Tanker om materiens natur
Denne 2. del af artiklen skrives,
fordi der er nogle vigtige emner og spørgsmål, som efter min egen mening ikke
fik den omtale i 1. del, som de kunne fortjene. Det drejer sig primært om den
fysiske materies natur, kræfter og funktioner, et emne, som det forekommer mig,
at mennesker med overvejdende spirituelle interesser ofte overser og ligefrem
neglicerer til fordel for den såkaldte åndelige eller spirituelle materie og
dennes natur, kræfter og funktioner. (Artiklens 1. del vil kunne læses via
dette link: H1-45. Viden og undren. Tanker om livet og verden.)
Den såkaldte dualisme mellem ånd
og materie, er forekommet lige siden mennesker begyndte at tænke og danne sig
forestillinger om tilværelsen. Begrebet er afledt af det latinske dualis, som
betyder todelt, hvilket mere præcist vil sige, en anskuelse, der er udledt af
to klart adskilte og indbyrdes modstridende, men samtidigt ligeberettigede
grundprincipper. Filosofi- og idéhistorien samt religionshistorien, opviser adskillige eksempler på mange
forskellige spekulative begrebspar, som f.eks. Gud contra Djævel, sjæl kontra
legeme, ånd contra materie, ånd kontra natur, godt kontra ondt, forstand kontra
følelse etc. etc.
Baggrunden for en dualistisk
livs- og verdensopfattelse, er den ubehagelige og ligefrem smertelige oplevelse
af, at tilværelsen som en enhed er opløst i modstridende erfaringer, som det
normalt er umuligt for individet at finde en intellektuel eller følelsesmæssig
fællesnævner for. En dualistisk anskuelse af tilværeksen giver mulighed for at
forlige sig med negative oplevelser og erfaringer som ondskab, fjendskab, død,
sygdom o. Lign., ved at henføre dem til at have en anden oprindelse, end den,
hvorfra alt det gode stammer. Senere i idéhistorien fremførtes
komplementaritetsteorien, ifølge hvilken begreberne altd optræder parvis og giver
udtryk for et indbyrdes modsætningsforhold, der dog først tilsammen udsiger al
den erfaring, vi kan opnå om dem. Ifølge teoriens ophavsmand, den teoretiske
atomfysiker Niels Bohr, er den komplementaritet – partikel kontra
bølge – man møder i atomfysikken , et grundvilkår for al erkendelse.
Materiens natur, kræfter og funktioner
En naturvidenskabelig forsker og
tænker som f.eks. Victor F. Weisskopf (1908-2002) har i
populærvidenskabelig form givet en beskrivelse af begreber som rum og tid og de
to vigtigste naturkræfter: tyngdekraft og elektricitet samt af atomet,
molekylet, cellen, organer og organismen. Overordnet har han beskrevet fænoment
liv i forhold til begrebet den livløse materie. Herom
har han blandt andet skrevet følgende i bogen ”Viden og Undren”
(Gyldendal 1962):
(Citat) ”[...] Hvorhen vi end
ser, finder vi tilkendegivelser af liv. Fænomnet liv synes
overhovedet ikke at passe ind i rammen for, hvad vi hidtil har lært at vente os
af materie, som er sammensat af atomer og molekyler. Levende materie er ikke
passivt og trægt. Det vokser, formerer sig, bevæger sig på jorden, i vandet og
i luften; dets aktivitet ser ud til at være bestemt af indre og ikke af ydre
årsager. Levende ting udviser karakteristiske former, som står i stærk
modsætning til alt, hvad der var dannet af uorganisk materie. Former og
størrelser gentager sig og er for en stor del uafhængige af omgivelsernes
tilfældige betingelser. Der eksisterer en umiskendelig enhed af levende materie
– den individuelle organisme. Det har mening at tale om 1000 bakterier, 1000
roser eller 1000 løver; disse enheder er uhyre meget større end materiens
naturlige enheder, molekylerne.
Vi er i dag langt fra at have en fuldstændig forståelse af,
hvordan vekselsvirkningen mellem disse molekyler kan forårsage fænomenet liv. I
de sidste to årtier har den biologiske forskning imidlertid skaffet os så mange
nye indblik i livets molekylære struktur, at vi allerede kan danne os et svagt
begreb om, hvad der foregår i levende materie. De seneste fremskridt i vor
forståelse af liv hører til de store vidensskabelige opdagelser, som kan
sammenlignes med Newtons og Maxwells arbejder og med den indsigt, som
kvantemekanikken har beriget os med. Vi har en særlig interesse i forståelsen
af disse strukturer, eftersom ikke blot vore egne legemer er levende materie,
men liv i en eller anden form udgør den vigtigste del af vore omgivelser.”
(Citat slut)
I sin bog fortsætter Weisskopf
med at beskrive Livsprocessernes molekyler, Livets kemiske proces, Livets
byggeplan, virus og menneske, næringskilderne. Under sidstnævnte
overskrift skriver han blandt andet følgende:
(Citat) ”Hvad er liv? Fra vort
synspunkt er det en manifestation af nogle specielle molekylære strukturer, som
til stadighed reproducerer sig selv og forårsager dannelsen af andre molekyler
i henhold til en fastlagt plan, forskellig for hver art, men ens i princippet.
Kun under yderst specielle betingelser kan atomer samle sig og skabe organisk
materie. Temperaturen må være så lav, at varmebevægelsen ikke ødelægger
makromolekylernes indviklede struktur. Det må heller ikke være for koldt, da
liv kun er muligt, hvis proteiner og nucleinsyrer kan udføre deres kemiske
syntese; hertil behøves der en vis varmebevægelse. Hvis cellematerialet fryser,
går alt kemisk arbejde i stå. Sollys er nødvendigt for syntese af energirige
molekyler, men ikke for meget – temperaturer må forblive moderate. Her på
jorden er disse betingelser tydeligvis til stede; vor planets overflade myldrer
af grønne planter og forskellige mærkelige kombinationer af atomer, som vi
kalder levende organismer.
Skønt mange spørgsmål angående menneskers og dyrs udvikling er
ubesvarede, står følgende fast: hver art, med alle dens organer, nerver,
knogler og hjerne, udvikles biologisk fra dens kimcelle, i henhold til den plan
som er bygget ind i nucleinsyre-makromolekylet. Her er atomfysik og livet i
dets højeste form nøje forbundet. Hver nucleotide i den lange kæde har sin
nøjagtigt definerede kvantetilstand, som er grundlaget for dens specifikke
karakter. De er knyttet sammen ved elektroner i typiske kvantemønstre, som er
stabile nok til at opretholde ordenen i kæden, til trods for varmebevægelserne
og andre forstyrrende virkninger i cellen. På denne orden beror ikke blot udviklingen af det
enkelte individ, men også arternes forplantning.
Stabiliteten af DNA’ets kvantemønstre garanterer, at afkommet
i det store og hele er mage til forældrene, altså at arterne opretholdes. De
forskellige former for liv er en afspejling af de forskellige måder, hvorpå nucleotiderne
kan forbindes i nucleinsyren. Stabiliteten af disse former, deres gentagelse i
hver generation, er en afspejling af atomets stabilitet.” (Citat slut)
Det kan og må naturligvis
erkendes og forstås, at fagmanden Weisskopfs beskrivelser af atomfysikkens
forskningsemner, ikke er nemme at kapere for alle og enhver, mig selv
inklusive. Men på trods af det bilder jeg mig ind, at jeg selv nogenlunde
fatter og forstår det overordnede i beskrivelserne. Det er derfor jeg har
tilladt mig at citere hans overordentlig interessante fremstilling af det
omfattende og dybsindige emne om atomernes verden. Den verden og den materie
eller det stof, vi selv er opbygget af og skylder hele vores liv og tilværelse.
