Ét-livs-hypotesens konsekvenser!
Status over nogle personlige
tanker
Hver eneste dag, når
jeg vågner, konstaterer jeg at digteren H. C. Andersen har fuldkommen ret, når
han mente, at alt i tilværelsen, fra det mindste lille kræ i mikrokosmos til de
største galakser i makrokosmos, er undere, eller som han kaldte det:
Underværker. Det sidstnævnte udtryk henviser til, at noget er skabt eller
frembragt.
Men Andersen har afgjort også ret, når han efterfølgende mener og siger, at
dette vældige underværk i form af verden og livet, er noget vi ikke begriber,
men daglig vænnes til og derfor finder almindeligt, hverdagsagtigt. Andersen
var som formentlig bekendt digter, tilmed original eventyrdigter, så derfor
tillagde han, at de digtede eventyr, i modsætning til livets eget store
eventyr, forekommer overnaturlige og dermed uvirkelige, i og med at de ofte
bryder loven for årsag og virkning. Altså ved mangel på ”den vise orden, vi
daglig har for øje i det større guddommelige eventyr, hvori vi selv lever."
(Citatet i anførselstegn er fra romanen ”Kun en Spillemand", 1837)
I sin barndom var den åbenbart
letpåvirkelige og følsomme Hans Christian under stærk indflydelse af sin
religiøst sindede og samtidig overtroiske mor, hvorimod han delte moderens
misbilligelse af, at faderen var under indflydelse af oplysningstidens anti-religiøse fritænkeri. Først mange år
senere, da den unge Andersen var blevet elev i Slagelse lærde Skole – i nyere
tid betegnet som Slagelse Gymnasium – begyndte han at frigøre sig fra moderens
noget naive religiøsitet og overtro. (1)
Hovedproblemet for såvel den yngre som ældre
Andersen, var hans tvivl på den kulturelt set romantiske bevægelses opfattelse
af, at mennesket dels har en sjæl, et slags åndeligt legeme, og dels at denne
eller dette er udødeligt og dermed evigt. En stor del af Andersens
forfatterskab kom, direkte eller indirekte, til at handle om det emne. Derom
har jeg tidligere skrevet en del artikler, hvoraf som eksempel her kan henvises til artiklen 3.33. Tanker omkring
en makulatur – om H.C.Andersens første bog ”Ungdoms-Forsøg”
Slutningen på f.eks.
eventyret ”Tante Tandpine", 1872, hvor udtrykket ”Bøtten" skal
forstås som "Skraldebøtten", lyder sådan:
Alt går
i bøtten.
Det
er enden på historien – historien om Tante Tandpine. (Note 14)
Men i en senere redaktion, strøg
Andersen den livspessimistiske sætning: ”Alt går i bøtten”, der
udtrykker den forgængelighed og udslettelse af sjælen og den personlige
bevidsthed og hukommelse, som han trods alt ikke troede på, når det kom til
stykket. (2)
Eller som Andersen stadigvæk troede på og i virkeligheden var
overbevist om, nemlig at døden betyder sjælens og demed individets totale ophør,
også selvom han forsøgte at bilde sig selv og andre ind, at han i sine ældre år
følte sig i overensstemmelse med den kristne tro og livs- og verdensanskuelse.
”Alt går i
bøtten”
Ja, alt er undergivet
forandring, forgængelighed og ophør. For de levende væseners vedkommende er
disse, naturligvis inklusive os mennesker, uundgåeligt og uafvendeligt
underkastet døden og dermed det totale ophør som individer og personligheder.
Se, den konklusion er
jeg selv nået til i nutiden, efter en tidlig ungdom, hvor jeg tilegnede mig en
utopisk idealistisk verdens- og livsopfattelse, til dels inspireret af studiet
af klassisk indisk idealistisk filosofi, især i form af systemerne Sankhya,
Yoga og Vedanta. Desuden lidt senere til dels af et mangeårigt studium af den danske
mystiker og intuitionsfilosof Martinus (1890-1981). (3)
Den konklusion, at ”alt går i
bøtten”, er en tænker og forfatter, som eksempelvis Martinus bestemt ikke enig
i, tværtimod. I Martinus’ verdensbillede eller kosmologi ses mennesket som
udtryk for et stadium i det levende væsens udødelige og dermed evige
tilværelse, som strækker sig gennem i alt 6 kosmiske tilstandsformer, der
former sig som en successiv passage
gennem 6 kosmiske riger eller tilværelsesplaner, nemlig følgende: 1.
Planteriget, 2. dyreriget, 3. det rigtige menneskerige, 4. visdomsriget, 5.
intuitionsriget og 6. hukommelsesriget. Mineralriget ses som en udspaltning af
det sidstnævnte rige.
Det er i øvrigt interessant i
denne forbindelse at vide, at i henhold til Martinus’ opfattelse af
verdensaltet, består dette af 6 universale interagerende riger eller universer.
