Virkelighed eller overtro?
På websited
Videnskab.dk beskæftiger man sig med alskens videnskabelige emner, hvilket
primært vil sige emner, der er naturlige og som kan konstateres at have med den såkaldte kausale virkelighed
at gøre. Når man også lader sin interesse omfatte det såkaldt overnaturlige, er
det ikke fordi man er overtroiske, men tværtimod fordi man netop ikke er det.
Den
naturvidenskabelige beskæftigelse med at få gjort has på det overnaturlige og
objektivt set få det klassificeret som den overtro, meget tyder på at der er
tale om, har imidlertid den svaghed, at man så at sige på forhånd er
reduktionistiske i opfattelsen af livet og verden. At man er reduktionistisk
vil kort fortalt sige, at man reducerer tilværelsen til udelukkende at være et
produkt af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder. Man mener f.eks. at
bevidsthed udelukkende er et produkt af hjernen og dennes anatomi og
fysisk-kemiske processer. Den viden og opfattelse har hjerneforskningen og
neuropsykologien i nyere tid især erhvervet sig ved brugen af de rent fysiske
hjernescannere.
Det er dog med
al respekt trods alt et stort spørgsmål, om der dermed er sagt alt om
bevidsthedens forhold til den fysiske hjerne og dennes anatomi og fysiologiske
funktioner. En dybdepsykolog som Carl Gustav Jung (1875-1961), som godt nok
ikke kendte til hjernescannere af den enkle grund, at sådanne endnu ikke var
opfundet på hans tid, var af den opfattelse, at bevidstheden udgør et
selvstændigt energisystem, som i en vis forstand er overordnet i forhold til
den fysiske hjerne. Sidstnævntes fysiologiske processer er jo ikke i sig selv
bevidste, men bliver det først efter at disse så at sige er blevet ’tolket’ af
netop bevidstheden. Dette vil man kunne orientere sig om ved at kende til
sanseprocessen, især i form af synssansen. Til orientering om sidstnævnte skal
følgende citat fra artiklen H1-26. Tillæg. 2.
kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I) bringes her:
(Citat)
Den følgende fremstilling af,
hvordan Jegets/subjektets indadrettede aktivitet, sansningen, mere præcist
finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’ oplysninger herom,
men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens værker og dels fra
den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis erkendelsesteori i alt
væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Note 5)
Note 5: Paul Brunton: The Secret
Path. A Modern Technique for Self-Discovery. Samuel Weiser, Inc. York Beach, Maine 1991 (1. udgave 1935; dansk titel “Den hemmelige
vej”). The Quest of The
Overself. Rider And Company, London (Dansk udgave “Ad
sindets ukendte veje”). The Hidden Teaching Beyons Yoga. Rider & Company. London 1941
(Dansk udgave “Den skjulte lære hinsides yoga”) The Wisdom of The
Overself. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave:
”Erkendelsen af overselvet”).
Sanseprocessen har
ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den
parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af
vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.
Til belysning af
sanseprocessen vil vi i det følgende indskrænke os til beskrivelsen af
synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os,
hvad sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi
at henholde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der
betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase,
men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller
genstand.
Men vi tænker os
altså en person, der betragter en genstand, som vedkommende oplever som en
slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse
kommer i stand?
Herom oplyser
Martinus i overensstemmelse med den videnskabelige sansefysiologi, at
sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der
rammer genstanden eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler
ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i
øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af
data- og informationsbærende kraftfelter ledes via synsnerverne til
synscentret bagtil i hjernen.
Så langt er
sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefysiologien går implicit ud fra,
at hjerne og bevidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv synsvinkel
ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen.
Man antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder
på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen,
hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.
Spørgsmålet er imidlertid, om en
sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre
Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i
hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de
derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens
gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man
stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske
nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til bevidste
indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner,
dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste
øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.
Imidlertid skjuler
der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den,
at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og
nerveimpulserne i dette tilfælde er nået om til synscentret i
baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en
eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethindeinformationerne
til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk
sted, uanset at lysindtrykket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en
nødvendig forudsætning og betingelse for at den bevidste synsoplevelse kan
finde sted, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres
om til synscentret bagest i hjernen.
Til den ovenfor
anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere
den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde
fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af
den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er
vendt på hovedet! Desuden er der to nethindebilleder som tilmed
ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige
omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er
hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!
Der kan drages i al
fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For
det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter,
diverse associationscentre i hjernen samt elektrokemiske nerveimpulser, for
at en bevidst synsoplevelse skal kunne etableres. For uanset, hvor mange
andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er
og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer.
Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.
For det andet kan man
drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og
delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne,
synsnerver, synscenter osv., er noget helt andet end
sanseimpulserne, nemlig en storslået, rigt varieret og uendelig verden af
lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., herunder vor egen fysiske
organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateriel,
åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusionistisk.
For det tredie er det
vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller
bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre
verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for
os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig
nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den
såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men i virkeligheden i en helt
anden forstand, end vi almindeligvis tænker os. Det skal vi vende tilbage til
lidt senere. (Note 6)
Note
6: Vedr. sansning: Se f.eks. Martinus: Småbog nr.
1: Menneskehedens skæbne, kap. 9, 37, 45-55.
Livsoplevelsen/bevidstheden
(øverste tredjedelsfelt) set som et subjektivt produkt af vekselvirkningen
mellem virkeevnen (organismen i midten) og de objektive omgivelser (stiplet og
stribet sektor). Subjektets princip (X 1) tænkes som underlag for hele diagrammet.
Det ses, at også individets opfattelse af sin egen organisme tilhører
livsoplevelsen/bevidsthedens verden. – Diagram og diagramtekst: © Per
Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 116. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald
1986.
Som en direkte følge
heraf må man slutte, at oplevelsen af verden foregår i
et bevidsthedsfelt, som naturligvis på en eller anden måde er knyttet
til det, vi forstår som det fysiske legeme og dermed til hjernen, men som i sig
selv transcenderer dette og denne. Eller for at sige det lige ud: Den
psykofysiske verden, herunder vor egen organisme med dennes hjerne, er en
integreret del af det psykiske kraftfelt, hvori al livsoplevelse – og altså
også al sansning – foregår. Sagt på en anden, om end lige så forenklet
måde, så er det altså ikke bevidstheden der er integreret i den fysiske hjerne
og krop, men derimod den fysiske krop og hjerne, der er integreret i
bevidstheden. En konstatering, der på sin vis er lige så revolutionerende for
vores livs- og verdensanskuelse, som indførelsen af det heliocentriske planetsystem
var for sin tids herskende verdensbillede. Disse og lignende
konklusioner skal vi i det følgende til fulde se bekræftet af Martinus’
kosmiske analyser.
Lidt senere skal vi
se på, at det nævnte bevidsthedsfelt udgør Jegets subjektive mentale livsrum,
hvis objektive organiske grundlag er det psykiske kraftfelt, forkortet til
P-kraftfeltet. Det er inden for rammerne af det mentale livsrum, at
overhovedet al Jegets livsoplevelse finder sted.
Når vi derfor vender
tilbage til, hvad Martinus oplyser om sanseprocessen, får vi at vide, at de
elektriske impulser eller kraftfelter med disses indhold af data eller
informationer, fra øjnenes nethinder via hjernens synscenter transformeres
over i den organiske strukturs parafysiske sektors lavere lag. Hermed
afsluttes sanseprocessens fysiske fase, som derefter afløses af dens psykiske
og højpsykiske fase, der i forening overtager og viderefører processen.
I transformationsprocessens psykiske
fase sker der det, at visse parafysiske systemer, som korresponderer med de
fysiske synsorganer, bringes til at vibrere under kontrol af de oprindelige
sanseimpulsers kraftfeltstrukturer, som bevirker en nærmere bestemt
organisering af de pågældende vibrationer. Men på dette stadium af
sanseprocessen er oplevelsen af vasen dog endnu ikke tilvejebragt. For at dette
kan ske, må processen først være nået ind i sin tredie fase, den såkaldt
højpsykiske fase, som involverer en serie af de i tidligere kapitler omtalte
kosmiske skabeprincipper. Først i det øjeblik vibrationerne i den parafysiske
struktur er under kontrol af disse skabeprincipper og derved er bragt til at
vekselvirke med det i overbevidstheden indbyggede bevidsthedsarkiv
(sanseregistret, som vil blive omtalt senere), finder selve oplevelsen af vasen
sted. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at vekselvirkningen i praksis sker i
samme øjeblik, vibrationerne begynder at optræde i den parafysiske struktur,
men analytisk set lader de to funktioner eller faser sig ikke beskrive samtidigt.
