Eller måske på farlige vildveje!
Ved at kaste et blik udover klodens samlede menneskehed, må man
konstatere, at der er tale om en højst broget forsamling af mennesker af alle
mulige kategorier og afskygninger. Lige fra de små almindelige mennesker, som
lever deres liv og hverdag som de bedst kan, til magtmenneskene med
diktatorerne i spidsen og til det på
både det nationale og det internationale plan omfattende antal af
kriminelle af alle mulige arter og afarter: tyve, røvere, mordere, bedragere
etc. etc. Mere eller mindre helhjertede forsøg gennem tiderne - ikke mindst i
nyere tid - på at ’genopdrage’ de kriminelle, er stort set mislykkedes. Faktisk
ser det ud til, at de nævnte kategorier af kriminelle er steget betragteligt i
nutiden.
Indtil videre har menneskeheden i
hvert fald lige siden 1700-tallet særlig været repræsenteret ved kapitalisme, liberalisme
og imperialisme og den deraf følgende både rigdom og fattigdom, samt af den
ulige fordeling af goderne mellem rige vestlige lande og fattige ulande. Godt
og vel første halvdel af 1900-tallets forsøg på at realisere drømmen om
afskaffelse af privatkapitalisme til fordel for social og økonomisk
retfærdighed og ligestilling, druknede i autoritær diktatorisk nazisme,
socialisme og kommunisme og selvtilstrækkelig borgerlig konservatisme. I stedet
nødsagedes man til at affinde sig med usikre og svage demokratiske systemer med
folkevalgte og i en del tilfælde mere eller mindre egoistiske og korrupte
politikere. Men officielt hyldede man idealistiske forestillinger om en bedre,
ja, nærmest ideal verdensorden med vægten lagt på menneskerettigheder af enhver
slags, og – ikke mindst – med det hovedformål, at afskaffe enhver form for krig
og ufred. Til det formål oprettede man efter Første Verdenskrig i 1919
Folkeforbundet og efter Anden Verdenskrig i 1945 Verdens Forenede Nationer,
forkortet FN.
Desværre må man konstatere, at i
virkelighedens verden har der aldrig været så mange krige og så mange oprør og
ufred, som efter Anden Verdenskrig og indtil nu i 2018.
Her kan det anbefales læseren at
læse artiklen 4.136. Idealismens
bedrag i religion, filosofi og politik - nogle
betragtninger.
En del kloge og
velmenende mennesker af begge køn taler for tiden blandt andet meget om
menneskeskabte klimaforandringer og stigende overbefolkning, hvorfor nogle
drager den slutning, at man f.eks. vil kunne forhindre klimaforandringerne ved
helst at undgå fossile brændstoffer som olie og kul og i hvert fald spare på
energiforbruget. Manglen på fødevarer vil efter nogle af de bedrevidendes
mening kunne afhjælpes gennem produktion og udnyttelse af insekter som
fødekilde. Andre kloge hoveder mener og foreslår, tilsyneladende i fuldt alvor,
at menneskeheden for at overleve på sigt, vil kunne og burde kolonisere andre
planeter i mælkevejen og solsystemet, herunder eventuelt bosætte sig på planeten Mars! Ja, der er i henhold til
medierne faktisk allerede nogle eventyrere, der er i gang med at planlægge og
forberede en langtursrejse udenom månen og videre ud i himmelrummet. For
uindviede og skeptiske folk, som f.eks. mig, lyder det som det rene science
fiction. Men må nok konstatere, at
rumrejser teknisk set er en gennemførlig mulighed for mennesker og stater, der
har økonomiske resourcer til at finansiere sådanne projekter. Dog vil jeg mene
og tro, at kolonisering af en anden eller andre planeter med en natur i noget
nær lighed med jordens, nok må anses for at være utopi og dermed heller ikke
nogen brugbar løsning på jordens overbefolkningsproblem.
En anden mærkværdig
tendens i nutiden er den opfattelse, særligt fremført af teknokrater, at man
vil kunne konstruere menneskelignende robotter, der er i stand til at udføre
mange af de daglige funktioner og opgaver, som rigtige biologiske mennesker
uden videre foretager sig og varetager. Og selvom nogle forskere er nået
imponerende langt med sådanne forsøg, så overser de så vidt jeg kan se, at de ikke
vil kunne skabe naturlig menneskelig bevidsthed og personlighed,
men kun kan imitere og simulere disse psykologiske faktorer. En absolut utrolig
teknik, som dog kun er og forbliver en mekanisk og elektronisk teknik – og
utopi.
Læseren kan her
anbefales at læse artiklen 4.34. Bevidsthed og
hjerneforskning - nogle tillægsbetragtninger.
