Et bidrag til ét-livs-hypotesen
Denne artikel skulle
egentlig ikke have været skrevet, men under oprydning i mine bogreoler fandt
jeg tilfældigvis en bog, som jeg for længst havde glemt, at jeg havde. Bogens titel
lyder ”Tro og overtro. En verden af skrøner og bedrag”. Den er
udgivet på Bogan’s Forlag i 2001 og er skrevet af forfatteren Martin Elmer, et
navn, som jeg i forvejen kun kendte som forfatter af bogen ”TRIVSEL også for de
homofile”, udgivet på Forlaget RHODOS i 1971. (1)
Men når den nævnte
bog i det hele taget har interesse i relation til mit postulat om
ét-livs-hypotesen og med hvad deraf følger, skyldes det dens ret interessante
indhold. Dette viser nemlig, at bogen behandler de samme emner som jeg nu har
gjort i årevis og at den - til min store overraskelse -stort set når til samme
konklusioner, som tilfældet er med mine artikler om ét-livs-hypotesen!!!
For at give et første
indtryk af, hvad bogen ”Tro og overtro” primært drejer sig om, skal jeg her
tillade mig at citere forlagets karakteristik af den på bogens bagside:
(Citat) Skulle nogen
tro at vi lever i den mest oplyste af alle tidsaldre, kan vi blot minde læseren
om den forvirring som årtusindskiftet afstedkom: sluttede det 20. århundrede
ved udgangen af år 1999? Eller var det først året efter? Ville menneskeheden
overleve . . . eller ville Jorden gå under som en stribe dommedagsprofeter i
for- og nutid havde forudsagt?
Vi anbefaler læseren
dette veloplagte katalog over nutidens og fortidens vildfarelser. Fra Big Bang
til bankeånder. Ingen går ram forbi. Dogmer bliver punkteret. Sandheder set
efter i sømmene. ’Videnskab’ og ’religion’ taget på ordet. Descartes og
Voltaire må fryde sig i deres himmel. (Citat slut) (2)
Nok så vigtigt i forbindelse
med bogen ”Tro og overtro” er det, at dens indhold vidner om en forfatter, der
intellektuelt set er velbevandret i international kulturhistorie. Det fremgår
umiskendeligt af bogens indholdsfortegnelse selv om den kun strækker sig over 5
kapitler. Men i løbet af disse når bogens forfatter hele vejen rundt, hvilket
vil fremgå af dens følgende kapiteloverskrifter:
1. Kapitel: Da det
begyndte
2. Kapitel: Der er ingen
forskel på religionerne
3. Kapitel: Kristendommen
4. Kapitel: Når Gud nu
ikke er til
5. Kapitel: Tro og
overtro, to sider af samme sag
Lad det imidlertid
straks være sagt og pointeret, nemlig at jeg ikke nødvendigvis er helt enig i
alle den nævnte forfatters præmisser, argumenter og konklusioner. Som eksempel på
det kan nævnes 4. kapitels ateistiske påstand: ”Når Gud nu ikke er til”. Jeg er
dog enig i forfatterens argumenter et godt stykke ad vejen, nemlig enig i, at
de mangeartede mere eller mindre lokale idéer og forestillinger om en
overordnet Gud, men bestemt ikke enig i, at der ikke eksisterer en universal
Guddom i form af en altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende og
altbelivende overordnet almægtig og alvis, men på sin vis neutral kraft, som
ligger til grund for alt og alles eksistens og manifestation. Martin Elmer
overser tilsyneladende den sidstnævnte mulighed.
Som en mere eller
mindre direkte følge af det ovenfor skrevne, må jeg også konstatere, at jeg
heller ikke er enig i forfatterens reduktionistiske fysisk-kemiske opfattelse
af verdens og livets tilblivelse. Han er dog kritisk overfor astronomernes
teori om det såkaldte ”Big Bang” som begyndelsen på det hele, herunder også
menneskehedens opståen. Herom skriver han blandt andet følgende under
overskriften ”Vore forfædre”:
(Citat) Forskerne
forsøger at knytte forbindelsen bagud fra menneskets tilsynekomst på denne
klode til det allerførste livs opståen, til frembringelsen af livets kemiske
byggemateriale på for længst udslukte stjerner, til disse stjerners fødsel af
kosmiske tåger og endelig til den første gassky, som udvidede sig og afkøledes
på sin vej bor fra den kosmiske ildkugle. Universet blev til for omkring 20
milliarder år siden og udvider sig stadig.
Det springende punkt i astronomernes
hypotese om skabelseshistorien, ”Big-bang-teorien”, er, at vi lever i et
ekspanderende univers, hvor alle galakserne bevæger sig bort fra Jorden og fra
hinanden med en fantastisk fart; himmelrummet er m.a.o. ikke færdigskabt, som
Bibelen påstår. På det seneste er ”Big-bang-teorien” ved at blive forladt til
fordel for formodninger om, at kvantemekanikken bedre er i stand til at give os
løsningen på universets mysterium.
Der forskes i andre, endnu uafklarede
gåder om universets, himmellegemernes og livets opståen. Der søges efter liv på
andre planeter, ligesom livsformerne på vor klode er genstand for en
udforskning, lige fra de uddøde dinosaurer til 1997’s nyopdagede, uhyggelige
bacillearter. Jorden har eksisteret i milliarder af år og vil forgå om et eller
andet antal milliarder år. Homo sapiens i sit nuværende design har kun
eksisteret i knap en million år og vil næppe være her til den tid.
Spørgsmålet om hvor det moderne menneske
opstod, og hvordan det bredte sig ud over kloden, har i det meste af det 20.
århundrede delt forskerne i flere lejre, hvor man arbejder med hver sin teori.
Der er tilsyneladende enighed om, at menneskeaberne i Afrika var dets ophav,
men denne enighed bygger på flere forklaringsmodeller. (Citat slut). (3)
Men selv om jeg ikke
i et og alt er enig i Martin Elmers som nævnt reduktionistiske opfattelse af
eksempelvis verdens og livets opståen, så er jeg til gengæld helt enig i hans
opfattelse af religion, herunder i, at tro og overtro opstod som en følge af
fortidens følelsesmæssige skrækvisioner af en tilværelse, hvor kampen for
eksistens og overlevelse var fundamental. Når han i 2. kapitel mener, at der
basalt set ikke er nogen forskel på religionerne, skal dette naturligvis
forstås rigtigt. Grundlæggende og generelt mener han, at religionerne er
opstået som et produkt af menneskenes livsvilkår og manglende eller umodne
evner, oplevelser og erfaringer. I stedet har man derfor været henvist til at
benytte sig af fantasiens gætterier i så vel positiv som negativ retning.
Positivt i form af idealisme og negativt i form af skrækscenarier. Altså en
livsopfattelse eller livsforståelse efter devisen: Det sete beror på øjnene,
der ser. (4)
I sin bogs 3. kapitel
giver Martin Elmer udtryk for sin opfattelse af kristendommen og herunder
naturligvis også af Jesus Kristus, hvorom det blandt andet lyder:
(Citat) Jesus er
centralt placeret i Kristendommen, både menneske og guddom – et paradigma der
bekræfter Kristendommens oprindelse i andre, tidligere religioner i det østlige
middelhavsområde. I egenskab af Gud vil han på Dommedag vende tilbage for at
dømme og herske over de levende og døde.
Denne gådefulde skikkelse er som et hav
der ikke kan besejles, eller et bjerg der ikke lader sig bestige. Mange
forskere har efter årelange undersøgelser givet udtryk for den opfattelse, at
Jesus symboliserer flere personer i én skikkelse. Ingen af datidens kilder
omtaler ham. Det komplicerer yderligere al undersøgelse, at de ældste tekster
om Jesus i Det Nye Testamente er skrevet mere end fyrre år efter hans død. (Citat
slut) (5)
I sine højst
interessante forsøg på at redegøre for Jesus’ personlighed, liv og virke,
kommer Martin Elmer vidt omkring i sin argumentation. Herunder skriver han
blandt andet følgende:
(Citat) Den totale
mangel på oplysninger om de første 30 år af Jesu liv har været et hovedtema i
utallige debatter mellem kirkefolk, teologer og forskere og affødt spørgsmålet,
om den tomme grav og Jesu genkomst og
åbenbaringer ikke blot er fiktioner opfundet lang tid efter hans død til at
fastholde påstanden om hans guddommelighed med. I 1926 opfordrede forskeren
Rudolf Bultmann fra universitetet i Marburg i Tyskland sine kolleger til helt
at opgive ethvert forsøg på at trænge
ned bag de kristne trosforestillinger til den jøde, der skulle være født
for totusind år siden, da denne utvivlsomt var et falsum. (Citat slut) (6)
Det netop citerede
tekststykke følger Martin Elmer op med følgende i og for sig nok så
interessante oplysninger:
(Citat) Tidligere
endnu, i 1835, satte en anden tysk forsker, teologen og filosoffen David
Friedrich Strauss (1808-74) i sin bog om ”Jesu liv” spørgsmålstegn ved, at
troen på Jesus som Gud eller Guds Søn ikke havde forledt de ukendte
evangelister til at forskønne eller tildigte kendsgerninger om Jesus. (Citat
slut) (7)
Men ikke nok hermed,
for dette tekststykke følges op med oplysninger om, at vor egen hjemlige
filosof og forfatter Søren Kierkegaard (1813-55) i sit polemiske skrift
”Philosophiske Smuler”, 1844, tager spørgsmålet om den genopstandne Kristus op
til kritisk behandling. Kierkegaard anser det nemlig for at være et paradoks,
altså selvmodsigende, at ’guden’ på et tidspunkt vælger at leve som et menneske
i et bestemt historisk tidsrum. Det strider imod enhver form for intellektuel
erkendelse og fornuftmæssig forståelse og provokerer derfor almindelig
menneskelig forstand. Den forestilling, at ’guden’ lige præcis viste sig i form
af en fattig tømrersvends skikkelse, altså som en person i lighed med
almindelige mennesker, forekommer absurd. For at acceptere det, måtte man i
henhold til Kierkegaard derfor forlade sig på ”troens paradoks eller
absurditet”. Det vil kort sagt sige, at
tro på noget selvmodsigende.
