– nogle tilføjelser
For at give den forhåbentlig interesserede og
tålmodige læser et lille indtryk af, hvilke tanker, jeg har gjort og gør mig om
verdens og livets under eller mirakel, vil jeg i det følgende koncentrere mig
om en beskrivelse heraf. I og med denne tager jeg udgangspunkt i min egen
aktuelle situation, som er, at jeg i disse øjeblikke sidder bag computerens
tastatur og forsøger at samle tankerne til den nævnte beskrivelse. Den første
tanke, der melder sig, når jeg her fokuserer på ideen om livets under, er den,
at her sidder jeg stille og roligt, mens alt omkring mig ånder ro og stilhed,
dog pulserer livet livligt og travlt udenfor, hvor både mennesker og dyr har
travlt med hver deres pligter, interesser og gøremål. Men lokalitetens eller
stedets stilleståenhed er jo bare tilsyneladende og i virkeligheden kun en illusion,
som skyldes de perspektiviske forhold og lovmæssigheder, som gør sig gældende i
forbindelse med vore sanser. For hvad er det i virkeligheden, der sker her og
nu og som altid?
Jo, det
er faktisk det, at jeg selv og alle andre levende væsener og ting her på
jorden, sammen med denne befinder os i det vældige univers eller uendelige
verdensalt. En svimlende tanke, som jeg lod sig bevæge ud i det vældige
univers, først til solsystemet, hvor jordkloden kredser omkring solen med en
hastighed af 30 km/sek., et faktum, som vi ikke sanser og oplever på grund af
de gældende perspektiviske forhold og lovmæssigheder. Og derfra bevægede tanken
sig til det uendelige verdensrum med sine vældige og uendeligt mange
galakseøer, som vi mennesker langt mindre er i stand til at sanse og opleve.
Dog kan vi en stjerneklar nat få et tilmed meget smukt synsindtryk af en del af
den vældige galakse, Mælkevejen, som jorden og vi selv er en relativt diminutiv
del af. Men som sagt, størrelsesforhold, afstande og tid er relative og ret
beset illusoriske.
For os jordboere er jordkloden vældig stor, så
stor, at vi ikke med vores sanser alene er i stand til at overskue denne, i
hvert fald ikke, når vi selv befinder os på jordens overflade. Det lader sig
kun gøre, ved f.eks. at betragte jordkloden ude fra rummet, som man jo i nyere
tid kan fra et rumfly eller en rumkapsel. Ude fra en vis afstand i rummet tager
jorden sig ud som en kugleform, hvis overflade virker jævn og glat og
hovedsagelig dækket af vand, og da dette genspejler himlens farve, kalder man
derfor jorden for den blå planet. Men set fra en vis afstand, kan man hverken
se bjergtinder, træer, mennesker, dyr eller planter. Og bevæger vi os nu i
tanken endnu længere ud i rummet, så melder den tanke sig uvægerligt, i hvert
fald hos mig, om verdensrummet mon har en grænse? – Den tanke virker
umiddelbart logisk, at rummet i lighed med tingene og alt andet må være
begrænset, både i fysisk og tidsmæssig forstand. Men her støder man uundgåeligt
på den vanskelighed, at det ikke er muligt på logisk måde at finde – eller
rettere sagt: tænke sig til – en begrænsning af verdensrummet, for hvis vi
sætter en grænse, må spørgsmålet derfor lyde: Ja, men hvad er der så udenfor
eller på den anden side af den grænse?
Det er principielt det samme problem, der
består i forbindelse med et forsøg på at besvare spørgsmålet, om noget kan
opstå eller komme af intet eller af ingenting? Og derfor, om noget så også kan
blive til ingenting eller intet? – Logisk set, må noget nødvendigvis komme af
noget, altså være en virkning af en forudgående årsag, så derfor kan der
tilsyneladende heller ikke sættes en grænse for kæden af årsager. Noget må jo
nødvendigvis være årsag til den årsag, man vælger som udgangspunkt. Men den i
og for sig overraskende konklusion må derfor lyde, at eftersom noget ikke kan
opstå af ingenting, kan noget derfor heller ikke blive til ingenting, ergo er
det noget, som er årsag til, at noget opstår, i sig selv uden årsag og dermed –
overraskende nok – som første årsag evig. Hermed åbner der sig et helt andet
perspektiv for vores opfattelse af verden og livet, et perspektiv, som jeg dog
ikke skal komme yderligere ind på her.