Det er især interessant, når man samtidigt tænker på, at en genial teoretisk
fysiker og filosof som Albert Einstein (1879-1955) har givet udtryk for den
tanke, at vores univers meget vel kan tænkes kun at udgøre et atom i et
stoleben, som står i et andet og overordnet univers! (4)
Det er i sammenhæng med Martinus'
opfattelse af det levende væsen desuden vigtigt at notere sig, at dette væsen
grundlæggende defineres som et treenigt princip i form af I. Jeget, 2.
bevidstheden, og 3. organismen. Eller som 1. Jeget, 2. skabe- og
oplevelsesevnen, og 3. det skabte og oplevede.
På baggrund af Martinus’
opfattelse af det levende væsen, er det også vigtigt at gøre sig klart, at
begreber og fænomener som inkarnation, diskarnation og reinkarnation, samt
fænomenet lovbundet skæbne, er uundværlige i Martinus' fler-livs-hypotese.
Hvis ikke de nævnte faktorer og fænomener kan verificeres via oplevelse og
erfaring, vil Martinus’ verdensbillede kun være udtryk for en genial og
kongenial, internt logisk sammenhængende eventyrlig tankeverden. Men som altså
med andre ord og på trods af sine mange positive kvaliteter, er og forbliver et
spirituelt, idealistisk og utopisk verdensbillede, som kun delvist har med
virkeligheden at gøre.
Det netop sagte eller
skrevne, er lige siden omkring 2009 blevet min egen respektulde opfattelse af
Martinus’ kosmologi, som på flere måder er virkelig værd at studere og følge i
praksis. Det gælder ikke mindst hans psykologi og sexologi. Men efter
mangfoldige års tænkning, er min egen nutidige verdens- og livsanskelse blevet
den, jeg betegner som ét-livs-hypotesen. Denne betegnelse indikerer, at
hypotesen kun omfatter det faktum, at samtlige levende væsener, os mennesker
inklusive, kun har ét eneste liv at leve, opleve og udfolde sig i, nemlig det her og nu på Jorden. Døden betyder
dermed efter et kortere eller længere liv, det totale ophør af individet og
personligheden. Det, der for menneskers vedkommende i bedste fald lades
tilbage, er – bortset fra de fysiske stoffer, som overgår i det naturlige
kredsløb - den erindring, i nogle tilfælde sorg, som den enkeltes midlertidige
eksistens har efterladt sig hos familie og venner og eventuelt også hos
uvenner.
Livets eventyrlige under
Imidlertid skal og må læseren
ikke tro, at min verdens- og livsanskuelse er udtryk for negativitet og
pessimisme. Den er tværtimod et positivt udtryk for den optimisme, der ligger
i, at erkende og forstå, at livet eller tilværelsen selv er det største under
og eventyr, der findes. Hvordan det? Jo, hør nærmere her:
Man kan praktisk talt
betragte alt, hvad der eksisterer, som udtryk for den mest fuldkomne logiske
plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset kan iagttages og konstateres i alt
det eksisterende og i alle livsprocesser. Tænk eksempelvis bare på det faktum,
at jordkloden så at sige ’hænger’ frit i rummet og kredser omkring den
ligeledes frit ’hængende' stjerne Solen,
med en hastighed af 30 km i sekundet. Det nævnte kredsløb medfører
forekomsten af blandt andet årstiderne. Tænk også på, at Jorden roterer omkring
sin egen akse i løbet af 24 timer, hvorved vi oplever uafbrudt og successivt
skiftende fænomener som dag og nat.
Men det særligt
bemærkelsesværdige er, at solsystemet, hvortil jorden og de øvrige 8 planeter
hører, kredser omkring i yderkanten af den galakse, vi betegner som Mælkevejen,
med en hastighed af 750.000 km i timen! Dog, ikke nok med det, for det vides,
at galakserne Mælkevejen og Andromeda også kredser om et endnu større punkt i
universet. Sådan kunne man formentlig blive ved med at se relativt mindre
størrelser kredse omkring de relatit større størrelser i det åbenbart vældige
og grænseløse verdensalt. Størrelser, der er ufattelige for den menneskelige
forstand. (5)
Pointet i det ovenfor beskrevne
er primært, at vi mennesker jo ikke direkte oplever de ovenfor beskrevne
forhold og fænomener. For selvom jorden objektivt set er rund omtrent som en
kugle, så oplever vi jo den subjektivt som overvejende flad. Vi oplever heller
ikke, at jorden kredser omkring solen, men at det er solen, der står op i øst
og efter at have passeret hen over himmelbuen, går ned i vest. Men vores viden
fortæller os, at det i virkeligheden er jorden, der dels roterer om sin egen
akse og dels kredser omkring solen.
