodokske islamiske læres værdinormer og
grundlæggende livsopfattelse ligger milevidt fra vesterlandske og ikke mindst
danske grundlæggende værdinormer og livsopfattelse.
Som bekendt er islam også udbredt i asiatiske lande, hvor de fleste
tilhængere findes, nemlig anslået til omkring 800 millioner personer. Allerede
i begyndelsen af 600-tallet bredte islam sig fra Den Arabiske Halvø til hele
Mellemøsten og over Centralasien til Kina og videre gennem Sydasien til
Indonesien. Det lykkedes tilmed islam at blive statsreligion i flere
mellemøstlige lande, og ikke mindst i Pakistan, Bangladesh og Malaysia. Særligt
fremtrædenede er islam i Indonesien, som kan tælle over 120 millioner muslimer,
flere end i noget andet land. Pakistan udskilte sig jo fra Indien ved
sidstnævnte lands selvstændiggørelse i 1948, men omkring 75 millioner indiske
muslimer forblev dog i det, de betragtede som deres hjemland.
Som formentlig også bekendt forekommer islam i to væsentlige
hovedgrupper, nemlig som sunni-muslimer og shia-muslimer, der dog heller ikke
altid kan enes. De fleste asiatiske muslimer er sunnitter, mens muslimerne i
Iran og Irak er shiitter. Shiaislam er desuden statsreligion i Iran. De to grupper
findes også i Irak og Syrien, hvor de ligeledes ligger i intern konflikt med
hinanden. Det forlyder, at terrororganisationen Islamisk Stat (ISIS) er
sunnimuslimer og at den oprindelig er startet af den tidligere, men henrettede
præsident Saddam Husseins livgarde. Shiitterne adskiller sig fra sunnitterne
ved, at de anser Muhammeds fætter og svigersøn, Ali, for at være den første
legitime kalif eller imam og hans efterkommere for at være den og de eneste,
der er berettiget til den ophøjede stiling som kalif. Ordet kalif er arabisk og
betyder den ægte efterfølger og stedfortræder for Muhammed.
I den
tidligere ovenfor nævnte artikel ”Håbets lysegrønne eufori - Tanker
til genovervejelse”, omtales det, at organisationen ”Det muslimske broderskab”
ser det som sin fornemste opgave, ikke alene at udbrede islam til Europa, men
til hele verden, som man forestiller sig som et verdensomspændende kalifat,
hvor Koranens ortodokse og fundamentalistiske lære og den strenge sharia-lov
vil være den eneste gældende religion og lovgivning for både samfunds- og
kulturlivet.
At den
negative side ved islam og rabiate muslimer i nyere tid også har gjort sig
ubehageligt gældende i Danmark, er den såkaldte ”Muhammedtegninger-krise”
i 2005 et grelt eksempel på. Det
drejede sig om 12 satiriske tegninger, som den 30. september det nævnte år blev
bragt som illustrationer til en artikel om ytringsfrihed og selvcensur i avisen
”Jyllands-Posten”. Den mest kontroversielle og omdiskuterede tegning
forestillede profeten Muhammed med en antændt bombe i turbanen, dels med
baggrund i den islamistiske terrorisme og dels inspireret af det
persisk-arabiske eventyr om Aladdin med en appelsin i turbanen. Et af
eventyrene fra prinsesse Sheherasad’s samling ”Tusind og én Nat” fra det 9.
århundrede. En eventyrsamling, der fra og med renæssancen i 1400-1500-tallet
fik stor indflydelse på den europæiske novelle- og eventyrlitteratur. I Danmark
blev fortællingen om Aladdin omkring 1805 dramatiseret af den danske digter
Adam Oehlenschläger. Denne udgave blev sammen med en daværende dansk udgave af
eventyrsamlingen ”Tusinde og Én Nat” benyttet som højtlæsning af faderen til
den dreng, som senere skulle blive Danmarks internationalt berømte
eventyrdigter H. C. Andersen.
Men røret og
krisen omkring Muhammed-tegningerne kom helt ud af proportioner, hvilket især
skyldtes to fremtrædende herværende imamer, som øjnede en chance for at
miskreditere det demokratiske Danmarks ry i Mellemøsten. De to herrer drog kort
sagt på en ’ophidselses-turné’ til muslimske lande som Syrien og Libanon, hvor
det lykkedes dem at ophidse rabiate muslimer til at demonstrere voldeligt ved
afbrænding af de danske ambassader i Damaskus og Beirut, samt ligeledes ved
offentlig afbrænding af det danske flag og plakater med stort billede af
daværende statminister Anders Fogh Rasmussen.
Nok så
vigtigt var den opståede diplomatiske krise med hjemkaldelse af udenlandske
ambassadører og – måske endnu vigtigere - handelsboykot af danske varer,
herunder ikke mindst af firmaet ARLA’s mejeriprodukter. Ja, man undslog sig end
ikke for i ustyrlig vrede at overfalde Arla’s derværende medarbejdere. Men nok
så ynkeligt måtte man også konstatere, hvor ydmygende det var, at se og høre
den danske statminister undskylde Danmark og sig selv på arabisk TV. Det skal tilføjes, at ifølge de foreliggende
oplysninger i februar 2006 døde mindst 139 mennesker som følge af de ophidsede
og voldelige demonstrationer i de to nævnte byer.