Til forståelsen af, hvad der kan
og skal forstås ved et begreb som overbevidstheden, der indenfor rammerne af
Martinus’ kosmologi også betegnes som ’evighedslegemet’, et begreb og fænomen,
der naturligvis et udelukket set i ét-livs-hypotesens perspektiv, skal her
henvises til artiklen 4.137. Ét-livs-hypotesen
og Martinus' kosmologi. En redegørelse. Tillæg
Men resultatet af den
her beskrevne sanseproces vil altså være, at den omtalte person eller iagttager
oplever synet af en slank, lyseblå porcelænsvase på et bord, der
befinder sig i en vis afstand fra beskueren.
Ovenstående
beskrivelse af synsprocessen og dens tre hovedfaser, kan umiddelbart måske
lyde enkel nok, men den er i virkeligheden en uhyre kompliceret proces, som
det af pladshensyn vil være udelukket at beskrive nærmere her. Men da det er
vigtigt, at læseren virkelig tilegner sig en forståelse af, hvad analysen af
sanseprocessen reelt indebærer for livs- og verdensanskuelsen, skal der derfor
her peges på nogle betydningsfulde sider og detaljer ved denne, som ikke er
blevet omtalt i det ovenstående.
Der kunne nævnes
adskillige eksempler på illusionspræget sansning eller oplevelse til støtte for
den sansefysiologiske kriticismes såvel som for kosmologiens
erkendelsesteori. Et eksempel kunne være de perspektiviske
forhold, vi oplever som en almindelig del af det daglige syn af
omverdenen. Men vi har i almindelighed vænnet os til disse forhold i en sådan
grad, at vi ikke undrer os over dem, hvilket kan minde os om H.C.Andersens ord
om, at ”alt er et underværk som vi ikke begriber, men vænnes til, og
derfor finder almindeligt”.
Når vi dagligt f.eks.
kigger ned ad en gade med nogenlunde samme størrelse huse på hver side af
gaden, eller når vi står for enden af en allé med omtrent lige høje træer på
hver side af vejen, tager vi det nærmest som en selvfølge, at husene synsmæssigt aftager
i størrelse proportionalt med afstanden til betragteren. Men kendsgerningen er
jo, at vi ved at de fjerneste huse såvel som de fjerneste træer er
lige så store eller lige så høje, som husene og træerne i forgrunden. Den synsmæssige
oplevelse er altså i begge tilfælde rent faktisk en illusion, der som
sådan kun eksisterer i og med vores oplevelse og dermed i vores
bevidsthed.
Et andet eksempel på
en dagligdags form for illusorisk oplevelse er det forhold, at
vi ser solen stå op og bevæge sig hen over himmelbuen, for derefter
at forsvinde ned bag horisonten. Indtil opdagelsen af, at det rent faktisk er
solen der er planetsystemets centrum, troede man at solen fortsatte sin bane
omkring jorden, for næste dag at gentage sin bane hen over himlen, og således
fortsættende. Men efter indførelsen af det heliocentriske
planetsystem ved man, at det vi oplever som solens gang hen over
himmelbuen er en ren illusion, idet det rent faktisk forholder sig sådan, at
solen står ’stille’ i forhold til planeterne og dermed jorden, medens det i
virkeligheden er sidstnævnte der bevæger sig, i denne sammenhæng ved, at den
roterer om sin egen akse. På grund af vores størrelse som mennesker i forhold
til jorden, og i medfør af synssansens perspektiviske begrænsninger,
forekommer det os, som om jorden står stille og at solen bevæger sig.
Den daglige oplevelse
af, at solen bevæger sig hen over himmelbuen, er altså rent illusorisk. Men
selvom vi ved at dette er tilfældet, forsvinder illusionen imidlertid
ikke af den grund. Vi bliver stadig ved med at opleve det, som om det er solen
og ikke jorden, der bevæger sig! Et tankevækkende eksempel på illusionens eller
”Maya’s slør”s magt over sindet.
Et tredie eksempel på
sanseillusorisk oplevelse, som skal nævnes her, kunne være de film vi ser i
biografen eller i TV. En film består i reglen af en ifølge sagens natur større
serie enkeltbilleder, som enten kan være fotografiske realbilleder
eller tegnede billeder. I begge de nævnte tilfælde er hvert billede for
sig ubevægeligt og stillestående, men i og med den
kinematografiske fremføringsteknik, hvor billederne bringes til at afløse
hinanden ét for ét i hurtig rækkefølge, opstår der i forbindelse med
beskuerens sanseapparat, et indtryk og en oplevelse af bevægelse. Men
det står helt klart, at der i bund og grund er tale om oplevelse af illusorisk
bevægelse.
Det forholder sig i
øvrigt lidt anderledes med TV- og videoteknikken, hvor der er tale om en skærm
som i lynhurtigt tempo afsøges af det elektroniske billedrør, hvilket jeg dog
ikke skal komme ind på her. Men også i disse tilfælde er der tale om rent
illusoriske indtryk og oplevelser.
Idet vi vender
tilbage til analysen af synet af den lyseblå vase, står det os forhåbentlig nu
klart, at ’synet’ – eller rettere sagt oplevelsen – af vasen ikke er
identisk med den genstand, der er årsag til synet eller oplevelsen. Det må
nemlig konstateres, at den objektive årsag er noget helt andet end en lyseblå
vase, nemlig et særligt felt af bevægelser eller vibrationer, som i deres
indvirken på i dette tilfælde synssansen, fremkalder indtrykket eller ’synet’
af netop en lyseblå vase. Den lyseblå farve, formen på vasen og dennes
øvrige ’data’ er ikke egenskaber ved vasen som objekt eller genstand
betragtet, men er derimod egenskaber ved ’synet’ eller oplevelsen af den.
Imidlertid må man
samtidig gøre sig klart, at selvom oplevelsen eller ’synet’ af en genstand
eller et objekt ikke er det samme som tingen eller genstanden selv, så eksisterer
der dog et sammenfald eller en overensstemmelse imellem oplevelse og objekt,
som gør det muligt for iagttageren eller beskueren at genkende tingen eller
objektet. Det er baggrunden for, at dét objektive vibrationsmønster, der i
dette tilfælde fremtræder for ’synet’ som lige præcis dén lyseblå vase,
normalt opleves som sådan hver gang og lige så længe, iagttageren eller beskueren
retter øjne og opmærksomhed imod objektet.
Diagrammet udtrykker,
at oplevelsen af en ting og tingen selv (A) er to ting, tilhørende hver sin
form for virkelighed, nemlig A = objektiv og C = subjektiv virkelighed. Aksen k
henfører til A’s og C’s sammenfald i oplevelsen. – Diagram og diagramtekst: ©
Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 115. Forlaget Nordisk Impuls,
Spjald 1986.
Men man kunne med
rette spørge, hvor de nævnte egenskaber ved synet af objektet (vasen) da
kommer fra? Hertil svarer Martinus, at de fremkommer som et immaterielt, men
samtidig realistisk resultat af vekselvirkningen mellem de i dette tilfælde
involverede organiserede vibrationer i de parafysiske og højpsykiske strukturer
på den ene side og de ved moderenergien repræsenterede kosmiske
skabeprincipper på den anden side.
De nævnte
organiserede vibrationer udgør i sig selv kun det ’råstof’, som indleder, hvad
der kunne betegnes som ’tolkningen’ af de foreliggende vibrationers eller
vibrationsmønstres indhold af objektive data. Selve ’tolkningen’ sker i kraft
af moderenergien i dens egenskab af skabeevne (skabeprincipperne), hvorefter
resultatet præsenteres i form af farve, form, struktur osv. for Jeget, som i
en vis forstand genkender– eller i nogle tilfælde måske ikke genkender –
disse sansekvaliteter som lige præcis en lyseblå porcelænsvase.
Det turde i øvrigt
klart fremgå af alt, hvad der er sagt ovenfor om sanseprocessen, at medens
genstanden eller objektet – i dette tilfælde altså de vibrationsmønstre, der
opleves som den lyseblå vase – tilhører den såkaldte ’ydre’, fysiske verden,
tilhører slutproduktet af sansningen, det vil sige selve ’synet’ eller
oplevelsen, den ’indre’, åndelige verden. Genstanden, der er årsag eller ophav
til sanseprocessen, kan med andre ord tilskrives objektiv eksistens, og som
sådan repræsenterer den objektiv virkelighed i den forstand, at den
består, uanset om den opleves eller ej.Derimod kan ’synet’ eller oplevelsen kun
tilskrives subjektiv eksistens i den forstand, at dette eller denne kun
eksisterer for Jeget/subjektet, og kun så længe genstanden sanses.
