Flere tanker til eftertanke
Anden del.
Teksten fortsat fra artiklens Første del:
For at læseren ikke skal holdes i uvidenhed
om, hvilke energier, kræfter og lovmæssigheder, der her er tale om, skal jeg
citere fra min artikel 4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO 2016
Skematisk opstillet er de syv operationelle
grundenergier i henhold til Martinus følgende:
1.
Instinktenergien (rød symbolfarve)
2.
Tyngdeenergien (orange symbolfarve)
3.
Følelsesenergien (gul symbolfarve)
4.
Intelligensenergien (grøn symbolfarve)
5.
Intuitionsenergien (blå symbolfarve)
6.
Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve)
7.
Moderenergien (violet symbolfarve)
Det skal også
her nævnes, at i henhold til Martinus er samtlige grundenergier repræsenteret
ved hver sin funktionelle instans og basis i form af en organisme eller et
legeme, som skematisk opstillet ser sådan ud:
1.
Instinktlegemet = Instinktenergiens funktionelle basis (rød symbolfarve)
2.
Tyngdelegemet = Tyngdeenergiens funktionelle basis (orange symbolfarve)
3. Følelseslegemet
= Følelsesenergiens funktionelle basis (gul symbolfarve)
4.
Intelligenslegemet = Intelligensenergiens funktionelle basis (grøn symbolfarve)
5.
Intuitionslegemet = Intuitionsenergiens funktionelle basis (blå symbolfarve)
6.
Hukommelseslegemet = Hukommelsesenergiens funktionelle basis (indigo
symbolfarve)
7.
Evighedslegemet = Moderenergiens funktionelle basis (violet symbolfarve)
En
specificeret oversigt over, hvilke grundenergier, der opererer i hver vores
psyko-fysiske krop, ser sådan ud:
1.
Instinktenergien (rød symbolfarve) står for automation og subjektivt for
anelse, tro, religiøs tilbøjelighed, virtuositet, rutine, vane og
konservatisme. Objektivt står instinktenergien for automatfunktioner,
tropismer, ritualer, traditioner, elektromagnetiske vekselfelter. I naturen er
instinktenergien repræsenteret af planteriget. I vores fysiske organisme kendes
den i form af hud og muskulatur.
2.
Tyngdeenergien (orange symbolfarve) står for ekspansion, subjektivt for
aggressive følelser, sangvinsk, kolerisk, destruktiv og dræbende tilbøjelighed.
Objektivt som varme, udvidelse, eksplosion, acceleration, dynamik og
viljeføring. I naturen er tyngdeenergien repræsenteret af dyreriget. I vores
fysiske organisme kendes den i form af mave og fordøjelsessystem.
3.
Følelsesenergien (gul symbolfarve) står for kontraktion, subjektivt for sansedata,
melankoli, flegmatisk og livgivende tilbøjelighed, regressive og positive
følelser. Objektivt står denne energi for kulde, implosion, træghed,
statiskhed, modstand og antidynamik. Naturmæssigt repræsenterer denne energi
Det rigtige menneskerige. I den fysiske organisme kendes den i form af
blodkredsløbet og åndedrætssystemet.
4.
Intelligensenergien (grøn symbolfarve) står for rationalitet, subjektivt for
fornuft, forstand, analyse, syntese pr. logik, genkendelse erkendelse,
forestillingsevne og fremsyn. Objektivt står denne evne for rationaliteten og
hensigtsmæssigheden i naturens problemløsninger. Naturmæssigt
repræsenterer den visdomsriget, og i vores fysiske legeme repræsenterer den
hjerne og nervesystemet.
5.
Intuitionsenergien (blå symbolfarve) står for kvintessens, hvilket vil sige
det, der er væsentligt. Objektivt repræsenterer den de epigenetiske pointer i
naturens skabelser og disses skønhed. Som naturrige repræsenterer den ”den
guddommelige verden”, og i vores fysiske krop repræsenterer den
seksualstrukturen.
6.
Hukommelsesenergien (indigo symbolfarve) står for fiksering og akkumulation.
Subjektivt er den repræsenteret ved erfaring, erindring, viden og tilbageblik,
ekstase og orgasme. Objektivt er den repræsenteret ved mineralske og
krystallinske formationer, og desuden af eruptive hændelsesforløb. Som
naturrige repræsenterer den Salighedsriget og mineralriget. I vores fysiske
krop er den repræsenteret af skelet, hår og negle.
7.
Moderenergien (violet symbolfarve) er ansvarlig for koordination, generelle
universelle lovmæssigheder og principper. Subjektivt set repræsenteres denne
overordnede energi af evnen til at opleve, skabe, sanse og manifestere.
Objektivt er den repræsenteret ved de kosmiske skabeprincipper. Som naturrige
repræsenterer den evighedsplanet og den zone, hvori talentkerner
opbevares. I vores fysiske organisme er denne energi repræsenteret ved den
genetiske struktur samt det endokrine system (kirtelsystemet). (8)
Lad os for et
øjeblik forlade beskrivelsen af de grundlæggende energier og deres funktioner
og spørge: Hvordan kan en fornuftig, klog og meget indsigtsfuld tænker, men
samtidig også følsom og til en vis grad religiøst mindet som Martinus have
opnået den grundlæggende opfattelse af livet og verden, som tilfældet var og
er? - Mit forhåbentlig kvalificerede gæt - for en formodning er det
selvfølgelig - at hans psyke og personlighed i det væsentlige var så
enhedspræget og harmonisk, at han til gengæld oplevede og fortolkede livet i
sit "eget billede". Han var godt nok klar over, at verden var og er
fuld af 'knaster' og derfor ikke kun idyllisk, men disse blev til intet i hans
eget overordnet set harmoniske og utopisk-idealistiske sind.
