Det overnaturlige

Virkelighed eller overtro?

 

Indledning

På websited Videnskab.dk beskæftiger man sig med alskens videnskabelige emner, hvilket primært vil sige emner, der er naturlige og som kan konstateres  at have med den såkaldte kausale virkelighed at gøre. Når man også lader sin interesse omfatte det såkaldt overnaturlige, er det ikke fordi man er overtroiske, men tværtimod fordi man netop ikke er det.

 

Den naturvidenskabelige beskæftigelse med at få gjort has på det overnaturlige og objektivt set få det klassificeret som den overtro, meget tyder på at der er tale om, har imidlertid den svaghed, at man så at sige på forhånd er reduktionistiske i opfattelsen af livet og verden. At man er reduktionistisk vil kort fortalt sige, at man reducerer tilværelsen til udelukkende at være et produkt af fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder. Man mener f.eks. at bevidsthed udelukkende er et produkt af hjernen og dennes anatomi og fysisk-kemiske processer. Den viden og opfattelse har hjerneforskningen og neuropsykologien i nyere tid især erhvervet sig ved brugen af de rent fysiske hjernescannere.

 

Det er dog med al respekt trods alt et stort spørgsmål, om der dermed er sagt alt om bevidsthedens forhold til den fysiske hjerne og dennes anatomi og fysiologiske funktioner. En dybdepsykolog som Carl Gustav Jung (1875-1961), som godt nok ikke kendte til hjernescannere af den enkle grund, at sådanne endnu ikke var opfundet på hans tid, var af den opfattelse, at bevidstheden udgør et selvstændigt energisystem, som i en vis forstand er overordnet i forhold til den fysiske hjerne. Sidstnævntes fysiologiske processer er jo ikke i sig selv bevidste, men bliver det først efter at disse så at sige er blevet ’tolket’ af netop bevidstheden. Dette vil man kunne orientere sig om ved at kende til sanseprocessen, især i form af synssansen. Til orientering om sidstnævnte skal følgende citat fra artiklen H1-26. Tillæg. 2. kapitel: Erkendelseslæren i Martinus’ kosmologi (I) bringes her:

 

(Citat) 

Sanseprocessen

Den følgende fremstilling af, hvordan Jegets/subjektets ind­adrettede aktivitet, sansningen, mere præcist finder sted, vil i alt væsentligt henholde sig til Martinus’ oplysninger herom, men dog suppleret med oplysninger dels fra Per Bruus-Jensens værker og dels fra den engelske filosof Paul Bruntons værker, hvis erkendelsesteori i alt væsentligt baserer sig på Vedanta-filosofien. (Note 5)

 

Note 5: Paul Brunton: The Secret Path. A Modern Technique for Self-Discovery. Samuel Weiser, Inc. York Beach, Maine 1991 (1. udgave 1935; dansk titel “Den hemmelige vej”). The Quest of The Overself. Rider And Company, London (Dansk udgave “Ad sindets ukendte veje”). The Hidden Teaching Beyons Yoga. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave “Den skjulte lære hinsides yoga”) The Wisdom of The Overself. Rider & Company. London 1941 (Dansk udgave: ”Erkendelsen af overselvet”). 

 

Sanseprocessen har ifølge Martinus tre hovedfaser: 1) den fysiske fase, 2) den parafysiske/åndelige fase, og 3) den højpsykiske fase, hvilket fremgår af vedføjede diagram over oplevelsesprocessen.

 

Til belysning af sanseprocessen vil vi i det følgende ind­skrænke os til beskrivelsen af synssansen, som nok er den, der er bedst egnet til at gøre det klart for os, hvad sansning og oplevelse i virkeligheden vil sige. Til dette formål vælger vi at hen­holde os til det vedføjede grafiske skema, som viser en person, der betragter en vase på et bord. Vasen angives at være en lyseblå porcelænsvase, men kunne for så vidt have været en hvilken som helst anden ting eller genstand.

 

Men vi tænker os altså en person, der betragter en genstand, som vedkommen­de oplever som en slank, lyseblå porcelænsvase. Spørgsmålet lyder nu, hvordan denne oplevelse kommer i stand? 

 

Herom oplyser Martinus i overensstemmelse med den viden­skabelige sansefysiologi, at sanseprocessens fysiske fase består i, at de lysbølger eller lyskvanter der rammer gen­standen eller objektet, reflekteres fra dennes overflade og stråler ind i betragterens øjne, hvor de igangsætter visse foto-kemiske processer i øjnenes nethinder. Herved frembringes der elektriske impulser, som i form af data- og informations­bærende kraftfelter ledes via synsnerverne til synscentret bagtil i hjernen.

 

Så langt er sansefysiologien og Martinus enige. Men sansefy­siologien går implicit ud fra, at hjerne og be­vidsthed er et og det samme, idet man fra en objektiv syns­vin­kel ikke er i stand til at se, hvordan det ellers skulle hænge sammen. Man  antager derfor, at de to billeder fra de to øjnes nethinder på en eller anden og indtil videre ukendt måde sammenarbejdes i hjernen, hvorved indtrykket eller oplevelsen af genstanden opstår.

 

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan antagelse er holdbar, hvilket den altså i henhold til blandt andre Martinus ikke er. For hvad er det nemlig i virkeligheden, der foregår i hjernen? Ja, det ved hjerneforskerne efterhånden en hel del om, uden at de derfor har været i stand til at løse eller forklare sansningens og oplevelsens gåde. Til trods for, at man i dag ved adskilligt om hjernens funktioner, er man stadigvæk lige langt fra at kunne forklare, hvordan elektrokemiske nerveimpulser eller –processer er i stand til at omsætte sig til bevidste indtryk og oplevelser af en omverden fuld af lys, farver, former, lyde, toner, dufte og smag. Men det er jo en kendsgerning, at dette sker hvert eneste øjeblik vore sanser er rettet mod omverdenen.

 

Imidlertid skjuler der sig her en pointe, som det er vigtigt for læseren at få fat i, nemlig den, at de bevidste indtryk og oplevelser ikke kan finde sted, førend sanse- og nerveimpulser­ne i dette tilfælde er nået om til synscentret i baghjernen. Det ved man helt eksakt fra tilfælde, hvor synsnerverne af en eller anden grund ikke har været i stand til at overføre nethin­deinformationerne til synscentret. I sådanne tilfælde finder der ingen oplevelse af synsindtryk sted, uanset at lysindtryk­ket på øjnenes nethinder forefindes. Det er altså en nødvendig forudsætning og betingelse for at den bevidste synsople­velse kan finde sted, at nethindernes synsindtryk via synsnerveimpulserne transporteres om til synscentret bagest i hjernen.

 

Til den ovenfor anførte pointe kan føjes, at det heller ikke er tilstrækkeligt for at etablere den bevidste synsoplevelse, at synsimpulserne når om til synscentret. Det turde fremgå blandt andet af den kendsgerning, at de to omtrent identiske billeder af den ydre genstand på de to nethinder i medfør af øjets konstruktion er vendt på hovedet! Desuden er der to nethinde­billeder som tilmed ikke er større end det areal, nethinderne dækker, hvilket maksimalt vil sige omkring 2 cm i diameter. Men det billede af genstanden, vi oplever, er hverken vendt på hovedet eller af en størrelse som en nutidig dansk tokrone!

 

Tre vigtige konklusioner

Der kan drages i al fald tre vigtige konklusioner af disse forholdsvis enkle kendsgerninger. For det første, at der skal andet og mere til, end øjne, synsnerver, synscenter, diverse associationscentre i hjernen samt elektro­kemiske nerveim­pulser, for at en bevidst synsoplevelse skal kunne etab­leres. For uanset, hvor mange andre, associerende hjernecentre man end vil inddrage i sanseprocessen, så er og bliver der dog fortsat kun tale om elektro-kemiske impulser eller processer. Og det er jo heller ikke disse i sig selv, vi oplever.

 

For det andet kan man drage den vigtige konklusion, at den eller de oplevelser, der forudsætter og delvis er betinget af det fysiske sanseapparat, i dette tilfælde altså øjne, synsner­ver, synscenter osv., er noget helt andet end sanseimpulserne, nemlig en stor­slået, rigt varieret og uendelig verden af lys, farver, former, lyde, toner, dufte, osv., her­under vor egen fysiske organisme. Men altså samtidig en verden, der helt igennem er af immateri­el, åndelig natur, og som tilmed i en vis forstand er rent illusio­nistisk.

 

For det tredie er det vigtigt at gøre sig klart, at den verden, der fremstår i vores oplevelse eller bevidsthed, er den eneste vi oplever og kender til! Den såkaldt ’ydre verden’ er derfor som sådan i virkeligheden fuldstændig ukendt for os, idet vi aldrig direkte har oplevet den! Og faktisk heller aldrig nogensinde vil komme til at opleve den, som den er i og for sig. Den såkaldt objektive verden eksisterer ganske vist, men i virke­ligheden i en helt anden forstand, end vi alminde­ligvis tænker os. Det skal vi vende tilbage til lidt senere. (Note 6)

 

Note 6: Vedr. sansning: Se f.eks. Martinus: Småbog nr. 1: Menneskehedens skæbne, kap. 9, 37, 45-55.