Diagrammet viser
princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens
tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af
dette (Y). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne;
trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en
projektiv virksomhed, der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand
og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår
en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – Diagram og diagramtekst: © Per
Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.1. 84. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald
1986.
Det må i konsekvens
heraf konstateres, at der forekommer to fundamentalt forskellige verdener eller
former for virkelighed, nemlig én, der repræsenteres af
genstandene/objekterne, og én, som repræsenteres af ’synene’/oplevelserne. Det
kunne umiddelbart lyde som den rene dualisme, sådan som adskillige
filosoffer og erkendelsesteoretikere i tidens løb da også har tolket denne
konstatering. Og sådan kunne vi jo også selv fristes til at tolke situationen,
hvis ikke det forholdt sig sådan, at vi forlængst har gjort os fortrolige med,
at Martinus’ Kosmologi i lighed med identitetslæren er af den begrundede
opfattelse, at de to former for verdener eller virkelighed ’kun’ er
to komplementære fremtrædelsesformer for én og samme
tilgrundliggende fælles virkelighed, nemlig ”substansen” eller Jeget. Vi skal
senere se på, hvad der i henhold til Martinus’ erkendelseslære mere præcist
skal forstås ved begrebet ’objektiv eksistens’.
I løbet af dette
kapitel har vi især kunnet konstatere, at dét, vi kalder ’verden’, som
almindeligvis indiskutabelt tillægges selvstændig, objektiv eksistens, hvilket
vil sige en eksistens, der i det væsentlige er helt uafhængig af subjektet og
dettes bevidsthed, dét viser sig i virkeligheden at være et subjektivt,
illusionistisk fænomen. Det vil altså sige, et fænomen der i princippet ikke
adskiller sig fra vore tanker og drømme.
Vi har også kunnet
konstatere, at fænomenet eller illusionen ’verden’ i videste forstand af
begrebet, etableres og opretholdes gennem et samarbejde mellem de objektive
sanseimpulser på den ene side og den ligeledes objektive oplevelsesevne som
skabeevne betragtet på den anden side. Imidlertid er det i den forbindelse
vigtigt at gøre sig klart, at de såkaldte ”objektive sanseimpulser” kun er
objektive i den forstand, at de eksisterer og fungerer uanset om det enkelte
levende væsen (individet) er bevidst om disse eller ej. Ret beset er de
”objektive sanseimpulser” nemlig præcis lige så illusionistiske, som dé subjektive
oplevelser og forestillinger, de giver anledning til eller resulterer i.
Alt i alt kan vi
derfor konstatere, at det er oplevelsesevnen i dens samtidige funktion som
skabeevne, der er ansvarlig for at noget immaterielt, grænse- og størrelsesløst
og absolut stilheds- og tomheds-præget, altså Jeget som det er i sig selv, kan
komme til at fremtræde som noget, der er materielt, begrænset, størrelses- og
bevægelsespræget. Men i absolut forstand er der tale om, at disse fænomener
er illusionistiske forklædninger eller fremtrædelsesformer for
subjektets princip (Jeget), muliggjort af skabeevnens princip. Det
treenige princips anden hovedinstans, altså skabeevnen, fungerer derfor i
praksis som en art ”trylleevne”, hvormed jeget eller subjektet er i stand til
at frembringe et slags ”spejlbillede” af sig selv, hvorigennem det opnår at
opfylde to hovedkrav: 1) at opnå bevidsthed om sig selv, og 2) at tilgodese
sit urbegær. (Note 7) (Ci tat slut)
Note 7: Se
Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1.
31.ff og stk. 1. 84.ff.
For mit eget vedkommende har jeg
behandlet spørgsmålet om sjælen og personlighedens forhold til det fysiske
legeme, subsidiært til hjernen, i følgende artikler i tidsskriftet KOSMOS
(K): Sjæl og legeme. K nr. 5-1998. Er Martinus’ kosmologi en
videnskab? K nr. 2-1999. Det ligger i generne. K nr.
6-1999. Er sjælen en hallucination? K nr. 11-2002. Det levende
verdensalt. K nr. 4-2003. Materiens forunderlige verden. K nr.
3-2004. Fængslende illusioner. K nr. 10-2005.
Emnet er ligeledes
behandlet i følgende af mine artikler i tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION
(KI): Videnskaben eller Gud? KI nr. 3 1997. Hjernen og
livsoplevelsen. KI nr. 2-1998.
NOTABENE: Der skal her gøres opmærksom på, at en del af mine artikler, der
henvises til i noterne, er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen. Om
dette og denne vil man kunne læse i artiklen 4.129. Et livs
status - revision af en personlig opgørelse. © 2009 Harry
Rasmussen. Revideret juni 2010 og sluttelig igen i oktober 2016. Men kort sagt
har de efterhånden mange års beskæftigelse med såkaldt åndsvidenskab, specielt
i form af Martinus’ kosmologi, medført en stadig mere skeptisk og kritisk
opfattelse af og holdning til nogle af kernepunkterne i samme kosmologi, som
eksempelvis det levende væsens udødelighed og evige liv, reinkarnationens
lovmæssighed og skæbnens absolutte retfærdighed. I stedet for fler-livs-teorien
har jeg fundet frem til, at ét-livs-hypotesen må være det mest sandsynlige,
rigtige og enerådende. Fler-livs-teorien må med andre ord være en illusion og
dermed en form for tro, mere præcist en overtro.
Med al det
ovenfor skrevne kan vi indtil videre konstatere, at de psykologiske
lovmæssigheer mm., der også spiller ind i hele sammenhængen, men som
hjerneforskningen og neuropsykologien antager skyldes forskellige centrer i
hjernen, som f.eks, hukommelsescentret, hvilket naturligvis er rigtigt. Men også
disse centrers fysiske processer skal jo ’tolkes’ af bevidstheden eller mere
præcist af dennes funktionelt underliggende bevidsthedslager, i psykologien
netop kaldt underbevidstheden.
De
underbevidste psykologiske lovmæssigheder og funktioner bliver af en tænker som
Martinus betegnet som sansehorisonter, hvilket vil sige lag, der på grundlag af
de såkaldte skabeprincipper er opstået og
dannet i underbevidstheden på grundlag af tidligere oplevelser og
erfaringer. I det hele taget kan det konstateres, at bevidstheden i samarbejde
med underbevidstheden har et kreativt forhold til virkeligheden, sidstnævnte i
denne sammenhæng defineret og forstået som den fundamentale basis i form af
elementarpartikler, atomer og molekyler. Det må og kan siges at være i høj grad
kreativt, at bevidstheden ’tolker’ de nævnte basiselementer som en i grunden
illusorisk verden fuld af tid, former, farver, lyde, lugte og smagsoplevelser.
På denne
baggrund kan vi nu går over til at se på, hvordan det egentlig forholder sig
med det såkaldte ’overnaturlige’. Herom
skriver websitet Videnskab.dk i uge 46,
november 2017 blandt andet følgende kortfattede indledende bemærkninger til
nogle angiveligt videnskabelige undersøgelser af, hvorfor en del mennesker har
oplevet og fuldt og fast tror på overnaturlige fænomener og hændelser:
(Citat) Hundredevis
af hjemsøgte danskere
Vi har besøgt Kirsten
Marie Raahauge, der er antropolog og lektor på Det Kongelige Danske
Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.
Hun står bag projektet
'Hjemsøgte huse', der bygger på over 100 interviews med danskere, som har
oplevet overnaturlige hændelser.
Kirsten Marie Raahauge har været i gang med projektet i snart ti år, og
Videnskab.dk har tidligere beskrevet studiet, både i en artikel i 2009, hvor vi
skrev om, hvordan spøgelser hjemsøger fladskærme, og sidste år, hvor
vi kunne fortælle, at hver femte dansker måske har oplevet et spøgelse.
Vi har også taget en
snak med Marc Malmdorf Andersen, postdoc på Institut for Kultur og Samfund på
Aarhus Universitet, der har lavet et Virtual Reality-studie, som
Videnskab.dk har skrevet om i ugens løb.
Studiet beskriver,
hvordan spøgelser og overnaturlige væsener skabes i vores hjerne, så hvis
man får at vide, at man vil se et væsen i en skov, kan forventningen om at se
væsenet gøre, at man faktisk ser det.