På den baggrund kan
det konstateres, at Kierkegaard mente, at der ikke findes historiske eller spekulative
beviser for kristendommens objektive sandhed. Den er et personligt, subjektivt
anliggende og dermed noget ”eksistentielt”. Men nok så provokerende var og er
det, at Kierkegaard selv i stigende grad bekendte sig til og faktisk søgte at
efterfølge Kristus i form af urkristendommen og på den måde være et
sandhedsvidne for den egentlige kristendom, i modsætning til den officielle
kirke, der efter hans mening havde og har affundet sig med denne verden. Som
typisk repræsentant for denne ’jordbundne’ kirke anså Kierkegaard biskop J. P.
Mynster (1775-1854) for at være. Konklusionen må her blive, at Kierkegaard a
priori antog Jesus Kristus og dennes liv og lære som eksistentielle fakta. Han
forkastede altså ikke Jesus Kristus’ historiske eksistens.
Kierkegaards kritik
af den danske folkekirke var spids og skarp og lod ingen være tilbage med en
undskyldning om, at man ikke forstod, hvad det var han mente. Det giver han
blandt andet udtryk for i sit skrift Dømmer selv, som dog ikke blev udgivet i
hans levetid:
(Citat) Her møder vi
adskillige af de temaer, som under kirkestormen blev gennemspillet for fuldt
orkester, f. ex. Optræder den berømte cand. Theol. Ludvig From, der opsøger –
ikke Guds rige, men embede, og som nær havde trukket sig tilbage, fordi embedet
viste sig 150 rdl. lavere gageret end beregnet, men som på indsættelsesdagen
med fynd og klem og til sine foresattes store tilfredshed prædikede over: Søg
først Guds rige og hans retfærdighed! I Dømmer selv får ordet ”sandhedsvidne”
også sin særlige kvalitet: engang forkyndtes kristendommen af sandhedsvidner,
som ikke havde noget levebrød deraf; derfor har sandhedsvidnet en egen
værdighed i kraft af sit liv, og denne værdighed skeler præsten bestandig til
og vil tilegne sig, skønt hans liv jo er et helt andet, modsat ”hine herliges”,
for nu er forkyndelse en levevej som enhver anden. Også præsten har sin
værdighed; ligesom lægens, kunstneres eller skuespillerens står den i ligefremt
forhold til hans duelighed i kaldet, men kun ”indrømmelsen” bringer kristelig
sandhed ind i hans liv. (Citat slut) (8)
Kirkegaards kritiske
holdning til den kirkelige kristendom gav ham anledning til offentligt at
protestere imod denne og de personer, der primært repræsenterede
kirkekristendommen. Protesten antog i praksis ikke mindst form af tidsskriftet
”Øieblikket”, som Kierkegaard skrev og udgav i sit sidste leveår 1855, og som
udkom med i alt 9 numre. Det 10. nummer lå færdigskrevet, da han døde den 11.
november og i øvrigt blev begravet på familiegravstedet på Assistens Kirkegård
på Nørrebro i København. (9)
Det, der fik
Kierkegaard til at mene, at tiden eller øjeblikket var kommet, hvor han
nødvendigvis måtte påtage sig hvervet som folkekirkens revser, skyldtes ikke
mindst, at han personificerede den konservative kirkekristendom med især sin
tids toneangivende kulturpersonlighed, Sjællands biskop Jakob Peter Mynster
(1775-1854). Ved Mynsters død udtalte hans efterfølger, biskop Hans Lassen
Martensen (1808-1884) under en prædiken i Slotskirken, at Mynster var ”et sandheds-vidne”
på praktisering af ægte kristendom. Denne udtalelse blev for Kierkegaard
anledningen til det stærke stormløb mod det, han forstod som «den officielle
kristendom», og som optog ham det sidste år af hans liv og satte sindene i så
voldsom bevægelse. Det var dog først i slutningen af året, mere præcist 18.
december 1854, at han offentliggjorde sin første artikel i avisen Fædrelandet.
Martensen besvarede den meget skarpt i Berlingske Tidende, men forholdt sig
derefter fuldkommen tavs, formentlig fordi han anså Kierkegaard for at være ude
af balance og selvkontrol. Derimod udgav han et lille hyldestskrift: Til
Erindring om J. P. Mynster (1855).
For at vende tilbage
til den bog, der udgør inspirationen til at skrive denne artikel: Tro og
overtro. En verden af skrøner og bedrag, skal her citeres følgende derfra:
(Citat) Den
nederlandske filosof Piet Bruit forsøger at anskue troen på Jesus som læren om
sindets altruistiske orientering, dvs. at ”Guds rige er ikke af denne verden,
men af sindets” – Guds rige er symbol for sindets rigtige orientering i denne
verden (naturens). Frelsen gælder sindets frelse, ensbetydende med et bedre
liv, en bedre tilværelse her og nu. Dør individet uden at bekende sig til denne
lære, kan det ikke komme ind i Guds rige, da dette forudsætter, at individet
lever. Alle bønner og alle ofre for den dødes frelse er mystik. Læren henvender
sig alene til de levende, ikke til de døde, men er blevet forvansket til
ukendelighed af tesen om, at mennesket skal søge sin frelse ved kirken med den
ikke verificerbare begrundelse, at Jesus ofrede sit liv for menneskets frelses
skyld.
Kristendommen er, forkyndes det i landets
kirker, menneskets personlige forhold til Gud. Denne gud fremstilles som et
subjektivt væsen, menneskeligt i tanke, overmenneskeligt i handling, og med den
ganske uforståelige plan for mennesket jordiske tilværelse at indoktrinere det
i troen på Ham, så det kan blive værdigt til at få adgang til det himmelske
liv! Det skal så være den eneste sande mening med dette liv. I sin fulde
konsekvens går planen da også ud på menneskets løsrivelse fra livets
dennesidige tildragelser og vinde det for verdensforsagelse, en vision der
endnu en gang med al ønskelig tydelighed bekræfter, at der ikke er noget
originalt i Kristendommen, der blot så meget som kan måle sig med Piet Bruit’s
idé om ”sindets altruistiske orientering”. Dens hovedbestanddele ikke blot
findes i tidligere og samtidige jødiske og hellenistiske religions-filosofiske
idéer, men er tillige delvis foregrebet med over et halvt årtusind af
Buddhismen og centrale punkter i Parsismen. (Citat slut) (10)
Det fremgår tydeligt
af Martin Elmers bog ”Tro og overtro”, at det er ham meget om at gøre, at
fremføre argumenter, der kan godtgøre og bekræfte hans grundlæggende teori eller
opfattelse af, at religion og tro og overtro kommer ud på ét: Troen er
overtro og overtroen er tro. Det skal da også medgives ham, at meget taler
for, sådan som jeg i øvrigt også selv har fremført i flere af mine artikler, at
Jesus til dels er den fiktive eller mytologiske skikkelse JESUS, som min ven
Mogens Jønsson har gjort ham til i bl.a. sin bog ”Den ubærlige sandhed”, 2015.
Det er højst interessant og jeg deler til en vis grad hans præmisser,
argumenter og konklusioner. Men som jeg har skrevet andetsteds, så er jeg af
den grundlæggende opfattelse, at det ikke nødvendigvis behøver at være
tilfældet, at Jesus ikke har eksisteret som historisk person, sådan som Jønsson
postulerer, at han ikke har. Jesus kan meget vel tænkes at have været en
religiøs forkynder i lighed med sin angivelige fætter, Johannes Døberen. Men da
Jesus angiveligt har talt både de jødiske og romerske autoriteter midt imod, er
det derfor også sandsynligt, at han blev dømt både som religiøs kætter og
verdslig politisk oprører. Dommen lød på henrettelse ved døden på korset, en
forsmædelig og smertefuld straf, som normalt kun blev anvendt overfor
kriminelle lovbrydere, men altså i nogle tilfælde også på politiske oprørere.
Selve korsfæstelsen blev kun anvendt af de romerske besættelsesmyndigheder.
(11)
Konklusionen eller
svaret på spørgsmålet om, hvorvidt der med Jesus er tale om virkelighed eller
myte, må kort sagt altså lyde, at der er tale om både virkelighed og myte.
Om virkelighed, fordi der er grunde til at mene at Jesus har været en virkelig
historisk person, og om myte, fordi mytologien omkring Jesus som frelseren
Kristus først og fremmest er skabt af urmenigheden i Jerusalem og videreført og
konsolideret især af kirkefædrene i Rom.
Om de mennesker der spillede en stor rolle for kristendommens stiftelse,
lære og udbredelse kan her især henvises til den i noten nævnte artikel. (12)
Imidlertid må man
konstatere, at for oprigtigt troende kristne af enhver art og afskygning er
påstanden om, at beretningerne om Jesus og hans liv er fiktive og Jesus selv et
falsum, forståeligt nok chokerende. Derfor er påstanden i tidens løb fra flere
sider selvfølgelig også søgt imødegået og afvist som rent og skært nonsens uden
rod i virkeligheden. Men med den stigende intellektualisering af især de
vestlige samfund, som tog sin begyndelse i renæssancen i 1500-tallet og
fortsattes med oplysningstiden i 1700-tallet og romantikken i 1800-tallet og
videre i naturalismen, som begyndte i 1800-tallet og fortsatte i form af
realismen i 1900-tallet, var og er der tale om et opgør mellem tro og viden,
som ikke altid er foregået og stadigvæk ikke foregår i stilhed og
fordragelighed. Argumenterne for og imod er ofte skarpe og uforsonlige parterne
imellem.
Noget af det, der i
øvrigt kan undre mig ved Martin Elmers ellers så udmærkede bog er, at han ikke
omtaler en så vigtig person i Jesus-forskningen som den tyske filosof Ludwig
Feurerbach. Derfor skal jeg afslutningsvis citere en større del af min artikel
4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse:
En materialistisk livs- og verdensopfattelse
Imidlertid var jeg
også interesseret i human- og naturvidenskab, men på basis af min mere eller
mindre spirituelle eller såkaldt åndelige tilgang til disse, dannede jeg mig
den mening, at de nævnte videnskaber havde den afgørende svaghed, at de
reducerede åndelige eller sjælelige fænomener til basalt at være produkter af
den fysiske materie og dennes kræfter og lovmæssigheder. Altså måtte
konklusionen lyde, at videnskaben kort sagt var og er reduktionistisk i både
sin metode og praksis.