Med de
forudsætninger og på den baggrund kunne Martinus skabe og manifestere det
storslåede og i sin egen helhed logisk sammenhængende verdensbillede, som bærer
hans navn. Men sådan som jeg ser det nu, er hovedproblemet med samme
verdensbillede dettes i vidt omfang intuitivt vedtagne præmisser og postulater,
nemlig i form af individernes evighedsnatur og evige liv i skiftende perioder
af diskarnationer og reinkarnationer. Svagheden er, at disse præmisser og
postulater kun kan ’bevises’ gennem såkaldte cirkelbeviser, hvilket vil sige
beviser, hvor man forudsætter den sande gyldighed af dét, der rent faktisk
burde bevises. Det må derfor konstateres, at Martinus’ kosmologi primært er
opbygget af og baseret på det intuitivt vedtagne præmis, som f. eks. dette: ’de
levende væsener er evigt eksisterende'.
Som en direkte og logisk følge heraf er al argumentation for dette
postulat derfor sand og gyldig. Men kendes nævnte præmis ugyldigt, betyder det,
at følgeslutningerne også vil være ugyldige.
Det er
naturligvis en dristig påstand af mig at mene, at vi mennesker – i lighed med
alle andre levende væsener – kun har ét eneste liv at leve. Ikke mindst i
betragtning af, at jeg i en årrække og i en lang række tidligere artikler har forholdt
mig loyalt og indforstået med Martinus' geniale kosmiske analyser og
livsfacitter. Men det har jeg altså haft mine forhåbentlig gode grunde til.
Det, jeg så dristigt søger og i grunden altid har søgt, er logiske, fornuftige
og bevislige eller sandsynlige forklaringer på, hvad der med rette vil kunne
anses for at være sandheden om verden og tilværelsen. Det sker også især nu,
hvor jeg som nævnt er kommet i alvorlig tvivl om gyldigheden af Martinus'
kosmologi i dennes helhed. Med min indførelse af ét-livs-teorien, bortfalder
automatisk den såkaldt åndelige del af Martinus' meget smukke, forunderlige og
eventyrlige verdensbillede, og det er naturligvis både synd og skam. Men
sandheden eller virkeligheden må og bør under alle omstændigheder være det pejlemærke,
vi sandhedssøgere sætter kursen efter.
Det er i den
guddommelige overbevidsthed, der desuden også betegnes som Moderenergiens
område, hvor de seks grundenergier har deres centre og udspring, og hvor både
organtalentkerner og erindringstalentkerner har deres base, at de fundamentale
lovmæssigheder for verden og tilværelsen permanent forefindes. Det samme er
stort set tilfældet for de enkelte individers vedkommende, idet den
individuelle overbevidsthed er opbygget i principiel lighed med den guddommelige
overbevidsthed.
De basale
kosmiske lovmæssigheder, betegner Martinus generelt som de kosmiske eller
guddommelige skabeprincipper, som i henhold til ham ligger til grund for
al skabelse, manifestation og oplevelse. Skabeprincipperne, hvoraf der ifølge
Martinus er 8 hovedskabeprincipper og 7 variantprincipper, altså i alt 15
skabeprincipper, fungerer tilsammen som en kombineret enhed, idet samtlige
skabeprincipper i større eller mindre grad altid vil være til stede i en
hvilken som helst sammenhæng. Af skabeprincipperne er det i henhold til
Martinus særligt hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, der er i spil, når
det drejer sig om individets skæbne.
Af hensyn til
læseren, skal her kort og skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og
variantprincipper, det er Martinus' kosmologi opererer med:
1.
Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip
2.
Livsenhedsprincippet
3.
Kontrastprincippet
4. Perspektivprincippet
5.
Bevægelsesprincippet
6.
Talentkerneprincippet
7. Kredsløbs-
og spiralkredsløbsprincippet
8.
Verdensgenløsningsprincippet.
Skematisk opstillet ser
variantprincipperne sådan ud:
1.
Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
2. Stofenhedsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
3. Sult-
og mættelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet
4. Opbygnings-
og nedbrydningsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet
5. Skæbne-
eller karmaprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet
7. Forældre-
og beskyttelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
I henhold til
ét-livs-opfattelsen, forholder det sig i denne sammenhæng stort set sådan, at
de nævnte 8 skabeprincipper samt de 7 variantprincipper bevarer deres 'status'
som gyldige, dog naturligvis sådan, at variantprincipperne nr. 5: Skæbne- eller
karmaprincippet, og variantprincip nr. 6: Reinkarnationsprincippet, overhovedet
ikke er i spil, al den stund, at de i denne forbindelse er uden mening og
derfor udelukket. Men med lidt god vilje kunne man betegne variantprincipperne
nr. 5. og 6. som henholdsvis tilfældighedsprincippet og fødselsprincippet. At
gøre det, ville imidlertid være et utilbørligt indgreb i Martinus' kosmologi,
rent bortset fra, at denne er beskyttet af ophavsretsloven. Jeg skal derfor her
pointere, at det ikke er mit ærinde at ville lave om på Martinus' kosmiske
analyser og facitter, det være langt fra, men kun i henhold til lovsikret
ytringsfrihed, at forholde mig skeptisk-kritisk til emner som skæbne,
retfærdighed, reinkarnation m.fl.
Men for at
godtgøre, at de nævnte skabeprincipper fortsat vil være gyldige i relation til
ét-livs-teorien, skal jeg her forsøge mig med en kortfattet forklaring af,
hvorfor og hvordan hvert enkelt skabeprincip bevarer sin 'status' også i den
sammenhæng:
Skabeprincipperne:
1. Polprincippet
eller det guddommelige skabeprincip
Det seksuelle
polprincip ligger som bekendt primært til grund for de to køn, lige som for de
afvigelser, der forekommer, f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende
variationer. Men set på baggrund af ét-livs-teorien og dennes konsekvenser,
forekommer den kosmiske udviklingsproces, Martinus betegner som ”den
seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke.
2.
Livsenhedsprincippet
Set i
ét-livs-teoriens perspektiv forekommer dette princip i lige så stor og høj
grad, som tilfældet er i Martinus' kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at
de levende organismer er opbygget efter princippet levende væsener indeni
levende væsener, som tilfældet eksempelvis er med levende celler indeni organer
og organismer. Principielt tilsvarende forholder det sig med
Stofenhedsprincippet, der kort sagt betyder, at større stofenheder er opbygget
og består af mindre stofenheder.
