Ideale drømme, skepsis og tvivl

Fra idealist til realist

Morale: Livet er kun til låns

Indledning

Denne artikel kan og skal ses som en slags status over min egen åndelige eller sprituelle udvikling fra idealistisk og optimistisk indstillet knægt i 1930’erne og ditto ungersvend i 1940’erne og frem til og med 2018, en periode, hvor der især siden 1990’erne foregik et gradvist skifte til realistisk pessimist-optimist, dog især siden begyndelsen af 2000-året.

Til det formål har jeg dels valgt at benytte relevant stof fra min selvbiografi ”Mit liv og min tid” og til dels også fra mine artikler her på hjemmesiden, som efter min egen opfattelse i alt væsentligt vil kunne bidrage til at belyse den nævnte personlige åndelige udvikling. Ikke kun for at være selvcentreret og lufte mine egne meninger og ideosynkrasier, men for at belyse den nævnte udvikling, som ret beset også indeholder objektive kendsgerninger, der kan være til både oplysning og måske også til opmuntring og gavn for de af mine læsere, det måtte interessere. For alle tilfældes skyld, vil jeg gerne tilføje, at jeg ikke er så naiv at tro, at min person og opfattelser og meninger har nogen særskilt betydning. Der er ikke tale om falsk beskedenhed, men ramme alvor, kære venner.

Her skal indskydes, at de i en del af artiklens tekster forekommende notetal, der normalt henviser til kilder og tilføjede tekstforklaringer, kun kan læses via de links der er anført til de pågældende artikler, men vil IKKE kunne læses her i artiklen, idet noteforklaringerne er udeladt, for ikke at gøre artiklen mere omfattende end højst nødvendigt.

Det skal også lige nævnes her, at da disse linjer skrives, er jeg godt på vej til at fylde 89 år, hvilket dog ikke skal tjene som undskyldning for det, jeg skriver! Fra min tidligste barndom i landsbyen Tillitse på det sydvestlige Lolland har jeg blandt andet erindringer, som kan anses for relevante i relation til den her valgte sammenhæng. Men lad os begynde ned et citat fra en digter, som har spillet og stadigvæk spiller en stor rolle i mit liv og forfatterskab, og som jeg desuden har skrevet en bog og mange artikler om. Digteren, det drejer sig om, er naturligvis H. C. Andersen, som i 1837 udgav sin tredje roman ”Kun en Spillemand”, hvori følgende citat forekommer, her gengivet med moderne retskrivning:

”Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte, som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed kun ved [årsags-virknings] kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større, guddommelige eventyr, hvori vi selv lever.”

For god ordens skyld skal jeg her tillade mig at dissekere eller rettere sagt analysere citatets indhold, hvilket jeg dog gør nemmest ved at citere fra artiklen: 3.12. Alt er et underværk – om livet selv som det største eventyr:

     ”Analyserer vi nu Andersens tekst og udsagn, kan vi først og fremmest konstatere, at han i og med første sætning hentyder til det forhold, at lyset fysisk set er et bestemt energi- eller bølgelængdeområde af det elektromagnetiske spektrum, og at lyset som sådan er farveløst. Farver er med andre ord ikke en egenskab ved tingene, men derimod en egenskab ved vores sansning af disse. Det synlige lys udgøres af bølgelængder mellem  ca. 4 000 og 7 000 ångstrøm (Å), og en blanding af disse opfattes som hvidt lys. De korteste synlige lysbølger opfattes sansemæssigt som violet, derefter med stigende bølgelængde som blåt, grønt, gult og rødt med jævne overgange. Ved brydning af lys forstås en retningsændring af en lysstråle. Ved at bryde det ufarvede, hvide lys f.eks. gennem et glasprisme, spaltes og differentieres dette i sine bestanddele, nemlig i syv forskellige bølgelængder, som sansemæssigt opfattes som syv spektralfarver, nemlig rød, orange, gul, grøn, blå, indigo og violet, idet rødt brydes mindst, violet mest. Dette fremgår også tydeligt af f.eks. en regnbues farvespektrum. 

     Når lyset rammer et legeme eller en genstand, kan der ske tilbagekastning fra overfladen, opsugning på overfladen, indtrængning i legemet eller gennemgang. Ved lysopsugning bliver lysenergien almindeligvis til varme, sjældnere omdannes den til lys med anden bølgelængde. Men ved tilbagekastningen fra overfladen af et legeme eller en genstand, f.eks. en blomst, brydes lysbølgerne på en sådan måde, at disse sanses og opfattes som farve på selve legemet eller genstanden. Pointet er, at det i sig selv hvide lys spaltes og fremtræder i syv forskelligt farvede grundformer, som i øvrigt i praksis giver anledning til et utal af farvenuancer, beroende på overfladen hos de legemer eller genstande, lysbølgerne tilbagekastes fra.  

Martinus’ symboler

Drager vi nu en parallel til Martinus, oplever vi det i denne sammenhæng højst interessante, at han rent faktisk har anvendt sig af lysspektret og dets farver som symbolik i sin kosmologi. Det sker i forbindelse med hans overvejende geometriske symboler, hvor især cirklen og trekanten er markante figurer, nemlig som henholdsvis udtryk for Guddommen og dennes og det levende væsens Jeg. Cirklen symboliserer fuldkommenheden i det guddommelige verdensalt, mens trekanten symboliserer Guddommens så vel som det levende væsens treenige struktur, dvs. Jeget (= skaberen), bevidstheden (= skabeevnen) og organismen (= det skabte). Og Martinus benytter netop den hvide farve som symbol på Guddommens fuldkommenhed, mens han bruger violet farve til at symbolisere moderenergien, som er identisk med overbevidstheden eller det såkaldte højpsykiske kraftfelt. Farverne rød, orange, gul, grøn, blå og indigo symboliserer de seks kosmiske grundenergier, nemlig henholdsvis instinktenergien, tyngdeenergien (= dynamisk evne eller kraft), følelsesenergien, intelligensenergien og hukommelsesenergien. Disse energier er en konsekvens af Jeget og dets urbegær, i samspil med moderenergien, og ytrer sig i form af bl.a. psykiske legemer lokaliseret i det såkaldte underbevidsthedsområde eller psykiske kraftfelt.   

     De nævnte ialt syv kosmiske grundenergier er med andre ord en udspaltning af Jegets væsen, natur eller ’substans’, idet moderenergien virker som et slags ’glasprisme’, der ’bryder’ ’substansen’ i seks grundforskellige fremtrædelsesformer af den samme overordnede grundenergi, altså moderenergien, hvilket reelt vil sige Guds ånd. (Note 2)

Den næste sætning i Andersens tese om livet og kunsten lyder sådan: ”med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning.” Det er allerede blevet nævnt, at Guddommen qua sit væsen og sin natur er forlenet med fuldkommenhed, dvs. fuldkommenhed i alle tænkelige aspekter og henseender: den første, årsagsløse årsag, ubegrænset, evig, alkærlig, alvis og almægtig. Denne opfattelse af Gud, om end i en mere følelsesbetonet og naivrealistisk version, havde Andersen fået indpodet allerede fra sin tidligste barndom, hvor moderen fortalte ham om, hvad hun havde hørt i kirken, og hvor hun sang nogle af de salmer for ham, som blev sunget under gudstjenesten. Mange år senere, da Andersen var kommet i latinskole, gjorde han sig på grundlag af lærebogen i religion tanker om, hvori Guds fuldkommenhed nærmere består. Det sker bl.a. i og med nogle af hans skolestile, som f.eks. Beviserne for Guds tilværelse og Guds enhed (1827/28). I sidstnævnte lyder det bl.a.:

     ”[…] Ved siden af den fuldkomneste ånd, kunne vi intet lige fuldkomment væsen tænke os, thi da ophørte begrebet om den fuldkomneste, og at Guddommen er det, ser vi de tydeligste tegn på i den hele natur, selv i hele universet. – Kamp og gæring møder vel øjet, men elementernes kræfter, det levende og det livløse smelter dog sammen i eet harmonisk helt; […] Vi ser i den hele fysiske natur en orden, en styrelse, men tillige en enhed, der grundfæster troen og taler med åbenbaringen om en eneste Gud, i at sige Gud er én. – Hvor ophøjet er ikke dette begreb om Gud; […]” (Note 3)

Note 3: De to stile er trykt i H.C.Andersen. Eventyrdigterens hidtil utrykte danske stile, bind I-III. Et udvalg ved Jørgen Skjerk. Eget tryk. København 1999. Stilene findes i hhv. bind I, s.73-76 og III, s. 73-75. Disse kan f.eks. suppleres med stilen At slutte fra verdens tilværelse til Guds, samme sted, s. 90-92, hvori det bl.a. hedder: ”[…] Årsag og virkning er uadskillelige. Hvor den ene finder sted, kan den anden ikke være borte. – […] Men om jeg endogså så i den hele natur et mægtigt spil af underlige kræfter og et blindt tilfælde, da taler den levende stemme i mit indre – min mægtige sjæl med sine uendelige tanker – og siger: Der er en Gud! - / Et tilfælde har ikke formået at frembringe min sjæl. De fysiske dele kan opstå ved andre, men det moralske ligger så langt uden for disse grænser, at man må søge dets grundspire i guddommen. –” Andersens lærebog i religion var Peter Krog Meyer: Lærebog i den christelige Religions- og Sædelære med Hensyn paa Disciplenes Tarv i de lærde Skolers højeste Klasser. København 1818. Se evt. også side 56-60 i Harry Rasmussen: H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus - et sammenlignende studie. Forlaget Kosmologisk Information 1997. – Martinus’ opfattelse af Gud fremgår ikke mindst af Livets Bog, bind VI, stk. 2330-95. – Se evt. også artiklen H.C.Andersen og Gud her på hjemmesiden.

     Måske ikke overraskende, falder Martinus’ opfattelse af Gud fuldstændig i tråd med Andersens opfattelse af samme. For begge er Guddommen det alvæsen, hvori alt og alle med et bibelsk udtryk ”lever, røres og er”. Guddommen er med andre ord tilværelsens højeste og øverste eller inderste ’substans’ og kraft, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, manifesterer sig og sanser og oplever. Dette har Andersen kortest og klarest udtrykt i eventyret ”Der er forskel” (1851), mens Martinus tilsvarende kort og klart har uddybet det i sit symbol nr. 7: Livsenhedsprincippet med tilhørende forklaring. Heraf fremgår det, at det levende væsen i princippet ligner eller udgør en holistisk miniudgave af sit guddommelige ophav, nemlig som et Jeg, en skabeevne og en organisme. Som sådan fungerer det levende væsen – altså alle levende væsener – som Guddommens sanseorganer og manifestationsredskaber, dvs., at Guddommen sanser, oplever, handler og manifesterer sig via de levende væsener. Det er i henhold til Martinus – og Andersen – så viseligt indrettet i praksis, at dette forhold former sig på den måde, at der i en vis forstand egentlig kun findes to væsener i tilværelsen: Gud og det levende væsen. For sidstnævnte udgør samtlige andre levende væsener nemlig Guddommen, uanset om det pågældende levende væsen er klar over dette forhold eller ej. (Note 4)

     I henhold til både Andersen og Martinus, viser Guds skaberkraft sig i form af tilværelsens fuldkomne indretning og formålstjenlige hensigtsmæssighed, og ligeledes i de levende væseners differentierede mangfoldighed, evner og muligheder. Skabelsen vidner på den måde om sit guddommelige ophav. 