Der er altså tale om,
at vores oplevelse af omverdenen i høj grad er udtryk for sanseillusioner, som
dog med tiden er blevet mere eller mindre korrigeret af den naturvidenskabelige
viden om, hvad der betegnes som den objektive og dermed faktiske eller
virkelige verden. Men selvfølgelig sådan, at uanset vores viden, forbliver
sanseillusionerne som sådanne de samme. Den situation, hvor man tror eller
mener at de nævnte illusioner er udtryk for den faktiske virkelighed, har jeg i
øvrigt har betegnet som en ”puppe-tilværelse”, et udtryk, som nærmere findes
defineret og omtalt i en af mine artikler, som der henvises til i noten. (6)
Men der kunne jo nemt nævnes mange andre og gode eksempler
på livets undere. Tag f.eks. undfangelsen, fosterudviklingen og udviklingen fra
barn over ungdom, voksen og alderdom. En udvikling, der gælder for alle
pattedyr, inklusive mennesket, og i princippet også for alle andre arter af
dyr. Men fremkomsten og udviklingen indenfor alle de mange andre arter er
mindst lige så forunderlig, hvad enten det drejer sig om vilde dyr eller
tamdyr, om fisk og padder, om slanger og andre krybdyr, om insekter mm. For
ikke at tale om planteverdenen med alle dennes arter og variationer. Der er kort
og godt grund til forundring overfor alt, hvad der eksisterer og er til.
Det ’faste’ punkt
I øvrigt er det
muligt ved hjælp af en blanding af intuition og logisk tænkning, at ræsonnere sig frem til en opfattelse
eller forståelse af livets grundlæggende under og eventyr. Man begynder med at
konstatere, at det er forunderligt, at ’noget’ i det hele taget findes og er
til, og for det andet, måden dette ’noget’ er til og udfolder sig på. Det er jo
tydeligt for den opmærksomme iagttager, at der findes nogle faste principper
eller lovmæssigheder, der bestemmer den nævnte udfoldelse. Senere nedenfor skal
nævnes de skabeprincipper, som Martinus’ kosmologi også opererer med og hvoraf
de fleste også er relevante og gyldige set i ét-livs-hypotesens perspektiv.
Derfor nævnes og omtales skabeprincipperne her i artiklen.
Men lad os først se på, hvad
konsekvensen er af, at ’noget’ i det hele taget eksisterer. Logisk set tænker
vi jo i bedste fald på basis af loven for årsag og virkning, også kaldet
kausalitetsloven. Sidstnævnte lovmæssighed udsiger primært, at ’noget’ ikke kan
komme eller opstaå af ingenting, og sekundært at ’noget’ i form af en
’virkning’ altid har en årsag, og at virkninger altid er proportionale med
disses årsager. Det betyder i sin konsekvens, at man rent logisk kan føre kæden
af årsager og virkninger tilbage i det uendelige, og dermed, at man ikke
umiddelbart i logikken finder den første årsag til, at ’noget’ i det hele taget
eksisterer og er til.
Men situationen er
den, at det ikke giver ingen mening, tankemæssigt at føre årsags-virkningskæden
tilbage i det uendelige, idet
kendsgerningen jo netop er, at ’noget’ eksisterer, som er årsag til alle
andre årsager, altså en årsag nr. 1. Denne primære årsag må derfor lige så
logisk set i sig selv være uden årsag, hvorfor den må betegnes som den
første og i sig selv årsagsløse årsag. Eller med andre ord: En
evigt eksisterende første årsag. Nemlig i logisk medfør af, at ’noget’ ikke
kan komme eller opstå af sig selv.
Den første og årsagsløse årsag må
derfor være årsag til alt, hvad der eksisterer og er til. Denne er følgelig
alkraftens, alvisdommens og almagtens altibefattende, altomfattende,
allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende under og væsen, hvoraf
, hvori og hvorved alt og alle eksisterer, oplever og udfolder sig. Vi er som
levende væsener midlertidigt, men fundamentalt organisk-strukturelt
uadskilleligt forbundne med denne almagt, så længe eller kort vi lever og
eksisterer, den almagt, som udgør basis for alt, hvad vi er, kan og har muligheder
for at kunne og blive.
Hvad der ifølge erfaringen er
skjult eller ukendt for de fleste, er, at alle vi levende væsener hver især
udgør den nævnte almagts manifestionsredskaber og sanseorganer. Det indebærer
med andre ord, at vi alle hver især er afkom eller ’børn’ af denne almagt, men
medens denne udgør grundlaget for alt, hvad vi er og kan, så udgør vi dog hver
især kun en diminutiv del af samme almagts væsen og struktur.
Nævnte almagt kan man
efter behag og behov kalde for Gud, Brahman, Jahve, Allah eller hvilket navn,
hvorunder man end kender og eventuelt tilbeder denne almagt eller første
årsagsløse årsag. Men kendsgerningen er den, at vores Jeg
helt og holdent udgøres af almagtens Jeg, medens vores overbevidsthed
og bevidsthed kun udgør en lille del af almagtens overbevidsthed og bevidsthed,
lige som vores psykofysiske organisme, herunder det fysiske legeme, kun udgør
en diminutiv del af almagtens psykofysiske organisme, hvilket i realiteten vil
sige det psykofysiske verdensalt. Her kaldet psykofysisk, fordi det fysiske
verdensalt også rummer en psykisk eller mental dimension i form af primært
guddommens bevidsthed ogsekundært af de levende væseners bevidsthed.