 

 

Livsoplevelsen/bevidstheden (øverste tredjedelsfelt) set som et subjektivt produkt af vekselvirkningen mellem virkeevnen (organismen i midten) og de objektive omgivelser (stiplet og stribet sektor). Subjektets princip (X 1) tænkes som underlag for hele diagrammet. Det ses, at også individets opfattelse af sin egen organisme tilhører livsoplevelsen/bevidsthedens verden. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 116. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Som en direkte følge heraf må man slutte, at oplevelsen af verden foregår i et bevidsthedsfelt, som naturligvis på en eller anden måde er knyttet til det, vi forstår som det fysiske legeme og dermed til hjernen, men som i sig selv transcenderer dette og denne. Eller for at sige det lige ud: Den psykofy­siske verden, herunder vor egen organisme med dennes hjerne, er en integreret del af det psykiske kraftfelt, hvori al livsople­velse – og altså også al sansning – foregår. Sagt på en anden, om end lige så forenklet måde, så er det altså ikke bevidstheden der er integreret i den fysiske hjerne og krop, men derimod den fysiske krop og hjerne, der er integreret i bevidstheden. En konstatering, der på sin vis er lige så revolutionerende for vores livs- og verdensanskuelse, som indførelsen af det helio­centriske planet­system var for sin tids herskende verdens­billede. Disse og lignende konklusioner skal vi i det følgende til fulde se bekræftet af Martinus’ kosmiske analyser. 

 

Lidt senere skal vi se på, at det nævnte bevidsthedsfelt udgør Jegets subjektive mentale livsrum, hvis objektive organi­ske grundlag er det psykiske kraftfelt, forkortet til P-kraft­feltet. Det er inden for rammerne af det mentale livsrum, at overhovedet al Jegets livsoplevelse finder sted.

 

Sanseprocessens parafysiske og højpsykiske fase

Når vi derfor vender tilbage til, hvad Martinus oplyser om sanseprocessen, får vi at vide, at de elektriske impulser eller kraftfelter med disses indhold af data eller informatio­ner, fra øjnenes nethinder via hjernens synscenter transformeres over i den organiske strukturs parafy­siske sektors lavere lag. Hermed afsluttes sanseprocessens fysiske fase, som derefter afløses af dens psykiske og højpsykiske fase, der i forening overtager og viderefører processen. 

 

I transformationsprocessens psykiske fase sker der det, at visse parafysiske systemer, som korresponderer med de fysiske synsorganer, bringes til at vibrere under kontrol af de op­rindelige sanseimpulsers kraftfeltstrukturer, som bevirker en nærmere bestemt organisering af de pågældende vibrationer. Men på dette stadium af sanseprocessen er oplevelsen af vasen dog endnu ikke tilvejebragt. For at dette kan ske, må processen først være nået ind i sin tredie fase, den såkaldt højpsykiske fase, som involverer en serie af de i tidligere kapitler omtalte kosmiske skabeprincipper. Først i det øjeblik vibratio­nerne i den parafysiske struktur er under kontrol af disse skabeprincipper og derved er bragt til at vekselvirke med det i overbevidstheden indbyggede bevidsthedsarkiv (sanseregistret, som vil blive omtalt senere), finder selve oplevelsen af vasen sted. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at vekselvirkningen i praksis sker i samme øjeblik, vibratio­nerne begynder at optræde i den parafysiske struktur, men analytisk set lader de to funktioner eller faser sig ikke beskrive samti­digt. 

 

Til forståelsen af, hvad der kan og skal forstås ved et begreb som overbevidstheden, der indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi også betegnes som ’evighedslegemet’, et begreb og fænomen, der naturligvis et udelukket set i ét-livs-hypotesens perspektiv, skal her henvises til artiklen 4.137. Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En redegørelse. Tillæg

 

Men resultatet af den her beskrevne sanseproces vil altså være, at den omtalte person eller iagttager oplever synet af en slank, lyseblå porcelænsvase på et bord, der befinder sig i en vis afstand fra beskueren.

 

Ovenstående beskrivelse af synsprocessen og dens tre hoved­faser, kan umiddelbart måske lyde enkel nok, men den er i virke­ligheden en uhyre kompli­ceret proces, som det af pladshen­syn vil være udelukket at beskrive nærmere her. Men da det er vigtigt, at læseren virkelig tilegner sig en forståelse af, hvad analysen af sanseprocessen reelt indebærer for livs- og verdensanskuelsen, skal der derfor her peges på nogle betyd­ningsfulde sider og detaljer ved denne, som ikke er blevet omtalt i det ovenstående.

 

Tre eksempler på sanseillusioner

Der kunne nævnes adskillige eksempler på illusionspræget sansning eller oplevelse til støtte for den sansefy­siologi­ske kriticismes såvel som for kosmologiens erkendelsesteori. Et eksempel kunne være de perspektiviske forhold, vi oplever som en almin­delig del af det daglige syn af omverdenen. Men vi har i almindelighed vænnet os til disse forhold i en sådan grad, at vi ikke undrer os over dem, hvilket kan minde os om H.C.Ander­sens ord om, at ”alt er et underværk som vi ikke begriber, men vænnes til, og derfor finder almindeligt”.

 

Når vi dagligt f.eks. kigger ned ad en gade med nogenlunde samme størrelse huse på hver side af gaden, eller når vi står for enden af en allé med omtrent lige høje træer på hver side af vejen, tager vi det nærmest som en selv­følge, at husene syns­mæssigt aftager i størrelse proportionalt med afstanden til betrag­teren. Men kendsgerningen er jo, at vi ved at de fjerne­ste huse såvel som de fjerneste træer er lige så store eller lige så høje, som husene og træerne i forgrunden. Den syns­mæssige oplevelse er altså i begge tilfælde rent faktisk en illusion, der som sådan kun eksisterer i og med vores oplevelse og dermed i vores bevidst­hed. 

 

Et andet eksempel på en dagligdags form for illusorisk oplevelse er det forhold, at vi ser solen stå op og bevæge sig hen over himmelbuen, for derefter at forsvinde ned bag horisonten. Indtil opdagelsen af, at det rent faktisk er solen der er planetsystemets centrum, troede man at solen fortsatte sin bane omkring jorden, for næste dag at gentage sin bane hen over himlen, og således fortsættende. Men efter indførelsen af det heliocentriske planetsystem ved man, at det vi oplever som solens gang hen over himmelbuen er en ren illusion, idet det rent faktisk forholder sig sådan, at solen står ’stille’ i forhold til planeterne og dermed jorden, medens det i virkelig­heden er sidstnævnte der bevæger sig, i denne sammenhæng ved, at den roterer om sin egen akse. På grund af vores størrelse som mennesker i forhold til jorden, og i medfør af synssansens perspektivi­ske begrænsninger, forekommer det os, som om jorden står stille og at solen bevæger sig.

 

Den daglige oplevelse af, at solen bevæger sig hen over himmel­buen, er altså rent illusorisk. Men selvom vi ved at dette er til­fældet, forsvinder illusionen imid­lertid ikke af den grund. Vi bliver stadig ved med at opleve det, som om det er solen og ikke jorden, der bevæger sig! Et tankevækkende eksempel på illusionens eller ”Maya’s slør”s magt over sindet.

 

Et tredie eksempel på sanseillusorisk oplevelse, som skal nævnes her, kunne være de film vi ser i biografen eller i TV. En film består i reglen af en ifølge sagens natur større serie enkelt­billeder, som enten kan være fotografiske realbilleder eller tegnede billeder. I begge de nævnte tilfælde er hvert billede for sig ubevægeligt og stillestående, men i og med den kinematogra­fiske fremføringsteknik, hvor billederne bringes til at afløse hinan­den ét for ét i hurtig rækkefølge, opstår der i forbindel­se med beskuerens sanseapparat, et indtryk og en op­levelse af bevægel­se. Men det står helt klart, at der i bund og grund er tale om oplevelse af illu­sorisk bevægelse.

 

Det forholder sig i øvrigt lidt anderledes med TV- og video­teknikken, hvor der er tale om en skærm som i lynhurtigt tempo afsøges af det elektroniske billedrør, hvilket jeg dog ikke skal komme ind på her. Men også i disse tilfælde er der tale om rent illusoriske indtryk og oplevelser.

 

Subjektiv kontra objektiv virkelighed

Idet vi vender tilbage til analysen af synet af den lyseblå vase, står det os forhåbentlig nu klart, at ’synet’ – eller rettere sagt oplevelsen – af vasen ikke er identisk med den genstand, der er årsag til synet eller oplevelsen. Det må nemlig konstateres, at den objekti­ve årsag er noget helt andet end en lyseblå vase, nemlig et særligt felt af bevægelser eller vibrationer, som i deres indvirken på i dette tilfælde synssan­sen, fremkalder indtrykket eller ’synet’ af netop en lyseblå vase. Den lyseblå farve, formen på vasen og dennes øvrige ’data’ er ikke egen­skaber ved vasen som objekt eller genstand betragtet, men er derimod egenskaber ved ’synet’ eller op­levelsen af den.