Men hvad angår en
materialistisk opfattelse af livet og verden, stod og står det nok så slemt til
med genrer som kultur og politik. Begge fulgte og følger stort set fortsat den
trend i retning af en materialistisk opfattelse og forståelse af tilværelsen,
en holdning, der i særlig grad forstærkedes i og med ungdomsoprøret i
slutningen af 1960erne og fortsattes op gennem 1970erne, hvorefter den mere
rabiate og oprørsorienterede forståelse af socialisme og kommunisme så småt
begyndte at klinge ud. Men i den periode kom store personligheder som
teoretikeren Karl Marx (1818-1883) og praktikeren Vladimir Uljanov, bedst kendt
som Lenin (1870-1924) i kommunisters og venstresocialisters højsæde. I de
nævnte årtier blev der udgivet en mængde bøger af såkaldt venstreorienteret
observans, hvis hovedsigte var klassekampen og dennes opgør med den borgerlige
elitekultur og højreorienterede politik. Bøger, som for øvrigt i dag stort set
er glemte. For som bekendt er alt kun en overgang og alting får en ende. For
derefter handlede det mere om menneskerettigheder og demokrati. Genrer indenfor
hvilke, der også fandtes og findes mere eller mindre rabiate opfattelser og
holdninger, i nogle tilfælde grænsende til fanatisme. (13)
Indenfor kulturen var
der i 1960-70erne en særlig litterær genre, ideologikritikken, som forsøgte at
gøre op med en række fremragende litterære forfattere, nulevende så vel som
afdøde, hvis personligheder, liv og værker blev kritiseret og nedgjort, især
med henvisning til, at disse cementerede de forhadte borgerlige opfattelser,
dyder og værdier. Blandt de relativt mange forfattere, der dengang blev udsat
for den såkaldte ideologikritik, var eksempelvis en ældre tids Søren
Kierkegaard og H. C. Andersen og en nyere tids Johannes V. Jensen. (14)
Hvad angår
religionen, er så vel katolicismen som protestantismen og de fra disse opståede
og udgående sekter, bundet af fundamentalistiske dogmer, hvis basale problem objektivt
set består i, at disse dogmer ikke lader sig verificere af det virkelige livs
forhold, omstændigheder og vilkår. Om alt dette med både kulturen, politikken
og religionen vil man blandt andet kunne læse i følgende bøger, hvis titler er
nævnt i noten. (15)
Som nævnt var og er
jeg bestemt ikke nogen tilhænger af den materialistiske livsopfattelse som
sådan, men bilder mig dog ind at jeg – ikke mindst på grundlag af mit kendskab
til Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter – forstår, at den
materialistiske livs- og verdensopfattelse har været og er et uundgåeligt, ja,
ligefrem nødvendigt led i menneskehedens åndelige og intellektuelle
udviklingshistorie. Jeg er dog fortsat
ikke tilhænger af materialismen, primært fordi jeg anser denne for at være ude
af pagt med virkelighedens verden. Men til trods for det, er jeg igennem de
seneste 15-20 år i stigende grad kommet til at se og forstå, at Marx og hans
håndgangne mænd, som især historiefilosoffen Friedrich Engels, religionsfilosoffen
Feuerbach og politikeren Lenin, har en pointe i og med den
materialistisk-dialektiske historieopfattelse, og ikke mindst i og med, at for
dem var og er den menneskelige bevidsthed og personlighed grundlæggende et
produkt af den fysiske naturs kræfter og lovmæssigheder. (16)
Den teoretiske
Marxismes livs- og verdensopfattelse baserer sig på forestillingen om en basis
og en overbygning, som kan sammenfattes og fremstilles på den følgende
skematiske og triangulære måde:
Basis består af
produktivkræfterne, herunder redskaber, penge, arbejdserfaring mv. Disse
kræfter vekselvirker med produktionsrelationerne, herunder arbejdsfordeling og
besiddelsesforhold, altså det indbyrdes forhold og forskellen mellem arbejdere
og kapitalejere.
Tredje og nok så
vigtige del af teorien omfatter overbygningen i form af de bevidsthedsmæssige
fænomener, så som ideologien, ret, moral, religion, kunst, litteratur, filosofi
etc. Disse er altså alle beroende på samspillet og vekselvirkningen med både
produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Den dialektiske
historieopfattelse baserer sig på filosoffen Hegels teori om, at udvikling sker
gennem modsætninger frem mod en stadig forbedring af forholdene, hvorved især
tænkes på samfundsforholdene. Den teori er i kortform sammenfattet i begreberne
tese, antitese og syntese. Men i modsætning til sin lærer, Hegel, som troede på
en gud eller verdensånd, som stod bag verdensudviklingen, var Marx overbevist
om, at en sådan ’overnaturlig’ kraft ikke fandtes, men blot var et produkt af fantasi
og indbildning. For Marx var det udelukkende materien og dennes iboende kræfter
og lovmæssigheder, der siden tidernes morgen og fortsat bestemte den
dialektiske udvikling, altså en udvikling, der foregår via modsætningernes
indbyrdes samspil eller kamp. (17)
Den russisk fødte
socialistiske teoretiker og politiker Lenin blev tidligt i sit liv inspireret
og optaget af Marx’ filosofiske og økonomiske teorier omkring
samfundsudviklingen. Han tilsluttede sig dialektikken i form af læren om kampen
mellem modsætningerne, lige som han uddybede materie-begrebet. For Lenin er
begrebet og fænomenet materien en filosofisk kategori, der er ensbetydende med
den objektive virkelighed som i og for sig eksisterer uafhængigt af mennesket,
men som mennesket erkender på sin relativiserede måde. For Lenin var materien
evig i tid og uendelig i rum og udgør i sig selv det princip, som skaber
bevægelse, forandring og udvikling. Begreber som Gud eller en Verdensånd,
forekom ham derfor totalt overflødige.
Men nok så vigtigt i
denne forbindelse, så opfattede Lenin fænomenet bevidsthed som et
ikke-materielt produkt af materiens iboende kræfter og lovmæssigheder, altså i
en vis forstand som et parafysisk energisystem. Det vil sige et ikke-materielt
men åndeligt fænomen, en opfattelse, som principielt er i overensstemmelse med
f.eks. dybdepsykologen Jungs opfattelse af samme. Og endnu mere vigtigt, i
hvert fald for mig, i overensstemmelse med min nuværende opfattelse af
fænomenet bevidsthed. (18)
Det store paradoks
betyder derfor i mit eget tilfælde skiftet fra en overvejende spiritualistisk
opfattelse af materiebegrebet og af fænomenet bevidsthed, til den omtrent
modsatte opfattelse af samme. Dog ikke nødvendigvis en
reduktionistisk-materialistisk opfattelse, men snarere en filosofisk set
realistisk opfattelse af især fænomenet bevidsthed.
Her skal jeg
forsøgsvis give en beskrivelse af min nuværende opfattelse af begrebet
bevidsthed og personlighed, sådan som denne fremgår af følgende citat fra
artiklen 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens
perspektiv:
(Citat) Set i
ét-livs-hypotesens perspektiv er det særligt vigtige derfor her, at psyken, så
vel den bevidste som den ubevidste del af denne, udgør et energisystem for sig,
der dog er intimt og interagerende forbundet med det fysiske legeme og dettes
funktioner, specielt med hjernen og dennes funktioner, men som altså ikke er
direkte identiske med disse. Det betyder som nævnt, at psyken normalt genereres
samtidigt eller synkront med det fysiske legemes undfangelse og vækst, lige som
psyken normalt degenererer og ophører samtidigt eller synkront med det fysiske
legemes degeneration og ophør.
I denne sammenhæng
kan der desuden peges på drømmetilstanden og hallucinationer, som eksempler på,
at psyken udgør et selvstændigt energisystem i forholdet til den fysiske krop.
Det samme gælder de såkaldt ud-af-kroppen-oplevelser, som nogle mennesker
oplever og forestiller sig, og i nogle tilfælde fuldt og fast tror på, at disse
er udtryk for realistiske fænomener.
Dette med, at psyken
ikke er direkte identisk med hjernen og dennes anatomi og fysiologiske
funktioner, fremgår særlig tydeligt af analysen af sanse- og synsprocessen, som
er kortfattet beskrevet tidligere ovenfor*. Den opfattelse, at vores
sansemæssigt baserede opfattelse af verdenen er udtryk for ren illusionisme,
idet det vi bl.a. ser og hører ikke er identisk med den virkelighed, som rent
faktisk er noget helt andet end det indhold, denne efterlader i vores
bevidsthed eller psyke. Derfor nødes vi til at erkende og acceptere, at psyken
repræsenterer en anden form for energi end den energi, som det fysiske legeme
betjener sig af. Som en følge heraf, må man skelne mellem fysisk og psykisk eller
åndelig energi, også selvom disse to energisystemer interagerer med hinanden.
Se bl.a. herom i artiklen 4.83.
Illusionernes narrespil – om falsk kontra ægte virkelighed . Det skal dog pointeres, at den nævnte
artikel er skrevet før mit skift til ét-livs-hypotesen, men i det væsentlige er
den fortsat gyldig også set i det perspektiv. (Citat slut).
*Vedr. analysen af sanse- og synsprocessen, se
f.eks. artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger.
BEMÆRK! Den artikel er skrevet før jeg for alvor skiftede over fra
fler-livs-teorien til ét-livs-hypotesen, men i alt væsentligt er den fortsat
gyldig.
Begrebet og fænomenet religion spiller som formentlig
bekendt faktisk en nok så stor rolle i Martinus’ verdensbillede eller
kosmologi, om end det ikke sker på nogen traditionel eller dogmatisk måde.
Dette fremgår klart af, at Martinus dels betegner sit livsværk som udtryk for
den ”intellektualiserede kristendom” og dels af, at han har valgt at betegne
sit livsværk som ”Det Tredje Testamente”.