I hvert fald, når tilværelsen betragtes fra en naturvidenskabelig synsvinkel.
(Se her evt. artiklen: 2.04. Materiens
forunderlige verden – om materiens eller energiens
forunderlige natur og struktur
Komplementaritet kontra dualisme
Først og fremmest må man kunne
konstatere, at Weisskopf ikke ser nogen dualisme eller skelner mellem ånd og
materie. Han er filosofisk set monist, af monisme = enhedslære, idet han er af
den erfaringsbetingede opfattelse, at ånd og materie eller sjæl og legeme er to
sider af den samme tilgrundliggende virkelighed, som er atomernes eksistens som
altings og alles primære årsag. Han
skelner altså ikke mellem modsætningerne materialistisk og spiritualistisk, men
ser snarere disse i lighed med den teoretiske atomfysiker Niels Bohr som
komplemnetære fænomener. Herom skriver Weisskopf under overskriften Komplemnetariteten
mellem partikel- og bølgebilleder blandt andet følgende:
(Citat) ”Kvantemekanikken har
givet os et uventet, men vidunderligt svar på et stort dilemma. På den ene side
er atomerne materiens mindste bestanddele; de antages at være udelelige og at
besidde enhver detaljeret specifik egenskab af stoffet. På den anden side ved
man, at atomerne har en indre struktur; de består af elektroner og kerner, som
nødvendigvis må udføre mekaniske bevægelser, der ikke er ulig planeternes
bevægelse omkring Solen, og atomerne kan derfor ikke tænkes at udvise de
forlangte egenskaber.
Svaret ligger i opdagelsen af kvantetilstandene, som til en
vis grad opfylder den første betingelse. Deres bølgeagtige adfærd giver dem
egenskaberne identitet, helhed og specificitet, men det område hvori de udviser
denne adfærd, er begrænset. Kun hvis de
er udsat for forstyrrelser, der er mindre end den kaakteristiske tærskel, vil
de beholde deres identitet og specifikke egenskaber. Hvis atomerne bliver udsat
for større forstyrrelser, mister de deres typiske kvante-egenskaber og udviser
den atypiske opførsel, som kan ventes ud fra deres indre opbygnings mekaniske
egenskaber.
Kvantetilstanden kan ikke beskrives ved hjælp af en mekanisk
model. Den er en ny tilstand af stoffet, forskellig fra vore erfaringer med
store genstande. Den har en særlig måde at undslippe almindelig iagttagelse,
for sådanne iagttagelser vil nødvendigvis udslette betingelserne for dens
eksistens. Den store danske fysiker, Niels Bohr, som har bidraget mest til klargørelsen af disse ideer, brugte et
særligt udtryk for denne bemærkelsesværdige situation; han kaldte den komplementaritet.
De to beskribelser af atomet – den bølgeagtige kvantetilstand på den ene side
og planetmodellen på den anden – er komplementære beskrivelser, hver især lige
rigtige, men anvendelige i forskellige situationer.
Kvantetilstandene kan kun udfolde sig, når atomet forbliver
uforstyrret, eller når det er udsat for forstyrrelser med mindre energi end
kvantetærsklen. Så finder vi atomet med dets karakteristiske symmetrier, og det
opfører sig sim en udelelig enhed. Dette er tilfældet, når vi har at gøre med
stoffer under normale betingelser. Men når vi prøver på at iagttage
kvantetilstandens enkeltheder ved hjælp af et eller andet egnet instrument,
tilfører vi nødvendigvis atomet en stor mængde energi. Under sådanne
betingelser opfører atomet sig som det ville ved meget høje tekperaturer, dvs.
Som et plasma.vi kan her iagttage elektronerne som alimindelige partikler, der
bevæger sig i henhold til kernens tiltrækningskraft, uden nogen
kvantefænomener, og nøjagtigt som man ville vente sig, hvis man havde at gøre
med almindelige gammeldags partikler.
Atomare fænomener stiller os over for en langt rigere
virkelighed end vi er vant til at møde i klassisk, mikroskopisk fysisk.
Kvantetilstandenes bølgeagtige egenskaber, udelelligheden af disse tilstande,
umuligheden af at beskrive atomet fuldstændigt ved hjælp af tilvante begreber
som partikler eller klassiske bølger, er træk som ikke forekommer hos objekter
i vor makroskopiske erfaringsverden. Beskrivelsen af atomet kan derfor ikke
være så ”løsrevet” fra iagttagelsesprocessen, som klassiske beskrivelser var.
Vi kan kun beskrive den atomare virkelighed ved sandfærdigt at fortælle hvad
der sker, når vi iagttager et fænomen på forskellige måder, skønt det kan
forekomme den uindviede utroligt, at den samme elektron kan opføre sig så
forskelligt, som vi iagttager det i de to komplementære situationer. Disse egenskaber gør imidlertid
ikke elektroner mindre virkelige end noget som helst andet, som vi iagttager i
naturen. Tværtimod er kvantetilstandene af elektronen selve grundlaget for,
hvad vi kalder virkeligheden omkring os.” (Citat slut)
Der er i forbindelse med, hvad
der hidtil er blevet fremført ovenfor, god grund til især at hæfte sig ved
indholdet af følgende tekstudpluk: (Citat) ”Skønt mange spørgsmål angående
menneskers og dyrs udvikling er ubesvarede, står følgende fast: hver art, med
alle dens organer, nerver, knogler og hjerne, udvikles biologisk fra dens
kimcelle, i henhold til den plan som er bygget ind i
nucleinsyre-makromolekylet. Her er atomfysik og livet i dets højeste form nøje
forbundet. Hver nucleotide i den lange kæde har sin nøjagtigt definerede
kvantetilstand, som er grundlaget for dens specifikke karakter. De er knyttet
sammen ved elektroner i typiske kvantemønstre, som er stabile nok til at
opretholde ordenen i kæden, til trods for varmebevægelserne og andre
forstyrrende virkninger i cellen. På denne orden beror ikke blot udviklingen af det
enkelte individ, men også arternes forplantning.” (Citat slut)
Det særligt interessante ved det
anførte citat, er, at Weisskopf taler om ”den plan som er bygget ind i
nucleinsyre-makromolekylet”, og senere: ”På denne orden beror ikke blot
udviklingen af det enkelte individ, men også arternes forplantning.”
Man kan jo som almindeligt
tænkende og videbegærlige person stille det spørgsmål: ”Hvor stammer atomernes
egenskaber fra? Og hvorfra kommer den nævnte plan og orden? Jeg mener, begreber
som plan og orden er jo normalt ikke et udtryk for blind tilfældighed, men
derimod udtryk for en form for bevidsthed, vilje og skabende evne!”
Ord og begreber som f.eks. bevidsthed,
vilje og skabende evne forekommer ikke direkte eller i den forstand
i Weisskopfs vokabularium. Det vil sige, under omtalen af Næringskilderne
nævner han følgende ”[...] På den anden side kan både vi og dyrene rose
os af en meget højere udviklet organisation, enormt højere end i de andre
former for liv. Vi kan navnlig være stolte af vort nervesystem, som giver os
koordineret sanseopfattelse og bevægelse, og sidst, men ikke mindst, gør
tænkning mulig- (Citat slut)
Men man må nok konstatere, at den
meget erfarne, vidende og dybdeborende atomfysiker Weisskopf forståeligt nok
helt igennem tildeler evolutionen og dennes fysisk-kemiske kræfter og de deri
indbyggede lovmæssigheder hele æren – i nogle tilfælde skylden - for alt, hvad
der findes og eksisterer i universet. Tanken om medvirken af en højere magt i
form af en universal guddom ligger ham tilsyneladende meget fjernt, en
overordnet magt, som må anses for at være ophav til og ansvarlig for netop
eksistensen og karakteren af de fysisk-kemiske kræfter og lovmæssigheder.