Livet er et eventyrligt under

Den tredje sætning i Andersens ovenfor citerede tekst lyder sådan: ”Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt.” Udsagnet er højest interessant, idet det siger noget væsentligt og karakteristisk om den måde, vi mennesker opfatter tilværelsen eller virkeligheden på. (Note 5)

     Men lad os først gøre os fortrolige med, hvad begrebet ’underværk’ mere præcist betyder. I henhold til ordbogen er ordet sammensat af to ord, nemlig ’under’ og ’værk’. Førstnævnte ord hentyder til begreber som undre og vidunder, hvilket vil sige undren eller det at undre eller forundre sig over noget. Ordet værk betyder bl.a. arbejde, virke eller virksomhed. Ordet vidunder hentyder til noget, man undres eller forbavses eller imponeres over. Begrebet underværk er i en vis forstand beslægtet med begrebet mirakel, hvilket vil sige noget, man ikke kender de naturlige årsager til.

     I henhold til Andersens opfattelse, er tilværelsen eller livet og verden grundlæggende et under eller mirakel i den forstand, at alt har sin oprindelse i Guds væsen og natur, som vi mennesker dybest set ikke direkte kan begribe eller fatte. Samme opfattelse giver Martinus udtryk for ved blandt andet at fremhæve, at det treenige princips tre instanser: Jeget, bevidstheden og organismen, dybest set er ukendte og ubegribelige ’størrelser’. Af samme grund betegner han derfor også de tre instanser som henholdsvis X 1, X 2 og X 3, hvor X står som matematisk tegn for ubekendt størrelse. (Note 6)

     Den omstændighed, at vi – som Andersen siger – vænnes til livets under eller forunderlighed, således at vi opfatter dette eller denne på en hverdagsagtig måde og derfor tager alting som nærmest en selvfølgelighed, giver sig grundlæggende til kende i form af den materialistiske livs- og verdensanskuelse. Ifølge denne ligger der kun naturlige lovmæssigheder og fysisk-kemiske årsager til grund for alt i verden, og dette gælder også for de såkaldte åndelige eller psykiske fænomener, såsom ånd, sjæl og bevidsthed. Dette emne om den materialistiske livs- og verdensanskuelse, var Andersen stort set optaget af hele livet, hvilket især fremgår af hans store forfatterskab, men han berørte også emnet i en del af sine breve til venner og bekendte. Det, der særlig berørte ham, var den omstændighed, at materialismen tilsidesatte for ham væsentlige begreber som Gud, udødelig sjæl og etiske og moralske normer og værdier, samtidigt med at man mente, at livet og verden er udtryk for fuldstændig planløshed og tilfældighed. Særlig markant behandler han emnet i romanen At være eller ikke være (1857), som på sin vis blev hans teodicé par excellence. (Note 7)”

Skepsis og tvivl

Men allerede her må jeg indskyde en skepsis og tvivl, idet både Andersen og Martinus i det anførte citat forudsætter sjælens eller åndens udødelighed og dermed den menneskelige personligheds evige eksistens. Det emne har jeg ikke mindst behandlet i bogen ”H. C. Andersen, H. C. Ørsted og Martinus”, men vel at bemærke behandlet indforstået, altså med en (foreløbig) accept af de præmisser, argumenter og konklusioner, begge er nået frem til i deres respektive værker. Det skal dog samtidig nævnes og pointeres, at medens Martinus grundlæggende var fuldkommen overbevist om individets udødelighed og evige eksistens under bestemte lovbundne vilkår, så var Andersen lige så grundlæggende skeptisk og i tvivl om samme emne. Dette fremgår i vid udstrækning af Andersens samlede forfatterskab, herunder ikke mindst som nævnt i romanen At være eller ikke være. Den titel har Andersen så at sige lånt fra Shakespeares skuespil Hamlet, hvor der er tale om Hamlets store monolog, hvis titel på originalsproget lyder sådan: ”To be or not to be, that is the question”.

Problematikken omkring individets udødelighed kontra dødelighed har Andersen indgående behandlet i den nævnte roman, hvilket jeg blandt andet har skrevet nærmere om i den artiklen 3.06. ”At være eller ikke være” – H.C.Andersens syn på materialismen. Fra denne skal her citeres følgende uddrag:

     ”I Anden Del, 7. kapitel af romanen At være eller ikke være lader han sit alter ego, Niels Bryde, opleve barndommens fromme, kristne tro på Gud, ånd, udødelig sjæl, en åndelig verden og engle, men i ungdommen kommer Niels under rationalismens og naturvidenskabens indflydelse, og det får ham til at tvivle på og næsten forkaste sin barnetro. Han vakler mellem en åndelig, guddommelig forklaring på livet og verden, og videnskabens postulater om materiens iboende blinde, fysisk-kemiske kræfter og tro på årsagsvirknings-loven som en endegyldig forklaring på alt i tilværelsen. Den åndelige og religiøse side af tilværelsen, herunder særlig sjælens udødelighed, er han tilbøjelig til at afvise som fantasi og overtro. (Note 8)

    Niels Bryde er under Treårskrigen 1848-50 militærlæge ved fronten i Jylland, og her oplever han, hvor kort der kan være mellem liv og død for soldaterne:

”I morgen er  måske for mange af os livstråden overskåret, det hele forbi!” den tanke havde han vel et øjeblik, men tog det lystig og let; det faldt ham ikke ind, at han selv måske stod nær til at indskrives på dødens sorte tavle.

     For et par modtagelige der oprullede han sin viden, sin overbevisning: ”Mennesket såvelsom dyret er maskine, tænkningen er et resultat af organisationen, ligesom tonerne fra lirekassen er det af valser og tappe. Vi har en sjæl, siger vi; men hvad er den andet end kun fællesnavnet for de forskellige funktioner, der udelukkende tilhører centralnervesystemet, det vi kalder hjernen? Ligesom lyden fremkommer nu ved luftens rysten og bevægelse. Således fremkommer al tænkning, hver stemning eller følelse ved hjernens virken; ødelægges legemet, så hører funktionen, det vil sige sjælen, fuldkommen op at være. , Se, det er det hele, hvad vi kalder vor udødelige del! Tro mig, vi er ikke mere herrer over os selv og vor fornuft, end vi er herrer over de materielle dele, der afsondrer sig fra vort legeme. Vore stemninger kommer som vort blod cirkulerer, og derfor, jeg tør tro og sige det, har vi heller ikke mere tilregnelighed end dyret, der oplæres; også vi tilvænnes at lyde de af os – menneske med menneske, enheden af jeg og du, der er Gud – givne love for det rigtige, det nødvendige for samfundet; vi underordner os disse for at opnå det, vi tror at være endnu bedre!”

     Al denne viden, endnu i går foredraget og i lang tid levende i ham, var hans tanke-sum, nu han lå henkastet, glemt, afmægtig [og alvorligt såret på slagmarken].

     ”Mennesket er en natur-fremtoning, et forsvindende produkt og moment af livets kredsløb”; dette var og havde længe været ham en bevidsthed, og i den havde han følt lysten til at løfte sig over mængdens trang og støtte, at der er en Gud, et evigt liv; begge havde han troet at kunne undvære. Hvorfra kom nu den frygtelige skræk for tilintetgørelse? Var den kun en ond feberdrøm, et resultat af legemets liden? Rundt om, spredte på marken, lå endnu døende, trøstet ved troen, styrket ved forvisning om Gud og sjælens udødelighed. Legemlig følte han tørst, tungen smægtede efter en dråbe vand; men den åndelige tørst var dog endnu mere brændende. En dråbe fra troens brønd ville have givet mest vederkvægelse og styrke. (Note 9)

     Den hårdt sårede Niels Bryde findes imidlertid af sin trofaste hund, og i forvisning om sin snarlige redning, kan han derfor tillade sig at give efter for smerterne og bevidstløsheden:

    Niels Bryde sank hen – men hans sidste tanke løftede sig op til: ”Lykkelig er den, som i sin død har barnets tro! – jeg har den ikke! – jeg ved! – jeg ved!”  (Note 10)

Tro og tvivl

I romanens 3. del, 7. kapitel, er Niels Brydes sjæleveninde, den jødiske pige Esther, på grund af sygdom lige afgået ved døden, og det giver Andersen anledning til følgende betragtninger:

     Det er ved vore nærmeste kæres bortgang i døden, Guds stemme lydeligst taler til os om et evigt liv og gensynet hist. Det fornam han. ”Dø, sove, muligt drømme” – således skød tanken fremad, udover – ”ikke at være”.

     ”Hun sover sødt!” sagde faderen, der ellers stod stum og stille, som Niels Bryde stod der.

     ”Sover!” gentog denne lydløst, og fortsatte i tanken: ”den døde sover ikke! – det ny Testamente selv kalder ikke de døde de sovende, men de hensovede. Hvor er nu denne sprudlende livlighed, dette tankevæld, denne renhed og stræben efter forståen af sandhed, hvor og hvorledes?” Det var tankens spørgen, men forstanden havde intet svar. ”Hvad havde de viseste i alle tider udfundet om tilstanden efter døden? Kun fantasier, gisninger, en af mennesker opdigtet mellemtilstand. Pindar i sin anden olympiske sejrshymne anviser de gode ophold i et skyggerige, før de kommer til de saliges øer; i Platons ”Fædon” tales om befrielsen fra de underjordiske steder, og at komme til renere våninger over jorden. Hvad lærer vi heraf? Kun det, at hedningen selv har fornummet trang og stræben efter at betegne dette for os ubestemmelige. ”Den døde sover!” gentog han, ”det synger endnu vor tids digtere! Hvor usandt! Nej, selv støvet, der hviler i graven, sover ikke, det går over i tingenes kredsløb, og sjælen – den rettroende kristen, som de kalder ham, siger: den er gået over i himlens stille salighed – Nej! Dertil er den ikke hos nogen udviklet nok; den svæver frem mod større fuldkommenhed, eller er slukket! – ”ikke være” – Nej, nej, det er en umulighed for den Gud, der er retfærdighed og kærlighed!” – Hans tanke svulmede til at sprænges! (Note 11)”

Ja, Andersens egen tanke og sind var ved at ’koge over’ af usikkerheden omkring hans livs største problem: udødelighed konta dødelighed. Han ville så inderligt gerne tro eller føle sig overbevist om sjælens udødelighed, men tvivleren i ham kunne ikke overvinde den negative og frygtelige tanke om dødelighed. Den dødelighed, der betød, at ”selv støvet [det fysiske legeme], der hviler i graven, sover ikke, det går over i tingenes kredsløb”.