I øvrigt skelner
Martinus mellem de gamle verdensreligioner, i form af Buddhisme, Kristendom og
Islam, og den ny tids verdensreligion i form af Kristendommen og dennes
fortsættelse i form af hans eget livsværk. Dertil kommer, at han under sin
beskrivelse af menneskehedens bevidsthedskategorier opdeler samme i en A-gruppe
og en B-gruppe, hvoraf den førstnævnte består af mennesker, der er mere eller
mindre modtagelige for det, han betegner som ”den ny verdensimpuls” fra det
guddommelige skabeprincip, medens B-gruppen indeholder mennesker, der er mere
eller mindre modtagelige for og ført af ”den gamle verdensimpuls” fra nævnte
princip. (19)
I forbindelse med nævnte
B-gruppe opererer Martinus med, at der forekommer et fænomen han betegne som
”den guddommelig suggestion”, hvilket kort og billedligt talt vil sige: ”Guds
kærligt udstrakte og hjælpende hånd”, et fænomen, der via de såkaldte
”verdensgenløsere”, som f.eks. Buddha, Jesus og Muhammed, og disses disciple,
præster mv. har til primært formål at støtte og vejlede instinktprægede
mennesker, som endnu har ”troens nådegave” i behold og som – i modsætning til
mange i B-gruppen - ikke selv er i stand til at få religiøs inspiration fra
naturen og hverdagslivet. (20)
For mit eget
vedkommende er jeg for længst vokset ud over den traditionelle dogmatiske
kristendom, forstået sådan, at jeg ikke er i stand til at anerkende den
evangelisk-lutherske trosbekendelse som sådan, men dog nok som kirkens grundlag
og som et historisk dokument. Derimod går jeg naturligvis ind for
kerneprincipperne i Jesu lære, herunder især næstekærlighedsprincippet omsat i
daglig praksis.
Men også i
spørgsmålet om religionen har jeg delvis skiftet til en paradoksal opfattelse,
idet jeg i nogen grad hælder til den beskrivelse og vurdering af samme, som
skyldes den tyske filosof Ludvig Feuerbach. I lighed med Marx kritiserede han
Hegels idealisme ud fra et materialistisk standpunkt. Dette bygger på to primære påstande, nemlig at religion er
antropologi – dvs. læren om mennesket - og at antropologien er materialistisk.
I lighed med Karl Marx og senere Sigmund Freud anså han Gud som værende et
udtryk for menneskets samfundsbestemte psykologiske projektion. (21)
Ifølge Feuerbach har
religiøse forestillinger ikke nogen sandhedsværdi. Desuden er mennesket ikke
skabt i Guds billede, sådan som det forlyder i Bibelens skabelsesberetning.
Mennesket har tværtimod skabt Gud i sit billede, forstået sådan, at mennesket
projicerer sit eget billede op i forstørret målestok på himlen, og tror at
dette billede er udtryk for et reelt eksisterende virkeligt overdimensioneret
væsen. Gud og guderne er reelt set udtryk for menneskets egne ønsker, behov og
forhåbninger. De egenskaber vi tillægger Gud og himmeriget er skabt af vores
egne længsler og higen efter en bedre og højere tilværelse. Når Gud derfor ses
som personlighed, skyldes det at det personlige liv forekommer os at være det
højeste i livet. Når Gud opfattes som identisk med kærlighed betyder det, at
der ikke findes noget højere i tilværelsen end kærligheden. Når lidelse for
andre er guddommelig, som i kristendommen, betyder det at Gud er nærværende
også i lidelsen.
De religiøse
forestillinger om fuldkommenhed er altså i henhold til Feurerbach primære
udtryk for menneskets eget ideale væsen. Denne menneskelighed er bestående,
også selvom den religiøse tro forsvinder. Det fremgår jo blandt andet af
humanismen og dennes idealer, som afstår fra at udlede sine grundsætninger fra
troen på en oversanselig, guddommelig virkelighed. Humanismen er således i
opposition til de absolutistiske og religiøst begrundede livs- og
verdensanskuelser, som almindeligvis kan og må karakteriseres som værende
dogmatiske, intolerante, autoritære og dermed fornuftstridige.
Feurerbach mente, at
i stedet for forestillingen om en absolut Gud burde man hellere indsætte
menneskeheden som sådan, idet alt sandt menneskeligt i sig selv er helligt
eller i hvert fald bør være det. Herom har Feurerbach blandt andet skrevet
følgende:
(Citat) ”Lad de døde
hvile, og lad os bare bekymre os om de levende! Når vi ikke mere tror på et
bedre liv, men vil det, vil det, ikke enkeltvis, men med forenende kræfter, so
vil vi også skabe et bedre liv, så vil vi i det mindste fjerne de krasse,
himmelskrigende, hjerteskærende uretfærdigheder og misligheder, som
menneskeheden hidtil har lidt af. Men for at ville og bevirke dette må vi
istedenfor kærligheden til Gud sætte kærligheden til mennesket som den eneste sande
religion, istedenfor troen på Gud sætte menneskets tro på sig selv, på sin
kraft, den tro, at menneskehedens skæbne ikke afhænger af et væsen udenfor
eller over den, men af den selv, at menneskets eneste djævel er mennesket, det
rå, overtroiske, selviske, onde menneske, men også at menneskets eneste Gud er
mennesket selv.” (Citat slut) (22)
Det skal her
pointeres, at jeg i princippet er delvis enig i Feurerbachs opfattelse af
religionen eller religionerne, og i, at menneskene har skabt Gud i deres eget
billede, men dog ikke i, at Guddommen ikke eksisterer og ikke har skabt og
fortsat skaber og opretholder verden og livet. Men vel at bemærke Guddommen som
det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende
under og treenige væsen, hvis fysiske organisme udgøres af verdensaltet. Dermed
er jeg helt enig i den universale guddom, som Martinus fremfører i og med sit
livsværk, hvilket blandt andet vil fremgå af det følgende citat fra artiklen
4.127. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. Resumé:
(Citat) Ét-livs-hypotesens hovedtræk
Set i
ét-livs-hypotesens noget snævrere perspektiv er Guddommen fortsat det
altibefattende, altomfattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og
altbelivende under og væsen, hvoraf, hvori og hvorved alt og alle eksisterer og
lever. En Guddom, som især kendetegnes ved sin alvisdom og almagt, men ikke ved
sin alkærlighed, for i så fald måtte man have forventet, at tilværelsen ville
være indrettet på en noget anderledes og mere retfærdig måde, end tilfældet er
nu, hvor det ”onde” i form af ”det dræbende princip” i alle sine afskygninger
er dominant. Dertil kommer, at forventningen om retfærdighed ikke altid synes
at blive opfyldt, snarere tværtimod.
Det væsentligste,
primære og afgørende hovedtræk i ét-livs-hypotesen er, at de levende væsener,
mennesket inklusive, kun har ét liv til deres og sin rådighed, nemlig det til
enhver tid og for ethvert levende væsen aktuelle nutidige liv. Dette liv strækker sig i normalt og bedste
fald fra undfangelsen, over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til
voksentiden og alderdommen. Døden, som alle levende væsener er underkastet, kan
i praksis indtræffe på et hvilket som
helst tidspunkt i livsforløbet, men det teoretisk normale er døden som følge af
alderdom. Men døden forekommer som bekendt mere eller mindre tilfældigt i alle
aldre, og af vidt forskellige årsager.
Lige præcis døden -
eller mere generelt forandringen og forgængeligheden i form af fødsel og død
eller tilblivelse og ophør – er det, sagen i grunden drejer sig om. For døden
er jo modsætningen til den basale udødelighed, som det levende væsen ifølge
Martinus' kosmologi grundlæggende er forlenet med, nemlig i medfør af sin universale
eller kosmiske grundstruktur som jeget, bevidstheden og organismen, eller som
et jeg, en skabe- og oplevelsesevne og det skabte og oplevede, sidstnævnte
primært i form af det interaktive kommunikationsorgan: det psykofysiske legeme. Kaldet ”psykofysisk”, fordi det fysiske
legeme, mere præcist det fysiske legemes hjerne, som bekendt også repræsenterer
psyke eller bevidsthed.
Desuden vil det være
sådan, at så længe individet er i live, hvad enten det er som barn, ung, voksen
eller gammel og indtil døden indtræffer, hvilket jo i øvrigt kan ske i en
hvilken som helst alder, så længe er dets jeg forbundet med Guddommens Jeg,
lige som dets bevidsthed og fysiske legeme vil være forbundet med og udgøre en
lille del af henholdsvis Guddommens bevidsthed og fysiske legeme eller
organisme, det sidstnævnte i form af verdensaltet.
Denne grundstruktur
som jeget, bevidstheden og organismen, eller som et jeg, en skabe- og
oplevelsesevne og det skabte og oplevede, er stadigvæk også gyldig set under
ét-livs-hypotesens synsvinkel. Men vel at bemærke kun så længe individet
eksisterer i sit ene liv. I og med ét-livs-hypotesen er alt, hvad der er skabt
eller blevet til, undergivet den irreversible forgængelighedens definitive
lovmæssigheder, nemlig som nævnt principielt og normalt i form af undfangelsen,
over fødslen og videre over barne- og ungdomstiden til voksentiden og
alderdommen. Og eftersom der her ikke er tale om, at individet har en basal
overfysisk og over-psykisk struktur, forekommer begreber som udødelighed og
reinkarnation totalt uvedkommende og derfor helt overflødige. Hver eneste af
os, hvad enten vi er amøbe, plante, dyr eller menneske, har kun fået dette ene
liv, vi lever her og nu, skænket til vores rådighed. I bedste fald lever man
kun videre som en erindring hos sine slægtninge og venner, for så vidt som man
ikke overlever disse. (Citat slut)
Med bemærkningen, at
individet ikke har en basal, dvs. varig, overfysisk og over-psykisk struktur,
menes der her, at den overfysiske struktur i form af psyken, herunder
bevidstheden, kun eksisterer så længe individet fysisk set lever. At individet
heller ikke har en basal over-psykisk-struktur i form af overbevidstheden med
dennes iboende skabe- og oplevelsesprincipper, menes der, at individet
ligeledes kun har denne, så længe dette er i live.
Sluttelig skal her
omtales det begreb og fænomen, som i traditionel religion betegnes som
”frelsere”, men som Martinus klogt har valgt at kalde ”verdensgenløsere”.