3.
Kontrastprincippet
Dette princip
er vigtigt for alt liv og al livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som
kontrasterne liv og død, lys og mørke, varme og kulde, sommer og vinter,
behag og ubehag, glæde og smerte, etc. etc.
4.
Perspektivprincippet
Dette princip
er under alle omstændigheder vigtigt og uundværligt for syns- og
forståelsesevnen. Princippet består kort sagt i, at størrelser aftager
proportionalt med afstanden fra iagttagelsespositionen.
5.
Bevægelsesprincippet
Det siger
næsten sig selv, at dette princip har meget stor betydning, al den stund det
ligger til grund for alt liv og alle former for bevægelse, lige fra
elementarpartiklerne og atomerne, cellerne og organerne over
organismerne, planeterne, solsystemerne og til de vældige galakser ude i
himmelrummet.
6.
Talentkerneprincippet
Også dette
princip beholder sin status under ét-livs-teorien, idet det ligger til grund
for enhver form for evne og talent, og i forbindelse med organismernes
tilblivelse og opbygning via generne.
7. Kredsløbs-
og spiralkredsløbsprincippet
Her er jo tale
om en udvidelse af bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår
i kredsløb. I og med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig
kvalitativt, f.eks. i form af større erfaringsdannelse, er der tale om et
spiralkredsløb.
8.
Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip
drejer sig i hovedsagen om den funktion og betydning, som især de store
religiøse fornyere, eksempelvis Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed,
har haft og har for menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en
”genløsning” til en formodet ny ”paradisisk tilværelse”.
Variantprincipperne:
1.
Tiltræknings- og frastødningsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet
Det siger
næsten sig selv, at dette variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige
tiltrækning mod hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af
f.eks. sympati og antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er
behageligt og frastødning af det, der er ubehageligt.
2. Stofenhedsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet
Stofenhedsprincippet
ligger til grund for, at alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er
opbygget af mindre enheder. F.eks. er organismer, opbygget af organer, og disse
af celler, disse igen af molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er
opbygget af elementarpartikler.
3. Sult-
og mættelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet.
Dette princip
gælder både i bogstavelig forstand som det at være sulten og lade sig mætte.
Men det gælder også i videre og overført forstand i form af længsel og
længslens tilfredsstillelse.
4. Opbygnings-
og nedbrydningsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet.
Ja, her kan
man eksempelvis tænke på opbygningen af den fysiske organisme fra undfangelsen
over fødslen, opvæksten over barndom og ungdom til den modne alder og
alderdommen, hvorefter en nedbrydende aldringsproces med følgende død og ligets
opløsning.
5. Skæbne-
eller karmaprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 6: Talentkerneprincippet.
Som nævnt i
hovedteksten, vil dette princip ikke være gyldigt i forbindelse med
ét-livs-teorien. Men med lidt god vilje kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet
begrebet og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk
for tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang!
6. Reinkarnationsprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og
hovedskabeprincip
nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.
Heller ikke
dette princip har nogen mening i forbindelse med ét-livs-teorien. Men eftersom
det i princippet handler om fødsel, kunne man med lidt god vilje kalde det
for ”fødselsprincippet”.
7. Forældre-
og beskyttelsesprincippet.
Variant
af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.
Dette princip
er absolut også gyldigt i relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten
kan sige sig selv.
Hvis
kendsgerningerne skulle gå hen og vise sig primært at være, at vi kun har et eneste
liv, altså det vi lever nu og her, til vores rådighed, hvordan forholder det
sig så med den psykiske struktur eller det såkaldte psykiske kraftfelt,
P-kraftfeltet? - For i henhold til gyldig videnskabelig analyse af især
sanseprocessens anatomiske og fysiologiske funktioner, står det klart, at det
psykiske kraftfelt som det substantielle grundlag for bevidstheden i videre
forstand, derfor også eksisterer som grundlaget for vores evner til at
manifestere os og sanse. Altså til kort og godt som ’substantiel’ basis
for at kunne fungere og opleve os selv og omverdenen.
Man må
forestille sig P-kraftfeltet som en slags elektromagnetisk felt, men som vel at
bemærke både indeholder og opretholder det fysiske legeme og den dertil
knyttede bevidsthed. Så vidt jeg kan se, når vi regner med
ét-livs-hypotesen, må det forholde sig sådan, at det psykiske kraftfelt – altså
manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet - opstår samtidigt med undfangelsen
og fødslen af det fysiske legeme og vokser og udvikler sig synkront med dette.
Følgelig må samme psykiske struktur normalt også degenerere med det fysiske
legemes alder og ophøre i og med dettes død og opløsning. Hvilket jo forresten
også er, hvad der i henhold til Per Bruus-Jensens fortolkning af Martinus'
kosmiske analyser, sker med det såkaldte ”koblingslegeme”, som så vidt jeg kan
se godt kan forenes med den her omtalte sammenhæng. Nemlig som et interaktivt
forbindelsesled mellem den overordnede psykiske struktur, P-kraftfeltet eller
oplevelsesfeltet, og det deri eksisterende fysiske legeme. Overbevidstheden –
som her ikke forstås som en 'udenfor' eller 'over' bevidstheden
forekommende evig instans, men derimod forstået som en indenfor
rum-tid midlertidigt eksisterende ubevidst eller underbevidst psykologisk
faktor - vil jo med sine 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og sin
beholdning af organ- og erindringstalentkerner stadigvæk være overordnet
P-kraftfeltet, som netop skylder samme overbevidsthed og dennes indhold sin
eksistens. (9)
I en
forsøgsvis forståelse af, hvad fænomenet P-kraftfeltet eller
transformationsfeltet rent faktisk er for noget, bør man studere den
videnskabelige redegørelse for sanseprocessen, kombineret med eksempelvis de
kommentarer til denne, som jeg har redegjort for i artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed. Læg særligt mærke til konklusionen, at de
rent fysiske og fysiologiske hjerneprocesser, som finder sted under
synsprocessen, ikke synes at have ret meget at gøre med, hvad vi rent faktisk
ser og oplever i og med vores bevidsthed. Det er derfor den instans, der tolker
og omsætter de fysiske hjerneprocesser til synsindtryk af det, vi iagttager,
der er værd at notere sig. Disse bevidste synsindtryk må derfor befinde sig ”udenfor”
eller ”over” den fysiske hjerne. Det er denne i sig selv usynlige instans, som
vi normalt ikke er bevidste om, der er identisk med manifestations-, sanse- og
oplevelsesfeltet alias P-kraftfeltet.