»Vores hjerne
forsøger at forudsige, hvad der sker ude i verden, og det gør den i så radikal
en udstrækning, at den forleder sig så meget, at vi ser væsener,«
fortæller Marc Malmdorf Andersen i podcasten. (Citat slut)
De
ovenstående bemærkninger er så meget mere interessante, for så vidt som at de
er et udtryk for ikke alene en kritisk skepsis, men også for et opgør med hele
den lange tradion af spiritisme, okkultisme og magi, der rækker langt tilbage i
tiden. Ja, faktisk helt tilbage til urtiden, hvor urtidsmenneskene tilbad og
ofrede til de påståede naturguder, for at stå sig godt med disse, når det
eksempelvis drejede sig om at sikre sig frugtbarhed, god jagt og sejrrig kamp
mod ’fjenden’. Men man skulle have troet, at den nyere tids og især vor tids
mennesker, ikke mindst i kraft af den tiltagende skoleundervisning, der har
fundet sted i de seneste århundreder, efterhånden var blevet så oplyste og
vidende i kraft og medfør af naturvidenskabens mere eller mindre dokumenterede
kendsgerninger, at overtroen ville miste sit tag i dele af menneskeheden. Men
netop kendsgerningerne viser, at dette ikke er tilfældet, snarere tværtimod,
for i nyere og nyeste tid har medierne, de trykte, radiofoniske så vel som
elektroniske, i stor grad medvirket til at udbrede overtroen i dens mange
former og afarter. Medierne vil dog nok selv mene, at de har bidraget og
fortsat bidrager til formidling af oplysninger om virkelige emner og
begivenheder. Hertil må svaret nok lyde, at der er noget der hedder selvbedrag.
Fænomenet
og begrebet spiritisme, er i henhold til sagkundskaben nærmest at betragte som
en slags religion, idet mange af dens tilhængere forholder sig uskeptisk,
ukritisk og religiøst troende til de såkaldt overnaturlige fænomener, så som
ånder, gengangere og spøgelser.
En af
de markante skikkelser i spiritismens historie er den svenske filosof, mystiker
og profet Emanuel Swedenborg (1688-1772). Han begyndte med at studere
naturvidenskab og skrev og fik udgivet en del lærde værker, som
oprindelig gav ham et ry som seriøs videnskabsmand. Men uventet for alle andre
end ham selv opgav han i 1745 pludelig sine lærde studier og de embeder, han
havde opnået, og kastede sig i stedet helhjertet over en tilværelse som
sandsiger og mystiker. Herunder forfattede han sit egentlige hovedvæk, Regnum
Animale, som blandt andet handlede om menneskesjælen og dennes skæbne efter
døden. Men ikke nok hermed, for Swedenborg begyndte samtidig at få
hallucinationer, der hang sammen med hans dybsindige religiøse og filosofiske
spekulationer, samtidigt med, at han dagdrømte og oplevede stemmer og havde
visioner fra højere og åndelige verdener og havde passionerede seksuelle
drømme. Det sidstnævnte beroede formentlig på, at han i lighed med så mange
andre mystikere bublimerede sin seksuelle drift og forsøgsvis konverterede
denne til åndelige og meditative koncentrationer og kontemplationer. For øvrigt
i lighed med, hvad mange munke, vismænd og yogier gjorde i det klassiske
Indien.
Nok så
karakteristisk var det for Swedenborg, at han både mundtligt og skriftligt
kunne berette om sine visioner, hvorunder han så himlen åbne sig for ham og at
han kunne tale med engle og ånder af afdøde mennesker. Dertil kom en usædvanlig
clairvoyant evne, som viste sig at være seriøs og ægte. Selvom han befandt sig
i Göteborg, kunne han i detaljer beskrive Stockholms brand i september 1859.
Dette gav ham naturligvis et godt ry, ikke mindst i kredse, for hvilke
spiritisme og okkultisme stod som virkelige og sandfærdige fænomener.
Det
korte af det lange er, at Swedenborg fik en vis betydning for og indflydelse på
den spiritistiske og okkulte bevægelse, som for adskillige mennesker i den
vestlige verden blev ensbetydende med en kærkommen reaktion og opposition imod
den tiltagende naturvidenskabelige reduktionisme. På baggrund af Swedenborgs
virksomhed som forfatter af digre værker om okkultisme og spiritisme, og hans
uverificerbare påstande om selv at have været i forbindelse med afdødes ånder,
oprettedes der Swedenborg-sekter rundt omkring i den vestlige verden, herunder
også i Danmark.
Men
som sædvanligt hændte det, som sådanne bevægelser normalt er udsat for, nemlig,
at i løbet af sidste halvdel af det 1800-tallet opsplittedes hans tilhængere i
to retninger, dels i en populær, ukritisk og nærmest tilbedende retning, og
dels i en mere kritisk og videnskabelig retning. Folkene i den førstnævnte
retning antog totalt ukritisk hans visioner eller fantasier om en himmel og et
helvede og dannede på det grundlag deres egen religion kaldet ”Ny Jerusalems
Kirke”.
Det
nyere og mere moderne form for spiritistbevægelse er karakteristisk ved, at den
adskiller fra de tidligere spiritistiske bevægelser ved en fortsat søgen efter
at føre holdbare beviser for en åndelig verdens eksistens, hvorfra de afdødes
ånder eller sjæle kan give sig til kende, først og fremmest ved at identificere
sig og give korrekte oplysninger om deres tidligere liv og beskæftigelse. Denne
identifikation og bekræftelse kan finde sted på flere måder, nemlig ved
såkaldte seancer, hvorunder et egnet kvindeligt eller mandligt medium formidler
forbindelsen mellem afdøde og en af disses nære nulevende familie eller venner.
En anden måde er eksempelvis den, der foregår via såkaldte bankeånder, hvor
medlemmer af bevægelsen sidder rundt omkring et bord og stiller forenklede
ledende spørgsmål. Det var og er så den formodede bankeånds opgave at svare med
enten ét bank på bordet, som betød ”Ja!” eller to bank, der betød ”Nej!” – En
højst tvivlsom måde at få besked fra åndeverdenen på. I realiteten var og er
der jo tale om renlivet snyd, idet bankelydene naturligvis blev frembragt under
bordet af det såkaldte medie selv.
Disse emner er i øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en
efterhånden righoldig litteratur, hvoraf særlig kan nævnes Sir Oliver Lodge: Raymond
eller Liv og Død. Med Eksempler paa Beviser for Livets fortsættelse og for
Hukommelsens og de personlige Egenskabers og Sympatiers Bestaaen efter Døden.
Udgivet af Selskabet for psykisk forskning i København. V. Pios Boghandel –
Povl Branner. Nørregade – København 1918.
I det
hele taget må det desværre konstateres, at okkultisme og spiritisme er udtryk
for bedrag og selvbedrag i form af ønsketænkning, det sidste ikke mindst i de
tilfælde, hvor et medium under trance formidler kontakten mellem en afdøds
påståede ånd og et tilstedeværende familiemedlems ønsker om bekræftelse på, at
’ånden’ faktisk er identisk med det afdøde menneske. Som et særlig markant
eksempel på en sådan mediumistisk seance, kan nævnes den engelske fysiker og
psykiske forsker, professor Sir Oliver Lodge, som under 1. verdenskrig via
flere medier systematisk søgte spirituel kontakt med sin afdøde søn, Raymond,
der som soldat var omkommet på slagmarken i Flandern. Men som i andre og
lignende tilfælde begik den oprihyigt velmenende og i egen opfattelse
’videnskabelige’ Oliver Lodge den fejl, at han endte seancerne med at bekræfte
sin egen forudfattede opfattelse af, at vi mennesker har en sjæl, der i medfør
af sin udødelighed overlever den fysiske død.
Herefter
skal jeg tillade mig at citere den følgende tekst fra min artikel Kosmologiske
lektioner. Kortfattet indføring i MARTINUS’ KOSMOLOGI- Lektion 76: GENNEM DØDEN ELLER DE PARAFYSISKE VERDENER - om
diskarnationens ’teknik’ (Fortsat fra Lektion 75):
(Citat)
Disse emner er i
øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en efterhånden righoldig
litteratur, hvoraf særlig kan nævnes Sir Oliver Lodge: Raymond eller Liv og
Død. Med Eksempler paa Beviser for Livets fortsættelse og for Hukommelsens
og de personlige Egenskabers og Sympatiers Bestaaen efter Døden. Udgivet af
Selskabet for psykisk forskning i København. V. Pios Boghandel – Povl Branner.
Nørregade – København 1918.