Begrebet genløsning betyder kort fortalt, bestræbelserne på at løse menneskene
fra bundetheden i den fysiske verdens trældom og i princippet bringe disse
tilbage til den oprindelige himmelske eller paradisiske tilstand, de befandt
sig i før ”syndefaldet”. Sidstnævnte ord indikerer, at vi nu befinder os i den
bibelske skabelsesberetnings forestillingsverden, mere præcist i fortællingen
eller myten om Adam og Eva. (23)
I den idealistiske
tradition kaldes verdensgenløsere som Moses, Buddha, Jesus, Krishna og Muhammed
for ”de store indviede”, eller som i tilfældet med Jesus, et personnavn som på
hebraisk hedder ”Jeschua”, på græsk ”Jesous” og på latin ”Jesus”. Senere fik
Jesus tilnavnet den ”salvede”, som er det danske ord for det hebraiske
”messias”, som på græsk oversattes ved ordet ”Christos”, på latin ”Kristus”.
Som sådan har den kristne kirke lige siden oldkirken prædiket og lært om ”det
guddommelige sendebud”, hvis borgerlige navn var Jesus Josefs Søn.
Imidlertid må man
konstatere, at nævnte person Jesus, i lighed med de øvrige ovenfor nævnte
”store indviede”, ”frelsere” eller ”verdensgenløsere”, som personer er blevet
borte i dogmatikkens og mytologiens tilslørende ideologi. Der er ganske enkelt
tale om, at der i overleveringen er sket en sammenblanding af historisk viden
og erindring og de troendes udlægning af begivenheder og udtalelser, der
tillægges i dette tilfælde Jesus.
Rent faktisk
forholder det sig sådan, at det snarere er urmenigheden i form af de mere eller
mindre kendte historiske – eller mytologiske? - personer, der i dette tilfælde
og fra begyndelsen har videreført fortællingerne om Jesus’ liv og lære. Jesus
har jo så vidt vides ikke selv nedskrevet så meget som en linje om sin egen
historie og lære. De ældst kendte skrifter i form af de såkaldte ”evangelier”,
dvs. ”gode budskaber”, er alle skrevet på grundlag af mundtlige overleveringer,
og vel at bemærke skrevet længe efter Jesus’ død. (24)
Men det forhold, at
de nævnte ”verdensgenløsere” ikke selv personligt har nedskrevet deres liv og
lære, gælder også for de andre ovenfor nævnte personer. Det er i første instans
mundtlige traditioner, der ligger til grund for tilhængeres eller menigheders
skriftlige formidling af fortællingerne om deres respektive ”verdensgenløser”.
Det er derfor udelukkende på disse tilhængeres eller formidleres beretninger –
og tolkninger – at vort kendskab til de nævntes liv og lære hviler.
Imidlertid må det
konstateres, at eksistensen af de nævnte religioner igennem tiderne har været
til stor hjælp, trøst og opmuntring for utallige mennesker, de troende vel at
mærke, for var og er man ikke det, vil man jo i henhold til dogmatikken være en
”synder”, ateist eller frafalden og dermed ifølge mytologien dømt til evig
fortabelse. Det sidstnævnte kan karakteriseret som et ’pædagogisk’ middel til
at holde de vildfarne inde i ’flokken’ eller ’folden’ af frelste. Berømte er da
også Marx’ ord om, at ”Religion er folkets opium!”, et udsagn, som både er et
udtryk for og en protest mod den virkelige elendighed og som derfor fjerner
menneskers opmærksomhed fra virkeligheden. Den elendige virkelighed, som Marx
mente menneskene burde gøre oprør imod. (25)
Her skal
afslutningsvis nævnes nogle af de nyere religiøse eller nyreligiøse og
spirituelle, for ikke at sige spiritistiske, emner, herunder magi og mystik,
hvor mere eller mindre fantasifulde folk finder forklaringer på det, der for
dem selv og måske også for andre, hører ind under det umiddelbart uforklarlige.
Sådanne fænomener berører Martin Elmer også og giver en kritisk omtale af i sin
fortræffelige bog ”Tro og overtro”. Det interessante for mig personligt er, at
Elmer stort set - om end indirekte - bekræfter min ét-livs-hypotese, hvilket
selvfølgelig kun kan bestyrke min egen tro på eller overbevisning om dennes overensstemmelse
med det virkelige liv. Dette være ikke sagt eller skrevet af indbildning eller
stædighed, men fordi det er mit oprigtige ærinde og ønske, så vidt det
overhovedet er muligt, at søge klarlagt, hvad der mere præcist kan og skal
forstås ved begreberne virkelighed og sandhed. Det indebærer ganske vist, at
man undervejs nødsages til at afsløre falsknerier og bedrag, hvilket ikke er
lige velkomment i alle lejre.
Hvad angår
falsknerier og bedrag, så siger et gammelt og til dels vittigt ord, at folk vil
bedrages – og bedraget bliver de! At det lader sig gøre, endda ret
overbevisende, er professionelt udført tryllekunst et godt og illustrativt
eksempel på. Mirakler, magi og
idealistiske utopier er ret beset beslægtet med tryllerier. Der er dels bedrag
og falsknerier, som nogle gavtyve bevidst udsætter andre for, og dels er der
selvbedrag, hvor folk så at sige narrer eller bedrager sig selv.
Men hvad kan
forklaringen mon være på, at så mange ikke alene lader sig narre og bedrage,
men tilmed ikke så sjældent tror fuldt og fast på det, der i virkeligheden er
uvirkeligt og dermed usandt? - Det er
der sikkert mere end én forklaring på. Men en af forklaringerne kan være, at
kendsgerningerne viser, at mange mennesker ikke er i besiddelse af evne til
skeptisk og kritisk at vurdere det, der sker i og med og omkring dem selv.
Meget tyder på, at de allerfleste af os mennesker lever det, som jeg i anden
sammenhæng har kaldt en ”puppe-tilværelse”. (26)
I det følgende skal
kort omtales nogle af de bedrag og falsknerier, som Martin Elmer omtaler i sin
bog. Lad os først nævne troen på mirakler. Sådanne forekommer i alle religioner
og ikke mindst i kristendommen. Nogle af miraklerne kan forklares på grundlag
af det foreliggende kildemateriale, mens andre mirakler er udtryk for ren
fiktion og som resultater af hallucinationer og – ikke mindst – ukritisk
ønsketænkning. Men troen på mirakler har sit højdepunkt i det kristne og
såkaldte påskemysterium, som primært drejer sig om Jesu lidelseshistorie
og nok så vigtigt: hans genopstandelse. Der er dog først tale om et
mirakel, da liget af den korsfæstede og afdøde Jesus er blevet lagt i graven og
på tredjedagen efter atter bliver levende og forlader stedet og i de følgende
dage viser sig for nogle af sine disciple. Disse begivenheder beskrives
detaljeret af forfatteren, hvis interessante og formentlig gyldige eller i det
mindste sandsynlige konklusion, jeg her skal tillade mig at citere:
(Citat) Ofringer til
guderne ved særlige lejligheder efter traditionelle forskrifter og ceremonier
er et vigtigt indslag i ortodoks jødedom med henblik på profeten Esajas
forudsigelse om den kommende Messias, der skulle redde det jødiske folk ved at
være offerlam og lide frelserdøden. Med forvanskninger af evangelierne i
Bibeludgaven af 1992 forsøger man at give indtrykket af, at Jesus-skikkelsen og
ikke mindst Jesu korsfæstelse opfylder de gamle profetier om det sande
offerlam, den ventede Messias. Som yderligere bevis for denne tvivlsomme
påstand var Johannes snedig nok til at henlægge korsfæstelsen til slagtedagen
den 14. Nissan, således at Jesus skulle være død dagen før, de andre
evangelister lod ham indtage det religionshistoriske påskemåltid med blandt
andre forræderen Judas. Tvivlsomt er det imidlertid, om en sådan korsfæstelse
fandt sted i påskedagene for totusind år siden, da ikke engang romerne uden
videre kunne foretage henrettelser i jødernes allerhelligste højtid.
Søger man bekræftelse på sagnet er der ingen
hjælp at hente i Det Nye Testamente. Oplysningerne herom er utænkelige for den
tid, der refereres til, f.eks. at jomfru Maria sammen med flere disciple og
kvinder skulle have været til stede på Golgatha. Alle romerske henrettelser var
strengt lukket for offentligheden, og Golgatha eksisterede slet ikke. Stedet
blev først udpeget, da kejser Konstantin – efter at Kristendommen var blevet
ophøjet til statsreligion i Romerriget – rejste til Jerusalem for personligt at
give ordre til nedrivningen af romerske templer, så der kunne blive plads til
et Golgatha, samt den hellige grav (men hvad der lå i den er højst usikkert).
Afgørende for beretningens hele usandsynlighed er, at der ikke findes nogen som
helst historiske kilder til bekræftelse af, at påskeberetningens hovedperson
eksisterede.
Når alt kommer til alt, er der kun én
historie i Det Nye Testamente, der har noget på sig, og det er den om skattens
mønt. I dag må det erkendes, at Det Nye Testamente ligesom Det Gamle Testamente
er i strid med sig selv og de historiske kendsgerninger. (Citat slut) (27)
I denne forbindelse
skal lige nævnes, at Martin Elmer under sin omtale af relikvier også omtaler
Jesu ligklæde som et åbenbart falsum, idet nævnte klæde med en aftegning af en
tydeligvis afdød skægget og langhåret mandsperson. Via kulstof 14-prøver har
eksperter kunnet fastslå, at ligklædet bevisligt stammer fra omkring årene
1250-1390. Herom skriver Martin Elmer blandt andet:
(Citat) Et andet
værdifuldt relikvie var i århundreder Jesu ligklæde. Millioner af mennesker
tror på, at dette tyndslidte stykke stof, 4,36 meter i længden og 1,10 meter i
bredden, er netop det ligklæde, som blev svøbt om Jesus, da han blev lagt i
graven. Pave Paul II præsenterede det for seerne, da det første gang blev
fremvist i italiensk fjernsyn i 1973, som et ”forbavsende og mystisk” relikvie,
men undgik omhyggeligt at udtale sig om ægtheden. Da havde det ikke været
udstillet siden 1933. (Citat slut) (28)
Der findes adskillige
former for svindel og bedrag i visse religiøse og spirituelle kredse overalt i
verden. Sådanne nævner Martin Elmer da også adskillige eksempler på i sin bog,
men det ville føre for vidt her, at komme nærmere ind på disse, skønt de er nok
så interessante og i nogle tilfælde ligefrem provokerende i deres dristighed og
frækhed. Den seriøse del af den såkaldte parapsykologi omhandler okkulte
fænomener som telepati (tankeoverføring), clairvoyance, mediumisme og andre
lignende metapsykologiske fænomener. Dette emne skal jeg dog ikke gå nærmere
ind på her, men henvise interesserede til den righoldige litteratur, der findes
om emnet. En koncentreret oversigt over disse fænomener findes i bogen
”Mystikkens verden. Håndbog om Parapsykologi og Magi. Ved Poul Fersling.”