Men tilbage til min ’himmelflugt’, først og
fremmest ud mod det perspektiv, som vores ’egen’ galakse, Mælkevejen, må opleve
i, hvis man kunne tænke sig, at den i det hele taget vil kunne opleve, idet
dette jo forudsætter, at der så måtte være tale om et levende væsen. Dette er
imidlertid, hvad Martinus postulerer i og med sine analyser af de 7 basale
organismeprincipper. Vi vil dog her nøjes med en fysisk sammenligning mellem
Mælkevejens enorme størrelse og dimensioner, når denne ses fra jorden,
størrelsesforhold, som betyder, at jorden i det perspektiv svinder ind til en
diminutiv og usynlig ministørrelse, som om den slet ikke eksisterede – og dog
sidder jeg – bevidst og selvbevidst - her bag computeren og skriver disse
linjer på tastaturet, i principiel lighed med tusinder eller millioner andre
mennesker jorden over, der lige i øjeblikket foretager sig præcis det samme som
mig! Eller for den sags skyld foretager sig, hvad som helst andet.
Og hvad, hvis vi tænker os endnu længere ud
blandt verdensrummets utallige galakser, for ikke at tale om det uendelige og
evige verdensrum i sig selv, hvor selv kæmpegalakserne må forekomme som
støvfnug! Ja, så svinder Mælkevejen ind til noget, der er mindre end det
mindste støvfnug, og solsystemet med jorden og os beboere på den, eksisterer
tilsyneladende slet ikke set i det perspektiv! Men paradokset er jo, at både
det uendelige verdensrum, galakserne, Mælkevejen, solsystemet, planeterne og
jorden, og vi mennesker, dyr, planter og alt andet på jorden med den,
eksisterer!
Men hvori består da verdens og livets eller
tilværelsens under eller mirakel mere præcist? – Jo, meget forenklet sagt, så
består det først og fremmest i, at noget som helst overhovedet er til eller
eksisterer. For det andet i den måde, hvorpå dette noget er indrettet, er til
på og fungerer på. Det er jo tydeligt, at det nævnte ”noget” eksisterer på
basis af en række generelle lovmæssigheder, herunder naturlovene, men nok så
vigtigt også på basis af en række basale, principielle og universale
lovmæssigheder. Disse sidstnævnte finder man især fremført og grundigt
defineret og analyseret af den danske tænker og intuitionsbegavelse Martinus i
hans livsværk ”Det Tredje Testamente”.
Her skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind
på de sidstnævnte lovmæssigheder, som i særligt medfør af karakteren af
Martinus’ verdensbillede, har fået betegnelsen skabeprincipper, forstået som
principper eller lovmæssigheder, der ligger til grund for overhovedet al form
for skabelse og herunder også for al oplevelse, idet sidstnævnte iht. Martinus’
kosmiske analyser også er noget, der må skabes. Men så meget kan og skal siges
her, nemlig at skabeprincipperne ligger til grund for den fuldkommen logiske
plan- og hensigtsmæssighed, der ret beset er i alle livsprocesser. Og eftersom
alt i verdensaltet er udtryk for ytringer af levende væsener og disses
livsprocesser, er der derfor også plan- og hensigtsmæssighed i det fænomen, vi
kender og kalder for netop verden eller verdensaltet.