Men når man tildeler atomerne og
herunder også kvantefysikken en magt og status, som tilfældet er indenfor
naturvidenskaben i almindelighed og atom- og kvantefysikken i særdeleshed, er
det nok så interessant at læse forfatteren Tommy Bergsteins efter min
opfattelse fremragent enkle og relativt let forståelige lille afhandling Kvantefysik og Dagligsprog. Om
komplementariteten i atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Munksgaard, Copenhagen 1966. Deri
skriver Bergstein i Kapitel III Iagttagelsessituationen i atomfysikken
bl.a. om elementarpartiklerne:
(Citat)
”Det er nu meget vanskeligt at gendrive den opfattelse, at elementarpartiklerne
og dermed de atomare systemer slet ikke besidder selvstændig fysisk realitet.
Der synes jo ikke at være noget i vejen for, at en elementarpartikel
udelukkende kan betragtes som en begrebsdannelse, der sammenknytter visse
numeriske fysiske størrelser på en praktisk måde, altså som en konstruktion af
den menneskelige tanke. […] [...] Det synes derfor uomgængeligt, at
elementarpartiklerne og i almindelighed de atomare systemer må betragtes som
begrebsdannelser, ved hjælp af hvilke man kan sammenfatte og klassificere de
atomare fænomener. Men den tilsyneladende nødvendighed, hvormed denne
klassificeringsmåde melder sig, gør naturligvis den opfattelse overordentlig
plausibel, at disse begrebsdannelser på én eller anden måde må korrespondere
med grundlæggende træk i den fysiske virkelighed. […] Problemet synes således at være, hvad man skal forstå ved
begrebet fysisk virkelighed. I betragtning af at hele vor materielle verden
ifølge fysikeren er opbygget alene af atomer, da synes denne verdens fysiske
realitet at stå og falde med den fysiske realitet af elementarpartiklerne og de
atomare systemer. Der er altså tale om det grundlæggende metafysiske problem:
Hvad er i egentligste forstand fysikkens undersøgelsesobjekt? (Citat slut).
Som kommentar til ovenstående skal her tilføjes, at det
metafysiske og filosofiske spørgsmål om, hvad der er virkelighed, forekommer i
tre hovedformer, nemlig 1. en materialistisk opfattelse, ifølge
hvilken det helt og holdent er den fysiske materie og dennes lovmæssigheder,
der konstituerer virkeligheden, 2.
en spiritualistisk opfattelse, ifølge hvilken det helt og holdent er
den spirituelle eller åndelige materie og dennes lovmæssigheder, der
konstituerer virkeligheden, og 3. en opfattelse af forholdet mellem
fysisk materie og åndelig materie som udtryk for to sider af samme virkelighed,
der i sig selv er ukendt = X. Uerkendelig for intellektet, men ikke
nødvendigvis for intuitionen. Det er den sidstnævnte opfattelse af ånd og
materie, der promoveres indenfor rammerne af Martinus’ kosmologi.
Hvad angår den
monistiske opfattelse, at ånd og materie eller sjæl og legeme er udtryk for to
sider af samme virkelighed, så kan dette sandsynliggøres ved f.eks. at se på,
hvad den intuitive tænker og vismand Martinus
har at sige om det emne. Herom har jeg bl.a. skrevet i artiklen H1-05. Intuition og
personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition,
hvorfra følgende lidt længere tekst skal citereres nedenfor.
Inden citatet bringes, skal det
her indskydes og fremhæves, at den citerede artikel er skrevet længe før mit
personlige skift til Ét-livs-hypotesen. Men selv om det er tilfældet, vil jeg
dog mene, at store dele af Martinus’ såkaldt kosmiske analyser og livsfacitter
fortsat også er gyldige i den her omhandlede sammenhæng. Det gælder også det
følgende citat:
(Citat)
Inden vi går over til
at gøre os fortrolige med, hvordan Martinus mere præcist definerer begrebet og
fænomenet det levende væsen, skal vi ganske kort se på forskellen
mellem den naturvidenskabelige og den kosmologiske opfattelse af samme begreb
og fænomen. Særlig i nyere vestlig kultur opfattes begrebet "det levende
væsen" som identisk med en i bund og grund fysisk
organisme, hvortil der for visse organismers vedkommende er knyttet nogle
ledsagefænomener, der generelt betegnes som bevidsthedslivet. Denne
såkaldt psykiske eller mentale side ved organismen, har
ifølge naturvidenskaben efterhånden udviklet sig i kraft af den modstand og
tilpasning, som de ydre livsvilkår dels var årsag til og dels stillede krav
om, for at samme organisme kunne overleve og klare sig i konkurrencen med andre
organismer.
Efterhånden som
livsvilkårene blev nogenlunde velordnede og stabiliserede, kunne den højere
udviklede organisme, hvilket vil sige den organisme, for hvilken det var
lykkedes at udvikle sin hjernekapacitet, omsætte den del af sin kraft og
energi, der ikke længere blev brugt i den basale kamp for at overleve, til
stadig mere forfinede bevidsthedsaktiviteter. Til sådanne må stort set regnes
alt, hvad der kommer ind under begrebet kultur, herunder religion, filosofi,
kunst og videnskab.
Som læseren nok
allerede har forstået, er Martinus i princippet stort set enig i den
naturvidenskabelige opfattelse af, at den psykiske eller mentale side ved den
fysiske organisme, herunder hjernen, i tidens løb har udviklet sig under
omgivelsernes tryk og den indbyrdes konkurrence og det øvrige samspil mellem
de levende væsener eller individerne. Han er i princippet også enig i, at de
mere forfinede bevidsthedsaktiviteter, herunder religion, filosofi, kunst og
videnskab, er resultater af en slags overskudsenergi fra den basale kamp for
eksistensen.
Men her hører
enigheden mellem Martinus og naturvidenskaben stort set også op, idet
førstnævnte - som allerede bekendt - ikke opfatter det levende
væsen som en udelukkende fysisk størrelse med nogle psykiske eller mentale træk
ved sig, træk, som i bund og grund skulle være afledt af den fysiske materies
egenskaber. Desuden påpeger han og argumenterer for, at den såkaldte fysiske verden
og dennes materie, i virkeligheden er af psykisk eller parafysisk
oprindelse og natur, nemlig som et subjektivt produkt af psyken og derfor i en
vis forstand et illusionistisk fænomen.
For Martinus er det
levende væsen først og fremmest et evigt væsen, som for nogle individers
vedkommende i kraft af evige, kosmiske lovmæssigheder blot for tiden har
engageret sig med den fysiske verdens eller tilstandsforms materie, for derigennem
primært at skulle forny deres livsoplevelsesevne og dermed samtidig udvikle de
mentale, etisk-moralske evner og færdigheder, som kvalificerer de samme
individer til at manifestere og opleve en helt ny form for tilværelse, nemlig
den der er karakteristisk for det rigtige menneskerige. Dette rige er i henhold
til Martinus en udviklingsmæssig konsekvens af det egentlige dyrerige,
samtidigt med at det paradoksalt nok er sidstnævnte riges modsætning i alle
henseender.