Her skal
også nævnes, at ifølge en meningsmåling foretaget i slutningen af januar 2006
mente 79 % af de adspurgte danskere ikke at den danske statsminister skulle
have sagt undskyld på Danmarks vegne. Men det skal dog også noteres, at der ved
samme lejlighed var hele 58 % af de adspurgte, som havde forståelse for
muslimernes utilfredshed og reaktioner. Så 21 % af de adspurgte, som har stemt,
må have udtalt sig om både det første
og det andet spørgsmål.
Det
sidstnævnte bringer os tilbage til situationen i nutiden, for her vil mere
idealistisk-optimistiske kommentatorer nok kraftigt indvende, at det jo ikke er
sikkert at de europæiske befolkninger vil vælge at følge deres politikere. En
del tyder faktisk på, at en relativt stor del af de europæiske landes folk dels
har været og fortsat er imod indvandringen fra muslimske lande og dels er
modstandere af islam i Europa.
Imidlertid
er situationen den, at de konventioner, der er dikteret af henholdsvis FN og
EU, og som et folketingsflertal og angiveligt et vælgerflertal i lille Danmark
også har tilsluttet sig, er medlemslandene derfor forpligtede til at overholde.
Så vidt det kan skønnes ser dette ud til at passe de folkevalgte politikere og
disses tro tilhængere ganske godt. Man skal i den sammenhæng nok tænke på, at
der jo også kan være både partipolitiske og personlige fordele ved
medlemsskabet.
I sin bog
peger Douglas Murray på, at der i hvert fald er to meget vigtige årsager til,
at den europæiske kultur ikke i længden vil kunne overleve, nemlig 1.
Masseindvandringen fra 3. og 4. verdens lande, og 2. Europa har mistet eller er
ved at miste sine overbevisninger, traditioner og legitimitet, primært på grund
af skyldfølelse over sin fortid. Det er 1600-tallets og 1700-tallets
koloniseringer og slaveriet, der spøger og især tynger den politiske og
kulturelle venstrefløj, som derfor også har travlt med at finde udveje for på
enhver mulig måde at hjælpe og kompensere de tidligere udnyttede og udbyttede
afrikanske og asiatiske lande. Det kan
man så efter behag og behov være enig eller uenig i.
De ovenfor
nævnte årsager er medvirkende til, at især den politiske og kulturelle
venstrefløj og de idealistiske kulturradikale og til dels de liberale partier
og personer hilser den fremmedartede, hvilket hovedsagelig vil sige den
islamiske indvandring fra mellemøstlige lande og fra Afrika, særlig fra
Somalia, samt fra Pakistan og Afghanistan mere end velkomne. Man forklarer
primært sin holdning med, at indvandrere fra de nævnte lande over tid vil blive
assismileret og integreret i de europæiske samfund. Men mere nøgterne
iagttagere stiller sig dog skeptiske overfor troen på, at hvem som helst fra
hvor som helst i verden vil evne og kunne lade sig integrere og assimilere i f.
eks. det danske samfund, blot ved at ankomme hertil og fra og med dag ét blive
hjulpet af de statslige og kommunale myndigheder og institutioner, foruden af
diverse frivillige og velmenende organisationer og personer.
Den kristne religion og kultur
Med til de
overbevisninger og traditioner, som er karakteristiske og specielt hører
europæiske nationer til, er kristendommen, hvad enten denne er katolsk eller
protestantisk. Religionen overlevede som det vil være bekendt 1700-tallets
såkaldte oplysningstid, hvor der blev gjort mange og ihærdige forsøg på at få
oplyste folk til at indse, at religion var og er lig med overtro. Men
oplysningstidens hovedmænd, som sværgede til brugen af fornuft, gjorde regning
uden vært, for det lykkedes dem ikke for alvor at overbevise alle om religionens
eller religionernes illusoriske og folkeforførende karakter.
Her i
Danmark overlevede kristendommen også 1930’ernes kulturradikalisme, hvor mere
eller mindre fremtrædende og kulturradikale personligheder gjorde deres til at
påpege religionens og religionernes ufornuft. Det kunne da også konstateres, at
den kristne religion kom til at betyde stadig mindre i det 20. århundrede. Det
samme gjaldt til en vis grad for nationalstatens vedkommende, idet oprettelsen
af Verdens Forenede Nationer (FN) ved 2. verdenskrigrs afslutning i Europa i
1945, kom til at betyde, at medlemslandenes eller nationalstaternes suverænitet
blev formindsket, vel at mærke i det idealistiske øjemed, at visse fremtrædende
folk i deres optimisme forestillede sig, at det ville være muligt at oprette en
overnational eller international organisation og myndighed med vide beføjelser
i forholdet til de enkelte medlemslande eller nationalstater.