Men i øvrigt kunne man jo også stille det
spørgsmål, hvorfor verden og livet lige præcis er til og indrettet, som
tilfældet er? – Der kunne vel tænkes at være andre muligheder og måder, end
galakser, solsystemer, kloder og lignende? – Men dette er naturligvis
spørgsmål, som man ikke vil kunne forvente at få svar på. Man må stille sig
tilfreds med at vide, at noget er til og at dette noget er indrettet og
fungerer som det netop gør, det vil sige, sådan som naturvidenskaben indtil
videre mener at kunne føre bevis for, at tingene hænger sammen og fungerer. Dog
med den tilføjelse, at i og med sine såkaldte kosmiske analyser mener Martinus
at kunne påvise en noget andet forklaring, sammenhæng og funktion af og i
verdensaltet, end den, som naturvidenskaben hidtil har kunnet byde på.
Martinus’ verdensopfattelse i korthed
At Gud, forstået som
det altibefattende, allestedsnærværende, altgennemstrømmende og altbelivende
evige væsen, eksisterer, er vi trods alt nogle stykker, der mener. Lige som vi
mener, at Gud skaber ved hjælp af sine sanseorganer og manifestationsredskaber,
de levende væsener på alle niveauer og planer i tilværelsen, fra det mindste
bittelille kræ til de vældige galakser i universet. Disse er jo i henhold til
Martinus’ kosmologi også udtryk for levende væsener, og alle levende væsener er
udstyret med en skabe- og oplevelsesevne, til grund for hvilken der ligger
livets højeste princip: det seksuelle polprincip. Størrelser er imidlertid et
relativt begreb, primært i form af de tre kosmos: mikrokosmos, mellemkosmos og
makrokosmos, som ligger til grund for, at de levende væsener i det hele taget
kan sanse og opleve. I sig selv, det vil sige i deres kosmiske natur og
struktur, er alle levende væsener jo fuldkommen ens og ligestillede, men for at
oplevelse overhovedet kan finde sted, må Gud via de levende væsener etablere
modsætningernes verden af stort og småt, af behag og ubehag, glæde og sorg, liv
og død, retfærdigt og uretfærdigt, nat og dag, sommer og vinter etc. etc., men
vel vidende, at modsætningerne gensidigt forudsætter og betinger hinanden og at
disse tilsammen udgør livets eller tilværelsens drivkraft. Og vel vidende, at
begreber og fænomener som f.eks. døden og uretfærdigheden ikke eksisterer i
virkelighedens verden, det vil sige i Guds verden. Tværtimod er virkeligheden
den, at døden kun er en tænkt modsætning til livet, det vil sige det evige liv,
i hvilket der samtidigt hersker fuldkommen retfærdighed og den mest fuldkommen
logiske plan- og hensigtsmæssighed i alle livsprocesser.
Når livet og
tilværelsen ikke ser ud for os mennesker, som beskrevet her, skyldes det
primært, at vi ikke har det, Martinus betegner som kosmisk bevidsthed. En
sammenligning med synsfeltet kan måske tjene til at illustrere og bidrage til
en forståelse af forholdet mellem almindelig menneskelig bevidsthed og kosmisk
bevidsthed. Almindelig menneskeligt synsfelt omfatter i bedste tilfælde 180
grader, hvorimod det kosmiske ’synsfelt’ omfatter 360 grader, altså hele
horisonten rundt. Men kosmisk bevidsthed går ikke kun i bredden, men i nok så
høj grad i dybden, nemlig den dybde, der er udtryk for evighedsperspektivet.
Det er i høj grad det sidstnævnte, Martinus’ kosmiske analyser går ud på at
forklare og begrunde for os kosmisk set ’snævert-seende’.
