- fortsætter til stadighed
Ja, undren og forsøg på at tilegne sig stadig mere viden fortsætter
til stadighed – i hvert fald for mit vedkommende, som det har gjort hver eneste
dag igennem mange, mange år. Men min undren og til en vis grad også min viden
fik en ny drejning i og med at min tænkning indenfor de seneste 10 år, altså
fra og med 2009, i tiltagende grad betød en antagelse, forståelse og accept af
den livs- og verdensopfattelse, jeg betegner som ét-livs-hypotesen. Med
bevidst vilje kaldet sådan, fordi den skulle og fortsat skal markere forskellen
og afstanden til den fler-livs-hypotese, der især er blevet og fortsat
bliver fremført og promoveret af utopisk-idealistiske livs- og
verdensanskuelser, som f.eks. i ældre tid af klassiske indiske
filosofisystemer, som især Shankar Acharya’s Adwaita Vedanta og i nyere tid af
Madame Blavatky’s Teosofi og af Rudolf Steiner's Antroposofi. Samt ikke
mindst Martinus' kosmologi. (1)
Den helt grundlæggende og afgørende forskel mellem ét-livs-hypotesen
på den ene side og fler-livs-hypotesen på den anden side, er, at førstnævnte
'kun' tilskriver de levende væsener, primært mennesker, et eneste liv at leve
i, nemlig det her på Jorden, mens fler-livs-hypotesen tilskriver de levende
væsener, igen primært mennesker, at være evigt udødelige i deres grundstruktur
og derfor undergivet lovmæssighederne for gennem inkarnationer og
reinkarnationer at have en tilværelse skiftende mellem ophold og passage her på
Jorden og ophold og passage i en såkaldt åndelig verden eller åndelige
verdener. Dertil kommer, at fler-livs-hypotesen mener at individerne til
enhver tid er genstand for og undergivet lovmæssighederne for en
fuldkommen retfærdig skæbne, medens ét-livs-hypotesen modsat mener og
hævder, at tilværelsen basalt set er undergivet tilfældigheder, lige
bortset fra, at naturlovene til enhver tid og i ethvert tilfælde naturligvis er
i spil. (2)
Helt basalt drejer undren sig om, at ’noget’ overhovedet
eksisterer og er til på. Dernæst om måden eller hvordan dette
’noget’ eksisterer og udfolder sig på. Altså kort sagt om de formentlige
lovmæssigheder, der gør sig gældende og forudsættes i forbindelse med dette
’noget’s eksistens og udfoldelse eller virksomhed. Vi – eller rettere sagt jeg
– har jo for længst tænkt over og fastslået, at det er selvindlysende , at
’noget’ logisk set ikke kan opstå af eller frembringe sig selv. Det betyder og
indebærer lige så logisk set og i sin yderste konsekvens, at det første ’noget’
må have været til eller eksisteret før alt andet. Hvilket mere præcist sagt vil sige: må være evigt. Men vel
at bemærke evigt i den forstand, at det ligger før forekomsten af fænomenerne
tid og rum, der jo netop er produkter af det nævnte første og basale ’noget’.
(3)
Noget af det på sin vis ejendommelige man kan konstatere, også og
ikke mindst i vor såkaldt oplyste nutid, er, at der findes utrolig mange
mennesker af begge køn, unge som ældre,
der lader sig bedrage og som ofte bedrager sig selv, når det drejer sig
om tro på pseudo-religiøse bevægelser, især hvis disse har en på sin vis
kariasmatisk lederskikkelse. Og det uanset om samme lederskikkelse, oftest af
mandkøn, objektivt set bevisligt er en charlatan, altså en bedrager og i nogle
tilfælde muligvis samtidig en selvbedrager. Der findes overraskende mange
såkaldte religiøse, åndelige eller ’mystiske’ sekter, der i reglen ledes af en
selvbestaltet, markant og tilstrækkelig karismatisk mand eller kvinde, som så
at sige scorer kassen på ’menighedens’ bekostning. Psykologisk set kan
vedkommende ’leder’ i nogle tilfælde være at karakterisere som psykopat eller i
enkelte tilfælde som direkte sindssyg. (4)
Set i ét-livs-hypotesens perspektiv er enhver form for religion
basalt set udtryk for myte, uanset om det drejer sig om de store
verdensreligioner, som kristendommen og islam, eller de mindre
nationalreligioner, som eksempelvis jødedommen og hinduismen. Begrebet myte
skal forstås som et kompleks af tanker og forestillinger, der i det væsentlige
er opdigtede og som kun har meget lidt eller slet intet med den faktiske og
virkelige verden at gøre. De mytiske forestillinger har siden tidernes morgen
tjent til og tjener fortsat i vor tid til at befæste magthavernes mere eller
mindre heldige forsøg på at ville styre og holde de respektive religioners
tilhængere og tilbedere på plads i
samfundsordenen. Overordnet og stort set til fordel for de religiøse så
vel som verdslige magthavere.
