Med mellemrum vender jeg tilbage
til overvejelser omkring ét-livs-hypotesen, som uanset om denne er udtryk for
virkelighed eller ej, i hvert tilfælde står i et stærkt modsætningsforhold til
de ideale og romantiske begreber og forestillinger om tilværelsens natur og
struktur, der for længst er fremført i løbet af den europæiske filosofis
historie, og som ligeledes fremføres indenfor spirituelle filosofiske systemer,
som eksempelvis i det klassiske indiske
filosofisystem Vedanta, og i nutidige filosofisk spirtuelle systemer som Rudolf
Steiners Antroposofi og Martinus’ kosmologi i form af, hvad han betegner som
Det Evige Verdensbillede.
Fælles for de nævnte spirituelle
filosofisystemer er især, at disse grundlæggende postulerer, at levende
væsener, subsidiært mennesket, er i besiddelse af en grundlæggende overfysisk
natur og struktur, der er udødelig og dermed evig. De to sidstnævnte begreber
skal mere præcist forstås som en natur og struktur, der er overordnet i forhold
til det klassiske rum-tid-kontinuum, og som dermed også er hævet over fænomener
som tilblivelse, forandring og ophør, eller fødsel, udvikling og ophør i form
af død.
Til trods for, at de ovenfor
nævnte spirituelle filosofisystemer hævder, at en sådan evighedsstruktur rent
faktisk eksisterer, er det store og afgørende filosofisk-spirituelle spørgsmål
imidlertid, om nævnte præmis og postulat i det hele taget har faktuel
gyldighed? Altså, om den påstand har rod i virkeligheden. Dette være sagt og
fremført, uanset, hvor logisk velbegrundet og internt sammenhængende blandt
andet de nævnte tre systemer hver især er.
Men her kunne kritikeren,
skeptikeren og tvivleren med rette indvende, om ikke det også forholder sig
sådan med ét-livs-hypotesens præmis og påstand om, at det levende væsen, subsidiært
mennesket, ikke besidder en overordnet, udødelig og dermed evig natur og
struktur? –
Jo, naturligvis er der tale om
præmisser og postulater eller påstande, som i begge tilfælde lader sig logisk
begrunde. Det betyder til syvende og sidst, at accepten af enten den ene eller
den anden påstand er et spørgsmål om hvilket postulat og hvilke begrundelser,
man anser for at være det og de mest sandsynlige.
I henhold til ét-livs-hypotesens
grundlæggende opfattelse, har det levende væsens, subsidiært menneskets,
overordnede natur og struktur form af et såkaldt psykisk kraftfelt,
indenfor rammerne af hvilket al individets livsoplevelse og manifestation
finder sted. Det sker på grundlag af i alt 7 basale grundenergier: 1.
Instinkenergi, 2. tyngdeenergi (dynamisk energi), 3. følelsesenergi, 4.
intelligensenergi, 5. intuitionsenergi, 6. hukommelsesenergi, og 7.
moderenergi. Den sidstnævnte er desuden eksponent for energier, der igen er
undergivet et overordnet og såkaldt højpsykisk kraftfelt, nemlig
nævnte grundenergi nr. 7. moderenergien. Denne betegnes også som overbevidstheden
med de deri forekommende basale og universale grundprincipper for
manifestation og livsoplevelse. Vedrørende de basale grundenergier og også
vedr- de universale grundprincipper eller skabeprincipper kan her henvises til
artiklen 4.125. Ét-livs-hypotesen. En redegørelse. 1. Del.
Det korteste svar, jeg kan give
på det spørgsmål, er, at jeg anser det for det mest sandsynlige, at alle
levende væsener, mennesker inklusive, dvs. os alle hver især, kun har ét eneste
liv til rådighed, nemlig det til enhver tid aktuelle liv her og nu. Men jeg har
naturligvis også nogle logisk sandsynlige begrundelser og argumenter for denne
antagelse.
Eftersom vi jo ikke kender til
eventuelt levende væsener andre steder i universet, må vi gå ud fra den
antagelse, at det kun drejer sig om alle levede væsener på jorden, af hvad art
og slægtsforhold disse end er, at disse i henhold til almindelig erfaring og
oplevelse kun har ét liv: De undfanges, fødes, vokser normalt op og lever via
principielle stadier: unge, ung, moden, ældre og død, hvilket vil sige individets fysiske legemlige ophør. Individets
psykiske kraftfelt så vel som højpsykiske kraftfelt genereres og degenereres og
ophører i takt og pagt med det fysiske legemes og især dettes hjernes
generation og før eller senere påfølgende degeneration og ophør. Alt dette sker
i henhold til vores viden og erfaring naturligvis ikke tilfældigt, men følger
de såkaldte naturlove og herunder ikke mindst kausalitetsloven eller loven for
årsag og virkning. Det er derfor først og fremmest disse love, man må tage med
i betragtning i forsøget på at ville forstå verden og livet, herunder i nok så
høj grad de levende væsener og dermed også os selv. For vi har jo af erfaring
et selv, et ego eller et jeg, der er centrum for bevidstheden, som det redskab
eller den instans, det begærende og
villende jeg eller ego betjener sig af. Det jeg eller ego, som i dette tilfælde
er mig, der sidder her bag computerskærmen og forsøgsvis taster fornuftige og
velbegrundede tanker.