Men efter at have
tilegnet sig, opfyldt og med tiden udlevet de kvalifikationer, der er
selvskrevne for individerne i det rigtige menneskerige, går den evige kosmiske
'udviklingsrejse' principielt på samme måde successivt videre til de følgende
riger i det store kosmiske eventyrland: Guds rige. Og engang ud i fremtidens
fremtid, vil de samme levende væsener eller individer igen befinde sig i den
fysiske tilstandsform eller verden, sådan som denne til den tid har udviklet
sig. Men hvad det mere præcist er, der driver og ligger bag denne evige kosmiske
udvikling, vil blive oplyst i det følgende.
For Martinus'
vedkommende kan det indledningsvis og kortfattet siges, at han opfatter
mennesket som en særlig fremtrædelsesform af det grundlæggende og
altbetydende begreb i hans kosmologi: "det levende
væsen", en betegnelse der i princippet dækker over samtlige levende
væsener, kendte som ukendte, i verdensaltets mikrokosmos, mellemkosmos (vil
blive forklaret senere) og makrokosmos.
Martinus hævder
desuden, at alle levende væsener er udtryk for samme
væsensprincip, og at der grundlæggende set derfor ikke er nogen artsforskel
mellem disse, men derimod en variationsforskel i livsprincippets udbredelse.
Han siger ligefrem, at "alle levende væsener er "mennesker"
på forskellige stadier" i den kosmiske evolutionsproces,
som spiller en central rolle i hans kosmologi, og som bl.a. er medvirkende til,
at det levende væsen på et tidspunkt måtte og senere hen igen og igen periodisk
må forlade sin lysverden. (Note 3)
De levende væsener
udgør hver især et såkaldt individ, af
latin individuum: udelt eller udelelig enhed, dvs. den mindste del
eller enhed af en større helhed. I Martinus' Kosmologi udgøres denne 'helhed' i
både første og sidste instans af det guddommelige alvæsen, som er altings
urgrund og universale organisme. Dette levende universalvæsen sanser, oplever
og manifesterer sig gennem alle øvrige levende væsener, som derfor fungerer som
dets sanse- og manifestationsorganer.
Det særligt
karakteristiske ved forholdet mellem det guddommelige alvæsen og det enkelte
levende væsen er, at sidstnævnte 'genspejler' førstnævntes hovedstruktur.
Livs-enheden er derfor livs-helhedens (alvæsenets) udtrykte billede,
hvilket ifølge Martinus da også er baggrunden for det bibelske
udsagn: "Skabt i Guds billede efter hans
lignelse." (Note 4)
Begrebet 'individ'
betyder også enkeltperson, og begrebet 'person', af
latin persona: (teater- eller danse-)maske, altså i en vis forstand
'fremtrædelsesform' for noget bagvedværende. Dette 'bagvedværende' udgøres i
Martinus’ kosmologi af det levende væsens evige
grundstruktur.
Denne grundstruktur
er ifølge Martinus en realitet, men vel at mærke en uskabt realitet.
Det vil sige, den 'befinder' sig 'udenfor' - og dermed 'forud
for' - det firedimensionale rum-tid kontinuum, som er den skabte verdens
fremtrædelsesform. Eller rettere sagt, det levende væsens grundstruktur er identisk
med ’evigheds-dimensionen'. Begrebet 'dimension' er egentlig forkert
anvendt i sidstnævnte forbindelse, idet det faktisk betyder det målelige, dvs.
det som har udstrækning i tid og rum, eller som med andre ord
har størrelse eller omfang.
Det karakteristiske
ved dét, der skal forstås som 'evigheden', er jo bl.a. at det ikke er
måleligt, idet det ifølge sagens natur må defineres som et immaterielt,
grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomhedskontinuum (=
sammenhængende eller vedvarende hele). I virkeligheden kommer tanken og
sproget til kort, når det drejer sig om at fatte og definere begrebet
'evighed', som faktisk kun kan 'begribes' intuitivt
Det forhold, at
livs-enheden, det levende væsen, 'afspejler' livs-helheden, det universale
al-væsen eller Guddommen, er ifølge Martinus udtryk for to af tilværelsens
store generalprincipper, Livsenhedsprincippet og organismeprincippet, som
begge ligger til grund for den guddommelige organismes eller verdensaltets
opbygning og struktur. Men eftersom denne organisme er identisk med evigheden
og derfor i sig selv er uendelig og grænseløs i enhver henseende, er den
grundlæggende præget af et princip, der 'afgrænser' samme evighed. (Note
5)
Dette 'afgrænsende'
princip kalder Martinus for perspektivprincippet, der som ordet 'perspektiv',
af latin per: igennem, og specere: se, angiver det forhold
at størrelser synes at aftage med afstanden og at blive stadig mindre og
mindre set fra iagttagerens udsigtspunkt. Dette princip kan derfor
også kaldes relativitetsprincippet, og det er bl.a. ansvarligt for
forekomsten af tre principielle kosmiske sanseområder eller de tre
fremtrædelsesformer for kosmos, som i Martinus' terminologi kaldes
for mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos. Begrebet
"mellemkosmos" henviser ganske enkelt til
sanseområdet mellem mikrokosmos og makrokosmos.
Det forhold, at
perspektivprincippet eller relativitetsprincippet dybest set også er
et illusionsprincip, skal vi vende tilbage til i forbindelse med den
senere omtale af kosmologiens erkendelsesteori. (Note 6)
De nævnte tre gensidigt integrerede 'kosmos' - der jo i
virkeligheden kun udgør ét kosmos eller verdensalt - er faktisk et princip,
der samtidigt repræsenteres af ethvert levende væsen. Det vil sige,
at ethvert væsen samtidig udgør mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos.
Eksempelvis udgør jordkloden for et menneske en del af makrokosmos, andre
mennesker, dyr, planter etc. udgør mellemkosmos, medens menneskekroppens
organer, celler etc. udgør mikrokosmos. For menneskeorganismens celler udgør
alle andre celler et mellemkosmos, medens kroppens organer mm. udgør et makrokosmos,
organerne udgør indbyrdes et mellemkosmos, lige som molekyler og atomer må
udgøre mikrokosmos for cellerne. Disse er med andre ord makrokosmos for
molekylerne og atomerne, som på deres side hver især repræsenterer et
mellemkosmos.
På tilsvarende måde
udgør solsystemet et makrokosmos for jordkloden, og jordkloden og de andre
planeter mv. et mikrokosmos for solsystemet, der igen udgør et mikrokosmos for
mælkevejssystemet, som på sin side udgør makrokosmos for solsystemet. Planetsystemerne
udgør tilsammen et mellemkosmos, det samme gør solsystemerne, ganske som
tilfældet er med mælkevejssystemerne eller galakserne indbyrdes.
Som organisme
betragtet, er verdensaltet altså grundlæggende præget af at være opbygget af
stadig mindre og mindre organismer, der gensidigt er integreret i og
afhængige af hinanden. Fra de kolossale galaksehobe, som består af en
mangfoldighed af enkeltgalakser (mælkeveje), der igen består af solsystemer,
som atter består af sole og kloder, der for de sidstes vedkommende igen består
af levende organismer, der igen består af organsystemer og organer, som igen
består af cellesystemer og celler, som atter består af molekyler, som består af
atomer, der består af elementarpartikler. (Note 7)
Det rokker i øvrigt
ikke ved princippet, at ikke alle planeter eller kloder rummer organisk,
biologisk liv eller en såkaldt biosfære, men i de flest kendte tilfælde kun
består af mineralsk materie. At sidstnævnte i henhold til Martinus' kosmiske
analyser i virkeligheden indirekte også er udtryk for liv, er en anden sag, som
senere vil fremgå af denne fremstilling.” (Citat slut)
Men lad os lige rekapitulere, hvordan det syvleddede
livsenheds- og organismeprincip skematisk opstillet ser ud:
1.
