centrale faktor:

P-kraftfeltet

Diagrammet viser, hvorledes individets livsoplevelse som følge af vekselvirkningen mellem Jegets sansemekanisme på den ene side og den objektive ydreverden på den anden side fremtræder som fundamentalt opbygget af elleve evige ur-elementer; disse er symboliseret ved henholdsvis den hvide trekant og den sorte femtakkede stjerne. Det bemærkes, hvorledes tegningen tilstræber at demonstrere, at de seks kosmiske grundenergier (den hvide sekskantede figur midt i den femtakkede stjerne) danner basis for eksistensen af de fem universelle bevægelsesarter (den femtakkede sorte stjerne). – Diagram og tekst: © 1986 Per Bruus-Jensen: ”X” – en komplet indføring i Martinus’ kosmologi. Bind 1, stk. 1. 114. – Gengivet med forfatterens tilladelse. – Supplerende bemærkninger hentet fra samme værk, stk. 1. 84: Diagrammet viser princippet i den ydre verdens tilblivelse i konsekvens af livsoplevelsens tilblivelse. A og C symboliserer henholdsvis et objekt (X) og oplevelsen af dette (C). Hulspejlet D udtrykker virkeevnen i dens egenskab af oplevelsesevne; trekanten E henfører til subjektet. Til oplevelsesevnens funktioner hører en projektiv virksomhed , der medfører et fænomenologisk sammenfald mellem genstand og oplevelse (symboliseret ved aksen k), således at oplevelsen i praksis angår en såkaldt ’ydre’ verden og virkelighed. – De små pile, der forbinder A med D/E, skal udtrykke vekselsvirkningen mellem på den ene side det skabte som objektiv virkelighed betragtet og på den anden side subjektet via dets oplevelsesevne. Gengivet efter Per Bruus-Jensens tekst til diagrammerne stk. 1. 104., 1. 123. og 1. 128.

Forklaringer af diagrammet

Selv om det nok er lidt dristigt af mig at benytte Per Bruus-Jensens (PB-J) nærmest genialt enkle diagram til mit eget formål, tillader jeg mig dog alligevel at gøre det. Situationen og forklaringen er den i og for sig enkle, at diagrammet er skabt og designet til at illustrere nogle helt grundlæggende faktorer og fænomener indenfor Martinus’ kosmologi, hvorfor der nærmest er tale om en form for misbrug af det fra min side. Hvorfor og hvordan det? - Jo, primært fordi mit brug af diagrammet på væsentlige punkter ikke er i overensstemmelse med min promovering af ét-livs-hypotesen. Snarere tværtimod. Imidlertid håber jeg på tilgivelse fra PB-J’s side, idet mit brug af diagrammet ikke nødvendigvis negligerer den originale brug af det. Det er i hvert fald hverken min hensigt eller mit formål at forvandske og dermed skade diagrammets oprindelige formål, hvilket jeg håber og tror, at den uvildige, men samtidig videbegærlige læser vil være enig med mig i.

Det drejer sig altså om selve livsoplevelsen eller mere præcist, hvordan oplevelsen af verden og livet etableres og fungerer. Eller det handler med andre ord om erkendelsesteori. For teori er og forbliver det trods alt, hvilket vil sige, at det jo ’kun' er tanker og forestillinger vi kan og gør os i forsøget på at begribe og forstå, hvordan eller på hvilken måde etableringen af livsoplevelsen foregår i praksis. Om disse tanker og forestillinger så i øvrigt passer med virkeligheden, ja, det er sådan set lidt af et problematisk spørgsmål.

Den lokalitet på diagrammet det først og fremmest drejer sig om og har ekstra stor interesse for os her og nu, er det cirkulære felt C, der betegnes som den subjektive oplevelse af det objektive felt X under bogtavet A. Sidstnævnte markerer altså den objektive side af selve oplevelsen, som indehaves af det oplevende individ, markeret ved trekanten og bogstavet E. Bogstavet D markerer i denne sammenhæng evnen til både at skabe og opleve, hvilket forenklet sagt vil sige: Individets bevidsthed. Forholdet er jo det, at oplevelse er noget, der må skabes. Fænomenet bevidsthed udgør altså en primær og afgørende instans hos og for individet. Fænomenet bevidsthed er primært karakteriseret ved tanker og følelser og af den subjektive oplevelse af den såkaldt objektive omverden. Samme bevidstheds såkaldte underbevidsthed – også betegnet som det ubevidste - er primært karakteriseret ved instinkterne, hvorved forstås individets fysiske så vel som psykiske drifter, begær, behov og tilbøjeligheder.