Men her i min
efterhånden høje alderdom har jeg i stigende grad fået og haft behov for at
følge Martinus’ gode råd om, at lytte til ”livets egen tale”, hvilket mere
præcist vil sige, at jeg har ’lyttet’ til mine egne oplevelser og erfaringer,
og – ikke mindst – til de tanker og konklusioner, det har ført med sig. Det har
så udmøntet sig i en række artikler, der beskriver den skepsis og tvivl, som
har ført til min overbevisning og antagelse af det, jeg betegner som
”Ét-livs-hypotesen”. Denne efter min egen opfattelse erfaringsbaserede hypotese
eller teori går primært ud på, at vi mennesker og alle andre levende væsener
med for den sags skyld, kun har et enkelt liv at leve til vores rådighed. Det
indikerer, at der ikke er tale om sjælens udødelighed og evige liv og dermed
heller ikke om reinkarnation samt alt, hvad dette indebærer. Samtidig indikerer
nævnte hypotese, at der ikke er plads til begrebet og fænomenet skæbnens
fuldkomne retfærdige lovmæssighed, men derimod til skæbnens absolutte
tilfældighed og – om man vil – uretfærdighed. Det sidstnævnte for så vidt som
man mener, som f.eks. Andersen gør, at Guds fuldkommenhed og ikke mindst
alkærlighed, skulle være en garanti for absolut retfærdighed. (Til nærmere
orientering om mit mentale skifte fra idealistisk drømmer til realistisk
forståelse af tilværelsen, kan det anbefales læseren at læse artiklen 4.139. Et stort paradoks - Om et skift i livs- og verdensanskuelse.)
Før mit bekendtskab med
Martinus’ verdensbillede havde jeg i en del år forud læst og sat mig ind i
digteren H. C. Andersens livs- og verdensopfattelse, sådan som denne mere eller
mindre direkte fremgår af hans litterære livsværk. Da jeg så i 1958 for alvor
begyndte at studere Martinus’ forfatterskab og fulgte hans foredrag og deltog i
nogle af de studiekredse, der blev afholdt på Martinus Institut i København og
på Martinus Center i Klint, som dengang kaldtes Kosmos Feriekoloni, stod det
mig hurtigt klart, at der består en endog stor overensstemmelse mellem
Andersens og Martinus’ respektive livs- og verdensanskuelser.
Denne konstatering gav mig
uundgåeligt inspiration og mod til selv at begynde at skrive om de selvsamme
grundlæggende filosofiske emner. I første omgang primært for at pege på og
belyse den store principielle overensstemmelse, der efter min opfattelse og som
nævnt består mellem de to åndsgiganters respektive forestillinger om livet og
verden.
En materialistisk livs- og verdensopfattelse
Imidlertid var jeg også
interesseret i human- og naturvidenskab, men på basis af min mere eller mindre
spirituelle eller såkaldt åndelige tilgang til disse, dannede jeg mig den
mening, at de nævnte videnskaber havde den afgørende svaghed, at de reducerede
åndelige eller sjælelige fænomener til basalt at være produkter af den fysiske
materie og dennes kræfter og lovmæssigheder. Altså måtte konklusionen lyde, at
videnskaben kort sagt var og er reduktionistisk i både sin metode og
praksis.
Men hvad angår en
materialistisk opfattelse af livet og verden, stod og står det nok så slemt til
med genrer som kultur og politik. Begge fulgte og følger stort set fortsat den
trend i retning af en materialistisk opfattelse og forståelse af tilværelsen,
en holdning, der i særlig grad forstærkedes i og med ungdomsoprøret i
slutningen af 1960erne og fortsattes op gennem 1970erne, hvorefter den mere
rabiate og oprørsorienterede forståelse af socialisme og kommunisme så småt
begyndte at klinge ud. Men i den periode kom store personligheder som
teoretikeren Karl Marx (1818-1883) og praktikeren Vladimir
Uljanov, bedst kendt som Lenin (1870-1924) i kommunisters og
venstresocialisters højsæde. I de nævnte årtier blev der udgivet en mængde
bøger af såkaldt venstreorienteret observans, hvis hovedsigte var klassekampen
og dennes opgør med den borgerlige elitekultur og højreorienterede politik.
Bøger, som for øvrigt i dag stort set er glemte. For som bekendt er alt kun en
overgang og alting får en ende. For derefter handlede det mere om
menneskerettigheder og demokrati. Genrer indenfor hvilke, der også fandtes og
findes mere eller mindre rabiate opfattelser og holdninger, i nogle tilfælde
grænsende til fanatisme.