For mit eget vedkommende nærede jeg i min barndom i 1930’erne og tidlige ungdom fra omkring 1946 ikke nogen som helst tvivl om den universale Guddoms eksistens, og fra min senere ungdom faktisk heller ikke om sjælens udødelighed. Især da det sidstnævnte blev bekræftet igennem studiet af klassiske indiske filosofier, som Sankhya og Raja-Yoga. Suppleret med studiet af ligeledes klassiske idealistiske indiske filosofier som Vedanta, samt læsningen af Vedaerne og Upanisha’erne. Om den lære, der kunne og kan uddrages af klassisk indisk filosofi, herunder ikke mindst forestillingen om reinkarnatio, skrev jeg mange år senere artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi. Fra den artikel skal her citeres følgende:

     ”De få i mine omgivelser, som gad sætte sig lidt ind i, hvad reinkarnationstanken i henhold til indisk filosofi gik ud på, fik et meget godt modargument i hænderne, idet de kunne henvise til at indiske filosoffer, der baserede sig på Upanishaderne og som tilhørte Sankhya-Yoga- og Vedanta-skolerne, opfattede reinkarnationen (samsara) som et onde, der var forårsaget af uvidenhed (avidya) om livets illusoriske natur (Maya’s slør). Se evt. nærmere herom i artiklen H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi.

     Men omkring 1956, midt medens jeg aftjente 22 måneders civil værnepligt (militærnægter) i Gribskovlejren, begyndte jeg for alvor at tvivle på indisk filosofis forklaring om, at enkeltsjælen (atman) på et tidspunkt ”udskiller” sig fra alsjælen (Brahman) og grundet sin uvidenhed (avidya) føler sig tiltrukket af og involverer sig med materiens verden (Maya’s slør), og herunder mister enhver erindring om sit oprindelige tilhørsforhold. Men gennem de utallige og mangeartede lidelser, dette i forbindelse med reinkarnation (samsara) afstedkommer, vækkes sjælens længsel efter at blive genforenet med sit universelle ophav, og gennem bevidst arbejde på sin frelse eller befrielse fra materiens åg, vil dette – efter mange inkarnationer – til sidst lykkes. Dermed vil sjælen have fået en erfaring, der sikrer den imod at gentage ”fiaskoen” eller engagementet med materiens verden.

     Denne sjælelære kunne jeg simpelthen ikke få til at stemme med, hvad jeg selv forstod ved logik og fornuft. For det første, hvorfor lod sjælen sig i sin fuldkomne urtilstand af væren og ikke-væren overhovedet friste til at forlade denne og indlede og gennemgå et engagement med materiens verden? – På grund af begær, som skyldtes uvidenhed og mangel på erfaring, lyder svaret. - For det andet, hvordan kan man være sikker på, at sjælen efter sin genforening med alsjælen ikke endnu engang eller eventuelt flere gange kan lade sig friste til at gentage engagementet? – Det kan man, fordi sjælen under sit lidelsesfulde engagement med materien har høstet så megen erfaring, at dens begær efter materiens verden er udslukt, og så megen viden, at den har gennemskuet illusionen, lyder svaret.

    Tvivlen var virkelig et problem og dilemma for mig på det tidspunkt, for jeg kunne ikke selv umiddelbart se nogen løsning. Man kan derfor sikkert tænke sig til, hvilken befrielse det var for mig, da jeg i sommeren 1957 for alvor stiftede bekendtskab med Martinus’ Kosmologi, for heri blev stort set alle spørgsmålene besvaret og problemerne løst. Primært gennem forståelsen af ”det treenige princip” og sekundært gennem forståelsen af især ”spiralkredsløbsprincippet”. Desuden blev enhver fødsel opfattet som reinkarnation, og denne blev i øvrigt ikke betragtet som et onde, men tværtimod som et i høj grad positivt, selvfølgeligt, nødvendigt og uundværligt – men samtidig begrænset -  led i individets evige liv og udvikling.”

Som skrevet står, lærte jeg i 1957 Martinus’ lære om kosmos at kende, og det blev optakten til et omtrent livslangt studium og engagement med hans geniale og såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, som tilsammen danner et forunderligt og nærmest eventyrligt verdensbillede. Sidstnævnte kan i absolut kortfattet – og utilstrækkelig – form, beskrives som følger:

Martinus’ verdensopfattelse i korthed

At Gud, forstået som det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende evige væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener. Lige som vi mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og manifestationsredskaber, de levende væsener på alle niveauer og planer i tilværelsen, fra det mindste bittelille kræ til de vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til Martinus’ kosmologi også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er udstyret med en skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger livets højeste princip: det seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et relativt begreb, primært i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos, som ligger til grund for, at de levende væsener i det hele taget kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres kosmiske natur og struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at oplevelse overhovedet kan finde sted, må Gud via de levende væsener etablere modsætningernes verden af stort og småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv og død, retfærdigt og uretfærdigt, nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at disse tilsammen udgør livets eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at begreber og fænomener som f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i virkelighedens verden, det vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden den, at døden kun er en tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv, i hvilket der samtidigt hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.

Når livet og tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180 grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet. Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’.

Livets egen tale

Men her i min efterhånden høje alderdom har jeg i stigende grad fået og haft behov for at følge Martinus’ gode råd om, at lytte til ”livets egen tale”, hvilket mere præcist vil sige, at jeg har ’lyttet’ til mine egne oplevelser og erfaringer, og – ikke mindst – til de tanker og konklusioner, det har ført med sig. Det har så udmøntet sig i en række artikler, der beskriver den skepsis og tvivl, som har ført til min overbevisning og antagelse af det, jeg betegner som ”Ét-livs-hypotesen”. Denne efter min egen opfattelse erfaringsbaserede hypotese eller teori går primært ud på, at vi mennesker og alle andre levende væsener med for den sags skyld, kun har et enkelt liv at leve til vores rådighed. Det indikerer, at der ikke er tale om sjælens udødelighed og evige liv og dermed heller ikke om reinkarnation samt alt, hvad dette indebærer. Samtidig indikerer nævnte hypotese, at der ikke er plads til begrebet og fænomenet skæbnens fuldkomne retfærdige lovmæssighed, men derimod til skæbnens absolutte tilfældighed og – om man vil – uretfærdighed. Det sidstnævnte for så vidt som man mener, som eksempelvis Andersen gør, at Guds fuldkommenhed og ikke mindst alkærlighed, skulle være en garanti for absolut retfærdighed. (Til nærmere orientering om mit mentale skifte fra idealistisk drømmer til realistisk forståelse af tilværelsen, kan det anbefales læseren at læse artiklen 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse

Som et eksempel på min skepsis og tvivl overfor antagelsen af Guds alkærlighed og skæbnens påståede fuldkomne retfærdighed , skal her citeres følgende fra artiklen 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder?:

”Hver eneste dag præsenterer nyhedsmedierne, dels i form af aviser og dels i form af Nyheds-TV, den ene uhyggelige og dramatiske ulykke efter den anden. Den ene dag er det en kvindelig cyklist, som er blevet kørt ned og dræbt i en højresvingsulykke, den næste dag er det et yngre udenlandsk par og deres 5-årige søn, som i bil er på vej hjem mod Tyskland fra ferie i Danmark. Den tragiske ulykke skete på den fynske motorvej kl. 4 om morgenen. Idet bilen lige netop er nået til en bro over motorvejen, rammes den af en stor 30 kg tung betonflise, som med vilje er blevet kastet ned oppe fra broen. Klodsen rammer med stor kraft igennem bilens forrude, hvor den øjeblikkeligt dræber den unge mor på 33 år, medens hendes 36-årige mand kvæstes så alvorligt, at han hurtigst muligt måtte lægges i respirator på hospitalet. Drengen, som sad fastspændt på bagsædet, kom så vidt oplyst ikke noget til, bortset fra det chok, han selvfølgelig må have fået ved at se sine forældre i den nævnte grusomme situation og tilstand. Drengen blev senere på dagen afhentet af sin nærmeste familie i Tyskland.

Få dage efter melder de samme nyhedsmedier ud med de alvorlige jordskælv i det nordlige Italien, hvorunder mange huse er faldet sammen og er blevet til de rene ruiner. Men ikke nok med det, mange mennesker, mænd, kvinder og børn, kvæstes, nogle til døde, under de sammenfaldende mure, vægge, etageadskillelser og tage. En del af menneskerne ligger i skrivende stund stadigvæk skjult under kaosset af murbrokker, så at redningsmandskabet må arbejde og rydde op med den største forsigtighed. Håbet er naturligvis at finde overlevende skjult i ruindyngerne.

Disse eksempler på tragiske hændelser tager sig ud som nye, andre og endnu flere tilfælde af skæbnens, i hvert fald set med mine øjne, tilsyneladende ubarmhjertige tilfældighed.

Det er mig ligeledes simpelthen umuligt at begribe, at en tilfældig cyklist i en storby, i dette tilfælde i København, med masser af kørende trafik, ulykkeligvis dræbes, fordi både vedkommende selv og lastbilchaufføren er uopmærksomme i den givne situation. Her kan man selvfølgelig tale om årsag og virkning, så i den forstand er ulykken årsagsbestemt. Men det er efter min opfattelse ikke det samme som, at den også er skæbnebestemt.

Det er mig også helt umuligt at fatte, at en tilfældig bil med et yngre ægtepar og deres 5-årige søn, en tilfældig dag og på et tilfældigt tidspunkt, bliver udsat for så tragisk en hændelse, som beskrevet ovenfor. Men at der er tale om en umiddelbar årsagssammenhæng er selvfølgelig også klart i dette tilfælde. Gerningsmanden eller -mændene må have stået oppe på den nævnte bro, parate til at kaste den medbragte tunge betonklods ned mod vejbanen lige præcis på det tidspunkt eller det øjeblik, hvor de pågældende kunne regne med, at klodsen ville ramme en forbipasserende bil. Men at der også skulle kunne være tale om en skæbnebestemt lovmæssighed i dette tilfælde, kan jeg ikke med min bedste vilje indse eller fatte. Hvorfor skulle dog lige præcis det nævnte ægtepar og deres lille dreng, af alle bilende trafikanter, komme ud for denne grusomme tragedie!? - Min forstand nægter endnu engang simpelthen at tro på påstanden om skæbnens lovbundethed og dermed også dens fuldkomne retfærdighed. 