Som omtalt i anden sammenhæng,
udgør jeget i henhold til ét-livs-hypotesen en faktor eller instans, der
skylder sin eksistens og sine funktioner, at det henter eller får sin kraft fra
det universale guddommelige Jeg og fra den ligeledes universale guddommelige
bevidsthed. Men vel at bemærke kun så længe individet som n overvejende fysisk
’størrelse’ er i live. Såvel det personlige jeg som den personlige bevidsthed
begynder at blive genereret i og med individets undfangelse og fødsel, lige som
disse ophører i og med den fysiske hjernes ophør og død. Hvordan kan man nu
vide og være sikker på det, og på, at der kun er ét liv til rådighed for
individet? –
Den første og i sig selv årsagsløse årsag
Jo, det kan man på baggrund af
den meget simple logiske forståelse af, at noget ikke kan opstå eller komme af
intet eller af sig selv. Noget kan kun komme eller opstå af noget. Eller sagt
på anden måde: Alt har en årsag og en virkning, som igen er årsag til en ny
virkning og således fortsat, tilsyneladende i det uendelige. Men findes eller
er der en første årsag som er årsag til alle de følgende årsager? Forklaringen
herpå er, at den første årsag i sig selv må være uden årsag eller årsagsløs,
hvorfor den i konsekvens heraf også må betegnes som værende evig,
i betydningen uden begyndelse og uden ende, og altså den primære årsag, der er
årsag til alt og alle, eller kort og godt årsagen til verden og livet eller
tilværelsen. Denne første årsagsløse årsag er med andre ord identisk med den
fundamentale instans og kraft, vi med rette kan betegne som den evige,
universale og majestætiske årsagsløse årsag
GUDDOMMEN. Den Guddom, der kendes og tilbedes under lokalnavne som Gud,
Brahman, Jahve, Gud Fader og Allah.
Men hvorfor optræder begrebet
Guddommen lige pludseliig i argumentationen? – Jo, ganske enkelt, fordi vi på
baggrund af den orden og de lovmæssigheder, der vitterligt er i tilværelsen,
nødes til at forstå og anerkende, at der ligger en overordnet og suveræn visdom
og intelligens bag alt, hvad vi kan iagttage og opleve i livet og verden. Ja,
alene det, at noget overhovedet eksisterer og er til, giver anledning til antagelsen
af en højere kraft, en skabekraft – eller skaberkraft - fristes man til at
sige. Som før påpeget, kan noget jo ikke opstå eller komme af sig selv. Alt har
en årsag og alt er virkninger af årsager. Guddommen er altså med andre ord den
første og i sig selv årsagsløse årsag til alt, hvad der eksisterer og udfolder
sig og kan tænkes at eksistere og udfolde sig.
Situationen er tydeligvis den,
at den universale Guddom, der kan karakteriseres som det altibefattende,
altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under
og væsen, der ikke kan opleves direkte, men kun indirekte via sit skaberværk:
Verden og livet eller kort og godt verdensaltet, herunder også os selv. Vi er
jo hver især en slags ’afspejling’ af det guddommelige Alvæsen, i den forstand,
at vi hver især udgør et jeg, en skabe- og oplevelsesevne i form af
bevidstheden, og en skabt psyko-fysisk organisme, som i begge tilfælde er
undergivet de gældende fysiske og psykiske kræfter og lovmæssigheder.
Imidlertid forholder det sig
også sådan, at for at der skal kunne herske en fuldkommen retfærdighed i
tilværelsen, må individet for det første besidde en uforgængelig overfysisk
spirituel struktur, som ikke går til grunde ved den fysiske organismes ophør og
død. For det andet er det desuden en forudsætning og betingelse for absolut
retfærdighed, at fænomenet reinkarnation også må være en absolut nødvendighed.
Det er jo ikke særlig vanskeligt at indse og forstå, at retfærdighed i form af
positiv eller negativ gengældelse ikke i alle tilfælde vil kunne gives i løbet
af det ene jordeliv, som individet som nævnt har til rådighed.
Det springende punkt i denne
argumentation for ét-livs-hypotesens gyldighed, er muligheden og
sandsynligheden for, at kunne fremføre en gyldig bevisførelse eller
argumentation for, at individet ikke besidder en uforgængelig
psykisk struktur samt at reinkarnation eller genfødsel heller ikke er
en realitet.