 

Imidlertid må man samtidig gøre sig klart, at selvom op­levelsen eller ’synet’ af en genstand eller et objekt ikke er det samme som tingen eller genstanden selv, så eksisterer der dog et sammenfald eller en overensstemmelse imellem oplevelse og objekt, som gør det muligt for iagttageren eller beskueren at genkende tingen eller objektet. Det er baggrunden for, at dét objektive vibrationsmønster, der i dette tilfælde frem­træder for ’synet’ som lige præcis dén lyseblå vase, normalt opleves som sådan hver gang og lige så længe, iagttageren eller be­skueren retter øjne og opmærksomhed imod objektet. 

 

 

Diagrammet udtrykker, at oplevelsen af en ting og tingen selv (A) er to ting, tilhørende hver sin form for virkelighed, nemlig A = objektiv og C = subjektiv virkelighed. Aksen k henfører til A’s og C’s sammenfald i oplevelsen. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, s. 115. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Men man kunne med rette spørge, hvor de nævnte egen­skaber ved synet af objektet (vasen) da kommer fra? Hertil svarer Marti­nus, at de fremkommer som et immaterielt, men samtidig rea­listisk resultat af vekselvirk­ningen mellem de i dette tilfælde involverede organiserede vibrationer i de parafysiske og højpsykiske strukturer på den ene side og de ved moderener­gien repræsen­terede kosmiske skabeprincipper på den anden side.

 

De nævnte organiserede vibrationer udgør i sig selv kun det ’råstof’, som indleder, hvad der kunne betegnes som ’tolk­ningen’ af de foreliggende vibrationers eller vibrationsmøn­stres indhold af objektive data. Selve ’tolkningen’ sker i kraft af moderenergien i dens egenskab af skabeevne (skabeprin­cipperne), hvorefter resultatet præsenteres i form af farve, form, struk­tur osv. for Jeget, som i en vis forstand genken­der– eller i nogle tilfælde måske ikke genkender – disse sansekvaliteter som lige præcis en lyseblå porcelænsvase.

 

Det turde i øvrigt klart fremgå af alt, hvad der er sagt ovenfor om sanseprocessen, at medens genstanden eller objek­tet – i dette tilfælde altså de vibrationsmønstre, der opleves som den lyseblå vase – tilhører den såkaldte ’ydre’, fysiske verden, tilhører slutproduktet af sansningen, det vil sige selve ’synet’ eller oplevelsen, den ’indre’, åndelige verden. Genstan­den, der er årsag eller ophav til sanseproces­sen, kan med andre ord tilskrives objektiv eksistens, og som sådan repræsenterer den objektiv virkelighed i den forstand, at den består, uanset om den opleves eller ej.Derimod kan ’synet’ eller oplevelsen kun tilskrives subjektiv eksistens i den forstand, at dette eller denne kun eksisterer for Jeget/sub­jektet, og kun så længe genstanden sanses.

 

 

 

Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af dette (Y). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed, der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – Diagram og diagramtekst: © Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk.1. 84. Forlaget Nordisk Impuls, Spjald 1986.

 

Det må i konsekvens heraf konstateres, at der forekommer to fundamentalt forskellige verdener eller former for virkelig­hed, nemlig én, der repræsenteres af genstandene/objekterne, og én, som repræsenteres af ’synene’/oplevelserne. Det kunne umiddelbart lyde som den rene dualisme, sådan som adskillige filosoffer og erkendelsesteoretikere i tidens løb da også har tolket denne konsta­tering. Og sådan kunne vi jo også selv fristes til at tolke situa­tionen, hvis ikke det forholdt sig sådan, at vi forlængst har gjort os fortrolige med, at Martinus’ Kosmologi i lighed med identitets­læren er af den begrundede opfattelse, at de to former for verdener eller virkelighed ’kun’ er to komple­mentære frem­trædel­ses­former for én og samme tilgrundliggende fælles virke­lighed, nemlig ”substansen” eller Jeget. Vi skal senere se på, hvad der i henhold til Martinus’ erkendelseslære mere præcist skal forstås ved begrebet ’objek­tiv eksistens’.

 

Foreløbig konklusion

I løbet af dette kapitel har vi især kunnet konstatere, at dét, vi kalder ’verden’, som almindeligvis indiskutabelt til­lægges selvstændig, objektiv eksistens, hvilket vil sige en eksistens, der i det væsentlige er helt uafhængig af sub­jektet og dettes bevidsthed, dét viser sig i virkeligheden at være et subjek­tivt, illusio­nistisk fænomen. Det vil altså sige, et fænomen der i princippet ikke adskiller sig fra vore tanker og drømme. 

 

Vi har også kunnet konstatere, at fænomenet eller illusionen ’verden’ i videste forstand af begrebet, etableres og oprethol­des gennem et samarbejde mellem de objektive sanseim­pulser på den ene side og den ligeledes objektive oplevelses­evne som skabeevne betragtet på den anden side. Imidlertid er det i den forbindelse vigtigt at gøre sig klart, at de såkaldte ”objekti­ve sanseimpulser” kun er objektive i den forstand, at de eksi­sterer og fungerer uanset om det enkelte levende væsen (indivi­det) er bevidst om disse eller ej. Ret beset er de ”objektive sanseimpulser” nemlig præcis lige så illusionisti­ske, som dé sub­jektive oplevelser og forestillinger, de giver anledning til eller resulterer i.

 

Alt i alt kan vi derfor konstatere, at det er oplevelsesevnen i dens samtidige funktion som skabeevne, der er ansvarlig for at noget immaterielt, grænse- og størrelsesløst og absolut stilheds- og tomheds-præget, altså Jeget som det er i sig selv, kan komme til at fremtræde som noget, der er materielt, begrænset, størrelses- ­og bevægelsespræget. Men i absolut forstand er der tale om, at disse fænomener er illusionistiske forklædninger eller fremtrædelsesformer for subjektets princip (Jeget), muliggjort af skabeevnens princip. Det treenige princips anden hovedinstans, altså skabeevnen, fungerer derfor i praksis som en art ”trylleevne”, hvormed jeget eller subjektet er i stand til at frembringe et slags ”spejlbillede” af sig selv, hvor­igennem det opnår at opfylde to hovedkrav: 1) at opnå bevidst­hed om sig selv, og 2) at tilgodese sit urbegær. (Note 7) (Ci tat slut)

 

 Note 7: Se Per Bruus-Jensen: ”X”, Bind 1, stk. 1. 31.ff  og  stk. 1. 84.ff.

 

For mit eget vedkommende har jeg behandlet spørgsmålet om sjælen og personlighedens forhold til det fysiske legeme, subsidiært til hjernen, i følgende artikler i tidsskriftet KOSMOS (K): Sjæl og legeme. K nr. 5-1998. Er Martinus’ kosmologi en videnskab? K nr. 2-1999. Det ligger i generne. K nr. 6-1999. Er sjælen en hallucination? K nr. 11-2002. Det levende verdensalt. K nr. 4-2003. Materiens forunderlige verden. K nr. 3-2004. Fængslende illusioner. K nr. 10-2005.

 

Emnet er ligeledes behandlet i følgende af mine artikler i tidsskriftet KOSMOLOGISK INFORMATION (KI):  Videnskaben eller Gud? KI nr. 3 1997. Hjernen og livsoplevelsen. KI nr. 2-1998.

 

NOTABENE: Der skal her gøres opmærksom på, at en del af mine artikler, der henvises til i noterne, er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen. Om dette og denne vil man kunne læse i artiklen 4.129. Et livs status - revision af en personlig opgørelse. © 2009 Harry Rasmussen. Revideret juni 2010 og sluttelig igen i oktober 2016. Men kort sagt har de efterhånden mange års beskæftigelse med såkaldt åndsvidenskab, specielt i form af Martinus’ kosmologi, medført en stadig mere skeptisk og kritisk opfattelse af og holdning til nogle af kernepunkterne i samme kosmologi, som eksempelvis det levende væsens udødelighed og evige liv, reinkarnationens lovmæssighed og skæbnens absolutte retfærdighed. I stedet for fler-livs-teorien har jeg fundet frem til, at ét-livs-hypotesen må være det mest sandsynlige, rigtige og enerådende. Fler-livs-teorien må med andre ord være en illusion og dermed en form for tro, mere præcist en overtro.

 

Det overnaturlige

Med al det ovenfor skrevne kan vi indtil videre konstatere, at de psykologiske lovmæssigheer mm., der også spiller ind i hele sammenhængen, men som hjerneforskningen og neuropsykologien antager skyldes forskellige centrer i hjernen, som f.eks, hukommelsescentret, hvilket naturligvis er rigtigt. Men også disse centrers fysiske processer skal jo ’tolkes’ af bevidstheden eller mere præcist af dennes funktionelt underliggende bevidsthedslager, i psykologien netop kaldt underbevidstheden.