Den videnskabelige
reduktionisme er efter min personlige opfattelse foreløbig kulmineret med en
eller flere hjerneforskere, som ganske forståeligt undrer sig over det faktum,
at de nerveimpulser i form af neuroner, der fra øjets retina forplanter sig til
synscentret i baghjernen, hvorfra impulserne simultant forplanter sig videre
til forskellige relevante centrer i hjernen, giver anledning til de
synsindtryk, vi kender i form af synsopfattelsen af omverdenen. Hvad der
derimod ikke er forståeligt er, at de samme forskere i henhold til et seriøst
TV-program om emnet, har etableret og anskaffet sig en mængde
omkostningskrævende elektroniske apparaturer, hvormed de er i gang med via
forsøg – med en musehjerne (!?) – at ville prøve at finde ud af at løse det
unægtelig højst interessante problem. Forsøg med dyr, herunder bl.a.
vivisektion, har videnskaben jo benyttet sig af i efterhånden mangfoldige år,
uden at det tilsyneladende har vakt forskernes etiske samvittighed. Kølige
overvejelser og forsøgsvis objektiv forstand har altid været i højsædet i
videnskabelige kredse.
De nævnte forsøg på at løse
bevidsthedens gåde ad den nævnte fysiske og teknologiske vej, tvivler jeg dog
meget stærkt på vil lykkes. De nævnte forsøg, som er i tråd med videnskabens
sædvanlige reduktionistiske tro på, at bevidsthed og psyke er et spørgsmål om
fysiologi, er - så vidt jeg kan se – umulige omveje til at løse et problem, som
primært er af psykologisk art og karakter. Som påpeget i flere af mine seneste
artikler, kan man tale om to adskilte, men indbyrdes samarbejdende energisystemer eller energifelter, nemlig
dels den fysiske organisme eller krop, og dels det psykiske energifelt i form
af bevidstheden, mere præcist i form af oplevelsen af omverdenen,
herunder også af individets egen fysiske organisme. Men vigtigst at gøre sig
klart er, at selve oplevelsen ikke er fysisk, men derimod
åndelig eller psykisk, i principiel lighed med hvad tilfældet er med vore
drømme.
I det hele taget må
man i højeste grad undre sig over menneskehedens mangfoldige, avancerede og
imponerende intelligensskabte eller måske snarere snusfornuftige videnskabelige
og teknologiske præstationer, men nok så forundringsværdigt er samme
menneskeheds kulturelle udskejelser. For samtidig med de mere eller mindre
nyttige videnskabelige opdagelser og praktiske teknologiske opfindelser,
befinder menneskeheden sig følelses- og trosmæssigt generelt set på et
fortidigt religiøst-kulturelt stadium, lidt i retning af, hvad situationen var
på troens område i middelalderen. Den form for ortodoks og dogmatisk tro, kan
der forunderligt nok her nævnes et nyere aktuelt eksempel på.
Eksemplet drejer sig om H.K.H.
Prins Henriks død, bisættelse og begravelse. Den farverige og kontroversielle
franskfødte kongelige gemal døde 83 år gammel den 13. februar 2018 på
Fredensborg Slot som følge af sygdom. Bisættelsen fandt sted tirsdag den 20.
samme måned og år i Christiansborg Slotskirke i det centrale København. Det
blev lidt af et dybt rørende tilløbsstykke, idet tilstrømningen af publikum,
der i dagene forud for selve bisættelsen gerne ville defilere forbi prinsens
lit de parade i kirken, var uforudset
stor og overvældende. Få havde vistnok forestillet sig, at prinsen var så
populær som situationen viste. Men æres- og hædersbevisningen var velfortjent
for det sympatiske og multi-kunstnerisk anlagte menneske, prins Henrik.
Begivenhederne
omkring prinsens sygdom, død og især bisættelse, blev ikke mindst tæt fulgt af
TV-kanalerne DR1 og TV2. Under overværelse af en tydeligt bevæget kongelig
familie med nu enkedronning Margrethe i spidsen, og et særligt indbudt hold af
officielle gæster med statminister Løkke Rasmussen og Folketingets forkvinde,
Pia Kjærsgaard, foretog fhv. hofkonfessionarius, biskop Erik Norman Svendsen,
bisættelsen og herunder jordpåkastelsen. Denne ledsages jo af ordene ”Af
jord er du kommet! Til jord skal du blive! Og af jord skal du igen opstå!”.
Opstå til det evige liv, forstås. Bønnen Fadervor blev naturligvis også
fremsagt, lige som diverse smukke salmer blev afsunget, blandt andet B. S.
Ingemanns ”I Østen stiger solen op” og H. A. Brorsons ”Op, al den ting, som Gud har gjort”
(i øvrigt to af mine yndlingssalmer).