De universale skabeprincipper
Men som allerede
nævnt, så gør der sig i henhold til Martinus’ lære nogle universale
lovmæssigheder gældende for almagtens såvel som de levende væseners liv og
tilværelse. Disse lovmæssigheder betegner Martinus som ”skabeprincipper”, der
skematisk opstillet ser ud som følger:
Skabeprincipperne
1. Polprincippet eller det guddommelige
skabeprincip
2. Livsenhedsprincippet
3. Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5. Bevægelsesprincippet
6. Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
8. Verdensgenløsningsprincippet.
Skabeprincippernes varianter
De følgende skabeprincipper udgør i
realiteten ’kun’ varianter af hovedskabeprincipperne, og vil som sådan omtrent
umiddelbart kunne sammenholdes med disse. De 7 variantprincipper er følgende:
1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 1:
Polprincippet.
2. Stofenhedsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult- og mættelsesprincippet. Variant af
hovedskabeprncip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings- og
nedbrydningsprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5:
Bevægelsesprincippet
5. Skæbne- eller
karmaprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 5. Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre- og
beskyttelsesprincippet. Variant af hovedskabeprincip nr. 8:
Verdensgenløsningsprincippet.
NB! Det skal her tilføjes og
fremhæves, at variantprincipperne nr. 5. Skæbne- eller karmaprincippet, og nr.
6. Reinkarnationsprincippet, ikke er relevante eller gyldige set i
ét-livs-hypotesens perspektiv. De ovenfor nævnte skabeprincipper er derimod i
allerhøjeste grad gyldige og relevante og helt uundværlige for Martinus'
kosmologi, som rent faktisk står og falder med gyldigheden eller
ikke-gyldigheden af disse principper.
(7)
To former for energi
Med alt, hvad der foreløbig ovenfor er blevet
nævnt og skrevet om verden og livet, står der dog tilbage decideret at nævne og
fremhæve, at der basalt set er to former for energi, der gør sig gældende i
individets ét-livs-tilværelse, nemlig fysisk energi og åndelig energi. Den
førstnævnte energi repræsenteres af alt, hvad der fysisk set eksisterer og
skabes, medens det sidstnævnte energi er repræsenteret ved individets åndsliv.
Til åndslivet eller bevidsthedslivet henregnes her også de illusoriske tanker
og forestillinger om tilværelsen, som individet bevidst så vel som ubevidst
danner og gør sig, eller mere eller mindre bevidst påvirkes til at danne og
gøre sig.
Af hensyn til en måske bedre forståelse af, hvad
der nærmere skal forstås ved de to former for energi, skal her indskydes følgende citat fra artiklen 4.91. Øje, hjerne og
bevidsthed - nogle kritiske betragtninger
(Citat)
Synsprocessen
Her skal gives en forsøgsvis kortfattet
beskrivelse af, hvad der i henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi
i normale tilfælde sker, når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen
baseret på øjets og hjernens indretning og på samspillet mellem de to
instanser. Fysiologisk baserer synssansen sig dels på lyset og dels på de
kemisk-elektriske processer, der foregår i øjet og i de to synsnerver samt i
synscentret bagest i den såkaldte nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket
sidste i øvrigt fremgår af nedenstående illustration af hjernen.
Synsopfattelsen er ikke mindst beroende på øjets nethinde, som er placeret
bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra synsnerven fra hvert øje udgår og ender i
synscentret i nakkelappen. De to øjne sikrer i hovedsagen den tredimensionale
synsopfattelse af omverdenen.
Længdesnit gennem midten af
hjernen, hvor nakken ligger til venstre og panden til højre. Tallet 1 refererer
til lillehjernen og tallet 2 til nakkelappen, mens tallet 28 henfører til
rygmarvens udløb fra hjernens underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21
hentyder til hypofysen. Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås
her. Blot skal det nævnes, at synscentret ligger i nakkelappens bageste og
mediale del (tallet 2). – Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg,
C.M.Steenberg og Helge Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A.
Reitzels Forlag, København 1952.
Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis
stråler tilbagekastes fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges
blandt andet af et menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men
i kraft af øjets optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad
der er op og ned på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden
består af lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af
nerveaktiviteter impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses
impulser eller signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk
bliver transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden,
ved videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som
siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser
fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre
hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan
fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin
genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da
henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse. Når dette
sker, mener de videnskabelige forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene
bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der her al mulig grund til at
stoppe op og tænke lidt over de ganske vist sparsomme oplysninger om
synssansen, som her foreløbig er fremført. For det første fortæller den fysiske
videnskab os, at genstandenes verden er farveløs, hvorfor disses farver alene
opstår i samspillet mellem det i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For
det andet fortæller den optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes
verden direkte, men kun indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes,
når impulserne fra øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap.