 

De underbevidste psykologiske lovmæssigheder og funktioner bliver af en tænker som Martinus betegnet som sansehorisonter, hvilket vil sige lag, der på grundlag af de såkaldte skabeprincipper er opstået og  dannet i underbevidstheden på grundlag af tidligere oplevelser og erfaringer. I det hele taget kan det konstateres, at bevidstheden i samarbejde med underbevidstheden har et kreativt forhold til virkeligheden, sidstnævnte i denne sammenhæng defineret og forstået som den fundamentale basis i form af elementarpartikler, atomer og molekyler. Det må og kan siges at være i høj grad kreativt, at bevidstheden ’tolker’ de nævnte basiselementer som en i grunden illusorisk verden fuld af tid, former, farver, lyde, lugte og smagsoplevelser.

 

På denne baggrund kan vi nu går over til at se på, hvordan det egentlig forholder sig med det såkaldte ’overnaturlige’.  Herom skriver websitet Videnskab.dk  i uge 46, november 2017 blandt andet følgende kortfattede indledende bemærkninger til nogle angiveligt videnskabelige undersøgelser af, hvorfor en del mennesker har oplevet og fuldt og fast tror på overnaturlige fænomener og hændelser:

 

(Citat) Hundredevis af hjemsøgte danskere

Vi har besøgt Kirsten Marie Raahauge, der er antropolog og lektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering.

 

Hun står bag projektet 'Hjemsøgte huse', der bygger på over 100 interviews med danskere, som har oplevet overnaturlige hændelser.


Kirsten Marie Raahauge har været i gang med projektet i snart ti år, og Videnskab.dk har tidligere beskrevet studiet, både i en artikel i 2009, hvor vi skrev om, hvordan spøgelser hjemsøger fladskærme, og sidste år, hvor vi kunne fortælle, at hver femte dansker måske har oplevet et spøgelse. 

 

Vores forventninger styrer, hvad vi ser

Vi har også taget en snak med Marc Malmdorf Andersen, postdoc på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, der har lavet et Virtual Reality-studie, som Videnskab.dk har skrevet om i ugens løb.

 

Studiet beskriver, hvordan spøgelser og overnaturlige væsener skabes i vores hjerne, så hvis man får at vide, at man vil se et væsen i en skov, kan forventningen om at se væsenet gøre, at man faktisk ser det.

 

»Vores hjerne forsøger at forudsige, hvad der sker ude i verden, og det gør den i så radikal en udstrækning, at den forleder sig så meget, at vi ser væsener,« fortæller Marc Malmdorf Andersen i podcasten. (Citat slut)

 

De ovenstående bemærkninger er så meget mere interessante, for så vidt som at de er et udtryk for ikke alene en kritisk skepsis, men også for et opgør med hele den lange tradion af spiritisme, okkultisme og magi, der rækker langt tilbage i tiden. Ja, faktisk helt tilbage til urtiden, hvor urtidsmenneskene tilbad og ofrede til de påståede naturguder, for at stå sig godt med disse, når det eksempelvis drejede sig om at sikre sig frugtbarhed, god jagt og sejrrig kamp mod ’fjenden’. Men man skulle have troet, at den nyere tids og især vor tids mennesker, ikke mindst i kraft af den tiltagende skoleundervisning, der har fundet sted i de seneste århundreder, efterhånden var blevet så oplyste og vidende i kraft og medfør af naturvidenskabens mere eller mindre dokumenterede kendsgerninger, at overtroen ville miste sit tag i dele af menneskeheden. Men netop kendsgerningerne viser, at dette ikke er tilfældet, snarere tværtimod, for i nyere og nyeste tid har medierne, de trykte, radiofoniske så vel som elektroniske, i stor grad medvirket til at udbrede overtroen i dens mange former og afarter. Medierne vil dog nok selv mene, at de har bidraget og fortsat bidrager til formidling af oplysninger om virkelige emner og begivenheder. Hertil må svaret nok lyde, at der er noget der hedder selvbedrag.

 

Hvad er spiritisme, ånder og spøgelser?

Fænomenet og begrebet spiritisme, er i henhold til sagkundskaben nærmest at betragte som en slags religion, idet mange af dens tilhængere forholder sig uskeptisk, ukritisk og religiøst troende til de såkaldt overnaturlige fænomener, så som ånder, gengangere og spøgelser.

 

En af de markante skikkelser i spiritismens historie er den svenske filosof, mystiker og profet Emanuel Swedenborg (1688-1772).  Han begyndte med at studere  naturvidenskab og skrev og fik udgivet en del lærde værker, som oprindelig gav ham et ry som seriøs videnskabsmand. Men uventet for alle andre end ham selv opgav han i 1745 pludelig sine lærde studier og de embeder, han havde opnået, og kastede sig i stedet helhjertet over en tilværelse som sandsiger og mystiker. Herunder forfattede han sit egentlige hovedvæk, Regnum Animale, som blandt andet handlede om menneskesjælen og dennes skæbne efter døden. Men ikke nok hermed, for Swedenborg begyndte samtidig at få hallucinationer, der hang sammen med hans dybsindige religiøse og filosofiske spekulationer, samtidigt med, at han dagdrømte og oplevede stemmer og havde visioner fra højere og åndelige verdener og havde passionerede seksuelle drømme. Det sidstnævnte beroede formentlig på, at han i lighed med så mange andre mystikere bublimerede sin seksuelle drift og forsøgsvis konverterede denne til åndelige og meditative koncentrationer og kontemplationer. For øvrigt i lighed med, hvad mange munke, vismænd og yogier gjorde i det klassiske Indien.

 

Nok så karakteristisk var det for Swedenborg, at han både mundtligt og skriftligt kunne berette om sine visioner, hvorunder han så himlen åbne sig for ham og at han kunne tale med engle og ånder af afdøde mennesker. Dertil kom en usædvanlig clairvoyant evne, som viste sig at være seriøs og ægte. Selvom han befandt sig i Göteborg, kunne han i detaljer beskrive Stockholms brand i september 1859. Dette gav ham naturligvis et godt ry, ikke mindst i kredse, for hvilke spiritisme og okkultisme stod som virkelige og sandfærdige fænomener.

 

Det korte af det lange er, at Swedenborg fik en vis betydning for og indflydelse på den spiritistiske og okkulte bevægelse, som for adskillige mennesker i den vestlige verden blev ensbetydende med en kærkommen reaktion og opposition imod den tiltagende naturvidenskabelige reduktionisme. På baggrund af Swedenborgs virksomhed som forfatter af digre værker om okkultisme og spiritisme, og hans uverificerbare påstande om selv at have været i forbindelse med afdødes ånder, oprettedes der Swedenborg-sekter rundt omkring i den vestlige verden, herunder også i Danmark. 

 

Men som sædvanligt hændte det, som sådanne bevægelser normalt er udsat for, nemlig, at i løbet af sidste halvdel af det 1800-tallet opsplittedes hans tilhængere i to retninger, dels i en populær, ukritisk og nærmest tilbedende retning, og dels i en mere kritisk og videnskabelig retning. Folkene i den førstnævnte retning antog totalt ukritisk hans visioner eller fantasier om en himmel og et helvede og dannede på det grundlag deres egen religion kaldet ”Ny Jerusalems Kirke”.

 

Det nyere og mere moderne form for spiritistbevægelse er karakteristisk ved, at den adskiller fra de tidligere spiritistiske bevægelser ved en fortsat søgen efter at føre holdbare beviser for en åndelig verdens eksistens, hvorfra de afdødes ånder eller sjæle kan give sig til kende, først og fremmest ved at identificere sig og give korrekte oplysninger om deres tidligere liv og beskæftigelse. Denne identifikation og bekræftelse kan finde sted på flere måder, nemlig ved såkaldte seancer, hvorunder et egnet kvindeligt eller mandligt medium formidler forbindelsen mellem afdøde og en af disses nære nulevende familie eller venner. En anden måde er eksempelvis den, der foregår via såkaldte bankeånder, hvor medlemmer af bevægelsen sidder rundt omkring et bord og stiller forenklede ledende spørgsmål. Det var og er så den formodede bankeånds opgave at svare med enten ét bank på bordet, som betød ”Ja!” eller to bank, der betød ”Nej!” – En højst tvivlsom måde at få besked fra åndeverdenen på. I realiteten var og er der jo tale om renlivet snyd, idet bankelydene naturligvis blev frembragt under bordet af det såkaldte medie selv. 

 

Disse emner er i øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en efterhånden righoldig litteratur, hvoraf særlig kan nævnes Sir Oliver Lodge: Raymond eller Liv og Død. Med Eksempler paa Beviser for Livets fortsættelse og for Hukommelsens og de personlige Egenskabers og Sympatiers Bestaaen efter Døden. Udgivet af Selskabet for psykisk forskning i København. V. Pios Boghandel – Povl Branner. Nørregade – København 1918.