Som et godt og personificeret eksempel på en ældre myte, der i form
af katolicisme og protestantisme i tidens løb er blevet udbredt til store dele
af især den vestlige verden, kan fortællingen om Jesus Kristus tjene. Den havde
og har sit udspring i en lille gruppe af ’frelste’ og velmenende jødekristne i
Jerusalem, som moralsk set dels ville bekæmpe de daværende både verdsligt og
religiøst ortodokse jødiske myndigheder og dels den romerske besættelsesmagt.
Til det formål udtænkte og udbredte den nævnte gruppe fortællingen om den i
realiteten helt ukendte og faktisk ubetydelige person Jesus fra Nazareth. Der
er tale om en uhyre interessant og levedygtig myte, som jeg dog ikke skal komme
nærmere ind på her, men henvise interesserede læsere til supplerende at læse de
i af mine artikler, der henvises til i noten (5)
Lige siden de ældste tider i menneskehedens kulturhistorie har man
følt et behov for at frygte eller i bedste fald se op til og adlyde
overordnede, men usynlige magter i naturen og tilværelsen. I oldtiden havde man
forestillinger om mange guder, hvilket
den nordiske Asa-tro og den græske gudeverden er eksempler på. Et
gennemgående træk ved alle guder var og er det, at hvis man ville stå sig godt
med disse, måtte man først og fremmest overholde de anvisninger og love, som
guderne lod menneskene vide via disse højere magters ’tjenere’ og ’formidlere’
i form af medicinmænd, shamaner og præster. Ved at stå sig godt med guderne
kunne man i bedste fald regne med disses beskyttelse og hjælp, lige som man
også kunne forvente efter døden at komme i henholdsvis Valhal eller Elysion.
I et opgør med og i et
modsætningsforhold til polyteismen, opstod monoteismen i form af jødedom.
kristendom og islam. Som ordet og begrebet monoteisme udsiger, så er der kun
tale om en eneste og absolut ophøjet universal Gud, som i jødedommen kaldes
Jahve, i kristendommen Gud eller Gud Fader og i islam Allah. De tre nævnte universal-religioner fik med
tiden en mængde ypperstepræster, præster og andre og lavereformer for ægte
eller påtagne ydmyge tjenere, som respektive i synagoger og templer, kirker og
moskeer, formidlede Gudens love og vilje. For de troende var der næsten ingen
begrænsning eller ende på de goder og lyksaligheder, der ventede de rettroende
efter døden. Til gengæld var der næsten heller ingen begrænsninger på det onde
og de pinsler, der ventede de vantroende eller ikke-troende efter døden.
Det besynderlige i denne forbindelse er, at de troendes ypperste
repræsentanter fremstillede og fortsat fremstiller Gud som grundlæggende at
være almægtig, alvis og – ikke mindst – alkærlig. Gud opfattes og
promoveres samtidig som ”himmelens og Jordens skaber”, altså kort og godt som
ophav til alt, hvad der overhovedet eksisterer, virker og udfolder sig, både i
den ’døde’ så vel som i den ’levende’ natur. For tænksomme mennesker, der ikke
føler sig bundne af dogmatiske og ortodokse forestillinger om universets skaber
og ophav, strider de ofte enorme uhyrligheder af ondskab og
uhensigtsmæssigheder, som den ældre så vel som nyere verdenshistorie udviser
utallige eksempler på. Man kan eksempelvis ikke forstå, hvordan de nævnte
uhyrligheder, blandt andet i form af blodige oprør, krige, sygdomme, epidemier,
social nød og elendighed, forekomsten af mordere, røvere og tyve, kan forenes
med postulatet om Guds alkærlighed, alvisdom og almagt.
Imod den forekommende store
mængde af uhyrligheder, svarer de rettroende, at disse afvigelser fra eller
overtrædelser af den ’gode og retfærdige orden’, der er indstiftet af Gud,
fortrinsvis skyldes vantroende mennesker, herunder også mennesker, der i deres religiøse tilhørsforhold er frafaldne
’syndere’. Og ”syndens sold er døden” proklamerer de såkaldt frelste.