Men hovsa, det synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet
på øjets nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka
2-3 centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes
dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller
anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af
den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne
fra nethinden når frem til synscentret.
Men – og det er en vigtig pointe i hele
sammenhængen – det ovenfor beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed
rent faktisk oplever!Situationen er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået
frem til synscentret, er der stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere
eller mindre. Og ligeledes og uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller
bliver mere eller mindre involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der
dog stadigvæk kun være tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare
mønstre, databærende mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med
’afkodningen’ eller ’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket
bliver disse, idet synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor
synlig verden af former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og
ikke kun et lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som
ovenikøbet er vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af
vores fysiske krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og
opfatter det meste, bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og
deres egen placering i ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et
spejl.
Hvilken konklusion vil der så overordnet set
kunne drages af de netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort
fortalt den hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form
af en fysisk krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter
end det, vi almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da
denne anden natur eller karakter? – Jo, det er individets, mere præcist
jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at
være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde
den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en
smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved siden
af eller over den fysiske natur. […] (Citat slut)
Til de illusoriske tanker og forestillinger om
verden og livet hører ikke mindst idealistisk utopisk religion, filosofi og
politik. Det vil primært sige tanke- og åndsretninger, der foregøgler
menneskene en især fremtidig fredelig og bedre tilværelse, fysisk i form af
ideale sociale og kulturelle vilkår, og åndeligt i form af en fortsat
tilværelse, især i en paradisisk åndelig verden eller tilstandsform efter
døden.
Men kendsgerningerne eller virkeligheden er jo,
når det kommer til stykket, at de nævnte ophøjede paradisiske tanker og
forestillinger om en ideal verden og tilværelse er utopiske eller urealistiske,
i den forstand, at de erfaringsmæssigt og objektivt set ikke lader sig
realisere i det virkelige liv. Især politik, religion og mytologi, er basale
midler og redskaber, som fysiske så vel som åndelige magthavere siden tidernes
morgen har benyttet sig af til at lokke, styre og regere befolkningerne med.
Det forhold er særligt eksemplificeret i de såkaldte stiftere af de store
religioner og verdensreligioner: Moses, Buddha, Jesus og Muhammed. Det gælder
for hver især af de nævnte, at det er disses trofaste og tilbedende tilhængere,
der faktisk har skabt og videreført de pågældendes religiøse ideer, tanker og
budskaber.
Men ser vi nærmere på især en af de nævnte
personligheder, nemlig den jødiske Jesus fra Nazareth med tilnavnet Kristus,
som religionshistorisk anses for at være ophavet til kristendommen, opdager vi
ved nøjere studium, at han som person er ret ukendt og at han faktisk aldrig
selv har efterladt sig skrifter om sit liv og sin lære. Kendsgernngen er, at
det er den kristne urmenighed i Jerusalem, primært i form af nogle få af hans
disciple og såkaldte apostle, der foretog rejser til nabolandene Syrien,
Grækenland og Italien og derigennem udbredte ”det gode budskab” i form af
evangeliet om Guds enbårne søn, frelseren Jesus Kristus.
Til det gode budskab hørte ikke mindst
forestillingen eller rettere sagt dogmet om, at Jesu Moder, Maria, undfangede
barnet ved en underfuld guddommelig indgriben, siden også betegnet som den
ubesmittede jomfrufødsel. Imidlertid må
”jomfrufødslen" karakteriseres som ren myte, der er blevet til, fordi
troende kristne har misforstået Jesus-barnets guddommelige eller overjordiske
"sønlige" slægtskab med Guddommen, idet man har troet at dette havde
lighed med et jordisk familieforhold, og at Marias undfangelse, altså hendes
graviditet, ligefrem er foregået ved, at hun blev befrugtet af Guds Ånd eller
Helligånden, og ikke af en jordisk mand, sådan som tilfældet som bekendt er for
almindelige jordiske kvinders vedkommende. Det særlig interessante i
sammenhængen er, at mens man godt har kunnet forestille sig, at Maria fødte sit
barn, Jesus, på normal og naturlig måde, så vægrede man sig ved den
forestilling, at barnets undfangelse skulle kunne være sket gennem et almindeligt,
fysisk seksuelt samleje mellem i dette særlige tilfælde Maria og hendes mand,
Josef.