Som det
indirekte vil være fremgået af det her ovenfor sagte om P-kraftfeltet eller
manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet, så rokker antagelsen af ét-livs
teorien heller ikke ved faktorer, som den ”udenfor” eller ”over” P-kraftfeltet
eksisterende overbevidsthed med dennes 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og
dens beholdning af organ- og erindringstalentkerner. Og i øvrigt rokker
det heller ikke ved ”underbevidstheden” og de deri 'indbyggede' og fungerende
seks kosmiske grundenergier, hvoraf bevidstheden er det fornemmeste produkt. De
nævnte faktorer, lovmæssigheder og kræfter eller energier vil i
princippet stadigvæk være de samme, som tilfældet er, når disse er set i
dén kosmiske sammenhæng, hvori Martinus fremstiller de nævnte emner.
Og nok så
vigtigt og betydningsfuldt er det, at selvom vi som her opererer med
ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1.
hovedinstans stadigvæk være Jeget, og 2. hovedinstans vil fortsat
være bevidstheden, stadig forstået
som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis
substantielle og funktionelle instans og basis derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant
eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem
fysiske legeme, som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og
udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder.
Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død. Det
kosmologiske begreb underbevidstheden – ikke at forveksle med det
psykologiske begreb af samme navn - vil da være identisk med det, vi
almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden, som
fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2.
Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien,
5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som vel at bemærke har samme
værdier og funktionelle kvaliteter, som disse er beskrevet af Martinus. I
forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de nævnte
energier ikke er fysiske energier, men derimod måder, på hvilke
individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever. (10)
Hvad angår den
fysiske hjerne og dennes rolle i det levende væsens eller individs liv og
tilværelse, så vil antagelsen af ét-livs-hypotesen ikke ændre væsentlig ved
det. Hjernen vil stadigvæk være en overordnet instans i det fysiske legeme og
dettes fysiologiske og hormonale processer og funktioner. Det ændrer heller
ikke ved, at det såkaldte koblingslegemes hjerne fortsat vil være et nødvendigt
interaktivt mellemled mellem P-kraftfeltets psykiske struktur og den fysiske
hjerne.
Begrebet og fænomenet bevidsthed
Som bekendt er
bevidsthed et fænomen, der faktisk er velkendt hos de allerfleste levende
væsener, omend i forskellige grader, men i relativt højere grader hos
menneskene, grader, der spænder lige fra en primitiv instinkt- og
følelsesmæssig bevidsthed til en højt udviklet intellektuel bevidsthed. For
ikke at gentage, hvad jeg i en tidligere artikel har skrevet om dette
interessante emne, vil jeg her tillade mig at bringe følgende citat fra
artiklen: 4.130. Personlighedsbegrebet - set i ét-livs-hypotesens
perspektiv:
(Citat)
I almindelig psykologisk
forstand defineres bevidsthed som en samlebetegnelse for de forskellige former
for oplevelse, opmærksomhed eller opfattelse, mere præcist som oplevelse og
opfattelse af omverdenen i form af sanseindtryk, og af individets egen indre
verden af forestillinger, tanker, følelser etc., hvilket kort og godt vil sige
bevidsthedstilstande. Men begrebet og fænomenet bevidsthed omfatter også de
meninger, teorier og synspunkter, der knytter sig til et bevidst væsen, og
endelig også som selvbevidsthed, hvorved kort forstås individets bevidsthed om
sig selv og sin egen og for resten ikke sjældent overdrevne betydning.
Indenfor
rammerne af Martinus’ kosmologi kan og skal fænomenet bevidsthed ses i relation
til hans analyser af, hvad det er, der ikke kun konstituerer mennesket, men i
videre forstand det levende væsen, hvilket i videste forstand vil sige alle
levende væsener. Dette væsen udgør i henhold til Martinus et treenigt princip i
form af et jeg, en bevidsthed og en organisme, men forstået sådan, at jeget
udgør den overordnede instans i forholdet, medens bevidstheden forekommer i
form af en overbevidsthed og en underbevidsthed, og organismen er det
interaktive redskab, individet via sin bevidsthed betjener sig af. Den
væsentlige karakteristik for et levnede væsen, mennesket inklusive, er, at det
sanser, oplever og manifester sig i form af handlinger. Imidlertid fremhæver
Martinus, at sansning ikke – som det er almindeligt at tro og mene - er en
passivt receptiv proces, men tværtimod en proces, der forudsætter og kræver et
betydeligt moment af skabende virksomhed, om end i hovedsagen en automatisk
skabende virksomhed. Dette er en del af baggrunden for, at Martinus også
betegner bevidstheden som det levende væsens skabeevne, men altså som en evne,
der forudsætter og er betinget af et intimt samarbejde mellem de ovenfor nævnte
tre instanser. Denne skabeevne ligger også til grund for sansning, som igen
udgør grundlaget for fænomenet oplevelse.
Fra artiklen 4.152. Ét-livs-hypotesens konsekvenser! - Status over nogle personlige
tanker, skal her citeres den følgende vigtige konstatering:
(Citat)
To former for energi
Med alt, hvad der foreløbig ovenfor er blevet nævnt og skrevet om
verden og livet, står der dog tilbage decideret at nævne og fremhæve, at der
basalt set er to former for energi, der gør sig gældende i individets
ét-livs-tilværelse, nemlig fysisk energi og åndelig energi. Den førstnævnte
energi repræsenteres af alt, hvad der fysisk set eksisterer og skabes, medens
det sidstnævnte energi er repræsenteret ved individets åndsliv. Til åndslivet
eller bevidsthedslivet henregnes her også de illusoriske tanker og
forestillinger om tilværelsen, som individet bevidst så vel som ubevidst danner
og gør sig, eller mere eller mindre bevidst påvirkes til at danne og gøre
sig.