 

I det hele taget må det desværre konstateres, at okkultisme og spiritisme er udtryk for bedrag og selvbedrag i form af ønsketænkning, det sidste ikke mindst i de tilfælde, hvor et medium under trance formidler kontakten mellem en afdøds påståede ånd og et tilstedeværende familiemedlems ønsker om bekræftelse på, at ’ånden’ faktisk er identisk med det afdøde menneske. Som et særlig markant eksempel på en sådan mediumistisk seance, kan nævnes den engelske fysiker og psykiske forsker, professor Sir Oliver Lodge, som under 1. verdenskrig via flere medier systematisk søgte spirituel kontakt med sin afdøde søn, Raymond, der som soldat var omkommet på slagmarken i Flandern. Men som i andre og lignende tilfælde begik den oprihyigt velmenende og i egen opfattelse ’videnskabelige’ Oliver Lodge den fejl, at han endte seancerne med at bekræfte sin egen forudfattede opfattelse af, at vi mennesker har en sjæl, der i medfør af sin udødelighed overlever den fysiske død.

 

Herefter skal jeg tillade mig at citere den følgende tekst fra min artikel  Kosmologiske lektioner. Kortfattet indføring i MARTINUS’ KOSMOLOGI- Lektion 76: GENNEM DØDEN ELLER DE PARAFYSISKE VERDENER - om diskarnationens ’teknik’ (Fortsat fra Lektion 75):

 

(Citat) 

Døden, dødsprocessen og livet efter døden

Disse emner er i øvrigt behandlet mere eller mindre seriøst i en efterhånden righoldig litteratur, hvoraf særlig kan nævnes Sir Oliver Lodge: Raymond eller Liv og Død. Med Eksempler paa Beviser for Livets fortsættelse og for Hukommelsens og de personlige Egenskabers og Sympatiers Bestaaen efter Døden. Udgivet af Selskabet for psykisk forskning i København. V. Pios Boghandel – Povl Branner. Nørregade – København 1918.

 

Nok så interessant er The Human Personality and its survivial after Death. Af den engelske psykiske forsker F.W.H.Myers (1843-1901). Bogen er oversat til dansk og udgivet af Strubes Forlag 1968-69. Af andre og relativt nyere bøger om emnet, kan nævnes Elisabeth Kübler-Ross: On Death and Dying. Mcmillan. New York 1969. Dansk udgave: Døden og den døende. Gyldendal. København 1973. Raymond A. Moody, jr.: Livet efter livet. Overlevelse af fysisk død – et fænomens udforskning. Borgens Billigbøger 1977. Af samme forfatter: Mere om livet efter livet. Den videre udforskning af et fænomen – overlevelse af fysisk død. På dansk ved Claus Bech. Borgens Billigbøger 1977. Lyall Watson: På grænsen til døden. Biologi og oversanselige fænomener. Borgen 19??. Stanislav Grof: Den indre rejse II. Menneskets møde med døden. Borgen 1977. Jes Bertelsen: Dybdepsykologi II. Genfødelsens psykologi. Borgen 1979.

 

En lidt mere filosofisk gennemgang af emnet finder man f.eks. i Gustav Theodor Fechner: Den lille bog om livet efter døden. På dansk ved K. Robert Adamsen. Thaning & Appel. København 1953, 1972. Fechners opfattelse af tilværelsen har i øvrigt mange principielle lighedspunkter med Martinus’ Kosmologi. Se herom i bogens 19. kap.

 

For resten skal her indskydes, at der findes mange kritikere af forestillingerne om, at individet besidder en overfysisk, sjælelig struktur, som bl.a. bevirker at den menneskelige personlighed overlever det fysiske legemes død. Blandt disse kritikere er den amerikanske hjerneforsker Susan Blackmore, som har undersøgt nærdøds-oplevelser, ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser hos et vist antal mennesker. Under overskriften ”Sådan opstår ud-af-kroppen oplevelser” kunne tidsskriftet Illustreret Videnskab nr. 8, 1990, næsten triumferende meddele sine læsere, at alt det uvidenskabelige vrøvl om bl.a. sjæl og såkaldt astrallegeme, var det nu lykkedes en moderne, nøgtern og objektiv hjerneforsker som Susan Blackmore at gøre endeligt op med. Hun kunne nemlig især henvise til, at uanset hvor avancerede og raffinerede måleinstrumenter videnskaben har taget i brug, er der endnu aldrig fundet det mindste bevis for, at disse sjæle og astrallegemer faktisk eksisterer.

 

Det er naturligvis indtil videre korrekt, at videnskaben – hvilket i dette tilfælde vel skal forstås som hjerneforskningen – endnu ikke har kunnet fysisk måle og registrere fænomener, der kan identificeres under begrebet sjæl eller astrallegeme. I konsekvens heraf konstaterer man, at der endnu ikke er fundet noget videnskabeligt bevis for sjælens eller astrallegemets, dvs. koblingslegemets, faktiske eksistens.

 

Det er imidlertid et spørgsmål, om hjerneforskere som eksempelvis Susan Blackmore har de nødvendige forudsætninger og kvalifikationer til at kunne foretage en uvildig, seriøs og gyldig undersøgelse af de nævnte fænomener. Hjerneforskere som Susan Blackmore mener nemlig grundlæggende, at psykologien kan og skal forklares biologisk og fysiologisk. Det er derfor et stort spørgsmål, om hendes helt igennem fysiske årsagsforklaringer og konklusioner er holdbare. Set fra kosmologiens synspunkt er de det afgjort ikke.

 

I henhold til Susan Blackmores undersøgelser har det vist sig, at hjernen er således indrettet at den ved overvældende smerte eller krisetilstand hos individet, producerer betydelige mængder af stoffet endorfin, der svarer til morfin. Det er dette stof, der ifølge hende ved en dødelig tilstand i kroppen får hjernen til at reagere med at dope sig selv, hvilket både giver smertefrihed og lystfølelse. Denne situation opleves ifølge hypotesen subjektivt som lykkefølelse, ud-af-kroppen oplevelse og tunnel-oplevelse.

 

Susan Blackmores konklusion er følgelig den, at der er tale om at hjernen degenererer og frigiver det morfinlignende stof endorfin, når døden nærmer sig, og det er efter hendes opfattelse forklaringen på, at der kan opstå surrealistiske forestillinger om at man rejser ud af kroppen og gennem en sort tunnel mod lyset. Hun slutter endvidere, at disse oplevelser mere har med drøm end virkelighed at gøre, og det støtter hun især på en sammenligning mellem mennesker, der ofte drømte at de så sig selv fra oven, med folk, der aldrig havde haft sådanne drømme. Kun hos den førstnævnte gruppe havde der optrådt ud-af-kroppen oplevelser i nærdødsøjeblikket, mens ikke en eneste person i den sidstnævnte gruppe havde haft oplevelsen.

 

En personlig nær-døds-oplevelse

Rent bortset fra, at den omtalte artikel tyder på at Susan Blackmore ikke synes at have gjort sig dybere tanker om, hvad drøm og drømmetilstand såvel som sansning og livsoplevelse i det hele taget er og indebærer, så føler jeg mig personlig bestemt ikke overbevist om gyldigheden af hendes argumenter for sin teori. Det støtter jeg bl.a. på personlige oplevelser og erfaringer med nogle enkelte ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser, jeg i sin tid har haft som dreng og ung mand. I det ene tilfælde var der formentlig tale om en nærdødsoplevelse, idet jeg som 13-årig dreng en efterårsdag kom ud for den situation i et af skolefrikvartererne, at en af mine klassekammerater i kådhed strammede det tørklæde, jeg havde om halsen, så meget at jeg var ved at blive kvalt og i al fald mistede bevidstheden om omverdenen for en kortere tid.

 

Men til min store overraskelse mistede jeg ikke bevidstheden om, hvad der videre foregik med mig. Først fyldtes jeg af en stor og isnende angst og skræk, forårsaget af at tørklædet blev strammet så voldsomt om min hals, men jeg nåede ikke at kæmpe imod, førend jeg straks efter oplevede at blive hvirvlet hastigt gennem en mørk tunnel, som mundede ud i et ubestemmeligt mørke. Idet jeg nåede ud i dette udefinerbare mørke eller intet, gennemstrømmedes jeg af en uudsigelig fred og lyksalighedsfølelse, som jeg aldrig havde oplevet før og heller ikke siden.

 

Efter en stund – udtrykket er egentlig forkert anvendt, for tiden eksisterede ligesom ikke – blegnede eller lettede ’mørket’ og jeg opdagede nu, at jeg befandt mig halvt liggende og halvt siddende på et fladt klippeplateau, som grænsede op til en forholdsvis bred, dyb og mørk afgrund, på hvis anden side der var et lignende, nærmest fladt klippeplateau. På dette viste sig nu en række menneskelignende, tavse og højtidelige skikkelser iført fodlange dragter og kutter, som skjulte deres ansigter. En af skikkelserne trådte et skridt nærmere hen mod afgrunden og rakte sine arme ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg rejste mig for at gå over mod de venlige skikkelser, uden at ænse den dybe, mørke afgrund, som egentlig ikke virkede faretruende, blev jeg afbrudt af en intens klokkekimen, der lød højere og højere, vendte bevidstheden om min fysiske omverden tilbage. Det første jeg blev klar over var, at den kammerat, der havde strammet tørklædet om halsen på mig, og som atter havde løsnet dette, havde sammen med nogle af de andre båret min bevidstløse krop hen og lagt den på en bænk under et stort træ midt i skolegården. Her stod de nu forsamlet, foruroligede og ventede på at jeg skulle give livstegn fra mig.