Det var og
er især FN’s såkaldte menneskerettighedserklæringer, der kom i højsædet og mere
eller mindre også blev implementeret i nationalstaternes lovgivning. Ved hjælp
af denne lovgivning havde man fået et overnationalt instrument, som
magtbegærligt kunne bruges til at idømme straffe til de nationalstater, der
uforvarende eller endog med vilje og forsæt ikke overholdt
menneskerettighedslovenes bestemmelser.
De store
indvandringsbølger i 2015 og 2016 overvældede de fleste europæere og mange var
imod, men grupper og enkeltpersoner, som herhjemme hurtigt fik betegnelsen
”venligboere”, hilste indvandrerne velkomne i den formening at disse var
stakkels flygtninge fra krigsskuepladserne i Somalia, Syrien, Irak, Pakistan og
Afghanistan. Imidlertid viste det sig ved nærmere eftersyn, at der for de
fleste indvandreres vedkommende var tale om såkaldte migranter, dvs. mennesker,
som fra de fattigere lande søgte mod det mere velstillede Europa, i håbet og
ønsket om at kunne få sig en bedre og tryggere tilværelse i de nye lande. Disse
havde man set og hørt om i TV eller af de menneskesmuglere, som skrupelløst
forstod at udnytte situationen til egen fordel i form af forholdsvis let tjente
lette penge. Det kom især til at gå ud over de såkaldte bådflygtninge, som fra
Nordafrikas kyst trodsede alle strabadser og i åbne og ofte overfyldte både forsøgte
at komme i land på den syditalienske kyst.
Det var og
er i øvrigt ikke uden risiko at erklære sig som modstander eller blot som
kritiker af den efter manges mening lemfældige migrationspolitik, der førtes og
føres i Europa og Skandinavien. Man kunne let få hæftet på sig, at man var
racist eller inhuman, men værre var og er det, at det kunne true ens renomé,
karriere og levebrød. Dette til trods for, at det kunne dokumenteres at der kom
stadig flere artige afsløringer frem om stigende vold, overgreb og flere andre
former for kriminalitet begået af indvandrere.
Men nok så
vigtigt og afgørende var og er det, som allerede omtalt, at en meget stor del
af indvandrerne var og er muslimer. Det betød og betyder samtidig, at der i
værtslandene kom og kommer stadig flere islamiske lærde, de såkaldte imamer,
som forstod og forstår at samle en del af de indvandrede muslimer i dertil
indrettede og forholdsvis beskedne lokaler, kaldet moskeer. Dette virkede og
virker jo rent umiddelbart harmløst, indtil man erfarede, at nogle af imamerne
var og er fundamentalister og rabiate muslimer, som prædikede og fortsat
prædiker direkte imod værtslandets traditionsrige kultur og demokratiske
livsstil.
I Danmark er
det kommet så vidt, at det er lykkedes for en rabiat iman at få Københavns
bygningsforvaltning til at godkende og give tilladelse til opførelsen af en
stormoske på Nørrebro. En moske med minaret helt efter østerlandsk forbillede.
Det forlyder, at byggeprojektet er betalt af den mellemøstlige arabiske stat
Qatar. Der er grund til at tro, at den nævnte stormoske ikke vil forblive den
eneste i Danmark. Stærke muslimske kræfter arbejder mere eller mindre i det
skjulte på at få opført stormoskeer andre steder her i landet. Desuden er det
nok kun et tidsspørgsmål, hvornår moskeernes minaretter også vil blive benyttet
til at kalde tilhængerne til fredagsbønnen, sådan som det sker i ortodokse
muslimske lande.
Gode miner og
udenomssnak . . .
Stort set
for alle europæiske landes vedkommende, var der på få undtagelser ingen magthavende
politikere, der for alvor troede og tror på, at det ville være muligt at vende
den globale udvikling. Ja, en sådan kulturel og samfundsmæssig globalisering
var og er ønsket fra især kulturradikal side. Man holdt derfor såkaldt gode
miner til et spil, der udadtil lod befolkningerne forblive i den tro, at alt
var og er i orden og vel, skønt mere nøgterne iagttagere var og er klar over,
at de givne løfter om stadige forbedringer i det overnationale europæiske
samarbejde, faktisk var og fortsat ville være uopnåelige, ikke kun aktuelt men
i nok så høj grad på sigt.
Den ovenfor
beskrevne situation med ansvarlige politikeres løfter og udenomssnak, som i
praksis betød og betyder undladelse af at gøre noget alvorligt og effektivt ved
immigrationen, må anses for at være hovedårsagen til befolkningernes manglende
tillid til deres politiske repræsentanter. Men ikke nok med, at der var tale om
undladelser og reelt set også om direkte løgne, som f.eks. påstanden om at
migrationen var og er en økonomisk gevinst for værtslandene. En påstand, der
blev fikset op ved at gøre enkeltstående ekceptionelle tilfælde af vellykket
integration til også at gælde for gennemsnits-indvandreren.