Nok så interessant er
The Human Personality and its survivial after Death. Af den engelske
psykiske forsker F.W.H.Myers (1843-1901). Bogen er oversat til dansk og udgivet
af Strubes Forlag 1968-69. Af andre og relativt nyere bøger om emnet, kan
nævnes Elisabeth Kübler-Ross: On Death and Dying. Mcmillan. New York 1969. Dansk udgave: Døden og den døende. Gyldendal. København
1973. Raymond A. Moody, jr.: Livet efter livet. Overlevelse af fysisk
død – et fænomens udforskning. Borgens Billigbøger 1977. Af samme forfatter: Mere
om livet efter livet. Den videre udforskning af et fænomen – overlevelse af
fysisk død. På dansk ved Claus Bech. Borgens Billigbøger 1977. Lyall Watson: På
grænsen til døden. Biologi og oversanselige fænomener. Borgen 19??.
Stanislav Grof: Den indre rejse II. Menneskets møde med døden. Borgen 1977.
Jes Bertelsen: Dybdepsykologi II. Genfødelsens psykologi. Borgen 1979.
En lidt mere
filosofisk gennemgang af emnet finder man f.eks. i Gustav Theodor Fechner: Den
lille bog om livet efter døden. På dansk ved K. Robert Adamsen. Thaning
& Appel. København 1953, 1972. Fechners opfattelse af tilværelsen har i
øvrigt mange principielle lighedspunkter med Martinus’ Kosmologi. Se herom i
bogens 19. kap.
For resten skal her
indskydes, at der findes mange kritikere af forestillingerne om, at individet
besidder en overfysisk, sjælelig struktur, som bl.a. bevirker at den
menneskelige personlighed overlever det fysiske legemes død. Blandt disse
kritikere er den amerikanske hjerneforsker Susan Blackmore, som har undersøgt
nærdøds-oplevelser, ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser hos et vist
antal mennesker. Under overskriften ”Sådan opstår ud-af-kroppen oplevelser”
kunne tidsskriftet Illustreret Videnskab nr. 8, 1990, næsten triumferende
meddele sine læsere, at alt det uvidenskabelige vrøvl om bl.a. sjæl og såkaldt
astrallegeme, var det nu lykkedes en moderne, nøgtern og objektiv hjerneforsker
som Susan Blackmore at gøre endeligt op med. Hun kunne nemlig især henvise til,
at uanset hvor avancerede og raffinerede måleinstrumenter videnskaben har taget
i brug, er der endnu aldrig fundet det mindste bevis for, at disse sjæle og
astrallegemer faktisk eksisterer.
Det er naturligvis
indtil videre korrekt, at videnskaben – hvilket i dette tilfælde vel skal
forstås som hjerneforskningen – endnu ikke har kunnet fysisk måle og registrere
fænomener, der kan identificeres under begrebet sjæl eller astrallegeme. I
konsekvens heraf konstaterer man, at der endnu ikke er fundet noget
videnskabeligt bevis for sjælens eller astrallegemets, dvs. koblingslegemets,
faktiske eksistens.
Det er imidlertid et
spørgsmål, om hjerneforskere som eksempelvis Susan Blackmore har de nødvendige
forudsætninger og kvalifikationer til at kunne foretage en uvildig, seriøs og
gyldig undersøgelse af de nævnte fænomener. Hjerneforskere som Susan Blackmore
mener nemlig grundlæggende, at psykologien kan og skal forklares biologisk og
fysiologisk. Det er derfor et stort spørgsmål, om hendes helt igennem fysiske
årsagsforklaringer og konklusioner er holdbare. Set fra kosmologiens synspunkt
er de det afgjort ikke.
I henhold til Susan
Blackmores undersøgelser har det vist sig, at hjernen er således indrettet at
den ved overvældende smerte eller krisetilstand hos individet, producerer
betydelige mængder af stoffet endorfin, der svarer til morfin. Det er dette
stof, der ifølge hende ved en dødelig tilstand i kroppen får hjernen til at
reagere med at dope sig selv, hvilket både giver smertefrihed og lystfølelse.
Denne situation opleves ifølge hypotesen subjektivt som lykkefølelse,
ud-af-kroppen oplevelse og tunnel-oplevelse.
Susan Blackmores
konklusion er følgelig den, at der er tale om at hjernen degenererer og
frigiver det morfinlignende stof endorfin, når døden nærmer sig, og det er
efter hendes opfattelse forklaringen på, at der kan opstå surrealistiske
forestillinger om at man rejser ud af kroppen og gennem en sort tunnel mod
lyset. Hun slutter endvidere, at disse oplevelser mere har med drøm end
virkelighed at gøre, og det støtter hun især på en sammenligning mellem
mennesker, der ofte drømte at de så sig selv fra oven, med folk, der aldrig
havde haft sådanne drømme. Kun hos den førstnævnte gruppe havde der optrådt
ud-af-kroppen oplevelser i nærdødsøjeblikket, mens ikke en eneste person i den
sidstnævnte gruppe havde haft oplevelsen.
Rent bortset fra, at
den omtalte artikel tyder på at Susan Blackmore ikke synes at have gjort sig
dybere tanker om, hvad drøm og drømmetilstand såvel som sansning og
livsoplevelse i det hele taget er og indebærer, så føler jeg mig personlig
bestemt ikke overbevist om gyldigheden af hendes argumenter for sin teori. Det
støtter jeg bl.a. på personlige oplevelser og erfaringer med nogle enkelte
ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser, jeg i sin tid har haft som dreng
og ung mand. I det ene tilfælde var der formentlig tale om en nærdødsoplevelse,
idet jeg som 13-årig dreng en efterårsdag kom ud for den situation i et af
skolefrikvartererne, at en af mine klassekammerater i kådhed strammede det
tørklæde, jeg havde om halsen, så meget at jeg var ved at blive kvalt og i al
fald mistede bevidstheden om omverdenen for en kortere tid.
Men til min store
overraskelse mistede jeg ikke bevidstheden om, hvad der videre foregik med mig.
Først fyldtes jeg af en stor og isnende angst og skræk, forårsaget af at
tørklædet blev strammet så voldsomt om min hals, men jeg nåede ikke at kæmpe
imod, førend jeg straks efter oplevede at blive hvirvlet hastigt gennem en mørk
tunnel, som mundede ud i et ubestemmeligt mørke. Idet jeg nåede ud i dette
udefinerbare mørke eller intet, gennemstrømmedes jeg af en uudsigelig fred og
lyksalighedsfølelse, som jeg aldrig havde oplevet før og heller ikke siden.
Efter en stund –
udtrykket er egentlig forkert anvendt, for tiden eksisterede ligesom ikke –
blegnede eller lettede ’mørket’ og jeg opdagede nu, at jeg befandt mig halvt
liggende og halvt siddende på et fladt klippeplateau, som grænsede op til en
forholdsvis bred, dyb og mørk afgrund, på hvis anden side der var et lignende,
nærmest fladt klippeplateau. På dette viste sig nu en række menneskelignende,
tavse og højtidelige skikkelser iført fodlange dragter og kutter, som skjulte
deres ansigter. En af skikkelserne trådte et skridt nærmere hen mod afgrunden
og rakte sine arme ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg rejste mig
for at gå over mod de venlige skikkelser, uden at ænse den dybe, mørke afgrund,
som egentlig ikke virkede faretruende, blev jeg afbrudt af en intens
klokkekimen, der lød højere og højere, vendte bevidstheden om min fysiske
omverden tilbage. Det første jeg blev klar over var, at den kammerat, der havde
strammet tørklædet om halsen på mig, og som atter havde løsnet dette, havde
sammen med nogle af de andre båret min bevidstløse krop hen og lagt den på en
bænk under et stort træ midt i skolegården. Her stod de nu forsamlet,
foruroligede og ventede på at jeg skulle give livstegn fra mig.
Det snurrede ligesom
varmt i mit hoved, og straks da jeg var kommet nogenlunde til mig selv, udbrød
jeg ivrigt: ”Skynd jer, skoleklokken har jo ringet ind!”. Kammeraterne kiggede
uforstående på mig og sagde, at skoleklokken endnu ikke havde ringet. Men
omtrent i samme øjeblik gjorde den det faktisk, og noget forvirret kom jeg på
benene og skyndte mig sammen med mine kammerater at tage opstilling i den
klasserække, hvor vi hørte til.
Senere, da jeg som
ung mand bl.a. var blevet bekendt med fysiologi og parapsykologiske erfaringer
og fænomener, stod det mig klart, at den klokkekimen, der ved den omtalte
lejlighed havde lydt for mit indre øre, skyldtes at blodet vendte tilbage til
hovedet og hjernen, hvilket skete takket være at den kammerat, der havde
strammet tørklædet om min hals, i mellemtiden havde løsnet dette igen. Det stod
mig også klart, at det naturligvis ikke var mig i form af min fysiske krop, der
var blevet hvirvlet gennem tunnelen og som havde befundet sig på
klippeplateauet. Det var derimod den krop, man kan opleve i og med i
drømmetilstanden, og som man derfor må kunne betegne som sit ”drømmelegeme”.