 

Det snurrede ligesom varmt i mit hoved, og straks da jeg var kommet nogenlunde til mig selv, udbrød jeg ivrigt: ”Skynd jer, skoleklokken har jo ringet ind!”. Kammeraterne kiggede uforstående på mig og sagde, at skoleklokken endnu ikke havde ringet. Men omtrent i samme øjeblik gjorde den det faktisk, og noget forvirret kom jeg på benene og skyndte mig sammen med mine kammerater at tage opstilling i den klasserække, hvor vi hørte til.

 

Senere, da jeg som ung mand bl.a. var blevet bekendt med fysiologi og parapsykologiske erfaringer og fænomener, stod det mig klart, at den klokkekimen, der ved den omtalte lejlighed havde lydt for mit indre øre, skyldtes at blodet vendte tilbage til hovedet og hjernen, hvilket skete takket være at den kammerat, der havde strammet tørklædet om min hals, i mellemtiden havde løsnet dette igen. Det stod mig også klart, at det naturligvis ikke var mig i form af min fysiske krop, der var blevet hvirvlet gennem tunnelen og som havde befundet sig på klippeplateauet. Det var derimod den krop, man kan opleve i og med i drømmetilstanden, og som man derfor må kunne betegne som sit ”drømmelegeme”. Dette legeme udgøres i henhold til Martinus’ Kosmologi af et åndeligt legeme, der består af en kombination af finstoflig fysisk energi og åndelig energi, som er nært forbundet med følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at dagsbevidstheden overføres under søvnen og i tilfælde af bevidstløshed, bedøvelse og ikke mindst ved dødens indtræden. Som tidligere omtalt benævner Per Bruus-Jensen ”kombinationslegemet” som koblingslegemet eller transformationsfeltet. Det er dette legeme, der i parapsykologien betegnes som sjælelegemet eller den parafysiske finstofkrop eller finstof-dublet.

 

I denne forbindelse kunne jeg nævne flere senere og lignende, men dog langt fra så dramatiske situationer, hvori jeg har haft ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser. Men jeg skal nøjes med at omtale en enkelt og i og for sig afslappet og stilfærdigt tilfælde af en ud-af-kroppen oplevelse. Den fandt sted, da jeg var en ung mand på omkring tyve år. Dengang praktiserede jeg omtrent dagligt meditation, og en dag, da jeg i dette øjemed sad på en stol i mit værelse, med fuldt åbne øjne, som var ufravendt fokuseret på et punkt et stykke foran mig, oplevede jeg pludselig og uventet, at min siddende krop placerede sig i vandret stilling. Men med mine øjne kunne jeg naturligvis se, at mit fysiske legeme sad ubevægelig ret op og ned på stolen. Det må altså have været min sjælekrop eller koblingslegeme – for hvad kunne det ellers være? – der helt ubesværet ligesom løsgjorde sig fra mit fysiske legeme og placerede sig tværs igennem dette i en halvfems graders vinkel! Men nok så vigtigt: Dagsbevidstheden var forbundet med sjælelegemet.

 

Til min egen store overraskelse opdagede jeg ved samme lejlighed, at det var muligt at dirigere sjælekroppen med viljen, idet jeg helt vilkårligt kunne få den til at skifte position, lige som jeg kunne dirigere den tilbage til mit siddende fysiske legeme, hvis hjerne derefter atter overtog dagsbevidstheden.

 

En personlig ud-af-kroppen-oplevelse

Der var ved den omtalte lejlighed dog ikke tale om, at sjælekroppen helt forlod den fysiske krop, men et par sådanne situationer har jeg imidlertid også oplevet, da jeg var ung. I det ene tilfælde forlod sjælekroppen spontant mit liggende fysiske legeme og ligesom svævede over til en bogreol i mit værelse. I det andet tilfælde forlod sjælekroppen mit liggende fysiske legeme og mit værelse og svævede hen til entrédøren, for at lukke op for min moder, der dog først kom hjem kort efter at denne oplevelse havde fundet sted. I det sidstnævnte tilfælde var der tale om, at jeg i halvvågen tilstand dirigerede sjælekroppen ud til entrédøren, fordi jeg mente at min moder famlede med nøglerne, for at lukke sig ind.

 

Selv om den skeptiske læser og med god grund kritiske forsker måske her vil indvende, at der i alle de ovenfor beskrevne tilfælde må have været tale om drømmeoplevelser, så kan jeg på min ære forsikre vedkommende om, at jeg i al fald i de to førstnævnte situationer var fuldt vågen, nøgtern og bevidst om de ydre, fysiske lokaliteter, hvori jeg befandt mig. Dette udgør selvfølgelig ikke i sig selv noget bevis på sjælekroppens faktiske eksistens, men jeg vil dog mene at der er tale om et stærkt indicium herpå. – Jf. med artiklen Min vej til Martinus og Er sjælen en hallucination? Her på hjemmesiden.

 

Men hvad oplevelserne nu end var eller ikke var, så er det helt afgørende for mig personligt imidlertid, at især den førstnævnte oplevelse i skolegården efterlod mig da 13-årige knægt med en overvældende følelse af, at vort indre og dybeste væsen tilhører eller er ét med en anden og højere dimension uden for tid og rum, og at sådan ville det også være efter døden, som hverken jeg eller andre derfor behøver at frygte for.

 

Det er i øvrigt et spørgsmål, om tunnel-oplevelsen måske kunne tænkes at hænge sammen med, at dagsbevidstheden i sådanne situationer overføres fra den fysiske hjerne til det psykofysiske koblingslegemes hjerne og derfra til følelseslegemets hjerne? Et andet og beslægtet bud på tunnel-oplevelsen er fremsat af Paul Brunton, som er af den erfaringsbegrundede opfattelse, at den skyldes at dagsbevidstheden ved nærdød – og derfor formentlig også ved død – forlader hjernen og trækker sig tilbage til hjertet, gennem hvilket organ bevidstheden menes at stå i forbindelse med den sjælelige strukturs hjerte og hjerne. Dette synes at stemme overens med Martinus’ påpegning af, at følelsesenergien fysisk set specielt ytrer sig i form af bl.a. blodkredsløbet, for hvilket hjertet jo er en afgørende instans. Det synes også at stemme overens med min tidligere beskrevne oplevelse og erfaring, at bevidstheden om den fysiske verden kom igen, i takt med at blodet atter vendte tilbage til hjernen.

 

Man kan endvidere forestille sig den mulighed, at når den roterende, ubehagelige og i visse tilfælde rædselsvækkende tunnel-oplevelse i reglen efterfølges af en diametralt modsat oplevelse af uudsigelig fred og salighed, kunne det måske hænge sammen med, at bevidstheden da overføres fra finstofkroppen til det rent åndelige følelseslegeme, som derefter for kortere eller længere tid, måske kun sekunder eller minutter, varetager sansning og livsoplevelse. (Senere tilføjelse: Når der her tales om et følelseslegeme, skal det forstås på den måde, at der i henhold til Martinus’ psykologi til enhver sansemæssig funktion svarer et såkaldt ’legeme’ eller ’organ’, der varetager den pågældende funktion. Dette gælder jo ikke mindst for de funktioner, som det fysiske legeme står for. Vedr. disse legemer,  se f.eks. artiklen 4.126. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 2. Del)

 

Åndsvidenskab og hjerneforskning

Men rent bortset fra, at ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser ikke i sig selv udgør noget bevis på hverken sjælens eller koblingslegemets eksistens, står det klart, at det med den nuværende teknologi i hvert fald indtil videre ikke vil være muligt at føre objektivt, naturvidenskabeligt bevis for de pågældende fænomeners eksistens. Men på den anden side set, kan de hidtil fremførte modbeviser heller ikke tillægges definitiv objektiv gyldighed. Nogle forskere er da også af den opfattelse, at naturvidenskaben ikke kan udelukke Guds så lidt som sjælens eller andre spirituelle kræfters eksistens, men disse emner ligger blot uden for dens forskningsområde.

 

Hvad angår koblingslegemets eller finstofkroppens mulige eksistens, kan især henvises til de iagttagelser og erfaringer, man har gjort indenfor Raja Yoga. Selv om iagttagelserne ifølge sagens natur selvsagt er foregået ad subjektiv vej gennem introspektion, så tyder de fremlagte resultater alligevel på, at finstofkroppen rent faktisk eksisterer.