Elementarpartikel-, atom- og molekyle-princippet
2.
Celleprincippet
3.
Organprincippet
4.
Organismeprincippet
5.
Planetsystemprincippet
6.
Solsystemprincippet
7.
Galaksesystemprincippet
Som nævnt er disse syv
organismeprincipper uadskilleligt forbundne med livsenhedsprincippet. I øvrigt
er det nok så vigtigt at notere sig, at i henhold til Martinus gentager det
syv-leddede organismeprincip sig både opad og nedad i uendelighed. Forstået på
den måde, at galaksesystemprincippet udgør elementarpartikelsystemet i en
overliggende udviklingsspiral, lige som sidstnævnte system udgjorde
galaksesystemet i en underliggende udviklingsspiral.
Det er nok så interessant i hele
sammenhængen, at livsenhedsprincippet og organismeprincipperne så at sige har
rod i og styres af det universale Jeg-element, der defineres og er
karakteriseret ved egenskaberne (attributterne) ikke-materielt, grænseløst,
størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum. Det er mere præcist
nævnte universale Jeg’s overbevidsthed i form af såkaldte skabeprincipper, der
i henhold til Martinus er årsag til og danner basis for 8 hovedskabeprincipper
og 7 variantprincipper. Skematisk opstillet ser disse således ud:
Set i det perspektiv, der tegner sig inden for
rammerne af Martinus’ kosmologi, er det levende væsens eksistens og evige liv
behersket og styret af dets urbegær, der fungerer på basis af
individets overbevidsthed, som grundlæggende er repræsenteret ved
en række såkaldt kosmiske – eller ret beset guddommelige – principper for
skabelse (manifestation) og livsoplevelse (sansning), nemlig 8
hovedskabeprincipper og 7 særligt vigtige variantprincipper.
Eftersom betegnelserne for disse ialt 15
skabeprincipper samlet eller hver for sig ofte er blevet og fortsat vil blive
nævnt i forskellige sammenhænge her på siden, skal vi derfor af hensyn til
læserens orientering foreløbig nævne skabeprincipperne i den rækkefølge og
nummerorden, hvori de er opstillet indenfor Martinus’ kosmologi. For
hovedskabeprincippernes vedkommende drejer det sig om følgende i alt 8
betegnelser:
1. Polprincippet eller det
guddommelige skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
De herefter følgende nævnte skabeprincipper
udgør i realiteten ’kun’ varianter af hovedskabeprincipperne, og vil som sådan
omtrent umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7 variantprincipper er
følgende:
1.
Tiltræknings- og frastødningsprincippet. Variant af
hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2.
Stofenhedsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 2:
Livsenhedsprincippet
3.
Sult- og mættelsesprincippet. Variant af hovedskabeprncip nr. 3:
Kontrastprincippet
4.
Opbygnings- og nedbrydningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip
nr. 5: Bevægelsesprincippet
5.
Skæbne- eller karmaprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet, og hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6.
Reinkarnationsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 6:
Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og
spiralkredsløbsprincippet
7.
Forældre- og beskyttelsesprincippet. Variant af hovedskabeprincip
nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
De ovenfor nævnte femten skabeprincipper eller
universelle guddommelige lovmæssigheder for al sansning (livsoplevelse) og
manifestation (skabelse), og for overhovedet al indvikling så vel som
udvikling, kort sagt for tilværelsen i det hele taget, er tilsammen
repræsenteret ved tilværelsens grundlæggende og overordnede, højpsykiske
generalenergi: moderenergien. Det er i kraft af denne generalenergi,
at Jeget er i stand til at udspalte, styre og regulere de seks kosmiske
grundenergier eller grundformer for kvalitativ bevægelse.
Men det er ikke hensigten her, at
komme mere specifikt ind på skabeprincippernes respektive karakter, funktion og
betydning for individets sansning og manifestation. Vi må som hidindtil her
lade os nøje med at omtale dem hver især eller sammen, efterhånden som vi
støder på dem i relevant forbindelse med de forskellige emner, der har
interesse og er nødvendige at vide noget om i sammenhængen. (Vedr. en nærmere
redegørelse for skabeprincippernes karakter og virksomhed henvises læseren til
artiklen 4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del og desuden
til Martinus’ egne værker, herunder især LIVETS BOG 3, 12. kapitel: Livssubstanser,
og til Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’
kosmologi 1-4., med særlig henvisning til bind 2.)
I LIVETS BOG
3, stk. 1690.ff giver Martinus sit bud på, hvad der nærmere kan og skal forstås
ved stoffets eller materiens mindstedele, atomerne. Her skal jeg tillade mig at
citere specielt udvalgte uddrag af Martinus’ beskrivelser af nævnte emne, og
vel at bemærke med moderne retskrivning.
I LIVETS BOG
3, stk.1690. berettes om den jordiske menneskeheds generelle
udviklingssituation som det, Martinus betegner som en ”sovende tilstand” i
forhold til, hvad der kosmisk set betegnes som en ”vågen tilstand”, mere
præcist betegnet som ”kosmisk bevidsthed”, hvorimod den ”sovende tilstand”
betegnes som ”kosmisk bevidstløshed”. Der er tale om en særlig
livsoplevelsesepoke i menneskehedens bevidsthedsudvikling.
Så længe den
”sovende” eller ”kosmisk bevidstløse” tilstand varer, opfattes den fysiske
tilværelse som ”livløs”, mere præcist forstået på den måde, at den fysiske
materie, der jo som omtalt grundlæggende består af atomer, er en livløs og
dermed også en bevidstløs verden, sådan som naturvidenskaben og atomfysikken på
sit nuværende stadium jo stort set også opfatter materien og atomerne. Om denne
situation fortæller Martinus i LIVETS BOG 3, stk. 1692. blandt andet følgende:
(Citat) ”Da
materien her således ikke er sædet for vågne dagsbevidste Jeg’er, er
livsfornemmelsen igennem denne materie meget latent. Der kan
således igennem nævnte materie ikke føles smerte eller lidelse. I de dele af den
vågne dagsbevidste organisme, hvor mineralmaterien har domæne, er den i sig
selv #følelsesløs”. Vi kan derfor klippe i vore negle og hår uden at føle
smerte, ligesom vore tænder er følelsesløse- den såkaldte ”tandpine” er ikke en
pine i selve tanden, men en pine i den med tanden og tandmuskulaturen forbundne
nervekombination. I selve tanden og for øvrigt i enhver form for
mineralmaterie, eksisterer ikke nogen vågen dagsbevidst følelse. Men da
følelsesløshed er det samme som bevidstløshed, er mineralmaterien således en
slags ”bevidstløs” materie. Heraf udtrykket ”livløshed”. Den adskiller sig
derved fra de øvrige materier: den ”vegetabilske” og den ”animalske”, der for
længst er almenkendt somm udtryk for liv. Selv om den vegetabilske materie ikke
i ret stort omfang kan soges at være udtryk for liv eller bevidsthed, kan den
dog heller ikke anerkendes som ”bevidstløs”. Den er gennemsyret af så megen
bevidsthed, at Jeg’et igennem den er i stand til at ”ane” behag og ubehag. Og
med hensyn til den animalske materie, er Jeg’et jo i stand til at opleve smerte
og lidelse såvel som velvære og livslyst som direkte vågen dagsbevidst realitet
eller kendsgerning. Hvad er
det, der betinger denne stoffets fremtræden som udtryk for ”bevidsthed” og
”bevidstløshed”, som ”levende” og som ”livløst”? – Ja, ligger det ikke netop
lige akkurat åbenbaret i selve odene? . Et stof, der er ”levende”, må jo
være gennemsyret eller gennemtrængt af ”liv”, medens et stof, der er
”bevidstløst” eller ”livløst”, må være et stof, der ikke er gennemtrængt af
”bevidsthed” eller ”liv”. Da bevidsthed eller liv er det samme som tanker,
vilje, viden og følelse, og dette igen er det samme som ”ånd”, vil en ”livløs”
eller ”bevidstløs” materie være det samme som et stof. I hvilket der ikke er
”ånd”. For at en materie kan fremtræde som ”levende”, skal den altså være
gennemtrængt af ”ånd”, hvilket som før nævnt vil sige: være gennemtrængt af
tanker, vilje, viden og følelse. Men en materie, der således skal udgøre
tanker, tanker, vilje, viden og følelse, kan ikke være en almindelig samling
kemikalier eller stofmasse, ligesom den heller ikke kan bestå af en blot og bar
samling kraftenehder eller energicentrer. Men når den ikke kan det, er der kun
én mulighed, i kraft af hvilken ”levende” materie eksisterer, nemlig den, at
den udgør en samling eller gruppe ”levende væsener”. (Citat slut)
Herefter
springer vi videre til LIVETS BOG 3, stk. 1694., i hvilket tekststykke Martinus
redegør for sin opfattelse af naturvidenskabens og specielt atomforskningens
generelle situation og opfattelse af
livet og verden i nutiden:
(Citat) 1694.