Den bevisførelse vil i høj grad
være problematisk, idet man – eller rettere sagt jeg – kun kan henvise til,
at fremtrædende og anerkendte
psykologer og psykoanalytikere som f.eks. Ludwig Feuerbach (1804-72), Sigmund
Freud (1856-1939), C. G. Jung (1875-1961) og Erich Fromm (1900-80) m.fl., ikke har fundet anledning
eller grund til at anskue mennesket i fler-livs-hypotesens perspektiv, hvorfor
et fænomen som især reinkarnation slet ikke har relevans i sammenhængen.
Desuden er de forskellige helhjertede forsøg der foreligger offentliggjort, for
at bevise eller snarere sandsynliggøre reinkarnationens forekomst, nøgternt set
ikke overbevisende. Se f.eks. herom i følgende artikler: 4.120. Det store
spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl og 4.139. Et stort
paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse
Tanken eller forestillingen om
reinkarnation er derimod i tidens løb fremført og forsvaret af en lang række
idealistiske romantikere – eller romantiske idealister om man vil. Blandt de
mest kendte er en gruppe klassisk-filosofiske indiske lærere og forfattere, som
f.eks. Shankar Acharya (788-ca. 810, han blev altså kun ca. 22 år!), Swami
Vivekananda (1862-1902), Aurobindo Ghose (1872-1950). Nok så kendte
idealistiske filosoffer er f.eks. den russiskfødte Madame Helena Blavatsky
(1831-91), østrigske Rudolf Steiner (1861-1925) og – ikke mindst - den danske
idealistiske spiritualist og intuitive tænker Martinus (1890-1981). Man vil
kunne læse lidt nærmere om nogle af de her nævnte personer i artiklen
4.119. Spiritualismens nyere historie. Desuden vil man også
kunne orientere sig om spiritualisternes romantiske livs- og verdensopfattelse
i artiklerne 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle
betragtninger, samt i 4.147. Myte og
virkelighed. Eller sandhed contra usandhed?
Til nærmere belysning af de
præmisser, argumenter og konklusioner, jeg har benyttet og fortsat benytter mig
af i forbindelse med antagelsen af ét-livs-hypotesen, kan det anbefales den
seriøse læser at læse eller genlæse artiklerne under overskriften Artikler
vedr. Èt-livs-hypotesen.
Men uanset om mine læsere kan og
vil følge mig i og med min antagelse af ét-livs-hypotesen, og uanset om denne
vil kunne bevises som værende i 100 % overensstemmelse med det, der kan og skal
forstås som virkelighed eller sandhed om tilværelsens fundamentale
organisk-strukturelle natur, er det helt klart for mig, at ét-livs-hypotesen er
mere i overensstemmelse med, hvad jeg personligt mener der kan og skal forstås
ved begrebet virkelighed. Men selvfølgelig vel vidende, at det ikke er mine
personlige preferencer, der afgør, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er
det. Derfor vil jeg endnu engang henlede opmærksomheden på, at min
yndlingsforfatter H. C. Andersen gennem det meste af sit voksenliv kæmpede med
en vekslende tro og tvivl på sjælens dødelighed eller udødelighed, mere præcist
forstået som den individuelle personligheds ophør eller beståen efter døden.
Derimod var han stort set aldrig i tvivl om Guds eksistens og omsorg for sine
skabninger. Herom har han i et af sine lyse øjeblikke – mere præcist i 1838 -
blandt andet skrevet følgende positive og optimistiske citat, her gengivet med
nutids retskrivning:
(Citat)
Gennem blomstens tætte blad bryder lyset frem i farver, her rødt, der blåt,
hver farve, vi kender; med samme kraft lyser Guddommen fra alt det skabte; som
lyset i blomsten stråler dens almagt frem i den hele skabning. Alt er et
underværk, som vi ikke begriber, men vænnes til og da finder almindeligt. De
digtede eventyr får deres overnaturlig kun ved [årsags-virknings]kædens
overbrydning, ved mangel på den vise orden, vi daglig har for øje i det større,
guddommelige eventyr, hvori vi selv lever. (Citat slut) (Vil kunne læses i
romanen Kun en spillemand (1837): H. C. Andersen: Romaner og
Rejseskildringer III, s. 128-9. Gyldendal 1944).
Man bedes bemærke sig, at
Andersen her omtaler den Gud Fader, han som yngre henvendte sig til med tak
eller beklagelser, med det mere omfattende og objektive begreb Guddommen. Det
var i øvrigt indflydelsen fra hans ældre faderlige ven og mentor,
naturfilosoffen H. C. Ørsted, der gjorde sig gældende. Om forholdet mellem de
to vil man i øvrigt kunne læse i artiklen 3.14. Poesi og
videnskab – om forholdet mellem digteren H.C.Andersen og
videnskabsmanden H.C.Ørsted. Noget mere omfattende er samme venskab beskrevet i
min bog H.C.Andersen, H.C.Ørsted og Martinus. Forlaget Kosmologisk Information
1997.
Indholdet i det anførte citat
kan jeg fuldt ud tilslutte mig gyldigheden af. Se eventuelt nærmere herom i
artiklen 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og
verdensanskuelse.
© April 2018 Harry Rasmussen.
******************