Politikens Forlag, København 1978. Bogen er dog senere udgivet i nyere oplag.
Selv om jeg i det
store og hele er enig i meget af det Martin Elmer skriver i bogen ”Tro og
overtro En verden af skrøner og bedrag”, er der dog også i hvert fald et
par af de emner, han omtaler, som jeg er både skeptisk og kritisk overfor. For
det første er jeg ikke enig i påstanden om, at ”påskeberetningens hovedperson”,
altså Jesus, ikke har eksisteret. For det andet er jeg ikke enig i den
beskrivelse Elmer giver i afsnittet ”Den overbefolkede Jord” af især Det Gamle
Testamentes opfattelse af seksualitet og specielt af homoseksualitet. For det
tredje er jeg heller ikke enig i Elmers beskrivelse og konklusion på
”Ud-af-kroppen-oplevelser”.
Hvad angår det, at
personen Jesus efter min opfattelse må anses for at have været en historisk
skikkelse, kan jeg her henvise til de i note 5 nævnte værker.
Angående Elmers
beskrivelse af Gamle Testamentes syn på seksualitet og specielt
homoseksualitet, må jeg indvende, at han efter min opfattelse især fordrejer
nævnte kildes opfattelse af homoseksualitet, et emne, der formentlig har ligget
ham nært på sinde, idet han selv var erklæret homoseksuel. Under overskriften
”Den overbefolkede Jord” skriver han følgende:
(Citat) Dengang som
nu var den jødiske stat indesluttet af fjendtlige naboer, som havde proklameret
udryddelse af israelerne. Denne trussel reagerede man på med forskellige
forordninger, der alle havde til formål at øge befolkningstilvæksten.af den
grund vedtog man strenge straffe for ægteskabsbrydere for ægteskabsbrydere og
forbød al seksualitet, herunder homoseksualitet, der ikke havde forplantning
som formål.
Heller ikke fordømmelsen af onani er der
noget gammeltestamentligt belæg for. 1. Mosebog 38 ytrer sig ganske vist om
Onans sæd, der falder på jorden, mn Onan benyttede sig af afbrudt samleje over
for sin svigerinde, fordi han ikke ønskede at besvangre hende. Da hun var enke,
var han efter jødisk lov under dødsstraf forpligtet til at skaffe hende
afkom, derfor blev han dømt til døden – og ikke på grund af
selvtilfredsstillelse. Denne forvanskning af en overtrædelse af den gamle,
jødiske leviratslov blev skæbnesvanger for totusind års kønsmoral. (Citat slut)
(29)
I og med dette citat
og den kontekst, hvori det indgår, er der efter min opfattelse tydeligvis
noget, som den gode Martin Elmer må have overset eller måske snarere tolket i
overensstemmelse med sin egen seksuelle orientering. I 3. Mosebog, 18. kapitel
vers 22. står der følgende: (Citat) Hos en mand må du ikke ligge, som man
ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed. (Citat slut)
Vederstyggelighed betyder modbydelighed.
I 3. Mosebog, 20.
kapitel vers 13. står der følgende: Citat) om nogen ligger hos en mand på samme
måde som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed;
de skal lide døden, der hviler blodskyld på dem. (Citat slut).
Paulus’ 1. brev til
Romerne, 1. kapitel, vers 26f.: Derfor
gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den
naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den
naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at
mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres
forvildelse. […] (Citat slut) (30)
Men bortset fra, at
de ovenfor anførte citater fra Bibelen er umiskendelige udtryk for en
fordømmende opfattelse af homoseksualitet, så lader citaterne der ikke være
nogen tvivl om, at der er tale om homoseksualitet, altså om seksuelt samkvem
mellem mænd indbyrdes og mellem kvinder indbyrdes, det sidstnævnte har dog i
nyere tid fået betegnelsen lesbianisme. (30)
Med hensyn til Martin
Elmers opfattelse og beskrivelse af ud-af-kroppen-oplevelser, er det jo et emne
jeg selv har skrevet flere og til dels kritiske artikler om. Personligt mener
jeg der i og med hjerneforskningen er tale om en form for reduktionisme, idet
man reducerer bevidsthed og bevidsthedsliv, det vågne så vel som det ubevidste,
til udelukkende at være et spørgsmål om fysik, kemi og fysiologi og dermed også
anatomi og hjernefunktioner. Man overser helt, at psyken efter en del at dømme
er et energisystem for sig, som lovmæssigt interagerer med det fysiske legeme,
primært via hjernen. Den situation gør faktisk en forskel fra, at der udelukkende
skulle være tale om fysiske energier og lovmæssigheder. Men jeg er enig med
Martin Elmer i, at ud-af-kroppen-oplevelser er en form for hallucination,
beslægtet med drømme og vel at bemærke hvis man forstår sidstnævnte som en reel
og fuldt bevidst oplevelse, beroende på individets psykiske energisystem.
(31)
Hermed nærmer vi os
slutningen på denne artikel, som jeg vil afslutte med at konstatere, at der er
stor enighed mellem Martin Elmers og min opfattelse af livet som et ét-livs-projekt.
Desværre forbyder ophavsretsloven mig at citere hele hans ”Efterskrift” i bogen
”Tro og overtro”, det falder ellers helt i tråd med mine egne tanker og
forestillinger om livet her på Jorden. Dog måske lige bortset fra, at Martin
Elmer i sin opfattelse af verden og livet ikke levner plads til – ikke en
national eller lokal - men heller ikke til en universal Guddom. Ja, ikke
kun plads, men en overordnet plads til den alkraftens, alvisdommens og
almagtens altibefattende, altomfattende, altgennemstrømmende og altbelivende
under og væsen, der udgør grundlaget for alt og alles tilværelse.
Det kan konstateres,
at Martin Elmer hverken var optimist eller pessimist, men snarere realist i sin
livs- og verdensanskuelse. Han så i øjnene, at døden er livets ledsager fra
vugge til grav, lige som han mente, at livet på Jorden, men især menneskeheden,
måske kunne ses som en form for en mere eller mindre ondartet virus, der lige
siden sin tilfældige tilsynekomst ikke har bestilt ret meget andet end at udnytte
og udmarve de naturlige kræfter og rigdomme. Derfor lurer der livstruende
kræfter, som rummer muligheder for en total og global udryddelse eller uddøen
af menneskeheden. Det vil efter meget at dømme være for sent at ændre på dette
livsvilkår, også selvom mange har travlt med at forsøge at ændre på den
selvmorderiske økonomiske, sociale, politiske og kulturelle kurs.
Men til trods for de
nævnte vilkår og udsigter for menneskeheden, mente Martin Elmer alligevel at
livet var værd at leve, primært fordi samme liv jo også byder på mange positive
og glædelige forhold og situationer. Især hvis man indretter sig efter
forholdene og vilkårene og ikke forventer eller kræver andet og mere end disse
formår at byde på. Og jeg vil for min egen part tilføje, at livet og verden i
bund og grund er – ja, tilmed et guddommeligt - under og eventyr, hvorfor man
ikke behøver at frygte hverken for livet eller døden. Heller ikke selv om
menneskehedens, ja, selve livets eksistens på jordkloden overordnet set beror
på en ganske vist naturlovsbunden tilfældighed. Men at opfatte livet sådan
forudsætter og kræver naturligvis, at man har øjne at se med og ører at høre
med.
Idet jeg hermed
posthumt takker Martin Elmer for den inspiration læsningen af hans bog har
betydet for mig, vil jeg samtidig også takke mine kære trofaste læsere for at
have slået følgeskab med mig gennem nu mange år. Som et udtryk for min
taknemmelighed vil jeg hermed anbefale at man læser min artikel: 4.131. Livets eget eventyr - set i
ét-livs-hypotesens perspektiv. –fra denne artikel skal følgende citeres
som en benefice til mine læsere:
For at give den
forhåbentlig interesserede og tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke
tanker, jeg har gjort og gør mig om verdens og livets under eller mirakel, vil
jeg i det følgende koncentrere mig om en beskrivelse heraf. I og med denne
tager jeg udgangspunkt i min egen aktuelle situation, som er, at jeg i disse
øjeblikke sidder bag computerens tastatur og forsøger at samle tankerne til den
nævnte beskrivelse. Den første tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på
ideen om livets under, er den, at her sidder jeg stille og roligt, mens alt
omkring mig ånder ro og stilhed, dog pulserer livet livligt og travlt udenfor,
hvor både mennesker og dyr har travlt med hver deres pligter, interesser og
gøremål. Men lokalitetens eller stedets stilleståenhed er jo bare
tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion, som skyldes de
perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i forbindelse
med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og nu og som
altid? – Jo, det er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og
ting her på jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller
uendelige verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det
vældige univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen
med en hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på
grund af de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra
bevægede tanken sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt
mange galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og
opleve. Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af
en del af den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt
diminutiv del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative
og ret beset illusoriske. (32)
For os jordboere er
jordkloden vældig stor, så stor, at vi ikke med vore sanser alene er i stand
til at overskue denne, i hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens
overflade. Det lader sig kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra
rummet, som man jo i nyere tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en
vis afstand i rummet tager jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade
virker jævn og glat og hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler
himlens farve, kalder man derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis
afstand, kan man hverken se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter.
Og bevæger vi os nu i tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig
uvægerligt, i hvert fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke
virker umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være
begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt
på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller
rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi
sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse? – Det er principielt det samme problem,
der består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og følgelig, om noget så også
kan blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme
af noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget følgelig heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her. (33)
Men tilbage til min
’himmelflugt’, først og fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’
galakse, Mælkevejen, må opleve i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele
taget vil kunne opleve, idet dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om
et levende væsen. Dette er imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine
analyser af de 7 basale organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk
sammenligning mellem Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses
fra jorden, størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder
ind til en diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede
– og dog sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver
disse linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner
andre mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det
samme som mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet.