Af hensyn til en måske bedre forståelse af, hvad der nærmere skal
forstås ved de to former for energi, skal her indskydes følgende citat fra
artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - nogle kritiske betragtninger:
(Citat)
Synsprocessen
Her skal gives en forsøgsvis kortfattet beskrivelse af, hvad der i
henhold til den videnskabelige anatomi og fysiologi i normale tilfælde sker,
når vi bruger synet. Anatomisk set er synssansen baseret på øjets og hjernens
indretning og på samspillet mellem de to instanser. Fysiologisk baserer
synssansen sig dels på lyset og dels på de kemisk-elektriske processer, der
foregår i øjet og i de to synsnerver samt i synscentret bagest i den såkaldte
nakkelap lige ovenover lillehjernen, hvilket sidste i øvrigt fremgår af
nedenstående illustration af hjernen. Synsopfattelsen er ikke mindst beroende
på øjets nethinde, som er placeret bagtil i øjets indre hulrum, hvorfra
synsnerven fra hvert øje udgår og ender i synscentret i nakkelappen. De to øjne
sikrer i hovedsagen den tredimensionale synsopfattelse af omverdenen.
Længdesnit gennem midten af hjernen, hvor nakken ligger til venstre
og panden til højre. Tallet 1 refererer til lillehjernen og tallet 2 til
nakkelappen, mens tallet 28 henfører til rygmarvens udløb fra hjernens
underside. Tallet 18 angiver pandelappen og 21 hentyder til hypofysen.
Betydningen af de øvrige tal skal dog ikke gennemgås her. Blot skal det nævnes,
at synscentret ligger i nakkelappens bageste og mediale del (tallet 2). –
Billede gengivet efter P. Brandt Rehberg, C.M.Steenberg og Helge
Volsøe: Menneskets Anatomi og Fysiologi. C.A. Reitzels Forlag,
København 1952.
Selve synsprocessen begynder med lyset, hvis stråler tilbagekastes
fra genstande, de rammer. Det tilbagekastede lys opfanges blandt andet af et
menneskes øjne og disses normalt lysfølsomme nethinder. Men i kraft af øjets
optik vil genstande ses omvendt på nethinden, således at hvad der er op og ned
på en genstand er vendt på hovedet på nethinden. Nethinden består af
lysfølsomme tappe og stave og fra disse sendes ved hjælp af nerveaktiviteter
impulser via de to synsnerver til synscentret, hvor disses impulser eller
signaler samarbejdes til et enkelt billede. Hvordan dette synsindtryk bliver
transformeret til en bevidst opfattelse af en genstands- og omverden, ved
videnskaben ikke helt præcist, hvorfor man drager en bagvendt slutning, som
siger, at bevidsthedsindtrykket opstår, når de omtrent identiske nerveimpulser
fra de to øjne når frem til synscentret, og der derfra udgår signaler til andre
hjernecentre, herunder blandt andet til hukommelsescentret, som normalt kan
fortælle, om individet, som i det aktuelle tilfælde ser og oplever sin
genstands- og omverden, har set denne eller en lignende før. Man taler da
henholdsvis om genkendelse og associativ genkendelse. Når dette
sker, mener de videnskabelige forskere, at der er tale om, at synsindtrykkene
bliver bevidstgjorte.
Imidlertid er der her al mulig grund til at stoppe op og tænke lidt
over de ganske vist sparsomme oplysninger om synssansen, som her foreløbig er
fremført. For det første fortæller den fysiske videnskab os, at genstandenes
verden er farveløs, hvorfor disses farver alene opstår i samspillet mellem det
i sig selv farveløse lys, øjnene og hjernen. For det andet fortæller den
optiske videnskab os, at vi ikke ser genstandenes verden direkte, men kun
indirekte, nemlig i og med, at det sete først opfattes, når impulserne fra
øjets nethinde når frem til synscentret i hjernens nakkelap. Men hovsa, det
synsindtryk eller billede, der i hvert givet tilfælde er dannet på øjets
nethinde, kan af gode grunde kun have en maksimal størrelse af cirka 2-3
centimeter i diameter, svarende til den halvbuede, men flade nethindes
dimensioner! Men det vides som nævnt, at hvis billedet på nethinden af en eller
anden årsag ikke når frem til synscentret, så vil det ikke blive opfattet af
den, der ser. Altså er synsopfattelsen totalt afhængig af, at nerveimpulserne
fra nethinden når frem til synscentret.
Men – og det er en vigtig pointe i hele sammenhængen – det ovenfor
beskrevne er ikke, hvad vi med vores bevidsthed rent faktisk oplever! Situationen
er jo den, at selvom nerveimpulserne er nået frem til synscentret, er der
stadigvæk kun tale om nerveimpulser, hverken mere eller mindre. Og ligeledes og
uanset hvor mange hjernecentrer, der end er eller bliver mere eller mindre
involveret i synsprocessen og synsoplevelsen, vil der dog stadigvæk kun være
tale om nerveimpulser i form af mikroskopiske atomare mønstre, databærende
mønstre kunne man sige. Men hvordan forholder det sig med ’afkodningen’ eller
’tolkningen’ af disse mønstre? For afkodet eller tolket bliver disse, idet
synsopfattelsen jo vitterligt viser os en umådeligt stor synlig verden af
former og farver, af sten og planter, dyr og mennesker osv. Og ikke kun et
lille nethindebillede på cirka 2-3 centimeter i diameter, som ovenikøbet er
vendt på hovedet! – Denne store verden bliver tilmed bekræftet af vores fysiske
krops bevægelses- og følesans. Den krop, hvoraf vi ser og opfatter det meste,
bortset fra, at øjnene ikke direkte kan se sig selv og deres egen placering i
ansigtet. Det kan kun ske ved, at personen kigger i et spejl.