Endnu en
magthaverløgn var og er påstanden om, at det ville være nødvendigt at erstatte
Europas aldrende og børnefattige befolkninger med indvandrere, frem for at
iværksætte politiske og kulturelle initiativer i forhold til den indfødte
befolkning. Man kunne tænkes at hæve pensionsalderen, hvilket for resten
allerede er sket i Danmark, lige som man kunne gøre en hel del for at få de
mange unge arbejdsløse i arbejde, fortrinsvis som faglærte håndværkere og
iværksættere. Det, der er sket og sker er, at der er blevet importeret
ufaglærte arbejdere, som for de flestes eller i hvert fald manges vedkommende
er havnet på kontanthjælp. Dernæst er
der sket det, at en lille procentdel af indvandrerne forsøger at klare sig ved
kriminalitet.
Magthaverne
i EU og i medlemslandene påstår endvidere, at den kulturelle mangfoldighed som
følge af indvandringen og globaliseringen i høj grad er noget positivt. Derfor
bør den indfødte befolkning glæde sig over og tilpasse sig de nye vilkår af
hensyn til alles bedste. Hvis man
protesterer og siger, at det vil være en svær for ikke at sige umulig øvelse,
lyder svaret, at det er der ikke noget at gøre ved, for den igangværende
udvikling bør ikke og vil heller ikke kunne standses.
Nævnte
Murray har angiveligt sat sig grundigt ind i situationen og forholdene ved at
rejse rundt og besøge brændpunkterne for indvandringen til Europa. Han anslåsr,
at cirka 80 % af immigranterne er unge mænd, i reglen uden nogen form for
uddannelse. De forlader hjemlandet på vegne af deres familier, som de håber på
med tiden at kunne hjælpe ved at tjene penge i det nye land og sende disse hjem
til. Men i nok så høj grad håber og ønsker migranterne at kunne få deres
nærmeste familie til det land, som de selv er havnet og har slået en vis rod
i.
Det er
Murrays pointe, at det praktisk talt er umuligt at skelne mellem ægte
flygtninge og økonomiske migranter. Det skyldes bl.a., at modtagerlandets
dertil oprettede organer og institutioner ikke altid fungerer effektivt nok, så
at alle tilrejsende bliver registreret og får deres papirer grundigt undersøgt
og godkendt. I en del tilfælde har myndighederne måttet konstaterer, at
migranter ikke er i besiddelse af identitetspapirer. Alligevel får de
allerfleste adgang til det nye land, for så godt som ingen bliver umidelbart
afvist og sendt tilbage til det land, de kom fra. Det bliver de indvandrere
stort set heller ikke, som under påberåbelse af flygtningestatus får
midlertidig opholdstilladelse og herunder begår forskellige former for
kriminalitet. Ved de danske domstole bliver svært kriminelle idømt betinget
udvisning, og der findes eksempler på migranter, som har fået indtil flere
betingede udvisninger og som fortsat alligevel opholder sig i Danmark, hvor de
i nogle tilfælde har valgt at holde sig skjult for myndighederne.
Ifølge
Murray var 2015 Europas skæbneår, hvor det for alvor begyndte at gå op for dele
af befolkningerne, at antallet på omkring 400.000 udvandrede enkeltpersoner,
fortrinsvis fra Syrien, Irak, Somalia, Pakistan, Afghanistankarakter af en
decideret og regulær folkevandring. Denne foregik via det sydlige Italien og
videre gennem ungarsk territorium mod lande som især Tyskland og de nordiske
lande: Danmark, Sverige og Norge. En fremtrædende politiker som den tyske
kansler Angela Merkel hilste indvandringen velkommen ud fra den grundholdning,
at multi-kulturalisme var et gode for samfundene.
Imidlertid
var der dog også fremtrædende vestlige kulturpersonligheder, som anså
multikulturalisme for at være både en anti-europæisk og anti-vestlig ideologi.
Lidt i lighed med, hvad sovjet-kommunismen
i 1900-tallet havde været for vesteuropa.
Men i øvrigt
konstaterede iagttagere af situationen, at mange migranter var godt forberedte
på deres indtræden i vesteuropa. Det skyldtes blandt anden den hjælp og
vejledning, de pågældende fik eller havde fået af NGO’er. Det berettes, at de
migranter, der ad søvejen ankom til den græske by Mytilene, var der adskillige
af dem, som straks prajede en taxa til hovedmodtagelses-centret i byen Moria.
De pågældende vidste på forhånd, at taksten for denne tur var 10 Euro. Altså
for disse migranter var det ikke noget med at trave ad støvede landeveje til
bestemmelsesstedet, sådan som man i TV kunne se en hel del eksempler på dengang
og senere.
Det som de
multikulturelle politikere og kulturpersonligheder så for sig, var noget i
retning af, at mangfoldigheden skal styres af en konsensus omkring
nøglebegreber som en retsstat, adskillese af kirke og stat og indførelse og
overholdelse af menneskerettighederne, sådan som disse er bestemt af FN og
forsøgt videreført af EU. Imidlertid var man i Europa begyndt at indse, at i
hvert fald de fleste af indvandrerne primært var kommet for at blive og nyde
godt af værtslandets goder og fordele. Det medførte, at der opstod to
modsatrettede opfattelser af situationen, som kort fortalt gik ud på følgende:
For det
første en forestilling om, at de europæiske lande kunne udgøre en ny type
multi-kulturelle samfund med mange forskellige menneskeracer og –typer,
etableret ved, at hvem som helst og hvor som helst de kommer fra i verden, vil
kunne leve i fred og harmoni med hinanden.