Det samme gælder i nok så høj grad, hvad angår jordskælvene i det nordlige Italien og de tragiske og uhyggelige følger disse fik for de stakkels hjælpeløse beboere, der blev ofre for naturens lovbundne aktiviteter og processer. Jordskælv er jo forholdsvis almindelige mange steder på kloden, herunder også i Italien. Så derfor er de her nævnte begivenheder også beroende på loven for årsag og virkning. Men som altså ikke er det samme som, at disse jordskælv er skæbnebestemte for de mennesker, det går ud over. 

Der er jo i øvrigt også psykologiske lovmæssigheder iblandet begivenheder, som de ovenfor nævnte. For ofrenes vedkommende frygt, skræk, rædsel og sorg, og – nok så vigtigt gerningsmandens eller -mændenes, ja, i nogle tilfælde er der tale om kvinders  hensynsløshed, grusomhed eller ligefrem ondskab. Det er blevet så almindeligt i vores åh så humane og tolerante samfund, at man ikke mener, at f.eks. direkte ondskab findes, men at denne må skyldes religiøs eller politisk indoktrinering eller de ydre omstændigheder, herunder det sociale miljø. Men hvad med de folk, der, som vi har set i stigende grad indenfor de seneste mange år, i nogle tilfælde åbenlyst og i andre tilfælde skjult torturerer og for nogles vedkommende halshugger folk, eller utroligt fanatiske selvmordsbombere, der sprænger sig selv og den menneskemængde, de med vilje befinder sig i, i stumper og stykker eller sårer alvorligt og i nogle tilfælde invaliderer.”

Døden – en gåde?

Der er siden de ældste tider og i alle kulturer forekommet mange tanker og forestillinger omkring døden, den proces, som nøgternt naturvidenskabeligt set primært drejer sig om, at en levende organisme ophører med at fungere, enten på grund af sygdom, ulykke eller alderdom. Den begravede døde organisme gennemgår derefter normalt den naturlige proces, at den hurtigere eller langsommere opløses og dens bestanddele overgår og deltager i det naturlige fysiske kredsløb. I øvrigt sådan som tilfældet er med alle former for organisk liv. Situationen er dog som bekendt en lidt anden, når især et dødt menneske bliver kremeret og brændt til aske, som enten nedsættes i jorden i en urne eller asken efter afdødes egen bestemmelse bliver spredt ud et sted på jorden eller i havet. Det med døden er noget, der har fulgt mig lige siden min barndom, hvor jeg kom ud for en oplevelse, som kunne være endt med, at jeg havde stillet træskoene, som man siger, når man vil være lidt morsom.

For at imødekomme den interesserede læsers eventuelle videbegærlighed, skal jeg her gengive et citat fra artiklen 2.01. Min vej til Martinus – om de oplevelser, der førte mig frem til studiet af Martinus’ kosmologi, hvori der fortælles om den nævnte oplevelse:

(Citat) Som 13-årig var jeg ude for en oplevelse, der overbeviste mig om, at vi mennesker lever videre efter døden. Det skete en dag i det sene efterår i skolegården, hvor en af mine kammerater i kådhed strammede mit halstørklæde så voldsomt, at jeg mistede bevidstheden om omverdenen. Men til min egen store forundring var jeg stadigvæk bevidst om, hvad der foregik med mig selv. Først oplevede jeg en isnende rædsel, idet jeg ligesom følte at blive suget hastigt roterende gennem en lang, opadgående,  rørformet og mørk tunnel, men idet jeg kom op til dennes åbning foroven fyldtes jeg af en usigelig fred og frydefuld salighed, som ikke heller kan beskrives med ord. Det føltes som ren, unuanceret væren. Straks efter befandt jeg mig på et højt klippeplateau, hvis ydre rand gik brat ned i en dyb, mørk  slugt. Ovre på den anden side af slugten var der et tilsvarende klippeplateau, og her kom der nu en gruppe tavse, menneskelignende, men højtidelige og ranke skikkelser til syne. De var klædt i fodlange, hvide dragter og havde hætter på hovedet, som skjulte deres ansigter. En af skikkelserne, som stod forrest midt foran de andre, rakte armene ligesom indbydende over imod mig. Men idet jeg gik fremad mod klippekanten forekom det mig at jeg hørte en ringetone, som når skoleklokken meddelte at frikvarteret var forbi. 

Herover ses tegneren Gustave Dorés tegning af Dante og Virgil for foden af Renselsens Bjerg, som de finder for stejlt til at turde bestige det. (Billedet,

som her desværre ikke er gengivet efter fortjeneste, findes i bogen: A Doré gallery. Spring Books London . New York . Sydney . Toronto © 1974).

Da jeg for første gang så billedet i 1974 slog det mig straks, at det havde en vis lighed med det, jeg havde oplevet som 13-årig i 1942,

og som – bortset fra at der er to personer forrest i billedet – er nærmere beskrevet i teksten

     Straks efter blev jeg igen bevidst om mine fysiske omgivelser, og så at mine kammerater havde anbragt ”mig” på en bænk under et stort træ i midten af skolegården. Jeg havde ligesom en snurrende fornemmelse i hovedet. De kiggede forskræmte på mig, men da de så at jeg igen kom til bevidsthed, følte de naturligvis lettelse, ikke mindst den kammerat, der i kådhed havde strammet mit tørklæde om halsen på mig. Men det undrede mig, at de ikke havde mere travlt med at forlade stedet og tage opstilling i rækken, så derfor sagde jeg: ”Skynd jer! Skoleklokken har jo lige ringet!” – ”Den har ikke ringet endnu!” sagde de uforstående. I selv samme øjeblik ringede skoleklokken rent faktisk, og noget forvirret herover kom jeg på benene og tog opstilling i samme række som de andre i min klasse.

     Det med, at jeg troede, at skoleklokken havde ringet, før den rent faktisk gjorde det, blev jeg snart efter klar over skyldtes, at blodet vendte tilbage til hovedet og hjernen. Subjektivt oplevedes det som en skoleklokkes intense ringen. Men efter denne oplevelse, som formentlig kunne være endt alvorligt, kom det til at stå klart og stærkt for mig, at mit inderste jeg ikke kunne dø. Og selve oplevelsen af, efter at have passeret igennem tunnelen, først ligesom at svæve i et varmt og dunkelt intet eller alt, som hverken var væren eller ikke-væren, var så vidunderlig, at jeg den dag i dag endnu kan fornemme det ved tanken herom. Bagefter kom så en ”opvågnen” på det omtalte klippeplateau, med den dybe, mørke kløft eller slugt foran, der dog egentlig ikke føltes truende. Og situationen mildnedes af de venlige men tavse menneskeskikkelser ovre på den anden side af kløften, der ligesom kom for at modtage mig og byde mig velkommen.

     Dengang fortalte jeg ikke nogen om min specielle oplevelse, for jeg følte instinktivt at ingen i mine nærmeste omgivelser ville forstå, hvad jeg talte om. Tværtimod ville man afvise det som indbildning eller hallucination, hvor jeg selv følte at det var noget virkeligt, helligt og ophøjet, der var overgået mig. Men selv som 13-årig forstod jeg, at jeg ved den lejlighed havde været døden nær, og at den dybe kløft eller slugt betød døden, medens de hvidklædte, anonyme skikkelser ”ovre på den anden side”, var engle eller ånder, der skulle hjælpe mig, hvis jeg ikke havde været så heldig at vågne op i den fysiske verden igen.

     På denne baggrund forekom tanken eller idéen om reinkarnation egentlig ikke fremmed, da jeg som 17-årig første gang stiftede bekendtskab med den. Det skete i og med læsningen af Ananda Acharyas ”Indledning til indisk filosofi”, et optryk af en foredragsrække, der var blevet holdt ved Kristiania  Universitet i 1915, samme år som bogen også var udgivet. Tankerne heri virkede så velkendte og letfattelige, at de forekom mig som den største selvfølgelighed. Men denne opfattelse deltes ikke af folk i mine nærmeste omgivelser, som anså tankerne i bogen for verdensfjerne fantasier. Og reinkarnation var efter deres mening en uhyggelig tanke, for tænk hvis man skulle leve et tilsvarende liv, som nu, flere gange, eller eventuelt blive til et eller andet dyr i sit næste eller flere følgende liv! Nej, så hellere blive slettet totalt ud, når dette ikke altid lige nemme og behagelige liv engang var slut. (Citat slut)

Men som den opmærksomme læser sikkert allerede har gjort sig klart og forstået, så er der sket meget for mig siden dengang, jeg oplevede den ovenfor omtalte episode. Nemlig en antagelse af den mere sandsynlige ét-livs-hypotese og den deraf følgende forkastelse af fænomener som udødelighed og reinkarnation mm.

Spørgsmålet er derfor, hvordan denne ret specielle oplevelse kan og skal tolkes. I artiklen ”Min vej til Martinus” har jeg tolket den på den måde, at kløften eller afgrunden mellem skikkelserne ovre på den anden side af denne og det plateau, jeg selv sad på, var eller er et udtryk eller symbol på grænsen mellem liv og død. De kutteklædte skikkelser har jeg tolket som åndelige væsener eller skytsånder, som var kommet for at tage imod mig, og som var parate, hvis jeg havde overskredet grænsen, hvilket heldigvis ikke skete, for det ville formentlig have betydet min fysiske død. Men om skikkelserne var reelle åndelige væsener eller blot projektioner af min egen bevidsthed, er jeg ikke i stand til at afgøre med sikkerhed. Dengang som dreng var jeg ikke i stand til at tolke oplevelsen forstandsmæssigt, men den efterlod mig med visheden om, at jeg i mit inderste væsen var udødelig. Det så meget mere, som at oplevelsen ydermere bekræftede nogle stærke oplevelser af Guds nærværelse, som jeg havde haft flere gange tidligere og allerede som cirka 9-årig. 