Hvilken konklusion vil der så overordnet set kunne drages af de
netop fremførte oplysninger og betragtninger? – Jo, kort fortalt den
hovedkonklusion, at vores opfattelse og oplevelse af os selv i form af en fysisk
krop og af dennes omverden, er af en anden natur og karakter end det, vi
almindeligvis forstår ved den fysiske sanseverden. Hvad er da denne anden
natur eller karakter? – Jo, det er individets, mere præcist
jegets bevidsthed. Men om man vil kaldte bevidsthedens verden for at
være af åndelig natur og karakter, eller man vil foretrække at kalde
den for værende af en parafysisk natur og karakter, må blive en
smagssag. Begrebet parafysisk skal jo her blot forstås som en natur ved siden
af eller over den fysiske natur. […] (Citat slut)
Til de illusoriske tanker og forestillinger om verden og livet
hører ikke mindst idealistisk utopisk religion, filosofi og politik. Det vil
primært sige tanke- og åndsretninger, der foregøgler menneskene en især
fremtidig fredelig og bedre tilværelse, fysisk i form af ideale sociale og
kulturelle vilkår, og åndeligt i form af en fortsat tilværelse, især i en
paradisisk åndelig verden eller tilstandsform efter døden. Men om de tanker jeg
har gjort i den forbindelse og sammenhæng vil jeg tillade mig at henvise til
følgende af mine artikler: 4.136. Idealismens bedrag i religion, filosofi og
politik - nogle
betragtninger og 4.155. Idealismens bedrag og selvbedrag i religion. Nogle ekstra betragtninger
Eftersom nærværende artikel med al sandsynlighed formentlig vil
være den sidste – eller i hvert fald en af de allersidste – artikler fra min
ånd og hånd, vil jeg gerne benytte lejligheden til at gengive hele artiklen
4.124. Hvor er Gud henne? Et relevant og aktuelt
spørgsmål. Når jeg specielt gerne vil bringe netop den artikel, beror det på,
at for mig personligt er og har der været tale om en tanke- og følelsesmæssig
vandring gennem en lang årrække, hvor jeg i 1974 for alvor begyndte at skrive
artikler og nogle få bøger, alle om filosofiske eller kosmologiske emner. Det
vil specielt interesserede kunne læse meget mere om, f.eks. i artiklen
H1-03. LIVETS EVENTYR - Optakt til hjemmesiden. Men nu
altså foreløbig en Finale i form af gengivelse af artiklen ”Hvor er Gud
henne?”:
Hermed følger et Post Scriptum til de
relativt mange skeptiske og kritiske artikler, jeg på det seneste har skrevet
med relation til Martinus' i så godt som enhver henseende fabelagtige og
eventyrlige verdensbillede eller kosmologi. Læsere, der har læst nogle af mine
allerseneste artikler, vil vide, at min skepsis og kritik drejer sig om det,
der kunne kaldes de decideret idealistiske spirituelle emner og faktorer i
nævnte verdensbillede. Faktorer, som det levende væsens treenige
evighedsstruktur i form af 1. jeget, 2. skabe- og oplevelsesevnen og 3. det
skabte eller frembragte, blandt andet i form af den psykofysiske organisme.
Desuden forestillingen om udødelighed, evigt liv, reinkarnation og skæbnens lovbundethed
og dermed også skæbnens retfærdighed. Den foreløbige konsekvens og konklusion
på min tvivl og skepsis er, at alle vi levende væsener kun har ét eneste liv at
leve, nemlig det, vi lever og oplever her og nu, hvert sekund, minut, hver time
og hvert døgn, dag og nat, hver uge, måned og år, forår, sommer, efterår og
vinter. Alt er kredsløb indeni kredsløb, vort eget liv er det ikke mindst, et
kredsløb fra fødsel til død. Dermed er eventyret slut for os som levende
væsener og individer. Men vi efterfølges og erstattes af andre og nye
individer, på den måde fortsætter livet for arten og slægten.
Men bemærk, ét-livs-opfattelsen behøver
ikke nødvendigvis at forkaste alle Martinus' fremragende kosmiske analyser og
facitter. Eksempelvis vil det levende væsens (individets) treenige
grundstruktur: Jeget, bevidstheden og organismen, eller Jeget, skabe- og
oplevelsesevnen og den psykofysiske organisme, stadig være gyldig. Vort
inderste væsen, Jeget, er identisk med Guds Jeg, men kun så længe vi fysisk er
i live. Vi er også hver især med til at udgøre Guds skabe- og oplevelsesevner,
men naturligvis kun så længe vi fysisk set lever. Fornyelsen af disse evner
sker i medfør af ét-livs-opfattelsen i og med, at der hele tiden kommer nye
fysiske individer til og viderefører opgaven. Gyldigheden gælder også for de
allerfleste af de faktorer, som Martinus' kosmologi opererer med. Men herom vil
jeg dog henvise læseren til artiklen 4.121. Hjemmesiden LIVETS EVENTYR ANNO 2016 . Deri vil man kunne
orientere sig om, i hvilken grad og udstrækning ét-livs-hypotesen – vel at
mærke opfattet og tolket på en åben og fordomsfri måde - stemmer overens med
væsentlige dele af Martinus' kosmiske analyser og livsfacitter. Dette gælder
faktisk også et så vigtigt emne som udvikling (evolution) og i sammenhæng
dermed et så specielt emne, som det, Martinus kalder ”den seksuelle
polforvandling”, og som i hans fremstilling forekommer i et kosmisk
evolutionært evighedsperspektiv. Men i henhold til ét-livs-teorien, vil den
nævnte polforvandling meget vel kunne finde sted på principielt samme måde, som
den, hvorpå biologien forklarer den genetiske udvikling, hvorunder de arvelige
anlæg og egenskaber mm. overføres fra individ til individ og fra slægt til
slægt.