Sådanne
forestillinger var og er dog forbeholdt den politiske og kulturelle elite, som
altid har drømt om at lave samfundene om. Den drøm havde den såkaldt
munke-marxistiske elite i 1960’-70’erne, medens det i nyere tid er de kulturradikale,
der har let ved at acceptere eller ligefrem anerkende islam, om end næppe den
rabiate islamisme, hvoraf grupper eller enkeltpersoner har foretaget blodige
terrorhandlinger, hvoraf kunne nævnes adskillige, lige fra 1970’erne og op til
nutiden. Men bortset fra terrorismen betyder det forenklet sagt, at man mener
at Europas stort set monokulturelle og forældede fortid burde og bør ændres gennem en tilpasning til
de multikulturelle idealer og værdier.
Hvad man tilsyneladende ikke erkendte eller har forstået er, at man dermed
åbnede op for de muslimske indvandreres drøm om på sigt at etablere et
ortodokst kalifat.
For det
andet forestillingen om, eller måske snarere erkendelsen af, at de ideale
multikulturelle tanker og ideer er udtryk for et eneste stort selvbedrag. Det
samme gælder den officielle politiske og kulturelle opfattelse af, at
indvandringen betød store fordele for de nye værtslande. Fakta viste og viser
med al ønskelig tydelighed, at hvert eneste europæiske land, hvor indbyrdes
forskellige disse var eller er, kun har oplevet en større eller mindre fiasko i
håbet og ønsket om at integrere eller assimilere indvandrerne, stort set uanset
hvor disse så end kom fra i den muslimske verden.
Hovedproblemet
med de muslimske indvandrere og bosættere er præcist udtrykt af en ikke
navngivet islamisk lærd, som bl.a. har udtalt: ”Ved hjælp af jeres demokrati
vil vi invadere jer, og ved hjælp af vores religion vil vi dominere jer.”
På linje med
den ovenfor citerede islamiske lærde lød det i 2009 fra den daværende
premierminister, nuværende tyrkiske muslimske præsident Erdogan, som overfor en
forsamling på 20.000 tyrkere, der var indvandret og havde bosat sig i Tyskland,
Belgien, Frankrig og Holland udtalte: ”Jeg forstår udmærket, at I er imod
assimilation. Man kan ikke forvente, at I skal assimilere jer. Assimilation er
en forbrydelse mod menneskeheden”. I
den sammenhæng kan man glæde sig over, at organisationen EU ikke ønsker at give
Tyrkiet medlemskab af Den Europæiske Union.
Men Tyrkiet
har ikke tænkt sig at give op i forsøget på at få indflydelse i Europa. Her i
oktober måned 2017 er det kommet frem, at samme tyrkiske præsident Erdogan står
bag seriøse forsøg på at øge islams magt og indflydelse i Europa og herunder
ikke mindst i lille Danmark. Herhjemme er det blandt andet sket ved, at han og
hans regering står bag opførelsen af stormoskeer i flere større byer, hvoraf
der foreløbig er en opført i Roskilde. Projektet er – angiveligt ved en
beklagelig fejltagelse vedr. projektet - tilmed blevet godkendt og støttet af
byens socialdemokratisk dominerede styre. Men samtidig er lignende moskeer
ifølge foreliggende oplysninger på vej i Holbæk, Aarhus og Fredericia.
Ifølge
oplysninger fra Kristeligt Dagblad er det Tyrkiets pæsident Erdogans styre, der
har udsendt og betalt 29 tyrkiske
imamer i Danmark. Disse imamer har som de eneste adgang til at prædike, holde
den vigtige fredagsbøn og andet i de nævnte moskeer. Det står klart, at
udbredelsen af moskeerne i Danmark indgår som et led i en større plan for Europa,
der via de indvandrede tyrkere har til primært formål at fremme og styrke islam
religiøst, politisk og kulturelt. Så jo flere troende muslimske indvandrere og
bosættere i Danmark, jo større kan og vil indflydelsen på dansk kultur og
formentlig også på dansk politik og økonomi blive.
I øvrigt
dokumenterer Murray, at kritiske røster, som advarer imod den islamiske
indvandring bliver forfulgt og udsat for forskellige former for chikane, og
tilmed anklaget for at være de egentlig skyldige i den misére, der er opstået i
indvandringens kølvand. I artiklen 4.142. Håbets
lysegrønne eufori - Tanker til genovervejelse, har jeg selv
omtalt tre markante eksempler på sådanne kritiske røster, nemlig Salman
Rushdie, Ayaan Hirsi Ali og Robert Redeker.
I nævnte
artikel har jeg også berørt nyhedsmediernes, både den trykte og den eletroniske
presses, generelt set ofte skævvridning af forhold og begivenheder. Dette
gælder ikke mindst pressens frygtsomme og feje holdning til og behandling af
islams tilsigtede og tiltagende internationale udbredelse. De muslimske
terrorhandlinger omtaler man i reglen detaljeret, vel vidende at sådanne
grusomme og blodige tragedier bidrager til fornyet interesse for de i nutiden
hårdt pressede nyhedsmedier, hvad enten det er de trykte eller elektroniske
aviser.