At forestillingen om
"jomfrufødsel" er blevet knyttet til Jesu undfangelse og fødsel,
skyldes efter Martinus' opfattelse udelukkende den omstændighed, at der
herskede og endnu for manges vedkommende hersker en almindeligt udbredt, men -
og det er pointen - forståelig misforståelse af, hvad han kalder
for "det guddommelige, kønslige princip". Dette princip er
for de allerfleste menneskers vedkommende dybest set uforståeligt og udgør
derfor et mysterium. Martinus taler da også ligefrem om "det
seksuelle mysterium". At der virkelig er tale om et mysterium, bliver
formentlig klart, når man erfarer, at der ifølge Martinus er tale om, at det
kønslige eller seksuelle princip og dermed de levende væseners seksualitet, i
virkeligheden er identisk med intet mindre end - det guddommelige
skabeprincip. Dette skabeprincip har vi tidligere hørt om her i bogen, og
i den forbindelse fået forståelsen af, at der med udtrykket "det
guddommelige skabeprincip" blot er tale om et andet udtryk for Gud
som skaber.
Det var især apostlene Simon Peter og Paulus,
der bragte budskabet til Rom, hvor der opstod en ortodoks og med tiden magtfuld
central institution i form af den katolske kirke. Gennem missioner til Europa,
Amerika, Asien og Afrika voksede indflydelsen og dermed den instituerede magt.
Det er en spændende og fascinerende historie, men en ideel mytologisk historie
kunne man fristes til at kalde den, hvis ikke det var for alt det mindre gode,
ja, ligefrem grufulde, den førte med sig i form af f.eks. inkvisitionens
kætterforfølgelser med tortur og straffe, som især at blive offentligt brændt
på bålet. (8)
Her bør måske tilføjes, at den trofaste
katolsk-kristne munk og teolog Martin Luther i 1517 stiftede sin oppositionelle
reformation, vendt imod pavekirkens omsiggribende forordning med, at de troende
kunne købe sig aflad for deres begåede synder. Denne reformation resulterede
som bekendt i indførelsen af de evangelisk-lutherske kirker, samtidig med at
der også opstod en lang række større og mindre sekter, som med hver deres
religiøse afarter og præferencer af tro, ligeledes var i opposition til
pavekirken i Rom. Men hvor interessant den historie end er, skal den dog ikke
genfortælles her.
Men på baggrund af alt, hvad der blandt andet er
fremført ovenfor, kan vi sammen med både H. C. Andersen og Martinus alligevel
med rette slå fast, at verden og livet i sig selv er udtryk for det
allerdejligste eventyr, ikke som et digt eller en poetisk-romantisk
eventyrfortælling eller som et utopisk idealistisk fremtidsperspektiv, men
derimod som den faktuelle daglige og her-og-nu tilværelse, alle vi levende
væsener på godt og mindre godt har fået forærende. Men modsætningerne i form af
f.eks. behag og ubehag, glæde og sorg, lys og mørke og liv og død, er den pris,
vi har måttet og fortsat må betale for den gave det er, at være til og opleve
og leve i det store universale eventyr i form af universet eller verdensaltet.
(9)
Det kan næppe være nogen hemmelighed for de af
mine læsere, der er kyndige i de emner, der behandles i denne artikel, at jeg
som skribent og filosof er ren amatør. Da jeg ikke har nogen akademisk
uddannelse og desuden er matematisk ignorant, har jeg gennem hele mit
efterhånden mangeårige virke som amatørskribent og amatørfilosof måttet
henholde mig til formodet sagkyndige populær-videnskabelige bøger og skrifter.
Her skal jeg afslutningsvis omtale nogle vigtige
begreber og emner med relation til dette, at begribe og forstå den verden, vi
lever lige midt i. Allerførst give et forsøgsvist svar på spørgsmålet: Har verden nogen
grænse? – Logisk set skulle man jo mene, at noget, der
eksisterer i fysisk og dermed rumdimensionel forstand, må da nødvendigvis have
en grænse eller afgrænsning. Men så enkelt og ligetil forholder det sig ikke, i
hvert fald ikke i henhold til kyndige videnskabeligt tænkende filosoffer, som
f.eks. Albert Einstein. Han var af den opfattelse, at verden ikke har nogen
begrænsning, idet han havde ræsonneret og regnet sig frem til, at rummet
’krummer’, i den forstand, at det bøjer sig helt rundt og tilbage i sig selv, i
principiel lighed med cirklen. Det var og er efter hans opfattelse derfor en
forkert tanke, at tænke sig rummet fortsat i det uendelige grænseløse.
Endvidere nåede Einstein i sin tænkning frem
til, at tid og rum er indbyrdes nøje forbundne fænomener i form af et
fire-dimentionalt såkaldt rum-tid-kontinuum, hvor rummet udgør 3 dimensioner i
form af længde, bredde og tykkelse, medens tid udgør den fjerde dimension. Rum
og tid kan med andre ord ikke skilles fra hinanden, idet verden eller universet
rent faktisk slet ikke er noget rum, men derimod det fænomen, der besidder alle
fire udstrækninger.