(34)
Og hvad, hvis vi
tænker os endnu længere ud blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at
tale om det uendelige og evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne
må forekomme som støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er
mindre end det mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på
den, eksisterer tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset
er jo, at både det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet,
planeterne og jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med
den, eksisterer! (Citat slut)
I det ovenfor stående
citat savner jeg selv en omtale af et nok så betydningsfuldt element til
forståelsen – eller måske snarere forundringen – over livets eventyrlige natur,
nemlig en beskrivelse af den såkaldte fysiske materies natur og struktur,
hvilket vil sige elementarpartiklernes, atomernes og molekylernes verden, også
betegnet som mikrokosmos. Det sidstnævnte er jo i virkeligheden forudsætningen
for eksistensen af både det mellemkosmos, vi selv lever i som mennesker, så vel
som for det altibefattende og altomfattende makrokosmos, hvori galakserne,
solsystemerne og planeterne har deres forunderlige eksistens og virksomhed.
At de nævnte tre
kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos – som jo i virkeligheden
tilsammen danner ét sammenhængende universalt kosmos, er en kendsgerning, der i
henhold til vismanden Martinus er udtryk for det, han betegner som de to indbyrdes
sammenhængende principper: livsenhedsprincippet og organismeprincippet.
Livsenhedsprincippet
indebærer basalt, at større enheder er opbygget eller udgøres af mindre
enheder: elementarpartikler, atomer og molekyler. Organismeprincippet indebærer
basalt, at der findes indbyrdes forbundne mindre og større organismer, forstået
sådan, at de større organismer er opbygget af mindre organismer: I praksis ser
det derfor således ud: Mikrokosmos: elementarpartikler, atomer,
molekyler, celler, Mellemkosmos: organer, organismer, Makrokosmos:
kloder, solsystemer og galakser. Konklusionen må derfor lyde, at de tre nævnte
kosmos, som altså i virkeligheden udgør ét universalt kosmos, er tilsammen
grundlaget og ’scenen’ for opførelsen af det største eventyr, der overhovedet
findes, nemlig livets eget guddommelige eventyr. (35)
© november 2018 Harry
Rasmussen.
_____________________________
1. Robert Cecil
Martin Elmer Berg, kendt som Martin Elmer, født 20. februar 1930, død 29. november
2008. Dansk forfatter af børne- og voksenlitteratur, såvel skøn- som
faglitteratur. Han skrev de fleste
bøger under navnet Robert C. Berg. Martin Elmer var født i København og
debuterede som kun 19-årig i 1949 med novellen Drengen der ville være brandmand.
2. Jordens
undergang: Se artiklen 4.23. Jordklodens
klima - nogle naturvidenskabelige facts. – Dommedagsprofeter: 4.42. Nutidens
’Dommedags-profetier’ – om klimaforskning, politik og medier. - ’Big Bang’:
Se artiklen 2.21. Alts oprindelse – et essay om at forstå verden. –
Descartes: René Descartes (1596-1650) fransk filosof. – Voltaire: egentlig
Francois Marie Arouet (1694-1778) fransk digter og filosof.
3. ”Tro og overtro”,
pp. 9-10. Forfatteren Martin Elmer har allerede i bogens 1. kapitel afvist den
bibelske skabelsesberetning som hørende til under begreberne tro og overtro. Se
samme sted, pp. 7-9. – ’kvantemekanikken’: Kvantemekanik (eller kvantefysik) er
en gren af fysikken, som beskæftiger sig med stofs egenskaber på atomart og
subatomart niveau. Ud over sin anvendelse inden for fysik og kemi har
kvantemekanikken også haft stor betydning for filosofiske emner. Se f.eks. T.
Bernstein: kvantefysik og
dagligsprog. Om komplementariteten i
atomfysikken og om dens betydning for erkendelsesteorien. Munksgaards Forlag,
København 1966.
4. Se her evt. artiklen 4.136. Idealismens
bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger.
5. Tro og overtro,
pp. 51-52. – ’Ingen af datidens kilder omtaler ham’: Se herom i f.eks. min bog
”JESUS søn af mennesket”. Vil også kunne læses her på hjemmesiden via disse
link: Introduktion
til: JESUS menneskesønnen I og JESUS
menneskesønnen II
6. Tro og overtro, p.
54. – Rudolf Bultmann: JESUS. Oversat
af Harald Bülow Davidsen. Forord af Børge Diderichsen. Vintens Forlag,
København 1977. Bogens første tyske udgave udkom i 1926.
7. Samme sted, p. 54.
8. Citatet er fra
bogen ”Øieblikket Nr. 1-10. Hvad Christus dømmer. Guds Uforanderlighed” af
Søren Kierkegaard. Indledning ved P. G. Lindhardt, p. 19. Hans Reitzels Forlag,
København 1961.
9. Tro og overtro, p.
54 ff. – Se evt. også bogen ”Øieblikket Nr. 1 – 10. - Vedr. tidsskriftet ”Øieblikket” kan jeg i øvrigt fortælle
følgende:
Tidsskriftet
”Øjeblikket”
I dag så længe efter,
har jeg lidt besvær med at erindre, hvilke blade og tidsskrifter, Odensegades
Bladcentral distribuerede. Men jeg mener at kunne huske, at det i al fald
drejede sig om lokalavisen Østerbro-Bladet og om Trav Bladet og lignende blade.
Af udenlandske tidsskrifter husker jeg især Time Magazine og af indenlandske
tidsskrifter var det nogle, hvis navne jeg ikke længere husker. Der er dog en
enkelt undtagelse, og det er tidsskriftet ”Øjeblikket”, som netop
begyndte at udkomme i 1947, medens jeg var ansat hos Odensegades Bladcentral.
Tidsskriftet ”Øjeblikket” blev redigeret
af Johannes Hohlenberg, hvis navn jeg kendte fra hans bog om ”Yoga i dens
betydning for Europa”, som oprindelig var blevet udgivet i 1916, men som i øvrigt
blev genudgivet 1980 på Borgens Forlag. Hohlenberg havde i 1940 udgivet en
biografi om Søren Kierkegaard, og tidsskriftets navn, ”Øjeblikket”, var en
hentydning til Kierkegaards flyveskrift af samme navn fra 1855. De to
forfatteres ærinde var dog ikke helt identisk, idet Kierkegaards skrift
indeholdt et voldsomt angreb på den danske folkekirke, som beskyldtes for at
have forladt den evangeliske kristne lære, medens Hohlenberg koncentrerede sig
om et opgør med de aktuelle, men samtidig traditionelle politiske og kulturelle
anskuelser og strømninger i tiden.
Det må desværre siges, at der ikke var
stor afsætning på Hohlenbergs lille og fornemme tidsskrift, idet de fleste
eksemplarer, der var blevet distribueret til boghandlere og bladkiosker, blev sendt
retur til bladcentralen. Da Hundahl bemærkede sig, at jeg i pauserne var en
interesseret læser af ”Øjeblikket”, sagde han en dag: ”Ja, tag De bare de
returnumre, De har lyst til, for de skal alligevel kasseres.” Dette lod jeg mig
ikke sige to gange, men takkede Hundahl og forsynede mig i den følgende tid med
eksemplarer af dette udmærkede blad. Efter at jeg var ophørt med at arbejde for
Odensegades Bladcentral, købte jeg selv ”Øjeblikket” hos den boghandler, hvor
jeg plejede at handle. Tidsskriftet ophørte dog i 1954.
Johannes Edouard
Hohlenberg (1881-1960) var en dansk forfatter og maler.
Han er især kendt for to bøger: Søren Kierkegaard, der udkom i 1940 og Den
Ensommes Vej, der udkom i 1948. Disse to bøger må betragtes som Hohlenbergs
hovedværker og er udkommet i flere udgaver og oversat til en række sprog.
10. Tro og viden, pp. 55-56. – Det er godt
nok lidt mærkværdigt, at det beklageligvis ikke er lykkedes mig at opspore
fakta vedr. ”den nederlandske filosof Piet Bruit”. – ’Parsismen’: Parsismen er
en mindretalsreligion i Indien, en form af Zarathustrianisme, idet Parserne
følger den iranske profet Zarathustra. De udvandrede fra Iran til Indien i
middelalderen — navnet er afledt af "Persien".
11. Om disse begivenheder
vil man naturligvis kunne læse i Det Nye Testamente, men man kan også læse om
disse i min bog ”JESUS søn af mennesket” eller her på hjemmesiden: Se note 5.
12. Læs her artiklen
4.147. Myte
og virkelighed. Eller sandhed contra usandhed?
13.: Vedr. Karl Marx’ økonomiske og historiske
filosofi, se f.eks. Peter Kemp: NYT LYS OVER MARX. Essays af Peter Kemp. – Evt.
suppleret med Henning Bregnsbo: Marxismens elendighed. En vurdering af en
alternativ videnskabs bestanddele. Berlingske Forlag. København 1980. -Vedr.
Lenin, se f.eks. David Favrholdt: LENIN – hans filosofi og verdensanskuelse.
Gads Forlag. København 1978. – Se endvidere Niels Erik Rosenfeldt: Lenin. En
revolutionær fundamentalist.
14: Om Marxismens og ideologikritikkens
indflydelse på især kulturlivet i Europa i 1960’-70erne har forfatteren og
politikeren dr. phil. Per Stig Møller skrevet en fortræffelig afhandling i form
af bogen ”På sporet af det forsvundne menneske. Om humanisme og antihumanisme i
vor tids politik, videnskab og etik. Gyldendals Forlag. København 1976. Bogen er absolut anbefalelsesværdig. I bogen
gennemgår han marxismens historie og indflydelse fra 1848 og helt op til
1970erne, men sat op imod humanismen med dennes fortrin og svagheder.
15.: Helge Petersen:
Hellighed og Autoritet i Oldkirken. Gads Forlag. København 1968. – Den danske
Folkekirkes Bekendelsesskrifter ved Leif Grane. Det Danske Bibelselskab 1976. –
Menneskeliv og kristendom. Katekismus for voksne. Dansk udgave under redaktion
af E. Thestrup Pedersen. Nyt Nordisk
Forlag Arnold Busck. København 1981.