Dette legeme udgøres i henhold til Martinus’ Kosmologi af et åndeligt legeme,
der består af en kombination af finstoflig fysisk energi og åndelig energi, som
er nært forbundet med følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at
dagsbevidstheden overføres under søvnen og i tilfælde af bevidstløshed,
bedøvelse og ikke mindst ved dødens indtræden. Som tidligere omtalt benævner
Per Bruus-Jensen ”kombinationslegemet” som koblingslegemet eller
transformationsfeltet. Det er dette legeme, der i parapsykologien betegnes som
sjælelegemet eller den parafysiske finstofkrop eller finstof-dublet.
I denne forbindelse
kunne jeg nævne flere senere og lignende, men dog langt fra så dramatiske
situationer, hvori jeg har haft ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser.
Men jeg skal nøjes med at omtale en enkelt og i og for sig afslappet og
stilfærdigt tilfælde af en ud-af-kroppen oplevelse. Den fandt sted, da jeg var
en ung mand på omkring tyve år. Dengang praktiserede jeg omtrent dagligt
meditation, og en dag, da jeg i dette øjemed sad på en stol i mit værelse, med
fuldt åbne øjne, som var ufravendt fokuseret på et punkt et stykke foran mig,
oplevede jeg pludselig og uventet, at min siddende krop placerede sig i vandret
stilling. Men med mine øjne kunne jeg naturligvis se, at mit fysiske legeme sad
ubevægelig ret op og ned på stolen. Det må altså have været min sjælekrop eller
koblingslegeme – for hvad kunne det ellers være? – der helt ubesværet ligesom
løsgjorde sig fra mit fysiske legeme og placerede sig tværs igennem dette i en halvfems
graders vinkel! Men nok så vigtigt: Dagsbevidstheden var forbundet med
sjælelegemet.
Til min egen store
overraskelse opdagede jeg ved samme lejlighed, at det var muligt at dirigere
sjælekroppen med viljen, idet jeg helt vilkårligt kunne få den til at skifte
position, lige som jeg kunne dirigere den tilbage til mit siddende fysiske
legeme, hvis hjerne derefter atter overtog dagsbevidstheden.
Der var ved den omtalte
lejlighed dog ikke tale om, at sjælekroppen helt forlod den fysiske krop, men
et par sådanne situationer har jeg imidlertid også oplevet, da jeg var ung. I
det ene tilfælde forlod sjælekroppen spontant mit liggende fysiske legeme og
ligesom svævede over til en bogreol i mit værelse. I det andet tilfælde forlod
sjælekroppen mit liggende fysiske legeme og mit værelse og svævede hen til
entrédøren, for at lukke op for min moder, der dog først kom hjem kort efter at
denne oplevelse havde fundet sted. I det sidstnævnte tilfælde var der tale om,
at jeg i halvvågen tilstand dirigerede sjælekroppen ud til entrédøren, fordi
jeg mente at min moder famlede med nøglerne, for at lukke sig ind.
Selv om den skeptiske
læser og med god grund kritiske forsker måske her vil indvende, at der i alle
de ovenfor beskrevne tilfælde må have været tale om drømmeoplevelser, så kan
jeg på min ære forsikre vedkommende om, at jeg i al fald i de to førstnævnte
situationer var fuldt vågen, nøgtern og bevidst om de ydre, fysiske
lokaliteter, hvori jeg befandt mig. Dette udgør selvfølgelig ikke i sig selv
noget bevis på sjælekroppens faktiske eksistens, men jeg vil dog mene at der er
tale om et stærkt indicium herpå. – Jf. med artiklen Min vej til
Martinus og Er sjælen en
hallucination? Her på hjemmesiden.
Men hvad oplevelserne
nu end var eller ikke var, så er det helt afgørende for mig personligt
imidlertid, at især den førstnævnte oplevelse i skolegården efterlod mig da
13-årige knægt med en overvældende følelse af, at vort indre og dybeste væsen
tilhører eller er ét med en anden og højere dimension uden for tid og rum, og
at sådan ville det også være efter døden, som hverken jeg eller andre derfor
behøver at frygte for.
Det er i øvrigt et
spørgsmål, om tunnel-oplevelsen måske kunne tænkes at hænge sammen med, at
dagsbevidstheden i sådanne situationer overføres fra den fysiske hjerne til det
psykofysiske koblingslegemes hjerne og derfra til følelseslegemets hjerne? Et
andet og beslægtet bud på tunnel-oplevelsen er fremsat af Paul Brunton, som er
af den erfaringsbegrundede opfattelse, at den skyldes at dagsbevidstheden ved
nærdød – og derfor formentlig også ved død – forlader hjernen og trækker sig
tilbage til hjertet, gennem hvilket organ bevidstheden menes at stå i
forbindelse med den sjælelige strukturs hjerte og hjerne. Dette synes at stemme
overens med Martinus’ påpegning af, at følelsesenergien fysisk set specielt
ytrer sig i form af bl.a. blodkredsløbet, for hvilket hjertet jo er en
afgørende instans. Det synes også at stemme overens med min tidligere beskrevne
oplevelse og erfaring, at bevidstheden om den fysiske verden kom igen, i takt
med at blodet atter vendte tilbage til hjernen.
Man kan endvidere forestille sig
den mulighed, at når den roterende, ubehagelige og i visse tilfælde
rædselsvækkende tunnel-oplevelse i reglen efterfølges af en diametralt modsat
oplevelse af uudsigelig fred og salighed, kunne det måske hænge sammen med, at
bevidstheden da overføres fra finstofkroppen til det rent åndelige
følelseslegeme, som derefter for kortere eller længere tid, måske kun sekunder
eller minutter, varetager sansning og livsoplevelse. (Senere tilføjelse: Når
der her tales om et følelseslegeme, skal det forstås på den måde, at der i
henhold til Martinus’ psykologi til enhver sansemæssig funktion svarer et
såkaldt ’legeme’ eller ’organ’, der varetager den pågældende funktion. Dette
gælder jo ikke mindst for de funktioner, som det fysiske legeme står for. Vedr.
disse legemer, se f.eks. artiklen
4.126. Ét-livs-hypotesen. En
redegørelse. 2. Del)
Men rent bortset fra,
at ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser ikke i sig selv udgør noget
bevis på hverken sjælens eller koblingslegemets eksistens, står det klart, at
det med den nuværende teknologi i hvert fald indtil videre ikke vil være muligt
at føre objektivt, naturvidenskabeligt bevis for de pågældende fænomeners
eksistens. Men på den anden side set, kan de hidtil fremførte modbeviser heller
ikke tillægges definitiv objektiv gyldighed. Nogle forskere er da også af den
opfattelse, at naturvidenskaben ikke kan udelukke Guds så lidt som sjælens
eller andre spirituelle kræfters eksistens, men disse emner ligger blot uden
for dens forskningsområde.
Hvad angår
koblingslegemets eller finstofkroppens mulige eksistens, kan især henvises til
de iagttagelser og erfaringer, man har gjort indenfor Raja Yoga. Selv om
iagttagelserne ifølge sagens natur selvsagt er foregået ad subjektiv vej gennem
introspektion, så tyder de fremlagte resultater alligevel på, at finstofkroppen
rent faktisk eksisterer.
For Martinus er der
ingen som helst tvivl om sjæle- eller finstofkroppens eksistens. Ifølge hans
kosmiske analyser består dette legeme af en kombination af finstoflig, fysisk
energi og åndelig energi, og det besørger blandt andet kontakten mellem det
fysiske legeme og den sjælelige struktur, herunder følelseslegemet. Det er til
det sidstnævnte, at dagsbevidstheden og dermed sansning og oplevelse helt eller
delvis overføres under søvnen og ved fysisk bevidstløshed. Koblingslegemet
betegnes som nævnt også som transformationsfeltet, hvilket vil sige dén organiske
mellemstruktur, der transformerer fysisk energi, f.eks. i form af
sanseimpulser, til åndelig energi i form af livsoplevelse, og åndelig energi,
f.eks. i form af viljesimpulser, til fysisk energi i form af nerveimpulser.