Men også her kan skeptikere eller hjerneforskere, neurologer og psykologer naturligvis komme og hævde, at min såkaldte nærdøds-oplevelse udmærket vil kunne forklares ud fra, hvad der er foregået i hjernen under forløbet af oplevelsen. Først at jeg mister bevidstheden som følge af en kvælning, der hæmmer blodtilførslen til hjernen, hvilket først fremkalder en panisk angst og rædsel hos mig, som desuden følges af en fornemmelse af at hvirvle gennem en lang lodret tunnel, som hurtigt afløses af en vidunderlig følelse af total fred, salighed og intethed. Dette kan med lidt god vilje tolkes som en følge af, at der i korte øjeblikke er stoppet for blodtilførslen til hjernen, og desuden forårsaget af hjernens produktion af dopingstoffet endorfin. Denne situation afløstes imidlertid snart efter af bevidsthedens langsomme tilbagevenden til hjernen, hvilket kan forklares som en følge af, at halstørklædet løsnes, så blodet atter kan få frit løb til hjernen. Under blodets langsomme, fornyede tilstrømning til hjernen, vågner den fysiske bevidsthed langsomt op igen, hvorved min i begyndelsen omtågede bevidsthed registrerer skolekammeraterne, som står tæt ved siden af hinanden et lille stykke fra mig, altså fra min fysiske krop, som er blevet anbragt på en bænk. Den afstand, omend den vel kun var omkring en halv meter, kan den sløvede hjerne så – stadig ifølge neuropsykologerne – have opfattet som den kløft, der adskilte mig og mine kammerater. Disse var i øvrigt efterårsklædte og havde anorakker eller frakker på, heraf nogle med hætter, og det har hjernen så formodentlig opfattet som de kutteklædte – omend voksne – skikkelser, der befandt sig ovre på den anden side af den kløft, der var imellem dem og mig.

Rent personlig er jeg naturligvis ikke i stand til sagligt at afvise den ovenfor beskrevne banale og jordbundne forklaring på min nærdøds-oplevelse, men det er til trods herfor min overbevisning, at en sådan årsagsforklaring ikke holder vand. Det mener jeg på grundlag af den kendsgerning, at hjerneforskerne eller neuropsykologerne normalt ikke befatter sig med erkendelsesteori, for i så fald ville de ikke, som det nu er tilfældet, overse eller ignorere den rolle, som selve oplevelsen spiller i sammenhængen. For selvom man går ind på hjerneforskernes præmisser om, at det er fysisk-kemiske hjerneprocesser, der reelt set har forårsaget i dette tilfælde min nærdøds.oplevelse, så var oplevelsen af disse processer jo tydeligvis noget helt andet, nemlig det forløb og de ’billeder’, jeg har beskrevet tidligere ovenfor. I selve oplevelsen var der ikke tale om en banal hverdagsagtig københavnsk skolegård, men derimod om et storslået klippeplateau, og heller ikke om nogle drenge i 12-13 års alderen, men om en flok kutteklædte, voksne mænd. Det er det, der er pointen her, nemlig bevidsthedens, sindets eller den sjælelige strukturs skabende evne.

Hver gang jeg nu tænker på døden, kommer jeg i reglen samtidig til at mindes den replik, Shakespeare i sit skuespil Stormen har lagt i munden på troldmanden Prospero, som i stykkets Fjerde akt, Første scene har fremmanet et illusionistisk syn af ånder, i den hensigt at advare sin kommende svigersøn, Ferdinand, imod at bryde datterens ”jomfrubånd før hver en helligvorden brug er fulgt alt efter kirkens skikke”, for i det fald vil alverdens ulykker ramme dem begge: 

Prospero

                                           Du ser urolig ud, min søn, som om

                                           du var bekymret; vær kun frejdig, ven.

Vor Fest er sluttet. De, der trådte op,

                                            var, som jeg forud sagde, alle ånder,

og løstes op i luft, i flygtig luft.

Og just som dette luftsyns løve svæv

                                            skal skybelagte tårne, stolte slotte,

                                            storladne templer, hele kloden selv

                                            med dem, hvis arvelod den blev, forgå

                                            og lig hint svundne tant end ikke lade

                                            en sky tilbage. Vi er sådant stof,

                                            som drømme dannes af; vor smule liv

                                            omrammes af en søvn. – […]

Det er særligt linierne om, at ”hele kloden selv med dem, hvis arvelod den blev, [skal] forgå og lig hint svundne tant end ikke lade en sky tilbage”, der fæstnede sig i dybet af mit sind. Og at der ikke kun var tale om poetisk filosofisk tankespind, stod mig især klart, da jeg en dag i sommeren 1946 spadserede omkring på den nærliggende Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, opfyldt af tanker og undren over livets forunderlighed og tilskikkelser. Lige siden sommeren 1943, og kort før jeg begyndte som animatorelev på tegnefilmen ”Fyrtøjet”, havde jeg ofte gået ensomme ture ovre på Assistens Kirkegård i København. På disse ture på den på sin vis idylliske og dengang absolut stille og fredelige dødens have, grundede jeg i reglen over livets mysterium og dødens uafvendelighed og gåde. Det med dødens uafvendelighed, altså uundgåelighed, nemlig som et livsvilkår, blev særligt nærværende, når et familiemedlem eller en bekendt afgik ved døden og efterlod sig et ubegribeligt og gabende ’tomrum’.

Som barn og ung oplevede jeg sjældent nogen, der døde i min familie-, venne- eller bekendtskabskreds. Døden var derfor mest noget, jeg læste om i aviserne, særlig i dødsannoncer og nekrologer. Men under arbejdet på langtegnefilmen ”Fyrtøjet”, som strakte sig fra juni 1943 til juni 1945, og som altså fandt sted under tyskernes besættelse af Danmark, hændte det at jeg et par gange blev vidne til mennesker, der blev skudt og døde på åben gade. Det var bestemt en meget rystende oplevelse, at se et menneske ligge på fortovet og bløde, indtil der langt om længe ankom en ambulance til stedet og bragte det stakkels menneske til hospitalet. For slet ikke at tale om min oplevelse af engelske bombemaskiners angreb i marts 1945 på Shellhuset i København og den frygtelige fejltagelse med bombningen af Den Franske Skole på Frederiskberg, der i begge tilfælde betød mange voksne og børns lemlæstelse og død. Og jeg så og fulgte vel at bemærke de nævnte begivenheder på nærmeste hold.

Men en dag, da jeg som nævnt spadserede omkring ovre på Assistens Kirkegård og ofte standsede op og læste indskrifterne på de mere eller mindre udviskede gamle gravsten, faldt jeg tilfældigvis over en ret speciel og usædvanlig mindetavle, for på denne stod med forholdsvis stor skrifttype følgende (frit citeret):

                              Vandrer, du som læser disse linjer! 

                              Betænk, at lige som jeg, der nu ligger her,

                              således skal du også selv en dag ophøre med dit liv

                              og ligge under mulde, hvor ormene gnaver.

Med stor klarhed følte jeg det, som om teksten var specielt rettet mod ’mig’, og at denne ukendte og for længst afdøde mand talte direkte til mig, og det med en undertone af slet skjult skadefryd, eller måske nærmest triumf, som skulle minde mig om, at heller ikke jeg kunne føle mig udenfor dødens usvigeligt sikre komme på et eller andet tidspunkt i mit liv. Denne tanke har siden fulgt mig gennem livet, som jeg derfor aldrig har taget som den selvfølgelighed, som det er mit indtryk at mange mennesker, ja, måske de fleste, i hvert fald tilsyneladende gør.

Når jeg efter den tid derfor stod og læste inskriptionerne på gravsten fra f.eks. 1700-tallet, som der findes en del af på Assistens Kirkegård, så forestillede jeg mig klart og tydeligt, at de mennesker, i reglen mand, kone og enkelte af deres familiemedlemmer, der lå i den pågældende grav, og hvis jordiske rester for længst måtte være blevet opløst og var gået over i det naturlige kredsløb, at disse mennesker havde jo selv engang gået omkring her på jorden og i princippet levet et liv, præcis som mig selv og alle andre. De var blevet født, og var i bedste fald vokset op med en mor og far og måske søskende og familie, de havde leget med deres kammerater, havde gået i skole, og havde måske fået en eller anden erhvervsfaglig eller boglig uddannelse. Og de var blevet voksne og havde antagelig selv fået børn, og nogle havde fået og haft en faglig karriere, og de havde i det hele taget levet et liv med glæder og sorger, bekymringer og problemer, som de fleste andre mennesker, indtil en dag sygdom, ulykke eller alderdom satte punktum for deres jordiske liv. 

Som voksen og især i min ældre alder, da jeg skriver disse linjer,  har jeg oplevet, at mange familiemedlemmer, mine forældre, bedsteforældre på både mødrene og fædrene side, to af mine tre yngre søskende, mine mostre og fastre, mine onkler, mine fætre og kusiner, er afgået ved døden, nogle i en forholdsvis yngre alder. Det samme gælder mine venner og kollegaer, hvoraf en del også er døde, i reglen af sygdom. Hvis jeg skulle opregne navnene på alle  ’mine’ døde, ville det fylde et helt A4-ark. 

I nyeste tid er døden kommet lidt tæt på i min nærmeste familie, hvilket i hvert fald for mit eget vedkommende har fået mig til at tænke og føle, at med min nuværende alder af knapt 89 år, kan man kun vide, som H. C. Andersen har skrevet et sted, at man i hvert fald står ”opmarcheret til afgang”. Det er jo så sandt som det er sagt. Her følger et andet citat fra den ovenfor anførte artikel:

Hvad blev der af de afdøde?

For mit eget vedkommende, kan jeg ikke lade være med ofte at tænke på og synes det er mærkværdigt, at alle mine nu mange afdøde slægtninge og mine forholdsvis få nære venner, hvoraf nogle var lige så ivrige Martinus-studerende, som jeg selv er og har været i nu omkring 60 år, aldrig har givet så meget som bare det mindste lille bitte 'livstegn' fra sig fra det såkaldt hinsidige. Det vil man så kunne hævde kan skyldes min egen psykes manglende 'modtagelighed' eller de 'afdødes' manglende evne til at kommunikere med den fysiske verden og dermed med mig, eller det kunne måske tænkes at skyldes begge dele. Men jeg må desværre sige og indrømme, at jeg fortsat nærer stor tvivl og skepsis overfor påstanden om, at de fysisk afdøde stadig er i live i en såkaldt åndelig tilstandsform og afventer en ny reinkarnation. Der er efter min beskedne indsigt og opfattelse af det emne, tale om ønsketænkning i den forbindelse. Derfor hælder jeg end så længe til ét-livs-teorien, som jeg dagligt ser bekræftet af det, jeg forstår ved begrebet og fænomenet virkeligheden. 

Det store spørgsmål: Hvorfor?