Og i den overtro, at man kan løse denne livets gåde i de ”døde materier”, altså
i ”mineralmaterie”, jager man forbi ”de levende mikrovæsener” og borer sig med
sin forskerevne dybt ned i den materie, hvor ”livet” slet ikke findes. At man
herkun finder ”kraftenheder” eller energicentrer i det uendelige, giver jo
intet andet facit end stadig nye og endnu mindre og for materiel forskerevne
endnu mere utilgængelige ”døde” materiepartikler eller energicentrer. ”Livet”
ser man her ikke noget til. Der, hvor dette ikke manifesterer sig som ”liv”,
kan man naturligvis ikke se ”liv”. Her vil selvfølgelig kun en ”død” eller
”livløs” verden, en verden bestående af blot og bar ”bevægelse”, åbenbare sig for
tilskueren. Og denne bliver da her ganske uungåeligt en tilbeder af ”døden” i
stedet for af ”livet”. Således bliver mokroverdenen for ham hovedsagelig en
”død verden”, selv om han her stadig
ser ”bevægelse”, ”kraft” og ”energiudfoldelse”. Og på samme måde ser han over
sit hoved og omkring sig og under sig ligeledes kun et ”livsøst” makrokosmos.
Når han ikk forstår makrokosmos, kan han heller ikke se, at dette kun er et
højere tilværelsesplan i forhold til mellemkosmos, ligesom mellemkosmos er et
højere tilværelsesplan i forhold til mikrokosmos. Æigeledes vil det være
uforståeligt for et sådant væsen, a et makrokosmos må bestå af organismer for
jeg’er, ligesåvel som mellemkosmos består af organismer for jeg’er eller
”levende væsener”, og at han (forskeren) selv er et ”makrovæsen” for de
mikrovæsener, der lever i hans organisme, ligesom han selv er stedet for et
makrovæsen, hvis organisme består af hans egen verden, medvæsener, jord og
himmel. Under de omstændigheder er det ikke så mærkeligt, at livsgådens løsning
ikke kan findes ved blot at søge i den ”livløse” eller ”bevidstløse” materie.
Livsgådens løsning er og kan kun være ”liv” eller ”Bevidsthed”. Og man må
derfor søge efter den i de foreteelser, hvor ”liv” eller ”bevidsthed” i særlig
grad er til stede eller tilkendegiver sig. Og det bliveraktså ikke i de ”døde”,
men i de ”levende” materier, at vi må søge denne tilkendegivelse.” (Citat
slut).
Uden at det
dog gør nogen væsntlig forskel, bør vi her erindrer os, at LIVETS BOG 3 er
skrevet og udgivet omkring 1939-40, og at Martinus derfor næppe har kendt til
atomforskningens senere historie, med blandt andet fundet af Higgs Bozon, det
såkaldte ”Gud-partiklet”. Se evt. herom i artiklen 2.21. Alts
oprindelse – et essay om at forstå verden. Vi vil herefter bevæge os frem til LIVETS BOG
3, stk. 1698., hvorfra det for vores formål vil være passende og
tilstrækkeligt at citere følgende uddrag:
(Citat) ”[…]
Når vi nu forstår, at enhederne i det animalske stof i vor egen orgnisme er
”levende væsener”, og det samme delvis er tilfældet i det vegetabilske stof i
vor egen sfære, er det ikke vanskeligt ar forstå, hvorfor disse to stoffer er
blevet betegnet som ”levende”, medens det mineralske stof, hvis enheder ikke er
”levende væsener”, er betegnet som ”livløst”. Ved ”levende stof” vil altså her
være at forstå ”stof”, hvis enheder består af ”levende, vågne, dagsbevidste
væsener eller ”kraftenheder”. Herfra stammer som før nævnt blandt andet
begreberne: Atomer, elektroner etc. At det animalske stof som modsætning til
det mineralske, registrerer behag og ubehag, smerte og velvære, er ikke så
mærkeligt, eftersom det er levende væseners mentale og fysiske reaktioner af
oplevelserne på deres eget tilværelsesplan, der igennem nervekombinationen kan
ledes videre til makrojeg’ets kundskab, ånd eller mentalitet. Disse reaktioner
kan dog ikke af makrojeg’et opfattes som en intelligensmæssig udredning af det
enkelte mikrovæsens oplevelse, men derimod som denne oplevelses sammensmeltning
med tusinder, ja, millioner af andre medvæseners oplevelser. Først i denne
mangfoldighed bliver de til en strøm af en sådan styrke, at den kan registreres
af vore nerver og sanser som velvære eller smerte, alt eftersom de små væseners
almenbefindende er velvære eller smerte. At mineralmaterien ikke kan sende
nogen mental reaktion igennem nervekombinationen til makrojeg’ets kundskab
bliver også selvfølgeligt, eftersom stoffet her ikke består af dagsbevidste
levende væsener og følgelig ikke kan registrere velvære eller smerte eller
udtrykke nogen som helst form for mantalitet. Heraf grunden til mineralstoffets
”bevidstløshed” eller ”livløshed”. (Citat slut)
Belært om,
at det ikke vil være i den døde eller livløse materie, at vi først og fremmest
skal søge efter livsgådens løsning, men derimod i den levende materie, vil vi
her fortsætte denne artikel med en beskrivelse af den højeste instans i det
fænomen, Martinus betegner som ”det treenige princip”. Dette består som
formentlig bekendt af instanserne Jeget, bevidstheden og organismen, også
betegnet som henholdsvis X 1, X 2 og X 3. Betegnelsen X står for ubekendt,
forstået på den måde, at disse X’er dybest set ikke lader sig udforske, idet de
grundlæggende er identiske med evigheden. Dette vil fremgå nærmere af den
følgende tekst.