Indenfor kulturen var
der i 1960-70erne en særlig litterær genre, ideologikritikken, som forsøgte at
gøre op med en række fremragende litterære forfattere, nulevende så vel som
afdøde, hvis personligheder, liv og værker blev kritiseret og nedgjort,
især med henvisning til, at disse cementerede de forhadte borgerlige
opfattelser, dyder og værdier. Blandt de relativt mange forfattere, der dengang
blev udsat for den såkaldte ideologikritik, var f.eks. en ældre tids Søren
Kierkegaard og H. C. Andersen og en nyere tids Johannes V. Jensen.
Hvad angår religionen,
er så vel katolicismen som protestantismen og de fra disse opståede og udgående
sekter, bundet af fundamentalistiske dogmer, hvis basale problem objektivt set
består i, at disse dogmer ikke lader sig verificere af det virkelige livs
forhold, omstændigheder og vilkår. Om alt dette med både kulturen, politikken
og religionen vil man blandt andet kunne læse i adskillige bøger og desuden på
Internettet.
Den russisk fødte
socialistiske teoretiker og politiker Lenin blev tidligt i sit liv inspireret
og optaget af Marx’ filosofiske og økonomiske teorier omkring
samfundsudviklingen. Han tilsluttede sig dialektikken i form af læren om kampen
mellem modsætningerne, lige som han uddybede materie-begrebet. For Lenin er
begrebet og fænomenet materien en
filosofisk kategori, der er ensbetydende med den objektive virkelighed som i og
for sig eksisterer uafhængigt af mennesket, men som mennesket erkender på sin
relativiserede måde. For Lenin var materien evig i tid og uendelig i rum og
udgør i sig selv det princip, som skaber bevægelse, forandring og udvikling.
Begreber som Gud eller en Verdensånd, forekom ham derfor totalt overflødige.
Som nævnt var og er jeg
bestemt ikke nogen tilhænger af den materialistiske livsopfattelse som sådan,
men bilder mig dog ind at jeg – ikke mindst på grundlag af mit kendskab til
Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter – forstår, at den materialistiske
livs- og verdensopfattelse har været og er et uundgåeligt, ja, ligefrem
nødvendigt led i menneskehedens åndelige og intellektuelle
udviklingshistorie. Jeg er dog fortsat ikke tilhænger af
materialismen, primært fordi jeg anser denne for at være ude af pagt med virkelighedens
verden. Men til trods for det, er jeg igennem de seneste 15-20 år i stigende
grad kommet til at se og forstå, at Marx og hans håndgangne mænd, som især
historiefilosoffen Friedrich
Engels, religionsfilosoffen Feuerbach og politikeren Lenin, har
en pointe i og med den materialistisk-dialektiske historieopfattelse, og ikke
mindst i og med, at for dem var og er den menneskelige bevidsthed og
personlighed grundlæggende et produkt af den fysiske naturs kræfter og
lovmæssigheder.
Den teoretiske
Marxismes livs- og verdensopfattelse baserer sig på forestillingen om
en basis og en overbygning, som kan sammenfattes og
fremstilles på den følgende skematiske og triangulære måde:
Basis består af
produktivkræfterne, herunder redskaber, penge, arbejdserfaring mv. Disse
kræfter vekselvirker med produktionsrelationerne, herunder arbejdsfordeling og
besiddelsesforhold, altså det indbyrdes forhold og forskellen mellem arbejdere
og kapitalejere.
Tredje og nok så
vigtige del af teorien omfatter overbygningen i form af de bevidsthedsmæssige
fænomener, så som ideologien, ret, moral, religion, kunst, litteratur, filosofi
etc. Disse er altså alle beroende på samspillet og vekselvirkningen med både
produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Den dialektiske
historieopfattelse baserer sig på filosoffen Hegels teori om, at udvikling sker
gennem modsætninger frem mod en stadig forbedring af forholdene, hvorved især
tænkes på samfundsforholdene. Den teori er i kortform sammenfattet i begreberne tese,
antitese og syntese. Men i modsætning til sin lærer, Hegel, som troede på
en gud eller verdensånd, som stod bag verdensudviklingen, var Marx overbevist
om, at en sådan ’overnaturlig’ kraft ikke fandtes, men blot var et produkt af
fantasi og indbildning. For Marx var det udelukkende materien og dennes iboende
kræfter og lovmæssigheder, der siden tidernes morgen og fortsat bestemte den
dialektiske udvikling, altså en udvikling, der foregår via modsætningernes
indbyrdes samspil eller kamp. Fænomenet materien er en filosofisk
kategori, der er ensbetydende med den objektive virkelighed som i og for sig
eksisterer uafhængigt af mennesket, men som mennesket erkender på sin
relativiserede måde. For Lenin var materien evig i tid og uendelig i rum og
udgør i sig selv det princip, som skaber bevægelse, forandring og udvikling.