Imidlertid opererer Martinus i sin kosmologi også med begrebet overbevidsthed, mere præcist repræsenteret ved en række nærmere definerede og såkaldte skabeprincipper. Disse har også stor interesse og betydning i forbindelse med ét-livs-hypotesen, hvorfor de skal nævnes og vurderes her:

· De kosmiske skabeprincipper. At de er ’kosmiske’ vil forenklet sagt vil sige, at de nævnte principper er gældende overalt og i alle sammenhænge:

· Af hensyn til læseren, skal her kort og skematisk vises, hvilke hovedskabeprincipper og variantprincipper, det er Martinus' kosmologi opererer med:

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

2. Livsenhedsprincippet

3. Kontrastprincippet

4. Perspektivprincippet

5. Bevægelsesprincippet

6. Talentkerneprincippet

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

8. Verdensgenløsningsprincippet.

· Skematisk opstillet ser variantprincipperne sådan ud:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

2. Stofenhedsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

3. Sult- og mættelsesprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet

4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet

5. Skæbne- eller karmaprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og

· hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet

6. Reinkarnationsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og

· hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

7. Forældre- og beskyttelsesprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

· I henhold til ét-livs-opfattelsen, forholder det sig i denne sammenhæng stort set sådan, at de nævnte 8 hovedskabeprincipper samt de 7 variantprincipper bevarer deres 'status' som gyldige, dog naturligvis sådan, at variantprincipperne nr. 5: Skæbne- eller karmaprincippet, og variantprincip nr. 6: Reinkarnationsprincippet, overhovedet ikke er i spil, al den stund, at de i denne forbindelse er uden mening og derfor overflødige og udelukket. Men med lidt god vilje kunne man betegne variantprincipperne nr. 5. og 6. som henholdsvis tilfældighedsprincippet og fødselsprincippet. At gøre det, ville imidlertid være et utilbørligt indgreb i Martinus' kosmologi, rent bortset fra, at denne er beskyttet af ophavsretsloven. Jeg skal derfor her pointere, at det ikke er mit ærinde at ville lave om på Martinus' kosmiske analyser og facitter, det være langt fra, men kun i henhold til lovsikret ytringsfrihed, at forholde mig skeptisk-kritisk til emner som skæbne, retfærdighed, reinkarnation m.fl.

· Men for at godtgøre, at de nævnte skabeprincipper fortsat vil være gyldige i relation til ét-livs-teorien, skal jeg her forsøge mig med en kortfattet forklaring af, hvorfor og hvordan hvert enkelt skabeprincip i det væsentlige bevarer sin 'status' også i den sammenhæng:

· Skabeprincipperne:

1. Polprincippet eller det guddommelige skabeprincip

· Det seksuelle polprincip ligger som bekendt primært til grund for de to køn, lige som for de afvigelser, der forekommer, f.eks. homoseksualitet, biseksualitet og lignende variationer. Men set på baggrund af ét-livs-teorien og dennes konsekvenser, forekommer den kosmiske udviklingsproces, Martinus betegner som ”den seksuelle polforvandling”, naturligvis ikke.

2. Livsenhedsprincippet

· Set i ét-livs-teoriens perspektiv forekommer dette princip i lige så stor og høj grad, som tilfældet er i Martinus' kosmologi. Princippet drejer sig jo om, at de levende organismer er opbygget efter princippet levende væsener indeni levende væsener, som tilfældet eksempelvis er med levende celler indeni organer og organismer. Principielt tilsvarende forholder det sig med Stofenhedsprincippet, der kort sagt betyder, at større stofenheder er opbygget og består af mindre stofenheder.

3. Kontrastprincippet

· Dette princip er vigtigt for alt liv og al livsoplevelse. Det viser sig f.eks. som kontrasterne liv og død, lys og mørke, varme og kulde, sommer og vinter, behag og ubehag, glæde og smerte, etc. etc.

4. Perspektivprincippet

· Dette princip er under alle omstændigheder vigtigt og uundværligt for syns- og forståelsesevnen. Princippet består kort sagt i, at størrelser aftager proportionalt med afstanden fra iagttagelsespositionen.