Her skal naturligvis
ikke afvises, at hjernen i krisesituationer og under store fysiske smerter
producerer stoffet endorfin, som doper hjernen på principielt samme måde som
andre former for narkotika, f.eks. morfin. Heller ikke, at virkningerne heraf
kan være forskellige former for surrealistiske forestillinger og
hallucinationer, dvs. sansebedrag eller falsk sanseopfattelse. Men det,
forskere som f.eks. Susan Blackmore helt fundamentalt synes at overse, er den
rolle selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For uanset oplevelsernes
årsager eller oprindelse, så viser alene de surrealistiske forestillingers og
hallucinationers forekomst, at bevidstheden eller sindet, som fysiske forskere
af gode grunde almindeligvis forveksler med hjernen, besidder en evne til at
skabe former for livsoplevelse, som ikke nødvendigvis har direkte, men højst
indirekte med fysisk sanseoplevelse at gøre. I disse tilfælde er der med andre
ord tale om rent åndelige oplevelser, som principielt svarer til vore
drømmeoplevelser. Og når fænomener, som eksempelvis ud-af-kroppen oplevelser og
tunnel-oplevelser kan forekomme omtrent ensartede hos en række forskellige
mennesker, må der være tale om bagved liggende generelle psykologiske
lovmæssigheder, der næppe lader sig forklare gennem hjerneforskningen alene.
Vedr. sansningens og
livsoplevelsens problematik set fra et kosmologisk synspunkt, skal her henvises
til det senere TILLÆG her på Kosmologiske lektioner.
Men disse og mange
andre lignende spørgsmål og problemer vil forhåbentlig blive løst, efterhånden
som metafysiske og parapsykologiske forskere nærmer sig den mentale
udviklingstilstand, Martinus betegner som højintellektualitet. Den
omstændighed, at Martinus’ Kosmologi rummer løsningerne på disse og mange
lignende vigtige problemer og spørgsmål, er kun åbenbart for særligt indviede,
og kan derfor ikke gælde for mennesker, som endnu befinder sig indenfor den
materialistiske livs- og verdensanskuelses sfære.
Vedr. sjælens
eksistens set i relation til naturvidenskabelige fakta, kan her bl.a. henvises
til mine artikler Videnskaben eller Gud? i tidsskriftet Den Ny
Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 7-10, og til artiklen Hjernen og
livsoplevelsen, Den Ny Verdensimpuls nr. 2-1998, s. 23-6, samt til Sjæl
og legeme, Kosmos nr. 5-1998. Emnet behandles også i f.eks. Vladimir
Gromov: Begrebet sjæl set fra et naturvidenskabeligt synspunkt, Den Ny
Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 23-4. (Cita slut)
I min nuværende
situation som overbevist tilhænger af ét-livs-hypotesen, finder jeg grund til
at revurdere min tidligere ovenfor omtalte nær-døds-oplevelse som 13-årig.
Først og fremmest må det konstateres, at oplevelsen af den roterende og lettere
uhyggelige passage gennem den smalle tunnel, som opstod som følge af min
kammerats stramning af tørklædet om min hals, vil kunne forklares med, at
lufttilførslen til lungerne og dermed iltcirkulationen til hjernen standsede
for antagelig nogle få minutter, hvorved jeg midlertidigt mistede den fulde
bevidsthed om omverdenen. Derefter kan det meget vel passe, sådan som Susan
Blackmore hævder, at i dette tilfælde min hjerne har udløst stoffet dopamin,
således at underbevidstheden – eller drømmebevidstheden – tog over og tolkede
det videre forløb som at jeg først befandt mig i et lyksaligt ’ingenmandsland’
og straks efter halvt liggende halvt siddende på det nævnte klippeplateau lige
overfor et andet lignende plateau, to plateauer, som jeg efterfølgende har
tolket som afstanden mellem liv ig død. De kutteklædte grålige personer, jeg så
ovre på det fjernere plateau, tolker jeg som mine skolekammerater, der alle var
iført efterårstøj, enkelte med huer, stod tavse foran mig, som i mellemtiden
var blevet anbragt liggende på en bænk midt i skolegården.
Godt nok var afstanden mellem
mine kammerater og mig kun omkring max 80 cm, en afstand, som i min stærkt
omtågede tilstand forekom mig at være omkring 15-20 meter. Den kutteklædte
person, der rakte sine hænder indbydende frem imod mig, kan meget nemt tolkes
som den kammerat, der havde kvalt mig, men som nu forsøgte at kalde mig til
fuld bevidsthed igen. Da han i mellemtiden havde løsnet det strammende tørklæde
om min hals, vendte blodet med en snurrende fornemmelse og lyd atter tilbage til mit hoved, hvilket
jeg ubevidst tolkede som om skoleklokken ringede ind.
Konklusionen på
revurderingen af de for mig selv interessante ’åndelige’ eller ’spirituelle’
oplevelser, må derfor lyde, at disse er fuldt ud forklarlige indenfor rammerne
af det såkaldt naturlige, hvilket især vil sige, at disse kan forklares på
baggrund af den fysiske kausalitetslov. Derfor er der grundlag for det, når
Videnskab.dk som nævnt citerer en forsker for at udtale, at vores forventninger
– og herunder også vores frygt -
styrer, hvad vi ser og oplever
af spøgelser og andet såkaldt overnaturligt, okkult og spiritistisk tøjeri.
I videre forstand er
det også vores frygtsomme forventninger, der får os til at forvente og spå om
et kommende rædselsvækkende ragnarok eller en ’dommedag’, hvor jorden og med
den, dens samtlige levende væsener går under i voldsom destruktivitet. En nyere
frygtsom form for jordens undergang, er klimaforskeres dystre forudsigelser om
de skræmmende konsekvenser af den igangværende globale opvarmning, med
temperaturstigninger, som får adskillige frygtsomme miljøorganisationer og
enkeltpersoner til at mane de værste skrækscenarier frem. Det sker angiveligt i
et forfængeligt håb om, at verdens regeringer og befolkningersnarest vil ændre
livs- og samfundskurs i retning af en mere sparsommelig og formentlig miljø- og
energivenlig livsførelse i forhold til økosystemerne. (Specielt interesserede kan her henvises til artikelsamlingen Artikler med
emner vedr. klimadebat
Vi skal herefter gøre
os bekendt med, hvad en anden og betydeligt mere kvalificeret forfatter og
amatør-forsker, har at sige om spiritisme og okkultisme:
Den store og på det
her omtalte tidspunkt berømte eventyrdigter H. C. Andersen fortæller i sin selvbiografi
Mit Livs Eventyr om sin oplevelse af spøgeri på Børglum Kloster, hvor han under
en rejse i Jylland opholdt sig fra 31. juli – 10. august 1859. Det var i øvrigt
almindeligt, at man på herregårde krydrede sine fortællinger om disses
historier med beretninger om den ene eller anden – i nogle tilfælde flere – og
mere eller mindre uhyggelige spøgelseshistorier. Det gør man forresten også i
moderne tid, fordi sådanne spøgerier faktisk stadigvæk tiltrækker besøgende. I
nutiden fungerer en del af herregårdene i øvrigt som en slags eksklusive
hoteller, hvor selskaber kan booke sig ind og folk kan overnatte eller ligefrem
holde ferie. Forskellen på før og nu er formentlig, at færre mennesker i
nutiden tror på spøgerier, men der er dog fortsat nogle der gør det, hvilket de
undersøgelser, der refereres til i Videnskab.dk ’s tidligere ovenfor omtalte
artikel, viser.
H. C. Andersen var
dog ikke selv overtroisk, hvilket hans følgende beretning vidner om.:
(Citat med moderne
retskrivning) […] Nu følger fortællingen, der i sin historiske sandhed belærer
og løfter i lys vor tidsalder over den af poeter besungne, lykkeligt
forsvundne, forsvundne Middelalder.
”Det spøger på Børglum!” havde
mnan sagt mig i Aalborg. I en bestemt stue viste sig de afdøde kanniker,
man forsikrede, at stiftets biskop selv havde set dem. Jeg vover ikke at
benægte muligheden af en forbindelse mellem ainde- og legemsverdenen, men jeg
tror ikke med forvisning på den. vor tilværelse, verden i og om os, er et helt
underværk, men vi er så vante dertil, at vi kaldr det ”naturligt”. Alt holdes
og bæres ved store naturlove, fornuftlove, love, der ligger i Guds almagt,
visdom og godhed, og jeg tror ikke på afvigelser fra disse.
Efterat jeg den første nat havde sovet på
Børglum Kloster, kunne jeg ved frokostbordet ikke undlade at spørge
husherren og hans frue, i hvilket værelse her på gården biskoppen havde sovet
og spøgelserne vist sig. Man spurgte, om jeg havde frygt, og tilføjede, at det
var netop i mit værelse, de afdøde kanniker havde vist sig. Der første, jeg nu
havde at gøre, var at gå derhen og undersøge væelset fra gulv til loft; ja jeg
gik ud i gården, betragtede nøje alle omgivelser, kravlede op til vinduerne for
at komme efter, om stedet var indrettet til at arrangere spøgelse-scener; jeg
vidste ikke, om man her, som på andre herregårde, rigtignok i min tidligste
ungdom, havde morskab med at arrangere spøgefulde nattescener. Men jeg opdagede
intet, og sov til natten og i flere nætter i ro og tryghed.