Men mit ærinde er
her, at med al respekt for de religiøst troende, vil jeg tillade mig at
fremføre som mit eget synspunkt, i øvrigt i medfør af min overbevisning om
sandheden i ét-livs-hypotesen, at af ordene i forbindelse med jordpåkastelsen
gælder kun ”Af jord er du kommet! Til jord skal du blive!”. Det
med opstandelsen til det evige liv er, ja, undskyld mig, kun trøstens ord til
uskyldigt naive følelsesmæssigt troende kristne. En sådan trøst er der – på
trods af indflydelsen fra materialistisk og ateistisk videnskab lige siden
renæssancen - åbenbart stadigvæk behov for her i 2000-årene, hvorfor man må
skønne, at ritualerne fortsat giver mening. Men som ikke-troende må man
beklageligvis fastholde, at der af gode grunde ikke findes en opstandelse og
slet ikke til det evige liv, for det første, fordi mennesker ikke har en
udødelig sjæl, men kun et dødeligt legeme og en ligeså dødelig psyke, og for
det andet, hvis der forekommer et evigt liv, som troens tilhængere angiveligt
mener, eller håber, må det for at begrebet evig og evighed skal give nogen
mening, forholde sig sådan, at det evige liv eller den evige tilstand jo også
må have været der, både før individets fysiske fødsel og sidenhen efter dødens
indtræden.
Det kan i ovenstående
forbindelse anbefales læseren at læse eller genlæse de her nævnte to artikler
4.145. Det overnaturlige - Virkelighed eller overtro? Og
4.147. Myte og virkelighed. Eller sandhed contra
usandhed?
Vigtigt! Endnu engang vil jeg tillade mig at minde mine læsere om et par
centrale emner med relation til ét-livs-hypotesen: Nemlig for det første den
situation, hvor mange af os i det daglige liv lever en ”puppe-tilværelse”. Og
for det andet, hvordan verden tager sig ud, når man betragter denne ud fra et
lidt højere virkeligheds-perspektiv. Hvad angår førstnævnte, vil jeg citere
følgende afsnit fra artiklen 4.132. Livet som en
''puppe”-tilværelse:
(Citat) Det
forekommer stort set at forholde sig sådan, at de allerfleste
mennesker lever deres relativt korte liv eller tilværelse i en ”forpuppet”
tilstand, lukket inde i en mere eller mindre begrænset og snæver verden af
behov, ønsker, vaner, sociale og kulturelle traditioner. En situation, man lidt
negativt også kunne betegne som ”hverdagens trummerum”. Men det hænder lejlighedsvis,
at der opstår en større eller mindre ”sprække” i ”puppen”, så at den, der
befinder sig indeni ”puppen”, pludselig får et ”kig' ind i” eller et ”glimt af”
den tydeligvis større verden udenfor ”puppen”. Et kig eller et glimt, som i
nogle tilfælde kan medføre, at der opstår en længsel efter at få mere at se af
den nævnte verden, men som i andre tilfælde kan medføre det modsatte, nemlig at
individet inde i ”puppen”, vender ryggen til og afviser at ville have noget at
gøre med den alt for store, uoverskuelige og ubegribelige verden udenfor
”puppen”.
Det sker da også ikke
så sjældent, ja, vel nok i de fleste tilfælde, at ”sprækken” lukker sig tæt til
igen, så at livet eller tilværelsen indenfor ”puppen”s rammer eller ”grænser” i
reglen fortsætter med stort set de samme behov, ønsker, vaner, sociale og
kulturelle traditioner, som hidtil: det vil sige i relativ tryghed,
behagelighed og magelighed. Det befinder de fleste sig tilsyneladende bedst
med. (Citat slut)
Men hvad er det
blandt andet et menneske får at se, når det enten kigger ud ad sprækken i
”puppen” eller især når vedkommende har forladt den indsnævrende ”puppe”? Herom
har jeg ikke mindst skrevet i artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set
i ét-livs-hypotesens perspektiv, som jeg derfor afslutningsvis vil citere
følgende fra:
(Citat) Erkendelsen af underet
For at give den
forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke
tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil
jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne
tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse
øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den
nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på
ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt
omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor,
hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og
gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare
tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de
perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse
med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som
altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og
ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller
uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det
vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen
med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på
grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra
bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt
mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og
opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af
en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt
diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative
og ret beset illusoriske.
For os jordboere er
jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand
til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens
overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra
rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en
vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade
virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler
himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis
afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter.
Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig
uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den
tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må
være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man
uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde
– eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis
vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende
heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis
være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig
overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af
ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det
noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her.
Men tilbage til min
’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’
galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele
taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om
et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine
analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk
sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses
fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder
ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede
– og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver
disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner
andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det
samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet.
Og hvad, hvis vi
tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at
tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne
må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er
mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på
den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset
er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet,
planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med
den, eksisterer! (Citat slut)
Måske ligger der et
lille håb i hvert fald for dele af
menneskeheden i en ’opvågnen’ til erkendelsen af underet!
© Februar2018. Harry
Rasmussen.
******************