 

For Martinus er der ingen som helst tvivl om sjæle- eller finstofkroppens eksistens. Ifølge hans kosmiske analyser består dette legeme af en kombination af finstoflig, fysisk energi og åndelig energi, og det besørger blandt andet kontakten mellem det fysiske legeme og den sjælelige struktur, herunder følelseslegemet. Det er til det sidstnævnte, at dagsbevidstheden og dermed sansning og oplevelse helt eller delvis overføres under søvnen og ved fysisk bevidstløshed. Koblingslegemet betegnes som nævnt også som transformationsfeltet, hvilket vil sige dén organiske mellemstruktur, der transformerer fysisk energi, f.eks. i form af sanseimpulser, til åndelig energi i form af livsoplevelse, og åndelig energi, f.eks. i form af viljesimpulser, til fysisk energi i form af nerveimpulser.

 

Her skal naturligvis ikke afvises, at hjernen i krisesituationer og under store fysiske smerter producerer stoffet endorfin, som doper hjernen på principielt samme måde som andre former for narkotika, f.eks. morfin. Heller ikke, at virkningerne heraf kan være forskellige former for surrealistiske forestillinger og hallucinationer, dvs. sansebedrag eller falsk sanseopfattelse. Men det, forskere som f.eks. Susan Blackmore helt fundamentalt synes at overse, er den rolle selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For uanset oplevelsernes årsager eller oprindelse, så viser alene de surrealistiske forestillingers og hallucinationers forekomst, at bevidstheden eller sindet, som fysiske forskere af gode grunde almindeligvis forveksler med hjernen, besidder en evne til at skabe former for livsoplevelse, som ikke nødvendigvis har direkte, men højst indirekte med fysisk sanseoplevelse at gøre. I disse tilfælde er der med andre ord tale om rent åndelige oplevelser, som principielt svarer til vore drømmeoplevelser. Og når fænomener, som eksempelvis ud-af-kroppen oplevelser og tunnel-oplevelser kan forekomme omtrent ensartede hos en række forskellige mennesker, må der være tale om bagved liggende generelle psykologiske lovmæssigheder, der næppe lader sig forklare gennem hjerneforskningen alene.

 

Vedr. sansningens og livsoplevelsens problematik set fra et kosmologisk synspunkt, skal her henvises til det senere TILLÆG her på Kosmologiske lektioner. 

 

Men disse og mange andre lignende spørgsmål og problemer vil forhåbentlig blive løst, efterhånden som metafysiske og parapsykologiske forskere nærmer sig den mentale udviklingstilstand, Martinus betegner som højintellektualitet. Den omstændighed, at Martinus’ Kosmologi rummer løsningerne på disse og mange lignende vigtige problemer og spørgsmål, er kun åbenbart for særligt indviede, og kan derfor ikke gælde for mennesker, som endnu befinder sig indenfor den materialistiske livs- og verdensanskuelses sfære.

 

Vedr. sjælens eksistens set i relation til naturvidenskabelige fakta, kan her bl.a. henvises til mine artikler Videnskaben eller Gud? i tidsskriftet Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 7-10, og til artiklen Hjernen og livsoplevelsen, Den Ny Verdensimpuls nr. 2-1998, s. 23-6, samt til Sjæl og legeme, Kosmos nr. 5-1998. Emnet behandles også i f.eks. Vladimir Gromov: Begrebet sjæl set fra et naturvidenskabeligt synspunkt, Den Ny Verdensimpuls nr. 3-1997, s. 23-4. (Cita slut)

 

Kritisk revurdering af min nær-døds-oplevelse

I min nuværende situation som overbevist tilhænger af ét-livs-hypotesen, finder jeg grund til at revurdere min tidligere ovenfor omtalte nær-døds-oplevelse som 13-årig. Først og fremmest må det konstateres, at oplevelsen af den roterende og lettere uhyggelige passage gennem den smalle tunnel, som opstod som følge af min kammerats stramning af tørklædet om min hals, vil kunne forklares med, at lufttilførslen til lungerne og dermed iltcirkulationen til hjernen standsede for antagelig nogle få minutter, hvorved jeg midlertidigt mistede den fulde bevidsthed om omverdenen. Derefter kan det meget vel passe, sådan som Susan Blackmore hævder, at i dette tilfælde min hjerne har udløst stoffet dopamin, således at underbevidstheden – eller drømmebevidstheden – tog over og tolkede det videre forløb som at jeg først befandt mig i et lyksaligt ’ingenmandsland’ og straks efter halvt liggende halvt siddende på det nævnte klippeplateau lige overfor et andet lignende plateau, to plateauer, som jeg efterfølgende har tolket som afstanden mellem liv ig død. De kutteklædte grålige personer, jeg så ovre på det fjernere plateau, tolker jeg som mine skolekammerater, der alle var iført efterårstøj, enkelte med huer, stod tavse foran mig, som i mellemtiden var blevet anbragt liggende på en bænk midt i skolegården.

 

Godt nok var afstanden mellem mine kammerater og mig kun omkring max 80 cm, en afstand, som i min stærkt omtågede tilstand forekom mig at være omkring 15-20 meter. Den kutteklædte person, der rakte sine hænder indbydende frem imod mig, kan meget nemt tolkes som den kammerat, der havde kvalt mig, men som nu forsøgte at kalde mig til fuld bevidsthed igen. Da han i mellemtiden havde løsnet det strammende tørklæde om min hals, vendte blodet med en snurrende fornemmelse  og lyd atter tilbage til mit hoved, hvilket jeg ubevidst tolkede som om skoleklokken ringede ind.   

 

Konklusionen på revurderingen af de for mig selv interessante ’åndelige’ eller ’spirituelle’ oplevelser, må derfor lyde, at disse er fuldt ud forklarlige indenfor rammerne af det såkaldt naturlige, hvilket især vil sige, at disse kan forklares på baggrund af den fysiske kausalitetslov. Derfor er der grundlag for det, når Videnskab.dk som nævnt citerer en forsker for at udtale, at vores forventninger – og herunder også vores frygt -  styrer,  hvad vi ser og oplever af spøgelser og andet såkaldt overnaturligt, okkult og spiritistisk tøjeri.

 

I videre forstand er det også vores frygtsomme forventninger, der får os til at forvente og spå om et kommende rædselsvækkende ragnarok eller en ’dommedag’, hvor jorden og med den, dens samtlige levende væsener går under i voldsom destruktivitet. En nyere frygtsom form for jordens undergang, er klimaforskeres dystre forudsigelser om de skræmmende konsekvenser af den igangværende globale opvarmning, med temperaturstigninger, som får adskillige frygtsomme miljøorganisationer og enkeltpersoner til at mane de værste skrækscenarier frem. Det sker angiveligt i et forfængeligt håb om, at verdens regeringer og befolkningersnarest vil ændre livs- og samfundskurs i retning af en mere sparsommelig og formentlig miljø- og energivenlig livsførelse i forhold til økosystemerne.  (Specielt interesserede kan her henvises til artikelsamlingen Artikler med emner vedr. klimadebat 

 

Vi skal herefter gøre os bekendt med, hvad en anden og betydeligt mere kvalificeret forfatter og amatør-forsker, har at sige om spiritisme og okkultisme:

 

H. C. Andersens opfattelse af spøgeri

Den store og på det her omtalte tidspunkt berømte eventyrdigter H. C. Andersen fortæller i sin selvbiografi Mit Livs Eventyr om sin oplevelse af spøgeri på Børglum Kloster, hvor han under en rejse i Jylland opholdt sig fra 31. juli – 10. august 1859. Det var i øvrigt almindeligt, at man på herregårde krydrede sine fortællinger om disses historier med beretninger om den ene eller anden – i nogle tilfælde flere – og mere eller mindre uhyggelige spøgelseshistorier. Det gør man forresten også i moderne tid, fordi sådanne spøgerier faktisk stadigvæk tiltrækker besøgende. I nutiden fungerer en del af herregårdene i øvrigt som en slags eksklusive hoteller, hvor selskaber kan booke sig ind og folk kan overnatte eller ligefrem holde ferie. Forskellen på før og nu er formentlig, at færre mennesker i nutiden tror på spøgerier, men der er dog fortsat nogle der gør det, hvilket de undersøgelser, der refereres til i Videnskab.dk ’s tidligere ovenfor omtalte artikel, viser.

 

H. C. Andersen var dog ikke selv overtroisk, hvilket hans følgende beretning vidner om.:

 

(Citat med moderne retskrivning) […] Nu følger fortællingen, der i sin historiske sandhed belærer og løfter i lys vor tidsalder over den af poeter besungne, lykkeligt forsvundne, forsvundne Middelalder.

     ”Det spøger på Børglum!” havde mnan sagt mig i Aalborg. I en bestemt stue viste sig de afdøde kanniker, man forsikrede, at stiftets biskop selv havde set dem. Jeg vover ikke at benægte muligheden af en forbindelse mellem ainde- og legemsverdenen, men jeg tror ikke med forvisning på den. vor tilværelse, verden i og om os, er et helt underværk, men vi er så vante dertil, at vi kaldr det ”naturligt”. Alt holdes og bæres ved store naturlove, fornuftlove, love, der ligger i Guds almagt, visdom og godhed, og jeg tror ikke på afvigelser fra disse.