Begreber som Gud eller en Verdensånd, forekom ham derfor totalt overflødige.
Men nok så vigtigt i
denne forbindelse, så opfattede Lenin fænomenet bevidsthed som
et ikke-materielt produkt af materiens iboende kræfter og
lovmæssigheder, altså i en vis forstand som et parafysisk
energisystem. Det vil sige et ikke-materielt men åndeligt fænomen, en
opfattelse, som principielt er i overensstemmelse med f.eks. dybdepsykologen
Jungs opfattelse af samme. Og endnu mere vigtigt, i hvert fald for mig, i
overensstemmelse med min nuværende opfattelse af fænomenet bevidsthed.
Det store paradoks
betyder derfor i mit eget tilfælde skiftet fra en overvejende spiritualistisk
opfattelse af materiebegrebet og af fænomenet bevidsthed, til den omtrent
modsatte opfattelse af samme. Dog ikke nødvendigvis en
reduktionistisk-materialistisk opfattelse, men snarere en filosofisk set
realistisk opfattelse af især fænomenet bevidsthed.
Min holdning til Martinus’ kosmologi
For at læseren ikke
skal være i tvivl om min egen personlige holdning til Martinus og hans lære,
vil jeg afslutte denne artikel med at citere det følgende fra min artikel 4.129. Et livs
status - revision af en personlig opgørelse:
(Citat) Konklusionen på
alt det ovenfor sagte, må blive, at et relativt langt liv foreløbig har lært
mig at være videbegærlig, åben og upartisk, men samtidig tvivlende og skeptisk.
Det har for mig altid været vigtigt at holde sig grundlæggende spørgsmål for
øje, som f.eks. hvad, hvordan og hvorfor. På den måde har man en mulighed for
at tilegne sig upartisk og objektiv eller forsøgsvis sand viden om livet og
verden. I forbindelse med tilegnelse af forhåbentlig sand viden, er en vis
mental selvdisciplin derfor nødvendig, så man ikke fristes til at tolke verden
i sit eget billede, sådan som man uvægerligt har tilbøjelighed til at gøre, når
og hvis man er partisk og nærer sympati for det ene og antipati imod det andet.
Dette indebærer desuden, at man må gøre op med sig selv, holde en slags
personlig åndelig status over sin egen livs- og verdensanskuelse, og spørge:
Hvor meget af det, jeg selv mener at vide, er i grunden baseret på egen
oplevelse og erfaring, og hvor meget er tankegods fra andre, som jeg nærer
tillid til og derfor i bedste fald tror på? – I den sammenhæng må jeg
erkende, at et langt livs beskæftigelse med først klassisk idealistisk indisk
filosofi og derefter med Martinus’ kosmologi, har påvirket mig i et omfang og i
en grad, så at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg ville have betragtet og
opfattet verden, hvis jeg udelukkende havde været henvist til mine egne
oplevelser og erfaringer. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke føler mig mere
bundet eller forpligtet af Martinus’ kosmiske analyser og livsfacitter, end at
jeg stadig lader muligheden stå åben for, at disse i værste tilfælde måske
kunne vise sig at være i større eller mindre uoverensstemmelse med
virkelighedens verden. Hvad denne så i realiteten end er eller måtte vise sig
at være. (Citat slut)
© juli 2019 Harry
Rasmussen.
******************