Men selvom begreber og fænomener som udødelighed,  individets evige liv, den åndelige verden, reinkarnation, skæbnens lovbundethed og retfærdighed, ikke passer ind i ét-livs-opfattelsen, så er tilværelsen i bund og grund stadigvæk ét eneste stort under og eventyr.  Det store spørgsmål om, hvorfor noget i det hele taget er til, og måden, det er til på, er også stadigvæk vigtigt og aktuelt. Det vil til stadighed være aktuelt at stille spørgsmål, som f.eks.: Hvorfor er verden indrettet og fungerer lige præcist, som den er og gør? - Hvorfor er  vi her og hvad er meningen eller hensigten med det alt sammen? - Tanken svimler, når man gør sig klart, at grundlaget for vores psykofysiske eksistens, er det vældige verdensalt med sine galakser, solsystemer, sole, planeter og alle andre himmelfænomener. Tænk, at det alt sammen på et tidspunkt i – ja, i hvad?  For tid og rum er jo i henhold til videnskaben fænomener, der via Big Bang har udviklet sig fra et såkaldt super-atom til det, verden er i nutiden! - Men tænk også på, at alt det er forudsætningen og baggrunden for, at eksempelvis lille mig kan sidde her bag computeren og tænke, formulere og taste disse ord! - Det er og må da alt sammen være et eneste stort eventyr for sig, ja, det største eventyr, der vel findes og vil kunne findes!? -  Hver morgen, når jeg vågner og kigger ud ad vinduet og ser himlen, solen, skyerne og huse, sten, træer, buske, græs, planter, blomster og flyvende fugle og insekter, og – ikke mindst – mere eller mindre travle mennesker, som går tur med deres hunde nede på vejene, så undres jeg over at det alt sammen er der, dog vel vidende at der er tale om et forgængeligt ”øjebliksbillede”. For bortset fra, at dette ”billede” faktisk samtidig er en slags sansemæssig illusion, så er alt jo underkastet kredsløbets lovmæssigheder, og dermed også forgængeligheden. Om hundrede eller flere år vil det alt sammen være forandret om ikke ligefrem væk og glemt.

Poetisk betragtet kunne man udtrykke ét-livs-opfattelsen som en vågentilværelse, hvor søvnen hver eneste nat normalt venter os med sit ”Godnat og sov godt!” På principielt tilsvarende måde og når tiden er inde, venter døden på hver eneste af os med sit ”Godnat og sov evigt godt!” - Dog, selv om alt ved os levende væsener er forgængeligt, så forbliver og består dog fortsat de elementarpartikler og atomer, der var med til at danne og holde os i live. Nogle af disse elementarpartikler, atomer og molekyler har de fleste af os dog vist været med til at videregive til slægten. Men det legeme og den psyke, som andre elementarpartikler og atomer var med til at danne og opretholde, er, som de fleste af os ved og måske gør os tanker om, undergivet forgængelighedens lovmæssigheder.”

Livet som en drøm

Men netop dette, at vores objektive eksistens som en organisme betragtet, i virkeligheden består af elementarpartikler, atomer og molekyler, der er organiseret efter biologiske og fysisk-kemiske lovmæssigheder, gør det relevant at tale om en form for drøm eller illusion. Men i og med en illusion er der jo faktisk tale om en bevidsthedsforestilling. Det kan sandsynliggøres, at bevidsthed ikke er fysisk i den naturvidenskabelige forstand af begrebet. Der er ret beset tale om to former for energisystemer, den fysiske og den psykiske eller bevidsthedsmæssige. Overordnet set forholder det sig antagelig som Shakespeare udtrykker det i skuespillet ”Stormen”: ”Vi er sådant stof, som drømme dannes af; vor smule liv omrammes af en søvn.” Men for at sandsynliggøre påstanden om, at der med det fysiske legeme og bevidstheden er tale om to interaktive energisystemer, skal jeg her citere følgende fra artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

Synsprocessen (Citat fra artiklen Øje, hjerne og bevidsthed):

(Citat) Her skal gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.

Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk bliver transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden, ved videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse. Når dette sker, mener de videnskabelige forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene bliver bevidstgjorte.

Imidlertid er der her al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3 centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne fra nethinden når frem til synscentret.

Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever.Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.

Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, forenklet sagt er det individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kalde bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved siden af eller over den fysiske natur. Hermed er vi kommet frem til en hypotese, som vi skal se lidt nærmere på i det følgende. 

En mere omfattende hypotese

Den hypotese, som der herefter skal gøres rede for, forholder sig noget anderledes til individet end tilfældet er for natur- og humanvidenskaben. Som allerede antydet i indledningen til denne artikel, så anskuer de sidstnævnte individet udelukkende ud fra den forhåndsantagelse, at dette helt igennem kun udgør en fysisk størrelse, idet det menes kun at befinde og udfolde sig indenfor det såkaldte fysiske rum-tid-kontinuum, hvilket især vil sige, at individet er undergivet den fysiske materies kræfter, lovmæssigheder og vilkår, og at denne omstændighed er det eneste reelle grundlag og den eneste faktiske årsag til individets eksistens, herunder også til dettes bevidsthed og bevidsthedsliv.

Denne opfattelse af individet og af de levende væsener i det hele taget, er i henhold til den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, så langt fra den reelle virkelighed som vel muligt. Det vil sige, når det levende væsen og herunder individet anskues på baggrund af et såkaldt kosmisk perspektiv, ifølge hvilket verden ikke kun udgør en fysisk realitet, men samtidig også en over-fysisk eller såkaldt åndelig realitet. Ja, for at sige det ligeud, så er Martinus af den veldefinerede og velbegrundede opfattelse, at den fysiske materies verden i virkeligheden er afledt af tilværelsens åndelige eller psykiske faktorer, kræfter og lovmæssigheder. Denne omstændighed udmønter sig i en opfattelse og anskuelse af det levende væsen eller individet som et åndeligt væsen med både en åndelig eller parafysisk og en fysisk organisme. Dette forhold viser sig også, når det drejer sig om sanseoplevelser og sanseillusioner, som de ovenfor omtalte og beskrevne.

For ikke at gentage en beskrivelse af forholdet mellem øje, hjerne og bevidsthed, som jeg har beskrevet i tidligere artikler her på hjemmesiden, skal jeg tillade mig at citere følgende afsnit fra min artikel H1-40. Hjerne og bevidsthed – Om forholdet mellem de to instanser: 

Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen,

mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen. Betydningen af de

øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2).

– Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag, København 1952.

Helt basalt og generelt er det nok ikke for meget at sige, at de allerfleste mennesker har den opfattelse, at bevidsthed og hjerne stort set er identiske begreber, for det har man lært i skolens timer med anatomi, fysiologi og biologi. I en del ældre fagbøger kan man ligefrem læse udtryk, som f.eks. at ”hjernen er sæde for bevidstheden” eller ”Bevidstheden har sæde i hjernen”, lidt upræcise udtryk, som skal indikere, at bevidsthed og hjerne er to sider af samme sag. I nyere og især nyeste tid har opfattelsen indirekte fået støtte af hjerneforskningen, som ved hjælp af neuropsykologiske tests og Magnetic Response-scanning af hjernen, forkortet MR-hjernescanning, ser ud til at have fastslået den nære forbindelse, der er mellem fysiologiske hjerneprocesser og bevidsthedslivet. Ved sidstnævnte forstås især de sanseindtryk, forestillinger, tanker, følelser, viljesudtryk og beslutninger mm., eller kort og godt de mangeartede oplevelser, som optræder eller fremtræder indenfor rammerne af det, man kunne kalde bevidsthedsfeltet.

Men at anatomiens, fysiologiens, biologiens og specielt neuropsykologiens tilsyneladende videnskabeligt funderede og verificerede opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, nemlig at bevidsthedslivet basalt genereres i og af hjernen, ikke kan stå for en nærmere og uvildig prøvelse, har jeg som allround amatørforsker efter evne søgt at påvise i adskillige artikler her på hjemmesiden. Til det formål har jeg i særlig grad henholdt mig til den opfattelse af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, som forefindes i Martinus’ kosmologi, nemlig med den begrundelse, at sidstnævnte i højere grad inddrager et større spekter af data, end tilfældet er med de nævnte videnskabelige discipliner. Dette større spektrum involverer nemlig også erkendelsesmæssige forhold, hvilke er uundgåelige og nødvendige aspekter af en fuldstændig og til bunds gående undersøgelse af fænomenet livsoplevelse i almindelighed og forholdet mellem sjæl og legeme problemet, subsidiært bevidsthed og hjerne problemet, i særdeleshed.

Et stort paradoks: Hjerneforskningens dilemma

Hjerneforskningens reduktionisme fortsætter stadig og stort set uanfægtet med at promovere opfattelsen af forholdet mellem hjerne og bevidsthed, subsidiært mellem legeme og sjæl. Denne promovering sker ikke mindst via medierne, herunder de elektroniske medier. Senest har man her i Danmark i DR TV2 søndag den 22. april 2012 kunnet se et genudsendt to-delt program om det nævnte emne. Heri fremførte en hjerneforsker sin paradoksale og skråsikre opfattelse af, at fænomener som f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser blot skyldtes kemiske påvirkninger, bl.a. i form af dopamin, i bestemte hjernecentre.

Såkaldt para-normale oplevelser kan også fremkaldes ad anden kemisk vej, nemlig ved indtagelse eller indgivelse af spiritus eller narkotiske stoffer af forskellig slags, som f.eks. kokain, heroin, ecstasy, hash, m.fl. Disse stoffer doper hjernen og giver i bedste fald nogle euforiske og ekstatiske oplevelser og i værste fald fremkalder de angst, frygt eller aggressioner og forvrænger generelt hjernens formidling af virkeligheden.

Paradokset består hovedsagelig i, at man i henhold til de nævnte hjerneforskeres foreløbige forskningsresultater og udsagn må konstatere, at hjernen, som de identificerer med bevidstheden, personligheden og jeget, åbenbart siger til sig selv, at f.eks. nærdødsoplevelser og ud-af-kroppen-oplevelser bare er nogle bevidsthedsforestillinger om nogle illusoriske ledsagefænomener til de reale kemisk-elektriske processer, som hjernen på grund af sin uvidenhed, det vil formentlig sige mangel på synapser, fortolker og oplever, som om der er tale om oplevelser af objektive og virkelige forhold.

Det synes fortsat ikke at undre de samme hjerneforskere, at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv. Neurovidenskaben i almindelighed og hjerneforskerne i særdeleshed ser stadig ingen grund til at antage og betragte bevidstheden eller psyken som et selvstændigt fænomen eller energisystem. Man føler sig angiveligt overbevist om at vide, at hjernen repræsenterer bevidsthed og psyke, for andet har man i hvert fald indtil videre ikke kunnet finde via sine strengt videnskabelige undersøgelser og eksperimenter.