Den første og i sig selv årsagsløse årsag
Den første årsagsløse
årsag udgør desuden et ¨Noget’, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle
eksisterer, og dermed udgør den i sig selv den evige og uendelige ’ursubstans’,
som ligger til grund for forekomsten af fænomenerne rum og tid. Det betyder, at
’ursubstansen’ i en vis forstand eksisterer som umanifesteret grundform ’forud
for’ sin manifestation i form af verden og livet. Det er imidlertid vigtigt at
forstå, at der med verden og livet ikke er tale om noget, der opstår og
fungerer udenfor ursubstansen, men tværtimod sådan, at verden og
livet eksisterer indenfor eller i selve den evige og uendelige
ursubstans. Sidstnævnte bør dog ikke opfattes som en slags ’beholder’, der
indeholder eller rummer alt, hvad der er til. Det, der er og bliver til, er
derimod helt og holdent gjort af samme ’stof’, som ursubstansen, og er derfor i
bund og grund identisk med denne. Men, og det er pointet her, hvad denne
ursubstans i virkeligheden er, vil det være umuligt for den menneskelige
forstand at udforste og fatte.
På principielt samme
måde kan man ræsonnere sig frem til, at Jeget må være evigt og uendeligt i sit
væsen og sin egennatur. Det er nemlig en uimodsigelig kendsgerning, at Jeget
til enhver tid vil være ’forud’ for enhver form for sansning, oplevelse og
manifestation. Denne kendsgerning kan faktisk efterprøves eksperimentelt gennem
analytisk meditation, hvorunder man søger at finde frem til, hvad Jeget er for
en instans i individet. Herunder opdager man, at såvel kroppen som sindet med
følelser og tankefunktion ’reduceres’ til Jegets ’undergivne’ redskaber. Men
ligegyldigt, hvor dybt man borer i forsøget på at ’lokalisere’ og identificere
den instans, vi almindeligvis betegner som Jeget, så vil dette hele tiden
forblive ’skjult’ i ’baggrunden’. Hvorfor? – Jo, ganske enkelt, fordi det er
denne instans, der foretager undersøgelsen! Under sin meditation bør man derfor
erindre sig de vise ord fra Brihadaranyaka-Upanishad, som siger, at det som
ser, kan ikke ses, det, som hører, kan ikke høres, det som tænker kan ikke
tænkes, det som føler kan ikke føles, eller kort og godt: det, som oplever kan
ikke selv opleves direkte, men kun indirekte og intuitivt, nemlig som lige
præcis den instans i det levende væsen eller individet, der oplever, tænker,
føler og handler. Vedr. analyse af, hvad Jeget er, se f.eks. Den indre
virkelighed – om en metode til mental indadskuen
At noget er evigt kan
også defineres som noget, der har eksisteret altid og som altid vil eksistere.
Med ordet ’altid’ har vi fået bragt tidsbegrebet ind i sammenhængen. Men tid er
jo normalt karakteriseret ved begreberne ’begyndelse’, ’varighed’ og ’ophør’,
altså lige præcis det modsatte af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet
’evighed’ eller ’evig varighed’. Men i modsætning til evighed er tid noget, der
er ’opstået’, ’frembragt’ eller – i religiøst sprogbrug - ’skabt’ og
som hele tiden eller altid opstår, frembringes eller skabes. Nemlig i og med de
gentagne begreber ’begyndelse’, ’varighed’ og ’afslutning’, og grundlæggende
med, at noget i det hele taget eksisterer.
Af det netop anførte
ser vi, at der i hvert fald findes to former, arter eller aspekter af begrebet
evighed, nemlig et ikke-tidsdimentionelt og
et tidsdimensionelt aspekt. Det nærmeste man måske kan komme på en
karakteristik af det ikke-tidsdimensionelle aspekt af evighedsbegrebet vil
formentlig være at sige, at noget er karakteriseret ved egenskaberne
(attributterne) ikke-materielt, grænseløst, størrelsesblottet og absolut
statisk tomheds-kontinuum. I modsætning hertil vil det forhold, at noget er
tids-dimensionelt forenklet sagt sige, at noget har udstrækning i tid, altså at
noget har en dimension og udfylder eller markerer et ’tidsrum’, det være sig
stort eller lille, som f.eks. millioner af år, tusinder af år, hundreder af år,
et år, en måned, en uge, et døgn, en time, et sekund eller et milisekund.
Det med evighedens karakteristik som ikke-materielt,
grænseløst, størrelsesblottet og absolut statisk tomheds-kontinuum, kan det
være vanskeligt for tanken at forestille sig. Tanken fungerer jo i bedste fald
kinematografisk, hvilket vil sige analytisk og dermed brudstykkevist eller
diskursivt, gennem logisk slutning fra led til led. Samtidig deler tænkningen
virkeligheden op i modsætninger, og sætter tese kontra antitese, og er dermed
såkaldt dualistisk i sin funktionsmåde. Det vil sige, at tanken opfatter
modsætninger som indbyrdes absolut uforenelige. Dette er ikke tilfældet for
helhedstænkningen eller den komplementære tænkning, som i erkendelse og
forståelse af sammenhængen sætter tese kontra antitese, men som samtidig
indfører begrebet syntese. Herved skal forstås, at modsætningerne godt nok er
indbyrdes uforenelige, men at de gensidigt forudsætter og betinger hinanden, og
således at de først tilsammen udsiger den viden eller opfattelse, det er muligt
at opnå om fænomenerne.
Men der findes endnu
en erkendelsesmetode, og det er den intuitive, hvor begrebet intuition skal
forstås som umiddelbar anskuen uden forudgående logisk tænkning eller
videnskabelig erfaring. Intuition kan have form af en pludselig opstået
umiddelbar forståelse af en helhed og sammenhæng, som muligvis giver en dybere
og rigtigere indsigt i tingenes væsen, f.eks. i form af den såkaldte
aha-oplevelse, hvorunder der går et lys op for én. Heldigvis har vi mennesker i
nogen grad intuitionen at støtte os til, når vi vil opleve og forstå verden og
os selv, for med denne er det muligt at fornemme, hvad det er der menes med
f.eks. evighedens attributter (egenskaber).
Læsere,
som ønsker at vide lidt mere om fænomenet intuition, vel at bemærke i Martinus’
forstand af begrebet, kan det anbefales især at læse følgende to artikler:
Af hensyn til den læser, der
gerne vil vide noget om indholdet og konsekvenserne af ét-livs-hypotesen, og
ikke mindst om de to ’adskilte’, men samvirkende energisystemer: den
fysiske krop og bevidstheden, skal her bringes et uddrag
fra artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske
betragtninger, dog med den tilføjelse, at artiklen her er korrigeret i
overensstemmelse med ét-livs-hypotesens krav og indhold:
(Citat)
Et stort
paradoks: Hjerneforskningens dilemma
Hjerneforskningens reduktionisme
fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere opfattelsen af
forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme og sjæl. Denne
promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de elektroniske medier.
Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet se et
genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte en hjerneforsker
sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som f.eks.
nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske
påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.
Såkaldt para-normale oplevelser
kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller indgivelse
af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks. kokain,
heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i bedste fald
nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste fald fremkalder de angst,
frygt eller aggressioner og forvrænger generelt
hjernens formidling af virkeligheden.
Paradokset består hovedsagelig i,
at man i henhold de nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og
udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer med bevidstheden,
personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at eksempelvis såkaldte
nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle
bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale
kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil
formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om
oplevelser af objektive og virkelige forhold. Denne opfattelse har
hjerneforskerne med al sandsynlighed ret i.