Begrebet og fænomenet tid er altså heller ikke
noget absolut, men derimod noget relativt og dermed subjektivt, dvs. beroende
på iagttageren og dennes sanseapparat og hjerne. På principielt samme måde, som
at rumlige størrelser er subjektive, i den forstand at f.eks. stort og småt er
relative begreber og fænomener, således er lang og kort tid også relative
begreber og fænomener. Endnu mere fantastisk og uforståelig bliver verden og
livet, når vi betragter begge dele ud fra et atomfysisk eller kernefysisk
perspektiv. (10)
Det forhold, at rummet krummer i sig selv
betyder, at det dermed mister de begrænsninger, som de tre udstrækninger:
længde, bredde og tykkelse, er eksponenter for. En vigtig konsekvens heraf er,
at verden eller universet ikke kan opfattes som uendeligt og dermed uden
grænser. Tværtimod er verden og universet begrænset i form af den ’kugleform’,
der skyldes krumningen. Kugleformen oplever vi jo visuelt en pendant til i form
af himmelbuen, der hvælver sig omkring jorden.
Men her kunne man som amatørfilosof indskyde den
bemærkning, at når verden og universet kan opfattes og beskrives som havende
kugleform, så må der vel trods alt være eller eksistere noget ’udenfor’
kugleformen? - Man kunne jo i øvrigt også tænke sig, at kugleformen i lighed
med himmelbuen er et subjektivt fænomen? Altså et bevidsthedsfænomen! Hvis det
skulle være tilfældet, hvad en del tyder på, nærmer vi os jo den opfattelse af
universet eller verdensaltet, der i princippet promoveres af Martinus! Men tilbage bliver dog stadigvæk, hvad det
er der rent faktisk kan og skal forstås ved den faktiske og objektive
virkelighed, der er genstand for al vores tro, forskning og tænkning og – ikke
mindst - håb. (11)
Som læseren formentlig
nu er gjort bekendt med, så har min livsoplevelse og livserfaring gennem et
langt liv – jeg er 89 år, da jeg skriver disse linjer – for det første bragt
mig frem til at erkende og indse, at idealistisk utopiske verdens- og
livsanskelser, som dem man eksempelvis møder i klassiske idealistiske indiske
filosofiske systemer i form af Sankhya, Yoga og især Vedanta, og i nyere tid af
et lige så genialt filosofisk system som Martinus’ kosmologi, kun delvis er
gyldige. Det er netop i medfør af de nævnte systemers romantisk-idealistiske
tanker og forestillinger om verden og livet, at disse kun har relativ
gyldighed. Nemlig gyldighed for de mange mennesker i både fortiden og nutiden,
som har følt og føler sig i overensstemmelse
med og opløftet af de nævnte filosofisystemers mere eller mindre
dybsindige indhold og utopiske målsætning. Som forstående og tolerant menneske
bør man, ja, har man ligefrem en etisk pligt til at anerkende, at de
idealistiske utopier ofte er nødvendige og uundværlige behov for romantiske
idealister og religiøst troende
mennesker. Kendsgerningerne fortæller os jo, at til trods for al
naturvidenskabelig og kulturel oplysning, er det generelt set ikke lykkedes at
ændre menneskers psyke og moral væsentligt.
Men for mit eget
personlige vedkommende, har den ovennævnte opfattelse af idealistisk utopiske
verdens- og livsanskuelser desuden ført mig frem til at acceptere og promovere
den verdens- og livsopfattelse, jeg betegner som ét-livs-hypotesen, og
som jeg i en efterhånden lang række artikler her på hjemmesiden har søgt at
begrunde og forsøgsvis dermed også at promovere. Det sidstnævnte især fordi det er min opfattelse, at det er
vigtigt for vores livsførelse, etik og moral, at vores livs- og verdensopfattelse
er i så nær overensstemmelse som muligt med det, vi anser for at være
virkeligheden. I øvrigt er Ét-livs-hypotesen ikke nødvendigvis anti-religiøs,
idet den jo ikke udelukker en accept og praktisering af de to største bud i
jødedommen og kristendommen (frit citeret): ”Du bør elske din Gud over alt
andet og din næste som dig selv!” Især ikke, når vi definerer og opfatter Gud
og næsten på den måde, som tilfældet er indenfor rammerne af ét-livs-hypotesen.
(12)
© September 2018. Harry Rasmussen.
___________________________
1. Se f.eks. artikelserien
H.C.Andersens liv og repetition 1805 – 1835: H2-00. Kilder til
vor viden om H.C.Andersen
2. Se f.eks. H.Topsøe-Jensen: H. C. Andersen og andre Studier, s.
299-301. Udgivet af Odense Bys Museer 1966. I eventyr som for eksempel
”Grantræet”, 1845, ”Flipperne”, 1847-48,
og ”Flyttedagen”, 1860, berører Andersen også motivet om, at alt går
i bøtten. Jf. hhv. med ”Eventyr og Historier” (se Note 9), bd. II, s.
41-48, s. 165-67 og bd. IV, s. 246-49, samt bd. VII: kommentarer til
sidstnævnte, s. 298-300.