Men her kunne man måske have lov til at indvende, at neuropsykologerne og hjerneforskerne ikke har kunnet eller kan se skoven for bare træer. Eller sagt mere konkret: Man kan ikke se psyken eller subjektet, fordi det er denne eller dette, der via hjernen foretager undersøgelserne og eksperimenterne. Man kan heller ikke se disse vigtige og nødvendige instanser, selvom de sproglige udsagn: ”min hjerne” eller ”jeg har en hjerne” implicit antyder, at der må være tale om et ’ejendomsforhold’, altså om et jeg, der har eller ejer en hjerne, som er en overordnet instans i den fysiske organisme, som ligeledes tilhører jeget.

Neuropsykologerne og hjerneforskerne fokuserer og udadretter med andre ord – men vel at mærke af historiske og traditionelle grunde - ensidigt deres egen bevidsthed eller psyke på de fysisk-kemisk-elektriske processer, der foregår i hjernen hos forsøgspersonerne, og tolker og identificerer disse processer som årsager i stedet for som ledsagende virkninger. Når de gør det, skyldes det så vidt jeg kan se, at de apriori går ud fra, at der ikke eksisterer andet eller mere, end den fysiske materie, mere specifikt de fysiske sanser og de fysiske naturlove. Åndsevnerne instinkt, følelse, intelligens, intuition og hukommelse betragtes ikke som sanser, men ses blot som produkter af og ledsagefænomener til hjernens fysiologiske processer. Men dette er og forbliver en apriori antagelse, som viser sig ikke at kunne stå for en fordomsfri nærmere erkendelsesteoretisk prøvelse. Sagen er i virkeligheden den, at bevidsthedens eller psykens problem kun kan løses ad den introspektive erkendelses vej. Og det uanset om man er videnskabelig forsker eller læg iagttager. (Se i øvrigt artiklen 4.117. Hjerneforskning igen! - Om hjerneforskningens fejltagelser og udprægede reduktionisme i den naturvidenskabelige opfattelse af de nævnte fænomener.)

Det, som neuropsykologer og hjerneforskere blandt andet ser ud til at mangle at erkende og forstå, er, at den i øvrigt helt fantastiske fysiske hjerne ’kun’ er et nødvendigt interaktivt mellemled mellem den fysiske omverden og bevidstheden eller psyken. Desuden at sidstnævnte kan opfattes og defineres som et energisystem, der kun delvis er afhængigt af den fysiske krop og hjerne, men som er så relativt energisvagt på grund af karakteren eller substansen af de åndelige eller psykiske energier, at det ikke kan kommunikere eller interagere direkte med den fysiske omverden eller de fysiske energier. Derfor er den fysiske hjerne og centralnervesystemet det redskab eller instrument, der gør en sådan kommunikation og interaktion nødvendig og mulig.

Den nævnte kommunikation og interaktion mellem psyken og den fysiske krop, subsidiært hjernen, er kvalificeret påvist og grundigt gennemanalyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus, fulgt op af hans elev Per Bruus-Jensen i dennes værker, som netop søger at bygge bro mellem naturvidenskab og åndsvidenskab, sådan som læsere af min hjemmeside vil vide. Men her skal i øvrigt ikke argumenteres nærmere for gyldigheden af Martinus’ såkaldt kosmiske analyser blandt andet vedrørende krop og psyke, som det for resten også allerede er blevet gjort i form af en lang række artikler her på hjemmesiden, som jeg derfor må henvise til.

Men foreløbig må vi spiritualister altså affinde os med, at neuropsykologien og hjerneforskningen ikke har fundet nogen grund til at inddrage opfattelsen af psyken som et selvstændigt energisystem i sine grundige videnskabelige undersøgelser og eksperimenter, og det til trods for, at en anerkendt dybdepsykolog som C. G. Jung har påvist psyken som et sådant selvstændigt energisystem. Vi må trøste os med, at den etablerede og kanoniserede videnskabs opfattelse af og konsensus om den fysiske materies og den naturvidenskabelige metodes overordnede værdi og betydning, er foreløbig, og at den på et tidspunkt ude i fremtiden vil blive erstattet af et paradigmeskift med et større helhedssyn. (Citat slut) (Note 5)

Evnen til at kunne huske

Et psykologisk emne af stor og nærmest livsvigtig betydning ikke mindst for os mennesker, er evnen til at kunne huske, eller kort og godt hukommelsen. Men spørger man psykologer og andre fagfolk, får man på sin vis et for lægfolk nærmest uforståeligt svar, som f.eks. noget lignende dette:

Det er ikke klarlagt hvordan hjernen gemmer informationer, men det sker øjensynligt ved ændringer omkring nervecellernes synapser. Et enzym kaldet PKM-zeta er af forskere blevet foreslået som et molekyle der vedligeholder hukommelsen. Polypeptidet ZIP kan blokere PKM-zeta, og et forsøg har vist at man derved kan slette dele af hukommelsen hos rotter. Et andet protein der er vigtig for hukommelsen er AKAP ("A-kinase ankeret protein"). I bananfluer kan en mutation i genet der koder proteinet ramme langtidshukommelsen.

Som det indirekte fremgår af ovenfor anførte svar, så er dette grundlæggende baseret på den naturvidenskabelige opfattelse af, at alting kan forklares – eller i det mindste søges forklaret – ved hjælp af fysiologiske og kemiske faktorer, lovmæssigheder og processer. Selv om det angiveligt endnu ikke (i 2016) er lykkedes forskere at klarlægge, hvordan hjernen gemmer informationer, mener man dog, at ”det sker øjensynligt ved ændringer omkring nervecellernes synapser.” Ved begrebet ”synapse” forstås ganske enkelt sammenknytningen eller berøringsstedet for to nervecellers udløbere. Nervecellerne og disses udløbere er dybere set bærere af data og information. Sådanne synapser findes der iht. fagfolk et ukendt antal af, lige som der dannes nye synapser, lige som der også degenererer allerede dannede synapser. Dannelsen af nye synapser betyder i praksis ny hukommelse, medens degenerationen og ophøret af synapser omvendt betyder tabet og dermed ophøret af hukommelse i de felter eller områder i hjernens hukommelsescenter, hvor degenerationen foregår.

Imidlertid vil der også i forbindelse med omtalen af hukommelsesevnen være al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om denne højst vigtige evne,  som her foreløbig er fremført. Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever. Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til hukommelsescentret, vil der stadigvæk kun være tale om fysisk-kemiske nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre involveret i hukommelsesprocessen og hukommelsesoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare, databærende mønstre. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet hukommelsesopfattelsen jo vitterligt indeholder data og informationer om en synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun om et større eller mindre kompleks af nerveimpulser og nervesynapser! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske krops syns-, hørelses-, lugte-, bevægelses- og følesans.

Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt og endnu engang den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden natur eller karakter? – Jo, forenklet sagt er det individets, mere præcist jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her igen blot forstås som en natur eller mere præcist: et psykisk energisystem ved siden af eller over den fysiske natur. For en form for energi er der både i fysisk og psykisk forstand tale om. Denne opfattelse er i princippet i overensstemmelse med den opfattelse af hukommelsesevnen, der promoveres i og med Martinus’ kosmiske analyser af samme.  

Foreløbig konklusion på grundlag af ét-livs-hypotesen

Her skal jeg imidlertid ikke gå yderligere eller nærmere ind på, hvad Martinus i sin i øvrigt højst interessante og værdifulde kosmologi har af opfattelse af forholdet mellem den fysiske hjerne og det bagved eksisterende åndelige eller parafysiske system, mere præcist bevidstheden, dels fordi dette forhold allerede er grundigt beskrevet i flere af de artikler om Martinus' kosmologi  eller verdensbillede, der foreligger her på hjemmesiden, og dels fordi  mit eget skifte til ét-livs-hypotesen på afgørende måde udelukker store dele af de emner, faktorer og kræfter, som Martinus' kosmologi hviler på og opererer med. 

Det ligger dog fortsat fast, at det individuelle jeg er en del af det universale eller guddommelige jeg, så længe individet er fysisk i live, men også, at jeget og dermed psyken eller bevidstheden genereres synkront i og med det fysiske legemes undfangelse, vækst og eksistens , lige som samme jeg og psyke synkront ophører med at eksistere i og med det fysiske legemes død og ophør. Alt sammen under forudsætning af, at der foreligger normale omstændigheder.  Et menneske kan jo f.eks. dø på et hvilket som helst stadium af sit liv, som foster, barn, ung, voksen eller gammel.

Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig, der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt genereres samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det fysiske  legemes degeneration og ophør.

I denne sammenhæng kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på, at psyken udgør en slags selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop. Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker oplever og forestiller sig , og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse er udtryk for realistiske fænomener.

Dette med, at psyken ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor. Den opfattelse, at vores sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme, idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og psykisk eller åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer med hinanden. Se bl.a. herom i artiklen 4.83.  Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed .  Det skal dog pointeres, at den nævnte artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er den fortsat gyldig også set i det perspektiv.   

Apropos den såkaldte fysiske energi og den såkaldte åndelige eller psykiske energi, er det vigtigt at gøre sig klart, at grænsen mellem, hvad der er fysisk og hvad der er psykisk, er hårfin eller flydende. Det vil man kunne forstå, hvis man orienterer sig om situationen indenfor kvantefysikken. Herom skriver forfatteren T. Bergstein bl.a. følgende:

(Citat) Betegnelsen ’elementarpartikler’ for de atomare individer, hvoraf atomerne er opbygget, karakteriserer, at man her er nået til et punkt, hvor det er uden mening at spørge om objektets rumlige struktur. En statistisk analyse af strålingen fra objektet er i denne forbindelse nytteløs, for når en elementarpartikel giver anledning til stråling, sker det altid ved, at partiklen ophører med at eksistere, idet den omdannes til andre elementarpartikler. Der er således ikke tale om, at den oprindelige partikel kan opfattes som sammensat af de dannede partikler. Disse skabes først i det øjeblik, den oprindelige partikel går til grunde. Det er derfor umuligt at meddele nogen anskuelig forestilling om en elementarpartikel. Den må ligesom ethvert andet atomart objekt repræsenteres ved en sandsynlighedsbølge, og partiklens art og egenskaber er givet med anførelsen af massetal og ladningstal samt visse talstørrelser, som dels refererer til bølgeformationens symmetriegenskaber, dels til de omdannelsesprocesser, som partiklen kan deltage i. Begreberne form og struktur er – selv fortolket statistisk – irrelevante ved beskrivelsen af disse opbjekter. […] (Citat slut) (Note 6.)