Men som udenforstående ikke-troende kan man ikke undgå at gøre sig
tanker om, hvordan man teologisk set kan forene Guds attributter: Alkærlighed,
alvisdom og almægtighed, med naturens ofte grumme lovmæssigheder og
forhold, og den mere eller mindre miserable verdenssituation, der primært
skyldes menneskehedens adfærd i form af oprør, krige og forbrydelser af enhver
art og afskygning. Man skulle jo som uafhængigt tænkende menneske mene, at hvis
Gud er alkærlig, altså elsker alt og alle lige meget og lige højt, så skulle og
måtte alt i verden jo være i den skønneste og mest harmoniske orden. Det så
meget mere, som at Gud jo også postuleres at være både alvis og almægtig. Alvisdommen
må jo betyde, at Gud kender til alt, hvad der eksisterer og udfolder sig i
verdensaltet, i makrokosmos så vel som i mikrokosmos, lige som almagten ideelt
set sikrer, at Gud har både evnen og magten til at sørge for, at alt og alle
fungerer og opfører sig i henhold til Guds vilje. (6)
I de tidligere ovenfor nævnte klassiske indiske filosofisystemer,
som især Shankar Acharya’s Adwaita Vedanta og i nyere tid Madame Blavatky’s
Teosofi og af Rudolf Steiner's Antroposofi, samt ikke mindst Martinus'
kosmologi, er man helt enige om at erklære menneskers karakter og adfærd for at
være strengt og ufravigelig lovbundet ud fra princippet, at ”det et menneske
sår, det skal det også høste”. Eller som Martinus nok så præcist har udtrykt
det: ”Skæbne er oplevelsen af virkningerne til de årsager, som mennesket selv
har udløst.” –
Problemet med begge de to ovenfor nævnte udsagn er Imidlertid, at
disse faktisk forudsætter, dels at individet er i besiddelse af en udødelig
sjæl og dels at der forefindes en åndelig verden ’ved siden af’ eller ’over’
den fysiske verden. For det er jo umiddelbart indlysende og erfaringsmæssigt
kendt og forståeligt, at f.eks. en personligt eller socialt set dårlig eller
ligefrem ulykkelig og pinefuld skæbne, ikke altid vil kunne blive kompenseret
eller udlignet i det enkelte jordeliv.
Det samme gælder principielt for de mennesker, der i deres liv har
foretaget kriminelle handlinger, så som mord, vold, tyveri, røveri etc., hvad
enten disse mennesker er blevet straffet for det eller ej. I henhold til loven
for gengældelse – denne lov kaldes af nogle også for karma-loven – vil
konsekvenserne, de behagelige så vel som ubehagelige, vise sig i det følgende
eller flere følgende liv.
Som det fremgår af det ovenstående, så forudsætter og betinger fuldbyrdelsen af
skæbnens absolutte retfærdighed, at individet har flere på hinanden følgende
liv til sin rådighed. Derfor er skæbnens retfærdighed både praktisk og
teoretisk uløselig knyttet til fler-livs-hypotesen. Det indebærer samtidigt, at
begrebet ”skæbnens fuldkomne retfærdighed” af indlysende grunde ikke hører
hjemme i forbindelse med de vilkår og begrænsninger, der forefindes indenfor
”ét-livs-hypotesen”. (7)
Her vil jeg gerne tilføje og afslutte denne artikel med at
fremsætte nogle efter min egen opfattelse vigtige personlige bemærkninger, dels
til denne artikel og dels også til de fleste af mine andre artikler om
Martinus’ storslåede lære om livet og verdensaltet.