3. Se her en artikel,
som f.eks. H1-07. Spiritualismens historie – en gennemgang af
spiritualismens historie op til Martinus’ kosmologi. Evt. suppleret med
artiklen 4.28. Den indre
virkelighed – om en metode til mental indadskuen).
4. Se her evt. atiklen
4.141. LIVETS UNDER -
Lineær kontra cirkulær tænkning - Tanker til overvejelse.
5. Kilde: Følgende citat er
hentet fra artiklen 4.23. Jordklodens
klima - nogle naturvidenskabelige facts:
(Citat)
Et eventyrligt univers
Men jorden er som bekendt godt
nok udforsket på kryds og tværs i hvert fald lige siden renæssancen, og
specielt indenfor de sidste hundrede år er det næsten utroligt, hvad
naturvidenskaben har evnet og magtet at kunne fortælle os måbende almindelige
mennesker om dens oprindelse, struktur, natur og plads i universet. Blandt
meget andet den kendsgerning, at jorden roterer om sin egen akse med en fart af
omtrent 2 000 km i timen ved ækvator. Desuden at dens gennemsnitshastighed i
sin bane omkring solen er ca. 30 kilometer i sekundet, hvilket svarer til godt
100 000 km i timen. Tænk bare på en bils fart hen ad motorvejen med f.eks. 120
km i timen. I løbet af 24 timer tilbagelægger jorden ca. 3 millioner kilometer,
samtidig med at den snurrer mod øst med en hastighed af op til 1600 km i timen.
Men ikke nok hermed, sammen med
solen bevæger jorden sig i retning af stjernen Vega med en hastighed på godt
750 000 km i timen. Betænk, at vi mennesker faktisk ikke oplever – og heller
ikke er i stand til at opleve – disse faktiske forhold! Vi opfatter jo jorden
som stillestående, og solen, som om den bevæger sig hen over himlen fra øst til
vest, og som en følge deraf døgnet, lige som årstiderne blot ser ud til at
følge efter hinanden i en uendelig gentaget fast rytme af forår, sommer,
efterår og vinter. Sansernes umiddelbare verdensbillede viser os desuden jorden
som flad, omend med bakker, bjerge og dale, som himmelbuen hvælver sig over, ofte
med en smuk blå farve. Ja, farverne er et helt kapitel for sig, og vi tror
normalt at disse er en del af tingenes, planternes m.fl.s egenskaber. Dette er
i en vis forstand altsammen rene og skære illusoriske oplevelser, som ikke har
meget med den faktiske virkelighed at gøre. Det betyder, at til trods for vor
viden om, hvilke faktorer det er, der rent faktisk bevirker døgnet og
årstiderne, så er vores dagligdags opfattelse og oplevelse af verden alligevel
i temmelig høj grad fyldt med illusioner, men vel at mærke illusioner, som vi
almindeligvis tror er virkelighed. (Se evt. mere herom i artiklen ”Fængslende
illusioner” og i TILLÆG. 1.-5-kapitel
her på hjemmesiden). (Citat slut)
6. Se f.eks. denne artikel: 4.132. Livet som en
''puppe”-tilværelse
7. Se f.eks. artiklen
4.137. Ét-livs-hypotesen og Martinus' kosmologi. En redegørelse.
Tillæg
8. Læs evt. artiklen
4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og politik - nogle
betragtninger. Vedr. Jesus: Se f.eks. bogen ”JESUS, søn af mennesket”. Forlaget
Scientia Intuitiva 2012. Vil også kunne læses her på hjemmesiden i artiklerne JESUS
menneskesønnen I og JESUS
menneskesønnen II Det skal dog bemærkes, at især nævnte værks 2. del
forholder sig indforstået med Martinus’ opfattelse af Jesus Kristus. Vedr.
jomfrufødslen, se Matt. 1,18ff. Og Luk. 1,26ff. – Vedr. sanseillusioner, se
f.eks. artiklen 4.91. Øje, hjerne og
bevidsthed - nogle kritiske betragtninger, se deri sæligt
afsnittet Synsprocessen.
9. Se f.eks. artiklen 4.131. Livets eget
eventyr - set i ét-livs-hypotesens perspektiv.
10. Se f.eks. artiklen 4.89. Den sande
virkelighed – Virkelighed eller illusion - Se deri især afsnittet Hvad er virkeligheden videnskabeligt set?
11. Læs evt. artiklen 4.151. Hvad er virkelighed? -
Nogle fornyede vigtige overvejelser. I den artikel ses virkeligheden ud fra det
perspektiv, der udgøres af ét-livs-hypotesen.
12. Vedr. det frie citat ”Du bør elske din Gud
over alt andet og din næste som dig selv!” Se f.eks. 3. Mosebog. 19,18.
Matthæus 5,43; 22,37; 22,39. – Vedr. ’et-livs-hypotesens etik og moral, se
f.eks. artiklen 4.133. Revideret Bøn
til den evige Fader-Moder
© September 2018. Harry Rasmussen.
******************