5. Bevægelsesprincippet

· Det siger næsten sig selv, at dette princip har meget stor betydning, al den stund det ligger til grund for alt liv og alle former for bevægelse, lige fra elementarpartiklerne og atomerne, cellerne og organerne over organismerne, planeterne, solsystemerne og til de vældige galakser ude i himmelrummet.

6. Talentkerneprincippet

· Også dette princip beholder sin status under ét-livs-teorien, idet det ligger til grund for enhver form for evne og talent, og i forbindelse med organismernes tilblivelse og opbygning via generne.

7. Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet

· Her er jo tale om en udvidelse af bevægelsesprincippet, idet enhver form for bevægelse foregår i kredsløb. I og med, at kredsløbet gentager sig og derigennem udvider sig kvalitativt, f.eks. i form af større erfaringsdannelse, er der tale om et spiralkredsløb.

8. Verdensgenløsningsprincippet.

· Dette princip drejer sig i hovedsagen om den funktion og betydning, som især de store religiøse fornyere, eksempelvis Krishna, Buddha, Moses, Jesus og Muhammed, har haft og har for menneskesamfundenes kulturer og udvikling frem imod en ”genløsning” til en formodet ny ”paradisisk tilværelse”.

· Variantprincipperne:

1. Tiltræknings- og frastødningsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 1: Polprincippet

· Det siger næsten sig selv, at dette variantprincip gælder i forbindelse med de to køns gensidige tiltræning mod hinanden. Men princippet gælder også psykologisk i form af f.eks. sympati og antipati, og mere generelt som tiltrækning mod det, der er behageligt og frastødning af det, der er ubehageligt.

2. Stofenhedsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 2: Livsenhedsprincippet

· Stofenhedsprincippet ligger til grund for, at alt stof, levende såvel som såkaldt dødt stof, er opbygget af mindre enheder. F.eks. er organismer, opbygget af organer, og disse af celler, disse igen af molekyler, som igen er opbygget af atomer, som er opbygget af elementarpartikler.

3. Sult- og mættelsesprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 3: Kontrastprincippet.

· Dette princip gælder både i bogstavelig forstand som det, at være sulten og lade sig mætte. Men det gælder også i videre og overført forstand i form af længsel og længslens tilfredsstillelse.

4. Opbygnings- og nedbrydningsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet.

· Ja, her kan man eksempelvis tænke på opbygningen af den fysiske organisme fra undfangelsen over fødslen, opvæksten over barndom og ungdom til den modne alder og alderdommen, hvorefter en nedbrydende aldringsproces med følgende død og ligets opløsning.

5. Skæbne- eller karmaprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 5: Bevægelsesprincippet, og

· hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet.

· Som nævnt i hovedteksten, vil dette princip ikke være gyldigt i forbindelse med ét-livs-teorien. Men med lidt god vilje kunne man betegne det som ”tilfældigheds-princippet”, idet begrebet og fænomenet skæbne i denne sammenhæng må karakteriseres som udtryk for tilfældigheder. Jvf. f.eks. med artiklen 4.118. Skæbne og retfærdighed - endnu engang!

6. Reinkarnationsprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 6: Talentkerneprincippet, og

· hovedskabeprincip nr. 7: Kredsløbs- og spiralkredsløbsprincippet.

· Heller ikke dette princip har nogen mening i forbindelse med ét-livs-teorien. Men eftersom det i princippet handler om fødsel, kunne man med lidt god vilje kalde det for ”fødselsprincippet”.

7. Forældre- og beskyttelsesprincippet.

· Variant af hovedskabeprincip nr. 8: Verdensgenløsningsprincippet.

· Dette princip er absolut også gyldigt i relation til ét-livs-teorien, hvilket enhver næsten kan sige sig selv.