Min situation er jo nemlig den, at især de seneste 10 år har
bevirket en grundlæggende forandring af min personlige livs- og
verdensanskuelse. På den afgrænsede baggrund vil jeg derfor her tillade mig at
præsentere min nuværende, men samtidig skeptiske og kritiske opfattelse af
Martinus 'kosmologi eller verdenssyn. Gang på gang har jeg - ofte dagligt -
stort set læst i hans komplette værker, hvoraf de fleste jeg har, er
førsteudgaver. Hver gang jeg læser i en af hans bøger, i hovedværkerne såvel
som i de mindre bøger, slår det mig, hvor storslået og detaljeret og internt
set logisk Martinus udtrykker sig i sine skriftlige analyser, kommentarer og
overvejelser. Og hver gang oplever jeg en salig, næsten ekstatisk spænding over
det på én gang poetiske og letforståelige sprog, han ofte bruger i sin
forfatterskab. Dette er i tråd med det poetiske sprog de ideer og tanker, som
vores verdensberømte eventyrdigter H. C. Andersen, også bruger og som ikke
mindst har været medvirkende til at bringe ham og hans forfatterskab ind i
sammenhængen. Hvilket i øvrigt ikke er tilfældigt, i betragtning af, at meget
af mit eget forfatterskab jo netop omhandler en sammenstilling og sammenligning
mellem de to åndsgiganter og deres respektive litterære værker.
Men på trods af min store anerkendelse og beundring for mennesket
og tænkeren
Martinus, vil jeg dog ikke undlade at nævne de grundlæggende
spørgsmål i hans kosmologi eller verdensbillede, der danner grundlaget og
baggrunden for min skepsis over for samme. Efter min bedste mening og
forståelse er svagheden ved Martinus' fremragende logiske argumenter, at disse
så vidt jeg kan se og bedømme, er baseret på basale påstande, som der desværre
ikke findes reelle og faktuelle beviser på gyldigheden af. Det drejer sig
primært om følgende emner: Det levende væsens udødelighed, dets inkarnationer
og reinkarnationer og skæbnens perfekte retfærdighed.
Endelig må jeg naturligvis ikke glemme at nævne Martinus' lige så
geniale og selvstændige håndtegnede og håndkolorerede symboler, som lige siden
mit første møde med dem i 1957 har fyldt mig med beundring og forundring og
ikke mindst stor glæde.
Og tro mig, når jeg siger, at jeg, som den skeptiske og kritiske –
og måske overmodige - person, jeg er, opfatter og betragter Martinus'
storslåede kosmologi eller verdensbillede som et udtryk for en idealistisk
utopi, der i det basale og væsentlige har meget lidt at gøre med den barske
virkelighed, vi alle lever lige midt i, så længe - eller snarere så kort - hver
af vores liv end varer. Døden er vi alle sikre på, og det har jeg det
personligt godt med. Men hvorfor nu det? - Jo, Især fordi det ikke forandrer
den kendsgerning, at livet og tilværelsen i bund og grund er at betragte som ét
eneste stort og forunderligt eventyr, ja tilmed et eventyr, der har plads til
både en universal, national og lokal guddommelig magt og skaber. (8)
©
September 2019 Harry Rasmussen.
________________________
1.
Læs evt. artiklen
4.119. Spiritualismens nyere historie, som giver en
letfattelig oversigt over åndelige bevægelser og disses karakteristika og
historie.
2.
Læs artiklen 4.127. Ét-livs-hypotesen.
En redegørelse. Resumé. Den giver en enkel og letfattelig beskrivelse
af, hvad der kan og skal forstås ved begrebet ét-livs-hypotesen.
3. Læs her artiklen
2.29. I begyndelsen var – ’noget’! – et essay om virkeligheden
4. Læseren vil
her med fordel kunne henvises til Martinus’ fremragende analyser og
beskrivelser af menneskenes bevidsthedskategorier, også selvom disse primært
skal ses i den overordnede kontekst,
hvori de indgår:
H1-35. Den jordiske menneskeheds bevidsthedskategorier,
suppleret med hans analyser og beskrivelser af menneskenes seksuelle
kategorier: H1-14. Polforvandlingens seksuelle kategorier – Fra A-
til K-menneske.
5. Det kan her anbefales at
læse følgende af mine artikler 4.147. Myte og
virkelighed. Eller sandhed contra usandhed? – Se evt. også 4.153. "Skrøner
og bedrag" - et bidrag til ét-livs-hypotesen.
6. Vedr. begrebet om Gud, se
f.eks. 4.124. Hvor er Gud henne? Et relevant og aktuelt
spørgsmål. I den kristne protestantisme er det lige før, at Jesus Kristus har
overtaget Guds rolle, i så høj grad, at nogle tilhængere opfatter og tilbeder
Kristus som Gud.
7. Vedr. begrebet skæbne, se f.eks.
artiklen 4.118. Skæbne og retfærdighed -endnu engang!
8. Se afslutningsvis
følgende artikel: 4.165. Erkendelsen
af underet – nogle tilføjelser
© September 2019 Harry Rasmussen.
******************