Som supplement til ovenstående
kan det anbefales at læse artiklen 4.145. Det
overnaturlige - Virkelighed eller overtro?
Men derimod synes det fortsat
ikke et øjeblik at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske
processer i hjernen giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som
vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de
kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne
i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden
eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler
sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og
psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine
strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.
Men her kunne man måske have lov
til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller
kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken
eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager
undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og
nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har
en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et ’ejendomsforhold’, altså
om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en
overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.
Neuropsykologerne og hjerneforskerne
fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af gode historiske og
traditionelle grunde - ensidigt deres
egen bevidsthed eller psyke på de fysisk-kemisk-elektriske
processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og
identificerer disse processer som årsager i stedet for som ledsagende
virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går
ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere
specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt,
følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som sanser, men
ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske
processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke
at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er
i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad
den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig forsker
eller læg iagttager.
Det, neuropsykologer og
hjerneforskere blandt andet mangler at erkende og forstå, er, at den helt
igennem afgjort fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et
nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og
bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og
defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop
og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller
substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere
eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier.
Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller
instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion mulig.
Den nævnte kommunikation og
interaktion mellem psyken og den fysiske krop, subsidiært hjernen, er
kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den danske tænker og
intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen i dennes
værker, som netop søger at bygge bro mellem naturvidenskab og åndsvidenskab,
sådan som læsere af min hjemmeside vil vide. Men her skal i øvrigt
efterfølgende argumenteres nærmere for gyldigheden af Martinus’ såkaldt
kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som det for resten
også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler her på
hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.
Men foreløbig må vi
semi-spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og
hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af
psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige
undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt
dybdepsykolog som C.G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt energisystem.
Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs opfattelse af
og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige metodes
overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt ude i
fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større helhedssyn.”
(Citat slut)
Hermed er forsøget på en beskrivelse af at erkende og
forstå, hvilken betydning fænomener som elementarpartikler, atomer og molekyler
har for vores kendskab til og forståelse af primære begreber som liv og
bevidsthed, i det mindste foreløbig afsluttet. Det skal gerne indrømmes, at det
ikke har været let at researche omkring emnet og heller ikke at skrive
artiklen, nok især fordi jeg ikke selv er hverken akademiker eller matematiker
og ejheller professionel filosof. Men emnet har gennem efterhånden mange år
spøgt i underbevidstheden og derfra lejlighedsvis prikket til min nysgerrighed
og samvittighed, med forventning og krav om, at få gjort alvor af at
gennemtænke emnet og få nedskrevet mine tanker om det.
I og under arbejdet
med og på denne artikel, har jeg følt det nødvendigt, at konsultere og citere
fra andre og mere sagkyndige folk end mig selv, og herunder har jeg ikke mindst
set mig nødsaget til også at bringe mere eller mindre relevante citater fra
Martinus’ fremragende beskrivelser af de berørte emner. Nogle læsere vil
formentlig kunne undre sig over, at jeg i så stort omfang som tilfældet er,
fortsat henholder mig til væsentlige dele af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter,
især i betragtning af, at jeg jo efterhånden for længst har distanceret mig fra
nogle af de overordnede og vitale emner som udødelighed, reinkarnation og
skæbnens lovbundne retfærdighed. Men dette har ikke været ensbetydende med, at
jeg også har forkastet alt ved hans inspirerende, forunderlige og eventyrlige,
ja, vel nærmest geniale verdensbillede. Snarere tværtimod. Se evt. nærmere
herom i artiklen 4.129. Et livs
status - revision af en personlig opgørelse. Eventuelt
suppleret med artiklen 4.131. Livets eget
eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv
© februar 2018. Harry Rasmussen.
_______________________________
Listen
omfatter kun de ord og emner, der primært vedrører atomare begreber og
fænomener:
Atom: af græsk atomos = udelelig. Mindste del af et grundstof som
kan indgå i et molekyle. Består af isotoper som også er grundstoffer.
Atomkerne:
den positivt ladede inderste del af et
atom, består af protoner og neutroner.
Big
Bang: Big bang teorien er den mest
accepterede teori for, hvordan universet har udviklet sig, siden det blev
dannet. Teorien fortæller ikke noget om, hvordan og hvorfor universet blev til,
men kun om hvad der er sket efter Big Bang. Søg på nettet for uddybende
forklaring.
Celle:
mindste form-enhed i levende organismer.
DNA:
en forkortelse af desoxyribonukleinsyre,
kernesyre, der opbygger generne, hvortil arveanlæggene er knyttet.
Elektricitet:
en af de vigtigste arter af energi.
Elektron:
negativt ladet partikel der kredser om en
positiv atomkerne.
Elementarpartikler:
stoffets eller materiens mindste dele, som
ikke kan deles yderligere: elektroner, positroner, mesoner, protoner,
neutroner.
Energetik: læren om
energiformerne og herunder også læren om energien som grundlag for alle
naturvidenskabelige fænomener.
Energi:
arbejdsevne eller virkeevne.
Gen:
et af de elementer i cellerne, hvortil
arveanlæggene er knyttet, også betegnet som en arveenhed.
Higgs
Boson: Higgs-partikel eller Higgs-Boson –
for morskabs skyld kaldet ”Gud-partiklet” - er en elementarpartikel, der blev
forudsagt af Peter Higgs, fra hvem partiklen har navn. Partiklen er en boson og
skal være ansvarlig for Higgs-feltet, som er et felt, der strækker sig igennem
hele Universet og giver andre partikler masse. Søg på nettet for nærmere forklaring.
Komplementaritet:
det forhold, at to sider af en sag, foruden
at komplettere hinanden, også gensidigt udelukker hinanden. De to modsatrettede
sider er begge nødvendige og lige sande.
Komplementaritetsteori:
en lære, der under fortolkningen af den
moderne atomfysiks resultater, anlægger den betragtning, at der på visse
områder må regnes med synspunkter, som gensidigt supplerer og udelukker
hinanden.
Kromosom:
cellekernetråd, opstået ved opdeling af
cellens kernesubstans og bærer af arveanlæggene.
Kvante:
den mindste tænkelige mængde, hvori
elektromagnetisk stråleenergi kan omsættes til stof.
Kvantekemi:
en del af den teoretiske kemi, der
udforsker molekylernes kemiske forbindelser, struktur og reaktionsmuligheder
ved beregning ved hjælp af datamaskiner.
Kvanteteorien:
almen fysisk teori for atomare partiklers
opførsel. Kvanteteorien opfatter strålenergien
som bestående af endelige
størrelser, kvanter, og behandler vekselvirkningen mellem disse og materie.
Materie: af latin materia = stof, tilværelsens grundelement.
Begrebet materialisme er en filosofisk hovedretning, der opfatter verdenens objektive
eksistens som grundlaget for al erkendelse, modsat spiritualismen, en
filosofisk hovedretning, der modsat opfatter tilværelsen som ærende udelukkende
af åndelig eller spirituel art og det stoflige, materien, som kun en
ytringsform af det åndelige.
Meson:
atomar partikel, der er tungere end en
elektron, men lettere end en proton.
Molekyle:
af
nylatin molecula, mindste del
hvoraf et stof består og som kan eksistere i fri tilstand med bevarelse
af alle stoffets karakteristiske egenskaber. Et molekyle består af to eller
glere atomer.
Neutron:
elektrisk neutral partikel, der sammen med
protonen udgør atomkernen.
Positron:
elektrisk ladet med positiv elektricitet.
Proton: brintatomkerne med positiv elektrisk ladning.
© februar 2018. Harry
Rasmussen.
******************