· Det psykiske kraftfelt

· Hvis kendsgerningerne skulle gå hen og vise sig primært at være, at vi kun har et eneste liv, altså det vi lever nu og her, til vores rådighed, hvordan forholder det sig så med den psykiske struktur eller det såkaldte psykiske kraftfelt, P-kraftfeltet? - For i henhold til gyldig videnskabelig analyse af især sanseprocessens anatomiske og fysiologiske funktioner, står det klart, at det psykiske kraftfelt som det substantielle grundlag for bevidstheden i videre forstand, derfor også eksisterer som grundlaget for vores evner til at manifestere os og sanse. Altså til kort og godt som ’substantiel’ basis for at kunne fungere og opleve både os selv og omverdenen. Men det er vigtigt at gøre sig klart, at P-kraftfeltet nødvendigvis altid vil være knyttet til et levende væsen, subsidiært til mennesket, med dettes treenige grundstruktur som et 1. Jeg, 2. en skabe- og oplevelsesevne og 3. en psyko-fysisk organisme. Nok så vigtigt er det samtidigt at gøre sig klart, at alle levende væseners P-kraftfelter udgør lokaliteter i det store kosmiske eller universale P-kraftfelt: Guddommens P-kraftfelt, som beliver og opretholder alle de individuelle P-kraftfelter. Jævnfør her med livsenhedsprincippet og organismeprincippet.

·
Det skal i denne forbindelse også lige nævnes, at den indbyrdes kommunikation imellem de mange individers respektive P-kraftfelter foregår via reonnans eller – i de tilfælde, hvor der mangler indbyrdes sympati – dissonnans.

Bemærk: I forhold til det gengivne diagram tidligere ovenfor, så repræsenteres det psykiske kraftfelt af den cirkulære figur under bogstavet C.

· Man må forestille sig P-kraftfeltet som en slags elektromagnetisk felt, men som vel at bemærke både indeholder og opretholder det fysiske legeme og den dertil knyttede bevidsthed. Det betyder i videre forstand, at relative fænomener som mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos også skylder P-kraftfeltet deres subjektive eksistens. Objektivt set i form af energier, vibrationer, der opleves som tanker og spændinger, der opleves som følelser.

· Så vidt jeg kan se, når vi regner med ét-livs-hypotesen, må det forholde sig sådan, at det psykiske kraftfelt – altså manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet - opstår samtidigt med undfangelsen og fødslen af det fysiske legeme og vokser og udvikler sig synkront med dette. Følgelig må samme psykiske struktur normalt også degenerere med det fysiske legemes alder og ophøre i og med dettes død og opløsning. Hvilket jo forresten også er, hvad der i henhold til Per Bruus-Jensens fortolkning af Martinus' kosmiske analyser, sker med det såkaldte ”koblingslegeme”, som så vidt jeg kan se godt kan forenes med den her omtalte sammenhæng. Nemlig som et interaktivt forbindelsesled mellem den overordnede psykiske struktur, P-kraftfeltet eller oplevelsesfeltet, og det deri eksisterende fysiske legeme. Overbevidstheden – som her ikke skal forstås som en 'udenfor' eller 'over' bevidstheden forekommende evig instans, men derimod forstået som en indenfor rum-tid midlertidigt eksisterende ubevidst psykologisk faktor - vil jo med sine 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og sin beholdning af organ- og erindringstalentkerner stadigvæk være overordnet i forhold til P-kraftfeltet, som netop skylder samme overbevidsthed og dennes indhold af skabeprincipper sin eksistens.

· I en forsøgsvis forståelse af, hvad fænomenet P-kraftfeltet eller transformationsfeltet rent faktisk er for noget, bør man studere den videnskabelige redegørelse for sanseprocessen, kombineret med eksempelvis de kommentarer til denne, som jeg har redegjort for i artiklen 4.91. Øje, hjerne og bevidsthed - . Læg særligt mærke til konklusionen, at de rent fysiske og fysiologiske hjerneprocesser, som finder sted under synsprocessen, ikke synes at have ret meget at gøre med, hvad vi rent faktisk ser og oplever i og med vores bevidsthed. Det er derfor den instans, der tolker og omsætter de fysiske hjerneprocesser til synsindtryk af det, vi iagttager, der er værd at notere sig. Disse bevidste synsindtryk må derfor befinde sig ”udenfor” eller ”over” den fysiske hjerne. Det er denne i sig selv usynlige instans, som vi normalt ikke er bevidste om, der er identisk med manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet alias P-kraftfeltet.