Noget af
det, der hæmmede og fortsat hæmmer Europa i at afvise muslimske asylansøgere,
er den skyld, som udmøntede og udmønter sig i, at Europa ikke har noget andet
valg end at modtage ethvert menneske, der kommer hertil udefra. Dette
skyldkomleks markerede og markerer sig nok i særlig grad i Tyskland på grund af
dettes fortid som et nazistisk rædselsregimente. Nutidens tyskere vil for alt i
verden ikke blive mindet om deres lands og befolknings mørke fortid, som mange
nulevende stadig kan huske.
Murray er af
den opfattelse, at den i elitære politiske og kulturelle kredse udbredte
forestilling om globaliseringens, mangfoldighedens og multikulturens goder og
velsignelser, er en væsentlig årsag eller grund til, at man pålægger europæerne
en samfundsmæssig og kulturel pligt til at forholde sig positivt overfor de
ændringer, der er en følge af indvandringen, og handle i overensstemmelse
hermed. Men han undrer sig samtidigt
over, hvorfor disse krav ikke stilles til f.eks. en rig og velstående stormagt
som Saudi-Arabien?
Det nævnte
skyldkompleks var og er også en væsentlig årsag til de åbne grænser og
arbejdskraftens, det vil blandt andet også sige migranternes frie bevægelighed,
noget, som i høj grad støttes af europæiske kapitalister og store
virksomhedsejere, der øjner en forholdsvis billig arbejdskraft og især en
forøgelse af egen kapital og dermed magt. Så blæse være med de problemer den
muslimske del af de tilstrømmende migranter stiller de europæiske samfund
overfor. Derudover er der også tale om både muslimske og ikke-muslimske
migranter, som ikke undser sig for at takke værtslandet, ved at begå
forskellige former for kriminalitet. En kriminalitet med våben som knive,
pistoler og maskingeværer, hvis brug jævnligt viser si i form af mord og drab i
tidligere fredelige boligområder, som tilfældet f.eks. er i København.
Det er
eksempelvis en kendsgerning, at vold og andre former for kriminalitet er steget
væsentligt, dels i takt med tilstrømningen af migranter – ikke flygtninge – i
form af især unge mænd, i hovedsagen fra muslimske lande, og dels i takt med
etableringen af indvandrerghettoer og parallelsamfund i storbyerne, også her i
Danmark. Men disse og lignende for samfundet ubehagelige og økonomisk set
tyngende kendsgerninger, er hele tiden blevet fortiet og forties fortsat, dels
af den toneangivende presse, som forståeligt nok gerne vil stå sig godt med de
fleste, og dels af ”venligboerne” og disses talerør i de politisk og kulturelt
venstreorienterede kredse.
Douglas Murray
konkluderer, nok mest ironisk ment, at de europæiske samfund er de første i
verdenshistorien, der via sociale ydelser har betalt fjendtligt indstillede
folk for at angribe dem og deres kultur og livsstil.
Denne konklusion vil
jeg tillade mig at bringe i form af at citere følgende fra artiklen
4.142. Håbets lysegrønne eufori - Tanker til
genovervejelse:
Imidlertid er der som
allerede nævnt sket det i allernyeste tid, at der i større eller mindre
forbindelse med krigen i Syrien pludselig forekommer en masseudvandring, dels
fra Syrien og dels fra andre mellemøstlige lande og desuden fra afrikanske
nationer som Somalia. Under betegnelsen flygtninge søgte og søger adskillige
syrere og somaliere mod Europa, som pga. af de gældende konventioner i FN og EU
så sig nødsaget til at give ophold og husly til de mange fremmedartede
mennesker, i stor udstrækning yngre mænd. De sidstnævnte kan – sammen med en
del mennesker fra bl.a. Syrien – ikke med rette anses for at være flygtninge,
men er snarere det man vil kunne kalde for ’bekvemmelighedsflygtninge’ eller
migranter, som forståeligt nok søger at drage fordele af de bedrestillede
europæiske og skandinaviske lande. Muligvis – eller snarere sandsynligvis - med
henblik på senere at kunne blive familliesammenført med deres respektive familier.
Fælles for de fleste var og er det, at de tilhører og er opvokset i en islamisk
kultur, som på væsentlige områder strider lodret mod de europæiske landes
demokratiske værdinormer og livsstil.
Men som en af
følgerne af den indvandring af et stigende antal mennesker fra islamiske lande,
som i øvrigt er foregået her i Danmark igennem en længere årrække, ikke mindst
af folk fra overvejende muslimske lande som Tyrkiet og Pakistan, har man
oplevet og oplever fortsat store problemer. De indvandrede muslimer har for
manges – muligvis de flestes – vedkommende ikke villet eller kunnet integrere
sig i dansk kultur og livsstil, hvilket man sådan set ikke kan bebrejde de
pågældende. Fejlen er vores egen, for vi – eller rettere sagt: vore politikere
og arbejdsgivere, har selv inviteret dem til at komme hertil. De ’danske’
muslimer har i mange tilfælde isoleret sig i såkaldte ’ghettoer’ og lever helt
deres eget kulturelle liv, inspireret, belært efter Koranen og overvåget af
mere eller mindre rabiate imamer, som foragter og taler imod Europas og den
vestlige verdens efter deres opfattelse alt for frie demokratiske traditioner
og livsstil. For Danmarks vedkommende alt sammen helt eller delvist betalt af
den naive danske stat og de naive danske skatteborgere.