En aften kom jeg tidligere tilseng end
sædvanligt og vågnede nu kort efter midnat med et underlig kulde-gys; jeg følte
mig uhyggelig tilmode, tænkte på de omtalte spøgelser, men sagde til mig selv,
hvor tåbelig denne frygt var, hvorfor og til hvad skulle de hvide kanniker vise
sig for mig. Havde jeg ikke, da jeg endnu levede i uvished om Henriette
Wulffs død, bedet inderligt til Gud, om det måtte forundes mig, om sligt
var muligt, at erholde et synligt eller hørligt tegn fra en anden verden, at
hun var mellem de henfarne; men intet viste sig, intet fornam jeg.
Disse tanker løftede mig ud af min
betagenhed, men i samme øjeblik ser jeg i den bageste, mest mørke del af
værelset en tågeskikkelse som et menneske. Jeg så og så, det isnede gennem mig;
det var ikke til at holde ud; jeg har en dobbelt natur: Frygtsomhed og trang
til at vide og forstå. Jeg sprang ud af sengen, løb mod tågebilledet og så nu
nærved, at den blankferniserede dør, hvis tre fremspringende afsatser blev
belyste fra et spejl, der igen gennem vinduet fik lys fra den klare sommernat,
formede nogenlunde en menneskeskikkelse. Det var spøgeriet, jeg så på Børglum.
Senere har jeg endnu oplevet et par
spøgelse-historier; det vil vist her bedst være stedet til at meddele disse.
Det var et årstid senere; jeg var på en
anden stor, gammel herregår. Jeg gik ved højlys dag gennem en af de store sale og hører pludseligt, at der bliver
ringet stærkt som med en bordklokke. Lyden kom fra den modsatte fløj af gården,
hvor jeg vidste, at værelserne ikke var beboede. Jeg spurgte husets frue, hvad
det var for en klokke jeg havde hørt. Hun så alvorlig på mig. ”De har også hørt
den!” sagde hun, ”og hørt den nu ved højlys dag!” og hun fortalte, , at den
oftere var hørt, især sent på aftenen, når de forføjede sig til ro, ja, at lyden
da var så stærk, at den kunne høres af folkene nede i kælderen. ”Lad os dog
undersøge!” sagde jeg. Vi gik gennem salen, hvor jeg havde hørt den
hemmelighedsfulde klokke, og mødte husets herre og stedets præst. Jeg fortalte
om klokkelyden og forsikrede, idet jeg trådte hen mod vinduet: ”Der er ikke
spøgeri!” og idet ordenen var udtalte, ringede klokken endnu stærkere; da
rislede det mig koldt ned ad ryggen, og jeg sagde med mere spag stemme: ”Jeg
tør vel ikke benægte det, men jeg tror ikke ret på det.”
Før vi forlod salen, klang endnu engang
klokken; men i samme øjeblik faldt tilfældigt mit øje op på den store lysekrone
under loftet; jeg så, at de mange små, hængende glasstykker var i bevægelse.
Jeg greb en stol, steg op på den med hovedet mod kronen: ”Gå hurtigt og stærkt
hen over gulvet!” bad jeg. Det skete, og nu hørte vi alle den stærke klokkelyd;
den havde klang, som lød den langt borte fra; og spøgeriet var opdaget.
En ældre præsteenke, som hørte derom,
sagde senere til mig: ”Det var så interessant med den klokke! Hvor kunne dog
De, som er en digter, nænne at løse sådant op til ingenting!”
Endnu en spøgelsehistorie; den sidste:
Jeg var i København. Jeg vågnede
midt om natten og ser for enden af sengen står på kakkelovnen en kridhvid
buste, den jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. ”Vistnok en foræring,”
tænkte jeg, ”hvem forestiller den?” Jeg resjer mig op i sengen, stirrer på den
hvide skikkelse, der i samme øjeblik forsvinder! Det jog igennem mig, men jeg
stod op, tændte lys, så på uret; klokken vat netop eet; i samme øjeblik hørte
jeg vægteren tåbe tiden. Jeg skrev den lille begivenhed op og lagde mig igen,
men kunne ikke hvile; da kom det mig i tanke, ”det kan være månelyset, der
gennem vinduet har skinnet ind på den
hvide mur.” Jeg steg igen op og så ud, luften var skyet, nymånen måtte for
længst være nede; alle lygter vat slukkede, altså heller ikke fra en af disse
kunne lysbilledet have vist sig.
Næste morgen undersøgte jeg nøje værelset
og så ud over gaden; ovre ved genboens var en lygte; skinnet fra den kunne ved
det halvt nedhængende gardin og et sejl på fartøjet ude i kanalen forme på
væggen skikkelsen af et menneskeligt hoved. Jeg gik derfor, da det blev aften,
ned på gaden og spurgte vægteren, på hvilken tid han slukkede lygterne.
”Klokken eet” sagde han, ”lige før jeg råber!”
Lysskæret på muren havde jeg set og
stirret på; vægteren havde i det samme slukket lygten og med den spøgelset.
Men igen til Børglum Kloster, hvor
flere end en fortalte om natlige syner, dem jeg havde den lykke ikke at se.
Såsnart jeg på hjemvejen kom gennem Aalborg, måtte jeg tale om spøgeriet
og tale med den højærværdige herre, der havde set de hvide kannikeskikkelser.
Jeg tillod mig at ytre, om synet af disse ikke lå i en fejl i øjnene, og han
svarede alvorligt: ”Det ligger måske i en fejl i Deres, at De ikke kan se
sligt.” (Citat slut. Se Mit Livs Eventyr II. Revideret tekstudgave ved H.
Topsøe-Jensen. Gyldendal 1975, s. 215-218. - Se evt. også H. C. Andersens
Dagbøger IV. G. E. Gads Forlag. København 1974, s. 346-351)
Man kan vel herefter
tillade sig en slags konklusion, gående ud på, at graden af overtroen i højeste
grad er beroende på psyken hos de mennesker, der er overtroiske. Mennesker,
hvis psyke overvejende er præget af instinktive fornemmelser og uafbalancerede
følelser, forholder sig til en verden og tilværelse, som de ikke er i stand til
at overskue og forstå. Der forekommer og sker mangt og meget, der ikke
umiddelbart er til at at fatte, hvorfor de pågældende mennesker danner sig
nogle ukvalificerede forklaringer på, hvad de i bedste mening tror er noget,
der findes og forekommer i den virkelige verden. Modsat med de mere eller
mindre intelligente almindelige, ikke sjældent småskeptiske og fordomsfulde
mennesker, som heller ikke kan overskue verden og tilværelsen, men vænner sig
til den og derfor synes, at den ikke er noget særligt.
Generelt kan man
sikkert med rette karakterisere troen på det overnaturlige som værende en slags
erstatning for manglen på at kunne se det virkelige liv som et stort under og
eventyr. Eller som Andersen udtrykker det i ovenstående citat: ”[…] . Jeg vover
ikke at benægte muligheden af en forbindelse mellem ainde- og legemsverdenen,
men jeg tror ikke med forvisning på den. Vor tilværelse, verden i og om os, er
et helt underværk, men vi er så vante dertil, at vi kalder det ”naturligt”. Alt
holdes og bæres ved store naturlove, fornuftlove, love, der ligger i Guds
almagt, visdom og godhed, og jeg tror ikke på afvigelser fra disse. (Citat slut)-
Eller som han har udtrykt det allerede i romanen ”Kun en Spillemand”, 1837:
(Citat)
”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der
blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det
skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele
skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da
finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens
overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.”
(Citat slut. Se evt. artiklen
3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det
største eventyr).
På den baggrund skal
det derfor sluttelig nævnes og fremhæves her, at opfattelsen af – eller troen
på eller overbevisningen om man vil, at der eksisterer et altibefattende,
altomfattende, allestedsnærværende og altbelivende, evigt levende væsen med en
overvældende skabekraft og -evne, i og af hvem alt og alle eksisterer, udfolder
sig og oplever, og som i højeste grad også udgør basis for ét-livs-hypotesens
opfattelse af livet og verden. (Se evt.
artiklen 4.124. Hvor er Gud henne? Et relevant og aktuelt
spørgsmål).
© November 2017.
Harry Rasmussen.
******************