· Som det indirekte vil være fremgået af det her ovenfor sagte om P-kraftfeltet eller manifestations-, sanse- og oplevelsesfeltet, så rokker antagelsen af ét-livs teorien heller ikke ved faktorer, som den ”udenfor” eller ”over” P-kraftfeltet eksisterende overbevidsthed med dennes 'indbyggede' kosmiske skabeprincipper og dens beholdning af organ- og erindringstalentkerner. Og i øvrigt rokker det heller ikke ved ”underbevidstheden” og de deri 'indbyggede' og fungerende seks kosmiske grundenergier, hvoraf bevidstheden er det fornemmeste produkt. De nævnte faktorer, lovmæssigheder og kræfter eller energier vil i princippet stadigvæk være de samme, som tilfældet er, når disse er set i dén kosmiske sammenhæng, hvori Martinus fremstiller de nævnte emner.

· Og nok så vigtigt og betydningsfuldt er det, at selvom vi som her opererer med ét-livs-teorien eller ét-livs-opfattelsen, vil det levende væsens 1. hovedinstans stadigvæk være Jeget, og 2. hovedinstans vil fortsat være bevidstheden, stadig forstået som overbevidstheden, der er identisk med den 7. overordnede grundenergi, Moderenergien, hvis substantielle og funktionelle instans og basis derimod ikke er evighedslegemet, for et sådant eksisterer selvsagt ikke i forbindelse med ét-livs-teoriens helt igennem fysiske legeme, som indenfor grænserne af den fysiske verden fungerer og udfolder sig i tid og rum, og som derfor er undergivet disses lovmæssigheder. Blandt de sidstnævnte er især begyndelse og ophør, fødsel og død. Det kosmologiske begreb underbevidstheden – ikke at forveksle med det psykologiske begreb af samme navn - vil da være identisk med det, vi almindeligvis forstår ved begrebet og fænomenet bevidstheden, som fungerer og virker på grundlag af de 6 grundenergier: 1. Instinktenergien, 2. Tyngdeenergien (dynamisk energi), 3. Følelsesenergien, 4. Intelligensenergien, 5. Intuitionsenergien, og 6. Hukommelsesenergien, som vel at bemærke har samme værdier og funktionelle kvaliteter, som disse er beskrevet af Martinus. I forbindelse med grundenergierne bør man i øvrigt erindre sig, at de nævnte energier ikke er fysiske energier, men derimod måder, på hvilke individet sanser, manifesterer sig eller handler og oplever.

· Hjernens rolle uændret

· Hvad angår den fysiske hjerne og dennes rolle i det levende væsens eller individs liv og tilværelse, så vil antagelsen af ét-livs-hypotesen ikke ændre væsentlig ved den. Hjernen vil stadigvæk være en overordnet instans i det fysiske legeme og dettes fysiologiske og hormonale processer og funktioner. Det ændrer heller ikke ved, at det såkaldte koblingslegemes hjerne fortsat vil være et nødvendigt interaktivt mellemled mellem P-kraftfeltets psykiske struktur og den fysiske hjerne.

Hvor befinder det psykiske kraftfelt sig?

Men til trods for alt det overfor skrevne og sagte, - og umiddelbart set ikke alt sammen lige nemt forståeligt - mon der så ikke alligevel skulle være en og anden, som undrer sig over, hvor det nævnte psykiske kraftfelt rent faktisk befinder sig? – Men netop svaret på det spørgsmål eller problem indeholder lige præcis forklaringen eller løsningen på, hvor nævnte kraftfelt så at sige befinder sig. Sagen er kort fortalt den, at det psykiske kraftfelt i sig selv ’indeholder’ det fire-dimensionale rum-tid-kontinuum, hvilket vil sige, at nævnte kontinuum er repræsenteret ved P-kraftfeltet. På den måde har P-kraftfeltet overordnet status i individets oplevelse af verden og livet.

En anden om end indirekte måde at opfatte og beskrive P-kraftfeltet på, er, at dette ikke befinder sig noget bestemt sted og derfor heller ikke har fysiske karakteristika. Man kunne med et vist forbehold snarere beskrive P-kraftfeltet som værende af åndelig eller sjælelig natur. Men det flytter jo bare problemet i en lidt anden retning, for hvad vil ånd og åndelig eller sjæl og sjælelig egentlig sige? – Derimod kan det meget forenklet sagt siges, at vi hver især befinder os som et midtpunkt, nemlig som et skabende og oplevende JEG, i hver vort eget P-kraftfelt. Sidstnævnte er som sådan derfor usynligt og i sig selv usanseligt for os, men dets eksistens kan indirekte konstateres via dets funktioner i forbindelse med hver vores form for livsoplevelse.

******************