Men nu til det, der var og er hensigten med
denne i hvert fald foreløbig afsluttende artikel i serien af artikler med
relation til Martinus' kosmologi, nemlig skæbnens ofte tilfældige og uretfærdige
forløb. Blandt de mange, ja, utallige meningsløsheder, der set fra et såkaldt
lavpsykisk udsigtspunkt, det vil sige, der set fra et almindeligt
menneskesynspunkt, forekommer i tilværelsen, skal her nævnes nogle eksempler:
Det virker totalt meningsløst, når f.eks. en gazelle, som lever sit liv på den
afrikanske savanne, bliver gjort drægtig og fosteret derfor over en vis periode
gennem den fantastiske proces, som strækker sig fra en befrugtet ægcelle og
videre over en række mellemstadier udvikler sig til et fuldbårent og nyfødt
gazellekid, som er bestemt til at skulle vokse og ende som en af savannens
mange andre gazeller. Alt sammen med den risiko, ofte allerede som nyfødt, at
ende sit liv som værgeløst offer for en løve eller en gepard eller et andet
rovdyr.
Der skal en god portion forståelse af naturens orden til, for at
kunne synes, at det nævnte eksempel – sammen med utallige andre unævnte –
skulle være et gode. Jo, for rovdyret, men vel ikke for gazellen og dets kid? Dette
er bare et enkelt og tilfældigt valgt eksempel på den situation eller tilstand,
der hersker i vilddyrenes verden. For tamdyrenes – og især slagtedyrenes –
vedkommende, er situationen i princippet ikke meget anderledes. Måske lige
bortset fra, at slagtedyrene ikke har nogen chance for at undslippe og
overleve. Deres ”rovdyr”, det intelligente dyr, mennesket, er almindeligvis
totalt ufølsomt og hjerteløst, når det gælder om at følge traditionerne og
sikre sig det eftertragtede og påstået uundværlige kød på middagsbordet.
Men ikke nok hermed, menneskedyret var og er forblevet et rovvæsen,
som ikke nøjede sig med at nedlægge og æde byttedyrene, men som også ville
tilegne sig artsfællernes revirer eller ejendom, om nødvendigt ved hjælp af
magt, brutalitet og/eller snedighed. Derfor opstod krigen, først og fremmest
erobringskrigen og følgelig også forsvarskrigen, som i begge tilfælde har
eksisteret lige så længe som menneskeheden selv. Grusomhed og skånselsløshed
har lige siden de ældste tider været et gennemgående træk ved menneskedyrets
eksistens og livsudfoldelse, og det ses ikke mindst i nutiden, hvor politiske
oprør og etniske konflikter søges løst ved brug af våbenmagt, vold og terror.
På et tidspunkt har man i medierne kunnet høre og læse om, at militante
oprørere i Afghanistan havde dræbt og halshugget en del af deres modstandere,
hvilket blev dokumenteret med videooptagelser, som bl.a. viste 12 afhuggede
mandehoveder på rad og række. Noget lignende har man for længst også kunnet se
under Vietnam-krigen, hvor Vietcong-oprørere i nogle tilfælde behandlede deres
fanger på tilsvarende uhyrlige måde, men ikke nøjedes med at hugge hovedet af
fangerne, idet de tilmed også skar mændenes penis og testikler af og puttede
disse i munden på de afhuggede hoveder. Åbenbart tilfredse med og stolte af
deres uhyrlige gerning, så disse ”menneskedyr” til med bredt smilende grin.
Er der noget at sige til, hvis mere fredsommelige mennesker stiller
sig selv og andre det spørgsmål: ”Hvor var Gud henne i sådanne situationer?” –
For Gud, ophavet til alt eksisterende, må da være god, ikke sandt, for ellers
var eller er Gud vel ikke Gud? – Men den opfattelse er en nyere tids synspunkt,
for Gud opfattes ikke som ubetinget god i alle religioner, men er det kun imod
de mennesker, der tror på Gud og adlyder Guds vilje. Selv i kristendommen
stiller Gud som betingelse for at vise sin godhed, at man elsker både Gud og
sin næste. Og det sidstnævnte er betinget af, at man overholder visse regler og
udviser en god og restriktiv moralsk adfærd. Kan eller gør man ikke det, er man
en ”synder”, som – medmindre man ”omvender” sig – vil være evigt fortabt! -
Utroligt, at man med sådanne ortodokse perspektiver i livsopfattelsen kan
hævde, at kristendommen er en næstekærlighedens religion!
Det ovenstående er alt sammen set fra et såkaldt lavpsykisk
udsigtspunkt, som det de fleste af os befinder sig på. Men man kan også stille
spørgsmålet om, hvordan de overfor nævnte situationer tager sig ud set fra et
højpsykisk udsigtspunkt, som det, der er repræsenteret af en seer som f.eks.
Martinus? - Set fra hans kosmiske bevidstheds udsigtsniveau, tager
”verdensbilledet” sig anderledes positivt og meningsfyldt ud, for i dette
eksisterer der ingen tilfældigheder eller meningsløsheder, alt har en hensigt
og mening eller tjener bestemte formål. Det vil man nemmest og hurtigst kunne
læse om i Martinus’ egen introduktion til sit verdensbillede, bogen ”Logik”
(1938), som faktisk besvarer de spørgsmål og problemer, der er rejst her i
dette opslag. Men følgende artikler her på hjemmesiden kan det også anbefales
at læse som supplement: 4.29. Hvorfor? – om skæbnens gru. 4.56. Tror du på Gud? – En lidt svær
dialog, og
4.57. Tror du på Gud? – En lidt svær dialog (fortsat)
Den aktuelle situation og revision
Det store, påtrængende og aktuelle spørgsmål er imidlertid – i
hvert fald set fra et almindeligt menneskeligt synspunkt, det, Martinus
betegner som en ”lavpsykisk sansehorisont” - om alle hans præmisser, argumenter
og konklusioner eller facitter, kan anses for at være objektivt gyldige? - Det
er det emne eller problem, jeg efter evne har forsøgt at finde svar på i en del
af mine allerseneste artikler på hjemmesiden LIVETS EVENTYR: 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang! - 4.120. Det store spørgsmål om liv og
død. Skepsis og tvivl - 4.122. Skæbnebestemt eller tilfældigheder? - 4.110. Et u-kosmisk tilbageblik. Nogle
personlige betragtninger og 4.123. Det store hverdags-under. Inspirerende tanker.