Det værst tænkelige
scenarie er på sigt fundamentalistiske og dogmatiske muslimers overtagelse af
magten, den politiske så vel som religiøse og kulturelle samt den økonomiske.
En hel del tyder på, at det i virkeligheden er målsætningen for Det muslimske
broderskab, en organisation, der i princippet svarer til den kristne
magtkoncentration, som før reformationen i Europa dikterede love og regler for
katolikker. De love og regler, ved hjælp af hvilke inkvisitionen dømte
modstandere af den katolske kirke og tro som kættere og hekse og som straffede
disse syndere med tortur og døden på bålet.
Det vides, at
Foreningen Dansk Islamisk Råd står bag Danmarks første, men udenlandsk
financierede stormoske på Nørrebro i København. Dennes navngivne imam er tæt
knyttet til organisationen Det Muslimske Broderskab og dettes navngivne
åndelige vejleder. Nævnte iman er fortaler for, at den ultrakonservative,
islamiske lov, sharia, skal indføres globalt i det kommende internationale
Kalifat. Han har desuden luftet synspunkter som at homoseksuelle skal straffes
med døden og frafaldne fra islam skal henrettes. Endvidere mener han, at
nazisternes holocaust var Allahs straf til jøderne. De sidstnævnte anser
islamisterne for at være deres værste fjender.
Men det tornerose-sovende
demokratiske Europa – herunder også Danmark – som klynger sig til håbets
lysegrønne eufori, er for længe siden blevet advaret om den truende fare.
Advarsler er kommet fra folk, som kender islam indefra. Det gælder først og
fremmest den indisk-engelske forfatter Salman Rushdie, som i 1988 fik udgivet
bogen ”De sataniske vers”, der skabte voldsomt røre især i den muslimske
verden, og som Irans daværende religiøse overhoved, den shia-muslimske lærde
Ayatollah Khomeini, udstedte en såkaldt fatwa imod, der i praksis betød en
dødsdom over den formastelige forfatter, som følgelig måtte gå under jorden og
leve med politibeskyttelse døgnet rundt. Bogen blev desuden bandlyst i
muslimske lande. Det er dog lykkedes for Salman Rushdie at overleve indtil videre.
En nok så
betydningsfuld ’intern’ modstander af islamisk religion var og er den
kvindelige forfatter Ayaan Hirsi Ali, født i Somalia i 1969, som 22 år gammel
på grund af et tvangsægteskab flygtede til Holland, hvor hun bosatte sig og
senere blev medlem af det hollandske parlament. I 2004 udgav hun en bog, der
blev oversat til dansk med titlen ”Jeg anklager” og som udkom i 2005.
Ayaan Hirsi Ali stod også bag den islamkritiske film ”Submission Part 1”, der
fik en yngre islamistisk mand til på åben gade at myrde filmens instruktør,
Theo van Gogh, en brodersøn til maleren Vincent van Gogh. Ved samme lejlighed
blev der rettet en dødstrussel mod Ayaan Hirsi Ali, der bevirkede at hun måtte
gå under jorden og have livvagter om sig døgnet rundt. I 2006 udkom hendes bog
”AYAAN - OPBRUD OG OPRØR”, en selvbiografi, hvori hun beretter om en kultur, en
verdensdel og et kvindeliv dikteret af Koranens og profeten Muhammeds
ord.
Endnu en
markant islamkritiker skal nævnes her, nemlig den franske filosof,
gymnasielærer og forfatter Robert Redeker, der i 2007 udgav bogen ”Il faut
tender de vivre”, på dansk ”Man må prøve at leve”. Nemlig på baggrund af
at fundamentalistiske og dogmatiske muslimer forsøgte og forsøger at knægte
ytringsfriheden og dermed den frie og uafhængige tanke. Redekers problemer med
islam begyndte efter at han i avisen Le Figaro den 19. september 2006
offentliggjorde sin artikel ”Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes
trusler”. I bogen fortæller han om, hvordan det er at leve i skjul for rasende
islamister, som føler sig provokerede på islams vegne og som derfor har udstedt
dødstrusler imod ham, og om venstreorienterede gymnasiekolleger, der mildt sagt
er uenige med ham, lige som han ikke føler at hans synspunkter får den ønskede
støtte fra offentligheden, fagforeningen og politikere. Hans bog er en –
desværre – overset appel til Europa om at besinde sig på en stillingtagen og et
opgør med islamismen. (Citat slut)
Indskudte
bemærkninger: Den 31.
oktober 2017 fejredes 500-årsdagen for den af den tyske lærde og teolog Martin
Luther stiftede reformation af den katolske kristne kirke. Den 31. oktober 1517
opslog han på kirkedøren i Wittenberg plakater med de 95 teser, der er
grundlaget for den evangelisk-lutherske troslære. Den nævnte troslære er som
bekendt også den statslige danske folkekirkes teoretiske grundlag, hvorfor det
naturligvis var på sin plads, at den begivenhed her 500 år senere også blev
fejret i Danmark.