Så vidt jeg selv kan forstå i henhold til ovenstående citat, så ligger problemets kerne atomart set i det forhold, at den virkelighed, der ligger til grund for en elementarpartikel kan opfattes komplementært som enten en partikel eller en bølgeformation. Hvilket vil sige, fænomener, som gensidigt udelukker hinanden. Førstnævnte vil da kunne tolkes som udtryk for en fysisk virkelighed og sidstnævnte som udtryk for en åndelig eller psykisk virkelighed. Vi har hermed indirekte fået en slags videnskabelig bekræftelse på, at hvor den fysiske verden så at sige hører op, nemlig i og med ’den nedre grænse’ for elementarpartiklerne, derfra viser og fortsætter den åndelige eller psykiske verden sig.  Elementarpartiklerne og elementarbølgerne markerer dermed ’overgangen’ mellem henholdsvis de  fysiske og de psykiske energier. […] (Citat slut).

For endnu engang at præcisere, hvad antagelsen af ét-livs-hypotesen mere præcist betyder, skal her citeres følgende fra artiklen 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger:

(Citat) 

Foreløbig konklusion

Endnu engang må jeg konstatere, at alt eller i hvert fald meget tyder på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at der reelt set ikke findes et fænomen, tilstand eller situation, som med rette kan karakteriseres som udødelighed og evigt liv for individet, lige som det må konstateres, at skæbne ikke er et naturligt lovmæssigt fastlagt og uundgåeligt fænomen, men derimod i hovedsagen beror på tilfældigheder.

Vil som en følge heraf gerne fremholde følgende citat fra artiklen "Skæbnebestemt eller tilfældigheder?", hvori den i nedenstående citat nævnte pointe er, at efter omkring 60 års beskæftigelse med en idealistisk livs- og verdensopfattelse som Martinus' eventyrlige verdensbillede eller kosmologi i form af en lang række såkaldte kosmiske analyser og livsfacitter, er ét-livs-hypotesen blevet mit nye livsgrundlag: Derfor kan jeg her endnu engang gentage følgende:

Min pointe med denne artikel er derfor endnu engang, at promovere den 'kætterske' opfattelse i form af ét-livs-teorien, så meget mere, som at der overhovedet ikke findes et objektivt videnskabeligt gyldigt bevis for eksistensen af fænomener som skæbnens lovbundethed og reinkarnationens nødvendighed. Begge dele er absolut afgørende for, at der overhovedet kan forekomme og effektueres en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen. Men derimod tyder alt eller i hvert fald meget på, at ét-livs-teorien er i god og adækvat overensstemmelse med den virkelighed, som vi dagligt mere eller mindre deler med hinanden. Derfor må jeg for mit eget vedkommende hævde, at udødelighed og evigt liv er idealistiske illusioner eller selvbedrag, og at skæbnen i hovedsagen beror på tilfældigheder. (10)

For god ordens skyld skal det her præciseres, at ordet og begrbet utopi er af græsk oprindelse: u ikke + topos sted. Altså et sted, der ikke eksisterer, i overført betydning en uigennemførlig og uopnåelig tanke eller plan. Mere specielt stammer udtrykket fra den engelske forfatter Thomas More’s bog Utopia fra 1516, hvori der skildres en idealstat, en forestilling eller idealistisk drøm om et i enhver henseende fuldkommen humant og retfærdigt samfund for alle dets medlemmer uden nogen som helst undtagelse. Der er i tidens løb blevet gjort flere fejlslagne forsøg på at oprette sådanne samfund, som tilfældet har været i nyere tid f.eks. med autoritære samfundsformer som kommunismen og nazismen, der dog i begge tilfælde heldigvis kollapsede. Men også demokratiske lande har haft og har fortsat principielt samme idealistiske plan og forhåbning, der f.eks. efter 1. Verdenskrig lå bag oprettelsen af Folkeforbundet i 1919 og ligeledes ligger bag oprettelsen af De Forenede Nationer (FN) i 1945. Men som allerede omtalt, spillede Folkeforbundet fallit i forbindelse med udbruddet af 2. Verdenskrig. For FN’s vedkommende må det siges, at man er meget langt fra at kunne realisere, etablere og opretholde dén fredelige og i enhver henseende humane og retfærdige verdensorden, som fra organisationens start har været og fortsat er det absolutte hovedformål. Men til trods for alle de økonomiske, sociale og kulturelle uligheder, oprør, kriser og krige, der har været lige siden 2. Verdenskrigs aflutning 1945-46, er der fortsat utroligt mange velmenende og idealistisk indstillede mennesker, ikke mindst en del politikere og kulturpersonligheder, som stadigvæk tænker sig og drømmer om og støtter en etablering af et verdensomspændende Utopia. Det er imidlertid min overbeviste hovedpåstand, at et sådant Utopia med al sandsynlighed  er og vil forblive en tanke og drøm, som desværre – eller måske heldigvis? - ikke lader sig realisere i virkelighedens verden. Ideale bestræbelser har det med at blive til rene mareridt, hvilket især Sovjetunionen, Mao-Kina og Nordkorea kan tjene som eksempler på.

Men for at læseren ikke skal tro, at der hermed er tale om en negativ og pessimistisk livs- og verdensanskuelse fra min side, vil jeg afslutte med følgende citat fra artiklen 4.131. Livets eget eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv:

(Citat)

Hvori består livets under?

Men hvori består da verdens og livets eller tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til på og fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på basis af en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så vigtigt også på basis af en række basale, principielle og universale lovmæssigheder. Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt defineret og analyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i hans livsværk ”Det Tredje Testamente”. Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind på de sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af Martinus’ verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’ kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi kender og kalder for netop verden eller verdensaltet. (11)

Men i øvrigt kunne man jo også stille det spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som tilfældet er? – Der kunne vel tænkes, at være andre muligheder og måder, end galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på. (12)

Erkendelsen af underet

For at give den forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret beset illusoriske. (13)

For os jordboere er jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem, der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed – overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog ikke skal komme yderligere ind på her.  (Citat slut) (14)

Afsluttende bemærkninger

Det kan konstateres, at menneskene groft set er opdelt i to store kategorier: Optimister og pessimister. Optimister er karakteriseret ved, at de opfatter alt og alle begivenheder og hændelser positivt og håbefuldt, og modsat er pessimister karakteriseret ved, at de stort set opfatter alt og alle begivenheder og hændelser negativt og håbløst. Det er fortrinsvis optimisterne, der bekender sig til idealistiske ideer, tanker og opfattelser, i nogle tilfælde uanset hvor ideale og utopiske disse end tager sig ud. Mere eller mindre naive folk med trang og hang til utopier, har nemmest ved at blive ofre for idealismens mere eller mindre bedrageriske forestillinger om verden og tilværelsen. Men på den anden side set, så kan troen på en utopi eller ideologi, f.eks. i form af en religiøs tro eller politisk overbevisning, vise sig at være til stor trøst og støtte for de mennesker, der bekender sig til troen eller overbevisningen. Dette faktum betegner Martinus positivt som ”den guddommelige suggestion”, hvorved han forstår det forhold eller den situation, at en vis gruppe af mennesker er mere eller mindre modtagelige for den religiøse inspiration og kraft, der udgår fra de gamle verdensreligioners begreber, dogmer og forestillinger. Til de gamle verdensreligioner regner Martinus primært buddhismen, kristendommen og islam. (15)

Hvad angår politisk tro eller overbevisning, forekommer der både optimister og pessimister, blandt andet indenfor de politiske partier, hvor man dels taler om de gamle partier og de nye partier. Disse er traditionelt inddelt i højrefløjs-, venstrefløjs- og midterpartier. Til de førstnævnte hører i det danske samfund Det konservative Folkeparti og Partiet Venstre, medens venstrefløjspartierne udgøres af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, og midterpartierne repræsenteres af Det Radikale Venstre. Her ses bort fra de senere årtiers yderligere tilkomne partier på så vel højre- og midterfløjen som på venstrefløjen. Martinus opfatter også politik og politikere som delvis værende under indflydelse af  ”den guddommelige suggestion”. (16)     

En af de ting, der altid har undret mig ved såkaldte åndelige eller spirituelle bevægelser, er trangen eller hangen til det 'mystiske' eller 'mirakuløse'. Tilhængere af sådanne bevægelser er ikke sjældent ukritiske og godtroende, som derfor desværre nemt lader sig narre og i visse tilfælde udnytte af smarte, skrupelløse personer, i nogle tilfælde selvbedragere, som helt uden de nødvendige kvalifikationer udgiver sig for at være noget helt særligt. Det findes der adskillige eksempler på, både i fortiden og i nutiden. Vores nutid er ikke i alle tilfælde så oplyst og fri for overtro og falsk mystik, som mange gerne vil tro og mene. (Citat slut. Supplér her evt. med artiklen 4.145. Det overnaturlige - Virkelighed eller overtro?).

Vigtig konklusion!

Formålet med denne artikel har hovedsagelig og fortrinsvis været, at argumentere for og påpege det følgende udsagn: at de kemisk-elektriske processer i hjernen i det hele taget giver anledning til bevidsthedsforestillinger, som vel at bemærke på ingen måde direkte ville kunne udledes af de kemisk-elektriske processer i sig selv. Disse er og forbliver fysisk-kemisk-elektriske impulser og processer, hverken mere eller mindre. Den verden eller virkelighed, der ligger til grund for bevidsthedsforestillingerne, nemlig basalt set de atomare systemer, er selvsagt af en helt anden karakter. Det er denne i og for sig enkle konstatering, der gør det muligt og berettiget at tale om fysisk energi og psykisk energi i form af to forskellige, men interaktive energisystemer: Det ’tunge’ fysiske energisystem og det ’lette’ psykiske energisystem, billedlig talt som henholdsvis jord og luft. At der så overordnet set i virkeligheden er tale om et identitetsforhold mellem fysisk energi og psykisk energi, kan kun bidrage til opfattelsen af, at tilværelsen udgør en centreret enhed og helhed. Denne centrerede enhed og helhed fremgår i øvrigt tydeligt af de to såkaldte skabeprincipper, Martinus betegner som livsenhedsprincippet og organismeprincippet. Det betyder henholdsvis livsenheder indeni livsenheder og organismer indeni organismer. Det kan anbefales eventuelt at læse mere herom i artiklen 4.148. Viden og undren 2. Tanker om materiens natur.

Dog, til trods for al teori og alle opfattelser, så bør man erindre sig  digteren H. C. Andersens vise ord om, at det er begrænset, hvad vi mennesker i det hele taget begriber: 

(Citat med nudansk retskrivning) Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt, hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De digtede eventyr får deres overnaturlighed ved kædens overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har før øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Note 7)

© Marts 2018. Harry Rasmussen.

******************