     Efterat jeg den første nat havde sovet på Børglum Kloster, kunne jeg ved frokostbordet ikke undlade at spørge husherren og hans frue, i hvilket værelse her på gården biskoppen havde sovet og spøgelserne vist sig. Man spurgte, om jeg havde frygt, og tilføjede, at det var netop i mit værelse, de afdøde kanniker havde vist sig. Der første, jeg nu havde at gøre, var at gå derhen og undersøge væelset fra gulv til loft; ja jeg gik ud i gården, betragtede nøje alle omgivelser, kravlede op til vinduerne for at komme efter, om stedet var indrettet til at arrangere spøgelse-scener; jeg vidste ikke, om man her, som på andre herregårde, rigtignok i min tidligste ungdom, havde morskab med at arrangere spøgefulde nattescener. Men jeg opdagede intet, og sov til natten og i flere nætter i ro og tryghed.

     En aften kom jeg tidligere tilseng end sædvanligt og vågnede nu kort efter midnat med et underlig kulde-gys; jeg følte mig uhyggelig tilmode, tænkte på de omtalte spøgelser, men sagde til mig selv, hvor tåbelig denne frygt var, hvorfor og til hvad skulle de hvide kanniker vise sig for mig. Havde jeg ikke, da jeg endnu levede i uvished om Henriette Wulffs død, bedet inderligt til Gud, om det måtte forundes mig, om sligt var muligt, at erholde et synligt eller hørligt tegn fra en anden verden, at hun var mellem de henfarne; men intet viste sig, intet fornam jeg.

     Disse tanker løftede mig ud af min betagenhed, men i samme øjeblik ser jeg i den bageste, mest mørke del af værelset en tågeskikkelse som et menneske. Jeg så og så, det isnede gennem mig; det var ikke til at holde ud; jeg har en dobbelt natur: Frygtsomhed og trang til at vide og forstå. Jeg sprang ud af sengen, løb mod tågebilledet og så nu nærved, at den blankferniserede dør, hvis tre fremspringende afsatser blev belyste fra et spejl, der igen gennem vinduet fik lys fra den klare sommernat, formede nogenlunde en menneskeskikkelse. Det var spøgeriet, jeg så på Børglum.

     Senere har jeg endnu oplevet et par spøgelse-historier; det vil vist her bedst være stedet til at meddele disse.

     Det var et årstid senere; jeg var på en anden stor, gammel herregår. Jeg gik ved højlys dag  gennem en af de store sale og hører pludseligt, at der bliver ringet stærkt som med en bordklokke. Lyden kom fra den modsatte fløj af gården, hvor jeg vidste, at værelserne ikke var beboede. Jeg spurgte husets frue, hvad det var for en klokke jeg havde hørt. Hun så alvorlig på mig. ”De har også hørt den!” sagde hun, ”og hørt den nu ved højlys dag!” og hun fortalte, , at den oftere var hørt, især sent på aftenen, når de forføjede sig til ro, ja, at lyden da var så stærk, at den kunne høres af folkene nede i kælderen. ”Lad os dog undersøge!” sagde jeg. Vi gik gennem salen, hvor jeg havde hørt den hemmelighedsfulde klokke, og mødte husets herre og stedets præst. Jeg fortalte om klokkelyden og forsikrede, idet jeg trådte hen mod vinduet: ”Der er ikke spøgeri!” og idet ordenen var udtalte, ringede klokken endnu stærkere; da rislede det mig koldt ned ad ryggen, og jeg sagde med mere spag stemme: ”Jeg tør vel ikke benægte det, men jeg tror ikke ret på det.”

     Før vi forlod salen, klang endnu engang klokken; men i samme øjeblik faldt tilfældigt mit øje op på den store lysekrone under loftet; jeg så, at de mange små, hængende glasstykker var i bevægelse. Jeg greb en stol, steg op på den med hovedet mod kronen: ”Gå hurtigt og stærkt hen over gulvet!” bad jeg. Det skete, og nu hørte vi alle den stærke klokkelyd; den havde klang, som lød den langt borte fra; og spøgeriet var opdaget.

     En ældre præsteenke, som hørte derom, sagde senere til mig: ”Det var så interessant med den klokke! Hvor kunne dog De, som er en digter, nænne at løse sådant op til ingenting!”

     Endnu en spøgelsehistorie; den sidste:

     Jeg var i København. Jeg vågnede midt om natten og ser for enden af sengen står på kakkelovnen en kridhvid buste, den jeg ikke tidligere havde lagt mærke til. ”Vistnok en foræring,” tænkte jeg, ”hvem forestiller den?” Jeg resjer mig op i sengen, stirrer på den hvide skikkelse, der i samme øjeblik forsvinder! Det jog igennem mig, men jeg stod op, tændte lys, så på uret; klokken vat netop eet; i samme øjeblik hørte jeg vægteren tåbe tiden. Jeg skrev den lille begivenhed op og lagde mig igen, men kunne ikke hvile; da kom det mig i tanke, ”det kan være månelyset, der gennem vinduet  har skinnet ind på den hvide mur.” Jeg steg igen op og så ud, luften var skyet, nymånen måtte for længst være nede; alle lygter vat slukkede, altså heller ikke fra en af disse kunne lysbilledet have vist sig.

     Næste morgen undersøgte jeg nøje værelset og så ud over gaden; ovre ved genboens var en lygte; skinnet fra den kunne ved det halvt nedhængende gardin og et sejl på fartøjet ude i kanalen forme på væggen skikkelsen af et menneskeligt hoved. Jeg gik derfor, da det blev aften, ned på gaden og spurgte vægteren, på hvilken tid han slukkede lygterne. ”Klokken eet” sagde han, ”lige før jeg råber!”

    Lysskæret på muren havde jeg set og stirret på; vægteren havde i det samme slukket lygten og med den spøgelset.

    Men igen til Børglum Kloster, hvor flere end en fortalte om natlige syner, dem jeg havde den lykke ikke at se. Såsnart jeg på hjemvejen kom gennem Aalborg, måtte jeg tale om spøgeriet og tale med den højærværdige herre, der havde set de hvide kannikeskikkelser. Jeg tillod mig at ytre, om synet af disse ikke lå i en fejl i øjnene, og han svarede alvorligt: ”Det ligger måske i en fejl i Deres, at De ikke kan se sligt.” (Citat slut. Se Mit Livs Eventyr II. Revideret tekstudgave ved H. Topsøe-Jensen. Gyldendal 1975, s. 215-218. - Se evt. også H. C. Andersens Dagbøger IV. G. E. Gads Forlag. København 1974, s. 346-351) 

 

Finale

Man kan vel herefter tillade sig en slags konklusion, gående ud på, at graden af overtroen i højeste grad er beroende på psyken hos de mennesker, der er overtroiske. Mennesker, hvis psyke overvejende er præget af instinktive fornemmelser og uafbalancerede følelser, forholder sig til en verden og tilværelse, som de ikke er i stand til at overskue og forstå. Der forekommer og sker mangt og meget, der ikke umiddelbart er til at at fatte, hvorfor de pågældende mennesker danner sig nogle ukvalificerede forklaringer på, hvad de i bedste mening tror er noget, der findes og forekommer i den virkelige verden. Modsat med de mere eller mindre intelligente almindelige, ikke sjældent småskeptiske og fordomsfulde mennesker, som heller ikke kan overskue verden og tilværelsen, men vænner sig til den og derfor synes, at den ikke er noget særligt.

 

Generelt kan man sikkert med rette karakterisere troen på det overnaturlige som værende en slags erstatning for manglen på at kunne se det virkelige liv som et stort under og eventyr. Eller som Andersen udtrykker det i ovenstående citat: ”[…] . Jeg vover ikke at benægte muligheden af en forbindelse mellem ainde- og legemsverdenen, men jeg tror ikke med forvisning på den. Vor tilværelse, verden i og om os, er et helt underværk, men vi er så vante dertil, at vi kalder det ”naturligt”. Alt holdes og bæres ved store naturlove, fornuftlove, love, der ligger i Guds almagt, visdom og godhed, og jeg tror ikke på afvigelser fra disse. (Citat slut)- Eller som han har udtrykt det allerede i romanen ”Kun en Spillemand”, 1837:

 

    (Citat)  ”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler  dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.”  (Citat slut. Se evt. artiklen  3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr).

 

På den baggrund skal det derfor sluttelig nævnes og fremhæves her, at opfattelsen af – eller troen på eller overbevisningen om man vil, at der eksisterer et altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende og altbelivende, evigt levende væsen med en overvældende skabekraft og -evne, i og af hvem alt og alle eksisterer, udfolder sig og oplever, og som i højeste grad også udgør basis for ét-livs-hypotesens opfattelse af livet og verden.  (Se evt. artiklen 4.124. Hvor er Gud henne?  Et relevant og aktuelt spørgsmål).

 

© November 2017. Harry Rasmussen.

 

******************