Som
sædvanligt var de danske medier, TV ikke mindst, oppe på dupperne, for i dette
tilfælde at markere denne nostalgiske begivenhed. I den anledning interviewede
man flere folkekirkepræster, kvindelige som mandlige, som var helt euforiske i
deres udtalelser til seerne. Et par af dem udtalte med nærmest begejstring, at
de havde etableret et samarbejde med henblik på at omvende muslimerne i Danmark
til kristendommen.
Samme dag
kunne medierne give et eksempel på en indvandret yngre muslimsk mand, som selv
kunne fortælle om sin omvendelse til kristendommen. Hans omvendelse var dog
ikke blevet accepteret af det muslimske miljø, der nærmest opfattede ham som en
slags forræder. Samme dag – og det er pointet her – kunne de samme medier
berette om indvandrerbande-relaterede skudepisoder på Nørrebro i København,
hvorunder en var blevet dræbt, en anden hårdt såret og flere andre lettere
såret. Disse banderelaterede opgør internt i det muslimske parallelsamfund
hænger ifølge sagkyndige sammen med den traditionelle slægts- og klanloyalitet,
der angiveligt også forekommer hos 2. generations indvandrere i Danmark. Så hvordan skal det mon gå med den efter min
og flere andres opfattelse noget naive om end euforiske tro på, at det vil
kunne lykkes at omvende ortodokst troende yngre, for slet ikke at nævne ældre
muslimer? - Man kan naturligvis
indvende imod min skepsis, at den proces er noget, der vil tage tid, måske
endda generationer. Hertil vil jeg svare, at omvendelses-processen, hvor lang
eller kort denne end måtte vare, naturligvis vil blive modarbejdet af stærke
danske så vel som udenlandske ortodokse muslimske kræfter, blandt andet i form
af rabiate imamer.
Endelig
kunne man jo også spørge, om det er så vigtigt og væsentligt for et overvejende
sekulært samfund som det danske, hvor religion stort set ikke spiller nogen
rolle for de fleste, at omvende muslimer til kristendom? – Ville det ikke
være mere påkrævet, at omvende disse – så vel som eventuelle andre
fremmedartede indvandrere - til en mere nutidig moralsk-etisk humanistisk
samfundsgavnlig livsindstilling? - Eller i det mindste fjerne den misopfattelse
af demokrati, som en del muslimer offentligt har givet udtryk, nemlig at
demokrati er ensbetydende med, at en hvilken som helst opfattelse og adfærd er
acceptabel og har krav på at blive imødekommet og respekteret, når blot et
passende stort antal står bag.
Demokrati
betyder som formentlig bekendt ’folkestyre’, hvilket i praksis vil sige: ’flertalsstyre’.
Men vel at mærke et flertalsstyre, der i overensstemmelse med etisk-humanistisk
ånd respekterer mindretals-opfattelser, medmindre disse er antidemokratiske og
/ eller ligefrem kriminelle. End så længe er antallet af tilhængere af islam i
mindretal i Danmark (og Europa), men en del tyder på, at der fra islamisk side
arbejdes på at forøge antallet af muslimer i Europa og dermed også i Danmark,
for at sikre sig større magt og indflydelse i samfundet og på kulturen. Men man
må og bør gøre sig klart, at en eventuel indførelse af den strenge islamiske
sharia-lovgivning ville stride lodret imod de sekulære demokratiske principper
og love. De sidstnævnte er grundlæggende udsprunget af den vesteuropæiske
kulturhistorie med rødder i antikkens Grækenland og ikke mindst af tanker og
idealer, der hidrører fra oplysningstiden i 1700-tallet. En situation og
udvikling, som den fundamentalistiske og ortodokse islamiske mono-kultur ikke
har været igennem og derfor heller ikke er under indflydelse af, tværtimod.
Således kom
vi til vejs ende med denne ’tillægs-artikel’, som jeg håber og tror, at rette
vedkommende ikke vil misforstå indholdet af. For ét er min kritiske opfattelse
af og negative holdning til rabiat islamisme, og især til dennes terrorisme og
andre kriminelle handlinger, noget andet er min empati for de reelle og
fredsommelige indvandrere og flygtninge, muslimer eller ikke, der er flygtet og
fortsat flygter af nød, ikke mindst for deres børns skyld. Flygtninge og
migranter, der ikke vil distancere og forskanse sig i parallelsamfund, men
derimod vil integrere og assimilere sig i de europæiske og herunder i det
danske samfund, vil det selvfølgelig være nødvendigt og uundgåeligt, at de mere
velstående lande inklusive Danmark vil gøre, hvad de kan for at hjælpe.
NB. Vedr. kilder, der
ikke er angivet i ovenstående artikels tekst, kan der for emnernes og
oplysningernes vedkommende generelt henvises til at søge på Internettet.
© November 2017.
Harry Rasmussen.
******************