Som det især fremgår af de artikler, der er links til ovenfor, så
har mit årelange studium og teoretiske engagement med Martinus' verdensbillede
eller kosmologi ført til, at jeg for mit eget vedkommende har måttet forholde
mig tvivlende og skeptisk til begreber som udødelighed, evigt liv,
reinkarnation og skæbnens lovbundethed og dermed også
til skæbnens retfærdighed. I stedet har jeg set mig nødsaget til
logisk set at erkende, revidere og holde fast i, at levende væsener, som i
Martinus' kosmologi opfattes som evige dele af den større helhed:
Gud, hver især kun har ét liv at leve og opleve i, nemlig det, vi
alle hver især lige præcis lever lige her og nu. Hovedargumentet for denne
antagelse, er, at eftersom der ikke foreligger objektivt gyldigt bevis for
reinkarnation eller genfødsel, falder begreber som udødelighed og evigt liv
automatisk væk. Og i og med disse begrebers bortfald, falder begreberne
skæbnens lovbestemte funktion og retfærdighed også bort helt af sig selv. Det
underbygges især af, at med bortfaldet af udødelighed og dermed af
reinkarnation, vil der ikke eksistere nogen mulighed for retfærdig kompensation
for alle de principielle uligheder og uretfærdigheder, som de levende væsener
og herunder ikke mindst mennesker, er eller har været udsat eller ofre for i
løbet af deres respektive liv og tilværelse.
Men når dette er sagt, så må det også tilføjes, gentages og
pointeres, at eksempelvis skæbne og reinkarnation ikke nødvendigvis behøver at
hænge sammen, lige som jeg personligt heller ikke har noget problem med, at
fænomenet skæbne – i hvert fald tilsyneladende - ser ud til at være beroende på
rene tilfældigheder. Og ligeledes, at hvis vi eventuelt kun har ét liv til
vores rådighed, hvad meget tyder på, kan jeg ikke se at det ændrer ved, at
livet grundlæggende er et eneste stort guddommeligt under og eventyr. Også
selvom vi blandt andet på baggrund af de tidligere ovenfor fremførte eksempler
på uretfærdig skæbne, forlader opfattelsen af altets alvise og almægtige Gud
som også værende en alkærlig Guddom, for hvor har denne Gud været henne i de
nævnte og mange andre lignende og endnu værre situationer? Og at det ligeledes
er relevant at anskue fænomener som udødelighed, skæbnemæssig retfærdighed og
reinkarnation som værende udtryk for mere eller mindre romantisk ønsketænkning.
Martinus’ forunderlige fortælling om verdensbilledet, vil stort set alligevel
fortsat være gyldigt i alt det andet væsentlige, dette handler om.
Hermed være også sagt, sådan som det forhåbentlig vil være fremgået
af mine ovenstående betragtninger og argumenter, og ligeledes af andre af mine
seneste artikler, at jeg bestemt ingen vanskeligheder eller problemer har med
at anerkende de øvrige grundlæggende elementer og faktorer i dé kosmiske
analyser og livsfacitter, der tilsammen udgør Martinus' verdensbillede.
Tværtimod.
Lad mig derfor slutte med følgende relevante citat fra
artiklen 4.120. Det store spørgsmål om liv og død. Skepsis og tvivl :
(Citat) Efter i FORTALE til Livets Bog 1 at have gennemgået en del
af baggrunden for sin skabelse af netop Livets Bog, skriver Martinus i stk. 18.
følgende, som jeg tillader mig at bringe i moderne retskrivning:
(Citat) 18. Efter disse oplysninger håber jeg, at man vil være i
stand til at erkende, at man fra Livets Bog ikke under nogen som helst form vil
møde intolerance, men derimod af samme bog blive imødekommet med den
allerstørste forståelse og sympati ganske uanfægtet af, hvilket
bevidsthedsniveau eller hvilken karaktertilstand man så end måtte tilhøre, og
som følge heraf også ganske uanfægtet af, hvilken holdning til Livets
Bog man så end måtte indtage.
I forbindelse og kontakt hermed mener
jeg at have ført Livets Bog uden om alle de realiteter, der ellers ved
fejlagtig erkendelse af bogens sande natur ville have gjort den til et for
nutidens og fremtidens selvstændige tanker og manifestationer
dogmatisk bindende eller frihedsberøvende monopol. (Citat slut).
Denne tolerante holdning eller indstilling til studerende af sine
åndsvidenskabelige kosmiske analyser, har Martinus også givet udtryk for i
blandt andet følgende citat:
(Citat, igen med nutids retskrivning) Naturligvis vil der være
mennesker, der tror på denne åndsvidenskab og gør den til en ny religion, men
det viser, at de ikke har haft evne til at forstå den. Jeg ønsker ikke med mine
kosmiske analyser at være en autoritet, som folk skal tro på. Den enkelte
åndsforsker, som fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve
og studere mit livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og
oplevelser. Først da kan det blive af værdi for ham. Det bliver til selvstændig
tænkning og analysering, det bliver en hjælp til selvhjælp, som fører til
indvielse i selve livets mysterium. (Citat slut. Martinus i
artiklen: Besættelse, sidst bragt i tidsskriftet Kosmos
Nr. 9 – 2009)
I forbindelse med det ovenfor sidst anførte citat, vil jeg tillade
mig at fremhæve følgende ordlyd af Martinus: ”Den enkelte åndsforsker, som
fatter interesse for de kosmiske analyser, må nøje efterprøve og studere mit
livsværk. Han må konfrontere det med sine egne erfaringer og oplevelser. Først
da kan det blive af værdi for ham.” (Min fremhævelse).
© September 2016. Lettere revideret februar 2019. Harry
Rasmussen.
******************