16.: Friedrich Engel
(1820-1895). Se f.eks. hans ”Familiens, Privatejendommens og Statens
Oprindelse. Forlaget TIDEN. København 1948. – Jf. evt. med Joseph Davidsohn:
Økonomisk Historieopfattelse. En kritisk Fremstilling. Martins Forlag.
København 1931.
17.: Vedr. G. W. Fr.
Hegel (1770-1831), se f.eks. Harald K. Schjelderup: Filosofiens Historie. Fra
Renaissancen til Nutiden. Gyldendal Norske Forlag. Oslo 1941. Vedr. den
skematiske opstilling af marxismens opfattelse af, hvad der udgør basis og
overbygning i menneskenes tilværelse, se f.eks. Religion/Livsanskuelse. Finn
Stefánson, Asger Sørensen og Else Matthison-Hansen. Gyldendals Røde
Opslagsbøger. Gyldendal. København 1979. Bogen er dog udgivet i nyere udgave.
18.: Vedr.
dybdepsykologen C. G. Jung (1875-1961), se f.eks. Det Ubevidste. På dansk ved
Mogens Boisen. Gyldendals Uglebøger 1962. Evt. suppleret med Jeget og det
Ubevidste. På dansk ved Mogens Boisen. Gyldendals Paperbacks 1987. – Vedr. en oversigt over Jungs Psykologi, se
f.eks. Calvin S. Hall og Vernon J. Nordby: JUNGs Psykologi. En Grundbog.
Oversat af Lone Spanheimer. Forord af Pia Skogemann. Hans Reitzels Forlag. København
1985.
19.: Vedr. De nævnte
„verdensimpulser“, se Martinus: LIVETS BOG 1, 2. kapitel: Det guddommelige
Skabeprincip. 3. kapitel: Den Ny Verdensimpuls. – Bogen vil også kunne læses på
internettet via følgende link:
http://www.martinus.dk/da/dtt/index.php?bog=51
20.: Vedr.
Menneskehedens bevidsthedskategorier, se LIVETS BOG 1, stk. 132-170. Brug link
i Note 9.=18. – For nemheds skyld, se f.eks. min artikel H1-35. Den jordiske
menneskeheds bevidsthedskategorier
21.: Vedr. den tyske
filosof Ludvig Feuerbach (1804-72), se f.eks. Harald K. Schjelderup:
Filosofiens Historie. Fra Renaissancen til Nutiden. Pp. 111-113. Gyldendal
Norsk Forlag. Oslo 1941. – Vedr. psykoanalytikeren Sigmund Freud
(1859-1939), se f.eks. Erich Fromm: Freuds teorier. Deres storhed og
begrænsning. Hans Reitzels Forlag. København 1979.
22.: Se samme sted om
Feurerbach som nævnt i Note 21. Man kunne sikkert med rette også udtrykke
Feurerbachs opfattelse af religionerne – og filosofierne med – på den måde, at
disse i begge tilfælde er en måde, på hvilken fremtrædende personligheder i
menneskehedens forskellige grupper til forskellige tider med tiden har dannet
sig mere eller mindre fastlåste, ortodokse forestillinger om tilværelsens
oprindelse, natur og formål. Med disse forestillinger, der i reglen er udmøntet
og ledsaget af bestemte ritualer, har man kunnet og kan man fortsat i bedste fald
forlige sig med samme tilværelses i grunden uforståelige og provokerende
karakter. Det sidstnævnte ligger især i tilværelsens åbenbare og uimodsigeligt
grusomme, dræbende og uretfærdige situationer og begivenheder.
Hvad angår troen
eller overbevisningen om en skabende Guds eksistens som en aktiv kraft og
intelligens i verdens og livets tilblivelse og funktioner, henholder Feurerbach
sig i stedet til naturlovene for de fysisk-kemiske kræfter og energier. Hvad
Feurerbach og mange andre materialister med ham har overset og overser, er,
meget enkelt sagt, at han ikke ser ud til at have gjort sig dybere tanker om,
hvor de fysisk-kemiske kræfter og energier og disses lovmæssigheder i form af
naturlovene stammer eller kommer fra.
Men selvom Feurerbach
grundlæggende var materialistisk indstillet og ikke troede på en Guds eksistens
og et bedre liv hinsides døden, må man alligevel karakterisere ham og hans
tanker som idealistiske. Nemlig, fordi han i stedet sætter bestræbelser for ”at
skabe et bedre liv” her og nu på jorden. Imidlertid har kendsgerningerne
demonstreret, at sådanne bestræbelser foreløbig har vist sig umulige at
realisere, hvilket ikke mindst de kommunistiske og socialistiske så vel som
liberalistiske som kapitalistiske forsøg i den retning for længst har påvist.
Se evt. mere herom i den i Note 19. nævnte påstand om, at verden og
menneskeheden på trods af jævnlige tilbageskridt alligevel bevæger sig fremad
mod ideale mål, se artiklen: 4.136. Idealismens
bedrag i religion, filosofi og politik - nogle betragtninger
23.: Se bogen JESUS –
søn af mennesket. 2. Del, 17. og 18. kapitel. Bogen er i 2012 udgivet af Forlaget
Scientia Intuitiva v/Jan Tarbensen. – Samme tekst vil også kunne læses her på
hjemmesiden under JESUS menneskesønnen II, 2. og 3. kapitel.
24.: Se også herom i
bogen JESUS – søn af mennesket, 1, Del, Indledning. Samme tekst vil også kunne
læses i JESUS menneskesønnen I
25.: Begrebet
’fortabelse’, som er det modsatte af ’frelse’, er en forestilling om en dom ved
verdens ende, hvor den enkelte på baggrund af sine gerninger dømmes enten til
frelse eller fortabelse. Der findes også forestillinger om en kosmisk
begivenhed, hvorunder den gamle verden vil gå under for at give plads til Guds
eller Kristi Rige. – Se evt. artiklerne 2.09. ”Dommedag!” I – om forskellige dommedagsvisioner gennem
tiden, og 2.10. ”Dommedag!” II – om
Martinus’ opfattelse af ”Dommedag”. - En af de kraftigste hjemlige opponenter
imod marxisme og nymarxisme er forfatteren, dr. phil. Per Stig Møller (født
1942 på Frederiksberg), som fra 1984 til 2015 var medlem af Folketinget, hvor
han repræsenterede Det Konservative Folkeparti. Han var miljøminister fra 18.
december 1990 til 24. januar 1993 og udenrigsminister fra 27. november 2001 til
23. februar 2010. Herefter blev han kultur- og kirkeminister indtil
regeringsskiftet den 3. oktober 2011. Før sin politiske karriere var han i
mange år medarbejder i Danmarks Radio og har desuden været ansat ved
universiteterne i København og Paris. I og med sin fremragende bog På sporet
af det forsvundne menneske, 1976, påpegede og gjorde han sagligt op med den
humanistisk set fjendtlige politiske opfattelse, der reducerede mennesket til
noget nær en samfundsmæssig robot.
26.: Se artiklen 4.132. Livet som en ''puppe”-tilværelse
27.: Tro og overtro, p. 63. – Vedr. påskebegivenhederne:
Se bogen ”JESUS søn af mennesket 1. del”, 7. – 11. kapitel, og samme bogs 2.
del, 26.-27. kapitel. Samme steder vil også kunne læses i JESUS MENNESKESØNNEN I, 8.-11. kapitel og i JESUS
MENNESKESØNNEN II, 11.-12. kapitel.
28.: Tro og overtro,
p. 65. Det kan anbefales at læse hele afsnittet om Jesu ligklæde.
29. Samme sted, p. 76.
30.: Se evt.
artiklerne H1-08. Introduktion til ”Det
seksuelle polprincip” og H1-09. ”Det
seksuelle polprincip” – af Martinus også betegnet som ”skabelsens rat”. Se
endvidere artiklen
4.66. Kirke på afveje? – Tanker omkring det
nye vielsesritual.
31.: Tro og overtro,
pp. 93-95.
32.: Se evt. artiklen
3.36. Det store forhæng – Stjernehimlens
gåder.
33.: Se her evt.
artiklen 2.21. Alts oprindelse – et
essay om at forstå verden. – Et nok så
interessant emne er spørgsmålet om universets alder. Dettes alder blev beregnet
på grundlag af Hubble’s opdagelse i 1929 af, at fjerne galaksers hastighed bort
fra os, er proportional med deres afstand. Ved at regne baglæns mener man at
have kunnet finde ud af, hvor længe det er siden, at alle galakser har været
samlet på samme sted før det såkaldte Big Bang. De fjerneste galakser, vi kan
iagttage, ser i nutiden ud som de gjorde for omkring 13 milliarder år siden, da
lyset fra dem blev udsendt. Men i mellemtiden har de flyttet sig yderligere, så
at de nu er længere væk end 13 milliarder lysår. Regnestykket indebærer i sin
konsekvens, at The Big Bang altså fandt sted for omkring 13 milliarder år
siden. Men i øvrigt er teorien om Big Bang filosofisk set lidt af et mysterium,
for hvordan kan noget – bl.a. i form af masse, rum og tid - opstå ud af et
tilsyneladende intet? -
Til en mulig
forklaring af problemet om, hvad der gik forud for ”the big bang”, kunne man
her nævne teorien om ”the big crunch", på dansk ”den store
sammenpresning”, som antyder hvad der måske skete før "the big bang",
og som giver et bud på at universet måske pulserer i et evigt kredsløb
vekslende mellem en milliardårig periode med udvidelse efterfulgt af en måske
milliardårig periode med påfølgende sammenpresning. Denne teori kan i bedste
fald også passe fint ind i Martinus’ spiralkredsløbs princip.
34.: Vedr.
organismeprincipperne, se H1-05. Intuition
og personlighed – om forholdet mellem personlighed og intuition.
35. Se bl.a.
artiklerne H1-45. Viden og undren.
Tanker om livet og verden. 4.148. Viden
og undren 2. Tanker om materiens natur. Suppler evt. med følgende artikler:
4.78. Verdens og livets under –
nogle ’kosmiske’ betragtninger.
© november 2018 Harry
Rasmussen.
******************